Retsudvalget 2023-24
REU Alm.del Bilag 275
Offentligt
2888548_0001.png
Betænkning om visse internationale forbrydelser
Betænkning nr. 1583
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Kronologisk fortegnelse over betænkninger
1550 Betænkning om åbenhed om økono-
misk støtte til politiske partier
1551 Betænkning om magtanvendelse over
for børn og unge, der er anbragt uden
for hjemmet
1552 Ægtefællers økonomiske forhold
1553 Betænkning om offentligt ansattes yt-
ringsfrihed og whistleblowerordninger
1554 Betænkning om videoafhøring af børn
og unge i straffesager
1555 Ansattes retsstilling under insolvensbe-
handling
1556 Straffelovrådets udtalelse om visse
spørgsmål vedrørende deltagelse i og
hvervning til væbnede konflikter i ud-
landet, som den danske stat er part i
1557 Betænkning om opfølgning på Christi-
ania-sagen: Betænkning fra Udvalget
om opfølgning på Christiania-sagen
1558 Sagkyndig bevisførelse mv.: Reform af
den civile retspleje
1559 Straffelovrådets betænkning om væb-
nede konflikter i udlandet
1560 Betænkning om inddragelse af uhen-
sigtsmæssig adfærd i fængsler og ar-
resthuse ved varetægtsfængsling og
strafudmåling
1561 Betænkning om bødesanktioner på det
finansielle område
1562 Betænkning om indsatsen over for
rockerborge mv.
1563 Straffelovrådets betænkning om freds-
og ærekrænkelser
1564 En samlet lovregulering om andre tros-
samfund end folkekirken
1565 Betænkning om Databeskyttelsesfor-
ordningen (2016/679) – og de retlige
rammer for dansk lovgivning
1566 De praktiske erfaringer med undersø-
gelseskommissioner: Udvalget om un-
dersøgelseskommissioners deludtalelse
1567 Menighedsrådsvalg i fremtiden
1568 Ny ferielov og overgang til samtidig-
hedsferie
2015
1569 Betænkning om ekspropriation efter
planloven
1570 Almindelige betingelser i bygge- og
anlægsvirksomhed: Betænkning afgi-
vet af AB-udvalget til revision af AB
92, ABR 89 og ABT 93
1571 Undersøgelseskommissioner og parla-
mentariske undersøgelsesformer
1572 Reform af den civile retspleje: X Rets-
afgifter afgivet af Retsplejerådet
1573 Betænkning om ytringsfrihedens ram-
mer og vilkår i Danmark
1574 Straffelovrådets betænkning om en fri-
villighedsbaseret voldtægtsbestem-
melse
2016
1575 Betænkning om skærpet ansvarsvurde-
ring af ledelsesmedlemmer m.fl. i fi-
nansielle virksomheder
1576 Delbetænkning I om gennemførelse af
varedirektivet og direktivet om digitalt
indhold
1577 Delbetænkning om gennemførelse af
direktivpakken
1578 Betænkning om modernisering og revi-
sion af reglerne om gældssanering, her-
under implementering af rekonstrukti-
ons- og insolvensdirektivet
1579 Betænkning om revision af reglerne
om rekonstruktion, herunder imple-
mentering af rekonstruktions- og insol-
vensdirektivet
1580 Betænkning om revision af auktionsle-
derloven og lov om pantelånervirksom-
hed
1581 Betænkning om strafudmåling
1582 Betænkning om revision af konkurska-
rantænereglerne
2018
2019
2020
2021
2022
2017
2023
2
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0003.png
Betænkning om visse internationale forbrydelser
Afgivet af Udvalget om selvstændig kriminalisering af tortur, krigsforbrydelser
og forbrydelser mod menneskeheden samt ratifikation af ændringen til Rom-sta-
tutten om aggressionsforbrydelsen
Betænkning nr. 1583
København 2024
3
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0004.png
Betænkning om visse internationale forbrydelser
Betænkning nr. 1583
Publikationen kan bestilles hos
Stibo Complete
Vangtårnsvej 83 A
2860 Søborg
Telefon: 43 22 73 00
[email protected]
boghandel.stibocomplete.com
ISBN: 978-87-94425-28-5
ISBN: 978-87-94425-27-8 (e-udgave)
Tryk: Stibo Complete
Pris: Kr. 150 pr. bog inkl. moms
4
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0005.png
Indholdsfortegnelse
Indledning......................................................................................... 14
1. Krigsforbrydelsesudvalgets kommissorium ......................................................................... 14
2. Krigsforbrydelsesudvalgets sammensætning ....................................................................... 16
3. Krigsforbrydelsesudvalgets arbejde ..................................................................................... 17
4. Sammenfatning .................................................................................................................... 17
4.1 Den Internationale Straffedomstol ................................................................................ 17
4.2 Selvstændig kriminalisering m.v. .................................................................................. 18
4.3 Ratifikation af aggressionsforbrydelsen ........................................................................ 23
Den Internationale Straffedomstol og retsforfølgning af
internationale forbrydelser............................................................................... 26
1. Generelt om den Internationale Straffedomstol ................................................................... 26
1.1 Historisk baggrund ........................................................................................................ 26
1.2 Kampala-tillægget samt senere ændringer af Rom-statutten ........................................ 28
1.3 Den Internationale Straffedomstols sammensætning og organisation .......................... 29
1.4 Forsamlingen af deltagerstater (Assembly of States Parties) ........................................ 31
1.5 Den Internationale Straffedomstols offerfond m.v. (Trust Fund for Victims) .............. 31
1.6 Den Internationale Straffedomstols afgørelser m.v....................................................... 32
2. Oversigt over Rom-statuttens bestemmelser........................................................................ 36
3. Forbrydelser under Den Internationale Straffedomstols jurisdiktion .................................. 37
3.1 Folkedrab ....................................................................................................................... 38
3.2 Forbrydelser mod menneskeheden ................................................................................ 38
3.3 Krigsforbrydelser .......................................................................................................... 39
3.4 Aggressionsforbrydelsen ............................................................................................... 39
4. Den Internationale Straffedomstols udøvelse af jurisdiktion............................................... 40
4.1 Komplementaritetsprincippet ........................................................................................ 40
4.2 Forudsætninger for udøvelse af jurisdiktion ................................................................. 41
4.3 Folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser ............................. 42
4.4 Aggressionsforbrydelsen ............................................................................................... 42
4.4.1 Henvisninger af en deltagerstat eller anklagerens efterforskning af egen drift ..... 43
4.4.2 Henvisning af FN’s Sikkerhedsråd og dets rolle ................................................... 43
5. Retligt samarbejde med Den Internationale Straffedomstol ................................................ 44
6. Dansk inkorporering af Rom-statutten ................................................................................. 45
7. Retsforfølgning af internationale forbrydelser i Danmark ................................................... 47
5
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0006.png
7.1 Straffesager.................................................................................................................... 47
7.2 Militære straffesager ..................................................................................................... 49
7.3 Samarbejde om retsforfølgning af internationale forbrydelser ..................................... 50
7.3.1 Internationalt samarbejde om retsforfølgning af internationale forbrydelser ........ 50
7.3.2 Konvention om internationalt samarbejde vedrørende efterforskning og
retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser
og andre internationale forbrydelser ................................................................................ 51
7.3.3 Retsforfølgning af internationale forbrydelser begået i Ukraine ........................... 52
Udvalgets generelle overvejelser om forbrydelser mod
menneskeheden og krigsforbrydelser.............................................................. 54
1. Udvalgets generelle overvejelser ......................................................................................... 54
2. Udvalgets valg af model for selvstændig kriminalisering af forbrydelser mod
menneskeheden og krigsforbrydelser ....................................................................................... 56
2.1 Kriminalisering i sammenlignelige lande ..................................................................... 57
2.1.1 Finland ................................................................................................................... 57
2.1.2 Nederlandene ......................................................................................................... 57
2.1.3 Norge ..................................................................................................................... 57
2.1.4 Sverige ................................................................................................................... 57
2.1.5 Tyskland................................................................................................................. 58
2.2 Gennemførelsesmetode ................................................................................................. 58
2.3 Placering af bestemmelserne ......................................................................................... 59
Forbrydelser mod menneskeheden ................................................ 61
1. Folkeret ................................................................................................................................ 61
1.1 Generelle materielle strafbetingelser for forbrydelser mod menneskeheden ................ 63
1.1.1 Angreb mod en civilbefolkning ............................................................................. 64
1.1.2 Omfattende eller systematisk karakter ................................................................... 65
1.1.3 Stats eller organisations politik .............................................................................. 66
1.1.4 Med viden om angrebet ......................................................................................... 67
1.2 De enkelte handlinger.................................................................................................... 67
1.2.1 Drab som forbrydelse mod menneskeheden .......................................................... 67
1.2.2 Udryddelse som forbrydelse mod menneskeheden ............................................... 67
1.2.3 Slaveri som forbrydelse mod menneskeheden....................................................... 68
1.2.4 Deportation m.v. som forbrydelse mod menneskeheden ....................................... 68
1.2.5 Fængsling m.v. som forbrydelse mod menneskeheden ......................................... 69
1.2.6 Tortur som forbrydelse mod menneskeheden ........................................................ 70
1.2.7 Seksualforbrydelser som forbrydelse mod menneskeheden .................................. 71
6
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0007.png
1.2.8 Forfølgelse som forbrydelse mod menneskeheden ................................................ 73
1.2.9 Tvangsforsvindinger som forbrydelse mod menneskeheden ................................. 73
1.2.10 Apartheid som forbrydelse mod menneskeheden ................................................. 74
1.2.11 Andre umenneskelige handlinger som forbrydelse mod menneskeheden ........... 75
2. Gældende ret ........................................................................................................................ 75
2.1 Straffelovgivning af betydning for forbrydelser mod menneskeheden ......................... 76
2.2 Retspraksis .................................................................................................................... 77
3. Fremmed ret ......................................................................................................................... 77
3.1 Finland ........................................................................................................................... 77
3.2 Nederlandene ................................................................................................................. 77
3.3 Norge ............................................................................................................................. 78
3.4 Sverige ........................................................................................................................... 79
3.5 Tyskland ........................................................................................................................ 80
4. Udvalgets overvejelser og forslag til udformningen af en særskilt straffebestemmelse
om forbrydelser mod menneskeheden...................................................................................... 83
4.1 Struktur og det kontekstuelle krav ................................................................................ 83
4.2 Bestemmelsens foreslåede ordlyd ................................................................................. 84
4.3 Forskelle mellem den foreslåede bestemmelse og statuttens artikel 7 om
forbrydelser mod menneskeheden ........................................................................................ 86
4.4 Strafferammen ............................................................................................................... 90
Krigsforbrydelser ............................................................................ 92
1. Folkeret ................................................................................................................................ 92
1.1 Indledning ...................................................................................................................... 92
1.1.1 Klassifikation af væbnede konflikter ..................................................................... 93
1.1.2 Den humanitære folkerets aktører.......................................................................... 94
1.1.3 Principper i den humanitære folkeret..................................................................... 96
1.1.4 Strafsanktionering af overtrædelser af den humanitære folkeret ........................... 97
1.2 Rom-statuttens artikel 8 om krigsforbrydelser .............................................................. 99
1.3 Generelle materielle strafbetingelser for krigsforbrydelser......................................... 104
1.3.1 Krav om at krigsforbrydelser er begået som led i en plan eller politik
eller som led i en omfattende udøvelse af sådanne forbrydelser? ................................. 104
1.3.2 Kravet om forbindelse til en væbnet konflikt ...................................................... 105
1.3.3 Krigsforbrydelsers sammenhæng med den humanitære folkeret ........................ 106
1.3.4 Ansvarssubjekt og gerningsobjekt for krigsforbrydelser ..................................... 106
1.4 De enkelte krigsforbrydelser i Rom-statutten ............................................................. 107
1.4.1 Grove overtrædelser af Genève-konventionerne under international
væbnet konflikt .............................................................................................................. 107
7
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
1.4.2 Andre alvorlige overtrædelser af ret og sædvaner under international
væbnet konflikt .............................................................................................................. 111
1.4.3 Alvorlige overtrædelser af den fælles artikel 3 i Genève-konventionerne
under ikke-international væbnet konflikt ...................................................................... 122
1.4.4 Andre alvorlige overtrædelser af ret og sædvaner under ikke-international
væbnet konflikt .............................................................................................................. 124
2. Gældende ret ...................................................................................................................... 130
2.1 Straffelovgivning af betydning for krigsforbrydelser ................................................. 131
2.1.1 Krigsforbrydelser mod personer .......................................................................... 131
2.1.2 Krigsforbrydelser mod ejendom .......................................................................... 132
2.1.3 Krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker ....................... 132
2.1.4 Krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder .............................. 132
2.1.5 Krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte krigsmidler ................................. 133
2.2 Lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt ............................. 133
2.3 Lov om straf for krigsforbrydelser af 1946 ................................................................. 135
2.4 Retspraksis .................................................................................................................. 138
3. Fremmed ret ....................................................................................................................... 139
3.1 Finland ......................................................................................................................... 139
3.2 Nederlandene ............................................................................................................... 140
3.3 Norge ........................................................................................................................... 140
3.4 Sverige ......................................................................................................................... 143
3.5 Tyskland ...................................................................................................................... 144
4. Udvalgets overvejelser og forslag til udformningen af særskilte straffebestemmelser
om krigsforbrydelser .............................................................................................................. 144
4.1 Opdeling af forbrydelserne, fælles overvejelser og det kontekstuelle krav ................ 144
4.2 Krigsforbrydelser mod personer.................................................................................. 147
4.2.1 Forbrydelsernes indhold ...................................................................................... 147
4.2.2 Bestemmelsens foreslåede ordlyd ........................................................................ 151
4.2.3 Forskelle mellem den foreslåede bestemmelse og Rom-statuttens artikel 8
om krigsforbrydelser ..................................................................................................... 152
4.3 Krigsforbrydelser mod ejendom.................................................................................. 155
4.3.1 Forbrydelsernes indhold ...................................................................................... 155
4.3.2 Bestemmelsens foreslåede ordlyd ........................................................................ 155
4.3.3 Forskelle mellem den foreslåede bestemmelse og Rom-statuttens artikel 8
om krigsforbrydelser ..................................................................................................... 156
4.4 Krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker .............................. 157
4.4.1 Forbrydelsernes indhold ...................................................................................... 157
4.4.2 Bestemmelsens foreslåede ordlyd ........................................................................ 157
8
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0009.png
4.4.3 Forskelle mellem den foreslåede bestemmelse og Rom-statuttens artikel 8
om krigsforbrydelser ..................................................................................................... 158
4.5 Krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder ..................................... 160
4.5.1 Forbrydelsernes indhold ...................................................................................... 160
4.5.2 Bestemmelsens foreslåede ordlyd ........................................................................ 162
4.5.3 Forskelle mellem den foreslåede bestemmelse og Rom-statuttens artikel 8
om krigsforbrydelser ..................................................................................................... 162
4.6 Krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmidler ........................................ 165
4.6.1 Forbrydelsernes indhold ...................................................................................... 165
4.6.2 Bestemmelsens foreslåede ordlyd ........................................................................ 167
4.6.3 Forskelle mellem den foreslåede bestemmelse og Rom-statuttens artikel 8
om krigsforbrydelser ..................................................................................................... 167
4.7 Strafferammer m.v. ..................................................................................................... 168
5. Udvalgets anbefaling vedrørende ændring af militær straffelov ....................................... 169
Folkedrab ....................................................................................... 170
1. Folkeret .............................................................................................................................. 170
1.1 Folkedrabsdefinitioner i folkeretten ............................................................................ 171
1.1.1 FN’s folkedrabskonvention.................................................................................. 171
1.1.2 Rom-statutten ....................................................................................................... 172
1.1.3 Betingelserne for strafansvar for folkedrab, herunder den særlige
folkedrabshensigt ........................................................................................................... 172
1.1.4 Folkedrabshandlinger........................................................................................... 174
2. Gældende ret ...................................................................................................................... 175
2.1 Folkedrabsloven .......................................................................................................... 175
2.2 Retspraksis .................................................................................................................. 177
3. Fremmed ret ....................................................................................................................... 178
4. Udvalgets overvejelser om folkedrabsloven m.v. .............................................................. 178
4.1 Straffebestemmelse om folkedrab i det foreslåede nye straffelovskapitel .................. 178
4.2 Bestemmelsens foreslåede ordlyd ............................................................................... 179
4.3 Forskelle mellem den foreslåede straffebestemmelse, folkedrabsloven og Rom-
statuttens artikel 6 om folkedrab ........................................................................................ 180
Statuttens regler om medvirken og kommandoansvar.............. 182
1. Kommandoansvar i henhold til folkeretten ........................................................................ 182
1.1 Generelt ....................................................................................................................... 182
1.2 Kommandoansvar efter artikel 28 i Rom-statutten ..................................................... 183
1.2.1 Den retlige karakter af overordnedes strafansvar ................................................ 185
9
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0010.png
1.2.2 Betingelser for overordnedes strafansvar ............................................................ 185
2. Medvirken i dansk ret ........................................................................................................ 187
2.1 Straffeloven ................................................................................................................. 187
2.2 Militær straffelov......................................................................................................... 188
2.3 Overordnedes (passive) medvirken ............................................................................. 189
3. Fremmed ret ....................................................................................................................... 191
3.1 Norge ........................................................................................................................... 191
3.2 Sverige ......................................................................................................................... 191
3.3 Tyskland ...................................................................................................................... 192
4. Udvalgets overvejelser om en straffebestemmelse om kommandoansvar......................... 193
4.1 Behovet for en bestemmelse om kommandoansvar .................................................... 193
4.2 Bestemmelsens indhold ............................................................................................... 194
4.3 Bestemmelsens foreslåede ordlyd ............................................................................... 199
4.4 Strafferamme ............................................................................................................... 197
Statuttens almindelige strafferetlige regler m.v. ........................ 199
1. Individuelt strafansvar for fysiske og juridiske personer ................................................... 199
2. Tilregnelse .......................................................................................................................... 200
3. Vildfarelser......................................................................................................................... 202
4. Kriminel lavalder ............................................................................................................... 203
5. Forsøg................................................................................................................................. 204
6. Forældelse .......................................................................................................................... 205
7. Straffrihedsgrunde, herunder straffrihed for ordrer ........................................................... 207
7.1 Statuttens bestemmelser om straffrihed m.v. sammenholdt med dansk
straffelovgivning ................................................................................................................ 207
7.2 Straffrihed for ordrer ................................................................................................... 209
Tidsmæssig gyldighed af de foreslåede bestemmelser om
forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser............................. 211
1. Rom-statuttens bestemmelser ............................................................................................ 211
2. Straffelovens bestemmelser ............................................................................................... 211
3. Norsk ret ............................................................................................................................. 212
4. Udvalgets overvejelser om den tidsmæssige gyldighed af de foreslåede bestemmelser
om forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser .................................................. 213
Tortur............................................................................................ 217
1. Folkeret .............................................................................................................................. 217
1.1 FN’s torturkonvention ................................................................................................. 217
10
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0011.png
1.1.1 Torturdefinitionen, herunder de fire betingelser .................................................. 218
1.1.2 Torturbegrebet og retspraksis .............................................................................. 219
1.2 Tortur som en del af forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelse ............. 222
2. Gældende ret ...................................................................................................................... 223
2.1 Materielle straffebestemmelser i dansk straffelovgivning .......................................... 223
2.2 Straffelovens § 157 a ................................................................................................... 224
2.3 Forældelse ................................................................................................................... 225
2.4 Retspraksis .................................................................................................................. 225
3. Fremmed ret ....................................................................................................................... 226
3.1 Finland ......................................................................................................................... 226
3.2 Nederlandene ............................................................................................................... 226
3.3 Norge ........................................................................................................................... 227
3.4 Sverige ......................................................................................................................... 227
3.5 Tyskland ...................................................................................................................... 228
4. Udvalgets overvejelser og forslag til udformningen af en særskilt straffebestemmelse
om tortur ................................................................................................................................. 228
4.1 Bestemmelsens indhold og foreslåede ordlyd ............................................................. 228
4.2 Almindelige strafferetlige regler m.v. ......................................................................... 231
4.2.1 Tilregnelse, forsøg og medvirken ........................................................................ 231
4.2.2 Forældelse ............................................................................................................ 231
Magtanvendelsesforbuddet og aggression ................................ 232
1. FN-pagtens magtanvendelsesforbud og aggression i henhold til folkeretten .................... 232
1.1 Undtagelser til magtanvendelsesforbuddet ................................................................. 234
1.1.1 Bemyndigelse fra Sikkerhedsrådet ...................................................................... 234
1.1.2 Individuelt og kollektivt selvforsvar .................................................................... 235
1.1.3 Samtykke fra værtsstaten ..................................................................................... 237
1.1.4 Humanitær intervention ....................................................................................... 238
2. Aggressionsforbrydelsen .................................................................................................... 239
2.1 Aggressionsforbrydelsen i henhold til Rom-statutten ................................................. 239
2.1.1 Individuelle handlinger ........................................................................................ 241
2.1.2 Tærskelkrav ......................................................................................................... 242
2.1.3 Personel afgrænsning ........................................................................................... 244
2.1.4 Individuelt strafansvar ......................................................................................... 245
2.1.5 Tilregnelse ........................................................................................................... 246
2.1.6 Straffrihedsgrunde ............................................................................................... 246
3. Gældende ret ...................................................................................................................... 247
4. Fremmed ret m.v. ............................................................................................................... 247
11
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0012.png
4.1 Australien .................................................................................................................... 247
4.2 Finland ......................................................................................................................... 247
4.3 Nederlandene ............................................................................................................... 249
4.4 Norge ........................................................................................................................... 249
4.5 Storbritannien .............................................................................................................. 250
4.6 Sverige ......................................................................................................................... 250
4.7 Tyskland ...................................................................................................................... 251
5. Udvalgets overvejelser om ratifikation af Kampala-tillægget ........................................... 252
5.1 Indledende og generelle overvejelser .......................................................................... 252
5.2 Betydningen for dansk indsats for forebyggelse og retsforfølgning af
internationale forbrydelser ................................................................................................. 253
5.3 Konsekvenser for Danmark ved ratifikation ............................................................... 254
5.4 Afgrænsning af aggressionshandlingen i relation til dansk deltagelse i
internationale militære operationer .................................................................................... 256
6. Udvalgets overvejelser om behovet for lovændringer som følge af en eventuel dansk
ratifikation af aggressionsforbrydelsen, herunder kriminalisering ........................................ 258
6.1 Lovgivningsmæssige konsekvenser m.v. ved ratifikation .......................................... 258
6.1.1 Lov om Den Internationale Straffedomstol m.v. ................................................. 258
6.1.2 Folketingets samtykke ......................................................................................... 260
6.1.3 Immunitet m.v. efter grundloven ......................................................................... 260
6.2 Straffebestemmelse om aggressionsforbrydelsen ....................................................... 261
6.2.1 Bør der indføres en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelser? ............... 261
6.2.2 Placering af en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelser ........................ 264
6.2.3 Forbrydelsens indhold.......................................................................................... 264
Folkeretlig immunitet og retsforfølgning af internationale
forbrydelser ...................................................................................................... 266
1. Immunitet og retsforfølgning af internationale forbrydelser ............................................. 266
1.1 Indledning .................................................................................................................... 266
2. Immunitet og retsforfølgning ved nationale domstole ....................................................... 268
2.1 Personel immunitet ...................................................................................................... 268
2.2 Funktionel immunitet .................................................................................................. 270
2.2.1 Aggressionsforbrydelsen som undtagelse til funktionel immunitet .................... 272
2.3 Diplomatiske agenters immunitet................................................................................ 273
3. Immunitet og retsforfølgning ved Den Internationale Straffedomstol............................... 274
3.1 Sikkerhedsrådets henvisninger og Den Internationale Straffedomstol ....................... 275
Dansk straffemyndighed ............................................................. 277
12
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0013.png
1. Folkeretlige rammer for straffemyndighed ........................................................................ 277
2. Regler om dansk straffemyndighed i straffelovgivningen ................................................. 278
2.1 Territorial- og virkningsprincippet .............................................................................. 279
2.2 Det aktive personalprincip .......................................................................................... 280
2.3 Det passive personalprincip ........................................................................................ 281
2.4 Beskyttelses- og universalprincippet ........................................................................... 282
2.4.1 Straffelovens § 8 .................................................................................................. 282
2.4.2 Straffelovens § 8 a ............................................................................................... 284
2.5 Militær straffelovs gyldighedsområde og regler om straffemyndighed ...................... 286
2.6 Folkeretlige begrænsninger af dansk straffemyndighed ............................................. 288
3. Udvalgets overvejelser om dansk straffemyndighed ......................................................... 288
3.1 Folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser ........................... 288
3.2 Tortur ........................................................................................................................... 290
3.3 Aggressionsforbrydelsen ............................................................................................. 290
3.3.1 Universel straffemyndighed efter straffelovens § 8 a .......................................... 291
3.3.2 Straffemyndighed for aggressionsforbrydelser begået i Danmark, mod
Danmark eller af en person med dansk indfødsret m.v. ................................................ 293
3.3.3 Straffemyndighed baseret på ratifikation af tilføjelsen til statutten om
aggressionsforbrydelsen ................................................................................................ 299
3.3.4 Udvalgets foreslåede model for dansk straffemyndighed.................................... 296
Lovudkast med bemærkninger .................................................. 298
1. Lovudkast ........................................................................................................................... 298
2. Bemærkninger til lovudkastets enkelte bestemmelser ....................................................... 306
Bilag .................................................................................................................. 417
Bilag 1: Oversigt over udvalgets kategorisering af krigsforbrydelser ................................... 417
Bilag 2: Uddrag af norsk lovgivning ...................................................................................... 425
Bilag 3: Uddrag af svensk lovgivning .................................................................................... 430
Bilag 4: Uddrag af tysk lovgivning ........................................................................................ 436
1. Völkerstrafgesetzbuch .................................................................................................... 436
2. Folkeretsstraffeloven oversat til engelsk ........................................................................ 444
13
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0014.png
Indledning
1. Krigsforbrydelsesudvalgets kommissorium
Ved brev af 27. juni 2023 har justitsministeren nedsat Udvalget om selvstændig kriminalisering
af tortur, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden samt ratifikation af ændringen
til Rom-statutten om aggressionsforbrydelsen (Krigsforbrydelsesudvalget).
Udvalgets kommissorium har følgende ordlyd:
”1. Vi er i en særlig tid med krig på europæisk jord. Utænkelige og utilgivelige forbrydelser
finder sted i Ukraine. Selvstændige straffebestemmelser om tortur, krigsforbrydelser og
forbrydelser mod menneskeheden vil sende et klart og vigtigt signal til omverdenen og ikke
mindst krigens ofre og pårørende. Regeringen ønsker derfor at ændre dansk straffelovgiv-
ning, så der indføres straffebestemmelser, som selvstændigt kriminaliserer tortur, krigsfor-
brydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Samtidig har den russiske militære aggression mod Ukraine givet fornyet anledning til at
overveje, om tiden er moden til dansk ratifikation af ændringen til Rom-statutten om ag-
gressionsforbrydelsen. I den aktuelle situation vil en dansk ratifikation sende et klart signal
om den vigtighed, Danmark tillægger den internationale retsorden, retsforfølgelse af ag-
gressionsforbrydelsen og i særdeleshed Den Internationale Straffedomstol.
2.
Den Internationale Straffedomstol blev oprettet med Rom-statutten, som bl.a. definerer
forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Rom-statutten giver Den Interna-
tionale Straffedomstol jurisdiktion til at retsforfølge bl.a. forbrydelser mod menneskeheden
og krigsforbrydelser, hvis de nationale myndigheder i det land, hvor forbrydelserne er ble-
vet begået, ikke selv har viljen eller evnen til at retsforfølge.
Danmark er statspart til Rom-statutten, som er inkorporeret i dansk ret ved lov nr. 342 af
16. maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol.
Rom-statuttens artikel 7 indeholder en definition af forbrydelser mod menneskeheden og
omfatter generelt handlinger, der begås som led i et omfattende eller systematisk angreb
mod en civilbefolkning.
Rom-statuttens artikel 8 indeholder en definition af krigsforbrydelser og omfatter grove
overtrædelser af den humanitære folkeret, herunder bl.a. Genève-konventionerne.
Forbuddet mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling el-
ler straf udspringer af forskellige internationale forpligtelser, herunder Genève-konventio-
nerne, FN’s torturkonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. En tor-
turhandling kan desuden være omfattet af Rom-statuttens artikler om krigsforbrydelser og
forbrydelser mod menneskeheden.
14
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Aggressionsforbrydelsen er defineret i Rom-statuttens artikel 8 bis, som blev tilføjet til
statutten ved en ændring i 2010. Aggressionsforbrydelsen pålægger en stats ledelse, her-
under personer, som kan træffe afgørende beslutninger af politisk eller militær karakter, et
strafferetligt ansvar for beslutningen om at planlægge, forberede, iværksætte eller udføre
ulovlig militær magtanvendelse mod en anden stat, som strider mod FN-pagten. Bestem-
melsen trådte i kraft i 2017 og er kun bindende for stater, som har tiltrådt den. Aggressi-
onsforbrydelsen er pr. februar 2023 ratificeret af 44 ud af 123 statsparter til Rom-statutten.
Danmark er ét ud af seks EU-lande, som ikke har ratificeret aggressionsforbrydelsen.
3.
Tortur, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden kan i al væsentlighed
straffes efter gældende dansk ret, herunder straffelovens almindelige bestemmelser om bl.a.
drab, vold, voldtægt og frihedsberøvelse, som finder anvendelse på handlinger begået i
udlandet.
Det følger desuden af straffelovens § 157 a, at det skal indgå som en skærpende omstæn-
dighed ved straffastsættelsen for en overtrædelse af straffeloven, at overtrædelsen er begået
ved tortur.
Der er imidlertid ikke materielle straffebestemmelser, som selvstændigt kriminaliserer tor-
tur, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Straffelovens 2. kapitel indeholder bl.a. bestemmelser om dansk straffemyndighed. Det
følger af straffelovens § 8, nr. 5, at der er dansk straffemyndighed for handlinger, som
foretages uden for den danske stat, uden hensyn til, hvor gerningspersonen hører hjemme,
når handlingen er omfattet af en international bestemmelse, ifølge hvilken Danmark er for-
pligtet til at have straffemyndighed. Der er således dansk straffemyndighed, når Danmark
er forpligtet til at have straffemyndighed ifølge f.eks. en konvention. En sådan forpligtelse
følger bl.a. af FN’s torturkonvention.
Det fremgår endvidere af straffelovens § 8 a, at under dansk straffemyndighed hører hand-
linger, som foretages uden for den danske stat, når handlinger af den pågældende art er
omfattet af statutten for Den Internationale Straffedomstol, hvis handlingen er foretaget af
en person, der på tidspunktet for sigtelsen bl.a. befinder sig her i landet.
Personer, der udfører tortur eller begår krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneske-
heden, kan således i al væsentlighed allerede efter de gældende regler holdes strafferetligt
ansvarlige i Danmark.
For at sende et klart og vigtigt signal til omverdenen og ikke mindst krigens ofre og pårø-
rende ønsker regeringen imidlertid at indføre straffebestemmelser, som selvstændigt kri-
minaliserer tortur, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
4.
Der nedsættes derfor et udvalg, der for det første får til opgave at udarbejde forslag til,
hvordan en selvstændig kriminalisering af tortur, krigsforbrydelser og forbrydelser mod
menneskeheden kan indføres mest hensigtsmæssigt i dansk straffelovgivning, herunder
hvordan de nye straffebestemmelser kan indpasses i den eksisterende systematik i straffe-
lovgivningen, og om bestemmelserne nødvendiggør øvrige ændringer af straffeloven, her-
under af strafskærpelsesbestemmelsen i § 157 a om straffelovsovertrædelser begået ved
brug af tortur.
Udvalget vil desuden kunne se på, om krigen i Ukraine i øvrigt giver anledning til overve-
jelser om ændringer af bestemmelser i straffeloven.
15
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Udvalget får for det andet til opgave at tilvejebringe et beslutningsgrundlag for regeringens
stillingtagen til, om Danmark skal ratificere ændringen til Rom-statutten om aggressions-
forbrydelsen.
Udvalget skal som led i sin udarbejdelse af dette beslutningsgrundlag belyse juridiske
aspekter ved dansk ratifikation, herunder de juridiske forudsætninger for ratifikation og
behovet for lovændringer, konsekvenser ved ratifikation, afgrænsningen af aggressions-
handlinger i relation til dansk deltagelse i internationale militære operationer.
Derudover skal udvalget belyse andre aspekter, som er relevante ved stillingtagen til rati-
fikation, herunder betydningen for dansk indsats for forebyggelse og retsforfølgelse af in-
ternationale forbrydelser samt øvrige relevante udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske
hensyn.
Det forudsættes, at udvalget inddrager regler og erfaringer fra andre lande, der selvstændigt
har kriminaliseret tortur, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden samt rati-
ficeret ændringen til Rom-statutten om aggressionsforbrydelsen.
Udvalget skal på baggrund af sine overvejelser udarbejde et udkast til lovforslag, som ind-
fører selvstændige straffebestemmelser om tortur, krigsforbrydelser og forbrydelser mod
menneskeheden samt øvrige ændringer af dansk lovgivning, som udvalgets overvejelser
giver anledning til, herunder eventuelle lovændringer, som en dansk ratifikation af aggres-
sionsforbrydelsen vil indebære.
5.
Udvalget skal bestå af en landsdommer (formand), en repræsentant fra henholdsvis
Justitsministeriet, Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Rigsadvokaten, to universi-
tetsjurister samt en repræsentant fra henholdsvis Institut for Menneskerettigheder, Amnesty
International Danmark og DIGNITY. Udvalget vil herudover kunne inddrage andre rele-
vante myndigheder og organisationer efter behov.
Udvalget sekretariatsbetjenes af Justitsministeriet og Udenrigsministeriet.
Udvalget skal hurtigst muligt efter nedsættelsen igangsætte arbejdet, således at udvalget så
vidt muligt kan færdiggøre sit arbejde inden udgangen af 2023.
2. Krigsforbrydelsesudvalgets sammensætning
Som medlemmer af Krigsforbrydelsesudvalget har justitsministeren beskikket følgende:
Landsdommer Mette Lyster Knudsen (formand)
Kontorchef i Justitsministeriet Morten Holland Heide
Kontorchef i Udenrigsministeriet Ulf Melgaard
Kontorchef i Forsvarsministeriet Christian Ejby Strøm Karstensen
Vicestatsadvokat ved Rigsadvokaten Jessika Auken
Professor ved Aarhus Universitet Lasse Lund Madsen
Lektor ved Syddansk Universitet Martin Mennecke
Seniorforsker Peter Vedel Kessing, Institut for Menneskerettigheder
Senior juridisk rådgiver Elna Søndergaard, DIGNITY
16
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Senior juridisk rådgiver Elise Margrethe Randrup Bangert, Amnesty International Danmark
Hvervet som sekretær for udvalget er varetaget af fuldmægtig Julie Heidi Sørensen, Justitsmi-
nisteriet, og specialkonsulent Afshin Berahmand, Udenrigsministeriet. Desuden har studenter-
medhjælper Eda Eken, Justitsministeriet, løbende bistået sekretariatet.
3. Krigsforbrydelsesudvalgets arbejde
Medlemmerne af Krigsforbrydelsesudvalget blev beskikket i juni 2023. Udvalget har afholdt i
alt 12 møder.
Udvalget har desuden været i dialog med Dansk Røde Kors og Den Internationale Røde Kors
Komité (ICRC), herunder om udformningen af de særskilte straffebestemmelser om krigsfor-
brydelser.
Med afgivelsen af denne betænkning afslutter udvalget sit arbejde.
4. Sammenfatning
4.1 Den Internationale Straffedomstol
Den Internationale Straffedomstol er den første permanente internationale straffedomstol, der
kan efterforske og dømme individer anklaget for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden,
krigsforbrydelser og aggressionsforbrydelsen. Straffedomstolens juridiske fundament blev ved-
taget i Rom den 17. juli 1998 og betegnes derfor ”Rom-statutten”. Straffedomstolen har siden
statuttens ikrafttræden i 2002 haft sit hovedsæde i Haag. Etableringen af en permanent interna-
tional straffedomstol er en af de væsentligste internationale milepæle i nyere tid i bestræbel-
serne på at bekæmpe straffrihed for de mest alvorlige internationale forbrydelser.
Straffedomstolens statut regulerer alene de forbrydelser, som domstolen har jurisdiktionskom-
petence over. Statutten indeholder derimod ikke en forpligtelse til, at deltagerstaterne selv har
nationale regler, der gør dem i stand til at retsforfølge de pågældende forbrydelser. Straffedom-
stolen skal supplere national strafferetlig retsforfølgning i sager, hvor deltagerstaten ikke er
villig eller i stand til effektivt at gennemføre en national efterforskning eller retsforfølgning.
Straffedomstolens jurisdiktion betegnes derfor som komplementær.
Straffedomstolen fik ved sin stiftelse jurisdiktionskompetence i forhold til folkedrab, forbry-
delser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og aggressionsforbrydelsen. Straffedomstolen
kunne imidlertid først udøve jurisdiktion med hensyn til aggressionsforbrydelsen, når denne
forbrydelse blev defineret, og betingelserne for Straffedomstolens jurisdiktionskompetence
blev fastlagt, jf. dagældende artikel 5, stk. 2. Danmark ratificerede statutten i 2001 og
17
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
inkorporerede statutten ved lov nr. 342 af 16. maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol,
der trådte i kraft den 1. juli 2002. Danmark har alene tiltrådt Straffedomstolens oprindelige
jurisdiktionskompetence over folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydel-
ser. De nyere ændringer til definitionen af krigsforbrydelser og den senere definition af aggres-
sionsforbrydelsen er ikke ratificeret, ligesom Straffedomstolens jurisdiktion over aggressions-
forbrydelsen ikke er tiltrådt. Der blev i forbindelse med ratifikationen af Straffedomstolens sta-
tut ikke indført særskilte straffebestemmelser om forbrydelser mod menneskeheden og krigs-
forbrydelser i dansk ret, da det blev lagt til grund, at disse forbrydelser er strafbare efter bl.a.
militær straffelov og straffelovens almindelige bestemmelser om drab, vold, voldtægt, friheds-
berøvelse og hærværk m.v. Folkedrab er særskilt kriminaliseret i lov om folkedrab fra 1955.
Straffedomstolen og retsforfølgning af internationale forbrydelser er nærmere beskrevet i be-
tænkningens kapitel 2.
4.2 Selvstændig kriminalisering m.v.
Udvalget har i sit kommissorium fået til at opgave at udarbejde forslag til, hvordan særskilte
straffebestemmelser om forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur kan ind-
føres mest hensigtsmæssigt i dansk straffelovgivning, herunder hvilken gennemførelsesmetode
der er mest hensigtsmæssig.
Det er efter udvalgets opfattelse afgørende, at internationale forbrydelser bliver undersøgt, ef-
terforsket og straffet. Folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur
er alvorlige internationale forbrydelser, og de skal straffes som sådanne. Det er vigtigt, at Dan-
mark støtter op om den internationale retsorden og medvirker til at styrke det internationale
samfunds fælles bestræbelser på at bekæmpe straffrihed og fremme beskyttelsen af grundlæg-
gende menneskerettigheder.
Udvalget foreslår, at der indsættes et
nyt kapitel i straffeloven,
som samler de forbrydelser, der
er omfattet af Straffedomstolens statut. Det vil sige folkedrab, forbrydelser mod menneskehe-
den og krigsforbrydelser. Udvalgets forslag til straffebestemmelse om tortur foreslås også pla-
ceret i samme kapitel. Hvis det besluttes at ratificere ændringen til Straffedomstolens statut om
aggressionsforbrydelsen (se herom afsnit 4.3 nedenfor), foreslår udvalget desuden, at der ind-
føres en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelsen i kapitlet, således at retsforfølgning
kan ske nationalt.
Udvalgets forslag til straffebestemmelser om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden,
krigsforbrydelser og aggressionsforbrydelsen tager udgangspunkt i bestemmelserne i Straffe-
domstolens statut (se nedenfor vedrørende tortur). Det er udvalgets opfattelse, at de foreslåede
18
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
straffebestemmelser som udgangspunkt mindst bør dække det samme indhold som Straffedom-
stolens statut, så Danmark selv vil kunne retsforfølge forbrydelserne, og for at sikre, at der ikke
kan opstå en situation, hvor Danmark er forpligtet til at udlevere en dansk statsborger eller en
person med bopæl eller fast ophold i Danmark til retsforfølgning ved Straffedomstolen.
De foreslåede bestemmelser rækker videre end statutten på visse områder, herunder i tilfælde
hvor det må antages, at den folkeretlige sædvaneret siden 1998 har udviklet sig i en retning, der
rækker videre end forbrydelserne i statutten, eller hvor hensigtsmæssighedsbetragtninger eller
hensynet til Danmarks internationale forpligtelser taler for en udvidelse. Udvalget foreslår så-
ledes i visse tilfælde at inkludere flere forbrydelser eller at udbrede forbrydelsernes anvendel-
sesområde, herunder så visse krigsforbrydelser gælder i alle typer af væbnet konflikt og ikke
kun i international væbnet konflikt. Det foreslås eksempelvis, at tvangsægteskab medtages som
en særskilt forbrydelse mod menneskeheden, og at udsultning af civile som kampmetode skal
udgøre en krigsforbrydelse i både international og ikke-international væbnet konflikt. En væb-
net konflikt, der finder sted mellem to eller flere stater, benævnes en
international væbnet kon-
flikt.
En væbnet konflikt benævnes en
ikke-international væbnet konflikt,
når den finder sted
mellem en stat og en ikke-statslig organiseret væbnet gruppe, herunder en oprørsgruppe. Be-
tegnelsen anvendes også, når konflikten finder sted mellem to eller flere ikke-statslige organi-
serede væbnede grupper.
Det er efter udvalget opfattelse mest hensigtsmæssigt, at de foreslåede nye straffebestemmelser
i videst muligt omfang læner sig op ad de gældende regler i
straffelovens almindelige del og
almindelige strafferetlige principper.
Det tilstræbes således, at de nye straffebestemmelser i
videst muligt omfang er funderet i velkendte strafferetlige grund- og ansvarsprincipper frem for
retlige nyskabelser, hvilket sikrer bl.a., at bestemmelserne ikke skaber et parallelt regelsæt i
forhold til den almindelige danske strafferet, og at retsanvenderne derfor i højere grad umid-
delbart vil være mere fortrolige hermed.
Udvalgets generelle overvejelser om selvstændig kriminalisering, herunder gennemførelsesme-
tode og placering af bestemmelserne, fremgår af betænkningens kapitel 3. Overvejelserne om
forholdet til almindelige strafferetlige regler og principper fremgår af kapitel 7 og 8.
Forbrydelser mod menneskeheden
består efter artikel 7 i Straffedomstolens statut af 11 forskel-
lige forbrydelser begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolk-
ning, herunder drab, udryddelse, tortur, slaveri og apartheid. Udvalgets forslag til en straffebe-
stemmelse om forbrydelser mod menneskeheden indeholder 12 forskellige forbrydelser, der ud
over de 11 forbrydelser fra statutten tillige omfatter tvangsægteskab. Udvalgets overvejelser
19
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
om en særskilt straffebestemmelse om forbrydelser mod menneskeheden fremgår af betænk-
ningens kapitel 4.
Krigsforbrydelser
er grove eller alvorlige overtrædelser af den humanitære folkeret (”krigens
regler”). Sådanne overtrædelser medfører et individuelt strafansvar. Udvalget foreslår med in-
spiration fra bl.a. de tilsvarende norske regler, at der indsættes fem paragraffer om krigsforbry-
delser i det nye kapitel i straffeloven, der rummer indholdet af de 60 forskellige krigsforbrydel-
ser i artikel 8 i Straffedomstolens statut. Krigsforbrydelserne i de foreslåede fem bestemmelser
er kategoriseret efter deres beskyttelsesobjekt eller anvendelsesområde. De fem paragraffer om
krigsforbrydelser omhandler således krigsforbrydelser mod personer, krigsforbrydelser mod
ejendom, krigsforbrydelser mod humanitære indsatser og kendemærker, krigsforbrydelser ved
anvendelse af forbudte kampmetoder og krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kamp-
midler. De foreslåede straffebestemmelser om krigsforbrydelser finder anvendelse i både inter-
nationale og ikke-internationale væbnede konflikter, medmindre den pågældende forbrydelse
efter sin karakter ikke kan begås i en ikke-international væbnet konflikt, herunder eksempelvis
at tvinge modpartens statsborgere til at deltage i kamphandlinger mod eget land.
Ud af de 60 forskellige krigsforbrydelser i Straffedomstolens statut er ti krigsforbrydelser tilfø-
jet efter statuttens ikrafttrædelse i 2002 og endnu ikke ratificeret af Danmark, herunder forbud
mod brug af visse våben som kampmiddel og udsultning af civile som kampmetode under ikke-
international væbnet konflikt. Udvalget har imidlertid medtaget disse ti krigsforbrydelser i for-
slaget til straffebestemmelser under henvisning til, at forbrydelserne anses for krigsforbrydelser
efter den folkeretlige sædvane, samt under hensyn til hensigtsmæssigheden i, at de samme for-
brydelser udgør en krigsforbrydelse i såvel internationale som ikke-internationale væbnede
konflikter. Hertil kommer, at sådanne forbud er afspejlet i den danske militærmanual om fol-
keret for danske væbnede styrker i internationale militære operationer, der er udarbejdet af For-
svarsministeriet og Forsvarskommandoen. Udvalget anbefaler på den baggrund, at disse tilfø-
jelser til statuttens artikel 8 om krigsforbrydelser ratificeres af Danmark.
En række overtrædelser rettet mod kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt, herunder angreb
mod beskyttede kulturværdier, er særskilt kriminaliseret i lov nr. 310 af 25. april 2018 om be-
skyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt. Baggrunden for loven var Danmarks
ratifikation af anden tillægsprotokol til UNESCO-konvention af 14. maj 1954 om beskyttelse
af kulturværdier under væbnet konflikt. Tillægsprotokollen forpligter deltagerstaterne til at
have nationale regler, der pålægger et strafferetligt ansvar for en række nærmere angivne over-
trædelser rettet mod kulturværdier. Udvalget foreslår, at loven ophæves og indarbejdes i de nye
bestemmelser om henholdsvis krigsforbrydelser mod ejendom og krigsforbrydelser ved anven-
delse af forbudte kampmetoder.
20
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Udvalgets overvejelser om en særskilt straffebestemmelse om krigsforbrydelser fremgår af be-
tænkningens kapitel 5.
Folkedrab
er udførelsen af en bestemt handling, herunder drab, indførelse af fødselshindrende
foranstaltninger, tvangsforflyttelse af børn m.v., der begås i den hensigt helt eller delvist at
ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan. Folkedrab er i dag
særskilt kriminaliseret i folkedrabsloven fra 1955, der har baggrund i FN’s folkedrabskonven-
tion. Udvalget foreslår imidlertid, at loven ophæves og erstattes af en bestemmelse om folke-
drab i det nye kapitel i straffeloven, så alle forbrydelserne omfattet af Straffedomstolens statut,
herunder artikel 6 om folkedrab, samles i dette kapitel. Udvalgets overvejelser herom fremgår
af betænkningens kapitel 6.
Endvidere foreslår udvalget, at der indføres en bestemmelse om såkaldt
kommandoansvar
for
militære og civile ledere i det nye kapitel i straffeloven. Bestemmelsen udvider det almindelige
medvirkensansvar, så en militær eller civil leder eller en person, der faktisk handler som sådan,
under nærmere angivne betingelser straffes for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden
eller krigsforbrydelser, hvis personer under vedkommendes myndighed og kontrol begår så-
danne forbrydelser. Udvalgets overvejelser om medvirken og kommandoansvar fremgår af be-
tænkningens kapitel 7.
Aggressionsforbrydelsen
pålægger efter statuttens artikel 8
bis
personer, der er i stand til at
udøve faktisk kontrol over eller styre en stats politiske eller militære handlinger, hvilket typisk
vil være statens øverste ledelse, et individuelt strafferetligt ansvar for en stats ulovlige militære
magtanvendelse mod en anden stat, når magtanvendelsen udgør en ”åbenbar” krænkelse af FN-
pagten. Udvalget har udarbejdet et forslag til en straffebestemmelse om aggressionsforbrydel-
sen, så aggressionsforbrydelser også kan retsforfølges i Danmark, hvis det fra dansk side be-
sluttes at ratificere ændringen af Straffedomstolens statut om aggressionsforbrydelsen (se
herom afsnit 4.3 nedenfor). Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til artikel 8
bis
i Straffedomstolens statut og foreslås placeret som den første bestemmelse i det nye kapitel
i straffeloven. Udvalgets overvejelser om en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelsen
fremgår af betænkningens kapitel 11.
Tortur
er defineret i FN’s torturkonvention, der som det første internationale menneskeretlige
instrument indeholdt en definition af tortur. Torturkonventionen indeholder desuden en række
forpligtelser for deltagerstaterne, herunder til at sikre, at torturhandlinger kan straffes efter na-
tional straffelovgivning. Der er ikke en materiel straffebestemmelse om tortur i dansk straffe-
lovgivning, men tortur kan straffes efter andre straffebestemmelser, herunder straffelovens §
21
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
216 om voldtægt, §§ 244-246 om vold eller § 237 om drab. Det er desuden en skærpende om-
stændighed efter strafskærpelsesreglen i straffelovens § 157 a, hvis en overtrædelse af straffe-
loven er begået ved tortur. Udvalgets forslag til en straffebestemmelse om tortur svarer ind-
holdsmæssigt til definitionen af tortur i FN’s torturkonvention. Udvalgets overvejelser om en
særskilt straffebestemmelse om tortur fremgår af betænkningens kapitel 10.
Udvalget foreslår, at der fortsat skal være universel
dansk straffemyndighed
i forhold til folke-
drab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur begået i udlandet. Det vil
sige, at der vil være dansk straffemyndighed over de nævnte lovovertrædelser begået i udlandet
af personer med dansk indfødsret, bopæl eller lignende fast ophold i Danmark samt hvis lov-
overtrædelserne er begået af andre gerningspersoner end de førnævnte, når blot de befinder sig
i Danmark på sigtelsestidspunktet. Der vil også fortsat være dansk straffemyndighed over så-
danne lovovertrædelser, hvis de er begået i Danmark.
Udvalget foreslår i relation til aggressionsforbrydelsen, at der som udgangspunkt alene skal
være dansk straffemyndighed for handlinger begået i Danmark, handlinger begået mod Dan-
mark og handlinger begået i udlandet af en person, der som udgangspunkt både på gernings-
tidspunktet og sigtelsestidspunktet har dansk indfødsret, bopæl eller lignende fast ophold i Dan-
mark. I modsætning til folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser vil
der således ikke være universel dansk straffemyndighed over aggressionsforbrydelser.
Udvalgets overvejelser om dansk straffemyndighed over forbrydelserne i det foreslåede nye
kapitel i straffeloven fremgår af betænkningens kapitel 13.
Udvalget har derudover beskrevet de folkeretlige regler om
immunitet,
der kan begrænse udø-
velsen af dansk straffemyndighed over for udenlandske statsrepræsentanter. Denne beskrivelse
fremgår af betænkningens kapitel 12.
Udvalget har overvejet den
tidsmæssige gyldighed
af de foreslåede straffebestemmelser om
forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, idet dansk straffelovgivning ikke i dag
indeholder særskilte straffebestemmelser om disse forbrydelser. Efter udvalgets opfattelse er
det væsentligt, at også tidligere begåede forbrydelser, der har karakter af forbrydelser mod men-
neskeheden eller krigsforbrydelser, kan straffes som sådanne.
Udvalget foreslår derfor, at de nye særskilte straffebestemmelser om forbrydelser mod menne-
skeheden og krigsforbrydelser også skal finde anvendelse, hvis handlingen kan straffes efter
øvrige regler, som var gældende på gerningstidspunktet, og handlingen efter folkeretten ud-
gjorde en forbrydelse mod menneskeheden eller en krigsforbrydelse på gerningstidspunktet.
22
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Straffen for handlinger begået inden lovens ikrafttræden vil dog ikke kunne overskride den
straf, som ville være blevet idømt efter de på gerningstidspunktet gældende bestemmelser, som
handlingen kan straffes efter.
Udvalgets overvejelser vedrørende den tidsmæssige gyldighed af de foreslåede straffebestem-
melser om forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser fremgår af betænkningens
kapitel 9.
Udvalget har ikke taget stilling til spørgsmålet om påtalekompetence for overtrædelse af de
foreslåede straffebestemmelser i det foreslåede nye kapitel i straffeloven.
Endelig foreslås det at foretage en række
ændringer af retsplejeloven
som følge af de foreslåede
straffebestemmelser i det nye kapitel i straffeloven. Det omfatter bl.a. en udvidelse af reglerne
om bistandsadvokater, så den forurettede får ret til bistandsadvokat i sager om folkedrab, for-
brydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur. Det omfatter også bl.a. en udvidelse
af reglerne om videoafhøring, så den forurettede vil kunne videoafhøres med henblik på anven-
delse af optagelsen som bevis under hovedforhandlingen i tilfælde, hvor forurettede er under
15 år, og i tilfælde, hvor forurettede er over 15 år, og forbrydelsen indebærer voldtægt eller
voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje. Endvidere lægger udvalget op til at give mu-
lighed for hemmelig ransagning, kendelse på person og blokering af hjemmesider i sager om
aggressionsforbrydelsen, folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og
tortur.
Betænkningens kapitel 14 indeholder et lovudkast, der gennemfører udvalgets forslag til lov-
ændringer.
4.3 Ratifikation af aggressionsforbrydelsen
Udvalget har for det andet fået til opgave at tilvejebringe et beslutningsgrundlag for regeringens
stillingtagen til, om Danmark skal ratificere ændringerne af Straffedomstolens statut om ag-
gressionsforbrydelsen.
Udvalget har i den forbindelse vurderet betydningen af ratifikation for dansk indsats for fore-
byggelse og retsforfølgning af internationale forbrydelser, konsekvenser for Danmark ved rati-
fikation samt afgrænsning af aggressionshandlingen i relation til dansk deltagelse i internatio-
nale militære operationer.
Udvalget bemærker, at Danmark var engageret i etableringen af Straffedomstolen i 1998, rati-
ficerede statutten som et af de første lande i 2001 og siden da har arbejdet aktivt for fremme af
23
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Straffedomstolens målsætninger og for at øge antallet af deltagerstater. Udvalget vurderer, at
de samme hensyn, der gjorde sig gældende for Danmarks ratifikation af statutten, i princippet
også bør gøre sig gældende for ratifikation af aggressionsforbrydelsen, som i givet fald vil ud-
trykke Danmarks fortsatte opbakning til Straffedomstolen.
I lyset af den russiske militære aggression mod Ukraine vil en ratifikation af aggressionsfor-
brydelsen understrege den vigtighed, som Danmark tillægger den internationale retsorden, rets-
forfølgning af aggressionsforbrydelsen og Straffedomstolen.
Udvalget noterer sig, at 45 deltagerstater, heraf 21 EU-lande, har ratificeret aggressionsforbry-
delsen pr. juni 2024. De EU-lande, der endnu ikke har ratificeret, er Bulgarien, Frankrig, Græ-
kenland, Rumænien, Ungarn og Danmark. Udvalget noterer sig videre, at der blandt de nordiske
lande over en årrække har været en bevægelse i retning af ratifikation af aggressionsforbrydel-
sen. Finland ratificerede aggressionsforbrydelsen i 2015, Island i 2016, Sverige i 2022, og
Norge overvejer på nuværende tidspunkt at ratificere aggressionsforbrydelsen. Omvendt har
Frankrig og Storbritannien, der er permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, og som del-
tager i Straffedomstolens statut, ikke ratificeret aggressionsforbrydelsen.
Udvalget bemærker, at en dansk ratifikation af aggressionsforbrydelsen vil udvide Danmarks
forpligtelser til at samarbejde med Straffedomstolen med hensyn til efterforskning og retsfor-
følgning, herunder i forhold til udlevering af danske statsborgere til retsforfølgning ved Straf-
fedomstolen. Retsforfølgning af danske statsborgere vil dog kunne ske ved danske domstole,
hvis aggressionsforbrydelsen også kriminaliseres i dansk ret, da Straffedomstolens jurisdiktion
er komplementær til national retsforfølgning og derfor alene vil ske i tilfælde af Danmarks
manglende vilje eller evne til at retsforfølge. Udvalget har som beskrevet ovenfor udarbejdet et
forslag til en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelser for det tilfælde, at Danmark rati-
ficerer aggressionsforbrydelsen.
En dansk ratifikation vil endvidere medføre et vist retligt værn mod andre deltagerstaters ag-
gression mod Danmark. I medfør af statuttens artikel 15
bis
vil Danmark kunne henvise en
aggressionsforbrydelse begået af andre ratificerende deltagerstater mod Danmark til efterforsk-
ning og retsforfølgning ved Straffedomstolen.
Udvalget har dernæst set på de folkeretlige grundlag for en række af de internationale militære
operationer, som Danmark i de seneste årtier har deltaget i. Udvalget vurderer, at risikoen for,
at Straffedomstolen i fremtiden vurderer, at operationer på sådanne folkeretlige grundlag om-
fattes af statuttens artikel 8
bis
om aggressionsforbrydelsen, vil være meget begrænset.
24
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Udvalget bemærker endvidere, at Straffedomstolen generelt kun kan udøve jurisdiktion over
aggressionsforbrydelser begået
efter
den 17. juli 2018, hvor domstolens jurisdiktion over ag-
gressionsforbrydelsen blev iværksat, og specifikt i forhold til de enkelte deltagerstater et år efter
deponeringen af statens ratifikations- eller godkendelsesinstrument. Dernæst kan Straffedom-
stolen kun udøve denne jurisdiktion i situationer, hvor de involverede deltagerstater har ratifi-
ceret både statutten og ændringerne vedrørende aggressionsforbrydelsen (for indeværende 45
stater).
Udvalgets overvejelser om ratifikation af aggressionsforbrydelsen fremgår af betænkningens
kapitel 11.
København, juni 2024
Mette Lyster Knudsen
Ulf Melgaard
Jessika Auken
Martin Mennecke
Elna Søndergaard
______
Afshin Berahmand
Julie Heidi Sørensen
Morten Holland Heide
Christian Ejby Strøm Karstensen
Lasse Lund Madsen
Peter Vedel Kessing
Elise Margrethe Randrup Bangert
25
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0026.png
Den Internationale Straffedomstol og retsforfølgning af internati-
onale forbrydelser
1. Generelt om den Internationale Straffedomstol
1.1 Historisk baggrund
I folkeretlig forstand var etableringen af de internationale militærtribunaler i Nürnberg og To-
kyo efter 2. verdenskrig skelsættende. Tyske og japanske ledere blev pålagt et individuelt straf-
feretligt ansvar for deres involvering i krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og
såkaldte forbrydelser mod freden. Disse forbrydelser var på det tidspunkt kun i begrænset om-
fang reguleret af folkeretten. Samtidig kan militærtribunalerne anses for direkte forløbere for
oprettelsen af en permanent international straffedomstol.
Kort tid efter Nürnberg- og Tokyoprocesserne opfordrede FN’s Generalforsamling i 1948 FN’s
nyetablerede Folkeretskommission (International Law Commission (ILC))
1
til at undersøge be-
hovet og muligheden for at oprette en permanent international domstol til retsforfølgning af
personer anklaget for folkedrab eller andre forbrydelser.
2
Samtidig blev FN’s folkedrabskon-
vention vedtaget i december 1948, og året efter i 1949 fulgte de fire Genève-konventioner, der
bl.a. pålægger de kontraherende stater pligt til at retsforfølge personer for grove overtrædelser
af den humanitære folkeret.
Det lykkedes imidlertid først at opnå fremdrift med hensyn til spørgsmålet om en global døm-
mende myndighed for internationale forbrydelser efter ophøret af den kolde krig. Konflikterne
i Rwanda og det tidligere Jugoslavien i 1990’erne ansporede det internationale samfund til at
oprette internationale krigsforbrydertribunaler for at retsforfølge personer ansvarlige for krigs-
forbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab begået i de to konflikter. Det In-
ternationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (ICTY) blev oprettet i 1993,
og Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda (ICTR) blev oprettet i 1994. Begge
blev oprettet på baggrund af resolutioner vedtaget af FN’s Sikkerhedsråd i henhold til FN-pag-
tens kapitel VII. Disse tribunaler var dog midlertidigt nedsat og territorielt afgrænsede.
FN’s Folkeretskommission er en uafhængig kommission, der blev oprettet i 1946 i medfør af FN-pagtens artikel
13, stk. 1, litra a, om initiativer og forslag med det formål bl.a. at støtte den fremadskridende udvikling af mellem-
folkelig ret og kodifikationen af denne. FN’s Folkeretskommission har 34 uafhængige folkeretskyndige medlem-
mer.
2
Ambos, Kai (red.) (2022):
Rome Statute of the International Criminal Court.
Beck, Hart and Nomos, 4. udgave,
side 27. Se også FN-resolution A/RES/3/260 af 9. december 1948.
1
26
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0027.png
Bl.a. inspireret af arbejdet med disse ad hoc tribunaler fremlagde FN’s Folkeretskommission i
1994 et fuldt udarbejdet og kommenteret udkast til en statut for en permanent international
straffedomstol. FN’s Generalforsamling iværksatte på baggrund af folkeretskommissionens ar-
bejde en forhandlingsproces, først i form af et ad hoc-udvalg og senere i form af en forbere-
dende komité, som skulle tage stilling til folkeretskommissionens udkast. De forberedende for-
handlinger medførte, at man på FN’s 52. generalforsamling i 1997 besluttede at indkalde til en
diplomatkonference, der blev afholdt i Rom i perioden fra den 15. juni til den 17. juli 1998.
3
I
perioden fra den 16. marts til den 3. april 1998 afholdt den forberedende komité sin sjette og
afsluttende mødesamling. Komitéen færdiggjorde det traktatudkast, som diplomatkonferencen
skulle forholde sig til, og som skulle føre frem til vedtagelsen af en statut for en international
straffedomstol.
Rom-statutten om den Internationale Straffedomstol (”statutten”) blev vedtaget på diplomat-
konferencen i Rom den 17. juli 1998 og trådte i kraft i 2002 efter 60 staters ratifikation. Den
Internationale Straffedomstol (”Straffedomstolen”) har hovedsæde i Haag og er den første per-
manente internationale domstol, der kan efterforske og dømme individer anklaget for folkedrab,
forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og aggressionsforbrydelsen. Der er tale
om en af de væsentligste internationale milepæle i nyere tid i bestræbelserne på at bekæmpe
straffrihed for de mest alvorlige internationale forbrydelser. Straffedomstolen er i modsætning
til Den Internationale Domstol (ICJ) ikke en FN-domstol. Hvor ICJ primært behandler sager
mellem stater, behandler Straffedomstolen straffesager mod individer.
Ud over Straffedomstolen og ad hoc tribunalerne for det tidligere Jugoslaven (ICTY) og
Rwanda (ICTR) er der siden 1990’erne etableret en række såkaldt ”internationaliserede” tribu-
naler med fokus på stater, der ikke selv har haft kapacitet til at gennemføre et retsopgør efter
en konflikt eller borgerkrig. Det internationale element omfatter tilfælde, hvor tribunalet er op-
rettet gennem aftale mellem FN’s generalsekretær og den pågældende stat, hvor mandatet om-
fatter internationale forbrydelser, hvor der er internationale dommere og anklagere, og/eller
hvor tribunalets hovedsæde er placeret i en anden stat. Det drejer sig bl.a. om Den Særlige
Domstol for Sierra Leone (SCSL), der blev nedsat for at pådømme forbrydelser begået i bor-
gerkrigen i Sierra Leone fra 1991 og frem, de Ekstraordinære Kamre i Cambodias Domstole
(ECCC), der havde mandat til at pådømme forbrydelser begået i Cambodia under De Røde
Khmerers styre fra 1975 til 1979, og Særtribunalet for Kosovo, der har mandat til at pådømme
forbrydelser begået under Kosovo-konflikten fra januar 1998 til 31. december 2000.
3
Resolution A/RES/52/160 af 28. januar 1998.
27
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0028.png
Danmark var aktivt engageret i etableringen af Straffedomstolen i 1998 og ratificerede statutten
allerede i 2001. 124 stater har pr. juni 2024 ratificeret statutten. Statutten er gennemført i dansk
ret ved lov om Den Internationale Straffedomstol (lov nr. 342 af 16. maj 2001).
1.2 Kampala-tillægget samt senere ændringer af Rom-statutten
Straffedomstolen fik ved sin stiftelse jurisdiktionskompetence i forhold til folkedrab, forbry-
delser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og aggressionsforbrydelsen. Straffedomstolen
kunne imidlertid først udøve jurisdiktion med hensyn til aggressionsforbrydelsen, når denne
forbrydelse blev defineret, og betingelserne for Straffedomstolens jurisdiktionskompetence
blev fastlagt, jf. dagældende artikel 5, stk. 2. Denne konstruktion skyldtes, at der ikke kunne
opnås enighed om den nærmere udformning af bestemmelserne vedrørende aggressionsforbry-
delsen på diplomatkonferencen i Rom. Uenigheden angik navnlig, hvorvidt statutten skulle til-
dele Straffedomstolen en selvstændig kompetence – uafhængigt af FN’s Sikkerhedsråd – til at
fastslå, hvorvidt der foreligger en aggressionshandling, og til i givet fald at placere det straffe-
retlige ansvar, eller om Straffedomstolen udelukkende skulle kunne placere et eventuelt indivi-
duelt strafferetligt ansvar for en aggressionshandling, som Sikkerhedsrådet på forhånd havde
konstateret, at en stat havde udført. Aggressionsforbrydelsen indgik således i statutten af 1998
med det forbehold, at definitionen af aggressionsforbrydelsen og de nærmere betingelser for
Straffedomstolens jurisdiktion i den henseende blev udskudt til en mulig fastlæggelse på en
fremtidig gennemgangskonference.
På gennemgangskonferencen i Ugandas hovedstad, Kampala, i 2010 blev et antal ændringer til
statutten vedtaget ved konsensus (”Kampala-tillægget”) i resolution RC/RES.6 af 11. juni 2010.
Tillægget indeholder fortrinsvist en definition af aggressionsforbrydelsen i en ny artikel 8
bis
og bestemmelser, der fastlægger Straffedomstolens jurisdiktion med hensyn til denne forbry-
delse i en ny artikel 15
bis
og ny artikel 15
ter,
samt relevante tilføjelser til de vejledende be-
skrivelser af gerningsindhold (Elements of Crimes), der skal bistå Straffedomstolen i fortolk-
ningen og anvendelsen af artikel 6, 7, 8 og 8
bis,
jf. statuttens artikel 9.
4
Dernæst indeholder tillægget i resolution RC/RES.5 af 10. juni 2010 tilføjelser til artikel 8 om
krigsforbrydelser, således at det eksisterende forbud mod brugen af giftige og kemiske våben
og såkaldte dum-dum-kugler i internationale væbnede konflikter (konflikter mellem to eller
flere stater, der indebærer brug af væbnet magt) også forbydes i ikke-internationale væbnede
konflikter (konflikter mellem en stat og en ikke-statslig organiseret væbnet gruppe, som f.eks.
en oprørsgruppe, eller når konflikten finder sted mellem to eller flere ikke-statslige organiserede
væbnede grupper).
4
Den Internationale Straffedomstol (2013): ”Elements
of Crimes”.
28
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0029.png
Der er sidenhen vedtaget et antal øvrige ændringer af artikel 8, der forbyder anvendelsen af
udsultning af civile som kampmetode i ikke-internationale væbnede konflikter samt indeholder
forbud mod brugen af visse våben i både internationale og ikke-internationale væbnede kon-
flikter.
5
Der henvises til kapitel 5 om krigsforbrydelser, hvor statuttens artikel 8 om krigsforbrydelser
er gennemgået nærmere, herunder de senere tilføjelser til bestemmelsen.
På et møde i forsamlingen af deltagerstater (se nærmere om forsamlingen af deltagerstater i
afsnit 1.4 nedenfor) i New York den 14. december 2017 blev der truffet beslutning om at iværk-
sætte Straffedomstolens jurisdiktion med hensyn til aggressionsforbrydelsen. Straffedomsto-
lens jurisdiktion trådte i kraft på 20-årsdagen for statutten – den 17. juli 2018 – efter at 30 lande
havde ratificeret ændringerne i Kampala-tillægget vedrørende aggressionsforbrydelsen i over-
ensstemmelse med bilag III, pkt. 3, i resolution RC/RES.6. Disse beslutninger fremgår af reso-
lution ICC-ASP/16/Res.5 af 14. december 2017. Straffedomstolen har således jurisdiktions-
kompetence i forhold til aggressionsforbrydelser, der er begået efter den 17. juli 2018, men
alene i situationer, hvor de involverede deltagerstater har tilsluttet sig denne del af Kampala-
tillægget, og først et år efter deponeringen af den enkelte stats ratifikations- eller godkendelses-
instrument.
6
Ændringerne i Kampala-tillægget vedrørende aggressionsforbrydelsen er pr. juni 2024 god-
kendt eller ratificeret af 45 ud af 124 deltagerstater, herunder alle EU-lande på nær Bulgarien,
Frankrig, Grækenland, Rumænien, Ungarn og Danmark.
Der henvises til kapitel 11 om magtanvendelsesforbuddet og aggression.
1.3 Den Internationale Straffedomstols sammensætning og organisation
Straffedomstolen består af fire organer: præsidentskabet, domstolsafdelingerne, anklagerens
kontor og justitskontoret.
Præsidentskabet udgøres af tre dommere, præsidenten og to vicepræsidenter, der vælges af
dommerne ved absolut flertal for op til tre år. Præsidentskabet varetager, med undtagelse af
anklagerens kontor, administrationen af Straffedomstolen og repræsenterer Straffedomstolen
Se bl.a. resolution ICC-ASP/16/Res.4 af 14. december 2017 og resolution ICC-ASP/18/Res.5 af 6. december
2019. Disse forbud er allerede afspejlet i den danske militærmanual.
6
På gennemgangskonferencen i Kampala i 2010 blev deltagerstaterne enige om at gennemgå aggressionsforbry-
delsen syv år efter iværksættelsen af Straffedomstolens jurisdiktion (se resolution RC/Res.6, pkt. 4). Da Straffe-
domstolens jurisdiktion over aggressionsforbrydelsen blev iværksat i juli 2018, er gennemgangen fastsat til år
2025. I den forbindelse har Tyskland taget initiativ til at stille forslag om at udvide Straffedomstolens jurisdiktion
over aggressionsforbrydelsen til drøftelse på den kommende gennemgangskonference i 2025.
5
29
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0030.png
udadtil. Derudover bidrager præsidentskabet bl.a. til tilrettelæggelsen af dommernes arbejde og
håndhævelsen af domme afsagt af Straffedomstolen.
Straffedomstolen har 18 dommere, som vælges af forsamlingen af deltagerstater (se nærmere
om forsamlingen nedenfor under 2.1.4) på baggrund af deres kvalifikationer, upartiskhed og
integritet. Dommerne aftjener 9-årige embedsperioder, der ikke kan forlænges. Udover at sikre
en retfærdig rettergang og træffe afgørelser i sager udsteder dommerne arrestordrer og indkal-
delser til retten, giver ofre tilladelse til at deltage i retssager, beordrer vidnebeskyttelsesforan-
staltninger m.v.
Dommerne er fordelt på tre domstolsafdelinger: En forundersøgelsesafdeling og en domsafde-
ling, der begge er opdelt i mindre kamre, samt en appelafdeling.
Forundersøgelsesafdelingen består af seks dommere med strafferetlig baggrund, som godken-
der efterforskninger samt arrestordrer. Derefter fortsætter sager ved Straffedomstolen i et af
forundersøgelseskamrene, der er sammensat af hver tre dommere. Flere funktioner i kamrene
udføres imidlertid af én dommer. Kamrenes rolle er i det væsentlige at føre tilsyn med, hvordan
anklagerens kontor udfører efterforskninger med henblik på at sikre mistænktes, ofres og vid-
ners rettigheder i efterforskningsfasen og for at sikre integriteten af proceduren. En af forun-
dersøgelseskamrenes funktioner er at give eller nægte anklagerens kontor tilladelse til at indlede
en efterforskning. Kamrene træffer foreløbige afgørelser om, hvorvidt en såkaldt ”situation”
7
falder ind under Straffedomstolens jurisdiktionskompetence, dog uden at det berører senere af-
gørelser med hensyn til jurisdiktion og sagernes admittering. Inden for en rimelig tid efter, at
en mistænkt er blevet overgivet til eller frivilligt har givet møde for Straffedomstolen, afholder
et forundersøgelseskammer et retsmøde under tilstedeværelse af anklageren og den mistænkte
og/eller dennes forsvarsadvokat med henblik på at fastlægge, i hvilket omfang tiltalen kan god-
kendes. Hvis tiltalen godkendes, begynder et kammer under Domsafdelingen at behandle sagen.
Domskammeret er sammensat af tre dommere med en forperson. Kammeret har som primær
funktion at sikre en retfærdig og effektiv retssag, der gennemføres med fuld respekt for den
anklagedes rettigheder og behørigt hensyn til beskyttelsen af ofre og vidner. Retssager skal
afholdes under den anklagedes tilstedeværelse, og retsmøderne skal være offentlige, medmin-
dre særlige omstændigheder kræver, at visse retssager afholdes i lukkede retsmøder for at be-
skytte fortrolige eller følsomme oplysninger, der skal føres som bevis. Kammeret afgør, om der
er ført tilstrækkeligt bevis for, at en tiltalt er skyldig i tiltalen, og i bekræftende fald idømmer
Udtrykket "situation" i Rom-statutten betegner de rammer, inden for hvilke Straffedomstolen afgør, om der er et
rimeligt grundlag for at indlede en efterforskning samt det jurisdiktionsmæssige grundlag for en efterfølgende
efterforskning. Før en konkret sag indledes, henvises ”situationer” vedrørende mulige forbrydelser i et land til
Straffedomstolen. Man taler eksempelvis om ”situationen” i Ukraine.
7
30
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
domstolen en frihedsstraf på op til 30 år eller i særligt grove tilfælde fængsel på livstid. Straf-
fedomstolen kan også idømme den tiltalte en økonomisk straf.
Appelafdelingen består af Straffedomstolens præsident og fire andre dommere. Både den dømte
og anklagerens kontor kan anke eller anmode om tilladelse til at anke afgørelser afsagt af for-
undersøgelses- og domsafdelingens kamre. Appelafdelingen kan omstøde eller ændre den på-
klagede afgørelse og kan træffe beslutning om, at der skal gennemføres en ny domsforhandling
for et andet domskammer.
Anklagerens kontor er et uafhængigt organ, hvis opgave er at modtage og vurdere informationer
om situationer eller påståede forbrydelser inden for Straffedomstolens jurisdiktion med henblik
på at fastslå, om der er grundlag for at indlede en efterforskning af en forbrydelse, det vil sige
folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser eller aggressionsforbrydelser,
og grundlag for at indbringe gerningspersonerne bag disse forbrydelser for Straffedomstolen.
Justitskontoret yder administrativ og operationel støtte til domstolsafdelingerne og anklagerens
kontor og understøtter med hensyn til forsvar, ofre, kommunikation og sikkerhedsforhold.
1.4 Forsamlingen af deltagerstater (Assembly of States Parties)
I forbindelse med oprettelsen af Straffedomstolen etableredes en forsamling af de stater, der
deltager i statutten. Hver deltagerstat har en repræsentant i forsamlingen. Andre stater, der har
undertegnet statutten eller slutakten, kan være observatører i forsamlingen. Forsamlingens op-
gaver omfatter bl.a. overordnet tilsyn med præsidentskabet, anklagerne og justitssekretæren
vedrørende domstolens administration, at behandle og vedtage domstolens budget, at træffe
beslutning om en eventuel ændring af antallet af dommere og at behandle spørgsmål om delta-
gerstaters eller tredjestaters manglende samarbejde med Straffedomstolen. I forbindelse med
forsamlingens beslutninger tildeles hver deltagerstat én stemme. Forsamlingen skal i medfør af
statuttens artikel 112, stk. 7, bestræbe sig på, at beslutninger træffes ved konsensus. Skulle en
afstemning blive nødvendig, sondrer statutten mellem beslutninger om substansspørgsmål og
beslutninger om procedurespørgsmål. Beslutninger om substansspørgsmål godkendes med 2/3
flertal af dem, der er til stede og afgiver en stemme, hvorimod beslutninger om procedure-
spørgsmål træffes med simpelt flertal. Sanktioner i form af stemmefratagelse kan anvendes over
for en deltagerstat, som ikke opfylder sine økonomiske forpligtelser over for Straffedomstolen.
1.5 Den Internationale Straffedomstols offerfond m.v. (Trust Fund for Victims)
Forsamlingen af deltagerstater etablerede i 2004 i medfør af statuttens artikel 79 en særlig fond
til fordel for ofre for forbrydelser under domstolens jurisdiktion og for ofrenes familier (Trust
Fund for Victims). Fondens formål er at støtte og implementere programmer, der adresserer
31
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
skader som følge af folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og aggres-
sion. Offerfonden har et dobbelt mandat: (i) at gennemføre domstolsbeordrede erstatninger og
(ii) at yde fysisk, psykologisk og materiel støtte til ofre og deres familier. Fonden skal hjælpe
ofre med at vende tilbage til et værdigt og bidragende liv i deres lokalsamfund og bidrage til at
realisere bæredygtig og langvarig fred. Straffedomstolen kan i medfør af artikel 79, stk. 2, af-
sige kendelse om, at penge og andre formuegoder, der indgår som bøder eller konfiskation, efter
Straffedomstolens kendelse skal overføres til den særlige fond.
Derudover har Straffedomstolens justitskontor medarbejdere med ekspertise i traumer, herun-
der traumer relateret til seksuelle voldsforbrydelser. Justitskontoret har mandat til at rådgive
kamrene om foranstaltninger, der skal træffes for at lette deres vidneførelse og for at forhindre
psykiske skader som følge af at give møde for Straffedomstolen. Der kan derefter iværksættes
særlige foranstaltninger for sårbare vidner som børn, ældre eller ofre for seksuel vold og/eller
andre sårbare vidner, som har øget risiko for psykisk skade, eller som kan have vanskeligt ved
at afgive vidneforklaring for retten. Foranstaltninger til at lette processen for sådanne vidner
ved afgivelse af vidneforklaring kan bl.a. være at stille en psykolog til rådighed i forbindelse
med en retssag til at overvåge vidnets velbefindende, at tillade en støtteperson at agere bisidder
for vidnet, at tilpasse opsætningen af retssalen såsom at afskærme tiltalte for at forhindre øjen-
kontakt mellem vidnet og den tiltalte, at give vidnet mulighed for at afgive forklaring fra et
vidnevenligt sted (uden for retssalen ved brug af et videolink) eller at indføre andre foranstalt-
ninger for at tilpasse afhøringen til vidnets behov og evner. Det kan eksempelvis ske for at
undgå unødigt påtrængende, ubehagelige eller gentagne spørgsmål til ofre for seksuel vold.
Straffedomstolen har derfor særlige ”sårbarhedsprotokoller” i forbindelse med retssager med
henblik på vidnetryghed og sikkerhed.
Offerfonden er finansieret af frivillige årlige bidrag fra deltagerstater samt private donorer.
Danmark er en af 45 deltagerstater, der siden 2004 løbende har bidraget til offerfonden. Dan-
mark har senest ydet et sådant frivilligt bidrag på 1.500.000 kr. til ofre for seksuel og kønsba-
seret vold i 2018.
1.6 Den Internationale Straffedomstols afgørelser m.v.
Siden statutten trådte i kraft i 2002, har Straffedomstolen behandlet 31 sager, hvoraf nogle sager
har involveret flere tiltalte. I seks sager, herunder én sag med fem tiltalte, er 10 personer blevet
dømt, og i tre sager, herunder én sag med to tiltalte, er fire personer blevet frifundet. Ni sager
er afsluttede uden en domfældelse, hvilket bl.a. kan skyldes, at et forundersøgelseskammer har
afvist sagen, at tiltalte er afgået ved døden, eller at anklageren har frafaldet tiltalen. 13 sager er
fortsat verserende, hvilket bl.a. kan skyldes, at personen endnu ikke er i domstolens varetægt,
at sagen endnu ikke er påbegyndt, eller at sagen fortsat verserer ved domstolen.
32
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0033.png
De seks sager, hvor Straffedomstolen har fundet de tiltalte skyldige, er følgende:
I
Lubanga-sagen
vedrørende situationen i Den Demokratiske Republik Congo blev Thomas
Lubanga Dyilo, leder af militsen
Union des Patriotes Congolais/Forces Patriotiques pour la
Libération du Congo (UPC/FPLC),
i 2012 fundet skyldig i krigsforbrydelser ved bl.a. at hverve
og gøre brug af børnesoldater. Lubanga blev idømt 14 års fængsel.
8
Dommen blev stadfæstet i
2014.
I
Katanga-sagen
vedrørende situationen i Den Demokratiske Republik Congo blev Germain
Katanga, leder af militsen
Force de résistance patriotique en Ituri
(FRPI), i 2014 fundet skyldig
i medvirken til en forbrydelse mod menneskeheden i form af drab og fire krigsforbrydelser, der
omfattede drab, angreb på civilbefolkningen, ødelæggelse af ejendom og plyndring i forbin-
delse med et angreb i Ituri-regionen i Congo i 2003. Katanga blev idømt 12 års fængsel.
9
I
Bemba et al.-sagen
10
vedrørende situationen i Den Centralafrikanske Republik blev alle fem
tiltalte, herunder præsident og øverstkommanderende for militsen
Mouvement de libération du
Congo,
Jean-Pierre Bemba, i 2016 kendt skyldige i forskellige brud på retsplejen (administra-
tion of justice) relateret til falske vidneforklaringer i en hovedsag mod Jean-Pierre Bemba.
11
Jean-Pierre Bemba blev i hovedsagen i 2016 kendt skyldig i forbrydelser mod menneskeheden
og krigsforbrydelser, men i 2018 frifundet herfor.
I
Al Mahdi-sagen
vedrørende situationen Mali blev Ahmad al Faqi al Mahdi, et formodet med-
lem af bevægelsen Ansar Dine, der er forbundet med Al Qaeda i Maghreb, i 2016 fundet skyldig
i medvirken til krigsforbrydelser ved forsætligt at ødelægge religiøse og historiske bygninger i
Timbuktu, Mali, i juni og juli 2012. Al Mahdi tilstod og blev idømt 9 års fængsel.
12
I 2021 blev
dommen ændret til 7 års fængsel.
I
Ntaganda-sagen
vedrørende situationen i Den Demokratiske Republik Congo blev Bosco Nta-
ganda, leder af militsen
Forces Patriotiques pour la Libération du Congo
(FPLC), i 2019 fundet
skyldig i krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, herunder seksuelt slaveri, be-
gået i 2002-2003 i Ituri-regionen i Congo. Ntaganda blev idømt 30 års fængsel.
13
Dommen blev
stadfæstet i 2021.
Straffedomstolen,
Anklageren mod Thomas Lubanga Dyilo
(ICC-01/04-01/06).
Straffedomstolen,
Anklageren mod Germain Katanga
(ICC-01/04-07/07).
10
Straffedomstolen,
Anklageren mod Jean-Pierre Bemba Gombo, Aimé Kilolo Musamba, Jean-Jacques Man-
genda Kabongo, Fidèle Babala Wandu og Narcisse Arido
(ICC-01/05-01/13)
11
Straffedomstolen, Anklageren mod
Jean-Pierre Bemba Gombo
(ICC-01/05-01/08)
12
Straffedomstolen,
Anklageren mod Ahmad Al Faqi Al Mahdi
(ICC-01/12-01/15).
13
Straffedomstolen,
Anklageren mod Bosco Ntaganda
(ICC-01/04-02/06).
8
9
33
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0034.png
I
Ongwen-sagen
vedrørende situationen i Uganda blev Dominic Ongwen, tidligere børnesoldat
og senere brigadekommandør i militsen
Lord’s Resistance Army,
i 2021 fundet skyldig i 61
tiltaler om forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser begået i det nordlige Uganda
i 2002-2005. Ongwen blev idømt 25 års fængsel.
14
I 2022 blev dommen stadfæstet.
I tre sager, heriblandt ovennævnte
Bemba-sag,
har Straffedomstolen frifundet fire tiltalte.
I
Ngudjolo Chui-sagen
blev Mathieu Ngudjolo Chui, leder af militsen
Front des nationalistes
et intégrationnistes
(FNI) i 2012 frifundet for tiltaler for forbrydelser mod menneskeheden og
krigsforbrydelser.
15
Frifindelserne blev stadfæstet i appelsager i 2015.
I
Gbagbo og Blé Goudé-sagen
vedrørende situationen i Elfenbenskysten blev den tidligere præ-
sident, Laurent Gbagbo, og tidligere ungdomsforeningsleder og minister i Gbagbo-regeringen,
Charles Blé Goudé, i 2019 frifundet for alle tiltaler om forbrydelser mod menneskeheden, her-
under for forsætlige angreb på flere tusinde civile med døden til følge, voldtægt, drabsforsøg
og forfølgelse i forbindelse med voldelige optøjer efter et valg i 2010-2011. Der blev ført 82
vidner, og øvrigt bevismateriale blev forelagt Straffedomstolen. Flertallet af dommerne fandt
imidlertid, at anklageren ikke havde løftet bevisbyrden. Dommen blev afsagt med dissens.
16
Af verserende sager kan nævnes
Abd-Al-Rahman-sagen
vedrørende en formodet leder af Jan-
jaweed militsen i Sudan, Ali Muhammad Ali Abd-Al-Rahman. Al-Rahman er tiltalt for krigs-
forbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden begået i Darfur i 2003-2004.
17
Derudover
kan nævnes
Al Hassan-sagen
vedrørende et angiveligt medlem af førnævnte bevægelse Ansar
Dine, Al Hassan Ag Abdoul Aziz. Al Hassan er tiltalt for forbrydelser mod menneskeheden i
form af tortur, voldtægt, seksuelt slaveri og andre inhumane handlinger begået i Timbuktu,
Mali, i 2012-2013.
18
Derudover har anklagerens kontor 12 igangværende efterforskninger pr. juni 2024 vedrørende
situationer i henholdsvis Den Demokratiske Republik Congo, Darfur (Sudan), Libyen og El-
fenbenskysten, Mali, Burundi, Bangladesh/Myanmar, Afghanistan, Palæstina, Filippinerne,
Straffedomstolen,
Anklageren mod Dominic Ongwen
(ICC-02/04-01/15).
Straffedomstolen,
Anklageren mod Mathieu Ngudjolo Chui
(ICC-01/04-02/12)
16
Straffedomstolen,
Anklageren mod Laurent Gbagbo og Charles Blé Goudé
(ICC-02/11-01/15).
17
Straffedomstolen,
Anklageren mod Ali Muhammad Ali Abd-Al-Rahman ("Ali Kushayb")
(ICC-02/05-01/20).
18
Straffedomstolen,
Anklageren mod Al Hassan Ag Abdoul Aziz Ag Mohamed Ag Mahmoud
(ICC-01/12-01/18).
Straffedomstolen afsagde den 26. juni 2024 en skyldkendelse i sagen mod Al Hassan, hvori han blev fundet skyldig
i hovedparten af tiltalepunkterne. Straffedomstolens afgørelse kan appelleres indenfor 30 dage.
14
15
34
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0035.png
Venezuela og Ukraine. De afsluttede efterforskninger omfatter bl.a. situationer i Uganda, Ke-
nya, Georgien og to situationer (I og II) i Den Centralafrikanske Republik.
19
Endelig har Straffedomstolen udstedt 46 arrestordrer. På baggrund af samarbejde med deltager-
staterne er 21 arrestordrer implementeret, det vil sige, at den pågældende befinder sig og er
tilbageholdt i Straffedomstolens tilbageholdelsescenter. Der er frafaldet sigtelser mod syv per-
soner som følge af disse personers dødsfald.
I 2009 og 2010 blev arrestordrer udstedt mod den daværende præsident for Sudan, Omar Al
Bashir. Al Bashir er mistænkt for forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og fol-
kedrab begået mellem 2003 og 2008 i forbindelse med krigen i Darfur-provinsen.
20
Al Bashir
er fortsat ikke udleveret til Straffedomstolen.
Den 21. marts 2023 udstedte Straffedomstolen arrestordrer mod Ruslands præsident, Vladimir
Putin, samt den russiske kommissær for børnerettigheder, Maria Lvova-Belova, på baggrund
af mistanke om krigsforbrydelser ved at have deltaget i ulovlig deportation af børn fra besatte
områder i Ukraine til Rusland. Den 2. februar 2024 udstedte Straffedomstolen endvidere arrest-
ordrer mod henholdsvis Sergei Ivanovich Kobylash, generalløjtnant i de russiske væbnede styr-
ker, som på det relevante tidspunkt var kommandør i luftvåbnet, og Viktor Nikolayevich Soko-
lov, admiral i den russiske flåde, der på det relevante tidspunkt var øverstbefalende kommandør
for flåden i Sortehavet. De er begge mistænkt for at have begået krigsforbrydelser ved at angribe
civile objekter, at påføre vilkårlige tab blandt civile eller skade på civile eller civile objekter,
som klart overstiger den forventede konkrete og direkte samlede militære fordel, samt forbry-
delser mod menneskeheden i form af umenneskelige handlinger. Straffedomstolen udstedte den
24. juni 2024 desuden arrestordrer mod tidligere forsvarsminister Sergei Kuzhugetovich Shoigu
og generalstabschef og førsteviceforsvarsminister Valery Vasilyevich Gerasimov for påståede
forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.
Anklagerens kontor anmodede den 20. maj 2024 Straffedomstolens forundersøgelseskammer
om at udstede arrestordrer mod tre ledere af terrororganisationen Hamas samt Israels premier-
minister Benjamin Netanyahu og forsvarsminister Yoav Gallant i relation til situationen i Pa-
læstina.
Statuttens deltagerstater har pligt til at anholde og udlevere de personer, der er omfattet af ar-
restordrer, til retsforfølgning ved Straffedomstolen. For så vidt angår spørgsmål om immunitet
En oversigt over efterforskninger ved Straffedomstolen kan tilgås på følgende hjemmeside: https://www.icc-
cpi.int/situations-under-investigations
20
Straffedomstolen,
Anklageren mod Omar Hassan Ahmad Al Bashir
(ICC-02/05-01/09).
19
35
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
henvises til kapitel 12 om folkeretlig immunitet og retsforfølgning af internationale forbrydel-
ser.
2. Oversigt over Rom-statuttens bestemmelser
Statutten indeholder en præambel og 128 artikler, der er fordelt på 13 kapitler:
Kapitel 1 (artikel 1-4) omhandler oprettelsen af Straffedomstolen.
Kapitel 2 (artikel 5-21) fastlægger, hvilke sager, herunder hvilke forbrydelser Straffedomstolen
kan behandle. Det fastlægges, hvorledes en situation kan henvises til Straffedomstolen. Kapitlet
omhandler endvidere forholdet til FN’s Sikkerhedsråd og forholdet mellem Straffedomstolens
og nationale domstoles myndighed. Endelig reguleres betingelserne for admittering af en sag,
og hvilke retskilder Straffedomstolen kan anvende.
Kapitel 3 (artikel 22-33) indeholder almindelige strafferetlige principper, som også kendes fra
national strafferet. Der etableres et individuelt strafansvar for fysiske personer. Kapitlet angiver
de almindelige betingelser for, at en person kan straffes af Straffedomstolen, herunder krav om
tilregnelse, straffrihedsgrunde samt virkningen af ordrer fra overordnede og overordnedes an-
svar for underordnedes handlinger.
Kapitel 4 (artikel 34-52) omhandler Straffedomstolens sammensætning og administration.
Straffedomstolen består af fire organer: præsidentskabet, domstolsafdelingerne, anklagerens
kontor og justitskontoret. Kapitlet fastlægger bl.a. organernes sammensætning, valg, kvalifika-
tionskrav og funktionstid. Endvidere fastlægges regler om fritagelse og inhabilitet samt om im-
muniteter og privilegier. Nedsættelsen af en enhed under justitskontoret for ofre og vidner er
beskrevet. Afslutningsvis bestemmes, at der skal udarbejdes to yderligere regelsæt: procesreg-
lementet og Straffedomstolens regulativ.
Kapitel 5 (artikel 53-61) indeholder regler om efterforskning og retsforfølgning. Kapitlet fast-
lægger anklagerens rettigheder og pligter i forbindelse med efterforskningen samt forundersø-
gelseskammerets kontrolfunktioner i denne forbindelse. Desuden indeholder kapitlet regler for
forundersøgelseskammerets udstedelse af anholdelsesbeslutninger og fremgangsmåden ved en
sådan anholdelse. Kapitlet indeholder regler om rettigheder for personer, som er under efter-
forskning, samt om den indledende domsforhandling efter en persons overførelse til eller fri-
villige fremmøde ved Straffedomstolen.
Kapitel 6 (artikel 62-76) indeholder de processuelle bestemmelser om hovedforhandlingen, her-
under reglerne om tiltaltes rettigheder, bevisfremlæggelse, bevisførelse samt om behandlingen
36
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
af oplysninger om national sikkerhed. Kapitlet indeholder endvidere regler om domsafsigelsen,
krav til Straffedomstolens beslutningsdygtighed og krav til dommens indhold.
Kapitel 7 (artikel 77-80) angiver de straffe, som Straffedomstolen kan idømme. Den primære
straf er fængselsstraf, der i særlige tilfælde kan idømmes på livstid. Der er mulighed for at
anvende bøder som tillægsstraf til fængselsstraf. Endvidere kan dommen indeholde bestemmel-
ser om konfiskation. Der oprettes en fond til fordel for ofre for forbrydelser under Straffedom-
stolens jurisdiktion og for ofrenes familier.
Kapitel 8 (artikel 81-85) indeholder de processuelle bestemmelser om appel og genoptagelse.
Kapitlet indeholder endvidere en bestemmelse om erstatning til personer, der har været udsat
for ulovlig anholdelse eller fængsling fra Straffedomstolens side.
Kapitel 9 (artikel 86-102) omhandler primært deltagerstaters samarbejde med Straffedomstolen
og procedurerne for dette samarbejde. Samarbejdet indebærer bl.a. pligt til at anholde eller
overføre personer til Straffedomstolen, foreløbig anholdelse af personer og optagelse af bevis.
Ydermere indeholder kapitlet bestemmelser om konkurrerende anmodninger om overførelse af
personer samt om spørgsmålet om modstridende folkeretlige forpligtelser.
Kapitel 10 (artikel 103-111) regulerer staternes rolle ved fuldbyrdelse af fængselsstraffe, bøder
og konfiskation pålagt af Straffedomstolen og indeholder endvidere bestemmelser om benåd-
ning, prøveløsladelse og undvigelse.
Kapitel 11 (artikel 112) fastslår, at der skal oprettes en forsamling af de stater, der deltager i
statutten. Forsamlingen skal primært varetage opgaver i forhold til Straffedomstolens organer,
men har også funktioner i forhold til deltagerstaterne, eksempelvis i tilfælde af en deltagerstats
manglende samarbejde med Straffedomstolen eller ved en tvist mellem to eller flere deltager-
stater om fortolkningen eller anvendelsen af statutten.
Kapitel 12 (artikel 113-118) indeholder regler om Straffedomstolens finansiering.
Kapitel 13 (artikel 119-128) indeholder statuttens afsluttende bestemmelser, herunder om bi-
læggelse af tvister.
3. Forbrydelser under Den Internationale Straffedomstols jurisdiktion
Det følger af statuttens artikel 5, at Straffedomstolens kompetence skal være begrænset til de
alvorligste forbrydelser, der vedkommer det internationale samfund som helhed.
37
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Straffedomstolen har i henhold til statutten jurisdiktionskompetence over forbrydelserne folke-
drab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og aggressionsforbrydelsen.
Det følger af statuttens artikel 21, stk. 1, om retskilder, at det primære fortolkningsbidrag er
statuttens ordlyd, der suppleres af Straffedomstolens vejledende beskrivelser af gerningsind-
hold (”Elements of Crime”), jf. litra a. Det følger af statuttens artikel 9, at de vejledende beskri-
velser af gerningsindhold skal bistå Straffedomstolen i fortolkningen af artikel 6 om folkedrab,
artikel 7 om forbrydelser mod menneskeheden, artikel 8 om krigsforbrydelser og artikel 8
bis
om aggressionsforbrydelsen. Sekundært kan traktater og folkerettens principper og regler ud-
gøre fortolkningsbidrag, jf. artikel 21, stk. 1, litra b. I mangel af de disse retskilder kan generelle
retsprincipper udledt af nationale retsregler i verdens retssystemer udgøre et fortolkningsbidrag,
jf. artikel 21, stk. 1, litra c. Anvendelsen og fortolkningen af retskilder i henhold til artikel 21
skal være forenelig med internationalt anerkendte menneskerettigheder, jf. artikel 21, stk. 3.
Definitionen på en forbrydelse skal fortolkes snævert og skal ikke udvides ved analog anven-
delse. I tilfælde af uklarhed skal definitionen fortolkes til gunst for den person, der er genstand
for efterforskning, retsforfølgning eller domfældelse. jf. artikel 22, stk. 2.
3.1 Folkedrab
Statuttens artikel 6 definerer folkedrab. Bestemmelsen opregner fem typer af handlinger, der er
forbudte både i fredstid og under væbnet konflikt. Bestemmelsen omfatter bl.a. drab, alvorlig
skade på legeme eller sjæl og tvangsforflyttelse af børn. Det er afgørende, at handlingerne skal
være begået med forsæt til helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller
religiøs gruppe som sådan. Folkedrabsdefinitionen i artikel 6 er stort set identisk med definiti-
onen i artikel 2 i FN-konventionen af 9. december 1948 om forebyggelse af og straf for folke-
drab (folkedrabskonventionen). Der henvises til kapitel 6 om folkedrab.
3.2 Forbrydelser mod menneskeheden
Statuttens artikel 7 definerer forbrydelser mod menneskeheden. Bestemmelsen opregner 11 ty-
per af handlinger, der udgør en forbrydelse mod menneskeheden, hvis de er udøvet som led i et
omfattende eller systematisk angreb mod civilbefolkningen og med viden om angrebet. Hand-
lingerne omfatter bl.a. drab, deportation, tortur, slaveri, forfølgelse og apartheid. Begrebet ”an-
greb” er ikke begrænset til militære angreb eller handlinger, hvor brug af fysisk magt er invol-
veret. I bestemmelsens stk. 2 defineres en række begreber i relation til forbrydelser mod men-
neskeheden.
De opregnede handlinger i bestemmelsen er både forbudte i fredstid og under væbnet konflikt.
Der findes ikke en særskilt konvention om forbrydelser mod menneskeheden, men der pågår
38
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0039.png
for indeværende drøftelser i FN-regi om en konvention om forebyggelse af og straf for forbry-
delser mod menneskeheden.
21
Der henvises til kapitel 4 om forbrydelser mod menneskeheden.
3.3 Krigsforbrydelser
Statuttens artikel 8 definerer krigsforbrydelser. Bestemmelsen opregner 50 handlinger, der ud-
gør krigsforbrydelser, herunder forsætligt drab på civile, som ikke deltager i fjendtlighederne,
tortur eller umenneskelig behandling, herunder biologiske forsøg, gidseltagning og forsætlig
berøvelse af en krigsfanges eller anden beskyttet persons ret til betryggende og behørig dom-
stolsbehandling. Straffedomstolen har beføjelse til at pådømme handlinger, der begås som led
i en plan eller politik, eller som led i en omfattende udførelse af sådanne forbrydelser.
Bestemmelsens litra a og b finder anvendelse i internationale væbnede konflikter, mens litra c-
f finder anvendelse i ikke-internationale væbnede konflikter. Bestemmelsens litra a og c bygger
på bestemmelser om grove og alvorlige brud på de fire Genève-konventioner af 1949 om be-
skyttelse af ofre i væbnede konflikter. Bestemmelsens litra b og d tager udgangspunkt i andre
folkeretlige regler, der finder anvendelse i væbnede konflikter, herunder særligt IV Haagerkon-
vention af 1907 om regler og vedtægter for krig til lands og tillægsprotokollerne af 1977 til
Genève-konventionerne. Danmark har ratificeret disse regelsæt. Statuttens artikel 8 anses der-
udover for at afspejle gældende folkeretlig sædvaneret.
Krigsforbrydelser kan, i modsætning til folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden, alene
begås i forbindelse med en væbnet konflikt. Der henvises til kapitel 5 om krigsforbrydelser.
3.4 Aggressionsforbrydelsen
Aggressionsforbrydelsen, der blev indført i statutten efter vedtagelsen af Kampala-tillægget,
pålægger personer et individuelt strafferetligt ansvar for en stats ulovlige militære magtanven-
delse af en vis kvalificeret grovhed mod en anden stat.
Bestemmelsen om aggressionsforbrydelsen findes i statuttens artikel 8
bis,
som omfatter nogle
individuelle handlinger (”planlægning, forberedelse, indledning eller fuldbyrdelse af en aggres-
sionshandling”) og en personel afgrænsning, hvorefter kun en nærmere bestemt persongruppe
kan straffes for en aggressionsforbrydelse (”person, der er i stand til at udøve faktisk kontrol
over eller styre en stats politiske eller militære handlinger”), samt en definition af aggressions-
handlingen (”en stats anvendelse af væbnet magt mod en anden stats suverænitet, territoriale
integritet eller politiske uafhængighed eller på enhver anden måde, der er uforenelig med De
Forenede Nationers pagt”) med eksempler samt tærskelkrav for så vidt angår aggressionshand-
lingens alvor (”aggressionshandling, der ved sin karakter, grovhed og omfang udgør en åbenbar
21
Se FN’s Generalforsamling, 6. udvalg, 78. session (2023), dagordenspunkt 82.
39
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
overtrædelse af De Forenede Nationers pagt”). Der henvises til kapitel 11 om magtanvendel-
sesforbuddet og aggression. Nærmere om de særlige jurisdiktionsregler vedrørende aggressi-
onsforbrydelsen fremgår af afsnit 4.4 nedenfor.
4. Den Internationale Straffedomstols udøvelse af jurisdiktion
4.1 Komplementaritetsprincippet
Straffedomstolen har til formål at supplere – ikke erstatte – national strafferetlig retsforfølgning.
Straffedomstolen retsforfølger kun sager, når deltagerstaten er uvillig eller ude af stand til ef-
fektivt at gennemføre efterforskning eller strafforfølgning. Straffedomstolens jurisdiktion
(straffemyndighed) er således med statuttens ord ”komplementær”. Komplementaritetsprincip-
pet er fastslået i afsnit 10 i statuttens præambel og udmøntet i statuttens artikel 1 og 17. Som
følge heraf har Danmark primær kompetence til selv at forestå retsforfølgning af f.eks. dansk
militært personel, der er udsendt til tjeneste i udlandet, hvis forholdet er strafbart efter dansk
lovgivning, og der er dansk straffemyndighed.
Det følger videre af betingelserne for admittering af en sag i artikel 17, stk. 1, at Straffedom-
stolen under hensyntagen til afsnit 10 i præamblen og artikel 1 skal beslutte, at en sag ikke kan
admitteres, såfremt a) sagen er genstand for efterforskning eller retsforfølgning af en stat, som
har jurisdiktionskompetence, medmindre staten er uvillig eller ude af stand til effektivt at gen-
nemføre efterforskning eller retsforfølgning, b) sagen har været genstand for efterforskning af
en stat, som har jurisdiktionskompetence, og staten har besluttet ikke at retsforfølge den pågæl-
dende person, medmindre denne beslutning skyldes uvilje eller manglende evne til at foretage
effektiv retsforfølgning, c) den pågældende person allerede har været retsforfulgt for det for-
hold, som er genstand for klagen, og en domsforhandling ved Straffedomstolen ikke er tilladt i
henhold til artikel 20, stk. 3 (om negativ retskraft), eller d) sagen ikke er tilstrækkelig grov til
at begrunde yderligere skridt fra Straffedomstolen.
Ved vurderingen af en stats uvilje skal Straffedomstolen i medfør af artikel 17, stk. 2, under
hensyntagen til folkerettens principper om retssikkerhed vurdere, hvorvidt a) formålet med sa-
gens førelse eller den nationale beslutning har været at beskytte den pågældende person mod
strafansvar for forbrydelser under Straffedomstolens jurisdiktion, b) der har været en ubegrun-
det forsinkelse i sagens førelse, som under de foreliggende omstændigheder er uforenelig med
en hensigt til at retsforfølge den pågældende person, eller c) sagen ikke har været eller ikke
bliver ført uafhængigt eller upartisk og har været eller bliver ført på en måde, der henset til de
konkrete omstændigheder er uforenelig med en hensigt til at retsforfølge den pågældende per-
son.
40
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Af artikel 17, stk. 3, følger det, at Straffedomstolen med henblik på at afgøre, om der foreligger
manglende evne i en konkret sag, skal vurdere, hvorvidt den pågældende stat på grund af et
fuldstændigt eller væsentligt sammenbrud i det nationale retssystem eller manglende tilgænge-
lighed er ude af stand til at fremstille den anklagede i retten eller tilvejebringe de nødvendige
beviser og vidneudsagn eller i øvrigt er ude af stand til at føre sagen.
4.2 Forudsætninger for udøvelse af jurisdiktion
Straffedomstolen kan udøve jurisdiktion med hensyn til en forbrydelse nævnt i statuttens artikel
5, det vil sige folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og aggressions-
forbrydelsen. Forudsætningen herfor er, at en situation vedrørende en mulig forbrydelse henvi-
ses til Straffedomstolens anklager af a) en deltagerstat, b) FN’s Sikkerhedsråd i henhold til
kapitel VII i FN-pagten, eller såfremt c) anklageren af egen drift indleder en efterforskning
(såkaldt ”proprio
motu”).
De fleste deltagerstatshenvisninger er henvisninger vedrørende forhold på
eget
territorium. Sa-
gerne
Lubanga, Bemba, Katanga, Ntaganda, Ongwen
og
Al Mahdi
nævnt i afsnit 1.6 ovenfor
er alle foranlediget af deltagerstaters henvisninger vedrørende forhold på egne territorier, det
vil sige henvisninger fra Den Demokratiske Republik Congo, Uganda og Mali.
Deltagerstater kan endvidere henvise situationer i
andre
deltagerstater til Straffedomstolens an-
klager. Argentina, Canada, Columbia, Chile, Paraguay og Peru henviste situationen i Venezuela
den 27. september 2018 på baggrund af påstande om forbrydelser mod menneskeheden.
I foråret 2022 henviste 43 stater, herunder Danmark, situationen i Ukraine på baggrund af på-
stande om krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab begået på Ukrai-
nes territorium fra den 21. november 2013 og frem som følge af den russiske invasion. Ukraine
er ikke statspart til Straffedomstolen, men havde forud for henvisningen givet Straffedomstolen
jurisdiktion i medfør af statuttens artikel 12, stk. 3 (se nærmere herom nedenfor i afsnit 4.3).
I november 2023 henviste Sydafrika, Bangladesh, Bolivia, Comorerne og Djibouti situationen
i Palæstina (Gaza) til Straffedomstolen.
FN’s Sikkerhedsråd kan på baggrund af resolutioner vedtaget i medfør af FN-pagtens kapitel
VII henvise situationer til Straffedomstolens anklager, uanset om landet, hvis territorium en
forbrydelse er begået på, er deltagerstat. En sådan henvisning kræver, at ni medlemmer af Sik-
kerhedsrådet stemmer for, samt fraværet af et veto fra et af de fem faste medlemmer af Sikker-
hedsrådet. Bliver der nedlagt veto blandt de faste medlemmer af Sikkerhedsrådet, kan situatio-
nen ikke henvises. Det var eksempelvis tilfældet i 2014, hvor Kina og Rusland stemte imod en
41
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
henvisning af situationen i Syrien til Straffedomstolen. Sikkerhedsrådet har henvist to situatio-
ner til Straffedomstolen: situationen i Darfur-provinsen i Sudan i 2005 og situationen i Libyen
i 2011.
Anklageren har indledt efterforskning af egen drift (”proprio
motu”)
med hensyn til en række
situationer, herunder i Kenya i 2010, Elfenbenskysten i 2011, Georgien i 2016, Burundi og
Afghanistan i 2017 og Bangladesh/Myanmar i 2019.
4.3 Folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser
I tilfælde af en deltagerstats henvisning af en situation, eller hvis anklageren af egen drift ind-
leder en efterforskning, kan Straffedomstolen i medfør af artikel 12, stk. 2, udøve jurisdiktion,
hvis folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser er begået på en delta-
gerstats territorium (territorial jurisdiktion) eller af en deltagerstats statsborger (personel juris-
diktion). Straffedomstolen kan således have jurisdiktion, både hvis en statsborger fra en ikke-
deltagerstat begår en sådan forbrydelse på en deltagerstats territorium, og hvis forbrydelsen er
begået på en ikke-deltagerstats territorium af en deltagerstats statsborger (se dog særligt om
aggressionsforbrydelsen i afsnit 4.4 nedenfor). At Straffedomstolens jurisdiktion generelt også
kan omfatte ikke-deltagerstater følger af, at stater i almindelighed har jurisdiktion til at retsfor-
følge udenlandske statsborgere for forbrydelser begået på eget territorium, og at der dermed
blot er tale om overdragelse af denne kompetence til Straffedomstolen.
Det bemærkes, at ovenstående ikke gælder henvisninger til Straffedomstolen, der er foretaget
af FN’s Sikkerhedsråd. Straffedomstolen kan således udøve jurisdiktion i tilfælde af Sikker-
hedsrådets henvisning uanset på hvilket territorium forbrydelsen er begået, eller den formodede
gerningspersons statsborgerskab.
Endelig kan Straffedomstolen i medfør af statuttens artikel 12, stk. 3, på
ad hoc-basis
tildeles
jurisdiktion, hvis en ikke-deltagerstat afgiver en erklæring herom til Straffedomstolens justits-
sekretær (se dog særligt om aggressionsforbrydelsen i afsnit 4.4 nedenfor). Ukraine har afgivet
en sådan erklæring i to tilfælde. Første erklæring blev afgivet med hensyn til forbrydelser begået
i perioden 21. november 2013 til 22. februar 2014. Anden erklæring udvidede perioden fra og
med 20. februar 2014 og frem. Palæstina afgav en sådan erklæring den 1. januar 2015.
4.4 Aggressionsforbrydelsen
I medfør af Kampala-tillægget blev to nye bestemmelser indført i statutten vedrørende Straffe-
domstolens udøvelse af jurisdiktion over aggressionsforbrydelsen: artikel 15
bis
om deltager-
statshenvisning eller anklagerens efterforskning af egen drift og artikel 15
ter
om henvisninger
af FN’s Sikkerhedsråd. Straffedomstolen har i medfør af artikel 15
bis,
stk. 2 og 3, og artikel
42
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0043.png
15
ter,
stk. 2 og 3, alene jurisdiktion over aggressionsforbrydelser begået efter ikrafttrædelsen
af Straffedomstolens jurisdiktion for denne forbrydelse, det vil sige efter den 17. juli 2018, jf.
afsnit 1.2 om Kampala-tillægget ovenfor.
4.4.1
Henvisninger af en deltagerstat eller anklagerens efterforskning af egen drift
Straffedomstolens jurisdiktionskompetence er mere indskrænket med hensyn til aggressions-
forbrydelser end statuttens øvrige forbrydelser. Det følger af statuttens artikel 15
bis,
stk. 4, at
Straffedomstolen – ved henvisning af en deltagerstat, eller hvis anklageren af egen drift indleder
en efterforskning – kan udøve jurisdiktion over en aggressionsforbrydelse begået af en delta-
gerstat,
medmindre
deltagerstaten har fravalgt Straffedomstolens jurisdiktion ved afgivelsen af
en såkaldt ”opt-out” erklæring. Indtil videre har Kenya i 2015 og Guatemala i 2018 afgivet en
sådan erklæring.
22
Det følger videre af bestemmelsens stk. 5, at Straffedomstolen ikke kan
udøve jurisdiktion over aggressionsforbrydelser begået på en ikke-deltagerstats territorium eller
af dennes statsborgere. Endvidere gælder den regel, hvormed en ikke-deltagerstat i medfør af
artikel 12, stk. 3, på
ad hoc-basis
kan tildele Straffedomstolen jurisdiktionskompetence, ikke
aggressionsforbrydelsen.
Endelig har deltagerstaterne i resolution ICC-ASP/16/Res.5 fra 2017 genbekræftet, at Straffe-
domstolen ikke skal udøve jurisdiktion over en aggressionsforbrydelse, når den er begået af en
deltagerstats statsborger eller på en deltagerstats territorium, hvis deltagerstaten ikke har ratifi-
ceret aggressionsforbrydelsen.
4.4.2
Henvisning af FN’s Sikkerhedsråd og dets rolle
FN’s Sikkerhedsråd har i medfør af statuttens artikel 15
ter
samme bemyndigelse til at henvise
situationer om aggressionsforbrydelser, som Sikkerhedsrådet har for de øvrige tre forbrydelser
i statutten. FN’s Sikkerhedsråd kan således henvise situationer til Straffedomstolen vedrørende
aggression, uanset hvor og af hvem forbrydelsen er begået.
Af artikel 15
bis,
stk. 6, fremgår, at såfremt Straffedomstolens anklager beslutter at indlede en
efterforskning om aggression, skal anklageren først undersøge, om Sikkerhedsrådet har taget
stilling til, hvorvidt der er begået en aggressionshandling i det konkrete tilfælde. Samtidig skal
anklageren underrette FN’s generalsekretær om sagen. Hvis Sikkerhedsrådet har truffet en be-
slutning om, at der er begået en aggressionshandling, kan anklageren fortsætte sin efterforsk-
ning, jf. artikel 15
bis,
stk. 7. Såfremt Sikkerhedsrådet ikke har truffet en sådan beslutning se-
nest 6 måneder efter tidspunktet for underretningen, kan anklageren under visse forudsætninger
fortsætte sin efterforskning. Der kræves således godkendelse fra Straffedomstolens samlede
forundersøgelsesafdeling, det vil sige alle seks dommere, jf. afsnit 1.3 ovenfor.
22
ICC Ressource Library, Referrals and Declarations, jf. https://www.icc-cpi.int/resource-library#referrals
43
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Sikkerhedsrådet må derudover ikke have truffet beslutning om udsættelse af efterforskningen i
overensstemmelse med statuttens artikel 16, som indeholder en generel adgang for Sikkerheds-
rådet til – under Rådets varetagelse af international fred og sikkerhed i henhold FN-pagtens
kapitel VII – at udsætte en efterforskning eller retsforfølgning ved Straffedomstolen i 12 må-
neder. En sådan beslutning kan fornys af Sikkerhedsrådet.
Det bemærkes, at Straffedomstolen ikke er bundet af fastlæggelsen af en aggressionshandling
af organer uden for Straffedomstolen, jf. artikel 15
bis,
stk. 4, og artikel 15
ter,
stk. 9.
5. Retligt samarbejde med Den Internationale Straffedomstol
I medfør af statuttens artikel 86 forpligter deltagerstaterne sig til at samarbejde fuldt ud med
Straffedomstolen i dens efterforskning og retsforfølgning af forbrydelser under dens jurisdik-
tion. Deltagerstaternes samarbejde med Straffedomstolen er en forudsætning for, at domstolen
kan udøve sine funktioner, da domstolen ikke har nogen retshåndhævende myndighed i delta-
gerstaterne. Det følger videre af artikel 88, at deltagerstaterne skal sikre, at der findes procedu-
rer i national lovgivning for samarbejdet. Straffedomstolen kan eksempelvis anmode om anhol-
delse og overførelse af en person, jf. statuttens artikel 89, eller øvrig bistand med hensyn til
efterforskning eller retsforfølgning, jf. statuttens artikel 93.
Det fremgår af statuttens artikel 98, stk. 1, at Straffedomstolen ikke kan gå videre med en an-
modning om overførelse eller bistand, som ville kræve, at den anmodede stat handler i strid
med sine forpligtelser i henhold til folkeretten vedrørende statsimmunitet eller diplomatisk im-
munitet for en tredje stats person eller ejendom, medmindre Straffedomstolen forinden kan
opnå den pågældende tredje stats samarbejde om afkald på immuniteten.
Det fremgår videre af artikel 98, stk. 2, at Straffedomstolen ikke kan gå videre med en anmod-
ning om overførelse eller bistand, som ville kræve, at den anmodede stat handler i strid med
sine forpligtelser i henhold til internationale aftaler, i henhold til hvilke udsenderstatens sam-
tykke er påkrævet til overførelse af en person fra den pågældende stat til Straffedomstolen,
medmindre domstolen forinden kan opnå udsenderstatens samarbejde om samtykke til overfø-
relsen.
Spørgsmålet om sammenstød mellem på den ene side deltagerstaternes forpligtelser til samar-
bejde med Straffedomstolen og på den anden side deltagerstaternes forpligtelser over for tred-
jestater i henhold til konventionelle eller sædvaneretlige immuniteter har givet anledning til
såvel retspraksis fra Straffedomstolen som praksis og tilkendegivelser herom fra
44
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
deltagerstaterne. Der henvises til kapitel 12 om folkeretlig immunitet og retsforfølgning af in-
ternationale forbrydelser.
6. Dansk inkorporering af Rom-statutten
Ved lov nr. 342 af 16. maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol blev statutten inkorpo-
reret i dansk ret. Loven trådte i kraft den 1. juli 2002.
Loven med senere ændringer gennemfører statutten i dansk ret gennem inkorporering, og sta-
tutten er optaget som bilag til loven. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at bag-
grunden for at gøre statutten til en del af dansk ret ved inkorporering var, at statutten indeholder
en ganske detaljeret regulering af deltagerstaternes pligt til at samarbejde med Straffedomsto-
len, og at en gentagelse af disse pligter i en dansk lov efter den daværende regerings opfattelse
ville være unødigt omfattende og detaljeret, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 499.
Inkorporeringen af statutten har alene betydning for danske myndigheder, herunder domsto-
lene, i det omfang det udtrykkeligt følger af statutten, at den pålægger deltagerstaterne forplig-
telser. Inkorporeringen indebærer derimod ikke f.eks., at statuttens straffebestemmelser eller
regler om almindelige strafferetlige principper finder anvendelse ved de danske domstole, eller
at de danske domstole har straffemyndighed i tilsvarende situationer som Straffedomstolen.
Straffedomstolen har i henhold til statutten kompetence til at retsforfølge folkedrab, forbrydel-
ser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og aggressionsforbrydelsen. Statutten regulerer
alene de forbrydelser, som Straffedomstolen har jurisdiktionskompetence over. Statutten inde-
holder derimod ikke en forpligtelse til, at deltagerstaterne har straffemyndighed over forbrydel-
serne – og heller ikke en forpligtelse til selvstændigt at kriminalisere statuttens straffebestem-
melser. Det bemærkes, at der i medfør af andre internationale forpligtelser kan være en pligt til
at have straffemyndighed. Eksempelvis er Danmark forpligtet efter Genève-konventionerne til
at have universel dansk straffemyndighed over grove overtrædelser af de fire Genève-konven-
tioner af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i væbnede konflikter, herunder hen-
holdsvis syge og sårede i landkrig, syge og sårede i søkrig, krigsfanger og civilbefolkningen,
samt tillægsprotokol I til Genève-konventionerne af 8. juni 1977 om beskyttelsen af civile i
internationale væbnede konflikter.
Som beskrevet ovenfor er Straffedomstolens kompetence komplementær til den nationale straf-
feretlige jurisdiktion. Det indebærer, at Danmark har primær kompetence til selv at forestå rets-
forfølgning af bl.a. dansk militært personel, hvis forholdet er strafbart efter dansk lovgivning,
og hvis der er dansk straffemyndighed over forholdet. Det betyder samtidig, at hvis Danmark
ikke vælger at gøre brug af sin primære jurisdiktionskompetence, vil Danmark efter omstæn-
dighederne være folkeretligt forpligtet til at udlevere den pågældende til Straffedomstolen. Det
45
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at det er af afgørende betydning, at dansk lovgiv-
ning giver mulighed for at strafforfølge dansk militært personel ved danske domstole, så det
ikke på grund af utilstrækkelig dansk lovgivning bliver nødvendigt at lade militært personel
strafforfølge ved Straffedomstolen, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 499. Det an-
føres i den sammenhæng, at Danmark i større omfang end tidligere har sendt militært personel
til udlandet med henblik på deltagelse i fredsbevarende operationer i FN-regi m.v.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at det blev lagt til grund, at de forhold, der er
strafbare efter statuttens artikel 6 om folkedrab, er strafbare i Danmark efter lov nr. 132 af 29.
april 1955 om folkedrab (folkedrabsloven). Endvidere fremgår det, at de forhold, der omfattes
af artikel 7 om forbrydelser mod menneskeheden og artikel 8 om krigsforbrydelser, er strafbare
efter bl.a. den militære straffelovs § 25 (i dag § 36 om bl.a. brug af krigsmiddel eller frem-
gangsmåde i strid med en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst) og straffelovens
almindelige bestemmelser om bl.a. drab, vold, voldtægt, frihedsberøvelse og hærværk. Det blev
på den baggrund på daværende tidspunkt vurderet, at statuttens artikel 6-8 om henholdsvis fol-
kedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser kan straffes efter dansk lovgiv-
ning, og at Danmark vil kunne gøre sin primære jurisdiktionskompetence gældende, jf. Folke-
tingstidende 2000-01, tillæg A, side 499.
Loven indeholder ud over inkorporeringsbestemmelsen nogle supplerende bestemmelser, der
er nødvendige for, at danske myndigheder i praksis kan opfylde de forpligtelser, der følger af
statutten, herunder særligt samarbejdsforpligtelser over for Straffedomstolen. De væsentligste
bestemmelser gennemgås kort nedenfor.
Lovens § 2 indeholder nærmere regler om fremgangsmåden ved udlevering til Straffedomsto-
len. Det følger således af lovens § 2, stk. 1, at retten efter anmodning fra Straffedomstolen
træffer beslutning om udlevering af personer, mod hvem domstolen har indledt strafforfølgning.
Retten træffer endvidere efter anmodning beslutning om udlevering til fuldbyrdelse af Straffe-
domstolens domme, jf. stk. 2. Det følger desuden af stk. 3, at udleveringslovens kapitel 6 og 8
finder anvendelse med de fornødne lempelser.
Lovens § 3 indeholder nærmere regler for fuldbyrdelse af Straffedomstolens domme, der som
udgangspunkt skal afsones i en stat efter statuttens artikel 103. Det følger af § 3, stk. 1, at
justitsministeren kan bestemme, at straf m.v., som er pålagt af Straffedomstolen, kan fuldbyrdes
her i landet efter reglerne i statuttens kapitel 10. Straf idømt af Straffedomstolen vil således
efter omstændighederne kunne fuldbyrdes i danske fængsler.
46
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0047.png
Det følger af lovens § 4, at en person, der er dømt eller frifundet af Straffedomstolen, ikke kan
strafforfølges her i landet for den samme handling. Bestemmelsen vedrører princippet om ”ne
bis in idem”, der indebærer, at en person ikke kan straffes for den samme handling to gange.
Det følger af bekendtgørelse nr. 25 af 18. juli 2002, at Danmark i forbindelse med deponeringen
af ratifikationsinstrumentet til statutten hos FN’s generalsekretær afgav en erklæring i overens-
stemmelse med statuttens artikel 87, stk. 1, om, at anmodninger fra domstolen enten skal frem-
sendes ad diplomatisk vej eller direkte til Justitsministeriet, som er den kompetente myndighed
til at modtage sådanne anmodninger.
Som nævnt ovenfor har Danmark ikke ratificeret aggressionsforbrydelsen, men ændringerne af
statutten om bl.a. aggressionsforbrydelsen kan sættes i kraft her i landet af udenrigsministeren
ved udstedelse af en bekendtgørelse, jf. § 1, stk. 2, nr. 3, i lov om Den Internationale Straffe-
domstol.
7. Retsforfølgning af internationale forbrydelser i Danmark
I det følgende beskrives forskellige dele af den danske indsats for retsforfølgning af internatio-
nale forbrydelser. Det beskrives først, hvordan straffesager føres af anklagemyndigheden (af-
snit 7.1), og militære straffesager føres af Forsvarsministeriets Auditørkorps (afsnit 7.2). Der-
næst beskrives forskellige aspekter af samarbejde om retsforfølgning af internationale forbry-
delser, herunder internationalt samarbejde og konventionen om internationalt samarbejde ved-
rørende efterforskning og retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og
krigsforbrydelser (afsnit 7.3).
7.1 Straffesager
Efterforskning og retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsfor-
brydelser, som ikke er omfattet af den militære strafferetlige jurisdiktion, varetages af National
enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), der er en landsdækkende efterforskningsenhed, og af
Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK). NSK udgør én af Det Danske Riges 15 politi-
kredse.
23
NSK og SSK blev etableret den 1. januar 2022 for at styrke politiets og anklagemyn-
dighedens samlede indsats mod den mest komplekse kriminalitet ved at samle de mest specia-
liserede politi- og anklagerfaglige kompetencer i disse myndigheder.
NSK ledes af en politidirektør, der har ansvar for enhedens virksomhed, jf. § 110 a, stk. 2. Det
medfører, at enheden er organisatorisk forankret på niveau med politikredsene, og at enheden
Danmark er geografisk inddelt i 12 politikredse, jf. retsplejelovens § 110. Derudover udgør Færøernes Politi og
Grønlands Politi hver en politikreds.
23
47
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
organiseres som en politikreds med egen anklagemyndighed med kompetencer til håndtering
af den landsdækkende og komplekse opgaveportefølje.
Det følger af retsplejelovens § 110 a, stk. 1, 1. pkt., at NSK varetager efterforskningen og straf-
forfølgningen af forbrydelser for hele landet, hvor der er grund til at antage, at overtrædelsen
har et særlig betydeligt omfang, er et led i organiseret kriminalitet, indebærer komplekst sam-
arbejde med udenlandske retshåndhævende myndigheder, er udført ved anvendelse af særegne
metoder eller på anden måde er af særlig kvalificeret karakter.
Den nærmere afgrænsning af NSK’s opgaver er fastsat ved bekendtgørelse nr. 2645 af 28. de-
cember 2021. Ifølge bekendtgørelsens § 1 vedrører NSK’s kompetenceområde følgende krimi-
nalitetsområder:
1) Økonomiske forbrydelser, herunder overtrædelse af lovgivning, der regulerer erhvervslivets
eller de finansielle markeders forhold, når der kan være grund til at antage, at overtrædelsen har
et særligt betydeligt omfang, er et led i organiseret kriminalitet, er udført ved anvendelse af
særegne forretningsmetoder eller på anden måde er af særlig kvalificeret karakter.
2) Grove internationale straffesager, herunder navnlig sager om folkedrab, forbrydelser mod
menneskeheden, krigsforbrydelser og andre alvorlige forbrydelser begået i udlandet, herunder
sager om overtrædelser af straffelovens § 110 c, hvor efterforskningen og strafforfølgningen
som følge af sagens kompleksitet og internationale aspekter forudsætter en særlig viden om og
indsigt i forholdene i udlandet samt forudsætter, at der etableres et samarbejde med myndighe-
der i andre lande, internationale institutioner, organisationer m.v.
3) Organiseret kriminalitet, herunder navnlig bandekriminalitet, narkotikahandel og -smugling,
ulovlig våbenhandel samt menneskehandel og -smugling, når der kan være grund til at antage,
at overtrædelsen har et særligt betydeligt omfang, eller på anden måde er af særlig kvalificeret
karakter.
SSK fører tilsyn med NSK, herunder tilsyn med bl.a. enhedens komplekse straffesagsbehand-
ling og legalitetskontrol. SSK fører desuden ankesager for landsretterne.
De to enheder NSK og SSK erstattede det tidligere Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og
International Kriminalitet (SØIK). SØIK blev oprettet med virkning fra den 1. januar 2013 og
var en sammenlægning af Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager (SAIS) med
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK) til én specialstatsadvokatur. Før
2013 blev efterforskningen og retsforfølgningen af sager vedrørende folkedrab, forbrydelser
48
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
mod menneskeheden, krigsforbrydelser og andre alvorlige forbrydelser begået i udlandet vare-
taget af SAIS.
I NSK er efterforskningen og retsforfølgningen af sager vedrørende folkedrab, forbrydelser
mod menneskeheden og krigsforbrydelser forankret hos International Sektion.
I International Sektion varetages i tillæg til disse sager vedrørende folkedrab, forbrydelser mod
menneskeheden og krigsforbrydelser også større sager om international korruption, sager om
overtrædelse af straffelovens § 110 c samt andre alvorlige internationale forbrydelser som f.eks.
pirateri. Fælles for sagerne håndteret i International Sektion er, at sagerne har et internationalt
snit, der gør det nødvendigt f.eks. at samarbejde tæt med udenlandske myndigheder, herunder
i form af bevisindsamling via retsanmodninger m.v. Derudover vil der ofte være tale om sager,
hvor gerningen helt eller delvist er foretaget uden for dansk territorium.
7.2 Militære straffesager
Den militære straffelov finder bl.a. anvendelse på tjenstgørende militært personel inden for
Forsvarsministeriets område og udenlandsk militært personel, der er interneret her i landet, jf.
§ 1. Det følger derudover af § 2, at under væbnet konflikt (se herom nedenfor) finder loven
endvidere anvendelse på: 1) enhver, der gør tjeneste ved det militære forsvar eller følger en
enhed af dette, 2) krigsfanger samt sanitetspersonel og feltpræster, der tilbageholdes til bistand
for krigsfanger, for så vidt ikke andet følger af gældende mellemfolkelige overenskomster, og
3) enhver, der gør sig skyldig i overtrædelse af lovens §§ 28-34 (forbrydelser mod forsvars-
magtens kampdygtighed) og 36-38 (andre forbrydelser under væbnet konflikt).
Lovens bestemmelser for væbnet konflikt finder anvendelse, når danske styrker i eller uden for
riget er i væbnet konflikt, eller der er givet meddelelse herom ved udsigt til væbnet konflikt, jf.
§ 10. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at væbnet konflikt foreligger, hvor dansk
personel aktivt deltager i militære operationer mod en modstander, og i situationer, hvor en
dansk styrke mod sin vilje inddrages i kamphandlinger, f.eks. på grund af beskydning. I sidst-
nævnte tilfælde foreligger væbnet konflikt, uanset om de danske styrker skyder tilbage eller ej,
forudsat at modstanderens styrker også repræsenterer en stat eller en gruppering med en struk-
tur, der ganske må sidestilles hermed, jf. herved Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg
A, side 1007. Det indebærer, at disse bestemmelser, herunder forbuddet i § 36 om forsætlig
brug af krigsmiddel eller fremgangsmåde i strid med en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig
overenskomst, ikke finder anvendelse på væbnede konflikter i udlandet, hvor danske styrker
ikke deltager.
49
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Militære straffesager omfatter bl.a. overtrædelse af militær straffelov, men kan også omfatte
sager om overtrædelser af bl.a. straffeloven begået af militært personel, når lovovertrædelsen
vedrører tjenesten eller er begået i eller i anledning af tjenesten, på militært område eller i anvist
kvarter, jf. militær retsplejelov § 2, stk. 1, nr. 2. Militær retsplejelov indeholder desuden be-
stemmelser angående sager, hvor både den militære og civile anklagemyndighed er kompetent.
Militære straffesager i det danske forsvar behandles af den militære anklagemyndighed, For-
svarsministeriets Auditørkorps (FAUK). Auditørkorpsets hovedopgave er efterforskning og
retsforfølgning af militære straffesager i ind- og udland. Auditørkorpset er derfor tillagt samme
beføjelser i militære straffesager, som politiet og anklagemyndigheden har i relation til almin-
delige straffesager.
Auditørkorpset er uafhængigt af forsvaret og det militære kommandosystem og er underlagt
forsvarsministerens tilsyn og kontrol på samme måde, som anklagemyndigheden er underlagt
justitsministerens tilsyn, jf. militær retsplejelov §§ 6, stk. 3 og 7, stk. 2. Hjemmelsgrundlaget
for myndighedens virke findes i militær straffelov, militær retsplejelov og retsplejeloven.
Auditøren varetager efterforskningen og behandlingen af militære straffesager og bistås heri af
politiuddannede efterforskere (auditørfuldmægtige), jf. militær retsplejelov § 6. Militære myn-
digheder, herunder militærpolitiet, og politiet yder efter anmodning auditøren bistand under
efterforskningen, jf. militær retsplejelov § 8.
Auditøren giver møde som anklager i byretter og landsretter og har i øvrigt samme processuelle
beføjelser som statsadvokater og politidirektører efter retsplejelovens regler, jf. militær retsple-
jelov § 7.
Generalauditøren har ligeledes påtalemyndighed i militære straffesager og er auditøren over-
ordnet. Generalauditøren virker som klage- og tilsynsinstans i forhold til auditøren og møder
som anklager i Højesteret. Generalauditøren har i øvrigt samme beføjelser i militære straffesa-
ger, som rigsadvokaten er tillagt i almindelige straffesager. Dette indebærer bl.a., at generalau-
ditøren kan give auditøren pålæg vedrørende behandlingen af konkrete sager og fastsætte be-
stemmelser om auditørens udførelse af opgaver.
7.3 Samarbejde om retsforfølgning af internationale forbrydelser
7.3.1
Internationalt samarbejde om retsforfølgning af internationale forbrydelser
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) deltager sammen med Statsadvokaten for Særlig
Kriminalitet (SSK) i Folkedrabsnetværket under Eurojust (Den Europæiske Unions Agentur for
Strafferetligt Samarbejde). Netværket blev oprettet i 2002 af Rådet for den Europæiske Union
50
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
for at styrke samarbejdet mellem medlemslande i efterforskningen og retsforfølgningen af in-
ternationale forbrydelser som krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folke-
drab. Medlemsstaterne er repræsenteret ved kontaktpunkter bestående af specialiserede ankla-
gere og efterforskere med ansvar for området i deres hjemstat. Ud over medlemsstaterne delta-
ger også tredjelande, herunder USA og Canada, samt repræsentanter for Straffedomstolen, FN-
organer og internationale tribunaler.
NSK og SSK deltager ligeledes i Nordisk Krigsforbrydelsesmøde, som er en årlig samling af
nordiske nationale efterforskere og anklagere med ansvar for efterforskning af krigsforbrydel-
ser.
Derudover deltager efterforskere fra International Sektion fast i ”Analyst Project Core Interna-
tional Crime Experts meeting” under Europol, som afholdes en gang årligt i Haag i Nederlan-
dene. Formålet med møderne er bl.a. at udveksle erfaringer på et operationelt niveau i forhold
til konkrete efterforskningsskridt, metoder m.v., som kan implementeres i de enkelte enheder,
som arbejder med efterforskning af internationale sager.
7.3.2
Konvention om internationalt samarbejde vedrørende efterforskning og retsfor-
følgning af folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og an-
dre internationale forbrydelser
I 2011 præsenterede Nederlandene sammen med en række andre lande et initiativ om styrket
internationalt samarbejde i forhold til at sikre retsforfølgning af alvorlige internationale forbry-
delser. Initiativet lagde op til, at der indledes forhandlinger om en ny international konvention
om gensidig retshjælp og udlevering (”Mutual Legal Assistance and Extradition” (MLA)) til
strafforfølgning for alvorlige internationale forbrydelser som bl.a. folkedrab, krigsforbrydelser,
tortur og forbrydelser mod menneskeheden.
En sådan multilateral konvention skal regulere det mellemstatslige samarbejde om undersø-
gelse og retsforfølgning af de mest alvorlige internationale forbrydelser. Behovet for en sådan
multilateral konvention skyldes bl.a. karakteren af internationale forbrydelser, hvor mistænkte,
ofre, vidner og beviser ofte krydser staternes grænser, samtidig med at mange stater kræver et
konkret retsgrundlag for at yde bistand i straffesager. Formålet med konventionen er således at
forbedre mulighederne for strafforfølgning af alvorlige internationale forbrydelser ved at styrke
det internationale samarbejde på området. Konventionen skal adressere visse mangler på om-
rådet for retligt samarbejde i relation til disse forbrydelser ved at skabe en ramme for det inter-
nationale samarbejde om retshjælp og udlevering vedrørende bl.a. folkedrab, forbrydelser mod
menneskeheden og krigsforbrydelser. Konventionens anvendelsesområde kan ligeledes
51
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0052.png
udvides til forbrydelserne tortur, tvangsforsvindinger, flere typer af krigsforbrydelser og ag-
gressionsforbrydelsen, hvis en deltagerstat afgiver en erklæring herom.
Arbejdet med konventionen har været forestået af en såkaldt kernegruppe (Argentina, Belgien,
Mongoliet, Nederlandene, Senegal og Slovenien) og har fungeret som en selvstændig proces,
som hverken har været forankret i EU, Europarådet eller FN. Initiativet har været åbent for alle
stater, og det har ingen relation til Straffedomstolens arbejde. Det vil sige, at både deltagerstater
til Straffedomstolen og ikke-deltagerstater har kunne deltage i initiativet. Arbejdet har været i
gang siden 2011, men fik fornyet aktualitet i lyset af Ruslands invasion af Ukraine i 2022.
Danmark deltog sammen med 67 andre stater i forhandlingerne om konventionen i maj 2023 i
Ljubljana, Slovenien, hvor konventionen blev færdigforhandlet. Danmark underskrev den 15.
februar 2024 konventionen i Haag. Konventionen betegnes derfor Ljubljana-Haag-konventio-
nen.
7.3.3
Retsforfølgning af internationale forbrydelser begået i Ukraine
Den daværende justitsminister opfordrede i sensommeren 2022 ukrainske flygtninge til at kon-
takte politiet, hvis de har været udsat for eller været vidne til krigsforbrydelser i Ukraine, eller
hvis man i øvrigt er i besiddelse af oplysninger, der kan dokumentere en krigsforbrydelse, f.eks.
fotodokumentation, videodokumentation eller lignende.
Rigspolitiet har ligeledes udarbejdet vejledninger om krigsforbrydelser målrettet personale og
fagpersoner, der er i kontakt med flygtninge fra krigen i Ukraine, samt vejledninger rettet mod
nytilkomne flygtninge fra Ukraine. Vejledningerne er udgivet på dansk, engelsk, russisk og
ukrainsk.
24
Endvidere er fagpersonale blevet opfordret til at kontakte politiet, såfremt de har
mistanke om, at en person har været udsat for eller har været vidne til en krigsforbrydelse, eller
hvis en person i øvrigt er i besiddelse af oplysninger om en krigsforbrydelse.
Danmark samarbejder med Europol og Eurojust om at bidrage til Straffedomstolens efterforsk-
ning af krigsforbrydelser i Ukraine. Det indebærer, at politiet indsamler og sikrer beviser og
vidneudsagn fra Ukraine, som bliver delt med Straffedomstolen.
Rigspolitiet har til brug for justitsministerens besvarelse af 15. marts 2024 af spørgsmål nr. 700
(Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg oplyst, at NSK har kendskab til tre anmeldte krigsfor-
brydelser i forbindelse med den nuværende krig i Ukraine. I den ene sag er den forurettede
blevet afhørt. Sagen er efterfølgende blevet henlagt. I de to øvrige sager har NSK, efter at have
foretaget indledende efterforskning, vurderet, at der ikke umiddelbart har været yderligere
24
Vejledningerne kan pr. juni 2024 tilgås på https://politi.dk/en/report-a-crime/report-war-crimes
52
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
efterforskningsskridt, der har kunnet foretages her i landet. Relevante oplysninger er derfor
oversendt til Europol med henblik på, at de kan indgå i Europols databaser med information om
mulige krigsforbrydelser i Ukraine, hvorved oplysningerne indgår i den samlede europæiske
indsats mod krigsforbrydelser. Det fremgår endvidere af besvarelsen, at såfremt dansk politi
modtager nye oplysninger, vil dette kunne føre til, at der iværksættes yderligere efterforskning.
53
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0054.png
Udvalgets generelle overvejelser om forbrydelser mod menneske-
heden og krigsforbrydelser
1. Udvalgets generelle overvejelser
Udvalget skal ifølge kommissoriet udarbejde forslag til, hvordan særskilte straffebestemmelser
om forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser kan indføres mest hensigtsmæssigt
i dansk straffelovgivning.
Det er efter udvalgets opfattelse afgørende, at internationale forbrydelser bliver undersøgt, ef-
terforsket og straffet. Forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser er alvorlige inter-
nationale forbrydelser, og de skal straffes som sådanne. Det er vigtigt, at Danmark støtter op
om den internationale retsorden og medvirker til at styrke det internationale samfunds fælles
bestræbelser på at bekæmpe straffrihed og fremme beskyttelsen af grundlæggende menneske-
rettigheder.
Deltagerstaterne har som nævnt den primære jurisdiktionskompetence som følge af komple-
mentaritetsprincippet. Straffedomstolen skal således alene supplere den nationale strafferetlige
retsforfølgning, hvis en deltagerstat ikke har evne eller vilje til at retsforfølge i en given sag.
Danmark har derfor adgang til selv at forestå retsforfølgning, herunder af danske soldater, hvis
forholdet er strafbart efter dansk lovgivning, og der er dansk straffemyndighed. Der henvises
til beskrivelsen af komplementaritetsprincippet i kapitel 2, afsnit 4.1.
Det var en forudsætning for lovgiver ved ratifikationen og inkorporeringen af statutten, at for-
brydelserne i statutten kunne straffes efter danske straffebestemmelser, så der ikke kan opstå en
situation, hvor Danmark er forpligtet til at udlevere en dansk statsborger til retsforfølgning ved
Straffedomstolen. Udvalgets opfattelse er ligeledes, at retsforfølgning af danske statsborgere
eller personer med fast ophold her i landet så vidt muligt bør ske i Danmark, bl.a. af hensyn til
komplementaritetsprincippet.
Endvidere er det uomtvisteligt, at definitionerne af forbrydelser mod menneskeheden og krigs-
forbrydelser i statuttens artikel 7 og 8 også udgør forbrydelser mod menneskeheden og krigs-
forbrydelser efter folkeretten.
På denne baggrund og i lyset af ordlyden af kommissoriet er det udvalgets grundlæggende op-
fattelse, at de særskilte straffebestemmelser som udgangspunkt mindst bør dække det samme
indhold som definitionerne i statuttens artikel 7 og 8.
54
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0055.png
Udvalgets forslag til udformningen af de særskilte straffebestemmelser bygger derfor som ud-
gangspunkt på ordlyden af statuttens tilsvarende bestemmelser.
Betragtninger om hensigtsmæssighed, udviklingen i folkeretten og tilpasning til dansk retstra-
dition bør dog efter udvalgets opfattelse også indgå i overvejelserne om udformningen af be-
stemmelserne.
Udvalget har i overensstemmelse hermed bl.a. overvejet, om de nye straffebestemmelser i visse
tilfælde bør række videre end statuttens bestemmelser. Det vil efter udvalgets opfattelse være
mest hensigtsmæssigt, at de nye straffebestemmelser i videst muligt omfang afspejler en even-
tuel udvikling i folkeretten siden Straffedomstolens statuts vedtagelse i 1998, herunder i folke-
retlig retspraksis og sædvaneret, så de danske straffebestemmelser ikke bliver utidssvarende.
På den baggrund har udvalget i forbindelse med sit arbejde haft fokus på, om folkeretten har
udviklet sig og bevæget sig i en retning, der rækker videre end forbrydelserne i statutten.
Der sker en fortsat udvikling af folkeretten og af folkeretlig sædvaneret vedrørende internatio-
nale forbrydelser. Det bemærkes i den forbindelse, at der aktuelt pågår drøftelser blandt stater
om udarbejdelsen af en international konvention om forbrydelser mod menneskeheden.
25
Dan-
mark deltager sammen med de øvrige nordiske lande aktivt i disse drøftelser. Der er således
efter udvalgets opfattelse behov for løbende at sikre, at de vedtagne straffebestemmelser afspej-
ler udviklingen i folkeretten.
Det er udvalgets opfattelse, at Straffedomstolen og andre internationale domstole og tribunalers
praksis i relevant omfang bør indgå som et fortolkningsbidrag ved fastlæggelsen af det nærmere
indhold i de danske straffebestemmelser.
Straffedomstolens praksis fra domstolens oprettelse til januar 2024 er medtaget i udvalgets ar-
bejde, i det omfang denne praksis bidrager til forståelsen af indholdet af de enkelte bestemmel-
ser.
Endvidere er praksis fra krigsforbrydertribunalerne for henholdsvis det tidligere Jugoslavien
(ICTY) og Rwanda (ICTR), og i mindre grad fra Den Særlige Domstol for Sierra Leone (SCSL)
og de Ekstraordinære Kamre i Cambodias Domstole (ECCC), inddraget i udvalgets arbejde, i
det omfang denne retspraksis indeholder et relevant fortolkningsbidrag til forbrydelsernes nær-
mere indhold og er udvalget bekendt. Det er udvalgets opfattelse, at en sådan fremtidig praksis
Sierra Leone har eksempelvis i forbindelse med drøftelserne af en mulig FN-konvention om forbrydelser mod
menneskeheden foreslået, at slavehandel gøres til en selvstændig forbrydelse mod menneskeheden.
25
55
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
også bør indgå som et fortolkningsbidrag ved fastlæggelsen af det nærmere indhold af de dan-
ske straffebestemmelser.
Udvalget har desuden inddraget afgørelser fra andre landes nationale domstole, i det omfang
sådanne afgørelser er relevante for udvalgets arbejde og er udvalget bekendt.
Det er efter udvalgets opfattelse endvidere mest hensigtsmæssigt, at de foreslåede nye straffe-
bestemmelser i videst muligt omfang læner sig op ad de gældende regler i straffelovens almin-
delige del og almindelige strafferetlige principper.
Ved at tilstræbe, at de nye straffebestemmelser i videst muligt omfang er funderet i velkendte
strafferetlige grund- og ansvarsprincipper frem for retlige nyskabelser, sikres det således bl.a.,
at bestemmelserne ikke skaber et i forhold til den almindelige danske strafferet parallelt regel-
sæt, og at retsanvenderne derfor i højere grad umiddelbart vil være mere fortrolige hermed. Se
i den forbindelse kapitel 7 og 8 om udvalgets overvejelser om henholdsvis medvirken og de
øvrige almindelige strafferetlige regler m.v.
Udvalgets nærmere overvejelser om udformningen af de særskilte straffebestemmelser fremgår
af kapitel 4, afsnit 4, om forbrydelser mod menneskeheden, og kapitel 5, afsnit 4, om krigsfor-
brydelser.
2. Udvalgets valg af model for selvstændig kriminalisering af forbrydelser
mod menneskeheden og krigsforbrydelser
Det følger af udvalgets kommissorium, at udvalget bl.a. skal overveje, hvordan en selvstændig
kriminalisering af forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser kan indføres på den
mest hensigtsmæssige måde. På den baggrund har udvalget overvejet forskellige modeller for,
hvordan straffebestemmelserne kan indføres, og hvor bestemmelserne bør placeres i dansk
straffelovgivning.
I det følgende gennemgås først den valgte kriminaliseringsmodel i en række lande, hvis retssy-
stemer er umiddelbart sammenligneligt med det danske (afsnit 2.1). De enkelte landes regler er
beskrevet nærmere nedenfor i henholdsvis kapitel 4, afsnit 3, om forbrydelser mod menneske-
heden og kapitel 5, afsnit 3, om krigsforbrydelser. Herefter er der redegjort for udvalgets over-
vejelser om den danske gennemførelsesmetode (afsnit 2.2) og straffebestemmelsernes placering
i dansk straffelovgivning (afsnit 2.3).
56
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2.1 Kriminalisering i sammenlignelige lande
2.1.1
Finland
Kapitel 11 i den finske straffelov kriminaliserer folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden
og krigsforbrydelser. De nuværende bestemmelser blev indført i 2008 ved en ændring af straf-
feloven med det formål at bringe bestemmelserne tættere på definitionerne i statutten.
Forbrydelser mod menneskeheden er kriminaliseret i § 3, mens § 4 omfatter grove forbrydelser
mod menneskeheden, der bl.a. angår handlinger af særligt planlagt eller systematisk karakter.
Krigsforbrydelser er kriminaliseret i § 5. Endvidere omhandler § 6 grove krigsforbrydelser, og
§ 7 angår mindre alvorlige krigsforbrydelser.
2.1.2
Nederlandene
Nederlandene har kriminaliseret forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser i en
særlov om internationale forbrydelser (”Wet internationale misdrijven”) fra 2003. Loven kri-
minaliserer bl.a. folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.
Lovens afsnit 2, artikel 3, kriminaliserer folkedrab, artikel 4 kriminaliserer forbrydelser mod
menneskeheden, mens artikel 5-7 kriminaliserer krigsforbrydelser.
2.1.3
Norge
I 2008 blev der i den norske straffelov indført et særskilt kapitel 16 om ”folkemord, forbrytelse
mot menneskeheten og krigsforbrytelse”.
Den norske straffelovs § 102 kriminaliserer forbrydelser mod menneskeheden, mens §§ 103-
107 omhandler krigsforbrydelser.
Statuttens bestemmelser er omskrevet med de nødvendige tilpasninger af statuttens ordlyd til
norsk strafferet. I den forbindelse er der også foretaget visse ændringer i forhold til statutten for
at sikre norsk kriminalisering i tilfælde, hvor folkeretlig sædvane eller folkeretlige instrumenter,
som Norge har tilsluttet sig, indeholder en mere vidtgående kriminalisering, end hvad der følger
af statutten.
2.1.4
Sverige
Forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser er selvstændigt kriminaliseret i en
svensk særlov om straf for visse internationale forbrydelser (”straff för vissa internationella
brott” (lov nr. 2014:406)).
57
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Lovens § 2 kriminaliserer forbrydelser mod menneskeheden, og §§ 3-11 regulerer det straffe-
retlige ansvar for krigsforbrydelser.
2.1.5
Tyskland
Den tyske forbundsdag vedtog i 2002 den såkaldte folkeretsstraffelov (”Völkerstrafgesetz-
buch”), der implementerer statutten og kriminaliserer forbrydelserne i tysk lovgivning. Folke-
retsstraffelovens kapitel 1, § 6, kriminaliserer folkedrab, og § 7 kriminaliserer forbrydelser mod
menneskeheden, mens kapitel 2, §§ 8-12, kriminaliserer krigsforbrydelser.
Den tyske lov omskriver statuttens bestemmelser, så bestemmelserne passer ind i tysk ret. De
tyske bestemmelser afviger således på flere punkter fra statuttens bestemmelser. Den tyske for-
bundsdag har i juni 2024 vedtaget en større opdatering af folkeretsstraffeloven og af andre re-
levante procedureregler (”Gesetz zur Fortentwicklung des Völkerstrafrechts”).
2.2 Gennemførelsesmetode
Udvalget har overvejet, hvordan straffebestemmelserne mest hensigtsmæssigt kan indføres i
dansk ret, herunder hvilken gennemførelsesmetode der er mest hensigtsmæssig.
Udvalget har overvejet muligheden for at gennemføre kriminaliseringen som
henvisningsbe-
stemmelser,
så de danske straffebestemmelser alene henviser til statuttens artikel 7 og 8 og gør
det strafbart at foretage de handlinger, der er omfattet af definitionerne i statutten.
Det taler for en sådan model, at indholdet af de danske straffebestemmelser dermed vil være
identisk med indholdet i statuttens bestemmelser. Danmark vil derved være sikret at kunne an-
vende sin primære jurisdiktionskompetence til at retsforfølge i sager mod bl.a. egne statsbor-
gere.
Det taler imod en sådan model, at der i dansk strafferet ikke er tradition for, at straffebestem-
melser udformes som henvisningsbestemmelser til internationale bestemmelser, dog med und-
tagelse af bestemmelser i EU-forordninger, der imidlertid har en helt anden karakter, idet for-
ordninger ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder umiddelbart i medlemsstaterne. Det taler
også imod denne model, at det i en dansk sammenhæng vil være vanskeligere at sætte sig ind
i, hvad der er strafbart, idet dette ikke vil fremgå af den danske lovbestemmelse, men alene af
statutten, ligesom der ikke vil være mulighed for at tilpasse udformningen af straffebestemmel-
serne til dansk lovgivningstradition.
