Socialudvalget 2023-24
SOU Alm.del Bilag 253
Offentligt
Social-, Bolig- og Ældreministeriet
27. juni 2024
J.nr. 2023-539/LTH
UDKAST
Forslag
til
Lov om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven
og forskellige andre love
(Familiedannelse ved surrogataftaler, medfar som retlig forælder, forenkling af familiedannelse ved
voksenadoption m.v.)
Social-, Bolig- og Ældreministeriet
§1
I børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 772 af 7. august 2019, som ændret ved § 7 i lov nr. 962 af
26. juni 2020 og § 1 i lov nr. 227 af 15. februar 2022, foretages følgende ændringer:
1.
Efter kapitel 1 a indsættes:
»Kapitel 1 b
Registrering af forældreskab i forbindelse med fødslen ved danske altruistiske surrogataftaler
§ 3 d.
Fødes et barn af en kvinde (en surrogatmor), der har indgået en dansk altruistisk
surrogataftale, der er godkendt efter § 30 b, registrerer Familieretshuset i forbindelse med fødslen
som forældre eller forælder til barnet dem eller den, der efter § 30 c anses som mor, far, medmor
eller medfar til barnet. Registrering efter 1. pkt. er betinget af, at følgende fremlægges:
1) Erklæring fra surrogatmoren om, at hun genbekræfter den danske altruistiske surrogataftale, og
at hun i anledning af aftalen hverken har modtaget eller vil modtage vederlag, herunder erstatning
for tabt arbejdsfortjeneste.
2) Anmodning fra dem eller den, der efter § 30 c anses som mor, far, medmor eller medfar til
barnet, om at blive registreret som forældre eller forælder til barnet i overensstemmelse med
surrogataftalen, og erklæring fra dem eller den om, at der i anledning af aftalen hverken er eller vil
blive ydet vederlag, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, til surrogatmoren.
3) Erklæring fra surrogatmorens eventuelle ægtefælle, registrerede partner eller samlever om, at
ægtefællen, den registrerede partner eller samleveren i anledning af aftalen hverken har modtaget
eller vil modtage vederlag, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Stk. 2.
Er barnet dødfødt, eller dør barnet, før registreringen af barnets fødsel finder sted, kan dem
eller den, der efter § 30 c anses som mor, far, medmor eller medfar til barnet, efter anmodning
registreres som forældre eller forælder til barnet, hvis surrogatmoren skriftligt erklærer, at hun er
indforstået med det.«
1
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
2.
I
§ 6, stk. 2, 1. pkt.,
udgår »eller«, og efter »medmor,« indsættes: »eller er moderskab eller
medfaderskab registreret efter kapitel 1 b,«.
3.
I
§ 7, stk. 1,
indsættes efter »registreret«: »efter kapitel 1 og 1 a, og er moderskab, faderskab,
medmoderskab eller medfaderskab ikke registreret efter kapitel 1 b«.
4.
I
§ 7, stk. 2,
ændres »faderskab
eller medmoderskab«
til: »moderskab, faderskab, medmoderskab
eller medfaderskab«.
5.
Overskriften
til kapitel 5 affattes således:
»Kapitel 5
Faderskab og medmoderskab ved assisteret reproduktion m.v. og retsstillingen for en mand, der
har leveret sæd«.
6.
Overskriften
før § 27 ophæves.
7.
I
§ 27 c
ændres »sæddonor« til: »mand« og »med
hans sæd er blevet til ved assisteret reproduktion«
til: »er
blevet til med hans sæd
«.
8.
Overskriften
før § 30 ophæves, og i stedet indsættes:
»Kapitel 5 a
Moderskab«.
9.
I
§ 30
indsættes efter »barnet«: », medmindre moderskab, faderskab, medmoderskab eller
medfaderskab er fastslået efter kapitel 1 b, 5 b eller 5 c«.
10.
Efter § 30 indsættes:
»Kapitel 5 b
Forældreskab ved danske altruistiske surrogataftaler
Godkendelse af en dansk altruistisk surrogataftale
§ 30 a.
Ved en dansk altruistisk surrogataftale forstås en aftale, hvorved en surrogatmor bosat i
Danmark uden at modtage vederlag, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, skal føde et
barn med henblik på, at et par (det tiltænkte forældrepar) sammen skal være forældre til barnet i
stedet for surrogatmoren, eller at en mand eller kvinde (den tiltænkte eneforælder) skal være
forælder til barnet i stedet for surrogatmoren.
Stk. 2.
Sager om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab på grundlag af en dansk
altruistisk surrogataftale behandles efter reglerne i dette kapitel, kapitel 1 b, 6 a og 7, § 7, stk. 2, og
§§ 32 a og 34 og regler udstedt i medfør af § 33.
§ 30 b.
Familieretshuset godkender en dansk altruistisk surrogataftale efter § 30 a, når følgende
betingelser er opfyldt:
1) Surrogatmoren var ved indgåelsen af aftalen fyldt 25 år og bosat i Danmark, og hun havde
født mindst et barn. Ved godkendelsen af aftalen er hun ikke under værgemål efter
2
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
værgemålslovens § 5, værgemål med fratagelse af den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6
eller samværgemål efter værgemålslovens § 7.
2) Surrogatmoren hverken har modtaget eller vil modtage vederlag, herunder erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste, som led i aftalen. Der er en formodning for, at surrogatmoren har modtaget eller
vil modtage vederlag i strid med 1. pkt., hvis der ikke er en nær relation mellem surrogatmoren og
de tiltænkte forældre eller den tiltænkte eneforælder.
3) Aftalen indeholder oplysninger om relationen mellem surrogatmoren og de tiltænkte forældre
eller den tiltænkte eneforælder.
4) De tiltænkte forældre eller den tiltænkte eneforælder erklærer, at der vil være en genetisk
forbindelse mellem barnet og mindst en tiltænkt forælder.
5) De tiltænkte forældre eller den tiltænkte eneforælder erklærer, at de hverken har udnyttet eller
vil udnytte surrogatmorens eventuelle vanskelige situation.
6) Aftalen er indgået på en blanket, der er godkendt af Familieretshuset, og aftalen er
underskrevet af surrogatmoren og de tiltænkte forældre eller den tiltænkte eneforælder. Er
surrogatmoren gift eller registreret partner, eller har hun en samlever, skal hendes ægtefælle,
registrerede partner eller samlever også underskrive aftalen.
Stk. 2.
En aftale efter stk. 1 kan ikke danne grundlag for etablering af moderskab, faderskab,
medmoderskab og medfaderskab, hvis Familieretshuset har godkendt aftalen, efter surrogatmorens
graviditet blev etableret.
Forældreskab ved danske altruistiske surrogataftaler
§ 30 c.
Moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab, som følge af en dansk altruistisk
surrogataftale, der er godkendt efter § 30 b, fastlægges således:
1) Er aftalen indgået mellem en surrogatmor og et par bestående af en kvinde og en mand, anses
sidstnævnte kvinde og manden som henholdsvis barnets mor og far.
2) Er aftalen indgået mellem en surrogatmor og et par bestående af 2 mænd, anses den mand, der
er genetisk far til barnet, som barnets far og den anden mand som barnets medfar.
3) Er aftalen indgået mellem en surrogatmor og et par bestående af 2 kvinder, anses den kvinde,
der er genetisk mor til barnet, som barnets mor og den anden kvinde som barnets medmor.
4) Er aftalen indgået mellem surrogatmoren og en mand, anses manden som barnets far, hvis han
er genetisk far til barnet.
5) Er aftalen indgået mellem en surrogatmor og en kvinde, anses sidstnævnte kvinde som barnets
mor, hvis hun er genetisk mor til barnet.
Bortfald af en dansk altruistisk surrogataftale
§ 30 d.
En dansk altruistisk surrogataftale, der er godkendt efter § 30 b, bortfalder i følgende
situationer:
3
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
1) Surrogatmoren meddeler Familieretshuset, at hun trækker sit samtykke til den danske
altruistiske surrogataftale tilbage, jf. dog 2. pkt. Surrogatmorens adgang efter 1. pkt. til at trække sit
samtykke tilbage ophører, når moderskab, faderskab, medmoderskab eller medfaderskab på
grundlag af aftalen er registreret eller anerkendt, eller der er truffet afgørelse herom.
2) Surrogatmoren har ikke inden 6 måneder efter fødslen genbekræftet aftalen i forbindelse med
registrering eller anerkendelse af eller afgørelse om moderskab, faderskab, medmoderskab og
medfaderskab på grundlag af aftalen.
3) Der er ikke inden for 2 år fra godkendelsen af aftalen anmodet om registrering eller
anerkendelse af eller afgørelse om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab på
grundlag af aftalen, jf. dog 2. pkt. Familieretshuset forlænger fristen efter 1. pkt. med 1 år, hvis
surrogatmoren er blevet gravid, og alle parter inden udløbet af fristen efter 1. pkt. anmoder herom.
4) Faderskab eller medmoderskab til barnet er registreret efter §§ 2 eller 3 b.
5) En tiltænkt forælder trækker sit samtykke til den danske altruistiske surrogataftale tilbage og
meddeler dette til surrogatmoren, den eventuelle anden tiltænkte forælder og Familieretshuset. En
tiltænkt forælders adgang efter 1. pkt. til at trække sit samtykke tilbage ophører, når surrogatmoren
er blevet gravid.
6) Betingelserne for at godkende aftalen efter § 30 b var ikke opfyldt.
Anerkendelse af og afgørelse om forældreskab ved danske altruistiske surrogataftaler
§ 30 e.
Moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab som følge af en dansk altruistisk
surrogataftale, der er godkendt efter § 30 b, kan efter barnets fødsel anerkendes. Anerkendelse efter
1. pkt. er betinget af, at de erklæringer og anmodninger, der fremgår af § 3 d, stk. 1, fremlægges.
§ 30 f.
Familieretshuset træffer afgørelse om, at en kvinde er mor eller medmor, hvis hun efter §
30 b, jf. § 30 c, anses som mor eller medmor til barnet, jf. dog stk. 3.
Stk. 2.
Familieretshuset træffer afgørelse om, at en mand er far eller medfar, hvis han efter § 30 b,
jf. § 30 c, anses som far eller medfar til barnet, jf. dog stk. 3.
Stk. 3.
Der kan ikke træffes afgørelse efter stk. 1 og 2 i følgende situationer:
1) Surrogatmoren har modtaget vederlag som led i aftalen, herunder erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste.
2) Den altruistiske surrogataftale er bortfaldet efter § 30 d.
3) Der er ikke en genetisk forbindelse mellem barnet og mindst en tiltænkt forælder, jf. § 30 b, stk.
1, nr. 4.
Stk. 4.
Parterne i en sag efter stk. 1 og 2 er surrogatmoren og det tiltænkte forældrepar eller den
tiltænkte eneforælder og disses dødsboer.
Omstødelse af forældreskab ved danske altruistiske surrogataftaler
§ 30 g.
Familieretshuset kan i følgende situationer træffe afgørelse om, at moderskab, faderskab,
medmoderskab og medfaderskab, der er fastslået på grundlag af en dansk altruistisk surrogataftale,
der er godkendt efter § 30 b, skal omstødes:
1) Betingelserne for at godkende aftalen efter § 30 b var ikke opfyldt.
4
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
2) Aftalen var bortfaldet efter § 30 d.
3) Der blev begået fejl ved fastslåelsen af moderskabet, faderskabet, medmoderskabet og
medfaderskabet.
Stk. 2.
Ved vurderingen af, om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab skal
omstødes efter stk. 1, skal der tages hensyn til barnets bedste.
Stk. 3.
Ved omstødelse efter stk. 1 skal faderskab eller medmoderskab til barnet fastslås efter
kapitel 2 og 3.
Kapitel 5 c
Forældreskab ved udenlandske surrogataftaler
§ 30 h.
Ved en udenlandsk surrogataftale forstås en aftale, hvorved en surrogatmor, der ved
indgåelsen af surrogataftalen har og de seneste 6 måneder har haft bopæl i udlandet, skal føde et
barn med henblik på, at et par (det tiltænkte forældrepar) sammen skal være forældre til barnet i
stedet for surrogatmoren, eller at en mand eller kvinde (den tiltænkte eneforælder) skal være
forælder til barnet i stedet for surrogatmoren. Aftale efter 1. pkt. skal være indgået, inden
graviditeten blev etableret.
§ 30 i.
Familieretshuset træffer afgørelse om moderskab, faderskab, medmoderskab eller
medfaderskab på grundlag af en udenlandsk surrogataftale, jf. § 30 h, når følgende fremlægges:
1) Dokumentation for, at der er en genetisk forbindelse mellem barnet og mindst en tiltænkt
forælder.
2) Notarerklæring el.lign. udstedt i barnets fødeland, hvorved surrogatmoren efter barnets fødsel
har bekræftet, at hun ønsker at overdrage forældreskabet og barnet til det tiltænkte forældrepar eller
den tiltænkte eneforælder.
3) Surrogataftalen.
4) Fødselsattest el.lign. for barnet.
Stk. 2.
Ved afgørelse efter stk. 1 skal Familieretshuset foretage en vurdering af barnets bedste
baseret på en formodning om, at fastlæggelse af forældreskab i overensstemmelse med
surrogataftalen vil være bedst for barnet.
Stk. 3.
Moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab som følge af en afgørelse efter
stk. 1 fastlægges efter § 30 c.
Stk. 4.
Sager efter stk. 1 behandles efter reglerne i dette kapitel, kapitel 6 a og 7, og §§ 32 a og 34
og regler udstedt i medfør af § 34.
Kapitel 5 d
Forbud mod formidling af surrogataftaler
§ 30 j.
Hjælp må ikke ydes eller modtages med henblik på at etablere forbindelse mellem en kvinde og
en eller flere personer med henblik på, at denne eller disse personer skal være forælder eller forældre til
5
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
et barn, som kvinden skal føde. Annoncering må ikke foretages med henblik på at etablere en
forbindelse som nævnt i 1. pkt.
Kapitel 5 e
Forbud mod handel med børn med henblik på opfostring
§ 30 k.
Efter graviditeten er etableret, må barnet ikke sælges eller købes med henblik på, at
køberen opfostrer barnet som sit eget.«
11.
Overskriften
til kapitel 6 affattes således:
»Kapitel 6
Aftale om udlevering af et barn, der er omfattet af en surrogataftale«.
12.
I
§ 31
indsættes efter »ugyldig«: », medmindre moderskab, faderskab, medmoderskab og
medfaderskab er fastslået efter kapitel 1 b, 5 b, eller 5 c«.
13.
I
overskriften
til kapitel 8 indsættes efter
»bestemmelser«: »og straf«.
14.
To steder i
§ 33, stk. 1,
ændres »faderskab og medmoderskab « til: »moderskab, faderskab,
medmoderskab og medfaderskab«.
15.
I
§ 33, stk. 2, 1. pkt.,
ændres »faderskab og medmoderskab« til: »moderskab, faderskab,
medmoderskab og medfaderskab««, og efter »27
b«
indsættes: »og indgåelse af aftaler efter 30 b«.
16.
I
§ 34, stk. 1, 1. pkt.,
og
stk. 2,
ændres »faderskab, medmoderskab og moderskab« til:
»moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab«.
17.
Efter § 34 indsættes i
kapitel 8:
»Straffebestemmelse
§ 35.
Med bøde eller fængsel indtil 4 måneder straffes den, der overtræder § 30 j.
Stk. 2.
Med bøde eller fængsel indtil 1 år straffes den, der overtræder § 30 k.
Stk. 3.
Der kan efter reglerne i straffelovens 5. kapitel pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter stk. 1 og 2 for overtrædelse af §§ 30 j og 30 k.«
§2
I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 775 af 7. august 2019, som ændret ved § 4 i lov nr. 227
af 15. februar 2022 og § 4 i lov nr. 753 af 13. juni 2023, foretages følgende ændringer:
1.
Overskriften
til kapitel 1 affattes således:
»Kapitel 1
Betingelser for adoption af personer, der ikke er fyldt 18 år«.
2.
I
§ 1, stk. 1, 1. pkt.,
affattes således: »Bevilling
til adoption af en person, der ikke er fyldt 18 år,
udfærdiges af Familieretshuset.«
3.
§ 5 a, stk. 2, 2. pkt.,
ophæves.
6
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
4.
I
§ 5 a
indsættes som
stk. 3:
»Stk. 3.
Adoption efter stk. 1 og 2 kan meddeles i følgende situationer:
1) Adoptanten har på ansøgningstidspunktet et stabilt familieliv med sin ægtefælle eller samlever
og dennes barn.
2) Adoptanten har på ansøgningstidspunktet et stabilt familieliv med sin ægtefælle eller samlever,
og de havde sammen planlagt at blive forældre til barnet.
3) Betingelserne i nr. 1 og 2 om et stabilt familieliv er ikke opfyldt, men der foreligger særlige
omstændigheder, og adoptionen vil være bedst for barnet.«
5.
I
§ 15, stk. 1, 1. pkt.,
indsættes efter »meddeles«: », jf. dog stk. 2«.
6.
I
§ 15
indsættes som
stk. 2:
»Stk. 2.
Når adoptionen trods ydelse eller modtagelse af vederlag eller nogen anden form for
modydelse kan antages at være bedst for barnet, finder stk. 1 ikke anvendelse, medmindre
adoptionen er omfattet af Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om
samarbejde med hensyn til internationale adoptioner, der af Danmark anvendes tilsvarende i forhold
til stater, der ikke har tiltrådt konventionen.«
7.
Efter § 15 a indsættes:
»Kapitel 1 a
Betingelser for adoption af personer, der er fyldt 18 år
§ 15 b.
Familieretshuset må kun bevilge adoption af en person, der er fyldt 18 år, når den, der
ønskes adopteret, og adoptanten er enige herom, og adoptionen kan antages at være bedst for dem
begge.
Stk. 2.
Stk. 1 omfatter også adoption af en nuværende eller tidligere ægtefælles eller samlevers
barn, der er fyldt 18 år (stedbarnsadoption).
Stk. 3.
§§ 3, 13 og 14 finder tilsvarende anvendelse ved adoption efter stk. 1 og 2.
§ 15 c.
Ved indgivelse af en ansøgning om adoption efter § 15 b betales et gebyr. Gebyrets
størrelse fastsættes og reguleres årligt af social- og boligministeren. Gebyrets størrelse fastsættes
således, at det svarer til omkostningerne ved Familieretshusets og Ankestyrelsens behandling af
sager om adoption efter § 15 b. Social- og boligministeren fastsætter regler om betaling af gebyret.«
8.
I
§ 16, stk. 2,
indsættes efter »§ 5 a«: »eller § 15 b«.
9.
I
§ 25 b, stk. 1, 1. pkt.,
indsættes efter »formand«: », en næstformand«, i
2. pkt.
indsættes efter
»højesteretsdommer«: », og næstformanden skal være jurist og ansat i Ankestyrelsen«, og i
3. pkt.
ændres »1 medlem, der har bestået juridisk kandidateksamen« til: »næstformanden«.
10.
I
§ 25 b, stk. 2,
indsættes som
4. pkt.:
»2.
og 3. pkt. gælder ikke for næstformanden og dennes
stedfortræder.«
11.
I
overskriften
til kapitel 5 a udgår », surrogatmoderskab«.
12.
Overskriften
før § 33 og
§ 33
ophæves.
7
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
13.
I
§ 34, stk. 1, nr. 2,
ændres »§§
31, 32 eller 33«
til: »§§ 31 eller 32«.
§3
I forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1768 af 30. november 2020, som ændret ved lov
nr. 2215 af 29. december 2020 og § 7 i lov nr. 753 af 13. juni 2023, foretages følgende ændringer:
1.
Efter § 7 a indsættes:
Ȥ
7 b.
Ved registrering og anerkendelse af og afgørelse om moderskab, faderskab,
medmoderskab og medfaderskab efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b og 5 c har forældrene fælles
forældremyndighed. Har barnet kun en forælder, har denne forældremyndigheden alene.«
2.
I
§ 13, stk. 3, 2. pkt.,
indsættes efter »indehaver«: », medmindre aftalen trods ydelse af vederlag
eller betaling for tabt arbejdsfortjeneste kan antages at være bedst for barnet«.
§4
I lov om Familieretshuset, jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af 7. august 2019, som ændret senest ved §
6 i lov nr. 754 af 13. juni 2023, foretages følgende ændringer:
1.
§ 5, stk. 2, nr. 4,
affattes således:
»4) Registrering og anerkendelse af moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab efter
§§ 3 d, 14 og 30 e i børneloven.«
2.
I
§ 6, stk. 2,
indsættes efter nr. 12 som
nr. 13:
»13) Sager om forældreskab ved surrogataftaler efter kapitel 5 b og 5 c i børneloven.«
3.
I
§ 27, stk. 1, nr. 3,
ændres »§ 19« til: »§§ 19-20 a«.
4.
To steder i
§ 35, stk. 2,
og i
§ 37, stk. 1, nr. 1,
ændres »faderskab
og medmoderskab«
til:
»moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab«.
5.
§ 45, stk. 2-4,
ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk.
2.
Social- og boligministeren fastsætter nærmere regler for udvalget, herunder udvalgets
forretningsorden og sammensætning.«
§5
I lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale
børnebortførelser), jf. lovbekendtgørelse nr. 1078 af 11. august 2023, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 1, stk. 1,
indsættes som
4. pkt.:
»Endelig vedrører loven sager, hvor et barn ulovligt er ført fra Danmark til eller ulovligt
tilbageholdes i en stat, som Danmark ikke samarbejder med efter de i § 2, stk. 1 og 2, nævnte
konventioner eller efter Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg,
anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til
beskyttelse af børn, jf. kapitel 5 a.«
2.
I
§ 1, stk. 2,
indsættes efter »16 år«: », jf. dog § 18 b«.
8
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
3.
I
§ 2, stk. 2,
indsættes efter »børnebortførelser«: »(Haagerbørnebortførelseskonventionen)«.
4.
To steder i
§ 2, stk. 5,
og i
overskriften
til kapitel 4,
§ 10, stk. 1,
og
§ 21, stk. 1, 2. pkt.,
ændres
»Haagerkonventionen« til: »Haagerbørnebortførelseskonventionen«.
5.
I
§ 18
indsættes som
stk. 3:
»Stk. 3.
Centralmyndigheden kan indgive anmodning til familieretten om fuldbyrdelse af en
afgørelse eller et retsforlig om tilbagegivelse af et barn efter § 10, stk. 1.«
6.
I
§ 18 a
indsættes som
stk. 2
og
3:
»Stk. 2.
En udpegning efter stk. 1 gælder i 4 år, jf. dog stk. 3. Udpegningen bortfalder ved ophør
af retten til at udøve advokatvirksomhed.
Stk. 3.
Social og boligministeren kan tilbagekalde en udpegning efter stk. 1, hvis advokaten
væsentligt har tilsidesat sine pligter som advokat i sager om børnebortførelse, eller der foreligger
andre særlige grunde.«
7.
Efter kapitel 5 indsættes:
»Kapitel 5 a
Børnebortførelse til stater som Danmark ikke har et konventionssamarbejde med
§ 18 b.
Når et barn ulovligt er ført fra Danmark til eller ulovligt tilbageholdes i en stat, som
Danmark ikke samarbejder med efter de i § 1 og § 2, stk. 1 og 2, nævnte konventioner, modtager og
formidler centralmyndigheden efter § 3, stk. 2, henvendelser om tilbagegivelse af barnet.
Stk. 2.
Stk. 1 gælder for børn under 18 år.«
8.
I
§ 20 a
indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5.
Ansøgninger om retshjælp til udgifter, der er omfattet af stk. 1-4 eller § 20 b, skal
indgives til Social-, Bolig- og Ældreministeriet inden 6 måneder efter, at indehaveren af
forældremyndigheden har fået meddelelse om, at centralmyndigheden har afsluttet sagen. Social-,
Bolig- og Ældreministeriet kan i særlige tilfælde behandle en ansøgning efter 1. pkt., selvom
ansøgningen er indgivet efter udløbet af fristen i 1. pkt.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
9.
I
§ 20 d
indsættes som
stk. 2
og
3:
»Stk. 2.
En udpegning efter stk. 1 gælder i 4 år, jf. dog stk. 3. Udpegningen bortfalder ved ophør
af retten til at udøve advokatvirksomhed.
Stk. 3.
Social og boligministeren kan tilbagekalde en udpegning, hvis betingelserne i § 18 a, stk. 3,
er opfyldt.«
§6
I navneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1074 af 9. august 2023, foretages følgende ændringer:
1.
§ 25 a, stk. 1,
affattes således:
9
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
2889084_0010.png
»Ved
indgivelse af en ansøgning om navneændring betales et gebyr, jf. dog stk. 2. Gebyrets
størrelse fastsættes og reguleres årligt af social- og boligministeren. Gebyrets størrelse fastsættes
således, at det svarer til omkostningerne ved personregisterførernes og Familieretshusets behandling
af sager om navneændring. Social- og boligministeren fastsætter regler om betaling af gebyret.«
2.
§ 25 a, stk. 4,
ophæves.
§7
I lov om ægtefællers økonomiske forhold, jf. lovbekendtgørelse nr. 774 af 7. august 2019, som
ændret ved § 3 i lov nr. 962 af 26. juni 2020, foretages følgende ændring:
1.
§ 27, stk. 4,
ophæves.
Justitsministeriet
§8
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 250 af 4. marts 2024, som senest ændret ved § 2 i lov nr.
665 af 11. juni 2024, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 19, stk. 3, 1. pkt.,
ændres »faderskabssager«
til:
»sager om moderskab, faderskab,
medmoderskab og medfaderskab«.
2.
I
§ 448, stk. 2,
§
449 c, stk. 2, § 449 d, stk. 2, § 454, stk. 3,
og
§ 456 a
ændres »faderskab
og
medmoderskab« til:
»moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab«.
3.
I
§ 448 b, stk. 2,
indsættes som
4. pkt.:
»Uanset 1.-3. pkt. indbringes en sag eller afgørelse om samvær eller om anden kontakt efter § 20 a i
forældreansvarsloven for familieretten i den retskreds, hvor den, der ønsker samvær eller anden
kontakt, har hjemting.«
4.
I
§ 448 b, stk. 3,
indsættes som 4. pkt.: »1.-3. pkt. finder ikke anvendelse for afgørelser truffet
efter kapitel 5 b og 5 c i børneloven«.
5.
I
§ 448 c
indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3.
I forbindelse med familierettens behandling af en sag om tilbagegivelse af et barn efter §
10 i lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale
børnebortførelser) kan familieretten efter anmodning fra en part træffe afgørelse om samvær eller
anden kontakt.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
6.
I
§ 448 c, stk. 3,
der bliver stk. 4, ændres »stk. 1 og 2« til: »stk. 1-3«.
7.
Overskriften
til kapitel 42 a affattes således:
»Kapitel 42 a
Sager om forældreskab«.
8.
I
§ 456 a
indsættes som
stk. 2-6:
10
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
»Stk. 2.
I sager om forældreskab efter børnelovens kapitel 5 b og 5 c finder § 456 b, § 456 e, stk.
1, § 456 i, stk. 1 og 2, og § 456 k, stk. 3, ikke anvendelse. I stedet anvendes stk. 3-5.
Stk. 3.
En sag efter stk. 2 kan indbringes for familieretten her i landet, hvis surrogatmoren, barnet
eller en tiltænkt forælder, jf. børnelovens §§ 30 a og 30 i, har bopæl her. 1. pkt. kan fraviges efter
overenskomst med fremmed stat.
Stk. 4.
Parterne i en sag efter stk. 2 er surrogatmoren og de tiltænkte forældre eller den tiltænkte
eneforælder, jf. børnelovens §§ 30 a og 30 i, og disses dødsboer.
Stk. 5.
Parterne har pligt til at møde i retten og afgive forklaring. Reglerne i § 171, stk. 2, nr. 1, og
§§ 177-180 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 6.
En sag efter stk. 2 hæves, når moderskabet, faderskabet, medmoderskabet eller
medfaderskabet er anerkendt, jf. børnelovens § 30 e, eller barnet er afgået ved døden, jf. dog
børnelovens § 7, stk. 2.«
9.
I
§ 456 n, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »faderskabet eller medmoderskabet« til »moderskabet,
faderskabet, medmoderskabet eller medfaderskabet«.
10.
I
§ 475 b, stk. 4, 1. pkt.,
ændres »stk. 1« til: »stk. 3«.
Indenrigs- og sundhedsministeriet
§9
I lov om Det Centrale Personregister, jf. lovbekendtgørelse nr. 1010 af 23. juni 2023, som ændret
ved § 14 i lov nr. 1546 af 12. december 2023, § 3 i lov nr. 1572 af 12. december 2023 og § 2 i lov
nr. 1784 af 28. december 2023, foretages følgende ændring:
1.
I
bilag 1, nr. 7,
ændres »eller medmor og« til: », medmor eller medfar og«, og »mor og far eller
medmor i feltet for« udgår.
Beskæftigelsesministeriet
§ 10
I barselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 184 af 27. februar 2024, som ændret ved lov nr. 321 af 2.
april 2024 og § 8 i lov nr. 630 af 11. juni 2024, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 8, stk. 6,
ophæves
1.- 3. pkt.,
og i stedet indsættes som 1. pkt.:
»I
de første 10 uger efter
modtagelsen af barnet har hver af adoptanterne ret til fravær i 6 uger.«
2.
Efter § 8 før overskriften før § 9 indsættes:
»Ret til fravær for forældre, hvor forældreskab er fastslået efter børnelovens kapitel 1b, 5 b eller 5
c
§ 8 a.
Forældre, der har fået fastslået forældreskab på grundlag af en surrogataftale efter
børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, har i de første 10 uger efter barnets fødsel hver ret til fravær i
6 uger. Hver forælder har ret til at overdrage op til 4 uger af fraværsretten efter 1. pkt. til den anden
forælder.
11
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Stk. 2.
Efter den 10. uge efter fødslen har hver forælder ret til fravær efter § 9, stk. 1, 1. pkt., og §
10. Retten til fravær efter 1. pkt. kan påbegyndes inden for de første 10 uger efter barnets fødsel.
Stk. 3.
En surrogatmor, der er socialt sikret i Danmark, har ret til fravær efter § 6 og § 7, stk. 1. I
tilfælde, hvor surrogatmoren lider af en graviditetsbetinget sygdom, forlænges fraværsretten efter §
7, stk. 1, dog højst indtil 46 uger efter fødslen.
En adoptants ret til fravær i forbindelse med en stedbarnsadoption efter § 5 a i adoptionsloven
§ 8 b.
En forælder, der har adopteret et barn efter § 5 a i adoptionsloven inden 1 år efter barnets
fødsel, har ret til fravær i op til 32 uger efter § 9, stk. 1, 1. pkt., inden for det første år efter barnets
fødsel.
Stk. 2.
Har forælderen adopteret barnet inden for de første 10 uger efter barnets fødsel, har
forælderen desuden ret til op til 2 ugers fravær inden for de første 10 uger efter fødslen.«
3.
I
§ 12, stk. 2,
og
§ 23, stk. 1,
indsættes efter »§ 8, stk. 6,«: »§ 8 a, stk. 1, § 8 b, stk. 2,«.
4.
§ 14, stk. 2, 3. pkt.,
ophæves.
5.
I
§ 15, stk. 5,
ændres »§ 8« til: »§§ 8-8 b« og »adoptanter« ændres til: »forældre«.
6.
I
§ 20
indsættes efter »7 a,«: »og«, og efter »8,« indsættes: »§ 8 a, stk. 1 og 3, og § 8 b, stk. 2, og
§§«.
7.
§ 21, stk. 1, 2. pkt.,
ophæves, og i stedet indsættes:
»Forældre med ret til fravær efter § 9, jf. § 8, stk. 6, og § 8 a, stk. 2, har hver ret til barselsdagpenge
i 18 uger indtil 1 år efter barnets fødsel eller modtagelse, jf. dog §§ 21 a-21 c. En forælder med ret
til fravær efter § 9, jf. § 8 b, stk. 1, har ret til barselsdagpenge i 9 uger indtil 1 år efter barnets fødsel
jf. dog § 21 a.«
8.
I
§ 21 b, stk. 1, 1. pkt.,
og
§ 21 c, stk. 1,
indsættes efter »§ 21, stk. 1,«: »1. og 2. pkt.,«.
9.
I
§ 21 b, stk. 2, 1. pkt.,
ændres »stk. 1.« til: »stk. 1, 1. og 2. pkt.«
10.
Efter § 21 c indsættes:
Ȥ 21 d.
En forælder, der har ret til barselsdagpenge efter § 20, § 21, stk. 1, og §§ 21 b og 21 c for
fravær efter § 7, § 8, stk. 6, § 8 a, stk. 1, § 9 og § 14 a, stk. 1, i mere end 52 uger efter børnenes
fødsel eller modtagelse, kan få barselsdagpenge for uger ud over 52 uger udbetalt under fravær efter
§ 9, der holdes senest 16 måneder efter børnenes fødsel eller modtagelse, jf. dog § 14 a, stk. 1, og §
21, stk. 3.«
11.
§ 23 a, stk. 1,
affattes således:
»Ved forælder forstås i denne lov en mor, far, medmor, adoptant, eller en forælder, der har fået
fastslået forældreskab på baggrund af en surrogataftale efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c.«
12.
I
§ 24
indsættes som stk. 2:
12
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
»Stk. 2.
Beskæftigelsesministeren kan desuden fastsætte nærmere regler om administration af
reglerne efter §§ 8 a og 8 b og dokumentation for anerkendelse af forældreskab, jf. §§ 8 a og 8 b, for
ret til barselsdagpenge efter §§ 20
–
21 c.«
13.
I
§ 25 b, stk. 1,
og
§ 25 d, stk. 1,
indsættes efter »stk. 6, 1. pkt.,«: »§ 8 a, stk. 1 og 3,«.
§ 11
I lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 1031 af 22. juni 2023, ændret bl.a. ved § 5 i
lov nr. 879 af 21. juni 2022 og senest ved § 3 i lov nr. 630 af 11. juni 2024, foretages følgende
ændringer:
1.
I
§ 13 stk. 9,
ændres »og 8« til: », 8, 8 a og 8 b«.
2.
I
§ 69, stk. 5, § 69 k, stk. 5, § 73 d
og
§ 75, stk. 6,
ændres »og 8« til: », 8, 8 a og 8 b«.
§ 12
I lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 280 af 1. marts 2024, foretages
følgende ændringer:
1.
I
§ 62, stk. 2,
ændres »særlig støtte efter kapitel 11 i lov om social service« til: »støttende indsats
eller anbringelse efter §§ 32, 46, 47, 67 og kapitel 13 i barnets lov«.
2.
I
§ 110, stk. 1, 2. pkt.,
og
§ 114, stk. 1, 2. pkt.,
ændres »§§ 7-8« til: »§§ 7-8 b«.
3.
I
§ 113, stk. 2, 1. pkt.,
indsættes efter »lov om social service«: »eller barnets lov«.
Udlændinge- og Integrationsministeriet
§ 13
I lov om dansk indfødsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 1656 af 23. december 2022, som ændret ved lov
nr. 487 af 13. maj 2023, foretages følgende ændring:
1.
I
§ 1, stk. 1,
ændres »eller medmoderen« til: », medmoderen eller medfaderen«.
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.
§ 14
Loven træder i kraft den 1. januar 2025.
§ 15
Stk. 1.
§ 15 c i adoptionsloven, som affattet ved denne lovs § 2, nr. 7, finder ikke anvendelse for
ansøgninger, som Familieretshuset har modtaget før lovens ikrafttræden. For sådanne ansøgninger
finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 2.
Det rådgivende udvalg, der er nedsat efter § 45 i lov om Familieretshuset, jf.
lovbekendtgørelse nr. 766 af 7. august 2019, fortsætter, indtil der er nedsat et nyt rådgivende
udvalg.
13
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Stk. 3.
§ 6, nr. 1, finder ikke anvendelse for ansøgninger om navneændring, som
personregisterføreren eller Familieretshuset har modtaget før lovens ikrafttræden. For sådanne
ansøgninger finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 4.
§ 7, nr. 1, finder ikke anvendelse, når en anmodning om skilsmisse er bortfaldet før lovens
ikrafttræden, fordi betingelserne for skilsmissen i § 42 a, stk. 2, i lov om ægteskabs indgåelse og
opløsning ikke var opfyldt. For sådanne anmodninger finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 5.
Uanset § 2, nr. 12 og 13, finder §§ 33, jf. § 34 i adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
775 af 7. august 2019, fortsat anvendelse for handlinger, der er foretaget før lovens ikrafttræden.
Stk. 6.
§ 10, nr. 2, 3, 5-9, og 11-13, finder ikke anvendelse for forældre til et barn, der er født før
lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 7. For sådanne forældre finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 7.
Uanset stk. 6 finder § 10, nr. 2, 3, 5-9, og 11-13, anvendelse, når forældreskabet til et barn,
der er født i 2024, er fastslået efter børnelovens kapitel 5 c, medmindre en af barnets forældre inden
bestemmelsernes ikrafttræden var retlig forælder til barnet. Fravær med barselsdagpenge efter 1.
pkt. skal afholdes, inden barnet fylder 1 år.
§ 14
Stk. 1.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2.
§§ 1-7 og 9 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de
ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger. De ændringer, der følger af §§ 1-7, kan sættes i
kraft for Grønland på forskellige tidspunkter.
Stk. 3.
§ 13 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland
med de ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsiger.
14
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Forældreskab ved surrogataftaler
2.1.1. Baggrund
2.1.2. Gældende ret
2.1.2.1. Retsvirkning af en surrogataftale (moderskab)
2.1.2.2. Adoption af et barn, der er blevet til ved en surrogataftale
2.1.2.3. Etablering af faderskab og medmoderskab efter børneloven
2.1.2.3.1. Registrering af faderskab og medmoderskab
2.1.2.3.2. Anerkendelse af faderskab og medmoderskab
2.1.2.3.3. Afgørelse om faderskab og medmoderskab
2.1.2.3.4. Genoptagelse af faderskab og medmoderskab
2.1.2.3.5. Behandling af sager om faderskab og medmoderskab
2.1.2.3.6. Anerkendelse af udenlandsk faderskab og medmoderskab
2.1.2.3.7. Registrering af faderskab og medmoderskab i CPR
2.1.2.4. Forbud mod formidling af surrogataftaler
2.1.2.5. Forbud mod assisteret reproduktion ved surrogataftaler
2.1.2.6. Danske og internationale overvejelser om forældreskab ved udenlandske surrogataftaler
2.1.2.6. Den Europæiske Union
2.1.2.6.2. Haagerkonferencen for International Privatret
2.1.2.6.3. Veronaprincipperne
2.1.2.6.4. Det Etiske Råd
2.1.2.6.57. Ekspertgruppen om anerkendelse af forældreskab ved kommercielle surrogataftaler
2.1.3. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
2.1.3.1. Forældreskab ved danske altruistiske surrogataftaler
2.1.3.1.1. Betingelser for godkendelse af altruistiske surrogataftaler
2.1.3.1.2. De tiltænkte forældre, herunder etablering af medfaderskab
2.1.3.1.3. Fastslåelse af forældreskab ved en altruistisk surrogataftale
2.1.3.1.4. Bortfald af en altruistisk surrogataftale
2.1.3.1.5. Omstødelse af en altruistisk surrogataftale
2.1.3.2. Forældreskab ved udenlandske surrogataftaler
2.1.3.3. Forbud mod formidling af surrogataftaler
2.1.3.4. Forbud mod assisteret reproduktion ved surrogataftaler
2.1.4. Den foreslåede ordning
2.1.4.1. Forældreskab ved danske altruistiske surrogataftaler
2.1.4.1.1. Betingelser for godkendelse af altruistiske surrogataftaler
2.1.4.1.2. De tiltænkte forældre, herunder etablering af medfaderskab
2.1.4.1.3. Fastslåelse af forældreskab ved en altruistisk surrogataftale
2.1.4.1.4. Bortfald af en altruistisk surrogataftale
2.1.4.2. Forældreskab ved udenlandske surrogataftaler
15
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
2.1.4.3. Forbud mod formidling af surrogataftaler
2.2. Lovændringer som følge af etablering af mulighed for fastslåelse af forældreskab ved
surrogataftaler
2.2.1. Forældremyndighed
2.2.1.1. Gældende ret
2.2.1.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
2.2.1.3. Den foreslåede ordning
2.2.2. Ret til barsel og orlov
2.2.2.1. Forældre, der får fastslået forældreskab på grundlag af en surrogataftale
2.2.2.1.1. Gældende ret
2.2.2.1.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser
2.2.2.1.3. Den foreslåede ordning
2.2.2.2. Tidlig stedbarnsadoption
2.2.2.2.1. Gældende ret
2.2.2.2.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser
2.2.2.2.3. Den foreslåede ordning
2.2.2.3. Adoptanters afholdelse af fravær i 10-ugers perioden efter barnets modtagelse
2.2.2.3.1.Gældende ret
2.2.2.3.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser
2.2.2.3.3. Den foreslåede ordning
2.2.2.4. Forlængelse af fraværsretten ved barnets hospitalsindlæggelse
2.2.2.4.1. Gældende ret
2.2.2.4.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser
2.2.2.4.3. Den foreslåede ordning
2.2.2.5. Ret til barselsdagpenge ud over 52 uger
2.2.2.5.1. Gældende ret
2.2.2.5.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser
2.2.2.5.3. Den foreslåede ordning
2.2.2.6. Fritagelse for rådighedsforpligtelsen efter lov om aktiv socialpolitik under fravær efter
barselsloven
2.2.2.6.1. Gældende ret
2.2.2.6.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser
2.2.2.6.3. Den foreslåede ordning
2.2.2.7. Fravær efter barselsloven og varigheden af jobafklarings- og ressourceforløb efter lov om
en aktiv beskæftigelsesindsats.
2.2.2.7.1. Gældende ret
2.2.2.7.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser
2.2.2.7.3. Den foreslåede ordning
2.3. Adoption
2.3.1.Generelle adoptionsregler
2.3.2. Særligt om adoption mod vederlag
2.3.2.1. Gældende ret
2.3.2.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
2.3.2.3. Den foreslåede ordning
2.3.3. Særligt om voksenadoption
2.3.3.1. Gældende ret
16
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
2.3.3.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
2.3.3.3. Den foreslåede ordning
2.3.4. Særligt om stedbarnsadoption
2.3.4.1. Gældende ret
2.3.4.1.1. Barnets tilknytning til adoptanten (kravet om 2�½ års samliv)
2.3.4.1.2. Stedbarnsadoption efter skilsmisse, separation eller samlivsophævelse
2.3.4.2. Social-, Bolig og Ældreministeriets overvejelser
2.3.4.2.1. Barnets tilknytning til adoptanten ved stedbarnsadoption
2.3.4.2.2. Stedbarnsadoption efter skilsmisse, separation eller samlivsophævelse
2.3.4.3. Den foreslåede ordning
2.3.4.3.1. Barnets tilknytning til adoptanten ved stedbarnsadoption
2.3.4.3.2. Stedbarnsadoption efter skilsmisse, separation eller samlivsophævelse
2.4. Værneting i sager om samvær med børn efter adoption
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
2.4.3. Den foreslåede ordning
2.5. Handel med børn
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
2.5.3. Den foreslåede ordning
2.6. Ændret sammensætning af det rådgivende udvalg i Familieretshuset
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
2.6.3. Den foreslåede ordning
2.7. Internationale børnebortførelser
2.7.1. Gældende ret
2.7.1.1. Centralmyndighedens rolle ved behandlingen af børnebortførelsessager
2.7.1.2. Indgivelse af en anmodning fuldbyrdelse af en afgørelse om tilbagegivelse af et barn
2.7.1.3. Tilbagekaldelse af udpegningen af en advokat, som anbefalet og særligt egnet advokat i
børnebortførelsessager
2.7.1.4. Frist for anmodning om retshjælp
2.7.1.5. Samvær under behandlingen af en sag om tilbagegivelse af et barn, der er bortført til
Danmark
2.7.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
2.7.3. Den foreslåede ordning
3. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser
4. Konsekvenser
for FN’s verdensmål
5. Ligestillingsmæssige konsekvenser
6. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
6.1. Økonomiske konsekvenser af justeringen af navnegebyret
6.2. Økonomiske konsekvenser af gebyret for voksenadoption
6.3. Økonomiske konsekvenser af forældreskab ved surrogataftaler
6.4. Økonomiske konsekvenser af ændringerne af barselsloven
17
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
6.5. Implementeringskonsekvenser m.v.
7. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
8. Administrative konsekvenser for borgerne
9. Klimamæssige konsekvenser
10. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
11. Forholdet til EU-retten
12. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
13. Sammenfattende skema
1. Indledning
Lovforslaget udmønter først og fremmest
Aftale mellem regeringen og Socialistisk Folkeparti,
Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og
Alternativet om børns ret til deres forældre ved surrogataftaler.
Det fremgår af aftalen, at partierne er opmærksomme på, at surrogataftaler rummer komplekse
etiske og juridiske problemstillinger, men at partierne lægger vægt på at tage ansvar for de børn, der
kommer til verden på denne måde. Med aftalen sikres det, at børn, der fødes på grundlag af
udenlandske surrogataftaler, og børn, der kommer til verden inden for rammerne af danske regler
for altruistiske surrogataftaler, får ret til deres forældre i Danmark, uden at det kræver
stedbarnsadoption.
Aftalepartierne ønsker således at indføre mulighed for, at Familieretshuset hurtigt kan træffe en
dansk afgørelse om forældreskab med virkning fra fødslen i forbindelse med, at barnet ankommer
til Danmark på grundlag af en udenlandsk surrogataftale. Dermed bliver den tid med usikkerhed,
som familierne i dag oplever ved stedbarnsadoption, fjernet.
For at imødegå risikoen for handel med børn er aftalepartierne enige om, at der som betingelse for
afgørelsen skal stilles krav om, at mindst én tiltænkt forælder er genetisk knyttet til barnet, og at
surrogatmoren ved en notarerklæring udstedt i fødelandet efter fødslen har bekræftet, at hun ønsker
at overdrage forældreskabet og barnet. Samtidig skal der foretages en vurdering af barnets bedste
baseret på en formodning om, at det er til barnets bedste at træffe afgørelse om forældreskab.
Med aftalen ændres ikke på muligheden for at indgå altruistiske surrogataftaler i Danmark, dvs.
aftaler hvor der ikke sker betaling til surrogatmoren. Men aftalepartierne ønsker i tråd med
ændringerne vedrørende udenlandske surrogataftaler at sikre, at forældreskabet også for disse børn
fastlægges allerede fra fødslen, så der ikke skal gennemføres en stedbarnsadoption af barnet.
Dette skal være betinget af, at den altruistiske surrogataftale er godkendt af Familieretshuset, inden
graviditeten etableres. Der vil herved navnlig stilles krav om, at surrogatmoren er fyldt 25 år og har
født mindst et barn, at hun ikke som led i aftalen modtager vederlag, at hun bevarer retten til at
træffe beslutninger om egen krop, herunder om graviditeten skal afbrydes, og at hun kan træde
tilbage fra aftalen.
Videre fremgår det af aftalen om retligt forældreskab ved surrogataftaler, at der vil være behov for
tilpasninger i barselsloven, så de retlige forældre sikres en selvstændig ret til fravær og
barselsdagpenge. Dette udmøntes også ved lovforslaget.
18
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Samtidig følger lovforslaget op på Folketingets vedtagelse den 8. juni 2022 af beslutningsforslag nr.
B 72 om at anerkende medfaderskab i regnbuefamilier (borgerforslag). Det fremgår af
betænkningen til beslutningsforslaget, at et flertal i Folketinget var enig i, at regeringen skal gøre
det muligt at registrere forældreskabet i forbindelse med barnets fødsel ved en altruistisk
surrogataftale. Den tiltænkte forælder får herved mulighed for at blive registreret som barnets
forælder i forbindelse med barnets fødsel, herunder som medfar, hvis der er tale om et mandligt par.
På den baggrund indeholder lovforslaget forslag om at indføre medfaderskab som retligt
forældreskab.
I relation til udenlandske surrogataftaler bemærkes, at med lovforslaget bringes adoptionsloven i
overensstemmelse med praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol sådan, at der kan
gennemføres stedbarnsadoptioner af børn, der er født på grundlag af udenlandske surrogataftaler,
hvor surrogatmoren har modtaget vederlag, hvis forældre/barn-forholdet er blevet en praktisk
realitet, medmindre det undtagelsesvist må antages ikke at være bedst for barnet. Dette vil navnlig
kunne have betydning for børn, der er kommet til Danmark for nogen tid siden, og hvor det ikke er
muligt at dokumentere, at betingelserne for at fastslå forældreskab på grundlag af den udenlandske
surrogataftale er opfyldt.
Samtidig indeholder forslaget forbud mod handel med børn med henblik på opfostring. Med
forslaget bringes dansk ret i overensstemmelse med artikel 35 i FN’s børnekonvention om
forebyggelse af salg eller handel med børn.
Herudover indeholder lovforslaget en række forslag, der også har til formål at smidiggøre og
forenkle familiedannelsen.
Det drejer sig for det første om udvidelse af adgangen til voksenadoption. Forslaget herom følger op
på aftalen om retligt forældreskab ved surrogataftaler, hvoraf det fremgår, at ved udmøntningen af
aftalen er partierne endvidere enige om, at der skal ske en lempelse af adgangen til voksenadoption.
Forslaget følger endvidere op på den beretning over beslutningsforslag nr. B 129 om at ophæve
betingelsen om tre års samliv mellem adoptanten og den, der ønsker at blive adopteret, før denne er
fyldt 18 år, som Folketingets Social- og Ældreudvalg afgav den 16. juni 2022. Beslutningsforslaget
havde til formål at udvide adgangen til voksenadoption ved at ophæve det såkaldte
”opfostringskrav” i adoptionsloven i forhold adoption af voksne. Samtidigt foreslås det, at der skal
betales et gebyr for at få behandlet en ansøgning om voksenadoption.
For det andet drejer det sig om at etablere mulighed for, at stedbarnsadoption kan gennemføres kort
tid efter fødslen i situationer, hvor adoptanten har et stabilt familieliv med sin ægtefælle eller
samlever, og de sammen har planlagt at blive forældre til barnet. For det tredje drejer det sig om
etablering af mulighed for, at en ægtefælle kan stedbarnsadoptere den anden ægtefælles mindreårige
barn, selvom ægtefællerne er blevet skilt, forudsat at barnet inden skilsmissen voksede op hos begge
ægtefæller. I begge situationer vil det være en betingelse for adoptionen, at den er til barnets bedste.
I relation til internationale børnebortførelser foreslås etableret mulighed for, at en anmodning om
samvær kan indgives til familieretten uden om Familieretshuset, når familieretten har en sag om
tilbagegivelse af et barn, der er bortført til Danmark, under behandling. Samtidig foreslås der
lovfæstelse af Social-, Bolig- og Ældreministeriets behandling af sager om bortførelse af børn til en
19
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
stat, som Danmark ikke samarbejder med om internationale børnebortførelser, og af muligheden for
at tilbagekalde udpegelsen af advokater, som anbefales i bortførelsessager.
Ved fremmedadoption er det vigtigt for mange adoptanter, at adoptionen er anonym sådan, at
barnets oprindelige slægtninge ikke får oplyst adoptantens identitet. Søger de oprindelige
slægtninge om samvær med et adopteret barn, foreslås det derfor, at sagen indbringes for
familieretten i den retskreds, hvor ansøgeren bor. Dette vil medvirke til at sikre adoptivforældrenes
anonymitet uden at begrænse de oprindelige slægtninges mulighed for at søge om samvær med
barnet.
Endelig foreslås sammensætningen af det rådgivende udvalg i Familieretshuset ændret sådan, at
hvert medlem udpeges som repræsentant for en organisation.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Forældreskab ved surrogataftaler
2.1.1. Baggrund
Regeringen og Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Det Konservative
Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet indgik den 5. februar 2024 om børns ret til deres
forældre ved surrogataftaler.
Det fremgår af aftalen, at partierne er opmærksomme på, at surrogataftaler rummer komplekse
etiske og juridiske problemstillinger, men at partierne lægger vægt på at tage ansvar for de børn, der
kommer til verden på denne måde. Med aftalen sikres det, at børn, der fødes på grundlag af
udenlandske surrogataftaler, og børn, der kommer til verden inden for rammerne af danske regler
for altruistiske surrogataftaler, får ret til deres forældre i Danmark, uden at det kræver
stedbarnsadoption.
Aftalepartierne ønsker således at indføre mulighed for, at Familieretshuset hurtigt kan træffe en
dansk afgørelse om forældreskab med virkning fra fødslen i forbindelse med, at barnet ankommer
til Danmark på grundlag af en udenlandsk surrogataftale. Dermed bliver den tid med usikkerhed,
som familierne i dag oplever ved stedbarnsadoption, fjernet.
For at imødegå risikoen for handel med børn er aftalepartierne enige om, at der som betingelse for
afgørelsen skal stilles krav om, at mindst én tiltænkt forælder er genetisk knyttet til barnet, og at
surrogatmoren ved en notarerklæring udstedt i fødelandet efter fødslen har bekræftet, at hun ønsker
at overdrage forældreskabet og barnet. Samtidig skal der foretages en vurdering af barnets bedste
baseret på en formodning om, at det er til barnets bedste at træffe afgørelse om forældreskab.
Med aftalen ændres ikke på muligheden for at indgå altruistiske surrogataftaler i Danmark, dvs.
aftaler hvor der ikke sker betaling til surrogatmoren. Men aftalepartierne ønsker i tråd med
ændringerne vedrørende udenlandske surrogataftaler at sikre, at forældreskabet også for disse børn
fastlægges allerede fra fødslen, så der ikke skal gennemføres en stedbarnsadoption af barnet.
Dette skal være betinget af, at den altruistiske surrogataftale er godkendt af Familieretshuset, inden
graviditeten etableres. Der vil herved navnlig stilles krav om, at surrogatmoren er fyldt 25 år og har
født mindst et barn, at hun ikke som led i aftalen modtager vederlag, at hun bevarer retten til at
20
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
træffe beslutninger om egen krop, herunder om graviditeten skal afbrydes, og at hun kan træde
tilbage fra aftalen.
Videre fremgår det af aftalen om retligt forældreskab ved surrogataftaler, at der vil være behov for
tilpasninger i barselsloven, så de retlige forældre sikres en selvstændig ret til orlov og
barselsdagpenge. Dette udmøntes også ved lovforslaget.
Folketingets vedtog den 8. juni 2022 beslutningsforslag nr. B 72 om at anerkende medfaderskab i
regnbuefamilier (borgerforslag). Det fremgår af betænkningen til beslutningsforslaget, at et flertal i
Folketinget var enig i, at regeringen skal gøre det muligt at registrere forældreskabet i forbindelse
med barnets fødsel ved en altruistisk surrogataftale. Den tiltænkte forælder får herved mulighed for
at blive registreret som barnets forælder i forbindelse med barnets fødsel, herunder som medfar,
hvis der er tale om et mandligt par. På den baggrund indeholder lovforslaget forslag om at indføre
medfaderskab som retligt forældreskab.
I overensstemmelse hermed fremgår det af regeringsgrundlaget
”Ansvar for Danmark”, at
regeringen vil følge op på implementeringen af LGBT+-handlingsplanen for 2022-2025
”Plads til
forskellighed i fællesskabet” fra august 2022,
herunder bl.a. muligheden for at anerkende
medfaderskab i forbindelse med barnets fødsel.
2.1.2. Gældende ret
2.1.2.1. Retsvirkning af en surrogataftale (moderskab)
Ved en surrogataftale forstås en aftale, der går ud på, at en kvinde (surrogatmoren) skal føde et barn
med henblik på, at et par (det tiltænkte forældrepar) skal være forældre til barnet i stedet for
surrogatmoren, eller at en mand eller kvinde (den tiltænkte eneforælder) skal være forælder til
barnet i stedet for surrogatmoren.
En surrogataftale betegnes altruistisk, når surrogatmoren ikke modtager vederlag, herunder
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og en surrogataftale betegnes kommerciel, når surrogatmoren
modtager vederlag, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Der findes ikke i dansk ret en samlet regulering af surrogataftaler, og det er ikke forbudt at virke
som surrogatmor. Der er imidlertid enkelte steder i lovgivningen fastsat særlige bestemmelser om
spørgsmålet, herunder forbud mod formidling af surrogataftaler i § 33 i adoptionsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 775 af 7. august 2019, der er gennemgået i punkt 2.1.2.4.
Herudover følger det af § 30 i børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 772 af 7. august 2019, som
ændret ved § 1 i lov nr. 227 af 15. februar 2022, at den kvinde, som føder et barn, anses for mor til
barnet. Det fremgår således klart af bestemmelsen, at den fødende kvinde anses for mor til barnet,
selvom barnet eksempelvis er blevet til ved donation af et æg fra en anden kvinde. Det er ikke
muligt at fravige bestemmelsen ved aftale.
Bestemmelsen betragtes som indeholdende en retsgrundsætning om moderskab i dansk ret.
Bestemmelsen anvendes derfor også i forhold til børn, der fødes i udlandet, også selvom den
kvinde, der føder et barn i et andet land, efter loven i det pågældende land ikke anses som mor til
barnet, f.eks. fordi barnet er blevet til ved en surrogataftale. Dette gælder, når barnet indrejser i
Danmark eller i øvrigt er undergivet danske myndigheders kompetence.
21
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
På grund af bestemmelsen om moderskab i § 30 i børneloven har surrogataftaler ikke retsvirkninger
i Danmark. Den kvinde, der føder et barn, anses således efter dansk ret altid for mor til barnet. Dette
gælder både ved altruistiske og kommercielle surrogataftaler.
At en surrogatmor efter dansk ret anses som mor til barnet betyder bl.a., at hun har forsørgelsespligt
over for barnet, at hun og barnet har gensidig arveret, og at barnet har ret til samvær med hende.
Moderskabet betyder endvidere, at surrogatmoren i nogle situationer skal inddrages i dispositioner
vedrørende barnet. Det drejer sig bl.a. om overførsel af forældremyndighed og om adoption af
barnet, jf. punkt 2.1.2.2 og 2.2.1.1.
Retsvirkningerne af, at en surrogatmor efter dansk ret anses som mor til barnet, indebærer desuden,
at et barn født af en udenlandsk surrogatmor alene erhverver dansk statsborgerskab ved fødslen,
hvis barnets far er dansk statsborger.
At en surrogataftale ikke har retsvirkninger i Danmark har alene betydning i forhold til
surrogatmoren og den tiltænkte eneforælder, men berører ikke retsstillingen for en mand, der har
leveret sæd til barnet, og som dermed er genetisk far til barnet. Er hans faderskab til barnet fastslået
i det land, hvor barnet blev født, anerkendes faderskabet i udgangspunktet efter dansk international
privatret, jf. punkt 2.1.2.3.6. Når det tiltænkte forældrepar indrejser i Danmark med barnet, vil
barnet således i udgangspunktet have en retlig forælder i Danmark. Er barnet født i Danmark, kan
mandens faderskab til barnet uanset surrogataftalen fastslås efter reglerne herom i børneloven, jf.
punkt 2.1.2.3.
Den tiltænkte eneforælders forældreskab til barnet kan efter dansk ret kun etableres gennem
adoption, jf. punkt 2.1.2.2.
2.1.2.2. Adoption af et barn, der er blevet til ved en surrogataftale
Et barn, der er blevet til på grundlag af en surrogataftale, kan adopteres ved stedbarnsadoption,
hvorved partneren til den mand, der er genetisk og dermed også retlig far til barnet, adopterer
barnet. Dette er nærmere beskrevet i 2.3.2. Det er en betingelse for en sådan stedbarnsadoption, at
den i overensstemmelse med § 2 i adoptionsloven vil være til barnets bedste.
2.1.2.3. Etablering af faderskab og medmoderskab efter børneloven
Efter børneloven etableres faderskab og medmoderskab som udgangspunkt i forbindelse med
registreringen af barnets fødsel og ellers ved anerkendelse eller afgørelse.
2.1.2.3.1. Registrering af faderskab og medmoderskab
Faderskab og medmoderskab fastslås efter kapitel 1 og 1 a i børneloven som udgangspunkt i
forbindelse med registreringen af barnets fødsel. Denne registrering af faderskab og medmoderskab
foretages af personregisterføreren. Som udgangspunkt registreres faderskab og medmoderskab på
grundlag af den pågældendes ægteskab med moren eller, hvis moren er ugift, på grundlag af en
erklæring om sammen at ville varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Det er ikke en betingelse
for registrering af faderskab, at manden er genetisk far til barnet, og det er heller ikke en betingelse
for registrering af faderskab og medmoderskab, at der foreligger oplysninger om, hvordan moren er
blevet gravid.
Faderskab og medmoderskab kan registreres, selvom den pågældende mand eller kvinde er afgået
ved døden.
22
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Er faderskab eller medmoderskab ikke registreret inden for 4 uger efter fødslen, følger det af § 7,
stk. 1, i børneloven, at Familieretshuset rejser sag om faderskab og medmoderskab. Bestemmelsen
indebærer, at personregisterføreren videresender sagen til Familieretshuset, når faderskab eller
medmoderskab ikke er registreret inden for 4 uger efter fødslen. Er barnet dødt, søges faderskab og
medmoderskab efter bestemmelsens stk. 2 dog kun fastslået, hvis moren, eller nogen, der har en
retlig interesse i det, anmoder om det.
Personregisterføreren registrerer alene fødsler, når barnet fødes her i landet. Er barnet født i
udlandet, kan personregisterføreren ikke registrere faderskab eller medmoderskab til barnet, da
denne registrering efter bestemmelserne i lovens kapitel 1 og 1 a sker i forbindelse med
registreringen af barnets fødsel. Dette gælder også, selvom barnets forældre på fødselstidspunktet
var bosat i Danmark. I disse situationer kan et faderskab eller medmoderskab til barnet i stedet
anerkendes over for Familieretshuset. Der henvises til punkt 2.1.1.3.1.
Hvis en kvinde er blevet behandlet med assisteret reproduktion af en sundhedsperson eller under en
sundhedspersons ansvar, eller hvis hun er blevet insemineret uden deltagelse af en sundhedsperson,
følger det af lovens § 27, at hendes ægtefælle, registrerede partner eller partner anses som barnets
far eller medmor, hvis denne har givet samtykke til behandlingen, og barnet må antages at være
blevet til ved denne, jf. dog § 27 a, stk. 1 og 3. Samtykket skal være skriftligt og indeholde en
erklæring om, at manden skal være barnets far, eller at kvinden skal være barnets medmor.
Hvis en kvinde, der er gift med en kvinde eller har en registreret partner eller en kvindelig partner,
er blevet behandlet med assisteret reproduktion med en kendt mands sæd af en sundhedsperson eller
under en sundhedspersons ansvar, eller hvis hun er blevet insemineret med en kendt mands sæd
uden deltagelse af en sundhedsperson, følger det af lovens § 27 a, stk. 1 og 3, at manden anses som
barnets far, hvis barnet må antages at være blevet til ved denne behandling eller insemination, og
manden skriftligt har erklæret, at han skal være barnets far. En eventuel ægtefælle eller registreret
partner til den kvinde, der skal føde barnet, skal have givet skriftligt samtykke til behandlingen.
Efter lovens § 27 a, stk. 2 og 4, gælder bestemmelserne i § 27 a, stk. 1 og 3, ikke, hvis de tre parter,
der er nævnt i stk. 1 og 3, skriftligt erklærer, at ægtefællen, den registrerede partner eller partneren
til den kvinde, der skal føde barnet, skal være barnets medmor. Herefter anses ægtefællen, den
registrerede partner eller partneren som barnets medmor.
Efter lovens § 27 c er det udgangspunktet, at en sæddonor anses som far til et barn, der med hans
sæd er blevet til ved assisteret reproduktion eller ved insemination uden deltagelse af en
sundhedsperson. Dette gælder dog ikke, hvis sæden er anvendt uden sæddonors viden eller efter
hans død.
Efter lovens § 28 anses en sæddonor ikke som far til et barn, der med hans sæd er blevet til ved
assisteret reproduktion, hvis sæden er doneret til et vævscenter m.v., medmindre det følger af de
førnævnte bestemmelser, at han anses som far til barnet.
Er faderskab eller medmoderskab registreret efter kapitel 1 eller 1 a eller anerkendt ved
Familieretshuset, følger det af lovens § 5, stk. 1, at der inden 6 måneder efter barnets fødsel kan
rejses en sag om faderskab eller medmoderskab af moren, faderen, medmoren eller barnets værge.
23
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
En mand, der har haft et seksuelt forhold til en kvinde i den periode, hvor hun blev gravid, har efter
§ 6 i børneloven i visse tilfælde ret til at få prøvet, om han er far til barnet. Anmodning herom skal
fremsættes senest 6 måneder efter barnets fødsel. Tilsvarende kan en mand eller kvinde, som har
givet samtykke til, at moren blev behandlet med assisteret reproduktion, inden 6 måneder efter
barnets fødsel rejse sag om faderskab eller medmoderskab, jf. § 6 a i børneloven.
Disse muligheder for at rejse sag om faderskab eller medmoderskab er efter praksis som
udgangspunkt ikke til hinder for at gennemføre en adoption af barnet, selvom 6-månedersfristen
ikke er udløbet. Hvis helt særlige forhold tyder på, at der f.eks. kan være en mand, der har ret til at
få prøvet sit faderskab efter § 6 i børneloven, og som ønsker at benytte sig af denne ret, bør
adoptionen ikke gennemføres før udløbet af 6-månedersfristen.
Det bemærkes, at de ændringer af reglerne om registrering af medmoderskab og om moderskab, der
følger af lov nr. 227 af 15. februar 2022 om ændring af børneloven, navneloven og forskellige andre
love (Smidiggørelse af registrering af medmoderskab, fastsættelse af transpersoners forældreskab
og navneændring for transpersoner m.v.), endnu ikke er sat i kraft.
2.1.2.3.2. Anerkendelse af faderskab og medmoderskab
Børneloven indeholder i § 14 bestemmelser om anerkendelse af faderskab og medmoderskab under
Familieretshusets behandling af en sag om faderskab og medmoderskab.
Efter § 14, stk. 1, i børneloven kan en mand anerkende faderskabet til et barn, hvis han og moren
erklærer, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Det er ikke en betingelse for
anerkendelse af faderskabet, at manden er genetisk far til barnet. Tilsvarende kan en kvinde ved en
omsorgs- og ansvarserklæring anerkende medmoderskabet til et barn. Efter lovens § 14, stk. 2-4,
kan en mand, som har haft seksuelt forhold til barnets mor i den periode, hvor hun blev gravid,
anerkende faderskabet, og en mand kan gennem en omsorgs- og ansvarserklæring anerkende
faderskabet, selvom det er oplyst, at moren i den periode, hvor hun blev gravid, havde seksuelt
forhold til andre mænd, eller hun var blevet behandlet med assisteret reproduktion eller insemineret
med donorsæd fra en anden mand. Endvidere kan en mand, der efter lovens §§ 27-27 b anses som
barnets far, anerkende faderskabet.
Efter § 14, stk. 5 og 6, i børneloven kan en kvinde anerkende medmoderskabet til et barn, hvis hun
efter lovens §§ 27 eller 27 a anses som barnets medmor.
Efter lovens § 14, stk. 10, kan faderskab efter bestemmelsens stk. 2, nr. 2, stk. 3 og stk. 4, nr. 2, og
medmoderskab efter § 14, stk. 5 og 6, ikke anerkendes inden fødslen.
Efter lovens § 9 er sagens parter under Familieretshusets behandling af sagen barnet eller dets
dødsbo, moren eller hendes dødsbo, en mand, der er registreret som far eller har anerkendt
faderskabet, eller hans dødsbo, en mand, der efter morens oplysninger er eller kan være barnets far,
eller hans dødsbo, en mand, der har ret til at få prøvet, om han er barnets far efter lovens §§ 6 eller 6
a, eller hans dødsbo, en kvinde, der er registreret som medmor eller har anerkendt medmoderskabet,
eller hendes dødsbo og en kvinde, der har ret til at få prøvet, om hun er barnets medmor efter lovens
§ 6 a, eller hendes dødsbo.
Efter § 20 i bekendtgørelse nr. 287 af 20. marts 2019 om Familieretshusets behandling af sager om
faderskab og medmoderskab (herefter faderskabsbekendtgørelsen) kan Familieretshuset behandle
24
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
en sag om faderskab eller medmoderskab, hvis betingelserne herfor i § 456 b i retsplejeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 250 af 4. marts 2024, er opfyldt. Efter denne bestemmelse kan sag om
faderskab og medmoderskab bl.a. indbringes for familieretten her i landet, hvis moren eller barnet
har bopæl her, eller en person, som efter retsplejelovens § 456 e, stk. 1, nr. 3, er part i sagen, har
bopæl eller ophold her eller personens dødsbo behandles eller har været behandlet her. Efter denne
bestemmelse er sagens parter bl.a. den eller de personer eller dødsboer, som familieretten efter § 17
i børneloven skal inddrage. Efter denne bestemmelse inddrager retten de mænd og de kvinder, der
er nævnt i børnelovens § 9, og andre mænd eller kvinder, der efter det oplyste kan være henholdsvis
far eller medmor til barnet. Det følger af disse bestemmelser, at en sag om faderskab og
medmoderskab kan behandles her i landet, selvom barnet er født i udlandet, hvis barnet
efterfølgende tager bopæl her.
2.1.2.3.3. Afgørelse om faderskab og medmoderskab
Er faderskab eller medmoderskab til et barn ikke blevet registreret eller anerkendt, følger det af § 13
i børneloven, at der træffes afgørelse efter lovens kapitel 3 om, hvem der er far eller medmor til
barnet. Det følger af § 32 a, stk. 2, i børneloven, jf. §§ 26 og 27 i lov om Familieretshuset, jf.
lovbekendtgørelse nr. 766 af 7. august 2019 (herefter Familieretshusloven), at afgørelse om
faderskab og medmoderskab som udgangspunkt træffes af Familieretshuset, og at afgørelserne
normalt kun træffes af familieretten, hvis sagen indeholder komplicerede faktiske eller juridiske
problemstillinger. Der henvises til punkt 2.1.2.3.5.
Under behandlingen af en sag om faderskab og medmoderskab følger det af §§ 8 og 16 i
børneloven, at moren har pligt til at afgive forklaring om, hvem der er eller kan være barnets far, og
om hun er blevet behandlet med assisteret reproduktion, eller om hun er blevet insemineret, hvis
barnet kan være blevet til ved denne behandling eller insemination, og i givet fald hvem der har
samtykket til behandlingen eller inseminationen.
Efter lovens § 29, stk. 1-3, træffes der afgørelse om, at en mand er far, hvis han efter udfaldet af
retsgenetiske undersøgelser utvivlsomt er barnets far. I andre tilfælde træffes der afgørelse om, at en
mand er far, hvis han har haft seksuelt forhold til moren i den periode, hvor hun blev gravid, og der
ikke foreligger omstændigheder, der gør det usandsynligt, at han er barnets far.
I situationer, hvor barnet er blevet til ved assisteret reproduktion, følger det af lovens § 20, stk. 4, at
der kan træffes afgørelse om, at en kvinde er medmor, hvis hun efter lovens § 27 eller § 27 a, stk. 2
eller 4, anses som medmor til barnet. Tilsvarende følger det af lovens § 20, stk. 5, at der kan træffes
afgørelse om, at en mand er far, hvis han efter lovens § 27 eller § 27 a, stk. 1 eller 3, anses som far
til barnet. Der kan også træffes afgørelse om faderskab, hvis manden efter lovens §§ 27 b eller 27 c
anses for barnets far.
Bestemmelserne i lovens § 20, stk. 4 og 5, er relevante i situationer, hvor moren fortryder aftalen
om, at kvinden eller manden skal være henholdsvis medmor eller far til barnet, f.eks. fordi de ikke
længere danner par. I en sådan situation kan der træffes afgørelse om forældreskabet til barnet, når
betingelserne i §§ 27 eller 27 a er opfyldt. Bestemmelserne i § 20, stk. 4 og 5, er ligeledes relevante
i situationer, hvor den mand eller kvinde, som efter aftale med moren skal være enten far eller
medmor til barnet, fortryder aftalen, f.eks. fordi den pågældende ikke længere danner par med
moren. I en sådan situation kan der træffes afgørelse om, at den pågældende mand eller kvinde er
25
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
henholdsvis far eller medmor til barnet, når betingelserne i §§ 27 eller 27 a er opfyldt. Ingen af
parterne har således mulighed for at fortryde aftalen om forældreskabet til barnet.
2.1.2.3.4. Genoptagelse af faderskab og medmoderskab
Kapitel 4 i børneloven indeholder regler om genoptagelse af en sag om faderskab eller
medmoderskab.
Efter § 21 i børneloven kan en part anmode om genoptagelse af en sag om faderskab eller
medmoderskab, når faderskabet eller medmoderskabet ikke er registreret eller fastslået ved
anerkendelse eller afgørelse. Efter lovens § 22 genoptages en sag om faderskab eller
medmoderskab, der er registreret eller fastslået ved anerkendelse eller afgørelse, når de involverede
parter er enige herom. I begge situationer kan genoptagelse kun finde sted, hvis det antageliggøres,
at en bestemt mand kan blive barnets far, eller at en bestemt kvinde kan blive barnets medmor.
I tilfælde, hvor der er sket fejl ved registreringen af faderskabet eller medmoderskabet, der kan have
betydning for, hvem der er registreret som far eller medmor, eller hvis der er fremkommet
oplysninger om omstændigheder, der kan antages at ville give sagen et andet udfald, reguleres
adgangen til genoptagelse efter lovens §§ 23-25. Fristen for genoptagelse er 3 år efter barnets
fødsel. Genoptagelse kan dog tillades, hvis der kan anføres ganske særlige grunde til, at
anmodningen ikke er fremsat tidligere, omstændighederne i øvrigt i høj grad taler for genoptagelse
og det må antages, at en fornyet behandling af sagen ikke vil medføre væsentlige ulemper for
barnet.
2.1.2.3.5. Behandling af sager om faderskab og medmoderskab
Det følger af § 32 a, stk. 1, i børneloven, at ved Familieretshusets behandling af sager om faderskab
og medmoderskab efter børneloven finder bestemmelserne i Familieretshusloven anvendelse. Disse
bestemmelser regulerer bl.a. Familieretshusets og familierettens kompetence til at behandle sager
om faderskab og medmoderskab.
Det følger af § 6, stk. 1, jf. § 26, i Familieretshusloven, at sager om faderskab og medmoderskab,
der er mindre enkle, dvs. sager hvor der skal træffes en afgørelse, behandles af Familieretshuset, der
foretager oplysning af sagen og træffer afgørelse i sagen. Efter lovens § 27, stk. 2, nr. 1 og 3, skal
Familieretshuset dog indbringe sagen for familieretten til afgørelse, hvis sagen indeholder
komplicerede faktiske eller juridiske problemstillinger, eller den vil skulle behandles sammen med
en anden sag, der er indbragt for familieretten til afgørelse.
Videre følger det af lovens § 6, stk. 2, nr. 11, at sager, hvor der ikke skal tages stilling til en tvist
mellem to parter, altid afgøres af Familieretshuset.
Endelig følger det af lovens § 5, stk. 2, nr. 5, jf. § 25, at sager om anerkendelse af faderskab og
medmoderskab efter § 14 i børneloven altid behandles af Familieretshuset.
Efter § 32 a, stk. 3, i børneloven kan Familieretshusets afgørelser om faderskab og medmoderskab
indbringes for familieretten efter bestemmelserne i kapitel 12 i Familieretshusloven. Det fremgår
bl.a. af disse bestemmelser (§ 41, stk. 1), at anmodning om, at en afgørelse truffet af
Familieretshuset indbringes for familieretten, som udgangspunkt skal indgives til Familieretshuset
inden 4 uger efter, at parten har fået meddelelse om afgørelsen. Efter § 448 d, stk. 1, i retsplejeloven
26
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
kan familieretten dog i særlige tilfælde behandle en anmodning om at få indbragt en afgørelse, selv
om anmodningen er indgivet efter udløbet af denne frist.
2.1.2.3.6. Anerkendelse af udenlandsk faderskab og medmoderskab
Efter §§ 1, 2 og 4 a i lov om anerkendelse af nordiske afgørelser om faderskab og medmoderskab,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1076 af 10/08/2023 (herefter den nordiske faderskabslov) anerkendes
domme og afgørelser om og andre fastslåelser af faderskab og medmoderskab fra Finland, Island,
Norge eller Sverige i Danmark. Det følger dog af lovens § 3, at en sådan dom eller afgørelse bl.a.
ikke anerkendes her i landet, hvis anerkendelsen vil være åbenbart uforenelig med grundlæggende
danske retsprincipper (ordre public).
Efter dansk international privatret antages det, at tilsvarende gælder i forhold til fastslåelse af
faderskab og medmoderskab, der er sket uden for de nordiske lande. Det antages dog, at
anerkendelse af sådanne fastslåelser også forudsætter, at den udenlandske myndighed havde
”indirekte international kompetence”. Det vil sige, at sagen havde en tilsvarende
tilknytning til det
pågældende land som en sag om faderskab skal have til Danmark for at blive behandlet her. Der
henvises til § 456 b i retsplejeloven, der er beskrevet i bemærkningerne til lovforslagets § 8, nr. 5.
Det antages videre, at faderskab og medmoderskab, der er etableret direkte efter udenlandsk ret, det
vil sige uden at der er truffet afgørelse om eller sket anerkendelse af faderskabet eller
medmoderskabet, ligeledes anerkendes i Danmark efter dansk international privatret.
Endelig bemærkes, at det må antages, at faderskab, der er fastslået i udlandet, selvom der ikke er
genetisk forbindelse mellem far og barn, også anerkendes i Danmark, i hvert fald hvis faderskabet
er etableret på en måde, der findes tilsvarende i dansk ret. Der henvises navnlig til reglerne om
fastslåelse af faderskab ved omsorgs- og ansvarserklæring eller ved assisteret reproduktion, jf.
punkt 2.1.2.3.1-2.1.2.3.3.
Med hensyn til anerkendelse af moderskab, der er etableret i udlandet, henvises til punkt 2.1.2.1 om
§ 30 i børneloven.
2.1.2.3.7. Registrering af faderskab og medmoderskab i CPR
Efter § 4, stk. 1, i lov om Det Centrale Personregister, jf. lovbekendtgørelse nr. 1010 af 23. juni
2023, (herefter CPR-loven), registreres enhver med et personnummer tildelt efter lovens § 3, stk. 1
eller 2, eller efter regler udstedt i medfør af lovens § 3, stk. 9, med de oplysninger, der er anført i
bilag 1 til loven.
Bilag 1 til loven, der fastlægger dataindholdet i CPR, indeholder i nr. 7 følgende om registreringen
af slægtsskabsoplysninger:
”Oplysning om personnummer på mor, far eller medmor og børn, angivelse af mor og far eller
medmor i feltet for indehavere af forældremyndigheden over mindreårige og oplysning om delt
bopæl efter § 18 a i forældreansvarsloven.”
Ved registrering af slægtskabsoplysninger i forbindelse med registrering af en fødsel i Danmark af
et levendefødt barn knyttes en mor og en far eller en medmor til barnet i CPR via forældrenes
personnumre.
27
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Hvis tiltænkte forældre ankommer til Danmark med et barn, der er født i udlandet på grundlag af en
surrogataftale, vil det alene være den mand, der efter dansk ret kan anerkendes som far til barnet, jf.
punk 2.1.2.3.6, der i CPR registreres som forælder til barnet i forbindelse med kommunens
registrering i CPR af barnets indrejse i Danmark. Forældreskab for den anden tiltænkte forælder,
der følger af surrogataftalen, har ikke retsvirkninger efter dansk ret, da det efter dansk ret altid er
den kvinde, som føder et barn, der anses som mor til barnet. Der henvises til punk 2.1.2.
Det bemærkes, at registrering af slægtsforhold i CPR ikke i sig selv indebærer retlig anerkendelse af
slægtsforholdet. Et forældreskab, der ikke anerkendes efter dansk ret, bliver således ikke anerkendt,
fordi det fejlagtigt bliver registreret i CPR, og registreringen i CPR medfører således ikke f.eks.
arveret mellem barnet og den, der i CPR er registreret som forælder til barnet. Tilsvarende betyder
registreringen ikke, at barnet efter indfødsretsloven får dansk statsborgerskab efter den pågældende.
Er et forældreskab registreret forkert i CPR, skal registreringen heraf slettes, også selvom det er
flere år siden, at registreringen skete.
2.1.2.4. Forbud mod formidling af surrogataftaler
2.1.2.4.1. Gældende ret
Det følger af § 33, stk. 1, i adoptionsloven, at hjælp ikke må ydes eller modtages med henblik på at
opnå forbindelse mellem en kvinde og en anden, der ønsker, at kvinden skal føde et barn til denne.
Efter bestemmelsens stk. 2 må annoncering ikke foretages med henblik på at opnå en forbindelse
som nævnt i stk. 1.
Det fremgår af bemærkningerne til § 33 i adoptionsloven, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A,
spalte 4171-4172, at det er enhver form for formidling af kontakt mellem en surrogatmoder og et
par eller en person, der ønsker at modtage et barn, der er ulovlig. Det afgørende for, om der
foreligger en aftale om surrogatmoderskab, er, at aftalen er indgået, inden kvinden er blevet gravid.
Som konsekvens af bestemmelsen må således f.eks. familiemedlemmer samt personer, der i kraft af
deres profession måtte blive anmodet om bistand, afstå fra at skaffe forbindelse mellem barnløse
par og kvinder, der eventuelt måtte ønske at være surrogatmødre. Bestemmelsen rammer således
også formidling i enkeltstående tilfælde, uanset mellemmandens motiv og uanset om den
pågældende modtager vederlag herfor.
Det fremgår også af bemærkningerne, at ikke blot formidleren, men også modtageren af formidling
vil kunne straffes. Det er således ulovligt for parterne at benytte mellemmandsvirksomhed.
Baggrunden herfor er, at det også herigennem vil være muligt at begrænse muligheden for, at
ubekendte personer kan få kontakt med hinanden.
Endvidere fremgår det af bemærkningerne, at forbuddet omfatter enhver virksomhed, der går ud på
at skaffe kontakt mellem mulige surrogatmødre og barnløse par, f.eks. at bringe parterne sammen til
forhandling og at modtage og atter udbetale penge. Mellemmandsvirksomhed omfatter derimod
ikke den efterfølgende bistand til en surrogatmor og et barnløst par, f.eks. med hensyn til at ansøge
om plejetilladelse, overførelse af forældremyndighed og stedbarnsadoption.
Ifølge bemærkningerne til bestemmelsens stk. 2 må annoncering ikke foretages med henblik på at
opnå en forbindelse mellem en kvinde og en anden, der ønsker, at kvinden skal føde et barn til
denne. Det er således ikke tilladt for en kvinde at annoncere efter barnløse par og for barnløse par at
28
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
annoncere efter en surrogatmor. Det følger endvidere af bestemmelsen, at det er ulovligt at bistå
parterne med at annoncere f.eks. ved formidling af annoncer.
Det er Social-, Bolig- og Ældreministeriets opfattelse, at § 33 i adoptionsloven må forstås sådan, at
den ikke omfatter søgning efter generelle oplysninger om surrogataftaler, herunder om indgåelse og
behandlingen af surrogataftaler og om forholdene for surrogatmødre i bestemte lande, når der ikke
forsøges etableret en kontakt med henblik på at indgå en surrogataftale.
Overtrædelse af forbuddet i § 33 i adoptionsloven straffes efter lovens § 34, stk. 1, nr. 2, med bøde
eller fængsel indtil 4 måneder. Efter lovens § 34, stk. 4, kan der pålægges selskaber m.v. (juridiske
personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Har formidling af en surrogataftale forbindelse til udlandet, er straf efter § 33, jf. § 34, i
adoptionsloven betinget af, at der foreligger dansk straffemyndighed.
Efter § 6 i straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 434 af 25. april 2024, hører bl.a. handlinger
foretaget i den danske stat under dansk straffemyndighed.
Det fremgår af § 9, stk. 1, i straffeloven, at handlinger anses for foretaget, hvor gerningsmanden
befandt sig ved handlingens foretagelse. For så vidt angår juridiske personer, anses handlinger for
foretaget, hvor den eller de handlinger, som medfører ansvar for den juridiske person, er foretaget.
Det følger af bestemmelsens stk. 2, at hvis en handlings strafbarhed afhænger af eller påvirkes af en
indtrådt eller tilsigtet følge, anses handlingen tillige for foretaget, hvor virkningen er indtrådt, eller
hvor gerningsmanden har forsæt til, at virkningen skulle indtræde. Efter bestemmelsens stk. 3 anses
forsøgs- og medvirkenshandlinger for foretaget i den danske stat, hvis gerningsmanden befandt sig
her i landet ved handlingens foretagelse, uanset om lovovertrædelsen fuldbyrdes eller tilsigtes
fuldbyrdet uden for den danske stat. Endelig fremgår det af bestemmelsens stk. 4, at når en del af en
lovovertrædelse er begået i den danske stat, anses lovovertrædelsen i sin helhed for at være begået
her i landet.
Efter § 9 a i straffeloven anses en lovovertrædelse, der vedrører tekst-, lyd- eller billedmateriale
m.v., som ved handlinger i udlandet er gjort alment tilgængeligt her i landet gennem internettet eller
et lignende system til spredning af information, for begået i den danske stat, hvis materialet har
særlig relation her til landet. Det fremgår af bemærkningerne til, at materialet bl.a. har en særlig
relation til Danmark, hvis det er dansksproget. Bestemmelsen indebærer således, at der er dansk
straffemyndighed efter § 6 i straffeloven i de tilfælde, hvor en lovovertrædelse består i, at bestemte
former for tekst-, lyd- eller billedmateriale m.v. udbredes fra udlandet gennem internettet m.v. og
derved bl.a. gøres tilgængeligt her i landet. Det er imidlertid en forudsætning, at materialet på grund
af sproglige eller andre forhold kan anses for at have særlig relation til (bl.a.) Danmark, herunder
særlige grupper i Danmark. Der henvises til Folketingstidende 2007-08, 2. samling, tillæg A, s. 591.
Om en handling, der er omfattet af § 33 i adoptionsloven, er foretaget i Danmark og dermed
undergivet dansk straffemyndighed efter § 6 i straffeloven, afhænger af de konkrete
omstændigheder i den enkelte sag.
Er en handling ikke foretaget i Danmark, kan den kun straffes her. hvis handlingen efter §§ 7-8 b i
straffeloven er undergivet dansk straffemyndighed. Efter lovens § 7, stk. 1, nr. 1, drejer det sig bl.a.
om handlinger, som foretages inden for et fremmed myndighedsområde af en person, der på
29
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
tidspunktet for sigtelsen har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast
ophold her i landet, hvis handlingen også er strafbar efter lovgivningen på gerningsstedet (dobbelt
strafbarhed). Efter bestemmelsens stk. 3 finder dens stk. 1, nr. 1, tilsvarende anvendelse med hensyn
til handlinger foretaget af en person, som på tidspunktet for sigtelsen har indfødsret eller er bosat i
Finland, Island, Norge eller Sverige, og som opholder sig her i landet.
Det følger af § 21, stk. 3, i straffeloven, at for så vidt ikke andet er bestemt, straffes forsøg kun, når
der for lovovertrædelsen kan idømmes en straf, der overstiger fængsel i 4 måneder. Videre fremgår
det af lovens § 23, stk. 3, at for så vidt ikke andet er bestemt, kan straf for medvirken ved
lovovertrædelser, der ikke straffes med højere straf end fængsel i 4 måneder, bortfalde, når den
medvirkende kun har villet yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et allerede fattet forsæt,
samt når hans medvirken skyldes uagtsomhed.
2.1.2.4.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at bestemmelsen om forbud mod formidling af surrogataftaler i § 33 i adoptionsloven
med tilhørende straffebestemmelse i lovens § 34 flyttes til børneloven.
Det foreslås således, at der som § 30 j i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter hjælp ikke
må ydes eller modtages med henblik på at etablere forbindelse mellem en kvinde og en eller flere
personer med henblik på, at denne eller disse personer skal være forælder eller forældre til et barn,
som kvinden skal føde. Annoncering må ikke foretages med henblik på at etablere en forbindelse
som nævnt i 1. pkt.
