REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 139: Orientering om sager mod Danmark ved EMD og FN-komiteer, fra justitsministeren

Retsudvalget 2023-24
REU Alm.del Bilag 139
Offentligt

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

12. februar 2024

EU-retskontoret

Louise Pelle Kyed Jensen

2017-00203

3147958

NOTITS

om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark fra 1. marts 2023 til og

med 31. december 2023

1. Indledning

Danmark har tiltrådt en række individuelle klageadgange til internationale

organer, herunder klageadgangen til Den Europæiske Menneskerettigheds-

domstol (EMD) samt til flere FN-komitéer.

Europarådets Ministerkomité har i anbefaling CM/Rec(2008)2 om effektive

nationale procedurer for fuldbyrdelse af domme afsagt af EMD bl.a. anbe-

falet, at medlemsstaterne orienterer deres nationale parlamenter om opfyl-

delsen af domme afsagt af EMD i sager mod medlemsstaten.

Justitsministeriet udarbejder på denne baggrund årligt nærværende notat om

domme mv. afsagt af EMD.

Med henblik på at give et samlet overblik over domme og udtalelser mod

Danmark fra internationale organer omfatter notatet endvidere udtalelser fra

relevante FN-komitéer. Desuden omfatter notatet sager, hvor Danmark har

interveneret som tredjepart i sager ved EMD mod andre medlemsstater.

2. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

EMD har fra 1. marts 2023 til 31. december 2023 afsagt fem domme i sager

mod Danmark samt truffet beslutning om henholdsvis at afvise tre sager

samt afslutte tre sager mod Danmark. Danmark har i perioden interveneret

i én sag som tredjepart i en verserende sag mod en anden medlemsstat.

Side 1/26

REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 139: Orientering om sager mod Danmark ved EMD og FN-komiteer, fra justitsministeren

Der verserer pr. 31. december 2023 i alt 26 sager mod Danmark ved EMD.

2.1. Domme

EMD har fra 1. marts 2023 til 31. december 2023 afsagt fem domme i sager

mod Danmark. Det drejer sig om følgende sager:

Noorzae mod Danmark

(sagsnr. 44810/20)

Sharifi mod Danmark

(sagsnr. 31434/21)

Al-Masudi mod Danmark

(sagsnr. 35740/21)

Goma mod Danmark

(sagsnr. 18646/22)

El-Asmar mod Danmark

(sagsnr. 27753/19)

I sagerne

Noorzae, Sharifi og El-Asmar

fandt EMD, at Danmark har krænket

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). I sagerne

Al-

Masudi

Goma

fandt EMD, at Danmark ikke har krænket EMRK.

Den 5. september 2023 afsagde EMD dom i sagerne

Noorzae mod Danmark,

Sharifi mod Danmark, Al-Masudi mod Danmark

Goma mod Danmark.

Alle fire sager vedrører udvisning af en udlænding på baggrund af krimina-

litet begået i Danmark.

I sagen

Noorzae mod Danmark

(sagsnr. 44810/20) fandt EMD, at Danmark

havde krænket EMRK artikel 8 (retten til respekt for privat- og familieliv)

ved at udvise klager med et indrejseforbud i 12 år.

Klager, som var afghansk statsborger, indrejste i Danmark som femårig, og

havde haft lovligt ophold i Danmark i ca. 18 år. Ved Østre Landsrets dom

af 28. januar 2020 blev klageren idømt et år og tre måneders fængsel for

narkokriminalitet, simpel vold, kørsel uden førerret og besiddelse af en kniv.

Han blev samtidig udvist med et indrejseforbud i 12 år. Klageren var tidli-

gere straffet for mindre alvorlig kriminalitet, men havde ikke fået en betin-

get udvisning eller en advarsel om udvisning.

EMD fandt, at udvisningen af klager kombineret med et indrejseforbud på

12 år var uproportional. EMD anførte indledningsvist, at de danske dom-

stole havde foretaget en grundig vurdering af de relevante kriterier, der føl-

ger af EMD’s praksis om EMRK artikel 8 i udvisningssager, og henviste

endvidere til EMD’s praksis om, at det kræver særligt tungtvejende grunde

(”very serious reasons”) at retfærdiggøre udvisning af en udlænding, der er

kommet til landet i en ung alder, og som har tilbragt det meste af sin barn-

og ungdom i landet.

Side 2/26

REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 139: Orientering om sager mod Danmark ved EMD og FN-komiteer, fra justitsministeren

EMD rejste ikke tvivl om vurderingen af, at den forbrydelse, der førte til

udvisningen af klageren, var af en sådan karakter, at klageren måtte anses

for at udgøre en trussel mod den offentlige orden. EMD anførte imidlertid,

at klagerens kriminalitetshistorik ikke indikerede, at han generelt kunne an-

ses for at udgøre en trussel mod den offentlige orden. EMD fremhævede, at

klageren ikke tidligere var betinget udvist eller havde modtaget en advarsel

om udvisning. EMD fremhævede endvidere klagerens stærke bånd til Dan-

mark, hans stort set ikke-eksisterende bånd til Afghanistan og klagerens for-

søg på at reintegrere sig – som landsretten ikke havde inddraget i vurderin-

gen.

EMD bemærkede i forlængelse heraf, at de danske domstole havde meddelt

et indrejseforbud i 12 år, selv om det var muligt at meddele indrejseforbud-

det i en kortere periode.

EMD fandt på denne baggrund en krænkelse af EMRK artikel 8.

I sagen

Sharifi mod Danmark

(sagsnr. 31434/21) fandt EMD, at Danmark

havde krænket EMRK artikel 8 (retten til privat- og familieliv) ved at udvise

klager med et indrejseforbud i 12 år.

Klager, som var afghansk statsborger, indrejste i Danmark som niårig og

havde haft lovligt ophold i Danmark i ca. 16 år. På tidspunktet for byrettens

dom i september 2019 var klageren ugift og uden børn.

Ved Østre Landsrets dom af 1. juli 2020 blev klageren idømt to år og seks

måneders fængsel for hovedsageligt våbenbesiddelse med henblik på ulov-

ligt videresalg. Klageren blev samtidig udvist med et indrejseforbud i 12 år.

Klageren var tidligere straffet for mindre alvorlig kriminalitet, men havde

ikke tidligere fået en betinget udvisning eller advarsel om udvisning.

EMD fandt, at udvisningen af klager kombineret med et indrejseforbud i 12

år var uproportional. EMD anførte indledningsvist, at de danske domstole

havde foretaget en grundig vurdering af de relevante kriterier, der følger af

EMD’s praksis om EMRK artikel 8 i udvisningssager, og henviste endvi-

dere til EMD’s praksis om, at det kræver særligt tungtvejende grunde (”very

serious reasons”) at retfærdiggøre udvisning af en udlænding, der er kom-

met til landet i en ung alder, og som har tilbragt det meste af sin barn- og

ungdom i landet.

EMD rejste ikke tvivl om vurderingen af, at den forbrydelse, der førte til

udvisningen af klageren, var af en sådan karakter, at klageren måtte anses

Side 3/26

REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 139: Orientering om sager mod Danmark ved EMD og FN-komiteer, fra justitsministeren

for at udgøre en trussel mod den offentlige orden. EMD anførte imidlertid,

at klagerens kriminalitetshistorik ikke indikerede, at han generelt kunne an-

ses for at udgøre en trussel mod den offentlige orden. EMD fremhævede, at

klageren ikke tidligere var betinget udvist eller havde modtaget en advarsel

om udvisning. EMD anførte, at klager var kommet til Danmark i en ung

alder og havde haft lovligt ophold i ca. 16 år, hvorfor han havde meget stær-

kere bånd hertil, hvorimod hans bånd til Afghanistan var stort set ikke-eksi-

sterende.

EMD bemærkede i forlængelse heraf, at de danske domstole havde meddelt

klager et indrejseforbud i 12 år, selv om det var muligt at meddele indrejse-

forbuddet i en kortere periode.

EMD fandt på denne baggrund en krænkelse af EMRK artikel 8.

I sagen

Al-Masudi mod Danmark

(sagsnr. 35740/21) fandt EMD, at Dan-

mark ikke havde krænket EMRK artikel 8 (retten til privat- og familieliv)

ved at udvise klager for bestandig.

Klager, som var irakisk statsborger, var indrejst i Danmark som treårig og

havde haft lovligt ophold i Danmark i ca. 20 år. Ved Østre Landsrets dom

af 7. september 2020 blev klageren idømt to år og ni måneders fængsel og

udvist med et indrejseforbud for bestandig for narkotikakriminalitet. Han

var tidligere straffet og var to gange tidligere blevet advaret om udvisning

(hhv. en betinget udvisning og en advarsel).

