Sundhedsudvalget 2023-24
SUU Alm.del Bilag 18
Offentligt
2764622_0001.png
Anmodning om foretræde for sundhedsudvalget 2023
Vi fra Foreningen Kunst og Mental Sundhed beder om foretræde for folketingets sundhedsudvalg
angående konsolidering og national opskalering af Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed
som blev etableret med en bevilling fra SSA-reserven i 2021, men udløber i maj 2024.
Vi er overbeviste om at vi kan bidrage til at løse aktuelle problemer i sundhedsvæsenet på en
omkostningseffektiv måde.
Vi har haft møder med flere sundheds- og psykiatriordførere, der har været interesseret i at støtte os.
Helt kort:
Centeret blev etableret med støtte fra finanslovens reservepulje i 2022 i et partnerskab mellem
Region H, Foreningen Kunst og Mental Sundhed og Statens Museum for Kunst, hvor vi udvikler
kunstbaserede grupper som del af den psykiatriske behandling. Vi har muligheden for at gøre en
stor forskel for mange, der har brug for det og at bidrage til at løse problemer med en voksende
gruppe af mennesker med psykiske lidelser samtidig med rekrutteringsproblemer i psykiatrien.
Centeret kan allerede i dag fremvise konkrete resultater i forhold til vores kunstbaserede grupper og
har kunnet påvise sundhedsfremmende-effekter for mennesker i psykiatrisk behandling på en
skånsom måde.
Med vores tilgang kan psykiatriens opgave tilføjes ressourcer fra andre sektorer og løftes i sunde
partnerskaber under kyndig sundhedsfaglig vejledning. Vi mener også at vores tilgang kan bidrage
til at løse rekrutteringsproblemet i sundhedssektoren ved at mobilisere andre faggrupper uden at gå
på kompromis med etiske standarder
Dette har vi blandt andet skrevet om her.
Som nationalt videns- og kompetencecenter deler vi også viden om feltet kunst, kultur og mental
sundhed og har lige udgivet rapporten ”Bedre Vilkår for kultur og Sundhed”, som er den første af
sin slags i Danmark:
https://ckms.dk/ny-rapport-bedre-vilkaar-for-kultur-og-sundhed-i-danmark/.
Men vores nuværende finansiering fra støtte fra finanslovens reservepulje i 2022 udløber i foråret
2024, hvorfor vi er meget interesserede i at drøfte muligheden for en forlængelse af den nuværende
2-års bevilling til Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed.
Med de lovende resultater vi allerede nu kan påvise, og den interesse der er både fra region og
kommuner, er vi overbevist om at kunne bidrage til at løse opgaven med at gøre sundhed
tilgængeligt og effektivt for flere udsatte borgere via indsatser der fokuserer på etablering af
konstruktive fællesskaber, mulighed for selvstændighed og meningsskabelse sammen med andre.
Her er vi i gang med at udvikle modeller til at kunne opskalere og udbrede interventionerne
yderligere, i samarbejde med både offentlige og private interessenter.