Videre foreslås det, at der som § 35, stk. 1, i børneloven indsættes en bestemmelse, hvoraf det
fremgår, at med bøde eller fængsel indtil 4 måneder straffes den, der overtræder § 30 j. Videre
foreslås det, at der i § 35 som stk. 3 indsættes en bestemmelse, hvorefter der kan pålægges selskaber
m.v. (juridiske personer) strafansvar efter stk. 1 efter reglerne i straffelovens 5. kapitel for
overtrædelse af § 30 j.
Forslagene vil samlet medføre, at den nuværende bestemmelse om forbud mod formidling af
surrogataftaler i § 33 i adoptionsloven og straffebestemmelsen i § 34, stk. 1, nr. 2, i adoptionsloven
for overtrædelse af forbuddet uden indholdsmæssige ændringer flyttes til og videreføres i
børneloven.
For en nærmere beskrivelse af forslaget henvises til lovforslagets § 1, nr. 10, 13 og 17, og § 2, nr.
11-13 og bemærkningerne hertil.
2.1.2.5. Forbud mod assisteret reproduktion ved surrogataftaler
Det følger af § 13 i lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og
forskning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 902 af 23. august 2019 (herefter lov om assisteret
reproduktion), at assisteret reproduktion ikke må finde sted, når der foreligger en aftale mellem den
kvinde, hvor graviditet søges etableret, og en anden om, at kvinden skal føde et barn til denne
(surrogatmoderskab).
Hensynet bag bestemmelsen er bl.a., at sundhedsfaglig hjælp til assisteret reproduktion i tilfælde,
hvor det vides, at der er tale om surrogatmoderskab, findes at være i strid med principperne i § 33 i
adoptionsloven om forbud mod formidling af surrogatmoderskab, jf. Folketingstidende 1996-97,
tillæg A, side 42. Om § 33 i adoptionsloven henvises til punkt 2.1.2.5.
30
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at en surrogatmor i udlandet behandles med assisteret
reproduktion, selvom surrogatmoren, og den, til hvem barnet fødes, bor i Danmark.
2.1.2.6. Danske og udenlandske overvejelser om forældreskab ved udenlandske surrogataftaler
2.1.2.6.1. Den Europæiske Union
EU-Kommissionen har ved KOM (2022) 695 af 7. december 2022 fremsat forslag til Rådets
forordning om kompetence, lovvalg, anerkendelse af retsafgørelser og accept af officielt bekræftede
dokumenter vedrørende forældreskab og om indførelse af en europæisk forældreskabsattest.
Forslaget har som udgangspunkt, at forældreskab, der er etableret i en EU-medlemsstat, skal
anerkendes i alle andre EU-medlemsstater. Forslaget omfatter også forældreskab, der er baseret på
surrogataftaler i andre EU-medlemsstater, men forslaget indeholder ikke særlige regler herom.
Forslaget omfatter ikke anerkendelse i en EU-medlemsstat af forældreskab, der er etableret uden for
EU.
Forslaget er fremsat med hjemmel i artikel 81, stk. 3, i Traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde. Dette indebærer, at forslaget er omfattet af Danmarks retsforbehold, og at de øvrige
medlemsstater skal vedtage forslaget med enstemmighed.
2.1.2.6.2. Haagerkonferencen for International Privatret
Haagerkonferencen for International Privatret har besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal
udarbejde forslag til regulering af internationalt forældreskab, herunder forældreskab etableret på
grundlag af surrogataftaler.
Arbejdsgruppen skal i foråret 2025 orientere Haagerkonferencen om dens arbejde.
2.1.2.6.3. Verona-principperne
Organisationen International Social Service (ISS) offentliggjorde i 2021 Verona-principperne (The
Verona Principles for the protection of the rights of the child through surrogacy).
Principperne er
hverken vedtaget eller godkendt af Danmark eller andre lande, og der er således ikke tale om
bindende forskrifter.
Formålet med principperne er at inspirere og guide arbejdet med at udarbejde lovgivning m.v. med
henblik på at beskytte barnets rettigheder i surrogataftaler i det internationale samfund, hvor hvert
enkelt land har forskellige tilgange til surrogataftaler.
Verona-principperne indeholder beskrivelse af en række sikkerhedsforanstaltninger, der skal sikre
barnets bedste i en surrogataftale, herunder i relation til forældreskab, identitet og statsborgerskab.
Principperne adresserer endvidere spørgsmål om transparens i de økonomiske forhold samt
mellemmandsvirksomhed.
2.1.2.6.4. Det Etiske Råd
Det Etiske Råd har senest i december 2022 forholdt sig til de etiske udfordringer med
surrogataftaler i rapporten ”Surrogatmoderskab i Danmark”.
Det fremgår af rapporten, at et samlet etisk råd anså kommercielt surrogatmoderskab for at være
etisk problematisk, og rådet anbefalede derfor, at der ikke lempes på den eksisterende lovgivnings
31
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
begrænsning af incitamentet til at praktisere kommercielt surrogatmoderskab. Rådet henviste bl.a.
til, at kommercielt surrogatmoderskab rummer en risiko for, at kvinder bliver presset til at medvirke
som surrogatmor af økonomisk nød, at kommercielt surrogatmoderskab risikerer at udgøre salg af
børn i børnekonventionens forstand, og at en tilladelse til kommercielt surrogatmoderskab i
Danmark risikerer at fungere som en blåstempling af former for kommercielt surrogatmoderskab,
som praktiseres under problematiske forhold i eksempelvis udviklingslande.
Et stort flertal i rådet mente, at der i udgangspunktet ikke er de samme etiske betænkeligheder ved
altruistisk surrogatmoderskab som ved kommercielt surrogatmoderskab. Det var således flertallets
vurdering, at de beskrevne risici ved altruistisk surrogatmoderskab er af en størrelsesorden, som
ikke giver anledning til at afvige fra det generelle princip om, at beslutningshabile voksne, der på et
oplyst grundlag ønsker at indgå en frivillig aftale, i udgangspunktet bør have lov til det. Flertallet
mente derfor overordnet set, at det vil være etisk forsvarligt at ændre på lovgivningen vedrørende
altruistisk surrogatmoderskab på en række punkter, herunder lovgivning om sundhedspersonales
medvirken.
Et enkelt rådsmedlem mente, at det mest forsvarlige vil være at holde fast i den nuværende
regulering, også når det gælder altruistisk surrogatmoderskab.
2.1.2.6.7. Ekspertgruppe om anerkendelse af forældreskab ved kommercielle surrogataftaler
Som følge af Folketingets Ligestillingsudvalgs betænkning over forslag til folketingsbeslutning nr.
B 72 om at anerkende medfaderskab i regnbuefamilier (sml. 2021-22) af 18. maj 2022 blev der i juli
2022 med bred politisk opbakning nedsat en ekspertgruppe, der skulle opstille mulige modeller for,
hvordan og i hvilket omfang forældreskab ved kommercielle surrogataftaler kan anerkendes med
henblik på politisk stillingtagen.
Ekspertgruppen afrapporterede til regeringen i september 2023 i form af
Rapport fra ekspertgruppe
om anerkendelse af forældreskab ved kommercielle surrogataftaler.
Ekspertgruppen opstillede i rapporten tre modeller for forældreskab fra barnets fødsel ved
udenlandske kommercielle surrogataftaler. Ekspertgruppen havde som fælles præmis for de tre
modeller forudsat, at der skal være et genetisk link til mindst én af de tiltænkte forældre. Denne
betingelse opstilles for at sikre, at surrogataftalen er indgået, før surrogatmoren blev gravid, og
dermed mindskes risikoen for, at surrogataftalen udgør handel med børn. Ifølge rapporten stilles der
i udlandet typisk krav om genetisk tilknytning til mindst én tiltænkt forælder ved surrogataftaler.
Model 1 (”Registreringsmodellen”) bygger på en umiddelbar anerkendelse af forældreskab, der er
fastlagt i udlandet i overensstemmelse med dansk international privatrets ulovbestemte regler
herom. Med modellen vil begge forældre umiddelbart efter ankomsten til Danmark kunne bede
kommunen om at registrere deres udenlandske forældreskab i CPR på grundlag af en udenlandsk
afgørelse m.v. om forældreskab på samme måde, som andre udenlandske forældreskaber
registreres. Den retsskabende afgørelse om forældreskabet vil dog være den udenlandske afgørelse.
Der stilles ikke krav til surrogatforløbet, herunder heller ikke den udenlandske regulering af
surrogataftalen og -forløbet, men baserer sig på den afgørelse m.v. om forældreskab, og
sagsoplysningen i forbindelse hermed, der er truffet af myndighederne i udlandet.
32
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Model 2 (”Børnelovsmodellen”) indfører et nyt instrument i børneloven til på en hurtig og smidig
måde at træffe afgørelse om forældreskab ved udenlandske kommercielle surrogataftaler, hvis det er
bedst for barnet. Modellen tager afsæt i gældende ret, herunder Danmarks internationale
forpligtelser, hvorefter der skal være mulighed for at etablere et retligt forældre-barn-forhold for en
retlig fars partner, og at hensynet til barnets bedste skal være altafgørende. Modellen omfatter som
minimum en vurdering af barnets bedste ved afgørelsen om forældreskab efter dansk ret. Endvidere
vil der kunne opstilles krav, der understøtter barnets ret til egen historie. I forhold til i nogen grad at
imødegå, at et barn bliver handlet, rummer modellen et muligt krav om, at der udfærdiges en
notarerklæring efter barnets fødsel, hvor surrogatmoren bekræfter, at hun fortsat ønsker at
overdrage forældreskabet.
Model 3 (”Godkendelsesmodellen”) opstiller en række objektive krav, der skal varetage hensynet til
de involverede interesser. Dette kan ifølge modellen ske på et konkret surrogataftaleniveau eller på
et generelt lande-/delstatsniveau. De opstillede krav skal være opfyldt for, at der kan træffes
afgørelse om anerkendelse af en tiltænkt forælders forældreskab, der er fastlagt i udlandet (f.eks.
fastlagt ved udenlandsk afgørelse eller fødselsattest), hvis det er bedst for barnet. Ud over de to
krav, der er fælles for alle modellerne, er det et obligatorisk krav, at surrogatmoren efter fødslen har
erklæret sig indforstået med at overdrage sit forældreskab, og at betaling til surrogatmoren ikke må
være betinget af overdragelsen af barnet, dvs. at hun kan fortryde aftalen om at overdrage
forældreskabet til barnet til de tiltænkte forældre efter fødslen. Der bør derudover bl.a. stilles krav
om, at alle parter har modtaget personlig rådgivning om processen, og at surrogataftalen sikrer, at
utilsigtede og uforudsigelige følger for surrogatmoren af graviditet og fødsel vil kunne dækkes af de
tiltænkte forældre efter barnets fødsel, f.eks. ved en helbredsforsikring. Der vil også kunne opstilles
en række krav til de private aktører, der agerer mellemmænd mellem de tiltænkte forældre og
surrogatmoren.
Rapporten indeholder arbejdsgruppens overvejelser om forholdet til Danmarks internationale
forpligtelser i relation til forældreskab på grundlag af surrogataftaler. I nærværende lovforslag er
disse forpligtelser beskrevet i punkt 2.3.2.1.
2.1.3. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
2.1.3.1. Forældreskab ved danske altruistiske surrogataftaler
Fødes et barn på grundlag af en dansk altruistisk surrogataftale, kan en tiltænkt forælder, der ikke er
den mand, som sæden kommer fra, i dag kun blive retlig forælder til sin partners barn gennem
stedbarnsadoption. En stedbarnsadoption kan imidlertid ikke gennemføres umiddelbart efter
fødslen, da adoptionen forudsætter en vis sagsbehandling, herunder vurdering af om adoptionen vil
være til barnets bedste. Af samme grund er det ikke sikkert, at adoptionen vil blive gennemført,
hvorfor barnets, surrogatmorens og de tiltænkte forældres retsstilling er usikker. Endvidere kan der
ikke gennemføres stedbarnsadoption i situationer, hvor en tiltænkt forælder ønsker at være
eneforælder til et barn. Det samme gør sig gældende i forhold til par bestående af to kvinder, der har
benyttet en surrogatmor for at stifte familien.
Social-, Bolig- og Ældreministeriet mener, at rammerne for familiedannelse i Danmark bør være så
brede som muligt, dog forudsat at ordningerne er til barnets bedste, og at de er etisk forsvarlige.
Ministeriet mener derfor, at der bør etableres mulighed for at fastslå en tiltænkt forælders retlige
forældreskab i forbindelse med barnets fødsel, når barnet er blevet til på grundlag af en altruistisk
33
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
2889084_0034.png
dansk surrogataftale. Dette vil gøre det muligt hurtigere at sikre, at det tiltænkte forældrepar
sammen bliver barnets retlige forældre, end hvis det fælles forældreskab skal gennemføres ved
stedbarnsadoption.
Samtidig vil det være muligt at styrke barnets, surrogatmorens og de tiltænkte forældres retsstilling
og forudsigeligheden for dem i forhold til barnet. Surrogatmoren bør dog fortsat have ret til at
bestemme over egen krop, herunder om en graviditet skal afbrydes, og hun bør have mulighed for at
træde tilbage fra aftalen.
Henset til de komplekse etiske problemstillinger i relation til risikoen for, at børn bliver gjort til
genstand for handel, og risikoen for udnyttelse af sårbare kvinder, som er forbundet med
kommercielle surrogataftaler, er det vurderingen, at der ikke i Danmark bør etableres mulighed for
at indgå surrogataftaler, hvorved en kvinde bosat i Danmark mod vederlag påtager sig at føde et
barn til de tiltænkte forældre med henblik på, at de tiltænkte bliver retlige forældre til barnet.
Lovgivningen om forældreskab ved danske surrogataftaler bør derfor indrettes med henblik på at
imødegå risiko for, at surrogatmoren modtager vederlag for at føde barnet.
2.1.3.1.1. Betingelser for godkendelse af danske altruistiske surrogataftaler
Af hensyn til retssikkerheden og forudsigeligheden for parterne bør en dansk altruistisk
surrogataftale, der skal kunne danne grundlag for fastslåelse af de tiltænkte forældres forældreskab
til barnet, godkendes af Familieretshuset inden graviditeten. Godkendelse af aftalen bør forudsætte,
at navnlig følgende betingelser er opfyldt:
1) Surrogatmoren bør være fyldt 25 år og bosat i Danmark, hun bør ikke
være under værgemål,
og
hun bør have født mindst et barn. Baggrunden for denne betingelse er, at en surrogatmor bør være
myndig og vide, hvad det vil sige at være gravid og føde et barn, inden hun beslutter at føde et barn
til andre. Baggrunden for betingelsen om, at surrogatmoren skal være bosat i Danmark, er, at der er
behov for på objektivt grundlag at fastslå, hvornår der er tale om en dansk altruistisk surrogataftale,
der kun godkendes, når en række betingelser med hensyn til surrogatmorens forhold og modtagelse
af vederlag m.v. er opfyldt, og hvornår der er tale om en udenlandsk surrogataftale, hvor der stilles
færre betingelser for, at den kan danne grundlag for fastslåelse af forældreskab, jf. overvejelserne i
punkt 2.1.3.2.
2) Surrogatmoren bør ikke som led i aftalen modtage vederlag, og for at sikre dette bør der være en
formodning for, at surrogatmoren modtager vederlag, medmindre der er en nær relation mellem
surrogatmoren og de tiltænkte forældre. Det må således antages, at det har formodningen imod sig,
at en kvinde, som ikke er nær ven af eller i familie med det par eller den person, der ønsker, at hun
skal bære og føde et barn til dem, er villig til at indgå en sådan aftale uden at modtage anden
betaling end dækning af udgifterne ved graviditeten, dvs. af altruistiske grunde.
3) Der bør være en genetisk forbindelse mellem barnet og mindst én tiltænkt forælder. Baggrunden
for denne betingelse er, at hvis surrogatmoren føder et barn til tiltænkte forældre, der ikke har nogen
genetisk forbindelse til barnet, vil der være tale om et adoptionslignende forhold, og de tiltænkte
forældres forældreskab bør derfor etableres gennem adoption
Der bør ikke stilles krav om, at det tiltænkte forældrepar er gift eller har indgået registreret
partnerskab, eller at de bor sammen. Samtidig bør etablering af forældreskab på grundlag af en
34
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
dansk altruistisk surrogataftale ikke kun omfatte par, men også en mand eller kvinde, der ønsker at
være eneforælder.
Hvis en surrogataftale ikke anerkendes, bør der fortsat være mulighed for at fastslå forældreskab for
en retlig fars partner gennem stedbarnsadoption.
Når forældreskab er fastslået på grundlag af surrogataftalen, bør surrogatmorens moderskab til
barnet ophøre.
2.1.3.1.2. De tiltænkte forældre, herunder etablering af medfaderskab
Forældreskab for tiltænkte forældre ved surrogataftaler bør kunne fastslås uafhængigt af deres køn.
Tiltænkte forældre bør således kunne være et par bestående af en kvinde og en mand, et par
bestående af to mænd, et par bestående af to kvinder, en enlig mand eller en enlig kvinde.
Disse forældre bør betegnes som mor, far, medmor og medfar til barnet. I forhold til par bestående
af to mænd bemærkes, at den mand, som sæden kommer fra, og som derfor er genetisk far til
barnet, bør betegnes som barnets far, og at den anden mand bør betegnes som barnets medfar. Dette
vil indebære, at ”medfaderskab” bør indføres som et nyt retligt forældreskab i børneloven med
samme rettigheder og pligter som de øvrige forældreskaber.
I forhold til par bestående af to kvinder bemærkes, at den kvinde, der har leveret ægget, og som
derfor er genetisk mor til barnet, bør anses som barnets mor, og at den anden kvinde bør anses som
barnets medmor.
Det bemærkes, at i relation til bestemmelser om forældreskab på grundlag af en godkendt dansk
altruistisk surrogataftale bør den mand, som
sæden kommer fra, være omfattet af begrebet ”tiltænkt
forælder”, selvom han er genetisk far til barnet og dermed efter dansk ret anses som far til barnet.
Dette bør også gælde i situationer, hvor han som enlig indgår den danske altruistiske surrogataftale
med henblik på at være eneforælder. Det vil ikke ændre en sådan mands retsstilling, at han i denne
sammenhæng betegnes tiltænkt forælder. Skulle det vise sig, at betingelserne for at etablere
forældreskab på grundlag af den danske altruistiske surrogataftale ikke er opfyldt, vil hans
faderskab til barnet kunne fastslås efter dansk international privatret eller de øvrige regler om
faderskab i børneloven.
2.1.3.1.3. Fastslåelse af forældreskab ved en dansk altruistisk surrogataftale
Forældreskab på grundlag af en godkendt dansk altruistisk surrogataftale bør så vidt muligt skulle
fastslås på samme måde som faderskab og medmoderskab. Forældreskabet bør derfor kunne
registreres i forbindelse med barnets fødsel. Denne registrering vil kræve en mere omfattende
sagsbehandling end sagsbehandlingen for personregisterføreren ved registrering af faderskab og
medmoderskab. Det bør derfor være Familieretshuset, der forestår registeringen. Registeringen bør
ske på grundlag af godkendelsen af den danske altruistiske surrogataftale og erklæringer fra
parterne om, at surrogatmoren hverken har modtaget eller vil modtage vederlag i anledning af
aftalen.
Registreres forældreskabet ikke i forbindelse med registreringen af barnets fødsel, bør det kunne
anerkendes, og anerkendes det ikke, bør der kunne træffes afgørelse om forældreskabet, også
selvom parterne bliver uenige om forældreskabet.
35
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
2.1.3.1.4. Bortfald af en dansk altruistisk surrogataftale
En godkendt dansk altruistisk surrogataftale bør bortfalde, hvis surrogatmoren trækker sit samtykke
tilbage, inden forældreskab på grundlag af aftalen er fastslået. Surrogatmoren bør således ikke
kunne pålægges at udlevere det barn, som hun har født, til de tiltænkte forældre, hvis hun efter
fødslen alligevel vil beholde barnet. Aftalen bør også bortfalde, hvis surrogatmoren ikke inden 6
måneder efter fødslen genbekræfter sit samtykke. Det bør således inden for en kort frist efter
fødslen afklares, om surrogatmoren ønsker at beholde eller afgive barnet.
Samtidig bør aftalen også bortfalde, hvis der ikke inden for 2 år fra godkendelsen af aftalen er
anmodet om registrering eller anerkendelse af eller afgørelse om forældreskab på grundlag af
aftalen. Begrundelsen for bortfald i denne situation er, at parterne ikke i en længere årrække bør
være bundet af aftalen, hvis dens indhold ikke realiseres.
Endelig bør aftalen bortfalde, hvis betingelserne for at godkende aftalen ikke var opfyldt.
Af hensyn til at sikre stabilitet om barnet og surrogatmorens retsstilling bør tiltænkte forældre ikke
kunne trække deres samtykke til den danske altruistiske surrogataftale tilbage, medmindre det sker,
inden surrogatmoren er blevet gravid. Vil de efter fødslen ikke vedstå aftalen, bør der kunne træffes
afgørelse om, at de er forældre til barnet således, at surrogatmorens forældreskab til barnet i
overensstemmelse med aftalen ophører.
2.1.3.1.5. Omstødelse af en dansk altruistisk surrogataftale
Et forældreskab, der er fastslået på grundlag af en godkendt dansk altruistisk surrogataftale, bør
kunne omstødes, hvis det efterfølgende viser sig, at betingelserne for at godkende aftalen ikke var
opfyldt, eller at aftalen var bortfaldet, jf. punkt 2.1.3.5. Ved vurderingen af, om forældreskabet bør
omstødes, bør der skulle tages hensyn til barnets bedste.
2.1.3.2. Forældreskab på ved udenlandske surrogataftaler
Hvis et barn er født ved en udenlandsk surrogataftale (altruistisk eller kommerciel), kan den retlige
fars partner kun blive retlig forælder ved stedbarnsadoption. En afgørelse om stedbarnsadoption kan
tidligst træffes 3 måneder efter barnets fødsel, og afgørelsen kan først træffes, når det er afklaret, at
adoptionen vil være bedst for barnet. Endvidere vil afgørelsen kun have virkning fra tidspunktet,
hvor afgørelsen træffes, og ikke tilbage fra barnets fødsel. I perioden frem til afgørelsen om
stedbarnsadoption vil barnet i forhold til den ikke-retlige
forælder befinde sig i et ”retligt tomrum”.
Hvis den retlige far eksempelvis dør inden adoptionen, eller de tiltænkte forældre går fra hinanden,
vil der ikke være et retligt bånd mellem barnet og den ikke-retlige forælder.
Den gældende ordning sikrer således efter Social-, Bolig- og Ældreministeriets opfattelse ikke fuldt
ud retsstillingen for børn, der er født på grundlag af udenlandske surrogataftaler. Retsstillingen for
disse børn bør derfor forbedres sådan, at børnene ikke skal opleve at leve i et retligt tomrum i
forhold til en ikke-retlig forælder, der reelt fungerer som barnets forælder, indtil der kan
gennemføres en stedbarnsadoption.
På den baggrund finder Social-, Bolig- og Ældreministeriet, at der uanset de etiske og juridiske
problemstillinger, der knytter sig til udenlandske surrogataftaler, bør indføres mulighed for at
etablere forældreskab fra fødslen til børn født på grundlag af en udenlandsk surrogataftale. Der bør
således tages ansvar for retsstillingen for de børn, der kommer til Danmark ved udenlandske
36
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
surrogataftaler ved at fjerne det tidsrum med usikkerhed for børnene, der er i forbindelse med
stedbarnsadoption.
Der bør derudover også tages ansvar for de børn, der kommer til verden ved udenlandske
surrogataftaler, som indgås af kvindelige par samt mandlige eller kvindelige enlige, hvor barnet
efter den gældende ordning ikke vil kunne få de retlige forældre, som var hensigten med
surrogataftalen og således følger af denne.
Da surrogataftalen vil være indgået og surrogatforløbet foregået i udlandet, vil det ikke fra dansk
side være muligt effektivt at opstille krav til en udenlandsk surrogataftale eller til varetagelsen af et
surrogatforløb i udlandet. Det skyldes, at danske myndigheder på grund af manglende kompetence i
udlandet ikke vil have mulighed for at påse overholdelse af eventuelle krav. Derfor vil der ved
udenlandske surrogataftaler ikke i samme omfang som ved danske altruistiske surrogataftaler kunne
opstilles krav til eksempelvis beskyttelse af surrogatmorens interesser.
Danmark har således ikke mulighed for at påvirke surrogataftaler, der indgås og gennemføres i
udlandet. En dansk ordning, der muliggør hurtig etablering af forældreskab til børn født gennem
udenlandske surrogataftaler, bør dog tage ansvar for i videst muligt omfang at sikre, at
surrogataftalerne ikke udgør handel med børn eller udnyttelse af sårbare kvinder. Derfor bør
etablering af forældreskab betinges af, at mindst én tiltænkt forælder i Danmark er genetisk knyttet
til barnet, at der fremlægges dokumentation for, at surrogatmoren efter barnets fødsel har bekræftet,
at hun ønsker at overdrage forældreskabet og barnet til det tiltænkte forældrepar eller den tiltænkte
eneforælder, og at surrogataftalen fremlægges.
Endvidere bør etablering af forældreskab betinges af, at der er foretaget en vurdering af barnets
bedste, men denne vurdering bør tage udgangspunkt i en formodning om, at fastlæggelse af
forældreskab i overensstemmelse med surrogataftalen vil være bedst for barnet.
For at undgå, at kommercielle surrogataftaler indgås i Danmark, bør der stilles krav om, at
surrogatmoren skal været bosat i udlandet ved indgåelsen af aftalen, hvorfor aftalerne bør omtales
som udenlandske surrogataftaler. Det skyldes, at der på grund af de etiske og juridiske
problemstillinger, der knytter sig til især kommercielle surrogataftaler, ikke bør indføres mulighed
for at indgå sådanne aftaler i Danmark. Det bemærkes, at udenlandske surrogataftaler bør omfatte
både kommercielle og altruistiske surrogataftaler.
En ny ordning, der sikrer hurtig etablering af forældreskab til børn, der fødes på grundlag af
udenlandske surrogataftaler, bør gennemføres uden, at dette skal ske ved stedbarnsadoption. Det
skyldes, at adoption, herunder stedbarnsadoption, rummer en række generelle hensyn og formelle
procedurer, som betyder, at stedbarnsadoption ikke er et optimalt instrument til at etablere
forældreskab mellem en tiltænkt forælder og barnet ved en udenlandsk surrogataftale.
Familiedannelse gennem surrogataftaler adskiller sig således fra traditionelle stedbarnsadoptioner
ved, at parret inden etableringen af graviditeten har et ønske om at stifte familie sammen. I
modsætning hertil er formålet med traditionelle stedbarnsadoptioner karakteriseret ved, at der på et
senere tidspunkt i barnets liv opstår et ønske hos den ene forælder om sammen med sin partner at
danne en familie omkring barnet.
37
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
I stedet bør ordningen etableres sådan, at det er Familieretshuset, der træffer afgørelse om
forældreskabet, og denne afgørelse bør ligesom andre afgørelser om forældreskab (faderskab og
medmoderskab) have virkning fra barnets fødsel.
2.1.3.3. Forbud mod formidling af surrogataftaler
Overvejelserne om at etablere forældreskab på grundlag af surrogataftaler har til formål at sikre de
juridiske rammer for etablering af forældreskab til børn, der fødes på grundlag af en surrogataftale.
Dette omfatter ikke forbedring af mulighederne for at blive forælder gennem en surrogataftale.
Forbuddet mod formidling af surrogataftaler bør derfor opretholdes, selvom mulighederne for at
etablere forældreskab på grundlag af surrogataftaler forbedres.
Da det med lovforslagets § 1 foreslås, at der i børneloven skal indsættes bestemmelser om
etablering af forældreskab til børn, der fødes på grundlag af en surrogataftale, bør bestemmelserne
om det gældende forbud mod formidling af surrogataftaler af lovtekniske grunde flyttes fra
adoptionsloven til børneloven.
2.1.3.4. Forbud mod assisteret reproduktion ved surrogataftaler
Overvejelserne om at etablere forældreskab på grundlag af surrogataftaler har til formål at sikre de
juridiske rammer for etablering af forældreskab til børn, der fødes på grundlag af en surrogataftale.
Dette omfatter ikke forbedring af mulighederne for at blive forældre gennem en surrogataftale.
Forbuddet mod assisteret reproduktion ved surrogataftaler kan derfor opretholdes, selvom de
juridiske muligheder for at etablere forældreskab på grundlag af surrogataftaler forbedres.
2.1.4. Den foreslåede ordning
2.1.4.1. Forældreskab ved danske altruistiske surrogataftaler
Det foreslås, at børneloven ændres sådan, at moderskab, faderskab, medmoderskab og
medfaderskab (forældreskab) vil kunne fastslås på grundlag af en dansk altruistisk surrogataftale.
Dette foreslås gennemført ved, at der i børneloven indsættes et nyt kapitel 5 b (§§ 30 a-30 g) om
bl.a. betingelser for godkendelse og bortfald af danske altruistiske surrogataftaler og om fastslåelse
af forældreskab på grundlag af sådanne aftaler. Det foreslås dog, at reglerne om registrering af
forældreskab i forbindelse med fødslen på grundlag af en surrogataftale placeres i et nyt kapitel 1 b
(§ 3 d), der er placeret sammen med de øvrige bestemmelser om registrering af forældreskab.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 30 a, stk. 1, i børneloven vil der ved en dansk altruistisk
surrogataftale skulle forstås en aftale, hvorved en kvinde (surrogatmor) uden at modtage vederlag
skal føde et barn med henblik på, at et par (det tiltænkte forældrepar) skal være forældre til barnet i
stedet for hende, eller at en anden (den tiltænkte eneforælder) skal være forælder til barnet i stedet
for hende.
Det foreslås med kapitel 1 b i børneloven, at sager om registrering af forældreskab på grundlag af
danske altruistiske surrogataftaler i forbindelse med fødslen vil skulle behandles af
Familieretshuset. Videre foreslås det med §§ 30 e og 30 f i børneloven og med ændring af § 6, stk.
2, i Familieretshusloven, at sager om forældreskab på grundlag af danske altruistiske
surrogataftaler, hvor forældreskabet ikke er blevet registeret i forbindelse med fødslen, vil skulle
behandles og afgøres på samme måde som sager om faderskab og medmoderskab, dog således at
38
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
afgørelsen altid vil skulle træffes af Familieretshuset med mulighed indbringelse af afgørelsen for
familieretten til prøvelse.
For en nærmere beskrivelse af kapitel 1 b og §§ 1 b, 30 a, 30 e og 30 f i henvises til lovforslagets §
1, nr. 1 og 10, og bemærkningerne dertil, og for en nærmere beskrivelse af ændringen af § 6, stk. 2,
i Familieretshusloven henvises til lovforslagets § 4, nr. 2, og bemærkningerne dertil.
2.1.4.1.1. Indgåelse og bortfald af danske altruistiske surrogataftaler
Det foreslås, at der som § 30 b i børneloven indsættes en bestemmelse om betingelser for
godkendelse af danske altruistiske surrogataftaler:
- Surrogatmoren skal ved indgåelsen af aftalen være fyldt 25 år og bosat i Danmark, og hun skal
have født mindst et barn.
- Surrogatmoren må ikke modtage vederlag som led i aftalen. Der vil være en formodning for, at
surrogatmoren modtager vederlag, medmindre der er en nær relation mellem surrogatmoren og de
tiltænkte forældre. Aftalen skal derfor indeholde oplysninger om relationen mellem surrogatmoren
og de tiltænkte forældre.
- Der skal være en genetisk forbindelse mellem barnet og mindst en tiltænkt forælder.
- De tiltænkte forældre må ikke have udnyttet surrogatmorens eventuelle vanskelige situation.
En surrogataftale kan ikke danne grundlag for etablering af forældreskab, hvis Familieretshuset har
godkendt den, inden graviditeten blev etableret.
Familieretshusets afslag på godkendelse af aftalen vil kunne indbringes for familieretten til
prøvelse.
Det foreslås med § 30 d i børneloven, at en godkendt dansk altruistisk surrogataftale bortfalder i
følgende situationer:
1) Surrogatmoren trækker sit samtykke til surrogataftalen tilbage.
2) Surrogatmoren har ikke inden 6 måneder efter fødslen genbekræftet aftalen i forbindelse med
registrering eller anerkendelse af eller afgørelse om forældreskab på grundlag af aftalen.
3) Der er ikke inden for 2 år fra godkendelsen af aftalen anmodet om fastslåelse af forældreskab på
grundlag af en aftale. Familieretshuset forlænger fristen med 1 år, hvis surrogatmoren er blevet
gravid, og alle parter inden udløbet af fristen anmoder herom.
4) Faderskab eller medmoderskab til barnet er registreret efter §§ 2 eller 3 b i børneloven.
5) En tiltænkt forælder trækker sit samtykke til den danske altruistiske surrogataftale tilbage og
meddeler dette til surrogatmoren, den eventuelle anden tiltænkte forælder og Familieretshuset. En
tiltænkt forælders adgang til at trække sit samtykke tilbage ophører, når surrogatmoren er blevet
gravid.
6) Betingelserne for at godkende aftalen efter § 30 b var ikke opfyldt.
39
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Ved bortfald af en surrogataftale vil surrogatmoren efter § 30 i børneloven blive anset som mor til
barnet, og faderskab eller medmoderskab til barnet vil skulle fastslås efter de almindelige regler
herom.
Efter den foreslåede bestemmelse vil tiltænkte forældre ikke ensidigt kunne trække samtykket til
aftalen tilbage, medmindre samtykket er blevet trukket tilbage, inden surrogatmoren er blevet
gravid.
For en nærmere beskrivelse af §§ 30 b og 30 d i børneloven henvises til lovforslagets § 1, nr. 10, og
bemærkningerne dertil.
2.1.4.1.2. De tiltænkte forældre, herunder etablering af medfaderskab
Det foreslås, at der som § 30 c i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter de tiltænkte
forældres moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab til barnet som følge af en
godkendt dansk altruistisk surrogataftale vil blive fastlagt således:
1) Er aftalen indgået mellem en surrogatmor og et par bestående af en kvinde og en mand, vil
sidstnævnte kvinde og manden blive anset som henholdsvis barnets mor og far.
2) Er aftalen indgået mellem en surrogatmor og et par bestående af 2 mænd, vil den mand, der har
leveret sæden, og som dermed er genetisk far til barnet, blive anset som barnets far og den anden
mand som barnets medfar. Med denne bestemmelse vil medfaderskab blive indført som retligt
forældreskab i børneloven med samme rettigheder og pligter som de øvrige forældreskaber.
3) Er aftalen indgået mellem en surrogatmor og et par bestående af 2 kvinder, vil den kvinde, der
har leveret ægget, og som dermed er genetisk mor til barnet, blive anset som barnets mor og den
anden kvinde som barnets medmor.
4) Er aftalen indgået mellem surrogatmoren og en mand, vil manden blive anset som barnets far,
hvis han har leveret sæden.
5) Er aftalen indgået mellem en surrogatmor og en kvinde, vil sidstnævnte kvinde blive anset som
barnets mor, hvis hun har leveret ægget. I forhold til enlige mænd (nr. 4) bemærkes, at kravet om
genetisk tilknytning vil betyde, at barnet skal være blevet til med sæd leveret af den pågældende
mand, som dermed efter børneloven anses som far til barnet. I forhold til enlige kvinder (nr. 5)
bemærkes, at kravet om genetisk tilknytning vil betyde, at den kvinde, der har leveret ægget, anses
som barnets mor. I disse situationer, hvor en enlig mand eller kvinde bliver forælder til barnet, vil
retsvirkningen af surrogataftalen være, at surrogatmoren ikke anses som mor til barnet, og at den
enlige mand eller kvinde dermed er barnets eneste forælder.
For en nærmere beskrivelse af § 30 c henvises til lovforslagets § 1, nr. 10, og bemærkningerne
dertil. For så vidt angår surrogatmorens moderskab henvises til den foreslåede ændring af § 30 i
børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, og bemærkningerne dertil.
2.1.4.1.3. Fastslåelse af forældreskab på grundlag af en dansk altruistisk surrogataftale
Det foreslås, at der som § 3 d, stk. 1, i børneloven indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at
fødes et barn af en kvinde, der har indgået en dansk altruistisk surrogataftale (dvs. en surrogatmor),
der er godkendt efter den foreslåede bestemmelse i lovens § 30 b, vil Familieretshuset i forbindelse
40
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
med fødslen registrere den eller dem, der efter den foreslåede bestemmelse i lovens § 30 c anses
som mor, far, medmor eller medfar som forældre eller forælder til barnet til barnet. Det foreslås
endvidere, at registrering vil være betinget af, at følgende fremlægges:
- Erklæring fra surrogatmoren, om, at hun genbekræfter surrogataftalen, og at hun i anledning af
aftalen hverken har modtaget eller vil modtage vederlag, herunder erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste.
- Anmodning fra de tiltænkte forældre om at blive registreret som forældre til barnet i
overensstemmelse med aftalen, og erklæring fra dem om, at der i anledning af aftalen hverken er
eller vil blive ydet vederlag til surrogatmoren.
- Erklæring fra surrogatmorens eventuelle ægtefælle, registrerede partner eller samlever om, at
ægtefællen, den registrerede partner eller samleveren i anledning af aftalen hverken har modtaget
eller vil modtage vederlag, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Videre foreslås det med bestemmelsens stk. 2, at forældreskab på baggrund af aftalen kan
registreres, hvis barnet er dødfødt eller dør, før registreringen af barnets fødsel finder sted.
Forslaget vil betyde, at Familieretshuset i forbindelse med barnets fødsel vil kunne registrere
forældreskab på grundlag af en godkendt dansk altruistisk surrogataftale, og at surrogatmorens
forældreskab til barnet samtidig vil ophøre. I forbindelse med registreringen vil parterne skulle
afgive erklæringer om, at surrogatmoren ikke modtager vederlag i strid med aftalen.
Registreres forældreskabet ikke i forbindelse med barnets fødsel, vil Familieretshuset skulle rejse
sag om forældreskabet til barnet.
Under Familieretshusets behandling af sagen vil de tiltænkte forældre kunne anerkende
forældreskabet til barnet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 30 e i børneloven. Anerkendelsen vil
skulle ske på grundlag af de samme dokumenter som ved registrering af forældreskab, jf. ovenfor.
Anerkendes forældreskabet ikke, vil Familieretshuset kunne træffe afgørelse herom. Der vil efter de
foreslåede bestemmelser i § 30 f, stk. 1 og 2, i børneloven kunne træffes afgørelse om, at en kvinde
er mor eller medmor og en mand er far eller medfar, hvis betingelserne herfor efter de foreslåede
bestemmelser i lovens § 30 b, jf. § 30 c, er opfyldt.
Det foreslås med den foreslåede bestemmelse i lovens § 30 g, stk. 3, at der ikke vil kunne træffes
afgørelse om forældreskabet, hvis surrogatmoren har modtaget vederlag som led i aftalen, aftalen er
bortfaldet efter den foreslåede bestemmelse i § 30 d i børneloven, jf. punkt 2.1.4.1.4, eller der ikke
er en genetisk forbindelse mellem barnet og mindst en tiltænkt forælder.
Endelig foreslås det med bestemmelsen i § 30 g i børneloven, at forældreskab, der er fastlagt på
grundlag af en dansk altruistisk surrogataftale, vil skulle kunne omstødes, hvis det efterfølgende
viser sig, at betingelserne for at godkende aftalen ikke var opfyldt, at aftalen var bortfaldet, eller at
der blev begået fejl ved fastslåelsen af forældreskabet. Ved vurderingen af, om et forældreskab skal
omstødes, vil der skulle tages hensyn til barnets bedste.
Omstødes forældreskab, der er fastslået på grundlag af en godkendt surrogataftale, vil
surrogatmoren efter § 30 i børneloven blive anset som mor til barnet, og faderskab eller
41
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
medmoderskab til barnet vil skulle fastslås efter børnelovens almindelige regler i kapitel 2 og 3 om
fastlæggelse af forældreskab.
For en nærmere beskrivelse af forslaget henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, og
bemærkningerne dertil.
2.1.4.2. Forældreskab på grundlag af udenlandske kommercielle surrogataftaler
Det foreslås, at børneloven ændres sådan, at Familieretshuset træffer afgørelse om moderskab,
faderskab, medmoderskab og medfaderskab (forældreskab) til børn, der er født på grundlag af en
udenlandsk surrogataftale. Dette foreslås gennemført ved, at der i børneloven indsættes et nyt
kapitel 5 c (§§ 30 h og 30 i) om forældreskab ved udenlandske surrogataftaler.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 30 h, stk. 1, i børneloven forstås der ved en udenlandsk
surrogataftale en aftale, hvorved en surrogatmor, der ved indgåelsen af surrogataftalen har og de
seneste 6 måneder har haft bopæl i udlandet, skal føde et barn med henblik på, at et par (det
tiltænkte forældrepar) sammen skal være forældre til barnet i stedet for surrogatmoren, eller at en
mand eller kvinde (den tiltænkte eneforælder) skal være forælder til barnet i stedet for
surrogatmoren. En sådan aftale skal være indgået, inden graviditeten etableres.
Kravet om, at surrogatmoren vil skulle være bosat i udlandet vil betyde, at der ikke vil kunne
etableres forældreskab på grundlag af en kommerciel surrogataftale, hvis surrogatmoren ved
indgåelsen af aftalen er bosat i Danmark, eller hvis hun i de seneste 6 måneder forud for
aftaleindgåelsen havde haft bopæl i Danmark. Har surrogatmoren bopæl i Danmark, vil
forældreskab kun kunne etableres på grundlag af en altruistisk dansk surrogataftale som beskrevet i
punk 2.1.4.1. Det bemærkes, at udenlandske surrogataftaler vil omfatte både kommercielle og
altruistiske surrogataftaler, der er indgået i udlandet.
Videre foreslås ved § 30 i, stk. 1, i børneloven, at Familieretshuset træffer afgørelse om
forældreskab på grundlag af en udenlandsk surrogataftale, jf. § 30 h, når følgende fremlægges:
1) Dokumentation for, at der er en genetisk forbindelse mellem barnet og mindst en tiltænkt
forælder.
2) Notarerklæring el.lign. udstedt i barnets fødeland, hvorved surrogatmoren efter barnets fødsel har
bekræftet, at hun ønsker at overdrage forældreskabet og barnet til det tiltænkte forældrepar eller den
tiltænkte eneforælder.
3) Surrogataftalen.
4) Fødselsattest el.lign. for barnet.
Det foreslås videre i bestemmelsens stk. 2, at ved afgørelse efter stk. 1 skal Familieretshuset
foretage en vurdering af barnets bedste baseret på en formodning om, at fastlæggelse af
forældreskab i overensstemmelse med surrogataftalen vil være bedst for barnet.
Forslaget vil betyde, at der i alle sager om etablering af forældreskab ved udenlandske
surrogataftaler vil skulle foretages en vurdering af barnets bedste. Vurderingen af barnets bedste vil
dog skulle baseres på en formodning om, at fastlæggelse af forældreskab i overensstemmelse med
surrogataftalen vil være bedst for barnet.
42
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Endvidere foreslås det i bestemmelsens stk. 3, at moderskab, faderskab, medmoderskab og
medfaderskab som følge af en afgørelse om forældreskab på grundlag af en udenlandsk
surrogataftale fastlægges efter den foreslåede bestemmelse i § 30 c i børneloven, jf. punkt 2.1.4.1.2.
De foreslåede bestemmelser vil betyde, at børn, der fødes i udlandet på grundlag af surrogataftaler,
vil få ret til at få etableret retligt forældreskab til de tiltænkte forældre i overensstemmelse med den
udenlandske surrogataftale med få dokumentationskrav, uden at det vil kræve gennemførelse af en
stedbarnsadoption. Ordningen vil både omfatte par bestående af en kvinde og en mand, mandlige og
kvindelige par samt enlige mænd og kvinder, der indgår udenlandske surrogataftaler. Samtidig vil
de foreslåede bestemmelser betyde, at surrogatmoren, der har båret og født barnet, ikke vil blive
anset som barnets mor, hvis det følger af den indgåede surrogataftale.
For en nærmere beskrivelse af forslaget henvises til lovforslagets § 1, nr. 10, og bemærkningerne
hertil.
Opstår der undtagelsesvist en situation, hvor betingelserne for at træffe afgørelse om forældreskab
efter ovenstående bestemmelser, f.eks. fordi der ikke fremlægges den fornødne dokumentation, vil
faderskabet for den mand, der er genetisk far til barnet, kunne søges etableret gennem anerkendelse
af faderskab fastslået i udlandet (se punkt 2.1.2.3.6) eller gennem anerkendelse af eller afgørelse om
faderskab efter børneloven (se punkt 2.1.2.3.2 og 2.1.3.3). I så fald vil faderskabet have materiel
virkning fra fødslen.
2.1.4.3. Forbud mod formidling af surrogataftaler
Det foreslås, at bestemmelsen om forbud mod formidling af surrogataftaler i § 33 i adoptionsloven
med tilhørende straffebestemmelse i lovens § 34 flyttes til børneloven.
Det foreslås således, at der som § 30 j i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter hjælp ikke
må ydes eller modtages med henblik på at etablere forbindelse mellem en kvinde og en eller flere
personer med henblik på, at denne eller disse personer skal være forælder eller forældre til et barn,
som kvinden skal føde. Annoncering må ikke foretages med henblik på at etablere en forbindelse
som nævnt i 1. pkt.
Videre foreslås det, at der som § 35, stk. 1, i børneloven indsættes en bestemmelse, hvoraf det
fremgår, at med bøde eller fængsel indtil 4 måneder straffes den, der overtræder § 30 j. Videre
foreslås det, at der i § 35 som stk. 3 indsættes en bestemmelse, hvorefter der kan pålægges selskaber
m.v. (juridiske personer) strafansvar efter stk. 1 efter reglerne i straffelovens 5. kapitel for
overtrædelse af § 30 j.
Forslagene vil samlet medføre, at den nuværende bestemmelse om forbud mod formidling af
surrogataftaler i § 33 i adoptionsloven og straffebestemmelsen i § 34, stk. 1, nr. 2, i adoptionsloven
for overtrædelse af forbuddet uden indholdsmæssige ændringer flyttes til og videreføres i
børneloven.
For en nærmere beskrivelse af forslaget henvises til lovforslagets § 1, nr. 10, 13 og 17, og § 2, nr.
11-13, og bemærkningerne dertil.
2.2. Lovændringer som følge af etablering af mulighed for fastslåelse af forældreskab ved
surrogataftaler
43
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Forslagene i punkt 2.1.4 om at etablere mulighed for fastslåelse af forældreskab ved surrogataftaler,
herunder indførelse af medfaderskab som retligt begreb, medfører behov for at ændre anden
lovgivning, der vedrører forældreskab. Det bemærkes dog, at retsvirkningerne af forældreskab i
lovgivningen typisk er knyttet til ”forældre” uden angivelse af, om den pågældende er barnets mor,
far eller medmor, og at der derfor i relation til sådanne bestemmelser ikke vil være behov for
ændringer, idet forældrebegrebet også vil omfatte medfaderskab.
2.2.1. Forældremyndighed
2.2.1.1. Gældende ret
Efter § 6 i forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1768 af 30. november 2020, har forældre,
der er gift med hinanden ved barnets fødsel, som udgangspunkt fælles forældremyndighed. Efter
lovens § 7 er det udgangspunktet, at moren har forældremyndigheden alene, når hun ikke er gift
med barnets far eller medmor.
Det følger af lovens § 7 a, stk. 1-3, at forældre, der sammen har adopteret et barn, har fælles
forældremyndighed, at en forælder, der har adopteret et barn alene, har forældremyndigheden alene,
og at forældre har fælles forældremyndighed, når den ene har adopteret den andens barn
(stedbarnsadoption).
Forældremyndighed efter lovens §§ 6-7 a følger direkte af loven. I disse situationer etableres
forældremyndigheden derfor automatisk, når forældreskabet er etableret efter dansk ret. Det kræver
således ikke en myndighedsbeslutning at etablere forældremyndigheden.
2.2.1.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
Når forældreskab etableres på grundlag af en surrogataftale, bør tiltænkte forældrepar få fælles
forældremyndighed. På den måde vil disse par blive stillet på samme måde som andre par, der får et
barn sammen. Dette bør omfatte situationer, hvor det tiltænkte forældrepar består af en kvinde og en
mand, to kvinder eller to mænd.
Tilsvarende bør en tiltænkt eneforælder få forældremyndigheden alene. På den måde vil en tiltænkt
eneforælder blive stillet på samme måde som en ugift mor.
2.2.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der som § 7 b i forældreansvarsloven indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår,
at ved registrering og anerkendelse af og afgørelse om moderskab, faderskab, medmoderskab og
medfaderskab efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b og 5 c får forældrene fælles forældremyndighed.
Har barnet kun en forælder, får denne forældremyndigheden alene.
Med hensyn til etablering af forældreskab ved surrogataftaler efter kapitel 1 b, 5 b og 5 c i
børneloven henvises til punkt 2.1.
Forslaget vil betyde, at ved fastslåelse af forældreskab ved surrogataftaler vil tiltænkte forældre får
forældremyndighed over barnet, herunder fælles forældremyndighed hvis det er tale om et tiltænkt
forældrepar.
For en nærmere beskrivelse af dette forslag henvises til lovforslagets § 3, nr. 1, og bemærkningerne
dertil.
44
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
2.2.2. Ret til barsel og orlov
2.2.2.1. Forældre, der får fastslået forældreskab på grundlag af en surrogataftale
2.2.2.1.1. Gældende ret
Efter gældende regler i barselsloven er det alene barnets forældre, der har en selvstændig ret til
fravær og barselsdagpenge. Fastlæggelsen af, hvem der anses som forældre efter barselsloven, tager
udgangspunkt i børnelovens regler om moderskab, faderskab og medmoderskab samt
adoptionslovens regler om adoptanter. Det er på den baggrund fastsat i barselslovens § 23 a, stk. 1,
at ved forælder i loven forstås en mor, far, medmor eller adoptant.
Der findes i barselsloven ikke regler om tiltænkte forældres ret til fravær med barselsdagpenge.
Tiltænkte forældre, der har indgået en surrogataftale med en surrogatmor om at føde deres barn, har
ikke en selvstændig ret til fravær med barselsdagpenge, medmindre en af de tiltænkte forældre
anses for retlig forælder efter gældende regler i børneloven eller efter dansk international privatret,
jf. punkt 2.1.2.
Det er f.eks. tilfældet for en mand, der er genetisk far til barnet, og som efter børneloven anses for
retlig forælder til barnet. Efter barselsloven anses han for far og har ret til fravær med
barselsdagpenge efter reglerne for fædre. En kvinde, der har leveret æg til et barn, som fødes af en
surrogatmor, anses derimod ikke for mor til barnet, da det efter børnelovens § 30 er den kvinde, der
føder barnet, der anses for mor til barnet, dvs. det er surrogatmoren, der efter gældende regler anses
for mor til barnet, jf. punkt 2.1.2.1.
Den retlige fars eventuelle partner, der er tiltænkt som forælder til barnet (som enten mor eller
medfar), har ikke en selvstændig ret efter barselsloven, da den pågældende ikke anses for forælder
til barnet efter børneloven. Den retlige fars partner, der er tiltænkt som forælder til barnet, har efter
gældende regler i barselsloven alene mulighed for at få overdraget fravær med barselsdagpenge fra
den retlige forælder, hvis den pågældende anses som social forælder efter barselsloven. Reglerne
om en forælders ret til at overdrage fravær med barselsdagpenge til sociale forældre fremgår af
barselslovens § 23 b.
En social forælder er defineret i barselslovens § 23 a, stk. 3. Det fremgår af bestemmelsen, at ved
social forælder i barselsloven forstås: 1) en forælders ægtefælle eller samlever, der er tiltænkt en
forældrelignende relation til barnet, og som ikke er barnets forælder, 2) en kendt donor, der er
tiltænkt en forældrelignende relation til barnet, og som ikke er barnets forælder, 3) en kendt donors
ægtefælle eller samlever, der er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet, og som ikke er
barnets forælder.
Hvis betingelserne for at blive anset for social forælder er opfyldt, kan den retlige forælder
overdrage ret til fravær med barselsdagpenge til bl.a. sin ægtefælle eller samlever, som er tiltænkt
en forældrelignende relation til barnet, jf. barselslovens § 23 a, stk. 3, nr. 1.
For et par, der har indgået en surrogataftale med en surrogatmor om, at hun skal føde et barn til
dem, betyder reglerne, at den mand, der er retlig forælder, har ret til fravær med barselsdagpenge
efter reglerne for fædre. Den retlige far har ret til to ugers fravær med barselsdagpenge efter § 7,
stk. 3, jf. § 20, som skal holdes i de første 10 uger efter barnets fødsel, og herefter har han ret til
fravær i 32 uger efter § 9.
45
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Retten til barselsdagpenge for fravær efter § 9 følger enten reglerne for forældre, der ikke boede
sammen på fødselstidspunktet, jf. § 21 b, stk. 1, eller reglerne for soloforældre, jf. § 21 c, stk. 1.
Er der indgået en surrogataftale med en indenlandsk surrogatmor, og barnet bor hos faren, har faren
ved fravær efter § 9 ret til barselsdagpenge i 22 uger efter § 21, stk. 1, og i yderligere 13 uger efter §
21 b, stk. 1, 1. pkt., indtil 1 år efter barnets fødsel eller modtagelse. Har faren
eneforældremyndigheden over barnet, har han derudover ret til yderligere 9 ugers barselsdagpenge,
jf. § 21 b, stk. 1, 2. pkt., dvs. faren kan have ret til i alt 44 ugers barselsdagpenge ved fravær efter §
9 samt 2 ugers fravær med barselsdagpenge efter § 7, stk. 3, jf. § 20, hvilket giver ret til i alt 46
ugers barselsdagpenge.
Er der indgået en surrogataftale med en surrogatmor med bopæl i udlandet, hvor mandens
udenlandske faderskab til barnet anerkendes efter dansk ret, jf. punkt 2.1.2.3.6., og moren efter
reglerne i fødselslandet ikke anses forælder til barnet, følger farens ret til barselsdagpenge ved
fravær efter § 9 reglerne for soloforældre, som giver faren ret til barselsdagpenge i 22 uger efter §
21, stk. 1, og i yderligere 22 uger efter § 21 c, stk. 1. Herudover har faren ret til 2 ugers fravær med
barselsdagpenge efter § 7, stk. 3, jf. § 20, hvilket giver faren ret til i alt 46 ugers barselsdagspenge.
En retlig forælder kan efter gældende regler helt eller delvis overdrage sin ret til fravær efter § 9
med barselsdagpenge efter § 21, stk. 1, § 21 b, stk. 1, og § 21 c, stk. 1, til en social forælder,
herunder til sin ægtefælle eller samlever efter § 23 b, stk. 3, hvis pågældende opfylder betingelserne
for at være social forælder i § 23 a, stk. 3. Der kan dog ikke ske overdragelse af 9 uger, som er
øremærkede uger, hvis faren er lønmodtager, jf. § 23 b, stk. 3.
Der kan ske overdragelse af fravær med barselsdagpenge til en social forælder, selvom faren ikke
selv opfylder beskæftigelseskravet i barselslovens §§ 27 eller 28, jf. § 23 b, stk. 3, 2. pkt.
Den retlige forælder kan på denne måde efter reglerne om overdragelse til sociale forældre dele sin
ret til fravær med barselsdagpenge med sin ægtefælle eller samlever, der er tiltænkt som forælder til
barnet, og som ikke har en selvstændig ret til fravær med barselsdagpenge efter gældende regler.
Reglerne indebærer, at den retlige far kan overdrage op til 44 ugers barselsdagpenge til en social
forælder, dog med undtagelse af 9 uger, som er øremærkede uger, hvis faren er lønmodtager, jf. §
23 b, stk. 3.
En surrogatmor, der er socialt sikret i Danmark, og som efter gældende regler i børnelovens § 30
anses for mor til barnet, har ret til fravær med barselsdagpenge før fødslen efter reglerne i § 6, jf. §
20, dvs. hun har ret til 4 ugers fravær før forventet fødsel (med mulighed for yderligere fravær med
barselsdagpenge i tilfælde af graviditetsbetinget sygefravær). Efter fødslen har surrogatmoren ret til
fravær med barselsdagpenge i 10 uger efter § 7, stk. 1, jf. § 20.
Efter den 10. uge efter barnets fødsel har surrogatmor, der er socialt sikret i Danmark, og barnet bor
hos faren, ret til barselsdagpenge i 9 uger ved fravær efter § 9, indtil 1 år efter barnets fødsel eller
modtagelse, jf. § 21 b, stk. 2. Da det er et krav for at have ret til barselsdagpenge, at forælderen er
sammen med barnet, vil en surrogatmor efter den 10. uge efter barnets fødsel formentlig ikke
udnytte retten til fravær med barselsdagpenge, idet barnet må forventes at være hos de tiltænkte
forældre.
46
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
For ret til fravær efter § 9 med barselsdagpenge efter § 21 b, stk. 2, er det en betingelse, at moren er
sammen med barnet. Samme krav stilles ikke for retten til fravær med barselsdagpenge efter § 7,
stk. 1, da en kvinde, der har født et barn efter Rådets direktiv 92/85/ØEF af 19. oktober 1992 om
iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for
arbejdstagere som er gravide, som lige har født, eller som ammer skal sikres ret til restitution i
forbindelse med fødslen, uanset om hun er sammen med barnet eller ej.
Det betyder, at en surrogatmor altid har ret til 10 ugers fravær med barselsdagpenge efter barnets
fødsel, uanset om barnet er overgivet til de tiltænkte forældre, og surrogatmoren således ikke er
sammen med barnet.
Når en surrogatmor har bopæl i udlandet, vil hun som udgangspunkt ikke være socialt sikret i
Danmark, og hun vil derfor ikke være berettiget til barselsdagpenge.
2.2.2.1.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser
Ved den foreslåede ændring af børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, indføres regler om
retligt forældreskab både ved danske altruistiske surrogataftaler og ved udenlandske surrogataftaler,
hvorefter et par (det tiltænkte forældrepar) kan fastslås som forældre til barnet i stedet for
surrogatmoren, eller en mand eller kvinde (den tiltænkte eneforælder) kan fastslås som eneforælder
til barnet i stedet for surrogatmoren.
Det er på den baggrund Beskæftigelsesministeriets opfattelse, at tiltænkte forældre, der får fastslået
deres forældreskab efter børneloven på grundlag af en surrogataftale, skal sikres en selvstændig ret
til fravær med barselsdagpenge i samme omfang som andre retlige forældre efter barselsloven
således, at tiltænkte forældre, der får barn ved hjælp af en surrogatmor, bliver stillet lige i forhold til
retten til orlov. Det gælder både for forældre, der får fastslået deres forældreskab på grundlag af en
dansk altruistisk surrogataftale og for forældre, der får fastslået deres forældreskab på grundlag af
en udenlandsk surrogataftale, og det skal gælde både for tiltænkte forældrepar og for tiltænkte
eneforældre.
Der henvises til, at det desuden fremgår af den politiske aftale om retligt forældreskab ved
surrogataftaler, jf. punkt 2.1, at der vil være behov for tilpasninger i barselsloven, så de retlige
forældre sikres en selvstændig ret til orlov og barselsdagpenge.
2.2.2.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i barselsloven indføres ret til fravær med barselsdagpenge til forældre, der får
fastslået deres forældreskab efter børneloven på grundlag af en surrogataftale. Det gælder både for
forældre, der får fastslået deres forældreskab på grundlag af en dansk altruistisk surrogataftale og
for forældre, der får fastslået deres forældreskab på grundlag af en udenlandsk surrogataftale.
Det foreslås, at retten til fravær med barselsdagpenge opnås fra barnets fødsel, uanset om
forældreskabet først bliver fastslået senere. Det vil sige, at retten til fravær med barselsdagpenge
indtræder med virkning fra tidspunktet for barnets fødsel.
Det foreslås endvidere, at tiltænkte forældre, der bliver retlige forældre på grundlag af en
surrogataftale efter børneloven, får ret til fravær og barselsdagpenge i samme omfang som andre
forældre. Det foreslås, at ret til fravær og barselsdagpenge til forældrene skal tildeles på grundlag af
47
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
fastslåelsen af forældreskabet efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, men børnelovens begreber
for forælderen som mor, far, medmor eller medfar, jf. § 1, nr. 10, i forslaget til § 30 c i børneloven,
anvendes ikke i barselsloven, da orlovsretten er den samme for hver af de tiltænkte forældre, uanset
om der er tale om en mor, far, medmor eller medfar.
Tildelingen af fravær og barselsdagpenge foreslås at ske på samme måde som for adoptanter, hvor
ingen af forældrene er den fødende kvinde, og hvor der derfor ikke er et hensyn at tage til den
fødende kvinde, som i barselsloven sikres ret til en restitutionsperiode i forbindelse med fødslen.
Tildelingen foreslås at skulle ske på baggrund af forælderens familiemæssige status på tidspunktet
for barnets fødsel med udgangspunkt i, at forældre, der bor sammen, hver får samme ret til fravær
med barselsdagpenge i 24 uger efter barnets fødsel, hvilket svarer til den måde, som tildelingen sker
for andre forældre i dag.
Ligesom for adoptanter foreslås det, at forældre, der får fastslået forældreskab efter børnelovens
kapitel 1 b, 5 b eller 5 c på grundlag af en surrogataftale, i de første 10 uger efter barnets fødsel hver
får ret til 6 ugers fravær, jf. den foreslåede bestemmelse i § 8 a, stk. 1, hvor der vil være ret til
barselsdagpenge efter den forslåede ændring til § 20, hvis betingelserne er opfyldt, herunder
beskæftigelseskravet i barselslovens §§ 27 eller 28. Begge forældre får ret til at overdrage op til 4
uger af fraværsretten til den anden forælder.
Det betyder, at hvis den ene forælder ikke ønsker at gøre brug af fraværsretten, vil forælderen kunne
vælge at overdrage sin ret til op til 4 ugers fravær til den anden forælder, som herved vil kunne
holde op til 10 ugers fravær. De sidste 2 ugers fravær kan forælderen ikke overdrage til den anden
forælder, og de 2 uger vil falde bort, hvis forælderen ikke afholder disse uger i 10-ugers perioden
efter barnets fødsel. Hvis der kun er én tiltænkt forælder (soloforælder), vil forælderen få ret til 6
ugers fravær, som skal afholdes i de første 10 uger efter barnets fødsel.
Efter den 10. uge efter barnets fødsel vil forældrene hver få ret til fravær efter § 9 i 32 uger, som
kan forlænges efter § 10 i op til 40 uger, og for lønmodtagere og selvstændige i op til 46 uger.
Soloforælderen kan påbegynde fravær efter § 9 inden for de første 10 uger efter fødslen, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 8 a, stk. 2, 2. pkt.
Det foreslås, at begge forældre
–
ligesom adoptanter
–
hver får ret til barselsdagpenge i 18 uger
indtil 1 år efter barnets fødsel ved fravær efter § 9 og 10, jf. den foreslåede ændring af § 21, stk. 1,
2. pkt. Denne regel vil gælde, hvis forældrene bor sammen på tidspunktet for barnets fødsel.
Bor forældrene ikke sammen på tidspunktet for barnets fødsel, eller er der tale om, at der kun er èn
tiltænkt forælder (soloforælder), tildeles barselsdagpenge tillige efter gældende regler i § 21 b (for
forældre, der ikke bor sammen) eller § 21 c (for soloforældre).
Det betyder, at hvis forældrene ikke bor sammen på tidspunktet for barnets fødsel eller modtagelse,
vil den forælder, der har barnet boende ud over retten til barselsdagpenge efter § 21, stk. 1, få ret til
barselsdagpenge i yderligere 13 uger ved fravær efter §§ 9 og 10 indtil 1 år efter barnets fødsel eller
modtagelse. Hvis forælderen har eneforældremyndighed over barnet, vil forælderen derudover få ret
til yderligere 9 ugers barselsdagpenge, jf. § 21 b, stk. 1, hvilket betyder, at bopælsforælderen kan få
i alt 46 ugers barselsdagpenge efter barnets fødsel.
48
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Den forælder, som barnet ikke bor hos, vil få ret til 9 ugers barselsdagpenge, jf. barselslovens § 21
b, stk. 2.
Hvis et barn kun har én forælder på tidspunktet for barnets fødsel (soloforælder), vil forælderen
blive omfattet af § 21 c, som udover ret til barselsdagpenge efter § 21, stk. 1, giver ret til
barselsdagpenge i yderligere 22 uger ved fravær efter barselslovens § 9.
For forældre, der får mere end ét barn ved fødslen, tildeles yderligere 13 ugers fravær med
barselsdagpenge til hver forælder efter § 14 a, stk. 1.
Forældre, der får fastslået forældreskab på grundlag af en surrogataftale, vil blive omfattet af
barselslovens øvrige bestemmelser, og de har som andre forældre mulighed for at overdrage retten
til barselsdagpenge til den anden forælder efter § 21, stk. 2, eller til en social forælder efter § 23 b,
stk. 3, eller et nærtstående familiemedlem efter § 23 c, stk. 1, efter de i bestemmelserne fastsatte
betingelser.
Forældrene vil desuden have mulighed for efter aftale med arbejdsgiveren at genoptage arbejdet
helt eller delvis under fraværet og i den forbindelse aftale, at fraværet forlænges eller udskydes til
senere afholdelse, jf. § 12, ligesom forældrene ensidigt vil kunne genoptage arbejdet og udskyde op
til 5 uger af fraværsretten efter § 9, jf. § 11.
Hvis barnet indlægges på hospital, vil forældrene have mulighed for efter reglerne i § 14 at få
forlænget fraværsperioden med indlæggelsesperioden (hvis arbejdet ikke genoptages), eller at
udsætte retten til fravær til efter indlæggelsesperioden (hvis arbejdet genoptages).
Forældre, der får fastslået forældreskab på grundlag af en surrogataftale, vil desuden have ret til
sorgorlov, hvis barnet er dødfødt eller dør inden det fyldte 18. år, jf. § 13. Efter bestemmelsen har
hver forælder ret til fravær i 26 uger efter barnets død. En surrogatmor til et barn, som er dødfødt
eller dør, inden de tiltænkte forældre har fået fastslået forældreskabet til barnet, har ikke ret til
sorgorlov efter § 13.
Forældrene vil ligeledes være omfattet af § 26, som giver ret til barselsdagpenge ved pasning af
alvorligt syge børn.
Det foreslås, at de tiltænkte forældre omfattes af varslingsbestemmelsen i § 15, jf. den foreslåede
ændring til § 15, stk. 5, hvorefter forældre omfattet af §§ 8-8 b, vil skulle iagttage de samme
varslingsfrister som adoptanter omfattet af § 8, dog skal fristerne regnes fra fødselstidspunktet, da
fødselstidspunktet vil være kendt for de tiltænkte forældre.
De tiltænkte forældre vil herefter så vidt muligt skulle overholde samme frister, som angivet i § 15,
stk. 1-4, som gælder for retlige forældre. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets
§ 10, nr. 5.
Endelig foreslås det, at der i loven fastsættes en bestemmelse, som giver surrogatmor, som er den
kvinde, der føder barnet, en udtrykkelig ret til fravær med barselsdagpenge. Rådets direktiv
92/85/EØF af 19. oktober 1992, om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden
og sundheden under arbejdet for arbejdstagere som er gravide, som lige har født, eller som ammer,
foreskriver, at en lønmodtager, som er gravid, som lige har født eller som ammer, skal sikres
barselsorlov i mindst 14 sammenhængende uger fordelt før og/eller efter fødslen.
49
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Det foreslås på den baggrund, at der vil blive fastsat regler om, at surrogatmor sikres ret til fravær
med barselsdagpenge efter gældende regler i § 6 og § 7, stk. 1, jf. § 20, hvilket bl.a. indebærer, at en
surrogatmor vil få ret til fravær med barselsdagpenge både før og efter fødslen. Før fødslen vil
surrogatmor som minimum få ret til fravær og barselsdagpenge i 4 uger, og ved graviditetsbetinget
sygefravær, kan perioden være længere. Efter fødslen vil surrogatmor få ret til fravær og
barselsdagpenge i 10 uger. Surrogatmor vil ikke have ret til yderligere fravær.
Det vil være en betingelse for ret til fravær og barselsdagpenge, at surrogatmoren er socialt sikret i
Danmark. Surrogatmorens ret til fravær og barselsdagpenge vil gælde samtidig med de tiltænkte
forældres ret til fravær med barselsdagpenge.
For en nærmere beskrivelse af forslaget henvises til lovforslagets § 10, nr. 2, og bemærkningerne
dertil.
Endelig foreslås det, at tiltænkte forældre og surrogatmoren sikres ret til optjening af ferieydelse
efter §§ 25 b og § 25 d under fravær efter § 8 a, stk. 1 og 3, på samme måde som andre forældre.
Der henvises til lovforslagets § 10, nr. 13, og bemærkningerne dertil.
2.2.2.2. Tidlig stedbarnsadoption
2.2.2.2.1. Gældende ret
§ 8 i barselsloven indeholder regler om forældres ret til fravær, når forældre adopterer et barn.
Reglerne forudsætter, at der er to adoptanter, og at der er tale om fremmedadoption, jf. punkt 2.3.1.
Barselsloven indeholder ikke udtrykkelige regler, der regulerer en stedbarnsadoptants ret til fravær,
når barnet har en retlig forælder, og dennes partner stedbarnsadopterer barnet på et tidligt tidspunkt
efter barnets fødsel.
Dette skal ses i forhold til, at det først inden for de senere år er blevet muligt at stedbarnsadoptere
på et tidligere tidspunkt end 2�½ år fra barnets fødsel, jf. punkt 2.3.4.1. Barselsrettigheder til en
stedbarnsadoptant har derfor ikke være relevant tidligere.
I praksis antages stedbarnsadoptanten for at være omfattet af § 8. Konsekvensen heraf er imidlertid
ikke klar.
Når der er grundlag for at overveje stedbarnsadoption på et tidligt tidspunkt efter barnets fødsel, er
der typisk tale om en retlig forælder med eneforældremyndighed omfattet af § 21 b, stk. 1, eller en
soloforælder omfattet af § 21 c. Denne forælder kan derfor have ret til barselsdagpenge i op til 46
uger.
Indtil stedbarnsadoptionen er bevilget, vil den retlige forælders partner efter gældende regler typisk
opfylde betingelser for at være social forælder, jf. barselslovens § 23 a, stk. 3, og kan som social
forælder efter reglerne i § 23 b få overdraget ret til fravær med barselsdagpenge fra den retlige
forælder.
For en nærmere beskrivelse af gældende regler om overdragelse af fravær med barselsdagpenge til
en social forælder henvises til punkt 2.2.2.1.1.
2.2.2.2.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser
50
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Med forslaget om indførelse af orlovsrettigheder til forældre, der efter børneloven får fastslået
forældreskab på grundlag af en surrogataftale, vil behovet for en regulering af stedbarnsadoptanters
orlovsrettigheder være noget mindre end ellers, idet tidlig stedbarnsadoption i praksis særligt
anvendes i tilfælde, hvor de tiltænkte forældre har benyttet sig af en surrogatmor.
I de tilfælde, hvor forældreskabet ikke vil kunne anerkendes efter de foreslåede regler i børnelovens
kapitel 1 b, 5 b eller 5 c om forældreskab på grundlag af surrogataftale, jf. punkt 2.1.4, fordi
betingelserne herfor ikke er opfyldt, vil der imidlertid fortsat være behov for at have klare regler om
stedbarnsadoptanters orlovsrettigheder. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis de tiltænkte forældre
ikke fremlægger den nødvendige dokumentation efter den foreslåede bestemmelse i børnelovens §
30 i.
Som følge af den usikkerhed, som de gældende regler giver anledning til, finder
Beskæftigelsesministeriet, at stedbarnsadoptanter, hvor stedbarnsadoptionen er godkendt, inden
barnet fylder 1 år, får tilkendt selvstændige barselsrettigheder.
2.2.2.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at en forælder, der har stedbarnsadopteret et barn efter § 5 a i adoptionsloven inden 1
år efter barnets fødsel, får ret til op til 32 ugers fravær efter § 9, stk. 1, 1. pkt., inden for det første år
efter barnets fødsel. Det vil betyde, at fraværet kan være op til 32 uger afhængig af, hvornår
stedbarnsadoptionen er godkendt. 32 uger er den fraværsret, som andre retlige forældre har, men da
fraværet skal være afholdt inden et år efter barnets fødsel, vil fraværsperiodens længde afhænge af,
hvornår adoptionen i det konkrete tilfælde gennemføres.
I modsætning til, hvad der gælder for adoptanter, hvor fraværet regnes fra tidspunktet for barnets
modtagelse, vil fraværet for stedbarnsadoptanter blive regnet fra tidspunktet for barnets fødsel, da
en tidlig stedbarnsadoption forudsætter, at stedbarnsadoptanten bor sammen med den retlige
forælder på dette tidspunkt og er sammen med barnet fra fødslen.
Fraværsretten foreslås at følge af § 9, som gælder for øvrige retlige forældre, hvilket vil give
mulighed for, at fraværet kan holdes fleksibelt. Fraværsretten kan således enten udskydes eller
forlænges til afholdelse senere end 1 år efter barnets fødsel efter reglerne i barselslovens §§ 10-12.
Det foreslås, at stedbarnsadoptanten omfattes af varslingsbestemmelsen i § 15, jf. den foreslåede
ændring til § 15, stk. 5, hvorefter stedbarnsadoptanten, skal iagttage de samme varslingsfrister som
adoptanter omfattet af § 8, dog skal fristerne regnes fra fødselstidspunktet, da fødselstidspunktet vil
være kendt for stedbarnsadoptanten.
Stedbarnsadoptanten vil herefter så vidt muligt skulle overholde samme frister, som angivet i § 15,
stk. 1-4, som gælder for forældre. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 10, nr. 5.
Varslingsfristerne vil betyde, at den kommende stedbarnsadoptant vil skulle varsle afholdelsen af
fraværet, før stedbarnsadoptionen er godkendt af Familieretshuset, på samme måde som biologiske
forældre skal varsle fraværet, før barnet er født og i forhold til det forventede fødselstidspunkt.
Den foreslåede varslingsfrister vil således svare til de frister, der også gælder for sociale forældre,
jf. § 23 b, stk. 6.
51
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Det foreslås, at stedbarnsadoptanten får ret til barselsdagpenge i 9 uger efter den foreslåede § 21,
stk. 1, 3. pkt., hvis betingelserne for ret til barselsdagpenge i øvrigt er opfyldt, herunder at
stedbarnsadoptanten opfylder beskæftigelseskravet i §§ 27 og 28.
Retten til barselsdagpenge foreslås at følge af § 21, hvorefter fraværet med barselsdagpenge skal
være holdt inden 1 år efter barnets fødsel, medmindre arbejdet helt eller delvist genoptages og
fraværet udskydes til afholdelse senere end 1 år efter barnets fødsel. Der vil i den forbindelse kunne
udbetales barselsdagpenge under afholdelse af det senere fravær efter § 23, hvis betingelserne i
øvrigt er opfyldt.
Hvis stedbarnsadoptanten er lønmodtager, vil retten til de 9 ugers barselsdagpenge være øremærket
stedbarnsadoptanten, jf. § 21, stk. 3, og skal holdes inden barnet fylder 1 år. Er stedbarnsadoptanten
selvstændig, vil barselsdagpenge derimod kunne overdrages til den anden forælder efter § 21, stk. 2,
eller udbetales under udskudt fravær efter § 23.
Har forælderen adopteret barnet inden for de første 10 uger efter barnets fødsel, foreslås det, at
stedbarnsadoptanten vil få ret til op til 2 ugers fravær efter adoptionen inden for de første 10 uger
efter fødslen, hvilket svarer til en fars eller medmors ret til fravær efter fødslen. Der vil være ret til
barselsdagpenge for fraværet efter § 20, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt, herunder
beskæftigelseskravet i §§ 27 og 28.
Den retlige forælder vil fortsat kunne have ret til barselsdagpenge enten som eneforælder efter § 21
b, stk. 1, f.eks. ved at der er gjort brug af en indenlandsk surrogatmor, hvor forældreskabet ikke kan
fastslås efter det foreslåede kapitel 1 b eller 5 b i børneloven, eller som soloforælder efter § 21 c,
ved, at der er gjort brug af en surrogatmor i udlandet, hvor forældreskabet ikke kan fastslås efter det
foreslåede kapitel 5 c i børneloven.
I begge tilfælde vil det typisk betyde, at den retlige forælder har ret til barselsdagpenge i 46 uger,
hvis betingelserne for ret til barselsdagpenge i øvrigt er opfyldt.
Indtil stedbarnsadoptionen er godkendt, vil den tiltænkte forælder være social forælder og vil kunne
få overdraget fravær med barselsdagpenge fra den retlige forælder efter § 23 b.
Hvis der er tale om flere børn født ved samme fødsel, vil den retlige forældre desuden kunne ansøge
om, at der tildeles 13 ugers ekstra fravær til den kommende stedbarnsadoptant efter § 14 a, stk. 3,
fordi den retlige forælder er soloforælder, indtil stedbarnsadoptionen er godkendt.
Hvis stedbarnsadoptanten ikke allerede har fået tildelt ekstra fravær efter § 14 a, stk. 3, vil
stedbarnsadoptanten, når adoptionen er godkendt, kunne få 13 ugers ekstra fravær som retlig
forælder, efter § 14 a, stk. 1.
Stedbarnsadoptanten vil have ret til barselsdagpenge under fraværet efter § 20.
For en nærmere beskrivelse af forslaget henvises til lovforslagets § 10, nr. 2, og bemærkningerne
dertil.
2.2.2.3. Adoptanters afholdelse af fravær i 10-ugers perioden efter barnets modtagelse
2.2.2.3.1.Gældende ret
52
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Efter barselslovens § 8, stk. 6, har hver af adoptanterne i de første 10 uger efter modtagelse af
barnet ret til fravær i 6 uger, som bortset fra 2 sammenhængende uger ikke kan afholdes samtidig, §
8, stk. 6, 1. pkt.
De 2 uger, hvor begge adoptanter har ret til fravær samtidig, kan lønmodtagere og selvstændigt
erhvervsdrivende afholde som ikkesammenhængende perioder. For lønmodtagere forudsætter
afholdelse af ikkesammenhængende fravær en aftale med arbejdsgiveren, jf. § 8, stk. 6, 2. og 3. pkt.
De 4 ugers fravær, som ikke kan afholdes samtidig, kan både holdes i en sammenhængende eller
ikkesammenhængende periode. Adoptanterne kan f.eks. planlægge, at den ene adoptant holder de
første 4 uger efter modtagelsen af barnet, og den anden adoptant holder de næste 4 uger, eller de
kan holde ugerne skiftevis, hvor den ene adoptant holder fravær i uge 1, 3, 5, og 7, og den anden
adoptant holder fravær i uge 2, 4, 6, og 8. De sidste 2 ugers fravær kan adoptanterne holde samtidig
i ugerne 9 og 10.
Adoptanter kan vælge at påbegynde deres fraværsret efter § 9 inden for de første 10 uger efter
modtagelsen af barnet jf. § 8, stk. 6, 4. pkt. Begge adoptanter har således mulighed for at holde
fravær samtidig i de første 10 uger efter modtagelsen af barnet, hvis den ene adoptant benytter sig af
en forlods udnyttelse af fraværsretten efter § 9, og den anden adoptant holder fravær efter § 8, stk.
6.
2.2.2.3.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser
I praksis vælger de fleste adoptanter at holde fravær samtidig i perioden lige efter, de har modtaget
barnet, da de har brug for at lære barnet at kende og sammen skabe trygge rammer for barnet.
For at begge adoptanter kan være sammen om at passe barnet i den første tid efter modtagelsen af
barnet, skal den ene adoptant påbegynde fravær efter § 9, mens den anden adoptant holder fravær
efter § 8, stk. 6.
Det er Beskæftigelsesministeriets opfattelse, at retten til fravær efter § 8, stk. 6, bør understøtte
adoptanternes behov for at kunne holde fravær samtidig lige efter modtagelsen af barnet, så
forældrene ikke er nødsaget til at påbegynde fravær efter § 9 for, at det kan lade sig gøre.
Yderligere medfører denne praksis øget administration både for arbejdsgiveren, som skal anmelde
nyt fravær i Nemrefusion til Udbetaling Danmark i forbindelse med en adoptants påbegyndelse af
fravær efter § 9, samt øget administration i Udbetaling Danmark, som skal behandle
arbejdsgiverens nye anmeldelse af fraværet efter § 9.
Beskæftigelsesministeriet finder, at reglen bør ændres, så adoptanterne får mulighed for større
fleksibilitet ved afholdelsen af de 6 ugers fravær inden for de første 10 uger efter modtagelsen af
barnet.
2.2.2.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at ophæve begrænsningen på 2 uger for forældrenes ret til at holde fraværet samtidig i
de første 10 uger efter barnets modtagelse.
Der ændres ikke på antallet af fraværsuger, som fortsat vil være 6 uger til hver adoptant, og som
fortsat vil skulle holdes inden for de første 10 uger efter modtagelsen af barnet.
53
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Med ophævelsen af begrænsningen på 2 ugers samtidigt fravær, vil adoptanterne få mulighed for
selv at kunne planlægge afholdelsen af de 6 ugers fravær. Adoptanterne vil bl.a. få mulighed for at
kunne afholde alle 6 ugers fravær samtidig, således at de kan være sammen om at passe barnet i den
første periode efter modtagelsen af barnet. De vil desuden kunne vælge, om ugerne skal holdes i en
sammenhængende eller ikke sammenhængende periode, forudsat at varsling af fraværet i forhold til
arbejdsgiveren er sket under iagttagelse af de gældende regler i § 15 for varsling af fravær.
For en nærmere beskrivelse af forslaget henvises til lovforslagets § 10, nr. 1, og bemærkningerne
dertil.
2.2.2.4. Forlængelse af fraværsretten ved barnets hospitalsindlæggelse
2.2.2.4.1. Gældende ret
Hvis barnet indlægges på et hospital inden for de første 46 uger efter fødslen eller modtagelsen af
adoptivbarnet, kan forældrene få perioden med fravær forlænget eller udsat, jf. barselslovens § 14,
stk. 1. I den forlængede eller udsatte fraværsperiode er der ret til barselsdagpenge efter § 20.
Barnets indlæggelse på hospital kan tænkes at ske enten i direkte forlængelse af fødslen på grund af
f.eks. for tidlig fødsel eller for lav fødselsvægt, eller på et senere tidspunkt inden for de første 46
uger efter fødslen eller modtagelsen af barnet
Hvis forælderen ikke genoptager arbejdet under indlæggelsen af barnet, forlænges den periode, hvor
forælderen har ret til fravær med barselsdagpenge, med højst 3 måneder, jf. § 14, stk. 2, 1. og 2.
pkt., og § 20. Retten til at forlænge fraværsperioden efter barselslovens § 14, stk. 2, gælder dog ikke
for farens eller medmorens ret til fravær i 2 uger efter § 7, stk. 3, eller adoptanters samtidige ret til
fravær i 2 uger inden for de første 10 uger efter fødslen eller modtagelsen af barnet efter § 8, stk. 6,
jf. § 14, stk. 2, 3. pkt.
Hvis arbejdet genoptages under barnets indlæggelse, udsættes fraværet med barselsdagpengeret, jf.
§ 14, stk. 3 og § 20, til efter udskrivelsen af barnet. Det gælder både fravær efter § 7, herunder også
farens og medmorens ret til fravær med barselsdagpenge i 2 uger inden for de første 10 uger efter
fødslen efter § 7, stk. 3, fravær efter § 7 a, og fravær efter § 9.
2.2.2.4.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser
Det har vist sig uhensigtsmæssigt og svært at forklare og forsvare, at farens eller medmorens 2
ugers fravær efter § 7, stk. 3, med ret til barselsdagpenge efter § 20, ikke kan forlænges med
indlæggelsesperioden, når morens ret til fravær med barselsdagpenge i samme periode kan
forlænges. I tilfælde, hvor barnet er indlagt i hele 10-ugers perioden efter fødslen eller modtagelsen
af barnet, og hvis faren eller medmoren ikke genoptager arbejdet i perioden, vil retten til de to ugers
fravær med barselsdagpenge være tabt, hvilket ikke er tilfældet for morens ret til fravær efter § 7,
stk. 1, i 10 ugers perioden, som forlænges fuldt ud med indlæggelsesperioden. Denne retstilstand
harmonerer dårligt med intentionen bag ændringen af barselsloven i 2022 om ligestilling af
forældrenes barselsrettigheder.
I praksis vil far eller medmor ofte påbegynde fravær efter § 9 med barselsdagpenge efter § 20 i
indlæggelsesperioden. Dette fravær med barselsdagpenge kan netop forlænges efter § 14, stk. 1,
hvis arbejdet ikke genoptages under indlæggelsen.
54
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Det betyder imidlertid, at forælderen mister retten til op til 2 ugers fravær med barselsdagpenge,
hvis barnet er indlagt i mere end 8 uger efter barnets fødsel, hvor farens/medmorens ret til op til 2
ugers fravær med barselsdagpenge efter § 7, stk. 3, fortabes, da disse 2 uger skal holdes inden for de
første 10 uger.
2.2.2.4.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at ophæve § 14, stk. 2, 3. pkt., således, at muligheden for at forlænge fraværsperioden
med barselsdagpenge under barnets hospitalsindlæggelse vil omfatte al fravær efter barselsloven,
hvis forældrene ikke genoptager arbejdet ved indlæggelsen.
Det vil betyde, at faren eller medmoren ikke forbruger af sin fraværsret efter § 7, stk. 3, i den
periode, hvor barnet er indlagt. Fraværsretten med barselsdagpenge begynder først at løbe (eller
genoptages) fra og med kalenderdagen efter den dag, hvor barnet udskrives.
Det samme vil gælde for adoptanters ret til fravær efter § 8, stk. 6, dvs. adoptanters ret til 6 ugers
fravær i 10-ugers perioden, ligesom forslaget vil omfatte al ret til fravær efter de foreslåede
bestemmelser i § 8 a, stk. 1, og § 8 b, stk. 2, for tiltænkte forældre og stedbarnsadoptanter.
For en nærmere beskrivelse af forslaget henvises til lovforslagets § 10, nr. 4, og bemærkningerne
dertil.
2.2.2.5. Ret til barselsdagpenge ud over 52 uger
2.2.2.5.1. Gældende ret
Efter barselsloven skal en forælder som altovervejende hovedregel afholde fravær med ret til
barselsdagpenge senest 1 år efter barnets fødsel eller modtagelse, medmindre arbejdet efter aftale
med en arbejdsgiver helt eller delvis genoptages eller påbegyndes, og det i den forbindelse aftales,
at fraværet forlænges eller udskydes. En lønmodtager eller en selvstændig kan også ensidigt
udskyde op til 5 ugers fravær med barselsdagpenge. Fraværet skal holdes, inden barnet fylder 9 år.
Disse regler fremgår af §§ 11, 12 og 23.
Efter § 14 a, stk. 1, har forældre, der får to eller flere levendefødte børn ved samme fødsel, hver ret
til ekstra fravær i 13 uger. Adoptanter, som adopterer to eller flere børn født ved samme fødsel, har
hver ret til ekstra fravær i 13 uger, hvis børnene på tidspunktet for modtagelsen er under 1 år.
Efter § 14 a, stk. 6, skal fraværet efter stk. 1, 1. pkt., holdes inden 1 år efter fødslen. Fraværet efter
stk. 1, 2. pkt., skal holdes inden 1 år efter modtagelsen af børnene.
Soloforældre, dvs. der er kun én forælder, til flerlinger, som i forvejen har ret til 46 ugers fravær
med barselsdagpenge efter § 20, § 21, stk. 1, og § 21 c, stk. 1, kan samlet set have ret til op til 59
ugers fravær med barselsdagpenge, hvoraf 7 af ugerne som udgangspunkt ikke kan nå at blive
afholdt inden et år efter barnets fødsel eller modtagelse. Ugerne ud over 52 uger vil derfor bortfalde.
Soloforælderen har dog mulighed for at overdrage fravær med barselsdagpenge til enten et
nærtstående familiemedlem eller en social forælder. Hvis soloforælderen overdrager fraværet med
barselsdagpenge til et nærtstående familiemedlem, vil det kræve, at det nærtstående familiemedlem
holder de 7 uger, der er overdraget, samtidig med, at soloforælderen holder fravær, da det
nærtstående familiemedlem skal afholde den overdragede orlov senest ét år efter barnets fødsel.
