SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 142: Henvendelse af 19/12-2023 fra Maiken Lindegaard Kemp om hendes speciale i sundhedsret, herunder om patientklagesystemet med særligt fokus på Det Psykiatriske Patientklagenævn og om § 71-tilsynet ift. varetagelsen af rollen som tilsynsmyndighed for frihedsberøvede psykiatriske patienter

Sundhedsudvalget 2023-24
SUU Alm.del Bilag 142
Offentligt

Patientklagesystemet

- Tillidskrise og fejlslagen nedbringelse af tvang

Opgaven er udarbejdet af:

Maiken Lindegaard Kemp

30.09.96

Studieretning: Jura

Vejleder: Frederik Waage

Engelsk titel: Patients’ appeal system - confidence crisis and failed reduction of the use

of coercive measures

Antal anslag: 139.909

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 142: Henvendelse af 19/12-2023 fra Maiken Lindegaard Kemp om hendes speciale i sundhedsret, herunder om patientklagesystemet med særligt fokus på Det Psykiatriske Patientklagenævn og om § 71-tilsynet ift. varetagelsen af rollen som tilsynsmyndighed for frihedsberøvede psykiatriske patienter

Anvendte forkortelser

Lovgivning

Aul.

= Autorisationsloven

EAL

EMRK

FOL

Grl.

KEL

Ombl.

Psl.

Rpl.

Erstatningsansvarsloven

Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention

Forældelsesloven

Grundloven

Klage- og erstatningsloven

Ombudsmandsloven

Psykiatriloven

Retsplejeloven

Sundhedsloven

IMR

PKN

PKA

STPS

STPK

UTH

Nævn, styrelser mv.

DPS

= Dansk Psykiatrisk Selskab

EMD

Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol

Institut for

Menneskerettigheder

Det Psykiatriske

Patientklagenævn

Det Psykiatriske Ankenævn

Styrelsen for Patientsikkerhed

Styrelsen for Patientklager

Utilsigtet Hændelse

Note

Sundhedsministeriet har siden sin oprettelse i perioder været sammenlagt med

Indenrigsministeriet, Ældreministeriet og har også på et tidspunkt været et Ministerium

for Sundhed og Forebyggelse. For nemheds skyld og da ministeriet udelukkende i

denne afhandling inddrages i sin egenskab af sundhedsministerium, er ministeriet

benævnt ’Sundhedsministeriet’ overalt i afhandlingen.

Abstract

The thesis examines the development of the public appeal system regarding patients’

rights. The thesis especially focuses on the Psychiatric Patients’ Board of Appeal.

Firstly, the thesis explains and analyses the complaint, supervision and compensation

institutions that make up the patients’ appeal system. Thereafter the constitutional

committee on deprivation of liberty, the ombudsman, the courts and the non-sanctioning

report system and their role in the appeal system is explained.

The thesis includes case law concerning the deprivation of liberty in psychiatric wards.

Furthermore, the legal and political considerations regarding the patients’ appeal system

and the wish to reduce the use of coercive measures in psychiatric wards is assessed. To

achieve a nuanced insight for the discussion of legal certainty and patient safety both

the medical perspective and the human rights perspective is accounted for.

The thesis concludes that appeal deadlines for the Psychiatric Patients’ Board of Appeal

should be introduced. Furthermore, the problem about the shortage of medical

professionals in the Psychiatric Patients’ Board of Appeal and the prolonged processing

of complaints, should be dealt with, or else the board risks violating constitutional

requirements and human rights. The responsibility for Psychiatric Patients’ Board of

Appeal should be transferred to the health authorities and the medical argument should

be given more significance at the board proceedings.

There is a lack of confidence in the patients’ appeal system from the health

professionals. To regain trust legislative changes should be made and additional

resources given to the psychiatric wards and the healthcare system, which is an ongoing

task and debate.

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

1.1 Problemformulering

1.2 Afgrænsning

1.3 Metode og kilder

1.4 Struktur

2. Patientklagesystemet

2.1 Retsudvikling

2.1.1 Patientrettigheder

2.2 Klageorganer

2.2.1 Den almindelige klageadgang

2.2.2 Specielle lovbestemte klageordninger indenfor sundhedsvæsenet

2.3 Tilsynsorganer

2.4 Erstatningsorganer

2.4.1 Patienterstatningen

2.4.2 Særligt om erstatning for ulovlig tvang

2.5 Øvrig kontrol

2.5.1 § 71-tilsynet

2.5.2 Ombudsmanden

2.5.3 Domstolene

2.5.4 Utilsigtede hændelser

2.6 Opsummering og delkonklusion

3. Det Psykiatriske Patientklagenævn

3.1 Klagefrister og forældelsesfrister

3.2 Særlig domstolsadgang

3.3 Patientrådgiverordningen

3.4 Sammensætning og organisering

3.4.1 Organisatorisk placering

3.4.2 Sagkundskab i nævnet

3.5 Opsummering og delkonklusion

4. Retspraksis og retspolitiske overvejelser

4.1 Retspraksis

4.1.1 Betingelser for tvang

4.1.2 Krænkelse af EMRK art. 3

4.2 Det menneskeretlige synspunkt

4.3 Det lægefaglige synspunkt

4.4 Retspolitiske overvejelser om nedbringelse af tvang

4.5 Opsummering og delkonklusion

5 Retssikkerhed og patientsikkerhed

5.1 Placering af individuel skyld

5.2 Tillidskrise

5.3 Forenkling af klagesystemet

5.4 Retssikkerheden i PKN

5.5 Tvangsbehandling

5.6 Opsummering og delkonklusion

6. Konklusion

Litteraturfortegnelse

1. Indledning

Hvert år udsættes mere end 5.500 personer for en eller flere tvangsforanstaltninger i

psykiatrien. På trods af politiske ambitioner om nedbringelse af tvang, så er det ikke

lykkedes i løbet af de seneste 10 år. Antallet af frihedsberøvede er forblevet uændret.

Når man fratager folk deres frihed, så påtager man sig samtidigt ansvaret for dem.

Derfor er frihedsberøvelse reguleret af psykiatriloven (psl.), og bag loven ligger

menneske- og grundlovsrettigheder.

I 2020 fik den psykiatriske patient Niels Lund Aggerholm medhold hos Den

Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) for Danmarks overtrædelse af den

Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) art. 3. Aggerholm var

tvangsfikseret i 23 timer, hvilket dog ikke er særlig lang tid set i en dansk

sammenhæng,

men det var den længste fiksering EMD nogensinde havde taget stilling

til.

EMD når frem til, at grundlaget for den tidsmæssige udstrækning af fikseringen

ikke var tilstrækkeligt vurderet af de danske domstole. Danmark får desuden

international kritik fra FN og Europarådets torturforebyggelseskomitéer og

menneskerettighedskomité for brugen af tvang i psykiatrien.

En central del af de frihedsberøvede patienters retssikkerhed er sundhedsvæsenets

klagesystemet, som er patienternes indgang til håndhævelsen af deres rettigheder.

Patientklagesystemet har undergået mange ændringer i de ca. 35 år, det har eksisteret.

Bl.a. pga. kommunalreform, nedlægning af statsforvaltningen og sundhedsreformer har

patientklagesystemet udviklet sig til et komplekst og uigennemskueligt system, som

både læger og patienter har udtrykt utilfredshed med.

Det Psykiatriske

Patientklagenævn (PKN) modtog 1731 klager over tvang i 2022.

Emnets aktualitet

understreges yderligere af igangværende undersøgelser af patientklagesystemet

, nyligt

Sundhedsstyrelsen,

Monitorering af tvang i psykiatrien 2022,

s. 6

Se bl.a. U 2023.378 H (lovlig tvangsfiksering i 12 dage) og U 2021.1893 H (9 måneders fiksering

udgjorde krænkelse af EMRK art. 3)

Aggerholm v. Denmark, para 103

COWI,

Evaluering af sundhedsvæsenets patientklagesystem,

Ugeskrift for Læger,

Lægeforeningen, DSR

og FOA: Patientklagesystemet skal gentænkes fra bunden

og Danske Patienter, danskepatienter.dk,

Politiske holdninger: Patientklagesystem

Det Psykiatriske Patientklagenævn, Årsberetning 2022

Sundhedsministeriet,

Kommissorium for undersøgelsen af patientklagesystemet

vedtaget sundhedsreform,

og nyligt vedtaget flytning af PKN fra Erhvervsministeriet til

Sundhedsministeriet.

Denne opgave vil belyse en række forskellige spørgsmål, der relaterer sig til

patientklagesystemet.

Hvordan er patientklagesystemet opbygget, og hvordan har retsudviklingen været?

Hvordan adskiller PKN sig, og hvilke konsekvenser har det?

Hvad siger retspraksis og retspolitikken om klagesystemet og tvang i psykiatrien?

Hvilken betydning har det for retssikkerheden og patientsikkerheden, og hvilken

rolle spiller det ift. at nedbringelsen af tvang ikke er lykkedes?

1.1 Problemformulering

Undersøgelsesspørgsmålene leder til følgende problemformulering:

Hvilken betydning har retliggørelsen af sundhedsvæsenet, udviklingen af

patientklagesystemet og Det Psykiatriske Patientklagenævns praksis for

retssikkerheden og patientsikkerheden for de centrale aktører i patientklagesystemet?

1.2 Afgrænsning

Nærværende afhandling beskæftiger sig primært med sundhedsretten, men inddrager

menneskeretten og stats- og forfatningsretten i det omfang, det er relevant. Når

lovgivningen om administrativ frihedsberøvelse behandles, er det primært

tvangsindgreb med hjemmel i psl., der tænkes på. Dog inddrages tvang efter

epidemiloven og efter tvangsbehandlingsloven i forbindelse med gennemgangen af den

kvalificerede domstolskontrol efter grl. § 71, stk. 6. Anden administrativ

frihedsberøvelse, herunder ’præventiv anholdelse’ efter politiloven eller

frihedsberøvelse efter udlændingeloven, falder uden for opgavens område.

Fokus for afhandlingen vil være de processuelle regler for de sundhedsretlige

kontrolorganer. De materielle sundhedsretlige regler belyses kun i det omfang, det er

Sundhedsministeriet,

Sundhedsreform

Sundhedsministeriet,

Psykiatrisk patientklagenævn flyttes

påkrævet, for at forstå genstanden for kontrolorganerne og konteksten for de

processuelle regler.

Foruden klageordningerne henviser begrebet ’patientklagesystemet’ i denne fremstilling

også til tilsyns- og erstatningsorganerne. Derudover gennemgås også de øvrige

kontrolmuligheder, som patienterne har via § 71-tilsynet, Folketingets Ombudsmand,

domstolene og rapporteringssystemet for Utilsigtede Hændelser (UTH).

Afhandlingen beskæftiger sig særligt med PKN, da en undersøgelse af alle klageorganer

i dybden ville være for omfattende. Formålet med opgaven er at klarlægge retstilstanden

for de involverede parter i PKN i sammenligning med det øvrige patientklagesystem.

De involverede parter er patienterne, sundhedspersonalet og regionerne.

Afhandlingen forsøger derudover at biddrage med en praktisk vinkel ved at analysere

retspraksis om frihedsberøvelse i psykiatrien og inddrage de menneskeretlige,

lægefaglige og retspolitiske argumenter, som fylder i den aktuelle debat om

patientklagesystemet og nedbringelse af tvang i psykiatrien.

Privatretlige og overenskomstbaserede klagenævn falder i denne afhandling uden for,

hvad der menes med ’patientklagesystemet’. Fokus for denne afhandling er altså de

offentligretlige klage- og tilsynsorganer på sundhedsområdet og domstolenes bidrag til

forståelsen af gældende ret. Ankestyrelsen, kommunaltilsynet og psykolognævnet

henhører under Social-, Bolig- og Ældreministeriet, og falder derfor uden for

afhandlingens område.

Selvom Patienterstatningen er en privat forening oprettet af regioner og

forsikringsselskaber, så behandles den alligevel som en del af patientklagesystemet her,

da erstatningsordningen er nært knyttet til det offentlige klagesystem, da erstatningerne

primært udbetales af det offentlige, og ordningen er af væsentlig betydning for

patienterne. Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning behandles dog ikke.

1.3 Metode og kilder

Afhandlingen benytter først og fremmest den retsdogmatiske metode, hvorved

gældende ret søges beskrevet, analyseret og systematiseret gennem alle tilgængelige

retskilder.

I afhandlingen inddrages relevant lovgivning, lovforarbejder, administrative

forskrifter, juridisk litteratur og retspraksis. Baggrunden for at benytte den

retsdogmatiske metode i den retlige gennemgang af patientklagesystemet er for at

belyse det komplicerede klagesystem og derigennem undersøge retstilstanden.

En gennemgang af patientklagesystemet udgør sammenligningsgrundlaget for en

komparativ analyse af PKN, hvor der fokuseres på de punkter, hvor PKN adskiller sig

fra det øvrige patientklagesystem. Som en del af belysningen af PKN og af

lægestandens holdning til PKN, har der været foretaget en kort kvalitativ undersøgelse,

hvor Nævnenes Hus og Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS) skriftligt er blevet adspurgt en

række spørgsmål. Svar på spørgsmålene fremgår af afhandlingens bilag. Den retlige

analyse af patientklagesystemet og PKN leder afhandlingen videre til diskussionen af

retssikkerheden og patientsikkerheden.

Den litteraturmæssige indgangsvinkel til emnet har været professor Helle Bødker

Madsens bøger i sundhedsret og psykiatriret. Patientklagesystemets udvikling er af

særlig interesse for analysen, hvorfor der er inddraget lovforarbejder, historisk

lovgivning og historiske lovforarbejder for at være i stand til at identificere, hvilke

punkter lovgiver har ændret og justeret, og hvad hensigten bag det har været.

Retspraksis er udvalgt på baggrund af, at dommene ændrer PKN’s afgørelser og belyser

de områder, hvor PKN’s praksis giver anledning til uhensigtsmæssigheder.

Belysningen af de lægefaglige argumenter baserer sig primært på DPS’ udtalelser og

belysningen af de menneskeretlige argumenter baserer sig særligt på Institut for

Menneskerettigheders (IMR) artikler og høringssvar. Derudover benytter afhandlingen

en lang række pressemeddelelser og nyhedsartikler til at belyse tidligere og aktuelle

debatter og hændelser af relevans for diskussionen om retssikkerheden og

patientsikkerheden i patientklagesystemet.

Blume s. 32

1.4 Struktur

Først gennemgås patientklagesystemet og den øvrige kontrol med sundhedsvæsenet i

afsnit 2 for at forstå sundhedsrettens klagesystem og den kontekst, som PKN agerer i.

Baggrund og formål for de lovbestemte rekursmuligheder belyses med henblik på at

give overblik og forståelse for den retshistoriske udvikling inden for de sundhedsretlige

klageorganer.

Der sondres indledningsvist mellem den almindelige lovbestemte klageadgang indenfor

sundhedsvæsenet og de specielle lovbestemte klage- og ankeinstanser. Derefter

behandles tilsynsmyndigheden, patienterstatningsordningen og til sidst den øvrige

retlige kontrol med sundhedsvæsenet.

Afhandlingen dykker dernæst mere specifikt ned i, på hvilke punkter PKN adskiller sig

fra de øvrige klage-, tilsyns- og erstatningsorganer i afsnit 3. Konkrete elementer i

sagsbehandlingen og sammensætningen i nævnet behandles og analyseres i

sammenligning med de øvrige organer. Domstolskontrol med sundhedsforvaltningen

behandles under afsnit 2, men behandles mere indgående i relation til den særlige

domstolskontrol, som gælder for PKN, under afsnit 3.

Til sidst vil afhandlingen, med afsæt i analysen af patientklagesystemet, diskutere

hvordan det står til med retssikkerheden og patientsikkerheden i PKN og i

patientklagesystemet generelt. I den forbindelse inddrages perspektiver fra retspraksis,

de retspolitiske overvejelser om nedbringelse af tvang og aktørerne i

patientklagesystemets synspunkter. Disse perspektiver er belyst i afsnit 4, og

diskussionen af retssikkerheden og patientsikkerheden finder herefter sted i afsnit 5.

2. Patientklagesystemet

Et selvstændigt ministerium for sundhedsområdet blev oprettet i 1987,

og derefter

fulgte oprettelsen af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn i 1988,

Det Psykiatriske

Sundhedsministeriet, sum.dk,

Ministeriet historie

Centralstyrelsesloven, LOV nr. 397 af 10/06/1987

Patientklagenævn (PKN) i 1989

og patienterstatningsordningen i 1992

. Tidligere var

forholdene i sundhedsvæsenet reguleret af væsentligt ældre lovgivning, nemlig 1932-

Centralstyrelsesloven

og 1938-Sindssygeloven

, og patienternes eneste mulighed for

retlig kontrol eller erstatning var gennem domstolene. Oprettelsen af

patientklagenævnene og patienterstatningsorganet udgjorde dermed en væsentlig

materiel og processuel forbedring af patienternes retsstilling. Siden er patienterne i

stigende grad blevet tillagt patientrettigheder gennem lovgivningen med det formål at

forbedre patientsikkerheden og retssikkerheden.

Administrativ rekurs er en forvaltningsretlig retsgrundsætning, som indebærer, at

borgerne har adgang til at indbringe en myndigheds afgørelse for en anden myndighed,

der har pligt til at realitetsbehandle klagen. Retsgrundsætningen gælder for

myndigheder, der står i over-/underordnelsesforhold, f.eks. en styrelses afgørelse, som

påklages til ressortministeriet.

Regioner indgår ikke i det administrative hierarki,

hvorfor deres afgørelser kun kan påklages i tilfælde af lovbestemt rekurs.

I dag er der

dog en stigende tendens til at regulere rekursordningerne med skrevne regler. Det

betyder bl.a., at rekursadgangen til vedkommende minister ofte er afskåret ved lov,

at der i flere tilfælde at er oprettet klageordninger for myndigheder, som ellers ikke

indgår i det administrative hierarki, som det f.eks. er tilfældet med patientklagesystemet.

Faktisk forvaltningsvirksomhed anses ikke for en afgørelse i forvaltningslovens

forstand, hvorfor denne normalt ikke kan være genstand for rekurs.

Patientklagesystemet rummer både rekursinstanser, det behandler klager over faktisk

forvaltningsvirksomhed, f.eks. klager over sundhedsfaglig behandling til Styrelsen for

Patientklager (STPK), og instanser, der behandler klager over forvaltningsafgørelser,

f.eks. klager over erstatningsafgørelser til Ankenævnet for Patienterstatningen.

1989-psykiatriloven, LOV nr. 331 af 24/05/1989

Patientforsikringsloven, LOV nr. 367 af 06/06/1991

1932-Centralstyrelsesloven, LOV nr. 182 af 23/06/1932

1938-Sindssygeloven, LOV nr. 118 af 13/04/1938

Revsbech m.fl. s. 375 f.

Bødker Madsen,

Sundhedsret

s. 547

Ibid.

Fenger s. 81

Et markant træk ved dansk administration er det store antal ankenævn, hvilket

formentlig kan forklares med, at Danmark ikke har en forvaltningsdomstol.

Hovedformålet bag administrativ rekurs er at værne om borgernes retssikkerhed.

Øget

retliggørelse af sundhedsvæsenet

har derfor givet behov for flere forvaltningsretlige

håndhævelsesinstanser.

Fordelene ved administrativ rekurs sammenholdt med anden kontrol er, at det er gratis

for borgerne, det er som regel hurtigere end domstolskontrollen, samt at

rekursmyndigheden kan sætte en anden afgørelse i stedet for den påklagede.

Sidstnævnte beføjelse er dog i flere tilfælde afskåret for klageorganerne i

sundhedsvæsenet. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn og STPK beskæftiger sig

udelukkende med at udtale kritik og derigennem bidrage til at fastlægge den

sundhedsfaglige norm. PKN, Det Psykiatriske Ankenævn (PKA) og

Tvangsbehandlingsnævnet kan udelukkende stadfæste eller tilsidesætte en beslutning

om tvang.

2.1 Retsudvikling

Med oprettelsen af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn i 1988 blev der etableret en

særlig klageordning, hvormed sundhedsfaglig virksomhed blev genstand for

administrativ rekurs.

Erstatning for skader i forbindelse med behandling blev i 1992 omfattet af

patientforsikringsloven, hvormed patienterstatning overgik fra at være reguleret af

culpareglen ved domstolene til en såkaldt ”no fault”-forsikringsordning, som indebar

både en processuel og materiel forbedring af patienternes mulighed for at få

erstatning.

Siden er reglerne og organiseringen af patientklagesystemet ændret

adskillige gange i et forsøg på at give patienterne en bedre retsstilling.

Revsbech m.fl. s. 376

Bødker Madsen,

Sundhedsret

s. 26

Revsbech m.fl. s. 378

Bødker Madsen,

Sundhedsret

s. 610

Ibid. s. 547

I forbindelse med gennemførelsen af kommunalreformen i 2007 blev amtskommunerne

nedlagt, og ansvaret for sygehusvæsenet overgik til de fem regioner. Den

lovgivningsmæssige gennemførelse skete ved sundhedsloven (SL), som samlede

forhold, der tidligere havde været reguleret i 15 forskellige love, i én sammenhængende

lov.

På klage- og erstatningsområdet blev bestemmelser, der tidligere var reguleret i

centralstyrelsesloven, patientforsikringsloven og lægemiddelskadeerstatningsloven

samlet i en ny lov; lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsenet

(KEL).

I 2007 trådte også autorisationsloven (aul.) i kræft, som samlede indholdet fra de 14

hidtil eksisterende autorisationslove.

I 2015 flyttede tilsynsvirksomheden fra

Sundhedsstyrelsen til den dengang nyoprettede Styrelse for Patientsikkerhed (STPS) for

at styrke patientsikkerheden.

I forhold til klageordningerne skete der væsentlige ændringer med en lovændring, der

trådte i kræft i 2011.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn blev afløst af

Patientombuddet, som skulle udgøre en ny entydig klageindgang på sundhedsområdet,

hvortil alle klager, erstatningskrav mv. skulle indgives. Med lovændringen fik

patienterne muligheden for at vælge imellem at klage over et behandlingssted

(forløbsklager) eller over en konkret sundhedsperson (disciplinærnævnssager). Denne

sondring og opdeling er siden fastholdt.

Patientombuddet blev i 2015 afløst af STPS, som i 2018 blev afløst af STPK. STPK

behandler forløbsklager og rettighedsklager, mens klager over konkrete

sundhedspersoners faglige virksomhed behandles af det uafhængige nævn,

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, som sekretariatsbetjenes af STPK.

Sundhedsloven § 277, stk. 2

Bødker Madsen,

Sundhedsret

s. 26-28

Ibid. s. 28

LOV nr. 706 af 25. juni 2010

Bødker Madsen,

Sundhedsret

s. 613

På baggrund af den politiske aftale om sundhedsreformen fra 2022 er der nedsat en

arbejdsgruppe, som skal se på at forbedre og forenkle patientklagesystemet. Af

kommissoriet fremgår, at arbejdsgruppen skal se på, om brugen af dialogsamtaler og

vejledning kan øges i stedet for klagesagsbehandling. Arbejdsgruppen skal desuden se

på, om klager i højere grad kan behandles som forløbsklager frem for

disciplinærnævnssager. Arbejdet forventes færdigt ultimo 2023.

