København 19.12.2023
Til Domstolsstyrelse med kopi til Folketingets retsudvalg
Dette er en domsmands refleksioner over sine iagttagelser I Københavns Byret lidt i lyset af alt der nu
tilføres en ikke ubetydelig mængde ressourcer til domstolssystemet.
Jeg vil gerne starte med og sige at jeg er overrasket over at domstolssystemet på Nytorv på mange måder
fungerer som om vi levede i en tid der ligger forud for min egen skoletid og jeg er trods alt en mand på snart
79.
Det første der slår en når man er kommet til retten er de store søjler og en trappe der næsten skal bestiges
og dernæst en kæmpe hal med højt til loftet som i en katedral. Når man kommer ind i de enkelte retslokaler
oplever man jo også noget som tilhører i en svunden tid blandt andet ved at dommere og
domsmænd/nævninge alle sidder hævet over de tiltaltes, forsvarer og anklager samt eventuelle vidner.
I første instans troede jeg at det var fordi lokalerne havde mange år på bagen og at arkitekturen tilhørte en
svunden tid. Det er desværre ikke tilfældet idet de nyindrettede retslokaler i Frederiksberggade er indrettet
på samme måde.
En ting er indretningen en anden ting er ånden der hersker og her må man beklageligvis konstatere at den
også et tilhøre en svundne tid og man mangler stort set kun parykkerne for at billedet ”passer”.
Selve retssagerne bliver styrets på samme måde som en af de skrappe lærere ville have gjort i min skoletid
med, at alle rejser sig op og venter på at dommere m.m. er kommet på plads hvorefter dommeren
meddeler, at nu må man gerne sætte sig ned. Der er også en fast rækkefølge med hvem der kommer ind
hvornår og der er faktisk en ansat til at dirigerede tropperne når der er tale om en større sag med nævninge
som fare fra gruppe til gruppe og får disse linet op og som så efterfølgende kommer og nærmest føre
grupperne til deres pladser i en fastlagt rækkefølge.
Domsmænd og nævninge får ikke forlods oplysninger om hvad sagen drejer sig om bortser fra en evt.
henvisning til den § der er overtrådt, men der ligger på de større sager en mappe med lidt forskellige
papirer herunder de gammeldags folie ark som man kan gøre notater på, blyant, kuglepen, markeringspen
samt de gule post it på de forudbestemte pladser.
Intet af det materiale må af domsmænd eller nævninge fjernes fra lokalet ligesom man nå sagen slutter ikke
må tage noget med sig hjem heller ikke sine egne noter eller det udleverede materiale som jeg går ud fra er
offentligt tilgængeligt andetsteds. Når der er pauser bliver man i øvrigt gelejdet ud i et sidelokale i en
forudbestemt rækkefølge af enten en ansat til formålet eller af dommeren.
Hvis sagen strækker sig over flere retsdage ville en ansat ordnede papirerne således at der ligger en ordnet
mappe næste gang man kommer med ny spidsede blyanter og man må f.eks. heller ikke tage mappen med
ind til votering. Den bliver bragt ind af en medarbejder. Her gøres der også forskel på en juridisk dommer og
så domsmænd idet dommerne får en udskrift af til gennemlæsning men domsmænd må nøjes med at høre
efter og så efter bedste hukommelse kommenterer tingene.
Det slår også en som mig, at der både er en medarbejder fra fængselsvæsenet og en betjent til stede under
hele sagens behandling i retten når der er tale om at den tiltalte er varetægtsfængslet. Set fra min stol
bruges der uanede ressourcer også i politiet og i fængselsvæsenet på det stedet værelse samt til transport