55
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Tilsvarende vil gælde for en forælder, der bor som eneste forælder sammen med barnet, mens den
anden forælder bor et andet sted. Hvis forælderen er eneforældremyndighedsindehaver, har denne
også ret til 46 ugers fravær med barselsdagpenge, hvilket sammen med retten til de 13 ugers fravær
med barselsdagpenge ved en flerlingefødsel også giver ret til 59 ugers fravær med barselsdagpenge.
Forælderen har mulighed for at overdrage de overskydende 7 uger til en social forælder.
2.2.2.5.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser
Soloforældre, dvs. barnet har kun en forælder, og eneforældre med eneforældremyndighed, dvs.
forældrene bor ikke sammen på fødselstidspunktet eller på tidspunktet for barnets modtagelse, har
efter gældende regler ret til mere end 52 ugers fravær med barselsdagpenge, hvis de får tvillinger
m.v., som skal holdes inden 1 år efter børnenes fødsel eller modtagelse. Det har ikke været
intentionen, at forældrene ikke skulle have mulighed for at holde alle tildelte uger.
Det er Beskæftigelsesministeriets opfattelse, at der bør sikres mulighed for, at forældre, der har en
egen ret til barselsdagpenge i mere end 52 uger som følge af tildeling af ekstra ugers fravær med
barselsdagpenge ved en flerlingefødsel, skal kunne holde fravær ud over 52 uger med
barselsdagpenge i en forlænget periode.
2.2.2.5.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at soloforældre, jf. § 21 c, eller en forælder, jf. § 21 b, der har
eneforældremyndigheden over barnet, og som får flerlinger og dermed får ret til barselsdagpenge i
mere end 52 uger, kan holde uger ud over 52 uger med barselsdagpenge i en forlænget periode på 4
måneder efter børnenes første år eller modtagelse. Herved sikres forælderen mulighed for at kunne
holde hele det tildelte fravær med ret til barselsdagpenge. Det vil alene være de uger, der ligger ud
over 52 uger, der kan holdes i den forlængede periode. Udskudt eller forlænget fravær efter §§ 10-
12 vil dog fortsat også kunne afholdes i den forlængede periode.
Forældre, som får mulighed for at holde det overskydende fravær med barselsdagpenge i en
forlænget periode, vil fortsat skulle holde de 13 ugers ekstra fravær med barselsdagpenge - som
følge af en flerlingefødsel - senest 1 år efter børnenes fødsel eller modtagelse. Tilsvarende vil
fraværet med øremærkede barselsdagpenge, som gælder for lønmodtagere, fortsat skulle holdes
senest 1 år efter tidspunktet for fødslen eller modtagelsen af børnene, jf. § 21, stk. 3. Det er således
det resterende fravær efter § 9 med barselsdagpenge, som vil kunne afholdes senere end 1 år efter
børnenes fødsel.
For en nærmere beskrivelse af forslaget henvises til lovforslagets § 10, nr. 10, og bemærkningerne
2.2.2.6. Fritagelse for rådighedsforpligtelsen efter lov om aktiv socialpolitik under fravær efter
barselsloven
2.2.2.6.1. Gældende ret
Det følger af § 13 stk. 9, § 69, stk. 5, § 69 k, stk. 5 og § 75, stk. 6, i lov om aktiv socialpolitik, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1031 af 22. juni 2023, at forældre, der modtager kontanthjælp,
ressourceforløbsydelse under ressourceforløb, ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb,
eller ledighedsydelse, er fritaget for at stå til rådighed i perioder, hvor personen har ret til fravær
ved graviditet, barsel, adoption og sorgorlov efter barselslovens § 6, stk. 1 og 2, §§ 7, 7 a og 8, § 9,
56
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
stk. 1, § 13, § 14, stk. 1 og 2, og § 14 a, i det omfang der under fraværet ville have været ret til
dagpenge som ledig efter barselslovens § 20, § 21, stk. 1 og 2, § 21 b, stk. 1-3, § 21 c, stk. 1-4, § 23
b, stk. 1-3, og § 23 c, stk. 1 og 2.
Reglerne om fritagelsesgrunde ved fravær på grund af graviditet, barsel m.v. for personer omfattet
af § 13 stk. 9, § 69, stk. 5, § 69 k, stk. 5 og § 75, stk. 6, i lov om aktiv socialpolitik, følger således
barselslovens regler.
Når man modtager de pågældende ydelser, er man som udgangspunkt forpligtet til at stå til rådighed
for arbejdsmarkedet. Med fritagelsesgrundene følger, at personer, der er omfattet af disse
bestemmelser i lov om aktiv socialpolitik, ikke har pligt til at opfylde de krav om at stå til rådighed
for arbejdsmarkedet, som ellers gælder for modtagelse af de pågældende ydelser, når betingelserne
er opfyldt.
Det følger af § 73 d, at revalidenden bevarer revalideringsydelsen, når personen har ret til fravær
ved graviditet, barsel, adoption og sorgorlov efter barselslovens § 6, stk. 1 og 2, §§ 7, 7 a og 8, § 9,
stk. 1, § 13, § 14, stk. 1 og 2, og § 14 a, i det omfang der under fraværet ville have været ret til
dagpenge som ledig efter barselslovens § 20, § 21, stk. 1 og 2, § 21 b, stk. 1-3, og § 21 c, stk. 1-3.
2.2.2.6.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser
Reglerne om fritagelsesgrunde på baggrund af graviditet, barsel, adoption og sorgorlov for forældre,
der modtager kontanthjælp, ressourceforløbsydelse under ressourceforløb, ressourceforløbsydelse
under jobafklaringsforløb eller ledighedsydelse, følger de gældende barselsregler.
En person, der under revalidering modtager revalideringsydelse, bevarer revalideringsydelsen, når
personen har ret til fravær efter barselsloven, i det omfang der under fraværet ville have været ret til
dagpenge som ledig efter barselsloven. Retten til at bevare ydelsen følger ligeledes de gældende
regler i barselsloven.
På baggrund af de foreslåede ændringer i barselsloven om ret til fravær med barselsdagpenge til
forældre, der får fastslået deres forældreskab på grundlag af en surrogataftale efter børnelovens
kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, samt ret til fravær med barselsdagpenge for en surrogatmor, der er socialt
sikret i Danmark, og om adoptanters ret til fravær med barselsdagpenge i forbindelse med en
stedbarnsadoption efter § 5 a i adoptionsloven, jf. de foreslåede nye bestemmelser i §§ 8 a og 8 b, jf.
lovforslagets § 10, nr. 2, og de dertil hørende foreslåede ændringer af barselsloven, jf. lovforslagets
§ 10, nr. 6 og 7, bør reglerne i § 13 stk. 9, § 69, stk. 5, § 69 k, stk. 5, § 73 d og § 75, stk. 6, i lov om
aktiv socialpolitik, tilpasses, så disse bestemmelser også omfatter fravær efter §§ 8 a og 8 b i
barselsloven.
2.2.2.6.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i § 13, stk. 9, § 69, stk. 5, § 69 k, stk. 5, § 73 d og § 75, stk. 6, i lov om aktiv
socialpolitik henvises til de foreslåede bestemmelser i §§ 8 a og 8 b i barselsloven, jf. lovforslagets
§ 10, nr. 2.
Forslaget betyder, at personer omfattet af § 13, stk. 9, § 69, stk. 5, § 69 k, stk. 5, og § 75, stk. 6, i
lov om aktiv socialpolitik, også er fritaget for at stå til rådighed i de perioder, hvor de pågældende
har ret til fravær efter de foreslåede bestemmelser i §§ 8 a og 8 b i barselsloven, jf. lovforslagets §
57
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
10, nr. 2, i det omfang der under fraværet ville have været ret til dagpenge som ledig efter
barselsloven. Retten til barselsdagpenge under fravær efter de foreslåede bestemmelser i §§ 8 a og 8
b, følger af de foreslåede ændringer til §§ 20 og 21 i barselsloven, jf. lovforslagets § 10, nr. 6 og 7.
Forslaget betyder endvidere, at en person, der under revalidering modtager revalideringsydelse,
bevarer revalideringsydelsen, når personen har ret til fravær efter de foreslåede bestemmelser i §§ 8
a og 8 b i barselsloven, jf. lovforslagets § 10, nr. 2, i det omfang der under fraværet ville have været
ret til dagpenge som ledig efter barselsloven. Retten til barselsdagpenge under fravær efter de
foreslåede bestemmelser i §§ 8 a og 8 b, følger af de foreslåede ændringer til §§ 20 og 21 i
barselsloven, jf. lovforslagets § 10, nr. 6 og 7.
For en nærmere beskrivelse af de foreslåede ændringer i barselsloven vedrørende ret til fravær for
forældre, der får fastslået forældreskab efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, en surrogatmors
ret til fravær, og ret til fravær for en forælder, der adopterer et barn efter adoptionslovens § 5 a i
adoptionsloven, samt retten til barselsdagpenge under fraværet, henvises til punkt 2.2.3.1. og
2.2.3.2. i de almindelige bemærkninger, og bemærkningerne til § 10, nr. 2, 6 og 7.
For en nærmere beskrivelse af forslaget om ændring af §§ 13, 69, 69 k, 73 d og 75 i lov om aktiv
socialpolitik henvises til lovforslagets § 11, nr. 1 og 2, bemærkningerne dertil.
2.2.2.7. Fravær efter barselsloven og varigheden af jobafklarings- og ressourceforløb efter lov om
en aktiv beskæftigelsesindsats.
2.2.2.7.1 Gældende ret
Det fremgår af § 110, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 280
af 1. marts 2024, at et jobafklaringsforløb højst kan have en varighed på 2 år, når personen er
uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom. Det fremgår af § 114, stk. 1, i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, at et ressourceforløb skal være af mindst 1 og højst 3 års varighed. Det
fremgår endvidere af de pågældende bestemmelser, at perioder med barsel eller sorgorlov ikke
medregnes i jobafklarings- og ressourceforløbs varighed, når der er ret til fravær efter
bestemmelserne i barselslovens § 6, stk. 1 og 2, §§ 7-8, § 9, stk. 1, § 13, § 14, stk. 1 og 2 og § 14 a,
i det omfang der under fraværet ville have været ret til dagpenge som ledig efter barselslovens § 20,
§ 21, stk. 1 og 2, § 21 b, stk. 1-3, § 21 c, stk. 1-4, § 23 b, stk. 1-3, og § 23 c, stk. 1 og 2.
Reglerne indebærer, at fravær efter disse bestemmelser i barselsloven, som er nævnt i lov om en
aktiv beskæftigelsesindsats § 110, stk. 1, og § 114, stk. 1, ikke medregnes i varigheden af et
jobafklaringsforløb eller et ressourceforløb, hvis ydelsesmodtageren under fraværet ville have været
berettiget til dagpenge som ledig efter de bestemmelser i barselsloven, som også er nævnt i §110,
stk. 1 og § 114, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Det betyder, at de pågældende personer, vil kunne fortsætte deres jobafklaringsforløb eller
ressourceforløb efter endt barsel eller sorgorlov, da perioden med fravær efter barselsloven ikke
medregnes i forløbet.
For personer i jobafklaringsforløb betyder reglerne endvidere, at jobcentret under personens fravær
på grund af barsel eller sorgorlov ikke skal vurdere, om personen er uarbejdsdygtig på grund af
egen sygdom.
58
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
2.2.2.7.2 Beskæftigelsesministeriets overvejelser
På baggrund af de foreslåede ændringer i barselsloven om ret til fravær med barselsdagpenge til
forældre, der får fastslået deres forældreskab efter børneloven på grundlag af en surrogataftale efter
børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, samt ret til fravær med barselsdagpenge for en surrogatmor,
der er socialt sikret i og om adoptanters ret til fravær med barselsdagpenge i forbindelse med en
stedbarnsadoption efter § 5 a i adoptionsloven, jf. de foreslåede nye bestemmelser i §§ 8 a og 8 b i
barselsloven, jf. lovforslagets § 10, nr. 2, og de dertilhørende foreslåede ændringer i barselsloven,
jf. lovforslagets § 10, nr. 6 og 7, bør reglerne i § 110, stk. 1, 2. pkt., og § 114, stk. 1, 2. pkt., om
varigheden af jobafklarings- og ressourceforløb i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats tilpasses
således, at disse bestemmelser også omfatter fravær efter §§ 8 a og 8 b i barselsloven.
2.2.2.7.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i reglerne om varighed af jobafklarings- og ressourceforløb i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats indsættes henvisninger til de foreslåede nye bestemmelser i barselsloven om
ret til fravær. Det foreslås således, at der i § 110, stk. 1, 2. pkt., og § 114 stk. 1, 2., pkt., i lov om en
aktiv beskæftigelsesindsats, indsættes henvisning til de foreslåede §§ 8 a og 8 b i barselsloven, jf.
lovforslagets § 10, nr. 2.
De foreslåede ændringer vil medføre, at perioder med ret til fravær efter de foreslåede ændringer i
barselslovens §§ 8 a og 8 b, jf. lovforslagets § 10, nr. 2, ikke vil skulle medregnes i varigheden af
jobafklarings- og ressourceforløb i det omfang, der under fraværet ville have været ret til dagpenge
som ledig efter barselsloven. Retten til barselsdagpenge under fravær efter de foreslåede
bestemmelser i §§ 8 a og 8 b, følger af de foreslåede ændringer til §§ 20 og 21 i barselsloven, jf.
lovforslagets § 10, nr. 6 og 7.
For en nærmere beskrivelse af de foreslåede ændringer i barselsloven vedrørende ret til fravær for
forældre, der får fastslået forældreskab efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, en surrogatmors
ret til fravær, og ret til fravær for en forælder, der adopterer et barn efter adoptionslovens § 5 a i
adoptionsloven, samt retten til barselsdagpenge under fraværet, henvises til de almindelige
bemærkninger, punkt 2.2.3.
For en nærmere beskrivelse af forslaget om ændring af §§ 110 og 114 i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats henvises til lovforslagets § 12, nr. 1, og bemærkningerne dertil.
2.2.3. Indfødsret
2.2.3.1. Gældende ret
Efter grundlovens § 44, stk. 1, kan ingen udlænding få dansk indfødsret uden ved lov.
Bestemmelsen indebærer et delegationsforbud, og det kan således ikke overlades til administrative
myndigheder eller domstolene at træffe afgørelse om tildeling af dansk indfødsret til udenlandske
statsborgere eller statsløse personer.
Grundlovens § 44, stk. 1, er dog ikke til hinder for, at der ved lov fastsættes bestemmelser om, at
dansk indfødsret opnås automatisk, når visse faste kendsgerninger er opfyldt. Således er der f.eks. i
den gældende indfødsretslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1656 af 23. december 2022, som ændret ved
lov nr. 487 af 13. maj 2023 (herefter indfødsretsloven), fastsat regler om, i hvilke tilfælde dansk
59
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
indfødsret erhverves ved fødslen, jf. § 1, ved forældrenes efterfølgende indgåelse af ægteskab, jf. §
2, og ved adoption, jf. § 2 A.
Hovedreglen om erhvervelse af dansk indfødsret fremgår af indfødsretslovens § 1, stk. 1, hvorefter
et barn erhverver dansk indfødsret ved fødslen, hvis faderen, moderen eller medmoderen er dansk.
Barnet vil dog kun erhverve dansk indfødsret, hvis faderen, moderen eller medmoderen er dansk
statsborger på tidspunktet for barnets fødsel.
Indfødsretslovens § 1, stk. 1, fik sin nuværende affattelse ved lov nr. 729 af 25. juni 2014 om
ændring af lov om dansk indfødsret (Erhvervelse af dansk indfødsret ved fødslen m.v.). Før
ikrafttræden af denne lovændring erhvervede et barn født uden for ægteskab kun dansk indfødsret
efter sin far, hvis barnet var født her i riget, og et barn, hvor begge forældre var kvinder, erhvervede
alene dansk indfødsret ved fødslen, hvis den fødende kvinde havde dansk statsborgerskab.
Det fremgår af indfødsretslovens § 1, stk. 4, at konstateres det, at et forhold, som lå til grund for et
barns erhvervelse af dansk indfødsret efter stk. 1 eller 3, § 2 eller § 2 A, stk. 1 eller 3, ikke længere
foreligger, skal barnet anses for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk indfødsret,
medmindre barnet derved bliver statsløst eller konstateringen sker, efter at vedkommende er fyldt
18 år.
2.2.3.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
I relation til erhvervelse af dansk indfødsret ved fødslen bør medfaderskab ligestilles med
moderskab, faderskab og medmoderskab. Medfaderskab fastslået efter børneloven på grundlag af
en surrogataftale bør således have samme retsvirkninger som moderskab, faderskab og
medmoderskab i forhold til erhvervelse af dansk statsborgerskab.
2.2.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at anvendelsesområdet for § 1, stk. 1, i indfødsretsloven udvides til også at omfatte
medfaderskab.
Forslag vil betyde, at et barn fra fødslen vil erhverve dansk indfødsret, når det ved registrering,
anerkendelse eller afgørelse på grundlag af en surrogataftale efter de foreslåede bestemmelser i
kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, fastslås, at en mand, der er
dansk statsborger, er medfar til barnet. Barnet vil dog kun erhverve dansk indfødsret, hvis medfaren
er dansk statsborger på tidspunktet for barnets fødsel.
For en nærmere beskrivelse af forslaget henvises til lovforslagets § 13, nr. 1, og bemærkningerne
dertil.
Det bemærkes, den foreslåede ændring af børnelovens § 30, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, hvorefter en
surrogatmor efter dansk ret ikke længere vil blive anset for mor til barnet, når moderskab,
faderskab, medmoderskab eller medfaderskab er fastslået efter de foreslåede bestemmelser om
forældreskab ved surrogataftaler i kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og
10, også generelt vil have betydning i forhold til et barns erhvervelse af dansk indfødsret efter
indfødsretslovens § 1, stk. 1. Et barn vil således erhverve dansk indfødsret efter indfødsretslovens §
1, stk. 1, ved fødslen når det ved registrering, anerkendelse eller afgørelse på grundlag af en
surrogataftale efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven fastslås, at en
60
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
kvinde eller mand, der er dansk statsborger ved barnets fødsel, er mor, far, medmor eller medfar til
barnet.
Den foreslåede ændring af børnelovens § 30 vil ligeledes kunne have betydning i forhold til
indfødsretslovens § 1, stk. 4, hvis det retlige forældreskab efter den foreslående ændring af
børnelovens § 30, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, efterfølgende bortfalder. Det vil efter
omstændighederne kunne betyde, at et barn skal anses for på ikke på noget tidspunkt at have
erhvervet dansk indfødsret, hvis det konstateres, at det forhold (det retlige forældreskab), der lå til
grund for barnets erhvervelse af dansk indfødsret efter stk. 1, ikke længere foreligger, medmindre
barnet derved bliver statsløst, eller konstateringen sker efter vedkommende er fyldt 18 år.
2.3. Adoption
2.3.1. Generelle adoptionsregler
Det følger af § 1, stk. 1, i adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 775 af 7. august 2019, at
adoption meddeles ved bevilling, der udfærdiges af Familieretshuset. I sager om adoption uden
samtykke udfærdiges adoptionsbevillingen dog af Ankestyrelsen.
Efter § 2 i adoptionsloven er det en grundlæggende betingelse for adoption, at adoptionen efter
foretagen undersøgelse kan antages at være bedst for den, som ønskes adopteret. Det er endvidere
en grundlæggende betingelse, at den, som ønskes adopteret, enten ønskes opfostret hos adoptanten
eller har været opfostret hos denne, eller at der foreligger anden særlig grund til adoptionen. I
relation til stedbarnsadoption gælder der en vis formodning for, at det vil være til fordel for barnet,
at den, der fungerer eller har fungeret som barnets sociale far, medmor eller mor, også bliver
barnets retlige far, medmor eller mor.
Når den, som ønskes adopteret, er under 18 år, må adoption efter § 4 a, stk. 1, i adoptionsloven kun
bevilges, når ansøgeren er godkendt som adoptant. Dette kaldes fremmedadoption. Efter
bestemmelsens stk. 2 kræves godkendelse dog ikke ved adoption af ægtefælles eller samlevers barn
eller efter regler fastsat af social- og boligministeren i tilfælde, hvor der består nært slægtskab eller
andet særligt tilknytningsforhold mellem adoptanten og adoptivbarnet eller dettes forældre. Dette
kaldes familieadoption og omfatter bl.a. stedbarnsadoption, hvilket efter lovens § 5 a omfatter
situationer, hvor en ægtefælle eller en samlever adopterer den anden ægtefælles ellers samlevers
barn. Se nærmere herom i punkt 2.3.4.
Hvornår der i øvrigt foreligger familieadoption, er fastlagt i bekendtgørelse nr. 1516 af 6. december
2023 om adoption (herefter adoptionsbekendtgørelsen). Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, nr. 3,
at ved familieadoption, jf. § 4 a, stk. 2, i adoptionsloven, forstås bl.a. adoption af et barn under 18 år
af forældre, som ansøgeren gennem nært og længerevarende bekendtskab er særligt knyttet til, og
adoption af et barn, som ansøgeren har et særligt tilknytningsforhold til, navnlig fordi barnet er
blevet opfostret hos ansøgeren i en længere periode.
Efter § 16 i adoptionsloven indtræder der ved adoption samme retsforhold mellem adoptant og
adoptivbarn som mellem forældre og deres barn. Samtidig bortfalder retsforholdet mellem barnet og
dets oprindelige slægtninge. Dette indebærer, at der efter adoptionen ikke længere består et juridisk
bånd mellem barnet og dets oprindelige slægtninge.
61
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
En ægtefælle kan efter § 5 a, stk. 1, i adoptionsloven adoptere den anden ægtefælles barn. Dette
kaldes stedbarnsadoption. Ved vurderingen af, om stedbarnsadoption kan antages at være bedst for
barnet, lægges der vægt på, om familien har opnået den fornødne stabilitet således, at ønsket om
adoption er en velovervejet beslutning baseret på erfaring fra flere års samliv som familie.
Stedbarnsadoptioner er kendetegnet ved, at barnet efter adoptionen betragtes som fælles barn af
adoptanten og den forælder, der er gift eller samlevende eller har været gift eller samlevende med
adoptanten. Dette følger af § 16, stk. 2, i adoptionsloven. Mulighederne for stedbarnsadoption er
nærmere gennemgået i punkt 2.3.4.1.
Efter § 7 i adoptionsloven kræver adoption af et barn samtykke fra barnets forældre. Hvis den ene af
forældrene er uden del i forældremyndigheden, forsvundet eller på grund af sindssygdom,
åndssvaghed eller lignende tilstand er ude af stand til at handle fornuftmæssigt, kræves kun
samtykke fra den anden. Fra forældre, hvis samtykke ikke kræves efter § 7, skal der efter lovens §
13 indhentes en erklæring, inden der træffes afgørelse om adoption, medmindre indhentelse af
erklæringen skønnes at ville kunne være til væsentlig skade for barnet eller at ville medføre en
uforholdsmæssig forsinkelse af sagen.
§§ 7 og 13 i adoptionsloven indebærer ved stedbarnsadoption, at hvis barnet har en anden forælder,
skal denne høres over en anmodning om stedbarnsadoption. Hvis der er fælles forældremyndighed,
skal den anden forældremyndighedsindehaver give samtykke til stedbarnsadoptionen. Er der ikke
fælles forældremyndighed, og protesterer den anden forælder mod stedbarnsadoptionen, beror det
på en konkret vurdering, om stedbarnsadoption bevilges. Der lægges her navnlig vægt på barnets
holdning til adoptionen og barnets og forælderens indbyrdes forhold.
Endvidere indebærer §§ 7 og 13 i adoptionsloven, at adoption af et nyfødt barn som udgangspunkt
ikke kan gennemføres, før faderskabet eller medmoderskabet til barnet er afklaret, eller det er
fastslået, at der ikke er muligt at fastslå faderskab eller medmoderskab til barnet.
Efter § 6 i adoptionsloven skal barnet inddrages i en sag om stedbarnsadoption. Er barnet under 12
år, skal der foreligge oplysning om dets holdning til den påtænkte adoption i det omfang, barnets
modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det. Er barnet fyldt 12 år, bør adoption ikke meddeles
uden barnets samtykke, medmindre indhentelse af samtykket skønnes at være til skade for barnet.
2.3.2. Særligt om adoption mod vederlag
2.3.2.1. Gældende ret
Efter § 15 i adoptionsloven kan adoption ikke meddeles, hvis nogen, der skal afgive samtykke til
adoptionen, yder eller modtager vederlag eller nogen anden form for modydelse, herunder betaling
for tabt arbejdsfortjeneste. Familieretshuset kan afkræve enhver, der har kendskab til forholdene,
alle oplysninger til brug ved afklaringen af, om der er ydet eller modtaget vederlag m.v. som nævnt
i 1. pkt. Tilsvarende gælder for Ankestyrelsen i sager om adoption uden samtykke efter lovens § 9.
Bestemmelsen, der efter sin ordlyd indeholder et ubetinget forbud mod adoption, når der er betalt
vederlag, har bl.a. været fortolket sådan, at den var til hinder for at meddele stedbarnsadoption, når
barnet var blevet til ved en kommerciel surrogataftale Som det fremgår af punkt 2.1.2.1, forstås der
ved en surrogataftale en aftale, der går ud på, at en kvinde (surrogatmoren) skal føde et barn med
henblik på, at et par (de tiltænkte forældrepar) skal være forældre til barnet i stedet for
62
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
surrogatmoren, eller at en mand eller kvinde (den tiltænkte eneforælder) skal være forælder til
barnet i stedet for surrogatmoren. Der er tale om en kommerciel surrogataftale, når surrogatmoren
modtager vederlag.
Surrogataftaler har ikke retsvirkninger i Danmark, og forældreskab for en tiltænkt forælder
forældreskab til barnet kan derfor efter dansk ret kun etableres gennem adoption, typisk i form af
stedbarnsadoption. I forhold til en mand, der har leveret sæden, bemærkes, at hans faderskab uanset
surrogataftalen vil blive fastslået gennem enten børneloven (se punkt 2.1.2.3) eller anerkendelse af
udenlandsk faderskab (se punkt 2.1.2.3.6).
Ved stedbarnsadoption efter § 5 a i adoptionsloven lægges der ved vurderingen af, om adoptionen
kan antages at være bedst for barnet, navnlig vægt på, om familien har opnået den fornødne
stabilitet, og at ønsket om adoption derfor er en velovervejet beslutning baseret på erfaring fra flere
års samliv som familie. Der stilles derfor i praksis som udgangspunkt krav om, at ansøgeren har
levet sammen med ægtefællen eller samleveren og barnet i mindst 2 år og 6 måneder. Når parret
sammen har planlagt at blive forældre til et barn, fraviges dette krav til samlivets længde, forudsat
at der mellem ansøgeren og ansøgerens partner, der er retlig forælder til barnet, eksisterede et stabilt
familieliv, inden barnets fødsel. Der henvises til punkt 2.3.4.
Er der tale om en kommerciel surrogataftale, er § 15 i adoptionsloven efter sin ordlyd til hinder for
stedbarnsadoption. Det samme gør sig gældende ved andre former for familieadoption, herunder
stedbarnsadoption der ikke bygger på en surrogataftale. Det kan f.eks. dreje sig om en situation,
hvor den ene forælder og dennes ægtefælle eller samlever betaler vederlag til den anden forælder
med henblik på, at denne accepterer, at ægtefællen eller samleveren stedbarnsadopterer barnet. Det
kan også dreje sig om en situation, hvor et medlem af barnets familie betaler vederlag til barnets
forældre med henblik på, at disse accepterer, at det pågældende familiemedlem adopterer barnet.
Som beskrevet nedenfor skal § 15 i adoptionsloven administreres i overensstemmelse med Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention (herefter EMRK), som konventionen må fortolkes i
lyset af retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter EMD).
EMD’s
praksis indebærer, at det ubetingede forbud mod adoption, når der er ydet vederlag, ikke i alle
situationer kan opretholdes. Stedbarnsadoption af et barn, der er blevet til ved en kommerciel
surrogataftale, kan således gennemføres, hvis forældre/barn-forholdet er blevet en praktisk realitet,
medmindre det undtagelsesvist må antages ikke at være bedst for barnet.
§ 15 i adoptionsloven blev nyaffattet ved lov nr. 233 af 2 april 1997 om ændring af adoptionsloven,
indfødsretsloven og navneloven (Ratifikation af Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om
beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner).
Ifølge bemærkningerne til § 15 i adoptionsloven, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, spalte
1864 og 1867, følger det af artikel 4, litra c, nr. 3, og litra d, nr. 4, i Haagerkonventionen af 29. maj
1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner (herefter
Haageradoptionskonventionen), at de samtykker, der er nødvendige for at gennemføre en adoption,
ikke må være opnået mod betaling eller nogen anden form for modydelse. Det fremgår videre af
bemærkningerne, at efter § 20 i den dagældende adoptionsbekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 597
af 5. september 1986 om adoption) kunne adoptionsbevilling ikke meddeles, hvis den, der ansøgte
om adoption, ydede vederlag til barnets forældre. Efter bemærkningerne indebar lovforslaget, at
63
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
adoptionsbevilling skulle nægtes, uanset om vederlaget m.v. havde påvirket den pågældendes
holdning til adoptionen. For at opfylde Haageradoptionskonventionen blev adoptionslovens § 15
foreslået ændret sådan, at adoption ikke kan meddeles, hvis nogen, der skal afgive samtykke til
adoptionen, yder eller modtager vederlag eller nogen anden form for modydelse, herunder betaling
for tabt arbejdsfortjeneste. Det fremgår ikke af bemærkningerne, hvordan vederlag, modydelse m.v.
skal forstås.
§ 20 i den daværende adoptionsbekendtgørelse udsprang af bemærkningerne til forslaget til lov nr.
326 af 4. juni 1986 om ændring af adoptionsloven og indfødsretsloven (Formidling af adoption
m.v.). Ved loven blev der med § 33 i adoptionsloven indført forbud mod formidling af
surrogataftaler, hvilket er nærmere beskrevet i punkt 2.1.2.4. Samtidig fremgår det af
bemærkningerne, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, spalte 4164 og 4165, at det ved
vedtagelsen af loven var hensigten for Justitsministeriet, der på daværende tidspunkt havde
ressortansvaret for adoptions- og forældremyndighedslovgivningen, i forbindelse med vedtagelsen
af lovforslaget i de administrative regler om behandlingen af sager om forældremyndighed og
adoption at præcisere, at en aftale om overførelse af forældremyndighed ikke må godkendes, og at
adoption ikke må bevilges, hvis der ydes vederlag eller betaling for tabt arbejdsfortjeneste til
indehaveren af forældremyndigheden. Det blev i bemærkningerne understreget, at disse regler
havde karakter af en præcisering af gældende ret, idet det blev anført, at det følger af almindelige
forvaltningsretlige principper, at myndighederne ikke må medvirke til at bringe et barns
familieretlige status i orden i forhold til den, der skal have barnet, såfremt der skal ydes vederlag for
barnet. Det blev videre
anført, at den kvinde, der skal føde barnet, ikke må kunne opnå nogen
fortjeneste eller på anden måde få hævet sin levestandard ved en surrogataftale.
Om overførsel af
forældremyndighed, når der er betalt vederlag, henvises lovforslagets § 3, nr. 2, og bemærkningerne
hertil.
Haageradoptionskonventionen er udarbejdet af Haagerkonferencen om International Privatret. De
stater, der er medlemmer af Haagerkonferencen, har understreget, at da konventionen bygger på
universelt anerkendte principper om barnets bedste og om beskyttelse af børns grundlæggende
rettigheder, bør den finde tilsvarende anvendelse ved internationale adoptioner mellem en
konventionsstat og en ikke-konventionsstat.
Efter artikel 1 har konventionen bl.a. til formål at opstille garantier for at sikre, at internationale
adoptioner finder sted til barnets bedste og med respekt for de grundlæggende rettigheder, som de er
anerkendt i international ret. Efter artikel 2, stk. 1, skal konventionen anvendes, når et barn, der har
bopæl i en kontraherende stat (»oprindelsesstaten«), er blevet flyttet, er ved at blive flyttet eller skal
flyttes til en anden kontraherende stat (»modtagerstaten«), enten efter at det er adopteret i
oprindelsesstaten af et ægtepar eller af en person, der har bopæl i modtagerstaten, eller med henblik
på en sådan adoption i modtagerstaten eller i oprindelsesstaten. Konventionen gælder mellem
Danmark og en række andre stater.
Efter konventionens artikel 4, litra c, nr. 3 og 4, og litra d, nr. 4, kan en adoption inden for
konventionens anvendelsesområde kun finde sted, såfremt de kompetente myndigheder i
oprindelsesstaten bl.a. har sikret sig, at samtykke til adoptionen ikke er opnået mod betaling eller
nogen anden form for modydelse, og ikke er tilbagekaldt, og at moderens samtykke, såfremt dette
kræves, først er afgivet efter barnets fødsel, og endvidere har sikret sig under hensyntagen til
64
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
barnets alder og modenhed, at barnets samtykke til adoptionen ikke er opnået mod betaling eller
nogen anden form for modydelse.
Disse bestemmelser indebærer, at en adoption, der er omfattet af konventionen, ikke kan
gennemføres, hvis samtykke til adoptionen er opnået ved betaling.
Konventionen finder i praksis navnlig anvendelse ved såkaldte fremmedadoptioner, hvor
adoptanten i udgangspunktet ikke har haft nogen forbindelse med hverken barnet eller dets forældre
inden adoptionen. Der er typisk tale om børn, der bor på en institution i udlandet, og hvor
forældrene enten har forladt barnet eller i forbindelse med anbringelsen af barnet på børnehjemmet
gav tilladelse til adoption. I disse situationer kommer spørgsmålet om betaling til forældrene for at
give samtykke til adoption ikke på tale i forhold til de kommende adoptanter, men i forhold til de
organisationer der formidler adoption af børn til adoptanter i udlandet. Hvis det viser sig, at
forældrene har modtaget betaling for at overdrage barnet til adoption, er der reelt tale om salg af et
barn, og det følger derfor af konventionen, at barnet ikke må adopteres.
Konventionen finder også anvendelse ved familieadoption, når barnet på grund af adoptionen flytter
fra en stat til en anden. Det følger af § 4 a i adoptionsloven, at familieadoption forudsætter, at der
består nært slægtskab eller andet særligt tilknytningsforhold mellem adoptanten og adoptivbarnet
eller dettes forældre. Har adoptanterne ved familieadoption betalt barnets forældre for at overdrage
barnet til adoption, er der reelt tale om salg af et barn, og der følger derfor af konventionen, at
barnet ikke må adopteres. Dette skal ses i lyset af, at der ved familieadoption i udgangspunktet ikke
består en direkte genetisk forbindelse mellem barnet og adoptanterne.
Familieadoption omfatter dog også stedbarnsadoption, hvor en ægtefælle eller samlever adopterer
sin ægtefælles eller samlevers barn. I sådanne situationer består der en genetisk forbindelse mellem
barnet og adoptantens ægtefælle eller samlever, der typisk allerede bor sammen med barnet. I disse
situationer flytter barnet typisk ikke fra en konventionsstat til en anden på grund af adoptionen,
hvorfor sager om stedbarnsadoption i praksis normalt ikke er omfattet af konventionen.
Det ubetingede forbud i § 15 i adoptionsloven mod adoption, når der er betalt vederlag, skal også
ses i lyset af, at efter artikel 21, litra d, i børnekonventionen skal deltagerstater, der anerkender
og/eller tillader adoption, sikre, at barnets bedste, skal være af altafgørende betydning, og disse
deltagerstater skal i tilfælde af international adoption tage alle passende forholdsregler for at sikre,
at anbringelsen ikke fører til upassende økonomisk gevinst for dem, der har medvirket ved
adoptionen. Videre følger det af konventionens artikel 35, at deltagerstaterne skal træffe alle
passende nationale, bilaterale og multilaterale forholdsregler med henblik på at forebygge bl.a. salg
eller handel med børn til noget formål og i nogen form.
Bestemmelsen i artikel 35 er blevet uddybet i valgfri protokol af 25. maj 2000 til FN-konventionen
om barnets rettigheder vedrørende salg af børn, børneprostitution og børnepornografi (herefter
Palermoprotokollen). Efter artikel 1 i protokollen skal deltagerstaterne forbyde salg af børn,
børneprostitution og børnepornografi. Efter artikel 2, litra a, forstås ved salg af børn enhver
handling eller transaktion, hvormed et barn overdrages af en person eller persongruppe til en anden
mod betaling eller andet vederlag. Præamblen til protokollen indeholder en henvisning til
Haageradoptionskonventionen.
65
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Det bemærkes, at det følger af artikel 3 i børnekonventionen, at i alle foranstaltninger vedrørende
børn skal barnets bedste komme i første række.
Om børnekonventionen og Palermoprotokollen henvises til punkt 3.
Der henvises i øvrigt til beskrivelsen af de generelle adoptionsregler i punkt 2.3.1.
EMD afgav den 10. april 2019 en
rådgivende udtalelse om anerkendelse i national ret af et retligt
forældre/barn-forhold mellem et barn, der er født på grundlag af et udenlandsk
surrogatarrangement, og den tiltænkte mor
(sagsnr. P16-2018-001) (herefter 2019-udtalelsen).
Udtalelsen blev afgivet til brug for en sag i Frankrig, hvor et barn var født i udlandet på grundlag af
en altruistisk surrogataftale. Den tiltænkte far var genetisk far til barnet, og faderskabet til barnet
var anerkendt i Frankrig. Derimod var den tiltænkte mor i Frankrig ikke anerkendt som retlig
forælder til barnet, der var blevet til uden brug af hendes æg. Sagen drejede sig om anerkendelse af
den tiltænkte mors forældreskab til barnet.
I udtalelsen understregede EMD, at den er opmærksom på den omstændighed, at i relation til
forældreskab ved surrogataftaler omfatter barnets bedste ikke kun respekt for barnets ret til privatliv
efter EMRK artikel 8, men også forhold, der ikke nødvendigvis taler for anerkendelse af et retligt
forældre/barn-forhold, f.eks. beskyttelse mod den risiko for udnyttelse som surrogataftaler
indeholder, jf. pr. 41.
Herefter fastslog EMD, at det er uforeneligt med barnets bedste, hvis det er generelt og absolut
umuligt at opnå anerkendelse af forholdet mellem et barn, der er født på grundlag af en udenlandsk
surrogataftale, og den tiltænkte mor. I forlængelse heraf udtalte EMD, at varetagelsen af barnets
bedste som minimum kræver, at der foretages en undersøgelse i hver enkelt sag, hvor sagens
konkrete omstændigheder indgår, jf. pr. 42.
EMD konkluderede, at barnets ret til respekt for sit privatliv i situationer som den omhandlede
indebærer, at der i national ret skal være mulighed for etablering af et retligt forældre/barn-forhold
også i forhold til den tiltænkte mor, når hun i en fødselsattest udstedt i barnets fødeland er anført
som barnets
”retlige mor”,
jf. pr. 46. Samtidig understregede EMD, at det vigtigste er, at der i
national ret er fastlagt en effektiv fremgangsmåde til anerkendelse af forældre/barn-forholdet, senest
når forholdet mellem barnet og den tiltænkte mor efter en konkret vurdering er blevet en praktisk
realitet, jf. pr. 54.
Højesterets dom af 16. november 2020
(TfA 2021 s. 158/1) drejede sig om afslag på
stedbarnsadoption af to børn, der var født i Ukraine på grundlag af en kommerciel surrogataftale
mellem et dansk ægtepar bestående af en kvinde og en mand og en ukrainsk kvinde
(surrogatmoren). De ukrainske myndigheder udstedte en fødselsattest for børnene med angivelse af
parret som forældre til dem. I Danmark blev manden, der var genetisk far til børnene, anerkendt
som retlig far, mens moren ikke blev anerkendt som retlig forælder. Begrundelsen herfor var, at det
på daværende tidspunkt fremgik af § 30 i børneloven, at den kvinde, som føder et barn, der er blevet
til ved assisteret reproduktion, anses som barnets mor.
På grund af betalingen af vederlag til surrogatmoren afslog Ankestyrelsen en anmodning fra den
tiltænkte mor om tilladelse til at stedbarnsadoptere børnene. Ankestyrelsens afgørelse blev indbragt
for byret og landsret, der begge stadfæstede den.
66
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Afgørelsen blev efterfølgende indbragt for Højesteret, der bl.a. tog stilling til, om afslaget på
stedbarnsadoption var i strid med artikel 8 i EMRK om retten til privat- og familieliv. Højesteret
anførte, at 2019-udtalelsen efter Højesterets opfattelse må forstås således, at den bl.a. tager sigte på
tilfælde af surrogatmoderskab mod betaling som nævnt i adoptionslovens § 15, og der må derfor
også i disse tilfælde i hver enkelt sag foretages en konkret vurdering med inddragelse af, hvad der er
bedst for det pågældende barn. Adoptionslovens § 15, 1. pkt., åbner ikke mulighed for en sådan
vurdering, idet bestemmelsen indebærer et ubetinget forbud mod meddelelse af adoptionsbevilling i
tilfælde, hvor nogen, der skal afgive samtykke til adoptionen, har ydet eller modtaget vederlag m.v.
En enig Højesteret fandt på den baggrund, at der er behov for, at lovgivningsmagten tager
bestemmelsen i adoptionslovens § 15 op til overvejelse. Højesteret fastslog videre, at indtil der
måtte foreligge en ny regulering, følger det af EMRK, at der må foretages en konkret vurdering med
henblik på at vurdere, om afslag på stedbarnsadoption vil være i strid med EMRK artikel 8.
I den konkrete sag fandt Højesterets flertal (4 ud af 7 dommere), at den interesse, som børnene
havde i at blive adopteret af den tiltænkte mor - afvejet over for de generelle hensyn til børns
beskyttelse mod at blive gjort til genstand for handel og til at modvirke udnyttelse af sårbare
kvinder - ikke indebar, at afslaget på adoptionsbevilling på nuværende tidspunkt kunne anses for en
krænkelse af EMRK artikel 8.
Højesterets dom af 16. november 2020 blev af den tiltænkte mor og de to børn indbragt for EMD,
der den 6. december 2022 afsagde dom i sagen -
K.K. m.fl. mod Danmark.
EMD anerkendte, at
Højesteret havde foretaget en vanskelig afvejning mellem hensynet til børnenes bedste og de
generalpræventive hensyn, som § 15 i adoptionsloven var begrundet i, herunder bl.a. hensynet til at
forhindre kommerciel udnyttelse af sårbare kvinder samt risikoen for, at børn bliver til en
handelsvare.
EMD’s flertal (4 ud af 7 dommere) fandt dog, at børnenes ret til respekt for
deres
privatliv efter EMRK artikel 8 var blevet krænket.
EMD lagde vægt på, at dansk lovgivning ikke indeholder andre muligheder end adoption for at
etablere et retligt forældre/barn-forhold til den tiltænkte mor. Børnene blev derfor de facto nægtet at
få anerkendt et retligt forældre/barn-forhold til den tiltænkte mor. EMD bemærkede i den
forbindelse, at en sådan mangel på anerkendelse i sig selv havde en negativ indvirkning på børnenes
ret til respekt for deres privatliv, især fordi det placerede dem i en position af retlig usikkerhed
omkring deres identitet i samfundet. EMD lagde endvidere vægt på, at børnene havde boet med den
tiltænkte mor og deres genetiske far, siden de kom til Danmark syv år tidligere. Børnene havde på
den baggrund i en lang periode betragtet dem begge som værende deres forældre, og det var klart i
børnenes bedste interesse at opnå samme retlige forhold til den tiltænkte mor, som de havde til
deres genetiske far. EMD bemærkede i den forbindelse, at der ikke var nogen modsatrettede
forældreinteresser mellem den tiltænkte mor og den genetiske far. EMD bemærkede endvidere, at
der i sagen ikke var andre personer, der påberåbte sig forældreskabet til børnene, jf. pr. 72-75.
Som følge af Højesterets dom af 16. november 2020
og EMD’s dom af
6. december 2022
administrerer Familieretshuset og Ankestyrelsen § 15 i adoptionsloven på en sådan måde, at der i
hver enkelt sag
–
under inddragelse af hvad der er bedst for det pågældende barn
–
foretages en
konkret vurdering af, om afslag på stedbarnsadoption vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 8.
Dette betyder i relation til surrogataftaler, at når der i udlandet er fastslået et retligt forældreskab for
den tiltænkte forælder, dvs. den retlige fars partner, på grundlag af en surrogataftale, skal det
–
når
67
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
forholdet mellem barnet og den tiltænkte forælder er blevet en praktisk realitet
–
være muligt efter
national ret at etablere et retligt forældre/barn-forhold, medmindre det undtagelsesvist må antages
ikke at være bedst for barnet. Dette gælder også, selvom der er tale om en kommerciel
surrogataftaler, hvor surrogatmoren har modtaget vederlag for at føde barnet til de tiltænkte
forældre, hvoraf mindst en er genetisk forælder til barnet.
Det bemærkes, at dommen vedrørte en situation, hvor en mand var genetisk far til barnet, og hvor
hans faderskab til barnet var fastslået i det land, hvor barnet var født.
EMD har ikke specificeret, hvornår forholdet mellem barnet og den tiltænkte forælder er blevet en
praktisk realitet. Det er Social-, Bolig- og Ældreministeriets vurdering, at det i relation til
udenlandske surrogataftaler må antages, at forholdet mellem barnet og den tiltænkte forælder efter
dansk ret i hvert fald er blevet en praktisk realitet, når det tiltænkte forældrepar er rejst med barnet
fra fødestedet i udlandet til Danmark med henblik på, at barnet skal bosætte sig her.
2.3.2.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
I lyset af Højesterets dom af 16. november 2020 er der behov for at bringe adoptionsforbuddet i §
15 i adoptionsloven
i overensstemmelse med EMD’s praksis i sager om forældreskab ved
udenlandske kommercielle surrogataftaler.
Denne ændring er nødvendig, selvom det ved lovforslagets § 1, nr. 10, foreslås, at der indføres
mulighed for at etablere forældreskab ved udenlandske surrogataftaler. Dette skyldes, at der kan
opstå situationer, hvor de foreslåede betingelser for etablering af forældreskab ved udenlandske
kommercielle surrogataftaler ikke er opfyldt, og der derfor er behov for mulighed for at etablere
forældreskabet gennem adoption.
Det bemærkes, at EMD’s praksis –
navnlig dom af 6. december 2022 i sagen
K.K. m.fl. mod
Danmark
–
efter Social-, Bolig- og Ældreministeriets opfattelse må antages at indebære, at der ved
kommercielle surrogataftaler, hvor den ene i part i det tiltænkte forældrepar er genetisk forælder til
barnet, ikke er tale om handel med børn i relation til artikel 35 i børnekonventionen som uddybet
ved Palermoprotokollen.
I forhold til adoption i andre situationer end stedbarnsadoption på grundlag af udenlandske
surrogataftaler bemærkes, at det følger af artikel 3 i børnekonventionen, at i alle foranstaltninger
vedrørende børn skal barnets bedste komme i første række. Et ubetinget forbud mod adoption, når
der er betalt vederlag, er således ikke fuldt ud foreneligt med børnekonventionen. Der er derfor også
behov for i relation til sådanne situationer at bringe adoptionsforbuddet i § 15 i adoptionsloven i
overensstemmelse med børnekonventionen.
Henset til Danmarks forpligtelser efter børnekonventionen og Haageradoptionskonventionen til at
imødegå handel med børn bør det gældende adoptionsforbud i § 15 i adoptionsloven uanset
ovenstående opretholdes, men adoptionsforbuddet bør justeres således, at adoptionen trods betaling
af vederlag kan gennemføres, hvis det i den konkrete sag kan antages at være bedst for barnet.
2.3.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der som § 15, stk. 2, i adoptionsloven indsættes en bestemmelse, hvorefter den
gældende bestemmelse i § 15 i adoptionsloven ikke finder anvendelse, når adoptionen trods ydelse
eller modtagelse af vederlag eller nogen anden form for modydelse kan antages at være bedst for
68
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
barnet, medmindre adoptionen er omfattet af Haageradoptionskonventionen, der af Danmark
anvendes tilsvarende i forhold til lande, der ikke har tiltrådt konventionen.
Denne bestemmelse vil for det første indebære, at der vil blive indført en undtagelse til det
ubetingede adoptionsbud i § 15 i adoptionsloven således, at selvom der er betalt vederlag for en
adoption, vil der skulle foretages en vurdering af, om adoptionen i den konkrete situation vil være
den bedste løsning for barnet.
Forslaget vil i relation til sager om stedbarnsadoption, hvor barnet er blevet til ved en udenlandsk
kommerciel surrogataftale, og hvor der i udlandet er fastslået et retligt forældreskab for den
tiltænkte forælder, dvs. den genetiske og retlige fars partner, betyde, at adoptionen uanset
vederlaget vil skulle gennemføres, når forældre/barn-forholdet er blevet en praktisk realitet,
medmindre det undtagelsesvist må anses ikke at være bedst for barnet at blive adopteret af den
pågældende stedforælder.
Ved stedbarnsadoption i andre situationer, f.eks. i nationale sager hvor den ene forælder og dennes
ægtefælle eller samlever (dvs. barnets stedforælder) betaler vederlag til den anden forælder med
henblik på, at denne accepterer, at ægtefællen eller samleveren stedbarnsadopterer barnet, vil der
tilsvarende skulle foretages en vurdering af, hvad der er bedst for barnet. Der vil således i disse
situationer skulle foretages en konkret vurdering af, om adoptionen vil være bedst for barnet trods
vederlaget.
Bestemmelsen vil også finde anvendelse ved andre former for familieadoption end
stedbarnsadoption således, at der også i disse situationer vil skulle foretages en vurdering af, hvad
der er bedst for barnet. I disse situationer består der imidlertid normalt ikke en direkte genetisk
forbindelse mellem barnet og adoptanterne. Dette vil indebære, at hvis der er betalt vederlag til
barnets forældre med henblik på, at de accepterer adoptionen, vil situationen kunne anskues sådan,
at der reelt er tale om salg af et barn, og det vil derfor nøje skulle overvejes, om adoptionen vil være
den bedste løsning for barnet, herunder set i lyset af Danmarks forpligtelser til at imødegå handel
med børn.
Den foreslåede bestemmelse vil for det andet betyde, at det ubetingede forbud mod adoption, når
der er betalt vederlag, vil blive opretholdt ved internationale adoptioner, der er omfattet af
Haageradoptionskonventionen, der af Danmark anvendes tilsvarende i forhold til lande, der ikke har
tiltrådt konventionen. Hvis eksempelvis forældrene har modtaget betaling for at overdrage deres
barn til international adoption, vil adoption således fortsat skulle afslås.
For en nærmere beskrivelse af forslaget henvises til lovforslagets § 2, nr. 5 og 6, og
bemærkningerne hertil.
Endvidere henvises til det foreslåede forbud mod handel med børn med henblik på opfostring, jf.
punkt 2.5.
2.3.3. Særligt om voksenadoption
2.3.3.1. Gældende ret
Det følger af § 1, stk. 1, 1. pkt., i adoptionsloven, at adoption meddeles ved bevilling, der
udfærdiges af Familieretshuset.
69
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Adoptionsloven indeholder en række betingelser for adoption. Disse adoptionsbetingelser er møntet
på adoption af børn, dvs. personer der ikke er fyldt 18 år. De samme betingelser gælder imidlertid
også ved adoption af voksne, dvs. personer der er fyldt 18 år. Der findes således ikke særlige regler
for adoption for voksne.
Efter § 2 i adoptionsloven må adoption kun bevilges, når den efter foretagen undersøgelse kan
antages at være bedst for den, som ønskes adopteret, og denne enten ønskes opfostret hos
adoptanten eller har været opfostret hos denne, eller der foreligger anden særlig grund til
adoptionen.
Opfostringskravet understreger, at formålet med adoption er at etablere et forælder/barn-forhold
eller at bekræfte et allerede bestående forhold af denne karakter. Opfostring kan efter almindelig
forståelse af begrebet alene ske, indtil barnet fylder 18 år og derved bliver myndigt. Der er ikke i
lovgivningen fastsat bestemmelser om længden af opfostringsperioden, men det antages at være et
krav, at opfostringen har en sådan karakter, at den er udtryk for, at der foreligger eller vil komme til
at foreligge et stabilt forælder/barn-forhold. I praksis stilles der derfor ved adoption af børn under
18 år krav om, at barnet vil kunne bo sammen med ansøgeren i mindst tre år, inden barnet fylder 18
år. I denne periode medregnes også den tid, som barnet måtte have boet sammen med ansøgeren før
ansøgningen om adoption. Er barnet fyldt 18 år på ansøgningstidspunktet, stilles der i praksis krav
om, at barnet har boet sammen med ansøgeren i omkring tre år, før barnet fyldte 18 år. Dette
indebærer, at ansøgning om adoption som udgangspunkt afslås, hvis barnet og ansøgeren ikke har
boet sammen i tre år, før barnet fyldte 18 år.
Adoption tillades dog, selvom
opfostringskravet ikke er opfyldt, hvis der foreligger ”anden særlig
grund til adoptionen”. I praksis vil særlige omstændigheder formentlig kunne føre til, at
opfostringskravet lempes, mens særlige omstændigheder kun i ret begrænset omfang vil kunne føre
til, at der tillades adoption, selvom der slet ikke har fundet opfostring sted før det fyldte 18. år. Efter
praksis vil der især foreligge særlige omstændigheder, hvis barnet har en eller flere genetiske hel-
eller halvsøskende, der er eller vil blive adopteret af ansøgeren,
såkaldt ”medtræk”.
Det kan også
være en særlig omstændighed, hvis barnet ikke kan klare sig selv og har behov for en
omsorgsperson, f.eks. fordi barnet er handicappet, og ”opfostring” derfor fortsat er nødvendig efter
det fyldte 18. år.
Personer, der er gift eller samlevende, kan efter § 5 i adoptionsloven som udgangspunkt kun
adoptere sammen med deres ægtefælle eller samlever, medmindre der er særlige grunde til at
fravige dette krav. Særlige grunde kan for eksempel være, at ægtefællen eller samleveren er
forsvundet eller på grund af sindssygdom eller lignende er ude af stand til at handle
fornuftsmæssigt. Dette indebærer, at en ansøgning om adoption afslås i de tilfælde, hvor ansøgers
ægtefælle eller samlever ikke har samme tilknytning til barnet som ansøger, og ægtefællen eller
samleveren derfor ikke ønsker at adoptere barnet.
En ægtefælle kan efter § 5 a, stk. 1, i adoptionsloven adoptere sin ægtefælles barn. Dette kaldes
stedbarnsadoption. Tilsvarende kan en samlever stedbarnsadoptere sin samlevers barn. Efter
bestemmelsens stk. 2 kan stedbarnsadoption endvidere ske af en tidligere ægtefælles eller samlevers
barn. Stedbarnsadoptioner er kendetegnet ved, at barnet efter adoptionen betragtes som fælles barn
af adoptanten og den forælder, der er gift eller samlevende eller har været gift eller samlevende med
70
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
adoptanten. Dette følger af § 16, stk. 2, i adoptionsloven. Om bestemmelsen henvises i øvrigt til
punkt 2.3.1.
I forhold til kravet i § 2 i adoptionsloven om, at det er en betingelse for adoption, at adoptionen kan
antages at være bedst for barnet, bemærkes i relation til stedbarnsadoption, at der gælder en
formodning for, at det vil være til fordel for barnet, at den, der fungerer som barnets sociale far eller
mor, også bliver barnets anden retlige forælder. Ved vurderingen af, om stedbarnsadoption kan
antages at være bedst for barnet, lægges der navnlig vægt på, at familien har opnået den fornødne
stabilitet, og at ønsket om adoption derfor er en velovervejet beslutning, f.eks. er baseret på erfaring
fra flere års samliv som familie. Der stilles derfor i praksis som udgangspunkt krav om, at
ansøgeren har levet sammen med ægtefællen eller samleveren og barnet i mindst 2�½ år. Hvis der
foreligger særlige omstændigheder, kan kravet om et stabilt familieliv efter en konkret vurdering
fraviges. En fravigelse af kravet forudsætter normalt, at der foreligger en situation, hvor adoptionen
ikke kan vente, til samlivskravet er opfyldt, f.eks. fordi barnets forælder er ramt af livstruende
sygdom.
I forhold til stedbarnsadoption af en tidligere ægtefælles nu myndige barn fremgår det af § 5 a, stk.
2, 1. pkt., i adoptionsloven, at stedbarnsadoption kan ske af en tidligere ægtefælles eller samlevers
barn. Er ægteskabet ophørt ved skilsmisse eller omstødelse, eller er samlivet ophævet, kan
stedbarnsadoption efter bestemmelsens 2. pkt. kun ske, hvis den, der ønskes adopteret, er myndig.
Disse bestemmelser blev indsat i adoptionsloven ved § 5 i lov nr. 446 af 9. juni 2004 om ændring af
lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Regelforenkling på det
familieretlige område m.v.). Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelserne, at det ikke bør
være et krav til stedbarnsadoption i sager efter 2. pkt., at der foreligger samtykke fra den forælder,
som adoptanten tidligere har været gift med. Det skyldes, at der er tale om adoption af en person,
der er myndig, og at den pågældende og adoptanten således i stedet for stedbarnsadoption kunne
vælge at ansøge om almindelig adoption med fuldstændigt familieskift til følge, uden at dette efter §
7 i adoptionsloven ville kræve den tidligere ægtefælles samtykke. Der henvises til
Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 6451-6452.
Der gælder efter § 7 i adoptionsloven et krav om samtykke til adoption fra barnets forældre, når
den, der ønskes adopteret, er under 18 år og umyndig. Dette krav gælder ikke, når den, der ønskes
adopteret, er fyldt 18 år. I disse situationer skal der i stedet efter § 13 i adoptionsloven indhentes en
erklæring fra forældrene om adoptionen. En protest fra forældrene mod adoptionen betyder ikke, at
adoptionen ikke kan gennemføres, men alt efter indholdet af protesten kan den betyde, at sagen skal
undersøges nærmere, f.eks. at der indhentes yderligere oplysninger til brug for vurderingen af
tilknytningen mellem den, der ønskes adopteret, og adoptanten.
Hvis den, der ønskes adopteret, er under værgemål efter § 5 i værgemålsloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1122 af 28. maj 2021, eller under værgemål med fratagelse af retlig handleevne efter § 6 i
værgemålsloven, følger det af § 14 i adoptionsloven, at der skal indhentes en erklæring fra værgen.
Med hensyn til § 15 i adoptionsloven om forbud mod adoption, når der er ydet vederlag, henvises til
beskrivelsen af bestemmelsen i punkt 2.3.1.
71
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Endelig følger det af § 28, stk. 1, i adoptionsloven, at den, der har bopæl her i landet, kun kan
adoptere efter reglerne i adoptionsloven. Bestemmelsen giver adoptanter, der bor i Danmark,
mulighed for at adoptere et barn, der har bopæl i udlandet.
I praksis er det en betingelse for adoption, at der er en vis aldersforskel mellem adoptanterne og
barnet. Der må således ikke være en så lille aldersforskel mellem adoptanterne og barnet, at det
biologisk ville være udelukket, at adoptanterne kunne være forældre til barnet. Der stilles derfor
normalt krav om, at aldersforskellen mellem adoptanterne og barnet er mindst 14 år. Dette gælder
også ved adoption af personer over 18 år.
Endvidere følger det af praksis, at der ved vurderingen af ansøgninger om adoption af flere
søskende eller en ud af flere søskende tages hensyn til, at mindreårige søskende ikke stilles
forskelligt i familiemæssige henseende. Dette indebærer, at i nogle situationer vil adoption af et
barn ud af en søskendeflok blive afslået af hensyn til at stille børnene ens, selvom
adoptionsbetingelserne er opfyldt for det pågældende barn
(såkaldt ”negativt medtræk”).
I andre
situationer vil adoption af alle søskende blive tilladt, selvom adoptionsbetingelserne kun er opfyldt
for nogle søskende (såkaldt ”positivt medtræk”). I sager om adoption af flere voksne
søskende
anvendes negativt medtræk normalt ikke, da hensynet til at beskytte en voksen mod at blive stillet
anderledes end sine søskende er meget begrænset, hvis vedkommende selv er indstillet på det.
Tilsvarende er hensynet til at beskytte mindreårige søskende mod at blive stillet anderledes end en
voksen søskende begrænset.
Efter § 29 b i adoptionsloven kan Familieretshusets afgørelser om adoption påklages til
Ankestyrelsen.
Ansøgninger om adoption behandles uden gebyrbetaling. Der er imidlertid på andre familieretlige
sagsområder etableret gebyrordninger. Det betales således gebyr for udstedelse af prøvelsesattest til
udlændinge, der ønsker at blive gift i Danmark, for behandling af en sag om separation eller
skilsmisse, herunder et særskilt gebyr for vilkårsforhandling, for ansøgning om ændring af et
løbende børnebidrag, og for ændring af navn. Der henvises til § 13, stk. 4, og § 39 i lov om
ægteskabets indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1080 af 14. august 2023, (herefter
ægteskabsloven), § 17 a i lov om børns forsørgelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 773 af 7. august 2019,
og til § 25 a i navneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1074 af 9. august 2023.
Familieretshusets udgifter til behandling af en ansøgning om adoption af en voksen udgjorde i 2022
i gennemsnit 4.229 kr. (2024-pl). Ankestyrelsens udgifter til behandlingen af en klage over en
afgørelse truffet af Familieretshuset om afslag på adoption af en voksen udgjorde i 2022 i
gennemsnit 4.734 kr. (2024-pl).
2.3.3.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
En adoption har traditionelt set til formål at etablere et forælder/barn-forhold eller bekræfte et
allerede bestående forhold af denne karakter. Mens en adoption af et barn som oftest skal sikre
barnet omsorgspersoner, der kan tage vare på det, så har en voksen, der bliver adopteret, typisk ikke
samme behov for en praktisk og juridisk omsorgsperson. Alligevel er det i vid udstrækning de
samme regler og den samme praksis, der anvendes ved adoption uanset alderen på den, der ønskes
adopteret. Det skaber i nogle situationer uhensigtsmæssige resultater i forbindelse med
voksenadoption.
72
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Der er således eksempler på, at kravet om opfostring i tre år inden det fyldte 18. år har umuliggjort
en adoption, uanset at relationen mellem den, der ønskes adopteret, og den, der ønsker at adoptere,
har en så familiær karakter, at den ikke kun omfatter de to personer men også udstrækkes til den
øvrige familie, som eksempelvis børn af den, der ønskes adopteret, der reelt er blevet
”børnebørn”
til den, der ønsker at adoptere. Der er også eksempler på situationer, hvor det ikke er muligt at
gennemføre en stedbarnsadoption af en voksen trods tæt kontakt efter et samlivsophør, fordi
samlivet mellem den kommende adoptant, den retlige forælder og den, der ønskes adopteret, har
varet mindre end 2�½ år.
Uanset at der bag en adoption af en voksen ikke ligger et behov hos den adopterede for juridisk eller
praktisk omsorg, så ligger der et ønske hos den adopterede og adoptanten om ikke kun at være
følelsesmæssigt forbundne, men også at etablere et juridisk bånd
–
og ikke kun i deres indbyrdes
forhold men også mellem deres slægter på lige fod med andre familier.
Efter Social-, Bolig- og Ældreministeriets opfattelse bør det anerkendes, at tætte, familielignende
relationer ikke kun opstår, før man bliver voksen, men at sådanne relationer lige så vel kan opstå,
når man er blevet voksen og uafhængigt af ens familiære forhold i øvrigt. Derfor bør
adoptionsloven efter ministeriets opfattelse ændres sådan, at de betingelser, der gælder for adoption
af en voksen, varetager de hensyn og afspejler de behov, som kendetegner en voksenadoption. Det
må således generelt antages, at myndige personer selv kan vurdere, hvad der vil være bedst for dem,
og da disse sager ikke rummer tungtvejende hensyn til andre involverede, bør betingelserne for
voksenadoption være betydeligt lempeligere end ved adoption af personer, der ikke er fyldt 18 år.
På den baggrund er det ministeriets opfattelse, at kravet om tre års opfostring hos adoptanten før
den adopteredes fyldte 18. år ikke bør gælde ved adoption af en voksen. På samme måde bør kravet
om, at ansøgeren har levet sammen med ægtefællen eller samleveren og barnet i mindst 2�½ år ikke
gælde ved stedbarnsadoption af en voksen.
Tilsvarende bør det være muligt at gennemføre en voksenadoption i en situation, hvor adoptanten er
gift eller har en samlever, og hvor denne ægtefælle eller samlever ikke selv ønsker at adoptere.
Denne person bør ikke skulle samtykke til adoptionen eller inddrages efter § 13 i adoptionsloven.
Det kan eksempelvis være relevant i en situation, hvor den, der ønskes adopteret, har etableret en
forælder/barn-relation til den kommende adoptant, før dennes samlever eller ægtefælle blev en del
af den kommende adoptants liv.
En adoption af en voksen bør fremover alene kræve, at det på grund af det indbyrdes
familielignende forhold mellem ansøger og den, der skal adopteres, er den rigtige beslutning og den
bedste løsning for dem. Dette bør forudsætte, at deres indbyrdes relation er forælder/barn-lignende,
og at relationen har haft en vis varighed.
Der bør således meddeles afslag på voksenadoption i situationer, hvor det må antages, at adoptanten
udnyttes af den, der ønskes adopteret, eller omvendt, da adoptionen i givet fald ikke kan anses for at
være bedst for de involverede. Belysningen af relationen mellem de involverede bør således også
indeholde en vurdering af, om motivet for adoptionen er reelt, eller om der kan være tale om
udnyttelse af en af parterne, f.eks. for at opnå en bedre arveretlig retsstilling.
Gennemførelse af en adoption af en voksen kræver i dag ikke samtykke fra den voksnes retlige
forældre, hvilket heller ikke bør være tilfældet fremover. Der bør dog fortsat efter §§ 13 og 14 i
73
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
adoptionsloven skulle indhentes en erklæring fra de retlige forældre til den voksne, der ønskes
adopteret, eller fra en eventuel værge, uanset at de ikke kan modsætte sig en adoption. En sådan
inddragelse er relevant for at indhente faktuelle oplysninger til brug for vurderingen af
tilknytningen mellem adoptanten og den, der ønskes adopteret, og dermed for vurderingen af, om en
adoption er ”bedst for de involverede”.
De generelle regler om adoption i lovens kapitel 2-5, herunder reglerne om retsvirkningen af en
adoption og adgangen til ophævelse af en adoption, bør efter ministeriets opfattelse ikke ændres.
Med disse lempelser af betingelserne for adoption af en voksen vil der blive fulgt op på den
beretning over beslutningsforslag nr. B 129 om at ophæve betingelsen om tre års samliv før det 18.
år for den, der ønsker at blive adopteret, som Folketingets daværende Social- og Ældreudvalg afgav
den 16. juni 2022. Beslutningsforslaget havde til formål udvide adgangen til voksenadoption ved at
ophæve det såkaldte ”opfostringskrav” i adoptionsloven i forhold adoption af voksne.
Adoption af en voksen har i modsætning til adoption af et barn ikke en juridisk betydning i
hverdagen for de involverede. Da adoption af en voksen således ikke er udtryk for en juridisk
nødvendighed, og da adoptionen heller ikke skal varetage et praktisk behov for omsorg hos den
adopterede, bør lempelse af adgangen til at adoptere en voksen efter ministeriets opfattelse følges af
en indførelse af et omkostningsbestemt brugerbetalt gebyr.
Der henvises til aftalen om retligt forældreskab ved surrogataftaler, jf. punkt 2.1., hvoraf det
fremgår, at ved udmøntningen af aftalen er partierne endvidere enige om, at der skal ske en
lempelse af adgangen til voksenadoption.
2.3.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i adoptionsloven indsættes bestemmelser om adoption af voksne, dvs. personer
der er fyldt 18 år.
Dette forslag foreslås gennemført ved, at der i adoptionsloven indsættes et nyt kapitel 1 a med titlen
»Betingelser for adoption af personer, der er fyldt 18 år«.
I dette kapitel foreslås det for det første, at der som § 15 b indsættes en bestemmelse, der fastlægger
betingelserne for voksenadoption. Efter bestemmelsens stk. 1 må Familieretshuset kun bevilge
adoption af en person, der er fyldt 18 år, når den, der ønskes adopteret, og adoptanten er enige
herom, og adoptionen kan antages at være bedst for dem begge. Efter bestemmelsens stk. 2 omfatter
stk. 1 også adoption af en nuværende eller tidligere ægtefælles eller samlevers barn, der er fyldt 18
år (stedbarnsadoption), og efter stk. 3 finder §§ 3, 13 og 14 i adoptionsloven tilsvarende anvendelse
ved adoption efter stk. 1 og 2.
Forslaget vil betyde, at det grundlæggende alene vil være en betingelse for adoption af en voksen,
herunder ved stedbarnsadoption, at den, der ønskes adopteret, og adoptanten er enige herom, og
adoptionen kan antages at være bedst for dem begge. En adoption af en voksen vil således alene
kræve, at det på grund af deres indbyrdes familiemæssige forhold er den rigtige beslutning for de
personer, adoptionen omfatter. Dette vil forudsætte, at deres indbyrdes relation er forælder/barn-
lignende, og at relationen har haft en vis varighed.
74
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Adoption af en voksen vil således ikke længere være betinget af, at den, der ønskes adopteret, er
blevet opfostret af adoptanten inden det fyldte 18. år, ligesom samlivskravet på 2�½ år ikke vil gælde
ved stedbarnsadoption af en voksen. Samtidig vil det blive muligt at gennemføre en voksenadoption
i en situation, hvor adoptanten er gift eller har en samlever, og hvor denne ægtefælle eller samlever
ikke selv ønsker at adoptere.
I overensstemmelse med §§ 13 og 14 i adoptionsloven vil der ved voksenadoption skulle indhentes
en erklæring fra forældrene til eller en eventuel værge for den, der ønskes adopteret.
For det andet foreslås det, at der i det foreslåede kapitel 1 a som § 15 c indsættes en bestemmelse,
hvorefter der ved indgivelse af en ansøgning om voksenadoption efter den foreslåede bestemmelse i
§ 15 b i adoptionsloven betales et gebyr, hvis størrelse fastsættes og reguleres årligt af social- og
boligministeren således, at det svarer til omkostningerne ved Familieretshusets og Ankestyrelsens
behandling af sager om voksenadoption. Samtidig foreslås det, at bestemmelsen giver social- og
boligministeren mulighed for at fastsætte regler om betaling af gebyret.
Der vil være tale om et omkostningsdækkende gebyr, der alene vil skulle dække Familieretshusets
og Ankestyrelsens omkostninger ved behandlingen af sager om voksenadoption.
For en nærmere beskrivelse af disse forslag henvises til lovforslagets § 2, nr. 7, og bemærkningerne
hertil. De ændringer af adoptionsloven, som fremgår af lovforslagets § 2, nr. 1, 2 og 8, skal ses i
sammenhæng med de foreslåede bestemmelser om voksenadoption. Der henvises til disse
bestemmelser og bemærkningerne hertil.
2.3.4. Særligt om stedbarnsadoption
2.3.4.1. Gældende ret
2.3.4.1.1. Barnets tilknytning til adoptanten (kravet om 2�½ års samliv)
Ved vurderingen af, om stedbarnsadoption efter § 5 a i adoptionsloven kan antages at være bedst for
barnet, jf. lovens § 2, lægges der navnlig vægt på, om familien har opnået den fornødne stabilitet
således, at ønsket om adoption er en velovervejet beslutning baseret på erfaring fra flere års samliv
som familie.
Ankestyrelsen har i principmeddelelse 6-21 fastlagt kriterierne for at meddele stedbarnsadoption
Det fremgår indledningsvist af meddelelsen, at der i praksis i alle sager om stedbarnsadoption som
udgangspunkt stilles krav om, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet har levet sammen med
ægtefællen eller samleveren og barnet i mindst 2 år og 6 måneder. Det fremgår imidlertid af punkt
4.1.1. i vejledning nr. 9401 af 26. juni 2020 om adoption, at samlivskravet ved ægteskab først skal
være opfyldt på tidspunktet for udstedelse af adoptionsbevillingen.
Ved vurderingen af, om dette krav til samlivet er opfyldt, lægges der vægt på, om de samlevende
har haft et sammenhængende samliv med barnet, der har varet mindst 2 år og 6 måneder, normalt
med fælles folkeregisteradresse, umiddelbart op til indgivelsen af ansøgningen om adoption. Har
parret ikke haft fælles folkeregisteradresse, skal forholdet kunne anses for ægteskabslignende,
herunder at parret udadtil har optrådt som et par, f.eks. om de har holdt fælles ferier og fejret
højtider sammen.
75
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
I situationer, hvor parret sammen har planlagt at blive forældre til et barn, fremgår det af
meddelelsen, at kravet til samlivets længde kan fraviges i situationer, hvor der mellem ansøgeren og
ansøgerens partner, der er retlig forælder til barnet, eksisterede et stabilt familieliv, inden barnet
blev født. Ud over samlivets længde lægges der ved vurderingen af, om der er tale om et stabilt
familieliv, også vægt på, om parret allerede har fælles børn, som de ønsker at sikre barnets retlige
søskenderelation til så tidligt som muligt. Dette drejer sig om situationer, hvor et par bestående af
en mand og en kvinde eller af to mænd har fået barnet ved hjælp af en surrogatmor samt situationer,
hvor et kvindeligt par har fået et barn ved en såkaldt hjemmeinsemination med sæd fra en mand, der
ikke skal være barnets far, uden at betingelserne for at etablere medmoderskab efter børneloven er
opfyldt.
Ifølge førnævnte principmeddelelse vurderede Ankestyrelsen i en sag, at der var tale om et stabilt
familieliv i en situation, hvor den, der ansøgte om stedbarnsadoption, var gift med barnets far, og de
havde haft fælles adresse i 16 år. Parret havde ingen fælles børn. Ansøgeren ønskede at adoptere sin
ægtefælles barn på 1 år, som havde boet sammen med parret, siden barnet var to dage gammel.
Barnet var født af en surrogatmor, som var en nær veninde gennem mange år, og som ikke havde
modtaget betaling for surrogatforholdet. Ankestyrelsen vurderede, at der var tale om et stabilt
familieliv, der kunne begrunde en fravigelse af samlivskravet. Ankestyrelsen kom til samme resultat
i en sag, hvor et par havde boet sammen i 10 år, og i forvejen havde to fællesbørn på henholdsvis 7
og 10 år. Omvendt vurderede Ankestyrelsen, at der ikke var tale om et stabilt familieliv i en
situation, hvor parret havde været samlevende i mindre end 3 år og ikke havde nogen fælles børn.
Med hensyn til § 15 i adoptionsloven om adoption mod vederlag henvises til punkt 2.3.2.
Ud over situationer omfattet af principmeddelelsen kræver fravigelse af samlivskravet normalt, at
der foreligger sådanne omstændigheder, at adoptionen ikke kan vente, til samlivskravet er opfyldt,
f.eks. fordi barnets forælder er ramt af livstruende sygdom.
Der henvises i øvrigt til beskrivelsen af de generelle adoptionsregler i punkt 2.3.1.
2.3.4.1.2. Stedbarnsadoption efter skilsmisse, separation eller samlivsophævelse
Efter § 5 a, stk. 1, i adoptionsloven er ægteskab en af betingelserne for stedbarnsadoption. Det
bemærkes hertil, at ægteskab ikke ophører ved separation, og at der derfor kan gennemføres en
stedbarnsadoption, selvom ansøgeren og barnets forælder er separerede. Efter Ankestyrelsens
praksis forudsætter dette dog, at ægtefællerne fortsat er samlevende på det tidspunkt, hvor
adoptionen meddeles. Ophæver ægtefællerne samlivet under behandlingen af en ansøgning om
stedbarnsadoption, afslås ansøgningen, også selvom ægtefællerne var samlevende på
ansøgningstidspunktet. Det er således ikke til hinder for stedbarnsadoption, at begge ægtefæller
eller den ene af dem gennem separation har tilkendegivet, at ægteskabet og samlivet ønskes opløst,
men en frasepareret ægtefælle kan kun få tilladelse til stedbarnsadoption, hvis ægtefællerne endnu
ikke er flyttet fra hinanden på det tidspunkt, hvor adoptionen meddeles.
Det samme gør sig gældende i relation til ugifte samlevende. Det er også her en betingelse for
stedbarnsadoption, at de er samlevende på det tidspunkt, hvor adoptionen meddeles.
I relation til stedbarnsadoption af børn, der ikke er fyldt 18 år, bemærkes, at det efter § 5 a, stk. 2, er
muligt at stedbarnsadoptere en afdød ægtefælles eller samlevers barn, mens det ikke er muligt at
76
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
stedbarnsadoptere en fraskilt ægtefælles barn eller at stedbarnsadoptere en tidligere samlevers barn.
Derimod giver bestemmelsen i relation til børn, der er fyldt 18 år, ud over muligheden for at
stedbarnsadoptere en afdød ægtefælles eller samlevers barn, også mulighed for at adoptere en
fraskilt ægtefælles barn og en tidligere samlevers barn.
§ 5 a blev indsat i adoptionsloven ved lov nr. 446 af 9. juni 2004
om ændring af lov om ægteskabs
indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Regelforenkling på det familieretlige område
m.v.). På det tidspunkt indeholdt bestemmelsen dog ikke mulighed for stedbarnsadoption af en
samlevers barn. Det fremgår af bemærkningerne til forslaget, at der for at sikre en vis stabilitet
omkring et mindreårigt barn stilles krav om ægteskab mellem parterne som forudsætning for
adoption, herunder stedbarnsadoption. Uanset dette blev der med § 5 a indført mulighed for
stedbarnsadoption af en fraskilt ægtefælles voksne børn. Dette blev
begrundet med, at ægteskab
som sikring af stabiliteten ved adoption ikke gør sig gældende, når den, der påtænkes adopteret, er
myndig. Der henvises til Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 6451-6452.
Ved lov nr. 1525 af 27. december 2014 om ændring af adoptionsloven, forældreansvarsloven og lov
om dansk indfødsret (Adgang for samlevende til at adoptere sammen m.v.) blev der indført
mulighed for, at samlevende kan adoptere sammen, og i den forbindelse blev § 5 a i adoptionsloven
ændret sådan, at der også kan ske stedbarnsadoption på grundlag af samliv.
Det bemærkes, at en forælder og en stedforælder efter § 13, stk. 2, i forældreansvarsloven kan aftale
at have fælles forældremyndighed over barnet. En forælder og stedforælder med fælles
forældremyndighed kan efter § 18 a i forældreansvarsloven aftale, at barnet har delt bopæl. Når der
er fælles forældremyndighed, kræver væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold ifølge § 3,
stk. 1, i forældreansvarsloven enighed mellem dem. Den forældremyndighedsindehaver, som barnet
har bopæl hos, kan dog træffe afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv. Har barnet
delt bopæl efter lovens § 18 a, kræver afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv
enighed mellem forældremyndighedsindehaverne, dog kun i relation til den familieretlige
lovgivning. Fælles forældremyndighed og delt bopæl, og dermed det fælles ansvar for barnet,
fortsætter efter skilsmisse eller samlivsophævelse, medmindre andet bestemmes eller aftales.
Lovgivningen understøtter således, at forældre, der ikke bor sammen, herunder en forælder og en
tidligere stedforælder, etablerer et retligt fællesskab om barnet som grundlag for deres fælles ansvar
for barnet.
Der henvises i øvrigt til beskrivelsen af de generelle adoptionsregler i punkt 2.3.1.
2.3.4.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
2.3.4.2.1. Barnets tilknytning til adoptanten ved stedbarnsadoption
Af hensyn til barnets og parternes retssikkerhed er det Social-, Bolig- og Ældreministeriets
opfattelse, at betingelserne for at meddele stedbarnsadoption bør lovfæstes som supplement til den
”bedst for barnet”-vurdering
af adoptionen, der følger af § 2 i adoptionsloven. Det bør således
fortsat være en betingelse for stedbarnsadoption, at parterne på ansøgningstidspunktet har et stabilt
familieliv. Dette skyldes, at det ved stedbarnsadoption skal sikres, at adoptionslovens betingelse
om, at adoption skal være til barnets bedste, er opfyldt, og at der er en formodning for, at dette er
tilfældet, når der er etableret et stabilt familieliv, der kan danne ramme om barnets opvækst.
77
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Mulighederne for at meddele stedbarnsadoption bør som i dag omfatte følgende situationer:
- Situationer, hvor en ægtefælle eller samlever til en forælder med et barn ønsker at adoptere barnet.
- Situationer, hvor barnet er født af en surrogatmor, der er blevet gravid med sæd fra en mand, og
hvor denne mands partner
–
kvinde eller mand
–
søger om at stedbarnsadoptere barnet.
- Situationer, hvor et kvindeligt par har fået et barn ved en såkaldt hjemmeinsemination med sæd fra
en mand, der ikke skal være barnets far, uden at betingelserne for at etablere medmoderskab efter
børneloven er opfyldt.
- Situationer, hvor der foreligger særlige omstændigheder, eksempelvis fordi der af hensyn til
barnets bedste er behov for at lempe kravet til samliv mellem adoptanten og barnets forælder, fordi
de ikke har boet sammen i så lang tid, at der er tale om et stabilt samliv, men det vil være bedst for
barnet, at adoptionen gennemføres trods dette, fordi barnets forælder eller adoptionsansøgeren er
ramt af livstruende sygdom.
Efter den gældende ordning er kravet til længden af parternes samliv sammenholdt med en
vurdering af barnets bedste de centrale elementer ved afgørelsen om tilladelse til stedbarnsadoption.
Dette bør opretholdes, men i stedet for som udgangspunkt at stille krav om, at adoptanten på
ansøgningstidspunktet har levet sammen med sin ægtefælle eller samlever og dennes barn i mindst
2 år og 6 måneder, finder ministeriet, at der er behov for en større fleksibilitet ved vurderingen af
samlivets betydning for adgangen til stedbarnsadoption. Der bør derfor åbnes for, at der på
baggrund af en konkret og individuel vurdering kan meddeles tilladelse til stedbarnsadoption,
selvom parterne har samlevet i kortere tid end krævet i dag, eller selvom deres samliv har været
arrangeret anderledes end ved bopæl på fælles folkeregisteradresse, dog forudsat at det er
vurderingen, at de har et stabilt familieliv. Ligesom i dag bør der være mulighed for at se bort fra
kravet om stabilt familieliv, når der foreligger særlige omstændigheder, og adoptionen vil være
bedst for barnet.
Denne ordning bør ikke ændre ved de krav om inddragelse af barnets eventuelle anden forælder, der
følger af §§ 7 og 13 i adoptionsloven. Der henvises til punkt 2.3.1.
I relation til situationer, hvor barnet er født af en surrogatmor i Danmark, bemærkes, at
stedbarnsadoption fortsat som udgangspunkt ikke vil kunne meddeles, hvis nogen, der skal afgive
samtykke til adoptionen, yder eller modtager vederlag. Der henvises til punkt 2.3.2 om forbuddet
mod adoption mod vederlag i § 15 i adoptionsloven.
2.3.4.2.2. Stedbarnsadoption efter skilsmisse, separation eller samlivsophævelse
Rammerne for at meddele stedbarnsadoption bør være så vide og fleksible som muligt, forudsat at
adoption alene meddeles efter en vurdering af, hvad der er bedst for det enkelte barn. Da
bestemmelsen i § 5 a, stk. 2, 2. pkt., i adoptionsloven om, at der ikke kan gennemføres
stedbarnsadoption af et mindreårigt barn efter skilsmisse, blev indført, var det en grundlæggende
betingelse for stedbarnsadoption, at ansøgeren og barnets forælder var gift med hinanden.
Efterfølgende er der indført mulighed for stedbarnsadoption, selvom parterne ikke er gift med
hinanden, blot de bor sammen og har boet sammen med barnet i 2�½ år, og deres samliv også
fremadrettet vurderes at ville være stabilt. Ægteskab anses således i relation til stedbarnsadoption
ikke længere som en nødvendig forudsætning
for stabiliteten omkring et mindreårigt barn.
78
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Endvidere kan en stedbarnsadoption gennemføres i
en situation, hvor et gift par er blevet separeret,
men endnu ikke blevet skilt, blot de fortsat er samlevende på det tidspunkt, hvor adoptionen
meddeles.
Samtidig understøtter lovgivningen gennem reglerne om fælles forældremyndighed og delt bopæl,
at det fælles ansvar for et mindreårigt barn fortsætter efter skilsmisse og samlivsophævelse, og dette
gælder også for en forælder og en stedforælder.
På den baggrund bør der være mulighed for stedbarnsadoption i en situation, hvor en forælder og en
stedforælder i en periode sammen har opdraget barnet, og efter skilsmisse henholdsvis
samlivsophævelse ønsker at fortsætte det fælles ansvar for barnet, forudsat at dette i den konkrete
situation er til barnets bedste.
Denne mulighed for stedbarnsadoption bør ikke ændre de grundlæggende betingelser for adoption,
navnlig at adoptionen skal være bedst for barnet, at barnet som udgangspunkt skal have været
opfostret hos ansøgeren, at ægtefællen eller samleveren skal være enig i adoptionen, at en eventuel
anden forælder skal inddrages i sagen, og at der skal tages hensyn til barnets holdning til den
påtænkte adoption. Samtidig skal den omstændighed, at forælderen og stedforælderen ikke længere
er gift, eller at de har ophævet samlivet, indgå i vurderingen af, om stedbarnsadoption vil være til
barnets bedste.
2.3.4.3. Den foreslåede ordning
2.3.4.3.1. Barnets tilknytning til adoptanten ved stedbarnsadoption
På baggrund af overvejelserne i punkt 2.3.4.2.1 foreslås det, at betingelser for meddelelse af
stedbarnsadoption lovfæstes. Det foreslås, at dette gennemføres ved, at der som § 5 a, stk. 3, i
adoptionsloven indsættes en bestemmelse, hvorefter adoption efter bestemmelsens stk. 1 og 2 kan
meddeles i følgende situationer:
1) Adoptanten har på ansøgningstidspunktet et stabilt familieliv med sin ægtefælle eller samlever og
dennes barn.
2) Adoptanten har på ansøgningstidspunktet et stabilt familieliv med sin ægtefælle eller samlever,
og de havde sammen planlagt at blive forældre til barnet.
3) Betingelserne i nr. 1 og 2 til et stabilt familieliv er ikke opfyldt, men der foreligger særlige
omstændigheder, og adoptionen vil være bedst for barnet.
Forslaget vil generelt betyde, at der vil blive lovfæstet nærmere betingelser for meddelelse af
stedbarnsadoption, herunder i forhold til krav til parternes samliv, og at det fortsat som
udgangspunkt vil være en betingelse for stedbarnsadoption, at parterne har et stabilt familieliv,
medmindre der foreligger særlige omstændigheder, og adoptionen vil være bedst for barnet.
Forslaget vil afvige fra gældende praksis om krav til parternes samliv, idet det gældende krav om
samliv i 2 år og 6 måneder foreslås erstattet af et krav om et stabilt familieliv. Det er dog ikke
intentionen, at der dermed vil skulle ske væsentlige ændringer i forhold til den gældende ordning,
men ministeriet finder, at der er behov for en øget fleksibilitet i ordningen, sådan at myndighederne
på baggrund af en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag kan meddele stedbarnsadoption,
79
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
hvis der er et stabilt familieliv
–
enten før eller efter et barns fødsel
–
eller hvis der foreligger
særlige omstændigheder, og adoptionen vil være bedst for barnet.
For en nærmere beskrivelse af forslaget henvises til lovforslagets § 2, nr. 4, og bemærkningerne
hertil.
2.3.4.3.2. Stedbarnsadoption efter skilsmisse, separation eller samlivsophævelse
På baggrund af overvejelserne i punkt 2.3.4.2.2 foreslås det, at der etableres mulighed for
stedbarnsadoption af et mindreårigt barn af ansøgerens fraskilte ægtefælle eller tidligere samlever.
Dette forslag foreslås gennemført ved at ophæve § 5 a, stk. 2, 2. pkt. i adoptionsloven.
Forslaget vil betyde, at det ikke længere vil være til hinder for stedbarnsadoption, at barnets
forælder og stedforælderen ikke længere er gift, eller at de har ophævet samlivet. Det vil fortsat
navnlig være en betingelse for adoption, at adoptionen konkret vurderes at være bedst for barnet.
Når barnets forælder og stedforælderen ikke længere bor sammen, vil det være et væsentligt
element i vurderingen af barnets bedste, om det må antages, at forælderen og stedforælderen vil
være i stand til fortsat i fællesskab at varetage ansvaret for barnet.
