SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 108: Udkast til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. (Styrkelse af mindreårige patienters rettigheder, anvendelse af metaldetektorer, videregivelse af oplysninger til politi i forbindelse med fælles udkørsel til borgere, m.v.)

Sundhedsudvalget 2023-24
SUU Alm.del Bilag 108
Offentligt

UDKAST

Sundhedsudvalget 2023-24

SUU Alm.del - Bilag 108

Offentligt

Forslag

til

Lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.

(Styrkelse af mindreårige patienters rettigheder, videregivelse af oplysnin-

ger til politi i forbindelse med fælles udkørsel til borgere, anvendelse af

metaldetektorer, m.v.)

§1

I lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v., jf. lovbekendtgørelse nr.

185 af 1. februar 2022, som ændret ved § 6 i lov nr. 1185 af 8. juni 2021, §

1 i lov nr. 2617 af 28. december 2021 og lov nr. 2618 af 28. december 2021,

foretages følgende ændringer:

§ 1, stk. 4,

ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk.

En patient, der er fyldt 15 år, kan selv give informeret samtykke til

behandling.

Stk. 5.

For patienter under 15 år kan forældremyndighedens indehavere give

informeret samtykke til behandling.

Stk. 6.

Uanset forældremyndighedens indehavers informerede samtykke ef-

ter stk. 5, foreligger der tvang i de tilfælde, hvor patienter under 15 år ikke

giver informeret samtykke til behandling. Forældremyndighedens indeha-

vers informerede samtykke skal fremgå af patientjournalen.«

Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 7 og 8.

§ 1, stk. 5,

der bliver stk. 7, ændres »stk. 4,« til: »stk. 5,«.

§ 4, stk. 5,

indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum: » Det samme gælder

for forældremyndighedsindehavere til patienter under 15 år.«

§ 4, stk. 6,

ophæves.

SUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 108: Udkast til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. (Styrkelse af mindreårige patienters rettigheder, anvendelse af metaldetektorer, videregivelse af oplysninger til politi i forbindelse med fælles udkørsel til borgere, m.v.)

UDKAST

§ 15

indsættes som

stk. 3:

»Stk.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om

tvangsfiksering efter denne bestemmelse.«

§ 16, stk. 2, 2.pkt.

ophæves.

§ 16

indsættes som

stk. 3:

»Stk.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om,

hvor ofte den faste vagt skal observere patientens aktuelle tilstand, hvad

vagten skal observere, og hvad vagten skal notere.«

overskriften

til kapitel 5 a indsættes efter »bagagescannere«: »metalde-

tektorer«.

I §

19 a, stk. 2, 3

ændres »og bagagescannere« til: », bagagescannere

eller metaldetektorer«.

10.

§ 19 a, stk. 7,

indsættes efter »6«: »,8«

11.

§ 19 a,

indsættes som nyt stykke:

»Stk.

Ved mistanke efter stk. 1, kan overlægen uden retskendelse be-

slutte, at der skal anvendes metaldetektorer ved undersøgelse af patienter

eller personer, der søger adgang til de psykiatriske ambulatorier. Kravet om

mistanke efter stk. 1, gælder ikke for retspsykiatriske ambulatorier.«

Stk. 8 bliver herefter stk. 9.

12.

§ 19 c, stk. 1, nr. 3,

indsættes efter »bagagescannere«: », metaldetek-

torer«.

13.

Efter kapitel 5 b indsættes:

»Kapitel 5 c

Videregivelse af oplysninger mellem sundhedspersoner og politi i forbin-

delse med fælles udkørsel til borgere med psykiske lidelser

§ 19 f.

Sundhedspersoner skal i relevant omfang videregive oplysninger til

politiet om personer, hvor der er mistanke om eller kendskab til, at personen

har en psykisk lidelse, og for hvem politiet og sundhedspersoner i fællesskab

foretager udkørsel til, hvis videregivelsen af oplysningerne er nødvendig

UDKAST

for, at politiet kan foretage en vurdering af håndteringsmuligheder og sik-

kerhedsforanstaltninger i forbindelse med den fælles udkørsel.

Stk. 2.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om

videregivelse af oplysninger efter denne bestemmelse.«

14.

§ 24, stk. 2, 3. pkt., § 25, stk. 1, 1. pkt., stk. 3, 3. pkt.,

stk. 4, 2. pkt.,

to steder i § 34, stk. 1, 1. pkt., to steder i § 34, stk. 2, i § 34, stk. 3, § 35, §

36, stk. 1, 1. pkt., stk. 3, 1.

3, pkt.,

stk. 4, § 37, stk. 1

stk. 2, 1. pkt.,

§ 38, stk. 1,

§ 39, stk. 1

ændres »Nævnenes Hus« til: »Styrelsen

for Patientklager«

15.

§ 37, stk. 1,

indsættes som

2. pkt.:

»Patientens krav om erstatning behandles efter reglerne i retsplejelovens

kapitel 43 a, uanset om der for retten er tvist om lovligheden af frihedsberø-

velse eller tvangsfiksering i henhold til stk. 1.«

§2

I lov nr. 2617 af 28. december 2021 (Notatpligt for den faste vagt for bæl-

tefikserede patienter, interval mellem lægelige vurderinger, m.v.), foretages

følgende ændring:

§ 4

ophæves.

§3

I lov nr. 2618 af 28. december 2021 (Husordener på psykiatriske afdelin-

ger, sikkerhedskontroller i retspsykiatrien, særlige regler for surrogatan-

bragte m.v.), foretages følgende ændring:

§ 3

ophæves.

§4

Loven træder i kraft den 1. juni 2024.

§5

UDKAST

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 1 kan ved

kongelig anordning sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne med de æn-

dringer, som de færøske forhold tilsiger. Loven kan endvidere sættes i kraft

på forskellige tidspunkter.

UDKAST

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Styrkelse af mindreårige patienters retsstilling

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1 Psykiatriloven

2.1.1.2 Sundhedsloven

2.1.1.3 Evaluering af ændringer i psykiatriloven fra 2015 (mindreårige pa-

tienters retsstilling og den lægelige vurdering i forbindelse med tvangsfik-

sering)

2.1.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser

2.1.3. Den foreslåede ordning

2.2 Anvendelse af metaldetektorer på psykiatriske afdelinger og psykiatri-

ske ambulatorier

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser

2.2.3 Den foreslåede ordning

2.2.3.1 Anvendelse af metaldetektorer på psykiatriske afdelinger, retspsyki-

atriske afdelinger og afdelinger for personer anbragt i varetægtssurrogat

2.2.3.2 Anvendelse af metaldetektorer på psykiatriske ambulatorier og rets-

psykiatriske ambulatorier

2.3. Videregivelse af oplysninger mellem sundhedspersoner og politi i for-

bindelse med fælles udkørsel til borgere med psykiske lidelser

2.3.1. Gældende ret

2.3.1.1 Psykiatrilovens regler om videregivelse af oplysninger

2.3.1.2 Sundhedslovens regler om videregivelse af oplysninger

UDKAST

2.3.1.3 Evaluering af fælles udrykningsteams

–

pilotprojekt for fælles ud-

rykningsteams mellem politi- og sundhedsmyndigheder fra september 2021

2.3.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser

2.3.3. Den foreslåede ordning

2.4. Rettens prøvelse af spørgsmål af erstatning for frihedsberøvelse eller

tvangsfiksering på psykiatriske afdelinger efter retsplejelovens kapitel 43 a

2.4.1 Gældende ret

2.4.1.1 Psykiatriloven

2.4.1.2 Retsplejeloven

2.4.1.3 Dom fra Højesteret om anvendelse af retsplejelovens kapitel 43 a i

sag om godtgørelse for tvangsfiksering

2.4.2 Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser

2.4.3 Den foreslåede ordning

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det of-

fentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Klimamæssige konsekvenser

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

8. Forholdet til EU-retten

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

10. Sammenfattende skema

1. Indledning

Det er en afgørende prioritet for regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og

Moderaterne), at det psykiatriske område bliver løftet markant og varigt,

efter at psykiatrien længe har været underprioriteret og udfordret.

Det første skridt i en langsigtet opbygning af psykiatrien blev taget med ind-

gåelsen af Aftale om finansloven for 2020, hvor der var enighed om at styrke

psykiatrien ved at afsætte 600 mio. kr. årligt fra 2020 og frem. Det næste

vigtige skridt blev taget med Aftale om 10-årsplanen for psykiatrien og men-

tal sundhed fra september 2022, som tog udgangspunkt i det faglige oplæg

UDKAST

fra Sundhedsstyrelsen og Social- og Boligstyrelsen. Med aftalen om løft af

psykiatrien 2024 af 24. november 2024, er der taget hul på yderligere anbe-

falinger fra det faglige oplæg med igangsættelse af en række initiativer i

2024 inden for centrale områder, hvor oplægget peger på, at der er behov

for at sætte ind. Aftalepartierne (Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Dan-

marksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, En-

hedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Bor-

gerlige) er således enige om at prioritere række indsatser der vil give psyki-

atrien et markant og reelt løft, herunder bl.a. øget tryghed og forebyggelse

af vold og mindre tvang i psykiatrien.

Således fremgår det bl.a. af aftalen, at sikkerheden forbedres ved, at ram-

merne i psykiatrien er i orden og ved at klæde personalet bedre på til at

forebygge og håndtere konfliktsituationer, som kan risikere at munde ud i

voldsepisoder. Der afsættes midler til konkrete tryghedsskabende indsatser,

som kommuner og regioner efterspørger. Det fremgår endvidere af aftalen,

at efter man ikke kom i mål med tvangsmålsætningerne i perioden 2014-

2020, er aftalepartierne er enige om en ny overordnet målsætning for mindre

tvang i psykiatrien. Målsætningen indebærer, at anvendelsen af de tvangs-

former, der opleves mest indgribende og opstår i akutte situationer (bælte-

fiksering, fastholdelse og akut beroligende medicin med tvang) nedbringes

frem mod 2030 med op mod 40 pct. og ikke under 30 pct., og at der er særligt

fokus på børn og unge. Indenrigs- og sundhedsministeren forhandler den

konkrete målsætning med Danske Regioner som led i indgåelse af nyt part-

nerskab.

