28. juni 2024
J.nr. 2023 - 6455
Resumé af forslag til lov om ændring af opkrævningsloven og forskellige
andre love (Ny opkrævningsløsning for visse krav, renteharmonisering,
hæftelse for kildeskat efter solvent likvidation og sikring af rentekrav ved
udbetaling af refusion af kildeskat til modtagere af udbytter, renter og roy-
alties m.v.)
Lovforslaget har til formål at forenkle og justere regler på opkrævningsområdet. Det dan-
ske velfærdssamfund finansieres af de skatter og afgifter, som skattevæsenet hvert år op-
kræver hos borgere og virksomheder. Det er derfor en vigtig forudsætning for oprethol-
delsen af det danske velfærdssamfund, at borgere og virksomheder betaler de skatter og
afgifter, som opkræves hos dem. Når skatter og afgifter ikke betales, udhules finansierin-
gen af de velfærdsydelser, som vi alle nyder godt af, og tilliden til skattevæsenet kan lide et
knæk.
Lovforslaget har bl.a. til formål at gennemføre dele af aftalen om Initiativer til effektiv
opkrævning og gældsinddrivelse i skattevæsenet fra juni 2023, som blev indgået mellem
regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Liberal
Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet.
Som led i udmøntningen af aftalen foreslås der regler, der skal understøtte en ny opkræv-
ningsløsning for skatter og afgifter m.v., der i dag opkræves via systemet SAP38. Derud-
over drejer det sig om harmoniserings- og forenklingstiltag i relation til bestemmelser om
morarenter i skatte- og afgiftslovgivningen. Herudover foreslås der indført en bagatel-
grænse for opkrævning af småbeløb samt en forenkling af regler om udsendelse af visse
afgørelser om sanktioner over for virksomheder, så det fremover kan ske via Digital Post.
Lovforslaget indeholder også nogle forslag, der ikke har ophæng i aftalen fra juni 2023.
Det drejer sig om indførelse af hjemmel til på samme måde som vedrørende indkomst-
skat at kunne rette et krav vedrørende kildeskat mod et solvent likvideret selskabs eller
forenings kapitalejere, medlemmer, likvidator og bestyrelse samt indførelse af hjemmel til
forrentning af et eventuelt tilbagebetalingskrav vedrørende refunderet kildeskat, ligesom
det foreslås, at et eventuelt rentekrav sikres ved krav om sikkerhedsstillelse.
Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar 2025, hvor nogle dele dog sættes i
kraft via en bekendtgørelse.
Lovforslaget skønnes samlet set ikke at have nævneværdige strukturelle provenumæssige
konsekvenser for staten.