For en nærmere beskrivelse af forslaget henvises til lovforslagets § 2, nr. 3, og bemærkningerne
hertil.
2.4. Værneting i sager om samvær med børn efter adoption.
2.4.1. Gældende ret
Efter § 16 i adoptionsloven indtræder der ved adoption samme retsforhold mellem adoptant og
adoptivbarn som mellem forældre og deres barn. Samtidig bortfalder retsforholdet mellem barnet og
dets oprindelige slægtninge. Dette indebærer, at der efter adoptionen ikke længere består et juridisk
bånd mellem barnet og dets oprindelige slægtninge.
Efter § 20 a i forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1768 af 30. november 2020, kan der
dog efter anmodning fra de oprindelige slægtninge til et adopteret barn fastsættes samvær eller
anden form for kontakt mellem barnet og disse slægtninge, navnlig hvis barnet forud for adoptionen
havde samvær eller anden form for kontakt med den, som anmoder om fastsættelse af samvær m.v.
Dette gælder også, når Ankestyrelsen har truffet afgørelse om, at et barn uden forældresamtykke
skal adopteres efter § 9, stk. 1-3, i adoptionsloven, og barnet efter § 32 a i adoptionsloven
midlertidigt er placeret hos den, som Adoptionsnævnet har udvalgt til at adoptere barnet.
Muligheden for at fastsætte samvær eller anden kontakt efter § 20 a i forældreansvarsloven omfatter
alle adoptioner. Bestemmelsen finder således både anvendelse i tilfælde, hvor barnet er adopteret
med forældrenes samtykke, herunder ved en stedbarnsadoption, samt i tilfælde hvor barnet er
adopteret uden forældrenes samtykke, jf. § 9 i adoptionsloven.
Samvær vil navnlig være relevant, hvis der har været løbende kontakt mellem barnet og forældrene
eller andre familiemedlemmer inden adoptionen. Det primære anvendelsesområde for
bestemmelsen er således adoptionssager, hvor et større barn forud for adoptionen har været anbragt
uden for hjemmet og under anbringelsen har haft løbende samvær eller kontakt med sine forældre
m.v.
80
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Det er også muligt at fastsætte samvær mellem et helt lille barn og de oprindelige slægtninge efter
adoption af barnet, selvom der ikke har været kontakt forud for adoptionen. Muligheden omfatter
også situationer, hvor der hverken før eller efter adoptionen har været kontakt mellem barnet og
ansøgeren, men hvor der i forhold til et større barn opstår et behov for eller ønske om kontakt, og en
sådan kontakt vurderes at være bedst for barnet.
De grunde, der fører til at gennemføre en adoption uden samtykke, vil som oftest være grunde der
taler imod, at det vil være til barnets bedste at fastsætte samvær med forældrene. Det kan imidlertid
ikke udelukkes, at det vil være bedst for barnet at have samvær med de oprindelige forældre og
andre slægtninge, navnlig hvor der i forvejen er en kontakt til en eller begge forældre. I sådanne
tilfælde forudsætter fastsættelse af samvær, at samværet vurderes at være bedst for barnet, og at det
kan foregå under trygge forhold.
En sag om adoption består af to adskilte dele: Først tages der stilling til frigivelse af barnet til
adoption med eller uden forældrenes samtykke, og dernæst tages der stilling til, hvem der skal
adoptere barnet. Barnets forældre er parter i den del af adoptionssagen, der vedrører frigivelse af
barnets til adoption, mens de ikke er parter i den anden del af sagen, der vedrører, hvem der skal
adoptere barnet. En adoption kan således være anonym, idet forældrene i nogle situationer ikke
kender identiteten på den, der adopterer barnet. Dette gælder dog ikke ved familieadoptioner, dvs.
situationer hvor der består nært slægtskab eller andet særligt tilknytningsforhold mellem adoptanten
og adoptivbarnet eller dettes forældre.
Uanset anonymiteten har de oprindelige forældre dog efter adoptionen mulighed for at få tilsendt
anonymiserede opfølgningsrapporter om barnet ca. hvert tredje år, indtil barnet fylder 18 år.
Familieretshuset udarbejder en opfølgningsrapport ét år efter adoptionen. Ifølge Adoptionsnævnets
procedure bliver adoptivforældrene bedt om at udarbejde opfølgningsrapporterne i de år, hvor
barnet fylder 4 år, 7 år, 10 år, 13 år og 16 år. Det er dog ikke muligt at gennemtvinge udarbejdelsen
af sådanne opfølgningsrapporter over for adoptanterne. Opfølgningsrapporterne opbevares af
Adoptionsnævnet, og de oprindelige forældre har mulighed for at få tilsendt rapporterne.
Det følger af § 4 i forældreansvarsloven, at afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er
bedst for barnet. Familieretshuset og familieretten skal have fokus på, at afgørelserne skal medvirke
til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet
for skade eller fare, herunder at være vidne til vold. Endvidere følger det af lovens §§ 5 og 34, at i
alle forhold vedrørende barnet skal der tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og
modenhed. Barnet skal inddrages under en sag om bl.a. samvær, så dets perspektiv og eventuelle
synspunkter kan komme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige
undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnets perspektiv.
Efter § 7, jf. § 32, i lov om Familieretshuset, jf. lovbekendtgørelsen nr. 766 af 7. august 2019
(herefter Familieretshusloven) behandles sager om samvær eller anden kontakt, der er komplekse,
af Familieretshuset. Når sagen er oplyst, indbringer Familieretshuset sagen for familieretten til
afgørelse. Efter § 6, stk. 1, jf. §§ 26 og 27, i Familieretshusloven, afgøres sager om samvær eller
anden kontakt, der er mindre enkle, som udgangspunkt af Familieretshuset. Familieretshuset
indbringer dog bl.a. sagen for familieretten til afgørelse, når sagen indeholder komplicerede faktiske
eller juridiske problemstillinger.
81
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Efter § 39 i Familieretshusloven indbringer Familieretshuset efter anmodning fra en part en
afgørelse efter forældreansvarsloven, der er truffet af Familieretshuset, for familieretten til prøvelse,
og efter lovens § 42, stk. 1, indbringer Familieretshuset sager og afgørelser efter lovens §§ 27, 32
og 39 for den familieret, der følger af § 448 b i retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1655 af 25.
december 2022.
Efter § 448 b, stk. 2, i retsplejeloven indbringer Familieretshuset en sag eller afgørelse efter
forældreansvarsloven for familieretten i den retskreds, hvor barnet har bopæl. Har barnet ikke
bopæl her i landet, indbringes sagen for familieretten ved sagsøgtes hjemting. Har sagsøgte ikke
hjemting her i landet, indbringes sagen for familieretten ved sagsøgerens hjemting. Det følger af
bestemmelsens stk. 5, at Familieretshuset uanset stk. 2 kan bestemme, hvilken familieret en sag
eller afgørelse skal indbringes for. Endvidere følger det af bestemmelsens stk. 6, at den familieret,
som en sag er indbragt for, kan henvise sagen til behandling ved familieretten i en anden retskreds,
hvis det er mest hensigtsmæssigt, at sagen behandles der.
2.4.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
Ankestyrelsen har oplyst, at barnets forhold til sin oprindelige slægt indgår i mange kommende
adoptanters overvejelser om at adoptere et barn. For nogle af disse kommende adoptanter er det
vigtigt, at adoptionen er anonym sådan, at barnets oprindelige slægt ikke får oplyst adoptantens
identitet. Det er derfor også vigtigt, at behandlingen af sager vedrørende adopterede børn
tilrettelægges sådan, at barnets oprindelige forældre og andre slægtninge ikke kan få oplyst hverken
adoptanternes identitet eller barnets identitet efter adoptionen, og at de heller ikke kan få
oplysninger, der sætter dem i stand til at finde frem til adoptanten eller barnet.
Navnlig i situationer, hvor barnets oprindelige forældre ikke er enige i adoptionen, der derfor er
truffet uden deres samtykke, er det relevant at sikre, at de oprindelige forældre og deres familie
hverken direkte eller indirekte kan få oplyst adoptanternes og barnets identitet. De oprindelige
forældrene og deres familie vil i så fald ikke have mulighed for at opsøge barnet og på den måde
modarbejde barnets familieskifte.
Efter ministeriets opfattelse er det vigtigt at kunne beskytte et adopteret barn imod at blive opsøgt af
sine oprindelige slægtninge og deres familie, når dette ikke sker efter aftale med adoptivforældrene.
Når en sag om samvær med et adopteret barn efter § 20 a i forældreansvarsloven i
overensstemmelse med § 448 b, stk. 2, i retsplejeloven indbringes for familieretten i den retskreds,
hvor barnet har bopæl, kan det sætte barnets oprindelige slægtninge i stand til at identificere barnet
og dets bopæl. Dette gælder ikke mindst, hvis barnet bor i en af de mindre retskredse.
For at undgå dette bør § 448 b, stk. 2, ændres sådan, at en sag eller afgørelse om samvær eller om
anden kontakt end samvær efter § 20 a i forældreansvarsloven indbringes for familieretten i den
retskreds, hvor den, der ønsker samvær eller anden kontakt, har hjemting. På den måde får barnets
oprindelige slægtninge ikke oplysninger om, hvor i landet barnet bor.
Dette bør ikke kun omfatte situationer, hvor barnet er adopteret uden forældrenes samtykke, jf. § 9 i
adoptionsloven, men alle situationer hvor der søges om samvær eller anden kontakt efter § 20 a i
forældreansvarsloven. Ordningen bør således omfatte alle adoptioner, herunder også anonyme
adoptioner, der er gennemført med forældrenes samtykke, samt familieadoptioner hvor forældrene
82
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
kender adoptanterne. Dette skyldes, at det bør kunne afklares objektivt, hvilken familieret sagen
skal indbringes for, og det opfyldes ved at lade det afgørende for værnetingsspørgsmålet være, om
der er tale om en sag efter § 20 a i forældreansvarsloven.
Endelig bør ordningen udformes sådan, at den ikke berører de oprindelige slægtninges ret til
samvær med barnet.
2.4.3. Den foreslåede ordning
For yderligere at beskytte barnets og adoptivforældrenes anonymitet i sager om samvær eller om
anden kontakt end samvær efter § 20 a i forældreansvarsloven, der indbringes for familieretten,
foreslås det, at i § 448 b, stk. 2, i retsplejeloven som 4. pkt. indsættes en bestemmelse, hvorefter
disse sager skal indbringes for familieretten i den retskreds, hvor den, der ønsker samvær eller
anden kontakt, har hjemting.
Forslaget vil betyde, at Familieretshuset som udgangspunkt vil skulle indbringe alle § 20 a-sager for
familieretten i den retskreds, hvor den, der ønsker samvær eller anden kontakt, har hjemting.
For en nærmere beskrivelse af forslaget henvises til lovforslagets § 8, nr. 1, og bemærkningerne
hertil.
2.5. Handel med børn
2.5.1. Gældende ret
Det følger af artikel 35 i børnekonventionen, at deltagerstaterne skal træffe alle passende nationale,
bilaterale og multilaterale forholdsregler med henblik på at forebygge salg eller handel med børn til
noget formål og i nogen form. Artikel 35 er blevet uddybet i Palermoprotokollen. Det følger bl.a. af
protokollens artikel 1, at deltagerstaterne skal forbyde salg af børn, børneprostitution og
børnepornografi, og efter artikel 2 (a) forstås ved salg af børn enhver handling eller transaktion,
hvormed et barn overdrages af en person eller persongruppe til en anden mod betaling eller andet
vederlag. Om børnekonventionen og Palermoprotokollen henvises til punkt 3.
Det bemærkes, at en aftale, hvorved en kvinde (en surrogatmor) ved en aftale indgået inden
undfangelsen mod betaling føder et barn med henblik på, at et par sammen skal være forældre til
barnet i stedet for surrogatmoren, ikke betragtes som handel med børn. Det samme gælder, når der
er tale om en person, der skal være eneforælder til barnet. Der henvises til punkt 2.3.2.1.2.
Forbuddet mod handel med børn er gennemført i dansk ret ved § 262 a i straffeloven om
menneskehandel.
Det fremgår af stk. 1 i denne bestemmelse, at for menneskehandel straffes med fængsel indtil 10 år
den, der rekrutterer, transporterer, overfører, huser eller efterfølgende modtager en person, hvor der
anvendes eller har været anvendt ulovlig tvang efter § 260, frihedsberøvelse efter § 261, trusler efter
§ 266, retsstridig fremkaldelse, bestyrkelse eller udnyttelse af en vildfarelse eller anden utilbørlig
fremgangsmåde med henblik på udnyttelse af den pågældende ved prostitution, optagelse af
pornografiske fotografier eller film, forestilling med pornografisk optræden, tvangsarbejde, slaveri
eller slaverilignende forhold, strafbare handlinger eller fjernelse af organer.
83
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Efter bestemmelsens stk. 2 straffes på samme måde den, der med henblik på udnyttelse af den
pågældende ved prostitution, optagelse af pornografiske fotografier eller film, forestilling med
pornografisk optræden, tvangsarbejde, slaveri eller slaverilignende forhold, strafbare handlinger
eller fjernelse af organer rekrutterer, transporterer, overfører, huser eller efterfølgende modtager en
person under 18 år eller yder betaling eller anden fordel for at opnå samtykke til udnyttelsen fra en
person, som har myndighed over den forurettede, og den, der modtager sådan betaling eller anden
fordel.
Efter dansk ret er handel med børn således ikke strafbelagt, medmindre der er tale om
menneskehandel efter § 262 a i straffeloven.
Som det fremgår af punkt 2.1.2. og 2.3.1 fastlægges retligt forældreskab til et barn i Danmark efter
børneloven eller adoptionsloven. Efter disse love fastlægges retligt forældreskab enten ved, at
betingelserne for registrering af forældreskab i forbindelse registrering af barnets fødsel er opfyldt,
ved anerkendelse af forældreskabet eller ved, at der træffes en afgørelse om forældreskabet eller
udstedes en adoptionsbevilling. Efter børneloven fastlægges forældreskab kun, hvis der er en
genetisk forbindelse til barnet eller en nær relation til en af barnets forældre, og efter
adoptionsloven er adoption betinget af, at adoptionen vurderes at være bedst for barnet, og at
adoptanten enten har en nær tilknytning til barnet eller dets forældre, eller er blevet godkendt som
adoptant med henblik på fremmedadoption.
Etablering eller ændring af forældreskab til et barn kan således kun ske gennem en
myndighedshandling, og en privatretlig aftale om forældreskab har ikke retsvirkninger. Det er
derfor ikke muligt efter dansk ret at sælge eller købe det retlige forældreskab til et barn.
2.5.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
Med henblik på at sikre overholdelse af forbuddet i børnekonventionen og Palermoprotokollen mod
handel med børn bør den gældende kriminalisering af handel med børn i form af menneskehandel
suppleres med kriminalisering af handel med børn med henblik på opfostring.
Der bør derfor i børneloven indsættes bestemmelser, der gør det strafbart, efter graviditeten er
etableret, at sælge eller købe barnet med henblik på, at køberen opfostrer barnet som sit eget.
Bestemmelserne bør således omfatte situationer, hvor det er intentionen, at køberen reelt træder i
forældrenes sted.
Bestemmelsen bør ikke omfatte surrogataftaler, der indgås, inden graviditeten er etableret, da
sådanne aftaler ikke betragtes som handel med børn.
2.5.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der som § 30 k i børneloven indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at efter
graviditeten er etableret, må barnet ikke sælges eller købes med henblik på, at køberen opfostrer
barnet som sit eget.
Videre foreslås det, at der som § 35, stk. 2, i børneloven indsættes en bestemmelse, hvoraf det
fremgår, at med bøde eller fængsel indtil 1 år straffes den, der overtræder § 30 k.
For en nærmere beskrivelse af forslaget henvises til lovforslagets § 1, nr. 10 og 17, og
bemærkningerne hertil.
84
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
2.6. Ændret sammensætning af det rådgivende udvalg i Familieretshuset
2.6.1. Gældende ret
I forbindelse med oprettelsen af Familieretshuset pr. 1. april 2018 som led i etableringen af ét
samlet familieretligt system blev der etableret et rådgivende udvalg i Familieretshuset. Der henvises
til § 45 i Familieretshusloven.
Det fremgår af § 45, stk. 1, i Familieretshusloven, at social- og boligministeren nedsætter et
rådgivende udvalg for Familieretshuset, der har til opgave at bidrage til Familieretshusets sikring af
kvaliteten i sagsbehandlingen og den løbende udvikling af Familieretshusets støtte og rådgivning til
børn og tilbud om rådgivning og konflikthåndtering.
Efter bestemmelsens stk. 2 er direktøren for Familieretshuset formand for udvalget, og social- og
boligministeren udpeger de øvrige medlemmer af udvalget fra civilsamfundsorganisationer,
kommuner, interesseorganisationer, Social-, Bolig- og Ældreministeriet og andre relevante
myndigheder og efter indstilling fra Domstolsstyrelsen. De øvrige medlemmer udpeges for en
periode på 4 år. Det fremgår af bestemmelsens stk. 3 og 4, at Familieretshuset er sekretariat for
udvalget, og at social- og boligministeren fastsætter en forretningsorden for udvalget.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2018-19 (1. samling), A, L 90
som fremsat, side 36 og 104, at indførelsen af udvalget skete med henblik på at sikre udvikling og
inddragelse af interessenter og specialistkompetencer i Familieretshuset, og at udvalget skal bidrage
til sikring af kvalitet i Familieretshusets sagsbehandling og den løbende udvikling af tilbud om
støtte til børn og rådgivnings- og konflikthåndteringstilbud.
Det er forudsat i bemærkningerne til bestemmelsen, at udpegningen af medlemmerne af udvalget
skal ske efter opslag. Der skal ved udpegning lægges vægt på, at udvalgsmedlemmerne dækker et
bredt spektrum af kompetencer og har varierede baggrunde, der kan bidrage til sikring af kvaliteten
i Familieretshusets sagsbehandling og den løbende udvikling af Familieretshusets tilbud. Der skal
ved udpegningen lægges vægt på, at der i udvalget er medlemmer med stor faglig viden på det
børne- og familiefaglige område såsom psykologer med særlige specialistkompetencer inden for
udsatte familier, repræsentanter med specialiserede socialfaglige kompetencer inden for
familieområdet og advokater med familieretlig ekspertise.
Det fremgår videre af bemærkningerne, at medlemmerne virker i udvalget i personlig kapacitet og
ikke som repræsentant for en eventuel arbejdsgiver eller interesseorganisation. Såfremt et medlem
trækker sig fra udvalget inden ophøret af udpegningsperioden på fire år, skal social- og
boligministeren på baggrund af et opslag udpege et nyt medlem for den resterende del af den
igangværende udpegningsperiode. Der kan ske genudpegning af medlemmerne af udvalget.
Det fremgår af bemærkningerne, at det forventes, at bemyndigelsen i lovens § 45, stk. 4, anvendes
til at fastsætte nærmere regler om antallet af medlemmer og udpegningen af medlemmer, herunder
proceduren hvis et medlem trækker sig fra udvalget inden udløbet af udpegningsperioden. Det er
endvidere forudsat, at der vil blive fastsat regler om dækning af transportudgifter m.v. for
medlemmerne.
Som udmøntning af bemyndigelsesbestemmelsen i § 45, stk. 4, i Familieretshusloven er udstedt
bekendtgørelse nr. 1303 af 4. december 2019 om forretningsordenen for det rådgivende udvalg i
85
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Familieretshuset. Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, at udvalget består af en formand og
det antal øvrige medlemmer, som social- og boligministeren udpeger. Ministeren har udpeget 18
medlemmer af udvalget ud over formanden. Enkelte medlemmer er efter udpegelsen udtrådt af
udvalget.
Det første rådgivende udvalg blev nedsat den 19. august 2019, og medlemskabet af udvalget udløb
den 31. august 2023. Den 9. december 2019 og 5. oktober 2020 blev udvalget suppleret med nye
medlemmer, hvis udpegningsperiode udløb henholdsvis 8. december 2023 og 4. oktober 2024. I
november 2023 blev der udpeget et nyt udvalg.
Bekendtgørelsen indeholder i § 2, stk. 3-5, nærmere regler om udpegning af udvalgets medlemmer,
herunder hvilke personlige faglige kompetencer der ved udpegningen af medlemmer skal lægges
vægt på er repræsenteret i udvalget. Af bekendtgørelsens § 2, stk. 5, fremgår således, at der ved
udpegningen af de øvrige medlemmer skal lægges vægt på, at følgende kompetencer er
repræsenteret i udvalget:
1)
2)
3)
4)
5)
6)
Viden om familieretlige problemstillinger.
Viden om børn i brudte familier.
Viden om konflikthåndtering og rådgivning.
Erfaring som familieretsadvokat.
Viden om socialfaglige og socialretlige problemstillinger.
Erfaring med kommunernes indsatser efter lov om social service og samspillet mellem de
socialfaglige indsatser og det familieretlige system.
7) Erfaring med behandlingen af familieretlige sager i domstolssystemet.
8) Viden om civilsamfundsorganisationernes indsatser for brudte familier.
9) Viden om de særlige fokusområder, der er fastlagt i opslaget.
10) Viden om vold i nære relationer.
Bekendtgørelsen indeholder i § 3 regler om udpegningens varighed, herunder hvis et medlem
trækker sig inden udpegningsperiodens udløb.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 4, at der afholdes møder i udvalget mindst to gange om året, og
at formanden med sekretariatets bistand tilrettelægger udvalgets arbejde og fastlægger mødedagene.
Efter bekendtgørelsens § 5 fastsætter formanden dagsordenen og leder udvalgets møder, der ikke er
offentlige. Medarbejdere i Familieretshuset, Social-, Bolig- og Ældreministeriet og
Domstolsstyrelsen samt andre kan dog, i den udstrækning formanden beslutter det, deltage i
møderne. Medlemmerne af udvalget modtager godtgørelse for befordring i forbindelse med
deltagelse i udvalgets møder.
Efter bekendtgørelsens § 6 stiller Familieretshuset sekretariatsbistand til rådighed for udvalget.
2.6.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
I forbindelse med arbejdet i det rådgivende udvalg i Familieretshuset er det konstateret, at den
nuværende model med personlig udpegning af medlemmer på baggrund af faglige kvalifikationer
og ikke som repræsentant for en organisation m.v. er uhensigtsmæssig. Det skyldes, at når et
medlem ikke længere er tilknyttet en relevant organisation m.v. på det familieretlige område, så vil
medlemmet muligvis ikke længere have adgang til den viden, som ligger i det faglige netværk i
86
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
organisationen. Dette kan medføre videnstab i udvalget, og det kan også betyde, at relevant viden
fra udvalget ikke bliver videreformidlet til organisationerne på det familieretlige område. Selvom et
medlem efter et jobskifte fortsat kan bidrage med relevant viden til udvalgets arbejde, er det også
uhensigtsmæssigt, at viden fra udvalget ikke bliver bragt videre til den organisation m.v., som
medlemmet tidligere var tilknyttet.
Det er derudover også fundet uhensigtsmæssigt, at den personlige udpegning af medlemmer ikke
giver mulighed for, at et medlem kan sende en suppleant til et møde i udvalget, hvis medlemmet er
forhindret i at møde.
Social-, Bolig- og Ældreministeriet finder derfor, at der er behov for at ændre sammensætningen af
det rådgivende udvalg sådan, at udpegningen af medlemmer til udvalget sker efter indstilling fra
relevante organisationer m.v., og at der kan udpeges suppleanter for medlemmerne.
2.6.3. Den foreslåede ordning
Ændring af sammensætningen af det rådgivende udvalg i Familieretshuset foreslås gennemført ved,
at § 45, stk. 2-4, i Familieretshusloven ophæves, og at der i stedet som stk. 2 indsættes en
bestemmelse, hvorefter social- og boligministeren fastsætter nærmere regler for udvalget, herunder
om udvalgets forretningsorden og sammensætning.
Den foreslåede ændring vil medføre, at reglerne for udpegningen af medlemmer til det rådgivende
udvalg i Familieretshuset vil blive fastsat i en bekendtgørelse, som social- og boligministeren
udsteder. Det vil i bekendtgørelsen blive fastsat, hvilke organisationer m.v. der kan indstille
medlemmer til udvalget. Det vil ligeledes fremgå af bekendtgørelsen, at ved fastsættelsen af, hvem
der skal have denne indstillingsret, vil der navnlig skulle lægges vægt på, at de udvalgte
organisationer m.v. har faglig baseret viden om og arbejder inden for et eller flere af de områder,
der fremgår af § 2, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 1303 af 4. december 2019 om forretningsordenen for
det rådgivende udvalg i Familieretshuset, og at der i udvalget er viden om LGBT+- og
integrationsproblematikker med relation til den familieretlige lovgivning.
I bekendtgørelsen vil der også blive fastsat regler om, at de organisationer m.v., der har
indstillingsret, kan indstille en suppleant eller flere suppleanter for hvert udvalgsmedlem.
Den foreslåede ordning vil ikke medføre en ændring af udvalgets kompetencer og opgaver.
For nærmere om den foreslåede ændring af sammensætning af det rådgivende udvalg i
Familieretshuset henvises til lovforslagets § 4, nr. 5, og bemærkningerne hertil.
2.7. Internationale børnebortførelser
2.7.1. Gældende ret
Lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale
børnebortførelser), jf. lovbekendtgørelse nr. 1078 af 11. august 2023 (herefter
børnebortførelsesloven), indeholder bl.a. regler om behandlingen af anmodninger om tilbagegivelse
efter Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale
barnebortførelser (herefter Haagerbørnebortførelseskonventionen), jf. bekendtgørelse nr. 110 af 21.
november 1991, Lovtidende C, af børn, der er bortført til Danmark fra en anden konventionsstat.
87
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Formålet med konventionen er at sikre, at et bortført barn tilbagegives til den stat, barnet er blevet
bortført fra, med henblik på, at afgørelsen om uenigheden mellem forældrene om forældreansvaret i
forhold til barnet kan blive afgjort til barnets bedste i den stat, hvor barnet boede på
bortførelsestidspunktet. Det må således ikke være muligt for en forælder at bortføre et barn til en
anden stat, hvor den pågældende forælder har bedre muligheder for få forældreansvaret over barnet.
En international børnebortførelse udspringer ofte af en konflikt mellem to forældre, som ikke er
enige om, hvor deres barn skal bo.
Børnebortførelsesloven finder endvidere anvendelse på fuldbyrdelse i Danmark af udenlandske
afgørelser om forældreansvar efter Europarådskonventionen af 20. maj 1980 om anerkendelse og
fuldbyrdelse af afgørelser om forældremyndighed (herefter Europarådskonventionen af 1980), jf.
bekendtgørelse nr. 103 af 17. oktober 1991, Lovtidende C.
Fuldbyrdelse i Danmark af udenlandske afgørelser om forældreansvar er endvidere omfattet af
Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og
samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn (herefter
Haagerbørnebeskyttelseskonventionen), der er sat i kraft for Danmark ved lov om
Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, jf. lovbekendtgørelse nr. 777 af 7. august 2019.
De tre konventioner finder også anvendelse ved anmodninger om tilbagegivelse af børn, der er
bortført fra Danmark til andre konventionsstater og på fuldbyrdelse af danske afgørelser om
forældreansvar i andre konventionsstater.
2.7.1.1. Centralmyndighedens rolle ved behandlingen af børnebortførelsessager
Alle stater, der har tiltrådt Haagerbørnebortførelseskonventionen, Europarådskonventionen af 1980
eller Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, skal udpege en centralmyndighed, der varetager en
række opgaver efter den pågældende konvention.
Efter § 3, stk. 2, i børnebortførelsesloven bestemmer social- og boligministeren, hvem der er
centralmyndighed her i landet for Haagerbørnebortførelseskonventionen og
Europarådskonventionen af 1980. Ved bekendtgørelse nr. 453 af 18. juni 1991 om ikrafttræden af
lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale
børnebortførelser), som ændret ved bekendtgørelse nr. 748 af 21. juni 2013, er Social-, Bolig- og
Ældreministeriet udpeget som centralmyndighed for de to konventioner.
Efter lovens § 3, stk. 1, skal centralmyndigheden modtage og formidle henvendelser i henhold til
konventionerne, samarbejde med centralmyndighederne i de øvrige stater, som har tiltrådt
konventionerne (konventionsstaterne), og udføre de opgaver, som ifølge konventionerne i øvrigt
påhviler centralmyndigheden.
Ved bekendtgørelse nr. 974 af 29. september 2011 om centralmyndigheden for
Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, som ændret ved bekendtgørelse nr. 705 af 18. juni 2013, er
Social-, Bolig- og Ældreministeriet udpeget som centralmyndighed for
Haagerbørnebeskyttelseskonventionen. Efter bekendtgørelsen varetager centralmyndigheden
tilsvarende opgaver som efter de to andre konventioner.
Der blev den 22. maj 2013 indgået en politisk aftale mellem alle Folketingets daværende partier om
en skærpet indsats for bortførte børn med henblik på at forbedre og optimere den statslige indsats i
88
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
situationer, hvor børn bortføres fra Danmark til en anden stat af den ene forælder. På den baggrund
blev der i 2014 oprettet en koordinationsenhed for børnebortførelser med det formål at støtte og
vejlede den efterladte forælder i sager om internationale børnebortførelser. Dette omfatter også
sager, hvor barnet er bortført til en stat, som Danmark ikke har et konventionssamarbejde med om
børnebortførelser. Enheden er placeret i Social-, Bolig- og Ældreministeriet.
I overensstemmelse med aftalen koordinerer Social-, Bolig- og Ældreministeriet danske
myndigheders arbejde med at søge tilbagegivelse af børn, der er bortført til andre stater. I den
forbindelse sørger ministeriet for, at den efterladte forælder har den tilstrækkelige viden om sine
handlemuligheder og om den forventede behandling af bortførelsessagen.
I forhold til børn, der er bortført til andre konventionsstater, består arbejdet hovedsageligt i
fremsendelse af en anmodning om tilbagegivelse af barnet til centralmyndigheden i den pågældende
stat, der videresender anmodningen til den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed i den stat. Social-,
Bolig- og Ældreministeriet bidrager til besvarelsen af eventuelle spørgsmål fra myndighederne i den
stat, som barnet er bortført til, og holder den efterladte forælder orienteret om sagen.
Denne fremgangsmåde kan ikke anvendes ved børnebortførelse til et ikke-konventionsstater.
Sådanne bortførelsessager skal oftest løses ved, at der skabes kontakt mellem forældrene, og at
forældrene sammen finder en mindelig løsning i barnets interesse.
Efter § 1, stk. 2, i børnebortførelsesloven gælder loven for børn under 16 år. Denne aldersgrænse
svarer til aldersgrænserne i Haagerbørnebortførelseskonventionen og Europarådskonventionen af
1980. Haagerbørnebeskyttelseskonventionen gælder for børn under 18 år.
Social-, Bolig- og Ældreministeriet behandler børnebortførelsessager til ikke-konventionsstater,
indtil barnet fylder 18 år.
En forælder, der søger et barn, der er bortført til en konventionsstat eller en ikke-konventionsstat,
tilbagegivet til Danmark, vælger selv, om sagen skal behandles af centralmyndigheden, eller om
forælderen selv vil søge barnet tilbagegivet gennem myndighederne i den stat, som barnet er
bortført til.
2.7.1.2. Indgivelse af en anmodning fuldbyrdelse af en afgørelse om tilbagegivelse af et barn
Det følger af § 10, stk. 1, i børnebortførelsesloven, at børn, som ulovligt er ført til eller ulovligt
tilbageholdes i Danmark, efter anmodning skal tilbagegives, hvis barnet umiddelbart før
bortførelsen eller tilbagegivelsen havde bopæl i en stat, som har tiltrådt
Haagerbørnebortførelseskonventionen. Anmodningen om tilbagegivelse behandles efter lovens §
12, stk. 1, af familieretten.
Som beskrevet i punkt 2.7.1.1 er Social-, Bolig- og Ældreministeriet centralmyndighed her i landet
for bl.a. Haagerbørnebortførelseskonventionen. Efter konventionens artikel 7, litra f, skal
centralmyndigheden indlede eller lette gennemførelsen af retlige eller administrative skridt for at få
barnet tilbagegivet. Denne bestemmelse er inkorporeret i dansk ret ved § 3, stk. 1, i
børnebortførelsesloven. Bestemmelsen indebærer, at når centralmyndigheden modtageren
anmodning fra udlandet om tilbagegivelse af et bortført barn, indbringer centralmyndigheden
anmodningen for familieretten
89
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Centralmyndigheden indbringer efter § 148 a i retsplejeloven anmodningen for familieretten på
domstolenes digitale sagsportal.
Efter § 148 a, stk. 1, i retsplejeloven skal borgerlige retssager anlægges og behandles ved
anvendelse af en digital sagsportal, som domstolene stiller til rådighed. Det følger af bestemmelsens
stk. 4, at hvis retten vurderer at der foreligger særlige forhold, som gør, at en part ikke må forventes
at kunne anvende domstolenes sagsportal, beslutter retten, at den pågældende fritages fra at anvende
domstolenes sagsportal. Rettens beslutning herom kan ikke uden Procesbevillingsnævnets tilladelse
indbringes for højere ret. Det fremgår af forarbejderne til § 148, stk. 4, at særlige forhold kan
foreligge, hvis en borger ikke har mulighed for at få NemID, da anvendelse af den digitale
sagsportal forudsætter, at parten har et personnummer og NemID. Dette vil typisk være tilfældet,
hvis parten er udenlandsk statsborger bosat i udlandet. Der henvises til Folketingstidende 2015-16,
tillæg A, L 22, som fremsat. NemID er senere blevet afløst af MitID.
Hvis en part fritages for at anvende domstolens sagsportal, følger det af lovens § 148 b, stk. 1, at
parten kan indlevere processkrifter på papir.
Reglerne for anvendelse af domstolens sagsportal i borgerlige retssager er fastsat i bekendtgørelse
nr. 1173 af 21. september 2016 om anvendelse af domstolens sagsportal i borgerlige retssager og
sager om optagelse af bevis om borgerlige krav. Det følger af § 2, 2. pkt. i bekendtgørelsen, at
adgang til domstolenes sagsportal sker ved log-in under anvendelse af MitID.
Haagerbørnebortførelseskonventionen indeholder ikke regler om fuldbyrdelse af afgørelser om
tilbagegivelse af et bortført barn, hvorfor fuldbyrdelsen reguleres af national ret.
Haagerkonferencen har bl.a. i sin vejledning ”Transfrontier Contact Concerning Children –
General
Principles and Guide
to Good Practice” udarbejdet en række anbefalinger om fuldbyrdelse af
afgørelse om tilbagegivelse. En af disse anbefalinger er, at man bør undgå unødige administrative
byrder for den efterladte forælder, herunder at indgive en formel ansøgning om fuldbyrdelse.
Hvis en afgørelse efter § 10, stk. 1, i børnebortførelsesloven om, at et barn skal tilbagegives, ikke
frivilligt efterleves, kan den forælder, som barnet er blevet bortført fra, indgive anmodning til
familieretten om fuldbyrdelse af tilbagegivelsesafgørelsen efter reglerne i kapitel 42 b i
retsplejeloven, der indeholder regler om tvangsfuldbyrdelse af forældremyndighed m.v.
Når centralmyndigheden har modtaget den endelige afgørelse fra familieretten eller landsretten om,
at barnet skal tilbagegives, afslutter centralmyndigheden sagen. Hvis den forælder, som barnet er
bortført fra, efterfølgende ønsker denne tilbagegivelsesafgørelse fuldbyrdet, fordi afgørelsen ikke er
blevet efterlevet, vejleder centralmyndigheden forælderen om muligheden for at anlægge en
fuldbyrdelsessag ved familieretten via den digitale sagsportal eller med bistand fra en dansk
advokat. Centralmyndigheden har således ikke hjemmel til på partens egne vegne at indgive en
anmodning om fuldbyrdelse for familieretten.
2.7.1.3. Tilbagekaldelse af udpegningen af en advokat, som anbefalet og særligt egnet advokat i
børnebortførelsessager
Efter § 12, stk. 1, i børnebortførelsesloven behandles en sag om tilbagegivelse af et barn, der er
bortført til Danmark fra en anden konventionsstat, af familieretten. Under behandlingen af en sådan
90
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
sag beskikker familieretten efter lovens § 18, stk. 2, en advokat for den, der har anmodet om
tilbagegivelse af barnet.
Efter § 18 a i børnebortførelsesloven udpeger social- og boligministeren efter ansøgning et antal
advokater, som må anses som særligt egnede til beskikkelse efter lovens § 18, stk. 2.
Til brug for behandlingen af sager om tilbagegivelse af børn, der er bortført fra Danmark til
udlandet, udpeger social- og boligministeren efter lovens § 20 d efter ansøgning et antal advokater,
som ministeren kan anbefale forældremyndighedsindehaveren at benytte i sager om
børnebortførelse. Bestemmelsen omfatter både bortførelse til konventionsstater og ikke-
konventionsstater.
Den efterladte forælder behøver ikke at vælge en advokat blandt de udpegede advokater.
En udpegning efter §§ 18 a og 20 d gælder på ulovbestemt grundlag, indtil der foretages nye
udpegninger, hvilket sker hvert fjerde år. Der er mulighed for genudpegelse. Der er senest udpeget
advokater efter §§ 18 a og 20 d pr. 16. november 2018 til udløb den 15. november 2022.
Advokaterne udpeges ud fra de kriterier, der fremgår af bemærkningerne til lov nr. 434 af 8. maj
2006 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen. Efter disse bemærkninger er det en forudsætning
for udpegning, at ansøgeren udøver advokatvirksomhed i Danmark og ikke er fyldt 70 år. Ved
udpegning skal der endvidere lægges vægt på indgående kendskab til familieret, procedureerfaring,
beherskelse af et eller flere fremmedsprog samt dygtighed og engagement i virket som advokat. Der
henvises til Folketingstidende 2005-06, tillæg A, L 148 som fremsat, side 4520.
I forbindelse med nyudpegningen hvert fjerde år anmoder Social-, Bolig- og Ældreministeriet
Advokatrådet om en vejledende udtalelse om de indkomne ansøgninger.
Børnebortførelsesloven indeholder ikke regler om tilbagekaldelse af en udpegning efter lovens §§
18 a og 20 d. En udpegning af en advokat kan derfor kun tilbagekaldes, hvis betingelserne for en
ulovhjemlet tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt, herunder en afgørelse, er opfyldt.
Det følger af almindelige retsgrundsætninger, at en forvaltningsmyndighed under visse
omstændigheder har ret til at tilbagekalde en begunstigende afgørelse, også selvom den pågældende
lovgivning ikke indeholder bestemmelser om tilbagekaldelse.
Selvom der således ikke kræves lovhjemmel til at tilbagekalde en afgørelse, betyder dette ikke, at
adgangen til at tilbagekalde en afgørelse er fri. Det klare udgangspunkt er, at en afgørelse, som en
borger ønsker at fastholde, ikke uden videre kan tilbagekaldes. Det er en grundlæggende betingelse
for at tilbagekalde en afgørelse, at der er en relevant og saglig begrundelse for tilbagekaldelsen.
For at en begunstigende afgørelse kan tilbagekaldes, skal der foretages en helhedsvurdering af en
række forhold. Kernen i denne vurdering er en afvejning af hensynet til adressatens berettigede
forventninger om, at afgørelsen står ved magt, vurderet over for hensynet til modstående
–
herunder
offentlige
–
interesser i tilbagekaldelse af afgørelsen. Der kan eksempelvis lægges vægt på de
interesser, som efter den pågældende lovgivning og dennes formål tillægges særlig vægt, og der kan
lægges vægt på, om der er fremkommet nye oplysninger efter den oprindelige afgørelse.
Proportionalitetsprincippet gælder ligeledes ved vurderingen af, om afgørelsen kan tilbagekaldes.
Dette indebærer bl.a., at jo mere indgribende tilbagekaldelse af afgørelsen vil være for adressaten,
jo mere tungtvejende grunde skal der foreligge for at tilbagekaldelse afgørelsen.
91
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Det kan indgå i overvejelserne om at tilbagekalde en udpegning af en advokat efter §§ 18 a og 20 d
i børnebortførelsesloven, om advokaten har udvist en adfærd, der ikke stemmer med god
advokatskik. Der henvises til § 126, stk. 1 og 2, i retsplejeloven, hvorefter en advokat skal udvise en
adfærd, der stemmer med god advokatskik. Advokaten skal herunder udføre sit hverv grundigt,
samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klienternes tarv tilsiger.
Sagerne skal fremmes med fornøden hurtighed, og
en
advokat må ikke kræve højere vederlag for sit
arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt.
Da tilbagekaldelse af en udpegning af en advokat efter §§ 18 a og 20 d i børnebortførelsesloven
ikke kan anses som særligt indgribende for advokaten, må det antages, at der er mulighed for efter
en konkret vurdering at tilbagekalde udpegningen. Der kan herved lægges vægt på, om advokaten
har tilsidesat god advokatskik, jf. § 126, stk. 1 og 2, i retsplejeloven.
2.7.1.4. Frist for anmodning om retshjælp
Efter § 20 a, stk. 1, i børnebortførelsesloven kan Social-, Bolig- og Ældreministeriet yde retshjælp
til indehaveren af forældremyndigheden over et barn, som ulovligt er ført fra Danmark til udlandet
eller ulovligt tilbageholdes der, til dækning af omkostninger i forbindelse med handlinger af retlig
karakter og konfliktmægling, der foretages med henblik på tilbagegivelse af barnet.
Retshjælpen omfatter efter lovens § 20 b, stk. 1, navnligt rimelige udgifter til advokat, øvrige
rimelige udgifter, der er nødvendige i forbindelse med handlinger af retlig karakter,
sagsomkostninger og rimelige udgifter til konfliktmægling.
Retshjælpen omfatter kun omkostninger, det ikke er muligt at få godtgjort efter regler om fri proces
eller lignende i det land, barnet er bortført til, og som ikke dækkes af ansøgerens eventuelle
retshjælpsforsikring.
Børnebortførelsesloven indeholder ikke frister for, hvornår en ansøgning om retshjælp skal være
indsendt til Social-, Bolig- og Ældreministeriet. De almindelige forældelsesfrister i lov om
forældelse af fordringer (herefter forældelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1063 af 28. august
2013, finder derfor anvendelse, Efter lovens § 3, stk. 1, er forældelsesfristen for krav på erstatning
eller godtgørelse som udgangspunkt tre år.
Den treårige frist gælder også for krav på retshjælp efter børnebortførelsesloven og udgør derfor
også fristen for at ansøge om retshjælp.
Centralmyndigheden afslutter en sag om børnebortførelse til en anden konventionsstat, når barnet er
kommet tilbage til Danmark, eller når der er truffet endelig afgørelse i udlandet om, at barnet ikke
skal tilbagegives. Hvis der er tale om bortførelse til en ikke-konventionsstat, afslutter
centralmyndigheden sagen enten, når barnet er retur i Danmark, eller når barnet fylder 18 år. Sagen
kan også afsluttes efter ønske fra den efterladte forælder. Centralmyndigheden sender herefter oftest
et brev til den efterladte forælder med oplysning om, at sagen er afsluttet.
2.7.1.5. Samvær under behandlingen af en sag om tilbagegivelse af et barn, der er bortført til
Danmark
Det følger af artikel 11 i Haagerbørnebortførelseskonventionen, at domstolene skal handle hurtigt i
sager om børns tilbagegivelse. Uanset dette kan behandlingen af en tilbagegivelsessag trække ud,
92
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
f.eks. fordi der skal foretages undersøgelser af, hvad der i relation til tilbagegivelse vil være bedst
for barnet. Der henvises til § 10 i børnebortførelsesloven, hvorefter tilbagegivelse af et bortført barn
bl.a. kan nægtes, hvis der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil være til skade for barnets
sjælelige eller legemlige sundhed, barnet selv modsætter sig tilbagegivelsen, eller tilbagegivelsen
ikke vil være forenelig med grundlæggende principper her i landet til beskyttelse af menneskelige
friheder og rettigheder.
I situationer, hvor behandlingen af sagen trækker ud, kan det være til barnets bedste, at der under
familierettens behandling af sagen etableres samvær eller anden kontakt mellem barnet og den
forælder, som barnet er blevet bortført fra.
Regler om danske myndigheders internationale kompetence i sager om samvær og anden kontakt
fremgår af § 448 g i retsplejeloven. Det følger af bestemmelsens stk. 4, at kompetencereglerne i
bekendtgørelsen viger for kompetencereglerne i Haagerbørnebeskyttelseskonventionen. Det følger
af konventionens artikel 7, at når et barn ulovligt er ført til Danmark eller ulovligt tilbageholdes her,
kan en sag om samvær m.v. som udgangspunktet ikke behandles i Danmark. Det følger dog af
konventionens artikel 11, at i alle hastetilfælde har myndighederne i en kontraherende stat, på hvis
område barnet befinder sig, kompetence til at træffe alle nødvendige beskyttelsesforanstaltninger,
herunder en afgørelse om samvær eller anden kontakt. Dette indebærer, at i situationer, hvor
myndighederne i den stat, hvor barnet boede inden bortførelsen, ikke hurtigt kan træffe afgørelse
om samvær eller anden kontakt under behandlingen af en tilbagegivelsessag, og hvis fastsættelse af
samvær eller anden kontakt under behandlingen af sagen af hensyn til barnet haster, vil danske
myndigheder kunne træffe afgørelse om samværet eller kontakten.
Hvis den forælder, som barnet er bortført fra, ønsker, at der fastsættes samvær m.v. under
behandlingen af tilbagegivelsessagen, skal sagen starte i Familieretshuset. Det følger således af § 31
i forældreansvarsloven, at anmodning om en afgørelse om samvær eller anden kontakt skal indgives
til Familieretshuset.
Efter § 7, jf. § 32, i Familieretshusloven behandles sager om samvær eller anden kontakt, der er
komplekse, af Familieretshuset. Når sagen er oplyst, indbringer Familieretshuset sagen for
familieretten til afgørelse. Efter § 6, stk. 1, jf. §§ 26 og 27, i Familieretshusloven, afgøres sager om
samvær eller anden kontakt, der er mindre enkle, som udgangspunkt af Familieretshuset.
Familieretshuset indbringer bl.a. sagen for familieretten til afgørelse, når der er tale om en afgørelse
om samvær, der vil være indgribende for barnet.
Det følger dog af § 448 c, stk. 1, i retsplejeloven, at familieretten i forbindelse med behandlingen af
en sag efter forældreansvarsloven, der er indbragt for familieretten til afgørelse efter §§ 27 eller 32 i
Familieretshusloven, efter anmodning fra en part kan træffe afgørelse om bl.a. fastsættelse af
samvær, når samværssagen har nær sammenhæng med den sag efter forældreansvarsloven, som
familieretten har under behandling. Denne bestemmelse giver ikke mulighed for at indgive en
anmodning om fastsættelse af samvær m.v. til den familieret, der behandler en tilbagegivelsessag,
da tilbagegivelsessager ikke behandles efter forældreansvarsloven, men efter
børnebortførelsesloven.
Det følger af §§ 19 og 21 i forældreansvarsloven, at barnets forbindelse med begge forældre søges
bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos. Hvis der er
93
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
uenighed om omfanget og udøvelsen af samvær, kan der efter anmodning træffes afgørelse herom
og fastsættes de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed, herunder vilkår om pasdeponering
og vilkår til sikring af, at forælderen ikke er påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer under
samværet.
Efter § 22 i forældreansvarsloven kan der i særlige tilfælde træffes bestemmelse om anden kontakt
end samvær med barnet i form af telefonsamtaler, brevveksling, elektronisk post, fotografier el.
lign.
Under behandlingen af bl.a. en sag om samvær kan der efter § 29 i forældreansvarsloven træffes
afgørelse om midlertidigt samvær eller anden kontakt.
Det følger af § 4 i forældreansvarsloven, at afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er
bedst for barnet. Familieretshuset og familieretten skal have fokus på, at afgørelser skal medvirke til
at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet for
skade eller fare, herunder at være vidne til vold. Endvidere følger det af lovens §§ 5 og 34, at i alle
forhold vedrørende barnet skal der tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og
modenhed. Barnet skal inddrages under en sag om bl.a. samvær, så dets perspektiv og eventuelle
synspunkter kan komme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige
undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnets perspektiv.
2.7.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
Social-, Bolig- og Ældreministeriet finder, at behandlingen af sager om børnebortførelser til ikke-
konventionsstater bør lovfæstes. Disse sager bør fortsat behandles af den samme myndighed, der
efter § 3, stk. 2, i børnebortførelsesloven er udpeget som centralmyndighed for
Haagerbørnebortførelseskonventionen og Europarådskonventionen af 1980, hvilket i dag er Social-,
Bolig- og Ældreministeriet. Endvidere finder ministeriet, at der af hensyn til den forælder, som
barnet er bortført fra, i børnebortførelsesloven bør indsættes hjemmel til, at centralmyndigheden på
vegne af forælderen kan indgive en anmodning om fuldbyrdelse af afgørelsen om tilbagegivelse af
barnet til familieretten.
Samtidig finder ministeriet, at den ulovbestemte adgang til at tilbagekalde advokatudpegelser efter
§§ 18 a og 20 d i børnebortførelsesloven ligeledes bør lovfæstes sådan, at en udpegning kan
tilbagekaldes, hvis advokaten væsentligt har tilsidesat sine pligter som advokat i sager om
børnebortførelse, eller der foreligger andre særlige grunde. Der henvises til bestemmelserne om god
advokatskik i § 126, stk. 1 og 2, i retsplejeloven. I den forbindelse bør det præciseres, at en
udpegning gælder i fire år, og at den bortfalder ved ophør af retten til at udøve advokatvirksomhed.
Videre finder ministeriet, at der bør indføres en frist på seks måneder for at ansøge om retshjælp til
udgifter, der er omfattet af §§ 20 a og 20 b i børnebortførelsesloven. I dag gælder kun de
almindelige forældelsesregler på tre år, og denne frist ønskes forkortet. Fristens længde er fastsat af
hensyn til sagsbehandlingen i ministeriet, og med forslaget får en part rimelige tid til at indsende sin
ansøgning, når centralmyndigheden har afsluttet sagen. Dog bør ministeriet i særlige tilfælde kunne
behandle en ansøgning, selvom den er indgivet efter udløbet af denne frist, f.eks. hvis den sene
ansøgning skyldes uforudsete omstændigheder som forældremyndighedshaveren ikke havde
indflydelse på.
94
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Af hensyn til et barn, der ulovligt er blevet bortført til Danmark, bør der etableres mulighed for at
indgive anmodning om fastsættelse af samvær til den familieret, der behandler sagen om
tilbagegivelse af barnet efter Haagerbørnebortførelseskonventionen. Dette skyldes, at der på den
måde hurtigere vil kunne træffes afgørelse om samværet, fordi de undersøgelser, der er nødvendige
for behandlingen af tilbagegivelsessagen, også vil kunne anvendes ved behandlingen af
samværssagen, og hvis der skal fastsættes samvær, vil samværet kunne fastsættes sådan, at det er
koordineret med familierettens behandling af tilbagegivelsessagen. Dette bør også omfatte
anmodning om anden kontakt end samvær, f.eks. digitale møder der er nemmere at gennemføre,
selvom den pågældende forælder befinder sig i udlandet.
2.7.3. Den foreslåede ordning
På den baggrund foreslås det at lovfæste centralmyndighedens behandling af børnebortførelsessager
til ikke-konventionsstater. Forslaget foreslås gennemført ved, at der i børnebortførelsesloven
indsættes et nyt kapitel 5 a om børnebortførelser til stater, som Danmark ikke har et
konventionssamarbejde med. I dette kapitel foreslås det, at der som § 18 b indsættes en ny
bestemmelse, der fastlægger, at når et barn ulovligt er ført fra Danmark til eller ulovligt
tilbageholdes i en stat, som Danmark ikke samarbejder med efter
Haagerbørnebortførelseskonventionen, Europarådskonventionen af 1980 eller
Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, modtager og formidler centralmyndigheden efter lovens § 3,
stk. 2, dvs. Social-, Bolig- og Ældreministeriet, henvendelser om tilbagegivelse af barnet. I den
foreslåede bestemmelse i § 18 b foreslås det, at der som stk. 2 indsættes en bestemmelse, hvorefter
den foreslåede bestemmelse i § 18 b gælder for børn under 18 år. For en nærmere beskrivelse af
forslaget henvises til lovforslagets § 5, nr. 7, og bemærkningerne hertil. I sammenhæng med den
foreslåede bestemmelse i § 18 b foreslås § 1, stk. 1 og 2, i børnebortførelsesloven ændret, jf.
lovforslagets § 5, nr. 1 og 2.
Forslaget om at give centralmyndigheden hjemmel til at indgive anmodning til familieretten om
fuldbyrdelse af en afgørelse eller et retsforlig om tilbagegivelse af et barn efter § 10, stk. 1, i
børnebortførelsesloven foreslås gennemført ved, at der i § 18 i børnebortførelsesloven som nyt stk.
3 indsættes en bestemmelse herom. Forslaget vil gøre det nemmere for den forælder, som barnet er
bortført fra, at indgive en anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse om tilbagegivelse af barnet.
For en nærmere beskrivelse af forslaget henvises til lovforslagets § 5, nr. 5, og bemærkningerne
hertil.
Videre foreslås det at lovfæste muligheden for at tilbagekalde advokatudpegninger efter §§ 18 a og
20 d i børnebortførelsesloven. Forslaget foreslås gennemført ved, at der i § 18 a i
børnebortførelsesloven som et nyt stk. 3 indsættes en bestemmelse, hvorefter social- og
boligministeren kan tilbagekalde en advokatudpegning efter den gældende bestemmelse i § 18 a,
hvis advokaten væsentligt har tilsidesat sine pligter som advokat i sager om børnebortførelse, eller
hvis der foreligger andre særlige grunde. Samtidig foreslås det, at der i § 20 d i
børnebortførelsesloven som et nyt stk. 3 indsættes en bestemmelse, hvorefter social og
boligministeren kan tilbagekalde en advokatudpegning efter den gældende bestemmelse i § 20 d,
hvis betingelserne i den foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 3, er opfyldt. Derudover foreslås det,
at der i både § 18 a og § 20 d i børnebortførelseslovens som nyt stk. 2 indsættes bestemmelser,
hvorefter en advokatudpegning efter de gældende bestemmelser i henholdsvis § 18 a og § 20 d
gælder i 4 år, og hvorefter udpegningen bortfalder ved ophør af retten til at udøve
95
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
advokatvirksomhed. For en nærmere beskrivelse af forslaget henvises til lovforslagets § 5, nr. 6 og
9, og bemærkningerne hertil.
Endvidere foreslås det at indføre en frist for at ansøge om retshjælp i børnebortførelsessager. Dette
forslag foreslås gennemført ved, at der i § 20 a i børnebortførelsesloven som nyt stk. 5 indsættes en
bestemmelse, hvorefter ansøgning om retshjælp til udgifter, der er omfattet af lovens §§ 20 a og 20
b, skal indgives til Social-, Bolig- og Ældreministeriet inden 6 måneder efter, at parten har fået
meddelelse fra centralmyndigheden om, at sagen er afsluttet, idet ministeriet dog i særlige tilfælde
vil kunne behandle ansøgningen, selvom fristen er overskredet. For en nærmere beskrivelse af
forslaget henvises til lovforslagets § 5, nr. 8, og bemærkningerne hertil.
Endelig foreslås det at give familieretten kompetence til at behandle en sag om samvær m.v. under
behandlingen af sag om tilbagegivelse af et bortført barn, uden at sagen først har været behandlet af
Familieretshuset. Forslaget foreslås gennemført ved, at der i § 448 c i retsplejeloven som et nyt stk.
3 indsættes en bestemmelse, hvorefter familieretten efter anmodning fra en part kan træffe afgørelse
om samvær eller anden kontakt under familierettens behandling af en sag om tilbagegivelse af et
bortført barn. Forslaget vil betyde, at der i børnebortførelsessager hurtigere vil kunne træffes
afgørelse om samvær m.v. For en nærmere beskrivelse af forslaget henvises til lovforslagets § 8, nr.
2 og 3, og bemærkningerne hertil.
3. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser
Børnekonventionen indeholder regulering af børns rettigheder på alle samfundsområder. Det
grundlæggende hensyn til barnets bedste fastslås i konventionens artikel 3, stk. 1. Det følger af
denne bestemmelse, at i alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige
eller private institutioner for social velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende
organer, skal barnets bedste komme i første række.
Det følger af konventionens artikel 8, at deltagerstaterne skal påtage sig at respektere barnets ret til
at bevare sin identitet, herunder statsborgerskab, navn og familieforhold, som anerkendt af loven og
uden ulovlig indblanding.
Videre fremgår det af konventionens artikel 21 (d), at de deltagerstater, der anerkender og/eller
tillader adoption, skal sikre, at barnets bedste skal være af altafgørende betydning, og disse
deltagerstater skal i tilfælde af international adoption tage alle passende forholdsregler for at sikre,
at adoptionen ikke fører til upassende økonomisk gevinst for dem, der har medvirket ved
adoptionen. Samtidig følger det af konventionens artikel 35, at deltagerstaterne skal træffe alle
passende nationale, bilaterale og multilaterale forholdsregler med henblik på at forebygge salg eller
handel med børn til noget formål og i nogen form.
Bestemmelsen i artikel 35 er blevet uddybet i Palermoprotokollen. Efter protokollens artikel 1 skal
deltagerstaterne bl.a. forbyde salg af børn. Efter artikel 2 (a) forstås ved salg af børn enhver
handling eller transaktion, hvormed et barn overdrages af en person eller persongruppe til en anden
mod betaling eller andet vederlag. Præamblen til protokollen indeholder en henvisning til
Haageradoptionskonventionen, der er beskrevet i punkt 2.3.2.1.1.
4. Konsekvenser for FN’s verdensmål
96
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Danmark har tilsluttet sig FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, herunder verdensmål
5 om
ligestilling mellem kønnene. Efter delmål 5.1 skal alle former for diskrimination af alle kvinder og
piger overalt stoppes. Forslaget om at etablere mulighed for at fastslå forældreskab ved en
surrogataftale vil give en kvinde, der er genetisk forbundet med et barn født ved surrogataftale,
mulighed for at blive forælder til et barn på samme måde som en mand. Dermed vil et par bestående
af to kvinder sammen kunne blive forældre til et barn på samme måde som et par bestående af en
mand og en kvinde. Forslaget vil således medvirke til opfyldelse af delmål 5.1, og det vurderes
derfor, at lovforslaget vil kunne have positive konsekvenser for Danmarks opfyldelse af verdensmål
5.
5. Ligestillingsmæssige konsekvenser
Forslaget om indførelse af forældreskab på grundlag af surrogataftaler vil gøre det muligt for to
mænd sammen at blive forældre til et barn i forbindelse med fødslen. Dette forslag vil derfor
medføre behov for, at begrebet medfaderskab indføres som retligt forældreskab i børneloven på lige
fod med moderskab, faderskab og medmoderskab. Samtidig vil lovforslaget gøre det muligt for en
mand at blive eneste forælder til et barn fra fødslen.
På den baggrund vil forslaget øge ligestillingen mellem kvinder og mænd ved, at forældrepar uanset
køn kan være forælder fra fødslen, ved, at medfædre får samme rettigheder og pligter over for
barnet som andre forældre, og ved, at en mand kan blive eneste forælder til et barn fra fødslen med
samme rettigheder og pligter over for barnet som en enlig mor.
6. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
6.1. Økonomiske konsekvenser af justeringen af navnegebyret
Med forslaget justeres gebyr for navneændringer sådan, at gebyrsatsen i fremtiden omfatter
sagsbehandlingen hos både Familieretshuset og personregisterførerne i sognene. Familieretshusets
er ikke tidligere blevet kompenseret for behandling af sager om navneændringer. Forslaget vil
betyde, at størrelsen af gebyret vil blive forhøjet, og at en del af gebyrindtægterne vil tilfalde
Familieretshuset, ca. 3,5 mio. kr. årligt fra og med 2025.
By-, Land- og Kirkeministeriet afholder på finansloven en udgiftsbevilling i forbindelse med
behandlingen af sager om Navneændringer hos personregisterførerne i sognene. Navnegebyret har
tidligere været reguleret med pris- og lønniveauet, men reguleres som følge af lovændringen i
fremtiden til et omkostningsdækkende niveau. Ændringen i reguleringsmetoden skønnes at medføre
et fald i udgiftsbevillingen hos By-, Land- og Kirkeministeriet på ca. 3,1 mio. kr. fra og med 2025.
Herudover vurderes justeringen af navnegebyret ikke at medføre økonomiske konsekvenser for det
offentlige.
6.2. Økonomiske konsekvenser af gebyret for voksenadoption
Gennemførelse af forslaget om udvidelse af adgangen til voksenadoption vil medføre merudgifter
for Familieretshuset og Ankestyrelsen til behandling af sager om voksenadoption, fordi der
forventes en sagstilvækst på omkring 100 sager i forhold til de 800-900 sager årligt, der behandles i
dag. Udgifterne til Familieretshusets behandling af sager om voksenadoption forventes med den
foreslåede ordning at ville udgøre ca. 4,2 mio. kr. årligt. Disse udgifter foreslås dækket ved et
97
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
omkostningsdækkende gebyr, der efter den ved lovforslagets § 2, nr. 7, foreslåede bestemmelse i §
15 c i adoptionsloven betales af borgeren ved ansøgning om voksenadoption. Det bemærkes, at den
foreslåede gebyrordning vil dække udgifterne ved behandlingen af alle sager om voksenadoption.
Udgifterne til Ankestyrelsens behandling af klager over Familieretshusets afgørelser om
voksenadoption forventes med den foreslåede ordning at ville udgøre ca. 0,3 mio. kr. årligt, der
ligeledes foreslås dækket ved et omkostningsdækkende gebyr, der efter den ved lovforslagets § 2,
Herudover vil forslaget medføre en engangsudgift på ca. 0,8 mio. kr. i 2024 til tilpasning af
selvbetjeningsmodulet i Familieretshusets it-system sådan, at der i modulet kan ske betaling af et
gebyr for indgivelse af ansøgning om voksenadoption. Udgifterne hertil afholdes inden for Social-,
Bolig- og Ældreministeriets ramme.
6.3. Økonomiske konsekvenser af forældreskab ved surrogataftaler
Gennemførelse af forslaget om forældreskab på grundlag af altruistiske surrogataftaler er estimeret
til at medføre merudgifter for staten på 4,0 mio. kr. i 2025 og 1,3 mio. kr. fra og med 2026. Beløbet
dækker over merudgifter til sagsbehandling i Familieretshuset og til familierettens prøvelse af
Familieretshusets afgørelser om forældreskab ved surrogataftaler.
6.4. Økonomiske konsekvenser af ændringerne af barselsloven
Lovforslaget om forældreskab ved surrogataftaler skønnes at medføre merudgifter til
barselsdagpenge som følge af, at der indføres en ret til 24 ugers fravær med barselsdagpenge til
forældre, der får børn ved surrogataftaler.
Lovforslaget skønnes i relation til barselsloven samlet set at medføre merudgifter for det offentlige
(før skat og tilbageløb) på 14,4 mio. kr. i 2024, 13,2 mio. kr. i 2025 og 10,4 mio. kr. fra og med
2026, jf. tabel 1.
Størstedelen af udgifterne til barselsdagpenge forventes at vedrøre forældreskab ved udenlandske
surrogataftaler for forældre, der ikke har ret til barselsdagpenge i dag.
I 2025 er der indregnet udgifter til barselsdagpenge til en overgangsordning, der omfatter forældre
til børn, som er født i 2024 på grundlag af en surrogataftale, og som er under ét år gamle, hvis
barnet ikke allerede har en retlig forælder. De offentlige merudgifter hertil udgør 2,6 mio. kr. før
skat og tilbageløb.
Derudover er der indregnet udgifter til barselsdagpenge til fædre, der ikke i dag har mulighed for at
forlænge deres fravær efter § 7, stk. 3, i barselsloven ved barnets indlæggelse i de første ti uger efter
barnets fødsel. De offentlige udgifter hertil skønnes at udgøre 0,6 mio. kr. før skat og tilbageløb.
Administration af de nye forældretyper ved surrogataftaler i relation til barselsloven vil skulle
håndteres af Udbetaling Danmark, der forventer merudgifter til implementering, herunder IT-
udvikling, og løbende drift.
Det skønnes med betydelig usikkerhed, at der vil være udgifter til Udbetaling Danmarks
etableringsomkostninger til IT på 9,3 mio. kr. i 2024, mens der fra 2025 vil være udgifter til
etablering af IT, til drift af IT samt til sagsbehandling på 3,4 mio. kr. Fra og med 2026 vil der være
udgifter på 2,6 mio. kr. til drift af IT samt sagsbehandling.
jf. tabel 1.
98
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
2889084_0099.png
Der skønnes derudover at være udgifter til Udbetaling Danmark til systemtilpasning som følge af
ændringer af regler for fædreorlov ved indlæggelse på 0,2 mio. kr. i 2024.
Skøn over de økonomiske konsekvenser af lovforslaget er behæftet med usikkerhed, særligt
forventningerne til antallet af surrogataftaler samt den fremadrettede anvendelse af barselsugerne.
De kommunaløkonomiske konsekvenser af lovforslaget skal forhandles med kommunerne efter de
gængse DUT-principper. Lovforslaget har ikke økonomiske konsekvenser for regionerne.
Tabel 1: Samlede økonomiske konsekvenser af lovforslaget (2024-pl.)
2024
I alt statslige udgifter
Heraf til dagpenge ved barsel
I alt kommunale udgifter
Heraf til administration i Udbetaling Danmark
I alt offentlige udgifter før skat og tilbageløb
I alt offentlige udgifter efter skat og tilbageløb
Anm: Eventuelle afvigelser skyldes afrundinger.
De skønnede økonomiske konsekvenser af lovforslaget tager afsæt i, at Social-, Bolig- og
Ældreministeriet forventer, at der fremover vil komme 150 børn til landet via udenlandske
surrogataftaler, og at der fremover årligt vil blive født 25 børn ved danske altruistiske
surrogataftaler. De samlede økonomiske konsekvenser afhænger blandt andet af, hvor mange af de
24 uger forældrene anvender. Det er lagt til grund, at ca. 90 pct. af forældrene vil gøre brug af alle
24 uger.
Det vurderes desuden, at der vil være en del af forældrene, der vil have ret til løn under fraværet.
Aftalen skønnes at medføre en begrænset negativ beskæftigelseseffekt på under 50 fuldtidspersoner
årligt. Effekten kan henføres til de 24 ugers orlov, som de forældre, der i dag ikke har ret til orlov
med barselsdagpenge, med forslaget fremover får ret til.
6.5. Implementeringskonsekvenser
Forslaget om forældreskab på grundlag af surrogataftaler vil medføre implementeringskonsekvenser
for Familieretshuset.
Da de øvrige dele af lovforslaget alene indeholder justeringer af allerede eksisterende ordninger, vil
disse dele af forslaget ikke medføre implementeringskonsekvenser af betydning for de involverede
myndigheder og heller ikke medføre digitaliseringsrelaterede konsekvenser. I relation til
principperne for digitaliseringsklar lovgivning opfylder lovforslaget princippet om klare og enkle
regler, men lovforslaget opfylder ikke princippet om automatisk sagsbehandling. Dette skyldes, at
det er nødvendigt, at de involverede myndigheder behandler hver sag individuelt, hvilket indebærer
-
-
14,4
14,4
14,4
14,4
2025
9,8
9,8
3,4
3,4
13,2
14,0
2026
7,2
7,2
3,2
3,2
10,4
10,8
2027
7,2
7,2
3,2
3,2
10,4
10,8
99
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
faglige skøn, hvorfor der ikke kan sagsbehandles efter objektive kriterier. De øvrige principper for
digitaliseringsklar lovgivning er ikke relevante for lovforslaget.
7. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Lovforslaget har ikke konsekvenser for erhvervslivet m.v.
8. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vurderes at medføre positive konsekvenser for borgerne, idet etablering af
forældreskab på grundlag af en surrogataftale vil blive nemmere end ved den gældende mulighed
for stedbarnsadoption. Samtidig vil retssikkerheden og forudsigeligheden for barnet og de øvrige
parter blive sikret.
Derimod vil forslaget om at indføre en frist for at ansøge om retshjælp i børnebortførelsessager
have negative administrative konsekvenser for borgerne, da fristen for at søge om retshjælp vil blive
forkortet.
9. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.
10. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige konsekvenser.
11. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
12. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 27. juni 2024 til den 22. august.2024 været sendt i
høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
3F, Adoptionsnævnet, Adoption & Samfund, Adoptionspolitisk Forum, Adoptionstrekanten,
Advokatrådet, Advokatsamfundet, Akademikerne, Amnesty International, Ankenævnet for ATP,
Ankestyrelsen, Arbejdsløshedskassen ASE, ATP, Borgerservice Danmark, Business Danmark,
byretterne, Børne- og Kulturchefforeningen, Børnenes Bureau, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd,
Børns Vilkår, Cabi, Centralorganisationernes Fællesudvalg, Danes Worldwide, Danish International
Adoption
–
DIA, Danmarks Rejsebureau Forening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Artist
Forbund, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk Journalistforbund, Dansk Kordegneforening,
Dansk Kvindesamfund, Dansk Musikerforbund, Dansk Psykolog Foreningen, Dansk Retspolitisk
Forening, Dansk Skuespillerforbund, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Teater, Danske
Akasser, Danske Advokater, Danske Arveretsadvokater, Danske Familieadvokater, Danske
Handicaporganisationer, Danske Rederier, Danske Regioner, Danske Revisorer, Dare Danmark,
Datatilsynet, Delebarn.dk ApS, Den Danske Dommerforening, Den Danske Helsinki-Komité for
Menneskerettigheder, Den Katolske Kirke i Danmark, Departementet for Sociale Anliggender,
Familier, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender (Grønland), Departementet for Uddannelse,
Kultur, Idræt og Kirke i Grønland, Det Centrale Handicapråd, Det Faglige Hus - A-kasse, Det
Nationale Integrationsråd, Digitaliseringsstyrelsen, Dokumentations- og Rådgivningscentret om
100
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Racediskrimination, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolenes Tjenestemandsforening,
Domstolsstyrelsen, Familieretshuset, Foreningen Far til Støtte for Børn og Forældre, HK
Landsklubben Danmarks Domstole, DUKH - Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet,
Fagbevægelsens Hovedorganisation, Fagligt Selskab For Sundhedsplejersker, Fair
Statsborgerskab!, Finansforbundet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Foreningen Mistet Barn,
Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark, Foreningen af
Statsautoriserede Revisorer, Foreningen af Udlændingeretsadvokater, Forhandlingsfællesskabet,
Forældre og Fødsel, Forældre og Sorg, Frie Funktionærer, Færøernes Landsstyre, Gartneri- Landog
Skovbrugets Arbejdsgivere, HK/Danmark, HOME-START, IDA Ingeniørforeningen i Danmark,
Indvandrermedicinsk klinik (Odense Universitetshospital), Indvandrerrådgivningen, Institut for
Menneskerettigheder, Jobrådgivernes Brancheforening, Jordemoderforeningen, Justitsministeriet
(Færøerne), Kirkernes Integrationstjeneste, KL, Kommunale Velfærdschefer, Kompetencecenter for
Amning, Kristelig Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagbevægelse KRIFA, Kvinderådet, KVINFO,
Københavns Universitet (Det Juridiske Fakultet), Landsforeningen Af nuværende og tidligere
Psykiatribrugere, Landsforeningen Børn og Samvær, Landsforeningen For Ufrivilligt Barnløse,
Lederne, LGBT+ Danmark, LGBT-komiteen, Mandecenteret, Manderådets Udvalg for Familieret,
Mellemfolkeligt Samvirke, Mødrehjælpen, Mødrehjælpens Støtteforening, Naalakkersuisut
(Grønlands Selvstyre), PRO-Vest, Producentforeningen, Provsteforeningen, Præsteforeningen, Red
Barnet, Regnbuerådet, Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten, Rigsombudsmanden på Færøerne,
Rigsombudsmanden i Grønland, Rigspolitiet, Rigsrevisionen, Røde Kors, Rådet for Psykisk Sårbare
på Arbejdsmarkedet, Rådet for Socialt Udsatte, SAND
–
De hjemløses landsorganisation, SIND–
Landsforeningen for psykisk sundhed, SMV Danmark, SOS Racisme, Støtteforeningen for
Familiepolitisk Netværk, Sundhedskartellet, Syddansk Universitet (Juridisk Institut), Tænketanken
Adoption, Udbetaling Danmark, Vestre Landsret, VISO, Ægteskab uden grænser, Ældresagen,
Østre Landsret, Aalborg Universitet (Juridisk Institut) og Aarhus Universitet (Juridisk Institut).
13. Sammenfattende skema
Positive
konsekvenser/mindreudgifter
(Hvis ja, angiv omfang/Hvis nej,
anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser
for stat, kommuner og regioner
Administrative konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
[Under udarbejdelse]
Negative
konsekvenser/merudgifter (Hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
[Under udarbejdelse]
Ingen
Ingen
Ingen
Ingen
Ingen
Ingen
101
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
2889084_0102.png
Administrative konsekvenser for
borgerne
Klimamæssige konsekvenser
Miljø- og naturmæssige
konsekvenser
Forholdet til EU-retten
Er i strid med de fem principper
for implementering af
erhvervsrettet EU-regulering (der
i relevant omfang også gælder
ved implementering af ikke-
erhvervsrettet EU-regulering)
(sæt X)
Ingen
[Under udarbejdelse]
Ingen
Ingen
Ingen
Ingen
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
Ja
Nej
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Faderskab og medmoderskab fastslås efter kapitel 1 og 1 a i børneloven som udgangspunkt i
forbindelse med registreringen af barnets fødsel. Denne registrering af faderskab og medmoderskab
foretages af personregisterføreren.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.1.2.3.1.
Det foreslås, at der i børneloven indsættes et nyt
kapitel 1 b
med titlen: »Registrering af
forældreskab i forbindelse med fødslen på grundlag af danske altruistiske surrogataftaler«.
Videre foreslås det, at der i dette kapitel som
§ 3 d, stk. 1,
i børneloven indsættes en bestemmelse,
hvoraf det følger, at fødes et barn af en kvinde (en surrogatmor), der har indgået en dansk altruistisk
surrogataftale, der er godkendt efter § 30 b, registrerer Familieretshuset i forbindelse med fødslen
som forældre eller forælder til barnet dem eller den, der efter § 30 c anses som mor, far, medmor
eller medfar til barnet. Registrering efter 1. pkt. er betinget af, at følgende fremlægges:
1) Erklæring fra surrogatmoren om, at hun genbekræfter den danske altruistiske surrogataftale, og at
hun i anledning af aftalen hverken har modtaget eller vil modtage vederlag, herunder erstatning for
tabt arbejdsfortjeneste.
2) Anmodning fra dem eller den, der efter § 30 c anses som mor, far, medmor eller medfar til
barnet, om at blive registreret som forældre eller forælder til barnet i overensstemmelse med aftalen,
og erklæring fra dem eller den om, at der i anledning af aftalen hverken er eller vil blive ydet
vederlag, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, til surrogatmoren.
102
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
3) Erklæring fra surrogatmorens eventuelle ægtefælle, registrerede partner eller samlever, om, at
ægtefællen, den registrerede partner eller samleveren i anledning af aftalen hverken har modtaget
eller vil modtage vederlag, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at begrebet surrogatmor defineres i børneloven. Herudover
vil forslaget regulere Familieretshusets registrering af moderskab, faderskab, medmoderskab og
medfaderskab (forældreskab) på grundlag af en dansk altruistisk surrogataftale i forbindelse med
fødslen, når aftalen er godkendt efter den foreslåede bestemmelse i § 30 b i børneloven, jf.
lovforslagets § 1, nr. 10.
Endvidere vil forslaget betyde, at forældreskab på grundlag af en godkendt dansk altruistisk
surrogataftale vil kunne registreres i forbindelse med fødslen. Ligesom ved registrering af faderskab
og medmoderskab efter lovens kapitel 1 og 1 a vil registreringen af forældreskabet have materiel
virkning fra barnets fødsel.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i § 3 d ligesom de andre bestemmelser om
registrering af faderskab og medmoderskab i forbindelse med fødslen kun vil finde anvendelse, hvis
barnet er født i Danmark. Er barnet født i udlandet, i Grønland eller på Færøerne, må forældreskabet
efter barnets flytning til Danmark søges fastslået ved anerkendelse eller afgørelse efter de
foreslåede bestemmelser i §§ 30 e og 30 f i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.
Videre bemærkes, at forældreskab ikke vil kunne registreres, hvis surrogataftalen er bortfaldet efter
§ 30 d i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.
Når de tiltænkte forældres eller den tiltænkte eneforælders forældreskab er registreret efter den
foreslåede § 3 d, vil registreringen af surrogatmoren som mor til barnet blive slettet. Dette skal ses i
sammenhæng med, at surrogatmoren i forbindelse med registreringen af barnets fødsel i
overensstemmelse med § 30 i børneloven blev registreret som barnets mor. Registrering af
forældreskabet vil betyde, at surrogatmoren ikke længere vil blive anset som mor til barnet. Der
henvises til § 30 i børneloven, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 9.
Det bemærkes videre, at surrogatmorens eventuelle ægtefælle eller registrerede partner efter §§ 1 og
3 a i børneloven i forbindelse med registreringen af fødslen ligeledes registreres som far eller
medmor til barnet. I forbindelse med en efterfølgende registrering af forældreskab på grundlag af
surrogataftalen vil Familieretshuset skulle slette registreringen af dette faderskab eller
medmoderskab. Dette vil kunne ske inden for rammerne af den gældende ordning. Der henvises til
Folketingstidende, 2021-22, tillæg A, L 65 som fremsat, side 24.
Registreringen vil skulle ske på grundlag af fremlæggelse af de erklæringer m.v., der fremgår af de
foreslåede bestemmelser i § 3 d, stk. 1, nr. 1-3.
Den foreslåede bestemmelse i § 3 d, stk. 1, nr. 1, i børneloven vil indebære, at registreringen af
forældreskabet også vil være betinget af fremlæggelse af en erklæring fra den kvinde, der har født
barnet (det vil sige surrogatmoren), om, at hun genbekræfter surrogataftalen, og at hun i anledning
af aftalen hverken har modtaget eller vil modtage vederlag, herunder erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste. Dette vil også omfatte vederlag m.v., der kommer fra andre end de tiltænkte
forældre, f.eks. barnets kommende bedsteforældre.
103
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Den foreslåede bestemmelse i § 3 d, stk. 1, nr. 2, i børneloven vil betyde, at registreringen af
forældreskabet ligeledes vil være betinget af fremlæggelse af en anmodning fra den eller dem, der
efter den foreslåede bestemmelse i § 30 c, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, anses som mor, far, medmor
eller medfar til barnet, om at blive registreret som forældre til barnet i overensstemmelse med
aftalen, og erklæring fra dem om, at de i anledning af aftalen hverken har ydet eller vil yde
vederlag, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, til surrogatmoren.
Endelig vil den foreslåede bestemmelse i § 3 d, stk. 1, nr. 3, i børneloven indebære, at registreringen
af forældreskab også vil være betinget af fremlæggelse af en erklæring fra surrogatmorens
eventuelle ægtefælle, registrerede partner eller samlever om, at ægtefællen, den registrerede partner
eller samleveren i anledning af aftalen hverken har modtaget eller vil modtage vederlag, herunder
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, i anledning af aftalen. Denne erklæring vil kun skulle
fremlægges, hvis hun på fødselstidspunktet har en ægtefælle, registrerede partner eller samlever,
eller hvis det fremgår af godkendelsen af surrogataftalen, at surrogatmoren på aftaletidspunktet
havde en ægtefælle, registreret partner eller samlever. Fremgår det af godkendelsen, at
surrogatmoren på aftaletidspunktet havde en ægtefælle, registreret partner eller samlever, og er dette
ikke længere tilfældet, vil dette skulle godtgøres, f.eks. ved opslag i CPR eller ved fremlæggelse af
dokumentation for f.eks. skilsmisse, der er meddelt i udlandet.
Om det foreslåede vederlagsforbud henvises til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i §
30 b, stk. 1, nr. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, og bemærkningerne dertil.
Erklæringerne vil skulle fremlægges inden udløbet af 4-ugersfristen i § 7, stk. 1, i børneloven. Det
følger således af denne bestemmelse, at registreres forældreskabet ikke inden 4 uger efter fødslen,
rejser Familieretshuset sag. Registreres forældreskabet ikke i forbindelse med registeringen af
fødslen, vil det kunne anerkendes, eller der vil kunne træffes afgørelse herom. Der henvises til de
foreslåede bestemmelser i §§ 30 e og 30 f, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.
Efter § 33, stk. 2, i børneloven, som foreslået ændret ved lovforslagets § 1, nr. 15, vil de erklæringer
m.v., der vil skulle afgives efter den foreslåede bestemmelse i § 3 d, stk. 1, i børneloven skulle
afgives på blanketter, der er godkendt af Familieretshuset. Det vil skulle fremgå af disse blanketter,
at efter § 163 i straffeloven, straffes den, som i øvrigt til brug i retsforhold, der vedkommer det
offentlige, skriftligt eller ved andet læsbart medie afgiver urigtig erklæring eller bevidner noget,
som den pågældende ikke har viden om, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
Det foreslås, at der som § 3 d,
stk. 2,
i børneloven indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at
er barnet dødfødt, eller dør barnet, før registreringen af barnets fødsel finder sted, kan den eller
dem, der efter § 30 c anses som mor, far, medmor eller medfar til barnet, efter anmodning
registreres som forældre eller forælder til barnet, hvis surrogatmoren skriftligt erklærer, at hun er
indforstået med det.
Forslaget vil betyde, at de tiltænkte forældres forældreskab til barnet vil kunne registreres, selvom
barnet er dødfødt eller dør inden registreringen af fødslen. Det vil blive fastlagt i
bekendtgørelsesform, hvilke oplysninger der skal fremlægges, for at forældreskabet vil kunne
registreres, jf. bemyndigelsesbestemmelsen i § 33, stk. 1, i børneloven.
104
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Forældreskabet vil dog ikke kunne registreres på grundlag af en godkendt dansk altruistisk
surrogataftale, hvis aftalen er bortfaldet efter den foreslåede § 30 d i børneloven, jf. lovforslagets §
1, nr. 10.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.
Til nr. 2
En mand, der har haft et seksuelt forhold til en kvinde i den periode, hvor hun blev gravid, har efter
§ 6, stk. 1, i børneloven i visse tilfælde ret til at få prøvet, om han er far til barnet. Anmodning
herom skal fremsættes senest 6 måneder efter barnets fødsel. Efter bestemmelsens stk. 2, 1. pkt.,
kan der ikke rejses faderskabssag efter bestemmelsens stk. 1, når en mand er registreret som barnets
far, eller er en kvinde registreret som barnets medmor, jf. dog lovens §§ 6 a og 6 b. Uanset 1. pkt.
kan en mand dog efter lovens § 6, stk. 2, 2. pkt., rejse faderskabssag, hvis han i den periode, hvor
moren blev gravid, var gift med hende uden at være separeret eller levede i et fast samlivsforhold
med hende.
Bestemmelsen i § 6, stk. 1, indeholder en søgsmålsret for en mand til at få prøvet, om han er barnets
far, hvis han i den periode, hvor moren blev gravid, har haft seksuelt forhold til hende.
Bestemmelsen i stk. 2 begrænser denne søgsmålsret. Baggrunden for denne begrænsning er
hensynet til at sikre stabilitet om barnet, da barnet i de situationer, der er omfattet af stk. 2, efter
reglerne om registrering af forældreskab i lovens kapitel 1 og 1 a fra fødslen har en far eller
medmor, som har del i forældremyndigheden, og som sammen med moren varetager omsorgen og
ansvaret for barnet.
Det foreslås, at i
§ 6, stk. 2, 1. pkt.,
i børneloven udgår »eller«, og at der efter »medmor,« indsættes
»eller er moderskab eller medfaderskab registreret efter kapitel 1 b,«.
Forslaget vil indebære, at retten for en mand, som har haft seksuelt forhold til moren i den periode,
hvor hun blev gravid, til at få prøvet, om han er barnets far, ligeledes afskæres, hvis der på grundlag
af en surrogataftale, der er godkendt efter den foreslåede bestemmelse i § 30 b i børneloven, jf.
lovforslaget § 1, nr. 10, er registreret et moderskab eller medfaderskab efter det foreslåede kapitel 1
b i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.
Begrundelsen for forslaget er, at registrering af moderskab og medfaderskab på grundlag af en
godkendt dansk altruistisk surrogataftale i relation til søgsmålsretten efter § 6, stk. 1, i børneloven
bør have samme retsvirkning som registrering af faderskab og medmoderskab efter lovens kapitel 1
og 1 a.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.
Til nr. 3
Det fremgår af § 7, stk. 1, i børneloven, at er faderskab eller medmoderskab ikke registreret inden
for 4 uger efter fødslen, rejser Familieretshuset rejser sag om faderskab og medmoderskab. For en
nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.3.1.
Det foreslås, at i
§ 7, stk. 1,
i børneloven indsættes efter »registreret« følgende: »efter kapitel 1 og 1
a, og er moderskab, faderskab, medmoderskab eller medfaderskab ikke registreret efter kapitel 1 b«.
105
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Forslaget vil indebære, at hvis der ikke inden 4 uger efter barnets fødsel er registreret faderskab
eller medmoderskab efter kapitel 1 og 1 a i børneloven, og der heller ikke er registreret
forældreskab (moderskab, faderskab, medmoderskab eller medfaderskab) efter det foreslåede
kapitel 1 b i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, vil Familieretshuset skulle rejse sag om
forældreskabet til barnet.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det ved lovforslagets § 1, nr. 1, foreslås, at der indføres
mulighed for at registrere forældreskab på grundlag af en godkendt dansk altruistisk surrogataftale i
forbindelse med fødslen på lige fod med registrering af faderskab og medmoderskab efter kapitel 1
og 1 a i børneloven. Familieretshuset bør således ikke skulle rejse sag om forældreskabet til barnet,
hvis der inden 4 uger fra fødslen er registreret forældreskab på grundlag af en surrogataftale.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.
Til nr. 4
Det fremgår af § 7, stk. 1, i børneloven, at er faderskab eller medmoderskab ikke registreret inden
for 4 uger efter fødslen, rejser Familieretshuset sag om faderskab og medmoderskab. Det fremgår af
bestemmelsen stk. 2, at er barnet dødt, skal faderskab eller medmoderskab kun søges fastslået, hvis
moren eller nogen, som har retlig interesse i det, anmoder om det.
Bestemmelsen er navnlig relevant i relation til arveret, f.eks. hvor et barn, der ved testamente er
indsat som arving, fødes levende, men herefter dør. I sådanne tilfælde kan det være afgørende for
fastlæggelsen af arveretten efter barnet, hvem der er barnets far eller medmor.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.1.2.3.1.
Det foreslås, at i
§ 7, stk. 2,
i børneloven ændres »faderskab
eller medmoderskab«
til »moderskab,
faderskab, medmoderskab eller medfaderskab«.
Forslaget vil indebære, at hvis barnet er dødt, vil moderskab eller medfaderskab kunne søges
fastslået, hvis moren eller nogen, som har retlig interesse i det, anmoder om det.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det ved lovforslagets § 1, nr. 1, foreslås, at der indføres
mulighed for at registrere forældreskab på grundlag af en godkendt dansk altruistisk surrogataftale i
forbindelse med fødslen på lige fod med registrering af faderskab og medmoderskab efter kapitel 1
og 1 a i børneloven. På den baggrund bør anvendelsesområdet for § 7, stk. 2, i børneloven udvides
sådan, at bestemmelsen også omfatter moderskab og medfaderskab.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.
Til nr. 5 og 6
Kapitel 5 i børneloven har titlen
”Faderskab, medmoderskab og moderskab ved assisteret
reproduktion og insemination”,
og kapitel 5 indeholder i § 27 en bestemmelse med overskriften
”Faderskab og medmoderskab”.
106
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Det foreslås, at i
overskriften
til kapitel 5 i børneloven affattes således: »Faderskab og
medmoderskab ved assisteret reproduktion m.v. og retsstillingen for en mand, der har leveret sæd«,
og at overskriften før § 27 i børneloven ophæves.
