Socialudvalget 2023-24
SOU Alm.del Bilag 227
Offentligt
2877832_0001.png
Modtager
Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil,
[email protected]
Socialudvalget via Folketingets hjemmeside
C.c. Familieretshusets ledelse til orientering
3. juni 2024
Forældreansvarsloven: Det går den forkerte vej for voldsramte familier
Som psykolog og indehaver af Litehouse Consult og i min egenskab af partsrepræsentant
retter jeg hermed henvendelse for at oplyse om udviklingen af praksis i de komplekse
familieretssager. Det går den forkerte vej for de voldsramte familier.
I Litehouse Consult er vi specialiserede i de komplekse familieretssager; vi dækker hele landet
og følger udviklingen i retskredse, Familieretshuset og i kommuner landet over. Vore klienter
er alle ”beskyttende forældre”, dvs. en forælder, som er eller har været udsat for vold, eller
hvor samvær medfører svær mistrivsel for børnene. Ofte er der påstande om vold eller
overgreb mod barnet.
Oplevelsen af at være umyndiggjort i forhold til at beskytte sit eget barn traumatiserer
beskyttende forældre. Og sagsgangene tærer på deres ressourcer, så børnene er efterladt
med en langt mindre tilgængelig primær omsorgsperson. Deres belastningsreaktioner skyldes
karakteren af de sagsforløb, de oplever i familieretssystemet og i kommunerne, hvor der
stadig mangler den nødvendige voldsfaglige forståelse.
Det er på baggrund af disse erfaringer, jeg retter henvendelse til jer med en kort
præsentation af fire sager, der illustrerer de nævnte problemer.
Sag nr. 1
Sag nr. 1 vedrører en lille pige, som jeg beskrev for jer i SOU, bilag 131 af 2. februar 2022. Jeg
skrev dengang, at hvis ingen greb ind i det familieretlige forløb, ville den lille pige blive
traumatiseret og risikere at blive påført varige skader af det familieretlige forløb.
Få måneder efter min skrivelse til jer blev hun så konstateret traumatiseret. Dette skete i
forlængelse af den række af samvær, som den lille pige decideret skreg sig igennem.
Hun udviste ingen spor af traumer forud for sit forløb i familieretssystemet, som forbliver den
eneste forklaring på, at hun i dag er svært skadet på sin udvikling.
Selv om sagen i november 2022 endte med et samværsstop, kom beskyttelsen af barnet så
sent, at skaden allerede var sket under forløbet i Familieretshuset. Min klient tabte også flere
tvangsfuldbyrdelsessager undervejs, stadfæstet i landsretten, dvs. at den instans, der i særlig
grad skal beskytte børn og prioritere deres ret til at udvikle sig, svigtede.
Den lille pige, der i dag er tre år gammel, er endnu langt fra færdigbehandlet for sine traumer.
Trods stor indsats, også fra kommunen, er hun fortsat så påvirket, at hun tæller for tre i sin
dagpleje, hvor hun fortsat har forkortede dage og skal mandsopdækkes.
Sagen illustrerer, at selv om lovgiver i 2019 skærpede ordlyden i forældreansvarslovens §§ 1
og 4, således at hensynet til barnets ret til trivsel skal komme i første række, så vægtes
1
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 227: Henvendelse af 3/6-24 fra Litehouse Consult om status på forældreansvarsloven for voldsramte kvinder og børn
2877832_0002.png
hensynet til samvær fortsat langt højere. Det gælder også familieretten, der burde stå som
garant for barnets ret til trivsel.
Det børnesagkyndige argument synes at være, at et barn per definition ikke kan trives og
udvikle sig godt, medmindre der er samvær, så §§ 1 og 4 omfortolkes sådan, at det handler
om børns ret til samvær. Og det er altså det argument, der fører til sager som denne.
Sag nr. 2
Sag nr. 2 kalder vi ”hårvikaren”. Moren havde oplevet æresvold, dødstrusler, social kontrol og
farens stofmisbrug. Da han skulle have foretaget en hårstråtest, oplyste han først, at han var
skaldet. To dage senere dukkede der dog en person op til testen, som havde 4 cm langt hår.