2.1.1 Patientrettigheder

Rettighederne kan opdeles i processuelle patientrettigheder, dvs. regler om

selvbestemmelse, informationspligt, tolkebistand mv., og materielle patientrettigheder,

dvs. krav til behandlingstilbuddets art, omfang og kvalitet.

Den øgede retliggørelse har først og fremmest ført til en præcisering af de processuelle

patientrettigheder. Flere af de processuelle rettigheder er udformet som kvalificerede

retskrav. Hermed ment at bestemte krav skal opfyldes og bestemte ydelser stilles til

rådighed uanset ressourcesituationen.

Som eksempel herpå kan nævnes informeret

samtykke efter SL § 15 og aktindsigt i patientjournal efter SL § 37.

De materielle patientrettigheder beror i høj grad på skønsprægede pligtregler.

Autoriserede sundhedspersoner er efter aul. § 17 forpligtede til at udvise omhu og

samvittighedsfuldhed i deres virke. Bestemmelsen giver patienter ret til at modtage

behandling, der er fagligt forsvarlig. Den endelige fastlæggelse af den sundhedsfaglige

norm, bestemmes ved prøvelsesinstanserne, altså Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn,

STPS og i sidste ende domstolene, hvilket betyder, at der er tale om en retsstandard.

Andre eksempler på materielle patientrettigheder er retten til abort efter SL § 92 og

retten til behandling svarende til god psykiatrisk sygehusstandard efter psl. § 2, stk. 5.

Sundhedsministeriet,

Kommissorium for undersøgelsen af patientklagesystemet

Bødker Madsen,

Sundhedsret

s. 25

Bødker Madsen,

Retliggørelse af sygehusydelsen

s. 249

Bødker Madsen,

Sundhedsret

s. 119

2.2 Klageorganer

Det er centralt for patienternes retsstilling, at der eksisterer en effektiv klageadgang, der

sikrer håndhævelsen af patientrettighederne, da disse rettigheder i modsat fald kunne

opleves som værende uden reel betydning. Med effektiv klageadgang menes en gratis

og nem klageadgang, hvor klager behandles forholdsvis hurtigt og under betryggende

former.

Domstolsprøvelse som eneste klagemulighed ville være uhensigtsmæssig pga. den

gennemgående lange sagsbehandlingstid og de ressourcekrævende forløb. Tidsfaktoren

er vigtig for patienter med behov for sygehusbehandling, og spørgsmålet om en

ressourcekrævende proces er væsentligt for denne persongruppe, som typisk er

ressourcesvag.

2.2.1 Den almindelige klageadgang

Den almindelige klageadgang indenfor sundhedsvæsenet indeholder to

klagemuligheder.

Den første klagemulighed er, at patienterne kan klage over behandlingsstedets

sundhedsfaglige virksomhed og behandlingsstedets overholdelse af de processuelle

patientrettigheder, de såkaldte forløbsklager, til STPK.

Den anden klagemulighed er klager over konkrete sundhedspersoners faglige

virksomhed og deres overholdelse af de processuelle patientrettigheder, de såkaldte

disciplinærnævnssager. Disse klager indgives samme sted, til STPK, men behandles af

det uafhængige nævn, Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.

Bødker Madsen,

Privatisering og patientrettigheder

s. 470 ff.

Bødker Madsen,

Retliggørelse af sygehusydelsen

s. 257

Selvom den videre administrative rekurs er afskåret, så kan sagerne stadig indbringes

for domstolene, jf. grl. § 63, og for Ombudsmanden for så vidt angår de

forvaltningsretlige aspekter, jf. ombudsmandsloven (ombl.) § 7, stk. 1, 1. pkt.

Patienten vælger selv, om vedkommende vil indgive en forløbsklage eller en

disciplinærnævnsklage. Om samspillet mellem de to klageorganer er det bestemt, at en

klage over den samme behandling ikke kan behandles af begge organer. STPK kan

hverken behandle en klage sideløbende med eller efter, at Disciplinærnævnet har

behandlet en klage vedrørende den samme sundhedsfaglige virksomhed, jf. KEL § 1,

stk. 1, 2. pkt. I udgangspunktet gælder det samme, med omvendte fortegn, for

Disciplinærnævnet, jf. KEL § 2, stk. 1, 2. pkt., medmindre STPK har udtalt kritik af

sundhedsvæsenets faglige virksomhed. I de tilfælde kan man godt efterfølgende stille en

konkret sundhedsperson til ansvar.

For så vidt angår forløbsklagerne, afgør STPK om den sundhedsfaglige virksomhed har

været kritisabel, eller om sundhedsvæsenet har handlet i strid med lovgivningen, jf.

KEL § 1, stk. 2.

Disciplinærnævnet afgør, hvorvidt sundhedspersonens sundhedsfaglige virksomhed har

været kritisabel, eller om sundhedspersonen har handlet i strid med de processuelle

patientrettigheder, jf. KEL § 3, stk. 1.

Disciplinærnævnet kan udtale kritik, herunder med indskærpelse, hvis

sundhedspersonen ikke har udvist den fornødne omhu og samvittighedsfuldhed, eller

sundhedslovens regler er overtrådt. Disciplinærnævnet kan ydermere anmode

anklagemyndigheden om at overveje at rejse tiltale, såfremt en sag giver grundlag for

berettiget mistanke om, at sundhedspersonen har gjort sig skyldig i grovere eller

gentagen skødesløshed.

Disciplinærnævnets sanktionsmuligheder omfatter endvidere offentliggørelse af

afgørelser uden anonymisering, den såkaldte ’gabestok’.

I sager hvor der er givet

kritik for alvorlig eller gentagen forsømmelse, er Disciplinærnævnet forpligtet til at

offentliggøre afgørelsen uden anonymisering af den indklagede sundhedsperson.

Afgørelserne offentliggøres på sundhed.dk og Disciplinærnævnets hjemmeside, og

forbliver offentlige i 2 år.

Har STPK eller Disciplinærnævnet udtalt kritik af et behandlingssted eller en

sundhedsperson, kan der efterfølgende rejses en tilsynssag hos STPS. STPK og

Disciplinærnævnet har en underretnings- og oplysningspligt overfor STPS, således at

STPS kan bruge arbejdet fra klageorganet i en eventuel tilsynssag.

2.2.2 Specielle lovbestemte klageordninger indenfor sundhedsvæsenet

Udover den almindelige klageadgang, så er der løbende oprettet specielle klageorganer

på en række områder indenfor sundhedsvæsenet. Lovgiver har vurderet, at der har været

behov for at indføre en speciel klageadgang i følgende tilfælde:

Bekendtgørelse om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn § 13

Bødker Madsen,

Sundhedsret

s. 634

Bekendtgørelse om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet § 1, stk. 1

Ibid. § 9, stk. 1

Ligesom for klager efter den almindelige klageadgang gælder det, at selvom

administrativ rekurs er afskåret, så kan sager stadig indbringes for Ombudsmanden og

domstolene.

Særligt for Tvangsbehandlingsnævnet, Det Psykiatriske Patientklagenævn og Det

Psykiatriske Ankenævn kan sager også indbringes for Folketingets § 71-tilsyn, jf. grl. §

71, stk. 7.

Abortankenævnet kan spores tilbage til lov om svangerskabsafbrydelse fra 1970

Nævnets funktion var og er stadig i dag at være den landsækkende klage- og

tilsynsinstans for de regionale abortsamråd, og nævnet har derved til opgave at sørge for

ensartetheden i abortsamrådenes praksis. Fra 1973 med den ændring at der ikke skulle

gives tilladelse til abort før 12. svangerskabsuge.

Lov om svangerskabsafbrydelse m.v., LOV nr. 120 af 24/03/1970

L 114, Folketingstidende 1972-73, spalte 2387-2402

Ankenævn for Tilsynsafgørelser blev etableret 1. juli 2021

, som en del af tillidspakken

efter kritik fra lægestanden i forbindelse med Svendborgsagen.

Nævnet har til formål

at øge retssikkerheden for sundhedspersoner ved at give adgang til en 2. instans for

alvorlige tilsynsafgørelser. Nævnet er det eneste ankenævn indenfor sundhedsretten,

hvor det udelukkende er sundhedspersoner og ikke patienter og pårørende, der har

klageadgang.

Ankenævn for Besøgsrestriktioner blev oprettet i forbindelse med

epidemilovsændringen i 2021.

Med lovændringen tillægges STPS beføjelse til at

påbyde regioner og kommuner at gennemføre besøgsrestriktioner på hospitaler og

plejehjem. Det blev i den forbindelse anset for nødvendigt at der blev oprettet et særligt

klagenævn, bl.a. for at undgå overimplementering.

Tvangsbehandlingsnævnet blev oprettet med tvangsbehandlingsloven i 2017.

Med

loven indføres hjemmel til gennemførelse af somatisk tvangsbehandling af varigt

inhabile patienter, som modsætter sig en sundhedsfagligt nødvendig behandling.

Regulering af området sker på baggrund af bl.a. anbefalinger fra Det Etiske Råd og

IMR.

Tvangsbehandlingsloven udstikker den retlige ramme, som på den ene side skal

tilgodese patienternes selvbestemmelsesret og på den anden side varigt inhabiles

patientsikkerhed i form af at modtage nødvendig behandling og omsorg.

Psl. blev vedtaget i 1989,

hvorved PKN blev oprettet. Indførelse af psl. havde til

formål at styrke psykiatriske patienters retsstilling i forbindelse med tvang.

PKN blev

i første omgang oprettet som lokale nævn i amtskommunerne, da det blev tillagt særlig

betydning, at klager og patientrådgiver havde mulighed for personligt fremmøde.

LOV nr. 1855 af 09/12/2020 § 2 nr. 4

Sundhedsministeriet,

Et år efter Svendborgsagen: Lovforslag skal styrke sundhedspersoners

retssikkerhed

Epidemiloven, LOV nr. 285 af 27/02/2021

L 134, Folketingstidende 2020-2021, s. 81

Lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile, LOV nr. 655 af 08/06/2017

L 185, Folketingstidende 2016-17, s. 7-8

1989-psykiatriloven, LOV nr. 331 af 24/05/1989

L 76, Folketingstidende 1988-89, spalte 2047

Ibid. spalte 2071-2072

Nævnet er siden blevet centraliseret, og sagsbehandlingen foregår i dag ved

videomøder.

I perioden fra psl.’s vedtagelse og indtil 2010 varetog Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn rollen som ankeinstans for PKN.

PKA blev i 2011 oprettet i

forbindelse med nedlæggelsen af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Baggrunden for

oprettelsen af PKA som selvstændigt nævn var ønsket om at adskille afgørelser om

tvang fra afgørelser over konkrete sundhedspersoners virke. Sidstnævnte type sager

skulle fremadrettet behandles af det dertil oprettede Disciplinærnævn.

PKA kan kun behandle klager over tvangsbehandling og anvendelse af fysisk magt.

Tvangsindgreb der har karakter af administrativ frihedsberøvelse, altså

tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel og tvangsfiksering, behandles

ikke af ankenævnet, men skal ved patientens anmodning indbringes for retten efter

reglerne i rpl. kap. 43 a, jf. psl. § 37, stk. 1, hvilket er en udmøntning af grl. § 71, stk. 6.

Der har eksisteret en ankeadgang for patienterstatningen siden indførelse af lov om

patientforsikring i 1991.

Sagsbehandlingen fra Patientskadeankenævnet og

Lægemiddelskadeankenævnet blev samlet under et nyt nævn i 2015: Ankenævnet for

Patienterstatningen. Baggrunden for sammenlægningen var et ønske om forenkling af

reglerne, samt en måde hvorpå dobbelt sagsbehandling kunne undgås.

Ankenævnet for

Patienterstatningen anses for så domstolslignende et organ, at det ikke er omfattet af

ombudsmandens kompetence, jf. ombl. § 7, stk. 2.

2.3 Tilsynsorganer

Der sondres mellem det almindelige statslige tilsyn med kommunerne,

kommunaltilsynet, og det specielle tilsyn, sektortilsynet. Kommunaltilsynet, som

Bekendtgørelse om forretningsorden for Det Psykiatriske Patientklagenævn, BEK nr. 171 af

17/02/2023

1989-psykiatriloven, LOV nr. 331 af 24/05/1989 og 2010-psykiatriloven LBK nr. 1729 af 02/12/2010

Det Psykiatriske Ankenævn,

Årsberetning 2011

Patientforsikringsloven, LOV nr. 367 af 06/06/1991

L 126, Folketingstidende 2013-14

Fenger s. 973

varetages af Ankestyrelsen, er reguleret i kommunestyrelsesloven, og reglerne finder

også anvendelse på tilsynet med regionerne, jf. regionsloven § 31. Kommunaltilsynet er

subsidiært ift. sektortilsynet, jf. kommunestyrelsesloven § 48, stk. 3, hvoraf det fremgår,

at det almindelige tilsyn ikke kan anvendes, i det omfang særlige klage- eller

tilsynsmyndigheder kan tage stilling til den pågældende sag.

Brug af retlige styrings- og kontrolmidler ift. regioner kræver særskilt lovhjemmel.

STPS har lovhjemmel til at udføre det overordnede tilsyn med sundhedsvæsenet, jf. SL

§ 213, stk. 1, et risikobaseret tilsyn med udvalgte behandlingssteder, jf. SL § 213, stk. 2

og et fagligt individtilsyn med autoriserede sundhedspersoner, jf. aul. § 5.

Overblik over STPS’ kompetence og sanktionsmuligheder:

De tilsynsforanstaltninger der ikke kategoriseres som

alvorlige

i lovgivningen, altså

afgørelse med vilkår, påbud og skærpet tilsyn, kan ikke indbringes for Ankenævnet for

Tilsynsafgørelser, jf. aul. § 14, stk. 1.

Bødker Madsen,

Sundhedsret

s. 599

STPS kan bringe sanktionsmulighederne i spil, hvis styrelsen vurderer, at der foreligger

en fare for patientsikkerheden. Ved vurderingen heraf skal styrelsen foretage et

sundhedsfagligt skøn. De sundhedsmæssige forhold, der kan udløse krav efter

bestemmelsen, skal forstås bredt og fortolkes i lyset af hensynet til varetagelse af

patientsikkerheden.

STPS besidder sagkundskab på området for det sundhedsfaglige tilsyn. Styrelsen har

sagkyndige rådgivere ansat, som overvåger, rådgiver og deltager i tilsynsarbejdet.

Tilsynsbesøg foretages af tilsynsførende. Der vil altid være tilsynsførende, som er

autoriserede sundhedspersoner, f.eks. speciallæger, sygeplejersker og tandlæger.

Derudover kan der være jurister og andre faggrupper, som bidrager ved tilsynet.

2.4 Erstatningsorganer

Indtil vedtagelse af patientforsikringsloven var patienters eneste mulighed for at få

erstatning at påberåbe sig erstatning efter culpareglen hos domstolene.

2.4.1 Patienterstatningen

I dag yder Patienterstatningen erstatning til patienter eller efterladte, som oplever skader

som følge af behandling eller undersøgelse på sygehusene, det præhospitale område og i

praksissektoren, jf. KEL § 19, stk. 1 og 2.

Patienterstatningsordningen sikrer patienterne lettere adgang til erstatning end efter

culpareglen. Betingelsen for erstatning er ikke afhængig af, at der er udført en

ansvarspådragende fejl, dvs. der gælder en ”no fault”-ordning. Processuelt sikres

patienterne bedre, da erstatningskrav anmeldes ved Patienterstatningen fremfor, at der

skal anlægges sag ved domstolene. Samtidigt medfører reglerne, at patienterne er

afskåret fra at anlægge sag efter de almindelige erstatningsregler, i det omfang skaden

er omfattet af KEL, jf. KEL § 26.

Bødker Madsen,

Sundhedsret

s. 604

Styrelsen for Patientsikkerhed, stps.dk,

Spørgsmål og svar om tilsyn

Beviskravet for årsagssammenhængen er lempet, jf. KEL § 20. Erstatning for

behandlingsskader ydes, såfremt skaden er omfattet af specialistreglen,

apparatursvigtreglen, facitreglen eller rimelighedsreglen, jf. KEL § 20, stk. 1, nr. 1-4.

Der ydes også erstatning for lægemiddelskader, jf. KEL § 38, såfremt patienten oplever

alvorlige og sjældne bivirkninger ved medicinen.

Erstatning og godtgørelse tilkendes efter reglerne i erstatningsansvarsloven (EAL), jf.

KEL § 24, stk. 1, dvs. at erstatning i udgangspunktet udmåles efter de samme regler,

som gælder for erstatningskrav efter de almindelige erstatningsregler. En af

undtagelserne hertil er dog den selvrisiko, som gælder ved patienterstatning, jf. KEL §

24, stk. 2, og som i 2023 udgør 8.305 kr.

Den erstatningsansvarlige region eller forsikringsselskab udbetaler erstatningen til

skadelidte, jf. KEL § 33, stk. 4. Regionen eller forsikringsselskabet kan have et

regreskrav mod en konkret sundhedsperson, såfremt denne har forvoldt skaden

forsætteligt eller groft uagtsomt, jf. KEL § 27. Denne bestemmelse svarer således til

reglen om arbejdsgivers regresret i EAL § 19, stk. 3, dog er regresretten i KEL § 27

udvidet til også at omfatte regionens regres mod privatpraktiserende sundhedspersoner,

f.eks. privatpraktiserende læger, jf. KEL § 29, stk. 1, nr. 5. Erstatning for

lægemiddelskader finansieres af staten, jf. KEL § 54, stk. 1.

De selvforsikrede regionsråd og de forsikringsselskaber, som har tegnet forsikringer for

erstatningspligtige privathospitaler, private klinikker og speciallægepraksis, opretter i

fællesskab foreningen; Patienterstatningen, jf. KEL § 32, stk. 1. Foreningen vedtager en

forretningsorden, der godkendes af sundhedsministeren.

Patienterstatningens bestyrelse kan ikke pålægge sekretariatet at afgøre en konkret sag

på en bestemt måde, men kan kun fastsætte generelle retningslinjer.

Sekretariatets

medarbejdere, som typisk er jurister, behandler og afgør erstatningssagerne med

Bekendtgørelse om vedtægter for Patienterstatningen, BEK nr. 613 af 23/05/2018 § 9, stk. 2

Patienterstatningen, patienterstatningen.dk,

Forretningsorden og vedtægter

§ 4

inddragelse af Patienterstatningens lægekonsulenter. Forvaltningsloven finder

anvendelse på Patienterstatningens virksomhed.

Patienterstatningen er dermed en privat forening men med forbindelse til

Sundhedsministeriet, som har vedtaget bekendtgørelsen om foreningens vedtægter og

som skal godkende forretningsordenen. Foreningen er sikret uafhængighed i

behandlingen af erstatningssagerne, da det er sekretariatet, der afgør de enkelte sager.

2.4.2 Særligt om erstatning for ulovlig tvang

Der ydes ikke erstatning for ulovlig tvang via Patienterstatningsordningen, som i stedet

følger dansk rets almindelige erstatningsbetingelser, hvormed det er domstolene, der

afgør spørgsmålet om tortgodtgørelse.

Der argumenteres for, at erstatning for ulovlig tvang burde være omfattet af

Patienterstatningsordningen i en UfR-artikel af Søren Birkeland.

Tvangsudøvelse

anses ikke for omfattet af patienterstatningens behandlingsbegreb. Ifølge Birkeland er

dette problematisk, når lovforarbejderne ellers lægger op til en bred forståelse af

behandlingsbegrebet, og psykiatritvang som en

patientrettet helbredelsesforanstaltning

burde være omfattet. Det er svært for patienten at løfte bevisbyrden for culpa i

forbindelse med et tortkrav for ulovlig tvang, hvilket kan være problematisk ift. EMRK

art. 5, stk. 5 om en reel erstatningsadgang for uretmæssigt frihedsberøvede.

2.5 Øvrig kontrol

Den øgede retliggørelse af patientbehandlingen indebærer, at stadigt flere beslutninger,

som træffes som led i patientbehandlingen, er omfattet af forvaltningslovens

afgørelsesbegreb.

De ovenfor gennemgåede klage-, erstatnings- og tilsynsorganer

dækker i de fleste tilfælde patienternes behov for at kunne håndhæve deres rettigheder.

Derudover kan patienterne dog også vælge at rejse deres krav ved domstolene (hvis den

Bekendtgørelse om forvaltningslovens anvendelse på Patientforsikringsforeningens virksomhed, BEK

nr. 652 af 23/07/1992 § 1

Bødker Madsen,

Psykiatriret

s. 220

Birkeland,

Tortkrav efter uretmæssig psykiatritvang

Bødker Madsen,

Sundhedsret

s. 26

administrative rekurs er udnyttet), eller at henvende sig med deres sag til § 71-tilsynet

eller Folketingets Ombudsmand, såfremt sagen drejer sig om henholdsvis

frihedsberøvelse eller et forvaltningsretligt emne.

2.5.1 § 71-tilsynet

Grl. § 71 om den personlige frihed pålægger Folketinget at nedsætte et udvalg, der fører

tilsyn med frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen, jf. grl. § 71, stk. 7. Det, der

kendetegner administrativ frihedsberøvelse, er, at det er en forvaltningsmyndighed, der

beslutter frihedsberøvelsen efter en række betingelser, som er fastsat ved lov.

§ 71-

tilsynet består af ni folketingsmedlemmer og nedsættes ved begyndelsen af hver

folketingssamling, jf. Folketingets forretningsorden § 7, stk. 6, 2. pkt. Tilsynet er ikke

en klageinstans og kan ikke træffe afgørelser om lovligheden af administrativ

frihedsberøvelse.

Tilsynet kan derimod tage stilling til

behandlingen

af personer, der er underkastet

administrativ frihedsberøvelse. Behandling skal forstås bredt, og begrebet fastlægges af

tilsynet selv. Begrebet omfatter ikke kun det, der ud fra en lægefaglig vurdering vil

karakteriseres som behandling, men også spørgsmål om anvendelse af tvang,

belægningsforhold, personalenormering, aktivitetstilbud, beskæftigelsesønsker,

institutionernes indretning og censurering af breve. Tilsynets medlemmer kan komme

med deres vurderingen af forholdene, og kan i den forbindelse udtale kritik, henstille og

anbefale.

Ift. udformningen af grl. § 71, stk. 7 var det et problem, at man ikke på det tidspunkt

vidste, om ombudsmandsinstitutionen ville blive grundlovsfæstet. Stk. 7 blev derfor en

garant for, at der ville være et tilsyn med administrativ frihedsberøvelse. Det var dog

grundlovskommissionens intention at tilsynet i stk. 7 skulle sortere under

ombudsmanden. Alligevel har § 71-tilsynet siden 1953-grundloven været et

§ 71-tilsynet i 50 år

s. 19

Bødker Madsen,

Psykiatriret

s. 230-231

parlamentarisk tilsyn. Dette skyldes muligvis, at ombudsmandens rolle først

efterfølgende blev konkretiseret ved lov.