Det taler endvidere imod en henvisningsmodel, at det med en sådan model vil være vanskeligere
at supplere eller udvide kriminaliseringen, i det omfang der måtte være et ønske herom, navnlig
58
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
hvor der er en mere vidtgående kriminaliseringsforpligtelse i folkeretlig sædvaneret, eller det i
øvrigt er hensigtsmæssigt at afvige fra ordlyden af statutten. Det bemærkes herved, at statutten
er udtryk for et kompromis mellem en række stater med forskellige folkeretlige forpligtelser,
juridiske traditioner og retspolitiske forestillinger.
Udvalget har dernæst overvejet muligheden for, at statuttens artikel 7 og 8
omskrives til dansk
lovtekst.
Det taler for en sådan model, at straffebestemmelserne i højere grad vil kunne indpasses i den
eksisterende systematik i dansk straffelovgivning, ligesom denne model vil gøre det muligt at
supplere eller udvide kriminaliseringen eller i øvrigt afvige fra ordlyden af statutten. Derudover
har flere sammenlignelige lande valgt denne model. Både Finland, Norge, Sverige og Tyskland
har således valgt at omskrive bestemmelserne til national lovtekst.
Ved omskrivning til dansk lovtekst er det vigtigt, at det sikres, at elementerne i statuttens be-
stemmelser i fuldt omfang er omfattet af de danske straffebestemmelser, så der ikke opstår
retlige ”huller” i de nye straffebestemmelser.
Det er samlet set udvalgets opfattelse, at mest taler for at omskrive bestemmelserne til dansk
lovtekst. Udvalgets forslag til straffebestemmelser er derfor udformet på denne måde.
2.3 Placering af bestemmelserne
Udvalget har overvejet, om de nye straffebestemmelser bør placeres i straffeloven eller i en ny
hovedlov om visse internationale forbrydelser.
Det taler efter udvalgets opfattelse
for en ny hovedlov
om visse internationale forbrydelser, at
der kan siges at være tale om forbrydelser med en særegen karakter. Forbrydelserne kan derfor
siges at passe mindre godt ind i straffeloven, der som udgangspunkt har et mere alment sigte. I
svensk og tysk lovgivning er forbrydelserne kriminaliseret i en særlov om internationale for-
brydelser.
Det taler efter udvalgets opfattelse
for en placering i straffeloven,
at de allergroveste straffe-
lovsovertrædelser sædvanligvis placeres i straffeloven. Straffebestemmelser med en straffe-
ramme på mere end to år placeres således normalt i straffeloven frem for i en særlov, jf. pkt.
7.6.2 i vejledning om lovkvalitet. En placering af straffebestemmelserne i straffeloven vil end-
videre have en særlig signalværdi. Det bemærkes desuden, at straffeloven i forvejen indeholder
bestemmelser, som kan siges at have en særegen karakter. Det gælder bl.a. straffelovens kapitel
12 om landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed. Udvalget
59
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
er dog opmærksom på, at der i forbindelse med kriminaliseringen af folkedrab blev valgt en
anden løsning, idet folkedrab blev kriminaliseret i en særlov om folkedrab. Det samme gælder
i forhold til lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt, der ligeledes er
en særlov.
I norsk lovgivning er der indsat et nyt kapitel i straffeloven om folkedrab, forbrydelser mod
menneskeheden og krigsforbrydelser. Kapitlet er indsat som det første kapitel i den norske
straffelovs særlige del forud for kapitlet om værn af landets selvstændighed og andre grund-
læggende nationale interesser og kapitlet om terrorhandlinger. I forarbejderne til de norske
straffebestemmelser er der ligeledes lagt vægt på signalværdien af, at bestemmelserne er place-
ret i straffeloven.
Samlet set er det udvalgets opfattelse, at straffebestemmelserne om forbrydelser mod menne-
skeheden og krigsforbrydelser bør placeres i straffeloven. Udvalgets forslag til straffebestem-
melser er udformet i overensstemmelse hermed.
60
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0061.png
Forbrydelser mod menneskeheden
1. Folkeret
Forbuddet mod forbrydelser mod menneskeheden anses for at være en del af folkeretlig sæd-
vaneret og kan efter folkeretten betragtes som en retsgrundsætning af jus cogens-karakter, som
alle stater er bundet af, og som ikke kan fraviges. Forbrydelser mod menneskeheden er både
forbudt i fredstid og under væbnet konflikt.
Forbrydelser mod menneskeheden er defineret i artikel 7 i Straffedomstolens statut. Der eksi-
sterer imidlertid ikke en international konvention om forbrydelser mod menneskeheden, der
fastlægger en (tilsvarende) definition af forbrydelsen. Der pågår aktuelt (juni 2024) drøftelser i
FN-regi om at forhandle en sådan konvention om forebyggelse af og straf for forbrydelser mod
menneskeheden.
26
De kommende forhandlinger vil kunne basere sig på et forarbejde og et kom-
menteret udkast til konvention fra FN’s Folkeretskommission (International Law Commission
(ILC)).
27
FN’s Folkeretskommissions udkast til definition af forbrydelser mod menneskeheden
er stort set identisk med statuttens artikel 7. Det er derfor forventningen, at en kommende kon-
vention vil have en definition af forbrydelser mod menneskeheden, der vil lægge sig tæt op ad
definitionen i statutten.
Det bemærkes, at FN’s Folkeretskommissions udkast til en ny konvention om forbrydelser mod
menneskeheden indeholder en forpligtelse til at kriminalisere forbrydelsen ”som sådan”. Ud-
kastet indeholder desuden en forpligtelse til at retsforfølge en gerningsperson, der er til stede
på statens territorium, hvis personen ikke bliver udleveret eller overgivet til en anden stat eller
kompetent international domstol eller tribunal.
28
Der tages i det følgende udgangspunkt i Straffedomstolens statut og retspraksis fra domstolen i
beskrivelsen af forbrydelser mod menneskeheden for at afklare, hvad den nye danske straffe-
bestemmelse om forbrydelser mod menneskeheden som minimum skal indeholde.
Statuttens artikel 7 har følgende ordlyd:
”Artikel
7. Forbrydelser mod menneskeheden
Se FN’s Generalforsamling, 6. udvalg, 78. session (2023), dagordenspunkt 82.
Se FN’s Folkeretskommission (2019): Årsrapport for den 71. session, UN doc A/74/10; FN’s Folkeretskommis-
sion (2019):
Draft articles on Prevention and Punishment of Crimes against Humanity.
28
FN’s Folkeretskommission (2019):
Draft articles on Prevention and Punishment of Crimes against Humanity,
forslag og bemærkninger til artikel 4, 7 og 10.
26
27
61
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
1. Ved ”forbrydelser mod menneskeheden” forstås i denne statut følgende handlin-
ger, når de begås som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbe-
folkning og med viden om angrebet:
(a) drab,
(b) udryddelse,
(c) slaveri,
(d) deportation eller tvungen overførelse af en befolkning,
(e) fængsling eller anden alvorlig berøvelse af fysisk frihed i strid med folkerettens
grundlæggende regler,
(f) tortur,
(g) voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet, tvungen
sterilisering eller enhver anden form for seksuel vold af lignende grovhed,
(h) forfølgelse af enhver identificerbar gruppe eller fællesskab af politiske, race-
mæssige, nationale, etniske, kulturelle, religiøse, kønsbestemte årsager, jf. stk. 3,
eller andre årsager, der er almindeligt anerkendt som værende i strid med folkeret-
ten, i forbindelse med enhver i dette stk. 1 nævnt handling eller anden forbrydelse
under domstolens jurisdiktion,
(i) tvangsforsvindinger,
(j) apartheid,
(k) andre umenneskelige handlinger af lignende karakter, der forsætligt forårsager
stor lidelse eller alvorlig skade på legeme, sjæl eller helbred.
2. I stk. 1
(a) forstås ved ”angreb mod en civilbefolkning” en handlemåde, der indebærer gen-
tagen udførelse af de i stk. 1 nævnte handlinger mod enhver civilbefolkning, i med-
før af eller til fremme af en stats eller organisations politik om at begå det pågæl-
dende angreb,
(b) omfatter ”udryddelse” bevidst påtvingelse af livsvilkår, bl.a. berøvelse af ad-
gang til mad og medicin, der er beregnet på at medføre, at en del af en befolkning
udryddes,
(c) forstås ved ”slaveri” udøvelse af en eller samtlige af de beføjelser, der er knyttet
til ejendomsretten over en person, og omfatter udøvelse af sådanne beføjelser i for-
bindelse med menneskehandel, især med kvinder og børn,
(d) forstås ved ”deportation eller tvungen overførelse af en befolkning” tvungen
forflyttelse af de berørte personer ved udvisning eller brug af andre tvangsmidler
fra deres lovlige opholdssted uden folkeretligt tilladelige grunde,
(e) forstås ved ”tortur” forsætlig påførelse af stærk smerte eller lidelse, enten fysisk
eller psykisk, på en person i anklagedes varetægt eller under anklagedes kontrol.
Tortur omfatter dog ikke smerte eller lidelse, der alene stammer fra, er forbundet
med eller følger af lovlige sanktioner,
(f) forstås ved ”påtvungen graviditet” ulovlig frihedsberøvelse af en kvinde, der er
blevet påtvunget en graviditet, med den hensigt at påvirke en befolknings etniske
sammensætning eller at begå andre alvorlige overtrædelser af folkeretten. Denne
definition skal ikke på nogen måde fortolkes således, at den påvirker national lov-
givning om graviditet,
(g) forstås ved ”forfølgelse” forsætlig og alvorlig berøvelse af grundlæggende ret-
tigheder i strid med folkeretten på grund af en gruppes eller et fællesskabs identitet,
62
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0063.png
(h) forstås ved ”apartheid” umenneskelige handlinger af en karakter svarende til de
i stk. 1 nævnte, der er begået som led i en racemæssig gruppes institutionaliserede
regime af systematisk undertrykkelse af og dominans over en anden racemæssig
gruppe eller grupper, og som er begået med den hensigt at opretholde dette regime,
(i) forstås ved ”tvangsforsvindinger” anholdelse, tilbageholdelse eller bortførelse af
personer udført af eller med bemyndigelse, støtte eller forståelse fra en stat eller
politisk organisation, efterfulgt af en nægtelse af at anerkende denne frihedsberø-
velse eller at give informationer om de pågældende personers skæbne eller opholds-
sted med den hensigt at fjerne dem fra retmæssig beskyttelse i et længere tidsrum.
3. Ved udtrykket ”køn” forstås i denne statut to køn, hankøn og hunkøn, inden for
samfundets rammer. Udtrykket ”køn” angiver ikke nogen betydning, der afviger fra
ovenstående.”
Statuttens artikel 7 definerer forbrydelser mod menneskeheden. Forbrydelser mod menneske-
heden forudsætter, at den pågældende handling er udøvet som led i et omfattende eller syste-
matisk angreb mod civilbefolkningen og med viden om angrebet (afsnit 1.1), og at en af 11
opregnede typer af handlinger er begået i førnævnte kontekst (afsnit 1.2).
1.1 Generelle materielle strafbetingelser for forbrydelser mod menneskeheden
Det følger af indledningen i statuttens artikel 7, stk. 1, at de oplistede handlinger skal være
begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod civilbefolkningen og med viden
om angrebet. Bestemmelsen indeholder dermed et kontekstuelt krav, som skal være opfyldt.
Det er en forudsætning for strafansvar efter artikel 7, stk. 1, at gerningspersonen vidste, at hand-
lingen var en del af eller havde til hensigt, at handlingen var en del af et sådant angreb, jf. de
vejledende beskrivelser af gerningsindholdet i artikel 7, der er udarbejdet i henhold til artikel 9
i Straffedomstolens statut.
Straffedomstolen har udledt fem krav til det kontekstuelle element: For det første skal der være
begået et angreb mod en civilbefolkning, for det andet skal angrebet have en omfattende eller
systematisk karakter, for det tredje skal angrebet være begået i medfør af eller til fremme af en
stat eller organisations politik, for det fjerde skal der være en forbindelse mellem den enkelte
begåede handling og angrebet mod civilbefolkningen, og for det femte skal gerningspersonen
have viden om angrebet.
29
Strafansvar efter artikel 7 forudsætter dermed, at en række krav til den sammenhæng, handlin-
gen er begået i, er opfyldt. De enkelte handlingstyper skal dermed være af en kvalificeret art,
idet de skal være begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod
Straffedomstolen, “Decision
Pursuant to Article 15 of the Rome Statute on the Authorization of an Investigation
into the Situation in the Republic of Kenya”
(ICC-01/09-19-Corr), afgørelse af 1. april 2010, pr. 79.
29
63
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0064.png
civilbefolkningen. Som nævnt ovenfor er det ikke et krav, at der er en sammenhæng mellem
handlingen og en væbnet konflikt, idet forbrydelser mod menneskeheden også er forbudt i
fredstid.
Det fremgår desuden af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at de forbudte handlin-
ger i artikel 7 skal fortolkes snævert i overensstemmelse med artikel 22 om ingen forbrydelse
uden lov, under hensyntagen til, at forbrydelser mod menneskeheden er blandt de mest alvorlige
forbrydelser, der vedkommer det internationale samfund som helhed, at bestemmelserne med-
fører et individuelt strafansvar, og at adfærden er utilladelig i henhold til folkeretten som aner-
kendt af de væsentligste retssystemer i verden.
1.1.1
Angreb mod en civilbefolkning
Det følger af statuttens artikel 7, stk. 2, litra a, at formuleringen ”angreb mod en civilbefolk-
ning” i stk. 1 skal forstås som en handlemåde, der indebærer, at de i stk. 1 nævnte handlinger
gentagne gange begås mod en civilbefolkning, i medfør af eller til fremme af en stats eller
organisations politik om at begå det pågældende angreb. Det fremgår af de vejledende beskri-
velser af gerningsindhold, at handlingerne ikke behøver at udgøre et militært angreb.
Formuleringen ”angreb mod” indebærer, at angrebets primære mål skal være civilbefolkningen
i modsætning til tilfældige ofre. Ved vurderingen heraf kan der lægges vægt på, hvilke midler
og metoder der blev brugt under angrebet, ofrenes status, antallet af ofre, angrebets diskrimine-
rende karakter, karakteren af de begåede forbrydelser, modstandsformen mod angriberne på
angrebstidspunktet, og særligt for væbnet konflikt om de angribende har overholdt forsigtig-
hedskravene i den humanitære folkeret.
30
Formuleringen ”enhver civilbefolkning” indikerer en bred forståelse af civilbefolkning. Det kan
omfatte befolkningsgrupper, der kan identificeres på baggrund af bl.a. nationalitet, etnicitet el-
ler et andet kendetegn samt gruppens politiske tilhørsforhold, herunder også opfattede politiske
tilhørsforhold.
31
Angrebet kan også være rettet mod gerningspersonens egen civilbefolkning.
Formuleringen ”befolkning” indebærer, at angrebet skal rette sig mod et større antal civile, men
ikke nødvendigvis en hel befolkning.
32
Straffedomstolen,
Anklageren mod Jean-Pierre Bemba Gombo
(ICC-01/05-01/08), afgørelse af 21. marts 2016,
pr. 153-154.
31
Straffedomstolen,
Anklageren mod Muthaura, Kenyatta og Ali:”Decision on the Confirmation of charges”,
(ICC-01/09-02-11-382-Red), afgørelse af 23. januar 2012, pr. 110.
32
Straffedomstolen, “Situation
in the Republic of Kenya”
(ICC-01/09), afgørelse af 31. marts 2010, pr. 81 og
Straffedomstolen,
Anklageren mod Jean-Pierre Bemba Gombo
(ICC-01/05-01/08), afgørelse af 21. marts 2016,
pr. 154.
30
64
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0065.png
For forbrydelser mod menneskeheden begået i tilknytning til væbnet konflikt er det en forud-
sætning for, at de angrebne kan karakteriseres som en civilbefolkning, at de angrebne overve-
jende er civile. Tilstedeværelsen af enkelte kombattanter ændrer ikke en hel gruppes karakter.
33
Straffedomstolens fortolkning er på dette punkt i overensstemmelse med den humanitære fol-
kerets definition af civile, herunder artikel 50, stk. 3, i tillægsprotokol I til Geneve-konventio-
nerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i internationale væbnede konflikter.
Det følger af denne bestemmelse, at tilstedeværelsen blandt civilbefolkningen af enkeltperso-
ner, som ikke omfattes af definitionen af civile, ikke fratager befolkningen dens civile beskaf-
fenhed. Der henvises til kapitel 5 om krigsforbrydelser, afsnit 1.1.2 om den humanitære folke-
rets aktører.
For forbrydelser mod menneskeheden begået i fredstid skal alle betragtes som civile undtagen
de personer, som har pligt til at opretholde den offentlige orden og har legitime magtmidler til
at sikre dette på angrebstidspunktet.
34
1.1.2
Omfattende eller systematisk karakter
Angrebet mod civilbefolkningen skal have en omfattende eller systematisk karakter. Det er al-
ternative betingelser, så et angreb kan opfylde kravet ved at være enten omfattende eller syste-
matisk.
35
Ved ”omfattende” forstås et angreb, som er karakteriseret ved at være rettet mod et større antal
personer og have et stort omfang af skade. Et omfattende angreb kan ifølge Straffedomstolen
være massivt, hyppigt, udført kollektivt med betydelig alvor og rettet mod et større antal per-
soner.
36
Enkeltstående handlinger uden sammenhæng med et omfattende angreb udelukkes der-
ved. Omfattende kan også relatere sig til en geografisk dimension, hvorved angrebene sker for-
skellige geografisk spredte steder. Vurderingen er dog hverken udelukkende kvantitativ eller
geografisk, men skal tage udgangspunkt i de faktiske omstændigheder i den konkrete sag.
37
Ved ”systematisk” forstås et angreb, som er af organiseret karakter, og hvor det er usandsynligt,
at handlingerne er tilfældige. Det kan ifølge Straffedomstolen være et planlagt og koordineret
angreb bestående af handlinger med den samme fremgangsmåde, der afslører et klart mønster.
38
Straffedomstolen,
Anklageren mod Germain Katanga
og
Mathieu Ngudjolo Chui
(ICC-01/04-07/07), afgørelse
af 7. marts 2014, pr. 1105.
34
Det internationale krigsforbrydertribunal for Rwanda (ICTR),
Anklageren mod Clément Kayishema og Obed
Ruzindana
(IT-95-13/1-T), afgørelse af 21. maj 1999, pr. 127.
35
Straffedomstolen, “Situation
in the Republic of Kenya”
(ICC-01/09), afgørelse af 31. marts 2010, pr. 94.
36
Straffedomstolen,
Anklageren mod Jean-Pierre Bemba Gombo”
(ICC-01/05-01/08), afgørelse af 21. marts 2016,
pr. 83.
37
Straffedomstolen, “Situation
in the Republic of Kenya”(ICC-01/09),
afgørelse af 31. marts 2010, pr. 95.
38
Straffedomstolen,
Anklageren mod Bosco Ntaganda
(ICC-01/04-02/06), afgørelse af 9. juni 2014, pr. 24; Straf-
fedomstolen,
Anklageren mod Laurent Gbagbo
(ICC-02/11-01/11), afgørelse af 12. juni 2014, pr. 225.
33
65
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0066.png
1.1.3
Stats eller organisations politik
Det følger af statuttens artikel 7, stk. 2, litra a, at det pågældende angreb skal være begået i
medfør af eller til fremme af en stat eller organisations politik.
”Stat” skal forstås i overensstemmelse med folkeretten. Det vil sige en stabil og juridisk orga-
nisering af et territorialt og politisk samfund i en form, der gør det muligt at være en del af det
internationale samfund af stater.
For så vidt angår forståelsen af ordet ”organisation” har Straffedomstolen udtalt, at følgende
elementer kan indgå i vurderingen af, om en gruppe udgør en organisation i statuttens forstand:
1) Gruppen er under en ansvarlig kommando eller har et etableret hierarki, 2) gruppen besidder
midlerne til at udføre et udbredt eller systematisk angreb mod en civilbefolkning, 3) gruppen
udøver kontrol over en del af en stats territorium, 4) gruppen har kriminelle aktiviteter mod
civilbefolkningen som et primært formål, 5) gruppen har udtrykkeligt eller implicit udtrykt en
hensigt om at angribe en civilbefolkning, eller 6) gruppen er en del af en større gruppe, som
opfylder nogle af eller alle de foregående kriterier.
39
Det fremgår endvidere af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold i artikel 7, at formule-
ringen ”politik om at begå det pågældende angreb” kræver, at staten eller organisationen aktivt
fremmer eller tilskynder til et sådant angreb mod en civilbefolkning. I sagen
Anklageren mod
Ruto, Koshey og Sang
udtalte Straffedomstolen, at et angreb, der er planlagt, målrettet eller
organiseret – i modsætning til spontant eller (bestående af) isolerede handlinger – opfylder kra-
vet om en ”politik”. Implementeringen af en politik kan bestå af en forsætlig undladelse, som
bevidst har til formål at tilskynde til et sådant angreb.
40
Kravet om en ”politik” er ikke synonymt
med ”systematisk”, men indebærer blot, at staten eller organisationen havde i sinde at begå et
sådant angreb mod en civilbefolkning. For gerningspersonen indebærer kravet nærmere, at
denne skal have handlet i henhold til eller til fremme af en stats eller organisations politik, eller
gerningspersonen skal have handlet på en måde, der er forudset i politikken, med viden
derom.
41
”Politik”-kravet kan formentlig ikke siges at være udtryk for folkeretlig sædvaneret, men er
nærmere medtaget som et politisk kompromis under forhandlingerne af statutten. Kravet blev
Straffedomstolen,
Anklageren mod Ruto, Koshey og Sang
(ICC-01/09-01/11-373), afgørelse af 23. januar 2012,
pr. 185.
40
Straffedomstolen,
Anklageren mod Ruto, Koshey og Sang K
(ICC-01/09-01/11-373), afgørelse af 23. januar
2012, pr. 210.
41
Straffedomstolen,
Anklageren mod Jean-Pierre Bemba Gombo
(ICC-01/05-01/08), afgørelse af 21. marts 2016,
pr. 161.
39
66
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
sat ind som et kompromis for at tilfredsstille de stater, der ønskede, at kravet om angrebets
omfattende eller systematiske karakter skulle være kumulative betingelser – og ikke alternative
betingelser, sådan som statutten er udformet i dag.
1.1.4
Med viden om angrebet
Gerningspersonen skal endvidere have viden om eller til hensigt, at dennes handling var en del
af et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning. Det fremgår af de vejledende
beskrivelser af gerningsindhold i artikel 7, at kravet til gerningspersonens viden eller hensigt
med handlingen ikke indebærer, at gerningspersonen skal have haft kendskab til alle angrebets
karakteristika eller de præcise detaljer i planen eller statens eller organisationens politik. I til-
fælde af et begyndende omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning indikerer
kravet om gerningspersonens hensigt, at gerningspersonen havde til hensigt at fremme et sådant
angreb.
1.2 De enkelte handlinger
Artikel 7 definerer 11 typer af handlinger, der kan udgøre en forbrydelse mod menneskeheden,
hvis de kontekstuelle elementer som beskrevet ovenfor samtidig er opfyldt. De enkelte hand-
lingstyper gennemgås i det følgende.
1.2.1
Drab som forbrydelse mod menneskeheden
Det følger af statuttens artikel 7, stk. 1, litra a, at det er en forbrydelse mod menneskeheden, når
drab begås som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning og med
viden om angrebet. Det er således en forudsætning for at ifalde strafansvar efter bestemmelsen,
at gerningspersonen har dræbt eller forårsaget en eller flere personers død.
1.2.2
Udryddelse som forbrydelse mod menneskeheden
Det følger af statuttens artikel 7, stk. 1, litra b, at det er en forbrydelse mod menneskeheden,
når udryddelse begås som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning
og med viden om angrebet. Det følger desuden af statuttens artikel 7, stk. 2, litra b, at ”udryd-
delse” omfatter bevidst påtvingelse af visse levevilkår, bl.a. berøvelse af adgang til mad og
medicin, der er beregnet på at medføre, at en del af en befolkning udryddes.
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen direkte eller
indirekte skal have dræbt en eller flere personer, herunder f.eks. ved bevidst påtvingelse af visse
levevilkår. Handlingen skal desuden udgøre eller finde sted som led i et massedrab af medlem-
mer af en civilbefolkning. At handlingen skal finde sted som led i et massedrab indebærer, at
de indledende handlinger i forbindelse med et massedrab også er omfattet af bestemmelsen.
67
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0068.png
Udryddelse kan således siges at være beslægtet med drab, men retter sig mod flere personer
med et element af massedrab, idet der skal være en hensigt om at udrydde civilbefolkningen.
1.2.3
Slaveri som forbrydelse mod menneskeheden
Det følger af statuttens artikel 7, stk. 1, litra c, at det er en forbrydelse mod menneskeheden, når
slaveri begås som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning og med
viden om angrebet. Det følger desuden af statuttens artikel 7, stk. 2, litra c, at ved begrebet
”slaveri” skal forstås udøvelse af en eller samtlige af de beføjelser, der er knyttet til ejendoms-
retten over en person, og omfatter udøvelse af sådanne beføjelser i forbindelse med menneske-
handel, især med kvinder og børn.
Ved ”beføjelser, der er knyttet til ejendomsretten over en person” forstås ifølge de vejledende
beskrivelser af gerningsindhold bl.a. at købe, sælge, udlåne eller indgå en byttehandel om en
person eller en lignende frihedsberøvelse. En lignende frihedsberøvelse kan i nogle tilfælde
omfatte det forhold at kræve tvangsarbejde eller på anden måde reducere en person til en sla-
vestatus som defineret i FN’s tillægskonvention af 1956 om afskaffelse af slaveri, slavehandel
og ordninger, der må sidestilles hermed. Omfattet af bestemmelsen er ligeledes menneskehan-
del, herunder særligt med kvinder og børn. Der henvises til de vejledende beskrivelser af ger-
ningsindhold.
Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY) dømte i
Kunarac-sagen
den til-
talte for slaveri ved at have frataget to unge kvinder kontrollen over deres liv og have behandlet
dem som ejendom.
42
1.2.4
Deportation m.v. som forbrydelse mod menneskeheden
Det følger af statuttens artikel 7, stk. 1, litra d, at det er en forbrydelse mod menneskeheden,
når deportation eller tvungen overførelse af en befolkning begås som led i et omfattende eller
systematisk angreb mod en civilbefolkning og med viden om angrebet. Det følger af artikel 7,
stk. 2, litra d, at ved begrebet ”deportation eller tvungen overførelse af en befolkning” skal
forstås tvungen forflyttelse af de berørte personer ved udvisning eller brug af andre tvangsmid-
ler fra deres lovlige opholdssted uden folkeretligt tilladelige grunde. Deportation forudsætter –
i modsætning til tvungen overførelse – at den tvangsfordrevne befolkning er flyttet over en
landegrænse.
43
Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY),
Anklageren mod Kunarac et al.
(IT-96-23 og
23/1), afgørelse af 12. juni 2002, pr. 58.
43
Straffedomstolen,”Decision on the “Prosecution’s Request for a Ruling on Jurisdiction under Article 19(3) of
the Statute” (ICC-RoC46(3)-01/18), afgørelse af 6. september 2018, pr. 60.
42
68
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0069.png
Det er således en forudsætning for at ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at den eller de
tvangsfordrevne personer befandt sig lovligt i det område, hvorfra de blev deporteret m.v. Ger-
ningspersonen skal ifølge de vejledende beskrivelser af gerningsindhold desuden have viden
om de faktiske omstændigheder, der lå til grund for lovligheden af en sådan tilstedeværelse.
Det fremgår endvidere af de vejledende beskrivelser af gerningshold, at begrebet ”tvungen”
ikke er afgrænset til fysisk magtanvendelse, men kan omfatte trusler om magtanvendelse eller
tvangsforanstaltninger, såsom tvang som følge af frygt for vold, tvang, tilbageholdelse, psykisk
undertrykkelse eller magtmisbrug mod en eller flere personer eller en anden person, eller ved
at udnytte et tvingende miljø. Ved ”deportation eller tvungen overførelse” forstås også ”tvangs-
fordrevet”. Der henvises til de vejledende beskrivelser af gerningsindhold.
Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY) afgjorde i
Krstic-sagen,
at det var
tvangsforflyttelse omfattet af bestemmelsen, da ca. 25.000 bosniske muslimer blev tvangsfor-
flyttet fra Srebrenica den 12. og 13. juli 1995.
44
1.2.5
Fængsling m.v. som forbrydelse mod menneskeheden
Det følger af statuttens artikel 7, stk. 1, litra e, at det er en forbrydelse mod menneskeheden, når
fængsling eller anden alvorlig berøvelse af fysisk frihed i strid med folkerettens grundlæggende
regler begås som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning og med
viden om angrebet.
Det er således en forudsætning for at ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at gerningspersonen
har fængslet en eller flere personer eller på en anden alvorlig måde berøvet en eller flere perso-
ner den fysiske frihed. I en sag i relation til situationen i Burundu udtalte Straffedomstolen, at
”fængsling” skal forstås som ”ulovligt fangenskab af en person i et lukket miljø, såsom et fæng-
sel eller en psykiatrisk institution”, mens ”anden alvorlig berøvelse af fysisk frihed” angiver
den ulovlige begrænsning af bevægelsesfriheden til et specifikt område, såsom et særligt af-
grænset boligområde, en lejr eller et hus. Det forhold, at varigheden af et fangenskab eller en
begrænsning af bevægelsesfriheden kan have været kort, kan ikke alene bruges som argument
for, at frihedsberøvelsen ikke var tilstrækkelig alvorlig.
45
Den pågældende handling skal endvidere være så alvorlig, at den er i strid med grundlæggende
regler i folkeretten. Det vil eksempelvis kunne være ret til retfærdig rettergang som krævet af
bl.a. Genève-konventionerne i væbnet konflikt, herunder om internering af fjendtlige
Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY),
Anklageren mod Krstic
(IT-98-33), afgørelse af
19. april 2004.
45
Straffedomstolen,
Situation in Republikken Burundi
(ICC-01/17), afgørelse af 25. oktober 2017, pr. 68
44
69
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0070.png
kombattanter eller civile, der udgør en sikkerhedsrisiko. En alvorlig frihedsberøvelse i strid
med grundlæggende regler i folkeretten kan desuden være at blive afskåret fra enhver form for
processuelle rettigheder. Hvis frihedsberøvelsen er lovlig efter de nævnte bestemmelser, eller
der alene er tale om mindre brud på bestemmelserne, vil der ikke foreligge en krænkelse af
artikel 7, stk. 1, litra e. Gerningspersonen skal desuden have viden om de faktiske omstændig-
heder, der gjorde handlingen tilstrækkelig alvorlig.
1.2.6
Tortur som forbrydelse mod menneskeheden
Det følger af statuttens artikel 7, stk. 1, litra f, at det er en forbrydelse mod menneskeheden, når
tortur begås som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning og med
viden om angrebet.
Det følger af statuttens artikel 7, stk. 2, litra e, at der ved ”tortur” skal forstås forsætlig påførelse
af stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller psykisk, på en person i anklagedes varetægt eller
under anklagedes kontrol. Ifølge statutten omfatter tortur dog ikke smerte eller lidelse, der alene
stammer fra, er forbundet med eller følger af lovlige sanktioner. Det er en forudsætning for at
ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at gerningspersonen har påført stærk fysisk eller psykisk
smerte eller lidelse på en eller flere personer. I
Ongwen-sagen
udtalte Straffedomstolen, at kra-
vet om en stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse kan mødes af en enkelt handling eller
ved en kombination af handlinger, når det ses som helhed. Det er ikke nødvendigt at fastslå, at
smerten eller lidelsen har forårsaget en specifik fysisk skade f.eks. organsvigt, svækkelse af en
kropsfunktion eller døden. Det er endvidere ikke en forudsætning, at torturen har efterladt syn-
lige mærker eller permanente skader.
46
Dernæst skal gerningspersonen have personen eller per-
sonerne i sin varetægt eller under sin kontrol.
Det er ikke et krav, at torturen skal være udført med et særligt formål eller være begået af
statslige aktører, jf. de vejledende beskrivelser af gerningsindhold. Definitionen af tortur i arti-
kel 1 i FN’s torturkonvention kræver i modsætning hertil, at torturen skal være udført med et
særligt formål og som udgangspunkt være udført af en statslig aktør eller med en sådan aktørs
samtykke eller indvilligelse. Der henvises til kapitel 10 om tortur, afsnit 1.2 om forskellen mel-
lem torturdefinitionerne i henholdsvis FN’s torturkonventionen og tortur som forbrydelse mod
menneskeheden.
46
Straffedomstolen,
Anklageren mod Dominic Ongwen
(ICC-02/04-01/15), afgørelse af 4. februar 2021, pr.
2700-2703.
70
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
1.2.7
Seksualforbrydelser som forbrydelse mod menneskeheden
Det følger af statuttens artikel 7, stk. 1, litra g, at det er en forbrydelse mod menneskeheden,
når voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet, tvungen sterilisering
eller enhver anden form for seksuel vold af lignende grovhed begås som led i et omfattende
eller systematisk angreb mod en civilbefolkning og med viden om angrebet.
Artikel 7, stk. 1, litra g, omfatter således en række seksualforbrydelser.
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at der ved
voldtægt
forstås, at
gerningspersonen invaderer en persons krop på en måde, der resulterer i hel eller delvis penet-
ration af en hvilken som helst del af kroppen på den forurettede eller gerningspersonen selv
med en kropsdel eller en genstand. Begrebet ”invaderer” er ifølge vejledningen bevidst anvendt
for at være kønsneutralt. Det følger endvidere af vejledningen, at handlingen skal være begået
med magt eller ved trussel om magt eller tvang, såsom den, der er forårsaget af frygt for vold,
tvang, tilbageholdelse, psykisk undertrykkelse eller magtmisbrug mod denne person (ofret) el-
ler en anden person, eller ved at udnytte et tvingende miljø, eller handlingen er begået mod en
person, der ikke var i stand til at give et gyldigt samtykke. En person kan på grund af påvirkning,
herunder påvirkning af medicin eller euforiserende stoffer, eller som følge af medfødte eller
aldersrelaterede manglende evner være ude af stand til at give et gyldigt samtykke.
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at der ved
seksuelt slaveri
forstås,
at gerningspersonen udøvede en eller samtlige af de beføjelser, der er knyttet til ejendomsretten
over en eller flere personer, som f.eks. at købe, sælge, udlåne eller indgå en byttehandel om en
sådan person eller personer, eller pålagde dem en lignende frihedsberøvelse. En lignende fri-
hedsberøvelse kan i nogle tilfælde omfatte det forhold at kræve tvangsarbejde eller på anden
måde reducere en person til en slavestatus som defineret i FN’s tillægskonvention af 7. septem-
ber 1956 om afskaffelse af slaveri, slavehandel og ordninger, der må sidestilles hermed. Om-
fattet af bestemmelsen er ligeledes menneskehandel, herunder særligt med kvinder og børn.
Gerningspersonen skal derudover have foranlediget, at en sådan person eller personer deltager
i en eller flere handlinger af seksuel karakter. Det følger endvidere af vejledningen, at det henset
til forbrydelsens komplekse karakter anerkendes, at den strafbare handling kan involvere mere
end én gerningsperson som en del af et fælles strafbart formål.
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at der ved
tvungen prostitution
forstås, at gerningspersonen foranledigede, at en eller flere personer deltager i en eller flere
handlinger af seksuel karakter, ved brug af magt eller ved trussel om magt eller tvang, såsom
den, der er forårsaget af frygt for vold, tvang, tilbageholdelse, psykisk undertrykkelse eller
magtmisbrug mod denne person eller de personer (ofre) eller en anden person, eller ved at
71
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0072.png
udnytte et tvingende miljø eller udnytte forurettedes manglende evne til at give et gyldigt sam-
tykke. En person kan på grund af påvirkning, herunder påvirkning af medicin eller euforise-
rende stoffer, eller som følge af medfødte eller aldersrelaterede manglende evner være ude af
stand til at give et gyldigt samtykke. Det følger endvidere af vejledningen, at gerningspersonen
eller en anden person skal have opnået eller forventet at opnå en økonomisk eller anden fordel
i bytte for eller i forbindelse med den eller de handlinger af seksuel karakter.
Det følger af statuttens artikel 7, stk. 2, litra f, at der ved ”påtvungen
graviditet”
skal forstås
ulovlig frihedsberøvelse af en kvinde, der er blevet påtvunget en graviditet, med den hensigt at
påvirke en befolknings etniske sammensætning eller at begå andre alvorlige overtrædelser af
folkeretten. I
Ongwen-sagen
udtalte Straffedomstolen i appeldommen bl.a., at essensen af for-
brydelsen er, at den gravide uretmæssigt placeres i en position, hvor hun ikke kan vælge, om
hun vil fortsætte graviditeten. Straffedomstolen udtalte endvidere, at definitionen i artikel 7,
stk. 2, litra f, indikerer, at hovedfokus for denne forbrydelse er at beskytte en kvindes repro-
duktive autonomi.
47
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at der ved
tvungen sterilisering
forstås, at gerningspersonen har frataget en eller flere personers biologiske reproduktionsevne.
Fratagelsen omfatter ikke præventionsforanstaltninger, som i praksis har en midlertidig virk-
ning. Tvungen sterilisering forudsætter, at handlingen ikke var begrundet i medicinsk behand-
ling eller hospitalsbehandling af personen eller personerne, og at handlingen var udført uden
deres gyldige samtykke. En person kan på grund af påvirkning, herunder påvirkning af medicin
eller euforiserende stoffer, eller som følge af medfødte eller aldersrelaterede manglende evner
være ude af stand til at give et gyldigt samtykke.
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at der ved
enhver anden form for
seksuel vold af lignende grovhed
forstås, at gerningspersonen har begået en handling af seksuel
karakter mod en eller flere personer eller har bevirket at en sådan person eller personer har
deltaget i en handling af seksuel karakter ved magt eller ved trussel om magt eller tvang, såsom
den, der er forårsaget af frygt for vold, tvang, tilbageholdelse, psykisk undertrykkelse eller
magtmisbrug mod denne person eller de personer eller en anden person eller ved at udnytte et
tvingende miljø eller personens eller personernes manglende evne til at give et gyldigt sam-
tykke. En person kan på grund af påvirkning, herunder påvirkning af medicin eller euforise-
rende stoffer, eller som følge af medfødte eller aldersrelaterede manglende evner være ude af
stand til at give et gyldigt samtykke. Handlingen skal være af en sammenlignelig grovhed med
Straffedomstolen,
Anklageren mod Dominic Ongwen
(ICC-02/04-01/15 A), appeldom af 15. december 2022,
pr. 1055.
47
72
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
de andre forbrydelser gengivet i statuttens artikel 7, stk. 1, litra g. Gerningspersonen skal desu-
den være bekendt med de faktiske omstændigheder, der betingede handlingens grovhed.
1.2.8
Forfølgelse som forbrydelse mod menneskeheden
Det følger af artikel 7, stk. 1, litra h, at det er en forbrydelse mod menneskeheden, når forføl-
gelse af enhver identificerbar gruppe eller fællesskab af politiske, racemæssige, nationale, etni-
ske, kulturelle, religiøse, kønsbestemte årsager, jf. stk. 3, eller andre årsager, der er almindeligt
anerkendt som værende i strid med folkeretten, i forbindelse med enhver i de stk. 1 nævnte
handlinger eller andre forbrydelser under domstolens jurisdiktion, begås som led i et omfattende
eller systematisk angreb mod en civilbefolkning og med viden om angrebet. Det følger endvi-
dere af statuttens artikel 7, stk. 2, litra g, at ved ”forfølgelse” skal forstås forsætlig og alvorlig
berøvelse af grundlæggende rettigheder i strid med folkeretten på baggrund af en gruppes eller
et fællesskabs identitet. Det følger desuden af artikel 7, stk. 3, at ved udtrykket ”køn” skal for-
stås to køn, hankøn og hunkøn, inden for samfundets rammer.
Det er således en forudsætning for at ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at gerningspersonen
har berøvet en eller flere personer deres grundlæggende rettigheder. Dernæst er det en forud-
sætning, at gerningspersonen har udvalgt denne person eller disse personer på baggrund af deres
tilhørsforhold til en gruppe eller et fællesskabs identitet eller har udvalgt gruppen eller fælles-
skabet som sådan, og at det er baseret på politiske, racemæssige, nationale, etniske, kulturelle,
religiøse eller kønsbestemte årsager som defineret i statuttens artikel 7, stk. 3, eller af andre
grunde, som er almindeligt anerkendt som forbudte efter folkeretten.
Endvidere skal handlingen være begået i forbindelse med enhver af de handlinger, som er om-
fattet af statuttens artikel 7, stk. 1, eller enhver forbrydelse under Straffedomstolens jurisdik-
tion. Forfølgelsesforbrydelsen er således en accessorisk forbrydelse i henhold til definitionen i
statutten. At handlingen skal være begået i forbindelse med en anden handling omfattet af sta-
tutten er et kriterium, der formentlig ikke er udtryk for definitionen af forfølgelsesforbrydelsen
efter folkeretlig sædvaneret. Kriteriet skal derfor nærmere forstås som en afgrænsning af, hvilke
forbrydelser Straffedomstolen skal have jurisdiktion over, det vil sige en form for jurisdiktion-
stærskel.
1.2.9
Tvangsforsvindinger som forbrydelse mod menneskeheden
Det følger af statuttens artikel 7, stk. 1, litra i, at det er en forbrydelse mod menneskeheden, når
tvangsforsvindinger begås som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolk-
ning og med viden om angrebet. Det følger af statuttens artikel 7, stk. 2, litra i, at ved ”tvangs-
forsvindinger” skal forstås anholdelse, tilbageholdelse eller bortførelse af personer udført af
eller med bemyndigelse, støtte eller forståelse fra en stat eller politisk organisation, efterfulgt
73
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
af en nægtelse af at anerkende denne frihedsberøvelse eller at give informationer om de pågæl-
dende personers skæbne eller opholdssted med den hensigt at fjerne dem fra retmæssig beskyt-
telse i et længere tidsrum.
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal have
enten arresteret, tilbageholdt eller bortført en eller flere personer, og at en sådan arrestation,
tilbageholdelse eller bortførelse blev efterfulgt eller ledsaget af et afslag på at anerkende fri-
hedsberøvelsen eller at give oplysninger om denne person eller de personers skæbne eller op-
holdssted,
eller
at gerningspersonen skal have nægtet at anerkende anholdelsen, tilbageholdel-
sen eller bortførelsen eller at give oplysninger om skæbnen eller opholdsstedet for en eller flere
personer, og frihedsberøvelsen var gået forud for eller var ledsaget af afslaget. I visse tilfælde
kan anholdelsen eller tilbageholdelsen have været lovlig.
Det fremgår endvidere af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen
skal være bevidst om enten, at en sådan anholdelse, tilbageholdelse eller bortførelse alminde-
ligvis vil blive efterfulgt af et afslag på at anerkende frihedsberøvelsen eller give oplysninger
om denne person eller de personers skæbne eller opholdssted, eller at frihedsberøvelsen var
gået forud for eller var ledsaget af afslaget. I førstnævnte tilfælde, hvor en frihedsberøvelse i
form af en tilbageholdelse efterfølges af et afslag, skal gerningspersonen være bevidst om, at
der tidligere er givet et sådant afslag. Gerningspersonen skal i alle tilfælde yderligere have haft
til hensigt at fjerne denne eller disse personer fra lovens beskyttelse i et længere tidsrum.
Det fremgår desuden af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at frihedsberøvelsen
skal være udført af eller med tilladelse, støtte eller samtykke fra en stat eller en politisk organi-
sation. Afslaget skal ligeledes være udført af eller med tilladelse eller støtte fra denne stat eller
politiske organisation. I betragtning af forbrydelsens komplekse karakter vil forbrydelsen nor-
malt involvere mere end én gerningsperson som en del af et fælles strafbart formål.
Det er en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at forbrydelsen er begået efter sta-
tuttens ikrafttræden, jf. de vejledende beskrivelser af gerningsindhold.
1.2.10
Apartheid som forbrydelse mod menneskeheden
Det følger af statuttens artikel 7, stk. 1, litra j, at det er en forbrydelse mod menneskeheden, når
apartheid begås som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning og
med viden om angrebet. Det følger af artikel 7, stk. 2, litra h, at ved ”apartheid” skal forstås
umenneskelige handlinger af en karakter svarende til de i stk. 1 nævnte, der er begået som led
i en racemæssig gruppes institutionaliserede regime af systematisk undertrykkelse af og
74
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0075.png
dominans over en anden racemæssig gruppe eller grupper, og som er begået med den hensigt
at opretholde dette regime.
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal have
begået en umenneskelig handling mod en eller flere personer. Den pågældende handling skal
være omfattet af statuttens artikel 7, stk. 1, eller handlingen skal i natur og alvor være af lig-
nende karakter. Gerningspersonen skal være bekendt med de faktiske omstændigheder, der be-
tingede handlingens karakter.
Handlingen skal være begået som led i en racemæssig gruppes institutionaliserede regime af
systematisk undertrykkelse af og dominans over en anden racemæssig gruppe eller grupper.
Gerningspersonen skal endvidere have til hensigt at opretholde dette regime med sin adfærd.
Der henvises til de vejledende beskrivelser af gerningsindhold.
1.2.11
Andre umenneskelige handlinger som forbrydelse mod menneskeheden
Det følger af statuttens artikel 7, stk. 1, litra k, at det er en forbrydelse mod menneskeheden,
når andre umenneskelige handlinger af lignende karakter, der forsætligt forårsager stor lidelse
eller alvorlig skade på legeme, sjæl eller helbred, begås som led i et omfattende eller systema-
tisk angreb mod en civilbefolkning og med viden om angrebet.
Det er således en forudsætning for strafansvar efter bestemmelsen, at gerningspersonen forår-
sagede stor lidelse eller alvorlig skade på legeme, sjæl eller helbred. Det fremgår af de vejle-
dende beskrivelser af gerningsindhold, at ”andre umenneskelige handlinger” omfatter handlin-
ger, der har en lignende karakter i natur og alvor i forhold til de andre forbrydelser i statuttens
artikel 7, stk. 1. Det er endvidere en forudsætning, at gerningspersonen var bekendt med de
faktiske omstændigheder, der udgjorde handlingens karakter.
I praksis har Straffedomstolen i
Ongwen-sagen
lagt til grund, tvangsægteskaber er omfattet af
denne opsamlingsbestemmelse om andre umenneskelige handlinger af lignende karakter.
48
2. Gældende ret
Der er ikke materielle straffebestemmelser, som selvstændigt kriminaliserer forbrydelser mod
menneskeheden, i dansk straffelovgivning. Inkorporeringen af Straffedomstolens statut ved lov
nr. 342 af 16. maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol indebærer ikke, at forbrydelserne
dermed er kriminaliseret i Danmark (se nærmere i kapitel 2, afsnit 6, om dansk inkorporering
af Rom-statutten). Det er imidlertid bl.a. i forarbejderne til loven lagt til grund, at forbrydelserne
kan straffes efter dansk straffelovgivning. Det fremgår således af forarbejderne, at artikel 7 om
48
Straffedomstolen,
Anklageren mod Dominic Ongwen
(ICC-02/04-01/15 A), appeldom af 15. december 2022.
75
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
forbrydelser mod menneskeheden og artikel 8 om krigsforbrydelser er strafbare efter den mili-
tære straffelov og den borgerlige straffelovs almindelige bestemmelser om bl.a. drab, vold,
voldtægt, frihedsberøvelse og hærværk, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 499. Disse
forbrydelser antages som hovedregel at have eksterritorial gyldighed og finder dermed også
anvendelse på handlinger foretaget i udlandet, jf. herved betænkning nr. 1488/2007 om dansk
straffemyndighed, afsnit 5.4 om danske straffebestemmelsers gyldighedsområde. Det afgø-
rende for, om et forhold – der er omfattet af forbrydelsesdefinitionerne i statutten – kan straffes
her i landet, er således, om der er materielle straffebestemmelser, der omfatter forholdet.
Nedenfor gennemgås først danske straffebestemmelser af betydning for at kunne retsforfølge
forbrydelser mod menneskeheden (afsnit 2.1), og dernæst omtales dansk retspraksis vedrørende
forbrydelser mod menneskeheden (afsnit 2.2).
2.1 Straffelovgivning af betydning for forbrydelser mod menneskeheden
Kravet i statuttens artikel 7, stk. 1, om, at handlingen skal være ”begået som led i et omfattende
eller systematisk angreb mod civilbefolkningen og med viden herom”, er ikke en del af ger-
ningsindholdet i de straffebestemmelser, der er nævnt nedenfor. Det må imidlertid antages, at
det vil kunne indgå som en skærpende omstændighed ved straffastsættelsen efter straffelovens
regler, der giver vide muligheder for at inddrage skærpende og formildende omstændigheder.
Det følger således af straffelovens § 80, stk. 1, at der ved straffens fastsættelse skal lægges vægt
på lovovertrædelsens grovhed og på oplysninger om gerningspersonen. Ved vurderingen af
lovovertrædelsens grovhed skal der tages hensyn til den med lovovertrædelsen forbundne
skade, fare og krænkelse samt til, hvad gerningspersonen indså eller burde have indset herom,
jf. stk. 2. Det følger endvidere af straffelovens § 81, at det ved straffens fastsættelse i alminde-
lighed skal indgå som en skærpende omstændighed bl.a., at gerningen er udført af flere i for-
ening, jf. nr. 2, at gerningen er særligt planlagt eller led i omfattende kriminalitet, jf. nr. 3, og
at gerningen er begået i udførelsen af offentlig tjeneste eller hverv eller under misbrug af stilling
eller særligt tillidsforhold i øvrigt, jf. nr. 8.
Forbrydelser mod menneskeheden vil efter omstændighederne bl.a. kunne straffes efter straffe-
lovens kapitel 24 om seksualforbrydelser, herunder straffelovens § 216 om voldtægt og bestem-
melsernes tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje, jf. § 225.
Forbrydelser mod menneskeheden vil endvidere efter omstændighederne bl.a. kunne straffes
efter straffelovens kapitel 25 om forbrydelser mod liv og legeme, herunder straffelovens § 237
om drab og voldsbestemmelserne i straffelovens § 244-247. Forbrydelser mod menneskeheden
vil desuden efter omstændighederne bl.a. kunne straffes efter straffelovens § 260 om ulovlig
tvang, § 261 om frihedsberøvelse og § 262 a om menneskehandel.
76
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
For personer i offentlig tjeneste eller hverv vil forbrydelsen derudover kunne straffes efter bl.a.
straffelovens §§ 150 og 155 om misbrug af stilling i offentlig tjeneste til henholdsvis tvang og
krænkelse af privates eller det offentliges ret samt straffelovens § 147 om anvendelse af ulov-
lige midler for at opnå tilståelse eller forklaring eller foretagelse af en lovstridig anholdelse,
fængsling, ransagning eller beslaglæggelse, når det påhvilede den pågældende at virke til hånd-
hævelse af statens straffemyndighed.
Forbrydelser mod menneskeheden vil efter omstændighederne også kunne straffes efter militær
straffelov. De relevante bestemmelser i militær straffelov finder dog alene anvendelse i forbin-
delse med en væbnet konflikt, hvor danske styrker deltager i den væbnede konflikt i eller uden
for Danmark, jf. militær straffelovs § 10, stk. 1. Under væbnet konflikt finder loven anvendelse
på enhver, der gør sig skyldig i overtrædelse af lovens §§ 28-34 og 36-38, jf. § 2, nr. 3.
2.2 Retspraksis
Der ses ikke at være danske domme, hvor personer er dømt for at have begået forbrydelser mod
menneskeheden.
Der ses at være en enkelt trykt afgørelse om udlevering til Rwanda med henblik på retsforfølg-
ning af en person, der var tiltalt for folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden i form af
mord og udryddelse. I Højesterets kendelse af 6. november 2013 i sag 105/2013 (gengivet i
U.2014.423H) stadfæstede Højesteret beslutningen om at udlevere den tiltalte til retsforfølg-
ning i Rwanda. Den pågældende blev udleveret og er senere idømt livsvarigt fængsel i Rwanda.
Der henvises til kapitel 6, afsnit 2.2, om retspraksis vedrørende folkedrab.
3. Fremmed ret
3.1 Finland
Kapitel 11 i den finske straffelov kriminaliserer bl.a. forbrydelser mod menneskeheden. Lovens
§ 3, nr. 1-5, sammenfatter de 11 typer af handlinger i statuttens artikel 7, stk. 1, litra a-k. Lovens
§ 4 omfatter grove forbrydelser mod menneskeheden, der bl.a. angår handlinger af særligt plan-
lagt eller systematisk karakter.
Strafferammen i den finske straffebestemmelse om forbrydelser mod menneskeheden er fæng-
sel i 1 år indtil livstid, mens de grovere forbrydelser har en strafferamme på fængsel i mindst 8
år og indtil livstid.
3.2 Nederlandene
Nederlandene har kriminaliseret forbrydelser mod menneskeheden i en særlov om internatio-
nale forbrydelser (”Wet internationale misdrijven”) fra 2003. Lovens afsnit 2, artikel 4,
77
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
omhandler forbrydelser mod menneskeheden. Strukturen i bestemmelsen svarer til strukturen i
statuttens artikel 7.
3.3 Norge
Bestemmelser om bl.a. forbrydelser mod menneskeheden blev i 2008 indført i et særskilt kapitel
16 om ”folkemord, forbrytelse mot menneskeheten og krigsforbrytelse” i den norske straffelov.
Kriminaliseringen af forbrydelser mod menneskeheden findes i § 102. Bestemmelsen er opbyg-
get således, at den svarer til strukturen i statuttens artikel 7, stk. 1. Den norske bestemmelse
adskiller sig dog fra statuttens på den måde, at gerningsmomenterne for de forbudte handlinger
i stk. 1 og 2 er skrevet sammen i lovteksten.
Bestemmelsen har følgende ordlyd:
Ӥ
102.
Forbrytelse mot menneskeheten
For forbrytelse mot menneskeheten straffes den som, som ledd i et utbredt eller
systematisk angrep rettet mot en sivilbefolkning,
a.
b.
c.
d.
e.
f.
g.
h.
dreper en person,
utrydder en befolkning helt eller delvis, herunder utsetter den eller deler av
den for levekår som tar sikte på å utrydde befolkningen helt eller delvis,
gjør en person til slave,
deporterer eller tvangsflytter en befolkning i strid med folkeretten,
fengsler eller på annen alvorlig måte berøver en person friheten i strid med
grunnleggende folkerettslige regler,
torturerer en person i vedkommendes varetekt eller kontroll ved å forårsake
alvorlig psykisk eller fysisk smerte,
utsetter en person for voldtekt, seksuelt slaveri eller tvungen prostitusjon,
tvungent svangerskap, tvangssterilisering eller annen tilsvarende grov
seksuell vold,
utsetter en identifiserbar gruppe for forfølgelse ved å berøve ett eller flere
medlemmer av gruppen grunnleggende menneskerettigheter på politisk,
rasemessig, nasjonalt, etnisk, kulturelt, religiøst, kjønnsbasert eller annet
folkerettsstridig grunnlag,
på vegne av, eller med samtykke, støtte eller tillatelse av en stat eller en
politisk organisasjon bidrar til at en person forsvinner ufrivillig, med det
forsett å unndra vedkommende fra lovens beskyttelse for et lengre tidsrom,
innenfor rammen av et institusjonalisert regime basert på én rasemessig
gruppes systematiske undertrykking og dominans over en eller flere andre
rasemessige grupper begår en apartheidforbrytelse ved å foreta
umenneskelige handlinger av samme eller liknende art som de som er
omfattet av paragrafen her i den hensikt å opprettholde regimet, eller
begår en annen umenneskelig handling av liknende art som forårsaker store
lidelser eller alvorlig skade på kropp eller helse.
i.
j.
k.
Straffen for forbrytelse mot menneskeheten er fengsel inntil 30 år.”
78
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Strafmaksimum efter bestemmelsen er fængsel indtil 30 år, hvilket er den strengeste straf i
norsk ret.
Lovens § 108 indeholder derudover en bestemmelse om medvirken og tilskyndelse til forbry-
delserne i §§ 101-107, der har en strafferamme på 10 år. Lovens § 109 indeholder en bestem-
melse om såkaldt kommandoansvar.
Uddrag af den norske lovgivning er gengivet i bilag 2.
3.4 Sverige
Forbrydelser mod menneskeheden er selvstændigt kriminaliseret i en svensk særlov om straf
for visse internationale forbrydelser (”straff för vissa internationella brott” (lov nr. 2014:406)).
Lovens § 2 kriminaliserer forbrydelser mod menneskeheden, og bestemmelsen følger i vidt
omfang opbygningen i statuttens artikel 7, stk. 1, og lovteksten indeholder desuden definitio-
nerne i artikel 7, stk. 2. Bestemmelsen har en strafferamme med et strafminimum på fængsel i
fire år og et strafmaksimum på 18 års tidsbestemt fængsel eller livstid.
Bestemmelsen har følgende ordlyd:
”Brott
mot mänskligheten
2 § För brott mot mänskligheten döms, om gärningen utgör eller ingår som ett led
i ett omfattande eller systematiskt angrepp riktat mot en grupp civila, den som
1. dödar en person som ingår i gruppen,
2. tillfogar en person som ingår i gruppen allvarlig smärta eller skada eller utsätter
denne för svårt lidande genom tortyr eller annan omänsklig behandling,
3. utsätter en person som ingår i gruppen för ett allvarligt sexuellt övergrepp ge-
nom våldtäkt, påtvingad prostitution eller annan till sitt allvar jämförbar gärning,
4. i syfte att påverka den etniska sammansättningen av en befolkning eller att för-
öva andra svåra överträdelser av allmän folkrätt, frihetsberövar en kvinna som ingår
i gruppen och som med tvång gjorts havande,
5. förorsakar att en person som ingår i gruppen kommer i sexuellt slaveri eller, i
strid med allmän folkrätt, kommer i tvångsarbete eller annat sådant tvångstillstånd,
6. i strid med allmän folkrätt deporterar eller tvångsförflyttar en person som ingår
i gruppen,
7. i strid med allmän folkrätt frihetsberövar någon som ingår i gruppen,
8. utsätter personer som ingår i gruppen för förföljelse genom att i strid med all-
män folkrätt beröva dem grundläggande rättigheter på grund av politiska, rasmäss-
iga, nationella, etniska, kulturella, religiösa, könsmässiga eller andra enligt allmän
folkrätt otillåtna motiv, eller
79
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
9. för en stats eller politisk organisations räkning, eller med dess tillstånd, stöd
eller samtycke, i syfte att undandra en person i gruppen från rättsligt skydd under
en längre tid,
a) frihetsberövar denne om frihetsberövandet följs av en vägran att erkänna
detta eller att lämna information om personens öde eller uppehållsort,
b) sedan ett frihetsberövande skett vägrar att erkänna detta eller att lämna in-
formation om den frihetsberövades öde eller uppehållsort, eller
c) sedan en sådan vägran skett vidmakthåller frihetsberövandet.
Straffet är fängelse på viss tid, lägst fyra och högst arton år, eller på livstid.”
Lovens §§ 13-15 omhandler overordnedes ansvar for underordnedes handlinger, herunder § 13
om undladelse af at træffe mulige foranstaltninger for at forhindre forbrydelserne, § 14 om
undladelse af at udøve kontrol og § 15 om undladelse af at anmelde en underordnets forbry-
delse.
Uddrag af den svenske lovgivning er gengivet i bilag 3.
3.5 Tyskland
Statuttens forbrydelser er kriminaliseret i den tyske folkeretsstraffelov (”Völkerstrafgesetz-
buch”), hvor lovens § 7 omhandler forbrydelser mod menneskeheden. Bestemmelsen har et
strafminimum på 3 år og et strafmaksimum på fængsel indtil livstid, der afhænger af typen og
alvoren af den pågældende forbrydelse.
Bestemmelsen har i den officielle engelske oversættelse følgende ordlyd:
”Section
7
Crimes against humanity
(1) Whoever, as part of a widespread or systematic attack directed against any ci-
vilian population,
1. kills a person,
2. inflicts, with the intent of destroying a population in whole or in part, condi-
tions of life on that population or on parts thereof, being conditions calculated to
bring about its physical destruction in whole or in part,
3. traffics in persons, particularly in women or children, or whoever enslaves a
person in another way and in doing so arrogates to himself a right of ownership
over that person,
80
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
4. deports or forcibly transfers, by expulsion or other coercive acts, a person
lawfully present in an area to another State or another area in contravention of a
general rule of international law,
5. tortures a person in his or her custody or otherwise under his or her control by
causing that person substantial physical or mental harm or suffering where such
harm or suffering does not arise only from sanctions that are compatible with
international law,
6. sexually coerces, rapes, forces into prostitution or deprives a person of his or
her reproductive capacity, or confines a woman forcibly made pregnant with the
intent of affecting the ethnic composition of any population,
7. causes a person’s enforced disappearance, with the intention of removing him
or her from the protection of the law for a prolonged period of time,
(a) by abducting that person on behalf of or with the approval of a State or
a political organisation, or by otherwise severely depriving such person of
his or her physical liberty, followed by a failure immediately to give truthful
information, upon inquiry, on that person’s fate and whereabouts, or
(b) by refusing, on behalf of a State or of a political organisation or in con-
travention of a legal duty, to give information immediately on the fate and
whereabouts of the person deprived of his or her physical liberty under the
circumstances referred to under letter (a) above, or by giving false infor-
mation there-on,
8. causes another person severe physical or mental harm, especially of the kind
referred to in section 226 of the Criminal Code,
9. severely deprives, in contravention of a general rule of international law, a
person of his or her physical liberty, or
10. persecutes an identifiable group or collectivity by depriving such group or
collectivity of fundamental human rights, or by substantially restricting the
same, on political, racial, national, ethnic, cultural or religious, gender or other
grounds that are recognised as impermissible under the general rules of interna-
tional law
shall be punished, in the cases referred to under numbers 1 and 2, with imprison-
ment for life, in the cases referred to under numbers 3 to 7, with imprisonment for
not less than five years, and, in the cases referred to under numbers 8 to 10, with
imprisonment for not less than three years.
(2) In less serious cases under subsection (1), number 2, the punishment shall be
imprisonment for not less than five years, in less serious cases under subsection (1),
numbers 3 to 7, imprisonment for not less than two years, and in less serious cases
under subsection (1), numbers 8 and 9, imprisonment for not less than one year.
81
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0082.png
(3) Where the perpetrator causes the death of a person through an offence pursuant
to subsection (1), numbers 3 to 10, the punishment shall be imprisonment for life
or for not less than ten years in cases under subsection (1), numbers 3 to 7, and
imprisonment for not less than five years in cases under subsection (1), numbers 8
to 10.
(4) In less serious cases under subsection (3) the punishment for an offence pursuant
to subsection (1), numbers 3 to 7, shall be imprisonment for not less than five years,
and for an offence pursuant to subsection (1), numbers 8 to 10, imprisonment for
not less than three years.
(5) Whoever commits a crime pursuant to subsection (1) with the intention of main-
taining an institutionalised regime of systematic oppression and domination by one
racial group over any other shall be punished with imprisonment for not less than
five years so far as the offence is not punishable more severely pursuant to subsec-
tion (1) or subsection (3). In less serious cases the punishment shall be imprison-
ment for not less than three years so far as the offence is not punishable more se-
verely pursuant to subsection (2) or subsection (4).
Uddrag af den tyske lovgivning er gengivet i bilag 4.
Den tyske forbundsdag har i juni 2024 vedtaget et lovforslag, der skal opdatere den tyske fol-
keretsstraffelov i forhold til bl.a. forbrydelser mod menneskeheden. Det bemærkes, at lovforsla-
get ikke foreligger i en engelsk version.
49
Den tyske lovrevision ændrer definitionen af forbrydelser mod menneskeheden. Der tilføjes
bl.a. nye handlinger inden for kønsbaseret vold og justeres i forhold til definitionen af tvangs-
forsvindinger.
Definitionen af kønsbaseret vold i § 7, afsnit 1, nr. 6, affattes således:
”einen sexuellen Übergriff auf einen anderen Menschen begeht, ihn sexuell nötigt
oder vergewaltigt, ihn zur Prostitution nötigt, ihn sexuell versklavt, ihn der Fort-
pflanzungsfähigkeit beraubt, einen unter Anwendung von Zwang geschwängerten
Menschen in der Absicht, die ethnische Zusammensetzung einer Bevölkerung zu
beeinflussen oder um Taten nach den §§ 6 bis 13 zu begehen, gefangen hält oder
eine Schwangerschaft gegen ohne den Willen des schwangeren Menschen ab-
bricht”.
Den tyske originalversion af lovudkastet fra november 2023 findes på det tyske føderale justitsministeriums
(Bundesministerium der Justiz) hjemmeside: https://www.bmj.de/SharedDocs/Gesetzgebungsverfah-
ren/DE/2023_Fortentwicklung_Voelkerstrafrecht.html?nn=148026. Den endelige version samt ændringsforslag
vedtaget af forbundsdagen i juni 2024 findes her: https://dserver.bundestag.de/btd/20/116/2011661.pdf.
49
82
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Seksuelt slaveri og flere former for tvungen graviditet tilføjes derved til bestemmelsens ordlyd,
herunder selve handlingen at gøre en person gravid med magt eller afbryde en graviditet mod
eller uden den gravides vilje. Der tilføres desuden flere formål med den påtvungne graviditet,
så der udover hensigten om at påvirke den etniske sammensætning af en befolkning også tilføjes
hensigten om at begå en anden overtrædelse af en bestemmelse i loven, bl.a. folkedrab og krigs-
forbrydelser.
Der foretages desuden ændringer af definitionen af tvangsforsvindinger. For det første slettes
ordene ”auf Nachfrage” (”upon inquiry”) i § 7, afsnit 1, nr. 7, litra a, således at strafansvar for
en tvangsforsvinding ikke forudsætter, at gerningspersonen har undladt at give oplysninger om
ofrets skæbne eller opholdssted efter en anmodning om disse oplysninger. Den ulovlige fri-
hedsberøvelse og manglende oplysning herom vil således være tilstrækkeligt for at have fuld-
byrdet forbrydelsen. Desuden erstattes i samme afsnit ordene ”für längere Zeit” med ”nicht nur
kurzzeitig” for at klarlægge de tidsmæssige krav til den strafbare handling.
I § 7, stk. 1, nr. 7, litra b, erstattes ordene ”sich im Auftrag des Staates oder der politischen
Organisation oder entgegen einer Rechtspflicht
weigert”
(“by refusing, on behalf of a State or
of a political organisation or in contra-vention of a legal duty“) med ”es im Auftrag des Staates
oder der politischen Organisation oder entgegen einer Rechtspflicht
unterlässt”
(“undlader“).
Gerningspersonens adfærd ændres således fra at være en aktiv handling ved at nægte til at om-
fatte undladelse af at give oplysninger om ofrets skæbne eller opholdssted.
Lovrevisionen er bl.a. begrundet i ønsket om at indarbejde nylige ændringer af statutten, som
Tyskland har ratificeret, samt afspejle Straffedomstolens retspraksis. Derudover begrundes lov-
revisionen med ønsket om at afspejle udviklingen i den folkeretlige sædvaneret.
4. Udvalgets overvejelser og forslag til udformningen af en særskilt straffe-
bestemmelse om forbrydelser mod menneskeheden
4.1 Struktur og det kontekstuelle krav
Det følger af udvalgets kommissorium, at udvalget skal udarbejde forslag til, hvordan en selv-
stændig kriminalisering af bl.a. forbrydelser mod menneskeheden mest hensigtsmæssigt kan
indføres i dansk straffelovgivning.
Som beskrevet i kapitel 3, afsnit 1, bør straffebestemmelserne udformes med udgangspunkt i
ordlyden af statuttens tilsvarende bestemmelser, men således, at også betragtninger om hen-
sigtsmæssighed, udviklingen i folkeretten og tilpasning til dansk retstradition indgår.
83
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Efter udvalgets opfattelse bør den danske straffebestemmelse om forbrydelser mod menneske-
heden desuden følge strukturen i statuttens artikel 7.
Gennemgangen af sammenlignelige lande ovenfor viser således også, at både Finland, Neder-
landene, Norge, Sverige og Tyskland har taget udgangspunkt i statuttens artikel 7 ved omskriv-
ningen til national lovtekst.
Forbrydelser mod menneskeheden indeholder flere handlingstyper, der har det samme ger-
ningsindhold som flere krigsforbrydelser og forbrydelser efter straffeloven. Forbrydelser mod
menneskeheden adskiller sig imidlertid fra disse andre forbrydelser ved, at en forbrydelse mod
menneskeheden skal være begået ”som led i et omfattende eller systematisk angreb mod civil-
befolkningen”. Handlingerne skal dermed være af en vis kvalificeret art ved at være begået som
led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning. Dette kontekstuelle krav
vil også skulle medtages i den danske straffebestemmelse.
Der vil således for det første skulle være begået et angreb mod en civilbefolkning, for det andet
vil dette angreb skulle have en omfattende eller systematisk karakter, og for det tredje vil der
skulle være en forbindelse mellem den enkelte begåede handling og angrebet mod civilbefolk-
ningen.
Det fremgår af artikel 7, stk. 2, litra a, at der ved ”angreb mod en civilbefolkning” forstås, at
angrebet skal være begået i medfør af eller til fremme af en stat eller organisations politik. Det
foreslås, at dette krav ikke medtages i den danske straffebestemmelse, da kravet formentlig ikke
afspejler folkeretlig sædvaneret. Dette krav er således heller ikke medtaget i hverken den nor-
ske, svenske eller tyske straffebestemmelse om forbrydelser mod menneskeheden.
Det bemærkes, at udvalget ikke har taget stilling til spørgsmålet om påtalekompetence for over-
trædelse af den foreslåede straffebestemmelse.
4.2 Bestemmelsens foreslåede ordlyd
Udvalget foreslår følgende ordlyd for den særskilte straffebestemmelse om forbrydelser mod
menneskeheden:
Ӥ
118 d.
For forbrydelser mod menneskeheden straffes den, der som led i et om-
fattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning foretager en eller flere af
følgende handlinger:
1) Dræber en person.
2) Udrydder dele af en befolkning, herunder ved at påtvinge dele af en befolk-
ning livsvilkår, der sigter til at bevirke, at befolkningen delvist udryddes.
3) Udsætter en person for slaveri.
84
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
4) Deporterer eller tvangsforflytter en befolkning i strid med folkeretten.
5) Fængsler eller på anden alvorlig måde berøver en person friheden i strid
med folkeretten.
6) Påfører en person i vedkommendes varetægt eller kontrol stærk fysisk eller
psykisk smerte eller lidelse (tortur).
7) Udsætter en person for voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, på-
tvungen graviditet, tvangssterilisering eller anden form for seksuel eller re-
produktiv vold af lignende grovhed.
8) Tvinger en person til at indgå ægteskab eller til en religiøs vielse uden bor-
gerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende forhold med en anden per-
son.
9) Udsætter et eller flere medlemmer af en identificerbar gruppe eller et iden-
tificerbart fællesskab for alvorlig berøvelse af grundlæggende menneskeret-
tigheder på baggrund af race, nationalitet, etnicitet, køn, seksuel orientering,
kulturelt eller religiøst tilhørsforhold, politisk overbevisning eller andre
grunde, der er almindeligt anerkendte som værende i strid med folkeretten
(forfølgelse).
10) Anholder, tilbageholder eller bortfører en person og nægter at anerkende
frihedsberøvelsen eller at give informationer om, hvad der er sket eller vil
ske med denne person, eller personens opholdssted, når handlingen er udført
for at unddrage den pågældende fra retsbeskyttelse og er udført på vegne af
eller med samtykke, støtte eller tilladelse fra en stat eller organisation
(tvangsforsvinding).
11) Foretager en umenneskelig handling af samme eller lignende karakter som
de handlinger, der er omfattet af nr. 1-10, inden for rammen af et institutio-
naliseret regime baseret på en racemæssig gruppes systematiske undertryk-
kelse af og dominans over en eller flere andre racemæssige grupper og med
den hensigt at opretholde regimet (apartheid).
12) Foretager en anden umenneskelig handling af lignende karakter, der forår-
sager stor fysisk eller psykisk lidelse eller alvorlig skade på legeme eller
helbred.”
Det foreslåede § 118 d, nr. 1, svarer til statuttens artikel 7, stk. 1, litra a, om drab. Det foreslåede
§ 118 d, nr. 2, svarer til statuttens artikel 7, stk. 1, litra b, om udryddelse. Det foreslåede § 118
d, nr. 3, svarer til statuttens artikel 7, stk. 1, litra c, om slaveri. Det foreslåede § 118 d, nr. 4,
svarer til statuttens artikel 7, stk. 1, litra d, om deportation og tvungen overførelse. Det foreslå-
ede § 118 d, nr. 5, svarer til statuttens artikel 7, stk. 1, litra e, om fængsling m.v. Det foreslåede
§ 118 d, nr. 6, svarer til statuttens artikel 7, stk. 1, litra f, om tortur. Det foreslåede § 118 d, nr.
7, tager udgangspunkt i statuttens artikel 7, stk. 1, litra g, om seksuel vold, dog med visse for-
skelle, jf. nærmere i afsnit 4.3 nedenfor. Det foreslåede § 118 d, nr. 8, har ikke en tilsvarende
bestemmelse i statutten, jf. nærmere i afsnit 4.3 nedenfor. Det foreslåede § 118 d, nr. 9, tager
udgangspunkt i statuttens artikel 7, stk. 1, litra h, om forfølgelse, dog med visse forskelle, jf.
nærmere i afsnit 4.3 nedenfor. Det foreslåede § 118 d, nr. 10, tager udgangspunkt i statuttens
artikel 7, stk. 1, litra i, om tvangsforsvindinger, dog med visse forskelle, jf. nærmere i afsnit 4.3
nedenfor. Det foreslåede § 118 d, nr. 11, svarer til statuttens artikel 7, stk. 1, litra j, om apartheid.
85
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0086.png
Det foreslåede § 118 d, nr. 12, tager udgangspunkt i artikel 7, stk. 1, litra k, om andre umenne-
skelige handlinger.
4.3 Forskelle mellem den foreslåede bestemmelse og statuttens artikel 7 om forbrydelser
mod menneskeheden
Størstedelen af forbrydelserne i statuttens artikel 7 er gennemført i den foreslåede danske be-
stemmelse uden indholdsmæssige ændringsforslag. Disse forbrydelser vil derfor ikke blive om-
talt nærmere i det følgende. Der henvises i stedet til den foreslåede § 118 d i lovudkastet samt
bemærkningerne hertil i kapitel 14.
De foreslåede bestemmelser, der adskiller sig fra indholdet i statutten, gennemgås i det følgende
med en beskrivelse af forskellen og begrundelsen herfor.
Det foreslåede
§ 118 d, nr. 7,
omhandler forskellige former for seksuel og reproduktiv vold,
herunder voldtægt, påtvungen graviditet og tvangssterilisering. Reproduktiv vold er ikke med-
taget i ordlyden af statuttens artikel 7, stk. 1, litra g, men Straffedomstolen har i
Ongwen-sagen
anerkendt, at reproduktiv autonomi er den særlige beskyttelsesinteresse, der omfattes af for-
buddet mod tvangsgraviditet.
50
Udvalget foreslår på den baggrund, at reproduktiv vold medta-
ges i den opsamlende del af ordlyden i bestemmelsen. Reproduktiv vold skal forstås som en
handling, der ved tvang fratager den forurettede sin reproduktive autonomi, eksempelvis en
tvangsabort. Handlingen skal være af en lignende grovhed sammenlignet med de andre forbry-
delser i bestemmelsen. Udvalget foreslår desuden, at bestemmelsen formuleres i et kønsneutralt
sprog.
Det foreslåede
§ 118 d, nr. 8,
omhandler tvangsægteskab. Det foreslås dermed, at det skal være
en særskilt forbrydelse mod menneskeheden at tvinge nogen til at indgå ægteskab m.v. Straffe-
domstolen har fastslået i retspraksis, at tvangsægteskab er omfattet af opsamlingsbestemmelsen
i artikel 7, stk. 1, litra k, om andre umenneskelige handlinger af lignende karakter, der forsætligt
forårsager stor lidelse eller alvorlig skade på legeme, sjæl eller helbred. Straffedomstolen fandt
således i
Ongwen-sagen,
at tvangsægteskab udgør en forbrydelse mod menneskeheden som
anden umenneskelig handling, jf. statuttens artikel 7, stk. 1, litra k.
51
Der er derudover eksem-
pler på retspraksis fra Den Særlige Domstol for Sierra Leone (SCSL) og de Ekstraordinære
Straffedomstolen,
Anklageren mod Dominic Ongwen
(ICC-02/04-01/15 A), appeldom af 15. december 2022.
Straffedomstolen,
Anklageren mod Dominic Ongwen,
(ICC-02/04-01/15), afgørelse af 4. februar 2021 (Trial
Judgement)
50
51
86
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0087.png
Kamre i Cambodias Domstole (ECCC), hvor tvangsægteskab er blevet anerkendt som en for-
brydelse mod menneskeheden.
52
Det er udvalgets vurdering, at det i lyset af Straffedomstolens praksis kan lægges til grund, at
en udtrykkelig og selvstændig kriminalisering af tvangsægteskab som en forbrydelse mod men-
neskeheden kan rummes inden for den folkeretlige sædvaneret. Det vil være mindre hensigts-
mæssigt at placere tvangsægteskaber under opsamlingsbestemmelsen i den foreslåede § 118 d,
nr. 12, om andre umenneskelige handlinger af lignende karakter. Almindelige principper om
straffebestemmelsers klarhed og forudsigelighed taler desuden for, at tvangsægteskab bliver sin
egen særskilte forbrydelse mod menneskeheden.
Det foreslåede
§ 118 d, nr. 9,
omhandler forfølgelse af enhver identificerbar gruppe eller fæl-
lesskab. Udvalget foreslår, at forfølgelsesforbrydelsen i den danske straffebestemmelse – i
modsætning til statuttens artikel 7, stk. 1, litra h – ikke skal indeholde et krav om, at diskrimi-
nationen skal være begået i sammenhæng med en forbrydelse i statutten. Det vil sige, at forføl-
gelse ikke afgrænses til at skulle være begået i sammenhæng med folkedrab, en forbrydelse
mod menneskeheden eller en krigsforbrydelse.
Udvalget noterer sig, at det er omstridt, om kravet i statuttens artikel 7, stk. 1, litra h, er udtryk
for folkeretlig sædvaneret. Hverken ICTY- eller ICTR-statutten indeholder et sådant krav.
53
Derudover ses kravet ikke at være medtaget i flere staters nationale bestemmelser, der imple-
menterer Rom-statutten, herunder Canada, Estland, Finland, Frankrig, Litauen, Portugal, Spa-
nien, Sydkorea, Tjekkiet, Tyskland og Ungarn. Krigsforbrydertribunalet for Jugoslavien
(ICTY) udtalte i dommen
Kupreškić m.fl.,
at afgrænsningen i artikel 7, stk.1, litra h, ikke er et
udtryk for folkeretlig sædvaneret, og at forfølgelsesforbrydelsen er en forbrydelse i sig selv
uden sammenhæng med andre forbrydelser.
54
Tribunalet definerede forbrydelsen som en grov
eller åbenlys fornægtelse af grundlæggende rettigheder fastlagt i folkeretlig sædvaneret eller
traktatret af diskriminerende grunde, der når den samme alvorlighed som andre handlinger om-
fattet af bestemmelsen om forbrydelser mod menneskeheden.
55
Den Særlige Domstol for Sierra Leone,
Anklageren mod Issa Hassan Sesay, Morris Kallon, Augustine Gbao,
afgørelse af 2. marts 2009; Tribunalet i Cambodia,
Anklageren mod Nuon Chea og Khieu Samphan
(2018 002/02),
afgørelse af 16. november 2018.
53
ICTR statuttens artikel 3, litra h, og ICTY statuttens artikel 5, litra h.
54
Krigsforbrydertribunalet for Jugoslavien (ICTY),
Anklageren mod
Kupreškić m.fl
(IT-95-16-T), afgørelse af 14.
januar 2000, pr. 579-581.
55
Krigsforbrydertribunalet for Jugoslavien (ICTY),
Anklageren mod
Kupreškić m.fl
(IT-95-16-T), afgørelse af 14.
januar 2000, pr. 621.
52
87
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0088.png
Udvalget foreslår på den baggrund, at der i forfølgelsesforbrydelsen i den danske bestemmelse
ikke medtages et krav om, at forfølgelsen skal være begået i sammenhæng med en forbrydelse
i statutten.
Det fremgår af statuttens artikel 7, stk. 3, at der ved udtrykket ”køn” skal forstås to køn, hankøn
og hunkøn, inden for samfundets rammer. Denne kønsopfattelse er ikke medtaget i udvalgets
forslag til dansk straffebestemmelse, da forståelsen af begrebet har udviklet sig siden statuttens
tilblivelse i 1998.
Udvalget har i den forbindelse lagt vægt på, at FN’s Folkeretskommissions udkast til konven-
tion om forbrydelser mod menneskeheden definerer forbrydelsen stort set identisk med struk-
turen og indholdet i statuttens artikel 7, men at kønsdefinitionen i artikel 7, stk. 3, ikke er med-
taget. Det anføres som begrundelse for, at udtrykket ikke længere defineres, at der derved er
plads til, at forståelsen af udtrykket ændrer sig over tid – ligesom begreberne politisk, racemæs-
sig, national, etnisk, kulturel eller religiøs heller ikke er defineret i statutten.
56
Statuttens køns-
definition er desuden ikke anvendt i nyere folkeretlige instrumenter. Udvalget har ligeledes lagt
vægt på, at der ikke er medtaget en definition af udtrykket køn i hverken den norske, svenske
eller tyske straffebestemmelse om forbrydelser mod menneskeheden.
Diskriminationsgrundene oplistet i det foreslåede § 118 d, nr. 9, og henvisningen til andre
grunde i strid med folkeretten svarer hovedsageligt til ordlyden af statuttens bestemmelse. Det
vil sige, at politiske, racemæssige, nationale, etniske, kulturelle, religiøse og kønsbestemte
grunde er oplistede beskyttelsesgrunde. Udvalget har derudover overvejet, om der bør tilføjes
yderligere diskriminationsgrunde i ordlyden af den danske bestemmelse. Dette kunne eksem-
pelvis være handicap eller seksuel orientering, som dansk ret i andre sammenhænge beskytter
mod forskelsbehandling. Anerkendte diskriminationsgrunde efter folkeretten udvikler sig over
tid, der kan falde ind under opsamlingsleddet i bestemmelsen om ”andre grunde i strid med
folkeretten”. Det er dog et uafklaret spørgsmål, hvilke yderligere diskriminationsgrunde som
stater er enige om er omfattet af forbrydelsen. Yderligere tilføjelser af beskyttelsesgrunde til
bestemmelsens ordlyd vil således være et positivt tilvalg. Udvalget har i den forbindelse lagt
vægt på, at en potentiel udvidelse af beskyttelsesgrundene er et spørgsmål i de aktuelle drøftel-
ser om en konvention om forbrydelser mod menneskeheden, og at det i forbindelse med den
tyske lovrevision foreslås, at seksuel orientering tilføjes som en beskyttelsesgrund i den tyske
bestemmelse. Udvalget har endvidere lagt vægt på, at Straffedomstolens eget politikpapir om
kønsforfølgelse (”gender”) lægger til grund, at forfølgelse af bl.a. kvinder, piger, mænd, drenge
56
A/74/10 10 GE.19-13883, side 45 og 46.
88
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0089.png
og LGBTQ+-personer vil være omfattet af bestemmelsen.
57
Udvalget foreslår på den baggrund,
at seksuel orientering tilføjes som en beskyttelsesgrund, der er oplistet i bestemmelsens ordlyd.
Det foreslåede
§ 118 d, nr. 10,
omhandler tvangsforsvindinger. Tvangsforsvindingsforbrydel-
sen er i statuttens artikel 7, stk. 2, litra i, defineret som anholdelse, tilbageholdelse eller bortfø-
relse af personer udført af eller med bemyndigelse, støtte eller forståelse fra en stat eller politisk
organisation, efterfulgt af en nægtelse af at anerkende denne frihedsberøvelse eller at give in-
formationer om de pågældende personers skæbne eller opholdssted med den hensigt at fjerne
dem fra retmæssig beskyttelse i et længere tidsrum. Ifølge de vejledende beskrivelser af ger-
ningsindhold kan forbrydelsen også begås ved, at frihedsberøvelsen m.v. først nægtes, hvorefter
gerningspersonen opretholder en allerede eksisterende frihedsberøvelse. Udvalget har på den
baggrund foreslået en justeret ordlyd, hvor ”efterfulgt” er erstattet af ”og”, hvorved begge hæn-
delsesforløb bedre omfattes af bestemmelsens ordlyd.
Udvalget bemærker, at Danmark i 2022 ratificerede FN’s konvention af 20. december 2006 om
beskyttelse af personer mod tvungen forsvinding. Der er 74 statsparter (pr. juni 2024) til tvangs-
forsvindingskonventionen. Tvangsforsvindingskonventionens definition af tvangsforsvindin-
ger afviger fra statuttens artikel 7, stk. 1, litra i. Definitionen af ”tvungen forsvinding” er ifølge
tvangsforsvindingskonventionens artikel 2 følgende:
”… anholdelse, tilbageholdelse, bortførelse eller enhver anden form for frihedsbe-
røvelse, der foretages af statens ansatte eller af personer eller grupper af personer,
der handler med statens tilladelse, støtte eller samtykke, efterfulgt af en afvisning
af at anerkende frihedsberøvelsen eller hemmeligholdelse af den forsvundne per-
sons skæbne eller opholdssted, hvilket placerer en sådan person uden for lovens
beskyttelse”.
Sammenholdt med definitionen af tvangsforsvindinger i statutten er det således ikke et krav
efter definitionen i FN’s tvangsforsvindingskonvention, at gerningspersonen skal have fjernet
offeret fra retmæssig beskyttelse i et længere tidsrum. Modsat statutten indeholder definitionen
i tvangsforsvindingskonventionen desuden ikke et krav om, at forbrydelsen er begået med den
hensigt at fjerne den forurettede fra retmæssig beskyttelse. Dette skal derimod være en følge-
virkning. Desuden er organisationer ikke omfattet som mulige gerningspersoner efter tvangs-
forsvindingskonventionen, når de handler uden statens medvirken.
Tvangsforsvindingskonventionens definition af tvangsforsvindinger kan anses for at være gæl-
dende folkeretlig sædvaneret, men kan ikke nødvendigvis anses for at være et udtryk for gæl-
dende folkeretlig sædvaneret som forbrydelse mod menneskeheden. Statuttens betingelse om,
57
Straffedomstolens chefanklager (2022): ”Policy on the Crime of Gender Persecution”.
89
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
at fjernelse af personer fra retmæssig beskyttelse skal strække sig over ”et længere tidsrum”,
hvilket ikke fremgår af tvangsforsvindingskonventionen, er fastholdt i forbindelse med f.eks.
den svenske, norske og tyske straffebestemmelse om forbrydelser mod menneskeheden. Betin-
gelsen er ligeledes medtaget i FN’s Folkeretskommissions udkast til konventionen om forbry-
delser mod menneskeheden.
Udvalget finder det imidlertid mest hensigtsmæssigt, også for at tage højde for Danmarks rati-
ficering af konventionen, at definitionen af tvangsforsvindinger i den foreslåede danske straf-
febestemmelse på dette punkt svarer til definitionen af tvangsforsvindinger i konventionen, som
ikke indeholder et sådant varighedskrav.
Udvalget har desuden overvejet, hvorvidt formuleringen ”med den hensigt” fra statuttens artikel
7, stk. 2, litra i, bør fastholdes i ordlyden af den foreslåede bestemmelse bl.a. i lyset af, at for-
muleringen i tvangsforsvindingskonventionen i stedet er en indtruffet følgevirkning: ”hvilket
placerer”. Formuleringen ”med den hensigt” indeholder et fremrykket fuldbyrdelsesmoment.
Det vil sige, at forbrydelsen fuldbyrdes allerede, når den forurettede f.eks. anholdes, hvis ger-
ningspersonen på dette tidspunkt har forsæt til at unddrage den pågældende fra retsbeskyttelse.
Udvalget har derfor valgt at lægge sig op ad formuleringen i statutten, dog med den enklere
formulering ”for at” frem for ”med den hensigt”.
4.4 Strafferammen
Straffedomstolen kan i henhold til artikel 77 idømme en straf på fængsel indtil 30 år eller livs-
varigt fængsel, når dette er retfærdiggjort af forbrydelsens grovhed og den domfældtes person-
lige forhold.
Strafferammen for en lovovertrædelse bør i dansk ret som udgangspunkt kunne favne tilstræk-
keligt bredt fra f.eks. en enkeltstående overtrædelse begået under formildende omstændigheder
til de allermest strafværdige tilfælde henset til bl.a. grovhed og antal forhold til pådømmelse.
For flere lovovertrædelser, der pådømmes samtidig, udmåles en fælles straf inden for den stren-
geste af overtrædelsernes strafferammer, jf. straffelovens § 88, stk. 1, 1. pkt. Under særdeles
skærpende omstændigheder kan straffen overstige den højeste for nogen af lovovertrædelserne
foreskrevne straf med indtil det halve, jf. § 88, stk. 1, 2. pkt. Der er således i straffeloven en
formodning for, at straffen for flere forbrydelser som udgangspunkt kan rummes inden for den
strengeste af overtrædelsernes strafferammer.
Det er udvalgets opfattelse, at strafferammen for forbrydelser mod menneskeheden bør være
fængsel indtil på livstid for at afspejle forbrydelsens alvor og for at skabe sammenhæng med
90
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
de eksisterende bestemmelser i straffeloven, herunder § 237 om drab, der har en strafferamme
på fængsel indtil livstid.
Udvalget finder ikke anledning til at inddele bestemmelsen i mindre grove overtrædelser med
en lavere tidsbestemt strafferamme. Udvalget har i den forbindelse bl.a. lagt vægt på, at alle
forbrydelser mod menneskeheden er meget strafværdige. Udvalget har desuden lagt vægt på, at
der i andre ”internationale” straffebestemmelser heller ikke er foretaget en sådan opdeling. Det
gælder eksempelvis straffelovens § 114 om terrorisme, der har en strafferamme på fængsel
indtil på livstid for forskellige typer af handlinger, bl.a. drab og frihedsberøvelse, hvor sidst-
nævnte uden det særlige terrorforsæt har en lavere strafferamme efter straffelovens § 261, samt
folkedrabsloven, der har en strafferamme på ”fængsel indtil livstid eller på tid ikke over 16 år”
for alle fem typer af folkedrabshandlinger.
Udvalget har overvejet, om der i den foreslåede strafferamme bør fastsættes en forhøjet mini-
mumsstraf. Det kan anføres, at det vil være vanskeligt for både udvalget og lovgiver på forhånd
at tage højde for den variation af tilfælde, som kan forekomme i praksis. Særligt tungtvejende
er risikoen for, at domstolene tvinges til at udmåle straffe, der i enkelttilfælde ikke forekommer
hverken rimelige eller proportionale. I gældende dansk straffelovgivning forekommer mini-
mumsstrafferammer også kun i ganske få tilfælde, herunder straffelovens § 237 om drab og
straffelovens § 192 a om grove overtrædelse af lovgivning om våben og eksplosivstoffer, mens
straffelovens § 114 om terrorisme og folkedrabsloven ikke indeholder en minimumsstraf. Ud-
valget finder på den baggrund ikke anledning til at foreslå en minimumsstrafferamme i den nye
straffebestemmelse om forbrydelser mod menneskeheden.
Udvalget finder dog, at strafferammen henset til forbrydelsens grovhed ikke skal give mulighed
for bødestraf.
91
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0092.png
Krigsforbrydelser
1. Folkeret
1.1 Indledning
Krigsforbrydelser er reguleret i både den humanitære folkeret og den internationale strafferet
samt folkeretlig sædvaneret.
Den humanitære folkeret indeholder regler for væbnet konflikt (jus in bello). Den humanitære
folkerets regler er primært rettet mod stater, og tilsidesættelse af disse regler kan medføre et
folkeretligt ansvar for den enkelte stat. Væbnet konflikt reguleres af traktatretlige eller sædva-
neretlige regler om forbudte kampmetoder og -midler og om beskyttelse af civile, sårede og
syge, krigsfanger m.v. Regelkomplekset består i dag af mere end tusinde bestemmelser spredt
over en lang række internationale traktater, hvoraf Danmark har tiltrådt langt de fleste, samt
den folkeretlige sædvaneret, som alle stater er bundet af.
Den humanitære folkeret indeholder forskellige kategorier af krigsforbrydelser. Den første ka-
tegori omfatter et afgrænset antal forbrydelser, som samlet set betegnes som
grove overtrædel-
ser
(”grave breaches”) af Genève-konventionerne og tillægsprotokol I. Disse forbrydelser op-
regnes i artikel 50 i Genève-konvention I, artikel 51 i Genève-konvention II, artikel 130 i Ge-
nève-konvention III, artikel 147 i Genève-konvention IV samt artikel 11 og 85 i tillægsprotokol
I. Den anden kategori omfatter alle andre
alvorlige overtrædelser
(”serious violations”) af den
humanitære folkeret. I dag anses alvorlige overtrædelser af den humanitære folkeret i ikke-
internationale væbnede konflikter tillige for krigsforbrydelser. Krigsforbrydelser er således
grove eller alvorlige overtrædelser af den humanitære folkeret, det vil sige de folkeretlige reg-
ler, der gælder i væbnet konflikt (”krigens regler”). Sådanne overtrædelser medfører et indivi-
duelt strafansvar.
Danmark har tiltrådt bl.a. følgende konventioner på den humanitære folkerets område: Haager-
konvention nr. IV af 18. oktober 1907 om regler og vedtægter for krig til lands,
58
de fire Ge-
nève-konventioner af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i væbnede konflikter,
herunder henholdsvis syge og sårede i landkrig, syge og sårede i søkrig, krigsfanger og civilbe-
folkningen, samt tillægsprotokollerne til Genève-konventionerne af 8. juni 1977 om
Bekendtgørelse nr. 37 af 20. januar 1910 angaaende den paa den 2den internationale Fredskonference i Haag
den 18de Oktober 1907 afsluttede Konvention om Regler og Vedtægter for Krig til Lands.
58
92
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0093.png
beskyttelsen af civile i henholdsvis internationale (I) og ikke-internationale væbnede konflikter
(II).
59
Danmark har endvidere ratificeret UNESCO-konventionen fra 1954 om beskyttelse af
kulturværdier under væbnet konflikt samt de to tillægsprotokoller til konventionen.
60
Der hen-
vises til den danske militærmanual om folkeret for danske væbnede styrker i internationale mi-
litære operationer, kapitel 3, der indeholder et bilag, med oversigt over gældende traktater in-
denfor den humanitære folkeret i væbnede konflikter. Den danske militærmanual er udarbejdet
af Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen i 2016 og opdateret i 2020. Manualen skal ud-
gøre grundlaget for al uddannelse af Forsvarets personel på området for folkeret i internationale
militære operationer.
Den internationale strafferet har til formål at holde individer – ikke stater – strafferetligt an-
svarlige for alvorlige internationale forbrydelser. Den internationale strafferet indeholder bl.a.
regler, der definerer folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og aggres-
sionsforbrydelsen og fastlægger procedurereglerne for sagsførelse ved internationale domstole
og tribunaler. Rom-statutten nedfælder de væsentligste internationale regler i såvel den materi-
elle som processuelle strafferet i forhold til Straffedomstolen.
Den humanitære folkeret og den internationale strafferet er i vidt omfang tæt forbundne rets-
områder. Eksempelvis indeholder den humanitære folkeret regler, der materielt hører til den
internationale strafferet, se eksempelvis de ovenfor nævnte artikler om grove overtrædelser af
de fire Genève-konventioner og artikel 86, stk. 2, og artikel 87 i tillægsprotokol I til Genève-
konventionerne vedrørende kommandoansvar. Praksis fra internationale strafferetlige tribuna-
ler har ligeledes bidraget til at bringe klarhed over spørgsmål og fortolkning af regler inden for
den humanitære folkeret, se eksempelvis
Tadic-dommen,
der bidrog til at klarlægge kriterierne
for, hvornår der foreligger en ikke-international væbnet konflikt.
61
Med henblik på at afklare, hvad de nye danske straffebestemmelser om krigsforbrydelser som
minimum skal indeholde, har udvalget taget udgangspunkt i artikel 8 om krigsforbrydelser i
Straffedomstolens statut.
1.1.1
Klassifikation af væbnede konflikter
Den humanitære folkeret finder anvendelse i væbnet konflikt og i tilfælde af besættelse. Ge-
nève-konventionerne gælder i tilfælde af erklæret krig, men også i andre tilfælde af væbnet
Genève-konventionerne er ratificeret af Danmark ved kongelig resolution af 14. juni 1951. Tillægsprotokollerne
er ratificeret af Danmark ved kongelig resolution af 2. juni 1982.
60
Bekendtgørelse nr. 32 af 23. oktober 2003 om UNESCO-konvention af 14. maj 1954 om beskyttelse af kultur-
værdier i tilfælde af væbnet konflikt med tilhørende protokol.
61
Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY):
Anklageren mod Tadic
(IT-94-1), afgørelse af 15.
juli 1999.
59
93
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
konflikt. Der kræves ikke en krigserklæring for, at den humanitære folkeret finder anvendelse.
Afgives en krigserklæring, kan en sådan erklæring dog i sig selv være tilstrækkelig til at indlede
en væbnet konflikt, også selv om kamphandlinger endnu ikke er brudt ud. Der henvises til mi-
litærmanualens kapitel 3, afsnit 5, om den humanitære folkeret.
Vurderingen af, om der foreligger en væbnet konflikt, afgøres af de faktiske forhold. Den hu-
manitære folkeret finder anvendelse, selv om en af parterne i konflikten ikke anerkender, at der
foreligger en væbnet konflikt. Genève-konventionernes fællesartikel 1 fastslår, at konventio-
nerne skal gælde ”under alle omstændigheder”, det vil sige uanset, om modstanderen faktisk
efterlever reglerne, og uanset årsagen til, at parterne er i en væbnet konflikt med hinanden. Den
humanitære folkerets regler er således hverken betinget af gensidighed (reciprocitet) eller af,
hvorvidt den pågældende magtanvendelse i øvrigt er i overensstemmelse med folkeretten (jus
ad bellum).
Den humanitære folkeret skelner grundlæggende mellem to konflikttyper: Internationale og
ikke-internationale væbnede konflikter. En væbnet konflikt, der finder sted mellem to eller flere
stater, benævnes en
international væbnet konflikt.
En væbnet konflikt benævnes en
ikke-inter-
national væbnet konflikt,
når den finder sted mellem en stat og en ikke-statslig organiseret væb-
net gruppe, herunder en oprørsgruppe. Betegnelsen anvendes også, når konflikten finder sted
mellem to eller flere ikke-statslige organiserede væbnede grupper. Eksempelvis kan krigen i
Syrien og kampen mod terrororganisationen Islamisk Stat betegnes som ikke-international væb-
net konflikt.
Tærsklen for intensiteten i kamphandlinger, der kvalificerer handlingerne som en væbnet kon-
flikt, ligger højere i interne konfliktsituationer end i internationale væbnede konflikter. I ikke-
internationale væbnede konflikter vil der således ofte være behov for at vurdere, hvornår spo-
radiske voldshandlinger – eventuelt i form af voldelige demonstrationer eller tidsmæssigt ad-
skilte, enkeltstående anslag – udvikler sig til en egentlig væbnet konflikt. Artikel 1 i tillægspro-
tokol II til Genève-konventionerne betoner udtrykkeligt, at protokollen ikke skal anvendes på
interne uroligheder og spændinger såsom optøjer, isolerede og sporadiske voldshandlinger og
andre lignende handlinger. Der henvises til militærmanualens kapitel 2, afsnit 3.3.1.
1.1.2
Den humanitære folkerets aktører
Den humanitære folkeret opererer med en række aktører, som har forskellig beskyttelsesstatus
i forbindelse med væbnede konflikter. Disse aktørers status, herunder hvornår og i hvilket om-
fang de nyder beskyttelse i henhold til den humanitære folkeret, er en integreret del af reglerne
om krigsforbrydelser, hvorfor de kort gennemgås i det følgende. Der henvises i det hele til
militærmanualens kapitel 5.
94
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0095.png
Der sondres helt overordnet i væbnede konflikter mellem konfliktparternes væbnede styrker og
civile. I internationale væbnede konflikter betragtes enhver, der ikke er kombattant, som civil,
jf. artikel 50, stk. 1, i tillægsprotokol I til Genève-konventionerne.
62
Ikke-statslige aktører i form
af individer, oprørsgrupper og andre organiserede væbnede grupper, der tager direkte del i
fjendtlighederne, betragtes som civile, der mister beskyttelsen mod direkte angreb, så længe
den direkte deltagelse pågår, og de vil eventuelt kunne retsforfølges i konfliktstaten for forbry-
delser mod statsmagten. Der henvises til militærmanualens kapitel 5, afsnit 2.2 om civiles di-
rekte deltagelse i fjendtlighederne.
Sanitetspersonel og religiøst personel udgør en mellemkategori på baggrund af denne personel-
gruppes status som medlemmer af de væbnede styrker, men med særlig folkeretlig beskyttelse,
der forudsætter, at personellet ikke tager direkte del i fjendtlighederne. Der henvises til mili-
tærmanualens kapitel 7, afsnit 3.
1.1.2.1 Internationale væbnede konflikter
En statslig konfliktparts væbnede styrker består af alle organiserede, væbnede styrker, grupper
eller enheder, som er under kommando, og som over for denne part er ansvarlig for de under-
ordnedes handlinger. Det gælder også selv om denne part er repræsenteret af en regering eller
myndighed, der ikke anerkendes af en modpart, jf. artikel 43, stk. 1, i tillægsprotokol I til Ge-
nève-konventionerne, der angår beskyttelsen af ofre i internationale væbnede konflikter. En
parts væbnede styrker har – med undtagelse af sanitetspersonel og religiøst personel – status
som kombattanter, der har ret til at tage direkte del i fjendtlighederne, jf. artikel 43, stk. 2, i
tillægsprotokol I til Genève-konventionerne.
Det anføres ligeledes i regel 4 i Den Internationale Røde Kors Komités (ICRC) sædvanerets-
studie (”Customary International Humanitarian Law Study”), at de væbnede styrker tilhørende
en part i en international væbnet konflikt består af alle organiserede væbnede styrker, grupper
og enheder, som er under en kommandostruktur med ansvar overfor vedkommende part, når
det gælder de underordnedes handlemåde. Sædvaneretsstudiet er en omfattende forskningsrap-
port fra 2005, der angiver 161 uskrevne sædvaneretlige regler inden for den humanitære folke-
ret.
Kombattanter skal udskille sig fra civilbefolkningen under et angreb, eller en militær operation
forud for et angreb, således at modstanderne kan se forskel på civile og kombattanter og dermed
vide, hvem de lovligt kan angribe. Udskillelse indebærer som minimum, at kombattanten
Det bemærkes, at kombattantstatus, herunder status som krigsfange, ikke findes i den folkeretlige regulering af
ikke-internationale væbnede konflikter.
62
95
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0096.png
udskiller sig ved brug af karakteristiske beklædningsgenstande, jf. artikel 44, stk. 3, i tillægs-
protokol I til Genève-konventionerne. Udskillelse kan ske ved brug af f.eks. militæruniform
eller et andet karakteristisk kendetegn, der er synligt på afstand, samt synlig bevæbning. Civile,
der ikke tager direkte del i fjendtlighederne, er beskyttede mod direkte angreb, jf. artikel 51,
stk. 3, i tillægsprotokol I til Genève-konventionerne. Der henvises til militærmanualens kapitel
5, afsnit 2.2.
1.1.2.2
Ikke-internationale væbnede konflikter
Den humanitære folkeret indeholder ikke regler om kombattanter i ikke-internationale væbnede
konflikter.
63
Her kan medlemmer af ikke-statslige organiserede væbnede grupper og civile kun
gøres til genstand for angreb, hvis betingelserne for direkte deltagelse i fjendtlighederne er op-
fyldt. Der henvises til militærmanualens kapitel 5, afsnit 2.2 om kriterierne for direkte delta-
gelse i fjendtlighederne samt kapitel 5, afsnit 3.1 om begrebet ”continuous combat function”.
1.1.3
Principper i den humanitære folkeret
Den humanitære folkeret indeholder overordnet fire grundlæggende principper for væbnet kon-
flikt. Principperne har en selvstændig betydning, men overlapper i deres indhold. De fungerer
samtidig som et fortolkningsbidrag til de detaljerede regler for kampførelse i den humanitære
folkeret. De fire nedenfor beskrevne principper er alle udtryk for folkeretlig sædvaneret og gæl-
der både i international og ikke-international væbnet konflikt. Der henvises til militærmanua-
lens kapitel 4 om grundlæggende principper og normer i væbnet konflikt.
1.1.3.1 Princippet om militær nødvendighed
Det følger af princippet om militær nødvendighed (”the principle of military necessity”), at en
konfliktpart kun må anvende den grad og type af magt, der er nødvendig for at fremtvinge
modstanderens hele eller delvise overgivelse med mindst muligt tab af menneskeliv, tid og res-
sourcer. Dette kan betegnes som konfliktens legitime grundlag. Magtanvendelsen skal således
være lovlig, kontrolleret og nødvendig.
Kravet om lovlighed indebærer, at reglerne i den humanitære folkeret overholdes. Kravet om
kontrolleret magtanvendelse indebærer, at magtanvendelsen i en militær kontekst skal være
nøje afstemt med opnåelsen af den militærstrategiske målsætning. Det betyder, at enhver brug
af magt, der ikke har modstanderens hele eller delvise overgivelse som mål, anses for ulovlig.
At magtanvendelsen skal være nødvendig indebærer, at konfliktparten ikke må anvende mere
magt end nødvendigt for at nå deres strategiske mål hurtigt og effektivt. Dette forudsætter
63
En undtagelse hertil – som ikke længere har praktisk relevans - er særlige konflikter omfattet af artikel 1, stk. 4,
i tillægsprotokol I til Genève-konventionerne, herunder kamp mod et koloniherredømme i udøvelsen af retten til
selvbestemmelse.
96
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
ligeledes, at der ikke bruges mere magt end højst nødvendigt. Der henvises til militærmanualens
kapitel 4, afsnit 2.
1.1.3.2 Princippet om humanitet
Princippet om humanitet (”the principle of humanity”) udtrykker et grundlæggende forbud mod
at påføre lidelse, skade eller ødelæggelse, som ikke er nødvendig for at opnå det militære mål.
En konfliktpart må således ikke anvende kampmidler eller kampmetoder, der er egnede til at
påføre modstanderen unødig lidelse eller skade. En konfliktpart skal desuden i forbindelse med
planlægning, udførelse af eller forsvar mod angreb træffe en række forsigtighedsforanstaltnin-
ger for at begrænse skade og tab blandt civile. Derudover indeholder princippet et krav om
human behandling af frihedsberøvede personer i konfliktpartens varetægt. Der henvises til mi-
litærmanualens kapitel 4, afsnit 3.
1.1.3.3 Distinktionsprincippet
Distinktionsprincippet (”the principle of distinction”) indebærer, at konfliktparterne til enhver
tid skal skelne mellem civile og kombattanter/medlemmer af organiserede væbnede grupper,
der kontinuerligt tager del i fjendtlighederne, samt mellem civile genstande og militære mål.
Det vil sige, at angreb alene må rettes mod militære mål, kombattanter og andre, der tager di-
rekte del i kamphandlingerne. Princippet indebærer desuden, at de stridende parter skal mulig-
gøre sondringen for modstanderen, herunder ved at afmærke kombattanter m.v., holde civile og
civile objekter adskilt fra militære mål og i øvrigt træffe forsigtighedsforanstaltninger for at
beskytte og skåne civilbefolkningen mod effekten af de militære operationer. Der henvises til
militærmanualens kapitel 4, afsnit 4.
1.1.3.4 Proportionalitetsprincippet
Det følger af proportionalitetsprincippet (”the principle of proportionality”) at civile tab, der
opstår som følge af en militær operation, ikke betydeligt må overstige den forventede, konkrete
og direkte militære fordel. Det betyder navnlig, at der skal foretages en vurdering af den ska-
devirkning, som et angreb på det militære mål må forventes at forårsage på civile personer eller
civile objekter. Angrebets afledte skade på civile personer og objekter betegnes kollateral skade
(”collateral damage”). Et angreb mod et militært mål må kun gennemføres, hvis den kollaterale
skade vurderes ikke betydeligt at overstige den forventede konkrete og direkte militære fordel
ved angrebet. Der henvises til militærmanualens kapitel 4, afsnit 5.
1.1.4
Strafsanktionering af overtrædelser af den humanitære folkeret
Den humanitære folkeret indeholder forskellige kategorier af krigsforbrydelser. Den første ka-
tegori omfatter et afgrænset antal forbrydelser, som samlet set betegnes som
grove overtrædel-
ser
(”grave breaches”) af Genève-konventionerne og tillægsprotokol I. Disse forbrydelser
97
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0098.png
opregnes i artikel 50 i Genève-konvention I, artikel 51 i Genève-konvention II, artikel 130 i
Genève-konvention III, artikel 147 i Genève-konvention IV samt artikel 11 og 85 i tillægspro-
tokol I. Det omfatter eksempelvis forsætligt drab på civile og tortur.
Alle stater har en pligt til at eftersøge og retsforfølge personer, som formodes at have begået
eller beordret grove overtrædelser, uden hensyn til den formodede gerningspersons nationalitet
og til gerningsstedet. Staterne har således en pligt til at udøve universel straffemyndighed over
disse forbrydelser.
En stat kan også vælge at udlevere den formodede gerningsperson til en anden stat, som har
tilvejebragt et tilstrækkeligt bevismateriale og har fremsat en begæring om udlevering (princip-
pet om
aut dedere, aut judicare).
Dette følger af artikel 49, stk. 2, i Genève-konvention I, artikel
50, stk. 2, i Genève-konvention II, artikel 129, stk. 2, i Genève-konvention III og artikel 146,
stk. 2, i Genève-konvention IV. Se også regel 157 og 158 i Den Internationale Røde Kors Ko-
mités (ICRC) sædvaneretsstudie.
Den anden kategori omfatter alle andre
alvorlige overtrædelser
(”serious violations”) af den
humanitære folkeret. Stater har ret til, men er ikke som efter Genève-konventionerne forplig-
tede til, at retsforfølge personer, der formodes at have begået alvorlige overtrædelser af den
humanitære folkeret.
64
Det er i dag fast etableret, at grove og alvorlige overtrædelser af den humanitære folkeret, her-
under traktater og sædvaneret, udgør krigsforbrydelser, for hvilke individer kan ifalde strafan-
svar, i både internationale og ikke-internationale væbnede konflikter, jf. regel 156 i Den Inter-
nationale Røde Kors Komités (ICRC) sædvaneretsstudie.
Der er desuden en type overtrædelser, der kan betegnes som andre overtrædelser af den huma-
nitære folkeret. Disse overtrædelser udgør ikke krigsforbrydelser. En sådan overtrædelse af den
humanitære folkeret omfatter eksempelvis den situation, at en kombattant tilegner sig et stykke
brød, der tilhører en anden person, på et besat område. Stater er ikke forpligtet til at retsforfølge
sådanne overtrædelser, men skal tage skridt til at forhindre dem.
65
For så vidt angår spørgsmålet om dansk straffemyndighed henvises der til kapitel 13.
Regel 157 og 158 i Den Internationale Røde Kors Komités (ICRC) sædvaneretsstudie; Dansk Røde Kors (red.)
(2015):
Den Humanitære Folkeret og Danmark.
Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1. udgave, side 31.
65
Dansk Røde Kors (red.) (2015):
Den Humanitære Folkeret og Danmark.
Jurist- og Økonomforbundets Forlag,
1. udgave, side 31.
64
98
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
1.2 Rom-statuttens artikel 8 om krigsforbrydelser
Danmark har tiltrådt statutten for Straffedomstolen, der som nævnt i kapitel 2, afsnit 6, er in-
korporeret ved lov nr. 342 af 16. maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol. Statuttens
artikel 8, stk. 2, definerer på baggrund af den humanitære folkerets regler en række krigsfor-
brydelser, som Straffedomstolen tildeles jurisdiktion over. I bestemmelsen opregnes krigsfor-
brydelser underinddelt i litra a-f. Litra a og b omfatter krigsforbrydelser begået i internationale
væbnede konflikter, mens litra c-f omfatter krigsforbrydelser begået i ikke-internationale væb-
nede konflikter.
Siden statuttens ikrafttræden i 2001 har medlemsstaterne vedtaget et antal ændringer af artikel
8. Ændringerne består for det første af, at kriminaliseringen i internationale væbnede konflikter
af anvendelsen af gift eller forgiftede våben, kvælende, giftige eller andre gasser samt alle til-
svarende væsker, materialer og midler samt projektiler, der udvider sig eller let udflades i den
menneskelige krop, udstrækkes til også at gælde i ikke-internationale væbnede konflikter. Li-
geledes udstrækkes kriminaliseringen af forsætlig anvendelse af udsultning af civile i interna-
tionale væbnede konflikter til også at gælde i ikke-internationale væbnede konflikter. For det
andet består ændringerne af, at anvendelsen af bakteriologiske og biologiske våben, ikke-påvi-
selige sprængstykker og blindende laservåben kriminaliseres i både internationale og ikke-in-
ternationale væbnede konflikter.
Disse tilføjelser til artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxvii-xxix, og litra e, nr. xiii-xix, gælder for de
deltagerstater, der har ratificeret eller godkendt dem. Danmark har ikke ratificeret eller god-
kendt ændringerne. Der henvises til dette kapitels afsnit 4.5.1 og 4.6.1 om udvalgets overvejel-
ser vedrørende dansk ratifikation af disse tilføjelser til statutten.
Straffedomstolens statut skal primært forstås som et retligt instrument, der afgrænser domsto-
lens jurisdiktion til at retsforfølge bl.a. visse krigsforbrydelser, frem for et retligt instrument,
der generelt definerer krigsforbrydelser på en udtømmende måde. Statutten kan imidlertid anses
som et udgangspunkt for at klarlægge, hvilke overtrædelser af den humanitære folkeret der som
minimum udgør krigsforbrydelser, som et individ kan pålægges et strafferetligt ansvar for.
Statuttens artikel 8 opregner i alt 50 krigsforbrydelser – og 60 krigsforbrydelser samlet set med
de senere vedtagne tilføjelser, der ikke er ratificeret af Danmark.
Ordlyden af statuttens artikel 8 er gengivet nedenfor. Det bemærkes, at ændringer i bestemmel-
sen, som Danmark ikke har ratificeret, er kursiveret i gengivelsen af bestemmelsens ordlyd:
”Artikel
8. Krigsforbrydelser
99
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
1. Domstolen skal have jurisdiktion med hensyn til krigsforbrydelser, navnlig så-
danne, der begås som led i en plan eller politik eller som led i en omfattende udfø-
relse af sådanne forbrydelser.
2. Ved ”krigsforbrydelser” forstås i denne statut:
(a) Grove overtrædelser af Genèvekonventionerne af 12. august 1949, det vil sige
enhver af følgende handlinger mod personer eller ejendom, der nyder beskyttelse i
henhold til bestemmelserne i den relevante Genèvekonvention:
(i) forsætligt drab,
(ii) tortur eller umenneskelig behandling, herunder biologiske forsøg,
(iii) forsætlig tilføjelse af betydelig lidelse eller alvorlig skade på legeme
eller helbred,
(iv) omfattende ødelæggelse samt tilegnelse af ejendom, der ikke retfærdig-
gøres af militær nødvendighed, og som udføres på ulovlig og vilkårlig
måde,
(v) at tvinge en krigsfange eller anden beskyttet person til at gøre tjeneste i
en fjendtlig magts styrker,
(vi) forsætlig berøvelse af en krigsfanges eller anden beskyttet persons ret
til betryggende og behørig domstolsbehandling,
(vii) retsstridig deportation eller overførsel eller retsstridig internering,
(viii) gidseltagning.
(b) Andre grove overtrædelser af ret og sædvaner, der finder anvendelse under in-
ternationale væbnede konflikter, inden for folkerettens rammer, det vil sige enhver
af følgende handlinger:
(i) forsætligt at angribe civilbefolkningen som sådan eller civile enkeltper-
soner, der ikke tager direkte del i fjendtlighederne,
(ii) forsætligt at angribe civile genstande, det vil sige genstande, der ikke er
militære mål,
(iii) forsætligt at angribe personel, installationer, materiel, enheder eller be-
fordringsmidler, der deltager i humanitær bistand eller en fredsbevarende
mission i overensstemmelse med De Forenede Nationers Pagt, så længe de
er berettigede til den beskyttelse, der ydes civile personer eller genstande i
henhold til de folkeretlige regler under væbnede konflikter,
(iv) forsætligt at foretage angreb med viden om, at det pågældende angreb
vil forårsage tilfældige tab blandt civile eller skade på civile eller civile gen-
stande eller udbredt, langvarig og alvorlig skade på det naturlige miljø, som
klart ville overstige den forventede konkrete og direkte samlede militære
fordel,
(v) at angribe eller bombardere, uanset på hvilken måde, byer, landsbyer,
boliger eller bygninger, der ikke forsvares, og som ikke er militære mål,
(vi) at dræbe eller såre en kombattant, som har overgivet sig betingelsesløst,
idet han eller hun har nedlagt sine våben eller ikke længere har midler til at
forsvare sig med,
(vii) uretmæssigt at anvende et parlamentærflag, fjendens eller De Forenede
Nationers flag eller militære kendetegn eller uniform, samt Genèvekonven-
tionernes kendemærker, med død eller alvorlig personskade til følge,
100
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
(viii) besættelsesmagtens direkte eller indirekte overførelse af dele af dens
egen civilbefolkning til det besatte område eller deportation eller overfø-
relse af hele eller dele af befolkningen i det besatte område inden for eller
uden for dette område,
(ix) forsætligt at angribe bygninger, der anvendes til religion, uddannelse,
kunst, videnskab eller velgørende formål, historiske mindesmærker, hospi-
taler og pladser, hvor syge og sårede opsamles, forudsat at de ikke er mili-
tære mål,
(x) at udsætte personer, der er i en modparts magt, for fysisk lemlæstelse
eller for medicinske eller videnskabelige forsøg af en hvilken som helst art,
der hverken er begrundet i læge-, tandlæge- eller hospitalsbehandling af den
pågældende eller udføres i hans eller hendes interesse, og som forårsager,
at den eller de pågældende afgår ved døden, eller at deres helbred udsættes
for alvorlig fare,
(xi) ved forræderi at dræbe eller såre personer, der tilhører den fjendtlige
nation eller hær,
(xii) at erklære, at der ikke vil blive givet nåde,
(xiii) at ødelægge eller beslaglægge modpartens ejendom, medmindre dette
er påkrævet af tvingende militær nødvendighed,
(xiv) at erklære modpartens statsborgeres rettigheder og adgang til sagsan-
læg for ophævet, midlertidigt suspenderet eller udelukket fra at blive gjort
gældende ved domstolene,
(xv) at tvinge modpartens statsborgere til at deltage i krigshandlingerne mod
deres eget land, uanset om de var i dens tjeneste inden krigens begyndelse,
(xvi) at plyndre en by eller et sted, også hvor byen eller stedet er indtaget
under bestorming,
(xvii) at anvende gift eller forgiftede våben,
(xviii) at anvende kvælende, giftige eller andre gasser samt alle tilsvarende
væsker, materialer eller midler,
(xix) at anvende projektiler, der let udvider sig eller let udflades i den men-
neskelige krop, såsom projektiler med et hårdt hylster, der ikke dækker hele
kernen eller er gennemhullet af indskæringer,
(xx) at anvende våben, projektiler samt materiel til og metoder i krigsfø-
relse, som ifølge deres natur forårsager overflødig skade eller unødig li-
delse, eller som efter deres art vil ramme vilkårligt i strid med de folkeret-
lige regler under væbnede konflikter, forudsat at de pågældende våben, pro-
jektiler, materiel til og metoder i krigsførelse er omfattet af et omfattende
forbud og er optaget i et bilag til denne statut ved en ændring i henhold til
de relevante bestemmelser i art. 121 og 123,
(xxi) at krænke den menneskelige værdighed, navnlig ydmygende og ned-
værdigende behandling,
(xxii) at begå voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen
graviditet, som defineret i artikel 7, stk. 2 (f), tvungen sterilisering eller en-
hver anden form for seksuel vold, der ligeledes udgør en grov overtrædelse
af Genèvekonventionerne,
(xxiii) at udnytte tilstedeværelsen af en civil eller anden beskyttet person til
at sikre visse steder, områder eller militære styrker mod militære operatio-
ner,
101
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
(xxiv) forsætligt at angribe bygninger, materiel, sanitetsenheder og - trans-
porter og personel, der anvender Genèvekonventionernes kendemærker i
overensstemmelse med folkeretten,
(xxv) forsætligt at anvende udsultning af civile som krigsmetode ved at und-
drage dem genstande, der er nødvendige for deres overlevelse, herunder for-
sætlig hindring af nødhjælpsforsyninger i henhold til Genèvekonventio-
nerne,
(xxvi) at udskrive eller hverve børn under 15 år til tjeneste i nationale væb-
nede styrker eller at anvende dem til aktiv deltagelse i fjendtlighederne,
(xxvii) at anvende våben, som indeholder bakteriologiske eller andre biolo-
giske stoffer eller toksiner uanset deres oprindelse eller fremstillingsme-
tode,
(xxviii) at anvende våben hvis primære våbenvirkning er at skade ved
sprængstykker, der ikke lader sig påvise i det menneskelige legeme ved
hjælp af røntgen,
(xxix) anvende laservåben, specifikt designet til som eneste eller som en af
dets våbenvirkninger at forårsage permanent blindhed på det ubeskyttede
øje, hvorved menes det blotte øje eller øjne med korrigerende synsindret-
ninger.
(c)
I tilfælde af ikke-internationale væbnede konflikter, alvorlige overtrædelser
af den fælles artikel 3 i de fire Genèvekonventioner af 12. august 1949, det vil sige
enhver af følgende handlinger, der begås mod personer, der ikke deltager aktivt i
fjendtlighederne, herunder medlemmer af de væbnede styrker, som har nedlagt våb-
nene, og personer, der er gjort ukampdygtige som følge af sygdom, sår, frihedsbe-
røvelse eller en hvilken som helst anden omstændighed:
(i) vold mod liv og legeme, i særdeleshed drab af enhver art, lemlæstelse,
grusom behandling og tortur,
(ii) krænkelse af den menneskelige værdighed, navnlig ydmygende og ned-
værdigende behandling,
(iii) gidseltagning,
(iv) domfældelse eller henrettelse uden forudgående dom afsagt af en behø-
rigt konstitueret domstol, som yder alle de retsgarantier, som almindeligvis
anerkendes som ufravigelige.
(d)
Stk. 2 (c) finder anvendelse i ikke-internationale væbnede konflikter, og
finder således ikke anvendelse på interne uroligheder og spændinger, såsom optø-
jer, isolerede og sporadiske voldshandlinger eller tilsvarende handlinger.
(e)
Andre alvorlige overtrædelser af ret og sædvaner, der gælder i ikke-interna-
tionale væbnede konflikter, inden for folkerettens rammer, det vil sige enhver af
følgende handlinger:
(i) forsætligt at angribe civilbefolkningen som sådan eller civile enkeltper-
soner, der ikke tager direkte del i fjendtlighederne,
(ii) forsætligt at angribe bygninger, materiel, sanitetsenheder og - transpor-
ter og personel, der anvender Genèvekonventionernes kendemærker i over-
ensstemmelse med folkeretten,
102
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
(iii) forsætligt at angribe personel, installationer, materiel, enheder eller be-
fordringsmidler, der deltager i humanitær bistand eller en fredsbevarende
mission i overensstemmelse med De Forenede Nationers Pagt, så længe de
er berettigede til den beskyttelse, der ydes civile personer eller genstande i
henhold til de folkeretlige regler under væbnede konflikter,
(iv) forsætligt at angribe bygninger, der anvendes til religion, uddannelse,
kunst, videnskab eller velgørende formål, historiske mindesmærker, hospi-
taler og pladser, hvor syge og sårede opsamles, forudsat at de ikke er mili-
tære mål,
(v) at plyndre en by eller et sted, også hvor byen eller stedet er indtaget
under bestorming,
(vi) at begå voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen gra-
viditet, som defineret i artikel 7, stk. 2 (f), tvungen sterilisering samt enhver
anden form for seksuel vold, der ligeledes udgør en grov overtrædelse af
den fælles artikel 3 i de fire Genèvekonventioner,
(vii) at udskrive eller hverve børn under 15 år til tjeneste i nationale væb-
nede styrker eller grupper eller anvende dem til aktiv deltagelse i fjendtlig-
hederne,
(viii) at beordre forflytning af civilbefolkningen af grunde knyttet til kon-
flikten, medmindre de pågældende civiles sikkerhed eller tvingende mili-
tære grunde nødvendiggør dette,
(ix) ved forræderi at dræbe eller såre en fjendtlig kombattant,
(x) at erklære, at der ikke vil blive givet nåde,
(xi) at udsætte personer, der er i en modparts magt, for fysisk lemlæstelse
eller for medicinske eller videnskabelige forsøg af en hvilken som helst art,
der hverken er begrundet i læge-, tandlæge- eller hospitalsbehandling af de
pågældende eller udføres i hans eller hendes interesse, og som forårsager,
at den eller de pågældende afgår ved døden eller at deres helbred udsættes
for alvorlig fare,
(xii) at ødelægge eller beslaglægge en modparts ejendom, medmindre dette
er påkrævet af tvingende hensyn i konflikten.
(xiii) at anvende gift eller forgiftede våben,
(xiv) at anvende kvælende, giftige eller andre gasser samt alle tilsvarende
væsker, materialer eller midler,
(xv) at anvende projektiler, der let udvider sig eller let udflades i den men-
neskelige krop, såsom projektiler med et hårdt hylster, der ikke dækker hele
kernen eller er gennemhullet af indskæringer,
(xvi) at anvende våben, som indeholder bakteriologiske eller andre biolo-
giske stoffer eller toksiner uanset deres oprindelse eller fremstillingsme-
tode,
(xvii) at anvende våben hvis primære våbenvirkning er at skade ved spræng-
stykker, der ikke lader sig påvise i det menneskelige legeme ved hjælp af
røntgen
(xviii) anvende laservåben, specifikt designet til som eneste eller som en af
dets våbenvirkninger at forårsage permanent blindhed på det ubeskyttede
øje, hvorved menes det blotte øje eller øjne med korrigerende synsindret-
ninger,
103
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0104.png
(xix) forsætligt at anvende udsultning af civile som krigsmetode ved at und-
drage dem genstande, der er nødvendige for deres overlevelse, herunder
forsætlig hindring af nødhjælpsforsyninger.
(f)
Stk. 2 (e) finder anvendelse i ikke-internationale væbnede konflikter, og
finder således ikke anvendelse på interne uroligheder og spændinger, såsom optø-
jer, isolerede og sporadiske voldshandlinger eller tilsvarende handlinger. Det finder
anvendelse i væbnede konflikter, der finder sted på en stats territorium, når der er
en langvarig væbnet konflikt mellem regeringsmyndigheder og organiserede væb-
nede grupper eller mellem sådanne grupper.
3. Intet i stk. 2 (c) og (e) berører en regerings ansvar for med alle retmæssige midler
at opretholde eller genoprette lov og orden i staten eller at forsvare statens nationale
enhed og territoriale uafhængighed.”
1.3 Generelle materielle strafbetingelser for krigsforbrydelser
Det følgende indeholder en kort gennemgang af de generelle materielle betingelser for strafan-
svar for krigsforbrydelser efter den humanitære folkeret.
1.3.1
Krav om at krigsforbrydelser er begået som led i en plan eller politik eller som led
i en omfattende udøvelse af sådanne forbrydelser?
Rom-statuttens artikel 8, stk. 1, fastslår, at Straffedomstolen skal have jurisdiktion med hensyn
til de krigsforbrydelser, som er defineret i bestemmelsens stk. 2, litra a-f, navnlig sådanne, der
begås som led i en plan eller politik eller som led i en omfattende udførelse af sådanne forbry-
delser.
Karakteren af dette kvalificerede krav har været diskuteret i forhold til såvel Straffedomstolens
jurisdiktion som til begrebet krigsforbrydelser generelt. Straffedomstolen har imidlertid i sin
retspraksis tilkendegivet, at formuleringen ”navnlig sådanne” indebærer, at der med kravet
alene er tale om en praktisk rettesnor for, hvilken type sager Straffedomstolen bør beskæftige
sig med.
66
Straffedomstolen har således jurisdiktion over krigsforbrydelser, der ikke er begået
som led i en plan eller politik eller som led i en omfattende udførelse af sådanne forbrydelser.
Formuleringen ”navnlig sådanne” medfører heller ikke en generel afgrænsning af de forhold,
der kan kvalificeres som krigsforbrydelser. Enkeltstående ulovlige forhold vil således også
kunne udgøre en krigsforbrydelse, selv om forholdet hverken er begået som led i en plan eller
politik eller som led i en omfattende udførelse af sådanne forbrydelser. Der består således ikke
generelt et særligt tærskelkrav i forhold til domstolens jurisdiktion.
Straffedomstolen,
Anklageren mod Bemba
(ICC-01/05-01/08), Decision Pursuant to Article 61 (7)(a) and (b) of
the Rome Statute on the Charges of Prosecutor against Jean-Pierre Bemba Gombo, afgørelse af 15. juni 2009, pr.
11; Straffedomstolen,
Anklageren mod Katanga
(ICC-01/04-01/07), Judgment pursuant to article 74 of the Statute,
afgørelse af 7. marts 2014, pr. 896.
66
104
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0105.png
1.3.2
Kravet om forbindelse til en væbnet konflikt
Eksistensen af en væbnet konflikt er en nødvendig betingelse, men ikke en tilstrækkelig betin-
gelse for, at en handling kan udgøre en krigsforbrydelse. For at en overtrædelse af den huma-
nitære folkeret kan udgøre en krigsforbrydelse, er det en grundlæggende betingelse i den inter-
nationale strafferet, at forholdet fandt sted i tilknytning til en væbnet konflikt. Det vil sige, at
der er en grundbetingelse om et såkaldt neksus mellem overtrædelsen og den væbnede konflikt.
Denne grundbetingelse kan betegnes som neksus-kravet. Se ligeledes de vejledende beskrivel-
ser af gerningsindholdet i statuttens artikel 8.
”I tilknytning til” indebærer, at forbrydelsen skal være begået i sammenhæng med og have en
forbindelse til den væbnede konflikt. Dette kontekstkrav er på engelsk gengivet som: ”in the
context of and was associated with”. Handlinger, der tilfældigvis finder sted i et geografisk
område, hvor der er en væbnet konflikt, men ikke har forbindelse til den væbnede konflikt, vil
derfor falde uden for bestemmelsen.
Denne grundbetingelse betyder ifølge international retspraksis, herunder fra Krigsforbrydertri-
bunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY), at eksistensen af den væbnede konflikt som mini-
mum må spille en substantiel rolle i gerningspersonens mulighed for at begå det pågældende
forhold, i vedkommendes beslutning om at begå forholdet, måden forbrydelsen blev begået på
eller formålet med det pågældende forhold.
67
Det fremgår endvidere af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at det er en forudsæt-
ning, at gerningspersonen havde kendskab til de faktiske omstændigheder, der udgjorde den
væbnede konflikt. Kravet til gerningspersonens viden (mens
rea)
indebærer ikke, at gernings-
personen skal have foretaget en vurdering af eksistensen af en væbnet konflikt eller dens ka-
rakter som international eller ikke-international.
I Rom-statutten er begrebet væbnet konflikt, herunder sondringen mellem internationale væb-
nede konflikter og ikke-internationale væbnede konflikter, ikke defineret. Det må derfor i ud-
gangspunktet forstås i overensstemmelse med den almindelige forståelse i den humanitære fol-
keret. Der henvises til afsnit 1.1.1 ovenfor om klassifikation af væbnet konflikt m.v. i den hu-
manitære folkeret.
Straffedomstolen har i sin praksis lagt til grund, at en international væbnet konflikt er en kon-
flikt, der finder sted mellem to eller flere stater, herunder hel eller delvis besættelse af en anden
Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY),
Anklageren mod Kunarac et al.
(IT-96-23 og
23/1), afgørelse af 12. juni 2002, pr. 58.
67
105
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0106.png
stats territorium.
68
Dette fremgår ligeledes af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold.
Domstolen har endvidere udtalt, at en ikke-international væbnet konflikt defineres som en væb-
net konflikt, der finder sted inden for en stats territorium. Det bemærkes, at Danmark og en
række andre lande har givet udtryk for den opfattelse, at en konflikt mellem en stat og en ikke-
statslig aktør kan være en ikke-international væbnet konflikt, også når konflikten udspiller sig
på tværs af landegrænser, som eksempelvis i kampen mod Islamisk Stat. Konflikten er mellem
enten regeringsmyndigheder og organiserede væbnede grupper eller mellem sådanne grupper.
69
1.3.3
Krigsforbrydelsers sammenhæng med den humanitære folkeret
Den humanitære folkerets regler udgør således en integreret del af gerningsindholdet for de
enkelte krigsforbrydelser i statutten, og gerningsindholdet må forstås i lyset af den humanitære
folkeret.
Dette er særligt tydeligt visse steder i statutten, hvor der anvendes begreber, som udfyldes af
den humanitære folkeret. Eksempelvis anvender statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. vii, om
deportation ordlyden ”retsstridig deportation”. Det fremgår af pkt. 6 i den generelle indledning
til Straffedomstolens vejledende beskrivelse af gerningsindholdet i statutten, at kravet om ”rets-
stridig” (”unlawfulness”) ikke er defineret i de vejledende beskrivelser af gerningsindhold. Det
samme gør sig gældende for eksempelvis udtrykket ”beskyttet person”, der derfor må forstås i
overensstemmelse med den humanitære folkeret.
Det fremgår endvidere af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at elementerne for
krigsforbrydelser under statuttens artikel 8, stk. 2, skal fortolkes inden for den humanitære fol-
kerets rammer, herunder den del af den humanitære folkeret, der gælder for væbnede konflikter
til søs.
1.3.4
Ansvarssubjekt og gerningsobjekt for krigsforbrydelser
Strafansvar for krigsforbrydelser er i princippet ikke betinget af, at ansvarssubjektet har en sær-
lig status. Det vil sige, at både kombattanter, medlemmer af en ikke-statslig organiseret væbnet
gruppe og civile i princippet kan begå en krigsforbrydelse. Det afgørende er, om det pågældende
forhold har den påkrævede sammenhæng med den væbnede konflikt (neksus-kravet). Krigsfor-
brydelsers karakter betyder dog, at det i praksis oftest vil være en kombattant eller et medlem
af en ikke-statslig organiseret væbnet gruppe, der begår en sådan forbrydelse.
Straffedomstolen,
Anklageren mod Lubanga
(ICC-01/04-01/06), Decision on the Confirmation of Charges, af-
gørelse af 29. januar 2007, pr. 209.
69
Straffedomstolen,
Anklageren mod Bemba
(ICC-01/05-01/08), Decison Pursuant to Article 61(7)(a) and (b) of
the Rome Statute on the Charges of the Prosecutor against Jean-Pierre Bemba Gombo, afgørelse af 15. juni 2009,
pr. 231 og 235.
68
106
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Kombattanter, medlemmer af en ikke-statslig organiseret væbnet gruppe og civile kan ligeledes
være ofre for en krigsforbrydelse. Derudover kan ejendom, løsøre m.v. være genstand for en
krigsforbrydelse. Det afgørende er, om personen, ejendommen m.v. er beskyttet i henhold til
den humanitære folkeret.
1.4 De enkelte krigsforbrydelser i Rom-statutten
Artikel 8, stk. 2, litra a og b, finder anvendelse på krigsforbrydelser begået under internationale
væbnede konflikter, hvorved forstås, at handlingen fandt sted i kontekst af og med tilknytning
til en international væbnet konflikt.
Artikel 8, stk. 2, litra c-f, finder anvendelse på krigsforbrydelser begået under ikke-internatio-
nale væbnede konflikter, hvorved forstås, at handlingen fandt sted i kontekst af og i tilknytning
til en ikke-international væbnet konflikt. Artikel 8, stk. 2, litra d og f, undtager interne urolig-
heder og spændinger fra bestemmelsernes anvendelsesområde.
Litra a og c bygger på bestemmelser om henholdsvis grove og alvorlige brud på de fire Genève-
konventioner af 1949 om beskyttelse af ofre i væbnede konflikter. Litra b og e bygger på regler
i den humanitære folkeret, der finder anvendelse i væbnede konflikter, herunder særligt Haager-
konvention IV af 1907 om regler og vedtægter for krig til lands og tillægsprotokollerne af 1977
til de nævnte Genève-konventioner. Danmark har tiltrådt disse konventioner.
Efter vedtagelsen af statutten i 1998 er der ad flere omgange tilføjet yderligere numre til hen-
holdsvis litra b og e. De pågældende bestemmelser er artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxvii-xxix (27-
29), og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xiii-xix (13-19), som er medtaget i gennemgangen nedenfor
med en bemærkning om, at der er tale om tilføjelser, som ikke er ratificeret af Danmark.
1.4.1
Grove overtrædelser af Genève-konventionerne under international væbnet kon-
flikt
1.4.1.1
Forsætligt drab som krigsforbrydelse.
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. i, at det er en krigsforbrydelse at begå forsæt-
ligt drab under en international væbnet konflikt. Det er således en forudsætning for at ifalde
strafansvar efter bestemmelsen, at gerningspersonen har dræbt eller forårsaget en eller flere
personers død. Det følger af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold til bestemmelsen, at
ofret eller ofrene skal være beskyttet i henhold til en eller flere af Genève-konventionerne fra
1949, og at gerningspersonen skal have været bevidst om de faktiske omstændigheder, der fast-
lagde denne beskyttede status. Efter bestemmelsen stilles der krav om, at der skal være tale om
”forsætligt” drab, hvilket indebærer, at bestemmelsen ikke omfatter følgeskader ved angreb på
militære mål, såkaldt kollateral skade (”collateral damage”).
107
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0108.png
1.4.1.2 Tortur og umenneskelig behandling som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. ii, at det er en krigsforbrydelse at udsætte en
person for tortur eller umenneskelig behandling, herunder ved biologiske forsøg, under en in-
ternational væbnet konflikt. Det følger af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold til be-
stemmelsen, at ofret eller ofrene skal være beskyttet i henhold til en eller flere af Genève-kon-
ventionerne fra 1949, og at gerningspersonen skal have været bevidst om de faktiske omstæn-
digheder, der fastlagde denne beskyttede status.
De vejledende beskrivelser af gerningsindhold vedrørende tortur og umenneskelig behandling
som krigsforbrydelse stiller ikke krav om, at gerningspersonen skal være en statslig aktør. Tor-
tur og umenneskelig behandling udført af ikke-statslige aktører kan således kvalificeres som
krigsforbrydelser.
70
Ved
tortur
er det en forudsætning, at gerningspersonen påførte en eller flere personer stærk
(”severe”) fysisk eller psykisk smerte eller lidelse, jf. de vejledende beskrivelser af gernings-
indholdet i artikel 8, stk. 2, litra a, nr. ii (1). Afgrænsningen af formuleringen ”stærk fysisk eller
psykisk smerte eller lidelse” er nærmere beskrevet i kapitel 10, afsnit 1.
Det beror på en konkret og samlet vurdering, om en eller flere handlinger kvalificerer som
tortur, og i retspraksis bliver der lagt vægt på flere momenter.
71
Gerningspersonen skal have
påført smerten eller lidelsen med det formål eksempelvis at indhente oplysninger eller en tilstå-
else, straf, intimidering eller tvang, eller af en hvilken som helst anden årsag baseret på diskri-
mination af enhver art, jf. de vejledende beskrivelser af gerningsindholdet i artikel 8, stk. 2, litra
a, nr. ii (1).
Der findes en righoldig retspraksis fra de to krigsforbrydertribunaler for henholdsvis det tidli-
gere Jugoslavien (ICTY) og Rwanda (ICTR) samt Straffedomstolen, der belyser afgrænsningen
af ”stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse”. Følgende torturhandlinger er blevet kvalifi-
ceret som krigsforbrydelser i konkrete sager, som omfattede flere forskellige handlinger: Al-
vorlige slag, voldtægt og andre seksuelle overgreb, elektrisk tortur, overværelse af tortur, her-
under seksuelle overgreb på andre, trusler om drab på familiemedlemmer og simulerede hen-
rettelser.
72
Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY),
Anklageren mod Kunarac et al.
(IT-96-23-T &
IT-96-23/1-A IT), afgørelse af 12. juni 2002.
71
Straffedomstolen,
Anklageren mod Dominic Ongwen
(ICC-02/04-01/15), afgørelse af 4. februar, pr. 2701.
72
Se Krigsforbrydertribunalet for Jugoslavien (ICTY),
Anklageren mod Blaskic
(IT-95-14-T og IT-95-14-A);
ICTY,
Anklageren mod Furundzija
(IT-95-17/a/T og IT-95-17/1-A); ITCY,
Anklageren mod Delalic m.fl.
(IT-96-
21-T og IT-96-21-A); ICTY,
Anklageren mod Kunerac m.fl.
(IT-96-23-T og IT-96-23/1-T); ICTY,
Anklageren
70
108
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0109.png
Ved
umenneskelig behandling
er det ligeledes en forudsætning, at gerningspersonen har påført
en eller flere personer stærk (”severe”) fysisk eller psykisk smerte eller lidelse, jf. de vejledende
beskrivelser af gerningsindhold i artikel 8, stk. 2, litra a, nr. ii (2). Umenneskelig behandling
adskiller sig fra tortur ved ikke at være betinget af et særligt formål.
Retspraksis omfatter følgende sager om krigsforbrydelser, hvor handlinger kvalificerede som
umenneskelig behandling: Gentagne slag m.v. mod beskyttede personer,
73
visse fængselsfor-
hold, brug af fanger som menneskelige skjolde, seksuelle overgreb, tvang til at udføre tvangs-
arbejde langs fronten under farlige forhold
74
og undladelse af at give tilstrækkelig medicin.
75
Ved
biologiske forsøg
skal gerningspersonen, udover at have udsat en eller flere personer for et
bestemt biologisk forsøg, have haft til hensigt, at forsøget var ikke-terapeutisk, det vil sige, at
forsøget ikke var retfærdiggjort af medicinske grunde eller udført i disse personers interesse.
Det er ligeledes en forudsætning, at forsøget udgjorde en alvorlig risiko for disse personers
fysiske eller psykiske sundhed eller integritet.
1.4.1.3
Forårsagelse af stor (”great”) lidelse som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. iii, at det er en krigsforbrydelse forsætligt at
tilføje stor lidelse eller alvorlig skade på legeme eller helbred under en international væbnet
konflikt. I henhold til de vejledende beskrivelser af gerningsindholdet i bestemmelsen skal ger-
ningspersonen have forårsaget stor fysisk eller psykisk smerte eller lidelse eller alvorlig skade
på krop eller helbred overfor en eller flere personer.
Retspraksis omfatter bl.a. falsk information til fanger om, at de vil blive henrettet – udtalt i en
brutal kontekst, der gjorde udsagnet troværdigt,
76
alvorlig fysisk mishandling under afhøring,
77
mod Mucić m.fl.
(IT-96-21-T); ICTY,
Anklageren mod Mrkšić m.fl.
(IT-95-13/1); Straffedomstolen,
Anklageren
mod Ongwen
(ICC-02/04-01/15). Se også Schabas, William (2006): “The Crime of Torture and the International
Criminal Tribunals” i
Case Western Reserve Journal of International Law,
vol. 37, side 349.
73
Krigsforbrydertribunalet for Jugoslavien (ICTY),
Anklageren mod Hadzihasanovic og Kubura
(IT-01-47-T)
dom af 15. marts 2006, pr. 35.
74
Krigsforbrydertribunalet for Jugoslavien (ICTY),
Anklageren mod Prlic et al
(IT-04-74-T), afgørelse af 29. maj
2013, bind 1, pkt. 115.
75
Krigsforbrydertribunalet for Jugoslavien (ICTY),
Anklageren mod Mrksic et al
(IT-95-13/1-T), afgørelse af 27.
september 2007, pr. 517.
76
Krigsforbrydertribunalet for Jugoslavien (ICTY),
Anklageren mod Natelic & Martinovic
(IT-98-34-A), afgø-
relse af 3. maj 2006, pr. 300.
77
Krigsforbrydertribunalet for Jugoslavien (ICTY),
Anklageren mod Mladen Naletilic alias "Tuta", Vinko Mar-
tinovic alias "Stela"
(IT-98-34-A), afgørelse af 3. maj 2006 pr. 300.
109
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0110.png
mishandling af fanger
78
og information til fanger om, at de ville blive ført til et andet sted for
at blive henrettet.
79
1.4.1.4
Ødelæggelse og tilegnelse af ejendom som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. iv, at det er en krigsforbrydelse at begå om-
fattende ødelæggelse samt tilegnelse af ejendom, der ikke retfærdiggøres af tvingende militær
nødvendighed, og som udføres på ulovlig og vilkårlig måde under en international væbnet kon-
flikt. Det er en forudsætning for at ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at gerningspersonen
hensynsløst ødelagde eller tilegnede sig en bestemt ejendom, der ikke var retfærdiggjort af mi-
litær nødvendighed.
1.4.1.5
At påtvinge krigsfanger m.v. tjeneste i fjendtlige styrker som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. v, at det er en krigsforbrydelse at tvinge en
krigsfange eller en anden beskyttet person til at gøre tjeneste i en fjendtlig magts styrker under
en international væbnet konflikt. Det er således en forudsætning for at ifalde strafansvar, at
gerningspersonen ved handling eller trussel skal have tvunget en eller flere personer til at del-
tage i militære operationer mod den pågældende persons eget land eller styrker eller på anden
måde tjene for en fjendtlig magt. Endvidere skal ofret eller ofrene være beskyttet i henhold til
en eller flere af Genève-konventionerne af 1949, og gerningspersonen skal have været bevidst
om de faktiske omstændigheder, der fastlagde denne beskyttede status.
1.4.1.6
Berøvelse af domstolsbehandling som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. vi, at det er en krigsforbrydelse forsætligt at
berøve en krigsfanges eller anden beskyttet persons ret til betryggende og behørig domstolsbe-
handling under en international væbnet konflikt. I henhold til de vejledende beskrivelser af
gerningsindhold er det en forudsætning for at ifalde strafansvar, at gerningspersonen har frata-
get en eller flere personer en retfærdig og almindelig rettergang ved at nægte retlige garantier,
som særligt er defineret i Genève-konvention III og IV af 1949.
1.4.1.7
Ulovlig deportation og ulovlig internering som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. vii, at det er en krigsforbrydelse under en
international væbnet konflikt ulovligt at deportere, overføre eller internere en eller flere perso-
ner, som er beskyttet i henhold til en eller flere af Genève-konventionerne fra 1949.
Krigsforbrydertribunalet for Jugoslavien (ICTY),
Anklageren mod Mladen Naletilic alias "Tuta", Vinko Mar-
tinovic alias "Stela"
(IT-98-34-A), afgørelse af 3. maj 2006 pr. 389.
79
Krigsforbrydertribunalet for Jugoslavien (ICTY),
Anklageren mod Mladen Naletilic alias "Tuta", Vinko Mar-
tinovic alias "Stela"
(IT-98-34-A), afgørelse af 3. maj 2006 pr. 450.
78
110
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Ved ulovlig
deportation og overførsel
skal gerningspersonen have deporteret eller overført en
eller flere personer til en anden stat eller en anden lokation.
Ved ulovlig
internering
skal gerningspersonen have interneret eller have fortsat en internering
af en eller flere personer et bestemt sted.
1.4.1.8
Gidseltagning som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. viii, at gidseltagning begået under en inter-
national væbnet konflikt er en krigsforbrydelse. Det er en forudsætning for at ifalde strafansvar,
at gerningspersonen har pågrebet, tilbageholdt eller på anden måde holdt en eller flere personer
som gidsler.
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at det er en forudsætning, at ger-
ningspersonen har truet med at dræbe, såre eller fortsætte med at tilbageholde ofret eller ofrene.
Gerningspersonen skal endvidere have haft til hensigt at tvinge en stat, en international organi-
sation, en juridisk person eller en gruppe af personer til at handle eller undlade at handle som
en eksplicit eller implicit betingelse for sikkerheden eller løsladelsen af en eller flere af de gid-
seltagne personer.
1.4.2
Andre alvorlige overtrædelser af ret og sædvaner under international væbnet kon-
flikt
1.4.2.1
Angreb på civile som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. i, at et forsætligt angreb på en civilbefolkning
under en international væbnet konflikt er en krigsforbrydelse. Det er i henhold til de vejledende
beskrivelser af gerningsindhold en forudsætning for at ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at
gerningspersonen har rettet angreb mod en civilbefolkning eller civile enkeltpersoner, der ikke
har mistet beskyttelse på grund af disses direkte deltagelse i fjendtlighederne, ligesom gernings-
personen skal have haft til hensigt, at det netop var denne befolkning eller enkeltperson, der
skulle være genstand for angrebet. Krigsforbrydelsen omfatter således ikke følgeskader ved
angreb rettet mod militære mål, såkaldt kollateral skade (”collateral damage”).
Kollaterale skader er de følgeskader eller tab, der kan opstå blandt beskyttede individer eller
objekter som følge af et angreb rettet mod et militært mål. Påregnelige kollaterale skader må
under ingen omstændigheder stå i åbenbart misforhold til den forventede konkrete og direkte
militære fordel og skal i øvrigt altid søges undgået eller begrænset til det praktisk mindst mu-
lige. Se militærmanualens kapitel 8, afsnit 3.3.
111
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
1.4.2.2
Angreb på civile objekter som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. ii, at forsætlige angreb på civile objekter
under en international væbnet konflikt er en krigsforbrydelse. Det er således en forudsætning
for strafansvar, at der er tale om objekter, som ikke anses for at være militære mål. Det følger
af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal have rettet angreb
mod civile objekter, der ikke er militære mål, ligesom gerningspersonen skal have haft til hen-
sigt, at sådanne civile objekter skulle være genstand for angrebet.
1.4.2.3
Angreb på personel eller objekter involveret i humanitære indsatser eller fredsbe-
varende missioner som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. iii, at det er en krigsforbrydelse at begå
forsætlige angreb rettet mod personel, installationer, materiel, enheder eller befordringsmidler,
der deltager i humanitære indsatser eller fredsbevarende missioner i overensstemmelse med De
Forenede Nationers Pagt (FN-pagten) under en international væbnet konflikt.
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal have
haft til hensigt, at det var sådant personel eller objekter, der skulle være genstand for angrebet.
Disse skal endvidere være berettiget til beskyttelse i henhold til den humanitære folkeret, lige-
som gerningspersonen skal været bevidst om de faktiske omstændigheder, der fastlagde denne
beskyttede status.
Forårsage vilkårlige tab, kvæstelse eller skade på civile eller civile objekter som
krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. iv, at det er en krigsforbrydelse under en
international væbnet konflikt at foretage forsætlige angreb med viden om, at det pågældende
angreb vil forårsage vilkårlige tab blandt civile eller skade på civile eller civile objekter eller
udbredt, langvarig og alvorlig skade på det naturlige miljø, som klart ville overstige den for-
ventede konkrete og direkte samlede militære fordel.
