REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 135: Lovudkast til forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Gennemførelse af dele af Bandepakke IV), fra justitsministeren

Retsudvalget 2023-24
REU Alm.del Bilag 135
Offentligt

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

9. februar 2024

Kontoret for Organiseret

Kriminalitet

Anna Michelsen

2023-05184

3157895

UDKAST

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven

og forskellige andre love

(Gennemførelse af dele af Bandepakke IV)

Justitsministeriet

§1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1360 af 28. september 2022, som

ændret senest ved § 1 i lov nr. 1786 af 28. december 2023, foretages

følgende ændringer:

§ 38, stk. 5,

indsættes efter »enten er anvendt«: »knive og blankvåben

m.v.,«.

§ 41, stk. 3,

indsættes efter »enten er anvendt«: »knive og blankvåben

m.v.,«.

§ 76 a, stk. 1

2, stk. 3, 1. pkt.,

stk. 5,

ændres »formuegoder« til:

»formueaktiver«, i

stk. 2, nr. 1,

stk. 3, 3. pkt.,

ændres »formuegodet« til:

»formueaktivet«, og i

stk. 4

ændres »formuegode« til: »formueaktiv«.

§ 76 a, stk. 2,

ændres »eller samlever« til: », samlever eller andre med

en særlig tæt relation til den pågældende«.

§ 76 a, stk. 2, nr. 2,

ændres »eller samlivsforholdet« til: »,

samlivsforholdet eller relationen«.

REU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 135: Lovudkast til forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Gennemførelse af dele af Bandepakke IV), fra justitsministeren

UDKAST

§ 79 a

affattes således:

»§ 79 a.

Den, som idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden

strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der

er omfattet af § 81 a, kan ved dommen gives opholdsforbud efter stk. 2 og

kontaktforbud efter stk. 3. Det samme gælder den, som idømmes ubetinget

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter

for overtrædelse af denne lov, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller

knivloven, og som på gerningstidspunktet har tilknytning til en gruppe af

personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, når

overtrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til gruppen.

Stk. 2.

Ved opholdsforbud forstås et forbud mod at færdes og opholde sig

i et eller flere nærmere afgrænsede områder, hvor den pågældende

lovovertrædelse er begået, eller hvor den gruppe af perasoner, som den

dømte på gerningstidspunktet har tilknytning til, opholder sig.

Stk. 3.

Ved kontaktforbud forstås et forbud mod at søge at kontakte

personer, der har tilknytning til samme gruppe af personer, som den dømte

på gerningstidspunktet har tilknytning til. Kontaktforbud omfatter dog ikke

nærmeste familiemedlemmer, i det omfang det ville stride mod Danmarks

internationale forpligtelser. Kontaktforbud omfatter endvidere ikke andre

indsatte, imens den dømte er i kriminalforsorgens varetægt, og hvor

kriminalforsorgens opgaveudførelse medfører, at kontaktforbuddet ikke kan

overholdes.

Stk. 4.

Politiet kan meddele tilladelse til færden eller ophold i et område

omfattet af et opholdsforbud efter stk. 1, jf. stk. 2, og til kontakt med en

person omfattet af et kontaktforbud efter stk. 1, jf. stk. 3, hvis det af særlige

grunde må anses for beføjet.

Stk. 5.

Forbud efter stk. 1 gives på tid fra 1 til 10 år regnet fra endelig

dom. Ved udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter forlænges forbuddet tilsvarende.

Stk. 6.

Politiet fører tilsyn med den dømtes overholdelse af forbud efter

stk. 1. Politiet kan som led i gennemførelsen af et tilsyn med et meddelt

kontaktforbud efter stk. 1, jf. stk. 3, uden retskendelse skaffe sig adgang til

den dømtes bolig og andre lokaliteter, som den dømte råder over, og

foretage undersøgelse heraf. Tilsvarende kan politiet uden retskendelse

foretage undersøgelse af breve og andre papirer og genstande, som den

dømte råder over, og om nødvendigt medtage disse med henblik på

undersøgelse af deres indhold.

Stk. 7.

Tilsyn efter stk. 6 skal udføres så skånsomt, som

omstændighederne tillader, og gennemførelsen af tilsynet skal stå i rimeligt

forhold til tilsynets formål.

