Beskæftigelsesudvalget 2023-24, Socialudvalget 2023-24
BEU Alm.del Bilag 225, SOU Alm.del Bilag 262
Offentligt
Kære Folketingets socialudvalg
Jeg skriver til jer som en bekymret socialarbejder gennem mere end 33 år, da jeg er
bekymret for hvordan vi sikrer at udsatte borgere har fagligt dygtigt og
langtidsholdbart personale til at sikre at deres liv er godt og meningsfuldt.
Jeg er efter 30 år som leder af private sociale tilbud, ansat som Faglig Leder i
Handicapcenter Fyn, afdeling Låddenhøj som er et aktivitets- og samværstilbud
§§103 og 104 i Region Syddanmark. Jeg har derudover været medlem af bestyrelsen
i Landsorganisationen for Sociale Tilbud i 14 år og deraf 2 år været
bestyrelsesformand og formand for fagligt udvalg.
Problemstilling:
Aktuelt har vi en pædagog som går på efterløn efter 26,5 år på Låddenhøj, som
egentlig gerne ville bevare en tilknytning til arbejdspladsen og være vikar.
Udfordringen er dog, at hun bliver modregnet i sin efterløn når hun har vikartimer,
og dermed forsvinder hendes incitament til at være vikar. Vi mister en mangeårig
medarbejder som vikar og giver hende ikke mulighed for at sikre den viden og de
relationer hun har opbygget til nogle af de mest udsatte borgere i Danmark.
Hvis hun arbejdede på et sygehus eller et plejehjem måtte hun gerne arbejde
samtidig med efterlønnen uden modregning og det forstår jeg absolut intet af!!!!
Hvorfor er der forskel? På mange andre områder sammenlignes vi med og er
underlagt lovgivning for sygehuse fx Styrelsen for Patientsikkerhed….
Der er generelt massive udfordringer med rekruttering af faglært personale til de
borgere vi har, da de er udfordrede både fysisk og psykisk. Samtidig er det et
arbejde med høje følelsesmæssige krav, og det samme gør sig gældende rigtig
mange steder i regioner, kommuner og på private tilbud.
Dertil er der massive udfordringer med at personalet kan holde til at arbejde med
borgergrupperne i mange år uden at risikere at blive syge af det, og statistikkerne
viser jo at det går den forkerte vej og flere må søge væk fra arbejdsfeltet.
Vi gør hvad vi kan rent arbejdsmiljømæssigt for at sikre arbejdsvilkår, men det er et
faktum at økonomien i kommunerne der placerer borgerne er pressede og dermed
bliver vi ofte presset til at klar opgaver med borgerne, dokumentation og
sundhedsarbejde til en takst som ofte er for lav og presser personalet. Det gør at
mange søger væk og dermed opnår vi videnstab og relationstab, og borgerne er
SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 262: Henvendelse af 10/7-24 fra socialarbejder, Susan Knage Møller, Nyborg om modregning i efterlønnen for pædagoger
dem der i sidste ende lider på grund af det og personalet ender med at betale en høj
pris.
Det er en ond spiral, som jeg mener vi må arbejde hårdere på at få stoppet inden
der slet ikke er nogen der søger ind på velfærdsuddannelserne (tallene for 2024
viser jo med uhyggelig tydelighed at det allerede er en virkelighed at få ønsker at
arbejde med mennesker med særlige behov). Vi må og skal gøre noget for at skabe
et image som de unge bliver draget af, så der også i fremtiden er kvalificeret
personale der ønsker og vælger faget til.
Tilbage til
efterlønnen….
Hvis du arbejder på et sygehus eller et plejehjem kan du
godt gå på efterløn og have vikararbejde uden af blive modregnet. Det kan de fordi
der har været politisk bevågenhed på dette områdes rekrutteringsudfordringer, men
for mig at se er der de samme udfordringer for pædagoger på bosteder og
beskæftigelsestilbud. Jeg ved ikke om ordningen for ansatte på sygehuse og
plejehjem forlænges i januar 2025, men jeg håber det og mener det ville være på sin
plads at medtage pædagoger i ordningen. Jeg håber ikke der skal flere mediesager til
for at der også kommer politisk fokus på vores område, for der er borgere og
personale der betaler dyrt for det manglende fokus.
Vi skal arbejde længere og længere, og hvis vilkårene var gavnlige er jeg overbevist
om, at flere pædagoger ville vælge at bevare en vis tilknytning til arbejdsmarkedet i
flere år med færre timer og ikke på fuld tid fordi de simpelthen ikke kan holde til
det.
Det er for mig at se tude tosset at man ikke også tænker på, at de penge der tjenes
uden modregning jo kommer ud og arbejder i samfundet og dermed skaber en win
win situation for samfund, personale og borgere.
Jeg har også henvendt mig til SL som faglig organisation for socialpædagoger, da de
skriger på at få flere faglærte medarbejdere på de forskellige tilbudstyper. Jeg kunne
ønske mig et fleksibelt arbejdsmarked der er indrettet efter hvad arbejdsstyrken
ønsker og kan levere, da det i min bevidsthed vil kunne få flere til at ville være
socialarbejdere. Det er jo langt fra et nyt fænomen at der mangler pædagoger, så
jeg synes ikke at vi kan vente længere og derfor kontakter jeg hermed vidt og bredt.
Vi skal arbejde med at få unge til at ville vælge at være stolte af at være
socialarbejdere og ligeledes at dem der har været socialarbejdere i årtier kan blive
SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 262: Henvendelse af 10/7-24 fra socialarbejder, Susan Knage Møller, Nyborg om modregning i efterlønnen for pædagoger
ved med at arbejde det de kan uden at blive økonomisk straffet for at ville gøre en
indsats for de allermest udsatte borgere i vores samfund.
Målet er:
Væk med modregning i efterløn ved vikararbejde.
Jeg står gerne til rådighed for yderligere uddybning hvis der er behov og ser frem til
at få en tilbagemelding.
Jeg har ud over denne henvendelse til Folketingets Socialudvalg henvendt mig til
Socialpædagogernes Landsforbund og til Landsorganisationen for Sociale Tilbud.
De bedste hilsner
Susan Knage Møller