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at udtrykket ”konkrete og direkte
samlede militære fordel” henviser til en militær fordel, der er forudsigelig for gerningspersonen
på det relevante tidspunkt. En sådan fordel kan være, men er ikke nødvendigvis, tidsmæssigt
eller geografisk relateret til angrebet. Bestemmelsen giver dermed mulighed for lovlig følge-
skade under forudsætning af, at angrebet kan retfærdiggøres og er proportionalt i henhold til
reglerne i den humanitære folkeret.
Det følger endvidere af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal
have haft viden om, at angrebet ville få de konsekvenser, som angrebet forårsagede. Hvorvidt
1.4.2.4
112
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
gerningspersonen besad denne viden skal vurderes i forhold til, hvilke oplysninger gernings-
personen havde til rådighed på tidspunktet for angrebet.
1.4.2.5
Angreb m.v. på uforsvarede områder som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. v, at angreb på eller bombardement af byer,
landsbyer, boliger eller bygninger, der ikke forsvares, og som ikke er militære mål, anses som
en krigsforbrydelse under en international væbnet konflikt.
I henhold til de vejledende beskrivelser af gerningsindhold bevirker tilstedeværelsen af perso-
ner, der er beskyttet i henhold til Genève-konventionerne af 1949, eller politistyrker, der er
indsat med det ene formål at opretholde lov og orden, ikke, at området er et militært mål.
1.4.2.6
Dræbe eller såre en kombattant hors de combat som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. vi, at det er en krigsforbrydelse under en
international væbnet konflikt at dræbe eller såre en kombattant, som har overgivet sig betingel-
sesløst, idet han eller hun har nedlagt sine våben eller ikke længere har midler til at forsvare sig
med (hors
de combat).
1.4.2.7
Uretmæssig anvendelse af flag, kendetegn, uniform og kendemærker som krigsfor-
brydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. vii, at det er en krigsforbrydelse under en
international væbnet konflikt uretmæssigt at anvende parlamentærflaget, fjendens eller FN’s
flag eller militære symboler eller uniformer samt Genève-konventionernes emblemer med død
eller alvorlig personskade til følge.
Det følger af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold om
uretmæssig anvendelse af par-
lamentærflaget,
at det er en forudsætning, at gerningspersonen benyttede sig af parlamentær-
flaget for at foregive en hensigt om at forhandle, når der ikke var en sådan hensigt fra gernings-
personens side. Derudover er det en forudsætning, at gerningspersonen vidste eller burde have
vidst, at en sådan uretmæssig anvendelse var forbudt. Handlingen skal endvidere have resulteret
i dødsfald eller alvorlig personskade, og gerningspersonen skal have vidst, at handlingen kunne
resultere i dødsfald eller alvorlig personskade.
Det følger af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold om
uretmæssig anvendelse af flag,
symboler og uniformer tilhørende fjenden eller De Forenede Nationer,
at gerningspersonen
skal have anvendt disse ting på en måde, der er forbudt efter den humanitære folkeret. Det er
en forudsætning for at ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at gerningspersonen vidste, at så-
dan uretmæssig anvendelse var forbudt. Handlingen skal desuden have resulteret i dødsfald
113
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
eller alvorlig personskade, og gerningspersonen skal have vidst, at handlingen kunne resultere
i dødsfald eller alvorlig personskade.
Det følger videre af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold om
uretmæssig anvendelse
af Genève-konventionernes karakteristiske emblemer,
at gerningspersonen skal have anvendt
Genève-konventionernes karakteristiske emblemer, og at anvendelsen skal have været med et
kombattantformål i strid med den humanitære folkeret. Et kombattantformål er et formål, der
direkte relaterer sig til fjendtlighederne, hvilket udelukker medicinske, religiøse eller lignende
aktiviteter. Det er derudover en forudsætning for at ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at
gerningspersonen vidste eller burde have vidst, at sådan uretmæssig anvendelse var forbudt.
Handlingen skal desuden have resulteret i dødsfald eller alvorlig personskade, og gerningsper-
sonen skal have vidst, at handlingen kunne resultere i dødsfald eller alvorlig personskade.
1.4.2.8
Deportation eller tvungen overførsel af befolkningen i et besat område eller over-
flytning af besættelsesmagtens egen befolkning til området som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. viii, at det er en krigsforbrydelse under en
international væbnet konflikt, hvis besættelsesmagten direkte eller indirekte overfører dele af
sin egen civilbefolkning til det besatte område eller deporterer eller overfører hele eller dele af
befolkningen i det besatte område inden for eller uden for dette område. Gerningspersonen skal
således enten direkte eller indirekte have overført dele af sin befolkning til et område, som
gerningspersonens egen stat har besat, eller gerningspersonen skal have deporteret eller overført
hele eller dele af befolkningen i det besatte område inden for eller uden for dette område.
1.4.2.9
Angreb på bygninger, der anvendes til religion, uddannelse m.v. som krigsforbry-
delse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. ix, at forsætlige angreb begået under en
international væbnet konflikt på bygninger, der anvendes til religion, uddannelse, kunst, viden-
skab eller velgørende formål, historiske mindesmærker, hospitaler, og pladser, hvor syge og
sårede opsamles, forudsat at de ikke er militære mål, er en krigsforbrydelse. I henhold til de
vejledende beskrivelser af gerningsindhold er det en forudsætning for at ifalde strafansvar, at
gerningspersonen havde til hensigt, at angrebet skulle ramme disse bygninger, der på tidspunk-
tet for angrebet ikke udgjorde et militært mål.
1.4.2.10 Lemlæstelse eller medicinske forsøg som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. x, at det er en krigsforbrydelse under en
international væbnet konflikt at udsætte personer, der er i en modparts magt, for fysisk lemlæ-
stelse eller medicinske eller videnskabelige forsøg af en hvilken som helst art.
114
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Ved
lemlæstelse
forstås ifølge de vejledende beskrivelser af gerningsindhold en permanent van-
siring, invalidering eller fjernelse af personens eller personernes organer eller legemsdele.
Handlingen skal som følge heraf have medført døden eller alvorlig fare for den fysiske eller
psykiske sundhed for personen.
Medicinske eller videnskabelige forsøg
skal ifølge de vejledende beskrivelser af gerningsind-
hold have medført døden eller have bragt det fysiske eller psykiske helbred eller den personlige
integritet i alvorlig fare for de pågældende personer.
Det gælder for såvel lemlæstelse som medicinske eller videnskabelige forsøg, at ofrene skal
have været i en modparts magt, samt at handlingerne hverken må være begrundet i medicinsk
behandling, tandlæge- eller hospitalsbehandling eller udføres af eller i de pågældende personers
interesse. Det fremgår endvidere af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at den foru-
rettede ikke kan samtykke til handlingen med den følge, at gerningspersonens handling er straf-
fri.
1.4.2.11 Svigagtigt at dræbe eller såre personer som krigsforbrydelse (perfidi)
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xi, at det er en krigsforbrydelse ved svig at
dræbe eller såre personer, der tilhører den fjendtlige nation eller hær under en international
væbnet konflikt. Forbrydelsen betegnes i den humanitære folkeret som
perfidi.
Det følger af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal have vakt
tillid eller tro hos en eller flere personer om, at de havde ret til eller var forpligtede til at yde
gerningspersonen beskyttelse i henhold til reglerne i den humanitære folkeret. I forbindelse
hermed er det en forudsætning for at ifalde strafansvar, at gerningspersonen havde til hensigt at
forråde denne tillid eller tro. Udnyttelsen heraf skal derudover have resulteret i, at gerningsper-
sonen har dræbt eller såret den pågældende person eller personer. Endelig er det en forudsæt-
ning, at en sådan person eller personer tilhørte en modstanderpart.
1.4.2.12 Erklære at der ikke må vises nåde som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xii, at det er en krigsforbrydelse at erklære,
at der ikke vil blive vist nåde, under en international væbnet konflikt. I henhold til de vejledende
beskrivelser af gerningsindhold skal gerningspersonen have erklæret eller beordret, at der ikke
måtte være nogen overlevende, med det formål at true fjenden eller for at udføre fjendtlige
handlinger på baggrund heraf. Det er endvidere en forudsætning, at gerningspersonen havde
effektiv kontrol med sine underordnede i kommandolinjen, som erklæringen eller ordren var
rettet til.
115
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
1.4.2.13 Ødelæggelse eller beslaglæggelse af modpartens ejendom som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xiii, at ødelæggelse eller beslaglæggelse af
modpartens ejendom, medmindre dette er påkrævet af tvingende militær nødvendighed, udgør
en krigsforbrydelse under en international væbnet konflikt.
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at den ødelagte eller beslaglagte
ejendom skal være beskyttet mod en sådan ødelæggelse eller beslaglæggelse i henhold til den
humanitære folkeret. Det er endvidere en forudsætning for at ifalde strafansvar, at gerningsper-
sonen var bekendt med de faktiske omstændigheder, der betingede ejendommens status.
1.4.2.14 Fratagelse af den fjendtlige magts statsborgeres rettigheder som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xiv, at det er en krigsforbrydelse under en
international væbnet konflikt at erklære modpartens statsborgeres rettigheder og adgang til
sagsanlæg for ophævet, midlertidigt suspenderet eller udelukket fra at blive gjort gældende ved
domstolene. Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen
skal have gennemført ophævelsen, suspensionen eller udelukkelsen, og at gerningspersonen
skal have haft til hensigt, at dette skulle rettes mod statsborgere fra den fjendtlige magt.
1.4.2.15 Tvungen deltagelse i krigshandlinger mod eget land som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xv, at det er en krigsforbrydelse under en
international væbnet konflikt at tvinge modpartens statsborgere til at deltage i krigshandlin-
gerne mod deres eget land.
I henhold til de vejledende beskrivelser af gerningsindhold er det en forudsætning, at gernings-
personen har tvunget en eller flere personer ved handling eller trussel til at deltage i krigshand-
linger mod denne persons eget land eller styrker. Derudover er det en forudsætning, at den
forurettede person eller personerne var statsborgere af den fjendtlige part. Det har endvidere
ingen betydning, at den pågældende person eller personerne tidligere har deltaget i tjenesten
inden krigens begyndelse.
1.4.2.16 Plyndring som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xvi, at plyndring af en by eller et sted begået
under en international væbnet konflikt er en krigsforbrydelse.
I henhold til de vejledende beskrivelser af gerningsindhold er det en forudsætning for at ifalde
strafansvar efter bestemmelsen, at gerningspersonen har tilegnet sig en bestemt ejendom eller
ejendele. Gerningspersonen skal have haft til hensigt at tilegne sig denne ejendom til privat
eller personligt brug, hvorfor en tilegnelse, der er begrundet i militær nødvendighed, ikke kan
116
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
udgøre en plyndringsforbrydelse efter statutten. Tilegnelsen skal endvidere være sket uden eje-
rens samtykke.
1.4.2.17 Anvendelse af gift eller forgiftede våben som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xvii, at anvendelsen af gift eller forgiftede
våben under en international væbnet konflikt er en krigsforbrydelse.
Det følger af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at det er en forudsætning for at
ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at gerningspersonen har brugt et stof eller et våben, der
har frigivet et stof som resultat af anvendelsen heraf. Det er ligeledes en forudsætning, at det
anvendte stof i almindelighed vil forårsage død eller alvorlig skade på helbredet gennem dets
giftige egenskaber.
1.4.2.18 Anvendelse af forbudte gasser, væsker, materialer eller midler som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xviii, at anvendelsen af forbudte gasser,
væsker, materialer eller midler under en international væbnet konflikt er en krigsforbrydelse.
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at det er en forudsætning for at
ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at gerningspersonen har anvendt en gas eller andet lig-
nende stof eller middel, der i almindelighed vil forårsage død eller alvorlig skade på helbredet
gennem dets kvælende eller giftige egenskaber.
1.4.2.19 Anvendelse af forbudte projektiler som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xix, at anvendelsen under en international
væbnet konflikt af projektiler, der let udvider sig eller let udflades i den menneskelige krop, er
en krigsforbrydelse.
I henhold til de vejledende beskrivelser af gerningsindhold er det en forudsætning, at der er tale
om brug af projektiler, der er i strid med den humanitære folkeret, idet disse udvider eller let
udflades i den menneskelige krop. Projektiler med et hårdt hylster, der ikke dækker hele kernen
eller er gennemhullet af indskæringer, er et eksempel på et sådant forbudt projektil. Det er her-
udover en forudsætning for at ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at gerningspersonen har
været opmærksom på, at projektilernes art var sådan, at deres anvendelse unødigt ville forværre
lidelsen eller den sårende effekt.
117
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
1.4.2.20
Anvendelse af våben, projektiler og materiel til og metoder i krigsførelse i strid med
folkeretlige regler
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xx, at det er en krigsforbrydelse at anvende
våben, projektiler samt materiel til og metoder i krigsførelse, som ifølge deres natur forårsager
overflødig skade eller unødig lidelse, eller som efter deres art vil ramme vilkårligt i strid med
den humanitære folkeret, forudsat at de pågældende våben, projektiler, materiel til og metoder
i krigsførelse er omfattet af et omfattende forbud og er optaget i et bilag til statutten ved en
ændring i henhold til de relevante bestemmelser i artikel 121 og 123.
1.4.2.21 Krænkelse af den personlige værdighed som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxi, at det er en krigsforbrydelse at krænke
den menneskelige værdighed, navnlig ved ydmygende og nedværdigende behandling. Det er
således en forudsætning, at gerningspersonen har ydmyget, nedværdiget eller på anden måde
har krænket værdigheden hos en eller flere personer, herunder afdøde personer.
Det fremgår endvidere af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at det ikke er en for-
udsætning for at ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at offeret er bevidst om eksistensen af
krænkelsen. Ydmygelsen, nedværdigelsen eller den anden krænkelse skal således være af en
sådan art, at den generelt vil blive anerkendt som en krænkelse af den personlige værdighed.
1.4.2.22 Seksualforbrydelser som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxii, at det er en krigsforbrydelse under en
international væbnet konflikt at begå voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen
graviditet, som defineret i artikel 7, stk. 2, litra f, tvungen sterilisering eller enhver anden form
for seksuel vold, der ligeledes udgør en grov overtrædelse af Genève-konventionerne.
Artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxii, omfatter således en række seksualforbrydelser, herunder vold-
tægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet, tvungen sterilisation og sek-
suel vold.
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at der ved
voldtægt
forstås, at
gerningspersonen invaderer en persons krop på en måde, der resulterer i hel eller delvis penet-
ration af en hvilken som helst del af kroppen på den forurettede eller gerningspersonen selv
med en kropsdel eller en genstand. Begrebet ”invaderer” er ifølge den vejledende beskrivelse
bevidst anvendt for at være kønsneutralt. Det følger endvidere af den vejledende beskrivelse, at
handlingen skal være begået med magt eller ved trussel om magt eller tvang, såsom den, der er
forårsaget af frygt for vold, tvang, tilbageholdelse, psykisk undertrykkelse eller magtmisbrug
mod denne person (ofret) eller en anden person, eller ved at udnytte et tvingende miljø, eller
118
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
handlingen er begået mod en person, der ikke var i stand til at give et gyldigt samtykke. En
person kan på grund af påvirkning, herunder påvirkning af medicin eller euforiserende stoffer,
eller som følge af medfødte eller aldersrelaterede manglende evner være ude af stand til at give
et gyldigt samtykke.
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at der ved
seksuelt slaveri
forstås,
at gerningspersonen udøvede en eller samtlige af de beføjelser, der er knyttet til ejendomsretten
over en eller flere personer, som f.eks. at købe, sælge, udlåne eller indgå en byttehandel om en
sådan person eller personer eller pålægge dem en lignende frihedsberøvelse. En lignende fri-
hedsberøvelse kan i nogle tilfælde omfatte det forhold at kræve tvangsarbejde eller på anden
måde reducere en person til en slavestatus som defineret i FN’s tillægskonvention af 7. septem-
ber 1956 om afskaffelse af slaveri, slavehandel og ordninger, der må sidestilles hermed. Om-
fattet af bestemmelsen er ligeledes menneskehandel, herunder særligt med kvinder og børn.
Gerningspersonen skal derudover have foranlediget, at en sådan person eller personer deltager
i en eller flere handlinger af seksuel karakter. Det følger endvidere af den vejledende beskri-
velse, at det – forbrydelsens komplekse karakter taget i betragtning – anerkendes, at dens udfø-
relse kan involvere mere end én gerningsperson som en del af et fælles strafbart formål.
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at der ved
tvungen prostitution
forstås, at gerningspersonen foranledigede, at en eller flere personer deltager i en eller flere
handlinger af seksuel karakter ved brug af magt eller ved trussel om magt eller tvang, såsom
den, der er forårsaget af frygt for vold, tvang, tilbageholdelse, psykisk undertrykkelse eller
magtmisbrug mod denne person eller de personer (ofre) eller en anden person, eller ved at ud-
nytte et tvingende miljø eller personens eller personernes manglende evne til at give gyldigt
samtykke. En person kan på grund af påvirkning, herunder påvirkning af medicin eller eufori-
serende stoffer, eller som følge af medfødte eller aldersrelaterede manglende evner være ude af
stand til at give et gyldigt samtykke. Det følger endvidere af den vejledende beskrivelse, at
gerningspersonen eller en anden person skal have opnået eller forventet at opnå en økonomisk
eller anden fordel i bytte for eller i forbindelse med den eller de pågældende handlinger af
seksuel karakter.
Det følger endvidere af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at der ved ”påtvungen
graviditet”
forstås ulovlig frihedsberøvelse af en kvinde, der er blevet påtvunget en graviditet,
med den hensigt at påvirke en befolknings etniske sammensætning eller at begå andre alvorlige
overtrædelser af folkeretten.
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at der ved
tvungen sterilisering
forstås, at gerningspersonen har frataget en eller flere personers biologiske reproduktionsevne.
119
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Fratagelsen omfatter ikke præventionsforanstaltninger, som alene har en midlertidig virkning i
praksis. Tvungen sterilisering forudsætter, at handlingen ikke var begrundet i medicinsk eller
hospitalsbehandling af personen eller personerne, og at handlingen var udført uden deres gyl-
dige samtykke. Et sådant samtykke kan ikke opnås gennem vildledning.
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at der ved
enhver anden form for
seksuel vold af lignende grovhed
forstås, at gerningspersonen har begået en handling af seksuel
karakter mod en eller flere personer eller bevirket, at en sådan person eller personer har deltaget
i en handling af seksuel karakter ved magt eller ved trussel om magt eller tvang, såsom den, der
er forårsaget af frygt for vold, tvang, tilbageholdelse, psykisk undertrykkelse eller magtmisbrug
mod denne person eller de personer eller en anden person eller ved at udnytte et tvingende miljø
eller personens eller personernes manglende evne til at give gyldigt samtykke. En person kan
på grund af påvirkning, herunder påvirkning af medicin eller euforiserende stoffer, eller som
følge af medfødte eller aldersrelaterede manglende evner være ude af stand til at give et gyldigt
samtykke. Handlingen skal være af en sammenlignelig grovhed med de andre grove forbrydel-
ser omfattet af Genève-konventionerne. Gerningspersonen skal desuden være bekendt med de
faktiske omstændigheder, der betingede handlingens grovhed.
1.4.2.23 Brug af civile personer som skjold som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxiii, at det er en krigsforbrydelse at udnytte
tilstedeværelsen af en civil eller anden beskyttet person til at sikre visse steder, områder eller
militære styrker mod militære operationer under en international væbnet konflikt. Det er således
en forudsætning, at den udnyttede person er beskyttet i henhold til den humanitære folkeret.
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at forudsætningen for at ifalde
strafansvar efter bestemmelsen er, at gerningspersonen har haft til hensigt at beskytte et militært
mål mod angreb eller beskytte, favorisere eller hindre militære operationer.
Angreb på personel og objekter, der bruger de særlige emblemer fra Genève-kon-
ventionerne, som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxiv, at et forsætligt angreb begået under en
international væbnet konflikt på bygninger, materiel, sanitetsenheder og -transporter og perso-
nel, der anvender Genève-konventionernes kendemærker i overensstemmelse med folkeretten,
er en krigsforbrydelse.
Det følger af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal have an-
grebet en eller flere personer, bygninger, medicinske enheder eller transporter eller andre ob-
jekter, der i overensstemmelse med folkeretten bruger et særligt emblem eller anden
1.4.2.24
120
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
identifikationsmetode, der indikerer beskyttelse under Genève-konventionerne. Gerningsper-
sonen skal endvidere have haft til hensigt, at sådanne personer, bygninger, enheder eller trans-
porter eller andre objekter, der bruger en sådan identifikation, skulle være angrebets mål.
1.4.2.25 Udsultning som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxv, at forsætlig udsultning af civile som
krigsmetode begået under en international væbnet konflikt ved at unddrage dem genstande, der
er nødvendige for deres overlevelse, herunder forsætlig hindring af nødhjælpsforsyninger i hen-
hold til Genève-konventionerne, er en krigsforbrydelse.
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at det er en forudsætning for at
ifalde strafansvar, at gerningspersonen har frataget civile genstande, der er uundværlige for
deres overlevelse. Det er yderligere en forudsætning, at gerningspersonen har haft til hensigt,
at udsultningen skulle anvendes som en kampmetode. Det bemærkes, at hindring af nødhjælps-
forsyninger alene kan udgøre en krigsforbrydelse, hvis gennemførelsen af hjælpeaktioner med
sådanne nødhjælpsforsyninger sker i overensstemmelse med den humanitære folkeret, herunder
artikel 70 i tillægsprotokol I til Genève-konventionerne.
1.4.2.26 Bruge, tvangsindkalde eller hverve børn som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxvi, at det er en krigsforbrydelse at tvangs-
indkalde eller hverve børn under 15 år til tjeneste i nationale væbnede styrker eller at anvende
dem til aktiv deltagelse i fjendtlighederne under en international væbnet konflikt. Det er således
en forudsætning, at gerningspersonen har tvangsindkaldt eller hvervet en eller flere personer til
de nationale væbnede styrker eller brugt en eller flere personer til aktivt at deltage i fjendtlig-
heder.
Det følger af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at det er en forudsætning for at
ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at gerningspersonen vidste eller burde have vidst, at en
sådan person eller personer var under 15 år.
1.4.2.27
Anvende våben, der bruger bakteriologiske eller andre biologiske stoffer eller tok-
siner, som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxvii, at det er en krigsforbrydelse i en inter-
national væbnet konflikt at anvende våben, der bruger bakteriologiske eller andre biologiske
stoffer eller toksiner, uanset deres oprindelse eller fremstillingsmetode.
Denne krigsforbrydelse er ikke ratificeret af Danmark.
121
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
1.4.2.28 Anvende våben, som ikke kan påvises ved røntgenundersøgelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxviii, at det er en krigsforbrydelse i en
international væbnet konflikt at anvende våben, hvis primære våbenvirkning er at forårsage
skade ved sprængstykker, der ikke lader sig påvise i det menneskelige legeme ved hjælp af
røntgen.
Denne krigsforbrydelse er ikke ratificeret af Danmark.
1.4.2.29 Anvende blindende laservåben som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxix, at det er en krigsforbrydelse i en inter-
national væbnet konflikt at anvende laservåben, specifikt designet til som dets eneste eller som
en af dets våbenvirkninger at forårsage permanent blindhed på det ubeskyttede øje, hvorved
menes det blotte øje eller øjne med korrigerende synsindretninger.
Denne krigsforbrydelse er ikke ratificeret af Danmark.
1.4.3
Alvorlige overtrædelser af den fælles artikel 3 i Genève-konventionerne under
ikke-international væbnet konflikt
Artikel 8, stk. 2, litra c, omhandler alvorlige overtrædelser af den fælles artikel 3 i Genève-
konventionerne under ikke-internationale væbnede konflikter. Det gælder for alle forbrydel-
serne nævnt i artikel 8, stk. 2, litra c, at de skal være begået over for personer, som ikke eller
ikke længere tager aktivt del i fjendtlighederne.
Det følger af artikel 8, stk. 2, litra d, at stk. 2, litra c, finder anvendelse i ikke-internationale
væbnede konflikter og således ikke finder anvendelse på interne uroligheder og spændinger,
såsom optøjer, isolerede og sporadiske voldshandlinger eller tilsvarende handlinger.
1.4.3.1
Vold mod liv og legeme som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra c, nr. i, at det er en krigsforbrydelse at begå vold
mod liv og legeme, herunder drab af enhver art, lemlæstelse, grusom (”cruel”) behandling og
tortur under en ikke-international væbnet konflikt.
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold til bestemmelsen, at der ved
drab
forstås, at gerningspersonen har dræbt en eller flere personer, som enten var
hors de combat
(ukampdygtige) eller var civile, medicinsk personale eller religiøst personale, der ikke tager
aktiv del i fjendtlighederne.
122
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Det følger endvidere af de vejledende beskrivelser af gerningsindholdet i artikel 8, stk. 2, litra
c, nr. i (2), at der ved
lemlæstelse
forstås en permanent vansiring, invalidering eller fjernelse af
personens eller personernes organer eller legemsdele. Indgrebet må herudover hverken være
begrundet i medicinsk, tandlæge- eller hospitalsbehandling eller udføres af eller i de pågæl-
dende personers interesse.
Det fremgår videre af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold i artikel 8, stk. 2, litra c,
nr. i (3), at der ved
grusom (”cruel”) behandling
forstås, at gerningspersonen har påført en eller
flere personer stærk (”severe”) fysisk eller mental smerte eller lidelse.
Endelig fremgår det af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold af artikel 8, stk. 2, litra c,
nr. i (4), at der ved tortur forstås, at gerningspersonen har påført en eller flere personer stærk
(”severe”) fysisk eller mental smerte eller lidelse. Gerningspersonen skal yderligere have påført
denne smerte eller lidelse med et formål, såsom at opnå informationer eller en tilståelse, straf,
skræmmetaktik eller tvang, eller af enhver anden grund baseret på diskrimination af enhver art.
De vejledende beskrivelser af gerningsindhold vedrørende tortur og umenneskelig behandling
som krigsforbrydelse stiller ikke krav om, at gerningspersonen skal være en statslig aktør. Tor-
tur og umenneskelig behandling udført af ikke-statslige aktører kan således kvalificeres som
krigsforbrydelser. Der henvises til afsnit 1.4.1.2 ovenfor for en beskrivelse af retspraksis om
tortur og umenneskelig behandling.
1.4.3.2
Krænkelse af den personlige værdighed som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra c, nr. ii, at det er en krigsforbrydelse at krænke den
menneskelige værdighed, navnlig ved ydmygende og nedværdigende behandling, under en
ikke-international væbnet konflikt. Det er således en forudsætning, at gerningspersonen har yd-
myget, nedværdiget eller på anden måde krænket værdigheden hos en eller flere personer, her-
under afdøde personer.
Det fremgår endvidere af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at det ikke er en for-
udsætning for at ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at offeret er bevidst om eksistensen af
krænkelsen. Ydmygelsen, nedværdigelsen eller den anden krænkelse skal således være af en
sådan art, at den generelt vil blive anerkendt som en krænkelse af den personlige værdighed.
1.4.3.3
Gidseltagning som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra c, nr. iii, at gidseltagning begået under en ikke-
international væbnet konflikt er en krigsforbrydelse. Det er en forudsætning for at ifalde straf-
ansvar, at gerningspersonen har pågrebet, tilbageholdt eller på anden måde holdt en eller flere
personer som gidsler.
123
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at det er en forudsætning, at ger-
ningspersonen har truet med at dræbe, såre eller fortsætte med at tilbageholde personen eller
personerne. Gerningspersonen skal endvidere have haft til hensigt at tvinge en stat, en interna-
tional organisation, en juridisk person eller en gruppe af personer til at handle eller undlade at
handle som en eksplicit eller implicit betingelse for sikkerheden eller løsladelsen af en eller
flere af de gidseltagne personer.
1.4.3.4
Domfældelse eller henrettelse uden retfærdig rettergang som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra c, nr. iv, at det er en krigsforbrydelse, at domfælde
eller henrette en eller flere personer uden en forudgående afsagt dom af en behørigt konstitueret
domstol under en ikke-international væbnet konflikt.
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at det er en forudsætning, at der
ikke foreligger en tidligere dom afsagt af en domstol, eller at den domstol, der har afsagt dom-
men, ikke var ”regelmæssigt konstitueret”, således at den ikke tilbød de væsentlige garantier
for uafhængighed og upartiskhed, eller at den domstol, der har afsagt dommen, ikke tilbød alle
andre retslige garantier, som generelt anerkendes som uundværlige ifølge folkeretten. Dette
beror på en samlet vurdering. Det følger videre af den vejledende beskrivelse, at gerningsper-
sonen skal have været opmærksom på fraværet af en tidligere dom eller af nægtelsen af rele-
vante garantier og det faktum, at de er væsentlige eller uundværlige for en retfærdig rettergang.
1.4.4
Andre alvorlige overtrædelser af ret og sædvaner under ikke-international væbnet
konflikt
Statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, omhandler andre alvorlige overtrædelser af ret og sædvaner
under ikke-international væbnet konflikt. Det følger af artikel 8, stk. 2, litra f, at stk. 2, litra e,
finder anvendelse i ikke-international væbnet konflikt og således ikke finder anvendelse på in-
terne uroligheder og spændinger, såsom optøjer, isolerede og sporadiske voldshandlinger eller
tilsvarende handlinger. Bestemmelsen finder anvendelse i væbnede konflikter, der finder sted
på en stats territorium, når der er væbnet konflikt mellem regeringsmyndigheder og organise-
rede væbnede grupper eller mellem sådanne grupper.
1.4.4.1
Angreb på civile som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. i, at et forsætligt angreb på en civilbefolknin-
gen som sådan eller civile enkeltpersoner, der ikke tager direkte del i fjendtlighederne, under
en ikke-international væbnet konflikt er en krigsforbrydelse.
124
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Det er således en forudsætning for at ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at gerningspersonen
har iværksat et angreb mod en civilbefolkning eller civile enkeltpersoner, der ikke eller ikke
længere tager direkte del i fjendtlighederne, ligesom gerningspersonen skal have haft til hensigt,
at det var denne befolkning eller enkeltperson, der skulle være genstand for angrebet.
1.4.4.2
Angreb på objekter eller personel, der bruger de særlige emblemer fra Genève-kon-
ventionerne, som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. ii, at forsætligt angreb på bygninger, materiel,
sanitetsenheder og -transporter og personel, der anvender Genève-konventionernes kendemær-
ker i overensstemmelse med folkeretten, under en ikke-international væbnet konflikt er en
krigsforbrydelse.
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal have
angrebet en eller flere personer, bygninger, medicinske enheder eller transporter eller andre
objekter, der i overensstemmelse med international ret bruger et særligt emblem eller anden
identifikationsmetode, der indikerer beskyttelse under Genève-konventionerne. Gerningsper-
sonen skal endvidere have haft til hensigt, at sådanne personer, bygninger, enheder eller trans-
porter eller andre objekter, der bruger en sådan identifikation, skulle være målet for angrebet.
1.4.4.3
Angreb på personel eller materiel m.v. involveret i humanitære indsatser eller freds-
bevarende missioner som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. iii, at det er en krigsforbrydelse at begå
forsætlige angreb rettet mod personel, installationer, materiel, enheder eller befordringsmidler,
der deltager i humanitære indsatser eller fredsbevarende missioner i overensstemmelse med De
Forenede Nationers Pagt (FN-pagten), under en ikke-international væbnet konflikt.
Det er en forudsætning for at ifalde strafansvar efter bestemmelsen, at gerningspersonen har
haft til hensigt, at det var sådant personel eller materiel, der skulle være genstand for angrebet.
Personellet eller materiellet skal endvidere være berettiget til beskyttelse i henhold til den hu-
manitære folkeret, ligesom gerningspersonen skal have været bevidst om de faktiske omstæn-
digheder, der har fastlagt denne beskyttede status.
1.4.4.4
Angreb på beskyttede bygninger, historiske mindesmærker, hospitaler m.v. som
krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. iv, at det er en krigsforbrydelse under en ikke-
international væbnet konflikt forsætligt at angribe bygninger, der anvendes til religion, uddan-
nelse, kunst, videnskab eller velgørende formål, historiske mindesmærker, hospitaler og plad-
ser, hvor syge og sårede opsamles, forudsat at de ikke er militære mål.
125
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal have
iværksat et angreb, hvor målet var en eller flere bygninger, der anvendes til religion, uddan-
nelse, kunst, videnskab eller velgørende formål, historiske mindesmærker, hospitaler og plad-
ser, hvor syge og sårede opsamles, som ikke var militære mål. Det fremgår endvidere af den
vejledende beskrivelse, at gerningspersonen skal have haft til hensigt, at sådanne bygninger
skulle være målet for angrebet.
1.4.4.5
Plyndring som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. v, at det er en krigsforbrydelse under en ikke-
international væbnet konflikt at plyndre en by eller et sted, også hvor byen eller stedet er indta-
get.
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal have
tilegnet sig en bestemt ejendom eller ejendele, og at gerningspersonen skal have haft til hensigt
at fratage ejeren ejendommen eller ejendelene uden ejerens samtykke og tilegne sig det til privat
eller personligt brug.
1.4.4.6
Seksualforbrydelser som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. vi, at det er en krigsforbrydelse under en ikke-
international væbnet konflikt at begå voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen
graviditet, som defineret i artikel 7, stk. 2 (f), tvungen sterilisering samt enhver anden form for
seksuel vold, der ligeledes udgør en grov overtrædelse af den fælles artikel 3 i de fire Genève-
konventioner.
Gerningsindholdet af bestemmelsen er identisk med statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxii,
om seksualforbrydelser som krigsforbrydelse under en international væbnet konflikt med und-
tagelse af, at ”seksuel vold” skal være af en alvor, der er sammenlignelig med en alvorlig over-
trædelse af den fælles artikel 3 i Genève-konventionerne. Der henvises til afsnit 1.4.2.22 oven-
for for en beskrivelse af gerningsindholdet.
1.4.4.7
Brug, tvangsindskrivning og hvervning af børn som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. vii, at det er en krigsforbrydelse at tvangsind-
skrive eller hverve børn under 15 år til tjeneste i nationale væbnede styrker eller grupper eller
anvende dem til aktiv deltagelse i fjendtlighederne under en ikke-international væbnet konflikt.
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal have
tvangsindskrevet eller hvervet en eller flere personer til en væbnet styrke eller gruppe eller have
126
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
brugt en eller flere personer til aktivt at deltage i fjendtligheder. Det fremgår endvidere, at en
sådan person eller personer skal have været under 15 år, og at gerningspersonen skal have vidst
eller burde have vidst, at de pågældende var under 15 år.
1.4.4.8
Forflytning af civile som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. viii, at det er en krigsforbrydelse under en
ikke-international væbnet konflikt at beordre forflytning af civilbefolkningen af grunde knyttet
til konflikten, medmindre de pågældende civiles sikkerhed eller tvingende militære grunde nød-
vendiggør dette.
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal have
beordret en forflytning af en civilbefolkning, og at en sådan ordre ikke var berettiget af sikker-
hedsmæssige årsager for de involverede civile eller af militær nødvendighed. Det fremgår des-
uden, at gerningspersonen skal have været i en position til at gennemføre en sådan forflytning
ved at give en sådan ordre.
1.4.4.9
Svigagtigt drab eller skade som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. ix, at det er en krigsforbrydelse ved forræderi
at dræbe eller såre en modstander under en ikke-international væbnet konflikt.
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal have
indbudt til en eller flere fjendtlige modstanderes tillid eller tro på, at de var berettiget til eller
var forpligtet til at yde beskyttelse i henhold til folkerettens regler for væbnet konflikt. Den eller
de forurettede skal således have tilhørt modpartens styrker. Gerningspersonen skal have haft til
hensigt at forråde denne tillid eller tro, og gerningspersonen skal have dræbt eller såret en sådan
modstander. Gerningspersonen skal således have udnyttet tilliden eller troen til at dræbe eller
skade den eller de pågældende.
1.4.4.10 Erklære at der ikke må vises nåde som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. x, at det er en krigsforbrydelse under en ikke-
international væbnet konflikt at erklære, at der ikke vil blive vist nåde.
Det følger af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal have er-
klæret eller beordret, at der ikke skal være overlevende. Erklæringen eller ordren skal være
givet for at true en modstander eller for at udføre fjendtlige handlinger på baggrund heraf. Det
er endvidere en forudsætning, at gerningspersonen havde effektiv kontrol med sine underord-
nede i kommandolinjen, som erklæringen eller ordren var rettet til.
127
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
1.4.4.11
Lemlæstelse eller medicinske eller videnskabelige eksperimenter som krigsforbry-
delse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xi, at det er en krigsforbrydelse under en ikke-
international væbnet konflikt at udsætte personer, der er i en modparts magt, for fysisk lemlæ-
stelse eller for medicinske eller videnskabelige forsøg af en hvilken som helst art, der hverken
er begrundet i medicinsk behandling eller tandlæge- eller hospitalsbehandling af de pågældende
eller udføres i hans eller hendes interesse, og som forårsager, at den eller de pågældende afgår
ved døden, eller at deres helbred udsættes for alvorlig fare.
Det følger af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at der ved
krigsforbrydelse ved
lemlæstelse
forstås, at gerningspersonen udsatte en eller flere personer for lemlæstelse, herun-
der særligt ved permanent at vansire personen eller personerne eller ved permanent at invalidere
eller fjerne et organ eller en kropsdel. Handlingen skal have forårsaget død eller alvorligt truet
den fysiske eller mentale sundhed for den eller de pågældende. Den eller de pågældende perso-
ner skal have været i en anden konfliktparts varetægt. Desuden er det en betingelse, at handlin-
gen hverken var begrundet i medicinsk behandling eller tandlæge- eller hospitalsbehandling af
den eller de pågældende eller udført i vedkommendes interesse. Det fremgår endvidere af den
vejledende beskrivelse, at den forurettede ikke kan samtykke til handlingen med den følge, at
gerningspersonens handling er straffri.
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at der ved
krigsforbrydelse ved
medicinske eller videnskabelige eksperimenter
forstås, at gerningspersonen har udsat en eller
flere personer for et medicinsk eller videnskabeligt eksperiment. Eksperimentet skal have for-
årsaget død eller alvorligt truet den fysiske eller mentale sundhed eller integritet for en sådan
person eller personer. Den eller de pågældende personer skal have været i en anden konflikt-
parts varetægt. Desuden er det en betingelse, at handlingen hverken var begrundet i medicinsk
behandling eller tandlæge- eller hospitalsbehandling af den eller de pågældende eller udført i
vedkommendes interesse. Det fremgår endvidere af den vejledende beskrivelse, at den foruret-
tede ikke kan samtykke til handlingen med den følge, at gerningspersonens handling er straffri.
1.4.4.12 Ødelægge eller beslaglægge fjendens ejendom som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xii, at det er en krigsforbrydelse under en
ikke-international væbnet konflikt at ødelægge eller beslaglægge en modparts ejendom, med-
mindre dette er påkrævet af tvingende hensyn i konflikten.
Det fremgår af de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at gerningspersonen skal have
ødelagt eller beslaglagt en bestemt ejendom, der har tilhørt en modstander. Ejendommen skal
have været beskyttet mod denne ødelæggelse eller beslaglæggelse under den humanitære
128
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
folkeret, og ødelæggelsen eller beslaglæggelsen må ikke have været nødvendig af militære år-
sager. Det fremgår endvidere af den vejledende beskrivelse, at gerningspersonen skal have væ-
ret bekendt med de faktiske omstændigheder, der fastslog ejendommens status.
1.4.4.13 Anvendelse af gift eller forgiftede våben som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xiii, at anvendelsen af gift eller forgiftede
våben under en ikke-international væbnet konflikt er en krigsforbrydelse.
Denne krigsforbrydelse er ikke ratificeret af Danmark.
Anvendelse af kvælende, giftige eller andre gasser samt væsker, materialer eller
midler som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xiv, at det er en krigsforbrydelse i en ikke-
international væbnet konflikt at anvende kvælende, giftige eller andre gasser samt alle tilsva-
rende væsker, materialer eller midler.
Denne krigsforbrydelse er ikke ratificeret af Danmark.
1.4.4.15 Anvende projektiler, der udvides eller udflades nemt, som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xv, at det er en krigsforbrydelse i en ikke-
international væbnet konflikt at anvende projektiler, der let udvider sig eller let udflades i den
menneskelige krop, såsom projektiler med et hårdt hylster, der ikke dækker hele kernen eller er
gennemhullet af indskæringer.
Denne krigsforbrydelse er ikke ratificeret af Danmark.
1.4.4.16
Anvende våben, der bruger bakteriologiske eller andre biologiske stoffer eller tok-
siner, som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xvi, at det er en krigsforbrydelse i en ikke-
international væbnet konflikt at anvende våben, der indeholder bakteriologiske eller andre bio-
logiske stoffer eller toksiner, uanset deres oprindelse eller fremstillingsmetode.
Denne krigsforbrydelse er ikke ratificeret af Danmark.
Anvende våben, som ikke kan påvises ved røntgenundersøgelse, som krigsforbry-
delse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xvii, at det er en krigsforbrydelse i en ikke-
international væbnet konflikt at anvende våben, hvis primære våbenvirkning er at forårsage
1.4.4.17
1.4.4.14
129
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
skade ved sprængstykker, der ikke lader sig påvise i det menneskelige legeme ved hjælp af
røntgen.
Denne krigsforbrydelse er ikke ratificeret af Danmark.
1.4.4.18 Anvende blindende laservåben som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xviii, at det er en krigsforbrydelse i en ikke-
international væbnet konflikt at anvende laservåben, specifikt designet til som dets eneste eller
som en af dets våbenvirkninger at forårsage permanent blindhed på det ubeskyttede øje, hvor-
ved menes det blotte øje eller øjne med korrigerende synsindretninger.
Denne krigsforbrydelse er ikke ratificeret af Danmark.
1.4.4.19 Udsultning som krigsforbrydelse
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xix, at forsætlig udsultning af civile som
kampmetode ved at unddrage dem genstande, der er nødvendige for deres overlevelse, herunder
forsætlig hindring af nødhjælpsforsyninger, begået under en ikke-international væbnet konflikt
er en krigsforbrydelse.
Denne krigsforbrydelse er ikke ratificeret af Danmark.
2. Gældende ret
Der er ikke materielle straffebestemmelser, som selvstændigt kriminaliserer krigsforbrydelser,
i dansk straffelovgivning. Inkorporeringen af Straffedomstolens statut ved lov nr. 342 af 16.
maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol indebærer ikke, at forbrydelserne dermed er
kriminaliseret i Danmark (se nærmere i kapitel 2, afsnit 6, om dansk inkorporering af Rom-
statutten). Det er imidlertid bl.a. i forarbejderne til loven lagt til grund, at forbrydelserne kan
straffes efter dansk straffelovgivning. Det fremgår således af forarbejderne, at artikel 7 om for-
brydelser mod menneskeheden og artikel 8 om krigsforbrydelser er strafbare efter den militære
straffelov og den borgerlige straffelovs almindelige bestemmelser om bl.a. drab, vold, voldtægt,
frihedsberøvelse og hærværk, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 499. De relevante
bestemmelser i militær straffelov finder alene anvendelse i forbindelse med en væbnet konflikt,
hvor danske styrker deltager i den væbnede konflikt i eller uden for Danmark, jf. militær straf-
felovs § 10, stk. 1. Under væbnet konflikt finder loven anvendelse på enhver, der gør sig skyldig
i overtrædelse af lovens §§ 28-34 og 36-38, jf. § 2, nr. 3.
Det afgørende for, om et forhold – der er omfattet af forbrydelsesdefinitionerne i statutten – kan
straffes her i landet, er således, om der er materielle straffebestemmelser, der omfatter forholdet.
130
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Det må desuden antages, at det forhold at den strafbare handling er foretaget som led i en krigs-
forbrydelse, vil kunne indgå som en skærpende omstændighed ved straffastsættelsen efter straf-
felovens regler, der giver vide muligheder for at inddrage skærpende og formildende omstæn-
digheder. Det følger således af straffelovens § 80, stk. 1, at der ved straffens fastsættelse skal
lægges vægt på lovovertrædelsens grovhed og på oplysninger om gerningspersonen. Ved vur-
deringen af lovovertrædelsens grovhed skal der tages hensyn til den med lovovertrædelsen for-
bundne skade, fare og krænkelse samt til, hvad gerningspersonen indså eller burde have indset
herom, jf. stk. 2. Det følger endvidere af straffelovens § 81, at det ved straffens fastsættelse i
almindelighed skal indgå som en skærpende omstændighed bl.a., at gerningen er udført af flere
i forening, jf. nr. 2, at gerningen er særligt planlagt eller led i omfattende kriminalitet, jf. nr. 3,
og at gerningen er begået i udførelsen af offentlig tjeneste eller hverv eller under misbrug af
stilling eller særligt tillidsforhold i øvrigt, jf. nr. 8.
Nedenfor gennemgås først danske straffebestemmelser af betydning for at kunne retsforfølge
krigsforbrydelser efter dansk ret (afsnit 2.1) efterfulgt af en beskrivelse af lov om beskyttelse
af kulturværdier (afsnit 2.2), lov om straf for krigsforbrydelser (afsnit 2.3) og dansk retspraksis
vedrørende krigsforbrydelser (afsnit 2.4).
2.1 Straffelovgivning af betydning for krigsforbrydelser
I det følgende er krigsforbrydelser inddelt i fem kategorier efter deres beskyttelsesobjekt eller
-interesse: krigsforbrydelser mod personer (afsnit 2.1.1), krigsforbrydelser mod ejendom (afsnit
2.1.2), krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker (afsnit 2.1.3), krigsfor-
brydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder (afsnit 2.1.4) og krigsforbrydelser ved an-
vendelse af forbudte krigsmidler (afsnit 2.1.5). Under hver kategori oplistes nogle eksempler
på statuttens krigsforbrydelser og danske straffebestemmelser, som krigsforbrydelserne efter
omstændighederne vil kunne straffes efter.
2.1.1
Krigsforbrydelser mod personer
Krigsforbrydelser mod personer omfatter bl.a. statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. i, om drab,
statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. ii, om tortur m.v., statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. vi,
om berøvelse af retten til domstolsprøvelse, statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxii, om vold-
tægt m.v. og statuttens artikel 8, stk. 2, litra c, nr. i, om vold mod liv og legeme m.v.
Krigsforbrydelser mod personer vil efter omstændighederne bl.a. kunne straffes efter straffelo-
vens kapitel 24 om seksualforbrydelser, herunder straffelovens § 216 om voldtægt og bestem-
melsernes tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje, jf. § 225.
Krigsforbrydelserne vil endvidere efter omstændighederne bl.a. kunne straffes efter
131
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
straffelovens kapitel 25 om forbrydelser mod liv og legeme, herunder bl.a. straffelovens § 237
om drab og voldsbestemmelserne i straffelovens § 244-247.
2.1.2
Krigsforbrydelser mod ejendom
Krigsforbrydelser mod ejendom omfatter bl.a. statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. iv, om øde-
læggelse af ejendom samt artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xvi, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. v, om
plyndring. Krigsforbrydelser mod ejendom vil efter omstændighederne bl.a. kunne straffes efter
straffelovens kapitel 28 om formueforbrydelser, herunder § 276 om tyveri, § 276 a om ind-
brudstyveri og § 291 om hærværk.
Krigsforbrydelserne vil efter omstændighederne også kunne straffes efter den militære straffe-
lovs § 37 om plyndring.
Herudover vil forbrydelserne efter omstændighederne kunne straffes efter lov om beskyttelse
af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt (se herom afsnit 2.2 nedenfor).
2.1.3
Krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker
Krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker omfatter bl.a. statuttens artikel
8, stk. 2, litra b, nr. iii, om angreb mod personel, ting m.v. involveret i humanitære indsatser
eller fredsbevarende missioner i overensstemmelse med FN-pagten eller lignende internationale
fredsbevarende missioner samt artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxiv, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr.
ii, om angreb på personel, bygninger, materiel eller sanitetsenheder eller -transporter, der i over-
ensstemmelse med den humanitære folkeret anvender et af Genève-konventionernes og tillægs-
protokollernes beskyttede kendemærker eller emblemer eller anden identifikationsmetode.
Krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker vil efter omstændighederne
bl.a. kunne straffes efter straffelovens kapitel 25 om forbrydelser mod liv og legeme, herunder
voldsbestemmelserne i straffelovens § 244-247. Krigsforbrydelserne vil endvidere efter om-
stændighederne bl.a. kunne straffes efter straffelovens kapitel 28 om formueforbrydelser, her-
under § 276 om tyveri og § 291 om hærværk.
Krigsforbrydelserne vil efter omstændighederne også kunne straffes efter militær straffelovs §
36, stk. 1, om forsætligt misbrug m.v. af kendetegn eller betegnelse, som er forbeholdt personer,
indretninger og materiel, der er bestemt til at yde hjælp til sårede eller syge.
2.1.4
Krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder
Krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder omfatter bl.a. statuttens artikel 8,
stk. 2, litra b, nr. i, og litra e, nr. i, om forsætligt angreb på civilbefolkningen m.v., statuttens
132
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
artikel 8, stk. 2, litra b, nr. v, om angreb eller bombardement af ikke-militære mål, statuttens
artikel 8, stk. 2, litra b, nr. vii, om uretmæssig anvendelse af flag samt statuttens artikel 8, stk.
2, litra b, nr. xii, og litra e, nr. x, om at erklære, at der ikke vil blive vist nåde.
Krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder vil efter omstændighederne kunne
straffes efter bl.a. straffelovens § 132 om retsstridig anvendelse af kendetegn forbeholdt dansk
eller fremmed offentlige myndighed eller militærpersoner.
Krigsforbrydelserne vil endvidere efter omstændighederne bl.a. kunne straffes efter straffelo-
vens kapitel 25 om forbrydelser mod liv og legeme, herunder straffelovens § 237 om drab og
voldsbestemmelserne i straffelovens § 244-247.
Krigsforbrydelserne vil efter omstændighederne også kunne straffes efter den militære straffe-
lovs § 36, stk. 1, om forsætligt misbrug m.v. af kendetegn eller betegnelse, som er forbeholdt
personer, indretninger og materiel, der er bestemt til at yde hjælp til sårede eller syge. Desuden
vil krigsforbrydelserne efter omstændighederne kunne straffes efter militær straffelovs § 36,
stk. 2, om forsætligt brug af krigsmiddel eller fremgangsmåde, hvis anvendelse er i strid med
en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst eller med folkeretlig sædvaneret.
Herudover vil forbrydelserne efter omstændighederne kunne straffes efter lov om beskyttelse
af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt (se herom afsnit 2.2 nedenfor).
2.1.5
Krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte krigsmidler
Krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte krigsmidler omfatter bl.a. statuttens artikel 8, stk.
2, litra b, nr. xvii, om anvendelse af gift eller forgiftede våben, artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xviii,
om anvendelse af kvælende, giftige eller andre gasser m.v. og artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xix,
om anvendelse af projektiler, der let udvider sig eller let udflades i den menneskelige krop.
Krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte krigsmidler vil efter omstændighederne også
kunne straffes efter den militære straffelovs § 36, stk. 2, om forsætligt brug af krigsmiddel eller
fremgangsmåde, hvis anvendelse er i strid med en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overens-
komst eller med folkeretlig sædvaneret.
2.2 Lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt
Danmark har ratificeret UNESCO-konventionen af 14. maj 1954 om beskyttelse af kulturvær-
dier under væbnet konflikt samt de to tillægsprotokoller til konventionen.
133
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Ratifikation af UNESCO-konventionen med tilhørende første protokol, der vedrører fjernelse
og udførsel af kulturværdier under væbnet konflikt, er bekendtgjort i bekendtgørelse nr. 32 af
23. oktober 2003. Konventionen og dennes første protokol indeholder en række grundlæggende
bestemmelser om respekt for og beskyttelse af kulturværdier og personel, der har til opgave at
beskytte kulturværdier, ligesom konventionen indeholder bestemmelser om tildeling af særlig
beskyttelse. Kulturministeriet vurderede i 2002, at gennemførelse af konventionen og dennes
1. protokol kunne ske inden for gældende dansk ret, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L
112 som fremsat, side 30.
Konventionens anden protokol fra 1999 supplerer konventionen og dennes første protokol ved
bl.a. at indføre et system til forhøjet beskyttelse af kulturværdier gennem udpegning af særlige
kulturværdier til UNESCO. Konventionens anden protokol pålægger endvidere de deltagende
stater at have et nationalt lovgivningsmæssigt grundlag for strafansvar for en række nærmere
angivne overtrædelser rettet mod kulturværdier, ligesom protokollen pålægger statsparterne at
have et nationalt lovgivningsmæssigt grundlag for udlevering af personer, der har gjort sig skyl-
dige i ødelæggelse af kulturværdier. Anden tillægsprotokol omfatter både internationale og
ikke-internationale væbnede konflikter.
Beskyttelsen af kulturværdier i UNESCO-konventionen med de tilhørende protokoller er i over-
ensstemmelse med den humanitære folkerets regler om beskyttelse af civile objekter, herunder
kulturværdier. Konventionen med de tilhørende protokoller supplerer Genève-konventionernes
to tillægsprotokoller fra 1977 vedrørende beskyttelse af ofre under væbnede konflikter samt
strafansvaret efter artikel 8 i Straffedomstolens statut om ødelæggelse af kulturarv, der katego-
riseres som en krigsforbrydelse. Disse internationale retsakter er som nævnt tiltrådt af Danmark.
Kravene i den anden tillægsprotokol forudsatte, at der blev tilvejebragt en særskilt hjemmel i
dansk ret for opfyldelse af krav om strafansvar og udlevering, hvilket skete med lov nr. 310 af
25. april 2018 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt.
Lovens § 1 har følgende ordlyd:
Ӥ
1.
Medmindre forholdet er omfattet af militær straffelov, straffes med bøde eller
fængsel indtil 12 år den, som forsætligt i strid med 2. protokol af 26. marts 1999 til
UNESCO-konventionen af 14. maj 1954 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde
af væbnet konflikt foretager en eller flere af følgende handlinger:
1) Gør kulturværdier under forhøjet beskyttelse til genstand for angreb.
2) Anvender kulturværdier under forhøjet beskyttelse eller deres umiddelbare om-
givelser til støtte for militær aktion.
134
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
3) Omfattende ødelæggelse eller tilegnelse af kulturværdier beskyttet i henhold til
konventionen og dennes 2. protokol.
4) Gør kulturværdier beskyttet i henhold til konventionen og dennes 2. protokol til
genstand for angreb.
5) Tyveri, plyndring eller uretmæssig anvendelse af eller hærværk mod kulturvær-
dier, der er beskyttet i henhold til konventionen.”
Som det fremgår af ordlyden, straffes handlinger omfattet af lovens § 1 kun, hvis forholdet ikke
falder ind under den militære straffelov. Det er i de specielle bemærkninger til § 1 lagt til grund,
at militær straffelovs § 36, stk. 2, i en del tilfælde vil finde anvendelse på overtrædelser, som er
omfattet af konventionens anden protokol. Nogle overtrædelser af konventionens anden proto-
kol vil ikke falde ind under begreberne krigsmiddel eller fremgangsmåde i den militære straf-
felovs § 36, stk. 2, men omfattes af den militære straffelovs § 37 om plyndring eller § 27 om
pligtforsømmelser. Der henvises til Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 112 som fremsat,
side 35.
Som det fremgår, har loven en strafferamme på 12 år.
2.3 Lov om straf for krigsforbrydelser af 1946
Lov nr. 395 af 17. juli 1946 om straf for krigsforbrydelser supplerer lov nr. 259 af 1. juni 1945
som ændret ved lov nr. 356 af 29. juni 1946 (straffelovstillægget), da sidstnævnte alene kommer
til anvendelse på handlinger, der er foretaget af personer, som ved handlingens foretagelse
havde dansk indfødsret eller var bosat i den danske stat. Straffelovstillægget var den særlov,
der blev vedtaget af Folketinget som led i retsopgøret efter 2. verdenskrig, og som midlertidigt
genindførte dødsstraf i Danmark for forbrydelser af landsskadelig karakter begået under den
tyske besættelse. Loven indførte desuden straf med tilbagevirkende kraft.
Lov om straf for krigsforbrydelser er ændret ved lov nr. 423 af 7. oktober 1947, hvor der blev
foretaget nogle straffeprocessuelle ændringer om bl.a. udtagelse af domsmænd og beskikkelse
af forsvarer i de pågældende sager.
Loven er endvidere ændret ved lov nr. 1097 af 22. december 1993, hvor dødsstraf for overtræ-
delse af loven blev afskaffet ved ophævelse af lovens § 3, stk. 2.
Lovens §§ 1 og 2 har følgende ordlyd:
135
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0136.png
Ӥ
1.
Har en Udlænding, som har staaet i tysk Tjeneste eller gjort Tjeneste under en
med Tyskland forbunden Magt, under Krænkelse af de for Besættelse og Krig gæl-
dende folkeretlige Love og Sædvaner begaaet et efter sin Art efter dansk Lov straf-
bart Forhold i Danmark eller til Skade for danske Interesser, kan Tiltale for den
begaaede Forbrydelse rejses og Straf idømmes ved dansk Domstol i Henhold til
denne Lov.
§ 2.
Strafansvar efter denne Lov kan endvidere ud over de i § 1 nævnte Tilfælde
paalægges for Krigsforbrydelser eller Forbrydelser mod Menneskeheden saasom
Mord, Mishandling af civile, Fanger eller søfarende, Drab af Gidsler, Plyndring af
offentlig eller privat Ejendom, Rekvisition af Penge eller andre Værdier, Indgreb i
Statsforfatningen, Paalæg af kollektive Straffe, Sprængning eller anden Ødelæg-
gelse, alt for saa vidt de paagældende Handlinger er foretaget i Strid med de for
Besættelse og Krig gældende folkeretlige Regler, samt endvidere for Deportation
eller anden Forfølgelse af politiske, racemæssige eller religiøse Grunde i Strid med
danske Retsgrundsætninger og i øvrigt for Handlinger, der, selv om de ikke er
nævnt foran, dog omfattes af Artikel 6 i Statut for den internationale Militærdom-
stol, jfr. Udenrigsministeriets Bekendtgørelse, Lovtidende C. Nr. 7 af 13. Novem-
ber 1945.”
Lovens § 1 giver hjemmel til at straffe udlændinge, der har stået i tysk tjeneste eller har gjort
tjeneste under en med Tyskland forbunden magt, og som efter dansk lov har begået strafbart
forhold i Danmark eller til skade for danske interesser.
Lovens § 2 giver hjemmel til i Danmark at straffe de forbrydelser, der er omfattet af overens-
komsten af 8. august 1945 om retsforfølgning mod og afstraffelse af de europæiske akselandes
større krigsforbrydere (”firemagtsoverenskomsten”), som Danmark tiltrådte den 3. september
1945, og den til overenskomsten knyttede statut for Den Internationale Militærdomstol.
Baggrunden for den særlige regel i § 2 er det system med hensyn til strafforfølgning af krigs-
forbrydere, som blev gennemført efter afslutningen af 2. verdenskrig. De ”større krigsforbry-
dere”, hvis forbrydelser ikke var begrænset til bestemte lande, skulle retsforfølges ved Den
Internationale Militærdomstol. Krigsforbrydere, der ikke faldt ind under denne gruppe og derfor
ikke var omfattet af Den Internationale Militærdomstols kompetence, men som havde forbrudt
sig i Tyskland eller direkte over for de allieredes hære, skulle retsforfølges ved militærdomstole
i hver af de fire besættelseszoner i Tyskland. Endelig skulle de krigsforbrydere, der havde for-
brudt sig i de befriede lande, udleveres til retsforfølgning i det land, hvor de havde begået for-
brydelserne. Vedtagelsen af loven om krigsforbrydelser gav mulighed for en sådan retsforfølg-
ning af krigsforbrydelser begået her i landet.
80
Betænkning afgivet af det af Justitsministeriet nedsatte Udvalg til overvejelse af de spørgsmaal, der vil opstaa
ved strafforfølgning mod krigsforbrydere her i landet. A/S J.H. Schultz Universitets-Bogtrykkeri, København,
1946, side 8, 12-13 og 17; Rigsdagstidende 1945-46, Forhandlingerne (Folketinget), spalte 6115-6116.
80
136
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0137.png
I modsætning til straffelovstillægget har lov om straf for krigsforbrydelser imidlertid ingen be-
stemmelse, der begrænser lovens anvendelsesområde i tid.
Under udvalgsbehandlingen i Folketinget blev ordlyden af bestemmelsen ændret til den nugæl-
dende. Ordlyden af den foreslåede § 2 i det fremsatte lovforslag henviste direkte til statutten for
Den Internationale Militærdomstol og var følgende, jf. Folketingstidende 1945-45, tillæg A,
spalte 7151:
Ӥ
2.
Strafansvar efter denne Lov kan endvidere paalægges for de i Udenrigsmini-
steriets Bekendtgørelse Lovtidende C, Nr. 7 af 13. November 1945 vedrørende Sta-
tut for den Internationale Militærdomstol Artikel 6 nævnte Forbrydelser mod Fre-
den, Krigsforbrydelser mod Menneskeheden, for saa vidt Forhold af denne Art uden
for de i § 1 nævnte Tilfælde kommer til Paadømmelse her i Landet. Saafremt en
Gruppe eller Organisation i Medfør af nævnte Statut Artikel 9 erklæres forbryderisk
af den Internationale Militærdomstol, kan Strafansvar paalægges efter denne Lov
for Medlemskab i en saadan Gruppe eller Oranisation. I Sager af denne Art anses
Gruppens eller Organisationens forbryderiske Natur for bevist og kan ikke bestri-
des”.
Det fremgår af udvalgsbetænkningen, at ændringen af ordlyden skyldtes, at udvalget fandt, at
det var mest praktisk i loven at anføre det væsentlige af indholdet i artikel 6 i statutten for Den
Internationale Militærdomstol, jf. Rigsdagstidende 1945-46, tillæg B, spalte 2838. Ændrings-
forslaget blev vedtaget ved 2. behandlingen i Folketinget, jf. Rigsdagstidende 1945-46, For-
handlingerne (Folketinget), spalte 7101.
Statutten for Den Internationale Militærdomstol er udstedt i henhold til overenskomsten mellem
Storbritannien, USA, Frankrig og Sovjetunionen om retsforfølgning mod og afstraffelse af de
europæiske akselandes større krigsforbrydere, som også betegnes ”London-aftalen”. Statutten
for Den Internationale Militærdomstol er derfor utvivlsomt afgrænset til 2. verdenskrig.
Det fremgår desuden af betænkningen afgivet af det af Justitsministeriet nedsatte Udvalg til
Overvejelse af de Spørgsmaal, der vil opstaa ved Strafforfølgninng mod Krigsforbrydere her i
Landet, at udvalget estimerede, at ca. 100 tilfælde ville være omfattet af loven.
81
Dette blev
gentaget af justitsministeren ved fremsættelsen af lovforslaget i Landstinget, efter at lovforsla-
get var vedtaget af Folketinget, jf. Rigsdagstidende 1945-46, Forhandlingerne (Landstinget),
spalte 2118.
Betænkning afgivet af det af Justitsministeriet nedsatte Udvalg til overvejelse af de spørgsmaal, der vil opstaa
ved strafforfølgning mod krigsforbrydere her i landet. A/S J.H. Schultz Universitets-Bogtrykkeri, København,
1946, side 8.
81
137
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0138.png
Det fremgår af fremsættelsestalen i Folketinget, at regeringen anså det for nødvendigt at få
gennemført den fornødne lovgivning, så Danmark var rede til at påtage sig opgaven med at
straffe de tyske krigsforbrydere her i landet, jf. Rigsdagstidende 1945-46, Forhandlingerne
(Folketinget), spalte 6115. Justitsministeren gentog dette ved fremsættelsestalen i Landstinget,
efter at ordlyden var blevet ændret, jf. Rigsdagstidende 1945-46, Forhandlingerne (Landstin-
get), spalte 2119.
Det fremgår ikke udtrykkeligt af lovens ordlyd, at lovens anvendelsesområde er tidsmæssigt
begrænset. Sammenholdt med forarbejderne til loven er der dog mest, der taler for, at anven-
delsesområdet er begrænset til besættelsestiden. Denne fortolkning understøttes desuden af, at
loven kun er anvendt i praksis i efterkrigstiden.
82
På den baggrund må det lægges til grund, at
krigsforbrydelser m.v. begået i nyere tid ikke er omfattet af loven. Udvalget har derfor ikke
fundet anledning til at foreslå ændringer til loven eller at loven helt ophæves, idet det ikke
fuldstændigt kan udelukkes, at der fortsat er nulevende personer, som vil kunne retsforfølges
for overtrædelser af loven.
2.4 Retspraksis
Der ses kun at være sparsom trykt praksis i nyere tid om strafbare handlinger, der kan karakte-
riseres som krigsforbrydelser.
Der ses flere eksempler på trykt praksis, hvor udlændinge er straffet for overtrædelse af loven for forbrydelser
begået under besættelsestiden. Ved
Østre Landsrets dom af 9. april 1948
i sag IX 224/1947 (gengivet i
U.1948.909Ø) blev en person idømt 12 års fængsel for voldtægt af to kvinder om natten i centrum af København.
Gerningspersonen var en tysk politimand, der som medlem af besættelsesmagten havde givet udseende af at udøve
en ham tilkommende magtbeføjelse, herunder ved trusler om anvendelse af sin revolver, således at de to kvinder
blev bragt i hans magt. Landsretten fandt på den baggrund, at forholdene måtte henføres under § 1 i krigsforbry-
derloven sammenholdt med straffelovens bestemmelser. Af lignende karakter kan der henvises til
Østre Landsrets
dom af 10. april 1948
i sag IX 23/1948 (gengivet i U.1948.911Ø), hvor en tysk underofficer blev idømt 16 års
fængsel for drabsforsøg på en person, der havde omtalt ham som ”nazisvin”. Landsretten fandt, at forbrydelsen
var begået under misbrug af hans stilling som medlem af besættelsesmagten til at udøve retorsion (hævn), hvorfor
forholdet var omfattet af lovens § 1 sammenholdt med straffelovens bestemmelser. Ved
Højesterets dom af 3. juni
1949
i sag 112/1949 (gengivet i U.1949.833H) blev en person idømt fængsel på livstid for drab samt i en række
tilfælde, at have udøvet mishandling af meget grov karakter. Gerningspersonen var en tysk statsborger, der under
krigen havde deltaget i forhør af anholdte danskere. Højesteret fandt, at forholdene ikke kunne anerkendes som
folkeretligt tilladelige, og krigsforbrydelsen måtte derfor henføres under krigsforbryderloven sammenholdt med
straffelovens bestemmelser. Ved
Højesterets dom af 17. marts 1950
i sag 287/1949 (gengivet i U.1950.453/2H)
blev Karl Rudolf Werner Best, Günther Friedrich Wilhelm Ludvig Pancke og Otto Richard Bovensiepen, der var
henholdsvis det tyske riges befuldmægtigede, højere SS og politifører og chef for det tyske sikkerhedspoliti, dømt
for krigsforbrydelser i henholdsvis 12 år, 20 år og på livstid. Højesteret afgjorde desuden, at den omstændighed at
de tiltalte havde handlet efter ordre, ikke kunne fritage dem for strafansvar. Endvidere kan der henvises til
Høje-
sterets dom af 23. oktober 1950
i sag 310/1950 (gengivet i U.1950.1025/1H), hvor en person blev idømt livsstraf
– det vil sige dødsstraf – for at have udøvet grove mishandlinger, der måtte karakteriseres som forbrydelser mod
menneskeheden. Gerningspersonen var en dansk statsborger, der under 2. verdenskrig var blevet sat til tjeneste
ved forskellige koncentrationslejre i Tyskland. Højesteret fandt, at forbrydelsen var i strid med de for besættelse
og krig gældende folkeretlige regler, hvorfor der skete domfældelse for overtrædelse af krigsforbryderlovens § 2.
82
138
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Ved Højesterets dom af 15. august 1995 i sag I 447/1994 (gengivet i U.1995.838 H) blev en
person idømt 8 års fængsel for tre tilfælde af vold efter straffelovens § 246, heraf to med døden
til følge, samt 11 voldsforhold efter straffelovens § 245 om grov vold begået i den kroatiske
fangelejr Dretelj i Bosnien i forbindelse med den væbnede konflikt i det tidligere Jugoslavien.
Gerningspersonen var bosnisk muslim og selv fange i lejren, men var ”ordensholder” og udø-
vede volden over for andre fanger. Voldshandlingerne indebar bl.a. slag med stave, jernrør,
trækøller m.v. samt anden mishandling med spark og knytnæveslag. Højesteret lagde til grund,
at samtlige forhold måtte anses for at være grove overtrædelser omfattet af artikel 129 og 130 i
Genève-konvention III af 1949 om behandling af krigsfanger og artikel 146 og 147 i Genève-
konvention IV af 1949 om beskyttelse af civilpersoner i krigstid. Det fremgår af Højesterets
præmisser, at en lang række af forholdene var begået under ret ensartede omstændigheder,
hvoraf en del var meget grove, og derfor måtte betragtes under ét. Dette indebar, at konventio-
nernes betingelse om ”grove overtrædelser” måtte anses for at være opfyldt for samtlige for-
holds vedkommende, hvorved Højesteret fandt, at forholdene var undergivet dansk straffemyn-
dighed. Der henvises til afsnit 1.1.4 ovenfor om de forskellige kategorier af krigsforbrydelser,
herunder grove overtrædelser.
I Østre Landsrets dom af 6. juli 2006 i sag 239/2006 (gengivet i U.2006.2927Ø) var fem danske
soldater tiltalt for overtrædelse af den militære straffelovs § 27, stk. 2, jf. stk. 1, om særlig grov
pligtforsømmelse (myndighedsmisbrug), jf. bl.a. artikel 27 og artikel 31 i Genève-konvention
IV af 12. august 1949 om beskyttelse af civile personer i krigstid, for at have udsat nogle tilba-
geholdte civile irakere for en afhøring, hvor de bl.a. skulle sidde i stressfremkaldende stillinger
og blev nægtet adgang til drikkevand. Landsretten frifandt de tiltalte.
3. Fremmed ret
3.1 Finland
Kapitel 11 i den finske straffelov kriminaliserer bl.a. krigsforbrydelser. De gældende bestem-
melser blev indført i 2008 ved en ændring af straffeloven med det formål at bringe bestemmel-
serne tættere på definitionerne i statutten.
Krigsforbrydelser er kriminaliseret i lovens § 5. Endvidere omhandler § 6 grove krigsforbry-
delser, mens § 7 angår mindre alvorlige krigsforbrydelser. Bestemmelserne sondrer ikke mel-
lem forbrydelser begået i forbindelse med international væbnet konflikt eller ikke-international
væbnet konflikt.
Strafferammen i den finske straffebestemmelse om krigsforbrydelser er fængsel i 1 år indtil
livstid, mens de grovere forbrydelser har en strafferamme på fængsel i 8 år og indtil livstid. For
mindre alvorlige krigsforbrydelser i § 7 er strafferammen bøde eller fængsel indtil 2 år.
139
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
3.2 Nederlandene
Nederlandene har kriminaliseret bl.a. krigsforbrydelser i en særlov om internationale forbry-
delser (”Wet internationale misdrijven”) fra 2003.
Lovens artikel 5-7 omhandler krigsforbrydelser og sondrer ligesom statuttens artikel 8 mellem
krigsforbrydelser begået i en international væbnet konflikt og en ikke-international væbnet kon-
flikt.
3.3 Norge
Bestemmelser om bl.a. krigsforbrydelser blev i 2008 indført i et særskilt kapitel 16 om ”folke-
mord, forbrytelse mot menneskeheten og krigsforbrytelse” i den norske straffelov.
Lovens §§ 103-107 omhandler krigsforbrydelser. Statuttens artikel 8 er således fordelt ud på
fem straffebestemmelser. Bestemmelserne er inddelt på den måde, at §§ 103-105 vedrører
krigsforbrydelser rettet mod henholdsvis person, ejendom og humanitære indsatser, og §§ 106
og 107 vedrører krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder og -midler. Be-
stemmelserne skelner som udgangspunkt ikke mellem international og ikke-international væb-
net konflikt. De norske straffebestemmelser indeholder ikke en generel betingelse, der svarer
til indledningen i statuttens artikel 8, stk. 1, om, at krigsforbrydelser navnlig er sådanne, som
er begået som led i en plan eller politik eller som led i en omfattende udførelse af sådanne
forbrydelser. Det er i stedet en skærpende omstændighed i alle bestemmelserne – det vil sige
§§ 103-107 – hvis forbrydelsen er grov, i hvilken forbindelse der bl.a. skal lægges vægt på, om
forbrydelsen er begået som led i en plan eller politik eller som led i en omfattende udførelse af
sådanne forbrydelser, jf. § 103, stk. 4, 2. pkt.
Strafmaksimum er mellem 10 og 30 års fængsel, hvor sidstnævnte er den strengeste straf i norsk
ret.
Bestemmelserne har følgende ordlyd:
Ӥ
103.
Krigsforbrytelse mot person
For krigsforbrytelse straffes den som i forbindelse med en væpnet konflikt
a.
b.
c.
dreper en beskyttet person,
påfører en beskyttet person stor lidelse eller betydelig skade på kropp eller
helse, særlig ved tortur eller annen grusom eller umenneskelig behandling,
gjør en beskyttet person til slave,
140
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
d.
e.
f.
g.
h.
i.
j.
k.
utsetter en beskyttet person for voldtekt, seksuelt slaveri, tvungen
prostitusjon, tvungent svangerskap, tvungen sterilisering eller annen
tilsvarende grov seksuell vold,
tar en beskyttet person som gissel,
utskriver eller verver barn under 18 år til væpnede styrker eller bruker dem
aktivt til å delta i fiendtlighetene,
utsetter en beskyttet person for et medisinsk eller vitenskapelig eksperiment
som ikke skjer i personens interesse og som medfører alvorlig fare for
personens liv eller helse,
i strid med folkeretten deporterer eller tvangsflytter en beskyttet person fra
et område hvor personen lovlig oppholder seg eller ulovlig sperrer inne en
beskyttet person,
ilegger eller iverksetter en straff mot en beskyttet person uten at personen
først har fått en rettferdig rettergang i samsvar med folkeretten,
grovt krenker en beskyttet persons verdighet ved ydmykende eller
nedverdigende behandling, eller
skader en stridende som har overgitt seg eller er kampudyktig.
Ved internasjonal væpnet konflikt straffes også den som
a.
b.
c.
overfører en del av sin egen sivilbefolkning til et okkupert område,
tvinger en av motpartens borgere til å delta i stridshandlinger mot eget land,
eller
tvinger en beskyttet person til å tjenestegjøre i en fiendtlig makts væpnede
styrker.
En beskyttet person er en person som ikke, eller ikke lenger, tar aktiv del i
fiendtlighetene, eller som for øvrig er beskyttet etter folkeretten.
Straffen for krigsforbrytelse mot person er fengsel inntil 15 år, men inntil 30 år i de
tilfellene som er nevnt i første ledd bokstav a til e eller for øvrig hvis forbrytelsen
er grov. Ved avgjørelsen av om forbrytelsen er grov, skal det blant annet legges
vekt på dens skadepotensial og skadevirkninger, og på om den er begått som ledd i
en plan eller målsetting om eller som ledd i en omfattende utøvelse av slike
forbrytelser.
§ 104.
Krigsforbrytelse mot eiendom og sivile rettigheter
For krigsforbrytelse dømmes den som i forbindelse med en væpnet konflikt
a.
b.
c.
plyndrer,
i stor målestokk ødelegger, beslaglegger eller konfiskerer eiendom uten at
det er strengt nødvendig av hensyn til krigføringen, eller
erklærer motpartens borgeres sivile rettigheter, eller deres mulighet for å få
disse prøvd for domstolene, opphevet eller midlertidig satt ut av kraft.
Krigsforbrytelse mot eiendom eller sivile rettigheter straffes med fengsel inntil 10
år, men inntil 30 år når forbrytelsen er grov, jf. § 103 fjerde ledd annet punktum.
141
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
§ 105.
Krigsforbrytelse mot humanitære innsatser eller kjennemerker
For krigsforbrytelse straffes den som i forbindelse med en væpnet konflikt
a.
retter et angrep mot personell, anlegg, materiell, enheter eller kjøretøy som
er involvert i humanitært hjelpearbeid eller fredsbevarende operasjoner i
samsvar med FN-pakten, så langt disse har krav på folkerettslig beskyttelse
for sivile personer eller eiendom,
retter et angrep mot personell, bygninger, materiell, sanitetsenheter eller
transporter som etter folkeretten har rett til å benytte et av
Genèvekonvensjonenes og tilleggsprotokollenes særskilt beskyttede
kjennemerker eller en annen identifikasjonsmetode som viser at de er
beskyttet etter Genèvekonvensjonene, eller
misbruker parlamentærflagg, fiendens eller De forente nasjoners flagg,
militære kjennetegn eller uniformer eller misbruker de særskilt beskyttede
kjennemerker som nevnt i bokstav b, slik at noen dør eller påføres betydelig
skade.
b.
c.
Straff for krigsforbrytelse mot humanitære innsatser eller kjennemerker er fengsel
inntil 10 år, men inntil 30 år i de tilfellene som er nevnt i bokstav c og for øvrig når
forbrytelsen er grov, jf. § 103 fjerde ledd annet punktum.
§ 106.
Krigsforbrytelse gjennom anvendelse av forbudte stridsmetoder
For krigsforbrytelse straffes den som i forbindelse med en væpnet konflikt
a.
b.
c.
retter et angrep mot sivilbefolkningen som sådan eller sivile enkeltpersoner
som ikke deltar i fiendtlighetene,
benytter utsulting av sivile som stridsmetode ved å frata, unndra eller nekte
dem tilgang til mat eller gjenstander som er uunnværlige for at de skal
overleve, eller i strid med folkeretten forhindrer hjelpeforsyninger,
iverksetter et angrep med kunnskap om at et slikt angrep vil forårsake tap
av sivile personers liv, skade på sivile personer, skade på sivile gjenstander
eller skade på naturmiljøet, som vil være for omfattende i forhold til den
forventede konkrete og umiddelbare samlede militære fordel,
anvender en beskyttet persons tilstedeværelse for å oppnå at visse steder,
områder eller væpnede styrker ikke kan gjøres til gjenstand for militære
operasjoner,
retter et angrep mot byer, steder, bosettinger eller bygninger som ikke
forsvares og som ikke utgjør militære mål, eller mot demilitariserte soner,
retter et angrep mot bygninger som er viet til religion, utdanning, kunst,
vitenskap eller velgjørende formål, mot historiske minnesmerker,
kulturminner, sykehus og samlingssteder for syke og sårede eller mot annen
sivil gjenstand som ikke utgjør militære mål,
ved å forlede noen til å tro at de har rett til beskyttelse eller plikt til å gi
beskyttelse i henhold til folkeretten og med den hensikt å svikte denne
tilliten, dreper eller sårer noen som tilhører motpartens borgere eller
væpnede styrker, eller
erklærer eller truer med at det ikke vil bli vist nåde.
d.
e.
f.
g.
h.
142
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Straffen for krigsforbrytelse ved anvendelse av forbudte stridsmetoder er fengsel
inntil 15 år, men inntil 30 år der forbrytelsen omfatter forsettlig drap av en sivil eller
annen beskyttet person eller for øvrig hvis forbrytelsen er grov, jf. § 103 fjerde ledd
annet punktum.
§ 107.
Krigsforbrytelse gjennom anvendelse av forbudte stridsmidler
For krigsforbrytelse straffes den som i forbindelse med en væpnet konflikt
a.
b.
c.
eller
d.
bruker gift eller giftige våpen,
bruker biologiske eller kjemiske våpen,
bruker kuler som lett utvider seg eller blir flate i den menneskelige kroppen,
bruker et annet stridsmiddel som er i strid med folkeretten.
Straffen for krigsforbrytelse ved anvendelse av forbudte stridsmidler er fengsel
inntil 15 år, men inntil 30 år der forbrytelsen omfatter forsettlig drap av en sivil eller
annen beskyttet person eller for øvrig hvis forbrytelsen er grov, jf. § 103 fjerde ledd
annet punktum.”
Uddrag af den norske lovgivning er gengivet i bilag 2.
3.4 Sverige
Bl.a. krigsforbrydelser er kriminaliseret i en svensk særlov om ”straff för vissa internationella
brott” (lov nr. 2014:406).
Lovens §§ 3-11 regulerer det strafferetlige ansvar for krigsforbrydelser. Lovens § 3 definerer
beskyttede personer og henviser til den personkreds, der bl.a. er beskyttet i henhold til Genève-
konventionerne. §§ 4, 6 og 8 kriminaliserer krigsforbrydelser rettet mod henholdsvis personer,
ejendom og særligt beskyttede indsatser. Anvendelsen af forbudte krigsmetoder og -midler er
kriminaliseret i §§ 9 og 10. Lovens §§ 5 og 7 vedrører de forbrydelser, som ifølge statutten kun
finder anvendelse i forbindelse med væbnet international konflikt, bl.a. suspension af retten til
domstolsprøvelse.
Strafferammerne for overtrædelse af bestemmelserne er reguleret enkeltvis i hver af straffebe-
stemmelserne. Strafmaksimum er ifølge krigsforbrydelsesbestemmelserne i §§ 4-10 fængsel
indtil seks år. Lovens § 11 angår ”grove krigsforbrydelser” og fastlægger, hvornår krigsforbry-
delserne i §§ 4-10 skal anses for at være grove. Strafferammen for grove krigsforbrydelser er
fængsel i en vis periode, minimum fire år og højst 18 år, eller på livstid. Bestemmelserne skelner
som udgangspunkt ikke mellem international og ikke-international væbnet konflikt.
Lovens §§ 13-15 omhandler overordnedes ansvar for underordnedes handlinger, herunder § 13
om undladelse af at træffe mulige foranstaltninger for at forhindre forbrydelserne, § 14 om
143
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
undladelse af at udøve kontrol og § 15 om undladelse af at anmelde en underordnets forbry-
delse.
Uddrag af den svenske lovgivning er gengivet i bilag 3.
3.5 Tyskland
Den tyske forbundsdag vedtog i 2002 den såkaldte folkeretsstraffelov (”Völkerstrafgesetz-
buch”), der implementerer statutten i tysk lovgivning og kriminaliserer forbrydelserne i tysk
ret. Folkeretsstraffelovens kapitel 2, §§ 8-12, kriminaliserer krigsforbrydelser rettet mod hen-
holdsvis personer, ejendom og humanitære indsatser samt brug af forbudte krigsmetoder og -
midler.
Bestemmelserne om krigsforbrydelser finder anvendelse ved såvel internationale som ikke-in-
ternationale væbnede konflikter med undtagelse af § 8, stk. 3, om bl.a. overførsel af egen civil-
befolkning, der kun finder anvendelse i forbindelse med en international væbnet konflikt.
Strafferammerne for overtrædelse af bestemmelserne er reguleret enkeltvis og underinddelt i
hver af straffebestemmelserne.
Uddrag af den tyske lovgivning er gengivet i bilag 4.
I november 2023 fremlagde den tyske regering et lovudkast, der skal opdatere den tyske folke-
retsstraffelov. Udkastet indeholder en række ændringer, herunder en udvidelse af den eksiste-
rende lovgivning omkring seksuel vold begået i forbindelse med væbnede konflikter. Udkastet
blev med enkelte ændringer vedtaget af den tyske forbundsdag den 6. juni 2024.
4. Udvalgets overvejelser og forslag til udformningen af særskilte straffebe-
stemmelser om krigsforbrydelser
4.1 Opdeling af forbrydelserne, fælles overvejelser og det kontekstuelle krav
Det følger af udvalgets kommissorium, at udvalget skal udarbejde forslag til, hvordan en selv-
stændig kriminalisering af bl.a. krigsforbrydelser mest hensigtsmæssigt kan indføres i dansk
straffelovgivning.
Som beskrevet i kapitel 3, afsnit 1, bør straffebestemmelserne udformes med udgangspunkt i
ordlyden af statuttens tilsvarende bestemmelser, men således, at også betragtninger om hen-
sigtsmæssighed, udviklingen i folkeretten og tilpasning til dansk retstradition indgår.
144
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0145.png
Udvalget har overvejet, i hvilket omfang straffebestemmelserne om krigsforbrydelser bør følge
strukturen i statuttens artikel 8. Statuttens artikel 8 sondrer mellem internationale og ikke-inter-
nationale væbnede konflikter, hvilket medfører, at flere af krigsforbrydelserne har et stort set
identisk gerningsindhold med den forskel, at konteksten i den ene kategori skal være en inter-
national væbnet konflikt, mens det i den anden kategori skal være en ikke-international væbnet
konflikt. Derudover er statuttens bestemmelser opdelt efter, om det folkeretlige grundlag for
krigsforbrydelsen er Genève-konventionerne af 1949 eller andre konventioner og sædvaneret.
En sådan struktur forekommer at være mindre hensigtsmæssig i en dansk kontekst.
I både norsk, svensk og tysk lovgivning er krigsforbrydelser grupperet efter forbrydelsens be-
skyttelsesobjekt eller efter, hvilken type handling der forbydes. Bestemmelserne er således op-
delt i fem kategorier: Krigsforbrydelser mod henholdsvis personer, ejendom og humanitære
indsatser samt krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder og kampmidler. En
sådan opdeling passer efter udvalgets opfattelse bedre med dansk strafferetlig lovgivningstra-
dition og er i det hele taget mere hensigtsmæssig. Udvalget har på den baggrund gennemgået
statuttens artikel 8 om krigsforbrydelser med henblik på at inddele forbrydelserne i disse fem
kategorier, som uddybes nærmere i afsnit 4.2-4.6 nedenfor.
Udvalget har endvidere overvejet, hvorvidt sondringen mellem international og ikke-internati-
onal væbnet konflikt bør opretholdes i de danske straffebestemmelser om krigsforbrydelser.
Udvalget har noteret sig, at der i krigsforbrydelsesbestemmelserne i norsk, svensk og tysk ret
som udgangspunkt ikke skelnes mellem, om der er tale om handlinger begået i henholdsvis en
international eller en ikke-international væbnet konflikt. Udvalget noterer sig ligeledes, at
Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien i
Tadic-sagen
udtalte, at grundlæggende
overvejelser om humanitet og sund fornuft gør det fornuftsstridigt, at staters anvendelse af vå-
ben, der er forbudt i internationale væbnede konflikter mellem stater, er tilladt, når stater forsø-
ger at nedkæmpe væbnede oprør fra sin egen befolkning på eget territorium. Hvad der må anses
for inhumant og derfor forbudt i international væbnet konflikt må ligeledes anses for inhumant
og utilladeligt i ikke-international væbnet konflikt.
83
På linje hermed er det udvalgets opfattelse, at det, der er strafbart i én type af væbnet konflikt,
som udgangspunkt også bør være strafbart i en anden type af væbnet konflikt, medmindre for-
brydelsens karakter tilsiger, at den alene kan finde anvendelse i international væbnet konflikt,
f.eks. at tvinge modpartens statsborgere til at deltage i kamphandlinger mod deres eget land.
Denne tilgang understøttes desuden af den generelle udvikling i folkeretten, herunder
Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY),
Anklageren mod Tadic
(IT-94-1), afgørelse af 2.
oktober 1995, pr. 119.
83
145
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
folkeretlig sædvaneret, hvorefter der i forhold til krigsforbrydelser i mindre grad skelnes mel-
lem, om forbrydelsen er begået under international eller ikke-international væbnet konflikt.
Derudover foreslår udvalget, at bestemmelserne i lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde
af væbnet konflikt medtages i det nye foreslåede kapitel i straffeloven, så flere danske straffe-
bestemmelser om krigsforbrydelser er samlet det samme sted. Som følge heraf bør lov om be-
skyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt ophæves. Der henvises til afsnit 4.3 og
4.5 om krigsforbrydelser mod ejendom og krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kamp-
metoder, herunder angreb mod beskyttede kulturværdier.
Fælles for alle krigsforbrydelserne er, at strafansvar forudsætter, at handlingen er begået i til-
knytning til en væbnet konflikt, jf. afsnit 1.3.2 ovenfor. Det vil sige, at forbrydelsen skal være
begået i sammenhæng med og have en forbindelse til den væbnede konflikt. Dette kontekstkrav
er på engelsk gengivet som: ”in the context of and was associated with”. Handlinger, der tilfæl-
digvis finder sted i et geografisk område, hvor der er en væbnet konflikt, men som ikke har
forbindelse til den væbnede konflikt, vil derfor falde uden for bestemmelsernes anvendelses-
område. Det er således en grundbetingelse for strafansvar, at der er et såkaldt neksus mellem
overtrædelsen og den væbnede konflikt.
Det følger som nævnt af statuttens artikel 8, at Straffedomstolen skal have jurisdiktion med
hensyn til krigsforbrydelser og navnlig sådanne, der begås som led i en plan eller politik eller
som led i en omfattende udførelse af sådanne forbrydelser. Ordlyden ”navnlig sådanne” inde-
bærer, at Straffedomstolen også har jurisdiktion over krigsforbrydelser, der ikke er begået som
led i en plan eller politik eller som led i en omfattende udførelse. Som nævnt er formuleringen
i statutten alene en rettesnor for, hvilke sager om krigsforbrydelser Straffedomstolen bør be-
skæftige sig med. Der ses endvidere ikke at være et sådant generelt kriterium i den humanitære
folkeret, herunder i Genève-konventionerne eller tillægsprotokollerne til Genève-konventio-
nerne fra 1977, der indsnævrer definitionen af krigsforbrydelser på denne måde.
Der bør derfor ikke indføres en lignende bestemmelse i dansk ret, der indsnævrer, hvad der kan
kvalificeres som en krigsforbrydelse. En sådan bestemmelse ville kunne indebære, at konkrete
forbrydelser ikke ville være omfattet af den danske straffebestemmelse, men være omfattet af
Straffedomstolens jurisdiktion. En sådan ordning ville dermed ikke flugte med udvalgets gene-
relle udgangspunkt om, at de danske bestemmelser som minimum skal indeholde det samme
som statuttens bestemmelser, således at det bl.a. sikres, at danske borgere ikke skal udleveres
til retsforfølgning, men i stedet retsforfølges i Danmark, ligesom der ikke er samme behov for
at begrænse antallet af sager ved de danske domstole som ved Straffedomstolen.
146
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Kriteriet om, at forbrydelsen skal være begået som led i en plan eller politik eller som led i en
omfattende udførelse af sådanne forbrydelser i statuttens artikel 8, stk. 1, er endvidere ikke
medtaget i hverken den norske, svenske eller tyske bestemmelse.
Udvalget foreslår i stedet, at formuleringen om, at forbrydelsen er begået som led i en plan eller
politik eller som led i en omfattende udførelse af sådanne forbrydelser, medtages som en straf-
skærpende omstændighed, ligesom Norge har valgt at gøre. Der henvises nærmere til afsnit 4.7
nedenfor om strafferammer m.v.
Det bemærkes, at udvalget ikke har taget stilling til spørgsmålet om påtalekompetence for over-
trædelse af de foreslåede straffebestemmelser.
4.2 Krigsforbrydelser mod personer
4.2.1
Forbrydelsernes indhold
4.2.1.1
Krigsforbrydelser mod personer i både international og ikke-international væbnet
konflikt
Den foreslåede bestemmelse om krigsforbrydelser mod personer vil indeholde 12 bestemmel-
ser, som vil udgøre krigsforbrydelser i både internationale og ikke-internationale væbnede kon-
flikter. 11 af disse har baggrund i bestemmelser i Straffedomstolens statut.
Den
første
foreslåede bestemmelse omfatter drab på en beskyttet person (§ 118 e, stk. 1, nr. 1).
Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. i, om forsætligt
drab, artikel 8, stk. 2, litra b, nr. vi, om at dræbe en kombattant, samt dele af artikel 8, stk. 2,
litra c, nr. i, om vold mod liv, og artikel 8, stk. 2, litra c, nr. i, om vold mod liv og legeme. Den
foreslåede bestemmelse omfatter forsætligt drab på en beskyttet person, og essensen i forbry-
delsen er således manglende overholdelse af distinktionsprincippet, hvoraf følger, at konflikt-
parterne til enhver tid skal skelne mellem civile og kombattanter/medlemmer af organiserede
væbnede grupper, der kontinuerligt tager del i fjendtlighederne. Den foreslåede bestemmelse
vil derfor ikke omfatte lovlige følgeskader ved angreb på militære mål, såkaldt kollateral skade.
Følgeskader, der klart overstiger den forventede konkrete og direkte militære fordel, vil der-
imod være omfattet af det foreslåede § 118 h, nr. 7, om angreb, der forårsager vilkårlig skade,
der klart overstiger den forventede konkrete og direkte militære fordel. Der henvises til afsnit
4.5 nedenfor om krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder.
Den
anden
foreslåede bestemmelse indeholder tre forbrydelser (§ 118 e, stk. 1, nr. 2). Den første
forbrydelse omfatter tortur mod en beskyttet person (§ 118 e, stk. 1, nr. 2, litra a). Den anden
forbrydelse omfatter umenneskelig behandling mod en beskyttet person (§ 118 e, stk. 1, nr. 2,
litra b). Bestemmelserne tager udgangspunkt i statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. ii, om tortur
147
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
eller umenneskelig behandling og dele af artikel 8, stk. 2, litra c, nr. i, om vold mod liv og
legeme, i særdeleshed bl.a. lemlæstelse, grusom behandling og tortur. Den tredje forbrydelse
omfatter stor – i modsætning til den højere tærskel ”stærk” – fysisk eller psykisk smerte eller
lidelse samt alvorlig skade på legeme eller helbred, der indholdsmæssigt svarer til statuttens
artikel 8, stk. 2, litra a, nr. iii, om tilføjelse af betydelig lidelse eller alvorlig skade på legeme
eller helbred (§ 118 e, stk. 1, nr. 2, litra c).
Den
tredje
foreslåede bestemmelse omfatter slaveri mod en beskyttet person (§ 118 e, stk. 1,
nr. 3). Bestemmelsen er ikke en krigsforbrydelse efter Straffedomstolens statut, men er bl.a.
indeholdt i den danske militærmanual, jf. afsnit 4.2.3 nedenfor.
Den
fjerde
foreslåede bestemmelse omfatter voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution,
påtvungen graviditet, tvangssterilisering eller anden form for seksuel eller reproduktiv vold af
lignende grovhed mod en beskyttet person (§ 118 e, stk. 1, nr. 4). Bestemmelsen tager udgangs-
punkt i statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxii, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. vi, om voldtægt,
seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet, tvungen sterilisering eller enhver
anden form for seksuel vold, dog med visse forskelle, jf. nærmere afsnit 4.2.3 nedenfor.
Den
femte
foreslåede bestemmelse omfatter gidseltagning af en beskyttet person (§ 118 e, stk.
1, nr. 5). Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. viii, og
artikel 8, stk. 2, litra c, nr. iii, om gidseltagning.
Den
sjette
foreslåede bestemmelse omfatter hvervning m.v. af et barn under 15 år til tjeneste i
væbnede styrker m.v. (§ 118 e, stk. 1, nr. 6). Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens
artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxvi, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. vii, der indeholder et forbud mod
at udskrive eller hverve børn under 15 år til tjeneste i nationale væbnede styrker eller at anvende
dem til aktiv deltagelse i fjendtlighederne.
Den
syvende
foreslåede bestemmelse omfatter medicinske, biologiske eller videnskabelige for-
søg på en beskyttet person, der medfører død eller alvorlig fare for personens liv eller helbred
(§ 118 e, stk. 1, nr. 7). Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra
a, nr. ii, om biologiske forsøg samt artikel 8, stk. 2, litra b, nr. x, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr.
xi, om at udsætte personer, der er i en modparts magt, for fysisk lemlæstelse eller for medicinske
eller videnskabelige forsøg af en hvilken som helst art, der hverken er begrundet i læge-, tand-
læge- eller hospitalsbehandling af den pågældende eller udføres i hans eller hendes interesse,
og som forårsager, at den eller de pågældende afgår ved døden, eller at deres helbred udsættes
for alvorlig fare.
148
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Den
ottende
foreslåede bestemmelse omfatter deportation eller tvangsforflytning eller friheds-
berøvelse af en beskyttet person (§ 118 e, stk. 1, nr. 8). Bestemmelsen tager udgangspunkt i
statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. vii, om at deportere, overføre eller retsstridigt internere og
artikel 8, stk. 2, litra e, nr. viii, om forflytning af civile, dog med visse forskelle, jf. nærmere i
afsnit 4.2.3 nedenfor.
Den
niende
foreslåede bestemmelse omfatter domfældelse m.v. af en beskyttet person i strid
med retten til en retfærdig rettergang (§ 118 e, stk. 1, nr. 9). Bestemmelsen tager udgangspunkt
i statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. vi, om betryggende og behørig domstolsbehandling og
artikel 8, stk. 2, litra c, nr. iv, om domfældelse eller henrettelse uden retfærdig rettergang, dog
med visse forskelle, jf. nærmere afsnit 4.2.3 nedenfor.
Den
tiende
foreslåede bestemmelse omfatter grov krænkelse af en beskyttet eller afdød persons
værdighed ved ydmygende eller nedværdigende behandling (§ 118 e, stk. 1, nr. 10). Bestem-
melsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxi, og artikel 8, stk. 2,
litra c, nr. ii, om forbud mod at krænke den menneskelige værdighed.
Den
ellevte
foreslåede bestemmelse omfatter skade på en modstander, der har overgivet sig
betingelsesløst eller er ukampdygtig (§ 118 e, stk. 1, nr. 11). Bestemmelsen tager udgangspunkt
i statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. vi, om bl.a. at såre en kombattant, der er
hors de combat
(ukampdygtig), dog med visse forskelle, jf. nærmere i afsnit 4.2.3 nedenfor.
Den
tolvte
foreslåede bestemmelse omfatter ophævelse m.v. af modpartens statsborgeres ret-
tigheder og adgang til sagsanlæg ved domstolene (§ 118 e, stk. 1, nr. 12). Bestemmelsen tager
udgangspunkt i statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xiv, som handler om at erklære modpartens
statsborgeres rettigheder og adgang til sagsanlæg for ophævet, midlertidigt suspenderet eller
udelukket fra at blive gjort gældende ved domstolene.
4.2.1.2
Krigsforbrydelser mod personer i internationale væbnede konflikter
Den foreslåede bestemmelse om krigsforbrydelser mod personer vil endvidere indeholde tre
typer af forbrydelser, der alene vil udgøre en krigsforbrydelse i forbindelse med internationale
væbnede konflikter.
Den
første
foreslåede bestemmelse, der kun finder anvendelse i internationale væbnede kon-
flikter, er overførsel af en del af sin egen civilbefolkning til et besat område (§ 118 e, stk. 2, nr.
1). Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. viii, om bl.a.
besættelsesmagtens direkte eller indirekte overførelse af dele af dens egen civilbefolkning til
det besatte område.
149
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0150.png
Den
anden
foreslåede bestemmelse, der kun finder anvendelse i internationale væbnede kon-
flikter, omfatter at tvinge modpartens statsborgere til at deltage i kamphandlinger mod eget land
(§ 118 e, stk. 2, nr. 2). Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra
b, nr. xv, om at tvinge modpartens statsborgere til at deltage i krigshandlingerne mod deres eget
land.
Den
tredje
foreslåede bestemmelse, der kun finder anvendelse i internationale væbnede kon-
flikter, omfatter at tvinge en beskyttet person til at gøre tjeneste i en fjendtlig magts styrker (§
118 e, stk. 2, nr. 3). Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra a,
nr. v, som handler om at tvinge en krigsfange eller anden beskyttet person til at gøre tjeneste i
en fjendtlig magts styrker.
4.2.1.3
Beskyttede personer
Det foreslås endvidere, at begrebet ”beskyttet person” defineres i det foreslåede § 118 e, stk. 3,
da flere af krigsforbrydelserne mod personer vil forudsætte, at forbrydelsen er begået mod en
person, der er beskyttet efter den humanitære folkeret. En beskyttet person er efter den huma-
nitære folkeret enhver person, der ikke eller ikke længere tager del i fjendtlighederne. Det er
udvalgets opfattelse, at definitionen af en beskyttet person i den humanitære folkeret også bør
være definitionen i de danske straffebestemmelser om krigsforbrydelser. Sådanne beskyttede
personer omfatter efter folkeretten forskellige persongrupper, herunder civile og krigsfanger,
som beskrives nærmere i bemærkningerne til bestemmelsen i kapitel 14.
4.2.1.4
Kollektiv afstraffelse
Spørgsmålet om kollektiv afstraffelse som krigsforbrydelse har særskilt været drøftet i udval-
get. Kollektiv afstraffelse indebærer, at en eller flere personer fra en gruppe idømmes et straf-
feretligt ansvar for en handling, som de ikke har begået, men som angiveligt er begået af et
medlem af gruppen, med formålet om at pålægge en sådan kollektiv straf.
Udvalget bemærker, at der gælder et forbud mod kollektiv straf efter Genève-konvention IV og
tillægsprotokol I og II, og at kollektiv afstraffelse var udtrykkeligt kriminaliseret i statutterne
for Krigsforbrydertribunalet for Rwanda (ICTR) og Den Særlige Domstol for Sierra Leone
(SCSL). I sin retspraksis har Den Særlige Domstol for Sierra Leone (SCSL) yderligere uddybet
de konstituerende elementer i denne forbrydelse.
84
Udvalget bemærker på den anden side, at
kollektiv afstraffelse ikke er en krigsforbrydelse efter artikel 8 i Straffedomstolens statut, og at
Se Den Særlige Domstol for Sierra Leone,
Anklageren mod Moinina Fofana and Allieu Kondewa (CDF)
(SCSL-
04-14-A), appelafgørelse af 28. maj 2008, pr. 224; Den Særlige Domstol for Sierra Leone,
Anklageren mod Issa
Hassan Sesay, Morris Kallon og Augustine Gbao (RUF),
(SCSL-04-15-T), afgørelse af 2. marts 2009, pr. 126.
84
150
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
det ikke er klart, om der er fuld enighed blandt stater om, i hvilket omfang kollektiv afstraffelse
udgør en krigsforbrydelse, der kan pålægges et individuelt strafferetligt ansvar for. På den bag-
grund har udvalget ikke på nuværende tidspunkt fundet det hensigtsmæssigt at foreslå en sådan
straffebestemmelse om kollektiv afstraffelse.
Det bemærkes, at visse dele af kollektiv afstraffelse efter omstændighederne vil kunne være
omfattet af øvrige af de foreslåede bestemmelser, herunder det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 9,
om at idømme eller iværksætte en straf mod en beskyttet person i strid med retten til en retfær-
dig rettergang.
4.2.2
Bestemmelsens foreslåede ordlyd
Udvalget foreslår på den baggrund følgende ordlyd for den særskilte straffebestemmelse om
krigsforbrydelse mod personer:
Ӥ
118 e.
For krigsforbrydelser mod personer straffes den, der i tilknytning til en
væbnet konflikt foretager én eller flere af de følgende handlinger:
1) Dræber en beskyttet person.
2) Påfører en beskyttet person
a) stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse med det formål at skaffe op-
lysninger eller en tilståelse fra nogen, med det formål at afstraffe,
skræmme eller tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget, på bag-
grund af enhver form for forskelsbehandling eller på baggrund af et formål
af lignende karakter (tortur),
b) stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse (umenneskelig behandling)
eller
c) stor fysisk eller psykisk smerte eller lidelse eller alvorlig skade på legeme
eller helbred.
3) Udsætter en beskyttet person for slaveri
4) Udsætter en beskyttet person for voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitu-
tion, påtvungen graviditet, tvangssterilisering eller anden form for seksuel eller
reproduktiv vold af lignende grovhed.
5) Tager en beskyttet person som gidsel.
6) Indkalder eller hverver et barn under 15 år til tjeneste i væbnede styrker eller
grupper eller bruger et barn under 15 år til aktiv deltagelse i fjendtligheder.
7) Udsætter en beskyttet person for et medicinsk, biologisk eller videnskabeligt
forsøg, der medfører død eller alvorlig fare for personens liv eller helbred.
8) Deporterer, tvangsforflytter eller frihedsberøver en beskyttet person i strid med
den humanitære folkeret.
9) Idømmer eller iværksætter en straf mod en beskyttet person i strid med retten
til en retfærdig rettergang efter den humanitære folkeret.
10) Groft krænker en beskyttet eller afdød persons værdighed ved ydmygende,
nedværdigende eller anden krænkende behandling.
11) Skader en modstander, der har overgivet sig betingelsesløst eller er ukampdyg-
tig, eller en parlamentær.
151
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
12) Erklærer modpartens borgeres rettigheder og adgang til sagsanlæg for ophævet,
midlertidigt suspenderet eller udelukket fra at blive gjort gældende ved dom-
stolene.
Stk. 2.
For krigsforbrydelse mod personer straffes også den, der i tilknytning til en
international væbnet konflikt foretager én eller flere af følgende handlinger:
1) Overfører en del af sin egen civilbefolkning til et besat område.
2) Tvinger en statsborger af modparten til at deltage i kamphandlinger mod sit
eget land.
3) Tvinger en beskyttet person til at gøre tjeneste i en fjendtlig magts styrker.
Stk. 3.
Ved beskyttet person forstås en person, der ikke eller ikke længere tager
direkte del i fjendtlighederne.”
4.2.3
Forskelle mellem den foreslåede bestemmelse og Rom-statuttens artikel 8 om
krigsforbrydelser
Som beskrevet ovenfor i afsnit 4.1 indebærer udvalgets forslag til straffebestemmelser om
krigsforbrydelser, at der som udgangspunkt ikke skelnes mellem, om der er tale om handlinger
begået i henholdsvis en international eller en ikke-international væbnet konflikt, medmindre
forbrydelsens karakter tilsiger, at den alene kan finde anvendelse i international væbnet kon-
flikt. Dette er alene tilfældet for den foreslåede straffebestemmelse om krigsforbrydelser mod
personer, hvor stk. 2 indeholder tre krigsforbrydelser, der alene finder anvendelse i international
væbnet konflikt. De foreslåede straffebestemmelser vil derfor generelt i de fleste tilfælde svare
til indholdet i mindst to af statuttens bestemmelser, nemlig statuttens krigsforbrydelsesbestem-
melse i henholdsvis international og ikke-international væbnet konflikt.
Størstedelen af forbrydelserne i statuttens artikel 8 er gennemført i den foreslåede danske be-
stemmelse uden indholdsmæssige ændringer. Disse forbrydelser vil derfor ikke blive omtalt
nærmere i det følgende. Der henvises i stedet til bemærkningerne til den foreslåede § 118 e i
lovudkastet i kapitel 14.
De foreslåede bestemmelser, der adskiller sig fra indholdet i statutten, gennemgås i det følgende
med en beskrivelse af forskellen og begrundelsen herfor.
Det foreslåede
§ 118 e, stk. 1, nr. 3,
omhandler slaveri begået mod en beskyttet person. Der er
ikke en bestemmelse i statutten om slaveri. Forbrydelsen kan dog anses for at være indeholdt i
forbuddet mod groft at krænke en beskyttet persons værdighed ved ydmygende eller nedværdi-
gende behandling efter statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxi, og litra c, nr. ii. Derudover
pålægger bl.a. artikel 4, stk. 2, litra f, i tillægsprotokol II til Genève-konventionerne staterne en
forpligtelse til at forbyde slaveri og slavehandel under enhver form og dermed sikre, at civile
og personer
hors de combat
(ukampdygtige) ikke udsættes for en sådan forbrydelse. Det følger
152
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0153.png
dog ikke direkte af tillægsprotokollen, at forbrydelsen udgør en krigsforbrydelse. Udvalget har
imidlertid lagt vægt på, at militærmanualen har medtaget slaveri som en krigsforbrydelse i både
international og ikke-international væbnet konflikt bl.a. med henvisning til
Krnojelac-sagen
fra
Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien.
85
Der henvises til militærmanualens ka-
pitel 6, afsnit 4.2.5.
I norsk ret er slaveri medtaget som en krigsforbrydelse med henvisning til, at det anses for at
være en forbrydelse i folkeretlig sædvaneret. Der er ikke en lignende bestemmelse i svensk eller
tysk ret.
Udvalget foreslår på samme måde som i norsk lovgivning, at slaveri også omfattes af den sær-
skilte straffebestemmelse om krigsforbrydelser mod personer.
Det foreslåede
§ 118 e, stk. 1, nr. 4,
omhandler forskellige former for seksuel og reproduktiv
vold begået mod en beskyttet person. Straffedomstolen har i
Ongwen-sagen
anerkendt, at re-
produktiv autonomi er den særlige beskyttelsesinteresse, der beskyttes af forbuddet mod
tvangsgraviditet. Reproduktiv vold anses efter folkeretlig sædvaneret for at være en krigsfor-
brydelse. Udvalget foreslår på den baggrund, at reproduktiv vold medtages i den opsamlende
del af ordlyden i bestemmelsen. Reproduktiv vold skal forstås som en handling, der ved tvang
fratager den forurettede sin reproduktive autonomi. Reproduktiv vold er eksempelvis tvangs-
aborter. Udvalget foreslår desuden, at bestemmelsen formuleres i et kønsneutralt sprog.
Det bemærkes i forhold til det foreslåede
§ 118 e, stk. 1, nr. 6,
at udvalget har overvejet alders-
grænsen på 15 år for hvervning af børn i lyset af, at Danmark i 2002 ratificerede den valgfri
protokol af 25. maj 2000 til FN-konventionen om barnets rettigheder vedrørende inddragelse
af børn i væbnede konflikter. Aldersgrænsen for forbud mod bl.a. at tvangsindkalde eller re-
kruttere børn er i tillægsprotokollen fastsat til 18 år. Aldersgrænsen er dermed hævet i sammen-
ligning med aldersgrænsen i statuttens bestemmelse (artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxvi, og artikel
8, stk. 2, litra e, nr. vii). I den tilsvarende norske bestemmelse er aldersgrænsen fastsat til 18 år
med henvisning til, at Norge har tiltrådt denne tillægsprotokol til børnekonventionen. I de til-
svarende bestemmelser i svensk og tysk ret er aldersgrænsen dog fastholdt til 15 år. Desuden
har flere lande, som Danmark tidligere har indgået i koalitionsoperationer med, f.eks. Frankrig,
Storbritannien og USA, afgivet forbehold ved tiltrædelsen af tillægsprotokollen, idet det er mu-
ligt at tjene i deres væbnede styrker før det fyldte 18. år. En aldersgrænse på 15 år harmonerer
endvidere med den kriminelle lavalder, der i dansk strafferet er 15 år, jf. straffelovens § 15.
Udvalget har på den baggrund fastholdt aldersgrænsen på 15 år.
Krigsforbrydertribunalet for Jugoslavien (ICTY),
Anklageren mod Krnojelac
(IT-97-25-T), afgørelse af 15.
marts 2002 pr. 499.
85
153
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Det bemærkes desuden, at tillægsprotokollen til børnekonventionen ikke forpligter Danmark til
at gøre en sådan hvervning af børn under 18 år til en krigsforbrydelse, men alene indeholder en
forpligtelse for staten til ikke selv at tvangsindkalde børn under 18 år.
Det foreslåede
§ 118 e, stk. 1, nr. 8,
omhandler deportation, tvangsforflytning eller frihedsbe-
røvelse af en beskyttet person i strid med den humanitære folkeret. Retsstridig internering er
omfattet af statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. vii, der finder anvendelse i internationale væb-
nede konflikter, men ikke artikel 8, stk. 2, litra e, nr. viii, der finder anvendelse i ikke-interna-
tionale væbnede konflikter. Udvalget foreslår imidlertid, at retsstridig internering fastholdes i
en samlet bestemmelse med forbuddet mod deportation og tvangsforflytning, selv om det inde-
bærer, at retsstridig internering dermed også forbydes i ikke-internationale væbnede konflikter.
Da begrebet ”internering” imidlertid er forbeholdt internationale væbnede konflikter, foreslås
det i stedet at anvende begrebet ”frihedsberøvelse” i bestemmelsens ordlyd.
Det foreslåede
§ 118 e, stk. 1, nr. 9,
omhandler at idømme eller iværksætte en straf over for en
beskyttet person i strid med retten til en retfærdig rettergang efter den humanitære folkeret.
Udvalget lægger op til, at det i bemærkningerne til bestemmelsen anføres, at det forudsættes, at
den idømte eller iværksatte straf skal være af en vis alvor for at være omfattet af bestemmelsen,
herunder særligt straf i form af dødsstraf eller frihedsstraf. Et sådant krav findes ikke direkte i
statuttens bestemmelser.
Det foreslåede
§ 118 e, stk. 1, nr. 11,
omhandler at skade en modstander, der har overgivet sig
betingelsesløst eller er ukampdygtig, eller en parlamentær. Bestemmelsen tager udgangspunkt
i statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. vi, der alene finder anvendelse i international væbnet
konflikt. Der er ikke en tilsvarende bestemmelse i statutten, der gør samme handling til en
krigsforbrydelse i ikke-international væbnet konflikt. Udvalget finder det imidlertid mest hen-
sigtsmæssigt, at forbrydelsen finder anvendelse i både international og ikke-international væb-
net konflikt, da forbrydelsens natur ikke tilsiger, at anvendelsesområdet skal være afgrænset til
international væbnet konflikt. Der henvises til udvalgets generelle overvejelser om krigsforbry-
delsernes indhold i afsnit 4.1 ovenfor.
Det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 11, omhandler skade på en parlamentær, der er den person,
som kan søge kontakt med modstanderen under brug af det hvide flag med henblik på at indgå
en våbenhvile eller fredsaftale. Skade på en parlamentær er ikke omfattet af statuttens bestem-
melse. Udvalget foreslår imidlertid at medtage denne forbrydelse, da forbrydelsen må anses for
at være en krigsforbrydelse efter folkeretlig sædvaneret, og da forbrydelsen efter udvalgets
154
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
opfattelse har en karakter, der er sammenlignelig med skade på en modstander, der har overgi-
vet sig betingelsesløst eller er ukampdygtig.
Det foreslåede
§ 118 e, stk. 1, nr. 12,
omhandler at erklære modpartens rettigheder og adgang
til sagsanlæg for ophævet, midlertidigt suspenderet eller udelukket fra at blive gjort gældende
ved domstolene. Bestemmelsen svarer til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xiv, der alene
finder anvendelse i international væbnet konflikt. Der er ikke en tilsvarende bestemmelse i sta-
tutten, der gør samme handling til en krigsforbrydelse i ikke-international væbnet konflikt. Ud-
valget finder det imidlertid mest hensigtsmæssigt, at forbrydelsen finder anvendelse i både in-
ternational og ikke-international væbnet konflikt, da forbrydelsens natur ikke tilsiger, at anven-
delsesområdet skal være afgrænset til international væbnet konflikt. Der henvises til udvalgets
generelle overvejelser om krigsforbrydelsernes indhold i afsnit 4.1 ovenfor.
4.3 Krigsforbrydelser mod ejendom
4.3.1
Forbrydelsernes indhold
Den foreslåede bestemmelse om krigsforbrydelser mod ejendom vil indeholde fire bestemmel-
ser, som vil udgøre krigsforbrydelser i både internationale og ikke-internationale væbnede kon-
flikter. To af disse har baggrund i Straffedomstolens statut.
Den
første
foreslåede bestemmelse omfatter plyndring (§ 118 f, nr. 1). Bestemmelsen svarer
indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xvi, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. v,
om plyndring.
Den
anden
foreslåede bestemmelse omfatter ødelæggelse, beslaglæggelse, konfiskation eller
anden tilegnelse af ejendom, når handlingen ikke er retfærdiggjort af tvingende militær nød-
vendighed (§ 118 f, nr. 2). Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2,
litra a, nr. iv, om omfattende ødelæggelse og tilegnelse af ejendom samt artikel 8, stk. 2, litra
b, nr. xiii, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xii, om ødelæggelse eller beslaglæggelse af modpartens
ejendom.
De to andre bestemmelser, der ikke har baggrund i statutten, har baggrund i lov om beskyttelse
af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt (§ 118 f, nr. 3 og 4), jf. nærmere afsnit 4.3.3
nedenfor.
4.3.2
Bestemmelsens foreslåede ordlyd
Udvalget foreslår på den baggrund følgende ordlyd for den særskilte straffebestemmelse om
krigsforbrydelser mod ejendom:
155
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Ӥ
118 f.
For krigsforbrydelser mod ejendom straffes den, der i tilknytning til en
væbnet konflikt foretager én eller flere af følgende handlinger:
1) Plyndrer.
2) Beslaglægger, konfiskerer, ødelægger eller tilegner sig ejendom, når handlingen
ikke er retfærdiggjort af tvingende militær nødvendighed.
3) Ødelægger eller tilegner sig kulturværdier i stort omfang i strid med UNESCO-
konvention af 14. maj 1954 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet
konflikt og dennes 2. protokol.
4) Plyndrer, begår tyveri af eller udfører hærværk mod eller uretmæssigt anvender
kulturværdier i strid med UNESCO-konventionen af 14. maj 1954 om beskyt-
telse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt og dennes 2. protokol.”
4.3.3
Forskelle mellem den foreslåede bestemmelse og Rom-statuttens artikel 8 om
krigsforbrydelser
Som beskrevet ovenfor i afsnit 4.1 indebærer udvalgets forslag til straffebestemmelser om
krigsforbrydelser, at der som udgangspunkt ikke skelnes mellem, om der er tale om handlinger
begået i henholdsvis en international eller en ikke-international væbnet konflikt, medmindre
forbrydelsens karakter tilsiger, at den alene kan finde anvendelse i international væbnet kon-
flikt. De foreslåede straffebestemmelser vil derfor generelt i de fleste tilfælde svare til indholdet
i mindst to af statuttens bestemmelser, nemlig statuttens krigsforbrydelsesbestemmelse i hen-
holdsvis international og ikke-international væbnet konflikt.
Det foreslåede
§ 118 f, nr. 1,
omhandler plyndring. Det fremgår ikke af statuttens bestemmelse
eller de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at der stilles krav til plyndringens omfang.
Det kan imidlertid udledes af den folkeretlige sædvaneret, at plyndringen skal have et vist om-
fang for at kunne karakteriseres som en krigsforbrydelse. Det betyder dog ikke, at gerningsper-
sonen skal være ansvarlig for den samlede mængde af plyndringer, der udgør et sådant omfang.
En enkelt gerningsperson vil således kunne begå forbrydelsen ved kun at have borttaget nogle
få genstande, hvis handlingen indgår i en serie af tilsvarende handlinger (begået af andre ger-
ningspersoner), som kan karakteriseres som plyndring. På den baggrund lægger udvalget op til,
at det i bemærkningerne til bestemmelsen præciseres, at plyndring forudsætter et vist omfang.
Plyndring vil dermed adskille sig fra almindeligt tyveri af enkelte genstande.
De foreslåede
§ 118 f, nr. 3 og 4,
omhandler henholdsvis ødelæggelse m.v. af kulturværdier og
plyndring m.v. af kulturværdier beskyttet i henhold til UNESCO-konvention af 1954 og dennes
2. protokol. De to foreslåede bestemmelser svarer til de nugældende bestemmelser i § 1, nr. 3
og 5, i lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt. Udvalget læger op til
at videreføre de gældende bestemmelser i lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væb-
net konflikt i de foreslåede straffebestemmelser om krigsforbrydelser.
156
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
4.4 Krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker
4.4.1
Forbrydelsernes indhold
Den foreslåede bestemmelse om krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemær-
ker vil indeholde tre bestemmelser, som alle har baggrund i Straffedomstolens statut, og som
vil udgøre krigsforbrydelser i både internationale og ikke-internationale væbnede konflikter.
Den
første
foreslåede bestemmelse omfatter angreb på personel, installationer, materiel, enhe-
der eller befordringsmidler, der er involveret i humanitære indsatser eller fredsbevarende mis-
sioner i overensstemmelse med FN-pagten eller lignende internationale fredsbevarende missi-
oner, og som er berettiget til beskyttelse efter den humanitære folkeret (§ 118 g, nr. 1). Bestem-
melsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. iii, og artikel 8, stk. 2,
litra e, nr. iii, om angreb på personel eller materiel m.v. involveret i humanitære indsatser eller
fredsbevarende missioner.
Den
anden
foreslåede bestemmelse omfatter angreb på personel, bygninger, materiel eller sa-
nitetsenheder eller -transporter, der i overensstemmelse med den humanitære folkeret anvender
et af Genève-konventionernes og tillægsprotokollernes beskyttede kendemærker eller emble-
mer eller anden identifikationsmetode (§ 118 g, nr. 2). Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt
til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxiv, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. ii.
Den
tredje
foreslåede bestemmelse omfatter misbrug af parlamentærflag, fjendens flag, FN-
flag eller militære symboler eller uniformer eller misbrug af Genève-konventionernes beskyt-
tede kendemærker med død eller alvorlig personskade til følge (§ 118 g, nr. 3). Bestemmelsen
adskiller sig derved fra de andre bestemmelser, der handler om angreb på beskyttede personer
og genstande, idet den omhandler
misbrug
af det beskyttede til at skade eller dræbe modstan-
deren. Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. vii, om
uretmæssig anvendelse af parlamentærflaget, fjendens eller FN’s flag eller militære symboler
eller uniformer samt Genève-konventionernes kendemærker med død eller alvorlig person-
skade til følge.
4.4.2
Bestemmelsens foreslåede ordlyd
Udvalget foreslår på den baggrund følgende ordlyd for den særskilte straffebestemmelse om
krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker:
Ӥ
118 g.
For krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker straf-
fes den, der i tilknytning til en væbnet konflikt foretager én eller flere af følgende
handlinger:
1) Angriber personel, installationer, materiel, enheder eller befordringsmidler, der
er involveret i humanitære indsatser eller fredsbevarende missioner i
157
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0158.png
overensstemmelse med FN-pagten, eller lignende internationale fredsbevarende
missioner, og som er berettiget til beskyttelse efter den humanitære folkeret.
2) Angriber personel, bygninger, materiel eller sanitetsenheder eller -transporter,
der i overensstemmelse med den humanitære folkeret anvender et af Genève-
konventionernes, herunder disses tillægsprotokollers, beskyttede kendemærker
eller emblemer eller anden identifikationsmetode.
3) Misbruger parlamentærflag, fjendens flag, FN-flag eller militære symboler eller
uniformer eller Genève-konventionernes, herunder disses tillægsprotokollers,
beskyttede kendemærker, hvor misbruget uagtsomt har død eller alvorlig per-
sonskade til følge.”
4.4.3
Forskelle mellem den foreslåede bestemmelse og Rom-statuttens artikel 8 om
krigsforbrydelser
Som beskrevet ovenfor i afsnit 4.1 indebærer udvalgets forslag til straffebestemmelser om
krigsforbrydelser, at der som udgangspunkt ikke skelnes mellem, om der er tale om handlinger
begået i henholdsvis en international eller en ikke-international væbnet konflikt, medmindre
forbrydelsens karakter tilsiger, at den alene kan finde anvendelse i international væbnet kon-
flikt. De foreslåede straffebestemmelser vil derfor generelt i de fleste tilfælde svare til indholdet
i mindst to af statuttens bestemmelser, nemlig statuttens krigsforbrydelsesbestemmelse i hen-
holdsvis international og ikke-international væbnet konflikt.
Statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. iii, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. iii, om angreb på huma-
nitære indsatser eller fredsbevarende missioner omfatter efter ordlyden fredsbevarende missio-
ner i overensstemmelse med FN-pagten. Straffedomstolen har i sin praksis lagt til grund, at ”i
overensstemmelse med” ikke indebærer, at det alene er FN-missioner, som er omfattet af be-
skyttelsen, men at beskyttelsen også omfatter fredsbevarende missioner, der gennemføres efter
en mellemfolkelig aftale, som er i overensstemmelse med FN’s formål og principper, herunder
at sikre verdensfreden og sikkerheden.
86
Det vil kunne omfatte operationer gennemført af regi-
onale organisationer, herunder eksempelvis Den Europæiske Union eller Den Afrikanske
Union.
På den baggrund foreslår udvalget, at ”lignende internationale fredsbevarende missioner” med-
tages i ordlyden af
§ 118 g, nr. 1.
Den regionalt iværksatte fredsbevarende mission vil skulle
opfylde de samme betingelser som en FN-mission for at være omfattet af bestemmelsen.
Det bemærkes desuden, at udvalget er opmærksom på problemstillingen vedrørende moderne
fredsbevarende missioner, der typisk autoriserer magtanvendelse, som ikke kun omfatter selv-
forsvar, men ligeledes forsvar af missionens mandat, herunder beskyttelse af civile. Dette med-
fører, at det er uklart, hvornår en sådan fredsbevarende mission henholdsvis deltager direkte i
86
Straffedomstolen,
Anklageren mod Abu Garda
(ICC-02/5-02/09), pr. 75ff.
158
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0159.png
fjendtlighederne eller udøver selvforsvar. Denne vurdering må ifølge Straffedomstolen foreta-
ges ud fra de konkrete omstændigheder i sagen.
87
Udvalget foreslår, at det i bemærkningerne præciseres, at det vil være en betingelse, at det be-
skyttede personel og materiel m.v. ikke direkte deltager i fjendtlighederne. Personale i FN-
missioner eller lignende internationale fredsbevarende missioner vil, så længe de deltager di-
rekte i fjendtlighederne, ikke være beskyttet efter bestemmelsen. Denne vurdering vil afhænge
af de konkrete omstændigheder fra sag til sag.
Det foreslåede
§ 118 g, nr. 2,
om angreb på personel, bygninger, materiel eller sanitetsenheder
eller -transporter, der i overensstemmelse med den humanitære folkeret anvender et af Genève-
konventionernes, herunder disses tillægsprotokollers, beskyttede kendemærker eller emblemer
eller anden identifikationsmetode, bruger begrebet ”anvender” i overensstemmelse med statut-
tens bestemmelse. Udvalget har imidlertid overvejet, om forbrydelsen skal omfatte angreb med
viden om, at den forurettede har ”ret” til at anvende kendemærkerne m.v. Det vil sige, at den
angrebne i så fald kan være beskyttet efter bestemmelsen uden faktisk at anvende det beskyttede
kendemærke m.v., hvis gerningspersonen er klar over eller bestemt må antage, at den foruret-
tede har en sådan ret.
I den tilsvarende norske bestemmelse har man valgt at erstatte ”anvender” med ”har ret til at
benytte”. I sædvaneretsstudiet lægger Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) desuden
til grund, at kendemærket ikke i sig selv giver en beskyttet status, og at det centrale i forbrydel-
sen er angreb mod de beskyttede personer eller genstande med viden om, at de er beskyttede,
uanset om de faktisk anvender kendemærket. Udvalget er imidlertid ikke bekendt med retsprak-
sis, der kan understøtte, at denne justering er et udtryk for gældende folkeretlige sædvaneret. I
dette lys og for at sikre en hensigtsmæssig afgrænsning til det foreslåede § 118 h, nr. 3 (angreb
på bygninger, hospitaler m.v., som ikke udgør militære mål) lægger udvalget op til at fastholde
statuttens formulering og indhold.
Det foreslåede
§ 118 g, nr. 3,
om misbrug af parlamentærflag, fjendens flag, FN-flag eller mi-
litære symboler eller uniformer eller misbrug af Genève-konventionernes beskyttede kende-
mærker, hvor misbruget uagtsomt har død eller alvorlig personskade til følge er ifølge statutten
alene en krigsforbrydelse i international væbnet konflikt. Udvalget finder imidlertid, at det må
anses for mest hensigtsmæssigt, at bestemmelsen finder anvendelse i både international og ikke-
international væbnet konflikt. Der er ikke noget i forbrydelsens natur, der tilsiger, at forbrydel-
sen kun skal finde anvendelse i international væbnet konflikt. Der henvises til udvalgets gene-
relle overvejelser om krigsforbrydelsernes indhold i afsnit 4.1 ovenfor. Dette understøttes
87
Straffedomstolen,
Anklageren mod Abu Garda,
(ICC-02/5-02/09), pr. 83.
159
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
desuden af, at der for så vidt angår Genève-konventionernes beskyttede kendemærker er et for-
bud mod misbrug i ikke-internationale væbnede konflikter i artikel 12 i tillægsprotokol II til
Genève-konventionerne, uden at dette dog på denne baggrund udgør en krigsforbrydelse.
4.5 Krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder
4.5.1
Forbrydelsernes indhold
Den foreslåede bestemmelse om krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder vil
indeholde ni bestemmelser, som vil udgøre krigsforbrydelser i både internationale og ikke-in-
ternationale væbnede konflikter. Otte af disse har baggrund i Straffedomstolens statut.
Den
første
foreslåede bestemmelse omfatter målrettede angreb mod civilbefolkningen som så-
dan eller mod civile, der ikke tager direkte del i fjendtlighederne (§ 118 h, nr. 1). Bestemmelsen
svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. i, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr.
i, om angreb på civile.
Den
anden
foreslåede bestemmelse omfatter udsultning af civile som kampmetode (§ 118 h, nr.
2). Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxv, og artikel
8, stk. 2, litra e, nr. xix, om forsætlig udsultning af civile som krigsmetode ved at unddrage dem
genstande, der er nødvendige for deres overlevelse, herunder forsætlig hindring af nødhjælps-
forsyninger i henhold til Genève-konventionerne. I 2019 blev forbuddet mod forsætlig anven-
delse af udsultning af civile i internationale væbnede konflikter udvidet til også at gælde i ikke-
internationale væbnede konflikter ved resolution ICC-ASP/18/Res.5 af 6. december 2019.
Denne ændring er ratificeret eller godkendt af 14 deltagerstater (juni 2024). Danmark har ikke
ratificeret denne tilføjelse til statutten. Udvalget har imidlertid medtaget forbuddet mod udsult-
ning af civile som kampmetode i ikke-international væbnet konflikt under henvisning til, at
forbrydelsen anses for en krigsforbrydelse efter den folkeretlige sædvane samt under hensyn til
hensigtsmæssigheden i, at de samme forbrydelser udgør en krigsforbrydelse i såvel internatio-
nal som ikke-international væbnet konflikt, jf. udvalgets indledende overvejelser om krigsfor-
brydelsernes indhold i afsnit 4.1 ovenfor. Hertil kommer, at det efter artikel 14 i tillægsprotokol
II til Genève-konventionerne er forbudt at udsulte civile som kampmiddel i ikke-international
væbnet konflikt, og at et sådant forbud er afspejlet i den danske militærmanual om folkeret for
danske væbnede styrker i internationale militære operationer, der er udarbejdet af Forsvarsmi-
nisteriet og Forsvarskommandoen. Endvidere fremgår det af regel 156 i Den Internationale
Røde Kors Komités (ICRC) sædvaneretsstudie, at det er en alvorlig overtrædelse af den huma-
nitære folkeret at udsulte civile som kampmetode. Udvalget anbefaler på den baggrund, at Dan-
mark ratificerer tilføjelsen til statutten om udsultning af civile som krigsforbrydelse i ikke-in-
ternational væbnet konflikt.
160
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Den
tredje
foreslåede bestemmelse omfatter angreb på bygninger, der anvendes til religion,
uddannelse, kunst, videnskab eller velgørende formål, eller historiske mindesmærker, hospita-
ler eller områder, hvor syge og sårede opsamles, eller civile ejendomme eller genstande, når de
nævnte bygninger, områder, ejendomme eller genstande ikke udgør militære mål (§ 118 h, nr.
3). Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. ii, om angreb
på civile genstande samt artikel 8, stk. 2, litra b, nr. ix, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. iv, om
forsætlige angreb på bygninger, der anvendes til religion, uddannelse, kunst, videnskab eller
velgørende formål, historiske mindesmærker, hospitaler og pladser, hvor syge og sårede op-
samles.
Den
fjerde
foreslåede bestemmelse omfatter angreb eller anvendelse af UNESCO-kulturvær-
dier under forhøjet beskyttelse eller deres umiddelbare omgivelser til støtte for militær aktion
(§ 118 h, nr. 4). Bestemmelsen svarer ikke til en bestemmelse i statutten. Bestemmelsen svarer
derimod indholdsmæssigt til § 1, nr. 1 og 2, i lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af
væbnet konflikt, der som nævnt i afsnit 4.1 ovenfor foreslås ophævet.
Den
femte
foreslåede bestemmelse omfatter svigagtigt drab eller skade på personer (§ 118 h,
nr. 5). Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xi, og
artikel 8, stk. 2, litra e, nr. ix, om ved svig at dræbe eller såre personer, der tilhører den fjendtlige
nation eller styrke.
Den
sjette
foreslåede bestemmelse omfatter at beordre eller true med, at der ikke vil blive vist
nåde (§ 118 h, nr. 6). Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xii,
og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. x, om at have erklæret eller beordret, at der ikke må være nogen
overlevende, med det formål at true fjenden eller for at udføre fjendtligheder.
Den
syvende
foreslåede bestemmelse omfatter angreb med viden om, at det vil forårsage vil-
kårlig skade på civile personer eller tab af deres liv, skade på civile ejendomme eller genstande
eller udbredt, langvarig og alvorlig skade på naturmiljøet, der klart overstiger den forventede
konkrete og direkte militære fordel (§ 118 h, nr. 7). Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til
artikel 8, stk. 2, litra b, nr. iv, forsætlige angreb med viden om, at det pågældende angreb vil
forårsage vilkårlige tab blandt civile eller skade på civile eller civile objekter eller udbredt,
langvarig og alvorlig skade på det naturlige miljø, som klart ville overstige den forventede kon-
krete og direkte samlede militære fordel.
Den
ottende
foreslåede bestemmelse omfatter brug af civile personer som skjold (§ 118 h, nr.
8). Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxiii, om
161
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
udnyttelse af tilstedeværelsen af en civil eller anden beskyttet person til at sikre visse steder,
områder eller militære styrker mod militære operationer under en international væbnet konflikt.
Den
niende
foreslåede bestemmelse omfatter angreb på byer, landsbyer, boliger eller bygnin-
ger, der ikke forsvares, og som ikke udgør militære mål (§ 118 h, nr. 9). Bestemmelsen svarer
indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. v, om angreb på ubeskyttede steder.
4.5.2
Bestemmelsens foreslåede ordlyd
Udvalget foreslår på den baggrund følgende ordlyd for den særskilte straffebestemmelse om
krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder:
Ӥ
118 h.
For krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder straffes
den, der i tilknytning til en væbnet konflikt foretager en eller flere af følgende hand-
linger:
1) Målretter angreb mod civilbefolkningen som sådan eller mod civile, der ikke
tager direkte del i fjendtlighederne.
2) Udsulter civile som kampmetode ved at fratage, unddrage eller nægte dem ad-
gang til mad eller genstande, der er uundværlige for deres overlevelse, herunder
ved at forhindre nødhjælpsforsyninger i at komme frem.
3) Angriber bygninger, der anvendes til religion, uddannelse, kunst, videnskab eller
velgørende formål, eller historiske mindesmærker, hospitaler eller områder, hvor
syge og sårede opsamles, eller civile ejendomme eller genstande, når de nævnte
bygninger, områder, ejendomme eller genstande ikke udgør militære mål.
4) Angriber kulturværdier under beskyttelse eller forhøjet beskyttelse eller anven-
der kulturværdier under forhøjet beskyttelse eller deres umiddelbare omgivelser
til støtte for militær aktion i strid med UNESCO-konvention af 14. maj 1954 om
beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt og dennes 2. protokol.
5) Dræber eller sårer en modstander ved at besvige denne til at tro, at gerningsper-
sonen har ret til beskyttelse.
6) Beordrer eller truer med, at der ikke vil blive vist nåde.
7) Angriber med viden om, at det vil forårsage vilkårlig skade på civile personer
eller tab af deres liv, skade på civile ejendomme eller genstande eller udbredt,
langvarig og alvorlig skade på naturmiljøet, der klart overstiger den forventede
konkrete og direkte militære fordel.
8) Anvender tilstedeværelsen af en beskyttet person, jf. § 118 e, stk. 3, til at opnå,
at visse steder, områder eller væbnede styrker ikke kan gøres til militære mål.
9) Angriber byer, landsbyer, boliger eller bygninger, der ikke forsvares, og som
ikke udgør militære mål.”
4.5.3
Forskelle mellem den foreslåede bestemmelse og Rom-statuttens artikel 8 om
krigsforbrydelser
Som beskrevet ovenfor i afsnit 4.1 indebærer udvalgets forslag til straffebestemmelser om
krigsforbrydelser, at der som udgangspunkt ikke skelnes mellem, om der er tale om handlinger
begået i henholdsvis en international eller en ikke-international væbnet konflikt, medmindre
162
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
forbrydelsens karakter tilsiger, at den alene kan finde anvendelse i international væbnet kon-
flikt. De foreslåede straffebestemmelser vil derfor generelt i de fleste tilfælde svare til indholdet
i mindst to af statuttens bestemmelser, nemlig statuttens krigsforbrydelsesbestemmelse i hen-
holdsvis international og ikke-international væbnet konflikt.
Størstedelen af forbrydelserne i statuttens artikel 8 er gennemført i den foreslåede danske be-
stemmelse uden indholdsmæssige ændringer. Disse forbrydelser vil derfor ikke blive omtalt
nærmere i det følgende. Der henvises i stedet til bemærkningerne til den foreslåede § 118 h i
lovudkastet i kapitel 14.
De foreslåede bestemmelser, der adskiller sig fra indholdet i statutten, gennemgås i det følgende
med en beskrivelse af forskellen og begrundelsen herfor.
Det foreslåede
§ 118 h, nr. 4,
rummer bestemmelser fra lov om beskyttelse af kulturværdier i
tilfælde af væbnet konflikt, som samtidig foreslås ophævet. Bestemmelsen svarer til det nugæl-
dende § 1, nr. 1, om at angribe kulturværdier under forhøjet beskyttelse og § 1, nr. 2, om at
anvende kulturværdier under forhøjet beskyttelse eller deres umiddelbare omgivelser til støtte
for militær aktion samt § 1, nr. 4, om at gøre beskyttede kulturværdier til genstand for angreb.
Der er ikke med flytningen af bestemmelserne til det foreslåede kapitel i straffeloven tilsigtet
nogen ændringer i bestemmelsernes gerningsindhold.
Det foreslåede
§ 118 h, nr. 7,
omhandler uforholdsmæssige tab af civile liv m.v. eller udbredt,
langvarig og alvorlig skade på naturmiljøet, der klart overstiger den forventede konkrete og
direkte militære fordel. Bestemmelsen svarer til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. iv, der
alene finder anvendelse i internationale væbnede konflikter. Der er ikke en tilsvarende bestem-
melse i statutten, der gør samme handling til en krigsforbrydelse i ikke-internationale væbnede
konflikter. Udvalget finder det imidlertid mest hensigtsmæssigt, at forbrydelsen finder anven-
delse i både international og ikke-international væbnet konflikt, da forbrydelsens natur ikke
tilsiger, at anvendelsesområdet skal være afgrænset til international væbnet konflikt. Der hen-
vises til udvalgets overvejelser om krigsforbrydelsernes indhold i afsnit 4.1 ovenfor. Dette støt-
tes desuden af, at det anses for at være en alvorlig overtrædelse af den humanitære folkeret at
iværksætte et angreb med viden om, at det vil forårsage uforholdsmæssigt store eller tilfældige
tab, skader eller kvæstelser under ikke-international væbnet konflikt, jf. regel 156 i Den Inter-
nationale Røde Kors Komités (ICRC) sædvaneretsstudie.
Udvalget har overvejet, om kriteriet ”udbredt, langvarig og alvorlig” fra statutten i relation til
skade på naturmiljøet skal anvendes i den foreslåede bestemmelse. Ifølge ordlyden af den til-
svarende svenske bestemmelse skal skaden alene være ”alvorlig”. I den tilsvarende norske
163
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
bestemmelse er kriteriet ”udbredt, langvarig og alvorlig” ikke medtaget. Det indebærer, at sta-
tuttens betingelse om, at skaden skal opvejes i forhold til den forventede konkrete og umiddel-
bare samlede militære fordel, finder anvendelse på alle skader – og ikke kun skader, der er
udbredte, langvarige og alvorlige. I forarbejderne til den norske bestemmelse begrundes dette
med, at der er et absolut forbud mod at forårsage udbredt, langvarig og alvorlig skade på natur-
miljøet i artikel 35, stk. 3, jf. artikel 55, i tillægsprotokol I til Genève-konventionerne. Det har
i disse bestemmelser ikke betydning, om den militære fordel er større end den påførte skade.
Bestemmelsen i statutten er i sammenligning et relativt forbud. Begge bestemmelser anvender
dog formuleringen om udbredt, langvarig og alvorlig skade. Det anføres desuden i de norske
forarbejder, at det absolutte forbud ikke kan anses for at være en krigsforbrydelse. Der er efter
udvalgets opfattelse ikke holdepunkter for, at tærskelkravet om ”udbredt, langvarig og alvorlig”
ikke længere skulle være gældende efter den folkeretlige sædvaneret. Det er desuden efter ud-
valgets opfattelse hensigtsmæssigt, at skaden på naturmiljøet kvalificeres, så ikke alle skader
omfattes, men alene de skader, der opfylder tærskelkravet om at være udbredt, langvarig og
alvorlig. Statuttens ordlyd er derfor anvendt i den foreslåede bestemmelse.
Det foreslåede
§ 118 h, nr. 8,
omhandler anvendelse af civile som skjold. Bestemmelsen svarer
til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxiii, der alene finder anvendelse i international væbnet
konflikt. Der er ikke en tilsvarende bestemmelse i statutten, der gør samme handling til en
krigsforbrydelse i ikke-international væbnet konflikt. Udvalget finder det imidlertid mest hen-
sigtsmæssigt, at forbrydelsen finder anvendelse i både international og ikke-international væb-
net konflikt, da forbrydelsens natur ikke tilsiger, at anvendelsesområdet skal være afgrænset til
international væbnet konflikt. Der henvises til udvalgets overvejelser om krigsforbrydelsernes
indhold i afsnit 4.1 ovenfor. Dette støttes desuden af, at det anses for at være en alvorlig over-
trædelse af den humanitære folkeret at anvende civile som skjold under en ikke-international
væbnet konflikt, jf. regel 156 i Den Internationale Røde Kors Komités (ICRC) sædvaneretsstu-
die.
Det foreslåede
§ 118 h, nr. 9,
omhandler angreb på steder, der ikke forsvares. Bestemmelsen
svarer til artikel 8, stk. 2, litra b, nr. v, der alene finder anvendelse i internationale væbnede
konflikter. Der er ikke en tilsvarende bestemmelse i statutten, der gør samme handling til en
krigsforbrydelse i ikke-international væbnet konflikt. Udvalget finder det imidlertid mest hen-
sigtsmæssigt, at forbrydelsen finder anvendelse i både international og ikke-international væb-
net konflikt, da forbrydelsens natur ikke tilsiger, at anvendelsesområdet skal være afgrænset til
international væbnet konflikt. Der henvises til udvalgets overvejelser om krigsforbrydelsernes
indhold i afsnit 4.1 ovenfor. Dette støttes desuden af, at sådanne angreb anses for at være en
alvorlig overtrædelse af den humanitære folkeret, jf. regel 156 i Den Internationale Røde Kors
Komités (ICRC) sædvaneretsstudie.
164
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
4.6 Krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmidler
4.6.1
Forbrydelsernes indhold
Den foreslåede bestemmelse om krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmidler vil
indeholde fem bestemmelser, som alle har baggrund i Straffedomstolens statut, og som vil ud-
gøre krigsforbrydelser i både internationale og ikke-internationale væbnede konflikter. Flere af
de foreslåede bestemmelser har baggrund i senere tilføjelser til bestemmelser i statuttens artikel
8, som Danmark ikke har ratificeret. Udvalget foreslår imidlertid, at disse forbrydelser ratifice-
res.
Statuttens artikel 8 er ændret i form af tilføjelser til bestemmelsen i henholdsvis 2010, 2017 og
2019. Ændringerne medfører generelt en udvidelse af de handlinger, der udgør krigsforbrydel-
ser. Ændringerne i 2010 består i at udvide det eksisterende forbud mod anvendelsen af visse
våben i international væbnet konflikt til også at gælde i ikke-international væbnet konflikt. Det
drejer sig om i) gift eller forgiftede våben, ii) kvælende, giftige eller andre gasser samt alle
tilsvarende væsker, materialer og midler, og iii) projektiler, der udvider sig eller let udflades i
den menneskelige krop (såkaldte dum dum-kugler), jf. resolution RC/Res.5 af 10. juni 2010.
Disse ændringer er ratificeret eller godkendt af 45 deltagerstater (juni 2024). Dernæst blev der
i 2017 vedtaget et forbud, der gælder i både internationale og ikke-internationale væbnede kon-
flikter. Det drejer sig om anvendelsen af i) bakteriologiske og biologiske våben, som er ratifi-
ceret eller godkendt af 18 deltagerstater, ii) ikke-påviselige sprængstykker, som er ratificeret
eller godkendt af 16 deltagerstater, og iii) blindende laservåben, som er ratificeret eller god-
kendt af 16 deltagerstater (juni 2024), jf. resolution ICC-ASP/16/Res.4 af 14. december 2017.
En dansk ratifikation af disse ændringer vil medføre, at Straffedomstolen vil kunne efterforske
og retsforfølge brugen af sådanne våben i strid med statutten, hvis Danmark på grund af mang-
lende vilje eller evne ikke iværksætter efterforskning og retsforfølgning ved danske domstole.
Udvalget har medtaget disse tilføjelser til statutten i den foreslåede bestemmelse om krigsfor-
brydelse ved anvendelse af forbudte kampmidler under henvisning til, at forbrydelserne anses
for krigsforbrydelser efter den folkeretlige sædvane, samt under hensyn til hensigtsmæssighe-
den i, at de samme forbrydelser udgør en krigsforbrydelse i såvel internationale som ikke-in-
ternationale væbnede konflikter. Hertil kommer, at sådanne forbud er afspejlet i den danske
militærmanual om folkeret for danske væbnede styrker i internationale militære operationer,
der er udarbejdet af Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen. Udvalget anbefaler på den
baggrund, at de ti tilføjelser til statuttens artikel 8 om krigsforbrydelser ratificeres af Danmark.
165
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
I det følgende beskrives det, hvilke krigsforbrydelser, som er indeholdt i de foreslåede bestem-
melser. I den forbindelse er det også fremhævet, om Danmark har ratificeret krigsforbrydel-
serne.
Det
første
forbudte kampmiddel omfatter gift eller giftige våben (§ 118 i, nr. 1). Den foreslåede
bestemmelse herom svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xvii, og
artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xiii, om anvendelsen af gift eller forgiftede våben, hvoraf sidstnævnte
ikke er ratificeret af Danmark.
Det
andet
forbudte kampmiddel omfatter biologiske eller kemiske våben (§ 118 i, nr. 2). Be-
stemmelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xviii, og artikel 8,
litra e, nr. xiv, om anvendelse af kvælende, giftige eller andre gasser samt alle tilsvarende væ-
sker, materialer eller midler samt artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxvii, og artikel 8, stk. 2, litra e,
nr. xvi, om anvendelse af våben, der bruger bakteriologiske eller andre biologiske stoffer eller
toksiner uanset deres oprindelse eller fremstillingsmetode. Den foreslåede bestemmelse svarer
indholdsmæssigt til flere forbrydelser i statutten, der samlet vedrører, hvad der kan betegnes
som biologiske eller kemiske våben. Det foreslås derfor, at disse forbrydelser samles i én be-
stemmelse. Artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xiv, samt artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxvii, og artikel 8,
stk. 2, litra e, nr. xvi, er ikke ratificeret af Danmark.
Det
tredje
forbudte kampmiddel omfatter projektiler, der nemt udvides eller udflades i den
menneskelige krop (§ 118 i, nr. 3). Forbrydelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8,
stk. 2, litra b, nr. xix, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xv, om anvendelse af projektiler, der let
udvider sig eller let udflades i den menneskelige krop. Artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xv, er ikke
ratificeret af Danmark.
Det
fjerde
forbudte kampmiddel omfatter våben, hvis primære våbenvirkning er at påføre den
menneskelige krop skade ved sprængstykker, som ikke kan opfanges ved en røntgenundersø-
gelse (§ 118 i, nr. 4). Forbrydelsen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b,
nr. xxviii, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xvii, om anvendelse af anvendelse af våben, hvis pri-
mære våbenvirkning er at forårsage skade ved sprængstykker, der ikke lader sig påvise i det
menneskelige legeme ved hjælp af røntgen. Disse to bestemmelser fra statutten er ikke ratifice-
ret af Danmark.
Det
femte
forbudte kampmiddel omfatter laservåben, der er specifikt designet til som dets ene-
ste eller en af dets våbenvirkninger at forårsage permanent blindhed (§ 118 i, nr. 5). Forbrydel-
sen svarer indholdsmæssigt til statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxix, og artikel 8, stk. 2,
litra e, nr. xviii, om anvendelse af laservåben, specifikt designet til som dets eneste eller som
166
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
en af dets våbenvirkninger at forårsage permanent blindhed på det ubeskyttede øje, hvorved
menes det blotte øje eller øjne med korrigerende synsindretninger. Disse to bestemmelser fra
statutten er ikke ratificeret af Danmark.
4.6.2
Bestemmelsens foreslåede ordlyd
Udvalget foreslår på den baggrund følgende ordlyd for den særskilte straffebestemmelse om
krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmidler:
Ӥ
118 i.
For krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmidler straffes den,
der i tilknytning til en væbnet konflikt anvender ét eller flere af følgende kampmid-
ler:
1) Gift eller giftige våben.
2) Biologiske eller kemiske våben.
3) Projektiler, der nemt udvides eller udflades i den menneskelige krop.
4) Våben, hvis primære våbenvirkning er at påføre den menneskelige krop skade
ved sprængstykker, som ikke kan opfanges ved en røntgenundersøgelse.
5) Laservåben, der er specifikt designet til som dets eneste eller en af dets våben-
virkninger at forårsage permanent blindhed.”
4.6.3
Forskelle mellem den foreslåede bestemmelse og Rom-statuttens artikel 8 om
krigsforbrydelser
Som beskrevet ovenfor i afsnit 4.1 indebærer udvalgets forslag til straffebestemmelser om
krigsforbrydelser, at der som udgangspunkt ikke skelnes mellem, om der er tale om handlinger
begået i henholdsvis en international eller en ikke-international væbnet konflikt, medmindre
forbrydelsens karakter tilsiger, at den alene kan finde anvendelse i international væbnet kon-
flikt. De foreslåede straffebestemmelser vil derfor generelt i de fleste tilfælde svare til indholdet
i mindst to af statuttens bestemmelser, nemlig statuttens krigsforbrydelsesbestemmelse i hen-
holdsvis international og ikke-international væbnet konflikt.
De fem forbudte kampmidler i den foreslåede bestemmelse indeholder ikke indholdsmæssige
ændringer sammenholdt med statuttens bestemmelser.
Det bemærkes, at statuttens artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xx, ikke er medtaget i den foreslåede
straffebestemmelse. Bestemmelsen omhandler anvendelse af våben, projektiler samt materiel
til og metoder i krigsførelse, som ifølge deres natur forårsager overflødig skade eller unødig
lidelse, eller som efter deres art vil ramme vilkårligt i strid med den humanitære folkeret, for-
udsat at de pågældende våben, projektiler, materiel til og metoder i krigsførelse er omfattet af
et omfattende forbud og er optaget i et bilag til statutten ved en ændring i henhold til de rele-
vante bestemmelser i artikel 121 og 123. Der er ikke optaget et sådant bilag til statutten om
våben, projektiler, materiel til og metoder i krigsførelse, der er omfattet af et omfattende forbud.
167
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
4.7 Strafferammer m.v.
Straffedomstolen kan i henhold til artikel 77 idømme en straf på fængsel indtil 30 år eller livs-
varigt fængsel, når dette er retfærdiggjort af forbrydelsens grovhed og den domfældtes person-
lige forhold.
Som nævnt i kapitel 4, afsnit 4.4, bør en strafferamme for en lovovertrædelse som udgangspunkt
kunne favne tilstrækkeligt bredt fra f.eks. en enkeltstående overtrædelse begået under formil-
dende omstændigheder til de allermest strafværdige tilfælde henset til bl.a. grovhed og antal
forhold til pådømmelse. For flere lovovertrædelser, der pådømmes samtidig, udmåles en fælles
straf inden for den strengeste af overtrædelsernes strafferammer, jf. straffelovens § 88, stk. 1,
1. pkt. Under særdeles skærpende omstændigheder kan straffen overstige den højeste for nogen
af lovovertrædelserne foreskrevne straf med indtil det halve, jf. § 88, stk. 1, 2. pkt. Der er såle-
des en formodning i straffeloven for, at straffen for flere forbrydelser som udgangspunkt kan
rummes inden for den strengeste af overtrædelsernes strafferammer.