Forslaget til ændring af titlen til kapitel 5 i børneloven skal for det første ses i sammenhæng med, at
det med lovforslagets § 1, nr. 8, foreslås, at § 30 i børneloven, der er placeret i lovens kapitel 5,
placeres i et nyt kapitel
5 a med titlen ”Moderskab”. For det andet skal forslaget ses i sammenhæng
med de ved lovforslagets § 1, nr. 7, foreslåede ændringer af § 27 c i børneloven, der bl.a. har til
formål at præcisere retsstillingen for en mand, der har leveret sæd.
Forslaget om at ophæve overskriften før § 27 skyldes, at denne overskrift vil blive overflødig på
grund af forslaget om at placere bestemmelsen i § 30 i børneloven om moderskab i et nyt kapitel 5
a.
Til nr. 7
Det fremgår af § 27 c i børneloven, at i sager, der ikke er omfattet af lovens §§ 27, 27 a, 27 b eller
28, anses en sæddonor som far til et barn, der med hans sæd er blevet til ved assisteret reproduktion
eller ved insemination uden deltagelse af en sundhedsperson, medmindre sæden er anvendt uden
hans viden eller efter hans død.
§§ 27, 27 a og 27 b i børneloven handler om faderskab og medmoderskab til børn, der er født på
grundlag af behandling med assisteret reproduktion, der er gennemført af en sundhedsperson eller
under en sundhedspersons ansvar. Bestemmelserne finder således for det første anvendelse ved
behandling inden for rammerne af lov om assisteret reproduktion. For det andet finder
bestemmelserne anvendelse ved insemination uden deltagelse af en sundhedsperson, dvs. såkaldt
hjemmeinsemination. Fælles for de tre bestemmelser er, at en mand eller en kvinde kun anses som
far henholdsvis medmor til barnet, når den pågældende har givet samtykke til behandling med
assisteret reproduktion eller insemination, barnet må antages at være blevet til ved denne
behandling eller insemination, og den pågældende skriftligt har erklæret at skulle være barnets far
eller medmor.
Det fremgår af § 28 i børneloven, at medmindre andet følger af lovens §§ 27, 27 a eller § 27 b,
anses en sæddonor ikke som far til et barn, der med hans sæd er blevet til ved assisteret
reproduktion, hvis sæden er doneret til et vævscenter, der distribuerer sæd, en sundhedsperson eller
en person, der arbejder under en sundhedspersons ansvar. Bestemmelsen indebærer, at en mand, der
har doneret sin sæd til et vævscenter m.v., der distribuerer sæd til brug for behandling med
assisteret reproduktion, der foretages af en sundhedsperson eller under en sundhedspersons ansvar,
ikke anses som retlig far til barnet.
Sammenholdt med §§ 27, 27 a, 27 b og 28 i børneloven må bestemmelsen i lovens § 27 c finde
anvendelse, når barnet er blevet til ved, at en mand har haft samleje med barnets mor, og når en
mand uden for ”sundhedssystemet” har overdraget sin sæd til en kvinde der er blevet gravid ved
hjælp af denne sæd ved en såkaldt hjemmeinsemination, medmindre en anden mand eller en kvinde
i overensstemmelse med §§ 27 eller 27 b har erklæret at skulle være barnets far eller medmor. Dette
er imidlertid ikke fuldt ud i overensstemmelse med ordlyden af bestemmelsen i § 27 c. Efter
bestemmelsens ordlyd finder den anvendelse, når barnet er blevet til med ved behandling med
assisteret reproduktion, men ordlyden er ikke i overensstemmelse med bestemmelsens forhistorie.
107
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Den gældende bestemmelse i § 27 c i børneloven udspringer af § 28, stk. 2, i børneloven, jf. lov nr.
460 af 7. juni 2001. Efter § 28, stk. 1, i denne lov kunne en sæddonor ikke dømmes som far til et
barn, der med hans sæd var blevet til ved kunstig befrugtning af en anden kvinde end hans
ægtefælle eller partner, hvis sæden var doneret med henblik på en læges anvendelse ved kunstig
befrugtning eller til en offentlig eller privat sædbank, der opfylder sundhedsmyndighedernes krav til
formidling af sæd. Det fremgik af bestemmelsens stk. 2, at hvis sæden ikke var blevet doneret som
nævnt i stk. 1, blev sæddonor anset som barnets far, medmindre sæden var anvendt uden hans viden
eller efter hans død.
Det fremgår af bemærkningerne til § 28, at bestemmelsen bl.a. bygger på en sondring mellem
tilfælde, hvor manden har doneret sin sæd med henblik på en læges anvendelse ved kunstig
befrugtning eller til en offentlig eller privat sædbank, som opfylder sundhedsmyndighedernes krav
til formidling af sæd, og tilfælde hvor dette ikke er tilfældet. Videre fremgår det af
bemærkningerne, at i situationer, hvor sæden ikke er doneret på den anførte måde, skulle sæddonor
kunne dømmes som barnets far, medmindre sæden var anvendt uden hans vidende eller efter hans
død. Baggrunden for det var ifølge bemærkningerne, at det ikke var muligt ved kunstig befrugtning
i privat regi at opstille en retsteknisk brugbar sondring mellem seksuelt forhold og insemination
uden seksuelt forhold, dvs. såkaldt hjemmeinsemination.
Den dagældende § 28 i børneloven blev ophævet ved lov nr. 652 af 12. juni 2013 om ændring af
børneloven, lov om adoption, retsplejeloven og forskellige andre love (Medmoderskab m.v.), og
samtidig blev der i børneloven som §§ 27, 27 a, 27 b, 27 c og 28 indsat bestemmelser svarende til
de nugældende bestemmelser, bortset fra at bestemmelserne indeholdt henvisninger til kunstig
befrugtning og ikke assisteret reproduktion, ligesom bestemmelserne ikke indeholdt henvisninger til
insemination uden deltagelse af en sundhedsperson. Det fremgår af bemærkningerne til § 27 c, at
bestemmelsen, der viderefører den hidtidige retstilstand, navnlig indebærer, at en mand, der donerer
sæd til kunstig befrugtning uden for sundhedssystemet, dvs. kunstig befrugtning der ikke er
foretaget af en sundhedsperson eller under en sundhedspersons ansvar, anses som far til et barn, der
med hans sæd er blevet til ved kunstig befrugtning. Dette vil f.eks. være tilfældet ved såkaldte
hjemmeinseminationer.
Inden §§ 27, 27 a, 27 b, 27 c og 28 i børneloven var trådt i kraft, blev de af lovtekniske grunde
ophævet ved lov nr. 1313 af 27 november 2013 om ændring af lov om kunstig befrugtning i
forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v., vævsloven, børneloven, lov om børns
forsørgelse og retsplejeloven (Assisteret reproduktion som terminologi, dispensationsmulighed
vedrørende opbevaringstid for æg, samtykke til behandling samt udvidelse af kredsen af ansvarlige
for indberetning af alvorlige uønskede hændelser og bivirkninger i form af genetisk sygdom m.v.),
og i stedet blev tilsvarende bestemmelser indsat i børneloven med den eneste forskel, at
henvisningerne i bestemmelserne til kunstig befrugtning blev ændret til henvisninger til assisteret
reproduktion. Efter bemærkningerne til bestemmelserne skulle denne ændring ikke medføre
ændringer af indholdet af bestemmelserne.
Endelig bemærkes, at henvisningerne i de gældende bestemmelser i §§ 27, 27 a og 27 b i
børneloven til insemination uden deltagelse af en sundhedsperson først blev indsat i
bestemmelserne ved lov nr. 227 af 15. februar 2022 om ændring af børneloven, navneloven og
forskellige andre love (Smidiggørelse af registrering af medmoderskab, fastsættelse af
transpersoners forældreskab og navneændring for transpersoner m.v.).
108
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Det foreslås, at i
§ 27 c
i børneloven ændres »sæddonor« til »mand«, og »med hans sæd er blevet til
ved assisteret reproduktion eller« ændres til »er blevet til med hans sæd«.
Forslaget vil betyde, at i sager, der ikke er omfattet af §§ 27, 27 a, 27 b eller 28 i børneloven, vil en
mand blive anset som far til et barn, der er blevet til med hans sæd, medmindre sæden er anvendt
uden hans viden eller efter hans død. Bestemmelsen vil finde anvendelse, når barnet er blevet til
ved, at en mand har haft samleje med barnets mor, og når en mand uden anvendelse af assisteret
reproduktion har overdraget sin sæd til en kvinde, der er blevet gravid ved hjælp af denne sæd ved
en såkaldt hjemmeinsemination, medmindre en anden mand eller en kvinde i overensstemmelse
med §§ 27, 27 a eller 27 b har erklæret at skulle være barnets far eller medmor.
I relation til surrogataftaler, hvor barnet ikke fødes i Danmark, vil den foreslåede ændring af § 27 c
betyde, at den mand, der har leveret sæden til barnet, vil kunne anses som far til barnet. Dette vil
alene have betydning i situationer, hvor mandens faderskab enten ikke er fastslået i det land, hvor
barnet blev født, eller faderskabet er blevet fastslået på en sådan måde, at det ikke vil kunne
anerkendes efter dansk international privatret, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.3.6.
Begrundelsen for forslaget om at lade henvisningen assisteret reproduktion udgå af § 27 c i
børneloven er, at med denne ændring vil bestemmelsen blive bragt i overensstemmelse med
intentionen med bestemmelsen. Det fremgår således af bemærkningerne til de bestemmelser i
børneloven, som § 27 c har afløst, at de ikke skulle finde anvendelse ved hverken kunstig
befrugtning eller assisteret reproduktion.
Begrundelsen for at ændre sæddonor til mand er, at sæddonor er et begreb, der anvendes i relation
til behandling med assisteret reproduktion, og at det med den førnævnte ændring præciseres, at § 27
c i børneloven ikke finder anvendelse ved assisteret reproduktion. Det vil derfor være mere korrekt
at anvende mand i stedet for sæddonor.
Om forældreskab på grund af surrogataftaler henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.
Til nr. 8
Kapitel 5 i børneloven indeholder som sidste bestemmelse § 30 med
overskriften ”Moderskab”.
Det foreslås, at
overskriften
før § 30 i børneloven ophæves, og at der i stedet indsættes »Kapitel 5 a
Moderskab«.
Forslaget vil betyde, at § 30 i børneloven ikke længere vil være placeret i lovens kapitel 5, men i et
nyt kapitel 5 a med
titlen ”Moderskab”.
Begrundelsen for forslaget er, at ved § 1, nr. 23, i lov nr. 227 af 15. februar 2022 om ændring af
børneloven, navneloven og forskellige andre love (Smidiggørelse af registrering af medmoderskab,
fastsættelse af transpersoners forældreskab og navneændring for transpersoner m.v.) blev
henvisningen i § 30 i børneloven til assisteret reproduktion ophævet. § 30 i børneloven hører derfor
ikke hjemme i lovens kapitel 5, men bør placeres i et selvstændigt kapitel
med titlen ”Moderskab”.
Til nr. 9
Det fremgår af § 30 i børneloven, at den kvinde, som føder et barn, anses for mor til barnet. For en
nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.1.
109
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Det foreslås, at i
§ 30
i børneloven indsættes efter »barnet« følgende: », medmindre moderskab,
faderskab, medmoderskab eller medfaderskab er fastslået efter kapitel 1 b, 5 b eller 5 c«.
Forslaget vil betyde, at en surrogatmor efter dansk ret ikke længere vil blive anset for mor til barnet,
når moderskab, faderskab, medmoderskab eller medfaderskab er fastslået efter de foreslåede
bestemmelser i de foreslåede nye kapitler 1 b, 5 b og 5 c i børneloven om forældreskab ved
surrogataftaler, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 10.
Begrundelsen for forslaget er, at når tiltænkte forældres forældreskab til barnet er fastslået på
grundlag af en surrogataftale efter de foreslåede bestemmelser i de foreslåede kapitler 1 b, 5 b eller
5 c i børneloven, bør surrogatmoren ikke længere blive anset som mor til barnet.
Der henvises i øvrigt til de ved lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b,
5 b og 5 c i børneloven og bemærkningerne dertil samt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.
Til nr. 10
Ved en surrogataftale forstås en aftale, der går ud på, at en kvinde (surrogatmoren) skal føde et barn
med henblik på, at et par (de tiltænkte forældre) skal være forældre til barnet i stedet for
surrogatmoren, eller at en anden (den tiltænkte eneforælder) skal være forælder til barnet i stedet for
surrogatmoren. En surrogataftale betegnes altruistisk, når surrogatmoren ikke modtager vederlag,
herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og en surrogataftale betegnes kommerciel, når
surrogatmoren modtager vederlag, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Disse begreber er
ikke lovfæstede.
Det følger af § 30 i børneloven, at den kvinde, som føder et barn, anses for mor til barnet. Det
fremgår således klart af bestemmelsen, at den fødende kvinde anses for mor til barnet, selvom
barnet eksempelvis er blevet til ved assisteret reproduktion i form af donation af et æg fra en anden
kvinde. Det er ikke muligt at fravige bestemmelsen ved aftale. På grund af bestemmelsen har
surrogataftaler ikke retsvirkninger i Danmark. Den kvinde, der føder et barn, anses således efter
dansk ret altid som mor til barnet.
En retlig fars partner kan efter dansk ret alene blive retlig forælder til barnet ved adoption, navnlig
stedbarnsadoption. En enlig mand, der indgår en surrogataftale, vil efter dansk ret blive anset som
retlig forælder sammen med surrogatmoren, der vil blive anset som retlig mor. Ingen af kvinderne i
et kvindeligt par kan efter de gældende regler blive retlige forældre til et barn født ved en
surrogataftale. Tilsvarende kan en kvinde, der vil være alenemor, ikke blive retlig forælder til et
barn født ved en surrogataftale.
(Til kapitel 5 b)
Det foreslås, at bestemmelserne om forældreskab på grundlag af danske altruistiske surrogataftaler
placeres i et nyt
kapitel 5 b
i børneloven med titlen »Forældreskab ved danske altruistiske
surrogataftaler«.
(Til § 30 a)
Det foreslås, at der som
§ 30 a, stk. 1,
i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter der ved en
dansk altruistisk surrogataftale forstås en aftale, hvorved en surrogatmor uden at modtage vederlag,
herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, skal føde et barn med henblik på, at et par (det
110
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
tiltænkte forældrepar) sammen skal være forældre til barnet, eller at en mand eller kvinde (den
tiltænkte eneforælder) skal være forælder til barnet i stedet for surrogatmoren.
Forslaget vil betyde, at begreberne dansk altruistisk surrogataftale, tiltænkt forældrepar og tiltænkt
eneforælder vil blive defineret i børneloven. Med hensyn til begrebet vederlag henvises til den
foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 2, i børneloven og bemærkningerne dertil.
I relation til tiltænkte forældrepar bemærkes, at der ikke vil blive stillet krav om, at de er gift eller
har indgået registreret partnerskab, eller at de bor sammen.
Ved mand eller kvinde (den tiltænkte eneforælder) vil skulle forstås en mand eller kvinde, der ikke
er gift, registreret partner eller samlevende, og som derfor efter aftale vil skulle være forælder til
barnet alene. Ved samlever vil der skulle forstås en person, som den pågældende mand eller kvinde
lever i et ægteskabslignende forhold med. Der vil typisk være tale om samliv på samme CPR-
adresse, men det ægteskabelige forhold vil også kunne bestå, selvom den tiltænkte forælder og
dennes samlever bor hver for sig.
Videre foreslås det, at der som § 30 a,
stk. 2,
i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter sager
om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab på grundlag af en dansk altruistisk
surrogataftale behandles efter reglerne i dette kapitel, kapitel 1 b, 6 a og 7, § 7, stk. 2, og §§ 32 a og
34 og regler udstedt i medfør af § 33.
Forslaget vil betyde, at sager om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab
(forældreskab) på grundlag af en dansk altruistisk surrogataftale vil skulle behandles efter de
nævnte kapitler og bestemmelser i børneloven.
Det vil for det første dreje sig om de foreslåede bestemmelser i kapitel 5 b i børneloven, der navnlig
vil fastlægge betingelserne for at træffe afgørelse om forældreskab ved danske altruistiske
surrogataftaler.
Det vil for det andet dreje sig om de foreslåede bestemmelser i lovens kapitel 1 b om registrering af
forældreskab i forbindelse med fødslen på grundlag af en dansk altruistisk surrogataftale, jf.
lovforslagets § 1, nr. 1.
Det vil for det tredje dreje sig om bestemmelserne i lovens kapitel 6 a om forældre og parter, der har
gennemført juridisk kønsskifte inden barnets fødsel.
Det vil for det fjerde dreje sig om bestemmelserne i lovens kapitel 7 om Familieretshusets
vejledningspligt.
Det vil for det femte dreje sig om bestemmelserne i lovens § 7, stk. 2, om fastslåelse af moderskab,
faderskab, medmoderskab og medfaderskab, når barnet er dødt, som foreslås ændret ved
lovforslagets § 1, nr. 3.
Det vil for det sjette dreje sig om lovens § 32 a om anvendelsen af Familieretshusloven for sager
efter børneloven, herunder om fastlæggelsen af afgørelseskompetencen mellem Familieretshuset og
familieretten og om indbringelse af Familieretshusets afgørelser for familieretten. Der henvises i
den forbindelse til den ved lovforslagets § 4, nr. 2, foreslåede ændring af § 6, stk. 2, i
Familieretshusloven, hvorefter afgørelser i sager efter det foreslåede kapitel 5 b i børneloven altid
vil skulle behandles og afgøres af Familieretshuset. Efter § 39 i Familieretshusloven vil
111
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Familieretshusets afgørelser kunne indbringes for familieretten til prøvelse. I så fald vil sagen blive
behandlet efter kapitel 42 a i retsplejeloven, som foreslås ændret ved lovforslagets § 8, nr. 2-6.
Det vil for det syvende dreje sig om lovens § 33 om muligheden for at fastsætte regler om
behandlingen af sager om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab, herunder om
anvendelse af godkendte blanketter, jf. lovforslagets § 1, nr. 14 og 15.
Endelig vil det for det ottende dreje sig om lovens § 34 om indgåelse af internationale aftaler om
moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab, jf. lovforslagets § 1, nr. 16.
Forslaget vil omvendt betyde, at de øvrige bestemmelser i børneloven ikke vil finde anvendelse ved
behandlingen af sager om forældreskab på grundlag af en dansk altruistisk surrogataftale. Det vil
navnlig dreje sig om bestemmelserne i lovens kapitel 1 og 1 a om registrering af faderskab og
medmoderskab i forbindelse med fødslen, i lovens kapitel 2 om sager om faderskab og
medmoderskab, herunder om anerkendelse af faderskab og medmoderskab, bortset fra § 7, stk. 2, i
lovens kapitel 3 om afgørelser om faderskab og medmoderskab, i lovens kapitel 4 om genoptagelse
af sager om faderskab og medmoderskab, i lovens kapitel 5 om faderskab og medmoderskab ved
assisteret reproduktion, jf. lovforslagets § 1, nr. 5-7, i lovens kapitel 5 a om moderskab, jf.
lovforslagets § 1, nr. 8 og 9, og i lovens kapitel 8 om forskellige bestemmelser, dog med undtagelse
af bestemmelserne i §§ 32 a, 33 og 34.
Endelig vil den foreslåede bestemmelse i § 30 a, stk. 2, betyde, at nedennævnte foreslåede kapitel 5
d om forbud mod formidling af surrogataftaler ikke vil finde anvendelse ved Familieretshusets
afgørelse af sager om forældreskab ved udenlandske surrogataftaler. Uanset dette vil det foreslåede
forbud mod formidling af surrogataftaler finde anvendelse ved indgåelse af surrogataftaler i
Danmark. At det tiltænkte forældrepar eller den tiltænkte eneforælder har overtrådt forbuddet i det
foreslåede kapitel 5 d mod formidling af surrogataftaler vil således ikke være til hinder for, at
Familieretshuset kan træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse.
(Til § 30 b)
Det foreslås, at der som
§ 30 b, stk. 1,
i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter
Familieretshuset godkender en dansk altruistisk surrogataftale efter § 30 a, når følgende betingelser
er opfyldt:
1) Surrogatmoren var ved indgåelsen af aftalen fyldt 25 år og bosat i Danmark, og hun havde født
mindst et barn. Ved godkendelsen af aftalen er hun ikke under værgemål efter værgemålslovens § 5,
værgemål med fratagelse af den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6 eller samværgemål
efter værgemålslovens § 7.
2) Surrogatmoren hverken har modtaget eller vil modtage vederlag, herunder erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste, som led i aftalen. Der er en formodning for, at surrogatmoren har modtaget eller
vil modtage vederlag i strid med 1. pkt., hvis der ikke er en nær relation mellem surrogatmoren og
de tiltænkte forældre eller den tiltænkte eneforælder.
3) Aftalen indeholder oplysninger om relationen mellem surrogatmoren og de tiltænkte forældre
eller den tiltænkte eneforælder.
112
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
4) De tiltænkte forældre eller den tiltænkte eneforælder erklærer, at der vil være en genetisk
forbindelse mellem barnet og mindst en tiltænkt forælder.
5) De tiltænkte forældre eller den tiltænkte eneforælder erklærer, at de hverken har udnyttet eller vil
udnytte surrogatmorens eventuelle vanskelige situation.
6) Aftalen er indgået på en blanket, der er godkendt af Familieretshuset, og aftalen er underskrevet
af surrogatmoren og de tiltænkte forældre eller den tiltænkte eneforælder. Er surrogatmoren gift
eller registreret partner, eller har hun en samlever, skal hendes ægtefælle, registrerede partner eller
samlever også underskrive aftalen.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil betingelserne for at anerkende en dansk altruistisk
surrogataftale blive fastlagt.
Det vil efter den foreslåede ændring af § 6, stk. 2, i Familieretshusloven, jf. lovforslagets § 4, nr. 3,
være Familieretshuset, der træffer afgørelse om godkendelse af aftalen. Familieretshusets afgørelse
herom vil efter § 39 og § 41, stk. 1, i Familieretshusloven inden 4 uger kunne indbringes for
familieretten til prøvelse.
Viser det sig efterfølgende, at betingelserne for at godkende aftalen ikke var opfyldt, vil
Familieretshuset efter den foreslåede bestemmelse i § 30 g, stk. 1, nr. 1, i børneloven, jf. nedenfor,
kunne træffe afgørelse om, at moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab, der er
fastslået på grundlag af aftalen, skal omstødes.
Familieretshuset sender godkendelsen af aftalen til parterne og registrerer den i sit
sagsbehandlingssystem.
Der er ikke noget til hinder for, at parterne aftaler vilkår for surrogataftalen, der ligger uden for de
foreslåede bestemmelser i § 30 b, stk. 1, eksempelvis om hvordan graviditeten skal etableres og
surrogatmorens efterfølgende deltagelse i graviditetsundersøgelser samt i forhold til kost, medicin
og alkohol. Dette gælder også vilkår, der vil kunne begrænse surrogatmorens handlefrihed, f.eks.
forbud mod at benytte offentlig transport, seksuel aktivitet m.v. Dette skyldes, at surrogatmoren er
indstillet på at føde barnet til tiltænkte forældre, som hun i udgangspunktet har en nær relation til,
og at hun ikke er tilskyndet hertil af at modtage vederlag. Hertil kommer, at surrogatmoren efter den
nedennævnte foreslåede bestemmelse i § 30 d i børneloven vil kunne trække samtykket til aftalen
tilbage, mens de tiltænkte forældre ikke ensidigt vil kunne trække samtykket tilbage, når først
surrogatmoren er blevet gravid. Surrogatmoren vil således ikke være retligt forpligtet af sådanne
vilkår, og overtrædelse af et vilkår vil ikke kunne sanktioneres.
Endvidere vil vilkår, der begrænser surrogatmorens rettigheder efter dansk ret, ikke have
retsvirkninger. Surrogatmoren vil således ikke kunne fraskrive sig retten til abort, fosterreduktion
eller anden lægelig behandling. På samme måde vil surrogatmoren heller ikke være retligt forpligtet
til at underkastet sig lægelige indgreb så som abort, fosterreduktion m.v.
Tilsvarende vil vilkår, der strider mod de foreslåede bestemmelser om danske altruistiske
surrogataftaler i dette lovforslag, være uden retsvirkning. Dette gælder f.eks. et vilkår om, at
surrogatmoren vil skulle betale en bod eller tilbagebetale de beløb, som hun har modtaget til
dækning af udgifterne ved graviditeten m.v., hvis hun trækker sit samtykke til aftalen tilbage, da et
113
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
2889084_0114.png
sådant vilkår vil stride mod hendes ret hertil efter den foreslåede bestemmelse i § 30 d, stk. 1, nr. 1,
i børneloven.
De oplysninger, der vil skulle indsendes med henblik på at få godkendt surrogataftalen, vil
understøtte barnets ret til at kende sin egen historie.
Den foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 1, i børneloven vil indebære, at det vil være en
betingelse for at godkende en dansk altruistisk surrogataftale, at surrogatmoren ved indgåelsen af
aftalen var fyldt 25 år og bosat i Danmark, og at hun havde født mindst et barn. Endvidere vil det
være en betingelse, at hun ved godkendelsen af aftalen ikke er under værgemål efter
værgemålslovens § 5, værgemål med fratagelse af den retlige handleevne efter § 6 i
værgemålsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1122 af 28. maj 2021, eller samværgemål efter lovens §
7.
Betingelsen om, at surrogatmoren ikke
må være under værgemål vil både omfatte værgemål efter § 5 i
værgemålsloven, værgemål med fratagelse af den retlige handleevne efter lovens § 6 og samværgemål
efter lovens § 7.
Betingelsen om, at surrogatmoren skal have født et barn vil være opfyldt, selvom hun ikke har
barnet boende, herunder hvis barnet er adopteret, anbragt uden for hjemmet eller dødt.
Formålet med forslaget er at sikre, at en surrogatmor er myndig, og at hun ved, hvad hun påtager
sig, før hun indgår en aftale, der indebærer, at hun skal føde et barn og overdrage det til andre.
Den foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 2, vil indebære, at det vil være en betingelse for at
godkende en surrogataftale, at den er altruistisk, hvilket vil betyde, at surrogatmoren som led i
aftalen hverken har modtaget eller vil modtage vederlag, herunder erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste. Der vil være en formodning for, at surrogatmoren har modtaget eller vil modtage
vederlag, hvis der ikke er en nær relation mellem surrogatmoren og de tiltænkte forældre eller den
tiltænkte eneforælder. Samtidig vil den foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 3, indebære, at
det vil være en betingelse for at godkende aftalen, at den indeholder oplysninger om relationen
mellem surrogatmoren og de tiltænkte forældre eller den tiltænkte eneforælder.
Vederlag i den foreslåede bestemmelse i nr. 2 vil skulle forstås på samme måde som vederlag i § 15
i adoptionsloven, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.2. Vederlagsforbuddet vil således
betyde, at surrogatmoren ikke må kunne opnå nogen fortjeneste eller på anden måde få hævet sin
levestandard som følge af aftalen. Vederlagsforbuddet vil således være til hinder for, at
surrogatmoren modtager betaling ud over, hvad der vil være nødvendigt til dækning af konkrete,
rimelige udgifter, som står i forbindelse med graviditeten og fødslen, f.eks. udgifter til
graviditetsbehandling, ægdonation, medicin, svangerskabstøj, ekstra eller særlig kost,
graviditetsundersøgelser og transport i forbindelse hermed.
Vederlagsforbuddet vil også omfatte betaling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Det skyldes,
at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste vil have karakter af løn for graviditeten.
Vederlagsforbuddet vil dog ikke betyde, at der vil skulle kunne fremlægges bilag for hver eneste
udgift, som surrogatmoren har fået eller vil få refunderet, men udgiftsniveauet vil ved hjælp af bilag
m.v. skulle kunne anskueliggøres. En aftale, der går ud på betaling af et skønsmæssigt beløb til
114
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
dækning af førnævnte udgifter, vil ikke være i strid med vederlagsforbuddet, forudsat at beløbet
ikke væsentligt overstiger surrogatmorens reelle udgifter forbundet med graviditeten og fødslen.
Vederlagsforbuddet vil gælde, uanset hvornår vederlaget betales. Det vil sige, uanset om vederlaget
betales før indgåelsen af aftalen, under graviditeten eller efter fødslen.
Da vederlagsforbuddet vil betyde, at surrogatmoren ikke må kunne opnå nogen fortjeneste eller på
anden måde få hævet sin levestandard, vil det gælde, uanset i hvilken form det erlægges, herunder i
form af kontanter, værdipapirer, fast ejendom eller andre aktiver, hel eller delvis vederlagsfri
anvendelse af fast ejendom og andre aktiver m.v. Modydelser m.v. vil således også være omfattet af
vederlagsbegrebet.
Da vederlagsforbuddet vil betyde, at surrogatmoren ikke må få hævet sin levestandard, vil det også
gælde, hvis det udbetales m.v. til surrogatmorens ægtefælle, registrerede partner eller samlever.
Vederlagsforbuddet vil gælde, uanset hvem der betaler vederlaget. Betaling fra forældre, andre
familiemedlemmer eller nære relationer til tiltænkte forældre vil være omfattet af forbuddet.
Aftalen vil efter den foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk.1, nr. 6, i børneloven, jf. nedenfor, skulle
indgås på en godkendt blanket, og på denne blanket vil parterne skulle redegøre for indholdet af
aftalen, herunder for den eventuelle betaling som surrogatmoren vil modtage i anledning af aftalen.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 6, i børneloven, jf. nedenfor, vil aftalen skulle
indsendes til Familieretshuset inden graviditeten. Dette vil indebære, at der inden graviditeten vil
skulle tages stilling til, om aftalen vil kunne godkendes. På dette tidspunkt vil det ikke være muligt
at vurdere, om der er betalt vederlag. Der vil i stedet skulle tages stilling til, om der vil være risiko
for, at der vil blive betalt vederlag.
Det foreslås derfor, at der vil skulle være en formodning for, at surrogatmoren har modtaget eller vil
modtage vederlag, hvis der ikke er en nær relation mellem surrogatmoren og de tiltænkte forældre.
Samlet set vil dette betyde, at hvis der er en nær relation mellem surrogatmoren og tiltænkte
forældre, vil der være en formodning imod, at surrogatmoren vil modtage vederlag, og at hvis der
ikke er en nær relation, vil der være en formodning for, at surrogatmoren vil modtage vederlag.
Er der en nær relation, vil der normalt ikke være behov for at overveje vederlagsspørgsmålet
nærmere.
Ved en ”nær relation” vil der skulle forstås et nært familieforhold, typisk søskende eller
fætter/kusine, eller et langvarigt nært venskabsforhold. Det vil påhvile tiltænkte forældre og
surrogatmoren at sandsynliggøre, at der er en sådan nær relation.
Er der ikke en nær relation, vil det påhvile de tiltænkte forældre og surrogatmoren at
sandsynliggøre, at surrogatmoren vil føde barnet til de tiltænkte forældre uden at modtage vederlag
og højst modtage betaling til dækning af faktiske udgifter. Dette vil typisk forudsætte, at
surrogatmorens økonomiske situation betyder, at hun ikke vil have behov for et vederlag, eller at
det er sandsynliggjort, at hun har et ægte ønske om at hjælpe barnløse til at få et barn. Det vil kunne
indgå i vurderingen, hvordan parterne er kommet i kontakt med hinanden.
115
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Det bemærkes, at i situationer, hvor der ikke er en nær relation, vil Familieretshuset skulle overveje,
om der er sket overtrædelse af det foreslåede forbud mod formidling af surrogataftaler, jf. det
nedenfor foreslåede kapitel 5 d i børneloven, jf. nedenfor.
Til brug for vurderingen af, om der vil være risiko for, at der vil blive betalt vederlag, vil aftalen
skulle indeholde oplysninger om relationen mellem surrogatmoren og de tiltænkte forældre. Dette
vil fremgå af den blanket, som aftalen vil skulle indgås på.
Den foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 4, i børneloven vil indebære, at det vil være en
betingelse for at godkende en dansk altruistisk surrogataftale, at det følger af aftalen, at der vil være
en genetisk forbindelse mellem det barn, som surrogatmoren føder på grundlag af den godkendte
danske altruistiske surrogataftale, og mindst én tiltænkt forælder.
Dette vil betyde, at hvis aftalen er indgået med et par bestående af en kvinde og en mand, vil det
være en betingelse for at godkende aftalen, at sæden stammer fra manden, eller at ægget stammer
fra kvinden. Hvis aftalen er indgået med et par bestående af to mænd, vil det være en betingelse for
at godkende aftalen, at sæden vil stamme fra den ene af de to mænd, og hvis den er indgået med et
par bestående af to kvinder, vil det være en betingelse for at godkende aftalen, at ægget vil stamme
fra den ene af de to kvinder. Hvis aftalen er indgået med en mand, vil det være en betingelse for at
godkende den, at sæden vil stamme fra ham, og hvis aftalen er indgået med en kvinde, vil det være
en betingelse for at godkende aftalen, at ægget vil stamme fra hende.
Til brug for vurderingen af, om der vil være en genetisk forbindelse mellem barnet og mindst én
tiltænkt forælder, vil aftalen skulle indeholde oplysninger om, hvilken tiltænkt forælder, som sæden
eller ægget vil stamme fra. Dette vil fremgå af den blanket, som aftalen vil skulle indgås på, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 6, i børneloven, jf. nedenfor.
Kravet om genetisk forbindelse mellem barnet og mindst en tiltænkt forælder vil betyde, at der ikke
vil være tale om et adoptionslignende forhold.
Den foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 5, i børneloven vil indebære, at det vil være en
betingelse for at godkende en dansk altruistisk surrogataftale, at de tiltænkte forældre eller den
tiltænkte eneforælder ikke har udnyttet eller vil udnytte surrogatmorens eventuelle vanskelige
situation.
Aftalen vil således ikke kunne godkendes, hvis de tiltænkte forældre har udnyttet surrogatmorens
betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt eller letsind, eller de har
udnyttet, at surrogatmoren står i et afhængighedsforhold til dem. Vurderingen heraf vil som
udgangspunkt skulle foretages på grundlag af de oplysninger om relationen mellem surrogatmoren
og de tiltænkte forældre eller den tiltænkte eneforælder, som aftalen efter den foreslåede
bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 3, vil skulle indeholde. Familieretshuset vil dog kunne anmode
parterne om yderligere oplysninger og vil kunne indkalde dem til et møde, herunder med parterne
hver for sig.
Den foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 6, i børneloven vil for det første indebære, at det vil
være en betingelse for at godkende en dansk altruistisk surrogataftale, at den er indgået på en
blanket, der er godkendt af Familieretshuset. Blanketten vil skulle indeholde oplysninger om
retsvirkningerne af aftalen, navnlig at surrogatmoren vil kunne trække sit samtykke til aftalen
116
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
tilbage, at de tiltænkte forældre ikke ensidigt vil kunne trække deres samtykke til aftalen tilbage,
medmindre tilbagetrækningen af samtykket sker, inden surrogatmoren er blevet gravid, at aftalen i
visse situationer vil bortfalde, og at der vil kunne træffes afgørelse om, at de tiltænkte forældre
anses som forældre til barnet. Samtidig vil blanketten skulle indeholde oplysninger om mulighed
for efterfølgende at omstøde forældreskabet, navnlig hvis det viser sig, at surrogatmoren i strid med
vederlagsforbuddet har modtaget vederlag i anledning af aftalen. Der henvises til de foreslåede
bestemmelser i §§ 30 d-30 g i børneloven, jf. nedenfor.
Blanketten vil også bl.a. skulle indeholde oplysninger om, hvordan forældreskabet til barnet efter
fødslen etableres ved registrering, anerkendelse eller aftale. Der henvises til de foreslåede
bestemmelser i § 3 d, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, og §§ 30 e og 30 f i børneloven, jf. nedenfor.
Samtidig vil blanketten skulle indeholde rubrikker til afgivelse af de oplysninger, der fremgår af de
foreslåede bestemmelser i § 30 b, stk. 1, nr. 1-5, i børneloven med forklaringer på de enkelte
punkter.
Endelig vil blanketten skulle indeholde oplysninger om, at det følger af § 163 i straffeloven, at den,
som i øvrigt til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige, skriftligt eller ved andet læsbart
medie afgiver urigtig erklæring eller bevidner noget, som den pågældende ikke har viden om,
straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Samtidig vil blanketten skulle indeholde
oplysninger om det foreslåede forbud mod formidling af surrogataftaler, jf. det nedenfor foreslåede
kapitel 5 d i børneloven, jf. nedenfor, og oplysning om, at assisteret reproduktion ikke må finde sted
i Danmark, når der foreligger en surrogataftale, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.4.
Efter § 33, stk. 2, i børneloven, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 15, vil social- og
boligministeren kunne bestemme, at underskrifter på de omhandlede blanketter skal være bekræftet
af en advokat eller 2 vitterlighedsvidner eller bekræftet på anden måde.
Samlet set vil forslaget betyde, at parterne er blevet orienteret om retsvirkningerne af aftalen, inden
de underskriver den, og at de afgiver de oplysninger, som er nødvendige for vurderingen af, om
aftalen vil kunne godkendes.
For det andet vil det foreslåede nr. 6 betyde, at det vil være en betingelse for at godkende en dansk
altruistisk surrogataftale, at aftalen er underskrevet af surrogatmoren og de tiltænkte forældre eller
den tiltænkte eneforælder. Er surrogatmoren gift eller registreret partner, eller har hun en samlever,
vil det endvidere være en betingelse for godkendelsen, at hendes ægtefælle, registrerede partner
eller samlever også underskriver aftalen og dermed accepterer, at surrogatmoren føder et barn til de
tiltænkte forældre.
Om begrebet samlever henvises til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 30 a, stk. 1, i
børneloven, jf. ovenfor.
Endelig foreslås det, at der som § 30 b,
stk. 2,
i børneloven indsættes en bestemmelse, hvoraf det
fremgår, at en aftale efter stk. 1 ikke kan danne grundlag for etablering af moderskab, faderskab,
medmoderskab og medfaderskab, hvis Familieretshuset har godkendt den, efter surrogatmorens
graviditet blev etableret.
Forslaget vil betyde, at forældreskab ikke vil kunne fastslås i overensstemmelse med
surrogataftalen, hvis surrogatmoren er blevet gravid, inden Familieretshuset har godkendt aftalen.
117
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Dermed vil det blive sikret, at graviditeten ikke etableres, før det ved en godkendt dansk altruistisk
surrogataftale er fastlagt, hvem der skal være barnets forældre.
Forslaget vil ikke betyde, at surrogatmoren vil skulle fremlægge bevis for, at hun ikke er gravid ved
indsendelsen af aftalen til Familieretshuset. I stedet vil hun skulle erklære, at hun ikke er gravid, og
at graviditet først vil blive etableret, når aftalen er godkendt.
(Til § 30 c)
Det foreslås, at der som
§ 30 c
i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter moderskab,
faderskab, medmoderskab og medfaderskab som følge af en dansk altruistisk surrogataftale, der er
godkendt efter § 30 b, fastlægges således:
1) Er aftalen indgået mellem en surrogatmor og et par bestående af en kvinde og en mand, anses
sidstnævnte kvinde og manden som henholdsvis barnets mor og far.
2) Er aftalen indgået mellem en surrogatmor og et par bestående af 2 mænd, anses den mand, der er
genetisk far til barnet, som barnets far og den anden mand som barnets medfar.
3) Er aftalen indgået mellem en surrogatmor og et par bestående af 2 kvinder, anses den kvinde, der
har leveret ægget, som barnets mor og den anden kvinde som barnets medmor.
4) Er aftalen indgået mellem surrogatmoren og en mand, anses manden som barnets far, hvis han er
genetisk far til barnet.
5) Er aftalen indgået mellem en surrogatmor og en kvinde, anses sidstnævnte kvinde som barnets
mor, hvis hun er genetisk mor til barnet.
De foreslåede bestemmelser vil betyde, at når moderskab, faderskab, medmoderskab og
medfaderskab (forældreskab) som følge af en dansk altruistisk surrogataftale, der er godkendt efter
den foreslåede bestemmelse i § 30 b, fastlægges dette forældreskab nr. 1-5.
Med hensyn til det foreslåede nr. 1 bemærkes, at bestemmelsen vil omfatte situationer, hvor den
mandlige tiltænkte forælder har leveret sæden og dermed er genetisk far til barnet, eller den
kvindelige tiltænkte forælder har leveret ægget, og dermed er genetisk mor til barnet.
Med hensyn til det foreslåede
nr. 2 bemærkes, at bestemmelsen vil betyde, at begrebet ”medfar”
indføres som retligt forældreskab i børneloven. Begrebet vil skulle anvendes, når de tiltænkte
forældre er et par bestående af to mænd, og begrebet vil skulle anvendes som betegnelse som
forælder for partneren til den mand, der er genetisk og retlig far til barnet.
Med hensyn til de foreslåede nr. 4 og 5 bemærkes, at når der kun er én tiltænkt forælder, anses
surrogatmoren ikke længere som retlig forælder (mor) til barnet. Der henvises til den ved
lovforslagets § 1, nr. 9, foreslåede ændring af § 30 i børneloven. Den tiltænkte forælder vil derfor
være barnets eneste forælder.
(Til § 30 d)
Det foreslås, at der som
§ 30 d, stk. 1,
i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter en dansk
altruistisk surrogataftale, der er godkendt efter § 30 b, bortfalder i følgende situationer:
118
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
1) Surrogatmoren meddeler Familieretshuset, at hun trækker sit samtykke til den danske altruistiske
surrogataftale tilbage. Denne adgang til at trække samtykket tilbage ophører, når moderskab,
faderskab, medmoderskab eller medfaderskab på grundlag af aftalen er registreret eller anerkendt,
eller der er truffet afgørelse herom.
2) Surrogatmoren har ikke inden 6 måneder efter fødslen genbekræftet aftalen i forbindelse med
registrering eller anerkendelse af eller afgørelse om moderskab, faderskab, medmoderskab og
medfaderskab på grundlag af aftalen.
3) Der er ikke inden for 2 år fra godkendelsen af aftalen anmodet om registrering eller anerkendelse
af eller afgørelse om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab på grundlag af
aftalen, jf. dog 2. pkt. Familieretshuset forlænger fristen efter 1. pkt. med 1 år, hvis surrogatmoren
er blevet gravid, og alle parter inden udløbet af fristen efter 1. pkt. anmoder herom.
4) Faderskab eller medmoderskab til barnet er registreret efter §§ 2 eller 3 b.
5) En tiltænkt forælder trækker sit samtykke til den danske altruistiske surrogataftale tilbage og
meddeler dette til surrogatmoren, den eventuelle anden tiltænkte forælder og Familieretshuset. En
tiltænkt forælders adgang efter 1. pkt. til at trække sit samtykke tilbage ophører, når surrogatmoren
er blevet gravid.
6) Betingelserne for at godkende aftalen efter § 30 b var ikke opfyldt.
Forslaget vil betyde, at i de situationer, der er nævnt i nr. 1-4, vil en dansk altruistisk surrogataftale,
der er godkendt efter den foreslåede bestemmelse i § 30 b i børneloven, bortfalde. Dette vil betyde,
at der ikke vil kunne fastslås forældreskab på grundlag af aftalen.
Bortfalder aftalen, vil det betyde, at surrogatmoren efter § 30 i børneloven, som foreslået ændret
ved lovforslagets § 1, nr. 9, vil blive anset som mor til barnet. Dette vil også gælde, selvom ægget
kommer fra en kvindelig tiltænkt forælder. Som beskrevet i bemærkningerne til den ved
lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede bestemmelse i § 3 d i børneloven vil surrogatmoren i denne
situation, hvor der ikke fastslået forældreskab på grundlag af aftalen, være registreret som mor til
barnet, og bortfalder aftalen, vil denne registrering fortsætte.
Ved bortfaldet af aftalen vil faderskab og medmoderskab til barnet skulle fastslås efter kapitel 1, 1
a, 2 og 3 i børneloven, der indeholder bestemmelser om registrering og anerkendelse af og afgørelse
om faderskab og medmoderskab. Manden, som har leveret sæden, vil efter § 27 c i børneloven, som
foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 7, blive anset som far til barnet. Der henvises til de
almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.3.1. Det bemærkes, at surrogatmorens eventuelle ægtefælle
eller registrerede partner efter §§ 1 og 3 a i børneloven i forbindelse med registreringen af fødslen
vil blive registreret som far eller medmor til barnet, og i så fald vil der ikke være behov for at søge
faderskab og medmoderskab til barnet fastslået.
Den foreslåede bestemmelse i § 30 d, stk. 1, nr. 1, i børneloven vil betyde, at en godkendt dansk
altruistisk surrogataftale vil bortfalde, hvis surrogatmoren meddeler Familieretshuset, at hun
trækker sit samtykke til surrogataftalen tilbage. Denne adgang til at trække samtykket tilbage vil
ophøre, når forældreskab på grundlag af aftalen er registreret eller anerkendt, eller der er truffet
afgørelse herom efter de foreslåede bestemmelser i §§ 3 d, 30 e og 30 f i børneloven.
119
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Den foreslåede adgang til at trække samtykket tilbage vil også gælde i situationer, hvor den
tiltænkte mor har leveret ægget.
Modtager Familieretshuset meddelelse fra surrogatmoren om, at hun trækker samtykket tilbage, vil
Familieretshuset skulle orientere de øvrige involverede herom hurtigst muligt.
Den foreslåede bestemmelse i § 30 d, stk. 1, nr. 2, i børneloven vil betyde, at en godkendt dansk
altruistisk surrogataftale vil bortfalde, hvis surrogatmoren ikke inden 6 måneder efter fødslen har
genbekræftet aftalen i forbindelse med registrering eller anerkendelse af eller afgørelse om
moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab (forældreskab) på grundlag af aftalen.
Dette vil indebære, at hvis surrogatmoren efter fødslen forholder sig passiv, vil det ikke være muligt
at fastslå de tiltænkte forældres forældreskab.
Overdragelse af forældreskab på grundlag af en dansk altruistisk surrogataftale vil således kun
kunne gennemføres med surrogatmorens udtrykkelige accept, og forslaget vil give surrogatmoren
en periode efter fødslen til at overveje, om hun forsat ønsker at overdrage forældreskabet. Har hun
ikke accepteret overdragelsen af forældreskabet inden 6 måneder efter fødslen, må dette tages som
udtryk for, at hun reelt ikke ønsker at afgive barnet til de tiltænkte forældre, hvorfor aftalen af
hensyn til afklaringen af barnets situation vil bortfalde.
Bestemmelsen vil betyde, at den myndighed, der behandler en sag om forældreskabet til barnet vil
skulle sikre sig, at surrogatmoren er opmærksom på bestemmelsen sådan, at hun ikke ved en fejl
overskrider fristen.
Den foreslåede bestemmelse i § 30 d, stk. 1, nr. 3, 1. pkt., i børneloven vil betyde, at en godkendt
dansk altruistisk surrogataftale vil bortfalde, hvis der ikke inden for 2 år fra godkendelsen af aftalen
er anmodet om registrering eller anerkendelse af eller afgørelse om moderskab, faderskab,
medmoderskab og medfaderskab (forældreskab) på grundlag af aftalen.
Med forslaget vil der blive sat en grænse for, i hvor lang tid en godkendt dansk altruistisk
surrogataftale gælder. Forslaget vil betyde, at hvis surrogatmoren ikke blevet gravid inden for 1 år
fra godkendelsen af aftalen, bør parterne overveje at indgå en ny aftale, der vil skulle godkendes
efter den foreslåede bestemmelse i § 30 b i børneloven, da det ellers ikke er sikkert, at barnet vil
blive født inden udløbet af aftalen henset til, at en graviditet normalt varer omkring 9 måneder. Der
henvises dog til det foreslåede 2. pkt.
Der henvises til, at de tiltænkte forældre efter den foreslåede bestemmelse i § 30 d, stk. 2, i
børneloven, jf. nedenfor, ikke ensidigt vil kunne trække samtykket til aftalen tilbage, medmindre
tilbagetrækningen af samtykket sker, inden surrogatmoren er blevet gravid, og at de derfor som
udgangspunkt vil kunne blive anset som forældre til alle børn, som surrogatmoren føder, mens
aftalen er gældende.
I forhold til surrogatmoren bemærkes, at efter den foreslåede bestemmelse i § 30 d, stk. 1, nr. 1, i
børneloven vil hun inden udløbet af den foreslåede 2-årsfrist kunne trække samtykket til aftalen
tilbage. Hun vil derfor have mulighed for at fortryde aftalen, f.eks. fordi hun selv vil have et barn
med en anden.
Det foreslåede 2. pkt. vil betyde, at Familieretshuset vil skulle forlænge fristen efter 1. pkt. med 1
år, hvis surrogatmoren er blevet gravid, og alle parter inden udløbet af fristen efter 1. pkt. anmoder
120
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
herom. Familieretshuset vil i disse situationer ikke skulle foretage anden sagsbehandling end at
sikre sig, at de betingelser, der fremgår af bestemmelsen, er opfyldt. Fristen vil altid skulle
forlænges med 1 år, selvom der i den konkrete sag ikke måtte være behov for en så lang
fristforlængelse.
Den foreslåede bestemmelse i § 30 d, stk. 1, nr. 4, i børneloven vil betyde, at en godkendt dansk
altruistisk surrogataftale vil bortfalde, hvis faderskab eller medmoderskab til barnet er registreret
efter lovens §§ 2 eller 3 b. Det fremgår af disse bestemmelser, at fødes et barn af en ugift kvinde,
anses en mand som far henholdsvis en kvinde som medmor, hvis manden eller kvinden sammen
med moren skriftligt erklærer, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet.
Underskrive surrogatmoren en sådan erklæring i forbindelse med registreringen af barnets fødsel,
må det anses som udtryk for, at hun trækker sit samtykke til aftalen tilbage, hvorfor aftalen vil
bortfalde. Den foreslåede bestemmelse i § 30 d, stk. 1, nr. 5, i børneloven vil betyde, at en godkendt
dansk altruistisk surrogataftale vil bortfalde, hvis betingelserne for at godkende aftalen efter den
foreslåede § 30 b ikke var ikke opfyldt, da aftalen blev godkendt. Det vil f.eks. kunne dreje sig om
situationer, hvor det viser sig, at surrogatmoren har modtaget vederlag, eller der ikke er en genetisk
forbindelse mellem barnet og en tiltænkt forælder.
Den foreslåede bestemmelse i § 30 d, stk. 1, nr. 5, 1. pkt., i børneloven vil betyde, at en godkendt
dansk altruistisk surrogataftale vil bortfalde, hvis en tiltænkt forælder trækker sit samtykke til
aftalen tilbage og meddeler dette til surrogatmoren, den eventuelle anden tiltænkte forælder og
Familieretshuset.
Dette vil være tiltænkte forældre eneste mulighed for at træde tilbage fra en dansk altruistisk
surrogataftale, og den begrænses tidsmæssigt af bestemmelsen i dens 2. pkt., jf. nedenfor.
Er aftalen indgået af et tiltænkt forældrepar, tilkommer adgangen til at trække samtykket tilbage
enhver af dem med den virkning, at hele aftale vil bortfalde. Ønsker den anden tiltænkte forælder
fortsat at få et barn ved hjælp af surrogatmoren, må de indgå en ny aftale, der skal godkendes efter
den foreslåede bestemmelse i § 30 b.
Det vil være en betingelse for at trække samtykket tilbage, at dette er meddelt surrogatmoren, den
eventuelle anden tiltænkte forælder og Familieretshuset. Det er den, der trækker samtykket tilbage,
der har ansvaret for, at samtykket kommer frem til navnlig surrogatmoren sådan, at hun kan afbryde
eller undlade at påbegynde graviditetsbehandling.
Den foreslåede bestemmelse i § 30 d, stk. 1, nr. 5, 2. pkt., i børneloven vil betyde, at en tiltænkt
forælders adgang efter det foreslåede 1. pkt. til at trække sit samtykke tilbage ophører, når
surrogatmoren er blevet gravid. Dette vil indebære, at en tiltænkt forælder ikke vil kunne trække
samtykket til en dansk altruistisk surrogataftale tilbage, når surrogatmoren er blevet gravid.
I relation til det foreslåede 2. pkt. vil graviditet også omfatte situationer, hvor surrogatmoren er
blevet insemineret eller har fået opsat et æg, der er blevet befrugtet. I så fald vil samtykket ikke
kunne trækkes tilbage, medmindre det viser sig, at surrogatmoren ikke blev gravid ved
behandlingen.
Er samtykket ikke trukket tilbage rettidigt, vil tiltænkte forældre blive forældre til barnet, selvom de
efter indgåelsen af aftalen finder ud af, at de alligevel ikke ønsker et barn, er gået fra hinanden og
121
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
derfor ikke ønsker at få et barn sammen, surrogatmoren har overtrådt eventuelle vilkår for aftalen,
f.eks. i relation, til kost, medicin, alkohol, eller de efter fødslen finder ud af, at de ikke ønsker det
barn, som surrogatmoren har født til dem, f.eks. fordi barnet har et handicap.
Hvis meddelelse om tilbagekaldelse af samtykke ikke er rettidig, vil tiltænkte forældre kun kunne
undgå at blive anset som forældre, hvis surrogataftalen bortfalder af de grunde, der fremgår af de
foreslåede bestemmelser i § 30 d, stk. 1, nr. 1-3, i børneloven, navnlig fordi surrogatmoren trækker
sit samtykke til aftalen tilbage.
Hvis hverken surrogatmoren eller tiltænkte forældre efter fødslen ønsker barnet, vil det være op til
de sociale myndigheder at tage sig af barnet, herunder at prøve at finde en adoptivfamilie til barnet
sådan, at det alligevel vil kunne vokse op i sin egen familie. Indtil barnet i en sådan situation måtte
blive adopteret, vil retsforholdet mellem barnet og de tiltænkte forældre være det samme som
generelt gælder mellem børn og forældre. De tiltænkte forældre vil derfor have forsørgelsespligt
over for barnet, og barnet vil have arveret efter dem og ret til at tage deres efternavne.
(Til § 30 e)
Det foreslås, at der som
§ 30 e
i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter moderskab,
faderskab, medmoderskab og medfaderskab som følge af en dansk altruistisk surrogataftale, der er
godkendt efter § 30 b, efter barnets fødsel kan anerkendes. Anerkendelse efter 1. pkt. er betinget af,
at de erklæringer og anmodninger, der fremgår af § 3 d, stk. 1, fremlægges.
Forslaget vil betyde, at forældreskab som følge af en dansk altruistisk surrogataftale, der er
godkendt efter den foreslåede bestemmelse i § 30 b, vil kunne anerkendes over for Familieretshuset
eller familieretten. Anerkendelse over for familieretten vil dog kun kunne ske, hvis sagen er
indbragt for familieretten. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.3.5.
Anerkendelsen vil først kunne ske efter fødslen således, at surrogatmoren vil have mulighed for at
trække sit samtykke til aftalen tilbage, efter hun har født barnet, jf. den foreslåede bestemmelse i §
30 d, stk. 1, nr. 1, i børneloven.
Forslaget vil navnlig finde anvendelse i situationer, hvor forældreskab som følge af en godkendt
dansk altruistisk surrogataftale ikke er blevet registreret i forbindelse med fødslen efter den
foreslåede bestemmelse i § 3 d i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, fordi fristen for
registreringen på 4 uger efter § 7 i børneloven er udløbet.
Forslaget vil herudover også finde anvendelse, hvis barnet ikke er født i Danmark, men i udlandet, i
Grønland eller på Færøerne, idet barnet i disse situationer ikke personregistreres i Danmark ved
fødslen, hvorfor forældreskabet til barnet ikke vil kunne registreres i forbindelse med fødslen. Dette
vil gælde både situationer, hvor fødslen ikke sker i Danmark, fordi surrogatmoren efter indgåelsen
af aftalen er flyttet til udlandet, eller fordi en surrogatmor med bopæl i Danmark på grund af et
midlertidigt ophold i udlandet, f.eks. på grund af ferie, føder barnet der.
Det bemærkes, at forældreskabet ikke vil kunne anerkendes, hvis den godkendte danske altruistiske
surrogataftale er bortfaldet efter den foreslåede bestemmelse i § 30 d i børneloven. I forbindelse
med behandling af en sag om anerkendelse af forældreskab vil det derfor skulle undersøges, om
aftalen er bortfaldet.
122
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Anerkendes det, at de tiltænkte forældre er forældre til barnet, vil deres forældreskab blive fastlagt i
overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i § 30 c i børneloven.
Anerkendelse af forældreskabet vil betyde, at surrogatmoren ikke længere vil blive anset som mor
til barnet. Der henvises til § 30 i børneloven, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 9.
Samtidig vil Familieretshuset skulle slette registreringen af surrogatmorens eventuelle ægtefælles
eller registrerede partners faderskab eller medmoderskab, der i forbindelsen med registreringen af
barnets fødsel er blevet registreret efter §§ 1 eller 3 a i børneloven. Der henvises til
bemærkningerne til den foreslåede § 3 c i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.
Efter forslaget vil anerkendelse af forældreskab være betinget af fremlæggelse af de erklæringer og
anmodninger, der fremgår af § 3 d, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.
Det vil dreje sig om følgende:
1) Erklæring fra surrogatmoren, om, at hun genbekræfter surrogataftalen, og at hun i anledning af
aftalen hverken har modtaget eller vil modtage vederlag, herunder erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste.
2) Anmodning fra dem eller den, der efter § 30 c anses som mor, far, medmor eller medfar til
barnet, om at blive registreret (anerkendt) som forældre eller forælder til barnet i overensstemmelse
med aftalen, og erklæring fra dem eller den om i anledning af aftalen hverken at have ydet eller at
ville yde vederlag, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, til surrogatmoren.
3) Erklæring fra surrogatmorens eventuelle ægtefælle, registrerede partner eller samlever om, at
ægtefællen, den registrerede partner eller samleveren i anledning af aftalen hverken har modtaget
eller vil modtage vederlag, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Erklæringerne og anmodningerne er nærmere beskrevet i bemærkningerne til den foreslåede
bestemmelse i § 3 d i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.
Anerkendes forældreskabet ikke, vil der kunne træffes afgørelse herom efter den foreslåede
bestemmelse i § 30 f.
De omhandlede anmodninger og erklæringer vil skulle afgives på blanketter, der er godkendt af
Familieretshuset efter § 33, stk. 2, i børneloven, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 15.
Blanketterne vil skulle indeholde oplysninger om, hvordan de indgives, om retsvirkningerne af
anmodningerne og erklæringerne, herunder om § 163 i straffeloven, og en forklaring om, hvad
vederlag omfatter.
Efter § 33, stk. 1, i børneloven, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 14, vil social- og
boligministeren kunne bestemme, at underskrifter på de omhandlede blanketter vil skulle være
bekræftet af en advokat eller 2 vitterlighedsvidner eller bekræftet på anden måde.
(Til § 30 f)
Det foreslås, at der som
§ 30 f, stk. 1,
i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter
Familieretshuset træffer afgørelse om, at en kvinde er mor eller medmor, hvis hun efter § 30 b, jf. §
30 c, anses som mor eller medmor til barnet, jf. dog stk. 3. Samtidig foreslås det, at der som § 30 f,
stk. 2,
i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter Familieretshuset træffer afgørelse om, at en
123
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
mand er far eller medfar, hvis han efter § 30 b, jf. § 30 c, anses som far eller medfar til barnet, jf.
dog stk. 3.
Forslaget vil alene vedrøre situationer, hvor forældreskabet ikke er registreret eller anerkendt efter
de foreslåede §§ 3 d og 30 e. I disse situationer vil forslaget betyde, at når der er indgået en dansk
altruistisk surrogataftale, og aftalen er godkendt efter den foreslåede bestemmelse i § 30 b, så vil
Familieretshuset skulle træffe afgørelse om de tiltænkte forældres eller den tiltænkte eneforælders
moderskab, faderskab, medmoderskab eller medfaderskab (forældreskab) til barnet.
Ved afgørelsen vil forældreskabet blive fastlagt i overensstemmelse med den foreslåede
bestemmelse i § 30 c i børneloven.
Afgørelsen vil også betyde, at surrogatmoren ikke længere vil blive anset som mor til barnet, jf. §
30 i børneloven, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 9. Samtidig vil Familieretshuset
skulle slette registreringen af surrogatmorens eventuelle ægtefælles eller registrerede partners
faderskab eller medmoderskab, der i forbindelsen med registreringen af barnets fødsel er blevet
registreret efter §§ 1 eller 3 a i børneloven. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 3 c
i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.
Familieretshusets afgørelse om forældreskabet vil efter § 39 og § 41, stk. 1, i Familieretshusloven
inden 4 uger kunne indbringes for familieretten til prøvelse.
Videre foreslås det, at der som § 30 f,
stk. 3,
i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter der
ikke kan træffes afgørelse efter stk. 1 og 2 i følgende situationer:
1) Surrogatmoren har modtaget vederlag som led i aftalen, herunder erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste.
2) Den danske altruistiske surrogataftale er bortfaldet efter § 30 d.
3) Der er ikke en genetisk forbindelse mellem barnet og en mindst tiltænkt forælder, jf. § 30 b, stk.
1, nr. 4.
Forslaget vil betyde, at der ikke vil kunne træffes afgørelse om forældreskab efter de foreslåede
bestemmelser i stk. 1 og 2, hvis en af betingelserne i det foreslåede stk. 3 er opfyldt. Stk. 3 vil
indeholde en udtømmende liste over situationer, hvor der ikke kan træffes afgørelse om
forældreskabet.
Forslaget vil indebære, at Familieretshuset vil skulle indhente erklæringer fra parterne om, hvorvidt
de har modtaget eller ydet vederlag i anledning af aftalen. Om vederlag henvises til
bemærkningerne til det foreslåede § 30 b, stk. 1, nr. 2. Familieretshuset vil også skulle undersøge,
om aftalen er bortfaldet efter den foreslåede § 30 d.
Derimod vil der som udgangspunkt kun være behov for at undersøge den genetiske forbindelse
mellem barnet og en tiltænkt forælder, hvis en af parterne i sagen gør gældende, at der ikke er en
sådan genetisk forbindelse. Denne situation vil navnlig kunne opstå, hvis det gøres gældende, at
surrogatmoren ikke er blevet gravid med sæd fra en tiltænkt forælder, men fra en anden mand.
124
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Forslaget vil navnlig finde anvendelse i de situationer, hvor de tiltænkte forældre eller den tiltænkte
eneforælder fortryder surrogataftalen og alligevel ikke ønsker barnet eller mener, at der ikke er en
genetisk forbindelse til barnet.
Forslaget vil også finde anvendelse i situationer, hvor en part er død. I denne situation vil der skulle
tages stilling til vederlagsspørgsmålet, uden at alle parter har mulighed for at afgive erklæring
herom.
Endelig foreslås det, at der som § 30 f,
stk. 4,
i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter
parterne i en sag efter stk. 1 og 2 er surrogatmoren og det tiltænkte forældrepar eller den tiltænkte
eneforælder og disses dødsboer.
Den foreslåede bestemmelse vil regulere, hvem der er parter under behandlingen af en sag om
forældreskab på grundlag af en dansk altruistisk surrogataftale, der er godkendt efter den foreslåede
bestemmelse i § 30 b i børneloven. Der henvises til den foreslåede bestemmelse i § 30 a, stk. 1, i
børneloven.
(Til § 30 g)
Det foreslås, at der som
§ 30 g, stk. 1,
i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter
Familieretshuset i følgende situationer kan træffe afgørelse om, at moderskab, faderskab,
medmoderskab og medfaderskab, der er fastslået på grundlag af en dansk altruistisk surrogataftale,
der er godkendt efter § 30 b, skal omstødes:
1) Betingelserne for at godkende aftalen efter § 30 b var ikke opfyldt.
2) Aftalen var efter § 30 d bortfaldet.
3) Der blev begået fejl ved fastslåelsen af moderskabet, faderskabet, medmoderskabet og
medfaderskabet.
Forslaget vil betyde, at moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab (forældreskab), der
er fastslået på grundlag af en dansk altruistisk surrogataftale, der er godkendt efter den foreslåede
bestemmelse i § 30 b i børneloven, vil kunne omstødes i de situationer, der fremgår af
bestemmelsens nr. 1-3. Dette vil gælde, uanset om forældreskabet er fastslået ved registrering,
anerkendelse eller afgørelse, jf. der foreslåede §§ 3 d, 30 e og 30 f. Afgørelse om, at et forældreskab
skal omstødes, vil skulle træffes, selvom parterne ønsker forældreskabet opretholdt, men som det
fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 30 g, stk. 2, jf. nedenfor, vil der altid skulle tages hensyn
til barnets bedste.
Det vil være Familieretshuset, der træffer afgørelse om omstødelse af forældreskab, jf. den ved
lovforslagets § 4, nr. 2, foreslåede ændring af § 6, stk. 2, i Familieretshusloven.
En sag om omstødelse vil typisk blive indledt ved, at en privat part, f.eks. en af de tiltænkte
forældre, hvis forældreskab til barnet er blevet fastslået på grundlag af en godkendt dansk altruistisk
surrogataftale, søger forældreskabet omstødt, f.eks. fordi den pågældende ikke mener, at han eller
hun skulle have været fastslået som forælder til barnet. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet,
hvis en mandlig tiltænkt forælder mener, at surrogatmoren ikke som aftalt er blevet gravid med hans
sæd, men med sæd fra en anden mand.
125
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Anmodning om omstødelse vil forudsætte, at den pågældende har en retlig interesse i sagen.
Sagen vil også kunne indledes af Familieretshuset af egen drift, hvis der f.eks. opstår mistanke om,
at surrogatmoren i anledning af den godkendte danske altruistiske surrogataftale har modtaget
betaling, der strider mod vederlagsforbuddet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 2.
Den foreslåede bestemmelse i § 30 g, stk. 1, nr. 1, i børneloven vil indebære, at forældreskab, der er
fastslået på grundlag af en godkendt dansk altruistisk surrogataftale, vil kunne omstødes, hvis
betingelserne for at godkende aftalen efter den foreslåede bestemmelse i § 30 b i børneloven ikke
var opfyldt, da aftalen blev godkendt.
Det må forventes, at spørgsmål om omstødelse af forældreskabet navnlig vil opstå ved mistanke
om, at surrogatmoren i anledning af aftalen har modtaget betaling i strid med det foreslåede
vederlagsforbud, jf. den foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 2. Det fremgår af
bemærkningerne til den bestemmelse, at vederlagsforbuddet ikke vil betyde, at der vil skulle kunne
fremlægges bilag for hver eneste udgift, som surrogatmoren vil få refunderet, men udgiftsniveauet
vil ved hjælp af bilag m.v. skulle kunne anskueliggøres. En aftale, der går ud på betaling af et
skønsmæssigt beløb til dækning af førnævnte udgifter, vil ikke være i strid med vederlagsforbuddet,
forudsat at beløbet ikke står i misforhold til surrogatmorens reelle udgifter forbundet med
graviditeten og fødslen.
Der vil skulle tages udgangspunkt i dette ved vurderingen af, om surrogatmoren har modtaget
betaling, der strider mod vederlagsforbuddet.
Den foreslåede bestemmelse i § 30 g, stk. 1, nr. 2, i børneloven vil indebære, at forældreskab, der er
fastslået på grundlag af en godkendt dansk altruistisk surrogataftale, vil kunne omstødes, hvis
aftalen inden fastslåelsen af forældreskabet var bortfaldet efter den foreslåede bestemmelse i § 30 d
i børneloven. Denne situation vil kun kunne opstå, hvis den myndighed, der fastslog forældreskabet,
ikke var klar over, at aftalen var bortfaldet. Tog den myndighed, der fastslog forældreskabet,
udtrykkeligt stilling til, at aftalen ikke var bortfaldet, og gjorde ingen indsigelse herimod, vil
forældreskabet ikke efterfølgende kunne omstødes, selvom det efterfølgende viser sig, at aftalen var
bortfaldet.
Den foreslåede bestemmelse i § 30 g, stk. 1, nr. 3, i børneloven vil indebære, at forældreskab, der er
fastslået på grundlag af en godkendt dansk altruistisk surrogataftale, vil kunne omstødes, hvis der
blev begået fejl ved fastslåelsen af forældreskabet.
Den foreslåede bestemmelse vil kunne finde anvendelse i en række forskellige situationer, hvor der
ved fastslåelsen af forældreskabet blev begået fejl. Det vil kunne dreje sig om situationer, hvor en
forkert person er blevet fastslået som forælder til barnet som følge af en fejlregistrering, eller fordi
den pågældende ikke var genetisk forælder til barnet, f.eks. hvis barnet ikke var blevet til ved sæd
fra den mandlige tiltænkte forælder, som efter aftalen skulle levere sæden, fordi surrogatmoren
havde samleje med en anden mand, og barnet er blevet til ved hans sæd.
Den foreslåede bestemmelse vil i relation til forældreskab fastslået på grundlag af en godkendt
dansk altruistisk surrogataftale skulle træde i stede for bestemmelserne i §§ 22-25 i børneloven om
genoptagelse af faderskab og medmoderskab, der er beskrevet i de almindelige bemærkninger,
punkt 2.1.2.3.4.
126
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Videre foreslås det, at der som § 30 g,
stk. 2,
i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter der
ved vurderingen af, om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab skal omstødes efter
stk. 1, skal tages hensyn til barnets bedste.
Forslaget vil betyde, at der ved vurderingen af, om moderskab, faderskab, medmoderskab og
medfaderskab (forældreskab) skal omstødes efter den foreslåede bestemmelse i § 30 h, stk. 1, i
børneloven vil skulle tages hensyn til barnets bedste. Forældreskab vil således ikke kunne
omstødes, hvis omstødelsen vil stride mod barnets bedste.
Er omstødelsessagen begrundet i, at surrogatmoren i anledning af aftalen har modtaget betaling i
strid med det foreslåede vederlagsforbud, jf. den foreslåede bestemmelse i § 30 b, stk. 1, nr. 2, i
børneloven, bør forældreskabet søges omstødt, medmindre barnets situation vil blive væsentligt
påvirket af omstødelsen. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis omstødelsen vil betyde, at barnet sit
grundlag for ophold i Danmark, eller at den, som barnet bor hos, ikke længere vil være forælder til
barnet. Der henvises til Højesterets dom af 16. november 2020, der er beskrevet i de almindelige
bemærkninger, punkt 2.3.2.1.2.
Det vil også skulle indgå i vurderingen af barnets bedste, hvem der formodes at ville være forældre
til barnet, hvis forældreskabet til barnet omstødes, herunder barnets tilknytning til de mulige
forældre. Som led i en omstødelsessag vil der således kunne opstå behov for at undersøge, hvem der
efter bestemmelserne i kapitel 2 og 3 i børneloven vil kunne anses for forælder til barnet, eventuelt
ved foretagelse af retsgenetiske undersøgelser.
Er omstødelsessagen begrundet i, at en anden kan være f.eks. genetisk far til barnet, bør følgende
elementer indgå i overvejelserne om, hvorvidt forældreskabet i den konkrete sag bør omstødes: hvor
lang tid der er gået siden barnets fødsel, om en part med kendskab til eller formodning om de
omstændigheder, der rejser tvivl om forældreskabet, har anerkendt barnet ved at behandle det som
sit eget eller ladet den anden part behandle barnet som sit, hvornår anmodning om omstødelse er
indgivet, og om det vil kunne forventes, at barnet vil få en far eller en medmor, hvis forældreskabet
omstødes. Der henvises til § 24 i børneloven, der er beskrevet i de almindelige bemærkninger,
punkt 2.1.2.3.4.
Det foreslås, at der som § 30 g,
stk. 3,
i børneloven indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at
ved omstødelse efter stk. 1 skal faderskab og medmoderskab til barnet fastslås efter kapitel 2 og 3.
Forslaget vil betyde, at i situationer, hvor forældreskab omstødes efter den foreslåede bestemmelse i
§ 30 g, stk. 1, børneloven, vil faderskab og medmoderskab til barnet skulle fastslås efter
bestemmelserne om fastslåelse af faderskab og medmoderskab ved anerkendelse og afgørelse i
lovens kapitel 2 og 3.
Det bemærkes, at ved omstødelse af forældreskabet, vil surrogatmoren efter § 30 i børneloven, der
foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 9, blive anset for barnets mor.
(Til kapitel 5 c)
Det foreslås, at der i børneloven indsættes et nyt
kapitel 5 c
med titlen »Forældreskab ved
udenlandske surrogataftaler«.
127
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Det foreslåede kapitel 5 c (§§ 30 h og 30 i) vil indeholde regler om etablering af forældreskab til
børn, der er blevet til ved udenlandske surrogataftaler.
(Til § 30 h)
Det foreslås, at der som
§ 30 h
i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter der ved en
udenlandsk surrogataftale forstås en aftale, hvorved en surrogatmor, der ved indgåelsen af
surrogataftalen har og de seneste 6 måneder har haft bopæl i udlandet, skal føde et barn med henblik
på, at et par (det tiltænkte forældrepar) sammen skal være forældre til barnet i stedet for
surrogatmoren, eller at en enlig mand eller kvinde (den tiltænkte eneforælder) skal være forælder til
barnet i stedet for surrogatmoren. Aftale efter 1. pkt. skal være indgået, inden graviditeten etableres.
Den foreslåede bestemmelse vil definere udenlandske surrogataftaler på samme måde som danske
altruistiske surrogataftaler, jf. den ovennævnte foreslåede bestemmelse i § 30 a og bemærkningerne
hertil. Den foreslåede definition af udenlandske surrogataftaler vil dog ikke indeholde en
bestemmelse om betaling, hvorfor udenlandske surrogataftaler vil omfatte både kommercielle og
altruistiske surrogataftaler.
Det afgørende for, om en surrogataftale vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 30 h,
vil være, at aftalen vil skulle være indgået med en kvinde, der er bosat i udlandet ved indgåelsen af
surrogataftalen, og som har haft bopæl i udlandet de seneste 6 måneder inden aftaleindgåelsen.
Ved bopæl i udlandet vil skulle forstås situationer, hvor kvindes tilknytningen til det pågældende
land er betydelig stærkere end til Danmark. Det vil være det sted, hvor kvinden har sit hjem og sine
ejendele, og hvor hun opholder sig, når hun ikke har en særlig grund til at opholde sig et andet sted,
f.eks. på grund af ferie, sygdom, studie- eller forretningsrejse m.v. Der vil være tale om bopæl i
udlandet, selvom kvinden har tilknytning til flere lande, f.eks. har bopæl i et land men opholder sig i
længere tid i et andet land pga. f.eks. studier. Der vil også være tale om bopæl i udlandet, selvom
kvinden inden for 6månedersperioden er flytte fra et land til et andet land, forudsat at ingen af
landene er Danmark.
Er kvinden kort tid inden 6månedersperioden flyttet fra Danmark til et andet land, vil hun i forhold
til den foreslåede bestemmelse kun have ophold der, hvis der er tale om en reel flytning. Hun vil
således ikke kunne anses for at have bopæl i udlandet, hvis hun alene opholder sig der på grund af
studier el.lign.
Kvinden vil kunne have bopæl i udlandet, selvom hun inden for den omhandlede periode har
opholdt sig i Danmark, f.eks. på grund af ferie eller i forbindelse med indgåelsen af surrogataftalen.
Det vil bero på en konkret vurdering, om en kvinde med tilknytning til Danmark kan anses for at
have bopæl i udlandet. Hvis der er tvivl om bopælen, vil Familieretshuset kunne anmode kvinden -
og eventuelle andre personer - om at redegøre for sin tilknytning til udlandet og Danmark. I
vurderingen af bopælen vil skulle indgå muligheden for omgåelse af de strengere betingelser for at
indgå en surrogataftale i Danmark, jf. den foreslåede § 30 b, navnlig at der ikke må betales
vederlag.
Kravet om, at surrogatmoren skal været bosat i udlandet, og at hun skal have været det de seneste 6
måneder inden aftaleindgåelsen, er udtryk for, at ordningen alene vil skulle omfatte aftaler, der ikke
indgås i Danmark. Det skyldes, at der på grund af de etiske og juridiske problemstillinger, der
128
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
knytter sig til især kommercielle surrogataftaler, ikke bør indføres mulighed for at indgå sådanne
aftaler i Danmark. Der bør dog tages ansvar for de børn, der kommer til Danmark på denne måde
ved at fjerne tidsrummet med usikkerhed for børnene, der er i forbindelse med stedbarnsadoption.
Det vil endvidere være en betingelse for, aftalen er omfattet af bestemmelsen, at den blev indgået,
inden graviditeten blev etableret.
Familieretshuset vil ved afgørelsen om forældreskabet til barnet på grundlag af surrogataftalen efter
den foreslåede bestemmelse i § 30 i i børneloven skulle tage stilling til, om kravet om
surrogatmorens bopæl i udlandet op til og ved aftaleindgåelsen er opfyldt. Det vil ikke være til
hinder for at lade aftalen danne grundlag for forældreskab, at barnet er blevet født i Danmark, f.eks.
fordi surrogatmoren efter aftaleindgåelsen er flyttet til Danmark eller ved fødslen midlertidigt
opholder sig i Danmark. Den omstændighed, at surrogatmoren efter aftaleindgåelsen er flyttet til
Danmark, vil dog kunne give anledning til at overveje, om hun reelt boede i udlandet ved
aftaleindgåelsen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.
(Til § 30 i)
Det foreslås, at der som
§ 30 i, stk. 1,
i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter
Familieretshuset træffer afgørelse om moderskab, faderskab, medmoderskab eller medfaderskab på
grundlag af en udenlandsk surrogataftale, jf. § 30 h, når følgende fremlægges:
1) Dokumentation for, at der er en genetisk forbindelse mellem barnet og mindst en tiltænkt
forælder.
2) Notarerklæring el.lign. udstedt i barnets fødeland, hvorved surrogatmoren efter barnets fødsel har
bekræftet, at hun ønsker at overdrage forældreskabet og barnet til det tiltænkte forældrepar eller den
tiltænkte eneforælder.
3) Surrogataftalen.
4) Fødselsattest el.lign. for barnet.
Med den foreslåede bestemmelse vil betingelserne for at træffe afgørelse om forældreskab ved
udenlandske surrogataftaler blive fastlagt.
Det foreslåede nr. 1 vil betyde, at der vil skulle fremlægges dokumentation for, at der er en genetisk
forbindelse mellem barnet og mindst en tiltænkt forælder i form af sæd fra en mand og/eller æg fra
en kvinde. Dette vil bl.a. kunne dokumenteres ved fremlæggelse af en erklæring herom fra den læge
eller anden sundhedsperson, der har foretaget den omhandlede behandling, der efter dansk ret vil
betegnes assisteret reproduktion. Er barnet blevet til uden medvirken af en læge eller anden
sundhedsperson, vil parterne skulle anden dokumentation for den genetiske forbindelse, f.eks. en
DNA-test.
Det foreslåede nr. 2 vil betyde, at der vil skulle fremlægges notarerklæring el.lign. udstedt i barnets
fødeland, hvorved surrogatmoren efter barnets fødsel har bekræftet, at hun ønsker at overdrage
forældreskabet og barnet til det tiltænkte forældrepar eller den tiltænkte eneforælder.
129
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Det er antagelsen, at de fleste lande har ordninger, hvorefter en person over for en myndighed eller
en advokat eller lignende kan fremlægge dokumentation for egen identitet og derefter underskrive
et dokument, hvorefter myndigheden, advokaten eller lignende forsyner dokumentet med en
påtegning herom. Notar anvendes ofte som betegnelse for sådanne myndigheder m.v., og de
erklæringer, notarer udsteder, betegnes ofte som notarerklæringer. Betingelserne for at få udstedt
sådanne notarerklæringer og erklæringernes indhold varierer fra land til land, hvorfor der ikke vil
kunne stilles generelle krav til erklæringerne.
I stedet for en notarerklæring vil der kunne fremlægges anden dokumentation for, at surrogatmoren
efter barnets fødsel har bekræftet, at hun ønsker at overdrage forældreskabet i overensstemmelse
med aftalen, f.eks. en afgørelse om overførelse af forældreskabet.
Notarerklæringen el.lign., der er udstedt inden lovens ikrafttræden, vil også være omfattet af
bestemmelsen.
De foreslåede nr. 1 og 2 vil skulle imødegå risikoen for handel med børn. Det er derfor afgørende,
at dokumentationen for surrogatmorens erklæring om overdragelse af forældreskab og barn til de
tiltænkte forældre er underskrevet for en notar eller lignende med henblik på i videst mulig
udstrækning at sikre, at det er surrogatmoren, der har underskrevet erklæringen, at hun først har
underskrevet erklæringen efter fødslen, og at erklæringen ikke er fremtvunget under pres. Samtidig
vil det foreslåede nr. 1 sikre, at ordningen ikke vil kunne bruges til at omgå betingelserne for
international adoption.
Det foreslåede nr. 3 vil betyde, at det er den fuldstændige surrogataftale med bilag og tilføjelser og
uden overstregninger og udeladelser, der vil skulle fremlægges. Sammen med notarerklæringen, jf.
bestemmelsens nr. 2, vil forslaget understøtte barnets ret til at kende sin egen historie.
Det foreslåede nr. 4 vil betyde, at der vil skulle fremlægges fødselsattest el.lign. for barnet.
Formålet med bestemmelsen er at få fremlagt dokumentation for barnets fødsel og fødselstidspunkt.
Da indholdet af en fødselsattest kan variere fra stat til stat, vil der ikke kunne stilles generelle krav
til indholdet af de omhandlede fødselsattester, ud over at det skal fremgå af attesten, at enten
surrogatmoren eller de tiltænkte forældre
–
eller en af dem
–
er forældre til barnet. I stedet for en
fødselsattest vil der kunne fremlægges anden dokumentation for barnets fødsel og forældreskabet,
f.eks. en kopi af fødselsregisteret eller en afgørelse om overførelse af forældreskabet til de tiltænkte
forældre eller den tiltænkte eneforælder.
Familieretshuset vil derudover i forbindelse med sagsbehandlingen skulle kontrollere overholdelsen
af kravet om surrogatmorens udenlandske bopæl, jf. den førnævnte foreslåede bestemmelse i § 30 h.
Kontrollen vil typisk kunne gennemføres ved et opslag i CPR.
Samtidig vil Familieretshuset skulle vurdere, om forældreskabet vil være til barnets bedste, jf. den
nedennævnte foreslåede bestemmelse i § 30 i, stk. 2, i børneloven.
Det vil ikke være til hinder for at træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse, at det tiltænkte
forældrepar eller den tiltænkte eneforælder har overtrådt forbuddet i det foreslåede kapitel 5 d i
børneloven mod formidling af surrogataftaler, jf. nedenfor.
130
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Samlet set, vil forslaget betyde, at ved udenlandske surrogataftaler vil et tiltænkt forældrepar og en
mand eller kvinde, der efter aftalen skal være eneforælder til barnet, efterfølgende kunne få
etableret retligt dansk forældreskab til barnet ved, at Familieretshuset træffer afgørelse herom, hvis
de angivne dokumentationskrav er opfyldt.
Afgørelsen vil betyde, at surrogatmorens moderskab til barnet vil bortfalde efter dansk ret. Der
henvises til den foreslåede ændring af § 30 i børneloven om moderskab, jf. lovforslagets § 1, nr. 9.
I forhold til en mand, der har leveret sæden, bemærkes, at forslaget ikke vil ændre på, at hans
faderskab fortsat vil blive fastslået gennem anerkendelse af det udenlandske faderskab efter dansk
international privatret, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.3.6. Faderskabet vil derfor
fortsat kunne registreres i CPR i forbindelse med barnets indrejse i Danmark. Der vil således ikke
være behov for at få fastslået den genetiske fars faderskab efter den foreslåede bestemmelse, men i
situationer, hvor der er tale om et tiltænkt forældrepar bestående af en mand, der har levet sæden, og
en kvinde eller en anden mand, vil det i forbindelse med en afgørelse om, at kvinden er mor eller
den anden mand er medfar til barnet, være naturligt samtidig at træffe afgørelse om, at den mand,
der har leveret sæden, er far til barnet. Afgørelsen vil i forhold til denne mand have karakter af en
konstatering, da hans udenlandske faderskab til barnet som nævnt anerkendes efter dansk
international privatret.
I relation til en mand, der efter aftalen skal være eneforælder til barnet, bemærkes, at kun hvis der
træffes afgørelse om hans faderskab til barnet efter den foreslåede bestemmelse, vil surrogatmoren
efter den foreslåede ændring af § 30 i børneloven efter dansk ret ikke længere vil blive anset for
mor til barnet.
Det bemærkes, at afgørelse om forældreskab efter den foreslåede bestemmelse vil kunne træffes,
selvom en tiltænkt forælder eller barnet er død, og selvom et tiltænkt forældrepar er blevet uenige
om forældreskabet.
Anmodning om etablering af forældreskab vil kunne indsendes til Familieretshuset inden barnets
ankomst til Danmark, og sagsbehandlingen vil som udgangspunkt kunne foregå på skriftligt
grundlag.
Det er vurderingen, at det i udgangspunktet vil være nemt for tiltænkte forældre at fremlægge den
dokumentation, der vil kræves for en afgørelse om forældreskab efter den foreslåede bestemmelse,
navnlig fordi de kender kravene på forhånd og vil kunne indrette surrogataftalen m.v. herpå. Det er
derfor forventningen, at Familieretshuset hurtigt vil kunne træffe afgørelse om forældreskabet.
En afgørelse om forældreskabet vil ligesom afgørelser om faderskab og medmoderskab have
materiel virkning fra barnets fødsel.
Familieretshusets afgørelse om forældreskabet vil efter § 39 og § 41, stk. 1, i Familieretshusloven
inden 4 uger kunne indbringes for familieretten til prøvelse.
Hvis der undtagelsesvist opstår en situation, hvor betingelserne for at etablere forældreskab efter
den foreslåede bestemmelse ikke er opfyldt, f.eks. fordi der ikke fremlægges den fornødne
dokumentation, vil faderskabet for den mand, der er genetisk far til barnet, kunne søges etableret
gennem anerkendelse af faderskab fastslået i udlandet (se de almindelige bemærkninger, punkt
2.1.2.3.6) eller gennem anerkendelse af eller afgørelse om faderskab efter børneloven (se de
131
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.3.2 og 2.1.3.3). I så fald vil faderskabet have materiel
virkning fra fødslen.
Det foreslås videre, at der som § 30 i,
stk. 2,
i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter
Familieretshuset ved afgørelse efter stk. 1 skal foretage en vurdering af barnets bedste baseret på en
formodning om, at fastlæggelse af forældreskab i overensstemmelse med surrogataftalen vil være
bedst for barnet.
Forslaget vil betyde, at der vil være en klar formodning for, at det retlige forældreskab vil skulle
fastslås i overensstemmelse med aftalen.
Skulle der helt undtagelsesvist i de indsendte dokumenter eller på anden vis være grundlag for at
betvivle en tiltænkt forælders egnethed som forælder til barnet, vil dette kunne undersøges
nærmere, f.eks. ved indledningsvist at indkalde vedkommende til et møde. Det bemærkes, at
underretningspligten efter barnets lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 83 af 25. januar 2024, også vil
gælde i disse sager.
Der vil ikke skulle foretages en vurdering af barnets bedste i forhold til faderskabet for den mand,
der er genetisk far til barnet, og hvis udenlandske faderskab til barnet anerkendes efter dansk
international privatret, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.3.6.
Det foreslås endvidere, at der som § 30 i,
stk. 3,
i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter
moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab som følge af en afgørelse efter stk. 1
fastlægges efter § 30.
Forslaget vil betyde, at ved en afgørelse om forældreskab efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1
vil tiltænkte forældre blive tildelt moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab på
samme måde som efter den foreslåede bestemmelse i § 30 c, jf. lovforslagets § 1, nr. 10. Der
henvises til bestemmelsen og bemærkningerne til den.
Forslaget vil betyde, at det tydeligt vil fremgå, hvordan det retlige forældreskab til et barn født på
grundlag af en udenlandsk surrogataftale vil skulle fastlægges.
Endelig foreslås det, at der som § 30 i,
stk. 4,
i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter
sager efter stk. 1 behandles efter reglerne i dette kapitel, kapitel 6 a og 7 og §§ 32 a og 34 og regler
udstedt i medfør af § 33.
Forslaget vil betyde, at sager om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab
(forældreskab) på grundlag af en udenlandsk surrogataftale vil skulle behandles efter de nævnte
kapitler og bestemmelser i børneloven.
Det vil for det første dreje sig om de foreslåede bestemmelser i kapitel 5 c i børneloven, der navnlig
vil fastlægge betingelserne for at træffe afgørelse om forældreskab ved udenlandske surrogataftaler.