2.5.2 Ombudsmanden

Ombudsmanden fører kontrol med alle dele af den offentlige forvaltning, dvs. også

regioner og sundhedsmyndigheder, jf. ombl. § 7, stk. 1, 1. pkt. Ombudsmanden

behandler sager ved klage eller af egen drift. Rekursmulighederne skal være udtømt før

Ombudsmanden kan behandle en klage, jf. ombl. § 14.

Som prøvelsesinstans bliver ombudsmanden ofte inddraget som alternativ til

domstolene, navnlig fordi prøvelsen er uden retsafgift, normalt uden

advokatomkostninger og hurtigere end en retssag. Ombudsmanden tager stilling til

sagernes forvaltningsretlige aspekter, samt spørgsmålet om god forvaltningsskik,

herunder rimelig sagsbehandlingstid, personalets opførsel og indretning af institutioner.

For så vidt angår bevismæssige spørgsmål er ombudsmandens kompetence dog

begrænset, da ombudsmanden ikke har adgang til at afhøre vidner, men alene behandler

sager på skriftligt grundlag.

Ombudsmanden kan ikke udstede retligt bindende afgørelser, kun udtale kritik eller

henstille, men sådanne henstillinger følges så godt som altid.

Ombudsmanden

besidder ikke sundhedsfaglig sagkundskab og efterprøver derfor ikke lægefaglige

vurderinger, men med det øgede antal lovbestemte processuelle patientrettigheder udgør

ombudsmanden et væsentligt supplement til de sundhedsspecifikke klageinstanser.

Eksempler, hvor ombudsmanden har udtalt sig ift. god forvaltningsskik på

sundhedsområdet, er, FOB 2009-12-2, hvor der udtales kritik af en sagsbehandlingstid

på 5 �½ år hos Patientklagenævnet,

og FOB 2022-10, hvor der udtales kritik af en

§ 71-tilsynet i 50 år

s. 11-15

Fenger s. 962

Ibid.

Bødker Madsen,

Sundhedsret

s. 638-639

FOU nr. 2009.1202 5�½ års samlet sagsbehandlingstid hos Sundhedsvæsenets Patientklagenævn

gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 12,4 måneder i klagesager om aktindsigt efter

sundhedsloven hos STPK.

Om samspillet mellem ombudsmanden og § 71-tilsynet gælder, at ombudsmanden skal

henvise klager fra administrativt frihedsberøvede til § 71-tilsynet, jf. ombl. § 15. I

praksis behandler ombudsmanden dog uden videre sagerne selv og underretter § 71-

tilsynet om den enkelte sags udfald, hvis den indeholder kritik, henstilling eller i øvrigt

må anses for at være af principiel karakter. Ombudsmanden kan ligesom § 71-tilsynet

inspicere psykiatriske afdelinger, jf. ombl. § 18. Der er således tale om et vist overlap

mellem ombudsmanden og § 71-tilsynet.

2.5.3 Domstolene

Domstolene har adgang til at prøve øvrigmyndighedens grænser, jf. grl. § 63.

Domstolsprocessen adskiller sig fra sagsbehandlingen ved klage- og tilsynsorganer, da

sagerne ved domstolene behandles efter civilprocessen. Det betyder, at patienten skal

anlægge et civilretligt søgsmål, og hermed varetage sagens oplysning sammen med

modparten.

Domstolsprocessen er ressourcekrævende og forholdsvis langsommelig, hvilket udgør

et retssikkerhedsmæssigt problem ift. patienter, som typisk er ressourcesvage og har

brug for en hurtig afgørelse.

Det er også baggrunden for, at der er oprettet så mange

administrative klage-, tilsyns- og erstatningsorganer på sundhedsrettens område.

Et ønske om grundlovsfæstede frihedsrettigheder er at finde allerede i

grundlovsforslaget af 1939. Grundlovsforslaget blev dog forkastet af befolkningen, og

det videre grundlovsrevisionsarbejde blev først genoptaget efter krigen. Krigens

begivenheder havde styrket viljen til at forbedre sikringen af den personlige frihed. Det

var således grundlovskommissionens opfattelse, at den gældende bestemmelse om

domstolsprøvelse af øvrigmyndighedens grænser kunne udlægges som svag og elastisk,

FOU nr. 2022.10 Styrelsen for Patientklagers sagsbehandlingstid i klagesager om aktindsigt i

patientjournaler

Bødker Madsen,

Psykiatriret

s. 231-232

Bødker Madsen,

Retliggørelse af sygehusydelsen

s. 249-257

idet den bl.a. åbnede op for den fortolkningsmulighed, at domstolsprøvelse ved

frihedsberøvelser kunne indskrænkes. Drøftelser om forudgående retskendelse ved

samtlige administrative frihedsberøvelser blev hurtigt forkastet, da et sådant krav ikke

ville være praktisk muligt, bl.a. henset til omfanget af tvangsindlæggelser på

psykiatriske hospitaler.

Grundlovens § 71, stk. 6 giver administrativt frihedsberøvede en særlig adgang til

domstolsprøvelse, som blev indført med 1953-grundloven. Efter den tidligere grundlov

havde administrativt frihedsberøvede samme mulighed for at få deres sag prøvet, som

efter den bestemmelse der i dag findes i § 63. Grundlovskommissionen anså ikke denne

ordning for betryggende, da det i mange tilfælde ikke ville være praktisk muligt for den

administrativt frihedsberøvede at gennemføre en sådan sag. Kommissionen foreslog

derfor, at der skulle gives adgang til domstolsprøvelse blot ved at fremsætte begæringen

herom.

Spørgsmål om erstatning for ulovlig frihedsberøvelse skal efter begæring pådømmes

under sagen om frihedsberøvelsens lovlighed, jf. rpl. § 469, stk. 6. Retten kan dog

vælge at udskyde erstatningsspørgsmålet til senere behandling. Hvorvidt der foreligger

et erstatningsansvar for ulovlig frihedsberøvelse, følger af dansk rets almindelige

erstatningsregler.

Se afsnit 2.4.2 om erstatning for ulovlig tvang ovenfor.

Domstolene besidder ikke selv lægefaglig sagkundskab, men almindeligvis indhentes

sagkyndige erklæringer, herunder fra Retslægerådet, til brug for retssagen. De

sagkyndige erklæringer indgår principielt i bevisførelsen for domstolene på lige fod

med andre beviser. Domstolene er således ikke bundet af erklæringerne, men uden

lægefagligt bidrag ville domstolene have vanskeligt ved at føre prøvelsen til bunds.

§ 71-tilsynet i 50 år

s. 9-11

Forslag til Danmarks Riges Grundlov, Rigsdagstidende 1952-53, spalte 3562-3563

Bødker Madsen,

Sundhedsret

s. 476-477

Ibid. s. 643

2.5.4 Utilsigtede hændelser

Regionsrådet og kommunalbestyrelsen modtager, registrerer og analyserer

rapporteringer om utilsigtede hændelser (UTH), jf. SL § 198, stk. 1. En sundhedsperson,

der bliver opmærksom på en UTH i forbindelse med sit faglige virke, er forpligtet til at

rapportere hændelsen, jf. SL § 198, stk. 2, hvorimod patienter og pårørende kan vælge

at rapportere en UTH, jf. SL § 198, stk. 4. Der er tale om et ikke-sanktioneret system,

hvorfor både den rapporterende og den indrapporterede person ikke som følge af

rapporteringen kan underkastes disciplinære undersøgelser og foranstaltninger af

arbejdsgiveren, tilsynsmæssige reaktioner fra STPS eller strafferetlige sanktioner af

domstolene.

Rapporterne fra de lokale rapporteringssystemer skal videresendes i anonymiseret form

til det nationale rapporteringssystem ved STPS, jf. SL § 199, stk. 1 og 4. STPS vejleder

sundhedsvæsenet på baggrund af de modtagne oplysninger, jf. SL § 199, stk. 1, 2. pkt.

Hensigten med rapporteringssystemet er, at der forebyggende kan reageres fra

sundhedsmyndighedernes side, samt forbedring af kvaliteten af sygdomsbehandlingen

generelt.

2.6 Opsummering og delkonklusion

Lovgiver har løbende fundet behov for oprettelse af specialiserede klageorganer på

sundhedsområdet. Når man læser lovforarbejderne, er de gennemgående hensyn

retssikkerhed og patientsikkerhed. Tendensen til at lovfæste patientrettigheder og

omorganisere klageorganer har medført en kompleksitet i patientklagesystemet.

Der har eksisteret en pligt for kommuner og amter til at yde vejledning om klageadgang

siden oprettelsen af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.

En stigende kompleksitet

stiller krav om bedre patientvejledning, hvorfor regionernes vejledningsforpligtelse

sidenhen er udvidet til, at der skal være patientkontorer i alle regioner.

Ibid. s. 154

Patientsikkerhedsloven, LOV nr. 429 af 10/08/2003 og L 224, Folketingstidende 2002-03, side 6969

1987-Centralstyrelsesloven, LOV nr. 397 af 10/06/1987 § 23

Lov om ændring af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v., LOV nr. 428 af 10. juni 2003

Behovet for vejledning afspejler, at patientklagesystemet kan være svært for patienterne

at gennemskue. At patientklagesystemet opleves som uoverskueligt kan også læses i

den kritik, der har været af systemet,

og i det kommissorium, der har nedsat en

arbejdsgruppe, der skal gentænke patientklagesystemet.

Det bemærkes at flere af de gennemgåede klage- og ankenævn er oprettet indenfor de

seneste 10 år, herunder Tvangsbehandlingsnævnet, Ankenævnet for Tilsynsafgørelser

og Ankenævnet for Besøgsrestriktioner. Man har tilsyneladende forsøgt at løse

problemer i patientklagesystemet ved at oprette flere nævn. Ankenævnet for

Tilsynsafgørelser oprettes for at øge sundhedspersoners retssikkerhed efter af kritik af

STPS’s tilsynsvirksomhed, og Ankenævnet for Besøgsrestriktioner oprettes for at sørge

for at myndighederne ikke overimplementerer restriktioner iværksat i kraft af

epidemiloven. De specialiserede ankenævn er vigtige for retssikkerheden, men de

bidrager unægteligt til klagesystemets kompleksitet.

Muligheden for at indgive forløbsklager, som har eksisteret siden 2011, anses både af

patienter og sundhedspersonale for generelt at være en positiv udvikling.

Kritikken fra

sundhedspersonale i forbindelsen med Svendborgsagen var da også, at en enkelt person

ifaldt et ansvar, som ifølge lægerne, burde være faldet tilbage på arbejdspladsen.

Forløbsklagerne giver netop patienterne mulighed for at klage over behandlingsstedet

fremfor over en enkelt sundhedsperson. Svendborgsagen omhandlede selvfølgelig en

tilsynssag med efterfølgende domstolsprøvelse og ikke en klage ved STPK eller

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, men Svendborgsagen eksemplificerer alligevel,

det individfokus som nogle sundhedspersoner er utilfredse med. Patienterne er enige i,

at indførelse af forløbsklagerne forbedrede klagesystemet, da fokus for klagen bliver det

samlede system fremfor en enkelt person, og at sandsynligheden for at sikre positive

forandringer dermed øges.

Danske Patienter, danskepatienter.dk,

Politiske holdninger: Patientklagesystem,

og Ugeskrift for

Læger,

Lægeforeningen, DSR og FOA: Patientklagesystemet skal gentænkes fra bunden

COWI, Evaluering af sundhedsvæsenets patientklagesystem

Dagens Medicin,

Har læger fået mere tillid til Styrelsen for Patientsikkerhed? Seks læger gør status

COWI, Evaluering af sundhedsvæsenets patientklagesystem

Formålet med de mange navneændringer og omorganiseringer i patientklagesystemet er

svært at få øje på. Der har ikke været en tradition for, at der kunne klages over ydelserne

i sundhedsvæsenet før slutningen af 80’erne, hvor man oprettede et selvstændigt

sundhedsministerium, Sundhedsvæsenets Patientklagenævn og de regionale

psykiatriske patientklagenævn. Navneændringerne og omorganiseringerne afspejler

formentlig processen med at finde det mest optimale patientklagesystem og de politiske

uenigheder herom. Kommissoriet om undersøgelse af patientklagesystemet viser

tydeligt, at dette arbejde stadig er i gang.

Patientklagesystemet og patienterstatningsordningen indebærer en betydelig processuel

forsimpling for patienterne. Dette begrundes med at patienterne som gruppe typisk er

ressourcesvage, og at hurtig sagsbehandling er af afgørende betydning for denne

gruppe. Det kan derfor undre at erstatning for ulovlig tvang er undtaget fra

patienterstatningsordningen med henvisning til de argumenter, der fremføres af Søren

Birkeland. Der kan dog argumenteres for at den processuelt lettede domstolsadgang

efter grl. § 71, stk. 6 og det forhold at erstatningsspørgsmålet så vidt muligt skal

bedømmes sammen med vurderingen af lovligheden af tvangsudøvelsen, jf. rpl. § 469,

stk. 6, kan gøre op herfor.

Opsummerende kan det konkluderes at den administrative rekurs indenfor

sundhedsvæsenet er tæt lovreguleret. Udviklingen er en følge af, at patienterne i

stigende grad er tillagt patientrettigheder gennem lovgivningen, hvilket har skabt et

behov for administrativ kontrol med rettighedernes overholdelse.

3. Det Psykiatriske Patientklagenævn

Psl. fra 1989 indebar en skærpelse og præcisering af betingelserne for anvendelse af

tvang, lovfæstelse af mindstemiddelsprincippet, indførelse af krav om

tvangsprotokoller, obligatorisk efterprøvelse af fortsat frihedsberøvelse efter faste

terminer, krav om fastvagt til bæltefikserede og endelig kom der også en helt ny

klageordning.

L 76, Folketingstidende 1988-89, spalte 2047

Før indførelsen af psl. var det sindssygeloven fra 1938, der regulerede retsgrundlaget

for tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse i psykiatrien. Anvendelse af

tvangsbehandling og tvangsmidler var således ikke direkte lovreguleret før 1989.

Udover præcisering af reglerne om frihedsberøvelse indførte psl. derfor regler for

tvangsmedicinering, tvangsbehandling af en somatisk lidelse, tvangsfiksering,

beskyttelsesfiksering, anvendelse af fysisk magt og indførelse af beroligende middel

med tvang.

Reglerne om tvang er siden blevet udvidet til at omfatte bestemmelser om

personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse for patienter med demens på

psykiatriske afdelinger, aflåsning af patientstuer og oppegående tvangsfiksering på

Sikringsafdelingen, personlig skærmning, aflåsning af døre i afdelingen, personlig

hygiejne med tvang, tvungen opfølgning efter udskrivning (indført i 2010 og ophævet i

2019)

, samt adgang til uden retskendelse at foretage kontrol af post, kræve afgivelse

af udåndingsprøve eller urinprøve, undersøgelse af patientstue og udførelse af

kropsvisitation.

Sygehusmyndigheden skal efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren

indbringe klager over tvang til PKN, jf. psl. § 35. PKN behandler klager over alle

former for tvang i 1. instans, og udgør dermed den enstrengede indgang til det

psykiatriske klagesystem. PKN’s afgørelser kan indbringes for PKA, jf. psl. § 38 eller

for retten, jf. psl. § 37.

Udover at skabe den fornødne lovhjemmel for anvendelse af tvang og at opstille

retsgarantier til kontrol og efterprøvelse heraf, havde psl. til formål at begrænse eller om

muligt at forebygge tvangsanvendelse.

3.1 Klagefrister og forældelsesfrister

Indledningsvist kan der sondres mellem forældelsesregler og andre fristregler.

Forældelsesregler omhandler forældelsen af en fordring, f.eks. de specielle

forældelsesregler i KEL om patientskadeerstatningskrav.

Ibid. spalte 2038-2040

LOV nr. 505 af 01/05/2019 § 1

Psykiatriloven, LBK nr. 185 af 01/02/2022

L 76, Folketingstidende 1988-89, spalte 2052

Fristregler opstiller frister for, at krav eller andre rettigheder kan gøres gældende, f.eks.

fristregler for at gøre patientrettigheder gældende.

Den almindelige retsgrundsætning om administrativ rekurs indeholder ikke en

klagefrist. Er der derimod fastsat en klagefrist i lovgivningen for lovbestemte

rekursmyndigheder, og overskrides denne frist, afskæres klageadgangen efter den

almindelige retsgrundsætning om rekurs.

Forældelsesloven (FOL) gælder for alle fordringer, for hvilke der ikke er fastsat

afvigende regler. Udgangspunktet efter FOL er, at den relative forældelsesfrist for

fordringer er 3 år, jf. FOL § 3, stk. 1, og den absolutte forældelsesfrist er 10-30 år

afhængigt af typen af krav, jf. FOL § 3, stk. 3. Fravigelse fra FOL kræver lovhjemmel.

På det sundhedsretlige område, hvor der i stort omfang er indført særlige klage- og

erstatningsorganer med lovbestemte klage- og forældelsesfrister, gælder FOL og

retsgrundsætningen om rekurs kun udfyldende og som fortolkningsbidrag.

Her ses en oversigt over sundhedsretlige klage- og erstatningsorganer, deres relative og

absolutte forældelses-/klagefrist og dennes hjemmel.

Den relative klagefrist for STPK og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn på 2 år

stammer fra oprettelsen af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, og er begrundet i

efterforskningsmæssige og ressourcemæssige forhold.

Von Eyben s. 15

Fenger s. 1017

Von Eyben s. 16

L 58, Folketingstidende 1986-87, spalte 1180

Forældelsesfristerne i KEL følger udgangspunktet i FOL. I forbindelse med at FOL i

2008 afløste den tidligere 1908-forældelseslov blev fristen for anmeldelse af

erstatningskrav for behandlingsskader i KEL § 59, stk. 1 ændret fra 5 til 3 år. For

anmeldelse af erstatningskrav for lægemiddelskader gjaldt allerede en 3-års frist i KEL

§ 60, stk. 1, da reglerne også tidligere fulgte fristen i produktansvarsloven.

Både klagefristerne og forældelsesfristerne følger forældelseslovgivningens

suspensionsregler, hvor det er patientens viden eller burde viden om de faktiske

omstændigheder, der er afgørende for, hvornår fristen løber fra ligesom i FOL § 3, stk.

Suspensionsmuligheden ved anmeldelse af erstatningskrav begrænses af den absolutte

frist på 10 år, jf. KEL § 59, stk. 2 og § 60, stk. 2. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor

skaden blev forårsaget eller det skadevoldende lægemiddel blev udleveret. Som

begrundelse for den absolutte 10-års frist henvises i forarbejderne til at pligten for

opbevaring af patientjournaler er begrænset til 10 år, samt de bevisvanskeligheder som

opstår ved en sen anmeldelse. Forarbejderne anfører i den forbindelse, at det ikke skal

kunne betale sig for skadelidte at udskyde rejsning af erstatningskrav på grund af de

stigende vanskeligheder med at fastlægge det faktiske begivenhedsforløb.

Suspensionsmuligheden for indgivelse af klage over sundhedsfaglig virksomhed

begrænses af den absolutte frist på 5 år i KEL §§ 3 a og 4 a. Fristen regnes fra det

tidspunkt, hvor klageforholdet har fundet sted. Ifølge forarbejderne er fristen begrundet

i, at det kan være særdeles vanskeligt og tidskrævende at oplyse klagesager, der ligger

flere år tilbage. Til sammenligning, anfører lovforarbejderne, at den absolutte frist i det

svenske klagenævn kun er 2 år.

Som det ses i skemaet, så gælder der ingen klagefrist for indgivelse af klager til PKN.

Det betyder, at der i princippet kan indgives klager over tvang udøvet helt tilbage fra da

psl. trådte i kraft i 1989. I en artikel i Juristen fra 1999 påpeger forfatteren Jakob

Von Eyben s. 76

L 144, Folketingstidende 1990-91, spalte 3310-3311

L 223, Folketingstidende 2002-03, s. 6960

Næsager allerede dengang det retssikkerhedsmæssigt problematiske ved, at der ikke er

en klagefrist i psl.

100

Artiklen påpeger, at man fra politisk side har været tilbageholdende med at fastsætte

kategoriske og absolutte klagefrister pga. HIV-sagen/blødersagen og Boneloc-sagen. De

to sager omhandler begge tragiske hændelser, der fandt sted i 80’erne og 90’erne. I

blødersagen blev 91 patienter smittet med HIV efter at have modtaget ikke-

varmebehandlet blødermedicin lavet på baggrund af HIV-smittet donorblod.

Efterfølgende fulgte en lang retssag, og i 1996 fik Bløderforeningen medhold i en sag

hos EMD om langsommelig sagsbehandling.

101

Boneloc-sagen referer til den

erstatningssag der fulgte efter at ca. 3.100 patienter var blevet hofteopereret med

knoglecementet Boneloc, som viste sig at være ustabilt, og derfor resulterede i en

usædvanlig høj frekvens af proteseløsninger hos de hofteopererede patienter. Sagen

drejede sig om, at Sundhedsstyrelsen havde svigtet sin tilsynspligt ved ikke at have

grebet ind overfor producenten af Boneloc i tide, selvom Sundhedsstyrelsen var blevet

gjort opmærksom på udfordringerne med knoglecementet. Et kommissorium udtalte

kritik af Sundhedsstyrelsen

102

, og Boneloc-patienter har i flere tilfælde fået udbetalt

erstatning.

103

De to sager med skader, der først viser sig senere, og de efterfølgende meget lange

sagsforløb, viser dermed, at patienter også har behov for beskyttelse mod

langtidsvirkningerne af sundhedsvæsenets behandlinger. Dette forhold omfavnes dog af

suspensionsreglerne i KEL, hvorefter klagefristen eller forældelsesfristen først begynder

at løbe, når patienten bliver bekendt med skaden.

Næsager argumenterer for, at der ikke gælder samme hensyn for psykiatriske patienter,

der har været udsat for tvang. De kender allerede ved tvangens ophør den fulde

somatiske virkning af indgrebet. Den manglende klagefrist stiller psykiatriske patienter

gunstigere med hensyn til klageadgang end somatiske patienter. Behandles psykiatriske

100

101

Næsager,

Manglende klagefrister i psykiatriloven

Danmarks Bløderforening,

Blødersagen

102

Nordskov Nielsen

103

L 196, Folketingstidende 1998-99, s. 4635

patienter samtidigt for en somatisk lidelse, så gælder to forskellige klagefrister. Der

mangler således konsekvens i sundhedsvæsenets klageadgange.

De ovenfor gennemgående bevismæssige hensyn, som begrunder fristerne i KEL, findes

også at være til stede i sager om tvang. Det svækker retssikkerheden, da det ikke kan

udelukkes, at tvangsudøvelsen i gamle sager vil blive underkendt på grund af

utilstrækkelig viden om de faktiske forhold. Patienterne opnår dermed ikke at få

afprøvet, om de materielle betingelser for tvangen reelt var til stede, og

sundhedspersonalet risikerer at få underkendt beslutninger, på trods af at de materielle

betingelser var opfyldt, fordi hændelsen tidsmæssigt ligger så langt tilbage, at

bevisførelsen ikke kan varetages tilstrækkeligt.