Det var der ingen, der satte spørgsmålstegn ved.
Omvendt fremlagde moren en rapport fra RED Center for æresrelaterede konflikter. På trods
af at Danmark har afgivet rapport til GREVIO (komitéen under Europa-Parlamentet, der
overvåger implementeringen af Istanbulkonventionen) om, at sådanne rapporter skal
inddrages, blev den ikke tillagt nogen vægt.
I retten opfordrede dommeren moren til at forlige sagen, da hun ellers ville dømme til fordel
for faren. Under det pres indgik hun forlig om overvågede samvær i Familieretshuset i tillid til,
at de børnesagkyndige ville passe på børnene. Børnene frygtede imidlertid deres far så
meget, at hun knapt kunne få dem afsted.
Da moren også selv frygtede faren, bad hun mormoren om at overlevere børnene. Mormoren
blev sat under stort pres i Familieretshuset: De krævede, at hun ikke blot skulle overlevere
børnene, men at hun også skulle medvirke under samværene, hvilket hun nægtede.
Børnene nægtede konsekvent at træde ind i samværslokalet. Senere nægtede de helt at gå
ind i bygningen. For hvert forsøg blev deres modstand større. Og for hvert forsøg satte de
børnesagkyndige børnene under tiltagende pres for at overbevise dem om at medvirke.
I alt skulle børnene afsted til overvåget samvær ni gange. Til slut nægtede de at træde ud af
bilen.
Hårdt presset af advokaten endte Familieretshusets ledelse med at erkende, at der
ikke
er
lovhjemmel til at kræve, at bopælsforælderen (eller dennes stedfortræder) medvirker under
overvåget samvær. Mormoren fik en mundtlig undskyldning, men denne blev ikke skrevet ind
i samværsrapporten.
Til slut suspenderede Familieretshuset de overvågede samvær. Sagen startede i 2020, da
børnene blev født. Sagen blev siden genstartet i 2022, og den er netop oversendt til
familieretten, hvor den igen afventer afgørelse.
I rapporten fra de overvågede samvær understreger Familieretshuset farens evne til at
samarbejde. Med det mener de, at han var god til at følge deres anvisninger. Derimod
beskriver de, at mormoren ikke ”samarbejdede”. Hermed menes der, at hun ikke ville
medvirke under de overvågede samvær. Det kan lægges moren til last.
2
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 227: Henvendelse af 3/6-24 fra Litehouse Consult om status på forældreansvarsloven for voldsramte kvinder og børn
2877832_0003.png
Så selv om der ikke er hjemmel til at kræve, at en forælder medvirker under overvågede
samvær, blev det ud fra en børnesagkyndig fortolkning alligevel lagt moren til last, at hun
frygter faren og beskytter sig selv mod at blive retraumatiseret af fælles møder.
Rapporten konkluderer ikke noget om børnene, da de nægtede at udtale sig. Derfor er
Familieretshusets vurdering af parternes ”samarbejdsevne” det eneste nye grundlag, der nu
er oversendt til retten. Og det arbejder altså klart til farens fordel og til morens ulempe.
Sagen viser bl.a., hvordan børnesagkyndige omfortolker en voldsramts mors adfærd. Det, der
er en naturlig følgevirkning af vold – at man retraumatiseres af at være i lokale med sin
voldsmand – fortolkes som chikanøs adfærd og som manglende evne til at støtte børnenes
behov for samvær. Den fortolkning kan gøre, at en voldsramt mor mister sine børn – alene
fordi hun er voldsramt. Sagen understreger behovet for voldsfaglig viden i familieretten.
Det skal tilføjes, at også i sag nr. 1 blev moren forsøgt tvunget ind i overvågningslokalet. Da
hun nægtede, fordi det ville retraumatisere hende, opfattede Familieretshuset det som
”samværschikane” og opfordrede faren til at starte en tvangsfuldbyrdelsessag, selv om barnet
var overleveret. Familieretshuset betegnede hendes adfærd som ”forældrefremmedgørelse”.
Det var netop den idé, at den voldsramte mor var den chikanøse part, som førte til sagens
alvorlige udfald for barnet. Fokus var det forkerte sted, og man forstod ikke hendes behov for
at beskytte sig selv mod retraumatisering.
