SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

Sundhedsudvalget 2023-24
SUU Alm.del Bilag 156
Offentligt

Statens Institut for Folkesundhed

Hvorfor indløser nogle borgere

ikke deres recepter på medicin?

En kvalitativ undersøgelse af borgere og sundheds-

professionelles perspektiver på manglende indløsning

af recepter

Nanna Bjørnbak Christoffersen

Freja Ekstrøm Nilou

Jeanette Wassar Kirk

Carl Oehlenschläger

Tine Tjørnhøj-Thomsen

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

Hvorfor indløser nogle borgere ikke deres recepter på medicin?

En kvalitativ undersøgelse af borgere og sundhedsprofessionelles perspektiver på manglende

indløsning af recepter

Nanna Bjørnbak Christoffersen*, Freja Ekstrøm Nilou*, Jeanette Wassar Kirk, Carl Oehlenschläger

og Tine Tjørnhøj-Thomsen

*Delt førsteforfatterskab

Internt review: Martin Marchman Andersen

Statens Institut for Folkesundhed, SDU

Uddrag er tilladt mod tydelig kildegengivelse.

Elektronisk udgave: ISBN 978-87-7899-636-7

Statens Institut for Folkesundhed

Studiestræde 6

1455 København K

www.sdu.dk/sif

Rapporten kan downloades fra www.sdu/sif

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

Forord

Medicin er en vigtig del af både behandling og forebyggelse af mange fysiske og psykiske

sygdomme og lidelser. Men ikke alle i Danmark anskaffer sig den medicin, som de har fået recept

på, og det kan have helbredsmæssige konsekvenser. Når recepter ikke bliver indløst, og

behandling ikke bliver efterlevet, kan det føre til en forværring af sygdomme og tilstande, hvilket

både kan have konsekvenser for den enkelte og samfundet generelt.

Formålet med denne rapport er at undersøge, hvilke grunde der kan være til, at borgere i sårbare

positioner ikke indløser deres recepter på medicin. Undersøgelsen afdækker forhold, som har

indflydelse på borgernes muligheder for og ønsker om at anskaffe den medicin, de har fået

ordineret.

Rapporten er udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed for Indenrigs- og

Sundhedsministeriet. Resultaterne fra undersøgelsen bidrager med viden om, hvilke områder der

er særligt vigtige at fokusere på, og hvor der kan være behov ændringer og tiltag, hvis alle borgere

skal have lige muligheder for at anskaffe sig den medicin, de har brug for.

En stor tak skal lyde til både de borgere og sundhedsprofessionelle, som har deltaget i

interviewene og delt deres erfaringer og viden. Ligeledes en tak til studentermedhjælperne

Stephanie Cruz Riis, Rebecca Amalie Struwe Kjeldsen, Cille Lauridsen og Paula Dencker for at

transskribere interviewene, Martin Marchman Andersen for at læse og kommentere rapporten og til

Stig Krøger Andersen for korrekturlæsning.

Morten Hulvej Rod

Direktør

Statens Institut for Folkesundhed, SDU

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

Indhold

Sammenfatning ........................................................................................................... 5

Indledning.................................................................................................................... 6

Kapitel 1 Metodisk og analytisk fremgangsmåde .................................................... 8

Litteratursøgning................................................................................................................. 8

Kvalitative interviews .......................................................................................................... 10

Analyse ............................................................................................................................. 12

Kapitel 2 Resultater .................................................................................................... 13

Økonomiske vilkår .............................................................................................................. 14

Praktiske omstændigheder ................................................................................................. 18

Borgernes indstilling til medicinen ....................................................................................... 21

Borgerens indsigt i sin medicinske behandling.................................................................... 26

Kontakten mellem borgeren og den sundhedsprofessionelle .............................................. 31

Støtte fra pårørende og professionelle ................................................................................ 36

Opsamling .......................................................................................................................... 39

Kapitel 3 Diskussion og potentialer .......................................................................... 41

Diskussion .......................................................................................................................... 41

Potentialer for at forbedre borgeres muligheder for at anskaffe receptpligtig medicin ......... 43

Litteratur ...................................................................................................................... 45

Bilag 1 Litteratur fra litteratursøgningen .................................................................. 48

Bilag 2 Eksempel på interviewguide ......................................................................... 51

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

Sammenfatning

Rapporten har til formål at undersøge grunde til, at borgere i sårbare positioner ikke indløser deres

recepter på medicin. Sårbare positioner refererer til det at leve med en kombination af

helbredsmæssige, sociale og økonomiske udfordringer. Undersøgelsen belyser en række forhold,

der har indflydelse på disse borgeres mulighed for og ønske om at anskaffe sig den receptpligtige

medicin. Undersøgelsen er baseret på 12 kvalitative interviews med borgere i målgruppen,

farmaceuter og farmakonomer fra apoteker og hospitaler, praktiserende læger samt et mindre

litteraturstudie på området.

Rapporten indeholder tre kapitler. Første kapitel er en præsentation af undersøgelsens metodiske

og analytiske fremgangsmåde. Andet kapitel præsenterer undersøgelsens resultater inddelt i syv

temaer med tilhørende indsigter efterfulgt af en opsamling. I tredje kapitel afrundes rapporten med

en diskussion af resultaterne med inddragelse af relevant litteratur og et afsnit om potentialer for at

forbedre borgeres mulighed for at anskaffe receptpligtig medicin.

Forhold af betydning for, om borgere indløser deres recepter på medicin

Undersøgelsen viser, at indløsning af recepter på medicin ofte er påvirket af flere forskellige

forhold, som både knytter sig til situationen omkring udstedelse og indløsning af recepter, men

også den enkelte borgers livssituation mere generelt og tidligere erfaringer med medicin og kontakt

til sundhedsvæsenet. Forholdene, som rapporten belyser, er følgende:

•

Økonomiske vilkår

Praktiske omstændigheder

Borgerens indstilling til medicinen

Borgerens indsigt i sin medicinske behandling

Kontakten mellem borgeren og den sundhedsprofessionelle

Støtte fra pårørende og professionelle

Hvert af de ovenstående forhold bliver uddybet med indsigter, der belyser, hvorfor nogle borgere

ikke anskaffer sig deres receptpligtige medicin. En essentiel konklusion fra undersøgelsen er

desuden, at der sjældent er enkeltstående grunde til manglende indløsning af recepter, men at der

ofte er flere forhold, der har indflydelse på både borgerens mulighed og ønske om at anskaffe sig

og tage medicinen. Derfor bør et eventuelt arbejde med at mindske antallet af recepter, der ikke

bliver indløst, tage højde for samspillet mellem disse forhold.

Til sidst i rapporten præsenteres en række potentialer for at øge borgeres muligheder for at

anskaffe sig receptpligtig medicin og dermed modtage den nødvendige medicinske behandling.

Undersøgelsen peger på en ændring i tilskudssystemet, en styrkelse af kommunikationen om

medicin mellem borgere og sundhedsprofessionelle, bedre brug af tolkning for borgere med

sprogbarrierer, et stærkere samarbejde mellem de sundhedsprofessionelle, der er involvereret i at

udstede og indløse recepter og endelig en særlig opmærksomhed på borgere, der ikke har social

støtte fra hverken pårørende eller professionelle.

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

Indledning

Medicin er en essentiel del af både behandling og forebyggelse af en række fysiske og psykiske

sygdomme og lidelser [1]. Samtidig er korrekt efterlevelse af medicinsk behandling vigtig for at

opnå de ønskede helbredseffekter af behandlingen [2]. Dog har tidligere studier i både Danmark

og udlandet vist, at der er en andel af recepter på medicin, som ikke indløses [3], hvilket illustrerer,

at ikke alle borgere får den medicinske behandling, en læge har foreskrevet. For eksempel viser et

dansk studie fra 2014, at 9,3 % af recepter på nystartet behandling, der er udstedt i almen praksis,

ikke er blevet indløst [4]. Dog er det af datamæssige årsager vanskeligt at bestemme omfanget af

recepter, der ikke indløses [5], og de studier, der er gennemført, adskiller sig typisk fra hinanden,

hvad angår den metodiske fremgangsmåde, og om der er fokus på recepter udstedt i primær-

og/eller sekundærsektoren [4]. Recepter, der ikke bliver indløst, kan være et større eller mindre

problem for borgeres sygdomsforløb eller helbred. Forskning i social ulighed i sundhed viser, at

borgere med lav socioøkonomisk status generelt er mere udsatte, hvad angår både forekomst,

behandling og konsekvenser af mange sygdomme [6]. Derfor vil manglende indløsning af

receptpligtig medicin sandsynligvis have større konsekvenser for borgere, der er dårligere stillet i

forhold til socioøkonomiske faktorer som uddannelse og indkomst. I Danmark og i udlandet er

årsagerne bag manglende indløsning af receptpligtig medicin generelt underbelyst [2]. Derfor

fokuserer denne undersøgelse på grunde til manglende indløsning af recepter blandt borgere i

sårbare positioner, som eksempelvis har begrænsede økonomiske ressourcer, kort eller ingen

uddannelse, psykiske og/eller fysiske helbredsproblemer og begrænset socialt netværk.

Formålet med undersøgelsen er at afdække, hvilke forhold der har betydning for, om borgere i

sårbare positioner indløser deres recepter på medicin. Recepterne kan både være udstedt i almen

praksis, i en speciallægeklinik eller i hospitalsregi i forbindelse med indlæggelse eller ambulant

behandling. Undersøgelsen vil ved brug af kvalitative metoder belyse, hvilke praksisser og

oplevelser der gør sig gældende hos den undersøgte målgruppe, og hvordan disse har en

indflydelse på, om borgerne anskaffer sig den medicin, de har recept på. Den baserer sig på 12

kvalitative interviews med borgere, praktiserende læger samt farmaceuter og farmakonomer fra

hospitaler og apoteker. Undersøgelsen viser, at der er mange forhold, der spiller ind på, om

recepter på medicin indløses. Nogle af forholdene knytter sig til systemets indretning, andre til

relationen mellem borgere og sundhedsprofessionelle eller den enkelte borgers levevilkår og

ræsonnementer vedrørende medicinsk behandling.

Efterlevelse af medicinsk behandling er relativt velstuderet i forskningslitteraturen, men meget af

denne forskning fokuserer på såkaldt sekundær non-adherence, hvilket refererer til en situation,

hvor en borger har anskaffet sig den korrekte medicin, men ikke tager medicinen i

overensstemmelse med lægens anvisning [2]. Til gengæld er såkaldt primær non-adherence

mindre velbelyst i forskningslitteraturen [2, 7]. Primær non-adherence refererer til en situation, hvor

borgeren slet ikke anskaffer sig den medicin, vedkommende har fået recept på – det vil sige, at

recepten ikke bliver indløst [2]. Den manglende forskning i grunde til primær non-adherence er

problematisk, da det ikke kan antages, at mekanismerne bag primær non-adherence er de samme

som mekanismerne bag sekundær non-adherence [2]. Derfor kan indsatser, der søger at afhjælpe

sekundær non-adherence, heller ikke nødvendigvis bidrage til øget efterlevelse af medicinsk

behandling blandt dem, der end ikke har anskaffet sig medicinen [2]. Derudover er forskning i

manglende indløsning af recepter på medicin overvejende belyst gennem kvantitative data [8].

Men som Lee et al. (2018) fremhæver, er manglende indløsning af recepter et psykosocialt

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

fænomen, som bedst lader sig undersøge gennem brug af kvalitative forskningsmetoder, som for

eksempel kvalitative interviews. Denne metodiske fremgangsmåde giver indblik i menneskers

erfaringer, holdninger og livssituation, som er afgørende for at opnå en dybere forståelse af

mekanismerne bag manglende afhentning af receptpligtig medicin. Af samme grund baserer denne

undersøgelse sig på kvalitativ empiri i form af interviews med borgere, praktiserende læger,

farmaceuter og farmakonomer.

Læsevejledning

Rapporten indeholder tre kapitler.

Første kapitel præsenterer den metodiske og analytiske fremgangsmåde for undersøgelsen.

Andet kapitel præsenterer undersøgelsens resultater. Resultatkapitlet indeholder syv temaer, som

hver indeholder én eller flere tilhørende analytiske indsigter, der beskriver forhold af betydning for,

om borgere anskaffer sig receptpligtig medicin. Herefter følge en opsamling af hovedresultaterne.

Tredje og sidste kapitel runder rapporten af gennem en diskussion af undersøgelsens

hovedresultater ved inddragelse af relevant litteratur og afslutningsvis fremhæves en række

potentialer for at forbedre borgeres mulighed for at anskaffe sig receptpligtig.

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

Kapitel 1

Metodisk og

analytisk fremgangsmåde

I dette kapitel præsenterer vi undersøgelsens metodiske og analytiske fremgangsmåde.

Det empiriske grundlag for undersøgelsen består af 1) videnskabelig og grå litteratur om emnet, og

2) 12 kvalitative interviews med borgere og sundhedsprofessionelle

Litteratursøgning

Vi udførte indledningsvis en bred, udforskende litteratursøgning med henblik på at få 1) et overblik

over den eksisterende videnskabelige og grå litteratur (undersøgelser, rapporter og evalueringer)

på området, og 2) at identificere relevante temaer inden for litteraturen, som kunne informere vores

interviewguide og sammenholdes med og supplere vores fund fra interviewundersøgelsen. For at

få indblik i såvel borgere som professionelles erfaringer og perspektiver på, hvorfor nogle borgere

ikke indløser deres recepter på medicin, var vi særligt interesseret i at identificere kvalitative

studier af barrierer for indløsning af recepter på medicin.

Strategi og søgeresultater

Første skridt i litteratursøgning bestod i at søge efter videnskabelig litteratur. Vi søgte i

databaserne Scopus, PubMed, SveMed, Embase og Google Scholar. Vi opbyggede tre

overordnede søgeblokke, som til sammen udgjorde den søgestreng, vi anvendte i databaserne.

Den første søgeblok inkluderede variationer af begreber som

medication non-adherence, refill

compliance

medication compliance.

Den anden søgeblok havde til formål at afgrænse

søgeresultaterne til kvalitative artikler med søgeord som

qualitative

interview.

Dog viste det sig

under søgningen, at der eksisterede få kvalitative studier på området, hvorfor vi udvidede

søgningen til også at rumme kvantitative studier. Den tredje søgeblok søgte at afgrænse

publikationslandet til de nordiske lande, Tyskland, Holland og Storbritannien. Dog er enkelte

relevante studier fra USA og Canada også inkluderet.

Søgningen resulterede i 115 hits i Scopus, 465 hits i PubMed, 19 hits i SveMed, 207 i Embase og

seks hits i Google Scholar. Efter at have sorteret en del fra på baggrund af publikationernes titel og

abstract og senere på baggrund af den fulde tekst, endte vi med 26 publikationer fundet via

databaser.

Næste skridt i litteratursøgningen bestod i at søge efter grå litteratur via Google. I denne søgning

fandt vi frem til to relevante rapporter. Desuden supplerede vi med 12 publikationer (grå og

videnskabelige), som vi fandt gennem referencelister i de andre publikationer og gennem

projektgruppemedlemmers viden. Samlet set endte vi således med 40 publikationer (se bilag 1),

hvoraf en del har direkte relevans for undersøgelsen, mens de resterende bidrog til

baggrundsviden.

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

I det følgende afsnit opridser vi hovedpointerne fra denne litteratur.

Hovedpointer fra litteraturen

I litteraturen på området anvendes forskellige begreber til at forstå borgeres efterlevelse (eller

manglende efterlevelse) af medicinsk behandling, blandt andet

concordance

[9]

compliance

[10] og

adherence

[2]. I gennemgangen af litteraturen fokuserer vi på begrebet adherence. Medicinsk

adherence handler om, hvordan patienters adfærd hænger sammen med den medicinske

behandling, som en sundhedsprofessionel har foreskrevet eller anbefalet [2]. Non-adherence

handler således om patienters manglende eller ufuldstændige efterlevelse af den medicinske

behandling, en sundhedsprofessionel har foreskrevet.

I litteraturen på området skelnes der mellem primær og sekundær non-adherence. Den primære

non-adherence refererer til manglende indløsning af recepter, hvilket er hovedfokus i nærværende

undersøgelse, mens sekundær non-adherence henviser til manglende efterlevelse af medicinsk

behandling, efter patienten har anskaffet sig medicinen – eksempelvis i form af forkert dosis af

medicin eller afbrudt behandling [2]. Primær non-adherence er et underbelyst fænomen i

litteraturen, hvilket ifølge Lee og kollegaer blandt andet skyldes, at det er vanskeligt at skaffe

kvantitative data om ikke-indløste recepter [2]. Lee og kollegaer beskriver det problematiske i

dette; ved udelukkende at fokusere på sekundær non-adherence og overse primær non-adherence

underestimeres den samlede medicinske non-adherence (Lee et al. 2018), og desuden er der fra

et klinisk perspektiv forskel på, om borgere slet ikke igangsætter deres medicinske behandling

(primær non-adherence), eller om de afviger fra eller afbryder den medicinske behandling på et

senere tidspunkt (sekundær non-adherence) [2].

Ud over dikotomien mellem primær og sekundær non-adherence foreslås en skelnen mellem

intentionel og ikke-intentionel primær non-adherence. Westberg et al. (2022) beskriver det som

primær intentionel non-adherence, når patienterne bevidst vælger ikke at anskaffe sig den

receptpligtige medicin eksempelvis grundet særlige holdninger til eller overbevisninger om den

medicin, de har fået recept på [11]. Den primære ikke-intentionelle non-adherence kan blandt

andet handle om glemsomhed, manglen på forståelse af medicininstruktionen, eller hvis patienten

ikke har råd til medicinen [11].