EMD fandt, at udvisningen af klager med et indrejseforbud for bestandig

var proportional. EMD lagde bl.a. vægt på, at klageren var tidligere straffet

samt idømt en advarsel om udvisning og betinget udvist. EMD fandt, at kla-

gers forbrydelser var af sådan en karakter, at han på daværende tidspunkt

udgjorde en alvorlig trussel mod den offentlige orden, hvorfor et indrejse-

forbud for bestandig var berettiget. Klager udviste endvidere en manglende

vilje til at efterleve dansk ret, uagtet han tidligere både var blevet betinget

udvist samt meddelt en advarsel herom.

Afslutningsvist henviste EMD til subsidiaritetsprincippet, hvorefter det vil

kræve vægtige grunde for at tilsidesætte de nationale domstoles vurdering,

når afvejningen er blevet foretaget af de nationale myndigheder i overens-

stemmelse med de kriterier, der er fastlagt i EMD’s praksis, og når de natio-

nale domstole har foretaget en tilstrækkelig afvejning af klagers interesser

over for offentlighedens generelle interesse.

Side 4/26

REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 139: Orientering om sager mod Danmark ved EMD og FN-komiteer, fra justitsministeren

EMD fandt på denne baggrund, at udvisningen med et indrejseforbud for

bestandig var i overensstemmelse med EMRK artikel 8.

I sagen

Goma mod Danmark

(sagsnr. 18646/22) fandt EMD, at Danmark

ikke havde krænket EMRK artikel 8 (retten til privat- og familieliv) ved at

udvise klager for bestandig.

Klager, som var congolesisk statsborger, indrejste i Danmark som treårig og

havde haft lovligt ophold i Danmark i ca. 17 år. Ved Østre Landsrets dom

af 1. juli 2021 blev klageren idømt to års fængsel (inkl. en reststraf) og ud-

vist med et indrejseforbud for bestandig for røveri. Klageren havde ikke stif-

tet egen familie og var tidligere straffet for voldtægt, hvor han blev betinget

udvist.

EMD fandt, at udvisningen med et indrejseforbud for bestandig var propor-

tional. EMD lagde bl.a. vægt på, at klageren var tidligere straffet samt be-

tinget udvist. EMD fandt, at klagers forbrydelser var af en sådan karakter,

at han på daværende tidspunkt udgjorde en alvorlig trussel mod den offent-

lige orden, hvorfor et indrejseforbud for bestandig var berettiget. Klager ud-

viste endvidere en manglende vilje til at efterleve dansk ret, uagtet at han

tidligere var blevet betinget udvist.

Afslutningsvist henviste EMD til subsidiaritetsprincippet, hvorefter det vil

kræve vægtige grunde for at tilsidesætte de nationale domstoles vurdering,

når afvejningen er blevet foretaget af de nationale myndigheder i overens-

stemmelse med de kriterier, der er fastlagt i EMD’s praksis, og når de natio-

nale domstole har foretaget en tilstrækkelig afvejning af klagers interesser

over for offentlighedens generelle interesse.

EMD fandt på denne baggrund, at udvisningen med et indrejseforbud for

bestandig var i overensstemmelse med EMRK artikel 8.

I sagen

El-Asmar mod Danmark

(sagsnr. 27753/19) fandt EMD, at Danmark

havde krænket EMRK artikel 3 (forbud mod tortur og nedværdigende eller

umenneskelig behandling eller straf). EMRK artikel 3 er opdelt i en materiel

del, der bl.a. forbyder uforholdsmæssige magtanvendelser over for friheds-

berøvede personer, og en processuel del, som pålægger staterne en række

processuelle forpligtelser, herunder til i visse tilfælde at indlede og gennem-

føre en effektiv efterforskning i anledning af påståede krænkelser af EMRK.

EMD fandt, at såvel den materielle som den processuelle del af EMRK ar-

tikel 3 var krænket i den konkrete sag ved, at to fængselsbetjente havde an-

vendt peberspray mod klager i en observationscelle i Enner Mark Fængsel,

Side 5/26

REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 139: Orientering om sager mod Danmark ved EMD og FN-komiteer, fra justitsministeren

og ved at myndighederne efterfølgende foretog en ineffektiv undersøgelse

af episoden.

Klager blev den 24. marts 2017 varetægtsfængslet for overtrædelse af bl.a.

våbenloven. Den 30. marts 2017 blev klager overført til et fængsel med hen-

blik på at forebygge overgreb på medindsatte, personale mv. Efter ankomst

til fængslet udviste klager en voldsom adfærd og truede fængselspersonalet,

hvorefter han gentagne gange blev anbragt i observations- eller sikkerheds-

celler. Den 4. april 2017 observerede fængselspersonalet, at klager havde

kastet mad på ruden i sin observationscelle, urineret på gulvet og ødelagt sin

madras, og klager var herudover truende mod personalet. Ifølge fængsels-

personalet sparkede klager på døren til cellen og truede med, at han ville slå

fængselspersonalet ihjel. Det blev på den baggrund besluttet at åbne døren

til klagers celle, hvorefter klager ifølge fængselspersonalet stormede mod

personalet og forsøgte med knyttet hånd at slå en fængselsbetjent i hoved-

regionen. Fængselsbetjenten skubbede herefter klager tilbage i cellen og an-

vendte – sammen med en anden fængselsbetjent – peberspray mod klager.

Klager blev herefter ført til en sikringscelle, hvor han blev fikseret.

Den 6. april 2017 indgav klager en politianmeldelse af de involverede

fængselsbetjentene for grov vold. Den 26. januar 2018 indstillede Sydøstjyl-

lands Politi efterforskningen i sagen med den begrundelse, at efterforsknin-

gen ikke ville føre til, at nogen fængselsbetjente kunne sigtes i sagen. Den

23. februar 2018 påklagede klager politiets afgørelse til statsadvokaten, som

den 16. november 2018 traf endelig afgørelse om, at efterforskningen i sa-

gen ikke skulle genoptages.

For så vidt angår den processuelle del fandt EMD, at der i strid med EMRK

artikel 3 ikke var foretaget en effektiv efterforskning af forholdet, da myn-

dighederne under efterforskningen ikke tog stilling til, om brugen af peber-

spray havde været

strengt nødvendig

– hvilket er krævet efter EMRK artikel

3 – ligesom det ikke blev undersøgt, hvorfor de pågældende betjente gik ind

i cellen, om betjentene kunne have planlagt indtrængningen og dermed und-

gået at benytte peberspray, eller om brugen af peberspray i den konkrete sag

levede op til den dagældende magtanvendelsesbekendtgørelse. Ved ikke

nærmere at undersøge, om betingelserne for at anvende peberspray i det

konkrete tilfælde var overholdt, havde de danske myndigheder ikke foreta-

get en effektiv undersøgelse af klagerens sag.

I forhold til den materielle del fandt EMD, at brugen af peberspray i den

konkrete sag udgjorde en krænkelse af artikel 3. EMD lagde vægt på, at

betjentene ikke på forhånd havde advaret klageren, og at det bl.a. som følge

Side 6/26

REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 139: Orientering om sager mod Danmark ved EMD og FN-komiteer, fra justitsministeren

af den mangelfulde oplysning af sagens faktiske omstændigheder, jf. oven-

for, ikke var godtgjort, at anvendelsen af peberspray var strengt nødvendig.

EMD fandt på denne baggrund, at klager i strid med EMRK artikel 3 var

blevet udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling.

2.2. Afviste sager

EMD offentliggjorde fra 1. marts 2023 til 31. december 2023 tre beslutnin-

ger om afvisning af sager mod Danmark efter EMRK artikel 35 (kriterier

for antagelse af en sag til behandling i realiteten). Det drejer sig om følgende

sager:

M.G. mod Danmark

(sagsnr. 7921/20)

Hansen mod Danmark

(sagsnr. 54155/21)

A.A. mod Danmark

(sagsnr. 6041/23)

Sagen

M.G. mod Danmark

(sagsnr. 7921/20) blev den 9. marts 2023 afvist

af EMD med henvisning til, at klagen var åbenbart grundløs, jf. EMRK ar-

tikel 35, stk. 3, litra a og stk. 4.

Klager indgik i forbindelse med sin skilsmisse en mundtlig aftale med sin

daværende partner om, at klager skulle betale et bestemt beløb i børnebidrag

til hvert af deres fire børn. Klager ønskede senere at få dette beløb nedsat,

hvilket Statsforvaltningen afviste. Sagen blev henvist til familieretten, hvor

klager anmodede om en mundtlig forhandling af sagen med henblik på at

drøfte forældrenes mundtlige aftale om børnebidrag. Ved beslutning af 23.

maj og 9. juli 2019 fandt familieretten, at sagen skulle behandles efter den

forenklede familiesagsproces i retsplejelovens kap. 42, og at sagen skulle

afgøres på et skriftligt grundlag.