UDKAST

Stk. 8.

Politiet kan videregive oplysninger til den dømte om, at en person

har tilknytning til samme gruppe af personer som den dømte. Videregivelse

må kun ske i det omfang, det er nødvendigt for at håndhæve et meddelt

kontaktforbud efter stk. 1, jf. stk. 3.

Stk. 9.

Den dømte har tavshedspligt med hensyn til de i stk. 8 nævnte

oplysninger. §§ 152 og 152 c-152 f finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 10.

Den dømte kan 3 år efter løsladelsen eller udskrivningen

forlange, at anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om opretholdelse

af et forbud efter stk. 1 for retten. Når særlige omstændigheder taler for det,

kan justitsministeren tillade, at indbringelse for retten sker tidligere. § 59,

stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Afgørelsen træffes ved kendelse. Går

afgørelsen ud på, at et forbud helt eller delvis opretholdes, kan spørgsmålet

på ny indbringes for retten, dog tidligst efter 2 års forløb.

Stk. 11.

Justitsministeren fastsætter nærmere regler om

1) tilladelser efter stk. 4, herunder om indgivelse af ansøgning, vilkår for

tilladelser og tilbagekaldelse af tilladelser,

2) gennemførelse af tilsyn som nævnt i stk. 6,

3) klage over politiets dispositioner i forbindelse med tilsyn som nævnt i stk.

4) politiets videregivelse af oplysninger som nævnt i stk. 8,

5) den dømtes tavshedspligt samt opbevaring og behandling af oplysninger

som nævnt i stk. 8 og

6) straf af bøde for overtrædelse af regler fastsat i medfør af nr. 5.«

§ 79 c, stk. 1,

indsættes efter »134 a«: », 191«, og efter »291,« indsættes:

»af lovgivningen om euforiserende stoffer,«.

§ 79 d, stk. 1,

indsættes før »§ 79 b, stk. 8,«: »§ 79 a, stk. 8, «.

Efter § 79 d indsættes i

kapitel 9:

»§ 79 e.

Den, som dømmes for overtrædelse af §§ 191, 191 a eller 192 a,

kan ved dommen gives forbud mod at rejse til og opholde sig i nærmere

bestemte lande. Det samme gælder den, som idømmes ubetinget

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter

for overtrædelse af denne lov, lov om euforiserende stoffer, lov om forbud

mod visse dopingmidler eller våbenloven, og som på gerningstidspunktet

har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende

og alvorlig kriminalitet, når overtrædelsen har relation til den dømtes

tilknytning til gruppen.

Stk. 2.

Rejseforbud efter stk. 1 kan gives, hvis

UDKAST

1) den dømte på gerningstidspunktet har dansk indfødsret eller bopæl i den

danske stat,

2) det begåede forhold har forbindelse til udlandet,

3) det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om den

dømtes person må antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny

lovovertrædelse af lignende beskaffenhed med forbindelse til det eller de

lande, som forholdet har forbindelse til, og

4) rejseforbuddet vil være egnet til at forebygge denne fare.

Stk. 3.

Politiet kan meddele tilladelse til at rejse til og opholde sig i et

land omfattet af et rejseforbud efter stk. 1, hvis det af særlige grunde må

anses for beføjet.

Stk. 4.

Rejseforbud gives på tid fra 1 til 5 år regnet fra endelig dom. Ved

udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter forlænges rejseforbuddet tilsvarende.

Stk. 5.

Den dømte kan 3 år efter endelig dom forlange, at

anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om rejseforbuddets

opretholdelse for retten. Ved udståelse af fængselsstraf eller anden

strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter forlænges perioden i 1.

pkt. tilsvarende. Når særlige omstændigheder taler for det, kan

justitsministeren tillade, at indbringelse for retten sker tidligere. § 59, stk. 2,

finder tilsvarende anvendelse. Afgørelsen træffes ved kendelse.

Stk. 6.

Justitsministeren fastsætter nærmere regler om tilladelser efter stk.

3, herunder om indgivelse af ansøgning, vilkår for tilladelser og

tilbagekaldelse af tilladelser.

10.

§ 81, nr. 14,

ændres »hverv.« til: »hverv, og«.

11.

§ 81

indsættes som

nr. 15:

»15) at gerningen har ydmygende karakter.«

12.