Sag nr. 3
I sag nr. 3 må en gravid mor flygte med sin lille datter til et krisecenter pga. svær grad af
psykisk vold og tegn på, at faren indimellem mister sin virkelighedssans. Hun føder deres
anden datter på krisecentret, men har trods situationen overskud til at sikre, at den store pige
har videosamvær med sin far fra krisecentret. Senere indgår hun i en privat aftale om samvær
i en optrapningsordning.
Pigerne går gradvist i mistrivsel, men først efter lang tid begynder de at tale om farens vold
mod dem. De fortæller samlet set og over en periode om
•
•
•
•
•
•
•
•
•
•
•
•
•
at få slag, herunder i ansigtet, i numsen og på kroppen
at blive skubbet, så de falder hen ad gulvet
at få lussinger
at blive rusket
voldsom fastholdelse liggende ned med hænderne på ryggen, mens de græder
at blive fastholdt i sofa med skub ud over kanten, så de falder på gulvet og slår sig
at blive holdt ud i strakt arm (den yngste pige) og sluppet, så hun falder på gulvet og
slår sig
at blive hevet voldsomt i øret, at blive trukket op af et badekar i øret (den yngste
pige), at blive hevet med i øret, hvis de ikke går hurtigt nok, dette sker også i
offentligheden
at blive nevet hårdt i armene, i armhulen og andre steder på kroppen
at få ”smølfespark” i ansigtet
at opleve voldsom vrede og uforudsigelighed i farens adfærd
at møde høje krav til deres færdigheder og få voldsom kritik
at mad bliver tilbageholdt, hvis de ikke har ”opført sig ordentligt”
3
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 227: Henvendelse af 3/6-24 fra Litehouse Consult om status på forældreansvarsloven for voldsramte kvinder og børn
2877832_0004.png
•
•
•
•
•
•
•
•
ofte at blive kaldt ”dumme” eller ”babyer”, og at de er fejltagelser og aldrig skulle
være født
at blive taget udenfor (den ældste pige), når hun ikke kunne sove, hvor faren
pressede på hendes krop, så det gjorde ondt og hun græd,
at få nedsættende bemærkninger om deres evner (tegne, spille klaver,
matematikopgaver, etc.)
at blive afkrævet handlinger, som går langt ud over deres evner, og at blive kritiseret,
når de ikke kan
at han tilbageholder trøst, hvis en af dem slår sig
at han beder børnene om at stå i ”skammekrogen”
at han giver ordrer og så siger det modsatte lige bagefter, dette gøres gentagne
gange, hvilket forvirrer børnene og gør dem kede af det, bange og utrygge
at få trusler om, at far kommer i fængsel eller dør, hvis børnene er ”stikkere” og
fortæller om, hvad der foregår i hjemmet hos ham.
Børnene fortæller også om:
•
Svær overinvolvering af børnene i:
o
erfaringer fra den efterretningstjeneste, faren tidligere har arbejdet i
o
sin egen soldatertid i sit oprindelsesland og detaljer om patruljeringer
o
fortællinger om krig og hjernevask, hvilket skræmmer børnene
o
at børnene kan ”blive taget”
Videofremvisning til nytår, hvor man detaljeret ser personer få sprængt øjne ud og
fingre af, så de skal blive bange for nytårskrudt og holde afstand – dette sker forud
for, at de går tur nytårsnat for at se på fyrværkeri, børnene er skrækslagne og har
mareridt om det
Videofremvisning af detaljerede videoer af krigen i Ukraine m.m.
•
•
Børnene fortæller om volden både til kommunen, til familiebehandleren og under afhøring
hos politiet. Faren erkender at have det, han kalder voldsomme opdragelsesmetoder, sådan
gør man i det land, han kommer fra. Og hver episode bortforklarer han med forskellige
former for uheld eller mangel på forsigtighed.
Kommunen sætter siden ind med 1,5 års familiebehandling. Mens behandlingen står på, er
der kun få voldsepisoder. Så snart behandlingen afsluttes, og sagen lukkes, starter volden op
igen. Denne gang suspenderes samværet, mens sagen undersøges.