Klager anmodede Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at indbringe fa-

milierettens afgørelse for landsretten, bl.a. med henvisning til, at familieret-

tens afslag på en mundtlig forhandling i sagen var i strid med EMRK artikel

6 (retten til retfærdig rettergang), hvilket Procesbevillingsnævnet afslog den

9. september 2019.

EMD afviste at behandle sagen. EMD bemærkede indledningsvist, at idet

sagen var afgjort af familieretten som første og sidste instans var omdrej-

ningspunktet for sagen, hvorvidt der forelå særlige omstændigheder, der

kunne begrunde, at sagen blev afgjort uden en mundtlig forhandling. EMD

Side 7/26

REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 139: Orientering om sager mod Danmark ved EMD og FN-komiteer, fra justitsministeren

henviste til, at fastsættelse af børnebidrag sker på baggrund af standardtak-

ster og under hensyn til forældrenes indkomst og fandt, at klagers indkomst

var af en sådan størrelse, at familieretten, uagtet parternes mundtlige aftale,

ville have haft mulighed for at fastsætte børnebidraget til et beløb, som mere

eller mindre svarede til parternes egen aftale. Derfor havde de forhold, som

klager ønskede at få behandlet mundtligt, ikke kunne ændre udfaldet af sa-

gen i væsentlig grad. EMD fandt på den baggrund, at der forelå særlige om-

stændigheder, der gjorde, at sagen ikke rejste spørgsmål – f.eks. om trovær-

dighed eller uenighed om fakta – som nødvendiggjorde en mundtlig høring,

og at familieretten havde kunnet træffe en retfærdig og rimelig afgørelse på

skriftligt grundlag.

EMD afviste på denne baggrund sagen.

Sagen

Hansen mod Danmark

(sagsnr. 54155/21) blev den 23. marts 2023

afvist af EMD med henvisning til, at klagen var åbenbart grundløs, og at

klager ikke længere kunne hævde at være offer, jf. henholdsvis EMRK arti-

kel 35, stk. 3, litra a og stk. 4 og artikel 34. EMD havde ikke bedt den danske

regering om bemærkninger til sagen.

Klager blev i 1996 idømt forvaring for frihedsberøvelse, forsøg på voldtægt

og hensættelse af en anden i hjælpeløs tilstand. Klager blev efter anmodning

flere gange af retten meddelt afslag på løsladelse eller formildelse af sin straf

med henvisning til bl.a. udtalelser fra forvaringsinstitutionen og en udtalelse

fra Retslægerådet. I 2019 udgav Retslægerådet en rapport på baggrund af

forvaringsinstitutionens udtalelser samt alle tidligere rapporter og domme i

sagen. Retslægerådet fandt, at klager fortsat udgjorde en overhængende fare

for andres liv, legeme, helbred eller frihed, og at det derfor ikke kunne an-

befales, at klager blev løsladt, eller at sanktionen blev ændret.

Klager gjorde gældende, at han ikke var blevet undersøgt af en ekstern læ-

gesagkyndig, hvilket var i strid med EMRK artikel 5, stk. 1 (retten til frihed

og sikkerhed), da Retslægerådet efter klagerens opfattelse ikke kunne anta-

ges at udgøre en ekstern lægesagkyndig, idet Retslægerådet ikke havde af-

hørt ham personligt, men alene baseret udtalelsen på de vurderinger som

forvaringsinstitutionens eksperter havde foretaget. Klageren anførte endvi-

dere, at varigheden af prøvelsen af sagen i 2017 på over to år og tre måneder

var for lang, jf. EMRK artikel 5, stk. 4 (retten til bl.a. en hurtig afgørelse af

om en forvaring er lovlig).

Side 8/26

REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 139: Orientering om sager mod Danmark ved EMD og FN-komiteer, fra justitsministeren

EMD afviste at behandle sagen. EMD fandt, at Retslægerådet udgør en ek-

stern lægesagkyndig, hvorfor de nationale domstoles vurdering om ikke at

løslade klager eller om at idømme en mildere straf end forvaring var baseret

på en vurdering, der var rimelig ift. de formål, som landsretten forfulgte i

1996. EMD fandt endvidere, at da de danske domstole havde anerkendt, at

domstolsprøvelsens varighed i 2017 var i strid med EMRK artikel 5, stk. 4,

havde klager ikke længere offerstatus i henhold til EMRK artikel 34.

EMD afviste på denne baggrund sagen.

Sagen

A.A. mod Danmark

(sagsnr. 6041/23) blev den 12. juli 2023 afvist af

EMD med henvisning til, at klagen var åbenbart grundløs, jf. EMRK artikel

35, stk. 3, litra a, og stk. 4. EMD havde ikke bedt den danske regering om

bemærkninger til sagen.

Sagen vedrørte, om det var i overensstemmelse med EMRK artikel 8 (retten

til privat- og familieliv), at Udlændinge- og Integrationsministeriet den 26.

november 2019 traf afgørelse om administrativ fratagelse af klagerens dan-

ske statsborgerskab, jf. indfødsretsloven § 8B, stk. 3, da klageren ved at rejse

til Syrien og tilslutte sig terrororganisationen Islamisk Stat havde udvist en

handlemåde, der var til alvorlig skade for landets vitale interesser, da hendes

handlinger måtte anses som omfattet af straffelovens § 114 e, 1. pkt. (om

fremme af virksomhed for grupper eller sammenslutninger, der begår terr-

orhandlinger). Klageren anlagde herefter sag mod Udlændinge- og Integra-

tionsministeriet med påstand om, at afgørelsen var ugyldig. Ved dom af 11.

april 2022 frifandt Østre Landsret Udlændige- og Integrationsministeriet.

Den 5. oktober 2022 stadfæstede Højesteret landsrettens dom.

Klager, som oprindeligt var både dansk og marokkansk statsborger, boede

på tidspunktet for Højesterets dom i al-Roj-lejren i Syrien med sine to min-

dreårige børn, der var danske statsborgere. Børnenes far var afghansk stats-

borger. Højesteret fandt bl.a., at fratagelsen af klagers statsborgerskab var

uden betydning for hendes og børnenes privat- og familieliv på det pågæl-

dende tidspunkt.

EMD afviste at behandle sagen. EMD fandt, at fratagelsen af klagers stats-

borgerskab var sket i overensstemmelse med lov, at klager fik de fornødne

retssikkerhedsgarantier, at myndighederne handlede omhyggeligt og hur-

tigt, og at fratagelsen af klagers danske statsborgerskab var en følge af kla-

gers adfærd, som var omfattet af straffelovens § 114 e. De danske domstoles

Side 9/26

REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 139: Orientering om sager mod Danmark ved EMD og FN-komiteer, fra justitsministeren

afgørelse om at fratage klager hendes danske statsborgerskab var dermed

ikke vilkårlig. EMD fandt endvidere, at de danske domstole havde foretaget

en grundig undersøgelse af klagers personlige forhold, herunder at hun ikke

ville blive statsløs, og at afgørelsen ikke ville have nogen indflydelse på

hendes og børnenes privat- og familieliv på det pågældende tidspunkt.

2.3. Afsluttede sager

EMD offentliggjorde i perioden 1. marts 2023 til 31. december 2023 fire

beslutninger om afslutning af sager mod Danmark. Det drejer sig om føl-

gende sager:

Resthtin mod Danmark

(sagsnr. 61203/19)

Ilhan mod Danmark

(sagsnr. 41157/20)

M.P. mod Danmark

(sagsnr. 25263/22)

Husseini mod Danmark

(sagsnr. 14270/21)

Sagen

Resthtin mod Danmark

(sagsnr. 61203/19) blev den 20. juli 2023 af-

sluttet af EMD med henvisning til, at det ikke længere var begrundet at for-

sætte behandlingen af klagen, jf. EMRK art. 37, stk. 1, litra c, da klageren –

som havde klaget over en udvisning af Danmark – var blevet meddelt op-

holdstilladelse i Danmark.

Sagen vedrørte, om udvisning af klager fra Danmark med et indrejseforbud

for bestandig var i strid med EMRK artikel 8 (retten til privat- og familieliv).

Klager, som var afghansk statsborger, men født og opvokset i Danmark,

blev ved landsretten i 2019 idømt tre års fængsel samt udvist af Danmark

med et indrejseforbud for bestandig for at have forsøgt at tilslutte sig Isla-

misk Stat i Syrien med det formål at begå terrorhandlinger.

I 2023 meddelte Flygtningenævnet klager asyl i Danmark, jf. udlændinge-

lovens § 7, stk. 1.