Et andet problem ved den manglende klagefrist er, at der ved sagsbehandlingen af

gamle tvangssager skal anvendes det dagældende retsgrundlag. Som indledningsvist

nævnt her i afsnit 3, så er psl. ændret adskillige gange siden dens indførelse, hvorfor der

kan opstå forvirring og usikkerhed om, hvilket regelsæt der skal bruges i afgørelsen af

sager. Hermed opstår risikoen for, at nye regler bliver brugt i vurderingen af

tvangssituationer, som fandt sted før reglens indførelse.

3.2 Særlig domstolsadgang

Som ovenfor gennemgået under afsnit 2.5.3 om domstolene, så gælder der en

almindelig domstolsadgang for alle forvaltningens afgørelser, jf. grl. § 63. Dermed kan

alle afgørelser truffet af sundhedsmyndighederne indbringes for domstolene, som i

sidste instans afgør, hvad der er gældende ret, og dermed afgør

øvrigmyndighedens

grænser.

Domstolene foretager en udtømmende prøvelse, altså en egentlig ny

behandling af sagen.

104

Prøvelsen efter grl. § 63 foregår ved den almindelige civilretlige

domstolsproces.

Den kvalificerede domstolsprøvelse for administrativt frihedsberøvede er, som nævnt,

hjemlet i grl. § 71, stk. 6. Herudover er domstolskontrol i særlige tilfælde hjemlet ved

104

Bødker Madsen,

Sundhedsret

s. 641-642

almindelig lov. I sundhedslovgivningen gælder det autorisationsfratagelsessager og

patienterstatningssager.

105

PKN udgør en enstrenget indgang til klagesystemet for psykiatriske patienter udsat for

tvang, men tvangsindgrebets nærmere karakter har betydning for de videre

klagemuligheder. Den lovbestemte rekurs fra PKN til PKA gælder kun sager om

tvangsbehandling, beroligende med tvang, anvendelse af fysisk magt, personlige alarm-

og pejlesystemer, særlige dørlåse og personlig skærmning, jf. psl. § 38, stk. 1.

PKN’s afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel,

altså de indgreb som har karakter af administrativ frihedsberøvelse, samt indgrebene

tvangsfiksering og aflåsning af døre, skal på patienten eller patientrådgiverens

anmodning indbringes for retten efter reglerne i rpl. kap. 43 a, jf. psl. § 37, stk. 1. Rpl.

kap. 43 a omhandler prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse, hvilket

defineres som frihedsberøvelse udenfor strafferetsplejen, og som foruden

tvangsindlæggelse i psykiatrien navnligt omfatter tvangsanbragte børn og

tvangstilbageholdte demente.

Bestemmelsen i psl. § 37 er, for så vidt angår indgrebene der har karakter af

administrativ frihedsberøvelse, en udmøntning af grl. § 71, stk. 6, og for indgrebene

tvangsfiksering og aflåsning af døre, udgør bestemmelsen en styrkelse af

retssikkerheden for patienterne. Tvangsfiksering og aflåsning af døre kan i nogle

tilfælde udgøre en frihedsberøvelse i grundlovens forstand, hvorfor indgrebene er

medtaget i psl. § 37.

Domstolenes prøvelsesret kan ved lov betinges af, at der forinden er foretaget

administrativ rekurs, hvilket ses i psl. § 35 om PKN’s 1. instans-behandling. Af hensyn

til prøvelsesretten i grl. § 71, stk. 6, må kravet om behandling af sagen i PKN som 1.

instans ikke medføre unødig forlængelse af sagsbehandlingen. Der er derfor indsat

frister for PKN’s afgørelser i psl. § 36, stk. 3. PKN skal træffe afgørelse ”snarest

105

Ibid. s. 643-644

muligt”,

jf. psl. § 36, stk. 3. I praksis bør afgørelsen være truffet inden 14 dage, ellers

skal nævnet underrette patienten om årsagen til den lange sagsbehandlingstid.

Regionen er rette sagsøgte i tvangssager på trods af kravet om, at rekursmuligheden skal

være udnyttet.

106

Det stemmer dog fint overens med den praktiske virkelighed, at det er

sygehusmyndigheden, der som udøver af den faktiske forvaltningsvirksomhed: selve

tvangen, er den rette sagsøgte. Regionen må anses for nærmest til at hjælpe med at

oplyse sagen, og regionen har, som arbejdsgiver og repræsentant for sine

sundhedsfaglige medarbejdere, en interesse i, at personalets beslutninger ikke

underkendes, og at retstilstanden klarlægges, så rammerne for tvangsudøvelse bliver

tydelig.

Nedenfor ses en oversigt over domstolskontrollen for sundhedsvæsenets klage-, tilsyns-

og erstatningsorganer.

Automatisk

106

Mathiassen s. 173

Med reglerne i rpl. kap. 43 a gives nem adgang til domstolsprøvelse, da den

frihedsberøvede blot, skal fremsætte begæring om prøvelse, hvorefter det påhviler den

pågældende myndighed at indbringe sagen for retten. Forelæggelse for retten skal ske

inden for 5 hverdage, jf. rpl. § 469, stk. 2. En anmodning om prøvelse efter kap. 43 a

har som udgangspunkt ikke opsættende virkning, jf. rpl. § 469, stk. 3, dvs.

igangværende frihedsberøvelse opretholdes indtil rettens afgørelse foreligger. Kapitlet

indeholder herudover regler om, at retten varetager officialvirksomheden og

tilrettelægger sagen, jf. rpl. § 471, samt at udgifter til bevisførelse afholdes af

statskassen, jf. rpl. § 474.

Når STPS træffer beslutning om tvangsindgreb efter epidemiloven, så skal der ske

automatisk domstolsprøvelse, jf. epidemiloven § 65. Det betyder, at den patient, der

f.eks. udsættes for tvangsisolation efter epidemiloven, ikke skal anmode om, at sagen

indbringes for retten, denne indbringelse sørger STPS automatisk for. Dermed kan

STPS udøve den akut nødvendige tvang, men denne vil altid blive efterprøvet hos

domstolene. Den automatiske domstolsprøvelse blev indført som en del af nyaffattelsen

af epidemiloven ifbm. coronapandemien for at styrke retssikkerheden.

107

Epidemilovens

§ 65 fastsætter dermed både processuelle krav for STPS som skal indbringe sagerne for

retten, og lempeligere vilkår ved at prøvelsen foregår efter rpl. kap. 43 a.

En sundhedsperson kan ikke endeligt fratages sin autorisation eller få sit

virksomhedsområde endeligt indskrænket foruden dom, jf. aul. § 11. STPS kan dog

midlertidigt fratage autorisationen eller indskrænke virksomhedsområdet, jf. aul. § 9.

Aul. § 11 udgør derfor en garant for sundhedspersonens retssikkerhed ved at pålægge

STPS processuelle krav og obligatorisk domstolsprøvelse i sager om varig

autorisationsfratagelse og virksomhedsindskrænkning.

108

Som det fremgår af modellen, så er domstolskontrollen med Ankenævnet for

Patienterstatningens sager særligt lovfæstet i KEL § 58 d. Formålet med bestemmelsen

107

108

L 134, Folketingstidende 2020-21, side 83

L 184, Folketingstidende 2015-16, side 120

er formentligt at tydeliggøre domstolsadgangen og indføre en tidsfrist på 6 måneder for

sagsanlæg. Overskrides fristen afvises sagen.

109

Frihedsberøvelse er underlagt strenge retskrav efter grl. § 71 og EMRK art. 5. Det

fremstår derfor velbegrundet, at der er nem domstolsadgang for de administrativt

frihedsberøvede i sundhedsvæsenet. Begrundelsen for at indføre obligatorisk

domstolsprøvelse af STPS’ beslutninger om tvang efter epidemiloven og i sager om

autorisationsfratagelse og virksomhedsindskrænkning er retssikkerhedshensyn, hvilket

giver god mening indgrebenes alvorlige konsekvenser taget i betragtning.

Grl. § 71 og EMRK art. 5 er formuleret som rettigheder for borgerne, og gælder ikke for

offentlige myndigheder. En tilsvarende ret til nem adgang til kvalificeret

domstolsprøvelse findes derfor ikke for modparten; regionerne.

Pernille Boye Koch har behandlet spørgsmålet om offentlige myndigheders

søgsmålskompetence nærmere i U.2005B.1. Af artiklen fremgår det, at domstolene

generelt har været tilbageholdende med at tilkende offentlige myndigheder

søgsmålskompetence, da domstolene har holdt sig til det traditionelle krav om konkret

og aktuelt retlig interesse i en sags udfald. Søgsmålskompetence anerkendes for

offentlige myndigheder med selvstændig økonomisk interesse i sagens udfald, men også

behovet for afklaring af tvivlsspørgsmål og myndigheders planlægning kan tillægges

betydning for, om retten realitetsbehandler sagen.

110

At der er fastlagt en lovbestemt rekursordning kan tale imod søgsmålskompetence for

den underordnede myndighed.

111

I det her behandlede tilfælde har lovgiver, gennem

etableringen af PKN som rekursinstans, taget stilling til, at det er PKN, der skal

fastlægge retstilstanden. Offentlige myndigheder, som underkendes af en overordnet

rekursmyndighed, har dog som udgangspunkt ikke andre steder at gå hen end til

domstolene.

112

Boye Koch anfører også argumentet om, at lokale myndigheder i kraft af

109

110

FED 2003.2993 Ø

Boye Koch s. 5

111

Waage s. 191 og U 2002.1472 H

112

Boye Koch s. 2

deres demokratiske mandat og uafhængige stilling ift. statsorganer, repræsenterer en

kumuleret borgerinteresse, og at lokale myndigheder, f.eks. regioner, kan have helt

andre formål, intentioner og politisk grundindstilling. Denne interesse bør kunne

tilgodeses i domstolssystemet.

113

Situationen hvor regionen sagsøger PKN, fordi regionen er uenig i nævnets afgørelse,

har endnu ikke været relevant. I de domme der foreligger, er det patienten, der sagsøger

regionen, hvis patienten er uenig i PKN’s afgørelse, eller hvis patienten ønsker at få

erstatning for ulovlig tvang. Angående PKN’s afgørelser om tvangsindgreb, der ikke

udgør frihedsberøvelse, altså tvangsbehandling, fysisk magt, beroligende med tvang

mv., da kan både patienten eller regionen indbringe afgørelsen for den administrative

ankeinstans, jf. psl. § 38.

Domstolene har i flere tilfælde omgjort afgørelser, til skade for patienten, ved at kende

tvangsudøvelse lovlig, som PKN havde kendt ulovlig. Eksempler herpå er U 2023.378

H, hvor PKN delvist havde tilsidesat en tvangsfiksering, hvorefter Højesteret kendte

hele tvangsfikseringens tidsudstrækning lovlig, og U 2022.327 H, hvor PKN havde

vurderet en ud af tre bæltefikseringer ulovlig, hvor Højesteret efterfølgende kendte alle

tre fikseringer lovlig. Hensynet til korrekt regelanvendelse vejer tungere end et forbud

mod

reformatio in pejus

(omgørelse til skade for klageren).

3.3 Patientrådgiverordningen

Som noget særligt i psykiatrien gælder det, at enhver patient der udsættes for tvang,

automatisk tildeles en patientrådgiver, jf. psl. § 24, stk. 1. Patientrådgiveren har til

opgave at rådgive patienten med hensyn til alle forhold i forbindelse med indlæggelsen,

opholdet og behandlingen på den psykiatriske afdeling, jf. psl. § 24, stk. 2.

Patientrådgiveren skal varetage patientens interesser bedst muligt. Patientrådgiveren

vejleder patienten ift. klageadgangen, bistår med gennemførelsen af klager, deltager så

vidt muligt i PKN-møder og formidler, hvis hensigtsmæssigt, kontakten med personalet.

Patientrådgiveren skal mødes med patienten senest 24 timer efter beskikkelsen, og

113

Ibid. s. 8-9

herefter mindst en gang om ugen og i øvrigt efter behov, så længe tvangsindgrebet

består, jf. psl. § 26, stk. 1.

Patientrådgiverordningen i psykiatrien adskiller sig fra klagevejledningen i det øvrige

sundhedsvæsen. Der er ikke fastsat nogen bestemmelser om en pligt til generel

klagevejledning i sundhedsloven. Regionen har dog pligt til at oprette et eller flere

patientkontorer, som kan vejlede patienter om klage- og erstatningsreglerne. Patienterne

har mulighed for selv at henvende sig til patientvejlederne på patientkontoret, som skal

bistå patienterne med at videresende og udforme klager og erstatningskrav til rette

myndighed, jf. SL § 51, stk. 1.

Der gælder ikke en pligt for sundhedspersoner til at yde klagevejledning af egen drift.

Undtagelser hertil indbefatter klagevejledning ved enhver anvendelse af tvang i

psykiatrien, jf. psl. § 32, stk. 1, og beslutninger om anvendelse af tvang i somatikken, jf.

tvangsbehandlingslovens § 17, stk. 1. Herudover skal autoriserede sundhedspersoner,

som bliver bekendt med skader, der må antages at kunne give ret til erstatning efter lov

om klage- og erstatningsadgang, informere skadelidte herom og i fornødent omfang

bistå med anmeldelse til Patienterstatningen, jf. KEL § 23.

Sundhedspersoner, der er ansat i det offentlige, har imidlertid pligt til at yde

klagevejledning, hvis patienten anmoder om det, jf. fvl. § 7, stk. 1. Det samme må

antages at gælde for sundhedspersoner i det private, jf. aul. § 17 om omhu og

samvittighedsfuldhed. En sådan pligt må efter omstændighederne antages at kunne bestå

i henvisning til en anden myndighed, der er mere nærliggende til at vejlede om

klageadgang, f.eks. patientkontoret.

114

Det er frivilligt for patienten om denne vil

benytte sig af patientkontorets vejledning i klagesager, hvorimod beskikkelsen af en

patientrådgiver er lovpligtig.

Baggrunden for indførelsen af patientrådgiverordningen var, at det med 1989-

psykiatriloven blev anset for nødvendigt at forbedre den dagældende

tilsynsværgeordning efter 1938-sindssygeloven for at styrke patienternes retlige og

114

Harlev m.fl. s. 437

faktiske stilling. Efter sindssygelovens regler gjaldt det, at der ved tvangsindlæggelse

skulle beskikkes en tilsynsværge af skifteretten. Tilsynsværgen skulle holde sig

underrettet om patientens tilstand og sikre at sygehusopholdet ikke varede længere end

højst nødvendigt. Desuden skulle tilsynsværgen være behjælpelig ved indgivelse af

klage, som dengang kunne ske til Justitsministeriet. Tilsynsværgen var som regel en af

patientens nærmeste pårørende.

115

Med 1989-psykiatriloven blev tilsynsværgeordningen afløst af en

patientrådgiverordning med kvalificerede og uafhængige patientrådgivere.

Patientrådgiverbeskikkelse blev gjort obligatorisk ved tvangsindlæggelse,

tvangstilbageholdelse og tvangsbehandling.

116

I dag er reglerne udvidet så patienten

automatisk får tildelt en patientrådgiver ved ethvert tvangsindgreb.

Formålet med patientrådgiverordningen er at forbedre patientens retssikkerhed.

117

Dette

formål må siges at blive opfyldt. Patientrådgiverordningen virker desuden velbegrundet

set ud fra psykiatriske patienters særlige behov for hjælp til at overskue deres

rettigheder, når de udsættes for meget indgribende foranstaltninger i situationer, hvor de

er alvorligt påvirkede af deres sygdom. Desuden kan patientrådgiverordningen anses for

medvirkende til overholdelse af EMRK art. 5, stk. 5 om en ”enforceable

right”

til

kompensation for ulovlig frihedsberøvelse, da patientrådgiveren rådgiver om og

varetager de første skridt ift. at få underkendt ulovlig tvang, hvilket er en forudsætning

for den videre prøvelse og evt. godtgørelse.

3.4 Sammensætning og organisering

3.4.1 Organisatorisk placering

PKN var i 1989 organiseret som lokale nævn i hvert amt.

118

I 2007 blev nævnet flyttet

til de regionale statsforvaltninger pga. strukturreformen,

119

i 2013 blev de fem regionale

psykiatriske patientklagenævn slået sammen til et samlet landsdækkende nævn i

115

116

L 76, Folketingstidende 1988-89, spalte 2068-2070

Ibid. spalte 2068

117

Bødker Madsen,

Psykiatriret

s. 191

118

L 76, Folketingstidende 1988-89, spalte 2043

119

Bekendtgørelse om forretningsorden for de psykiatriske patientklagenævn, BEK nr. 1496 af

14/12/2006, § 1

forbindelse med sammenlægningen af de regionale statsforvaltninger

120

og i 2016 blev

nævnet flyttet til Nævnenes Hus.

121

Pr. 1. december 2023 overflyttes PKN til STPK, så

ressortansvaret derved overgår fra Erhvervsministeriet til Sundhedsministeriet.

Flytningen giver god mening ift. at sikre et mere sammenhængende klagesystem. Der

har været kritik af PKN’s manglende fokus på de sundhedsfaglige argumenter, hvilket

også har været angivet som en af årsagerne til, at der mangler lægefaglige medlemmer i

PKN. Det er sundhedsministerens forhåbningen, at flytningen af PKN vil bidrage til at

løse de udfordringer.

122

Det må i den forbindelse antages, at der er lovændringer på vej,

som vil konsekvensrette benævnelsen af Nævnenes Hus til STPK i psl.

PKN’s organisatoriske placering er væsentlig pga. myndighedernes

instruktionsbeføjelse og fortolkningsuoverensstemmelser. Af PKN’s årsberetninger og

regionernes høringssvar fremgår, at der udspiller sig en fortolkningsuoverensstemmelse

mellem på den ene side regionerne og Sundhedsministeriet og på den anden side PKN

(Nævnenes Hus). Uoverensstemmelsen drejer sig om situationen, hvor en beslutning om

tvangsfiksering skal træffes af en overlæge, efter at denne har tilset patienten, jf. psl. §

15, stk. 1. I tilfælde af overlægens fravær, træffes beslutningen om tvangsfiksering efter

§ 15 af en anden læge, hvorefter overlægen ”efterfølgende

snarest skal tage stilling til

beslutningen”,

jf. psl. § 4 a. PKN er af den opfattelse, at overlægen skal tilse patienten i

forbindelse med, at der tages stilling til beslutningen, jf. psl. § 4 a.

123

Sundhedsministeriet og regionerne er af den opfattelse, at det ikke er et krav, at

overlægen skal tilse patienten, da det er den læge, der træffer beslutning i overlægens

fravær, der skal efterleve kravet i § 15.

124

Denne fortolkningsuoverensstemmelse løses

ved flytning af PKN.

3.4.2 Sagkundskab i nævnet

PKN består ved nævnsmøder af en formand, en af direktøren for Nævnenes Hus

bemyndiget ansat (typisk en jurist), og to medlemmer som er beskikket af

120

121

L 157, Folketingstidende 2012-13, s. 26-27

L 91, Folketingstidende 2018-19, s. 57

122

Sundhedsministeriet,

Orientering om overførsel af ressortansvar for Det Psykiatriske

Patientklagenævn

123

Det Psykiatriske Patientklagenævn, Årsberetning 2020 s. 20

124

Det Psykiatriske Patientklagenævn, Årsberetning 2020 s. 37-38, 41-43 og 45-46

sundhedsministeren efter indstilling fra Lægeforeningen og Danske

Handicaporganisationer (som er paraplyorganisation for bl.a. SIND - Landsforeningen

for psykisk sundhed), jf. psl. § 34.

Indtil 2019 blev nævnets møder som udgangspunkt afholdt på den psykiatriske afdeling,

hvor patienten var indlagt, men i dag afholdes møderne som udgangspunkt som

videomøder, da nævnsmedlemmerne sidder i Viborg. Ændringen i arbejdsmodellen blev

gennemført af hensyn til tidsbesparelse for sagsbehandleren.

125

Det er tiltænkt, at

nævnet skal sidde samlet i Viborg, men pga. mangel på lægefaglige medlemmer har det

været nødvendigt at afholde såkaldte hybrid-møder, hvor det lægefaglige medlem har

været koblet på med video hjemmefra.

126

Efter flytningen af PKN pr. 1. december 2023

vil nævnsbehandlingen foregå ved STPK i Århus.

127

Manglen på lægefaglige medlemmer i PKN har i en årrække været et tiltagende

problem. Det er således nævnt som en principiel problemstilling i samtlige

årsberetninger for 2020-2022.

128

I den forbindelse har § 71-tilsynet stillet spørgsmål til

henholdsvis erhvervsministeren og sundhedsministeren ang. sagsbehandlingstider og

mangel på lægefaglige medlemmer.

129

Af svarene fremgår, at det lave antal lægefaglige

medlemmer betyder, at PKN har været nødt til at prioritere klagerne med opsættende

virkning, hvor der er en lovbestemt frist for sagsbehandling på 7 dage, jf. psl. § 36, stk.

3. Behandlingen af de øvrige klager kan derfor i mange tilfælde ikke behandles inden de

14 dage, som loven ellers forudsætter.

I de øvrige klage-, erstatnings- og ankenævn er der også en helt klassisk

nævnssammensætning med en jurist for bordenden, et sundhedsfagligt medlem og en

repræsentant fra en patientorganisation (eller anden relevant part). På den måde sikres

den juridiske fagkundskab, den sundhedsfaglige kundskab og inddragelse af patientens

125

Nævnenes Hus, naevneneshus.dk,

Ændret arbejdsmodel i Det Psykiatriske Patientklagenævn giver

mere tid til kerneopgaven

126

Det Psykiatriske Patientklagenævn, Årsberetning 2020 s. 16

127

Sundhedsministeriet,

Psykiatrisk patientklagenævn flyttes

128

Det Psykiatriske Patientklagenævn, Årsberetning 2020, Årsberetning 2021 og Årsberetning 2022

129

Erhvervsministeriet, §71 Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 4 og Sundhedsministeriet, §71 Alm.del

- endeligt svar på spørgsmål 7

perspektiv. Kravene til sagkundskaben eller antallet af nævnsmedlemmer er stigende i

rekursinstansen, hvilket giver god mening ift. rekursinstansernes hierarkiske opbygning.

På disse punkter adskiller PKN sig ikke fra de øvrige nævn.

I de øvrige nævn opleves ikke samme problem med mangel på lægefaglige medlemmer.

For nærmere at belyse problemstillingen med manglende sundhedsfaglig sagkundskab i

PKN, er Nævnenes Hus og Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS) i forbindelse med

nærværende afhandling blevet adspurgt om problemstillingen.

130

Nævnenes Hus

angiver, at problemstillingen skyldes flere aspekter. Nævnet er juridisk, og det

lægefaglige medlem har kun én stemme. Derudover mener Nævnenes Hus, at

honorarets størrelse, den generelle mangel på psykiatere, mødeformen i form af

videomøder og de korte frister i sagerne også medvirker til manglen på lægefaglige

medlemmer. Nævnenes Hus angiver dog den generelle mangel på speciallæger, som den

primære årsag. DPS mener, at manglen på læger i PKN hænger sammen med, at de

lægefaglige aspekter ikke tillægges tilstrækkelig vægt i afgørelserne. Det er DPS’

opfattelse, at det formelle vægtes så højt, at det ikke får nogen reel betydning, om der

sidder en læge eller ej.

