Socialudvalget 2023-24
SOU Alm.del Bilag 168
Offentligt
10-10-2023
EM 2023/77
Forslag til forespørgselsdebat om at borgere får advokatbistand i forbindelse med
tvangsmæssige anbringelser og vilkår under børnenes anbringelse med henblik på, at borgere
sikres tryghed i sagsprocessen og adgang til at klage til menneskerettighedsdomstolen.
(Siumut)
Svarnotat
(Naalakkersuisoq for Børn, Unge, Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke)
Tak til Siumut for dette forslag til forespørgselsdebat.
Naalakkersuisut er enige i, at vores borgeres rettigheder ikke skal tilsidesættes på grund af
manglende ressourcer eller kompetencer. Naalakkersuisut finder det også dybt beklageligt og
uacceptabelt, når Ombudsmanden erfarer, at sagsbehandlingen i anbringelsessager ikke er god
nok og ikke overholder kravene i lovgivningen. Naalakkersuisut prioriterer højt at styrke den
kommunale sagsbehandling, så anbringelser kun sker på et fuldt oplyst grundlag og med en klar
begrundelse til forældre og børn.
Med ændringsforslag til Inatsisartutlov om støtte til børn, der fremsættes til EM2023/29, sikres
det, at alle børn, der bliver anbragt uden for hjemmet, tilbydes en børnebisidder.
Børnebisidderen skal bidrage til at sikre barnets rettigheder under sagens behandling og at
barnet bliver hørt.
Der er allerede flere muligheder for hjælp og bistand.
Når der træffes afgørelse om anbringelse uden for hjemmet, skal afgørelsen indeholde en
klagevejledning. Myndighederne har pligt til at vejlede borgeren i, hvor vedkommende kan
henvende sig for at klage over afgørelsen. Og hvis sagen behandles ved domstolene, kan
borgeren få tildelt en advokat.
Hertil kommer den gratis juridiske rådgivning, der kan fås hos den landsdækkende retshjælp,
Ikiu.
I praksis vil det være vanskeligt at imødekomme et krav om advokatbistand i forbindelse med
alle anbringelsessager og det vil være meget ressourcekrævende.
Det er Naalakkersuisuts opfattelse, at ressourcerne vil være bedre udnyttet ved en forbedring af
sagens behandling i den kommunale forvaltning. Tilbud om børnebisidder er en væsentlig og
vigtig forbedring. Herudover er der allerede et administrativt klagesystem.
Vi må sikre borgernes rettigheder. Og rettighederne skal sikres, inden det bliver nødvendigt at
rette henvendelse til menneskerettighedsdomstolen. Denne proces vil tage flere år. Hvis vi
lægger energien i at sikre borgernes rettigheder allerede ved den kommunale behandling af
sagen, vil det bedste resultat kunne opnås.
Med disse ord overlader Naalakkersuisut punktet til positiv debat i Inatsisartut.
______________________
EM 2023/77
MIIN – Sags nr.: 2023 - 23651
1