EMD fandt derfor, at klager ikke aktuelt og i en betydelig periode risikerede

at blive udvist af Danmark, og at klager kunne anfægte enhver fremtidig

udsendelse ved de danske myndigheder og domstole. EMD afsluttede derfor

sagen.

Sagen

Ilhan mod Danmark

(sagsnr. 41157/20) blev den 20. juli 2023 afslut-

tet af EMD med henvisning til, at sagen var blevet løst, jf. EMRK art. 37,

stk. 1, litra b.

Side 10/26

REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 139: Orientering om sager mod Danmark ved EMD og FN-komiteer, fra justitsministeren

Sagen vedrørte, om det var i strid med EMRK artikel 8 (retten til privat- og

familieliv) at udvise klager med et indrejseforbud for bestandig. Klager, der

var tyrkisk statsborger, blev ved landsretten fundet skyldig i bl.a. forsøg på

manddrab, men frifundet for straf efter straffelovens § 16, da landsretten

fandt, at han på grund af sindssygdom eller en tilstand, der må ligestilles

hermed, var utilregnelig i gerningsøjeblikket. Retten traf i stedet bestem-

melse om anbringelse af klager på psykiatrisk afdeling efter straffelovens §

68. Klager blev ligeledes udvist af Danmark for bestandig.

Ved kendelse af 11. oktober 2022 ophævede Højesteret udvisningen af kla-

ger, jf. udlændingelovens § 50 a, stk. 2. Klager generhvervede dermed sin

tidsubegrænsede opholdstilladelse i Danmark.

EMD fandt, at sagen var blevet løst, og at respekten for menneskerettighe-

derne som defineret i EMRK og protokollerne hertil ikke krævede fortsat

behandling af klagen i henhold til artikel 37, stk. 1,

in fine.

EMD afsluttede

derfor sagen.

Sagen

M.P. mod Danmark

(sagsnr. 25263/22) blev den 20. juli 2023 afslut-

tet af EMD med henvisning til, at der var indgået forlig i sagen, jf. EMRK

artikel 39.

Det bemærkes, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet den 11. maj 2023 ori-

enterede Folketinget om det indgåede forlig. Der henvises til vedlagte ”Ori-

entering om forlig af klagesag ved Den Europæiske Menneskerettigheds-

domstol – M.P. v. Danmark” af 11. maj, jf. Tilsynet i henhold til grund-

lovens § 71 2022-23 (2. samling), bilag 53 (Alm.del).

Sagen vedrørte, om det var i overensstemmelse med EMRK artikel 3 (for-

bud mod tortur og nedværdigende eller umenneskelig behandling eller

straf), at klager, som 13- og 15-årig, blev bæltefikseret i henholdsvis 19 ti-

mer og 27 minutter og 10 timer og 25 minutter i forbindelse med et forsøg

på at flytte klager fra én afdeling til en anden, da han var indlagt på børnep-

sykiatrisk afdeling. Klager indbragte de to tvangsfikseringer for Det Psyki-

atriske Patientklagenævn, som alene behandlede klagen over bæltefikserin-

gen i 2019 og godkendte iværksættelsen af denne. Klager indbragte efter-

følgende sagen for byretten og landsretten med påstand om, at både bælte-

fikseringen i 2017 og 2019 var ulovlige. Både byretten og landsretten fandt

begge bæltefikseringer lovlige.

Side 11/26

REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 139: Orientering om sager mod Danmark ved EMD og FN-komiteer, fra justitsministeren

Ved beslutning af 20. juli 2023 fandt EMD, at det indgåede forlig bygger på

menneskerettighederne som defineret i EMRK og protokollerne hertil, og

fandt ingen grund til at fortsætte behandlingen af klagen. EMD afsluttede

derfor sagen.

Sagen

Husseini mod Danmark

(sagsnr. 14270/21) blev den 14. december

2023 afsluttet med henvisning til, at klager ikke længere kunne anses at have

til hensigt at forfølge sin klage, jf. EMRK artikel 37, stk. 1, litra a.

Sagen vedrørte, om det var i strid med EMRK artikel 8 (retten til privat- og

familieliv) at udvise klager af Danmark med et indrejseforbud for bestandig.

Klager var afghansk statsborger, men kom til Danmark, da han var tre må-

neder gammel. Ved Østre Landsrets dom af 3. marts 2020 blev klager idømt

fængsel i tre år og 11 måneder og udvist for bestandig for bl.a. indbrudsty-

veri af særligt grov beskaffenhed.

EMD fandt, at klager ikke længere havde til hensigt at forfølge sin klage,

idet klager ikke havde forsøgt at række ud til EMD, siden klagen blev sendt

til den danske regering med anmodning om bemærkninger for ca. to år og

seks måneder siden. Endvidere var klager i mellemtiden udrejst til Portugal,

og hans opholdssted var ukendt. EMD fandt derudover ikke, at respekten

for menneskerettighederne som defineret i EMRK og protokollerne hertil

krævede at fortsætte behandlingen af klagen. EMD afsluttede derfor sagen.

2.4. Verserende sager

Der verserer i alt 26 sager ved EMD, hvori Danmark enten er anmodet om

eller har afgivet bemærkninger.

Der verserer aktuelt 14 sager, der vedrører en krænkelse af EMRK artikel 8

(retten til privat- og familieliv) i forbindelse med en udvisning af en udlæn-

ding på baggrund af kriminalitet begået i Danmark:

Fateh mod Danmark

(60766/19)

Belgacem mod Danmark

(61126/19)

Payam mod Danmark

(32739/21)

Nguyen mod Danmark

(2116/21)

Kurland mod Danmark

(54157/21)

W. mod Danmark

(9588/21)

Sarac mod Danmark

(19866/21)

Side 12/26

REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 139: Orientering om sager mod Danmark ved EMD og FN-komiteer, fra justitsministeren

Kibar mod Danmark

(11093/22)

Hussain mod Danmark

(15860/22)

Cakmak mod Danmark

(21783/22)

Wangthan mod Danmark

(51301/22)

Al-Habeeb

(14171/23)

Sharafane mod Danmark

(5199/23)

Savran (tidl. Savuran) mod Danmark

(3645/23)

EMD har meddelt, at der afsiges dom i seks af sagerne den 15. februar 2024.

Sagerne – som beskrives samlet – vedrører 14 udlændinge, hvor langt ho-

vedparten er født og opvokset i Danmark eller kommet til Danmark i en ung

alder. De 14 udlændinge er dømt for forskellige typer af kriminalitet, f.eks.

forsøg på at fremme terrorvirksomhed, forsøg på manddrab, narkokrimina-

litet og vold og idømt straffe fra seks måneder og op til seks år og tre måne-

ders fængsel. Overtrædelserne er begået i perioden 2013 til 2021. Som følge

af overtrædelserne er de alle blevet udvist af Danmark – otte er blevet udvist

med et indrejseforbud for bestandig, to er blevet udvist med et indrejsefor-

bud i 12 år, og fire er blevet udvist med et indrejseforbud i seks år. Ydermere

har to klagere, der er dømt for forsøg på at fremme terrorvirksomhed, fået

frataget deres danske statsborgerskab.

Regeringen har afgivet processkrift i samtlige af sagerne, med undtagelse af

sagerne

Savran mod Danmark (3645/23)

Sharafane mod Danmark

(5199/23),

hvor der afgives processkrift i februar 2024. Der er overordnet

argumenteret for, at sagerne bør afvises som åbenbart grundløse i medfør af

EMRK artikel 35, stk. 3, jf. stk. 4. Hvis EMD antager sagerne til behandling,

har regeringen argumenteret for, at de danske domstole har foretaget en ud-

førlig og grundig vurdering af sagernes omstændigheder i overensstem-

melse med EMD’s praksis vedrørende EMRK artikel 8 på udvisningsområ-

det, og at de nationale domstoles vurderinger som følge af subsidiaritets-

princippet ikke bør tilsidesættes.

