Til Folketingets Skatteudvalg
10. marts 2024
Anmodning om foretræde vedrørende ejendomsvurderingsloven og kolonihaver.
Haveforeningen Solpletten i Rudersdal Kommune henvender sig til Skatteudvalget, da den
gældende lovgivning medfører en voldsom overvurdering af grundværdierne i kolonihaver – med
alvorlige beskatningsmæssige konsekvenser for både vores- og andre kolonihaveforeninger.
Den foreløbige vurdering for vores haveforening, indebærer en stigning i vurderingen af den
samlede grund fra 4,4 mio. kr. til 174,7 mio. kr. – næsten en 40-dobling af vurderingen. Med de
nye reducerede grundskyldspromiller vil grundskylden løbende stige fra 73 t.kr. til mere end 1,3
mio. kr. Det er en stigning på 1.750% i skattebetalingen for den enkelte haveejer - uden
skatterabat og uden mulighed for indefrysning.
Der er desværre ikke tale om en foreløbig vurdering, der er “på månen”. Tværtimod viser den
aktindsigt, som foreningen har fået fra Vurderingsstyrelsen, at den foreløbige vurdering ser ud til
at være korrekt efter Ejendomsvurderingsloven. Det er lovgivningen, som er “på månen”.
Problem
Haveforeningen Solpletten er en andelshaveforening, hvor foreningen selv ejer grunden, og
medlemmer efter andelsprincip ejer brugsretten til et havelod. Havelodderne handles frit til
markedspris uden begrænsninger. Vi har altid betalt grundskyld af grunden.
Vores aktindsigt viser, at vurderingen af kolonihavegrunde er omfattet af vurderingen af
erhvervsejendomme og placeret i kategorien ”kolonihaver”. I denne kategori er der ingen
nedjustering af vurderingen som for en række andre erhvervsejendomme.
I lovforslaget til Ejendomsvurderingsloven står (direkte citat):
Der ikke er grundlag for at antage, at en der erhverver et kolonihavehus skulle værdiansætte en
grund anderledes, end en der køber et enfamilieshus eller et rækkehus til egen beboelse vil gøre, jf.
også bemærkningerne i afsnit 2.2.1.2.4.
Med den foreslåede ændring vil det være entydigt, at metoden til at beregne grundværdien under
kolonihavehuse vil blive identisk med den, der anvendes for enfamiliehuse og rækkehuse
(grundværdikurven).
Det er her, lovgivningen mister jordforbindelsen. Al sund fornuft tilsiger, at grundværdien
selvfølgelig falder voldsomt, når der kun må bygges huse uden fast fundament med en tredjedel
areal i et ukloakeret område, som ikke må bebos i vinterhalvåret.
Vores grund (inklusive vejarealer) er nu vurderet til 5.886 kr./kvm, hvilket er i
overensstemmelse med grundværdikurven. For et gennemsnitshavelod på 417 kvm. er
grundværdien efter den foreløbige vurdering mere end 2,8 mio. kr. – mindst fire gange højere,
end hvad grundene handles til i fri handel. Grundskylden for den enkelte haveejer vil løbende
stige fra 1.171 kr. til 21.673. kr. årligt. Der er ingen skatterabat eller mulighed for indefrysning.
Heller ikke for de mange pensionister i foreningen.