Bevisbyrden løftes ikke i straffesagen; der skete en teknisk fejl, så kommunen havde afholdt
børnesamtaler forud for afhøringen, hvilket formentlig havde påvirket politiets afhøring.
Pigerne undersøges i Børnehuset. Her når man på baggrund af tests frem til, at i hvert fald
den ene pige er traumatiseret af de hændelser, hun fortæller om. Men testen viser også, at
der er spor af mere diffuse følgevirkninger. Testen kan naturligvis ikke sige, hvad der har
forårsaget disse diffuse belastningsreaktioner, men man tolker, at det må skyldes
”forældrenes konfliktniveau”. Man overser altså, at børnene også har været vidner til farens
psykiske vold mod moren.
Da sagen om samvær kommer for retten, anmoder moren om fuld forældremyndighed. I
forhold til samvær anmoder hun om, at samværet fremover først skal være overvåget i et
4
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 227: Henvendelse af 3/6-24 fra Litehouse Consult om status på forældreansvarsloven for voldsramte kvinder og børn
2877832_0005.png
halvt år og siden dagsamvær hver anden uge med overleveringer på et neutralt sted i det
offentlige rum.
Familieretten afsiger dom. Der dømmes til fortsat fælles forældremyndighed. Samværet
fastsættes som tre overvågede samvær. Herefter skal der være uovervåget samvær i en
optrapningsordning fra dagsamvær til en 10/4-ordning. Retten fastsætter konkret, at
overleveringer skal ske på bopælen. Der fastsættes også deling af alle ferier.
Retten finder ikke, at der er konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke
fremover vil kunne samarbejde. Retten lægger også vægt på, at pigerne i kommunen har
udtalt, at de savner deres far og gerne vil se ham. Pigerne mente imidlertid, at samværet
skulle være overvåget; det fremgår af journalen fra deres traumeterapeut, men denne
inddrages ikke i sagen. Endelig lægger retten vægt på, at kommunen på baggrund af
Børnehusets tests har konkluderet, at børnenes udsagn til dels må bero på ”konfliktfeltet”
mellem forældrene. Farens psykiske vold mod moren omtales altså nu som et konfliktfelt,
som parterne må lære at håndtere.
Sagen illustrerer, at domstolene sjældent tager højde for vold mod børn, medmindre
bevisbyrden er løftet i en straffesag. Det gælder også i sager, hvor børnene udtaler sig om
volden til uvildige myndigheder på en måde, der er detaljeret, konkret og konsistent over tid.
De tager endnu mindre højde for vold mod mødre og slet ikke for den psykiske vold.
Såfremt moren alene havde anlagt sag om samvær og ikke også om forældremyndigheden,
ville L115, der forventes vedtaget 04.06.24, medføre, at en sag som denne ikke kan ankes
uden appeltilladelse, selv om resultatet synes åbenlyst forkert. Det fremstår tydeligt, at det er
et spørgsmål om tid, før faren slår pigerne igen. Og hvad skal der så ske?
Lovens klare udgangspunkt om, at der skal være samvær, er til hinder for, at børn som disse
beskyttes mod vold. Systemet er dermed designet til at skabe gengangersager for de familier,
hvor det står allerværst til.
En sag som denne ville være hjulpet af, at man vender udgangspunktet om i de komplekse
sager (de såkaldte § 7-sager, dvs. sager med alvorlige risikofaktorer), således at
udgangspunktet da er, at den fælles forældremyndighed ophæves. Udgangspunktet bør også
være, at der enten ikke fastsættes samvær, eller at der alene fastsættes overvåget samvær
eller kendesamvær (uden overnatning) ud fra en konkret vurdering.
Sag nr. 4
I sag nr. 4 er der påstande om seksuelle overgreb af voldelig karakter mod et mindre barn og
også påstande om fysisk vold mod barnet. Dette startede, da barnet var ret lille.
Grundet barnets alder er det sjældent, at bevisbyrden for overgreb kan løftes i en straffesag.
Forudsætningen for at kunne beskytte mindre børn er derfor, at der anlægges et udpræget
forsigtighedsprincip i familieretssagerne.