Vores litteratursøgning vidner om, at relativt få studier fokuserer specifikt på primær non-

adherence, hvilket andre studier ligeledes konkluderer [2, 7]. Desuden baseres de fleste studier i

primær non-adherence på et kvantitativt datagrundlag [8] i form af register- eller spørgeskemadata.

Vi fandt kun én kvalitativ artikel, der fokuserede specifikt på primær non-adherence, og det var

blandt amerikanske patienter, der har fået recept på blodtrykssænkende medicin [8]. Vi udvidede

derfor vores søgning til at handle mere generelt om medicinsk non-adherence, og vi fandt en

række kvalitative studier, der beskæftiger sig med non-adherence uden specificering af, om de

fokuserer på primær eller sekundær non-adherence (se fx [12, 13]), og de fleste i en kontekst af

medicin ordineret i almen praksis [se fx 14, 15-17]. Mange af de fundne studier fokuserer på

specifikke typer af medicin eller sygdomme som eksempelvis blodtrykssænkende medicin [8, 18],

blødning eller blodprop i hjernen (stroke) [19] eller mennesker med kroniske sygdomme [13].

Litteraturen peger på en række forskellige grunde til non-adherence (i studierne er det her ikke

specificeret, om der er tale om primær eller sekundær non-adherence). Én mulig barriere for

adherence er borgeres frygt for, at medicinen forårsager bivirkninger [2, 8, 12, 16, 18-22]. En

anden mulig barriere kan opstå i tilfælde af, at borgere ikke mener, de har behov for den medicin,

de har fået recept på [2, 20, 22], eller at de ikke er overbeviste om, at medicinen har (den rette)

effekt [2, 21]. I tråd med dette er det en barriere, hvis borgere oplever ikke at have tilstrækkelig

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

viden om deres medicin eller behandling [12, 13, 20, 23]. Studier viser ligeledes en sammenhæng

mellem lav indkomst og non-adherence [2, 24], og flere studier peger på, at det er en barriere for

adherence, hvis borgere oplever ikke at have råd til den receptpligtige medicin [8, 12, 18, 21, 22,

24, 25]. Endelig er der en række forhold vedrørende kommunikationen mellem

sundhedsprofessionel og borger, som kan have betydning for efterlevelsen af medicinsk

behandling. For eksempel peger studier på, at mangelfuld kommunikation mellem

sundhedsprofessionel og borger kan være en grund til non-adherence [2, 8, 13, 26], herunder

sproglige barrierer og borgeres manglende forståelse af de instruktioner, de

sundhedsprofessionelle giver dem [21].

Disse mulige grunde til manglende indløsning af receptpligtig medicin har dannet baggrund for

udarbejdelsen af vores interviewguide til de kvalitative interviews (se bilag 2).

Kvalitative interviews

Interviewundersøgelsen var designet som et eksplorativt kvalitativt studie, hvor vi gennem

semistrukturerede interviews undersøgte borgere og sundhedsprofessionelles erfaringer med

forhold, der har betydning for, om receptpligtigt medicin indløses. Vi udførte i alt 12

semistrukturerede interviews. I tabel 1 nedenfor ses et overblik over interviewpersonerne.

Tabel 1

Overblik over interviewpersoner

Rolle

Chefkonsulent hos Danmarks Apotekerforening

Alment praktiserende læge i udsat boligområde

i Region Hovedstaden

Farmakonom på apotek i Region Midtjylland

Sygeplejerske i en organisation for mennesker med

flygtninge- og indvandrerbaggrund

Farmaceut på apotek fra Region Nordjylland

Farmaceut på hospital i Region Hovedstaden

Farmaceut på apotek i Region Hovedstaden

Alment praktiserende læge i Region Midtjylland

Farmaceut på hospital i Region Hovedstaden

Borger (enkeltpersonsinterview)

Fokusgruppeinterview med 14 borgere

Nummer på interviewperson

IP1

IP2

IP3

IP4

IP5

IP6

IP7

IP8

IP9

IP10

IP11

IP12-IP25

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

Udvælgelsen af interviewpersoner bundede i et ønske om at undersøge både borgere og

sundhedsprofessionelles viden om og erfaringer med emnet. Vi udvalgte professionelle fra

forskellige dele af sundhedsvæsnet for at afdække både situationen omkring

udstedelse/overlevering af recepter (i almen praksis/på hospitalet) og situationen omkring

indløsning af recepter (på apoteket). Vi rekrutterede interviewpersonerne gennem

projektgruppemedlemmernes professionelle netværk, via Facebookgrupper samt gennem et

opslag på Danmarks Apotekerforenings intranet.

Vi gennemførte 11 af interviewene som enkeltinterviews af 45-60 minutters varighed. Tre af disse

blev gennemført fysisk, og de resterende blev gennemført online eller via telefonopkald. Ét

interview blev afholdt som et fokusgruppeinterview og varede 1,5 time. Til fokusgruppeinterviewet

deltog 14 borgere, og det foregik fysisk og med tolkebistand i en organisation for mennesker med

flygtninge- og indvandrerbaggrund. Samtlige interviews blev optaget med diktafon, og lydfilerne

blev efterfølgende transskriberet ordret.

Undersøgelsens fokus er at undersøge, hvilke forhold der har betydning for, om borgere i sårbare

positioner indløser deres recepter på medicin. Vi definerer i denne undersøgelse borgere i sårbare

positioner, som borgere, der fx har fysiske og/eller psykiske helbredsproblemer, begrænsede

danskkundskaber, begrænset socialt netværk, begrænsede økonomiske ressourcer og kort eller

ingen uddannelse. Livssituationen for de borgere, vi har interviewet, er kendetegnet ved ét eller

flere af disse vilkår. Borgerne, der deltog i fokusgruppeinterviewet, er kommet til Danmark som

flygtninge, indvandrere eller familiesammenførte og har været i Danmark i minimum syv år.

Borgerne fra fokusgruppeinterviewet er enten på folkepension, førtidspension, i ressourceforløb

eller på overgangsydelse. De borgere, vi interviewede enkeltvis, er på førtidspension. Samlet set

er borgerne, der deltog i interviews, præget af forskellige grader og typer af psykiske lidelser og

fysiske sygdomme og tilstande. Det drejer sig for eksempel om diabetes, astma, forhøjet

kolesterol, hjertesygdomme, angst og PTSD.

Interviewene tog udgangspunkt i semistrukturerede interviewguides for at efterlade rum til, at

interviewet kunne bevæge sig i den retning, der var mest nærliggende i forhold til den enkelte

interviewpersons viden og erfaring [27]. Vi udviklede interviewguides med udgangspunkt i

litteraturgennemgangens fund. De indeholdt blandt andet emner som kommunikation mellem

borger og professionel, økonomiske barrierer for køb af medicin og borgeres forståelse/holdninger

til medicin. Interviewguiden blev dog tilpasset den enkelte interviewperson (rolle og profession).

Desuden tilrettede vi interviewguiderne løbende i takt med, at vi opnåede nye indsigter gennem

interviewene (se bilag 2). I interviewene med de sundhedsprofessionelle bad vi dem om så vidt

muligt at forholde sig konkret til den borgergruppe, som undersøgelsen fokuserer på. Dog talte

interviewpersonerne nogle gange om borgere generelt eller borgere, der var udsatte på andre

måder, for eksempel fordi de var ældre mennesker eller havde psykiske udfordringer.

Interviewene med borgere bidrager med indsigt i, hvilke forhold omkring deres livssituation og i

deres hverdagsliv som har betydning for, om de indløser deres recepter, samt hvilken rolle deres

oplevelser og erfaringer med kontakten til sundhedsprofessionelle på hospitaler, apoteker og i

almen praksis har i den forbindelse. Interviewene med de sundhedsprofessionelle giver os en

indsigt i deres erfaringer med interaktionen mellem borger og sundhedsprofessionel, når de

udsteder og indløser recepter og generelt taler med dem om medicin. Gennem de

sundhedsprofessionelles praksisnære viden og erfaring får vi indblik i hvilke forhold, de mener, har

indflydelse på, at borgere fra målgruppen ikke indløser deres recepter på medicin.

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

Analyse

Analysen af det empiriske materiale var inspireret af principperne fra tematisk analyse [28].

Størstedelen af det analytiske arbejde blev gennemført ved fælles analysemøder i projektgruppen.

Forud for mødet læste projektgruppen interviewtransskriptionerne grundigt igennem. På

analysemødet blev samtlige interviews gennemgået, og pointer fra interviewene blev nedskrevet

på post-it-sedler. Herefter tematiserede vi i fællesskab post-it-sedlerne. Interviewene med borgere

og sundhedsprofessionelle indgik på lige vilkår i analysen, hvor vi både kiggede efter mønstre og

forskelligheder i borgernes oplevelser og de sundhedsprofessionelles erfaringer fra deres kontakt

med borgere i deres daglige arbejde. Efter analysemødet arbejdede to medlemmer af

projektgruppen videre med tematiseringen og skrev centrale indsigter ned for hvert tema. Dette

materiale blev præsenteret og drøftet på endnu et analysemøde. Næste skridt i det analytiske

arbejde bestod i at kode interviewtransskriptionerne ud fra temaerne ved hjælp af programmet

Nvivo. Temaerne fra analyseprocessen udgør de respektive afsnit i resultatkapitlet. På den måde

foregik det analytiske arbejde som en iterativ proces, hvor vi genbesøgte det empiriske materiale

ad flere omgange og løbende justerede både temaer og indsigter.

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

Kapitel 2

Resultater

De følgende afsnit belyser en række af de forhold, som har betydning for, om borgere indløser

deres recepter på medicin. Nogle forhold er af strukturel karakter, mens andre vedrører relationer

mellem mennesker eller rationaler hos den enkelte borger. Mange af forholdene påvirker hinanden

eller hænger sammen på forskellige måder, hvilket vi kommenterer på undervejs.

Indledningsvis er det derfor vigtigt at understrege, at manglende indløsning af recepter ikke kun

handler om, hvorvidt borgere møder op på apoteket og køber deres receptpligtige medicin.

Beslutningen om eller muligheden for at anskaffe sig medicinen påvirkes af flere samvirkende

forhold, som rækker ud over den konkrete situation vedrørende anskaffelsen af medicinen, for

eksempel samspillet mellem den enkeltes økonomiske situation, oplevelser af forudgående møder

med sundhedsvæsenet – for eksempel i forbindelse med udstedelse og ordination af medicinen –

tiltro til medicinen og oplevelser af bivirkninger.

Forskningslitteraturen på området beskriver, at primær non-adherence, som uafhentet medicin

repræsenterer, må ses begrundet i et netværk af interagerende forhold, som omfatter økonomiske,

sociale og medicinske dimensioner samt borgeres holdninger til at tage medicin [2]. Den tætte

sammenhæng mellem de forskellige forhold fremgår af resultatafsnittene og bliver drøftet i

diskussionen.

Det er desuden vigtigt at bemærke, at vores undersøgelse ikke kan udpege entydige kausale

sammenhænge mellem bestemte forhold eller omstændigheder, og hvorvidt borgere indløser eller

ikke indløser recepter. Vi kan beskrive en række forhold, der påvirker borgeres beslutning om eller

mulighed for at anskaffe sig receptpligtig medicin, men altså ikke om det er ét specifikt forhold, der

er den direkte årsag til, at en recept ikke bliver indløst.

Når vi i det følgende bruger betegnelsen

borgere,

refererer vi til undersøgelsens målgruppe, som

er borgere i sårbare positioner (se definition på s. 11).

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

Økonomiske vilkår

Under dette tema udfolder vi, hvordan borgeres økonomiske ressourcer kombineret med et stort

medicinforbrug, priserne på medicin og tilskudssystemets indretning har indflydelse på, om og

hvordan borgere anskaffer deres receptpligtige medicin, og på hvordan de håndterer deres

medicinforbrug.

INDSIGT 1:

Nogle borgere har ikke råd til deres medicin

Prisen på medicinen og oplevelsen af ikke at have råd bliver fremhævet som en udfordring af flere

af borgerne i undersøgelsen. Det gælder for flere af dem, at deres medicinliste er lang, at de bliver

behandlet for mange forskellige sygdomme og tilstande, og at de tilmed får recepter på medicin,

der er målrettet bivirkninger fra andre præparater. I de tilfælde, hvor borgernes økonomiske

ressourcer ikke rækker til at købe al den medicin, de får udstedt, føler de sig ofte nødsaget til at

vælge dele af deres medicin fra eller til at tage mindre af medicinen, end de har brug for.

En sådan situation fortæller en borger om her, hvor hun beskriver, hvordan hun sparer på sin

medicin, fordi hun ikke har råd til at tage den i det omfang, hun egentlig har behov for:

”Jeg kan for eksempel også tænke: ’Jeg kan sidde her og have hovedpine, men hvis jeg

lader være med at tage mine smertestillende i dag, så har jeg lidt ekstra i morgen’. Så jeg

kan godt nogle gange vælge at sige, så må jeg sidde og have min kroniske hovedpine, og

så må den blive slem, fordi så har jeg i hvert fald ikke brugt det, jeg har, og så er der

længere tid til, jeg skal ned og købe det igen. Så jeg kan ligesom holde på det, jeg har,

ikke?”

−

Borger (IP10)

Borgerens oplevelse er et eksempel på, hvordan nogle tyr til at omdosere medicinen for at spare

penge. En anden borger fortæller om, hvordan hun håndterer udfordringen i ikke at have råd til al

den medicin, hun har brug for, ved løbende at vurdere, hvad der er vigtigst for hende, og hvad hun

til nøds kan undvære. Hun har udformet en prioriteringsliste over sin medicin, hvor for eksempel

morfin og Gabapentin står øverst på listen, mens hun mener at kunne undvære eksempelvis

Panodil og medicin, der forebygger mavesår. Hun forklarer her, hvordan hun bliver nødt til at

vælge nogle præparater fra:

”Det drejer sig specielt om dyr penicillinmedicin. Det drejer sig om medicin i forhold til (…)

forebyggelse af mavesår og sådan noget, når man får så mange piller, som jeg gør. Det er

meget dyrt sådan noget medicin. Så det er ikke altid, jeg har råd til det.”

−

Borger (IP11)

En farmakonom fra et hospital fortæller, at han har oplevet patienter, som vælger kun at tage deres

receptpligtige medicin hver anden dag for at spare på den af økonomiske grunde, og

apotekspersonale er også vidne til, at borgere prioriterer, hvilken medicin de køber, mens de står

på apoteket. En farmaceut fortæller om en situation, hvor en borger får oplyst det samlede beløb

på medicin – eksempelvis 1.500 kroner – og derefter sorterer præparater fra, indtil beløbet er nede

på et beløb, vedkommende har råd til. Set fra hendes faglige perspektiv vurderer hun, at borgerne i

nogle tilfælde prioriterer præparaterne på en uhensigtsmæssig måde, og i de situationer forsøger

hun at gå i dialog med dem om det. En farmakonom nævner som eksempel, at flere borgere ikke

har råd til deres forebyggende inhalationsmedicin og i stedet prioriterer at tage den hurtigtvirkende

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

inhalationsmedicin. Men denne prioritering er ifølge farmakonomen uhensigtsmæssigt, da

borgeren kan ende i en ond cirkel med behov for mere og mere hurtigtvirkende medicin.

En sygeplejerske fra en organisation beskriver lignende situationer om økonomiske prioriteringer af

medicin internt i husholdninger. Hun har for eksempel været i kontakt med en kvinde, som valgte at

nedprioritere sin egen diabetesmedicin til fordel for partnerens og barnets medicin.

Farmakonomer og farmaceuter fra apoteker har erfaringen med, at priser på medicin spiller en stor

rolle for mange borgere, og at de ofte er særligt overraskede over pludselige prisændringer på

præparaterne. Desuden fortæller de, at de har væsentligt mere travlt på apotekerne omkring den

1. i hver måned end i slutningen af måneden, hvilket for dem indikerer, at borgernes privatøkonomi

har betydning for deres køb af medicin. Det er især blodfortyndende medicin, diabetesmedicin,

astmamedicin og ADHD-medicin, der fremhæves som særligt dyr.

Apotekspersonalet oplever ofte, at borgere kommer ind på apoteket eller ringer ind for at spørge,

hvad priserne er på forskellige typer af præparater, og hvad status er for deres tilskudssaldo til

alment medicintilskud. En farmakonom fra et apotek beskriver det således:

”Vi har rigtig mange kunder, der spørger os, enten hvor langt de er på deres CTR-

saldo, eller hvad det

[medicinen]

koster. Det er bare generelt sådan, at det mest

livsvigtige medicin, det er bare megadyrt. Så vi oplever også tit, at de siger ’Jamen

det har jeg desværre ikke råd til, jeg må komme tilbage senere’. Og så kan vi jo stå

der, ’Hvor mange har du tilbage?’ – ’Jamen jeg har ikke flere tilbage’. Og så er

halvdelen af måneden gået, og så kan vi stå og tænke, ’Nå, gad vide hvad der så

sker’.”