Det vil for det andet dreje sig om bestemmelserne i lovens kapitel 6 a om forældre og parter, der har
gennemført juridisk kønsskifte inden barnets fødsel.
Det vil for det tredje dreje sig om bestemmelserne i lovens kapitel 7 om Familieretshusets
vejledningspligt.
132
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Det vil for det fjerde dreje sig om lovens § 32 a om anvendelsen af Familieretshusloven for sager
efter børneloven, herunder om fastlæggelsen af afgørelseskompetencen mellem Familieretshuset og
familieretten og om indbringelse af Familieretshusets afgørelser for familieretten. Der henvises i
den forbindelse til den ved lovforslagets § 4, nr.2, foreslåede ændring af § 6, stk. 2, i
Familieretshusloven, hvorefter afgørelser i sager efter det foreslåede kapitel 5 c i børneloven altid
vil skulle behandles og afgøres af Familieretshuset.
Efter § 39 i Familieretshusloven vil Familieretshusets afgørelser kunne indbringes for familieretten
til prøvelse. I så fald vil sagen blive behandlet efter kapitel 42 a i retsplejeloven, som foreslås
ændret ved lovforslagets § 8, nr. 2-6.
Det vil for det femte dreje sig om lovens § 33 om muligheden for at fastsætte regler om
behandlingen af sager om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab, herunder om
anvendelse af godkendte blanketter, jf. lovforslagets § 1, nr. 14 og 15.
Endelig vil det for det sjette dreje sig om lovens § 34 om indgåelse af internationale aftaler om
moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab, jf. lovforslagets § 1, nr. 16.
Forslaget vil omvendt betyde, at de øvrige bestemmelser i børneloven ikke vil finde anvendelse ved
behandlingen af sager om forældreskab på grundlag af en udenlandsk surrogataftale. Det vil navnlig
dreje sig om bestemmelserne i lovens kapitel 1 og 1 a om registrering af faderskab og
medmoderskab i forbindelse med fødslen, i lovens kapitel 2 om sager om faderskab og
medmoderskab, herunder om anerkendelse af faderskab og medmoderskab, i lovens kapitel 3 om
afgørelser om faderskab og medmoderskab, i lovens kapitel 4 om genoptagelse af sager om
faderskab og medmoderskab, i lovens kapitel 5 om faderskab og medmoderskab ved assisteret
reproduktion, jf. lovforslagets § 1, nr. 5-7, i lovens kapitel 5 a om moderskab, jf. lovforslagets § 1,
nr. 8 og 9, og i lovens kapitel 8 om forskellige bestemmelser, dog med undtagelse af
bestemmelserne i §§ 32 a, 33 og 34.
Endelig vil den foreslåede bestemmelse i § 30 i, stk. 4, betyde, at nedennævnte foreslåede kapitel 5
d om forbud mod formidling af surrogataftaler ikke vil finde anvendelse ved Familieretshusets
afgørelse af sager om forældreskab ved udenlandske surrogataftaler. Uanset dette vil det foreslåede
forbud mod formidling af surrogataftaler finde anvendelse ved indgåelse af udenlandske
surrogataftaler. At det tiltænkte forældrepar eller den tiltænkte eneforælder har overtrådt forbuddet i
det foreslåede kapitel 5 d mod formidling af surrogataftaler vil således ikke være til hinder for, at
Familieretshuset kan træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.
(Til kapitel 5 d og § 30 j)
Det følger af § 33, stk. 1, i adoptionsloven, at hjælp ikke må ydes eller modtages med henblik på at
opnå forbindelse mellem en kvinde og en anden, der ønsker, at kvinden skal føde et barn til denne.
Efter bestemmelsens stk. 2 må annoncering ikke foretages med henblik på at opnå en forbindelse
som nævnt i stk. 1. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige
bemærkninger, punkt 2.1.4.1.
Det foreslås, at der som
§ 30 j
i børneloven indsættes en bestemmelse, hvorefter hjælp må ikke ydes
eller modtages med henblik på at etablere forbindelse mellem en kvinde og en eller flere personer
133
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
med henblik på, at denne eller disse personer skal være forælder eller forældre til et barn, som
kvinden skal føde. Annoncering må ikke foretages med henblik på at etablere en forbindelse som
nævnt i 1. pkt.
Videre foreslås det, at den foreslåede bestemmelse i § 30 j indsættes i et nyt
kapitel 5 d
i børneloven
med overskriften »Forbud mod formidling af surrogataftaler«.
Den foreslåede bestemmelse i § 30 j i børneloven vil være en videreførelse uden indholdsmæssige
ændringer af § 33 i adoptionsloven, som beskrevet i punkt 2.1.4.1, dog med enkelte lovtekniske
justeringer og præciseringer.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1. Med hensyn til strafbestemmelsen
i § 34 i adoptionsloven henvises til lovforslagets § 1, nr. 13 og 17, og bemærkningerne hertil, og
med hensyn til ophævelse henholdsvis ændring af §§ 33 og 34 i adoptionsloven henvises til
lovforslagets § 2, nr. 11-13, og bemærkningerne hertil.
(Til kapitel 5 e og § 30 k)
Det følger af artikel 35 i børnekonventionen, at deltagerstaterne skal træffe alle passende nationale,
bilaterale og multilaterale forholdsregler med henblik på at forebygge salg eller handel med børn til
noget formål og i nogen form. Bestemmelsen i artikel 35 er blevet uddybet i Palermoprotokollen.
Det følger bl.a. af protokollens artikel 1, at deltagerstaterne skal forbyde salg af børn,
børneprostitution og børnepornografi, og efter artikel 2 (a) forstås ved salg af børn enhver handling
eller transaktion, hvormed et barn overdrages af en person eller persongruppe til en anden mod
betaling eller andet vederlag.
Det bemærkes, at en aftale, hvorved en kvinde (en surrogatmor) ved en aftale indgået inden
undfangelsen mod betaling føder et barn med henblik på, at et par sammen skal være forældre til
barnet i stedet for surrogatmoren, ikke betragtes som handel med børn. Det samme gælder, når der
er tale om en person, der skal være eneforælder til barnet.
Efter dansk ret er handel med børn ikke strafbelagt, medmindre der er tale om menneskehandel efter
§ 262 a i straffeloven.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.5.1.
Det foreslås, at der i børneloven som
30 k
indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at efter
graviditeten er etableret, må barnet ikke sælges eller købes med henblik på, at køberen opfostrer
barnet som sit eget.
Videre foreslås det, at den foreslåede bestemmelse i § 30 k indsættes i et nyt
kapitel 5 e
i
børneloven med titlen »Forbud mod handel med børn med henblik på opfostring«.
Forslaget vil sammen med de foreslåede strafbestemmelser i § 35, stk. 2 og 3, i børneloven, jf.
lovforslagets § 1, nr. 17, betyde, at det vil blive strafbart at sælge eller købe et barn med henblik på
køberen opfostrer barnet som sit eget, når aftalen herom er indgået efter, at moren er blevet gravid.
Med bestemmelsen vil det således blive strafbart at handle med børn i situationer, hvor det er
intentionen, at køberen reelt skal træde i forældrenes sted.
134
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Da handlen efter bestemmelsen vil skulle ske med henblik på, at køberen opfostrer barnet og reelt
skal træde i forældrenes sted, vil bestemmelsen ikke finde anvendelse, hvis køberen er genetisk
forælder til barnet, heller ikke selvom den pågældendes retlige forældreskab til barnet ikke er
fastslået.
Bestemmelsen vil heller ikke finde anvendelse for en aftale, hvorved en kvinde (en surrogatmor)
ved en aftale indgået inden etableringen af graviditeten mod betaling føder et barn med henblik på,
at et par sammen skal være forældre til barnet i stedet for surrogatmoren, ikke betragtes som handel
med børn. Det samme gælder, når der er tale om en person, der skal være eneforælder til barnet.
Bestemmelsen vil heller ikke finde anvendelse, hvis handlen med barnet sker med henblik på at
udnytte barnet. I sådanne situationer vil spørgsmålet om strafbarhed navnlig skulle vurderes efter §
262 a i straffeloven om menneskehandel.
Bestemmelsen vil finde anvendelse, uanset størrelsen af det vederlagt, der modtages eller ydes som
led i salget eller købet af barnet, og uanset hvordan vederlaget erlægges, herunder ved kontanter,
bankoverførelser, naturalier, modregning eller nogen anden form for modydelse, herunder betaling
for tabt arbejdsfortjeneste. Der vil være tale om handel med børn omfattet af bestemmelsen, selvom
vederlaget først skal betales efter overdragelsen af barnet, eller et aftalt vederlagt slet ikke er blevet
betalt. Indgås der en aftale om overdragelse af et barn uden nogen form for vederlag eller anden
modydelse, vil der ikke være tale om handel, og aftalen vil derfor ikke være omfattet af
bestemmelsen. Uanset dette vil sådanne aftaler fortsat være uden retsvirkninger i relation til
overdragelse af forældreskabet.
Bestemmelsen vil endvidere finde anvendelse, uanset hvordan handlen er indgået. En mundtlig
aftale eller en aftale indgået over internettet vil således også være omfattet af bestemmelsen.
Endelig vil bestemmelsen finde anvendelse, uanset sælgerens relation til barnet. Bestemmelsen vil
således ikke kun omfatte barnets forældre, forældremyndighedsindehavere og værger, men enhver
der reelt har en sådan position i forhold til barnet, at vedkommende vil kunne gennemføre handlen.
Det vil f.eks. kunne dreje sig om ansat på en børneinstitution, en person som barnets forældre har
overladt barnet til, og en person, der har taget sig af et gadebarn.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.5 og de foreslåede
strafbestemmelser i § 35, stk. 2 og 3, i børneloven og bemærkningerne hertil, jf. lovforslagets § 1,
nr. 17.
Til nr. 11
§ 31 i børneloven er placeret i lovens kapitel 6, der har titlen ”Surrogatmoderskab”. Efter § 31 i
børneloven er en aftale om, at en kvinde, som føder et barn, efter fødslen skal udlevere barnet til en
anden, ugyldig.
Det foreslås, at
overskriften
til kapitel 6 affattes således: »Aftale om udlevering af et barn, der er
omfattet af en surrogataftale«.
Forslaget vil betyde, at overskriften vil svare til indholdet af § 31, idet det bemærkes, at det ved
lovforslagets § 1, nr. 12, foreslås, at bestemmelsen ændres sådan, at der efter »ugyldig« indsættes
135
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
følgende: », medmindre moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab er fastslået efter
kapitel 1 b, 5 b, eller 5 c«.
Til nr. 12
Efter § 31 i børneloven er en aftale om, at en kvinde, som føder et barn, efter fødslen skal udlevere
barnet til en anden, ugyldig. Bestemmelsen finder navnlig anvendelse, når der er indgået en
surrogataftale, og bestemmelsen indebærer bl.a., at en surrogatmor ikke har pligt til at udlevere
barnet til tiltænkte forældre, selvom hun og de tiltænkte forældre har indgået en aftale om
udlevering af barnet, uanset om aftalen er indgået før eller efter fødslen, og uanset om
surrogatmoren har modtaget betaling eller ej. Dette skyldes, at surrogatmoren efter § 30 i
børneloven, der foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 9, anses som mor til barnet, og at
surrogataftaler derfor ikke har retsvirkninger efter dansk ret.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.1.2.1.
Det foreslås, at der i
§ 31
i børneloven efter »ugyldig« indsættes: », medmindre moderskab,
faderskab, medmoderskab og medfaderskab er fastslået efter kapitel 1 b, 5 b, eller 5 c«.
Forslaget vil betyde, at § 31 i børneloven ikke vil finde anvendelse, når moderskab, faderskab,
medmoderskab og medfaderskab (forældreskab) er fastslået på grundlag af en surrogataftale efter de
foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 10. I
disse situationer vil en surrogatmor ikke under henvisning til § 31 i børneloven kunne afslå at
udlevere barnet til de tiltænkte forældre.
Efter den ved lovforslagets § 3, nr. 1, foreslåede bestemmelse i § 7 b i forældreansvarsloven vil
tiltænkte forældre have forældremyndigheden over barnet, når deres forældreskab til barnet er
fastslået efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven. Surrogatmorens
pligt til at udlevere barnet til dem vil herefter kunne gennemtvinges efter § 596 i retsplejeloven.
Efter denne bestemmelse kan besiddelseskrav gennemtvinges af fogedretten ved en umiddelbar
fogedforretning uden sædvanligt tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, såfremt den berettigede
(rekvirenten) i fogedretten kan godtgøre eller sandsynliggøre sit krav mod den forpligtede
(rekvisitus). Dette gælder tilsvarende, når familierettens bistand er påkrævet til håndhævelse af
forældremyndighed.
Det bemærkes, at ved den foreslåede bestemmelse i § 30 d i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 10,
vil en godkendt dansk altruistisk surrogataftale bl.a. bortfalde, hvis surrogatmoren trækker sit
samtykke til aftalen tilbage.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.1 og 2.1.2.
Til nr. 13
Kapitel 8
i børneloven har titlen ”Forskellige
bestemmelser”.
Det foreslås, at i
overskriften
til
kapitel 8 i børneloven indsættes efter
»bestemmelser«: »og straf«.
136
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det ved lovforslagets § 1, nr. 17, foreslås, at der i kapitel 8
i børneloven indsættes en bestemmelse om straf for formidling af surrogataftaler og for handel med
børn. Med forslaget vil titlen på kapitel 8 afspejle indsættelsen af denne strafbestemmelse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1, samt til lovforslagets § 1, nr. 10
og 17, og bemærkningerne dertil.
Til nr. 14 og 15
Efter § 33, stk. 1, i børneloven fastsætter social- og boligministeren regler om behandling af sager
efter denne lov, herunder om personregisterførernes og Familieretshusets registrering af faderskab
og medmoderskab, om Familieretshusets behandling af sager om faderskab og medmoderskab, om
beregning af den periode, hvor moderen blev gravid, og om retsgenetiske undersøgelser. Efter
bestemmelsens stk. 2, 1. pkt. skal blanketter til brug for registrering af faderskab og medmoderskab
og til brug for anerkendelse og afgivelse af erklæring efter lovens §§ 14, 19, 27, 27 a og 27 b være
godkendt af Familieretshuset.
Blanketterne efter lovens §§ 14, 19, 27, 27 a og 27 b vedrører anerkendelse af faderskab og
medmoderskab og samtykke til behandling med assisteret reproduktion.
Det foreslås, at i
§ 33, stk. 1,
i børneloven ændres »faderskab og medmoderskab « til »moderskab,
faderskab, medmoderskab og medfaderskab«.
Forslaget vil betyde, at social- og boligministerens hjemmel til at fastsætte regler om
personregisterførernes og Familieretshusets registrering af faderskab og medmoderskab og om
Familieretshusets behandling af sager om faderskab og medmoderskab vil blive udvidet til også at
omfatte moderskab og medfaderskab.
Videre foreslås det, at i § 33,
stk. 2, 1. pkt.,
i børneloven ændres »faderskab
og medmoderskab«
til:
»moderskab,
faderskab, medmoderskab og medfaderskab«,
og efter »27
b«
indsættes: »og indgåelse af
aftaler efter § 30 b«.
Forslaget vil betyde, at de blanketter, der efter lovforslaget vil være nødvendige for registrering og
anerkendelse af moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab på grundlag af en
altruistisk eller kommerciel surrogataftale, vil skulle godkendes af Familiestyrelsen. Det samme vil
gælde for blanketter til indgåelse af danske altruistiske surrogataftaler.
Blanketterne vil bl.a. skulle indeholde oplysninger om, hvordan de indgives, om retsvirkningerne af
at underskrive dem, og
–
hvor relevant - om § 163 i straffeloven om urigtig erklæring.
Begrundelsen for forslaget er, at der er behov for at kunne fastsætte bestemmelser om behandlingen
af de omhandlede sager som supplement til de ved lovforslaget foreslåede bestemmelser i
børneloven.
Der henvises i øvrigt til de foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven, jf.
lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, og bemærkningerne dertil.
Til nr. 16
Det følger af § 34, stk. 1, i børneloven, at regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om
forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om fastsættelse af faderskab, medmoderskab og
137
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
moderskab til børn. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i
Lovtidende. Videre følger det af bestemmelsens stk. 2, at social- og boligministeren kan fastsætte
regler om forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om fastsættelse af faderskab,
medmoderskab og moderskab til børn.
Der er ikke indgået overenskomster m.v. efter § 34 i børneloven.
Det foreslås, at i
§ 34, stk. 1, 1. pkt.,
og
stk. 2,
i børneloven ændres »faderskab, medmoderskab og
moderskab« til: »moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab«.
Forslaget vil betyde, at regeringens adgang til at kunne indgå overenskomst med andre stater om
forholdet mellem dansk og fremmed retsregler om fastsættelse af moderskab, faderskab,
medmoderskab vil blive udvidet til også at omfatte medfaderskab, og at social- og boligministerens
bemyndigelse efter bestemmelsens stk. 2 tilsvarende vil blive udvidet til også at omfatte
medfaderskab.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det ved lovforslagets § 1, nr. 10, foreslås, at der indføres
mulighed for at fastslå medfaderskab på grundlag af en surrogataftale. På den baggrund bør
anvendelsesområdet for § 34 i børneloven udvides til også at omfatte medfaderskab.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.
Til nr. 17
Det fremgår af § 33, stk. 1, i adoptionsloven, at hjælp ikke må ydes eller modtages med henblik på
at opnå forbindelse mellem en kvinde og en anden, der ønsker, at kvinden skal føde et barn til
denne. Efter bestemmelsens stk. 2 må annoncering ikke foretages med henblik på at opnå en
forbindelse som nævnt i stk. 1.Overtrædelse af forbuddet i § 33 i adoptionsloven straffes efter
lovens § 34, stk. 1, nr. 2, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Efter bestemmelsens stk. 4 kan
der pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.1.4.1.
Det foreslås, at der
i børneloven
som
§ 35, stk. 1,
indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at
med bøde eller fængsel indtil 4 måneder straffes den, der overtræder § 30 j.
Den foreslåede bestemmelse vil være en videreførelse uden indholdsmæssige ændringer af § 34,
stk. 1, nr. 2, i adoptionsloven for så vidt angår straf for overtrædelse af forbuddet mod formidling af
surrogataftaler, jf. § 33 i adoptionsloven, der med lovforslagets § 1 nr. 10, og § 2, nr. 12, foreslås
ophævet og videreført som § 30 j i børneloven.
Videre foreslås det, at der som § 35,
stk. 2,
i børneloven indsættes en bestemmelse, hvoraf det
fremgår, at med bøde eller fængsel indtil 1 år straffes den, der overtræder § 30 k.
Forslaget vil betyde, at det vil blive strafbelagt at overtræde forbuddet i den ved lovforslagets § 1,
nr. 10, foreslåede bestemmelse i § 30 k i børneloven, hvoraf det fremgår, at efter graviditeten er
etableret, må barnet ikke sælges eller købes med henblik på, at køberen opfostrer barnet som sit
eget.
138
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Fastsættelsen af straffen vil bero på domstolenes konkrete vurdering af samtlige omstændigheder i
det enkelte tilfælde, herunder om der foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf.
herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i 10. kapitel i straffeloven.
Endvidere foreslås det, at der som § 35,
stk. 3,
i børneloven indsættes en bestemmelse, hvoraf det
fremgår, at der efter reglerne i straffelovens 5. kapitel kan pålægges selskaber m.v. (juridiske
personer) strafansvar efter stk. 1 og 2 for overtrædelse af §§ 30 j og 30 k.
Den foreslåede bestemmelse vil for det første være en videreførelse uden indholdsmæssige
ændringer af § 34, stk. 4, i adoptionsloven for så vidt angår straf for overtrædelse af forbuddet mod
formidling af surrogataftaler, jf. § 33 i adoptionsloven, der med lovforslagets § 1 nr. 10, foreslås
videreført som § 30 j i børneloven.
For det andet vil den foreslåede bestemmelse betyde, at også selskaber m.v. (juridiske personer) vil
kunne pålægges strafansvar for overtrædelse af det foreslåede forbud i § 30 k i børneloven om
forbud mod handel med børn med henblik på opfostring, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.
Har en sag om overtrædelse af forbuddet mod formidling af surrogataftaler eller mod handel med
børn med henblik på opfostring forbindelse til udlandet, vil straf efter den foreslåede § 35 i
børneloven være betinget af, at overtrædelsen er undergivet dansk straffemyndighed, jf. §§ 6-9 a i
straffeloven. Om straf for forsøg og medvirken henvises til § 21, stk. 3, og § 23, stk. 3, i
straffeloven. Disse bestemmelser er beskrevet i de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.4.1.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1 og 2.5, samt til lovforslagets § 1,
nr. 10, og § 2, nr. 11-13, og bemærkningerne hertil.
Til § 2
Til nr. 1 og 2
Adoptionsloven indledes med kapitel 1, der har titlen »Betingelser«. Efter lovens § 1, stk. 1, 1.
pkt., meddeles adoption ved bevilling, der udfærdiges af Familieretshuset. Efter bestemmelsens 2.
pkt. udfærdiges bevilling til adoption efter lovens § 9 om adoption uden samtykke dog af
Ankestyrelsen.
Lovens kapitel 1 indeholder en række bestemmelser, der fastlægger betingelserne for adoption.
Disse betingelser gælder både for adoption af børn og voksne.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.3.3.1.
Det foreslås, at overskriften til
kapitel 1
i adoptionsloven ændres til »Betingelser for adoption af
personer, der ikke er fyldt 18 år«. Videre foreslås det, at lovens
§ 1, stk. 1, 1. pkt.,
ændres sådan, at
det fremgår af bestemmelsen, at bevilling
til adoption af en person, der ikke er fyldt 18 år,
udfærdiges af Familieretshuset.
Forslagene skal ses i sammenhæng med forslaget i § 2, nr. 7, om i adoptionsloven at indsætte et nyt
kapitel 1 a med titlen »Betingelser for adoption af personer, der er fyldt 18 år«, der foreslås at ville
skulle indeholde bestemmelser om voksenadoption. Dette vil betyde, at de gældende bestemmelser
om adoption i lovens kapitel 1 alene vil skulle finde anvendelse ved adoption af personer, der ikke
139
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
er fyldt 18 år. Dette foreslås fastslået ved de foreslåede ændringer af titlen til kapitel 1 og ved den
foreslåede ændring af § 1, stk. 1, nr. 1, der er den indledende bestemmelse i kapitel 1 i
adoptionsloven, og som dermed fastlægger anvendelsesområdet for hele kapitlet.
Forslaget vil ikke ændre ved, at ved adoption af personer, der ikke er fyldt 18 år, vil de øvrige
betingelser for adoption i adoptionsloven skulle være opfyldt, i det omfang betingelserne finder
anvendelse i den pågældende situation.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.3, og lovforslagets § 2, nr. 7, og
bemærkningerne hertil.
Til nr. 3
En ægtefælle kan efter § 5 a, stk. 1, i adoptionsloven adoptere den anden ægtefælles barn. Dette
kaldes stedbarnsadoption. Tilsvarende kan en samlever adoptere den anden samlevers barn. Efter
bestemmelsens stk. 2, 1. pkt., kan stedbarnsadoption endvidere ske af en tidligere ægtefælles eller
samlevers barn. Er ægteskabet ophørt ved skilsmisse eller omstødelse, eller er samlivet ophævet,
kan stedbarnsadoption efter bestemmelsens stk. 2, 2. pkt., kun ske, hvis den, der ønskes adopteret,
er myndig, dvs. fyldt 18 år.
Ved vurderingen af, om stedbarnsadoption efter § 2 i adoptionsloven kan antages at være bedst for
barnet, lægges der vægt på, om familien har opnået den fornødne stabilitet, således at ønsket om
adoption er en velovervejet beslutning baseret på erfaring fra flere års samliv som familie.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.1
og 2.3.4.
Det foreslås, at
§ 5 a, stk. 2, 2. pkt.,
i adoptionsloven ophæves.
Forslaget vil betyde, at det ikke længere vil være til hinder for stedbarnsadoption, at barnets
forælder og stedforælderen er blevet skilt, eller at de har ophævet samlivet. Dette kan f.eks. være
relevant, hvis ansøgeren og barnets forælder er enige om ikke længere at danne par, men de
samtidig er enige om, at de efter samlivsophævelsen forsat vil varetage omsorgen og ansvaret for
barnet i fællesskab på samme måde som under samlivet.
Den foreslåede mulighed for stedbarnsadoption af et mindreårigt barn af ansøgerens fraskilte
ægtefælle eller tidligere samlever vil ikke ændre de grundlæggende adoptionsbetingelser.
Stedbarnsadoption af et mindreårigt barn af ansøgerens fraskilte ægtefælle eller tidligere samlever
vil efter forslaget således fortsat forudsætte, at de grundlæggende betingelser for adoption er
opfyldt, navnlig at adoptionen skal være bedst for barnet, barnet skal have været opfostret hos
ansøgeren, ægtefællen eller samleveren skal være enig i adoptionen, og en eventuel anden forælder
skal være inddraget i sagen. Endvidere skal der tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte
adoption, og hvis barnet er fyldt 12 år, skal barnet som udgangspunkt samtykke i adoptionen.
Den omstændighed, at forælderen og stedforælderen ikke længere er gift, eller at de har ophævet
samlivet, skal indgå i vurderingen af, om stedbarnsadoption vil være til barnets bedste. Det vil være
et væsentligt element i vurderingen af barnets bedste, om det må antages, at forælderen og
stedforælderen vil være i stand til fortsat i fællesskab at varetage ansvaret for barnet.
140
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Begrundelsen for forslaget er, at rammerne for at meddele stedbarnsadoption bør være så vide og
fleksible som muligt, forudsat at adoption alene meddeles efter en vurdering af, hvad der er bedst
for det enkelte barn.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.4.
Til nr. 4
Det følger af § 5 a, stk. 1, i adoptionsloven, at en ægtefælle kan adoptere den anden ægtefælles barn
(stedbarnsadoption). Tilsvarende kan en samlever adoptere den anden samlevers barn. Efter
bestemmelsens stk. 2 kan stedbarnsadoption endvidere ske af en tidligere ægtefælles eller samlevers
barn. I praksis er det som udgangspunkt en betingelse for stedbarnsadoption, at parterne på
ansøgningstidspunktet har samlevet med barnet i mindst 2 år og 6 måneder.
Dette samlivskrav gælder dog ikke, hvis parterne har haft et stabilt familieliv inden barnets fødsel,
og de sammen har planlagt at blive forældre til barnet, eller hvis der foreligger andre særlige
omstændigheder.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.3.1 og
2.3.2.
Det foreslås, at der som
§ 5 a, stk. 3,
i adoptionsloven indsættes en bestemmelse, hvorefter adoption
efter § 5 a, stk. 1 og 2, i adoptionsloven kan meddeles i følgende situationer:
1) Adoptanten har på ansøgningstidspunktet et stabilt familieliv med sin ægtefælle eller samlever og
dennes barn.
2) Adoptanten har på ansøgningstidspunktet et stabilt familieliv med sin ægtefælle eller samlever,
og de havde sammen planlagt at blive forældre til barnet.
3) Betingelserne i nr. 1 og 2 til et stabilt familieliv er ikke opfyldt, men der foreligger særlige
omstændigheder, og adoptionen vil være bedst for barnet.
Forslaget til § 5 a, stk. 3, nr. 1, vil indebære, at stedbarnsadoption vil kunne tillades, hvis
adoptanten på ansøgningstidspunktet har et stabilt familieliv med sin ægtefælle eller samlever og
dennes barn.
Efter forslaget vil der ved vurderingen af, om der er etableret et stabilt familieliv, skulle lægges
vægt på, om de samlevende og barnet har haft et sammenhængende samliv, normalt med fælles
folkeregisteradresse, umiddelbart op til indgivelsen af ansøgningen om stedbarnsadoption. Det er
uden betydning, om parter er gift eller samlever uden ægteskab.
Ved vurderingen af samlivet vil myndighederne skulle tage udgangspunkt i det krav til samlivet, der
i praksis stilles i dag. I stedet for at stille krav om, at adoptanten på ansøgningstidspunktet har levet
sammen med sin ægtefælle eller samlever og dennes barn i mindst 2 år og 6 måneder, vil forslaget
betyde, at der på baggrund af en konkret og individuel vurdering vil kunne meddeles tilladelse til
stedbarnsadoption, selvom parterne har samlevet i kortere tid end krævet i dag, eller selvom deres
samliv har været arrangeret anderledes end ved bopæl på fælles folkeregisteradresse. At tillade
stedbarnsadoption ved kortere samliv vil f.eks. kunne være relevant, hvis parterne sammen har fået
et barn eller venter et barn. Det vil dog også kunne være relevant i andre situationer.
141
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Har parret ikke fælles folkeregisteradresse, eller har de i længere perioder ikke haft fælles
folkeregisteradresse, vil det være en betingelse for stedbarnsadoption, at forholdet anses for
ægteskabslignende, f.eks. fordi parret udadtil har optrådt som et par, f.eks. om de har holdt fælles
ferier og fejret højtider sammen. Kravet om stabilt samliv vil skulle være opfyldt allerede på
ansøgningstidspunktet.
Der lægges med forslaget ikke op til at skærpe kravet til parternes samliv. Stedbarnsadoption vil
således fortsat kunne meddeles, når adoptanten på ansøgningstidspunktet har levet sammen med sin
ægtefælle eller samlever og dennes barn i mindst 2 år og 6 måneder.
Har parterne ikke boet sammen i 2 år og 6 måneder, vil der skulle foretages en nærmere vurdering
af, om der er tale om et stabilt familieliv. Der vil herved skulle lægges vægt på, hvor længe parterne
har boet sammen, eventuelle oplysninger om, at de i en periode var kærester uden at bo sammen,
om de har eller ønsker at få børn sammen og på adoptantens forhold til barnet.
Forslaget til § 5 a, stk. 3, nr. 2, vil indebære, at stedbarnsadoption vil kunne meddeles, hvis
adoptanten på ansøgningstidspunktet har et stabilt familieliv med sin ægtefælle eller samlever, og
de sammen har planlagt at blive forældre til barnet.
Dette forslag vil omfatte situationer, hvor barnet er født af en surrogatmor, der er blevet gravid med
sæd fra en mand, hvis partner
–
kvinde eller mand
–
søger om at stedbarnsadoptere barnet.
Ligeledes vil forslaget omfatte situationer, hvor en kvinde i et kvindeligt par har fået et barn ved en
såkaldt hjemmeinsemination med sæd fra en mand, der ikke skal være barnets far, uden at
betingelserne for at etablere medmoderskab efter børneloven er opfyldt.
Ved vurderingen af, om parterne har et stabilt familieliv, vil der skulle lægges vægt på tilsvarende
forhold som ved det foreslåede stk. 3, nr. 1. Det bemærkes, at forslaget ikke vil ændre ved, at
stedbarnsadoption som udgangspunkt ikke vil kunne meddeles, hvis nogen, der skal afgive
samtykke til adoptionen, yder eller modtager vederlag, jf. § 15 i adoptionsloven. I relation til
situationer, hvor en kvinde i et kvindeligt par er blevet gravid, vil stedbarnsadoption som
udgangspunkt ikke kunne meddeles, før det er fastslået, hvem der anses som far eller medmor til
barnet efter børneloven, eller det er fastslået, at det ikke er muligt at fastslå faderskab eller
medmoderskab til barnet.
For det tredje vil forslaget i stk. 3, nr. 3, indebære, at muligheden for at fravige kravet om et stabilt
familieliv, jf. de foreslåede bestemmelser i stk. 3, nr. 1 og 2, hvis der foreligger andre særlige
omstændigheder, blive lovfæstet, idet det samtidig vil blive præciseret, at det også vil være en
betingelse, at adoptionen vil være bedst for barnet.
Det vil således være muligt at fravige kravet om et stabilt familieliv, hvis der foreligger en situation,
der betyder, at adoptionen ikke kan vente til, dette krav er opfyldt. Det vil f.eks. kunne være
tilfældet, hvis barnets forælder er ramt af livstruende sygdom. Det er hensigten, at
anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse i stk. 3, nr. 3, vil skulle svare til den gældende
praksis for fravigelse af samlivskravet på 2 år og 6 måneder i sager, hvor der foreligger særlige
omstændigheder.
142
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
I alle tre situationer vil stedbarnsadoption være betinget af, at adoptionen kan antages at være bedst
for barnet, og at bestemmelserne om samtykke til adoption og om høring af barnet i § 7 og 13 i
adoptionsloven er iagttaget.
Begrundelsen for forslaget er, at betingelserne for at meddele stedbarnsadoption af hensyn til
barnets og parternes retssikkerhed bør lovfæstes som supplement til den bedst for barnet vurdering
af adoptionen, der følger af § 2 i adoptionsloven. Det bør fortsat være en betingelse for
stedbarnsadoption, at parterne på ansøgningstidspunktet har et stabilt familieliv. Dette skyldes, at
det ved stedbarnsadoption skal sikres, at adoptionslovens betingelse om, at adoption skal være til
barnets bedste, er opfyldt, og at der er en formodning for, at dette er tilfældet, når der er etableret et
stabilt familieliv, der kan danne ramme om barnets opvækst.
Ved udformningen af betingelserne for stedbarnsadoption er der taget udgangspunkt i
Ankestyrelsens principmeddelelse om betingelserne for stedbarnsadoption. Det er dog hensigten, at
den foreslåede bestemmelse skal medføre en større fleksibilitet ved vurderingen af samlivets
betydning for adgangen til stedbarnsadoption, end hvad der følger af den gældende
principafgørelse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt. 2.3.4.
Til nr. 5 og 6
Efter § 2 i adoptionsloven må adoption kun bevilges, når den efter foretagen undersøgelse kan
antages at være bedst for den, som ønskes adopteret, og denne enten ønskes opfostret hos
adoptanten eller har været opfostret hos denne, eller der foreligger anden særlig grund til
adoptionen.
Efter § 15 i adoptionsloven kan adoption ikke meddeles, hvis nogen, der skal afgive samtykke til
adoptionen, yder eller modtager vederlag eller nogen anden form for modydelse, herunder betaling
for tabt arbejdsfortjeneste. Familieretshuset kan afkræve enhver, der har kendskab til forholdene,
alle oplysninger til brug ved afklaringen af, om der er ydet eller modtaget vederlag m.v. som nævnt
i 1. pkt. Tilsvarende gælder for Ankestyrelsen i sager om adoption uden samtykke efter lovens § 9.
Bestemmelsen, der efter sin ordlyd indeholder et ubetinget forbud mod adoption, når der er betalt
vederlag, har bl.a. været fortolket sådan, at den var til hinder for at meddele stedbarnsadoption, når
barnet var blevet til ved en kommerciel surrogataftale, det vil sige en aftale, hvorefter en kvinde
(surrogatmoren) mod betaling føder et barn til et par eller en enlig med henblik på, at parret eller
den enlige skal være forældre til barnet i stedet for surrogatmoren.
Det samme gør sig gældende ved familieadoption, herunder stedbarnsadoption i andre situationer
end ved udenlandske kommercielle surrogataftaler. Det kan f.eks. dreje sig om en situation, hvor
den ene forælder og dennes ægtefælle eller samlever betaler vederlag til den anden forælder med
henblik på, at denne accepterer, at ægtefællen eller samleveren stedbarnsadopterer barnet. Det kan
også dreje sig om en situation, hvor et medlem af barnets familie betaler vederlag til barnets
forældre med henblik på, at disse accepterer, at det pågældende familiemedlem adopterer barnet.
Den retspraksis m.v., der er gennemgået under de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.2.1.2,
indebærer imidlertid, at bestemmelsen reelt ikke længere i alle situationer indeholder et ubetinget
forbud mod meddelelse af adoption, selvom der er betalt vederlag.
143
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.1
og 2.3.2.
Det foreslås, at i
§ 15, stk. 1, 1. pkt.,
i adoptionsloven indsættes », jf. dog stk. 2« efter »meddeles«.
Den foreslåede ændring vil indebære, at det vil fremgå af bestemmelsen, at den ikke vil finde
anvendelse i situationer, hvor den nedenfor foreslåede nye bestemmelse i § 15, stk. 2, i
adoptionsloven om barnets bedste vil finde anvendelse.
Videre foreslås det, at der som
stk. 2
i
§ 15
i adoptionsloven indsættes en bestemmelse, hvoraf det
fremgår, at når adoptionen trods ydelse eller modtagelse af vederlag eller nogen anden form for
modydelse kan antages at være bedst for barnet, finder stk. 1 ikke anvendelse, medmindre
adoptionen er omfattet af Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om
samarbejde med hensyn til internationale adoptioner, der af Danmark anvendes tilsvarende i forhold
til lande, der ikke har tiltrådt konventionen.
Første del af den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 2, i adoptionsloven vil indebære, at selvom der
er betalt vederlag for adoptionen, vil der skulle foretages en vurdering af, om adoptionen i den
konkrete situation vil være den bedste løsning for barnet.
Bestemmelsen vil skulle anvendes således, at muligheden for at bevilge adoption trods betaling af
vederlag ikke vil gå videre, end hvad der følger af Danmarks internationale forpligtelser efter
EMRK, som konventionen må fortolkes i lyset af retspraksis fra EMD.
Dette vil i relation til sager om stedbarnsadoption, hvor barnet er blevet til ved en udenlandsk
kommerciel surrogataftale, og hvor der i udlandet er fastslået et retligt forældreskab for den
tiltænkte forælder, dvs. den genetiske og retlige fars partner, betyde, at adoptionen uanset
vederlaget vil skulle gennemføres, når forældre/barn-forholdet er blevet en praktisk realitet,
medmindre det undtagelsesvist må antages ikke at være bedst for barnet ikke at blive adopteret af
den pågældende stedforælder.
Ved stedbarnsadoption i andre situationer, f.eks. i nationale sager hvor den ene forælder og dennes
ægtefælle eller samlever (dvs. barnets stedforælder) betaler vederlag til den anden forælder med
henblik på, at denne accepterer, at ægtefællen eller samleveren stedbarnsadopterer barnet, vil der
efter artikel 3 i børnekonventionen skulle foretages en vurdering af, hvad der er bedst for barnet.
Der vil således i disse situationer skulle foretages en konkret vurdering af, om adoptionen vil være
bedst for barnet trods vederlaget. I denne vurdering vil navnlig skulle indgå barnets samlede
situation, betydningen af vederlaget for den anden forælders accept af stedbarnsadoptionen og
Danmarks forpligtelser til at imødegå handel med børn. Der alene tale om et beskedent vederlag, vil
dette ikke afgørende tale imod at acceptere stedbarnsadoption.
I relation til begge situationer bemærkes, at ved stedbarnsadoption gælder der en formodning for, at
det vil være til fordel for barnet, at den, der fungerer som barnets sociale far eller mor, også bliver
barnets retlige far eller mor.
Bestemmelsen vil også finde anvendelse ved andre former for familieadoption end
stedbarnsadoption således, at der også i disse situationer vil skulle foretages en vurdering af, hvad
der er bedst for barnet. I disse situationer
består der imidlertid normalt ikke en direkte genetisk
forbindelse mellem barnet og adoptanterne. Dette vil indebære, at hvis der er betalt vederlag
til
144
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
barnets forældre med henblik på, at de accepterer adoptionen, vil situationen kunne anskues sådan,
at
der reelt er tale om salg af et barn, og det vil derfor nøje skulle overvejes, om adoptionen vil være
den bedste løsning for barnet, herunder set i lyset af
Danmarks forpligtelser til at imødegå handel
med børn.
Navnlig ved adoption af et barn af forældre, som ansøgeren gennem nært og
længerevarende bekendtskab er særligt knyttet til, men hvor ansøgeren ikke har nogen tilknytning
til barnet af betydning, vil det i lyset af vederlaget kunne komme på tale at afslå adoptionen.
Anden del af den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 2, i adoptionsloven vil være en undtagelse til
bestemmelsens første del om barnets bedste og vil indebære, at det ubetingede forbud mod
adoption, når der er betalt vederlag, vil blive opretholdt ved internationale adoptioner, der er
omfattet af Haageradoptionskonventionen, eller hvor konventionen finder tilsvarende anvendelse.
Hvis eksempelvis forældrene har modtaget betaling for at overdrage deres barn til
fremmedadoption, vil adoption fortsat skulle afslås.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.2.1, og til den foreslåede tilsvarende
ændring af § 13 i forældreansvarsloven, jf. lovforslagets § 3, nr. 2, og bemærkningerne hertil.
Endvidere henvises til det foreslåede forbud mod handel med børn med henblik på opfostring, jf. de
almindelige bemærkninger, punkt 2.5.
Til nr. 7 og 8
Adoptionsloven indeholder en række betingelser for adoption. Disse adoptionsbetingelser, der
hovedsageligt fremgår af lovens kapitel 1, er møntet på adoption af børn, dvs. personer der ikke er
fyldt 18 år. De samme betingelser gælder imidlertid også ved adoption af voksne, dvs. personer der
er fyldt 18 år. Der findes således ikke særlige regler for adoption for voksne.
Efter § 2 i adoptionsloven må adoption kun bevilges, når den efter foretagen undersøgelse kan
antages at være bedst for den, som ønskes adopteret, og denne enten ønskes opfostret hos
adoptanten eller har været opfostret hos denne, eller der foreligger anden særlig grund til
adoptionen.
Personer, der er gift eller samlevende, kan efter lovens § 5 som udgangspunkt kun adoptere sammen
med deres ægtefælle eller samlever, medmindre der er særlige grunde til at fravige dette krav.
Efter lovens § 5 a kan en adoptant adoptere en nuværende eller tidligere ægtefælles eller samlevers
barn (stedbarnsadoption).
Der gælder efter lovens § 7 et krav om samtykke til adoption fra barnets forældre, når den, der
ønskes adopteret, er under 18 år og umyndig. Dette krav gælder ikke, når den, der ønskes adopteret,
er fyldt 18 år. I disse situationer skal der i stedet efter § 13 i adoptionsloven indhentes en erklæring
fra forældrene om adoptionen. En protest fra forældrene mod adoptionen betyder ikke, at
adoptionen ikke vil kunne gennemføres, men alt efter indholdet af protesten kan den betyde, at
sagen skal undersøges nærmere. Hvis den, der ønskes adopteret, er under værgemål, følger det af §
14 i adoptionsloven, at der indhentes en erklæring fra værgen.
I praksis er det en betingelse for adoption, at der er en vis aldersforskel mellem adoptanterne og
barnet. Der må således ikke være en så lille aldersforskel mellem adoptanterne og barnet, at det
145
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
biologisk ville være udelukket, at adoptanterne kunne være forældre til barnet. Der stilles derfor
normalt krav om, at aldersforskellen mellem adoptanterne og barnet er mindst 14 år.
Endvidere følger det af praksis, at der ved vurderingen af ansøgninger om adoption af flere
søskende eller en ud af flere søskende tages hensyn til, at mindreårige søskende ikke stilles
forskelligt i familiemæssige henseende.
En adoption kan ophæves, hvis betingelserne herfor i kapitel 3 (§§ 18-24) i adoptionsloven er
opfyldt.
Det følger af lovens § 16, stk. 1, der er placeret i lovens kapitel 2, at ved adoption indtræder samme
retsforhold mellem adoptant og adoptivbarn som mellem forældre og deres barn. Samtidig
bortfalder retsforholdet mellem adoptivbarnet og dets oprindelige slægt. Efter bestemmelsens stk.
2 får den adopterede ved stedbarnsadoption efter lovens § 5 a i forhold til ægtefællerne, de tidligere
ægtefæller, de samlevende eller de tidligere samlevende samme retsstilling, som om den
pågældende var deres fælles barn.
Familieretshuset behandler ansøgninger om adoption uden gebyrbetaling. Familieretshusets udgifter
til behandling af en ansøgning om adoption af en voksen udgjorde i 2022 i gennemsnit 4.356 kr.
(2024-pl). Ankestyrelsens udgifter til behandlingen af en klage over en afgørelse truffet af
Familieretshuset om afslag på adoption af en voksen udgjorde i 2022 i gennemsnit 4.725 kr. (2024-
pl).
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.3.3.1.
Det foreslås, at der efter kapitel 1 i adoptionsloven indsættes et nyt
kapitel 1 a
med titlen
»Betingelser for adoption af personer, der er fyldt 18 år«.
Samtidig foreslås det, at der i dette kapitel som
§ 15 b, stk. 1,
indsættes en bestemmelse, hvorefter
Familieretshuset kun må bevilge adoption af en person, der er fyldt 18 år, når den, der ønskes
adopteret, og adoptanten er enige herom, og adoptionen kan antages at være bedst for dem begge.
Videre foreslås det med bestemmelsens stk.
2,
at stk. 1 også omfatter adoption af en nuværende
eller tidligere ægtefælles eller samlevers barn, der er fyldt 18 år (stedbarnsadoption), og med
bestemmelsens stk.
3
foreslås det, at §§ 3, 13 og 14 finder tilsvarende anvendelse ved adoption efter
stk. 1 og 2.
Forslaget vil overordnet betyde, at der i adoptionsloven indsættes et nyt kapitel, der indeholder
betingelser for adoption af voksne, dvs. personer der er fyldt 18 år, således, at betingelserne i lovens
kapitel 1 ikke vil skulle være opfyldt ved voksenadoption. Forslaget skal ses i sammenhæng med, at
det ved lovforslagets § 2, nr. 1 og 2, foreslås, at både titlen på kapitel 1 og § 1 i adoptionsloven
ændres således, at kapitel 1 alene finder anvendelse ved adoption af personer, der ikke er fyldt 18
år.
Den foreslåede bestemmelse i § 15 b, stk. 1, vil betyde, at det grundlæggende alene vil være en
betingelse for adoption af en voksen, at den, der ønskes adopteret, og adoptanten er enige herom, og
adoptionen kan antages at være bedst for dem begge. En adoption af en voksen vil således alene
kræve, at det på grund af deres indbyrdes familielignende forhold er den rigtige beslutning for de
personer, adoptionen omfatter. Dette vil forudsætte, at deres indbyrdes relation er forælder/barn-
146
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
lignende, og at relationen har haft en vis varighed, uden at der dog vil skulle stilles krav om, at de
på et tidspunkt har boet sammen. Relationen kan være opstået på forskellig vis, og dette er ikke
afgørende for, om en adoption kan bevilges. Den kan være opstået gennem ansøgerens tilknytning
til den ene retlige forælder, og der vil i så fald være tale om en stedbarns- eller stedbarnslignende
adoption, men det kan også være en relation, der er opstået helt uden sammenhæng med den
adopteredes øvrige familiemæssige situation.
Der vil skulle meddeles afslag på voksenadoption i situationer, hvor det må antages, at adoptanten
udnyttes af den, der ønskes adopteret, eller omvendt, da adoptionen i givet fald ikke vil kunne anses
for at være bedst for de involverede. Det bemærkes, at den omstændighed, at adoptionen ud over et
familielignende forhold også er begrundet i et ønske om at stille en part bedre arveretligt, ikke i sig
selv betyder, at der er tale om udnyttelse. Dette skal ses i lyset af, at parterne ved testamente har
mulighed for at fravige de almindelige arveregler og dermed stille en part bedre arveretligt.
Endvidere bemærkes det, at det efter forslaget vil være en betingelse for voksenadoption, at
parternes indbyrdes relation er forælder/barn-lignende, hvilket generelt må antages at understøtte en
formodning for, at ønsket om adoption ikke er begrundet i udnyttelse. Er det eneste motiv for
ansøgningen derimod arveretlige forhold, og kan det ikke lægges til grund, at der i øvrigt er en
forælder/barn-lignende relation, vil adoption ikke kunne bevilges.
Opstår der mistanke om, at adoptionen er begrundet i udnyttelse, vil Familieretshuset skulle
undersøge sagen. Som led i den undersøgelse vil Familieretshuset kunne rette henvendelse til
parternes slægtninge m.v., der kan have viden om udnyttelsesspørgsmålet, ligesom Familieretshuset
vil kunne indkalde parterne til et møde. Det bemærkes, at der ikke vil blive lagt op til, at
Familieretshuset i alle sager om voksenadoption vil skulle foretage en undersøgelse af, om der er
tale om udnyttelse. Dette spørgsmål vil alene skulle undersøges, hvis oplysningerne i sagen giver
anledning til mistanke om udnyttelse.
Familieretshuset vil også skulle undersøge sagen nærmere, hvis der opstår mistanke om, at en af
parterne ikke mangler evnen til at handle fornuftsmæssigt.
I ansøgningen vil de involverede skulle redegøre for deres indbyrdes forhold og baggrunden for
ønsket om at etablere et retligt bånd gennem adoption. På det grundlag vil Familieretshuset skulle
vurdere, om adoptionen vil være bedst for dem. I den forbindelse vil Familieretshuset skulle
vurdere, om motivet for adoptionen er reelt, eller om der kan være tale om udnyttelse af en af
parterne, f.eks. ved at opnå en bedre arveretlig retsstilling.
Sagsoplysningen vil normalt alene bestå i indhentelse af oplysninger fra de involverede og
sammenholde disse oplysninger med registreringerne i CPR om parterne og deres familiemæssige
relationer. Det bemærkes i den forbindelse, at den foreslåede bestemmelse i § 15 b, stk. 3, der
beskrives nedenfor, vil betyde, at der vil skulle indhentes en erklæring fra forældrene og værgen til
den, der ønskes adopteret, og denne erklæring vil indgå i vurderingen af, om adoptionen vil være
bedst for både den, der ønskes adopteret, og adoptanten. Er der behov for det, vil der med de
pågældendes samtykke kunne indhentes oplysninger fra andre myndigheder eller privatpersoner.
Efter § 25 i adoptionsloven kan social- og boligministeren fastsætte regler om behandling af
adoptionssager. Med hjemmel i denne bestemmelse vil der blive fastsat regler om, hvordan
parternes erklæringer om at være enige i adoptionen vil skulle afgives.
147
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Den foreslåede ændring vil ikke ændre den gældende adoptionspraksis, hvorefter der som
udgangspunkt skal være mindst 14 års aldersforskel mellem adopteret og adoptant. Dette vil fortsat
gælde ved voksenadoption.
Samtidig vil en voksenadoption være omfattet af de generelle adoptionsregler i kapitel 4 i
adoptionsloven, dog kun i det omfang disse betingelser er relevante for adoption af en voksen. Det
vil navnlig dreje sig om lovens § 28, stk. 1, hvorefter den, der har bopæl her i landet, kun kan
adoptere efter reglerne i adoptionsloven. Bestemmelsen giver adoptanter, der bor i Danmark,
mulighed for at adoptere et barn, der har bopæl i udlandet. Det vil skulle afgøres efter lovgivningen
i det pågældende land, om en dansk adoption anerkendes der. Endvidere vil det dreje sig om lovens
§ 29 c, hvorefter en ansøgning om adoption skal indgives til Familieretshuset, som udgangspunkt
ved anvendelse af den digitale løsning, som Familieretshuset stiller til rådighed (digital
selvbetjening), og om lovens § 29 b, hvorefter Familieretshusets afgørelser om adoption kan
påklages til Ankestyrelsen.
Derimod vil adoption af en voksen ikke længere være betinget af, at den, der ønskes adopteret, er
blevet opfostret af adoptanten inden det fyldte 18. år, ligesom samlivskravet på 2�½ år ikke vil gælde
ved stedbarnsadoption af en voksen. Samtidig bliver det muligt at gennemføre en voksenadoption i
en situation, hvor adoptanten er gift eller har en samlever, og hvor denne ægtefælle eller samlever
ikke selv ønsker at adoptere.
Den omstændighed, at en voksen, der ønsker at blive adopteret, har søskende, herunder mindreårige
søskende, der ikke adopteres samtidigt, ikke bør tale imod adoptionen, selvom adoptionen vil
betyde, at søskende stilles forskelligt med hensyn til forældreskab.
Den foreslåede bestemmelse i § 15 b, stk. 2, i adoptionsloven vil betyde, at der som i dag vil kunne
gennemføres en stedbarnsadoption af en voksen. Med den foreslåede bestemmelse i § 15 b, stk. 1, i
adoptionsloven vil der ved stedbarnsadoption af en voksen ikke længere blive stillet krav om 2�½ års
samliv mellem adoptivbarnet og adoptanten. Med forslaget vil den adopterede således kunne bevare
det retlige bånd til én af sine oprindelige forældre og samtidig etablere et nyt retligt bånd til
adoptanten uanset længden af et eventuelt forudgående samliv mellem de tre.
Den foreslåede bestemmelse i § 15 b, stk. 3, i adoptionsloven vil betyde, at bestemmelserne i lovens
§§ 3, 13 og 14, der er placeret i kapitel 1 i adoptionsloven, også vil skulle finde anvendelse ved
adoption af en voksen. Det vil i relation til § 13 betyde, at der vil skulle indhentes en erklæring fra
forældrene om deres holdning til adoptionen. Uanset at forældrene ikke kan modsætte sig en
adoption af en voksen, så vil denne inddragelse af forældrene som beskrevet oven for kunne have
betydning for vurderingen af, om adoptionen vil være bedst for både den, der ønskes adopteret, og
adoptanten, idet forældrene vil kunne bidrage med oplysninger om det voksne barns tilknytning til
den kommende adoptant.
Endvidere vil man ved adoption af en voksen ikke kunne adoptere sit eget barn (§ 3), og en
voksenadoption vil ikke kunne gennemføres uden indhentelse af en erklæring fra værgen for den,
der søges adopteret, hvis denne er under værgemål (§ 14).
Endelig bemærkes, at en person, der bliver adopteret som voksen, ikke efter reglerne i lov om
indfødsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 1656 af 23. december 2022, kan opnå dansk statsborgerskab
148
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
som følge af adoptionen. Ligeledes giver en sådan adoption heller ikke ret til familiesammenføring
efter udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 10. august 2023.
Begrundelsen for den foreslåede bestemmelse i § 15 b i adoptionsloven er, at det bør anerkendes, at
tætte, familielignende relationer ikke kun opstår, før man bliver voksen, men at sådanne relationer
lige så vel kan opstå, når man er blevet voksen. Derfor bør der være mulighed for at adoptere en
voksen under betingelser, at der varetager de hensyn og afspejler de behov, som kendetegner en
sådan adoption. Det må således generelt antages, at myndige personer selv kan vurdere, hvad der vil
være bedst for dem, og da disse sager ikke rummer tungtvejende hensyn til andre involverede, bør
betingelserne for voksenadoption være betydeligt lempeligere end ved adoption af personer, der
ikke er fyldt 18 år. Adoption af en voksen bør derfor ikke være betinget af, at den, der ønskes
adopteret, er blevet opfostret af adoptanten inden det fyldte 18. år, ligesom samlivskravet på 2�½ år
ikke bør gælde ved stedbarnsadoption af en voksen.
Videre foreslås det, at der i det foreslåede nye kapitel 1 a i adoptionsloven som § 15 c, 1. pkt.,
indsættes en bestemmelse, hvorefter der ved indgivelse af en ansøgning om adoption efter § 15 b
betales et gebyr. Ved
2. pkt.
foreslås det, at gebyrets størrelse fastsættes og reguleres årligt af social-
og boligministeren, og ved
3. pkt.
at gebyrets størrelse fastsættes således, at det svarer til
omkostningerne ved Familieretshusets og Ankestyrelsens behandling af sager om adoption efter §
15 b. Samtidig foreslås det ved
4. pkt.,
at social- og boligministeren fastsætter regler om betaling af
gebyret.
De foreslåede bestemmelser i § 15 c, 1.-3. pkt., i adoptionsloven vil betyde, at borgeren ved
indgivelse af en ansøgning om voksenadoption efter den foreslåede bestemmelse i § 15 b i
adoptionsloven vil skulle betales et gebyr, hvis størrelse vil skulle fastsættes og reguleres en gang
årligt af social- og boligministeren, og hvis størrelse vil skulle fastsættes således, at det svarer til
omkostningerne ved Familieretshusets og Ankestyrelsens behandling af sager om voksenadoption. I
forhold til Ankestyrelsen vil der være tale om omkostningerne ved behandlingen af klager over
Familieretshusets afgørelser om voksenadoption.
Gebyret vil skulle betales for behandlingen af en ansøgning om voksenadoption, og gebyret vil
derfor ikke blive tilbagebetalt, hvis ansøgningen afslås eller trækkes tilbage.
Endelig bemærkes, at der ikke vil skulle betales gebyr efter den foreslåede bestemmelse i § 15 c i
adoptionsloven, hvis ansøgning om adoption er indgivet inden den, der søges adopteret, er fyldt 18
år, men afgørelsen ikke er truffet inden det fyldte 18. år således, at afgørelsen som nævnt ovenfor
vil skulle træffes efter den foreslåede bestemmelse i § 15 b i adoptionsloven.
Den foreslåede bestemmelse i § 15 c, 4. pkt., i adoptionsloven vil betyde, at social- og
boligministeren vil skulle fastsætte regler om betaling af gebyret, herunder om at gebyret vil skulle
betales ved indgivelsen af ansøgningen om voksenadoption, og at Familieretshuset vil kunne afvise
ansøgningen, hvis gebyret ikke betales. I praksis vil Familieretshuset dog normalt rette henvendelse
til ansøgeren om betaling af gebyret, og ansøgningen vil kun blive afvist, hvis gebyret fortsat ikke
bliver betalt.
Begrundelsen for forslaget om at indføre gebyr for behandlingen af sager om voksenadoption er, at
adoption af en voksen i modsætning til adoption af et barn ikke har en juridisk betydning i
hverdagen for de involverede. Da adoption af en voksen således ikke er udtryk for en juridisk
149
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
nødvendighed, og da adoptionen heller ikke skal varetage et praktisk behov for omsorg hos den
adopterede, bør lempelse af adgangen til at adoptere en voksen efter ministeriets opfattelse følges af
en indførelse af et omkostningsbestemt brugerbetalt gebyr.
Endelig foreslås det, at der i
§ 16, stk. 2,
i adoptionsloven efter henvisningen til § 5 a indsættes
»eller § 15 b«.
Forslaget vil betyde, at ved stedbarnsadoption af en voksen efter den foreslåede bestemmelse i § 15
b i adoptionsloven vil lovens § 16, stk. 2, finde anvendelse således, at den adopterede i forhold til
adoptanten og dennes nuværende eller tidligere ægtefælle eller samlever får samme retsstilling, som
om den adopterede var deres fælles barn.
Forslaget skal ses i sammenhæng med ovennævnte forslag om i adoptionsloven som § 15 b at
indsætte bestemmelser om voksenadoption, herunder ved stedbarnsadoption. Ved stedbarnsadoption
af en voksen bør adoptionen have samme retsvirkninger som stedbarnsadoption i andre situationer,
således at barnet bliver fælles barn af barnets retlige forælder og dennes nuværende eller tidligere
ægtefælle eller samlever.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.3, og lovforslagets § 2, nr. 1 og 2, og
bemærkningerne hertil.
Til nr. 9 og 10
Efter § 25 b, stk. 1, 1. pkt., i adoptionsloven består Adoptionsnævnet af en formand og et antal
andre medlemmer. Efter bestemmelsens 2. pkt. skal formanden være landsdommer eller
højesteretsdommer. I behandlingen af hver klagesag deltager efter bestemmelsens 3. pkt. mindst 5
medlemmer, herunder formanden eller 1 medlem, der har bestået juridisk kandidateksamen. Social-
og boligministeren fastsætter efter bestemmelsens 5. pkt. forretningsordenen for nævnet.
Efter § 25 b, stk. 2, 1. pkt., i adoptionsloven beskikkes nævnets medlemmer samt stedfortrædere for
disse af social-og boligministeren for indtil 4 år ad gangen. Et medlem kan efter bestemmelsens 2.
pkt. i alt være beskikket i 8 år, og efter bestemmelsens 3. pkt. gælder det samme for en
stedfortræder.
§ 25 b, stk. 2, 1. pkt., blev indsat i adoptionsloven ved lov nr. 494 af 12. juni 2009 om ændring af
adoptionsloven og forskellige andre love (Adoption uden samtykke, stedbarnsadoption af registreret
partners barn fra fødslen m.v.). Ifølge forarbejderne til bestemmelsen var den begrundet i, at
beskikkelse som medlem af Adoptionsnævnet maksimalt burde strække sig over 8 år, idet der bør
sikres en kontinuerlig udskiftning af nævnets medlemmer.
Efter § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 728 af 10. juli 2019 om forretningsordenen for
Adoptionsnævnet består Adoptionsnævnet af en formand, der skal være landsdommer eller
højesteretsdommer, og af 9 andre medlemmer, heraf fire medlemmer med lægelig sagkundskab
(pædiatri, intern medicin, psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri), 1 psykolog, 1 socialrådgiver, 2
lægmedlemmer samt 1 jurist fra Ankestyrelsen. Efter bestemmelsens stk. 3 er det juridiske medlem
næstformand for nævnet. Næstformanden træder i formandens sted, hvis formanden er forhindret.
Efter bekendtgørelsens § 5, stk. 1, stiller Ankestyrelsen sekretariatsbistand til rådighed for nævnet.
150
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
I praksis udpeges der ikke en stedfortræder for formanden, men for næstformanden. Endvidere
beskikkes næstformanden og dennes stedfortræder blandt medarbejderne i den enhed i
Ankestyrelsen, der stiller sekretariatsbistand til rådighed for Adoptionsnævnet.
Efter bekendtgørelsens § 2 er Adoptionsnævnets væsentligste opgaver at behandle klager over
afgørelser, der er truffet af adoptionssamrådene, ved national adoption at udvælge den godkendte
ansøger, som skønnes bedst egnet til at adoptere et bestemt barn, at udnævne et antal særligt
sagkyndige børnelæger, der kan vejlede adoptionsansøgere i forbindelse med matchningsforslag, at
indsamle, bearbejde og formidle viden om adoption og at udgive en årsberetning.
Det foreslås, at i
§ 25 b, stk. 1, 1. pkt.,
i adoptionsloven indsættes efter »formand«: », en
næstformand«, at i bestemmelsens
2. pkt.
indsættes efter »højesteretsdommer«: », og
næstformanden skal være jurist og ansat i Ankestyrelsen«, og at i bestemmelsens
3. pkt.
ændres »1
medlem, der har bestået juridisk kandidateksamen« til: »næstformanden«.
Videre foreslås det, at i
§ 25 b, stk. 2,
i adoptionsloven indsættes som
4. pkt.
en bestemmelse,
hvorefter 2. og 3. pkt. ikke gælder for næstformanden og dennes stedfortræder.
Forslaget vil betyde, at næstformanden for Adoptionsnævnet og dennes stedfortræder ikke vil være
omfattet af bestemmelserne i § 25 b, stk. 2, 2. og 3. pkt., i adoptionsloven. Dette vil indebære, at
næstformanden vil kunne beskikkes som næstformand for nævnet i længere tid end 8 år, og at
stedfortræderen for næstformanden tilsvarende vil kunne beskikkes som stedfortræder for
næstformanden i længere tid end 8 år.
Videre vil forslaget betyde, at det lovfæstes, at der er en næstformand for Adoptionsnævnet, og at
denne næstformand og dennes stedfortræder skal være jurist og ansat i Ankestyrelsen.
Begrundelsen for forslaget er, at næstformanden for Adoptionsnævnet og dennes stedfortræder
begge skal være jurister og ansat i Ankestyrelsen, der stiller sekretariatsbistand til rådighed for
nævnet. Næstformanden og dennes stedfortræder har derfor ansvaret for kontinuiteten i nævnets
arbejde, og de bør derfor ikke være omfattet af den maksimale beskikkelsesperiode på 8 år, der
følger af § 25 b, stk. 2, 2. og 3. pkt., i adoptionsloven.
Til nr. 11-13
Kapitel 5 a i adoptionsloven, der har overskriften »Døgnpleje, midlertidig placering,
surrogatmoderskab og straf«, indeholder i § 33, stk. 1, en bestemmelse, hvorefter hjælp ikke må
ydes eller modtages med henblik på at opnå forbindelse mellem en kvinde og en anden, der ønsker,
at kvinden skal føde et barn til denne. Efter bestemmelsens stk. 2 må annoncering ikke foretages
med henblik på at opnå en forbindelse, som nævnt i stk. 1. § 33 har overskriften »Formidling af
surrogatmoderskab«.
Endvidere indeholder kapitel 5 a i adoptionsloven i § 34, stk. 1, nr. 2, en bestemmelse, hvoraf det
fremgår, at med bøde eller fængsel indtil 4 måneder straffes den, der overtræder §§ 31, 32 eller 33.
Det foreslås, at i
overskriften
til kapitel 5 a i adoptionsloven udgår », surrogatmoderskab«, at
overskriften
før § 33 og
§ 33
i adoptionsloven ophæves, og at i
§ 34, stk. 1, nr. 2,
i adoptionsloven
ændres »§§ 31, 32 eller 33« til »§§ 31 eller 32«.
151
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Forslaget vil medføre, at det ikke længere efter adoptionsloven vil være strafbart at formidle
surrogataftaler. Formidling af surrogataftaler vil dog fortsat være strafbart, jf. de foreslåede
bestemmelser i §§ 30 j og 35 i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 10 og 17.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.4, samt til de foreslåede
bestemmelser i §§ 30 j og 35 i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 10 og 17, og bemærkningerne
hertil.
Til § 3
Til nr. 1
Forældreansvarsloven indeholder i §§ 6-7 a en række bestemmelser om etablering af
forældremyndighed, herunder fælles forældremyndighed, direkte som følge af loven. Efter disse
bestemmelser er det udgangspunktet, at forældre, der er gift med hinanden ved barnets fødsel, har
fælles forældremyndighed, og at en ugift mor har forældremyndigheden alene. Det kræver således i
disse situationer ikke en myndighedsbeslutning at etablere forældremyndigheden.
Det foreslås, at der som
§ 7 b
i forældreansvarsloven indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår,
at ved registrering og anerkendelse af og afgørelse om moderskab, faderskab, medmoderskab og
medfaderskab efter kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven får forældrene fælles forældremyndighed.
Har barnet kun en forælder, har denne forældremyndigheden alene.
Forslaget vil betyde, at når der etableres moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab
(forældreskab) på grundlag af en surrogataftale ved registrering, anerkendelse eller afgørelse efter
de foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 10,
vil det tiltænkte forældrepar få fælles forældremyndighed. Er der kun én tiltænkt forælder, vil
vedkommende få forældremyndigheden alene.
Den foreslåede tildeling af forældremyndighed vil ikke kræve en myndighedsbeslutning, og med
tildelingen af forældremyndigheden efter den foreslåede bestemmelse vil surrogatmoren og hendes
eventuelle ægtefælle ikke længere have forældremyndighed over barnet.
Begrundelsen for forslaget er, at et barn, hvis forældreskab efter de foreslåede bestemmelser i
kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, fastslås på grundlag af en
surrogataftale, bør have samme retsforhold til de tiltænkte forældre som børn, der fødes af et
ægtepar eller et samlevende par. De tiltænke forældre bør derfor have fælles forældremyndighed. Er
der kun én tiltænkt forælder, bør denne på samme måde som en enlig mor have
forældremyndigheden alene.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1 og 2.2 og til de ved lovforslagets §
1, nr. 1 og 10, foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven og bemærkningerne til
dem.
Til nr. 2
Efter § 13, stk. 2, i forældreansvarsloven kan forældremyndigheden ved aftale godkendt af
Familieretshuset eller familieretten overføres til andre end forældre. Forældremyndigheden kan
overføres til et ægtepar eller et samlevende par i forening, herunder til den ene forælder og dennes
ægtefælle eller samlever. Endvidere kan en forældremyndighedsindehaver og en af barnets forældre
152
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
aftale at have fælles forældremyndighed. Efter bestemmelsens stk. 3, 2. pkt., er en aftale efter stk. 2
ikke er gyldig, hvis der ydes vederlag eller betaling for tabt arbejdsfortjeneste til
forældremyndighedens indehaver.
Bestemmelsen i stk. 2 omfatter situationer, hvor forældremyndigheden over et barn ønskes overført
til en person eller et par, der ikke er barnets retlige forældre, med den virkning, at personen får
forældremyndigheden alene, eller at parret får fælles forældremyndighed. Bestemmelsen anvendes
f.eks., når forældrene ikke er i stand til at tage sig af barnet og ønsker, at barnets skal bo hos nære
familiemedlemmer, der skal have forældremyndigheden over barnet for retligt at kunne varetage
den daglige omsorg for barnet. Overførsel af forældremyndighed er i sådanne situationer et mindre
indgribende tiltag end adoption, der medfører ændring af det retlige forældreskab til barnet. Aftalen
godkendes som udgangspunkt, når forældremyndigheden ønskes overført til nære
familiemedlemmer. Ønskes forældremyndigheden overført til andre end nære familiemedlemmer,
foretages der en nærmere undersøgelse af, om overførslen er bedst for barnet. Der lægges herved
bl.a. vægt på, om der er tale om omgåelse af adoptionslovgivningen.
Endvidere omfatter bestemmelsen i stk. 2 situationer, hvor en af barnets forældre ønsker at have
fælles forældremyndighed med sin ægtefælle eller samlever. Dette drejer sig for det første om
situationer, hvor barnets forældre ikke bor sammen, og den forælder, som barnet bor hos, har en
ægtefælle eller samlever, med hvem vedkommende ønsker at have fælles forældremyndighed. For
det andet drejer det sig om situationer, hvor et ægtepar eller et samlevende par sammen har fået et
barn ved en surrogataftale, og de ønsker at have fælles forældremyndighed over barnet, fordi
ægtefællens eller samleverens forældreskab til barnet ikke er blevet etableret efter dansk ret. I disse
situationer anses etablering af fælles forældremyndighed som udgangspunkt som bedst for barnet,
da ægtefællen eller samleveren allerede fungerer som social forælder til barnet.
Fælles for de nævnte situationer er, at aftalen indebærer overførslen af forældremyndighed til
tredjemand, dvs. en person der ikke er forælder til barnet. Aftaler om forældremyndighed mellem
barnets forældre er reguleret i §§ 9-10 a og § 13, stk. 1, i forældreansvarsloven.
Det bemærkes, at afgørelser efter forældreansvarsloven efter lovens § 4 skal træffes ud fra, hvad der
er bedst for barnet, og efter lovens § 34 skal barnet inddrages under sager om forældremyndighed,
så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler med
barnet, børnesagkyndige undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnets perspektiv.
Endvidere bemærkes, at efter lovens § 36, stk. 1, skal der indhentes en erklæring fra den forælder,
der ikke har del i forældremyndigheden, inden en aftale om forældremyndighed efter lovens § 13,
stk. 2, godkendes. Det beror på en konkret vurdering, hvilken betydning en protest mod aftalen om
forældremyndighed skal tillægges.
Ordlyden af bestemmelsen i § 13, stk. 3, 2. pkt., i forældreansvarsloven indebærer, at i sager om
godkendelse af aftaler om overførsel af forældremyndighed til tredjemand er aftalen ugyldig, hvis
overførslen af forældremyndigheden er betinget af betaling til en forældremyndighedsindehaver.
Der er således i de omhandlede situationer et ubetinget forbud mod at godkende sådanne aftaler om
overførsel af forældremyndighed, når der er ydet vederlag. Dette betyder, at efter ordlyden af § 13,
stk. 3, 2. pkt., finder lovens § 4 om barnets bedste ikke anvendelse ved ansøgning om godkendelse
af sådanne aftaler.
153
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Bestemmelsen i § 13, stk. 3, 2. pkt., blev indsat i forældreansvarsloven ved § 1, nr. 11, i lov nr.
1711 af 27. december 2018 om ændring af forældreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og
opløsning og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet
fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter forældreansvarsloven). Ifølge bemærkningerne til denne
bestemmelse fremgik det inden lovens ikrafttræden af § 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 146 af 22.
februar 2016 om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v., at hvis der ydes vederlag eller
betaling for tabt arbejdsfortjeneste til indehaveren af forældremyndigheden, kan en aftale om
overførsel af forældremyndighed til andre end forældre ikke godkendes. Bestemmelsen i § 13, stk.
3, 2. pkt., i forældreansvarsloven var således en videreførelse af bekendtgørelsens § 3, stk. 2, idet
det af ordensmæssige hensyn fandtes rigtigst, at bestemmelsen fremgår af forældreansvarsloven.
Bemærkningerne indeholdt ikke en nærmere beskrivelse af bestemmelsens anvendelsesområde. Der
henvises til Folketingstidende 2018-19, A, L 91, som fremsat, side 66.
Bestemmelsen i § 3, stk. 2, i bekendtgørelsen om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær
m.v., udsprang af forslaget til lov nr. 326 af 4. juni 1986 om ændring af adoptionsloven og
indfødsretsloven (Formidling af adoption m.v.). Om denne lov og bemærkningerne til den henvises
til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.2.1.1.
Ovennævnte bestemmelser om forbud mod godkendelse af aftaler om overførsel af
forældremyndighed, når der er betalt vederlag, skal ses i lyset af, at surrogataftaler efter dansk ret
ikke har retsvirkninger, og at retligt forældreskab til børn født på grundlag af en surrogataftale
derfor efter dansk ret kun kan etableres ved adoption. På grund af de strenge adoptionsbetingelser,
herunder forbuddet i § 15 i adoptionsloven mod adoption, når der er betalt vederlag, søger tiltænkte
forældre i nogle situationer i stedet at få fælles forældremyndighed over barnet ved, at barnets far
aftaler fælles forældremyndighed med sin ægtefælle eller samlever, der også er barnets sociale
forælder. Hvis der ydes vederlag til forældremyndighedsindehaveren for surrogataftalen, må
ovennævnte lovbemærkninger forstås sådan, at aftalen ikke kan godkendes.
Det bemærkes, at § 13, stk. 3, 2. pkt., kun finder anvendelse, når modtageren af betalingen m.v. er
en forældremyndighedsindehaver, der har forældremyndigheden alene eller har del i
forældremyndigheden. Har den forælder, der modtager vederlaget m.v., ikke del i
forældremyndigheden, finder bestemmelsen ikke anvendelse. I sådanne situationer er § 13, stk. 3, 2.
pkt., derfor ikke til hinder for at godkende aftalen om overførsel af forældremyndighed. Dette har
navnlig betydning, når det tiltænkte forældrepars forældreskab er fastslået i udlandet på baggrund af
en surrogataftale, idet fastslåelsen af forældreskabet typisk vil betyde, at det tiltænkte forældrepar
har fået tildelt forældremyndighed over barnet, og at surrogatmoren ikke har forældremyndighed
over barnet. Efter Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse,
fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn
anerkender Danmark som udgangspunkt udenlandsk forældremyndighed, forudsat at barnet boede i
det pågældende land, da forældremyndigheden blev tildelt.
Det følger af artikel 3 i børnekonventionen, at i alle foranstaltninger vedrørende børn, skal barnets
bedste komme i første række. Et ubetinget forbud mod at godkende aftaler om overførsel af
forældremyndighed, når der er betalt vederlag til forældremyndighedens indehaver, er således ikke
fuldt ud foreneligt med børnekonventionen.
154
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Dette indebærer, at 13, stk. 3, 2. pkt., i forældreansvarsloven skal administreres i overensstemmelse
med børnekonventionen således, at uanset betaling af vederlag skal aftalen godkendes, hvis den er
bedst for barnet
Familieretshuset har oplyst, at bestemmelsen administreres i overensstemmelse hermed.
Det foreslås, at følgende tilføjes til
§ 13, stk. 3, 2. pkt.,
i forældreansvarsloven: », medmindre aftalen
trods ydelse af vederlag eller betaling for tabt arbejdsfortjeneste kan antages at være bedst for
barnet«.
Forslaget vil indebære, at selvom der er betalt vederlag til forældremyndighedsindehaveren for
overførslen af forældremyndighed, vil der skulle foretages en vurdering af, om overførslen af
forældremyndighed i den konkrete situation vil være den bedste løsning for barnet.
I sager, hvor en af barnets forældre ønsker at have fælles forældremyndighed med sin ægtefælle
eller samlever, der allerede fungerer som social forælder for barnet, må det i udgangspunktet
antages, at etablering af fælles forældremyndighed trods betaling af vederlag må anses som bedst
for barnet. Aftalen bør derfor godkendes, medmindre barnet giver udtryk for ikke at ønske fælles
forældremyndighed, eller den anden forældre efter § 36, stk. 1, i forældreansvarsloven protesterer
mod etablering af fælles forældremyndighed, og der er grundlag for at tage hensyn til denne protest.
Derimod bør aftaler, hvorved forældremyndighed mod betaling af vederlag søges overført til
personer, som hverken barnet eller dets forældre har nogen nær relation til fortsat i udgangspunktet
afslås under henvisning til både hensynet til barnets bedste og betalingen. Det bør således fortsat
ikke være muligt at købe sig til forældremyndigheden over et barn, som man ikke har nogen nær
relation til.
Med den foreslåede ændring vil § 13, stk. 3, 2. pkt., i forældreansvarsloven blive bragt i
overensstemmelse med den aktuelle forståelse af bestemmelsen, jf. beskrivelsen af gældende ret.
Der henvises til den tilsvarende ændring af § 15 i adoptionsloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 5 og 6,
og bemærkningerne hertil og de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.2.
Til § 4
Til nr. 1
Det fremgår af § 5, stk. 1, i Familieretshusloven, at enkle sager visiteres til behandling efter
bestemmelsen i lovens kapitel 8. Sager omfattet af denne bestemmelse betegnes i loven som § 5-
sager. Efter lovens § 5, stk. 2, nr. 4, behandles sager om anerkendelse af faderskab og
medmoderskab efter § 14 i børneloven som udgangspunkt som § 5-sager. For en nærmere
beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.3.5.
Det foreslås, at
§ 5, stk. 2, nr. 4,
i børneloven affattes således: »Registrering og anerkendelse af
moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab efter §§ 3 d, 14 og 30 e i børneloven.«
Forslaget vil betyde, at Familieretshuset også vil skulle behandle sager om registrering og
anerkendelse af moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab på grundlag af
surrogataftaler efter de foreslåede §§ 3 d og 30 e i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, som
§ 5-sager.
155
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Forslaget vil ikke ændre Familieretshusets behandling af sager om anmeldelse af faderskab og
medmoderskab efter den gældende bestemmelse i § 14 i børneloven.
Begrundelsen for forslaget er, at sager om registrering og anmeldelse af forældreskab som følge af
en surrogataftale bør behandles af den samme myndighed, som behandler sager om anmeldelse af
faderskab og medmoderskab.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1, og til de ved lovforslagets § 1, nr.
1 og 10, foreslåede bestemmelser i §§ 3 d og 30 e i børneloven og bemærkningerne dertil.
Til nr. 2
Det fremgår af § 6, stk. 1, i Familieretshusloven, at mindre enkle sager visiteres til behandling efter
bestemmelsen i lovens kapitel 9 (§§ 26 og 27). Sager omfattet af denne bestemmelse betegnes i
loven som § 6-sager.
Det følger af lovens § 26, at Familieretshuset foretager oplysning af en § 6-sag og tilbyder parterne
rådgivning og konflikthåndtering. Finder parterne ikke en løsning på deres uenighed, træffer
Familieretshuset afgørelse i sagen, når den er oplyst efter bestemmelserne i den lov, som sagen er
omfattet af, jf. dog § 27.
Efter lovens § 27, stk. 2, indbringer Familieretshuset navnlig en § 6-sag, der ikke er omfattet af
forældreansvarsloven, for familieretten til afgørelse, når sagen indeholder komplicerede faktiske
eller juridiske problemstillinger.
Efter lovens § 6, stk. 2, behandles en række sagstyper dog altid som § 6-sager, der afgøres af
Familieretshuset efter § 26. I disse sager vil afgørelsen altid skulle træffes af Familieretshuset.
Familieretshuset kan således ikke indbringe sådanne sager for familieretten til afgørelse efter § 27 i
Familieretshusloven.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.1.2.3.5.
Det foreslås, at i
§ 6, stk. 2,
i børneloven indsættes efter nr. 12 som
nr. 13
følgende: »13) Sager om
forældreskab ved surrogataftaler efter kapitel 5 b og 5 c i børneloven.«
Forslaget vil betyde, at når der skal træffes afgørelse om forældreskab (moderskab, faderskab,
medmoderskab og faderskab) på grundlag af en surrogataftale efter de ved lovforslagets § 1, nr. 10,
foreslåede bestemmelser i §§ 30 f og 30 i i børneloven, vil afgørelsen altid skulle træffes af
Familieretshuset. Familieretshuset vil således ikke kunne indbringe en sag om forældreskab på
grundlag af en surrogataftale for familieretten til afgørelse efter § 27 i Familieretshusloven.
Begrundelsen for dette er, at på grund af de omhandlede forældreskabssagers særlige karakter bør
den indledende afgørelse i sagen træffes af Familieretshuset. Disse afgørelser vil efter § 39 i
Familieretshusloven altid kunne indbringes for familieretten til prøvelse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1, og til de ved lovforslagets § 1, nr.
10, foreslåede bestemmelser i §§ 30 f og 30 i i børneloven og bemærkningerne dertil.
Til nr. 3
156
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Det følger af § 27, stk. 1, nr. 3, i Familieretshusloven, at Familieretshuset indbringer en § 6-sag for
familieretten til afgørelse, når sagen er oplyst, parterne ikke har fundet en løsning på deres
uenighed, og der skal træffes en afgørelse om samvær efter § 21, jf. § 19, i forældreansvarsloven, og
denne afgørelse vil være indgribende for barnet. Det er Familieretshuset, der vurderer, om en
afgørelse om samvær vil være indgribende for barnet. Det afgørende for denne vurdering er, om der
er tale om større ændringer af samværet. Bestemmelsen omfatter først og fremmest sager, der drejer
sig om, om der overhovedet skal være samvær eller ej, samt sager om væsentlige udvidelser eller
indskrænkninger af samværet. Derimod omfatter bestemmelsen ikke mindre ændringer som f.eks.,
om samvær skal afholdes i lige eller ulige uger, tidspunkt for afhentning til samvær og stillingtagen
til enkeltstående samvær. Karakteren af parternes konflikt vil også kunne have betydning i den
samlede afvejning.
Efter § 6 i Familieretshusloven visiteres mindre enkle sager til behandling efter bestemmelserne i
lovens kapitel 9, der bl.a. omfatter § 27. Sager omfattet af § 6 betegnes som § 6-sager.
Hvis der er uenighed om omfanget og udøvelsen af samvær, kan der efter § 21 i
forældreansvarsloven træffes afgørelse herom og fastsættes de nødvendige bestemmelser i
forbindelse hermed. Samværet fastsættes ud fra en konkret vurdering af barnets forhold.
Fastsættelse af samvær kan afslås, og en aftale eller afgørelse om samvær kan ændres eller
ophæves. De nærmere regler om fastsættelse af samvær findes i lovens §§ 19-21.
Det følger af § 19 i forældreansvarsloven, at barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret
ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos.
Bestemmelserne §§ 20 og 20 a i forældreansvarsloven regulerer samvær med andre end forældre.
Det følger af lovens § 20, stk. 1, at hvis en forælder eller begge forældre er døde, eller en forælder
er ukendt, kan der fastsættes samvær med barnets nærmeste pårørende, som det er knyttet til. Er der
ikke eller kun i yderst begrænset omfang samvær med den forælder, som barnet ikke har bopæl hos,
kan der efter bestemmelsens stk. 2 fastsættes samvær med barnets nærmeste pårørende, som det er
knyttet til. Det følger endvidere af lovens § 20 a, at hvis barnet er adopteret, kan der efter
anmodning fra barnets oprindelige slægtninge fastsættes samvær med disse, navnlig hvis barnet
forud for adoptionen havde samvær eller anden form for kontakt med den, som anmoder om
fastsættelse af samvær.
Det foreslås, at i
§ 27, stk. 2, nr. 3,
i Familieretshusloven ændres »§ 19» til »§§ 19-20 a«.
Forslaget vil betyde, at Familieretshuset ikke vil kunne træffe afgørelse om samvær efter §§ 20 og
20 a i forældreansvarsloven, hvis afgørelsen vil være indgribende for barnet. Familieretshuset vil i
stedet skulle indbringe sådanne sager til familieretten til afgørelse.
Begrundelsen for forslaget er, at ved indførelsen af § 27, stk. 2, nr. 3, i Familieretshusloven var det
intentionen, at bestemmelsen skulle omfatte alle samværssager efter forældreansvarsloven, bortset
fra midlertidige afgørelser. Der henvises til bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende
2018-19, A, L 90 som fremsat, punkt 3.3.6.2 og 3.3.6.3. Med forslaget bringes bestemmelsen i
overensstemmelse med intentionerne bag den.
Til nr. 4
157
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Efter § 35, stk. 2, i Familieretshusloven har registrering af faderskab og medmoderskab foretaget af
Familieretshuset virkning fra registreringen, og anmeldelse af faderskab og medmoderskab til
Familieretshuset har virkning fra Familieretshusets modtagelse af anmeldelsen.
Efter lovens § 37, stk. 1, nr. 1, har afgørelser om faderskab og medmoderskab efter børneloven
truffet af Familieretshuset som udgangspunkt virkning 2 uger efter, at afgørelsen er truffet.
Det foreslås, at to steder i
§ 35, stk. 2,
og i
§ 37, stk. 1, nr. 1,
i børneloven ændres »faderskab
og
medmoderskab«
til: »moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab«.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at Familieretshuset med de foreslåede bestemmelser i kapitel
1 b, 5 og 5 c i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, vil skulle registrere, anerkende og træffe
afgørelse om moderskab, faderskab, medmoderskab og faderskab) på grundlag af en surrogataftale.
Der bør for disse registreringer, anerkendelser og afgørelse gælde samme regler om
virkningstidspunkt som for registreringer, anerkendelser og afgørelse af faderskab og
medmoderskab efter de gældende regler.
Der henvises i øvrigt til de ved lovforslagets § 1, nr. 10, foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b
og 5 c i børneloven og bemærkningerne dertil.
Til nr. 5
Efter § 45 i Familieretshusloven nedsætter social- og boligministerens et rådgivende udvalg i
Familieretshuset. Udvalget har til opgave at bidrage til Familieretshusets sikring af kvaliteten i
sagsbehandlingen og den løbende udvikling af Familieretshusets støtte og rådgivning til børn og
tilbud om rådgivning og konflikthåndtering. Medlemmerne af udvalget virker i personlig kapacitet
og ikke som repræsentant for en eventuel interesseorganisation. De vælges for fire år og kan
genudpeges.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.6.
Det foreslås, at
§ 45, stk. 2-4,
i Familieretshusloven ophæves, og at der i bestemmelsen som
stk. 2
indsættes en bestemmelse, hvorefter social- og boligministeren fastsætter nærmere regler for
udvalget, herunder udvalgets forretningsorden og sammensætning.
Forslaget vil indebære, at social- og boligministeren vil skulle fastsætte nærmere regler for
udvalget, herunder udvalgets forretningsorden og sammensætning. Bestemmelsen påtænkes
udmøntet således, at ministeren i en bekendtgørelse vil fastlægge, hvilke organisationer m.v. der vil
kunne indstille medlemmer til udvalget, og at disse organisationer m.v. vil kunne indstille en
suppleant eller flere suppleanter for hvert udvalgsmedlem.
Det vil ligeledes skulle fremgå af bekendtgørelsen, at ved fastsættelsen af, hvem der skal have
denne indstillingsret, vil der navnlig skulle lægges vægt på, at de udvalgte organisationer m.v. har
viden om og arbejder inden for et eller flere af de områder, der fremgår af § 2, stk. 5, i
bekendtgørelse nr. 1303 af 4. december 2019 om forretningsordenen for det rådgivende udvalg i
Familieretshuset, og at der i udvalget er viden om LGBT+- og integrationsproblematikker med
relation til den familieretlige lovgivning.
Har flere organisationer m.v. viden om et af de omhandlede områder, bestemmer ministeren,
hvilken eller hvilke af disse, der skal have indstillingsret. Ved beslutning om, hvilken organisation
158
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
m.v. eller hvilke organisationer m.v., der skal have indstillingsret, vil der i sådanne situationer
skulle lægges vægt på dokumenterbar faglig indsigt i og viden om det pågældende område.
Inden udstedelsen af bekendtgørelsen om det rådgivende udvalg vil social- og boligministeren
skulle rette henvendelse til de organisationer m.v., der har viden om et eller flere af de omhandlede
områder, og opfordre dem til at overveje, om de vil anmode om at få ret til at indstille medlemmer
af udvalget. En tilsvarende opfordring vil skulle offentliggøres på ministeriets hjemmeside således,
at også andre organisationer m.v. vil kunne anmode om at få indstillingsret.