Blandt de løsningsforslag som Sundhedsministeriet overvejer, er, nedsættelse af et

dialogforum, undersøgelse af behovet for en højere grad af sundhedsfagligt fokus i

nævnet, undersøgelse af honoreringen af de lægelige medlemmer og undersøgelse af

fleksibilitet i mødedeltagelsen,

131

hvilket derved i nogen grad imødekommer de

aspekter, som Nævnenes Hus og DPS peger på.

Et eksempel på PKN’s manglende lægefaglige fokus er to principafgørelser fra PKA,

som ændrer PKN’s praksis ift. indgivelse af beroligende medicin med tvang. PKN har

haft en forkert læsning og forståelse af lægemiddelanbefalingerne på pro.medicin,

hvilket PKA har rettet op på.

132

130

131

Bilag 1 og 2

Sundhedsministeriet, §71 Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 7

132

Det Psykiatriske Ankenævn, 21DPA03 og 21DPA04,

Injektion Zyprexa 10 mg svarede til tablet

zyprexa 10 mg

Det manglende sundhedsfaglige fokus i PKN kan være medvirkende til, at det er svært

at rekruttere lægefaglige medlemmer til nævnet, hvorved både patientbehandlingen og

retssikkerheden forringes. Det bliver interessant at følge, om flytningen af PKN til

STPK pr. 1. december 2023 kommer til at imødegå denne udfordring.

3.5 Opsummering og delkonklusion

Anvendelse af tvang i psykiatrien er et indgribende middel overfor patienterne, men det

er også i nogle situationer et nødvendigt middel for at sikre den påkrævede behandling

eller personalets, medpatienternes eller patientens egen sikkerhed. Alvorligheden og

intensiteten i tvangsindgrebene afspejles i lovgivningen ved at frihedsberøvelse er

reguleret i grundloven, menneskerettighederne og i en fra den øvrige

sundhedslovgivning særskilt lov: psykiatriloven. Det er en forudsætning for

frihedsberøvelsen, at den sker

med henblik på behandling.

Tvang udgør ikke i sig selv

behandling, men den sundhedsfaglige behandling er et grundlæggende element i

udøvelsen af tvangen. Det er derfor velbegrundet, at der eksisterer et særligt klageorgan

for dette specialiserede og juridisk komplekse område, som er adskilt fra det øvrige

patientklagesystem.

Det fremstår retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at der ikke gælder nogen klagefrister i

psl. Der kunne indføres frister med inspiration fra klage- og forældelsesfristerne i KEL

og FOL. En relativ klagefrist kunne f.eks. afhænge af tidspunktet for tvangens ophør

eller patientens udskrivning, og evt. også kombineres med en absolut frist, som løb fra

at beslutningen om tvang blev truffet. Det ville kræve lovændring, og det ville være

vigtigt at inddrage psykiatere og patienter i vurderingen af, hvornår en patient igen vil

være i stand til at overskue sin situation, og dermed hvorvidt et tvangsindgreb giver

anledning til en klage.

Den manglende klagefrist giver især anledning til undren, når man sammenholder med,

at der automatisk beskikkes en patientrådgiver for alle patienter, der har været udsat for

tvang. Indførelse af klagefrister ville styrke sundhedspersonernes retssikkerhed ved at

gamle sager, hvor tilstrækkelig oplysning af sagen ville være svær, ikke blev taget op.

Patientens retssikkerhed ville blive varetaget ved, at patientrådgiveren rådgav om og var

opmærksom på klagefristernes overholdelse.

De retssikkerhedsmæssige og menneskeretlige hensyn der skal varetages ved

administrativ frihedsberøvelse, begrunder at der gælder særlige regler for

klageadgangen og domstolsprøvelsen. Grl. § 71, stk. 6 er lex superior ift. psykiatriske

patienters adgang til domstolsprøvelse af frihedsberøvelse. Rpl. kap. 43 a er lex

speciales, som går forud for retsplejelovens almindelige bestemmelser om sagsgangen

ved domstolene.

Sundhedsmyndighederne kan udøve de akut nødvendige tiltag for at tilgodese almene

samfundsinteresser; f.eks. tvangsindlæggelse for at undgå at en psykotisk patient udgør

en fare for sine medborgere, tvangsisolation for at forhindre smittespredning, eller

midlertidig autorisationsfratagelse for at forhindre, at en uansvarlig læge fortsætter sit

virke. Reglerne om domstolskontrol udgør modvægten til disse meget indgribende tiltag

overfor individet, og giver dermed retssikkerhed for borgerne via kontrol med

statsmagten.

Man kunne overveje, om der skulle gælde en obligatorisk prøvelse (enten hos PKN eller

hos domstolene) for visse typer af tvangsindgreb, ligesom der gælder en obligatorisk

prøvelse efter epidemiloven og autorisationsloven. Det er i dag kun de patienter, der

selv er i stand til at klage, der får prøvet deres sag om frihedsberøvelse. Det må dog

antages, at obligatorisk prøvelse ved domstolene ville medføre en stor sagsbyrde for

domstolene pga. omfanget af brugen af tvang i psykiatrien. Desuden får de psykiatriske

patienter, som ikke selv er i stand til at klage, deres interesser varetaget af

patientrådgiverne, hvilket må antages i nogen grad at imødegå problemstillingen.

Det er svært at forstå, at PKN har været placeret ved Nævnenes Hus, som hører under

Erhvervsministeriet, hvorfor det giver god mening, at PKN nu overflyttes til STPK, som

hører under Sundhedsministeriet.

Manglen på lægefaglige medlemmer i PKN har den konsekvens, at

sagsbehandlingstiden i nævnet bliver længere end de i lovgivningen forudsatte 14 dage,

og at patienternes retssikkerhed dermed svækkes. Det gælder især de tvangsindgreb, der

har karakter af frihedsberøvelse, hvor patienterne efter grl. § 71, stk. 6 skal have nem

adgang til kvalificeret domstolsprøvelse. Patienterne skal afvente en afgørelse fra PKN

førend, at de kan anmode om at få indbragt sagen for domstolene. Den lange

sagsbehandlingstid ved PKN har også konsekvenser for kvaliteten af

patientbehandlingen, da klager over tvangsbehandling har opsættende virkning, jf. psl. §

32, stk. 3, hvilket betyder at påbegyndelse af behandling og dermed patientens bedring

kan blive udskudt.

Frihedsberøvelse og tvangsindgreb har en klar juridisk dimension. I psykiatrien er den

lægefaglige vurdering en nødvendig forudsætning for det juridiske grundlag for

udøvelse af tvang. Den juridiske vurdering og den lægefaglige vurdering er ikke

modstridende hensyn, men to kriterier der skal spille sammen. Den offentlige debat

afspejler ellers, at der er en stigende polarisering, hvilket næppe kommer de

frihedsberøvede patienter til gode.

Det fremstår velbegrundet, at PKN på nogle punkter adskiller sig fra det øvrige

patientklagesystem, herunder ift. særlig adgang til kvalificeret domstolskontrol og en

særlig patientrådgiverordning. Samtidigt virker det dog mindre hensigtsmæssigt, at

PKN adskiller sig fra det øvrige patientklagesystem ift. klagefrister og tidligere

organisatorisk placering.

4. Retspraksis og retspolitiske overvejelser

4.1 Retspraksis

4.1.1 Betingelser for tvang

U 2023.378 H omhandler en patient med skizofreni, som er tvangsfikseriet i 13 dage i

forlængelse af, at patienten har overfaldet en sygeplejerske og stukket vedkommende ni

gange med en gaffel i baghovedet og ryggen. PKN behandler som 1. instans klagen over

tvang og giver patienten delvist medhold.

PKN godkender fikseringen for de første to dage, men tilsidesætter udstrækningen af

fikseringen for de følgende 11 �½ døgn. Ved et journalnotat to dage efter

tvangsfikseringens iværksættelse finder nævnet det ikke længere dokumenteret, at der

forelå en konkret, påviselig og aktuel fare, der nødvendiggjorde, den fortsatte fiksering.

Da nævnet allerede ved dette journalnotat konstaterer, at lovens betingelser ikke

længere er opfyldt, tilsidesætter nævnet den fulde længde af den fortsatte

tvangsfiksering (de 11 �½ døgn).

Patienten får indbragt sagen for retten efter reglerne i rpl. kap. 43 a med hensigt om at få

tilkendt erstatning. Domstolene skal tage stilling til frihedsberøvelsens lovlighed og

efterfølgende udmåle evt. erstatning. Regionen nedlægger derfor påstand om, at

tvangsfikseringen kendes lovlig, og at regionen dermed frifindes for kravet om

erstatning. Havde regionen derimod ikke anfægtet PKN’s afgørelse, så ville sagen ikke

kunne føres efter reglerne i rpl. kap 43 a, og sagsøger ville være henvist til at lægge sag

an efter civilrettens almindelige former for at få tilkendt erstatning, jf. U 2023.1358 H.

Parterne er enige om, at de første to dages tvangsfiksering var lovlig. Patienten

nedlægger påstand om stadfæstelse af PKN’s afgørelse og tilkendelse af erstatning.

Byretten frifinder regionen.

Landsretten finder det derimod ikke godtgjort, at hensynet til andres liv, førlighed eller

sikkerhed tilsagde, at tvangsfikseringen skulle udstrækkes i det pågældende omfang.

Her lægger retten vægt på, at patienten i et døgn ikke havde slået ud efter personalet,

samt at man kunne have forsøgt at løsne håndremmene for at se, hvordan patienten ville

reagere i den situation. Landsretten finder ikke, at der er grundlag for den langvarige

fiksering, da det vurderes, at der ikke foreligger ”væsentlige

grunde”

i form af

”nærliggende

og væsentlig fare”,

og det tillægges dertil vægt, at patientens

retssikkerhedsgarantier i form af eksternt tilsyn ikke var overholdt.

For Højesteret påstår patienten/appellanten stadfæstelse af landsrettens dom, dog med

forhøjelse af godtgørelsen fra 50.000 kr. til 200.000 kr. I Højesteret inddrages udtalelse

fra Retslægerådet, hvori Retslægerådet tydeligt er af den opfattelse, at patienten

frembød en vedvarende fare for omgivelserne, som ikke kunne være imødegået med

mindre indgribende midler. Desuden fører Højesteret supplerende vidneafhøring af den

behandlingsansvarlige overlæge, hvor der bliver dykket mere ned i journalnotaterne

under de 11 �½ døgns fortsatte tvangsfiksering, og ikke blot journalnotaterne op til og

ved begyndelsen af den underkendte periode.

En væsentlig forskel fra de tidligere instanser er således, at Højesteret i højere grad

anlægger en samlet vurdering af hele forløbet, for at få det mest retvisende billede af de

faktiske omstændigheder. Dette står nærmest i kontrast til PKN’s initiale afgørelse, som

direkte angiver, at idet nævnet ikke finder den nærliggende og væsentlige fare beskrevet

eller dokumenteret allerede i et journalnotat to dage efter tvangsfikseringens

påbegyndelse, så vælger nævnet at tilsidesætte hele den resterende fiksering,

tilsyneladende uden at tillægge de efterfølgende journalnotater vægt.

Heraf kan udledes en praksis, hvor PKN’s tilgang er mere formalistisk, og Højesteret

irettesætter med en helhedsvurdering af forløbet. At reglen om eksternt tilsyn ikke var

korrekt overholdt i sagen, kunne ikke, ifølge Højesteret, føre til et andet resultat. I

forlængelse heraf kan også FED 2006.104 V nævnes, da landsretten kendte to

tvangsfikseringer lovlig, fordi de materielle betingelser var opfyldt, uanset at journaler

og tvangsprotokoller ikke var tilstrækkeligt udfyldt. Opfyldelse af de materielle

betingelser vejer altså tungere ved domstolene end opfyldelse af de formelle betingelser.

PKN har nogle begrænsninger i og med at de ikke kan føre den samme bevisførelse som

domstolene. Domstolene inddrager ofte supplerende vidneforklaringer og

Retslægerådsudtalelser, hvor PKN baserer deres sagsbehandling på de foreliggende

journalnotater og forklaringer fra patienten, rådgiveren og personalet.

I U 2022.327 H følger domstolene PKN’s afgørelser vedrørende tre bæltefikseringer. Et

af spørgsmålene for retten var, hvorvidt psl. § 1, stk. 4 lever op til det skærpede

hjemmelskrav i grl. § 71, stk. 2. Ifølge psl. § 1, stk. 4 er der ikke tale om tvang, når

forældremyndighedsindehaveren har givet samtykke for en patient under 15 år.

Højesteret fandt, at der i den pågældende situation var tale om magtanvendelse og ikke

tvang, og at psl. § 1, stk. 4 udgjorde et tilstrækkeligt hjemmelsgrundlag, også i tilfælde

af at indgrebet udgjorde frihedsberøvelse i henhold til grundloven. Dommen illustrerer

også den problematik, der kan opstå, når PKN underkender en beslutning om

tvangsbehandling. Forløbet op til en af tvangsfikseringerne beskrives med, at patientens

medicin blev seponeret fra den ene dag til den anden, da PKN havde underkendt en

afgørelse om tvangsbehandling. Overlægen udtaler i sagen, at det ud fra et lægefagligt

perspektiv havde været at foretrække, at medicinen blev nedtrappet, men når PKN

tilsidesætter en tvangsbehandling, så ophører man behandlingen med det samme. I

forløbet op til tvangsfikseringen får patienten det tiltagende psykisk og fysisk dårligt

med begyndende abstinenser, hvilket starter den konflikt, der ender med at personalet

tilkalder politiet, som hjælper med at tvangsfiksere patienten. Sagen er altså et eksempel

på, at underkendelse af en beslutning om tvangsmedicinering kan føre til, at det bliver

nødvendigt at anvende andre tvangsforanstaltninger, mens man endnu en gang venter

på, motiveringsfasen og sagsbehandling af spørgsmålet om tvangsmedicinering hos

PKN.

4.1.2 Krænkelse af EMRK art. 3

I U 2021.1893 H var en patient tvangsfikseret på en retspsykiatrisk afdeling i 9

måneder. Der blev en måned inde i tvangsfikseringen udstedt farlighedsdekret om

anbringelse på Sikringen, men pga. pladsmangel på Sikringen blev patientens

overflytning dertil 1,5 år forsinket. Patienten var derfor fortsat tvangsfikseret i

retspsykiatrien. Højesteret konkluderer, at betingelserne i psl. §§ 4 og 14 angående

tvangsfikseringen har været opfyldt. Samtidigt anfører Højesteret, at såfremt patienten

var blevet overført til Sikringsafdelingen i overensstemmelse med farlighedsdekretet, så

ville der have været hjemmel til at benytte aflåsning af patientstue eller oppegående

tvangsfiksering, jf. psl. §§ 18 a-18 c, som er særlige tvangsforanstaltninger på

Sikringsafdelingen, som skal udgøre alternativer til f.eks. sengeliggende fiksering. Det

må derfor formodes, at patienten, som har været sengeliggende tvangsfikseret i

retspsykiatrien i 9 måneder, har været fikseret i væsentligt videre omfang, end hvis han

var blevet overført til Sikringen tidligere. Under de omstændigheder finder Højesteret

derfor, at de 9 måneders tvangsfiksering udgør en krænkelse af EMRK art. 3, og

godtgørelsen fastsættes til 250.000 kr.

U 2023.695 V omhandler den samme patient, men angår perioden fra ophøret af 9-

måneders tvangsfikseringen og indtil overførslen til Sikringen, hvor der igen går ca. 9

måneder. I den periode er patienten underlagt foranstaltninger, som indebærer, at han

skal forblive på sin egen patientstue. Tvangsfikseringen blev bragt til ophør

udelukkende pga. patientens dårlige fysiske tilstand som følge af fikseringen.

Landsretten anfører at foranstaltningerne i sagen minder mest om aflåsning af

patientstuen, som der er hjemmel til at foretage på Sikringen, jf. psl. § 18 a, stk. 3, nr. 1.

Det er rettens opfattelse, at patienten i væsentligt omfang ville være blevet undergivet

lignende foranstaltning i den pågældende periode, hvis han i overensstemmelse med

farlighedsdekretet med det samme var blevet overført til Sikringen. Landsretten finder

derfor, at der var den fornødne hjemmel i psl. eller dennes analogi til at iværksætte

foranstaltningerne. Foranstaltningerne var endvidere ikke uproportionale eller

nedværdigende, og der forelå derfor ikke en krænkelse af EMRK art. 3.

I den første dom havde PKN godkendt de 9 måneders tvangsfiksering, og i den anden

dom havde PKN ikke realitetsbehandlet klagen, da nævnet vurderede, at det ikke havde

kompetence til at behandle sagen, da foranstaltningerne efter deres opfattelse faldt

udenfor psl.’s anvendelsesområde.

Manglende ressourcer og pladsmangel kan ikke legitimere umenneskelig eller

nedværdigende behandling, jf. U 2021.1893 H, men som følgedommen U 2023.695 V

viser, så kan psl.’s analogi godt anvendes som lovhjemmel til at indføre

Sikringsafdelingens foranstaltninger, mens man afventer plads til anbringelse.

4.2 Det menneskeretlige synspunkt

Som det ses ovenfor i de gennemgåede domme, så skal man i tvangssituationer afveje

selvbestemmelsesretten overfor samfundets hjælpepligt og afværgelse af fare. Tvang i

psykiatrien berører derfor nogle af de mest grundlæggende menneskerettigheder, nemlig

EMRK art. 5; retten til frihed og sikkerhed, EMRK art. 8; retten til privatliv og

familieliv, EMRK art. 3; forbuddet mod tortur, umenneskelig eller nedværdigende

behandling, samt EU’s charter om fundamentale rettigheder art. 3; respekt for

menneskets fysiske og psykiske integritet.

D. 15. september 2020 blev Danmark dømt for krænkelse af EMRK art. 3 ved EMD.

Sagen

Aggerholm v. Danmark

omhandler en retspsykiatrisk patient med paranoid

skizofreni, som var bæltefikseret i knap 23 timer. Tvangsfikseringen blev i første

omgang underkendt af PKN, men blev efterfølgende kendt lovlig hos byret og landsret.

Anke til højesteret blev afvist, hvorefter sagen blev indledt hos EMD. EMD var enig

med de danske domstole i, at iværksættelse af tvangsfikseringen var sidste udvej for at

undgå nærliggende fare for andre. Det er dog den tidsmæssige udstrækning af

bæltefikseringen, der udgjorde en krænkelse af EMRK. Ifølge EMD foretog de danske

domstole ikke en tilstrækkelig vurdering af forholdene, der begrundende varigheden af

fikseringen.

133

EMD kritiserede Danmark for følgende tre forhold: For det første blev patienten

undervejs i fikseringen beskrevet som ”potentielt” farlig. En potentiel fare er ikke

tilstrækkelig til at opretholde en tvangsfiksering, jf. psl. § 14, stk. 2. For det andet

kritiserede EMD, at der ikke blev foretaget lægeligt tilsyn i en periode på næsten 12

timer, mens fikseringen stod på. For det tredje gik der halvanden time fra, at det blev

besluttet, at patienten skulle løsnes fra bæltefikseringen og til, at det rent faktisk skete.

På den baggrund fandt EMD, at udstrækningen af tvangsfikseringen udgjorde en

overtrædelse af art. 3. Aggerholm fik tilkendt en økonomisk godtgørelse på 10.000 €.

134

IMR peger på, at dommen kan føre til et opgør med langvarige bæltefikseringer i

Danmark. En bæltefiksering, der varer i 23 timer, udgør ikke i sig selv en krænkelse,

men risikoen for krænkelse er stor, når lange fikseringer anvendes. Det er instituttets

opfattelse, at det er nødvendigt helt at afskaffe anvendelsen af længerevarende

tvangsfikseringer over 48 timer, hvis Danmark i fremtiden skal undgå krænkelser af art.

135

De danske myndigheders reaktion på dommen har bl.a. været en lovændring af psl. §

21, stk. 4, således at første lægetilsyn efter tvangsfikseringens iværksættelse skal ske

133

134

Aggerholm v. Denmark para 98 og 110

Ibid. para 111-115 og 119

135

Institut for Menneskerettigheder,

Høring over lovforslag om ændring af psykiatriloven

s. 8-9

senest 4 timer efter fikseringens påbegyndelse og herefter skal der foretages tilsyn med

højst 10 timers mellerum, dog med mulighed for undtagelse i tilfælde af, at patienten

sover. At vække patienten for at foretage tilsyn ville være kontraproduktivt i forhold til

behandlingen. Det er sundhedsministeriets vurdering, at dommen ikke er udtryk for en

generel ulovlig praksis på de psykiatriske afdelinger, men derimod en ulovlig

håndtering i den konkrete sag. I myndighedernes reaktion til dommen henvises i vidt

omfang til 10-årsplanen for psykiatrien, som skal løse ressourceudfordringerne i

psykiatrien.

136

I december 2021 indgik den danske stat forlig i sagen

Dam v. Danmark,

fordi sagen på

flere punkter mindede om Aggerholm-sagen. Regeringen vurderede, at det var

overvejende sandsynligt, at sagen ville ende med en dom for en lignende

menneskerettighedskrænkelse. Forliget indebar en økonomisk kompensation til klager

på 90.000 kr. Samtidigt forpligtede regeringen sig til at stille lovforslag, der skulle

sikre, at der skrives notat mindst en gang i timen, når en patient er bæltefikseret.

137

Dette lovforslag blev stillet med L 84

138

, hvorefter det er forudsat, at den faste vagt skal

foretage notat hvert 15. minut mens tvangsfikseringen står på. I Sundhedsministeriets

reaktion på forliget henvises endnu en gang til den kommende 10-årsplan for

psykiatrien.

139

I juni 2023 indgik den danske stat forlig i sagen

M.P. v. Denmark,

som

ligeledes vedrørte en tvangsfikseret patient. Pga. ændringer af psykiatriloven, og den

nye praksis fra EMD, var det regeringens vurdering, at sagen ville ende med en dom for

overtrædelse af EMRK art. 3, hvis den blev realitetsbehandlet ved EMD. Forliget gav

derfor klager en økonomisk kompensation på 223.000 kr.

140

Danmark har gentagne gange modtaget international kritik for brugen af langvarige

bæltefikseringer. Den Europæiske Torturforebyggelseskomité (Committee for the

Prevention of Torture and Inhuman and Degrading Treatment or Punishment - CPT),

136

137

Sundhedsministeriet, Endeligt svar på spg. 20, s. 2

Sundhedsministeriet,

Orientering om forlig af klagesag ved Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol – Dam v. Danmark

138

L 84, Folketingstidende 2021-22 og L 84 - bilag 8, Betænkning, s. 4

139

Sundhedsministeriet,

Danmark indgår forlig i sag om bæltefiksering

140

Sundhedsministeriet,

Orientering om forlig af klagesag ved Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol – M.P. v. Denmark

som er en del af Europarådets menneskerettighedsbeskyttelse, har i forbindelse med

sine periodiske besøg i Danmark bl.a. udtalt, at bæltefikseringer bør regnes i minutter

fremfor timer, at en bæltefiksering almindeligvis ikke bør vare mere end 6 timer og

allerhøjest 24 timer, og at fikseringer, der varer i dagevis, ikke ifølge CPT kan have

nogen medicinsk berettigelse.