−

Farmaceut på apotek i Region Nordjylland (IP5)

Flere medarbejdere på apoteker beskriver lignende situationer, hvor de konfronteres med, at

kunder ikke har råd til at indløse deres recepter. Det betyder ikke nødvendigvis, at recepten aldrig

indløses, men at den indløses for sent, og at borgeren derfor må undvære sin medicin i en periode.

I de situationer må apotekspersonalet overveje, om de kan gøre noget for at forbedre borgernes

mulighed for at anskaffe sig deres receptpligtige medicin. Det kan for eksempel være at sende en

skriftlig henvendelse til borgerens læge (med borgerens samtykke), hvori farmaceuten gør lægen

opmærksom på, at borgeren ikke har økonomiske ressourcer til det ordinerede præparat, og om

lægen kan overveje at ordinere et billigere præparat eller hjælpe med at søge tilskud/tillæg til

medicinen. Apotekspersonale vejleder desuden borgerne i, hvilke muligheder der er for at få tilskud

til medicin.

I interviewmaterialet er der flere eksempler på, at apotekspersonalet hjælper med at finde

alternative løsninger, når borgeren ikke har råd til at indløse recepterne. En farmakonom beskriver

et eksempel, hvor en borger havde en recept på tre pakker ADHD-medicin, men ikke havde råd til

at købe alle tre pakker på én gang. Derfor foreslog farmakonomen, at hun blot solgte ham én

pakke. Det betød imidlertid også, at farmakonomen måtte kontakte borgerens psykiater for at

informere om, at hun kun havde solgt én pakke, så der ikke opstod mistanke om, at borgeren

havde solgt de resterende pakker på det sorte marked. Dog er det ikke altid muligt for

apotekspersonalet at finde alternative løsninger til borgere, som ikke har råd til deres medicin, og

derfor må nogle borgere gå tomhændet fra apoteket.

En alment praktiserende læge fortæller om, hvordan han taler med patienter om prisen på medicin.

Han forklarer, at han i konsultationer med patienter, for hvem økonomien er en udfordring, sørger

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

for tidligt at nævne prisen på medicinen og forhøre sig om, hvorvidt patienten har råd til at købe

den. Hvis ikke forsøger lægen at finde et alternativt præparat, som patienten har råd til. På den

måde gør denne læge, hvad han kan for at sikre, at patienten har råd til den ordinerede medicin og

kan efterleve den medicinske behandling.

I interviewene med fagprofessionelle nævnes en række andre eksempler på, hvordan borgere

håndterer anskaffelsen af deres receptpligtige medicin, hvis deres økonomi er utilstrækkelig. Her

nævnes eksempelvis køb af medicin i udlandet, økonomisk hjælp fra venner og familie, eller at

medicin købes på partnerens recept for på den måde hurtigere at opnå medicintilskud.

INDSIGT 2:

Medicintilskudssystemet er svært at navigere i

Et andet centralt fund, der er relateret til de økonomiske forhold, omhandler

medicintilskudssystemet. Overordnet set er medicintilskudssystemet bygget op af et generelt

medicintilskud, som alle borgere i Danmark får automatisk ved køb af tilskudsberettiget medicin for

over et bestemt beløb, og andelen af tilskud stiger, jo flere udgifter til medicin man har. Tilskuddets

størrelse varierer desuden afhængigt af, om borgeren er over eller under 18 år i starten af

tilskudsperioden. Derudover findes der nogle individuelle tilskud, som er knyttet til den enkelte

borger (fx enkelttilskud, forhøjet tilskud, terminaltilskud), og som søges af borgerens læge. Endelig

findes der sociale tilskud, som den enkelte borger selv skal søge hos kommunen [29].

Såvel borgere som fagprofessionelle beskriver tilskudssystemet som forvirrende og svært at

navigere i. De borgere, vi har interviewet, som oplever, at økonomi er en barriere for at købe

receptpligtig medicin, mindes ikke at have talt om medicintilskud med deres praktiserende læge og

fortæller ligeledes, at de ikke har haft mod på at sætte sig ind i tilskudsreglerne på egen hånd.

Af interviewene med apotekspersonale fremgår det, at de bruger meget tid på at forklare borgerne,

hvordan tilskudssystemet er opbygget, hvilke tilskud de er eller ikke er berettiget til, og hvordan de

kan søge de relevante tilskud. En farmakonom fra et apotek i Midtjylland fortæller, at en væsentlig

del af hendes arbejde består i at rådgive og vejlede borgere i tilskudssystemet og forklare, hvorfor

de får tilskud til noget og ikke til noget andet, og hvad der er årsag til eventuelle ændringer i

tilskuddene:

”Jeg kan også vide, at den her medicin, den kunne der søges tilskud til. Det er jo ikke

altid lægen lige har tænkt på det, eller at lægen kunne skrive ’der er det, der hedder

almen klausuleret tilskud’, det kræver, at man laver en påføring af recepten, for at vi

så kan tillade os at give det tilskud. Og det er jo ikke altid, lægen har tænkt på det, og

så ligger der en opgave i at sige til kunden ’prøv at spørge om du opfylder de

kriterier, for at lægen kan skrive det der klausuleret tilskud på’. Så skriver jeg på en

lille seddel ’klausuleret tilskud?’, så kan man få ringet og spørge lægen ”opfylder jeg

kriterierne”, så på den måde.”

−

Farmakonom på apotek i Region Midtjylland (IP3)

Samme farmakonom forsøger også ofte at skabe overblik over, om en borger køber medicin i så

stort omfang, at vedkommende kan komme på det, der kaldes en henstandsordning. En

henstandsordning er en aftale mellem borger og et apotek, hvor borgeren kan betale det samme

beløb for den medicin, som er tilskudsberettiget, hver måned hele året. På den måde slipper

borgeren for store medicinudgifter i starten af tilskudsåret. Denne ordning er kun relevant for

borgere, der bruger et bestemt minimumsbeløb på tilskudsberettiget medicin. Henstandsordningen

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

beskrives dog af flere af interviewpersonerne fra apotekerne som en tung og ufleksibel ordning,

blandt andet fordi aftalen om en henstandsordning knytter sig til ét specifikt apotek, som borgeren

derfor er nødt til at begrænse sig til.

Også sygeplejersken, der er ansat i en organisation for mennesker med flygtninge- og

indvandrerbaggrund, bruger meget tid på at hjælpe borgere med at søge tilskud hos kommunen.

Hun beskriver det som en omstændig ansøgningsproces, som blandt andet kræver en liste fra

apoteket over den medicin, borgeren har købt det seneste år, ligesom ansøgeren skal vedlægge

information om sin egen og sin samlevers økonomi og sende til kommunen. Herefter skal der

genansøges jævnligt og ved opstart på nye præparater. Sygeplejersken fortæller, at mange af de

borgere, hun er i kontakt med, ikke selv har den fornødne viden eller ressourcer til at gennemføre

en sådan ansøgning.

Flere af interviewpersonerne efterspørger en strømlining og automatisering af det samlede

tilskudssystem, så det ikke bliver op til den enkelte læge eller borger at søge de tilskud, der ikke

gives automatisk. Ofte er det de dårligere stillede borgere, som ikke kender til tilskudssystemet,

eller som ikke har ressourcerne til at søge tilskud eller proaktivt spørge lægen om mulighed for

andre tilskud. Ifølge interviewpersonerne ville det være oplagt med en mere automatiseret,

abonnementsbaseret model, som ikke låser borgeren til ét bestemt apotek, og hvor flere vil kunne

få mulighed for at dele deres betaling af medicin jævnt ud over året.

Opsummering

Af undersøgelsen fremgår det, at økonomi er en central barriere for anskaffelsen af medicin. Når

borgerne ikke har råd til deres medicin, kan det have den konsekvens, at de enten undlader helt

eller delvist at tage medicinen eller anskaffer medicinen på alternative måder uden om de gængse

systemer. I den proces føler borgerne sig ofte nødsaget til at foretage prioriteringer i deres

medicin, hvor de selv vurderer, hvad der er vigtigst for dem at købe. Denne prioritering stemmer

ikke nødvendigvis overens med, hvad der fra et medicinsk perspektiv vurderes som vigtigst, og de

sundhedsprofessionelle har en vigtig rolle at spille i at støtte borgerne i denne proces.

Til trods for at der eksisterer en række forskellige tilskudsmuligheder i Danmark, kommer

tilskuddene ikke nødvendigvis altid dem, der har allermest brug for dem, til gavn. Det er krævende

at sætte sig ind i tilskudssystemet, særligt for borgere, der i forvejen har mange andre udfordringer,

og apotekspersonalet bruger uforholdsmæssigt meget tid på at hjælpe borgere med at forstå deres

muligheder og navigere i systemet.

De økonomiske barrierer er åbenlyse i undersøgelsen, men en central pointe er samtidig, at

problemet med manglende indløsning af recepter ikke nødvendigvis vil blive løst ved udelukkende

at have fokus på de økonomiske forhold. Som vi kommer ind på i de følgende afsnit, har forhold

som praktiske omstændigheder og borgernes tidligere erfaringer med medicin ligeledes betydning

for, om de vælger at anskaffe sig og starte på medicin.

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

Praktiske omstændigheder

Under dette tema udfolder vi, hvilke praktiske omstændigheder der har indflydelse på, om borgere

indløser deres recepter på medicin.

INDSIGT 3:

Apoteket som fysisk rum kan være utilgængeligt og svært for

borgerne at opholde sig i

Fremmøde på apoteket kan være en udfordring, som forhindrer nogle borgere i at få fat på deres

medicin. Særligt for borgere med psykiske eller fysiske helbredsproblemer som for eksempel social

angst eller begrænset mobilitet, kan apoteket opleves som svært tilgængeligt, og rummet kan være

krævende for borgerne at opholde sig i. En borger i undersøgelsen fortæller, at hun har svært ved

at møde op på et apotek i sit nærområde på grund af sine fysiske smerter, men også i høj grad på

grund af sin psykiske tilstand:

”Altså et af mine store problemer er jo min angst, og så at jeg har smerter. Så rent

lavpraktisk kan jeg ikke altid komme på et apotek og hente min medicin, så det

stopper mig jo også nogle gange fra at hente min medicin, at jeg ikke kan komme til

apoteket. Fordi jeg kan ikke gå ud selv med min angst, og nogle gange så har jeg så

mange smerter, så selv hvis jeg for eksempel har tid med min bostøtte, og jeg bor på

tredje sal, så kan jeg simpelthen ikke overskue at komme ned ad trappen, fordi jeg

bliver så svimmel, og jeg har så mange smerter. Så at gå hen på apoteket, det er helt

utænkeligt for mig. Så det er faktisk ikke særligt tit, at jeg kommer på apotek. Nogle

gange så prøver jeg at bestille det online, og det er jo heller ikke nødvendigvis en

garanti for, at det bliver afleveret, men så prøver jeg at få det bestilt til en pakkeboks i

nærheden eller sådan noget, så jeg har lidt mere medbestemmelse i, hvordan det

hentes. For jeg hader at gå på apoteket. Altså både fordi det rent fysisk gør ondt,

men jeg synes heller ikke, at de fleste apoteker er særligt rare at være i, og jeg

synes, de fleste apotekere, eller hvad hedder det, farmaceuter

[…],

bryder jeg mig

ikke om, at de skal stå og stille mig alle de der spørgsmål, selvom de har set mig

hente den samme medicin 100 gange, hvor jeg er sådan lidt ‘hold nu op venner’. Og

jeg ved godt, at det er noget, de skal gøre. Men når man har angst og bare gerne vil

ud, så at skulle stå for 20. gang og sige: ’Jeg ved godt, hvordan jeg tager de piller’.

Det er bare med til at være en enorm stressfaktor.”

−

Borger (IP10)

I interviewet uddyber borgeren, hvorfor det er ubehageligt at opholde sig på det pågældende

apotek. Hun forklarer, at der ofte er mange mennesker på apoteket, og at man står tæt. Hun finder

det grænseoverskridende, at andre mennesker kan følge med i, hvad hun taler med

apotekspersonalet om, og hvor mange pakker med piller, hun køber. Hun savner desuden flere

siddepladser på apoteket, da hun grundet sine smerter har brug for at sidde ned og påpeger også,

at indeklimaet på apoteket ikke er optimalt, da der ofte er for varmt. Borgeren fremhæver i

modsætning til dette apotek et andet apotek i sit nærområde, som hun foretrækker. Her er

apotekspersonalet venlige og nøjes med at spørge, om hun har prøvet medicinen før, og når hun

svarer ja, undlader de at spørge mere ind til dette. Desuden er der på det apotek langt færre

kunder, og der er et bedre indeklima. Borgeren får dog ofte hjælp af sin bostøtte til at tage på

apoteket. Bostøtten giver hende tryghed og hjælper, forklarer hun, ved at stille sig lidt i vejen, så

andre kunder holder bedre afstand til hende. I nogle tilfælde gør hun brug af online bestilling i

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

stedet, men hun er stadigvæk nødt til at hente medicinen ved en pakkeboks, da hun er ikke tryg

ved, at en fremmed person pludselig ringer på hendes dør for at levere medicinen.

Mens førnævnte borger oplever apoteket som et rum, der er fysisk og psykisk udfordrende at

opholde sig i, er det for en anden borger i undersøgelsen udelukket overhovedet at bevæge sig

derhen. På grund af sine massive smerter er hun meget begrænset i at kunne forlade sit hjem og

dermed også i at komme på apoteket. Hun har derfor brug for hjælp fra sin søn, når hun skal have

hentet sin medicin:

“Så ringer jeg ned på apoteket og siger: ’Nu har jeg fået bestilt medicin. Og jeg

sender min søn ned og henter det.’ Det er så det, der sker. Så får min søn mit

sygesikringsbevis, og så går han på apoteket. Jeg kan jo ikke gå, så det er min søn,

der går på apoteket for mig og henter det. (…) Det eneste er, at min medicin bliver

hentet, når min søn han har tid til det, ikk’? Det er jo afhængigt af, at han har tid til at

køre på apoteket for mig. Så der kan nogle gange godt være lidt forsinkelse på, hvis

det ikke lige passer ind.”

−

Borger (IP11)

Hjælpen fra sønnen er derfor afgørende for, at hun kan få fat på sin medicin. En praktiserende

læge fortæller i tråd med borgernes udtalelser, at flere af hans patienter har svært ved at møde op

på apoteket enten på grund af fysiske symptomer og funktionsnedsættelse eller social angst.

På apotekerne er de opmærksomme på udfordringen, og apotekspersonalet forklarer, at de

bestræber sig på at sikre diskretion i forbindelse med ekspedering. Det kan for eksempel omfatte

brug af diskretionslinjer, der sørger for, at kunder, der står i kø, ikke står for tæt ved den kunde, der

bliver ekspederet. Der arbejdes også flere steder med at skabe mere afstand mellem skrankerne

eller placere dem skråt, så man ikke umiddelbart kan se den person, der står ved siden af. Selvom

der på apotekerne arbejdes med diskretion, oplever apotekerpersonalet, at nogle borgere bliver

utilpasse, pinligt berørte eller på andre måde har det svært med at skulle købe medicin på

apoteket. En farmaceut fra et apotek i Nordjylland fortæller, at unge mænd og kvinder kan virke

generte, særligt hvis dialogen omhandler tabuiserede emner som impotens eller kønssygdomme.

Hun fortæller, at hvis de fornemmer, at borgeren er anspændt, så tilbyder de vedkommende at tale

med en kollega, som eksempelvis har et andet køn eller en anden alder, for at gøre kunden mere

tilpas i situationen, hvilket mange kunder takker ja til.

Onlinehandlen af medicin er ifølge chefkonsulenten fra Apotekerforeningen i vækst, men udgør

dog stadig en meget lille del af lægemiddelhandlen. Hertil kommer, at ikke alle mennesker har

mulighed for at prioritere at få medicinen leveret, da der ofte vil være leveringsomkostninger.

Opsummering

Borgeres mulighed for at anskaffe den medicin, de har fået recept på, er påvirket af fysiske og

praktiske omstændigheder. Særligt for borgere med svære psykiske eller fysiske

helbredsproblemer kan apoteket være svært tilgængeligt, og rummet kan være udfordrende at

opholde sig i. Det drejer sig om ikke at kunne komme ned på apoteket på grund af fysiske

helbredsproblemer, men også om ubehag ved at være i det konkrete rum med mange mennesker

og dermed risiko for at føle sig udstillet i forbindelse med medicinkøbet. Karakteren og

tilgængeligheden af apoteket som fysisk rum kan således komme til at blive en forhindring for

borgere, der ellers i udgangspunktet har et ønske om at anskaffe medicinen, og det skaber en

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

afhængighed af andres hjælp for at få adgang til den. Muligheden for at handle medicin online kan

være et alternativ for nogle borgere, men leveringsomkostninger og hjemmelevering kan samtidig

være en udfordring.

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

Borgernes indstilling til medicinen

Under dette tema fokuserer vi på borgeres indstilling til medicinen, herunder bekymringer for

bivirkninger, opfattelser af nødvendigheden af medicinsk behandling og pludselige ændringer i

medicinen. Disse er nogle af de forhold, der kan lede borgere til at tage en aktiv beslutning om ikke

at indløse deres recepter eller følge den medicinske behandling, som lægen har foreskrevet.