Det er udvalgets opfattelse, at de foreslåede krigsforbrydelser alle vil være grove straffelovs-
overtrædelser, der bør have forholdsvise høje strafferammer. Flere af krigsforbrydelserne vil
kunne medføre meget alvorlig personskade af både fysisk og psykisk karakter, og det foreslås
derfor, at disse forbrydelser skal have en normalstrafferamme på 16 år. Det gælder krigsforbry-
delser mod personer og krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder og kamp-
midler (henholdsvis §§ 118 e, 118 h, 118 i).
Nogle af forbrydelserne i de tre bestemmelser vil i nogle tilfælde være af særlig grov beskaf-
fenhed, eksempelvis forbrydelser, der indebærer forsætligt drab. Det foreslås derfor, at der for
disse tilfælde indføres en sidestrafferamme på fængsel indtil på livstid. På denne måde sikres
det, at de alvorligste forbrydelser kan idømmes lovens strengeste straf, samtidigt med, at der
ikke indføres en livstidsstrafferamme i andre tilfælde, hvor overtrædelsen er mindre grov.
Krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker (§ 118 g) vil ikke altid medføre
alvorlig personskade, men kan være begrænset til (grov) materiel skade. Det foreslås derfor, at
normalstrafferammen skal være 12 år, men at der indføres en sidestrafferamme på fængsel indtil
på livstid for tilfælde af særlig grov beskaffenhed, eksempelvis forbrydelser, der indebærer for-
sætligt drab.
Krigsforbrydelser mod ejendom (§ 118 f) vil alene kunne medføre (grov) materiel skade, hvor-
for det foreslås, at strafferammen skal være fængsel indtil 12 år.
168
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Henset til forbrydelsernes grovhed foreslås det, at strafferammerne ikke skal give mulighed for
bødestraf.
Af de grunde, der er anført i kapitel 4, afsnit 4.4, herunder udfordringerne ved at forudse de
variationer af tilfælde, som kan forekomme i praksis, finder udvalget ikke anledning til at fore-
slå en forhøjet minimumsstraf i strafferammerne.
Som nævnt i afsnit 1.3.1 følger det af statuttens artikel 8, stk. 1, at Straffedomstolen har juris-
diktion over krigsforbrydelser, navnlig sådanne, der begås
som led i en plan eller politik eller
som led i en omfattende udførelse af sådanne forbrydelser.
Formålet er at give en rettesnor for
karakteren af de forbrydelser, som Straffedomstolen navnlig skal beskæftige sig med. Bestem-
melsen kan imidlertid også ses som udtryk for, hvilke krigsforbrydelseshandlinger der skal an-
ses som særligt systematiske og grove. Udvalget foreslår derfor, at kriteriet fra statuttens artikel
8, stk. 1, indsættes i en særlig strafskærpelsesbestemmelse, som finder anvendelse for alle typer
af krigsforbrydelser. I både norsk og svensk lovgivning udgør dette kriterium fra statuttens be-
stemmelse – at forbrydelsen er begået som led i en plan eller politik eller som led i en omfat-
tende udførelse af sådanne forbrydelser – ligeledes en strafskærpende omstændighed. Bestem-
melsen vil supplere de almindelige strafskærpelsesbestemmelser i straffelovens kapitel 10.
Der henvises til den foreslåede § 118 k i lovudkastet og bemærkningerne hertil i kapitel 14.
5. Udvalgets anbefaling vedrørende ændring af militær straffelov
De foreslåede straffebestemmelser om krigsforbrydelser vil finde generel anvendelse, herunder
på handlinger begået af dansk militært personel, såfremt disse personer skulle begå en strafbar
overtrædelse i tilknytning til en væbnet konflikt. Det indebærer, at de foreslåede krigsforbry-
delsesbestemmelser i flere sammenhænge vil have et anvendelsesområde, der er overlappende
med bestemmelser i militær straffelov, herunder militær straffelovs § 36, stk. 1, om bl.a. mis-
brug af kendetegn og § 36, stk. 2, om anvendelse af krigsmiddel eller fremgangsmåde i strid
med en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst eller folkeretlig sædvaneret. Udvalget
er enige om, at de foreslåede særskilte straffebestemmelser om krigsforbrydelser skal finde an-
vendelse forud for bestemmelser i militær straffelov.
Forsvarsministeriet har oplyst, at der i forlængelse af udvalgsarbejdet er igangsat et analysear-
bejde for at afdække behovet for eventuelle ændringer af militær straffelov.
Det er på den baggrund udvalgets anbefaling, at det undersøges nærmere, om de foreslåede
krigsforbrydelsesbestemmelser giver anledning til ændringer af militær straffelov.
169
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0170.png
Folkedrab
1. Folkeret
Statsparter til FN’s folkedrabskonvention af 9. december 1948 er forpligtet til at forhindre og
straffe folkedrab. Danmark har ratificeret folkedrabskonventionen, jf. bekendtgørelse nr. 21 af
26. maj 1952 om Danmarks ratifikation af den af De Forenede Nationers Plenarforsamling af
den 9. december 1948 vedtagne konvention om forebyggelse af og straf for folkedrab.
Det følger af folkedrabskonventionens artikel 1, at statsparterne er forpligtet til at forhindre og
straffe folkedrabsforbrydelser, der begås både i fredstid og under væbnet konflikt. Forpligtelsen
til at straffe personer, der har begået folkedrab, gentages desuden i konventionens artikel 4. Det
fremgår derudover af artikel 6, at personer, der anklages for folkedrab eller for en anden hand-
ling, der er strafbar efter konventionen, skal stilles for en kompetent domstol i den stat, på hvis
område handlingen er begået, eller for en sådan international kriminalret, som måtte have juris-
diktion i forhold til de kontraherende parter, der har anerkendt dens jurisdiktion. Forpligtelsen
til at retsforfølge folkedrabsforbrydelsen påhviler således ifølge bestemmelsens ordlyd den stat,
på hvis territorium folkedrabet er blevet begået.
Siden konventionens vedtagelse i 1948 har den folkeretlige sædvaneret imidlertid bevæget sig,
så der i dag eksisterer en forpligtelse for enhver stat til at retsforfølge folkedrab, uanset hvor
forbrydelsen er blevet begået. Det understøttes af konventionens artikel 1, der indeholder en
pligt til at forebygge folkedrab. Pligten pålægger statsparterne at benytte sig af alle midler –
forenelige med folkeretten – for at forhindre folkedrab. En forpligtelse for enhver stat til at
retsforfølge, uanset hvor forbrydelsen er begået, bidrager til dette formål ved at medvirke til
kampen mod straffrihed for personer, der begår folkedrab.
Det bemærkes i den sammenhæng, at Den Internationale Domstol (ICJ) i en dom fra 1996 har
konstateret, at de rettigheder og forpligtelser, der er nedfældet i folkedrabskonventionen, er
rettigheder og pligter
erga omnes.
Det vil sige retlige forpligtelser eller rettigheder overfor en-
hver stat.
88
Den Internationale Domstol (ICJ) har senere udtalt, at forpligtelsen til at forhindre
og straffe folkedrabsforbrydelsen ikke er territorialt begrænset af konventionen.
89
Den Internationale Domstol, Application of the Convention on the Prevention and Punishment of the
Crime of Genocide,
Bosnien og Hercegovina mod Jugoslavien,
Preliminary Objections, afgørelse af 11. juli 1996,
pr 31.
89
Den Internationale Domstol, Application of the Convention on the Prevention and Punishment of the Crime of
Genocide,
Bosnien og Hercegovina mod Serbien og Montenegro,
afgørelse af 26. februar 2007, pr 430 og 442.
88
170
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0171.png
Forbuddet mod folkedrab er en del af folkeretlig sædvaneret, der har karakter af at være en
ufravigelig folkeretlig norm (jus cogens), som er bindende for alle stater, og som ikke kan til-
sidesættes hverken ved folkeretlige traktater eller national lov. Forbuddet gælder både i fredstid
og under væbnet konflikt.
90
Der er 153 statsparter til folkedrabskonventionen (juni 2024). Konventionen har således stor
tilslutning på verdensplan.
1.1 Folkedrabsdefinitioner i folkeretten
I det følgende gennemgås definitionen af folkedrab i FN’s folkedrabskonvention (afsnit 1.1.1),
definitionen af folkedrab i Straffedomstolens statut (afsnit 1.1.2), betingelserne for strafansvar
for folkedrab, herunder den særlige folkedrabshensigt (afsnit 1.1.3), og de fem typer af folke-
drabshandlinger (afsnit 1.1.4).
1.1.1
FN’s folkedrabskonvention
Folkedrabskonventionens artikel 2 indeholder definitionen på folkedrab. Bestemmelsen har føl-
gende ordlyd:
”Art.
II.
I nærværende konvention forstås ved folkedrab enhver af nedennævnte
handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvis at ødelægge en national, etno-
logisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan:
a) at dræbe medlemmer af gruppen,
b) at tilføje medlemmer af gruppen betydelig legemlig eller åndelig skade,
c) med forsæt at påføre gruppen levevilkår, beregnede på at bevirke gruppens fuld-
stændige eller delvise fysiske ødelæggelse,
d) at gennemføre forholdsregler, der tilsigter at hindre fødsler indenfor gruppen,
e) med magt at overføre en gruppes børn til en anden gruppe.”
Folkedrab, sammensværgelse for at begå folkedrab, direkte og offentlig tilskyndelse til folke-
drab, forsøg på folkedrab og meddelagtighed i folkedrab er strafbare handlinger efter konven-
tionens artikel 3, der har følgende ordlyd:
”Artikel
III.
Følgende handlinger skal være strafbare:
a) folkedrab,
b) sammensværgelse for at begå folkedrab,
c) direkte og offentlig tilskyndelse til folkedrab,
d) forsøg på folkedrab,
e) meddelagtighed i folkedrab.”
Den Internationale Domstol,
Reservations to the Convention on the Prevention and Punishment of the Crime of
Genocide,
vejledende udtalelse af 28. maj 1951, s. 23; Den Internationale Domstol,
Armed Activities on the Terri-
tory of the Congo,
afgørelse af 3. februar 2006, pr. 64.
90
171
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0172.png
1.1.2
Rom-statutten
I Straffedomstolens statut er folkedrab defineret på følgende måde:
”Artikel
6.
Ved ”folkedrab” forstås i denne statut enhver af følgende handlinger,
der udføres med forsæt til helt eller delvis at ødelægge en national, etnisk, race-
mæssig eller religiøs gruppe som sådan:
(a) drab på medlemmer af gruppen,
(b) tilføjelse af alvorlig skade på legeme eller sjæl hos medlemmer af gruppen,
(c) bevidst påtvingelse af livsvilkår for gruppen, der er beregnet på at bevirke, at
gruppen helt eller delvis ødelægges fysisk,
(d) indførelse af foranstaltninger, der har til hensigt at forhindre fødsler inden for
gruppen,
(e) tvangsforflyttelse af børn fra gruppen til andre grupper.”
Ordlyden af statuttens bestemmelse er således stort set identisk med definitionen i artikel 2 i
folkedrabskonvention i de danske oversættelser. På engelsk er bestemmelserne fuldstændig ens-
lydende. Det bemærkes i den forbindelse, at den engelske tekst er den autoritative tekst.
Der kan endvidere også efter statutten pålægges et individuelt strafansvar for direkte og offent-
lig tilskyndelse til, at andre begår folkedrab, jf. artikel 25, stk. 3, litra e.
1.1.3
Betingelserne for strafansvar for folkedrab, herunder den særlige folkedrabshen-
sigt
Det er en grundlæggende betingelse for strafansvar for folkedrab efter den internationale straf-
feret, at den pågældende handling er begået mod en person eller personer, som tilhører en be-
stemt national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe.
Om en gruppe udgør en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe vil afhænge af en
konkret vurdering, da der ikke er en objektiv og præcis definition heraf. Vurderingen vil derfor
skulle foretages i lyset af den konkrete politiske, sociale og kulturelle kontekst. Et medlem af
en sådan gruppe vil ofte være født ind i gruppen og dermed ikke selv have valgt tilhørsforholdet
til gruppen. Den internationale retspraksis har slået fast, at de fire beskyttede grupper kan over-
lappe med hinanden, og at de ikke hver har en distinkt, separat betydning.
91
Visse elementer vil kunne pege i retning af, at der er tale om en national, etnisk, racemæssig
eller religiøs gruppe. En national gruppe vil eksempelvis kunne være en samling af mennesker,
der deler et juridisk fællesskab baseret på et fælles statsborgerskab med rettigheder og pligter.
Krigsforbrydertribunalet for Jugoslavien (ICTY),
Anklageren mod Radislav Krstic
(IT-98-33T), afgørelse af 2.
august 2001, pr. 555-556.
91
172
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0173.png
En etnisk gruppe vil eksempelvis kunne være en gruppe, hvor medlemmerne deler et fælles
sprog eller kultur. En racemæssig gruppe vil eksempelvis kunne være en gruppe, der af ger-
ningspersonen identificeres som havende fælles fysiske træk eller være fra et geografisk om-
råde, uafhængigt af sproglige, kulturelle, nationale eller religiøse ligheder. En religiøs gruppe
vil eksempelvis kunne være en gruppe, der deler den samme religion, guddom eller liturgi.
92
Den folkeretlige retspraksis har på dette punkt udviklet sig, så det i højere grad i dag er ger-
ningspersonens subjektive opfattelse af den pågældende gruppes karakter og sammensætning
frem for nogle objektive momenter. Om den forurettede tilhører en beskyttet gruppe vil primært
være en subjektiv vurdering, hvor gerningspersonens opfattelse af offerets gruppe og gruppe-
tilhørsforhold vil være det afgørende. Det vil således være tilstrækkeligt, at gerningspersonen
opfatter den forurettede som medlem af den pågældende gruppe.
Det er endvidere et krav, at gerningspersonen havde til hensigt at
ødelægge
den pågældende
gruppe helt eller delvist. Dette krav kan betegnes som det specielle folkedrabsforsæt, der ad-
skiller folkedrab fra de øvrige internationale forbrydelser og kræver, at gerningspersonen – ud-
over forsættet til at foretage en af de fem handlinger oplistet i bestemmelsen – har forsæt til at
ødelægge gruppen som sådan. På denne måde søger forbuddet mod folkedrab at beskytte grup-
pens eksistens som sådan. Ved ødelæggelse forstås fysisk eller biologisk destruktion, hvorimod
ødelæggelse af en gruppes sociale eller kulturelle karakteristika ikke er omfattet.
93
Ødelæggelse
af en gruppes sociale eller kulturelle karakteristika vil efter omstændighederne imidlertid kunne
bidrage til at bevise den særlige hensigt om folkedrab i form af fysisk eller biologisk ødelæg-
gelse.
Kravet om hel eller delvis ødelæggelse af gruppen
som sådan
henviser til gerningspersonens
forsæt frem for den faktiske ødelæggelse af gruppen. Ordene ”som sådan” udtrykker et motiv-
krav om, at gerningspersonen har udvalgt ofrene for folkedrab på baggrund af deres gruppetil-
hørsforhold.
94
Det særlige ved folkedrab er således, at forbrydelsen ikke er rettet mod ofrene i
deres egenskab som enkeltindivider, men i kraft af deres (opfattede) tilhørsforhold til en be-
stemt gruppe. Gerningspersonen skal således have forsæt til, at ødelæggelsen skal være rettet
mod gruppen som sådan og ikke blot mod en samlet mængde af medlemmer af gruppen. Det
Krigsforbrydertribunalet for Rwanda (ICTR),
Anklageren mod Jean-Paul Akayesu
(ICTR-96-4-T), afgørelse af
2. september 1998, pr. 512-515, der henviser til Den Internationale Domstols afgørelse i
Nottebohm-sagen
af 6.
april 1955,
Liechtenstein mod Guatemala.
93
Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY),
Anklageren mod Radislav Krstic
(IT-98-33T),
afgørelse af 2. august 2001, pr. 580.
94
Krigsforbrydertribunalet for Rwanda (ICTR),
Anklageren mod Eliézer Niyitegeka
(ICTR-96-14-A), afgørelse af
9. juli 2004, pr. 54.
92
173
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0174.png
indebærer, at gerningspersonen skal anse den gruppe, der angribes, for at være en distinkt en-
hed.
95
En
delvis
ødelæggelse af gruppen skal forstås som et krav om en betydelig eller væsentlig øde-
læggelse af gruppen. Dette indebærer ikke, at det kvantitativt set skal udgøre en vis mængde af
gruppen. Det er derimod en mere kvalitativ vurdering af, om den ødelagte del af gruppen udgør
en substantiel eller væsentlig del af den samlede gruppe.
96
I
Krstic-sagen
konkluderede Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien, at gernings-
personerne havde det særlige folkedrabsforsæt, og at drabene på ca. 7.000 bosnisk muslimske
mænd og drenge i Srebrenica i 1995 udgjorde et folkedrab.
97
Ligesom Krigsforbrydertribunalet
for Rwanda har fastslået, at der blev begået folkedrab i Rwanda i 1994, hvor mere end 800.000
tutsier blev slået ihjel.
98
Tilsvarende fandt Den Internationale Domstol (ICJ) i en dom af 26. februar 2007, at Serbien
havde overtrådt sine forpligtelser i folkedrabskonvention ved ikke at forebygge folkedrab i
Srebrenica. Der verserer i 2024 tre sager ved Den Internationale Domstol om mulige folkedrab:
Gambia mod Myanmar (2020), Ukraine mod Rusland (2022) og Sydafrika mod Israel (2023).
1.1.4
Folkedrabshandlinger
Som beskrevet ovenfor er definitionen af folkedrab i henholdsvis folkedrabskonventionen og
statutten identisk. Den nærmere beskrivelse af de enkelte folkedrabshandlinger gennemgås i
det følgende med udgangspunkt i statuttens artikel 6.
Statuttens artikel 6 oplister fem forskellige typer af forhold, der kan udgøre en folkedrabshand-
ling, hvis de generelle betingelser beskrevet i foregående afsnit er opfyldt.
Det følger af artikel 6, litra a, at det er en folkedrabsforbrydelse at begå drab på medlemmer af
en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe, når handlingen er udført med forsæt til
helt eller delvist at ødelægge gruppen som sådan.
Det følger desuden af artikel 6, litra b, at det er en folkedrabsforbrydelse at tilføje alvorlig skade
på legeme eller sjæl hos medlemmer af en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe,
Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien (ICTY),
Anklageren mod Radislav Krstic
(IT-98-33T),
afgørelse af 2. august 2001, pr. 584 og 590.
96
Den Internationale Domstol, Application of the Convention on the Prevention and Punishment of the Crime of
Genocide, Bosnien og Hercegovina mod Serbien og Montenegro, dom af 26. februar 2007, pr. 198-200.
97
Ibid.,
pr. 598.
98
Det internationale krigsforbrydertribunal for Rwanda (ICTR),
Anklageren mod Édouard Karemera, Mathieu
Ngirumpatse and Joseph Nzirorera
(ICTR-98-44-AR73 (C)), appeldom af 16. juni 2006, afsnit 35.
95
174
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
når handlingen er udført med forsæt til helt eller delvist at ødelægge gruppen som sådan. Det
fremgår af Straffedomstolens vejledende beskrivelse af gerningsindholdet til bestemmelsen, at
gerningspersonen skal have forårsaget alvorlig legemlig eller mental skade på en eller flere
personer i den pågældende gruppe. Sådan alvorlig skade kan bl.a. være tortur, voldtægt, seksuel
vold eller umenneskelig eller nedværdigende behandling.
Det følger endvidere af artikel 6, litra c, at det er en folkedrabsforbrydelse bevidst at påtvinge
livsvilkår for en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe, der er beregnet på at bevirke,
at gruppen helt eller delvis ødelægges fysisk, når handlingen er udført med forsæt til helt eller
delvist at ødelægge gruppen som sådan.
Det følger af artikel 6, litra d, at det er en folkedrabsforbrydelse at indføre foranstaltninger, der
har til hensigt at forhindre fødsler inden for en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe,
når handlingen er udført med forsæt til helt eller delvist at ødelægge gruppen som sådan. Det
fremgår af Straffedomstolens vejledende beskrivelse af gerningsindholdet til bestemmelsen, at
gerningspersonen skal have indført foranstaltninger mod en eller flere personer, der har til hen-
sigt at forhindre fødsler inden for den pågældende gruppe, herunder f.eks. tvungne aborter,
tvungen adskillelse af kønnene eller forbud mod ægteskaber.
Det følger af artikel 6, litra e, at det er en folkedrabsforbrydelse at tvangsforflytte børn fra en
national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe til andre grupper, når handlingen er udført
med forsæt til helt eller delvist at ødelægge gruppen som sådan. Det fremgår af Straffedomsto-
lens vejledende beskrivelse af gerningsindholdet til bestemmelsen, at de forurettede skal have
været under 18 år, og gerningspersonen skal have eller burde have vidst, at personen eller per-
sonerne var under 18 år.
2. Gældende ret
2.1 Folkedrabsloven
Folkedrab er strafbart efter lov nr. 132 af 29. april 1955 om straf for folkedrab. Det fremgår af
forarbejderne til loven, at baggrunden for loven var Danmarks ratifikation af FN’s folkedrabs-
konvention af 1948, jf. Folketingstidende 1954-55, tillæg A, spalte 1641.
Loven har følgende ordlyd:
Ӥ
1.
Den, som i den hensigt helt eller delvis at ødelægge en national, etnologisk,
racemæssig eller religiøs gruppe som sådan:
a) dræber medlemmer af gruppen,
b) tilføjer medlemmer af gruppen betydelig legemlig eller åndelig skade,
175
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
c) forsætlig påfører gruppen levevilkår, beregnede på at bevirke gruppens fuld-
stændige eller delvise fysiske ødelæggelse,
d) gennemfører forholdsregler, der tilsiger at hindre fødsler inden for gruppen, el-
ler
e) med magt overfører en gruppes børn til en anden gruppe,
straffes for folkedrab med fængsel på livstid eller på tid ikke over 16 år.
§ 2.
Forsøg på og medvirken til de i § 1 nævnte handlinger straffes, jf. borgerlig
straffelovs kapitel 4.”
Folkedrabslovens § 1 er således stort set en ordret gengivelse af folkedrabsdefinitionerne i fol-
kedrabskonventionen og svarer dermed også til statuttens ordlyd.
I de specielle bemærkninger til loven blev det lagt til grund, at det var påkrævet med nye og
fuldt tilstrækkelige hjemler, da det blev anset for at være tvivlsomt, om forholdene oplistet i
folkedrabskonventionens artikel 3, litra b-e, fuldt ud var dækket af straffeloven, jf. Folketings-
tidende 1954-55, tillæg A, spalte 1646. Det vil sige alle folkedrabshandlingerne på nær drab
omfattet af artikel 3, litra a.
Om overvejelserne vedrørende en særlov frem for at inkorporere folkedrab i straffeloven frem-
går det endvidere, at straffeloven principielt var at foretrække på grund af folkedrabshandlin-
gers alvorlige karakter, men at en særlov blev valgt af lovtekniske hensyn, herunder at det ville
kræve omarbejdelse af talrige bestemmelser i straffeloven og tilføjelse af nogle nye, og at det
ville komplicere de gældende bestemmelser uforholdsmæssigt, hvis de nye strafbare forhold
skulle optages i disse, jf. Folketingstidende 1954-55, tillæg A, spalte 1645.
Folkedrabsloven henviser i § 2 til, at straffelovens almindelige regler om forsøg og medvirken
finder anvendelse på folkedrabshandlinger efter lovens § 1.
Det fremgår af de specielle bemærkninger til § 2, at straffelovens almindelige regler om forsøg
og medvirken i 4. kapitel omfatter konventionens artikel 3, litra b, om sammensværgelse for at
begå folkedrab, litra d om forsøg på folkedrab og litra e om meddelagtighed i folkedrab, jf.
Folketingstidende 1954-55, tillæg A, spalte 1646.
Det lægges endvidere i forarbejderne til folkedrabsloven til grund, at konventionens artikel 3,
litra c, om direkte og offentlig tilskyndelse til folkedrab efter omstændighederne vil kunne være
strafbar medvirken, jf. straffelovens § 23, eller alternativt omfattet af straffelovens § 136, stk.
1, om offentlig tilskyndelse til forbrydelse. Undladelse af at søge at afværge folkedrab, når man
har viden om, at nogen påtænker at foretage sådanne handlinger, vil efter omstændighederne
176
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
kunne straffes efter straffelovens § 141. Der henvises til Folketingstidende 1954-55, tillæg A,
spalte 1646-1648.
Der er ikke noget i folkedrabsloven eller lovens forarbejder, der indikerer, at de mulige ansvars-
subjekter er afgrænset til eller udelukker bestemte persongrupper, herunder militært personel.
Folkedrabshandlinger er desuden også strafbare, hvis de er begået i udlandet, jf. Højesterets
kendelse af 26. april 2012 i sag 2/2012 gengivet i afsnittet nedenfor.
2.2 Retspraksis
Spørgsmålet om folkedrabslovens ekstraterritoriale gyldighed kom til pådømmelse ved Høje-
steret i 2012 i en sag om folkedrab begået i Rwanda. Højesteret afgjorde ved kendelse af 26.
april 2012 i sag 2/2012 (gengivet i U.2012.2399H), at folkedrabsloven har universel gyldighed.
Det fremgår af Højesterets begrundelse, at folkedrabsloven blev vedtaget til opfyldelse af Dan-
marks forpligtelser i henhold til konventionen om forebyggelse af og straf for folkedrab, og at
folkedrab efter konventionens artikel 3 skal være strafbart. Det fremgår videre, at Højesteret i
overensstemmelse med almindelig anerkendt international opfattelse fandt, at folkedrabs straf-
barhed har universel gyldighed, og at der ikke er holdepunkter for en anden forståelse i kon-
ventionens artikel 6 om den geografisk begrænsede pligt til at retsforfølge folkedrab (se om
konventionens artikel 6 i afsnit 1 ovenfor). Højesteret bemærkede desuden, at loven ikke inde-
holder en bestemmelse, der begrænser straffehjemlens geografiske anvendelsesområde, og at
der i forarbejderne ikke er holdepunkter for, at meningen med loven har været at begrænse
området for strafbarheden af folkedrab geografisk til Danmark.
Sagen vedrørte en rwandisk statsborger, der var bosiddende i Danmark. Den pågældende var i
Rwanda tiltalt for bl.a. folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden ved at have deltaget i
drabene på tutsier som ansvarlig for vejspærringer og ved som leder at have deltaget i angreb,
hvorved hundredvis af tutsier blev dræbt.
Justitsministeriet traf den 12. juni 2012 på begæring fra Rwanda beslutning om udlevering af
den pågældende til strafforfølgning i Rwanda. Højesteret afgjorde ved kendelse af 6. november
2013 i sag 105/2013 (gengivet i U.2014.423H), at udleveringsafgørelsen var lovlig.
Den pågældende blev herefter udleveret og er siden idømt livsvarigt fængsel i Rwanda.
Derudover kan nævnes endnu en sag om udlevering til Rwanda på mistanke om folkedrab.
Sagen vedrørte en dansk statsborger født i Rwanda, som var tiltalt for folkedrab, udryddelse
som en forbrydelse mod menneskeheden og drab som en forbrydelse mod menneskeheden for
overgreb begået mod tutsier i Rwanda.
177
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Rigsadvokaten havde i 2017 på begæring af Rwanda truffet beslutning om udlevering af den
pågældende til strafforfølgning i Rwanda. Afgørelsen om udlevering blev opretholdt af Østre
landsret ved kendelse af 21. september 2018.
Den pågældende blev efter landsrettens kendelse udleveret til Rwanda og blev ved dom af 10.
januar 2024 i Rwanda frifundet for anklagerne om folkedrab. Sagen er efter det oplyste af an-
klagemyndigheden i Rwanda anket til højere instans.
3. Fremmed ret
Finland, Nederlandene, Norge, Sverige og Tyskland har alle en national straffebestemmelse om
folkedrab, der er stort set identisk med folkedrabsdefinitionen i folkedrabskonventionen og
Straffedomstolens statut.
Uddrag af den norske, svenske og tyske lovgivning er gengivet i bilag 2-4.
4. Udvalgets overvejelser om folkedrabsloven m.v.
4.1 Straffebestemmelse om folkedrab i det foreslåede nye straffelovskapitel
Folkedrab er som beskrevet kriminaliseret i dansk ret i folkedrabsloven. Udvalget har overvejet,
om indholdet af folkedrabsloven bør indarbejdes i det foreslåede nye kapitel i straffeloven om
bl.a. forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.
Straffedomstolens statut indeholder de mest alvorlige internationale forbrydelser i form af ag-
gressionsforbrydelsen, folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Det
vil derfor efter udvalgets opfattelse skabe en bedre sammenhæng i den danske straffelovgiv-
ning, hvis folkedrab medtages i det nye kapitel, da kapitlet herefter vil omfatte alle forbrydel-
serne i statutten. Hertil kommer, at folkedrab er en alvorlig forbrydelse med en strafferamme
på fængsel i livstid. Så alvorlige forbrydelser bør principielt være at finde i straffeloven. Også
tilgængelighedshensyn og praktiske hensyn til retsanvenderne taler for at medtage folkedrab i
det nye kapitel i straffeloven, så de mest alvorlige internationale forbrydelser samles ét sted.
Som beskrevet ovenfor var baggrunden for kriminaliseringen af folkedrab i en særlov frem for
straffeloven lovtekniske hensyn, herunder at det på daværende tidspunkt blev vurderet, at ind-
førelse af forbrydelsen i straffeloven ville kræve omarbejdelse af talrige bestemmelser i straf-
feloven og tilføjelse af nogle nye, og at det ville komplicere de gældende bestemmelser ufor-
holdsmæssigt, hvis de nye strafbare forhold skulle optages i disse.
178
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0179.png
Efter udvalgets opfattelse taler disse hensyn ikke for, at kriminaliseringen af folkedrab opret-
holdes i en særlov. Det skyldes, at udvalget ikke finder, at der er behov for en sådan omarbej-
delse. Folkedrab bør således – ligesom i folkedrabsloven – indføres som en særskilt bestem-
melse, der lægger sig op ad ordlyden og indholdet i folkedrabskonventionen.
Udvalget foreslår på den baggrund, at folkedrabsloven ophæves, og at der i stedet indsættes en
straffebestemmelse om folkedrab i det foreslåede nye kapitel i straffeloven.
Som beskrevet ovenfor vil direkte og offentlig tilskyndelse til folkedrab efter omstændighe-
derne kunne være strafbar medvirken, jf. straffelovens § 23, eller alternativt omfattet af straffe-
lovens § 136, stk. 1, om offentlig tilskyndelse til forbrydelse. Det følger af straffelovens § 136,
stk. 1, at den, som uden derved at have forskyldt højere straf offentligt tilskynder til forbrydelse,
straffes med bøde eller fængsel indtil 4 år.
I lyset af udvalgets kommissorium – og for at sikre en passende høj strafferamme – foreslås det
imidlertid, at der i folkedrabsbestemmelsen indsættes et stykke, som særskilt kriminaliserer of-
fentlig og direkte tilskyndelse til folkedrab. Den foreslåede bestemmelse om tilskyndelse til
folkedrab vil alene skulle anvendes, hvis gerningspersonen ikke har et tilstrækkeligt konkreti-
seret forsæt til at kunne straffes for medvirken til overtrædelse af folkedrabsbestemmelsen, jf.
straffelovens § 23.
I Krigsforbrydertribunalet for Rwandas (ICTR) dom i
Ruggiu-sagen
blev en radiovært idømt
12 års fængsel for direkte og offentlig tilskyndelse til folkedrab, hvor der var flere formildende
omstændigheder til stede i sagen.
99
På den baggrund bør tilskyndelsesforbrydelsen efter udval-
gets opfattelse have en strafferamme med et strafmaksimum på i hvert fald 12 år.
Direkte og offentlig tilskyndelse til folkedrab vil forudsætte, at gerningspersonen har den sær-
lige folkedrabshensigt.
Det bemærkes, at udvalget ikke har taget stilling til spørgsmålet om påtalekompetence for over-
trædelse af den foreslåede straffebestemmelse.
4.2 Bestemmelsens foreslåede ordlyd
Den foreslåede folkedrabsbestemmelse har følgende ordlyd:
Krigsforbrydertribunalet for Rwanda (ICTR),
Anklageren mod Georges Ruggiu
(ICTR-97-32-I), afgørelse af 1.
juni 2000.
99
179
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Ӥ
118 c.
For folkedrab straffes den, som i den hensigt helt eller delvist at ødelægge
en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan foretager én eller
flere af følgende handlinger:
1) Dræber et eller flere medlemmer af gruppen.
2) Påfører et eller flere medlemmer af gruppen alvorlig fysisk eller psykisk skade.
3) Påfører et eller flere medlemmer af gruppen livsvilkår, der sigter til at bevirke
gruppens hele eller delvise fysiske ødelæggelse.
4) Pålægger foranstaltninger mod et eller flere medlemmer af gruppen, der sigter
til at bevirke, at fødsler inden for gruppen forhindres.
5) Tvangsforflytter et eller flere af gruppens børn under 18 år til en anden gruppe.
Stk. 2.
For tilskyndelse til folkedrab straffes den, som i den hensigt helt eller delvist
at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan direkte
og offentligt tilskynder nogen til at foretage en af handlingerne nævnt i stk. 1.”
4.3 Forskelle mellem den foreslåede straffebestemmelse, folkedrabsloven og Rom-statut-
tens artikel 6 om folkedrab
Det foreslåede
§ 118 c, stk. 1, nr. 3,
omhandler påførelse af livsvilkår, der sigter til at bevirke
gruppens hele eller delvise fysiske ødelæggelse. Bestemmelsen adskiller sig fra statuttens arti-
kel 6, stk. 1, litra c, og folkedrabslovens § 1, stk. 1, litra c, ved, at ”forsætlig” (deliberately) ikke
er medtaget i ordlyden. Henset til, at udvalget anbefaler, at folkedrabsbestemmelsen placeres i
straffeloven, finder udvalget det ikke nødvendigt, at forsætskravet nævnes udtrykkeligt i be-
stemmelsens ordlyd, da dette allerede følger af den almindelige regel om tilregnelse i straffelo-
vens § 19. Der henvises til kapitel 8, afsnit 2, om tilregnelse.
Det foreslåede
§ 118 c, stk. 1, nr. 5,
omhandler tvangsforflytning af et eller flere af gruppens
børn under 18 år til en anden gruppe. Bestemmelsen adskiller sig fra folkedrabslovens § 1, stk.
1, litra e, ved, at der er medtaget en aldersgrænse på 18 år. Folkedrabskonventionen indeholder
ikke en definition af børn. Folkedrabsbestemmelsen i artikel 6 i Straffedomstolens statut inde-
holder heller ikke en definition af børn, men det følger af de vejledende beskrivelser af ger-
ningsindhold af statuttens artikel 6, stk. 1, litra e, at bestemmelsens forbud mod at tvangsfor-
flytte børn omfatter personer under 18 år. På den baggrund er det udvalgets vurdering, at det er
mest hensigtsmæssigt at medtage denne aldersgrænse på 18 år i bestemmelsens ordlyd.
Folkedrab efter statuttens artikel 6 forudsætter, at den strafbare handling fandt sted i forbindelse
med et åbenbart mønster af lignende handlinger, herunder også indledende handlinger i et frem-
voksende mønster, som er rettet mod den pågældende gruppe, eller at handlingen i sig selv vil
skulle kunne medføre en sådan hel eller delvis ødelæggelse af den pågældende gruppe, jf. de
vejledende beskrivelser af gerningsindhold til statuttens artikel 6, litra e, om folkedrab i form
af tvangsforflytning af børn. Folkedrabskonventionen indeholder derimod ikke et sådant
180
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
kontekstkrav. På den baggrund lægger udvalget op til ikke at medtage dette kontekstkrav for at
sikre, at indholdet af folkedrabskonventionen fortsat er strafbart efter dansk straffelovgivning.
Forslaget indebærer desuden, at henvisningen til straffelovens 4. kapitel om forsøg og medvir-
ken ikke medtages, da straffelovens almindelige del finder anvendelse på alle strafbare forhold,
herunder både straffelovens specielle del og særlovgivningen, jf. straffelovens § 2.
Der henvises til den foreslåede § 118 c i lovudkastet og bemærkningerne hertil i kapitel 14.
181
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0182.png
Statuttens regler om medvirken og kommandoansvar
1. Kommandoansvar i henhold til folkeretten
1.1 Generelt
”Kommandoansvar” betegner i folkeretten det strafferetlige ansvar, som militære og civile
overordnede kan pålægges for deres underordnedes strafbare handlinger. At militære og civile
overordnede kan være strafferetligt ansvarlige for deres underordnedes handlinger, blev i rets-
praksis først fastlagt i retsopgøret efter 2. Verdenskrig.
100
Det militære princip om ansvarlig kommando er væsentligt for forståelsen af kommandoansva-
ret, herunder efter artikel 28 i statutten. Princippet om ansvarlig kommando er udtrykt i bl.a.
artikel 1 i Haager-konventionen af 1907 og i artikel 43, stk. 1, i tillægsprotokol I til Genève-
konventionerne, hvorefter de ”væbnede styrker tilhørende en part i en konflikt består af alle
organiserede væbnede styrker, grupper og enheder, som er under en kommando, der over for
denne part er ansvarlig for de underordnedes handlemåde”. I
Hadzihasanovic-sagen
henviste
Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (ICTY) til kommando-
ansvaret som en naturlig forlængelse af princippet om ansvarlig kommando og som den mest
effektive måde, hvorpå den internationale strafferet kunne håndhæve dette princip. ICTY fast-
slog derudover, at kommandoansvaret også finder anvendelse i ikke-international væbnet kon-
flikt.
101
Princippet om at pålægge en overordnet et individuelt strafansvar for at undlade at forhindre
eller afværge en underordnets forbrydelse udgør en del af den folkeretlige sædvaneret.
102
Prin-
cippet er forankret i artikel 86, stk. 2, i tillægsprotokol I til Genève-konventionerne og fastlagt
i en række øvrige folkeretlige instrumenter, herunder i statutterne for bl.a. De Internationale
Krigsforbrydertribunaler for hhv. det tidligere Jugoslavien (ICTY) Rwanda (ICTR), som også
i praksis blev brugt til at pålægge overordnede et strafansvar. Kommandoansvaret reguleres
derudover i statuttens artikel 28.
Schabas, William A. (red.) (2016):
The International Criminal Court.
Oxford University Press, 2. udgave, side
608.
101
Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (ICTY),
Anklageren mod
Hadžihasa-
nović & Kubura
(IT-01-47), Appelkammerets afgørelse af 16. juli 2003, pr. 13 og 21.
102
Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (ICTY),
Anklageren mod Mucic et al.
(“Celebici”)
(IT-96-21-T), afgørelse af 16. november 1998, pr. 343; Det Internationale Krigsforbrydertribunal for
det tidligere Jugoslavien (ICTY),
Anklageren mod Blaskic
(IT-95-14-T), afgørelse af 3. marts 2000, pr. 290.
100
182
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Retspraksis fra ICTY har fastlagt tre overordnede betingelser for at pålægge et kommandoan-
svar:
For det første skal der foreligge et over/-underordnelsesforhold. Både de jure- og de facto-for-
hold omfattes, men der skal være tale om et reelt eller faktisk over-/underordnelsesforhold.
For det andet skal den overordnede enten have vidst eller haft grund til at vide (”reason to
know”), at den underordnede var ved at begå eller havde begået en forbrydelse.
For det tredje skal den overordnede have undladt at tage nødvendige og forholdsmæssige tiltag
for at forhindre forbrydelserne, før de fandt sted, eller have undladt at straffe den underordnede
for at have begået forbrydelserne.
Overordnet set indeholder statuttens artikel 28 de samme betingelser for at pålægge en over-
ordnet et kommandoansvar for underordnedes handlinger.
1.2 Kommandoansvar efter artikel 28 i Rom-statutten
Statuttens artikel 25 omhandler betingelserne for at pålægge et individuelt strafansvar ved Straf-
fedomstolen, herunder et almindeligt medvirkensansvar. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
”Artikel
25. Individuelt strafansvar
1. Domstolen har jurisdiktion med hensyn til fysiske personer i medfør af denne
statut.
2. En person, der begår en forbrydelse under domstolens jurisdiktion, skal være
individuelt ansvarlig og kan straffes i overensstemmelse med denne statut.
3. I henhold til denne statut skal en person være strafferetligt ansvarlig og kan straff-
fes for en forbrydelse under domstolens jurisdiktion, såfremt denne person:
(a) begår forbrydelsen individuelt, sammen med eller gennem en anden per-
son, uanset om denne anden person er strafferetligt ansvarlig,
(b) beordrer, tilskynder til eller foranlediger en forbrydelse, som faktisk fin-
der sted eller forsøges,
(c) hjælper, medvirker eller på anden måde bistår ved forbrydelsen eller
forsøg herpå, herunder tilvejebringer midlerne hertil, med henblik på at
fremme udførelsen af en sådan forbrydelse,
(d) på enhver anden måde bidrager til en forbrydelse, eller forsøg herpå, der
begås af en gruppe af personer, der handler med et fælles formål. Et sådant
bidrag skal være forsætligt og skal enten
(i) udføres med det formål at fremme gruppens strafbare aktivitet
eller formål, hvor sådan aktivitet eller formål involverer en forbry-
delse under domstolens jurisdiktion, eller
(ii) udføres med viden om gruppens hensigt til at begå forbrydelsen,
(e) med hensyn til folkedrab, direkte og offentligt tilskynder andre til at begå
denne forbrydelse,
183
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
(f) forsøger at begå en sådan forbrydelse ved at træffe foranstaltninger, der
iværksætter dens udførelse i form af et væsentligt skridt, dog uden at for-
brydelsen finder sted på grund af omstændigheder, der er uafhængige af
personens hensigt. En person, der opgiver bestræbelserne på at begå forbry-
delsen eller på anden måde forhindrer dens fuldbyrdelse, skal dog ikke være
strafferetligt ansvarlig i henhold til denne statut for forsøget på at begå for-
brydelsen, hvis personen fuldstændigt og frivilligt opgav det kriminelle for-
sæt.
4. Ingen bestemmelse i denne statut vedrørende individuelt strafansvar skal have
indvirkning på staters ansvar i henhold til folkeretten.”
Statuttens artikel 28 regulerer militære og civile overordnedes strafansvar for strafbare hand-
linger begået af deres underordnede. Overordnedes undladelser omfattes af statuttens artikel 28
(indirekte kommandoansvar), hvorimod overordnedes aktive medvirkenshandlinger (direkte
kommandoansvar) omfattes af statuttens artikel 25.
Artikel 28 har følgende ordlyd:
”Artikel
28. Ansvar for militære og andre overordnede
Ud over andet grundlag for strafansvar for forbrydelser under domstolens jurisdik-
tion i henhold til denne statut gælder følgende:
(a) en militær overordnet eller en person, der faktisk handler som en militær over-
ordnet, skal være strafferetligt ansvarlig for forbrydelser under domstolens jurisdik-
tion, der begås af styrker under hans eller hendes effektive kommando og kontrol
eller effektive myndighed og kontrol, alt efter omstændighederne, som resultat af,
at han eller hun har undladt at udøve behørig kontrol over sådanne styrker, såfremt
(i) den militære overordnede eller personen vidste eller på grund af omstæn-
dighederne på det pågældende tidspunkt burde have vidst, at styrkerne var
i færd med eller skulle til at begå sådanne forbrydelser, og
(ii) den militære overordnede eller personen undlod at træffe alle nødven-
dige og rimelige foranstaltninger, som stod i hans eller hendes magt, for at
forhindre eller afværge udførelsen af sådanne forbrydelser eller at fore-
lægge sagen for de kompetente myndigheder til efterforskning og retsfor-
følgning.
(b) Med hensyn til forhold mellem overordnede og underordnede, der ikke er be-
skrevet i litra (a), skal en overordnet være strafferetligt ansvarlig for forbrydelser
inden for domstolens jurisdiktion, der begås af underordnede under hans eller hen-
des effektive myndighed og kontrol som resultat af, at han eller hun har undladt at
udøve behørig kontrol over sådanne underordnede, såfremt
(i) den overordnede enten vidste eller bevidst så bort fra oplysninger, som
klart tydede på, at de underordnede var i færd med eller skulle til at begå
sådanne forbrydelser,
(ii) forbrydelsen vedrørte aktiviteter, der var omfattet af den overordnedes
effektive ansvar og kontrol, og
(iii) den overordnede undlod at træffe alle nødvendige og rimelige foran-
staltninger, som stod i hans eller hendes magt, for at forhindre eller afværge
184
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0185.png
udførelsen af sådanne forbrydelser eller at forelægge sagen for de kompe-
tente myndigheder til efterforskning og retsforfølgning.”
1.2.1
Den retlige karakter af overordnedes strafansvar
I den folkeretlige teori har tre forståelser af den retlige karakter af overordnedes strafansvar
været fremherskende: For det første som en separat undladelseshandling (”separate offence of
omission”). For det andet som en særskilt ansvarsform, hvorved den overordnede holdes an-
svarlig som delagtig i den underordnedes forbrydelse. For det tredje som en ”sui generis” an-
svarsform (af sin egen art), der adskiller sig fra ansvarsformerne i statuttens artikel 25 og inde-
bærer en blanding af retlige doktriner kendt fra national ret. Det formentlig mest udbredte
synspunkt er, at den overordnedes ansvar udgør en form for deltagelse i den underordnedes
forbrydelse.
Straffedomstolens afgørelser i
Bemba-sagen,
der vedrører den tidligere vicepræsident i Den
Demokratiske Republik Congo, Jean-Pierre Bemba, og dennes mulige kommandoansvar for
forbrydelser begået af congolesiske soldater, afklarer dog ikke dette spørgsmål entydigt.
103
1.2.2
Betingelser for overordnedes strafansvar
Straffedomstolen har i
Bemba-sagen
opsummeret betingelserne for det strafferetlige ansvar i
henhold til artikel 28, stk. 1, litra a, vedrørende militære overordnede eller personer, der faktisk
handler som en militær overordnet.
104
Forudsætningen efter artikel 28, stk. 1, litra a, er ifølge Straffedomstolen, at der er tale om en
forbrydelse omfattet af statuttens artikel 6-8, det vil sige folkedrab, forbrydelser mod menne-
skeheden, og krigsforbrydelser. Derudover skal en række øvrige betingelser være opfyldt.
For det første skal der være tale om en militær overordnet eller en person, der faktisk handler
som en militær overordnet, det vil sige en
de jure
eller
de facto
militær overordnet. Med hensyn
til forståelsen af begrebet ”person, der faktisk handler som en militær overordnet”, har Straffe-
domstolen udtalt, at udtrykket er beregnet til at dække en særskilt såvel som en bredere kategori
af kommandører, som omfatter dem, der ikke ved lov udfører en militær leders rolle, men udø-
ver effektiv kontrol over en gruppe personer gennem en kommandokæde.
105
For det andet skal den overordnede have haft effektiv kommando eller myndighed og kontrol
over de underordnede styrker, der har begået forbrydelsen. Der er ikke et krav om en direkte
Ambos, Kai (red.) (2022):
Rome Statute of the International Criminal Court.
Beck, Hart and Nomos, 4. udgave,
side 1286.
104
Ibid.
105
Straffedomstolen,
Anklageren mod Bemba
(ICC-01/05-01/08-424), afgørelse af 15. juni 2009, pr. 409.
103
185
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0186.png
kommandolinje mellem den overordnede og den underordnede, så længe der kan etableres ef-
fektiv kommando eller myndighed.
106
Dette må antages at betyde, at et kommandoansvar for
eksempelvis soldaters forbrydelser efter artikel 28, stk. 1, litra a, kan placeres ikke alene på en
militær overordnet i felten, men efter omstændighederne også på eksempelvis en forsvarschef
eller forsvarsminister forudsat, at betingelsen om effektiv kontrol gennem en kommandokæde
og de nedenfor nævnte krav om årsagssammenhæng og viden er opfyldt.
107
For det tredje skal forbrydelsen, der begås af styrkerne (underordnede), være en følge af (”re-
sulted from”) den overordnedes manglende behørige kontrol over dem. Der er i Straffedomsto-
lens praksis forskellige synspunkter på kravet om sammenhængen mellem den overordnedes
og de underordnedes handlinger.
108
For det fjerde stilles der med hensyn til tilregnelse et krav om, at den overordnede enten vidste
eller på grund af omstændighederne på tidspunktet burde have vidst, at de underordnede styrker
var i færd med at begå eller skulle til at begå en eller flere af de forbrydelser, der er anført i
artikel 6-8 i statutten.
Endelig skal den overordnede have undladt at træffe alle nødvendige og rimelige foranstaltnin-
ger inden for hans eller hendes magt for at forhindre eller afværge, at forbrydelserne begås,
eller have undladt at overgive sagen til de kompetente myndigheder til efterforskning og rets-
forfølgning.
109
I Appelkammerets afgørelse af 18. juni 2018 i Bemba-sagen ses betydelig uenig-
hed blandt dommerne om det præcise indhold i kravet.
110
Kravet er desuden omdiskuteret i
litteraturen.
Det bemærkes, at der er forskel på ansvarsnormen i statuttens artikel 28, litra a, om militære
overordnede og den, der handler som sådan, og litra b om civile overordnede. Militære og til-
svarende overordnede har et skærpet ansvar, idet de er ansvarlige for handlinger udført af un-
derordnede, som de enten vidste eller burde have vidst, at styrkerne var i færd med eller skulle
til at begå. Civile overordnede skal derimod have viden eller bevidst have set bort fra oplysnin-
ger om underordnedes handlinger (litra b, nr. i). For civile overordnede skal forbrydelsen
Straffedomstolen,
Anklageren mod Bemba
(ICC-01/05-01/08-424), afgørelse af 15. juni 2009, pr. 409.
Dansk Røde Kors (red.) (2015):
Den Humanitære Folkeret og Danmark.
Jurist- og Økonomforbundets Forlag,
1. udgave, side 282.
108
Se på den ene side
Anklageren mod Bemba
(ICC-01/05-01/08 A), Appelkammerets afgørelse af 18. juni 2018,
dommere van den Wyngaert og Morrison, Separate Opinion, pr. 51-56, og, på den anden side,
ibid.,
dommere
Monageng og Hofmanski, Dissenting Opinion, pr. 326ff.
109
Straffedomstolen:
Anklageren mod Bemba
(ICC-01/05-01/08 A), Appelkammerets afgørelse af 18. juni 2018,
pr. 166-170, Se dommere Monageng og Hofmanski, Dissenting Opinion, pr. 41ff.
106
107
186
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0187.png
desuden vedrøre aktiviteter, der var omfattet af den overordnedes effektive ansvar og kontrol
(litra b, nr. ii).
2. Medvirken i dansk ret
2.1 Straffeloven
Det almindelige medvirkensansvar i dansk strafferet er hjemlet i straffelovens § 23, der har
følgende ordlyd:
Ӥ
23.
Den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse omfatter alle, der ved
tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen. Straffen kan nedsættes for
den, der kun har villet yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et allerede fattet
forsæt, samt når forbrydelsen ikke er fuldbyrdet, eller en tilsigtet medvirken er mis-
lykkedes.
Stk. 2.
Straffen kan ligeledes nedsættes for den, der medvirker til krænkelse af et
særligt pligtforhold, men selv står uden for dette.
Stk. 3.
For så vidt ikke andet er bestemt, kan straf for medvirken ved lovovertræ-
delser, der ikke straffes med højere straf end fængsel i 4 måneder, bortfalde, når
den medvirkende kun har villet yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et al-
lerede fattet forsæt, samt når hans medvirken skyldes uagtsomhed.”
Straffelovens § 23 om strafbar medvirken er særdeles vidtrækkende og omfatter ”alle, der ved
tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen”. Bestemmelsen omfatter objektivt set
stort set alle typer af handlinger eller adfærd, herunder også fjernere medvirkenshandlinger.
111
Den medvirkende straffes ikke, hvis han under de i § 22 (om frivillig tilbagetræden fra forsøg)
angivne betingelser hindrer fuldbyrdelsen eller foretager handlinger, som ville have hindret
fuldbyrdelsen, hvis denne ikke, ham uafvidende, var mislykkedes eller ad anden vej var afvær-
get, jf. straffelovens § 24. Straffriheden efter § 24 forudsætter således både, at den medvirken-
des tilbagetræden er frivillig, og at den medvirkende sørger for, at heller ikke de øvrige med-
virkende udfører forbrydelsen.
Retligt set sondres der efter § 23 ikke mellem deltagerne i en strafbar gerning alt efter deres
rolle (negativt medvirkenssystem). Komparativt adskiller dansk ret sig fra medvirkenssyste-
mets ansvarsmæssige udformning i de fleste andre lande, der typisk inddeler deltagerne i en
kriminel handling i forskellige ansvarskategorier (positivt medvirkenssystem).
Den danske medvirkensordning indebærer, at alle der tager del i en forbrydelse, i udgangspunk-
tet vil være omfattet af bestemmelsen. Et medvirkensansvar kan tillige komme på tale, uanset
Elholm, Thomas; Madsen, Lasse Lund (2023):
Den kommenterede straffelov, Almindelig del.
Jurist- og Øko-
nomiforbundet, 12. udgave, side 299 ff.
111
187
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
om den, der umiddelbart realiserer en given straffebestemmelse, kan straffes eller ej (såkaldt
ikke-accessorisk medvirkensansvar), herunder eksempelvis fordi den pågældende er under den
kriminelle lavalder eller ikke har den fornødne tilregnelse.
Subjektivt kræves, at enhver, der skal straffes, har den fornødne tilregnelse til alle led i den
fuldbyrdede forbrydelses gerningsindhold. Se hertil Østre Landsrets dom af 22. juni 2022 i sag
262/21 (gengivet i TfK 2022.384 Ø), hvor landsretten også fremhæver, at bevis herfor efter
omstændighederne kan foreligge, hvis det på grundlag af omstændighederne kan lægges til
grund, at de medvirkende ved deres ageren (tilskyndelse, råd eller dåd) har understøttet det
strafbare hændelsesforløb, og at hændelsesforløbet lå inden for rammerne af, hvad de på for-
hånd havde aftalt eller var indforstået med.
Det er efter dansk ret tillige muligt at straffe for uagtsom medvirken, men det forudsætter, at
tilregnelseskravet for den pågældende forbrydelse omfatter uagtsomhed. Er der således tale om
et forsætsdelikt, vil det ikke være muligt at straffe for uagtsom medvirken efter straffelovens §
23.
Efter dansk ret er der endvidere ikke behov for særskilte bestemmelser for at kunne ramme
tidsmæssigt adskilte og fjernere medvirkenshandlinger. F.eks. er der ikke behov for særbestem-
melser om kriminelle komplotter (”conspiracy”). § 23 vil her – efter omstændighederne sam-
men med § 21 – ofte udgøre det fornødne hjemmelsgrundlag for at straffe.
Det følger forudsætningsvis af straffelovens § 23, stk. 2, at strafansvar for medvirken efter be-
stemmelsens stk. 1 også omfatter den, der medvirker til at krænke et særligt pligtforhold, men
selv står uden for dette. Det betyder eksempelvis, at en person, der ikke virker i offentlig tjeneste
eller hverv, kan medvirke til en lovovertrædelse, der begås af en person, der virker i offentlig
tjeneste eller hverv, som har et særligt pligtforhold i kraft af sit virke, herunder f.eks. militære
regler og pligter.
Straffelovens § 23 har komparativt set en særligt bred rækkevidde.
2.2 Militær straffelov
Straffelovens § 23 finder også anvendelse på personer omfattet af militær straffelov, herunder
tjenstgørende militært personel. Militært personel, der er omfattet af militær straffelov, kan så-
ledes pådrage sig strafansvar for medvirken til en overtrædelse af loven, der er begået af andet
militært personel.
188
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Den militære straffelovs § 8 indeholder en særlig medvirkensregel for personer, der ikke er
omfattet af lovens §§ 1 og 2, hvilket vil sige civile personer, herunder personer som er civilt
ansatte inden for forsvaret. Sådanne civile personer straffes kun for medvirken til overtrædelse
af bestemmelser i loven, hvis lovovertrædelsen kan medføre straf af fængsel i 4 år eller derover.
Bestemmelsen begrænser dermed adgangen til at gøre et strafansvar gældende for civile perso-
ners medvirken til overtrædelse af bestemmelser i den militære straffelov i forhold til, hvad der
følger af den almindelige bestemmelse i straffelovens § 23.
2.3 Overordnedes (passive) medvirken
I tilfælde, hvor den overordnede selv har taget del i ulovlighederne – ved at involvere sig i
beslutningen herom, f.eks. ved udstedelse af en ordre – vil ledelsesansvaret efter § 23 i form af
”tilskyndelse” ligge lige for, uanset at lederen konkret ikke selv har udført den strafbare ger-
ning.
Straffelovens § 151 indeholder desuden en særlig medvirkensregel for overordnede. Det følger
af bestemmelsen, at den, som tilskynder eller medvirker til, at nogen, der er underordnet ved-
kommende i offentlig tjeneste eller hverv, forbryder sig i denne tjeneste, straffes, uden hensyn
til om den underordnede kan straffes eller på grund af vildfarelse eller af andre grunde er straf-
fri, efter den for den pågældende forbrydelse gældende bestemmelse. Bestemmelsen er en sær-
lig medvirkensregel for overordnede, der træder i stedet for straffelovens § 23, og som bl.a.
indebærer, at reglerne om strafnedsættelse og strafbortfald ikke finder anvendelse, jf. Folke-
tingstidende 2003-04, tillæg A, side 3331.
I tilfælde, hvor lederen ikke har taget direkte del i handlingerne, og hvor lederen ydermere ikke
har været til stede, mens forbrydelsen blev begået, vil lederens eventuelle medvirkensansvar
efter straffelovens § 23 være mere uklart. Hverken straffeloven eller militær straffelov indehol-
der en særlig medvirkensregel om kommandoansvar. En leders passivitet vil dog i et vist om-
fang kunne være omfattet af straffelovens § 23 samt efter omstændighederne af militær straffe-
lovs § 27 om grov pligtforsømmelse.
Det fremgår af Højesterets præmisser i dom af 20. januar 2014 i sag 245/2013 (gengivet i
U.2014.1150 H) vedrørende spørgsmålet om strafbar medvirken ved passivitet i forbindelse
med voldsudøvelse i en arrestgård, at ansvar ved medvirken ved passivitet kan pådrages i sær-
lige tilfælde, hvor der er grundlag for at sidestille passivitet med en aktiv medvirkenshandling.
Der kræves i disse særlige tilfælde, at der er en særlig forbindelse mellem den passive person
og det kriminelle hændelsesforløb, således at der med rimelighed kan forventes en aktiv hand-
ling fra den pågældende, idet passiviteten ellers kan anses som udtryk for tilslutning til eller
understøttelse af forbrydelsen. Højesteret fandt, at det ikke udgjorde strafbar medvirken til vold,
189
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0190.png
at de tiltalte undlod at sige fra over for volden, og henviste i den forbindelse til bl.a., at der ikke
kunne fastslås en særlig forbindelse mellem den enkelte tiltalte og det kriminelle hændelsesfor-
løb, samt at der ikke kunne ses bort fra, at den enkelte tiltalte risikerede repressalier i form af
tilsvarende vold straks eller senere, hvis han tilkaldte vagten eller i øvrigt på anden måde søgte
at stoppe voldsudøvelsen.
Højesterets præmisser må herved forstås således, at det i den medvirkensretlige passivitetsvur-
dering skal indgå, hvilken alternativ handling der med rimelighed kan forventes fra den passive
part i den konkrete situation.
112
Østre Landsret har i en dom af 27. august 2019 i sag 3670/2018 (gengivet i TfK 2019.1378 Ø)
lagt Højesterets udtalelser, herunder rimelighedsvurderingen, til grund for at dømme to perso-
ner for medvirken til simpel og grov vold, selv om de pågældende ikke aktivt havde deltaget i
voldsudøvelsen, men havde stået nogle meter fra gerningsstedet, idet deres tilstedeværelse
måtte anses som udtryk for tilslutning til voldsudøvelsen, og da de pågældende havde mulighed
for at sige fra over for voldsudøvelsen eller forlade stedet, hvor de opholdt sig frivilligt. Det
indgik i vurderingen, at de pågældende tilhørte samme bandegruppering som de aktivt delta-
gende gerningspersoner, hvorimod et sådant fælles gruppetilhørsforhold ikke forelå i Højeste-
rets dom fra 2014.
Passivitet har i praksis særlig relevans for lederes strafferetlige medvirkensansvar til underord-
nedes strafbare handlinger. Ledelsesforholdet vil i sådanne tilfælde udgøre den ansvarsmæssige
grundforudsætning for, at en leder kan ifalde et strafansvar for de underordnedes strafbare hand-
linger. Derudover kræves, at undladelsen af at handle fremstår så strafværdig, at den konkret
bør ligestilles med en aktiv overtrædelse af den relevante bestemmelse. Rækkevidden af straf-
bar passivitet er derfor ikke nødvendigvis ens for alle forbrydelsestyper, men beror på en kon-
kret fortolkning af forholdets karakter og omstændighederne i øvrigt.
113
Et eventuelt strafbart
ledelsesansvar vil i vidt omfang skulle sammenkædes med og begrundes i svigtende kontrol og
tilsyn med de underordnede, hvilket er en skønspræget vurdering, der tillige typisk vil forud-
sætte, at uagtsomhed er kriminaliseret på det pågældende område.
Tilregnelseskravet i de foreslåede straffebestemmelser om folkedrab, forbrydelser mod menne-
skeheden og krigsforbrydelser vil være et krav om forsæt. Anvendelsesområdet for
Elholm, Thomas; Madsen, Lasse Lund (2023):
Den kommenterede straffelov, Almindelig del.
Jurist- og Øko-
nomiforbundet, 12. udgave, side 305; I litteraturen er det i tillæg blevet anført, at strafansvar bør forudsætte, at der
er en konkret alternativ handling, og at den alternative handling skal være en reel mulighed, jf. Nicolaj Sivan Holst
i Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab, Årg. 103 Nr. 1 (2016), side 40.
113
Sml. betænkning 1575/2021 om skærpet ansvarsvurdering for ledelsesmedlemmer m.v. i finansielle virksom-
heder, side 65 ff.
112
190
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
straffelovens almindelige medvirkensregel omfatter dermed ikke hele det folkeretlige komman-
doansvar, der som beskrevet ovenfor tillige omfatter tilregnelse i form af uagtsomhed for mili-
tære ledere. Endvidere vil elementet om, at lederen skal have undladt at forhindre, straffe eller
rapportere sine underordnede, ikke til fulde være omfattet af straffelovens almindelige medvir-
kensansvar i form af strafbar passivitet.
3. Fremmed ret
3.1 Norge
Bestemmelser om bl.a. krigsforbrydelser blev i 2008 indført i et særskilt kapitel 16 om
”folkemord, forbrytelse mot menneskeheten og krigsforbrytelse” i den norske straffelov.
Straffelovskapitlet indeholder ligeledes en bestemmelse om kommandoansvar:
”Annen
del. De straffbare handlingene
Kapittel 16. Folkemord, forbrytelse mot menneskeheten og krigsforbrytelse
[...]
§ 109. Overordnedes ansvar
For krenkelse av overordnedes ansvar straffes en militær eller sivil leder eller en
som faktisk opptrer som det, dersom personer under vedkommendes effektive
myndighet og kontroll begår en forbrytelse som nevnt i §§ 101 til 107, når
forbrytelsen er et resultat av at lederen ikke har utøvd forsvarlig kontroll over dem,
og lederen
a.
b.
visste eller burde ha visst at de underordnede hadde påbegynt en slik
forbrytelse eller at den var umiddelbart forestående, og
unlott å iverksette nødvendige og rimelige tiltak som sto i vedkommendes
makt for å hindre eller stanse forbrytelsen, eller å rapportere forholdet til en
kompetent myndighet for strafforfølgning.
Straffen er fengsel inntil 10 år, men inntil 30 år der forbrytelsen er grov. Ved
vurderingen av om forbrytelsen er grov, skal det legges vekt på hvor alvorlige og
omfattende forbrytelser de underordnede har begått og i hvilken grad den
overordnede er å bebreide.”
3.2 Sverige
Den svenske særlov om ”straff för vissa internationella brott” (lov nr. 2014:406) indeholder
foruden bestemmelser om krigsforbrydelser m.v. ligeledes bestemmelser om kommandoansvar.
”Ansvar
för förmän
Utvidgat gärningsmannaskap
13 §
En militär eller civil förman som underlåter att vidta de för honom eller henne
möjliga åtgärder som är nödvändiga och skäliga för att förhindra att folkmord, brott
191
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
mot mänskligheten eller krigsförbrytelse begås av en underlydande som står under
förmannens lydnad och effektiva kontroll ska anses som gärningsman.
Underlåtenhet att utöva kontroll
14 §
En militär eller civil förman som uppsåtligen eller av grov oaktsamhet under-
låter att utöva särskild tillsyn över en underlydande som står under hans eller hennes
lydnad och effektiva kontroll ska dömas för underlåtenhet att utöva kontroll till
fängelse i högst fyra år, om den underlydande har begått folkmord, brott mot
mänskligheten eller krigsförbrytelse som förmannen borde ha förutsett och hade
kunnat förhindra.
Underlåtenhet att anmäla brott
15 §
En militär eller civil förman som, när det kan ske utan fara för att förmannen
avslöjar egen brottslighet, underlåter att för undersökning och lagföring anmäla skä-
lig misstanke om att en underlydande som står under hans eller hennes lydnad och
effektiva kontroll har begått folkmord, brott mot mänskligheten eller krigsförbry-
telse ska dömas för underlåtenhet att anmäla brott till fängelse i högst fyra år.”
3.3 Tyskland
Den tyske forbundsdag vedtog i 2002 den såkaldte folkeretsstraffelov (”Völkerstrafgesetz-
buch”), der implementerer statutten i tysk lovgivning og kriminaliserer forbrydelserne i tysk
ret. Loven indeholder ligeledes bestemmelser om kommandoansvar:
“Section
4
Responsibility of military commanders and other superiors
(1) A military commander or civilian superior who omits to prevent his or her sub-
ordinate from committing an offence pursuant to this Act shall be punished in the
same way as a perpetrator of the offence committed by that subordinate. Section 13
subsection (2) of the Criminal Code shall not apply in this case.
(2) Any person effectively giving orders or exercising command and control in a
unit shall be deemed equivalent to a military commander. Any person effectively
exercising command and control in a civil organisation or in an enterprise shall be
deemed equivalent to a civilian superior.
[…]
Section 14
Violation of the duty of supervision
(1) A military commander who intentionally or negligently omits properly to su-
pervise a subordinate under his or her command or under his or her effective control
shall be punished for violation of the duty of supervision if the subordinate commits
an offence pursuant to this Act, where the imminent commission of such an offence
was discernible to the commander and he or she could have prevented it.
192
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
(2) A civilian superior who intentionally or negligently omits properly to supervise
a subordinate under his or her authority or under his or her effective control shall
be punished for violation of the duty of supervision if the subordinate commits an
offence pursuant to this Act, where the imminent commission of such an offence
was discernible to the superior without more and he or she could have prevented it.
(3) Section 4 subsection (2) shall apply mutatis mutandis.
(4) Intentional violation of the duty of supervision shall be punished with impris-
onment for not more than five years, and negligent violation of the duty of supervi-
sion shall be punished with imprisonment for not more than three years.
Section 15
Omission to report a crime
(1) A military commander or a civilian superior who omits immediately to draw the
attention of the agency responsible for the investigation or prosecution of any of-
fence pursuant to this Act, to such an offence committed by a subordinate, shall be
punished with imprisonment for not more than five years.
(2) Section 4 subsection (2) shall apply mutatis mutandis.”
4. Udvalgets overvejelser om en straffebestemmelse om kommandoansvar
4.1 Behovet for en bestemmelse om kommandoansvar
Statuttens medvirkensbegreb omfatter både lederes aktive medvirken, herunder det direkte le-
delsesansvar ved aktive handlinger eller ordrer, og passiv medvirken i form af indirekte ledel-
sesansvar ved manglende kontrol over underordnede.
Det direkte ledelsesansvar, herunder f.eks. en militær leders ordre om at udføre en bestemt
handling, er utvivlsomt omfattet af dansk rets medvirkensbegreb i straffelovens § 23. Ledere,
der direkte ved tilskyndelse, råd eller dåd medvirker til folkedrab, forbrydelser mod menneske-
heden eller krigsforbrydelser, vil således kunne straffes efter de foreslåede straffebestemmelser.
Det vil omfatte alle ledere, der giver de underordnede ordrer til at udøve handlinger omfattet af
de foreslåede bestemmelser. Et sådant direkte medvirkensansvar efter § 23 er særligt centralt i
en militær organisation, der er kendetegnet ved et fast defineret over-/underordnelsesforhold,
og hvor ordrer som klart udgangspunkt vil blive efterkommet og effektueret af de underord-
nede.
I andre og mindre klare tilfælde af indirekte ledelsesansvar, f.eks. hvor lederen ikke har været
til stede, mens forbrydelsen blev begået, er det imidlertid vanskeligt at indkapsle et overordnet
ledelsesmæssigt strafansvar som beskrevet i statuttens artikel 28 i straffelovens § 23. Der bør
således indføres en ny bestemmelse om kommandoansvar, hvis det folkeretlige kommandoan-
svar fuldt ud skal være strafbart efter dansk ret, herunder også i subjektiv henseende.
193
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0194.png
Det er udvalgets opfattelse, at det i overensstemmelse med den folkeretlige udvikling også bør
være muligt i Danmark at retsforfølge et kommandoansvar for folkedrab, forbrydelser mod
menneskeheden og krigsforbrydelser. Det skyldes, at den særlige konstruktion med komman-
doansvar i folkeretten skal gøre det muligt at straffe dem, der er ansvarlige på et mere overord-
net plan for forbrydelserne. De overordnede ansvarlige skal ikke kunne gemme sig bag under-
ordnede i magthierarkiet, som udfører de faktiske handlinger. Overordnede bør kunne ifalde
strafansvar i kraft af deres pligt til at have effektiv kontrol med underordnede i kommandolin-
jen.
Praktiske hensyn kan desuden tale for, at der bør indføres en bestemmelse om kommandoan-
svar. I sager om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser kan det i
praksis være svært at indsamle beviser for, at overordnede direkte har været involveret i en
sådan forbrydelse. Det vil formentlig være yderst sjældent, at man kan finde den såkaldte ”smo-
king gun” vedrørende lederes udstedelse af en direkte ordre. Etableringen af et kommandoan-
svar kan derfor være en nødvendighed, hvis mere overordnede gerningspersoner bag forbrydel-
serne skal kunne ifalde straf.
Det er således udvalgets vurdering, at der bør indsættes en bestemmelse om kommandoansvar,
der finder anvendelse på overordnedes ansvar for underordnedes folkedrabshandlinger, forbry-
delser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser.
4.2 Bestemmelsens indhold
Udvalget har overvejet, om en bestemmelse om overordnedes kommandoansvar bør skelne
mellem militære og civile ledere, således som det er tilfældet i statuttens artikel 28, der som
anført ovenfor sondrer mellem militære overordnedes ansvar (litra a) og civile overordnedes
ansvar (litra b). Udvalget bemærker imidlertid hertil, at der i FN’s Folkeretskommissions udkast
til en konvention om forbrydelser mod menneskeheden lægges op til, at deltagerstaterne efter
artikel 6, stk. 3, er forpligtede til at kriminalisere overordnedes kommandoansvar i national ret.
Der skelnes ikke i denne bestemmelse mellem militære overordnede og civile overordnede. Af
bemærkningerne til bestemmelsen fremgår, at ordlyden er udtryk for en generel standard for
kommandoansvar i konteksten af forbrydelser mod menneskeheden.
114
Det bemærkes dog, at
bestemmelsen om kommandoansvar i konventionsudkastet anvender tilregnelseskravet ”have
grund til at vide”, som er tilregnelseskravet efter den folkeretlige sædvaneret. Endvidere ses der
ikke at være en sådan sondring mellem militære eller civile i hverken de tyske, norske eller
svenske bestemmelser.
FN’s Folkeretskommission (2019):
Draft articles on Prevention and Punishment of Crimes against Humanity,
forslag og bemærkninger til artikel 6, side 73-74.
114
194
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Det er tilsvarende udvalgets opfattelse, at skelnen mellem militære og civile ledere, hvor sidst-
nævnte ikke kan ifalde strafansvar i samme udstrækning som militære ledere, vil være uhen-
sigtsmæssigt. Kommandoansvaret er grundlæggende udtryk for et ledelsesansvar. Det afgø-
rende bør således efter udvalgets opfattelse være, at den overordnede er ansvarlig for personer
under vedkommendes myndighed og kontrol. Den effektive kontrol kan være udøvet nedad
gennem et eller flere led i en hierarkisk kommandolinje. Det indebærer, at flere overordnede i
kommandolinjen efter omstændighederne vil kunne være ansvarlige for underordnedes lov-
overtrædelser på samme tid.
Det foreslås på den baggrund, at bestemmelsen udformes med udgangspunkt i statuttens artikel
28, litra a, om militære overordnedes ansvar, men således at bestemmelsen finder anvendelse
på både militære og civile ledere. Udvalgets forslag til en bestemmelse om kommandoansvar
anvender dermed tilregnelseskravet ”burde vide” i relation til de underordnedes handlinger, og
omfatter dermed også uagtsomhed fra lederens side, hvilket er en lavere tærskel end konventi-
onsudkastets formulering om ”grund til at vide”. Dette er efter udvalgets vurdering i overens-
stemmelse med udvalgets generelle tilgang for arbejdet, hvorefter de danske straffebestemmel-
ser som minimum bør omfatte det samme anvendelsesområde som statuttens bestemmelser,
navnlig henset til komplementaritetsprincippet. Dette for at sikre, at der ikke kan opstå en situ-
ation, hvor Danmark er forpligtet til at udlevere en dansk statsborger til retsforfølgning ved
Straffedomstolen, idet retsforfølgning af danske statsborgere eller personer med fast ophold så
vidt muligt bør ske i Danmark, jf. kapitel 3, afsnit 1.
Udvalget er opmærksom på, at der i tysk og svensk ret er indført en særskilt underretningsbe-
stemmelse, hvor elementet om at undlade at rapportere forholdet til en kompetent myndighed
er udskilt til sin egen bestemmelse. Denne opdeling forekommer at afspejle, at strafværdighe-
den af lederens manglende opfyldelse af sin handlepligt er forskellig afhængigt af, om lederen
kan hindre eller standse forbrydelsen eller har en pligt til at rapportere forbrydelsen, hvor sidst-
nævnte efter omstændighederne må være mindre strafværdig. Norge har i modsætning hertil
ikke valgt at indføre en særskilt underretningsbestemmelse, men har indført en bestemmelse
om kommandoansvar, der spejler indholdet i statuttens artikel 28. I overensstemmelse med ud-
valgets generelle tilgang om at udforme de særskilte straffebestemmelser med udgangspunkt i
ordlyden af statuttens tilsvarende bestemmelser, jf. kapitel 3, afsnit 1, har udvalget valgt at
anvende statuttens formulering i forslaget til en dansk bestemmelse om kommandoansvar.
Det er udvalgets opfattelse, at kommandoansvaret skal betragtes som en form for udvidet med-
virkensansvar, hvor ansvaret er knyttet til den underordnedes handling. Det er udvalgets opfat-
telse, at denne forståelse er i overensstemmelse med Straffedomstolens retspraksis, jf. afsnit
1.2.1 ovenfor om den retlige karakter af kommandoansvaret i folkeretten.
195
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Kommandoansvaret i den forslåede bestemmelse har således til formål at supplere det almin-
delige medvirkensansvar. Dette indebærer, at den foreslåede bestemmelse om kommandoan-
svar alene vil finde anvendelse, hvis den militære eller civile leder ikke vil kunne pålægges et
almindeligt strafansvar for selv at have begået folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden el-
ler krigsforbrydelser eller for (forsætlig) medvirken til disse forbrydelser efter straffelovens §
23. Det almindelige medvirkensansvar vil dermed udelukke samtidig retsforfølgning for kom-
mandoansvar for samme handling.
Anvendelsesområdet for kommandoansvaret vil i objektiv henseende herefter være situationer,
hvor en overordnets passive adfærd over for underordnedes overtrædelser af bestemmelserne
om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser ikke kan antages at
være omfattet af straffelovens § 23, eller hvor den overordnedes passivitet befinder sig i med-
virkensansvarets periferi.
Strafansvar for uagtsom medvirken efter straffelovens § 23 vil som anført ovenfor forudsætte,
at tilregnelseskravet for den pågældende forbrydelse tillige omfatter uagtsomhed. Uagtsom
medvirken til overtrædelse af et forsætsdelikt kræver derfor særlig hjemmel. Kommandoansva-
ret udvider således også det almindelige medvirkensansvar i subjektiv henseende, idet kom-
mandoansvaret tillige vil omfatte den overordnedes uagtsomhed i forhold til de underordnedes
forsætlige overtrædelser af bestemmelserne om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden
eller krigsforbrydelser. Det bemærkes herved, at tilregnelseskravet for overtrædelse af disse
bestemmelser ellers beror på forsæt.
Udvalget foreslår endvidere, at bestemmelsen placeres i det foreslåede nye kapitel i straffeloven
om bl.a. folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser frem for f.eks. i til-
knytning til § 23 om medvirken i straffelovens kapitel 4 om forsøg og medvirken. Det skyldes,
at den foreslåede bestemmelse ikke vil gælde generelt for alle overtrædelser, men kun for over-
trædelser af de foreslåede bestemmelser om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og
krigsforbrydelser.
4.3 Bestemmelsens foreslåede ordlyd
Udvalget foreslår på den baggrund følgende ordlyd for bestemmelsen om kommandoansvar:
Ӥ
118 j.
En militær eller civil leder eller en person, der faktisk handler som sådan,
straffes for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser,
hvis personer under vedkommendes myndighed og kontrol begår en forbrydelse
som nævnt i §§ 118 c-118 i, og forbrydelsen er en følge af, at lederen ikke har
udøvet behørig kontrol over dem, hvis
196
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
1) lederen vidste eller burde have vidst, at personerne under vedkommendes myn-
dighed og kontrol havde påbegyndt en sådan forbrydelse, eller at den var umid-
delbart forestående, og
2) lederen undlod at iværksætte nødvendige og rimelige tiltag, som stod i vedkom-
mendes magt, for at hindre eller standse forbrydelsen, eller undlod at rapportere
forholdet til en kompetent myndighed for strafforfølgning.”
Den forslåede bestemmelse svarer overordnet til gerningsindholdet i artikel 28 i Straffedom-
stolens statut om ansvar for militære og andre overordnede. Til forskel fra statutten indeholder
den foreslåede bestemmelse dog alene litra a, der imidlertid får et bredere anvendelsesområde,
idet den foreslåede bestemmelse vil omfatte både militære og civile ledere.
Der henvises til den foreslåede § 118 j om kommandoansvar og bemærkningerne hertil i lov-
udkastet i kapitel 14.
4.4 Strafferamme
Der er efter udvalgets opfattelse ikke grundlag for at have en særlig strafferamme for medvirken
i form af kommandoansvar, der er lavere end strafferammen i selve bestemmelsen, da den mi-
litære eller civile leders manglende kontrol kan være den faktiske forudsætning for, at sådanne
forbrydelser kan finde sted. Udvalget noterer sig, at kommandoansvar er en særlig konstruktion
formuleret i folkeretten for at kunne straffe dem, der er ansvarlige på et mere overordnet plan,
men ikke selv udfører de faktiske handlinger. Den overordnedes manglende handling vil derfor
efter omstændighederne kunne være ligeså strafværdig som overtrædelsen af selve den pågæl-
dende bestemmelse.
I norsk ret er strafferammen for kommandoansvar fængsel indtil 10 år, men indtil 30 år for
grove forbrydelser. Ved vurderingen af, om en forbrydelse er grov, skal der lægges vægt på,
hvor alvorlige og omfattende forbrydelser de underordnede har begået, og i hvilken grad den
overordnede kan bebrejdes, jf. den norske straffelovs § 109. Efter svensk ret straffes en militær
eller civil leder, der underlader at træffe foranstaltninger, som er nødvendige og rimelige for at
forhindre, at en underordnet, der er er underlagt hans eller hendes lydighed og effektive kontrol,
begår folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser, som en gerningsper-
son, jf. § 13 i den svenske lov om straf for visse internationale forbrydelser. Straffen for over-
trædelse af lovens § 13 vil dermed følge strafferammen i de materielle bestemmelser. I tilfælde,
hvor lederen alene har undladt at udøve kontrol eller ikke har rapporteret en lovovertrædelse,
er strafferammen fængsel indtil 4 år, jf. henholdsvis lovens §§ 14 og 15. Efter tysk ret straffes
en militær eller civil leder, der undlader at forhindre sine underordnede i at begå en overtrædelse
af loven, på samme måde som gerningspersonen til lovovertrædelsen, det vil sige den under-
ordnede, jf. folkeretsstraffelovens § 4. I tilfælde, hvor lederen alene har undladt at udøve tilsyn
eller ikke har rapporteret en forbrydelse, er strafferammen fængsel indtil 5 år, men dog kun 3
197
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
år for uagtsomt manglende tilsyn, jf. henholdsvis lovens §§ 14 og 15. Der er således differenti-
erede strafferammer i norsk, svensk og tysk lovgivning afhængig af kommandoansvarets ka-
rakter.
Det er udvalgets vurdering, at det er mest hensigtsmæssigt med en bestemmelse om komman-
doansvar for militære eller civile ledere, hvor strafferammen afhænger af strafferammen i den
bestemmelse, som er anvendelig på de underordnedes handlinger. Disse strafferammer er rela-
tivt brede, og der vil således være rum for både særdeles grove og mindre grove tilfælde. Ud-
valget anser det derfor ikke for nødvendigt at lave differentierede strafferammer baseret på
kommandoansvarets grovhed. Grovheden vil i stedet kunne indgå ved den konkrete straffast-
sættelse inden for strafferammerne.
Der henvises til den foreslåede § 118 k om strafferammer for aggressionsforbrydelser, folke-
drab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser samt bemærkningerne hertil i lov-
udkastet i kapitel 14.
198
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0199.png
Statuttens almindelige strafferetlige regler m.v.
Statuttens kapitel 3 indeholder de almindelige strafferetlige principper for Straffedomstolens
virke, herunder tilregnelse, forsøg og medvirken. I det følgende sammenholdes statuttens regler
med dansk lovgivning, idet medvirken dog er behandlet i kapitel 7 om medvirken og komman-
doansvar.
1. Individuelt strafansvar for fysiske og juridiske personer
Straffedomstolen har alene jurisdiktion over fysiske personer, jf. artikel 25, stk. 1. Bestemmel-
sen udelukker derved retsforfølgning af juridiske personer ved Straffedomstolen.
Efter straffelovens § 306 er der hjemmel til at pålægge selskaber m.v. (juridiske personer) straf-
ansvar for overtrædelser af den borgerlige straffelov. De nærmere regler herfor følger af straf-
felovens kapitel 5, hvor bl.a. kredsen af ansvarssubjekter er nærmere beskrevet.
Efter straffelovens § 26 omfatter bestemmelser om strafansvar for selskaber m.v., medmindre
andet er bestemt, enhver juridisk person, herunder aktie-, anparts- og andelsselskaber, interes-
sentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner og statslige myndigheder. Endvidere omfatter
sådanne bestemmelser enkeltmandsvirksomheder, for så vidt disse navnlig under hensyn til de-
res størrelse og organisation kan sidestilles med de selskaber, der er nævnt i stk. 1.
For så vidt angår statslige myndigheder og kommuner fremgår det af straffelovens § 27 stk. 2,
at disse alene kan straffes i anledning af overtrædelser, der begås ved udøvelse af virksomhed,
der svarer til eller kan sidestilles med virksomhed udøvet af private.
Som det fremgår af kapitel 3, afsnit 2.3, og kapitel 6, afsnit 4.1, ovenfor, foreslår udvalget, at
straffebestemmelserne om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser
indsættes i straffeloven. Hvis straffelovens § 306 om strafansvar for juridiske personer ikke
samtidig ændres, vil juridiske personer kunne ifalde strafansvar efter straffelovens kapitel 5.
Udvalget har ikke fundet grundlag for, at juridiske personer ikke – som ved alle andre straffe-
lovsovertrædelser – skal kunne ifalde strafansvar for overtrædelse af de foreslåede bestemmel-
ser om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur.
Til forskel fra statutten vil det således være muligt, at juridiske personer kan pålægges et straf-
ansvar for overtrædelse af de foreslåede straffebestemmelser. Det bemærkes hertil, at det i
199
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0200.png
forarbejderne til straffelovens § 306 er anført, at en lang række straffelovsovertrædelser, der
tager sigte på at beskrive enkeltpersoners skadegørende, farlige eller på anden måde forkaste-
lige handlinger såsom drab, vold, voldtægt, hærværk osv., i almindelighed må anses for så
fremmede og atypiske i forhold til den aktivitet, som den juridiske person udøver, at de ikke
kan anses for begået ”inden for dens virksomhed”, jf. Folketingstidende 2001-02 (2. samling),
tillæg A, side 834. Se hertil Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om strafansvar for juridiske per-
soner, pkt. 4.2.
Det bemærkes, at der ikke er noget til hinder for, at danske straffebestemmelser rækker videre
end statuttens forbrydelser. En sådan retstilstand vil – isoleret set – indebære, at flere sager
principielt ville kunne føres for danske domstole end ved Straffedomstolen. Det bemærkes, at
deltagerstaterne har den primære jurisdiktionskompetence, mens Straffedomstolen har komple-
mentær jurisdiktionskompetence.
2. Tilregnelse
Det følger af artikel 30, stk. 1, at, medmindre andet er bestemt, er en person kun strafferetligt
ansvarlig og kan kun straffes for en forbrydelse under domstolens jurisdiktion, såfremt den med
hensyn til de nødvendige elementer er begået med vilje og viden. Det følger af artikel 30, stk.
2, at en person har vilje, såfremt personen a) med hensyn til adfærd har til hensigt at indlade sig
på den pågældende adfærd, og b) med hensyn til en følge har til hensigt at forårsage den pågæl-
dende følge eller er klar over, at denne vil indtræffe som led i et normalt hændelsesforløb. En
person har viden, når personen har bevidsthed om, at en omstændighed består, eller at en følge
vil indtræffe som led i et normalt hændelsesforløb, jf. stk. 3.
Ved straffelovsovertrædelser er det i dansk ret et krav, at gerningspersonen har forsæt, med-
mindre uagtsomhed er særligt hjemlet, jf. straffelovens § 19, 1. pkt. Særlovsovertrædelser kræ-
ver derimod alene uagtsomhed, medmindre andet er bestemt, jf. § 19, 2. pkt.
I dansk strafferet antages forsæt at kunne foreligge i tre forskellige former: direkte forsæt, sand-
synlighedsforsæt og dolus eventualis. I tilfælde, hvor det er selve handlingen, som er strafbar,
foreligger der direkte forsæt, hvis gerningspersonen handler med viden eller anden sikker be-
vidsthed om forholdene. I tilfælde, hvor det strafbare er at forårsage en bestemt følge, foreligger
der direkte forsæt, hvis gerningspersonen ved sin handling har haft til hensigt at forårsage en
bestemt følge. Der foreligger sandsynlighedsforsæt, når gerningspersonen anser et gerningsmo-
ments tilstedeværelse eller en følges indtræden for overvejende sandsynlig.
115
Der henvises til Elholm, Thomas; Madsen, Lasse Lund (2023):
Den kommenterede straffelov, Almindelig del.
Jurist- og Økonomiforbundet, 12. udgave, side 249 ff.
115
200
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0201.png
Dolus eventualis er den tredje forsætsform, som antages at kunne foreligge i to former: det
hypotetiske eventualitetsforsæt og positiv indvilligelse. Ved det hypotetiske eventualitetsforsæt
lægges vægt på, om gerningspersonen ville have foretaget handlingen, selv om gerningsperso-
nen vidste, at følgen ville indtræde. Ved det positive indvilligelsesforsæt er det afgørende, om
gerningspersonen har indset muligheden for, at en bestemt følge ville indtræde, og accepteret
muligheden for, at denne følge ville indtræde. Højesteret har i dom af 9. marts 1992 i sag 3/1992
(gengivet i U.1992.455 H) udtalt, at der generelt bør udvises varsomhed med hensyn til anven-
delsen af forsætsformen dolus eventualis.
116
Som det fremgår af kapitel 3, afsnit 2.3, og kapitel 6, afsnit 4.1, foreslår udvalget, at straffebe-
stemmelserne om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser indsættes
i straffeloven. Tilregnelseskravet vil derfor være forsæt, medmindre andet bestemmes.
Statuttens krav om vilje og viden forudsætter de højeste grader af forsæt for at ifalde strafansvar
ved Straffedomstolen. Det danske forsætsbegreb rækker dermed noget videre end statuttens
tilregnelseskrav. Udvalget har på den baggrund overvejet, om tilregnelseskravet i de danske
straffebestemmelser bør afgrænses til f.eks. direkte forsæt.
Straffebestemmelserne om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser
m.v. vil være nogle af de alvorligste forbrydelser i dansk straffelovgivning. Dette kunne tale
for kun at pålægge straf for overtrædelse af bestemmelserne i de tilfælde, hvor der foreligger
den højeste grad af forsæt hos gerningspersonen. Udvalget bemærker imidlertid, at der heller
ikke for sammenlignelige forbrydelser i straffeloven er fastsat særligt skærpede krav til forsæt-
tet, herunder eksempelvis straffelovens terrorbestemmelser i §§ 114-114 j. Udvalget har desu-
den lagt vægt på, at straffelovens almindelige del efter udvalget opfattelse bør fraviges i mindst
muligt omfang. Der henvises herom nærmere til kapitel 3, afsnit 1.
Endvidere er der ikke noget til hinder for, at danske straffebestemmelser rækker videre end
statuttens forbrydelser. En sådan retstilstand vil – isoleret set – indebære, at flere sager princi-
pielt ville kunne føres for danske domstole end ved Straffedomstolen. Det bemærkes, at delta-
gerstaterne har den primære jurisdiktionskompetence, mens Straffedomstolen har komplemen-
tær jurisdiktionskompetence.
Det er på denne baggrund udvalgets opfattelse, at dansk rets almindelige forsætsbegreb bør
finde anvendelse på de foreslåede straffebestemmelser.
Der henvises Elholm, Thomas; Madsen, Lasse Lund (2023):
Den kommenterede straffelov, Almindelig del.
Jurist- og Økonomiforbundet, 12. udgave, side 251 ff.
116
201
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
3. Vildfarelser
Det følger af statuttens artikel 32, stk. 1, at en faktisk vildfarelse kun begrunder fritagelse for
strafansvar, såfremt den udelukker den tilregnelse, som forbrydelsen kræver. Det må antageligt
skulle forstås sådan, at manglende kendskab til et eller flere relevante gerningsmomenter ude-
lukker forsæt, hvilket svarer til retsstillingen i dansk strafferet (se nedenfor).
En retsvildfarelse med hensyn til, hvorvidt en særlig adfærd udgør en forbrydelse inden for
domstolens jurisdiktion, begrunder ikke fritagelse for strafansvar. En retsvildfarelse kan imid-
lertid begrunde fritagelse for strafansvar, hvis den udelukker den tilregnelse, som forbrydelsen
kræver, eller i det omfang, det følger af statuttens artikel 33 (straffrihed for ordre), jf. artikel
32, stk. 2.
Det er i dansk ret fast antaget, at en person, der svæver i en såkaldt negativ faktisk vildfarelse,
ikke straffes, da en sådan vildfarelse knytter sig til forbrydelsens gerningsmomenter og dermed
er forsætsudelukkende. Omvendt straffes positive faktiske vildfarelser, da gerningspersonen
her har forsæt til at foretage en strafbar handling. Positive faktiske vildfarelser straffes som
forsøg, jf. straffelovens § 21. Eksempelvis kan nævnes Vestre Landsrets afgørelse af 12. marts
2018 i sag S-0159-18 (gengivet i U.2018.2405 V), hvor to bandemedlemmer blev straffet for
forsøg på ulovlig våbenbesiddelse efter straffelovens § 192 a, da de hentede en pistol, som
politiet imidlertid forinden – uden de tiltaltes viden – havde ombyttet til en attrap.
For så vidt angår vildfarelser, der vedrører ukendskab eller misforståelse af retsregler, sondres
der i dansk ret mellem egentlige og uegentlige retsvildfarelser. Egentlige retsvildfarelser angår
ukendskab til selve straffebestemmelsen, mens uegentlige retsvildfarelser angår bagvedlig-
gende og præjudicerende normer vedrørende forståelsen af selve straffebestemmelsen. Nega-
tive egentlige retsvildfarelser antages ikke at være forsætsudelukkende, da ukendskab til loven
ikke fritager for strafansvar. Derimod straffes de negative uegentlige retsvildfarelser ikke. Her-
ved sidestilles negative uegentlige retsvildfarelser med negative faktiske vildfarelser, da begge
typer anses for forsætsudelukkende. I teorien fremdrages ofte som eksempel på forskellen mel-
lem egentlige og uegentlige negative retsvildfarelser straffelovens § 208, der indeholder et for-
bud mod bigami. Det vil være en egentlig negativ retsvildfarelse, hvis en person uden kendskab
til straffelovens bigamibestemmelse gifter sig på ny uden at være skilt. Selv om den pågældende
ikke er bekendt med straffelovens § 208, vil vedkommende blive straffet for overtrædelse heraf.
Gifter personen sig derimod i den fejlagtige tro, at man automatisk bliver skilt efter tre års
separation, vil vedkommende ikke blive straffet, da ukendskabet her knytter sig til ægteskabs-
lovgivningen. Dermed vil der være tale om en diskulperende negativ uegentlig retsvildfarelse,
da ukendskabet vedrører de bagvedliggende regler for forståelsen af selve straffebestemmelsen.
I praksis er sondringen mellem egentlige og uegentlige retsvildfarelse ikke altid lige så klar som
202
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0203.png
i det anførte bigami-eksempel og en for fastlåst retsstilling, der uden videre udelukker mulig-
heden for frifindelse ved de egentlige retsvildfarelser, har været kritiseret i den strafferetlige
teori.
117
Det bemærkes, at positive egentlige retsvildfarelser (imaginære forbrydelser) ikke straffes, da
det ville være i strid med legalitetsprincippet i straffelovens § 1, hvorimod positive uegentlige
retsvildfarelser kan straffes som forsøg.
118
Udvalget har på denne baggrund ikke fundet anledning til at foreslå, at der skal gælde særlige
regler om vildfarelser i forhold til de foreslåede straffebestemmelser om folkedrab, forbrydelser
mod menneskeheden og krigsforbrydelser.
4. Kriminel lavalder
Det følger af statuttens artikel 26, at Straffedomstolen ikke har jurisdiktion over personer, der
var under 18 år på gerningstidspunktet. Bestemmelsen fastlægger således, hvilke sager Straffe-
domstolen skal behandle, men lader det være op til medlemsstaterne selv at fastsætte den kri-
minelle lavalder i deres nationale retssystemer. Det lægges i den folkeretlige litteratur til grund,
at bestemmelsen må anses som et resultat af et politisk kompromis ved forhandlingerne om
statutten, hvor der ikke kunne opnås enighed om en kriminel lavalder blandt de deltagende
lande på grund af stor forskel på den kriminelle lavalder i national lovgivning.
119
Der blev hverken fastsat en kriminel lavalder i statutterne for henholdsvis den internationale
militærdomstol og krigsforbrydertribunalerne for det tidligere Jugoslavien (ICTY), Rwanda
(ICTR) og Libanon (STL). I statutten for Den Særlige Domstol for Sierra Leone (SCSL) blev
den kriminelle lavalder fastsat til 15 år, men tribunalet har dog ikke i sin retspraksis retsforfulgt
nogen, der var under 20 år på gerningstidspunktet. Det bemærkes dog, at Den Særlige Domstol
for Sierra Leone (SCSL) ikke er det senest etablerede internationale tribunal. Det kan på den
baggrund ikke udledes, at der i den internationale strafferet er fastlagt en generel kriminel lav-
alder.
120
Det følger af straffelovens § 15, at handlinger foretagne af børn under 15 år ikke straffes. I
dansk strafferet er den kriminelle lavalder således 15 år.
Der henvises til Madsen, Lasse Lund (på grundlag af Toftegaard Nielsen) (2020):
Strafferet 1, Ansvaret.
Jurist-
og Økonomiforbundet, 6. udgave, side 98 ff.
118
Der henvises til Baumbach, Trine; Elholm, Thomas (2022):
Strafferettens almindelige del, Det strafferetlige
ansvar.
Jurist- og Økonomiforbundet, 2. udgave, side 235 ff.
119
Schabas, William A. (2016):
The International Criminal Court. A Commentary on the Rome Statute.
Oxford
University Press, 2. udgave, side 592.
120
Schabas, William A. (2016):
The International Criminal Court. A Commentary on the Rome Statute.
Oxford
University Press, 2. udgave, side 591.
117
203
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0204.png
Det er som nævnt i kapitel 3, afsnit 1, udvalgets opfattelse, at straffelovens almindelige del bør
fraviges mindst muligt. Det er derfor udvalgets vurdering, at der ikke bør gælde et skærpet
alderskrav i relation til de nye straffebestemmelser, men at det almindelige udgangspunkt efter
straffelovens § 15 derimod bør fastholdes. En afvigelse fra den kriminelle lavalder ville således
ikke hænge sammen med den øvrige danske straffelovgivning.
Udvalget noterer sig, at det følger af straffelovens § 33, stk. 3, at en gerningsperson ikke kan
idømmes fængsel på livstid, hvis personen ikke var 18 år, da gerningen blev udført. Unge lov-
overtrædere på mellem 15 og 17 år vil således ikke kunne idømmes livstid for folkedrab, for-
brydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.
5. Forsøg
Efter statuttens artikel 25, stk. 3, litra f, kan der pålægges et individuelt strafansvar ved Straf-
fedomstolen, når den pågældende forsøger at begå en sådan forbrydelse ved at træffe foranstalt-
ninger, der iværksætter dens udførelse i form af et væsentligt skridt, dog uden at forbrydelsen
finder sted på grund af omstændigheder, der er uafhængige af personens hensigt. En person,
der opgiver bestræbelserne på at begå forbrydelsen eller på anden måde forhindrer dens fuld-
byrdelse, skal dog ikke være strafferetligt ansvarlig i henhold til statutten for forsøget på at begå
forbrydelsen, hvis personen fuldstændigt og frivilligt opgav det kriminelle forsæt.
Efter straffelovens § 21, stk. 1, straffes handlinger, som sigter til at fremme eller bevirke udfø-
relsen af en forbrydelse, når denne ikke fuldbyrdes, som forsøg. Det er således en forudsætning
for anvendelsen af forsøgsbestemmelsen, at den pågældende forbrydelse ikke er fuldbyrdet. Det
følger desuden af § 21, stk. 2, at den for lovovertrædelsen foreskrevne straf ved forsøg kan
nedsættes, navnlig når forsøget vidner om ringe styrke eller fasthed i det forbryderiske forsæt,
jf. stk. 2. Forsøg straffes dog som udgangspunkt kun, når der for lovovertrædelsen kan idømmes
en straf, der overstiger fængsel i 4 måneder, jf. stk. 3.
Dansk ret anvender sammenlignet med andre lande et meget bredt forsøgsbegreb, der objektivt
blot kræver, at gerningspersonen har begået en enkelt (forberedende) handling, der sigter til at
fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse. Subjektivt kræves, at gerningspersonen har
forsæt til at fuldbyrde forbrydelsen, herunder alle gerningsmomenter i denne, og at dette forsæt
i det mindste er så konkretiseret, at forbrydelsens art ligger fast. Der skal være sket en vis kon-
kretisering af tid, sted, middel og offer.
121
Elholm, Thomas; Madsen, Lasse Lund (2023):
Den kommenterede straffelov, Almindelig del.
Jurist- og Øko-
nomiforbundet, 12. udgave, side 281 og 290.
121
204
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0205.png
Det følger af straffelovens § 22, at forsøg ikke straffes, når gerningspersonen frivilligt og ikke
på grund af tilfældige hindringer for gerningens udførelse eller for opnåelsen af det ved denne
tilsigtede øjemed afstår fra iværksættelsen eller hindrer fuldbyrdelsen eller foretager handlin-
ger, som ville have hindret fuldbyrdelsen, hvis denne ikke, ham uafvidende, var mislykkedes
eller ad anden vej var afværget. Gerningspersonen skal således frivilligt – og ikke på grund af
tilfælde hindringer – have trådt tilbage.
122
Det bemærkes, at frivillig tilbagetræden fra forsøg i medvirkenssituationer kræver, at den med-
virkende faktisk har forhindret de øvrige medvirkende i at begå forbrydelsen, jf. straffelovens
§ 24.
Statuttens forsøgsbegreb kræver efter ordlyden, at forsøgshandlingen iværksættes i form af et
væsentligt skridt. Statuttens forsøgsbegreb er dermed snævrere end efter dansk ret, idet straffe-
lovens forsøgsbegreb omfatter allerede de tidligste forberedelseshandlinger. På den baggrund
er det udvalgets opfattelse, at statuttens forsøgsbegreb utvivlsomt kan rummes i straffelovens
vidererækkende forsøgsbegreb. Udvalget har endvidere ikke fundet grundlag for at foreslå en
særlig indskrænket forsøgsregel i forhold til de foreslåede bestemmelser om folkedrab, forbry-
delser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Udvalget har i den forbindelse lagt vægt på,
at der ikke er noget til hinder for, at de danske bestemmelser rækker videre end statuttens, samt
udvalgets generelle tilgang om, at straffelovens almindelige del efter udvalgets opfattelse bør
fraviges i mindst muligt omfang. Der henvises herom nærmere til kapitel 3, afsnit 1.
6. Forældelse
Det følger af statuttens artikel 29, at forbrydelser, som henhører under Straffedomstolens juris-
diktion, ikke forældes.
Efter straffelovens § 92 straffes en lovovertrædelse ikke, når der er indtrådt forældelse efter §§
93-94. Efter bestemmelsen i § 93, stk. 1, beregnes forældelsesfristen for en forbrydelse efter
det strafmaksimum, der er foreskrevet for lovovertrædelsen. Forældelsesfristen er henholdsvis
2, 5, 10 og 15 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i henholdsvis 1, 4, 10 og 16
år for overtrædelsen, jf. § 93, stk. 1, nr. 1-4. Det følger forudsætningsvis af bestemmelsen, at
forbrydelser med en strafferamme på livstid er uforældelige, idet disse forbrydelser ikke er
nævnt i bestemmelsens oplistning.
Det følger desuden af straffelovens § 93 a, at der ikke indtræder forældelse, når en lovovertræ-
delse er omfattet af en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken
Elholm, Thomas; Madsen, Lasse Lund (2023):
Den kommenterede straffelov, Almindelig del.
Jurist- og Øko-
nomiforbundet, 12. udgave, side 293ff.
122
205
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
strafansvar er uforældeligt. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 364 af 24. maj 2005 om æn-
dring af straffeloven (Forældelse, skærpelse af straffen for falske afsonere m.v.). Bestemmelsen
sikrer, at en lovovertrædelse omfattet af en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst,
ifølge hvilken strafansvar er uforældeligt, aldrig vil forældes, selv om den pågældende lovover-
trædelse er tilknyttet en strafferamme med et tidsbestemt strafmaksimum. Det fremgår af for-
arbejderne til bestemmelsen, at det med bestemmelsen sikres f.eks., at det ikke bliver nødven-
digt at lade dansk militærpersonel retsforfølge ved Straffedomstolen på grund af forældelse,
men at Danmark i stedet har mulighed for selv at strafforfølge ved danske domstole, jf. Folke-
tingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 239 og 247.
Der indtræder således ikke forældelse i dansk ret for folkedrab, forbrydelser mod menneskehe-
den eller krigsforbrydelser, i det omfang forbrydelserne er omfattet af Straffedomstolens statut,
da disse forbrydelser er uforældelige efter Straffedomstolens statut.
Folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, som ikke er omfattet af
Straffedomstolens statut, men som udgør en sådan forbrydelse efter folkeretlig sædvaneret eller
en anden mellemfolkelig overenskomst, som Danmark har tiltrådt, der ikke indeholder en for-
ældelsesbestemmelse, er derimod ikke omfattet af straffelovens § 93 a.
Udvalget foreslår flere steder en kriminalisering, der rækker videre end definitionerne i Straf-
fedomstolens statut. Det gælder eksempelvis for flere af de foreslåede krigsforbrydelsesbestem-
melser, hvor anvendelsesområdet foreslås udvidet til også at gælde i ikke-internationale væb-
nede konflikter, f.eks. udsultning af civile som kampmetode. Det gælder ligeledes angreb m.v.
på kulturværdier, i det omfang forbrydelserne ikke samtidig er omfattet af krigsforbrydelsesbe-
stemmelsen i artikel 8 i Straffedomstolens statut. Angreb m.v. på kulturværdier er strafbart efter
§ 1 i lov nr. 310 af 25. april 2018 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt
med en strafferamme på fængsel indtil 12 år. Der er ikke et krav i henhold til den bagvedlig-
gende UNESCO-konvention af 14. maj 1954 og dennes 2. protokol om, at disse forbrydelser til
enhver tid skal kunne retsforfølges. For disse forbrydelser vil lovovertrædelsen ikke være om-
fattet af straffelovens § 93 a, men derimod følge de almindelige forældelsesregler, hvorved
forældelse kan indtræde.
Det er udvalgets vurdering, at alle de foreslåede straffebestemmelser bør være uforældelige, så
der ikke opstår en vilkårlig retstilstand, hvor nogle dele af forbrydelserne er uforældelige, mens
andre – ligeså grove dele – ikke er uforældelige.
Udvalget lægger derfor op til, at der indføres en bestemmelse om uforældelighed, som i be-
stemmelsens ordlyd henviser til de foreslåede nye straffebestemmelser.
206
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Det kan ikke udelukkes, at straffelovens § 93 a vil have et selvstændigt anvendelsesområde i
forhold til lovovertrædelser, som er uforældelige efter andre mellemfolkelige overenskomster
end Straffedomstolens statut. Udvalget foreslår derfor at beholde straffelovens § 93 a.
7. Straffrihedsgrunde, herunder straffrihed for ordrer
7.1 Statuttens bestemmelser om straffrihed m.v. sammenholdt med dansk straffelovgiv-
ning
Statuttens artikel 31 indeholder fire straffrihedsgrunde i bestemmelsens stk. 1, litra a-d. Straf-
fedomstolen afgør, hvorvidt straffrihedsgrundene kan finde anvendelse i en konkret sag, jf. sta-
tuttens artikel 31, stk. 2.
Det følger af artikel 31, stk. 1, litra a, at en person ikke er strafferetligt ansvarlig, såfremt per-
sonen på gerningstidspunktet lider af en psykisk sygdom eller defekt, der ødelægger den på-
gældende persons evne til at forstå ulovligheden eller karakteren af hans eller hendes adfærd
eller evnen til at kontrollere, at hans eller hendes opførsel er retmæssig.
Det følger desuden af statuttens artikel 31, stk. 1, litra b, at en person ikke er strafferetligt an-
svarlig, såfremt personen på gerningstidspunktet er i en beruset tilstand, der ødelægger den
pågældende persons evne til at forstå ulovligheden eller karakteren af hans eller hendes adfærd
eller evnen til at kontrollere, at hans eller hendes opførsel er retmæssig, medmindre personen
frivilligt er blevet beruset under sådanne omstændigheder, at den pågældende vidste eller så
bort fra risikoen for, at han eller hun som følge af beruselsen sandsynligvis ville indlade sig på
adfærd, der udgør en forbrydelse under domstolens jurisdiktion.
Det følger endvidere af statuttens artikel 31, stk. 1, litra c, at en person ikke er strafferetligt
ansvarlig, såfremt personen handler i rimeligt forsvar af sig selv eller en anden person eller, i
tilfælde af krigsforbrydelser, ejendom, der er væsentlig for den pågældendes eller en anden
persons overlevelse, eller ejendom, der er væsentlig for fuldførelsen af en militær mission, mod
en forestående og ulovlig brug af magt på en måde, der står i rimeligt forhold til graden af den
fare, der truer den pågældende selv, en anden person eller beskyttet ejendom. Det forhold, at
personen var involveret i en forsvarsoperation udført af styrker, udgør ikke i sig selv en grund
til at udelukke strafansvar i henhold til denne bestemmelse, jf. bestemmelsens andet led.
Det følger af statuttens artikel 31, stk. 1, litra d, at en person ikke er strafferetligt ansvarlig,
såfremt den adfærd, der påstås at udgøre en forbrydelse under domstolens jurisdiktion, er blevet
forårsaget af tvang som følge af en trussel om forestående død eller om fortsat eller forestående
alvorlig legemsskade på den pågældende person eller en anden person, og denne person handler
207
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
af nødvendighed og på rimelig måde for at undgå truslen, forudsat at personen ikke har til hen-
sigt at forårsage større skade end den skade, som den pågældende har søgt at undgå. En sådan
trussel kan enten: 1) fremsættes af andre personer eller 2) udgøres af andre omstændigheder
uden for denne persons kontrol.
Det følger af straffelovens § 16, stk. 1, 1. pkt., at personer, der på gerningstidspunktet var util-
regnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, ikke straffes. Straf-
friheden gælder også personer, der var mentalt retarderet i højere grad, jf. § 16, stk. 1, 2. pkt.
Det følger endvidere af straffelovens § 16, stk. 2, at personer, der på gerningstiden var mentalt
retarderet i lettere grad, ikke straffes, medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge
straf. Udgangspunktet er således, at mentalt retarderede i lettere grad heller ikke straffes.
Gerningspersoner, der som følge af indtagelse af alkohol eller andre rusmidler er i en forbigå-
ende tilstand af sindssygdom eller i en tilstand, der må ligestilles hermed, kan pålægges straf,
når særlige omstændigheder taler derfor, jf. straffelovens § 16, 3. pkt. Bestemmelsen omhandler
alkoholpsykoser, der er udviklet som følge af lang tids alkoholmisbrug, samt en mere kortvarig
tilstand i form af patologisk rus. Det kan ikke udelukkes, at statutten efter sin ordlyd åbner op
for, at beruselse efter omstændighederne vil kunne være ansvarsfritagende i videre omfang end
efter dansk ret. Under hensyntagen til de omhandlede forbrydelsers alvorlige beskaffenhed, og
da det som nævnt i kapitel 3, afsnit 1, er udvalgets opfattelse, at straffelovens almindelige del
bør fraviges mindst muligt, finder udvalget ikke anledning til at foreslå ændringer af straffelo-
vens regler om straffrihed som følge af beruselse.
Det følger desuden af straffelovens § 13, stk. 1, at handlinger foretaget i nødværge er straffri,
for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende
uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed,
angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt. Overskrider nogen
grænserne for lovligt nødværge, bliver vedkommende dog straffri, hvis overskridelsen er rime-
ligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse, jf. stk. 2.
Det følger endvidere af straffelovens § 14, at en handling, der ellers ville være strafbar, ikke
straffes, når den er nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods, og lovover-
trædelsen måtte anses for at være af forholdsvis underordnet betydning.
Der er ikke i straffeloven en straffrihedsgrund om, at en person tvinges til at begå en forbry-
delse, svarende til statuttens artikel 31, stk. 1, litra d, om at en person ikke er strafferetligt
ansvarlig for handlinger, hvis forbrydelsen er forårsaget af, at gerningspersonen er tvunget til
at begå forbrydelsen. Dette vil dog efter omstændighederne kunne indgå som en formildende
208
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0209.png
omstændighed ved straffastsættelsen, jf. straffelovens § 82, stk. 1, nr. 6, hvorefter det i almin-
delighed skal indgå som en formildende omstændighed ved straffens fastsættelse, at gerningen
er begået som følge af tvang, svig eller udnyttelse af gerningspersonens unge alder eller bety-
delige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestå-
ende afhængighedsforhold. Straffen kan desuden nedsættes under den foreskrevne straffe-
ramme, når oplysninger om gerningen, gerningspersonens personlige eller andre forhold afgø-
rende taler herfor, og under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde, jf.
straffelovens § 83, 1. og 2. pkt.
Det vil således ikke have betydning for skyldvurderingen og dermed det strafferetlige ansvar
efter dansk ret, at en person er tvunget til at begå en forbrydelse, men det kan efter omstændig-
hederne føre til strafnedsættelse eller ligefrem strafbortfald. Der er dermed en strengere an-
svarsnorm i dansk ret end efter statutten. Som nævnt i kapitel 3, afsnit 1, er det imidlertid ud-
valgets opfattelse, at straffelovens almindelige del bør fraviges mindst muligt. Udvalget finder
på den baggrund ikke anledning til at foreslå ændringer af straffelovens regler om straffrihed.
Udvalget har på denne baggrund ikke fundet grundlag for at foreslå særlige regler om straffri-
hed for at være tvunget til at begå en forbrydelse, psykisk sygdom m.v., beruselse samt nød-
værge og nødret.
7.2 Straffrihed for ordrer
Det forhold, at en forbrydelse under Straffedomstolens jurisdiktion er begået af en person efter
ordre fra en regering eller en overordnet, militær eller civil, fritager som udgangspunkt ikke den
pågældende person for strafansvar, jf. statuttens artikel 33, stk. 1. En person kan efter denne
bestemmelse fritages for strafansvar, hvis de tre følgende, kumulative betingelser er opfyldt:
Personen var under en retlig forpligtelse til at adlyde ordrer fra den pågældende regering eller
overordnede (litra a), personen vidste ikke, at ordren var ulovlig (litra b), og ordren var ikke
åbenbart ulovlig (litra c). Det følger af artikel 33, stk. 2, at ordrer om at begå folkedrab eller
forbrydelser imod menneskeheden anses for åbenbart ulovlige.
Det antages almindeligvis, at ordrer eller befalinger ikke fritager for ansvar (diskulperer) i dansk
(borgerlig) straffelovgivning. Dette gælder for offentligt ansatte, hvis ordren er klart ulovlig,
hvorimod det er mere usikkert, om ordren kan fritage for strafansvar, hvis ordren ikke er klart
ulovlig (tvivlstilfælde).
123
Der henvises til Baumbach, Trine; Elholm, Thomas (2022):
Strafferettens almindelige del, Det strafferetlige
ansvar.
Jurist- og Økonomiforbundet, 2. udgave, side 377 ff.; Se desuden Elholm, Thomas; Madsen, Lasse Lund
(2023):
Den kommenterede straffelov, Almindelig del.
Jurist- og Økonomiforbundet, 12. udgave, side 208ff, med
henvisninger til litteratur herom.
123
209
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0210.png
Det følger af militær straffelovs § 9, at det forhold, at en strafbar handling er begået efter ordre
fra en overordnet, ikke fritager den, som har begået handlingen, for strafansvar, medmindre
denne var forpligtet til at adlyde ordrer fra den overordnede og ikke vidste, at ordren var ulovlig,
og ordren ikke var åbenbart ulovlig. Bestemmelsen skal læses i sammenhæng med militær straf-
felovs § 11, hvorefter det i grove tilfælde er strafbart som ulydighed at undlade at efterkomme
en tjenstlig ordre fra en overordnet eller vagt eller at efterkomme ordren på klart utilfredsstil-
lende måde. En underordnet vil således kun kunne straffes for ulydighed, hvis den pågældende
nægter at følge en lovlig ordre, men vil ikke kunne straffes for at nægte at følge en ulovlig
ordre. Omvendt vil en underordnet kunne straffes for at foretage en strafbar handling efter or-
dre, hvis ordren var åbenbart ulovlig.
Det bemærkes, at det følger af § 4 i lov om straf for krigsforbrydelser af 1946, at det ikke
fritager for ansvar, hvis den strafbare handling er udført i henhold til ordre eller under indfly-
delse af et afhængighedsforhold, men kan tages i betragtning som en formildende omstændig-
hed, og under særlig formildende omstændigheder kan straffen helt bortfalde. Se nærmere be-
skrivelse af loven i kapitel 5, afsnit 2.3.
Udvalget har på denne baggrund ikke fundet grundlag for at foreslå, at der skal gælde særlige
regler om straffrihed for ordrer i forhold til de foreslåede straffebestemmelser om folkedrab,
forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.
Det bemærkes, at en handling begået som følge af en ordre – der ikke fritager for strafansvar –
efter omstændighederne vil kunne medføre, at straffen nedsættes under den foreskrevne straf-
feramme, når oplysninger om gerningen, gerningspersonens personlige eller andre forhold af-
gørende taler herfor, og under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde, jf.
straffelovens § 83, 1. og 2. pkt.
124
Baumbach, Trine; Elholm, Thomas (2022):
Strafferettens almindelige del, Det strafferetlige ansvar.
Jurist- og
Økonomiforbundet, 2. udgave, side 378 og 477ff.
124
210
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0211.png
Tidsmæssig gyldighed af de foreslåede bestemmelser om forbry-
delser mod menneskeheden og krigsforbrydelser
1. Rom-statuttens bestemmelser
Statuttens artikel 22 og 23 indeholder de grundlæggende strafferetlige principper om ingen for-
brydelse uden lov (nullum crimen sine lege) og ingen straf uden lov (nulla poena sine lege).
Det følger af statuttens artikel 22, stk. 1, at ingen person kan ifalde strafansvar efter statutten,
medmindre den pågældende adfærd på det tidspunkt, hvor den finder sted, udgør en forbrydelse
under Straffedomstolens jurisdiktion. Definitionen på en forbrydelse skal fortolkes indskræn-
kende og skal ikke udvides ved analog fortolkning, og i tilfælde af uklarhed skal definitionen
fortolkes til gunst for den person, der er genstand for efterforskning, retsforfølgning eller dom-
fældelse, jf. artikel 22, stk. 2. Det følger desuden af artikel 23, at en person, der er domfældt af
Straffedomstolen, kun kan idømmes straf i overensstemmelse med statutten.
Statuttens artikel 24 indeholder endvidere det grundlæggende strafferetlige princip om ikke at
straffe med tilbagevirkende kraft. Det følger af artikel 24, stk. 1, at ingen person kan ifalde
strafansvar i henhold til statutten for forhold begået forud for dens ikrafttræden. Ændres de
retsregler, der finder anvendelse på en given sag, inden der er faldet endelig dom i sagen, finder
de retsregler anvendelse, der er mest gunstige for den tiltalte, jf. stk. 2.
2. Straffelovens bestemmelser
Det følger af straffelovens § 1, 1. pkt., at straf kun kan pålægges for et forhold, hvis strafbarhed
er hjemlet ved lov, eller som ganske må ligestilles med et sådant. Bestemmelsen indeholder
således et legalitetsprincip svarende til statuttens artikel 22 og 23.
Det følger endvidere af straffelovens § 3, stk. 1, 1. pkt., at er den ved en handlings påkendelse
gældende straffelovgivning forskellig fra den, der gjaldt ved handlingens foretagelse, afgøres
spørgsmålet om strafbarhed og straf efter den senere lov, dog at afgørelsen ikke derved må blive
strengere end efter den ældre lov. Beror ophøret af lovens gyldighed på ydre, strafskylden uved-
kommende forhold, bliver handlingen at bedømme efter den ældre lov, jf. § 3, stk. 1, 2. pkt. Det
er således udgangspunktet, at det er straffelovgivningen på pådømmelsestidspunktet, der skal
lægges til grund, medmindre denne lovgivning efter en konkret samlet vurdering må antages at
være strengere end straffelovgivningen på gerningstidspunktet.
211
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0212.png
I tilfælde, hvor gerningsindholdet i den ældre straffebestemmelse er sammenfaldende med ger-
ningsindholdet i den nye straffebestemmelse, men retsfølgerne er strengere, herunder eksem-
pelvis på grund af en strafskærpelse, er det også lovgivningen på pådømmelsestidspunktet, der
skal lægges til grund, men dog således at straffen ikke må blive strengere end efter den på
gerningstiden gældende lovgivning.
125
Dette understøttes af Østre Landsrets dom af 15. juli
1969 i ankesag 224/1969 (gengivet i U.1969.959 Ø), hvor en person var tiltalt for at have over-
draget en betydelig mængde hash i perioden fra juni 1968 til februar 1969. Den pågældende
blev idømt fængsel i 1 år og 6 måneder efter straffelovens § 191 om grov narkotikakriminalitet,
der trådte i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. § 2, stk. 1, i lov nr. 276 af 18. juni 1969,
og ikke efter lov om euforiserende stoffer, som var den gældende lovgivning på gerningstids-
punktet. Østre Landsret fandt med henvisning til straffelovens § 3, stk. 1, 1. pkt., at den pågæl-
dende skulle straffes efter straffelovens § 191, men således at straffen ikke blev strengere end
efter den på gerningstiden gældende lovgivning. Strafferammen for straffelovens § 191 var på
daværende tidspunkt 6 år, mens strafferammen for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer
var fængsel indtil 2 år.
I tilfælde, hvor gerningsindholdet i den ældre og den nye straffebestemmelse er sammenfal-
dende, men betegnelsen af den nye straffebestemmelse er ændret i retning af at være mere stig-
matiserende, er det ikke afklaret, om det i sig selv ville føre til, at den ældre straffebestemmelse
vil skulle anvendes.
126
3. Norsk ret
Norge indførte i 2008 et nyt kapitel i den norske straffelov med straffebestemmelser om folke-
drab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.
Bestemmelserne blev indført med en form for tilbagevirkende kraft ved at indsætte et nyt punk-
tum i den norske straffelovs § 3 med følgende ordlyd:
”Bestemmelsene i kapittel 16 anvendes på handlinger begått før ikrafttredelsen
dersom handlingen på gjerningstidspunktet var straffbar ifølge dagjeldende
straffelovgivning og ansett som folkemord, forbrytelse mot menneskeheten eller
krigsforbrytelse etter folkeretten. Straffen kan likevel ikke overskride straffen som
ville ha blitt idømt etter straffelovgivningen på gjerningstidspunktet.”
Der var således to betingelser for den tidsmæssige gyldighed: For det første skulle handlingen
have været strafbar efter norske straffebestemmelser på gerningstidspunktet, og for det andet
Elholm, Thomas; Madsen, Lasse Lund (2023):
Den kommenterede straffelov, Almindelig del.
Jurist- og Øko-
nomiforbundet, 12. udgave, side 137.
126
Herved Elholm, Thomas; Madsen, Lasse Lund (2023):
Den kommenterede straffelov, Almindelig del.
Jurist- og
Økonomiforbundet, 12. udgave, side 138.
125
212
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0213.png
skulle handlingen kunne karakteriseres som folkemord, forbrydelse mod menneskeheden eller
krigsforbrydelse efter folkeretten, jf. bemærkningerne til det norske lovforslag, side 62-63.
127
Det bemærkes, at udgangspunktet for den norske straffelovs § 3 er, at lovgivningen på ger-
ningstidspunktet skal anvendes, medmindre lovgivningen på pådømmelsestidspunktet er gun-
stigere for sigtede. Udgangspunktet i den norske straffelovs § 3 er således lovgivningen på
gerningstidspunktet, hvilket er det modsatte udgangspunkt end den danske straffelovs § 3, hvor
udgangspunktet er den nugældende lovgivning.
Den norske Højesteret underkendte bestemmelsernes tidsmæssige gyldighed i dom af 3. de-
cember 2010 (HR-2010-02057-P (sak nr. 2010/934)), hvorefter den videre behandling af den
pågældende sag skulle henføres under de straffebestemmelser, der var gældende på gernings-
tidspunktet. Flertallet i den norske Højesteret begrundede afgørelsen med, at det var i strid med
det absolutte værn i den norske grundlovs § 97 om forbud mod straf med tilbagevirkende kraft.
Det lægges til grund i dommen, at artikel 7 i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke
er til hinder for at straffelove gives tilbagevirkende kraft, hvis handlingen var strafbar efter
almindelige retsprincipper på gerningstidspunktet, jf. pr. 76. Det centrale i sagen var derfor, om
bestemmelsernes tidsmæssige gyldighed var i strid med det norske grundlovsforbud. Den nor-
ske Højesteret afgjorde, at den norske grundlovsbestemmelse indeholder et absolut krav om
hjemmel i norsk lov, således at hjemmel i udenlandsk lov eller folkeretten ikke er tilstrækkelig,
og at en senere udvikling i folkeretten ikke kan rokke ved dette retssikkerhedskrav, jf. pr. 116.
4. Udvalgets overvejelser om den tidsmæssige gyldighed af de foreslåede be-
stemmelser om forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser
Der er i dag ikke særskilte straffebestemmelser om forbrydelser mod menneskeheden og krigs-
forbrydelser.
Det følger som nævnt af straffelovens § 3, stk. 1, 1. pkt., at er den ved en handlings påkendelse
gældende straffelovgivning forskellig fra den, der gjaldt ved handlingens foretagelse, afgøres
spørgsmålet om strafbarhed og straf efter den senere lov, dog at afgørelsen ikke derved må blive
strengere end efter den ældre lov.
Forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser kan i dag som udgangspunkt alene
straffes som bl.a. drab, vold eller en seksualforbrydelse efter straffeloven samt eventuelt efter
militær straffelov, dog således at det vil kunne udgøre en strafskærpende omstændighed efter
straffelovens almindelige regler herom, at lovovertrædelsen kan betegnes som en forbrydelse
127
Odelstingsproposisjon (Ot.prp.) nr. 8 (2007-2008) om lov om erindringer i straffeloven 20. mai 2005 nr. 28 mv.
(skjerpende og formildende omstendigheter, folkemord, rikets selvstendighet, terrorhandlinger, ro, orden og
sikkerhet, og offentlig myndighet).
213
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0214.png
mod menneskeheden eller en krigsforbrydelse. I Højesterets dom af 15. august 1995 om krigs-
forbrydelser begået i Balkan i sag I 447/1994 (gengivet i U.1995.838H) lagde Højesteret således
til grund, at forholdene kunne karakteriseres som ”grove overtrædelser” af Genève-konventio-
nerne – det vil sige en krigsforbrydelse – og tiltrådte desuden landsrettens afgørelse om straf-
forhøjelse efter straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt.
Fremover vil sådanne forbrydelser imidlertid kunne straffes som forbrydelser mod menneske-
heden og krigsforbrydelser, der – uanset det ovennævnte om strafskærpende omstændigheder
– har et andet og mere bebyrdende gerningsindhold. Eksempelvis forudsætter drab som forbry-
delse mod menneskeheden, at gerningspersonen har dræbt en person, og at drabet er begået som
led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning. De objektive elementer i
gerningsindholdet adskiller sig således fra drabsbestemmelsen i straffelovens § 237.
Det må på denne baggrund efter udvalgets opfattelse antages, at forbrydelser mod menneske-
heden og krigsforbrydelser begået før lovens ikrafttræden ikke som følge af straffelovens § 3,
stk. 1, 1. pkt., vil kunne pådømmes efter de foreslåede bestemmelser.
Udvalget har på denne baggrund overvejet, om der bør indføres en bestemmelse i lighed med
den, der blev indført i Norge. Det vil sige en bestemmelse om, at forbrydelser mod menneske-
heden og krigsforbrydelser kan straffes som sådanne, hvis den pågældende handling kan straf-
fes efter straffeloven på gerningstidspunktet og på dette tidspunkt udgjorde en forbrydelse mod
menneskeheden eller en krigsforbrydelse efter folkeretten, dog således at straffen ikke kan blive
strengere end efter den dagældende lovgivning.
Det bemærkes i den forbindelse, at den danske grundlov modsat den norske grundlov ikke in-
deholder et forbud mod tilbagevirkende kraft. Den norske højesteretsafgørelse er konkret be-
grundet i en vurdering af foreneligheden af den norske bestemmelse om tidsmæssig gyldighed
med den norske grundlov. Denne afgørelse bør således efter udvalgets opfattelse ikke have
afgørende betydning for spørgsmålet om indførelse af en lignende dansk bestemmelse om den
tidsmæssige gyldighed af de foreslåede straffebestemmelser om forbrydelser mod menneske-
heden og krigsforbrydelser.
Det kan ud fra almindelige retssikkerhedsmæssige betragtninger give anledning til væsentlige
principielle betænkeligheder at indføre bebyrdende love med tilbagevirkende kraft. En sådan
fremgangsmåde bør derfor ifølge vejledning om lovkvalitet kun benyttes, når afgørende hensyn
gør det påkrævet, og således at det tidsrum, hvori loven har tilbagevirkende kraft, bliver så kort
som muligt.
128
128
Vejledning nr. 9964 af 23. november 2023 om lovkvalitet, pkt. 6.2.
214
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
En eventuel indførelse af en bestemmelse i lighed med den ordning, som blev indført i den
norske lovgivning, indebærer imidlertid ikke, at handlinger, der ikke var strafbare på handlings-
tidspunktet, nu gøres strafbare, eller at straffen skærpes i forhold til, hvad den ellers ville være
blevet udmålt til. Desuden vil det være en betingelse efter en sådan bestemmelse, at den pågæl-
dende handling skal have udgjort en forbrydelse mod menneskeheden eller en krigsforbrydelse
efter folkeretten på gerningstidspunktet.
Efter udvalgets opfattelse vil det have en betydelig værdi i forhold til både ofre og omverdenen,
at tidligere begåede forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser kan straffes som
sådanne og ikke alene som overtrædelser af eksempelvis de almindelige regler i straffeloven
om drab og voldtægt.
På denne baggrund finder udvalget, at der bør indføres en bestemmelse, hvorefter de foreslåede
bestemmelser om forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser også finder anven-
delse på handlinger begået før lovens ikrafttræden, hvis handlingen på gerningstidspunktet var
strafbar og på dette tidspunkt efter folkeretten udgjorde en forbrydelse mod menneskeheden
eller en krigsforbrydelse. Straffen for handlinger begået inden lovens ikrafttræden vil ikke
kunne overskride den straf, som ville være blevet idømt efter de på gerningstidspunktet gæl-
dende bestemmelser, som handlingen kan straffes efter.
Anvendelsen af bestemmelsen forudsætter således, at der konkret kan føres bevis for de objek-
tive og subjektive forudsætninger for at straffe efter både den straffebestemmelse, der var gæl-
dende på gerningstidspunktet, og den relevante nye straffebestemmelse. Der vil endvidere
skulle føres bevis for, at handlingen udgjorde en forbrydelse mod menneskeheden eller en krigs-
forbrydelse efter folkeretten på gerningstidspunktet. Udvalget bemærker, at denne vurdering i
nogle tilfælde vil kunne være vanskelig for anklagemyndigheden at foretage, herunder navnlig
når der er tale om retsområder, hvor folkeretten har udviklet sig gennem tiden, eller hvor de
danske straffebestemmelser går videre end de forpligtelser, som er nedfældet i statuttens be-
stemmelser.
Ved den nærmere fastlæggelse af, hvad der var gældende folkeret på gerningstidspunktet, vil
der kunne tages udgangspunkt i internationale konventioner, uanset om de er generelle eller
specifikke, staters praksis, generelle retsprincipper samt retspraksis fra internationale ad hoc
domstole (herunder ICTY, ICTR, SCSL og ECCC) såvel som juridisk litteratur, jf. herved arti-
kel 38 i statutten for Den Internationale Domstol.
215
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
I tilfælde, hvor betingelserne for at anvende den foreslåede bestemmelse om tidsmæssige gyl-
dighed ikke er opfyldt, vil straffelovens § 3 gælde. Det bemærkes i den forbindelse, at det som
nævnt efter udvalgets opfattelse må antages, at forbrydelser mod menneskeheden og krigsfor-
brydelser begået før lovens ikrafttræden ikke som følge af straffelovens § 3 vil kunne pådøm-
mes efter de foreslåede nye straffebestemmelser. Disse tilfælde vil derfor skulle afgøres efter
de straffebestemmelser, som var gældende på gerningstidspunktet.
Det er udvalgets vurdering, at den foreslåede ordning er forenelig med forbuddet mod straf med
tilbagevirkende kraft efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 7, da hand-
lingen efter den foreslåede model skal være strafbar efter både national ret og folkeretten på
gerningstidspunktet, og da der ikke pålægges en strengere straf for handlingen end den, der var
anvendelig på det tidspunkt, da lovovertrædelsen blev begået.
Der henvises om bestemmelsen nærmere til det foreslåede § 118 k, stk. 6, og bemærkningerne
hertil i udvalgets lovudkast i kapitel 14.
216
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0217.png
Tortur
1. Folkeret
Forbuddet mod tortur er en ufravigelig folkeretlig norm (jus
cogens),
som ikke kan tilsidesættes
hverken ved folkeretlige traktater eller national lov. Forbuddet mod tortur er således absolut,
idet stater under ingen omstændigheder må begå tortur. Det nærmere omfang af staters forplig-
telse til at forebygge og værne imod tortur afhænger af de traktater og konventioner, som den
pågældende stat har tiltrådt.
I den internationale menneskeret indeholder navnlig FN’s konvention mod tortur og anden gru-
som, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (torturkonventionen) et forbud
mod tortur. FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder og Den Europæiske Men-
neskerettighedskonvention indeholder ligeledes et forbud mod tortur.
Ifølge den internationale strafferet kan tortur være en forbrydelse mod menneskeheden eller en
krigsforbrydelse. Der henvises til kapitel 4 om forbrydelser mod menneskeheden ved tortur og
kapitel 5 om krigsforbrydelser ved tortur. Udvalget har i de nævnte kapitler behandlet spørgs-
målet om udformningen af en særskilt straffebestemmelse for disse forbrydelser. Tortur som
forbrydelse mod menneskeheden og tortur som krigsforbrydelse behandles derfor ikke yderli-
gere i dette kapitel. Væsentlige gerningsmomenter i de to forbrydelsers gerningsindhold beskri-
ves dog nedenfor for at klarlægge ligheder med og forskelle mellem bestemmelserne og tortur
som defineret i FN’s torturkonventionens artikel 1. De almindelige strafferetlige regler m.v. for
så vidt angår tortur som krigsforbrydelse og forbrydelse mod menneskeheden samt disse be-
stemmelsers tidsmæssige gyldighed er behandlet i kapitel 7-9.
Med henblik på at afklare, hvad den nye danske straffebestemmelse om tortur skal indeholde,
vil det følgende fokusere på forbuddet mod tortur i henhold til den internationale menneskeret,
herunder navnlig torturkonventionens definition.
1.1 FN’s torturkonvention
Danmark ratificerede FN’s torturkonvention i 1987, jf. bekendtgørelse nr. 88 af 23. oktober
1987. FN’s torturkonvention indeholdt som det første internationale menneskeretlige instru-
ment en definition af tortur. Andre internationale instrumenter, herunder FN’s Verdenserklæ-
ring, FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, Den Europæiske Menneskeret-
tighedskonvention, EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og FN’s børnekonvention,
217
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
indeholder en forpligtelse for staten til at sikre, at ingen udsættes for tortur, men ikke en egentlig
definition af tortur.
FN’s torturkonventions artikel 1, stk. 1, indeholder definitionen af tortur, hvorefter enhver
handling, ved hvilken stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller mentalt, bevidst påføres en
person med et af de i bestemmelsen nærmere angivne formål, når en sådan smerte eller lidelse
påføres af eller på opfordring af en offentlig ansat eller en anden person, der virker i embeds
medfør, eller med en sådan persons samtykke eller indvilligelse, er tortur, jf. nærmere nedenfor.
Det følger desuden af torturkonventionens artikel 4, stk. 1, at enhver deltagende stat skal sikre,
at enhver torturhandling er strafbar i overensstemmelse med straffelovgivningen. Tilsvarende
gælder for forsøg på at udøve tortur og for handlinger begået af enhver person, som udgør
meddelagtighed eller deltagelse i tortur. Enhver deltagende stat skal gøre disse handlinger straf-
bare med passende straf under hensyn til deres alvorlige natur, jf. artikel 4, stk. 2.
Torturkonventionen indeholder også en række andre forpligtelser for deltagerstater, herunder
en forpligtelse til at efterforske og retsforfølge tortursager, jf. artikel 7, 12 og 13, og en forplig-
telse til at sikre torturoverlevernes rettigheder, jf. artikel 14.
Torturkonventionens artikel 16 forpligter endvidere enhver deltagerstat til at forhindre andre
handlinger, som indebærer grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf,
som ikke udgør tortur som defineret i artikel 1, når sådanne handlinger er foretaget af eller på
opfordring af en offentlig ansat eller en anden person, der virker i embeds medfør, eller med en
sådan persons samtykke eller indvilligelse. Pligten til at kriminalisere og retsforfølge efter hen-
holdsvis artikel 4, stk. 1, og artikel 7 gælder ikke for grusom, umenneskelig eller nedværdigende
behandling.
1.1.1
Torturdefinitionen, herunder de fire betingelser
FN’s torturkonventions artikel 1, stk. 1, der indeholder definitionen af tortur, har følgende ord-
lyd:
”Artikel
1
I denne konvention betyder udtrykket ”tortur” enhver handling, ved hvilken stærk
smerte eller lidelse, enten fysisk eller mental, bevidst påføres en person med det
formål at fremskaffe oplysninger eller en tilståelse fra denne eller en trediemand, at
straffe ham for en handling, som han selv eller en trediemand har begået eller mis-
tænkes for at have begået, eller at skræmme eller lægge tvang på ham eller en tre-
diemand, eller af nogen grund baseret på nogen form for forskelsbehandling, når en
sådan smerte eller lidelse påføres af eller på opfordring af en offentlig ansat eller en
anden person, der virker i embeds medfør eller med en sådan persons samtykke
218
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0219.png
eller indvilligelse. Smerte eller lidelse, der alene er en naturlig eller tilfældig følge
eller del af lovlige sanktioner, er ikke omfattet”.
Der er således fire betingelser efter torturkonventionens artikel 1, stk. 1, der skal være opfyldt,
før en handling kan karakteriseres som tortur.
For det første skal der være foretaget en handling, der påfører stærk fysisk eller psykisk smerte
eller lidelse på en anden person.
For det andet skal den stærke fysiske eller psykiske smerte eller lidelse være påført bevidst.
For det tredje skal torturhandlingen have et bestemt formål, som efter bestemmelsens ordlyd
kan være at fremskaffe oplysninger eller en tilståelse fra den forurettede eller en tredjeperson,
at straffe den forurettede for en handling, som den pågældende selv eller en tredjeperson har
begået eller mistænktes for at have begået, eller at skræmme eller lægge tvang på den foruret-
tede eller en tredjeperson eller af nogen grund baseret på nogen form for forskelsbehandling.
De oplistede formål i bestemmelsen er ikke udtømmende for, hvad der kan udgøre et formål,
idet den engelske bestemmelse indeholder ordene ”for such purposes as”. De oplistede formål
kan dog betragtes som de mest almindelige formål. Det må antages, at andre formål skal være
nært beslægtede med de oplistede formål i bestemmelsen, jf. brugen af ordene ”such […] as” i
den engelske bestemmelse.
129
Påførelse af smerte eller lidelse uden et særligt formål kan ikke
udgøre tortur, men handlingen kan efter omstændighederne i stedet karakteriseres som umen-
neskelig behandling.
For det fjerde skal torturhandlingen være begået af eller på opfordring af en offentligt ansat
eller en anden person, der virker i embeds medfør, eller torturhandlingen skal være begået med
en sådan persons samtykke eller indvilligelse.
1.1.2
Torturbegrebet og retspraksis
Som beskrevet ovenfor er det et centralt element i tortur, at en person udsættes for stærk fysisk
eller psykisk smerte eller lidelse. De sundhedsmæssige konsekvenser af tortur er nærmere be-
skrevet i FN’s såkaldte Istanbul-protokol.
130
Istanbul-protokollen er det første sæt
Kessing, Peter Vedel (2007): ”Tortur i folkeretten” i
Enhver Stats pligt…
Jurist- og Økonomforbundet; No-
wak, Manfred et al. (2020):
The United Nations Convention Against Torture and Its Optional Protocol.
Oxford
University Press.
130
FN’s Højkommissær for menneskerettigheder (2022):
Manual on the Effective Investigation and Documenta-
tion of Torture and Other Cruel, Inuman or Degrading Treatment or Punishment.
Istanbul-protokollen blev første
gang udgivet i 2001, men blev udgivet i en ny opdateret version i 2022 som resultat af flere års arbejde, hvor bl.a.
flere danske læger og eksperter har været involveret.
129
219
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0220.png
internationale retningslinjer for dokumentation af tortur og dens konsekvenser, som er rettet
mod læger, psykologer, jurister og andre, der arbejder professionelt med at dokumentere tortur.
En lægeundersøgelse af det mulige torturoffer bør gennemføres i overensstemmelse med Istan-
bul-protokollens anvisninger som led i efterforskningen for at sikre bevis for, at en person er
blevet udsat for stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse, uanset hvor lang tid der er forlø-
bet, siden den omtalte tortur fandt sted. En sådan lægeundersøgelse skal basere sig på en over-
ordnet evaluering af alle kliniske fund og ikke blot på sammenhængen mellem enkelte læsioner
og bestemte torturformer.
131
I det omfang, der findes fysiske eller psykiske tegn på tortur, udgør
dette en vigtig støtte til den antagelse, at tortur fandt sted. Efter Istanbul-protokollen bør de
læger m.v., der undersøger et muligt torturoffer, forholde sig til graden af sammenhæng mellem
på den ene side den beskrevne handling (tortur), som den pågældende angiver at have været
udsat for, og på den anden side resultaterne af den kliniske undersøgelse. Det forhold, at der
ikke fandtes fysiske eller psykiske tegn på tortur, er imidlertid ikke et bevis for, at tortur ikke
blev begået, da tortur ikke altid efterlader permanente fysiske eller psykiske tegn.
132
Der er ingen udtømmende liste over handlinger, der kvalificerer som tortur. Istanbul-protokol-
len nævner i afsnit 426-459 en række eksempler på torturmetoder, som er internationalt aner-
kendt som forårsagende stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse. Tortur omfatter eksem-
pelvis slag under fodsålerne (falanga), elektrisk tortur på kønsdelene og andre følsomme steder
på kroppen, voldtægt eller lignende, ophængning og gentagne alvorlige slag.
133
Retspraksis fra FN’s Torturkomite giver et indblik i komiteens vurdering af kravet om ”stærk
fysisk eller psykisk smerte eller lidelse”.
134
Eksempelvis sagen
Alexander Gerasimov mod Ka-
sakhstan,
som ifølge FN’s Torturkomité omfattede stærk fysisk og psykisk smerte. I sagen ud-
satte betjente den forurettede for flere kraftige slag mod nyrerne, trussel om seksuel vold og
torturteknikken ”dry submarino”, hvor en plastikpose blev sat over den forurettedes hoved og
trukket bag ud, indtil han mistede bevidstheden, hvorefter posen blev løsnet igen. Processen
blev gentaget flere gange og medførte desuden hudafskrabninger i ansigtet og førte til, at både
næse og ører blødte.
135
FN’s Højkommissær for menneskerettigheder (2022):
Manual on the Effective Investigation and Documenta-
tion of Torture and Other Cruel, Inuman or Degrading Treatment or Punishment,
afsnit 229 og 424.
132
FN’s Højkommissær for menneskerettigheder (2022):
Manual on the Effective Investigation and Documenta-
tion of Torture and Other Cruel, Inuman or Degrading Treatment or Punishment,
afsnit 393.
133
DIGNITY har udgivet en række faktaark, som beskriver torturmetoder og deres sundhedsmæssige konse-
kvenser, se Faktaark Sundhedsfaglig afdeling - DIGNITY - Danish Institute Against Torture (2019): Fact Sheet
Collection, Legal
No. 1 – Defining Torture,
2. udgave.
134
Nowak, Manfred et al. (2020):
The United Nations Convention Against Torture and Its Optional Protocol.
Oxford University Press, side 48 ff.
135
FN’s Torturkomité,
Alexander Gerasimov mod Kasakhstan,
No 433/2010, UN Doc CAT/C/48/D/433/2010,
afgørelse af 24. maj 2012, pr. 12.2.
131
220
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0221.png
FN’s Torturkomité konkluderede ligeledes i sagen
Ntahiraja mod Burundi,
at det udgjorde tor-
tur, at den forurettede blev udsat for alvorlige og gentagne spark og slag på hovedet og andre
dele af kroppen under en anholdelse og efterfølgende afhøring. Den forurettede blev også udsat
for ydmygelse og alvorlige trusler om at blive dræbt ved, at politibetjenten satte en pistol for
hans ansigt.
136
Sagen
Ali Ben Salem mod Tunesien
vedrørte ligeledes alvorlige slag og spark og
andre former for overgreb, herunder at den forurettedes hoved blev slået så brutalt mod en mur,
at han mistede bevidstheden.
137
FN’s Torturkomité har i sagen
Hajrizi Dzemajl m.fl. mod Jugoslavien
fastlagt omfanget af den
offentlige ansattes ansvar ved at ”indvillige” i andres torturhandlinger (”acquiescence”).
138
Det bemærkes, at FN’s Torturkomités afgørelser m.v. ikke er retligt bindende i formel forstand.
Det betyder, at staterne ikke er retligt forpligtede til at følge afgørelserne. I praksis vil staterne
dog i almindelighed gøre det.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol lægger efter sin praksis vægt på definitionen i
FN’s torturkonvention ved vurderingen af, om en behandling kan karakteriseres som tortur efter
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, der bl.a. indeholder et forbud mod
tortur.
139
Det beror på en konkret og samlet vurdering af en sag, om en eller flere handlinger
kvalificerer som tortur.
140
Det anføres i Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for prakti-
kere, 6. udgave (2023), side 301, bl.a., at torturbegrebet udvikler sig med tiden, så handlinger,
der tidligere ikke blev anset for at udgøre tortur, med tiden kan antage karakter af torturhand-
linger.
Det bemærkes endvidere, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention pålægger de kon-
traherende stater at sikre enhver person under deres jurisdiktion konventionens rettigheder, jf.
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 1. Hvis en person fremfører en rime-
ligt begrundet påstand om, at vedkommende uretmæssigt og i strid med Den Europæiske
FN’s Torturkomité,
Saidi Ntahiraja mod Burundi,
No 575/2013, UN Doc CAT/C/55/D/575/2013, afgørelse af
3. august 2015, pr. 2.5-2.6.
137
FN’s Torturkomité,
Ali Ben Salem mod Tunesien,
NO 269/2005, UN Doc CAT/C/39/D/269/2005, afgørelse af
7. november 2007, pr 2.3
138
FN’s Torturkomité,
Hajrizi Dzemajl m.fl. mod Jugoslavien
(161/2000), afgørelse af 21. november 2002.
139
Menneskerettighedsdomstolen,
Selmouni mod Frankrig
(25803/94), afgørelse af 28. juli 1999, pr. 97; Menne-
skerettighedsdomstolen,
Dikme mod Tyrkiet
(20869/92s), afgørelse af 11. juli 2000, pr. 94.
140
Jon Fridrik Kjølbro (2023): Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere, 6. udgave, side
300.
136
221
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0222.png
Menneskerettighedskonventions artikel 3 har været udsat for alvorlig mishandling begået af
politiet eller andre myndighedspersoner, følger det forudsætningsvis af Den Europæiske Men-
neskerettighedskonventions artikel 3 sammenholdt med artikel 1, at der skal foretages en effek-
tiv og officiel undersøgelse af forholdene.
141
I litteraturen er elementerne i torturdefinitionen og tilhørende retspraksis også nærmere beskre-
vet.
142
1.2 Tortur som en del af forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelse
Som beskrevet i kapitel 4 og 5 indeholder Straffedomstolens statut en kriminalisering af tortur
som forbrydelse mod menneskeheden i artikel 7 og tortur som krigsforbrydelse i artikel 8.
Det fremgår af statuttens artikel 7, stk. 1, litra f, at tortur er en forbrydelse mod menneskeheden,
når den begås som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning og med
viden om angrebet. Tortur som forbrydelse mod menneskeheden er således begrænset til hand-
linger, der begås som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning og
med viden om angrebet. Ved tortur forstås en forsætlig påførelse af stærk smerte eller lidelse,
enten fysisk eller psykisk, på en person i anklagedes varetægt eller under den anklagedes kon-
trol, jf. statuttens artikel 7, stk. 2, litra e. Bestemmelsen indeholder ingen krav om, at tortur-
handlingen skal være begået med et bestemt formål eller af en statslig aktør.
Det følger af statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, nr. ii, og litra c, nr. i, at tortur anses for at være
en krigsforbrydelse, når torturen begås i sammenhæng med en international eller ikke-interna-
tional væbnet konflikt. Tortur som krigsforbrydelse er således begrænset til handlinger, der
begås i forbindelse med en væbnet konflikt. Det følger af de vejledende beskrivelser af ger-
ningsindhold for bestemmelserne, at gerningspersonen skal have påført stærk smerte eller li-
delse med et bestemt formål, eksempelvis at indhente oplysninger eller en tilståelse, straf, inti-
midering eller tvang, eller af en hvilken som helst anden årsag baseret på diskrimination af
enhver art. De oplistede formål i de vejledende beskrivelser af gerningsindhold svarer til de
formål, der er opregnet i artikel 1, stk. 1 i FN’s torturkonvention. Bestemmelsen indeholder
ingen krav om, at handlingen skal være begået af en statslig aktør, men handlingen skal som
nævnt være påført med et bestemt formål.
Jon Fridrik Kjølbro (2023):
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere,
6. udgave, side 310.
Der henvises nærmere til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksisoversigt, som findes på dom-
stolens hjemmeside, og Kjølbro, Jon Fridrik (2023):
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for prakti-
kere.
Jurist- og Økononiforbundet, 6. udgave, side 300 ff.; Nowak, Manfred et al. (2020):
The United Nations
Convention Against Torture and Its Optional Protocol.
Oxford University Press; Evans, Malcom D.; Modvig,
Jens (2020):
Research Handbook on Torture: Legal and Medical Perspectives on Prohibition and Prevention.
Edward Elgar forlaget..
141
142
222
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0223.png
Tortur efter statuttens artikel 7 og 8 har således et bredere anvendelsesområde, idet sådan tortur
ikke er begrænset til sager, som involverer statslige aktører.
143
Et grundlæggende element i
torturhandlinger efter både torturkonventionen og statuttens artikel 7 og 8 er dog, at en person
skal have været udsat for stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse som beskrevet i afsnittet
ovenfor.
2. Gældende ret
Det følger som nævnt af artikel 4 i torturkonventionen, at staten er forpligtet til at sikre, at
enhver torturhandling – som defineret i konventionens artikel 1 – er strafbar og kan pålægges
en passende straf under hensyn til handlingens alvorlige natur.
Der er efter gældende dansk ret ikke en materiel straffebestemmelse, som selvstændigt krimi-
naliserer tortur. Torturhandlinger vil derimod efter omstændighederne være omfattet af andre
af straffelovens bestemmelser eller af bestemmelser i militær straffelov.
2.1 Materielle straffebestemmelser i dansk straffelovgivning
Torturhandlinger kan bl.a. være omfattet af straffelovens kapitel 25 om forbrydelser mod liv og
legeme, herunder straffelovens § 237 om drab og §§ 244-246 om vold og andre legemsangreb.
I andre tilfælde vil torturhandlinger kunne indebære seksuelle krænkelser, som er omfattet af
straffelovens kapitel 24 om seksualforbrydelser, herunder § 216 om voldtægt og bestemmelsens
tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje, jf. § 225. Tortur-
handlinger kan også være omfattet af straffelovens kapitel 26 om forbrydelser mod den person-
lige frihed, herunder straffelovens § 260, stk. 1, om ulovlig tvang eller § 261 om ulovlig fri-
hedsberøvelse. Torturhandlinger kan herudover være omfattet af straffelovens kapitel 27 om
freds- og ærekrænkelser, herunder § 266 om trusler. Endvidere vil torturhandlinger kunne være
omfattet af straffelovens kapitel 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv m.v. I den
forbindelse kan der peges på straffelovens §§ 146, 147, 148, 150 og 151 om bl.a. uretfærdige
afgørelser, misbrug af stilling og anvendelse af ulovlige midler for at opnå en forklaring.