Udfordringerne i psykiatrien er også afspejlet i udviklingen af anvendelsen

af tvang over for børn og unge på psykiatriske afdelinger, hvor der de senere

år er sket en væsentlig stigning.

Udover arbejdet med nedbringelse af tvang i henhold til aftalen om løft af

psykiatrien med en ny overordnet målsætning om mindre tvang i psyki-

atrien], ønsker regeringen at der sker en styrkelse af rettigheder for mindre-

årige patienter under 15 år. Derfor stiller regeringen forslag om, at mindre-

årige patienter under 15 år får de samme retssikkerhedsmæssige garantier,

som patienter der er fyldt 15 år. Patienter under 15 år vil således få ret til en

patientrådgiver, hvis de bliver udsat for tvang, og til at klage til Det Psykia-

triske Patientklagenævn.

De senere år er der sket flere tragiske hændelser i psykiatrien. Eksempelvis

blev der i juli 2023 begået et drab på et retspsykiatrisk ambulatorium, hvor

en patient med en kniv fik adgang til ambulatoriet. Sikkerheden for sund-

hedspersonale og medpatienter er en stor prioritet for regeringen. De senere

år er psykiatriloven bliver justeret flere gange, så det bl.a. er blevet muligt

at anvende krops- og bagagescannere. Det er dog afgørende, at både

UDKAST

psykiatriske afdelinger og ambulatorier lokalt har de rette værktøjer til at

højne sikkerheden på afdelinger og ambulatorier.

Regeringen stiller bl.a. derfor forslag om, at der som en del af midlerne til

konkrete tryghedsskabende indsatser i henhold til aftalen om løft af psyki-

atrien, kan anvendes metaldetektorer på psykiatriske afdelinger og ambula-

torier på patienter og besøgende ved mistanke om, at patienter eller andre,

der søger adgang til afdelinger eller ambulatorier, søger at medbringe farlige

genstande som eksempelvis knive eller skydevåben. Regeringen stiller end-

videre forslag om, at det vil blive muligt at anvende metaldetektorer rutine-

mæssigt på retspsykiatriske afdelinger og ambulatorier.

Derudover stiller regeringen forslag om, om at sundhedspersoner i forbin-

delse med fælles udkørsel til personer med eventuelle psykiske lidelser eller

udfordringer, mundtligt kan videregive relevante sundhedsoplysninger til

politiet om de personer, der foretages fælles udkørsel til. Formålet er sikre,

at sundhedspersoner, der sammen med politiet foretager fælles udkørsel,

kan videregive oplysninger til politiet, når det er nødvendigt for at politiet

og sundhedspersonerne kan vurdere den mest hensigtsmæssige håndtering

af den pågældende person.

Regeringen stiller derudover forslag om, at en psykiatrisk patients krav om

erstatning behandles efter reglerne i kapitel 43 a, uanset om der for retten er

tvist om lovligheden af frihedsberøvelse eller tvangsfiksering. Baggrunden

for forslaget er at ændre, hvad der er efter Indenrigs- og Sundhedsministe-

riets vurdering er en utilsigtet konsekvens af en gældende ordning for rettens

prøvelse af spørgsmål om frihedsberøvelse efter retsplejelovens kapitel 43

a, der stiller patienter, som har fået medhold i Det Psykiatriske Patientkla-

genævn, dårligere end patienter, som ikke har fået medhold i nævnet.

Endelig stiller regeringen forslag om at ophæve to revisionsbestemmelser

som vedrører bestemmelserne om notatpligt for den faste vagt for bæltefik-

serede patienter, faste intervaller for den lægelige vurdering, og kapitel 5 b

om særlige regler for personer anbragt i varetægtssurrogat, således at disse

bibeholdes i deres nuværende form, og ikke justeres eller ændres. Der stilles

samtidig forslag om at foretage en lovteknisk ændring af psykiatrilovens §

16, hvorefter det vil blive muligt for indenrigs- og sundhedsministeren at

ændre hyppigheden af, hvor ofte notater vil skulle udarbejdes af den faste

vagt for bæltefikserede patienter.

UDKAST

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Styrkelse af mindreårige patienters retsstilling

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1 Psykiatriloven

Det fremgår af § 1, stk. 1, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.

(psykiatriloven), at indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afde-

ling sker på baggrund af informeret samtykke efter reglerne i kapitel 5 i

sundhedsloven, medmindre andet følger af denne lov.

Det fremgår af psykiatrilovens § 1, stk. 2, at frihedsberøvelse og anvendelse

af anden tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psy-

kiatrisk afdeling, kun må finde sted efter reglerne i denne lov.

Det fremgår af psykiatrilovens § 1, stk. 3, at ved tvang forstås i denne lov

anvendelse af foranstaltninger, for hvilke der ikke foreligger et informeret

samtykke.

Det fremgår af psykiatrilovens § 1, stk. 4, at tvang ikke foreligger i de til-

fælde, hvor en patient er under 15 år, og der foreligger informeret samtykke

fra forældremyndighedsindehaveren. Det fremgår endvidere af psykiatrilo-

vens § 1, stk. 5, at for patienter, der er omfattet af stk. 4, skal der ikke for-

søges indhentet samtykke fra forældremyndighedens indehaver, værgen el-

ler de nærmeste pårørende, hvis omgående gennemførelse af en foranstalt-

ning i henhold til denne lov er nødvendig for at afværge, at en patient ud-

sætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme

eller helbred eller udøver hærværk af ikke ubetydeligt omfang. Endelig

fremgår det af psykiatrilovens § 4, stk. 6, at mindreårige under 15 år, hvis

forældre har givet samtykke til behandlingen, skal tilbydes en opfølgende

samtale efter ophør af indgrebet. Det samme gælder den mindreåriges for-

ældre. Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere regler herom. De nærmere

regler er fastsat i afsnit 9 i vejledning nr. 9257 af 19. marts 2023 om anven-

delse af tvang m.v. i psykiatrien.

Der fremgår af bemærkningerne til § 1, nr. 4, jf. Folketingstidende 2014-15,

tillæg A, L 137 som fremsat, side 12, at en psykiatrilovsundersøgelse fra

2004 fandt, at børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling selv fastsatte alders-

grænser for, hvilken lovgivning der blev administreret efter, og at det må

antages, at også de øvrige afdelinger, der behandler mindreårige, fastsætter

sådanne vejledende aldersgrænser. Det blev på den baggrund vurderet uhen-

sigtsmæssigt, at der i lovgivningen ikke var fastsat regler der præciserede,

UDKAST

hvad der gjaldt i forhold til behandling m.v. af mindreårige patienter, og

mindreåriges patienters retstilling burde derfor fremgå direkte af psykiatri-

loven.

Det blev i forbindelse med lovforslaget, som dannede baggrund for § 1, stk.

4, bemærket, at der for så vidt angår patienter under 15 år, ikke foreligger

tvang, hvis forældrene har givet informeret samtykke til behandlingen. I så-

danne tilfælde vil forældremyndighedsindehaveren således kunne samtykke

til behandlingen på den mindreåriges vegne uanset, at barnet protesterer, jf.

de specielle bemærkninger til forslag til lov om ændring af lov om anven-

delse af tvang i psykiatrien, Folketingstidende 2014-15, Tillæg A, L 137

som fremsat, side 9. Det fremgår endvidere, at der således vil være tale om

magtanvendelse i forhold til den mindreårige under 15 år, i de situationer,

hvor der foreligger informeret forældresamtykke til indgrebet, mens der er

tale om tvang i de situationer, hvor forældrene ikke har givet informeret

samtykke til behandlingen.

Det fremgår endvidere af afsnit 9.1 i Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9257

af 19. marts 2023 om anvendelse af tvang m.v. i psykiatrien, at psykiatrisk

behandling, herunder foranstaltninger omfattet af psykiatriloven, af patien-

ter under 15 år, der iværksættes med forældremyndighedens samtykke, ikke

betragtes som tvang. Der er derimod tale om magtanvendelse, hvis patienten

er under 15 år, og forældrene giver samtykke til en behandling, som er imod

den mindreåriges vilje. Magtanvendelsen skal fortsat registreres i tvangs-

protokollen, jf. vejledning om registrering af tvang m.v. i psykiatrien.

For så vidt angår 15-17-årige patienter, fremgår det af de specielle bemærk-

ninger til § 1, stk. 4-6, jf. Folketingstidende 2014-15, Tillæg A, L 137 som

fremsat, side 24, at disse kan give informeret samtykke til behandling. Så-

fremt denne ikke giver informeret samtykke hertil, er de omfattet af psyki-

atrilovens regler om anvendelse af tvang i psykiatrien og de deraf følgende

retssikkerhedsmæssige garantier.

Det fremgår endvidere af psykiatrilovens § 4, stk. 5, at efter ophør af enhver

tvangsforanstaltning, skal patienten tilbydes en eller flere samtaler. Sund-

hedsstyrelsen fastsætter regler herom. Det fremgår endvidere af stk. 6, at

mindreårige under 15 år, hvis forældre har givet samtykke til behandlingen,

skal tilbydes en opfølgende samtale efter ophør af indgrebet. Det samme

gælder den mindreåriges forældre. Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere

regler herom.

UDKAST

Det fremgår derudover af psykiatrilovens § 24, stk. 1, at der beskikkes en

patientrådgiver for enhver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller

undergives tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt,

indgivelse af beroligende middel med magt, beskyttelsesfiksering, anven-

delse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig

skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afde-

lingen efter § 18 f, stk. 1, nr. 2, samt oppegående tvangsfiksering og aflås-

ning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling,

Region Sjælland, jf. dog § 40, stk. 4. Det fremgår af § 40, stk. 4, at patient-

rådgivere alene beskikkes i de tilfælde, hvor den pågældende ikke i forvejen

har en sådan eller en bistandsværge efter straffelovens § 71.