Der verserer herudover yderligere 12 sager mod Danmark ved EMD:

Duarte Agostinho med flere

(39371/20)

Lindholm og boet efter klager mod Danmark

(25636/22)

Dian mod Danmark

(44002/22)

A.B. Larsen mod Danmark

(18649/22)

Foreningen imod Ulovlig Logning mod Danmark

(37050/22)

Side 13/26

REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 139: Orientering om sager mod Danmark ved EMD og FN-komiteer, fra justitsministeren

Daugaard Sørensen mod Danmark

(25650/22)

Kalkan mod Danmark

(51781/22)

Abdulaal Naser med flere mod Danmark

(46571/22)

Makki mod Danmark

(10297/23)

Taskiran mod Danmark

(19840/23)

Ahmadi mod Danmark

(26597/23)

Ahmadi mod Danmark

(34608/23)

Sagen

Duarte Agostinho m.fl. mod Danmark

(39371/20) vedrører 33 med-

lemsstaters, herunder Danmarks, udledning af drivhusgasser, der ifølge kla-

gerne bidrager til global opvarmning og påvirker deres levevilkår og sund-

hed i Portugal. Sagen er anlagt af seks portugisiske statsborgere i alderen 11

til 24 år. Klagerne gør gældende, at de indstævnte medlemsstater, herunder

Danmark, ikke opfylder staternes (positive) forpligtelser i henhold til

EMRK artikel 2 (retten til liv), artikel 3 (forbud mod tortur og umenneskelig

eller nedværdigende behandling eller straf) og artikel 8 (retten til privat- og

familieliv), idet klagerne gør gældende, at staterne ikke i tilstrækkelig grad

regulerer og begrænser deres drivhusgasudledninger på en sådan måde, at

de globale temperaturstigninger ikke overstiger 1,5°C. Klagerne gør i den

forbindelse også gældende, at staterne krænker EMRK artikel 14 (forbud

mod diskrimination) læst sammen med EMRK artikel 2, 3 og 8, bl.a. med

henvisning til, at klimaforandringer får en større påvirkning på deres leve-

vilkår og sundhed sammenholdt med ældre generationers.

Regeringen indleverede hovedprocesskrift den 27. maj 2021 og sendte sup-

plerende bemærkninger i sagen den 17. maj 2022. Sagen blev efterfølgende

henvist til Storkammerbehandling ved EMD. Der var mundtlig høring i

Storkammeret den 27. september 2023.

Sagen

Lindholm og boet efter Leif Lindholm mod Danmark

(25636/22) ved-

rører, om det var i strid med EMRK artikel 8 (retten til privat- og familieliv),

artikel 9 (retten til bl.a. religionsfrihed) og artikel 14 (forbud mod diskrimi-

nation), at der blev udført blodtransfusion på klager, der var medlem af tros-

samfundet Jehovas Vidner, og som efter en faldulykke akut blev indlagt på

hospitalet. Klager modtog efter to-tre dages indlæggelse i bevidstløs tilstand

en blodtransfusion, selv om sundhedspersonalet var bekendt med, at klager

bar et kort på sig, hvoraf det fremgik, at han som medlem af Jehovas vidner

ikke ønskede at modtage blod, uanset om det var nødvendigt for at bevare

hans liv. Ved dom af 7. december 2020 fandt landsretten, at der forelå en

krænkelse af EMRK artikel 8 og 9. Ved dom af 1. februar 2022 fandt Hø-

Side 14/26

REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 139: Orientering om sager mod Danmark ved EMD og FN-komiteer, fra justitsministeren

jesteret imidlertid, at det ikke var i strid med EMRK artikel 8, 9 og 14, at

der blev gennemført en blodtransfusion. Regeringen indleverede hovedpro-

cesskrift den 5. maj 2023 og sendte supplerende bemærkninger i sagen den

15. september 2023.

Sagen

Dian mod Danmark

(44002/22) vedrører, om det var i strid med

EMRK artikel 8 (retten til privat- og familieliv) samt artikel 10 (retten til

ytrings- og informationsfrihed), at idømme klager, som er rumænsk stats-

borger, 20 dages fængsel for at tigge på gaden, jf. straffelovens §197. Klager

har anført, at han ikke kan modtage sociale ydelser og desuden er analfabet,

hvorfor hans eneste mulighed for at overleve er ved at samle flasker, sælge

hjemløseblade og tigge. Ved dom af 11. november 2021 fandt landsretten,

at klager ikke havde godtgjort, at han ikke havde andre muligheder for at

overleve end at tigge, herunder fordi klager tidligere var rejst til Rumænien

flere gange og på gerningstidspunktet havde haft 130 euro på sig. Regerin-

gen indleverede hovedprocesskrift den 11. juli 2023 og sendte supplerende

bemærkninger i sagen den 27. oktober 2023.

Sagen

A.B. Larsen mod Danmark

(18649/22) vedrører, om klager har været

udsat for nedværdigende behandling af politiet i forbindelse med en krops-

visitation i strid med EMRK artikel 3 (forbud mod tortur og nedværdigende

eller umenneskelig behandling eller straf), samt om myndighedernes beslut-

ning om ikke at indlede en straffesag herom var i strid med EMRK artikel

3. Klager har anført, at han har været udsat for en visitation af fire politibe-

tjente, hvor han skulle afklæde sig med det formål at ydmyge og nedværdige

ham. Sagen blev indbragt for Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som

fandt, at der ikke forelå konkrete oplysninger eller forhold, der støttede an-

meldelsen, og at anmeldelsen ikke i sig selv skabte mistanke om et strafbart

forhold, der kunne danne grundlag for efterforskning. Denne afgørelse blev

indbragt til Statsadvokaten, som stadfæstede afgørelsen den 1. oktober

2021. Klager anlagde den 15. juli 2021 en civil sag ved domstolene, hvor

klager bl.a. gør gældende, at den behandling, han blev udsat for under fri-

hedsberøvelsen, var i strid med EMRK artikel 3. Som følge heraf er sagen

berostillet ved EMD, indtil de danske domstole har truffet afgørelse i sagen.

Sagen

Foreningen imod Ulovlig Logning mod Danmark

(37050/22) vedrø-

rer, om de daværende og nuværende danske logningsregler er i strid med

EMRK artikel 8 (retten til privat- og familieliv) og artikel 10 (retten til yt-

rings- og informationsfrihed). Endvidere gør klager gældende, at eftersom

de danske domstole ikke har prøvet logningsreglernes gyldighed eller an-

Side 15/26

REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 139: Orientering om sager mod Danmark ved EMD og FN-komiteer, fra justitsministeren

vendelighed, efterlader de klageren uden adgang til effektive retsmidler i

strid med EMRK artikel 13 (adgang til effektive retsmidler). Landsretten –

som behandlede sagen i første instans grundet sagens principielle karakter –

fandt i dom af 29. juni 2021, at retsvirkningen af en modstrid med EU-retten

ikke er, at de danske logningsregler er ugyldige, men at de danske domstole

skal undlade at anvende reglerne i konkrete tilfælde, i det omfang anvendel-

sen af reglerne måtte være i strid med EU-retten eller EMRK. Højesteret

stadfæstede den 30. marts 2022 landsrettens dom. Regeringen indleverede

hovedprocesskrift den 11. juli 2023 og sendte supplerende bemærkninger i

sagen den 12. december 2023.

Sagen

Daugaard Sørensen mod Danmark

(25650/22) vedrører klagers an-

meldelse af en voldtægt til politiet, som opgav påtalen. Dette blev påklaget

til Statsadvokaten i København, der traf afgørelse om, at der skulle rejses

tiltale for voldtægt i sagen. Det følger af retsplejeloven, at en afgørelse om

omgørelse skal meddeles den tidligere sigtede inden to måneder fra den op-

rindelige afgørelsesdato. Som følge af ekspeditionsfejl ved Statsadvokaten

blev denne frist overskredet, og straffesagen blev derfor afvist af byretten

den 16. november 2021. Klager gør gældende, at Danmark på den baggrund

har krænket EMRK artikel 3 (forbud mod tortur og nedværdigende eller

umenneskelig behandling eller straf), artikel 6 (retten til retfærdig retter-

gang), artikel 8 (retten til privat- og familieliv) samt artikel 13 (retten til

adgang til effektive retsmidler). Regeringen indleverede hovedprocesskrift

den 12. september 2023 og sendte supplerende bemærkninger i sagen den

11. januar 2024.

Sagen

Kalkan mod Danmark

(sagsnr. 51781/22) vedrører, om det var i strid

med EMRK artikel 2 (retten til liv) og/eller artikel 3 (forbud mod tortur og

nedværdigende eller umenneskelig behandling eller straf), at fængselsbe-

tjentene i en arrest anvendte et magtanvendelsesgreb, der kaldes ”brystvendt

benlås” på en indsat, herunder mens vedkommende var ilagt håndjern.

Fængselsbetjentene konstaterede umiddelbart efter, at de havde sluppet gre-

bet og lagt strips om klagers ben, at de ikke kunne mærke hans puls, og der

blev påbegyndt førstehjælp. Klager blev genoplivet, men tre dage efter epi-

soden døde han uden at være kommet til bevidsthed. Dødsårsagen kunne på

baggrund af obduktionsrapporter og lægeerklæringer ikke fastlægges enty-

digt, men fastholdelse i bugleje og fænomenet ExDS (excited

delirium syn-

drome)

kan have haft betydning for dødens indtræden. Magtanvendelsen

fandt sted i 2011, og blev efterfølgende prøvet administrativt og herefter i

byretten den 17. oktober 2019 og i landsretten den 2. november 2021.

