Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Til høringsparterne på vedlagte høringsliste m.fl.
Dato: 12-02-2024
Enhed: Borgernær Sundhed
Sagsbeh.: Astrid Line Kristensen
Koordineret med:
Sagsnr.: 2023 - 1847
Dok. nr.: 594132
Høring over udkast til forslag til lov om ændring af
sundhedsloven (udvidelse af ordning om tilskud til tandpleje
for udvalgte patientgrupper og bestemmelse om territorial
gyldighed for Færøerne)
Indenrigs- og Sundhedsministeriet sender hermed vedlagte udkast til forslag til lov
om ændring af sundhedsloven (Udvidelse af ordning om tilskud til tandpleje for
udvalgte patientgrupper og bestemmelse om territorial gyldighed for Færøerne) i
høring.
Lovforslaget har til formål at udmønte initiativet i regeringens Sundhedspakke fra maj
2023 om udvidelse og forenkling af ordningen, som giver visse patientgrupper adgang
til at søge et særligt tilskud til tandpleje efter sundhedslovens § 166. Initiativet er
også en del af Kræftplan V, der skal sikre en fortsat videreudvikling af kræftområdet.
Regeringen har indgået en bred politisk aftale med alle Folketingets partier om den
konkrete udmøntning, så flere patientgrupper, der har fået eller er i risiko for at få
betydelige tandproblemer som følge af sygdom eller sygdomsbehandling, kan få
tilskud til tandpleje. Det er ligeledes aftalt, at ordningen skal forenkles, så det ud fra
et patientperspektiv bliver nemmere at få tilskud efter ordningen. Lovforslaget har
således til formål at implementere den politiske aftale.
Den foreslåede udvidelse og forenkling af ordningen beror på faglige anbefalinger fra
Sundhedsstyrelsen.
Lovforslagets indhold
Udvidelse og forenkling af tilskudsordning til tandpleje for visse patientgrupper
Med lovforslaget affattes § 166 på ny med en beskrivelse af alle patientgrupper, der
kan ansøge regionen om det særlige tilskud til tandpleje samt de grundlæggende
kriterier for at få tilsagn om støtte.
De patientgrupper, der er omfattet af den nuværende ordning, vil fortsat kunne søge
om tilskud efter ordningen. Det foreslås i tråd med Sundhedsstyrelsens anbefalinger,
at ordningen derudover udvides til også at omfatte patienter, der på grund af
knoglemarvstransplantation har udviklet kronisk Graft versus Host Disease (GvHD),
patienter der på grund af kræft har fået immunterapi eller hormon- og
antihormonbehandling, samt patienter der på grund af sygdom i skjoldbruskkirtlen
har modtaget behandling med radioaktivt jod.
Med lovforslaget foreslås det videre, at ordningen forenkles, så der for størstedelen
af patientgrupperne ikke længere er krav om, at de skal dokumentere en
årsagssammenhæng mellem deres tandproblemer og deres sygdom eller
sygdomsbehandling.