Det vil endvidere skulle fremgå af bekendtgørelsen, at de omhandlede organisationer m.v. ved
indstilling af medlemmer og suppleanter skal redegøre for de indstillede medlemmers og
suppleanters faglige kvalifikationer. Endelig vil det skulle fremgå af bekendtgørelsen, at
udpegningsperioden er 4 år med mulighed for genudpegning. Hvis et medlem udtræder af udvalget,
vil den pågældende organisation m.v. kunne indstille et nyt medlem, der udpeges for den resterende
del af udpegningsperioden. Der vil ligeledes skulle fastsættes regler om, at hvis et medlem ikke
længere er tilknyttet eller arbejder for den indstillende organisation m.v., vil udpegningen bortfalde,
og organisationen m.v. vil skulle indstille et nyt medlem. Tilsvarende vil skulle gælde for
suppleanter.
Ved indstilling af medlemmer og suppleanter vil organisationerne m.v. efter § 9 i lov om ligestilling
af kvinder og mænd, jf. lovbekendtgørelse nr. 1575 af 19. december 2022, som altovervejende
udgangspunkt skulle indstille både en kvinde og en mand til hver post.
Forslaget vil ikke medføre en ændring af udvalgets kompetencer og opgaver. Forslaget vil heller
ikke medføre behov for i øvrigt at ændre forretningsordenen for udvalget. Social- og
boligministeren vil således fortsat skulle fastsætte regler om sekretariatsbistand for udvalget og om
dækning af transportudgifter m.v. for medlemmerne, og direktøren for Familieretshuset vil fortsat
være formand for udvalget.
Begrundelsen for forslaget er, at det i forbindelse med arbejdet i det rådgivende udvalg i
Familieretshuset er konstateret, at den nuværende model med personlig udpegning af medlemmer
på baggrund af faglige kvalifikationer og ikke som repræsentant for en organisation m.v. er
uhensigtsmæssig. Det skyldes, at når et medlem ikke længere er tilknyttet en relevant organisation
m.v., så vil medlemmet muligvis ikke længere have adgang til den viden, som ligger i det faglige
netværk i organisationen. Dette kan medføre videnstab i udvalget, og det kan også betyde, at
relevant viden fra udvalget ikke bliver videreformidlet til organisationerne m.v. på det familieretlige
område. Selvom et medlem efter et jobskifte fortsat kan bidrage med relevant viden til udvalgets
arbejde, er det også uhensigtsmæssigt, at viden fra udvalget ikke bliver bragt videre til
organisationerne m.v. Det er også uhensigtsmæssigt, at den personlige udpegning af medlemmer
ikke giver mulighed for, at et medlem kan sende en suppleant til et møde i udvalget, hvis
medlemmet er forhindret i at møde.
Sammensætningen af det rådgivende udvalg bør derfor ændres sådan, at udpegningen af
medlemmer til udvalget sker efter indstilling fra relevante organisationer m.v., og at der kan
udpeges suppleanter for medlemmerne.
Samtidig bør det sikres, at der i udvalget er viden om LGBT+- og integrationsproblematikker, da
disse problematikker kan have betydning for det familieretlige område.
159
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.6, til bemærkningerne til
lovforslagets § 14, og til lovforslagets § 15, stk. 2, og bemærkningerne dertil.
Til § 5
Til nr. 1
Det følger af § 1, stk. 1, i børnebortførelsesloven, at loven vedrører anvendelse og fuldbyrdelse efter
Europarådskonventionen af 1980 af afgørelser om forældreansvar (1. pkt.). Derudover vedrører
loven behandling af anmodninger om tilbagegivelse efter Haagerbørnebortførelseskonventionen af
børn, der er bortført til Danmark fra en anden konventionsstat (2. pkt.). Herudover vedrører loven
retshjælp til indehaveren af forældremyndigheden over et barn, som ulovligt er ført fra Danmark til
udlandet eller ulovligt tilbageholdes der (3. pkt.).
Det forslås, at der i
§ 1, stk. 1,
i børnebortførelsesloven som
4. pkt.
indsættes en bestemmelse,
hvoraf det fremgår, at loven også vedrører sager, hvor et barn ulovligt er ført fra Danmark til eller
ulovligt tilbageholdes i en stat, som Danmark ikke samarbejder med efter de i lovens § 2, stk. 1 og
2, nævnte konventioner eller efter Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence,
lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger
til beskyttelse af børn, jf. kapitel 5 a.
Forslaget skal ses i sammenhæng med det ved lovforslagets § 5, nr. 7, foreslåede nye kapitel 5 a,
der efter forslaget vil skulle indeholde bestemmelser om behandlingen af sager om tilbagegivelse af
børn, der ulovligt er ført fra Danmark til eller ulovligt tilbageholdes i en stat, som Danmark ikke
samarbejder med efter Europarådskonventionen af 1980, Haagerbørnebortførelseskonventionen
eller Haagerbørnebeskyttelseskonventionen.
Det bemærkes, at henvisningen i den foreslåede bestemmelse i § 1, 4. pkt., til lovens § 2, stk. 1 og
2, vedrører henholdsvis Europarådskonventionen af 1980 og Haagerbørnebortførelseskonventionen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7, og det ved lovforslagets § 5, nr. 7,
foreslåede kapitel 5 a og bemærkningerne hertil.
Til nr. 2
Det følger af § 1, stk. 2, i børnebortførelsesloven, at loven gælder for børn under 16 år.
Det forslås, at der i
§ 1, stk. 2,
i børnebortførelsesloven indsættes », jf. dog § 18 b«.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den ved lovforslagets § 5 nr. 7, foreslåede bestemmelse i §
18 b i børnebortførelsesloven. Denne bestemmelse vil efter forslaget skulle indeholde regler om
behandlingen af sager om tilbagegivelse af et barn, der ulovligt er ført til eller ulovligt tilbageholdes
i en stat, som Danmark ikke samarbejder med efter Europarådskonventionen af 1980,
Haagerbørnebortførelseskonventionen eller Haagerbørnebeskyttelseskonventionen. Det fremgår af
den foreslåede bestemmelse, at den vil skulle gælde for børn under 18 år.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7, og den ved lovforslagets § 5, nr.
7, foreslåede bestemmelse i § 18 b i børnebortførelsesloven og bemærkningerne hertil.
Til nr. 3 og 4
160
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Efter § 2, stk. 2, i børnebortførelsesloven anvendes en række bestemmelser i loven i forhold til
stater, der har tiltrådt Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale
børnebortførelser. I lovens § 2, stk. 5, § 10, stk. 1, og § 21, stk. 1, 2. pkt., samt i overskriften til
lovens kapitel 4 anvendes Haagerkonventionen som forkortelse for konventionens navn.
Det foreslås, at i
§ 2, stk. 2,
i børnebortførelsesloven indsættes efter »børnebortførelser«:
»(Haagerbørnebortførelseskonventionen)«, og at to steder i
§ 2, stk. 5,
og i
overskriften
til kapitel 4,
§ 10, stk. 1,
og
§ 21, stk. 1, 2. pkt.,
ændres »Haagerkonventionen« til:
»Haagerbørnebortførelseskonventionen«.
Forslagene skal ses i sammenhæng med den ved lovforslagets § 5, nr. 1, foreslåede bestemmelse i §
1, 4. pkt., i børnebortførelsesloven, der foreslås at vil skulle indeholde en henvisning til
Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og
samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn. Den bestemmelse
vil betyde, at børnebortførelsesloven vil indeholde bestemmelser om to Haagerkonventioner. For at
undgå misforståelser bør de gældende henvisninger i loven til Haagerkonventionen ændres sådan, at
der i stedet henvises til Haagerbørnebortførelseskonventionen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7, og den ved lovforslagets § 3, nr.
1, foreslåede bestemmelse i § 1, 4. pkt., i børnebortførelsesloven og bemærkningerne hertil.
Til nr. 5
§§ 10 og 11 i børnebortførelsesloven indeholder regler om, at børn, som ulovligt er ført til eller
ulovligt tilbageholdes i Danmark, efter anmodning som udgangspunkt skal tilbagegives, hvis barnet
umiddelbart før bortførelsen eller tilbagegivelsen havde bopæl i en stat, som har tiltrådt
Haagerbørnebortførelseskonventionen. Centralmyndigheden indbringer en anmodning om
tilbagegivelse af et barn for familieretten, der træffer afgørelse om, hvorvidt barnet skal
tilbagegives.
Hvis en afgørelse om, at et barn skal tilbagegives, ikke frivilligt efterleves, kan den forælder, som
barnet er bortført fra, indgive anmodning til familieretten om fuldbyrdelse af
tilbagegivelsesafgørelsen efter reglerne om tvangsfuldbyrdelse af forældremyndighed m.v. i kapitel
42 b i retsplejeloven. Når centralmyndigheden har modtaget den endelige afgørelse fra familieretten
eller landsretten om, at barnet skal tilbagegives, afslutter centralmyndigheden i udgangspunktet
sagen. Hvis den efterladte forælder ønsker denne tilbagegivelsesafgørelse fuldbyrdet, vejleder
centralmyndigheden forælderen om fuldbyrdelsesreglerne.
Børnebortførelsesloven indeholder ikke regler om, at centralmyndigheden på partens vegne kan
indgive en anmodning om fuldbyrdelse.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.7.1.2.
Det foreslås, at der i
§ 18
i børnebortførelsesloven som
stk. 3
indsættes en bestemmelse, hvorefter
centralmyndigheden kan indgive anmodning til familieretten om fuldbyrdelse af en afgørelse eller
et retsforlig om tilbagegivelse af et barn efter § 10, stk. 1.
161
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Forslaget vil betyde, at en forælder, som er bosat i udlandet, gennem centralmyndigheden vil kunne
indgive en anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse eller et retsforlig om tilbagegivelse af et
barn.
Begrundelsen for forslaget er at gøre det nemmere for den forælder, som barnet er bortført fra, at
indgive en anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse eller et retsforlig om tilbagegivelse af barnet.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.
Til nr. 6
Det følger af § 12, stk. 1, i børnebortførelsesloven, at en sag om tilbagegivelse af et barn, der er
bortført til Danmark fra en anden konventionsstat, behandles af familieretten. Under behandlingen
af en sådan sag beskikker familieretten efter lovens § 18, stk. 2, en advokat for den, der har anmodet
om tilbagegivelse af barnet. Efter § 18 a i børnebortførelsesloven udpeger social- og
boligministeren efter ansøgning et antal advokater, som må anses som særligt egnede til beskikkelse
efter lovens § 18, stk. 2.
En udpegning efter § 18 a gælder på ulovbestemt grundlag, indtil der foretages nye udpegninger,
hvilket sker hvert fjerde år. Der er mulighed for genudpegelse.
Børnebortførelsesloven indeholder ikke regler om tilbagekaldelse af en udpegning efter § 18 a. En
udpegning kan derfor kun tilbagekaldes, hvis betingelserne for en ulovhjemlet tilbagekaldelse af en
begunstigende forvaltningsakt er opfyldt. Det følger af almindelige retsgrundsætninger, at en
forvaltningsmyndighed under visse omstændigheder har ret til at tilbagekalde en begunstigende
afgørelse, også selvom den pågældende lovgivning ikke indeholder bestemmelser om
tilbagekaldelse.
Selvom der således ikke kræves lovhjemmel til at tilbagekalde en afgørelse, betyder dette ikke, at
adgangen til at tilbagekalde en afgørelse er fri. Det klare udgangspunkt er, at en afgørelse, som en
borger ønsker at fastholde, ikke uden videre kan tilbagekaldes. Det er en grundlæggende betingelse
for at tilbagekalde en afgørelse, at der er en relevant og saglig begrundelse for tilbagekaldelsen.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.7.1.2.
Det forslås, at der i
§ 18 a
i børnebortførelsesloven som
stk. 2
indsættes en bestemmelse, hvorefter
en udpegning efter stk. 1 gælder i 4 år, jf. dog stk. 3. Udpegningen bortfalder ved ophør af retten til
at udøve advokatvirksomhed.
Samtidig forslås det, at der i § 18 a i børnebortførelsesloven som
stk. 3
indsættes en bestemmelse,
hvorefter social- og boligministeren kan tilbagekalde en udpegning efter stk. 1, hvis advokaten
væsentligt har tilsidesat sine pligter som advokat i sager om børnebortførelse, eller der foreligger
andre særlige grunde.
Den foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 2, vil indebære, at den gældende udpegningsperiode for
advokater efter den gældende bestemmelse i § 18 a i børnebortførelsesloven vil blive lovfæstet, dog
med mulighed for efter den foreslåede bestemmelse i bestemmelsens stk. 3 at tilbagekalde en
udpegning. Samtidig vil det blive præciseret, at en udpegning vil bortfalde, når advokatens ret til at
udøve advokatvirksomhed ophører.
162
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Den foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 3, vil indebære, at social og boligministeren vil få
hjemmel til at tilbagekalde en udpegning efter den gældende bestemmelse i § 18 a, hvis advokaten
væsentligt har tilsidesat sine pligter som advokat i sager om børnebortførelse, eller der foreligger
andre særlige grunde. Ved sådanne afgørelser vil der kunne lægges vægt på, om advokaten har
tilsidesat god advokatskik, jf. § 126, stk. 1 og 2, i retsplejeloven.
De foreslåede ændringer vil ikke ændre mulighederne for at genudpege en advokat efter § 18 a i
børnebortførelsesloven.
Begrundelsen for forslaget er, at den ulovbestemte adgang til at tilbagekalde advokatudpegninger
efter § 18 a i børnebortførelsesloven bør lovfæstes, og at det bør præciseres, at en udpegning gælder
i 4 år, og at den vil bortfalde ved ophør af retten til at udøve advokatvirksomhed.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7, og de ved lovforslagets § 5, nr. 9,
foreslåede bestemmelser i § 20 d, stk. 2 og 3, i børnebortførelsesloven og bemærkningerne hertil.
Til nr. 7
Social-, Bolig- og Ældreministeriet er udpeget som centralmyndighed for de internationale
konventioner om børnebortførelse, dvs. Haagerbørnebortførelseskonventionen,
Europarådskonventionen af 1980 og Haagerbørnebeskyttelseskonventionen.
Der blev den 22. maj 2013 indgået en politisk aftale mellem alle Folketingets daværende partier om
en skærpet indsats for bortførte børn med henblik på at forbedre og optimere den statslige indsats i
situationer, hvor børn bortføres til en anden stat af den ene forælder. På den baggrund blev der i
2014 i oprettet en koordinationsenhed for børnebortførelser med det formål at støtte og vejlede den
efterladte forælder i sager om internationale børnebortførelser. Dette omfatter også sager, hvor
barnet er bortført til en stat, som Danmark ikke har et konventionssamarbejde med om
børnebortførelser. Enheden er placeret i Social-, Bolig- og Ældreministeriet, der arbejder med
sagerne, indtil barnet fylder 18 år.
Det følger af § 3, stk. 1, i børnebortførelsesloven, at centralmyndigheden navnlig skal modtage og
formidle henvendelser i henhold til konventionerne og samarbejde med centralmyndighederne i de
øvrige konventionsstater. I forhold til børn, der er bortført til andre konventionsstater, drejer dette
sig hovedsageligt i fremsendelse af en anmodning om tilbagegivelse til centralmyndigheden i den
pågældende stat.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.5.1.
Det forslås, at der i børnebortførelsesloven som
kapitel 5 a
indsættes et kapitel med titlen
»Børnebortførelse til stater som Danmark ikke har et konventionssamarbejde med«.
Det foreslås videre, at der i det foreslåede kapitel 5 a som
§ 18 b, stk. 1,
indsættes en bestemmelse,
hvoraf det fremgår, at når et barn ulovligt er ført fra Danmark til eller ulovligt tilbageholdes i en
stat, som Danmark ikke samarbejder med efter de i § 1 og § 2, stk. 1 og 2, nævnte konventioner,
modtager og videreformidler centralmyndigheden efter § 3, stk. 2, henvendelser om tilbagegivelse
af barnet.
Endelig foreslås det, at der i den foreslåede bestemmelse i § 18 b som
stk. 2
indsættes en
bestemmelse, hvorefter stk. 1 gælder for børn under 18 år.
163
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Forslaget vil betyde, at den nuværende ordning, hvorefter Social-, Bolig- og Ældreministeriet
behandler sager om tilbagegivelse af børn, der ikke er fyldt 18 år, og som er bortført fra Danmark til
en ikke-konventionsstat, vil blive lovfæstet. Dette vil indebære, at § 3, stk. 1, nr. 1, i
børnebortførelsesloven, hvorefter centralmyndigheden skal modtage og formidle henvendelser, også
vil finde anvendelse i forhold til sager om børnebortførelse til ikke-konventionsstater.
Begrundelsen for forslaget er, at behandlingen af sager om børnebortførelse til ikke-
konventionsstater bør lovfæstes, herunder at de behandles af samme myndighed, der er udpeget som
centralmyndighed for Haagerbørnebortførelseskonventionen og Europarådskonventionen af 1980.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.
Til nr. 8
§ 20 a i lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. indeholder regler
om, at Social-, Bolig- og Ældreministeriet kan yde retshjælp til indehaveren af
forældremyndigheden over et barn, som ulovligt er ført fra Danmark til udlandet eller ulovligt
tilbageholdes der, til dækning af omkostninger i forbindelse med handlinger af retlig karakter og
konfliktmægling, der foretages med henblik på tilbagegivelse af barnet.
Børnebortførelsesloven indeholder ikke regler om frister for indsendelse af en ansøgning om
retshjælp. Fristen følger derfor af den almindelige forældelsesfrist på 3 år i forældelsesloven.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.
Det forslås, at der i
§ 20 a
i børnebortførelsesloven som nyt
stk. 5
indsættes en bestemmelse,
hvorefter ansøgninger om retshjælp til udgifter, der er omfattet af stk. 1-4 eller§ 20 b, skal indgives
til Social-, Bolig- og Ældreministeriet inden 6 måneder efter, at indehaveren af
forældremyndigheden har fået meddelelse om, at centralmyndigheden har afsluttet sagen. Social-,
Bolig- og Ældreministeriet kan i særlige tilfælde behandle en ansøgning, selv om ansøgningen er
indgivet efter udløbet af fristen i 1. pkt.
Den foreslåede bestemmelse i § 20 a, stk. 5, 1. pkt., vil indebære, at en ansøgning om retshjælp vil
skulle indgives inden 6 måneder efter centralmyndighedens afslutning af tilbagegivelsessagen, og at
ministeriet vil skulle afvise at behandle en ansøgning om retshjælp, hvis den indsendes efter udløbet
af denne frist. Med forslaget vil den generelle forældelsesfrist på 3 år efter forældelsesloven ikke
længere gælde ved ansøgning om retshjælp til udgifter til behandlingen af en børnebortførelsessag.
Den foreslåede frist for at ansøge om retshjælp vil blive regnet fra det tidspunkt, hvor ansøgeren har
fået meddelelse om, at centralmyndigheden har afsluttet sagen. Centralmyndigheden afslutter en sag
om børnebortførelse til en anden konventionsstat, når barnet er kommet tilbage til Danmark, eller
når der er truffet endelig afgørelse i udlandet om, at barnet ikke skal tilbagegives. Hvis der er tale
om bortførelse til en ikke-konventionsstat, afslutter centralmyndigheden sagen enten, når barnet er
kommet tilbage til Danmark, eller når barnet fylder 18 år. Sagen kan også afsluttes, efter ønske fra
ansøgeren.
Den foreslåede bestemmelse i § 20 a, stk. 5, 2. pkt., vil indebære, at ministeriet vil kunne udlade at
afvise at behandle en ansøgning om retshjælp, selvom den indsendes efter udløbet af den i
bestemmelsens 1. pkt. foreslåede frist. Dette vil forudsætte, at der er tale om særlige tilfælde,
164
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
hvilket navnlig vil være situationen, hvis den sene ansøgning skyldes uforudsete omstændigheder,
som ansøgeren ikke havde indflydelse på, f.eks. hvis ansøgeren først efter fristens udløb har
modtaget afregning for oversættelsesudgifter m.v. I sådanne situationer vil der ikke være noget til
hinder for inden fristens udløb at ansøge om retshjælp til dækning af de udgifter, som ansøgeren
kender, men som ansøgeren på grund af manglende afregning ikke kan opgøre, og derefter indsende
en supplerende ansøgning om retshjælp til dækning af de omhandlede udgifter.
Ved afslutningen af en tilbagegivelsessag vil ansøgeren blive orienteret om ansøgningsfristen.
Begrundelsen for forslaget er, at det i retshjælpssager kan være nødvendigt at kontakte udenlandske
myndigheder eller advokater for at få oplysninger om f.eks. mulighederne for at få dækket
omkostningerne til behandlingen af sagen efter reglerne om fri proces i den stat, hvor
bortførelsessagen blev behandlet. Dette kan vanskeliggøres, hvis ikke oplysningerne indhentes i
forbindelse med afslutning af sagen. Med den foreslåede frist er der taget hensyn til, at ansøgeren
får rimelig tid til at udarbejde ansøgningen. Dog bør ministeriet i særlige tilfælde kunne behandle en
ansøgning, selvom den er indgivet efter udløbet af denne frist, f.eks. hvis den sene ansøgning
skyldes uforudsete omstændigheder.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.4.
Til nr. 9
Det følger af § 20 d i børnebortførelsesloven, at social- og boligministeren efter ansøgning udpeger
et antal advokater, som ministeren kan anbefale forældremyndighedsindehaveren at benytte i sager
om børnebortførelse. Bestemmelsen omfatter situationer, hvor et barn med bopæl i Danmark
ulovligt er bortført til en anden stat, både konventionsstater og ikke-konventionsstater.
Udpegningen gælder på ulovbestemt grundlag, indtil der foretages nye udpegninger, hvilket sker
hvert fjerde år. Der er mulighed for genudpegelse.
Børnebortførelsesloven indeholder ikke regler om tilbagekaldelse af en udpegning efter § 20 d. En
udpegning kan derfor kun tilbagekaldes, hvis betingelserne for en ulovhjemlet tilbagekaldelse af en
begunstigende forvaltningsakt er opfyldt. Det følger af almindelige retsgrundsætninger, at en
forvaltningsmyndighed under visse omstændigheder har ret til at tilbagekalde en begunstigende
afgørelse, også selvom den pågældende lovgivning ikke indeholder bestemmelser om
tilbagekaldelse.
Selvom der således ikke kræves lovhjemmel til at tilbagekalde en afgørelse, betyder dette ikke, at
adgangen til at tilbagekalde en afgørelse er fri. Det klare udgangspunkt er, at en afgørelse, som en
borger ønsker at fastholde, ikke uden videre kan tilbagekaldes. Det er en grundlæggende betingelse
for at tilbagekalde en afgørelse, at der er en relevant og saglig begrundelse for tilbagekaldelsen.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.7.1.2.
Det forslås, at der i
§ 20 d
i børnebortførelsesloven som
stk. 2
indsættes en bestemmelse, hvorefter
en udpegning efter stk. 1 gælder i 4 år, jf. dog stk. 3.Udpegningen bortfalder ved ophør af retten til
at udøve advokatvirksomhed.
165
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Samtidig forslås det, at der i § 20 d i børnebortførelsesloven som
stk. 3
indsættes en bestemmelse,
hvorefter social- og boligministeren kan tilbagekalde en udpegning efter stk. 1, hvis betingelserne i
§ 18 a, stk. 3, er opfyldt.
Den foreslåede bestemmelse i § 20 d, stk. 2, vil indebære, at udpegningsperioden for advokater efter
den gældende bestemmelse i § 20 d i børnebortførelsesloven vil blive lovfæstet, dog med mulighed
for efter den foreslåede bestemmelse i bestemmelsens stk. 3 at tilbagekalde en udpegning. Samtidig
vil det blive præciseret, at en udpegning vil bortfalde, når advokatens ret til at udøve
advokatvirksomhed ophører.
Den foreslåede bestemmelse i § 20 b, stk. 3, vil indebære, at social og boligministeren vil få
hjemmel til at tilbagekalde en advokatudpegning efter den gældende bestemmelse i § 20 d, hvis
betingelserne i den ved lovforslagets § 5, nr. 6, foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 3, er opfyldt.
Efter denne bestemmelse vil social- og boligministeren kunne tilbagekalde en advokatudpegning,
hvis advokaten væsentligt har tilsidesat sine pligter som advokat i sager om børnebortførelse, eller
der foreligger andre særlige grunde. Ved sådanne afgørelser vil der kunne lægges vægt på, om
advokaten har tilsidesat god advokatskik, jf. § 126, stk. 1 og 2, i retsplejeloven.
De foreslåede ændringer vil ikke ændre på mulighederne for at genudpege en advokat efter § 20 d i
børnebortførelsesloven.
Begrundelsen for forslaget er, at den ulovbestemte adgang til at tilbagekalde advokatudpegninger
efter § 20 d i børnebortførelsesloven bør lovfæstes, og at det bør præciseres, at en udpegning gælder
i fire år, og at den vil bortfalde ved ophør af retten til at udøve advokatvirksomhed.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7, og de ved lovforslagets § 5, nr. 6,
foreslåede bestemmelser i § 18 a, stk. 2 og 3, i børnebortførelsesloven og bemærkningerne hertil.
Til § 6
Til nr. 1 og 2
Det følger af § 16, stk. 1, i navneloven, at ansøgning om navneændring indgives til
personregisterføreren i sognet. I de sønderjyske landsdele indgives ansøgningen til
personregisterføreren i kommunen. Efter bestemmelsens stk. 4 gælder dette ikke ved ansøgning om
navneændring, der indgives i forbindelse med udstedelse af adoptionsbevilling. Dette drejer sig om
ansøgning om navneændring i forbindelse med anmodning om stedbarnsadoption, der indgives til
Familieretshuset.
Det er efter lovens § 16, stk. 2, 1. pkt., som udgangspunkt personregisterføreren, der behandler og
træffer afgørelse i sager om navneændring. Personregisterførerens afgørelser herom kan efter lovens
§ 21, stk. 1, 1. pkt., påklages til Familieretshuset.
Efter lovens § 16, stk. 3 og 5, træffes afgørelse om navneændring i visse sager af Familieretshuset
eller familieretten. I så fald videresender personregisterføreren efter lovens § 16, stk. 2, 2. pkt.,
ansøgningen til Familieretshuset.
Det følger af lovens § 20 a og § 21, stk. 1, 2. pkt., at Familieretshusets afgørelser og sager om
navneændring kan indbringes for familieretten til prøvelse eller afgørelse.
166
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Ved ansøgning om navneændring betales efter lovens § 25 a, stk. 1, et gebyr på 430 kr. Gebyret
reguleres en gang årligt pr. 1. januar med løn- og prisudviklingen. Gebyrets størrelse udgør 559,40
kr. i 2023, jf. bekendtgørelse nr. 633 af 31. maj 2023 om forhøjelse af størrelsen på visse gebyrer på
det familieretlige område i 2023.
Der betales efter § 25 a, stk. 2, i navneloven ikke gebyr ved ansøgning om navneændring i
forbindelse med en vielse, hvis ansøgningen herom indgives senest 3 måneder efter vielsen, eller
ved navneændring for børn under 18 år som følge af forældrenes navneændring.
Søges der om navneændring for flere personer, skal der efter bestemmelsens stk. 3 betales gebyr for
hver ansøger. Der skal dog kun betales ét gebyr, hvis ansøgningerne om navneændring omfatter
ægtefæller, ugifte samlevende, søskende eller plejebørn under 18 år.
Der betales ikke selvstændigt gebyr for at klage over personregisterførerens afgørelse, ligesom der
ikke betales gebyr for indbringelse for familieretten af en afgørelse eller sag om navneændring.
Social- og boligministeren fastsætter efter § 25 a, stk. 4, regler om betaling af gebyret. Det følger af
§ 22 i bekendtgørelse nr. 1543 af 19. december 2022 om navne, at gebyret skal være indbetalt
senest samtidig med indgivelsen af ansøgningen om navneændring. Gebyret indbetales via den
digitale løsning, som Kirkeministeriet stiller til rådighed. Skal ansøgningen ikke indgives digitalt,
indbetales gebyret til den bankkonto, som fremgår af ansøgningsblanketten. Endelig påser
personregisterføreren og Familieretshuset, at gebyret er betalt, inden sagsbehandlingen påbegyndes.
Denne del af bestemmelsen administreres sådan, at når det ikke ved indgivelsen af ansøgningen er
dokumenteret, at gebyret er betalt, skal personregisterføreren eller Familieretshuset meddele
ansøgeren, at ansøgningen kun vil blive behandlet, såfremt gebyret betales. Betales gebyret ikke,
afvises ansøgningen.
Ansøgeren betaler for behandlingen af en ansøgning om navneændring, og derfor tilbagebetales
gebyret ikke, hvis ansøgningen afslås eller trækkes tilbage.
Det fremgår af bemærkningerne til § 25 a i navneloven, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, L
185 som fremsat, punkt 3.1. i de almindelige bemærkninger. og bemærkningerne til lovforslagets §
1, nr. 5, at gebyret blev fastsat til 430 kr. det første år. Disse udgifter blev opgjort til 325 kr. pr.
ansøgning om navneændring. Gebyret blev således fastsat ud fra omkostningerne ved at foretage en
navneændring hos personregisterførerne i sognene. Der blev forudsat, at der var tilsvarende udgifter
ved navneændringer, der blev foretaget af personregisterførere i kommunerne og af den daværende
statsforvaltning, i dag Familieretshuset.
Når de samlede omkostninger til klagesagsbehandling blev fordelt på alle ansøgninger om
navneændringer, blev omkostningerne opgjort til ca. 7 kr. pr. navneændring.
Det fremgår videre af bemærkningerne, at Kirkeministeriet til brug for en vurdering af ændringer i
øvrigt i det omkostningsbaserede gebyr en gang årligt fremsender en opgørelse over de realiserede
og de forventede omkostninger, der indgår ved fastsættelsen af gebyret. Det fremgår dog også af
bemærkningerne, at ændringer af gebyret ud over de ændringer, der følger af pris- og
lønudviklingen for det omkostningsbaserede gebyr, kræver lovændring.
Omkostningerne ved behandling af en sag om navneændring hos personregisterførerne i sognene
udgjorde 450 kr. i 2023. Hertil kommer Familieretshusets omkostninger på 147 kr. pr. sag om
167
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
navneændring, herunder omkostningerne ved behandlingen af klager over personregisterførernes
afgørelser om navneændring og Familieretshusets omkostninger ved behandlingen af afgørelser og
sager om navneændring, der indbringes for domstolene, herunder udgifter til advokatbistand. De
samlede omkostninger pr. navneændring var 597 kr. i 2023.
Det foreslås, at
§ 25 a, stk. 1,
i navneloven nyaffattes således, at det følger af bestemmelsens
1. pkt.,
at der ved indgivelse af en ansøgning om navneændring betales et gebyr, jf. dog stk. 2. Ved
2. pkt.
foreslås det, at gebyrets størrelse fastsættes og reguleres årligt af social- og boligministeren, og ved
3. pkt.
at gebyrets størrelse fastsættes således, at det svarer til omkostningerne ved
personregisterførernes og Familieretshusets behandling af sager om navneændring. Samtidig
foreslås det ved
4. pkt.,
at social- og boligministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyret.
Videre foreslås det, at
§ 25 a, stk. 4,
i navneloven ophæves.
De foreslåede bestemmelser i § 25 a, stk. 1, 1-3. pkt., vil betyde, at der ved indgivelse af en
ansøgning om navneændring vil skulle betales et gebyr, hvis størrelse vil skulle fastsættes og
reguleres en gang årligt af social- og boligministeren, og hvis størrelse vil skulle fastsættes således,
at det svarer til omkostningerne ved personregisterførernes og Familieretshusets behandling af sager
om navneændring.
I forhold til personregisterførerne bemærkes, at omkostningerne ved navneændring i de sønderjyske
kommuner ikke vil indgå i beregningerne af de samlede omkostninger pr. navneændring. Der
henvises navnlig til, at de sønderjyske kommuner alene modtager i omegnen af 5 % af det samlede
antal ansøgninger om gebyrbelagte navneændringer.
I forhold til Familieretshuset vil omkostningerne ved behandling af sager om navneændring også
omfatte omkostningerne ved behandlingen af klager over personregisterførernes afgørelser om
navneændring og Familieretshusets omkostninger ved behandlingen af afgørelser og sager om
navneændring, der indbringes for domstolene, herunder udgifter til advokatbistand.
Der vil fortsat ikke skulle betales gebyr for navneændringer, der er omfattet af § 25 b, stk. 2, i
navneloven, ligesom der heller ikke vil skulle betales selvstændigt gebyr for klage- eller
domstolsbehandling.
Videre bemærkes, at gebyret vil skulle betales for behandlingen af en ansøgning om navneændring,
og gebyret vil derfor ikke blive tilbagebetalt, hvis ansøgningen afslås eller trækkes tilbage.
Den foreslåede bestemmelse i § 25 a, stk. 1, 4. pkt., i navneloven vil betyde, at social- og
boligministeren vil skulle fastsætte regler om betaling af gebyret, herunder om at gebyret vil skulle
betales ved indgivelsen af ansøgningen om navneændring, og at ansøgningen vil kunne afvises, hvis
gebyret ikke betales. I praksis vil personregisterføreren og Familieretshuset dog i overensstemmelse
med den gældende ordning normalt rette henvendelse til ansøgeren om betaling af gebyret, og
ansøgningen vil kun blive afvist, hvis gebyret fortsat ikke bliver betalt.
Begrundelsen for forslaget om ændringen af gebyret for navneændring er, at størrelsen af et sådant
gebyr til enhver tid skal fastsættes sådan, at det dækker udgifterne til behandlingen af sager om
navneændring. Med forslaget sikres det, at størrelsen af gebyret løbende administrativt vil blive
tilpasset omkostningerne ved behandlingen af ansøgninger om navneændring. Dette er ikke muligt
efter den gældende bestemmelse om regulering af størrelsen af gebyret med løn- og
168
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
prisudviklingen. Der er således alene tale om en lovteknisk justering af den gældende
gebyrbestemmelse.
Bemyndigelsesbestemmelsen i § 25 a, stk. 4, i navneloven foreslås ophævet, da bemyndigelsen vil
fremgå af den foreslåede bestemmelse i § 25 a, stk. 1, 4. pkt., i navneloven.
Til § 7
Til nr. 1
Efter § 27, stk. 1, i lov om ægtefællers økonomiske forhold, jf. lovbekendtgørelse nr. 774 af 7.
august 2019 (herefter ægtefælleloven), indgår de aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved
udgangen af det døgn, hvor Familieretshuset modtog anmodning om separation eller skilsmisse, i
den deling af ægtefællernes formue, der foretages i forbindelse med separations- og
skilsmissedeling. Denne dag betegnes ophørsdagen. Efter bestemmelsens stk. 2 og 3 kan
skifteretten bestemme en anden ophørsdag, og ægtefæller kan i forbindelse med separation eller
skilsmisse aftale en anden ophørsdag.
Det følger af bestemmelsens stk. 4, at når en anmodning om skilsmisse bortfalder, fordi
betingelserne for skilsmissen efter den tidligere bestemmelse i § 42 a, stk. 2, i ægteskabsloven ikke
er opfyldt, opretholdes ophørsdagen efter § 27, stk. 1, i ægtefælleloven, hvis en ægtefælle inden 4
uger efter modtagelse af meddelelse om, at anmodningen er bortfaldet, indgiver anmodning om
separation eller skilsmisse. § 42 a i ægteskabsloven blev pr. 1. januar 2021 ophævet ved lov nr. 969
af 26. juni 2020 om ændring af lov om Familieretshuset og lov om ægteskabs indgåelse og
opløsning (Afskaffelse af refleksionsperioden).
Det foreslås, at
§ 27, stk. 4,
i ægtefælleloven ophæves.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at § 42 a i ægteskabsloven er blevet ophævet, og at § 27, stk.
4, i ægtefælleloven blev indført samtidig med § 42 a i ægteskabsloven.
Der henvises til den foreslåede overgangsbestemmelse i lovforslagets § 15, stk. 4, og
bemærkningerne hertil.
Til § 8
Til nr. 1 og 2
Det følger af § 19, stk. 3, 1 pkt., i retsplejeloven, at ved byretterne og Sø- og Handelsretten kan
rettens præsident meddele andre personer bemyndigelse til bl.a. at udføre faderskabssager, hvis der
ikke skal træffes afgørelse i tvistigheder.
Videre følger det af lovens § 448, stk. 1, at efter reglerne i lovens kapitel 42 behandler familieretten
de sager, som Familieretshuset indbringer for familieretten. Efter bestemmelsens stk. 2 finder
reglerne i lovens kapitel 42 a tillige anvendelse for sager om faderskab og medmoderskab til børn,
herunder spørgsmål om genoptagelse af sådanne sager.
Efter lovens § 449 c, stk. 1, foregår retsmøder i familieretlige sager for lukkede døre, og ved
offentlig gengivelse af rettens afgørelser i disse sager må der ikke ske offentliggørelse af navn,
stilling eller bopæl for nogen af de personer, der er nævnt i afgørelsen, eller på anden måde
offentliggørelse af de pågældendes identitet. Efter bestemmelsen straffes overtrædelse af disse
169
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
forbud som udgangspunkt med bøde. Det følger af bestemmelsens stk. 2, at for sager om faderskab
og medmoderskab finder lovens § 456 m, stk. 1 og 2, dog anvendelse. Disse bestemmelser svarer
indholdsmæssigt til lovens § 449 c, stk. 1.
Efter lovens § 449 d, stk. 1, afholder statskassen udgifter ved bl.a. bevisførelse i familieretlige
sager. Familieretten kan pålægge en part at erstatte disse udgifter helt eller delvis, hvis det i øvrigt
pålægges parten at betale sagsomkostninger. Det følger af bestemmelsens stk. 2, at for sager om
faderskab og medmoderskab finder lovens § 456 l dog anvendelse. Denne bestemmelse svarer
indholdsmæssigt til lovens § 449 d, stk. 1.
§ 454, stk. 1 og 2, i retsplejeloven indeholder bestemmelser om anke af domme, der er omfattet af
lovens kapitel 42. Det følger af bestemmelsens stk. 3, at for sager om faderskab og medmoderskab
finder lovens § 456 o dog anvendelse. Denne bestemmelse indeholder regler om anke af domme om
faderskab og medmoderskab.
Det følger af § 456 a i retsplejeloven, at reglerne i lovens kapitel 42 a anvendes på sager om
faderskab og medmoderskab til børn, herunder spørgsmål om genoptagelse af sådanne sager.
Det foreslås, at i
§ 19, stk. 3, 1. pkt.,
i retsplejeloven ændres »faderskabssager«
til:
»sager om
moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab«. Videre foreslås det, at i
§ 448, stk. 2, §
449 c, stk. 2, § 449 d, stk. 2, § 454, stk. 3,
og
§ 456 a
i retsplejeloven ændres »faderskab
og
medmoderskab« til
»moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab«.
Forslaget vil betyde, at de omhandlede bestemmelser retsplejeloven også vil finde anvendelse for
sager om moderskab og medfaderskab. Den foreslåede ændring af § 456 a i retsplejeloven vil
betyde, at bestemmelserne i lovens kapitel 42 a tilsvarende også vil finde anvendelse for sager om
moderskab og medfaderskab.
Den foreslåede ændring af § 19, stk. 3, 1 pkt., i retsplejeloven vil betyde, at bestemmelsen også vil
finde anvendelse for sager om moderskab, medmoderskab og medfaderskab.
De foreslåede ændringer skal ses i sammenhæng med, at det ved de foreslåede bestemmelser i
kapitel 1 b, 5 b og 5 c, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, foreslås, at der som supplement til de
gældende bestemmelser i børneloven om faderskab og medmoderskab indføres mulighed for også at
fastslå moderskab og medfaderskab på grundlag surrogataftaler, og at familieretten vil skulle
behandle sager herom.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 10, og bemærkningerne dertil samt til de almindelige
bemærkninger, punkt 2.12.
Til nr. 3 (§ 448 b, stk. 2)
Efter § 16 i adoptionsloven indtræder der ved adoption samme retsforhold mellem adoptant og
adoptivbarn som mellem forældre og deres barn. Samtidig bortfalder retsforholdet mellem barnet og
dets oprindelige slægtninge. Dette indebærer, at der efter adoptionen ikke længere består et juridisk
bånd mellem barnet og dets oprindelige slægtninge.
Efter § 20 a i forældreansvarsloven kan der dog efter anmodning fra de oprindelige slægtninge til et
adopteret barn fastsættes samvær eller anden form for kontakt mellem barnet og disse slægtninge,
navnlig hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller anden form for kontakt med den, som
170
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
anmoder om fastsættelse af samvær m.v. Dette gælder også, når Ankestyrelsen har truffet afgørelse
om, at et barn uden forældresamtykke skal adopteres efter § 9, stk. 1-3, i adoptionsloven, og barnet
efter § 32 a i adoptionsloven midlertidigt er placeret hos den, som Adoptionsnævnet har udvalgt til
at adoptere barnet.
Muligheden for at fastsætte samvær eller anden kontakt efter § 20 a i forældreansvarsloven omfatter
alle adoptioner. Bestemmelsen finder således både anvendelse i tilfælde, hvor barnet er adopteret
med forældrenes samtykke, herunder ved en stedbarnsadoption, samt i tilfælde hvor barnet er
adopteret uden forældrenes samtykke, jf. § 9 i adoptionsloven.
En sag om adoption består af to adskilte dele: Først tages der stilling til frigivelse af barnet til
adoption med eller uden forældrenes samtykke, og dernæst tages der stilling til, hvem der skal
adoptere barnet. Barnets forældre er parter i den del af adoptionssagen, der vedrører frigivelse af
barnets til adoption, mens de ikke er parter i den anden del af sagen, der vedrører, hvem der skal
adoptere barnet. En adoption kan således være anonym, idet forældrene i nogle situationer ikke
kender identiteten på den, der adopterer barnet. Dette gælder dog ikke ved familieadoptioner, dvs.
situationer hvor der består nært slægtskab eller andet særligt tilknytningsforhold mellem adoptanten
og adoptivbarnet eller dettes forældre.
Efter § 7, jf. § 32, i Familieretshusloven behandles sager om samvær eller anden kontakt, der er
komplekse, af Familieretshuset. Når sagen er oplyst, indbringer Familieretshuset sagen for
familieretten til afgørelse. Efter § 6, stk. 1, jf. §§ 26 og 27, i Familieretshusloven, afgøres sager om
samvær eller anden kontakt, der er mindre enkle, som udgangspunkt af Familieretshuset.
Familieretshuset indbringer dog bl.a. sagen for familieretten til afgørelse, når sagen indeholder
komplicerede faktiske eller juridiske problemstillinger.
Efter § 39 i Familieretshusloven indbringer Familieretshuset efter anmodning fra en part en
afgørelse efter forældreansvarsloven, der er truffet af Familieretshuset, for familieretten til prøvelse.
Efter lovens § 42, stk. 1, i Familieretshusloven indbringer Familieretshuset sager og afgørelser efter
lovens §§ 27, 32 og 39 for den familieret, der følger af § 448 b i retsplejeloven.
Efter § 448 b, stk. 2, i retsplejeloven indbringer Familieretshuset som udgangspunkt en sag eller
afgørelse efter forældreansvarsloven for familieretten i den retskreds, hvor barnet har bopæl. Det
følger af bestemmelsens stk. 5, at Familieretshuset uanset stk. 2 kan bestemme, hvilken familieret
en sag eller afgørelse skal indbringes for. Endvidere følger det af bestemmelsens stk. 6, at den
familieret, som en sag er indbragt for, kan henvise sagen til behandling ved familieretten i en anden
retskreds, hvis det er mest hensigtsmæssigt, at sagen behandles der.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.1.
Det foreslås, at der i
§ 448 b, stk. 2,
i retsplejeloven som
4. pkt.
indsættes en bestemmelse, hvorefter
en sag eller afgørelse om samvær eller om anden kontakt efter § 20 a i forældreansvarsloven uanset
bestemmelsens 1.-3. pkt. indbringes for familieretten i den retskreds, hvor den, der ønsker samvær
eller anden kontakt, har hjemting.
Forslaget vil betyde, at Familieretshuset ikke længere vil skulle indbringe en sag eller afgørelse om
samvær eller om anden kontakt end samvær efter § 20 a i forældreansvarsloven for familieretten i
171
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
den retskreds, hvor barnet bor, men for familieretten i den retskreds, hvor den, der ønsker samvær
eller anden kontakt, har hjemting.
Forslaget vil ikke kun omfatte situationer, hvor barnet er adopteret uden forældrenes samtykke, jf. §
9 i adoptionsloven, men alle situationer hvor der søges om samvær eller anden kontakt efter § 20 a i
forældreansvarsloven. Forslaget vil således omfatte alle adoptioner, herunder også anonyme
adoptioner, der er gennemført med forældrenes samtykke samt familieadoptioner, hvor forældrene
kender adoptanterne.
Forslaget vil opretholde Familieretshusets og familierettens adgang efter § 448 b, stk. 5 og 6, i
retsplejeloven til at indbringe en § 20 a-sag for en anden familieret eller at henvise sagen til
behandling ved en anden familieret. Hvis den, der søger om samvær, kender adoptanternes identitet,
vil Familieretshuset således kunne indbringe sagen for familieretten i den retskreds, hvor barnet har
bopæl.
Forslaget vil ikke berøre barnets oprindelige slægtninges ret til at søge om samvær m.v. efter § 20 a
i forældreansvarsloven. Familieretshuset behandler familieretlige sager ni steder i landet. Det er
Familieretshuset, der bestemmer, hvilken afdeling der skal behandle en bestemt sag. Forslaget vil
ikke ændre dette, men det forudsættes, at Familieretshuset ved behandlingen af sager om samvær
m.v. efter § 20 a i forældreansvarsloven sikrer, at barnets oprindelige slægtninge ikke kan få oplyst
hverken adoptanternes identitet eller barnets identitet efter adoptionen, og at de heller ikke kan få
oplysninger, der sætter dem i stand til at finde frem til adoptanterne eller barnet.
Begrundelsen for forslaget er, at barnets forhold til sine oprindelige slægtninge indgår i mange
kommende adoptanters overvejelser om at adoptere et barn. For nogle af disse kommende
adoptanter er det vigtigt, at adoptionen er anonym sådan, at barnets oprindelige slægtninge ikke får
oplyst adoptantens identitet. Det er derfor vigtigt, at behandlingen af sager vedrørende adopterede
børn tilrettelægges sådan, at barnets oprindelige slægtninge ikke kan få oplyst hverken
adoptanternes identitet eller barnets identitet efter adoptionen, og at de heller ikke kan få
oplysninger, der sætter dem i stand til at finde frem til adoptanterne eller barnet.
Navnlig i situationer, hvor barnets oprindelige forældre ikke er enige i adoptionen, der derfor er
truffet uden deres samtykke, er det relevant at sikre, at de oprindelige forældre og deres familie
hverken direkte eller indirekte kan få oplyst adoptanternes og barnets identitet. De oprindelige
forældrene og deres familie vil i så fald ikke have mulighed for at opsøge barnet og på den måde
modarbejde familieskiftet.
Efter ministeriets opfattelse er det vigtigt at kunne beskytte et adopteret barn mod at blive opsøgt af
sine oprindelige forældre og deres familie, når dette ikke sker efter aftale med adoptivforældrene.
Når en sag om samvær med et adopteret barn efter § 20 a i forældreansvarsloven i
overensstemmelse med § 448 b, stk. 2, i retsplejeloven indbringes for familieretten i den retskreds,
hvor barnet har bopæl, kan det sætte barnets oprindelige forældre og andre slægtninge i stand til at
identificere barnet og dets bopæl. Dette gælder ikke mindst, hvis barnet bor i en af de mindre
retskredse.
For at undgå dette foreslås det, at en sag eller afgørelse om samvær eller om anden kontakt end
samvær efter § 20 a i forældreansvarsloven skal indbringes for familieretten i den retskreds, hvor
172
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
den, der ønsker samvær eller anden kontakt, har hjemting. På den måde vil ansøgeren
–
barnets
oprindelige slægtning
–
ikke få oplysninger om, hvor i landet barnet bor.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.
Til nr. 4
Efter værnetingsreglerne i § 448 b, stk. 1, i retsplejeloven indbringer Familieretshuset en
familieretlig sag eller afgørelse for familieretten ved sagsøgtes hjemting. Har sagsøgte ikke
hjemting her i landet, indbringes sagen for familieretten ved sagsøgerens hjemting. 1. og 2. pkt.
finder ikke anvendelse, hvis sagen er omfattet af stk. 2-4. Efter bestemmelsens stk. 3
indbringer Familieretshuset en sag eller afgørelse efter børneloven for familieretten i den retskreds,
hvor den, der har født barnet, har hjemting. Har den pågældende ikke hjemting her i landet,
indbringes sagen for familieretten i den retskreds, hvor den, der efter § 17 i børneloven er part i
sagen, har hjemting. Er der flere parter, bestemmer Familieretshuset, hvilken familieret sagen skal
indbringes for.
Det følger af § 448 a, stk. 2, i retsplejeloven, at den part, der anmoder om, at en afgørelse truffet af
Familieretshuset indbringes for familieretten efter § 39 i Familieretshusloven, anses som sagsøger
under familierettens behandling af sagen. Efter § 39 i Familieretshusloven kan afgørelse truffet af
Familieretshuset efter anmodning fra en part indbringes for familieretten.
Det foreslås, at i
§ 448 b, stk. 3,
i retsplejeloven indsættes som
4. pkt.
følgende: »1.-3. pkt. finder
ikke anvendelse for afgørelser truffet efter kapitel 5 b og 5 c i børneloven«.
Forslaget vil betyde, at i sager, hvor Familieretshuset efter den foreslåede bestemmelse i kapitel 5 b
og 5 c i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, har truffet afgørelse om moderskab, faderskab,
medmoderskab og medfaderskab (forældreskab) som følge af en surrogataftale, og en part anmoder
om, at Familieretshusets afgørelse indbringes for familieretten til prøvelse, vil de særlige
værnetingsregler i § 448 b, stk. 3, for sager efter børneloven ikke finde anvendelse. I stedet vil
værnetinget følge af hovedreglen for familieretlige sager i § 448 b, stk. 1.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det ved lovforslagets § 1, nr. 10, foreslås, at der indføres
mulighed for at fastslå moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab (forældreskab) på
grundlag surrogataftaler, og at det ved lovforslagets § 4, nr. 2, foreslås, at § 6, stk. 2, i
Familieretshusloven ændres sådan, at sager om forældreskab ved surrogataftaler efter kapitel 5 b og
5 c i børneloven vil være blandt de sagstyper, der altid behandles og afgøres af Familieretshuset.
Efter dette forslag vil Familieretshuset ikke kunne indbringe en sag om forældreskab på grundlag en
surrogataftale for Familieretten til afgørelse. Værnetinget i de omhandlede sager bør derfor
fastlægges efter § 448 b, stk. 1, i retsplejeloven, der indeholder udgangspunktet for værnetinget i
familieretlige retssager.
Til nr. 5 og 6
Det følger af § 10, stk. 1, i børnebortførelsesloven, at børn, som ulovligt er ført til eller ulovligt
tilbageholdes i Danmark, efter anmodning skal tilbagegives, hvis barnet umiddelbart før
bortførelsen eller tilbagegivelsen havde bopæl i en stat, som har tiltrådt
Haagerbørnebortførelseskonventionen. Anmodningen om tilbagegivelse behandles efter lovens §
12, stk. 1, af familieretten.
173
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Familieretten skal i henhold til artikel 11 i Haagerbørnebortførelseskonventionen handle hurtigt i
sager om tilbagegivelse af et barn. Uanset dette kan behandlingen af en tilbagegivelsessag trække
ud, f.eks. fordi der skal foretages undersøgelser af, hvad der i relation til tilbagegivelse vil være
bedst for barnet. Når behandlingen af sagen trækker ud, kan det være til barnets bedste, at der under
familierettens behandling af sagen etableres samvær eller anden kontakt mellem barnet og den
forælder, som barnet er bortført fra.
Regler om danske myndigheders internationale kompetence i sager om samvær og anden kontakt
fremgår af § 448 g i retsplejeloven. Det følger af bestemmelsens stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, at når et barn
ulovligt er ført til Danmark eller ulovligt tilbageholdes her, kan en sag om samvær m.v. som
udgangspunktet ikke behandles i Danmark. Det følger dog af bestemmelsens stk. 1, nr. 5, at en
samværssag m.v. kan behandles i Danmark, når barnet opholder sig her, og sagen er så hastende, at
en afgørelse fra myndighederne i den stat, hvor barnet har bopæl, ikke kan afventes. Dette
indebærer, at i situationer, hvor myndighederne i den stat, hvor barnet boede inden bortførelsen,
ikke hurtigt kan træffe afgørelse om samvær eller anden kontakt under behandlingen af en
tilbagegivelsessag, og hvis fastsættelse af samvær eller anden kontakt under behandlingen af sagen
af hensyn til barnet haster, vil danske myndigheder kunne træffe afgørelse om samværet eller
kontakten.
Det følger af § 31 i forældreansvarsloven, at en anmodning om en afgørelse om samvær eller anden
kontakt skal indgives til Familieretshuset. Efter § 7, jf. § 32, i Familieretshusloven behandles sager
om samvær eller anden kontakt, der er komplekse, af Familieretshuset. Når sagen er oplyst,
indbringer Familieretshuset sagen for familieretten til afgørelse. Efter § 6, stk. 1, jf. § 26 og § 27, i
Familieretshusloven, afgøres sager om samvær eller anden kontakt, der er mindre enkle, som
udgangspunkt af Familieretshuset. Familieretshuset indbringer bl.a. sagen for familieretten til
afgørelse, når der er tale om en afgørelse om samvær, der vil være indgribende for barnet.
Det følger dog af § 448 c, stk. 1, i retsplejeloven, at familieretten i forbindelse med behandlingen af
en sag efter forældreansvarsloven, der er indbragt for familieretten til afgørelse efter §§ 27 eller 32 i
Familieretshusloven, efter anmodning fra en part kan træffe afgørelse om bl.a. fastsættelse af
samvær, når samværssagen har nær sammenhæng med den sag efter forældreansvarsloven, som
familieretten har under behandling. Denne bestemmelse giver ikke mulighed for at indgive
anmodning om fastsættelse af samvær m.v. til den familieret, der behandler en tilbagegivelsessag,
da tilbagegivelsessager ikke behandles efter forældreansvarsloven, men efter
børnebortførelsesloven.
Videre følger det af § 448 c, stk. 2, i retsplejeloven, at familieretten i forbindelse med familierettens
behandling af en familieretlig sag, der er indbragt for familieretten til afgørelse, tilsvarende kan
træffe afgørelse i andre familieretlige sager, der har nær sammenhæng med den sag, som
Familieretshuset behandler, forudsat at ingen af sagerne er omfattet af forældreansvarsloven. Efter
bestemmelsens stk. 3 kan familieretten til brug for behandlingen af en anmodning efter
bestemmelsens stk. 1 og 2 anmode Familieretshuset om en udtalelse om anmodningen og om
akterne fra eventuelle tidligere sager af betydning for behandlingen af anmodningen.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.4.1.
174
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Det forslås, at der i
§ 448 c
i retsplejeloven som
stk. 3
indsættes en bestemmelse, hvorefter
familieretten i forbindelse med familierettens behandling af en sag om tilbagegivelse af et barn efter
§ 10 i lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale
børnebortførelser) efter anmodning fra en part kan træffe afgørelse om samvær eller anden kontakt.
Som følge af forslaget vil bestemmelsens stk. 3 blive stk. 4.
Forslaget vil betyde, at under familierettens behandlingen af en sag om tilbagegivelse af et bortført
barn vil den forælder, som barnet er blevet bortført fra, kunne anmode familieretten om fastsættelse
af samvær eller anden kontakt. I sådanne sager vil det således ikke længere være nødvendigt at
indgive anmodningen til Familieretshuset.
Familieretten vil dog kun kunne behandle en anmodning om samvær m.v., hvis der efter § 448 g i
retsplejeloven er international kompetence til at behandle ansøgningen, f.eks. bestemmelsens stk. 1,
nr. 5, om hastende sager.
En afgørelse om samvær m.v. i de omhandlede situationer vil skulle træffes efter de almindelige
regler om samvær m.v. i forældreansvarsloven, herunder navnlig at afgørelsen skal træffes efter,
hvad der er bedst for barnet.
Begrundelsen for forslaget er, at der af hensyn til et barn, der ulovligt er blevet bortført til Danmark,
bør etableres mulighed for at indgive anmodning om fastsættelse af samvær til den familieret, der
behandler sagen om tilbagegivelse af barnet efter Haagerbørnebortførelseskonventionen. Med
forslaget vil der hurtigere kunne træffes afgørelse om samværet, fordi de undersøgelser, der er
nødvendige for behandlingen af tilbagegivelsessagen, også vil kunne omfatte de undersøgelser, der
er nødvendige for behandlingen af samværssagen, og hvis der skal fastsættes samvær, vil samværet
kunne fastsættes sådan, at det er koordineret med familierettens behandling af tilbagegivelsessagen.
Forslaget bør tilsvarende omfatte anden kontakt end samvær, f.eks. digitale møder der er nemmere
at gennemføre, når den pågældende forælder befinder sig i udlandet.
Videre forslås det, at i
§ 448 c, stk. 3,
i retsplejeloven, der som nævnt ovenfor vil blive stk. 4,
ændres »stk. 1 og 2« til »stk. 1-3«.
Forslaget vil betyde, at anvendelsesområdet for § 448 c, stk. 3, i retsplejeloven, der vil blive stk. 4,
vil blive udvidet til også at omfatte samværssager m.v. efter den ovenfor foreslåede bestemmelse i §
448 c, stk. 3, i retsplejeloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.
Til nr. 7
Kapitel 42 a i retsplejeloven
har følgende overskrift: ”Sager om faderskab og medmoderskab”.
Det foreslås, at
overskriften
til kapitel 42 a i retsplejeloven affattes således: »Sager om
forældreskab«.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det ved lovforslagets § 1, nr. 10, foreslås, at der indføres
mulighed for at fastslå moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab på grundlag
surrogataftaler, og at familieretten vil skulle behandle sager herom.
175
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 10, og bemærkningerne dertil samt til de almindelige
bemærkninger, punkt 2.1.
Til nr. 8
Det følger af § 456 a i retsplejeloven, at reglerne (§ 456 a-456 o) i lovens kapitel 42 a anvendes på
sager om faderskab og medmoderskab til børn, herunder spørgsmål om genoptagelse af sådanne
sager.
§ 456 b i retsplejeloven indeholder bestemmelser om, hvornår en sag om faderskab og
medmoderskab kan behandles i Danmark. Efter bestemmelsens stk. 1 kan en sådan sag behandles i
Danmark, hvis den, der har født barnet, eller barnet har bopæl her, en person, som i medfør af
lovens § 456 e, stk. 1, nr. 3, er part i sagen, har bopæl eller ophold her, eller personens dødsbo
behandles eller har været behandlet her, eller hvis faderskabet eller medmoderskabet er registreret
efter børnelovens kapitel 1 eller 1 a, anerkendt efter børnelovens §§ 14 eller 19 eller fastslået ved
afgørelse.
Efter bestemmelsens stk. 2 kan sag efter anmodning fra en person, som efter børnelovens § 6 eller
§ 6 a har ret til at få prøvet, om den pågældende er barnets far eller medmor, dog kun indbringes for
familieretten her i landet, hvis moderen og barnet har bopæl her. Efter bestemmelsens stk. 3 kan
reglerne i stk. 1 og 2 fraviges ved overenskomst med fremmed stat, men der er ikke indgået en
sådan overenskomst.
Det følger af § 20 i faderskabsbekendtgørelsen, at Familieretshuset kan behandle en sag om
faderskab eller medmoderskab, hvis betingelserne herfor i § 456 b i retsplejeloven er opfyldt.
Efter lovens § 456 e, stk. 3, er parterne i en sag om faderskab og medmoderskab, der behandles af
familieretten, barnet eller dets dødsbo, den, der har født barnet, eller hendes dødsbo og den eller de
personer eller dødsboer, som familieretten efter børnelovens § 17 skal inddrage. Det drejer sig bl.a.
om mænd og kvinder, der er eller kan være far eller medmor til barnet, eller som har ret til at få
prøvet, om de er far eller medmor til barnet, eller deres dødsboer.
Efter § 456 i, stk. 1, i retsplejeloven har den, der har født barnet, pligt til at møde i familieretten og
afgive forklaring om, hvem der er eller kan være barnets far eller medmor. Efter bestemmelsens
stk. 2 har den eller de personer, som i medfør af lovens § 456 e, stk. 1, nr. 3, er parter i sagen, pligt
til at møde i familieretten og der afgive forklaring om, hvorvidt de har haft seksuelt forhold til den,
der har født barnet, i den periode, hvor vedkommende blev gravid, eller om de i medfør af
børnelovens §§ 27, 27 a eller 27 b har samtykket til den assisterede reproduktion eller
inseminationen. Efter § 456 i, stk. 1 og 2, finder reglerne i lovens § 171, stk. 2, nr. 1, og §§ 177-180
tilsvarende anvendelse. Disse bestemmelser indeholder regler om vidner, herunder om vidnepligt og
reaktionsmulighederne over for vidner, der udebliver, f.eks. bøde og afhentning ved politiet.
Det følger af lovens § 456 k, stk. 1, at en sag om faderskab og medmoderskab, som behandles af
familieretten, hæves, når faderskabet eller medmoderskabet er anerkendt, jf. børnelovens § 19,
ingen af de personer, der i medfør af lovens § 456 e, stk. 1, nr. 3, er parter i sagen, bliver dømt som
far eller medmor, barnet er afgået ved døden, jf. dog børnelovens § 7, stk. 2, eller ingen fader- eller
medmodermuligheder er oplyst, kan identificeres eller findes.
176
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Disse bestemmelser er alle målrettet mod familierettens behandling af sager om faderskab og
medmoderskab.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.
Det foreslås, at der som
§ 456 a, stk. 2,
i retsplejeloven indsættes en bestemmelse, hvoraf det
fremgår, at i sager om forældreskab efter børnelovens kapitel 5 b og 5 c finder § 456 b, § 456 e, stk.
1, § 456 i, stk. 1 og 2, og § 456 k, stk. 3, ikke anvendelse. I stedet anvendes stk. 3-5.
Forslaget vil betyde, at under familierettens behandling af sager om forældreskab (moderskab,
faderskab, medmoderskab og medfaderskab) på grundlag af en surrogataftale efter kapitel 5 b og 5 c
i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, vil § 456 b, § 456 e, stk. 1, § 456 i, stk. 1 og 2, og § 456 k,
stk. 3, i retsplejeloven ikke finde anvendelse. I stedet vil de foreslåede bestemmelser i § 456 a, stk.
3-5. skulle anvendes.
Begrundelsen for forslaget er, at der i stedet for de nævnte bestemmelser vil være behov for
bestemmelser, der regulerer de tilsvarende emner, men som er målrettet de særlige forhold for sager
om forældreskab på grundlag af surrogataftaler.
Videre foreslås det, at der som § 456 a,
stk. 3,
i retsplejeloven indsættes en bestemmelse, hvorefter
en sag efter stk. 1 kan indbringes for familieretten her i landet, hvis surrogatmoren, barnet eller en
tiltænkt forælder, jf. børnelovens §§ 30 a og § 30 i, har bopæl her. 1. pkt. kan fraviges efter
overenskomst med fremmed stat.
Den foreslåede bestemmelse vil regulere den internationale kompetence til at behandle sager om
forældreskab på grundlag af surrogataftaler. Bestemmelsen vil i disse sager træde i stedet for § 456
b i retsplejeloven. Bestemmelsen vil bl.a. indebære, at en sag om forældreskab på grundlag af en
surrogataftale vil kunne behandles i Danmark, selvom surrogatmoren bor og føder barnet i udlandet,
forudsat at en tiltænkt forælder bor her.
§ 20 i faderskabsbekendtgørelsen om Familieretshusets internationale kompetence til at behandle
sager efter børneloven vil blive ændret sådan, at den også vil henvise til den foreslåede bestemmelse
i § 456 a, stk. 3, i retsplejeloven.
Begrundelsen for forslaget er, at de omhandlede sager bør kunne behandles i Danmark, når en af
sagens parter (surrogatmoren eller en tiltænkt forælder) eller barnet har bopæl her.
Endvidere foreslås det, at der som § 456 a,
stk. 4,
i retsplejeloven indsættes en bestemmelse,
hvorefter parterne i en sag efter stk. 1 er surrogatmoren, de tiltænkte forældre eller den tiltænkte
eneforælder, jf. børnelovens §§ 30 a og 30 i, og disses dødsboer.
Med forslaget vil det blive fastlagt, hvem der er parter under familierettens behandling af en sag om
forældreskab på grundlag af en surrogataftale. Der henvises til de ved lovforslagets § 1, nr. 10,
foreslåede bestemmelser i §§ 30 a og 30 i i børneloven. Den foreslåede bestemmelse i § 456 a, stk.
4, vil i disse sager træde i stedet for § 456 i, stk. 1 og 2, i retsplejeloven.
Begrundelsen for forslaget er, at i de omhandlede sager bør parterne være de personer, der er
involveret i sagen, dvs. surrogatmoren og de tiltænkte forældre, og deres eventuelle dødsboer.
177
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Det foreslås med § 456 a,
stk. 5,
i retsplejeloven, at parterne har pligt til at møde i retten og afgive
forklaring. Reglerne i § 171, stk. 2, nr. 1, og §§ 177-180 finder tilsvarende anvendelse.
Forslaget vil betyde, at sagens parter, jf. det foreslåede stk. 4, vil have pligt til at møde i retten og
afgive forklaring, og at hvis de undlader det, vil de kunne blive idømt bøde eller afhentet af politiet.
Den foreslåede bestemmelse i § 456 a, stk. 4, vil i disse sager træde i stedet for § 456 i, stk. 1 og 2, i
retsplejeloven.
Begrundelsen for forslaget er, at parterne i sager om forældreskab ved surrogataftaler ligesom
parterne i sager om faderskab og medmoderskab (§ 456 e i retsplejeloven) bør have pligt til at møde
i retten og afgive forklaring, og at de gældende vidneregler i § 171, stk. 2, nr. 1, og §§ 177-180 i
retsplejeloven også bør finde anvendelse for dem.
Endelig foreslås det, at der som § 456 a,
stk. 6,
i retsplejeloven indsættes en bestemmelse, hvorefter
en sag efter stk. 2 hæves, når moderskabet, faderskabet, medmoderskabet eller medfaderskabet er
anerkendt, jf. børnelovens § 30 e, eller barnet er afgået ved døden, jf. dog børnelovens § 7, stk. 2.
Med forslaget vil det blive reguleret, hvornår en sag om forældreskab på grundlag af en
surrogataftale, som behandles af familieretten, hæves. Den foreslåede bestemmelse i § 456 p, stk. 4,
vil i disse sager træde i stedet for § 456 k, stk. 3, i retsplejeloven. Der henvises til, at efter den
foreslåede bestemmelse i § 30 e i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, vil forældreskab ved en
godkendt dansk altruistisk surrogataftale efter §§ 30 a og 30 b i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr.
10, kunne anerkendes for både Familieretshuset og familieretten.
Begrundelsen for forslaget er, at sag om forældreskab på grundlag af surrogataftaler af samme
grunde som sager om faderskab og medmoderskab (§ 456 k, stk. 1, nr. 1 og 3, i retsplejeloven) bør
hæves, når den afsluttes forligsmæssigt ved anerkendelse af forældreskabet eller fordi barnet er
afgået ved døden. Det bemærkes, at de øvrige grunde i § 456 k, stk. 1, nr. 1, i retsplejeloven til at
hæve en sag ikke er relevante i sager om forældreskab på grundlag af surrogataftaler.
Der henvises i øvrigt til de foreslåede bestemmelser i kapitel 5 b og 5 c i børneloven, jf.
lovforslagets § 1, nr. 10, og bemærkningerne dertil, samt til de almindelige bemærkninger, punkt
2.1.
Til nr. 9
Det følger af § 456 n, stk. 1, i retsplejeloven, at når faderskabet eller medmoderskabet er fastslået
eller sagen hævet, sender familieretten snarest muligt meddelelse til Familieretshuset. Meddelelsen
skal være ledsaget af kopi af den til retsbogen fremlagte anerkendelse eller en kopi af dommen, en
kopi af retsbogen og kopi af de i sagen fremlagte personlige attester.
Det foreslås, at i
§ 456 n, stk. 1, 1. pkt.,
i retsplejeloven ændres »faderskabet eller medmoderskabet«
til »moderskabet, faderskabet, medmoderskabet eller medfaderskabet«.
Forslaget vil betyde, at § 456 n, stk. 1, 1. pkt., i retsplejeloven også vil finde anvendelse for sager
om moderskab og medfaderskab.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det ved lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, foreslås, at der
indføres mulighed for at fastslå moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab på
grundlag surrogataftaler, herunder ved afgørelse truffet af familieretten.
178
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 10, og bemærkningerne dertil samt til de almindelige
bemærkninger, punkt 2.1.
Til nr. 10
Det følger af § 11, stk. 1, i adoptionsloven, at når Ankestyrelsen efter lovens § 9 træffer afgørelse
om adoption, selv om samtykke til adoption fra forældrene efter lovens § 7, stk. 1, ikke foreligger,
underrettes parterne herom. Efter lovens § 11, stk. 3, kan en afgørelse som nævnt i stk. 1 forlanges
indbragt for retten inden 14 dage efter, at afgørelsen er modtaget eller forkyndt. Ankestyrelsen kan,
når særlige grunde taler derfor, fastsætte en længere frist eller inden fristens udløb forlænge denne.
14 dages fristen i § 11, stk. 3, i adoptionsloven blev ved lov nr. 494 af 12. juni 2009 om ændring af
adoptionsloven og forskellige andre love (Adoption uden samtykke, stedbarnsadoption af registreret
partners barn fra fødslen m.v.) flyttes fra lovens § 11, stk. 1, til bestemmelsens stk. 3.
Retsplejelovens indeholder i kapitel 43 b bestemmelser om domstolenes prøvelse af Ankestyrelsens
beslutninger om adoption uden samtykke. Det følger af § 475 b, stk. 1 og 2, at en sådan sag
indbringes for byretten på det sted, hvor den, der har forlangt beslutningen prøvet af retten
(klageren), har hjemting. Sagen skal indbringes for retten senest 3 uger efter, at Ankestyrelsen har
modtaget en anmodning om, at afgørelsen prøves af retten. Det fremgår af bestemmelsens stk. 4, 1.
pkt., at er anmodning om beslutningens prøvelse modtaget af retten efter udløbet af den i
adoptionslovens § 11, stk. 1, nævnte frist, afvises sagen, medmindre overskridelsen er undskyldelig,
eller særlige grunde i øvrigt taler for at behandle sagen.
Det foreslås, at i
§ 475 b, stk. 4, 1. pkt.,
i retsplejeloven ændres »stk. 1« til »stk. 3«.
Med den foreslåede ændring af henvisningen til bestemmelsen i adoptionsloven om fristen for at
forlange en afgørelse om adoption uden samtykke indbragt for retten vil § 475 b, stk. 4, 1. pkt., i
retsplejeloven blive bragt i overensstemmelse med adoptionsloven, idet fristen ikke fremgår af
lovens § 11, stk. 1, men § 11, stk. 3.
Til § 9
Til nr. 1
Efter § 4, stk. 1, i CPR-loven registreres enhver med et personnummer tildelt efter lovens § 3, stk. 1
eller 2, eller efter regler udstedt i medfør af lovens § 3, stk. 9, med de oplysninger, der er anført i
bilag 1 til loven.
Bilag 1 til loven, der fastlægger dataindholdet i CPR, indeholder følgende om registreringen af
slægtsskabsoplysninger:
»7) Slægtskabsoplysninger: Oplysning om personnummer på mor, far eller medmor og børn,
angivelse af mor og far eller medmor i feltet for indehavere af forældremyndigheden over
mindreårige og oplysning om delt bopæl efter § 18 a i forældreansvarsloven.«
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.1.2.3.7.
Det foreslås, at i
bilag 1, nr. 7,
i CPR-loven ændres »eller medmor og« til: », medmor eller medfar
og«, og »mor og far eller medmor i feltet for« udgår.
179
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Begrundelsen for det første forslag er, at den foreslåede indførelse af forældrebegreb »medfar«, jf.
de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.3.1.2, bør fremgå af CPR-lovens bilag 1, nr. 7, på linje
med de øvrige forældrebegreber i børneloven, det vil sige mor, far og medmor.
Begrundelsen for det andet forslag er, at forældremyndighed efter forældreansvarsloven kan
tilkomme andre end barnets forældre.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.
Til § 10
Til nr. 1
Efter barselslovens § 8, stk. 6, har hver af adoptanterne i de første 10 uger efter modtagelsen af
barnet ret til fravær i 6 uger, som bortset fra 2 sammenhængende uger ikke kan afholdes samtidig,
jf. 1. pkt. i bestemmelsen.
De 2 uger, hvor begge adoptanter har ret til fravær samtidig, kan lønmodtagere og selvstændigt
erhvervsdrivende afholde som ikkesammenhængende perioder. For lønmodtagere forudsætter
afholdelse af ikkesammenhængende fravær en aftale med arbejdsgiveren, jf. 2. og 3. pkt.
Det følger af § 8, stk. 6, 4. pkt., at retten til fravær efter stk. 7 kan påbegyndes inden for de første 10
uger efter modtagelse af barnet. Efter § 8, stk. 7, har adoptanter efter den 10. uge efter modtagelse
af barnet ret til fravær fra arbejdet under fravær efter §§ 9 og 10.
Da forældrenes mulighed for at kunne holde fravær samtidig i de første 10 uger efter modtagelsen
af barnet, er begrænset til 2 uger efter § 8, stk. 6, kan adoptanter, der ønsker at holde orlov sammen
i en længere periode efter, de har modtaget barnet, vælge at påbegynde fravær efter § 9 inden for de
første 10 uger efter barnets modtagelse.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.2.2.3.1.
Det foreslås i
§ 8, stk. 6,
at 1-3. pkt. ophæves, og i stedet indsættes som 1. pkt., at i de første 10 uger
efter modtagelsen af barnet har hver af adoptanterne ret til fravær i 6 uger.
Med forslaget ophæves begrænsningen på 2 ugers samtidigt fravær for adoptanter, hvilket vil
betyde, at adoptanter får større mulighed for fleksibilitet i forhold til afholdelsen af de 6 ugers
fravær inden for de første 10 uger efter modtagelsen af barnet.
Forslaget betyder bl.a., at adoptanter vil få mulighed for at kunne afholde alle 6 ugers fravær
samtidig, således at de kan være sammen om at passe barnet i den første periode efter modtagelsen
af barnet, ligesom adoptanter vil kunne vælge, om ugerne skal holdes i en sammenhængende eller
ikke sammenhængende periode i 10-ugers perioden efter barnets modtagelse, dog under iagttagelse
af de gældende regler i § 15 om varsling af fravær i forhold til arbejdsgiveren.
Vælger adoptanterne at holde alle uger samtidig, vil de efter de 6 ugers samtidige fravær kunne
påbegynde fravær efter § 9, jf. § 8, stk. 6, 4. pkt., som med forslaget bliver til 2. pkt.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.3.
Til nr. 2
180
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
(Til § 8 a)
Efter barselsloven er det alene barnets forældre, der har en selvstændig ret til fravær og
barselsdagpenge. Fastlæggelsen af, hvem der anses som forældre efter barselsloven, tager
udgangspunkt i børnelovens regler om moderskab, faderskab og medmoderskab samt
adoptionslovens regler om adoptanter. Forældreskab, der følger af dansk international privatret, er
også omfattet af barselsloven.
Det fremgår af barselslovens § 23 a, stk. 1, at ved forælder i loven forstås en mor, far, medmor eller
adoptant.
Der findes i barselsloven ikke regler for tiltænkte forældres ret til fravær med barselsdagpenge.
Tiltænkte forældre, der har indgået en surrogataftale med en surrogatmor om at føde deres barn, har
ikke en selvstændig ret til fravær med barselsdagpenge, medmindre en af de tiltænkte forældre
anses for retlig forælder efter gældende regler i børneloven eller efter dansk international privatret,
jf. punkt 2.1.2.
Efter gældende regler anses en mand, der har leveret genetisk materiale til en surrogatmor, for retlig
forælder, og han har efter barselsloven ret til fravær og barselsdagpenge efter reglerne for fædre.
Den retlige fars evt. partner, der er tiltænkt som forælder til barnet, har derimod ikke selvstændige
barselsrettigheder efter barselsloven, da pågældende ikke anses som forælder efter børneloven.
Surrogatmor, som er den kvinde, der føder barnet, anses for mor til barnet efter børneloven, og hvis
hun er socialt sikret i Danmark, har hun efter gældende regler barselsrettigheder efter barselsloven.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.2.2.1.1.
Det foreslås, at der i barselsloven som
§ 8 a
indsættes en ny bestemmelse under overskriften: »Ret
til fravær for forældre, hvor forældreskab er fastslået efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c«.
Det foreslås i
§ 8 a, stk. 1, 1. pkt.,
at forældre, der har fået fastslået forældreskab på baggrund af en
surrogataftale efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, i de første 10 uger efter barnets fødsel hver
har ret til fravær i 6 uger.
Forslaget omfatter både forældreskab, der er fastslået på grundlag af en national altruistisk
surrogataftale, jf. de foreslåede regler i kapitel 1 b og 5 b i børneloven, og forældreskab, der er
fastslået på grundlag af en udenlandsk surrogataftale, jf. de foreslåede regler i kapitel 5 c i
børneloven. Forældreskab, der etableres på grundlag af en surrogataftale, omfatter et par bestående
af en kvinde og en mand, et par bestående af to mænd, et par bestående af to kvinder, en enlig mand
eller en enlig kvinde, jf. den foreslåede bestemmelse i § 30 c i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr.
10.
Forslaget vil indebære, at en mand, som er retlig forælder til et barn, der er født af en surrogatmor,
og som efter barselsloven har ret til fravær med barselsdagpenge, fremover vil blive omfattet af
reglerne i den foreslåede bestemmelse, hvis forældreskabet til barnet er fastslået efter børnelovens
kapitel 1 b, 5 b eller 5 c. Den tiltænkte forælder, der er retlig far, vil således ikke opnå ret til fravær
med barselsdagpenge efter barselslovens § 7, stk. 3.
181
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Forslaget betyder, at forældre, der efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c anses for retlige
forældre på grundlag af en surrogataftale, hver vil få en individuel ret til fravær i 6 uger, som skal
holdes inden for de første 10 uger efter barnets fødsel. Adoptanter har efter gældende regler samme
ret til fravær i de første 10 uger efter modtagelsen af barnet efter § 8, stk. 6.
Retten til fravær indtræder fra barnets fødsel, uanset om forældreskabet først fastslås på et senere
tidspunkt. 10-ugers perioden regnes fra kalenderdagen efter den dag, hvor barnet blev født, men
perioden kan dog regnes fra og med den dag, hvor barnet blev født, hvis forældrene ønsker det.
Forslaget sikrer, at begge tiltænkte forældre vil få samme ret til 6 ugers fravær i de første 10 uger
efter barnets fødsel, således at barnet vil kunne blive passet af mindst én af forældrene i hele 10-
ugers perioden efter fødslen.
Hvis barnet kun har én forælder, vil denne forælder få ret til 6 ugers fravær i de første 10 uger efter
barnets fødsel. Forælderen vil efter afholdelse af de 6 ugers fravær kunne påbegynde afholdelse af
fravær efter § 9, jf. den foreslåede § 8 a, stk. 2, 2. pkt.
Det følger af den foreslåede ændring af § 20, jf. lovforslagets § 10, nr. 6, at der vil være ret til
barselsdagpenge under fraværet efter § 8 a, stk. 1. Forældrene vil således have ret til
barselsdagpenge under fraværet, hvis de opfylder betingelserne herfor, herunder
beskæftigelseskravet i §§ 27 og 28.
Det foreslås i § 8 a,
stk. 1, 2. pkt.,
at hver forælder har ret til at overdrage op til 4 uger af
fraværsretten efter 1. pkt. til den anden forælder.
Med forslaget vil de tiltænkte forældre få mulighed for at kunne tilrettelægge og afholde fraværet
fleksibelt i de første 10 uger efter barnets fødsel.
Forslaget betyder, at hvis den ene forælder ikke ønsker at gøre brug af alle 6 ugers fravær, kan
forælderen overdrage op til 4 uger af fraværsretten til den anden forælder, som vil kunne holde op
til 10 ugers fravær i de første 10 uger efter barnets fødsel. De sidste 2 ugers fravær kan ikke
overdrages til den anden forælder. De 2 ugers fravær vil kunne holdes samtidig med, at den anden
forælder holder fravær. Hvis forælderen ikke holder de 2 ugers fravær i 10-ugers perioden efter
barnets fødsel, vil de bortfalde.
Det foreslås i § 8 a, stk.
2,
at efter den 10. uge efter barnets fødsel har hver forælder ret til fravær fra
arbejdet under fravær efter § 9, stk. 1, 1. pkt., og § 10. Retten til fravær efter 1. pkt. kan påbegyndes
inden for de første 10 uger efter barnets fødsel.
Forslaget betyder, at tiltænkte forældre, der anerkendes som forældre efter børnelovens kapitel 1 b,
5 b eller 5 c, efter den 10. uge efter barnets fødsel hver vil få ret til fravær i 32 uger, som kan
forlænges med et antal uger op til enten 40 uger eller 46 uger, hvis forældrene er beskæftigede
lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende. Muligheden for at kunne forlænge
fraværsperioden vil være en ret for forældrene, som ikke kræver aftale med en arbejdsgiver.
Med forslaget vil forældre, der anses som retlige forældre efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c
få ret til samme fraværsperiode som øvrige retlige forældre har efter gældende regler, ligesom
forældrene vil få samme ret til ensidigt at kunne forlænge fraværet.
182
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Retten til barselsdagpenge under fravær efter § 9, stk. 1, nr. 1, og § 10 vil blive særskilt reguleret i §
21, jf. den foreslåede ændring til § 21, stk. 1, 2. pkt.
Tiltænkte forældre, der omfattes af forslaget, vil desuden være omfattet af barselslovens §§ 21 a-21
c, som også regulerer retten til barselsdagpenge under fravær efter §§ 9 og 10. Se bemærkningerne
til den foreslåede ændring til § 21, stk. 1, 2. pkt., jf. § 10, nr. 7.
Det foreslås, at de tiltænkte forældre omfattes af varslingsbestemmelsen i § 15, jf. den foreslåede
ændring til § 15, stk. 5, hvorefter forældre omfattet af §§ 8-8 b skal iagttage de samme
varslingsfrister som adoptanter omfattet af § 8, dog skal fristerne regnes fra fødselstidspunktet, da
fødselstidspunktet vil være kendt for de tiltænkte forældre.
De tiltænkte forældre vil herefter så vidt muligt skulle overholde samme frister, som angivet i § 15,
stk. 1-4, som gælder for forældre. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 10, nr. 5.
Det foreslås i § 8 a,
stk. 3, 1. pkt.,
at en surrogatmor, der er socialt sikret i Danmark, har ret til
fravær efter § 6 og § 7, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse regulerer surrogatmorens ret til fravær i forbindelse med en fødsel,
hvor der er indgået en surrogataftale med en eller flere tiltænkte forældre, der efter børnelovens
kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, anerkendes som retlige forældre til barnet, og som med forslaget i stk. 1 og
2 får selvstændige barselsrettigheder efter barselsloven. Surrogatmorens ret til fravær er
udtømmende reguleret i den foreslåede bestemmelse.
Forslaget betyder, at en surrogatmor, der er socialt sikret i Danmark, fortsat omfattes af § 6 i sin
helhed, hvilket betyder, at surrogatmoren før fødslen fortsat vil have ret til fravær i 4 uger (§ 6, stk.
1), og inden 4-ugers perioden før fødslen er hun berettiget til fravær, hvis det lægeligt skønnes, at
graviditeten har et sygeligt forløb, der ved fortsat beskæftigelse vil medføre risiko for kvindens
helbred eller fosteret, eller arbejdets særlige karakter medfører risiko for fosteret eller graviditeten
på grund af offentligt fastsatte bestemmelser forhindrer hende i at varetage sit arbejde og
arbejdsgiveren ikke kan tilbyde anden passende beskæftigelse (§ 6, stk. 2). Surrogatmoren vil
ligeledes fortsat have ret til fravær fra arbejdet i forbindelse med forebyggende
graviditetsundersøgelser, når disse skal finde sted i arbejdstiden (§ 6, stk. 3).
Derudover vil surrogatmoren fortsat være omfattet af § 7, stk. 1, hvilket betyder, at hun vil have ret
til fravær i 10 uger efter barnets fødsel, hvoraf de 2 første uger er pligtorlov.
Surrogatmoren vil have ret til barselsdagpenge under fravær efter § 6 og § 7, stk. 1, jf. barselslovens
§ 20, hvis betingelserne er opfyldt, herunder beskæftigelseskravet i §§ 27 eller 28.
Surrogatmorens ret til fravær efter § 7, stk. 1, gælder ved siden af de tiltænkte forældres ret til
fravær i 10-ugers perioden efter barnets fødsel, jf. den foreslåede stk. 1 i bestemmelsen. Der stilles
ikke krav om, at surrogatmoren skal være sammen med barnet, da fraværet efter fødslen skal sikre
restitution for surrogatmoren. Der stilles heller ikke krav om, at surrogatmor anses som mor efter
børnelovens regler på tidspunktet, hvor surrogatmor får tildelt barselsret efter § 7, stk. 1, hvis de
tiltænkte forældre efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, har fået fastslået forældreskabet på
dette tidspunkt.
183
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Forslaget er en konsekvens af graviditetsdirektivet (Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992
om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for
arbejdstagere som er gravide, som lige har født, eller som ammer), som foreskriver, at en fødende
kvinde skal sikres ret til barselsorlov i mindst 14 sammenhængende uger fordelt før og/eller efter
fødslen i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.
Surrogatmoren vil fremover ikke have mulighed for at overdrage fravær efter § 7, stk. 1, jf. § 7 a
ved genoptagelse af arbejdet, da begge tiltænkte forældre vil få samme ret som adoptanter har efter
gældende regler til at overdrage 4 af de 6 ugers fravær til den anden forælder, jf. stk. 2 i den
foreslåede bestemmelse. Surrogatmoren vil ikke have ret til yderligere fravær end fravær efter § 6
og § 7, stk. 1, og hun omfattes således ikke af § 9.
Det foreslås i § 8 a,
stk. 3, 2. pkt.,
at i tilfælde, hvor surrogatmoren lider af en graviditetsbetinget
sygdom, forlænges fraværsretten efter § 7, stk. 1, dog højst indtil 46 uger efter fødslen.
Forslaget betyder, at hvis surrogatmoren lider af en graviditetsbetinget sygdom under fraværet efter
§ 7, stk. 1, som er 10 uger, vil retten til fraværet forlænges, indtil surrogatmoren er raskmeldt.
Fraværet kan dog højst forlænges indtil 46 uger efter barnets fødsel. Hvis betingelserne er opfyldte,
vil der kunne udbetales barselsdagpenge i den periode, hvor der er ret til fravær, jf. § 20. Herefter
gælder reglerne om sygedagpenge efter sygedagpengeloven.
Forslaget svarer til den gældende § 13, stk. 3, hvorefter en mor, som bortadopterer sit barn inden
den 32. uge efter fødslen, kan få forlænget fraværsperioden, hvis hun lider af en graviditetsbetinget
sygdom. Fraværet kan højst forlænges indtil 46 uger efter fødslen.
Ved graviditetsbetinget sygdom forstås sygdom, der er opstået i forbindelse med graviditeten eller
fødslen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.1.
(Til § 8 b)
Barselslovens § 8 indeholder regler om forældres ret til fravær, når forældre adopterer et barn.
Reglerne forudsætter, at der er to adoptanter (fremmedadoption).
Barselsloven indeholder ikke udtrykkelige regler, der regulerer en stedbarnsadoptants ret til fravær,
når barnet har en retlig forælder, og dennes partner stedbarnsadopterer barnet på et tidligt tidspunkt
efter barnets fødsel.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.2.2.2.1.
Det foreslås, at der i barselsloven som
§ 8 b
indsættes en ny bestemmelse under overskriften: »En
adoptants ret til fravær i forbindelse med en stedbarnsadoption efter § 5 a i adoptionsloven«.