141

Tilsvarende har FN’s Torturkomité (UN Committee

against Torture - CAT) og Menneskerettighedskomité (UN Human Rights Committee,

International Covenant on Civil and Political Rights - CCPR) udtrykt bekymring for den

hyppige anvendelse af tvangsforanstaltninger i psykiatrien i Danmark. CCPR bemærker

bl.a., at på trods af Danmarks forsøg på at nedbringe anvendelsen af tvangsfikseringer,

så anvendes det stadig i vidt omfang, også i tilfælde hvor fikseringen varer mere end 48

timer, selvom den danske psykiatrilov foreskriver, at fiksering skal bruges som sidste

udvej. Komitéen anbefaler, at Danmark øger indsatsen for at nedbringe tvang og

samtidigt sikrer sig, at tvangsforanstaltninger er nødvendige og proportionale.

142

4.3 Det lægefaglige synspunkt

Der består blandt sundhedspersonalet en helt generel utilfredshed med

patientklagesystemet, som det er i dag. Det er for kompliceret, sagsbehandlingstiden er

for lang og processen er uigennemskuelig. Klagesagerne er mentalt opslidende for de

involverede parter, og systemet fordrer dermed ikke en tilstrækkelig tryg og konstruktiv

læringskultur.

143

Svendborgsagen, som også er omtalt i afsnit 2.6, var en kulmination af lægers

utilfredshed med patientklagesystemet. Spørgsmålet for Højesteret var om en læge på

akutmodtagelsen i Svendborg havde gjort sig skyldig i overtrædelse af aul. § 75 om

”grovere forsømmelse” eller ”skødesløshed”. Byretten frifandt, landsretten dømte, og

Højesteret frifandt med størst mulig dissens.

144

Ved siden af retssagen havde den

offentlige debat udviklet sig med en ”#DetKuHaVæretMig”-kampagne på sociale

141

CPT,

Report to the Danish Government on the visit to Denmark carried out from 4 to 13 February

2014, CPT/Inf (2014) 25 s. 65-66 og

Report to the Danish Government on the visit to Denmark carried

out from 3 to 12 April

2019, CPT/Inf (2019) 35

s. 70

142

CAT,

Concluding observations on the combined sixth and seventh periodic reports of Denmark,

para

40-41 og CCPR,

Concluding observations on the sixth periodic report of Denmark

para 25-26

143

Ugeskrift for Læger,

Lægeforeningen, DSR og FOA: Patientklagesystemet skal gentænkes fra bunden

144

Christensen, Jens Peter,

Højesteret og Svendborg-lægesagen

medier, lukkede facebook-grupper med støtte til Svendborg-lægen og et

”mistillidsvotum” til STPS, som blev underskrevet af mere end 9.000 læger, eller

svarende til ca. hver tredje læge i Danmark.

145

Forud for Svendborgsagen blev STPS oprettet i 2015 efter nogle uheldige sager, hvor

bl.a. en hjerneskadet psykiater havde fået lov at praktisere i flere år.

146

En tilsynspakke,

også kaldet ”Strammerpakken” blev indført i 2016, hvorefter STPS fik mulighed for

nemmere at fratage autorisationer og mulighed for at udstede straks-forbud mens sagen

behandles.

147

I 2022 rejser skyderiet i Field’s ny offentlig opmærksomhed på forholdene i psykiatrien.

Gerningsmanden havde forud for skyderiet et forløb hos Psykiatrisk Center Amager,

hvor han ifølge eksperter, ikke fik den rette behandling.

148

STPS gennemførte et reaktivt

tilsyn, som konkluderede, at der var større problemer af betydning for

patientsikkerheden på Psykiatrisk Center Amager.

149

24 % af alle drab begået i Danmark fra 2012-2019 er begået af folk, der var sindssyge i

gerningsøjeblikket.

150

Gerningsmanden i Field’s-sagen er foreløbigt af byretten idømt

forvaring på Sikringsafdelingen på ubestemt tid (sagen er anket).

151

D. 21. juli 2023

bliver en læge stukket ned af en psykotisk patient i psykiatrien. Det er det niende drab

på en sundhedsprofessionel siden 2012. Sammen med Field’s-sagen rejser lægedrabet

spørgsmål om screening for voldsrisiko og om sikkerheden i psykiatrien generelt.

145

Rasmussen, Lars Igum,

DIREKTE: »Jeg er rigtig ked af det her interview, det tager en drejning, jeg

ikke bryder mig om«

og Ugeskrift for Læger,

Tusindvis af læger sender mistillidsvotum til omstridt

styrelse

146

Ibid.

147

Sundhedsministeriet,

Ny tilsynspakke strammer reglerne for sundhedsautorisationer

148

Hansen, Louise Bolvig m.fl.,

Med den rette behandling var tiltalte ikke blevet så farlig, vurderer

eksperter

149

Styrelsen for Patientsikkerhed,

Tilsynsrapport Psykiatrisk Center Amager Region Hovedstadens

Psykiatri

150

Ugeskrift for Læger,

Drab puster til debat om sikkerhed i psykiatrien

151

Københavns Byrets dom afsagt den 5. juli 2023, SS-31572/2022-KBH, 1375/23

Kræftsagen fra Århus viser også, hvor presset sundhedsvæsenet er. Medier afslører, at

kræftpatienter har ventet længere end den påbudte maksimale ventetid på to uger

152

på

operation for mave- og tarmkræft.

153

Sagen afføder en række patienterstatningssager.

154

Forsinkelsen skyldes manglen på personale, især kirurger og

operationssygeplejersker.

155

Regeringen kommer med en ny sundhedspakke, som

afsætter 5 mia. kr. ekstra årligt til sundhedsvæsenet. Sundhedspakken fokuserer særligt

på styrkelse af kræftbehandlingen.

156

Derudover har der kørt nogle krænkelsessager mod læger. En hvor en læge blev dømt

for seksuelle overgreb og blufærdighedskrænkelser,

157

og en hvor en læge blev frikendt

efter halvandet års sagsforløb. I sagen med den frikendte læge havde STPS midlertidigt

frataget lægens autorisation pga. mistanken mod ham. Lægen har ikke kunnet udføre sit

hverv i halvandet år frem til frifindelsen, hvilket har påvirket ham voldsomt både

personligt og økonomisk. Sagen afføder derfor kritik fra Lægeforeningen om, at lægers

retssikkerhed er for dårlig. Lægerne støtter et stærkt tilsyn, men ønsker skærpede krav

til proportionaliteten i sanktionerne fra STPS, hurtigere sagsbehandling og mulighed for

økonomisk erstatning i tilfælde af frifindelse. I kritikken af STPS kobles lægernes

retssikkerhed med patientsikkerhed. Frygten for klagesager kan betyde, at nogle læger

ikke tør at udføre en bestemt type undersøgelser, eller den kan lede til at lægerne

udfører defensiv medicin.

158

En ud af fire læger tilkendegiver i en undersøgelse, at de dagligt eller ugentligt bestiller

unødvendige undersøgelser, fordi de er bekymrede for at få en klage (dvs. defensiv

medicin). Lægeforeningen kommenterer i den forbindelse at undersøgelsen blotlægger

en uhensigtsmæssig konsekvens af klagesystemet, hvor der er fokus på placering af

152

Bekendtgørelse om maksimale ventetider ved behandling af kræft og visse tilstande ved iskæmiske

hjertesygdomme, BEK nr. 584 af 28/04/2015

153

Pedersen, Marie Lagoni,

To måneder efter afsløringer ventede kræftpatienter stadig for længe på

omstridt afdeling

154

Patienterstatningen,

Første erstatning for forsinkede kræftoperationer i Region Midtjylland

155

Pedersen, Marie Lagoni,

To måneder efter afsløringer ventede kræftpatienter stadig for længe på

omstridt afdeling

156

Sundhedsministeriet,

Faktaark: Ny sundhedspakke

157

Øllgaard, Anne Klit,

Ung læge kendt skyldig i seksuelle overgreb og blufærdighedskrænkelser mod

patienter

158

Ugeskrift for Læger,

Læge frifundet – Lægeforeningen rejser principiel kritik af lægers retssikkerhed i

brev til minister

skyld fremfor læring. Det udfordrer patientsikkerheden. Defensiv medicin kan udgøre

en risiko for patienten, f.eks. i form af unødvendige scanninger, og det er spild af

ressourcer i et i forvejen presset sundhedsvæsen. Der er en tillidskrise mellem læger og

systemet, hvor systemet opleves mere som en modspiller end en medspiller.

159

Specifikt ift. PKN, så angiver DPS, at den største udfordring ved nævnet efter deres

opfattelse er, at ”det formelle” tillægges så stor vægt, som det gør. DPS mener, at

kravene til det formelle er i en detaljeringsgrad, som ikke giver faglig mening og

dermed reelt ikke er med til at sikre patientens retssikkerhed, men som til gengæld får

store konsekvenser for behandlingen og patientens bedring.

160

DPS vurderer, at der i

dag forekommer ”unødvendig tvang” som dybest set skyldes ressourcemangel. Det er

også DPS’ vurdering, at psl. og PKN’s praksis i stigende grad komplicerer og forlænger

patientforløbene. Især ventetiden inden en tvangsbehandling kan iværksættes er

problematisk. For den enkelte patient opstår der ofte behov for akut beroligende

medicin med tvang i venteperioden, ligesom at der i venteperioden kan opstå behov for

bæltefiksering. Det leder til mere tvang overfor patienterne samt til arbejdsulykker og

skadesanmeldelser blandt personale.

161

Konkret anbefaler DPS lovændring, som sikrer patientens behov for hurtig behandling.

Dertil bør patientklagenævnspraksis og ankenævnspraksis generelt smidiggøres

vedrørende vurderingen af de formelle kriteriers opfyldelse. Herudover bør der åbnes op

for, at ECT (Elektro-Convulsiv Terapi) kan anvendes med tvang på lige fod med

medikamenter, da ECT er en skånsom og meget virksom behandlingsform. Slutteligt

anbefaler DPS en betydeligt større vægtning af den lægefaglige vurdering på

nævnsmøderne.

162

Endvidere mener DPS, at lovgivning og afgørelser i klagesager i højere grad bør

understøtte, at den lægefaglige vurdering af patientens farlighed foretages ud fra den

159

Sundhedspolitisk Tidsskrift,

Mange patienter får unødvendige behandlinger på grund af lægers skræk

for klager

160

Bilag 1

161

Dansk Psykiatrisk Selskab,

Den nødvendige og unødvendige tvang

s. 3, 6 og 13

162

Ibid. s. 13-17

samlede kliniske tilstand - og ikke kun ud fra et øjebliksbillede.

163

Det her beskrevne

synspunkt kommer til udtrykt i ovenfor gennemgåede U 2023.378 H, hvor PKN netop

underkender en tvangsfikserings udstrækning pga. et øjebliksbillede beskrevet i

journalen, hvorimod Højesteret inddrager flere dele af patientjournalen og

Retslægerådets udtalelse i en helhedsvurdering af patientens farlighed.

4.4 Retspolitiske overvejelser om nedbringelse af tvang

Der har i mange år været stort politisk og fagligt fokus på nedbringelse af tvang i

psykiatrien. I 2014 satte sundhedsministeriet og regionerne et fælles mål om, at brugen

af bæltefikseringer skulle halveres frem mod 2020, og at den generelle brug af tvang

samtidigt skulle mindskes. Andelen af patienter, der i perioden 2014-2020

bæltefikseres, er faldet, men ikke nok til at indfri målet, og samtidig er den samlede

brug af tvang steget.

164

Om det utilfredsstillende resultat meddeleler Sundhedsstyrelsen,

at der fremadrettet skal være mere fokus på læring og forebyggelse, og at der skal sættes

nye mål for nedbringelse af tvang.

165

I et debatindlæg fra IMR peges der på, at PKN og domstolene alene tager stilling til, om

farekriteriet (eller behandlingskriteriet) var opfyldt på det tidspunkt, hvor

frihedsberøvelsen blev iværksat. IMR angiver, at de savner, at der bliver taget stilling

til, om årsagen til, at patienten f.eks. bliver farlig, er resultatet af mangelfuld

behandling, pleje eller omsorg, manglende respekt for patientens selvbestemmelse eller

andre forhold.

166

Formålsbestemmelserne i psl. foreskriver, at tvang aldrig må erstatte

omsorg, behandling og pleje, jf. psl. § 2, stk. 2. Det kan dog være forbundet med

udfordringer retrospektivt at vurdere, om psl. § 2 er overtrådt. Desuden er der tale om

en formålsbestemmelse, som ikke indfører en patientrettighed, men en bestemmelse

som skal være retningsgivende for tilgangen til patientbehandling i psykiatrien.

167

163

164

Ibid. s. 15

Rigsrevisionen,

Beretning om indsatsen for at nedbringe brug af tvang i psykiatrien

165

Sundhedsstyrelsen,

Målet om at nedbringe tvang inden udgangen af 2020 er ikke nået

166

Institut for Menneskerettigheder,

DEBAT: Psykiatrien i krise. "Jo mere jeg undersøger

psykiatriområdet, jo mere indser jeg, hvor meget der skal til"

167

L 137, Folketingstidende 2014-15, s. 11

I den ovenfor gennemgåede dom, U 2022.327 H, ses, hvordan PKN’s underkendelse af

en tvangsbehandling er et af de momenter, som leder til patientens forværring og

efterfølgende tvangsfiksering. Denne problematik, hvor patienter kan være

tvangsindlagt i ugevis men uden at modtage behandling, peger DPS også på med et

eksempel i deres pjece om tvang.

168

Psykiatere og DPS efterspørger lovændring til at

imødegå problemet, og foreslår, at hvis man er vurderet syg nok til at blive

tvangsindlagt, så er man også syg nok til, at tvangsbehandling igangsættes med det

samme. Den foreslåede model ville følge den svenske lovgivning på området.

169

10-årsplanen for psykiatrien, som regeringen henviser til adskillige gange i deres

reaktioner på problemer i psykiatrien, blev vedtaget i september 2022 af et bredt flertal i

Folketinget.

170

Planen var regeringens svar på psykiatriens udfordringer og den

langvarige kritik af brugen af tvang. Planen understreger behovet for en langsigtet og

vedvarende indsats på området. Planen blev modtaget med blandet reaktion. Der peges

på, at planen er et skridt i den rigtige retning, men planen er også drillende blevet kaldt

”2-års planen”, fordi den ikke står mål med udfordringerne. Flere interessenter peger på,

at det er positivt, at planen tager udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens og Socialstyrelsens

faglige oplæg om psykiatrien, men alle inkl. regeringen selv, betegner 10-årsplanen som

”det første skridt” i en langvarig og sammenhængende indsats. Psykiatrifonden mener,

at planen er for vagt formuleret, og at problemet med finansieringen er, at den tager

udgangspunkt i, hvor mange penge politikerne har lyst til at bruge, og ikke det reelle

behov i psykiatrien.

171

Dansk Psykolog Forening og DPS mener, at den regionale

psykiatri slet ikke løftes nok. Der er akut kapacitetsmangel og

rekrutteringsudfordringer, som planen ikke adresser eller håndterer tilstrækkeligt.

172

Interessenterne er enige om, at der er behov for en ambitiøs del 2 til planen.

168

169

Dansk Psykiatrisk Selskab,

Den nødvendige og unødvendige tvang

s. 10-11

Kristeligt Dagblad,

Patienter indespærres med tvang, men må vente på behandlingen: ”Det er dybt

problematisk”

170

Sundhedsministeriet,

Bred aftale om en 10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed

171

Psykiatrifonden,

Psykiatrifonden om tiårsplan: For lidt, for løst og for kort

172

Dansk Psykolog Forening,

Godt og skidt: 10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed

og Dansk

Psykiatrisk Selskab,

Pressemeddelelse fra Dansk Psykiatrisk Selskab om Psykiatriaftale

10-årsplanen afsatte samlet 1,1 milliard kr. til psykiatrien. SVM-regeringen lovede

ekstra 3 milliarder om året til psykiatrien i deres regeringsgrundlag, så bevillingen til

psykiatrien om 10 år er øget med 4,1 milliard kr. om året. Det udtrykker bl.a.

Lægeforeningen tilfredshed med, men påpeger dog samtidigt behovet for at rekruttere

og uddanne flere speciallæger.

173

DPS efterspørger implementeringen af 10-årsplanen,

men regeringen afviser præmissen med henvisning til, at implementeringen er i gang.

174

Nedbringelse af tvang er en af de 19 specifikke målsætninger i 10-årsplanen.

Uddybende om nedbringelsen af tvang angives, at der er behov for at identificere og

indsamle data om forløbet, der leder op til en tvangsindlæggelse. Muligheden for

alternative og mindre indgribende tvangsformer skal undersøges, men det er afgørende:

”at

grundlaget for, hvornår tvang kan iværksættes, ikke lempes”.

175

Med den

formulering virker det ikke sandsynligt, at DPS’ ønske om, at tvangsindlæggelse

automatisk skal give mulighed for tvangsbehandling, vil blive imødekommet i den

nærmeste fremtid.

Læger og jurister fra Region Syddanmark og Syddansk Universitet peger i en kronik på,

at Danmark har en problematisk lovgivning i forhold til at forske i tiltag, der kan være

med til at nedbringe tvang i psykiatrien. Det følger af psl. § 23, stk. 1, at

frihedsberøvede patienter ikke må undergives ”forsøgsbehandling”, hvilket betyder, at

lovgivningen spænder ben for udviklingen af evidensbaserede alternative metoder til

tvang.

176

4.5 Opsummering og delkonklusion

Ift. den gennemgåede retspraksis, så er det værd at bemærke, at flere sager om

administrativ frihedsberøvelse ender i Højesteret, hvilket understreger sagernes

principielle karakter. Der også flere domme hvor byretter, landsretter og Højesteret

kommer frem til forskellige resultater, samt domme afsagt med dissens, hvilket afspejler

173

Lægeforeningen,

Debat: Endelig tegner det til at blive psykiatriens tur

og Lægeforeningen,

Uden flere

speciallæger får psykiatrien ikke det nødvendige løft

174

Altinget,

Debat: Løhde til Psykiatrisk Selskab: Jeg er også utålmodig, men opbygning af psykiatrien

skal ske gradvist

175

Sundhedsministeriet,

Aftale om en 10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed

176

Ugeskrift for Læger,

Evidensbaserede tiltag til nedbringelse af tvang – ja tak, men hvordan?

den retsusikkerhed, der gælder på området. Endvidere fremhæver antallet af meget nye

domme emnets aktualitet. De gennemgåede domme illustrerer den svære balance, som

psykiatrien skal finde imellem på den ene side at afværge fare, og på den anden side

opretholde respekten for menneskerettigheder i en tiltagende ressourcepresset hverdag.

U 2023.378 H, som er beskrevet i afsnit 4.1.1, hvor en farlig skizofren patient er

tvangsfikseret efter at have overfaldet en sygeplejerske, sammenholdt med

problematikken beskrevet i afsnit 4.3 om drab af sundhedsprofessionelle og voldsrisiko,

illustrerer (sat på spidsen) dette dilemma.

Mangel på ressourcer, dårlig screening og utilstrækkelig opfølgning udgør ikke blot en

risiko for patientsikkerheden, men også en sikkerhedsrisiko for personale og borgere.

Dommene U 2021.1893 H og U 2023.695 V om patienten der var tvangsfikseret og

indespærret, mens der i halvandet år blev afventet plads på Sikringen, er også et

eksempel på den ressourcepressede psykiatri. Større kapacitet i psykiatrien både i form

af sengepladser og i form af medarbejdere er et oplagt sted at sætte ind. Denne

kapacitetsforbedring er påbegyndt med regeringens 10-årsplan og især med

ekstrabevillingen på 3 mia. kr., men forandringerne sker ikke fra den ene dag til den

anden, og der skal tænkes uddannelse og rekruttering af kvalificeret arbejdskraft ind.

Derudover kunne det måske være en ide at genindføre tvungen opfølgning efter

udskrivning, hvorved patienter, der er udskrevet, har pligt til at møde op til den

ambulante behandling. Ordningen med tvungen opfølgning, som gjaldt 2010-2019, gav

mulighed for at holde en særlig patientgruppe af primært habituelt kronisk psykotiske

patienter i en medicinsk behandling. Ordningen blev af sundhedspersonalet vurderet til

at være en væsentlig og effektiv metode til at holde de omfattede patienter i et stabilt

behandlingsforløb. Ordningen havde dog både snævre grænser for, hvornår den kunne

anvendes, hvorved den omfattede en relativt lille patientgruppe, og ordningen havde en

tidsbegrænsning på 12 måneder, hvorefter mange patienter faldt tilbage i sygdommen.

Sundhedsstyrelsen angiver i evalueringen af ordningen, at den giver anledning til en

række retssikkerhedsmæssige betænkeligheder. Ordningen fraveg psl.’s udgangspunkt

om, at loven kun finder anvendelse for patienter, der befinder sig på en psykiatrisk

afdeling.

177

Ydermere var det Sundhedsstyrelsens vurdering, at der eksisterede en

mindre hensigtsmæssig fortolkning af mindstemiddelsprincippet. Ordningen anbefalede

brug af depotbehandling, hvilket strider mod den praksis, som er fastlagt af PKN, hvor

brugen af depotmedicin anses for mere indgribende end enkeltdosering.

178

Ved en

eventuel genindførelse af tvungen opfølgning kunne man overveje, om det skulle være

muligt at tilrettelægge ordningen mere hensigtsmæssigt, så den kan bruges mere bredt

og effektivt. Hensynet til en god og effektfuld patientbehandling skulle være bærende,

så det undgås, at patienter i samme grad svinger ind og ud af indlæggelser, og så

situationer, hvor andre tvangsforanstaltninger bliver nødvendige, undgås.

På den ene side får psykiatrien at vide, at tvang skal nedbringes, og at Danmark klarer

sig dårligt internationalt, hvad angår tvang. På den anden side skal personalet afværge

fare. Er der den rette balance mellem hensynet til patientens autonomi og hensynet til

personalets sikkerhed? Tvang nedbringes ikke ved skærpede formelle krav, men ved

tilføjelse af markant flere ressourcer og generelt bedre patientbehandling, så

tvangssituationerne i større grad undgås. Uforudsigelighed og vilkårlighed vil altid være

en risiko for personalet i psykiatrien, men bedre patientbehandling kan måske mindske

risikoen.

10-årsplanen for psykiatrien er dermed en del af løsningen for målet om at nedbringe

anvendelse af tvang i psykiatrien, og at undgå menneskerettighedskrænkende

tvangsudøvelse. Planen imødegår dermed dommen fra EMD og kritikken fra CAT, CPT

og CCPR. Investering i psykiatrien er dermed ikke udelukkende et internt nationalt

anliggende, men faktisk noget som Danmark er forpligtet til i kraft af sine internationale

forpligtelser.

