Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Til:
Lars Gaardhøj, Region Hovedstaden
Anders Kühnau, Region Midtjylland
Mads Duedahl, Region Nordjylland
Heino Knudsen, Region Sjælland
Stephanie Lose, Region Syddanmark
Anders Kühnau, Danske Regioner
Dato: 20-11-2023
Enhed: Lægemidler
Sagsbeh.: Victoria Ladegaard
Nellemann
Koordineret med:
Sagsnr.: 2023 - 462
Dok. nr.: 38176
Kære regionsrådsformænd og formand for Danske Regioner
Da alle Folketingets partier i 2016 blev enige om de syv principper for prioritering af
sygehusmedicin, var det ud fra en erkendelse af, at der var behov for at prioritere
mere gennemsigtigt og ensartet på medicinområdet. Den opgave har regionerne
løftet med Medicinrådet.
Jeg kan imidlertid forstå, at der på nuværende tidspunkt er forlængede
sagsbehandlingstider i Medicinrådet på nogle områder, bl.a. brystkræft. Jeg har også
forstået, at regionerne er i gang med at nedbringe sagsbehandlingstiderne. Det er
vigtigt. For regionerne skal sikre, at der sker en hurtig ibrugtagning af ny, effektiv
medicin, og det forudsætter både rimelige sagsbehandlingstider, og at Medicinrådet
ikke er for restriktivt. Jeg vil derfor følge regionernes arbejde med at nedbringe
sagsbehandlingstiderne den kommende tid.
Jeg er desuden blevet opmærksom på, at nogle sygehuslæger oplever at få afvist at
ansøge de regionale lægemiddelkomiteer om at benytte lægemidler, som ikke er
anbefalet af Medicinrådet. I relation hertil vil jeg understrege, at det er regionernes
opgave at sikre, at det er muligt ud fra en konkret lægefaglig vurdering at behandle
med lægemidler, som er afvist til standardbehandling. Det bør også være muligt ud
fra en konkret lægefaglig vurdering at behandle med lægemidler, som er under
behandling i Medicinrådet.
Det er afgørende for tilliden til Medicinrådet, at rådets arbejd sker inden for
rammerne af Folketingets syv principper for prioritering af dyr sygehusmedicin. Jeg vil
derfor følge området tæt og forventer, at regionerne sikrer, at alle principperne
efterleves.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde