REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 79: Lovudkast til forslag til lov om ændring af retsplejelov for Grønland og forvaltningsloven (Aktindsigt, kriminalprocessuelle tvangsindgreb, anonyme vidner og digital og forenklet digital forkyndelse), fra justitsministeren

Retsudvalget 2023-24
REU Alm.del Bilag 79
Offentligt

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

13. november 2023

Nordatlantkontoret

Ketilbjørn Hertz

2023-490-0399

2808209

UDKAST

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejelov for Grønland og forvaltningsloven

(Aktindsigt, kriminalprocessuelle tvangsindgreb, anonyme vidner og digi-

tal og forenklet digital forkyndelse)

§1

I retsplejelov for Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 1186 af 18. septem-

ber 2023, foretages følgende ændringer:

§ 50

indsættes efter stk. 2 som nye stykker:

»Stk. 3.

Ingen må deltage som dommer under hovedforhandlingen i en

kriminalsag, hvis den pågældende vedrørende det forhold, som tiltalen an-

går, i medfør af § 341, stk. 2, har truffet afgørelse om, at materiale, som

politiet efter anmodning har fremlagt over for retten, ikke er omfattet af for-

svarerens adgang til aktindsigt.

Stk. 4.

Ingen må deltage som dommer under hovedforhandlingen i en kri-

minalsag, hvis den pågældende vedrørende det forhold, som tiltalen angår,

har truffet afgørelse om at undtage materiale fra forsvarerens og sigtedes

adgang til aktindsigt i medfør af § 339 c eller har truffet anden afgørelse,

hvor der har været fremlagt oplysninger, der efter § 339 c er undtaget fra

forsvarerens og sigtedes adgang til aktindsigt.

Side 1/242

REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 79: Lovudkast til forslag til lov om ændring af retsplejelov for Grønland og forvaltningsloven (Aktindsigt, kriminalprocessuelle tvangsindgreb, anonyme vidner og digital og forenklet digital forkyndelse), fra justitsministeren

Stk. 5.

Under hovedforhandlingen i en kriminalsag skal de afgørelser,

som er nævnt i stk. 3 og 4, træffes af en dommer, der ikke deltager i hoved-

forhandlingen.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 6.

§ 61 f, stk. 2, 1. pkt.,

udgår »efter forvaltningsloven og offentlighedslo-

ven«.

§§ 101

102

ophæves, og i stedet indsættes som nyt kapitel:

»Kapitel 7 a

Aktindsigt

§ 101.

Enhver har ret til aktindsigt i domme og beslutninger efter reg-

lerne i §§ 101 a, 101 b og 101 d.

Stk. 2.

Den, der uden at være part har en særlig interesse i en sag, har

endvidere ret til aktindsigt efter reglerne i §§ 101 c og 101 d.

Stk. 3.

Massemedier omfattet af landstingslov om medieansvar har end-

videre ret til aktindsigt efter reglerne i § 101 e.

Stk. 4.

§ 102 indeholder regler om parters aktindsigt i civile sager.

Stk. 5.

§§ 339 a-339 c indeholder regler om sigtedes aktindsigt i verse-

rende kriminalsager. § 102 a indeholder regler om sigtedes aktindsigt i af-

sluttede kriminalsager.

§ 101 a.

Enhver kan forlange at få adgang til at gennemse en doms kon-

klusion, når anmodning herom fremsættes inden 1 uge efter dommens afsi-

gelse.

§ 101 b.

Enhver kan forlange at få udleveret kopi af domme og beslut-

ninger, der efter loven skal begrundes.

Stk. 2.

Retten til aktindsigt omfatter ikke

1) de i kapitel 25-29 og § 631 omhandlede sager,

2) kriminalsager, der er endeligt afsluttet for mere end 1 år siden, medmin-

dre aktindsigt søges til brug for videnskabelig forskning eller af redaktø-

rer og redaktionelle medarbejdere ved et massemedium til brug for jour-

nalistisk eller redaktionelt arbejde,

3) beslutninger i kriminalsager, der ikke er endeligt afsluttet, medmindre

aktindsigt søges af personer, der er omfattet af § 145, stk. 1, 2 eller 4, til

brug for journalistisk eller redaktionelt arbejde,

Side 2/242

4) forklaringer, der er afgivet i lukkede retsmøder, medmindre dørlukning

alene er sket af hensyn til ro og orden i retslokalet, eller

5) forklaringer, der er omfattet af et referatforbud.

Stk. 3.

Retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang

1) det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til statens sikker-

hed eller forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutio-

ner,

2) det af ganske særlige grunde er påkrævet af hensyn til forebyggelse,

opklaring og forfølgning af lovovertrædelser eller

3) dommen eller beslutningen indeholder oplysninger om enkeltpersoners

rent private forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder og of-

fentlighedens indsigt i retssager findes at burde vige for væsentlige hen-

syn til de pågældende, der ikke kan varetages ved anonymisering i med-

før af § 101 d, stk. 4.

§ 101 c.

Den, der har en individuel, væsentlig interesse i et konkret rets-

spørgsmål, kan forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der vedrø-

rer en civil sag eller en kriminalsag, herunder indførsler i retsbøgerne, i det

omfang dokumenterne har betydning for vurderingen af det pågældende

retsspørgsmål. Det samme gælder forurettede i kriminalsager eller, hvis

forurettede er afgået ved døden, forurettedes nære pårørende. I kriminalsa-

ger gælder retten til aktindsigt først, når sagen er endeligt afsluttet.

Stk. 2.

Retten til aktindsigt omfatter ikke interne dokumenter. Som in-

terne dokumenter anses

1) dokumenter, der udarbejdes af retten, politiet eller anklagemyndigheden

til eget brug ved behandlingen af en sag,

2) voteringsprotokoller og andre referater af rettens rådslagninger og af-

stemninger og

3) brevveksling mellem forskellige enheder inden for politiet og anklage-

myndigheden.

Stk. 3.

Retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang

1) en part efter reglerne i denne lovs afsnit II-VI har været afskåret fra at

gøre sig bekendt med oplysninger i sagen,

2) ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter

til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til

statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter eller mellemfolke-

lige institutioner,

3) dokumentet indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private for-

hold eller virksomheders erhvervshemmeligheder og ansøgerens inter-

esse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af

Side 3/242

sit tarv findes at burde vige for væsentlige hensyn til de pågældende, der

ikke kan varetages ved anonymisering i medfør af § 101 d, stk. 4, eller

4) ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til en kriminalsags do-

kumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for hensynet til

forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser eller for sær-

lige hensyn til beskyttelse af sigtede, vidner eller andre.

Stk. 4.

Den myndighed, der behandler en anmodning om aktindsigt, af-

gør, om aktindsigt skal gives i form af gennemsyn eller udlevering af kopi,

jf. dog 2. pkt. Efter anmodning udleveres der kopi af skriftlige dokumenter

i civile sager, medmindre hensyn som nævnt i stk. 3, nr. 2 eller 3, taler her-

imod.

§ 101 d.

Anmodning om aktindsigt efter §§ 101 a-101 c skal angive det

dokument eller den sag, som den pågældende ønsker at blive gjort bekendt

med. Anmodninger om aktindsigt i et større antal sager kan afslås, medmin-

dre anmodningen er rimeligt begrundet, herunder når der søges aktindsigt

til brug for videnskabelig forskning eller af redaktører og redaktionelle me-

darbejdere ved et massemedium til brug for journalistisk eller redaktionelt

arbejde.

Stk. 2.

Anmodning om aktindsigt efter §§ 101 a og 101 b og anmodning

om aktindsigt i civile sager efter § 101 c indgives til retten. Rettens afgø-

relse, der efter anmodning skal begrundes, kan påkæres efter reglerne i §§

517-527. Anmodning om aktindsigt i kriminalsager efter § 101 c indgives

til politidirektøren. Politidirektørens afgørelse kan påklages til den overord-

nede anklagemyndighed efter reglerne i § 61 f, stk. 2, jf. § 61 e, stk. 2, og

§ 61 f, stk. 1.

Stk. 3.

Retten eller politidirektøren afgør snarest, om en anmodning om

aktindsigt kan imødekommes. Er anmodningen ikke imødekommet eller af-

slået inden 10 dage efter, at anmodningen er modtaget af retten eller politi-

direktøren, skal ansøgeren underrettes om grunden hertil samt om, hvornår

afgørelsen kan forventes at foreligge.

Stk. 4.

Hvis dokumentet indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent

private forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder, kan den myn-

dighed, der behandler anmodningen om aktindsigt, bestemme, at dokumen-

tet inden gennemsynet eller kopieringen anonymiseres, således at de pågæl-

dendes identitet ikke fremgår. I kriminalsager skal dokumentet inden gen-

nemsynet eller kopieringen anonymiseres, således at medvirkende doms-

mænds identitet ikke fremgår. I sager om overtrædelse af kriminallovens

regler om seksualforbrydelser skal dokumentet inden gennemsynet eller ko-

pieringen anonymiseres, således at forurettedes identitet ikke fremgår.

Side 4/242

Stk. 5.

Personnummer er ikke omfattet af retten til aktindsigt.

§ 101 e.

Efter anmodning giver retten personer, der er omfattet af § 145,

stk. 1, 2 eller 4, adgang til at gennemse domme, der er afsagt inden for de

seneste 4 uger. § 101 b, stk. 2, nr. 1 og 4, og stk. 3, samt § 101 d, stk. 2, 2.

pkt., og stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2.

Efter anmodning udleverer anklagemyndigheden kopi af anklage-

skrift eller retsmødebegæring til de i stk. 1 nævnte personer. § 101 b, stk. 3,

nr. 1, og § 101 d, stk. 5, finder tilsvarende anvendelse. Dokumentet skal in-

den kopieringen anonymiseres, således at forurettedes eller vidners identitet

ikke fremgår. Justitsministeren fastsætter regler om, i hvilken periode retten

til aktindsigt gælder.

Stk. 3.

Efter anmodning udlåner retten under hovedforhandlingen eller et

retsmøde efter § 449 a hjælpebilag og rids over gerningsstedet, som er ud-

arbejdet af anklagemyndigheden og forsvaret, til de i stk. 1 nævnte personer,

medmindre dokumentets karakter eller særlige hensyn til beskyttelse af sig-

tede, vidner eller andre taler herimod. § 101 b, stk. 3, nr. 1, og § 101 d,

stk. 5, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4.

I civile sager kan et eller flere af sagens dokumenter med parternes

samtykke udlånes til de i stk. 1 nævnte personer under et retsmøde.

Stk. 5.

Efter anmodning udleverer retten kopi af andre indførsler i rets-

bøgerne end domme og beslutninger, der efter lovens skal begrundes, samt

afskrifter som nævnt i § 310 c, stk. 3, til de i stk. 1 nævnte personer. Er rets-

mødet holdt helt eller delvis for lukkede døre, kan udlevering kun ske, hvis

dørlukning alene er sket af hensyn til ro og orden i retslokalet. § 101 b,

stk. 2, nr. 1 og 5, og stk. 3, samt § 101 d, stk. 1, 1. pkt., stk. 2, 2. pkt., og

stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 6.

Dokumenter og kopier, der gives adgang til i medfør af stk. 1-5,

må ikke være tilgængelige for andre end massemediets journalister og re-

daktionsmedarbejdere og må kun bruges til støtte for journalistisk og redak-

tionelt arbejde. Kopier af beslutninger i kriminalsager, der udleveres til de i

stk. 1 nævnte personer i medfør af § 101 b, må, indtil sagen er endeligt af-

sluttet, ikke være tilgængelige for andre end massemediets journalister og

redaktionsmedarbejdere og må kun bruges til støtte for journalistisk og re-

daktionelt arbejde. Justitsministeren fastsætter regler om massemediers op-

bevaring af kopier. De i stk. 3 og 4 nævnte dokumenter skal tilbageleveres

senest ved retsmødets afslutning.

Stk. 7.

For overtrædelse af stk. 6, 1., 2. og 4. pkt., kan der idømmes bøde.

I forskrifter, der er fastsat i medfør af stk. 6, 3. pkt., kan det fastsættes, at

der for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne kan idømmes bøde.

Side 5/242

Stk. 8.

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) kriminalret-

ligt ansvar efter reglerne i kriminallovens kapitel 5.

§ 101 f.

Der kan gives aktindsigt i videre omfang end fastsat i §§ 101 a-

101 e, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt m.v.

Stk. 2.

Retten kan bestemme, at en person uden for domstolene og den

offentlige forvaltning har tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysnin-

ger, som retten videregiver til den pågældende uden at være forpligtet hertil.

Kriminallovens §§ 50 og 52-54 finder tilsvarende anvendelse på overtræ-

delse af et sådant pålæg om tavshedspligt.

§ 102.

En part i en civil sag kan forlange at få udleveret kopi af doku-

menter, der vedrører sagen, herunder indførsler i retsbøgerne, medmindre

andet er bestemt.

Stk. 2.

Retten til aktindsigt omfatter ikke interne arbejdsdokumenter.

Som interne arbejdsdokumenter anses

1) dokumenter, der udarbejdes af retten til eget brug ved behandlingen af

en sag, og

2) voteringsprotokoller og andre referater af rettens rådslagninger.

Stk. 3.

Anmodning om aktindsigt indgives til den ret, der i øvrigt behand-

ler eller har behandlet sagen. § 101 d, stk. 2, 2. pkt., og stk. 3, finder tilsva-

rende anvendelse.

§ 102 a.

Når en kriminalsag er endeligt afsluttet, kan den, der har været

sigtet, forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der vedrører sagen,

herunder indførsler i retsbøgerne, efter reglerne i denne paragraf.

Stk. 2.

Retten til aktindsigt omfatter ikke interne arbejdsdokumenter.

Som interne arbejdsdokumenter anses

1) dokumenter, der udarbejdes af retten, politiet eller anklagemyndigheden

til eget brug ved behandlingen af en sag,

2) voteringsprotokoller og andre referater af rettens rådslagninger og af-

stemninger og

3) brevveksling mellem forskellige enheder inden for politiet og anklage-

myndigheden.

Stk. 3.

Retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang

1) ansøgeren efter reglerne i afsnit II, V eller VI har været afskåret fra at

gøre sig bekendt med oplysninger i sagen,

2) ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter

til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til

Side 6/242

statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter eller mellemfolke-

lige institutioner eller

3) ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter

til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for hensynet til forebyg-

gelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser eller for særlige hen-

syn til beskyttelse af medsigtede, vidner eller andre.

Stk. 4.

Anmodning om aktindsigt indgives til politidirektøren. § 101 d,

stk. 2, 4. pkt., og stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5.

Politidirektøren afgør, om aktindsigt skal gives i form af gennem-

syn eller udlevering af kopi.

Stk. 6.

Personnummer er ikke omfattet af retten til aktindsigt.«

§ 112, stk. 2,

affattes således:

»Stk. 2.

Retsmøder, hvori der afsiges dom, er altid offentlige.«

§ 133, stk. 1, nr. 3

ophæves, og i stedet indsættes:

”3)brevforkyndelse,

4) telefonforkyndelse,

5) digital forkyndelse eller

6) forenklet digital forkyndelse.”

§ 133

indsættes efter stk. 5 som nye stykker:

”Stk. 6.

Digital forkyndelse sker ved, at meddelelsen ved digital kom-

munikation gøres tilgængelig for personen sammen med en anmodning om,

at vedkommende bekræfter at have modtaget meddelelsen enten ved en

meddelelse, der sendes ved digital kommunikation med anvendelse af digi-

tal signatur, eller ved at sende en personligt underskrevet kopi af meddelel-

sen. Forkyndelse anses herefter for sket, den dag modtageren anfører at have

modtaget meddelelsen. Er ingen modtagelsesdag anført, eller er den angivne

modtagelsesdag senere end den registrerede modtagelsesdato for den digi-

talt fremsendte bekræftelse eller datoen i poststemplet for tilbagesendelsen,

anses forkyndelse for sket på den registrerede modtagelsesdag eller på po-

ststemplets dato.

Stk. 7.

Forenklet digital forkyndelse sker ved, at meddelelsen gøres til-

gængelig for den pågældende i en digital postkasse, der anvendes til sikker

digital kommunikation med det offentlige. Meddelelsen anses for forkyndt,

hvis der sker åbning eller anden behandling af meddelelsen, den besked,

hvortil meddelelsen er vedhæftet, eller et bilag eller en anden meddelelse,

der er vedhæftet beskeden. Forkyndelse anses for sket, den dag meddelelsen,

Side 7/242

bilaget eller den besked, hvortil meddelelsen er vedhæftet, åbnes eller på

anden måde behandles.”

Stk. 6 bliver herefter stk. 8.

§ 133, stk. 6,

der bliver stk. 8, ændres ”nr. 1-3” til: ”nr. 1-3, 5 og 6”.

§ 134

ændres ”og telefonforkyndelse” til: ”, telefonforkyndelse og digi-

tal forkyndelse”.

§ 142, stk. 2, 3, pkt.,

indsættes efter »fremmede magter«: »eller med

hensynet til tredjemands liv eller helbred«.

10.

§ 147, stk. 2,

indsættes som

4. pkt.:

»For overtrædelse af rettens forbud kan der idømmes bøde. Der kan på-

lægges selskaber m.v. (juridiske personer) kriminalretligt ansvar efter reg-

lerne i kriminallovens kapitel 5.«

11.

§ 310 b, stk. 1, nr. 4,

ændres »101« til: »101 c«.

12.

§ 310 c, stk. 2,

stk. 3, 1. pkt.,

ændres »102« til: »101 e«.

13.

§ 310 d, 3. pkt.,

indsættes efter »dommen«: », jf. § 101 b,«, og », jf. §

101« udgår.

14.

Efter § 339 indsættes efter overskriften før § 340:

»§ 339 a.

Retten meddeler forsvareren kopi af indførsler i retsbøgerne

vedrørende sagen. Forsvareren kan gøre sigtede bekendt med kopierne,

medmindre andet følger af §§ 344 og 458. Retten kan pålægge forsvareren

ikke at overlevere kopierne til sigtede eller andre, hvis det må befrygtes, at

kopierne vil blive benyttet på retsstridig måde.

Stk. 2.

Forsvareren har adgang til at gøre sig bekendt med det materiale,

som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår. For-

svareren skal have udleveret kopi af materialet, i det omfang det uden

ulempe kan kopieres. Forsvareren må ikke uden politiets samtykke overle-

vere det modtagne materiale til sigtede eller andre. Politiet giver samtykke,

hvis det findes ubetænkeligt. Med hensyn til materiale, der er omfattet af

§ 467, stk. 1 og stk. 2, nr. 5, kan samtykke dog kun nægtes af de i stk. 3

nævnte grunde.

Side 8/242

Stk. 3.

Hvis det er nødvendigt af hensyn til fremmede magter, til statens

sikkerhed, til sagens opklaring, til tredjemand, herunder til et vidnes sikker-

hed, eller til efterforskningen af en anden verserende sag om en særlig grov

lovovertrædelse eller en forsætlig overtrædelse af kriminallovens kapitel 7

eller 8, kan politiet give forsvareren pålæg om ikke at videregive de oplys-

ninger, som forsvareren har modtaget fra politiet. Pålægget kan udstrækkes,

indtil tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlingen.

§ 339 b.

En sigtet uden forsvarer skal efter anmodning have adgang til

hos politiet at gøre sig bekendt med indførsler i retsbøgerne vedrørende sa-

gen, medmindre andet følger af §§ 344 og 458. Politiet udleverer efter an-

modning kopi af indførslerne til sigtede, medmindre det må befrygtes, at

kopierne vil blive benyttet på retsstridig måde.

Stk. 2.

En sigtet uden forsvarer skal endvidere efter anmodning have ad-

gang til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt

til brug for den sag, som sigtelsen angår. Politiet kan dog afslå anmodningen

af de i § 339 a, stk. 3, nævnte grunde. En begrænsning i sigtedes aktindsigt

bortfalder senest inden hovedforhandlingen eller et retsmøde med henblik

på sagens behandling i medfør af § 449 a. Politiet udleverer efter anmodning

kopi af materialet til sigtede, hvis det findes ubetænkeligt. Med hensyn til

materiale, der er omfattet af § 467, stk. 1 og stk. 2, nr. 5, kan udlevering dog

kun nægtes af de i § 339 a, stk. 3, nævnte grunde.

§ 339 c.

Retten kan efter anmodning fra politiet bestemme, at reglerne

om forsvarerens og sigtedes ret til aktindsigt efter §§ 339 a og 339 b fravi-

ges, hvis det er nødvendigt af hensyn til

1) fremmede magter,

2) statens sikkerhed,

3) sagens opklaring,

4) tredjemands liv eller helbred,

5) efterforskning af en anden verserende sag om en særlig grov lovovertræ-

delse eller en forsætlig overtrædelse af kriminallovens kapitel 7 eller 8

eller

6) beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmeto-

der.

Stk. 2.

Afgørelse efter stk. 1 kan ikke træffes, hvis det giver anledning til

væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes forsvar.

Stk. 3.

Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af

materialet, skal forsvareren eller sigtede gøres bekendt med det øvrige ind-

hold af materialet.

Side 9/242

Stk. 4.

Afgørelse træffes ved en beslutning, der skal begrundes. I beslut-

ningen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, der begrunder en fravi-

gelse fra §§ 339 a og 339 b. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal

gælde indtil videre, skal retten på ny vurdere fravigelsen, før hovedforhand-

lingen indledes. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde i et

nærmere fastsat tidsrum, kan afgørelsen forlænges ved senere beslutning,

der skal begrundes. Rettens afgørelse kan kæres.

Stk. 5.

Inden retten træffer afgørelse, skal der beskikkes en særlig forsva-

rer for sigtede, og den særlige forsvarer skal have lejlighed til at udtale sig.

Den særlige forsvarer beskikkes fra den kreds af forsvarere, der er nævnt i

stk. 6. Den særlige forsvarer skal underrettes om alle retsmøder, der afhol-

des med henblik på at opnå rettens afgørelse om fravigelse fra §§ 339 a og

339 b, og er berettiget til at overvære disse samt til at gøre sig bekendt med

det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen

angår. § 392, stk. 2, 2.-5. pkt., og stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. An-

går efterforskningen en overtrædelse af kriminallovens kapitel 7 eller 8, be-

handles sagen af Retten i Grønland.

Stk. 6.

Justitsministeren antager et antal forsvarere, der kan beskikkes ef-

ter stk. 5. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om de pågældende for-

svarere, herunder om vagtordninger, om vederlag for at stå til rådighed og

om sikkerhedsmæssige spørgsmål.«

15.

§ 340, stk. 1,

ophæves.

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 1-3.

16.

§ 340, stk. 4,

der bliver stk. 3, affattes således:

»Stk. 3.

Reglerne i stk. 2 kan fraviges efter bestemmelsen i § 339 c.«

17.

§ 341

indsættes som

stk. 2:

»Stk. 2.

Ved uenighed om lovligheden af politiets afgørelser efter § 339

a, stk. 2, 1. pkt., eller § 339 b, stk. 2, 1. pkt., skal politiet redegøre for grun-

dene til den afgørelse, der er truffet. Retten kan endvidere pålægge politiet

over for retten at fremlægge det materiale, som tvisten angår.«

18.

§ 344, stk. 2,

indsættes efter »opklaring«: »eller tredjemand«.

19.

§ 344

indsættes som

stk. 5:

»Stk. 5.

Stk. 1-4 finder ikke anvendelse på retsmøder, der afholdes i hen-

hold til § 339 c, eller hvor der fremlægges oplysninger, der efter § 339 c er

Side 10/242

undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt, og hvor der efter § 392 be-

skikkes en forsvarer for den, som indgrebet vedrører.«

20.

§ 345

indsættes som

stk. 3:

»Stk. 3.

Stk. 1 finder ikke anvendelse på retsmøder, der afholdes i hen-

hold til § 339 c, eller hvor der fremlægges oplysninger, der efter § 339 c er

undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt, og hvor der efter § 392 be-

skikkes en forsvarer for den, som indgrebet vedrører.«

21.

§ 384, stk. 1, nr. 3, § 385, stk. 1, nr. 3,

§ 386, nr. 3,

indsættes efter

»lovovertrædelse«: », en forsætlig overtrædelse af kriminallovens kapitel 7

eller 8«.

22.

§ 387, nr. 2, § 388, stk. 1, nr. 3,

§ 399, stk. 3, nr. 3,

indsættes efter

»lovovertrædelse«: »eller en forsætlig overtrædelse af kriminallovens kapi-

tel 7 eller 8«.

23.

§ 391, stk. 3, 5. pkt.,

ændres »Justitsministeriet« til: »Rigsadvokaten«.

24.

§ 391, stk. 3,

indsættes som

6. pkt.:

»Indgreb, der efter rettens opfattelse ikke burde være foretaget af Poli-

tiets Efterretningstjeneste, indberettes til Justitsministeriet.«

25.

§ 396, stk. 4, 1. pkt.,

ændres », eller taler« til: »eller til skade for efter-

forskningen i en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter

loven kan danne grundlag for et indgreb i meddelelseshemmeligheden, eller

taler hensynet til beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets efter-

forskningsmetoder eller«.

26.

§ 399

indsættes efter stk. 4 som nye stykker:

»Stk. 5.

Må indgrebet antages at være af væsentlig betydning for efter-

forskningen, og vedrører efterforskningen en grov lovovertrædelse, kan po-

litiet foretage teleobservation ved

1) at indhente oplysninger fra udbydere af telenet eller teletjenester vedrø-

rende lokaliseringen af en mobiltelefon, der antages benyttet af en

mistænkt, eller

2) på anden måde ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat at

registrere

a) en mistænkts færden eller

Side 11/242

b) en anden persons færden, hvis den pågældende har tilknytning til en

mistænkt eller til samme køretøj, fartøj eller ejendom som en

mistænkt el.lign.

Stk. 6.

Det påhviler udbydere af telenet eller teletjenester at bistå politiet

ved gennemførelse af teleobservation, herunder ved at give de i stk. 5, nr. 1,

nævnte oplysninger.«

Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 7 og 8.

27.

§ 399, stk. 6,

der bliver stk. 8, indsættes som

2. pkt.:

»Reglerne i §§ 391 og 392, § 396, stk. 1, § 396, stk. 2, nr. 1, § 396, stk.

3 og 4, og § 398 finder tilsvarende anvendelse på de i stk. 5 omhandlede

tilfælde.«

28.

Efter § 400 indsættes før overskrifterne før § 401:

»Blokering af hjemmesider

§ 400 a.

Der kan ske blokering af en hjemmeside, hvis der er grund til at

antage, at der fra hjemmesiden begås en overtrædelse af kriminallovens §§

28-35 eller 37, § 94, nr. 5, eller §§ 95, 104, 105, 108, 111 eller 111 a.

Stk. 2.

Blokering må ikke foretages, hvis indgrebet står i misforhold til

sagens betydning og den ulempe, som indgrebet må antages at medføre.

Stk. 3.

Retten træffer efter politiets anmodning afgørelse om blokering af

en hjemmeside. Afgørelsen træffes ved en beslutning, der skal begrundes. I

beslutningen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støt-

tes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt. Beslutningen kan til enhver tid

omgøres.

Stk. 4.

Såfremt formålet med blokeringen efter stk. 1 vedrørende krimi-

nallovens § 94, nr. 5, eller §§ 104, 105, 108, 111 eller 111 a ville forspildes,

hvis rettens beslutning skulle afventes, kan politiet træffe beslutning om blo-

kering. I så fald skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer fra ind-

grebets iværksættelse forelægge sagen for retten. Retten beslutter, om ind-

grebet kan godkendes, og om det kan opretholdes. Rettens beslutning skal

begrundes. Burde indgrebet efter rettens opfattelse ikke have været foreta-

get, skal retten orientere Rigsadvokaten herom. Indgreb, der efter rettens

opfattelse ikke burde være foretaget af Politiets Efterretningstjeneste, ind-

berettes til Justitsministeriet.

Stk. 5.

Det påhviler udbydere af elektroniske kommunikationsnet og

-tjenester og administratorer af internetdomæner at bistå politiet ved gen-

nemførelsen af blokeringer. Afviser udbyderen eller administratoren uden

Side 12/242

lovlig grund at bistå politiet, finder bestemmelsen i § 150 tilsvarende anven-

delse.

Stk. 6.

Fremsætter den, mod hvem indgrebet retter sig, anmodning herom,

skal politiet snarest muligt forelægge sagen for retten. Retten beslutter, om

indgrebet skal opretholdes. Rettens beslutning skal begrundes.

Forstyrrelse eller afbrydelse af radio- eller telekommunikation

§ 400 b.

Politiet kan forstyrre eller afbryde radio- eller telekommunika-

tion i et område, hvis der er afgørende grunde til det med henblik på at fore-

bygge, at der i det pågældende område vil blive begået en særlig grov lo-

vovertrædelse eller en forsætlig overtrædelse af kriminallovens kapitel 7 el-

ler 8, som kan medføre fare for menneskers liv eller velfærd eller for bety-

delige samfundsværdier.

Stk. 2.

Indgreb som nævnt i stk. 1 må ikke foretages, hvis det efter ind-

grebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgre-

bet må antages af forvolde den eller de personer, som indgrebet rammer,

ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Stk. 3.

Indgreb efter stk. 1 sker efter rettens beslutning, der skal begrun-

des. I beslutningen anføres det område, som indgrebet angår, og de konkrete

omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet

er opfyldt. Beslutningen kan til enhver tid omgøres. Endvidere fastsættes

det tidsrum, inden for hvilket indgrebet kan foretages. Retten kan efter po-

litiets anmodning forlænge tidsrummet ved en beslutning, der skal begrun-

des.

Stk. 4.

Såfremt indgrebets formål ville forspildes, hvis rettens beslutning

skulle afventes, kan politiet træffe beslutning om at foretage indgrebet. I så

fald skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer fra indgrebets

iværksættelse forelægge sagen for retten. Retten beslutter, om indgrebet kan

godkendes, og om det kan opretholdes, og i bekræftende fald for hvilket

tidsrum, jf. stk. 3, 2., 4. og 5. pkt. Rettens beslutning skal begrundes. Burde

indgrebet efter rettens opfattelse ikke have været foretaget, skal retten ori-

entere Rigsadvokaten herom. Indgreb, der efter rettens opfattelse ikke burde

være foretaget af Politiets Efterretningstjeneste, indberettes til Justitsmini-

steriet.

Stk. 5.

Reglerne i § 392 finder tilsvarende anvendelse.

Overtagelse af tv-overvågning

Side 13/242

§ 400 c.

Politiet kan fra andre myndigheder eller private overtage tv-over-

vågning i et område, hvis der er afgørende grunde til det med henblik på at

forebygge eller efterforske en særlig grov lovovertrædelse eller en forsætlig

overtrædelse af kriminallovens kapitel 7 eller 8, som kan medføre eller har

medført fare for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfunds-

værdier. Det gælder dog ikke tv-overvågning i private hjem.

Stk. 2.

Indgreb som nævnt i stk. 1 må ikke foretages, hvis det efter ind-

grebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgre-

bet må antages at forvolde den eller de personer, som indgrebet rammer,

ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Stk. 3.

Indgreb efter stk. 1 sker efter rettens beslutning, der skal begrun-

des. I beslutningen anføres det område, som indgrebet angår, og de konkrete

omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet

er opfyldt. Beslutningen kan til enhver tid omgøres. Endvidere fastsættes

det tidsrum, inden for hvilket indgrebet kan foretages. Retten kan efter po-

litiets anmodning forlænge tidsrummet ved en beslutning, der skal begrun-

des.

Stk. 4.

Såfremt indgrebets formål ville forspildes, hvis rettens beslutning

skulle afventes, kan politiet træffe beslutning om at foretage indgrebet. I så

fald skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer fra indgrebets

iværksættelse forelægge sagen for retten. Retten beslutter, om indgrebet kan

godkendes, og om det kan opretholdes, og i bekræftende fald for hvilket

tidsrum, jf. stk. 3, 2. og 4. og 5. pkt. Rettens beslutning skal begrundes.

Burde indgrebet efter rettens opfattelse ikke have været foretaget, skal retten

orientere Rigsadvokaten herom. Indgreb, der efter rettens opfattelse ikke

burde være foretaget af Politiets Efterretningstjeneste, indberettes til Justits-

ministeriet.

Stk. 5.

Det påhviler den, der har rådighed over tv-overvågning, at bistå

politiet med at overtage tv-overvågning. § 150 finder tilsvarende anvendelse

på den, som uden lovlig grund undlader at yde bistand efter 1. pkt.

Stk. 6.

§ 161 finder tilsvarende anvendelse. Når pålæg meddeles en er-

hvervsvirksomhed, finder § 161 tilsvarende anvendelse for andre, der i kraft

af deres tilknytning til virksomheden har fået kendskab til sagen.

Stk. 7.

Politiet kan overtage tv-overvågning med magt, herunder skaffe

sig adgang til lokaler, hvorfra tv-overvågningen kan overtages.

Stk. 8.

Reglerne i §§ 392 og 398 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 9.

Efterfølgende underretning om et foretaget indgreb sker efter reg-

lerne i § 396, stk. 1, 3 og 4. Underretningen gives til den, der har rådighed

over den tv-overvågning, der har været overtaget.«

Side 14/242

29.

§ 420, stk. 3, 3. pkt., § 423, stk. 1, 3. pkt.,

§ 424, 1.

3. pkt.,

ændres

»stk. 3« til: »stk. 4«.

30.

§ 420, stk. 3, 3. pkt.,

§ 423, stk. 3, 2. pkt.,

ændres »stk. 5« til: »stk.

7«.

31.

§ 422

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3.

Retten kan efter anmodning fra politiet i en beslutning om edition

bestemme, at politiet fra virksomheder og personer, der er omfattet af § 1 i

lov eller Inatsisartutlov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af

udbytte og finansiering af terrorisme, kan indhente oplysninger, som de på-

gældende har rådighed over, om transaktioner på en konto, hvortil der er

overført midler ved en transaktion, som er omfattet af beslutningen om edi-

tion, eller ved en transaktion, der udspringer af en transaktion, som er om-

fattet af beslutningen om edition. I beslutningen fastsættes det tidsrum, in-

den for hvilket indhentelse af oplysninger kan ske. Dette tidsrum skal være

så kort som muligt og må ikke overstige 4 uger. Retten kan efter politiets

anmodning forlænge tidsrummet, men højst med 4 uger ad gangen. Forlæn-

gelsen sker ved en beslutning, der skal begrundes. Politiet skal snarest mu-

ligt efter udløbet af det tidsrum, inden for hvilket indhentelse af oplysninger

kan ske, underrette retten om de transaktioner, som politiet har indhentet

oplysninger om. Underretningen skal indeholde en angivelse af de bestemte

grunde, der er til at antage, at transaktionerne udspringer af en transaktion,

som er omfattet af beslutningen om edition.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

32.

§ 422

indsættes efter stk. 4, der bliver stk. 5, som nyt stykke:

»Stk. 6.

Politiet kan træffe afgørelser om pålæg om edition af oplysninger

om transaktioner, konti, depoter, bokse el.lign. fra virksomheder eller per-

soner, der er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-11 eller 20-24, i lov om forebyg-

gende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme eller § 1,

stk. 1, nr. 1 og 2, i Inatsisartutlov om forebyggende foranstaltninger mod

hvidvask og finansiering af terrorisme. Politiet kan i afgørelsen om pålæg

om edition efter 1. pkt. bestemme, at der fra virksomheder og personer, der

er omfattet af § 1 i lov eller Inatsisartutlov om forebyggende foranstaltninger

mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme, kan indhentes oplys-

ninger, som de pågældende har rådighed over, om transaktioner på en konto,

hvortil der er overført midler ved en transaktion, som er omfattet af afgørel-

sen om edition, eller ved en transaktion, der udspringer af en transaktion,

som er omfattet af afgørelsen om edition. Stk. 4, 2. pkt., finder tilsvarende

Side 15/242

anvendelse. Politiets afgørelser efter dette stykke skal være skriftlige og

ledsaget af grunde.«

Stk. 5-7 bliver herefter stk. 7-9.

33.

§ 424, 3. pkt.,

ændres »stk. 7« til: »stk. 9«.

34.

§ 444

indsættes som

stk. 2:

»Stk. 2.

Anklagemyndigheden kan give forsvareren pålæg om ikke at vi-

deregive oplysninger om et vidnes bopæl eller navn, stilling og bopæl til

tiltalte, hvis anklagemyndigheden agter at anmode retten om at bestemme,

at disse oplysninger ikke må meddeles tiltalte, jf. § 458, stk. 2. Forsvareren

kan indbringe pålægget for retten.«

35.

Efter § 445 indsættes:

»§ 445 a.

En person kan ikke indkaldes som vidne, hvis oplysninger om

personens identitet ikke indgår i sagen i medfør af § 339 a, stk. 2, 1. pkt.,

eller § 339 b, stk. 2, 1. pkt., eller er undtaget fra forsvarerens og sigtedes

adgang til aktindsigt i medfør af § 339 c.«

36.

§ 448, stk. 1, nr. 5,

ændres »stk. 3, eller,« til: »stk. 3,«.

37.

§ 448, stk. 1, nr. 6,

ændres »stk. 1.« til: »stk. 1 eller 4, eller«.

38.

§ 448, stk. 1,

indsættes som

nr. 7:

»7) at et vidnes bopæl eller navn, stilling og bopæl ikke må oplyses for til-

talte, jf. § 458, stk. 2.«

39.

§ 458

indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2.

Retten kan, hvis det må antages at være uden betydning for til-

taltes forsvar, på anmodning bestemme,

1) at et vidnes bopæl ikke må oplyses for tiltalte, hvis afgørende hensyn til

vidnets sikkerhed taler for det, eller

2) at et vidnes navn, stilling og bopæl ikke må oplyses for tiltalte, hvis af-

gørende hensyn til vidnets sikkerhed gør det påkrævet.

Stk. 3.

Afgørelse efter stk. 2 træffes på grundlag af en samlet vurdering

af sagens omstændigheder, herunder eventuelle oplysninger om vidnets for-

udgående tilknytning til tiltalte og oplysninger om sagens karakter.

Stk. 4.

Er det truffet bestemmelse efter stk. 2, nr. 2, kan retten yderligere

bestemme, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens vidnet afhøres.

Side 16/242

Stk. 5.

Retsformanden afgør, om tiltalte skal forlade retslokalet under den

forudgående forhandling om anmodninger fremsat efter stk. 2.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 6.

40.

§ 458, stk. 2,

som bliver stk. 6, ændres i

1. pkt.

»i henhold til § 141,

stk. 5,« til: »4 eller i henhold til § 104«.

41.

§ 458, stk. 2,

som bliver stk. 6, indsættes som

4. pkt.:

»Oplysning om vidnets bopæl eller navn, stilling og bopæl skal dog ikke

meddeles tiltalte, hvis retten har truffet bestemmelse om hemmeligholdelse

efter stk. 2, nr. 1 eller 2.«

42.

§ 458

indsættes som

stk. 7:

»Stk. 7.

Afgørelse om hemmeligholdelse af et vidnes navn, stilling og

bopæl, jf. stk. 2, nr. 2, og stk. 4, træffes ved en beslutning, der skal begrun-

des. I beslutningen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det

støttes, at betingelserne for hemmeligholdelse er opfyldt. Beslutningen kan

til enhver tid omgøres. Rettens afgørelse kan kæres.«

43.

§ 474, stk. 3, 2. pkt.,

ændres »Er tiltalte ikke til stede ved afsigelsen,

sender politiet« til: »Politiet sender«.

44.

Efter § 485 indsættes i

kapitel 41:

»§ 485 a.

Domme og beslutninger i kriminalsager må kun gengives of-

fentligt, når de er anonymiseret, således at sigtedes, tiltaltes, forurettedes

eller vidners identitet ikke fremgår. For overtrædelse af 1. pkt. kan der idøm-

mes bøde. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) kriminal-

retligt ansvar efter reglerne i kriminallovens kapitel 5.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på retsinformations-

systemer, der er omfattet af lov om behandling af personoplysninger § 9,

eller på offentlig gengivelse, der bygger på et sådant retsinformationssy-

stem.«

45.

§ 493 h, stk. 6,

affattes således:

»Stk. 6.

Reglerne i § 339 a, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse, og reg-

lerne i stk. 3 og 4 kan fraviges efter bestemmelsen i § 339 c.«

§2

Side 17/242

I forvaltningsloven, som sat i kraft for Grønland ved anordning nr. 1188

af 27. december 1994, som ændret ved § 6 i lov nr. 572 af 10. maj 2022,

foretages følgende ændring:

§ 18, stk. 2,

affattes således:

»Stk.

Bestemmelsen i stk. 1 omfatter ikke dokumenter hos politiet eller

anklagemyndigheden.«

§3

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. januar 2025.

Stk. 2.

Retsplejelov for Grønland §§ 101 b og 485 a, som affattet ved

denne lovs § 1, nr. 3 og 44, finder ikke anvendelse på domme og beslutnin-

ger, der er afsagt før lovens ikrafttræden.

Stk. 3.

Retsplejelov for Grønland § 101 e, stk. 6, 1. og 3. pkt., som affattet

ved denne lovs § 1, nr. 3, finder også anvendelse på dokumenter og udskrif-

ter, der før lovens ikrafttræden er udleveret i medfør af den hidtil gældende

bestemmelse i retsplejelov for Grønland § 102.

Stk. 4.

Regler fastsat i medfør af retsplejelov for Grønland § 102, stk. 1

og 7, jf. lovbekendtgørelse nr. 1186 af 18. september 2023, forbliver i kraft,

indtil de afløses af forskrifter udstedt i medfør af retsplejelov for Grønland

§ 101 e, stk. 2 og 6, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3.

Side 18/242

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Aktindsigt

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.2. Teleobservation

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.3. Edition

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.4. Tvangsindgreb ved efterforskning af særlig grove lovovertrædelser

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.5. Indberetning om uberettigede indgreb i meddelelseshemmelighe-

den mv.

2.5.1. Gældende ret

2.5.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.6. Underretning om foretagne tvangsindgreb

2.6.1. Gældende ret

2.6.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.7. Blokering af hjemmesider

2.7.1. Gældende ret

2.7.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.8. Forstyrrelse eller afbrydelse af radio- eller telekommunikation

2.8.1. Gældende ret

2.8.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.9. Overtagelse af tv-overvågning

2.9.1. Gældende ret

2.9.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.10. Anonyme vidner

2.10.1. Gældende ret

2.10.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.11. Digital forkyndelse og forenklet digital forkyndelse

Side 19/242

2.11.1. Gældende ret

2.11.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Klimamæssige konsekvenser

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

8. Forholdet til EU-retten

9. Hørte myndigheder og organisationer mv.

10. Sammenfattende skema

1. Indledning

Regeringen ønsker et ligeværdigt, positivt og styrket partnerskab med Grøn-

land i Rigsfællesskabet. I fællesskab med Grønland vil regeringen derfor

udvikle danske ansvarsområder, blandt andet ved at opdatere lovgivningen

for Grønland på områder, som Danmark har ansvaret for. Det er vigtigt, at

den lovgivning for Grønland, som Danmark har ansvaret for, er tidssvarende

og af god kvalitet.

Reglerne i retsplejelov for Grønland om behandlingen af kriminalsager er

blevet justeret flere gange, siden loven trådte i kraft i 2010.

Eksempelvis blev der i 2022 indført nye regler om information og vejled-

ning af forurettede inspireret af reglerne herom i den danske retsplejelov

(lov nr. 572 af 10. maj 2022), og i 2023 blev der indført regler om behand-

lingen af tilståelsessager, og reglerne om gennemførelse af sagen til dom

ved tiltaltes udeblivelse blev udvidet ligeledes inspireret af reglerne herom

i den danske retsplejelov (lov nr. 414 af 25. april 2023).

Endvidere har Justitsministeriet i juni 2023 sendt et udkast til lovforslag i

offentlig høring om indførelse af regler om politiets anvendelse af agenter i

efterforskningen af lovovertrædelser, som den 30. juni 2023 er forelagt for

Grønlands selvstyre.

Justitsministeriet har udarbejdet nærværende forslag til ændring af retsplej-

elov for Grønland for at sikre, at loven er tidssvarende i forhold til det kri-

Side 20/242

minalitets- og trusselsbillede, der i dag og fremover kan forventes i Grøn-

land.

Formålet med lovforslaget er på den baggrund på den ene side at udvide

offentlighedens adgang til aktindsigt i domme med henblik på at sikre den

størst mulige åbenhed og indsigt i domstolenes arbejde i Grønland.

Formålet med lovforslaget er på den anden side at forbedre politiets efter-

forskningsmuligheder for at sikre en effektiv bekæmpelse af alvorlig og

mere organiseret kriminalitet samt at forbedre beskyttelsen af vidner.

Med henblik herpå foreslås der visse begrænsninger i forsvarerens og sigte-

des aktindsigt. Forslaget er udformet, så det ikke berører tiltaltes adgang til

at føre beviser af betydning for sagens afgørelse. Endvidere foreslås det, at

en begrænsning i forsvarerens og sigtedes aktindsigt skal ske efter rettens

beslutning, og at der skal beskikkes en særlig forsvarer, som har adgang til

det materiale, der er spørgsmål om at begrænse aktindsigten i, og til over for

retten at fremføre argumenter, som taler imod at begrænse forsvarerens og

sigtedes aktindsigt i materialet.

Endvidere foreslås det at indføre udtrykkelige lovregler om teleobservation

i retsplejelov for Grønland. Med forslaget får politiet en klar hjemmel til at

anvende teleobservation som led i efterforskningen, men samtidig fastsættes

der betingelser for politiets anvendelse heraf og om indhentelse af rettens

beslutning og om beskikkelse af en forsvarer for den, indgrebet vedrører.

Endvidere foreslås det at indføre regler om, at retten i én beslutning om edi-

tion kan bemyndige politiet til at pålægge banker mv. edition for at følge en

betaling i flere led, og om at politiet i visse tilfælde kan pålægge banker mv.

edition uden at indhente rettens beslutning. Formålet med dette forslag er at

effektivisere politiets efterforskning af navnlig økonomisk kriminalitet, her-

under hvidvask af udbytte fra anden (grov) kriminalitet.

Desuden foreslås, at der ved efterforskning af forsætlige overtrædelser af

kriminallovens kapitel 7 og 8 (om forbrydelser mod rigets sikkerhed eller

statsforfatningen, terrorisme mv.) skal være mulighed for tvangsindgreb i

form af indgreb i meddelelseshemmeligheden eller særligt kvalificeret ob-

servation, uanset om der i den konkrete sag forventes idømt ubetinget an-

staltsanbringelse af en ikke ubetydelig varighed. Det er efter forslaget en

forudsætning, at de øvrige betingelser for indgrebet er opfyldt.

Side 21/242

Det foreslås også, at uberettigede tvangsindgreb fremover skal indberettes

af retten til Rigsadvokaten i stedet for Justitsministeriet. Dog skal uberetti-

gede indgreb foretaget af Politiets Efterretningstjeneste fortsat indberettes

til Justitsministeriet. Formålet med forslaget er at effektivisere opfølgningen

på modtagne indberetninger om uberettigede indgreb.

Det foreslås desuden, at underretning om afsluttede tvangsindgreb også skal

kunne udsættes eller undlades, hvis hensynet til en verserende efterforsk-

ning af en anden særlig grov lovovertrædelse eller hensynet til beskyttelse

af fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder taler for det.

Det er uændret retten, der har kompetence til at beslutte, at underretning kan

udsættes eller undlades. Formålet med forslaget er at undgå, at en underret-

ning om et afsluttet tvangsindgreb skader politiets efterforskning af anden

grov kriminalitet ved at afsløre en igangværende efterforskning eller poli-

tiets efterforskningsmetoder.

Desuden foreslås det at indføre regler om politiets blokering af hjemmesi-

der, hvorfra der foregår nærmere angivne former for it-kriminalitet. Formå-

let med forslaget er at beskytte bl.a. potentielle ofre for it-kriminalitet mod

bedrageri, hacking mv.

Endvidere foreslås det at indføre regler om politiets forstyrrelse eller afbry-

delse af radio- eller telekommunikation eller overtagelse af tv-overvågning

i ekstraordinære tilfælde. Formålet med forslaget er at give politiet i Grøn-

land samme muligheder som i den øvrige del af riget for at anvende disse

midler til at forebygge eksempelvis et terrorangreb, hvis situationen skulle

opstå.

Endelig foreslås det at indføre regler om anonyme vidner. Forslaget går ud

på, at vidnets identitet kan hemmeligholdes for tiltalte, hvor det er uden be-

tydning for tiltaltes forsvar at kende vidnets identitet, og hvor afgørende

hensyn til vidnets sikkerhed gør hemmeligholdelse af vidnets identitet på-

krævet. Forsvareren vil være bekendt med vidnets identitet, og rettens be-

slutning om anonym vidneførsel kan kæres særskilt. Formålet med forslaget

er at beskytte vidner, som er i risiko for repressalier fra tiltalte eller personer

med tilknytning til tiltalte.

Herudover foreslås det at indføre regler om digital forkyndelse og forenklet

digital forkyndelse, så der også i grønlandsk retspleje kan drages fordel af

Side 22/242

de muligheder, der foreligger for at anvende digital kommunikation, når de

er implementeret i Grønland.

Det bemærkes, at når der i lovforslagets bemærkninger henvises til »rets-

plejeloven«, sigtes der til retsplejelov for Grønland, medmindre andet er an-

givet.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Aktindsigt

2.1.1. Gældende ret

Retsplejelovens § 101 indeholder en generel regel om aktindsigt i retsbø-

gerne og i fremlagte dokumenter, som beror hos retten.

Det fremgår af § 101, stk. 1, at uden for de tilfælde, hvor der i loven er truffet

særlig bestemmelse herom, kan parterne og andre, som har retlig interesse

heri, forlange en udskrift af retsbøgerne og af fremlagte dokumenter, som

beror hos retten. I kriminalsager kan andre end parterne dog først få aktind-

sigt efter denne bestemmelse, når sagen er endt.

Det fremgår af § 101, stk. 2, at aktindsigt helt eller delvis kan nægtes, hvis

hensynet til statens sikkerhed eller forhold til fremmede magter eller særlige

hensyn til disse i øvrigt gør det betænkeligt at give aktindsigt efter stk. 1,

eller hvis det må befrygtes, at udskriften vil blive benyttet på retsstridig

måde.

Det fremgår af § 101, stk. 3, at udskrifter så vidt muligt bør leveres i løbet

af 1 uge.

Det fremgår af § 101, stk. 4, at justitsministeren kan bestemme, at udskrifter

i kriminalsager først skal kunne udleveres, efter at retten har indhentet en

udtalelse fra politidirektøren. Hvis politidirektøren af de i stk. 2 angivne

grunde modsætter sig, at der udleveres en udskrift, afgør retten sagen ved

beslutning, der skal begrundes.

Det fremgår af § 101, stk. 5, at rettens beslutninger efter stk. 2 og 4 inden 6

uger kan indbringes for landsretten. Landsretten kan dog se bort fra over-

skridelser af denne frist på indtil 6 måneder, når særlige omstændigheder

Side 23/242

gør overskridelsen undskyldelig. I de i stk. 4, 2. pkt., nævnte tilfælde skal

sagen af politidirektøren indbringes for landsretten inden 3 dage, og udskrift

må da ikke udleveres, før sagen er afgjort af landsretten.

Endelig fremgår det af § 101, stk. 6, at den dømtes adgang til at få udskrift

af den over vedkommende afsagte dom ikke berøres af bestemmelserne i

§ 101.

Bestemmelsen i § 101 er baseret på den danske retsplejelovs § 41, som

denne bestemmelse var formuleret, da Den Grønlandske Retsvæsenskom-

mission afsluttede sit arbejde i sommeren 2002.

Ved siden af retsplejelovens § 101 gælder i civile sager og kriminalsager et

almindeligt princip om kontradiktion, som indebærer, at sagens parter som

altovervejende hovedregel under sagens behandling har adgang til alle op-

lysninger, som modparten fremfører for retten. I kriminalsager kan der un-

der visse betingelser gøres undtagelse herfra under efterforskningen, jf. rets-

plejelovens § 344, men en sådan undtagelse ophører i givet fald senest under

hovedforhandlingen. I civile sager om forældremyndighed, barnets bopæl

og samvær kan parterne i visse tilfælde afskæres fra at få oplysning om ind-

holdet af en samtale med barnet, som skal finde sted efter forældreansvars-

loven, jf. retsplejelovens § 287, og i tvangsadoptionssager kan de biologiske

forældre afskæres fra oplysning om identiteten på den adoptionssøgende, jf.

retsplejelovens § 298, stk. 3. Bortset fra sådanne særegne undtagelser gæl-

der i civile sager fuld kontradiktion, dvs. at parterne i øvrigt har adgang til

alt materiale, som modparten fremfører for retten.

I kriminalsager har forsvareren endvidere som hovedregel adgang til at gøre

sig bekendt med politiets materiale i sagen, uanset om politiet har fremført

dette for retten, jf. retsplejelovens § 340. Forsvareren må ikke uden politiets

samtykke udlevere materialet til sigtede, men må som udgangspunkt gerne

forevise det for sigtede.

Hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til sagens

opklaring eller tredjemand undtagelsesvis gør det nødvendigt, kan forsvare-

rens adgang til politiets materiale dog begrænses, eller der kan gives forsva-

reren pålæg om ikke at videregive oplysninger, som er modtaget fra politiet.

Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under hoved-

forhandlingen.

Side 24/242

Bestemmelsen i § 340 er baseret på den danske retsplejelovs § 745, som

denne bestemmelse var formuleret, da Den Grønlandske Retsvæsenskom-

mission afsluttede sit arbejde i sommeren 2002.

Den danske retsplejelovs § 745 blev med støtte i forarbejderne bl.a. fortolket

på den måde, at hvis forsvarerens adgang til politiets materiale blev begræn-

set, skulle forsvareren underrettes om, at der var sket en begrænsning i for-

svarerens adgang. Endvidere ophørte begrænsninger i forsvarerens adgang

til politiets materiale senest ved hovedforhandlingens begyndelse.

Det må antages, at den grønlandske retsplejelovs § 340 skal fortolkes på

samme måde, som den dagældende danske retsplejelovs § 745 var blevet

fortolket i retspraksis.

For så vidt angår forsvarerpålæg (dvs. pålæg til forsvareren om ikke at vi-

deregive oplysninger til sigtede) fremgår det af forarbejderne til § 340, at

forsvareren er berettiget til at oplyse sigtede om, at der foreligger materiale

med tavshedspålæg, uden at omtale materialets indhold, jf. Folketingsti-

dende 2007-08 (2. samling), tillæg A, side 1457. Dette kan ifølge forarbej-

derne have betydning for forsvarerens og sigtedes drøftelser af, om sigtede

bør lade sig afhøre af politiet.

Som det var tilfældet med den danske retsplejelov i 2002, indeholder den

grønlandske retsplejelov ikke regler om sigtedes adgang til politiets materi-

ale i en kriminalsag, når der ikke er en forsvarer.

Forvaltningsloven, som sat i kraft ved anordning nr. 1188 af 27. december

1994 for sager om grønlandske anliggender, der er eller har været under be-

handling af rigsmyndigheder, indeholder i § 18 en bestemmelse om parters

aktindsigt i kriminalsager, når sagen er afgjort.

Det fremgår af bestemmelsen, at når sagen er afgjort, kan en part i en krimi-

nalsag forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter i det omfang,

dette er rimeligt begrundet af hensyn til varetagelse af den pågældendes in-

teresser, og hensynet til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovover-

trædelser eller særlige hensyn til beskyttelse af sigtede, vidner eller andre

ikke taler herimod. Bestemmelserne i §§ 12-14 om undtagelse af visse do-

kumenter fra aktindsigt gælder tilsvarende.

Side 25/242

Bestemmelsen omfatter ikke retsbogsudskrifter vedrørende kriminalsagen

og dokumenter, der har været fremlagt i retten i forbindelse med sagen. Det

samme gælder retsbogsudskrifter og i retten fremlagte dokumenter vedrø-

rende andre kriminalsager, der har været benyttet under sagens behandling.

Bestemmelsen er navnlig relevant for sigtedes aktindsigt i en afsluttet kri-

minalsag i den del af politiets materiale, som ikke er omfattet af retspleje-

lovens § 101, dvs. i den del af materialet, som ikke udgøres af udskrifter af

retsbøgerne eller dokumenter, som har været fremlagt i retten.

Retsplejelovens § 102 indeholder regler om aktindsigt for redaktører og re-

daktionelle medarbejdere ved massemedier, der er omfattet af landstingslov

om medieansvar. Disse personer kan bl.a. få adgang til anklageskrifter og

retsbøger, men må kun benytte materialet til støtte for journalistisk og re-

daktionelt arbejde. Det betyder, at materialet ikke må være tilgængeligt for

andre end massemediets journalister og redaktionsmedarbejdere, ikke må

gengives ordret i lange sammenhængende passager og ikke må foreholdes

nogen under interview.

Bestemmelsen i § 102 er baseret på den danske retsplejelovs § 41 a, som

denne bestemmelse var formuleret, da Den Grønlandske Retsvæsenskom-

mission afsluttede sit arbejde i sommeren 2002.

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.1.2.1.

Ved lov nr. 436 af 10. juni 2003 om ændring af straffeloven og rets-

plejeloven (Bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret krimi-

nalitet) blev reglerne i den danske retsplejelov om forsvarerens adgang til

politiets materiale i verserende straffesager ændret.

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen, at ændringerne havde til for-

mål at sikre politiets muligheder for at modtage informationer, der var helt

nødvendige for en effektiv bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden or-

ganiseret kriminalitet, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 6702-

6703.

For det første blev forsvarerens (og i konsekvens heraf og sigtedes eller til-

taltes) adgang til aktindsigt begrænset til alene at vedrøre materiale, som

politiet har tilvejebragt til brug for den konkrete sag, som sigtelsen eller til-

talen vedrører. Ændringen indebar bl.a. en præcisering af, at oplysninger om

Side 26/242

identiteten på en meddeler, som ønsker at være anonym, ikke er omfattet af

forsvarerens og sigtedes eller tiltaltes adgang til aktindsigt, hvis navnet er

udeladt af sagen af politiet. Herudover indebar denne ændring, at mere ge-

nerelle baggrundsoplysninger om eksempelvis kriminalitetsmønstre eller

persongruppers tilknytning til bestemte netværk eller grupperinger ikke ville

være omfattet af forsvarerens adgang til aktindsigt. Det bemærkedes dog, at

materiale, som anklagemyndigheden har til hensigt at fremlægge under ho-

vedforhandlingen, fortsat altid ville være omfattet af forsvarerens adgang til

aktindsigt, uanset om materialet var tilvejebragt til brug for den konkrete

sag eller ej.

For det andet blev mulighederne for at begrænse forsvarerens (og i konse-

kvens heraf sigtedes eller tiltaltes) adgang til aktindsigt udvidet, således at

også hensynet til efterforskning i en anden verserende sag om en alvorlig

lovovertrædelse og til beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets ef-

terforskningsmetoder kunne begrunde en begrænsning i aktindsigten. End-

videre kunne en begrænsning i forsvarerens adgang til aktindsigt være tidsu-

begrænset og dermed have virkning også under hovedforhandlingen og efter

sagens afslutning.

Efter lovændringen træffes en beslutning om at undtage materiale fra for-

svarerens (og sigtedes eller tiltaltes) adgang til aktindsigt af retten. Der be-

skikkes en særlig advokat for sigtede eller tiltalte, der kan varetage dennes

interesser under behandlingen af spørgsmålet. Advokaten beskikkes fra en

særlig kreds af advokater, som sikkerhedsgodkendes.

Efter lovændringen i 2003 skulle advokaten beskikkes fra den kreds af ad-

vokater, hvorfra der sker beskikkelse ved indgreb i meddelelseshemmelig-

heden mv. i sager om overtrædelse af straffelovens kapitel 12 og 13 (forbry-

delser mod statens sikkerhed og statsforfatningen, terrorisme mv.).

Dette blev ved lov nr. 1552 af 21. december 2010 om lov om ændring af

straffeloven og retsplejeloven (Sporing af skjult udbytte og andre aktiver,

forældelse af konfiskationskrav, hemmelig beslaglæggelse mv.) ændret, så-

ledes at advokaten herefter beskikkes fra en særskilt kreds af sikkerheds-

godkendte advokater, der er antaget til at beskikkes i sager om begrænsning

af forsvarerens aktindsigt.

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen i 2010, at denne ændring

skete på foranledning af Politiets Efterretningstjeneste med henblik på at

Side 27/242

sikre hemmeligholdelsen af identiteten på de advokater, der beskikkes ved

indgreb i meddelelseshemmeligheden mv. i sager om overtrædelse af straf-

felovens kapitel 12 eller 13, jf. Folketingstidende 2010-11, A, L 54 som

fremsat, side 14.

Rettens afgørelse om at undtage materiale fra forsvarerens adgang til ak-

tindsigt træffes efter lovændringen i 2003 ved kendelse og kan kæres. Er

beslutningen om begrænsningen i forsvarerens adgang til aktindsigt tidsu-

begrænset, skal der ske en fornyet prøvelse af hensynenes vægt forud for

hovedforhandlingen for at sikre, at det fortsat er berettiget at undtage det

pågældende materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt.

For at undgå at identiteten på en anmelder eller meddeler, der ønskede at

være anonym, og hvis identitet ikke indgik i sagen af hensyn til den pågæl-

dendes sikkerhed, kunne afsløres ved at afhøre en polititjenestemand herom,

blev der for det tredje indført adgang til, at en polititjenestemand kunne

nægte at afgive forklaring i retten, hvis dette var begrundet i hensynet til

tredjemands liv eller helbred, ligesom en person ikke kunne indkaldes som

vidne af forsvareren, hvis oplysningerne om den pågældendes identitet ikke

indgik i sagen eller var undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt.

2.1.2.2.

Ved lov nr. 215 af 31. marts 2004 om ændring af retsplejeloven og

forskellige andre love (Offentlighed i retsplejen) blev der i den danske rets-

plejelov indsat en række nye regler om aktindsigt i både verserende og af-

sluttede retssager.

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen, at formålet med lovændrin-

gen var at udvide adgangen til aktindsigt ved domstolene og i øvrigt at mo-

dernisere retsplejelovens regler om offentlighed i civile sager og straffesa-

ger med henblik på at sikre den størst mulige åbenhed og indsigt i domsto-

lenes arbejde, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 598.

Lovændringen indeholdt følgende hovedpunkter:

Der blev indført en almindelig adgang til aktindsigt i domme og kendelser i

civile sager og straffesager, hvilket var udtryk for en væsentlig udvidelse af

adgangen til aktindsigt i forhold til de hidtil gældende regler, hvor aktindsigt

var betinget af såkaldt retlig interesse.

Side 28/242

Med hensyn til aktindsigt i andre dokumenter end domme og kendelser blev

betingelsen om »retlig interesse« suppleret af en regel om aktindsigt for

forurettede i straffesager, der således fik en udvidet ret til aktindsigt.

Samtidig blev reglerne om aktindsigt i afsluttede straffesager forenklet.

Dette gjaldt både sigtedes aktindsigt og aktindsigt for andre personer med

»retlig interesse«. De hidtil gældende regler var spredt mellem retspleje-

loven og forvaltningsloven, og der var en række forskelle mellem disse reg-

ler. Med lovændringen blev der fastsat et ensartet regelsæt i retsplejeloven

om aktindsigt i afsluttede straffesager.

Sigtedes adgang til aktindsigt i de mindre alvorlige straffesager, hvor der

ikke er nogen forsvarer, blev lovfæstet.

Endvidere blev princippet om meroffentlighed lovfæstet.

Som modstykke til den udvidede adgang til aktindsigt i domme og kendelser

blev der gennemført et forbud mod offentliggørelse af domme og kendelser

i straffesager, medmindre der er foretaget anonymisering af dommen eller

kendelsen.

2.1.2.3.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de hensyn, der lå til grund for

lovændringerne i Danmark i 2003 og 2004, også gør sig gældende for Grøn-

land.

På den ene side er det således også i Grønland afgørende for politiets mu-

lighed for at efterforske alvorlig organiseret kriminalitet, at forsvarerens og

sigtedes eller tiltaltes adgang til oplysninger kan begrænses for at hemme-

ligholde igangværende efterforskninger, særlige efterforskningsmetoder

mv., så længe tiltaltes adgang til at føre beviser af betydning for sagens af-

gørelse ikke berøres.

På den anden side er det også i Grønland af væsentlig betydning i et moderne

rets- og informationssamfund, at der er en vid offentlighed i retsplejen, li-

gesom en høj grad af åbenhed og indsigt for borgerne og pressen med dom-

stolenes arbejde er en forudsætning for offentlighedens tillid til og kontrol

med retsvæsenet.

Side 29/242

Justitsministeriet finder derfor, at de gældende regler i retsplejeloven, som

bygger på de regler, der gjaldt i Danmark for mere end 20 år siden, bør mo-

derniseres i tråd med reglerne om aktindsigt i den danske retsplejelov.

Justitsministeriet finder, at den ændring af reglerne om aktindsigt i den dan-

ske retsplejelov, som blev gennemført ved lov nr. 709 af 8. juni 2018 om

ændring af retsplejeloven (Øget beskyttelse af vidner), i samme forbindelse

bør indføres i den grønlandske retsplejelov.

Med denne lovændring blev reglen i den danske retsplejelov om forsvarer-

pålæg ændret, således at det kom til at fremgå udtrykkeligt, at hensynet til

et vidnes sikkerhed kunne danne grundlag for meddelelse af pålæg til for-

svareren om ikke at videregive oplysninger om vidnets bopæl eller navn,

stilling og bopæl. Det var hensigten, at politiet skulle gøre brug af denne

mulighed i tilfælde, hvor anklagemyndigheden agtede under hovedforhand-

lingen at anmode retten om at bestemme, at de nævnte oplysninger ikke

måtte meddeles tiltalte.

Da der med lovforslaget foreslås regler om, at et vidnes identitet i visse til-

fælde kan hemmeligholdes for tiltalte under hovedforhandlingen, jf. pkt.

2.10 nedenfor, bør reglerne om sigtedes aktindsigt under efterforskningen

præciseres på samme måde, som det skete i Danmark ved lovændringen i

2018.

Derimod finder Justitsministeriet ikke grundlag for på nuværende tidspunkt

at medtage de ændringer af reglerne om aktindsigt i den danske retsplejelov,

som blev gennemført ved lov nr. 638 af 12. juni 2013 om ændring af for-

valtningsloven og retsplejeloven (Ændringer i lyset af lov om offentlighed i

forvaltningen).

Disse ændringer havde nær sammenhæng med den nye offentlighedslov og

med heraf affødte ændringer i forvaltningsloven, og hverken den nye offent-

lighedslov eller de deraf affødte ændringer i forvaltningsloven er sat i kraft

for Grønland.

Det bemærkes, at de tre ændringer af den danske retsplejelov vedrørende

aktindsigt i henholdsvis 2003, 2004 og 2013 indgik i en samlet forelæggelse

for Rådet for Grønlands Retsvæsen af et notat om de ændringer af den dan-

ske retsplejelov, som var blevet foretaget i perioden 2003-2013. Rådet for

Grønlands Retsvæsen besluttede at videregive notatet om lovændringerne

Side 30/242

til Justitsministeriet og Grønlands Selvstyre med henblik på videre overvej-

elser.

Det bemærkes endvidere, at Rådet for Grønlands Retsvæsen ikke har anbe-

falet, at lovændringen i 2018 indføres i den grønlandske retsplejelov, da det

i 2018 var Justitsministeriets umiddelbare vurdering, at der ikke var behov

for en præcisering af retsplejelovens § 340, stk. 4, idet vidnernes identitet i

kriminalsager under alle omstændigheder oftest ville være kendt eller kunne

gættes af sigtede.

Som nævnt foreslås der imidlertid nu regler om hemmeligholdelse af et vid-

nes identitet under hovedforhandlingen, hvorfor der også bør være adgang

til hemmeligholdelse under efterforskningen.

2.1.2.4.

Med lovforslaget foreslås det derfor at erstatte de gældende regler i

retsplejelovens §§ 100, 101 og 340 om aktindsigt med nye bestemmelser i

tråd med reglerne i den danske retsplejelov.

Samtidig foreslås et generelt forbud mod offentlig gengivelse af domme og

beslutninger i kriminalsager uden anonymisering. Forbuddet angår kun of-

fentlig gengivelse af selve afgørelsens tekst, og reglerne om anden omtale

af kriminalsager, herunder eventuelt med oplysning om de involveredes

navne, foreslås ikke ændret.

Desuden foreslås det, at en person ikke kan indkaldes som vidne, hvis op-

lysninger om personens identitet ikke indgår i sagen i medfør af reglerne om

forsvarerens og sigtedes adgang til aktindsigt, og at en polititjenestemand

ikke kan afkræves vidneforklaring om en sådan persons identitet. Forslaget

tager sigte på anonyme meddelere. Det bemærkes, at hvis anklagemyndig-

heden vil bruge oplysninger fra meddeleren som bevis under hovedforhand-

lingen, kan og skal den pågældende indkaldes som vidne.

Endvidere foreslås det, at en dommer, der har fået forelagt materiale, som

undtages fra forsvarerens og sigtedes aktindsigt, ikke kan deltage i afgørel-

sen af spørgsmålet om tiltaltes skyld i det relevante forhold.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1-3, 9, 15-17, 19, 20, 35, 43, 44 og 45

(forslag til § 50, stk. 3-5, ændring af § 61 f, stk. 2, forslag til §§ 101-102 a,

ændring af § 142, stk. 2, forslag til §§ 339 a-339 c, ændring af § 340, forslag

til § 341, stk. 2, § 344, stk. 5, § 345, stk. 3, og § 445 a, ændring af § 474,

Side 31/242

stk. 3, forslag til § 485 a og ændring af § 493 h, stk. 6), og § 2 (ændring af

forvaltningslovens § 18).

2.2. Teleobservation

2.2.1. Gældende ret

Observation af mistænkte kan forekomme i forskellige former og være af

mere eller mindre indgribende karakter. Indgrebets intensitet vil navnlig af-

hænge af, på hvilket sted den mistænkte befinder sig under observationen,

og hvilke hjælpemidler politiet anvender i forbindelse hermed. I den ene

ende af skalaen kan nævnes observation med det blotte øje af en person, der

befinder sig på et frit tilgængeligt sted, mens observation ved hjælp af et

skjult, fjernbetjent apparat af en person, der opholder sig i sin bolig, kan

siges at ligge i den anden ende af skalaen.

Retsplejeloven indeholder i § 399 bestemmelser om visse former for obser-

vation.

Retsplejelovens bestemmelser om observation omhandler alene politiets ad-

gang til at foretage observation af personer, der befinder sig på et ikke frit

tilgængeligt sted, ved brug af optiske instrumenter, f.eks. en kikkert eller et

kamera. Observation af personer, der befinder sig på et frit tilgængeligt sted,

er således ikke omfattet af bestemmelsen, uanset om der i forbindelse med

observationen anvendes optiske instrumenter. Retsplejeloven regulerer hel-

ler ikke observation af en person, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt

sted, hvis observationen foretages uden brug af sådanne hjælpemidler. Så-

danne observationer har ikke karakter af kriminalprocessuelle tvangsind-

greb.

Retsplejelovens § 399, stk. 1-3, regulerer tre former for observation af mere

eller mindre kvalificeret karakter.

Indgreb efter § 399, stk. 1, omfatter observation i tilfælde, hvor den person,

indgrebet er rettet imod, befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, og hvor

observationen foretages ved hjælp af en kikkert eller andet apparat. Denne

type observation kan foretages, hvis indgrebet må antages at være af væ-

sentlig betydning for efterforskningen (indikationskravet), og efterforsknin-

gen vedrører en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre anstaltsan-

bringelse (kriminalitetskravet).

Side 32/242

Observation rettet mod en person, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt

sted, som foretages ved hjælp af et fjernbetjent eller automatisk virkende tv-

kamera, fotografiapparat eller lignende apparat, er reguleret i § 399, stk. 2.

Ligesom ved observation i medfør af § 399, stk. 1, er det en betingelse, at

indgrebet er af væsentlig betydning for efterforskningen, men indgreb efter

stk. 2 må kun foretages, hvis efterforskningen vedrører en grov lovovertræ-

delse. Det fremgår af forarbejderne til retsplejeloven, at der ved en »grov

lovovertrædelse« skal forstås lovovertrædelser, hvor der konkret må forven-

tes en foranstaltning, der efter sanktionsstigemodellen er strengere end

bøde, jf. Folketingstidende 2007-08 (2. samling), tillæg A, side 1341.

Retsplejelovens § 399, stk. 3, regulerer observation af personer, der befinder

sig i en bolig eller andre husrum, ved hjælp af fjernbetjent eller automatisk

virkende tv-kamera, fotografiapparat eller lignende apparat eller ved hjælp

af apparat, der anvendes i boligen eller husrummet. Denne form for obser-

vation forudsætter, at 1) der er bestemte grunde til at antage, at bevis i sagen

kan opnås ved indgrebet, 2) indgrebet må antages at være af afgørende be-

tydning for efterforskningen (indikationskravet), og 3) efterforskningen an-

går en særlig grov lovovertrædelse, som har medført eller kan medføre fare

for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier (kri-

minalitetskravet). Det fremgår af forarbejderne til retsplejeloven, at der ved

en »særlig grov lovovertrædelse« som hovedregel skal forstås lovovertræ-

delser, hvor der konkret må forventes idømt ubetinget anstaltsanbringelse af

en ikke ubetydelig varighed.

Som en generel betingelse for alle former for observation efter retspleje-

lovens § 399 gælder, at indgrebet ikke må foretages, hvis det efter indgre-

bets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet

må antages at forvolde, ville være uforholdsmæssigt, jf. § 399, stk. 5.

Beslutning om observation i medfør af retsplejelovens § 399, stk. 1, træffes

af politiet. For observation efter § 399, stk. 2, eller stk. 3, gælder derimod

de samme regler som ved indgreb i meddelelseshemmeligheden, sådan at

indgrebet kræver en forudgående beslutning fra retten, medmindre indgre-

bets formål ville forspildes, hvis politiet skulle afvente rettens beslutning,

jf. § 399, stk. 6, jf. § 391.

Det følger endvidere af retsplejelovens § 399, stk. 6, at en række af bestem-

melserne vedrørende indgreb i meddelelseshemmeligheden finder tilsva-

Side 33/242

rende anvendelse ved observation, herunder bl.a. bestemmelserne om for-

svarerbeskikkelse, jf. § 392, og bestemmelsen om underretning ved afslut-

ning af indgrebet, jf. § 396.

Retsplejeloven indeholder ikke i dag bestemmelser, der særligt omhandler

spørgsmålet om, under hvilke betingelser politiet kan foretage observation

af en mistænkt via oplysninger om, hvor vedkommendes mobiltelefon be-

finder sig, eller under hvilke betingelser udbydere af telenet eller teletjene-

ster er berettiget eller forpligtet til at udlevere sådanne oplysninger til poli-

tiet.

Spørgsmålet om, hvorvidt politiets indhentelse af sådanne oplysninger har

karakter af observation efter den dagældende tilsvarende regel i den danske

retsplejelovs § 791 a, blev behandlet i en sag, der er gengivet i Ugeskrift for

Retsvæsen 2003, side 137. I denne sag ønskede politiet at iværksætte skyg-

ning af en person, der var mistænkt for tyverier. Med henblik herpå ønskede

politiet at indhente oplysninger fra teleselskaberne om, på hvilke master den

mistænktes mobiltelefoner opdateredes, og om retning og afstand fra ma-

sten, således at man havde mulighed for at lokalisere den pågældende igen,

hvis han skulle slippe væk.

Byretten fandt, at indhentelsen af de ønskede oplysninger var omfattet af

den danske retsplejelovs § 791 a, stk. 3 (svarende til den grønlandske rets-

plejelovs § 399, stk. 3), og at der i det konkrete tilfælde ikke var grundlag

for at imødekomme politiets begæring. Landsretten fandt derimod, at poli-

tiet uden retskendelse kunne indhente de nævnte oplysninger. Højesteret ud-

talte, at de ønskede oplysninger indeholdt oplysninger om brug af telenet

eller teletjenester, som var omfattet af telekonkurrencelovens § 13, stk. 3,

og at videregivelse til politiet ikke uden videre kunne anses for berettiget.

Videregivelse kunne imidlertid ske, hvis videregivelse af positionsoplysnin-

ger kunne anses for hjemlet i retsplejelovens regler om straffeprocessuelle

tvangsindgreb, eller videregivelse af positionsoplysninger måtte sidestilles

med et sådant indgreb. Oplysningerne skulle anvendes i tilknytning til poli-

tiets skygning af den mistænkte. Højesteret fandt, at indgrebet derfor kunne

sidestilles med observation, jf. den danske retsplejelovs § 791 a. Da oplys-

ningerne ikke kunne stedfæste en persons færden så præcist, at den kunne

lokaliseres til en bolig eller andre husrum, fandt Højesteret, at indgrebet var

omfattet af retsplejelovens § 791 a, stk. 2, og ikke stk. 3. Såfremt denne be-

stemmelses betingelser var opfyldt, kunne det derfor ved kendelse bestem-

mes, at det var berettiget at videregive de nævnte oplysninger.

Side 34/242

Med hensyn til spørgsmålet om, i hvilket omfang et indgreb har karakter af

et kriminalprocessuelt tvangsindgreb, kan til sammenligning peges på poli-

tiets brug af såkaldt pejlingsudstyr.

I forbindelse med det lovforslag, der dannede grundlag for indsættelse af

observationsbestemmelsen i den danske retsplejelovs § 791 a, overvejede

Justitsministeriet bl.a., om andre efterforskningsmetoder, herunder pejling,

burde lovreguleres. Ved pejling forstås, at politiet monterer pejleudstyr på

en genstand, f.eks. en bil, der tilhører en mistænkt, med henblik på at kunne

følge genstandens bevægelser på afstand.

Justitsministeriet bemærkede i den forbindelse, at pejling ud fra en umiddel-

bar betragtning har visse lighedspunkter med observation og aflytning, idet

politiet ved hjælp af teknisk udstyr herved får en viden, der normalt forud-

sætter, at politiet er fysisk til stede. Ministeriet fremhævede herefter, at pej-

ling imidlertid ikke giver mulighed for at optage billeder eller aflytte sam-

taler, og at pejling derfor nærmest har karakter af en »skygning« under an-

vendelse af tekniske hjælpemidler. Indgrebet blev derfor ikke anset for at

være af så væsentlig og indgribende karakter, at det burde sidestilles med

andre efterforskningsmidler, der er reguleret i retsplejeloven, og Justitsmi-

nisteriet fandt således ikke anledning til at foreslå en lovregulering af poli-

tiets brug af pejling. Der henvises til Folketingstidende 1998-99, tillæg A,

side 840.

I forarbejderne til observationsreglerne i den danske retsplejelovs § 791 a er

i samme forbindelse henvist til en kendelse fra Vestre Landsret, der om-

handler spørgsmålet om politiets brug af pejling. I afgørelsen, der er gengi-

vet i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, side 1496, fandt landsretten, at der i det

konkrete tilfælde, hvor det anvendte elektroniske sporingsudstyr var anbragt

uden på den mistænktes bil, ikke var tale om et straffeprocessuelt tvangsind-

greb, men derimod om skygning under anvendelse af tekniske hjælpemidler.

Tilsvarende er også efterfølgende lagt til grund i retspraksis, jf. Ugeskrift

for Retsvæsen 2003, side 1599 V.

Højesteret nåede i en afgørelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000,

side 2476, frem til, at der i en situation, hvor politiet ønskede at installere

pejlingsudstyr inde i en mistænkts bil, var tale om pejling ved anvendelse af

udstyr, hvis installation indebar et straffeprocessuelt indgreb, og at indgre-

bet derfor måtte anses for omfattet af eller sidestillet med observationsbe-

Side 35/242

grebet i den danske retsplejelovs § 791 a. Højesteret fandt herefter, at ind-

grebet var omfattet af § 791 a, stk. 2.

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.2.2.1.

Ved lov nr. 542 af 8. juni 2006 om ændring af straffeloven, retsplej-

eloven og forskellige andre love (Styrkelse af indsatsen for at bekæmpe ter-

rorisme mv.) blev der i den danske retsplejelovs § 791 a, stk. 5, indført regler

om politiets brug af teleobservation.

Efter denne bestemmelse kunne politiet fra udbydere af telenet eller teletje-

nester indhente oplysninger vedrørende lokaliseringen af en mobiltelefon,

der antages at benyttes af en mistænkt (teleobservation), hvis indgrebet

måtte antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen, og efter-

forskningen vedrørte en lovovertrædelse, der kan medføre fængsel i 1 år og

6 måneder eller derover. Efter bestemmelsen krævedes rettens forudgående

kendelse, medmindre øjemedet ville forspildes, hvis politiet skulle afvente

rettens kendelse.

Det bemærkes, at når den danske retsplejelov anvender kriminalitetskravet

om en strafferamme på mindst 1 år og 6 måneder, anvendes i de tilsvarende

bestemmelser i den grønlandske retsplejelov generelt kriminalitetskravet

»grov lovovertrædelse« – forstået som lovovertrædelser, hvor der konkret

må forventes en foranstaltning, der efter sanktionsstigemodellen er stren-

gere end bøde, jf. Folketingstidende 2007-08 (2. samling), tillæg A, side

1341.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen i den danske retsplejelovs

§ 791 a, stk. 5, at det i en rapport fra en tværministeriel arbejdsgruppe om

terrorbekæmpelse var anført, at den daværende teknik inden for mobiltele-

foni gav mulighed for, at man via mastepositioner kunne stedfæste, hvor en

tændt mobiltelefon befandt sig, uanset om mobiltelefonen faktisk benytte-

des til kommunikation. Arbejdsgruppen anbefalede, at udbydere af elektro-

niske kommunikationsnet og -tjenester på baggrund af en observationsken-

delse kunne forpligtes til fremadrettet (løbende) at udlevere oplysninger til

politiet om, hvilke mobiltelefonmaster en tændt mobiltelefon er i forbin-

delse med. Der henvises til Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 7193.

Justitsministeriet anførte i den forbindelse, at den danske retsplejelov den-

gang ikke indeholdt bestemmelser, der særligt regulerede politiets adgang

Side 36/242

til at indhente oplysninger om lokaliseringen af en tændt mobiltelefon. Ob-

servation af mistænkte udgjorde et vigtigt redskab i politiets efterforskning

af strafbare forhold. Justitsministeriet fandt det ligesom arbejdsgruppen i

den forbindelse væsentligt, at politiet havde adgang til fra udbydere af tele-

net eller teletjenester at indhente lokaliseringsdata vedrørende en mobiltele-

fon, der antages at blive anvendt af en mistænkt (teleobservation). Det ville

navnlig dreje sig om oplysninger om, hvilke mobiltelefonmaster den pågæl-

dende mobiltelefon er i forbindelse med ved opdateringer, hvilken celle der

er anvendt ved opdateringen, samt – ved mobiltelefonens anvendelse til

kommunikation – oplysninger om i hvilken afstand fra masten mobiltelefo-

nen befinder sig.

Anvendelsesområdet for et traditionelt efterforskningsmiddel som observa-

tion kunne på denne måde siges at blive udvidet med den teknologiske ud-

vikling inden for telekommunikation og de tekniske muligheder, der var

med den daværende mobiltelefoni. Dette kunne både være tilfældet, hvor

teleobservation skete i tilknytning til politiets brug af andre efterforsknings-

midler, og i tilfælde, hvor teleobservation som et isoleret indgreb kunne

være af væsentlig betydning for efterforskningen.

På den baggrund kunne Justitsministeriet tilslutte sig arbejdsgruppens anbe-

faling om, at udbydere af telenet eller teletjenester på baggrund af en obser-

vationskendelse burde være forpligtet til fremadrettet (løbende) at udlevere

oplysninger til politiet om, hvilke mobiltelefonmaster en tændt mobiltelefon

er i forbindelse med.

Teleobservation, der foretages i forbindelse med skygning af en mistænkt,

ansås i praksis for et indgreb, der var omfattet af eller må sidestilles med

observation i medfør af den danske retsplejelovs dagældende § 791 a, stk. 2,

jf. Ugeskrift for Retsvæsen 2003, side 137 H. Med Højesterets kendelse, der

er omtalt i pkt. 2.2.1 ovenfor, var der imidlertid ikke taget udtrykkelig stil-

ling til tilfælde, hvor politiets indhentelse af lokaliseringsdata vedrørende

en mistænkts mobiltelefon ikke skete i forbindelse med en samtidig skyg-

ning af den pågældende.

Det kunne efter Justitsministeriets opfattelse give anledning til en vis tvivl,

om der i et sådant tilfælde var tale om et straffeprocessuelt tvangsindgreb,

der var omfattet af eller måtte sidestilles med observation efter den danske

retsplejelov § 791 a. Teleobservation kunne i sådanne tilfælde siges at have

visse lighedspunkter med politiets brug af pejlingsudstyr. Begge tilfælde er

Side 37/242

således karakteriseret ved, at politiet foretager »skygning ved brug af tekni-

ske hjælpemidler« under omstændigheder, hvor der ikke sker en egentlig

iagttagelse af den mistænkte, og hvor der heller ikke foretages aflytning af

indholdet af kommunikation. Som nævnt i pkt. 2.2.1 ovenfor var det i prak-

sis antaget, at pejling ikke udgjorde et straffeprocessuelt indgreb, medmin-

dre brug af pejlingsudstyret krævede politiets indtrængen i den mistænktes

bil.

Politiets behov for i efterforskningsmæssigt øjemed at indhente oplysninger

om, fra hvilke master en mobiltelefon opdateres, og dermed hvor den på-

gældende mobiltelefon befinder sig, kunne være til stede i situationer, hvor

der – som det var tilfældet i ovennævnte højesteretskendelse – tillige fore-

toges skygning af den pågældende. Politiet kunne imidlertid også tænkes at

have et sådant behov i situationer, hvor der ikke var iværksat en sådan skyg-

ning. Det kunne f.eks. være tilfældet, hvis politiets efterforskning alene nød-

vendiggjorde et overblik over den pågældendes færden, mens egentlig iagt-

tagelse af den pågældende og dennes aktiviteter ikke var nødvendig eller

ville være uforholdsmæssig ressourcekrævende. Det kunne endvidere fore-

komme tilfælde, hvor den mistænkte var så »sikkerhedsbevidst«, at det i

praksis var vanskeligt eller umuligt at gennemføre en »manuel« skygning af

den pågældende.

I lyset af Højesterets kendelse og med henblik på at undgå tvivl om, under

hvilke omstændigheder politiet kunne foretage teleobservation, fandt Ju-

stitsministeriet det rigtigst at indsætte en særskilt bestemmelse herom i rets-

plejeloven. Selv om teleobservation efter praksis i visse tilfælde kunne si-

destilles med observation i medfør af den danske retsplejelov § 791 a, fandt

Justitsministeriet det således mest hensigtsmæssigt at indsætte en særskilt

bestemmelse i retsplejeloven om dette indgreb. Hermed sikredes det, at po-

litiet under nærmere angivne betingelser kan foretage teleobservation, uan-

set om dette sker i tilknytning til andre efterforskningsmidler, f.eks. »ma-

nuel« skygning.

2.2.2.2.

Ved lov nr. 1719 af 27. december 2018 om ændring af straffeloven,

retsplejeloven, lov om erstatningsansvar og medieansvarsloven (Freds- og

ærekrænkelser mv.) blev bestemmelsen om teleobservation i den danske

retsplejelovs § 791 a, stk. 5, ændret, idet bestemmelsen blev udvidet fra

alene at omfatte teleobservation ved at indhente oplysninger fra udbydere af

telenet eller teletjenester vedrørende lokaliseringen af en mobiltelefon til

Side 38/242

også at omfatte teleobservation ved på anden måde ved hjælp af en gps eller

et andet lignende apparat at registrere en persons færden.

Lovændringen skete i forbindelse med indførelsen af en bestemmelse i straf-

felovens § 264 b, som forbyder uberettiget ved hjælp af en gps eller et andet

lignende apparat at registrere en andens færden.

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen, at Justitsministeriet fandt, at

politiets registrering af en persons færden ved hjælp af en gps eller et andet

lignende apparat var beslægtet med teleobservation efter den danske rets-

plejelovs § 791 a, stk. 5. Der var i begge tilfælde tale om, at en persons

færden kunne følges fremadrettet og løbende. Afhængig af de tekniske mu-

ligheder kunne registrering af en persons færden ved hjælp af en gps eller et

andet lignende apparat i nogle tilfælde have en større intensitet, fordi loka-

liseringen i nogle tilfælde ville kunne være mere præcis.

Politiet kunne på daværende tidspunkt registrere en persons færden ved

hjælp af en gps eller andet lignende apparat, hvis behandlingen af oplysnin-

gerne var nødvendig og proportional som led i bl.a. politiets efterforskning.

Der kunne både være tale om registrering af en mistænkts færden eller regi-

strering af færden for en anden person end den mistænkte.

Anvendelsen af gps eller lignende over for en ikke mistænkt kunne navnlig

være relevant, når der skal foretages straffeprocessuelle indgreb så som

visse indgreb i meddelelseshemmeligheden samt hemmelig ransagning mod

en mistænkt. Flere af disse efterforskningsskridt forudsatte, at politiet fik

adgang til lokaliteter (f.eks. bolig, kontor og lignende) i forbindelse med

etablering af de pågældende efterforskningsskridt. Det drejede sig bl.a. om

installering af en rumaflytning, etablering af særlig kvalificeret observation

eller en hemmelig ransagning. I sådanne situationer ville andre end den

mistænkte imidlertid ofte også have adgang til disse lokaliteter, og det ville

kunne kompromittere efterforskningen, hvis de pågældende ankom til stedet

under politiets arbejde og fik kendskab til det pågældende efterforsknings-

skridt.

Gps-sporing af ikke mistænkte kunne også anvendes i forbindelse med ef-

tersøgning af gerningsmænd til alvorlig kriminalitet, f.eks. hvis en mistænkt

gerningsmand skjulte sig for politiet. I sådanne tilfælde kunne det være af

betydning for politiets eftersøgning og efterforskning, at der kunne anven-

Side 39/242

des gps-sporing af bl.a. pårørende, venner eller bekendte til den eftersøgte,

idet en sådan sporing ville kunne føre frem til den mistænkte.

Justitsministeriet fandt, at det fortsat skulle være muligt for politiet at fore-

tage gps-overvågning af mistænkte og ikke mistænkte, når det var af væ-

sentlig betydning for politiets efterforskning.

Efter Justitsministeriets opfattelse burde betingelserne for politiets registre-

ring af en mistænkts eller anden persons færden ved hjælp af en gps eller et

andet lignende apparat svare til betingelserne for at anvende teleobservation

efter retsplejelovens § 791 a, stk. 5. Det var også de samme betingelser, som

efter § 791 a, stk. 2, gjaldt for observation af en person, der befinder sig på

et ikke frit tilgængeligt sted, ved anvendelse af fjernbetjent eller automatisk

virkende kamera eller lignende.

Dette betød, at indgrebet vil være betinget af, at det måtte antages at være

af væsentlig betydning for efterforskningen (indikationskravet), og at efter-

forskningen vedrørte en lovovertrædelse, der kan medføre fængsel i 1 år og

6 måneder eller derover (kriminalitetskravet).

I lighed med observation og teleobservation efter den dagældende § 791 a

burde der også i relation til politiets registrering af en mistænkts eller anden

persons færden ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat gælde en

almindelig proportionalitetsregel, således at indgrebet ikke måtte foretages,

hvis det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og

ulempe, som indgrebet måtte antages at forvolde den, som det rammer, ville

være et uforholdsmæssigt indgreb, jf. det dagældende § 791 a, stk. 7.

Justitsministeriet fandt endvidere, at beslutningen om at iværksætte politiets

registrering af en mistænkts eller anden persons færden ved hjælp af en gps

eller et andet lignende apparat burde træffes af retten. Der kunne opstå situ-

ationer, hvor politiet kunne have behov for at iværksætte registrering af en

persons færden ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat uden at

skulle afvente retskendelse. Det foresloges på den baggrund, at politiet

skulle kunne træffe beslutning om at foretage indgrebet med efterfølgende

forelæggelse af indgrebet for retten til godkendelse. Også dette svarede til,

hvad der på det tidspunkt gjaldt for teleobservation.

Efter afslutningen af en teleobservation foretaget med hjemmel i § 791 a,

stk. 5, skulle der foretages underretning af den, indgrebet har været rettet

Side 40/242

imod. Tilsvarende burde efter Justitsministeriets opfattelse gælde i relation

til politiets registrering af en mistænkts eller anden persons færden ved

hjælp af en gps eller et andet lignende apparat. Justitsministeriet havde end-

videre fundet det rigtigst, at der også i sager om politiets registrering af en

persons færden ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat blev be-

skikket en advokat for den pågældende person.

På denne baggrund foresloges det at udvide den dagældende bestemmelse

om teleobservation i form af indhentelse af oplysninger fra udbydere af te-

lenet eller teletjenester vedrørende lokaliseringen af en mobiltelefon, jf.

retsplejelovens § 791 a, stk. 5, til også at omfatte, at politiet på anden måde

ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat registrerer en mistænkts

eller en anden persons færden, hvis den pågældende har tilknytning til den

mistænkte, til samme køretøj eller ejendom som den mistænkte eller lig-

nende.

Der henvises til Folketingstidende 2018-19 (1. samling), A, L 20 som frem-

sat, side 15-17.

2.2.2.3.

Rådet for Grønlands Retsvæsen har anbefalet, at der i den grønland-

ske retsplejelov indsættes en tilsvarende hjemmel til, at politiet efter rettens

beslutning kan registrere en persons færden ved hjælp af en gps eller et andet

lignende apparat.

Justitsministeriet er enig i anbefalingen fra Rådet for Grønlands Retsvæsen.

Justitsministeriet finder, at der i samme forbindelse bør indføres regler i den

grønlandske retsplejelov om teleobservation ved at indhente oplysninger fra

udbydere af telenet eller teletjenester vedrørende lokaliseringen af en mo-

biltelefon. Justitsministeriet lægger vægt på, at der er tale om nært beslæg-

tede indgreb, som i den danske retsplejelov er reguleret ved en samlet be-

stemmelse med fælles betingelser for at foretage de pågældende indgreb.

Det bemærkes, at ændringen af den danske retsplejelov vedrørende sådan

teleobservation indgik i en samlet forelæggelse for Rådet for Grønlands

Retsvæsen af et notat om de ændringer af den danske retsplejelov, som var

blevet foretaget i perioden 2003-2013. Rådet for Grønlands Retsvæsen be-

sluttede at videregive notatet om lovændringerne til Justitsministeriet og

Grønlands Selvstyre med henblik på videre overvejelser.

Side 41/242

Justitsministeriet er opmærksom på, at mobildækningen i Grønland er væ-

sentligt mere sporadisk end i Danmark, og at teleobservation ved at følge

lokaliseringen af en mobiltelefon på nuværende tidspunkt må forventes ikke

at få samme betydning for Grønlands Politi som for politiet i Danmark. Når

teleobservation ved brug af en gps eller lignende lovreguleres, er det imid-

lertid af de nævnte grunde hensigtsmæssigt at gennemføre en sammenhæn-

gende regulering af teleobservation i sin helhed. Hertil kommer, at teleob-

servation ved at følge lokaliseringen af en mobiltelefon efter omstændighe-

derne også vil kunne være relevant for Grønlands Politi.

2.2.2.4.

Med lovforslaget foreslås det derfor at indsætte en bestemmelse i

retsplejelovens § 422, stk. 5, svarende til den danske retsplejelovs § 791 a,

stk. 5.

Forslaget indebærer, at politiets anvendelse af teleobservation som led i ef-

terforskningen fremover vil være reguleret af en specifik lovbestemmelse. I

dag beror det på analogislutninger fra navnlig retsplejelovens regler om ob-

servation, om en konkret teleobservation skal anses for et kriminalproces-

suelt tvangsindgreb, eller om den falder uden for retsplejelovens regler om

kriminalprocessuelle tvangsindgreb.

Teleobservation kan efter forslaget foretages, hvis indgrebet må antages at

være af væsentlig betydning for efterforskningen, og efterforskningen ved-

rører en grov lovovertrædelse. Dette svarer til de gældende betingelser for

observation ved hjælp af fjernbetjent eller automatisk virkende tv-kamera,

fotografiapparat eller lignende apparat, jf. § 399, stk. 2.

Ved teleobservation forstås efter forslaget

for det første

at indhente oplys-

ninger fra udbydere af telenet eller teletjenester vedrørende lokaliseringen

af en mobiltelefon, jf. det foreslåede § 422, stk. 5, nr. 1. Det vil navnlig dreje

sig om oplysninger om, hvilke mobiltelefonmaster den pågældende mobil-

telefon er i forbindelse med ved opdateringer, hvilken celle der er anvendt

ved opdateringen, og i hvilken retning og afstand fra masten mobiltelefonen

befinder sig.

Ved teleobservation forstås

for det andet

på anden måde ved hjælp af en gps

eller et andet lignende apparat at registrere en persons færden, jf. det fore-

slåede § 422, stk. 5, nr. 2. Det foreslåede nr. 2 omfatter politiets anvendelse

af en gps eller andet lignende teknisk udstyr til at registrere en bestemt per-

sons færden, dvs. transmittere eller lagre oplysninger om personens geogra-

Side 42/242

fiske placering, sådan at det er muligt enten løbende eller efterfølgende at

følge personens færden. Bestemmelsen omfatter også overvågning ved pej-

ling af radiosignaler, der udsendes af genstande mv., som personen har med

sig (herunder en mobiltelefon, tablet mv.), eller ved hjælp af et videokamera,

der viser personens færden. Det afgørende er, at politiet registrerer en be-

stemt persons færden og dermed kan følge personens færden uden selv at

være til stede.

Det foreslåede nr. 2 hjemler, at politiet registrerer a) en mistænkts færden

eller b) en anden persons færden, hvis den pågældende har tilknytning til en

mistænkt eller til samme køretøj, fartøj eller ejendom som en mistænkt eller

lignende. I lyset af de grønlandske forhold foreslås det at nævne »fartøj«

særskilt (i den danske retsplejelov er fartøjer dækket af ordene »eller lig-

nende«).

Det foreslås endvidere at indsætte en bestemmelse i retsplejelovens § 399,

stk. 6, hvorefter det påhviler udbydere af telenet eller teletjenester at bistå

politiet ved gennemførelse af teleobservation. Bestemmelsen sikrer, at der i

lovgivningen er en forpligtelse for udbydere af telenet eller teletjenester til

at bistå med indgreb, der foretages med hjemmel i den foreslåede bestem-

melse om teleobservation i form af indhentelse af oplysninger om lokalise-

ringen af en mobiltelefon.

Bestemmelsen svarer til den forpligtelse, der i medfør af retsplejelovens

§ 393, stk. 1, påhviler bl.a. udbydere af telenet eller teletjenester til at bistå

politiet med at gennemføre indgreb i meddelelseshemmeligheden, herunder

ved at etablere telefonaflytning og ved at udlevere oplysninger som omtalt i

§§ 386 og 387 om teleoplysning og udvidet teleoplysning.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 26 og 27 (ændring af retsplejelovens

§ 399).

2.3. Edition

2.3.1. Gældende ret

Retsplejelovens § 420 indeholder bestemmelser om edition hos personer,

der ikke er mistænkte, dvs. regler om pligt til at udlevere eller forevise gen-

stande af betydning for gennemførelsen af en kriminalsag. Både fysiske og

juridiske personer kan pålægges editionspligt.

Side 43/242

Det følger således af retsplejelovens § 420, stk. 1, at der som led i efterforsk-

ningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, eller en

krænkelse som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1, i lov om tilhold, opholdsforbud og

bortvisning (krænkelser af en andens fred ved at forfølge eller genere ved-

kommende ved kontakt mv. eller kriminelt forhold, der kan sidestilles her-

med), kan meddeles en person, der ikke er mistænkt, pålæg om at forevise

eller udlevere genstande, som personen har rådighed over, hvis der er grund

til at antage, at genstanden kan tjene som bevis, bør konfiskeres eller ved

lovovertrædelsen er fravendt nogen, som kan kræve den tilbage.

Edition kan være et egnet middel til at fremskaffe genstande, der ikke eller

kun vanskeligt kan fremskaffes på anden måde, f.eks. fordi en ting er skjult

eller utilgængelig, eller hvis personen, der har rådighed over en relevant

genstand, ikke vil udlevere den. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der er

tale om et dokument, der indeholder oplysninger, der er beskyttet af tavs-

hedspligt eller anden fortrolighed.

Editionspligten er begrænset i samme omfang som pligten til at afgive for-

klaring som vidne, jf. retsplejelovens § 420, stk. 4. Editionspligt kan således

ikke pålægges, hvis der foreligger en vidnefritagelses- eller vidneudelukkel-

sesgrund, jf. retsplejelovens §§ 142-145, medmindre retten samtidig træffer

afgørelse om, at fritagelses- eller udelukkelsesgrunden må vige af hensyn til

oplysningen af sagen, jf. reglerne i § 142, stk. 2, § 143, stk. 2, § 144, stk. 3

og 4, og § 146. En sigtets nærmeste kan således ikke pålægges edition, jf.

§ 144, stk. 1, jf. § 420, stk. 4. Det beror på en konkret vurdering af den

sigtedes forhold, hvem der kan anses som sigtedes nærmeste. Dette omfatter

efter praksis sigtedes børn, forældre og ægtefæller, men kan også være an-

dre.

Oplysninger omfattet af en tavshedspligt skal som udgangspunkt udleveres

ved et pålæg om edition. En undtagelse gøres dog for visse professioner, jf.

retsplejelovens § 143, stk. 1. Disse professioner er præster i folkekirken eller

andre trossamfund, kateketer, der har kirkelige opgaver, læger, forsvarere,

advokater og rettergangsfuldmægtige. For andre professioner skal et edi-

tionspålæg efterkommes, uanset en eventuel tavshedspligt. Dette gælder,

uanset om tavshedspligten følger af loven eller af aftale, vedtægter eller en

branchesædvane eller lignende. For de professioner, der ikke er omfattet af

§ 143, stk. 1, men er undergivet en tavshedspligt i medfør af lovgivningen,

har retten en mulighed for konkret at bestemme, at de alligevel ikke er for-

Side 44/242

pligtede til at udlevere oplysninger omfattet af tavshedspligten, jf. § 420,

stk. 4, jf. § 143, stk. 3.

Hvis en person for at efterkomme et editionspålæg er nødt til at udlevere

oplysninger, der er omfattet af en tavshedspligt, kan der ikke idømmes for-

anstaltninger for overtrædelse af tavshedspligten. Der er heller ikke pligt til

at betale erstatning for et tab, der måtte være lidt herved. Udlevering af op-

lysninger anses i sådanne tilfælde for at være berettiget, og der er derfor ikke

tale om et brud på tavshedspligten.

Hvis et pålæg om edition ikke imødekommes, kan det gennemtvinges på

samme måde som vidnepligten, jf. § 423, stk. 2, jf. § 150, stk. 1. Retten kan

eksempelvis pålægge vedkommende at betale en bøde eller en løbende bøde

(tvangsbøde) i indtil 6 måneder, indtil editionspålægget efterkommes. Ret-

ten kan også tilpligte den, der ikke efterkommer et editionspålæg, at erstatte

de udgifter, som dette har forårsaget. Fysiske personer kan endvidere blive

frihedsberøvet i op til 6 måneder, hvis ikke de efterkommer et editionspå-

læg.

Afgørelse om pålæg om edition træffes af retten ved beslutning efter an-

modning fra politiet, jf. retsplejelovens § 422, stk. 1 og 2. I beslutningen

skal anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at be-

tingelserne for indgrebet er opfyldt. Før retten træffer afgørelse, skal den,

som indgrebet retter sig mod, have lejlighed til at udtale sig, jf. retspleje-

lovens § 422, stk. 6.

Beslutning om pålæg om edition kan dog træffes af politiet, såfremt indgre-

bets formål ville forspildes, hvis rettens beslutning skulle afventes, jf. § 422,

stk. 3, 1. pkt. I sådanne situationer kan den, som indgrebet retter sig mod,

anmode om, at politiet forelægger sagen for retten til godkendelse. Politiet

skal i så fald forelægge sagen til godkendelse snarest muligt og senest inden

3 gange 24 timer, jf. stk. 3, 2. pkt. I sådanne tilfælde, hvor der træffes be-

slutning på formålet, vil den, som indgrebet retter sig mod, ikke modtage

forudgående underretning, men vil have mulighed for at komme med sine

bemærkninger, hvis spørgsmålet indbringes for retten. Retsplejeloven inde-

holder ikke regler, der forpligter politiet til at give en skriftlig begrundelse

for beslutningen forud for indgrebet. Indbringes spørgsmålet for retten, vil

den part, som editionspålægget retter sig mod, få rettens afgørelse af, om

indgrebet kan godkendes, jf. § 422, stk. 3, 2. pkt. Rettens afgørelse træffes

ved en beslutning, der skal begrundes, jf. § 422, stk. 3, 3. pkt. Før retten

Side 45/242

træffer afgørelse, skal den, som indgrebet retter sig mod, have lejlighed til

at udtale sig, jf. retsplejelovens § 422, stk. 5, og sigtedes forsvarer skal som

udgangspunkt underrettes og er berettiget til at fremsætte bemærkninger og

kort at få disse noteret i retsbogen, jf. retsplejelovens § 345.

Der gælder ikke efter retsplejeloven en tilsvarende almindelig pligt for po-

litiet til at underrette sigtede, dennes forsvarer eller andre om de udenretlige

efterforskningsskridt, som politiet agter at foretage. Efter gældende ret skal

sigtedes forsvarer dog modtage forudgående underretning om politiets ef-

terforskningsskridt, hvis der er tale om en afhøring, en konfrontation, en

fotoforevisning eller andet efterforskningsskridt af lignende betydning, som

kan formodes at ville finde anvendelse som bevis under hovedforhandlin-

gen, jf. retsplejelovens § 340, stk. 3. Sigtedes forsvarer vil have adgang til

aktindsigt i materialet efter reglerne i § 340, stk. 1 og 4.

Pålæg om edition vedrører genstande, som en person har rådighed over. Ef-

ter retspraksis kan dette være dokumenter, herunder dokumenter i elektro-

nisk form, og er ikke begrænset til fysiske genstande. I praksis er editions-

reglerne bl.a. anvendt på udlevering af kontooplysninger. Dette kan f.eks.

være oplysninger om, hvilke konti en sigtet er indehaver af, eller oplysnin-

ger om ind- og udbetalinger på en konto, herunder fremtidige bevægelser i

et nærmere fastsat tidsrum. Efter praksis kan edition efter § 420, stk. 1, med-

deles vedrørende fremtidige transaktioner på en identificeret konto i en nær-

mere angiven periode (»fremadrettet edition«), jf. Højesterets kendelse gen-

givet i Ugeskrift for Retsvæsen 2017, side 293, om den tilsvarende bestem-

melse i den danske retsplejelov.

Det er ifølge bestemmelsens forarbejder ikke et krav, at de dokumenter eller

genstande, der ønskes udleveret eller forevist ved edition, beskrives præcist,

men oplysningerne herom må dog være så nøjagtige, at genstandene eller

dokumenterne kan bestemmes, se Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr.

1223/1991 om beslaglæggelse og edition under efterforskning, side 33, hvor

denne retstilstand blev lagt til grund.

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.3.2.1.

Ved lov nr. 634 af 12. juni 2013 om ændring af straffeloven, rets-

plejeloven og forskellige andre love (Styrket indsats over for økonomisk

kriminalitet) blev der i den danske retsplejelovs § 806, stk. 3, indført en mu-

lighed for, at retten i en afgørelse om edition kan beslutte, at politiet fra

Side 46/242

virksomheder, der er omfattet af § 1 i lov om forebyggende foranstaltninger

mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven), kan

indhente oplysninger om transaktioner på en konto, hvortil der er overført

midler ved en transaktion, som er omfattet af kendelsen om edition, eller

ved en transaktion, der udspringer af en transaktion, som er omfattet af ken-

delsen om edition, i en nærmere angiven periode, der ikke må overstige 4

uger (»kendelse på transaktion«). Perioden kan dog forlænges med højst 4

uger ad gangen ved ny retskendelse.

Det fremgår af forslaget til ændringsloven, at betingelserne for at pålægge

edition skal være opfyldt i de enkelte tilfælde, hvor politiet benytter sig af

muligheden for at indhente oplysninger om transaktioner, jf. bemærknin-

gerne til § 2, nr. 6 (§ 806, stk. 3), i lovforslag nr. L 164 som fremsat den 28.

februar 2013, jf. Folketingstidende 2012-13, A, side 29 ff. Politiet skal ef-

terfølgende underrette retten om de transaktioner, som politiet har indhentet

oplysninger om med hjemmel i rettens afgørelse, jf. § 806, stk. 3, 6. og 7.

pkt.

Retsplejeloven indeholder regler om andre typer af indgreb, der kan anven-

des umiddelbart af politiet uden rettens forudgående beslutning. Det gælder

eksempelvis ransagning af uaflåste genstande samt lokaliteter uden for hus-

rum, som en mistænkt har rådighed over, jf. § 412, stk. 1, jf. § 409, stk. 1,

nr. 2, og forevisning af fotografier af en mistænkt for personer uden for po-

litiet, jf. § 428. For disse indgreb gælder, at det er politiet, der skal vurdere,

om betingelserne for at anvende indgrebet er opfyldt. Opstår der uenighed

om lovligheden af indgrebet, kan spørgsmålet herom indbringes for retten,

jf. § 341.

2.3.2.2.

Ved lov nr. 124 af 30. januar 2021 om ændring af retsplejeloven og

forskellige andre love (Gennemførelse af dele af aftalen om politiets og an-

klagemyndighedens økonomi 2021-2023) blev der i den danske retspleje-

lovs § 806, stk. 7, indført mulighed for, at politiet kan træffe afgørelse om

pålæg af edition af oplysninger om transaktioner, konti, depoter, bokse

el.lign. fra virksomheder eller personer, der er omfattet af hvidvasklovens

§ 1, stk. 1, nr. 1-13 eller 19-24. Politiet kan i afgørelsen om pålæg om edition

bestemme, at der fra virksomheder og personer, der er omfattet af hvidvas-

klovens § 1, kan indhentes oplysninger, som de pågældende har rådighed

over, om transaktioner på en konto, hvortil der er overført midler ved en

transaktion, som er omfattet af afgørelsen om edition, eller ved en transak-

tion, der udspringer af en transaktion, som er omfattet af afgørelsen om edi-

Side 47/242

tion. Fremsætter den, mod hvem indgrebet retter sig, anmodning herom, skal

politiet snarest muligt senest inden 24 timer forelægge sagen for retten, der

ved kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes.

Det fremgår af forslaget til ændringsloven, at der som en del af aftalen om

politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 skulle gennemføres

en forenkling af adgangen til bankoplysninger ved at ændre editionsreg-

lerne, jf. Folketingstidende 2020-21, A, L 132 som fremsat, side 6.

Det fremgår endvidere, at oplysninger om transaktioner, konti, depoter,

bokse eller lignende almindeligvis er afgørende spor og beviser i straffesa-

ger om f.eks. terrorfinansiering, hvidvask, bedrageri, skattesvig og anden

økonomisk kriminalitet. Finansielle virksomheder var underlagt en tavs-

hedspligt i den finansielle lovgivning og kunne derfor i almindelighed ikke

udlevere oplysninger om deres kunder efter anmodning fra politiet, med-

mindre de blev pålagt at udlevere oplysningerne efter retsplejelovens regler

om edition.

Politiet, anklagemyndigheden og domstolene brugte mange ressourcer på

udarbejdelsen af editionskendelser. Det vurderedes således at tage ca. 3 ti-

mer i politiet og 2 timer i anklagemyndigheden at forberede én editionsken-

delse, og herudover kunne behovet for editionskendelser udgøre et forsin-

kende element i straffesagsbehandlingen, når politiet og anklagemyndighe-

den afventede rettens kendelse om edition.

Justitsministeriet ønskede at mindske dette ressourceforbrug, samt generelt

at effektivisere efterforskningen af økonomisk kriminalitet. Justitsministe-

riet fandt i den forbindelse, at en sådan effektivisering kunne ske ved at æn-

dre retsplejelovens editionsregler, således at politiet fik kompetence til selv

at træffe afgørelse om edition af oplysninger om transaktioner, konti, depo-

ter, bokse eller lignende.

Det betød, at politiet og anklagemyndigheden ikke længere som udgangs-

punkt skulle indhente en forudgående retskendelse for denne type indgreb.

Efter Justitsministeriets opfattelse ville der ikke være retssikkerhedsmæs-

sige betænkeligheder forbundet hermed. Der ændredes således ikke på de

materielle betingelser for at pålægge edition, ligesom den, som indgrebet

retter sig imod, på begæring kunne få rettens efterfølgende prøvelse af ind-

grebet. Det bemærkedes endvidere, at kravet om kendelse bl.a. betød, at den,

politiet f.eks. ønsker pålagt at udlevere oplysninger, havde adgang til at ud-

Side 48/242

tale sig, før retten træffer afgørelse, men at de fleste pengeinstitutter havde

givet afkald på at udtale sig ved såkaldte afståelseserklæringer.

2.3.2.3.

Rådet for Grønlands Retsvæsen har anbefalet, at der i den grønland-

ske retsplejelov indsættes en tilsvarende hjemmel til, at politiet kan pålægge

banker mv. edition med hensyn til kontooplysninger mv.

Justitsministeriet er enig i anbefalingen fra Rådet for Grønlands Retsvæsen.

Justitsministeriet finder, at der i samme forbindelse bør indsættes en bestem-

melse i den grønlandske retsplejelov om rettens beslutning om edition »på

transaktion«. Der er et vist overlap mellem de to muligheder, og med den

nye mulighed for, at politiet uden rettens beslutning kan pålægge banker mv.

edition mindskes behovet for beslutning om edition »på transaktion«. Den

foreslåede hjemmel for politiet til at pålægge edition dækker imidlertid ikke

fuldt ud området for at få rettens beslutning om edition »på transaktion«, og

muligheden for »kendelse på transaktion« er også opretholdt i den danske

retsplejelov efter indførelse af muligheden for, at politiet kan pålægge ban-

ker mv. edition.

Det bemærkes, at ændringen af den danske retsplejelov vedrørende »ken-

delse på transaktion« indgik i en samlet forelæggelse for Rådet for Grøn-

lands Retsvæsen af et notat om de ændringer af den danske retsplejelov, som

var blevet foretaget i perioden 2003-2013. Rådet for Grønlands Retsvæsen

besluttede at videregive notatet om lovændringerne til Justitsministeriet og

Grønlands Selvstyre med henblik på videre overvejelser.

2.3.2.4.

På denne baggrund foreslås det

for det første,

at der i retsplejeloven

indsættes en særlig regel om edition i forhold til banker og pengeoverfør-

selsvirksomheder mv., som giver mulighed for på baggrund af én beslutning

fra retten at følge pengeoverførsler, som udspringer af den samme betalings-

transaktion, selv om de efterfølgende transaktioner involverer flere banker

mv.

Bestemmelsen foreslås udformet, så politiet ved en enkelt beslutning fra ret-

ten kan få mulighed for at meddele banker mv. pålæg om at udlevere oplys-

ninger om transaktioner på en konto, hvortil der er overført midler ved en

transaktion, som er omfattet af beslutningen om edition, eller ved en transak-

tion, der udspringer af en transaktion, som er omfattet af beslutningen om

edition. Politiet vil således på grundlag af én beslutning fra retten hurtigt

Side 49/242

kunne få de nødvendige oplysninger fra banker mv. om betalingstransaktio-

ner i forbindelse med efterforskningen af udbytte fra økonomisk kriminali-

tet.

Det foreslås, at en sådan »beslutning på transaktion« skal gælde i højst 4

uger, men at perioden ved en ny beslutning fra retten skal kunne forlænges

med højst 4 uger ad gangen.

Det foreslås endvidere, at politiet efterfølgende skal underrette retten om de

pålæg, som politiet i medfør af beslutningen har fremsat over for banker

mv., og at underretningen skal angive grundlaget for at antage, at pålæggene

vedrører transaktioner, som udspringer af en transaktion, som er omfattet af

rettens beslutning.

Politiet vil i hvert enkelt tilfælde skulle påse, at der alene anmodes om op-

lysninger om transaktioner på en konto, hvortil der er overført midler ved

en transaktion, som er omfattet af rettens beslutning om edition, eller ved en

transaktion, der udspringer af en transaktion, som er omfattet af rettens be-

slutning om edition, og politiet vil skulle redegøre herfor i den efterfølgende

underretning af retten.

De pågældende oplysninger om transaktioner ville også efter de gældende

regler om edition kunne kræves udleveret. Den foreslåede bestemmelse vil

dermed ikke give adgang til edition med hensyn til flere oplysninger end

efter de gældende regler, men bestemmelsen vil lette fremgangsmåden og

dermed fremskynde indhentelsen af oplysninger.

Med den foreslåede forenklede fremgangsmåde for edition vil politiet kunne

følge transaktionssporet uden indhentelse af mellemliggende beslutninger

fra retten, og de samlede oplysninger om transaktioner i kriminalsagen vil

dermed kunne indhentes i ét samlet forløb. Dette vil give bedre mulighed

for at etablere et tilstrækkeligt grundlag for at kunne beslaglægge udbytte

fra kriminelle forhold, inden midlerne er hævet kontant, overført til udlandet

osv. Endvidere vil efterforskningen af sådanne sager generelt kunne effek-

tiviseres, fordi politiet vil kunne indhente de samme oplysninger, der i dag

kræver en række beslutninger fra retten, på grundlag af én samlet beslutning.

Det foreslås

for det andet,

at der i retsplejeloven indsættes en regel om, at

visse afgørelser om edition, der i dag skal træffes af retten, fremover skal

kunne træffes af politiet.

Side 50/242

Det foreslås, at politiets kompetence skal omfatte edition af oplysninger om

transaktioner, konti, depoter, bokse eller lignende fra virksomheder eller

personer, der er omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 1-11 eller 20-24,

eller af § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, i Inatsisartutlov om hvidvask. Omfattet vil

eksempelvis være pengeinstitutter, realkreditinstitutter, sparevirksomheder

og udstedere af elektroniske penge og udbydere af betalingstjenester. Advo-

kater og revisorer, jf. hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 14 og 15, er derimod

ikke omfattet af den foreslåede ordning. Det foreslås ligeledes, at ejendoms-

mæglere, øvrige rådgivere og tjenesteydere til virksomheder, jf. hvidvask-

lovens § 1, stk. 1, nr. 17, og § 1, stk. 1, nr. 3-5, i Inatsisartutlov om hvidvask

heller ikke skal være omfattet af ordningen.

Det bemærkes, at hvidvaskloven er sat i kraft for Grønland ved anordning

nr. 956 af 17. maj 2021 og gælder på ikke overtagne sagsområder, mens

Inatsisartutloven om hvidvask gælder på overtagne sagsområder.

Dog foreslås det, at politiet på samme måde som efter den foreslåede be-

stemmelse om »beslutning på transaktion« får mulighed for at følge transak-

tioner fra de omfattede virksomheder og personer også til advokater, reviso-

rer, andre rådgivere og tjenesteydere til virksomheder.

Politiet vil med den foreslåede ordning kunne træffe afgørelse om edition,

hvis de almindelige betingelser herfor er opfyldt. Det vil med den foreslåede

ordning således være politiet, der skal afgøre, om lovens betingelser for at

pålægge edition er opfyldt. Det foreslås, at den, som indgrebet rettes mod,

på begæring kan få rettens efterfølgende prøvelse af, om editionspålægget

er berettiget, sådan som det i dag er tilfældet for de pålæg om edition, der

foretages af politiet uden rettens forudgående beslutning, fordi formålet el-

lers ville forspildes.

Politiet får også med den foreslåede ordning mulighed for at træffe afgørelse

om fremadrettet edition på samme betingelser som efter gældende ret, hvor

det i retspraksis er fastslået, at fremadrettet edition kun kan pålægges i et

vist tidsrum. Træffer politiet afgørelse om fremadrettet edition, vil politiet i

afgørelsen skulle fastsætte en frist for, hvor længe indgrebet skal gælde, så-

dan som det er tilfældet efter gældende ret, for så vidt angår de afgørelser,

retten træffer herom. Politiet vil kunne træffe afgørelse om at forlænge ind-

grebet, hvis betingelserne herfor fortsat er til stede.

Side 51/242

Muligheden for at anmode om forudgående beslutning fra retten opretholdes

ved siden af den foreslåede ordning. Ønsker politiet at få rettens forudgå-

ende stillingtagen til, om et indgreb er lovligt, har politiet fortsat mulighed

for dette. Dette kan f.eks. være relevant, hvis det er uklart, om en person er

omfattet af en vidneudelukkelses- eller fritagelsesgrund. I disse tilfælde vil

det som hidtil være retten, der skal træffe afgørelse om at iværksætte og

forlænge indgrebet. Benytter politiet sig af muligheden for at få en forudgå-

ende beslutning fra retten og bestemmer retten i en sådan situation, at der

skal ske edition på transaktionen, vil det også være retten, der skal træffe

afgørelse om at forlænge indgrebets varighed.

Tilsvarende vil politiet fortsat have mulighed for at træffe beslutning om

edition på formålet også for så vidt angår personer, virksomheder og oplys-

ninger, der er omfattet af den foreslåede ordning. Dette forventes dog kun

at få begrænset betydning, men kan være relevant i situationer, hvor det ikke

er muligt at nå at udarbejde en skriftlig afgørelse, som det foreslås med den

foreslåede ordning.

Den foreslåede ordning indebærer ikke en udvidelse af, hvilke oplysninger

politiet i dag kan få adgang til, men kun en forenkling af proceduren. Den

foreslåede ordning er endvidere begrænset til pålæg om udlevering af op-

lysninger om transaktioner, konti, depoter, bokse eller lignende og til pålæg

rettet mod virksomheder og personer omfattet af de nævnte bestemmelser i

hvidvasklovene. Pålæg om udlevering af oplysninger om transaktioner,

konti, depoter, bokse eller lignende fra andre end de omfattede virksomhe-

der og personer vil ligesom i dag kræve rettens forudgående beslutning,

medmindre formålet ellers ville forspildes. Pålæg om udlevering af andre

oplysninger eller genstande end oplysninger om transaktioner, konti, depo-

ter, bokse eller lignende vil, uanset at virksomheden eller personen er om-

fattet af de nævnte bestemmelser i hvidvasklovene, ligeledes som udgangs-

punkt kræve rettens forudgående beslutning.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 31 og 32 (ændring af retsplejelovens

§ 422).

2.4. Tvangsindgreb ved efterforskning af særlig grove lovovertrædelser

2.4.1. Gældende ret

Side 52/242

De kriminalprocessuelle tvangsindgreb er betegnelsen for en del de midler,

som politiet tager i anvendelse under efterforskningen. Det er midler, hvor-

ved politiet påtvinger sigtede eller andre indgreb i deres private interesses-

fære for at skaffe eller sikre oplysninger i sagen eller for på anden måde at

fremme forfølgningen og kriminalitetsbekæmpelsen. Der er derfor stærke

og ofte modstående hensyn på dette område. Midlerne er bl.a. anholdelse og

tilbageholdelse, indgreb i meddelelseshemmeligheden, legemsindgreb, be-

slaglæggelse, ransagning, optagelse og opbevaring af fingeraftryk, person-

fotografier og andet materiale.

Retsplejeloven fastsætter en række betingelser for at foretage kriminalpro-

cessuelle tvangsindgreb. Betingelserne er forskellige for de forskellige ind-

greb, men er generelt bygget op på den måde, at der er fastsat et mistanke-

krav, et indikationskrav og et kriminalitetskrav. Desuden gælder det gene-

relt, at den skade og forstyrrelse, som et indgreb forvolder, ikke må stå i

misforhold til sagens betydning og indgrebets nødvendighed (proportiona-

litetskrav). Endvidere skal ethvert indgreb foretages så skånsomt som muligt

(skånsomhedsgrundsætning).

Kriminalitetskravet er generelt strengere, jo mere indgribende et indgreb er.

Ved brevåbning, telefonaflytning, teleoplysning, udvidet teleoplysning, ru-

maflytning og særligt kvalificeret observation (observation i bolig med au-

tomatisk kamera eller med kamera i boligen) er det således et krav, at efter-

forskningen angår en »særlig grov lovovertrædelse«, jf. retsplejelovens §§

384-388 og § 399, stk. 3. Det fremgår af forarbejderne til retsplejeloven, at

der ved en »særlig grov lovovertrædelse« som hovedregel skal forstås lo-

vovertrædelser, hvor der konkret må forventes idømt ubetinget anstaltsan-

bringelse af en ikke ubetydelig varighed, jf. Folketingstidende 2007-08 (2.

samling), tillæg A, side 1341. Efter retspraksis vil dette f.eks. være tilfældet

ved drab, voldtægt, sædelighedskriminalitet mod børn, meget grov vold,

grov vold i andengangstilfælde, anden vold i tredjegangstilfælde og grovere

tilfælde af narkotikakriminalitet svarende til overtrædelse af den danske

straffelovs § 191, jf. Betænkning om det grønlandske retsvæsen nr.

1442/2004, bind 2, side 532.

Det generelle kriminalitetskrav »særlig grov lovovertrædelse« suppleres

ved nogle tvangsindgreb af en angivelse af konkrete delikter, således at kri-

minalitetskravet er opfyldt, hvis efterforskningen vedrører en overtrædelse

af de angivne bestemmelser i kriminalloven, uanset om der konkret er tale

om en »særlig grov lovovertrædelse«.

Side 53/242

Brevåbning kan således endvidere foretages ved efterforskning af børnepor-

nografi, og telefonaflytning og teleoplysning kan endvidere foretages ved

efterforskning af fredskrænkelser eller børnepornografi, forudsat at de øv-

rige betingelser er opfyldt, jf. retsplejelovens §§ 384-386.

2.4.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

I den danske retsplejelovs bestemmelser om brevåbning, telefonaflytning,

teleoplysning, udvidet teleoplysning, rumaflytning og særligt kvalificeret

observation er kriminalitetskravet opfyldt, når lovovertrædelsen efter loven

kan straffes med mindst 6 års fængsel, eller hvis der er tale om en forsætlig

overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13, som angår forbrydelser

mod statens selvstændighed og sikkerhed og mod statsforfatningen mv. Kri-

minalitetskravet er således bl.a. opfyldt ved forsætlige overtrædelser af

straffelovens kapitel 12 eller 13, hvor strafbestemmelsen har en lavere straf-

feramme end 6 års fængsel.

Det fremgår af forarbejderne til den grønlandske retsplejelov, at da begrebet

»særlig grov lovovertrædelse« er mere fleksibelt end de danske strafferam-

mer, fandt Den Grønlandske Retsvæsenskommission, at der som udgangs-

punkt ikke ville være behov for at supplere de generelle betingelser om straf-

værdighed med angivelse af konkrete delikter. I forbindelse med efterforsk-

ning af fredskrænkelser, som sker under anvendelse af telefon eller anden

tilsvarende telekommunikation, var der dog et særligt stærkt behov for tele-

fonaflytning eller indhentelse af teleoplysninger, og de generelle kriminali-

tetskrav foresloges derfor fraveget ved fredskrænkelser, jf. Betænkning om

det grønlandske retsvæsen nr. 1442/2004, bind 2, side 532. Da det kunne

give anledning til tvivl, om udbredelse og (navnlig) besiddelse af børnepor-

nografi kunne anses for en »særlig grov lovovertrædelse«, foreslog Den

Grønlandske Retsvæsenskommission endvidere ved brevåbning, telefonaf-

lytning og teleoplysning, at det generelle kriminalitetskrav blev fraveget i

sager om børnepornografi, jf. nr. 1442/2004, bind 2, side 550.

Ved efterforskning af overtrædelser af kriminallovens kapitel 7 og 8 – sva-

rende til den danske straffelovs kapitel 12 og 13 – er det imidlertid en betin-

gelse for at foretage brevåbning, telefonaflytning, teleoplysning, udvidet te-

leoplysning, rumaflytning eller særligt kvalificeret observation, at der kon-

kret er tale om en »særlig grov lovovertrædelse«.

Side 54/242

Efter Justitsministeriets opfattelse kan det imidlertid give anledning til tvivl,

om alle forsætlige overtrædelser af kriminallovens kapitel 7 og 8 kan anses

for en »særlig grov lovovertrædelse«. Det kan derfor give anledning til tvivl,

om der i Grønland er helt de samme muligheder for at foretage de nævnte

indgreb ved efterforskningen af statsforbrydelser som i Danmark (og på

Færøerne).

De lovovertrædelser, der er omfattet af den danske straffelovs kapitel 12 og

13, straffeloven gældende for Færøerne kapitel 12 og 13 og kriminallovens

kapitel 7 og 8, angår rigets sikkerhed og statsforfatning, og det er efter Ju-

stitsministeriets opfattelse af væsentlig betydning, at politiet har de samme

efterforskningsmuligheder i hele riget, når der er mistanke om overtrædelse

heraf.

Det foreslås derfor at ændre den grønlandske retsplejelov, sådan at krimina-

litetskravet ved brevåbning, telefonaflytning, teleoplysning, udvidet teleop-

lysning, rumaflytning og særligt kvalificeret observation suppleres af en

henvisning til forsætlige overtrædelser af kriminallovens kapitel 7 og 8.

Forslaget indebærer, at der ved efterforskning af en forsætlig overtrædelse

af kriminallovens kapitel 7 og 8 fremover vil være hjemmel til brevåbning,

telefonaflytning, teleoplysning, udvidet teleoplysning, rumaflytning og sær-

ligt kvalificeret observation, uanset om der konkret er tale om en »særlig

grov lovovertrædelse«, forudsat at de øvrige betingelser for indgrebet er op-

fyldt.

Der foreslås ingen ændringer i de gældende mistankekrav og indikations-

krav for de pågældende kriminalprocessuelle tvangsindgreb, og det vil også

uændret være en betingelse, at den skade og forstyrrelse, som indgrebet for-

volder, ikke må stå i misforhold til sagens betydning og indgrebets nødven-

dighed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 21 og 22 (ændring af retsplejelovens

§§ 384-388 og § 399, stk. 3).

2.5. Indberetning om uberettigede indgreb i meddelelseshemmelighe-

den mv.

2.5.1. Gældende ret

Side 55/242

Politiet har efter retsplejelovens § 391, stk. 3, § 399, stk. 6, § 400, stk. 3, og

§ 415, stk. 2, mulighed for at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden,

kvalificeret og særligt kvalificeret observation, dataaflæsning og hemmelig

ransagning efter periculum in mora-regler, når lovens betingelser for det på-

gældende indgreb i øvrigt er opfyldt. Det indebærer, at politiet kan udføre

indgrebet uden at indhente rettens forudgående beslutning, hvis indgrebets

formål ellers ville forspildes, og efterfølgende indbringe spørgsmålet for ret-

ten. Retten vil herefter prøve, om betingelserne for tvangsindgrebet var op-

fyldt, og om der var tale om en situation, hvor indgrebets formål ville være

forspildt, hvis rettens beslutning skulle afventes. Politiet skal i medfør af de

nævnte bestemmelser snarest muligt og senest inden 24 timer fra indgrebets

iværksættelse forelægge sagen for retten. Retten beslutter, om indgrebet kan

godkendes, og om det kan opretholdes. Betingelserne for ikke at afvente

rettens beslutning prøves i den forbindelse selvstændigt af retten. Burde ind-

grebet efter rettens opfattelse ikke have været foretaget, skal retten orientere

Justitsministeriet herom.

Ordningen med orientering af Justitsministeriet blev indført ved den nugæl-

dende retsplejelovs ikrafttræden i 2010 og byggede på den tilsvarende ind-

beretningsordning i den dagældende danske retsplejelov.

Det fremgår af forarbejderne til de dagældende danske regler, at indberet-

ningsordningen gav Justitsministeriet mulighed for disciplinær eller anden

indgriben og sikre, at oplysning om omfanget af fejlagtig anvendelse af ind-

grebene samledes og var tilgængelig, jf. betænkning nr. 1023/1984 side 72.

Efter rettens indberetning til Justitsministeriet anmoder Justitsministeriet

den politikreds, der har foretaget indgrebet, den relevante statsadvokat samt

Rigsadvokaten om en udtalelse om sagen. På baggrund af udtalelserne skri-

ver Justitsministeriet en udtalelse til retten, hvori det bl.a. overvejes, om det

uberettigede indgreb giver anledning til, at Justitsministeriet foretager sig

yderligere i sagen.

I praksis forholder det sig allerede i dag således, at statsadvokaten og/eller

Rigsadvokaten på det tidspunkt, hvor myndighedernes udtalelser fremsen-

des til Justitsministeriet, har forholdt sig til behovet for tiltag i den enkelte

politikreds.

2.5.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Side 56/242

2.5.2.1.

Ved lov nr. 1169 af 8. juni 2021 om ændring af retsplejeloven og

forskellige andre love og om ophævelse af lov om udpantning og om udlæg

uden grundlag af dom eller forlig (Effektivisering af straffesagskæden, di-

gital kommunikation i skiftesager, pligtig afgangsalder for dommerfuld-

mægtige mv.) blev den danske retsplejelov ændret, således at retten frem-

over skal orientere Rigsadvokaten, hvis retten finder, at et indgreb, som po-

litiet har foretaget uden at afvente rettens beslutning, ikke burde være fore-

taget. Er der tale om et indgreb foretaget af Politiets Efterretningstjeneste,

skal indberetning dog stadig ske til Justitsministeriet.

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen, at reglerne om indberetning

til Justitsministeriet var indsat i lovgivningen ud fra det hensyn, at det fra

centralt hold skal være muligt at reagere, når der er foretaget indgreb, hvor

betingelserne ikke var til stede. Efter Justitsministeriets opfattelse var Rigs-

advokaten mest nærliggende til fremover at modtage disse indberetninger –

både ud fra en procesøkonomisk betragtning henset til den daværende sags-

gang og set i forhold til, at en sådan indretning af ordningen i højere grad

vil styrke muligheden for at lade området indgå i anklagemyndighedens lø-

bende tilsyn.

Hvad angår det disciplinære sigte i sager om uberettigede indgreb i meddel-

elseshemmeligheden, bemærkedes det, at det var Rigspolitiet, der som ud-

gangspunkt efter indstilling fra politikredsene træffer afgørelse i discipli-

nærsager vedrørende polititjenestemænd. Rigspolitiets afgørelser i første in-

stans i disciplinærsager kunne påklages til Justitsministeriet, jf. den danske

retsplejelovs § 109, stk. 3, 2. pkt. I sager om indgreb i meddelelseshemme-

ligheden ville det være den pågældende politikreds, der tog stilling til, om

der i den konkrete sag var omstændigheder, der gav anledning til at over-

sende sagen til Rigspolitiet med henblik på at indlede en disciplinærsag.

Den foreslåede ordning gav således ikke anledning til ændringer for så vidt

angår det disciplinære sigte, idet processen ville fortsætte som hidtil. Rigs-

advokaten indtrådte derimod i Justitsministeriets sted for så vidt angår mod-

tagelsen af indberetninger fra retten.

For så vidt angår Politiets Efterretningstjenestes anvendelse af tvangsind-

greb og efterforskning var dette reguleret af de samme regler i retspleje-

loven, som gælder for det øvrige politi, jf. § 6 i lov om Politiets Efterret-

ningstjeneste. Politiets Efterretningstjeneste var således også omfattet af

Side 57/242

indberetningspligten og skulle dermed efter den dagældende ordning indbe-

rette uberettigede indgreb til Justitsministeriet efter retsplejelovens regler.

Det fulgte af forarbejderne til lov om Politiets Efterretningstjeneste, at che-

fen for Politiets Efterretningstjeneste refererer direkte til Justitsministeriet,

uanset at efterretningstjenesten organisatorisk er henlagt under rigspoliti-

chefembedet, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 161 som fremsat, side 54.

Det var således justitsministeren, der på vegne af regeringen førte tilsyn med

Politiets Efterretningstjeneste, og efterretningstjenesten var undergivet mi-

nisterens instruktioner. Politiets Efterretningstjeneste skulle således holde

justitsministeren underrettet om forhold af betydning for landets indre sik-

kerhed, om forhold af væsentlig betydning inden for efterretningstjenestens

virksomhed og om vigtige enkeltsager, jf. herved lov om Politiets Efterret-

ningstjeneste § 1, stk. 1, nr. 4.

På denne baggrund var det Justitsministeriets vurdering, at den dagældende

ordning, hvorefter PET indberettede uberettigede indgreb til Justitsministe-

riet, burde fastholdes.

Der henvises til Folketingstidende 2020-21, A, L 212 som fremsat, side 42.

2.5.2.2.

Rådet for Grønlands Retsvæsen har anbefalet, at der i den grønland-

ske retsplejelov foretages tilsvarende ændringer, som der blev foretaget i

den danske retsplejelov ved lov nr. 1169 af 8. juni 2021.

Justitsministeriet er enig i anbefalingen fra Rådet for Grønlands Retsvæsen.

2.5.2.3.

På den baggrund foreslås det at ændre retsplejelovens § 391, stk. 3,

således, at Rigsadvokaten fremover modtager indberetninger fra retten ved-

rørende sager om uberettigede indgreb i meddelelseshemmeligheden. I kraft

af henvisningerne til § 391 i § 399, stk. 6, § 400, stk. 3, og § 415, stk. 2, vil

ændringen finde tilsvarende anvendelse ved kvalificeret og særligt kvalifi-

ceret observation, dataaflæsning og hemmelig ransagning.

Forslaget indebærer, at retternes indberetninger om uberettigede indgreb

fremover skal sendes til Rigsadvokaten.

Det betyder, at indhentelse af udtalelse hos den politikreds, der har foretaget

indgrebet, og den relevante statsadvokat samt fremsendelse af udtalelse til

Side 58/242

retten, hvori det bl.a. overvejes, om det uberettigede indgreb giver anledning

til yderligere, fremover vil være samlet hos anklagemyndigheden.

For så vidt angår Politiets Efterretningstjeneste foreslås der ikke ændringer

i den eksisterende ordning. Retten skal således også fremover indberette

uberettigede indgreb, som er foretaget af Politiets Efterretningstjeneste, til

Justitsministeriet.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 23 og 24 (ændring af § 391, stk. 3).

Det bemærkes, at indberetningsordningen foreslås udformet på samme

måde i de foreslåede nye bestemmelser om blokering af hjemmesider, for-

styrrelse eller afbrydelse af radio- og telekommunikation og overtagelse af

tv-overvågning, jf. pkt. 2.7-2.9 nedenfor og lovforslagets § 1, nr. 28 (forslag

til § 400 a, stk. 4, § 400 b, stk. 4, og § 400 c, stk. 4).

2.6. Underretning om foretagne tvangsindgreb

2.6.1. Gældende ret

Efter afslutningen af et indgreb i meddelelseshemmeligheden skal der gives

underretning om indgrebet til den, som indgrebet har været rettet mod, jf.

retsplejelovens § 396. I kraft af henvisningerne til § 396 i § 399, stk. 6,

§ 400, stk. 4, og § 415, stk. 2, gælder dette tilsvarende efter afslutningen af

kvalificeret eller særligt kvalificeret observation, dataaflæsning og hemme-

lig ransagning.

Vil underretning om et foretaget tvangsindgreb være til skade for efterforsk-

ningen, eller taler omstændighederne i øvrigt imod underretning, kan retten

dog efter anmodning fra politiet beslutte, at underretning skal undlades eller

udsættes i et nærmere fastsat tidsrum, der kan forlænges ved senere beslut-

ning, jf. retsplejelovens § 396, stk. 4.

2.6.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.6.2.1.

Ved lov nr. 436 af 10. juni 2003 om ændring af straffeloven og rets-

plejeloven (Bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret krimi-

nalitet blev den tilsvarende bestemmelse i den danske retsplejelovs § 788,

stk. 4, ændret, således at underretning om et foretaget tvangsindgreb endvi-

dere kunne undlades eller udsættes, hvis underretning kunne være til skade

Side 59/242

for efterforskningen i en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som

efter loven kan danne grundlag for et indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen, at politiets og anklagemyn-

dighedens repræsentanter i en arbejdsgruppe, der skulle komme med for-

slag, som kunne styrke politiets indsats over for rockerkriminalitet, havde

peget på, at en efterfølgende underretning til en mistænkt person om et ind-

greb i meddelelseshemmeligheden i sager om organiseret kriminalitet kunne

give anledning til, at anden efterforskning afsløredes. I organiserede miljøer

som f.eks. rockergrupper ville der ofte blive foretaget efterforskningsind-

greb mod flere personer på samme tid. Blev der i disse tilfælde givet under-

retning til et medlem om et afsluttet indgreb i meddelelseshemmeligheden,

ville denne oplysning ofte være nok til at afsløre hele efterforskningen og

dermed vanskeliggøre opklaringen af alvorlig kriminalitet.

Den dagældende bestemmelse i § 788, stk. 4, om muligheden for at undlade

underretning blev i retspraksis fortolket meget snævert, således at mulighe-

den for helt at undlade underretning meget sjældent blev udnyttet. Ligeledes

blev der ofte kun tilladt udsættelse af underretningen i et kortere tidsrum,

eksempelvis 3 måneder. Da efterforskning af kriminalitet begået i organise-

rede miljøer ofte var meget langvarig, var det af afgørende betydning, at der

ikke midt i en sådan efterforskning skulle gives underretning om et enkelt-

stående indgreb.

I forarbejderne til den dagældende bestemmelse var anført, at muligheden

for at undlade underretning f.eks. kunne anvendes, hvor den kriminelle un-

dersøgelse, som mistanken har angået, fortsatte, idet indgrebet ikke havde

givet tilstrækkelige beviser, eller hvor efterforskningen i den pågældende

sag vel var afsluttet, men hvor der fortsat skulle ske efterforskning vedrø-

rende andre lovovertrædelser, jf. betænkning nr. 1023/1984 side 119-120. I

sådanne tilfælde ville det kunne være ødelæggende for den fremtidige efter-

forskning, hvis det gennem underretningen blev røbet, at aflytning havde

fundet sted.

Efter Justitsministeriets opfattelse gav oplysningerne fra arbejdsgruppen om

den restriktive fortolkning i retspraksis af bestemmelsen i § 788, stk. 4, an-

ledning til at foreslå en ændring af bestemmelsen med henblik på at præci-

sere, at der i visse tilfælde burde gives adgang til at undlade at give under-

retning eller at udsætte en sådan underretning. Det ville navnlig være i for-

bindelse med efterforskning af sager om kriminalitet af mere organiseret

Side 60/242

eller systematisk karakter, hvor selve oplysningen om indgrebet ville være

ødelæggende for efterforskningen, at der ville være behov for at undlade

eller udsætte underretning. Endvidere ville der ved efterforskning inden for

organiserede kriminelle miljøer som f.eks. rockergrupper ofte være behov

for at undlade underretning af hensyn til efterforskning af anden kriminalitet

end den, der havde givet anledning til indgrebet. Det ville navnlig være til-

fældet, hvis selve oplysningen om, at der havde været foretaget et tvangsind-

greb mod en person inden for miljøet, ville afsløre for den kriminelle

gruppe, at politiet havde opmærksomheden rettet mod dem og dermed van-

skeliggøre efterforskningen af anden alvorlig kriminalitet. Det var dog efter

den foreslåede bestemmelse en betingelse, at den kriminalitet, som den an-

den efterforskning vedrørte, i sig selv skulle kunne danne grundlag for et

indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Der henvises til Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 6741-6742.

2.6.2.2.

Ved lov nr. 542 af 8. juni 2006 om ændring af straffeloven, retsplej-

eloven og forskellige andre love (Styrkelse af indsatsen for at bekæmpe ter-

rorisme mv.) blev den danske retsplejelovs § 788, stk. 4, på ny ændret, så-

ledes at underretning om et foretaget tvangsindgreb herefter endvidere

kunne undlades eller udsættes, hvis hensynet til beskyttelse af fortrolige op-

lysninger om politiets efterforskningsmetoder talte imod underretning.

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen, at en tværministeriel arbejds-

gruppe om terrorbekæmpelse havde foreslået, at undladelse af underretning

skulle kunne ske af hensyn til beskyttelse af fortrolige oplysninger om poli-

tiets efterforskningsmetoder. Arbejdsgruppen havde henvist til, at det fulgte

af den danske retsplejelovs § 729 c, stk. 1, nr. 6, at retten efter anmodning

fra politiet kunne bestemme, at reglerne om forsvarerens og sigtedes ret til

aktindsigt blev fraveget, hvis det var påkrævet af hensyn til beskyttelse af

fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder. Efter arbejds-

gruppens opfattelse gjorde disse hensyn sig ligeledes gældende ved indgreb

i meddelelseshemmeligheden, da der kunne forekomme situationer, hvor

politiet anvendte teknikker, som ikke var kendt i en bredere kreds, herunder

det kriminelle miljø, og hvor en underretning om indgrebet ville kunne øde-

lægge politiets mulighed for at anvende denne efterforskningsteknik frem-

over.

Justitsministeriet kunne tilslutte sig arbejdsgruppens anbefaling om, at der

blev fastsat en udtrykkelig hjemmel til at undlade underretning på grundlag

Side 61/242

af hensynet til at beskytte fortrolige oplysninger om politiets efterforsk-

ningsmetoder. Det ville således kunne skabe betydelige problemer for poli-

tiets fremtidige efterforskningsmuligheder, hvis sådanne oplysninger blev

spredt i kriminelle miljøer.

Der henvises til Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 7190-7191.

2.6.2.3.

Efter Justitsministeriets opfattelse gør de hensyn til at sikre politiets

muligheder for fortsat efterforskning, som begrunder udformningen af reg-

len i den danske retsplejelov, sig også gældende i Grønland.

Justitsministeriet finder således, at den grønlandske retsplejelovs § 396 bør

ændres i tråd med ændringerne af den danske retsplejelovs § 788 i 2003 og

2006.

Det bemærkes, at disse ændringer af den danske retsplejelov vedrørende

undladelse af underretning om et foretaget tvangsindgreb indgik i en samlet

forelæggelse for Rådet for Grønlands Retsvæsen af et notat om de ændringer

af den danske retsplejelov, som var blevet foretaget i perioden 2003-2013.

Rådet for Grønlands Retsvæsen besluttede at videregive notatet om lovæn-

dringerne til Justitsministeriet og Grønlands Selvstyre med henblik på vi-

dere overvejelser.

2.6.2.4.

Med lovforslaget foreslås det derfor at ændre retsplejelovens § 396,

stk. 4, således at underretning om et foretaget tvangsindgreb endvidere kan

undlades eller udsættes, hvis underretning vil være til skade for efterforsk-

ningen i en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven

kan danne grundlag for et indgreb i meddelelseshemmeligheden, eller hvis

hensynet til beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets efterforsk-

ningsmetoder taler imod underretning.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 25 (ændring af retsplejelovens § 396,

stk. 4).

2.7. Blokering af hjemmesider

2.7.1. Gældende ret

Det er i dag ikke muligt efter retsplejelovens bestemmelser om kriminalrets-

plejen at blokere en hjemmeside.

Side 62/242

Retsplejeloven indeholder imidlertid bestemmelser om beslaglæggelse. Der

kan bl.a. ske beslaglæggelse af genstande, som en person, der ikke er

mistænkt, har rådighed over, som led i efterforskningen af en lovovertræ-

delse, der er undergivet offentlig påtale, hvis der er grund til at antage, at

genstanden kan tjene som bevis, bør konfiskeres eller ved lovovertrædelsen

er frataget nogen, som kan kræve den tilbage, jf. retsplejelovens § 419, stk.

1. Efter retspraksis omfatter genstande også dokumenter på hjemmesider,

og der kan derfor ske beslaglæggelse heraf, jf. f.eks. Højesterets kendelse

gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2007, side 1831, og Østre Landsrets ken-

delse gengivet i Tidsskrift for Kriminalret 2018, side 681, om den tilsva-

rende bestemmelse i den danske retsplejelovs § 803, stk. 1.

Beslaglæggelse sker som udgangspunkt efter rettens beslutning. Afgørelse

om beslaglæggelse kan dog træffes af politiet, hvis den, som indgrebet retter

sig mod, meddeler skriftligt samtykke til indgrebet.

Beslaglæggelse af hjemmesider anvendes hovedsageligt af politiet i de til-

fælde, hvor hjemmesiden administreres i Grønland. Det vil i praksis være

hjemmesider, der ender på ».gl«, som er administreret af Tusass. Tusass er

et aktieselskab ejet af selvstyret, som står for telefoni, internet og transport

af pakker og breve i Grønland.

Rettens beslutning sendes til administratoren af den pågældende hjem-

meside (Tusass), hvorefter administratoren træffer de nødvendige tekniske

foranstaltninger til at overføre rettighederne til hjemmesiden til politiet.

Hvis man herefter forsøger at tilgå hjemmesiden, vil man typisk i en periode

blive mødt med en besked om, at rettighederne til hjemmesiden er overført

til politiet.

Hvis en hjemmeside administreres i udlandet, kan det i praksis være van-

skeligt at gennemføre en beslaglæggelse, idet der kræves bistand fra det

land, hvor hjemmesiden administreres. Det er muligt at anmode andre lande

om retshjælp til gennemførslen af en beslaglæggelse af en udenlandsk hjem-

meside, men det er ofte meget tidskrævende, og erfaringsmæssigt er der

lande, hvor det ikke er muligt at få denne retshjælp.

Ved siden af muligheden for beslaglæggelse af hjemmesider gennem krimi-

nalprocessuelle tvangsindgreb blokeres internetadgangen til hjemmesider

aktuelt i Danmark, på Færøerne og i Grønland på aftalebaseret basis i form

Side 63/242

af Netfilterordningen. Rigspolitiet har siden 2005 samarbejdet med Red

Barnet og størstedelen af internetudbyderne i Danmark, på Færøerne og i

Grønland i bestræbelserne på at forhindre adgang via internettet til seksuelt

materiale af børn. Ordningen administreres af Nationalt Cyber Crime Center

(NC3) i National enhed for Særlig Kriminalitet. Som led i samarbejdet med

internetudbyderne videregiver NC3 løbende på grundlag af konkrete sam-

arbejdsaftaler oplysninger til internetudbyderne om internetadresser, som

NC3 vurderer indeholder ulovligt materiale af den omtalte karakter. Inter-

netudbyderne iværksætter herefter en DNS-blokering af internetadgangen

til hjemmesiden.

En DNS-blokering iværksat i forbindelse med Netfilterordningen, medfører,

at man i forbindelse med forsøg på at tilgå hjemmesiden vil blive mødt med

en besked om, at internetadgangen til hjemmesiden er blokeret, fordi hjem-

mesiden indeholder materiale, som er omfattet af straffelovens § 235 (om

besiddelse og udbredelse af seksuelt materiale af personer under 18 år). Det

er dog muligt at omgå en sådan blokering for en person med en vis teknisk

indsigt.

2.7.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.7.2.1.

Ved lov nr. 674 af 8. juni 2017 om ændring af retsplejeloven og

forskellige andre love (Blokering af hjemmesider og stop af offentlige ydel-

ser til fremmedkrigere) blev der indsat en bestemmelse i den danske rets-

plejelovs § 791 d om blokering af hjemmesider, hvis der er grund til at an-

tage, at der fra hjemmesiden begås en overtrædelse af straffelovens §§ 114-

114 i, 119 eller 119 a.

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen, at den udmøntede en national

handlingsplan om forebyggelse og bekæmpelse af ekstremisme og radikali-

sering fra oktober 2016.

Ekstremistiske miljøer udnyttede systematisk internettet og sociale medier

som platform til at sprede propaganda, rekruttere nye tilhængere og koordi-

nere aktiviteter, og de opnåede hurtig spredning af symboler, billeder, film,

musik og nyheder med antidemokratiske og voldelige budskaber, og i hand-

lingsplanen blev der lagt op til en flerstrenget indsats for at bekæmpe ek-

stremistisk propaganda og forebygge radikalisering via internettet og sociale

medier. Et af tiltagene gik på at begrænse udbredelsen af ekstremistisk on-

line-indhold.

Side 64/242

Det skulle blandt andet ske gennem etableringen af en ny enhed forankret i

Politiets Efterretningstjeneste, som – i samarbejde med bl.a. internetindu-

strien – skulle sikre, at voldeligt ekstremistisk online-materiale hurtigst mu-

ligt identificeres og fjernes fra nettet, så børn og unge i mindre grad ekspo-

neres for det. Desuden skulle der indføres et internetblokeringsfilter, som

skulle begrænse adgangen til udenlandske hjemmesider, som spreder terr-

orpropaganda mv.

Efter Justitsministeriets opfattelse var de dagældende muligheder for at be-

slaglægge hjemmesider ikke tilstrækkelige til at sætte effektivt ind over for

udenlandsk baserede hjemmesider, hvorfra der blev udbredt terrorpropa-

ganda mv., da det ofte var meget tidskrævende og forbundet med betydelige

vanskeligheder at få beslaglagt sådanne hjemmesider i udlandet, ligesom der

var lande, hvor det ikke var muligt at få bistand til at gennemføre en beslag-

læggelse af en hjemmeside.

Selv om problemstillingen omkring anvendelsen af udenlandske hjemmesi-

der til formål, der er i strid med dansk lovgivning, ikke var begrænset til

radikalisering, var det vurderingen, at en ny bestemmelse om blokering af

hjemmesider på daværende tidspunkt burde begrænses til sager om overtræ-

delse af straffelovens regler om terrorisme mv., herunder udbredelse af ter-

rorpropaganda, og til sager om overtrædelse af straffelovens regler om trus-

ler mod samt chikane og måludpegning af offentligt ansatte.

Det var således vurderingen, at en ny bestemmelse om blokering af hjem-

mesider burde begrænses til de områder, hvor der på daværende tidspunkt

vurderedes at være et praktisk behov for et stærkere værn mod straffe-

lovsovertrædelser foretaget fra hjemmesider.

Justitsministeriet var opmærksom på, at det var muligt at omgå en blokering

af en hjemmeside for en person med en vis teknisk indsigt. Det var imidler-

tid Justitsministeriets opfattelse, at indgrebet ville have en effekt i forhold

til at begrænse udbredelsen af det ulovlige materiale for den gennemsnitlige

internetbruger.

Justitsministeriet fandt, at der alene burde foretages blokering, hvis en

række nærmere betingelser var opfyldt, som i vidt omfang svarede til reg-

lerne om andre efterforskningsmidler som eksempelvis beslaglæggelse og

edition, herunder navnlig at indgrebet alene kan anvendes ved visse be-

Side 65/242

stemte overtrædelser af straffeloven efter forudgående retskendelse, og at

indgrebet skulle være proportionalt.

Der henvises til Folketingstidende 2016-17, A, L 192 som fremsat, side 11-

13.

2.7.2.2.

Ved lov nr. 897 af 21. juni 2022 om ændring af straffeloven, rets-

plejeloven og forskellige andre love (Effektivisering af straffesagskæden og

nævnsprocessen m.v. i Ungdomskriminalitetsnævnet, øget adgang til vide-

regivelse og optagelse af fotografier, forbedring af politiets muligheder for

efterforskning mv.) blev muligheden for blokering udvidet til at omfatte

hjemmesider, hvorfra der antages at begås overtrædelser af straffelovens §

263, stk. 1, § 263 a, § 264 d, stk. 2, eller §§ 279, 279 a, 281, 290, 290 a, 300

a eller 301. Der blev endvidere indført mulighed for, at politiet træffer afgø-

relse om blokering, såfremt øjemedet ville forspildes, hvis retskendelse

skulle afventes.

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen, at der med afsæt i aftale om

politiets og anklagemyndighedens økonomi for 2021-2023 – indgået af Re-

geringen (Socialdemokratiet) og Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Soci-

alistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Nye Bor-

gerlige – i 2021 blev igangsat et arbejde i Rigspolitiet med at undersøge

mulige nye initiativer om forebyggelse og forhindring af økonomisk og it-

relateret kriminalitet for at imødegå den eksplosive vækst inden for særligt

it-relateret økonomisk kriminalitet. Forslaget om blokering af hjemmesider

udsprang af dette arbejde.

Som led i håndteringen af covid-19-epidemien i Danmark blev der ved lov

nr. 349 af 2. april 2020 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og ud-

lændingeloven (Skærpet straf for lovovertrædelser med baggrund i eller

sammenhæng med covid-19 og blokering af hjemmesider, hvorfra der begås

visse lovovertrædelser, som har baggrund i eller sammenhæng med covid-

19) indsat en midlertidig bestemmelse i retsplejeloven, hvorefter der kunne

ske blokering af hjemmesider, hvis der var grund til at antage, at der fra

hjemmesiden blev begået en overtrædelse af straffelovens §§ 161, 163, 171

eller 189, § 263, stk. 1, eller §§ 263 a, 276, 278-283, 289-290 a, 300 a, 301

eller 303, som havde baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epide-

mien i Danmark.

Side 66/242

Den midlertidige bestemmelse blev bl.a. indført på baggrund af, at både

Center for Cybersikkerhed og Rigspolitiet havde konstateret en stigning i

antallet af hjemmesider, der via phishing-kampagner forsøgte at udnytte

covid-19-epidemien til at franarre privatpersoner deres kreditkortoplysnin-

ger, som derefter blev misbrugt.

De midlertidige bestemmelser blev automatisk ophævet den 1. januar 2022.

Det havde vist sig, at bestemmelserne havde været et effektivt redskab for

politiet i bekæmpelsen af covid-19-relateret kriminalitet begået via internet-

tet.

Rigspolitiet havde samtidig konstateret en stigning i antallet af falske hjem-

mesider, hvorfra der iværksattes phishing-kampagner, som ikke relaterede

sig til covid-19-epidemien. Størstedelen af hjemmesiderne fremstod som til-

hørende Danske Bank, skattemyndighederne, Nets mv. og havde til formål

at franarre borgere oplysninger om eksempelvis MitID eller betalingsmid-

ler. En række af de anmeldelser, som politiet modtog, sås at vedrøre uden-

landske domæner, herunder ».net«, ».com« eller ».eu«.

Der ville således ofte være tale om formueforbrydelser, uberettiget adgang

til et datasystem eller udbredelse af adgang til et datasystem, som ikke var

omfattet af den daværende bestemmelse om blokering af hjemmesider, og

politiet ville derfor i givet fald skulle anvende reglerne om beslaglæggelse i

det omfang, denne fremgangsmåde var praktisk anvendelig.

Det var Justitsministeriets vurdering, at reglerne om beslaglæggelse ikke i

tilstrækkelig grad sikrede en effektiv bekæmpelse af kriminalitet begået på

internettet. Der lagdes derfor op til at udvide adgangen til at blokere hjem-

mesider. Det bemærkedes i den forbindelse, at DNS-blokeringer som ud-

gangspunkt var et simplere og hurtigere indgreb end beslaglæggelse, og at

DNS-blokering derfor i nogle tilfælde var den mest effektive løsning i sager,

hvor indgrebet var tidskritisk. DNS-blokering var særligt relevant i sager

om udenlandsk baserede hjemmesider, hvor det ofte var tidskrævende og

forbundet med praktiske vanskeligheder at beslaglægge en hjemmeside.

Der var – bl.a. i lyset af politiets erfaringer med reglerne om blokering af

hjemmesider, hvorfra der begås visse covid-19-relaterede lovovertrædelser

– efter Justitsministeriets opfattelse behov for at udvide adgangen til at blo-

kere en hjemmeside, så blokeringsmuligheden kunne anvendes i flere sager,

Side 67/242

og uden at lovovertrædelsen havde baggrund i eller sammenhæng med

covid-19-epidemien i Danmark.

En udvidelse af adgangen til at blokere hjemmesider burde efter Justitsmi-

nisteriets vurdering alene omfatte visse straffelovovertrædelser, som pri-

mært begås på internettet, og hvor der vurderedes at være et praktisk behov

for at kunne blokere hjemmesider for at forebygge (yderligere) straffe-

lovsovertrædelser eller begrænse konsekvenserne af en igangværende over-

trædelse. Det gjaldt efter ministeriets vurdering en række formueforbrydel-

ser i straffeloven samt visse freds- og ærekrænkelser, herunder straffelovens

§ 264 d, stk. 2, om uberettiget videregivelse af meddelelser eller billeder

vedrørende private forhold under særligt skærpende omstændigheder.

For så vidt angår straffelovens § 264 d, stk. 2, vurderedes adgangen til at

foretage beslaglæggelse ikke at være tilstrækkeligt til at sikre en effektiv

bekæmpelse af overtrædelser af bestemmelsen begået på internettet, da det

i nogle tilfælde, f.eks. hvor der var sket videregivelse af drabsvideoer, havde

vist sig ikke at være muligt at få udenlandske administratorer til at bistå til

beslaglæggelse af hjemmesider, hvorfra der blev begået sådanne overtræ-

delser.

Fælles for formueforbrydelserne var, at de ofte blev begået via phishing-

kampagner på internettet.

Efter Justitsministeriets opfattelse burde politiet i denne type sager kunne

iværksætte indgrebet, såfremt indgrebets øjemed ville forspildes, hvis ret-

skendelse skulle afventes. Det skulle ses i lyset af, at indgreb i forhold til

phishing-kampagner i særlig grad var tidskritiske, da kriminelle i løbet af få

minutter og med få omkostninger kunne udsende store mængder e-mails el-

ler sms-beskeder til et stort antal personer, der blev franarret personoplys-

ninger, kreditkortoplysninger eller lignende, som de kriminelle derefter

kunne misbruge. Det kunne således efter en konkret vurdering være nød-

vendigt for politiet at kunne iværksætte blokering, inden der indhentedes en

retskendelse, hvis det skulle sikres, at det domænenavn, som kampagnen

linkede til, blev blokeret, inden et stort antal personer havde reageret på

kampagnen.

Efter Justitsministeriets opfattelse var der ikke behov for en tilsvarende mu-

lighed for så vidt angår straffelovens § 264 d, stk. 2 (uberettiget videregi-

velse af meddelelser eller billeder vedrørende private forhold under særligt

Side 68/242

skærpende omstændigheder), idet der som udgangspunkt ikke på samme

måde var tale om straffelovsovertrædelser, der var særligt tidskritiske.

2.7.2.3.

Rådet for Grønlands Retsvæsen behandlede på sit møde i 2018 æn-

dringen af den danske retsplejelov i 2017. Rådet anbefalede dengang ikke

at indsætte en bestemmelse i den grønlandske retsplejelov om blokering af

hjemmesider, idet Grønlands Politi havde oplyst, at der på daværende tids-

punkt ikke var kendskab til eller mistanke om, at der skete onlineradikalise-

ring i Grønland.

Rådet for Grønlands Retsvæsen behandlede på sit møde i 2021 ændringen

af den danske retsplejelov i 2020 vedrørende covid-19. Rådet tiltrådte Ju-

stitsministeriets indstilling om, at der i Grønland ikke vurderedes at være et

behov for regler om blokering af hjemmesider i relation til overtrædelser,

som havde baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien. Rigs-

politiet foreslog dog, at behovet for en generel bestemmelse om blokering

af hjemmesider i retsplejelov for Grønland blev analyseret nærmere. Rigs-

politiet henviste bl.a. til, at det nu var Grønlands Politis opfattelse, at beho-

vet for blokering af hjemmesider ikke relativt set var mindre i Grønland end

i Danmark.

Endelig tiltrådte Rådet for Grønlands Retsvæsen på sit møde i 2022 en

indstilling om, at lov nr. 897 af 21. juni 2022 var egnet til delvis gennemfø-

relse i Grønland. Det fremgår af indstillingen, at det umiddelbart var vurde-

ringen, at det kunne være relevant at inddrage udvidelsen af politiets adgang

til at blokere hjemmesider i forbindelse med en eventuel analyse af behovet

for at blokere hjemmesider i Grønland.

Justitsministeriet finder på denne baggrund, at der bør indføres en bestem-

melse i den grønlandske retsplejelov om politiets mulighed for at blokere

hjemmesider i tråd med bestemmelsen herom i den danske retsplejelov.

Justitsministeriet lægger vægt på, at bestemmelsen i praksis angår blokering

af udenlandske hjemmesider, og at det vil være hensigtsmæssigt, at der er

samme muligheder i hele riget for at blokere udenlandske hjemmesider.

Det bemærkes herved, at den færøske retsplejelov indeholder en bestem-

melse om blokering af hjemmesider svarende til den danske retsplejelovs

§ 791 d som gennemført i 2017, og at det i et udkast til lovforslag om ajour-

føring af den færøske retsplejelov, der blev sendt i høring den 22. maj 2023,

Side 69/242

foreslås at udvide bestemmelsen i den færøske retsplejelov på linje med æn-

dringen i 2022 af den danske retsplejelovs § 791 d.

2.7.2.4.

Det foreslås på den baggrund, at der indsættes en ny bestemmelse i

retsplejeloven, hvorefter politiet gives adgang til at blokere adgangen til en

hjemmeside, hvis der er grund til at antage, at der fra den pågældende hjem-

meside foretages en overtrædelse af kriminallovens §§ 28-35 eller 37, § 94,

nr. 5, eller §§ 95, 104, 105, 108, 111 eller 111 a.

Bestemmelsen kan således for det første anvendes ved overtrædelse af kri-

minallovens §§ 28-35 om terrorisme, terrorrelateret handling, finansiering

af og hvervning og oplæring til terrorvirksomhed eller hertil relaterede

handlinger, medvirken til terrorisme og ulovlig støtte til terrorisme. Bortset

fra, at kriminalloven ikke indeholder regler svarende til straffelovens §§ 114

h-114 j om spredning af masseødelæggelsesvåben, modtagelse af støtte fra

en terrororganisation og indrejse og ophold i en terrorkonfliktzone, svarer

dette til den danske retsplejelovs § 791 d.

Bestemmelsen kan for det andet anvendes ved overtrædelse af kriminal-

lovens § 37 om krænkelse af offentlig myndighed. Dette svarer ligeledes til

den danske retsplejelovs § 791 d, idet kriminalloven dog ikke indeholder

regler svarende til straffelovens § 119 a om chikane af personer i offentlig

tjeneste eller hverv.

Bestemmelsen kan for det tredje anvendes ved overtrædelse af kriminal-

lovens § 94, nr. 5, eller §§ 95, 104, 105, 108, 111 eller 111 a om hacking,

krænkelse af privatlivets fred, bedrageri, databedrageri, hæleri og hvidvask.

Dette svarer ligeledes til den danske retsplejelovs § 791 d, idet kriminal-

loven dog ikke indeholder regler svarende til straffelovens §§ 263 a og 301

om forbrydelser vedrørende adgangsmidler til datasystemer og betalings-

midler.

Retsplejelovens regler om beslaglæggelse opretholdes ved siden af den fo-

reslåede blokeringsbestemmelse. Reglerne om beslaglæggelse forudsættes

anvendt, når denne fremgangsmåde vurderes praktisk anvendelig.

Justitsministeriet er opmærksom på, at bestemmelsen potentielt vil kunne

finde anvendelse på et større antal sager. Politiet forudsættes derfor at fore-

tage en vurdering af, om ressourceforbruget ved indgrebet står mål med lo-

vovertrædelsens grovhed, og om indgrebet er egnet i det konkrete tilfælde.

Side 70/242

Der skal endvidere foretages en proportionalitetsafvejning, inden der træffes

afgørelse om blokering. Blokering må således ikke foretages, hvis indgrebet

står i misforhold til sagens betydning og den ulempe, som indgrebet må an-

tages at medføre.

Det skal bl.a. indgå i vurderingen, at det på nuværende tidspunkt kun er tek-

nisk muligt ved hjælp af en DNS-blokering at blokere en hel hjemmeside,

også selv om det kun er en lille del af indholdet på hjemmesiden, der udgør

en lovovertrædelse. Det vil eksempelvis ikke være muligt kun at blokere en

profil på et socialt medie. Med en DNS-blokering er det kun muligt at blo-

kere hele det sociale medie, hvilket generelt må antages at ville være et upro-

portionalt indgreb.

Det foreslås, at der indføres en mulighed for, at politiet kan træffe beslutning

om blokering i sager om overtrædelse af kriminallovens § 94, nr. 5, eller §§

104, 105, 108, 111 eller 111 a, såfremt indgrebets formål ville forspildes,

hvis rettens beslutning skulle afventes. Forslaget indebærer, at politiet vil

kunne iværksætte indgrebet ud fra en formålsbetragtning, når blokeringen

sker i sager om overtrædelse af en af de anførte bestemmelser i kriminal-

loven.

Politiet skal snarest muligt og senest inden 24 timer fra indgrebets iværk-

sættelse forelægge sagen for retten. Retten beslutter, om indgrebet kan god-

kendes, og om det kan opretholdes. Burde indgrebet efter rettens opfattelse

ikke have været foretaget, skal retten give meddelelse herom til Rigsadvo-

katen. Hvis indgrebet er foretaget af Politiets Efterretningstjeneste, skal ind-

beretningen gives til Justitsministeriet.

Det foreslås endvidere, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet og

-tjenester og administratorer af internetdomæner skal bistå politiet med at

gennemføre blokering af en hjemmeside. Afviser den pågældende udbyder

eller administrator uden lovlig grund at bistå politiet, finder tvangsmidlerne

over for vidner anvendelse (bøder, erstatning mv.), jf. retsplejelovens § 150.

Politiet forudsættes at foretage underretning af den, som indgrebet retter sig

mod, dvs. lejeren af den hjemmeside (registranten), som retten har givet til-

ladelse til at blokere. Indeholder hjemmesiden ikke kontaktoplysninger, og

kan politiet ikke umiddelbart fremskaffe disse oplysninger på anden vis, kan

Side 71/242

underretning undlades. Underretning af personer i udlandet vil ske efter de

almindelige retshjælpsregler om underretning til personer i andre lande.

Det forudsættes endvidere, at hvis politiet bliver bekendt med, at grundlaget

for beslutningen ikke længere er til stede – for eksempel fordi det ulovlige

indhold er fjernet fra hjemmesiden – skal politiet hurtigst muligt fjerne blo-

keringen. Politiet pålægges dog ikke hermed en pligt til løbende at kontrol-

lere indholdet af de blokerede hjemmesider.

Det foreslås endelig, at hvis den, mod hvem indgrebet retter sig, fremsætter

anmodning herom, skal politiet snarest muligt efter modtagelsen af anmod-

ningen forelægge sagen for retten. Retten beslutter, om indgrebet skal op-

retholdes. Henvender den, mod hvem indgrebet retter sig, til politiet, skal

politiet vejlede den pågældende om adgangen til at få spørgsmålet indbragt

for retten.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 28 (forslag til retsplejelovens § 400 a).

2.8. Forstyrrelse eller afbrydelse af radio- eller telekommunikation

2.8.1. Gældende ret

Retsplejeloven indeholder ikke regler om politiets forstyrrelse eller afbry-

delse af radio- eller telekommunikation.

Det må dog antages, at hvis en forstyrrelse eller afbrydelse af radio- eller

telekommunikation kan afværge et igangværende eller umiddelbart forestå-

ende terrorangreb, der truer menneskers liv, vil politiet efter en konkret vur-

dering, herunder af de mulige skadevirkninger for andre, ud fra nødretlige

betragtninger kunne anvende sådanne midler, hvis politiet faktisk har mu-

lighed for det.

2.8.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.8.2.1.

Ved lov nr. 542 af 8. juni 2006 om ændring af straffeloven, retsplej-

eloven og forskellige andre love (Styrkelse af indsatsen for at bekæmpe ter-

rorisme mv.) blev der indsat en bestemmelse i den danske retsplejelovs §

791 c om politiets forstyrrelse eller afbrydelse af radio- eller telekommuni-

kation i et område med henblik på at forebygge, at der i det pågældende

område begås en lovovertrædelse, der efter loven kan straffes med fængsel

Side 72/242

i 6 år eller derover, eller en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel

12 eller 13, og som kan medføre fare for menneskers liv eller velfærd eller

for betydelige samfundsværdier.

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen, at Justitsministeriet fandt, at

forstyrrelse eller afbrydelse af radio- eller telekommunikation i særlige si-

tuationer ville kunne være af afgørende betydning for politiet til at forhindre

alvorlig kriminalitet, herunder eventuelle terrorhandlinger.

Det kunne f.eks. være i et tilfælde, hvor Politiets Efterretningstjeneste havde

konkrete oplysninger om, at der ville blive begået en terrorhandling et be-

stemt sted med brug af bomber, der planlægges udløst via mobiltelefoner

eller andet radioudstyr, og der derfor var afgørende grunde til at forstyrre

eller afbryde telekommunikationen i det pågældende område med henblik

på at forebygge et sådant terrorangreb.

På den baggrund kunne Justitsministeriet tilslutte sig, at der blev indført en

udtrykkelig hjemmel til, at politiet i særlige situationer kan forstyrre eller

afbryde radio- og telekommunikation i et område.

Formålet med et sådant indgreb ville være at forhindre, at de personer, som

er involveret i et muligt terrorangreb mv., kan anvende radio- eller telekom-

munikation. Samtidig var det – eftersom en forstyrrelse eller afbrydelse af

radio- eller telekommunikation i sagens natur ikke kan begrænses til at ved-

røre netop disse personer – en uundgåelig konsekvens af indgrebet, at en

større personkreds i det pågældende område og det pågældende tidsrum ville

blive afskåret fra f.eks. at anvende mobiltelefoni. I lyset af den betydning,

som bl.a. sådanne kommunikationsmidler havde for den almindelige befolk-

ning, kunne der således siges at være tale om et indgreb af ikke ubetydelig

praktisk og principiel rækkevidde.

Det anførte talte for, at der burde opstilles forholdsvis strenge betingelser

for at iværksætte det pågældende indgreb. Det anførte talte endvidere for, at

indgrebet kun burde kunne foretages under iagttagelse af almindelige prin-

cipper om proportionalitet og under retlig kontrol.

Justitsministeriet fandt det mest hensigtsmæssigt, at den foreslåede bestem-

melse om forstyrrelse eller afbrydelse af radio- eller telekommunikation

blev indsat i retsplejelovens kapitel 71, der indeholder regler om indgreb i

meddelelseshemmeligheden, observation og dataaflæsning. Det skyldtes

Side 73/242

navnlig, at indgrebet – uanset at det kunne give anledning til tvivl, om ind-

grebet begrebsmæssigt kunne siges at have karakter af et straffeprocessuelt

tvangsindgreb – som anført kun burde kunne foretages efter nærmere an-

givne betingelser og under iagttagelse af formelle regler, herunder krav om

retskendelse, som i vidt omfang svarer til reglerne om indgreb i meddelel-

seshemmeligheden mv.

2.8.2.2.

Justitsministeriet finder, at der bør indsættes en tilsvarende hjemmel

i den grønlandske retsplejelov til, at politiet kan forstyrre eller afbryde radio-

og telekommunikation, når nærmere angivne betingelser er opfyldt.

Justitsministeriet er opmærksom på, at terrortruslen mod Grønland aktuelt

vurderes at være minimal, jf. Center for Terroranalyses seneste »Vurdering

af terrortruslen mod Danmark« fra marts 2023.

Justitsministeriet finder imidlertid, at det vil være hensigtsmæssigt, at der

på dette område, som har relation til rigets sikkerhed og statsforfatning, gæl-

der samme regler i hele riget. Som nævnt har der gjaldt en sådan regel i

Danmark siden 2006, og en tilsvarende regel blev indsat i den færøske rets-

plejelov i 2014.

Dermed vil myndighederne, herunder Politiets Efterretningstjeneste, ope-

rere ud fra samme regelgrundlag i hele riget, hvis der måtte opstå en situa-

tion i Grønland, hvor forstyrrelse eller afbrydelse af radio- eller telekommu-

nikation i et område vurderes at være nødvendig for at afværge f.eks. et ter-

rorangreb.

Det bemærkes, at ændringen af den danske retsplejelov vedrørende forstyr-

relse eller afbrydelse af radio- eller telekommunikation indgik i en samlet

forelæggelse for Rådet for Grønlands Retsvæsen af et notat om de ændringer

af den danske retsplejelov, som var blevet foretaget i perioden 2003-2013.

Rådet for Grønlands Retsvæsen besluttede at videregive notatet om lovæn-

dringerne til Justitsministeriet og Grønlands Selvstyre med henblik på vi-

dere overvejelser.

2.8.2.3.

Det foreslås på den baggrund, at der indsættes en ny bestemmelse i

retsplejeloven, der giver politiet mulighed for at forstyrre eller afbryde ra-

dio- eller telekommunikation i et område, hvis der er afgørende grunde til

det med henblik på at forebygge, at der i det pågældende område vil blive

begået en særlig grov lovovertrædelse eller en forsætlig overtrædelse af kri-

Side 74/242

minallovens kapitel 7 eller 8, som kan medføre fare for menneskers liv eller

velfærd eller for betydelige samfundsværdier.

Det foreslås, at kompetencen til at træffe bestemmelse om forstyrrelse eller

afbrydelse af radio- eller telekommunikation skal henhøre under retten. I

rettens beslutning skal anføres det område, som indgrebet angår, og de kon-

krete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for ind-

grebet er opfyldt. Endvidere skal det i beslutningen fastsættes, inden for

hvilket tidsrum indgrebet kan foretages.

Det foreslås endvidere, at politiet uden rettens beslutning kan forstyrre ra-

dio- eller telekommunikation i tilfælde, hvor formålet med indgrebet ville

forspildes, hvis politiet skulle indhente rettens beslutning. Politiet skal i så

fald inden 24 timer forelægge spørgsmålet om godkendelse af indgrebet for

retten.

Det foreslås endvidere, at der, inden retten træffer afgørelse efter den fore-

slåede bestemmelse, skal beskikkes en forsvarer, som skal have lejlighed til

at udtale sig. Derimod skal der ikke gives underretning om forstyrrelsen el-

ler afbrydelsen af radio- eller telekommunikation til den personkreds, der

bliver omfattet af indgrebet, da dette i praksis ville være umuligt.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 28 (forslag til § 400 b).

2.9. Overtagelse af tv-overvågning

2.9.1. Gældende ret

Udtrykket tv-overvågning er i § 1, stk. 2, i lov om tv-overvågning defineret

som vedvarende eller regelmæssigt gentagen personovervågning ved hjælp

af fjernbetjent eller automatisk virkende tv-kamera, fotografiapparat eller

lignende apparat. Tv-overvågning i denne lovs forstand omfatter både til-

fælde, hvor overvågningen er forbundet med optagelse af billeder på vi-

deobånd, film eller andet lagringsmedium, og tilfælde, hvor sådan billedop-

tagelse ikke finder sted, og hvor overvågningen alene har karakter af en

umiddelbar iagttagelse på tv-skærm eller lignende.

Tv-overvågningsloven er ikke sat i kraft for Grønland, og tv-overvågning er

dermed ikke underlagt en specifik lovregulering.

Side 75/242

Uberettiget tv-overvågning af personer, der befinder sig på et ikke frit til-

gængeligt sted, udgør imidlertid en overtrædelse af kriminallovens § 94, nr.

Tv-overvågning af personer, der befinder sig på et frit tilgængeligt sted, kan

efter omstændighederne være omfattet af lov om behandling af personop-

lysninger, der er sat i kraft for Grønland ved anordning nr. 1238 af 14. ok-

tober 2016.

Politiet kan på den baggrund i dag under iagttagelse af almindelige saglig-

hedskrav og gældende regler om behandling af personoplysninger foretage

tv-overvågning af frit tilgængelige steder.

Politiet kan endvidere foretage tv-overvågning af steder, der ikke er frit til-

gængelige, efter reglerne i retsplejelovens § 399 om observation.

Under visse betingelser kan retten efter politiets anmodning give en person,

der ikke er mistænkt, pålæg om at forevise eller udlevere genstande (edi-

tion), jf. retsplejelovens § 420. Endvidere kan genstande, som en person, der

ikke er mistænkt, har rådighed over, under visse betingelser beslaglægges,

jf. retsplejelovens § 419.

Reglerne om edition og beslaglæggelse kan bl.a. anvendes i forhold til lag-

rede billedoptagelser fra tv-overvågning.

Det er derimod i dag ikke muligt for politiet efter retsplejelovens bestem-

melser om kriminalretsplejen at overtage en igangværende tv-overvågning,

som er iværksat af andre myndigheder eller private.

2.9.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.9.2.1.

Ved lov nr. 803 af 9. juni 2020 om ændring af retsplejeloven (Poli-

tiets overtagelse af tv-overvågning) blev der i den danske retsplejelovs §

791 e indsat regler om politiets overtagelse af tv-overvågning i et område,

hvis der er afgørende grunde til det med henblik på at forebygge eller efter-

forske grove lovovertrædelser.

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen, at det ofte var essentielt i

forbindelse med politiets, herunder Politiets Efterretningstjenestes, afvær-

gelse eller efterforskning af særligt alvorlige forbrydelser – eksempelvis ter-

Side 76/242

rorhændelser – at politiet hurtigst muligt kunne danne sig et overblik over

en mulig gerningspersons eller gerningspersoners færden. I den forbindelse

ville hurtig adgang til tv-overvågning ofte være et relevant redskab i forhold

til at finde oplysninger om mulige gerningspersoners færden.

Det kunne således være af stor betydning for politiets mulighed for at løse

sine opgaver med at afværge og efterforske særligt alvorlige forbrydelser at

få adgang til at benytte tv-overvågning, som var etableret af andre offentlige

myndigheder og private selskaber, foreninger mv.

Det kunne eksempelvis være tilfældet i en situation, hvor politiet var kom-

met i besiddelse af oplysninger om, at en eller flere gerningspersoner havde

til hensigt at begå et terrorangreb. Det kunne også være tilfældet i en situa-

tion, hvor en eller flere gerningspersoner allerede havde udført et angreb, og

hvor politiet var i besiddelse af oplysninger om, at gerningspersonen eller

gerningspersonerne havde til hensigt at begå endnu et angreb. I begge situ-

ationer ville det være nødvendigt hurtigt at få udfundet og pågrebet ger-

ningspersoner, enten inden angrebet blev udført eller med henblik på rets-

forfølgelse og afværgelse af eventuelle yderligere angreb.

Reglerne om edition gav politiet mulighed for under visse betingelser at på-

lægge andre myndigheder og private at udlevere lagrede optagelser af tv-

overvågning. Endvidere kunne politiet under visse betingelser beslaglægge

sådanne optagelser. Edition og beslaglæggelse kunne i hastende tilfælde be-

sluttes af politiet med mulighed for efterfølgende domstolsprøvelse. Rets-

plejeloven sikrede dermed allerede, at politiet i nødvendigt omfang hurtigt

kunne få adgang til lagrede optagelser fra tv-overvågning.

Efter Justitsministeriets opfattelse kunne der imidlertid også være behov for,

at politiet fik en adgang til at tilgå andre myndigheders eller privates tv-

overvågning i realtid (dvs. liveoptagelser), sådan at politiet kunne forebygge

eller efterforske alvorlige forbrydelser. Der burde derfor indføres en ny be-

stemmelse herom i retsplejeloven.

Politiets overtagelse af andre myndigheders eller privates tv-overvågning

kunne efter omstændighederne udgøre et væsentligt indgreb både i forhold

til myndighedens eller den privates behov for under udførelsen af sine op-

gaver eller virksomhed selv at have adgang til tv-overvågningen og i forhold

til de personer, som tv-overvåges. For at kunne forebygge eller efterforske

alvorlige forbrydelser ville der desuden kunne være behov for at overtage

Side 77/242

tv-overvågningen i forholdsvis store områder, eksempelvis en hel bydel, så-

dan at indgrebet potentielt kunne berøre adskillige tv-overvågninger og

mange mennesker.

Politiets adgang til at overtage tv-overvågning burde på denne baggrund ef-

ter Justitsministeriets opfattelse være begrænset til ekstraordinære situatio-

ner, hvor der var afgørende grunde til det med henblik på at forebygge eller

efterforske alvorlig kriminalitet, som kunne medføre eller havde medført

fare for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier.

Indgrebet burde være begrænset til et kort tidsrum, som fastsattes af retten

ved kendelse. Tidsrummet burde kunne forlænges ved en ny retskendelse. I

hastende tilfælde burde politiet kunne iværksætte indgrebet uden at afvente

retskendelse, men således at sagen forelægges for retten inden 24 timer. Un-

der rettens behandling burde der medvirke en beskikket advokat, som vare-

tog interesserne for både den, der havde rådighed over tv-overvågningen, og

dem, der blev tv-overvåget.

Der henvises til Folketingstidende 2019-20, A, L 103 som fremsat, side 10-

11.

2.9.2.2.

Rådet for Grønlands Retsvæsen har ikke anbefalet at indsætte en

bestemmelse i den grønlandske retsplejelov om overtagelse af tv-overvåg-

ning, idet der i Grønland ikke er pligt til at registrere tv-overvågning, og idet

Grønlands Politi i henhold til de gældende regler i vidt omfang selv vil have

mulighed for at opsætte kameraer og foretage overvågning i relevant om-

fang.

Justitsministeriet finder imidlertid, at der bør indføres en bestemmelse i den

grønlandske retsplejelov om politiets mulighed for at overtage tv-overvåg-

ning i tråd med bestemmelsen herom i den danske retsplejelov.

Justitsministeriet lægger vægt på, at selv om der aktuelt ikke er påvist et

behov for politiets overtagelse af tv-overvågning i Grønland, vil det være

hensigtsmæssigt, at der er i Grønland er de samme muligheder herfor som i

de øvrige dele af riget, hvis der måtte opstå en sådan ekstraordinær situation,

at overtagelse af tv-overvågning er afgørende for at forebygge eller efterfor-

ske en særlig grov lovovertrædelse, som kan medføre eller har medført fare

for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier.

Side 78/242

Det bemærkes herved, at det i et udkast til lovforslag om ajourføring af den

færøske retsplejelov, der blev sendt i høring den 22. maj 2023, foreslås at

indsætte en ny bestemmelse i den færøske retsplejelov om overtagelse af tv-

overvågning på linje den danske retsplejelovs § 791 e.

2.9.2.3.

Det foreslås på den baggrund, at der indsættes en ny bestemmelse i

retsplejeloven, som giver politiet mulighed for at overtage tv-overvågning,

hvis der er afgørende grunde til det med henblik på at forebygge eller efter-

forske en særlig grov lovovertrædelse eller en forsætlig overtrædelse af kri-

minallovens kapitel 7 eller 8, som kan medføre eller har medført fare for

menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier.

Forslaget indebærer, at politiet vil kunne overtage og benytte tv-overvåg-

ning uden samtykke fra den offentlige myndighed eller private, der råder

over den pågældende tv-overvågning. Politiet vil ikke med hjemmel i den

foreslåede bestemmelse kunne overtage tv-overvågning i private hjem.

Det foreslås, at indgrebet som udgangspunkt vil skulle ske efter rettens be-

slutning, men at politiet dog i hastende tilfælde vil kunne iværksætte ind-

grebet uden at afvente rettens beslutning, men således at politiet i så fald

forelægger sagen for retten snarest muligt og senest inden 24 timer fra ind-

grebets iværksættelse.

Det foreslås, at den, der har rådighed over en tv-overvågning, vil have pligt

til at bistå politiet med at overtage den pågældende tv-overvågning. Det fo-

reslås endvidere, at der ved manglende opfyldelse af pligten skal kunne an-

vendes samme tvangsmidler som over for modvillige vidner.

Det foreslås, at retsplejelovens § 161 om tavshedspålæg vil finde tilsvarende

anvendelse i forbindelse med politiets overtagelse af tv-overvågning.

Det foreslås, at politiet i nødvendigt omfang vil kunne overtage tv-overvåg-

ning med magt, herunder vil kunne skaffe sig adgang til lokaler, hvorfra tv-

overvågningen vil kunne overtages

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 28 (forslag til retsplejelovens § 400 c).

2.10. Anonyme vidner

2.10.1. Gældende ret

Side 79/242

Retsplejeloven indeholder ingen regler om anonym vidneførsel, og spørgs-

målet herom er uomtalt i lovforslagets bemærkninger og Den Grønlandske

Retsvæsenskommissions betænkning nr. 1442/2004 om det grønlandske

retsvæsen.

Retsplejelovens § 458, stk. 1, fastsætter, at retten kan beslutte, at tiltalte skal

forlade retslokalet, mens et vidne eller en medtiltalt afhøres, når der er særlig

grund til at tro, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås.

Denne regel videreførte retsplejeloven af 1951, kapitel 5, § 39, stk. 1, med

den ændring, at kompetencen blev flyttet fra retsformanden til retten.

Flytningen af kompetencen er uomtalt i forarbejderne, idet det tværtimod

anføres, at den foreslåede bestemmelse med enkelte sproglige ændringer

svarer til den hidtil gældende regel, jf. betænkning nr. 1442/2004, bind V,

side 1747, og Folketingstidende 2007-08 (2. samling), tillæg A, side 1506.

En helt tilsvarende hjemmel til, at retsformanden kan bestemme, at tiltalte

skal forlade retslokalet, mens et vidne eller en medtiltalt afhøres, har siden

1919 fandtes i den danske retsplejelovs § 856, stk. 1 (tidligere § 848, stk. 1).

Retsplejelovens § 458, stk. 2, fastsætter, at når tiltalte på ny er til stede i

retssalen, skal tiltalte have oplysning om, hvem der har afgivet forklaring i

tiltaltes fravær. Tiltalte skal desuden oplyses om indholdet af den afgivne

forklaring, for så vidt forklaringen angår tiltalte.

Af den tidligere gældende regel i retsplejeloven af 1951, kapitel 5, § 39, stk.

2, fremgik alene, at tiltalte skulle oplyses om indholdet af den afgivne for-

klaring. I forhold hertil er det således nyt, at loven udtrykkeligt fastsætter,

at tiltalte skal have oplysning om, hvem der har afgivet forklaring.

Denne ændring er uomtalt i forarbejderne, idet det tværtimod anføres, at den

foreslåede bestemmelse på disse punkter svarer til den hidtil gældende regel,

jf. betænkning nr. 1442/2004, bind V, side 1747, og Folketingstidende

2007-08 (2. samling), tillæg A, side 1506.

Den danske retsplejelovs § 848, stk. 2, indeholdt frem til 1986 en bestem-

melse, der var identisk med den grønlandske retsplejelov af 1951, kapitel 5,

§ 39, stk. 2.

Side 80/242

Ved lov nr. 321 af 4. juni 1986 blev den danske retsplejelovs § 848, stk. 2

(gældende § 856, stk. 10, 1. pkt.), ændret, således at tiltalte udtrykkeligt

skulle have oplysning om, hvem der havde afgivet forklaring.

Formålet hermed var at forbyde anonym vidneførsel, idet Højesteret i en

afgørelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1984, side 81, havde fastslået,

at de dagældende regler ikke udelukkede anonym vidneførsel, når det gan-

ske undtagelsesvis var påkrævet af hensyn til vidnets sikkerhed.

Efter Justitsministeriets opfattelse er det på den baggrund mest nærliggende

at antage, at retsplejeloven skal forstås på den måde, at anonym vidneførsel

er udelukket.

Justitsministeriet har herved lagt vægt på ordlyden af retsplejelovens § 358,

stk. 2.

Justitsministeriet har endvidere lagt vægt på, at lov nr. 381 af 6. juni 2002

om ændring af den danske retsplejelov, som indførte regler om anonyme

vidner, af tidsmæssige grunde må antages ikke at have været inddraget i Den

Grønlandske Retsvæsenskommissions arbejde, jf. herved at der i betænk-

ning nr. 1442/2004, bind V, side 1747, henvises til en bestemmelse i den

danske retsplejelovs § 848, stk. 2, 2. pkt., som ved lov nr. 381 af 6. juni 2002

blev flyttet til § 848, stk. 5, 2. pkt.

Selv om spørgsmålet er uomtalt i Den Grønlandske Retsvæsenskommis-

sions betænkning, er det på den baggrund nærliggende at antage, at kom-

missionen i sine generelle overvejelser om eventuelt at søge inspiration i

den danske retsplejelov alene har forholdt sig til retstilstanden i Danmark

før lovændringen i 2002, hvor anonym vidneførsel havde været forbudt si-

den 1986.

2.10.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.10.2.1.

Ved lov nr. 381 af 6. juni 2002 om ændring af retsplejeloven (For-

bedret vidnebeskyttelse) blev der indsat regler om anonym vidneførsel i den

danske retsplejelov.

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen, at det var uacceptabelt, hvis

vidner i en straffesag blev udsat for trusler og repressalier. Det måtte derfor

Side 81/242

søges sikret, at vidner, som afgav forklaring i en straffesag, blev beskyttet

mod overgreb.

Samtidig kunne en frygt for repressalier eller andre ubehageligheder betyde,

at vidner slet ikke turde stå frem med deres viden. Det forhold, at der efter

den gældende ordning i intet tilfælde var adgang til anonym vidneførsel,

kunne således efter omstændighederne føre til, at vidner til strafbare forhold

undlod at give politiet oplysninger, som var af væsentlig betydning for ef-

terforskningen.

Bestemmelsen i retsplejelovens § 171, stk. 2, om adgang til vidnefritagelse

ville i en række tilfælde kunne tilgodese hensynet til et vidne, som måtte

befrygtes at blive udsat for repressalier mv. Hensynet til det enkelte vidne

måtte imidlertid efter omstændighederne vige for hensynet til straffesagens

opklaring, således at det kunne pålægges et vidne at afgive forklaring, selv

om der kunne være risiko for, at vidnet blev påført skade. Hertil kom, at

vidner, som på grund af frygt for repressalier mv. på daværende tidspunkt

blev fritaget for at vidne, måtte forventes fremover i visse tilfælde at afgive

forklaring, hvis der blev indført en begrænset mulighed for at hemmelig-

holde vidnets identitet.

På den baggrund var det Justitsministeriets opfattelse, at der burde ske en

opblødning af det absolutte forbud mod anonyme vidner, der blev indført i

1986. Der burde således etableres mulighed for i særlige tilfælde at kunne

sikre et vidne anonymitet.

Det foresloges, at adgangen til at hemmeligholde et vidnes navn, stilling og

bopæl for tiltalte blev betinget af, at afgørende hensyn til vidnets sikkerhed

gjorde det påkrævet. Det betød, at omstændighederne i sagen med styrke

skulle tale for, at vidnet kunne blive udsat for repressalier eller andre ube-

hageligheder, hvis tiltalte får oplysninger om vidnets identitet.

Bestemmelsen om anonym vidneførsel måtte antages navnlig at kunne blive

relevant i visse sager om grov og mere organiseret kriminalitet, herunder

bandekriminalitet.

Det ville i alle tilfælde være en betingelse, at begrænsninger i tiltaltes kend-

skab til vidnets navn mv. var uden betydning for tiltaltes forsvar. I praksis

ville forslaget derfor kunne få betydning i forhold til såkaldte tilfældige vid-

ner – det vil sige vidner, som ikke havde nogen tilknytning til tiltalte.

Side 82/242

Det foresloges endvidere, at retten skulle kunne bestemme, at tiltalte skulle

forlade retslokalet, mens vidnet blev afhørt, hvis der var grund til at antage,

at vidnet eller vidnets nærmeste ville blive udsat for alvorlig fare ved tiltaltes

kendskab til vidnets udseende.

Det foresloges endvidere, at rettens bestemmelse om anvendelse af reglerne

om hemmeligholdelse af et vidnes identitet skulle kunne kæres under ho-

vedforhandlingens forberedelse og under hovedforhandlingen.

Der henvises til Folketingstidende 2001-02 (2. samling), tillæg A, side

3306-3308.

2.10.2.2.

Ved lov nr. 292 af 11. april 2011 om ændring af retsplejeloven

(Udvidet adgang til at anvende anonyme vidner) blev den danske retspleje-

lov ændret med henblik på en vis udvidelse af adgangen til at anvende ano-

nyme vidner i straffesager.

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen, at baggrunden for forslaget

var de samme grundlæggende hensyn, som lå bag de dagældende regler om

adgangen til at anvende anonyme vidner.

Det drejede sig for det første om hensynet til vidners sikkerhed, idet det i

sig selv var uacceptabelt, hvis et vidne blev udsat for trusler og repressalier.

For det andet drejede det sig om hensynet til retshåndhævelsen. Hvis et

vidne på grund af frygt ikke turde afgive forklaring, kunne det således med-

føre, at anklagemyndigheden ikke kunne bevise gerningsmandens skyld.

Frygten for repressalier mv. hos vidner til forbrydelser kunne dermed be-

tyde, at muligheden for at bekæmpe kriminalitet blev svækket.

Lovforslaget indebar navnlig, at der blev indsat en bestemmelse i retspleje-

loven om, at rettens afgørelse om at tillade anonymisering af et vidne træffes

på grundlag af en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder

eventuelle oplysninger om vidnets forudgående tilknytning til tiltalte og op-

lysninger om sagens karakter. Herved blev det forudsat, at domstolene fik

en vis udvidet adgang til at tillade anonyme vidner i forhold til, hvad der

fulgte af den dagældende lovgivning og de forudsætninger for lovens an-

vendelse, som var opstillet i den dagældende lovs forarbejder.

Side 83/242

I modsætning til, hvad der fremgik af den dagældende lovs forarbejder, for-

udsattes det således bl.a., at der ikke nødvendigvis skulle være tale om så-

kaldte tilfældige vidner (vidner uden nogen tilknytning til tiltalte) for, at

anonym vidneførsel kunne anvendes. I øvrigt fastsloges det, at adgangen til

at anvende anonyme vidner ikke i alle tilfælde skulle være begrænset til sa-

ger, hvor der var tale om særlige former for kriminalitet, og hvor der forelå

egentlige trusler mod det pågældende vidne.

Hensynet til tiltalte og tiltaltes muligheder for at forsvare sig indebar efter

Justitsministeriets opfattelse, at der også fremover burde være meget snævre

rammer for adgangen til at tillade anonyme vidner. Uanset at lovforslaget

indebar en vis, begrænset udvidelse af adgangen til at føre anonyme vidner,

ville der således fortsat være tale om en regulering, der medførte, at betin-

gelserne for at anvende anonyme vidner kun undtagelsesvist ville være op-

fyldt

Der henvises til Folketingstidende 2010-11 (1. samling), A, L 124 som

fremsat, side 2.

Efter Justitsministeriets opfattelse gør de hensyn til at sikre beskyttelsen af

vidner og retshåndhævelsen, som begrunder udformningen af reglerne i den

danske retsplejelov om anonyme vidner, sig også gældende i Grønland.

Justitsministeriet finder således, at den grønlandske retsplejelov bør ændres

i tråd med ændringerne af den danske retsplejelov i 2002 og 2011.

Det bemærkes, at ændringen af den danske retsplejelov vedrørende ano-

nyme vidner i 2011 indgik i en samlet forelæggelse for Rådet for Grønlands

Retsvæsen af et notat om de ændringer af den danske retsplejelov, som var

blevet foretaget i perioden 2003-2013. Rådet for Grønlands Retsvæsen be-

sluttede at videregive notatet om lovændringerne til Justitsministeriet og

Grønlands Selvstyre med henblik på videre overvejelser.

Det bemærkes endvidere, at som det fremgår af pkt. 2.10.1 ovenfor, må det

antages, at Den Grønlandske Retsvæsenskommission af tidsmæssige grunde

ikke inddrog ændringen af den danske retsplejelov vedrørende anonyme

vidner i 2002 i sit arbejde med udkastet til en ny grønlandsk retsplejelov.

2.10.2.4.

Det foreslås på den baggrund at indsætte nye regler i den grønland-

ske retsplejelov, hvorefter retten efter anmodning kan bestemme, at et vid-

Side 84/242

nes bopæl ikke må oplyses for tiltalte, hvis afgørende hensyn til vidnets sik-

kerhed taler for det, eller at et vidnes navn, stilling og bopæl ikke må oplyses

for tiltalte, hvis afgørende hensyn til vidnets sikkerhed gør det påkrævet.

Det er i begge tilfælde en forudsætning, at det må antages at være uden be-

tydning for tiltaltes forsvar, at tiltalte får oplyst vidnets bopæl henholdsvis

vidnets navn, stilling og bopæl.

Forsvareren vil uændret få oplyst vidnets identitet.

Det foreslås, at afgørelse om anonym vidneførsel kan træffes forud for ho-

vedforhandlingen eller under hovedforhandlingen.

Det foreslås endvidere, at anklagemyndigheden skal kunne give forsvareren

pålæg om ikke at videregive oplysninger om et vidnes bopæl eller navn,

stilling og bopæl til tiltalte, hvis anklagemyndigheden agter at anmode ret-

ten om at bestemme, at disse oplysninger ikke må meddeles tiltalte.

Forsvareren kan indbringe pålægget for retten.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 18, 34 og 36-41 (ændring af § 344, stk.

2, og §§ 444, 448 og 458).

2.11. Digital forkyndelse og forenklet digital forkyndelse

2.11.1. Gældende ret

Forkyndelse har til formål at sikre, at en meddelelse kommer frem til adres-

saten, så adressaten har mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet,

samt at sikre den, der har iværksat forkyndelsen, det fornødne bevis for, at

meddelelsen er kommet frem, så de retsvirkninger, der er knyttet til forkyn-

delsen, kan indtræde.

Reglerne om forkyndelse af processuelle meddelelser i civile sager og kri-

minalsager i Grønland findes i retsplejelovens kapitel 11 (§§ 129-140).

Forkyndelse kan ske ved, at meddelelsen afleveres til den pågældende af en

polititjenestemand, en kommunefoged eller en stævningsmand (stævnings-

mandsforkyndelse), hvorved den pågældende opfordres til på stedet at be-

kræfte modtagelsen, jf. retsplejelovens § 133, stk. 1, nr. 1, og stk. 2. Forkyn-

Side 85/242

delsen kan endvidere ske ved, at meddelelsen på samme måde som ved

stævningsmandsforkyndelse afleveres til den pågældende, dog ved at post-

væsenet forestår afleveringen (postforkyndelse), jf. retsplejelovens § 133,

stk. 1, nr. 2, og stk. 3. Endvidere kan der efter retsplejelovens § 133, stk. 1,

nr. 3, og stk. 4, ske forkyndelse ved, at den skriftlige meddelelse sendes til

personen sammen med en anmodning om, at vedkommende underskriver og

returnerer en vedlagt bekræftelse for modtagelsen (brevforkyndelse). Ende-

lig kan der ske forkyndelse ved, at den meddelelse, der skal forkyndes, med

eventuelle bilag telefonisk gives den pågældende, der forinden eller efter-

følgende får tilsendt eller overdraget dokumentet og efterfølgende får til-

sendt en bekræftelse på forkyndelsen (telefonforkyndelse), jf. retspleje-

lovens § 133, stk. 1, nr. 4, og stk. 5.

Over for juridiske personer kan anvendes forkyndelsesformerne stævnings-

mandsforkyndelse, postforkyndelse og brevforkyndelse, jf. retsplejelovens

§ 133, stk. 6.

De forskellige forkyndelsesformer er sideordnede. Den, der iværksætter for-

kyndelse, vælger således selv, på hvilken måde forkyndelse skal ske, jf. § 1,

stk. 1, i bekendtgørelse nr. 299 af 15. december 2009 om forkyndelse af

processuelle meddelelser i Grønland. Dog kan private uden rettens eller po-

litiets medvirken alene iværksætte brevforkyndelse, jf. bekendtgørelsens

§ 1, stk. 2.

For så vidt angår stævningsmandsforkyndelse og postforkyndelse følger det

af retsplejelovens § 135, stk. 1, at dette så vidt muligt bør ske for den på-

gældende personligt på vedkommendes bopæl, midlertidige opholdssted el-

ler arbejdssted. Forkyndelse for den pågældende personligt er dog gyldig,

uanset hvor den sker. Hvis den pågældende ikke selv træffes, kan forkyn-

delse ske på bopælen eller opholdsstedet for personer, der hører til husstan-

den, eller, hvis den pågældende bor til leje i en andens bolig, for udlejeren

eller dennes ægtefælle, for så vidt de pågældende træffes på bopælen eller

opholdsstedet, ligesom forkyndelse kan ske på den pågældendes arbejdssted

over for arbejdsgiveren eller dennes repræsentant eller, for så vidt angår

selvstændigt erhvervsdrivende, på den pågældendes kontor, værksted eller

forretningslokale over for personer, der er ansat i virksomheden, jf. retsplej-

elovens § 135, stk. 2, nr. 1 og 2. For søfolks vedkommende kan forkyndelsen

ske på det skib, hvortil de hører, for en til skibet hørende person eller på

rederiets kontor for rederen eller dennes repræsentant, jf. § 135, stk. 2, nr.

3. I disse tilfælde kan forkyndelse dog ikke ske for personer under 18 år, jf.

Side 86/242

§ 135, stk. 3. Sker forkyndelse ikke over for vedkommende personligt, an-

føres på forsendelsen eller genparten af meddelelsen, hvornår og over for

hvem forkyndelse er sket, jf. retsplejelovens § 135, stk. 4.

Ved brevforkyndelse anses meddelelsen for forkyndt den dag, modtageren

anfører at have modtaget meddelelsen, jf. retsplejelovens § 133, stk. 4. Er

der ikke anført nogen modtagelsesdag, eller er den angivne modtagelsesdag

senere end datoen i poststemplet for tilbagesendelsen, anses forkyndelse for

sket på poststemplets dato.

Efter retsplejelovens § 134 kan brevforkyndelse og telefonforkyndelse kun

ske for den pågældende personlig, jf. dog lovens § 131 om forkyndelse i

civile sager over for partens advokat eller anden rettergangsfuldmægtig eller

over for en person, som parten har udpeget til at modtage forkyndelse på

sine vegne.

Ud over de ovennævnte almindelige forkyndelsesregler indeholder retsplej-

eloven bl.a. regler om forkyndelse i den øvrige del af riget eller i udlandet

samt om forkyndelse i Statstidende eller Atuagagdliutit (AG/Grønlandspo-

sten), jf. §§ 136 og 137.

Det følger endvidere af retsplejelovens § 132, stk. 1, at en beslutning om

tidspunktet for et nyt møde eller for en retshandlings foretagelse, der træffes

i et retsmøde, anses for at være forkyndt for de personer, der er til stede i

retsmødet. Efter § 132, stk. 2, anses beslutningen efter bestemmelsens stk.

1 endvidere for at være forkyndt for personer, der har været lovligt indkaldt

til mødet, men som enten er udeblevet eller uberettiget har forladt mødet,

før beslutningen blev truffet. Retten skal dog give de pågældende meddel-

else om beslutningen, hvis denne må antages at være af særlig interesse for

dem. Efter retsplejelovens § 138, stk. 1, er en forkyndelse gyldig, selv om

meddelelsen ikke kommer til adressatens kundskab. Er det dokument, der

skal forkyndes, kommet adressaten i hænde, anses forkyndelse efter rets-

plejelovens § 138, stk. 2, for sket, selv om forkyndelsen ikke er foretaget i

overensstemmelse med reglerne i lovens §§ 133-135.