INDSIGT 4:

Borgerne kan være bekymrede for bivirkninger

Flere borgere fortæller, at de er optagede af at få information om bivirkninger, når de skal starte på

ny medicin. En interviewperson fortæller, at hun har savnet en grundigere dialog om mulige

bivirkninger med sin læge, før hun begyndte at tage morfin. Hun er ikke sikker på, hun ville have

valgt at få morfin, hvis hun var blevet informeret om bivirkningerne og havde fået tilbudt et

alternativ. Andre borgere fortæller, at de er stoppet med at tage medicin grundet bivirkninger. En

kvinde fortæller eksempelvis, at hun med en bestemt type hjertemedicin oplevede

vejrtrækningsbesvær og vægtøgning, og for at slippe for bivirkningerne valgte hun i stedet at bruge

naturmedicin.

Bivirkningerne fra psykofarmaka bliver også fremhævet som noget, der har fået flere af borgerne til

at undgå eller stoppe behandlingen. En borger fortæller her om hendes frygt for bivirkninger fra

psykofarmaka, som stammer fra hendes tidligere oplevelser med medicinen:

“Altså da jeg var ung, og jeg fik den psykiske diagnose, så fik jeg jo virkelig, virkelig meget

psykofarmaka. Og det, det synes jeg bare var helt forfærdeligt, altså… og fordi jeg har fået

så meget psykofarmaka som teenager, så har jeg bare generelt ikke været stor fan af

medicin siden da, fordi jeg synes, jeg fik så meget af det dengang. Så jeg ville jo også

allerhelst slet ikke skulle have noget nu. Det er bare en dårlig erfaring med det. Jeg fik

simpelthen så mange bivirkninger af alt det psykofarmaka. Og der var jo ikke nogen, der

tog sig af, at jeg fik bivirkninger, fordi at de synes jo bare, at jeg skulle have alt det der

medicin. Så derfor så har jeg bare, ja det har jeg bare ikke syntes var fedt. Ja og så er jeg

jo vokset op med to forældre, der jo heller ikke synes, medicin er en god løsning på

tingene.

[…].

Så det er jeg ligesom også vokset op med. At selvfølgelig er det fint nok, at

man tager en Panodil, hvis man har hovedpine, men som udgangspunkt så skal man helst

holde sig fra medicin, medmindre det er fordi, det er livsnødvendigt. Det har været sådan

en holdning, der har været i mit hjem helt fra barnsben af.”

−

Borger (IP10)

Citatet illustrerer, hvordan borgerens erfaring med bivirkninger fra medicinen sammen med en

oplevelse af, at det ikke blev taget alvorligt af sundhedsprofessionelle, har forstærket en

eksisterende skepsis over for at tage psykofarmaka, men også over for at tage medicin i det hele

taget. Eksemplerne viser, at oplevelser med bivirkninger kan føre til en uvilje mod at tage særlige

typer af præparater, og denne uvilje kan føre til, at borgerne afbryder den medicinske behandling

(enten med eller uden involvering af den praktiserende læge).

Apotekspersonalet oplever også, at borgerne er optagede af bivirkninger, når de har spørgsmål til

medicinen. En farmaceut fra et apotek i Region Nordjylland fortæller, at selvom de på apoteket

gør, hvad de kan for at mindske borgernes bekymringer for bivirkninger, så trænger emnet sig ofte

på i hendes kontakt med borgerne. Hun fortæller:

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

”Hvis de

[borgerne]

har fået at vide, at der er mange bivirkninger til præparatet, det

kan de godt blive meget bange for. Også sådan noget som depressionsmedicin, der

er lægerne rigtig dårlige til at fortælle dem, at der går lang tid, før det virker. Hvor det

siger vi til dem hernede, og der kan de godt nogle gange være sådan, ’Så skal vi lige

tænke over det’, fordi vi også fortæller om alle de bivirkninger, der ligesom er

associeret med det. Ja, vi skal passe meget på med, hvad vi siger, altså hvor meget

skræmmekampagne, man siger, selvom man jo bare tænker, man siger det, der er

vigtigt for dem at vide. Men jeg synes også, vi er gode til, at når vi så har sagt fem

bivirkninger, at vi så siger, ’Men det er ikke sikkert, at du oplever dem, men det er

bare vigtigt, at du ved det, hvis du oplever det. Det er ikke noget farligt, men at det

bare er din medicin, der går ind og driller’.

[…]

Men der synes jeg, at vi er gode til,

inden de siger, ’Det vil vi ikke have alligevel’, og det er især depressionsmedicin, at vi

ligesom får fortalt dem, der er rigtig mange bivirkninger, og det der er træls ved det

her medicin, det er, at bivirkninger kommer først, og så kommer effekten bagefter. Så

vi plejer at sige, ’Du har noget at glæde dig til’, altså på et tidspunkt så vender det.”

−

Farmaceut på apotek i Region Nordjylland (IP5)

Bekymringer for bivirkninger kan altså have indflydelse på, om borgere vælger at købe den

medicin, de har fået recept på. Samtidig kan det have betydning for borgerne, hvis de må vente

længe på virkningen af deres medicin. En praktiserende læge fra Region Midtjylland har samme

erfaring. Lægen fortæller, at patienterne kan opleve det som demotiverende at starte på medicin,

hvor de oplever bivirkninger ved medicinen længe før, de oplever dens positive virkninger.

Det er ikke kun borgernes egne oplevelser af bivirkninger, der kan have indflydelse på deres

indstilling til et bestemt præparat. Også sager om eller omtale af specifikke medicinpræparater i

medierne kan, ifølge de sundhedsprofessionelle, påvirke holdninger til medicinen og medvirke til

skepsis eller forbehold hos borgere, de møder. En farmakonom påpeger for eksempel, at

medieomtale af typer af smertestillende medicin, som kan være stærkt vanedannende, kan præge

folks indstilling til den type medicin og skræmme borgere fra at tage medicinen.

INDSIGT 5:

Borgerne kan have svært ved at se nødvendigheden af deres medicin,

hvis de ikke kan mærke tegn på sygdom

Et andet forhold, der kan have indflydelse på indløsningen af recepter er, hvis borgerne ikke kan

se meningen med eller nødvendigheden af at tage den medicin, de har fået recept på.

For det første kan det være svært for borgere at se nødvendigheden af deres medicin, hvis

medicinen er forebyggende frem for helbredende. I de tilfælde, hvor medicinen er forebyggende, vil

borgeren typisk ikke mærke konkrete symptomer, og – som en praktiserende læge forklarer – kan

det derfor være vanskeligt at forstå relevansen af at skulle købe og indtage den forebyggende

medicin:

”Rigtig meget af den medicin, vi giver i dag, er jo forebyggende og mod risikofaktorer

[…],

hvor man jo ikke i sin krop kan mærke, man er syg, og det er sådan set også

meningen, du aldrig skal mærke, du bliver syg. Og vi skal nedsætte risikoen for, at du

kommer til at få følgesygdomme eller dø før tid eller belaste samfundet unødigt.

[…]

så man kan sige, at hvis du ligesom skal gøre noget kort, hvor du selv har en stor

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

gene, så har du også en høj motivation for at gøre noget.”

−

Alment praktiserende læge i udsat boligområde (IP2)

De praktiserende læger fortæller samstemmende, at det for nogle af de borgere, der kommer hos

dem, kan være abstrakt at forstå nødvendigheden af forebyggende behandling, og at de derfor gør

en del ud af at forklare, hvorfor de opfordrer til forebyggende behandling. Samme problemstilling

påpeges af sygeplejersken, der er ansat i en organisation for borgere med flygtninge- og

indvandrerbaggrund. Hun oplever, at nogle af borgerne er stoppet med at tage deres

kolesterolsænkende medicin, fordi de har svært ved at forstå vigtigheden af det, når de ikke har

symptomer. Dette illustreres også i nedenstående citat, som kommer fra en apoteksansat

farmaceut:

”Altså det kunne for eksempel typisk være, at man ikke er helt enig i lægens

holdning, eller det kunne for eksempel være noget typisk som kolesterolmedicin. Man

kan jo ikke mærke, man har forhøjet kolesterol, det er jo egentlig lidt abstrakt. Man får

det her tal præsenteret, det ligger for højt, og du har risiko for at få

hjertekarsygdomme, så du skal have kolesterolmedicin. Man kan jo ikke mærke det,

så det er sådan, ’Arh, skulle det nu også være nødvendigt’-agtigt, så det kan man

godt opleve, at sådan noget for eksempel ikke bliver indløst. Også sådan noget som

Vagifem, det er sådan noget lokalt hormonbehandling

[…],

men der er der også

nogen, ’Arh, det går måske alligevel, er det nu ikke lidt overdrevet at angribe

overgangsalderen? Jeg fortsætter lidt endnu med barrierecreme eller intimsæbe eller

et eller andet og ser, om det ikke kan gøre det. Det er vist ikke helt nødvendigt

alligevel’. Og det kan også være en mistro, vil jeg sige, det er faktisk de samme to

lægemidler, som jeg hyppigst oplever det med,

[…]

fordi der har været meget debat

om det hensigtsmæssige i hormonbehandling i forhold til overgangsalderen. Der har

jo været meget mediefokus på den her muskelømhed, man kan få af

kolesterollægemidler, så der er mange af de her meget store skepsis til den slags

medicin.”

−

Farmakonom fra apotek i Region Midtjylland (IP3)

Som det bliver fremhævet af farmakonomen i citatet, har nogle borgerne svært ved at se det

meningsfulde i forebyggende medicin, hvilket kan betyde, at de udskyder eller dropper

anskaffelsen af den receptpligtige medicin.

For det andet kan borgerne have svært ved at se nødvendigheden af den ordinerede medicin, hvis

deres primære symptomer aftager eller forsvinder, inden de anskaffer medicinen. I tråd med det

fortæller en praktiserende læge, at det ikke er ualmindeligt, at hun udskriver såkaldte vent-og-se-

recepter. Vent-og-se-recepter kan kun indløses inden for et par uger afhængigt af præparatet. Det

kan være relevant at ordinere sådanne, hvis lægen har en forventning om, at symptomerne går

over af sig selv, så medicinsk behandling ikke bliver nødvendigt. Det kan for eksempel være

antibiotika til børn eller allergimedicin. I tråd med dette fortæller en borger, at hun i perioder

undlader at indløse sine recepter på netop allergimedicin eller næsespray, fordi behovet for

medicinen er sæsonbestemt.

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

INDSIGT 6:

Ændringer i borgerens medicin kan skabe forvirring og utryghed

Når der sker ændringer i borgerens medicin, kan det skabe forvirring, som den

sundhedsprofessionelle må bruge ekstra tid på at afhjælpe for at gøre borgerne trygge ved at købe

og tage medicinen. En farmakonom fra et apotek fremhæver de særlige udfordringer, der findes

blandt borgere, der tager forskellige typer præparater fast:

”De der polyfarmacipatienter, som får mange lægemidler, der drukner det i, at de er

bare forvirrede over, ja priser og pakninger og ting, der ikke kan skaffes, og vi må

lave om på styrken og ringe til lægen og alt muligt. Sådan noget lavpraktisk, teknisk

noget.”

−

Farmakonom på apotek i Region Hovedstaden (IP7)

Farmakonomen nævner også, at de oplever at måtte substituere den medicin, lægen har ordineret,

hvilket vil sige at give et beslægtet præparat, som har samme aktive indholdsstoffer. Det kan være

for at tilbyde borgeren et præparat, der er billigere end det, de plejer at få, eller fordi det vanlige

præparat er i restordre. Sådan nogle ændringer kan gøre nogle borgere utrygge, og

apotekspersonalet gør derfor meget ud af at forklare borgerne, at medicinen for eksempel kan se

anderledes ud, selvom præparatet er det samme. En farmakonom uddyber her:

”Så er der restordre på lægemidler, eller så bliver der substitueret, det forvirrer mange,

måske også i den kundegruppe I kigger på

[borgere i sårbare positioner].

Det tror jeg også

kan gi’ mange af problemerne til, at der ikke er indløst recepter, fordi hver 14. dag kommer

der nye navne på medicinpriserne, fordi de må skifte medicinen

[…].

Tabletterne kan se

meget forskellige ud, de kommer i forskellige pakninger, så der skal vi ligesom vejlede og

støtte dem i, at det her er det samme som det, jeg kan se, du havde fået sidst, der var det

bare pakket i en anden pakning og havde et andet navn, men jeg kan skrive her på

etiketten, at det er lig med det her navn, som du havde sidst. Og ligesom ja, tager den der

snak med dem og berolige dem

[…].

Også fordi den kundegruppe

[…]

som får meget

medicin og kan have svært ved det, ja de får rigtig mange forskellige lægemidler, og hvis

man tænker, at de næsten hver gang, de henter dem, ser det forskelligt ud, hedder noget

forskelligt, så bruger vi rigtig meget tid på at vejlede dem i og berolige dem med, og få lavet

systemer for dem, så de kan være rolige og trygge ved deres medicin.”

−

Farmakonom på apotek i Region Hovedstaden (IP7)

Der ligger således en stor opgave hos apotekspersonale i at forklare borgerne ændringer i

medicinen, både når pakningen skifter udseende, når præparatet skifter navn, dosering eller pris,

hvilket har betydning for, om borgerne føler sig trygge ved medicinen og vælger at indløse

recepten og følge den medicinske behandling.

Opsummering

Borgernes indstilling til medicin generelt og til specifikke præparater har stor betydning for, om

borgerne vælger at anskaffe sig medicinen og følge behandlingen. Indstillingen til medicinen er

blandt andet påvirket af egne tidligere erfaringer og mediediskurser, som har indflydelse på, om

borgerne føler sig trygge ved præparatet, og om de opfatter medicinen som relevant. Særligt

risikoen for bivirkninger bekymrer borgerne, men også ændringer i præparater og doseringer kan

gøre borgerne i tvivl om, hvorvidt det er den rigtige behandling for dem. Undersøgelsen viser, at

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

borgerne i mange tilfælde vurderer nødvendigheden og relevansen af medicinen ud fra, om de kan

mærke tegn på sygdom og dermed også oplever et behov for behandling. De

sundhedsprofessionelle spiller her en central rolle i forhold til at give borgerne den viden, de har

brug for, om medicinen og eventuelle ændringer i medicinen og i at forsøge at afhjælpe

bekymringer.

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

Borgerens indsigt i sin medicinske

behandling

Dette tema handler om, hvordan borgeres indsigt i og forståelse af deres medicinske behandling

kan have betydning for, om de anskaffer sig deres receptpligtige medicin.

INDSIGT 7:

Borgerne kan mangle overblik over eller viden om, hvilken medicin de

har fået recept på

I flere af vores interviews med farmaceuter og farmakonomer fra såvel apoteker som hospitaler

pointeres det, at nogle borgere – især de ældre – ikke har forstået, at der ligger en recept til dem

på apoteket. Denne manglende viden bliver opdaget, når apotekspersonale ved kontakt med

borgere spørger, om de skal have nogle af de andre ordinerede lægemidler med og oplever, at

spørgsmålet kan afstedkomme forvirring hos borgerne, som ikke ved, hvilke lægemidler der ligger

recepter på og hvorfor.

Det sker ifølge en af farmakonomerne især for borgere, der får såkaldt tillægsmedicin:

”Altså det er jo for eksempel tit, at man ikke kommer i mål med ét blodtrykslægemiddel, og

så tænker lægen, (…) at i stedet for at øge styrke, så er det måske bedre at lægge et

lægemiddel mere på. Og det er tit, at det har folk ikke opfattet, når de var til den der

blodtrykskontrol, eller hvad de har været til. Det gælder også andre problemstillinger, at

man nogle gange laver sådan nogle tillægsbehandlinger, og det er ikke altid, at det lige går

op for folk, at nu er der lagt noget mere på.”

−

Farmakonom fra apotek i Region Midtjylland (IP3)

Farmakonomen oplever desuden, at borgere møder op på apoteket for at hente fx

blodtryksmedicin, og så kan hun se, at der også ligger en anden type blodtryksmedicin. Når hun så

spørger en borger, om vedkommende også skal have det med, kan der opstå forvirring. I sådanne

tilfælde må farmakonomen råde borgeren til at kontakte lægen for at få afklaret, om vedkommende

skal tage begge præparater, eller om nogle af recepterne er irrelevante. Farmakonomen fortæller,

at det først for nyligt er blevet sådan, at recepter automatisk slettes i systemet, hvis lægens

ordination ikke længere er gældende.

Borgeres manglende overblik over eller viden om, hvilke recepter de har liggende, kommer også til

udtryk ved, at nogle borgere får fornyet recepter hos deres læge, selvom der er flere

afhentningsgange tilbage på den tidligere recept. En farmakonom fra et apotek beskriver, at nogle

borgere opnår et godt overblik over deres recepter gennem Medicinkortet på Sundhed.dk eller

MinSundhed-app’en. Der vil de også kunne se, hvor mange udleveringsgange de har tilbage på

recepterne, og de kan derfor bede apotekspersonalet om at bruge de gamle recepter først.

Omvendt er der borgere, som slet ikke har dette overblik, hvilket ofte er de borgere, som ikke har

eller benytter app’en. Det vil derfor ifølge denne farmakonom være en stor fordel, at flere borgere

nemt og enkelt kunne skabe sig et overblik over deres medicin.