§ 81 a, stk. 1,

indsættes efter »enten anvendes«: »knive og blankvåben

m.v.,«.

13.

§ 81 a

indsættes som

stk. 3:

»Stk.

Den straf, der er foreskrevet i denne lovs § 289, stk. 1, § 290, stk.

2, og § 290 a, stk. 2, kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis den dømte på

gerningstidspunktet har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen

står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, og overtrædelsen har relation

til den dømtes tilknytning til gruppen.«

UDKAST

14.

§ 124 a, stk. 1,

ændres »og § 79 b, stk. 1« til: »§ 79 b, stk. 1, eller § 79

e, stk. 1«.

15.

Efter § 191 a indsættes:

»§ 191 b.

Den, som er fyldt 18 år og tidligere er idømt fængselsstraf eller

anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse

af denne lov, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven, og

som foretager en handling, der er egnet til at bidrage til, at en person under

18 år involveres i kriminalitet omfattet af disse love, straffes med fængsel

indtil 4 år. Det gælder dog ikke, når der er forløbet mere end 10 år fra endelig

dom.

Stk. 2.

Overtrædelse af stk. 1, der som følge af gerningspersonens

ukendskab til personens alder ikke kan tilregnes gerningspersonen som

forsætlig, straffes med en forholdsmæssig mindre straf, hvis

gerningspersonen dog har handlet uagtsomt.«

16.

§ 192 a, stk. 1,

ændres »tilvirke« til: »fremstille«.

17.

§ 192 a

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3.

Straffen efter stk. 1 kan stige til fængsel indtil 16 år, hvis

overtrædelsen består i besiddelse af flere skydevåben, andre våben eller

eksplosivstoffer på samme sted (våbenlager).«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

§2

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1655 af 25. december 2022, som

ændret senest ved § 3 i lov nr. 1786 af 28. december 2023, foretages

følgende ændringer:

Efter § 110 b indsættes:

»§ 110 c.

National Enhed for Særlig Kriminalitet kan oprette tværfaglige

efterforskningsgrupper med deltagelse af Erhvervsstyrelsen samt told- og

skatteforvaltningen som led i efterforskningen af forbrydelser omfattet af §

110 a, stk. 1, 1. pkt. National Enhed for Særlig Kriminalitet kan desuden

beslutte, at andre myndigheder, end dem der er nævnt i 1. pkt., kan deltage

i en tværfaglig efterforskningsgruppe.

Stk.

2. Myndigheders deltagelse i en efterforskningsgruppe, jf. stk. 1, sker

under ledelse af National Enhed for Særlig Kriminalitet og i

overensstemmelse med de regler, der gælder for politiets varetagelse af de

pågældende opgaver.

UDKAST

Stk. 3.

De myndigheder, der deltager i en efterforskningsgruppe, jf. stk.

1, kan uanset tavshedspligt fastsat i anden lovgivning dele og videregive

oplysninger til myndigheder, der deltager i efterforskningsgruppen, hvis

oplysningerne kan have betydning for efterforskningen.

Stk. 4.

Personer, der deltager i en efterforskningsgruppe, jf. stk. 1, er

under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e forpligtet til at hemmeligholde

oplysninger, som modtages i forbindelse med efterforskningen, jf. dog stk.

Stk. 5.

Tavshedspligten i stk. 4 gælder også videregivelse til den fysiske

eller juridiske person, som oplysningerne vedrører, uanset en eventuel retlig

forpligtelse til at videregive oplysningerne til den pågældende i henhold til

anden lovgivning, jf. dog stk. 6.

Stk. 6.

Oplysninger omfattet af stk. 4 kan efter samtykke fra den

myndighed, der har afgivet oplysningerne, inddrages i den modtagende

myndigheds sagsbehandling. Foreligger der samtykke, finder de regler, der

i almindelighed gælder for den modtagende myndighed, og som i medfør af

stk. 4 og 5 er fraveget, på ny anvendelse.«

§ 115

indsættes som

stk. 5:

»Stk.