Side 16/26

REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 139: Orientering om sager mod Danmark ved EMD og FN-komiteer, fra justitsministeren

Både byretten og landsretten frifandt Kriminalforsorgen. Landsretten lagde

bl.a. vægt på, at Kriminalforsorgen havde sikret tilstrækkelig information

og uddannelse om magtanvendelsesgrebet ”brystvendt benlås”, og at

fængselsbetjentene under episoden havde overholdt de relevante anvisnin-

ger ved brug af grebet, herunder at der ikke må lægges pres på vedkommen-

des ryg. Regeringen indleverede hovedprocesskrift den 19. september 2023

og sendte supplerende bemærkninger i sagen den 15. januar 2024.

Sagen

Abdulaal Naser med flere mod Danmark

(sagsnr. 46571/22) vedrører

21 irakiske statsborgere, som den 25. november 2004 i forbindelse med en

irakisk ledet militær operation (”Operation Green Desert”) blev anholdt og

tilbageholdt af irakiske sikkerhedsstyrker, der gennemførte operationer i

samarbejde med de danske militære styrker. Spørgsmålene i sagen er bl.a.,

hvorvidt klagerne i den forbindelse blev udsat for en behandling i strid med

EMRK artikel 3 (forbud mod tortur eller anden umenneskelig eller nedvær-

digende behandling eller straf), som den danske stat kan drages til ansvar

for, jf. EMRK artikel 1 (jurisdiktion og pligten til at respektere menneske-

rettighederne). Sagen angår endvidere, hvorvidt den efterfølgende retssag i

Danmark var i overensstemmelse med EMRK artikel 6, stk. 1 (retten til ret-

færdig rettergang) og artikel 13 (retten til adgang til effektive retsmidler),

herunder om klagerne havde adgang til en retfærdig rettergang, og om rets-

sagens længde var i strid med kravet om en rettergang inden en rimelig frist.

Klagerne anlagde i 2011 og 2012 erstatningssager mod Forsvarsministeriet

med påstand om, at de var blevet udsat for behandling i strid med EMRK

artikel 3 af danske soldater. Sagerne blev oprindeligt afvist, men genanlagt

i 2014, hvorefter de blev sammenlagt og henvist til landsretten grundet deres

principielle karakter.

Ved dom af 15. juni 2018 om tortgodtgørelse fandt Østre Landsret, at 18 ud

af de dengang 23 irakere (heraf 12 af klagerne) havde været udsat for be-

handling i strid med artikel 3 og tilkendte dem en godtgørelse på 30.000 kr.

hver. Landsretten fandt, at de danske styrker hverken havde tilbageholdt,

transporteret, overgivet, screenet eller mishandlet klagerne, og at de i øvrigt

ikke havde overværet mishandling af klagerne. Landsretten fandt imidlertid,

at de danske styrker burde have vidst, at der var en reel risiko for umenne-

skelig eller nedværdigende behandling, og fandt på den baggrund Forsvars-

ministeriet ansvarlig for de retsstridige krænkelser af de 18 tilbageholdte i

form af inhuman behandling. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at de re-

sterende fem irakere (heraf fire af klagerne) havde været udsat for retsstri-

Side 17/26

REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 139: Orientering om sager mod Danmark ved EMD og FN-komiteer, fra justitsministeren

dige krænkelser, hvorfor Forsvarsministeriet ikke var ansvarlig herfor.

Landsretten fandt endvidere, at der ikke var sket en krænkelse af EMRK

artikel 6.

Sagen blev anket til Højesteret, som ved dom af 31. maj 2022 frifandt For-

svarsministeriet for ansvar for alle de 23 irakere med henvisning til, at de

danske myndigheder ikke havde jurisdiktion over dem efter EMRK artikel

1. Højesteret lagde desuden landsrettens bevisresultat til grund, herunder

bl.a. at danske styrker ikke deltog i tilbageholdelsen af irakerne eller udsatte

dem for inhuman behandling. Højesteret fandt endvidere, at der ikke var

sket en krænkelse af EMRK artikel 6.

Den danske regering skal indgive processkrift til EMD den 3. april 2024.

Sagen

Makki mod Danmark

(sagsnr. 10297/23) vedrører, om det var i strid

med EMRK artikel 3 (forbud mod tortur og nedværdigende eller umenne-

skelig behandling eller straf), at klager i perioden 5. juni 2016 kl. 09.30 til

16. juni 2016 kl. 20.18 blev tvangsfikseret med bælte og remme under sin

indlæggelse på psykiatrisk afsnit på et sygehus.

Ved afgørelse af 5. marts 2019 godkendte Det Psykiatriske Patientklage-

nævn tvangsfikseringens iværksættelse, men fandt tvangsfikseringens ud-

strækning fra den 5. juni 2016 til den 16. juni 2016 ulovlig. Retten i Næstved

fandt ved dom af 3. september 2019, at fikseringen havde været berettiget i

hele perioden. Østre Landsret fandt ved dom af 6. oktober 2020, at tvangs-

fikseringen havde været uberettiget i perioden fra den 5. juni 2016 til den

16. juni 2016. Landsretten tilkendte på den baggrund klager en godtgørelse

på 50.000 kr.

Ved dom af 26. oktober 2022 fandt Højesteret, at tvangsfikseringen havde

været berettiget i hele perioden og frifandt myndighederne for den af klager

nedlagte erstatningspåstand, hvorved byrettens dom blev stadfæstet. Retslæ-

gerådet havde den 25. april 2022 i sagen for Højesteret afgivet en udtalelse,

og bekræftede i det hele, at det havde været lægeligt korrekt at tvangsfiksere

klager i hele perioden. Højesteret fandt det godtgjort, at klager i hele perio-

den udgjorde en nærliggende fare for andres liv, førlighed eller sikkerhed,

og at det ikke var muligt at imødegå denne fare ved mindre indgribende

foranstaltninger. Regeringen indleverede hovedprocesskrift i sagen den 14.

december 2023.

Side 18/26

REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 139: Orientering om sager mod Danmark ved EMD og FN-komiteer, fra justitsministeren

Sagen

Ahmadi mod Danmark

(sagsnr. 26597/23) vedrører, om det var i strid

med EMRK artikel 3 (forbud mod tortur og nedværdigende eller umenne-

skelig behandling eller straf), at klager i perioden 28. december 2020 kl.

11.50 til 8. januar 2021 kl. 13.10 blev tvangsfikseret med bælte og remme

under sin anbringelse på Sikringsafdelingen i Slagelse (psykiatrisk afde-

ling).

Ved dom af 16. juli 2021 gav Retten i Næstved klager medhold i, at fikse-

ringen burde være bragt til ophør få timer efter, at den var blevet indledt, og

at EMRK artikel 3 derfor var krænket. Byretten tilkendte på den baggrund

klager en godtgørelse på 75.000 kr.

Dommen blev anket til Østre Landsret, som den 21. november 2021 fandt,

at tvangsfikseringen af klager i hele perioden fra den 28. december 2020 til

den 8. januar 2021 var nødvendiggjort af hensynet til andres liv, førlighed

eller sikkerhed, og at tvangsfikseringen derfor var lovlig. Landsretten vur-

derede ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte det lægelige skøn om, at

døraflåsning og oppegående tvangsfiksering ikke var tilstrækkeligt til at

imødegå den væsentlige fare for andres liv, førlighed og sikkerhed, som kla-

gers adfærd og tilstand udgjorde.

EMD har forlænget fristen for parterne til at afsøge muligheden for at indgå

forlig til den 7. februar 2024.

Sagen

Taskiran mod Danmark

(sagsnr. 19840/23) vedrører, om det var i

strid med EMRK artikel 3 (forbud mod tortur og nedværdigende eller umen-

neskelig behandling eller straf), artikel 5 (retten til frihed og sikkerhed), ar-

tikel 6 (retten til retfærdig rettergang), artikel 8 (retten til privat- og famili-

eliv) eller artikel 13 (retten til effektive retsmidler) samt de nævnte artikler

sammenholdt med EMRK artikel 14 (forbud mod diskrimination), at klager

ikke havde adgang til den forenklede domstolsprøvelse i retsplejelovens ka-

pitel 43 a af et erstatningskrav som følge af en ulovlig tvangsfiksering (ad-

ministrativ frihedsberøvelse). Klager blev i stedet henvist til at anlægge et

civilt søgsmål.

Erstatningskravet udsprang af to tvangsfikseringer, som Det Psykiatriske

Patientklagenævn havde fundet ulovlige. Det Psykiatriske Patientklage-

nævn begærede den 7. april 2021 sagen indbragt for domstolene efter rets-

plejelovens kapitel 43 a. Da Region Hovedstaden ikke bestred, at tvangsfik-

Side 19/26

REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 139: Orientering om sager mod Danmark ved EMD og FN-komiteer, fra justitsministeren

seringerne var ulovlige, angik sagen alene spørgsmålet om godtgørelse her-

for.