Endelig fremgår det af psykiatrilovens § 35, at sygehusmyndigheden efter

anmodning fra patienten eller patientrådgiveren skal indbringe klager over

tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling,

tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anven-

delse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig

skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afde-

lingen samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sik-

ringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, for Det

Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus.

2.1.1.2 Sundhedsloven

Det fremgår af § 17, stk. 1, i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1011

af 17. juni 2023, at en patient, der er fyldt 15 år, selv kan give informeret

samtykke til behandling. Forældremyndighedens indehaver skal tillige have

information om den mindreåriges helbredstilstand og om behandlingsmu-

lighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger, jf. § 16,

og inddrages i den mindreåriges stillingtagen.

Det fremgår endvidere af § 17, stk. 2, at såfremt sundhedspersonen efter en

individuel vurdering skønner, at patienten, der er fyldt 15 år, ikke selv er i

stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, kan forældremyndig-

hedens indehaver give informeret samtykke.

2.1.1.3. Evaluering af ændringer i psykiatriloven fra 2015 (mindreårige pa-

tienters retsstilling og den lægelige vurdering i forbindelse med tvangsfik-

sering

Det fremgår af bemærkningerne til psykiatrilovens § 1, stk. 4, at der tre år

fra lovens vedtagelse skulle foretages en evaluering af bl.a. ændringerne

vedrørende mindreårige patienters rettigheder, jf. Folketingstidende 2014-

UDKAST

2015, Tillæg A, L 137 som fremsat. Det fremgår endvidere, at det i forbin-

delse med evalueringen b.la. skulle overvejes, om der var grundlag for at

justere ordningen om klageadgangen for de 15-17-årige patienter.

Sundheds- og Ældreministeriet (nu: Indenrigs- og Sundhedsministeriet)

sendte den 2. marts 2020 en evaluering af ændringen til Folketingets tilsyn

i henhold til grundlovens § 71, jf. § 71, alm. del, 2019-2020, bilag 60.

Det fremgår af evalueringens afsnit 2.1, at lovændringerne vedrørende pati-

enter mellem 15-17 år, havde haft den ønskede effekt og medført en klar og

styrket retsstilling for mindreårige psykiatriske patienter, hvorfor der ikke

var grundlag for at justere klageadgangen for de 15-17-årige patienter.

Sundheds- og Ældreministeriet lagde vægt på den overordnede positive til-

bagemelding fra både regioner, faglige selskaber og interesseorganisationer,

som havde tilkendegivet, at lovændringen var en forbedring af mindreåriges

retsstilling. Både regioner og organisationer oplyste i denne forbindelse, at

de 15-17-årige patienter blev oplevet som tilstrækkelig modne til at admini-

strere klageadgangen, og at patienterne kunne reflektere over deres indlæg-

gelse og valg. Dette blev understøttet af det lave antal klagesager fra 15-17-

årige patienter hos hhv. Det Psykiatriske Patientklagenævn og Det Psykia-

triske Ankenævn.

Det fremgår endvidere af afsnit 2.1, at interesseorganisationer i forbindelse

med deres bidrag til evalueringen påpegede, at også børn og unge under 15

år burde være omfattet af psykiatrilovens regler om tvang, og at forældrene

i højere grad burde blive informeret om, at forældrene kunne undlade at tage

stilling til tvangsforanstaltninger.

Sundheds- og Ældreministeriet bemærkede som svar herpå, at det fortsat var

vurderingen, at det ville være hensigtsmæssigt at følge de samme alders-

grænser som i sundhedsloven, dog uden at der blev foretaget en modenheds-

vurdering af de 15-17-årige, jf. sundhedslovens § 17, stk. 2. Ministeriet hen-

viste endvidere til sundhedslovens § 20, stk. 1, hvoraf det fremgår, at pati-

enter, som ikke kan give et informeret samtykke, skal informeres og inddra-

ges i behandlingen i det omfang, barnet eller den unge forstår behandlings-

situationen, medmindre dette kan skade patienten. Dette gælder også for

psykiatriske patienter under 15 år. Ligeledes skal patienter under 15 år og

forældremyndighedsindehaveren tilbydes en eftersamtale efter ophør af

tvangsforanstaltningen, jf. psykiatrilovens § 4, stk. 6, og magtanvendelse

skal registreres i tvangsprotokollen, jf. psykiatrilovens § 20, stk. 1.

UDKAST

Sundheds- og Ældreministeriet bemærkede endvidere, at ministeriet i 2017

i samarbejde med Børnerådet og Psykiatrifonden udarbejdede informations-

materiale til brug for børn og unge i psykiatrien.

Endelig henviste Sundheds- og Ældreministeriet til, at det tydeligt fremgår

af vejledning om forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner, tvangsfikse-

ring og tvungen opfølgning efter udskrivning, m.v. for patienter indlagt på

psykiatriske afdelinger, at forældremyndighedsindehaveren skal informeres

om muligheden for at frasige sig stillingtagen til tvang, hvorefter psykiatri-

lovens bestemmelser om klagemuligheder m.v. finder anvendelse.

2.1.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har stort fokus på, at der sker en nedbrin-

gelse af anvendelsen af tvang på de psykiatriske afdelinger, særligt for børn

og unge under 18 år, hvor der i de senere år er sket en væsentlig stigning.

Således har Sundhedsstyrelsen konstateret, at den samlede anvendelse af

tvang over for børn og unge under 18 år er steget væsentligt siden 2015, og

i 2022 blev i alt 359 børn og unge udsat for tvang i psykiatrien, jf. afsnit 2.5

i Sundhedsstyrelsens monitorering af tvang i psykiatrien

–

opgørelse for pe-

rioden 1. juli 2021-30. juni 2022.

I denne forbindelse finder ministeriet, at der udover arbejde med at ned-

bringe anvendelsen af tvang, bør ske en styrkelse af rettigheder for mindre-

årige patienter.

Således stilles der forslag om, at mindreårige patienter under 15 år får mu-

lighed for at give informeret samtykke til behandling, hvilket indebærer, at

indgreb uden informeret samtykke fra patienter under 15 år, vil være tvang,

uanset at forældremyndighedens indehavere giver samtykke til behandling.

Selvom det fortsatte udgangspunkt er, at forældremyndighedens indehavere

vil skulle involveres i behandlingen af den mindreårige, og give informeret

samtykke til behandling af mindreårige patienter under 15 år, vil patienter

under 15 år, som ikke samtykker til behandlingen, få samme retssikkerheds-

mæssige garantier som patienter der er fyldt 15 år. Det vil samtidig betyde,

at forældremyndighedens indehavere ikke vil blive stillet overfor det di-

lemma, at deres informerede samtykke til behandling indebærer, at den min-

dreårige patient mister retten til at få beskikket en patientrådgiver og even-

tuelt til at klage, hvis den mindreårige patient ønsker dette.

2.1.3. Den foreslåede ordning

UDKAST

Det foreslås, at psykiatrilovens § 1, stk. 4, ophæves, og at der i stedet ind-

sættes tre nye stykker.

Forslaget vil ikke medføre en ændret retstilstand for psykiatriske patienter,

som er fyldt 15 år, eller i forhold til § 17, stk. 1, i sundhedsloven, men er en

konsekvens af forslaget om at ophæve den gældende § 1, stk. 4, i psykiatri-

loven.

Ved ophævelse af denne bestemmelse finder reglerne om mindreårige pati-

enters informerede samtykke i sundhedslovens § 17 anvendelse. Sundheds-

lovens § 17, stk. 2, indeholder krav om en modenhedsvurdering, som inde-

bærer at en sundhedsperson efter en individuel vurdering kan skønne, at en

patient, som er fyldt 15 år, ikke er i stand til at forstå konsekvenserne af sin

stillingtagen, hvorefter forældremyndighedens indehavere kan give infor-

meret samtykke. Da modenhedsvurderingen eftersundhedslovens § 17, stk.

2, ikke skal finde anvendelse for mindreårige patienter på psykiatriske afde-

linger, er der behov for at indsætte en bestemmelse om, at en patient, der er

fyldt 15 år, selv kan give informeret samtykke til behandling.

Det foreslås derudover at indsætte et nyt stk. 5, hvorefter forældremyndig-

hedens indehavere kan give informeret samtykke til behandling af patienter

under 15 år.

Det vil indebære, at forældremyndighedens indehavere som udgangspunkt

kan give informeret samtykke på vegne af mindreårige patienter, som for-

holder sig passivt og ikke udtrykker stillingtagen til behandling. Det bemær-

kes i denne forbindelse, at det fremgår af psykiatrilovens § 2, stk. 3, at pati-

enten under hensyntagen til formålet med indlæggelsen og den enkeltes til-

stand skal have mulighed for i videst muligt omfang selv at træffe beslut-

ninger.

Endelig foreslås det at indsætte et nyt stk. 6, hvorefter der vil foreligge tvang

i de tilfælde, hvor patienter under 15 år ikke giver informeret samtykke til

behandling, uanset at forældremyndighedens indehaver har givet informeret

samtykke efter stk. 5. Forældremyndighedens indehavers informerede sam-

tykke skal fremgå af patientjournalen.

Dette er en modifikation til udgangspunktet i den foreslåede bestemmelse i

§ 1, stk. 5.

UDKAST

Ændringen vil således betyde, at behandling uden informeret samtykke,

uanset patientens alder, vil være tvangsbehandling. Det vil endvidere be-

tyde, at begrebet magtanvendelse med de forslåede ændringer ikke længere

vil kunne anvendes i forbindelse med behandling af patienter under 15 år.

