Jette Wilhelmsen
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 5787
Doknr.
878138
Dato
01-07-2024
Kære Jette Wilhelmsen
Social-, Bolig- og Ældreministeriet har d. 10. juni 2024 modtaget den
supplerende redegørelse, som ministeriet har anmodet om d. 30. maj 2024.
Redegørelsen giver ministeriet anledning til at lave en række præciseringer, jf.
nedenfor, ligesom det er under afklaring, hvorvidt der er behov for yderligere
dialog eller præciseringer. Ministeriet vender tilbage herom.
Indledningsvist henviser Joannahuset i sin redegørelse til bekendtgørelsen om
ansøgningspuljen til ungekrisecenter, BEK nr. 293 af d. 27. marts 2020.
Ministeriet skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at bekendtgørelsen ikke
længere er gældende, da puljen, som danner grundlaget for bekendtgørelsen,
er udløbet. De gældende rammer for Joannahuset fremgår af Joannahusets
forsøgsgodkendelse efter § 206 i barnets lov samt af socialtilsynets
godkendelse af Joannahuset som anbringelsessted.
Ministeriet finder ikke pba. redegørelserne anledning til at påpege konkrete
forhold, men finder dog pba. redegørelserne samt fremsendte
bekymringshenvendelser fra bl.a. Socialtilsynet anledning til generelt yderligere
at præcisere Joannahusets målgruppe, forældremyndighedsindehaverens
rettigheder, samarbejdet med andre myndigheder med videre og forholdet
mellem husly og natrådgivning.
Joannahusets målgruppe
For så vidt angår Joannahusets målgruppe, forudsætter Joannahusets
forsøgsgodkendelse, at ungekrisecenteret hjælper børn og unge med tungere
problemstillinger, herunder eksempelvis misbrug eller psykiske lidelser, med at
få hjælp af barnet eller den unges handlekommune. Det betyder, at
Joannahuset ikke må tilbyde husly til unge, der falder uden for deres
målgruppe.
Målgruppen for Joannahuset er unge, som befinder sig i en krise eller
kriselignende tilstand, men som ikke står overfor svære behandlingskrævende
problemstillinger. I alle tilfælde hvor Joannahuset bliver vidende om, at en ung
har et misbrug eller en psykisk lidelse, skal Joannahuset således henvise den
unge til rette behandlingssted, herunder kommune eller lignende.
I forlængelse af, at målgruppen for Joannahuset er unge i krise eller
kriselignende tilstand, vil ministeriet appellere til, at Joannahusets
informationsmateriale målrettes målgruppen for tilbuddet.
1