Socialudvalget 2023-24
SOU Alm.del Bilag 295
Offentligt
2901250_0001.png
Odense den 2. september 2024
Anmodning om foretræde for Folketingets Socialudvalg
Vi anmoder om foretræde for Folketingets Socialudvalg for at uddybe effekten af en nyudviklet peer-to-peer
indsats og oplysningsindsats for kvinder og piger, der er udsat for negativ social kontrol og vold. Ved
foretrædet ønsker vi desuden at drøfte behovet for at udbrede indsatsen nationalt. Gennem det tre-årige
pilotprojekt i Odense
med støtte fra Ole Kirk's Fond, Odense Kommune, finansloven og SSA-reserven
har
vi udover kontakten til kvinder i Odense Kommune også løbende fået henvendelser fra kvinder i hele landet,
der ønsker støtte og oplysning, når det handler om at bryde med den kulturelle og religiøse kontrol, der bl.a.
kommer til udtryk gennem fastholdelse i islamiske ægteskaber, pres ift. at indgå ægteskab samt religiøse
vielser af mindreårige.
Vi oplever, at negativ social kontrol og vold er et begrænsende og meget ødelæggende livsvilkår for alt for
mange borgere i Danmark. Vi vil med en landsdækkende udrulning sikre, at disse borgere kan leve et liv, hvor
retten til selv at bestemme over egen krop, selv vælge partner, uddannelse, levevej, påklædning og
seksualitet aldrig er til forhandling. Det skal bevirke, at de får øget deres trivsel, selvbestemmelse over eget
liv og deltagelse i samfundets fællesskaber
både ift. uddannelse, fritidsliv, arbejdsliv og socialt. Dette sikres
primært gennem peer-to-peer støtte samt oplysende aktiviteter som fx kampagner og oplæg ung-til-ung i
grundskoler, på ungdomsuddannelser og på professionsuddannelser.
Peer-to-peer-støtten og det oplysende arbejde udføres af frivillige kvinder. De frivillige har ofte samme
kulturelle og etniske baggrund som de kvinder, de støtter. De bor i de samme boligområder, og de har ofte
selv egne tunge erfaringer med negativ social kontrol og vold, som de har vendt til en styrke og nu bruger til
at støtte andre. På denne måde skaber vi et stærkt modtryk indefra i de miljøer, hvor negativ social kontrol
særligt foregår, og hvor de frivillige - udover at støtte deres medsøstre - også går forrest i en ny frihedskamp
og i opgøret med negativ social kontrol.
Om peer-metodens effekt
Denne metode har vist sig særdeles effektiv. I pilotprojektet "Søstre mod vold og kontrol" har vi uddannet
mere end 80 frivillige kvinder, som i den tre-årige periode i Odense har bidraget til at nå ca. 1800 kvinder og
piger med støtte og oplysning. Als Research har evalueret projektet og konkluderer følgende:
Søstre mod vold og kontrol formår at komme i kontakt med, støtte, oplyse og bygge bro til
almensystemet for en gruppe af de mest udsatte kvinder og piger i Danmark.
Søstre mod vold og kontrol lykkes også med at oplyse, støtte og inspirere piger og kvinder med mindre
akutte problemstillinger. Give dem håb og tro på et liv uden negativ social kontrol og undertrykkelse
samt give dem redskaber til at påvirke deres situation i retning mod et mere frit og selvstændigt liv.
Se hele rapporten her:
https://soestremodvoldogkontrol.dk/evaluering-af-smvk
Der er også mulighed for at få et nærmere indblik i, hvordan de frivillige arbejder i denne video:
https://youtu.be/fTiY10g06pg?si=SPzOECltXW96Csws
Vores metode har med andre ord vist god effekt og udmærker sig som et vigtigt bidrag til at løse den store
samfundsopgave, som kampen mod negativ social kontrol er.
Vi håber, at Folketingets Socialudvalg er interesseret i at høre mere.
Med venlig hilsen
Kefa Abu Ras og Signe Bache
Stiftere af Søstre mod vold og kontrol