Retsudvalget 2023-24
REU Alm.del Bilag 196
Offentligt
2850979_0001.png
Justitsminister Hummelgaards vildledning af Folketinget, 13-4-2024
Justitsminister Hummelgaard har i sit svar til Folketingets Retsudvalg af spm 1089 (Alm. del) 2022-
23 den 20. september 2023 overtrådt Ministeransvarlighedsloven §5 stk 2 ved at give urigtige og
vildledende oplysninger til Folketinget:
"... kriminalforsorgen har oplyst, at man lægger stor vægt på i videst muligt omfang at efterleve disse (red. De
Europæiske Fængselsregler)"
Samme ukorrekte udsagn har Kriminalforsorgen flere gange efterfølgende gentaget over for
undertegnede.
Dette udsagn er urigtigt og vildledende, idet De Europæiske Fængselsregler ikke efterleves af
Kriminalforsorgen, og forleder Folketinget til at tro, at retstilstanden er en markant anden for
indsatte i fængsler end i virkeligheden.
Udsagnet implicerer, at Kriminalforsorgen efterlever reglerne, hvor det er muligt og kan forklare, når
dette ikke er muligt.
Dette finder ikke sted. Tværtimod oplyses indsatte konsekvent om, at disse regler ikke anvendes, da
de kun er vejledende dvs. ikke-eksisterende.
Indsatte og forsvarsadvokater har over for undertegnede bekræftet dette.
De Europæiske Fængselsregler implementerer bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
(siden 1992 i dansk lov !) og helt basale humanitære regler. Reglerne er endnu ikke inkorporeret i
dansk lov. Danmark har deltaget i udarbejdelsen (2006) og revisionen (2020) af dem og kun
undtaget sig fra at følge enkelte af reglerne, men følger dem efter 18 år (sic!) ikke.
Bl.a. nedenstående regler følges ikke af Kriminalforsorgen:
§59 Inkorporering af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 6 om retfærdig
rettergang for disciplinærsager, som idag også drejer sig om "rullen med øjnene" eller henkastede
bemærkninger.
§ 59 a-c overtrædes konsekvent ved at indsatte indkaldes til disciplinærsager og først får oplysning
om anklagen ved sagens start og mulighed for at forsvare sig i et par minutter. Så kan man "køre
en indsat over" og gennemføre en sag effektivt i løbet af få minutter inklusive skrivning af
sagsprotokollen dvs reelt en skueproces.
§ 59. Indsatte, der anklages for disciplinære forseelser, skal:
a. underrettes omgående på et sprog, som de forstår, og detaljeret om arten af anklagerne mod dem,
b. have tilstrækkelig tid og de nødvendige faciliteter til at forberede deres forsvar,
c. have ret til at forsvare sig, enten selv eller med juridisk bistand, hvis dette er nødvendigt for at sikre, at
retfærdigheden kan ske fyldest,
d. have ret til at kræve vidner indkaldt og afhøre dem eller få dem afhørt på deres vegne, og
70.9 Indsatte må ikke udsættes for nogen sanktion, gengældelse, intimidering eller andet negativt som følge af at
have indgivet en anmodning eller klage.
Justitsministeren henviser i sit svar til Disciplinærstrafbekendtgørelsen § 7 stk 4, som formelt læses
op for den indsatte. Ønsker den indsatte at udøve disse rettigheder nægtes dette ofte, hvilket både
er i strid med §7 og i strid med forvaltningsloven §8, §19, §21 m. fl., så man reelt får en skueproces
svarende til lande øst for for os, som vi ikke vil sammenlignes med.
Stk. 4. Ved forhørets begyndelse skal den indsatte orienteres om sine rettigheder i forbindelse med sagens
behandling, herunder
1) retten til på ethvert tidspunkt af sagens behandling at lade sig bistå af andre, jf. forvaltningslovens § 8,
2) retten til aktindsigt i de dokumenter, der ligger til grund for forhøret, jf. forvaltningslovens kapitel 4,
3) retten til at udtale sig, før der træffes afgørelse, og at dette ikke medfører nogen pligt for den indsatte til at
udtale sig,
4) retten til ikke at godkende gengivelsen af sin forklaring, jf. § 8, stk. 5, 5. pkt., og
5) retten til efter anmodning at få udleveret en kopi af det i medfør af § 8 udarbejdede notat, jf. § 9.
Folketinget bør straks tage initiativ til, at (i det mindste de vigtigste) af De Europæiske
Fængselsregler inkorporeres i dansk lov samt pålægge justitsministeren, at
Kriminalforsorgen efterlever reglerne og ophører med lovstridig forvaltning af
disciplinærstrafbekendtgørelsen og forvaltningsloven.