Der vil ikke være en nedre grænse for, hvornår mindreårige patienter kan

afvise at give informeret samtykke til behandling. Indenrigs- og Sundheds-

ministeriet henviser i denne forbindelse til proportionalitetsprincippet, som

fremgår af psykiatrilovens § 4, som bl.a. indebærer, at jo mere indgribende

tvangstiltag er, og jo yngre den mindreårige patient er, jo mere vil tale for,

at behandlingens formål kan opnås ved brug af alternative metoder. Således

fremgår det af bemærkningerne til § 1, at et alvorligt indgreb som eksem-

pelvis tvangsfiksering i udgangspunktet ikke anvendes over for mindre-

årige, jf. Folketingstidende, 2014-15, Tillæg A, L 137 som fremsat, side 9.

Ministeriet bemærker på denne baggrund, at ministeriet formoder, at det i

praksis er meget sjældent forekommende at der vil blive iværksat tvangsfor-

anstaltninger for mindre børn. Ifølge data fra Sundhedsdatastyrelsens Elek-

troniske Indberetningssystem (SEI) blev der registreret anvendelse af magt-

anvendelse for færre end fem mindreårige patienter på syv til ni år i 2021 og

2022. For så vidt angår patienter på 10 år, blev der registreret anvendelse af

magtanvendelse for hhv. seks patienter i 2021 og 9 patienter 2022.

Derudover foreslås det at ophæve psykiatrilovens § 4, stk. 6, hvorefter pati-

enter under 15 år og forældremyndighedens indehavere skal tilbydes en op-

følgende samtale, hvis forældremyndighedens indehavere har givet sam-

tykke til behandlingen. Dette som konsekvens af, at der med de foreslåede

ændringer vil være tale om tvangsbehandling, såfremt patienter under 15 år,

ikke giver informeret samtykke, uanset forældremyndighedens indehaveres

samtykke.

Patienter under 15 år vil i stedet blive omfattet af psykiatrilovens § 4, stk. 5,

hvor det fremgår, at patienten skal tilbydes en eller flere samtaler efter ophør

af enhver tvangsforanstaltning.

På baggrund af de foreslåede ændringer af psykiatrilovens § 1 foreslås det

at udvide psykiatrilovens § 4, stk. 5, således at forældremyndighedens inde-

havere til patienter under 15 år også skal tilbydes en opfølgende samtale

efter ophør af enhver form for tvang.

Patienter under 15 år vil endvidere få ret til at få beskikket en patientrådgi-

ver, jf. psykiatrilovens § 24, og få ret til at klage, jf. psykiatrilovens § 35.

UDKAST

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1-4, samt bemærkningerne hertil.

2.2. Anvendelse af metaldetektorer på psykiatriske afdelinger og psyki-

atriske ambulatorier

2.2.1. Gældende ret

Det fremgår af psykiatrilovens § 1, stk. 1, at indlæggelse, ophold og behand-

ling på psykiatrisk afdeling sker på baggrund af informeret samtykke efter

reglerne i kapitel 5 i sundhedsloven, medmindre andet følger af denne lov.

Det fremgår af psykiatrilovens § 1, stk. 2, at frihedsberøvelse og anvendelse

af anden tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psy-

kiatrisk afdeling kun må finde sted efter reglerne i denne lov.

Det fremgår af psykiatrilovens § 19 a, stk. 1, nr. 1-4, at ved mistanke om, at

der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstande på den psykiatriske

afdeling, kan overlægen med henblik på at sikre, at disse ikke er blevet ind-

ført eller vil blive forsøgt indført til en eller flere patienter i afdelingen, uden

retskendelse beslutte, at en patients post skal åbnes eller kontrolleres, at en

patient skal afgive udåndingsprøve eller urinprøve, at en patients stue og

ejendele skal undersøges, eller at der skal foretages kropsvisitation af en

patient.

Det fremgår af psykiatrilovens § 19 a, stk. 2, at ved mistanke som nævnt i

stk. 1 kan overlægen med henblik på at sikre, at medikamenter, rusmidler

eller farlige genstande ikke er blevet indført eller vil blive forsøgt indført til

en eller flere patienter på afdelingen, beslutte at der skal anvendes krops-

scannere og bagagescannere ved undersøgelse af en patient eller personer,

der søger adgang til den psykiatriske afdeling.

For så vidt angår medikamenter, rusmidler og farlige genstande, kan der

være tale om genstande eller midler, der kan udgøre en fare for patienten

selv eller andre, hvis genstandene findes på afdelingen. Farlige genstande

kan eksempelvis være knive eller andre våben, men det kan også være gen-

stande, som man normalt ikke ville betragte som farlige, f.eks. værktøj, nåle

eller glasflasker. Af rusmidler kan nævnes narkotiske stoffer eller alkohol.

For så vidt angår medikamenter kan det være alle former for medicin, både

receptpligtig medicin og håndkøbsmedicin.

Hjemlen til at åbne og kontrollere post indebærer, at både breve og pakker

kan undersøges. Posten kan alene undersøges for, om de nævnte genstande,

medikamenter, rusmidler eller farlige genstande, findes i posten. Der er ikke

UDKAST

hjemmel til at læse indholdet af posten. En beslutning om undersøgelse af

stue og ejendele omfatter f.eks. undersøgelse af skabe og skuffer på stuen,

men også patientens personlige tasker og andre ejendele kan med hjemmel

i denne bestemmelse undersøges.

Formålet med bestemmelsen er bl.a. at sikre patienternes behandlingsmu-

ligheder og sikkerheden for såvel patienter som personale, ved at søge at

forhindre, at patienter begår personfarlig kriminalitet under indlæggelsen.

Der fremgik indtil 2015 et krav om begrundet mistanke forud for iværksæt-

telse af kontrollen. Dette blev dog ændret ved lov nr. 579 af 4. maj 2015 om

ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, hvor kravet om be-

grundet mistanke bortfaldt. Med ændringen i 2015 skal der nu alene fore-

ligge en mistanke forud for iværksættelse af kontrol og åbning af post, un-

dersøgelse af patientens stue eller ejendele og kropsvisitation. Det forstås

herved, at overlægen eller det øvrige personale på afdelingen blot skal have

en rimelig grund til at formode, at der er indført medikamenter, rusmidler

eller farlige genstande på afdelingen, eller at disse er forsøgt indført, jf. be-

kendtgørelse nr. 1102 af 11. september 2015 om åbning og kontrol af post,

undersøgelse af patientstuer samt kropsvisitation m.v. på psykiatrisk afde-

ling.

Det bemærkes i denne forbindelse, at mindstemiddelprincippet i psykiatri-

lovens § 4, stk. 2, altid skal iagttages. Det følger heraf, at der i en given

situation altid skal anvendes den mindst muligt indgribende foranstaltning,

og at den tidsmæssige udstrækning skal begrænses til det absolut nødven-

dige. I mindstemiddelprincippet ligger endvidere, at f.eks. kropsvisitation

skal udføres så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til

patienten, så der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

Vedrørende psykiatrilovens § 19, stk. 2, fremgår det af bemærkningerne til

bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2018-19, Tillæg A, L 164 som fremsat,

side 10, at der ved kropsscannere forstås apparater, der kan undersøge per-

soner visuelt ved gennemstråling af tøj for at afsløre eventuelle skjulte gen-

stande uden for kroppen. Det fremgår ligeledes af bemærkningerne i forhold

til andre, der søger adgang til en psykiatrisk afdeling, at undersøgelsen ved

brug af kropsscannere efter lovforslaget normalt kun vil kunne finde sted i

forbindelse med en adgangskontrol. Det fremgår endvidere, at undersøgel-

serne i forhold til besøgende ikke vil kunne gennemtvinges, men at de på-

gældende vil kunne nægtes adgang til afdelingen, hvis de ikke vil lade sig

undersøge.

UDKAST

Det fremgår af psykiatrilovens § 19 a, stk. 3, at kravet om mistanke efter

stk. 1 ikke gælder for Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling,

Region Sjælland, og retspsykiatriske afdelinger i forbindelse med anven-

delse af kropscannere og bagagescannere, jf. stk. 2.

2.2.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser

Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets vurdering, at der er behov for at

højne sikkerheden på de psykiatriske afdelinger og ambulatorier.

Dette bl.a. på baggrund af flere tragiske hændelser de senere år, eksempelvis

et drab på et retspsykiatrisk ambulatorium i juli 2023, hvor en patient med

en kniv fik adgang til ambulatoriet.

Formålet med forslaget er således at sikre, at afdelinger og ambulatorier har

de rette værktøjer til at sikre et tilstrækkeligt højt sikkerhedsniveau på psy-

kiatriske afdelinger og ambulatorier, eksempelvis ved brug af metaldetekto-

rer, som vil kunne anvendes for at undersøge, om patienter eller besøgende

forsøger at medbringe farlige genstande som eksempelvis knive eller sky-

devåben.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet formoder ikke at muligheden for at an-

vende metaldetektorer vil have relevans for alle afdelinger og ambulatorier

i alle regioner. Således er der eksempelvis stor forskel på sikkerhedsniveauet

på en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling og en afdeling for personer

anbragt i varetægtssurrogat, ligesom nogle regioner har lav tilstrømning af

eksempelvis personer anbragt i varetægtssurrogat.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet finder det dog afgørende, at det lokalt vil

være muligt for sundhedspersonale, som finder behov herfor, at anvende

metaldetektorer.

2.2.3 Den foreslåede ordning

2.2.3.1 Anvendelse af metaldetektorer på psykiatriske afdelinger, retspsyki-

atriske afdelinger og afdelinger for personer anbragt i varetægtssurrogat

Det foreslås at udvide psykiatrilovens § 19 a, stk. 2, at til også at omfatte

brug af metaldetektorer på psykiatriske afdelinger, så overlægen kan be-

slutte, at der skal anvendes metaldetektorer ved mistanke om, at medika-

menter, rusmidler eller farlige genstande uretmæssigt søges medbragt til af-

delingen.

UDKAST

Forslaget vil medføre, at det udover anvendelse af krops- og bagagescannere

vil blive muligt at anvende metaldetektorer på psykiatriske afdelinger for at

undersøge patienter eller besøgende.

Formålet er sikre, at de psykiatriske afdelinger har de rette værktøjer til at

sikre et tilstrækkeligt højt sikkerhedsniveau på psykiatriske afdelinger og

ambulatorier.