Der kan desuden peges på bestemmelserne i retsplejelovens §§ 750 og 752 om politiets afhø-
ringer af sigtede personer. Det følger af § 750, 1. pkt., at politiet kan foretage afhøringer, men
ikke kan pålægge nogen at afgive forklaring, og at ingen tvang må anvendes for at få nogen til
at udtale sig. Endvidere følger det af § 752, stk. 3 og 4, bl.a., at løfter, urigtige foregivender
eller trusler ikke må anvendes, og at afhøringen ikke må forlænges alene for at opnå en tilstå-
else. Ved afhøring i retten finder § 752 tilsvarende anvendelse, jf. retsplejelovens § 754, stk. 1.
Cassese, Antonio et al. (2013):
International Criminal Law.
Oxford University Press, 3. udgave, side 135:
“Clearly, the state official requirement is not needed any more when other elements are present capable of “up-
grading” an individual conduct of “merely” internal concern to the level of an international crime.”
143
223
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Overtrædelse af de nævnte regler i retsplejeloven kan efter omstændighederne straffes efter
bestemmelser i straffelovens kapitel 16, herunder navnlig § 147 om anvendelse af ulovlige mid-
ler for at opnå tilståelse eller forklaring eller lovstridig anholdelse og fængsling m.v.
Torturhandlinger vil endvidere kunne være omfattet af militær straffelovs § 27 om grov pligt-
forsømmelse. Efter § 27, stk. 2, kan straffen stige til fængsel i 1 år, når pligtforsømmelsen er af
særlig grov karakter, eller når den har medført betydelig skade eller fare, og efter § 27, stk. 3,
kan straffen ved forsætlig overtrædelse under væbnet konflikt stige til fængsel i 3 år.
2.2 Straffelovens § 157 a
Danmarks ratifikation af FN’s torturkonvention i 1987 indebærer ikke, at Danmark er folkeret-
ligt forpligtet til selvstændigt at kriminalisere forbrydelsen i dansk ret. Danmark er imidlertid
ved flere lejligheder blevet kritiseret for ikke at have en særskilt torturbestemmelse, herunder
navnlig af FN’s Torturkomité i forbindelse med eksaminationer af Danmark og af en række
nationale og internationale interesseorganisationer.
Straffelovrådet blev i 2005 bedt om at overveje spørgsmålet om en særskilt torturbestemmelse
i straffeloven. I betænkning nr. 1494/2008 om en torturbestemmelse i straffeloven anbefalede
Straffelovrådet, at der ikke indføres en sådan bestemmelse i straffeloven. Straffelovrådet hen-
viste bl.a. til, at det ville frembyde vanskeligheder at fastlægge et entydigt torturbegreb, at tortur
kan have mange forskellige former og formål, at lovtekniske hensyn til bl.a. afgrænsnings- og
sammenstødsproblemer talte imod en dobbeltkriminalisering, og at torturhandlinger som alt-
overvejende hovedregel allerede er strafbare efter gældende bestemmelser i straffeloven.
Straffelovrådet pegede i betænkningen også på en række hensyn, der taler for en selvstændig
materiel straffebestemmelse. Det blev først og fremmest fremhævet, at tortur er en særlig al-
vorlig forbrydelse, som indebærer en særlig kvalificeret krænkelse af offeret, og at der består
et absolut folkeretligt forbud mod tortur. Endvidere blev det fremhævet, at en egentlig straffe-
bestemmelse om torturhandlinger vil kunne øge opmærksomheden om tortur såvel nationalt
som internationalt, og at en sådan bestemmelse vil understrege, at Danmark tager torturhand-
linger meget alvorligt og støtter den internationale indsats mod tortur. Endelig blev det frem-
hævet, at en sådan bestemmelse vil kunne gøre det lettere at registrere og synliggøre, hvor
mange straffesager der måtte vedrøre tortur.
Straffelovrådet anbefalede som et alternativ, at der kunne indsættes en strafskærpelsesbestem-
melse, der kunne tilgodese de hensyn, der talte for en særskilt kriminalisering, på en anden
måde end ved at indsætte en egentlig materiel straffebestemmelse om torturhandlinger i straf-
feloven.
224
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Ved lov nr. 494 af 17. juni 2008 blev straffelovens § 157 a indført på baggrund af Straffelovrå-
dets anbefalinger om en eventuel strafskærpelsesbestemmelse om tortur. Det skal efter denne
strafskærpelsesbestemmelse indgå som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er be-
gået ved tortur. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
Ӥ
157 a.
Ved fastsættelse af straf for en overtrædelse af denne lov skal det indgå
som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået ved tortur.
Stk. 2.
Overtrædelsen anses for begået ved tortur, hvis den er begået i udøvelsen af
dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv ved at tilføje en
anden person skade på legeme eller helbred eller stærk fysisk eller psykisk smerte
eller lidelse
1) for at skaffe oplysninger eller en tilståelse fra nogen,
2) for at afstraffe, skræmme eller tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget
eller
3) på grund af den pågældendes politiske overbevisning, køn, race, hudfarve, na-
tionale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.”
Som det fremgår, indebærer bestemmelsen, at det ved fastsættelse af straf for en overtrædelse
af straffeloven skal indgå som en skærpende omstændighed, at et forhold anses for tortur. Be-
stemmelsen indebærer dermed, at en overtrædelse af visse bestemmelse i straffeloven (grund-
deliktet) skal straffes strengere, hvis forbrydelsen indeholder påførelse af bl.a. stærk fysisk eller
psykisk smerte og er begået med et af de formål eller grunde, der er anført i bestemmelsen, jf.
§ 157 a, stk. 2, nr. 1-3. Selve straffehjemlen må således findes i straffelovens øvrige bestem-
melser, f.eks. om drab, vold, tvang, trusler osv.
Ved samme lov blev der ligeledes indført en ny bestemmelse i den militære straffelovs § 27 a,
der på tilsvarende vis gør det til en strafskærpende omstændighed, hvis en overtrædelse af den
militære straffelov er begået ved tortur.
2.3 Forældelse
Under folketingsbehandlingen af lovforslaget, der indførte strafskærpelsesbestemmelserne i
straffelovens § 157 a og den militære straffelovs § 27 a, blev der stillet ændringsforslag af
justitsministeren om nye bestemmelser, der gør torturforbrydelserne uforældelige. Ændrings-
forslaget blev vedtaget med bred opbakning som en ny forældelsesregel i straffelovens § 93 b
og den militære straffelovs § 10 a.
2.4 Retspraksis
Ved Østre Landsrets dom af 6. juli 2006 i sag 239/2006 (gengivet i U.2006.2927Ø) blev en
kaptajn og fire sergenter, der gjorde tjeneste hos de danske styrker i Irak, frifundet for særlig
225
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
grov pligtforsømmelse, jf. militær straffelovs § 27, stk. 2, jf. stk. 1. Den pågældende kaptajn
var tiltalt for som udspørger af tilbageholdte irakere bl.a. at have sørget for, at disse skulle sidde
i stressfremkaldende stillinger, og for at have udtalt sig nedladende over for dem. De fire ser-
genter var tiltalt for i forbindelse med tilbageholdelserne at have tvunget de tilbageholdte til at
sidde i stressfremkaldende stillinger. De tiltalte blev frifundet dels af bevismæssige grunde, dels
fordi de handlinger, som blev anset for bevist, ikke indebar en overtrædelse af de bestemmelser,
som tiltalen omfattede.
Der ses ikke at være trykt praksis, der omhandler straffelovens § 157 a, og udvalget er heller
ikke i øvrigt bekendt med retspraksis om bestemmelsen.
3. Fremmed ret
3.1 Finland
Tortur er selvstændigt kriminaliseret i den finske straffelovs kapitel 11, § 9 a. Bestemmelsen
opdeler artikel 1 i FN’s torturkonvention i fire torturhandlinger, således at hver handling har sit
eget nummer. Bestemmelsen følger konventionens ordlyd. Bestemmelsens mulige ansvarssub-
jekter omfatter personer, der har et offentligt tillidshverv, og personer, der udøver offentlig
myndighed eller er ansatte i offentlige instanser, samt udenlandske embedsfolk. Strafferammen
i den finske straffebestemmelse er fængsel i mindst to år og højst 12 år.
Den finske grundlovs kapitel 2 om rettigheder og pligter indeholder desuden i § 7 en bestem-
melse om ret til ikke at blive udsat for tortur.
3.2 Nederlandene
Nederlandene har kriminaliseret tortur som en særskilt forbrydelse i en særlov fra 2003 om
internationale forbrydelser (”Wet internationale misdrijven”). Tortur er defineret i lovens afsnit
1, artikel 1, litra e. Definitionen svarer til den definition, der følger af artikel 1, stk. 1, i FN’s
torturkonvention. Strafferammen for overtrædelse af torturbestemmelsen er fængsel indtil livs-
tid eller en fængselsstraf på ikke over 20 år. Bestemmelsens ansvarssubjekter omfatter offentligt
ansatte eller andre personer, der arbejder i myndighedernes tjeneste.
Torturhandlinger, der er begået i perioden fra 1989 til 2003, er omfattet af den ældre nederland-
ske ”torturkonventionensgennemførelseslov” (”Uitvoeringswet folteringverdrag”), der gen-
nemførte FN’s torturkonvention forud for ikrafttrædelsen af den nyere lov om internationale
forbrydelser.
226
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0227.png
3.3 Norge
I den norske straffelov er tortur særskilt kriminaliseret i § 174 om tortur og § 175 om grov
tortur. Bestemmelserne er placeret i lovens kapitel 19 (”Vern av offentlig myndighet og tilliten
til den”). Strafferammen er fængsel indtil 15 år, mens straffen kan stige til fængsel i 21 år, hvis
der er begået grov tortur efter lovens § 175. Ved afgørelsen af, om torturen er alvorlig, skal der
særligt lægges vægt på, om torturhandlingen har medført tab af menneskeliv eller risiko herfor.
Bestemmelserne har følgende ordlyd:
Ӥ
174.
Tortur
Med fengsel inntil 15 år straffes en offentlig tjenestemann som påfører en annen
person skade eller alvorlig fysisk eller psykisk smerte,
a. med forsett om å oppnå opplysninger eller en tilståelse,
b. med forsett om å avstraffe, true, eller tvinge noen, eller
c. på grunn av personens religion eller livssyn, hudfarge, nasjonale eller etniske
opprinnelse, seksuelle orientering, kjønn, kjønnsidentitet eller kjønnsuttrykk eller
nedsatte funksjonsevne.
Med offentlig tjenestemann menes i denne bestemmelsen enhver
a. i statlig eller kommunal tjeneste, eller
b. som er engasjert av stat eller kommune for å utføre tjeneste eller arbeid.
Det regnes også som tortur at handlinger som nevnt i første ledd begås av noen som
handler etter oppfordring eller med uttrykkelig eller underforstått samtykke fra en
offentlig tjenestemann.”
Ӥ
175.
Grov tortur
Grov tortur straffes med fengsel inntil 21 år.
Ved avgjørelsen av om torturen er grov, skal det særlig legges vekt på om den har
ført til tap eller fare for tap av menneskeliv.”
3.4 Sverige
Tortur er ikke særskilt kriminaliseret i svensk ret. Det svenske Justitsdepartement anmodede i
2014 en chefadvokat om at undersøge behovet for at indføre en særskilt torturbestemmelse i
svensk ret med inddragelse af relevante myndigheder, organisationer og enkeltpersoner. Un-
dersøgelsen konkluderede, at der var behov for en særskilt torturbestemmelse.
144
På baggrund
af undersøgelsen pågår der et arbejde i det svenske justitsministerium for at følge op på under-
søgelsen.
144
Se nærmere notatet ”Ett särskilt tortyrbrott?” (DS 2015:42).
227
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
3.5 Tyskland
Den tyske straffelov indeholder ikke en særskilt kriminalisering af tortur, men torturhandlinger
indgår som et element i den tyske folkeretsstraffelov (”Völkerstrafgesetzbuch”), der implemen-
terer Straffedomstolens statut i tysk ret. Efter loven kan torturhandlinger således være strafbare
som forbrydelse mod menneskeheden eller krigsforbrydelse.
4. Udvalgets overvejelser og forslag til udformningen af en særskilt straffe-
bestemmelse om tortur
Udvalget skal ifølge sit kommissorium udarbejde forslag til, hvordan en selvstændig krimina-
lisering af tortur mest hensigtsmæssigt kan indføres i dansk straffelovgivning.
Det er efter udvalgets opfattelse afgørende, at tortur bliver undersøgt, efterforsket og straffet.
Det er vigtigt, at Danmark støtter op om den internationale retsorden og medvirker til at styrke
det internationale samfunds fælles bestræbelser på at bekæmpe straffrihed og fremme beskyt-
telsen af grundlæggende menneskerettigheder, jf. herved kapitel 3, afsnit 1, om udvalgets ge-
nerelle overvejelser om forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.
Som nævnt ovenfor er tortur som forbrydelse mod menneskeheden og tortur som krigsforbry-
delse behandlet i henholdsvis kapitel 4 om forbrydelser mod menneskeheden og kapitel 5 om
krigsforbrydelser. Artikel 1, stk. 1, i FN’s torturkonvention indeholder et forbud mod tortur, der
adskiller sig fra de førnævnte torturforbrydelser ved bl.a., at det ikke er et krav, at torturen finder
sted i tilknytning til en væbnet konflikt eller et systematisk eller omfattende angreb mod civil-
befolkningen, og at ansvarssubjektet som udgangspunkt er afgrænset til statslige aktører.
Gennemgangen af sammenlignelige lande, der har indført en særskilt straffebestemmelse om
tortur, viser, at både Finland, Nederlandene og Norge har indført en straffebestemmelse sva-
rende til torturkonventionens definition i artikel 1, stk. 1. Udvalgets forslag til en særskilt straf-
febestemmelse om tortur tager på denne baggrund udgangspunkt i definitionen af tortur i artikel
1, stk. 1, i FN’s torturkonvention.
Udvalget foreslår, at torturbestemmelsen placeres i det nye kapitel sammen med de andre fore-
slåede straffebestemmelser om bl.a. forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, da
torturbestemmelsen ligesom de øvrige foreslåede bestemmelser i kapitlet har folkeretlig bag-
grund og kan anses for at være en international forbrydelse, og da torturbestemmelsen ikke
entydigt vil passe godt ind i et eksisterende kapitel i straffeloven.
4.1 Bestemmelsens indhold og foreslåede ordlyd
Udvalget foreslår, at bestemmelsen får følgende ordlyd:
228
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0229.png
Ӥ
118 l.
For tortur straffes med fængsel indtil 12 år den, der virker i dansk, uden-
landsk eller international offentlig tjeneste eller hverv eller som udøver en funktion,
der svarer til eller kan ligestilles hermed, og som påfører en anden person stærk
fysisk eller psykisk smerte eller lidelse, eller som opfordrer til, samtykker i eller på
lignende måde indvilliger i, at en sådan smerte eller lidelse påføres af en tredjeper-
son
1) for at skaffe oplysninger eller en tilståelse fra nogen,
2) for at afstraffe, skræmme eller tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget,
3) på baggrund af enhver form for forskelsbehandling, herunder den pågældendes
køn, race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, politiske overbevisning,
sociale status, handicap, tro, seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk el-
ler kønskarakteristika, eller
4) på baggrund af et formål af lignende karakter.”
Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til definitionen i artikel 1, stk. 1, i FN’s
torturkonvention. Bestemmelsen er imidlertid i et begrænset omfang tilpasset, så den harmone-
rer med dansk lovgivning. De enkelte steder, hvor den foreslåede bestemmelse adskiller sig fra
ordlyden af konventionens definition, gennemgås i det følgende.
Et centralt element i tortur er, at en person udsættes for stærk fysisk eller psykisk smerte eller
lidelse. De sundhedsmæssige konsekvenser af tortur er nærmere beskrevet i Istanbul-protokol-
len som beskrevet ovenfor.
Den foreslåede bestemmelses indledning anvender formuleringen ”den, der virker i dansk,
udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv”. Denne formulering spejler straf-
felovens kapitel 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv. Der er ikke tilsigtet nogen
indholdsmæssig ændring sammenlignet med FN’s torturkonvention (”a public official”).
Ud over de formelt ansatte fremgår det af den foreslåede bestemmelse, at ansvarssubjektet også
kan være en person, ”som udøver en funktion, der svarer til eller kan ligestilles hermed”. Der
er ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring sammenlignet med FN’s torturkonvention
(”other person acting in an official capacity”). Udvalget har bl.a. lagt vægt på, at FN’s Tortur-
komité i deres praksis har lagt til grund, at dette begreb også omfatter ikke-statslige grupper,
der kontrollerer et territorialt område og i området de facto udøver myndighed, der er sammen-
lignelig med statslig myndighedsudøvelse.
145
I overensstemmelse hermed tilsigter den foreslå-
ede formulering dermed at omfatte tilfælde, hvor en ikke-statslig organisation udøver faktisk
myndighed over et bestemt geografisk afgrænset område.
Nowak, Manfred et al. (2020):
The United Nations Convention Against Torture and Its Optional Protocol.
Oxford University Press, side 60 ff.
145
229
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Den foreslåede bestemmelses indledning anvender formuleringen ”som opfordrer til, samtyk-
ker eller på lignende måde indvilliger i, at en sådan smerte eller lidelse påføres af en tredjeper-
son”. Dette svarer til torturkonventionens formulering ”på opfordring af en offentlig ansat eller
en anden person, der virker i embeds medfør eller med en sådan persons samtykke eller indvil-
ligelse.” At opfordre til, samtykke til eller indvillige i må antages at være omfattet af straffelo-
vens § 23 om medvirken. Udvalget foreslår imidlertid at medtage disse medvirkenshandlinger
i selve bestemmelsen for at tydeliggøre, at sådanne handlinger ligger i kernen af, hvad der er
omfattet af torturforbuddet. Endvidere vil det have en ikke ubetydelig værdi, at en dansk tor-
turbestemmelse lægger sig tæt op ad torturkonventionens formulering, herunder særligt i inter-
nationale sammenhænge.
Det foreslåede
§ 118 l, nr. 3,
oplister forskellige former for forskelsbehandling. Dette adskiller
sig fra torturkonventionens definition, der blot anvender udtrykket ”enhver forskelsbehand-
ling”. Udvalget har imidlertid fundet det mest hensigtsmæssigt at medtage en ikke-udtømmende
opregning af omfattede beskyttelsesgrunde i bestemmelsen for at skabe en mere klar bestem-
melse.
Udvalget foreslår en strafferamme for overtrædelse af torturbestemmelsen på fængsel indtil 12
år. Forslaget tager udgangspunkt i strafferammen for grov vold efter straffelovens § 245, men
med en skærpet strafferamme henset til torturhandlingers særegne og alvorlige karakter. Ud-
valget har i den forbindelse lagt vægt på, at tortur kan betegnes som et angreb på menneskelig
værdighed, og at tortur er blandt de mest ødelæggende forbrydelser mod individer, familier og
samfund. For særligt alvorlige torturhandlinger, der har en videre strafferamme end 12 år, vil
der kunne straffes i sammenstød mellem den foreslåede bestemmelse og andre lovovertrædel-
ser, der har en vidererækkende strafferamme. Eksempelvis vil der i tilfælde, hvor en torturhand-
ling er begået med forsæt til at dræbe en anden, skulle straffes i sammenstød med straffelovens
§ 237 om drab. Tilsvarende bør der også straffes i sammenstød med en længerevarende og
kvalificeret ulovlig frihedsberøvelse efter straffelovens § 261, stk. 2, hvorunder ofret har været
udsat for tortur, uanset at denne bestemmelses strafferamme også er fængsel indtil 12 år. Dette
beror på, at den beskyttelsesinteresse, der knytter sig til selve frihedsberøvelsen, ikke uden vi-
dere er sammenfaldende med selve påførslen af stærk fysisk og psykisk smerte, og at det derfor
ville forekomme stødende, såfremt tiltalerejsningen og straffastsættelsen ikke afspejlede dette
forhold.
FN’s torturkonventions artikel 1 undtager ifølge ordlyden smerte eller lidelse, der alene er en
naturlig eller tilfældig følge af lovlige sanktioner (”It does not include pain or suffering arising
only from, inherent in or incidental to lawful sanctions”). Ifølge FN’s Torturkomite henviser
”lovlig” til både national og international ret. Udvalget foreslår ikke at medtage denne
230
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
formulering i den foreslåede § 118 l, da det absolutte forbud mod tortur anses for at være en
grundlæggende forudsætning, der er indbygget i de nugældende regler i bl.a. politiloven. Ud-
valget foreslår, at denne afgrænsning i torturbestemmelsens anvendelsesområde omtales i be-
mærkningerne.
Der henvises til den foreslåede § 118 l i lovudkastet og bemærkningerne hertil i kapitel 14.
4.2 Almindelige strafferetlige regler m.v.
4.2.1
Tilregnelse, forsøg og medvirken
Det følger af artikel 1 i FN’s torturkonvention, at torturen skal være påført bevidst (”intentio-
nally”).
Det følger endvidere af torturkonventionens artikel 4, stk. 1, at enhver deltagende stat skal sikre,
at enhver torturhandling er strafbar i overensstemmelse med straffelovgivningen. Tilsvarende
gælder for forsøg på at udøve tortur og for handlinger begået af enhver person, som udgør
meddelagtighed eller deltagelse i tortur.
Dette er efter udvalgets vurdering sikret ved dansk rets almindelige regler om tilregnelse, forsøg
og medvirken, og udvalget har ikke fundet grundlag for at fravige disse almindelige regler. Det
er således udvalgets opfattelse, at de foreslåede bestemmelser bør afvige mindst muligt fra reg-
lerne i straffelovens almindelige del, jf. herved kapitel 3, afsnit 1 og kapitel 7-8.
4.2.2
Forældelse
Det følger af straffelovens § 93 b, stk. 1, at der ikke indtræder forældelse, når en lovovertrædelse
er omfattet af strafskærpelsesbestemmelsen om tortur i § 157 a.
Udvalget foreslår som beskrevet ovenfor i kapitel 8, afsnit 6, om forældelse, at der indføres en
bestemmelse om, at de foreslåede straffebestemmelser i det nye kapitel i straffeloven er ufor-
ældelige, og at der i bestemmelsens ordlyd henvises til de foreslåede straffebestemmelser. Ud-
valget foreslår i lyset heraf, at den foreslåede torturbestemmelse ligeledes medtages i forældel-
sesbestemmelsens ordlyd. Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse om forældelse er en
videreførelse af den nugældende retstilstand, hvor folkedrab, forbrydelser mod menneskehe-
den, krigsforbrydelser og tortur ikke forældes.
Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 5, og bemærkningerne hertil i kapitel 14.
231
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0232.png
Magtanvendelsesforbuddet og aggression
Det folkeretlige magtanvendelsesforbud, herunder forbuddet mod aggression, vedrører én stats
folkeretlige ansvar over for en anden stat, det vil sige det
folkeretlige ansvar
(afsnit 1). Aggres-
sionsforbrydelsen vedrører det strafferetlige ansvar, der kan pålægges et individ for en stats
ulovlige magtanvendelse mod en anden stat i strid med det folkeretlige magtanvendelsesforbud,
det vil sige det
individuelle strafferetlige ansvar
(afsnit 2).
1. FN-pagtens magtanvendelsesforbud og aggression i henhold til folkeret-
ten
FN-pagtens artikel 2, stk. 4, indeholder en grundlæggende folkeretlig regel om forbud mod
militær magtanvendelse og trussel om magtanvendelse i internationale forhold (magtanvendel-
sesforbuddet). Bestemmelsen har følgende ordlyd:
”Alle medlemmer skal i deres mellemfolkelige forhold afholde sig fra trussel om magtanven-
delse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uaf-
hængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med de Forenede Nationers formål.”
FN’s Sikkerhedsråd har i medfør af FN-pagtens artikel 24 det primære ansvar for opretholdelse
af mellemfolkelig fred og sikkerhed og kan under udøvelsen af de pligter, som dette ansvar
pålægger Sikkerhedsrådet, handle på medlemsstaternes vegne. Det fremgår videre af FN-pag-
tens artikel 39, at Sikkerhedsrådet skal afgøre, om der foreligger en trussel mod freden, et freds-
brud eller en aggressionshandling, og med henblik på opretholdelse eller genoprettelse af mel-
lemfolkelig fred og sikkerhed skal fremsætte forslag eller beslutte, hvilke forholdsregler der
skal træffes i overensstemmelse med FN-pagtens artikel 41 og 42. Disse forholdsregler kan
indebære ikke-væbnet magt som eksempelvis afbrydelse af økonomiske eller diplomatiske for-
bindelser eller, hvis sådanne forholdsregler er utilstrækkelige, demonstrationer, blokade og i
sidste instans autorisation af væbnet magt, herunder operationer foretagne af luft-, sø- eller
landstridskræfter tilhørende medlemmer af FN.
I folkeretten betegner ”aggression” det forhold, at en stat i strid med folkerettens magtanven-
delsesforbud anvender væbnet magt mod en anden stat, og at krænkelsen af magtanvendelses-
forbuddet antager en vis kvalificeret grovhed. Med mere traditionelt dansk sprogbrug betegnes
aggression også som ”angrebskrig”, omend begreberne ikke er helt identiske.
232
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Den folkeretlige definition af aggression er udmøntet i FN’s Generalforsamlings resolution nr.
3314 (XXIX) fra 1974, som blev vedtaget ved konsensus. Resolutionen tager udgangspunkt i
en bred definition, som i vid udstrækning er hentet fra FN-pagtens artikel 2, stk. 4. Af resoluti-
onens artikel 1 fremgår det, at aggression er en stats brug af væbnet magt mod en anden stats
suverænitet, territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden måde, der
er uforenelig med FN-pagten. Det fremgår videre af artikel 2, at brug af væbnet magt i strid
med FN-pagten er umiddelbart (”prima facie”) bevis for en aggressionshandling, forudsat at
aggressionshandlingen eller dens konsekvenser er af en tilstrækkelig grov karakter (”sufficient
gravity”) som fastlagt af Sikkerhedsrådet. Resolutionen, som – i modsætning til det generelle
magtanvendelsesforbud i artikel 2, stk. 4, i FN-pagten – udelader henvisning til trusler, opregner
i artikel 3 specifikke eksempler på handlinger, der kvalificeres som aggressionshandlinger, her-
under en stats væbnede styrkers invasion eller angreb på en anden stats territorium, bombarde-
ment mod en anden stats territorium, blokade af en stats havne eller kyster foretaget af en anden
stats væbnede styrker m.v.
Bestemmelsen har følgende ordlyd:
”Article
3.
Any of the following acts, regardless of a declaration of war, shall, sub-
ject to and in accordance with the provisions of article 2, qualify as an act of ag-
gression:
(a) The invasion or attack by the armed forces of a State of the territory of another
State, or any military occupation, however temporary, resulting from such invasion
or attack, or any annexation by the use of force of the territory of another State or
part thereof,
(b) Bombardment by the armed forces of a State against the territory of another
State or the use of any weapons by a State against the territory of another State;
(c) The blockade of the ports or coasts of a State by the armed forces of another
State;
(d) An attack by the armed forces of a State on the land, sea or air forces, or marine
and air fleets of another State;
(e) The use of armed forces of one State which are within the territory of another
State with the agreement of the receiving State, in contravention of the conditions
provided for in the agreement or any extension of their presence in such territory
beyond the termination of the agreement;
(f) The action of a State in allowing its territory, which it has placed at the disposal
of another State, to be used by that other State for perpetrating an act of aggression
against a third State;
(g) The sending by or on behalf of a State of armed bands, groups, irregulars or
mercenaries, which carry out acts of armed force against another State of such grav-
ity as to amount to the acts listed above, or its substantial involvement therein.”
233
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0234.png
Resolutionens artikel 4 fastlægger, at listen ikke er udtømmende, og at FN’s Sikkerhedsråd kan
bestemme, at også andre handlinger udgør aggression. Centralt i opregningen over aggressions-
handlinger står en stats væbnede styrkers invasion af en anden stat, med eller uden besættelse
af territoriet, jf. artikel 3.
Kun i meget få tilfælde har Sikkerhedsrådet fastlagt, at en stat har begået en aggressionshand-
ling mod en anden stat. Det skete f.eks. i forbindelse med Sydafrikas væbnede angreb mod
Angola i 1976 ved resolution S/RES/387 af 31. marts 1976 og Botswana i 1985 ved resolution
S/RES/568 (1985) af 21. juni 1985, uden at der dog henvistes udtrykkeligt til resolution 3314
(XXIX). Sikkerhedsrådet har derudover bemyndiget magtanvendelse til at imødegå væbnet an-
greb fra én stat mod en anden, eksempelvis i forbindelse med Korea-krigen i 1950 og Iraks
invasion af Kuwait i 1990.
Den 25. februar 2022 – dagen efter den russiske invasion af Ukraine – diskuterede FN’s Sik-
kerhedsråd invasionen. Ukraine og 82 andre stater, herunder Danmark, fremlagde et udkast til
en resolution, som på det kraftigste fordømte Ruslands ulovlige invasion af Ukraine og pålagde
Rusland øjeblikkeligt og fuldstændigt at stoppe krigshandlingerne og trække de militære styrker
ud af Ukraine. Resolutionen blev imidlertid ikke vedtaget, fordi Rusland nedlagde veto.
Derimod har FN’s Generalforsamling – som modsat Sikkerhedsrådet ikke kan træffe folkeret-
ligt bindende beslutninger om international fred og sikkerhed – under henvisning til den så-
kaldte ”Uniting for Peace” resolution fra 1950
146
på det kraftigste beklaget Ruslands aggression
mod Ukraine i strid med artikel 2, stk. 4 (FN-pagtens magtanvendelsesforbud) i resolution ES-
11/1 af 2. marts 2022. I generalforsamlingen stemte 141 stater for resolutionen, herunder Dan-
mark.
1.1 Undtagelser til magtanvendelsesforbuddet
1.1.1
Bemyndigelse fra Sikkerhedsrådet
FN-pagten indeholder to udtrykkelige undtagelser til magtanvendelsesforbuddet. Den ene und-
tagelse angår adgangen for FN’s Sikkerhedsråd til i henhold til FN-pagtens kapitel VII at træffe
bindende forholdsregler med henblik på opretholdelse eller genoprettelse af international fred
og sikkerhed.
I henhold til FN-pagtens artikel 24 har Sikkerhedsrådet det primære ansvar for opretholdelse af
mellemfolkelig fred og sikkerhed. FN-pagtens artikel 25 bestemmer, at sådanne beslutninger
Resolution A/RES/377 (V) af 3. november 1950. Resolutionen giver FN’s Generalforsamling beføjelse til at
tage stilling til internationale freds- og sikkerhedsspørgsmål, når Sikkerhedsrådet på grund af manglende enstem-
mighed blandt de faste medlemmer ikke er handledygtigt.
146
234
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0235.png
fra Sikkerhedsrådet er folkeretligt bindende. Der har dannet sig en praksis efter artikel 42 i FN-
pagten, hvorefter Sikkerhedsrådet kan bemyndige FN’s medlemsstater til at tage alle nødven-
dige forholdsregler, herunder magtanvendelse, for at sikre international fred og sikkerhed. Som
eksempler på danske militære operationer, som har været gennemført på baggrund af en sikker-
hedsrådsresolution i henhold til FN-pagtens kapitel VII, kan nævnes Danmarks deltagelse i
FN’s fredsbevarende mission i Mali (MINUSMA)
147
i 2019 og NATO’s Kosovo Force (KFOR)
i 1999.
148
Det bemærkes, at der kan forekomme international uenighed om fortolkningen og rækkevidden
af Sikkerhedsrådets resolutioner, herunder hvorvidt FN’s Sikkerhedsråd i forhold til en given
situation har bemyndiget brug af militær magt.
Eksempelvis samtykkede Folketinget ved beslutningsforslag nr. 118 af 21. marts 2003 til, at
danske militære styrker kunne stilles til rådighed for en multinational indsats i Irak.
149
I beslut-
ningsforslagets bemærkninger anførte den daværende regering, at FN’s Sikkerhedsråd i resolu-
tion nr. 678 af 29. november 1990 havde bemyndiget anvendelse af alle nødvendige midler for
at genoprette international fred og sikkerhed i regionen, herunder militære magtmidler. Det blev
samtidig bemærket, at resolution 678 udgjorde grundlaget for de allieredes militære indsats
mod Irak under Golfkrigen i 1991.
Det måtte efter regeringens opfattelse – i lighed med bl.a. den amerikanske og britiske opfat-
telse – antages, at 1990-resolutionens bemyndigelse til magtanvendelse fortsat stod ved magt i
2003, idet Sikkerhedsrådets krav og betingelser over for Irak i 1990-resolutionen fortsat ikke
var opfyldt, og at der som følge heraf fortsat forelå en trussel mod fred og sikkerhed i regionen.
Der var stor uenighed, såvel nationalt som internationalt, om det folkeretlige grundlag for den
multinationale indsats i Irak, herunder om Sikkerhedsrådets resolution fra 1990 fortsat under
de givne omstændigheder kunne antages at bemyndige magtanvendelse i 2003.
150
1.1.2
Individuelt og kollektivt selvforsvar
Den anden udtrykkelige undtagelse fra magtanvendelsesforbuddet er beskrevet i FN-pagtens
artikel 51 og vedrører en medlemsstats ret til individuelt eller kollektivt selvforsvar. En stat kan
i henhold til FN-pagtens artikel 51 udøve nødvendigt og proportionalt selvforsvar i tilfælde af
Folketingsbeslutning B6 af 24. oktober 2019 om danske militære bidrag til FN’s fredsbevarende mission i Mali,
MINUSMA.
148
Folketingsbeslutning B 148 af 17. juni 1999 om dansk deltagelse i en international styrke i Kosovo.
149
B 118 Forslag til folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak fremsat den
18. marts 2003.
150
Ibid.
For drøftelserne i FN’s Sikkerhedsråd, se pressemeddelelse SC/7707 af 27. marts 2003.
147
235
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0236.png
et væbnet angreb fra en anden stat, ligesom visse stater antager, at et transnationalt væbnet
angreb fra en ikke-statslig aktør efter omstændighederne giver adgang til selvforsvar, jf. nær-
mere nedenfor. Selvforsvar kan udøves individuelt af den stat, der er genstand for et væbnet
angreb, eller kollektivt med deltagelse af andre stater, der af den angrebne stat anmodes om at
deltage i selvforsvaret i form af kollektivt selvforsvar. Der kan efter omstændighederne ligele-
des udøves såkaldt ”anticiperet selvforsvar”, det vil sige selvforsvar til imødegåelse af et umid-
delbart forestående (”imminent”) væbnet angreb.
Retten til selvforsvar er ifølge FN-pagtens artikel 51 begrænset til situationer, hvor en stat ud-
sættes for et ”væbnet angreb”. Heri ligger et krav om, at den militære magtanvendelse skal være
af en vis styrke.
Af retspraksis fra internationale domstole kan udledes, at omfanget og effekterne af en handling
er væsentlige elementer i vurderingen af, om der foreligger et væbnet angreb.
151
Udøvelsen af selvforsvar mod en anden stat forudsætter som udgangspunkt, at det væbnede
angreb kan henregnes til denne anden stat. En stat indbefatter i denne sammenhæng alle stats-
organer, andre enheder og personer bemyndiget til at handle på vegne af staten samt personer
eller grupper, som rent faktisk handler på instruktion, anvisning eller er under effektiv kontrol
af den pågældende stat.
Den Internationale Domstol (ICJ) fastslog således i
Nicaragua-afgørelsen,
at et væbnet angreb
ikke alene omfatter en stats traditionelle væbnede styrkers handlinger på tværs af landegrænser,
men også tilfælde, hvor andre former for grupperinger m.v. (ikke-statslige aktører) udsendes
og handler på vegne af staten, og hvor sådanne handlinger er af en sådan alvor, at de kan side-
stilles med et væbnet angreb, som forestås af statens væbnede styrker.
152
Som anført antager visse stater, herunder Danmark, at selvforsvar ikke alene kan rettes mod et
væbnet angreb fra en stat, men også mod et transnationalt væbnet angreb fra en ikke-statslig
aktør, hvor handlingen ikke kan henregnes til den stat, hvorfra angrebet udgår. Den nærmere
afgrænsning af betingelserne for en sådan selvforsvarsret er omdebatteret og under udvikling,
men det forudsættes ifølge disse staters retsopfattelse, at værtsstaten ikke vurderes at have ev-
nen eller viljen til at forhindre den ikke-statslige aktørs angreb fra dens territorium.
153
Den Internationale Domstol,
Nicaragua mod USA,
afgørelse af 27. juni 1986.
Den Internationale Domstol,
Nicaragua mod USA,
afgørelse af 27. juni 1986.
153
Problemstillingen blev drøftet i FN’s Sikkerhedsråd den 24. februar 2021. En række stater, herunder Danmark,
tilkendegav, at væbnet angreb fra ikke-statslige aktører var omfattet af artikel 51, mens en række stater tilkendegav,
at det ikke var tilfældet, se UN doc. A/75/993–S/2021/247 af 16. marts 2021.
151
152
236
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0237.png
Et væbnet angreb forudsætter efter ordlyden af FN-pagtens artikel 51, at det er rettet mod en
stat. Det vil først og fremmest være tilfældet ved angreb på statens territorium. Derudover om-
fatter det også angreb på visse manifestationer af staten uden for statens territorium, herunder
en stats væbnede styrker og krigsskibe. Derudover omfattes også en stats diplomatiske missio-
ner og ikke-kommerciel statslig ejendom, der varetager myndighedsfunktioner. Angreb mod en
stats borgere og deres ejendomme, herunder civile skibe, i udlandet kan derimod ikke generelt
betragtes som et væbnet angreb mod staten. Der er dog i folkeretten en vis støtte for, at der i
forhold til dette spørgsmål også kan lægges vægt på den bredere kontekst, herunder omfanget
og virkningen af de pågældende angreb, hvorvidt målene for angrebet har karakter af offentlig
eller privat ejendom, status af de angrebne individer, samt hvorvidt angrebet er politisk moti-
veret.
154
En stats udøvelse af selvforsvar er underlagt krav om, at magtanvendelsen skal være nødvendig
og proportional.
Som eksempel på danske militære operationer, som har været udsendt på grundlag af kollektivt
selvforsvar, kan nævnes danske militære bidrag til støtte for indsatsen mod ISIL, som var ba-
seret både på retten til kollektivt selvforsvar af Irak mod ISIL og samtykke fra Irak.
155
I henhold til FN-pagtens artikel 51 skal selvforsvarshandlinger uopholdeligt indberettes til Sik-
kerhedsrådet, se til eksempel Danmarks brev af 11. januar 2016 til Sikkerhedsrådet vedrørende
det kollektive forsvar af Irak mod ISIL.
156
Adgangen til selvforsvar gælder i henhold til FN-
pagtens artikel 51 alene, indtil Sikkerhedsrådet måtte have truffet de fornødne forholdsregler
til opretholdelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed, og påvirker ikke Sikkerhedsrådets myn-
dighed og ansvar i henhold til FN-pagten.
1.1.3
Samtykke fra værtsstaten
I tillæg hertil vil magtanvendelse på en anden stats territorium endvidere være lovligt, hvis
værtsstaten har samtykket til den fremmede stats magtanvendelse, se eksempelvis Nicaragua-
afgørelsen.
157
Der gælder ikke særlige formkrav, men samtykket må være tilstrækkelig klart
Schmitt, Michael N.; NATO Cooperative Cyber Defence Centre of Excellence Staff (2017):
The Tallinn Man-
ual 2.0 on the International Law Applicable to Cyber Operations.
Cambridge University Press, 2. udgave, side
346.
155
Folketingsbeslutning B 50 af 16. januar 2018 om udsendelse af yderligere danske militære bidrag til støtte for
indsatsen mod ISIL i Irak og Syrien, Folketingsbeslutning B 108 af 19. april 2016 om udsendelse af yderligere
danske militære bidrag til støtte for indsatsen mod ISIL i Irak og Syrien, Folketingsbeslutning B 8 af 10. november
2015 om udsendelse af et supplerende dansk militært bidrag til støtte for indsatsen mod ISIL.
156
Brev dateret 11. januar 2016 fra Danmarks Faste Repræsentant ved FN til præsidenten for FN’s Sikkerhedsråd,
S/2016/34, 13. januar 2016.
157
Den Internationale Domstol,
Nicaragua v. United States of America,
afgørelse af 27. juni 1986.
154
237
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0238.png
og utvetydigt. Samtykke kan gives i form af en mundtlig eller skriftlig bilateral eller multilateral
aftale eller i form af en ensidig erklæring fra værtsstaten.
Som eksempel på danske militære bidrag til internationale militære operationer, som har været
udsendt på grundlag af samtykke, kan nævnes støtte til indsatsen mod ISIL
158
, Operation
Bakhane i Sahelregionen
159
, NATO’s fremskudte tilstedeværelse i Baltikum og Polen
160
og
NATO’s Resolute Support Mission i Afghanistan
161
.
1.1.4
Humanitær intervention
Ud over de udtrykkelige undtagelser til magtanvendelsesforbuddet i FN-pagten beskrevet oven-
for er det den danske regerings opfattelse, at der under særlige omstændigheder kan være fol-
keretligt grundlag for at anvende militær magt til at imødegå ekstrem humanitær nød af bety-
deligt omfang.
162
Der findes fortilfælde, hvor visse lande i helt ekstraordinære situationer har begrundet magtan-
vendelse uden FN-mandat – i form af humanitær intervention – med nødvendigheden af at
imødegå massive overgreb på civilbefolkningen og ekstrem humanitær nødvendighed.
163
I
denne sammenhæng kan der også henvises til artikel 4 (h) i den Afrikanske Unions konstitue-
rende traktat, som siden 2000, i lyset af det rwandiske folkedrab, muliggør, at AU autoriserer
væbnet intervention i situationer vedrørende krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskehe-
den og folkedrab på det afrikanske kontinent. Sådan en intervention vil kunne foregå uden FN-
mandat og samtykke fra den relevante afrikanske stat.
Et eksempel på en humanitær intervention er NATO’s intervention i Kosovo i 1999, som Dan-
mark deltog i. Regeringen fandt grundlag for magtanvendelse uden klar bemyndigelse fra FN’s
Sikkerhedsråd.
164
En lang række stater mener imidlertid ikke, at humanitær intervention er
Folketingsbeslutning B 123 af 2. oktober 2014 om yderligere dansk militært bidrag til støtte for indsatsen mod
ISIL, Folketingsbeslutning B 122 af 27. august 2014 om dansk militært bidrag til støtte for indsatsen i Irak.
159
Folketingsbeslutning B 297 af 25. maj 2021 om danske militære bidrag til Operation Barkhane i Sahelregionen,
160
Folketingsbeslutning B 150 af 23. maj 2017 om et dansk militært bidrag til NATO's fremskudte tilstedeværelse
i Baltikum og Polen.
161
Folketingsbeslutning B 25 af 18. december 2014 om et dansk militært bidrag til NATO's Resolute Support
Mission i Afghanistan.
162
Se notat om overordnede principielle overvejelser om det folkeretlige grundlag for en evt. militær operation i
Syrien, URU Alm.del, Bilag 225, 30. august 2013.
163
Se fsv. angår Storbritannien eksempelvis “Global Britain: The Responsibility to Protect and Humanitarian
Intervention: Government response to the Committee’s Twelfth Report”
164
Folketingsbeslutning B 4 af 8. oktober 1999 om et dansk militært bidrag til en NATO-indsats på det vestlige
Balkan. Vurdering baseredes på de vedvarende og grove krænkelser af civilbefolkningens grundlæggende menne-
skerettigheder, det voksende og uoverskuelige omfang af den humanitære situation og risikoen for udvikling til en
katastrofe, folkemord og andre forbrydelser mod menneskeheden, og den lange række af opfordringer og krav fra
det internationale samfund til Forbundsrepublikken Jugoslavien om at indstille kamphandlingerne samt det
158
238
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0239.png
tilladt. Samtidig har nylige interventioner som respons på alvorlige overgreb på civilbefolknin-
gen, som f.eks. da det syriske regime anvendte kemiske våben, dog kun modtaget begrænset
kritik.
Der er således ikke international enighed blandt stater om lovligheden af humanitær interven-
tion i situationer uden udtrykkelig bemyndigelse fra FN’s Sikkerhedsråd.
2. Aggressionsforbrydelsen
Der er historisk ikke ført mange internationale straffesager om aggressionsforbrydelsen. Under
betegnelsen ”forbrydelser mod freden” var aggression den centrale forbrydelse, som adskillige
nazister blev straffet for ved det internationale militærtribunal i Nürnberg efter 2. verdenskrig.
Militærtribunalet betegnede i den forbindelse aggression som ”den ultimative internationale
forbrydelse, som kun adskiller sig fra andre krigsforbrydelser ved, at den i sig selv rummer
helhedens akkumulerede ondskab”. Tilsvarende blev japanske ledere i efterkrigstiden holdt an-
svarlige for bl.a. aggression i forbindelse med Tokyo-processen.
FN’s Generalforsamling og FN’s Folkeretskommission (ILC) har efterfølgende anerkendt ek-
sistensen af aggressionsforbrydelsen i den folkeretlige sædvaneret.
165
Det må antages, at den
folkeretlige sædvaneret omfatter aggressionsforbrydelsen som grundlag for straf af individer.
Hvorvidt alle aspekter af statuttens bestemmelser om aggressionsforbrydelsen præcist kan an-
ses som sædvaneret er dog mere usikkert.
2.1 Aggressionsforbrydelsen i henhold til Rom-statutten
Siden Rom-statuttens vedtagelse i 1998 har det fremgået, at Straffedomstolen skal have juris-
diktion med hensyn til aggressionsforbrydelsen – men jurisdiktion skulle først udøves, når der
forelå en definition. Dette er blevet bekræftet af deltagerstaterne ved deres ratifikation af sta-
tutten.
Der blev opnået enighed om definitionen af aggressionsforbrydelsen og Straffedomstolens ju-
risdiktion med hensyn til forbrydelsen i Kampala i 2010 (se kapitel 2, afsnit 1.2). Definitionen
fremgår af bilag I i resolution Res/RC.6. Bilag II i resolutionen indeholder tilføjelser til de
vejledende beskrivelser af gerningsindholdet (Elements of Crimes), som skal bistå Straffedom-
stolen i forhold til fortolkningen og anvendelsen af bestemmelserne vedrørende aggressions-
forbrydelsen. Bilag III indeholder syv såkaldte ”understandings” om aggressionsforbrydelsen.
internationale samfunds indsats ad diplomatisk og økonomisk vej for at bringe kamphandlingerne til ophør og
truslen mod mellemfolkelig fred og sikkerhed navnlig forårsaget af flygtningestrømmen og risikoen for en regional
destabilisering.
165
Se FN-generalforsamlingsresolution 95 (I) (1946) og
Yearbook of the International Law Commission
2 (1950).
239
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0240.png
Bestemmelsen indeholder to elementer. Det første element angår de handlinger, der kan med-
føre et individuelt strafansvar, jf. bestemmelsens stk. 1. Det andet element angår definitionen
af den aggressionshandling, der skal være begået af en stat, jf. bestemmelsens stk. 2.
Det følger af den relevante vejledende beskrivelse af gerningsindholdet, som blev vedtaget
samtidig med bl.a. artikel 8
bis
i Kampala i 2010, at aggressionshandlingen faktisk skal være
foretaget.
166
Beskrivelsen har følgende ordlyd:
“The act of aggression – the use of armed force by a State against the sovereignty,
territorial integrity or political independence of another State, or in any other man-
ner inconsistent with the Charter of the United Nations – was committed.”
167
Idet handlingen efter stk. 2 således er en forudsætning for vurderingen efter stk. 1, præsenteres
bestemmelserne i den rækkefølge.
Definitionen af aggressionshandlingen i artikel 8
bis,
stk. 2, svarer til artikel 1 og 3 i resolution
3314 af 1974 (XXIX) (nævnt ovenfor i afsnit 1). Bestemmelsen opregner et antal konkrete
eksempler på, hvad der kan udgøre en aggressionshandling. Statuttens artikel 8
bis,
stk. 2, har
følgende ordlyd:
168
”2. Ved ”aggressionshandling” forstås en stats anvendelse af væbnet magt mod en
anden stats suverænitet, territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på
enhver anden måde, der er uforenelig med De Forenede Nationers pagt.
Enhver af de følgende handlinger, uanset afgivelsen af en krigserklæring, vil, i over-
ensstemmelse med FN-generalforsamlingsresolution 3314 (XXIX) af 14. december
1974, udgøre en aggressionshandling:
(a) ”En stats væbnede styrkers invasion eller angreb på en anden stats territorium
eller enhver militær besættelse, uanset hvor midlertidig den er, som følge af en
sådan invasion eller angreb, eller enhver annektering ved magtanvendelse af en
anden stats territorium eller en del heraf;
(b) En stats væbnede styrkers bombardement mod en anden stats territorium eller
en stats brug af våben mod en anden stats territorium;
(c) Blokade af en stats havne eller kyster af en anden stats væbnede styrker;
(d) Et angreb fra en stats væbnede styrker på en anden stats land-, sø- eller luftstyr-
ker eller sø- og luftflåder.
(e) Anvendelse af væbnede styrker fra én stat, som befinder sig på en anden stats
territorium med modtagerstatens samtykke, i strid med betingelserne i aftalen
Ambos, Kai (red.) (2022):
Rome Statute of the International Criminal Court.
Beck, Hart and Nomos, 4.udgave,
side 694.
167
Vejledende beskrivelser af gerningsindhold (Elements of Crimes), pkt. 3, side 43.
168
Bestemmelsen foreligger ikke ì en officiel dansk oversættelse.
166
240
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0241.png
eller enhver forlængelse af deres tilstedeværelse på et sådant territorium efter
aftalens ophør;
(f) En stats handling ved at tillade, at dens territorium, som den har stillet til rådig-
hed for en anden stat, bliver brugt af denne anden stat til at udføre en aggressi-
onshandling mod en tredjestat;
(g) Udsendelse af eller på vegne af en stat af bevæbnede bander, grupper, irregu-
lære styrker eller lejetropper, som udøver væbnede aktioner mod en anden stat
af en sådan alvorlighed, at det svarer til de handlinger, der er anført ovenfor,
eller dens væsentlige involvering heri.”
Opregningen er ikke nødvendigvis udtømmende. Den folkeretlige teori besvarer ikke spørgs-
målet entydigt.
169
De fleste folkeretsjurister læser opregningen som ikke-udtømmende.
170
Be-
stemmelsen skal under alle omstændigheder fortolkes indskrænkende og skal ikke udvides ved
analog anvendelse. I tilfælde af uklarhed skal definitionen fortolkes til gunst for den person, der
er genstand for efterforskning, retsforfølgning eller domfældelse, jf. artikel 22, stk. 2.
Definitionen af aggressionsforbrydelsen følger af artikel 8
bis,
stk. 1, og har følgende ordlyd
171
:
”1. Ved ”aggressionsforbrydelse” forstås i denne statut planlægning, forberedelse,
indledning eller fuldbyrdelse af en aggressionshandling, der ved sin karakter, grov-
hed og omfang udgør en åbenbar krænkelse af De Forenede Nationers pagt, og er
foretaget af en person, der er i stand til at udøve faktisk kontrol over eller styre en
stats politiske eller militære handlinger.”
Bestemmelsen omfatter nogle specifikke individuelle handlinger (afsnit 2.1.1), indeholder et
tærskelkrav (afsnit 2.1.2), hvorefter kun ”åbenbare” krænkelser af FN-pagten omfattes, samt en
personel afgrænsning (afsnit 2.1.3), hvorefter kun en nærmere bestemt persongruppe kan rets-
forfølges ved Straffedomstolen for aggressionsforbrydelsen.
2.1.1
Individuelle handlinger
Et strafferetligt ansvar for en aggressionsforbrydelse kan pålægges ved en persons individuelle
deltagelse i en stats aggressionshandling. De handlinger, der anføres i artikel 8
bis,
stk. 1, er en
persons ”planlægning, forberedelse, indledning eller fuldbyrdelse” af en aggressionshandling.
Det bemærkes indledningsvist, at planlægning, forberedelse, indledning eller fuldbyrdelse kun
kan straffes, hvis aggressionshandlingen, det vil sige en af de handlinger, der er opregnet i
Se for eksempel Ambos, Kai (red.) (2022):
Rome Statute of the International Criminal Court.
Beck, Hart and
Nomos, 4. udgave, side 713; Schabas, William A. (2016):
The International Criminal Court.
Oxford University
Press, 2. udgave, side 313.
170
McDougall, Carrie (2021):
The Crime of Aggression under the Rome Statute of the International Criminal
Court.
Cambridge University Press, 2. udgave, side 129.
171
Bestemmelsen foreligger ikke ì en officiel dansk oversættelse.
169
241
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0242.png
artikel 8
bis,
stk. 2, faktisk er udført, jf. henvisningen til den vejledende beskrivelse af gernings-
indhold vedrørende artikel 8
bis
ovenfor i afsnit 2.1.
”Planlægning” omfatter ikke generelle overvejelser om først på et senere stadie at foretage en
aggressionshandling. Det er formentlig først deltagelsen i udviklingen af specifikke militære
eller andre former for statslige planer og operationer i forbindelse med en konkret aggressions-
handling, der omfattes af begrebet.
I modsætning til planlægning refererer ”forberedelse” til konkrete skridt taget for at implemen-
tere en given plan. En sådan forberedelse kan, afhængigt af den specifikke handling opregnet i
statuttens artikel 8
bis,
stk. 2, bl.a. være transport af våben eller andet militært materiel, der skal
anvendes i forbindelse med angrebshandlingen, udsendelse af tropper i nærheden af en grænse
for at påbegynde fjendtligheder, eller handlinger af lignende karakter, der set udefra udgør en
del af en forestående faktisk krænkelse af magtanvendelsesforbuddet.
”Indledning” af en aggressionshandling henviser generelt til påbegyndelsen af brugen af væbnet
magt som defineret i artikel 8
bis,
stk. 2. Visse aggressionshandlinger opregnet i bestemmelsen
kræver ikke den faktiske påbegyndelse af fjendtligheder, f.eks. en flådeblokade eller den blotte
udvidelse af tilstedeværelsen af væbnede styrker på fremmed territorium, der overskrider en
udstationeringsaftale. Hvornår en aggressionshandling præcist er påbegyndt, afhænger således
af, hvilken type aggressionshandling der i medfør af bestemmelsen er tale om.
Endelig omfatter udtrykket ”fuldbyrdelse” alle handlinger efter indledningsstadiet, der faktisk
udfører aggressionshandlingen.
172
2.1.2
Tærskelkrav
Ifølge artikel 8
bis,
stk. 1, er det en betingelse for at pålægge en person et individuelt strafferet-
ligt ansvar, at en aggressionshandling omfattet af stk. 2 udgør en ”åbenbar” krænkelse (”mani-
fest violation”) af FN-pagten.
Hensigten med indførelsen af denne ”tærskel” var todelt. For det første, at mindre grænsestri-
digheder og andre mindre grove tilfælde af magtanvendelse ikke skulle være omfattet af be-
stemmelsens anvendelsesområde. For det andet at udelukke handlinger, der snarere rejser
spørgsmål om handlingens ulovlighed end dens ”åbenbarhed”.
173
Gengivelsen i dette afsnit er baseret på Ambos, Kai (red.) (2022):
Rome Statute of the International Criminal
Court.
Beck, Hart and Nomos, 4. udgave, side 694-696.
173
Ibid.,
side 701.
172
242
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0243.png
Forarbejderne til bestemmelsen antyder, at begrebet ”åbenbar” (”manifest”) og begrebet ”grov”
(”flagrant”), som også blev anvendt i det statutforberedende arbejde i forbindelse med aggres-
sionsforbrydelsen, er synonymer.
174
Følgen heraf er generelt, at tilfælde af ulovlig magtanven-
delse, der er mindre åbenbar eller af mindre grov karakter, falder uden for statuttens definition
af aggressionsforbrydelsen.
Det fremgår videre af tilføjelserne til de vejledende beskrivelser af gerningsindhold, at begrebet
”åbenbar” er et objektivt kriterium. Den subjektive oplevelse af en aggressionshandlings be-
skaffenhed i ”offerstaten” er derfor umiddelbart af underordnet betydning.
Hvorvidt en magtanvendelse udgør en åbenbar krænkelse af FN-pagten skal ifølge statuttens
artikel 8
bis,
stk. 1, vurderes på baggrund af magtanvendelsens ”karakter, grovhed og omfang”.
Kampala-tillægget indeholder ikke en nærmere definition af de tre kriterier, men det kan gene-
relt anføres, at ”karakter” – i modsætning til de øvrige kriterier – ikke udelukkende henviser
til udøvelsen af magt, men også til
formålet
med magtanvendelsen, f.eks. om formålet med
magtanvendelsen er at annektere territorium eller at beskytte en civilbefolknings grundlæg-
gende menneskerettigheder.
175
Dette understøtter, at formålet med magtanvendelsen kan have
betydning for vurderingen af ”åbenbarheden” (det vil sige i forhold til et eventuelt individuelt
strafferetligt ansvar), uden at dette nødvendigvis gør magtanvendelsen lovlig efter folkeretten i
øvrigt (det vil sige i forhold til et eventuelt folkeretligt ansvar).
Begreberne ”grovhed” og ”omfang” er beslægtede kriterier, men hvor førstnævnte kriterium
antages at være kvalitativt og vedrøre de midler, der anvendes i forbindelse med magtanven-
delsen, antages ”omfang” at være kvantitativt. Det vil sige, at ”grovhed” bl.a. må forstås som
den materielle og fysiske skade, magtanvendelsen måtte have forvoldt, og ”omfang” må antages
at henvise til bl.a. operationens varighed og geografiske rækkevidde.
176
De tre kriterier er kumulative. Ingen af de tre kriterier kan selvstændigt bevirke, at tærskelkravet
om en åbenbar krænkelse af FN-pagten opfyldes.
177
ICC-ASP/5/SWGCA/2 og ICC-ASP/5/SWGCA/INF.1, para. 14, jf. Schabas, William A. (2016):
The Interna-
tional Criminal Court.
Oxford University Press, 2. udgave, side 310.
175
Ambos, Kai (red.) (2022):
Rome Statute of the International Criminal Court.
Beck, Hart and Nomos, 4. udgave,
side 704.
176
Der henvises til Ambos, K. (red.) (2022):
The Rome Statute of the ICC,
4. udgave, side 704.
177
En almindelig ordlydsfortolkning i overensstemmelse med artikel 31, stk. 1, i wienerkonventionen om traktat-
retten, indikerer, at kriterierne (”karakter, grovhed og omfang”) er kumulative. Dette understøttes af ”understan-
ding” nr. 7, hvoraf det fremgår, at ingen af de tre kriterier selvstændigt kan bevirke, at tærskelkravet om en åbenbar
krænkelse af FN-pagten opfyldes. Der er imidlertid tvivl om, hvorvidt det er nok at vurdere to af kriterierne, eller
om alle tre kriterier skal inddrages ved vurderingen af, om der er tale om en åbenbar krænkelse af FN-pagten. Se
f.eks. Ambos, Kai (red.) (2022):
Rome Statute of the International Criminal Court.
Nomos, 4. udgave, side 704.
174
243
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0244.png
Mens der som nævnt ikke er konsensus blandt stater om humanitær interventions lovlighed i
henhold til folkeretten, er det udvalgets vurdering, at tærskelkravet i statuttens artikel 8
bis,
stk.
1, herunder navnlig kriteriet om ”karakter”, må antages at undtage humanitær intervention, der
helt undtagelsesvist iværksættes for at afværge en overhængende risiko for folkedrab eller til-
svarende massive krænkelser af en civilbefolkning, og hvor magtanvendelsen er begrænset til
forfølgelsen af dette formål.
Det bemærkes, at et forslag fremsat under forhandlingerne i Kampala med henblik på mere
eksplicit at undtage humanitær intervention i en ”understanding”, ikke blev vedtaget, idet det
var opfattelsen blandt en bredere kreds af stater, at humanitær intervention allerede faldt uden
for den bestemmelse, der skulle vedtages på konferencen.
Også i den folkeretlige litteratur har flere forfattere gjort sig til fortalere for, at tærskelkravet
medfører, at humanitær intervention falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde.
178
Til
fordel for en sådan opfattelse har udvalget bl.a. lagt vægt på, at humanitær intervention efter
sin karakter søger at fremme FN-pagtens respekt for og overholdelse af menneskerettigheder
og derfor ikke er i ”åbenbar” strid med FN-pagten. Der er derudover henvist til, at den tyske
regering i forbindelse med Tysklands ratifikation af aggressionsforbrydelsen over for Bunde-
stag understregede, at humanitær intervention ikke omfattes af bestemmelsens anvendelsesom-
råde.
Hvorvidt en konkret anvendelse af magt udgør en tilstrækkelig åbenbar krænkelse af FN-pagten
vil i sidste ende afhænge af Straffedomstolens vurdering. Det er dog udvalgets vurdering, at det
er en generel forståelse, at tærskelkravet er indsat i artikel 8
bis
for at understrege, at kun magt-
anvendelse, der uomtvisteligt er ulovlig, er omfattet – og dermed f.eks. ikke humanitær inter-
vention. Det bemærkes i forlængelse heraf, at Straffedomstolen i forbindelse med en konkret
vurdering af en aggressionshandling skal overveje alle omstændighederne i sagen, herunder de
pågældende handlingers grovhed og konsekvenser, jf. ”understanding” nr. 6.
179
2.1.3
Personel afgrænsning
Artikel 8
bis,
stk.1, afgrænser den personkreds, der ved Straffedomstolen kan retsforfølges for
en aggressionsforbrydelse, til personer, der er i stand til at udøve faktisk kontrol over eller styre
Se f.eks. Kreß, Claus (2018):
On the Activation of the ICC Jurisdiction over the Crime of Aggression
i »Journal
of International Criminal Justice«.
Oxford University Press, Vol. 16, Issue 1, side 16-17; Ruys, Tom (2018):
Criminalizing Aggression: How the Future of the Law on the Use of Force Rests in the Hands of the ICC
i »The
European Journal of International Law«.
Oxford University Press, Vol. 29, no. 3, 2018, side 900, 911 og 916.
179
Resolution RC/Res.6 af 11. juni 2010.
178
244
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0245.png
en stats militære eller politiske handlinger.
180
Mens en stats ledere kan begå forbrydelser om-
fattet af andre bestemmelser i statutten, er aggressionsforbrydelsen den eneste forbrydelse, hvor
det er en betingelse, at gerningspersonen udfylder en lederrolle.
Artikel 8
bis,
stk. 1, omfatter i princippet både personer i
de jure-lederroller
og
de facto-leder-
roller. Det afgørende for bestemmelsens anvendelighed er kravet om faktisk ”kontrol eller sty-
ring” af en stats politiske eller militære handlinger og de konkrete omstændigheder i den givne
situation. Der kan således være tilfælde, hvor en person formelt besidder en offentlig lederstil-
ling, men ikke
de facto
opfylder kravet om faktisk ”kontrol eller styring” og dermed ikke vil
kunne ifalde strafansvar. Omvendt kan der være tilfælde, hvor en person ikke besidder en of-
fentlig embedsstilling, men ved sin faktiske indflydelse opfylder kravet om ”kontrol eller sty-
ring”, såsom eksempelvis i særlige tilfælde erhvervsledere eller religiøse eller åndelige ledere.
Der antages generelt at være en høj tærskel for bestemmelsens anvendelse på personer, der ikke
formelt besidder offentlige embedsstillinger.
181
Den omfattede personkreds antages i en dansk sammenhæng i praksis at være eksempelvis
statsministeren, udenrigsministeren og forsvarsministeren. Dertil kommer de øverste militære
ledere. Derimod må det antages, at et folketingsmedlem ikke alene gennem sin deltagelse i den
parlamentariske proces for udsendelse af danske militære bidrag til fremmede stater vil være
omfattet af bestemmelsen. I en udenlandsk sammenhæng vil det ligeledes kunne være en præ-
sident eller en leder af et nationalt sikkerhedsråd.
2.1.4
Individuelt strafansvar
Efter ændringerne i Kampala i 2010 blev stk. 3
bis
føjet til statuttens artikel 25 om individuelt
strafansvar. Det fremgår heraf, at bestemmelserne i artikel 25 med hensyn til aggressionsfor-
brydelsen alene finder anvendelse på den personkreds, der omfattes af artikel 8
bis,
stk. 1, det
vil sige personer, der er i stand til at udøve faktisk kontrol over eller styre en stats politiske eller
militære handlinger.
Det følger af artikel 25, stk. 3, at der i henhold til statutten kan straffes ikke alene for selve
udførelsen af en strafbar handling, men også for medvirken og forsøg. Ét eksempel på forsøg
er, hvis en højtstående statsrepræsentant påbegynder sin deltagelse i et møde med det formål at
forberede en aggressionshandling, men bliver forhindret i at deltage i den faktiske
Om private aktørers brug af væbnet magt og spørgsmålet om, hvornår sådanne kan henregnes til en stat, se
Ambos, Kai (2022):
Rome Statute of the International Criminal Court.
Nomos, 4. udgave, side 712, om ”effektiv
kontrol” standarden i ICJ’s retspraksis.
181
Der henvises til Klamberg, Mark (2017):
Commentary on the Law of the International Criminal Court.
Torkel
Opsahl Academic, side 154. Under Nürnberg-processerne blev flere ledere af tyske industrivirksomheder f.eks.
dømt for deres involvering i nazisternes aggressionskampagne
180
245
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0246.png
beslutningstagning. Et andet eksempel er, hvis en højtstående militærofficer er i færd med at
afgive en væsentlig ordre under en udførelse af magtanvendelse, men bliver forhindret i at gen-
nemføre afgivelsen af sin ordre.
182
Strafansvar for forsøg og medvirken til en aggressionsfor-
brydelse i henhold til statutten forudsætter, at der faktisk er udført en aggressionshandling.
Endelig følger det af artikel 25, stk. 4, at bestemmelser i statutten om individuelt strafansvar
ikke påvirker staters ansvar i henhold til folkeretten.
2.1.5
Tilregnelse
Statuttens artikel 30 beskriver de subjektive krav, der skal være opfyldt, før Straffedomstolen
kan anse en tiltalt for strafferetligt ansvarlig.
Det er anført i bestemmelsen, at forbrydelsen skal være begået både med ”vilje og viden”. På
den baggrund antages den blotte viden om, at staten eksempelvis forbereder sig på at udføre en
aggressionshandling, uden at kunne påvise, at den anklagede også bevidst har deltaget i sådanne
forberedelser, ikke at være tilstrækkelig.
183
Det præciseres i tilføjelserne til de vejledende beskrivelser af gerningsindhold vedrørende ag-
gressionsforbrydelsen, at der ikke er et krav om at bevise, at gerningspersonen har foretaget en
juridisk vurdering af, om brugen af væbnet magt var uforenelig med eller udgjorde en ”åbenbar”
krænkelse FN-pagten. Ukendskab til loven fritager således ikke for strafansvar. Det vil for-
mentlig være tilstrækkeligt at påvise, at gerningspersonen var bekendt med de faktiske omstæn-
digheder, der lå til grund for krænkelsen.
184
2.1.6
Straffrihedsgrunde
Ændringerne vedrørende aggressionsforbrydelsen indeholder ikke specifikke bestemmelser om
straffrihedsgrunde. De almindelige bestemmelser herom i statuttens artikel 31-33 beskriver for-
skellige situationer, der efter omstændighederne kan begrunde straffrihed. Det fremgår specifikt
af artikel 31, stk. 1, litra c, at det forhold, at en person har været involveret i en forsvarsoperation
udført af styrker, ikke i sig selv udgør en grund til at udelukke strafansvar. Denne bestemmelse
antages imidlertid at være af begrænset relevans, idet en operation, der udføres i selvforsvar,
per definition ikke vil kvalificere som aggression.
Ambos, Kai (red.) (2022):
Rome Statute of the International Criminal Court.
Beck, Hart and Nomos, 4. udgave,
side 695.
183
Gillett, Matthew (2013):
The Anatomy of an International Crime: Aggression at the International Criminal
Court
i »International
Criminal Law Review«,
vol. 3, side 861.
184
Der henvises til resolution RC/Res.6 af 11. juni 2010.
182
246
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0247.png
I henhold til artikel 33 fritager det forhold, at en person har handlet efter ordre fra en overordnet,
ikke i sig selv den pågældende for strafansvar. I praksis vil den personelle afgrænsning i artikel
8
bis,
stk. 1, formentlig medføre, at en person, der tiltales for en aggressionsforbrydelse, snarere
er udstederen end modtageren af en ordre.
185
Der henvises til kapitel 8, afsnit 2 om tilregnelse og afsnit 7 om straffrihedsgrunde.
3. Gældende ret
Dansk straffelovgivning indeholder ikke en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelser.
4. Fremmed ret m.v.
Som nævnt i kapitel 2, afsnit 1.2, er ændringerne i Kampala-tillægget vedrørende aggressions-
forbrydelsen godkendt eller ratificeret af 45 ud af 124 deltagerstater, herunder 21 EU-lande
(juni 2024). De resterende EU-lande er Bulgarien, Frankrig, Grækenland, Rumænien, Ungarn
og Danmark. 16 ud af de 21 EU-lande, der pr. oktober 2023 havde ratificeret aggressionsfor-
brydelsen, har også implementeret forbrydelsen i national lovgivning.
186
De lande, hvis lovgivning gennemgås nedenfor, er udvalgte lande, der umiddelbart kan sam-
menlignes med Danmark, og/eller lande med en udenrigspolitisk profil, som svarer til Dan-
marks.
4.1 Australien
Australien har ikke ratificeret aggressionsforbrydelsen. Det begrundes med, at man siden æn-
dringen af statutten i 2010 har fundet det hensigtsmæssigt at afvente Straffedomstolens rets-
praksis vedrørende aggressionsforbrydelsen samt ligesindede landes tilgang til ratifikation. Re-
geringen har i lyset af den russiske militære aggression mod Ukraine givet udtryk for, at dette
giver anledning til at overveje spørgsmålet om ratifikation.
4.2 Finland
Finland ratificerede ændringerne vedrørende aggressionsforbrydelsen i december 2015, og ag-
gressionsforbrydelsen er selvstændigt kriminaliseret i den finske straffelov. Forud for lovforsla-
get, som indførte bestemmelsen, havde en arbejdsgruppe taget stilling til, om man skulle inklu-
dere kriminalisering af aggression i den finske straffelov, eller om man blot skulle ratificere
ændringen uden yderligere lovgivning.
Gillett, Matthew (2013):
The Anatomy of an International Crime: Aggression at the International Criminal
Court
i »International
Criminal Law Review«,
vol. 3, side 861.
186
Se rapport af Eurojust (2023):
Genocide Network Paper – The crime of aggression in the national laws of EU
Member States, Genocide Network Observer States and Ukraine.
185
247
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0248.png
Argumenterne for en selvstændig kriminalisering af forbrydelsen vedrørte bl.a. finske forfat-
ningsmæssige traditioner om internationale traktater og Finlands historie. Efter 2. verdenskrig
fandtes nogle finske borgere skyldige i lovovertrædelser i forbindelse med krigen, selv om lov-
givning på området ikke eksisterede på det tidspunkt. Argumenterne imod at inkludere aggres-
sionsforbrydelsen i den finske straffelov var hovedsageligt betænkeligheder ved, at ændringen
om aggressionsforbrydelsen var forholdsvis ny på daværende tidspunkt, og at der ikke forelå
retspraksis fra Straffedomstolen eller andre internationale domstole. Arbejdsgruppen anbefa-
lede at inkludere aggression i den finske straffelov. Bestemmelsen har følgende ordlyd (oversat
til engelsk):
“Chapter 11
Section 4a (1718/2015)
Crime of aggression
If a person in a position effectively to exercise control over or to direct the political
or military action of a state commits an act of aggression which, by its character,
gravity and scale, constitutes a manifest violation of the Charter of the United Na-
tions (Finnish Treaty Series 1/1956), the person shall be sentenced for a crime of
aggression to imprisonment for at least four years or for life.
An attempt is punishable.
An act of aggression means the use of armed force by a state against the sovereignty,
territorial integrity or political independence of another state, or in any other manner
inconsistent with the Charter of the United Nations.
The following acts committed by a state or the armed forces of a state, regardless
of a declaration of war, shall, in accordance with United Nations General Assembly
resolution 3314 (XXIX) of 14 December 1974, qualify as acts of aggression:
1) the invasion or attack of the territory of another state, any military occupation
resulting from such invasion or attack, and any annexation of the territory of another
state or part of it,
2) bombardment against the territory of another state and the use of any weapons
against the territory of another state,
3) the blockade of the ports or coast of another state,
4) an attack on the land, sea or air forces, or marine and air fleets of another state,
5) the use of armed forces of one state which are within the territory of another state
with the agreement of the receiving state, in contravention of the conditions pro-
vided for in the agreement or any extension of their presence in such territory be-
yond the termination of the agreement,
6) the action of a state in allowing its territory, which it has placed at the disposal
of another state, to be used by that other state for perpetrating an act of aggression
against a third state,
7) the sending by or on behalf of a state of armed bands, groups, irregulars or mer-
cenaries, which carry out acts against another state of such gravity as to be compa-
rable to the acts referred to in paragraphs 1–6, or its substantial involvement in the
sending of these.
Section 4b (1718/2015)
Preparation of a crime of aggression
248
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0249.png
A person referred to in section 4a, subsection 1 who, for the purpose of committing
a crime of aggression referred to in section 4a,
1) agrees with another person to commit a crime of aggression, or
2) prepares a detailed plan to commit a crime of aggression
shall be sentenced for preparation of a crime of aggression to imprisonment for at
least four months and at most four years.
[…]
Section 14a (1718/2015)
Restrictive provision
Sections 4a and 4b of this chapter only apply if a crime of aggression referred to in
section 4a, subsections 3 and 4 is committed. In applying sections 4a and 4b, the
provisions of chapter 5, section 7, subsection 2 do not apply to an inciter and an
abettor.”
Ifølge jurisdiktionsreglerne i kapitel 1 i den finske straffelov er der jurisdiktion med hensyn til
aggressionsforbrydelsen, hvis forbrydelsen er begået i Finland, herunder på finsk skibsfartøj
m.v., begået mod Finland eller uden for Finland, hvis forbrydelsen er begået mod en person
med finsk statsborgerskab, bopæl i Finland eller mod en offentligt ansat.
4.3 Nederlandene
Nederlandene ratificerede ændringerne vedrørende aggressionsforbrydelsen i september 2016.
Begrundelsen var, at Nederlandene er aktivt engageret i at styrke retsforfølgningen af interna-
tionale forbrydelser og videreudviklingen af folkeretten på det strafferetlige område. Aggressi-
onsforbrydelsen er selvstændigt kriminaliseret i national ret ved artikel 8b i lov om internatio-
nale forbrydelser (Wet
internationale misdrijven).
Bestemmelsen svarer til artikel 8
bis
i statut-
ten.
Jurisdiktionsreglerne i artikel 2, stk. 1, i lov om internationale forbrydelser finder også anven-
delse på aggressionsforbrydelsen. Ifølge denne bestemmelse er der jurisdiktion over egne stats-
borgere, som har begået aggressionsforbrydelser, fremmede statsborgere, som har begået ag-
gressionsforbrydelser mod en nederlandsk statsborger, samt fremmede statsborgere, som har
begået aggressionsforbrydelser, og som nu befinder sig på nederlandsk territorium.
4.4 Norge
Norge har ikke ratificeret ændringerne vedrørende aggressionsforbrydelsen. Ruslands aggres-
sion mod Ukraine har medført, at den norske regering foretager en ny vurdering af spørgsmålet
om norsk ratificering af aggressionsforbrydelsen. Norge har ligesom Danmark tidligere lagt
vægt på behovet for mere klarhed om fortolkningen af bestemmelserne vedrørende aggression
249
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
og betydningen for Norges deltagelse i militære og fredsbevarende operationer, herunder i for-
hold til humanitær intervention.
Aggressionsforbrydelsen er ikke kriminaliseret i norsk lovgivning.
4.5 Storbritannien
Storbritannien har ikke ratificeret aggressionsforbrydelsen. Det begrundes med, at det bør være
FN's Sikkerhedsråd, som tager stilling til spørgsmål om aggression.
4.6 Sverige
Sverige ratificerede ændringerne vedrørende aggressionsforbrydelsen i januar 2022. Forud for
ratifikationen havde et udvalg nedsat af regeringen anbefalet, at Sverige tiltrådte aggressions-
forbrydelsen. Udvalget konkluderede, at der var vægtige hensyn, der talte for ratifikation, bl.a.
hensynet til at styrke de folkeretlige muligheder for at bekæmpe straffrihed, opretholde fred og
sikkerhed samt som led i at fortsætte Sveriges hidtil stærke støtte til Straffedomstolen.
Udvalget anbefalede også, at aggressionsforbrydelsen selvstændigt skulle kriminaliseres i nati-
onal lov. Det blev begrundet med, at Sverige som deltagerstat i statutten har forpligtet sig til at
opfylde de målsætninger, der ligger til grund for statutten. Selv om der ikke er en specifik for-
pligtelse for deltagerstaterne til selvstændigt at kriminalisere forbrydelser i statutten, er en af
forudsætningerne for samarbejdet med Straffedomstolen, at både Straffedomstolen og deltager-
staterne har jurisdiktion over forbrydelserne i statutten.
Den daværende regering fremsatte på den baggrund et lovforslag med de lovændringer, som
krævedes for, at Sverige kunne tiltræde aggressionsforbrydelen, samt en ny strafbestemmelse
om aggressionsforbrydelsen.
Regeringen fremhævede i den forbindelse de grunde, der var nævnt af udvalget, og bemærkede,
at der ikke i øvrigt var noget til hinder for ratifikation. Bestemmelsen om aggressionsforbry-
delsen blev indført i lov om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser,
som samtidig fik en ny titel – lov om straf for visse internationale forbrydelser (lag
(2014:406)
om straff för vissa internationella brott).
De relevante bestemmelser har følgende ordlyd:
”Aggressionsbrott
11 a §
För aggressionsbrott döms den som kan utöva kontroll eller styra över en stats po-
litiska eller militära handlande och som planerar, förbereder, inleder eller utför en
250
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
aggressionshandling som till sin karaktär, svårhetsgrad och omfattning, utgör en
uppenbar överträdelse av Förenta nationernas stadga.
Med aggressionshandling avses en stats användning av väpnat våld mot en annan
stats suveränitet, territoriella integritet eller politiska oberoende, eller på något an-
nat sätt som är oförenligt med Förenta nationernas stadga.
Straffet är fängelse på viss tid, lägst fyra och högst arton år, eller på livstid.
16 §
För försök, förberedelse eller stämpling till och underlåtenhet att avslöja eller för-
hindra folkmord, brott mot mänskligheten, aggressionsbrott och krigsförbrytelse
döms det till ansvar enligt 23 kap. brottsbalken. I fråga om aggressionsbrott kan
endast den som kan utöva kontroll eller styra över en stats politiska eller militära
handlande dömas till ansvar enligt första stycket. Det samma ska gälla för ansvar
enligt 23 kap. 4 § brottsbalken.
Domsrätt över aggressionsbrott
17 §
Svensk domstol är behörig att döma över aggressionsbrott som har begåtts utanför
Sverige eller försök, förberedelse eller stämpling till eller underlåtenhet att avslöja
eller förhindra sådant brott i de fall som avses i 2 kap. 3 § 1, 2 a och b och 4 brotts-
balken. Svensk domstol är också behörig att döma över aggressionsbrott om den
aggressionshandling som ligger till grund för brottet har begåtts av en stat gentemot
vilken de ändringar i Romstadgan för Internationella brottmålsdomstolen som har
skett genom resolution RC/Res.6 har trätt i kraft vid tiden för brottet.
Åtal för brott enligt första stycket får väckas endast efter förordnande av rege-
ringen.”
Modsat krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden er der ikke universel jurisdik-
tion for aggressionsforbrydelsen i svensk ret. Ifølge § 17, 1. pkt., har de svenske domstole bl.a.
kompetence til at pådømme aggressionsforbrydelser, som er begået uden for Sverige.
De svenske domstole har kompetence til at pådømme aggressionsforbrydelser, såfremt den ag-
gressionshandling, som ligger til grund for forbrydelsen, begås af en stat, for hvilken ændrin-
gerne vedrørende aggressionsforbrydelsen i Kampala-tillægget er trådt i kraft på tidspunktet for
forbrydelsen, jf. lovens § 17, 2. pkt.
4.7 Tyskland
Tyskland ratificerede ændringerne vedrørende aggressionsforbrydelsen i juni 2013. I lovforslag
af 15. oktober 2012 angav den daværende forbundsregering, at tiltrædelsen af aggressionsfor-
brydelsen i statutten lukkede et væsentligt hul i den folkeretlige straffrihed.
Aggressionsforbrydelsen er selvstændigt kriminaliseret i tysk lov. Siden 2002 har Tyskland haft
en separat folkeretsstraffelov (Völkerstrafgesetzbuch), der regulerer folkedrab, forbrydelser
251
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
mod menneskeheden og krigsforbrydelser og siden 1. januar 2017 også aggressionsforbrydel-
sen.
Aggressionsforbrydelsen er reguleret i folkeretsstraffelovens § 13 (uofficiel oversættelse):
“Section
13
Crime of aggression
(1) Whoever wages a war of aggression or commits any other act of aggression
which, by its character, gravity and scale, constitutes a manifest violation of the
Charter of the United Nations shall be punished with imprisonment for life.
(2) Whoever plans, prepares or initiates a war of aggression or any other act of
aggression within the meaning of subsection (1) shall be punished with imprison-
ment for life or imprisonment for not less than ten years. The offence pursuant to
the first sentence shall be punishable only if
1. the war of aggression has been waged or the other act of aggression has been
committed or
2. it creates a danger of a war of aggression or any other act of aggression for the
Federal Republic of Germany.
(3) An act of aggression is the use of armed force by a State against the sovereignty,
territorial integrity or political independence of another State, or in any other man-
ner inconsistent with the Charter of the United Nations.
(4) Only persons in a position effectively to exercise control over or to direct the
political or military action of a State may be party to an offence pursuant to subsec-
tions (1) and (2).
(5) In less serious cases under subsection (2) the punishment shall consist of im-
prisonment of not less than five years.”
5. Udvalgets overvejelser om ratifikation af Kampala-tillægget
Til brug for tilvejebringelsen af et beslutningsgrundlag med henblik på eventuel ratifikation af
Kampala-tillægget om aggressionsforbrydelsen har udvalget gjort sig en række overvejelser,
der nærmere er beskrevet i det følgende.
5.1 Indledende og generelle overvejelser
Udvalget noterer sig indledningsvis, at skiftende danske regeringer har fremhævet Danmarks
væsentlige interesse i en stærk international retsorden.
Bekæmpelsen af straffrihed for de alvorligste internationale forbrydelser har kontinuerligt væ-
ret en central udenrigspolitisk målsætning for Danmark, og Straffedomstolen er en væsentlig
international institution med henblik på at opfylde denne målsætning.
Danmark var således engageret i etableringen af Straffedomstolen i 1998, ratificerede statutten
som et af de første lande i 2001 og har siden arbejdet aktivt for fremme af Straffedomstolens
målsætninger og for at øge antallet af deltagerstater. De samme hensyn, der gjorde sig gældende
252
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
for Danmarks ratifikation af statutten, bør i princippet også gøre sig gældende for ratifikation
af aggressionsforbrydelsen, som i givet fald vil udtrykke Danmarks fortsatte opbakning til
Straffedomstolen.
En dansk ratifikation vil endvidere bidrage til udviklingen af folkeretten i en retning, der ses at
være til gavn for Danmark. Udvalget fremhæver i den forbindelse, at ratifikation af aggressi-
onsforbrydelsen bidrager til Straffedomstolens mulighed for at håndhæve en grundlæggende
folkeretlig regel og forudsætning for staters fredelige sameksistens, det vil sige forbuddet mod
ulovlig magtanvendelse mellem stater.
En dansk ratifikation vil endelig sende et budskab til det internationale samfund om, at Dan-
mark vil afstå fra at begå aggression mod andre deltagerstater, samt at Danmark vil underlægge
sig muligheden for retlig prøvelse af egne handlinger ved Straffedomstolen.
Et sådant budskab vil i lyset af Ruslands ulovlige angrebskrig mod Ukraine på et kritisk tids-
punkt signalere den afgørende betydning, Danmark tillægger den internationale regelbaserede
orden og bekæmpelsen af straffrihed for de alvorligste internationale forbrydelser. Aktuelt ar-
bejder Danmark sammen med ligesindede lande for at sikre, at den russiske aggressionsforbry-
delse mod Ukraine kan blive strafforfulgt. En dansk ratifikation af aggressionsforbrydelsen vil
flugte hermed.
5.2 Betydningen for dansk indsats for forebyggelse og retsforfølgning af internationale
forbrydelser
Udvalget skal som led i sin udarbejdelse af dette beslutningsgrundlag belyse betydningen af
ratifikation for dansk indsats for forebyggelse og retsforfølgning af internationale forbrydelser.
Udvalget noterer sig i den forbindelse, at det både af civilsamfundsorganisationer og i den fol-
keretlige litteratur er anført, at deltagerstaters ratifikation af aggressionsforbrydelsen kan have
en forebyggende og ”afskrækkende” virkning (”deterrent effect”) i forhold til udførelsen af
aggressionsforbrydelser, bl.a. fordi en straffesag kan indledes mod den øverste ledelse i den
pågældende deltagerstat.
Idet Straffedomstolen alene har jurisdiktionskompetence til at behandle sager om aggressions-
forbrydelser mellem deltagerstater, der har ratificeret aggressionsforbrydelsen, vurderer udval-
get, at den forebyggende og afskrækkende virkning for nuværende er moderat, men fremhæver,
at en sådan virkning øges med antallet af deltagerstater, der ratificerer aggressionsforbrydelsen.
253
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
I den forbindelse noterer udvalget sig, at 45 deltagerstater, heraf 21 EU-lande, har ratificeret
aggressionsforbrydelsen (juni 2024). De EU-lande, der endnu ikke har ratificeret, er Bulgarien,
Frankrig, Grækenland, Rumænien, Ungarn og Danmark. Udvalget noterer sig videre, at der
blandt de nordiske lande over en årrække har været en bevægelse i retning af ratifikation af
aggressionsforbrydelsen. Finland ratificerede aggressionsforbrydelsen i 2015, Island i 2016,
Sverige i 2022, og Norge overvejer på nuværende tidspunkt at ratificere aggressionsforbrydel-
sen.
En dansk ratifikation af aggressionsforbrydelsen vil medføre, at Straffedomstolens jurisdiktion
vokser til at omfatte 46 deltagerstater. Hvis Danmark også indfører en straffebestemmelse om
aggressionsforbrydelsen i dansk ret, vil Danmark være det 17. EU-land, der kriminaliserer ag-
gressionsforbrydelsen, hvilket bl.a. vil tjene til inspiration for andre landes kriminalisering af
aggressionsforbrydelsen.
Ligesom udvalget i forbindelse med udarbejdelsen af dette beslutningsgrundlag har taget bestik
af udviklingen med hensyn til deltagerstater, der har ratificeret aggressionsforbrydelsen, vil
Danmarks beslutning tilsvarende kunne have betydning for deltagerstater, der endnu ikke har
ratificeret aggressionsforbrydelsen.
Udvalget noterer sig i den forbindelse, at flere af Danmarks allierede med en tilsvarende uden-
rigspolitisk profil, herunder Australien, Canada, Frankrig og Storbritannien, endnu ikke har ra-
tificeret aggressionsforbrydelsen. Af de faste medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd har Frankrig
og Storbritannien tiltrådt statutten, men ikke aggressionsforbrydelsen.
En dansk ratifikation vil derudover medføre et vist retligt værn mod andre deltagerstaters ud-
førelse af aggression mod Danmark. I medfør af statuttens artikel 15
bis
vil Danmark kunne
henvise en aggressionsforbrydelse begået af andre ratificerende deltagerstater mod Danmark til
efterforskning og retsforfølgning ved Straffedomstolen.
Danmark vil derudover kunne henvise en aggressionsforbrydelse begået af én ratificerende del-
tagerstat mod en anden ratificerende deltagerstat. Det bemærkes, at FN’s Sikkerhedsråd i med-
før af statuttens artikel 15
ter
også kan henvise en aggressionsforbrydelse begået af deltager-
stater, der ikke har ratificeret aggressionsforbrydelsen.
5.3 Konsekvenser for Danmark ved ratifikation
Udvalget skal som led i sin udarbejdelse af dette beslutningsgrundlag belyse konsekvenser ved
dansk ratifikation af ændringerne i Kampala-tillægget vedrørende aggressionsforbrydelsen.
254
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Udvalget bemærker i den sammenhæng, at en dansk ratifikation af aggressionsforbrydelsen vil
udvide Danmarks forpligtelser efter statutten til at samarbejde med Straffedomstolen med hen-
syn til efterforskning og retsforfølgning til også at omfatte aggressionsforbrydelsen.
Udvalget bemærker videre, at fastlæggelsen af rækkevidden af Straffedomstolens jurisdiktion
med hensyn til aggressionsforbrydelsen har betydning for den persongruppe, som samarbejdet
vil omfatte.
Udvalget noterer sig Straffedomstolens kompetence til i det konkrete tilfælde at træffe afgørelse
om rækkevidden af dens jurisdiktionskompetence i en given sag, men lægger til grund, at Straf-
fedomstolen vil henholde sig til den snævre jurisdiktionskompetence, som deltagerstaterne gen-
bekræftede med vedtagelsen af resolution ICC-ASP/16/Res.5 på deltagerstaternes forsamling i
2017 (se kapitel 2, afsnit 1.2 og 4.4.1). Straffedomstolen vil således ikke mod deltagerstaternes
beslutning som udtrykt i resolution ICC-ASP/16/Res.5 udvide den relevante persongruppe til
at omfatte mistænkte statsborgere fra alle deltagerstater, der har ratificeret statutten, men kun
de deltagerstater, der også har ratificeret aggressionsforbrydelsen.
Følgen af dansk ratifikation ventes på den baggrund at være, at Danmarks forpligtelser til at
samarbejde med Straffedomstolen alene vil angå statsborgere fra deltagerstater, der har ratifi-
ceret aggressionsforbrydelsen (45 deltagerstater pr. juni 2024).
Straffedomstolen vil således kun kunne udøve jurisdiktion med hensyn til aggressionsforbry-
delsen for handlinger foretaget blandt de ratificerende deltagerstater, eksempelvis hvis Dan-
mark foretager en omfattet aggressionshandling mod en af de øvrige 45 ratificerende deltager-
stater.
Hvis en omfattet handling begås mod en af de 79 deltagerstater, som endnu ikke har ratificeret
aggressionsforbrydelsen, vil Straffedomstolen ikke kunne efterforske, om en aggressionsfor-
brydelse er begået. Udvalget bemærker, at Straffedomstolen siden aktiveringen af dens juris-
diktion med hensyn til aggressionsforbrydelsen i 2018 ikke har ført sager på dette område.
I forhold til udlevering af danske statsborgere bemærker udvalget, at i det tilfælde, hvor Straf-
fedomstolens anklager beslutter at indlede en efterforskning vedrørende en formodet aggressi-
onsforbrydelse, vil Straffedomstolens forundersøgelsesafdeling, det vil sige alle seks dommere
i afdelingen, først skulle godkende anklagerens anmodning om at indlede en efterforskning.
Hvis en dansk statsborger derefter udleveres til Straffedomstolen til retsforfølgning, og betin-
gelserne for at indlede retsforfølgning er opfyldt, vil præsidentskabet nedsætte et domskammer
255
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
bestående af 3 dommere med en formand, der vil skulle afgøre, om den pågældende person er
skyldig i en aggressionsforbrydelse.
Er aggressionsforbrydelsen imidlertid kriminaliseret i dansk ret, vil retsforfølgning henset til
komplementaritetsprincippet skulle ske ved danske domstole og alene ske ved Straffedomstolen
i tilfælde af Danmarks manglende vilje eller evne til at retsforfølge. Det bemærkes, at udvalget
anbefaler en kriminalisering af aggressionsforbrydelsen. Der henvises til kapitel 11, afsnit 6,
om udvalgets overvejelser om behovet for lovændringer som følge af en eventuel dansk ratifi-
kation af aggressionsforbrydelsen, herunder kriminalisering.
Siden Danmarks ratifikation af statutten er ingen danske eller udenlandske statsborgere anmo-
det udleveret fra Danmark til retsforfølgning ved Straffedomstolen i forhold til statuttens øvrige
forbrydelser. I betragtning af Danmarks hidtidige samarbejde med Straffedomstolen anses
sandsynligheden for, at en dansk ratifikation af aggressionsforbrydelsen vil føre til væsentligt
flere udleveringssager, i øvrigt for meget begrænset.
5.4 Afgrænsning af aggressionshandlingen i relation til dansk deltagelse i internationale
militære operationer
Udvalget skal forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt dansk ratifikation af aggressionsforbry-
delsen kan ventes at få betydning for fremtidig dansk deltagelse i internationale militære ope-
rationer. Det gælder spørgsmålet om, hvornår der kan være folkeretligt grundlag for dansk del-
tagelse i sådanne operationer, og om der – i lyset af Danmarks deltagelse i internationale ope-
rationer de seneste årtier – kan rejses spørgsmål om dansk overholdelse af aggressionsforbud-
det, og afledt heraf, overholdelse af det strafferetlige ansvar for aggressionsforbrydelsen.
Udvalget anerkender indledningsvis betydningen af, at Danmark fortsat kan bidrage til sikring
af international fred og sikkerhed og forebyggelse af konflikter og grove krænkelser af menne-
skerettighederne, samt at dette i visse tilfælde vil kunne indebære anvendelsen af militære magt-
midler.
Forudsætningen for den danske regerings bidrag til internationale militære operationer er, at
der er et folkeretligt grundlag for et dansk militært bidrag. I den forbindelse fremhæver udval-
get, at statuttens artikel 8
bis
om aggressionsforbrydelsen ikke modificerer staters forpligtelser
i henhold til FN-pagten og generelt retsgrundlaget for internationale militære operationer, men
kvalificerer den handling, der skal være begået, for at Straffedomstolen kan pålægge en person
et individuelt strafansvar for en aggressionsforbrydelse.
256
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0257.png
Udvalget bemærker videre, at Danmark allerede deltager i statutten og således er forpligtet af
statuttens øvrige bestemmelser, navnlig vedrørende krigsforbrydelser, som, i tillæg til bl.a. Ge-
nève-konventionerne, i almindelighed forudsættes iagttaget i forbindelse med dansk militært
engagement.
Udvalget bemærker, at langt de fleste internationale militære operationer udføres på grundlag
af et FN-mandat, retten til selvforsvar eller efter udtrykkelig invitation fra territorialstaten, hvori
den militære operation udføres. Der kan ikke på sådanne folkeretlige grundlag umiddelbart
tænkes at rejse sig spørgsmål om en aggressionshandling.
Udvalget noterer sig, at Danmark i visse situationer har fortolket de folkeretlige magtanvendel-
sesregler forskelligt fra nogle andre stater. Danmark er således et af få lande, der har tilkende-
givet, at der i helt ekstraordinære tilfælde kan være folkeretligt grundlag for magtanvendelse
uden mandat fra Sikkerhedsrådet for at beskytte civilbefolkningen mod alvorlige overgreb (hu-
manitær intervention).
187
Også med hensyn til spørgsmålet om udøvelse af selvforsvar mod ikke-statslige aktører, der
opererer fra en anden stats territorium, hvor denne stat ikke har evnen eller viljen til at imødegå
truslen, har det fra dansk side været vurderingen, at der under visse nærmere omstændigheder
kan være adgang til at imødegå væbnede angreb fra en sådan ikke-statslig aktør med brug af
væbnet magt uden samtykke fra territorialstaten.
188
Det kan dog ikke helt afvises, at fremtidig dansk deltagelse i internationale militære operationer,
der baserer sig på nævnte folkeretlige grundlag, efter omstændighederne fra nogle sider vil
kunne rejse spørgsmål om overtrædelse af statuttens artikel 8
bis.
Udvalget bemærker i den forbindelse, at der gælder nogle begrænsninger, som indsnævrer
Straffedomstolens udøvelse af jurisdiktion både tidsmæssigt og geografisk. For det første kan
Straffedomstolen generelt kun udøve jurisdiktion med hensyn til aggressionsforbrydelser be-
gået
efter
den 17. juli 2018, og specifikt i forhold til de enkelte deltagerstater et år efter depo-
neringen af deres ratifikations- eller godkendelsesinstrumenter, jf. statuttens artikel 121, stk. 5.
For det andet, som også anført ovenfor, kan Straffedomstolen kun udøve denne jurisdiktion i
situationer, som omfatter deltagerstater, der har ratificeret aggressionsforbrydelsen – for inde-
værende 45 stater.
Se bl.a. Udenrigsministeriets notat af 30. august 2013 vedrørende ”Overordnede principielle overvejelser om
det folkeretlige grundlag for en evt. militæroperation i Syrien”, Udenrigsudvalget 2012-13, URU Alm. del Bilag
225.
188
Se bl.a. forslag til folketingsbeslutning B 8 af 10. november 2015 om udsendelse af et supplerende dansk mili-
tært bidrag til støtte for indsatsen mod ISIL.
187
257
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Det er derudover udvalgets opfattelse, at statuttens artikel 8
bis
tager sigte på klare aggressi-
onshandlinger som f.eks. Iraks invasion af Kuwait i 1990 og Ruslands invasion af Ukraine i
2022 og ikke magtanvendelse om hvis lovlighed, der ikke er enighed blandt alle stater. Udvalget
bemærker, at der gælder et tærskelkrav i bestemmelsen, hvorefter en handling efter sin ”karak-
ter, grovhed og omfang” skal udgøre en ”åbenbar” krænkelse af FN-pagten for at kvalificere
som en aggressionsforbrydelse.
Udvalget vurderer på den baggrund, at humanitær intervention ikke vil være omfattet af be-
stemmelsen, ligesom andre mindre grove tilfælde af magtanvendelse i den folkeretlige gråzone
heller ikke vil være omfattet.
6. Udvalgets overvejelser om behovet for lovændringer som følge af en even-
tuel dansk ratifikation af aggressionsforbrydelsen, herunder kriminalise-
ring
6.1 Lovgivningsmæssige konsekvenser m.v. ved ratifikation
6.1.1
Lov om Den Internationale Straffedomstol m.v.
Straffedomstolens statut blev som beskrevet i kapitel 2, afsnit 6, inkorporeret i dansk ret ved
lov nr. 342 af 16. maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol. Loven trådte i kraft den 1.
juli 2002, jf. bekendtgørelse nr. 508 af 20. juni 2002. Statutten er optaget som bilag til loven og
gælder her i landet, jf. lovens § 1.
Det følger af lovens § 1, stk. 2, nr. 3, at udenrigsministeren kan bestemme, at ændringer af
statutten, som er vedtaget i medfør af statuttens artikel 121-123, skal gælde her i landet. Det
fremgår af de specielle bemærkninger til bestemmelsen, at hjemlen til at sætte ændringer af
statutten i kraft her i landet indebærer, at sådanne ændringer ikke kræver ændringer af loven,
og at den forudsætningsvis giver regeringen bemyndigelse til at godkende og ratificere sådanne
ændringer, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 519.
Ændringerne af statutten i 2010, hvorved aggressionsforbrydelsen blev defineret i artikel 8
bis,
og Straffedomstolens jurisdiktion over aggressionsforbrydelsen blev fastlagt i artikel 15
bis
og
15
ter,
er vedtaget i overensstemmelse med proceduren for vedtagelse og ikrafttrædelse af æn-
dringer i statutten, der behandles på en såkaldt gennemgangskonference, jf. artikel 123, stk. 3,
og artikel 121, stk. 3 og 5. Ændringerne fremgår af resolution RC/Res. 6 af 11. juni 2010.
De ændringer af statutten, som fremgår af resolutionen, kan således gennemføres administrativt
i dansk ret ved, at udenrigsministeren udsteder en bekendtgørelse i medfør af § 1, stk. 2, nr. 3,
258
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
i lov om Den Internationale Straffedomstol. Ændringerne af statutten kan således gennemføres
i dansk ret uden lovændring.
Formålet med resolutionen om aggressionsforbrydelsen er at sætte Straffedomstolen i stand til
at strafforfølge aggressionsforbrydelser. En dansk ratifikation af ændringen af statutten vil in-
debære, at Danmarks forpligtelse til at samarbejde med Straffedomstolen også vil omfatte sager
om aggressionsforbrydelser.
En gennemførelse i dansk ret af ændringerne af statutten ved udstedelse af en bekendtgørelse
som beskrevet ovenfor vil samtidig give den nødvendige hjemmel til at samarbejde med Straf-
fedomstolen om sager om aggressionsforbrydelser. Lov om Den Internationale Straffedomstol
indeholder de bestemmelser, der er nødvendige for, at danske myndigheder kan opfylde de for-
pligtelser til at samarbejde med domstolen, som følger af statutten. Det omfatter bl.a. lovens §
2 om udlevering til Straffedomstolen og § 3 om fuldbyrdelse af Straffedomstolens domme her
i landet. Udvidelsen af samarbejdsforpligtelserne til at omfatte sager om aggressionsforbrydel-
ser kræver således ikke lovændring.
Straffedomstolens beslutninger om udlevering medfører som udgangspunkt en ubetinget pligt
til at gennemføre domstolens beslutning om anholdelse og udlevering. Danske myndigheder
kan alene påse, om Straffedomstolens anmodning om anholdelse og/eller udlevering angår den
pågældende, således at der ikke er sket en personforveksling, samt om den pågældende er blevet
anholdt i overensstemmelse med gældende regler, og om den pågældendes rettigheder er blevet
respekteret, jf. statuttens artikel 59, stk. 2, sammenholdt med artikel 89, stk. 1, 2. pkt. Der er
således en snævrere mulighed for efterprøvelse af en udleveringsanmodning fra Straffedomsto-
len sammenlignet med udleveringslovens almindelige regler. Det skyldes bl.a., at der ikke er
de samme betænkeligheder om politisk misbrug ved overførelse til Straffedomstolen, som til-
fældet kan være ved udlevering af personer til andre stater, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg
A, side 502 f. Den snævre efterprøvelse af udleveringsanmodninger indebærer desuden, at der
ikke er et krav om dobbelt strafbarhed for at udlevere en person til Straffedomstolen. Det vil
sige, at det ikke er en forudsætning, at den pågældende handling er strafbar efter dansk ret, og
at der er dansk straffemyndighed.
Det bemærkes, at Straffedomstolens udstedelse af arrestordrer mod tredjelandes statsledere med
henblik på samarbejde om udlevering rejser særlige spørgsmål, navnlig med hensyn til udstræk-
ningen af deltagerstaters samarbejdsforpligtelser og statslederes immunitet. Der henvises til ka-
pitel 12.
259
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
6.1.2
Folketingets samtykke
Det følger af grundlovens § 19, stk. 1, 1. og 2. pkt., at kongen, det vil sige regeringen, handler
på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden Folketingets samtykke kan regeringen dog
ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen
forpligtelse, til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af
større betydning.
Det fremgår af forarbejderne til lov om Den Internationale Straffedomstol, jf. Folketingstidende
2000-01, tillæg A, side 483, at Folketinget med vedtagelsen af lovforslaget gav samtykke til, at
Danmark ratificerede Straffedomstolens statut. Som nævnt i afsnittet ovenfor fremgår det des-
uden af forarbejderne, at lovgiver lagde til grund, at hjemlen til at sætte ændringer af statutten
i kraft efter lovens § 1, stk. 2, også indebærer, at regeringen har fået bemyndigelse til at god-
kende og ratificere fremtidige ændringer af statutten, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A,
side 519.
Det kan på den baggrund lægges til grund, at der er indhentet et samtykke fra Folketinget efter
grundlovens § 19, stk. 1, til at ratificere tilføjelsen til statutten om aggressionsforbrydelsen.
Dette bør oplyses over for Folketinget, hvilket f.eks. vil kunne ske i forbindelse med fremsæt-
telse af det lovforslag, der indeholder udvalgets forslag.
6.1.3
Immunitet m.v. efter grundloven
De mulige ansvarssubjekter efter artikel 8
bis
om aggressionsforbrydelsen rejser spørgsmål om,
i hvilket omfang et folketingsmedlem eller en dansk minister, der samtidig er folketingsmed-
lem, har immunitet efter grundlovens § 57, og i hvilket omfang sager mod ministre vil skulle
anlægges ved Rigsretten, jf. grundlovens § 16 og § 60, stk. 1.
Det følger af grundlovens § 57, at intet medlem af Folketinget uden dettes samtykke kan tiltales
eller underkastes fængsling af nogen art, medmindre han er grebet på fersk gerning.
Det følger af formålet med bestemmelsen i grundlovens § 57, 1. pkt., at den alene gælder for
personer, der på det konkrete tidspunkt er medlemmer af Folketinget. Det betyder samtidig, at
en person, der tidligere har været medlem af Folketinget, men som ikke længere er medlem, vil
kunne tiltales for handlinger begået, mens den pågældende var medlem. Ministre er i sig selv
ikke omfattet af beskyttelsen, men vil være omfattet, hvis ministeren samtidig er medlem af
Folketinget.
Beskyttelsen efter grundlovens § 57 gælder ved tiltalerejsning ved domstolene samt fængsling
af nogen art. Beskyttelsen omfatter dog ikke handlinger, hvor et folketingsmedlem er grebet på
260
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
fersk gerning, det vil sige under udførelsen af den strafbare handling eller i umiddelbar forlæn-
gelse heraf.
Tiltalerejsning eller fængsling over for et folketingsmedlem og fængsling af en minister, der
samtidig er medlem af Folketinget, i forbindelse med overtrædelser af artikel 8
bis
om aggres-
sionsforbrydelsen vil således forudsætte, at Folketinget samtykker heri, medmindre den pågæl-
dende er grebet på fersk gerning.
Det fremgår af grundlovens § 16, at ministrene af kongen eller Folketinget kan tiltales for deres
embedsførelse. Rigsretten påkender de mod ministrene for deres embedsførelse anlagte sager.
Af grundlovens § 60, stk. 1, fremgår, at Rigsretten påkender de af kongen eller Folketinget mod
ministrene anlagte sager.
Retsforfølgning mod en dansk minister for en aggressionshandling begået som led i ministerens
embedsførelse forudsætter således, at Folketinget beslutter at rejse en sag ved Rigsretten, jf.
herved grundlovens § 16 og § 60, stk. 1, for brud på ministeransvarlighedslovens § 5. Retsfor-
følgning ved en national domstol er i overensstemmelse med, at Straffedomstolen i henhold til
statuttens artikel 17 og præambelbetragtning nr. 10 til statutten er komplementær i forhold til
national strafferetlig jurisdiktion.
Såfremt Folketinget i sådanne sager begået som led i ministerens embedsførelse ikke udnytter
sin kompetence til at rejse rigsretstiltale mod en dansk minister, vil Straffedomstolen i henhold
til komplementærprincippet kunne udøve jurisdiktion over en dansk minister for forbrydelser
omfattet af statutten.
6.2 Straffebestemmelse om aggressionsforbrydelsen
Det fremgår af udvalgets kommissorium, at udvalget skal udarbejde et lovudkast, der indehol-
der forslag til bl.a. eventuelle lovændringer, som en dansk ratifikation af aggressionsforbrydel-
sen vil indebære. Udvalget har på den baggrund overvejet, om ratifikation af aggressionsfor-
brydelsen giver anledning til at indføre en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelser, så
aggressionsforbrydelser vil kunne retsforfølges i Danmark (afsnit 6.2.1), og hvor en sådan straf-
febestemmelse i givet fald bør placeres (afsnit 6.2.2). Udvalget har desuden overvejet forbry-
delsens nærmere indhold og afgrænsning (afsnit 6.2.3). Udvalgets overvejelser om dansk straf-
femyndighed over aggressionsforbrydelser er behandlet i kapitel 13, afsnit 3.3.
6.2.1
Bør der indføres en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelser?
Dansk straffelovgivning indeholder som beskrevet i afsnit 3 ikke en straffebestemmelse om
aggressionsforbrydelser.
261
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0262.png
Formålet med ændringen af statutten, der definerer aggressionsforbrydelsen, er at sætte Straf-
fedomstolen i stand til at retsforfølge aggressionsforbrydelser. Ændringen forpligter ikke rati-
ficerende stater til at foretage national retsforfølgning af aggressionsforbrydelser.
En dansk ratifikation indebærer således hverken en forpligtelse til at indføre en straffebestem-
melse om aggressionsforbrydelser i dansk ret eller til at retsforfølge aggressionsforbrydelser.
En ratifikation vil derimod forpligte Danmark til at samarbejde med Straffedomstolen, herunder
om udlevering af personer til domstolen i forbindelse med sager om aggressionsforbrydelsen.
Der kan imidlertid peges på flere argumenter, der taler for, at der i forbindelse med ratifikatio-
nen bør indføres en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelser i dansk ret.
Straffedomstolen har som nævnt komplementær jurisdiktionskompetence og kan derfor kun
retsforfølge en gerningsperson, hvis Danmark ikke har evnen eller viljen til effektivt at gen-
nemføre efterforskning eller retsforfølgning, jf. statuttens artikel 17.
Ved Danmarks ratifikation af statutten blev der som nævnt lagt afgørende vægt på, at dansk
lovgivning skulle give mulighed for at retsforfølge dansk personel ved nationale domstole for
forbrydelser omfattet af Straffedomstolens jurisdiktion, således at det ikke på grund af util-
strækkelig dansk lovgivning skulle blive nødvendigt at lade personer strafforfølge ved Straffe-
domstolen som følge af komplementaritetsprincippet. Dette blev begrundet med, at Danmark i
større omfang end tidligere havde sendt militært personel til udlandet med henblik på deltagelse
i fredsbevarende operationer i FN-regi m.v.
189
Som det fremgår af kapitel 3, afsnit 1, om udvalgets generelle overvejelser, er udvalget på lig-
nende vis af den opfattelse, at danske borgere først og fremmest bør retsforfølges ved danske
domstole, herunder f.eks. en minister eller forsvarschef.
Hvis det skal sikres, at danske gerningspersoner ikke vil skulle udleves til Straffedomstolen
som følge af utilstrækkelige muligheder for at retsforfølge ved de danske domstole, bør der
således indføres en dansk straffebestemmelse om aggressionsforbrydelsen.
Det bemærkes i den forbindelse også, at aggressionsforbrydelsen har en anden karakter end de
øvrige forbrydelser i Straffedomstolens statut. Ansvarssubjektet i en sag om aggressionsforbry-
delsen vil typisk være statens øverste ledelse, idet Straffedomstolen efter artikel 8
bis,
stk. 1,
Lovforslag nr. L 20 af 4. oktober 2000 til lov om den Internationale Straffedomstol, jf. Folketingstidende 2000-
01, tillæg A, side 499.
189
262
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0263.png
har jurisdiktion til at retsforfølge aggressionsforbrydelser begået af personer, der er i stand til
at udøve faktisk kontrol over eller styre en stats politiske eller militære handlinger. I en dansk
sammenhæng omfatter personkredsen eksempelvis statsministeren, udenrigsministeren og for-
svarsministeren samt de øverste militære ledere.
En dansk straffebestemmelse om aggressionsforbrydelsen vil desuden sikre, at sådanne hand-
linger begået mod Danmark vil kunne retsforfølges her i landet. Den aktuelle situation med
Ruslands aggressionshandling mod Ukraine understreger vigtigheden af at have en sådan nati-
onal bestemmelse, så der ikke opstår et straffrit rum for aggressionshandlinger, hvis de begås
mod Danmark.
Det taler endvidere for indførelse af en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelsen i dansk
ret, at andre sammenlignelige lande som Finland, Sverige og Tyskland har indført en tilsvarende
bestemmelse som følge af deres ratifikation af ændringen af statutten om aggressionsforbrydel-
sen. Som nævnt ovenfor er der samlet 21 EU-medlemslande, der har ratificeret aggressionsfor-
brydelsen i statutten, hvoraf 16 lande har indført en national straffebestemmelse, mens fem
lande – Belgien, Irland, Italien, Slovakiet og Spanien – (endnu) ikke har indført en sådan be-
stemmelse.
190
Derudover vil indførelse af en bestemmelse om aggressionsforbrydelsen i dansk ret have stor
signalværdi, idet dansk straffelovgivning derved vil afspejle, at de alvorligste internationale
forbrydelser er så strafværdige, at de skal kunne retsforfølges i Danmark. Dette vil også stemme
bedst overens med de hensyn, der ligger bag forslaget om at indføre særskilte bestemmelser om
bl.a. krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, jf. udvalgets overvejelser herom i
kapitel 3 og kommissoriet for udvalgets arbejde.
Kriminalisering af aggressionsforbrydelsen i national lovgivning giver desuden mulighed for,
at Danmark kan bidrage til fortolkningen af forbrydelsen, idet Straffedomstolen endnu ikke har
haft en sag herom. I mangel af retspraksis m.v., der kan udgøre fortolkningsbidrag, vil Straffe-
domstolen i overensstemmelse med statuttens artikel 21, der omhandler domstolens retskilder,
skulle lægge vægt på bl.a. national lovgivning. Danmark vil på denne måde kunne have indfly-
delse på, hvordan Straffedomstolen i fremtiden vil fortolke aggressionsforbrydelsen i en even-
tuel sag.
Samlet set er det således udvalgets opfattelse, at der i forbindelse med en dansk ratifikation bør
indføres en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelser i dansk ret.
Eurojust (2023):
Genocide Network Paper – The crime of aggression in the national laws of EU Member States,
Genocide Network Observer States and Ukraine,
side 14.
190
263
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
6.2.2
Placering af en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelser
Det er udvalgets opfattelse, at en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelser mest hen-
sigtsmæssigt kan placeres i det nye kapitel i straffeloven om forbrydelser mod menneskeheden,
krigsforbrydelser, folkedrab og tortur.
Aggressionsforbrydelsen angår statens ulovlige brug af væbnet magt (jus
ad bellum),
mens de
andre forbrydelser i Straffedomstolens statut omhandler de strafbare forbrydelser, der kan begås
i krig (jus
in bello),
samt folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden, der også kan begås i
fredstid. Aggressionsforbrydelsen kan således i kontekst af en international væbnet konflikt
være forudsætningen for, at de andre forbrydelser finder sted. Det er på den baggrund udvalgets
opfattelse, at straffebestemmelsen om aggressionsforbrydelser bør placeres som den første be-
stemmelse i det nye kapitel i straffeloven.
6.2.3
Forbrydelsens indhold
Det er udvalgets grundlæggende opfattelse – og i overensstemmelse med udvalgets øvrige for-
slag til straffebestemmelser – at en straffebestemmelse om aggressionsforbrydelsen som ud-
gangspunkt bør have det samme gerningsindhold som statuttens artikel 8
bis.
Den foreslåedes bestemmelse definerer i stk. 1, hvilke aggressionshandlinger som udgør en
aggressionsforbrydelse og dermed kan medføre et individuelt strafansvar, mens stk. 2 definerer
en aggressionshandling. Bestemmelsens stk. 3 fastlægger den personkreds, der kan ifalde straf-
ansvar efter bestemmelsen.
Det vil være en forudsætning for, at bestemmelsen kan anvendes, at der er dansk straffemyn-
dighed. Udvalgets overvejelser og forslag herom fremgår af kapitel 13, afsnit 3.3.
Det bemærkes, at udvalget ikke har taget stilling til spørgsmålet om påtalekompetence for over-
trædelse af den foreslåede straffebestemmelse.
6.2.3.1
Bestemmelsens foreslåede ordlyd
Udvalget foreslår på den baggrund følgende ordlyd for straffebestemmelsen om aggressions-
forbrydelser:
Ӥ
118 b.
For aggressionsforbrydelse straffes den, som foretager en aggressions-
handling, der efter sin karakter, grovhed og omfang udgør en åbenbar overtrædelse
af FN-pagten.
264
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Stk. 2.
Ved en aggressionshandling forstås en stats brug af væbnet magt mod en
anden stats suverænitet, territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på
en måde som i øvrigt er i strid med FN-pagten.
Stk. 3.
Strafansvar for en aggressionsforbrydelse kan kun pålægges den, der kan
udøve faktisk kontrol over eller styre en stats politiske eller militære handlinger.”
Der henvises til den foreslåede § 118 b og bemærkningerne hertil i lovudkastet i kapitel 14.
6.2.3.2
Forskelle mellem den foreslåede bestemmelse og Rom-statuttens bestemmelse
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i statuttens ordlyd, men er i et vist omfang
struktureret anderledes.
Det indebærer bl.a., at beskrivelsen af de mulige ansvarssubjekter er udskilt til et særskilt stykke
i den foreslåede bestemmelse.
Den foreslåede bestemmelse adskiller sig desuden fra statuttens formulering ved, at ordene
”planlægning, forberedelse, indledning eller fuldbyrdelse af en aggressionshandling” ikke er
medtaget i ordlyden, men i stedet omfattes af ordet ”foretager”. Denne løsning er foreslået for
at tydeliggøre, at en aggressionshandling skal være foretaget, for at en person kan ifalde et
strafferetligt ansvar. Den almindelige forsøgsregel i straffelovens § 21 finder derfor heller ikke
anvendelse.
Herudover foreslår udvalget, at den ikke-udtømmende opregning af handlinger, der udgør en
aggressionshandling, i statuttens artikel 8
bis,
stk. 2, indsættes i bemærkningerne til den fore-
slåede bestemmelse, idet dette vil harmonere bedre med dansk lovgivningstradition.
En overtrædelse af magtanvendelsesforbuddet i FN-pagten indebærer ikke nødvendigvis, at der
samtidig er begået en aggressionsforbrydelse. Det er som nævnt udvalgets vurdering, at tær-
skelkravet i statuttens artikel 8
bis
om, at en handling efter sin ”karakter, grovhed og omfang”
skal udgøre en ”åbenbar” krænkelse af FN-pagten for at kvalificere som en aggressionsforbry-
delse, medfører, at danske bidrag til internationale militære operationer til bl.a. humanitær in-
tervention ikke vil være omfattet af bestemmelsen. På den baggrund bør det præciseres i for-
bindelse med den danske kriminalisering af aggressionsforbrydelsen, at den danske straffebe-
stemmelse ikke omfatter humanitær intervention. Udvalget foreslår, at det tilføjes i bemærk-
ningerne til bestemmelsen, at der ved udtrykket ”karakter” i det foreslåede § 118 b, stk. 1, for-
stås, at formålet med aggressionshandlingen skal være en åbenbar krænkelse af magtanvendel-
sesforbuddet, hvorved ”gråzone-handlinger” ikke omfattes af den foreslåede bestemmelses an-
vendelsesområde. Det betyder, at humanitær intervention ikke vil være omfattet af anvendel-
sesområdet.
265
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0266.png
Folkeretlig immunitet og retsforfølgning af internationale forbry-
delser
1. Immunitet og retsforfølgning af internationale forbrydelser
1.1 Indledning
De folkeretlige regler om immunitet kan begrænse udøvelsen af dansk straffemyndighed, jf.
straffelovens § 12, overfor udenlandske statsrepræsentanter.
191
Omfanget og betydningen af
disse immunitetsregler beskrives nærmere i dette kapitel.
Statsrepræsentanters immunitet ved andre staters domstole udspringer af et grundlæggende fol-
keretligt princip om staternes suveræne lighed (par
in parem non habet imperium):
Én suveræn
stat kan ikke tvinge en anden suveræn stat til at underlægge sig dens domstole.
192
Statsrepræ-
sentanter nyder immunitet ved andre staters domstole, fordi de personificerer den stat, de re-
præsenterer.
193
Men det er
staten
– og ikke repræsentanten – der reelt begunstiges af immunitet.
Det er således også staten, der kan give afkald på immunitet uanset statsrepræsentantens egen
påberåbelse af immunitet.
194
Folkeretten skelner traditionelt mellem to former for immunitet, der gælder for statsrepræsen-
tanter: personel immunitet (ratione
personae)
og funktionel immunitet (ratione
materiae).
195
Personel immunitet finder anvendelse på en snæver kreds af højtstående statsrepræsentanter (se
nærmere om den omfattede personkreds i afsnit 2.1 nedenfor) og knytter sig til repræsentantens
embede eller status.
196
Der gælder ingen undtagelser fra personel immunitet, men beskyttelsen
er midlertidig og ophører, når embedet fratrædes eller på anden måde ophører.
Funktionel immunitet finder anvendelse på en bred kreds af statsrepræsentanter og omfatter
repræsentantens officielle embedshandlinger. Funktionel immunitet varer ved efter embedets
ophør, men med visse undtagelser.
Af straffelovens § 12 fremgår, at ”Anvendelsen af §§ 6-11 begrænses ved de i folkeretten anerkendte undtagel-
ser.”
192
Henriksen, Anders (2021):
International Law.
Oxford University Press, 3. udgave, side 96.
193
Ibid.,
side 96.
194
Cryer, Robert; Robinson, Darryl; Vasiliev, Sergey (2019):
An Introduction to International Criminal Law and
Procedure.
Cambridge University Press, 4. udgave, side 508-509.
195
Cassese, Antonio et al. (2013):
International Criminal Law.
Oxford University Press, 3. udgave, side 265.
196
Akande, Dapo; Shah, Sangeeta (2010):
Immunities of State Officials, International Crimes, and Foreign Do-
mestic Courts
i »The
European Journal of International Law«.
Oxford University Press, vol. 21, side 819.
191
266
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0267.png
At en statsrepræsentant nyder strafferetlig immunitet ved andre staters domstole betyder ikke,
at personen er straffri. I
Arrest Warrant-sagen
udtalte ICJ, at immunitet fra strafferetlig juris-
diktion og individuelt strafansvar er to adskilte forhold.
197
Hvor jurisdiktionsmæssig immunitet
er processuel i sin karakter, er strafansvar også et materielt spørgsmål.
198
Jurisdiktionsmæssig
immunitet kan således udgøre en hindring for retsforfølgning i en bestemt periode eller for visse
overtrædelser, men det betyder ikke, at personen ikke er underlagt strafansvar og ikke kan straf-
forfølges under andre omstændigheder eller på et andet tidspunkt.
I forhold til de personelle immunitetsregler betyder det, at statsrepræsentanten retsforfølges i
dennes hjemstat; for det andet kan statsrepræsentanten retsforfølges i udlandet, hvis hjemstaten
giver afkald på immunitet; for det tredje kan statsrepræsentanten retsforfølges, når denne ikke
længere bestrider det omfattede embede, for handlinger foretaget før eller efter embedet samt
for
private
handlinger foretaget under embedet; endelig kan der retsforfølges ved visse interna-
tionale domstole, hvor sådanne domstole har jurisdiktion.
199
Der rejser sig særlige immunitetsspørgsmål i forhold til retsforfølgning af internationale for-
brydelser ved internationale domstole. Det gælder bl.a. ICC-deltagerstaternes forpligtelser over
for på den ene side Straffedomstolen og på den anden side tredjestater, der ikke deltager i Straf-
fedomstolen. Sådanne spørgsmål har været rejst i forhold til Straffedomstolens arrestordrer mod
Sudans tidligere præsident, Omar al Bashir, i 2009
200
og 2010
201
samt mod Ruslands siddende
præsident, Vladimir Putin, i 2023.
202
Statsrepræsentanters strafferetlige immunitet er et komplekst område, hvor sædvaneretten er
under udvikling. Der pågår ved FN’s Folkeretskommission (ILC)
203
et arbejde med udviklingen
af nye ”Draft
Articles on Immunity of State Officials from Foreign Criminal Jurisdiction”
(her-
efter ”draft articles”). FN’s medlemsstater har haft lejlighed til at kommentere udkastet. Arbej-
det har på nogle områder vist variationer i forståelsen af retstilstanden både blandt folkerets-
kommissionens medlemmer og blandt stater. Det er muligt, at kommissionens arbejde i sig selv
Den Internationale Domstol,
Case Concerning the Arrest Warrant of 11 April 2000 (Democratic Republic of
the Congo v. Belgium),
afgørelse af 14. februar 2002, pr. 60.
198
Ibid.,
pr. 60.
199
Ibid.,
pr. 61.
200
Straffedomstolen,
Anklageren mod Omar Hassan Ahmad Al Bashir
(ICC-02/05-01/09-3), afgørelse af 4. marts
2009
201
Straffedomstolen,
Anklageren mod Omar Hassan Ahmad Al Bashir
(ICC-02/05-01/09-3), afgørelse af 12. juli
2010
202
Straffedomstolens pressemeddelelse af 17. marts 2023: ”Situation in Ukraine: ICC judges issue arrest warrants
against Vladimir Vladimirovich Putin and Maria Alekseyevna Lvova-Belova”.
203
For en beskrivelse af FN’s Folkeretskommission (International Law Commission, “ILC”), henvises til kapitel
2, afsnit 1.1, fodnote 1.
197
267
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0268.png
vil føre til en øget ensartethed i opfattelsen hos stater og på sigt føre til en konvention om
statsrepræsentanters strafferetlige immunitet.
2. Immunitet og retsforfølgning ved nationale domstole
2.1 Personel immunitet
Personel immunitet betegnes ofte som ”absolut”, idet den omfattede personkreds nyder ubetin-
get strafferetlig immunitet mod retsforfølgning i udlandet, mens de bestrider embedet. Immu-
niteten omfatter ikke alene statsrepræsentantens officielle embedshandlinger,
204
men også pri-
vate handlinger, herunder handlinger begået før tiltrædelsen af embedet. Immuniteten gælder
også under private rejser.
Denne form for udstrakt immunitet finder anvendelse på en snæver personkreds, der normalt
begrænses til statsoverhoveder, regeringsledere (statsministre) og udenrigsministre, der samlet
betegnes som ”trojkaen”.
205
Medlemmer af trojkaen er tillige ukrænkelige. Ukrænkelighedsbegrebet indebærer en videre
beskyttelse mod enhver myndighedshandling i en fremmed stat, der kan forhindre den beskyt-
tede persons uforstyrrede embedsudførelse.
206
ICJ udtalte i
Arrest Warrant-sagen,
at særligt højtstående statsrepræsentanter såsom stats- og
regeringschefer og udenrigsministre nyder personel immunitet.
207
Denne åbne formulering har
givet anledning til diskussion om udstrækningen af personel immunitet til andre end trojkaen,
herunder navnlig andre ministre. Der er begrænset statspraksis-støtte for at udvide persongrup-
pen, men i et par tilfælde har britiske domstole fundet, at en israelsk forsvarsminister og en
kinesisk handelsminister nød personel immunitet.
208
Til støtte for en snævert afgrænset persongruppe anfører ICJ i
Arrest Warrant-sagen
dels hen-
synet til den væsentlige rolle, som medlemmerne af trojkaen indtager med hensyn til statens
internationale relationer, og dels den rejseaktivitet, der forbindes med de omfattede embeder.
209
For en gennemgang af officielle handlinger henvises til folkeretskommissionens kommentar til draft article
2(b), Report of the International Law Commission, Seventy-third session, dok. A/77/10, betragtning 21-35, side
207ff.
205
For en gennemgang af de enkelte statsrepræsentanter henvises til Kjeldgaard, Astrid (2005):
Statsrepræsentan-
ters immunitet.
Forlaget Thomson, 1. udgave, side 133ff.
206
Kjeldgaard, Astrid (2005):
Statsrepræsentanters immunitet.
Forlaget Thomson, 1. udgave, side 144.
207
Den Internationale Domstol,
Case Concerning the Arrest Warrant of 11 April 2000 (Democratic Republic of
the Congo v. Belgium),
afgørelse af 14. februar 2002, pr. 51.
208
Mofaz af 12. februar 2004, ILDC 97 (UK 2004), og Bo Xilai af 8. november 2005, ILDC 429 (UK 2005).
Desuden har nogle stater tilkendegivet en lignende, mere omfattende forståelse af den relevante persongruppe i
deres kommentarer til folkeretskommissionens draft articles.
209
Den Internationale Domstol,
Case Concerning the Arrest Warrant of 11 April 2000 (Democratic Republic of
the Congo v. Belgium),
afgørelse af 14. februar 2002, pr. 53.
204
268
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0269.png
ICJ fremhæver også de tre embeders for staten repræsentative karakter.
210
En udenrigsminister
er således central i forhold til sin egen stats relationer med andre stater, og denne indtager,
ligesom stats- og regeringschefer, en rolle gennem sit embede, som folkeretten anerkender som
repræsentativ for staten.
211
De ovenstående hensyn, som ICJ lægger til grund for udstrakt personel immunitet – og det
forhold, at andre ministre i øvrigt er beskyttet af bl.a. funktionel immunitet – taler for at af-
grænse den omfattede persongruppe snævert til trojkaen. Dette understøttes af, at folkeretskom-
missionen i draft articles også begrænser personel immunitet til trojkaen bl.a. under henvisning
til, at det er samme persongruppe (stats- og regeringsoverhoveder og udenrigsministre), der i
kraft af deres stilling og uden at behøve at fremlægge fuldmagt, kan indgå bindende forpligtel-
ser på statens vegne, jf. traktatretskonventionens artikel 7, stk. 2, litra a.
Endelig bemærkes det, at Danmark, sammen med de øvrige nordiske lande under behandlingen
af spørgsmålet om folkeretskommissionens forslag til udstrækningen af personkredsen i FN’s
Generalforsamlings 6. komité ligeledes har støttet en snæver læsning, der alene omfatter troj-
kaen.
212
Personel immunitet finder også anvendelse for så vidt angår internationale forbrydelser. Et sid-
dende medlem af trojkaen kan således under sin embedsperiode ikke anholdes eller retsforføl-
ges i anden stat, selv hvor der foreligger tungtvejende beviser f.eks. for folkedrab eller forbry-
delser mod menneskeheden. Nationale domstole har i en række sager om siddende statsover-
hoveder bekræftet denne retsstilling. I 2001 fandt den franske
Cour de Cassation de Paris,
at
den på tidspunktet siddende libyske statsleder, Muammar Gaddafi, nød immunitet mod straffe-
retlig retsforfølgning for terrorisme.
213
I 2004 fandt en britisk domstol, at den på det tidspunkt
siddende zimbabwiske statsleder Robert Mugabe nød personel immunitet mod retsforfølgning
for tortur.
214
I 2007 fandt en spansk domstol, at Fidel Castro som siddende cubansk statsleder
nød immunitet mod retsforfølgning for forbrydelser mod menneskeheden.
215
I november 2023
udstedte en fransk domstol dog en arrestordre mod Syriens siddende præsident, Bashar al-As-
sad, for hans rolle i brugen af kemiske våben mod den syriske civilbefolkning i 2013. En fransk
appeldomstol har vurderet gyldigheden af arrestordren henset til præsidentens absolutte
Den Internationale Domstol,
Case Concerning the Arrest Warrant of 11 April 2000 (Democratic Republic of
the Congo v. Belgium),
afgørelse af 14 februar 2002, pr. 53
211
Ibid.
212
Se Joint Nordic comments on the International Law Commission’s Draft articles on Immunity of State officials
from foreign criminal jurisdiction, 1. december 2023
213
Cour de Cassation de Paris (appeldomstolen) i sag nr. 1414, afgørelse af 13 marts 2001.
214
Bow Street Magistrate’s Court (Storbritanien), Re Mugabe, ILDC 96, afgørelse af 14 januar 2004.
215
National High Court (Spanien), plenary decision of the Criminal Chamber, Fidel Castro, afgørelse af 13. de-
cember 2007.
210
269
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0270.png
personelle immunitet. Den franske appeldomstol traf den 26. juni 2024 afgørelse om, at arrest-
ordren er gyldig.
216
2.2 Funktionel immunitet
I modsætning til personel immunitet omfatter funktionel immunitet kun officielle – og ikke
private – handlinger. En yderligere forskel er, at funktionel immunitet ikke ophører med em-
bedsperiodens udløb.
Personel og funktionel immunitet kan således sameksistere og overlappe. En højtstående stats-
repræsentant såsom en udenrigsminister kan f.eks. være beskyttet af både personel og funktio-
nel immunitet, mens denne bestrider embedet, og efter embedsophøret funktionel immunitet
for så vidt angår officielle embedshandlinger under embedet.
Der er en række eksempler i statspraksis på, at funktionel immunitet ikke har fundet anvendelse
internationale forbrydelser.
I
Pinochet-sagen
fra 1999 fandt britiske domstole, at Pinochet
som tidligere chilensk statsoverhoved ikke nød immunitet mod udlevering til Spanien med hen-
blik på retsforfølgning for tortur. Ligeledes har en række øvrige navnlig europæiske domstole,
herunder i Nederlandene, Belgien, Spanien, Italien, Schweiz, Frankrig og Tyskland, fundet, at
funktionel immunitet ikke var til hinder for nationale straffesager vedrørende internationale
forbrydelser.
217
Den tyske forbundsdag har i forlængelse af den tyske retspraksis i juni 2024
vedtaget, at funktionel immunitet ikke skal være til hinder for anvendelsen af den tyske folke-
retsstraffelov.
218
Tilsvarende eksempler findes fra Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Ju-
goslavien (ICTY).
219
Spørgsmålet om en mulig undtagelse fra funktionel immunitet for så vidt angår internationale
forbrydelser er omtvistet i folkeretskommissionen. Under sin behandling af udkastet til draft
articles måtte folkeretskommissionen, der ellers har en stærk tradition for konsensusbeslutnin-
ger, undtagelsesvis stemme om artikel 7, hvori det foreslås at undtage sager om folkedrab, for-
brydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser, apartheid, tortur og tvangsforsvindinger fra
funktionel immunitet ved tredjestaters domstole. Et bredt flertal i folkeretskommissionen fandt,
Reuters: “France issues arrest warrant for Syria’s president Assad”, artikel af 15. november 2023. Le Monde:
“Paris court upholds validity of arrest warrant for Syrian President Bashar al-Assad”, artikel af 26. juni 2024.
217
Se f.eks. Tribunal pénal fédéral, Cour des plaints, afgørelse af 25. juli 2012, pr. 5.4.3, fsv. angår Schweiz: og
Bundesgerichtshof (3 StR 564/19), afgørelse af 28. januar 2021, pr. 11, 13, 23 og 35, fsv. angår Tyskland.
218
Den nye artikel 20 (2) i den tyske lov om domstolsordningen (“Gerichtsverfassungsgesetz“) har nu følgende
ordlyd: ”Funktionelle
Immunität hindert nicht die Erstreckung deutscher Gerichtsbarkeit auf die Verfolgung von
Verbrechen nach dem Völkerstrafgesetzbuch.”
219
Det internationale krigsforbrydertribunal for Rwanda (ICTR),
Anklageren mod Tihomir Blaškić,
Appelkam-
meret, Dom vedrørende Republikken Kroatiens anmodning om revision af afgørelsen fra Retskammer II af 18.
juli 1997, 29. oktober 1997, pr. 41.
216
270
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0271.png
at der gælder en undtagelse for så vidt angår disse internationale forbrydelser.
220
Det bemærkes,
at folkeretskommissionen besluttede ikke at medtage aggressionsforbrydelsen i oplistningen af
undtagelser. Se nærmere om aggression nedenfor i afsnit 2.2.1.
Til støtte for at undtage internationale forbrydelser henviser folkeretskommissionen til sit man-
dat om ikke alene at kodificere gældende folkeret, men også at bistå med en progressiv udvik-
ling af folkeretten. Det fremhæves, at der i staters praksis er en mærkbar tendens i retning af at
betragte de nævnte forbrydelser som forbrydelser, der ikke omfattes af funktionel immunitet,
ligesom det understreges, at der er tale om forbrydelser, som i folkeretten er anerkendt som de
mest alvorlige for det internationale samfund.
221
Derudover blev det anført, at der er en række
traktat- og sædvaneretlige regler angående disse forbrydelsers forbud, herunder en forpligtelse
til at tage skridt til at forebygge og straffe forbrydelserne.
222
Omvendt fandt andre medlemmer af folkeretskommissionen, at kommissionen ikke skulle
fremstille sit arbejde som en mulig kodifikation af sædvaneretten, når national retspraksis m.v.
efter deres opfattelse ikke understøttede at undtage de nævnte forbrydelser i artikel 7.
223
Danmark har sammen med de øvrige nordiske lande i forbindelse med behandlingen af spørgs-
målet i FN’s 6. udvalg generelt udtrykt støtte til artikel 7 uden klart at have tilkendegivet, hvor-
vidt bestemmelsen afspejler gældende sædvaneret.
224
Der er formentlig tale om, at nogle elementer af artikel 7 er kodifikation af sædvaneretten, mens
andre elementer er progressiv udvikling af folkeretten. Den tyske Bundesgerichtshof fastslog i
en dom vedrørende krigsforbrydelser begået af en tidligere officer i den afghanske hær, at fol-
keretskommissionens igangværende arbejde ikke ændrer noget ved, at folkeretten muliggør, at
nationale domstole som minimum kan retsforfølge laverestående statsrepræsentanter uden at
overtræde immunitetsregler.
225
220
74.
221
Report of the International Law Commission (annual report), Sixty-ninth session, dok. A/72.10, side 181.
222
Ibid.
223
Ibid.,
side 182.
224
Se f.eks. Statement by Sweden on behalf of the Nordic countries (Denmark, Finland, Iceland, Norway and
Sweden), Seventy-third Session Sixth Committee, Report of the International Law Commission on the work of its
70th session, 30 oktober 2018, jf. https://www.un.org/en/ga/sixth/73/pdfs/statements/ilc/nordic_3.pdf
225
Bundesgerichtshof (3 StR 564/19), afgørelse af 28. januar 2021, afsnit 35. (https://www.eurojust.europa.eu/si-
tes/default/files/assets/21.01.28._de_federal_court_decision.pdf)
Report of the International Law Commission (annual report), Sixty-ninth session, dok. A/72.10, side 164, pr.
271
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0272.png
På det foreliggende grundlag ses der at være solide holdepunkter for at lægge til grund, at funk-
tionel immunitet ikke finder anvendelse på de i artikel 7 nævnte internationale forbrydelser.
226
2.2.1
Aggressionsforbrydelsen som undtagelse til funktionel immunitet
Der har været betydelig uenighed i folkeretskommissionen om, hvorvidt aggressionsforbrydel-
sen skulle medtages som en undtagelse til funktionel immunitet.
227
Fortalerne for at medtage aggressionsforbrydelsen har bl.a. anført, at der er tale om en af folke-
rettens alvorligste forbrydelser, og at kommissionen selv medtog aggressionsforbrydelsen i den
såkaldte ”Draft
Code of Crimes against the Peace and Security of Mankind”
fra 1996, samt at
forbrydelsen indgår i Straffedomstolens statut.
228
Desuden har et betydeligt antal stater inklu-
deret aggressionsforbrydelsen i deres nationale straffelovgivning.
229
Folkeretskommissionen begrundede bl.a. udeladelsen af aggressionsforbrydelsen med, at rets-
forfølgning af en statsrepræsentant for en aggressionsforbrydelse i en tredjestat forudsætter, at
domstolene i denne tredjestat fastlægger, om statsrepræsentantens hjemstat har begået en ag-
gressionshandling.
230
Det ville med andre ord være uforeneligt med princippet om staternes
suveræne lighed (par in parem non habet imperium). Kommissionen henviste derudover bl.a.
til den særlige politiske dimension af denne forbrydelse, idet der er tale om en ”lederskabsfor-
brydelse”.
231
Advisory Committee on Public International Law (”CAVV”), som er den folkeretlige rådgivningskomité for
den nederlandske regering, peger på, at en række menneskerettighedskonventioner, bl.a. torturkonventionen og
folkedrab konventionen, forpligter medlemsstaterne til at retsforfølge personer anklaget for at have begået disse
forbrydelser, hvis de befinder sig på statens territorium, uden nogen henvisning til de anklagedes eventuelle im-
munitet. De ser denne udvikling som et udtryk for et bredt anerkendt ønske om at retsforfølge internationale for-
brydelser. Se CAVV’s Advisory report no. 48 (2023) on the draft articles of the International Law Commission
on immunity of State Officials from foreign criminal jurisdiction, side 19.
227
Se f.eks. International Law Commission, Provisional summary record of the 3378th meeting, dok.
A/CN.4/SR.3378, (2017), side 13 ff.
228
Report of the International Law Commission (annual report), Sixty-ninth session, dok. A/72.10, side 186, under
(18). I FN’s Folkeretskommissions Fifth Report on Immunity of State Officials, pr. 222, fremgår det – under
henvisning til den nævnte ”draft code of crimes” fra 1996 – at aggressionsforbrydelsen skal overlades til interna-
tionale domstole og tribunaler i betragtning af de politiske konsekvenser, som national retsforfølgning kunne have
for stabiliteten i forholdet mellem stater; at der er ganske få tilfælde af national straffelovgivning, der adresserer
denne forbrydelse; og endelig at der ikke synes at være tilfælde i staters praksis, hvor aggressionsforbrydelsen er
blevet karakteriseret som en begrænsning eller undtagelse fra udøvelsen af immunitet, hverken på lovgivende eller
dømmende niveau.
229
Ibid.,
under (18), side 186. Det kan overvejes hvorvidt hensynet til, at én stats myndigheder ikke stiller sig til
dommer over en anden stats handlinger mindskes i de tilfælde hvor FNs generalforsamling har fordømt en aggres-
sionshandling, som var tilfældet da 141 stater stemte for resolution ES-11/1, der fordømte den russiske aggression
i Ukraine som en overtrædelse af FN-pagtens artikel 2(4).
230
Ibid.,
under (18), side 186.
231
Ibid.,
side 186.
226
272
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0273.png
2.3 Diplomatiske agenters immunitet
En stats udsendte diplomater nyder immunitet over for retsforfølgning i modtagerstaten. Som
nævnt ovenfor i afsnit 1 er det et grundlæggende princip i folkeretten, at modtagerstaten ikke
kan udøve jurisdiktion over en anden stats officielle udsendinge, selv om udsendingene befinder
sig på modtagerstatens territorium.
232
Det er endvidere afgørende, at udsendte diplomater kan
udføre deres arbejde i fuld uafhængighed af modtagerstatens myndigheder.
De almindelig folkeretlige regler om diplomatisk immunitet er kodificeret i wienerkonventio-
nen af 18. april 1961 om diplomatiske forbindelser. Ifølge konventionens artikel 31, stk. 1,
nyder diplomater immunitet i sager, der henhører under statens strafferetspleje. Immuniteten er
ikke begrænset til at vedrøre embedshandlinger.
Familiemedlemmer, der tilhører en diplomatisk repræsentants husstand, er omfattet af konven-
tionens regler om immunitet, såfremt de ikke er statsborgere i modtagerstaten. Ligeledes nyder
det administrative og tekniske personale immunitet. Det samme gør – for så vidt angår embeds-
handlinger – servicepersonale, eksempelvis chauffører, gartnere, rengøringspersonale m.v. For
de ansatte er det en forudsætning, at de er ansat af udsenderstaten og ikke direkte af ambassa-
døren.
233
Immuniteten i forhold til modtagerstaten eksisterer i den periode, personen er udsendt, med-
̊
mindre udsenderstaten udtrykkeligt giver afkald herpå, jf. wienerkonventionens artikel 32, stk.
2.
234
Bortset herfra ophører immuniteten, når personen ikke længere varetager det pågældende
hverv, idet diplomaten dog fortsat nyder immunitet i forhold til handlinger, der er udført som
led i varetagelsen af personens officielle arbejdsopgaver i modtagerstaten, jf. konventionens
artikel 39, stk. 2, 2. pkt. Det antages således, at diplomaten efter stillingens ophør kan drages
til ansvar for handlinger foretaget før eller under immunitetsperioden, hvis der ikke er tale om
embedshandlinger.
̊
Konsuler (såvel udsendte som honorære) nyder også i et vist begrænset omfang immunitet, jf.
wienerkonventionen af 24. april 1963 om konsulære forbindelser.
235
Begge typer konsuler er
søgsmåls- og eksekutionsimmune for deres embedshandlinger, og udsendte konsuler er endvi-
dere i et vist omfang beskyttede mod anholdelse og retsforfølgning for private handlinger.
236
”Eksekutionsimmunitet” indebærer immunitet over for tvangshåndhævelsesskridt mod en per-
son eller den pågældende stats ejendom i opholdsstaten, og ”søgsmålsimmunitet” indebærer
Sørensen, Max (1971):
Folkeret.
Berlingske Forlag, 1. udgave, side 81-82.
Spiermann, Ole (2006):
Moderne folkeret.
Jurist- og Økonomiforbundet, 3. udgave, side 321.
234
Ibid.,
side 322.
235
Peter Germer (2004):
Indledning til folkeretten.
Jurist- og Økonomiforbundet, 3. udgave, side 30.
236
Ibid.,
side 31.
232
233
273
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0274.png
immunitet over for anlæggelse af retssager mod en person, for så vidt angår vedkommende
politiske embedshandlinger.
237
Diplomatiske agenter, der nyder personel immunitet, kan i et vist omfang sidestilles med troj-
kaen for så vidt angår retsforfølgning for internationale forbrydelser. De nyder i deres embeds-
periode absolut immunitet i den stat, hvortil de er akkrediteret. For så vidt angår diplomatisk
personel, der nyder funktionel immunitet, herunder diplomatiske agenter efter deres embedspe-
riode i værtslandet, må det antages, at de formodede undtagelser til funktionel immunitet for så
vidt angår visse internationale forbrydelser også finder anvendelse på diplomatisk personel.
3. Immunitet og retsforfølgning ved Den Internationale Straffedomstol
Spørgsmål om statsrepræsentanters immunitet ved Straffedomstolen opstår overordnet i to sam-
menhænge. For det første i forholdet mellem på den ene side Straffedomstolen og på den anden
side den anklagede person og dennes hjemstat (det vertikale forhold, jf. nedenfor). Her opstår
spørgsmålet, om statsrepræsentanten eller dennes stat kan påberåbe sig immunitet ved Straffe-
domstolen.
For det andet opstår spørgsmålet i forholdet mellem på den ene side den stat, som Straffedom-
stolen anmoder om at gennemføre en anholdelse eller overførelse, og på den anden side den
tiltalte persons hjemstat (det horisontale forhold, jf. nedenfor). Her angår spørgsmålet det mu-
lige sammenstød mellem ICC-samarbejdsforpligtelsen i forhold til anholdelse og overførelse
og de folkeretlige forpligtelser i forhold til immunitet, som denne stat har over for tredjestaten
og dennes repræsentant.
Statutten indeholder to bestemmelser af særlig relevans for disse spørgsmål: artikel 27 og artikel
98.
Med hensyn til det vertikale forhold fremgår det af statuttens artikel 27, stk. 1, at alle fysiske
personer kan straffes uanset deres officielle stilling, herunder som statsledere, regeringsmed-
lemmer m.v. Det følger videre af bestemmelsens stk. 2, at immuniteter eller særlige procedure-
regler, som måtte være tilknyttet en persons officielle stilling eller hverv, ikke udelukker dom-
stolen fra at udøve jurisdiktion.
En deltagerstat giver således ved ratifikation eller anden tiltrædelse af statutten afkald på im-
munitet med hensyn til retsforfølgning af dens repræsentanter ved Straffedomstolen.
237
Harhoff, Frederik; Daniel, Bugge T. (red.) (2023):
Folkeret.
Hans Reitzels Forlag, 2. udgave, side 312.
274
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0275.png
Med hensyn til det horisontale forhold bemærkes det først, at deltagerstater i medfør af bl.a.
artikel 86 forpligter sig til at samarbejde fuldt ud med Straffedomstolen i dens efterforskning
og retsforfølgning af forbrydelser under dens jurisdiktion. Samarbejdet indebærer bl.a. pligt til
at anholde eller overføre personer til domstolen.
Det fremgår imidlertid af artikel 98, stk. 1, at Straffedomstolen ikke kan pålægge en deltagerstat
at overføre en person eller yde bistand i strid med den anmodede stats forpligtelser over for en
tredje stat vedrørende stats- eller diplomatisk immunitet, medmindre den pågældende tredjestat
har givet afkald på immuniteten.
Staten vil være forpligtet til at imødekomme en samarbejdsanmodning om statens egen repræ-
sentant, jf. statuttens artikel 27.
Ved Straffedomstolens anmodning til en deltagerstat om samarbejde i forhold til en anden del-
tagerstats statsrepræsentant med hensyn til retsforfølgning ved Straffedomstolen vil disse to
deltagerstaters immuniteter være ophævet, jf. statuttens artikel 27, stk. 2, og artikel 98, stk. 1.
238
Her har begge deltagerstater givet afkald på immuniteter, da de ratificerede statutten og forplig-
tede sig til samarbejde med Straffedomstolen.
239
Ophævelsen af immunitet vil alene være i
relation til samarbejdet med Straffedomstolen, hvorimod immunitet i forholdet mellem stater
ikke vil være ophævet, og national retsforfølgning vil dermed være udelukket i sådanne tilfælde.
I forhold til Straffedomstolens anmodning om samarbejde vedrørende repræsentanten for en
tredjestat, der ikke deltager i Straffedomstolen, kan der tænkes flere situationer, hvor immunitet
ikke vil forhindre samarbejde: 1) hvis en tredje stat giver afkald på immunitet, 2) hvis statsre-
præsentanten ikke længere bestrider det embede, der medfører personel immunitet, og 3) hvis
Sikkerhedsrådet har henvist en situation til Straffedomstolen på grundlag af FN-pagtens kapitel
VII, hvor Sikkerhedsrådet kan siges at have hævet immuniteten for tredjestaten.
240
Sidstnævnte
tilfælde har givet anledning til diskussion. Se afsnittet nedenfor.
3.1 Sikkerhedsrådets henvisninger og Den Internationale Straffedomstol
Sikkerhedsrådets beslutning om henvisning af en situation til Straffedomstolen med hjemmel i
FN-pagtens kapitel VII – og pålæg til stater om fuldt ud at samarbejde – rejser spørgsmålet, om
Sikkerhedsrådet hermed kan siges at have hævet en statsleders immunitet. Arrestordrerne mod
Sudans tidligere præsident, Omar al-Bashir i 2009, er et eksempel på dette. Straffedomstolens
forundersøgelseskamre har i denne sag flere gange fastslået, at al-Bashir ikke nyder
Cryer, Robert; Robinson, Darryl; Vasiliev, Sergey (2019):
An Introduction to International Criminal Law and
Procedure.
Cambridge University Press, 4. udgave, side 523.
239
Ibid.
240
Ibid.,
side 523-524.
238
275
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0276.png
immunitet.
241
Samme resultat er Straffedomstolen nået til i senere sager om Sydafrikas og Jor-
dans samarbejdsforpligtelser.
242
Straffedomstolens arrestordre af 17. marts 2023 mod Putin er ikke offentligt tilgængelig. Til
forskel fra situationen vedrørende al-Bashir er situationen i Ukraine ikke henvist til Straffedom-
stolen af FN’s Sikkerhedsråd. Straffedomstolen har jurisdiktion i sagen på baggrund af Ukrai-
nes erklæring i medfør af statuttens artikel 12, stk. 3, samt henvisningen fra 43 stater, herunder
Danmark, i 2022 som beskrevet i kapitel 2.
Se f.eks. Straffedomstolen,
Anklageren mod Bashir,
decision on arrest warrant (2009), Straffedomstolen,
An-
klageren mod Bashir,
Malawi/Chad (2011), Straffedomstolen,
Anklageren mod Bashir,
Congo (2014).
242
Se Decision following the Prosecutor’s request for an order further clarifying that the Republic of South Africa
is under the obligation to immediately arrest and surrender Omar Al Bashir, ICC-02/05-01/09, 13 June 2015, og
Decision under article 87(7) of the Rome Statute on the non-compliance by Jordan with the request by the Court
for the arrest and surrender or Omar Al-Bashir, ICC-02/05-01/09, 11 December 2017.
241
276
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0277.png
Dansk straffemyndighed
1. Folkeretlige rammer for straffemyndighed
Det folkeretlige udgangspunkt for staters udøvelse af strafferetlig jurisdiktion er det såkaldte
territorialprincip. Territorialprincippet bygger på det grundlæggende princip om staternes su-
verænitet, hvorefter enhver stat er kompetent til at udøve myndighed til bl.a. at retsforfølge
handlinger, der har fundet sted på statens territorium.