Det foreslås i
§ 8 b, stk. 1,
at en forælder, der har adopteret et barn efter § 5 a i adoptionsloven inden
1 år efter barnets fødsel, har ret til fravær efter § 9 inden for det første år efter barnets fødsel.
Den foreslåede bestemmelse betyder, at en forælder, der har stedbarnsadopteret et barn inden 1 år
efter barnets fødsel, vil få ret til fravær efter § 9 inden for det første år efter barnets fødsel.
184
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Fraværet kan være op til 32 uger afhængig af, hvornår stedbarnsadoptionen er godkendt, svarende
til den fraværsret andre retlige forældre har efter barselsloven. Er stedbarnsadoptionen godkendt
inden for de første 20 uger efter barnets fødsel, vil stedbarnsadoptanten få 32 ugers fraværsret, som
kan holdes inden 1 år efter barnets fødsel. Hvis adoptionen gennemføres senere end 20 uger efter
barnets fødsel, vil stedbarnsadoptantens fraværsret blive kortere end 32 uger, da fraværet skal kunne
holdes inden 1 år efter barnets fødsel.
Den fraværsret, som stedbarnsadoptanten vil få efter den foreslåede bestemmelse følger af § 9, som
gælder for øvrige retlige forældre, hvilket vil give mulighed for, at fraværet kan holdes fleksibelt.
Fraværsretten vil således enten kunne udskydes eller forlænges til afholdelse senere end 1 år efter
barnets fødsel efter reglerne i barselslovens §§ 10-12. Fraværet vil kunne holdes, frem til barnet
bliver 9 år.
Efter § 10 vil stedbarnsadoptanten have ret til at forlænge de 32 ugers fravær efter § 9 med op til 8
uger til 40 uger. Beskæftigede lønmodtagere eller selvstændigt erhvervsdrivende vil desuden kunne
vælge at forlænge fraværet med op til 14 uger til 46 uger. Har stedbarnsadoptanten mindre end 32
ugers ret til fravær, fordi stedbarnsadoptionen er godkendt sent i forhold til barnets alder, vil
fraværsretten skulle forlænges med op til henholdsvis 8 og 14 uger.
Hvis stedbarnsadoptanten er lønmodtager, vil stedbarnsadoptanten efter § 11 desuden have ret til at
genoptage arbejdet og udskyde op til 5 uger af fraværet efter § 9 (retsbaseret mulighed for
udskydelse).
Herudover kan lønmodtagere efter § 12 efter aftale med arbejdsgiveren genoptage arbejdet helt eller
delvis under fravær efter § 7 a, stk. 2, og § 9 (aftalebaseret mulighed for forlængelse og
udskydelse).
Det foreslås, at stedbarnsadoptanten omfattes af varslingsbestemmelsen i § 15, jf. den foreslåede
ændring til § 15, stk. 5, hvorefter stedbarnsadoptanten, skal iagttage de samme varslingsfrister som
adoptanter omfattet af § 8, dog vil fristerne skulle regnes fra fødselstidspunktet, da
fødselstidspunktet vil være kendt for stedbarnsadoptanten.
Stedbarnsadoptanten vil herefter så vidt muligt skulle overholde samme frister, som angivet i § 15,
stk. 1-4, som gælder for biologiske forældre. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til
lovforslagets § 10, nr. 5.
Der vil være ret til barselsdagpenge efter den foreslåede ændring til § 21, stk. 1, 2. pkt., hvorefter
stedbarnsadoptanten vil få ret til op til 9 ugers barselsdagpenge under fraværet.
Den kommende stedbarnsadoptant vil før stedbarnsadoptionen blive anset for at være en social
forælder, som defineret i den gældende § 23 a, stk. 2 og 3, f.eks. ved at være ægtefælle eller
samlever til forælderen.
En forælder vil i den forbindelse helt eller delvis kunne overdrage sin ret til fravær efter §§ 9 og 10
og ret til barselsdagpenge efter §§ 21, 21 b, eller 21 c til sin ægtefælle eller samlever, inden
stedbarnsadoptionen er gennemført, jf. § 23 b, stk. 3, forudsat at ægtefællen eller samleveren
opfylder betingelserne for at være social forælder til barnet. Når fraværet holdes, skal den sociale
forælder opfylde betingelserne for ret til barselsdagpenge.
185
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Forælderen vil således, inden adoptionen er gennemført, have mulighed for at overdrage sin ret til
fravær med ret til barselsdagpenge til den person, der senere stedbarnsadopterer barnet.
Når stedbarnsadoptionen er gennemført, vil den retlige forælder kunne overdrage ret til
barselsdagpenge til stedbarnsadoptanten efter § 21, stk. 2, til brug for fravær efter den foreslåede
bestemmelse i § 8 b, stk. 1.
Når stedbarnsadoptionen er gennemført, vil der ikke ske en reduktion i retten til fraværet eller retten
til barselsdagpenge efter den foreslåede § 8 b for eventuelt fravær med barselsdagpenge, som er
overdraget til stedbarnsadoptanten som social forælder.
Det foreslås i § 8 b,
stk. 2,
at har forælderen adopteret barnet indenfor for de første 10 uger efter
barnets fødsel, har forælderen ret til op til 2 ugers fravær efter adoptionen inden for de første 10
uger efter fødslen.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en forælder, der bliver forælder ved at
stedbarnsadoptere, og hvor stedbarnsadoptionen bliver gennemført, inden barnet er 10 uger, vil få
ret til op til 2 ugers fravær.
Retten vil indtræde, når adoptionen er gennemført. De 2 uger skal holdes efter stedbarnsadoptionen
er gennemført og inden for de første 10 uger efter fødslen. 10-ugers perioden regnes fra
kalenderdagen efter den dag, hvor barnet blev født.
Fravær, der ikke er afholdt inden 10 uger fra fødslen, vil bortfalde. Det betyder, at hvis
stedbarnsadoptionen først gennemføres senere end 10 uger efter fødslen, vil der ikke være ret til
fravær efter den foreslåede bestemmelse. Gennemføres stedbarnsadoptionen op til udløbet af 10
ugers perioden, vil stedbarnsadoptanten få ret til det delvise fravær, som kan holdes indenfor 10
ugers perioden. Det betyder, at hvis stedbarnsadoptionen gennemføres, når barnet er 8 uger, vil
stedbarnsadoptanten have ret til 2 ugers fravær. Gennemføres stedbarnsadoptionen, når barnet er 9
uger, vil stedbarnsadoptanten have ret til 1 uges fravær.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring til § 20, hvorefter der vil være ret til
barselsdagpenge under fraværet, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldte.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.2.
Til nr. 3
Det fremgår af barselslovens § 12, stk. 2, at i forbindelse med aftale om delvis genoptagelse af
arbejdet under fravær efter § 7, § 7 a, stk. 2, § 8, stk. 6, og § 9 kan det aftales, at fraværsretten
forlænges med den tid, hvori arbejdet har været genoptaget.
Det fremgår af § 23, stk. 1, at ved delvis genoptagelse af arbejdet under fravær efter § 7, § 7 a, stk.
2, § 8, stk. 6, og § 9 kan retten til barselsdagpenge forlænges med den tid, hvori arbejdet har været
genoptaget, og udbetales under senere fravær.
Det foreslås i
§ 12, stk. 2,
og
§ 23, stk. 1,
at § 8 a, stk. 1, § 8 b, stk. 2, indsættes efter § 8, stk. 6.
Forslaget betyder, at forældre, der har ret til enten 2 eller 6 ugers fravær inden for de første 10 uger
efter barnets fødsel, som følge af de foreslåede bestemmelser i § 8 a, stk. 1, og § 8 b, stk. 2, også vil
kunne genoptage arbejdet delvis efter aftale med en arbejdsgiver og i den forbindelse aftale, at
186
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
fraværsretten forlænges med den tid, hvori arbejdet har være genoptaget på samme måde som andre
retlige forældre.
Retten til barselsdagpenge kan i den forbindelse udbetales under det forlængede fravær efter den
foreslåede ændring til § 23, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.1 og 2.2.2.2.
Til nr. 4
Det fremgår af barselslovens § 7, stk. 3, at en far eller medmor har ret til fravær i 2
sammenhængende uger efter fødslen eller efter modtagelse af barnet i hjemmet eller efter aftale
med arbejdsgiveren inden for de første 10 uger efter fødslen. Lønmodtagere og selvstændigt
erhvervsdrivende kan afholde de 2 ugers fravær som ikkesammenhængende perioder inden for de
første 10 uger efter fødslen. For lønmodtagere forudsætter ikkesammenhængende fravær en aftale
med arbejdsgiveren.
Det fremgår af § 8, stk. 6, at i de første 10 uger efter modtagelsen af barnet har hver af adoptanterne
ret til fravær i 6 uger, som bortset fra 2 sammenhængende uger ikke kan afholdes samtidig. De 2
uger, hvor begge forældre har ret til fravær, kan lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende
afholde som ikkesammenhængende perioder. For lønmodtagere forudsætter ikkesammenhængende
fravær en aftale med arbejdsgiveren.
Det fremgår af § 14, stk. 1, at hvis barnet er indlagt på sygehus forlænges eller udsættes den
periode, hvor der er ret til fravær.
Det fremgår af § 14, stk. 2, at såfremt arbejdet ikke genoptages ved indlæggelsen, forlænges den
periode, hvor der er ret til fravær, med indlæggelsesperioden, hvis indlæggelsen finder sted under
de første 46 uger efter fødslen eller modtagelsen. Fraværsretten kan dog højst forlænges i 3
måneder. Retten til at forlænge fraværsperioden gælder efter bestemmelsens 3. pkt. ikke
forældrenes ret til fravær efter § 7, stk. 3, eller adoptanters ret til samtidigt fravær efter § 8, stk. 6.
Det fremgår af § 20, at ved fravær efter § 6, stk. 1 og 2, og §§ 7, 7 a, 8, 13, 14 og 14 a udbetaler
Udbetaling Danmark barselsdagpenge beregnet efter kapitel 9.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.2.32.4.1.
Det foreslås i
§ 14, stk. 2,
at 3. pkt. ophæves.
Forslaget betyder, at hvis en forælder ikke genoptager arbejdet under indlæggelsen af barnet, vil
farens og medmorens ret til 2 ugers fravær og adoptanters ret til samtidigt fravær i 2 uger inden for
de første 10 uger efter fødslen, kunne forlænges, jf. § 7, stk. 3, og § 8, stk. 6.
Det samme vil gælde for en forælders ret til 6 ugers fravær inden for de første 10 uger efter barnets
fødsel efter den foreslåede § 8 a, stk. 1, hvorefter forældre, der har fået fastslået forældreskab på
baggrund af en surrogataftale efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, får ret til 6 ugers fravær
inden for de først 10 uger efter barnets fødsel, og for en stedbarnsadoptants ret til 2 ugers fravær
inden for de første 10 uger efter barnets fødsel efter den foreslåede § 8 b, stk. 2.
187
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Forlængelsen af fraværet betyder, at forælderen ikke vil forbruge af sin fraværsret og ret til
barselsdagpenge i den periode, hvor barnet er indlagt. Fraværsretten med barselsdagpenge vil først
begynde at løbe (eller genoptages) fra og med kalenderdagen efter den dag, hvor barnet udskrives.
Det vil fortsat være en betingelse, at indlæggelsen på hospital finder sted inden for de første 46 uger
efter fødslen eller modtagelsen af adoptivbarnet. Indlæggelsesperioden vil dermed godt kunne
strække sig ud over 46-ugers perioden, så længe indlæggelsen sker inden for 46 ugers perioden.
Begge forældre vil fortsat have ret til at få forlænget barselsdagpengeperioden i 46-ugers perioden
efter fødslen eller modtagelsen af barnet, hvis de er fraværende fra arbejdet under indlæggelsen.
Forældrene vil fortsat kunne skiftes til at holde fravær under barnets indlæggelse og vil samlet set
kunne forlænge fraværet med barselsdagpenge med op til 3 måneder. Hvis forældrene holder fravær
samtidig, mens barnet er indlagt, vil forældrene ligeledes kun samlet set kunne forlænge fraværet
med ret til barselsdagpenge med op til 3 måneder.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.4.
Til nr. 5
Det fremgår af barselslovens § 15, stk. 5, at ved fravær efter § 8 skal adoptanter så vidt muligt
iagttage frister svarende til de i stk. 1-4 nævnte frister.
Efter § 15, stk. 1, skal en kvindelig lønmodtager med 3 måneders varsel underrette arbejdsgiveren
om forventet fødselstidspunkt, og om hun agter at udnytte retten til fravær før fødslen, jf. § 6, stk. 1.
En kvindelig lønmodtager, der ønsker at overdrage fraværsret efter § 7 a, skal senest 4 uger før
forventet fødselstidspunkt underrette sin arbejdsgiver herom og om, hvorvidt hun ønsker at holde
fravær efter § 9 i stedet.
Efter § 15, stk. 2, skal en kvindelig lønmodtager, der udnytter sin ret til fravær i de første 10 uger
efter fødslen, jf. § 7, stk. 1, inden 6 uger efter fødslen underrette sin arbejdsgiver om, hvornår hun
vil genoptage arbejdet.
Efter § 15, stk. 3, skal en kommende far eller medmor, der ønsker at udnytte sin ret til fravær efter
fødslen, jf. § 7, stk. 3, overdraget orlov efter § 7 a eller fravær efter § 9 til afholdelse inden for de
første 10 uger, senest 4 uger før forventet fødselstidspunkt underrette sin arbejdsgiver herom og om
længden af fraværet.
Efter § 15, stk. 4, skal en lønmodtager, der ønsker at udnytte sin ret til fravær, jf. §§ 9, 10 og 14 a,
eller overdraget orlov til afholdelse efter 10 uger efter fødslen, jf. § 7 a, stk. 2, inden 6 uger efter
fødslen eller modtagelsen af barnet underrette sin arbejdsgiver om tidspunktet for fraværets
begyndelse og om længden heraf. Såfremt fraværsretten afholdes således, at lønmodtagerens fravær
falder i flere perioder, skal underretningen omfatte påbegyndelsen og længden af senere fravær.
Af bemærkningerne til lov nr. 566 af 9. juni 2006 om ret til orlov og dagpenge ved barsel
(barselloven), jf. Folketingstidende 2005-06, Tillæg A, spalte 4697-4724, fremgår det, at adoptanter
efter ligebehandlingslovens § 10, stk. 6, hvis orlovens længde og placering ikke er fastlagt ved
barnets modtagelse, skal iagttage de samme frister som gælder for andre forældre. Denne
bestemmelse er videreført som stk. 5 i § 15 med den formulering, at adoptanter så vidt muligt skal
iagttage frister svarende til de i stk. 1-4 nævnte. Det forventede modtagelsestidspunkt for barnet må
188
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
anvendes som udgangspunkt i stedet for det forventede fødselstidspunkt. Det forventede
modtagelsestidspunkt for et barn, der adopteres gennem en godkendt organisation, må baseres på en
vurdering af den formidlende organisation.
Med ændringen af barselsloven i 2006 var det således hensigten at videreføre de hidtil gældende
varslingsregler for adoptanter således, at adoptanterne så vidt muligt skulle iagttage de samme
varslingsfrister som andre forældre, og dette er fortsat udtryk for gældende ret.
Det foreslås i § 15,
stk. 5,
at ændre § 8 til §§ 8-8 b og adoptanter til forældre.
Forslaget om at ændre adoptanter til forældre betyder, at ordlyden i bestemmelsen ændres for klart
at tilkendegive, at adoptanter er forældre på lige fod med andre retlige forældre.
Forslaget indebærer således alene en rent sproglig ændring af bestemmelsen og skyldes, at der ikke
vurderes at være behov for sprogligt at gøre forskel på biologiske forældre, adoptanter og forældre,
der opnår forældreskab på grundlag af en surrogataftale.
Der er ikke med forslaget tiltænkt en ændring af retstillingen i forhold til forældre, der har ret til
fravær efter § 8.
Forslaget er endvidere en konsekvens af forslaget om at indsætte en henvisning i § 15, stk. 5, til de
foreslåede nye bestemmelser i §§ 8 a og 8 b om henholdsvis forældreskab fastslået efter
børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c (surrogataftaler) og stedbarnsadoption efter § 5 a i
adoptionsloven.
Der findes ikke i dag regler i barselsloven om forældreskab ved surrogataftaler eller
stedbarnsadoption inden 1 år efter barnets fødsel.
Forslaget betyder, at forældre, der ønsker at udnytte deres ret til fravær efter §§ 8 a og 8 b, så vidt
muligt skal iagttage frister svarende til dem, der fremgår af § 15, stk. 1-4.
Forslaget indebærer, at forældre omfattet af de foreslåede nye bestemmelser i §§ 8 a og 8 b, så vidt
muligt skal iagttage de samme varslingsfrister som forældre, der er omfattet af § 8.
For forældre omfattet af § 8 (forældreskab ved adoption) følger det af de gældende regler, at
iagttagelsen af varslingsfristerne regnes fra forældrenes modtagelse af barnet, da barnets
fødselstidspunkt ofte ikke er relevant for forældrenes orlovsafholdelse.
For forældre, der er omfattet af de foreslåede nye bestemmelser i § 8 a (forældreskab efter
børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c (ved surrogataftale) og § 8 b (stedbarnsadoption efter
adoptionslovens § 5 a), vil barnets fødselstidspunkt være kendt af de tiltænkte forældre og af
stedbarnsadoptanten.
På den baggrund foreslås det, at det efter de foreslåede §§ 8 a og 8 b er barnets forventede
fødselstidspunkt, der lægges til grund, når forældrene så vidt det er muligt skal iagttage
varslingsfristerne i § 15, stk. 1-4.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 10, nr. 2.
Til nr. 6
189
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Det fremgår af barselslovens § 20, at ved fravær efter § 6, stk. 1 og 2, §§ 7, 7 a, 8, 13, 14 og 14 a og
§ 23 b, stk. 1 og 2, udbetaler Udbetaling Danmark barselsdagpenge beregnet efter kapitel 9.
Det foreslås i
§ 20
at indsætte en henvisning til § 8 a, stk. 1 og 3 og § 8 b, stk. 2.
Forslaget betyder, at forældre, der får fastslået forældreskabet på grundlag af en surrogataftale efter
børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, og som får ret til 6 ugers fravær efter den foreslåede § 8 a, stk.
1, i 10-ugers perioden efter barnets fødsel, vil få ret til barselsdagpenge under fraværet, hvis
betingelserne i øvrigt er opfyldt, herunder beskæftigelseskravet i §§ 27 eller 28.
Forslaget betyder endvidere, at en surrogatmor, der er socialt sikret i Danmark, og som efter den
foreslåede § 8 a, stk. 3, vil få ret til fravær efter § 6 og § 7, stk. 1, og i tilfælde af graviditetsbetinget
sygefravær efter fødslen kan forlænge fraværsretten efter § 7, stk. 1, op til 46 uger efter barnets
fødsel, vil få ret til barselsdagpenge under det fulde fravær efter den foreslåede § 8 a, stk. 3, hvis
betingelser i øvrigt er opfyldt, herunder beskæftigelseskravet i §§ 27 eller 28.
Retten til at forlænge fraværet efter § 7, stk. 1, i tilfælde af graviditetsbetinget sygefravær efter
fødslen, gælder indtil surrogatmoren raskmeldes, dog højst op til 46 uger efter barnets fødsel.
Ved graviditetsbetinget sygefravær forstås sygdom i forbindelse med graviditeten eller fødslen.
Endelig betyder forslaget, at en forælder, der efter reglerne i § 5 a i adoptionsloven
stedbarnsadopterer et barn inden for de første 10 uger efter barnets fødsel, og som efter den
foreslåede § 8 b, stk. 2, får ret til op til 2 ugers fravær til afholdelse inden for de første 10 uger efter
barnets fødsel, vil få ret til barselsdagpenge i det omfang, der er ret til fravær.
Hvis stedbarnsadoptionen f.eks. gennemføres 8 uger efter barnets fødsel, vil forælderen få ret til
fravær med barselsdagpenge i 2 uger, som skal holdes inden 10 uger efter barnets fødsel.
Gennemføres stedbarnsadoptionen senere end 10 uger efter barnets fødsel, vil forælderen hverken
have ret til fravær eller barselsdagpenge i 10 ugers perioden efter barnets fødsel.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.1 og 2.2.2.2.
Til nr. 7
Efter gældende regler anses en mand, der har leveret genetisk materiale til en surrogatmor, for retlig
far efter børnelovens regler, og han har efter gældende regler i barselsloven ret til fravær med
barselsdagpenge. Den retlige fars evt. partner, der er tiltænkt som forælder til barnet (som enten mor
eller medfar), har ikke selvstændige barselsrettigheder efter barselsloven, da pågældende ikke anses
for forælder efter børneloven. En surrogatmor er efter gældende regler i børneloven mor til barnet.
Hun har derfor barselsrettigheder efter barselsloven.
Den retlige fars ret til barselsdagpenge for fravær efter §§ 9 og 10 (dvs. fravær, der som
udgangspunkt afholdes efter 10 uger efter barnets fødsel) fremgår af §§ 21-21 c, hvorefter
barselsdagpenge tildeles med udgangspunkt i forældrenes familiemæssige situation på tidspunktet
for barnets fødsel.
§ 21 finder anvendelse, hvis forældrene bor sammen på tidspunktet for barnets fødsel.
190
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Det fremgår af § 21, stk. 1, 1. pkt., at ved fravær efter §§ 9 og 10 har en mor ret til barselsdagpenge
i 14 uger, og en far eller medmor har ret til barselsdagpenge i 22 uger indtil 1 år efter barnets fødsel
eller modtagelse, jf. dog §§ 21 a-21 c. Videre fremgår det af gældende § 21, stk. 1, 2. pkt., at hver
adoptant har ret til barselsdagpenge i 18 uger indtil 1 år efter barnets modtagelse, jf. dog §§ 21 a-21
c.
En far, der har fået barn ved hjælp af en surrogatmor, vil typisk ikke bo sammen med
surrogatmoren, og han vil derfor enten være omfattet af § 21 b, der anvendes for forældre, der ikke
bor sammen på tidspunktet for barnets fødsel, eller af § 21 c, der anvendes for soloforældre.
Hvis barnet bor hos faren, har faren ret til barselsdagpenge i 22 uger efter § 21, stk. 1, og i
yderligere 13 uger efter § 21 b, stk. 1, 1. pkt., indtil 1 år efter barnets fødsel eller modtagelse. Har
faren eneforældremyndigheden over barnet, har han derudover ret til yderligere 9 ugers
barselsdagpenge, jf. § 21 b, stk. 1, 2. pkt., dvs. faren kan have ret til i alt 44 ugers barselsdagpenge
ved fravær efter § 9.
Hvis surrogatmor efter lovgivningen i fødselslandet ikke anses for forælder til barnet, anses den
retlige far for soloforælder, jf. § 12, stk. 1, nr. 4, i bekendtgørelse om ret til barselsdagpenge for
forældre til et barn, der er født eller modtaget fra den 2. august 2022.
Efter gældende regler i § 21 c, stk. 1, har en far, der er soloforælder på tidspunktet for barnets
fødsel, ret til barselsdagpenge i 22 uger efter § 21, stk. 1, og i 22 uger efter § 21 c, stk. 1, indtil 1 år
efter barnets fødsel eller modtagelse, dvs. faren har ret til 44 ugers barselsdagpenge ved fravær efter
§ 9.
En surrogatmor, der er socialt sikret i Danmark, har efter gældende regler ret til barselsdagpenge i 9
uger ved fravær efter § 9, hvis barnet bor hos faren, jf. § 21 b, stk. 2. Da det er et almindeligt krav
for at have ret til barselsdagpenge, at forælderen er sammen med barnet, vil en surrogatmor efter
den 10. uge efter barnets fødsel formentlig ikke udnytte retten til fravær med barselsdagpenge efter
§ 9, jf. § 21 b, stk. 2, idet hensigten med surrogatforholdet er, at barnet er hos de tiltænkte forældre.
Hvis surrogatmor bor i udlandet og ikke er socialt sikret i Danmark, har surrogatmor ikke
rettigheder efter barselsloven
Efter gældende regler kan en forælder helt eller delvis overdrage sin ret til orlov, jf. § 9, med
barselsdagpenge efter §§ 21, 21 b, 21 c og § 23, stk. 2, jf. dog § 21, stk. 3, til en social forælder, jf.
§ 23 b, stk. 3, 1. pkt.
En social forælder er defineret i barselslovens § 23 a, stk. 3. Det fremgår af bestemmelsen, at ved
social forælder i barselsloven forstås: 1) en forælders ægtefælle eller samlever, der er tiltænkt en
forældrelignende relation til barnet, og som ikke er barnets forælder, 2) en kendt donor, der er
tiltænkt en forældrelignende relation til barnet, og som ikke er barnets forælder, 3) en kendt donors
ægtefælle eller samlever, der er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet, og som ikke er
barnets forælder.
En solofar, der er omfattet af § 21 c, stk. 1, kan således overdrage op til 44 ugers fravær med
barselsdagpenge til en social forælder, med undtagelse af 9 ugers øremærket barselsdagpenge, hvis
solofaren er lønmodtager, jf. § 21, stk. 3. Der kan ske overdragelse til en social forælder, selvom
faren ikke selv opfylder beskæftigelseskravet i barselslovens §§ 27 eller 28, jf. § 23 b, stk. 3, 2. pkt.
191
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
En solofar kan på denne måde efter reglerne om overdragelse til sociale forældre dele sin ret til
fravær med barselsdagpenge med sin ægtefælle eller samlever, jf. § 23 a, stk. 3, nr. 1, der er tiltænkt
som forælder til barnet, og som ikke har en selvstændig ret til fravær med barselsdagpenge efter
gældende regler.
Barselsloven indeholder ikke udtrykkelige regler, der regulerer en stedbarnsadoptants ret til fravær
og barselsdagpenge, når barnet har en retlig forælder, og dennes partner stedbarnsadoptere barnet på
et tidligt tidspunkt efter barnets fødsel.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.2.2.1.1. og 2.2.2.2.1.
Det foreslås, at 2. pkt. i
§ 21, stk. 1, 1. pkt.
nyaffattes således, at forældre med ret til fravær efter § 9,
jf. § 8, stk. 7, og § 8 a, stk. 2, hver har ret til barselsdagpenge i 18 uger indtil 1 år efter barnets
fødsel eller modtagelse, jf. dog §§ 21 a-21 c.
§ 21 regulerer retten til barselsdagpenge for forældre, der bor sammen på tidspunktet for barnets
fødsel eller modtagelse. Henvisningen til §§ 21 a-21 c i den foreslåede bestemmelse betyder, at
forældre, der får fastslået forældreskab efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, også er omfattet
af §§ 21 a-21 c, som bl.a. regulerer retten til barselsdagpenge under fravær efter §§ 9 og 10 for
forældre, der ikke bor sammen på tidspunktet for barnets fødsel eller modtagelse (§ 21 b), og i
tilfælde, hvor der kun er én forælder til barnet (§ 21 c).
Forslaget betyder, at for adoptanter, jf. § 8, stk. 7, videreføres retten til barselsdagpenge under
fravær efter §§ 9 og 10 uændret, og hver adoptant har fortsat ret til 18 ugers barselsdagpenge ved
fravær efter §§ 9 og 10 indtil 1 år efter barnets modtagelse, jf. dog §§ 21 a-21 c.
For forældre, der er omfattet af den foreslåede § 8 a, dvs. forældre, der får fastslået forældreskab på
grundlag af en surrogataftale efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, og som efter den foreslåede
§ 8 a, stk. 2, hver har ret til fravær efter § 9, stk. 1, 1. pkt. og § 10, betyder forslaget, at hver
forælder vil få ret til barselsdagpenge i 18 uger under fravær efter §§ 9 og 10.
Forslaget indebærer, at den forælder, som er biologisk retlig forælder til et barn, der er født af en
surrogatmor (en mand, der har leveret sæd til surrogatmor), fremover omfattes af reglerne for
tiltænkte forældre, jf. den foreslåede § 8 a, stk. 2. Den tiltænkte forælder, der er retlig far, vil
således ikke have ret til barselsdagpenge efter § 21, stk. 1, 1. pkt., jf. §§ 21 a-21 c, men vil blive
omfattet af den foreslåede ændring til § 21, stk. 1, 2. pkt., jf. dog §§ 21 a-21 c.
Forslaget sikrer, at forældre, der får fastslået forældreskab på grundlag af en surrogataftale efter
børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, vil have samme ret til barselsdagpenge under fravær efter §§ 9
og 10 som adoptanter har efter gældende regler. Forslaget sikrer endvidere, at begge tiltænkte
forældre vil få samme ret til barselsdagpenge under fravær efter § 9, stk. 1, 1. pkt., og § 10.
Forældre, der får fastslået forældreskab på baggrund af en surrogataftale efter børnelovens kapitel 1
b, 5 b eller 5 c, og som ikke bor sammen på tidspunktet for barnets fødsel, vil være omfattet af § 21
b, som giver den forælder, der har barnet boende udover ret til barselsdagpenge efter den foreslåede
ændring til § 21, stk. 1, 2. pkt., hvor der vil være ret til 18 ugers barselsdagpenge, yderligere ret til
barselsdagpenge i 13 uger ved fravær efter §§ 9 og 10 indtil 1 år efter barnets fødsel.
192
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Hvis forælderen har eneforældremyndighed over barnet, har forælderen derudover ret til yderligere
9 ugers barselsdagpenge, jf. § 21 b, stk. 1, hvilket betyder, at bopælsforælderen kan få i alt 40 ugers
barselsdagpenge til fravær efter § 9, stk. 1, og § 10. På tidspunktet for ansøgningen skal forælderen
have eneforældremyndigheden over barnet, jf. § 11, stk. 3, 2. pkt., i bekendtgørelse om ret til
barselsdagpenge for forældre til et barn, der er født eller modtaget fra den 2. august 2022.
Den forælder, som barnet ikke bor hos, vil have ret til 9 ugers barselsdagpenge, jf. barselslovens §
21 b, stk. 2.
Hvis en tiltænkt forælder får fastslået forældreskab på baggrund af en surrogataftale efter
børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, omfattes forælderen af barselslovens § 21 c (soloforælder),
som udover ret til barselsdagpenge efter den foreslåede § 21, stk. 1, 2. pkt., hvor der vil være ret til
barselsdagpenge i 18 uger, vil give forælderen ret til yderligere barselsdagpenge i 22 uger ved
fravær efter barselslovens § 9.
Soloforælderen vil således kunne opnå i alt 40 uger med barselsdagpenge til fravær efter § 9, stk. 1,
og § 10.
Fravær efter § 9 med barselsdagpenge efter §§ 21- 21 c skal som udgangspunkt holdes inden 1 år
efter barnets fødsel. Forælderen vil dog også have mulighed for at holde fravær efter § 9 med
barselsdagpenge senere end 1 år efter barnets fødsel, hvis fraværet kan udskydes ved genoptagelse
eller påbegyndelse af arbejdet inden 1 år efter barnets fødsel, jf. barselslovens § 11, § 12, stk. 3 og §
23. Denne mulighed skal imidlertid ses i sammenhæng med, at lønmodtagere vil skulle holde de 9
ugers orlov med øremærkede barselsdagpenge inden for det første år efter barnets fødsel, jf. den
gældende § 21, stk. 3. Selvstændige, der ikke er omfattet af den øremærkede barsel, vil ved
genoptagelse af arbejdet imidlertid kunne holde fraværet med barselsdagpenge frem til barnet er 9
år.
Fraværet med barselsdagpenge vil også kunne holdes i op til 3 år efter barnets fødsel, hvis
forælderen er lønmodtager og har en barselshindring efter § 21, stk. 3, 2. pkt.
Det foreslås i § 21,
stk. 1, 3. pkt.,
at en forælder med ret til fravær efter § 9, jf. § 8 b, stk. 1, har ret
til barselsdagpenge i 9 uger indtil 1 år efter barnets fødsel jf. dog § 21 a.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en forælder, som har stedbarnsadopteret et barn, vil få
ret til barselsdagpenge i 9 uger inden for det første år efter barnets fødsel. Fraværet vil dog ikke
kunne afholdes, før stedbarnsadoptionen er gennemført, jf. den foreslåede § 8 b, stk. 1. Der vil
derfor heller ikke kunne udbetales barselsdagpenge før dette tidspunkt. Er stedbarnsadoptionen først
godkendt på et tidspunkt, hvor der ikke kan afholdes 9 ugers fravær, vil stedbarnsadoptanten kun få
ret til barselsdagpenge for de uger, der kan holdes inden 1 år efter barnets fødsel.
Barselslovens almindelige regler om barselsdagpenge for fravær efter § 9 vil gælde for
stedbarnsadoptantens ret til barselsdagpenge.
Det betyder f.eks., at stedbarnsadoptanten, der er lønmodtager, ikke vil kunne overdrage de 9 uger
med barselsdagpenge til den anden forælder. Omvendt vil stedbarnsadoptanten kunne overdrage
retten til de 9 ugers barselsdagpenge, hvis pågældende ikke er lønmodtager. Dette gælder, uanset
om stedbarnsadoptanten selv har ret til barselsdagpenge, jf. den gældende § 21, stk. 2, 2. pkt.
193
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Det betyder også, at den anden forælder vil kunne overdrage sin ret til barselsdagpenge til
stedbarnsadoptanten efter den gældende § 21, stk. 2, når stedbarnsadoptionen er godkendt.
Det betyder endvidere, at retten til barselsdagpenge ved fravær efter barselslovens §§ 9 og 10 som
udgangspunkt vil skulle udnyttes efter den 10. uge efter barnets fødsel men inden 1 år efter barnets
fødsel. Stedbarnsadoptanten vil dog have mulighed for at kunne påbegynde fravær efter § 9 i 10
ugers-perioden efter barnets fødsel, jf. § 9, stk. 1.
Forælderen vil også have mulighed for at holde fravær efter § 9 med barselsdagpenge senere end 1
år efter barnets fødsel, hvis fraværet kan udskydes ved genoptagelse eller påbegyndelse af arbejdet
inden 1 år efter barnets fødsel, jf. barselslovens § 11, § 12, stk. 3 og § 23. Denne mulighed skal
imidlertid ses i sammenhæng med, at lønmodtagere vil skulle holde de 9 ugers orlov med
øremærkede barselsdagpenge inden for det første år efter barnets fødsel, jf. den gældende § 21, stk.
3. Selvstændige vil imidlertid kunne holde fraværet med barselsdagpenge frem til barnet er 9 år.
Fraværet med barselsdagpenge vil også kunne holdes i op til 3 år efter barnets fødsel, hvis
forælderen er lønmodtager og har en barselshindring efter § 21, stk. 3, 2. pkt.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.1 og 2.2.2.2.
Til nr. 8
Det fremgår af barselslovens § 21 b, stk. 1, 1. pkt., at hvis forældrene ikke bor sammen på
tidspunktet for barnets fødsel eller modtagelse, har den forælder, der har barnet boende, ud over ret
til barselsdagpenge efter § 21, stk. 1, ret til barselsdagpenge i yderligere 13 uger ved fravær efter §§
9 og 10 indtil 1 år efter barnets fødsel eller modtagelse.
Det fremgår af § 21 c, stk. 1, at hvis barnet kun har én forælder på tidspunktet for barnets fødsel
eller modtagelse, har forælderen ud over ret til barselsdagpenge efter § 21, stk. 1, ret til
barselsdagpenge i yderligere 22 uger ved fravær efter §§ 9 og 10 indtil 1 år efter barnets fødsel eller
modtagelse.
Det forslås i
§ 21 b, stk. 1, 1. pkt.,
og
§ 21 c, stk. 1,
at indsætte 1. og 2. pkt. efter § 21, stk. 1.
Forslaget er en konsekvens af den foreslåede ændring til § 21, stk. 1, hvor der er foreslået indsat et
3. pkt., som giver ret til barselsdagpenge til en forælder, der stedbarnsadopterer et barn efter
adoptionslovens § 5 a.
Forslaget betyder, at en forælder, der stedbarnsadopterer et barn efter adoptionslovens § 5 a, ikke vil
blive omfattet af § 21 b, stk. 1, eller § 21 c, stk. 1, med ret til barselsdagpenge i et yderligere antal
uger, hvis forælderen enten ikke bor sammen med den anden forælder, eller hvis forælderen er
soloforælder.
En forælder, der stedbarnsadopterer et barn efter adoptionslovens § 5 a har alene ret til
barselsdagpenge efter den foreslåede § 21, stk. 1, 3. pkt., dvs. i 9 uger ved fravær efter § 9.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.2.
Til nr. 9
194
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Det fremgår af barselslovens § 21 b, stk. 2, 1. pkt., at den forælder, som barnet ikke bor hos, ikke
har ret til barselsdagpenge efter § 21, stk. 1.
Det foreslås i
§ 21 b, stk. 2, 1. pkt.,
at der efter stk. 1, indsættes 1. og 2. pkt.
Forslaget er en konsekvens af den foreslåede ændring af § 21, stk. 1, hvor der er foreslået indsat et
3. pkt., som giver ret til barselsdagpenge til en forælder, der stedbarnsadopterer et barn efter
adoptionslovens § 5 a.
Forslaget betyder, at en forælder, der stedbarnsadopterer et barn efter adoptionslovens § 5 a, ikke
omfattes af § 21 b, stk. 1, eller § 21 c, stk. 1, med ret til barselsdagpenge i et yderligere antal uger,
hvis forælderen enten ikke bor sammen med den anden forælder, eller hvis forælderen er
soloforælder.
En forælder, der stedbarnsadopterer et barn efter adoptionslovens § 5 a, har alene ret til
barselsdagpenge efter den foreslåede § 21, stk. 1, dvs. i 9 uger ved fravær efter § 9.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.2.
Til nr. 10
Efter barselsloven skal en forælder som altovervejende hovedregel afholde fravær med ret til
barselsdagpenge senest 1 år efter barnets fødsel eller modtagelse, medmindre arbejdet efter aftale
med en arbejdsgiver helt eller delvis genoptages eller påbegyndes, og det i den forbindelse aftales,
at fraværet forlænges eller udskydes. En lønmodtager eller en selvstændig kan derudover også
ensidigt udskyde op til 5 ugers fravær med barselsdagpenge. Det udskudte fravær skal holdes, inden
barnet fylder 9 år. Disse regler fremgår af §§ 11, 12 og 23.
Efter § 14 a, stk. 1, har forældre, der får to eller flere levendefødte børn ved samme fødsel, hver ret
til ekstra fravær i 13 uger. Adoptanter, som adopterer to eller flere børn født ved samme fødsel, har
hver ret til ekstra fravær i 13 uger, hvis børnene på tidspunktet for modtagelsen er under 1 år.
Efter § 14 a, stk. 6, skal fraværet efter stk. 1, 1. pkt., holdes inden 1 år efter fødslen. Fraværet efter
stk. 1, 2. pkt., skal holdes inden 1 år efter modtagelsen af adoptivbørnene.
Det ekstra fravær, der gives efter § 14 a, stk. 1, betyder, at en forælder i visse tilfælde kan have ret
til mere end 52 ugers fravær med barselsdagpenge, som skal holdes inden for børnenes første år.
Det vil f.eks. være tilfældet, hvis en soloforælder får tvillinger, idet en soloforælder i forvejen har
ret til 46 ugers barselsdagpenge efter § 21, stk. 1, og § 21 c, stk. 1. Det vil også være tilfældet i
situationer, hvor forældrene ikke bor sammen, hvor den forælder, som børnene bor hos, i forvejen
har ret til 46 ugers barselsdagpenge efter § 21, stk. 1, og § 21 b, stk. 1, hvis forælderen har
eneforældremyndigheden over børnene.
Det foreslås i
§ 21 d,
at en forælder, der har ret til barselsdagpenge efter § 20, § 21, stk. 1, og §§ 21
b og 21 c, for fravær efter § 7, § 8, stk. 6, § 8 a, stk. 1, § 9 og § 14 a, stk. 1, for mere end 52 uger
efter børnenes fødsel eller modtagelse, kan få barselsdagpenge for uger ud over 52 uger udbetalt
under fravær, der holdes senest 16 måneder efter børnenes fødsel eller modtagelse, jf. dog § 14 a,
stk. 1, og § 21, stk. 3.
195
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Forslaget betyder, at en forælder, der er soloforælder, jf. § 21 c eller eneforælder, jf. § 21 b, der har
forældremyndigheden alene, og som får flerlinger, og dermed får ret til barselsdagpenge i mere end
52 uger, vil kunne holde de overskydende uger med barselsdagpenge i en forlænget periode på 4
måneder efter børnenes første år eller modtagelse. Herved sikres forælderen mulighed for at holde
hele det tildelte fravær med ret til barselsdagpenge. Det vil alene være de uger, der ligger ud over 52
uger, der kan holdes i den forlængede periode.
Muligheden for at kunne holde fravær i en forlænget periode vil kun være relevant i to situationer:
For det første hvis en soloforælder får flerlinger, hvorefter forælderen har ret til 46 ugers fravær
med barselsdagpenge og ekstra 13 ugers fravær med barselsdagpenge efter § 14 a, stk. 1. I den
situation vil forælderen have ret til 59 ugers fravær med barselsdagpenge, jf. §§ 20, 21 og 21 c.
For det andet vil tilsvarende gælde for en eneforælder til flerlinger, som har forældremyndigheden
over begge børn alene, jf. § 21 b, og § 14 a, stk. 1. En eneforælder, som har forældremyndigheden
over børnene alene, jf. § 21 b, og § 14 a, stk. 1, vil således have sin individuelle ret til 10 ugers
orlov inden for de første 10 uger efter fødslen efter § 7, stk. 1, hvis det er en mor. Herefter har hun
ret til 14 ugers fravær med barselsdagpenge efter § 21, stk. 1, 13 ugers fravær med barselsdagpenge
jf. § 21 b, stk. 1, 1. pkt., 13 ugers fravær med barselsdagpenge pga. flerlinger jf. § 14 a, stk. 1, samt
yderligere 9 ugers fravær med barselsdagpenge, hvis mor er eneforældremyndighedsindehaver over
børnene jf. § 21 b, stk. 1, 2. pkt., dvs. i alt en fraværsret med barselsdagpenge på 59 ugers fravær
med barselsdagpenge.
Hvis det er en far eller medmor, der er eneforælder og har forældremyndigheden over begge børn
alene, jf. § 21 b, og § 14 a, stk. 1, vil forælderen have sin individuelle ret til 2 ugers
fædre/medmødreorlov inden for de første 10 uger efter fødslen efter § 7, stk. 3. Herefter har
far/medmor 22 ugers fravær med barselsdagpenge efter § 21, stk. 1, 13 ugers fravær med
barselsdagpenge pga. tvillinger, jf. § 14 a, stk. 1, 13 ugers fravær med barselsdagpenge jf. § 21 b,
stk. 1, 1. pkt., samt yderligere 9 ugers fravær med barselsdagpenge, hvis far eller medmor er
eneforældremyndighedsindehaver over børnene jf. § 21 b, stk. 1, 2. pkt., dvs. i alt en fraværsret med
barselsdagpenge på 59 ugers fravær med barselsdagpenge.
Med forslaget vil forælderen i begge situationer kunne holde 7 ugers fravær med barselsdagpenge
efter § 21 b, stk. 1, eller § 21 c, stk. 1, i den forlængede periode på 4 måneder. Dvs. at senest 16
måneder efter børnenes fødsel eller modtagelse skal det fulde fravær være holdt, medmindre der
sker udskydelse af fraværet med barselsdagpenge i forbindelse med forælderens genoptagelse af
arbejdet, jf. § 12 og § 23.
Forslaget ændrer ikke ved, at de 13 ugers fravær efter § 14 a, stk. 1, ikke kan holdes efter børnene er
fyldt 1 år, da dette fravær skal være holdt, inden børnene fylder 1 år, eller inden 1 år efter
modtagelsen af børnene jf. § 14 a, stk. 6. Tilsvarende vil fraværet med 9 ugers øremærkede
barselsdagpenge fortsat skulle holdes senest 1 år efter fødselstidspunktet eller modtagelsen af
børnene, jf. § 21, stk. 3. Det er således fravær efter § 9 - bortset fra de 9 ugers fravær med
øremærkede barselsdagpenge, hvis forælderen er lønmodtager - som kan holdes i den forlængede
periode på 4 måneder efter børnene er fyldt 1 år eller efter børnenes modtagelse.
Fravær med barselsdagpenge ud over 52 uger behøver ikke at blive holdt i forlængelse af fraværet,
som holdes inden for de første 52 uger.
196
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Ugerne ud over de 52 uger vil kunne varsles til afholdelse på et hvilket som helst tidspunkt indenfor
16 måneders perioden efter § 15, stk. 4. Fraværet skal således varsles over for arbejdsgiveren senest
6 uger efter børnenes fødsel. Ugerne vil ligeledes efter aftale med en arbejdsgiver kunne afholdes
frem til 9 år efter børnenes fødsel, jf. § 12, stk. 3. Selvstændige erhvervsdrivende vil ligeledes
kunne holde fraværet med barselsdagpenge, frem til børnene fylder 9 år på samme måde som andet
fravær efter § 9. Ledige med ret til barselsdagpenge vil skulle holde det overskydende fravær i den
forlængede periode, idet ledige ikke kan forlænge eller udskyde fraværet.
De 52 ugers fravær med barselsdagpenge, der som udgangspunkt skal holdes, inden børnene fylder
1 år, vil bortset fra fravær efter § 14 a, stk. 1, og fravær med 9 ugers øremærkede barselsdagpenge
efter § 21, stk. 3, kunne forlænges og/eller udskydes efter reglerne i §§ 10-12 til afholdelse senere
end 1 år efter børnenes fødsel eller modtagelse, hvor der vil være ret til barselsdagpenge efter § 23
under det forlængede eller udskudte fravær.
Forslaget er ikke til hinder for, at en soloforælder, jf. § 21 c, kan overdrage fravær med
barselsdagpenge til enten en eller flere sociale forældre eller et eller flere nærtstående
familiemedlemmer efter § 23 b, stk. 1-3, eller § 23 c, stk. 1. Tilsvarende kan en
eneforældremyndighedsindehaver, jf. § 21 b, stk. 1, dvs. en forælder, der boede alene med børnene
på fødselstidspunktet, overdrage sin ret til barselsdagpenge til en eller flere sociale forældre eller
den anden forælder efter § 23 b, stk. 1-3, eller § 21, stk. 2.
Retten til at afholde de overskydende uger ud over 52 uger med barselsdagpenge inden for de første
16 måneder efter børnenes fødsel eller modtagelse er således uafhængig af, om forælderen har
forlænget, udskudt eller overdraget fravær med barselsdagpenge til et eller flere nærtstående
familiemedlemmer eller en eller flere sociale forældre.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.5.
Til nr. 11
Det fremgår af barselslovens § 23 a, stk. 1, at ved forælder i loven forstås en mor, far, medmor eller
adoptant.
Barselsloven tager sit afsæt i børnelovens regler om forældreskab i forhold til, at alene forældre i
henhold til børnelovens bestemmelser om moderskab, faderskab og medmoderskab samt
adoptionslovens bestemmelser om adoptanter, har ret til fravær efter barselsloven. Det bemærkes, at
forældreskab, der følger af dansk international privatret, også er omfattet af barselsloven.
§ 23 a, stk. 1, omfatter ikke forældre, der får fastslået forældreskabet på grundlag af en
surrogataftale.
Det foreslås, at § 23 a, stk. 1, nyaffattes.
Det foreslås, i
§ 23 a, stk. 1,
at ved forælder i denne lov forstås en mor, far, medmor, adoptant, eller
en forælder, der har fået fastslået forældreskab på baggrund af en surrogataftale efter børnelovens
kapitel 1 b, 5 b eller 5 c.
Forslaget er en følge af de foreslåede ændringer i børnelovens kapitel 1 b, 5 b og 5 c, jf. § 1, nr. 1 og
10, hvorefter et tiltænkt forældrepar eller en tiltænkt forælder, der har indgået en surrogataftale med
197
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
en surrogatmor om, at hun skal føde deres barn, får fastslået forældreskab efter børneloven, hvorved
de tiltænkte forældre bliver forældre i stedet for surrogatmoren,
Forslaget betyder, at de gældende regler for, hvem der anses for forældre efter barselsloven,
videreføres, dvs. en forælder er en mor, far, medmor og adoptant, herunder en stedbarnsadoptant.
Herudover vil forældre, der får fastslået forældreskab på baggrund af en surrogataftale efter
børneloven, blive anset for forældre efter barselsloven. Retsvirkningen af at blive anset for forælder
efter barselsloven er, at forælderen har ret til barselsfravær og barselsdagpenge.
Forældreskab, der etableres på grundlag af en surrogataftale, omfatter par bestående af en kvinde og
en mand, et par bestående af to mænd, et par bestående af to kvinder, en enlig mand eller en enlig
kvinde, jf. forslaget til § 30 c i børneloven.
I relation til barselsloven vil barselsrettigheder (fravær og barselsdagpenge) til forældrene blive
tildelt på grundlag af fastslåelsen af forældreskabet efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, men
børnelovens begreber for forælderen som mor, far, medmor eller medfar, anvendes i barselsloven
ikke for forældre, der får fastslået forældreskabet på denne måde.
Forældre, der får fastslået forældreskab på grundlag af en surrogataftale efter børnelovens kapitel 1
b, 5 b eller 5 c, vil få samme barselsret (fravær og barselsdagpenge) som adoptanter, hvor der ikke
skelnes mellem, om forælderen er far eller mor, da begge forældre får den samme ret til fravær med
barselsdagpenge. Det samme er tilfældet for forældre, der bliver forældre på grundlag af en
surrogataftale. I tilfælde, hvor der kun er en forælder, tages der højde for dette i tildelingen af
barselsretten.
Der henvises til bemærkningerne til § 10, nr. 2, 6 og 7, om retten til fravær og barselsdagpenge til
forældre, der får fastslået forældreskab efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.1.
Til nr. 12
Det fremgår af barselslovens § 24, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om ret
til dagpenge efter §§ 18-23 og regler om administrationen efter §§ 23 a-23 c om en forælders ret til
at overdrage uger med barselsdagpenge til sociale forældre og til et nærtstående familiemedlem og
om krav til dokumentationen.
Det foreslås i
§ 24, stk. 2,
at beskæftigelsesministeren desuden kan fastsætte nærmere regler om
administration af reglerne efter §§ 8 a og 8 b og dokumentation for anerkendelse af forældreskab, jf.
§§ 8 a og 8 b, for ret til dagpenge efter §§ 20-21 c.
Bemyndigelsen forventes bl.a. anvendt til at fastsætte regler om, at forældre, der har fået fastslået
forældreskab på baggrund af en surrogataftale efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c, vil skulle
søge Udbetaling Danmark om udbetaling af barselsdagpenge, og det forventes ligeledes, at der vil
blive fastsat regler om fremgangsmåden i forbindelse med ansøgningen. Tilsvarende regler
forventes at blive fastsat for en stedbarnsadoptant, jf. § 5 a i adoptionsloven, der med den foreslåede
§ 8 b vil få tildelt barselsrettigheder, hvis adoptionen er godkendt tidligt efter barnets fødsel.
Desuden forventes det, at der vil blive fastsat regler om den dokumentation, forældrene skal
fremlægge for at få ret til barselsdagpenge.
198
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.1 og 2.2.2.2.
Til nr. 13
Det fremgår af barselslovens § 25 b, stk. 1, 1. pkt., at en lønmodtager, som er i et ansættelsesforhold
under fravær efter § 6, stk. 1, eller § 7, stk. 1 eller 2, fravær overdraget efter § 7 a, stk. 1, fravær
efter § 8, stk. 6, 1. pkt., eller § 9, stk. 2, i indtil 10 uger efter barnets fødsel eller modtagelse eller
fravær overdraget efter § 23 b, stk. 1, optjener ret til ferie med ferieydelse, uanset om der er udbetalt
barselsdagpenge under fraværet.
Reglerne i § 25 b betyder, at hvis lønmodtageren ikke får løn fra en arbejdsgiver eller ikke har ret til
feriedagpenge fra en arbejdsløshedskasse, optjener lønmodtageren ferieydelse under det fravær, der
er omfattet af bestemmelsen. Det er ikke et krav, at lønmodtageren får udbetalt barselsdagpenge
efter loven under fraværet og opfylder beskæftigelseskravet som lønmodtager ved påbegyndelse af
ferien. Det afgørende er alene, om lønmodtageren er i et ansættelsesforhold på tidspunktet, hvor
ferieydelsen optjenes.
Det fremgår af § 25 d, stk. 1, 1. pkt., at en person, som ikke er i et ansættelsesforhold under fravær
efter § 6, stk. 1, eller § 7, stk. 1 eller 2, fravær overdraget efter § 7 a, stk. 1, fravær efter § 8, stk. 6,
1. pkt., eller § 9, stk. 2, i indtil 10 uger efter barnets fødsel eller modtagelse eller fravær overdraget
efter § 23 b, stk. 1, optjener ret til ferieydelse, når der udbetales barselsdagpenge under fraværet.
Det fremgår af 2. pkt., at en far eller medmor, som er omfattet af § 21 c, stk. 1, optjener tilsvarende
ferieydelse, når der udbetales barselsdagpenge for fravær, der holdes indtil 10 uger efter barnets
fødsel eller modtagelse.
Reglerne i § 25 d betyder, at hvis den omfattede personkreds ikke har ret til feriedagpenge fra en
arbejdsløshedskasse på ferietidspunktet, optjener vedkommende ferieydelse, forudsat at der
udbetales barselsdagpenge under fraværet. Når ferien holdes, skal barselslovens beskæftigelseskrav
for lønmodtagere i § 27 være opfyldt på ferietidspunktet.
Det foreslås, at der i
§ 25 b, stk. 1, 1. pkt.,
og i
§ 25 d, stk. 1, 1. pkt.,
efter stk. 6, 1. pkt., indsættes §
8 a, stk. 1 og 3.
Ændringsforslaget til § 25 b, stk. 1, 1. pkt., betyder, at tiltænkte forældre, der opnår forældreskab
efter børnelovens kapitel 1 b, 5 b eller 5 c som følge af en surrogataftale, sikres ret til optjening af
ferieydelse på samme måde som øvrige forældre, hvis de under fraværet er i et ansættelsesforhold.
Det vil ikke være en betingelse, at den tiltænkte forælder har ret til barselsdagpenge under fraværet.
Det vil desuden ikke være en betingelse, at lønmodtageren har ret til barselsdagpenge, når ferien
holdes.
Tiltænkte forældre, som er i et ansættelsesforhold, og som hver har ret til 6 ugers fravær efter den
foreslåede § 8 a, stk. 1, inden for de første 10 uger efter barnets fødsel, vil optjene ferieydelse efter
den foreslåede ændring til § 25 b, stk. 1, uanset om forælderen får udbetalt barselsdagpenge under
fraværet.
Tilsvarende vil en surrogatmor, der er i et ansættelsesforhold, og som har ret til fravær efter den
foreslåede § 8 a, stk. 3, optjene ret til ferieydelse. Det vil i den forbindelse være en betingelse, at
surrogatmoren er socialt sikret i Danmark, jf. den foreslåede § 8 a, stk. 3.
199
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Forslaget betyder, at hvis de tiltænkte forældre og surrogatmoren som lønmodtager ikke får løn fra
en arbejdsgiver eller ikke har ret til feriedagpenge fra en arbejdsløshedskasse, vil de optjene
ferieydelse under fraværet efter de foreslåede § 8 a, stk. 1 og 3. Det vil ikke være et krav, at de
tiltænkte forældre og surrogatmoren som lønmodtagere får udbetalt barselsdagpenge efter loven
under fraværet, og det vil ikke være et krav, at de tiltænkte forældre eller surrogatmoren opfylder
beskæftigelseskravet som lønmodtager ved påbegyndelse af ferien. Det afgørende er alene, om
lønmodtageren er i et ansættelsesforhold på tidspunktet, hvor ferieydelsen optjenes.
Ændringsforslaget til § 25 d, stk. 1, 1. pkt., betyder, at tiltænkte forældre og surrogatmoren også vil
kunne optjene ret til ferieydelse, hvis de ikke er i et ansættelsesforhold under fraværet efter den
foreslåede § 8 a, stk. 1 og 3.
Hvis de tiltænkte forældre eller surrogatmoren ikke har ret til feriedagpenge fra en
arbejdsløshedskasse på ferietidspunktet, vil de kunne have ret til ferieydelse, forudsat at der er
udbetalt barselsdagpenge under fraværet. Når ferien holdes, vil barselslovens beskæftigelseskrav for
lønmodtagere i § 27 desuden skulle være opfyldt.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.1 og 2.2.2.2.
Til § 11
Til nr. 1
Det fremgår af § 13, stk. 9, i lov om aktiv socialpolitik, at en person er fritaget for at stå til rådighed
i perioder, hvor personen har ret til fravær ved graviditet, barsel, adoption og sorgorlov efter
barselslovens § 6, stk. 1 og 2, §§ 7, 7 a og 8, § 9, stk. 1, § 13, § 14, stk. 1 og 2, og § 14 a, i det
omfang der under fraværet ville have været ret til dagpenge som ledig efter barselslovens § 20, §
21, stk. 1 og 2, § 21 b, stk. 1-3, og § 21 c, stk. 1-4, § 23 b, stk. 1-3, og § 23 c, stk. 1 og 2.
Det vil sige, at forældrene har en fritagelsesgrund i forhold til at opfylde deres
rådighedsforpligtelse, når de er omfattet af § 13 stk. 9 , i lov om aktiv socialpolitik.
Det foreslås i
§ 13 stk. 9,
at ændre »og 8« til: », 8, 8 a og 8 b«.
Den foreslåede ændring er en tilpasning i forhold til lovforslagets § 10, nr. 2, hvor det foreslås at
indsætte en ny § 8 a, der omhandler retten til fravær for forældre, hvor forældreskab er fastslået
efter børnelovens kapitel 1b, 5 b eller 5 c, samt en surrogatmors ret til fravær, og en ny § 8 b, som
omhandler en adoptants ret til fravær i forbindelse med en stedbarnsadoption efter § 5 a i
adoptionsloven.
Med den foreslåede ændring, fritages en modtager af kontanthjælp også for at stå til rådighed i
perioder, hvor pågældende har ret til fravær efter de foreslåede bestemmelser i §§ 8 a eller 8 b i
barselsloven, i det omfang der under fraværet ville have været ret til dagpenge som ledig efter
barselsloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.3 og 2.2.2.6, og til lovforslagets
§ 10, nr. 2, 6 og 7, og bemærkningerne dertil.
Til nr. 2
200
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Det følger af § 69, stk. 5, § 69 k, stk. 5 og § 75, stk. 6, i lov om aktiv socialpolitik, at forældre der
modtager ressourceforløbsydelse under ressourceforløb, ressourceforløbsydelse under
jobafklaringsforløb eller ledighedsydelse, er fritaget for at stå til rådighed i perioder, hvor personen
har ret til fravær ved graviditet, barsel, adoption og sorgorlov efter barselslovens § 6, stk. 1 og 2, §§
7, 7 a og 8, § 9, stk. 1, § 13, § 14, stk. 1 og 2, og § 14 a, i det omfang der under fraværet ville have
været ret til dagpenge som ledig efter barselslovens § 20, § 21, stk. 1 og 2, § 21 b, stk. 1-3, § 21 c,
stk. 1-4, § 23 b, stk. 1-3, og § 23 c, stk. 1 og 2.
Det vil sige, at forældrene har en fritagelsesgrund i forhold til at opfylde deres
rådighedsforpligtelse, når de er omfattet af § 69, stk. 5, § 69 k, stk. 5 eller § 75, stk. 6, i lov om
aktiv socialpolitik.
Det følger af § 73 d, at revalidenden bevarer revalideringsydelsen, når personen har ret til fravær
ved graviditet, barsel, adoption og sorgorlov efter barselslovens § 6, stk. 1 og 2, §§ 7, 7 a og 8, § 9,
stk. 1, § 13, § 14, stk. 1 og 2, og § 14 a, i det omfang der under fraværet ville have været ret til
dagpenge som ledig efter barselslovens § 20, § 21, stk. 1 og 2, § 21 b, stk. 1-3, og § 21 c, stk. 1-3.
Det foreslås i
§ 69, stk. 5, § 69 k, stk. 5, § 73 d
og
§ 75, stk. 6,
at ændre » og 8« til: », 8, 8 a og 8 b«.
De foreslåede ændringer er en tilpasning i forhold til lovforslagets § 10, nr. 2, hvor det foreslås at
indsætte en ny § 8 a, der omhandler retten til fravær for forældre, hvor forældreskab er fastslået
efter børnelovens kapitel 1b, 5 b eller 5 c, samt en surrogatmors ret til fravær, og en ny § 8 b, som
omhandler en adoptants ret til fravær i forbindelse med en stedbarnsadoption efter § 5 a i
adoptionsloven.
Med de foreslåede ændringer i § 69, stk. 5, § 69 k, stk. 5, og § 75, stk. 6, i lov om aktiv
socialpolitik, vil forældre, der modtager ressourceforløbsydelse under ressourceforløb,
ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb eller ledighedsydelse, ligeledes være fritaget for
at stå til rådighed i perioder, hvor personen har ret til fravær efter de foreslåede bestemmelser i §§ 8
a og 8 b, i det omfang der under fraværet ville have været ret til dagpenge som ledig efter
barselsloven.
Med den foreslåede ændring i § 73 d i lov om aktiv socialpolitik vil en person, der modtager
revalideringsydelse, bevare retten til ydelsen, når personen har ret til fravær efter de foreslåede
bestemmelser i §§ 8 a og 8 b, i det omfang der under fraværet ville have været ret til dagpenge som
ledig efter barselsloven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.3 og 2.2.2.6, og til lovforslagets
§ 10, nr. 2, 6 og 7, og bemærkningerne dertil.
Til § 12
Til nr. 1
I
§ 62, stk. 2,
i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats henvises til særlig støtte efter kapitel 11 i lov
om social service, som vedrører hjælp og støtte til unge.
Som konsekvens af, at kapitel 11 i lov om social service er ophævet, og at bestemmelserne om
særlig støtte er udskilt og videreført i barnets lov, er der behov for at ændre henvisningen til
201
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
serviceloven til henvisninger til de pågældende bestemmelser i barnets lov, som benævnes støttende
indsats eller anbringelse.
Det foreslås, at i
§ 62, stk. 2,
ændres »særlig støtte efter kapitel 11 i lov om social service« til:
»støttende indsats eller anbringelse efter §§ 32, 46, 47, 67 og kapitel 13 i barnets lov«.
Til nr. 2
Det fremgår af § 110, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at et jobafklaringsforløb højst
kan have en varighed på 2 år, når personen er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom. Perioder
med barsel eller sorgorlov medregnes ikke i jobafklaringsforløbets varighed, når der er ret til fravær
efter bestemmelserne i barselslovens § 6, stk. 1 og 2, §§ 7-8, § 9, stk. 1, § 13, § 14, stk. 1 og 2, og §
14 a, i det omfang der under fraværet ville have været ret til dagpenge som ledig efter barselslovens
§ 20, § 21, stk. 1 og 2, § 21 b, stk. 1-3, § 21 c, stk. 1-4, § 23 b, stk. 1-3, og § 23 c, stk. 1 og 2.
Det fremgår videre af § 114, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at et ressourceforløb
skal være af mindst 1 og højst 3 års varighed. Perioder med barsel eller sorgorlov medregnes ikke i
ressourceforløbets varighed, når der er ret til fravær efter bestemmelserne i barselslovens § 6, stk. 1
og 2, §§ 7-8, § 9, stk. 1, § 13, § 14, stk. 1 og 2, og § 14 a, i det omfang, der under fraværet ville
have været ret til dagpenge som ledig efter barselslovens § 20, § 21, stk. 1 og 2, § 21 b, stk. 1-3, §
21 c, stk. 1-4, § 23 b, stk. 1-3, og § 23 c, stk. 1 og 2.
Det foreslås, at i
§ 110, stk. 1, 2. pkt.,
og
§ 114, stk. 1, 2. pkt.,
ændres »§§ 7-8« til: »§§ 7-8 b«.
De foreslåede ændringer er en følge af lovforslagets § 10, nr. 2, hvor det foreslås at indsætte en ny §
8 a, der omhandler retten til fravær for forældre, hvor forældreskab er fastslået efter børnelovens
kapitel 1 b, 5 b og 5 c, samt en surrogatmors ret til fravær, og en ny § 8 b, som omhandler en
adoptants ret til fravær i forbindelse med en stedbarnsadoption efter § 5 a i adoptionsloven.
Med de foreslåede ændringer vil perioder med ret til fravær efter § 8 a eller § 8 b i barselsloven,
ikke tælle med i perioden med jobafklarings- eller ressourceforløb i det omfang, der efter
barselsloven er ret til dagpenge som ledig.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.3 og 2.2.2.6, og til lovforslagets
§ 10, nr. 2, 6 og 7, og bemærkningerne dertil.
Til nr. 3
I § 113, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats henvises til lov om social service.
Bestemmelserne i serviceloven vedrørte tidligere hjælp og støtte til såvel børn og unge som til
voksne.
Som konsekvens af, at den del af servicelovsbestemmelserne, der vedrører hjælp og støtte til børn
og unge er udskilt og videreført i barnets lov, er der behov for en henvisning til barnets lov.
Det foreslås, at der i
§ 113, stk. 2, 1. pkt.,
efter »lov om social service« indsættes: »eller barnets
lov«.
Til § 13
Til nr. 1
202
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Efter § 1, stk. 1, i indfødsretsloven erhverver et barn dansk indfødsret ved fødslen, hvis faderen,
moderen eller medmoderen er dansk på tidspunktet for barnets fødsel.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt
2.2.3.1.
Det foreslås, at i
§ 1, stk. 1,
i indfødsretsloven ændres »eller medmoderen« til », medmoderen eller
medfaderen«.
Forslaget vil betyde, at når medfaderskab er fastslået efter børneloven på grundlag af en
surrogataftale ved registrering, anerkendelse eller afgørelse efter de foreslåede bestemmelser i
kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, og medfaderen er dansk
statsborger på tidspunktet for barnets fødsel, vil barnet erhverve dansk indfødsret ved fødslen.
Det bemærkes, at et barn, der bliver født af en udenlandsk surrogatmor i en situation, hvor de
tiltænkte forældre er en udenlandsk mand, der har leveret sæden og dermed er genetisk og retlig far
til barnet, og en dansk mand, der ikke har leveret sæden, alene vil erhverve dansk indfødsret ved
fødslen efter den foreslåede ordning, hvis den danske mands medfaderskab til barnet er fastslået
efter de ved lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b og 5 c i
børneloven.
Videre bemærkes, at den foreslåede ændring af børnelovens § 30, jf. lovforslagets § 1, nr. 9,
generelt vil have betydning for et barns erhvervelse af dansk indfødsret efter indfødsretslovens § 1,
stk. 1. Ændringen af børnelovens § 30 vil således også betyde, at et barn vil erhverve dansk
indfødsret ved fødslen, når det ved registrering, anerkendelse eller afgørelse på grundlag af en
surrogataftale efter de ovennævnte foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven
fastslås, at en kvinde eller mand, der er dansk statsborger på tidspunktet for barnets fødsel, er mor,
far medmor eller medfar til barnet.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.3.
Til § 14
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2025.
Forslaget vil betyde, at lovforslaget vil træde i kraft den 1. januar 2025.
Med lovforslagets § 15 foreslås overgangsbestemmelser i forhold til enkelte bestemmelser i
lovforslaget således, at de omhandlede bestemmelser f.eks. ikke vil finde anvendelse for sager, der
er under behandling på det tidspunkt, hvor den pågældende bestemmelse træder i kraft. Der vil ikke
være behov for sådanne overgangsbestemmelser i forhold til de øvrige dele af lovforslaget.
I forhold til de foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b og 5 b i børneloven om forældreskab ved
danske altruistiske surrogataftaler, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, bemærkes, at Familieretshuset først
efter, at bestemmelserne er trådt i kraft, vil kunne godkende en altruistisk surrogataftale. Der vil
derfor ikke være behov for nærmere at afgrænse disse bestemmelsers tidsmæssige anvendelse.
I forhold til de foreslåede bestemmelser i kapitel 5 c i børneloven om forældreskab ved udenlandske
surrogataftaler, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, bemærkes, at den foreslåede ikrafttrædelsesbestemmelse
vil betyde, at de foreslåede regler om forældreskab ved udenlandske surrogataftaler også vil finde
203
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
anvendelse for børn, der er født før ikrafttrædelsestidspunktet, og for surrogataftaler, der er indgået
før ikrafttrædelsestidspunktet. Dette vil betyde, at tiltænkte forældres forældreskab også i disse
situationer vil kunne fastslås efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 5 c i børneloven. Er disse
betingelser ikke opfyldt, vil forældreskabet som efter gældende ret kunne søges fastslået efter
reglerne om stedbarnsadoption, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2.
Der vil herefter ikke være behov for overgangsbestemmelser i relation til de bestemmelser, der med
lovforslaget foreslås ændret som følge af de foreslåede muligheder for at etablere forældreskab ved
surrogataftaler. Der henvises de foreslåede ændringer af følgende love: børneloven, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 1-4, 8, 9, 11, 12 og 14-16, forældreansvarsloven, jf. lovforslagets § 3, nr. 1,
Familieretshusloven, jf. lovforslagets § 4, nr. 1, 2 og 4, retsplejeloven, jf. lovforslagets § 8, nr. 1, 2,
4 og 7-9, og CPR-loven, jf. lovforslagets § 9.
I forhold til forslaget om ændring af § 15 i adoptionsloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 5 og 6, vil den
foreslåede ikrafttrædelsesbestemmelse indebære, at ændringen også vil finde anvendelse for
adoptionssager, som Familieretshuset og Ankestyrelsen har under behandling ved lovens
ikrafttræden, og som afgøres efter ikrafttrædelsestidspunktet. Endvidere vil
ikrafttrædelsesbestemmelsen indebære, at ændringen også vil finde anvendelse i situationer, hvor
der før ikrafttrædelsestidspunktet er meddelt afslag på adoption under henvisning til, at der er betalt
vederlag, og hvor denne afgørelse påklages, eller sagen søges genoptaget.
I forhold til forslaget om voksenadoption, jf. lovforslagets § 2, nr. 1,2, 7 og 8, vil den foreslåede
ikrafttrædelsesbestemmelse betyde, at den foreslåede bestemmelse i § 15 b i adoptionsloven vil
finde anvendelse for alle ansøgninger om adoption af en person, der er fyldt 18 år, herunder
ansøgninger der er indgivet før ikrafttrædelsestidspunktet. Dette skyldes, at med den foreslåede
ændring vil betingelserne for adoption af en voksen blive lempet, og den foreslåede ændring af
betingelserne for adoption af en voksen bør derfor også finde anvendelse for sager, der er under
behandling på ikrafttrædelsestidspunktet. Det samme vil gøre sig gældende i forhold til de
foreslåede ændringer af bestemmelserne om stedbarnsadoption, jf. lovforslagets § 2, nr. 3 og 4. Med
hensyn til betaling af gebyr for ansøgning om voksenadoption henvises til den foreslåede
overgangsbestemmelse i lovforslagets § 15, stk. 1.
I forhold til forslaget om ændring af § 13, stk. 3, 2. pkt., i forældreansvarsloven om aftaler om
forældremyndighed, jf. lovforslagets § 3, nr. 2, vil den foreslåede ikrafttrædelsesbestemmelse
indebære, at bestemmelsen også vil finde anvendelse for sager om godkendelse af aftaler om
overførsel af forældremyndighed, som Familieretshuset og familieretten har under behandling på
ikrafttrædelsestidspunktet, og som afgøres efter ikrafttrædelsestidspunktet. Endvidere vil
ikrafttrædelsesbestemmelsen indebære, at ændringen også vil finde anvendelse i situationer, hvor
der før ikrafttrædelsestidspunktet er meddelt afslag på godkendelse af en aftale om overførsel af
forældremyndighed under henvisning til, at der er betalt vederlag, og hvor denne afgørelse søges
indbragt for en højere instans, eller sagen søges genoptaget.
I forhold til forslaget om ændring af sammensætningen af det rådgivende udvalg i Familieretshuset,
jf. lovforslagets § 4, nr. 5, vil den foreslåede ikrafttrædelsesbestemmelse indebære, at social- og
boligministeren efter bestemmelsens ikrafttræden vil skulle nedsætte et nyt rådgivende udvalg. Om
det rådgivende udvalg, der er nedsat efter de gældende bestemmelser i § 45, stk. 1 og 2, i lov om
204
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Familieretshuset, jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af 7. august 2019, henvises til lovforslagets § 15, stk.
2.
I forhold til de foreslåede bestemmelser om bortfald og tilbagekaldelse af udpegelsen af advokater,
som det anbefales at anvende i bortførelsessager, jf. lovforslagets § 5, nr. 6 og 9, vil den foreslåede
ikrafttrædelsesbestemmelse indebære, at de foreslåede bestemmelser også vil finde anvendelse for
udpegelser, der er foretaget før lovens ikrafttræden.
I forhold til de foreslåede bestemmelser i § 448 b, stk. 2, 4. pkt., og § 448 c, stk. 3, i retsplejeloven,
jf. lovforslagets § 8, nr. 3, 5 og 6, om henholdsvis indbringelse af sager efter § 20 a i
forældreansvarsloven for familieretten og familierettens mulighed for at træffe afgørelse om
samvær under behandlingen af en børnebortførelsessag, vil den foreslåede
ikrafttrædelsesbestemmelse betyde, at de foreslåede bestemmelser også vil finde anvendelse for
sager, der er under behandling på ikrafttrædelsestidspunktet, og som afgøres efter
ikrafttrædelsestidspunktet.
Til § 15
Med
stk. 1
foreslås det, at § 15 c i adoptionsloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 7, ikke finder anvendelse
for ansøgninger, som Familieretshuset har modtaget før lovens ikrafttræden. For sådanne
ansøgninger finder de hidtil gældende regler anvendelse. Den foreslåede overgangsbestemmelse vil
betyde, at der ikke vil skulle betales gebyr for en ansøgning om adoption af en voksen, hvis
ansøgningen er indgivet før lovens ikrafttræden.
Det foreslås med
stk. 2,
at det rådgivende udvalg, der er nedsat efter § 45 i lov om Familieretshuset,
jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af 7. august 2019, fortsætter, indtil der er nedsat et nyt rådgivende
udvalg. Forslaget vil betyde, at det rådgivende udvalg, som social- og boligministeren nedsatte i
november 2023, vil fortsætte, indtil ministeren har nedsat et nyt rådgivende udvalg efter § 45 i
Familieretshusloven, som foreslås ændret ved lovforslagets § 4, nr. 5.
Med
stk. 3
foreslås det, at § 6, nr. 1, ikke finder anvendelse for ansøgninger om navneændring, som
personregisterføreren eller Familieretshuset har modtaget før lovens ikrafttræden. For sådanne
ansøgninger finder de hidtil gældende regler anvendelse. Forslaget vil betyde, at ved ansøgning om
navneændring, der er indgivet før bestemmelsens ikrafttræden, vil der skulle betales gebyr efter den
gældende bestemmelse i § 25 a, stk. 1, i navneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1074 af 9. august
2023.
Med
stk. 4
foreslås det, at § 7, nr. 1, ikke finder anvendelse, når en anmodning om skilsmisse er
bortfaldet før lovens ikrafttræden, fordi betingelserne for skilsmissen i § 42 a, stk. 2, i
ægteskabsloven ikke var opfyldt.
For sådanne anmodninger finder de hidtil gældende regler
anvendelse.
Dette forslag vil have betydning i situationer, hvor en anmodning om skilsmisse før lovens
ikrafttræden er bortfaldet, fordi betingelserne for skilsmissen i den nu ophævede bestemmelse i § 42
a, stk. 2, i ægteskabsloven ikke var opfyldt, og en af ægtefællerne inden 4 uger efter modtagelse af
meddelelse om, at anmodningen er bortfaldet, har indgivet anmodning om separation eller
skilsmisse, med den virkning, at ophørsdagen efter § 27, stk. 1, i ægtefælleloven opretholdes. Efter
denne bestemmelse indgår ved formuedelingen efter skilsmisse som udgangspunkt de aktiver og
205
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
passiver, som hver ægtefælle havde ved udgangen af det døgn, hvor Familieretshuset modtog
anmodning om skilsmisse. Denne dag betegnes ophørsdagen. I disse situationer vil den foreslåede
overgangsbestemmelse, betyde, at en ophørsdag, der er fastslået efter § 27, stk. 4, i ægtefælleloven,
vil blive opretholdt, selvom § 27, stk. 4, i ægtefælleloven ophæves.
Med stk.
5
foreslås det, at uanset § 2, nr. 12 og 13, finder § 33, jf. § 34 i adoptionsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 775 af 7. august 2019, fortsat anvendelse for handlinger, der er foretaget før
lovens ikrafttræden. Forslaget vil betyde, at forbuddet mod formidling af surrogataftaler i § 33 i
adoptionsloven, der foreslås ophævet ved lovforslagets § 2, nr. 12, og de dertil hørende
strafbestemmelser i lovens § 34, der foreslås ændret ved § 2, nr. 13, i den gældende affattelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 775 af 7. august 2019, fortsat vil finder anvendelse for formidling af
surrogataftaler, der er sket før bestemmelsernes ikrafttræden. Der henvises til, at det ved
lovforslagets § 1, nr. 10 og 17, foreslås, at § 33, jf. § 34, i adoptionsloven uden indholdsmæssige
ændringer videreføres som § 30 j, jf. § 35, stk. 1 og 3, i børneloven.
Med
stk. 6
foreslås det, at § 10, nr. 2, 3, 5-9, og 11-13, ikke finder anvendelse for forældre til et
barn, der er født før lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 8. For sådanne forældre finder de hidtil
gældende regler anvendelse.
Forslaget vil betyde, at retten til fravær og barselsdagpenge efter de foreslåede nye §§ 8 a og 8 b i
barselsloven og de dertil hørende foreslåede ændringer af barselsloven, jf. lovforslagets § 10, nr. 2,
3, 5-9, og 11-13, ikke vil gælde for forældre, hvis barnet er født før lovens ikrafttræden den 1.
januar 2025. Dette vil også gælde, selvom forældreskabet efter ikrafttrædelsen fastslås ved
stedbarnsadoption eller efter de ved lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, foreslåede bestemmelser i kapitel
1b, 5 b eller 5 c i børneloven om forældreskab ved surrogataftaler. Barnets fødselstidspunkt vil
således være afgørende for forældrenes ret til fravær og barselsdagpenge efter de foreslåede
bestemmelser.
Hvis barnet er født før lovens ikrafttræden, vil de hidtil gældende regler i barselsloven finde
anvendelse. Dette vil indebære, at det vil være den mand, der anses som retlig forælder, som vil
være berettiget til fravær med barselsdagpenge efter barselsloven. Farens eventuelle partner, der er
stedforælder eller tiltænkt forælder til barnet, vil derimod ikke have barselsret efter de hidtil
gældende regler i barselsloven, medmindre den pågældende som social forælder har fået overdraget
ret til fravær og barselsdagpenge efter 23 b i barselsloven af den retlige forælder. Det samme vil
gælde i situationer, hvor de tiltænkte forældre er et par bestående af to kvinder eller en kvinde, der
skal være eneforælder, da ingen af disse vil kunne anses for retlige forældre til barnet og dermed
have rettigheder efter barselsloven, før de foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b eller 5 c i
børneloven er trådt i kraft.
Overstående vil ikke gælde, hvis det foreslåede stk. 7 finder anvendelse, jf. nedenfor.
Med
stk.
7,
1. pkt.,
foreslås det, at uanset stk. 6 finder § 10, nr. 2, 3, 5-9, og 11-13, anvendelse, når
forældreskabet til et barn, der er født i 2024, er fastslået efter børnelovens kapitel 5 c, medmindre en
af barnets forældre inden lovens ikrafttræden var retlig forælder til barnet.
Forslaget vil betyde, at forældre til et barn, der er født i 2024 på grundlag af en udenlandsk
surrogataftale, jf. de foreslåede bestemmelser i børnelovens kapitel 5 c, vil have ret til fravær og ret
206
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
til barselsdagpenge efter den foreslåede bestemmelse i § 8 a i barselsloven og de tilknyttede
foreslåede ændringer af barselsloven, fra det tidspunkt, hvor forældreskabet er fastslået.
Efter den foreslåede § 8 a, stk. 1, vil begge tiltænkte forældre i de første 10 uger efter barnets fødsel
hver have ret til fravær i 6 uger, hvor der vil være ret til barselsdagpenge efter den foreslåede
ændring af barselslovens § 20.
Derudover vil hver forælder efter den foreslåede § 8 a, stk. 2, have ret til fravær efter § 9, stk. 1, 1.
pkt., og § 10 i barselsloven, dvs. hver forælder har ret til fravær i 32 uger, som kan forlænges med
op til enten 8 eller 14 uger efter § 10.
Under fravær efter § 9, stk. 1, 1. pkt. har hver forælder ret til barselsdagpenge i 18 uger efter den
foreslåede § 21, stk. 1, 2. pkt.
Det vil være en betingelse for at være omfattet af den foreslåede overgangsordning, at ingen af de
tiltænkte forældre, der får fastslået forældreskab efter børnelovens kapitel 5 c, var retlig forælder før
barselslovsændringernes ikrafttræden den 1. januar 2025.
Dette vil f.eks. gælde for et tiltænkt forældrepar, der består af en mand og en kvinde, som har
indgået en udenlandsk surrogataftale, hvor den tiltænkte far har leveret sæden til barnet og dermed
anses for retlig far til barnet. Hvis barnet fødes i 2024, dvs. før ændringerne af barselsloven træder i
kraft den 1. januar 2025, vil manden have barselsrettigheder efter barselsloven som retlig far til
barnet. Forældrene vil derfor ikke være omfattet af overgangsordningen i stk. 8, 1. pkt.
Med stk. 7,
2. pkt.,
foreslås det, at fravær med barselsdagpenge efter 1. pkt. skal afholdes inden
barnet fylder 1 år.
Forslaget vil betyde, at forældre, der har ret til fravær efter det foreslåede 1. pkt., ikke vil have ret til
mere fravær end det fravær, som de kan nå at holde, inden barnet fylder 1 år.
Da fraværet efter barselsloven først vil kunne holdes fra den 1. januar 2025, hvor de foreslåede
ændringer af barselsloven efter lovforslagets § 14 vil træde i kraft, vil forældrenes ret til fravær
afhænge af tidspunktet for barnets fødsel i 2024. Det er således alene de uger, som kan holdes efter
den 1. januar 2025, og inden barnet fylder 1. år, som der gives fraværsret til.
For at forældrene har ret til alle 6 ugers fravær med barselsdagpenge i 10 ugers perioden efter
barnets fødsel, jf. den foreslåede § 8 a, stk. 1, må barnet ikke være født tidligere end 4 uger før den
1. januar 2025.
Eksempler:
Hvis barnet er født 4 uger før den 1. januar 2025, vil forældrene fra 1. januar 2025 kunne holde 6
ugers fravær. Der vil være ret til barselsdagpenge under fraværet, jf. den foreslåede ændring til §
20 i barselsloven. 10 ugers perioden regnes fra barnets fødsel, og forældrene vil derfor kunne nå at
holde alle 6 ugers fravær med barselsdagpenge fra den 1. januar 2025.
Hvis barnet er født 5 uger før den 1. januar 2025, vil forældrene have ret til 5 ugers fravær og
barselsdagpenge, som kan holdes i den resterende del af 10 ugers perioden fra den 1. januar 2025.
Hvis barnet er født 6 uger før den 1. januar 2025, vil forældrene have ret til fravær i 4 uger, som
207
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
kan holdes i den resterende del af 10 ugers perioden fra den 1. januar 2025. Der vil være ret til
barselsdagpenge under fraværet, jf. den foreslåede ændring til § 20.
For ret til fravær efter § 9 efter den foreslåede § 8 a, stk. 2, vil antallet af uger, som forældrene har
ret til ligeledes afhænge af, hvornår barnet er født i 2024, da forældrene ikke kan få tildelt flere uger
med fravær, end de kan nå at holde, inden barnet fylder 1 år.
Under fravær efter § 9, stk. 1, 1. pkt., hvor fraværsretten er 32 uger, vil hver forælder få ret til
barselsdagpenge i op til 18 uger efter den foreslåede § 21, stk. 1, 2. pkt., jf. lovforslagets § 10, nr. 7.
Da fraværsretten således er længere end retten til barselsdagpenge, vil der kunne opstå situationer,
hvor de tiltænkte forældre ikke vil få ret til det fulde fravær men vil få ret til alle 18 ugers fravær
med barselsdagpenge.
For fravær med barselsdagpenge, der vil blive tildelt forældrene, vil de almindelige regler om ret til
at genoptage arbejdet og enten forlænge eller udskyde retten til fravær med barselsdagpenge gælde,
jf. §§ 10-12 og 23 i barselsloven. Retten til at forlænge eller udskyde vil imidlertid kun gælde den
fraværsret, som tildeles.
Eksempler:
Hvis barnet er født den 1. april 2024, kan forældrene nå at holde 13 ugers fravær i perioden fra den
1. januar 2025, og indtil barnet fylder 1 år den 1. april 2025. Forældrene vil derfor have ret til
fravær i 13 uger efter § 9, hvor der vil være ret til barselsdagpenge. For at forældrene kan udnytte
den tildelte fraværsret på 13 uger med barselsdagpenge, kan forældrene holde de 13 ugers fravær
med barselsdagpenge sammen, eller den ene af forældrene vil også kunne genoptage eller
påbegynde arbejdet efter aftale med arbejdsgiveren og udskyde afholdelsen frem til barnet fylder 9
år efter reglerne herom.
Hvis barnet er født den 14. oktober 2024, kan forældrene nå at holde det fulde fravær efter § 9 på
32 uger, hvor der vil være ret til barselsdagpenge i 18 uger efter den foreslåede § 21, stk. 1, 2. pkt.
Hvis barnet er født den 30. december 2024, har forældrene den fulde ret til fravær med
barselsdagpenge efter de foreslåede bestemmelser i § 8 a og §§ 20 og 21. Det betyder, at
forældrene hver har ret til 6 ugers fravær i 10 ugers perioden efter barnets fødsel og 32 ugers
fravær efter § 9. Der vil være ret til barselsdagpenge under fraværet efter de foreslåede ændringer
til § 20 og § 21, stk. 1. Fraværet skal holdes fra den 1. januar 2025.
Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 8 a i barselsloven, jf. lovforslagets § 10, nr. 2,
og bemærkningerne hertil. Endvidere henvises til den politiske aftale af 5. februar 2024 om børns
ret til deres forældre ved surrogataftaler, hvoraf det fremgår, at for forældre til børn, der er født på
grundlag af en surrogataftale i 2024, og som er under 1 år, indføres mulighed for ret til
barselsdagpenge, hvis barnet ikke allerede har en retlig forælder.
Til § 16
Det foreslås med
stk. 1,
at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.
Med
stk. 2, 1. pkt.,
foreslås det, at
§§ 1-7 og 9 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i
kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
208
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 253: Lovudkast om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love, fra social- og boligministeren
Forslaget vil betyde, at de ændringer af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven,
Familieretshusloven, børnebortførelsesloven, navneloven, ægtefælleloven og CPR-loven, der følger
af lovforslagets §§ 1-7 og 9, ved kongelig anordning helt eller delvist vil kunne sættes i kraft for
Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
De nævnte love indeholder alle hjemmel til hel eller delvis ikraftsættelse for både Færøerne og
Grønland, men lovene vil ikke kunne sættes i kraft for Færøerne, da Færøerne har overtaget
sagsområderne person-, familie- og arveret og folkeregistrering.
Retsplejeloven, lov om kommunernes styrelse og barselsloven gælder ikke for og kan ikke sættes i
kraft for Grønland eller Færøerne.
Med stk. 2,
2. pkt.
foreslås det,
at de ændringer, der følger af lovforslagets §§ 1-7, kan sættes i kraft
for Grønland på forskellige tidspunkter. For så vidt angår love, hvor der foreslås flere ændringer, vil
forslaget betyde, at det bliver muligt at sætte de enkelte ændringer i kraft etapevist.
Forslaget vil betyde, at det vil blive muligt at sætte de enkelte ændringer af de omhandlede love i
kraft etapevist. Eksempelvis vil den foreslåede ændring af reglerne om stedbarnsadoption kunne
sættes i kraft på ét tidspunkt, mens de foreslåede regler om voksenadoption vil kunne sættes i kraft
på et senere tidspunkt.
209