5 Retssikkerhed og patientsikkerhed

Der skal både tages hensyn til patienternes og sundhedspersonalets retssikkerhed. Når

patienterne gradvist er tillagt flere rettigheder i sundhedslovgivningen, så skal

177

178

L 164, Folketingstidende 2018-19, s. 7-9

Ibid.

klagesystemet også kunne rumme håndhævelsen af flere rettigheder. Det er ovenfor

under afsnit 4.3 om det lægefaglige synspunkt gennemgået, at den nuværende

indretning af klagesystemet har store konsekvenser for sundhedspersonalet.

Patientsikkerhed omhandler kvaliteten og dermed sikkerheden for patienterne, når de

undergives den sundhedsfaglige behandling.

5.1 Placering af individuel skyld

Fokus på placering af individuel skyld i patientklagesystemet skaber en dårlig

læringskultur og fremmer brugen af defensiv medicin. Mundrette sætninger blandt

lægerne som ”Ryggen fri før luftvejene”, og omskrivningerne som ”Tiden sårer alle

læger” illustrerer denne faggruppes manglende tillid til klagesystemet.

Sundhedspersonalet mener, at klagerne bør starte som forløbsklager, altså klager hvor

der er fokus på afdelingen fremfor et enkelt individ.

Lægeløftet, som dog kun indebærer en etisk forpligtelse, blev indført ved Københavns

Universitet i 1815,

179

og deraf kan måske siges at være opstået en tradition om at

pålægge et individuelt ansvar. Lægeløftet bygger på den hippokratiske ed fra antikkens

Grækenland ca. 500 år f.v.t., og det danske lægeløfte var inspireret af juristløftet fra

1736.

180

Lægeloven, som går forud for nutidens autorisationslov, stammer fra 1935, og

formulering om ”omhu

og samvittighedsfuldhed”

består stadig i dag. Men at pålægge et

individuelt ansvar giver ikke nødvendigvis lige så meget mening i nutidens

sundhedsvæsen, hvor patientbehandlingen er blevet kompliceret og omfangsrig på store

og avancerede hospitaler. Arbejdsgange, IT-systemer, kommunikation og ressourcer

spiller en større rolle for den enkelte patients forløb i dag.

På den anden side så er det individuelle ansvar stadig relevant, når sundhedspersoner

agerer i et stort og indviklet patientbehandlingssystem. Men kunne det være en ide, helt

at fjerne individklagerne hos STPK? Et forslag kunne i hvert fald være, at alle

klagesager som udgangspunkt startede som forløbsklager, hvormed fokus vil være på

179

180

Lægeforeningen, laeger.dk,

Lægeløftet

Ugeskrift for Læger,

Lægeløftet og lægeloven

det samlede forløb og afdelingens ageren. STPS ville stadig have deres individtilsyn,

men der behøvede måske ikke at køre parallelle individklager hos STPK ved siden af.

5.2 Tillidskrise

Som illustreret bl.a. ved det mistillidsvotum til STPS, som ca. 1/3 af alle læger i

Danmark har underskrevet, så består der en tillidskrise mellem lægestanden og

patientklagesystemet.

Der skal arbejdes for at genopbygge lægernes tillid til tilsynsmyndigheden og resten af

klagesystemet. Proportionalitet i sanktionerne og sundhedspersonernes retssikkerhed

skal tænkes ind. Sagsbehandlingstiden bør være kortere, så læger ikke har en sag

kørende i månedsvis eller årevis. Der burde være adgang til erstatning, hvis en læge har

fået frataget sin autorisation midlertidigt af STPS, såfremt lægen i sidste ende bliver

frikendt, sådan som det skete i den ene af de under afsnit 4.3 omtalte krænkelsessager.

Der bør være adgang til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og for svie og smerte.

Hvis man er modig, så kunne man fjerne visse patientrettigheder, og i stedet gøre dem

til formålsbestemmelser og målsætninger, og samtidigt vise sundhedsvæsenet den tillid

at de selv kan tilrettelægge patientbehandlingen med målsætningerne som retningslinje.

Et presset sundhedsvæsen har allerede flere gange været nødt til at ændre i

behandlingsgarantien. Udredningsgarantien og behandlingsgarantien om at man har ret

til at blive udredt henholdsvis behandlet indenfor 1 måned, fremgår af SL § 87 om

udvidet frit sygehusvalg. Behandlingsgarantien på 1 måned blev indført i 2007. Siden

har garantien været ændret til 2 måneder for mindre alvorlige sygdomme, tilbage til 1

måned for alle sygdomme og senest i 2023 midlertidigt ændret til 2 måneder indtil

udgangen af 2024, pga. sundhedsvæsenets aktuelle kapacitetsudfordringer.

181

Behandlingsgarantien er et eksempel på en upraktisk patientrettighed, når den ikke kan

overholdes pga. manglende ressourcer.

181

LOV nr. 413 af 25/04/2023

I sundhedsretten er perspektivet i stigende grad blevet patientens. Tidligere var der

adgang til at begrænse patientens indsigt i egen journal, hvis det ville være til alvorlig

skade for behandlingen og det fremtidige forhold mellem patienten og den behandlende

sundhedsperson. Efter en lovændring i 2010 kan retten til aktindsigt i patientjournalen

ikke længere begrænses for patienten selv.

182

Lovændringen kan ses som eksempel på

retliggørelsen af sundhedsvæsenet. Ændringen afspejler en udvikling, hvor

patientjournalen i højere grad kommer til at udgøre et juridisk dokument fremfor et

arbejdsredskab mellem sundhedsprofessionelle.

Der er mange instanser i patientklagesystemet. Indførelsen af Ankenævnet for

Tilsynsafgørelser er, som nævnt, et eksempel på, at man har forsøgt at løse

retssikkerhedsmæssige udfordringer ved at indføre et nyt nævn. Det særlige ved

Ankenævnet for Tilsynsafgørelser er, at nævnet skal tilgodese de autoriserede

sundhedspersoners retssikkerhed. Et perspektiv der ikke tidligere har fyldt lige så meget

hos lovgiver.

5.3 Forenkling af klagesystemet

Patientklagesystemets kompleksitet udgør i sig selv et retssikkerhedsmæssigt problem,

fordi det er svært for patienterne at navigere i.

Af afsnit 2 om patientklagesystemet fremgår det, at der er et overlap mellem visse af

kontrolorganerne. I afsnit 2.5 beskrives den parlamentariske kontrol i § 71-tilsynet, den

forvaltningsretlige kontrol hos ombudsmanden, det ikke-sanktionerende UTH-system

og domstolskontrollen, som den følger af grl. §§ 63 og 71, stk. 6. De forskellige

instanser har forskellige faglige forudsætninger, forskellige mandater og procedurer, så

et vist overlap giver god mening. F.eks. den parlamentariske kontrol med

frihedsberøvede psykiatripatienter, hvor de parlamentariske medlemmer er nærmere til

at gøre brug af parlamentarisk debat og lovgivende tiltag, hvorimod PKN og

domstolene varetager en anden form for kontrol med mulighed for at godkende eller

underkende afgørelser og med mulighed for at give erstatning.

182

Bødker Madsen,

Psykiatriret

s. 192

Hvis man vil forenkle klagesystemet, kan der dog være behov for at overveje, om nogle

instanser bør fjernes, eller om i hvert fald indgangen til patientklagesystemet i højere

grad bør samles et sted. Man kunne også overveje at indføre en bagatelgrænse eller at

fremme brugen af ikke-sanktionerende organer, som f.eks. UTH. Derved ville man

mindske sundhedspersonalets frygt for at små fejl kan udvikle sig til en klagesag, men

stadig fremme at fejl bliver noteret og fulgt op på i forbindelse med det almindelige

kvalitetsarbejde i sundhedsvæsenet.

5.4 Retssikkerheden i PKN

Klager over tvang i psykiatrien indtager en særlig plads i patientklagesystemet, fordi

lovreguleringen har forbindelse til grundloven, hvilket relativt få lovområder i Danmark

har.

Angående de manglende klagefrister, så taler det på den ene side imod indførelsen af

absolutte frister, at frihedsberøvede psykiatripatienter er en særligt udsat patientgruppe.

På den anden side så taler hensynet til sundhedspersonernes retssikkerhed for, at der

indføres klagefrister. Det sidste argument er det stærkeste, når man medregner, at

patienternes overholdelse af klagefrister kan ske ved hjælp af patientrådgiveren.

Lovgiver har ikke haft et problem med at indføre klage- og forældelsesfrister for de

øvrige organer indenfor patientklagesystemet med henvisning til bevismæssige hensyn,

hvilket også burde gælde for klager over tvang i psykiatrien.

Selvom videomøder er smarte og tidsbesparende, så må det siges at udgøre en

svækkelse af patientens retssikkerhed, da det kan være sværere for en patient med

psykiske udfordringer at strukturere sig i et videomøde. Det strider også imod det

oprindelige hensyn bag indførelsen af PKN som lokale nævn i amtskommunerne,

nemlig at det blev tillagt særlig betydning, at klager og patientrådgiver havde mulighed

for personligt fremmøde. Det ville ikke nødvendigvis være det rigtige at genindføre de

fysiske møder. Nævnsmedarbejderne blev også samlet i Viborg for at skabe et stærkt

fagligt miljø for sagsbehandlerne. Herudover giver manglen på lægefaglige medlemmer

også en udfordring ift. muligheden for at afholde fysiske møder. Det bør dog tænkes

ind, at videomøder udgør en svækkelse af retssikkerheden for patienten, og det kan

overvejes, om patientens retssikkerhed kan tilgodeses på anden måde, f.eks. ved at

patienten selv kan vælge, om vedkommende vil tilkendegive sine synspunkter mundtligt

til patientrådgiveren, på skrift eller om patienten ikke har noget problem med at deltage

på et videomøde.

Manglen på lægefaglige medlemmer i PKN er en stor retssikkerhedsmæssig udfordring

for nævnets evne til at behandle klagesagerne indenfor de i lovgivningen fastsatte og

forudsatte tidsrammer. At det lægefaglige argument ikke, ifølge lægestanden, vægter

nok i nævnsbehandlingen, er formentlig en faktor af betydning for manglen på

lægemedlemmer. I et forsøg på at overholde den lovbestemte sagsbehandlingsfrist på 7

dage i sager om tvangsbehandling, jf. psl. § 36, stk. 3, så er sagsbehandlingstiden i de

øvrige klager over tvang steget. Loven forudsætter en sagsbehandlingstid på 14 dage,

men i 2020 var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i sager om frihedsberøvelse 42

dage, og i sager om andre former for tvang var sagsbehandlingstiden 70 dage.

183

PKN’s

lange sagsbehandlingstid er især problematisk for retssikkerheden i sager om

administrativ frihedsberøvelse, fordi forudsætningen for domstolsprøvelse efter grl. §

71, stk. 6 er, at PKN har gennemført sin 1. instans-behandling. Når PKN’s

sagsbehandling forsinkes, så forsinkes den grundlovssikrede domstolsprøvelse også.

Både i Aggerholm-sagen og U 2023.378 H er det kvalificeringen af farlighedskriteriet,

der bliver afgørende for sagernes udfald. Både EMD og PKN underkender

tvangsfikseringens udstrækning i de to sager, da faren ikke vurderes tilstrækkelig

kvalificeret og aktuel. PKN er formentlig påvirket af EMD i deres praksis. Denne

afhandling viser, at der består en dissonans mellem det juridiske/menneskeretlige

synspunkt og det sundhedsfaglige synspunkt. DPS kritiserer direkte PKN og PKA for at

være blevet for ”rigide” i deres lovfortolkning og for formelt ”juristede” uden

hensynstagen til lægefaglige vurderinger. Polariseringen i debatten kommer næppe

patienterne til gode, hvorfor der bør indledes en konstruktiv dialog mellem

sagsbehandlerne i PKN og speciallæger i psykiatri ift. om regler og praksis i PKN bør

ændres.

183

Psykiatrifonden,

Analysenotat: Klagesager afsluttet i Det Psykiatriske Patientklagenævn 2018, 2019

og 2020

s. 5

Desuden har reglerne om PKN ikke ændret sig væsentligt siden indførelsen i 1989. Man

kunne derfor måske savne en mere tilbundsgående modernisering af nævnet. Til

sammenligning er de øvrige klage-, erstatnings- og tilsynsorganer indenfor

sundhedsvæsenet ændret adskillige gange siden deres indførelse. Ved en evt.

modernisering af PKN savner i hvert fald lægestanden en strukturering, der fordrer, at

det sundhedsfaglige argument vægtes højere.

I forarbejderne til psl. af 1989 angives lovens formål til at være en styrkelse af psykisk

syges retsstilling. Ifølge lovens forarbejder skal tvang forebygges og om muligt undgås,

samtidigt med at tvang heller ikke kan undværes som redskab. Der indføres løbende

retssikkerhedsgarantier for patienterne, f.eks. i form at bæltetilsynsregler, for at sikre at

unødvendig og menneskerettighedskrænkende tvang undgås. Det er dog først med 10-

årsplanen for psykiatrien, at ressourcemanglen er adresseret. Det kan forhåbentligt

bidrage til at bringe Danmarks brug af tvangsforanstaltninger i den rigtige retning og i

bedre overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.

5.5 Tvangsbehandling

PKN påvirker patientsikkerheden negativt med deres praksis for underkendelse af

tvangsmedicinering. Det illustrerer retspraksis i den i afsnit 4.1.1 gennemgåede dom U

2022.327 H, hvor patientens medicin seponeres fra den ene dag til den anden pga.

PKN’s underkendelse af tvangsmedicineringen, hvilket leder til en forværring af

patientens situation og derefter tvangsfiksering. Ligeledes er PKN’s tidligere

fejlfortolkning af lægemiddelsanbefalingerne på pro.medicin et eksempel på, at PKN’s

manglende lægefaglige fokus udgør en risiko for patientsikkerheden.

Der kan gå lang tid inden en effektiv tvangsbehandling kan iværksættes, fordi der er

lovkrav om, at der skal være en motiveringsfase på op til tre dages varighed, jf. psl. §

12, stk. 5. Derefter har patientens klage over beslutningen om tvangsmedicinering

opsættende virkning, jf. psl. § 32, stk. 3. PKN skal herefter træffe afgørelse om

beslutningen om tvangsmedicinering inden 7 hverdage, jf. psl. § 36, stk. 3, 1. pkt. Alt

imens afventer patienten, hvormed patientens tilstand muligvis forværres, og behovet

for akut beroligende med tvang eller bæltefiksering opstår.

Desuden giver bestemmelsen i psl. § 12, stk. 3 om, at ECT med tvang kun må benyttes,

såfremt patienten befinder sig i en livstruende tilstand, ikke lægefagligt mening. Som

det fremgår af afsnit 4.3, så er ECT tværtimod en yderst virksom og skånsom

behandlingsform med få bivirkninger sammenlignet med medicinering. At ECT skulle

være et mere indgribende middel end medicinering beror på fordomme og uvidenhed.

At rette op på de uhensigtsmæssigheder der består som følge af lovgivning og praksis

omkring tvangsbehandling ville kræve lovændring. Her kunne man følge DPS’s forslag

om at efterligne den svenske model, hvormed tvangsindlæggelse vil medføre adgang til

tvangsbehandling. Når tiltag til nedbringelse af tvang diskuteres, så er det udover

retssikkerhedsperspektivet og menneskerettighedsperspektivet også vigtigt at vurdere

lovgivningens betydning for patientsikkerheden.

5.6 Opsummering og delkonklusion

Anvendelse af tvangsforanstaltninger er et politisk betændt område. Lovgiver påvirkes

af internationale organer og domstole, der stiller sig kritisk overfor Danmarks praksis

ift. tvang. PKN’s praksis lægger et ikke uvæsentlig pres på sundhedspersonalet, som

skal udøve deres sundhedsfaglige virksomhed i en juridisk verden.

At undgå og nedbringe unødvendig tvang er et fælles mål for de fleste interessenter

indenfor psykiatrien. Hvilke årsager og tiltag der peges på som de primære, udgør

imidlertid forskellen. IMR peger på styrkelse af patientrettighederne,

184

DPS peger på

investeringer i personalenormeringer og personalekompetencer,

185

og SIND peger på

øget ledelsesmæssigt fokus på reduktion af tvang.

186

Der er naturligvis overlap i de

tiltag, som interessenterne peger på, men her er deres fokus fremhævet.

184

Institut for Menneskerettigheder,

DEBAT: Psykiatrien i krise. "Jo mere jeg undersøger

psykiatriområdet, jo mere indser jeg, hvor meget der skal til"

185

Dansk Psykiatrisk Selskab,

Den nødvendige og den unødvendige tvang

s. 18

186

SIND, sind.dk,

SIND mener

Pga. tillidskrisen og risiciene ved brugen af defensiv medicin er der behov for et opgør

med, hvordan man i patientklagesystemet ser på placeringen af individuel skyld, fordi

sundhedsvæsenet fungerer anderledes i nutidens Danmark, ift. dengang ansvarsreglerne

blev skabt. Et stærkt og velfungerende patientklagesystem er en interesse for alle parter.

Patientsikkerheden varetages med et velfungerende klagesystem ved, at patienterne får

mulighed for at håndhæve deres rettigheder. Samtidigt er det med til at opretholde

tilliden til de sundhedsprofessionelle. På nuværende tidspunkt er der dog ikke en

optimal og velfungerende balance i systemet.

6. Konklusion

Afhandlingen har undersøgt og diskuteret udviklingen og indretningen af

patientklagesystemet. Klagesystemet er et resultat af retliggørelsen af sundhedsvæsenet,

og det deraf følgende behov for nem og effektiv håndhævelse. PKN og tvang efter psl.

har været i fokus i afhandlingen og udgør et særligt juridisk felt indenfor det

sundhedsretlige klagesystem. Det danske patientklagesystem er opbygget med både

klage-, tilsyns- og erstatningsorganer, og suppleres af parlamentarisk (§ 71-tilsynet),

forvaltningsretlig (ombudsmanden) og ikke-sanktioneret (UTH) kontrol. Domstolene

afgør i sidste ende øvrigmyndighedens grænser, og domstolene spiller samtidigt en

særlig vigtig rolle som retssikkerhedsgarant for frihedsberøvede patienter.

PKN adskiller sig fra det øvrige patientklagesystem ved, at der ikke gælder nogen

klagefrister, at frihedsberøvede patienter har en særlig domstolsadgang, at der er en

obligatorisk patientrådgiverordning, at PKN tidligere henhørte under

Erhvervsministeriet, samt at PKN mangler lægefaglige medlemmer til deres

sagsbehandling. Sidstnævnte problemstilling har den konsekvens, at PKN har svært ved

at overholde fastsatte og forudsatte sagsbehandlingsfrister, hvilket påvirker patienternes

retssikkerhed negativt.

Det kan konkluderes, at det fremstår retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at der ikke

eksisterer en klagefrist for PKN. En lovændring som indfører en klagefrist, der følger

FOL’s suspensionsregler med en relativ og en absolut frist, kunne fint anvendes til at

forbedre retssikkerheden for sundhedspersonalet og patienterne. Risikoen for fortabelse

af klagemuligheden pga. fristoverskridelse kan imødegås ved patientrådgiverordningen.

Det kan tillige konkluderes, at frihedsberøvede patienters nemme adgang til kvalificeret

domstolsprøvelse er velbegrundet og i overensstemmelse med grundlovssikrede

frihedsrettigheder og menneskerettighederne. Den tiltagende lange sagsbehandlingstid

ved PKN udgør derfor en betydelig risiko for overtrædelse/krænkelse, såfremt

problemet med manglen på lægefaglige medlemmer ikke håndteres.

Den lange sagsbehandlingstid ved PKN udgør en risiko for patientsikkerheden, når

patientbehandling udskydes pga. klagesagsbehandling. Risikoen for patientsikkerheden

er dog tillige en konsekvens af indretningen af lovgivningen, når beslutningen om

tvangsbehandling er adskilt fra beslutningen om tvangsindlæggelse, og når klager over

tvangsbehandling har opsættende virkning. Reglerne og procedurerne omkring

tvangsbehandling er et eksempel på, at patientsikkerhed og patientens retssikkerhed

godt kan være to modsatrettede hensyn.

Retspraksis viser, at PKN’s fortolkning, i hvert fald i nogle tilfælde, er for formalistisk

og ikke tilstrækkeligt helhedsorienteret. Det lægefaglige argument bør vægtes højere i

PKN’s sagsbehandling. Det skal hertil bemærkes, at PKN overflyttes til

sundhedsmyndighederne med virkning fra afleveringsdatoen for nærværende

afhandling, hvilket forhåbentligt vil påvirke vægtningen af det lægefaglige argument i

en positiv retning. Flytning er også med til at sikre et mere sammenhængende og

konsekvent patientklagesystem.

Fra diskussionsafsnittet skal det fremhæves, at der består en tillidskrise mellem

sundhedspersonalet og patientklagesystemet, hvor systemet betragtes som en modspiller

og en risiko for patientsikkerheden. Der er behov for lovændringer og markant flere

ressourcer i psykiatrien og i sundhedsvæsenet generelt for at genskabe tilliden. Med

psykiatriens 10-årsplan, sundhedsreformen og igangværende undersøgelse af

patientklagesystemet, så er arbejdet i gang, og det bliver interessant at følge, om den

fortsatte udvikling i patientklagesystemet leder til mere retssikkerhed og bedre

patientsikkerhed.

Litteraturfortegnelse

Lovgivning

Autorisationsloven (aul.), LBK nr. 122 af 24/01/2023

Centralstyrelsesloven, LOV nr. 397 af 10/06/1987 (historisk)

1932-Centralstyrelsesloven, LOV nr. 182 af 23/06/1932 (historisk)

Epidemiloven, LOV nr. 285 af 27/02/2021

Grundloven (grl.), LOV nr. 169 af 05/06/1953

Klage- og erstatningsloven (KEL), LBK nr. 9 af 04/01/2023

Kommunestyrelsesloven, LBK nr. 47 af 15/01/2019

Lov om svangerskabsafbrydelse m.v. LOV nr. 120 af 24/03/1970

Lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, lov

om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven

og forskellige andre love, LOV nr. 706 af 25/06/2010

Lov om ændring af sundhedsloven, lov om klage- og erstatningsadgang inden for

sundhedsvæsenet, lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig

virksomhed og lov om virksomhedsansvarlige læger og tandlæger, LOV nr. 1855 af

09/12/2020 (historisk)

Lov om ændring af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v., LOV nr. 428 af

10/06/2003

Ombudsmandsloven (ombl.), LBK nr. 349 af 22/03/2013

Patientforsikringsloven, LOV nr. 367 af 06/06/1991 (historisk)

Patientsikkerhedsloven, LOV nr. 429 af 10/08/2003 (historisk)

Psykiatriloven (psl.), LBK nr. 185 af 01/02/2022

Lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. og

retsplejeloven, LOV nr. 505 af 01/05/2019 (historisk)

Lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, LOV nr. 579 af

04/05/2015 (historisk)

Psykiatriloven, LBK nr. 1729 af 02/12/2010 (historisk)

1989-Psykiatriloven, LOV nr. 331 af 24/05/1989 (historisk)

1938-Sindssygeloven, LOV nr. 118 af 13/04/1938 (historisk)

Psykologloven, LBK nr. 1534 af 01/07/2021

Regionsloven, LBK nr. 447 af 08/04/2022

Sundhedsloven (SL), LBK nr. 1011 af 17/06/2023

LOV nr. 413 af 25/04/2023

(Udvidelse

af fristen for retten til udvidet frit

sygehusvalg i forbindelse med somatisk behandling)

Tvangsbehandlingsloven, Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang ved somatisk

behandling af varigt inhabile, LBK nr. 126 af 27/01/2019

Tvangsbehandlingsloven, LOV nr. 655 af 08/06/2017 (historisk)

Administrative forskrifter

Bekendtgørelse om forretningsorden for Det Psykiatriske Patientklagenævn, BEK nr.