Sygeplejersken fra organisationen for borgere med flygtninge- og indvandrerbaggrund oplever

også, at borgere ikke altid har viden om, hvilke recepter de har, eller har tilstrækkeligt indblik i egen

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

medicinske behandling. Sygeplejersken tilbyder derfor borgerne en gennemgang af deres

medicinliste. Om dette fortæller hun:

”Vi gennemgik hendes medicinliste, hvor jeg spurgte ind til alle præparaterne: ’Tager

du det her? Tager du det her?’, og der var hun sådan: ’Jeg ved ikke, hvad det der er,

jeg ved ikke, hvad det der er, det der tager jeg i hvert fald ikke, og jeg tager kun én

tablet’, selvom der stod fem på listen. Så det er også noget med at vide, hvad er det

for noget forskelligt medicin, jeg tager, hvad er de alle sammen, hvad er navnene, og

hvad er det og det og det for. Der var jo faktisk nogle ting, hun ikke havde hentet eller

i hvert fald ikke tog, selvom det stod på hendes medicinkort.”

−

Sygeplejerske i organisation for mennesker med flygtninge- og indvandrerbaggrund (IP4)

Citatet illustrerer det problem, at borgere undlader at indløse deres recepter, hvis de ikke har

forstået, at de skal indløse recepter, eller hvorfor de skal tage medicinen. Sygeplejersken beskriver

for eksempel en situation med en kvinde, som ikke havde forstået, at hun havde fået konstateret

klamydia og heller ikke var klar over, at hun havde fået udført en kønssygdomstest.

Sygeplejersken fortæller, at det kan bero på, at kønssygdomstesten blev udført rutinemæssigt

under en gynækologisk undersøgelse, uden at kvinden var blevet informeret om eller forstod, at

testen blev gennemført. Desuden vidste kvinden ikke, at hun havde fået konstateret klamydia, og

hun var ligeledes uvidende om, hvad klamydia er. Alt dette opdages ved et tilfælde, da

sygeplejersken fra organisationen taler med lægesekretæren i en anden forbindelse, og

sekretæren nævner, at kvinden har uafhentet antibiotika for klamydia.

Mangel på indsigt i egen medicinske behandling kan også opstå efter indlæggelse på hospitalet.

En farmaceut fra et apotek beskriver det således:

”Vi har også rigtig tit haft noget miskommunikation, især hvis de

[borgerne]

kommer

ovre fra sygehuset af. Og så kommer de og siger, de skal hente noget medicin, og så

er vi sådan, ’Hvad skal I hente?’, jamen det ved de ikke. Nå, så kigger vi lidt på det,

og oftest så er det fordi, de er blevet opereret, og så er der sådan en pakke, som de

altid får. Men man kan også godt nogle gange være sådan, hvis der ligger en

gammel recept derinde, og vi så siger, ’Skal du ikke have den her med?’, og så er de

sådan, det ved de ikke, hvad det er for. Og de kan også nogle gange komme og sige

’Jeg ved faktisk ikke, om der ligger en recept, men måske ligger der en recept fra

sygehuset’.

−

Farmaceut fra apotek i Region Nordjylland (IP5)

Citatet illustrerer, at der blandt nogle borgere kan herske stor usikkerhed om, hvilken recepter der

er udstedt, og hvilken medicin de skal hente efter udskrivning fra hospital. Denne usikkerhed beror

på, om de sundhedsprofessionelle har haft mulighed for at give borgeren tilstrækkelig viden om,

indsigt i eller forståelse for den medicinske behandling. Interviewet med en hospitalsansat

farmakonom indikerer, at der på nogle hospitalsafdelinger er så knappe ressourcer, at der ikke

altid er tilstrækkelig tid til at tale med patienten om medicin ved udskrivning. Dette gør sig

eksempelvis gældende på akutmodtagelser. En hospitalsansat farmakonom forklarer:

“De

har meget travlt på akutmodtagelsen, (...) det har jeg også selv oplevet. Det

bliver jo meget, ‘jamen du kan gå ned på apoteket og hente en recept’. Og mere

bliver der måske ikke informeret, mere bliver der ikke sagt. Og hvis patienten tænker,

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

‘nå, men jeg har jo fået det lidt bedre, det kan være lige meget. Jeg går hjem.’ Og så

egentlig den her antibiotikabehandling, der egentlig skulle fortsætte, eller den her

creme, der skulle behandle et eller andet, der ikke bliver hentet, jamen så kan de gå

hjem og blive forværret, indtil de så reagerer på det, og så kommer op til deres egen

læge. Så risikerer vi jo, at der så skal behandles et helt bredere problem, end hvad

det er, vi startede med, at vi skulle behandle.”

Farmakonom på hospital i Region Hovedstaden (IP6)

I citatet giver farmakonomen eksempler på, hvilke potentielle konsekvenser der kan være ved, at

der ikke afsættes tilstrækkelig tid til at tale om medicin i forbindelse med udskrivelse fra hospitalet.

Der er risiko for, at borgeres tilstand forværres, hvilket ud over at belaste borgerne også kan

belaste sundhedsvæsnet i de tilfælde, hvor der bliver behov for yderligere behandling.

Farmakonomen fortæller senere i interviewet, at hun printer patienternes medicinlister ud og

gennemgår dem grundigt med patienten for at give dem en større indsigt i og forståelse for deres

medicinske behandling og derigennem øge sandsynligheden for, at de indløser recepterne,

igangsætter og følger den medicinske behandling.

Samtidig viser vores undersøgelse, at løsningen på borgeres manglende indsigt i egen behandling

ikke nødvendigvis kan afhjælpes ved at give yderligere information om medicineringen. De

sundhedsprofessionelle bliver i stedet nødt til at tage bestik af situationen og den enkelte borger

for at kunne vurdere, hvor meget og hvilken information om medicin de skal videregive. Dette

illustreres i nedenstående interviewuddrag, hvor en farmakonom, som arbejder på et hospital,

fortæller om, hvordan han håndterer samtalen med patienter i forbindelse med udskrivelse fra

hospitalet:

”Ofte så får de

[patienterne]

rigtig mange ting at vide. Så skal de både tage stilling til, hvor

de skal hen, og udskrivelse, og genoptræning, og medicin og tusind andre ting. Så i hvert

fald de fleste, jeg opfatter, de kan ikke rumme medicin så meget, som jeg i hvert fald godt

kunne tænke mig at fylde på dem, ikke? Så når jeg sådan gennemgår medicinlisten med

dem, så prøver jeg selvfølgelig at mærke stemningen af, hvor er det jeg – altså hvor meget

kan de rumme, ikke? Og nogen kan selvfølgelig rumme mere end andre, men oftest vil det

være, at jeg gennemgår, at hvis de opstarter noget ny medicin, vil jeg prøve at forklare dem

vigtigheden af at tage det her medicin, og hvorfor de skal tage det. Fordi det er ikke altid, at

de undervejs i ordinationsprocessen, at det enten er fortalt, eller at det er opfanget, at de er

blevet startet med ny medicin.”

−

Farmakonom på hospital i Region Hovedstaden (IP9)

I citatet bliver det tydeligt, at borgere får mange informationer ved udskrivelse, og at

farmakonomen oplever, at det kan være vanskeligt at rumme det hele, herunder informationen om

medicineringen. Farmakonomen fortæller også, at han kunne bruge meget mere tid på at forklare

den medicinske behandling grundigere for nogle patienter i forbindelse med udskrivelse, men at

der er begrænset tid til det, hvilket også er beskrevet under temaet

Borgerens indsigt i sin

medicinske behandling.

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

INDSIGT 8:

Apotekspersonale kan hjælpe borgeren med at afklare tvivl i forhold til

den medicinske behandling

Interviewene med apotekspersonalet viser samlet set, at de ofte indtager en vigtig rolle i borgeres

kontakt til og relation med den praktiserende læge om den udstedte medicin. Apotekspersonale

rådgiver i nogle tilfælde borgere til at kontakte deres læge for eksempel med henblik på at

undersøge muligheden for at få tilskud, (se også temaet

Økonomiske vilkår).

En farmakonom

fortæller:

“Der er jo mange uligheder, og for os er det naturligt nok, så vi prøver at give dem

[borgerne]

et eller andet med på skrift, hvis vi tænker, at det er nemmere at huske.

Eller hvor er det, de skulle rette henvendelse til, og hvad er det, de specifikt skal bede

lægen om. For ellers bliver de sådan nogle kastebolde. ‘Jamen, de sagde nede på

apoteket, at du kunne give mig noget tilskud’, og lægen forstår det ikke. Derfor er det

nemmere, hvis vi lige har skrevet noget ned, og vi ved jo så ikke, om de tager det

med videre, men så har de i hvert fald de ord, de skal gå efter, eller kan få søn eller

datter eller en anden pårørende til at hjælpe sig med at gå videre med, ikke?”

−

Farmakonom på apotek i Region Hovedstaden (IP7)

Flere af farmaceuterne og farmakonomerne kontakter også borgeres læge direkte. De kan sende

en skriftlig henvendelse til en borgers læge for eksempelvis at informere om, at de har givet

borgeren en anden type medicin, da det ordinerede præparat var i restordre. En farmakonom

fortæller, at der på hendes apotek er stor opbakning til, at de rækker ud til borgernes læge, hvis

borgeren ønsker det:

”Jamen altså (…) hvis det er sådan noget akut, eller hvis man vurderer, at kunden

slet ikke selv er i stand til det, så spørger man, ’Må jeg gå ud og ringe til din læge?’,

men (...) der er også lidt forskellige holdninger til det. Altså jeg er meget glad for det

apotek, hvor jeg arbejder nu, som har skrevet ind i vores værdisæt, at de vil gerne gå

en ekstra mil for kunden. Det vil sige, at selvom det sådan set (…) er dyrt for apoteket

at bruge arbejdstid på, at man tager kontakt til lægen, så er det det, vi gør. Det er

ikke en opbakning, man vil finde på alle apoteker, vil jeg sige. Men det er derfor, jeg

holder meget af mit apotek.”

−

Farmakonom på apotek i Region Midtjylland (IP8)

Citatet indikerer, at samarbejde på tværs af apoteker og det resterende sundhedsvæsen – her i

form af apotekets kontakt til egen læge – ikke er udbredt på alle apoteker. Det samme gælder

kontakten mellem apoteker og hospitaler. Det sker, at apotekspersonale har behov for at komme i

kontakt med hospitalet for at stille spørgsmål vedrørende en recept. Dog fortæller en farmaceut, at

det er svært at få telefonisk kontakt til den relevante medarbejder på hospitalet, og at personalet

på hospitalerne har meget travlt.

Opsummering

Under dette tema har vi vist, at nogle borgere mangler indsigt i deres medicinske behandling. Dette

kommer blandt andet til udtryk ved, at de mangler overblik over og viden om, hvilken medicin de

har recept på. Denne manglende indsigt i den medicinske behandling vidner om, at det ved

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

samtalen om opstarten af medicinsk behandling (hos den praktiserende læge eller på hospitalet)

ikke er sikret, at borgeren har forstået, hvilken medicin vedkommende skal tage og hvorfor.

Undersøgelsen viser, at når der er tvivl om den medicinske behandling, kan apotekspersonalet

bidrage til at afklare denne tvivl og på den måde bidrage til, at borgeren får en større indsigt i den

medicinske behandling. Borgerens manglende indsigt i den medicinske behandling kan have

indflydelse på, om de anskaffer sig deres receptpligtige medicin, og om de følger den medicinske

behandling som foreskrevet. Den manglende indsigt i den medicinske behandling hænger

derudover tæt sammen med karakteren og kvaliteten af kontakten mellem borgeren og den

sundhedsprofessionelle, hvilket vi vil komme nærmere ind på i næste afsnit

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

Kontakten mellem borgeren og den

sundhedsprofessionelle

Under dette tema belyser vi betydningen af kontakten mellem borgeren og den

sundhedsprofessionelle, det vil i dette tilfælde sige farmaceuter, farmakonomer, læger og

sygeplejersker i almen praksis, på hospitaler og på apoteker.

INDSIGT 9:

Når borgerne oplever, at deres helbredsproblemer ikke bliver anerkendt

eller forstået af deres praktiserende læge, kan de blive utrygge ved lægens

håndtering af deres helbredsproblemer

Vores interviews med borgere indeholder som også beskrevet tidligere flere beretninger om

oplevelser af, at sundhedsprofessionelle ikke forstår borgerne eller lytter til dem. Dette kan have

betydning for, om borgerne er trygge ved lægens håndtering af deres helbredsproblemer, herunder

eventuel medicinsk behandling.

En borger har en historik med svære møder med sundhedsvæsnet både i almen praksis og i

hospitalsregi. Borgeren har blandt andet haft gentagne oplevelser af ikke at blive taget alvorligt af

sundhedsprofessionelle. Hun beskriver det således:

”Man har bare aldrig ønsket at undersøge mig. Man har aldrig sagt: ’Ved du hvad

[borgers navn],

nu finder vi ud af, hvad der er galt med dig, så vi kan hjælpe dig’. Der

savner jeg nogen, som ligesom er der for mig, til at sige: ’Ved du hvad, nu skal jeg

hjælpe dig’.”

−

Borger (IP11)

Borgeren beskriver, at hun har en vanskelig relation til sin læge og derfor udelukkende har

telefonisk kontakt med vedkommende. Hun oplever samtalerne med lægen som meget kortfattede,

og hun savner at kunne tale med sin læge om, hvordan hun har det fysisk og psykisk, hvad det er

for noget medicin, hun tager, og hvad det gør ved hendes krop.

En anden borger har oplevet, at dét, at hun havde en psykisk lidelse, kom til at stå i vejen for, at

lægen tog hendes somatiske symptomer alvorligt. Hun fortæller:

”Altså jeg blev jo diagnosticeret med en psykiatrisk diagnose, da jeg var teenager, og

det vil sige, at de fleste læger har faktisk ikke taget seriøst, at jeg har været syg. Det

er først for nyligt, faktisk først sidste år, at jeg har mødt en læge, der har taget det

seriøst, og ellers så har det været en kamp bare at få lov at få taget en astmatest

eller en allergitest, fordi der har simpelthen ikke været nogen tro på, at jeg har været

syg. Så det er også meget, hvilken læge du sidder hos.”

−

Borger (IP10)

Borgeren fortæller, at en af hendes tidligere læger opfordrede hende til at afbryde al sin

medicinske behandling. Det fik borgeren til at føle sig presset til at stoppe med at tage al sin

medicin, selvom noget af det havde en god virkning for hende. Hendes erfaringer med ikke at blive

taget seriøst af læger har haft stor betydning for hendes oplevelse af mødet med sin nuværende

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

læge. Hun beskriver generelt lægekonsultationer som angtsprovokerende, men har en god relation

til sin nuværende læge, som hun føler tager hende alvorligt. Som et eksempel på at blive taget

alvorligt fremhæver borgeren, at lægen sender hende videre til specialiserede dele af

sundhedsvæsnet for at undersøge hendes symptomer grundigt, hvis det rækker ud over lægens

viden og kompetencer. Desuden justerer lægen sin kommunikation med hende ved eksempelvis at

give hende skriftlige svar under konsultationer, så hun ikke glemmer, hvad lægen har sagt.

Oplevelsen af ikke at blive taget alvorligt hos egen læge går igen hos andre borgere: En kvinde

fortæller om en episode, hvor hun var meget syg med migræne i lægeklinikken og havde sin

voksne datter med sig. Lægen mente, kvinden spillede syg uden egentlig at være det. En anden

fortæller, at hun på lægeklinikken fik et anfald af trykken for brystet, spændinger og koldsved.

Sygeplejersken gav hende imidlertid besked på, at hun bare skulle tage hjem. Kvinden følte sig

meget alene og var frustreret over, at lægen ikke handlede på hendes situation ved for eksempel

at henvise hende til yderligere undersøgelse på hospitalet.

Sygeplejersken fra organisationen for borgere med flygtninge- og indvandrerbaggrund kan

genkende udfordringerne i mødet mellem borger og den praktiserende læge. Baseret på sine

samtaler med borgere forklarer sygeplejersken, at der kan opstå tillidsbrud og frustrationer i

borgernes møde med den praktiserende læge, hvis borgerne oplever, at deres forventninger til

lægen ikke imødekommes.

I interviewene med praktiserende læger tydeliggøres det, at kontinuitet i læge-patient-relationen

kan være fordrende for tilliden mellem parterne og dermed for håndteringen af helbredsproblemer,

herunder medicinsk behandling. Lægen fra Region Midtjylland forklarer, at det, at man kender sin

læge, har betydning på mange områder. Han refererer til undersøgelser på området, som viser, at

folk i højere grad efterlever den medicinske behandling, hvis de har et godt kendskab til deres

læge. Han erfarer også selv i sin praksis, at det, at han kender de patienter, der sidder over for

ham, gør, at han er bedre til at spotte, hvordan han skal handle.

Den anden læge fortæller, at hun sætter sig ind i, hvilke barrierer der kan være hos den enkelte

patient i forhold til at følge den medicinske behandling. Hun vurderer også, at tilknytningen til

lægen over tid er essentiel i forhold til at forstå, hvad der er på spil hos den enkelte patient. I

forhold til manglende indløsning af recepter på medicin fortæller lægen, at hun i sit it-system kan

se, hvor og hvornår hendes patienter har købt medicin. Denne viden om patienten gør hun meget

ud af at forvalte forsvarligt. Hun beskriver en hypotetisk situation, hvor hun kan se i sit system, at

en patient har fået udleveret 100 piller for 150 dage siden, hvilket betyder, at patienten ikke har

taget sin medicin dagligt som foreskrevet.