Politiets videregivelse af oplysninger efter stk. 1, nr. 1, kan

omfatte oplysninger om enkeltpersoners tilknytning til bandemiljøer,

herunder oplysninger om, at et familiemedlem er dømt efter straffelovens §

81 a. Den, der som led i det kriminalitetsforebyggende samarbejde (SSP-

samarbejdet), jf. stk. 1, nr. 1, bliver bekendt med sådanne oplysninger, har

tavshedspligt med hensyn hertil.«

§ 115 a

indsættes efter »Politiet«: »og de sociale myndigheder«.

§ 729 a, stk. 4, 2. pkt.,

indsættes efter »hovedforhandlingen«: », eller så

længe det er nødvendigt af hensyn til sikring af krav i sagen, hvis det ikke

giver anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af den

pågældendes forsvar«.

§ 729 a

indsættes som

stk. 5:

»Stk. 5.

Retten træffer efter begæring fra forsvareren afgørelse om,

hvorvidt et pålæg efter stk. 4, der også gælder efter, at tiltalte har afgivet

forklaring under hovedforhandlingen, kan opretholdes. Afgørelsen træffes

ved kendelse. Kendelsen kan til enhver tid omgøres. Retten kan på begæring

bestemme, at der ikke skal gives sigtede underretning om retsmøder, der

afholdes i henhold til 1. pkt., eller at sigtede skal være udelukket fra at

UDKAST

overvære sådanne retsmøder helt eller delvis, hvis det er nødvendigt af

hensyn til sikring af krav i sagen.«

§ 748, stk. 6, 3. pkt.,

indsættes efter »hovedforhandlingen«: », eller så

længe det er nødvendigt af hensyn til sikring af krav i sagen, hvis det ikke

giver anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af den

pågældendes forsvar«.

§ 754 b, stk. 2,

affattes således:

»Stk. 2.

Foranstaltningerne må efter aftale med politiet udføres af civile

personer, der ikke på grund af afhængighedsforhold til politiet eller andre

omstændigheder må befrygtes ikke at ville udføre opgaven på betryggende

måde, herunder hvis der er risiko for, at der vil blive handlet i strid med stk.

1.«

§ 754 c

indsættes som

stk. 4:

»Stk. 4.

§§ 784 og 785 finder tilsvarende anvendelse på de tilfælde, der

er nævnt i § 754 b, stk. 2.«

§ 762, stk. 2, nr. 2,

indsættes efter »§ 123,«: » § 124 a, stk. 1,«.

10.

§ 776

indsættes som

10. pkt.:

»Justitsministeren fastsætter desuden regler om påhør, aflytning og

optagelse af varetægtsarrestanters telefonsamtaler samt om kontrol af

optagelserne. Påhør, aflytning og optagelse samt kontrol kan ske uden

retskendelse.«

11.

§ 783, stk. 2, 1. pkt.,

indsættes efter »§§ 191«: », 191 a«, og »eller §§

262 a, 262 b eller 288« ændres til: »§§ 262 a eller 262 b, § 286, stk. 1, jf. §

276, §§ 288 eller 289, § 289, jf. § 289 a, eller § 290 a, stk. 2«.

12.

§ 799, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »§ 288 eller 289« til: »§ 286, stk. 2, jf. §

279, § 286, stk. 2, jf. § 279 a, §§ 288 eller 289, § 290, stk. 2, jf. stk. 1, eller

§ 290 a, stk. 2, jf. stk. 1«.

13.

§ 856, stk. 1,

ændres »tiltalte« til: »en eller flere af de tiltalte i sagen«.

14.

§ 871, stk. 2, nr. 3,

indsættes efter »eller når et vidne nægter at afgive

forklaring«: », eller når afgivelse af forklaring vil udsætte vidnet for unødigt

ubehag«.

UDKAST

15.

Efter § 1019 r indsættes i

kapitel 93 b:

»§ 1019 s.

Reglerne i dette kapitel finder tilsvarende anvendelse i forhold

til adfærd udvist af personale i andre myndigheder, som varetager

politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og

strafforfølgning,

når

personalet

deltager

tværfaglige

efterforskningsgrupper efter § 110 c. De underretninger, som omtales i §

1019 o, stk. 1, sker i forhold til personale fra andre myndigheder i

tværfaglige efterforskningsgrupper efter § 110 c til politidirektøren for

National Enhed for Særlig Kriminalitet, rigspolitichefen og vedkommendes

arbejdsgiver. «

16.

Efter § 1020 m indsættes i

kapitel 93 c:

»§ 1020 n.