Retten i Glostrup afviste ved dom af 20. august 2021 sagen navnlig med den

begrundelse, at der ikke var hjemmel til at behandle sagen efter retspleje-

lovens kapitel 43 a. Ved dom af 15. februar 2022 stadfæstede Østre Landsret

byrettens dom. Højesteret stadfæstede den 11. januar 2023 landsrettens af-

visning. Højesteret udtalte, at retsplejelovens § 469, stk. 6, efter bestemmel-

sens ordlyd og forarbejder indebærer, at spørgsmål om godtgørelse kun kan

behandles efter kapitel 43 a, hvis der for retten er tvivl om, hvorvidt friheds-

berøvelsen er lovlig. Højesteret bemærkede, at Højesteret var opmærksom

på, at patienten herved var processuelt dårligere stillet med hensyn til at

opnå godtgørelse, end hvis patienten ikke havde fået medhold i Det Psykia-

triske Patientklagenævn. Regeringen har den 31. januar 2024 anmodet EMD

om fristforlængelse med henblik på at afsøge muligheden for at indgå forlig.

Sagen

Ahmadi mod Danmark

(sagsnr. 34608/23) vedrører, om det var i strid

med EMRK artikel 3 (forbud mod tortur og nedværdigende eller umenne-

skelig behandling eller straf) og/eller EMRK artikel 5 (retten til frihed og

sikkerhed), at klager i en periode fra den 8. februar 2019 til den 4. december

2020 blev døraflåst under sin anbringelse på en særligt sikret psykiatrisk

afdeling (Sikringsafdelingen).

Klager påklagede beslutningen herom samt den fortsatte opretholdelse af

døraflåsningen til Det Psykiatriske Patientklagenævn. Ved afgørelse af 2.

marts 2019 godkendte Det Psykiatriske Patientklagenævn beslutningen om

at aflåse klager i den pågældende periode. Klager indbragte efterfølgende

spørgsmålet om lovligheden af døraflåsningen for domstolene. Retten i

Næstved fandt ved dom af 14. oktober 2021, at indgrebet havde været lov-

ligt. Dog havde døraflåsningen i perioden fra 11. august 2020 til 17. sep-

tember 2020 været ulovlig, idet Region Sjælland ikke havde indbragt sagen

for domstolene med spørgsmål om døraflåsningens lovlighed i overensstem-

melse med fristen i retsplejelovens § 469, stk. 2, på fem søgnedage. Byretten

tilkendte derfor klager en godtgørelse på 25.000 kr. Landsretten stadfæstede

ved sin dom af 21. november 2022 byrettens afgørelse vedrørende lovlighe-

den af døraflåsningen, men nedsatte godtgørelsen til 7.500 kr. Der er for-

ligsfrist i sagen ved EMD den 20. februar 2024.

Side 20/26

REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 139: Orientering om sager mod Danmark ved EMD og FN-komiteer, fra justitsministeren

2.5. Tredjepartsinterventioner

Fra 1. marts 2023 til 31. december 2023 har Danmark i en sag ved EMD

afgivet tredjepartsindlæg efter EMRK artikel 36.

Sagen

Ukraine og Nederlandene mod Rusland

(8019/16, 43800/14,

28525/20 og 11055/22) vedrører, om Rusland har begået omfattende og

grove menneskerettighedskrænkelser under invasionen af Ukraine. EMD

udtalte i en resolution af 22. marts 2022, at EMD forbliver kompetent til at

behandle sager om Ruslands overtrædelser af EMRK, hvis de relevante for-

hold har fundet sted inden den 16. september 2022, uagtet at Rusland ved

Europarådets Ministerkomités beslutning af 16. marts 2022, blev eksklude-

ret fra Europarådet med øjeblikkelig virkning.

Sagen er af dansk interesse, da sagen har almen offentlig betydning, herun-

der fordi sagen rejser spørgsmål om jurisdiktion efter EMRK artikel 1 (juris-

diktion og pligten til at respektere menneskerettighederne). Derudover har

regeringen et ønske om i videst muligt omfang at bistå Ukraine i at stille

Rusland til ansvar for alvorlige menneskerettighedskrænkelser begået i

Ukraine. Regeringen afgav tredjepartsindlæg den 28. juni 2023.

2.6. Status i sager som Danmark tidligere har interveneret i

Ud over den ovennævnte sag, hvori Danmark har afgivet tredjepartsindlæg

fra den 1. marts 2023 til 31. december 2023, verserede der to sager ved

EMD, hvori Danmark tidligere har afgivet tredjepartsindlæg efter EMRK

artikel 36. En af sagerne blev afgjort ved dom den 14. december 2023, mens

den anden afventer afgørelse fra EMD.

Sagen

Humpert mod Tyskland

(59433/18) vedrører, om det tyske forbud

mod, at tjenestemænd strejker samt efterfølgende disciplinære sanktioner

for deltagelse i strejker udgør et uproportionalt indgreb i EMRK artikel 11

(retten til forsamlings- og foreningsfrihed), der bl.a. beskytter retten til at

danne fagforeninger og retten til at strejke

Sagen har dansk interesse, idet det tyske tjenestemandssystem minder om

det danske tjenestemandssystem, herunder da begge systemer har et forbud

mod at strejke og giver mulighed for, at der kan gives disciplinære sanktio-

ner for deltagelse i strejker. Regeringen afgav tredjepartsindlæg den 30. ja-

nuar 2020.

Side 21/26

REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 139: Orientering om sager mod Danmark ved EMD og FN-komiteer, fra justitsministeren

Storkammeret afsagde dom i sagen den 14. december 2023. EMD fandt, at

der ikke forelå en krænkelse efter EMRK artikel 11. EMD lagde bl.a. vægt

på, at forbuddet og de efterfølgende disciplinære sanktioner lå inden for den

tyske stats skønsmargin, og at foranstaltningerne var proportionale i forhold

til de legitime formål, som de forfulgte.

Sagen

Executif van de moslims van Belgîe m.fl. mod Belgien

(16760/22)

vedrører, om regionslovgivning vedtaget i Flandern og Vallonien, hvorefter

rituel slagtning ikke må foretages uden forudgående bedøvelse, er i strid

med EMRK artikel 9 (retten til at tænke frit og til samvittigheds- og reli-

gionsfrihed) og artikel 14 (forbud det mod diskrimination) sammenholdt

med artikel 9. Sagen er anlagt af en række religiøse foreninger, der repræ-

senterer muslimske og jødiske trossamfund i Belgien.

Sagen har dansk interesse, idet dansk lovgivning også indeholder et krav

om forudgående bedøvelse ved slagtning, herunder rituel slagtning. Rege-

ringen afgav tredjepartsindlæg den 31. januar 2023.

3. FN-komitéers udtalelser i klagesager mod Danmark fra 1. marts 2023

til og med 31. december 2023

Danmark har tiltrådt den individuelle klageadgang til FN’s Menneskerettig-

hedskomité, FN’s Handicapkomité, FN’s Torturkomité, FN’s Kvindeko-

mité, FN’s Racediskriminationskomité og FN’s Børnekomité.

Komitéernes udtalelser er ikke retligt bindende for Danmark.

I det følgende redegøres der for komitéernes udtalelser i klagesager mod

Danmark i perioden fra 1. marts 2023 til 31. december 2023, hvor der er

blevet udtalt kritik af Danmark. Det bemærkes, at redegørelsen ikke omfat-

ter sager, som er blevet lukket eller afvist, fordi FN’s komitéer af formelle

eller indholdsmæssige grunde har fundet klagerne grundløse.

3.1. FN’s Menneskerettighedskomité

FN’s Menneskerettighedskomité fremkom med én udtalelse mod Danmark,

hvor der udtales kritik af Danmark.

Klagesagen

E.E. mod Danmark

(2858/2016) vedrørte, om udsendelse af en

kvinde til Albanien ville være i strid med FN’s Konvention om Borgerlige

og Politiske Rettigheder (CCPR) artikel 6 (retten til liv) og artikel 7 (forbud

Side 22/26

REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 139: Orientering om sager mod Danmark ved EMD og FN-komiteer, fra justitsministeren

mod tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling el-

ler straf).

Klager søgte om asyl i Danmark den 20. juli 2015, hvilket Udlændingesty-

relsen afslog den 21. august 2015. Afgørelsen blev indbragt for Flygtninge-

nævnet, som stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse den 19. januar

2016. Den 28. april 2016 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen,

men stadfæstede den 26. september 2016 på ny Udlændingestyrelsens afgø-

relse. Flygtningenævnet fandt samlet ikke, at klager havde sandsynliggjort,

at hun ved en tilbagevenden til Albanien ville risikere forfølgelse omfattet

af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i reel risiko for overgreb

omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.