Med metaldetektorer forstås apparater, som ved brug af magnetiske felter

kan indikere forekomsten af metal eller genstande af metal ved lyd eller vi-

brationer ved undersøgelse af personer uden på tøjet.

Det er ikke hensigten med forslaget, at ændre mistankekravet, jf. § 19 a, stk.

1. Således skal overlægen eller det øvrige personale på afdelingen med de

foreslåede bestemmelser have en rimelig grund til at formode, at farlige gen-

stande forsøges indført på afdelingen, for at anvende metaldetektorer.

For så vidt angår det nærmere indhold af muligheden for begrænsninger i

den foreslåede bestemmelse i § 19 a, stk. 2, henvises der til forarbejderne

som dannede baggrund for § 19 a, jf. Folketingstidende, 2018-2019, Tillæg

A, L 164 som fremsat, side 9.

Det foreslås endvidere med en ændring af psykiatrilovens 19 c, stk. 1, nr. 3,

at bestemmelsen udvides til også at ville omfatte brug af metaldetektorer på

afdelinger for personer anbragt i varetægtssurrogat.

For så vidt angår det nærmere indhold af muligheden for begrænsninger i

den foreslåede bestemmelse i § 19 c, stk. 1, nr. 3, henvises der til forarbej-

derne som dannede baggrund for § 19 c, jf. Folketingstidende, 2021-2022,

Tillæg A, L 84 som fremsat, side 20.

Derudover foreslås det at udvide psykiatrilovens § 19 a, stk. 3, at bestem-

melsen udvides således, at kravet om mistanke ikke gælder for Sikringsaf-

delingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, og retspsykiatri-

ske afdelinger.

Forslaget vil medføre, at personalet rutinemæssigt vil kunne anvende metal-

detektorer på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling og retspsy-

kiatriske afdelinger.

Således vil det være muligt at foretage rutinemæssig anvendelse af metal-

detektorer på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region

Sjælland, retspsykiatriske afdelinger og afdelinger for personer anbragt i

UDKAST

varetægtssurrogat ved undersøgelse af patienter eller andre, der søger ad-

gang til de psykiatriske afdelinger, f.eks. besøgende, pårørende m.fl.

Det forudsættes, at mindstemiddelsprincippet i psykiatrilovens § 4, stk. 2,

iagttages ved brug af metaldetektorer, og at der således udvises et passende

hensyn i forbindelse med undersøgelsen af patienter, pårørende eller andre,

som søger adgang til den psykiatriske afdeling.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet understreger, at det ikke forventes, at af-

delingerne har et sikkerhedsniveau tilsvarende kriminalforsorgen, da der er

tale om hospitaler, som bliver administreret at det almindelige sundhedsper-

sonale, og hvis primære fokus er den sundhedsfaglige behandling af patien-

terne.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet understreger endvidere, at det ikke er for-

ventningen, at alle psykiatriske afdelinger vil finde behov for at anvende

metaldetektorer. Således er formålet med bestemmelsen at hjemmel til de

afdelinger, som finder behov for at anvendelse metaldetektorer.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6-10, samt bemærkningerne hertil.

2.2.3.2 Anvendelse af metaldetektorer på psykiatriske ambulatorier og rets-

psykiatriske ambulatorier

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 8 i psykiatrilovens § 19 a, hvor det vil

fremgå, at overlægen uden retskendelse kan beslutte, at der skal anvendes

metaldetektorer ved undersøgelse af patienter eller personer, der søger ad-

gang til de psykiatriske ambulatorier. Kravet om mistanke efter stk. 1, gæl-

der ikke for retspsykiatriske ambulatorier.

Forslaget vil indebære, at overlægen kan beslutte at der kan anvendes me-

taldetektorer på psykiatriske og retspsykiatriske ambulatorier.

Det fremgår af psykiatrilovens § 1, stk. 2, at frihedsberøvelse og anvendelse

af anden tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psy-

kiatrisk afdeling kun må finde sted efter reglerne i denne lov.

Således er den foreslåede bestemmelse i psykiatrilovens § 19 a, stk. 8, hvor-

efter der vil kunne anvendes metaldetektorer på psykiatriske og retspsykia-

triske ambulatorier, en modifikation til udgangspunktet om, at psykiatrilo-

vens bestemmelser alene omfatter personer, der indlægges på psykiatrisk

afdeling.

UDKAST

Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærker i denne forbindelse, at psyki-

atriloven allerede indeholder undtagelser til dette udgangspunkt. Således

fremgår det af psykiatrilovens § 10 a, stk. 1, at hvis en tvangsindlagt eller

tvangstilbageholdt person har forladt en psykiatrisk afdeling, og den pågæl-

dende ikke frivilligt er vendt tilbage, kan overlæge beslutte, at den pågæl-

dende skal føres tilbage til afdelingen med politiets bistand.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærker endvidere, at indgreb i hen-

hold til psykiatrilovens § 19 a ikke betragtes som tvangsforanstaltninger i

psykiatrilovens forstand. Dette understøttes af, at det i forbindelse med ved-

tagelsen af psykiatrilovens § 19 a alene blev fastsat, at overlægens beslut-

ninger skal tilføres journalen, jf. Folketingstidende 2005-06, Tillæg A, L

140 som fremsat, side 4249. Der blev således ikke i forbindelse med vedta-

gelsen af bestemmelsen fastsat regler om, at indgreb i henhold til § 19 a skal

registreres som tvang.

Endelig bemærkes det, at mindstemiddelsprincippet i psykiatrilovens § 4,

stk. 2, som det er tilfældet ved brug af metaldetektorer på psykiatriske afde-

linger, skal iagttages ved brug af metaldetektorer på psykiatriske og retspsy-

kiatriske ambulatorier, og at der således udvises et passende hensyn i for-

bindelse med undersøgelsen af patienter, pårørende eller andre, som søger

adgang til det psykiatriske ambulatorium.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6-10 samt bemærkningerne hertil.

2.3. Videregivelse af oplysninger mellem sundhedspersoner og politi i

forbindelse med fælles udkørsel til borgere med psykiske lidelser

2.3.1. Gældende ret

2.3.1.1 Psykiatrilovens regler om videregivelse af oplysninger

Det fremgår af psykiatrilovens § 13 c, at den psykiatriske afdeling kan vi-

deregive oplysninger om patienters rent private forhold til andre myndighe-

der, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl., hvis videregivelsen må an-

ses for nødvendig af hensyn til indgåelse af og tilsyn med overholdelse af

en udskrivningsaftale eller en koordinationsplan. I samme omfang kan myn-

digheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. videregive oplysnin-

ger om patienter til den psykiatriske afdeling og andre myndigheder, privat-

praktiserende sundhedspersoner m.fl.

Det fremgår af psykiatrilovens § 19 e, at den psykiatriske afdeling i relevant

omfang skal videregive oplysninger om personer, der er anbragt i

UDKAST

varetægtssurrogat, til politiet, anklagemyndigheden eller kriminalforsorgen,

hvis videregivelsen af oplysningerne er nødvendige for, at politiet, anklage-

myndigheden eller kriminalforsorgen kan vurdere undvigelsesrisiko, farlig-

hed og trusselsniveau for de pågældende personer.

2.3.1.2 Sundhedslovens regler om videregivelse af oplysninger

Det fremgår af sundhedslovens § 40, stk. 1, at en patient har krav på, at

sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres

erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold og andre

fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i denne lov.

Sundhedslovens § 43 regulerer sundhedspersoners videregivelse af hel-

bredsoplysninger og andre fortrolige oplysninger fra patientjournaler m.v.,

når videregivelsen sker til andre formål end patientbehandling.

Det fremgår af sundhedslovens § 43, stk. 1, at sundhedspersoner med pati-

entens samtykke til andre formål end behandling kan videregive oplysninger

om patientens helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger til sundheds-

personer, myndigheder, organisationer, private personer m.fl.

Sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1

–

5, angiver forskellige situationer, hvor

der kan ske en fravigelse fra hovedreglens princip om, at der altid skal fore-

ligge et samtykke til videregivelse.

Det følger af forarbejderne til § 43, stk. 2, at der aldrig efter stk. 2 må ske

videregivelse af oplysninger i et videre omfang, end det er påkrævet efter

formålet, jf. bemærkningerne til § 26, jf. Folketingstidende 1997-98, tillæg

A, side 541. § 26 i lov om patienters retsstilling blev videreført i sundheds-

lovens § 43 ved lov nr. 546 af 24. juni 2005 (sundhedsloven).

Det fremgår af sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1, at videregivelse af de i stk.

1 nævnte oplysninger kan ske uden patientens samtykke, når det følger af

lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videre-

gives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den mod-

tagende myndigheds sagsbehandling.

Det følger af forarbejderne til sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1, at der kun

er pligt til at videregive sådanne oplysninger, der må antages at have væ-

sentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling. Reglen

vil navnlig have betydning i de situationer, hvor den rekvirerende myndig-

hed fremsætter en meget bred formuleret begæring om at modtage

UDKAST

oplysninger om en konkret patient. Det indebærer, at såfremt en patientjour-

nal indeholder oplysninger, der ikke kan antages at have væsentlig betyd-

ning for den modtagende myndigheds sagsbehandling, må disse oplysninger

ikke videregives. Det kan f.eks. være oplysninger om ægteskabelige forhold

og forholdet til ens pårørende, der må antages at være uden betydning for

den myndighed, der anmoder om oplysningerne. Den pågældende sund-

hedsperson skal inden videregivelse frasortere de irrelevante oplysninger,

enten ved overdækning i forbindelse med kopiering eller ved at tilbageholde

dele af journalen. I nogle tilfælde vil det være mest hensigtsmæssigt at ud-

færdige en erklæring, redegørelse el.lign. til den pågældende myndighed, jf.

Folketingstidende 1997-98, tillæg A, side 542, bemærkningerne til § 26, stk.

1, nr. 1.