I denne sag havde man barnets egne oplysninger, der fremkom i fragmenteret form, men dog
i klar tale om en del af oplevelserne. Han nægtede dog at tale om alle oplevelser. Derimod
reagerede barnet med så svær mistrivsel, at kommunen bl.a. iværksatte legeterapi for barnet.
5
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 227: Henvendelse af 3/6-24 fra Litehouse Consult om status på forældreansvarsloven for voldsramte kvinder og børn
2877832_0006.png
Situationen er kendetegnende for sager med påstande om vold eller overgreb mod mindre
børn. I denne sag var der dog en dygtig psykolog på, og jeg vælger derfor at citere en lang
passage fra hendes vurdering af den legeterapi, hun gennemførte, idet den indsigt er
nødvendig for at forstå, at min klient er rystet over sagens aktuelle forløb. Psykologen skrev:
Det er indtrykket ud fra legeterapien, at [barnet] både arbejdede med noget, som er
åbent/kendt, og samtidigt også med noget, som skulle holdes skjult. Det, som
fremstod åbent, var angsten for sin far, som [barnet] selv specifikt nævnte i en
legeterapisession. Dette skete i forbindelse med, at der fra Familieretshuset blev
truffet beslutning om, at [barnet] skulle genoptage samværet med sin far. I
legeterapien bragte [barnet] dette tema op ved gentagne gange at sige ’jeg vil ikke
se [faren]’. [Barnet] fremstod her tydeligt trykket og angst, og [barnet] gav som
forklaring, at [faren] havde slået, skubbet og truet med at tage ham væk fra sin mor.
[Barnet] sagde, at han var bange for, at det skulle ske igen, når han var sammen
med far. Parallelt med dette lader der dog til at være noget, som stadig er
hemmeligt eller usynligt, og som skal gemmes væk. Hvor angsten for far kan
italesættes af [barnet] er der en del legetemaer med at skulle skjule,
hemmeligholde eller få noget til at forsvinde.
... [barnet] har gennem det meste af forløbet arbejdet med nogle gennemgående
temaer i symbolsk form, der indikerer, at [barnet] har oplevet og muligvis fortsat
oplever en form for grænseoverskridende adfærd. [Barnet] har en meget høj grad af
forsvar, som aktiveres når han kommer i kontakt med dette psykiske materiale, og
der er noget, som stadig fremstår som farligt, skadeligt og angstprovokerende.
Som det fremgår, forsøgte Familieretshuset/familieretten i 2022 at fastsætte samvær, der
indledningsvis skulle være overvåget. Det førte til, at barnet uge efter uge skreg og nægtede
at forlade bilen, hvor han barrikaderede sig, mens han slog hovedet mod bilvinduet.
I de forgangne to år har barnet haft ro fra familieretssager. Han har også andre
sårbarhedsfaktorer, og det har derfor været en langvarig opgave at hjælpe ham mod bedre
trivsel. I den periode har han gået i traumeterapi, og det tog det næsten 1,5 år at gøre ham
tryg nok til, at han for alvor kunne åbne sig for terapeuten. Endelig kom det førnævnte skjulte
tema frem i lyset. Barnet fortæller detaljeret om voldelige, seksuelle overgreb foretaget af
faren under samvær. Det er disse detaljer, den første terapeut beskrev, at han holdt
”indkapslet” i sig, hun skrev, at hans forsvarsværker var uigennemtrængelige på daværende
tidspunkt. Og der er forsvarsværker af en årsag; psyken er så viseligt indrettet, at den
beskytter os mod at huske ting, vi endnu ikke kan tåle at huske. Derfor er respekten for
barnets psykologiske forsvarsmekanismer altafgørende.
Netop da barnet begynder at være i stand til at bearbejde disse temaer i terapien, starter
faren en ny samværssag op. Barnet er til børnesamtale i Familieretshuset og grundet den
terapi, han har gået i, er han nu i stand til at sætte langt flere ord på, hvad det er, han har
oplevet, som han før holdt hemmeligt.