Reglerne i dette kapitel finder tilsvarende anvendelse i forhold

til strafbare forhold begået af personale i andre myndigheder, som varetager

politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og

strafforfølgning,

når

personalet

deltager

tværfaglige

efterforskningsgrupper efter § 110 c. De underretninger, som omtales i §

1019 o, stk. 1, jf. § 1020 a, stk. 3, sker i forhold til personale fra andre

myndigheder i tværfaglige efterforskningsgrupper efter § 110 c til

politidirektøren for National Enhed for Særlig Kriminalitet, rigspolitichefen

og vedkommendes arbejdsgiver.«

§3

I lov nr. 376 af 27. april 2016 om knive og blankvåben m.v., som ændret

ved § 5 i lov nr. 329 af 30. marts 2019 og § 6 i lov nr. 1832 af 8. december

2020, foretages følgende ændringer:

§ 7, stk. 1,

ændres »der« til: »som«.

§4

I lov om våben og eksplosivstoffer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1736 af

26. august 2021, foretages følgende ændringer:

§ 1, stk. 1, nr. 1,

ændres »samt« til: »og«.

§ 10, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »der« til: »som«.

§ 10

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

UDKAST

»Stk. 3.

Ved fastsættelse af straffen for overtrædelse af § 1, stk. 1, nr. 8,

og § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 8, skal det særlig anses for skærpende, hvis

en overtrædelse begås af en person, der tidligere er idømt fængselsstraf for

overtrædelse af §§ 1 eller 2, knivlovens §§ 1 eller 2 eller straffelovens § 119,

stk. 1 eller 2, §§ 119 b, 123, 192 a, 216, 237, 243-246, 266 eller 288.«

Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6.

§5

I lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, jf. lovbekendtgørelse

nr. 1209 af 18. november 2014, som ændret senest ved lov nr. 1551 af 12.

december 2023, foretages følgende ændringer:

§ 6 a

indsættes efter »dog«: »stk. 2 og«.

§ 6 a

indsættes som

stk. 2:

»Stk. 2.

Erstatning kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte gennem

sin adfærd har udsat sig for en særlig risiko for den pågældende skade.«

§ 11 a, stk. 1,

indsættes efter »dog«: »§ 6 a, stk. 2, og«.

§6

I lov om tv-overvågning, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 24. februar 2023,

foretages følgende ændring:

§ 2, stk. 1, nr. 3, litra b, § 2 c, stk. 1,

§ 2 d, stk. 1,

udgår »umiddelbar«.

Skatteministeriet

§7

I lov om en børne- og ungeydelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 724 af 25. maj

2022, som ændret ved § 2 i lov nr. 1389 af 5. oktober 2022 og § 44 i lov nr.

753 af 13. juni 2023, foretages følgende ændring:

Efter § 4 d indsættes i

kapitel 3:

»§ 4 e.

Udbetaling af børne- og ungeydelse til ydelsesmodtageren

ophører i en periode på 3 år, hvis denne ved endelig dom er idømt ubetinget

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter

for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a. Perioden i 1. pkt.

UDKAST

regnes fra det tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf eller anden

strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Udbetaling af

børneydelsen ophører fra det kvartal, der følger efter det kvartal, hvor den

dømte har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter. Udbetaling af ungeydelsen ophører fra den

måned, der følger efter den måned, hvor den dømte har udstået fængselsstraf

eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.

Stk. 2.

Er udbetalingen til den dømte ophørt efter stk. 1, udbetales børne-

og ungeydelsen til den anden forældremyndighedsindehaver eller til den

eller de personer, der har taget barnet i pleje. Udbetaling Danmark kan også

bestemme, at den dømtes del af børne- og ungeydelsen skal udbetales til

barnet eller den unge selv, hvis det skønnes bedst for barnet eller den unge.

Stk. 3.

Er udbetalingen af børne- og ungeydelsen ophørt efter stk. 1,

udbetales den dømtes del af børne- og ungeydelsen automatisk til den dømte

på ny efter § 4, stk. 1, medmindre § 4, stk. 5 eller 7, finder anvendelse.