”Så det kræver meget altså også af min indlevelse til at forstå patienten, så jeg ikke

kommer til at lyde alt for overvågende og ydmygende og arrogant

[når hun fortæller

borgeren, at hun kan se i sit system, at vedkommende ikke tager sin medicin som

foreskrevet].

Men samtidig også hjælpende, og (…) det skal vi bare vide, at det er sådan en

tid, vi lever i, altså du må gerne være free spirit. Men jeg skal ligesom lave et forarbejde, før

vi er enige om, at du godt ved, hvad det er, jeg nu har sagt

[om mulige konsekvenser ved

ikke at tage medicinen],

når ikke du vil købe din medicin, ikke?”

−

Alment praktiserende læge i udsat boligområde (IP2)

I citatet forklarer lægen, at den enkelte patient naturligvis er fri til at vælge ikke at følge den

medicinske behandling (jf. udtrykket “free spirit”). Men i og med lægen i sit system bliver

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

konfronteret med, at patienten ikke følger den medicinske behandling, står hun i et dilemma, hvor

hun ikke ønsker at fremstå patroniserende, men samtidig bliver nødt til at sikre sig, at patienten er

indforstået med konsekvenserne af ikke at følge den medicinske behandling.

INDSIGT 10:

Sprogbarrierer i mødet mellem borgere og sundhedsprofessionelle kan

udfordre muligheden for at opnå en fælles forståelse af den medicinske behandling

Vores undersøgelse viser, at borgere, som har begrænsede danskkundskaber, er særligt

udfordrede i samtaler om medicin med sundhedsprofessionelle.

Sygeplejersken fra organisationen for borgere med flygtninge- og indvandrerbaggrund fortæller, at

nogle praktiserende læger ikke bruger tolk:

”Vi har jo oplevelser med praktiserende læger, som nægter at bruge tolk, selvom kvinden er

fritaget for at betale. Og dermed altså har en erklæring på, at hun ikke kan tillære

danskkundskaber og dermed har behov for en tolk. Og det er jo virkelig svært for de

kvinder at få tillid til sådan en læge, som selv synes ’Vi kan da godt kommunikere’, fordi

kvinden godt forstår, hvor hun skal sætte sig, når lægen peger på stolen. Så sidder man

der hos sin læge, og lægen forstår godt, hvad man siger, fordi lægen har tre små enkelte

spørgsmål, men hun forstår ikke noget af, hvad lægen siger til hende. ”

−

Sygeplejerske i organisation for mennesker med flygtninge- og indvandrerbaggrund (IP4)

Citatet illustrerer, hvordan sprogbarrierer, som ikke imødekommes ved hjælp af tolkebistand,

skaber vanskelige vilkår for en god og tillidsfuld kommunikation mellem patient og læge. En

forklaring på, hvorfor læger ikke gør brug af tolkebistand, kan være, at det er vanskeligt for

lægerne at skaffe den rette tolkebistand. En læge fortæller, at det i mange år ikke har været muligt

at finde en tolk til en patient, fordi vedkommende taler en særlig dialekt og ikke ønsker at have sin

mand med som tolk ved lægebesøg. Nu, hvor kan patienten kan lidt dansk, er kommunikationen

blevet nemmere. Men selv i de tilfælde, hvor der er sørget for passende tolkebistand, kan der være

sprogbarrierer. Sygeplejersken fra organisationen forklarer:

”Men jeg tror mere, det er kommunikationen i, at der er noget nyt medicin, du skal tage, og

hvorfor du skal tage det. Og også hvorfor du ikke kan få det medicin, som du gerne vil

have, men du skal have det her i stedet for. (…) også fordi kommunikationen omkring

medicin er jo superkomplekst, især hvis man ikke forstår sproget. Det er jo også

spørgsmålet så, selvom der er en arabisk tolk, hvis man er fra (…) en eller anden landsby i

Irak, og man ikke har gået så meget i skole, og tolken siger et ord på arabisk, der handler

om kroppen, men at man ikke kender det ord på arabisk heller. Så der er selvfølgelig noget

med kommunikationen, men der er også noget med, hvilket vidensniveau man er på”

−

Sygeplejerske i organisation for mennesker med flygtninge- og indvandrerbaggrund (IP4)

Citatet illustrerer et generelt forhold, vi tidligere har været inde på: At kommunikation om medicin

er vanskelig uanset borgerens fødeland. Dog vanskeliggøres kommunikationen yderligere, hvis

borgeren har begrænsede danskkundskaber og eventuel manglende skolegang, som kan udfordre

opnåelsen af en fælles forståelse af den medicinske behandling.

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

Sygeplejersken peger også på sprogbarrierer mellem borgere med begrænsede danskkundskaber

og apotekerpersonale. På apoteker er der ikke mulighed for tolkebistand, og derfor kan

apotekspersonalet ikke (medmindre borgeren ledsages af dansktalende pårørende) kommunikere

med borgeren om, hvordan vedkommende skal tage sin medicin, hvilken medicin der er hvad, eller

forklare, hvorfor de tilbyder et andet, billigere præparat, som har et andet navn end det, der står på

borgerens medicinkort. Nogle apoteker har informationsmateriale på andre sprog, men dette er

ikke en hjælp for de borgere, som har svært ved at læse eller er analfabeter.

Blandt apotekspersonale hersker der frustration og ærgrelse over ikke at kunne kommunikere

tilstrækkeligt med borgere med begrænsede danskkundskaber, ikke mindst når personalet skal

forsøge at udrede misforståelser relateret til medicinforbruget. En farmaceut fortæller om en

situation, hvor en borger var frustreret over prisen på sin medicin, da borgeren havde forstået på

hospitalspersonalet, at medicinen fra apoteket ville være gratis. Borgeren forlod derfor apoteket

uden sin medicin, og farmaceuten blev efterladt med en bekymring om, hvorvidt borgeren ville få

den medicin, hun skulle have.

På nogle apoteker er der ansatte med forskellige og relevante sprogkompetencer, som kan

overtage ekspederinger og derved sikre, at borgeren får den rette information og medicin. Men det

er ikke altid muligt, og personalet må derfor ty til andre måder at kommunikere på. En farmaceut

fortæller:

”[…] så er det noget Google Translate

[oversættelse via Google]

og noget tegnsprog. Men

man får slet ikke det udbytte ud af det, som man skal. Og der er også ofte, hvor de går,

hvor man tænker ’Gad vide, om de har forstået, hvad jeg siger?’”

−

Farmaceut på hospital i Region Nordjylland (IP5)

Farmaceuten beskriver desuden et eksempel, hvor en borger med begrænsede danskkundskaber

skulle have et præparat, som var i restordre, hvorfor apotekspersonalet ville give borgeren et

lignende præparat. Men det var meget vanskeligt at kommunikere denne ændring til borgeren, og

personalet endte derfor med at få lov at ringe til borgerens læge for at forklare situationen. Lægen

satte pris på opkaldet, genkendte kommunikationsudfordringerne med borgeren og ville tale med

borgeren om det.

Også på hospitalsafdelinger udnyttes det, at der er medarbejdere med forskellige

sprogkompetencer. En farmakonom fra et hospital fortæller, at det kan være tidskrævende at finde

en tolk med de rette sprogkompetencer, og derfor er det nogle gange lettere at undersøge, om der

er en blandt personalet, der kan tale det relevante sprog. Farmakonomen beskriver en situation

med en patient med begrænsede danskkundskaber, som ikke havde taget sin medicin en hel

weekend. Farmakonomen kan selv tale arabisk og kunne derfor forklare patienten den medicinske

behandling. Ifølge farmakonomen gav dét, at de kunne tale sammen på arabisk, patienten en

større tiltro til den medicinske behandling, som medførte, at patienten begyndte at tage sin medicin

som foreskrevet.

Endelig kan tilstedeværelsen af pårørende, der kan dansk, spille en afgørende rolle for borgernes

møde med sundhedsprofessionelle, hvilket er beskrevet under temaet

Støtte fra pårørende og

professionelle.

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

Opsummering

Overordnet set peger undersøgelsen på, at det kan være vanskeligt for borgere og

sundhedsprofessionelle at opnå en fælles forståelse af den medicinske behandling. Samtalen om

medicin kan blandt andet være udfordret af sprogbarrierer, når disse ikke er afhjulpet af

medarbejdere med særlige sprogkompetencer eller ved brug af tolkebistand. Desuden kan der hos

borgere være en oplevelse af, at den praktiserende læge ikke lytter til og forstår deres symptomer,

hvilket kan føre til mistillid i relationen og en oplevelse af, at der ikke tages tilstrækkelig hånd om

deres helbredsproblemer. Karakteren af kontakten mellem borgeren og den

sundhedsprofessionelle er afgørende for borgeres forståelse af og håndtering af den medicinske

behandling og har derfor en betydning for, hvorvidt borgere anskaffer sig den receptpligtige

medicin og følger den medicinske behandling.

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

Støtte fra pårørende og professionelle

Under dette tema udfolder vi pårørende og professionelle støttepersoners betydning for, om

borgere igangsætter den medicinske behandling, som er blevet forskrevet af en

sundhedsprofessionel.

INDSIGT 11:

Pårørende og professionelle støttepersoner kan have afgørende

betydning for, at borgerne forstår den medicinske behandling og anskaffer

medicinen

Borgeres sociale støtte i form af pårørende eller professionelle støttepersoner kan spille en vigtig

rolle i forhold til, om borgerne har mulighed for eller lyst til at følge den medicinske behandling,

som er blevet foreskrevet af de sundhedsprofessionelle.

For det første kan pårørende og professionelle støttepersoner understøtte borgeres kontakt og

kommunikation med sundhedsprofessionelle og apotekerpersonale. En af borgerne fortæller i et

interview, at hun har en bostøtte fra kommunen, som blandt andet ledsager hende til

konsultationer hos lægen. Hun fortæller, hvordan bostøtten hjælper hende både inden, under og

efter konsultationen hos lægen:

”Jamen altså, de sidder jo bare ved siden af, og så inden jeg går ind til lægen, så snakker

jeg jo med bostøtten om, hvad jeg skal sige, og hvad der er vigtigt, og så skal de sådan set

bare sidde og sørge for, at når samtalen er ved at være slut, så har jeg fået sagt det hele.

Og når vi går ud derfra, så skal de lige minde mig om, hvad der er blevet sagt inde hos

lægen, fordi jeg kan ikke… altså jeg har så lidt koncentrationsevne, så bagefter kan jeg ikke

nødvendigvis have registreret det hele, og så kan jeg blive i tvivl om, hvad der er blevet

sagt, og så er det så, at de ligesom kan sige: ’Jamen så aftalte vi det der, og så gjorde vi

sådan der, og så sådan og sådan’. (…) Så det er jo ikke sådan, så de på den måde

deltager, det er mere sådan at sige: ’Du har glemt at nævne det der inde hos lægen’, ikke?

(…). Fordi det er så angstprovokerende at sidde inde hos lægen i sig selv, når man er vant

til ikke at blive taget seriøst, ikke?”

−

Borger (IP10)

Bostøtten hjælper på den måde borgeren med at forberede sig på samtalen, at sikre hun får sagt

det hele undervejs i konsultationen og efterfølgende følger op på, om borgeren har forstået og kan

huske, hvad der blev aftalt under konsultationen. For borgeren er denne støtte afgørende for, at

hun har mod på at tage til lægen i det hele taget, men den har også betydning for, at hun

efterfølgende har bedre mulighed for at følge lægens anbefalinger. Da hun ikke har overskuddet

eller koncentrationen til selv at tage al informationen ind og huske det efterfølgende, kan

konsekvensen af at tage alene til lægen derfor være, at borgeren glemmer, at der er blevet udstedt

recept på ny medicin, eller at borgeren ikke har forstået aftalen med lægen.

I situationer, hvor kommunikationen er udfordret af sproglige barrierer, er borgerne på samme

måde afhængige af pårørende. En borger fortæller, at hun tager sin datter med til konsultationer

hos lægen for at få hjælp til at oversætte, hvis hun har meget, hun skal tale med lægen om, da

vigtig information kan gå tabt eller blive misforstået på grund af sprogbarrierer. Hvis hun skal have

en professionel tolk med, er hun nødt til selv at betale tolkegebyr, og hun er derfor afhængig af sin

datters hjælp for at kunne kommunikere tilstrækkeligt med sin læge om behandling. Ifølge den

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

sygeplejerske, som er tilknyttet en organisation for mennesker med flygtninge- og

indvandrerbaggrund, kan konsekvenserne ved ikke at have denne støtte være alvorlige. Som

eksempel nævner hun en situation, hvor hun var i dialog med en borgers læge, som ikke kunne

forstå, at borgerens blodsukker var så dårligt reguleret, eftersom lægen havde talt om diabetes

med hende mange gange og udsted en recept på diabetesmedicin til hende. Sygeplejersken talte

med borgeren og kunne efterfølgende forklare lægen, at kvinden ikke tager sin diabetesmedicin,

fordi hun ikke har råd til den. Hendes støtte var således med til at belyse den viden, der var gået

tabt i kommunikationen, som har betydning for, om borgeren får adgang til den nødvendige

medicin.

Generelt oplever sygeplejersken et stort behov hos borgerne for at drøfte uklarheder efter en

lægekonsultation, og borgerne har ofte mange spørgsmål til, hvorfor en pågældende medicin skal

tages, og hvilke bivirkninger medicinen har, og sygeplejersken kan være nødt til at kontakte lægen

telefonisk for at udrede misforståelser.

For det andet kan pårørende og støttepersoner være en afgørende hjælp, når medicinen skal

afhentes på et apotek. Som beskrevet under temaet

Praktiske omstændigheder

fortæller en

borger, hvordan hendes bostøtte ledsager hende til apoteket og giver hende tryghed i denne

situation. På samme måde ledsager sygeplejersken i organisationen ofte en borger til apoteket

eller giver borgeren en seddel med i hånden, som borgeren kan vise til apotekspersonalet for at

hjælpe med at forklare, hvad borgeren har brug for, og hvilken type medicin, de foretrækker. Det

sker også, at borgere med begrænsede danskkundskaber er nødt til at ringe op til sygeplejersken,

mens de er på apoteket, så sygeplejersken kan overtage og oversætte kommunikationen med

apotekerpersonalet. Flere af borgerne får også hjælp fra deres børn og børnebørn, når de skal på

apoteket., En af dem fortæller:

”Det er sket for mig, at mine børn eller børnebørn ikke har haft tid til at hente min medicin.

Så medicinen har ligget på apoteket i tre dage eller en uge (…). Når jeg er tæt på at løbe

tør for medicinen, så ringer børnene til lægen, og så lægen ordinerer det, og så vi henter

det på apoteket bagefter. Jeg er afhængig af mine børn og børnebørn.”

−

Borger fra fokusgruppeinterview (IP12)

Flere af borgerne i fokusgruppeinterviewet fortæller, at de får hjælp af deres voksne børn til at

bestille medicin hos lægen, til at hente medicin og til at forstå den medicinske behandling. Nogle af

de voksne børn er dog uddannede sygeplejersker eller læger og kan derfor også forklare

eventuelle bivirkninger. Som en af kvinderne beskriver det:

”Så derfor, hver gang jeg køber medicin, så de

[børnene]

læser den vejledning og fortæller

mig om det. De fortæller mig om bivirkninger ved den medicin (…). De hjælper rigtig meget,

begge børn. De hjælper mig, for at fortælle mig, hvad skal jeg indtage, eller hvad skal spise

sammen med medicinen. Og hvordan og hvorledes skal jeg tage medicinen. Tit de vejleder

mig, hvad der er godt for at få det forhøjede kolesterol ned. Og for din sukkersyge, hvad

skal du spise, hvad skal du lade være med og sådan noget. De rådgiver og vejleder mig.”

−

Borger fra fokusgruppeinterview (IP13)

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

Citatet illustrerer den nødvendige hjælp og støtte, pårørende yder for denne gruppe i forhold til at

forstå og efterleve den medicinske behandling, og særligt hvad angår de sproglige barrierer i

mødet med sundhedsprofessionelle.

Også i hospitalsregi bliver pårørendes rolle understreget. En farmakonom på et hospital fortæller:

”Der er rigtig mange patienters pårørende, der (…) nogle gange er bedre end patienten

selv til at forstå, hvad for noget medicin de får, så de har da helt klart en stor rolle i, at

medicinen bliver hentet, helt sikkert.”

−

Farmakonom på et hospital (IP9)

Farmakonomen fortæller, at pårørende bidrager til at holde overblik over borgeres medicinske

behandling, og når borgere skal udskrives fra hospitalet med recepter på medicin, der skal hentes,

oplever han, at flere pårørende eksplicit siger, at de vil hjælpe med at huske at få medicinen købt.

Som beskrevet under temaet

Økonomiske vilkår

er der også eksempler på, at såvel venner som

familie bidrager økonomisk til anskaffelsen af medicin.

Opsummering

Undersøgelsen viser, at borgere i sårbare positioner ofte har brug for social støtte for at kunne

tage hånd om deres medicinske behandling. Pårørende og professionelle støttepersoner spiller en

vigtig rolle i at afhjælpe nogle af de forhindringer, der udfordrer borgere i at anskaffe medicin og

efterleve den medicinske behandling. De kan fungere som en støtte i borgerens kontakt til de

sundhedsprofessionelle både i forhold til at skabe tryghed i kontakten og for at sikre, at borgeren

har forstået, hvad der er blevet aftalt. Derudover kan pårørende og professionelle støttepersoner

også være en afgørende praktisk hjælp, når borgeren skal hente medicin på apoteket og ikke selv

er i stand til det rent fysisk, eller fordi de rent sprogligt ikke kan kommunikere med personalet på

apoteket. De pårørende og de professionelle støttepersoner kan derfor være afgørende for, at

borgere får adgang til den nødvendige viden om og overblik over deres recepter, men også for at

give dem konkret adgang til medicinen.