Under det opfølgende møde i Familieretshuset, hvor min klient skal have forelagt
børnesamtalen og høre Familieretshusets vurdering, udtaler
to børnesagkyndige
følgende:
6
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 227: Henvendelse af 3/6-24 fra Litehouse Consult om status på forældreansvarsloven for voldsramte kvinder og børn
2877832_0007.png
Det fremgår, at [barnet] endnu frygter sin far og frygter, at overgrebene skal ske
igen. Dvs. at han husker sin far, som noget, der kun er dårligt. Ens biologiske ophav
er så vigtigt for, hvordan man selv dannes, at det vil skade hans identitetsdannelse,
at han slet ikke kan få øje på noget positivt i sin egen far. Derfor er det som
udgangspunkt bedst for et barn, der er traumatiseret af en forælder, at de har
samvær med den forælder – selvfølgelig i form af overvåget samvær – men det er
altså det bedste for ham.
Det ligger dem på sinde at overbevise min klient om, at hun – hvis hun vil være en god
forælder – bør bakke op om denne forståelse af barnets behov, og deres vurdering
fremlægges på en stærkt appellerende måde.
I mødenotatet skriver de:
[Moren] har under mødet modtaget børnesagkyndig og juridisk rådgivning om
•
•
•
Hvis [barnet] ikke får mulighed for at få andre oplevelser med sig om [faren] vil
han gå gennem sin barndom i frygt for sin far.
Børn har brug for at vokse op i vished om, at de er elsket og passet på af begge
forældre, også den barnet ikke har kontakt med.
Det kan være svært for børn at vælge den ene forælder fra. [Barnet] har brug
for voksenstøtte til at genetablere kontakten med sin far.
Det er det syn på traumatiserede børns behov, der hele tiden har præget det familieretlige
system, men det er sjældent, man ser det i så klar tekst, som det er noteret her.
Sag nr. 4 viser, hvordan Familieretshuset har en selvopfattelse af at have fået ”voldsfaglig
viden”, som de belærer voldsramte mødre om.
Der er
ikke
belæg for deres påstand om, at et traumatiseret barn
bør
have samvær.
Der er heller ikke belæg for deres udsagn om, at et barn, der har været udsat for overgreb,
faktisk har det nævnte behov for at forstå, at krænkeren også er et godt menneske.
Familieretshuset overser her, at enhver heling fra en krise foregår i faser. Disse faser er man
nødt til at respektere, så man ikke arbejder med fremtidsforståelsen på et tidspunkt, hvor
barnet endnu har stærkt forhøjet alarmberedskab, har forhøjede forsvarsværker, stadig er i
mistrivsel og fortsat er meget sårbart.
Familieretshusets vurdering synes snarere at bygge på en overbevisning om, at børns indre
skal tilgås med en dåseåbner. Tvungen overvåget samvær må for barnet antages at opleves
sådan, at han i ly bag både forsvarsmekanismer og sit tydelige ”nej tak” til kontakt med sin far
alligevel skal tvinges ind i det, han frygter mest og ønsker mindst, på et tidspunkt i sit liv, hvor
han fortsat er yderst sårbar.
Såfremt dette barn nogensinde bliver klar til at udvikle en forståelse af sin far som et
menneske, der også rummer noget godt, er det min vurdering, at denne fase tidligst vil
indtræde, når barnet bliver voksent. Det er formentlig ikke svært at forestille sig, at uanset
hvor meget familieretten måtte presse dette barn, så vil barnet kun blive efterladt mere
traumatiseret af ethvert forsøg på at gennemtvinge samvær.
7
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 227: Henvendelse af 3/6-24 fra Litehouse Consult om status på forældreansvarsloven for voldsramte kvinder og børn
2877832_0008.png
Det, som Familieretshuset her betegner som ”voldsfaglig viden”, er ikke den samme
voldsfaglige viden, som civilsamfundet kalder på. Det er snarere det modsatte.
Familieretssystemet har altså endnu engang omfortolket et begreb, så man kan få alle slags
faktuelle forhold til at pege på, at samvær er bedst for barnet. Men hvis ikke dette barn skal
beskyttes mod samvær, herunder også overvåget samvær, så ved jeg ikke, hvem der skal.
Familieretshuset har nu sendt en underretning til kommunen, hvori man indirekte
mistænkeliggør, om moren i tilstrækkelig grad formår at støtte sit barns behov.
