3. november 2023
J.nr. 2023 - 1252
Resumé af lov om ændring af lov om spil (Styrket indsats mod matchfixing, for-
bedrede sanktionsmuligheder, hjemmel til øget databehandling, ændrede geby-
rer for spilleautomater og diverse justeringer af spilområdet)
Lovforslaget udmønter dele af den aftale, der blev indgået den 15. februar 2022, angående
nye rammer for spilmarkedet #2: Almennyttige lotterier og styrket kontrol.
For at styrke indsatsen mod matchfixing og understøtte Spillemyndighedens rolle som se-
kretariat for platformen for bekæmpelse af matchfixing, foreslås det, at Spillemyndighe-
den får mulighed for at indhente nødvendige oplysninger og for fortroligt at udveksle op-
lysninger med medlemmer af platformen.
Det foreslås endvidere, at Spillemyndigheden gives forbedrede sanktionsmuligheder i
form af mulighed for at udstede påbud og påtaler samt offentliggøre sanktioner. Derud-
over indføres et krav om spilleleverandørtilladelse, hvorefter leverandøren kan sanktione-
res, og tilladelsen kan tilbagekaldes ved overtrædelser af lovgivningen.
Derudover foreslås, at Spillemyndigheden får en udvidet databehandlingshjemmel, der
gør det muligt i højere grad at analysere spildata. Der indhentes unikt spillerID fra spilud-
bydere, som gør det muligt at se en spillers spilmønstre på tværs af spiludbydere mhp. at
sikre tilladelsesindehaveres opmærksomhedspligt samt bidrage til forebyggelse af f.eks.
hvidvask og matchfixing.
Endelig ændres gebyrstrukturen for gevinstgivende spilleautomater, så der fremadrettet
betales et gebyr på baggrund af spiludbyderens indtægt fremfor pr. spilleautomat, og der
gennemføres enkelte mindre justeringer af spilområdet.
Lovforslagets initiativ om matchfixing, unikt spillerID og begivenhedsinformation samt
påbud indebærer udgifter i Spillemyndigheden i størrelsesordenen 0,8 mio. kr. i 2023, 2,2
mio. kr. i 2024, 4,7 mio. kr. i 2025, 5,2 mio. kr. i årene 2026-2031 samt 3,9 mio. kr. i 2032
og frem. Dette finansieres af eksisterende gebyrer og en forhøjelse heraf. Forhøjelsen ud-
gør 1,3 mio. kr. 2024 og 3,5 mio. kr. i 2025 og frem. Lovforslagets initiativ om leveran-
dørtilladelser medfører udgifter for Spillemyndigheden i størrelsesordenen 1,3 mio. kr. i
2024, 2,6 mio. kr. i årene 2025-2031 samt 2,4 mio. kr. i 2032 og frem, som finansieres af
et nyt gebyr. Lovforslaget vurderes endvidere at medføre administrative konsekvenser af
mindre omfang for Skatteankestyrelsen og Skattestyrelsen.
Lovforslaget foreslås at træde i kraft den 1. juli 2024. Kravet om, at spiludbydere kun må
udbyde spil fra en spilleverandør med tilladelse, samt strafbestemmelserne forbundet her-
med, og kravet om at spilleverandører skal have en tilladelse for at levere spil her i landet,
foreslås at træde i kraft 1. januar 2025. Endelig træder gebyrændringen for gevinstgivende
spilleautomater i kraft den 1. januar 2025, idet der betales gebyrer pr. kalenderår.