Statsrevisorernes bemærkning
Statsrevisorernes
bemærkning
Statsrevisorerne
Beretning om overholdelse af de maksimale
ventetider for kræftpatienter
Kræft er samlet set den hyppigste dødsårsag i Danmark, og hvert år bliver ca.
45.000 danskere ramt af sygdommen. Hurtig behandling er ifølge
Sundhedsstyrelsen i de fleste tilfælde afgørende for kræftpatienters
overlevelse.
En kræftpatient har ret til at starte i behandling inden for 28 dage, efter
patienten er henvist til behandling, og maksimalt 14 dage, fra patienten
samtykker til behandlingen. Hvis en region ikke kan starte en patients
behandling inden for tidsfristen, skal regionen tilbyde patienten at blive
behandlet i en anden region, på et privathospital eller i udlandet. Hvis
regionen ikke kan finde et andet behandlingstilbud inden for den maksimale
ventetid, vil ansvaret for at henvise patienten til et behandlingstilbud overgå
til Sundhedsstyrelsen.
Formålet med undersøgelsen er at vurdere, om regionerne og Indenrigs- og
Sundhedsministeriet har sikret, at kræftpatienter starter i behandling i
overensstemmelse med reglerne om maksimale ventetider.
Statsrevisorerne påtaler skarpt, at regionerne og Indenrigs- og
Sundhedsministeriet ikke har sikret, at alle kræftpatienter starter i
behandling i overensstemmelse med reglerne om maksimale vente-
tider. Statsrevisorerne kritiserede også den manglende overholdelse af
patientrettighederne i 2018 og konstaterer, at ministeriet og
regionerne på trods heraf endnu ikke har rettet op på den manglende
overholdelse af patientrettighederne.
Statsrevisorerne finder det kritisabelt, at regionerne i stort omfang
ikke tilbyder kræftpatienterne behandling et andet sted når regionerne
ikke kan overholde patienternes ret til at starte i behandling inden for
den maksimale ventetid.
15. april 2024
Mette Abildgaard
Leif Lahn Jensen
Mikkel Irminger Sarbo
Serdal Benli
Lars Christian Lilleholt
Monika Rubin