171 af 17/02/2023

Bekendtgørelse om forretningsorden for Det Psykiatriske Patientklagenævn,

BEK nr. 1077 af 27/10/2019 (historisk)

Bekendtgørelse om forretningsorden for de psykiatriske patientklagenævn, BEK

nr. 1496 af 14/12/2006 (historisk)

Bekendtgørelse om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, BEK nr.

1447 af 15/12/2010

Bekendtgørelse om forvaltningslovens anvendelse på Patientforsikringsforeningens

virksomhed, BEK nr. 652 af 23/07/1992

Bekendtgørelse om henlæggelse af behandlingen af sager om erstatning efter lov om

klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet til Tandlægeforeningens

Tandskadeerstatning og Tandskadeankenævnet, BEK nr. 494 af 03/05/2018

Bekendtgørelse om maksimale ventetider ved behandling af kræft og visse tilstande ved

iskæmiske hjertesygdomme, BEK nr. 584 af 28/04/2015

Bekendtgørelse om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet,

BEK nr. 1109 af 11/09/2015

Bekendtgørelse om vedtægter for Patienterstatningen, BEK nr. 613 af 23/05/2018

Bekendtgørelse om ændringer i forretningernes fordeling mellem ministrene, BEK nr.

1777 af 23/12/2016

Forretningsorden for Folketinget, BEK nr. 9578 af 04/07/2023

Kongelig resolution af 28. november 2016

Lovforarbejder

L 84 Forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. og

Sundhedsloven, Folketingstidende 2021-22, tillæg A

L 84 - bilag 8, Betænkning over forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af

tvang i psykiatrien m.v. og sundhedsloven, Folketingstidende 2021-22, tillæg B

L 134 Forslag til lov om epidemier m.v., Folketingstidende 2020-2021, tillæg A

L 164 Forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.,

sundhedsloven og forskellige andre love, Folketingstidende 2018-19 (1. samling), tillæg

L 98 Forslag til lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for

sundhedsvæsenet, Folketingstidende 2017-18, tillæg A

L 185 Forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt

inhabile, Folketingstidende 2016-17, tillæg A

L 137 Forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien,

Folketingstidende 2014-15 (1.samling), tillæg A

L 126 Forslag til lov om ændring af sundhedsloven, lov om klage- og erstatningsadgang

inden for sundhedsvæsenet og lov om autorisation af sundhedspersoner og om

sundhedsfaglig virksomhed, Folketingstidende 2013-14, tillæg A

L 157 Forslag til lov om ændring af lov om regional statsforvaltning, lov om børns

forsørgelse, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love som

følge af ændret organisering af statsforvaltningerne, Folketingstidende 2012-13, tillæg

L 223 Forslag til lov om ændring af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.,

Folketingstidende 2002-03, tillæg A

L 196 Forslag til lov om erstatning til patienter opereret med Boneloc-cement før 1. juli

1992, Folketingstidende 1998-99, tillæg A

L 144 Forslag til lov om patientforsikring, Folketingstidende 1990-91 (2.samling),

tillæg A

L 76 Forslag til lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, Folketingstidende

1988-89, tillæg A

Forslag til Danmarks Riges Grundlov, Rigsdagstidende 1952-53, tillæg A, spalte 3465

Afgørelser

EMD

Aggerholm v. Denmark (Application no. 45439/18)

Dam v. Denmark (Application no. 1349/21)

M.P. v. Denmark (Application no. 25263/22)

Højesteret

U 2023.378 H (lovlig tvangsfiksering i 13 dage)

U 2023.1358 H (erstatningssag kunne ikke behandles efter rpl. kap. 43 a, da der var

enighed om tvangens ulovlighed)

U 2022.327 H (magtanvendelse overfor mindreårig og fiksering pga. pludselig

seponering af medicin)

U 2021.1893 H (9 måneders tvangsfiksering udgjorde krænkelse af EMRK art. 3)

U 2002.1472 H (patientskadeankenævnet frifundet på grund af manglende

søgsmålskompetence hos Patientforsikringsforeningen)

Landsret

U 2023.695 V (fornøden hjemmel i psykiatrilovens analogi)

FED 2003.2993 Ø (sag afvist pga. overskridelse af ankefrist)

Byret

Københavns Byrets dom afsagt den 5. juli 2023, SS-31572/2022-KBH, 1375/23 (Fields-

sagen)

Folketingets Ombudsmand

FOB 2009-12-2

FOB 2022-10

Det Psykiatriske Ankenævn

21DPA03

21DPA04

Bøger

§ 71-tilsynet i 50 år (2003)

Blume, Peter

Retssystemet og juridisk metode

(2020) 4. udgave

Bødker Madsen, Helle

Privatisering og patientrettigheder

(2010) 1. udgave

Psykiatriret

(2022) 3. udgave

Sundhedsret

(2021) 5. udgave

Fenger, Niels m.fl.: Christina Ekmann, Morten Engberg, Hanne Marie Motzfeldt,

Anders Valentiner-Branth, Nikolaj Aarø-Hansen, Søren Højgaard Mørup, Karsten

Loiborg, Jens Kristiansen, Hans B. Thomsen, Hanna Ege, Lise Brandi-Hansen, Kirsten

Talevski

Forvaltningsret

(2018) 1. udgave

Harlev, Mette m.fl.: Peter Jakobsen og Katharina Ó Cathaoir

Sundhed og Jura

(2022) 3. udgave

Nordskov Nielsen, Lars

Sundhedsstyrelsens rolle i Boneloc-sagen

(1998) Sundhedsministeriet

Revsbech, Karsten m.fl.: Søren Højgaard Mørup, Jens Garde, Jørgen Albæk Jensen,

Orla Friis Jensen, Helle Bødker Madsen og Ole Terkelsen

Forvaltningsret - Almindelige emner

(2022) 7. udgave

Von Eyben, Bo

Specielle forældelsesregler

(2021) 2. udgave

Waage, Frederik

Offentligretlige retssager

(2020) 1. udgave

Juridiske artikler

Birkeland, Søren, Ugeskrift for Retsvæsen (2017) U.2017B.251:

Tortkrav efter

uretmæssig psykiatritvang

Boye Koch, Pernille, Ugeskrift for Retsvæsen (2005) U.2005B.1:

Retten til

domstolsprøvelse - også en ret for myndigheder?

Bødker Madsen, Helle, Ugeskrift for Retsvæsen (2005) U.2005B.249:

Retliggørelse af

sygehusydelsen

Mathiassen, Jørgen, Ugeskrift for Retsvæsen (2004) U.2004B.171:

Rette sagsøgte på

forvaltningens side

Næsager, Jacob, Juristen nr. 9 (1999)

Manglende klagefrister i psykiatriloven

Artikler, rapporter, nyheder og publikationer

Altinget (2023)

Debat: Løhde til Psykiatrisk Selskab: Jeg er også utålmodig, men

opbygning af psykiatrien skal ske gradvist

https://www.altinget.dk/sundhed/artikel/loehde-til-psykiatrisk-selskab-jeg-er-

ogsaa-utaalmodig-men-opbygning-af-psykiatrien-skal-ske-gradvist

CAT (Committee against Torture) (2016)

Concluding observations on the combined

sixth and seventh periodic reports of Denmark,

CAT/C/DNK/CO/6-7

https://documents-dds-

ny.un.org/doc/UNDOC/GEN/G16/017/75/PDF/G1601775.pdf?OpenElement

CCPR (UN Human Rights Committee, International Covenant on Civil and Political

Rights) (2016)

Concluding observations on the sixth periodic report of Denmark,

CCPR/C/DNK/CO/6

https://documents-dds-

ny.un.org/doc/UNDOC/GEN/G16/180/52/PDF/G1618052.pdf?OpenElement

Christensen, Jens Peter, Jyllands-Posten (2018)

Højesteret og Svendborg-lægesagen

https://domstol.dk/media/2926/kronik-om-hoejesteret-og-svendborg-laegesagen-

loerdag-den-31-marts-2018.pdf

COWI (2015) Evaluering af sundhedsvæsenets patientklagesystem

https://sum.dk/Media/0/C/Evaluering-af-sundhedsvaesenets-patientklagesystem-

april-2015.pdf

CPT (European Committee for the Prevention of Torture and Inhuman or Degrading

Treatment or Punishment) (2014)

Report to the Danish Government on the visit to

Denmark carried out from 4 to 13 February 2014,

CPT/Inf (2014) 25

https://rm.coe.int/CoERMPublicCommonSearchServices/DisplayDCTMContent

?documentId=090000168069570e

CPT (European Committee for the Prevention of Torture and Inhuman or Degrading

Treatment or Punishment) (2020)

Report to the Danish Government on the visit to

Denmark carried out from 3 to 12 April 2019,

CPT/Inf (2019) 35

https://rm.coe.int/1680996859

Dagens Medicin (2020)

Har læger fået mere tillid til Styrelsen for Patientsikkerhed?

Seks læger gør status

https://dagensmedicin.dk/har-laeger-faaet-mere-tillid-til-styrelsen-for-

patientsikkerhed-seks-laeger-goer-status/

Dansk Psykolog Forening (2022)

Godt og skidt: 10-årsplan for psykiatrien og mental

sundhed

https://www.dp.dk/godt-og-skidt-10-aarsplan-for-psykiatrien-og-mental-

sundhed/

Dansk Psykiatrisk Selskab (2022)

Pressemeddelelse fra Dansk Psykiatrisk Selskab om

Psykiatriaftale

https://www.dpsnet.dk/pressemeddelelse-psykiatriaftale/

Hansen, Louise Bolvig og Allan Spansberg Hansen, TV2 (2023)

Med den rette

behandling var tiltalte ikke blevet så farlig, vurderer eksperter

https://nyheder.tv2.dk/krimi/2023-06-28-med-den-rette-behandling-var-tiltalte-

ikke-blevet-saa-farlig-vurderer-eksperter

Institut for Menneskerettigheder (2020)

Bæltefiksering i 23 timer dømt ulovlig af

Menneskerettighedsdomstol

https://menneskeret.dk/nyheder/baeltefiksering-23-timer-doemt-ulovlig-

menneskerettighedsdomstol

Institut for Menneskerettigheder (2021)

Danmark indgår forlig i sag om langvarig

bæltefiksering

https://menneskeret.dk/nyheder/danmark-indgaar-forlig-sag-langvarig-

baeltefiksering

Institut for Menneskerettigheder (2021)

DEBAT: Psykiatrien i krise. "Jo mere jeg

undersøger psykiatriområdet, jo mere indser jeg, hvor meget der skal til"

https://menneskeret.dk/nyheder/debat-psykiatrien-krise-mere-undersoeger-

psykiatriomraadet-mere-indser

Kristeligt Dagblad (2021)

Patienter indespærres med tvang, men må vente på

behandlingen: ”Det er dybt problematisk”

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/patienter-indespaerres-med-tvang-

men-maa-vente-paa-behandlingen-det-er-dybt-problematisk

Lægeforeningen (2023)

Debat: Endelig tegner det til at blive psykiatriens tur

https://laeger.dk/foreninger/laegeforeningen/nyheder-og-presse/debatindlaeg-og-

laeserbreve/2023-debat-endelig-tegner-det-til-at-blive-psykiatriens-tur

Lægeforeningen (2023)

Uden flere speciallæger får psykiatrien ikke det nødvendige løft

https://laeger.dk/foreninger/laegeforeningen/nyheder-og-presse/debatindlaeg-og-

laeserbreve/2023-uden-flere-speciallaeger-faar-psykiatrien-ikke-det-

noedvendige-loeft

Patienterstatningen (2023)

Første erstatning for forsinkede kræftoperationer i Region

Midtjylland

https://patienterstatningen.dk/nyheder/2023/jun/foerste-erstatning-for-

forsinkede-kraeftoperationer-i-region-midtjylland

Pedersen, Marie Lagoni, DR (2023)

To måneder efter afsløringer ventede

kræftpatienter stadig for længe på omstridt afdeling

https://www.dr.dk/nyheder/indland/maaneder-efter-afsloeringer-ventede-

kraeftpatienter-stadig-laenge-paa-omstridt

Psykiatrifonden (2023) Analysenotat: Klagesager afsluttet i Det Psykiatriske

Patientklagenævn 2018, 2019 og 2020

https://psykiatrifonden.dk/files/media/document/Psykiatrifonden_analysenotat_k

lagesager_samlet.pdf

Psykiatrifonden (2022) Pressemeddelelse:

Psykiatrifonden om tiårsplan: For lidt, for

løst og for kort

https://via.ritzau.dk/embedded/release/13660597/psykiatrifonden-om-tiarsplan-

for-lidt-for-lost-og-for-kort?publisherId=13560491&lang=da

Regeringen og Finansministeriet (2015),

Bedre Balance I

https://www.regeringen.dk/aktuelt/tidligere-publikationer/bedre-balance/

Rigsrevisionen (2021)

Beretning om indsatsen for at nedbringe brug af tvang i

psykiatrien

https://rigsrevisionen.dk/revisionssager-arkiv/2021/feb/beretning-om-indsatsen-

for-at-nedbringe-brug-af-tvang-i-psykiatrien-

Styrelsen for Patientsikkerhed (2022)

Tilsynsrapport Psykiatrisk Center Amager Region

Hovedstadens Psykiatri

https://www.psykiatri-regionh.dk/centre-og-social-tilbud/Psykiatriske-

centre/Psykiatrisk%20Center%20Amager/Documents/Tilsynsrapport%20PCA,

%20Region%20H.pdf

Sundhedsministeriet (2022)

Aftale om en 10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed

https://sum.dk/Media/637998818153312977/Psykiatriaftale_2022_FinalVersion.

pdf

Sundhedsministeriet (2019)

Et år efter Svendborgsagen: Lovforslag skal styrke

sundhedspersoners retssikkerhed

https://sum.dk/nyheder/2019/marts/et-aar-efter-svendborgsagen-lovforslag-skal-

styrke-sundhedspersoners-retssikkerhed-

Sundhedsministeriet (2023)

Faktaark: Ny sundhedspakke

https://sum.dk/Media/638204240236882380/01-Faktaark-ny-sundhedspakke-

maj-2023.pdf

Sundhedsministeriet (2023)

Kommissorium for undersøgelsen af patientklagesystemet

https://sum.dk/Media/638158497555831331/Patientklager_kommissiorium.pdf

Sundhedsministeriet (2016)

Ny tilsynspakke strammer reglerne for

sundhedsautorisationer

https://sum.dk/nyheder/2016/januar/ny-tilsynspakke-strammer-reglerne-for-

sundhedsautorisationer

Sundhedsministeriet (2023)

Psykiatrisk patientklagenævn flyttes

https://sum.dk/nyheder/2023/november/psykiatrisk-patientklagenaevn-flyttes

Sundhedsministeriet (2022)

Sundhedsreform

https://sum.dk/Media/637888973082282053/Aftale%20-

%20Et%20sammenh%C3%A6ngende,%20n%C3%A6rt%20og%20st%C3%A6r

kt%20sundhedsv%C3%A6sen.pdf

Rasmussen, Lars Igum, POLITIKEN (2018)

DIREKTE: »Jeg er rigtig ked af det her

interview, det tager en drejning, jeg ikke bryder mig om«

https://politiken.dk/indland/art6313504/%C2%BBJeg-er-rigtig-ked-af-det-her-

interview-det-tager-en-drejning-jeg-ikke-bryder-mig-om%C2%AB

Sundhedspolitisk Tidsskrift (2022)

Mange patienter får unødvendige behandlinger på

grund af lægers skræk for klager

https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/6297-mange-patienter-far-

unodvendige-behandlinger-pa-grund-af-laegers-skraek-for-klager.html

Sundhedsstyrelsen (2022)

Monitorering af tvang i psykiatrien

https://www.sst.dk/-

/media/Udgivelser/2022/Psykiatri/Tvangsmonitoreringsrapport-2021.ashx

Sundhedsstyrelsen (2021)

Målet om at nedbringe tvang inden udgangen af 2020 er ikke

nået

https://www.sst.dk/da/nyheder/2021/maalet-om-at-nedbringe-tvang-inden-

udgangen-af-2020-er-ikke-naaet

Ugeskrift for Læger (2023)

Drab puster til debat om sikkerhed i psykiatrien

https://ugeskriftet.dk/nyhed/drab-puster-til-debat-om-sikkerhed-i-psykiatrien

Ugeskrift for Læger (2022)

Evidensbaserede tiltag til nedbringelse af tvang – ja tak,

men hvordan?

https://ugeskriftet.dk/debat/evidensbaserede-tiltag-til-nedbringelse-af-tvang-ja-

tak-men-hvordan

Ugeskrift for Læger (2023)

Læge frifundet – Lægeforeningen rejser principiel kritik af

lægers retssikkerhed i brev til minister

https://ugeskriftet.dk/nyhed/laege-frifundet-laegeforeningen-rejser-principiel-

kritik-af-laegers-retssikkerhed-i-brev-til

Ugeskrift for Læger (2022)

Lægeforeningen, DSR og FOA: Patientklagesystemet skal

gentænkes fra bunden

https://ugeskriftet.dk/nyhed/laegeforeningen-dsr-og-foa-patientklagesystemet-

skal-gentaenkes-fra-bunden

Ugeskrift for Læger (2006)

Lægeløftet og lægeloven

https://ugeskriftet.dk/debat/laegeloftet-og-laegeloven

Ugeskrift for Læger (2018)

Tusindvis af læger sender mistillidsvotum til omstridt

styrelse

https://ugeskriftet.dk/nyhed/tusindvis-af-laeger-sender-mistillidsvotum-til-

omstridt-styrelse

Ugeskrift for Læger (2016)

Tvangsbehandling i psykiatrien – omsorg eller overgreb?

https://ugeskriftet.dk/debat/tvangsbehandling-i-psykiatrien-omsorg-eller-

overgreb

Øllgaard, Anne Klit, DR (2023)

Ung læge kendt skyldig i seksuelle overgreb og

blufærdighedskrænkelser mod patienter

https://www.dr.dk/nyheder/seneste/ung-laege-kendt-skyldig-i-seksuelle-

overgreb-og-blufaerdighedskraenkelser-mod

Årsrapporter

Det Psykiatriske Ankenævn

Årsberetning 2022

https://stpk.dk/media/lkjdkfau/det-psykiatriske-anken%C3%A6vn-

%C3%A5rsberetning-for-2022.pdf

Årsberetning 2011

https://stps.dk/da/udgivelser/2012/aarsberetning-for-det-psykiatriske-ankenaevn-

2011/~/media/427AE800BC5C41E786C861A074FAE18F.ashx

Det Psykiatriske Patientklagenævn

Årsberetning 2022

https://naevneneshus.dk/media/10510/aarsberetning-2022.pdf

Årsberetning 2021

https://naevneneshus.dk/media/10508/aarsberetning-2021.pdf

Årsberetning 2020

https://naevneneshus.dk/media/10256/ppkn-aarsberetning-2020.pdf

Høringssvar

Institut for Menneskerettigheder (2021)

Høring over lovforslag om ændring af

psykiatriloven

https://menneskeret.dk/files/media/document/H%C3%B8ringssvar%20vedr.%20

lovforslag%20om%20%C3%A6ndring%20af%20lov%20om%20anvendelse%2

0af%20tvang%20i%20psykiatrien.pdf

Svar på spørgsmål til ministeren

Erhvervsministeriet, §71 Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 4, Tilsynet i henhold til

grundlovens § 71, 2022-23 (2. samling)

https://www.ft.dk/samling/20222/almdel/%C2%A771/spm/4/svar/1958715/2708

914.pdf

Sundhedsministeriet, §71 Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 7, Tilsynet i henhold til

grundlovens § 71, 2022-23 (2. samling)

https://www.ft.dk/samling/20222/almdel/%C2%A771/spm/7/svar/1968949/2730

506.pdf

Sundhedsministeriet, §71 Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 20, Tilsynet i henhold til

grundlovens § 71, 2020-21

https://www.ft.dk/samling/20201/almdel/%C2%A771/spm/20/svar/1779941/238

9739.pdf

Hjemmesider

Bløderforeningen, bloderforeningen.dk,

Blødersagen

https://www.bloderforeningen.dk/om-foreningen/mere-om-os/historie/blodersagen/

Danske Patienter, danskepatienter.dk, Politiske holdninger:

Patientklagesystem

https://danskepatienter.dk/politik-presse/politiske-holdninger/patientklagesystem

Erhvervsministeriet, em.dk,

Ministeriet Organisation

https://em.dk/ministeriet/organisation/

Lægeforeningen, laeger.dk,

Klager over serviceniveau

https://www.laeger.dk/foreninger/laegeforeningen/faa-

hjaelp-og-raadgivning/har-du-faaet-en-klage/klager-over-serviceniveau/

Lægeløftet

https://laeger.dk/foreninger/laegeforeningen/etik/laegeloeftet

Nævnenes Hus, naevneneshus.dk

Om Nævnenes Hus

https://naevneneshus.dk/karriere/om-naevnenes-hus/

Ændret arbejdsmodel i Det Psykiatriske Patientklagenævn giver mere tid til

kerneopgaven

https://naevneneshus.dk/nyhedsarkiv/2019/oktober/aendret-arbejdsmodel-i-det-

psykiatriske-patientklagenaevn-giver-mere-tid-til-kerneopgaven/

Patienterstatningen, patienterstatningen.dk

Forretningsorden og vedtægter

https://patienterstatningen.dk/om-os/forretningsorden-

og-vedtaegter

Hvordan forløber din sag?

https://patienterstatningen.dk/har-du-soegt-erstatning/hvordan-forloeber-din-sag

SIND, sind.dk,

SIND mener

https://sind.dk/om-sind/sind-mener

Styrelsen for Patientklager, stpk.dk,

Praksisændring i Det Psykiatriske Ankenævn

https://stpk.dk/nyheder/praksisaendring-i-det-psykiatriske-ankenaevn/

Spørgsmål og svar om tilsyn

https://stps.dk/sundhedsfaglig/tilsyn/om-tilsyn/spoergsmaal-og-svar-om-tilsyn

Ministeriet historie

https://sum.dk/ministeriet/ministeriets-historie

Sundhedsministeriet, sum.dk

Organisationsdiagram for ministerområdet

https://sum.dk/ministeriet/organisationsdiagram-for-ministeromraadet

Danmark indgår forlig i sag om bæltefiksering

https://sum.dk/nyheder/2021/december/danmark-indgaar-forlig-i-sag-om-

baeltefiksering

Bred aftale om en 10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed

https://sum.dk/nyheder/2022/september/bred-aftale-om-en-10-aarsplan-for-psykiatrien-

og-mental-sundhed