Skatteudvalget 2023-24
SAU Alm.del Bilag 161
Offentligt
2829411_0001.png
23. februar 2024
J.nr. 2023 - 9536
Resumé af forslag til Lov om ændring af minimumsbeskatningsloven, ejen-
domsskatteloven, ejendomsvurderingsloven og ligningsloven
Det er vigtigt, at verdens største og mest profitable koncerner er pålagt at betale en ret-
færdig skat ligesom alle andre virksomheder. OECD-aftalen fra 2021 om bl.a. en mini-
mumsskat på mindst 15 pct. udgjorde i den henseende et historisk gennembrud. Lov-
forslaget har til formål at sikre, at minimumsbeskatningsloven fuldt ud lever op til
OECD’s modelregler og OECD’s administrative retningslinjer herom.
Der foreslås indført værnsregler, som skal hindre omgåelsesarrangementer mhp. udnyt-
telse af den særlige overgangsregel om adgang til at fastsætte ekstraskatten til nul baseret
på koncernens land for land-rapporter. Værnsreglerne fremgår af
OECD’s administrative
retningslinjer fra december 2023. Da værnsreglerne skal hindre omgåelse, foreslås de ind-
ført med virkning for regnskabsår, der påbegyndes den 31. december 2023 eller senere.
Der foreslås desuden
i overensstemmelse med OECD’s administrative retningslinjer fra
december 2023 fastsat forenklede beregningsregler for anvendelsen af den permanente
undtagelsesbestemmelse, som OECD indgik aftale om i december 2022. Forslaget vedrø-
rer visse koncernenheder, som ikke indgår i koncernens konsoliderede regnskaber.
Derudover foreslås en række ændringer og justeringer mhp. at gennemføre de krav, der
fremgår af OECD’s
administrative retningslinjer fra juli 2023 og december 2023.
Yderligere foreslås en justering af reglerne om foreløbig dækningsafgift for at muliggøre
en mere retvisende betaling, indtil de almindelige vurderinger eller omvurderinger kan ud-
sendes.
Derudover foreslås en mindre justering af reglerne om 2024- og 2025-ejendomsvurderin-
ger, der har til formål at sikre, at alle ejendomme behandles ens, og at det foreløbige be-
skatningsgrundlag bliver så retvisende som muligt.
Endeligt foreslås en ændring af listen over lande, der er omfattet af de danske defensive
foranstaltninger over for lande på EU’s sortliste over skattely, således at den er i overens-
stemmelse med EU’s sortliste over skattely efter den seneste opdatering, hvor Bahamas,
Belize, Seychellerne og Turks- og Caicosøerne blev fjernet fra sortlisten.
Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske konsekvenser for det offentlige. Den fo-
reslåede værnsregel vil hindre, at der opstår et utilsigtet mindreprovenu.
Det foreslås, at ændringen af ejendomsvurderingsloven træder i kraft den 1. juni 2024,
mens ændringerne af minimumsbeskatningsloven træder i kraft den 1. juli 2024 i overens-
stemmelse med de fælles ikrafttrædelsesdatoer.