2.11.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Ved lov nr. 447 af 9. juni 2004 blev der indsat en bestemmelse i den danske

retsplejelovs § 156 a om digital forkyndelse, som skulle give mulighed for,

at forkyndelse kunne ske ved, at meddelelsen ved digital kommunikation

Side 87/242

gøres tilgængelig for adressaten, der samtidig anmodes om at bekræfte mod-

tagelsen. Formålet hermed var også på forkyndelsesområdet at drage fordel

af mulighederne for at anvende digital kommunikation, jf. Folketingsti-

dende 2003-04, tillæg A, side 6487.

Ved lov nr. 1242 af 18. december 2012 blev bestemmelsen om digital for-

kyndelse i forbindelse med en generel revision af den danske retsplejelovs

regler om forkyndelse flyttet til § 156 b.

Bestemmelsen i den danske retsplejelovs § 156 b blev sat i kraft den 1. fe-

bruar 2015, jf. bekendtgørelse nr. 25 af 20. januar 2015, da domstolene i

Danmark først på det tidspunkt fik teknisk mulighed for at sende meddelel-

ser ved digital kommunikation med anvendelse af digital signatur, hvilket

er en forudsætning for at kunne foretage digital forkyndelse.

Ligeledes ved lov nr. 1242 af 18. december 2012 blev der indsat en bestem-

melse i den danske retsplejelovs § 156 c om forenklet digital forkyndelse,

som skulle give mulighed for, at forkyndelse kunne ske ved, at meddelelsen

gøres tilgængelig for den pågældende i en digital postkasse, der anvendes til

sikker digital kommunikation med det offentlige. Ifølge bestemmelsen

skulle meddelelsen anses for forkyndt, hvis meddelelsen åbnes.

Bestemmelsen i den danske retsplejelovs § 156 c blev ligeledes sat i kraft

den 1. februar 2015, da man forventede at kunne anvende forenklet digital

forkyndelse fra dette tidspunkt. Den tekniske funktion, hvorved der kunne

sendes en automatisk bekræftelse på, at en meddelelse er åbnet, var imidler-

tid indrettet på en sådan måde, at den afsendende myndighed i forskellige

situationer – afhængig af hvordan indholdet i den digitale postkasse tilgås –

ikke opnåede et bevis for, at selve den meddelelse, som skal forkyndes, var

åbnet. Ved lov nr. 203 af 28. februar 2017 blev den danske retsplejelovs

§ 156 c derfor ændret, sådan at forenklet digital forkyndelse anses for sket,

hvis der sker åbning eller anden behandling af meddelelsen, den besked,

hvortil meddelelsen er vedhæftet, eller et bilag eller en anden meddelelse,

der er vedhæftet beskeden.

Justitsministeriet finder, at der bør indføres bestemmelser om digital forkyn-

delse og forenklet digital forkyndelse i retsplejeloven svarende til reglerne

herom i den danske retsplejelov.

Side 88/242

Justitsministeriet lægger vægt på, at der også i grønlandsk retspleje bør dra-

ges fordel af de muligheder, der foreligger for at anvende digital kommuni-

kation, når de er implementeret i Grønland.

Justitsministeriet lægger endvidere vægt på, at digital forkyndelse er en for-

kyndelsesmåde, hvor forkyndelse først anses for sket, når modtageren aktivt

bekræfter at have modtaget den meddelelse, der skal forkyndes, og at for-

enklet digital forkyndelse forudsætter, at adressaten har behandlet meddel-

elsen i den digitale postkasse, som anvendes til sikker digital kommunika-

tion med det offentlige i henhold til lovgivningen herom.

Med lovforslaget foreslås det derfor at indsætte regler i retsplejeloven sva-

rende til reglerne om digital forkyndelse og forenklet digital forkyndelse i

den danske retsplejelov.

Lovforslaget tilvejebringer det retlige grundlag for, at domstolene, politiet

og anklagemyndigheden kan foretage digital forkyndelse og forenklet digi-

tal forkyndelse. Myndighederne vil først få mulighed for at anvende digital

forkyndelse og forenklet digital forkyndelse i praksis, når de tekniske mu-

ligheder herfor er tilvejebragt. Det vil eventuelt kunne være på forskellige

tidspunkter for de forskellige myndigheder og for henholdsvis digital for-

kyndelse og forenklet digital forkyndelse.

Grønlands Domstole har i øjeblikket ikke tekniske muligheder for at fore-

tage digital forkyndelse eller forenklet digital forkyndelse, men Domstols-

styrelsen forventer, at Grønlands Domstole vil få mulighed for digital for-

kyndelse i løbet af den første del af aftaleperioden for flerårsaftale for dom-

stolene 2024-2027. Med hensyn til forenklet digital forkyndelse vil der være

behov for yderligere udvikling.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6-8 (retsplejelovens §§ 133 og 134).

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

Lovforslaget indebærer, at der som udgangspunkt skal være fri adgang til

aktindsigt i domme og beslutninger, der efter loven skal begrundes. Det må

forventes, at domstolene vil modtage flere anmodninger om aktindsigt i

domme og beslutninger end i dag, uden at det dog er muligt at give et skøn

over det forventede antal anmodninger. Omvendt medfører lovforslaget, at

Side 89/242

domstolene vil modtage færre anmodninger om aktindsigt i andre typer do-

kumenter, jf. nedenfor.

Lovforslaget bevirker, at der sker en vis omfordeling af aktindsigtssager

mellem domstolene og anklagemyndigheden. I lovforslaget lægges der op

til, at anmodninger om aktindsigt i afsluttede kriminalsager – der i dag for

en dels vedkommende afgøres af domstolene – fremover alle skal afgøres af

anklagemyndigheden. Anklagemyndigheden forventes derfor som følge af

lovforslaget at skulle behandle flere anmodninger om aktindsigt.

Det er vanskeligt at fastlægge det nærmere omfang af det merarbejde, som

de foreslåede regler om aktindsigt kan give anledning til hos domstolene og

anklagemyndigheden. Det må dog antages, at der samlet set vil kunne blive

tale om et vist merarbejde for domstolene og anklagemyndigheden. Det for-

udsættes, at et sådant merarbejde vil blive afholdt inden for de eksisterende

bevillingsmæssige rammer.

Lovforslaget indebærer endvidere en ajourføring af en række af retspleje-

lovens bestemmelser om kriminalprocessuelle tvangsindgreb, samt at der

indføres regler om anonyme vidner i Grønland.

Disse lovændringer vil give politiet, herunder Politiets Efterretningstjeneste,

bedre mulighed for at efterforske bl.a. alvorlig og mere organiseret krimi-

nalitet i Grønland og i påkommende tilfælde at imødegå trusler mod sikker-

heden, som måtte opstå, ligesom anklagemyndigheden vil få bedre mulig-

heder for at gennemføre kriminalsager.

De foreslåede lovændringer vedrørende efterforskningen og bevisførelsen

har ikke i sig selv økonomiske eller implementeringsmæssige konsekvenser

for politiet, anklagemyndigheden eller domstolene. En øget anvendelse af

efterforskningsmuligheder, der kun delvis er hjemlede i dag, eksempelvis

teleobservation, vil imidlertid kunne medføre merudgifter, der forudsættes

afholdt inden for de eksisterende bevillingsmæssige rammer.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller implementeringsmæssige konse-

kvenser for kommunerne.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Side 90/242

Forslaget om blokering af hjemmesider vil kunne have mindre økonomiske

og administrative konsekvenser for internetudbydere i forbindelse med den

praktiske gennemførelse af blokeringen af hjemmesider.

Forslaget om teleobservation i form af oplysninger om lokaliseringen af en

mobiltelefon indebærer som udgangspunkt administrative omkostninger for

teleudbydere i forbindelse med gennemførelse af konkrete teleobservatio-

ner, men omkostningerne herved vil efter nærmere aftale mellem teleudby-

derne og politiet i et vist omfang blive godtgjort af politiet.

Det bemærkes, at telekommunikationsområdet er overtaget af Grønlands

Selvstyre. Eventuelle nye regler om pligt for teleudbydere til at indrette de-

res udstyr og systemer sådan, at teleobservation i praksis kan gennemføres,

vil derfor skulle fastsættes af Grønlands Selvstyre. Eventuelle økonomiske

og administrative konsekvenser for teleudbyderne en sådan ændring af den

grønlandske telekommunikationslovgivning indgår ikke i dette lovforslag,

da denne lovgivning som nævnt hører under Grønlands Selvstyre.

Lovforslaget forventes ikke i øvrigt at have administrative eller økonomiske

konsekvenser for erhvervslivet.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Klima- og miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljø- eller naturmæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Side 91/242

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den [*] 2023 til den [*] 2023 været

sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

[*]

10. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an- (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-

før »Ingen«)

Økonomiske

Ingen

konsekvenser

for stat, kommu-

ner og regioner

Domstolene og anklagemyndighe-

den forventes at få et vist merar-

bejde med behandling af anmodnin-

ger om aktindsigt, der forudsættes

afholdt inden for de eksisterende

rammer.

Domstolene og anklagemyndighe-

den forventes at få et vist merar-

bejde med behandling af anmodnin-

ger om aktindsigt, der forudsættes

afholdt inden for de eksisterende

rammer.

Forslaget om blokering af hjem-

mesider vil kunne have mindre øko-

nomiske konsekvenser for interne-

tudbydere i forbindelse med den

praktiske gennemførelse af blokerin-

gen af hjemmesider.

Lovforslaget forventes ikke i øvrigt

at have økonomiske konsekvenser

for erhvervslivet.

Forslaget om blokering af hjem-

mesider vil kunne have mindre ad-

ministrative konsekvenser for inter-

netudbydere i forbindelse med den

praktiske gennemførelse af blokerin-

gen af hjemmesider.

Implemente-

Ingen

ringskonsekven-

ser for stat, kom-

muner og regio-

ner

Økonomiske

Ingen

konsekvenser

for erhvervslivet

Administrative Ingen

konsekvenser

for erhvervslivet

Side 92/242

Lovforslaget forventes ikke i øvrigt

at have administrative konsekvenser

for erhvervslivet.

Administrative Ingen

konsekvenser

for borgerne

Klimamæssige

konsekvenser

Ingen

Miljø- og natur- Ingen

mæssige konse-

kvenser

Forholdet til

EU-retten

Er i strid med de

principper for

implementering

af erhvervsrettet

EU-regulering/

Går videre end

minimumskrav i

EU-regulering

(sæt X)

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Nej

Side 93/242

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 50)

Retsplejelovens § 50, stk. 1, fastslår, at en dommer, der har truffet afgørelse

om et kriminalprocessuelt tvangsindgreb, som er betinget af særlig bestyrket

mistanke, ikke må deltage som dommer under hovedforhandlingen, hvis

denne omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld i det forhold,

som har begrundet det kriminalprocessuelle tvangsindgreb.

Retsplejelovens § 50, stk. 2, fastslår, at afgørelse under hovedforhandlingen

om et kriminalprocessuelt tvangsindgreb, som er betinget af særlig bestyrket

mistanke, skal træffes af en dommer, der ikke deltager i hovedforhandlin-

gen, hvis denne omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld i det

forhold, som begrunder det kriminalprocessuelle tvangsindgreb.

Det foreslås at indsætte et nyt

stk. 3,

hvorefter ingen må deltage som dom-

mer under hovedforhandlingen i en kriminalsag, hvis den pågældende ved-

rørende det forhold, som tiltalen angår, i medfør af § 341, stk. 2, har truffet

afgørelse om, at materiale, som politiet efter anmodning har fremlagt over

for retten, ikke er omfattet af forsvarerens adgang til aktindsigt.

Forslaget indebærer, at en dommer ikke kan deltage som dommer under ho-

vedforhandlingen i en kriminalsag, hvis den pågældende forud for hoved-

forhandlingen i medfør af § 341, stk. 2 (som affattet ved lovforslagets § 1,

nr. 17), har truffet afgørelse om, at politiets afgørelse efter § 339 a, stk. 2, 1.

pkt., eller § 339 b, stk. 2, 1. pkt. (som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 14),

er lovlig, efter at politiet over for retten har fremlagt det materiale, som tvi-

sten angår. Den pågældende dommer vil i en sådan situation på baggrund af

sit forudgående kendskab til sagen være i besiddelse af oplysninger, som

forsvareren ikke kender, og den pågældende må derfor ikke deltage som

dommer under hovedforhandlingen.

Den pågældende dommers inhabilitet i disse tilfælde vil ikke have virkning

for en anden dommer eller for dommerfuldmægtige ved samme embede.

Det skyldes, at reglen er begrundet i det kendskab til oplysninger, som den

pågældende dommer har fået i forbindelse med en afgørelse i medfør af

§ 341, stk. 2.

Side 94/242

Det foreslås endvidere at indsætte et nyt

stk. 4,

hvorefter ingen må deltage

som dommer under hovedforhandlingen i en kriminalsag, hvis den pågæl-

dende vedrørende det forhold, som tiltalen angår, har truffet afgørelse om at

undtage materiale fra forsvarerens og sigtedes adgang til aktindsigt i medfør

af § 339 c eller har truffet anden afgørelse, hvor der har været fremlagt op-

lysninger, der efter § 339 c er undtaget fra forsvarerens og sigtedes adgang

til aktindsigt.

Forslaget indebærer, at en dommer ikke kan deltage under hovedforhand-

lingen i en kriminalsag, hvis den pågældende forud for denne har truffet

afgørelse om at undtage materiale fra forsvarerens og sigtedes adgang til

aktindsigt efter § 339 c (som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 14) eller har

truffet en anden afgørelse, i forbindelse med hvilken der har været fremlagt

oplysninger, der efter § 339 c er undtaget forsvarerens adgang til aktindsigt.

Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis den pågældende dommer har truf-

fet afgørelse efter § 391, jf. §§ 384-390, 399 og 400, om indgreb i meddel-

elseshemmeligheden, observation eller dataaflæsning eller har truffet afgø-

relse efter § 415 om hemmelig ransagning på baggrund af anklagemyndig-

hedens fremlæggelse af oplysninger, der efter § 339 c er undtaget fra for-

svarerens og sigtedes adgang til aktindsigt.

Den pågældende dommers inhabilitet i disse tilfælde vil ikke have virkning

for en anden dommer eller for dommerfuldmægtige ved samme embede.

Det foreslås endelig at indsætte et nyt

stk. 5,

hvorefter de afgørelser, som er

nævnt i stk. 3 og 4, under hovedforhandlingen i en kriminalsag skal træffes

af en dommer, der ikke deltager i hovedforhandlingen.

Forslaget indebærer, at hvis der under hovedforhandlingen i medfør af

§ 341, stk. 2, skal træffes en afgørelse om lovligheden af politiets afgørelser

efter § 339 a, stk. 2, 1. pkt., eller § 339 b, stk. 2, 1. pkt., skal afgørelsen

træffes af en dommer, der ikke deltager i hovedforhandlingen. Forslaget in-

debærer endvidere, at hvis der under hovedforhandlingen i medfør af § 339

c skal træffes en afgørelse om at undtage materiale fra forsvarerens og sig-

tedes adgang til aktindsigt eller en anden afgørelse, hvor der fremlægges

materiale, der efter § 339 c er undtaget fra forsvarerens og sigtedes adgang

til aktindsigt, skal afgørelsen træffes af en dommer, der ikke deltager i ho-

vedforhandlingen. Hermed sikres det, at der ikke deltager en dommer i ho-

Side 95/242

vedforhandlingen, som er i besiddelse af oplysninger, som forsvareren ikke

kender.

De pågældende afgørelser kan træffes af en anden dommer ved embedet

eller af en dommerfuldmægtig med fornøden bemyndigelse. Er dette kon-

kret ikke muligt, kan der beskikkes en sættedommer efter retsplejelovens §§

19 eller 24.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2 (§ 61 f, stk. 2)

Retsplejelovens § 61 f, stk. 1, fastsætter en klagefrist på 4 uger bl.a. for klage

til statsadvokaten over politidirektørens afgørelser vedrørende kriminalret-

lig forfølgning.

Retsplejelovens § 61 f, stk. 2, fastsætter, at bl.a. reglerne i § 61 e, stk. 2, om

statsadvokatens behandling af sådanne klagesager og om, at statsadvokatens

afgørelser i klagesager ikke kan påklages til Rigsadvokaten og justitsmini-

steren, samt § 61 f, stk. 1, om klagefristen finder tilsvarende anvendelse på

klager over afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven og offentlig-

hedsloven.

Det foreslås at ændre

§ 61 f, stk. 2,

sådan at de pågældende bestemmelser

finder tilsvarende anvendelse på klager over aktindsigt i det hele taget, idet

henvisningen til forvaltningsloven og offentlighedsloven udgår.

Forslaget indebærer, at klageadgangen til statsadvokaten, den manglende

adgang til at klage til Rigsadvokaten og justitsministeren samt klagefristen

også vil gælde for klager over politidirektørens afgørelser om aktindsigt ef-

ter de foreslåede regler i retsplejelovens §§ 101 c-102 a (lovforslagets § 1,

nr. 3).

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 (§§ 101-102 a)

Retsplejelovens § 101 indeholder generelle regler om aktindsigt for parterne

og andre med retlig interesse heri i retsbøger og fremlagte dokumenter, og

§ 102 indeholder særlige regler om massemediers aktindsigt.

Side 96/242

Det foreslås at ophæve §§ 101 og 102 og i stedet indsætte nye bestemmelser

om aktindsigt i retsplejeloven for enhver, for massemedier, for parter i civile

sager og i kriminalsager. Bestemmelserne foreslås indsat i et nyt kapitel med

overskriften »Aktindsigt«.

Til § 101

Formålet med bestemmelsen er at give en oversigt over reglerne om aktind-

sigt. Bestemmelsen fastsætter ikke i sig selv regler om aktindsigt, men hen-

viser til de bestemmelser, som indeholder reglerne om aktindsigt i de for-

skellige situationer.

Til § 101 a

Formålet med bestemmelsen er at sikre offentlighed omkring alle afsagte

domme.

Retsplejelovens § 112, stk. 2, fastsætter, at domme altid afsiges i et offentligt

retsmøde.

Dette må dog i praksis forstås på den måde, at når en dom afsiges mundtligt,

skal det ske i et offentligt retsmøde, og § 112, stk. 2, foreslås ændret i over-

ensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 4. Det er i givet fald dom-

mens konklusion, der oplæses. Dette gælder i alle typer af sager, herunder

sager om umyndiggørelse og lavværgemål, faderskab, ægteskab og foræl-

dremyndighed og prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse eller

adoption uden samtykke.

En dom kan således i visse tilfælde afsiges uden afholdelse af retsmøde, dvs.

ved at dommen sendes eller udleveres til parterne i skriftlig form. Dette gæl-

der udeblivelsesdomme og erkenderdomme i civile sager, jf. bl.a. retspleje-

lovens §§ 221 og 231, og med parternes samtykke kan en civil sag efter

omstændighederne også i andre tilfælde afgøres på skriftligt grundlag, jf.

retsplejelovens § 242. Det forekommer også i øvrigt i både civile sager og

kriminalsager, at en dom, der ikke afsiges samme dag som hovedforhand-

lingen, afsiges uden afholdelse af retsmøde.

Det foreslås, at enhver kan forlange at få adgang til at gennemse en doms

konklusion, når anmodning herom fremsættes inden 1 uge efter dommens

Side 97/242

afsigelse. Reglen gælder, uanset om dommen er afsagt i et retsmøde eller

uden afholdelse af retsmøde, og uanset om der i øvrigt er adgang til aktind-

sigt i dommen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 101 b

Bestemmelsen angår aktindsigt i domme og beslutninger, der efter loven

skal begrundes, for andre end parter og er udtryk for en væsentlig nydan-

nelse. I modsætning til de gældende regler, hvor aktindsigt for andre end

parter er betinget af retlig interesse, foreslås det, at der som udgangspunkt

skal være fri adgang til aktindsigt i domme og beslutninger, der efter loven

skal begrundes.

Stk. 1

fastslår det almindelige udgangspunkt, at enhver kan forlange at få

udleveret kopi af domme og beslutninger, der efter loven skal begrundes,

uden at skulle godtgøre en særlig interesse heri. Reglen gælder domme og

beslutninger, der efter loven skal begrundes, både i civile sager og krimi-

nalsager, og for de civile sagers vedkommende både domssager, skiftesager

og fogedsager.

Stk. 2 og 3

modificerer det almindelige udgangspunkt i stk. 1, at enhver har

ret til aktindsigt i domme og beslutninger, der efter loven skal begrundes.

Stk. 2 undtager sager, dokumenter eller dele af dokumenter fra retten til ak-

tindsigt. Stk. 3 giver mulighed for efter en konkret vurdering at undtage be-

stemte oplysninger fra aktindsigt.

Stk. 2, nr. 1 og 2,

undtager to grupper af

sager

fra retten til aktindsigt. Det

drejer sig dels om visse særlige civile sager, dels om kriminalsager, der er

endeligt afsluttet for mere end 1 år siden.

Nr. 1

omfatter domme og beslutninger, der efter lovens skal begrundes, i

civile sager om umyndiggørelse og lavværgemål, faderskab og fastsættelse

af bidrag til børn, ægteskab og forældremyndighed og prøvelse af admini-

strativt bestemt frihedsberøvelse eller adoption uden samtykke (retspleje-

lovens kapitel 25-29) samt fogedsager om fuldbyrdelse af forældremyndig-

hed, barnets bopæl eller samvær (retsplejelovens § 631). Undtagelsen af

disse sager er begrundet i, at de i vidt omfang angår parternes rent private

forhold, og at oplysninger herom ofte også vil indgå i domme og beslutnin-

Side 98/242

ger. Sagernes følsomme karakter giver sig også udtryk i, at behandling for

lukkede døre er obligatorisk for flere af dem (sager om faderskab, ægteskab

og forældremyndighed og prøvelse af adoption uden samtykke).

Undtagelsen gælder sager, der behandles efter et af de nævnte særlige ka-

pitler i retsplejeloven eller efter reglen i retsplejelovens § 631 om fogedsager

om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær. Fogedsager om foræl-

dremyndighed er undtaget, både når der foreligger et tvangsfuldbyrdelses-

grundlag efter retsplejelovens § 598, og når der er tale om en umiddelbar

fogedforretning efter retsplejelovens § 632, stk. 2. Undtagelsen omfatter

også sager efter § 632, stk. 2, jf. § 631, om håndhævelse af værgemål og om

håndhævelse af det sociale udvalgs beslutninger vedrørende børns ophold.

Undtagelsen gælder ikke i skiftesager (retsplejelovens kapitel 24). Hvis

domme eller beslutninger i f.eks. et ægtefælleskifte indeholder oplysninger

om parternes rent private forhold, vil retten til aktindsigt imidlertid eventuelt

kunne begrænses i medfør af stk. 3, nr. 3, jf. nedenfor.

Nr. 2

fastslår, at retten til aktindsigt ikke omfatter kriminalsager, der er en-

deligt afsluttet for mere end 1 år siden, medmindre der søges aktindsigt til

brug for videnskabelig forskning eller af massemedier til brug for journali-

stisk eller redaktionelt arbejde.

I kriminalsager skal en anmodning om aktindsigt således som hovedregel

fremsættes inden 1 år efter, at sagen er endeligt afsluttet. Om forståelsen af

udtrykket »endeligt afsluttet«, der også anvendes i nr. 3, henvises til be-

mærkningerne til den foreslåede regel i § 101 c, stk. 1, 3. pkt.

Etårsfristen regnes fra sagens endelige afgørelse, således at alle domme og

beslutninger i samme sag enten er eller ikke er omfattet af de foreslåede

regler om aktindsigt for enhver.

Det foreslås, at etårsgrænsen ikke skal gælde, når der søges aktindsigt af

redaktører og redaktionelle medarbejdere ved et massemedium til brug for

journalistisk eller redaktionelt arbejde.

Reglen om aktindsigt til brug for journalistisk eller redaktionelt arbejde for-

udsættes praktiseret på den måde, at domstolene som udgangspunkt imøde-

kommer journalisters anmodning om aktindsigt.

Side 99/242

Den foreslåede bestemmelse giver dog mulighed for i mere ekstraordinære

tilfælde at afslå aktindsigt med den begrundelse, at der reelt ikke søges ak-

tindsigt til brug for journalistisk eller redaktionelt arbejde.

Afslag på aktindsigt med denne begrundelse vil navnlig være relevant, hvis

der er begrundet mistanke om, at dommen eller beslutningen vil blive be-

nyttet på retsstridig måde. Afslag kan dog også tænkes, hvis de foreliggende

oplysninger om det massemedium, som journalisten repræsenterer, giver

grundlag for at anmode om en nærmere begrundelse for ansøgningen, og

hvis journalisten herefter ikke kan give en fornuftig forklaring på, hvorfor

dommen eller beslutningen er relevant for den pågældendes journalistiske

eller redaktionelle arbejde.

Efter forslaget er videnskabelig forskning sidestillet med journalistisk eller

redaktionelt arbejde. Forskeres anmodning om aktindsigt i domme og be-

slutninger i ældre kriminalsager til brug for deres videnskabelige forskning

skal således imødekommes på samme måde som journalisters anmodning

om aktindsigt til brug for journalistisk eller redaktionelt arbejde.

Ligesom for journalisters vedkommende forudsættes det, at forskeres an-

modninger om aktindsigt i almindelighed som udgangspunkt imødekom-

mes. Det er således ikke meningen, at domstolene skal foretage en vurdering

af forskningens værdi eller lødighed som sådan.

Ligesom der kan være forskel på journalister, kan der dog også være forskel

på forskere. Det vil således gøre en forskel, om forskeren virker på en of-

fentlig forskningsinstitution eller en anerkendt (større) privat institution el-

ler virksomhed, der foretager forskning, eller om forskeren virker i rent pri-

vat regi.

Forskere i den første kategori (offentlige eller anerkendte private institutio-

ner eller virksomheder) vil således i praksis altid kunne få aktindsigt i

domme og beslutninger i ældre kriminalsager (med de begrænsninger, der i

øvrigt foreslås, jf. nedenfor).

Forskere, der ikke har en sådan tilknytning, vil i mange tilfælde også kunne

få aktindsigt, men de vil skulle redegøre nærmere for, hvad forskningspro-

jektet går ud på, således at domstolene får mulighed for at udskille de an-

modninger, hvor den påståede forskning reelt er et dække over, at aktindsigt

søges med andet formål. I tvivlstilfælde vil det også kunne indgå i vurderin-

Side 100/242

gen, om der er indhentet tilladelse fra Datatilsynet til behandling af føl-

somme personoplysninger, jf. herved §§ 10 og 50 i lov om behandling af

personoplysninger, der er sat i kraft for Grønland ved anordning nr. 1238 af

14. oktober 2016.

Som eksempel kan nævnes en anmodning om aktindsigt i et antal ældre

domme om seksuelt misbrug af børn. Hvis ansøgeren eksempelvis ønsker at

undersøge den daværende retspraksis i kritisk belysning til brug for retspo-

litisk arbejde, bør anmodningen imødekommes efter den foreslåede regel.

Hvis der er begrundet mistanke om, at ansøgeren reelt ønsker at advare mod

(eller i øvrigt foretage sig noget i forhold til) de konkrete personer, som blev

dømt i de pågældende sager, falder anmodningen derimod uden for formålet

med den foreslåede adgang til aktindsigt, og anmodningen skal derfor afslås.

Det bemærkes, at det i eksemplet er forudsat, at ansøgeren ikke har nogen

særlig personlig tilknytning til de pågældende sager. Anmodninger om ak-

tindsigt, der er begrundet i en særlig tilknytning til sagen, behandles efter

den foreslåede § 101 c.

Stk. 2, nr. 3,

er udtryk for en tidsmæssig begrænsning i retten til aktindsigt i

en bestemt type dokumenter, nemlig beslutninger i kriminalsager.

Det foreslås, at der er adgang til aktindsigt i beslutninger i kriminalsager,

når sagen er endeligt afsluttet.

Om forståelsen af udtrykket »endeligt afsluttet«, der også anvendes i nr. 2,

henvises til bemærkningerne til den foreslåede regel i § 101 c, stk. 1, 3. pkt.

Det forekommer, at beslutninger afsagt eksempelvis under efterforskningen

af en kriminalsag angår forhold, der senere udskilles til behandling under

forskellige sager. Som eksempel kan nævnes en beslutning om indgreb i

meddelelseshemmeligheden, der vedrører flere telefoner eller lignende. I så-

danne tilfælde er der først adgang til aktindsigt i beslutningen, når alle de

pågældende sager er endeligt afsluttet.

I sager om ydelse af international retshjælp indebærer nr. 3, at retten til ak-

tindsigt i beslutninger gælder, når den udenlandske straffesag er endeligt

afsluttet.

Side 101/242

Som en undtagelse foreslås det, at den tidsmæssige begrænsning i adgangen

til aktindsigt i beslutninger i kriminalsager ikke skal gælde, når masseme-

dier søger aktindsigt til brug for journalistisk eller redaktionelt arbejde. Und-

tagelsen gælder for personer omfattet af retsplejelovens § 145, stk. 1, 2 eller

4, jf. nærmere bemærkningerne til § 101 e, og disse personer vil derfor

kunne få aktindsigt i beslutninger i kriminalsager, når beslutningen er afsagt.

Til gengæld foreslås det, at så længe sagen ikke er endeligt afsluttet, må

beslutningerne ikke være tilgængelige for andre end massemediets journa-

lister og redaktionsmedarbejdere og må kun bruges til støtte for journalistisk

og redaktionelt arbejde, jf. forslaget til § 101 e, stk. 6, 2. pkt., og bemærk-

ningerne hertil.

Stk. 2, nr. 4,

undtager forklaringer, der er afgivet i lukkede retsmøder, fra

retten til aktindsigt, medmindre dørlukning alene er sket af hensyn til ro og

orden i retslokalet. Reglen gælder både i civile sager og kriminalsager, men

vil i praksis have størst betydning i kriminalsager. Reglen indebærer bl.a.,

at forurettedes forklaring i sager om alvorlige seksualforbrydelser er undta-

get fra retten til aktindsigt, når forurettede har anmodet om dørlukning i

medfør af retsplejelovens § 115, stk. 1.

Stk. 2, nr. 5,

undtager tilsvarende forklaringer, der er omfattet af et referat-

forbud.

Nr. 4 og 5 kan minde om en undtagelse af bestemte

oplysninger,

men skal

imidlertid forstås som en undtagelse af bestemte

dele af dokumenter.

Det er således kun (selve)

gengivelsen

af forklaringer, der er afgivet i et

lukket retsmøde eller omfattet af et referatforbud, i dommens eller beslut-

ningens sagsfremstilling, der er undtaget fra retten til aktindsigt. Dommens

eller beslutningens begrundelse (præmisser) er i sin helhed omfattet af retten

til aktindsigt, uanset i hvilket omfang der i kraft af begrundelsens stillingta-

gen til de afgivne forklaringer samtidig gives oplysning om indholdet af for-

klaringerne.

Stk. 3

giver mulighed for efter en konkret vurdering at undtage bestemte

oplysninger

fra aktindsigt. Reglen er udtryk for, at de pågældende oplysnin-

ger i givet fald fjernes fra dommen eller beslutningen før kopieringen, såle-

des at der gives aktindsigt i den resterende del af dommen eller beslutningen

(ekstrahering). Der vil sjældent være grundlag for at nægte aktindsigt i hele

dommen eller beslutningen under henvisning til stk. 3.

Side 102/242

Stk. 3

gælder principielt både i civile sager og kriminalsager, men nr. 1 og 2

vil normalt kun være relevante i kriminalsager.

Nr. 1

giver mulighed for at begrænse retten til aktindsigt, i det omfang det

er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til statens sikkerhed eller

forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner.

Reglen er beslægtet med den gældende undtagelsesregel i retsplejelovens

§ 101 vedrørende »hensynet til statens sikkerhed eller forhold til fremmede

magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt«. I forhold hertil er dog tilføjet

hensynet til forholdet til mellemfolkelige institutioner.

Der er ikke fundet behov for ved siden af hensynet til forholdet til fremmede

magter som i den gældende § 101 tillige at medtage »særlige hensyn til disse

i øvrigt«. Disse ord indgår i retsplejelovens § 114, stk. 1, nr. 2, om dørluk-

ning, hvilket begrundes med, at det i sager om ydelse af international rets-

hjælp kan være rimeligt at lukke dørene med henvisning til vedkommende

stats interesser, uden at dørlukningen kan siges at være begrundet i »statens

forhold til fremmede magter«, jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, side

2031, om den tilsvarende bestemmelse i den danske retsplejelovs § 29, stk.

1, nr. 2.

Beslutninger i kriminalsager er imidlertid først omfattet af retten til aktind-

sigt, når sagen er endeligt afsluttet, jf. ovenfor om nr. 3. Som nævnt betyder

det i sager om ydelse af international retshjælp, at retten til aktindsigt først

gælder, når den udenlandske straffesag er endeligt afsluttet.

Stk. 3, nr. 2,

giver mulighed for at begrænse retten til aktindsigt, i det omfang

det af ganske særlige grunde er påkrævet af hensyn til forebyggelse, opkla-

ring og forfølgning af lovovertrædelser. Med ordene »ganske særlige

grunde« og »påkrævet« er det hensigten at markere, at dette led kun skal

anvendes i ekstraordinære tilfælde. Endvidere vil der som altovervejende

hovedregel kun være tale om at undtage enkelte oplysninger, som fremgår

af dommen eller beslutningen, fra aktindsigt.

Som eksempel kan nævnes sager om narkotikakriminalitet, hvor det kan

være påkrævet at undtage telefonnumre eller adresser, som fremgår af dom-

men eller beslutningen, fra aktindsigt, hvis der er risiko for, at det ved op-

ringning til disse telefonnumre eller henvendelse på disse adresser (fortsat)

Side 103/242

er muligt direkte eller indirekte at komme i kontakt med personer, der sælger

narkotika.

Undtagelsen vil endvidere i meget sjældne tilfælde kunne anvendes af hen-

syn til beskyttelse af vidner.

Det bemærkes, at hvis et vidnes bopæl eller navn, stilling og bopæl er hem-

meligholdt for tiltalte i medfør af retsplejelovens § 458, stk. 2 (som affattet

ved lovforslagets § 1, nr. 39), skal vidnets bopæl eller navn, stilling og bopæl

slet ikke medtages i dommen.

Undtagelsen vil efter omstændighederne kunne anvendes, hvis der er be-

grundet mistanke om, at den, der søger aktindsigt, vil begå retsstridigt for-

hold med hensyn til dommen eller beslutningen, eksempelvis ved offentlig-

gørelse uden anonymisering i strid med den foreslåede regel i retspleje-

lovens § 485 a (lovforslagets § 1, nr. 44).