Man har dernæst iværksat et nyt fænomen, nemlig en ”børnesagkyndig vurdering”. Det er en
undersøgelsesform, hvor Familieretshuset udvælger nogle af sagens akter, der forelægges for
en psykolog, som på den baggrund foretager en vurdering af barnets behov. Forældrene
inddrages ikke, alle sagens akter inddrages ikke, og psykologen møder heller ikke barnet, men
udarbejder dog en indstilling til retten.
Baggrunden for at gøre dette er, at man undrer sig over, at barnet i dag fortæller om flere
overgreb, end det har gjort tidligere. Man opfatter det sådan, at barnets fortælling vokser i
styrke med tiden, fordi man overser de førnævnte forsvarsværker, som en kommunal
psykolog allerede tidligt beskrev.
Det er almindeligt kendt, at mennesker, der har været udsat for overgreb, kan være lang tid
om at blive klar til at tale om det i sin fulde udstrækning. Alligevel fører denne normale
psykologiske proces hos barnet til, at moren nu mistænkeliggøres. Ikke nok med, at hun selv
var udsat for vold af faren. Hun skal nu retraumatiseres af en spekulativ børnesagkyndighed.
Med den form for børnesagkyndighed og med en processuel fremgangsmåde, hvor man
sagsbehandler hen over hovedet på forældrene, hvordan skal en sag som denne så
nogensinde kunne fremme børns ret til trivsel og til beskyttelse? Målet synes snarere at
hellige midlet, forstået sådan, at den ideelle standard om at skabe helstøbte børn gennem
samvær godt må koste børnene deres trivsel undervejs, når blot idealet om samvær opnås.
oo00oo
Det er et generelt problem, at følgevirkningerne af vold og det naturlige behov for at beskytte
et barn fortolkes som ”modstandsadfærd”, som ”manglende mentalisering”, som ”chikane”,
som ”manglende forståelse for børns behov” og en lang række andre prædikater, der i min
erfaring systematisk diskriminerer voldsramte kvinder i familieretssystemet. Det perspektiv er
en klar indikator på den manglende voldsfaglige viden.
Retsnormen ”barnets bedste” udgør en ideel standard for behandlingen af
familieretssagerne. Samtidig er der politisk nærmest intet fokus på skadesvirkningerne af den
standard, når den i praksis udfolder sig, som det her er beskrevet. Det svarer til at gøre
årsregnskabet op uden at inkludere de røde tal: Det sminkede regnskab dækker over en
virkelighed, som de færreste forestiller sig, vi har i Danmark.
For voldsramte og beskyttende forældre er tilliden til familieretslovgivningen og til aktørerne i
systemet på frysepunktet. Som det fremgår af min skyggerapport til GREVIO (tilgængelig på
vores hjemmeside), skyldes det efter min opfattelse, at der er trængt ”forvrængede normer”
8
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 227: Henvendelse af 3/6-24 fra Litehouse Consult om status på forældreansvarsloven for voldsramte kvinder og børn
2877832_0009.png
ind i familieretssystemet: normer, som retssystemet ikke forholder sig til, og som kun lovgiver
derfor kan standse.
Der er behov for materielle ændringer i familieretslovgivningen. Eksempelvis ville en mere
håndfast normering af skønnet og det omvendte udgangspunkt i § 7-sagerne gøre en stor
forskel for voldsramte kvinder og børn. Ligeledes bør det eksplicit fremgå af lovteksten, at
domstolene ikke må afvise at lade samvær ophøre alene med henvisning til, at der
ikke
er
faldet dom for vold i en straffesag. De bør i højere grad inddrage børnenes udsagn om vold.
I de 10 år, jeg har beskæftiget mig med disse sager, har jeg aldrig set situationen være så slem
for voldsramte kvinder og børn, som den er nu. Jeg håber derfor, at I vil opfatte min
henvendelse som en opfordring og en inspiration til at forbedre familieretssystemet.
Venlig hilsen
[Sendt pr. mail og derfor ikke underskrevet]
Iben Elene Oksfeldt
Chefpsykolog, Litehouse Consult
– her i egenskab af partsrepræsentant
Tel +45 2124 4444
[email protected]
9