I visse tilfælde kan staten retsforfølge strafbelagte handlinger begået uden for statens territo-
rium, hvis handlingen har haft virkninger på statens territorium (virkningsprincippet).
Derudover kan staten retsforfølge handlinger, når gerningspersonen eller den forurettede er
statsborger i staten eller har bopæl eller lignende fast ophold i staten (henholdsvis det aktive og
passive personalprincip), eller hvor forbrydelsen krænker visse særligt beskyttelsesværdige
statslige interesser, eksempelvis statens sikkerhed, spionage, falskmøntneri, anslag mod rege-
ringen eller kongehuset m.v. (beskyttelsesprincippet).
243
Universalprincippet angår tilfælde, hvor en stat tiltager sig kompetence til at retsforfølge per-
soner, hvor det strafbare forhold blev begået udenfor den pågældende stats territorium, og uden
hensyn til, om personen er statsborger eller har fast bopæl i denne stat. Universalprincippet
baserer sig på den betragtning, at visse forbrydelser er af en sådan alvor og dermed rettet mod
det internationale samfund som helhed, hvorfor en sådan forbrydelse falder under enhver stats
straffemyndighed.
Universel jurisdiktion er direkte hjemlet i en række konventioner, herunder som nævnt Genève-
konventionerne vedrørende krigsforbrydelser og FN’s torturkonvention, mens det folkeretlige
grundlag i visse tilfælde alene kan findes i den folkeretlige sædvaneret, eksempelvis for folke-
drab og forbrydelser mod menneskeheden. Der henvises til kapitel 4 om forbrydelser mod men-
neskeheden, kapitel 5 om krigsforbrydelser, kapitel 6 om folkedrab og kapitel 10 om tortur.
I andre tilfælde har universel jurisdiktion et mindre solidt grundlag i folkeretten. Det gælder for
bl.a. aggressionsforbrydelsen. Spørgsmålet har fået øget fokus i forbindelse med den russiske
aggression i Ukraine i 2022 og overvejelser om nedsættelse af et tribunal til pådømmelse af
243
Harhoff, Frederik; Daniel, Bugge T. (red.) (2023):
Folkeret.
Hans Reitzels Forlag, 2. udgave, side 294-295.
277
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0278.png
dette forhold. Der er alene et relativt begrænset antal lande, der i deres nationale straffelovgiv-
ning har universel jurisdiktion for aggressionsforbrydelsen.
244
Fastlæggelsen af det præcise indhold af retstilstanden vanskeliggøres, idet der – så vidt ses –
selv for lande, der har en sådan universel jurisdiktion, ikke er retspraksis om aggressionsfor-
brydelsen.
245
Praksis hæmmes også af de deraf følgende immunitetsspørgsmål, der rejser sig
ved retsforfølgning af et andet lands politiske og militære ledere, jf. kapitel 12 om immunitet.’
2. Regler om dansk straffemyndighed i straffelovgivningen
Retsforfølgning ved danske domstole for en forbrydelse begået i Danmark følger territorial-
princippet om, at der er dansk straffemyndighed over en forbrydelse begået på dansk territo-
rium, jf. straffelovens § 6.
Retsforfølgning ved danske domstole for en forbrydelse begået i udlandet forudsætter, at den
pågældende materielle straffebestemmelse har såkaldt ekstraterritorial gyldighed i dansk ret, og
at der er etableret dansk straffemyndighed.
Spørgsmålet om en dansk straffebestemmelse har eksterritorial gyldighed må afgøres ved for-
tolkning af den konkrete bestemmelse, herunder ved fortolkning af ordlyd og forarbejder. Ek-
sempelvis kan det fremgå direkte af det pågældende lovgrundlag, som det er tilfældet i militær
straffelov.
246
Som hovedregel antages bestemmelserne i straffelovens specielle del at have eksterritorial gyl-
dighed, jf. herved betænkning nr. 1488/2007 om dansk straffemyndighed, afsnit 5.4 om danske
straffebestemmelsers gyldighedsområde. Dette indebærer, at overtrædelser af bestemmelser i
straffeloven som udgangspunkt kan retsforfølges i Danmark, uanset hvor i verden overtrædel-
sen har fundet sted. Således har straffelovens bestemmelser om eksempelvis drab, vold, røveri
m.v. (individualkrænkelser) en sådan universel gyldighed. I modsætning hertil antages det, at
straffelovens kapitel 12 om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed som ud-
gangspunkt kun beskytter danske interesser, herunder §§ 98 eller 99 om magtanvendelse mod
Danmark eller krænkelse af den danske stats bestemmelsesfrihed m.v.
Eurojust (2023):
Genocide Network Paper – The crime of aggression in the national laws of EU Member States,
Genocide Network Observer States and Ukraine.
245
Netherlands Advisory Committee on Issues of Public International Law, “Challenges in prosecuting the crime
of aggression: jurisdiction and immunities”, Advisory report no. 40, 12 September 2022
246
Se herom navnlig Vagn Greve i TfK 2010.502:
Straffebestemmelsers interlegale gyldighed,
samt betænkning
nr. 1488/2007 om dansk straffemyndighed, side 81 ff.
244
278
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Straffelovens §§ 6-12 indeholder de almindelige regler om dansk straffemyndighed over straf-
bare handlinger efter straffeloven. Der er grundlæggende tale om kompetenceregler, der fast-
lægger, hvornår der er dansk straffemyndighed for et givent strafbart forhold, og dermed hvor-
når danske domstole er kompetente til at behandle en given straffesag. Bestemmelserne finder
ligeledes anvendelse på overtrædelser af særlovgivningen, jf. straffelovens § 2. Der findes des-
uden særlige regler om dansk straffemyndighed i særlovgivningen, herunder eksempelvis FN-
sanktionslovens § 1, stk. 3, og militær straffelovs § 5.
De danske regler om dansk straffemyndighed blev gennemgående ændret ved lov nr. 490 af 17.
juni 2008, som byggede på Justitsministeriets Jurisdiktionsudvalgs betænkning nr. 1488/2007
om dansk straffemyndighed.
Nedenfor gennemgås i en dansk strafferetlig sammenhæng territorial- og virkningsprincippet
(afsnit 2.1), det aktive personalprincip (afsnit 2.2), det passive personalprincip (afsnit 2.3), be-
skyttelses- og universalprincippet (afsnit 2.4), militær straffelovs gyldighedsområde og regler
om straffemyndighed (afsnit 2.5) og folkeretlige begrænsninger af dansk straffemyndighed (af-
snit 2.6).
2.1 Territorial- og virkningsprincippet
Det følger af straffelovens § 6, at under dansk straffemyndighed hører handlinger, som foreta-
ges i den danske stat, herunder også Færøerne og Grønland, jf. nr. 1, på dansk fartøj, som be-
finder sig inden for et fremmed myndighedsområde, af en person, der hører til fartøjet eller som
rejsende følger med dette, jf. nr. 2, eller på dansk fartøj, som befinder sig uden for et myn-
dighedsområde, jf. nr. 3. Bestemmelsen fastlægger dansk straffemyndighed efter territorialprin-
cippet, som generelt set er udgangspunktet for dansk straffemyndighed.
Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, at ”dansk fartøj” omfatter både skibe og luftfar-
tøjer. ”Inden for et fremmed myndighedsområde” omfatter handlinger foretaget inden for en
fremmed stats territorium, herunder dens sø- og luftterritorium. Begrebet ”uden for et myn-
dighedsområde” omfatter handlinger foretaget på åbent hav eller i internationalt luftrum samt
handlinger foretaget inden for landområder, som ikke er undergivet nogen stats højhedsret.
Dansk straffemyndighed efter § 6, nr. 2, omfatter alene handlinger foretaget af personer, der
hører til fartøjet eller som rejsende følger med det, jf. Folketingstidende 2007-08 (2. samling),
tillæg A, side 583.
En strafbar handling, der er foretaget i udlandet, kan være undergivet dansk straffemyndighed,
hvis den har haft virkning her i landet efter virkningsprincippet. Lokalisering af en strafbar
handling har betydning for afgørelsen af, om retsforfølgning her i landet skal ske på grundlag
279
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
af § 6 om handlinger foretaget i den danske stat eller på grundlag af §§ 7-8 b om handlinger
foretaget uden for den danske stat.
Det følger af straffelovens § 9, at handlinger anses for foretaget på det sted, hvor gerningsper-
sonen befandt sig ved handlingens foretagelse. For så vidt angår juridiske personer anses hand-
linger for foretaget, hvor den eller de handlinger, som medfører ansvar for den juridiske person,
er foretaget. Det følger desuden af stk. 2, at hvis en handlings strafbarhed afhænger af eller
påvirkes af en indtrådt eller tilsigtet følge, anses handlingen tillige for foretaget, hvor virknin-
gen er indtrådt, eller hvor gerningsperson har forsæt til, at virkningen skulle indtræde. Forsøgs-
og medvirkenshandlinger anses for foretaget i den danske stat, hvis gerningspersonen befandt
sig her i landet ved handlingens foretagelse, uanset om lovovertrædelsen fuldbyrdes eller til-
sigtes fuldbyrdet uden for den danske stat, jf. stk. 3. Det følger endvidere af stk. 4, at når en del
af en lovovertrædelse er begået i den danske stat, anses lovovertrædelsen i sin helhed for at
være begået her i landet.
2.2 Det aktive personalprincip
En strafbar handling, der hverken er begået eller har virkning på dansk territorium, men der-
imod er begået i udlandet, kan være omfattet af dansk straffemyndighed efter det såkaldte aktive
personalprincip, hvis handlingen er foretaget af en person, der har tilknytning til Danmark i
form af dansk indfødsret, dansk bopæl eller lignende fast ophold her i landet. Der er som ud-
gangspunkt et krav om dobbelt strafbarhed efter det aktive personalprincip, hvilket indebærer,
at handlingen både skal være strafbar efter gerningsstedets lov og efter dansk lov.
Det følger af straffelovens § 7, stk. 1, nr. 1, at under dansk straffemyndighed hører handlinger,
som foretages inden for et fremmed myndighedsområde af en person, der på tidspunktet for
sigtelsen har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i
landet, hvis handlingen også er strafbar efter lovgivningen på gerningsstedet. Bestemmelsen
finder tilsvarende anvendelse med hensyn til handlinger foretaget af en person, som på tids-
punktet for sigtelsen har indfødsret eller er bosat i Finland, Island, Norge eller Sverige, og som
opholder sig her i landet, jf. § 7, stk. 3. Det følger desuden af straffelovens § 7 b, at når dansk
straffemyndighed over for en juridisk person er betinget af dobbelt strafbarhed, omfatter det
ikke et krav om, at lovgivningen på gerningsstedet hjemler strafansvar for en juridisk person.
Det følger endvidere af straffelovens § 10, stk. 2, at når dansk straffemyndighed er betinget af
dobbelt strafbarhed, kan der ikke idømmes strengere straf end hjemlet ved lovgivningen på
gerningsstedet.
Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, at udtrykket ”lignende fast ophold her i landet”
omfatter personer, der uden at have en egentlig bopæl her i landet befinder sig i Danmark på et
280
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
længerevarende ophold eller med henblik på et længerevarende ophold, hvilket efter omstæn-
dighederne kan omfatte bl.a. personer, der opholder sig her i landet i forbindelse med behand-
ling af deres ansøgning om (humanitær) opholdstilladelse, eller personer på tålt ophold. Turister
og andre personer, der alene opholder sig kortvarigt her i landet, er ikke omfattet, jf. Folke-
tingstidende 2007-08 (2. samling), tillæg A, side 583. Tilknytningen til Danmark skal foreligge
på sigtelsestidspunktet.
I Højesterets kendelse af 26. april 2012 i sag 2/2012 (gengivet i U.2012.2399HK) fastslog Hø-
jesteret med henvisning til straffelovens § 7, stk. 1, nr. 1, at der var dansk straffemyndighed for
overtrædelse af folkedrabsloven, jf. lov nr. 132 af 29. april 1955 om straf for folkedrab, for
handlinger begået i Rwanda i 1994 af en person, der var bosiddende i Danmark.
Som en undtagelse til kravet om dobbelt strafbarhed følger det af straffelovens § 7, stk. 1, nr.
2, at under dansk straffemyndighed hører handlinger, som foretages inden for et fremmed myn-
dighedsområde af en person, der på tidspunktet for sigtelsen har dansk indfødsret, er bosat i den
danske stat eller har lignende fast ophold her i landet, hvis gerningspersonen også på gernings-
tidspunktet har den nævnte tilknytning her til landet, og handlingen omfatter seksuel udnyttelse
af børn, menneskehandel eller kvindelig omskæring, jf. litra a, eller er rettet mod nogen, der på
gerningstidspunktet har den nævnte tilknytning her til landet, jf. litra b. Tilknytningen til Dan-
mark skal således efter § 7, stk. 1, nr. 2, ikke kun foreligge på sigtelsestidspunktet, men også
på gerningstidspunktet.
Det følger desuden af straffelovens § 7, stk. 2, at under dansk straffemyndighed hører endvidere
handlinger, som foretages uden for et myndighedsområde af en person, der på tidspunktet for
sigtelsen har den i stk. 1 nævnte tilknytning her til landet, hvis handlinger af den pågældende
art kan medføre højere straf end fængsel i 4 måneder. Bestemmelsen finder tilsvarende anven-
delse med hensyn til handlinger foretaget af en person, som på tidspunktet for sigtelsen har
indfødsret eller er bosat i Finland, Island, Norge eller Sverige, og som opholder sig her i landet,
jf. § 7, stk. 3.
2.3 Det passive personalprincip
Strafbare handlinger rettet mod personer med dansk tilknytning kan være omfattet af straffelo-
vens § 7 a, der hjemler dansk straffemyndighed efter det såkaldte passive personalprincip.
Det følger af straffelovens § 7 a, stk. 1, at under dansk straffemyndighed hører handlinger, som
foretages inden for et fremmed myndighedsområde, og som er rettet mod nogen, der på ger-
ningstidspunktet har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold
her i landet, hvis handlingen også er strafbar efter lovgivningen på gerningsstedet (dobbelt
281
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
strafbarhed) og efter dansk lovgivning kan medføre straf af fængsel i mindst 6 år. Dansk straf-
femyndighed efter stk. 1 er betinget af, at handlingen omfatter en af følgende fem forbrydelser:
Forsætligt drab, grov vold, frihedsberøvelse eller røveri, en almenfarlig forbrydelse, en seksu-
alforbrydelse eller incest eller kvindelig omskæring, jf. stk. 2. Kravet om dobbelt strafbarhed
indebærer i relation til dansk straffemyndighed over for en juridisk person ikke, at der er et krav
om, at lovgivningen på gerningsstedet skal hjemle strafansvar for juridiske personer, jf. § 7 b.
Det følger desuden af straffelovens § 10, stk. 2, at når dansk straffemyndighed er betinget af
dobbelt strafbarhed, kan der ikke idømmes strengere straf end hjemlet ved lovgivningen på
gerningsstedet.
Det følger af straffelovens § 7 a, stk. 3, at under dansk straffemyndighed hører endvidere hand-
linger, som foretages uden for et myndighedsområde, og som er rettet mod nogen, der på ger-
ningstidspunktet har den i stk. 1 nævnte tilknytning her til landet (danske statsborgere og per-
soner, der er bosat eller har lignende fast ophold i Danmark), hvis handlinger af den pågældende
art kan medføre højere straf end fængsel i 4 måneder.
Offerets tilknytning skal efter § 7 a således foreligge på gerningstidspunktet. Bestemmelsen
tager ifølge forarbejderne særligt sigte på de tilfælde, hvor offeret har dansk tilknytning, men
gerningspersonen ikke har denne tilknytning, jf. Folketingstidende 2007-08 (2. samling), tillæg
A, side 585.
2.4 Beskyttelses- og universalprincippet
2.4.1
Straffelovens § 8
Handlinger begået i udlandet, som krænker særlige danske interesser, er omfattet af dansk straf-
femyndighed efter beskyttelsesprincippet, som kommer til udtryk i straffelovens § 8, nr. 1-4.
Det følger således af straffelovens § 8, at under dansk straffemyndighed hører bl.a. handlinger,
som foretages uden for den danske stat, uden hensyn til hvor gerningspersonen hører hjemme,
når handlingen krænker den danske stats selvstændighed, sikkerhed, forfatning eller offentlige
myndigheder eller en embedspligt mod staten, jf. nr. 1, handlingen krænker interesser, hvis
retsbeskyttelse i den danske stat forudsætter en særlig tilknytning til denne, jf. nr. 2, og når
handlingen krænker en forpligtelse, som det ifølge lov påhviler gerningspersonen at iagttage i
udlandet, jf. nr. 3. Endvidere er der dansk straffemyndighed efter § 8, nr. 4, når handlingen
krænker en tjenestepligt, som påhviler gerningspersonen over for dansk fartøj.
Det følger af forarbejderne til § 8, nr. 1, at bestemmelsen tager sigte på de meget alvorlige
forbrydelser mod staten, der er omfattet af straffelovens kapitel 12-14 og 16, og overtrædelser,
282
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
der naturligt kan sidestilles hermed, jf. Folketingstidende 2007-08 (2. samling), tillæg A, side
586.
Straffelovens § 8, nr. 5 og 6, kan siges at være udtryk for universalprincippet. Begrebet univer-
sel straffemyndighed henviser ifølge den almindelige strafferetlige forståelse af begrebet til til-
fælde, hvor der er straffemyndighed uden krav om tilknytning til Danmark i forhold til ger-
ningssted, gerningsperson eller offer. Det vil imidlertid være en forudsætning for dansk straf-
femyndighed, at gerningspersonen opholder sig i Danmark på sigtelsestidspunktet. Der er såle-
des ikke universel straffemyndighed i videste forstand i dansk ret, hvor en gerningsperson kan
retsforfølges for en forbrydelse begået uden for Danmark, uden tilknytning til Danmark og uden
at opholde sig i Danmark (universel straffemyndighed in absentia).
Det følger således af straffelovens § 8, nr. 5, at under dansk straffemyndighed hører handlinger,
som foretages uden for den danske stat, uden hensyn til hvor gerningspersonen hører hjemme,
når handlingen er omfattet af en international bestemmelse, ifølge hvilken Danmark er forplig-
tet til at have straffemyndighed. Der er endvidere straffemyndighed efter samme betingelser
efter nr. 6, når udlevering af sigtede til retsforfølgning i et andet land afslås, og handlingen, for
så vidt den er foretaget inden for et fremmed myndighedsområde, er strafbar efter lovgivningen
på gerningsstedet (dobbelt strafbarhed), og handlingen efter dansk lovgivning kan medføre straf
af fængsel i mindst 1 år (princippet om aut dedere, aut judicare).
For straffelovens § 8, nr. 6, hvor dansk straffemyndighed er betinget af dobbelt strafbarhed,
gælder, at der ikke kan idømmes strengere straf end hjemlet ved lovgivningen på gerningsste-
det, jf. straffelovens § 10, stk. 2.
Det følger af forarbejderne til straffelovens § 8, nr. 5, at ved udtrykket ”forpligtet til at have
straffemyndighed” er det afgørende, om en traktat eller konvention m.v. forpligter Danmark til
at have straffemyndighed, men det kræves ikke herudover, at Danmark er forpligtet til at fore-
tage retsforfølgning, jf. Folketingstidende 2007-08 (2. samling), tillæg A, side 587. Udtrykket
”omfattet af en international bestemmelse” indebærer, at forpligtelsen til at have straffemyn-
dighed enten kan følge direkte af en konventionsbestemmelse m.v. eller af en bestemmelse i et
internationalt retsinstrument, der er udstedt på grundlag af en sådan konventionsbestemmelse
m.v. Det kan f.eks. være en international forpligtelse fastsat i en bindende resolution vedtaget
af FN’s Sikkerhedsråd eller i en rammeafgørelse vedtaget af Rådet for Den Europæiske Union.
Genève-konventionerne og tillægsprotokol I indeholder en forpligtelse til at eftersøge og rets-
forfølge personer, som formodes at have begået grove overtrædelser af den humanitære folke-
ret, uden hensyn til gerningsstedet eller den formodede gerningspersons nationalitet. Der vil
283
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
således være dansk straffemyndighed over sådanne krigsforbrydelser efter straffelovens § 8, nr.
5. Derimod er Danmark ikke forpligtet til at have straffemyndighed over de krigsforbrydelser,
som udgør en krigsforbrydelse efter folkeretlig sædvaneret, men som ikke er omfattet af statut-
ten, idet forpligtelsen ikke følger af en international bestemmelse.
Tilsvarende gælder der en forpligtelse ifølge FN’s folkedrabskonvention til at forhindre og
straffe folkedrabsforbrydelser (se kapitel 6, afsnit 1), ligesom der af FN’s torturkonvention føl-
ger en forpligtelse for konventionsstater til at sikre, at enhver torturhandling er strafbar og rent
faktisk bliver straffet (se kapitel 10, afsnit 1). Der vil således være dansk straffemyndighed efter
straffelovens § 8, nr. 5, for strafbare handlinger, der omfattes af disse to konventioner.
I Højesterets dom af 15. august 1995 i sag I 447/1994 (gengivet i U.1995.838 H) blev en person
således straffet for voldsforbrydelser begået i en kroatisk krigsfangelejr med henvisning til, at
der var dansk straffemyndighed efter straffelovens § 8, nr. 5, jf. artikel 129 og 130 samt 146 og
147 i henholdsvis Genève-konvention III og IV af 1949 om behandling af krigsfanger og om
beskyttelse af civile personer i krigstid.
2.4.2
Straffelovens § 8 a
På Jurisdiktionsudvalgets anbefaling blev der ved lovændringen i 2008 indsat en ny bestem-
melse i straffelovens § 8 a om dansk straffemyndighed for handlinger omfattet af Straffedom-
stolens statut. Efter straffelovens § 8 a er der således dansk straffemyndighed over handlinger,
som foretages uden for den danske stat, når handlinger af den pågældende art er omfattet af
statutten for Den Internationale Straffedomstol, hvis handlingen er foretaget af en person, der
på tidspunktet for sigtelsen har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende
fast ophold her i landet, jf. nr. 1, eller befinder sig her i landet, jf. nr. 2.
Det fremgår af de specielle bemærkninger til straffelovens § 8 a, at ordene ”handlinger af den
pågældende art” indebærer, at den danske bestemmelse finder anvendelse, selv om Straffedom-
stolen i det konkrete tilfælde ikke har jurisdiktionskompetence, enten som følge af, at handlin-
gen er begået i en stat, der ikke har tiltrådt statutten, eller som følge af, at handlingerne er begået
forud for statuttens ikrafttræden, jf. Folketingstidende 2007-08 (2. samling), tillæg A, side 565
og 587, og betænkning nr. 1488/2007 om dansk straffemyndighed, side 395. Med andre ord er
der dansk straffemyndighed over de forbrydelser, som er indeholdt i Straffedomstolens statut.
Bestemmelsen sikrer, at der er dansk straffemyndighed over bl.a. krigsforbrydelser, der ikke
kan karakteriseres som grove overtrædelser af Genève-konventionerne, men som er karakteri-
seret som krigsforbrydelser i Straffedomstolens statut. Der er som nævnt dansk straffemyndig-
hed efter straffelovens § 8, nr. 5, hvis handlingen er omfattet af en international bestemmelse,
284
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at have straffemyndighed. Danmark har i relation til
krigsforbrydelserne i Genève-konventionerne og tillægsprotokol I alene en konventionsmæssig
forpligtelse til at have straffemyndighed over de forbrydelser, der kan karakteriseres som grove
overtrædelser.
Der er dansk straffemyndighed efter bestemmelsen, når folkedrab, forbrydelser mod menne-
skeheden og krigsforbrydelser er omfattet af definitionerne i Straffedomstolens statut, og hand-
lingen er begået i udlandet af en person, der på tidspunktet for sigtelsen har dansk indfødsret,
er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet, eller handlingen er begået
af en udlænding, der blot befinder sig i Danmark på sigtelsestidspunktet.
Udtrykket ”befinder sig her i landet” omfatter ifølge forarbejderne også den, som alene er gan-
ske kortvarigt til stede i Danmark, f.eks. under transit i en dansk lufthavn. Formålet med be-
stemmelsen er bl.a. at sikre, at Danmark ikke kan komme til at fremstå som et fristed for ud-
lændinge, der har begået folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser i
udlandet, jf. Folketingstidende 2007-08 (2. samling), tillæg A, side 588. Der skal således være
en vis tilknytning til Danmark i form af fysisk tilstedeværelse for at etablere dansk straffemyn-
dighed, og handlinger foretaget af udlændinge i udlandet uden nogen form for tilknytning til
Danmark er ikke omfattet. Det er dermed ikke universel straffemyndighed i videste forstand
(universel jurisdiktion in absentia).
Hensigten med reglen var ikke at åbne for, at Danmark kan fremsætte udleveringsbegæringer
med henblik på at gennemføre en straffesag her i landet, hvis gerningspersonen ikke har søgt at
anvende Danmark som et fristed, jf. betænkning nr. 1488/2007 om dansk straffemyndighed,
side 298. Justitsministeriet tilsluttede sig udvalgets overvejelser, jf. Folketingstidende 2007-08
(2. samling), tillæg A, side 565.
Det fremgår desuden af de specielle bemærkninger til straffelovens § 8 a, at bestemmelsen vil
omfatte aggressionsforbrydelser, når denne forbrydelse er defineret, og at bestemmelsen her-
udover – uden behov for lovændring – vil omfatte andre typer af forbrydelser, der i fremtiden
måtte blive medtaget i Straffedomstolens statut, forudsat at Danmark har ratificeret den pågæl-
dende udvidelse af statutten, jf. Folketingstidende 2007-08 (2. samling), tillæg A, side 587. Det
må således lægges til grund, at bemærkningerne skal forstås på den måde, at det på daværende
tidspunkt var hensigten med lovændringen, at straffelovens § 8 a også skulle omfatte aggression
under forudsætning af dansk ratifikation af resolutionen om aggressionsforbrydelsen. Hvis
Danmark vælger ikke at ratificere aggressionsforbrydelsen, vil straffelovens § 8 a derimod ikke
omfatte aggression.
285
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2.5 Militær straffelovs gyldighedsområde og regler om straffemyndighed
Militær straffelovs §§ 3 og 4 regulerer lovens gyldighedsområde. Lovens § 3 fastslår således,
at loven finder anvendelse på lovovertrædelser, der begås både i og uden for den danske stat.
Det vil sige, at loven som sådan har eksterritorial gyldighed. Det fremgår af forarbejderne til
bestemmelsen, at den bl.a. er en forudsætning for at kunne indgå bi- og multilaterale aftaler,
der kan sikre dansk straffemyndighed over dansk tjenstgørende personel under tjeneste i udlan-
det og dermed fritage dette personel for fremmed straffemyndighed. Det fremgår ligeledes, at
det i praksis normalt er en forudsætning for, at dansk personel kan deltage i internationale op-
gaver, at der i dansk ret er hjemmel til, at lovovertrædelser, der begås i udlandet af dansk per-
sonel under sådan tjeneste, kan retsforfølges i Danmark. Bestemmelsen indebærer dermed en
beskyttelse af udsendt dansk personel, som i udlandet har pådraget sig en sigtelse for strafbart
forhold, idet danske myndigheder under henvisning til bestemmelsen kan påberåbe sig juris-
diktion til at retsforfølge det pågældende forhold, jf. herved Folketingstidende 2004-05 (2. sam-
ling), tillæg A, side 1004.
Det følger endvidere af lovens § 4, at loven også finder anvendelse på lovovertrædelser, der
begås mod andre landes militære styrker, som samvirker med danske militære styrker. Det
fremgår af forarbejderne, at bestemmelsen gør det muligt, at danske myndigheder under hen-
visning til bestemmelsen normalt vil kunne undgå, at dansk personel, der – især i udlandet –
forser sig mod allierede landes forsvarsstyrker m.v., bliver retsforfulgt af disse landes myndig-
heder, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 1004.
Spørgsmålet om dansk straffemyndighed for overtrædelse af militær straffelov afgøres som ud-
gangspunkt efter straffelovens almindelige regler i §§ 6-12. Militær straffelov indeholder dog i
§ 5 en bestemmelse om dansk straffemyndighed over visse overtrædelser af loven, der er fore-
taget under væbnet konflikt uden for den danske stat, uden hensyn til, hvor gerningspersonen
hører hjemme, som supplerer straffelovens almindelige bestemmelser herom.
Det følger således af militær straffelovs § 5, stk. 1, at under dansk straffemyndighed, jf. straf-
felovens §§ 6-12, hører endvidere overtrædelser af §§ 28-30 og § 32 (krigsforræderi, militær
spionage, forfalskning af ammunition og afsløring af militære hemmeligheder), der er foretaget
under væbnet konflikt uden for den danske stat, uden hensyn til, hvor gerningspersonen hører
hjemme, medmindre andet følger af almindelige folkeretlige regler. Formuleringen ”medmin-
dre andet følger af almindelige folkeretlige regler” indebærer, at handlinger, som er omfattet af
gerningsbeskrivelsen i de pågældende bestemmelser, men som er lovlige efter folkeretten,
navnlig som led i lovlig krigsførelse, ikke er omfattet af bestemmelsen. Eksempelvis er hand-
linger rettet mod danske militære interesser som beskrevet i § 28 lovlige efter principperne om
286
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
lovlig krigsførelse, når de begås af en modstander mod danske militære interesser under væbnet
konflikt, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 1005f.
Det blev lagt til grund i forarbejderne til militær straffelovs § 5, stk. 1, at overtrædelser af mi-
litær straffelovs §§ 28-30 og 32 begået i udlandet af en ikke-dansk gerningsperson ikke vil
kunne henføres til straffelovens regler om dansk straffemyndighed, hvorfor der var behov for
en supplerende bestemmelse herom i militær straffelov, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. sam-
ling), tillæg A, side 1005. Bestemmelsen sikrer således særligt, at der altid er dansk straffemyn-
dighed for en overtrædelse af de nævnte bestemmelser, når de begås i udlandet af en ikke-dansk
gerningsperson.
Det følger endvidere af lovens § 5, stk. 2, at under dansk straffemyndighed hører endvidere
overtrædelser af lovens §§ 36 og 38 (krænkelse af forskellige internationale regler om lovlig
krigsførelse m.v. og ligrøveri), der er foretaget uden for den danske stat, uden hensyn til, hvor
gerningspersonen hører hjemme, når overtrædelsen er begået over for dansk militært personel
eller personer, der er omfattet af § 2, nr. 1 og 2 (enhver, der gør tjeneste ved det militære forsvar,
samt krigsfanger, sanitetspersonel og feltpræster). § 5, stk. 2, er afgrænset til situationer, hvor
dansk militært personel er involveret i væbnet konflikt, idet gerningsbeskrivelsen i militær straf-
felovs §§ 36 og 38 udtrykkeligt er begrænset til alene at gælde under væbnet konflikt, jf. Fol-
ketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 1006.
I forhold til den almindelige bestemmelse i straffelovens § 7 om dansk straffemyndighed på
grundlag af det aktive personalprincip indebærer militær straffelovs § 5, at der eksempelvis er
dansk straffemyndighed over ødelæggelse af ammunition beregnet til danske militærstyrker
(militær straffelovs § 30), selv om handlingen er begået i udlandet, og selv om gerningsperso-
nen hverken er dansk statsborger eller er bosat her i landet. Dansk straffemyndighed efter mili-
tær straffelovs § 5 er således – modsat efter straffelovens § 7 – ikke betinget af, at gerningsper-
sonen har særlig tilknytning til Danmark. Der stilles efter militær straffelov desuden ikke krav
om, at en handling omfattet af § 5, stk. 1 eller 2, også skal være strafbar efter lovgivningen i det
pågældende land (dobbelt strafbarhed).
Det er lagt til grund i forarbejderne til bestemmelsen, at militær straffelovs § 5, stk. 2, har selv-
stændig betydning i de tilfælde, hvor der er begået mindre alvorlige konventionskrænkelser af
Genève-konventionerne og tillægsprotokollerne over for dansk militært personel m.v. i udlan-
det, mens der er dansk straffemyndighed for de grove overtrædelser af Genève-konventionerne
og tillægsprotokol I efter straffelovens § 8, nr. 5, jf. herved Folketingstidende 2004-05 (2. sam-
ling), tillæg A, side 1006.
287
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Militær straffelovs § 5 er indført i militær straffelov ved lov nr. 54 af 23. februar 2005. Bestem-
melsen er dermed indført forud for indførelsen af straffelovens § 8 a ved lov nr. 490 af 17. juni
2008. Som nævnt er der dansk straffemyndighed efter straffelovens § 8 a for lovovertrædelser,
der er omfattet af Straffedomstolens statut. Statuttens artikel 8, stk. 2, litra a, omfatter de grove
overtrædelser af Genève-konventionerne, mens litra b, c og e indeholder alvorlige overtrædelser
af den humanitære folkeret. Det må på den baggrund lægges til grund, at flere tilfælde omfattet
af militær straffelovs § 5, stk. 2, i dag tillige vil være omfattet af straffelovens § 8 a. For så vidt
angår overtrædelse af den humanitære folkeret har militær straffelovs § 5, stk. 2, dog fortsat
selvstændig betydning i andre tilfælde af overtrædelse af den humanitære folkeret, som ikke
udgør hverken grove overtrædelser af Genève-konventionerne eller alvorlige overtrædelser om-
fattet af Straffedomstolens statut, det vil sige overtrædelser, som ikke udgør krigsforbrydelser.
2.6 Folkeretlige begrænsninger af dansk straffemyndighed
Det følger af straffelovens § 12, at anvendelsen af reglerne om dansk straffemyndighed efter
straffelovens §§ 6-11 begrænses ved de i folkeretten anerkendte undtagelser. Bestemmelsen
sigter ifølge forarbejderne til de til enhver tid gældende regler i folkeretten, jf. Straffelovskom-
missionens betænkning af 9. november 1917, motiver til udkast til almindelig borgerlig straf-
felov, spalte 26.
Bestemmelsen medfører således, at reglerne om dansk straffemyndighed i straffelovens §§ 6-
11 kun finder anvendelse, i det omfang udøvelsen af dansk straffemyndighed ikke er i strid med
de til enhver tid gældende folkeretlige regler på området. Det antages, at de i folkeretten aner-
kendte undtagelser både omfatter jurisdiktionsmæssige begrænsninger, der er hjemlet i den al-
mindelige folkeret, og undtagelser til staternes straffemyndighed hjemlet i traktater. Det gælder
bl.a. de folkeretlige regler om immunitet for udenlandske højtstående statsrepræsentanter (stats-
og regeringschefer samt udenrigsministre), diplomater og andre statsrepræsentanter samt inter-
nationale organisationer og deres ansatte. Det gælder bl.a. også princippet om fremmede skibes
ret til uskadelig passage gennem søterritoriet.
Der henvises til Jurisdiktionsudvalgets gennemgang af de folkeretlige rammer for straffemyn-
dighed i kapitel 13 i betænkning nr. 1488/2007 om dansk straffemyndighed. Der henvises end-
videre til kapitel 12 for en beskrivelse af de folkeretlige regler om immunitet.
3. Udvalgets overvejelser om dansk straffemyndighed
3.1 Folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser
Folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser vil være omfattet af straffe-
lovens § 6, hvis handlingen er begået i Danmark. Hvis handlingen er begået i udlandet, vil den
som udgangspunkt være omfattet af straffelovens § 8 a, der hjemler dansk straffemyndighed
288
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
over handlinger, som foretages uden for den danske stat, når handlinger af den pågældende art
er omfattet af statutten for Den Internationale Straffedomstol. Der vil efter omstændighederne
desuden kunne være dansk straffemyndighed efter straffelovens § 7, § 7 a og § 8, nr. 5.
Udvalgets forslag til de nye danske straffebestemmelser om forbrydelser mod menneskeheden
og krigsforbrydelser (se herom kapitel 4, afsnit 4, og kapitel 5, afsnit 4) er i visse tilfælde mere
vidtgående end de i statutten opregnede forbrydelser. I disse tilfælde vil handlingerne således
ikke være omfattet af straffelovens § 8 a, sådan som bestemmelsen er formuleret på nuværende
tidspunkt, idet handlingerne ikke er omfattet af Straffedomstolens statut. Det gælder bl.a.
tvangsægteskab som forbrydelse mod menneskeheden, slaveri som krigsforbrydelse og udsult-
ning som krigsforbrydelse i forbindelse med en ikke-international væbnet konflikt. For disse
forbrydelser vil der heller ikke være dansk straffemyndighed efter straffelovens § 8, nr. 5, da
handlingerne ikke er omfattet af en international bestemmelse, ifølge hvilken Danmark er for-
pligtet til at have straffemyndighed.
Den nuværende formulering af straffelovens § 8 a medfører således, at der vil være flere af de
foreslåede straffebestemmelser, som ikke vil kunne retsforfølges i Danmark, hvis gerningsper-
sonen – der ikke har dansk indfødsret, bopæl eller lignende fast ophold i Danmark – efter at
have begået sine forbrydelser søger her til landet for at komme til et fristed. Dette vil efter
udvalgets opfattelse være en uholdbar retstilstand, da det fortsat er et tungtvejende hensyn, at
Danmark ikke skal fremstå som et fristed for udlændinge, der har begået de alvorligste interna-
tionale forbrydelser i udlandet.
Udvalget foreslår på denne baggrund, at den nugældende retstilstand grundlæggende viderefø-
res, men at henvisningen i straffelovens § 8 a til Straffedomstolens statut ændres til en henvis-
ning til de foreslåede straffebestemmelser om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og
krigsforbrydelser. Det vil betyde, at der er dansk straffemyndighed over sådanne forbrydelser,
når de begås i udlandet af personer, der på sigtelsestidspunktet enten har dansk indfødsret, bo-
pæl eller lignende fast ophold i Danmark eller befinder sig her i landet. Det vil således ikke
have betydning, om en given forbrydelse er omfattet af forbrydelsesdefinitionerne i Straffe-
domstolens statut.
Det er udvalgets vurdering, at der ikke er noget folkeretligt til hinder for at udstrække universel
jurisdiktion over de foreslåede straffebestemmelser, som er mere vidtgående end de i statutten
opregnede forbrydelser, herunder tvangsægteskab som forbrydelse mod menneskeheden, sla-
veri som krigsforbrydelse og udsultning som krigsforbrydelse i forbindelse med en ikke-inter-
national væbnet konflikt.
289
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Der henvises til afsnit 1 ovenfor om de folkeretlige rammer for straffemyndighed samt for så
vidt angår Danmarks internationale forpligtelser om forbrydelser mod menneskeheden til kapi-
tel 4, afsnit 1, krigsforbrydelser til kapitel 5, afsnit 1, og folkedrab til kapitel 6, afsnit 1.
3.2 Tortur
Der vil være dansk straffemyndighed over torturhandlinger begået i Danmark efter straffelo-
vens § 6. For torturhandlinger begået i udlandet vil der være dansk straffemyndighed efter straf-
felovens § 8, nr. 5, idet artikel 5 i FN’s torturkonvention pålægger deltagerstater en forpligtelse
til at have regler om straffemyndighed over enhver torturhandling i henhold til definitionen i
konventionen. Der vil efter omstændighederne desuden kunne være dansk straffemyndighed
efter straffelovens §§ 7 og 7 a.
For tortur som forbrydelse mod menneskeheden eller krigsforbrydelse vil der endvidere være
dansk straffemyndighed efter straffelovens § 8 a.
Udvalget foreslår af samme grunde som anført i afsnit 3.1 ovenfor, at den nugældende retstil-
stand grundlæggende videreføres, så der vil være dansk straffemyndighed over torturhandlinger
– der hverken er forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser – som begås af ud-
lændinge i udlandet, når blot gerningspersonen på sigtelsestidspunktet enten har dansk indføds-
ret, bopæl eller lignende fast ophold i Danmark eller befinder sig her i landet.
Udvalget foreslår, at den foreslåede straffebestemmelse om tortur tilføjes i opregningen af straf-
febestemmelser i straffelovens § 8 a som foreslået i afsnit 3.1 ovenfor. Dette vil bidrage til et
klart hjemmelsgrundlag for udøvelse af dansk straffemyndighed over torturhandlinger begået i
udlandet. Desuden finder udvalget det hensigtsmæssigt, at der er én bestemmelse om universel
dansk straffemyndighed for de relevante foreslåede straffebestemmelser.
Det er udvalgets vurdering, at der ikke er noget folkeretligt til hinder for at udstrække dansk
straffemyndighed til universel straffemyndighed for torturhandlinger. Der henvises til afsnit 1
ovenfor om de folkeretlige rammer for straffemyndighed og for så vidt angår Danmarks inter-
nationale forpligtelser om tortur til kapitel 10, afsnit 1.
3.3 Aggressionsforbrydelsen
Udvalget vurderer som nævnt i kapitel 11, afsnit 6.2.1, at der bør indføres en straffebestemmelse
om aggressionsforbrydelser, hvis Danmark ratificerer tilføjelsen til Straffedomstolens statut om
aggressionsforbrydelsen.
290
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
En kriminalisering af aggressionsforbrydelsen medfører, at der skal tages stilling til, i hvilket
omfang der bør være dansk straffemyndighed over sådanne forbrydelser. Udvalget har på den
baggrund overvejet forskellige modeller for dansk straffemyndighed over aggressionsforbry-
delser. Udvalget har først overvejet universel straffemyndighed efter straffelovens § 8 a (afsnit
3.3.1), dernæst dansk straffemyndighed over handlinger begået i Danmark, mod Danmark eller
af gerningspersoner med dansk tilknytning baseret på territorialprincippet, beskyttelsesprincip-
pet og aktiv personalprincippet (afsnit 3.3.2) og afslutningsvis en model, der er en udvidet ver-
sion af den foregående, hvor der tillige er dansk straffemyndighed over aggressionsforbrydelser
begået af udlændinge i en fremmed stat, hvis denne stat og den angrebne stat har ratificeret
tilføjelsen til Straffedomstolens statut om aggressionsforbrydelsen (afsnit 3.3.3). Udvalget fo-
reslår derefter en model for dansk straffemyndighed over aggressionsforbrydelser (afsnit 3.3.4).
Det bemærkes, at uanset valg af model vil udøvelsen af dansk straffemyndighed være begrænset
af de i folkeretten anerkendte undtagelser, herunder immunitet, jf. straffelovens § 12.
3.3.1
Universel straffemyndighed efter straffelovens § 8 a
Universel dansk straffemyndighed over aggressionsforbrydelsen svarende til, hvad der følger
af straffelovens § 8 a, vil indebære, at der vil være dansk straffemyndighed over sådanne hand-
linger begået i udlandet, hvis den pågældende på sigtelsestidspunktet har dansk indfødsret, er
bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet eller befinder sig her i landet.
Der er som nævnt universel dansk straffemyndighed efter straffelovens § 8 a for folkedrab,
forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, som omfattes af definitionerne i Straf-
fedomstolens statut. Som det fremgår af afsnit 3.1 ovenfor, foreslår udvalget, at henvisningen i
§ 8 a til statutten ændres til en henvisning til de foreslåede straffebestemmelser om folkedrab,
forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Det taler for, at der også bør være uni-
versel straffemyndighed over aggressionsforbrydelsen, at aggressionsforbrydelsen sammen
med folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser udgør de fire forbrydel-
ser, som Straffedomstolen har jurisdiktion over. Aggressionsforbrydelsen er på lignende vis en
af de alvorligste internationale forbrydelser.
Som nævnt var formålet med straffelovens § 8 a, at Danmark ikke skulle fremstå som et fristed
for udlændinge, der har begået de alvorligste internationale forbrydelser i udlandet. Dette hen-
syn er også relevant i forhold til aggressionsforbrydelsen. Dansk straffemyndighed for aggres-
sionsforbrydelsen efter samme betingelser som i straffelovens § 8 a ville således sikre, at Dan-
mark ikke kommer til at fremstå som et fristed for sådanne gerningspersoner. Det ville ligeledes
kunne fremstå som et ”tilbageskridt” for Danmarks villighed til at retsforfølge internationale
forbrydelser, hvis straffelovens § 8 a ikke tillige omfatter aggressionsforbrydelser.
291
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0292.png
Der er som nævnt 21 EU-medlemslande, der har ratificeret tilføjelsen til statutten om aggressi-
onsforbrydelsen, hvoraf 16 lande har indført en national straffebestemmelse (oktober 2023). Ud
af disse lande har fire lande indført regler, som gør det muligt at udøve universel straffemyn-
dighed over aggressionsforbrydelsen. Disse fire lande er Estland, Letland, Litauen og Polen.
247
Globalt set har omkring 74 stater kriminaliseret aggressionsforbrydelsen i national ret, mens
omkring 18 stater tillader retsforfølgning på baggrund af universalprincippet.
248
Universel straffemyndighed over aggressionsforbrydelsen er således ikke et ukendt fænomen i
staters praksis, hvilket kunne tale for, at en sådan dansk straffemyndighedsbestemmelse vil
være i overensstemmelse med folkeretten.
Omvendt er der generelt blandt stater ikke konsensus om det folkeretlige grundlag for universel
straffemyndighed over aggressionsforbrydelser.
249
Der findes ikke en folkeretlig konvention,
der indeholder en sådan pligt eller ret, ligesom der ikke ses retspraksis fra internationale dom-
stole eller nationale domstole, der understøtter eksistensen af en folkeretlig sædvaneregel, der
tillader universel straffemyndighed. Derudover har syv lande udelukket anvendelsen af univer-
sel straffemyndighed over aggressionsforbrydelsen. Disse lande er Kroatien, Luxembourg, Ne-
derlandene, Portugal, Sverige, Tjekkiet og Tyskland.
250
Det vil sige, at de sammenlignelige
lande Finland, Nederlandene, Sverige og Tyskland har indført en mere afgrænset straffemyn-
dighed over aggressionsforbrydelser i deres nationale lovgivning. Tysklands lovgivning omta-
les nærmere i afsnit 3.3.2 nedenfor, og Sveriges lovgivning omtales i afsnit 3.3.3 nedenfor.
Endvidere har aggressionsforbrydelsens karakter, herunder forudsætningen om en statshand-
ling, medført diskussion om, hvorvidt de almindelige jurisdiktionsgrundlag overhovedet gælder
for aggressionsforbrydelsen. FN’s Folkeretskommission (ILC) gentog i 2022, at det alene er
aggressorstaten selv, der kan udøve jurisdiktion over aggressionsforbrydelsen, i lyset af bl.a.
aggressionsforbrydelsens særlige politiske dimension. Folkeretskommissionen henviser til sin
kommentar til ”1996 draft Code of Crimes against the Peace and Security of Mankind”, hvor
kommissionen udtalte, at en domstol ikke kan fastlægge et individuelt strafansvar for en ag-
gressionsforbrydelse uden først at tage stilling til, om staten har begået aggression. Én national
Eurojust (2023):
Genocide Network Paper – The crime of aggression in the national laws of EU Member States,
Genocide Network Observer States and Ukraine,
side 15.
248
Advisory Committee on Public International Law (CAVV) (2022):
Challenges in prosecuting the crime of
aggression: jurisdiction and immunities,
Advisory Report no. 40, side 8.
249
McDougall, Carrie (2023):
The Imperative of Prosecuting Crimes of Aggression Committed against Ukraine
i
»Journal
of Conflict and Security Law«,
side 203-230.
250
Eurojust (2023):
Genocide Network Paper – The crime of aggression in the national laws of EU Member States,
Genocide Network Observer States and Ukraine,
side 15.
247
292
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0293.png
domstols fastlæggelse af, hvorvidt en anden stat har begået aggression, ville stride imod det
grundlæggende folkeretlige princip om staternes suveræne lighed (par
in parem non habet im-
perium).
Ydermere ville udøvelse af jurisdiktion af den nationale domstol, som indebærer stil-
lingtagen til en anden stats aggression, have alvorlige konsekvenser for internationale relationer
og international fred og sikkerhed.
251
Det folkeretlige grundlag for universel straffemyndighed for aggressionsforbrydelsen har såle-
des en begrænset støtte i staters praksis, omend der ses en vis bevægelse blandt stater i den
sammenhæng.
252
På baggrund af ovenstående har udvalget ikke foreslået en model, hvor der er universel straffe-
myndighed over aggressionsforbrydelsen.
3.3.2
Straffemyndighed for aggressionsforbrydelser begået i Danmark, mod Danmark
eller af en person med dansk indfødsret m.v.
En model for dansk straffemyndighed kunne være, at der er straffemyndighed over aggressi-
onsforbrydelser begået i Danmark efter territorialprincippet, straffemyndighed over aggressi-
onsforbrydelser begået mod Danmark efter territorialprincippet eller beskyttelsesprincippet og
straffemyndighed over aggressionsforbrydelser begået af personer med dansk indfødsret, bopæl
eller lignende fast ophold i Danmark efter aktiv personalprincippet.
Straffemyndighed efter territorialprincippet vil indebære, at der er dansk straffemyndighed over
sådanne handlinger, når de begås i Danmark eller ombord på dansk fartøj eller er rettet mod
Danmark, jf. straffelovens § 6 sammenholdt med § 9. Alternativt vil der kunne være straffe-
myndighed efter straffelovens § 8, nr. 1, for aggressionshandlinger rettet mod Danmark, der
ikke har virkning i Danmark.
Straffemyndighed efter aktiv personalprincippet vil indebære, at der er dansk straffemyndighed,
når en sådan handling begås af en person, der har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat
eller har lignende fast ophold her i landet, jf. straffelovens § 7. Bestemmelsen kræver efter stk.
1, nr. 1, at handlingen også kan straffes efter straffelovgivningen på gerningsstedet – det vil
FN’s Folkeretskommission (ILC) (2022):
Report of the Seventy-third session,
UN Doc. 10, side 238, para. 21.
Se også FN’s Folkeretskommission,
Commentary to the Draft Code of Crimes against the Peace and Security of
Mankind,
i Yearbook of the International Law Commission, 1996, Vol. II, Part II, Article 8, commentary 14, side
30.
252
Estland, Letland, Litauen og Polen har som beskrevet universel jurisdiktion over aggressionsforbrydelsen.
Schabas skriver ligeledes på et tidspunkt, hvor ingen stater havde lovgivning om universel jurisdiktion over ag-
gressionsforbrydelsen, at lovmæssigheden af udøvelsen af universel jurisdiktion over aggressionsforbrydelsen har
en vis bemyndigelse, jf. Schabas, William A. (2016):
The International Criminal Court.
Oxford University Press,
2. udgave, side 317.
251
293
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
sige krav om dobbelt strafbarhed – mens dette ikke er et krav for handlingerne nævnt i bestem-
melsens stk. 1, nr. 2. En sådan model med dansk straffemyndighed for aggressionshandlinger
begået af personer med dansk indfødsret m.v. vil således skulle tilføjes i straffelovens § 7, stk.
1, nr. 2, så dobbelt strafbarhed ikke er en betingelse for udøvelse af dansk straffemyndighed.
Til støtte for en sådan mere afgrænset dansk straffemyndighed taler, at ligesindede lande – bl.a.
Finland og Tyskland – som nævnt har begrænset deres straffemyndighed over aggressionsfor-
brydelsen. Begge lande har bestemmelser, der gør universel straffemyndighed muligt for fol-
kedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, men udelukker universel straf-
femyndighed for aggressionsforbrydelser.
Det følger af § 1 i den tyske folkeretsstraffelov (Völkerstrafgesetzbuch), at loven finder anven-
delse på alle overtrædelser af lovens §§ 6-12 (folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og
krigsforbrydelser), selv når lovovertrædelsen er begået i udlandet uden relation til Tyskland.
For overtrædelser af lovens § 13 (aggressionsforbrydelsen), der er begået i udlandet, gælder
loven uafhængigt af loven på gerningsstedet, hvis gerningspersonen er tysker, eller hvis lov-
overtrædelsen er rettet mod Tyskland. Der er således kun straffemyndighed over aggressions-
forbrydelser, der er begået i Tyskland, er rettet mod Tyskland eller er begået af en tysker i
udlandet. Den snævre straffemyndighed over aggressionsforbrydelsen i Tyskland står i mod-
sætning til de andre forbrydelser omfattet af loven, hvor Tyskland kan udøve universel straffe-
myndighed over forbrydelsen, selv hvis den formodede gerningsperson ikke opholder sig i
Tyskland. Det vil sige universel straffemyndighed i videste forstand (in absentia).
Der er som beskrevet ovenfor uenighed om, i hvilket omfang stater kan udstrække deres straf-
femyndighed for aggressionsforbrydelser efter folkeretten, da aggressionsforbrydelsen er en
særlig forbrydelse, der indeholder en aggressionshandling, det vil sige brug af væbnet magt
mod en anden stat i strid med FN-pagten. Dette taler ligeledes for en mere afgrænset model for
dansk straffemyndighed.
Endvidere er aggressionsforbrydelsen en såkaldt lederskabsforbrydelse, hvilket som udgangs-
punkt indebærer, at alene en snæver personkreds – typisk en stats ledelse – er mulige ansvars-
subjekter i henhold til artikel 8
bis
og udvalgets forslag til dansk straffebestemmelse om ag-
gressionsforbrydelser. Visse af de mulige ansvarssubjekter såsom stats- og regeringsoverhove-
der m.v. vil umiddelbart være sammenfaldende med den persongruppe, som nyder absolut per-
sonel immunitet mod retsforfølgning under embedet. Andre personer, der kan være omfattet af
bestemmelsen, såsom øverste militærgeneraler eller i særlige tilfælde erhvervsfolk, vil dog ikke
nyde en sådan personel immunitet. Der er som nævnt ikke et klart, gældende folkeretligt grund-
lag for at undtage aggressionsforbrydelser fra funktionel immunitet, der er den form for
294
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
immunitet, som beskytter officielle handlinger på statens vegne efter embedets ophør. Disse
forhold taler for tilbageholdenhed med hensyn til en bred dansk straffemyndighed. Der henvises
til kapitel 12 om folkeretlig immunitet.
Med denne model vil Danmark således kunne retsforfølge handlinger begået i Danmark, hand-
linger begået mod Danmark og handlinger begået i udlandet af personer med dansk indfødsret,
bopæl eller lignende fast ophold i Danmark. I andre tilfælde ville Danmark kunne udlevere en
gerningsperson til Straffedomstolen, der således ville kunne udøve komplementær jurisdiktion,
forudsat at domstolen har jurisdiktion i det konkrete tilfælde. Denne model vil endvidere være
på mere sikker grund i forhold til foreneligheden med de i folkeretten anerkendte muligheder
for at udøve straffemyndighed over aggressionsforbrydelser.
3.3.3
Straffemyndighed baseret på ratifikation af tilføjelsen til statutten om aggressions-
forbrydelsen
En tredje model for dansk straffemyndighed over aggressionsforbrydelsen kunne være at ud-
vide modellen beskrevet ovenfor i afsnit 3.3.2 om straffemyndighed for aggressionsforbrydel-
ser begået i Danmark, mod Danmark eller af en person med dansk indfødsret m.v. Udvidelsen
kunne bestå i, at der ligeledes ville være dansk straffemyndighed over aggressionsforbrydelser
i tilfælde, hvor aggressionsforbrydelsen er begået af en person, hvor den underliggende aggres-
sionshandling – det vil sige brug af væbnet magt mod en anden stat i strid med FN-pagten –
kan henregnes til en stat, der har ratificeret tilføjelsen om aggressionsforbrydelsen i Straffe-
domstolens statuts artikel 8
bis.
Modellen ville forudsætte, at gerningspersonen befinder sig i Danmark i lighed med straffelo-
vens § 8 a, så der ikke etableres universel straffemyndighed i videste forstand.
Sverige har indført en sådan model, hvor der – ud over straffemyndighed over aggressionsfor-
brydelser begået i udlandet af en svensk gerningsperson eller forbrydelser rettet mod svenske
offentlige interesser – er straffemyndighed, når aggressionsforbrydelsen er begået af en person
i en anden stat mod en tredje stat, hvor begge stater på gerningstidspunktet har ratificeret ag-
gressionsforbrydelsen.
Svenske domstole har således kompetence til at pådømme aggressionsforbrydelser begået på
svensk territorium, forbrydelser begået af personer med svensk statsborgerskab eller bopæl i
Sverige på gerningstidspunktet eller tidspunktet for tiltalerejsning og aggressionsforbrydelser
omfattet af den svenske offentlige interesse, jf. § 17, 1. pkt., i den svenske særlov om straf for
visse internationale lovovertrædelser (2014:406). Det følger af bestemmelsens 2. pkt., at en
svensk domstol også har kompetence til at pådømme aggressionsforbrydelsen, hvis den
295
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
aggressionshandling, som ligger til grund for forbrydelsen, blev begået af en stat, for hvilken
ændringerne til Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol ved resolution RC/Res.6
er trådt i kraft på tidspunktet for forbrydelsen.
Svensk straffemyndighed over aggressionsforbrydelsen er mere afgrænset end de øvrige inter-
nationale forbrydelser, som er kriminaliseret i den svenske lov om visse internationale forbry-
delser, herunder krigsforbrydelser, hvor Sverige kan udøve universel straffemyndighed. Den
svenske model for straffemyndighed går dog videre end tysk lovgivning.
En sådan afgrænset model for straffemyndighed er i højere grad tilpasset Straffedomstolens
mere afgrænsede jurisdiktion over aggressionsforbrydelsen sammenlignet med de øvrige for-
brydelser. Det er imidlertid usikkert, om der er et folkeretligt grundlag for at udstrække dansk
straffemyndighed til handlinger, der hverken er begået i Danmark, begået i udlandet af personer
med dansk indfødsret, bopæl eller lignende fast ophold i Danmark eller begået mod Danmark.
3.3.4
Udvalgets foreslåede model for dansk straffemyndighed
På baggrund af udvalgets overvejelser som beskrevet ovenfor finder udvalget det mest hen-
sigtsmæssigt med en model, der efter inspiration fra tysk lovgivning afgrænses til aggressions-
forbrydelser begået i Danmark, mod Danmark eller af personer med dansk indfødsret, bopæl i
Danmark eller lignende fast ophold som beskrevet ovenfor i afsnit 3.3.2.
For aggressionsforbrydelser begået i Danmark eller mod Danmark vil de nuværende regler i
straffelovens §§ 6 og 9 og § 8, nr. 1, efter udvalgets vurdering skabe det fornødne hjemmels-
grundlag. For så vidt angår aggressionsforbrydelser begået af personer med dansk indfødsret,
bopæl i Danmark eller lignende fast ophold vil det være nødvendigt at tilføje en henvisning i
straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, til den foreslåede straffebestemmelse om aggressionsforbrydel-
ser, hvis dansk straffemyndighed ikke skal være betinget af, at forbrydelsen ligeledes er strafbar
efter gerningsstedets straffelovgivning (dobbelt strafbarhed).
Udvalget foreslår på den baggrund, at der tilføjes et nyt litra c i straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2,
som henviser til den foreslåede § 118 b om aggressionsforbrydelsen. Det vil herefter følge af
straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, litra c, at under dansk straffemyndighed hører handlinger, som
foretages inden for et fremmed myndighedsområde af en person, der på tidspunktet for sigtelsen
har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet, hvis
gerningspersonen også på gerningstidspunktet har den nævnte tilknytning her til landet, og
handlingen er omfattet af § 118 b.
296
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Det følger af § 7, stk. 2, at der vil være dansk straffemyndighed for handlinger foretaget uden
for et myndighedsområde af en person, der på tidspunktet for sigtelsen har den i stk. 1 nævnte
tilknytning her til landet, hvis handlinger af den pågældende art kan medføre højere straf end
fængsel i 4 måneder. I sådanne tilfælde uden for et myndighedsområde vil det således alene
være en betingelse, at gerningspersonen på sigtelsestidspunktet er dansk statsborger, er bosat i
den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet. I modsætning hertil kræver det fore-
slåede § 7, stk. 1, nr. 2, litra c, at denne tilknytning til Danmark er til stede både på gernings-
tidspunktet og sigtelsestidspunktet.
Udvalget lægger til grund, at aggressionsforbrydelsen i sin karakter er en forbrydelse, der er
rettet mod en anden stat og ikke mod individer som sådan. Det er derfor udvalgets vurdering,
at der ikke vil være dansk straffemyndighed efter straffelovens § 7 a om dansk straffemyndig-
hed over visse handlinger rettet mod personer, der på gerningstidspunktet har dansk indfødsret,
bopæl eller lignende fast ophold i Danmark.
Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 1-4, og bemærkningerne hertil i kapitel 14.
297
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0298.png
Lovudkast med bemærkninger
1. Lovudkast
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven, militær straffelov, retsplejeloven og om ophævelse af lov om
straf for folkedrab og lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt
(Visse internationale forbrydelser)
§1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 434 af 25. april 2024, som ændret ved § 14 i lov nr. 481
af 22. maj 2024, § 2 i lov nr. 661 af 11. juni 2024 og § 1 i lov nr. 665 af 11. juni 2024, foretages
følgende ændringer:
1.
I
§ 7, stk. 1, nr. 2, litra a,
ændres »omskæring eller« til: »omskæring,«.
2.
I
§ 7, stk. 1, nr. 2, litra b,
ændres »landet.» til: »landet, eller».
3.
I
§ 7, stk. 1, nr. 2,
indsættes som
litra c:
»c) er omfattet af § 118 b.«
4.
I
§ 8 a
ændres »handlinger af den pågældende art er omfattet af statutten for Den Internatio-
nale Straffedomstol« til: »handlingen er omfattet af §§ 118 c-118 j eller § 118 l«.
5.
§ 93 b, stk. 1,
affattes således:
»Når en lovovertrædelse er omfattet af kapitel 13 a, indtræder forældelse ikke.«
6.
Efter kapitel 13 indsættes:
»Kapitel
13 a
Visse internationale forbrydelser
§ 118 b.
For aggressionsforbrydelse straffes den, som foretager en aggressionshandling, der
efter sin karakter, grovhed og omfang udgør en åbenbar overtrædelse af FN-pagten.
298
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Stk. 2.
Ved en aggressionshandling forstås en stats brug af væbnet magt mod en anden stats
suverænitet, territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på en måde som i øvrigt er
i strid med FN-pagten.
Stk. 3.
Strafansvar for en aggressionsforbrydelse kan kun pålægges den, der kan udøve faktisk
kontrol over eller styre en stats politiske eller militære handlinger.
§ 118 c.
For folkedrab straffes den, som i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national,
etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan foretager en eller flere af følgende handlin-
ger:
1) Dræber et eller flere medlemmer af gruppen.
2) Påfører et eller flere medlemmer af gruppen alvorlig fysisk eller psykisk skade.
3) Påfører et eller flere medlemmer af gruppen livsvilkår, der sigter til at bevirke gruppens
hele eller delvise fysiske ødelæggelse.
4) Pålægger foranstaltninger mod et eller flere medlemmer af gruppen, der sigter til at be-
virke, at fødsler inden for gruppen forhindres.
5) Tvangsforflytter et eller flere af gruppens børn under 18 år til en anden gruppe.
Stk. 2.
For tilskyndelse til folkedrab straffes den, som i den hensigt helt eller delvist at ødelægge
en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan direkte og offentligt tilskynder
nogen til at foretage en af handlingerne nævnt i stk. 1.
§ 118 d.
For forbrydelser mod menneskeheden straffes den, der som led i et omfattende eller
systematisk angreb mod en civilbefolkning foretager en eller flere af følgende handlinger:
1) Dræber en person.
2) Udrydder dele af en befolkning, herunder ved at påtvinge dele af en befolkning livsvil-
kår, der sigter til at bevirke, at befolkningen delvist udryddes.
3) Udsætter en person for slaveri.
4) Deporterer eller tvangsforflytter en befolkning i strid med folkeretten.
5) Fængsler eller på anden alvorlig måde berøver en person friheden i strid med folkeretten.
6) Påfører en person i vedkommendes varetægt eller kontrol stærk fysisk eller psykisk
smerte eller lidelse (tortur).
7) Udsætter en person for voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen gra-
viditet, tvangssterilisering eller anden form for seksuel eller reproduktiv vold af lignende
grovhed.
8) Tvinger en person til at indgå ægteskab eller til en religiøs vielse uden borgerlig gyldig-
hed eller andet ægteskabslignende forhold med en anden person.
299
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
9) Udsætter et eller flere medlemmer af en identificerbar gruppe eller et identificerbart fæl-
lesskab for alvorlig berøvelse af grundlæggende menneskerettigheder på baggrund af
race, nationalitet, etnicitet, køn, seksuel orientering, kulturelt eller religiøst tilhørsfor-
hold, politisk overbevisning eller andre grunde, der er almindeligt anerkendte som væ-
rende i strid med folkeretten (forfølgelse).
10) Anholder, tilbageholder eller bortfører en person og nægter at anerkende frihedsberøvel-
sen eller at give informationer om, hvad der er sket eller vil ske med denne person eller
personens opholdssted, når handlingen er udført for at unddrage den pågældende fra rets-
beskyttelse og er udført på vegne af eller med samtykke, støtte eller tilladelse fra en stat
eller organisation (tvangsforsvinding).
11) Foretager en umenneskelig handling af samme eller lignende karakter som de handlin-
ger, der er omfattet af nr. 1-10, inden for rammen af et institutionaliseret regime baseret
på en racemæssig gruppes systematiske undertrykkelse af og dominans over en eller flere
andre racemæssige grupper og med den hensigt at opretholde regimet (apartheid).
12) Foretager en anden umenneskelig handling af lignende karakter, der forårsager stor fy-
sisk eller psykisk lidelse eller alvorlig skade på legeme eller helbred.
§ 118 e.
For krigsforbrydelser mod personer straffes den, der i tilknytning til en væbnet konflikt
foretager én eller flere af de følgende handlinger:
1) Dræber en beskyttet person.
2) Påfører en beskyttet person
a) stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse med det formål at skaffe oplysnin-
ger eller en tilståelse fra nogen, med det formål at afstraffe, skræmme eller
tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget, på baggrund af enhver form for
forskelsbehandling eller på baggrund af et formål af lignende karakter (tortur),
b) stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse (umenneskelig behandling) eller
c) stor fysisk eller psykisk smerte eller lidelse eller alvorlig skade på legeme eller
helbred.
3) Udsætter en beskyttet person for slaveri.
4) Udsætter en beskyttet person for voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, på-
tvungen graviditet, tvangssterilisering eller anden form for seksuel eller reproduktiv
vold af lignende grovhed.
5) Tager en beskyttet person som gidsel.
6) Indkalder eller hverver et barn under 15 år til tjeneste i væbnede styrker eller grupper
eller bruger et barn under 15 år til aktiv deltagelse i fjendtligheder.
7) Udsætter en beskyttet person for et medicinsk, biologisk eller videnskabeligt forsøg, der
medfører død eller alvorlig fare for personens liv eller helbred.
300
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
8) Deporterer, tvangsforflytter eller frihedsberøver en beskyttet person i strid med den hu-
manitære folkeret.
9) Idømmer eller iværksætter en straf over for en beskyttet person i strid med retten til en
retfærdig rettergang efter den humanitære folkeret.
10) Groft krænker en beskyttet eller afdød persons værdighed ved ydmygende, nedværdi-
gende eller anden krænkende behandling.
11) Skader en modstander, der har overgivet sig betingelsesløst eller er ukampdygtig, eller
en parlamentær.
12) Erklærer modpartens borgeres rettigheder og adgang til sagsanlæg for ophævet, midler-
tidigt suspenderet eller udelukket fra at blive gjort gældende ved domstolene.
Stk. 2.
For krigsforbrydelser mod personer straffes også den, der i tilknytning til en international
væbnet konflikt foretager en eller flere af følgende handlinger:
1) Overfører en del af sin egen civilbefolkning til et besat område.
2) Tvinger en statsborger af modparten til at deltage i kamphandlinger mod sit eget land.
3) Tvinger en beskyttet person til at gøre tjeneste i en fjendtlig magts styrker.
Stk. 3.
Ved beskyttet person forstås en person, der ikke eller ikke længere tager direkte del i
fjendtlighederne.
§ 118 f.
For krigsforbrydelser mod ejendom straffes den, der i tilknytning til en væbnet konflikt
foretager én eller flere af følgende handlinger:
1) Plyndrer.
2) Beslaglægger, konfiskerer, ødelægger eller tilegner sig ejendom, når handlingen ikke er
retfærdiggjort af tvingende militær nødvendighed.
3) Ødelægger eller tilegner sig kulturværdier i stort omfang i strid med UNESCO-konven-
tion af 14. maj 1954 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt og
dennes 2. protokol.
4) Plyndrer, begår tyveri af eller udfører hærværk mod eller uretmæssigt anvender kultur-
værdier i strid med UNESCO-konventionen af 14. maj 1954 om beskyttelse af kultur-
værdier i tilfælde af væbnet konflikt og dennes 2. protokol.
§ 118 g.
For krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker straffes den, der i
tilknytning til en væbnet konflikt foretager én eller flere af følgende handlinger:
1) Angriber personel, installationer, materiel, enheder eller befordringsmidler, der er in-
volveret i humanitære indsatser eller fredsbevarende missioner i overensstemmelse med
FN-pagten, eller lignende internationale fredsbevarende missioner, og som er berettiget
til beskyttelse efter den humanitære folkeret.
301
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2) Angriber personel, bygninger, materiel eller sanitetsenheder eller -transporter, der i
overensstemmelse med den humanitære folkeret anvender et af Genève-konventioner-
nes, herunder disses tillægsprotokollers, beskyttede kendemærker eller emblemer eller
anden identifikationsmetode.
3) Misbruger parlamentærflag, fjendens flag, FN-flag eller militære symboler eller unifor-
mer eller Genève-konventionernes, herunder disses tillægsprotokollers, beskyttede ken-
demærker, hvor misbruget uagtsomt har død eller alvorlig personskade til følge.
§ 118 h.
For krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder straffes den, der i til-
knytning til en væbnet konflikt foretager én eller flere af følgende handlinger:
1) Målretter angreb mod civilbefolkningen som sådan eller mod civile, der ikke tager di-
rekte del i fjendtlighederne.
2) Udsulter civile som kampmetode ved at fratage, unddrage eller nægte dem adgang til
mad eller genstande, der er uundværlige for deres overlevelse, herunder ved at forhindre
nødhjælpsforsyninger i at komme frem.
3) Angriber bygninger, der anvendes til religion, uddannelse, kunst, videnskab eller vel-
gørende formål, eller historiske mindesmærker, hospitaler eller områder, hvor syge og
sårede opsamles, eller civile ejendomme eller genstande, når de nævnte bygninger, om-
råder, ejendomme eller genstande ikke udgør militære mål.
4) Angriber kulturværdier under beskyttelse eller forhøjet beskyttelse eller anvender kul-
turværdier under forhøjet beskyttelse eller deres umiddelbare omgivelser til støtte for
militær aktion i strid med UNESCO-konvention af 14. maj 1954 om beskyttelse af kul-
turværdier i tilfælde af væbnet konflikt og dennes 2. protokol.
5) Dræber eller sårer en modstander ved at besvige denne til at tro, at gerningspersonen
har ret til beskyttelse.
6) Beordrer eller truer med, at der ikke vil blive vist nåde.
7) Angriber med viden om, at det vil forårsage vilkårlig skade på civile personer eller tab
af deres liv, skade på civile ejendomme eller genstande eller udbredt, langvarig og al-
vorlig skade på naturmiljøet, der klart overstiger den forventede konkrete og direkte
militære fordel.
8) Anvender tilstedeværelsen af en beskyttet person, jf. § 118 e, stk. 3, til at opnå, at visse
steder, områder eller væbnede styrker ikke kan gøres til militære mål.
9) Angriber byer, landsbyer, boliger eller bygninger, der ikke forsvares, og som ikke udgør
militære mål.
§ 118 i.
For krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmidler straffes den, der i tilknyt-
ning til en væbnet konflikt anvender et eller flere af følgende kampmidler:
1) Gift eller giftige våben.
302
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2) Biologiske eller kemiske våben.
3) Projektiler, der nemt udvides eller udflades i den menneskelige krop.
4) Våben, hvis primære våbenvirkning er at påføre den menneskelige krop skade ved
sprængstykker, som ikke kan opfanges ved en røntgenundersøgelse.
5) Laservåben, der er specifikt designet til som dets eneste eller en af dets våbenvirkninger
at forårsage permanent blindhed.
§ 118 j.
En militær eller civil leder eller en person, der faktisk handler som sådan, straffes for
folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser, hvis personer under ved-
kommendes myndighed og kontrol begår en forbrydelse som nævnt i §§ 118 c-118 i, og forbry-
delsen er en følge af, at lederen ikke har udøvet behørig kontrol over dem, hvis
1) lederen vidste eller burde have vidst, at personerne under vedkommendes myndighed
og kontrol havde påbegyndt en sådan forbrydelse, eller at den var umiddelbart forestå-
ende, og
2) lederen undlod at iværksætte nødvendige og rimelige tiltag, som stod i vedkommendes
magt, for at hindre eller standse forbrydelsen, eller undlod at rapportere forholdet til en
kompetent myndighed for strafforfølgning.
§ 118 k.
Overtrædelse af § 118 b, § 118 c, stk. 1, § 118 d eller § 118 j, jf. § 118 b, § 118 c, stk.
1, eller § 118 d, straffes med fængsel indtil på livstid.
Stk. 2.
Overtrædelse af §§ 118 e, 118 h eller 118 i eller § 118 j, jf. §§ 118 e, 118 h eller 118 i,
straffes med fængsel indtil 16 år.
Stk. 3.
Overtrædelse af § 118 c, stk. 2, § 118 f, § 118 g eller § 118 j, jf. § 118 c, stk. 2, § 118 f
eller § 118 g, straffes med fængsel indtil 12 år.
Stk. 4.
Straffen for overtrædelse af §§ 118 e, 118 g, 118 h eller 118 i eller § 118 j, jf. §§ 118 e,
118 g, 118 h eller 118 i, kan stige indtil fængsel på livstid, når overtrædelsen er af særlig grov
beskaffenhed, herunder når overtrædelsen omfatter drab.
Stk. 5.
Ved fastsættelsen af straffen for overtrædelse af §§ 118 e-118 i eller § 118 j, jf. §§ 118
e-118 i, skal det i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, at handlingen er be-
gået som led i en plan eller politik eller som led i omfattende forbrydelser af nævnte art.
Stk. 6.
§§ 118 d-118 i finder også anvendelse på handlinger foretaget før den [dato for lovens
ikrafttræden], hvis handlingen kan straffes efter regler, som var gældende på gerningstidspunk-
tet, og handlingen efter folkeretten udgjorde en forbrydelse mod menneskeheden eller en
303
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
krigsforbrydelse på gerningstidspunktet. Straffen kan ikke overskride den straf, som ville være
blevet idømt efter de på gerningstidspunktet gældende bestemmelser, som handlingen kan straf-
fes efter.
§ 118 l.
For tortur straffes med fængsel indtil 12 år den, der virker i dansk, udenlandsk eller
international offentlig tjeneste eller hverv eller som udøver en funktion, der svarer til eller kan
ligestilles hermed, og som påfører en anden person stærk fysisk eller psykisk smerte eller li-
delse, eller som opfordrer til, samtykker i eller på lignende måde indvilliger i, at en sådan smerte
eller lidelse påføres af en tredjeperson
1) for at skaffe oplysninger eller en tilståelse fra nogen,
2) for at afstraffe, skræmme eller tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget,
3) på baggrund af enhver form for forskelsbehandling, herunder den pågældendes køn,
race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, politiske overbevisning, sociale status,
handicap, tro, seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika,
eller
4) på baggrund af et formål af lignende karakter.«
7.
§§ 157 a
og
157 b
ophæves.
§2
I militær straffelov, lov nr. 530 af 24. juni 2005, som ændret ved § 2 i lov nr. 494 af 17. juni
2008, § 2 i lov nr. 1550 af 19. december 2017 og § 4 i lov nr. 708 af 8. juni 2018, foretages
følgende ændring:
1.
§§10 a
og
27 a
ophæves.
§3
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 250 af 4. marts 2024, som ændret senest ved § 2 i lov
nr. 665 af 11. juni 2024, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 29 a, stk. 1,
indsættes som
3. pkt.:
»Det samme gælder endvidere i sager om overtrædelse af §§ 118 c-118 e eller 118 g, § 118 j,
jf. §§ 118 c-118 e eller 118 g, eller § 118 l, som indebærer en handling, der er omfattet af de
bestemmelser, der er nævnt i 1. og 2. pkt.«
304
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2.
I
§ 334 a, stk. 1,
ændres »sager om overtrædelse af straffelovens §§ 210 eller 216-223, § 225,
jf. §§ 216-223, eller § 232« til: »de sager, der er nævnt i § 741 a, stk. 4«, og », jf. § 741 a, stk.
4« udgår.
3.
I
§ 741 a, stk. 1,
indsættes efter »straffelovens«: »§§ 118 c-118 i, § 118 j, jf. §§ 118 c-118 i,
§ 118 l,«.
4.
I
§ 741 a, stk. 2,
indsættes som
4. pkt.:
»Det samme gælder endvidere i sager om overtrædelse af §§ 118 c-118 e eller 118 g, § 118 j,
jf. §§ 118 c-118 e eller 118 g, eller § 118 l, som indebærer en handling, der er omfattet af de
bestemmelser, der er nævnt i 1. og 3. pkt.«
5.
I
§ 741 a, stk. 4,
indsættes som
2. pkt.:
»Det samme gælder i sager om overtrædelse af §§ 118 c-118 e eller 118 g, § 118 j, jf. §§ 118
c-118 e eller 118 g, eller § 118 l, som indebærer en handling, der er omfattet af de bestemmelser,
der er nævnt i 1. pkt.«
6.
I
§ 741 c, stk. 4,
indsættes som
4. pkt.:
»Det samme gælder i sager om overtrædelse af §§ 118 c-118 e eller 118 g, § 118 j, jf. §§ 118
c-118 e eller 118 g, eller § 118 l, som indebærer en handling, der er omfattet af de bestemmelser,
der er nævnt i 3. pkt.«
7.
I
§ 745 e, stk. 1, nr. 2, litra b,
ændres »nærmeste.« til: »nærmeste, eller«.
8.
I
§ 745 e, stk. 1, nr. 2,
indsættes som
litra c:
»c) straffelovens §§ 118 c-118 i, § 118 j, jf. §§ 118 c-118 i, eller § 118 l.«
9.
I
§ 745 e, stk. 1, nr. 5,
indsættes efter »§ 216 eller § 225, jf. § 216,«: »eller en overtrædelse
af §§ 118 c-118 e eller 118 g, § 118 j, jf. §§ 118 c-118 e eller 118 g, eller § 118 l, som indebærer
en handling, der er omfattet af § 216 eller § 225, jf. § 216,«.
10.
I
§ 783, stk. 2, 1. pkt.,
ændres »kapitel 12 eller 13« til: »kapitel 12-13 a«.
305
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
11.
I
§ 791 d, stk. 1,
indsættes efter »straffelovens §§ 114-114 i,«: »§§ 118 b-118 i, § 118 j, jf.
§§ 118 b-118 i, §§ 118 l,«.
12.
I
§ 799, stk. 1,
ændres »kapitel 12 eller 13« til: »kapitel 12-13 a«.
§4
Lov nr. 132 af 29. april 1955 om straf for folkedrab ophæves.
§5
Lov nr. 310 af 25. april 2018 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt op-
hæves.
§6
Stk. 1.
Loven træder i kraft den …
Stk. 2.
§ 1, nr. 5, finder også anvendelse på lovovertrædelser, der er begået før lovens ikrafttræ-
den, medmindre forældelse efter de hidtil gældende regler er indtrådt før lovens ikrafttræden.
§7
Stk. 1.
Loven gælder ikke for Færøerne, men § 2 kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
Stk. 2.
Loven gælder ikke for Grønland, men §§ 2 og 4 kan ved kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
2. Bemærkninger til lovudkastets enkelte bestemmelser
Til § 1 (straffeloven)
Til nr. 1 (§ 7, stk. 1, nr. 2, litra a)
Det følger af straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, at under dansk straffemyndighed hører handlinger,
som foretages inden for et fremmed myndighedsområde af en person, der på tidspunktet for
306
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
sigtelsen har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i
landet, hvis gerningspersonen også på gerningstidspunktet har den nævnte tilknytning her til
landet, og handlingen omfatter seksuel udnyttelse af børn, menneskehandel eller kvindelig om-
skæring, jf. litra a, eller er rettet mod nogen, der på gerningstidspunktet har den nævnte tilknyt-
ning her til landet, jf. litra b.
Det foreslås i
§ 7, stk. 1, nr. 2, litra a,
at ændre »omskæring eller« til »omskæring,«.
Det foreslåede er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 3, hvor det foreslås at indsætte et nyt
§ 7, stk. 1, nr. 2, litra c.
Til nr. 2 (§ 7, stk. 1, nr. 2, litra b)
Det følger af straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, at under dansk straffemyndighed hører handlinger,
som foretages inden for et fremmed myndighedsområde af en person, der på tidspunktet for
sigtelsen har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i
landet, hvis gerningspersonen også på gerningstidspunktet har den nævnte tilknytning her til
landet, og handlingen omfatter seksuel udnyttelse af børn, menneskehandel eller kvindelig om-
skæring, jf. litra a, eller er rettet mod nogen, der på gerningstidspunktet har den nævnte tilknyt-
ning her til landet, jf. litra b.
Det foreslås i
§ 7, stk. 1, nr. 2, litra b,
at ændre »landet.« til »landet, eller«.
Det foreslåede er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 3, hvor det foreslås at indsætte et nyt
§ 7, stk. 1, nr. 2, litra c.
Til nr. 3 (§ 7, stk. 1, nr. 2, litra c)
Det følger af straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, at under dansk straffemyndighed hører handlinger,
som foretages inden for et fremmed myndighedsområde af en person, der på tidspunktet for
sigtelsen har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i
landet, hvis gerningspersonen også på gerningstidspunktet har den nævnte tilknytning her til
landet, og handlingen omfatter seksuel udnyttelse af børn, menneskehandel eller kvindelig om-
skæring, jf. litra a, eller er rettet mod nogen, der på gerningstidspunktet har den nævnte tilknyt-
ning her til landet, jf. litra b. Tilknytningen til Danmark skal således foreligge på gerningstids-
punktet. Det følger desuden af straffelovens § 7, stk. 2, at under dansk straffemyndighed hører
endvidere handlinger, som foretages uden for et myndighedsområde af en person, der på
307
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
tidspunktet for sigtelsen har den i stk. 1 nævnte tilknytning her til landet, hvis handlinger af den
pågældende art kan medføre højere straf end fængsel i 4 måneder.
Det fremgår af straffelovens § 8 a, at under dansk straffemyndighed hører handlinger, som fo-
retages uden for den danske stat, når handlinger af den pågældende art er omfattet af statutten
for Den Internationale Straffedomstol, hvis handlingen er foretaget af en person, der på tids-
punktet for sigtelsen enten har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende
fast ophold her i landet, jf. nr. 1, eller befinder sig her i landet, jf. nr. 2. Det er forudsat i forar-
bejderne til straffelovens § 8 a, at der vil være dansk straffemyndighed over en aggressionsfor-
brydelse, når Danmark ratificerer tilføjelsen til Straffedomstolens statut om aggressionsforbry-
delsen. Det bemærkes, at dansk straffelovgivning ikke indeholder en bestemmelse om aggres-
sionsforbrydelsen.
Det foreslås, at der i straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, indsættes et nyt
litra c,
hvorefter handlinger,
som foretages inden for et fremmed myndighedsområde af en person, der på tidspunktet for
sigtelsen har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i
landet, hører under dansk straffemyndighed, hvis gerningspersonen også på gerningstidspunk-
tet har den nævnte tilknytning til landet, og handlingen er omfattet af § 118 b.
Bestemmelsen indebærer, at der vil være dansk straffemyndighed i tilfælde, hvor en aggressi-
onsforbrydelse er begået i udlandet inden for et fremmed myndighedsområde af en person, der
både på gerningstidspunktet og sigtelsestidspunktet er dansk statsborger, er bosat i den danske
stat eller har lignende fast ophold her i landet, selv om forbrydelsen ikke har yderligere tilknyt-
ning til Danmark. Bestemmelsens placering i § 7 stk. 1, nr. 2, indebærer desuden, at der ikke
vil være krav om, at handlingen også var strafbar efter lovgivningen på gerningsstedet (dobbelt
strafbarhed).
Bestemmelsens placering indebærer endvidere sammen med den foreslåede strafferamme for
overtrædelse af § 118 b, jf. § 118 k, stk. 1, at der også vil være dansk straffemyndighed i til-
fælde, hvor handlingen er begået uden for et myndighedsområde, jf. § 7, stk. 2. I sådanne til-
fælde vil det alene være en betingelse, at gerningspersonen på sigtelsestidspunktet er dansk
statsborger, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet.
Aggressionsforbrydelser omfattet af den foreslåede § 118 b er i sin karakter en forbrydelse, der
er rettet mod en anden stat og ikke mod individer som sådan. Det forudsættes derfor, at der ikke
vil kunne være dansk straffemyndighed efter straffelovens § 7 a om dansk straffemyndighed
over visse handlinger rettet mod personer, der på gerningstidspunktet har dansk indfødsret, bo-
pæl eller lignende fast ophold i Danmark.
308
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
For en aggressionsforbrydelse begået i Danmark eller en aggressionsforbrydelse begået mod
Danmark vil der kunne være dansk straffemyndighed efter de gældende bestemmelser i straf-
felovens §§ 6 og 8.
For en aggressionsforbrydelse rettet mod et andet land, der er begået af en gerningsperson i
Danmark eller på et dansk fartøj af en person, der hører til fartøjet eller som rejsende følger
med dette, vil der være dansk straffemyndighed efter straffelovens § 6.
Handlinger anses for foretaget, hvor gerningspersonen befandt sig ved handlingens foretagelse,
jf. straffelovens § 9, stk. 1, 1. pkt.
Hvis en handlings strafbarhed afhænger af eller påvirkes af en indtrådt eller tilsigtet følge, anses
handlingen tillige for foretaget, hvor virkningen er indtrådt, eller hvor gerningspersonen har
forsæt til, at virkningen skulle indtræde, jf. straffelovens § 9, stk. 2.
En aggressionsforbrydelse rettet mod Danmark vil normalt have virkning i Danmark, idet en
aggressionsforbrydelse forudsætter, at der er anvendt væbnet magt mod en anden stat. Der vil
navnlig være tale om, at den angribende stats væbnede styrker indfinder sig på den angrebne
stats territorium, eller at den angrebne stat udsættes for et bombardement på dets territorium.
Der vil i disse tilfælde være dansk straffemyndighed efter straffelovens § 6, jf. § 9, stk. 2.
Der vil formentlig kunne være tilfælde, hvor virkningsprincippet i straffelovens § 9, stk. 2, ikke
kan føre til, at straffelovens § 6 kan anvendes til at etablere dansk straffemyndighed over ag-
gressionshandlinger rettet mod Danmark. Det kunne eksempelvis være et angreb på danske
militære styrker i udlandet. I disse tilfælde vil der imidlertid kunne være dansk straffemyndig-
hed efter straffelovens § 8, nr. 1, om handlinger, der krænker den danske stats selvstændighed,
sikkerhed, forfatning eller offentlige myndigheder eller en embedspligt mod staten.
Der vil ikke være universel dansk straffemyndighed over aggressionsforbrydelser efter straffe-
lovens § 8 a i modsætning til forbrydelser omfattet af de foreslåede straffebestemmelser i §§
118 c-118 j og § 118 l om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og
tortur. Straffelovens § 8 a foreslås derfor ændret til alene at henvise til disse foreslåede bestem-
melser, jf. lovforslagets § 1, nr. 4. Den foreslåede ordning med dansk straffemyndighed over
aggressionsforbrydelser vil således være mere afgrænset end de andre forbrydelser i det fore-
slåede kapitel 13 a.
Der henvises i øvrigt til kapitel 11, afsnit 6.2, og kapitel 13, afsnit 3.3.
309
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Til nr. 4 (§ 8 a)
Det fremgår af straffelovens § 8 a, at under dansk straffemyndighed hører handlinger, som fo-
retages uden for den danske stat, når handlinger af den pågældende art er omfattet af statutten
for Den Internationale Straffedomstol, hvis handlingen er foretaget af en person, der på tids-
punktet for sigtelsen enten har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende
fast ophold her i landet, jf. nr. 1, eller befinder sig her i landet, jf. nr. 2.
Bestemmelsen indebærer, at der er dansk straffemyndighed over folkedrab, forbrydelser mod
menneskeheden og krigsforbrydelser begået i udlandet, hvis gerningspersonen enten har dansk
indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet, eller hvis ger-
ningspersonen blot befinder sig i Danmark på sigtelsestidspunktet.
Efter straffelovens § 8, nr. 5, er der dansk straffemyndighed over handlinger, som foretages
uden for den danske stat, uden hensyn til hvor gerningspersonen hører hjemme, når handlingen
er omfattet af en international bestemmelse, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at have
straffemyndighed. Der er dermed dansk straffemyndighed over torturhandlinger begået i udlan-
det, når blot gerningspersonen på sigtelsestidspunktet befinder sig i Danmark, idet FN’s tortur-
konventions artikel 5 pålægger deltagerstaterne en forpligtelse til at have regler om straffemyn-
dighed over enhver torturhandling. Flere konventioner mod terrorisme pålægger ligeledes del-
tagerstaterne at have straffemyndighed over de pågældende terrorhandlinger.
Det foreslås i
§ 8 a
at ændre »handlinger af den pågældende art er omfattet af statutten for Den
Internationale Straffedomstol« til »handlingen er omfattet af §§ 118 c-118 j eller § 118 l«. Det
foreslås således, at bestemmelsen skal henvise til de foreslåede straffebestemmelser om folke-
drab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur.
Dermed vil der være dansk straffemyndighed over handlinger omfattet af de foreslåede straffe-
bestemmelser om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur,
hvis gerningspersonen enten har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende
fast ophold her i landet, eller hvis en udenlandsk gerningsperson befinder sig i Danmark på
sigtelsestidspunktet.
Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 6, hvor det foreslås at indsætte et
nyt kapitel i straffeloven om bl.a. folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydel-
ser og tortur.
310
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Straffelovens § 8 a vil ikke omfatte den foreslåede § 118 b om aggressionsforbrydelser. Der
henvises for så vidt angår spørgsmålet om dansk straffemyndighed over aggressionsforbrydel-
ser til det foreslåede § 7, stk. 1, nr. 2, litra c, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærkningerne
hertil.
Der henvises i øvrigt til kapitel 13, afsnit 3.1-3.3.
Til nr. 5 (§ 93 b)
Det fremgår af straffelovens § 93 a, at der ikke indtræder forældelse, når en lovovertrædelse er
omfattet af en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken strafansvar er
uforældeligt. Det følger af artikel 29 i Straffedomstolens statut, at forbrydelser, som henhører
under domstolens jurisdiktion, ikke forældes.
Det fremgår desuden af straffelovens § 93 b, stk. 1, at der ikke indtræder forældelse, når en
lovovertrædelse er omfattet af lovens § 157 a (strafskærpelsesbestemmelse om tortur).
Det betyder, at der ikke indtræder forældelse for tortur samt folkedrab, forbrydelser mod men-
neskeheden og krigsforbrydelser, i det omfang forbrydelserne er omfattet af Straffedomstolens
statut. Det betyder desuden, at aggressionsforbrydelser vil være uforældelige, hvis Danmark
tiltræder tilføjelsen til Straffedomstolens statut om aggressionsforbrydelsen.
Med lovforslagets § 1, nr. 6, lægges der op til at samle alle disse forbrydelser i et nyt kapitel 13
a i straffeloven.
Det foreslås derfor, at straffelovens
§ 93 b, stk. 1,
affattes således, at det kommer til at fremgå
af bestemmelsen, at når en lovovertrædelse er omfattet af kapitel 13 a, indtræder forældelse
ikke.
Med forslaget videreføres den nugældende retstilstand, hvor folkedrab, forbrydelser mod men-
neskeheden, krigsforbrydelser og tortur er uforældelige lovovertrædelser.
For enkelte forbrydelser vil det betyde en ændring i den nugældende retstilstand, som indebæ-
rer, at forbrydelser, der i dag er forældelige, fremover vil blive uforældelige. Det gælder ek-
sempelvis angreb m.v. på kulturværdier, i det omfang forbrydelserne ikke samtidig er omfattet
af krigsforbrydelsesbestemmelsen i artikel 8 i Straffedomstolens statut. Angreb m.v. på kultur-
værdier er strafbart efter § 1 i lov nr. 310 af 25. april 2018 om beskyttelse af kulturværdier i
tilfælde af væbnet konflikt med en strafferamme på fængsel indtil 12 år. Der er ikke et krav i
311
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
henhold til den bagvedliggende UNESCO-konvention af 14. maj 1954 og dennes 2. protokol
om, at disse forbrydelser skal kunne retsforfølges til enhver tid. Det gælder ligeledes for visse
foreslåede krigsforbrydelser, hvor lovforslaget rækker videre end Den Internationale Straffe-
domstols statut ved at udvide anvendelsesområdet til også at gælde i ikke-internationale væb-
nede konflikter, herunder udsultning og anvendelse af visse kampmidler, f.eks. gift eller giftige
våben.
Der henvises i øvrigt til kapitel 8, afsnit 6, og kapitel 10, afsnit 4.2.2.
Til nr. 6 (kapitel 13 a)
(Til § 118 b om aggressionsforbrydelser)
Dansk straffelovgivning indeholder ikke en bestemmelse om aggressionsforbrydelser.
Efter det foreslåede
§ 118 b, stk. 1,
straffes for aggressionsforbrydelse den, som foretager en
aggressionshandling, der i sin karakter, grovhed og omfang udgør en åbenbar overtrædelse af
FN-pagten.
Formuleringen »åbenbar overtrædelse af FN-pagten« sigter til at indføre en tærskel, hvorefter
alene aggressionshandlinger af en særlig kvalificeret grovhed omfattes af bestemmelsen.
Tærsklen er indsat i overensstemmelse med statuttens artikel 8
bis,
stk. 1, med henblik på at
ekskludere grænsetilfælde fra bestemmelsens anvendelsesområde.
Begrebet »åbenbar« vil skulle forstås som en objektivt set grov overtrædelse af magtanvendel-
sesforbuddet i FN-pagtens artikel 2, stk. 4. Magtanvendelse, der ikke åbenbart krænker FN-
pagten, vil således falde uden for bestemmelsens anvendelsesområde. Dermed vil eksempelvis
mindre grænsestridigheder og andre mindre grove tilfælde af magtanvendelse falde uden for
anvendelsesområdet. Det samme vil eksempelvis kunne være tilfældet i situationer, hvor en stat
har anvendt væbnet magt med en begrundelse om anticiperet selvforsvar, og hvor magtanven-
delsens lovlighed derfor vil skulle vurderes i det konkrete tilfælde. I sådanne tilfælde i den
folkeretlige gråzone, hvor magtanvendelsen ikke åbenbart er hverken lovlig eller ulovlig, vil
der ikke være tale om en åbenbar overtrædelse af magtanvendelsesforbuddet omfattet af den
foreslåede bestemmelse.
Hvorvidt en aggressionshandling vil udgøre en åbenbar krænkelse af FN-pagten vil skulle vur-
deres på baggrund af handlingens »karakter, grovhed og omfang«. Der vil være tale om tre
kumulative kriterier.
312
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
»Grovhed« vil skulle forstås som et kvalitativt kriterium, som henviser til f.eks. den materielle
og fysiske skade, som aggressionshandlingen måtte have forvoldt, mens »omfang« vil være et
kvantitativt kriterium, som henviser til f.eks. den militære operations varighed og geografiske
rækkevidde.
»Karakter« vil også være et kvalitativt kriterium. Kriteriet indebærer, at formålet med aggres-
sionshandlingen vil indgå i vurderingen af, hvorvidt en handling udgør en åbenbar krænkelse
af magtanvendelsesforbuddet. Eksempelvis vil et formål om at anvende væbnet magt for at
annektere territorium være af en karakter, der vil udgøre en åbenbar krænkelse af FN-pagten.
Omvendt vil et formål om at beskytte en civilbefolkning mod massive menneskerettigheds-
krænkelser, overhængende risiko for folkedrab m.v. ikke udgøre en åbenbar krænkelse af FN-
pagten.
Det indebærer, at humanitær intervention uden forudgående bemyndigelse fra FN’s Sikker-
hedsråd, der iværksættes for at afværge en overhængende risiko for folkedrab eller tilsvarende
massive krænkelser af en civilbefolkning, og hvor magtanvendelsen er begrænset til forfølgel-
sen af dette formål, ikke vil være omfattet af bestemmelsen.
Tærskelkravet om, at aggressionshandlingen i sin karakter, grovhed og omfang skal udgøre en
åbenbar overtrædelse af FN-pagten, medfører, at ulovlig magtanvendelse efter folkeretten ikke
nødvendigvis betyder, at der vil kunne pålægges et individuelt strafansvar for en aggressions-
forbrydelse. Det vil sige, at en stats overtrædelse af magtanvendelsesforbuddet ikke automatisk
medfører et individuelt strafansvar.
Det følger af sammenhængen mellem gerningsbeskrivelsen i stk. 1 og definitionen af en ag-
gressionshandling i stk. 2, at den pågældende aggressionshandling faktisk skal være foretaget.
Det vil sige, at der skal være gjort brug af væbnet magt mod en anden stat, jf. bestemmelsens
stk. 2, for at bestemmelsen kan anvendes. Eksempelvis vil der ikke være foretaget en aggressi-
onshandling, hvis en stats væbnede styrker tager opstilling langs grænsen til en anden stat, men
forbliver på førstnævnte stats eget territorium, uanset at en sådan handling vil kunne udgøre en
trussel om magtanvendelse i strid med magtanvendelsesforbuddet i FN-pagtens artikel 2, stk.
4.
Begrebet »foretager« i det foreslåede stk. 1 indebærer, at både indledning og udførelse af en
aggressionshandling vil være omfattet af bestemmelsen. Begrebet »foretager« indebærer der-
udover, at deltagelse i forberedelsen eller planlægningen af en aggressionshandling vil kunne
straffes som en aggressionsforbrydelse, hvis forberedelsen eller planlægningen har resulteret i
313
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
anvendelsen af væbnet magt mod en anden stat, og aggressionshandlingen derved er foretaget.
Mislykkede forsøg vil således ikke være omfattet af bestemmelsen.
At den pågældende aggressionshandling skal være foretaget indebærer, at den almindelige for-
søgsregel i straffelovens § 21 ikke vil kunne finde anvendelse. Det skyldes, at der altid skal
være begået en aggressionsforbrydelse, for at der vil kunne straffes for forsøg. Forsøg på en
aggressionsforbrydelse vil således forudsætte, at en anden person har fuldbyrdet forbrydelsen.
Efter straffelovens § 21 straffes handlinger, som sigter til at fremme eller bevirke udførelsen af
en forbrydelse, når denne ikke fuldbyrdes, som forsøg. Der vil i stedet kunne straffes for med-
virken til en aggressionsforbrydelse efter straffelovens § 23.
Forberedelse vil eksempelvis kunne omfatte transport af våben eller andet militært materiel, der
skal anvendes i forbindelse med en konkret, forestående angrebshandling, udsendelse af tropper
i nærheden af en grænse med den hensigt at påbegynde fjendtligheder eller handlinger af lig-
nende karakter, der set udefra udgør en del af en forestående overtrædelse af magtanvendelses-
forbuddet, forudsat at aggressionshandlingen derefter indledes eller udføres af andre personer
end personen, der forbereder eller planlægger aggressionshandlingen.
Efter det foreslåede
§ 118 b, stk. 2,
forstås ved en aggressionshandling en stats brug af væbnet
magt mod en anden stats suverænitet, territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på
en måde, som i øvrigt er i strid med FN-pagten.
Det foreslåede stk. 2 vil skulle forstås i overensstemmelse med den del af magtanvendelsesfor-
buddet i FN-pagtens artikel 2, stk. 4, der omhandler forbuddet for FN-medlemslande mod brug
af magt mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden
måde, der er uforenelig med FN’s formål, herunder formålet om at sikre international fred og
sikkerhed.
Trussel om magtanvendelse i strid med magtanvendelsesforbuddet i FN-pagtens artikel 2, stk.
4, vil ikke være omfattet af bestemmelsen. Det skyldes, at trussel om magtanvendelse ikke er
medtaget i definitionen af aggressionsforbrydelsen i artikel 8
bis
i Straffedomstolens statut.
Trussel om magtanvendelse kan således udgøre en overtrædelse af magtanvendelsesforbuddet
for en stat, men kan ikke medføre et individuelt strafansvar for en aggressionsforbrydelse.
Anvendelse af væbnet magt mod en stat efter bemyndigelse fra FN’s Sikkerhedsråd i overens-
stemmelse med FN-pagtens kapitel VII eller udøvelse af individuelt eller kollektivt selvforsvar
i overensstemmelse med FN-pagtens artikel 51 vil ikke være omfattet, da anvendelse af væbnet
magt i disse tilfælde ikke vil være i strid med FN-pagten.
314
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Det vil være en betingelse, at det er en stat, der bruger væbnet magt mod en anden stat. Det vil
sige, at angrebet vil skulle være rettet mod en stat, herunder angreb på statens territorium og
angreb på visse manifestationer af staten uden for dens territorium, f.eks. en stats væbnede
styrker, diplomatiske missioner og ikke-kommerciel statslig ejendom, der varetager myndig-
hedsfunktioner. Angreb mod en stats borgere eller deres ejendomme i udlandet vil derimod ikke
være et væbnet angreb mod staten efter bestemmelsen.
Det vil heller ikke være omfattet af bestemmelsen, hvis anvendelsen af væbnet magt sker på
baggrund af et samtykke fra den anden stat, da der i så fald ikke vil være tale om ulovlig magt-
anvendelse efter folkeretten.
At anvendelsen af væbnet magt skal være en stats brug af væbnet magt mod en anden stat
indebærer, at ikke-statslige aktører ikke vil kunne foretage en aggressionshandling efter be-
stemmelsen. Dette ændrer ikke på, at sådanne handlinger, såfremt de udgør et væbnet angreb,
jf. FN-pagtens artikel 51, vil udløse en ret til selvforsvar for den angrebne stat.
En aggressionshandling vil i overensstemmelse med artikel 8
bis,
stk. 2, i Straffedomstolens
statut eksempelvis kunne være følgende:
1) en stats væbnede styrkers invasion eller angreb på en anden stats territorium eller enhver
militær besættelse, uanset hvor midlertidig den er, som følge af en sådan invasion eller angreb,
eller enhver annektering ved magtanvendelse af en anden stats territorium eller en del heraf,
2) en stats væbnede styrkers bombardement mod en anden stats territorium eller en stats brug
af våben mod en anden stats territorium,
3) blokade af en stats havne eller kyster af en anden stats væbnede styrker,
4) et angreb fra en stats væbnede styrker på en anden stats land-, sø- eller luftstyrker eller sø-
og luftflåder,
5) anvendelse af væbnede styrker fra én stat, som befinder sig på en anden stats territorium med
modtagerstatens samtykke, i strid med betingelserne i aftalen eller enhver forlængelse af deres
tilstedeværelse på et sådant territorium efter aftalens ophør,
315
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
6) en stats handling ved at tillade, at dens territorium, som den har stillet til rådighed for en
anden stat, bliver brugt af denne anden stat til at udføre en aggressionshandling mod en tredje-
stat, eller
7) udsendelse af eller på vegne af en stat af bevæbnede bander, grupper, irregulære styrker eller
lejetropper, som udøver væbnede aktioner mod en anden stat af en sådan alvorlighed, at det
svarer til foregående eksempler på handlinger, eller statens væsentlige involvering heri.
En aggressionshandling vil ikke forudsætte, at der er afgivet en krigserklæring forinden anven-
delsen af væbnet magt.
Efter det foreslåede
§ 118 b, stk. 3,
kan strafansvar for en aggressionsforbrydelse kun pålægges
den, der kan udøve faktisk kontrol over eller styre en stats politiske eller militære handlinger.
Aggressionsforbrydelsen er en såkaldt lederskabsforbrydelse, da alene en stats øverste beslut-
ningstagere og de øverste militære ledere som udgangspunkt, vil kunne være ansvarssubjekter
efter den foreslåede bestemmelse. Det vil betyde, at personer, der varetager opgaver under de
øverste ledelsesniveauer, som udgangspunkt ikke vil være omfattet. En aggressionsforbrydelse
vil således alene kunne begås af de øverste ledere i en stat, som den underliggende aggressi-
onshandling kan henføres til.
Med formuleringen »den, der kan udøve faktisk kontrol over eller styre en stats politiske eller
militære handlinger« sigtes til, at både personer i formelle lederstillinger og personer i de facto
lederstillinger vil være omfattet. Det afgørende vil være, om de pågældende personer er i en
position, hvor de kan udøve faktisk kontrol eller styring med statens politiske eller militære
handlinger. Den pågældende vil således skulle have en sådan kontrol eller styring, at vedkom-
mende f.eks. kan få (dele af) militæret til at invadere en anden stats territorium.
En formel lederstilling vil dermed ikke være nok i sig selv til at være omfattet af bestemmelsen,
hvis den pågældende ikke samtidig har en sådan faktisk kontrol eller styring. Der vil således
kunne være tilfælde, hvor en person formelt besidder en offentlig lederstilling, men ikke de
facto opfylder kravet til at kunne udøve faktisk kontrol eller styring efter den foreslåede be-
stemmelse. Der vil ligeledes være tilfælde, hvor en person ikke besidder en offentlig lederstil-
ling, men ved sin faktiske indflydelse opfylder kravet om faktisk kontrol eller styring, hvorved
den pågældende vil kunne ifalde et strafansvar efter den foreslåede bestemmelse. Eksempelvis
vil religiøse eller åndelige ledere eller i særlige tilfælde erhvervsledere kunne have en sådan
faktisk kontrol eller styring, at de vil kunne være omfattet af den foreslåede bestemmelse.
316
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Det vil ikke have nogen betydning, om en leder i en formel lederstilling handler inden for sin
stillings mandat, da det afgørende for at kunne ifalde et strafansvar efter den foreslåede bestem-
melse vil være, om den pågældende kan udøve faktisk kontrol over eller styring af statens po-
litiske eller militære handlinger.
Den omfattede personkreds ville i en dansk sammenhæng i praksis være eksempelvis statsmi-
nisteren, udenrigsministeren og forsvarsministeren. Dertil kommer de øverste militære ledere.
I en udenlandsk sammenhæng vil det ligeledes kunne være en præsident eller en leder af et
nationalt sikkerhedsråd.
Det forudsættes, at et folketingsmedlem ikke alene igennem sin deltagelse i den parlamentariske
proces for udsendelse af danske militære bidrag til fremmede stater, hvor anvendelse af militære
magtmidler kræver Folketingets samtykke, vil være omfattet af bestemmelsen.
Begrænsningen af den omfattede personkreds medfører, at en aggressionsforbrydelse kan be-
tegnes som et såkaldt egenhændigt delikt. Det indebærer, at alene personer, der har faktisk kon-
trol over eller styring af en stats politiske eller militære handlinger, vil kunne medvirke til en
aggressionsforbrydelse. Alle andre personer vil derimod ikke kunne straffes for medvirken til
overtrædelse af den foreslåede bestemmelse, selv om det i praksis ofte må antages at være alle
andre end de øverst ansvarlige ledere, der står for den faktiske udførelse af aggressionshandlin-
gen, herunder soldater.
Gerningspersonen vil skulle have forsæt til at anvende den væbnede magt, herunder også i til-
fælde hvor den pågældende alene deltager i forberedelseshandlinger, som andre personer er
ansvarlige for at udføre.
Den foreslåede § 118 b tager udgangspunkt i artikel 8
bis
i Straffedomstolens statut om aggres-
sionsforbrydelsen, dog med visse forskelle, jf. nærmere kapitel 11, afsnit 6.2.3.2 samt artikel
25, stk. 3
bis,
om afgrænsningen af personkredsen, der kan være ansvarssubjekter efter bestem-
melsen og dermed kan pålægges et individuelt strafansvar for en aggressionsforbrydelse. Sta-
tuttens artikel 8
bis
bygger på FN-generalforsamlingsresolution 3314 (XXIX) af 14. december
1974.
Aggressionsforbrydelser vil kunne straffes med fængsel indtil på livstid efter det foreslåede §
118 k, stk. 1, der indeholder strafferammerne for aggressionsforbrydelser, folkedrab, forbrydel-
ser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.
317
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Straffedomstolen og andre internationale domstoles praksis vil i relevant omfang skulle indgå
som et fortolkningsbidrag ved fastlæggelsen af det nærmere indhold i den foreslåede § 118 b
om aggressionsforbrydelsen.
Der henvises i øvrigt til kapitel 11, afsnit 6.2.
(Til § 118 c om folkedrab)
Straffeloven indeholder ikke en bestemmelse om folkedrab. Folkedrab er imidlertid strafbart
efter lov nr. 132 af 29. april 1955 om straf for folkedrab. Det følger af folkedrabslovens § 1, at
den, som i den hensigt helt eller delvis at ødelægge en national, etnologisk, racemæssig eller
religiøs gruppe som sådan: a) dræber medlemmer af gruppen, b) tilføjer medlemmer af gruppen
betydelig legemlig eller åndelig skade, c) forsætlig påfører gruppen levevilkår, beregnede på at
bevirke gruppens fuldstændige eller delvise fysiske ødelæggelse, d) gennemfører forholdsreg-
ler, der tilsigter at hindre fødsler inden for gruppen, eller e) med magt overfører en gruppes
børn til en anden gruppe, straffes for folkedrab med fængsel på livstid eller på tid ikke over 16
år. Det følger desuden af § 2, at forsøg på og medvirken til de i § 1 nævnte handlinger straffes,
jf. borgerlig straffelovs kapitel 4.
Det foreslås, at der indsættes en straffebestemmelse om folkedrab i straffeloven som
§ 118 c,
stk. 1,
hvorefter de fem forskellige typer af handlinger vil udgøre folkedrab, hvis handlingen er
begået med den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller reli-
giøs gruppe som sådan.
Strafansvar efter den foreslåede bestemmelse vil forudsætte, at den pågældende handling om-
fattes af gerningsindholdet i en eller flere af de foreslåede forbrydelser i § 118 c, stk. 1, nr. 1-5,
og at den pågældende handling er begået med den hensigt helt eller delvist at ødelægge en
national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan.
Folkedrab vil kunne begås både i fredstid og i forbindelse med væbnet konflikt.
Gerningspersonen vil skulle have til hensigt helt eller delvist at ødelægge gruppen som sådan,
hvilket kan betegnes som det særlige folkedrabsforsæt.
Ved »ødelægge« forstås den fysiske eller biologiske destruktion af gruppen. Ødelæggelse af en
gruppes sociale eller kulturelle karakteristika vil derimod ikke være omfattet, men vil efter om-
stændighederne kunne bidrage til at bevise hensigten om folkedrab i form af fysisk eller biolo-
gisk ødelæggelse.
318
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Gerningspersonens hensigt vil skulle være »helt eller delvist« at ødelægge en gruppe. »Delvist«
vil skulle forstås som en betydelig eller væsentlig ødelæggelse af gruppen. Der vil ikke være
krav om, at det kvantitativt set skal udgøre en vis mængde af gruppen. Der vil derimod skulle
foretages en mere kvalitativ vurdering af, om den ødelagte del af gruppen udgør en betydelig
eller væsentlig del af den samlede gruppe. Eksempelvis vil drab på alle drenge og mænd i en
gruppe i en afgrænset region, der udgør omkring 7.000, være omfattet af udtrykket »delvist«.
Dette var omstændighederne ved drabene i Srebrenica i Bosnien-Hercegovina i 1995, der blev
bedømt som et folkedrab ved Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugo-
slavien.
»Som sådan« udtrykker et krav om, at gerningspersonen vil skulle have udvalgt ofrene på bag-
grund af deres gruppetilhørsforhold. Gerningspersonen vil således skulle have forsæt til at ville
ødelægge selve gruppen. Det vil ikke være tilstrækkeligt efter den foreslåede bestemmelse, hvis
gerningspersonen alene har forsæt til at ødelægge en samlet mængde af medlemmer af gruppen,
men ikke gruppen i sig selv.
De omfattede beskyttede grupper efter den foreslåede bestemmelse vil være nationale, etniske,
racemæssige eller religiøse grupper. Et medlem af en sådan gruppe vil ofte være født ind i
gruppen og dermed ikke selv have valgt tilhørsforholdet til gruppen.
Om en gruppe udgør en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe vil afhænge af en
konkret vurdering, da der ikke er en objektiv og præcis definition heraf. Vurderingen vil derfor
skulle foretages i lyset af den aktuelle politiske, sociale og kulturelle kontekst. Det vil endvidere
skulle indgå i vurderingen, hvad der var gerningspersonens subjektive opfattelse af den pågæl-
dende gruppes karakter og sammensætning. Gerningspersonen vil skulle anse den pågældende
gruppe for at være en distinkt enhed.
Visse elementer vil kunne pege i retning af, at der er tale om en national, etnisk, racemæssig
eller religiøs gruppe. En national gruppe vil eksempelvis kunne være en samling af mennesker,
der deler et juridisk fællesskab baseret på et fælles statsborgerskab med rettigheder og pligter.
En etnisk gruppe vil eksempelvis kunne være en gruppe, hvor medlemmerne deler et fælles
sprog eller kultur. En racemæssig gruppe vil eksempelvis kunne være en gruppe, der af ger-
ningspersonen identificeres som havende fælles fysiske træk eller være fra et geografisk om-
råde, uafhængigt af sproglige, kulturelle, nationale eller religiøse ligheder. En religiøs gruppe
vil eksempelvis kunne være en gruppe, der deler den samme religion, guddom eller liturgi.
319
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Eksempelvis vil en etnisk gruppe, der objektivt set tilhører den samme etniske gruppe, som
foretager folkedrabshandlingerne, kunne udgøre en etnisk gruppe efter bestemmelsen, hvis ger-
ningspersonen i lyset af den politisk-sociale kontekst anser den anden gruppe for en distinkt
etnisk gruppe. Det vil sige, at der i en objektivt set heterogen befolkning vil kunne være for-
skellige opfattede grupper.
I tilfælde, hvor der kan påvises objektive forhold, der taler for, at en gruppe kan betragtes som
en distinkt national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe, vil der være en formodning for, at
gerningspersonen ligeledes har anset den pågældende gruppe for at være en distinkt enhed.
Om den forurettede tilhører en sådan beskyttet gruppe vil primært være en subjektiv vurdering,
hvor gerningspersonens opfattelse af offerets gruppe og gruppetilhørsforhold vil være det af-
gørende. Det vil således være tilstrækkeligt, at gerningspersonen opfatter den forurettede som
medlem af den pågældende gruppe.
I tilfælde, hvor der kan påvises objektive forhold, der taler for, at forurettede tilhører en sådan
beskyttet gruppe, vil der være en formodning for, at gerningspersonen ligeledes har anset den
forurettede som medlem af den pågældende gruppe.
Efter det foreslåede
§ 118 c, stk. 1, nr. 1,
er det en folkedrabsforbrydelse at dræbe et eller flere
medlemmer af en gruppe, hvis denne handling er begået med den hensigt helt eller delvist at
ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan.
At dræbe en anden vil skulle forstås i overensstemmelse med straffelovens § 237 om drab.
Efter det foreslåede
§ 118 c, stk. 1, nr. 2,
er det en folkedrabsforbrydelse at påføre et eller flere
medlemmer af en gruppe alvorlig fysisk eller psykisk skade, hvis denne handling er begået med
den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe
som sådan.
Formuleringen »fysisk eller psykisk skade« indebærer, at både den fysiske og den psykiske
helbredstilstand vil være omfattet af bestemmelsen.
Udtrykket »alvorlig« indebærer, at den påførte skade vil skulle overskride et vist niveau. Der
vil foreligge en alvorlig skade, når eksempelvis lægehjælp er nødvendig, eller skaden har med-
ført længere tids sygeleje eller uarbejdsdygtighed. Hævelser, buler, blå øjne og mærker samt
striber vil i sig selv ikke være omfattet af udtrykket »skade« eller »alvorlig«.
320
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Omfattet af bestemmelsen vil eksempelvis være tortur, umenneskelig eller nedværdigende be-
handling, voldtægt eller seksuel vold.
Efter det foreslåede
§ 118 c, stk. 1, nr. 3,
er det en folkedrabsforbrydelse at påføre et eller flere
medlemmer af en gruppe livsvilkår, der sigter til at bevirke gruppens hele eller delvise fysiske
ødelæggelse, hvis denne handling er begået med den hensigt helt eller delvist at ødelægge en
national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan.
Formuleringen »hele eller delvise fysiske ødelæggelse« vil skulle forstås i overensstemmelse
med indledningen i den foreslåede § 118 c.
Ved »livsvilkår« forstås bl.a. livsnødvendige ressourcer for at overleve, eksempelvis frarøvelse
af adgang til mad, vand, medicin, tøj, lægehjælp og husly. Livsvilkår vil desuden omfatte ek-
sempelvis systematisk bortvisning fra hjem, udmattelse på grund af overdrevent arbejde eller
fysisk anstrengelse.
De påførte livsvilkår vil således være metoder til fysisk ødelæggelse af personer, der ikke di-
rekte er drab, men hvor hensigten er, at den pågældende gruppe i sidste ende vil dø som følge
heraf.
Efter det foreslåede
§ 118 c, stk. 1, nr. 4,
er det en folkedrabsforbrydelse at pålægge foranstalt-
ninger mod et eller flere medlemmer af en gruppe, der sigter til at bevirke, at fødsler inden for
gruppen forhindres, hvis denne handling er begået med den hensigt helt eller delvist at ødelægge
en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan.
Udtrykket »foranstaltninger« henviser til handlinger, initiativer eller regler, der medfører, at
fødsler inden for gruppen forhindres, eksempelvis sterilisation, kønslemlæstelse, tvungne abor-
ter, tvungen adskillelse af kønnene, forbud mod ægteskaber eller voldtægt for at gøre den for-
urettede gravid med en person udenfor gruppen. Foranstaltninger vil desuden kunne omfatte
psykiske virkemidler, der medfører, at fødsler inden for gruppen forhindres, eksempelvis vold-
tægt eller kønslemlæstelse, hvor den forurettede eller gruppen påføres et psykisk traume, der
medfører, at seksuelle relationer opgives frivilligt eller ufrivilligt som følge af stigmatisering
eller udstødelse i gruppen grundet gruppens kulturelle syn på seksuelt samvær m.v.
Efter det foreslåede
§ 118 c, stk. 1, nr. 5,
er det en folkedrabsforbrydelse at tvangsforflytte et
eller flere af en gruppes børn under 18 år til en anden gruppe, hvis denne handling er begået
med den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs
gruppe som sådan.
321
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Ved »tvangsforflytter« forstås tvungen forflyttelse af det forurettede barn ved brug af tvangs-
midler. Tvangsforflyttelsen vil skulle være fra barnets egen gruppe ét geografisk sted til en
anden gruppe et andet geografisk sted, herunder gerningspersonens egen gruppe.
Tvangsforflytning forudsætter et tvangselement, der både kan omfatte fysisk magtanvendelse,
trussel om magtanvendelse eller tvangsforanstaltninger, herunder eksempelvis trussel om fri-
hedsberøvelse eller fysisk eller psykisk vold, eller et tvingende miljø. Ved tvingende miljø for-
stås, at gerningspersonen udnytter særlige omstændigheder, der er egnede til at påvirke den
forurettede til at gøre eller tåle noget, som ikke er udtryk for forurettedes frie vilje, herunder
eksempelvis de særlige omstændigheder, som kan følge af den militære tilstedeværelse af
fjendtlige styrker blandt civilbefolkningen.
Det vil være en betingelse, at den forurettede var under 18 år på gerningstidspunktet, og at
gerningspersonen havde forsæt til, at den forurettede var under 18 år.
Folkedrab vil kunne straffes med fængsel indtil på livstid efter det foreslåede § 118 k, der in-
deholder strafferammerne for aggressionsforbrydelser, folkedrab, forbrydelser mod menneske-
heden og krigsforbrydelser.
Gerningsindholdet i den foreslåede § 118 c om folkedrab tager udgangspunkt i folkedrabsdefi-
nitionen i FN’s folkedrabskonvention og artikel 6 i Straffedomstolens statut, men adskiller sig
fra sidstnævnte ved bl.a., at der ikke foreslås et krav om, at den strafbare handling fandt sted i
forbindelse med et åbenbart mønster af lignende handlinger rettet mod den pågældende gruppe,
eller at handlingen i sig selv vil skulle kunne medføre en sådan hel eller delvis ødelæggelse af
den pågældende gruppe. Se nærmere kapitel 6, afsnit 4.3.
Som følge af den foreslåede § 118 c om folkedrab foreslås det samtidig, at folkedrabsloven
ophæves, jf. lovforslagets § 4. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 4.
Efter det foreslåede
§ 118 c, stk. 2,
er det tilskyndelse til folkedrab i den hensigt helt eller delvist
at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan direkte og offentligt
at tilskynde nogen til at foretage en af handlingerne nævnt i stk. 1.
Begreberne »offentligt« og »tilskynder« vil skulle forstås i overensstemmelse med straffelo-
vens § 136, stk. 1, om offentlig tilskyndelse til forbrydelse.
Tilskyndelse er således at anspore, motivere, opfordre, stimulere, understøtte eller opmuntre en
anden til at begå en folkedrabsforbrydelse. Tilskyndelse sigter til at påvirke en andens sind eller
322
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
vilje. Tilskyndelsen kan ske både ved ord og ved handling, men vil for at være omfattet af den
foreslåede bestemmelse skulle være af mere generel karakter, hvorimod tilskyndelse til en kon-
kretiseret handling vil være medvirken til forbrydelsen, jf. straffelovens § 23. Offentlige til-
skyndelser er eksempelvis ytringer i den skrevne presse, radio eller fjernsyn eller på internettet,
herunder sociale medier med en vis rækkevidde.
»Direkte« indebærer, at tilskyndelsen ikke må være af vag karakter, men vil efter omstændig-
hederne godt kunne være implicit i det sagte. Direkte tilskyndelser vil efter omstændighederne
kunne være eksplicitte udtalelser om, at en bestemt gruppe skal dræbes, eller implicitte udtalel-
ser om f.eks., at »gravene skal fyldes op med kakerlakkerne«.
Tilskyndelsen vil skulle være både direkte og offentlig. Der vil således være tale om kumulative
betingelser.
Det vil ikke være et krav efter bestemmelsen, at nogen faktisk har begået eller forsøgt at begå
folkedrab som følge af den direkte og offentlige tilskyndelse til folkedrab, da det vil være til-
skyndelsen i sig selv, der er strafbar.
Gerningspersonen vil skulle have forsæt til direkte og offentligt at tilskynde til folkedrab. Ger-
ningspersonen vil desuden skulle have det særlige folkedrabsforsæt, det vil sige, at handlingen
vil skulle være begået med den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, race-
mæssig eller religiøs gruppe som sådan. Det vil således ikke være omfattet af bestemmelsen,
hvis gerningspersonen alene har forsæt til at ødelægge enkelte individer, som er medlemmer af
gruppen. Der henvises til de indledende bemærkninger til den foreslåede § 118 c.
Det forudsættes, at den foreslåede bestemmelse om tilskyndelse til folkedrab alene anvendes,
hvis gerningspersonen ikke vil kunne pålægges et almindeligt strafansvar for overtrædelse af §
118 c, stk. 1, eller for medvirken til overtrædelsen efter straffelovens § 23.
Tilskyndelse til folkedrab vil kunne straffes med fængsel indtil 12 år efter det foreslåede § 118
k, stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse § 118 c, stk. 2, om tilskyndelse til folkedrab tager udgangspunkt i
statuttens artikel 25, stk. 3, litra e, om individuelt strafansvar for direkte og offentlig tilskyn-
delse til, at andre begår folkedrab, dog med visse forskelle, jf. kapitel 6, afsnit 4.3.
I visse tilfælde vil en handling kunne være omfattet af både den foreslåede bestemmelse om
folkedrab og straffelovens terrorbestemmelser i §§ 114-114 j. Det vil kunne være tilfældet, hvis
323
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
en person eksempelvis tilslutter sig en terrororganisation og begår folkedrabsforbrydelser i den
forbindelse.
Om en given handling vil skulle retsforfølges efter straffelovens terrorbestemmelser eller den
foreslåede bestemmelse om folkedrab vil skulle afgøres efter en samlet konkret vurdering. I
denne vurdering vil navnlig kunne indgå handlingens karakter og kontekst, beskyttelsesinteres-
sen bag den pågældende straffebestemmelse og den forventede straf. Det vil desuden i alle
tilfælde være afgørende, hvilket forsæt gerningspersonen havde ved udførelsen af den pågæl-
dende handling, herunder hvad anklagemyndigheden vurderer, at der kan føres bevis for.
FN’s folkedrabskonvention samt Straffedomstolen og andre internationale domstoles praksis
vil i relevant omfang skulle indgå som et fortolkningsbidrag ved fastlæggelsen af det nærmere
indhold i den foreslåede § 118 c om folkedrab. Der henvises herom til kapitel 6, afsnit 1.
Der henvises i øvrigt til kapitel 6, afsnit 4.
(Til § 118 d om forbrydelser mod menneskeheden)
Der er efter gældende dansk ret ikke en materiel straffebestemmelse, som selvstændigt krimi-
naliserer forbrydelser mod menneskeheden. Forbrydelser mod menneskeheden vil imidlertid
efter omstændighederne kunne straffes efter straffelovens gældende bestemmelser eller efter
militær straffelov. Der henvises nærmere til kapitel 4, afsnit 2.
Det foreslås, at der indsættes en særskilt straffebestemmelse om forbrydelser mod menneske-
heden i straffeloven som
§ 118 d,
hvorefter 12 typer af handlinger vil udgøre forbrydelser mod
menneskeheden, hvis den pågældende handling er begået som led i et omfattende eller syste-
matisk angreb mod en civilbefolkning.
Forbrydelser mod menneskeheden vil kunne begås i både fredstid og under en væbnet konflikt.
Strafansvar efter den foreslåede bestemmelse vil forudsætte, at den pågældende handling om-
fattes af gerningsindholdet i én eller flere af de foreslåede forbrydelser i § 118 d, nr. 1-12, og at
handlingen er begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning.
Der vil således skulle være en sammenhæng mellem det omfattende eller systematiske angreb
mod civilbefolkningen og den begåede handling.
Ved »angreb mod en civilbefolkning« forstås en handlemåde, der involverer en eller flere af de
handlinger, som omfattes af de foreslåede bestemmelser i § 118 d, nr. 1-12. Det vil sige, at et
324
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
angreb mod en civilbefolkning udgøres af flere handlinger, der hver især kan betegnes som en
forbrydelse mod menneskeheden. Det er ikke en forudsætning for strafansvar efter den foreslå-
ede bestemmelse, at handlingerne, som samlet udgør et omfattende eller systematisk angreb,
kan henregnes til den enkelte gerningsperson, som retsforfølges for en given forbrydelse mod
menneskeheden. Den konkrete forbrydelse, som begås som led i et omfattende eller systematisk
angreb mod en civilbefolkning, vil derimod skulle kunne henregnes til gerningspersonen. Ger-
ningspersonen vil skulle have forsæt til, at den konkrete forbrydelse mod menneskeheden begås
som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning.
Formuleringen »angreb mod« indebærer, at angrebets primære mål vil skulle være civilbefolk-
ningen som sådan i modsætning til tilfældige ofre eller kollateral skade. I denne vurdering kan
der lægges vægt på, hvilke metoder og midler der blev brugt under angrebet, antallet af ofre,
ofrenes status, angrebets diskriminerende karakter, karakteren af de begåede forbrydelser, mod-
standsformen mod angriberne på angrebstidspunktet og, særligt for væbnet konflikt, om de an-
gribende har truffet forsigtighedsforanstaltninger i overensstemmelse med den humanitære fol-
keret for at begrænse eller helt undgå tab blandt civile.
Ved »civilbefolkning« forstås enhver befolkningsgruppe, der kan identificeres på baggrund af
bl.a. nationalitet, etnicitet, politiske tilhørsforhold eller lignende, herunder også opfattede til-
hørsforhold eller kendetegn. Formuleringen skal således forstås bredt og vil også omfatte an-
greb rettet mod gerningspersonens egen civilbefolkning. Ved befolkning forstås endvidere, at
angrebet skal rette sig mod et større antal civile, men det er ikke et krav, at angrebet rammer
alle i en befolkning.
En »civilbefolkning« består af alle personer, som kan betegnes som civile i overensstemmelse
med folkeretten, herunder den humanitære folkeret. I internationale væbnede konflikter betrag-
tes enhver, der ikke er kombattant, som civil, jf. artikel 50 i tillægsprotokol I til Genève-kon-
ventionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i internationale væbnede kon-
flikter. I ikke-internationale væbnede konflikter betragtes enhver, der ikke tager direkte del i
fjendtlighederne, som civil, jf. artikel 13, stk. 3, i tillægsprotokol II til Genève-konventionerne
af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i ikke-internationale væbnede konflikter. En
befolkning vil være at betragte som civil, selv om der er enkeltpersoner til stede blandt befolk-
ningen, som ikke omfattes af definitionen af civile.
I fredstid vil alle som udgangspunkt være at betragte som civile med undtagelse af de personer,
som har pligt til at opretholde den offentlige orden og har legitime magtmidler til at sikre dette
på angrebstidspunktet.
325
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
At angrebet mod en civilbefolkning skal være omfattende eller systematisk skal forstås som to
alternative betingelser.
Ved »omfattende« forstås et angreb, som er karakteriseret ved at være rettet mod et større antal
personer og have et stort omfang af skade. Der vil i vurderingen kunne lægges vægt på, om
angrebet var massivt, hyppigt, rettet mod et større antal personer og udført af flere i forening.
Der vil endvidere kunne lægges vægt på, om angrebet er rettet mod forskellige geografisk
spredte steder. Enkeltstående handlinger uden relation til en større kontekst vil således ikke
være omfattet.
Ved »systematisk« forstås et angreb, som er karakteriseret ved at være organiseret, og hvor det
er usandsynligt, at handlingerne er spontane eller uplanlagte. Der vil i vurderingen kunne læg-
ges vægt på, om angrebet er planlagt, koordineret og består af handlinger med den samme frem-
gangsmåde, som viser et klart mønster.
Efter det foreslåede
§ 118 d, nr. 1,
er det en forbrydelse mod menneskeheden at dræbe en per-
son, såfremt drabet er begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbe-
folkning.
At dræbe en person vil skulle forstås i overensstemmelse med straffelovens § 237 om drab.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 7, stk. 1, litra a, om drab i Straffe-
domstolens statut.
Efter det foreslåede
§ 118 d, nr. 2,
er det en forbrydelse mod menneskeheden at udrydde dele
af en befolkning, herunder ved at påtvinge dele af en befolkning livsvilkår, der sigter til at
bevirke, at befolkningen delvist udryddes, hvis denne handling er begået som led i et omfat-
tende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning.
Ved »udrydder« forstås drab på en eller flere personer. Udryddelseshandlingen vil skulle ud-
gøre eller finde sted som led i et massedrab af medlemmer af en civilbefolkning, herunder også
de indledende handlinger i forbindelse med et massedrab.
Udryddelse af dele af en befolkning vil kunne begås ved eksempelvis forsætlig påtvingelse af
livsvilkår, der sigter til at bevirke, at dele af en befolkning derved tilintetgøres. Sådanne livs-
vilkår kan eksempelvis være berøvelse af adgang til mad, vand og medicin. Det vil ikke være
et krav, at dele af civilbefolkningen faktisk er blevet dræbt som følge af de påtvungne livsvilkår.
326
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Det vil være et krav, at udryddelseshandlingen er rettet mod den samme civilbefolkning, som
er udsat for det omfattende eller systematiske angreb.
Udryddelse vil være afgrænset fra det foreslåede § 118 d, nr. 1, om drab som forbrydelse mod
menneskeheden ved, at den strafbare udryddelseshandling udgjorde eller blev begået som en
del af et massedrab af medlemmer fra en civilbefolkning med hensigt om delvist at udrydde en
del af denne civilbefolkning. Udryddelse vil være afgrænset fra folkedrab ved, at der ikke er
krav om forsæt til helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs
gruppe som sådan.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 7, stk. 1, litra b, om udryddelse i
Straffedomstolens statut.
Efter det foreslåede
§ 118 d, nr. 3,
er det en forbrydelse mod menneskeheden at udsætte en
person for slaveri, hvis denne handling er begået som led i et omfattende eller systematisk an-
greb mod en civilbefolkning.
Ved »slaveri« forstås udøvelse af en eller flere af de beføjelser, der er knyttet til at have en
ejendomsret over en person. Omfattet vil være køb, salg, udlån, byttehandel eller frihedsberø-
velse af en lignende karakter. Menneskehandel vil efter omstændighederne kunne være omfattet
af bestemmelsen.
En lignende frihedsberøvelse vil eksempelvis kunne være tvangsarbejde eller på anden måde at
reducere en person til slavestatus som defineret i FN’s tillægskonvention af 1956 om afskaffelse
af slaveri, slavehandel og ordninger, der må sidestilles hermed.
Det vil være en betingelse, at den forurettede er tvunget til at være slave. Den forurettede kan
være tvunget ved brug af magt eller ved trussel om magt eller tvang, såsom den, der er forårsa-
get af frygt for vold, tilbageholdelse, psykisk undertrykkelse eller magtmisbrug mod den foru-
rettede eller en tredjeperson, eller ved at udnytte et tvingende miljø eller den forurettedes mang-
lende evne til at give et reelt samtykke på grund af f.eks. påvirkning eller medfødte eller alders-
relaterede årsager. Ved tvingende miljø forstås, at gerningspersonen udnytter særlige omstæn-
digheder, der er egnede til at påvirke den forurettede til at gøre eller tåle noget, som ikke er
udtryk for forurettedes frie vilje, herunder eksempelvis de særlige omstændigheder, som kan
følge af den militære tilstedeværelse af fjendtlige styrker blandt civilbefolkningen.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 7, stk. 1, litra c, om slaveri i Straffe-
domstolens statut.
327
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Efter det foreslåede
§ 118 d, nr. 4,
er det en forbrydelse mod menneskeheden at deportere eller
tvangsforflytte en befolkning i strid med folkeretten, hvis denne handling er begået som led i et
omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning.
Ved »deporterer« forstås tvungen forflyttelse af de berørte personer ved brug af tvangsmidler
fra deres lovlige opholdssted. Ved deportation forstås i modsætning til tvangsforflytning, at den
tvangsfordrevne befolkning flyttes over en landegrænse ved brug af tvangsmidler.
Ved »deporterer eller tvangsforflytter en befolkning« forstås, at et større antal af individer inden
for en afgrænset gruppe tvinges væk fra det geografiske område, hvor de er bosat. Det vil ikke
være en betingelse, at hele befolkningen er deporteret eller tvangsforflyttet.
Der vil skulle foreligge et tvangselement, der både kan omfatte fysisk magtanvendelse, trussel
om magtanvendelse eller tvangsforanstaltninger, herunder eksempelvis trussel om frihedsberø-
velse eller fysisk eller psykisk vold, eller et tvingende miljø. Ved tvingende miljø forstås, at
gerningspersonen udnytter særlige omstændigheder, der er egnede til at påvirke den forurettede
til at gøre eller tåle noget, som ikke er udtryk for forurettedes frie vilje, herunder eksempelvis
de særlige omstændigheder, som kan følge af den militære tilstedeværelse af fjendtlige styrker
blandt civilbefolkningen.
Det vil være et krav, at den tvungne forflyttelse eller deportation skete uden folkeretligt tillade-
lige grunde. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis der er tale om handlinger, der krænker
retten til valg af opholdssted efter artikel 2 i tillægsprotokol IV til Den Europæiske Menneske-
rettighedskonvention eller retten til respekt for privatliv og familieliv efter artikel 8 i Den Eu-
ropæiske Menneskerettighedskonvention. For tvangsforflytning vil det endvidere kunne være
en handling, der krænker artikel 3 og 4 i tillægsprotokol 4 til Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonvention om forbud mod henholdsvis udvisning af egne statsborgere og kollektiv udvis-
ning af udlændinge. Det vil være forudsat, at de pågældende handlinger er begået som led i et
omfattende eller systematisk angreb mod civilbefolkningen.
I væbnet konflikt må forflyttelse af civilbefolkningen ikke beordres af årsager, der har forbin-
delse med den væbnede konflikt, men hel eller delvis evakuering af et bestemt område kan være
lovligt, hvis de berørte civiles sikkerhed eller tvingende militære grunde gør det påkrævet. Det
kræves i sådanne tilfælde, at der i videst muligt omfang sikres passende indkvarteringsforhold,
at flytningen sker under tilfredsstillende hygiejniske, sundheds-, sikkerheds- og ernæringsmæs-
sige forhold, samt at familiemedlemmer ikke adskilles. Evakuerede personer skal umiddelbart
328
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
efter ophøret af fjendtlighederne føres tilbage til deres hjem. De tilladelige grunde vil skulle
underlægges en snæver fortolkning.
Det vil desuden være et krav, at befolkningen befandt sig lovligt i det område, hvorfra de blev
deporteret eller tvangsforflyttet.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 7, stk. 1, litra d, om deportation eller
tvungen overførelse af en befolkning i Straffedomstolens statut.
Efter det foreslåede
§ 118 d, nr. 5,
er det en forbrydelse mod menneskeheden at fængsle eller
på anden alvorlig måde berøve en person friheden i strid med folkeretten, hvis denne handling
er begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning.
Ved »fængsler« forstås, at en person placeres i fangenskab i et lukket miljø som eksempelvis
et fængsel eller en psykiatrisk institution.
Ved »anden alvorlig berøvelse af frihed« forstås ulovlig begrænsning af en persons bevægel-
sesfrihed til et specifikt område som eksempelvis et hus, en lejr eller et særligt afgrænset bolig-
område.
Kravet om, at fængslingen eller den anden alvorlige berøvelse af frihed skal være i strid med
folkeretten, vil eksempelvis kunne være opfyldt, hvis handlingen er i strid med artikel 5 i Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention eller Genève-konventionernes bestemmelser om
internering af fjendtlige kombattanter eller civile, der udgør en sikkerhedsrisiko. En alvorlig
frihedsberøvelse i strid med folkeretten vil desuden kunne være en frihedsberøvelse uden ret-
færdig rettergang som krævet af bl.a. Genève-konventionerne under væbnet konflikt, eller at
den forurettede afskæres fra processuelle rettigheder. Lovlige frihedsberøvelser eller interne-
ringer efter folkeretten vil ikke være omfattet af bestemmelsen.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 7, stk. 1, litra e, i Straffedomstolens
statut om fængsling eller anden alvorlig berøvelse af fysisk frihed i strid med folkerettens
grundlæggende regler.
Efter det foreslåede
§ 118 d, nr. 6,
er det en forbrydelse mod menneskeheden at påføre en person
i vedkommendes varetægt eller kontrol stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse (tortur),
hvis denne handling er begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbe-
folkning.
329
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Omfattet af bestemmelsen vil være handlinger, der påfører stærk fysisk eller psykisk smerte
eller lidelse. Der vil således være et tærskelkrav om, at den påførte fysiske eller psykiske smerte
eller lidelse skal være »stærk«. Stærk smerte eller lidelse kan eksempelvis være forårsaget af
slag, herunder mod de nøgne fodsåler (falanga), spark, elektrisk tortur på kønsdelene og andre
følsomme steder på kroppen, seksuelle overgreb, herunder voldtægt, fastholdelse i smertefulde
stillinger, hyppig anvendelse af lys-, lyd- eller støjpåvirkning, indespærring, herunder i isola-
tion eller mørke, afskæring fra søvn samt trusler på liv eller helbred mod den pågældende selv
eller nærtstående personer, herunder trusler om seksuelle overgreb.
FN’s Istanbul-protokol (manual om effektiv undersøgelse og dokumentation af tortur og anden
grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf) angiver en række eksempler
på torturmetoder, som er internationalt anerkendte som forårsagende stærk fysisk eller psykisk
smerte eller lidelse.
Seksuelle overgreb efter den foreslåede bestemmelse vil adskille sig fra seksuelle overgreb om-
fattet af det foreslåede § 118 d, nr. 7 (om forbrydelser mod menneskeheden ved bl.a. at udsætte
en person for voldtægt eller en anden form for seksuel eller reproduktiv vold), ved, at gernings-
personen har forsæt til at påføre den forurettede stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse.
Det vil desuden være et krav efter bestemmelsen, at gerningspersonen har den forurettede i sin
varetægt eller under sin kontrol på gerningstidspunktet, f.eks. ved at den forurettede er fængslet
eller tilbageholdt, eller at bevægelsesfriheden er begrænset.
Torturhandlinger vil både kunne blive udført af statslige og ikke-statslige aktører, og det vil
ikke være et krav, at den påføres med et særligt formål.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 7, stk. 1, litra f, om tortur i Straffe-
domstolens statut.
Der henvises til kapitel 10, afsnit 1 om torturdefinitioner.
Efter det foreslåede
§ 118 d, nr. 7,
er det en forbrydelse mod menneskeheden at udsætte en
person for voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet, tvangssterili-
sering eller anden form for seksuel eller reproduktiv vold af lignende grovhed, hvis denne hand-
ling er begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning.
Ved »voldtægt« forstås handlinger omfattet af straffelovens § 216 om voldtægt. For så vidt
angår voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje henvises til bemærkningerne nedenfor.
330
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Ved »seksuelt slaveri« forstås udøvelse af en eller flere af de beføjelser, der er knyttet til at
have en ejendomsret over en person. Omfattet vil være køb, salg, udlån, byttehandel eller lig-
nende frihedsberøvelse af en beskyttet person. Seksuelt slaveri vil adskille sig fra slaveri ved,
at gerningspersonen desuden har foranlediget, at den forurettede deltager i en eller flere hand-
linger af seksuel karakter.
»Tvungen prostitution« indebærer, at gerningspersonen tvinger forurettede til at deltage i en
eller flere handlinger af seksuel karakter.
Det vil derudover være et krav, at gerningspersonen eller en anden person har opnået eller for-
venter at opnå en økonomisk eller anden fordel i bytte for eller i forbindelse med den eller de
pågældende handlinger af seksuel karakter. Det vil også kunne være den forurettede selv, der
får den økonomiske eller anden fordel i bytte for den eller de seksuelle handlinger.
Ved udtrykket »påtvungen graviditet« forstås en ulovlig frihedsberøvelse af en person, der er
blevet gjort gravid med tvang, og som tvinges til at fortsætte en graviditet. Det vil således være
et krav efter bestemmelsen, at gerningspersonen har frihedsberøvet den gravide person og der-
ved tvunget den gravide til at fortsætte – og dermed ikke afbryde – graviditeten. Det vil sige, at
den forurettede er blevet frataget sin reproduktive autonomi. Det vil desuden være et krav, at
forurettede er blevet gjort gravid ved tvang, men ikke nødvendigvis af gerningspersonen.
Ved »tvangssterilisering« forstås, at gerningspersonen har frataget den biologiske reprodukti-
onsevne fra en person mod denne persons vilje. Alene handlinger, der har en permanent karak-
ter eller virkning, vil være omfattet af bestemmelsen. Præventionsforanstaltninger med en mid-
lertidig virkning vil dermed ikke være omfattet, f.eks. opsætning af en spiral. Det vil være et
krav, at den tvungne sterilisation er sket uden den forurettedes samtykke. Sterilisation, der er
begrundet i medicinske årsager, eller er en følge af en anden lovlig hospitalsbehandling, vil
ikke være omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde.
Ved formuleringen »en anden form for seksuel eller reproduktiv vold af lignende grovhed«
forstås enten en handling af seksuel karakter eller en handling, der fratager den forurettede sin
reproduktive autonomi, og som er begået ved magt eller ved trussel om magt eller tvang. Om-
fattet vil bl.a. være voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, der vil skulle forstås i
overensstemmelse med straffelovens § 225, jf. § 216. Reproduktiv vold, der fratager den foru-
rettede sin reproduktive autonomi, kan eksempelvis omfatte tvangsaborter. Det vil være et krav,
at handlingen har en lignende grovhed sammenlignet med de andre forbrydelser i det foreslåede
§ 118 d, nr. 7.
331
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Tvangselementet i det foreslåede § 118 d, nr. 7, vil for forbrydelserne seksuelt slaveri, tvungen
prostitution, påtvungen graviditet, tvangssterilisering eller anden form for seksuel eller repro-
duktiv vold af lignende grovhed indebære, at den forurettede er tvunget ved brug af magt eller
ved trussel om magt eller tvang, såsom den, der er forårsaget af frygt for vold, tilbageholdelse,
psykisk undertrykkelse eller magtmisbrug mod den forurettede eller en tredjeperson, eller ved
at udnytte et tvingende miljø eller den forurettedes manglende evne til at give et reelt samtykke
på grund af f.eks. påvirkning eller medfødte eller aldersrelaterede årsager. Ved tvingende miljø
forstås, at gerningspersonen udnytter særlige omstændigheder, der er egnede til at påvirke den
forurettede til at gøre eller tåle noget, som ikke er udtryk for forurettedes frie vilje.
For så vidt angår voldtægt bemærkes det, at der ikke vil kunne foreligge et gyldigt samtykke i
tilfælde, hvor voldtægten er begået under tvang, herunder eksempelvis ved at udnytte det tvin-
gende miljø, som f.eks. kan følge af den militære tilstedeværelse af fjendtlige styrker blandt
civilbefolkningen, eller andre omstændigheder som eksempelvis, at forbrydelsen er udført un-
der eller umiddelbart efter kamphandlinger, at forbrydelsen er udført af et større antal gernings-
personer, eller at forbrydelsen er begået samtidig med andre forbrydelser.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 7, stk. 1, litra g, om voldtægt, seksuelt
slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet, tvungen sterilisering eller enhver anden
form for seksuel vold af lignende grovhed i Straffedomstolens statut, dog med visse forskelle,
jf. nærmere kapitel 4, afsnit 4.4.
Efter det foreslåede
§ 118 d, nr. 8,
er det en forbrydelse mod menneskeheden at tvinge en person
til at indgå ægteskab eller til en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabs-
lignende forhold med en anden person, hvis denne handling er begået som led i et omfattende
eller systematisk angreb mod en civilbefolkning.
Den foreslåede bestemmelse kriminaliserer tvangsægteskaber som en særskilt forbrydelse mod
menneskeheden. Udtrykket »ægteskab eller til en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller
andet ægteskabslignende forhold« vil skulle forstås i overensstemmelse med straffelovens §
260, stk. 2.
»Ægteskab« vil således skulle forstås som en formel, kirkelig eller borgerlig gyldig vielse.
»Religiøs vielser uden borgerlig gyldighed« vil skulle forstås som indstiftelse af et ægteskabs-
lignende forhold under tilstedeværelse af en religiøs autoritet. Der kan i den forbindelse under-
skrives en form for ægteskabskontrakt, men dette er ikke en forudsætning for, at forholdet kan
332
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
falde ind under den foreslåede bestemmelse. Religiøse vielser, der ikke har borgerlig gyldighed,
vil kunne have forskellig karakter afhængigt af religion og kulturelle sammenhænge.
Med indgåelse af et »andet ægteskabslignende forhold« forstås en forbindelse mellem to men-
nesker, der indgås i henhold til regler, der gælder i en bestemt gruppe, og som indebærer, at
parterne af denne gruppe vil blive anset for ægtefæller med tilhørende rettigheder og pligter
over for hinanden. Reglerne kan både være skrevne og uskrevne og skal have taget stilling til
spørgsmålet om ophævelse af det ægteskabslignende forhold. Denne betingelse vil også være
opfyldt, hvis det følger af de pågældende regler, at forholdet ikke kan ophæves. Det vil derimod
ikke være en betingelse, at indgåelsen af forholdet sker under tilstedeværelse af en religiøs
autoritet. Ægteskabslignende forhold, der indgås i form af en mundtlig eller skriftlig ægteskabs-
kontrakt eller lignende uden tilstedeværelse af en religiøs autoritet, vil således også være om-
fattet af bestemmelsen.
Det vil være et krav, at ægteskabet m.v. er indgået under tvang. Tvangselementet i den foreslå-
ede forbrydelse vil skulle forstås videre end straffelovens § 260, stk. 1. Den forurettede vil
kunne være tvunget ved brug af magt eller ved trussel om magt eller tvang, såsom den, der er
forårsaget af frygt for vold, tilbageholdelse, psykisk undertrykkelse eller magtmisbrug mod den
forurettede eller en tredjeperson, eller ved at udnytte et tvingende miljø eller den forurettedes
manglende evne til at give et reelt samtykke på grund af f.eks. påvirkning eller medfødte eller
aldersrelaterede årsager. Ved tvingende miljø forstås, at gerningspersonen udnytter særlige om-
stændigheder, der er egnede til at påvirke den forurettede til at gøre eller tåle noget, som ikke
er udtryk for forurettedes frie vilje, herunder eksempelvis de særlige omstændigheder, som kan
følge af den militære tilstedeværelse af fjendtlige styrker blandt civilbefolkningen.
Tvangsægteskab er ikke en særskilt forbrydelse mod menneskeheden i Straffedomstolens sta-
tut. Straffedomstolen har imidlertid fastslået i praksis, at tvangsægteskab er omfattet af opsam-
lingsbestemmelsen i artikel 7, stk. 1, litra k, om andre umenneskelige handlinger af lignende
karakter, der forsætligt forårsager stor lidelse eller alvorlig skade på legeme, sjæl eller helbred.
Tvangsægteskab anses desuden for at være en forbrydelse mod menneskeheden efter folkeretlig
sædvaneret.
Efter det foreslåede
§ 118 d, nr. 9,
er det en forbrydelse mod menneskeheden at udsætte et eller
flere medlemmer af en identificerbar gruppe eller et identificerbart fællesskab for alvorlig be-
røvelse af grundlæggende menneskerettigheder på baggrund af race, nationalitet, etnicitet, køn,
seksuel orientering, kulturelt eller religiøst tilhørsforhold, politisk overbevisning eller andre
grunde, der er almindeligt anerkendte som værende i strid med folkeretten (forfølgelse), hvis
333
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
denne handling er begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolk-
ning.
Ved udtrykket »berøvelse« forstås både fysiske handlinger og handlinger af retlig karakter,
herunder eksempelvis en dommers systematiske berøvelse af ret til retfærdig rettergang ved at
nægte retten til forsvar.
Efter den foreslåede bestemmelse vil der være et tærskelkrav om, at berøvelsen skal være »al-
vorlig«. Det vil således ikke være enhver form for berøvelse, der vil være omfattet af bestem-
melsen. I vurderingen af, om der er tale om en alvorlig berøvelse, vil der skulle lægges vægt på
de konkrete omstændigheder i sagen, herunder eksempelvis konteksten for handlingen eller
flere handlingers kumulative effekt.
Det vil være et krav, at berøvelsen af de grundlæggende menneskerettigheder er diskrimine-
rende. Det vil sige, at berøvelsen skal være udført på baggrund af race, nationalitet, etnicitet,
køn, seksuel orientering, kulturelt eller religiøst tilhørsforhold, politisk overbevisning eller an-
dre grunde, der er almindeligt anerkendte som værende i strid med folkeretten. Berøvelsen af
de grundlæggende rettigheder vil skulle være målrettet en gruppe eller fællesskab på baggrund
af race, nationalitet, etnicitet, køn, seksuel orientering, kulturelt eller religiøst tilhørsforhold,
politisk overbevisning eller andre grunde, der er almindeligt anerkendte som værende i strid
med folkeretten.
Det vil være tilstrækkeligt for fuldbyrdelsen af forbrydelsen, at gerningspersonen alene har be-
røvet en enkelt persons grundlæggende menneskerettigheder, hvis betingelserne i øvrigt er op-
fyldt.