Udbetaling efter 1. pkt. kan ske efter en periode på 3 år regnet fra det

tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig

retsfølge af frihedsberøvende karakter.«

Social-, Bolig- og Ældreministeriet

§8

I barnets lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 83 af 25. januar 2024, foretages

følgende ændring:

§ 20, stk. 2,

indsættes som

2. pkt.:

»Kommunalbestyrelsen skal ved vurderingen efter 1. pkt. bl.a. lægge

vægt på, om barnets eller den unges nære familiemedlemmer er dømt efter

straffelovens § 81 a.«

§9

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2024.

Stk. 2.

§ 1, nr. 3-5, finder ikke anvendelse på afgørelser om konfiskation

af formueaktiver erhvervet før lovens ikrafttræden. For sådanne afgørelser

finder de hidtil gældende regler i straffeloven anvendelse.

Stk. 3.

§ 5 finder ikke anvendelse på skader, der forvoldes ved handlinger

begået før lovens ikrafttræden.

Stk. 4.

§ 7 finder ikke anvendelse for domme efter straffelovens § 81 a,

der vedrører forhold begået inden lovens ikrafttræden.

UDKAST

§ 10

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

§§ 5 og 6 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i

kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

UDKAST

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets baggrund

3. Lovforslagets hovedpunkter

3.1. Fødekæden

3.1.1. Fokuseret SSP-samarbejde skal afskærme brøde til bandemedlemmer

fra bandemiljøet

3.1.1.1. Etablering af en retlig ramme med henblik på at sikre øget

informationsdeling i SSP-samarbejdet

3.1.1.1.1. Gældende ret

3.1.1.1.2. Justitsministeriets overvejelser

3.1.1.1.3. Den foreslåede ordning

3.1.1.2. Øget fokus på banderelationer i den kommunale indsats over for

børn og unge

3.1.1.2.1. Gældende ret

3.1.1.2.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser

3.1.1.2.3. Den foreslåede ordning

3.1.2. Videregivelse af fortrolige oplysninger om personer over 18 år til

forældre og andre med lignende tætte relationer

3.1.2.1. Gældende ret

3.1.2.2. Justitsministeriets overvejelser

3.1.2.3. Den foreslåede ordning

3.1.3. Forbud mod rekrutteringsfremmende handlinger rettet mod børn og

unge

3.1.3.1. Gældende ret

UDKAST

3.1.3.2. Justitsministeriets overvejelser

3.1.3.3. Den foreslåede ordning

3.2. Strammere greb og større retfærdighed

3.2.1. Styrket opholdsforbud og nyt kontaktforbud

3.2.1.1. Gældende ret

3.2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

3.2.1.3. Den foreslåede ordning

3.2.2. Forbrydelser af ydmygende karakter

3.2.2.1. Gældende ret

3.2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

3.2.2.3. Den foreslåede ordning

3.2.3. Fratagelse af børne- og ungeydelsen for dømte bandemedlemmer

3.2.3.1. Gældende ret

3.2.3.2. Skatteministeriets overvejelser

3.2.3.3. Den foreslåede ordning

3.2.4. Begrænsning af bandemedlemmers adgang til offererstatning

3.2.4.1. Nedsættelse eller bortfald af offererstatning ved bandetilknytning

m.v.