Der findes i gældende lovgivning en række bestemmelser, som fastsætter

pligt for sundhedspersoner til at udlevere oplysninger til andre myndighe-

der. Som eksempel kan nævnes psykiatrilovens § 19 e, som er beskrevet

ovenfor under punkt 2.3.1.1.

Det fremgår af sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, at videregivelse af de i stk.

1 nævnte oplysninger kan ske uden patientens samtykke, når videregivelsen

er nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller

af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre.

Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, at bestemmelsen er en værdi-

springsregel, der som udgangspunkt forudsætter en konkret vurdering i

hvert enkelt tilfælde. Bestemmelsen er kun relevant, hvor der ikke er fastsat

udtrykkelige pligtudleveringsbestemmelser som nævnt i nr. 1. Bestemmel-

sens anvendelsesområde er yderligere beskrevet i Folketingstidende 1997-

98, tillæg A, side 542-543, bemærkningerne til § 26, stk. 2, nr. 2.

2.3.1.3 Evaluering af fælles udrykningsteams

–

pilotprojekt for fælles ud-

rykningsteams mellem politi- og sundhedsmyndigheder fra september 2021

Med aftale om satspuljen på sundhedsområdet for 2019-2022, afsatte sats-

puljepartierne med satspuljeinitiativet 1.17 i efteråret 2018 midler til et pi-

lotprojekt om fælles udrykningsteams til opgaver, der involverer psykiatri-

ske patienter. De fælles udkørselsteams bestod af to politibetjente og en psy-

kiatrisk sygeplejerske, der samarbejdede om at løse opgaven. Med pilotpro-

jektet ønskede man at iværksætte et forsøg på at etablere et styrket tværgå-

ende samarbejde mellem politi og sundhedsmyndigheder, således at

UDKAST

personer med psykiske lidelser i højere grad oplever en tryg og tilpasset

håndtering samt tidligst muligt får den rette hjælp.

I september 2021 offentliggjorde Rigspolitiet evalueringen

”Fælles udryk-

ningsteams

–

pilotprojekt for fælles udrykningsteams mellem politi- og

sundhedsmyndigheder.”

Evalueringen konkluderer, at samarbejdet mellem

politi og psykiatri er blevet styrket, og at opgaveløsningen i højere grad er

helhedsorienteret og har borgeren i fokus. Resultaterne viser, at tilstedevæ-

relsen af de to fagligheder supplerer hinanden betydeligt i mødet med bor-

geren og giver øget tid og ro til opgaven. Dette giver netop mulighed for at

skabe dialog på borgerens præmisser og opbygge tillid, hvorfor overleve-

ringen af patienten til psykiatrien bliver mere rolig. Evalueringen viser her-

udover, at de fælles udrykningsteams i sjældne tilfælde har behov for at an-

vende tvang i mødet med borgeren. Samtidig muliggør de, at det efterføl-

gende indlæggelsesforløb bliver mindre komplekst og med mindre anven-

delse af magt. Evalueringen viser således, at de fælles udkørselsteams har

levet op til satspuljeinitiativets forventninger.

Dog påpeger evalueringen også at der er et forbedringspotentiale, idet de

fælles udkørselsteams er begrænsede af en manglende juridisk afklaring af,

hvordan journalisering og deling af informationer mellem politiet og sund-

hedsmyndigheder skal foregå. Dette implicerer blandt andet, at sygeplejer-

sken ikke kan oplyse politibetjentene om borgerens tilstand.

2.3.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser

På baggrund af erfaringerne fra Rigspolitiets evaluering af de fælles udryk-

ningsteams, og da Indenrigs- og Sundhedsministeriet har kendskab til, at

flere politikredse enten har videreført ordningen eller planlægger at gøre det,

ønsker ministeriet at sikre, at der er hjemmel for sundhedspersonalet til at

videregive nødvendige og relevante oplysninger til politiet i forbindelse

med fælles udkørsler med politi og sundhedspersonale.

Således vil det være gavnligt for de borgere, som får bistand fra de udkø-

rende teams, at både politi og sundhedspersonale har kendskab til den på-

gældendes relevante sygdomshistorik, således at politi og sundhedsperso-

nale kan vurdere den bedst mulige håndtering af situationen og dialogen

med den pågældende. Derudover vil det højne sikkerheden for politi og

sundhedspersonale, at der eksempelvis kan videregives oplysninger om, at

den pågældende har en sygdomshistorik, hvor der tidligere har været erfa-

ringer med udadreagerende adfærd.

UDKAST

Der stilles på den baggrund forslag om, at sundhedspersoner, som deltager

i fælles udkørsler med politiet, mundtligt skal videregive oplysninger om

personer, hvor der er mistanke om eller kendskab til, at personen har en

psykisk lidelse, hvis videregivelsen af oplysningerne er nødvendig for, at

politiet kan foretage en vurdering af håndteringsmuligheder og sikkerheds-

foranstaltninger.

2.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at indsætte et nyt kapitel 5 c med en ny bestemmelse som psy-

kiatrilovens § 19 f, hvorefter sundhedspersoner i relevant omfang skal vi-

deregive oplysninger til politiet om personer, hvor der er mistanke om eller

kendskab til, at personen har en psykisk lidelse, og for hvem politiet og

sundhedspersoner i fællesskab foretager udkørsel til, hvis videregivelsen af

oplysningerne er nødvendig for, at politiet kan foretage en vurdering af

håndteringsmuligheder og sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med

den fælles udkørsel.

Formålet er at skabe en klar og tilstrækkelig hjemmel, der sikrer, at sund-

hedspersoner, der sammen med politiet foretager fælles udkørsel til perso-

ner med eventuelle psykiske lidelser eller udfordringer, skal videregive

nødvendige oplysninger til politiet. Således vil politiet i samarbejde med

sundhedspersonen kunne vurdere den mest hensigtsmæssige håndtering af

den pågældende person. Videregivelsen vil endvidere kunne bidrage til po-

litiets vurdering af, om der potentielt skal iværksættes sikkerhedsforan-

staltninger i forbindelse med kontakten til den pågældende person.

Forslaget vil indebære, at i de situationer, hvor sundhedspersonale sammen

med politiet foretager fælles udkørsel til personer med eventuelle psykiske

lidelser eller udfordringer, skal sundhedspersonalet mundtligt dele nødven-

dige og relevante oplysninger med politiet, når der er tale om fælles udkør-

sel. Således vil politiet og sundhedspersonalet med afsæt i de samme op-

lysninger om den pågældende kunne drøfte relevante håndteringsmulighe-

der og eventuelle sikkerhedsforanstaltninger inden besøget hos den pågæl-

dende person. Dette vil sikre grundlaget for den mest hensigtsmæssige

håndtering af den pågældende, ligesom det vil sikre sikkerheden for sund-

hedspersoner og politi. Det bemærkes, at det ikke er et krav, at indholdet af

en ordning om fælles udkørsel er identisk med de rammer, der er fastsat i

forbindelse med satspuljeprojektet om fælles udrykningsteams. Det er dog

en forudsætning, at sundhedspersoner deltager i en fælles udkørsel med

politiet til borgere, hvor der er kendskab til, at borgeren har en psykisk li-

delse, eller hvor dette må formodes.

UDKAST

Der gives med forslaget ikke mulighed for, at politiet kan få adgang til at

slå op i patientjournaler og andre elektroniske systemer, der supplerer pati-

entjournalen. Det vil således fortsat alene være muligt for sundhedsperso-

nale at foretage opslag.

Med forslaget gives der endvidere alene mulighed for at dele nødvendige

og relevante oplysninger med henblik på at varetage opgaven. Oplysnin-

ger, der kan være relevante og nødvendige, vil primært være oplysninger

om den pågældendes eventuelle psykiske lidelser, tidligere selvmordsfor-

søg, udadreagerende samt selvskadende adfærd m.v. Det vil endvidere

kunne være alvorlig somatisk sygdom, som det vil være relevant at politiet

har kendskab til i forbindelse med håndteringen af den pågældende. Oplys-

ninger af ren sundhedsfaglig karakter, som ikke vurderes at være relevante

for, at politiet kan vurdere håndteringen af den pågældende, og eventuelt

iværksætte sikkerhedstiltag, må ikke videregives i medfør af bestemmel-

sen. Endelig foreslås det, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fast-

sætte nærmere regler om videregivelse af oplysninger efter denne bestem-

melse.

2.4. Rettens prøvelse af spørgsmål af erstatning for frihedsberøvelse el-

ler tvangsfiksering på psykiatriske afdelinger efter retsplejelovens ka-

pitel 43 a

2.4.1. Gældende ret

2.4.1.1. Psykiatriloven

Det fremgår af psykiatrilovens § 37, stk. 1, at Det Psykiatriske Patientkla-

genævn ved Nævnenes Hus efter anmodning fra patienten eller patientråd-

giveren skal indbringe sine afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse,

tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering,

oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk

afdeling, Region Sjælland og aflåsning af døre i afdelingen for retten efter

reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Psykiatriloven blev oprindeligt indført som lov nr. 331 af 24. maj 1989 om

frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien. Efter denne lovs § 34 kunne

tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse forlanges indbragt umiddel-

bart for domstolene, dvs. uden forudgående behandling i administrative

klagemyndigheder.

UDKAST

Det fremgår endvidere bl.a. af principbetænkning nr. 1068/1986 om tvang

i psykiatrien, kapitel 17, at overlægens ansvar for at modtage patienten

som tvangsindlagt kan gøres gældende under en klage over selve tvangs-

indlæggelsen og dermed efterfølgende under en retssag ført i henhold til

retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt friheds-

berøvelse.

Ved lov nr. 403 af 26. juni 1998 om ændring af lov om frihedsberøvelse og

anden tvang i psykiatrien, retsplejeloven og straffeloven (Revision af psy-

kiatriloven m.v.) blev reglerne om domstolsprøvelse og klageadgang nyaf-

fattet, og i den forbindelse blev psykiatrilovens § 34 videreført som § 37.