Grundlæggende menneskerettigheder vil omfatte eksempelvis retten til ikke at blive udsat for
drab, vold og tortur og retten til en retfærdig rettergang, herunder retten til en uafhængig og
upartisk domstol samt grundlæggende retssikkerhedsgarantier, f.eks. at en tiltalt er uskyldig,
indtil det modsatte er bevist, at den tiltalte skal have nødvendige rettigheder og midler med
hensyn til sit forsvar, at ingen må tvinges til at vidne mod sig selv eller tilstå sin skyld, og at
ingen må retsforfølges for den samme forbrydelse, som den pågældende tidligere er dømt eller
frifundet for.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 7, stk. 1, litra h, om forfølgelse af
enhver identificerbar gruppe eller fællesskab af politiske, racemæssige, nationale, etniske, kul-
turelle, religiøse, kønsbestemte årsager eller andre årsager, der er almindeligt anerkendt som
værende i strid med folkeretten, i forbindelse med enhver nævnt handling i artikel 7, stk. 1, eller
334
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
anden forbrydelse under Straffedomstolens jurisdiktion i Straffedomstolens statut, dog med
visse forskelle, jf. nærmere kapitel 4, afsnit 4.3.
Efter det foreslåede
§ 118 d, nr. 10,
er det en forbrydelse mod menneskeheden at anholde,
tilbageholde eller bortføre en person og nægte at anerkende frihedsberøvelsen eller at give in-
formationer om, hvad der er sket eller vil ske med denne person eller personens opholdssted,
når handlingen er udført for at unddrage den pågældende fra retsbeskyttelse og er udført på
vegne af eller med samtykke, støtte eller tilladelse fra en stat eller organisation (tvangsforsvin-
ding), såfremt denne handling er begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod
en civilbefolkning.
Det forudsættes, at tvangsforsvindinger kan omfatte to situationer. I den første situation har
gerningspersonen først anholdt, tilbageholdt eller bortført en person, hvorefter gerningsperso-
nen nægter at anerkende anholdelsen, tilbageholdensen eller bortførelsen af den forurettede el-
ler ikke giver oplysninger om, hvad der er sket eller vil ske med forurettede, eller forurettedes
opholdssted.
I den anden situation har gerningspersonen først nægtet at anerkende en anholdelse, tilbagehol-
delse eller bortførelse eller ikke givet oplysninger om, hvad der er sket eller vil ske med foru-
rettede, eller dennes opholdssted. Samtidig eller derefter opretholder gerningspersonen anhol-
delsen, tilbageholdelsen eller bortførelsen, som er foretaget af en anden. Det vil sige, at i den
anden situation har gerningspersonen ikke forestået den indledende anholdelse m.v. af den for-
urettede.
At gerningspersonen ikke har givet informationer om, hvad der er sket eller vil ske med foru-
rettede, eller forurettedes opholdssted vil omfatte både den situation, at gerningsperson nægter
at give sådanne informationer efter anmodning, og at gerningspersonen af egen drift vælger
ikke at give sådanne oplysninger.
Det vil være en betingelse efter den foreslåede bestemmelse, at gerningspersonen har forsæt til
at unddrage den forurettede fra retsbeskyttelse, når den pågældende handling udføres. Det vil
sige, at forbrydelsen fuldbyrdes allerede, når den forurettede f.eks. anholdes, hvis gerningsper-
sonen på dette tidspunkt har forsæt til at unddrage den pågældende fra retsbeskyttelse.
At blive unddraget fra retsbeskyttelse vil bl.a. omfatte unddragelse fra grundlæggende menne-
skerettigheder, herunder forbud mod ulovlig frihedsberøvelse og krænkelse af retssikkerheds-
garantier, f.eks. at en tiltalt ufortøvet skal underrettes om anklagen mod sig.
335
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Det vil desuden være en betingelse efter den foreslåede bestemmelse, at både frihedsberøvelsen
og nægtelsen er udført på vegne af eller med samtykke, støtte eller tilladelse fra en stat eller
organisation.
Forbrydelsens komplekse karakter vil normalt medføre, at tvangsforsvindingen er begået af
flere gerningspersoner i forening.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 7, stk. 1, litra i, om tvangsforsvindin-
ger i Straffedomstolens statut, dog med visse forskelle, jf. kapitel 4, afsnit 4.3.
Efter det foreslåede
§ 118 d, nr. 11,
er det en forbrydelse mod menneskeheden at foretage en
umenneskelig handling af samme eller lignende karakter som de handlinger, der er omfattet af
§ 118 d, nr. 1-10, inden for rammen af et institutionaliseret regime baseret på en racemæssig
gruppes systematiske undertrykkelse af og dominans over en eller flere andre racemæssige
grupper, og med den hensigt at opretholde regimet (apartheid). Forbrydelsen vil desuden skulle
være begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning.
Den foreslåede bestemmelse vil gøre det strafbart at foretage en umenneskelig handling inden
for rammerne af et regime, der er baseret på en racemæssig gruppes systematiske undertryk-
kelse af og dominans over en eller flere andre racemæssige grupper og med den hensigt at
opretholde regimet. For at kunne betegnes som en apartheidforbrydelse vil det således være en
betingelse, at den umenneskelige handling er begået med henblik på at understøtte apartheidre-
gimets systematiske undertrykkelse og dominans over en eller flere andre racemæssige grupper.
Ved apartheid forstås grundlæggende raceadskillelse og diskrimination af en racemæssig
gruppe.
En »racemæssig gruppe« vil omfatte enhver form for opfattet gruppe baseret på race eller hud-
farve.
Handlingen vil enten skulle være omfattet af de øvrige forbrydelser mod menneskeheden i de
foreslåede § 118 d, nr. 1-10, eller være af lignende karakter i forhold til disse øvrige forbrydelser
mod menneskeheden.
At handlingen skal være af »lignende karakter« indebærer, at forbrydelsen i sin natur og alvor
vil skulle være sammenlignelig med de øvrige forbrydelser mod menneskeheden. Det vil ek-
sempelvis kunne omfatte lovgivningsforanstaltninger, der har til formål at forhindre en eller
flere racemæssige grupper fra at deltage i det politiske, sociale, kulturelle og økonomiske liv
bl.a. ved at nægte retten til arbejde eller uddannelse, ytringsfrihed, foreningsfrihed m.v.
336
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Foranstaltningerne vil dermed skulle have til formål at opdele befolkningen efter race. Det vil
desuden kunne være handlinger omfattet af apartheidkonventionens artikel 2 om bl.a. fratagelse
af frihedsrettigheder som forsamlingsfrihed eller stemmeret, nægtelse af ret til statsborgerskab,
forbud mod blandingsægteskaber mellem de racemæssige grupper eller systematiske og vilkår-
lige anholdelser.
Det vil være en betingelse, at gerningspersonen har begået handlingen med den hensigt at op-
retholde det institutionaliserede regime af systematisk undertrykkelse af og dominans over en
anden racemæssig gruppe eller grupper. Det vil ikke være en betingelse, at gerningspersonen
selv er en del af den gruppe, der undertrykker den eller de andre racemæssige grupper.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 7, stk. 1, litra j, om apartheid i Straf-
fedomstolens statut.
Efter det foreslåede
§ 118 d, nr. 12,
er det en forbrydelse mod menneskeheden at foretage en
anden umenneskelig handling af lignende karakter, der forårsager stor fysisk eller psykisk li-
delse eller alvorlig skade på legeme eller helbred, hvis denne handling er begået som led i et
omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning.
Den foreslåede bestemmelse er en opsamlingsbestemmelse, der skal sikre, at handlinger af en
karakter, der er sammenlignelig med de andre forbrydelser mod menneskeheden i de foreslåede
§ 118 d, nr. 1-11, også vil være strafbare.
En forbrydelse vil alene skulle henføres under denne bestemmelse, hvis forbrydelsen ikke om-
fattes af de foreslåede § 118 d, nr. 1-11.
Den umenneskelige handling af lignende karakter vil skulle forårsage stor fysisk eller psykisk
lidelse eller alvorlig skade på legeme eller helbred. Disse begreber vil skulle forstås i overens-
stemmelse med definitionerne i det foreslåede § 118 d, nr. 6.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i statuttens artikel 7, stk. 1, litra k, om andre
umenneskelige handlinger af lignende karakter, der forsætligt forårsager stor lidelse eller alvor-
lig skade på legeme, sjæl eller helbred, i Straffedomstolens statut.
Gerningspersonen vil skulle have forsæt til at foretage en handling, der forårsager stor fysisk
eller psykisk lidelse eller alvorlig skade på legeme eller helbred.
337
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Forbrydelser mod menneskeheden vil kunne straffes med fængsel indtil på livstid efter den
foreslåede § 118 k, der indeholder strafferammerne for aggressionsforbrydelser, folkedrab, for-
brydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Der henvises nærmere til bemærkningerne
til denne bestemmelse.
Straffedomstolen og andre internationale domstoles praksis vil i relevant omfang skulle indgå
som et fortolkningsbidrag ved fastlæggelsen af det nærmere indhold i den foreslåede § 118 d
om forbrydelser mod menneskeheden. Der henvises herom til kapitel 4, afsnit 1.
I visse tilfælde vil en handling kunne være omfattet af både den foreslåede bestemmelse om
forbrydelser mod menneskeheden og straffelovens terrorbestemmelser i §§ 114-114 j. Det vil
kunne være tilfældet, hvis en person eksempelvis tilslutter sig en terrororganisation, der begår
omfattende og systematiske forbrydelser rettet mod en civilbefolkning.
Om en given handling vil skulle retsforfølges efter straffelovens terrorbestemmelser eller den
foreslåede bestemmelse om forbrydelser mod menneskeheden vil skulle afgøres efter en samlet
konkret vurdering. I denne vurdering vil navnlig kunne indgå handlingens karakter og kontekst,
beskyttelsesinteressen bag den pågældende straffebestemmelse og den forventede straf. Det vil
desuden i alle tilfælde være afgørende, hvilket forsæt gerningspersonen havde ved udførelsen
af den pågældende handling, herunder hvad anklagemyndigheden vurderer, at der kan føres
bevis for.
Der henvises i øvrigt til kapitel 4, afsnit 4.
(Til § 118 e om krigsforbrydelser mod personer)
Straffeloven indeholder ikke bestemmelser, som selvstændigt kriminaliserer krigsforbrydelser
mod personer. Handleringerne vil dog efter omstændighederne bl.a. kunne straffes efter straf-
felovens gældende bestemmelser. Der henvises nærmere til kapitel 5, afsnit 2.
Det foreslås, at der indsættes en straffebestemmelse om krigsforbrydelser mod personer i straf-
feloven som
§ 118 e,
hvorefter 12 typer af handlinger vil udgøre krigsforbrydelser efter bestem-
melsens stk. 1, hvis handlingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt, og tre typer af
handlinger vil udgøre krigsforbrydelser efter bestemmelsens stk. 2, hvis handlingen er begået i
tilknytning til en international væbnet konflikt.
Udtrykket »væbnet konflikt« vil skulle forstås i overensstemmelse med den humanitære folke-
ret. Der skelnes i den humanitære folkeret grundlæggende mellem to konflikttyper:
338
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
internationale væbnede konflikter og ikke-internationale væbnede konflikter. En international
væbnet konflikt er en konflikt, der finder sted mellem to eller flere stater. En ikke-international
væbnet konflikt er en konflikt, der finder sted mellem en stat og en ikke-statslig organiseret
væbnet gruppe eller mellem flere ikke-statslige organiserede væbnede grupper. Det er de fakti-
ske forhold, der afgør, om der foreligger en væbnet konflikt. En parts manglende anerkendelse
af, at der foreligger en væbnet konflikt, har derfor ikke betydning.
Strafansvar efter den foreslåede bestemmelse vil forudsætte, at den pågældende handling om-
fattes af gerningsindholdet i én eller flere af de foreslåede forbrydelser i § 118 e, stk. 1, nr. 1-
12, eller stk. 2, nr. 1-3, og at lovovertrædelsen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt som
defineret i den humanitære folkeret. Efter det foreslåede § 118 e, stk. 1, skal lovovertrædelsen
være begået i tilknytning til enten en international eller ikke-international væbnet konflikt. Efter
det foreslåede § 118 e, stk. 2, skal lovovertrædelsen være begået i tilknytning til en international
væbnet konflikt. De forbudte handlinger i stk. 1 finder således anvendelse i tilknytning til alle
typer af konflikter, mens de forbudte handlinger i stk. 2 på grund af deres karakter alene finder
anvendelse i tilknytning til internationale væbnede konflikter.
Det vil grundlæggende være et krav, at den pågældende handling er foretaget i tilknytning til
den væbnede konflikt. »I tilknytning til« indebærer, at handlingen skal være foretaget i sam-
menhæng med og have en forbindelse til den væbnede konflikt. Dette kontekstkrav er på en-
gelsk gengivet som: ”in the context of and was associated with”. Handlinger, der tilfældigvis
finder sted i et geografisk område, hvor der er en væbnet konflikt, men ikke har forbindelse til
den væbnede konflikt, vil derfor falde uden for bestemmelsen. Eksempelvis vil et drab under
væbnet konflikt begået af en civil person mod en anden civil person på grund af en rent privat
uoverensstemmelse ikke være omfattet, da forbrydelsen ikke er begået i tilknytning til den væb-
nede konflikt. I et sådant tilfælde vil der i stedet kunne straffes efter den almindelige drabsbe-
stemmelse i straffelovens § 237.
Efter det foreslåede
§ 118 e, stk. 1, nr. 1,
er det en krigsforbrydelse at dræbe en beskyttet person
i tilknytning til en væbnet konflikt.
At dræbe en person vil skulle forstås i overensstemmelse med straffelovens § 237 om drab.
Formuleringen »beskyttet person« vil skulle forstås i overensstemmelse med definitionen i det
foreslåede stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse er et udtryk for det såkaldte distinktionsprincip i den humanitære
folkeret, hvoraf følger, at konfliktparterne til enhver tid skal skelne mellem på den ene side
339
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
civile og på den anden side kombattanter eller medlemmer af organiserede væbnede grupper,
der kontinuerligt tager del i fjendtlighederne, hvor alene sidstnævnte udgør lovlige militære
mål. Den foreslåede bestemmelse vil derfor ikke omfatte lovlige følgeskader ved angreb på
militære mål, såkaldt kollateral skade. Følgeskader, der klart overstiger den forventede konkrete
og direkte militære fordel, vil derimod være omfattet af det foreslåede § 118 h, nr. 7, om angreb,
der forårsager vilkårlig skade, der klart overstiger den forventede konkrete og direkte militære
fordel.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra a, nr. i, om forsætligt
drab, artikel 8, stk. 2, litra b, nr. vi, om at dræbe en kombattant, der har nedlagt sine våben,
artikel 8, stk. 2, litra c, nr. i, om vold mod liv, og dele af artikel 8, stk. 2, litra c, nr. i, om vold
mod liv og legeme i Straffedomstolens statut.
Efter det foreslåede
§ 118 e, stk. 1, nr. 2, litra a,
er det en krigsforbrydelse at påføre en beskyttet
person stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse med det formål at skaffe oplysninger eller
en tilståelse fra nogen, med det formål at afstraffe, skræmme eller tvinge nogen til at gøre, tåle
eller undlade noget, på baggrund af enhver form for forskelsbehandling, eller på baggrund af et
formål af lignende karakter (tortur), når denne handling er begået i tilknytning til en væbnet
konflikt.
Omfattet af bestemmelsen vil være handlinger, der påfører stærk fysisk eller psykisk smerte
eller lidelse. Der vil således være et tærskelkrav om, at den påførte fysiske eller psykiske smerte
eller lidelse skal være »stærk«. Stærk smerte eller lidelse kan eksempelvis være forårsaget af
slag, herunder mod de nøgne fodsåler (falanga), spark, elektrisk tortur på kønsdelene og andre
følsomme steder på kroppen, seksuelle overgreb, herunder voldtægt, fastholdelse i smertefulde
stillinger, hyppig anvendelse af lys-, lyd- eller støjpåvirkning, indespærring, herunder i isola-
tion eller mørke, afskæring fra søvn samt trusler på liv eller helbred mod den pågældende selv
eller nærtstående personer, herunder trusler om seksuelle overgreb.
FN’s Istanbul-protokol (manual om effektiv undersøgelse og dokumentation af tortur og anden
grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf) angiver en række eksempler
på torturmetoder, som er internationalt anerkendte som forårsagende stærk fysisk eller psykisk
smerte eller lidelse.
Efter den foreslåede bestemmelse vil det være en betingelse, at torturhandlingen er begået med
et bestemt formål.
340
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
For det første vil det udgøre et formål omfattet af bestemmelsen, at handlingen er udført for at
skaffe oplysninger eller en tilståelse fra nogen. Eksempelvis vil fremskaffelse af oplysninger
eller en tilståelse i forbindelse med efterforskning af et strafbart forhold eller til efterretnings-
formål være omfattet.
For det andet vil det udgøre et formål omfattet af bestemmelsen, at handlingen er udført for at
afstraffe, skræmme eller tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget. Udtrykket »afstraffe«
omfatter uretmæssige gengældelser og repressalier. Der vil typisk være tale om handlinger, der
har karakter af at være enten organiserede eller planlagte. Ikke alle former for voldsudøvelse
eller overskridelse af grænserne for lovlig magtanvendelse vil udgøre afstraffelse i bestemmel-
sens forstand. Udtrykket »skræmme« vil skulle forstås i overensstemmelse med kriteriet i straf-
felovens § 266 om fremkaldelse af alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd.
Udtrykket »tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget« vil skulle forstås på samme måde
som straffelovens § 260.
For det tredje vil det udgøre et formål omfattet af bestemmelsen, at handlingen er udført på
baggrund af enhver form for forskelsbehandling.
For det fjerde vil det udgøre et formål omfattet af bestemmelsen, at handlingen er udført med
et formål af lignende karakter i forhold til de tre andre formål i bestemmelsen. Det forudsættes,
at dette formål vil skulle fortolkes snævert, således at det skal være nært beslægtet med de andre
oplistede formål.
Torturhandlinger vil både kunne blive udført af statslige og ikke-statslige aktører.
Alene torturhandlinger begået mod beskyttede personer vil være omfattet af bestemmelsen.
Formuleringen »beskyttet person« vil skulle forstås i overensstemmelse med definitionen i det
foreslåede stk. 3.
Det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 2, litra a, om tortur adskiller sig fra det foreslåede § 118 e,
stk. 1, nr. 2, litra b, ved, at torturbestemmelsen indeholder et tærskelkrav om, at den påførte
smerte eller lidelse skal være stærk, hvorimod § 118 e, stk. 1, nr. 2, litra b, blot kræver, at den
påførte smerte eller lidelse er stor. Gerningsindholdet i sidstnævnte bestemmelse omfatter des-
uden alvorlig skade på legeme eller helbred.
Det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 2, litra a, tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra a, nr. ii,
om bl.a. tortur og dele af artikel 8, stk. 2, litra c, nr. i, om vold mod liv og legeme, i særdeleshed
bl.a. grusom behandling og tortur, i Straffedomstolens statut.
341
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Efter det foreslåede
§ 118 e, stk. 1, nr. 2, litra b,
er det en krigsforbrydelse at udsætte en be-
skyttet person for stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse (umenneskelig behandling).
Omfattet af bestemmelsen vil være handlinger, der påfører stærk fysisk eller psykisk smerte
eller lidelse. Der vil således være et tærskelkrav om, at den påførte fysiske eller psykiske smerte
eller lidelse skal være »stærk«. Stærk smerte eller lidelse kan eksempelvis være forårsaget af
slag, herunder mod de nøgne fodsåler (falanga), spark, elektrisk tortur på kønsdelene og andre
følsomme steder på kroppen, seksuelle overgreb, herunder voldtægt, fastholdelse i smertefulde
stillinger, hyppig anvendelse af lys-, lyd- eller støjpåvirkning, indespærring, herunder i isola-
tion eller mørke, afskæring fra søvn samt trusler på liv eller helbred mod den pågældende selv
eller nærtstående personer, herunder trusler om seksuelle overgreb.
FN’s Istanbul-protokol (manual om effektiv undersøgelse og dokumentation af tortur og anden
grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf) angiver en række eksempler
på torturmetoder, som er internationalt anerkendte som forårsagende stærk fysisk eller psykisk
smerte eller lidelse.
Torturhandlinger vil både kunne blive udført af statslige og ikke-statslige aktører, og det vil
ikke være et krav, at den påføres med et særligt formål for øje.
Alene torturhandlinger begået mod beskyttede personer vil være omfattet af bestemmelsen.
Formuleringen »beskyttet person« vil skulle forstås i overensstemmelse med definitionen i det
foreslåede stk. 3.
Det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 2, litra b, adskiller sig fra det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 2,
litra a, ved, at sidstnævnte torturbestemmelse indeholder et formålskrav i modsætning til den
foreslåede bestemmelse om umenneskelig behandling.
Det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 2, litra b, tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra a, nr. ii,
om bl.a. umenneskelig behandling i Straffedomstolens statut.
Efter det foreslåede
§ 118 e, stk. 1, nr. 2, litra c,
er det en krigsforbrydelse at udsætte en be-
skyttet person for stor fysisk eller psykisk smerte eller lidelse eller alvorlig skade på legeme
eller helbred, når denne handling er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.
»Stor fysisk eller psykisk smerte eller lidelse« vil kunne omfatte eksempelvis mishandling af
fanger eller falsk information til fanger om, at de vil blive henrettet.
342
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Udtrykket »skade på legeme eller helbred« vil skulle forstås i overensstemmelse med straffelo-
vens § 245, stk. 2. Ikke kun den fysiske, men også den psykiske helbredstilstand, er omfattet af
bestemmelsen. Der foreligger således en skade, når angrebet har gjort lægehjælp nødvendig
eller har medført længere tids sygeleje eller uarbejdsdygtighed.
Formuleringen »beskyttet person« vil skulle forstås i overensstemmelse med definitionen i det
foreslåede stk. 3.
Det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 2, litra c, adskiller sig fra det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 2,
litra a og b, ved, at sidstnævnte bestemmelser om henholdsvis tortur og umenneskelig behand-
ling indeholder et tærskelkrav om, at den påførte smerte eller lidelse skal være stærk, hvorimod
det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 2, litra c, blot kræver, at den påførte smerte eller lidelse er
stor. Gerningsindholdet i denne bestemmelse omfatter desuden alvorlig skade på legeme eller
helbred.
Det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 2, litra c, tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra a, nr. iii,
om tilføjelse af betydelig lidelse eller alvorlig skade på legeme eller helbred og dele af artikel
8, stk. 2, litra c, nr. i, om vold mod liv og legeme, herunder lemlæstelse, i Straffedomstolens
statut.
Efter det foreslåede
§ 118 e, stk. 1, nr. 3,
er det en krigsforbrydelse at udsætte en beskyttet
person for slaveri, når denne handling er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.
Ved »slaveri« forstås udøvelse af en eller flere af de beføjelser, der er knyttet til at have en
ejendomsret over en person. Omfattet vil være køb, salg, udlån, byttehandel eller frihedsberø-
velse af en lignende karakter. Menneskehandel vil efter omstændighederne kunne være omfattet
af bestemmelsen.
Formuleringen »beskyttet person« vil skulle forstås i overensstemmelse med definitionen i det
foreslåede stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse svarer ikke som sådan til en bestemmelse i Straffedomstolens sta-
tut, men forbrydelsen kan anses for at være indeholdt i forbuddet mod groft at krænke en be-
skyttet persons værdighed ved ydmygende eller nedværdigende behandling efter artikel 8, stk.
2, litra b, nr. xxi, og litra c, nr. ii, i Straffedomstolens statut. Artikel 4, stk. 2, litra f, i tillægs-
protokol II til Genève-konventionerne pålægger imidlertid staterne en forpligtelse til at forbyde
slaveri og slavehandel under enhver form og dermed sikre, at civile og personer
hors de combat
343
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
(ukampdygtige) ikke udsættes for en sådan forbrydelse i ikke-international væbnet konflikt. Det
foreslås på den baggrund, at anvendelsesområdet vil skulle omfatte både internationale og ikke-
internationale væbnede konflikter.
Efter det foreslåede
§ 118 e, stk. 1, nr. 4,
er det en krigsforbrydelse at udsætte en beskyttet
person for voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet, tvangssterili-
sering eller anden form for seksuel eller reproduktiv vold af lignende grovhed, når denne hand-
ling er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.
Ved »voldtægt« forstås handlinger omfattet af straffelovens § 216 om voldtægt. For så vidt
angår voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje henvises til bemærkningerne nedenfor.
Ved »seksuelt slaveri« forstås udøvelse af en eller flere af de beføjelser, der er knyttet til at
have en ejendomsret over en person. Omfattet vil være køb, salg, udlån, byttehandel eller fri-
hedsberøvelse af lignende karakter af en beskyttet person. Seksuelt slaveri vil adskille sig fra
slaveri ved, at gerningspersonen desuden har foranlediget, at den forurettede deltager i en eller
flere handlinger af seksuel karakter.
Ved »tvungen prostitution« forstås, at gerningspersonen har tvunget den beskyttede person til
at deltage i en eller flere handlinger af seksuel karakter. Det vil derudover være et krav, at
gerningspersonen eller en anden person har opnået eller forventer at opnå en økonomisk eller
anden fordel i bytte for eller i forbindelse med den eller de handlinger af seksuel karakter. Det
vil også kunne være den forurettede selv, der får den økonomiske eller anden fordel i bytte for
den eller de seksuelle handlinger. Eksempelvis vil den foreslåede bestemmelse finde anven-
delse, uanset at den forurettede selv modtager pengene for de seksuelle ydelser, som den foru-
rettede er tvunget til at udføre.
Ved udtrykket »påtvungen graviditet« forstås en ulovlig frihedsberøvelse af en beskyttet per-
son, der er blevet gjort gravid med tvang, og som tvinges til at fortsætte en graviditet. Det vil
således være et krav efter bestemmelsen, at gerningspersonen har frihedsberøvet den gravide
person og derved tvunget den gravide til at fortsætte – og dermed ikke afbryde – graviditeten.
Det vil sige, at den forurettede er blevet frataget sin reproduktive autonomi. Det vil desuden
være et krav, at forurettede er blevet gjort gravid ved tvang, men ikke nødvendigvis af ger-
ningspersonen.
Ved »tvangssterilisering« forstås, at gerningspersonen har frataget den biologiske reprodukti-
onsevne fra en beskyttet person. Alene handlinger, der har en permanent karakter eller virkning,
vil være omfattet af bestemmelsen. Præventionsforanstaltninger med en midlertidig virkning
344
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
vil dermed ikke være omfattet. Det vil være et krav, at den tvungne sterilisation er sket uden
den forurettedes samtykke. Sterilisation, der er begrundet i medicinske årsager eller er en følge
af en anden lovlig hospitalsbehandling, vil ikke være omfattet af bestemmelsens anvendelses-
område.
Ved formuleringen »en anden form for seksuel eller reproduktiv vold af lignende grovhed«
forstås enten en handling af seksuel karakter eller en handling, der fratager den forurettede sin
reproduktive autonomi, og som er begået ved magt eller ved trussel om magt eller tvang. Re-
produktiv vold, der fratager den forurettede sin reproduktive autonomi, kan eksempelvis om-
fatte tvangsaborter. Omfattet vil desuden være bl.a. voldtægt ved andet seksuelt forhold end
samleje, der vil skulle forstås i overensstemmelse med straffelovens § 225, jf. § 216. Det vil
være et krav, at handlingen har en grovhed, som er sammenlignelig med grove overtrædelser
af Genève-konventionerne eller den fælles artikel 3 i Genève-konventionerne, eksempelvis for-
sætlig tortur, biologiske forsøg og gidseltagning.
Tvangselementet i det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 4, vil for forbrydelserne seksuelt slaveri,
tvungen prostitution, påtvungen graviditet, tvangssterilisering eller anden form for seksuel eller
reproduktiv vold af lignende grovhed indebære, at den forurettede er tvunget ved brug af magt
eller ved trussel om magt eller tvang, såsom den, der er forårsaget af frygt for vold, tilbagehol-
delse, psykisk undertrykkelse eller magtmisbrug mod den forurettede eller en tredjeperson, eller
ved at udnytte et tvingende miljø eller den forurettedes manglende evne til at give et reelt sam-
tykke på grund af f.eks. påvirkning eller medfødte eller aldersrelaterede årsager. Ved tvingende
miljø forstås, at gerningspersonen udnytter særlige omstændigheder, der er egnede til at påvirke
den forurettede til at gøre eller tåle noget, som ikke er udtryk for forurettedes frie vilje.
For så vidt angår voldtægt bemærkes det, at der ikke vil kunne foreligge et gyldigt samtykke i
tilfælde, hvor voldtægten er begået under tvang, herunder eksempelvis ved at udnytte det tvin-
gende miljø, som f.eks. kan følge af den militære tilstedeværelse af fjendtlige styrker blandt
civilbefolkningen eller andre omstændigheder som eksempelvis, at forbrydelsen er udført under
eller umiddelbart efter kamphandlinger, at forbrydelsen er udført af et større antal gerningsper-
soner, eller at forbrydelsen er begået samtidig med andre forbrydelser.
Formuleringen »beskyttet person« vil skulle forstås i overensstemmelse med definitionen i det
foreslåede stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxii, og artikel 8,
stk. 2, litra e, nr. vi, i Straffedomstolens statut, om voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen
345
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
prostitution, påtvungen graviditet, tvungen sterilisering eller enhver anden form for seksuel
vold, dog med visse forskelle, jf. nærmere kapitel 5, afsnit 4.2.3.
Efter det foreslåede
§ 118 e, stk. 1, nr. 5,
er det en krigsforbrydelse at tage en beskyttet person
som gidsel, når denne handling er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.
»Tage en beskyttet person som gidsel« indebærer, at gerningspersonen har pågrebet, tilbage-
holdt eller på anden måde frihedsberøvet en beskyttet person. Det vil være et krav, at gernings-
personen har et formål med gidseltagningen, herunder eksempelvis en hensigt om at tvinge en
stat, en international organisation, en juridisk person eller en gruppe af personer til at handle
eller undlade at handle som en betingelse for sikkerheden eller løsladelsen af den gidseltagne
person. Det vil endvidere være et krav, at gerningspersonen har truet med at dræbe, såre eller
fortsætte med at tilbageholde forurettede for at opnå det tilsigtede formål.
Formuleringen »beskyttet person« vil skulle forstås i overensstemmelse med definitionen i det
foreslåede stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra a, nr. viii, og artikel 8,
stk. 2, litra c, nr. iii, i Straffedomstolens statut om gidseltagning.
Efter det foreslåede
§ 118 e, stk. 1, nr. 6,
er det en krigsforbrydelse at indkalde eller hverve
børn under 15 år til tjeneste i væbnede styrker eller grupper eller bruge et barn under 15 år til
aktiv deltagelse i fjendtligheder, når denne handling er begået i tilknytning til en væbnet kon-
flikt.
Efter første led i bestemmelsen vil det være en krigsforbrydelse at indkalde eller hverve børn
under 15 år til tjeneste i væbnede styrker eller grupper, mens det efter andet led i bestemmelsen
vil være en krigsforbrydelse at bruge børn under 15 år til at deltage aktivt i fjendtlighederne.
Ved udtrykket »indkalder« forstås tvungen rekruttering til væbnede styrker eller grupper. Det
vil således være et krav, at der er et tvangselement forbundet med indkaldelsen.
Ved udtrykket »hverver« forstås frivillig rekruttering til væbnede styrker eller grupper.
Det vil således ikke være afgørende efter bestemmelsen, om et barn under 15 år er rekrutteret
til den væbnede styrke eller gruppe med tvang, eller om det er sket frivilligt. Det afgørende vil
være, om det indkaldte eller hvervede barn er under 15 år på rekrutteringstidspunktet, og at
rekrutteringen er sket med den hensigt, at barnet skulle tjene i de væbnede styrker eller grupper.
346
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Det rekrutterede barn under 15 år vil både kunne være fra modstanderens civilbefolkning eller
gerningspersonens egen civilbefolkning, herunder eksempelvis gerningspersonens eget barn.
Det tilsigtes ikke med bestemmelsen at omfatte eksempelvis rekrutteringskampagner rettet mod
studerende på ungdomsuddannelser eller lignende civile uddannelser, når sådanne kampagner
ikke er udført med henblik på at hverve børn under 15 til væbnede styrker eller grupper, og når
sådanne kampagner ikke medfører, at børn under 15 år faktisk hverves til væbnede styrker eller
grupper, men er udført med henblik på at hverve de studerende, når de opfylder alderskravet.
Ved formuleringen »aktiv deltagelse i fjendtligheder« forstås kamphandlinger, f.eks. spionage,
sabotage, kurervirksomhed og ageren som lokkedue. Aktiv deltagelse vil ikke omfatte handlin-
ger, der er uden tilknytning til kamphandlinger, f.eks. rengøring eller madlavning til militært
personel på en base eller lignende.
Gerningspersonen vil skulle have indkaldt eller hvervet et barn under 15 år eller have brugt et
barn under 15 år til at deltage aktivt i fjendtlighederne. Gerningspersonen vil skulle have forsæt
til at foretage en sådan handling, herunder forsæt til at det indkaldte eller hvervede barn er under
15 år.
Den foreslåede bestemmelse sigter til at beskytte mod, at børn under 15 år på den ene eller
anden måde deltager i den væbnede konflikt. Hvervning og offentlig tilskyndelse af en person
med dansk indfødsret eller bopæl til at tilslutte sig en væbnet styrke, som kæmper mod den
danske stat i en verserende væbnet konflikt, er strafbart efter straffelovens § 101 a, stk. 2. I
tilfælde, hvor et barn under 15 år hverves til at deltage i væbnede styrker, der kæmper mod den
danske stat i en verserende konflikt, vil de to bestemmelser være overlappende. Det forudsættes,
at der vil kunne straffes for overtrædelse af begge bestemmelser i sammenstød.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxvi, og artikel 8,
stk. 2, litra e, nr. vii, i Straffedomstolens statut om at tvangsindkalde eller hverve børn.
Med det foreslåede
§ 118 e, stk. 1, nr. 7,
er det en krigsforbrydelse at udsætte en beskyttet
person for et medicinsk, biologisk eller videnskabeligt forsøg, der medfører død eller alvorlig
fare for personens liv eller helbred, når denne handling er begået i tilknytning til en væbnet
konflikt.
Ved »medicinsk, biologisk eller videnskabeligt forsøg« forstås ikke-terapeutiske handlinger,
det vil sige et indgreb eller behandlingstiltag, der ikke kan begrundes af legitime lægefaglige
347
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
hensyn. Handlingen vil skulle have udsat den forurettede for alvorlig fare for personens liv eller
helbred, herunder fysisk eller psykisk, eller have medført dennes død. Det vil ikke være en
betingelse, at den forurettede faktisk har lidt skade, idet den alvorlige fareforvoldelse vil være
tilstrækkelig til, at handlingen vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Det vil desuden
være et krav, at handlingen ikke må have været udført i den forurettedes interesse ud fra legitime
medicinske hensyn.
Formuleringen »beskyttet person« vil skulle forstås i overensstemmelse med definitionen i det
foreslåede stk. 3.
Der vil efter den foreslåede bestemmelse ikke kunne gives samtykke til et sådant medicinsk,
biologisk eller videnskabeligt forsøg. Det vil sige, at en gerningsperson vil ifalde strafansvar
efter bestemmelsen, selv om den forurettede giver sit samtykke til det medicinske, biologiske
eller videnskabelige forsøg, når forsøget ikke kan begrundes i et legitimt lægefagligt hensyn.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra a, nr. ii, om biologiske
forsøg samt artikel 8, stk. 2, litra b, nr. x, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xi, om at udsætte
personer, der er i en modparts magt, for medicinske eller videnskabelige forsøg af en hvilken
som helst art i Straffedomstolens statut.
Efter det foreslåede
§ 118 e, stk. 1, nr. 8,
er det en krigsforbrydelse at deportere, tvangsforflytte
eller frihedsberøve en beskyttet person i strid med den humanitære folkeret, når denne handling
er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.
Ved »tvangsforflytter« forstås tvungen forflyttelse af de berørte personer ved brug af tvangs-
midler fra deres lovlige opholdssted. Ved »deporterer« forstås i modsætning til tvangsforflyt-
ning, at den tvangsfordrevne befolkning er flyttet over en landegrænse ved brug af tvangsmidler
fra en stat til en anden stat.
Deportation og tvangsforflytning forudsætter et tvangselement, der både kan omfatte fysisk
magtanvendelse, trussel om magtanvendelse eller tvangsforanstaltninger, herunder eksempel-
vis trussel om frihedsberøvelse eller fysisk eller psykisk vold, eller et tvingende miljø. Ved
tvingende miljø forstås, at gerningspersonen udnytter særlige omstændigheder, der er egnede
til at påvirke den forurettede til at gøre eller tåle noget, som ikke er udtryk for forurettedes frie
vilje, herunder eksempelvis de særlige omstændigheder, som kan følge af den militære tilste-
deværelse af fjendtlige styrker blandt civilbefolkningen.
348
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Det vil være et krav, at den tvungne forflyttelse skete uden tilladelige grunde efter den huma-
nitære folkeret. Det indebærer, at forflyttelse af civilbefolkningen ikke generelt må beordres af
årsager, der har forbindelse med den væbnede konflikt, men hel eller delvis evakuering af et
bestemt område kan være lovligt, hvis de berørte civiles sikkerhed eller tvingende militære
grunde gør det påkrævet. Det vil i sådanne tilfælde være et krav, at der i videst muligt omfang
sikres passende indkvarteringsforhold, at flytningen sker under tilfredsstillende hygiejniske,
sundheds-, sikkerheds- og ernæringsmæssige forhold, samt at familiemedlemmer ikke adskil-
les. Evakuerede personer skal umiddelbart efter ophøret af fjendtlighederne føres tilbage til
deres hjem. De tilladelige grunde vil skulle underlægges en snæver fortolkning.
Det vil desuden være et krav, at den beskyttede person befandt sig lovligt i det område, hvorfra
personen blev deporteret eller tvangsforflyttet.
Ved »frihedsberøver« forstås, at gerningspersonen frihedsberøver eller opretholder en friheds-
berøvelse af en beskyttet person i strid med den humanitære folkeret. Det omfatter også uberet-
tiget at udsætte repatriering af krigsfanger eller civile, da den forsinkede hjemsendelse medfø-
rer, at der ikke længere er et lovligt grundlag for frihedsberøvelsen, hvorved frihedsberøvelsen
bliver ulovlig.
Formuleringen »beskyttet person« vil skulle forstås i overensstemmelse med definitionen i det
foreslåede stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra a, nr. vii, om at depor-
tere, overføre eller retsstridigt internere beskyttede personer og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. viii,
om forflytning af civile i Straffedomstolens statut, dog med visse forskelle, jf. nærmere kapitel
5, afsnit 4.2.3.
Efter det foreslåede
§ 118 e, stk. 1, nr. 9,
er det en krigsforbrydelse at idømme eller iværksætte
en straf over for en beskyttet person i strid med retten til en retfærdig rettergang efter den hu-
manitære folkeret, når denne handling er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.
At en straf er i strid med retten til en retfærdig rettergang efter den humanitære folkeret vil
indebære, at den beskyttede person er idømt en straf, eller en straf er iværksat mod den pågæl-
dende, uden en forudgående domstolsbehandling, at den pågældende domstol ikke var uaf-
hængig og upartisk, eller at der i forbindelse med domstolsbehandlingen manglede væsentlige
og uundværlige retssikkerhedsgarantier.
349
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Væsentlige og uundværlige retssikkerhedsgarantier vil skulle forstås i overensstemmelse med
særligt Genève-konvention III og IV af 1949 om henholdsvis behandling af krigsfanger og be-
skyttelse af civile i krigstid og artikel 75, stk. 3 og 4, i tillægsprotokol I til Genève-konventio-
nerne. En sådan retssikkerhedsgaranti er således eksempelvis, at den tiltalte ufortøvet underret-
tes om anklagen mod sig, at den tiltalte skal have nødvendige rettigheder og midler med hensyn
til sit forsvar, at en tiltalt er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, at ingen må tvinges til at
vidne mod sig selv eller tilstå sin skyld, og at ingen må retsforfølges for den samme forbrydelse,
som den pågældende tidligere er dømt eller frifundet for.
Ved udtrykket »idømmer« forstås, at den beskyttede person er idømt en straf af en domstol,
som enten ikke opfylder de grundlæggende krav til en uafhængig og upartisk domstol eller ikke
har sikret de væsentlige og uundværlige retssikkerhedsgarantier i forbindelse med domstolsbe-
handlingen. Omfattet vil eksempelvis være skinprocesser, det vil sige falske retssager, hvor
resultatet er givet på forhånd.
Ved udtrykket »iværksætter« forstås, at der er iværksat en straf over for den beskyttede person
uden forudgående domstolsbehandling. Omfattet vil eksempelvis være tilfælde, hvor den be-
skyttede person fængsles i en længere periode uden at være blevet fremstillet for en dommer.
Det forudsættes, at den idømte eller iværksatte straf vil skulle være af en vis alvor for at være
omfattet af bestemmelsen. Det vil særligt gælde for straf i form af dødsstraf eller frihedsstraf
eller andre retsfølger af den strafbare handling som f.eks. anbringelse i institution eller forvaring
af længere varighed. Efter omstændighederne vil også bødestraf af en vis størrelse kunne være
en alvorlig straf.
Formuleringen »beskyttet person« vil skulle forstås i overensstemmelse med definitionen i det
foreslåede stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra a, nr. vi, om betryggende
og behørig domstolsbehandling og artikel 8, stk. 2, litra c, nr. iv, i Straffedomstolens statut om
domfældelse eller henrettelse uden retfærdig rettergang, dog med visse forskelle, jf. nærmere
kapitel 5, afsnit 4.2.3.
Efter det foreslåede
§ 118 e, stk. 1, nr. 10,
er det en krigsforbrydelse groft at krænke en beskyttet
eller afdød persons værdighed ved ydmygende, nedværdigende eller anden krænkende behand-
ling, når denne handling er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.
350
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Det vil være et krav efter bestemmelsen, at den pågældende handling er groft krænkende for en
persons værdighed, hvorved forstås en objektivt set ydmygende eller nedværdigende behand-
ling. Vurderingen af handlingens karakter vil således skulle tage udgangspunkt i, hvad der ge-
nerelt og objektivt set må betragtes som en ydmygende eller nedværdigende handling. Den
forurettedes subjektive opfattelse af handlingens karakter vil derfor ikke være afgørende for,
om den pågældende handling omfattes af den foreslåede bestemmelse.
Det vil eksempelvis kunne indgå i vurderingen af handlingens karakter, om handlingen kan
anses for at være særligt krænkende i lyset af en bestemt religiøs, kulturel eller filosofisk over-
bevisning eller på baggrund af den forurettedes religiøse, kulturelle eller filosofiske tilhørsfor-
hold.
Formuleringen »beskyttet person« vil skulle forstås i overensstemmelse med definitionen i det
foreslåede stk. 3.
Derudover vil afdøde personer være omfattet af bestemmelsen, idet afdødes værdighed vil
kunne krænkes efter døden.
Omfattet af bestemmelsen vil eksempelvis være tilfælde, hvor en gerningsperson lemlæster en
afdød eller fremviser afdødes afhuggede hoved på videomateriale.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxi, og artikel 8,
stk. 2, litra c, nr. ii, om forbud mod at krænke den menneskelige værdighed.
Efter det foreslåede
§ 118 e, stk. 1, nr. 11,
er det en krigsforbrydelse at skade en modstander,
der har overgivet sig betingelsesløst eller er ukampdygtig, eller en parlamentær, når denne
handling er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.
Ved »overgivet sig betingelsesløst« forstås, at modstanderen har nedlagt sine våben eller ikke
længere har midler til at forsvare sig med, og at modstanderen klart har givet udtryk for, at den
pågældende har til hensigt at overgive sig.
Ved »ukampdygtig« forstås, at modstanderen er blevet gjort bevidstløs eller på anden måde er
ukampdygtig på grund af sår eller sygdom og derfor er ude af stand til at forsvare sig.
Det vil desuden være en betingelse, at modstanderen er i sin modstanders varetægt, og at mod-
standeren afstår fra enhver fjendtlig handling og ikke forsøger at flygte.
351
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Med udtrykket »modstander« forstås kombattanter i internationale væbnede konflikter og per-
soner, der aktivt tager del i fjendtlighederne, i ikke-internationale væbnede konflikter.
Det vil endvidere være omfattet af bestemmelsen at udøve skade på en såkaldt parlamentær, det
vil sige en person, som søger kontakt med modstanderen under brug af det hvide flag med
henblik på at indgå en våbenhvile eller fredsaftale. Omfattet vil både være den person, der søger
kontakten med modstanderen og bærer det hvide flag, og parlamentærens følge, herunder f.eks.
tolke til brug for forhandlingerne.
Med udtrykket »skader« forstås enhver form for skadeforvoldelse. Drab af en modstander, der
har overgivet sig betingelsesløst eller er ukampdygtig, vil skulle straffes efter den foreslåede
bestemmelse om drab som krigsforbrydelse efter § 118 e, stk. 1, nr. 1.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. vi, om bl.a. at såre
en kombattant, der har skiftet status til hors de combat, i Straffedomstolens statut, dog med
visse forskelle, jf. nærmere kapitel 5, afsnit 4.2.3. Bestemmelsen i Straffedomstolens statut fin-
der alene anvendelse i international væbnet konflikt. Efter den foreslåede bestemmelse vil an-
vendelsesområdet imidlertid omfatte både internationale og ikke-internationale væbnede kon-
flikter.
Efter det foreslåede
§ 118 e, stk. 1, nr. 12,
er det en krigsforbrydelse at erklære modpartens
borgeres rettigheder og adgang til sagsanlæg for ophævet, midlertidigt suspenderet eller ude-
lukket fra at blive gjort gældende ved domstolene, når denne handling er begået i tilknytning til
en væbnet konflikt.
Bestemmelsen vil bl.a. skulle sikre, at en besættelsesmagt eller en organiseret væbnet gruppe
opretholder et velfungerende retssystem i det geografiske område, som er underlagt dets kontrol
og myndighed.
Den foreslåede bestemmelse vil være afgrænset til civile rettigheder, der kan håndhæves gen-
nem civile søgsmål, hvorimod domfældelse og straf i strid med retten til retfærdig rettergang
vil være omfattet af det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 9.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xiv, om at erklære
modpartens statsborgeres rettigheder og adgang til sagsanlæg for ophævet, midlertidigt suspen-
deret eller udelukket fra at blive gjort gældende ved domstolene i Straffedomstolens statut. Be-
stemmelsen i Straffedomstolens statut finder alene anvendelse i international væbnet konflikt.
352
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Efter den foreslåede bestemmelse vil anvendelsesområdet imidlertid omfatte både internatio-
nale og ikke-internationale væbnede konflikter.
Efter det foreslåede
§ 118 e, stk. 2,
straffes for krigsforbrydelser også den person, der i tilknyt-
ning til en international væbnet konflikt foretager én eller flere handlinger i bestemmelsens nr.
1-3. De forbudte handlinger i stk. 2 finder således alene anvendelse i international væbnet kon-
flikt.
Efter det foreslåede
§ 118 e, stk. 2, nr. 1,
er det en krigsforbrydelse at overføre en del af sin
egen civilbefolkning til et besat område, når denne handling er begået i tilknytning til en inter-
national væbnet konflikt.
Efter den foreslåede bestemmelse vil det være en krigsforbrydelse, når en besættelsesmagt over-
fører en del af sin egen civilbefolkning til det geografiske område, som besættelsesmagten har
besat.
Ved en besættelse forstås den situation, at en stats væbnede styrker har tiltvunget sig kontrol og
myndighed over hele eller dele af en anden stats territorium. Besættelse indebærer dermed en
stats besættelse af en anden stats territorium. Det foreslås derfor, at forbrydelsen kun skal finde
anvendelse i internationale væbnede konflikter. En sådan stat, der har kontrol og myndighed
over hele eller dele af en anden stats territorium, vil kunne betegnes som en besættelsesmagt.
Den foreslåede bestemmelse vil omfatte tvungen overførsel af besættelsesmagtens egen civil-
befolkning, men også frivillig flytning på besættelsesmagtens opfordring eller tilskyndelse.
Ved »civilbefolkning« forstås enhver befolkningsgruppe, der kan identificeres på baggrund af
bl.a. nationalitet, etnicitet, politiske tilhørsforhold eller lignende, herunder også opfattede til-
hørsforhold eller kendetegn. En civilbefolkning består af alle personer, som kan betegnes som
civile i overensstemmelse med den humanitære folkeret.
Formuleringen »en del af« indebærer, at der ikke vil skulle være tale om hele befolkningen. Det
vil dog være et krav, at den del af civilbefolkningen, der overføres til det besatte område, udgør
et forholdsmæssigt stort antal i forhold til modstanderens civilbefolkning, der er bosat i det
pågældende geografiske område. Kravet skal ses i sammenhæng med, at beskyttelsesinteressen
i bestemmelsen er at sikre, at besættelsesmagten ikke fortrænger den besatte civilbefolkning
med sin egen civilbefolkning og derved overtager det besatte område mere permanent.
353
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. viii, i Straffedom-
stolens statut om bl.a. besættelsesmagtens direkte eller indirekte overførelse af dele af dens
egen civilbefolkning til det besatte område.
Efter det foreslåede
§ 118 e, stk. 2, nr. 2,
er det en krigsforbrydelse at tvinge en statsborger af
modparten til at deltage i kamphandlinger mod sit eget land, når denne handling er begået i
tilknytning til en international væbnet konflikt.
Udtrykket »en statsborger af modparten« indebærer, at alene modpartens statsborgere vil være
omfattet af bestemmelsen, hvorimod personer med fast bopæl i modpartens territorium, der
ikke er statsborgere, ikke vil være omfattet. Omfattet af bestemmelsen vil også være statsbor-
gere, der har fast bopæl i det land, som den forurettede tvinges til at udføre kamphandlinger på
vegne af.
Det vil være en betingelse efter bestemmelsen, at der faktisk er udført en kamphandling mod
den forurettedes eget land, herunder egne styrker, og at den forurettede var tvunget til at begå
eller deltage i denne kamphandling. Ved tvang forstås, at den forurettede blev tvunget ved brug
af magt eller ved trussel om magt eller tvang, såsom den, der er forårsaget af frygt for vold,
tilbageholdelse, psykisk undertrykkelse eller magtmisbrug mod den forurettede eller en tredje-
person, eller ved at udnytte et tvingende miljø eller den forurettedes manglende evne til at give
et reelt samtykke på grund af f.eks. påvirkning eller medfødte eller aldersrelaterede årsager.
Ved tvingende miljø forstås, at gerningspersonen udnytter særlige omstændigheder, der er eg-
nede til at påvirke den forurettede til at gøre eller tåle noget, som ikke er udtryk for forurettedes
frie vilje, herunder eksempelvis de særlige omstændigheder, som kan følge af den militære til-
stedeværelse af fjendtlige styrker blandt civilbefolkningen.
Det vil ikke have betydning, at den forurettede forud for den væbnede konflikt har deltaget i
tjeneste i modpartens væbnede styrker.
Det vil som nævnt ikke være omfattet af bestemmelsen, hvis den forurettede har været tvunget
til at tjene i modpartens væbnede styrker, men ikke har deltaget i en faktisk kamphandling. At
tvinge en beskyttet person til at gøre tjeneste i en fjendtlig magts styrker vil i stedet være om-
fattet af det foreslåede § 118 e, stk. 2, nr. 3. Den foreslåede bestemmelse vil således være mere
afgrænset i forhold til, hvilke handlinger der omfattes af forbuddet, sammenlignet med det fo-
reslåede § 118 e, stk. 2, nr. 3. Derimod vil den omfattede personkreds være bredere, da den
foreslåede bestemmelse omfatter alle modpartens statsborgere, hvor det foreslåede § 118 e, stk.
2, nr. 3, er afgrænset til beskyttede personer som defineret i det foreslåede § 118 e, stk. 3.
354
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xv, om at tvinge
modpartens statsborgere til at deltage i kamphandlinger mod deres eget land i Straffedomsto-
lens statut.
Efter det foreslåede
§ 118 e, stk. 2, nr. 3,
er det en krigsforbrydelse at tvinge en beskyttet person
til at gøre tjeneste i en fjendtlig magts styrker, når denne handling er begået i tilknytning til en
international væbnet konflikt.
Det vil efter den foreslåede bestemmelse være strafbart at tvinge en beskyttet person til at tjene
i en fjendtlig magts væbnede styrker. Ved »fjendtlig magt« forstås en stat, der kæmper mod den
stat, hvor den forurettede er statsborger.
Den forurettede kan være tvunget ved brug af magt eller ved trussel om magt eller tvang, såsom
den, der er forårsaget af frygt for vold, tilbageholdelse, psykisk undertrykkelse eller magtmis-
brug mod den forurettede eller en tredjeperson, eller ved at udnytte et tvingende miljø eller den
forurettedes manglende evne til at give et reelt samtykke på grund af f.eks. påvirkning eller
medfødte eller aldersrelaterede årsager. Ved tvingende miljø forstås, at gerningspersonen ud-
nytter særlige omstændigheder, der er egnede til at påvirke den forurettede til at gøre eller tåle
noget, som ikke er udtryk for forurettedes frie vilje, herunder eksempelvis de særlige omstæn-
digheder, som kan følge af den militære tilstedeværelse af fjendtlige styrker blandt civilbefolk-
ningen.
Den blotte tjeneste i den for den forurettede fjendtlige magts væbnede styrker vil være tilstræk-
keligt. Der vil således ikke skulle være udført faktiske kamphandlinger. I tilfælde, hvor den
forurettede også har været tvunget til at deltage i kamphandlinger mod sit eget land, vil forhol-
det tillige være omfattet af det foreslåede § 118 e, stk. 2, nr. 2.
Den tvungne tjeneste i den fjendtlige magts styrker vil skulle være rettet mod en beskyttet per-
son. Formuleringen »beskyttet person« vil skulle forstås i overensstemmelse med definitionen
i det foreslåede stk. 3. Den foreslåede bestemmelse adskiller sig også derved fra det foreslåede
§ 118 e, stk. 2, nr. 2, hvor beskyttelsen omfatter alle modpartens statsborgere, herunder også
kombattanter.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra a, nr. v, om at tvinge en
krigsfange eller anden beskyttet person til at gøre tjeneste i en fjendtlig magts styrker i Straffe-
domstolens statut.
355
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Efter det foreslåede
§ 118 e, stk. 3,
forstås ved beskyttet person en person, der ikke eller ikke
længere tager direkte del i fjendtlighederne.
Den foreslåede bestemmelse definerer således udrykket »beskyttet person«, som anvendes i
gerningsindholdet i flere af krigsforbrydelserne i § 118 e, stk. 1 og 2.
Bestemmelsen vil skulle forstås i overensstemmelse med den humanitære folkerets definitioner
af beskyttede personer. En beskyttet person er efter den humanitære folkeret enhver person, der
ikke er kombattant i en international væbnet konflikt eller medlem af en organiseret væbnet
gruppe, som deltager aktivt i fjendtlighederne.
Ved »tager direkte del i fjendtlighederne« forstås, at den pågældende aktivt udfører handlinger
i tilknytning til den væbnede konflikt med formål om at støtte en af parterne i konflikten til
skade for en anden part. Handlingen skal støtte en af parterne på en tilstrækkelig direkte måde
og med et vist niveau af skade til følge.
Bestemmelsen vil indebære, at hvis en forbrydelse forudsætter, at den forurettede er en beskyt-
tet person, vil en handling ikke være omfattet af den pågældende bestemmelse, hvis handlingen
er begået mod en kombattant eller et medlem af en organiseret væbnet gruppe, der deltager
aktivt i fjendtlighederne.
Beskyttede personer omfatter efter den humanitære folkeret civile personer, personer, der er
sårede eller syge eller skibbrudne, sanitetspersonel, religiøst personel, krigsfanger eller perso-
ner, der har nedlagt våbnene.
Ved sårede eller syge forstås personer, herunder både militære og civile, som på grund af skade,
sygdom eller anden fysisk eller psykisk forstyrrelse eller handicap har behov for lægelig hjælp
eller behandling. Behov for lægelig behandling vil omfatte både fysiske og psykiske skader.
Eksempelvis vil et akut chok eller anden mental forstyrrelse, der er fremkaldt af kamphandlin-
gerne, også være omfattet. Beskyttelsen vil ligeledes omfatte barselspatienter, nyfødte og andre
personer, herunder f.eks. gravide kvinder, der har behov for øjeblikkelig lægehjælp eller be-
handling. Det vil være en forudsætning for at opnå beskyttelse som syg eller såret, at der er et
behandlingsbehov. Beskyttelsen vil desuden være betinget af, at den pågældende afstår fra en-
hver fjendtlig handling.
Ved skibbrudne forstås personer, herunder både militære og civile, som er i nød eller hensat i
en hjælpeløs tilstand til søs, herunder i internationalt farvand eller andre farvande, på grund af
en ulykke, som rammer dem eller det skib eller det fly, som de har været ombord på. Ved ordet
356
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
»skibbrud« forstås skibbrud af enhver årsag, herunder også nødlanding på vandet af eller fra et
luftfartøj. Der skal således være tale om en nødsituation. En skibbruden skal afholde sig fra
fjendtlige handlinger for at være omfattet af beskyttelsen. En skibbruden person beholder sin
beskyttede status under redningen, men vil efterfølgende kunne skifte status til f.eks. såret eller
krigsfange.
Ved krigsfange forstås enhver kombattant, det vil sige et medlem af de væbnede styrker, der er
taget til fange af modparten, jf. artikel 4 i Genève-konvention III. Ved tvivl om den pågælden-
des krigsfangestatus vil formodningen være, at den pågældende er beskyttet, indtil en kompe-
tent domstol træffer afgørelse herom, jf. artikel 5 i Genève-konvention III. Spioner og lejesol-
dater vil ikke have ret til krigsfangestatus. Krigsfangestatus finder kun anvendelse i internatio-
nale væbnede konflikter.
Udtrykket har nedlagt våben skal forstås i overensstemmelse med formuleringen »har overgivet
sig betingelsesløst« i det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 11. Det vil dermed være en betingelse,
at den pågældende har nedlagt sine våben eller ikke længere har midler til at forsvare sig med,
at den pågældende klart har givet udtryk for hensigten om at overgive sig, og at den pågældende
afstår fra enhver fjendtlig handling.
Ved civil forstås i internationale væbnede konflikter enhver, der ikke er kombattant, eller tager
direkte del i fjendtlighederne, jf. artikel 50 i tillægsprotokol I til Genève-konventionerne af 12.
august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i internationale væbnede konflikter, mens det i
ikke-internationale væbnede konflikter er enhver, der ikke tager direkte del i fjendtlighederne,
jf. artikel 13, stk. 3, i tillægsprotokol II til Genève-konventionerne af 12. august 1949 vedrø-
rende beskyttelsen af ofre i ikke-internationale væbnede konflikter.
Ved sanitetspersonel forstås en person, som er udpeget af en part i den væbnede konflikt til
udelukkende at udøve sanitære opgaver, forvalte sanitetsenheder eller gennemføre eller forvalte
sanitetstransporter. Sanitetsenheder er anlæg og andre enheder organiseret til medicinske for-
mål såsom eftersøgning, opsamling, transport, diagnose eller behandling af sårede, syge og
skibbrudne eller med henblik på sygdomsforebyggelse. Sanitetsenheder kan være både statio-
nære og mobile, permanente og midlertidige. Sanitetsenheder er eksempelvis hospitaler, blod-
transfusionscentre, sanitetsdepoter og sanitets- og farmaceutiske lagre for sådanne enheder. Sa-
nitetstransporter er et transportmiddel, der anvendes til befordring af sårede, syge, skibbrudne,
sanitetspersonel, sanitetsudstyr eller sanitetsforsyninger. Sanitetspersonel omfatter eksempelvis
personer med sanitære opgaver i civilforsvarsorganisationer, personer fra frivillige, anerkendte
og bemyndigede nationale frivillige humanitære organisationer, f.eks. Røde Kors og Røde
357
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Halvmåne, samt uvildige internationale nødhjælpsorganisationer og humanitære organisationer
stillet til rådighed for en stridende part af neutrale stater eller andre ikke-krigsførende magter.
Opnåelse af beskyttelsen som sanitetspersonel vil forudsætte, at personellets funktion udeluk-
kende er at løse sanitetsopgaver i den periode, hvor personellet er udpeget hertil. Omfattet vil
først og fremmest være lægefagligt eller sygeplejeuddannet personel, men også sygdomsfore-
byggende funktioner vil være omfattet. Derudover vil farmaceuter, tandlæger, portører, ambu-
lanceførere og administrativt personel være omfattet.
Ved religiøst personel forstås en person, herunder både militær og civil, som udelukkende udø-
ver en præstegerning eller lignende sjælelig aktivitet. Religiøst personel er tilknyttet en af par-
terne i den væbnede konflikt, en konfliktparts sanitetsenheder eller sanitetstransporter eller ci-
vilforsvarsorganisationer. Det vil være en betingelse for beskyttelsen, at religiøst personel ude-
lukkende foretager aktiviteter på det sjælelige plan eller lignende religiøst plan og ikke tager
aktiv del i fjendtlighederne. Omfattet vil eksempelvis være feltpræster.
Det vil være en betingelse for alle persongrupperne beskrevet ovenfor, at den beskyttede person
ikke eller ikke længere tager direkte del i fjendtlighederne. Det vil indebære, at eksempelvis
civile eller sanitetspersonel, der tager direkte del i fjendtlighederne, ikke vil være omfattet af
beskyttelsen, da de ikke længere er at betegne som civile eller sanitetspersonel.
Den foreslåede bestemmelse vil endvidere kunne omfatte fremtidige udviklinger af begrebet
beskyttet person i den humanitære folkeret, der rækker videre end de ovenfor beskrevne per-
songrupper.
Straffedomstolen og andre internationale domstoles praksis vil i relevant omfang skulle indgå
som et fortolkningsbidrag ved fastlæggelsen af det nærmere indhold i den foreslåede § 118 e
om krigsforbrydelser mod personer. Der henvises herom til kapitel 5, afsnit 1.
I visse tilfælde vil en handling kunne være omfattet af både den foreslåede bestemmelse om
krigsforbrydelser mod personer og straffelovens terrorbestemmelser i §§ 114-114 j. Det vil
kunne være tilfældet, hvis en person eksempelvis tilslutter sig en terrororganisation, der er part
i en international eller ikke-international væbnet konflikt, og begår bl.a. forbrydelser rettet mod
civile.
Om en given handling vil skulle retsforfølges efter straffelovens terrorbestemmelser eller den
foreslåede bestemmelse om krigsforbrydelser mod personer vil skulle afgøres efter en samlet
konkret vurdering. I denne vurdering vil navnlig kunne indgå handlingens karakter og kontekst,
358
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
beskyttelsesinteressen bag den pågældende straffebestemmelse og den forventede straf. Det vil
desuden i alle tilfælde være afgørende, hvilket forsæt gerningspersonen havde ved udførelsen
af den pågældende handling, herunder hvad anklagemyndigheden vurderer, at der kan føres
bevis for.
Der henvises i øvrigt til kapitel 5, afsnit 4.2.
(Til § 118 f om krigsforbrydelser mod ejendom)
Straffeloven indeholder ikke bestemmelser, som selvstændigt kriminaliserer krigsforbrydelser
mod ejendom. Handlingerne vil dog efter omstændighederne bl.a. kunne straffes efter straffe-
lovens gældende bestemmelser eller efter militær straffelov.
Herudover fremgår det af § 1, nr. 3 og 5, i lov nr. 310 af 25. april 2018 om beskyttelse af
kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt, at medmindre forholdet er omfattet af militær straf-
felov, straffes med bøde eller fængsel indtil 12 år den, som forsætligt i strid med 2. protokol af
26. marts 1999 til UNESCO-konventionen af 14. maj 1954 om beskyttelse af kulturværdier i
tilfælde af væbnet konflikt foretager omfattende ødelæggelse eller tilegnelse af kulturværdier
beskyttet i henhold til konventionen og dennes 2. protokol (§ 1, nr. 3) eller tyveri, plyndring
eller uretmæssig anvendelse af eller hærværk mod kulturværdier, der er beskyttet i henhold til
konventionen (§ 1, nr. 5).
Der henvises om gældende ret nærmere til kapitel 5, afsnit 2.
Det foreslås, at der indsættes en straffebestemmelse om krigsforbrydelser mod ejendom i straf-
feloven som
§ 118 f,
hvorefter fire typer af handlinger vil udgøre krigsforbrydelser, hvis hand-
lingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.
Udtrykket »væbnet konflikt« vil skulle forstås i overensstemmelse med den humanitære folke-
ret. Der skelnes i den humanitære folkeret grundlæggende mellem to konflikttyper: internatio-
nale væbnede konflikter og ikke-internationale væbnede konflikter. En international væbnet
konflikt er en konflikt, der finder sted mellem to eller flere stater. En ikke-international væbnet
konflikt er en konflikt, der finder sted mellem en stat og en ikke-statslig organiseret væbnet
gruppe eller mellem flere ikke-statslige organiserede væbnede grupper. Det er de faktiske for-
hold, der afgør, om der foreligger en væbnet konflikt. En parts manglende anerkendelse af, at
der foreligger en væbnet konflikt, har derfor ikke betydning.
359
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Strafansvar efter den foreslåede bestemmelse vil forudsætte, at den pågældende handling om-
fattes af gerningsindholdet i én eller flere af de foreslåede forbrydelser i § 118 f, stk. 1, nr. 1-4,
og at lovovertrædelsen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt som defineret i den huma-
nitære folkeret. I den foreslåede bestemmelse anvendes udtrykket »væbnet konflikt«, hvorved
alle fire forbrydelser vil udgøre en krigsforbrydelse i både internationale og ikke-internationale
væbnede konflikter.
Det vil grundlæggende være et krav, at den pågældende handling er foretaget i tilknytning til
den væbnede konflikt. »I tilknytning til« indebærer, at handlingen skal være foretaget i sam-
menhæng med og have en forbindelse til den væbnede konflikt. Dette kontekstkrav er på en-
gelsk gengivet som: ”in the context of and was associated with”. Handlinger, der tilfældigvis
finder sted i et geografisk område, hvor der er en væbnet konflikt, men ikke har forbindelse til
den væbnede konflikt, vil derfor falde uden for bestemmelsen.
Efter det foreslåede
§ 118 f, nr. 1,
er det en krigsforbrydelse at plyndre, hvis handlingen er
begået i tilknytning til en væbnet konflikt.
Ved udtrykket »plyndrer« forstås, at et medlem af en konfliktparts væbnede styrker uberettiget
tilegner sig modstanderens private eller offentlige formuegoder med personlig vinding for øje.
Gerningspersonen vil skulle have frataget eller aftvunget nogen en fremmed rørlig ting, bragt
en stjålen ting i sikkerhed eller tvunget nogen til en handling eller undladelse, der medfører
formuetab for den forurettede eller en tredjeperson.
Alene plyndring i en kontekst af flere plyndringshandlinger vil være omfattet af bestemmelsen.
Bestemmelsen vil efter omstændighederne kunne omfatte tilegnelse af enkelte formuegoder,
men det vil i sådanne tilfælde forudsætte, at handlingen er foretaget som en del af en serie
tilsvarende plyndringshandlinger foretaget af gerningspersonen eller dennes allierede i kon-
fliktpartens væbnede styrker. Den foreslåede bestemmelse vil således adskille sig fra alminde-
ligt tyveri af enkelte genstande.
Omfattet vil eksempelvis være formuegoder taget fra nogen på kamppladsen eller i forbindelse
med eftersøgning af frihedsberøvede, syge, sårede eller døde samt formuegoder tilegnet i for-
bindelse med ”frit lejde”-aktioner og lignende.
At gerningspersonen skal være et medlem af en konfliktparts væbnede styrker indebærer, at
ansvarssubjektet efter bestemmelsen alene vil kunne være militært personel, det vil sige kom-
battanter eller personer, der deltager aktivt i fjendtlighederne.
360
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Gerningspersonen vil skulle have til hensigt at tilegne sig formuegodet til privat brug eller
tvinge nogen til en handling eller undladelse, der medfører formuetab for den forurettede eller
en tredjeperson med hensigt om personlig vinding.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xvi, og artikel 8,
stk. 2, litra e, nr. v, om plyndring, i Straffedomstolens statut.
Efter det foreslåede
§ 118 f, nr. 2,
er det en krigsforbrydelse at beslaglægge, konfiskere, øde-
lægge eller tilegne sig ejendom, når handlingen ikke er retfærdiggjort af tvingende militær nød-
vendighed, hvis handlingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.
Ved »ødelægger« forstås skadeforvoldelse i hvilken som helst form, eksempelvis ildspåsæt-
telse, nedrivning eller sabotage.
Ved »beslaglægger« forstås en midlertidig foranstaltning, hvor modstanderens ejendom tages i
gerningspersonens besiddelse. Ved »konfiskerer« forstås en permanent foranstaltning, hvor di-
spositions- og ejendomsretten til modstanderens ejendom er overgået til gerningspersonen.
Begrebet »ejendom« omfatter al ejendom, uanset om den er privat- eller statsejet. Såvel byg-
ninger, infrastruktur, transportmidler, afgrøder, marker, skove som anden fast ejendom eller
løsøre vil være omfattet af begrebet. Både militær og civil ejendom vil være omfattet af be-
stemmelsen.
Enhver ødelæggelse, tilegnelse, beslaglæggelse eller konfiskation af ejendom vil ikke være om-
fattet af bestemmelsen, idet tvingende militær nødvendighed vil kunne retfærdiggøre handlin-
gen. Hvorvidt ødelæggelse, tilegnelse, beslaglæggelse eller konfiskation af en ejendom er en
tvingende militær nødvendighed, vil skulle afgøres ud fra de foreliggende konkrete omstændig-
heder. Den militære fordel vil skulle sammenholdes med ødelæggelserne og omfanget heraf.
Tvingende militær nødvendighed vil eksempelvis være ødelæggelse af bygninger, afgrøder el-
ler infrastruktur, der er uundgåelige i forbindelse med militære køretøjers færdsel på kampplad-
sen.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra a, nr. iv, om omfattende
ødelæggelse samt tilegnelse af ejendom samt artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xiii, og artikel 8, stk.
2, litra e, nr. xii, om ødelæggelse eller beslaglæggelse af modpartens ejendom i Straffedomsto-
lens statut.
361
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Efter det foreslåede
§ 118 f, nr. 3,
er det en krigsforbrydelse at ødelægge eller tilegne sig kul-
turværdier i stort omfang i strid med UNESCO-konvention af 14. maj 1954 om beskyttelse af
kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt og dennes 2. protokol, hvis handlingen er begået i
tilknytning til en væbnet konflikt.
Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til § 1, nr. 3, i lov om beskyttelse af kul-
turværdier i tilfælde af væbnet konflikt, der samtidig foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 5. Der
er med forslaget ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af bestemmelsen.
Begrebet »kulturværdier« vil skulle forstås i overensstemmelse med konventionens definition,
herunder flytbare og ikke-flytbare værdier af stor betydning for alle folkeslags kulturarv såsom
mindesmærker, kirkelige eller verdslige, arkitektoniske, kunstneriske, historiske eller arkæolo-
giske steder, kunstværker, manuskripter, bøger og andre genstande af kunstnerisk, historisk el-
ler arkæologisk interesse, såvel som videnskabelige samlinger og vigtige samlinger af bøger
eller arkiver eller af reproduktioner af ovenfor beskrevne genstande.
Der vil skulle være tale om omfattende ødelæggelse eller tilegnelse af kulturværdier, som er
omfattet af den almindelige beskyttelse efter konventionens artikel 4, særlig beskyttelse efter
konventionens artikel 8 eller forhøjet beskyttelse efter konventionens 2. protokol. Det er ikke
en forudsætning for beskyttelsen, at kulturværdierne er tildelt forhøjet beskyttelse efter konven-
tionens 2. protokol.
Med »i stort omfang« menes eksempelvis uoprettelig skade, hvor værdier af stor betydning er
gået tabt eller i stort omfang er bortkommet.
Kravet om, at handlingen skal være begået mod kulturværdier, der er beskyttet i henhold til
konventionens 2. protokol, indebærer, at handlingen bl.a. skal være omfattet af protokollens
tidsmæssige og geografiske anvendelsesområde, det vil sige under en væbnet konflikt, herunder
også besættelse. Afgrænsningen er nærmere beskrevet i protokollens artikel 3 og artikel 22 samt
konventionens artikel 18. Ødelæggelser, som sker af bydende militær nødvendighed, er ikke
omfattet, jf. artikel 6 i konventionens 2. protokol.
I flere tilfælde vil en handling, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse, også kunne være
omfattet af de andre foreslåede bestemmelser om krigsforbrydelser, der har et indhold svarende
til indholdet i krigsforbrydelsesbestemmelserne i Straffedomstolens statut. Eksempelvis § 118
f, nr. 1 og 2, om henholdsvis plyndring og at ødelægge, beslaglægge, konfiskere eller tilegne
sig ejendom, der ikke er retfærdiggjort af tvingende militær nødvendighed.
362
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Det forudsættes, at det foreslåede § 118 f, nr. 3, alene finder anvendelse, hvis forholdet ikke er
omfattet af de øvrige krigsforbrydelser, der har et indhold svarende til artikel 8 om krigsforbry-
delser i Straffedomstolens statut.
Efter det foreslåede
§ 118 f, nr. 4,
er det en krigsforbrydelse at plyndre, begå tyveri af eller
udføre hærværk mod eller uretmæssigt anvende kulturværdier i strid med UNESCO-konventi-
onen af 14. maj 1954 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt og dennes 2.
protokol, hvis handlingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.
Den foreslåede bestemmelse svarer til § 1, nr. 5, i lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde
af væbnet konflikt, der samtidig foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 5. Der er med forslaget
ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af bestemmelsen.
Ved udtrykket »plyndrer« forstås, at et medlem af en konfliktparts væbnede styrker uberettiget
tilegner sig modstanderens private eller offentlige formuegoder med personlig vinding for øje.
Gerningspersonen vil skulle have frataget eller aftvunget nogen en fremmed rørlig ting, bragt
en stjålen ting i sikkerhed eller tvunget nogen til en handling eller undladelse, der medfører
formuetab for den forurettede eller en tredjeperson.
Alene plyndring i en kontekst af flere plyndringshandlinger vil være omfattet af bestemmelsen.
Bestemmelsen vil efter omstændighederne kunne omfatte borttagelse af enkelte formuegoder,
men det vil i sådanne tilfælde forudsætte, at handlingen er begået som en del af en serie tilsva-
rende plyndringshandlinger begået af gerningspersonen eller dennes allierede i konfliktpartens
væbnede styrker. Plyndring vil således adskille sig fra almindeligt tyveri af enkelte genstande.
Omfattet vil eksempelvis være formuegoder taget fra nogen på kamppladsen eller i forbindelse
med eftersøgning af frihedsberøvede, syge, sårede eller døde samt formuegoder tilegnet i for-
bindelse med ”frit lejde”-aktioner og lignende.
Ved formuleringen »begår tyveri af« forstås borttagelse af en fremmed rørlig ting uden ejerens
samtykke for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding ved dens tilegnelse. Begrebet vil skulle
forstås i overensstemmelse med straffelovens § 276 om tyveri.
»Udfører hærværk mod« vil skulle forstås som ødelæggelse, beskadigelse eller bortskaffelse af
ting, der tilhører en anden, i overensstemmelse med straffelovens § 291.
Udtrykket »uretmæssigt anvender« vil kunne omfatte bl.a. underslæb, uretmæssig tilegnelse,
omsætning og udførelse af kulturværdier. Dette skal ses i sammenhæng med, at der i de seneste
363
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
årtiers væbnede konflikter er eksempler på omfattende plyndring og tyveri af kulturværdier,
hvor der efterfølgende er sket ulovlig udførelse og videresalg af kulturværdier, hvorved de
kommer til at fungere som indkomstkilde for terrorgrupper og militser.
Begrebet »kulturværdier« vil skulle forstås i overensstemmelse med konventionens definition,
herunder flytbare og ikke-flytbare værdier af stor betydning for alle folkeslags kulturarv såsom
mindesmærker, kirkelige eller verdslige, arkitektoniske, kunstneriske, historiske eller arkæolo-
giske steder, kunstværker, manuskripter, bøger og andre genstande af kunstnerisk, historisk el-
ler arkæologisk interesse, såvel som videnskabelige samlinger og vigtige samlinger af bøger
eller arkiver eller af reproduktioner af ovenfor beskrevne genstande.
Kravet om, at handlingen skal være begået mod kulturværdier, der er beskyttet i henhold til
konventionens 2. protokol, indebærer, at handlingen bl.a. skal være omfattet af protokollens
tidsmæssige og geografiske anvendelsesområde, det vil sige under en væbnet konflikt, herunder
også besættelse. Afgrænsningen er nærmere beskrevet i protokollens artikel 3 og artikel 22 samt
konventionens artikel 18. Ødelæggelser, som sker af bydende militær nødvendighed, er ikke
omfattet, jf. artikel 6 i konventionens 2. protokol.
I flere tilfælde vil en handling, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse, også kunne være
omfattet af andre foreslåede bestemmelser om krigsforbrydelser, der har et indhold svarende til
indholdet i krigsforbrydelsesbestemmelserne i Straffedomstolens statut. Eksempelvis § 118 f,
nr. 1 og 2, om henholdsvis plyndring og at ødelægge, beslaglægge, konfiskere eller tilegne sig
ejendom, der ikke er retfærdiggjort af tvingende militær nødvendighed.
Det forudsættes, at det foreslåede § 118 f, nr. 4, alene vil finde anvendelse, hvis forholdet ikke
er omfattet af de øvrige krigsforbrydelser, der har et indhold svarende til artikel 8 om krigsfor-
brydelser i Straffedomstolens statut.
Straffedomstolen og andre internationale domstoles praksis vil i relevant omfang skulle indgå
som et fortolkningsbidrag ved fastlæggelsen af det nærmere indhold i den foreslåede § 118 f
om krigsforbrydelser mod ejendom. Der henvises herom til kapitel 5, afsnit 1.
I visse tilfælde vil en handling kunne være omfattet af både den foreslåede bestemmelse om
krigsforbrydelser mod ejendom og straffelovens terrorbestemmelser i §§ 114-114 j. Det vil
kunne være tilfældet, hvis en person eksempelvis tilslutter sig en terrororganisation, der er part
i en international eller ikke-international væbnet konflikt, og begår bl.a. forbrydelser rettet mod
civile eller groft hærværk, som forårsager betydelige økonomiske tab.
364
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Om en given handling vil skulle retsforfølges efter straffelovens terrorbestemmelser eller den
foreslåede bestemmelse om krigsforbrydelser mod ejendom vil skulle afgøres efter en samlet
konkret vurdering. I denne vurdering vil navnlig kunne indgå handlingens karakter og kontekst,
beskyttelsesinteressen bag den pågældende straffebestemmelse og den forventede straf. Det vil
desuden i alle tilfælde være afgørende, hvilket forsæt gerningspersonen havde ved udførelsen
af den pågældende handling, herunder hvad anklagemyndigheden vurderer, at der kan føres
bevis for.
Der henvises i øvrigt til kapitel 5, afsnit 4.3.
(Til § 118 g om krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker)
Straffeloven indeholder ikke bestemmelser, som selvstændigt kriminaliserer krigsforbrydelser
mod humanitære indsatser eller kendemærker. Handlingerne vil dog efter omstændighederne
bl.a. kunne straffes efter straffelovens gældende bestemmelser eller efter militær straffelovs §
36, stk. 1, om forsætligt misbrug m.v. af kendetegn eller betegnelse, som er forbeholdt personer,
indretninger og materiel, der er bestemt til at yde hjælp til sårede eller syge.
Der henvises om gældende ret nærmere til kapitel 5, afsnit 2.
Det foreslås, at der indsættes en straffebestemmelse om krigsforbrydelser mod humanitære ind-
satser eller kendemærker i straffeloven som
§ 118 g,
hvorefter tre typer af handlinger vil udgøre
krigsforbrydelser, hvis handlingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.
Udtrykket »væbnet konflikt« vil skulle forstås i overensstemmelse med den humanitære folke-
ret. Der skelnes i den humanitære folkeret grundlæggende mellem to konflikttyper: internatio-
nale væbnede konflikter og ikke-internationale væbnede konflikter. En international væbnet
konflikt er en konflikt, der finder sted mellem to eller flere stater. En ikke-international væbnet
konflikt er en konflikt, der finder sted mellem en stat og en ikke-statslig organiseret væbnet
gruppe eller mellem flere ikke-statslige organiserede væbnede grupper. Det er de faktiske for-
hold, der afgør, om der foreligger en væbnet konflikt. En parts manglende anerkendelse af, at
der foreligger en væbnet konflikt, har derfor ikke betydning.
Strafansvar efter den foreslåede bestemmelse vil forudsætte, at den pågældende handling om-
fattes af gerningsindholdet i én eller flere af de foreslåede forbrydelser i § 118 g, nr. 1-3, samt
at lovovertrædelsen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt som defineret i den humani-
tære folkeret. I den foreslåede bestemmelse anvendes udtrykket »væbnet konflikt«, hvorved
365
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
lovovertrædelsen vil udgøre en krigsforbrydelse i både internationale og ikke-internationale
væbnede konflikter.
Det vil grundlæggende være et krav, at den pågældende handling er foretaget i tilknytning til
den væbnede konflikt. »I tilknytning til« indebærer, at handlingen skal være foretaget i sam-
menhæng med og have en forbindelse til den væbnede konflikt. Dette kontekstkrav er på en-
gelsk gengivet som: ”in the context of and was associated with”. Handlinger, der tilfældigvis
finder sted i et geografisk område, hvor der er en væbnet konflikt, men ikke har forbindelse til
den væbnede konflikt, vil derfor falde uden for bestemmelsen.
Efter det foreslåede
§ 118 g, nr. 1,
er det en krigsforbrydelse at angribe personel, installationer,
materiel, enheder eller befordringsmidler, der er involveret i humanitære indsatser eller freds-
bevarende missioner i overensstemmelse med FN-pagten, eller lignende internationale fredsbe-
varende missioner, og som er berettiget til beskyttelse efter den humanitære folkeret, hvis hand-
lingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.
Ved »humanitære indsatser« berettiget til beskyttelse efter den humanitære folkeret forstås ek-
sempelvis forsyninger af mad, lægemidler, tøj, sengetøj, husly og andre lignende nødvendighe-
der, som er påkrævet for, at en civilbefolkning kan overleve.
Udtrykket »fredsbevarende missioner« vil omfatte missioner, som FN har truffet beslutning om
i overensstemmelse med FN-pagtens kapitel VI om fredelig bilæggelse af tvister, og som er
under kontrol af FN.
At en fredsbevarende mission er under FN-pagten vil indebære, at missionen udføres under
militær kommando og kontrol af FN, det vil sige, at styrken er underlagt en af FN udpeget
militær chef, der refererer direkte til FN, og som befaler direkte til underlagte enheder. De
medvirkende styrkers handlinger vil således skulle henregnes til FN. Både civilt og militært
personel afgivet til den fredsbevarende mission vil være omfattet af bestemmelsen.
Den fredsbevarende mission vil skulle være berettiget til beskyttelse efter den humanitære fol-
keret. Indsættelse af FN-styrker under FN-pagtens kapitel VI om fredelig bilæggelse af tvister
forudsætter værtslandets samtykke, upartiskhed i missionen, det vil sige, at den fredsbevarende
mission ikke tager parti med den ene konfliktpart, og at FN-styrkens magtanvendelse begrænses
til selvforsvar. Selvforsvarsbegrebet for FN’s fredsbevarende missioner har udviklet sig til at
omfatte både FN-styrker, materiel og missionens formål, f.eks. at beskytte civile.
366
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Det vil være en betingelse, at det beskyttede personel og materiel m.v. ikke direkte bidrager til
militære aktioner på nogen side i konflikten eller deltager direkte i fjendtlighederne. FN-missi-
oner, der på denne måde deltager direkte i fjendtlighederne, vil ikke være beskyttet efter be-
stemmelsen. Denne vurdering vil afhænge af de konkrete omstændigheder fra sag til sag.
Beskyttede fredsbevarende missioner vil desuden omfatte lignende fredsbevarende missioner,
der gennemføres efter en international aftale, som er i overensstemmelse med FN’s formål og
principper, herunder sikre verdensfreden og sikkerheden. Det vil kunne omfatte operationer
gennemført af regionale organisationer, herunder eksempelvis Den Europæiske Union eller Den
Afrikanske Union. Det vil være en betingelse, at den regionalt iværksatte fredsbevarende mis-
sion opfylder de samme betingelser som en FN-mission, herunder en uafhængig militær chef
og magtanvendelse udelukkende ved selvforsvar.
Ved formuleringen »angriber« forstås enhver voldshandling, der har til hensigt at forvolde
skade eller dræbe. Det er uden betydning, om der faktisk forvoldes skade, eller om nogen bliver
dræbt som følge af angrebet.
Personel omfatter både civilt og militært personel. Installationer omfatter eksempelvis drikke-
vandsinstallationer og sanitetsinstallationer som f.eks. hospitaler og infirmerier. Materiel om-
fatter eksempelvis køretøjer, våben, sikkerhedsveste og sanitetsmateriel, herunder medicin. En-
heder vil eksempelvis omfatte hospitalsskibe og sanitetsluftfartøjer. Befordringsmidler vil ek-
sempelvis omfatte køretøjer, skibe og helikoptere.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. iii, og artikel 8,
stk. 2, litra e, nr. iii, om angreb på personel eller materiel m.v. involveret i humanitære indsatser
eller fredsbevarende missioner som krigsforbrydelse i Straffedomstolens statut.
Bestemmelsen vil alene angå angreb mod humanitære indsatser og fredsbevarende missioner i
overensstemmelse med FN-pagten eller lignende internationale fredsbevarende missioner, som
er berettiget til beskyttelse efter den humanitære folkeret. Bestemmelsen vil derimod ikke om-
fatte angreb rettet mod hjælpearbejde udført af Røde Kors eller andre lignende humanitære
organisationer, der i stedet vil være omfattet af det foreslåede § 118 g, nr. 2.
Efter det foreslåede
§ 118 g, nr. 2,
er det en krigsforbrydelse at angribe personel, bygninger,
materiel eller sanitetsenheder eller -transporter, der i overensstemmelse med den humanitære
folkeret anvender et af Genève-konventionernes, herunder disses tillægsprotokollers, beskyt-
tede kendemærker, eller emblemer eller anden identifikationsmetode, hvis handlingen er begået
i tilknytning til en væbnet konflikt.
367
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Genève-konventionernes, herunder disses tillægsprotokollers, beskyttede kendemærker og em-
blemer omfatter det røde kors, den røde halvmåne, det røde David-skjold, den røde løve og sol
samt den røde krystal.
Ved udtrykket »anden identifikationsmetode« forstås en metode, der kan identificere, at pågæl-
dende personel, bygning, materiel, sanitetsenhed- eller transporter er beskyttet efter Genève-
konventionerne, herunder disses tillægsprotokoller. Omfattet vil eksempelvis være en ambu-
lances blå eller røde lys. Andre lys- eller radiosignaler vil ligeledes kunne være omfattet.
Personel omfatter civilt ansatte eller andre personer, der er tilknyttet den humanitære organisa-
tion eller det beskyttede materiel eller den beskyttede sanitetsenhed eller -transport. Bygninger
omfatter eksempelvis hospitaler og kontorbygninger. Materiel omfatter eksempelvis køretøjer,
sikkerhedsveste og sanitetsmateriel, herunder medicin. Sanitetsenheder vil eksempelvis omfatte
hospitalsskibe. Sanitetstransporter vil eksempelvis omfatte ambulancer og helikoptere.
For humanitære indsatser vil det være en betingelse for den særlige beskyttelse, at den huma-
nitære indsats gennemføres uden forskelsbehandling og dermed er en hjælp til alle.
Ved formuleringen »angriber« forstås enhver handling foretaget mod personel, bygninger, ma-
teriel, sanitetsenheder eller -transporter, der anvender et af Genève-konventionernes og tillægs-
protokollernes beskyttede kendemærker eller emblemer eller anden identifikationsmetode i
overensstemmelse med den humanitære folkeret, med den hensigt at forvolde skade eller dræbe.
Det vil ikke være af betydning, om der faktisk bliver forvoldt skade eller dræbt nogen som følge
af angrebet.
Det vil være en betingelse for beskyttelse, at det beskyttede personel m.v. ikke direkte deltager
i fjendtlighederne eller bidrager til militære aktioner til fordel for en af konfliktparterne i den
væbnede konflikt.
Det vil i sådanne tilfælde være en betingelse for bortfald af beskyttelsen for bygninger, materiel,
sanitetsenheder eller -transporter, at der er givet en advarsel fra den angribende part, hvor der
om muligt fastsættes en tidsfrist, inden for hvilken modparten gives mulighed for at rette op på
adfærden eller at fjerne eventuelle misforståelser herom samt at evakuere syge og sårede inden
et eventuelt angreb.
Kravet om advarsel vil ikke gælde for individuelt sanitetspersonel, der mister beskyttelsen
umiddelbart, og dermed vil kunne angribes uden advarsel.
368
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxiv, og artikel 8,
stk. 2, litra e, nr. ii, om forsætligt angreb på bygninger, materiel, sanitetsenheder og -transporter
og personel, der i overensstemmelse med folkeretten anvender Genève-konventionernes ken-
demærker eller anden identifikationsmetode, i Straffedomstolens statut.
Efter det foreslåede
§ 118 g, nr. 3,
er det en krigsforbrydelse at misbruge parlamentærflag,
fjendens flag, FN-flag eller militære symboler eller uniformer eller Genève-konventionernes,
herunder disses tillægsprotokollers, beskyttede kendemærker, hvor misbruget uagtsomt har død
eller alvorlig personskade til følge, hvis handlingen er begået i tilknytning til en væbnet kon-
flikt.
Ved udtrykket »misbruger« forstås, at gerningspersonen bruger et flag, en uniform eller et ken-
demærke på en måde, som ikke er den tiltænkte måde, der fremgår af Genève-konventionerne
af 1949 og tillægsprotokol I, II og III. Det vil være misbrug, uanset hvordan flaget, uniformen
eller kendemærket anvendes, og uanset til hvilket formål.
Misbruget kan være med den hensigt at værne, begunstige eller beskytte egen militær aktion
eller hindre modpartens militære aktion.
Misbrug af parlamentærflag (det hvide fredsflag) vil eksempelvis omfatte situationer, hvor par-
lamentærflaget misbruges til at give indtryk af, at man ønsker at forhandle.
Misbrug af militære symboler, uniformer eller fjendens flag vil eksempelvis omfatte situationer,
hvor gerningspersonen ifører sig modpartens militære uniform for at lette eller dække over egen
militær aktion, herunder for at komme igennem modstanderens frontlinje som en del af en mi-
litær aktion.
Misbrug af Genève-konventionernes, herunder disses tillægsprotokollers, beskyttede kende-
mærker omfatter anvendelse af det røde kors, den røde halvmåne, det røde David-skjold, den
røde løve og sol samt den røde krystal på en måde, der er forbudt efter den humanitære folkeret.
Misbrug af FN-flag vil omfatte alle flag tilhørende FN’s organisationer, herunder World Food
Programme (WFP), United Nations High Commissioner for Refugees (UNHCR), United Nati-
ons Children´s Fund (UNICEF) og World Health Organisation (WHO).
Det vil være en betingelse, at misbruget uagtsomt har medført alvorlig personskade eller død.
Misbrug, der ikke har medført sådan alvorlig personskade eller død, vil ikke være omfattet af
369
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
bestemmelsen, herunder eksempelvis misbrug af fjendens uniform for at bringe sig selv i sik-
kerhed.
Gerningspersonen vil skulle have forsæt til at misbruge parlamentærflag, fjendens flag, FN-flag
eller militære symboler eller uniformer eller misbruge Genève-konventionernes, herunder dis-
ses tillægsprotokollers, beskyttede kendemærker eller emblemer eller anden identifikationsme-
tode. Det vil dog være tilstrækkeligt, at følgerne i form af død eller alvorlig skade kan tilregnes
gerningspersonen som uagtsomme.
Den foreslåede bestemmelse er indholdsmæssigt relateret og grænser op til det foreslåede § 118
h, nr. 5, om at dræbe eller såre en modstander ved at besvige denne til at tro, at gerningspersonen
har ret til beskyttelse. Bestemmelsen rummer det såkaldte forbud mod perfidi i den humanitære
folkeret. Det foreslåede § 118 h, nr. 5, forbyder forsætlig skade eller drab på en modstander ved
svigagtigt at skabe en vildfarelse ved brug af bl.a. parlamentærflaget, mens det foreslåede § 118
g, nr. 3, forbyder misbrug af bl.a. parlamentærflaget, hvor skade eller drab på modstanderen
blot skal være en uagtsom følge.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. vii, om uretmæssig
anvendelse af parlamentærflaget, fjendens eller FN’s flag eller militære symboler eller unifor-
mer samt Genève-konventionernes kendemærker med død eller alvorlig personskade til følge i
Straffedomstolens statut. Bestemmelsen i Straffedomstolens statut finder alene anvendelse i
international væbnet konflikt. Efter den foreslåede bestemmelse vil anvendelsesområdet imid-
lertid omfatte både internationale og ikke-internationale væbnede konflikter.
Straffedomstolen og andre internationale domstoles praksis vil i relevant omfang skulle indgå
som et fortolkningsbidrag ved fastlæggelsen af det nærmere indhold i den foreslåede § 118 g
om krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker. Der henvises herom til ka-
pitel 5, afsnit 1.
I visse tilfælde vil en handling kunne være omfattet af både den foreslåede bestemmelse om
krigsforbrydelser mod humanitære indsatser m.v. og straffelovens terrorbestemmelser i §§ 114-
114 j. Det vil kunne være tilfældet, hvis en person eksempelvis tilslutter sig en terrororganisa-
tion, der er part i en international eller ikke-international væbnet konflikt, og begår bl.a. forbry-
delser rettet mod civile nødhjælpsarbejdere.
Om en given handling vil skulle retsforfølges efter straffelovens terrorbestemmelser eller den
foreslåede bestemmelse om krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker vil
skulle afgøres efter en samlet konkret vurdering. I denne vurdering vil navnlig kunne indgå
370
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
handlingens karakter og kontekst, beskyttelsesinteressen bag den pågældende straffebestem-
melse og den forventede straf. Det vil desuden i alle tilfælde være afgørende, hvilket forsæt
gerningspersonen havde ved udførelsen af den pågældende handling, herunder hvad anklage-
myndigheden vurderer, at der kan føres bevis for.
Der henvises i øvrigt til kapitel 5, afsnit 4.4.
(Til § 118 h om krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder)
Straffeloven indeholder ikke bestemmelser, som selvstændigt kriminaliserer krigsforbrydelser
ved anvendelse af forbudte kampmetoder. Handlingerne vil dog efter omstændighederne bl.a.
kunne straffes efter straffelovens gældende bestemmelser eller efter den militære straffelovs §
36, stk. 1, om forsætligt misbrug m.v. af kendetegn eller betegnelse, som er forbeholdt personer,
indretninger og materiel, der er bestemt til at yde hjælp til sårede eller syge. Desuden vil hand-
lingerne efter omstændighederne kunne straffes efter den militære straffelovs § 36, stk. 2, om
en forsætlig fremgangsmåde, hvis anvendelse er i strid med en af Danmark tiltrådt mellemfol-
kelig overenskomst eller med folkeretlig sædvaneret.
Herudover fremgår det af § 1, nr. 1, 2 og 4, i lov nr. 310 af 25. april 2018 om beskyttelse af
kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt, at medmindre forholdet er omfattet af militær straf-
felov, straffes med bøde eller fængsel indtil 12 år den, der i strid med 2. protokol af 26. marts
1999 til UNESCO-konventionen af 14. maj 1954 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af
væbnet konflikt gør kulturværdier under forhøjet beskyttelse til genstand for angreb (§ 1, nr.
1), anvender kulturværdier under forhøjet beskyttelse eller deres umiddelbare omgivelser til
støtte for militær aktion (§ 1, nr. 2) eller gør kulturværdier beskyttet i henhold til konventionen
og dennes 2. protokol til genstand for angreb (§ 1, nr. 4).
Der henvises om gældende ret nærmere til kapitel 5, afsnit 2.
Det foreslås, at der indsættes en straffebestemmelse om krigsforbrydelser ved anvendelse af
forbudte kampmetoder i straffeloven som
§ 118 h,
hvorefter det gøres strafbart at anvende ni
forskellige former for forbudte kampmetoder i tilknytning til en væbnet konflikt.
Udtrykket »væbnet konflikt« vil skulle forstås i overensstemmelse med den humanitære folke-
ret, der grundlæggende skelner mellem to konflikttyper: internationale og ikke-internationale
væbnede konflikter. En international væbnet konflikt er en konflikt, der finder sted mellem to
eller flere stater. En ikke-international væbnet konflikt er en konflikt, der finder sted mellem en
stat og en ikke-statslig organiseret væbnet gruppe eller mellem flere ikke-statslige organiserede
371
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
væbnede grupper. Det er de faktiske forhold, der afgør, om der foreligger en væbnet konflikt.
En parts manglende anerkendelse af, at der foreligger en væbnet konflikt, har derfor ikke be-
tydning.
I den foreslåede bestemmelse anvendes udtrykket »væbnet konflikt«, hvorved anvendelsen af
de forbudte kampmetoder vil udgøre krigsforbrydelser i både internationale og ikke-internatio-
nale væbnede konflikter.
Strafansvar efter den foreslåede bestemmelse vil forudsætte, at den pågældende handling om-
fattes af gerningsindholdet i én eller flere af de foreslåede forbrydelser i § 118 h, nr. 1-9, og at
lovovertrædelsen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt som defineret i den humanitære
folkeret. I den foreslåede bestemmelse anvendes udtrykket »væbnet konflikt«, hvorved lov-
overtrædelsen vil udgøre en krigsforbrydelse i både internationale og ikke-internationale væb-
nede konflikter.
Det vil grundlæggende være et krav, at den pågældende handling er foretaget i tilknytning til
den væbnede konflikt. »I tilknytning til« indebærer, at handlingen skal være begået i sammen-
hæng med og have en forbindelse til den væbnede konflikt. Dette kontekstkrav er på engelsk
gengivet som: ”in the context of and was associated with”. Handlinger, der tilfældigvis finder
sted i et geografisk område, hvor der er en væbnet konflikt, men ikke har forbindelse til den
væbnede konflikt, vil derfor falde uden for bestemmelsen.
Efter det foreslåede
§ 118 h, nr. 1,
er det en krigsforbrydelse at målrette et angreb mod civilbe-
folkningen som sådan eller mod civile, der ikke tager direkte del i fjendtlighederne, hvis hand-
lingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.
Udtrykket »angreb« indebærer enhver form for voldshandling, hvad enten den er offensiv eller
defensiv, i overensstemmelse med artikel 49, stk. 1, i tillægsprotokol I til Genève-konventio-
nerne. Offensive handlinger og defensive handlinger er modsætninger, hvor offensive handlin-
ger kan karakteriseres som fremstød for at slå fjenden fuldstændig, mens defensive handlinger
kan karakteriseres som forsvarskamp. Handlingen vil skulle have til hensigt at forvolde skade
eller dræbe civile eller civilbefolkningen. Det er uden betydning, om nogen faktisk bliver skadet
eller dræbt som følge af angrebet. Cyber-angreb vil også kunne være omfattet af begrebet »an-
greb«, hvis hensigten med cyber-angrebet var at forvolde fysisk skade eller drab på civile eller
civilbefolkningen.
Ved »civile« forstås enhver, der ikke er kombattant, når angrebet finder sted i forbindelse med
en international væbnet konflikt, jf. artikel 50 i tillægsprotokol I til Genève-konventionerne af
372
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i internationale væbnede konflikter. I ikke-
internationale væbnede konflikter er »civile« enhver, der ikke tager direkte del i fjendtlighe-
derne, jf. artikel 13, stk. 3, i tillægsprotokol II til Genève-konventionerne af 12. august 1949
vedrørende beskyttelsen af ofre i ikke-internationale væbnede konflikter.
Ved »civilbefolkningen« forstås en gruppe af personer, der kan betegnes som civile personer i
overensstemmelse med den humanitære folkerets definitioner som beskrevet ovenfor. En be-
folkning vil være at betragte som civil, selvom der er enkeltpersoner til stede blandt befolknin-
gen, som ikke er omfattet af definitionen af civile.
At angrebet vil skulle rette sig mod civile eller civilbefolkningen som sådan indebærer, at både
angreb på civile enkeltpersoner og angreb rettet mod et større antal civile vil være omfattet af
bestemmelsen. Ved angreb på civilbefolkningen vil det ikke være et krav, at angrebet rammer
alle civile i en befolkning.
Ved »målretter« forstås, at civile personer eller civilbefolkningen forsætligt gøres til genstand
for et angreb, og at hensigten med angrebet dermed er at ramme civile personer eller civilbe-
folkningen som sådan.
Kollateral skade som følge af angreb rettet mod militære mål vil dermed ikke være omfattet af
bestemmelsen. Kollateral skade er de uundgåelige følgeskader eller tab, der kan opstå blandt
beskyttede individer eller objekter som følge af et angreb rettet mod et militært mål. Kollaterale
skader, der står i åbenbart misforhold til den forventede konkrete og direkte militære fordel, vil
være omfattet af det foreslåede § 118 h, nr. 7, om angreb, der forårsager vilkårlig skade på bl.a.
civile personer, der klart overstiger den forventede konkrete og direkte militære fordel. Der
henvises til bemærkningerne nedenfor til det foreslåede § 118 h, nr. 7.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. i, og artikel 8, stk.
2, litra e, nr. i, om angreb på civile i Straffedomstolens statut.
Efter det foreslåede
§ 118 h, nr. 2,
er det en krigsforbrydelse at udsulte civile som kampmetode
ved at fratage, unddrage eller nægte dem adgang til mad, ejendomme eller genstande, der er
uundværlige for deres overlevelse, herunder ved at forhindre nødhjælpsforsyninger i at komme
frem, hvis handlingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.
Ved »fratage, unddrage eller nægte« forstås, at mad, ejendomme eller genstande borttages fra
civile, der havde maden, ejendommene eller genstandene i deres besiddelse, at civile forhindres
adgang til mad, ejendomme eller genstande ved f.eks. en belejring af en by eller et byområde
373
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
med den hensigt at udsulte civilbefolkningen, og at civile nægtes adgang til mad, ejendomme
eller genstande ved f.eks. at nægte lovlige nødhjælpsforsyninger adgang til et område.
Mad, ejendomme og genstande, der er uundværlige for civiles overlevelse, vil omfatte eksem-
pelvis fødevarer, landbrugsområder for produktion af fødevarer og drikkevandsinstallationer
samt tæpper og lignende udstyr til at overleve nætter i koldt vejr.
Nødhjælpsforsyninger indeholder normalt mad eller genstande, der er uundværlige for civiles
overlevelse. At blokere eller på anden vis forsætligt forhindre nødhjælpsforsyninger i at komme
frem til de civile vil være omfattet af bestemmelsen. Det er dog alene nødhjælpsforsyninger,
der gennemføres i overensstemmelse med den humanitære folkeret, som vil være beskyttet efter
bestemmelsen. Det vil eksempelvis ikke være en krigsforbrydelse at hindre nødhjælpsforsynin-
ger i at komme frem, hvis modstandere, der deltager aktivt i fjendtlighederne, har gemt sig i
nødhjælpsforsyningerne. Ligesom nødhjælpsforsyninger kan undersøges for militære objekter.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxv, og artikel 8,
stk. 2, litra e, nr. xix, i Straffedomstolens statut om forsætlig udsultning af civile som kampme-
tode ved at unddrage dem genstande, der er nødvendige for deres overlevelse, herunder forsæt-
lig hindring af nødhjælpsforsyninger i henhold til Genève-konventionerne.
Efter det foreslåede
§ 118 h, nr. 3,
er det en krigsforbrydelse at angribe bygninger, der anvendes
til religion, uddannelse, kunst, videnskab eller velgørende formål, eller historiske mindesmær-
ker, hospitaler eller områder, hvor syge og sårede opsamles, eller civile ejendomme eller gen-
stande, når de nævnte bygninger, områder, ejendomme eller genstande ikke udgør militære mål,
hvis handlingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.
Udtrykket »angriber« indebærer enhver form for voldshandling, hvad enten den er offensiv
eller defensiv, i overensstemmelse med artikel 49, stk. 1, i tillægsprotokol I til Genève-konven-
tionerne. Offensive handlinger og defensive handlinger er modsætninger, hvor offensive hand-
linger kan karakteriseres som fremstød for at slå fjenden fuldstændig, mens defensive handlin-
ger kan karakteriseres som forsvarskamp. Cyber-angreb vil også kunne være omfattet af begre-
bet »angreb«, hvis hensigten med cyber-angrebet var at forvolde fysisk skade eller drab på
civile eller civilbefolkningen.
Ved bygninger, der anvendes til »religion«, forstås steder, der anvendes til gudsdyrkelse eller
anden religiøs praksis, f.eks. kirker, synagoger, moskeer og templer.
374
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Ved bygninger, der anvendes til »uddannelse«, forstås steder, der anvendes til at uddanne ci-
vilbefolkningen, f.eks. grundskoler, ungdomsuddannelser og universiteter. Ved bygninger, der
anvendes til »videnskab«, forstås ligeledes universiteter eller andre institutioner, hvor der fore-
tages videnskabelig forskning.
Bygninger, der anvendes til »kunst«, kan eksempelvis omfatte steder, der anvendes til at pro-
ducere eller fremvise kunst, herunder kunstmuseer.
Bygninger, der anvendes til »velgørende formål«, kan eksempelvis omfatte steder, der arbejder
for nødhjælp, ulandsbistand eller kirkeligt arbejde.
»Historiske mindesmærker« vil omfatte mindesmærker til erindring om en historisk begiven-
hed, eksempelvis Frihedsstøtten i København, Dannevirke, Dybbøl Mølle, og krigsmindesmær-
ker som f.eks. Mindelunden i Ryparken eller Monument over Danmarks internationale indsats
efter 1948 i Kastellet.
»Hospitaler« omfatter alle steder, hvor syge og tilskadekomne patienter undersøges, plejes og
behandles medicinsk. Ved »områder, hvor syge og sårede opsamles« forstås områder, hvor
kamphandlingerne finder sted, der efter aftale med modparten er neutraliserede områder, så
syge og sårede kombattanter og ikke-kombattanter og civile beskyttes uden forskelsbehandling
mod den væbnede konflikts virkninger.
»Civile ejendomme eller genstande« er alle ejendomme og genstande, der ikke udgør militære
mål. Militære mål er lovlige angrebsmål i forbindelse med en væbnet konflikt. Militære mål
skal være begrænset til dem, der ifølge deres natur, beliggenhed, formål eller anvendelse udgør
et effektivt bidrag til en militær aktion, og hvis fuldstændige eller delvise ødelæggelse, erobring
eller neutralisering under de på det pågældende tidspunkt herskende omstændigheder udgør en
klar militær fordel, jf. artikel 52 i 1. tillægsprotokol til Genève-konventionerne.
Begreberne ejendomme og genstande vil skulle forstås i overensstemmelse med begrebet ”ob-
jekt” i den humanitære folkeret. Omfattet er eksempelvis bygninger, landområder, broer og dyr.
Det vil være en forudsætning for bestemmelsens anvendelse, at de angrebne bygninger m.v.
eller civile ejendomme eller genstande ikke udgør et militært mål på tidspunktet for angrebet.
Eksempelvis vil et hospital eller en skole, der helt eller delvist er overtaget til at være et ammu-
nitionsdepot, have mistet sin beskyttelse, og et angreb mod et sådant sted vil ikke være en
krigsforbrydelse omfattet af bestemmelsen.
375
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
I tilfælde, hvor bygninger m.v. eller civile ejendomme eller genstande ændrer status til at udgøre
et militært mål, vil der skulle gives en advarsel, før angrebet gennemføres, så eksempelvis sund-
hedspersonale og patienter på et hospital kan evakueres inden angrebet. Der vil om muligt
skulle fastsættes en tidsfrist, inden for hvilken modparten gives mulighed for at rette op på
adfærden eller at fjerne eventuelle misforståelser herom inden et angreb.
Det vil være selve angrebet, der er strafbart efter den foreslåede bestemmelse. Det er derfor
uden betydning, om der faktisk er forvoldt skade på bygninger m.v. eller civile ejendomme eller
genstande.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. ii, om angreb på
civile genstande samt artikel 8, stk. 2, litra b, nr. ix, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. iv, om for-
sætlige angreb på bygninger, historiske mindesmærker, hospitaler m.v. i Straffedomstolens sta-
tut.
Efter det foreslåede
§ 118 h, nr. 4,
er det en krigsforbrydelse at angribe kulturværdier under
beskyttelse eller forhøjet beskyttelse eller anvende kulturværdier under forhøjet beskyttelse el-
ler deres umiddelbare omgivelser til støtte for militær aktion i strid med UNESCO-konvention
af 14. maj 1954 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt og dennes 2. pro-
tokol, hvis handlingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.
Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til § 1, nr. 1, 2 og 4, i lov om beskyttelse
af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt, der samtidig foreslås ophævet, jf. lovforslagets §
5. Der er med forslaget ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af bestemmelserne.
Begrebet »kulturværdier« vil skulle forstås i overensstemmelse med konventionens definition,
herunder flytbare og ikke-flytbare værdier af stor betydning for alle folkeslags kulturarv såsom
mindesmærker, kirkelige eller verdslige, arkitektoniske, kunstneriske, historiske eller arkæolo-
giske steder, kunstværker, manuskripter, bøger og andre genstande af kunstnerisk, historisk el-
ler arkæologisk interesse, såvel som videnskabelige samlinger og vigtige samlinger af bøger
eller arkiver eller af reproduktioner af ovenfor beskrevne genstande.
Angrebet vil skulle være i strid med konventionens 2. protokol, hvilket bl.a. indebærer, at hand-
lingerne skal være omfattet af protokollens tidsmæssige og geografiske anvendelsesområde, det
vil sige under en væbnet konflikt, herunder også besættelse. Afgrænsningen er nærmere beskre-
vet i protokollens artikel 3 og artikel 22 samt konventionens artikel 18. Ødelæggelser, som sker
af bydende militær nødvendighed, er ikke omfattet, jf. artikel 6 i konventionens 2. protokol.
376
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Angreb på kulturværdier under »beskyttelse« indebærer, at kulturværdierne vil skulle være om-
fattet af den almindelige beskyttelse efter konventionens artikel 4 eller særlig beskyttelse efter
konventionens artikel 8. Angreb på kulturværdier under »forhøjet beskyttelse« indebærer, at
kulturværdierne vil skulle være tildelt forhøjet beskyttelse efter konventionens 2. protokol. For-
højet beskyttelse tilkommer de kulturværdier, der er registreret som ”kulturarv af største vig-
tighed for menneskeheden”, jf. artikel 10 i 2. tillægsprotokol. Forhøjet beskyttelse tildeles efter
en godkendelsesproces. Listen omfatter bl.a. Castel del Monte i Italien, Askias’ grav i Mali og
Angkor Wat i Cambodia.
For angreb på kulturværdier afhænger strafbarheden heller ikke af, at der faktisk er forvoldt
skade på kulturværdier, da det strafbare vil være angrebet i sig selv.
Med »anvendelse til støtte for militær aktion« menes at gøre brug af kulturværdier eller deres
umiddelbare omgivelser til formål, som vil kunne føre til, at kulturværdien udsættes for beska-
digelse eller ødelæggelse, eller bliver til et lovligt militært mål, som modparten efter omstæn-
dighederne berettiget kan angribe i overensstemmelse med artikel 13 i konventionens 2. proto-
kol.
Militære mål skal være begrænset til dem, der ifølge deres natur, beliggenhed, formål eller
anvendelse udgør et effektivt bidrag til en militær aktion, og hvis fuldstændige eller delvise
ødelæggelse, erobring eller neutralisering under de på det pågældende tidspunkt herskende om-
stændigheder udgør en klar militær fordel, jf. artikel 52 i 1. tillægsprotokol til Genève-konven-
tionerne.
Det forudsættes, at det foreslåede § 118 h, nr. 4, alene anvendes, hvis forholdet ikke er omfattet
af de øvrige krigsforbrydelser, der har et indhold svarende til artikel 8 om krigsforbrydelser i
Straffedomstolens statut.
Efter det foreslåede
§ 118 h, nr. 5,
er det en krigsforbrydelse at dræbe eller såre en modstander
ved at besvige denne til at tro, at gerningspersonen har ret til beskyttelse, hvis handlingen er
begået i tilknytning til en væbnet konflikt.
Den foreslåede bestemmelse sigter til at kriminalisere det såkaldte forbud mod perfidi i den
humanitære folkeret.
Efter den foreslåede bestemmelse vil det være strafbart for en gerningsperson at dræbe eller
såre en modstander ved at besvige denne til at tro, at gerningspersonen har ret til beskyttelse
377
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
ved at have en beskyttet status efter folkeretten. Forbrydelsen vil dermed være fuldbyrdet, når
den besvegne modstander er blevet skadet eller dræbt.
Det vil være en betingelse, at den svigagtige handling er begået mod en modstander i forbin-
delse med den væbnede konflikt.
Svigen kan eksempelvis bestå i, at en gerningsperson skjuler sin identitet ved at iføre sig civil
beklædning for at give modstanderen indtryk af, at gerningspersonen har en beskyttet civilsta-
tus. Det kan ligeledes være tilfælde, hvor en kombattant foregiver at være såret og have nedlagt
sine våben, således at der foregives at have en beskyttet status som hors de combat.
Svig kan endvidere eksempelvis bestå i, at parlamentærflaget (det hvide fredsflag) svigagtigt
bruges til at give indtryk af, at man ønsker at forhandle, eller hvor Genève-konventionernes
beskyttede kendemærker eller emblemer eller uniformer tilhørende FN bruges til at overbevise
modstanderen om, at man har en beskyttet status i henhold til den humanitære folkeret. Det
kunne eksempelvis være tilfælde, hvor gerningspersonen anvender et Røde Kors-køretøj for at
komme tæt på modstanderen, hvorefter der åbnes ild.
Gerningspersonen vil skulle have forsæt til besvige modparten og derved forråde den skabte
tillid eller tro til at dræbe eller såre modparten.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xi, og artikel 8,
stk. 2, litra e, nr. ix, om ved svig at dræbe eller såre personer, der tilhører den fjendtlige nation
eller hær, i Straffedomstolens statut.
Efter det foreslåede
§ 118 h, nr. 6,
er det en krigsforbrydelse at beordre eller true med, at der
ikke vil blive vist nåde, hvis handlingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.
Det vil med den foreslåede bestemmelse være strafbart at beordre personer under gerningsper-
sonens effektive myndighed og kontrol til, at der ikke må vises nåde, eller udstede en erklæring
om eller true modstanderen med, at der ikke vil blive vist nåde.
Formuleringen »ikke vil blive vist nåde« indebærer, at der hverken må ske overgivelse eller
være nogen overlevende. Det vil sige, at der afgives en ordre eller trussel om, at modpartens
ønske om at overgive sig ikke vil blive efterkommet, og at modparten skal udslettes.
Det strafbare efter bestemmelsen vil være selve ordren eller truslen om, at der ikke må vises
nåde.
378
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Det vil være en betingelse for strafansvar efter bestemmelsen, at den pågældende har effektiv
myndighed og kontrol over den underordnede styrke. Formelt rangniveau er ikke afgørende.
Det afgørende vil være, at den pågældende har effektiv myndighed og kontrol over de under-
ordnede.
I tilfælde, hvor ordren udføres af de underordnede styrker mod modstandere, der klart giver
udtryk for, at de har til hensigt at overgive sig, og afstår fra fjendtlige handlinger, vil de under-
ordnede kunne straffes for krigsforbrydelse ved drab af beskyttede personer efter det foreslåede
§ 118 e, stk. 1, nr. 1, herunder beskyttede personer med status af hors de combat. Den overord-
nede, der har afgivet ordren, vil i sådanne tilfælde kunne straffes for medvirken efter straffelo-
vens § 23. I andre tilfælde vil den overordnede efter omstændighederne kunne straffes efter den
foreslåede § 118 j om kommandosvar, hvis den overordnede ikke medvirker efter straffelovens
§ 23.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xii, og artikel 8,
stk. 2, litra e, nr. x, om at have erklæret eller beordret, at der ikke måtte være nogen overlevende,
med det formål at true fjenden eller for at udføre fjendtligheder i Straffedomstolens statut.
Efter det foreslåede
§ 118 h, nr. 7,
er det en krigsforbrydelse at angribe med viden om, at det
vil forårsage vilkårlig skade på civile personer eller tab af deres liv, skade på civile ejendomme
og genstande eller udbredt, langvarig og alvorlig skade på naturmiljøet, der klart overstiger den
forventede konkrete og direkte militære fordel, hvis handlingen er begået i tilknytning til en
væbnet konflikt.
Den foreslåede bestemmelse sigter til at pålægge et strafansvar for at påføre kollaterale skader,
der klart overstiger den forventede konkrete og direkte militære fordel. Det vil sige en overtræ-
delse af proportionalitetsprincippet efter den humanitære folkeret. De kollaterale skader vil der-
med skulle være uforholdsmæssige sammenholdt med den forventede konkrete og direkte mi-
litære fordel. Det vil sige, at der skal foretages en vurdering af forholdsmæssigheden af den
samlede betydning af de kollaterale skader på den ene side og den forventede konkrete og di-
rekte militære fordel på den anden side. Kun de uforholdsmæssige kollaterale skader vil være
omfattet af bestemmelsen, mens forholdsmæssige kollaterale skader ikke vil være omfattet af
bestemmelsen.
Udtrykket »klart overstiger den forventede konkrete og direkte militære fordel« indebærer, at
fordelen vil skulle være konkret, hvorved forstås specifik frem for generel, og at fordelen vil
skulle være direkte, hvorved forstås, at der er årsagssammenhæng mellem angrebet og den
379
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
militære fordel. Fordelen vil skulle være tidsmæssigt tæt forbundet med angrebet, så fordelen
er så sikkert indtrædende, at den som udgangspunkt alene er betinget af den militære aktions
succesfulde gennemførelse og de naturlige følger heraf. At den forventede kollaterale skade
klart skal overstige den forventede konkrete og direkte militære fordel for at være en krigsfor-
brydelse indebærer, at forholdsmæssighedsvurderingen klart skal falde ud til et sådant resultat.
Et isoleret set uforholdsmæssigt angreb vil efter omstændighederne kunne være et forholds-
mæssigt angreb i den planlagte, sammenhængende og tidsmæssigt afgrænsede samlede militære
aktion.
Ved »civile personer« forstås enhver, der ikke er kombattant, når angrebet finder sted i forbin-
delse med en international væbnet konflikt, jf. artikel 50 i tillægsprotokol I til Genève-konven-
tionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i internationale væbnede konflikter.
I ikke-internationale væbnede konflikter er »civile« enhver, der ikke tager direkte del i fjendt-
lighederne, jf. artikel 13, stk. 3, i tillægsprotokol II til Genève-konventionerne af 12. august
1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i ikke-internationale væbnede konflikter.
»Civile ejendomme eller genstande« er alle ejendomme og genstande, der ikke udgør militære
mål. Militære mål er lovlige angrebsmål i forbindelse med en væbnet konflikt. Militære mål
skal være begrænset til dem, der ifølge deres natur, beliggenhed, formål eller anvendelse udgør
et effektivt bidrag til en militær aktion, og hvis fuldstændige eller delvise ødelæggelse, erobring
eller neutralisering under de på det pågældende tidspunkt herskende omstændigheder udgør en
klar militær fordel, jf. artikel 52 i 1. tillægsprotokol til Genève-konventionerne.
Begreberne ejendomme og genstande vil skulle forstås i overensstemmelse med begrebet ”ob-
jekt” i den humanitære folkeret. Omfattet er eksempelvis bygninger, landområder, broer og dyr.
Et omfattet militært angreb, der forårsager kollaterale skader, der klart overstiger den forven-
tede konkrete og direkte militære fordel, vil eksempelvis kunne være anvendelse af missilsy-
stemer, som er så upræcise, at de ikke er i stand til at træffe et bestemt militært mål, forudsat at
gerningspersonen har viden om missilsystemets upræcished.
Udtrykket »naturmiljøet« vil omfatte det naturlige miljø forstået i bred forstand. Det omfatter
eksempelvis økosystemer, befolkninger, genstande nødvendige for befolkningens overlevelse,
skove, flora, fauna og andre biologiske eller klimatiske elementer.
Det vil være en betingelse, at angrebet på naturmiljøet har forårsaget »udbredt, langvarig og
alvorlig skade« på naturmiljøet. Der er tale om en betingelse, der indeholder en meget høj
380
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
tærskel for angrebet, herunder at skaden eksisterer i flere årtier. Eksempelvis vil anvendelse af
atomvåben som udgangspunkt overskride tærsklen og dermed være omfattet. Det samme vil
gøre sig gældende for angreb mod anlæg eller installationer med farlige kræfter, f.eks. et ker-
nekraftværk.
Anvendelse af herbicider (plantegifte) vil desuden kunne være omfattet, f.eks. en gift, der sprøj-
tes ud fra et luftfartøj, som skaber udbredt, langvarig og alvorlig skade på økosystemer og ci-
vilbefolkningen, herunder fosterskader.
Gerningspersonen vil skulle have forsæt til at angribe med viden om, at angrebet ville forårsage
kollaterale skader, der er uforholdsmæssige sammenholdt med den forventede konkrete og di-
rekte militære fordel. Det vil være gerningspersonens viden på angrebstidspunktet om skaderne
af angrebet, der er afgørende. Det vil dermed være de for gerningspersonen tilgængelige oplys-
ninger på angrebstidspunktet, som skal indgå i vurderingen af, hvad gerningspersonen vidste.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. iv, i Straffedom-
stolens statut om forsætlige angreb med viden om, at det pågældende angreb vil forårsage vil-
kårlige tab blandt civile eller skade på civile eller civile objekter eller udbredt, langvarig og
alvorlig skade på det naturlige miljø, som klart ville overstige den forventede konkrete og di-
rekte samlede militære fordel. Bestemmelsen i Straffedomstolens statut finder alene anvendelse
i international væbnet konflikt. Efter den foreslåede bestemmelse vil anvendelsesområdet imid-
lertid omfatte både internationale og ikke-internationale væbnede konflikter.
Efter det foreslåede
§ 118 h, nr. 8,
er det en krigsforbrydelse at anvende tilstedeværelsen af en
beskyttet person, jf. § 118 e, stk. 3, til at opnå, at visse steder, områder eller væbnede styrker
ikke kan gøres til militære mål, hvis handlingen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt.
Bestemmelsen sigter til at gøre det strafbart som konfliktpart at anvende beskyttede personer
som menneskeskjolde imod deres vilje med det formål at beskytte egne stillinger og militære
mål eller for at hindre modstanderens militære operationer.
Bestemmelsen vil omfatte situationer, hvor gerningspersonen placerer individuelle civile eller
dele af civilbefolkningen i militære mål, og situationer, hvor militære mål placeres blandt civil-
befolkningen.
Placeringen af individuelle civile eller dele af civilbefolkningen i militære mål kan finde sted
ved f.eks. at placere civile i permanente installationer såsom bygninger, våbendepoter,
381
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
barakker, foran oliekilder, eller i mobile objekter som for eksempel militære hovedkvarterer og
kampvogne.
Placeringen af militære mål blandt civilbefolkningen kan f.eks. finde sted på den måde, at våben
lagres i private hjem eller ved, at beboelsesområder anvendes til militære formål.
Begge situationer skal være udført med det specifikke formål at beskytte eller lette egne mili-
tære operationer eller for at hindre modstanderens militære operationer.
Udtrykket »beskyttet person« er defineret i det foreslåede § 118 e, stk. 3. En beskyttet person
er således en person, som ikke tager del i fjendtlighederne, eller som i øvrigt er beskyttet efter
den humanitære folkeret, og som ikke er kombattant eller medlem af organiserede væbnede
grupper, der tager del i fjendtlighederne. Udtrykket »beskyttet person« vil skulle forstås i over-
ensstemmelse med den humanitære folkerets definitioner af beskyttede personer. Beskyttede
personer vil omfatte bl.a. personer, der er sårede, syge, har nedlagt våbnene, krigsfanger, skib-
brudne, civile, sanitetspersonel og religiøst personel. Der henvises til bemærkningerne til det
foreslåede § 118 e, stk. 3.
Det vil ikke have betydning for bestemmelsens anvendelse, om den beskyttede person faktisk
skades eller dræbes som følge af udnyttelsen som menneskeskjold.
Brug af civile personer som skjold fratager ikke de civile personer deres beskyttelse og giver
ikke modparten ret til at angribe i strid med den humanitære folkeret. En civil vil dog miste sin
beskyttelse, såfremt den civile af egen drift tager direkte del i fjendtlighederne ved at beskytte
en konfliktparts militære mål.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxiii, om udnyt-
telse af tilstedeværelsen af en civil eller anden beskyttet person til at sikre visse steder, områder
eller militære styrker mod militære operationer under en international væbnet konflikt i Straf-
fedomstolens statut. Bestemmelsen i Straffedomstolens statut finder alene anvendelse i inter-
national væbnet konflikt. Efter den foreslåede bestemmelse vil anvendelsesområdet imidlertid
omfatte både internationale og ikke-internationale væbnede konflikter.
Efter det foreslåede
§ 118 h, nr. 9,
er det en krigsforbrydelse at angribe byer, landsbyer, boliger
eller bygninger, der ikke forsvares, og som ikke udgør militære mål, hvis handlingen er begået
i tilknytning til en væbnet konflikt.
382
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Ved formuleringen »byer, landsbyer, boliger eller bygninger, der ikke forsvares« forstås, at
byen, landsbyen, boligen eller bygningen er åben for besættelse uden modstand og frit kan be-
sættes.
Det vil være en betingelse, at det angrebne område eller sted ikke udgør et militært mål. Det vil
indebære, at kombattanter og flytbart militært udstyr skal være evakueret fra området eller ste-
det. Bestemmelsen vil også omfatte angreb mod demilitariserede zoner, det vil sige afgrænsede
områder, hvor konfliktparterne har aftalt, at der ikke må befinde sig bl.a. militært personel.
Det uforsvarede område eller sted skal være tæt på kampområdet. Områder eller steder bag
kampfronten vil ikke være omfattet af bestemmelsen. Den foreslåede bestemmelse sigter til at
beskytte byer, landsbyer, boliger eller bygninger mod angreb, når disse er forladt og kan indta-
ges uden kamp, da angrebet så ikke vil være en militær nødvendighed.
Udtrykket »angriber« omfatter enhver form for handling, hvad enten den er offensiv eller de-
fensiv, i overensstemmelse med artikel 49, stk. 1, i tillægsprotokol I til Genève-konventionerne.
Offensive handlinger og defensive handlinger er modsætninger, hvor offensive handlinger kan
karakteriseres som fremstød for at slå fjenden fuldstændig, mens defensive handlinger kan ka-
rakteriseres som forsvarskamp. Cyber-angreb vil således også være omfattet af begrebet »an-
greb«, hvis hensigten med cyber-angrebet var at forvolde skade eller drab på civile eller civil-
befolkningen. Angreb vil omfatte eksempelvis bombardementer.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. v, i Straffedom-
stolens statut om angreb på ubeskyttede steder. Bestemmelsen i Straffedomstolens statut finder
alene anvendelse i international væbnet konflikt. Efter den foreslåede bestemmelse vil anven-
delsesområdet imidlertid omfatte både internationale og ikke-internationale væbnede konflik-
ter.
Straffedomstolen og andre internationale domstoles praksis vil i relevant omfang skulle indgå
som et fortolkningsbidrag ved fastlæggelsen af det nærmere indhold i den foreslåede § 118 h
om krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder. Der henvises herom til kapitel
5, afsnit 1.
I visse tilfælde vil en handling kunne være omfattet af både den foreslåede bestemmelse om
krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder og en eller flere af straffelovens
terrorbestemmelser i §§ 114-114 j. Det vil kunne være tilfældet, hvis en person eksempelvis
tilslutter sig en terrororganisation, der er part i en international eller ikke-international væbnet
konflikt, og begår bl.a. forbrydelser rettet mod civile.
383
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Om en given handling vil skulle retsforfølges efter straffelovens terrorbestemmelser eller den
foreslåede bestemmelse om krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder vil
skulle afgøres efter en samlet konkret vurdering. I denne vurdering vil navnlig kunne indgå
handlingens karakter og kontekst, beskyttelsesinteressen bag den pågældende straffebestem-
melse og den forventede straf. Det vil desuden i alle tilfælde være afgørende, hvilket forsæt
gerningspersonen havde ved udførelsen af den pågældende handling, herunder hvad anklage-
myndigheden vurderer, at der kan føres bevis for.
Der henvises i øvrigt til kapitel 5, afsnit 4.5.
(Til § 118 i om krigsforbrydelse ved anvendelse af forbudte kampmidler)
Straffeloven indeholder ikke bestemmelser, som selvstændigt kriminaliserer krigsforbrydelser
ved anvendelse af forbudte kampmidler. Handlingerne vil dog efter omstændighederne kunne
straffes efter den militære straffelovs § 36, stk. 2, om forsætligt brug af krigsmiddel, hvis an-
vendelse er i strid med en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst eller med folkeret-
lig sædvaneret. Der henvises om gældende ret nærmere til kapitel 5, afsnit 2.
Det foreslås, at der indsættes en straffebestemmelse om krigsforbrydelser ved anvendelse af
forbudte kampmidler i straffeloven som
§ 118 i,
hvorefter det gøres strafbart at anvende seks
typer af kampmidler i tilknytning til en væbnet konflikt.
Udtrykket »væbnet konflikt« vil skulle forstås i overensstemmelse med den humanitære folke-
ret, der grundlæggende skelner mellem to konflikttyper: internationale og ikke-internationale
væbnede konflikter. En international væbnet konflikt er en konflikt, der finder sted mellem to
eller flere stater. En ikke-international væbnet konflikt er en konflikt, der finder sted mellem en
stat og en ikke-statslig organiseret væbnet gruppe eller mellem flere ikke-statslige organiserede
væbnede grupper. Det er de faktiske forhold, der afgør, om der foreligger en væbnet konflikt.
En parts manglende anerkendelse af, at der foreligger en væbnet konflikt, har derfor ikke be-
tydning.
Strafansvar efter den foreslåede bestemmelse vil forudsætte, at den pågældende handling om-
fattes af gerningsindholdet i én eller flere af de foreslåede forbrydelser i § 118 i, nr. 1-6, samt
at lovovertrædelsen er begået i tilknytning til en væbnet konflikt som defineret i den humani-
tære folkeret. I den foreslåede bestemmelse anvendes udtrykket »væbnet konflikt«, hvorved
alle seks forbrydelser vil udgøre en krigsforbrydelse i både internationale og ikke-internationale
væbnede konflikter.
384
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Det vil grundlæggende være et krav, at den pågældende handling er foretaget i tilknytning til
den væbnede konflikt. »I tilknytning til« indebærer, at handlingen skal være foretaget i sam-
menhæng med og have en forbindelse til den væbnede konflikt. Dette kontekstkrav er på en-
gelsk gengivet som: ”in the context of and was associated with”. Handlinger, der tilfældigvis
finder sted i et geografisk område, hvor der er en væbnet konflikt, men ikke har forbindelse til
den væbnede konflikt, vil derfor falde uden for bestemmelsen.
Efter det foreslåede
§ 118 i, nr. 1,
er det en krigsforbrydelse at anvende gift eller giftige våben
i tilknytning til en væbnet konflikt.
Ved »giftige våben« forstås et våben, hvis primære eller eneste virkning er at forgifte eller
kvæle. Gift kan både være naturligt udvundet fra f.eks. dyr og være fremstillet via kemiske
processer.
For at være omfattet af den foreslåede bestemmelse skal den anvendte gift eller det giftige våben
forårsage død eller alvorlig helbredsskade gennem dets giftige egenskaber som en del af dets
normale anvendelse. Der vil således skulle foretages en vurdering af midlets karakter.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xvii, og artikel 8,
stk. 2, litra e, nr. xiii, i Straffedomstolens statut om anvendelsen af gift eller forgiftede våben.
Efter det foreslåede
§ 118 i, nr. 2,
er det en krigsforbrydelse at anvende biologiske eller kemiske
våben i tilknytning til en væbnet konflikt.
Ved »biologiske« forstås våben, der er designet til at anvende mikrobiologiske eller andre bio-
logiske stoffer eller toksiner til at forårsage død eller alvorlig skade på helbredet. Det er uden
betydning, hvilken oprindelse eller fremstillingsmetode disse mikrobiologiske stoffer har.
Ved »kemiske våben« forstås våben, der er designet til at anvende giftige kemikalier og deres
udgangsstoffer til at forårsage død eller alvorlig skade på helbredet gennem dets kvælende eller
giftige egenskaber. Giftige kemikalier er ethvert kemikalie, som ved sin indvirkning på biolo-
giske processer kan forårsage død eller varig skade på mennesker eller dyr. Det er uden betyd-
ning, hvilken oprindelse eller fremstillingsmetode kemikalierne har.
For at være omfattet af den foreslåede bestemmelse skal det anvendte biologiske eller kemiske
våben forårsage død eller alvorlig skade på helbredet som en del af dets normale anvendelse.
385
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xviii, og artikel 8,
litra e, nr. xiv, om kvælende, giftige eller andre gasser m.v. samt artikel 8, stk. 2, litra b, nr.
xxvii, og artikel 8, stk. 2, litra e, nr. xvi, om bakteriologiske og andre biologiske stoffer i Straf-
fedomstolens statut.
Efter det foreslåede
§ 118 i, nr. 3,
er det en krigsforbrydelse at anvende projektiler, der nemt
udvides eller udflades i den menneskelige krop, i tilknytning til en væbnet konflikt.
Udtrykket »udvides« er synonymt med at ekspandere. Udtrykket tager sigte på omkredsen af
projektilet. Et projektil, der eksploderer, ”udvides” ikke i bestemmelsens forstand.
Ved »udflades« vil skulle forstås, at projektilet flades ud. Et projektil, der krummer, bøjer eller
i øvrigt ændrer form til noget, der ikke er fladt, vil ikke være udfladet efter den foreslåede
bestemmelse.
Udtrykket »nemt« indebærer, at projektilet i de fleste situationer vil udvides eller udflades, men
ikke nødvendigvis at det skal ske i alle situationer. For at være omfattet af bestemmelsen skal
projektilet være designet til at være ekspanderende med det formål at forårsage død eller skade
ved træfning. Projektilets designede skadevirkning skal desuden være af en art, som medfører
uundgåelig overflødig skade eller unødvendig lidelse.
Projektiler, der let udvider sig eller let udflades i den menneskelige krop, kan eksempelvis være
ammunition af typen ”soft point”, der er kendetegnet ved at have en hård kappe, som ikke
dækker hele kernen, eller ammunition af typen ”hollow point”, der har en udhulet spids. Det
kan desuden være projektiler, der er gennemhullet af indskæringer, hvorved projektilets skade-
virkning forøges.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xix, og artikel 8,
stk. 2, litra e, nr. xv, i Straffedomstolens statut om anvendelsen af forbudte projektiler.
Efter det foreslåede
§ 118 i, nr. 4,
er det en krigsforbrydelse at anvende våben, hvis primære
våbenvirkning er at påføre den menneskelige krop skade ved sprængstykker, som ikke kan op-
fanges ved en røntgenundersøgelse, i tilknytning til en væbnet konflikt.
For at være omfattet af den foreslåede bestemmelse skal våbnets primære våbenvirkning og
dermed dets designede formål være at påføre sådanne skader med sprængstykker, der ikke kan
opfanges i den menneskelige krop.
386
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Ikke-opfangelige sprængstykker kan eksempelvis være glasfragmenter, plastfragmenter eller
plastikmateriale baseret på nanoteknologi.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxviii, og artikel
8, stk. 2, litra e, nr. xvii, i Straffedomstolens statut om våben der ikke lader sig opfange i det
menneskelige legeme ved røntgen.
Efter det foreslåede
§ 118 i, nr. 5,
er det en krigsforbrydelse at anvende laservåben, der er
specifikt designet til som dets eneste eller en af dets våbenvirkninger at forårsage permanent
blindhed, i tilknytning til en væbnet konflikt.
For at være omfattet af den foreslåede bestemmelse skal virkningen af laservåbnet være at for-
årsage permanent blindhed. Det udelukker ikke, at laservåbnet også kan have andre våbenvirk-
ninger. Omfattet vil også være laservåben, der ikke er designet til at have en sådan våbenvirk-
ning, men som efterfølgende tilvirkes til at have det.
Våbenvirkningen at forårsage permanent blindhed skal være rettet mod det ubeskyttede øje,
hvorved forstås det blotte øje eller øjne med korrigerende synsindretninger som f.eks. alminde-
lige briller eller kontaktlinser.
Den foreslåede bestemmelse tager udgangspunkt i artikel 8, stk. 2, litra b, nr. xxix, og artikel 8,
stk. 2, litra e, nr. xviii, i Straffedomstolens statut om laservåben.
Straffedomstolen og andre internationale domstoles praksis vil i relevant omfang skulle indgå
som et fortolkningsbidrag ved fastlæggelsen af det nærmere indhold i den foreslåede § 118 i
om krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmidler. Der henvises herom til kapitel 5,
afsnit 1.
I visse tilfælde vil en handling kunne være omfattet af både den foreslåede bestemmelse om
krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmidler og en eller flere af straffelovens ter-
rorbestemmelser i §§ 114-114 j. Det vil kunne være tilfældet, hvis en person eksempelvis til-
slutter sig en terrororganisation, der er part i en international eller ikke-international væbnet
konflikt og anvender biologiske eller kemiske våben mod civile.
Om en given handling vil skulle retsforfølges efter straffelovens terrorbestemmelser eller den
foreslåede bestemmelse om folkedrab vil skulle afgøres efter en samlet konkret vurdering. I
denne vurdering vil navnlig kunne indgå handlingens karakter og kontekst, beskyttelsesinteres-
sen bag den pågældende straffebestemmelse og den forventede straf. Det vil desuden i alle
387
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
tilfælde være afgørende, hvilket forsæt gerningspersonen havde ved udførelsen af den pågæl-
dende handling, herunder hvad anklagemyndigheden vurderer, at der kan føres bevis for.
Der henvises i øvrigt til kapitel 5, afsnit 4.6.
(Til § 118 j om kommandoansvar)
Det følger af straffelovens § 23, stk. 1, at den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse
omfatter alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen. Straffen kan ned-
sættes for den, der kun har villet yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et allerede fattet
forsæt, samt når forbrydelsen ikke er fuldbyrdet, eller en tilsigtet medvirken er mislykkedes.
Den medvirkende straffes ikke, hvis han under de i § 22 (om frivillig tilbagetræden fra forsøg)
angivne betingelser hindrer fuldbyrdelsen eller foretager handlinger, som ville have hindret
fuldbyrdelsen, hvis denne ikke, ham uafvidende, var mislykkedes eller ad anden vej var afvær-
get, jf. straffelovens § 24.
Personer, der ved tilskyndelse, råd eller dåd medvirker til folkedrab, forbrydelser mod menne-
skeheden eller krigsforbrydelser, vil således kunne straffes for overtrædelse af de foreslåede §§
118 c-118 i, jf. straffelovens § 23. Militære og civile lederes aktive medvirken og direkte ledel-
sesansvar, herunder f.eks. en militær leders ordre om at udføre en bestemt handling, vil være
omfattet af straffelovens § 23. I andre og mindre klare tilfælde af indirekte ledelsesansvar er
det imidlertid vanskeligt at indkapsle det ledelsesmæssige strafansvar i henhold til straffelovens
§ 23.
Der henvises om gældende ret nærmere til kapitel 7, afsnit 2.
Det foreslås på den baggrund, at der indsættes en bestemmelse i straffeloven som
§ 118 j,
der
pålægger en militær eller civil leder eller en person, der faktisk handler som sådan, selvstændigt
strafansvar for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser, hvis perso-
ner under vedkommendes myndighed og kontrol begår en forbrydelse omfattet af de foreslåede
§§ 118 c-118 i, og forbrydelsen er en følge af, at lederen ikke har udøvet behørig kontrol over
dem, når to kumulative betingelser er opfyldt, jf. nedenfor.
Ved »militær eller civil leder« med »myndighed og kontrol« forstås en person, der som leder
har bemyndigelse til at udstede ordrer i en formel hierarkisk struktur. Der vil ikke være et krav
om et særligt formelt niveau af rang. Lederen behøver ikke at være den direkte leder, men kan
også – og vil formentlig i praksis ofte – være en leder, der befinder sig flere led over de faktisk
udførende gerningspersoner i den hierarkiske kommandostruktur, og som dermed ikke selv har
388
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
været direkte involveret i udførelsen af de strafbare handlinger, jf. herved bemærkningerne ne-
denfor.
Inden for den militære hierarkiske struktur vil der være en formodning for, at en overordnet har
en sådan kommandomyndighed, at vedkommende såvel formelt som reelt kan gennemtvinge
sin vilje gennem udstedelse af ordrer.
Uden for en sådan formel hierarkisk militært opbygget struktur med mere løse og uformelle
kommandoveje vil det afgørende være, om der er tale om en »person, der faktisk handler som
sådan«. Det vil omfatte personer, der har en sådan faktisk myndighed og kontrol, at den pågæl-
dende besidder en reel evne til at forhindre eller straffe andre personers ulovlige handlinger,
således at disse personer de facto må anses for værende underordnet den pågældende. Et menigt
medlem af en enhed, som de øvrige medlemmer i særlig grad er tilbøjelige til at lytte til, og som
herigennem er i stand til at udøve indflydelse på de andre, vil som udgangspunkt ikke være
omfattet af kommandoansvaret.
Omfattet vil kunne være eksempelvis personer, der er en del af paramilitære enheder, der ikke
er en del af den væbnede styrke, eller politiansatte med kommando over væbnede politistyrker.
Det vil kunne indgå i vurderingen af, hvorvidt en person har myndighed og kontrol, at den
pågældende har beføjelse til at udstede ordrer, kapacitet til at sikre overholdelse af ordrer samt
til at kunne erstatte, fjerne, disciplinere og efterforske de underordnede. Omvendt vil mang-
lende efterlevelse af ordrer og en svag kommandokæde kunne tale for, at den pågældende ikke
har den fornødne effektive kommandomyndighed og kontrol med andre medlemmer af samme
enhed.
Det vil ikke være en forudsætning, at den militære eller civile leder eller en person, der faktisk
handler som sådan, har en eksklusiv myndighed og kontrol over de underordnede. Det vil sige,
at en leder vil kunne holdes strafferetligt ansvarlig for handlinger begået af personer under ved-
kommendes myndighed og kontrol, selv om andre ledere ligeledes har myndighed og kontrol
over de samme personer.
Det vil være et grundlæggende krav, at en person under vedkommendes myndighed og kontrol
faktisk har begået en forbrydelse omfattet af de foreslåede §§ 118 c-118 i. Forbrydelsen vil
skulle være et resultat af, at lederen ikke har udøvet behørig kontrol over personerne under
vedkommendes effektive myndighed og kontrol. Der vil således skulle være en sammenhæng
mellem forbrydelsen og den pågældende leders undladelse af at udøve behørig kontrol med sine
underordnede.
389
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Den første betingelse i
§ 118 j, nr. 1,
vil være, at lederen vidste eller burde have vidst, at de
underordnede havde påbegyndt en sådan forbrydelse, eller at den var umiddelbart forestående.
Denne første betingelse indeholder således tilregnelseskravet for den pågældende leder for så
vidt angår betingelsen om de underordnedes handlinger, hvilket indebærer, at den militære eller
civile leder efter omstændighederne tillige vil kunne straffes for uagtsomhed. Det vil sige, at
det almindelige krav efter straffelovens § 19 om forsæt som betingelse for strafansvar ved over-
trædelse af en straffelovsbestemmelse her er fraveget.
Det bemærkes for så vidt angår danske militære operationer, at dansk militært personel er un-
derlagt en handle- og meldepligt, hvilket bl.a. betyder, at danske soldater, der bliver bekendt
med forhold, der giver anledning til mistanke om overtrædelser af grundlæggende menneske-
rettigheder eller den humanitære folkeret, herunder om at der udøves tortur m.v., skal indberette
forholdet via deres overordnede til Forsvarets Operationscenter.
Kommandoansvaret indebærer ikke i sig selv en almindelig og generel strafsanktioneret for-
pligtelse for en overordnet til løbende at følge med i, hvad de underordnede foretager sig. Der
vil således skulle foreligge konkrete informationer for den overordnede, der indikerer, at de
underordnede har begået eller agter at begå strafbare handlinger omfattet af §§ 118 c-118 i.
Omvendt vil en overordnet ikke kunne undgå et strafferetligt ansvar ved at holde sig i bevidst
uvidenhed om de underordnedes handlinger.
Den anden betingelse i
§ 118 j, nr. 2,
vil være, at lederen undlod at iværksætte nødvendige og
rimelige tiltag, som stod i vedkommendes magt, for at forhindre eller standse forbrydelsen, eller
undlod at rapportere forholdet til en kompetent myndighed for strafforfølgning.
Den anden betingelse indeholder en handlepligt for den pågældende leder til at forsøge at hindre
eller standse forbrydelsen eller rapportere eller anmelde forholdet til en kompetent myndighed
for strafforfølgning. Denne betingelse er grundlæggende udtryk for, at den foreslåede § 118 j
om kommandoansvar er en regel om strafansvar for ledelsessvigt.
Handlepligten indebærer, at lederen skal iværksatte nødvendige og rimelige tiltag, som stod i
vedkommendes magt, for at forhindre forbrydelsen, før den begås, standse forbrydelsen imens
den begås, eller rapportere forbrydelsen, når den er begået. Hindre, standse eller rapportere er
således udtryk for, hvilken handlepligt der indtræder for en overordnet, afhængigt af om de
underordnede endnu ikke har begået forbrydelsen, er ved at begå forbrydelsen eller har begået
forbrydelsen.
390
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Det vil bero på en helhedsvurdering, om lederen har opfyldt sin pligt til at hindre eller standse
forbrydelsen ved at iværksætte nødvendige og rimelige tiltag.
Det forudsættes, at den militære eller civile leders efterfølgende rapportering af de underordne-
des forbrydelse ikke fritager for strafansvar, hvis den pågældende leder allerede havde viden
eller burde have haft viden på et tidspunkt, hvor de underordnede havde påbegyndt en forbry-
delse, eller forbrydelsen var forestående, og hvor lederen kunne have iværksat nødvendige og
rimelige tiltag, som stod i vedkommendes magt, for at forhindre eller standse forbrydelsen.
Det forudsættes endvidere, at den foreslåede bestemmelse om kommandoansvar alene finder
anvendelse, hvis den pågældende leder ikke vil kunne pålægges et almindeligt strafansvar for
overtrædelse af §§ 118 c-118 i, eller for medvirken til overtrædelserne efter straffelovens § 23.
Det almindelige medvirkensansvar vil dermed udelukke samtidig retsforfølgning for komman-
doansvar for samme gerning. Der kan således ikke straffes i sammenstød mellem bestemmelsen
og det almindelige medvirkensansvar.
Anvendelsesområdet for den foreslåede § 118 j om kommandoansvar må på den baggrund
navnlig forventes at være tilfælde, hvor den militære eller civile leder ikke selv har været til
stede på gerningsstedet på gerningstidspunktet eller har haft en mere perifer rolle. Dertil kom-
mer, at § 118 j udvider den subjektive tilregnelse til også at omfatte uagtsomme forhold, hvor-
ved bemærkes at strafansvaret for overtrædelse af de foreslåede §§ 118 c-118 i, herunder i form
af medvirken efter § 23, vil være betinget af forsæt, jf. straffelovens § 19. Kommandoansvaret
har således til formål at supplere § 23.
Straffen for overtrædelser omfattet af kommandoansvaret efter den foreslåede § 118 j vil skulle
fastsættes efter den bestemmelse, som de underordnede har overtrådt, det vil sige §§ 118 c-118
i, jf. § 118 k.
Den foreslåede bestemmelse svarer overordnet til gerningsindholdet i artikel 28 om ansvar for
militære og andre overordnede i Straffedomstolens statut, dog med visse forskelle, jf. nærmere
kapitel 7, afsnit 4. Det bemærkes, at der i statuttens artikel 28 skelnes mellem civile og militære
ledere. I den foreslåede bestemmelse vil strafansvaret for civile og militære ledere være side-
stillet, så civile ledere kan ifalde et kommandoansvar under samme betingelser som militære
ledere.
391
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Straffedomstolen og andre internationale domstoles praksis vil i relevant omfang skulle indgå
som et fortolkningsbidrag ved fastlæggelsen af det nærmere indhold i den foreslåede § 118 j
om kommandoansvar. Der henvises herom til kapitel 7, afsnit 1.
Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel 7 om medvirken og kommandoansvar.
(Til § 118 k om straffen for aggressionsforbrydelser, folkedrab, forbrydelser mod menne-
skeheden og krigsforbrydelser samt tidsmæssige gyldighed)
Dansk straffelovgivning indeholder ikke straffebestemmelser om aggressionsforbrydelser eller
kommandoansvar. Endvidere er der ikke materielle straffebestemmelser, som selvstændigt kri-
minaliserer forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser. Forbrydelser mod men-
neskeheden og krigsforbrydelser vil imidlertid efter omstændighederne kunne straffes efter
straffelovens gældende bestemmelser eller efter militær straffelov. Det gælder eksempelvis
straffelovens § 237 om drab, § 244-246 om vold, § 261 om frihedsberøvelse og § 291 om hær-
værk, der har strafferammer på mellem 1 år og 6 måneders fængsel og fængsel indtil på livstid.
Folkedrab er strafbart efter lov nr. 132 af 29. april 1955 om straf for folkedrab og kan straffes
med fængsel indtil på livstid.
Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i straffeloven som
§ 118 k,
der indeholder straf-
ferammerne for aggressionsforbrydelser efter § 118 b, folkedrab, herunder tilskyndelse til fol-
kedrab efter § 118 c, forbrydelser mod menneskeheden efter § 118 d og de fem foreslåede
bestemmelser om krigsforbrydelser i §§ 118 e-118 i samt kommandoansvar efter § 118 j for
underordnedes overtrædelse af de nævnte bestemmelser om folkedrab, forbrydelser mod men-
neskeheden og krigsforbrydelser.
Det forudsættes for så vidt angår forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, at der
ved den konkrete straffastsættelse for overtrædelse af §§ 118 d-118 i vil skulle tages udgangs-
punkt i strafniveauet for den overtrædelse, som det eventuelt ville udgøre efter de nuværende
straffebestemmelser, herunder § 216 om voldtægt, § 237 om drab og §§ 244-246 om vold, men
således, at straffen fastsættes i et passende højere niveau som følge af, at der er tale om en
forbrydelse mod menneskeheden eller en krigsforbrydelse.
Efter det foreslåede
§ 118 k, stk. 1,
straffes overtrædelse af § 118 b, § 118 c, stk. 1, § 118 d eller
§ 118 j, jf. § 118 b, § 118 c, stk. 1, eller § 118 d, med fængsel indtil på livstid.
392
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Der vil efter den foreslåede bestemmelse være en strafferamme på fængsel indtil på livstid for
aggressionsforbrydelser efter den foreslåede § 118 b, folkedrab efter det foreslåede § 118 c, stk.
1, og forbrydelser mod menneskeheden efter den foreslåede § 118 d samt kommandoansvar
efter den foreslåede § 118 j for underordnedes overtrædelse af de nævnte bestemmelser om
folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden.
Efter det foreslåede
§ 118 k, stk. 2,
straffes overtrædelse af §§ 118 e, 118 h eller 118 i eller §
118 j, jf. §§ 118 e, 118 h eller 118 i, med fængsel indtil 16 år.
Der vil efter den foreslåede bestemmelse være en strafferamme på fængsel indtil 16 år for krigs-
forbrydelser rettet mod personer efter den foreslåede § 118 e, krigsforbrydelser ved anvendelse
af forbudte kampmetoder efter den foreslåede § 118 h og krigsforbrydelser ved anvendelse af
forbudte kampmidler efter den foreslåede § 118 i samt kommandoansvar efter den foreslåede §
118 j for underordnedes overtrædelse af de nævnte bestemmelser.
