18. december 2023
J.nr. 2023 - 1487
Resumé af forslag til lov om ændring af momsloven, chokoladeaf-
giftsloven og forskellige andre love
Med lovforslaget foreslås at gennemføre vedtagne EU-regler, der har til formål at lette
byrderne for små virksomheder og styrke konkurrencen på momsområdet. Det foreslås
således at udvide adgangen til momsfritagelse og forenklinger for små virksomheder, så
der skabes lige vilkår for alle virksomheder i EU. Initiativet skal implementeres i den dan-
ske momslovgivning med virkning fra den 1. januar 2025.
Endvidere foreslås at gennemføre vedtagne EU-regler, der i lyset af, at det er blevet mere
udbredt at streame eller på anden måde virtuelt deltage i arrangementer inden for bl.a.
kultur og underholdning, sikrer, at disse arrangementer momsbelægges i forbrugslandet.
Initiativet skal implementeres i den danske momslovgivning med virkning fra den 1. ja-
nuar 2025.
Herudover foreslås en række tekniske forslag, der bl.a. indebærer justeringer, tilpasninger
og præciseringer i skatte- og afgiftslovgivningen.
Lovforslaget skønnes isoleret set at medføre administrative omkostninger for Skattefor-
valtningen på 0,9 mio. kr. i 2022, stigende til 26,6 mio. kr. i 2027, og 222,4 mio. kr. samlet
i perioden 2028-2036 og 21,9 mio. kr. fra 2037 og frem til opgaver med registrering, kon-
trol, vejledning og systemunderstøttelse. Lovforslaget vurderes at medføre et samlet min-
dreprovenu efter tilbageløb og adfærd på 5 mio. kr. i 2024 (2024-niveau) og et årligt min-
dreprovenu efter tilbageløb og adfærd på 25 mio. kr. fra 2025 (2024-niveau).
Det foreslås, at flere af initiativerne træder i kraft på de fælles ikrafttrædelsesdatoer hhv.
den 1. juli 2024 og den 1. januar 2025. Initiativet om genindførelse af register over er-
hvervsfiskere med B-status foreslås dog at træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende, så de berørte erhvervsfiskere hurtigst muligt vil kunne søge om genoptagelse
af deres skatteansættelse. Initiativet om tilpasning af reglerne om sikkerhedsstempelmær-
ker foreslås at træde i kraft den 20. maj 2024, da kravet om sikkerhedsstempelmærker i de
bagvedliggende direktiver på en række tobaksprodukter træder i kraft fra denne dato.