Med denne lovændring blev den gældende ordning indført, hvorefter klage

over tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse skal indbringes for oprin-

delig de lokale patientklagenævn og siden 2005 for Det Psykiatriske Pati-

entklagenævn og først herefter for domstolene.

Indtil lovændringen i 1998 havde patientklagenævnene kun haft kompe-

tence i sager om tvangsbehandling mv., idet sager om tvangsindlæggelse

og tvangstilbageholdelse skulle indbringes umiddelbart for domstolene.

Det fremgår endvidere, at dette følger af, at der efter grundlovens § 71, stk.

6, skal være adgang til på begæring at få forelagt lovligheden af en admini-

strativ frihedsberøvelse for en domstol. Det er ikke muligt præcist at an-

give, hvornår en konkret tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering eller aflås-

ning af døre i afdelingen i henhold til grundlovens § 71, stk. 6, må antages

at udgøre en frihedsberøvelse, hvis lovlighed efter begæring skal forelæg-

ges for en domstol. Med henblik på at styrke patienternes retssikkerhed

findes det hensigtsmæssigt, at det kommer til at fremgå direkte af psykiat-

riloven, at alle afgørelser fra de psykiatriske patientklagenævn ved stats-

forvaltningerne vedrørende tvangsfikseringer, beskyttelsesfikseringer og

aflåsning af døre i afdelingen skal prøves ved domstolene, hvis patienten

eller patientrådgiveren anmoder herom.

2.4.1.2 Retsplejeloven

Det fremgår af § 468 i retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1655 af 25.

december 2022, som er placeret i lovens kapitel 43 a om prøvelse af admi-

nistrativt bestemt frihedsberøvelse, at reglerne i dette kapitel, når andet

ikke er bestemt ved lov, finder anvendelse ved frihedsberøvelse uden for

strafferetsplejen, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed.

UDKAST

Det fremgår af retsplejelovens § 469, stk. 1, at begærer den, der admini-

strativt er berøvet sin frihed, eller den, som handler på hans vegne, at fri-

hedsberøvelsens lovlighed prøves af retten, skal den myndighed, som har

besluttet frihedsberøvelsen eller nægtet at ophæve den, forelægge sagen

for byretten på det sted, hvor den, hvis frihedsberøvelse, der er spørgsmål

om, har bopæl (hjemting), jf. § 235. Sager om tvangsindlæggelse, tvangs-

tilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, oppe-

gående tvangsfiksering og aflåsning af døre i afdelingen i henhold til lov

om anvendelse af tvang i psykiatrien samt sager om tvangsindlæggelse, til-

bageholdelse og tilbageførsel efter §§ 10 og 12 i lov om anvendelse af

tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile forelægges dog, så længe

patienten ikke er udskrevet, for byretten på det sted, hvor vedkommende

sygehus eller afdeling er beliggende. Sager om prøvelse af afgørelser, på-

bud og foranstaltninger efter epidemiloven, som har karakter af frihedsbe-

røvelse, forelægges for byretten på det sted, hvor frihedsberøvelsen har

fundet sted.

Formålet med retsplejelovens kapitel 43 a er, at adgangen til domstolsprø-

velse af administrativt bestemt frihedsberøvelse skal være så let og om-

kostningsfri som muligt for den, hvis frihedsberøvelse sagen angår. Ord-

ningen indebærer navnlig, at sagen skal indbringes for retten af myndighe-

den, når den frihedsberøvende anmoder om det, at retten beskikker en ad-

vokat for den frihedsberøvede, at retten har ansvaret for, at sagen er til-

strækkeligt oplyst, at udgifter til bevisførelse og vederlag til den beskik-

kede advokat i almindelighed betales af statskassen, og at der i almindelig-

hed ikke skal betales sagsomkostninger til modparten uanset sagens ud-

fald.

Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 469, stk. 6, at krav om erstat-

ning af det offentlige for ulovlig frihedsberøvelse efter begæring skal på-

dømmes under sagen om frihedsberøvelsens lovlighed. Retten kan dog ud-

skyde erstatningsspørgsmålet til behandling efter afgørelsen om frihedsbe-

røvelsens lovlighed. Der vil i givet fald alene være tale om at udskyde be-

handlingen af erstatningsspørgsmålet til senere under den sag, der er ind-

bragt i medfør af retsplejelovens kapitel 43 a. Retten kan ikke henvise den

frihedsberøvede til at anlægge en almindelig civil retssag om erstatnings-

kravet.

Reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a blev indsat ved lov nr. 173 af 11.

juni 1954 om ændringer i lov om rettens pleje. Det fremgår bl.a. af be-

mærkningerne, som dannede baggrund for retsplejelovens § 468, at man

UDKAST

fandt det rigtigst, at de gældende regler om borgerlige sager fandt anven-

delse med sådanne ændringer, som er nødvendige eller ønskelige, navligt

for at den frihedsberøvede kunne påkalde domstolsprøvelsen hurtigt og

uden besvær, samt uden hans økonomiske forhold skulle være til hindring

herfor.

Det fremgår endvidere for så vidt angår bemærkningerne som dannede

baggrund for retsplejelovens § 469, stk. 6, at det er fundet mest praktisk og

rimeligt at give den, som kræver frihedsberøvelsen forelagt for domsto-

lene, en let adgang til samtidig at få krav om erstatning af det offentlige for

ulovlig frihedsberøvelse pådømt, men af praktiske grunde foreslås det, at

retten kan udskyde erstatningsspørgsmålet til behandling efter afgørelsen

om frihedsberøvelsens lovlighed, således at denne afgørelse, der bør træf-

fes snarest muligt, ikke sinkes af erstatningsspørgsmålet, hvis klarlæggelse

kan kræve yderligere oplysninger. Det er i den foreslåede bestemmelse

alene tale om en udsættelse af erstatningsspørgsmålet behandling efter de i

dette kapitel indeholdte regler, ikke henskydelse af spørgsmålet til senere

særskilt behandling efter den borgerlige retsplejes almindelige regler.

2.4.1.3. Dom fra Højesteret om anvendelse af retsplejelovens kapitel 43 a i

sag om godtgørelse for tvangsfiksering

Højesteret afsagde den 11. januar 2023 dom i en sag, som angik en patient,

som havde været ulovligt tvangsfikseret under en indlæggelse på en psyki-

atrisk afdeling (Ugeskrift for Retsvæsen 2023 side 1358). Det Psykiatriske

Patientklagenævn havde truffet afgørelse om, at fikseringen af patienten

var ulovlig, og den region, som havde ansvaret for den psykiatriske afde-

ling, hvor patienten havde været indlagt, anfægtede ikke nævnets afgø-

relse. Patienten begærede herefter sagen indbragt for domstolene med det

formål at få godtgørelse i anledningen af fikseringerne.

Højesteret fastslog, at retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af admini-

strativt bestemt frihedsberøvelse ikke fandt anvendelse, da retsplejelovens

§ 469, stk. 6, efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder indebærer, at

spørgsmål om godtgørelse kun kan behandles efter kapitel 43 a, hvis der

for retten er tvist om, hvorvidt frihedsberøvelsen er lovlig.

Højesteret bemærkede, at Højesteret var opmærksom på, at patienten var

processuelt dårligere stillet med hensyn til at opnå godtgørelse, end hvis

patienten ikke havde fået medhold i Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Dette kunne dog ikke føre til et andet resultat, og en anden retsstilling ville

forudsætte en lovændring. Endelig bemærkede Højesteret, at den

UDKAST

foreliggende sag adskilte sig fra tilfælde, hvor den pågældende begærede

sagen indbragt for retten alene med påstand om godtgørelse, men hvor re-

gionen anfægtede klagenævnets afgørelse og gjorde gældende, at tvangs-

fikseringen var lovlig, og at der derfor ikke er grundlag for godtgørelse. I

sådanne tilfælde ville sagen behandles efter retsplejelovens kapitel 43 a, jf.

herved Højesterets domme af 31. januar 2017 (Ugeskrift for Retsvæsen

2017 side 1314) og 26. oktober 2022 (Ugeskrift for Retsvæsen 2023 side

378).

2.4.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser

Retssikkerheden for psykiatriske patienter er af høj prioritet for regeringen.

Det er derfor afgørende, at psykiatriske patienter har mulighed for at få

prøvet lovligheden af frihedsberøvelse eller tvangsfiksering ved Det Psyki-

atriske Patientklagenævn og eventuelt ved retten, herunder at patienterne

får mulighed for at kræve erstatning for en eventuel ulovlig frihedsberø-

velse eller tvangsfiksering.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er med dommen fra Højesteret af 11. ja-

nuar 2023 blevet opmærksomme på, at retsplejelovens kapitel 43 a ikke

finder anvendelse ved spørgsmål om godtgørelse for frihedsberøvelse eller

tvangsfiksering, hvor der ikke samtidig er tvist om lovligheden. Der henvi-

ses for en nærmere beskrivelse af dommen til de almindelige bemærknin-

ger, afsnit 2.4.1.3.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet stiller på denne baggrund forslag om, at

retten uanset om der er en tvist om, hvorvidt en frihedsberøvelse eller

tvangsfiksering er lovlig, skal behandle spørgsmål om erstatning efter rets-

plejelovens kapitel 43 a.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærker i den forbindelse, at det efter

ministeriets opfattelse må antages at være en utilsigtet konsekvens af den

gældende ordning, at en patient i tilfælde, hvor regionen ikke anfægter Det

Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse om, at en frihedsberøvelse og

tvangsfiksering har været ulovlig, processuelt er dårligere stillet end pati-

enter i tilfælde, hvor der efter Det Psykiatriske Patientklagenævns afgø-

relse stadig er tvist om lovligheden, herunder i situationer, hvor patienten

ikke har fået medhold i nævnet.

2.4.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at indsætte et 2. pkt. i § 37, stk. 1, hvorefter patientens krav

om erstatning behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, uanset

UDKAST

om der for retten er tvist om lovligheden af frihedsberøvelse eller tvangs-

fiksering i henhold til stk. 1.