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

Opsamling

Formålet med undersøgelsen har været at afdække, hvilke forhold der har betydning for, om

borgere i sårbare positioner indløser deres recepter på medicin. Undersøgelsen viser, at

indløsning af recepter på medicin ofte hænger sammen med flere forskellige forhold, som rækker

ud over selve den konkrete anskaffelse af medicinen. Disse forhold er økonomiske vilkår, praktiske

omstændigheder, borgerens indstilling til medicinen, borgerens indsigt i sin medicinske behandling,

kontakten mellem borgeren og den sundhedsprofessionelle og støtte fra pårørende og

professionelle. For hver af disse forhold har vi formuleret en række indsigter, der belyser mulige

grunde til, at borgere ikke anskaffer sig deres receptpligtige medicin:

ØKONOMISKE FORHOLD

INDSIGT 1

INDSIGT 2

Nogle borgere har ikke råd til deres medicin

Medicintilskudssystemet er svært at navigere i

PRAKTISKE OMSTÆNDIGHEDER

INDSIGT 3

Apoteket som fysisk rum kan være utilgængeligt og svært for borgerne at

opholde sig i

BORGERENS INDSTILLING TIL MEDICINEN

INDSIGT 4

INDSIGT 5

INDSIGT 6

Borgerne kan være bekymrede for bivirkninger

Borgerne kan have svært ved at se nødvendigheden af deres medicin, hvis de

ikke kan mærke tegn på sygdom

Ændringer i borgerens medicin kan skabe forvirring og utryghed

BORGERENS INDSIGT I DEN MEDICINSKE BEHANDLING

INDSIGT 7

INDSIGT 8

Borgerne kan mangle overblik over eller viden om, hvilken medicin de har fået

recept på

Apotekspersonale kan hjælpe borgerne med at afklare tvivl i forhold til den

medicinske behandling

KONTAKTEN MELLEM BORGEREN OG DEN SUNDHEDSPROFESSIONELLE

INDSIGT 9

Når borgerne oplever, at deres helbredsproblemer ikke bliver anerkendt eller

forstået af deres praktiserende læge, kan de blive utrygge ved lægens

håndtering af deres helbredsproblemer

Sprogbarrierer i mødet mellem borgere og sundhedsprofessionelle kan udfordre

muligheden for at opnå en fælles forståelse af den medicinske behandling

INDSIGT 10

STØTTE FRA PÅRØRENDE OG PROFESSIONELLE

INDSIGT 11

Pårørende og professionelle støttepersoner kan have afgørende betydning for,

at borgerne forstår den medicinske behandling og anskaffer medicinen

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

Til sammen giver indsigterne en forståelse af en række forhold omkring udstedelse og indløsning

af recepter, som på forskellig vis har indflydelse på, om borgere har mulighed for og ønsker at

anskaffe sig deres medicin. En vigtig pointe fra vores undersøgelse er, at de forhold, der har

betydning for indløsningen af recepter, er forbundne, og at der sjældent er enkeltstående grunde til

manglende indløsning af recepter. Dette skal der tages højde for i det videre arbejde med at sikre,

at borgere får den medicin, de er blevet ordineret.

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

Kapitel 3

Diskussion og

potentialer

I dette kapitel diskuteres undersøgelsens fund sammenholdt med relevant forskningslitteratur.

Herefter peger vi på en række potentialer for at forbedre borgeres mulighed for at anskaffe

receptpligtig medicin.

Diskussion

I dette afsnit sammenholder vi den kvalitative undersøgelses resultater med hovedpointer fra

forskningslitteraturen om primær non-adherence med henblik på at tydeliggøre, på hvilke områder

vores undersøgelse bakkes op af eksisterende forskning, men også hvordan undersøgelsen

udfordrer eller nuancerer eksisterende forskning.

Overordnet set viser vores undersøgelse, at indløsning af recepter på medicin ofte hænger

sammen med flere forskellige forhold, som rækker ud over selve den konkrete anskaffelse af

medicinen. Disse er økonomiske vilkår, praktiske omstændigheder, borgerens indstilling til

medicinen, borgerens indsigt i sin medicinske behandling, kontakten mellem borger og

sundhedsprofessionel og støtte fra pårørende og professionelle. Disse forhold har fællestræk med

nogle af de typer af non-adherence, som WHO definerer [31]. Eksempelvis relaterer vores fund

vedrørende betydningen af borgeres indsigt i den medicinske behandling sig til WHO’s betegnelse

unwitting non-adherence.

Unwitting non-adherence refererer nemlig til manglende efterlevelse

af medicinsk behandling i situationer, hvor borgeren ikke til fulde har forstået, hvordan den

medicinske behandling skal følges [31]. Dette er desuden et eksempel på det, Westberg og

kollegaer (2022) betegner en

ikke-intentionel

grund til ikke at følge den medicinske behandling

[11]. Vores fund om betydningen af borgerens indstilling til medicinen relaterer sig til det, WHO

betegner

Intelligent non-adherence,

hvor borgere træffer et mere eller mindre bevidst valg om ikke

at følge den medicinske behandling, for eksempel hvis de ikke (længere) mærker symptomer [31].

Denne type af non-adherence reflekterer således det, Westberg og kollegaer (2022) betegner en

intentionel

grund til ikke at følge den medicinske behandling [11]. Som det påpeges af Westberg

og kollegaer (2022) kan manglende indløsning af recepter både skyldes intentionelle og ikke-

intentionelle beslutninger hos den enkelte borger [11], hvilket er i tråd med fundene i vores

undersøgelse.

Vores indsigter, der omhandler økonomiske forhold, underbygges af flere andre studier, som viser,

at den enkelte borgers økonomiske ressourcer kan være en grund til primære non-adherence [2, 8,

22, 25].

Derudover viser vores undersøgelse, at borgeres indstilling til medicinen, herunder bekymringer

om og konkrete erfaringer med bivirkninger, samt deres opfattelse af nødvendigheden af

medicinen kan have en betydning for, om de igangsætter eller fortsætter deres medicinske

behandling. Lee og kollegaer konkluderer ligeledes på baggrund af et systematisk review af studier

om primær non-adherence, at borgeres overbevisninger om, holdninger til og opfattelser af

bestemte typer af medicin har betydning for deres primære non-adherence [2]. Borgeres indstilling

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

til medicinen omhandler her også deres opfattelse af dels medicinens effektivitet og nødvendighed,

dels risici forbundet med medicinforbruget [2]. I tråd med indsigterne i vores undersøgelse viser en

amerikansk spørgeskemaundersøgelse, at borgere overvejer den mulige effekt og bivirkninger af

medicinen, nødvendigheden af behandlingen, samt alvorligheden af deres symptomer, når de skal

beslutte, om de vil indløse deres recepter [26]. Et kvalitativt studie om manglende indløsning af

blodtrykssænkende medicin viser en tæt sammenhæng mellem frygten for bivirkninger og

manglende anskaffelse af medicinen; Flere af interviewpersonerne i denne undersøgelse betoner,

at frygten for bivirkninger har været en af grundene til, at de valgte ikke at købe medicinen [8].

Tilmed viser vores undersøgelse, at borgere kan mangle indsigt i og overblik over, hvilken medicin

de har recept på, og at såkaldt tillægsmedicin især kan skabe forvirring. Der er således klare

indikationer på, at mangel på indsigt i egen medicinsk behandling og overblik over egne recepter

har betydning for, om recepterne bliver indløst. En lignende pointe ses i Lee og kollegaers

systematiske review, som viser, at flere studier har fundet en sammenhæng mellem komplekse

medicineringer, fx polyfarmaci, og primær non-adherence [2].

Et andet tema i vores undersøgelse omhandler kontakten mellem borger og sundhedsprofessionel,

herunder både den konkrete kommunikation mellem dem og mere overordnet relationen mellem

dem. Undersøgelsen viser, at hvis borgere oplever, at deres praktiserende læge ikke forstår eller

lytter til dem, bliver de utrygge ved lægens håndtering af deres helbredsproblemer, hvilket kan

have indflydelse på, om de ender med at følge lægens anvisninger. Lee og kollegaer viser, at der

er en sammenhæng mellem kommunikationen mellem borger og sundhedsprofessionel og

indløsningen af recepter. Omvendt viser et studie af Wroth og Pathman (2014), at borgere, der

oplever, at de sundhedsprofessionelle tager hånd om dem og udviser omsorg, er mere tilbøjelige til

at indløse deres recepter [26].

Kvalitativ forskning i medicinsk adherence understreger betydningen af forholdet mellem borger og

sundhedsprofessionel for både primær og sekundær adherence [16, 21]. Vores undersøgelser

rummer adskillige eksempler på, at kvaliteten af relationen og kommunikation mellem borger og

sundhedsprofessionelle kan have betydning for borgerens beslutning om at igangsætte medicinsk

behandling. I et amerikansk kvalitativt studie af primær non-adherence viser forfatterne, at

utilstrækkelig inddragelse af patienter i beslutningen om medicinsk behandling kan føre til, at

patienterne ikke ønsker at starte behandlingen [8]. Desuden viser studiet, at flere af dem, som ikke

havde anskaffet sig den blodtrykssænkende medicin, de havde fået recept på, udtrykte vrede og

foragt over for både sundhedsprofessionelle og sundhedsvæsnet som helhed [8]. Flere af

patienterne udtrykte direkte mistillid over for deres læge og mistænkte, at deres diagnose ikke var

korrekt, og at lægen blot udskrev medicin for selv at tjene penge [8]. Disse var nogle af grundene

til, at borgerne valgte ikke at indløse recepterne på blodtrykssænkende medicin [8].

En vigtig pointe fra vores undersøgelse er, at de forhold, der har betydning for indløsningen af

recepter, er forbundne, og at der sjældent er enkeltstående grunde til manglende indløsning af

recepter. Eksempelvis vil borgernes indstilling til medicinen typisk være relateret til og påvirket af

den kontakt, de har haft med sundhedsprofessionelle. Samme pointe understreges af Lee og

kollegaer, som påpeger, hvordan eksempelvis patienters negative indstilling til et bestemt præparat

ofte hænger sammen med en utilstrækkelig kommunikation mellem patienten og lægen [2].

Desuden skal forståelsen af manglende indløsning af recepter ses i et bredere perspektiv med en

overvejelse af både individuelle, interpersonelle og strukturelle forhold og samspillet imellem dem.

Det bliver eksempelvis tydeligt med hensyn til, hvordan lovgivning omkring medicintilskud har

indflydelse på, om den enkelte borger har råd til sin receptpligtige medicin, hvilket igen afhænger

af borgerens kontakt til sundhedsprofessionelle, som kan hjælpe med at navigere i

tilskudssystemet.

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

Potentialer for at forbedre borgeres

muligheder for at anskaffe receptpligtig

medicin

I dette afsnit fremhæver vi på baggrund af undersøgelsen en række potentialer for at forbedre

målgruppens mulighed for at anskaffe sig receptpligtig medicin. I et eventuelt videre arbejde med

at forbedre forholdene omkring udstedelse og indløsning af recepter vil det højest sandsynligt ikke

være tilstrækkeligt at fokusere på ét af de potentialer, vi nævner nedenfor. For det første fordi der

blandt forskellige mennesker vil være forskellige grunde til, at de ikke kan (eller vil) anskaffe sig

deres receptpligtige medicin, for det andet fordi disse grunde ofte vil spille sammen og gensidigt

forstærke hinanden, hvilket er berørt i diskussionsafsnittet ovenfor.

•

Undersøgelsen peger på, at der er et potentiale i

at minimere de økonomiske barrierer

for anskaffelsen af medicin. Dette kan være ved at revidere tilskudssystemet på en måde,

der i højere grad understøtter borgere med lav indkomst i at få råd til sin receptpligtige

medicin. Desuden kan de økonomiske barrierer minimeres ved, at de

sundhedsprofessionelle mere aktivt vejleder borgere i medicintilskudsreglerne, herunder

hvilke typer tilskud der findes, og hvordan disse søges. Endelig kan de økonomiske

barrierer minimeres ved, at den sundhedsprofessionelle ved udstedelse af medicin forsøger

at tale med borgeren om vedkommendes økonomiske situation, så det kan overvejes, om

den medicinske behandling kan tilpasses på en måde, hvor den bliver billigere for

borgeren.

Undersøgelsen peger på, at der er et potentiale i

at styrke kommunikationen mellem

borger og sundhedsprofessionel

i forbindelse med igangsættelsen af medicinsk

behandling i almen praksis eller på hospitalet. Et relevant fokus i samtalen er at sikre

inddragelsen af borgerens perspektiver og ønsker til behandling. I samtalen er det vigtigt, at

den sundhedsprofessionelle giver borgeren en tilstrækkelig forståelse af den medicinske

behandling og sikrer, at borgeren er tryg ved at bruge medicinen. Et fokus på at styrke

kommunikationen mellem borger og professionel øger sandsynligheden for, at borgeren

følger lægens anvisninger og igangsætter den medicinske behandling – eller at borgeren er

indforstået med de mulige konsekvenser af ikke at følge den medicinske behandling.

Undersøgelsen peger på, at der er et potentiale i at sikre,

at sprogbarrierer for borgere

med begrænsede danskkundskaber afhjælpes

i samtaler om medicinsk behandling.

Dette handler for det første om at anvende tolkebistand under konsultationer i almen

praksis og samtaler om medicin på hospitaler. Det er desuden vigtigt, at det er den rette

tolk, som både taler borgerens specifikke dialekt og har et tilstrækkeligt sundhedsfagligt

ordforråd. For det andet kan det overvejes, hvordan sprogbarrierer imødekommes på

apoteker, så borgere med begrænsede danskkundskaber kan kommunikere med

apotekerpersonale. Det er afgørende for forståelsen af egen medicinske behandling, at

borgere kan kommunikere med de sundhedsprofessionelle.

Undersøgelsen peger på, at der er et potentiale i

at styrke samarbejdet mellem de

sundhedsprofessionelle på tværs af sektorer

og mellem praktiserende læger, hospitaler

og de private apoteker. Et styrket samarbejde kan for eksempel være at lette

kommunikationen mellem de sundhedsprofessionelle eller i højere grad afklare, hvem der

har hvilken rolle i forhold til borgeres medicinhåndtering, for eksempel hvad angår

•

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

medicingennemgang eller vejledning i medicintilskudsreglerne. Et samarbejde mellem de

professionelle er vigtigt for at sikre, at eventuel tvivl om den enkelte borgers medicinske

behandling kan afklares uden, at det bliver pålagt den enkelte borger at være bindeled

mellem forskellige systemer.

•

Undersøgelsen peger på, at der er et potentiale i

at rette særlig opmærksomhed på

borgere, der har ingen eller begrænset social støtte fra pårørende eller

professionelle.

Som undersøgelsen viser, spiller social støtte en stor rolle for mange

borgeres håndtering af den medicinske behandling både i forhold til kontakten til

sundhedsprofessionelle og i forhold til at anskaffe medicinen. Derfor er borgere, der

mangler denne støtte, dårligere stillet forhold til muligheden for at anskaffe sig den

receptpligtige medicin.

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

Litteratur

Sletvold, H.,

Medication Safety in Municipal Health and Care Services,

ed. H. Sletvold.

2022, Oslo: Cappelen Damm Akademisk/NOASP (Nordic Open Access Scholarly

Publishing). 400.

Lee, S.Q., et al.,

Reasons for Primary Medication Nonadherence: A Systematic Review and

Metric Analysis.

J Manag Care Spec Pharm, 2018.

24(8):

p. 778-794.

C. Skaarup, T.M.K., A. K. Ersbøll,

Ulighed i manglende indløsning af receptpligtig medicin -

Recepter udstedt på hospitalet2016-2019.

2023, Statens Institut for Folkesundhed:

København.

Pottegård, A., et al.,

Primary non-adherence in general practice: a Danish register study.

European Journal of Clinical Pharmacology, 2014.

70(6):

p. 757-763.

Thengilsdóttir, G., et al.,

Do patients initiate therapy? Primary non-adherence to statins and

antidepressants in Iceland.

International Journal of Clinical Practice, 2015.

69(5):

p. 597-

603.

Udesen, C.H., et al.,

Social ulighed i sundhed og sygdom: Udviklingen i Danmark i perioden

2010 – 2017.

2020, Sundhedsstyrelsen: København.

Cheen, M.H.H., et al.,

Prevalence of and factors associated with primary medication non-

adherence in chronic disease: A systematic review and meta-analysis.

Int J Clin Pract,

2019.

73(6):

p. e13350.

Polinski, J.M., et al.,

A matter of trust: patient barriers to primary medication adherence.

Health Education Research, 2014.

29(5):

p. 755-763.

Aronson, J.K.,

Compliance, concordance, adherence.

Br J Clin Pharmacol, 2007.

63(4):

383-4.

Mir, T.H.,

Adherence Versus Compliance.

HCA Healthc J Med, 2023.

4(2):

p. 219-220.

Westberg, A., et al.,

Primary Non-Adherence to Preventive Drugs and Associations with

Beliefs About Medicines in Stroke Survivors.