Menneskerettighedskomitéen fandt i sin udtalelse af 16 marts 2023, at den

danske stat ikke korrekt havde taget stilling til, om klager ville være i reel

risiko for at blive udsat for uoprettelig skade i strid med CCPR artikel 6 og

7, hvis hun blev udsendt til Albanien. Dette skyldtes bl.a., at den danske stat

ikke i tilstrækkelig grad havde inddraget den samlede mængde af tilgænge-

lige oplysninger i sagen samt den kumulative effekt af disse. Behandlingen

af klagers anbringender havde derfor været vilkårlig. Samlet set fandt Ko-

mitéen, at udsendelsen af klager ville være i strid med CCPR artikel 6 og 7.

Udlændingestyrelsen genåbnede sagen vedrørende vurderingen af, om kla-

geren har været udsat for menneskehandel den 28. juni 2023, og traf den 7.

juli 2023 afgørelse om, at klageren var offer for menneskehandel. Efter at

have genoptaget sagen om opholdsgrundlaget stadfæstede Flygtningenæv-

net den 30. august 2023 Udlændingestyrelsens beslutning om afslag på asyl.

Udlændingestyrelsen fastsatte den 1. september 2023, efter Flygtningenæv-

net havde truffet endelig afgørelse i klagerens asylsag, en forlænget udrej-

sefrist til den 1. oktober 2023, hvorefter klagerens udrejsefrist blev forlæn-

get grundet refleksionsperioden, og klageren blev pålagt at udrejse inden 30.

december 2023. Den 20. november 2023 sendte regeringen sine opfølgende

bemærkninger i sagen til komitéen.

3.2. FN’s Handicapkomité

FN’s Handicapkomité fremkom med én udtalelse mod Danmark fra 1. marts

2023 til 31. december 2023, hvor der udtales kritik af Danmark.

Klagesagen

S.M. mod Danmark

(61/2019) vedrørte, om en dom til psykia-

trisk behandling uden fastsat længstetid og efterfølgende tvangsmedicine-

Side 23/26

REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 139: Orientering om sager mod Danmark ved EMD og FN-komiteer, fra justitsministeren

ring af klager var i strid med FN’s Konvention om Rettigheder for Personer

med Handicap artikel 14 (retten til frihed og personlig sikkerhed), artikel 15

(retten til frihed for tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende

behandling eller straf), artikel 16 (retten til frihed for udnyttelse, vold og

misbrug), artikel 17 (retten til beskyttelse af den personlige integritet) og

artikel 25 (retten til sundhed).

Retten i Hillerød idømte den 30. juni 2016 klager en dom til psykiatrisk

behandling i medfør af straffelovens §§ 16 og 68 for i flere tilfælde bl.a. at

have overtrådt straffelovens § 119, stk. 1, og § 121 om forbrydelser mod

offentlige myndigheder mv. Østre Landsret stadfæstede byrettens dom den

26. september 2016.

Handicapkomitéen anførte bl.a. i sin udtalelse af 25. august 2023, at psyki-

atrisk tvangsbehandling er en sanktion om social kontrol, der skal erstattes

af en formel strafferetlig sanktion, når det er fastslået, at der er begået en

strafferetlig forbrydelse. Komitéen bemærkede i forlængelse heraf, at pro-

ceduren for, om en person skal idømmes en strafferetlig sanktion eller psy-

kiatrisk behandling ikke er i overensstemmelse med de garantier, som der

stilles til en strafferetlig procedure. Idømmelse af psykiatrisk behandling af

klager var derfor i strid med konventionens artikel 14. Handicapkomitéen

fandt endvidere, at tvangsmedicineringen af klager, som var forbundet med

så meget smerte for klageren, at han følte sig selvmordstruet, var i strid med

konventionens artikel 17 sammenholdt med artikel 25.

Regeringen har frist for at sende sine opfølgende bemærkninger i sagen til

komitéen den 1. marts 2024.

3.3. FN’s Torturkomité

FN’s Torturkomité fremkom ikke med nogle udtalelser i klagesager mod

Danmark fra 1. marts 2023 til 31. december 2023.

3.4. FN’s Kvindekomité

FN’s Kvindekomité fremkom ikke med nogle udtalelser i klagesager mod

Danmark fra 1. marts 2023 til 31. december 2023.

3.5. FN’s Racediskriminationskomité

FN’s Racediskriminationskomité fremkom ikke med nogle udtalelser i kla-

gesager mod Danmark fra 1. marts 2023 til 31. december 2023.

Side 24/26

REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 139: Orientering om sager mod Danmark ved EMD og FN-komiteer, fra justitsministeren

3.6. FN’s Børnekomité

FN’s Børnekomité fremkom med to udtalelser mod Danmark i 2023, hvor

der blev udtalt kritik af Danmark.

Klagesagen C.C.O.U., C.C.A.M. & A.C.C mod Danmark (145/2021) ved-

rørte, om det var i strid med tre børns rettigheder efter FN’s Børnekonven-

tions (Børnekonvention) at udvise deres henholdsvis far og stedfar, en nige-

riansk mand (O.M.), med et seksårigt indrejseforbud. Klagerne henviste i

den forbindelse til artikel 3 (pligten til at lade hensynet til barnets tarv

komme i første række), artikel 7 (retten til at blive registreret, ret til navn og

nationalitet), artikel 9

(retten

til ikke at blive adskilt fra sine forældre) og

artikel 10 (retten til human, positiv og hurtig behandling af ansøgning om

familiesammenføring). O.M. påstod på vegne af børnene (to biologiske børn

og et stedbarn), at adskillelsen ville have negativ indflydelse på børnenes

trivsel og dermed ville være i strid med FN’s Børnekonvention. Børnenes

mor lider af en behandlingskrævende sygdom og var derfor ikke i stand til

at rejse.

Børnekomitéen fandt i sin udtalelse af 19. september 2023, at de danske

myndigheder ikke havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af, hvilken ind-

virkning adskillelsen ville have på børnene, og hvordan kontakten mellem

O.M. og de tre børn kunne opretholdes under hensyn til de særlige omstæn-

digheder i sagen, herunder børnenes lave alder, deres mors helbredstilstand

og indrejseforbuddet på seks år. Komitéen vurderede således, at det ville

være uforholdsmæssigt vanskeligt at opretholde kontakten mellem børnene

og deres far/stedfar.

Børnekomitéen fandt på den baggrund, at de danske myndigheder havde

krænket børnenes rettigheder efter Børnekonventions artikel 3 og 9, men

fandt ikke grundlag for selvstændigt at vurdere, om der ligeledes var sket

krænkelse af Børnekonventions artikel 7 og 10. Regeringen har frist for at

sende sine opfølgende bemærkninger i sagen den 12. april 2024.

Udlændingenævnet genoptog behandlingen af sagen den 1. november 2023,

og den 27. november 2023 traf Udlændingenævnet afgørelse om at hjemvise

sagen til Udlændingestyrelsen, hvor den fortsat verserer.

Klagesagen

S.H.K. mod Danmark (140/2021)

vedrørte, om myndighedernes

afslag på asyl og en deraf følgende udsendelse af klager (en mindreårig pige)

til Somalia ville være i strid med klagers rettigheder efter FN’s Børnekon-

Side 25/26

REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 139: Orientering om sager mod Danmark ved EMD og FN-komiteer, fra justitsministeren

ventions artikel 3 (pligten til at lade hensynet til barnets tarv komme i første

række) og artikel 19 (beskyttelse mod alle former for fysisk eller psykisk

vold, skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishand-

ling eller udnyttelse). Klagers forældre påstod, at udsendelsen til Somalia

ville udsætte klager for risiko for tvangsmæssig omskæring.

Børnekomitéen fandt i sin udtalelse af 16. maj 2023, at de danske myndig-

heder ikke havde taget hensyn til barnets tarv ved vurderingen af den påstå-

ede risiko for tvangsmæssig omskæring ved udsendelse, ligesom de danske

myndigheder heller ikke havde iværksat tilstrækkelige foranstaltninger for

at sikre barnets velbefindende ved ankomst. Udsendelse af klager til Soma-

lia ville derfor udgøre en krænkelse af FN’s Børnekonventions artikel 3 og

19.

Flygtningenævnet genoptog på den baggrund behandlingen af sagen den 28.

juni 2023, og den 8. august 2023 traf Flygtningenævnet afgørelse om at

meddele klager (og klagers familie) opholdstilladelse efter udlændinge-

lovens § 7, stk. 1. Den 11. december 2023 sendte regeringen sine opfølgende

bemærkninger i sagen.

Side 26/26