Forslaget vil medføre, at der gives hjemmel til, at patienter kan få prøvet

spørgsmål om erstatning efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, så-

fremt patienten har fået medhold i en afgørelse fra Det Psykiatriske Pati-

entklagenævn om frihedsberøvelse, tvangsbehandling eller fiksering, jf.

psykiatrilovens § 37, stk. 1, og hvor der ikke er tvist om nævnets afgørelse.

Med ændringen vil patienter som har fået medhold i nævnet og som ønsker

at få prøvet spørgsmålet om erstatningsgodtgørelse i retten, processuelt

blive stillet som patienter, som enten ikke har fået medhold i nævnet, eller

situationer, hvor den indstævnede region bestrider afgørelsen fra nævnet,

og således vil disse patienter få adgang til en lettere og omkostningsfri ad-

gang til domstolsprøvelse.

Det foreslåede § 37. stk. 1, 2. pkt., indebærer en fravigelse af retsplejelo-

vens § 469, stk. 6, da det ikke længere vil være et krav, at der er tvist om

lovligheden, for at få behandlet et erstatningskrav efter reglerne i kapitel

43 a.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

De foreslåede ændringer om mindreårige patienters under 15 års ret til at

give informeret samtykke til behandling, jf. den foreslåede bestemmelse i §

1, nr. 1-4, og således vil få ret til at klage til Det Psykiatriske Patientklage-

nævn, jf. psykiatrilovens § 37, og til at få beskikket en patientvejleder, jf.

psykiatrilovens § 24, vil forventeligt betyde en merudgift på 110.000 kr. i

permanente midler til Styrelsen for Patientklager, som sekretariatsbetjener

Det Psykiatriske Patientklagenævn.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget forventes ikke at medføre økonomiske eller administrative

konsekvenser for erhvervslivet.

Det er endvidere Indenrigs- og Sundhedsministeriets vurdering, at princip-

perne for agil erhvervsrettet regulering ikke er relevante for lovforslaget.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen konsekvenser for borgerne.

UDKAST

6. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 29. november 2023 til den 3.

januar 2024 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisatio-

ner m.v.:

3F, Advokatrådet, Alzheimerforeningen, Ankestyrelsen, Bedre Psykiatri,

Brancheforeningen for Private Hospitaler og Klinikker, Danmarks Apote-

kerforening, Dansk Erhverv, Dansk Handicap Forbund, Dansk Industri,

Dansk IT

–

Råd for IT-og persondatasikkerhed, Dansk Kiropraktor For-

ening, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykolog Forening, Dansk Psyko-

terapeutforening, Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk Selskab for

Klinisk Farmakolo-gi, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Dansk Selskab

for Retsmedicin, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Standard, Dansk Sy-

geplejeråd, Danske Fodterapeuter, Danske Fysioterapeuter, Danske Handi-

caporganisationer, Danske Patienter, Danske Regioner, Danske Seniorer,

Danske Ældreråd, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Den Danske

Dyrlægeforening, Den Nationale Videnskabsetiske Komité, Det Centrale

Handicapråd, Det Etiske Råd, Diabetesforeningen, Dignity

–

Dansk Institut

mod Tortur, Ergoterapeutforeningen, Erhvervsstyrelsen, Farmakonomfor-

eningen, Finanstilsynet, FOA, Forbrugerrådet, Foreningen af Kliniske Diæ-

tister, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkeds-

chefer i Danmark, Foreningen af Speciallæger, Forsikring & Pension, Fæ-

røernes Landsstyre, Grønlands Selvstyre, Hjernesagen, Hjerteforeningen,

Institut for Menneskerettigheder, Jordemoderforeningen, KL, Kost- og Er-

næringsforbundet, Kræftens Bekæmpelse, Landsforeningen af nuværende

og tidligere psykiatribrugere (LAP), Landsforeningen LEV, Landsforenin-

gen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS), Landsforeningen SIND,

Lægeforeningen, Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber, Patient-

foreningen, Patientforeningen i Danmark, Patientforeningernes Samvirke,

Praktiserende Lægers Organisation, Psykiatrifonden, Psykolognævnet, Ra-

diograf Rådet, Region Hovedstaden, Region Midtjylland, Region Nordjyl-

land, Region Sjælland, Region Syddanmark, Regionernes Lønnings- og

Takstnævn, Retspolitisk Forening, Scleroseforeningen, Sjældne Diagnoser,

UDKAST

Socialpædagogernes Landsforbund, Udviklingshæmmedes Landsforbund,

Yngre Læger, ÆldreForum, Ældresagen.

10. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an- (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-

før »Ingen«)

Økonomiske

For lovforslaget om mindreårige pati-

konsekvenser for enters rettigheder får regionerne XX

stat, kommuner og Styrelsen for Patientklager XX kr.

og regioner

Implemente-

Ingen

ringskonsekven-

ser for stat, kom-

muner og regio-

ner

Økonomiske

Ingen

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative Ingen

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative Ingen

konsekvenser for

borgerne

Klimamæssige

konsekvenser

Ingen

Miljø- og natur- Ingen

mæssige konse-

kvenser

Ingen

Forholdet til EU- Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

retten

UDKAST

Er i strid med de

fem principper

for implemente-

ring af erhvervs-

rettet EU-regule-

ring / Går videre

end minimums-

krav i EU-regu-

lering (sæt X)

Nej

UDKAST

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det fremgår af psykiatrilovens § 1, stk. 1, at indlæggelse, ophold og behandling på psy-

kiatrisk afdeling sker på baggrund af informeret samtykke efter reglerne i kapitel 5 i sund-

hedsloven, medmindre andet følger af denne lov.

Det fremgår af psykiatrilovens § 1, stk. 2, at frihedsberøvelse og anvendelse af anden

tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling, kun

må finde sted efter reglerne i denne lov.

Det fremgår af psykiatrilovens § 1, stk. 3, at ved tvang forstås i denne lov anvendelse af

foranstaltninger, for hvilke der ikke foreligger et informeret samtykke.

Det fremgår af psykiatrilovens § 1, stk. 4, at tvang ikke foreligger i de tilfælde, hvor en

patient er under 15 år, og der foreligger informeret samtykke fra forældremyndighedsin-

dehaveren. Det fremgår endvidere af § 1, stk. 5, at for patienter, der er omfattet af stk. 4,

skal der ikke forsøges indhentet samtykke fra forældremyndighedens indehaver, værgen

eller de nærmeste pårørende, hvis omgående gennemførelse af en foranstaltning i henhold

til denne lov er nødvendig for at afværge, at en patient udsætter sig selv eller andre for

nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred eller udøver hærværk af ikke

ubetydeligt omfang. Endelig fremgår det af § 4, stk. 6, at mindreårige under 15 år, hvis

forældre har givet samtykke til behandlingen, skal tilbydes en opfølgende samtale efter

ophør af indgrebet. Det samme gælder den mindreåriges forældre. Sundhedsstyrelsen

fastsætter nærmere regler herom.

Det fremgår derudover af sundhedslovens § 17, stk. 1, at en patient, der er fyldt 15 år,

selv kan give informeret samtykke til behandling. Forældremyndighedens indehaver skal

tillige have information, jf. § 16, og inddrages i den mindreåriges stillingtagen. Det frem-

går endvidere af § 17, stk. 2, at såfremt sundhedspersonen efter en individuel vurdering

skønner, at patienten, der er fyldt 15 år, ikke selv er i stand til at forstå konsekvenserne af

sin stillingtagen, kan forældremyndighedens indehaver give informeret samtykke.

Det foreslås, at 1, stk. 4, ophæves, og at der indsættes nye stk. 4-6.

I det nye § 1, stk. 4, foreslås det, at en patient, der er fyldt 15 år, selv kan give informeret

samtykke til behandling.

Forslaget er en konsekvens af forslaget om at ophæve den gældende § 1, stk. 4.

Forslaget vil indebære, at der i psykiatriloven fastsættes en selvstændig bestemmelse om,

at patienter, der er fyldt 15 år, selv kan give informeret samtykke til behandling. Sund-

hedslovens regler om mindreåriges samtykke vil således ikke finde anvendelse.

Det vil videre betyde, at den modenhedsvurdering, der foretages efter sundhedslovens §

17, stk. 2, ikke skal finde anvendelse for patienter som er fyldt 15 år på psykiatriske af-

delinger.

I den nye § 1, stk. 5, foreslås det, at forældremyndighedens indehavere kan give informe-

ret samtykke til behandling for patienter under 15 år.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forældremyndighedens indehavere kan give

informeret på vegne af mindreårige patienter under 15 år, som forholder sig passivt og

ikke udtrykker stillingtagen til behandling.

I den nye § 1, stk. 6, foreslås det, at uanset forældremyndighedens indehavers informerede

samtykke efter den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 5, foreligger der tvang i de tilfælde,

hvor patienter under 15 år ikke giver informeret samtykke til behandling. Såfremt foræl-

dremyndighedens indehavere ønsker at give informeret samtykke til behandlingen, skal

dette fremgå af patientjournalen.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at patienter under 15 år vil få mulighed for give

informeret samtykke til behandling, og således kunne afvise at samtykke til behandling,

enten verbalt eller med handling, hvorefter der vil være tale om tvang. Med ændringen

vil behandling uden informeret samtykke uanset patientens alder være tvangsbehandling,

og begrebet magtanvendelse vil således ikke kunne anvendes i forbindelse med behand-

ling af patienter under 15 år.

Der vil ikke være en nedre grænse for, hvornår mindreårige patienter kan afvise at give

informeret samtykke til behandling. Indenrigs- og Sundhedsministeriet henviser i denne

forbindelse til proportionalitetsprincippet, som fremgår af psykiatrilovens § 4, som bl.a.

indebærer, at jo mere indgribende tvangstiltag er, og jo yngre den mindreårige patient er,

jo mere vil tale for, at behandlingens formål kan opnås ved brug af alternative metoder.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Side 36

Til nr. 2