Efter det foreslåede
§ 118 k, stk. 3,
straffes overtrædelse af § 118 c, stk. 2, § 118 f og § 118 g
og § 118 j, jf. § 118 c, stk. 2, § 118 f og § 118 g, med fængsel indtil 12 år.
Der vil efter den foreslåede bestemmelse være en strafferamme på fængsel indtil 12 år for til-
skyndelse til folkedrab efter det foreslåede § 118 c, stk. 2, krigsforbrydelser mod ejendom efter
den foreslåede § 118 f og krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker efter
den foreslåede § 118 g samt kommandoansvar efter den foreslåede § 118 j for underordnedes
overtrædelse af de nævnte bestemmelser.
Der er efter de foreslåede § 118 g, nr. 1 og 2, ikke krav om, at der faktisk sker skade på de
angrebne personer, bygninger, materiel m.v. Den foreslåede strafferamme afspejler dermed
strafværdigheden ved det blotte angreb mod sådanne humanitære indsatser.
Det foreslås i
§ 118 k, stk. 4,
at straffen for overtrædelse af §§ 118 e, 118 g, 118 h og 118 i og
§ 118 j, jf. §§ 118 e, 118 g, 118 h og 118 i, kan stige indtil fængsel på livstid, når overtrædelsen
er af særlig grov beskaffenhed, herunder når overtrædelsen omfatter drab.
Efter den foreslåede bestemmelse vil der således være en sidestrafferamme for de særligt grove
overtrædelser, hvilket vil omfatte krigsforbrydelser rettet mod personer efter den foreslåede §
118 e, krigsforbrydelser mod humanitære indsatser eller kendemærker efter den foreslåede §
118 g, krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmetoder efter den foreslåede § 118 h
og krigsforbrydelser ved anvendelse af forbudte kampmidler efter den foreslåede § 118 i samt
393
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
kommandoansvar efter den foreslåede § 118 j for underordnedes overtrædelse af de nævnte
bestemmelser.
Efter det foreslåede
§ 118 k, stk. 5,
skal det ved fastsættelsen af straffen for overtrædelse af §§
118 e-118 i og § 118 j, jf. §§ 118 e-118 i, i almindelighed indgå som en skærpende omstændig-
hed, at handlingen er begået som led i en plan eller politik eller som led i omfattende forbry-
delser af nævnte art.
At det vil være en skærpende omstændighed, at handlingen er begået som led i en plan eller
politik eller som led i omfattende forbrydelser af nævnte art, afspejler artikel 8, stk. 1, i Straf-
fedomstolens statut, hvoraf fremgår, at Straffedomstolen skal have jurisdiktion med hensyn til
krigsforbrydelser, navnlig sådanne, der begås som led i en plan eller politik eller som led i en
omfattende udførelse af sådanne forbrydelser. Det foreslås på den baggrund, at de to alternative
kriterier begge skal udgøre en strafskærpende omstændighed.
Udtrykket »plan eller politik« indebærer, at en konfliktpart aktivt fremmer eller tilskynder til
den pågældende krigsforbrydelse, og at gerningspersonen har forsæt til at fremme denne plan
eller politik ved sin forbrydelse.
»Som led i omfattende forbrydelser af nævnte art« indebærer, at den pågældende krigsforbry-
delse vil skulle være begået i sammenhæng med et større antal krigsforbrydelser begået af for-
skellige gerningspersoner, hvilke er rettet mod personer og har et stort omfang af skade. Der vil
i vurderingen kunne lægges vægt på, om krigsforbrydelserne var massive, hyppige, rettede mod
et større antal personer og udført af flere i forening. Der vil endvidere kunne lægges vægt på,
om krigsforbrydelserne er rettet mod forskellige geografisk spredte steder. Gerningspersonen
vil skulle have forsæt til, at den pågældende krigsforbrydelse er begået som led i omfattende
udførelse af sådanne krigsforbrydelser. Enkeltstående handlinger uden relation til en sådan
større sammenhæng vil således ikke være omfattet af den foreslåede strafskærpelsesbestem-
melse.
Der henvises i øvrigt til kapitel 4, afsnit 4.4, kapitel 5, afsnit 4.7, og kapitel 6, afsnit 4.1.
Efter det foreslåede
§ 118 k, stk. 6,
finder §§ 118 d-118 i også anvendelse på handlinger fore-
taget før den [dato for lovens ikrafttræden], hvis handlingen kan straffes efter regler, som var
gældende på gerningstidspunktet, og handlingen efter folkeretten udgjorde en forbrydelse mod
menneskeheden eller en krigsforbrydelse på gerningstidspunktet. Straffen kan ikke overskride
den straf, som ville være blevet idømt efter de på gerningstidspunktet gældende bestemmelser,
som handlingen kan straffes efter.
394
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Det følger af straffelovens § 3, stk. 1, 1. pkt., at er den ved en handlings påkendelse gældende
straffelovgivning forskellig fra den, der gjaldt ved handlingens foretagelse, afgøres spørgsmålet
om strafbarhed og straf efter den senere lov, dog at afgørelsen ikke derved må blive strengere
end efter den ældre lov. Beror ophøret af lovens gyldighed på ydre, strafskylden uvedkom-
mende forhold, bliver handlingen at bedømme efter den ældre lov, jf. § 3, stk. 1, 2. pkt.
Sager om folkedrab begået før lovens ikrafttræden vil derfor efter lovens ikrafttræden skulle
afgøres efter det foreslåede § 118 c, stk. 1, om folkedrab, dog således at afgørelsen ikke herved
må blive strengere end efter den hidtil gældende folkedrabslov, som foreslås ophæves, jf. lov-
forslagets § 4. Det bemærkes i den forbindelse, at det foreslåede § 118 c, stk. 1, med en enkelt
undtagelse svarer til folkedrabsloven.
Overtrædelser af lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt begået før
lovens ikrafttræden vil på samme måde efter lovens ikrafttræden skulle afgøres efter de fore-
slåede bestemmelser i § 118 f, nr. 3 og 4, og § 118 h, nr. 4, dog således, at afgørelsen ikke
herved må blive strengere end efter lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet
konflikt, som også foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 5. Det bemærkes i den forbindelse, at
de foreslåede bestemmelser i § 118 f, nr. 3 og 4, og § 118 h, nr. 4, svarer til indholdet af lov om
beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt.
Forbrydelser mod menneskeheden og andre krigsforbrydelser end de ovennævnte kan i dag som
udgangspunkt alene straffes som bl.a. drab, vold eller en seksualforbrydelse efter straffeloven
samt eventuelt efter militær straffelov, dog således at det vil kunne udgøre en strafskærpende
omstændighed efter straffelovens almindelige regler herom, at lovovertrædelsen kan betegnes
som en forbrydelse mod menneskeheden eller en krigsforbrydelse. Fremover vil sådanne for-
brydelser kunne straffes som forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, der har et
andet og mere bebyrdende gerningsindhold. Eksempelvis forudsætter drab som forbrydelse
mod menneskeheden, at gerningspersonen har dræbt en person, og at drabet er begået som led
i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning. De objektive elementer i ger-
ningsindholdet adskiller sig således fra drabsbestemmelsen i straffelovens § 237.
Det må på den baggrund antages, at straffelovens § 3, stk. 1, 1. pkt., ikke vil føre til, at sådanne
handlinger foretaget før lovens ikrafttræden vil skulle pådømmes efter de foreslåede nye be-
stemmelser om forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.
395
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Det foreslåede § 118 k, stk. 6, indebærer på den baggrund, at de foreslåede bestemmelser om
forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser i §§ 118 d-118 i under visse betingelser
vil finde anvendelse på handlinger foretaget før disse bestemmelsers ikrafttræden.
Det vil for det første være en betingelse, at handlingen kan straffes efter regler, som var gæl-
dende på gerningstidspunktet, herunder straffeloven og militær straffelov, og at strafansvaret
efter disse regler ikke er forældet. Det bemærkes i den forbindelse, at forbrydelser mod menne-
skeheden og krigsforbrydelser, som er omfattet af Straffedomstolens statut, ikke forældes, jf.
den gældende bestemmelse i straffelovens § 93 a.
Det vil for det andet være en betingelse, at handlingen efter folkeretten udgjorde en forbrydelse
mod menneskeheden eller en krigsforbrydelse på gerningstidspunktet.
Ved den nærmere fastlæggelse af, hvad der var gældende folkeret på gerningstidspunktet, vil
der kunne tages udgangspunkt i internationale konventioner, uanset om de er generelle eller
specifikke, staters praksis, generelle retsprincipper samt retspraksis fra internationale ad hoc
domstole (herunder ICTY, ICTR, SCSL og ECCC) såvel som juridisk litteratur, jf. herved arti-
kel 38 i statutten for Den Internationale Domstol.
Der vil kunne være tilfælde, hvor en overtrædelse af de foreslåede bestemmelser om forbrydel-
ser mod menneskeheden og krigsforbrydelser begået før lovens ikrafttræden ikke udgjorde en
forbrydelse mod menneskeheden eller en krigsforbrydelse efter folkeretten. Det gælder eksem-
pelvis tilfælde, hvor en handling ikke udgjorde en krigsforbrydelse i en ikke-international væb-
net konflikt efter den humanitære folkeret på gerningstidspunktet.
Der henvises til kapitel 4, afsnit 1.2, om de enkelte forbrydelser mod menneskeheden i Straffe-
domstolens statut og afsnit 4 om udvalgets overvejelser og forslag til udformningen af særskilte
straffebestemmelser om forbrydelser mod menneskeheden. Der henvises desuden til kapitel 5,
afsnit 1.4, om de enkelte krigsforbrydelser i Straffedomstolens statut og afsnit 4 om udvalgets
overvejelser og forslag til udformningen af særskilte straffebestemmelser om krigsforbrydelser.
Den straf, der idømmes i tilfælde, hvor det foreslåede § 118 k, stk. 6, finder anvendelse, vil som
nævnt ikke kunne overskride den straf, som ville være blevet idømt efter bestemmelserne, der
gjaldt på gerningstidspunktet. Det bemærkes i den forbindelse, at det efter de almindelige regler
i straffeloven vil kunne udgøre en strafskærpende omstændighed, at lovovertrædelsen kan be-
tegnes som en forbrydelse mod menneskeheden eller en krigsforbrydelse, jf. i den forbindelse
Højesterets dom af 15. august 1995 i sag I 447/1994 (gengivet i U.1995.838 H) om krigsfor-
brydelser begået i Balkan, hvor Højesteret lagde til grund, at forholdene kunne karakteriseres
396
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
som ”grove overtrædelser” af Genève-konventionerne – det vil sige en krigsforbrydelse – og
tiltrådte landsrettens afgørelse om strafforhøjelse efter straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt.
Som eksempel på et tilfælde, hvor det foreslåede § 118 k, stk. 6, vil kunne finde anvendelse,
kan nævnes en voldtægt begået mod en civil person i foråret 2024 i tilknytning til en væbnet
konflikt. En sådan gerning vil være omfattet af det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 4, om krigs-
forbrydelse ved voldtægt af en beskyttet person. Handlingen er desuden strafbar efter straffelo-
vens § 216, stk. 1, om voldtægt, der gjaldt på gerningstidspunktet, og kunne på gerningstids-
punktet betegnes som en krigsforbrydelse efter den humanitære folkeret i både internationale
og ikke-internationale væbnede konflikter. Handlingen vil dermed i medfør af § 118 k, stk. 6,
kunne straffes efter § 118 e, stk. 1, nr. 4, om krigsforbrydelse ved voldtægt af en beskyttet
person, selv om handlingen er foretaget før denne bestemmelses ikrafttræden.
Som et andet eksempel kan nævnes en tvangsforsvinding begået i foråret 2024 som led i et
omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning. En sådan gerning vil være omfattet
af det foreslåede § 118 d, nr. 10, om tvangsforsvinding som en forbrydelse mod menneskehe-
den. Handlingen kunne på gerningstidspunktet straffes efter bl.a. straffelovens § 261 om fri-
hedsberøvelse og kunne på dette tidspunkt betegnes som en forbrydelse mod menneskeheden
efter folkeretten. Handlingen vil dermed på samme måde som i eksemplet ovenfor kunne straf-
fes efter § 118 d, nr. 10, om tvangsforsvinding som en forbrydelse mod menneskeheden, selv
om handlingen er foretaget før denne bestemmelses ikrafttræden
Straffen vil i eksemplerne som nævnt ikke kunne overskride den straf, som ville være blevet
idømt efter bestemmelserne, der gjaldt på gerningstidspunktet.
I tilfælde, hvor betingelserne for at anvende det foreslåede § 118 k, stk. 6, ikke er opfyldt, vil
straffelovens § 3 gælde. Det bemærkes i den forbindelse, at det som nævnt må antages, at for-
brydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser begået før lovens ikrafttræden ikke som
følge af straffelovens § 3 vil kunne pådømmes efter de foreslåede nye straffebestemmelser.
Disse tilfælde vil derfor skulle afgøres efter de straffebestemmelser, som var gældende på ger-
ningstidspunktet.
Der henvises i øvrigt til kapitel 9 om den tidsmæssige gyldighed af de foreslåede bestemmelser
om forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.
(Til § 118 l om tortur)
397
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Der er i gældende dansk ret ikke en materiel straffebestemmelse, som selvstændigt kriminali-
serer tortur. Torturhandlinger kan derimod efter omstændighederne være omfattet af andre af
straffelovens bestemmelser, herunder forbrydelser begået i offentlig tjeneste eller hverv efter
straffelovens kapitel 16, voldtægt efter straffelovens § 216 eller vold efter straffelovens §§ 244-
246.
Det følger af straffelovens § 157 a, stk. 1, at det ved fastsættelse af straf for en overtrædelse af
straffeloven skal indgå som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået ved tortur.
Overtrædelsen anses for begået ved tortur, hvis den er begået i udøvelsen af dansk, udenlandsk
eller international offentlig tjeneste eller hverv ved at tilføje en anden person skade på legeme
eller helbred eller stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse for at skaffe oplysninger eller
en tilståelse fra nogen, for at afstraffe, skræmme eller tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade
noget eller på baggrund af den pågældendes politiske overbevisning, køn, race, hudfarve, nati-
onale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, jf. straffelovens § 157 a, stk. 2.
Bestemmelsen er en strafskærpelsesregel, der indebærer, at en overtrædelse af grunddeliktet
skal straffes strengere, hvis forbrydelsen er begået ved tortur som defineret i bestemmelsens
andet stykke.
Efter militær straffelovs § 27 a er det på tilsvarende vis en strafskærpende omstændighed, hvis
en overtrædelse af den militære straffelov er begået ved tortur.
Det foreslås, at der indsættes en særskilt materiel straffebestemmelse om tortur i straffeloven
som
§ 118 l.
Efter bestemmelsen straffes med fængsel indtil 12 år den, der virker i dansk, uden-
landsk eller international offentlig tjeneste eller hverv eller som udøver en funktion, der svarer
til eller kan ligestilles hermed, og som påfører en anden person stærk fysisk eller psykisk smerte
eller lidelse, eller som opfordrer til, samtykker i eller på lignende måde indvilliger i, at en sådan
smerte eller lidelse påføres af en tredjeperson 1) for at skaffe oplysninger eller en tilståelse fra
nogen, 2) for at afstraffe, skræmme eller tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget, 3) på
baggrund af enhver form for forskelsbehandling, herunder den pågældendes køn, race, hud-
farve, nationale eller etniske oprindelse, politiske overbevisning, sociale status, handicap, tro,
seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, eller 4) på baggrund
af et formål af lignende karakter.
Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til torturdefinitionen i artikel 1, stk. 1, i FN’s torturkon-
vention, dog med enkelte tilpasninger til dansk lovgivning.
398
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Omfattet af bestemmelsen vil være handlinger, der påfører stærk fysisk eller psykisk smerte
eller lidelse. Der vil således være et tærskelkrav om, at den påførte fysiske eller psykiske smerte
eller lidelse skal være »stærk«. Det er dermed ikke enhver form for fysisk eller psykisk smerte
eller lidelse, der er omfattet af bestemmelsen.
Stærk smerte eller lidelse kan eksempelvis være forårsaget af slag, herunder mod de nøgne
fodsåler (falanga), spark, elektrisk tortur på kønsdelene og andre følsomme steder på kroppen,
seksuelle overgreb, herunder voldtægt, fastholdelse i smertefulde stillinger, hyppig anvendelse
af lys-, lyd- eller støjpåvirkning, indespærring, herunder i isolation eller mørke, afskæring fra
søvn samt trusler på liv eller helbred mod den pågældende selv eller nærtstående personer,
herunder trusler om seksuelle overgreb.
FN’s Istanbul-protokol (manual om effektiv undersøgelse og dokumentation af tortur og anden
grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf) angiver en række eksempler
på torturmetoder, som er internationalt anerkendte som forårsagende stærk fysisk eller psykisk
smerte eller lidelse.
Efter den foreslåede bestemmelse vil det være et krav, at gerningspersonen virker i dansk, uden-
landsk eller international offentlig tjeneste eller hverv, eller at den pågældende udøver en funk-
tion, der svarer til eller kan ligestilles hermed.
Udtrykket »virker i dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv« vil
skulle forstås i overensstemmelse med formuleringen i straffelovens kapitel 16.
Offentlig tjeneste omfatter al beskæftigelse i den statslige, regionale og kommunale forvaltning,
hvad enten den består i at træffe afgørelser eller udøve faktisk virksomhed såsom transport,
undervisning og behandling. Eksempelvis vil politi- og fængselsbetjente være omfattet af den
foreslåede bestemmelse.
Offentligt hverv omfatter både hverv, der beror på valg, kontrakt og pligtmæssig tjeneste. Ek-
sempelvis vil medlemmer af Folketinget og kommunalbestyrelser være omfattet af den foreslå-
ede bestemmelse.
Både dansk, udenlandsk og international offentlig tjeneste eller hverv vil være omfattet af be-
stemmelsen. Udenlandsk offentlig tjeneste eller hverv omfatter bl.a. personer, der udøver en
offentlig funktion for et andet land, herunder for en offentlig styrelse eller en offentlig virksom-
hed. International offentlig tjeneste eller hverv omfatter bl.a. personer, der arbejder ved Den
399
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Europæiske Unions institutioner og medlemmer af Europa-Parlamentet og EU-Domstolen. Tje-
neste ved bl.a. FN, NATO, Europarådet og OECD vil ligeledes være omfattet.
Torturhandlingen vil skulle være begået i forbindelse med gerningspersonens offentlige tjeneste
eller hverv. Lovovertrædelser, som er begået uden forbindelse med gerningspersonens tjeneste
eller hverv, vil således ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Det vil f.eks. gælde
tilfælde, hvor en offentligt ansat uden for tjenesten udsætter en anden person for grov vold på
baggrund af personens seksuelle orientering. I disse tilfælde vil der i stedet kunne straffes efter
straffelovens nugældende bestemmelser, f.eks. voldsbestemmelserne i straffelovens §§ 244-
246, jf. § 81, nr. 6.
Udtrykket »udøver en funktion, der svarer til eller kan ligestilles hermed« omfatter eksempelvis
tilfælde, hvor en gerningsperson tilhører en ikke-statslig organisation eller gruppe, der udøver
faktisk myndighed over et bestemt geografisk afgrænset område. FN’s Torturkomité har således
lagt til grund, at ikke-statslige grupper, der i et kontrolleret område de facto udøver myndighed,
der er sammenlignelig med statslig myndighedsudøvelse, er omfattet af torturdefinitionen i tor-
turkonventionen (”other person acting in an official capacity”).
Strafansvar for tortur efter den foreslåede bestemmelse vil i overensstemmelse med FN’s tor-
turkonventions torturdefinition både omfatte tilfælde, hvor gerningspersonen selv påfører den
stærke fysiske eller psykiske smerte eller lidelse, og tilfælde, hvor gerningspersonen opfordrer
til, samtykker til eller på lignende måde indvilliger i, at en tredjeperson påfører denne smerte
eller lidelse på den forurettede. Det kan eksempelvis være tilfælde, hvor den offentligt ansatte
samtykker eller indvilliger i, at en anden offentligt ansat udfører tortur. Det kan ligeledes være
tilfælde, hvor en privat militær operatør foretager torturhandlinger mod tilbageholdte fanger
med samtykke eller accept fra en militær leder eller en anden offentligt ansat. Det kan endvidere
være tilfælde, hvor der med samtykke eller indvilligelse fra en offentligt ansat begås tortur-
handlinger i et privat drevet fængsel eller asylcenter. Dette indebærer, at offentligt ansatte m.v.
ikke kan lade private personer udføre tortur uden derved at overtræde den foreslåede torturbe-
stemmelse, herunder eksempelvis tortur udført af private, der i realiteten er udført på statens
vegne eller i statens interesse.
Private personer, det vil sige personer, som hverken er offentligt ansatte eller bestrider et of-
fentligt hverv eller varetager en funktion, der svarer til eller kan ligestilles hermed, vil som
udgangspunkt ikke egenhændigt kunne være ansvarssubjekter efter bestemmelsen.
Disse privatpersoner vil efter omstændighederne kunne ifalde straf for medvirken, jf. straffelo-
vens § 23. Det følger af straffelovens § 23, stk. 2, at strafansvar for medvirken også omfatter
400
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
den, der medvirker til at krænke et særligt pligtforhold, men selv står uden for dette. Det bety-
der, at der kan pålægges et medvirkensansvar i tilfælde, hvor en person, der ikke virker i of-
fentlig tjeneste eller hverv, medvirker til en lovovertrædelse, der begås af en person, som virker
i offentlig tjeneste eller hverv. Den foreslåede § 118 l om tortur vil dermed have karakter af et
såkaldt særdelikt, som udenforstående kun kan medvirke til overtrædelse af.
Det forudsættes, at formuleringen »opfordrer til, samtykker i eller på lignende måde indvilliger
i« vil omfatte tilfælde, der allerede efter gældende ret ville kunne straffes som medvirken, her-
under også strafbar medvirken ved passivitet, til den handling, som påfører den stærke fysiske
eller psykiske smerte eller lidelse. Medvirkensforholdet vil således som minimum skulle have
en sådan karakter, at den offentligt ansattes handling kan betragtes som et udtryk for et sam-
tykke. I sådanne tilfælde vil den offentligt ansatte, der ”opfordrer til, samtykker i eller på lig-
nende måde indvilliger i”, at en udenforstående privatperson udøver tortur omfattet af den fo-
reslåede bestemmelse, kunne straffes direkte efter den foreslåede bestemmelse. Den udenfor-
stående privatperson, der i disse tilfælde forudsættes at være den, der rent faktisk udøver tor-
turhandlingen, vil tillige kunne straffes efter bestemmelsen med henvisning til straffelovens §
23, stk. 1, jf. stk. 2, som beskrevet ovenfor.
For overordnede vil den særlige medvirkensregel i straffelovens § 151 finde anvendelse. Det
følger af straffelovens § 151, at overordnede i offentlig tjeneste eller hverv, der tilskynder eller
medvirker til, at underordnede forbryder sig i denne tjeneste, straffes, uden hensyn til om den
underordnede kan straffes eller på grund af vildfarelse eller af andre grunde er straffri, efter den
for den pågældende forbrydelse gældende bestemmelse. I disse tilfælde vil straffelovens § 151
træde i stedet for straffelovens § 23, hvorved reglerne om strafnedsættelse og strafbortfald efter
sidstnævnte bestemmelse ikke finder anvendelse. Det har imidlertid i praksis stort set ingen
betydning, da de indbyggede regler om strafnedsættelse og strafbortfald i straffelovens § 23
sjældent benyttes.
Efter den foreslåede bestemmelse er det endvidere en betingelse, at torturhandlingen er begået
med et bestemt formål.
Efter det foreslåede
§ 118 l, nr. 1,
vil det udgøre et formål omfattet af torturbestemmelse, at
handlingen er udført for at skaffe oplysninger eller en tilståelse fra nogen. Eksempelvis vil
fremskaffelse af oplysninger eller en tilståelse i forbindelse med efterforskning af et strafbart
forhold eller til efterretningsformål være omfattet.
401
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Efter det foreslåede
§ 118 l, nr. 2,
vil det endvidere udgøre et formål omfattet af torturbestem-
melsen, at handlingen er udført for at afstraffe, skræmme eller tvinge nogen til at gøre, tåle eller
undlade noget.
Udtrykket »afstraffe« omfatter uretmæssige gengældelser og repressalier. Der vil typisk være
tale om handlinger, der har karakter af at være enten organiserede eller planlagte. Ikke alle
former for voldsudøvelse eller overskridelse af grænserne for lovlig magtanvendelse vil udgøre
afstraffelse i bestemmelsens forstand.
Udtrykket »skræmme« vil skulle forstås i overensstemmelse med kriteriet i straffelovens § 266
om fremkaldelse af alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd.
Udtrykket »tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget« vil skulle forstås på samme måde
som straffelovens § 260.
Efter det foreslåede
§ 118 l, nr. 3,
vil det udgøre et formål omfattet af torturbestemmelsen, at
handlingen er udført på baggrund af enhver form for forskelsbehandling, herunder på baggrund
af den pågældendes køn, race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, politiske overbevis-
ning, sociale status, handicap, tro, seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller køns-
karakteristika.
De oplistede diskriminationsgrunde omfatter de diskriminationsgrunde, som fremgår af straf-
felovens § 266 b om trusler, forhånelse og nedværdigelse af bestemte grupper af personer. Her-
udover er der ligesom i den eksisterende strafskærpelsesbestemmelse i straffelovens § 157 a
tilføjet køn og politisk overbevisning, da disse forhold også vil kunne være udgangspunkt for
torturhandlinger.
De oplistede diskriminationsgrunde er ikke udtømmende. Det vil dog være en forudsætning, at
andre diskriminationsgrunde er af lignende karakter og alvor.
Efter det foreslåede
§ 118 l, nr. 4,
vil det desuden udgøre et formål omfattet af torturbestem-
melsen, at handlingen er udført på baggrund af et formål af lignende karakter som formålene i
nr. 1-3.
Det forudsættes, at denne bestemmelse fortolkes snævert, således at de andre mulige formål
skal være nært beslægtede med de andre oplistede formål.
402
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Smerte eller lidelse, der alene er en naturlig eller tilfældig følge eller del af lovlige sanktioner,
vil ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Dette spejler artikel 1 i FN’s torturkon-
vention, der ligeledes undtager smerte eller lidelse, der alene er en naturlig eller tilfældig følge
eller del af lovlige sanktioner efter national ret eller international ret, fra torturdefinitionen. Det
vil eksempelvis kunne være handlinger, som er nødvendige for på retmæssig måde at skaffe
lovlige påbud adlydt, iværksætte en lovlig pågribelse eller hindre en fange eller tvangsanbragt
persons flugt. Det forudsættes, at det absolutte forbud mod tortur er indbygget i de eksisterende
regler om lovlig magtanvendelse, f.eks. politilovens kapitel 4 om politiets anvendelse af magt.
Gerningspersonen vil skulle have forsæt til at påføre den stærke fysiske eller psykiske smerte
eller lidelse samt forsæt til at påføre denne smerte eller lidelse med et af de oplistede formål
eller et formål af lignende karakter.
En torturhandling begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolk-
ning vil være omfattet af det foreslåede § 118 d, nr. 6, om forbrydelser mod menneskeheden
ved tortur. En torturhandling begået i forbindelse med en væbnet konflikt vil være omfattet af
det foreslåede § 118 e, stk. 1, nr. 2, litra a, om krigsforbrydelse ved tortur. Det forudsættes, at
en torturhandling, som kan henføres som en forbrydelse mod menneskeheden eller en krigsfor-
brydelse, straffes som en krigsforbrydelse eller forbrydelse mod menneskeheden efter de fore-
slåede bestemmelser i § 118 d, nr. 6, og § 118 e, stk. 1, nr. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, men
ikke samtidig efter den foreslåede torturbestemmelse i § 118 l.
Efter den foreslåede bestemmelse vil der være en strafferamme på 12 år. Det forudsættes, at
straffen i konkrete sager fastsættes med udgangspunkt i, hvad straffen ville være blevet fastsat
til, hvis der skulle straffes efter eksempelvis voldsbestemmelserne eller bestemmelserne om
seksualforbrydelser, men således, at straffen fastsættes i et passende højere niveau som følge
af, at der er tale om tortur.
Der vil kunne straffes i sammenstød mellem den foreslåede bestemmelse og andre lovovertræ-
delser, der har en vidererækkende strafferamme. Eksempelvis vil der i tilfælde, hvor en tortur-
handling er begået med forsæt til at dræbe en anden, skulle straffes i sammenstød med straffe-
lovens § 237 om drab. Tilsvarende bør der også straffes i sammenstød med en længerevarende
og kvalificeret ulovlig frihedsberøvelse efter straffelovens § 261, stk. 2, hvorunder forurettede
har været udsat for tortur, uanset at denne bestemmelses strafferamme også er fængsel indtil 12
år. Det beror på, at den beskyttelsesinteresse, der knytter sig til selve frihedsberøvelsen, ikke
uden videre er sammenfaldende med selve påførslen af stærk fysisk og psykisk smerte.
Der henvises i øvrigt til kapitel 10, afsnit 4.
403
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Til nr. 7 (§§ 157 og 157 a)
Efter straffelovens § 157 a, stk. 1, skal det ved fastsættelse af straf for en overtrædelse af straf-
feloven indgå som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået ved tortur. Over-
trædelsen anses ifølge stk. 2 for begået ved tortur, hvis den er begået i udøvelsen af dansk,
udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv ved at tilføje en anden person skade
på legeme eller helbred eller stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse 1) for at skaffe op-
lysninger eller en tilståelse fra nogen, 2) for at afstraffe, skræmme eller tvinge nogen til at gøre,
tåle eller undlade noget eller 3) på grund af den pågældendes politiske overbevisning, køn, race,
hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.
Straffelovens § 157 a tager udgangspunkt i FN’s torturkonventions definition af tortur i artikel
1, stk. 1.
Det følger af straffelovens § 157 b, at bestemmelserne i §§ 145-157 tilsvarende gælder i udø-
velse af udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv, hvis handlingen er omfattet
af § 157 a. Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen var formålet at sikre, at bestemmelserne i
straffelovens 16. kapitel om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv m.v. ligeledes fandt
anvendelse på personer i udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv, når der er
tale om torturhandlinger, idet det ikke fuldstændig kan udelukkes, at der vil kunne blive begået
torturhandlinger, som ikke vil være omfattet af straffelovens bestemmelser om legemskræn-
kelse, angreb på den personlige frihed m.v., men alene vil være omfattet af straffelovens §§
145-157, jf. herved Folketingstidende 2007-08 (2. samling), tillæg A, L 98 som fremsat, side
3541.
Det foreslås med lovforslagets § 1, nr. 6, at der indsættes en materiel straffebestemmelse om
tortur i straffeloven som § 118 l. Den foreslåede bestemmelse tager på lignende vis udgangs-
punkt i FN’s torturkonventions definition af tortur i artikel 1, stk. 1. Straffelovens §§ 157 a og
157 b vil således have mistet deres betydning, og som en konsekvens heraf foreslås det, at
straffelovens
§§ 157 a
og
157 b
ophæves.
Til § 2 (militær straffelov)
Til nr. 1 (§§ 10 a og 27 a)
Efter militær straffelovs § 10 a indtræder forældelse ikke, når en lovovertrædelse er omfattet af
militær straffelovs § 27 a.
404
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Det følger af militær straffelovs § 27 a, at det ved fastsættelse af straf for en overtrædelse af
militær straffelov skal indgå som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået ved
tortur. Overtrædelsen anses for begået ved tortur, hvis den er begået i udøvelsen af dansk, uden-
landsk eller international offentlig tjeneste eller hverv ved at tilføje en anden person skade på
legeme eller helbred eller stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse for at skaffe oplysninger
eller en tilståelse fra nogen, for at afstraffe, skræmme eller tvinge nogen til at gøre, tåle eller
undlade noget eller på baggrund af den pågældendes politiske overbevisning, køn, race, hud-
farve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, jf. militær straffelovs §
27 a, stk. 2.
Det foreslås med lovforslagets § 1, nr. 6, at der indsættes en materiel straffebestemmelse om
tortur i straffeloven som § 118 l. Den foreslåede bestemmelse omfatter handlinger foretaget i
udøvelsen af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv, herunder hand-
linger foretaget af militært personel. Endvidere vil torturhandlinger foretaget som led i et om-
fattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning kunne straffes som forbrydelser mod
menneskeheden efter det foreslåede § 118 d, nr. 6, og torturhandlinger foretaget i tilknytning
til en væbnet konflikt vil kunne straffes som krigsforbrydelser efter det foreslåede § 118 e, stk.
1, nr. 2, litra a. Disse to bestemmelser vil ligeledes omfatte torturhandlinger foretaget af militært
personel.
Som en konsekvens heraf foreslås det, at militær straffelovs
§§ 10 a
og 27 a ophæves.
Til § 3 (retsplejeloven)
Til nr. 1 (§ 29 a)
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 29 a, stk. 1, lukkes dørene under et rets-
møde under den forurettedes forklaring i sager om overtrædelse af straffelovens § 210 (incest),
§ 216 (voldtægt), § 222, stk. 2 (samleje med person under 15 år ved udnyttelse af fysisk eller
psykisk overlegenhed), eller § 223, stk. 1 (samleje eller ved uanstændigt forhold krænker blu-
færdigheden hos en person under 18 år, der er stedbarn, plejebarn eller betroet den pågældende
til undervisning eller opdragelse), når den pågældende anmoder om det. Det samme gælder i
sager om overtrædelse af straffelovens § 225, jf. § 216, § 222, stk. 2, eller § 223, stk. 1 (over-
trædelse af de nævnte bestemmelser ved andet seksuelt forhold end samleje). Det følger af § 29
a, stk. 2, at stk. 1 finder tilsvarende anvendelse under afspilning eller anden forevisning af lyd-
eller billedoptagelser, som gengiver forhold, der er rejst sigtelse eller tiltale for under sagen.
405
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Det foreslås at indsætte et nyt
3. pkt.
i retsplejelovens § 29 a, stk. 1, hvorefter det samme end-
videre gælder i sager om overtrædelse af §§ 118 c-118 e eller 118 g, § 118 j, jf. §§ 118 c-118 e
eller 118 g, eller § 118 l, som indebærer en handling, der er omfattet af de bestemmelser, der er
nævnt i 1. og 2. pkt.
Det kommer dermed til at fremgå, at dørene under et retsmøde også skal lukkes i sager om
folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur samt kommandoan-
svar for underordnedes overtrædelse af bestemmelserne om folkedrab, forbrydelser mod men-
neskeheden og krigsforbrydelser, hvis forbrydelsen indebærer en handling, der er omfattet af
de bestemmelser, der er nævnt i § 29 a, stk. 1, 1. og 2. pkt., når den forurettede anmoder om
det. Det vil eksempelvis kunne være sager om forbrydelser mod menneskeheden ved voldtægt.
Til nr. 2 (§ 334 a, stk. 1)
Det følger af retsplejelovens § 741 a, stk. 4, at i sager om overtrædelse af straffelovens §§ 210
(incest) eller 216-223 (voldtægt m.v.), § 225, jf. §§ 216-223 (voldtægt m.v. ved andet seksuelt
forhold end samleje), eller §§ 231 (grooming) eller 232 (blufærdighedskrænkelse) har den for-
urettede ret til en vederlagsfri samtale med en advokat forud for eventuel anmeldelse til politiet.
Efter retsplejelovens § 334 a, stk. 1, tilkommer der den advokat, som forud for eventuel anmel-
delse til politiet vejleder forurettede i sådanne sager, et salær og eventuel godtgørelse, jf. § 741
a, stk. 4.
Det foreslås i retsplejelovens
§ 334 a, stk. 1,
at ændre »sager om overtrædelse af straffelovens
§§ 210 eller 216-223, § 225, jf. §§ 216-223, eller § 232« til: »de sager, der er nævnt i § 741 a,
stk. 4«. Desuden foreslås det, at », jf. § 741 a, stk. 4« udgår.
Det vil således følge af bestemmelsen, at der tilkommer den advokat, som forud for eventuel
anmeldelse til politiet vejleder forurettede i de sager, der er nævnt i § 741 a, stk. 4, et salær og
eventuel godtgørelse.
Dette skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af retsplejelovens § 741 a, stk. 4, jf.
lovforslagets § 3, nr. 5, som medfører, at forurettede i sager om folkedrab, forbrydelser mod
menneskeheden, visse krigsforbrydelser og tortur samt sager om kommandoansvar for under-
ordnedes overtrædelse af bestemmelserne om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og
visse krigsforbrydelser, der indebærer en handling, som er omfattet af straffelovens §§ 210 eller
216-223, § 225, jf. §§ 216-223, eller §§ 231 eller 232, får ret til en vederlagsfri samtale med en
advokat forud for eventuel anmeldelse til politiet.
406
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Til nr. 3 (§ 741 a, stk. 1)
Efter retsplejelovens § 741 a, stk. 1, beskikker retten i sager, der vedrører overtrædelse af straf-
felovens § 119 (vold m.v. mod person i offentlig tjeneste eller hverv), § 119 b (angreb med
genstande mod person i offentlig tjeneste eller hverv), § 123 (vidnetrusler), § 210 (incest), §§
216-223 (voldtægt m.v.), § 225, jf. §§ 216-223 (voldtægt m.v. ved andet seksuelt forhold end
samleje), §§ 231 (grooming) og 232 (blufærdighedskrænkelse), § 237, jf. § 21 (forsøg på drab),
§§ 242-246 (stalking, psykisk vold, fysisk vold), §§ 249 (uagtsom legemsbeskadigelse) og 250
(hensættelse i hjælpeløs tilstand), § 252, stk. 2 (hensynsløs fareforvoldelse), §§ 260-262 b
(tvang, frihedsberøvelse, menneskehandel m.v.) eller § 288 (røveri), en advokat for den, der er
forurettet ved lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter begæring om det, jf. dog stk.
2 og 3.
Efter retsplejelovens § 741 a, stk. 2, skal beskikkelse ske i sager om overtrædelse af straffelo-
vens § 210, § 216, § 222, stk. 2, eller § 223, stk. 1, medmindre den pågældende efter at være
vejledt om retten til beskikkelse af advokat frabeder sig det. Den forurettede skal have lejlighed
til at tale med en advokat før politiets afhøring af forurettede, medmindre den pågældende efter
at være blevet vejledt frabeder sig det. Det samme gælder i sager om overtrædelse af § 225, jf.
§ 216, § 222, stk. 2, eller § 223, stk. 1.
Det følger endvidere af retsplejelovens § 741 a, stk. 3, at i sager om overtrædelse af straffelo-
vens § 119, § 119 b, § 123, §§ 218-220, § 222, stk. 1, § 223, stk. 2, §§ 231 og 232, § 237, jf. §
21, §§ 242-246, §§ 249 og 250, § 252, stk. 2, §§ 260-262 b eller § 288 kan beskikkelse af
advokat dog afslås, hvis lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter og advokatbistand må
anses for åbenbart unødvendig. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straf-
felovens § 225, jf. §§ 218-220, § 222, stk. 1, eller § 223, stk. 2.
Det foreslås i retsplejelovens
§ 741 a, stk. 1,
at indsætte en henvisning til de foreslåede bestem-
melser i §§ 118 c-118 i, § 118 j, jf. §§ 118 c-118 i, § 118 l, om henholdsvis folkedrab, forbry-
delser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur samt kommandoansvar for underord-
nedes overtrædelse af bestemmelserne om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og
krigsforbrydelser.
Forurettede i sådanne sager vil dermed have ret til en bistandsadvokat, når den forurettede frem-
sætter en begæring herom til retten.
Til nr. 4 (§ 741 a, stk. 2)
407
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Efter retsplejelovens § 741 a, stk. 1, beskikker retten i sager, der vedrører overtrædelse af straf-
felovens § 119 (vold m.v. mod person i offentlig tjeneste eller hverv), § 119 b (angreb med
genstande mod person i offentlig tjeneste eller hverv, § 123 (vidnetrusler), § 210 (incest), §§
216-223 (voldtægt m.v.), § 225, jf. §§ 216-223 (voldtægt m.v. ved andet seksuelt forhold end
samleje), §§ 231 (grooming) og 232 (blufærdighedskrænkelse), § 237, jf. § 21 (forsøg på drab),
§§ 242-246 (stalking, psykisk vold, fysisk vold), §§ 249 (uagtsom legemsbeskadigelse) og 250
(hensættelse i hjælpeløs tilstand), § 252, stk. 2 (hensynsløs fareforvoldelse), §§ 260-262 b
(tvang, frihedsberøvelse, menneskehandle m.v.) eller § 288 (røveri), en advokat for den, der er
forurettet ved lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter begæring om det, jf. dog stk.
2 og 3.
Efter retsplejelovens § 741 a, stk. 2, skal beskikkelse ske i sager om overtrædelse af straffelo-
vens § 210, § 216, § 222, stk. 2, eller § 223, stk. 1, medmindre den pågældende efter at være
vejledt om retten til beskikkelse af advokat frabeder sig det. Den forurettede skal have lejlighed
til at tale med en advokat før politiets afhøring af forurettede, medmindre den pågældende efter
at være blevet vejledt frabeder sig det. Det samme gælder i sager om overtrædelse af § 225, jf.
§ 216, § 222, stk. 2, eller § 223, stk. 1.
Det følger endvidere af retsplejelovens § 741 a, stk. 3, at i sager om overtrædelse af straffelo-
vens § 119, § 119 b, § 123, §§ 218-220, § 222, stk. 1, § 223, stk. 2, §§ 231 og 232, § 237, jf. §
21, §§ 242-246, §§ 249 og 250, § 252, stk. 2, §§ 260-262 b eller § 288 kan beskikkelse af
advokat dog afslås, hvis lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter og advokatbistand må
anses for åbenbart unødvendig. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straf-
felovens § 225, jf. §§ 218-220, § 222, stk. 1, eller § 223, stk. 2.
Det foreslås at indsætte et nyt
4. pkt.
i retsplejelovens § 741 a, stk. 2, hvorefter det samme
endvidere gælder i sager om overtrædelse af §§ 118 c-118 e eller 118 g, § 118 j, jf. §§ 118 c-
118 e eller 118 g, eller § 118 l, som indebærer en handling, der er omfattet af de bestemmelser,
der er nævnt i 1. og 3. pkt.
Dette indebærer, at forurettede i sager om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, visse
krigsforbrydelser og tortur, der indebærer en handling, som er omfattet af straffelovens § 210,
§ 216, § 222, stk. 2, eller § 223, stk. 1, eller § 225, jf. § 216, § 222, stk. 2, eller § 223, stk. 1, får
beskikket en bistandsadvokat af retten, medmindre den pågældende efter at være vejledt om
retten til beskikkelse af advokat frabeder sig dette.
I sager, hvor folkedrabet, forbrydelsen mod menneskeheden, krigsforbrydelsen eller torturen
består af incest eller en af de nævnte seksualforbrydelser, vil beskikkelse således skulle ske,
408
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
medmindre den pågældende efter at være vejledt om retten til beskikkelse af advokat frabeder
sig det, i modsætning til andre sager om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsfor-
brydelser eller tortur, hvor den forurettede selv vil skulle fremsætte en begæring om det.
Til nr. 5 (§ 741 a, stk. 4)
Det følger af retsplejelovens § 741 a, stk. 4, at i sager om overtrædelse af straffelovens §§ 210
(incest) eller 216-223 (voldtægt m.v.), § 225, jf. §§ 216-223 (voldtægt m.v. ved andet seksuelt
forhold end samleje), eller §§ 231 (grooming) eller 232 (blufærdighedskrænkelse) har den for-
urettede ret til en vederlagsfri samtale med en advokat forud for eventuel anmeldelse til politiet.
Det foreslås at indsætte et nyt
2. pkt.
i retsplejelovens § 741 a, stk. 4, hvorefter det samme
gælder i sager om overtrædelse af §§ 118 c-118 e eller 118 g, § 118 j, jf. §§ 118 c-118 e eller
118 g, eller § 118 l, som indebærer en handling, der er omfattet af de bestemmelser, der er
nævnt i 1. pkt.
Det medfører, at forurettede i sager om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, visse
krigsforbrydelser og tortur samt i sager om kommandoansvar for underordnedes overtrædelse
af bestemmelserne om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og visse krigsforbrydelser
vil have ret til en vederlagsfri samtale med en advokat forud for eventuel anmeldelse til politiet,
hvis forbrydelsen indebærer incest eller en seksualforbrydelse omfattet af straffelovens §§ 210
eller 216-223, § 225, jf. §§ 216-223, eller §§ 231 eller 232.
Den forurettede vil desuden have ret til en vederlagsfri samtale med den beskikkede advokat
efter sagens eller retshandlingens afslutning, jf. det foreslåede § 741 c, stk. 4, 4. pkt. (lovforsla-
gets § 3, nr. 6).
Til nr. 6 (§ 741 c, stk. 4)
Efter retsplejelovens § 741 c, stk. 4, skal retten meddele bistandsadvokaten udskrift af dommen.
Advokaten må ikke overlevere udskriften til den forurettede uden rettens samtykke. I sager om
overtrædelse af straffelovens §§ 210 (incest) eller 216-223 (voldtægt m.v.), § 225, jf. §§ 216-
223 (voldtægt m.v. ved andet seksuelt forhold end samleje), eller §§ 231 (grooming) eller 232
(blufærdighedskrænkelse) har den forurettede ret til en vederlagsfri samtale med den beskik-
kede advokat efter sagens eller retshandlingens afslutning.
Det foreslås at indsætte et nyt
4. pkt.
i retsplejelovens § 741 c, stk. 4, hvorefter det samme
gælder i sager om overtrædelse af §§ 118 c-118 e eller 118 g, § 118 j, jf. §§ 118 c-118 e eller
409
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
118 g, eller § 118 l, som indebærer en handling, der er omfattet af de bestemmelser, der er
nævnt i 3. pkt.
Det indebærer, at forurettede i sager om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, visse
krigsforbrydelser og tortur samt i sager om kommandoansvar for underordnedes overtrædelse
af bestemmelserne om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og visse krigsforbrydelser
vil have ret til en vederlagsfri samtale med den beskikkede advokat efter sagens eller retshand-
lingens afslutning, hvis forbrydelsen indebærer incest eller en seksualforbrydelse omfattet af
straffelovens §§ 210 eller 216-223, § 225, jf. §§ 216-223, eller §§ 231 eller 232.
Den forurettede vil i øvrigt have ret til en vederlagsfri samtale forud for eventuel anmeldelse til
politiet, jf. det foreslåede § 741 a, stk. 4, 2. pkt. (lovforslagets § 3, nr. 5).
Til nr. 7 og 8 (§ 745 e, stk. 1, nr. 2)
Efter retsplejelovens § 745 e, stk. 1, kan politiets afhøring af en person optages på video med
henblik på anvendelse af optagelsen som bevis under hovedforhandlingen efter § 872 (videoaf-
høring) i visse tilfælde. Efter § 745 e, stk. 1, nr. 2, litra a, kan videoafhøring anvendes i sager,
hvor personen er under 15 år, og efterforskningen vedrører en overtrædelse af straffelovens §
210 eller kapitel 24. Videoafhøring kan også anvendes i sager, hvor personen er under 15 år,
og efterforskningen vedrører en overtrædelse af straffelovens §§ 237 eller 242-246, hvor per-
sonen eller en af dennes nærmeste er forurettet og den, der er mistænkt, er en af personens
nærmeste, jf. § 745 e, stk. 1, nr. 2, litra b.
Det foreslås i
§ 745 e, stk. 1, nr. 2, litra b,
at ændre »nærmeste.« til »nærmeste, eller«.
Dette er en konsekvensændring som følge af, at det foreslås at indsætte et nyt litra c i § 745 e,
stk. 1, nr. 2.
Det foreslås således at indsætte et nyt
§ 745 e, stk. 1, nr. 2, litra c,
hvorefter videoafhøring kan
anvendes i sager, hvor personen er under 15 år, og efterforskningen vedrører en overtrædelse
af straffelovens §§ 118 c-118 i, § 118 j, jf. §§ 118 c-118 i, eller § 118 l.
Bestemmelsen indebærer, at vidner under 15 år i sager om folkedrab, forbrydelser mod menne-
skeheden, krigsforbrydelser og tortur samt kommandoansvar for underordnedes overtrædelse
af bestemmelserne om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser vil
kunne videoafhøres med henblik på anvendelse af optagelsen som bevis under hovedforhand-
lingen.
410
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Til nr. 9 (§ 745 e, stk. 1, nr. 5)
Efter retsplejelovens § 745 e, stk. 1, kan politiets afhøring af en person optages på video med
henblik på anvendelse af optagelsen som bevis under hovedforhandlingen efter § 872 (videoaf-
høring) i visse tilfælde. Efter § 745 e, stk. 1, nr. 5, kan videoafhøring anvendes i sager, hvor
personen er 15 år eller derover, og efterforskningen vedrører en overtrædelse af straffelovens §
216 eller § 225, jf. § 216, hvor personen er forurettet.
Det foreslås i retsplejelovens
§ 745 e, stk. 1, nr. 5,
efter »§ 216 eller § 225, jf. § 216,« at indsætte
»eller en overtrædelse af §§ 118 c-118 e eller 118 g, § 118 j, jf. §§ 118 c-118 e eller 118 g, eller
§ 118 l, som indebærer en handling, der er omfattet af § 216 eller § 225, jf. § 216,«.
Forslaget vil medføre, at forurettede over 15 år i sager om folkedrab, forbrydelser mod menne-
skeheden, visse krigsforbrydelser og tortur samt kommandoansvar for underordnedes overtræ-
delse af bestemmelserne om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og visse krigsforbry-
delser kan videoafhøres med henblik på anvendelse af optagelsen som bevis under hovedfor-
handlingen, hvis forbrydelsen indebærer en seksualforbrydelse omfattet af § 216 eller § 225, jf.
§ 216.
Til nr. 10 (§ 783, stk. 2)
Det følger af retsplejelovens § 783, stk. 1, at indgreb i meddelelseshemmeligheden sker efter
rettens kendelse. I kendelsen anføres de telefonnumre, lokaliteter, adressater eller forsendelser,
som indgrebet angår, jf. dog stk. 2. Endvidere anføres de konkrete omstændigheder i sagen,
hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid omgø-
res.
Det følger endvidere af retsplejelovens § 783, stk. 2, 1. pkt., at når efterforskningen angår en
overtrædelse af straffelovens kapitel 12 (landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selv-
stændighed og sikkerhed) eller 13 (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyn-
digheder, terrorisme m.v.) eller §§ 123 (vidnetrusler) eller 180 (ildspåsættelse), § 183, stk. 2
(sprængning m.v. med fare for liv), §§ 191 (narkotikaforbrydelser), 191 a (kvalificeret handel
med dopingmidler) eller 192 a (overtrædelse af lovgivning om våben og eksplosivstoffer), §
233, stk. 1 (rufferi), §§ 237 (drab) eller 245 (grov vold), § 246, jf. § 245 (grov vold med døden
til følge), § 252, stk. 1 (fareforvoldelse), § 261, stk. 2 (langvarig frihedsberøvelse m.v.), §§ 262
a (menneskehandel) eller 262 b (menneskeudnyttelse), § 286, jf. § 276 (tyveri af særlig grov
beskaffenhed), §§ 288 (røveri) eller 289 (særligt grov overtrædelse af skattelovgivningen m.v),
411
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
§ 289, jf. § 289 a (EU-svig af særlig grov karakter), eller § 290 a, stk. 2 (hvidvask af særlig
grov beskaffenhed), kan der i rettens kendelse i medfør af § 780, stk. 1, nr. 1 eller 3, ud over
bestemte telefonnumre anføres den person, som indgrebet angår (den mistænkte). I så fald skal
politiet snarest muligt efter udløbet af det tidsrum, inden for hvilket indgrebet kan foretages,
underrette retten om de telefonnumre, som indgrebet har været rettet imod, og som ikke er
anført i kendelsen. Hvis særlige forhold taler for det, skal underretning efter 2. pkt. ske senest
24 timer efter indgrebets iværksættelse. Underretning efter 2. og 3. pkt. skal indeholde en angi-
velse af de bestemte grunde, der er til at antage, at der fra de pågældende telefonnumre gives
meddelelser til eller fra den mistænkte. Retten underretter den beskikkede advokat, jf. § 784,
stk. 1, der herefter kan indbringe spørgsmålet om lovligheden af indgrebet for retten. Retten
træffer afgørelse ved kendelse. Burde indgrebet efter rettens opfattelse ikke være foretaget, skal
retten give meddelelse herom til Rigsadvokaten. Indgreb, der efter rettens opfattelse ikke burde
være foretaget af Politiets Efterretningstjeneste, indberettes til Justitsministeriet. Den foreslå-
ede bestemmelse omhandler såkaldt kendelse på person, hvor retskendelsen om telefonaflyt-
ning eller teleoplysning ud over bestemte telefonnumre også kan angive den person, som ind-
grebet angår.
Det foreslås i retsplejelovens
§ 783, stk. 2, 1. pkt.,
at ændre »kapitel 12 eller 13« til »kapitel 12-
13 a«.
Det indebærer, at der vil kunne foretages indgreb i meddelelseshemmeligheden i form af ken-
delse på person, når efterforskningen angår en overtrædelse af det foreslåede kapitel 13 a i
straffeloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, det vil sige aggressionsforbrydelser, folkedrab, forbry-
delser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur.
Til nr. 11 (§ 791 d, stk. 1)
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 791 d, stk. 1, kan der ske blokering af en
hjemmeside, hvis der er grund til at antage, at der fra hjemmesiden begås en overtrædelse af
straffelovens §§ 114-114 i (terrorisme), 119 (vold m.v. mod person i offentlig tjeneste eller
hverv) eller 119 a (angreb med genstande mod person i offentlig tjeneste eller hverv), § 263,
stk. 1 (hacking), § 263 a (udbredelse af adgangsmiddel til datasystem m.v.), § 264 d, stk. 2
(videregivelse af meddelelser eller billeder af private forhold under særligt skærpende omstæn-
digheder), eller §§ 279 (bedrageri), 279 a (databedrageri), 281 (afpresning), 290 (hæleri), 290
a (hvidvask), 300 a (groft uagtsomt bedrageri) eller 301 (uberettiget anvendelse af generede
betalingskortnumre m.v.).
412
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Med forslaget indsættes i retsplejelovens
§ 791 d, stk. 1,
en henvisning til de foreslåede bestem-
melser om aggressionsforbrydelser, folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbry-
delser og tortur samt kommandoansvar for underordnedes overtrædelse af bestemmelserne om
folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser i straffelovens §§ 118 b-118
i, § 118 j, jf. §§ 118 b-118 i, og § 118 l.
Det vil indebære, at en hjemmeside vil kunne blokeres, hvis der er grund til at antage, at der fra
hjemmesiden begås aggressionsforbrydelser, folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden,
krigsforbrydelser eller tortur. Det kunne eksempelvis være tilskyndelse til folkedrab efter det
foreslåede § 118 c, stk. 2, i straffeloven, hvis det sker fra en hjemmeside. For de øvrige forbry-
delser vil blokering af en hjemmeside særligt kunne være relevant i tilfælde, hvor den strafbare
handling begået fra en hjemmeside består i at have medvirket til en forbrydelse, herunder op-
fordring til visse krigsforbrydelser som eksempelvis voldtægt efter det foreslåede § 118 e, stk.
1, nr. 4, eller hvervning af et barn under 15 år til tjeneste i væbnede styrker efter det foreslåede
§ 118 e, stk. 1, nr. 6.
Til nr. 12 (§ 799, stk. 1)
Det følger af retsplejelovens § 799, stk. 1, at såfremt det er af afgørende betydning for efter-
forskningen, at ransagningen foretages, uden at den mistænkte eller andre gøres bekendt her-
med, kan retten, hvis efterforskningen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel
12 eller 13 eller en overtrædelse af straffelovens § 125 a (menneskesmugling), § 180 (ildspå-
sættelse med fare for liv), § 183, stk. 1 og 2 (sprængning, spredning af skadevoldende luftarter
m.v.), § 183 a (ved tvang overtager kontrol med luftfartøj m.v.), § 186, stk. 1 (fareforvoldelse
for liv og sundhed), § 187, stk. 1 (udbredelse af gift m.v.), § 191 (narkotikaforbrydelser), § 192
a (overtrædelse af lovgivning om våben og eksplosivstoffer), § 192 b, stk. 1-3 (skadeforvoldelse
ved besiddelse m.v. af radioaktive stoffer), § 235 (udbredelse af seksuelt materiale af personer
under 18 år), § 237 (drab), § 262 a (menneskehandel), 262 b (menneskeudnyttelse), § 286, stk.
1, jf. § 276 (tyveri af særlig grov beskaffenhed, § 286, stk. 1, jf. § 276 a (indbrudstyveri af
særligt grov beskaffenhed), § 286, stk. 2, jf. § 279 (bedrager af særlig grov beskaffenhed), §
286, stk. 2, jf. § 279 a (databedrageri af særlig grov beskaffenhed), §§ 288 (røveri) eller 289
(særligt grov overtrædelse af skattelovgivningen m.v.), § 290, stk. 2, jf. stk. 1 (hæleri af særlig
grov beskaffenhed), eller § 290 a, stk. 2, jf. stk. 1 (hvidvask af særlig grov beskaffenhed), ved
kendelse træffe bestemmelse herom og om, at reglerne i § 798, stk. 2, 1.-4. pkt., og stk. 3,
fraviges. Dette gælder dog ikke med hensyn til ransagning af husrum, andre lokaliteter eller
genstande, som nogen, der efter reglerne i § 170 er udelukket fra eller efter reglerne i § 172 er
fritaget for at afgive forklaring som vidne i sagen, har rådighed over.
413
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Det foreslås i retsplejelovens
§ 799, stk. 1,
at ændre »kapitel 12 eller 13« til »kapitel 12-13 a«.
Det indebærer, at der vil kunne foretages hemmelig ransagning i sager om overtrædelse af det
foreslåede kapitel 13 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, det vil sige aggressionsforbrydelser, folke-
drab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur.
Til § 4
Det foreslås, at lov nr. 132 af 29. april 1955 om straf for folkedrab ophæves.
Dette er en konsekvensændring som følge af den foreslåede § 118 c om folkedrab. Der henvises
til bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 5
Det foreslås, at lov nr. 310 af 25. april 2018 om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet
konflikt ophæves.
Dette er en konsekvensændring som følge af de foreslåede § 118 f, nr. 3 og 4, samt det foreslå-
ede § 118 h, nr. 4. Der henvises til bemærkningerne til disse bestemmelser.
Til § 6
Det foreslås i
stk. 1,
at loven træder i kraft den …
Det foreslås endvidere i
stk. 2,
at § 1, nr. 5, også finder anvendelse på lovovertrædelser, der er
begået før lovens ikrafttræden, medmindre forældelse efter de hidtil gældende regler er indtrådt
før lovens ikrafttræden.
Det foreslås i § 1, nr. 5, at straffelovens § 93 b, stk. 1, affattes således, at det kommer til at
fremgå af bestemmelsen, at når en lovovertrædelse er omfattet af kapitel 13 a, indtræder foræl-
delse ikke. For enkelte forbrydelser vil det betyde en ændring i den nugældende retstilstand,
som indebærer, at forbrydelser, der i dag er forældelige, fremover vil blive uforældelige. Det
foreslåede § 6, stk. 2, vil indebære, at ændringen af forældelsesreglen også vil finde anvendelse
på lovovertrædelser, der er begået før lovens ikrafttræden, medmindre strafansvaret for disse
lovovertrædelser allerede er forældet ved lovens ikrafttræden.
Til § 7
414
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Det foreslås i
stk. 1,
at loven ikke skal gælde for Færøerne, men at § 2 ved kongelig anordning
helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold
tilsiger.
Det indebærer bl.a., at § 1 (ændringerne af straffeloven), § 3 (ændringerne af retsplejeloven) og
§ 4 (ophævelsen af folkedrabsloven) ikke vil gælde for Færøerne og ikke vil kunne sættes i
kraft for Færøerne. Det skyldes, at Færøerne den 1. marts 2010 overtog lovgivningskompeten-
cen på det strafferetlige område, og at der for Færøerne gælder en særlig retsplejelov.
Herudover indebærer det, at § 5 om ophævelse af lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde
af væbnet konflikt ikke vil gælde for Færøerne og ikke vil kunne sættes i kraft for Færøerne.
Det skyldes, at loven ikke gælder for Færøerne og heller ikke kan sættes i kraft for Færøerne.
Militær straffelov, lov nr. 530 af 24. juni 2005, som ændret ved § 2 i lov nr. 494 af 17. juni
2008, § 2 i lov nr. 1550 af 19. december 2017 og § 4 i lov nr. 708 af 8. juni 2018, gælder ikke
for Færøerne, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for denne landsdel med de afvi-
gelser, som de særlige færøske forhold tilsiger. Anordningshjemlerne er endnu ikke anvendt.
Militær straffelov af 1973, jf. lovbekendtgørelse nr. 642 af 30. september 1987, er derfor fortsat
gældende for Færøerne. Det foreslås på den baggrund, at lovens § 2 om ændring af militær
straffelov af 2005 skal kunne sættes i kraft ved kongelig anordning.
Det foreslås i
stk. 2,
at loven ikke skal gælde for Grønland, men at §§ 2 og 4 ved kongelig
anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønland-
ske forhold tilsiger.
Det indebærer bl.a., at § 1 (ændringerne af straffeloven) og § 3 (ændringerne af retsplejeloven)
ikke vil gælde for Grønland og ikke vil kunne sættes i kraft for Grønland. Det skyldes, at der
gælder en særlig kriminallov og retsplejelov for Grønland.
Herudover indebærer det, at § 5 om ophævelse af lov om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde
af væbnet konflikt ikke vil gælde for Grønland og ikke vil kunne sættes i kraft for Grønland.
Det skyldes, at loven ikke gælder for Grønland og heller ikke kan sættes i kraft for Grønland.
Militær straffelov, lov nr. 530 af 24. juni 2005, som ændret ved § 2 i lov nr. 494 af 17. juni
2008, § 2 i lov nr. 1550 af 19. december 2017 og § 4 i lov nr. 708 af 8. juni 2018, gælder ikke
for Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for denne landsdel med de afvi-
gelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger. Anordningshjemlerne er endnu ikke
415
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
anvendt. Militær straffelov af 1973, jf. lovbekendtgørelse nr. 642 af 30. september 1987, er
derfor fortsat gældende for Grønland. Det foreslås på den baggrund, at lovens § 2 om ændring
af militær straffelov af 2005 kan sættes i kraft ved kongelig anordning.
Folkedrabsloven gælder direkte for Grønland. Det foreslås derfor, at § 4 om ophævelse af fol-
kedrabsloven ikke skal gælde for Grønland, men ved kongelig anordning kan sættes i kraft for
Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger. I det omfang der måtte blive
indført regler om folkedrab i den grønlandske kriminallov, vil folkedrabsloven dermed kunne
ophæves for Grønland ved anordning.
416
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0417.png
Bilag
Bilag 1: Oversigt over udvalgets kategorisering af krigsforbrydelser
De kursiverede bestemmelser i tabellen er udtryk for, at Danmark ikke har ratificeret bestem-
melsen, der er en tilføjelse til Straffedomstolens statut.
Hjemmel/type af
krigsforbrydelse
Beskyttelsesobjekt
/forbudt handling
Helt eller delvis
tilsvarende bestemmelse
i statutten, der gælder
under en international/
ikke-international
væbnet konflikt
§ 118 e, stk. 1, nr. 1 Artikel 8, stk. 2, litra c, nr.
i
§ 118 e, stk. 1, nr. 2, Artikel 8, stk. 2, litra c, nr.
litra a og b
i
Foreslået bestem-
melse i lovudka-
stet
Artikel 8, stk. 2, litra a,
nr. i, om forsætligt drab
Artikel 8, stk. 2, litra a,
nr. ii, om tortur eller
umenneskelig behand-
ling
Artikel 8, stk. 2, litra a,
nr. iii, om stor lidelse
eller alvorlig skade på
legeme eller helbred
Artikel 8, stk. 2, litra a,
nr. iv, om omfattende
ødelæggelse samt tileg-
nelse af ejendom
Artikel 8, stk. 2, litra a,
nr. v, om tvingende tje-
neste i en fjendtlig
magts styrker
Artikel 8, stk. 2, litra a,
nr. vi, om betryggende
og behørig domstolsbe-
handling
Artikel 8, stk. 2, litra a,
nr. vii, om deportere,
overføre eller internere
Krigsforbrydelser
mod personer
Krigsforbrydelser
mod personer
Krigsforbrydelser
mod personer
§ 118 e, stk. 1, nr. 2, Artikel 8, stk. 2, litra c, nr.
litra c
i
Krigsforbrydelser
mod ejendom
§ 118 f, nr. 2
Artikel 8, stk. 2, litra e, nr.
xii
Krigsforbrydelser
mod personer
§ 118 e, stk. 2, nr. 3
Krigsforbrydelser
mod personer
§ 118 e, stk. 1, nr. 9
Artikel 8, stk. 2, litra c, nr.
iv
Krigsforbrydelser
mod personer
§ 118 e, stk. 1, nr. 8
Artikel 8, stk. 2, litra e, nr.
viii
417
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0418.png
Artikel 8, stk. 2, litra a,
nr. viii, om gidseltag-
ning
Artikel 8, stk. 2, litra b,
nr. i, om angreb på ci-
vile
Artikel 8, stk. 2, litra b,
nr. ii, om angreb på ci-
vile genstande
Artikel 8, stk. 2, litra b,
nr. iii, om angreb på
personel eller materiel
m.v. involveret i huma-
nitære indsatser eller
fredsbevarende missio-
ner
Artikel 8, stk. 2, litra b,
nr. iv, om vilkårlige
tab, kvæstelse eller
skade på civile perso-
ner eller objekter
Artikel 8, stk. 2, litra b,
nr. v, om angreb på
uforsvarede steder
Krigsforbrydelser
mod personer
Krigsforbrydelser
ved anvendelse af
forbudte kampmeto-
der
Krigsforbrydelser
ved anvendelse af
forbudte kampmeto-
der
Krigsforbrydelser
mod humanitære
indsatser
§ 118 e, stk. 1, nr. 5
Artikel 8, stk. 2, litra c, nr.
iii
Artikel 8, stk. 2, litra e, nr.
i
§ 118 h, nr. 1
§ 118 h, nr. 3
Artikel 8, stk. 2, litra e, nr.
iv
§ 118 g, nr. 1
Artikel 8, stk. 2, litra e, nr.
iii
Krigsforbrydelser
ved anvendelse af
forbudte kampmeto-
der
§ 118 h, nr. 7
Krigsforbrydelser
ved anvendelse af
forbudte kampmeto-
der
Artikel 8, stk. 2, litra b, Krigsforbrydelser
nr. vi, om at dræbe eller mod personer
såre en kombattant
Artikel 8, stk. 2, litra b, Krigsforbrydelser
nr. vii, om uretmæssig
mod humanitære
anvendelse af flag, ken- indsatser
detegn, uniform og
kendemærker
§ 118 h, nr. 9
§ 118 e, stk. 1, nr.
11
§ 118 g, nr. 3
418
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0419.png
Artikel 8, stk. 2, litra b,
nr. viii, om deportation
eller tvungen overførsel
af sin egen befolkning
til det besatte område
Artikel 8, stk. 2, litra b,
nr. ix, om angreb på
bygninger, der anven-
des til religion, uddan-
nelse m.v.
Artikel 8, stk. 2, litra b,
nr. x, om lemlæstelse
eller medicinske forsøg
Artikel 8, stk. 2, litra b,
nr. xi, om svigagtigt at
dræbe eller såre perso-
ner
Artikel 8, stk. 2, litra b,
nr. xii, om at erklære at
der ikke vil gives nåde
Artikel 8, stk. 2, litra b,
nr. xiii, om ødelæg-
gelse og tilegnelse af
ejendom
Artikel 8, stk. 2, litra b,
nr. xiv, om fratagelse af
rettigheder fra statsbor-
gere af den fjendtlige
magt
Artikel 8, stk. 2, litra b,
nr. xv, om tvungen del-
tagelse i krigshandlin-
ger mod eget land
Artikel 8, stk. 2, litra b,
nr. xvi, om plyndring
Krigsforbrydelser
mod personer
§ 118 e, stk. 2, nr. 1
Krigsforbrydelser
ved anvendelse af
forbudte kampmeto-
der
Krigsforbrydelser
mod personer
Krigsforbrydelser
ved anvendelse af
forbudte kampmeto-
der
Krigsforbrydelser
ved anvendelse af
forbudte kampmeto-
der
Krigsforbrydelser
mod ejendom
§ 118 h, nr. 3
Artikel 8, stk. 2, litra e, nr.
iv
§ 118 e, stk. 1, nr. 7
Artikel 8, stk. 2, litra e, nr.
xi
Artikel 8, stk. 2, litra e, nr.
ix
§ 118 h, nr. 5
§ 118 h, nr. 6
Artikel 8, stk. 2, litra e, nr.
x
§ 118 f, nr. 2
Artikel 8, stk. 2, litra e, nr.
xii
Krigsforbrydelser
mod personer
§ 118 e, stk. 1, nr.
12
Krigsforbrydelser
mod personer
§ 118 e, stk. 2, nr. 2
Krigsforbrydelser
mod ejendom
§ 118 f, nr. 1.
Artikel 8, stk. 2, litra e, nr.
v
419
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0420.png
Artikel 8, stk. 2, litra b,
nr. xvii, om anvendel-
sen af gift eller forgif-
tede våben
Artikel 8, stk. 2, litra b,
nr. xviii, om anvendel-
sen af forbudte gasser,
væsker, materialer eller
midler
Artikel 8, stk. 2, litra b,
nr. xix, om anvendelsen
af forbudte projektiler
Artikel 8, stk. 2, nr. xx,
om anvendelsen af for-
budte våben m.v. i strid
med bilag til statutten
Artikel 8, stk. 2, litra b,
nr. xxi, om at krænke
den menneskelige vær-
dighed
Artikel 8, stk. 2, litra b,
nr. xxii, om voldtægt,
seksuelt slaveri, tvun-
gen prostitution, på-
tvungen graviditet,
tvungen sterilisering el-
ler enhver anden form
for seksuel vold
Artikel 8, stk. 2, litra b,
nr. xxiii, om brug af ci-
vile personer som
skjold
Artikel 8, stk. 2, litra b,
nr. xxiv, om angreb på
personel eller materiel
m.v., der bruger de sær-
lige emblemer fra Ge-
nève-konventionerne
Krigsforbrydelser
§ 118 i, nr. 1.
ved anvendelse af
forbudte kampmidler
Krigsforbrydelser
§ 118 i, nr. 2.
ved anvendelse af
forbudte kampmidler
Artikel 8, stk. 2, litra e, nr.
xiii
Artikel 8, stk. 2, litra e, nr.
xiv
Artikel 8, stk. 2, litra e, nr.
xvi
Artikel 8, stk. 2, litra e, nr.
xv
Krigsforbrydelser
§ 118 i, nr. 3
ved anvendelse af
forbudte kampmidler
Krigsforbrydelser
Ikke medtaget i ud-
ved anvendelse af
valgets forslag
forbudte kampmidler
Krigsforbrydelser
mod personer
§ 118 e, stk. 1, nr.
10
Artikel 8, stk. 2, litra c, nr.
ii
Krigsforbrydelser
mod personer
§ 118 e, stk. 1, nr. 4
Artikel 8, stk. 2, litra e, nr.
vi
Krigsforbrydelser
ved anvendelse af
forbudte kampmeto-
der
Krigsforbrydelser
mod humanitære
indsatser
§ 118 h, nr. 8
§ 118 g, nr. 2
Artikel 8, stk. 2, litra e, nr.
ii
420
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0421.png
Artikel 8, stk. 2, litra b,
nr. xxv, om udsultning
af civile
Artikel 8, stk. 2, litra b,
nr. xxvi, om at tvangs-
indkalde eller hverve
børn
Artikel 8, stk. 2, litra b,
nr. xxvii, om
bakteriologiske eller
biologiske våben
Artikel 8, stk. 2, litra b,
nr. xxviii, om våben der
ikke lader sig påvise i
det menneskelige le-
geme ved røntgen
Artikel 8, stk. 2, litra b,
nr. xxix, om laservåben
Artikel 8, stk. 2, litra c,
nr. i, om vold mod liv
og legeme, i særdeles-
hed drab, lemlæstelse
m.v.
Artikel 8, stk. 2, litra c,
nr. ii, om at krænke den
menneskelige værdig-
hed
Artikel 8, stk. 2, litra c,
nr. iii, om gidseltagning
Artikel 8, stk. 2, litra c,
nr. iv, om behørig dom-
stolsbehandling
Krigsforbrydelser
ved anvendelse af
forbudte kampmeto-
der
Krigsforbrydelser
mod personer
§ 118 h, nr. 2
Artikel 8, stk. 2, litra e, nr.
xix
§ 118 e, stk. 1, nr. 6
Artikel 8, stk. 2, litra e, nr.
vii
Krigsforbrydelser
§ 118 i, nr. 2
ved anvendelse af
forbudte kampmidler
Krigsforbrydelser
§ 118 i, nr. 4
ved anvendelse af
forbudte kampmidler
Artikel 8, stk. 2, litra e, nr.
xvi
Artikel 8, stk. 2, litra e, nr.
xvii
Krigsforbrydelser
§ 118 i, nr. 5
ved anvendelse af
forbudte kampmidler
Krigsforbrydelser
§ 118 e, stk. 1, nr. 1
mod personer
Artikel 8, stk. 2, litra e, nr.
xviii
Artikel 8, stk. 2, litra a, nr.
i
Artikel 8, stk. 2, litra a, nr.
ii
Artikel 8, stk. 2, litra a, nr.
iii
Artikel 8, stk. 2, litra b, nr.
xxi
Krigsforbrydelser
mod personer
§ 118 e, stk. 1, nr.
10
Krigsforbrydelser
mod personer
Krigsforbrydelser
mod personer
§ 118 e, stk. 1, nr. 5
§ 118 e, stk. 1, nr. 9
Artikel 8, stk. 2, litra a, nr.
viii
Artikel 8, stk. 2, litra a, nr.
vi
421
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0422.png
Artikel 8, stk. 2, litra e,
nr. i, om angreb på ci-
vile
Artikel 8, stk. 2, litra e,
nr. ii, om angreb på
personel eller materiel
m.v., der bruger de sær-
lige emblemer fra Ge-
nève-konventionerne
Artikel 8, stk. 2, litra e,
nr. iii, om angreb på
personel eller materiel
m.v. involveret i huma-
nitære indsatser eller
fredsbevarende missio-
ner
Artikel 8, stk. 2, litra e,
nr. iv, om angreb på
bygninger, der anven-
des til religion, uddan-
nelse m.v.
Artikel 8, stk. 2, litra e,
nr. v, om plyndring
Artikel 8, stk. 2, litra e,
nr. vi, om voldtægt,
seksuelt slaveri, tvun-
gen prostitution, på-
tvungen graviditet,
tvungen sterilisering el-
ler enhver anden form
for seksuel vold
Artikel 8, stk. 2, litra e,
nr. vii, om at tvangs-
indkalde eller hverve
børn
Krigsforbrydelser
ved anvendelse af
forbudte kampmeto-
der
Krigsforbrydelser
mod humanitære
indsatser
§ 118 h, nr. 1
Artikel 8, stk. 2, litra b, nr.
i
§ 118 g, nr. 2
Artikel 8, stk. 2, litra b, nr.
xxiv
Krigsforbrydelser
mod humanitære
indsatser
§ 118 g, nr. 1
Artikel 8, stk. 2, litra b, nr.
iii
Krigsforbrydelser
ved anvendelse af
forbudte kampmeto-
der
Krigsforbrydelser
mod ejendom
Krigsforbrydelser
mod personer
§ 118 h, nr. 3
Artikel 8, stk. 2, litra b, nr.
ix
§ 118 f, nr. 1.
§ 118 e, stk. 1, nr. 4
Artikel 8, stk. 2, litra b, nr.
xvi
Artikel 8, stk. 2, litra b, nr.
xxii
Krigsforbrydelser
mod personer
§ 118 e, stk. 1, nr. 6
Artikel 8, stk. 2, litra b, nr.
xxvi
422
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0423.png
Artikel 8, stk. 2, litra e,
nr. viii, om forflytning
af civilbefolkningen
Artikel 8, stk. 2, litra e,
nr. ix, om svigagtigt at
dræbe eller såre perso-
ner
Artikel 8, stk. 2, litra e,
nr. x, om at erklære at
der ikke vil gives nåde
Artikel 8, stk. 2, litra e,
nr. xi, om lemlæstelse
eller medicinske forsøg
Artikel 8, stk. 2, litra e,
nr. xii, om ødelæggelse
og tilegnelse af ejen-
dom
Artikel 8, stk. 2, litra e,
nr. xiii, om anvendelsen
af gift eller forgiftede
våben
Artikel 8, stk. 2, litra e,
nr. xiv, om anvendelsen
af forbudte gasser, væ-
sker, materialer eller
midler
Artikel 8, stk. 2, litra e,
nr. xv, om anvendelse
af forbudte projektiler
Artikel 8, stk. 2, litra e,
nr. xvi, om anvendelsen
af bakteriologiske eller
biologiske våben
Krigsforbrydelser
mod personer
Krigsforbrydelser
ved anvendelse af
forbudte kampmeto-
der
Krigsforbrydelser
ved anvendelse af
forbudte kampmeto-
der
Krigsforbrydelser
mod personer
Krigsforbrydelser
mod ejendom
§ 118 e, stk. 1, nr. 5
Artikel 8, stk. 2, litra a, nr.
vii
Artikel 8, stk. 2, litra b, nr.
xi
§ 118 h, nr. 5
§ 118 h, nr. 6
Artikel 8, stk. 2, litra b, nr.
xii
§ 118 e, stk. 1, nr. 7
Artikel 8, stk. 2, litra b, nr.
x
Artikel 8, stk. 2, litra a, nr.
iv
Aritkel 8, stk. 2, litra b, nr.
xiii
Artikel 8, stk. 2, litra b, nr.
xvii
§ 118 f, nr. 2
Krigsforbrydelser
§ 118 i, nr. 1.
ved anvendelse af
forbudte kampmidler
Krigsforbrydelser
§ 118 i, nr. 2.
ved anvendelse af
forbudte kampmidler
Artikel 8, stk. 2, litra b, nr.
xviii
Krigsforbrydelser
§ 118 i, nr. 3
ved anvendelse af
forbudte kampmidler
Krigsforbrydelser
§ 118 i, nr. 2
ved anvendelse af
forbudte kampmidler
Artikel 8, stk. 2, litra b, nr.
xix
Artikel 8, stk. 2, litra b, nr.
xxviii
423
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0424.png
Artikel 8, stk. 2, litra e,
nr. xvii, om våben der
ikke lader sig påvise i
det menneskelige le-
geme ved røntgen
Artikel 8, stk. 2, litra e,
nr. xviii, om laservåben
Artikel 8, stk. 2, litra e,
nr. xix, om udsultning
af civile
Krigsforbrydelser
§ 118 i, nr. 4
ved anvendelse af
forbudte kampmidler
Artikel 8, stk. 2, litra b, nr.
xxviii
Krigsforbrydelser
§ 118 i, nr. 5
ved anvendelse af
forbudte kampmidler
Krigsforbrydelser
§ 118 h, nr. 2
ved anvendelse af
forbudte kampmeto-
der
Artikel 8, stk. 2, litra b, nr.
xxix
Artikel 8, stk. 2, litra b, nr.
xxv
424
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Bilag 2: Uddrag af norsk lovgivning
"Lov
om straff (straffeloven)
Annen del. De straffbare handlingene
Kapittel 16. Folkemord, forbrytelse mot menneskeheten og krigsforbrytelse
§ 101.
Folkemord
For folkemord straffes den som i hensikt helt eller delvis å ødelegge en nasjonal,
etnisk, rasemessig eller religiøs gruppe
a.
b.
c.
d.
e.
dreper ett eller flere medlemmer av gruppen,
forårsaker betydelig skade på kropp eller helse til ett eller flere medlemmer
av gruppen,
utsetter ett eller flere medlemmer av gruppen for levevilkår som tar sikte på
å fysisk ødelegge gruppen, helt eller delvis,
iverksetter tiltak overfor ett eller flere medlemmer av gruppen som tar sikte
på å forhindre fødsler innenfor gruppen, eller
med makt overfører ett eller flere barn fra gruppen til en annen gruppe.
Til straff for medvirkning er forsett om hovedforøverens ødeleggelseshensikt
tilstrekkelig.
Straffen for folkemord er fengsel inntil 30 år.
§ 102.
Forbrytelse mot menneskeheten
For forbrytelse mot menneskeheten straffes den som, som ledd i et utbredt eller
systematisk angrep rettet mot en sivilbefolkning,
a.
b.
c.
d.
e.
f.
g.
h.
dreper en person,
utrydder en befolkning helt eller delvis, herunder utsetter den eller deler av
den for levekår som tar sikte på å utrydde befolkningen helt eller delvis,
gjør en person til slave,
deporterer eller tvangsflytter en befolkning i strid med folkeretten,
fengsler eller på annen alvorlig måte berøver en person friheten i strid med
grunnleggende folkerettslige regler,
torturerer en person i vedkommendes varetekt eller kontroll ved å forårsake
alvorlig psykisk eller fysisk smerte,
utsetter en person for voldtekt, seksuelt slaveri eller tvungen prostitusjon,
tvungent svangerskap, tvangssterilisering eller annen tilsvarende grov
seksuell vold,
utsetter en identifiserbar gruppe for forfølgelse ved å berøve ett eller flere
medlemmer av gruppen grunnleggende menneskerettigheter på politisk,
rasemessig, nasjonalt, etnisk, kulturelt, religiøst, kjønnsbasert eller annet
folkerettsstridig grunnlag,
på vegne av, eller med samtykke, støtte eller tillatelse av en stat eller en
politisk organisasjon bidrar til at en person forsvinner ufrivillig, med det
forsett å unndra vedkommende fra lovens beskyttelse for et lengre tidsrom,
i.
425
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
j.
k.
innenfor rammen av et institusjonalisert regime basert på én rasemessig
gruppes systematiske undertrykking og dominans over en eller flere andre
rasemessige grupper begår en apartheidforbrytelse ved å foreta
umenneskelige handlinger av samme eller liknende art som de som er
omfattet av paragrafen her i den hensikt å opprettholde regimet, eller
begår en annen umenneskelig handling av liknende art som forårsaker store
lidelser eller alvorlig skade på kropp eller helse.
Straffen for forbrytelse mot menneskeheten er fengsel inntil 30 år.
§ 103.
Krigsforbrytelse mot person
For krigsforbrytelse straffes den som i forbindelse med en væpnet konflikt
a.
b.
c.
d.
e.
f.
g.
h.
i.
j.
k.
dreper en beskyttet person,
påfører en beskyttet person stor lidelse eller betydelig skade på kropp eller
helse, særlig ved tortur eller annen grusom eller umenneskelig behandling,
gjør en beskyttet person til slave,
utsetter en beskyttet person for voldtekt, seksuelt slaveri, tvungen
prostitusjon, tvungent svangerskap, tvungen sterilisering eller annen
tilsvarende grov seksuell vold,
tar en beskyttet person som gissel,
utskriver eller verver barn under 18 år til væpnede styrker eller bruker dem
aktivt til å delta i fiendtlighetene,
utsetter en beskyttet person for et medisinsk eller vitenskapelig eksperiment
som ikke skjer i personens interesse og som medfører alvorlig fare for
personens liv eller helse,
i strid med folkeretten deporterer eller tvangsflytter en beskyttet person fra
et område hvor personen lovlig oppholder seg eller ulovlig sperrer inne en
beskyttet person,
ilegger eller iverksetter en straff mot en beskyttet person uten at personen
først har fått en rettferdig rettergang i samsvar med folkeretten,
grovt krenker en beskyttet persons verdighet ved ydmykende eller
nedverdigende behandling, eller
skader en stridende som har overgitt seg eller er kampudyktig.
Ved internasjonal væpnet konflikt straffes også den som
a.
b.
c.
overfører en del av sin egen sivilbefolkning til et okkupert område,
tvinger en av motpartens borgere til å delta i stridshandlinger mot eget land,
eller
tvinger en beskyttet person til å tjenestegjøre i en fiendtlig makts væpnede
styrker.
En beskyttet person er en person som ikke, eller ikke lenger, tar aktiv del i
fiendtlighetene, eller som for øvrig er beskyttet etter folkeretten.
Straffen for krigsforbrytelse mot person er fengsel inntil 15 år, men inntil 30 år i de
tilfellene som er nevnt i første ledd bokstav a til e eller for øvrig hvis forbrytelsen
426
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
er grov. Ved avgjørelsen av om forbrytelsen er grov, skal det blant annet legges
vekt på dens skadepotensial og skadevirkninger, og på om den er begått som ledd i
en plan eller målsetting om eller som ledd i en omfattende utøvelse av slike
forbrytelser.
§ 104.
Krigsforbrytelse mot eiendom og sivile rettigheter
For krigsforbrytelse dømmes den som i forbindelse med en væpnet konflikt
a.
b.
c.
plyndrer,
i stor målestokk ødelegger, beslaglegger eller konfiskerer eiendom uten at
det er strengt nødvendig av hensyn til krigføringen, eller
erklærer motpartens borgeres sivile rettigheter, eller deres mulighet for å få
disse prøvd for domstolene, opphevet eller midlertidig satt ut av kraft.
Krigsforbrytelse mot eiendom eller sivile rettigheter straffes med fengsel inntil 10
år, men inntil 30 år når forbrytelsen er grov, jf. § 103 fjerde ledd annet punktum.
§ 105.
Krigsforbrytelse mot humanitære innsatser eller kjennemerker
For krigsforbrytelse straffes den som i forbindelse med en væpnet konflikt
a.
retter et angrep mot personell, anlegg, materiell, enheter eller kjøretøy som
er involvert i humanitært hjelpearbeid eller fredsbevarende operasjoner i
samsvar med FN-pakten, så langt disse har krav på folkerettslig beskyttelse
for sivile personer eller eiendom,
retter et angrep mot personell, bygninger, materiell, sanitetsenheter eller
transporter som etter folkeretten har rett til å benytte et av
Genèvekonvensjonenes og tilleggsprotokollenes særskilt beskyttede
kjennemerker eller en annen identifikasjonsmetode som viser at de er
beskyttet etter Genèvekonvensjonene, eller
misbruker parlamentærflagg, fiendens eller De forente nasjoners flagg,
militære kjennetegn eller uniformer eller misbruker de særskilt beskyttede
kjennemerker som nevnt i bokstav b, slik at noen dør eller påføres betydelig
skade.
b.
c.
Straff for krigsforbrytelse mot humanitære innsatser eller kjennemerker er fengsel
inntil 10 år, men inntil 30 år i de tilfellene som er nevnt i bokstav c og for øvrig når
forbrytelsen er grov, jf. § 103 fjerde ledd annet punktum.
§ 106.
Krigsforbrytelse gjennom anvendelse av forbudte stridsmetoder
For krigsforbrytelse straffes den som i forbindelse med en væpnet konflikt
a.
b.
c.
retter et angrep mot sivilbefolkningen som sådan eller sivile enkeltpersoner
som ikke deltar i fiendtlighetene,
benytter utsulting av sivile som stridsmetode ved å frata, unndra eller nekte
dem tilgang til mat eller gjenstander som er uunnværlige for at de skal
overleve, eller i strid med folkeretten forhindrer hjelpeforsyninger,
iverksetter et angrep med kunnskap om at et slikt angrep vil forårsake tap
av sivile personers liv, skade på sivile personer, skade på sivile gjenstander
427
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
eller skade på naturmiljøet, som vil være for omfattende i forhold til den
forventede konkrete og umiddelbare samlede militære fordel,
d.
anvender en beskyttet persons tilstedeværelse for å oppnå at visse steder,
områder eller væpnede styrker ikke kan gjøres til gjenstand for militære
operasjoner,
e.
retter et angrep mot byer, steder, bosettinger eller bygninger som ikke
forsvares og som ikke utgjør militære mål, eller mot demilitariserte soner,
f.
retter et angrep mot bygninger som er viet til religion, utdanning, kunst,
vitenskap eller velgjørende formål, mot historiske minnesmerker,
kulturminner, sykehus og samlingssteder for syke og sårede eller mot annen
sivil gjenstand som ikke utgjør militære mål,
g.
ved å forlede noen til å tro at de har rett til beskyttelse eller plikt til å gi
beskyttelse i henhold til folkeretten og med den hensikt å svikte denne tilliten,
dreper eller sårer noen som tilhører motpartens borgere eller væpnede styrker, eller
h.
erklærer eller truer med at det ikke vil bli vist nåde.
Straffen for krigsforbrytelse ved anvendelse av forbudte stridsmetoder er fengsel
inntil 15 år, men inntil 30 år der forbrytelsen omfatter forsettlig drap av en sivil eller
annen beskyttet person eller for øvrig hvis forbrytelsen er grov, jf. § 103 fjerde ledd
annet punktum.
§ 107.
Krigsforbrytelse gjennom anvendelse av forbudte stridsmidler
For krigsforbrytelse straffes den som i forbindelse med en væpnet konflikt
a.
bruker gift eller giftige våpen,
b.
bruker biologiske eller kjemiske våpen,
c.
bruker kuler som lett utvider seg eller blir flate i den menneskelige kroppen,
eller
d.
bruker et annet stridsmiddel som er i strid med folkeretten.
Straffen for krigsforbrytelse ved anvendelse av forbudte stridsmidler er fengsel
inntil 15 år, men inntil 30 år der forbrytelsen omfatter forsettlig drap av en sivil eller
annen beskyttet person eller for øvrig hvis forbrytelsen er grov, jf. § 103 fjerde ledd
annet punktum.
§ 108.
Forbund om og tilskynding til folkemord, forbrytelse mot menneskeheten
og krigsforbrytelse
Med fengsel inntil 10 år straffes den som inngår forbund med noen om å begå
lovbrudd som nevnt i §§ 101 til 107. Det samme gjelder den som direkte og offentlig
tilskynder noen til å begå et slikt lovbrudd.
§ 109.
Overordnedes ansvar
For krenkelse av overordnedes ansvar straffes en militær eller sivil leder eller en
som faktisk opptrer som det, dersom personer under vedkommendes effektive
myndighet og kontroll begår en forbrytelse som nevnt i §§ 101 til 107, når
forbrytelsen er et resultat av at lederen ikke har utøvd forsvarlig kontroll over dem,
og lederen
a. visste eller burde ha visst at de underordnede hadde påbegynt en slik
forbrytelse eller at den var umiddelbart forestående, og
428
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
b. unnlot å iverksette nødvendige og rimelige tiltak som sto i
vedkommendes makt for å hindre eller stanse forbrytelsen, eller å rapportere
forholdet til en kompetent myndighet for strafforfølgning.
Straffen er fengsel inntil 10 år, men inntil 30 år der forbrytelsen er grov. Ved
vurderingen av om forbrytelsen er grov, skal det legges vekt på hvor alvorlige og
omfattende forbrytelser de underordnede har begått og i hvilken grad den
overordnede er å bebreide.
§ 110.
Minstestraff
Straff som utmåles etter bestemmelsene i dette kapitlet kan ikke settes under
minstestraffen som er bestemt i straffebud som i mangel av kapittel 16 ville ha
rammet handlingen det domfelles for.”
429
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Bilag 3: Uddrag af svensk lovgivning
”Lag
(2014:406) om straff för vissa internationella brott
SFS nr: 2014:406
Ändrad: t.o.m. SFS 2021:1016
Folkmord
1 §
För folkmord döms den som, i syfte att helt eller delvis förinta en nationell,
etnisk eller rasmässigt bestämd eller religiös folkgrupp som sådan,
1. dödar en medlem av folkgruppen,
2. tillfogar en medlem av folkgruppen allvarlig smärta eller skada eller utsätter
denne för svårt lidande,
3. påtvingar medlemmar av folkgruppen levnadsvillkor som är ägnade att med-
föra att folkgruppen helt eller delvis förintas,
4. vidtar åtgärder som är ägnade att förhindra att barn föds inom folkgruppen,
eller
5. genom tvång för över ett barn som inte fyllt arton år från folkgruppen till en
annan grupp.
Straffet är fängelse på viss tid, lägst fyra och högst arton år, eller på livstid.
Brott mot mänskligheten
2 §
För brott mot mänskligheten döms, om gärningen utgör eller ingår som ett led
i ett omfattande eller systematiskt angrepp riktat mot en grupp civila, den som
1. dödar en person som ingår i gruppen,
2. tillfogar en person som ingår i gruppen allvarlig smärta eller skada eller utsätter
denne för svårt lidande genom tortyr eller annan omänsklig behandling,
3. utsätter en person som ingår i gruppen för ett allvarligt sexuellt övergrepp ge-
nom våldtäkt, påtvingad prostitution eller annan till sitt allvar jämförbar gärning,
4. i syfte att påverka den etniska sammansättningen av en befolkning eller att för-
öva andra svåra överträdelser av allmän folkrätt, frihetsberövar en kvinna som ingår
i gruppen och som med tvång gjorts havande,
5. förorsakar att en person som ingår i gruppen kommer i sexuellt slaveri eller, i
strid med allmän folkrätt, kommer i tvångsarbete eller annat sådant tvångstillstånd,
6. i strid med allmän folkrätt deporterar eller tvångsförflyttar en person som ingår
i gruppen,
7. i strid med allmän folkrätt frihetsberövar någon som ingår i gruppen,
8. utsätter personer som ingår i gruppen för förföljelse genom att i strid med all-
män folkrätt beröva dem grundläggande rättigheter på grund av politiska, rasmäss-
iga, nationella, etniska, kulturella, religiösa, könsmässiga eller andra enligt allmän
folkrätt otillåtna motiv, eller
9. för en stats eller politisk organisations räkning, eller med dess tillstånd, stöd
eller samtycke, i syfte att undandra en person i gruppen från rättsligt skydd under
en längre tid,
430
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
a) frihetsberövar denne om frihetsberövandet följs av en vägran att erkänna
detta eller att lämna information om personens öde eller uppehållsort,
b) sedan ett frihetsberövande skett vägrar att erkänna detta eller att lämna in-
formation om den frihetsberövades öde eller uppehållsort, eller
c) sedan en sådan vägran skett vidmakthåller frihetsberövandet.
Straffet är fängelse på viss tid, lägst fyra och högst arton år, eller på livstid.
Krigsförbrytelser
Skyddad person
3 §
Med skyddad person avses i denna lag den som såsom sårad, sjuk, skeppsbru-
ten, krigsfånge eller civil eller i annan egenskap åtnjuter särskilt skydd enligt
Genèvekonventionerna den 12 augusti 1949, det första tilläggsprotokollet till dessa
från 1977 eller annars enligt allmän folkrätt som är tilllämplig i väpnad konflikt
eller under ockupation.
Krigsförbrytelse mot person
4 §
För krigsförbrytelse döms, om gärningen ingår som ett led i eller på annat sätt
står i samband med en väpnad konflikt eller ockupation, den som
1. dödar en skyddad person,
2. tillfogar en skyddad person allvarlig smärta eller skada eller utsätter denne för
svårt lidande genom tortyr eller annan omänsklig behandling,
3. utsätter en skyddad person för medicinskt eller vetenskapligt experiment som
inte sker i personens intresse och som innebär allvarlig fara för hans eller hennes
liv eller hälsa,
4. skadar en person som är försatt ur stridbart skick,
5. utsätter en skyddad person för allvarligt sexuellt övergrepp genom våldtäkt,
påtvingad prostitution, sexuellt slaveri eller annan till sitt allvar jämförbar gärning,
6. i syfte att påverka den etniska sammansättningen av en befolkning eller att för-
öva andra svåra överträdelser av allmän folkrätt, frihetsberövar en skyddad person
av kvinnligt kön som med tvång gjorts havande,
7. utsätter en skyddad person för förödmjukande eller nedsättande behandling
som är ägnad att allvarligt kränka den personliga värdigheten,
8. i strid med allmän folkrätt deporterar eller tvångsförflyttar en skyddad person,
9. verkställer eller dömer ut ett straff mot en skyddad person utan att han eller hon
först fått en rättvis rättegång,
10. i syfte att förmå en stat, person eller organisation att utföra eller avstå från en
handling, tar en skyddad person som gisslan, eller
11. till nationella väpnade styrkor eller väpnade grupper rekryterar eller för direkt
deltagande i fientligheter använder barn som inte fyllt femton år.
Straffet är fängelse i högst sex år.
5 §
För krigsförbrytelse döms, om gärningen ingår som ett led i eller på annat sätt
står i samband med en internationell väpnad konflikt eller ockupation, den som
1. för en ockupationsmakts räkning låter förflytta en del av dess civilbefolkning
till ett ockuperat område,
431
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2. tvingar en medborgare i en stat som är motpart i konflikten att delta i militära
operationer mot den egna staten eller tvingar en skyddad person att tjänstgöra i en
fientlig makts väpnade styrkor, eller
3. i strid med allmän folkrätt frihetsberövar en skyddad person eller på ett oför-
svarligt sätt dröjer med att sända hem en krigsfånge eller en civil person som berö-
vats friheten.
Straffet är fängelse i högst sex år.
Krigsförbrytelse som avser egendom
6 §
För krigsförbrytelse döms, om gärningen ingår som ett led i eller på annat sätt
står i samband med en väpnad konflikt eller ockupation, den som
1. plundrar, eller
2. utan att det är nödvändigt av militära skäl
a) i stor omfattning förstör, tillägnar sig eller beslagtar någon
annans egen-
dom, eller
b) förstör, tillägnar sig eller beslagtar sådan egendom som skyddas enligt Haag-
konventionen den 14 maj 1954 om skydd av kulturegendom i händelse av väpnad
konflikt och det andra protokollet till konventionen.
Straffet är fängelse i högst sex år.
Krigsförbrytelse genom upphävande av rätten till domstolsprövning
7 §
För krigsförbrytelse döms, om gärningen ingår som ett led i eller på annat sätt
står i samband med en internationell väpnad konflikt eller ockupation, den som helt
eller i betydande omfattning upphäver motpartens medborgares rätt till prövning i
domstol av civila eller andra medborgerliga rättigheter.
Straffet är fängelse i högst sex år.
Krigsförbrytelse som avser särskilt skyddade insatser eller kännetecken
8 §
För krigsförbrytelse döms, om gärningen ingår som ett led i eller på annat sätt
står i samband med en väpnad konflikt eller ockupation, den som
1. riktar ett anfall mot personal, anläggningar, materiel, enheter eller fordon som
deltar i en humanitär biståndsinsats eller i en fredsfrämjande insats i enlighet med
Förenta nationernas stadga, under förutsättning att dessa är berättigade till det skydd
som gäller för civila eller civil egendom enligt allmän folkrätt,
2. riktar ett anfall mot personal, byggnader, utrustning, medicinska enheter eller
transporter som i enlighet med allmän folkrätt har rätt att bära kännetecknen röda
korset eller röda halvmånen eller något annat på motsvarande sätt erkänt internat-
ionellt kännetecken, eller
3. i strid med allmän folkrätt använder ett kännetecken som avses under 2 för
militära ändamål eller använder parlamentärflagga, Förenta nationernas flagga, fi-
endens flagga eller militära beteckningar eller uniform, på ett sätt som leder till död
eller allvarlig personskada.
Straffet är fängelse i högst sex år.
432
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Krigsförbrytelse genom användande av förbjudna stridsmetoder
9 §
För krigsförbrytelse döms, om gärningen ingår som ett led i eller på annat sätt
står i samband med en väpnad konflikt eller ockupation, den som
1. riktar ett anfall mot en civilbefolkning som sådan eller mot enskilda civila som
inte direkt deltar i fientligheterna,
2. riktar ett anfall mot byggnader som är avsedda för religion, undervisning, konst,
vetenskap eller välgörande ändamål, mot historiska minnesmärken, kulturegendom,
sjukhus eller uppsamlingsplatser för sjuka och sårade eller mot annan civil egen-
dom, under förutsättning att dessa inte utgör ett militärt mål,
3. riktar ett anfall mot städer, byar, bostäder eller byggnader som inte försvaras
och som inte utgör ett militärt mål,
4. riktar ett anfall mot ett militärt mål som kommer att leda till att civila kommer
att dödas eller skadas, civil egendom förstöras eller den naturliga miljön förorsakas
allvarliga skador i en omfattning som saknar proportion i förhållande till den kon-
kreta och omedelbara övergripande militära fördel som kan förväntas,
5. med användning av förrädiskt förfarande dödar eller skadar någon som tillhör
motpartens nationella väpnade styrkor eller väpnade grupper,
6. beordrar eller hotar med att pardon inte kommer att ges,
7. använder en skyddad person för att genom hans eller hennes närvaro motverka
att motparten går till anfall mot vissa platser eller områden eller mot nationella väp-
nade styrkor eller väpnade grupper eller för att främja egna militära operationer,
eller
8. i avsikt att utnyttja utsvältning som stridsmetod berövar en civilbefolkning
livsnödvändiga förnödenheter.
Straffet är fängelse i högst sex år.
Krigsförbrytelse genom användande av förbjudna stridsmedel
10 §
För krigsförbrytelse döms, om gärningen ingår som ett led i eller på annat
sätt står i samband med en väpnad konflikt eller ockupation, den som
1. använder gift eller giftiga vapen,
2. använder biologiska eller kemiska vapen, eller
3. i strid med allmän folkrätt använder annat stridsmedel som är av sådan beskaf-
fenhet att det kan förorsaka överflödig skada eller onödigt lidande eller som är ur-
skillningslöst.
Straffet är fängelse i högst sex år.
Grov krigsförbrytelse
11 §
Är brott som avses i 4-10 §§ att anse som grovt, döms för grov krigsförbry-
telse till fängelse på viss tid, lägst fyra och högst arton år, eller på livstid. Vid be-
dömande av om brottet är grovt ska särskilt beaktas om gärningen ingått som ett led
i en plan eller politik eller som en del av en omfattande brottslighet eller om gär-
ningen förorsakat död, allvarlig smärta eller skada eller svårt lidande, omfattande
skada på egendom eller synnerligen allvarliga skador på den naturliga miljön.
Aggressionsbrott
11 a §
För aggressionsbrott döms den som kan utöva kontroll eller styra över en
stats politiska eller militära handlande och som planerar, förbereder, inleder eller
433
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
utför en aggressionshandling som till sin karaktär, svårhetsgrad och omfattning, ut-
gör en uppenbar överträdelse av Förenta nationernas stadga.
Med aggressionshandling avses en stats användning av väpnat våld mot en annan
stats suveränitet, territoriella integritet eller politiska oberoende, eller på något an-
nat sätt som är oförenligt med Förenta nationernas stadga.
Straffet är fängelse på viss tid, lägst fyra och högst arton år, eller på livstid.
Subjektivt rekvisit avseende barns ålder
12 §
Till ansvar som i 1 § första stycket 5 eller 4 § första stycket 11 är föreskrivet
för en gärning som begås mot ett barn under viss ålder ska även den dömas som
inte insåg men hade skälig anledning att anta att barnet inte uppnått den åldern.
Ansvar för förmän
Utvidgat gärningsmannaskap
13 §
En militär eller civil förman som underlåter att vidta de för honom eller henne
möjliga åtgärder som är nödvändiga och skäliga för att förhindra att folkmord, brott
mot mänskligheten eller krigsförbrytelse begås av en underlydande som står under
förmannens lydnad och effektiva kontroll ska anses som gärningsman.
Underlåtenhet att utöva kontroll
14 §
En militär eller civil förman som uppsåtligen eller av grov oaktsamhet under-
låter att utöva särskild tillsyn över en underlydande som står under hans eller hennes
lydnad och effektiva kontroll ska dömas för underlåtenhet att utöva kontroll till
fängelse i högst fyra år, om den underlydande har begått folkmord, brott mot
mänskligheten eller krigsförbrytelse som förmannen borde ha förutsett och hade
kunnat förhindra.
Underlåtenhet att anmäla brott
15 §
En militär eller civil förman som, när det kan ske utan fara för att förmannen
avslöjar egen brottslighet, underlåter att för undersökning och lagföring anmäla skä-
lig misstanke om att en underlydande som står under hans eller hennes lydnad och
effektiva kontroll har begått folkmord, brott mot mänskligheten eller krigsförbry-
telse ska dömas för underlåtenhet att anmäla brott till fängelse i högst fyra år.
Försök m.m.
16 §
För försök, förberedelse eller stämpling till och underlåtenhet att avslöja eller
förhindra folkmord, brott mot mänskligheten, aggressionsbrott och krigsförbrytelse
döms det till ansvar enligt 23 kap. brottsbalken.
I fråga om aggressionsbrott kan endast den som kan utöva kontroll eller styra över
en stats politiska eller militära handlande dömas till ansvar enligt första stycket.
Detsamma ska gälla för ansvar enligt 23 kap. 4 § brottsbalken.
Domsrätt över aggressionsbrott
17 §
Svensk domstol är behörig att döma över aggressionsbrott som har begåtts
utanför Sverige eller försök, förberedelse eller stämpling till eller underlåtenhet att
avslöja eller förhindra sådant brott i de fall som avses i 2 kap. 3 § 1, 2 a och b och
434
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
4 brottsbalken. Svensk domstol är också behörig att döma över aggressionsbrott om
den aggressionshandling som ligger till grund för brottet har begåtts av en stat
gentemot vilken de ändringar i Romstadgan för Internationella brottmålsdomstolen
som har skett genom resolution RC/Res.6 har trätt i kraft vid tiden för brottet.”
435
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0436.png
Bilag 4: Uddrag af tysk lovgivning
1. Völkerstrafgesetzbuch
”Völkerstrafgesetzbuch
(VStGB) vom 26. Juni 2002 (BGBl. I S. 2254), das
durch Artikel 1 des Gesetzes vom 22. Dezember 2016 (BGBl. I S. 3150) geän-
dert worden ist.
253
Teil 1
Allgemeine Regelungen
§ 1 Anwendungsbereich
Dieses Gesetz gilt für alle in ihm bezeichneten Straftaten gegen das Völkerrecht,
für Taten nach den §§ 6 bis 12 auch dann, wenn die Tat im Ausland begangen wurde
und keinen Bezug zum Inland aufweist. Für Taten nach § 13, die im Ausland be-
gangen wurden, gilt dieses Gesetz unabhängig vom Recht des Tatorts, wenn der
Täter Deutscher ist oder die Tat sich gegen die Bundesrepublik Deutschland richtet.
§ 2 Anwendung des allgemeinen Rechts
Auf Taten nach diesem Gesetz findet das allgemeine Strafrecht Anwendung, soweit
dieses Gesetz nicht in den §§ 1, 3 bis 5 und 13 Absatz 4 besondere Bestimmungen
trifft.
§ 3 Handeln auf Befehl oder Anordnung
Ohne Schuld handelt, wer eine Tat nach den §§ 8 bis 15 in Ausführung eines mili-
tärischen Befehls oder einer Anordnung von vergleichbarer tatsächlicher Bindungs-
wirkung begeht, sofern der Täter nicht erkennt, dass der Befehl oder die Anordnung
rechtswidrig ist und deren Rechtswidrigkeit auch nicht offensichtlich ist.
§ 4 Verantwortlichkeit militärischer Befehlshaber und anderer Vorgesetzter
(1) Ein militärischer Befehlshaber oder ziviler Vorgesetzter, der es unterlässt, sei-
nen Untergebenen daran zu hindern, eine Tat nach diesem Gesetz zu begehen, wird
wie ein Täter der von dem Untergebenen begangenen Tat bestraft. § 13 Abs. 2 des
Strafgesetzbuches findet in diesem Fall keine Anwendung.
(2) Einem militärischen Befehlshaber steht eine Person gleich, die in einer Truppe
tatsächliche Befehls- oder Führungsgewalt und Kontrolle ausübt. Einem zivilen
Vorgesetzten steht eine Person gleich, die in einer zivilen Organisation oder einem
Unternehmen tatsächliche Führungsgewalt und Kontrolle ausübt.
§ 5 Unverjährbarkeit
Die Verfolgung von Verbrechen nach diesem Gesetz und die Vollstreckung der
wegen ihnen verhängten Strafen verjähren nicht.
Teil 2
Straftaten gegen das Völkerrecht
Den tyske forbundsdag har i juni 2024 vedtaget en større opdatering af folkeretsstraffeloven og af andre rele-
vante procedureregler (”Gesetz zur Fortentwicklung des Völkerstrafrechts”). Ændringerne er ikke medtaget i
denne gengivelse af loven.
253
436
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Abschnitt 1
Völkermord und Verbrechen gegen die Menschlichkeit
§ 6 Völkermord
(1) Wer in der Absicht, eine nationale, rassische, religiöse oder ethnische Gruppe
als solche ganz oder teilweise zu zerstören,
1. ein Mitglied der Gruppe tötet,
2. einem Mitglied der Gruppe schwere körperliche oder seelische Schäden, insbe-
sondere der in § 226 des Strafgesetzbuches bezeichneten Art, zufügt,
3. die Gruppe unter Lebensbedingungen stellt, die geeignet sind, ihre körperliche
Zerstörung ganz oder teilweise herbeizuführen,
4. Maßregeln verhängt, die Geburten innerhalb der Gruppe verhindern sollen,
5. ein Kind der Gruppe gewaltsam in eine andere Gruppe überführt,
wird mit lebenslanger Freiheitsstrafe bestraft.
(2) In minder schweren Fällen des Absatzes 1 Nr. 2 bis 5 ist die Strafe Freiheits-
strafe nicht unter fünf Jahren.
§ 7 Verbrechen gegen die Menschlichkeit
(1) Wer im Rahmen eines ausgedehnten oder systematischen Angriffs gegen eine
Zivilbevölkerung
1. einen Menschen tötet,
2. in der Absicht, eine Bevölkerung ganz oder teilweise zu zerstören, diese oder
Teile hiervon unter Lebensbedingungen stellt, die geeignet sind, deren Zerstörung
ganz oder teilweise herbeizuführen,
3. Menschenhandel betreibt, insbesondere mit einer Frau oder einem Kind, oder
wer auf andere Weise einen Menschen versklavt und sich dabei ein Eigentumsrecht
an ihm anmaßt,
4. einen Menschen, der sich rechtmäßig in einem Gebiet aufhält, vertreibt oder
zwangsweise überführt, indem er ihn unter Verstoß gegen eine allgemeine Regel
des Völkerrechts durch Ausweisung oder andere Zwangsmaßnahmen in einen an-
deren Staat oder in ein anderes Gebiet verbringt,
5. einen Menschen, der sich in seinem Gewahrsam oder in sonstiger Weise unter
seiner Kontrolle befindet, foltert, indem er ihm erhebliche körperliche oder seeli-
sche Schäden oder Leiden zufügt, die nicht lediglich Folge völkerrechtlich zulässi-
ger Sanktionen sind,
6. einen anderen Menschen sexuell nötigt oder vergewaltigt, ihn zur Prostitution
nötigt, der Fortpflanzungsfähigkeit beraubt oder in der Absicht, die ethnische Zu-
sammensetzung einer Bevölkerung zu beeinflussen, eine unter Anwendung von
Zwang geschwängerte Frau gefangen hält,
7. einen Menschen dadurch zwangsweise verschwinden lässt, dass er in der Ab-
sicht, ihn für längere Zeit dem Schutz des Gesetzes zu entziehen,
a) ihn im Auftrag oder mit Billigung eines Staates oder einer politischen Organisa-
tion entführt oder sonst in schwerwiegender Weise der körperlichen Freiheit be-
raubt, ohne dass im Weiteren auf Nachfrage unverzüglich wahrheitsgemäß Aus-
kunft über sein Schicksal und seinen Verbleib erteilt wird, oder
437
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
b) sich im Auftrag des Staates oder der politischen Organisation oder entgegen einer
Rechtspflicht weigert, unverzüglich Auskunft über das Schicksal und den Verbleib
des Menschen zu erteilen, der unter den Voraussetzungen des Buchstaben a seiner
körperlichen Freiheit beraubt wurde, oder eine falsche Auskunft dazu erteilt,
8. einem anderen Menschen schwere körperliche oder seelische Schäden, insbeson-
dere der in § 226 des Strafgesetzbuches bezeichneten Art, zufügt,
9. einen Menschen unter Verstoß gegen eine allgemeine Regel des Völkerrechts in
schwerwiegender Weise der körperlichen Freiheit beraubt oder
10. eine identifizierbare Gruppe oder Gemeinschaft verfolgt, indem er ihr aus poli-
tischen, rassischen, nationalen, ethnischen, kulturellen oder religiösen Gründen, aus
Gründen des Geschlechts oder aus anderen nach den allgemeinen Regeln des Völ-
kerrechts als unzulässig anerkannten Gründen grundlegende Menschenrechte ent-
zieht oder diese wesentlich einschränkt,
wird in den Fällen der Nummern 1 und 2 mit lebenslanger Freiheitsstrafe, in den
Fällen der Nummern 3 bis 7 mit Freiheitsstrafe nicht unter fünf Jahren und in den
Fällen der Nummern 8 bis 10 mit Freiheitsstrafe nicht unter drei Jahren bestraft.
(2) In minder schweren Fällen des Absatzes 1 Nr. 2 ist die Strafe Freiheitsstrafe
nicht unter fünf Jahren, in minder schweren Fällen des Absatzes 1 Nr. 3 bis 7 Frei-
heitsstrafe nicht unter zwei Jahren und in minder schweren Fällen des Absatzes 1
Nr. 8 und 9 Freiheitsstrafe nicht unter einem Jahr.
(3) Verursacht der Täter durch eine Tat nach Absatz 1 Nr. 3 bis 10 den Tod eines
Menschen, so ist die Strafe in den Fällen des Absatzes 1 Nr. 3 bis 7 lebenslange
Freiheitsstrafe oder Freiheitsstrafe nicht unter zehn Jahren und in den Fällen des
Absatzes 1 Nr. 8 bis 10 Freiheitsstrafe nicht unter fünf Jahren.
(4) In minder schweren Fällen des Absatzes 3 ist die Strafe bei einer Tat nach Ab-
satz 1 Nr. 3 bis 7 Freiheitsstrafe nicht unter fünf Jahren und bei einer Tat nach
Absatz 1 Nr. 8 bis 10 Freiheitsstrafe nicht unter drei Jahren.
(5) Wer ein Verbrechen nach Absatz 1 in der Absicht begeht, ein institutionalisier-
tes Regime der systematischen Unterdrückung und Beherrschung einer rassischen
Gruppe durch eine andere aufrechtzuerhalten, wird mit Freiheitsstrafe nicht unter
fünf Jahren bestraft, soweit nicht die Tat nach Absatz 1 oder Absatz 3 mit schwe-
rerer Strafe bedroht ist. In minder schweren Fällen ist die Strafe Freiheitsstrafe nicht
unter drei Jahren, soweit nicht die Tat nach Absatz 2 oder Absatz 4 mit schwererer
Strafe bedroht ist.
Abschnitt 2
Kriegsverbrechen
§ 8 Kriegsverbrechen gegen Personen
(1) Wer im Zusammenhang mit einem internationalen oder nichtinternationalen be-
waffneten Konflikt
1. eine nach dem humanitären Völkerrecht zu schützende Person tötet,
2. eine nach dem humanitären Völkerrecht zu schützende Person als Geisel nimmt,
438
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
3. eine nach dem humanitären Völkerrecht zu schützende Person grausam oder un-
menschlich behandelt, indem er ihr erhebliche körperliche oder seelische Schäden
oder Leiden zufügt, insbesondere sie foltert oder verstümmelt,
4. eine nach dem humanitären Völkerrecht zu schützende Person sexuell nötigt oder
vergewaltigt, sie zur Prostitution nötigt, der Fortpflanzungsfähigkeit beraubt oder
in der Absicht, die ethnische Zusammensetzung einer Bevölkerung zu beeinflussen,
eine unter Anwendung von Zwang geschwängerte Frau gefangen hält,
5. Kinder unter 15 Jahren für Streitkräfte zwangsverpflichtet oder in Streitkräfte
oder bewaffnete Gruppen eingliedert oder sie zur aktiven Teilnahme an Feindselig-
keiten verwendet,
6. eine nach dem humanitären Völkerrecht zu schützende Person, die sich rechtmä-
ßig in einem Gebiet aufhält, vertreibt oder zwangsweise überführt, indem er sie
unter Verstoß gegen eine allgemeine Regel des Völkerrechts durch Ausweisung
oder andere Zwangsmaßnahmen in einen anderen Staat oder in ein anderes Gebiet
verbringt,
7. gegen eine nach dem humanitären Völkerrecht zu schützende Person eine erheb-
liche Strafe, insbesondere die Todesstrafe oder eine Freiheitsstrafe verhängt oder
vollstreckt, ohne dass diese Person in einem unparteiischen ordentlichen Gerichts-
verfahren, das die völkerrechtlich erforderlichen Rechtsgarantien bietet, abgeurteilt
worden ist,
8. eine nach dem humanitären Völkerrecht zu schützende Person in die Gefahr des
Todes oder einer schweren Gesundheitsschädigung bringt, indem er
a) an einer solchen Person Versuche vornimmt, in die sie nicht zuvor freiwillig und
ausdrücklich eingewilligt hat oder die weder medizinisch notwendig sind noch in
ihrem Interesse durchgeführt werden,
b) einer solchen Person Gewebe oder Organe für Übertragungszwecke entnimmt,
sofern es sich nicht um die Entnahme von Blut oder Haut zu therapeutischen Zwe-
cken im Einklang mit den allgemein anerkannten medizinischen Grundsätzen han-
delt und die Person zuvor nicht freiwillig und ausdrücklich eingewilligt hat, oder
c) bei einer solchen Person medizinisch nicht anerkannte Behandlungsmethoden
anwendet, ohne dass dies medizinisch notwendig ist und die Person zuvor freiwillig
und ausdrücklich eingewilligt hat, oder
9. eine nach dem humanitären Völkerrecht zu schützende Person in schwerwiegen-
der Weise entwürdigend oder erniedrigend behandelt,
wird in den Fällen der Nummer 1 mit lebenslanger Freiheitsstrafe, in den Fällen der
Nummer 2 mit Freiheitsstrafe nicht unter fünf Jahren, in den Fällen der Nummern
3 bis 5 mit Freiheitsstrafe nicht unter drei Jahren, in den Fällen der Nummern 6 bis
8 mit Freiheitsstrafe nicht unter zwei Jahren und in den Fällen der Nummer 9 mit
Freiheitsstrafe nicht unter einem Jahr bestraft.
(2) Wer im Zusammenhang mit einem internationalen oder nichtinternationalen be-
waffneten Konflikt einen Angehörigen der gegnerischen Streitkräfte oder einen
Kämpfer der gegnerischen Partei verwundet, nachdem dieser sich bedingungslos
ergeben hat oder sonst außer Gefecht ist, wird mit Freiheitsstrafe nicht unter drei
Jahren bestraft.
(3) Wer im Zusammenhang mit einem internationalen bewaffneten Konflikt
439
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
1. eine geschützte Person im Sinne des Absatzes 6 Nr. 1 rechtswidrig gefangen hält
oder ihre Heimschaffung ungerechtfertigt verzögert,
2. als Angehöriger einer Besatzungsmacht einen Teil der eigenen Zivilbevölkerung
in das besetzte Gebiet überführt,
3. eine geschützte Person im Sinne des Absatzes 6 Nr. 1 mit Gewalt oder durch
Drohung mit einem empfindlichen Übel zum Dienst in den Streitkräften einer feind-
lichen Macht nötigt oder
4. einen Angehörigen der gegnerischen Partei mit Gewalt oder durch Drohung mit
einem empfindlichen Übel nötigt, an Kriegshandlungen gegen sein eigenes Land
teilzunehmen,
wird mit Freiheitsstrafe nicht unter zwei Jahren bestraft.
(4) Verursacht der Täter durch eine Tat nach Absatz 1 Nr. 2 bis 6 den Tod des
Opfers, so ist in den Fällen des Absatzes 1 Nr. 2 die Strafe lebenslange Freiheits-
strafe oder Freiheitsstrafe nicht unter zehn Jahren, in den Fällen des Absatzes 1 Nr.
3 bis 5 Freiheitsstrafe nicht unter fünf Jahren, in den Fällen des Absatzes 1 Nr. 6
Freiheitsstrafe nicht unter drei Jahren. Führt eine Handlung nach Absatz 1 Nr. 8
zum Tod oder zu einer schweren Gesundheitsschädigung, so ist die Strafe Freiheits-
strafe nicht unter drei Jahren.
(5) In minder schweren Fällen des Absatzes 1 Nr. 2 ist die Strafe Freiheitsstrafe
nicht unter zwei Jahren, in minder schweren Fällen des Absatzes 1 Nr. 3 und 4 und
des Absatzes 2 Freiheitsstrafe nicht unter einem Jahr, in minder schweren Fällen
des Absatzes 1 Nr. 6 und des Absatzes 3 Nr. 1 Freiheitsstrafe von sechs Monaten
bis zu fünf Jahren.
(6) Nach dem humanitären Völkerrecht zu schützende Personen sind
1. im internationalen bewaffneten Konflikt: geschützte Personen im Sinne der Gen-
fer Abkommen und des Zusatzprotokolls I (Anlage zu diesem Gesetz), namentlich
Verwundete, Kranke, Schiffbrüchige, Kriegsgefangene und Zivilpersonen;
2. im nichtinternationalen bewaffneten Konflikt: Verwundete, Kranke, Schiffbrü-
chige sowie Personen, die nicht unmittelbar an den Feindseligkeiten teilnehmen und
sich in der Gewalt der gegnerischen Partei befinden;
3. im internationalen und im nichtinternationalen bewaffneten Konflikt: Angehö-
rige der Streitkräfte und Kämpfer der gegnerischen Partei, welche die Waffen ge-
streckt haben oder in sonstiger Weise wehrlos sind.
§ 9 Kriegsverbrechen gegen Eigentum und sonstige Rechte
(1) Wer im Zusammenhang mit einem internationalen oder nichtinternationalen be-
waffneten Konflikt plündert oder, ohne dass dies durch die Erfordernisse des be-
waffneten Konflikts geboten ist, sonst in erheblichem Umfang völkerrechtswidrig
Sachen der gegnerischen Partei, die der Gewalt der eigenen Partei unterliegen, zer-
stört, sich aneignet oder beschlagnahmt, wird mit Freiheitsstrafe von einem Jahr bis
zu zehn Jahren bestraft.
(2) Wer im Zusammenhang mit einem internationalen bewaffneten Konflikt völ-
kerrechtswidrig anordnet, dass Rechte und Forderungen aller oder eines wesentli-
chen Teils der Angehörigen der gegnerischen Partei aufgehoben oder ausgesetzt
440
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
werden oder vor Gericht nicht einklagbar sind, wird mit Freiheitsstrafe von einem
Jahr bis zu zehn Jahren bestraft.
§ 10 Kriegsverbrechen gegen humanitäre Operationen und Embleme
(1) Wer im Zusammenhang mit einem internationalen oder nichtinternationalen be-
waffneten Konflikt
1. einen Angriff gegen Personen, Einrichtungen, Material, Einheiten oder Fahr-
zeuge richtet, die an einer humanitären Hilfsmission oder an einer friedenserhalten-
den Mission in Übereinstimmung mit der Charta der Vereinten Nationen beteiligt
sind, solange sie Anspruch auf den Schutz haben, der Zivilpersonen oder zivilen
Objekten nach dem humanitären Völkerrecht gewährt wird, oder
2. einen Angriff gegen Personen, Gebäude, Material, Sanitätseinheiten oder Sani-
tätstransportmittel richtet, die in Übereinstimmung mit dem humanitären Völker-
recht mit den Schutzzeichen der Genfer Abkommen gekennzeichnet sind,
wird mit Freiheitsstrafe nicht unter drei Jahren bestraft. In minder schweren Fällen,
insbesondere wenn der Angriff nicht mit militärischen Mitteln erfolgt, ist die Strafe
Freiheitsstrafe nicht unter einem Jahr.
(2) Wer im Zusammenhang mit einem internationalen oder nichtinternationalen be-
waffneten Konflikt die Schutzzeichen der Genfer Abkommen, die Parlamentär-
flagge oder die Flagge, die militärischen Abzeichen oder die Uniform des Feindes
oder der Vereinten Nationen missbraucht und dadurch den Tod oder die schwere
Verletzung eines Menschen (§ 226 des Strafgesetzbuches) verursacht, wird mit
Freiheitsstrafe nicht unter fünf Jahren bestraft.
§ 11 Kriegsverbrechen des Einsatzes verbotener Methoden der Kriegsführung
(1) Wer im Zusammenhang mit einem internationalen oder nichtinternationalen be-
waffneten Konflikt
1. mit militärischen Mitteln einen Angriff gegen die Zivilbevölkerung als solche
oder gegen einzelne Zivilpersonen richtet, die an den Feindseligkeiten nicht unmit-
telbar teilnehmen,
2. mit militärischen Mitteln einen Angriff gegen zivile Objekte richtet, solange sie
durch das humanitäre Völkerrecht als solche geschützt sind, namentlich Gebäude,
die dem Gottesdienst, der Erziehung, der Kunst, der Wissenschaft oder der Wohl-
tätigkeit gewidmet sind, geschichtliche Denkmäler, Krankenhäuser und Sammel-
plätze für Kranke und Verwundete, unverteidigte Städte, Dörfer, Wohnstätten oder
Gebäude oder entmilitarisierte Zonen sowie Anlagen und Einrichtungen, die ge-
fährliche Kräfte enthalten,
3. mit militärischen Mitteln einen Angriff durchführt und dabei als sicher erwartet,
dass der Angriff die Tötung oder Verletzung von Zivilpersonen oder die Beschädi-
gung ziviler Objekte in einem Ausmaß verursachen wird, das außer Verhältnis zu
dem insgesamt erwarteten konkreten und unmittelbaren militärischen Vorteil steht,
4. eine nach dem humanitären Völkerrecht zu schützende Person als Schutzschild
einsetzt, um den Gegner von Kriegshandlungen gegen bestimmte Ziele abzuhalten,
5. das Aushungern von Zivilpersonen als Methode der Kriegsführung einsetzt, in-
dem er ihnen die für sie lebensnotwendigen Gegenstände vorenthält oder Hilfslie-
ferungen unter Verstoß gegen das humanitäre Völkerrecht behindert,
6. als Befehlshaber anordnet oder androht, dass kein Pardon gegeben wird, oder
441
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
7. einen Angehörigen der gegnerischen Streitkräfte oder einen Kämpfer der gegne-
rischen Partei meuchlerisch tötet oder verwundet,
wird mit Freiheitsstrafe nicht unter drei Jahren bestraft. In minder schweren Fällen
der Nummer 2 ist die Strafe Freiheitsstrafe nicht unter einem Jahr.
(2) Verursacht der Täter durch eine Tat nach Absatz 1 Nr. 1 bis 6 den Tod oder die
schwere Verletzung einer Zivilperson (§ 226 des Strafgesetzbuches) oder einer
nach dem humanitären Völkerrecht zu schützenden Person, wird er mit Freiheits-
strafe nicht unter fünf Jahren bestraft. Führt der Täter den Tod vorsätzlich herbei,
ist die Strafe lebenslange Freiheitsstrafe oder Freiheitsstrafe nicht unter zehn Jah-
ren.
(3) Wer im Zusammenhang mit einem internationalen bewaffneten Konflikt mit
militärischen Mitteln einen Angriff durchführt und dabei als sicher erwartet, dass
der Angriff weit reichende, langfristige und schwere Schäden an der natürlichen
Umwelt verursachen wird, die außer Verhältnis zu dem insgesamt erwarteten kon-
kreten und unmittelbaren militärischen Vorteil stehen, wird mit Freiheitsstrafe nicht
unter drei Jahren bestraft.
§ 12 Kriegsverbrechen des Einsatzes verbotener Mittel der Kriegsführung
(1) Wer im Zusammenhang mit einem internationalen oder nichtinternationalen be-
waffneten Konflikt
1. Gift oder vergiftete Waffen verwendet,
2. biologische oder chemische Waffen verwendet oder
3. Geschosse verwendet, die sich leicht im Körper des Menschen ausdehnen oder
flachdrücken, insbesondere Geschosse mit einem harten Mantel, der den Kern nicht
ganz umschließt oder mit Einschnitten versehen ist,
wird mit Freiheitsstrafe nicht unter drei Jahren bestraft.
(2) Verursacht der Täter durch eine Tat nach Absatz 1 den Tod oder die schwere
Verletzung einer Zivilperson (§ 226 des Strafgesetzbuches) oder einer nach dem
humanitären Völkerrecht zu schützenden Person, wird er mit Freiheitsstrafe nicht
unter fünf Jahren bestraft. Führt der Täter den Tod vorsätzlich herbei, ist die Strafe
lebenslange Freiheitsstrafe oder Freiheitsstrafe nicht unter zehn Jahren.
Abschnitt 3
Verbrechen der Aggression
§ 13 Verbrechen der Aggression
(1) Wer einen Angriffskrieg führt oder eine sonstige Angriffshandlung begeht, die
ihrer Art, ihrer Schwere und ihrem Umfang nach eine offenkundige Verletzung der
Charta der Vereinten Nationen darstellt, wird mit lebenslanger Freiheitsstrafe be-
straft.
(2) Wer einen Angriffskrieg oder eine sonstige Angriffshandlung im Sinne des Ab-
satzes 1 plant, vorbereitet oder einleitet, wird mit lebenslanger Freiheitsstrafe oder
mit Freiheitsstrafe nicht unter zehn Jahren bestraft. Die Tat nach Satz 1 ist nur dann
strafbar, wenn
442
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
1. der Angriffskrieg geführt oder die sonstige Angriffshandlung begangen worden
ist oder
2. durch sie die Gefahr eines Angriffskrieges oder einer sonstigen Angriffshandlung
für die Bundesrepublik Deutschland herbeigeführt wird.
(3) Eine Angriffshandlung ist die gegen die Souveränität, die territoriale Unver-
sehrtheit oder die politische Unabhängigkeit eines Staates gerichtete oder sonst mit
der Charta der Vereinten Nationen unvereinbare Anwendung von Waffengewalt
durch einen Staat.
(4) Beteiligter einer Tat nach den Absätzen 1 und 2 kann nur sein, wer tatsächlich
in der Lage ist, das politische oder militärische Handeln eines Staates zu kontrol-
lieren oder zu lenken.
(5) In minder schweren Fällen des Absatzes 2 ist die Strafe Freiheitsstrafe nicht
unter fünf Jahren.
Abschnitt 4
Sonstige Straftaten
§ 14 Verletzung der Aufsichtspflicht
(1) Ein militärischer Befehlshaber, der es vorsätzlich oder fahrlässig unterlässt, ei-
nen Untergebenen, der seiner Befehlsgewalt oder seiner tatsächlichen Kontrolle un-
tersteht, gehörig zu beaufsichtigen, wird wegen Verletzung der Aufsichtspflicht be-
straft, wenn der Untergebene eine Tat nach diesem Gesetz begeht, deren Bevorste-
hen dem Befehlshaber erkennbar war und die er hätte verhindern können.
(2) Ein ziviler Vorgesetzter, der es vorsätzlich oder fahrlässig unterlässt, einen Un-
tergebenen, der seiner Anordnungsgewalt oder seiner tatsächlichen Kontrolle un-
tersteht, gehörig zu beaufsichtigen, wird wegen Verletzung der Aufsichtspflicht be-
straft, wenn der Untergebene eine Tat nach diesem Gesetz begeht, deren Bevorste-
hen dem Vorgesetzten ohne weiteres erkennbar war und die er hätte verhindern
können.
(3) § 4 Abs. 2 gilt entsprechend.
(4) Die vorsätzliche Verletzung der Aufsichtspflicht wird mit Freiheitsstrafe bis zu
fünf Jahren, die fahrlässige Verletzung der Aufsichtspflicht wird mit Freiheitsstrafe
bis zu drei Jahren bestraft.
§ 15 Unterlassen der Meldung einer Straftat
(1) Ein militärischer Befehlshaber oder ein ziviler Vorgesetzter, der es unterlässt,
eine Tat nach diesem Gesetz, die ein Untergebener begangen hat, unverzüglich der
für die Untersuchung oder Verfolgung solcher Taten zuständigen Stelle zur Kennt-
nis zu bringen, wird mit Freiheitsstrafe bis zu fünf Jahren bestraft.
(2) § 4 Abs. 2 gilt entsprechend.
443
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0444.png
Anlage (zu § 8 Abs. 6 Nr. 1)
Die Genfer Abkommen im Sinne des Gesetzes sind:
- I. Genfer Abkommen vom 12. August 1949 zur Verbesserung des Loses der Ver-
wundeten und Kranken der Streitkräfte im Felde (BGBl. 1954 II S. 781, 783),
- II. Genfer Abkommen vom 12. August 1949 zur Verbesserung des Loses der Ver-
wundeten, Kranken und Schiffbrüchigen der Streitkräfte zur See (BGBl. 1954 II S.
781, 813),
-III. Genfer Abkommen vom 12. August 1949 über die Behandlung der Kriegsge-
fangenen (BGBl. 1954 II S. 781, 838) und
- IV. Genfer Abkommen vom 12. August 1949 zum Schutze von Zivilpersonen in
Kriegszeiten (BGBl. 1954 II S. 781, 917).
Das Zusatzprotokoll I im Sinne des Gesetzes ist:
Zusatzprotokoll zu den Genfer Abkommen vom 12. August 1949 über den Schutz
der Opfer internationaler bewaffneter Konflikte (Protokoll I) vom 8. Juni 1977
(BGBl. 1990 II S. 1550, 1551).”
2. Folkeretsstraffeloven oversat til engelsk
“Code
of Crimes against International Law (CCAIL) of 26 June 2002 (Federal
Law Gazette I, p. 2254), as last amended by Article 1 of the Act of 22 December
2016 (Federal Law Gazette I, p. 3150).
254
Part 1
General provisions
Section 1
Scope of application
This Act shall apply to all criminal offences against international law designated
under this Act, to offences pursuant to sections 6 to 12 even when the offence was
committed abroad and bears no relation to Germany. For offences pursuant to sec-
tion 13 that were committed abroad, this Act shall apply independently of the law
of the place where the act was committed if the perpetrator is German or if the
offence is directed against the Federal Republic of Germany.
Section 2
Application of the general law
The general criminal law shall apply to offences pursuant to this Act so far as this
Act does not make special provision in sections 1, 3 to 5, and 13 subsection (4).
Section 3
Acting upon orders
Whoever commits an offence pursuant to Sections 8 to 15 in execution of a military
order or of an order comparable in its actual binding effect shall have acted without
Den tyske forbundsdag har i juni 2024 vedtaget en større opdatering af folkeretsstraffeloven og af andre rele-
vante procedureregler (”Gesetz zur Fortentwicklung des Völkerstrafrechts”). Ændringerne er ikke medtaget i
denne gengivelse af loven.
254
444
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
guilt so far as the perpetrator does not realise that the order is unlawful and so far
as it is also not manifestly unlawful.
Section 4
Responsibility of military commanders and other superiors
(1) A military commander or civilian superior who omits to prevent his or her sub-
ordinate from committing an offence pursuant to this Act shall be punished in the
same way as a perpetrator of the offence committed by that subordinate. Section 13
subsection (2) of the Criminal Code shall not apply in this case.
(2) Any person effectively giving orders or exercising command and control in a
unit shall be deemed equivalent to a military commander. Any person effectively
exercising command and control in a civil organisation or in an enterprise shall be
deemed equivalent to a civilian superior.
Section 5
Non-applicability of statute of limitations
The prosecution of serious criminal offences pursuant to this Act and the execution
of sentences imposed on their account shall not be subject to any statute of limita-
tions.
Part 2
Crimes against International Law
Chapter 1
Genocide and crimes against humanity
Section 6
Genocide
(1) Whoever with the intent of destroying as such, in whole or in part, a national,
racial, religious or ethnic group
1. kills a member of the group,
2. causes serious bodily or mental harm to a member of the group, especially of the
kind referred to in section 226 of the Criminal Code,
3. inflicts on the group conditions of life calculated to bring about their physical
destruction in whole or in part,
4. imposes measures intended to prevent births within the group,
5. forcibly transfers a child of the group to another group
shall be punished with imprisonment for life.
(2) In less serious cases referred to under subsection (1), numbers 2 to 5, the pun-
ishment shall be imprisonment for not less than five years.
Section 7
Crimes against humanity
(1) Whoever, as part of a widespread or systematic attack directed against any ci-
vilian population,
1. kills a person,
445
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2. inflicts, with the intent of destroying a population in whole or in part, conditions
of life on that population or on parts thereof, being conditions calculated to bring
about its physical destruction in whole or in part,
3. traffics in persons, particularly in women or children, or whoever enslaves a per-
son in another way and in doing so arrogates to himself a right of ownership over
that person,
4. deports or forcibly transfers, by expulsion or other coercive acts, a person law-
fully present in an area to another State or another area in contravention of a general
rule of international law,
5. tortures a person in his or her custody or otherwise under his or her control by
causing that person substantial physical or mental harm or suffering where such
harm or suffering does not arise only from sanctions that are compatible with inter-
national law,
6. sexually coerces, rapes, forces into prostitution or deprives a person of his or her
reproductive capacity, or confines a woman forcibly made pregnant with the intent
of affecting the ethnic composition of any population,
7. causes a person’s enforced disappearance, with the intention of removing him or
her from the protection of the law for a prolonged period of time,
(a) by abducting that person on behalf of or with the approval of a State or a political
organisation, or by otherwise severely depriving such person of his or her physical
liberty, followed by a failure immediately to give truthful information, upon in-
quiry, on that person’s fate and whereabouts, or
(b) by refusing, on behalf of a State or of a political organisation or in contravention
of a legal duty, to give information immediately on the fate and whereabouts of the
person deprived of his or her physical liberty under the circumstances referred to
under letter (a) above, or by giving false information there-on,
8. causes another person severe physical or mental harm, especially of the kind re-
ferred to in section 226 of the Criminal Code,
9. severely deprives, in contravention of a general rule of international law, a person
of his or her physical liberty, or
10. persecutes an identifiable group or collectivity by depriving such group or col-
lectivity of fundamental human rights, or by substantially restricting the same, on
political, racial, national, ethnic, cultural or religious, gender or other grounds that
are recognised as impermissible under the general rules of international law
shall be punished, in the cases referred to under numbers 1 and 2, with imprison-
ment for life, in the cases referred to under numbers 3 to 7, with imprisonment for
not less than five years, and, in the cases referred to under numbers 8 to 10, with
imprisonment for not less than three years.
(2) In less serious cases under subsection (1), number 2, the punishment shall be
imprisonment for not less than five years, in less serious cases under subsection (1),
numbers 3 to 7, imprisonment for not less than two years, and in less serious cases
under subsection (1), numbers 8 and 9, imprisonment for not less than one year.
(3) Where the perpetrator causes the death of a person through an offence pursuant
to subsection (1), numbers 3 to 10, the punishment shall be imprisonment for life
or for not less than ten years in cases under subsection (1), numbers 3 to 7, and
446
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
imprisonment for not less than five years in cases under subsection (1), numbers 8
to 10.
(4) In less serious cases under subsection (3) the punishment for an offence pursuant
to subsection (1), numbers 3 to 7, shall be imprisonment for not less than five years,
and for an offence pursuant to subsection (1), numbers 8 to 10, imprisonment for
not less than three years.
(5) Whoever commits a crime pursuant to subsection (1) with the intention of main-
taining an institutionalised regime of systematic oppression and domination by one
racial group over any other shall be punished with imprisonment for not less than
five years so far as the offence is not punishable more severely pursuant to subsec-
tion (1) or subsection (3). In less serious cases the punishment shall be imprison-
ment for not less than three years so far as the offence is not punishable more se-
verely pursuant to subsection (2) or subsection (4).
Chapter 2
War crimes
Section 8
War crimes against persons
(1) Whoever in connection with an international armed conflict or with an armed
conflict not of an international character
1. kills a person who is to be protected under international humanitarian law,
2. takes hostage a person who is to be protected under international humanitarian
law,
3. treats a person who is to be protected under international humanitarian law cru-
elly or inhumanly by causing him or her substantial physical or mental harm or
suffering, especially by torturing or mutilating that person,
4. sexually coerces, rapes, forces into prostitution or deprives a person who is to be
protected under international humanitarian law of his or her reproductive capacity,
or confines a woman forcibly made pregnant with the intent of affecting the ethnic
composition of any population,
5. conscripts children under the age of fifteen years into the armed forces, or enlists
them in the armed forces or in armed groups, or uses them to participate actively in
hostilities,
6. deports or forcibly transfers, by expulsion or other coercive acts, a person who is
to be protected under international humanitarian law and lawfully present in an area
to another State or another area in contravention of a general rule of international
law,
7. imposes on, or executes a substantial sentence in respect of a person who is to be
protected under international humanitarian law, in particular the death penalty or
imprisonment, without that person having been sentenced in a fair and regular trial
affording the legal guarantees required by international law,
8. exposes a person who is to be protected under international humanitarian law to
the risk of death or of serious injury to health
447
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
(a) by carrying out experiments on such a person , being a person who has not pre-
viously given his or her voluntary and express consent, or where the experiments
concerned are neither medically necessary nor carried out in his or her interest,
(b) by taking body tissue or organs from such a person for transplantation purposes
so far as it does not constitute removal of blood or skin for therapeutic purposes in
conformity with generally recognised medical principles and the person concerned
has previously not given his or her voluntary and express consent, or
(c) by using treatment methods that are not medically recognised on such person,
without this being necessary from a medical point of view and without the person
concerned having previously given his or her voluntary and express consent, or
9. treats a person who is to be protected under international humanitarian law in a
gravely humiliating or degrading manner
shall be punished, in the cases referred to under number 1, with imprisonment for
life, in the cases referred to under number 2, with imprisonment for not less than
five years, in the cases referred to under numbers 3 to 5, with imprisonment for not
less than three years, in the cases referred to under numbers 6 to 8, with imprison-
ment for not less than two years, and, in the cases referred to under number 9, with
imprisonment for not less than one year.
(2) Whoever in connection with an international armed conflict or with an armed
conflict not of an international character, wounds a member of the adverse armed
forces or a combatant of the adverse party after the latter has surrendered uncondi-
tionally or is otherwise placed hors de combat shall be punished with imprisonment
for not less than three years.
(3) Whoever in connection with an international armed conflict
1. unlawfully holds as a prisoner or unjustifiably delays the return home of a pro-
tected person within the meaning of subsection (6), number 1,
2. transfers, as a member of an Occupying Power, parts of its own civilian popula-
tion into the occupied territory,
3. compels a protected person within the meaning of subsection (6), number 1, by
force or threat of appreciable harm to serve in the forces of a hostile Power or
4. compels a national of the adverse party by force or threat of appreciable harm to
take part in the operations of war directed against his or her own country
shall be punished with imprisonment for not less than two years.
(4) Where the perpetrator causes the death of the victim through an offence pursuant
to subsection (1), numbers 2 to 6, the punishment shall, in the cases referred to
under subsection (1), number 2, be imprisonment for life or imprisonment for not
less than ten years, in the cases referred to under subsection (1), numbers 3 to 5,
imprisonment for not less than five years, and, in the cases referred to under sub-
section (1), number 6, imprisonment for not less than three years. Where an act
referred to under subsection (1), number 8, causes death or serious harm to health,
the punishment shall be imprisonment for not less than three years.
(5) In less serious cases referred to under subsection (1), number 2, the punishment
shall be imprisonment for not less than two years, in less serious cases referred to
under subsection (1), numbers 3 and 4, and under subsection (2) the punishment
448
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
shall be imprisonment for not less than one year, in less serious cases referred to
under subsection (1), number 6,and under subsection (3), number 1, the punishment
shall be imprisonment from six months to five years.
(6) Persons who are to be protected under international humanitarian law shall be
1. in an international armed conflict: persons protected for the purposes of the Ge-
neva Conventions and of the Protocol Additional to the Geneva Conventions (Pro-
tocol I) (annexed to this Act), namely the wounded, the sick, the shipwrecked, pris-
oners of war and civilians;
2. in an armed conflict not of an international character: the wounded, the sick, the
shipwrecked as well as persons taking no active part in the hostilities who are in the
power of the adverse party;
3. in an international armed conflict and in an armed conflict not of an international
character: members of armed forces and combatants of the adverse party, both of
whom have laid down their arms or have no other means of defence.
Section 9
War crimes against property and other rights
(1) Whoever in connection with an international armed conflict or with an armed
conflict not of an international character pillages or, unless this is imperatively de-
manded by the necessities of the armed conflict, otherwise extensively destroys,
appropriates or seizes property of the adverse party contrary to international law,
such property being in the power of the perpetrator’s party, shall be punished with
imprisonment from one to ten years.
(2) Whoever in connection with an international armed conflict and contrary to in-
ternational law declares the rights and actions of all, or of a substantial proportion
of, the nationals of the hostile party abolished, suspended or inadmissible in a court
of law shall be punished with imprisonment from one to ten years.
Section 10
War crimes against humanitarian operations and emblems
(1) Whoever in connection with an international armed conflict or with an armed
conflict not of an international character
1. directs an attack against personnel, installations, material, units or vehicles in-
volved in a humanitarian assistance or peacekeeping mission in accordance with
the Charter of the United Nations, as long as they are entitled to the protection given
to civilians or civilian objects under international humanitarian law, or
2. directs an attack against personnel, buildings, material, medical units and
transport, using the distinctive emblems of the Geneva Conventions in conformity
with international humanitarian law
shall be punished with imprisonment for not less than three years. In less serious
cases, particularly where the attack does not take place by military means, the pun-
ishment shall be imprisonment for not less than one year.
449
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
(2) Whoever in connection with an international armed conflict or with an armed
conflict not of an international character makes improper use of the distinctive em-
blems of the Geneva Conventions, of the flag of truce, of the flag or of the military
insignia or of the uniform of the enemy or of the United Nations, thereby causing a
person’s death or serious personal injury (section 226 of the Criminal Code) shall
be punished with imprisonment for not less than five years.
Section 11
War crimes consisting in the use of prohibited methods of warfare
(1) Whoever in connection with an international armed conflict or with an armed
conflict not of an international character
1. directs an attack by military means against the civilian population as such or
against individual civilians not taking direct part in hostilities,
2. directs an attack by military means against civilian objects, so long as these ob-
jects are protected as such by international humanitarian law, namely buildings ded-
icated to religion, education, art, science or charitable purposes, historic monu-
ments, hospitals and places where the sick and wounded are collected, or against
undefended towns, villages, dwellings or buildings, or against demilitarised zones,
or against works and installations containing dangerous forces,
3. carries out an attack by military means and definitely anticipates that the attack
will cause death or injury to civilians or damage to civilian objects on a scale out of
proportion to the concrete and direct overall military advantage anticipated,
4. uses a person who is to be protected under international humanitarian law as a
shield to restrain a hostile party from undertaking operations of war against certain
targets,
5. uses starvation of civilians as a method of warfare by depriving them of objects
indispensable to their survival or impedes relief supplies in contravention of inter-
national humanitarian law,
6. orders or threatens, as a commander, that no quarter will be given, or
7. treacherously kills or wounds a member of the hostile armed forces or a combat-
ant of the adverse party
shall be punished with imprisonment for not less than three years. In less serious
cases under number 2 the punishment shall be imprisonment for not less than one
year.
(2) Where the perpetrator causes the death or serious injury of a civilian (section
226 of the Criminal Code) or of a person who is to be protected under international
humanitarian law through an offence pursuant to subsection (1), numbers 1 to 6, he
shall be punished with imprisonment for not less than five years. Where the perpe-
trator intentionally causes death, the punishment shall be imprisonment for life or
for not less than ten years.
(3) Whoever in connection with an international armed conflict carries out an attack
by military means and definitely anticipates that the attack will cause widespread,
longterm and severe damage to the natural environment on a scale out of proportion
to the concrete and direct overall military advantage anticipated shall be punished
with imprisonment for not less than three years.
450
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Section 12
War crimes consisting in employment of prohibited means of warfare
(1) Whoever in connection with an international armed conflict or with an armed
conflict not of an international character
1. employs poison or poisoned weapons,
2. employs biological or chemical weapons or
3. employs bullets which expand or flatten easily in the human body, in particular
bullets with a hard envelope which does not entirely cover the core or is pierced
with incisions
shall be punished with imprisonment for not less than three years.
(2) Where the perpetrator causes the death or serious injury of a civilian (section
226 of the Criminal Code) or of a person protected under international humanitarian
law through an offence pursuant to subsection (1), he shall be punished with im-
prisonment for not less than five years. Where the perpetrator intentionally causes
death, the punishment shall be imprisonment for life or for not less than ten years.
Chapter 3
Section 13
Crime of aggression
(1) Whoever wages a war of aggression or commits any other act of aggression
which, by its character, gravity and scale, constitutes a manifest violation of the
Charter of the United Nations shall be punished with imprisonment for life.
(2) Whoever plans, prepares or initiates a war of aggression or any other act of
aggression within the meaning of subsection (1) shall be punished with imprison-
ment for life or imprisonment for not less than ten years. The offence pursuant to
the first sentence shall be punishable only if
1. the war of aggression has been waged or the other act of aggression has been
committed or
2. it creates a danger of a war of aggression or any other act of aggression for the
Federal Republic of Germany.
(3) An act of aggression is the use of armed force by a State against the sovereignty,
territorial integrity or political independence of another State, or in any other man-
ner inconsistent with the Charter of the United Nations.
(4) Only persons in a position effectively to exercise control over or to direct the
political or military action of a State may be party to an offence pursuant to subsec-
tions (1) and (2).
(5) In less serious cases under subsection (2) the punishment shall consist of im-
prisonment of not less than five years.
Chapter 4
Other crimes
451
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
Section 14
Violation of the duty of supervision
(1) A military commander who intentionally or negligently omits properly to su-
pervise a subordinate under his or her command or under his or her effective control
shall be punished for violation of the duty of supervision if the subordinate commits
an offence pursuant to this Act, where the imminent commission of such an offence
was discernible to the commander and he or she could have prevented it.
(2) A civilian superior who intentionally or negligently omits properly to supervise
a subordinate under his or her authority or under his or her effective control shall
be punished for violation of the duty of supervision if the subordinate commits an
offence pursuant to this Act, where the imminent commission of such an offence
was discernible to the superior without more and he or she could have prevented it.
(3) Section 4 subsection (2) shall apply mutatis mutandis.
(4) Intentional violation of the duty of supervision shall be punished with impris-
onment for not more than five years, and negligent violation of the duty of supervi-
sion shall be punished with imprisonment for not more than three years.
Section 15
Omission to report a crime
(1) A military commander or a civilian superior who omits immediately to draw the
attention of the agency responsible for the investigation or prosecution of any of-
fence pursuant to this Act, to such an offence committed by a subordinate, shall be
punished with imprisonment for not more than five years.
(2) Section 4 subsection (2) shall apply mutatis mutandis.
Annex (to Section 8 subsection (6) number 1)
For the purposes of this Act the term “Geneva Conventions” shall constitute a ref-
erence to the following:
- I. Geneva Convention of 12 August 1949 for the Amelioration of the Condition
of the Wounded and Sick in Armed Forces in the Field (Federal Law Gazette 1954
II page 781, 783),
- II. Geneva Convention of 12 August 1949 for the Amelioration of the Condition
of Wounded, Sick and Shipwrecked Members of Armed Forces at Sea (Federal Law
Gazette 1954 II page 781, 813),
- III. Geneva Convention of 12 August 1949 relative to the Treatment of Prisoners
of War (Federal Law Gazette 1954 II page 781, 838) and
- IV. Geneva Convention of 12 August 1949 relative to the Protection of Civilian
Persons in Time of War (Federal law Gazette 1954 II page 781, 917).
For the purposes of this Act Protocol I shall constitute a reference to the following:
Protocol Additional to the Geneva Conventions of 12 August 1949 and relating to
the Protection of Victims of International Armed Conflicts (Protocol I) of 8 June
1977 (Federal Law Gazette 1990 II page 1550, 1551).”
452
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
453
REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 275: Orientering om betænkning nr. 1583/2024 om visse internationale forbrydelser, fra justitsministeren
2888548_0454.png
454