3.2.4.1.1. Gældende ret

3.2.4.1.2. Justitsministeriets overvejelser

3.2.4.1.3. Den foreslåede ordning

3.2.4.2. Mulighed for begrænsning af offererstatning i sager, hvor

erstatningskravet er afgjort ved dom

3.2.4.2.1. Gældende ret

3.2.4.2.2. Justitsministeriets overvejelser

UDKAST

3.2.4.2.3. Den foreslåede ordning

3.2.5. Tryggere møde med retssystemet for vidner og ofre

3.2.5.1. Udvidelse af muligheden for at dokumentere indenretlige afhøringer

under hovedforhandlingen

3.2.5.1.1. Gældende ret

3.2.5.1.2. Justitsministeriets overvejelser

3.2.5.1.3. Den foreslåede ordning

3.2.5.2. Mulighed for at føre øvrige tiltalte i en straffesag ud af retslokalet

under afhøring af vidner

3.2.5.2.1. Gældende ret

3.2.5.2.2. Justitsministeriets overvejelser

3.2.5.2.3. Den foreslåede ordning

3.3. Våben

3.3.1. Større konsekvens for ulovlig besiddelse af knive og blankvåben m.v.

3.3.1.1. Gældende ret

3.3.1.2. Justitsministeriets overvejelser

3.3.1.3. Den foreslåede ordning

3.3.2. Fordobling af strafferammen for våbenlagre

3.3.2.1. Gældende ret

3.3.2.2. Justitsministeriets overvejelser

3.3.2.3. Den foreslåede ordning

3.3.3. Styrket indsats mod gas- og signalvåben

3.3.3.1. Gældende ret

3.3.3.2. Justitsministeriets overvejelser

3.3.3.3. Den foreslåede ordning

UDKAST

3.4. Forretningen

3.4.1. Tværfaglige efterforskningsgrupper

3.4.1.1. Gældende ret

3.4.1.2. Justitsministeriets overvejelser

3.4.1.3. Den foreslåede ordning

3.4.2. Udvidelse af anvendelsesområdet for straffelovens § 81 a

3.4.2.1. Gældende ret

3.4.2.2. Justitsministeriets overvejelser

3.4.2.3. Den foreslåede ordning

3.4.3. Nattelivsforbud

3.4.3.1. Gældende ret

3.4.3.2. Justitsministeriets overvejelser

3.4.3.3. Den foreslåede ordning

3.4.4. Udvidelse af muligheden for konfiskation af formuegoder m.v.

3.4.4.1. Gældende ret

3.4.4.2. Justitsministeriets overvejelser

3.4.4.3. Den foreslåede ordning

3.4.5. Udvidelse af politiets muligheder for hemmelig ransagning

3.4.5.1. Gældende ret

3.4.5.2 Justitsministeriets overvejelser

3.4.5.3 Den foreslåede ordning

3.4.6. Udvidelse af den tidsmæssige udstrækning af forsvarerpålæg

3.4.6.1. Gældende ret

3.4.6.2. Justitsministeriets overvejelser

UDKAST

3.4.6.3. Den foreslåede ordning

3.5. Flere og bedre værktøjer til myndighederne

3.5.1 Ophævelse af forbuddet mod at bruge civile agenter

3.5.1.1. Gældende ret

3.5.1.2. Strafferetsplejeudvalgets tidligere overvejelser om brug af civile

agenter

3.5.1.3. Justitsministeriets overvejelser

3.5.1.4. Den foreslåede ordning

3.5.2. Udvidelse af politiets mulighed for at foretage indgreb i

meddelelseshemmeligheden m.v.

3.5.2.1. Gældende ret

3.5.2.2. Justitsministeriets overvejelser

3.5.2.3. Den foreslåede ordning

3.5.3. Optagelse af telefonsamtaler i kriminalforsorgen

3.5.3.1. Gældende ret

3.5.3.2. Justitsministeriets overvejelser

3.5.3.3. Den foreslåede ordning

3.5.4. Udvidelse af afstandskravet for tv-overvågning

3.5.4.1. Gældende ret

3.5.4.2. Justitsministeriets overvejelser

3.5.4.3. Den foreslåede ordning

3.6. Grænseoverskridende kriminalitet

3.6.1 Rejseforbud

3.6.1.1. Gældende ret

3.6.1.2. Justitsministeriets overvejelser

UDKAST

3.6.1.3. Den foreslåede ordning

4. Forholdet til grundloven og Danmarks internationale forpligtelser

4.1. Styrket opholdsforbud og nyt kontaktforbud

4.2. Rejseforbud

5. Forholdet til databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven

5.1. Videregivelse af fortrolige oplysninger om personer over 18 år til

forældre og andre med lignende tætte relationer

5.2. Styrket opholdsforbud og nyt kontaktforbud

5.3. Tværfaglige efterforskningsgrupper

5.4. Udvidelse af afstandskravet for tv-overvågning

6. Konsekvenser for opfyldelsen af FN’s verdensmål

7. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

7.1. Økonomiske konsekvenser for det offentlige

7.2. Implementeringskonsekvenser for det offentlige

8. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

9. Administrative konsekvenser for borgerne

10. Klimamæssige konsekvenser

11. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

12. Forholdet til EU-retten

12.1. Rejseforbud

13. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

14. Sammenfattende skema

UDKAST

1. Indledning

Regeringen

har

sammen

med

Socialistisk

Folkeparti,

Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti,

Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige (aftalepartierne) den

8. november 2023 indgået

Aftale om bandepakke IV – Trygge nabolag i hele

Danmark

(Bandepakke IV).