Stk. 3, nr. 3,

giver mulighed for efter en konkret vurdering at begrænse retten

til aktindsigt, i det omfang dommen eller beslutningen indeholder oplysnin-

ger om enkeltpersoners rent private forhold eller om virksomheders er-

hvervshemmeligheder, og det ikke er tilstrækkeligt at foretage anonymise-

ring. Reglen gælder både i civile sager og kriminalsager.

Begrebet »rent private forhold« anvendes flere steder i lovgivningen, her-

under forvaltningslovens § 28, stk. 1, om videregivelse af oplysninger fra

én forvaltningsmyndighed til en anden. Rent private forhold omfatter navn-

lig oplysninger om race, religion og hudfarve, politiske, foreningsmæssige,

seksuelle og kriminelle forhold, helbredsforhold, væsentlige sociale proble-

mer og misbrug af nydelsesmidler og lignende. Rent private forhold omfat-

ter efter omstændighederne også oplysninger om interne familieforhold,

herunder familiestridigheder, opdragelsesmåde og adoption, og om ulykke-

stilfælde. Rent private forhold omfatter derimod ikke eksempelvis økono-

miske forhold, arbejds- og ansættelsesmæssige forhold, uddannelsesmæs-

sige forhold eller boligforhold.

Oplysninger om rent private forhold er ikke fortrolige, hvis den pågældende

selv har gjort offentligheden bekendt med oplysningen, eksempelvis som

kandidat for et politisk parti eller talsmand for et religiøst samfund eller en

forening. Oplysninger om rent private forhold er heller ikke fortrolige, hvis

Side 104/242

oplysningerne er almindeligt kendt, eksempelvis efter at have været omtalt

udførligt i medierne.

Det bemærkes, at forvaltningsloven er sat i kraft for Grønland ved anordning

nr. 1188 af 27. december 1994.

Begrebet »erhvervshemmeligheder« anvendes bl.a. i retsplejelovens § 114,

stk. 1, nr. 3, om dørlukning.

Stk. 3, nr. 3, er udformet på den måde, at retten til aktindsigt kan begrænses,

i det omfang dommen eller beslutningen indeholder oplysninger om enkelt-

personers rent private forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder,

offentlighedens indsigt i retssager desuden findes at burde vige for væ-

sentlige hensyn til de pågældende enkeltpersoner eller virksomheder.

Efter forslaget skal aktindsigt således ikke automatisk begrænses, i det om-

fang dommen eller beslutningen indeholder oplysninger om enkeltpersoners

rent private forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder, men der

skal foretages en vurdering af, om offentlighedens indsigt i dommen eller

beslutningen konkret bør vige for væsentlige hensyn til de pågældende. I

denne vurdering indgår både,

hvem

det er, dommen eller beslutningen inde-

holder rent private oplysninger eller erhvervshemmeligheder om (sig-

tede/tiltalte, forurettede, parter i civile sager, vidner eller andre), og

hvilke

private forhold eller erhvervshemmeligheder der er tale om. Desuden kan

det indgå i vurderingen, om sagen har en særlig offentlig interesse.

Undtagelsen vedrørende rent private forhold gælder kun for fysiske perso-

ner, hvorimod undtagelsen vedrørende erhvervshemmeligheder også gælder

for juridiske personer.

Stk. 3, nr. 3, er subsidiær i forhold til den foreslåede regel i § 101 d, stk. 4,

om anonymisering af dokumenter, der indeholder oplysninger om enkelt-

personers rent private forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder

og om anonymisering med hensyn til forurettede i kriminalsager om seksu-

alforbrydelser og med hensyn til domsmænd i kriminalsager. Anonymise-

ring betyder, at de pågældende enkeltpersoners eller erhvervsvirksomheders

identitet sløres, men at selve oplysningerne bibeholdes i dokumentet. Ano-

nymisering er derfor en mindre vidtgående indskrænkning af offentligheden

end udeladelse af oplysninger i medfør af stk. 3, nr. 3. Forslaget er på den

baggrund udformet på den måde, at nr. 3 kun skal anvendes, hvis hensynet

Side 105/242

til de pågældende enkeltpersoner eller erhvervsvirksomheder ikke kan va-

retages gennem anonymisering.

Anonymisering kan navnlig være utilstrækkelig, hvis der trods anonymise-

ring er risiko for, at de pågældende vil kunne genkendes i en videre kreds.

Uanset en eventuel risiko for genkendelse bør stk. 3, nr. 3, dog ikke anven-

des i kriminalsager for så vidt angår de påsigtede forhold, da det vil gøre

aktindsigt i domme og beslutninger i kriminalsager meningsløs. Med hensyn

til i stedet at foretage anonymisering henvises til bemærkningerne til § 101

d, stk. 4.

Stk. 3, nr. 3, vil undtagelsesvis kunne anvendes på oplysninger om tiltaltes

tidligere domfældelser. Da domme og beslutninger normalt kun medtager

oplysninger om tidligere domfældelser af betydning for sagen, og da kend-

skab til disse oplysninger kan have væsentlig betydning for forståelsen af

afgørelsen, bør de imidlertid som udgangspunkt ikke undtages fra aktind-

sigt, hvis tiltalte findes skyldig. Hvis tiltalte frifindes, bør eventuelle oplys-

ninger i dommen om tiltaltes tidligere domfældelser imidlertid undtages fra

aktindsigt.

Hvis der ikke sker anonymisering, bør oplysninger om kriminelle forhold,

som hverken angår de påsigtede forhold eller tiltaltes tidligere domfældel-

ser, normalt altid undtages fra aktindsigt i medfør af nr. 3. Der kan i den

forbindelse også henvises til, at vidners svar på spørgsmål om, hvorvidt de

er tiltalte eller tidligere straffet, ikke meddeles tilhørerne i et offentligt rets-

møde, jf. retsplejelovens § 157, stk. 1, 2. og 3. pkt.

Hvis der ikke sker anonymisering, bør oplysninger om seksuelle forhold,

som den pågældende ikke selv har gjort offentligheden bekendt med, nor-

malt undtages fra aktindsigt i medfør af nr. 3. Det kan navnlig være relevant

i civile sager om sexchikane, idet faderskabssager og ægteskabssager i med-

før af stk. 2, nr. 1, falder helt uden for forslaget om aktindsigt i domme og

beslutninger for enhver, og idet der obligatorisk skal foretages anonymise-

ring med hensyn til forurettede i kriminalsager om seksualforbrydelser, jf.

forslaget til retsplejelovens § 101 d, stk. 4, 3. pkt.

Hvis der ikke sker anonymisering, vil der også ofte for så vidt angår oplys-

ninger om misbrugsproblemer være grund til at begrænse retten til aktind-

sigt i medfør af stk. 3, nr. 3. Undtagelsen bør således normalt altid anvendes

Side 106/242

for så vidt angår oplysninger om misbrugsproblemer, der ikke har betydning

for sagen. I en del sager, eksempelvis visse kriminalsager om spirituskørsel,

vil oplysninger om misbrugsproblemer imidlertid have væsentlig betydning

for afgørelsen, og afvejningen af hensynet til den pågældende og hensynet

til offentlighedens indsigt i retssager kan her føre til, at oplysningerne ikke

udelades.

Det vil bero på en mere konkret vurdering, om der er grund til at undtage

oplysninger om helbredsforhold eller væsentlige sociale problemer fra ak-

tindsigt i medfør af nr. 3. Med hensyn til i stedet at foretage anonymisering

henvises til bemærkningerne til § 101 d, stk. 4.

Oplysninger om race, religion og hudfarve og politiske og foreningsmæs-

sige forhold, som har betydning for sagen, bør normalt ikke undtages fra

aktindsigt i medfør af nr. 3. Med hensyn til i stedet at foretage anonymise-

ring henvises til bemærkningerne til § 101 d, stk. 4.

Anvendelsen af undtagelsen vedrørende virksomheders erhvervshemmelig-

heder forudsætter, at en offentliggørelse af oplysningerne vil kunne have

betydelige skadevirkninger for virksomheden. Gengivelsen af forklaringer

om erhvervshemmeligheder, der er afgivet for lukkede døre, er dog i alle

tilfælde undtaget fra aktindsigt allerede i medfør af stk. 2, nr. 4.

Ud over skadevirkningerne ved en offentliggørelse kan også erhvervshem-

melighedernes karakter indgå i den afvejning, der skal foretages i forhold til

offentlighedens interesse i indsigt i retssager. Oplysninger om eksempelvis

omsætningstal, udviklingsplaner mv. vil således snarere kunne undtages fra

aktindsigt end oplysninger, der angår sundhedsmæssige eller miljømæssige

problemer hos virksomheden eller dens produkter, og som har betydning for

sagen.

Parterne har mulighed for allerede i forbindelse med sagens afgørelse at hen-

lede rettens opmærksomhed på det, hvis der er oplysninger om erhvervs-

hemmeligheder, som bør udelades, hvis der søges om aktindsigt i dommen.

I tvivlsomme tilfælde vil det i øvrigt under alle omstændigheder være natur-

ligt at indhente en udtalelse fra de pågældende, før retten beslutter, om hen-

synet til offentlighedens indsigt i retssager eller hensynet til de pågældende

konkret skal være udslagsgivende, jf. bemærkningerne til det foreslåede §

101 d, stk. 2.

Side 107/242

Undtagelsen vedrørende virksomheders erhvervshemmeligheder kan kun

anvendes på offentlige myndigheder, i det omfang myndigheden driver er-

hvervsvirksomhed på lige fod med private.

Den foreslåede § 101 b regulerer aktindsigt i form af udlevering af

kopi,

herunder i elektronisk form, hvis dokumentet foreligger i elektronisk form

hos retten. Der er imidlertid ikke noget til hinder for efter anmodning at give

aktindsigt i form af

gennemsyn

som alternativ til udlevering af kopi, hvis det

forekommer hensigtsmæssigt.

Med hensyn til fremgangsmåden ved behandlingen af anmodninger om ak-

tindsigt henvises til den foreslåede § 101 d og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 101 c

Bestemmelsen angår aktindsigt for andre end parter i de tilfælde, der ikke er

reguleret af de foreslåede §§ 101 a og 101 b. Bestemmelsen er udtryk for en

modernisering af de gældende regler i retsplejelovens § 101 og er for krimi-

nalsagers vedkommende samtidig udtryk for, at reglerne om aktindsigt hos

politiet og anklagemyndigheden samles i retsplejeloven. Dette indebærer, at

forvaltningslovens § 18 fremover kun vil gælde i kriminalsager, der behand-

les ved andre administrative myndigheder end politiet og anklagemyndig-

heden, jf. lovforslagets § 2.

Formålet med bestemmelsen er først og fremmest at give adgang til doku-

menter, når ansøgeren kan godtgøre at have en særlig interesse heri, herun-

der med henblik på en verserende retssag. En part i en verserende civil sag

har også mulighed for at anmode om et editionspålæg efter retsplejelovens

§ 184. Selv om der i denne situation er et vis overlap mellem § 101 c og

§ 184, træffes afgørelserne efter de respektive bestemmelser uafhængigt af

hinanden ud fra de betingelser, som fremgår af hver af bestemmelserne.

Den foreslåede § 101 c gælder for det første for aktindsigt i andre typer af

dokumenter end dem, der er omfattet af de foreslåede §§ 101 a og 101 b

(domme og beslutninger, der efter loven skal begrundes). Bestemmelsen

gælder således bl.a. for andre retsbogstilførsler, processkrifter, anklageskrif-

Side 108/242

ter, politirapporter og dokumenter, der benyttes som bevis, jf. nærmere ne-

denfor.

Bestemmelsen gælder dernæst for de typer af dokumenter, der

omfattet

af de foreslåede §§ 101 a og 101 b, men hvor sagen eller dokumentet konkret

helt eller delvis er undtaget fra aktindsigt efter disse regler, fordi en af de

foreslåede undtagelser finder anvendelse. Som eksempler på undtagne sager

kan nævnes kriminalsager, der er endeligt afsluttet for mere end 1 år siden,

og sager om ægteskab og forældremyndighed. Som eksempler på, at et do-

kument helt eller delvis kan være undtaget, kan nævnes gengivelsen af for-

klaringer afgivet for lukkede døre, og oplysninger om enkeltpersoners rent

private forhold eller virksomheders erhvervshemmeligheder.

Hvis den, der søger aktindsigt, kan godtgøre en særlig interesse i at få ak-

tindsigt, kan et afslag på aktindsigt efter de foreslåede regler i §§ 101 a og

101 b således følges op af en anmodning om aktindsigt efter den foreslåede

§ 101 c, hvor ansøgerens interesse i aktindsigt indgår i afvejningen. Det må

imidlertid antages, at den væsentlige udvidelse af offentlighedens aktindsigt

i domme mv., som de foreslåede §§ 101 a og 101 b er udtryk for, vil med-

føre, at aktindsigt efter den foreslåede § 101 c vil få væsentligt mindre prak-

tisk betydning end aktindsigt efter den gældende § 101.

Den foreslåede § 101 c omfatter alle judicielle sager ved domstolene, både

civile sager og kriminalsager, og inden for de civile sager både almindelige

og særlige civile sager samt foged- og skiftesager. Bestemmelsen omfatter

desuden kriminalsager, som behandles af politiet og anklagemyndigheden,

men ikke kriminalsager, som behandles af andre administrative myndighe-

der.

Bestemmelsen omfatter ikke dokumenter, der er indgået til eller oprettet af

domstolene som led i administrativ virksomhed.

Stk. 1

angiver, hvilken personkreds der har ret til aktindsigt, og hvilke do-

kumenter der er omfattet af retten til aktindsigt. Det foreslås, at der skal være

adgang til aktindsigt dels for personer, der har behov for adgang til doku-

mentet med henblik på belysning af et konkret retsspørgsmål, jf.

1. pkt.,

dels

for forurettede i kriminalsager eller, hvis forurettede er afgået ved døden,

forurettedes nære pårørende, jf.

2. pkt.

Side 109/242

Stk. 1, 1. pkt.,

er i vidt omfang en præcisering af kriteriet om »retlig inter-

esse«, som anvendes i den gældende § 101. Det bemærkes i den forbindelse,

at vurderingen af ansøgerens interesse i aktindsigt skal foretages i forhold

til det enkelte dokument og ikke i forhold til sagen som helhed.

Stk. 1, 2. pkt.,

om aktindsigt for forurettede i kriminalsager eller, hvis foru-

rettede er afgået ved døden, forurettedes nære pårørende, er udtryk for en

vis udvidelse af adgangen til aktindsigt, da der i hidtidig praksis kun fore-

ligger enkelte afgørelser, der – i kraft af en vid fortolkning af kriteriet »retlig

interesse« – giver aktindsigt i andet øjemed end belysning af et konkret rets-

spørgsmål. Som eksempel på en situation, der fremover vil være omfattet af

2. pkt., kan nævnes Højesterets afgørelse om den tilsvarende tidligere gæl-

dende danske bestemmelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, side

880, hvor en mand fik aktindsigt i straffesagen angående hans fars drab på

hans mor.

2. pkt. omfatter først og fremmest forurettede i kriminalsager. Hvis foruret-

tede er afgået ved døden, omfatter 2. pkt. forurettedes nære pårørende. Æg-

tefælle, samlever, børn og forældre må normalt anses for at være nære på-

rørende. Efter omstændighederne vil også andre kunne anses for at være

nære pårørende, hvis der har været et sådant særligt forhold mellem den

pågældende og forurettede, at der må antages at være tale om en tilsvarende

særlig følelsesmæssig belastning som følge af dødsfaldet. Det kan f.eks.

være en søster eller bror, der som voksen i mange år har haft fælles bolig og

husholdning med forurettede.

Aktindsigt efter den foreslåede bestemmelse forudsætter, at aktindsigt søges

enten med henblik på belysning af et konkret foreliggende retsspørgsmål,

som den, der søger aktindsigt, har en individuel, væsentlig interesse i, eller

fordi den, der søger aktindsigt, er forurettet eller nær pårørende til foruret-

tede i den sag, der søges aktindsigt i.

Bestemmelsen omfatter således ikke tilfælde, hvor der søges aktindsigt ud

fra en generel interesse i belysning af retstilstanden eller af den konkrete

sag. Anmodninger om aktindsigt, der alene tjener eksempelvis journalistiske

eller videnskabelige formål, falder således uden for bestemmelsen. Sådanne

anmodninger kan fremsættes efter den foreslåede regel § 101 b om aktind-

sigt i domme og beslutninger for enhver (hvor et journalistisk eller viden-

skabeligt formål udvider adgangen til aktindsigt, jf. forslaget til § 101 b, stk.

2, nr. 2, og bemærkningerne hertil), efter den foreslåede særlige regel i §

Side 110/242

101 e om aktindsigt for massemedier eller efter den foreslåede regel i § 101

f om meroffentlighed.

Ligesom efter den gældende § 101 er indførsler i

retsbøgerne

vedrørende

sagen omfattet af retten til aktindsigt. Dette gælder, hvad enten den pågæl-

dende retsbog betegnes retsbog, dombog, fogedbog, auktionsbog eller skif-

tebog.

For andet end retsbøger foreslås det at erstatte udtrykket »de øvrige frem-

lagte dokumenter, som beror hos retten«, som anvendes i den gældende

§ 101, med udtrykket »dokumenter, der vedrører sagen« suppleret med en

undtagelse for interne arbejdsdokumenter.

Forslaget indebærer, at reglerne om aktindsigt i kriminalsager samles i rets-

plejeloven for så vidt angår rettens og politiets og anklagemyndighedens

materiale. Kriminalsager behandlet ved andre administrative myndigheder

end politiet vil fortsat være omfattet af forvaltningslovens § 18 (som affattet

ved lovforslagets § 2, nr. 1) eller af landstingslov om sagsbehandling i den

offentlige forvaltning § 18 afhængig af, om der er tale om en rigsmyndighed

eller en selvstyremyndighed.

I praksis drejer det sig navnlig om sager vedrørende administrative bødefo-

relæg fra andre myndigheder end politiet. Hvis en kriminalsag behandles af

politiet efter at have været behandlet af en anden administrativ myndighed,

gælder de foreslåede regler i § 101 c også for aktindsigt i det materiale, som

politiet har modtaget fra den anden administrative myndighed.

Et dokument vedrører sagen, når dokumentet har betydning for sagens be-

handling. Som eksempler kan for civile sagers vedkommende nævnes stæv-

ning og øvrige processkrifter, brevveksling med retten vedrørende sagen og

dokumenter, der benyttes som bevis. Som eksempler kan for kriminalsagers

vedkommende nævnes politirapporter (jf. retsplejelovens § 339), anklage-

skrift eller retsmødebegæring og dokumenter, der har været benyttet som

bevis.

I kriminalsager er både dokumenter, der indgår i sagen ved retten, og doku-

menter, der (alene) indgår i politiets sag, omfattet. Hvis et dokument vedrø-

rer den pågældende sag, er det således omfattet af forslaget om aktindsigt,

selv om det efter anklagemyndighedens opfattelse har vist sig at være uden

Side 111/242

betydning for afgørelsen af tiltalespørgsmålet eller for sagens afgørelse i

retten.

Udtrykket »dokumenter« skal forstås lige så bredt som dokumentbegrebet

efter offentlighedsloven. Ud over egentlige skriftlige dokumenter, hvad en-

ten de foreligger som papirdokumenter eller elektroniske dokumenter, er så-

ledes også tegninger, kort, billeder og lyd- og billedoptagelser omfattet.

civile sager

er der adgang til aktindsigt, både mens sagen verserer, og når

sagen er afsluttet. Aktindsigt i afsluttede sager forudsætter, at dokumentet

er bevaret i rettens arkiv. At dokumenter er bevaret i rettens arkiv, betyder i

denne sammenhæng, at de er bevaret som led i et formaliseret opbevarings-

og arkiveringssystem. Er et dokument ikke bevaret i et sådant formaliseret

opbevarings- og arkiveringssystem, bliver dokumentet ikke omfattet af ak-

tindsigt, blot fordi en dommer i retten stadig er i besiddelse af et eksemplar,

eksempelvis i form af en ekstrakt eller materialesamling udarbejdet til brug

for hovedforhandlingen i sagen.

kriminalsager

er der først adgang til aktindsigt, når sagen er endeligt af-

sluttet, jf. nedenfor vedrørende stk. 1, 3. pkt. Aktindsigt forudsætter, at do-

kumentet er bevaret i sagens akter.

Retten til aktindsigt i medfør af den foreslåede § 101 c gælder også efter, at

dokumentet er afleveret til arkiv i medfør af arkivlovgivningen, i givet fald

parallelt med arkivadgang i henhold til denne lovgivning.

Interne arbejdsdokumenter er ikke omfattet af retten til aktindsigt, jf. nær-

mere nedenfor vedrørende stk. 2.

I stk. 1,

3. pkt.,

foreslås det i overensstemmelse med gældende ret, at retten

til aktindsigt i kriminalsager først skal gælde, når sagen er endeligt afsluttet.

Ligesom efter gældende ret er der derimod adgang til aktindsigt i civile sa-

ger, også mens sagen verserer.

Sagen er endeligt afsluttet, når der foreligger en endelig afgørelse, dvs. en

afgørelse, som ikke kan anfægtes ved ordinære retsmidler.

Er der tale om en retshandling til brug for en straffesag i udlandet, kan sagen

først anses for endeligt afsluttet, når den udenlandske straffesag er afsluttet.

Side 112/242

De fleste sager er endeligt afsluttet, når der er afsagt dom i første instans, og

ankefristen er udløbet, uden at der er iværksat anke. Af praktiske grunde bør

der ikke tages hensyn til et eventuelt ankeafkald.

Ankes en dom i første instans, er sagen endeligt afsluttet, når ankeinstansen

har afsagt dom, eller når ankesagen i øvrigt er afsluttet, eksempelvis ved

tilbagekaldelse af anken eller ved afvisning. Ophæver ankeinstansen dom-

men i første instans og hjemviser sagen til fornyet behandling, er sagen ikke

endeligt afsluttet, før den har været behandlet på ny.

En ankesag i landsretten er endeligt afsluttet, når dommen er afsagt, uden

hensyn til muligheden for at søge tredjeinstansbevilling, jf. nedenfor.

Retsmidler, som først kan iværksættes med særlig tilladelse, tages ikke i be-

tragtning, så længe sådan tilladelse ikke er givet. Dette gælder, uanset at

ansøgning til Procesbevillingsnævnet kan tillægges opsættende virkning i

forhold til fuldbyrdelsen af dommen, jf. retsplejelovens § 565, jf. den danske

retsplejelovs § 932, stk. 3. Tilsvarende gælder begæring om genoptagelse,

som indgives til Den Særlige Klageret, jf. retsplejelovens § 587, eller til den

ret, der har afsagt dommen, jf. retsplejelovens § 592 a, jf. § 587. Selv om

der rent faktisk træffes bestemmelse om opsættende virkning, er kriminalsa-

gen således i relation til de foreslåede regler om aktindsigt stadig at betragte

som endeligt afsluttet.

Hvis Procesbevillingsnævnet giver tredjeinstansbevilling, er sagen imidler-

tid ikke længere endeligt afsluttet. Det samme gælder, når ankeinstansen

tillader anke efter ankefristens udløb, eller når der træffes bestemmelse om

genoptagelse af en sag.

Det kan således forekomme, at en sag, der er endeligt afsluttet, ophører med

at være det. Dette skyldes eksistensen af ekstraordinære retsmidler og er

uundgåeligt, da sager alternativt aldrig ville kunne anses som endeligt af-

sluttet. Da reglerne om aktindsigt i afsluttede kriminalsager er udformet med

henblik på, at sagens behandling er afsluttet, ophører adgangen til aktindsigt

i medfør af den foreslåede § 101 c, hvis Procesbevillingsnævnet giver anke-

tilladelse, eller hvis der træffes bestemmelse om genoptagelse. Adgangen til

aktindsigt genindtræder på det tidspunkt, hvor sagen på ny er endeligt af-

sluttet.

Side 113/242

Sager afsluttes undertiden uden dom. Indenretslige bødevedtagelser efter

retsplejelovens § 475 afslutter sagen. Udenretslig bødevedtagelse efter rets-

plejelovens § 449 b kan omgøres efter samme regler som afgørelser om på-

taleopgivelse og tiltalefrafald og er derfor i relation til, hvornår sagen er en-

deligt afsluttet, ligestillet hermed.

Påtaleopgivelse og tiltalefrafald kan frit omgøres af den overordnede ankla-

gemyndighed inden for en frist på 3 måneder. Eftersom der ikke gælder no-

gen betingelser (ud over et almindeligt saglighedskrav) for omgørelsen, må

dette anses for et ordinært retsmiddel, og en sag, der afsluttes ved påtaleop-

givelse eller tiltalefrafald, kan derfor først anses for endeligt afsluttet, når

omgørelsesfristen efter retsplejelovens § 315, stk. 1, er udløbet. Som nævnt

gælder det samme for sager, der afsluttes ved udenretslig bødevedtagelse.

De foreslåede regler om aktindsigt i afsluttede kriminalsager forudsætter, at

nogen har været sigtet i sagen. Sager, hvor efterforskningen er indstillet i

medfør af retsplejelovens § 338, stk. 3, 1. pkt., falder således uden for for-

slaget. Det bemærkes i den forbindelse, at efterforskningen til enhver tid vil

kunne fortsættes, uden at der gælder særlige betingelser herfor.

Det bemærkes, at udtrykket »sagen er endeligt afsluttet« ikke har helt

samme betydning som udtrykket »sagen er afgjort«, der i dag anvendes i

forvaltningslovens § 18, og hvor det antages, at en sag er »afgjort«, selv om

den overordnede anklagemyndighed har mulighed for at omgøre afgørelsen

i medfør af retsplejelovens § 315, stk. 1. Fremover vil en anmodning om

aktindsigt, der er begrundet i et ønske om at skaffe oplysninger til brug for

en eventuel klage til den overordnede anklagemyndighed, derfor skulle be-

handles efter principperne om meroffentlighed, jf. den foreslåede § 101 f og

bemærkningerne hertil.

Ligesom efter gældende ret er interne arbejdsdokumenter ikke omfattet af

retten til aktindsigt, jf.

stk. 2,

der også indeholder en nærmere definition af,

hvad der i denne sammenhæng skal forstås ved interne arbejdsdokumenter.

Stk. 2, nr. 1,

omfatter dokumenter, der udarbejdes af retten, politiet eller

anklagemyndigheden udelukkende til eget brug ved behandlingen af en sag.

Et dokument kan således kun anses som et internt arbejdsdokument efter nr.

1, hvis det ikke er videregivet til nogen uden for henholdsvis retten eller

politiet/anklagemyndigheden.

Side 114/242

Som eksempler kan for retternes vedkommende nævnes udkast til rets-

bogstilførsler eller retsafgørelser, som udelukkende anvendes af retten selv.

Tilsvarende gælder notater, som en dommer eller anden medarbejder ved

retten foretager i forbindelse med sagens behandling, og som udelukkende

anvendes af retten selv.

Som eksempler kan for politiets og anklagemyndighedens vedkommende

nævnes politiets og anklagemyndighedens interne overvejelser om tilta-

lespørgsmål, om sagens førelse i retten eller om anke. Med hensyn til

brevveksling mellem forskellige enheder inden for politiet og anklagemyn-

digheden henvises til nr. 3.

Stk. 2, nr. 2,

præciserer, at voteringsprotokoller og andre referater af rettens

rådslagninger og afstemninger skal anses som interne arbejdsdokumenter.

Det er et grundlæggende princip i retsplejen, at rettens rådslagninger og af-

stemninger er hemmelige, jf. herved retsplejelovens § 105, stk. 2. Derfor bør

referater af rettens rådslagninger og afstemninger også generelt undtages fra

aktindsigt uanset formålet med at udarbejde sådanne referater.

Medtagelsen af ordet »afstemninger« tydeliggør, at retten til aktindsigt hel-

ler ikke omfatter den blotte oplysning om, hvem der har stemt for hvilket

resultat eller begrundelse. Dette vil navnlig have betydning i sager, hvor der

har medvirket domsmænd.

Stk. 2, nr. 3,

fastslår, at dokumenter kan udveksles mellem alle dele af poli-

tiet og anklagemyndigheden uden at miste deres karakter af interne arbejds-

dokumenter. Denne regel er nødvendig, bl.a. fordi en efterforskning kan in-

volvere flere politikredse, ligesom Rigspolitiet kan være inddraget. Reglen

omfatter også Justitsministeriet i dets egenskab af de offentlige anklageres

overordnede og politiets øverste foresatte, jf. retsplejelovens § 61 c, stk. 1,

og § 62, stk. 1.

Der er ikke medtaget en regel om ekstrahering af faktiske oplysninger i in-

terne arbejdsdokumenter. Reglerne om behandling af retssager indebærer,

at faktiske oplysninger af væsentlig betydning for sagsforholdet altid tillige

vil fremgå af andre dokumenter i sagen, og sådanne oplysninger vil således

aldrig alene være indeholdt i interne arbejdsdokumenter. For kriminalsagers

vedkommende bemærkes i den forbindelse, at da politirapporter også bruges

af retten, forsvareren og sigtede, er de ikke interne arbejdsdokumenter.

Side 115/242

Stk. 3

indeholder fire undtagelser til aktindsigt. De to første svarer stort set

til gældende ret og gælder både i civile sager og kriminalsager. Den tredje

undtagelse er udtryk for en nydannelse, der ligeledes gælder både i civile

sager og kriminalsager, men som vil have størst selvstændig betydning i ci-

vile sager. Den sidste undtagelse, der kun gælder i kriminalsager, svarer ind-

holdsmæssigt til gældende ret, men undtagelsen får som følge af forslaget

om at samle reglerne om aktindsigt i kriminalsager i retsplejeloven et bre-

dere anvendelsesområde end i dag.

Undtagelserne er udtryk for en begrænsning af aktindsigt i visse oplysninger

efter en konkret vurdering. Begrænsningen består i givet fald i, at de pågæl-

dende oplysninger fjernes fra dokumentet før kopieringen eller gennemsy-

net, således at der gives aktindsigt i den resterende del af dokumentet (ek-

strahering). Der vil dog efter omstændighederne være grundlag for at nægte

aktindsigt i hele dokumentet under henvisning til stk. 3.

Stk. 3, nr. 1,

fastslår, at retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang en

part i medfør af specifikke regler andre steder i retsplejeloven om behand-

lingen af retssager har været afskåret fra at gøre sig bekendt med oplysnin-

ger i sagen. Reglen er begrundet i, at andre end parter ikke skal have en

videre adgang til aktindsigt end parten selv. Den gældende § 101 indeholder

et tilsvarende udtrykkeligt forbehold i kraft af de indledende ord »Uden for

de tilfælde, hvor der i denne lov er truffet særlig bestemmelse herom«.

Som eksempler på regler, der er omfattet af henvisningen i stk. 3, nr. 1, kan

nævnes retsplejelovens § 142, stk. 2, 1. pkt., om en myndigheds redegørelse

for grundene til at nægte samtykke til afgivelse af vidneforklaring om for-

hold belagt med tavshedspligt, retsplejelovens § 287 om indholdet af en

samtale med et barn efter forældreansvarsloven, retsplejelovens § 297 om

bevisførelsen i tvangsadoptionssager, retsplejelovens § 298, stk. 3, om ano-

nymitet også i domsudskrifter mv. i forholdet mellem adoptivforældre og

biologiske forældre, retsplejelovens § 339 c (som affattet ved lovforslagets

§ 1, nr. 14) om begrænsning af forsvarerens og sigtedes aktindsigt, retsplej-

elovens § 341, stk. 2, 2. pkt. (som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 17), om

politiets fremlæggelse af materiale i forbindelse med en tvist om forsvare-

rens eller sigtedes aktindsigt og retsplejelovens § 458, stk. 2 (som affattet

ved lovforslagets § 1, nr. 39), om et vidnes bopæl eller navn, stilling og

bopæl.

Side 116/242

Henvisningen omfatter desuden reglerne i retsplejelovens § 344, stk. 2 og 3

(som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 18). Disse regler giver mulighed for

at undtage oplysninger fra sigtedes aktindsigt, hvis hensynet til statens sik-

kerhed, fremmede magter, sagens opklaring eller tredjemand undtagelsesvis

gør det nødvendigt. Sigtede skal have mulighed for at gøre sig bekendt med

oplysningerne senest, når han eller hun har afgivet forklaring under hoved-

forhandlingen. Tilsvarende gælder for retsplejelovens § 339 a, stk. 3 (som

affattet ved lovforslagets § 1, nr. 14), om begrænsninger i sigtedes adgang

til aktindsigt hos forsvareren.

Henvisningen omfatter endvidere reglerne i retsplejelovens § 344, stk. 5

(som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 19), der generelt undtager retsmøder

med relation til begrænsning af forsvarerens og sigtedes aktindsigt efter rets-

plejelovens § 339 c fra reglerne om underretning af sigtede.

Stk. 3, nr. 1, gælder, i det omfang en part konkret har været afskåret fra et

gøre sig bekendt med oplysninger i sagen. Retsplejelovens § 344, stk. 2 og

3, og § 339 a, stk. 3, er derfor uden betydning, hvis en kriminalsag er afgjort

ved dom, eftersom sigtede i så fald

har

haft mulighed for at gøre sig bekendt

med oplysningerne (senest efter at have afgivet forklaring under hovedfor-

handlingen). I kriminalsager, der afsluttes udenretsligt (med bødevedta-

gelse, tiltalefrafald eller påtaleopgivelse), kan det derimod forekomme, at

der er oplysninger i sagen, som sigtede aldrig har haft mulighed for at gøre

sig bekendt med, og i så fald kan disse oplysninger undtages fra aktindsigt i

medfør stk. 3, nr. 1. Det samme gælder, hvad enten kriminalsagen sluttes

indenretsligt eller udenretsligt, hvis forsvarerens og sigtedes aktindsigt har

været begrænset helt frem til sagens afslutning i medfør af retsplejelovens §

339 c.

Stk. 3, nr. 2,

giver mulighed for at begrænse retten til aktindsigt, i det omfang

ansøgerens interesse i aktindsigt findes at burde vige for afgørende hensyn

til statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter eller mellemfolke-

lige institutioner. Det fremgår af formuleringen, at der skal foretages en kon-

kret afvejning af ansøgerens interesse i aktindsigt over for de pågældende

modhensyn. Det bemærkes i den forbindelse, at et alternativ til helt at nægte

aktindsigt kan være at afslå at udlevere kopi af de pågældende dokumenter,

jf. nedenfor om stk. 4.

Reglen er beslægtet med den gældende undtagelsesregel i retsplejelovens

§ 101 vedrørende »hensynet til statens sikkerhed eller forhold til fremmede

Side 117/242