Patient preference and adherence, 2022.

16:

p. 343-352.

Kelly, M., S. McCarthy, and L.J. Sahm,

Knowledge, attitudes and beliefs of patients and

carers regarding medication adherence: a review of qualitative literature.

Eur J Clin

Pharmacol, 2014.

70(12):

p. 1423-31.

Kvarnström, K., et al.,

Factors Contributing to Medication Adherence in Patients with a

Chronic Condition: A Scoping Review of Qualitative Research.

Pharmaceutics, 2021.

13(7).

Hamilton, J.E., et al.,

Patient and Provider Perspectives on Medication Non-adherence

Among Patients with Depression and/or Diabetes in Diverse Community Settings - A

Qualitative Analysis.

Patient Prefer Adherence, 2022.

16:

p. 1581-1594.

10.

11.

12.

13.

14.

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

15.

Kvarnström, K., M. Airaksinen, and H. Liira,

Barriers and facilitators to medication

adherence: a qualitative study with general practitioners.

BMJ Open, 2018.

8(1):

e015332.

Lau, S.R. and M. Kriegbaum,

Medication non-adherence in the context of situated

uncertainty: Moving beyond simple, dichotomous approaches.

Res Social Adm Pharm,

2018.

14(8):

p. 742-748.

Hultberg, J., et al.,

Dealing with being prescribed cardiovascular preventive medication: a

narrative analysis of qualitative interviews with patients with recent acute coronary heart

disease in Sweden.

BMJ Open, 2021.

11(12):

p. e056677.

Marshall, I.J., C.D.A. Wolfe, and C. McKevitt,

Lay perspectives on hypertension and drug

adherence: systematic review of qualitative research.

BMJ (Online), 2012.

345(7867):

14-14.

Sjölander, M., M. Eriksson, and E.-L. Glader,

The association between patients’ beliefs

about medicines and adherence to drug treatment after stroke: a cross-sectional

questionnaire survey.

BMJ open, 2013.

3(9):

p. e003551-e003551.

Danmarks Apotekerforening,

Utryghed og manglende viden om medicin hos udsatte

borgere.

2013.

Hamilton, J.E., et al.,

Patient and Provider Perspectives on Medication Non-adherence

Among Patients with Depression and/or Diabetes in Diverse Community Settings – A

Qualitative Analysis.

Patient preference and adherence, 2022.

16:

p. 1581-1594.

Martsevich, S., Y. Lukina, and N. Kutishenko,

Primary Non-adherence to Treatment with

New Oral Anticoagulants: The Results of a Prospective Observational Study «ANTEY.

The

open cardiovascular medicine journal, 2021.

15(1):

p. 56-61.

Fabricius, P.K., et al.,

Shared Decision Making with Acutely Hospitalized, Older Poly-

Medicated Patients: A Mixed-Methods Study in an Emergency Department.

Int J Environ

Res Public Health, 2022.

19(11).

Alliancen mod Social Ulighed i Sundhed,

Analyse om medicintilskud.

2021.

Stankuniene, A., et al.,

The prevalence of self-reported underuse of medications due to

cost for the elderly: Results from seven European urban communities.

BMC health services

research, 2015.

15(1):

p. 419-419.

Wroth, T.H. and D.E. Pathman,

Primary medication adherence in a rural population: the

role of the patient-physician relationship and satisfaction with care.

J Am Board Fam Med,

2006.

19(5):

p. 478-86.

Kvale, S. and S. Brinkmann,

Interview: det kvalitative forskningsinterview som håndværk.

udgave ed. 2015, København: Hans Reitzels Forlag.

Braun, V. and V. Clarke,

Using thematic analysis in psychology.

Qualitative Research in

Psychology, 2006.

p. 77-101.

Medicin.dk.

Medicintilskud.

2023; Available from:

https://min.medicin.dk/indledningsafsnit/afsnit/3711.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

30.

Medicin.dk.

Henstandsordning.

2022; Available from:

https://min.medicin.dk/Indledningsafsnit/Afsnit/4012.

WHO,

Adherence to long-term therapies: evidence for action.

2003, World Health

Organization.

31.

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

Bilag 1 Litteratur fra

litteratursøgningen

Videnskabelig litteratur

−

Ali, B., Nazar, Z., Barnes, N., & Rutter, P. (2022). The impact of religious beliefs on

adherence to medication in the muslim population: A systematic scoping review.

International Journal of Pharmacy Practice, 30(SUPPL 1).

Andersen, S. E., Benfeldt, E., & Serup, J. (2008). One in 3 prescriptions are never

redeemed: Primary nonadherence in an outpatient clinic. Journal of the American Academy

of Dermatology, 59(1), 27–33.

Aronson, J. K. (2007). Compliance, Concordance, Adherence. British Journal of Clinical

Pharmacology, 63(4), 383-384.

Bahadori, M., Hasanpoor, E., Yaghoubi, M., & HaghGoshyie, E. (2020). Determinants of a

high-quality consultation in medical communications: a systematic review of qualitative and

quantitative evidence. International Journal of Human Rights in Healthcare, 13(5), 457–

483”.

Brown, S., Griffiths, C., McRae, D., Limbert, C., & Higman James D. (2019). Medication

adherence interventions for populations with low health literacy: A systematic review.

International Journal of Pharmacy Practice, 27(Supplement 2), 17.

Bülow, C., Noergaard, J. D. S. V., Faerch, K. U., Pontoppidan, C., Unkerskov, J.,

Johansson, K. S., Kornholt, J., & Christensen, M. B. (2021). Causes of discrepancies

between medications listed in the national electronic prescribing system and patients'

actual use of medications. Basic & Clinical Pharmacology & Toxicology, 129(3), 221–231”.

Cheen, M. H. H., Tan, Y. Z., Oh, L. F., Wee, H. L., & Thumboo, J. (2019). Prevalence of

and factors associated with primary medication non-adherence in chronic disease: A

systematic review and meta-analysis. International Journal of Clinical Practice.

Fabricius, P. K., Aharaz, A., Stefánsdóttir, N. T., Houlind, M. B., Steffensen, K. D.,

Andersen, O., & Kirk, J. W. (2022). Shared Decision Making with Acutely Hospitalized,

Older Poly-Medicated Patients: A Mixed-Methods Study in an Emergency Department.

International Journal of Environmental Research and Public Health, 19, 6429.

Fabricius PK, Andersen O, Steffensen KD, Kirk JW. (2021). The challenge of involving old

patients with polypharmacy in their medication during hospitalization in a medical

emergency department: An ethnographic study. PLoS One, 16(12).

−

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

−

Fallis, B. A., Dhalla, I. A., Klemensberg, J., & Bell, C. M. (2013). Primary medication non-

adherence after discharge from a general internal medicine service.

Fischer, M. A., et al. (2010). Primary medication non-adherence: Analysis of 195,930

electronic prescriptions. Journal of General Internal Medicine, 25(4), 284–290”.

Hamilton, J. E., Blanco, E., Selek, S., Wirfel, K. L., Bernstam, E. V., Velligan, D., Gudala,

M., & Roberts, K. (2022). Patient and Provider Perspectives on Medication Non-adherence

Among Patients with Depression and/or Diabetes in Diverse Community Settings – A

Qualitative Analysis. Patient Preference and Adherence, 16, 1581–1594”.

Hartman, E. A. R., Groen, W. G., Heltveit-Olsen, S. R., Lindbæk, M., Høye, S., Sundvall, P.

D., Skoglund, I., Snaebjörnsson Arnljots E., Gunnarsson, R., Kowalczyk, A., Godycki-

Cwirko, M., Kosiek, K., Platteel, T. N., van de Pol, A. C., Verheij, T. J. M., Monnier, A. A.,

Hertogh, C. M. P. M. (2022). Decisions on antibiotic prescribing for suspected urinary tract

infections in frail older adults: a qualitative study in four European countries. Age and

Ageing, 51(6),

Hohmann, C., Neumann-Haefelin, T., Klotz, J. M., Freidank, A., & Radziwill, R. (2014).

Providing systematic detailed information on medication upon hospital discharge as an

important step towards improved transitional care. Journal of Clinical Pharmacy and

Therapeutics, 39(3), 286–291”.

Hultberg, J., Nilsson, S., Rudebeck, C. E., & Köhler, A. K. (2021). Dealing with being

prescribed cardiovascular preventive medication: A narrative analysis of qualitative

interviews with patients with recent acute coronary heart disease in Sweden. BMJ Open,

11(12).

Kardas, P., Lewek, P., & Matyjaszczyk, M. (2013). Determinants of patient adherence: A

review of systematic reviews. Frontiers in Pharmacology, 4, 91.

Kelly, M., McCarthy, S., & Sahm, L. J. (2015). Knowledge, attitudes, and beliefs of patients

and carers regarding medication adherence: A review of qualitative literature. International

Journal of Pharmacy Practice, 23(Supplement 1), 28.

Kvarnström, K., Airaksinen, M., & Liira, H. (2018). Barriers and facilitators to medication

adherence: A qualitative study with general practitioners. BMJ Open, 8(1).

Kvarnström K, Westerholm A, Airaksinen M, Liira H. (2021). Factors Contributing to

Medication Adherence in Patients with a Chronic Condition: A Scoping Review of

Qualitative Research. Pharmaceutics, 13(7).

Lau, S. R., & Kriegbaum, M. (2018). Medication non-adherence in the context of situated

uncertainty: Moving beyond simple, dichotomous approaches. Research in Social and

Administrative Pharmacy, 14(8), 742–748”.

Lemstra, M., Nwankwo, C., Bird, Y., & Moraros, J. (2018). Primary nonadherence to chronic

disease medications: A meta-analysis. Patient Preference and Adherence, 12, 721–731”.

Marshall, I. J., Wolfe, C. D., & McKevitt, C. (2012). Lay perspectives.

−

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

−

Mir T. H. (2023). Adherence Versus Compliance. HCA healthcare journal of medicine, 4(2),

219–220.

Rapporter og notater (grå litteratur)

−

Alliancen mod Social Ulighed i Sundhed. (2021). Analyse af medicintilskud.

Danmarks Apotekerforening. (2013). Utryghed og manglende viden om medicin hos

udsatte borgere. Analyse.

Skaarup, C., Kjærulff, T. M., & Ersbøll, A. K. (2023). Ulighed i manglende indløsning af

receptpligtig medicin. Recepter udstedt på hospitalet 2016-2019. København: Statens

Institut for Folkesundhed.

World Health Organization (2003). Adherence to long-term therapies - Evidence for action.

World Health Organization.

−

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

Bilag 2 Eksempel på

interviewguide

Interviewguide til interview med apotekerpersonale

Tema

Spørgsmål

Intro til pro-

Mange tak for at tage dig tid til at mødes og tale med os.

jektet + sam-

Kort præsentation af interviewerne (interviewdeltagerne får lov at præsentere sig,

tykke

så snart vi går i gang med interviewet)

Kort intro til undersøgelsen

- Som nævnt laver vi undersøgelsen for Sundhedsministeriet, der gerne vil

have viden om, hvilke forhold og barrierer, der kan have betydning for, at

nogle borgere ikke afhenter deres medicin.

- I denne undersøgelse fokuserer vi på borgere i sårbare positioner, som fx har

lav socioøkonomisk status og står uden for arbejdsmarkedet, da vi også ved

fra forskning, at denne gruppe er mere udsat i forhold til ulighed i sundhed

generelt.

- For at få viden om emnet laver vi interviews med både borgere i målgruppen

og sundhedsprofessionelle, der har noget med enten udstedelsen eller ind-

løsningen af recepter at gøre (hospitalspersonale, alment praktiserende læ-

ger og apotekerpersonale) for at forstå noget af det, der er på spil i de situa-

tioner.

- Undersøgelsen skal munde ud i en rapport, som efter planen bliver udgivet i

starten af 2024.

Optagelse af interview:

Er det okay med dig, hvis vi optager interviewet? Det er kun

til internt brug, så vi er sikre på at få detaljerne med, når vi skal beskrive indsatsen

[sæt optager i gang].

Samtykkeerklæringen

–

mundtligt samtykke, når optager er sat til.

Så lad os gå i gang med interviewet. Det vil vare max 1 time, og XXXX vil primært

stille spørgsmålene og XXXX tager noter og stiller eventuelle opfølgende spørgsmål

undervejs.

Vil du starte med at præsentere dig selv og dit arbejde?

Hvad er dine primære arbejdsopgaver?

Hvordan vil du karakterisere jeres apotek eller klientellet, der kommer hos

jer?

Præsentation

af interview-

deltageren

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

Apoteker-per-

sonalets rolle

Er der noget særligt ved placeringen, lokalområdet eller andet, som

præger sammensætningen af borgere, der kommer hos jer?

Hvordan vil du beskrive den rolle/funktion du har i relation til borgere, der kommer

ind på apoteket?

Hvordan adskiller din rolle sig fra lægens rolle?

Hvad oplever du, at borgerne forventer af dig?

Hvad består din kontakt til borgeren typisk i, når de kommer ind på apoteket?

Hvad taler du med dem om? Hvad spørger de ind til?

Oplever I, at borgere er i tvivl om deres behandling og virkningen af medici-

nen?

Oplever I

–

når I taler med borgere - at der forskel på, om medicinen er ud-

skrevet af egen læge eller på hospital?

Hvilke forhold vurderer du, kan have betydning for, at en borger ikke indløser sin re-

cept på medicin?

Har du selv eller en kollega oplevet, at der er borgere, der kommer ind på apoteket

og går igen uden at købe den medicin, de har recept på?

Har du eksempler på sådan en situation

–

og hvad der gør, at borgeren går

igen uden medicinen?

Har du/I oplevet, at borgerne kan skifte mening om medicinen undervejs, når

I taler om det? (når de har mere viden om den)

Hvad, tror du, i en sådan samtale kan gøre, at borgeren vælger ikke at købe

medicinen?

Hvad, tænker du, kan være årsag til en situation, hvor borgeren slet ikke tager ned

på apoteket?

Hvad forestiller du dig kan udfordre borgeren i at tage hen på apoteket? (at

der er andre mennesker, flovhed/tabu omkring medicinen de skal hente,

sprog, geografisk afstand eller andet)

Hvilke andre forhold har du oplevet kan have betydning for, om borgere indløser de-

res recept? [åbent, lad interview personen angive flere forhold]

Har I fx oplevet, at borgere virker bekymrede for bivirkninger og måske af

den grund vælger ikke at købe medicinen? Hvordan det?

Har I fx oplevet, at borgere er skeptiske over for medicinen

–

fx ikke tror at

den vil virke/at den er nødvendig

–

og måske af den grund vælger ikke at

købe medicinen? Kan du uddybe det?

Er der andet, der kan være på spil?

Har du eller dine kollegaer oplevet, at en borger direkte eller indirekte fravælger me-

dicin, fordi vedkommende ikke har råd?

Er der et mønster i, hvilken type medicin borgere fravælger af økonomiske

årsager? Fx medicin for kronisk sygdom eller recepter efter udskrivelse fra

indlæggelse på et hospital?

Kan I i jeres system se, hvilke tilskud den enkelte borger er berettiget til? Fx

det sociale tilskud gennem kommunen

Forhold af be-

tydning for

indløsning af

receptpligtig

medicin

Økonomiske

barrierer

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 156: Orientering om rapport om manglende indløsning af recepter på medicin

Kommunika-

tion om medi-

cinen

Typen af re-

cepter

Har I indtryk af, om mange borgere i den målgruppe, vi er interesserede i i

vores projekt, modtager socialt tilskud?

–

Har I indtryk af, om det er let eller

besværligt at få et sådan?

Hvordan håndterer I sprogbarrierer mellem personalet og borgerne, hvis borgeren

har begrænsede dansk- og engelskkundskaber?

Har du nogle eksempler på sådan en situation?

Hvordan ender sådan en situation typisk?

Hvilken betydning kan det have, at nogle borgere ikke har forstået, hvorfor de skal

tage den medicin, lægen har udsted recept på?

Kan I fornemme, når borgeren ikke har fået tilstrækkelig viden om medicinen

fra den, der har udstedt recepten?

Kan du give et eksempel?

Hvad gør I, hvis I oplever, at en borger ikke har forstået, hvorfor de skal tage

medicinen, eller hvordan den virker?

Vi har hørt, at det på nogle apoteker er muligt at få en medicinsamtale på apoteket,

hvor personalet sætter mere tid af til at fortælle borgeren om medicinen. Er det no-

get, I praktiserer hos jer?

Hvad er jeres erfaringer med det?

Hvad er hensigten med samtalerne?

Hvem gør brug af det?

Har I på dit apotek viden om eller overblik over, hvilke recepter der ikke bliver ind-

løst?

Kan I se et mønster i det?

Medicintyper

–

eller diagnoser?

Tror du, der kan være forskel på, om recepter (der så ikke indløses) er udstedt af

egen læge eller på hospital?

Tror du, det kan have indflydelse på, om borgeren ender med at indløse den?

Hvorfor?

Hvad ser du som det største problem i, at nogle borgere ikke indløser deres recep-

ter?

Hvad tror du, konsekvenserne kan være ved, at netop den målgruppe, vi be-

skæftiger os med, ikke indløser deres recepter?"

Hvad ser du af løsninger på problemet?

- Har du nogle bud på, hvad der kunne bidrage til at flere borgere indløser og

afhenter deres receptpligtige medicin?

Mange tak for din tid!

Afrunding