Lovforslaget har til formål at gennemføre dele af initiativerne fra den

politiske aftale om Bandepakke IV, som kræver lovændring. De øvrige

initiativer i den politiske aftale om Bandepakke IV vil blive gennemført

administrativt eller ved øvrige lovforslag, som fremsættes i denne eller den

kommende folketingssamling.

Lovforslaget indeholder

for det første

en række forslag, der skal bidrage til

at tage bedre hånd om unge på kanten af bandekriminalitet. Det foreslås

således at fokusere SSP-samarbejdet ved dels i retsplejeloven at skabe en

retlig ramme med henblik på at sikre øget informationsdeling i SSP-

samarbejdet, og dels at ændre barnets lov, så det fremgår, at kommunerne

ved vurderingen af, om der skal iværksættes en børnefaglig undersøgelse,

bl.a. skal lægge vægt på, om barnets eller den unges nære

familiemedlemmer er dømt for bandekriminalitet. Derudover foreslås det i

retsplejeloven at indføre adgang for kommunerne til at videregive fortrolige

oplysninger vedrørende personer, der er fyldt 18 år, til forældre eller andre,

herunder familiemedlemmer, der har lignende tætte relationer til den

pågældende person, hvis videregivelsen må anses for nødvendig som led i

en kriminalitetsforebyggende indsats over for personen. Det foreslås også at

indsætte en ny bestemmelse i straffeloven, som kriminaliserer

rekrutteringsfremmende handlinger rettet mod børn og unge til kriminalitet

omfattet af straffeloven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller

knivloven.

Lovforslaget indeholder

for det andet

en række forslag, der skal sikre et

strammere greb, hårdere konsekvens og større retfærdighed. Det foreslås

således at nyaffatte straffelovens § 79 a for dels at styrke den eksisterende

mulighed for at idømme personer dømt for banderelateret kriminalitet et

opholdsforbud og dels at indføre en mulighed for at idømme personer dømt

for banderelateret kriminalitet et kontaktforbud. Derudover foreslås det at

ændre straffelovens § 81 om skærpende omstændigheder, hvorefter en

gernings ydmygende karakter i almindelighed skal indgå som en skærpende

omstændighed. Det foreslås også at indføre en karantæneordning i lov om

en børne- og ungeydelse, hvorefter dømte bandemedlemmer skal fratages

børne- og ungeydelsen i en vis periode. Hertil foreslås det at ændre

UDKAST

offererstatningsloven, så erstatning kan nedsættes eller bortfalde, hvis

skadelidte gennem sin adfærd har udsat sig for en særlig risiko for den

pågældende skade f.eks. ved sin tilknytning til et kriminelt miljø. Endvidere

foreslås det at gennemføre offer- og vidnepanelets anbefalinger fra første

fase for at sikre et tryggere møde med retssystemet for vidner og ofre ved i

retsplejeloven at udvide muligheden for indenretlig afhøring og præcisere,

at det skal være muligt at føre samtlige tiltalte ud af retslokalet, når et vidne

skal afhøres.

Lovforslaget indeholder

for det tredje

en række forslag, der skal begrænse

og slå hårdere ned på bandernes ulovlige våbenbrug. Det foreslås således at

udvide straffelovens § 81 a, stk. 1 og 2, til også at omfatte konflikter, hvor

der anvendes knive og blankvåben m.v. Desuden foreslås det at skærpe

straffen efter knivloven for ulovlig besiddelse af knive og blankvåben m.v.

Det foreslås også at fordoble strafferammen i straffeloven for våbenlagre.

Hertil foreslås det at skærpe straffen i våbenloven for at indføre, fremstille,

besidde, bære og anvende gas- og signalvåben.

Lovforslaget indeholder

for det fjerde

en række forslag, der skal tage et

opgør med bandernes økonomiske kriminalitet. Det foreslås således at

indføre en ny bestemmelse i retsplejeloven, hvorefter den kan etableres

tværgående efterforskningsgrupper til efterforskning af forbrydelser

omfattet af retsplejelovens § 110 a, stk. 1, 1. pkt. Forslaget udgør en

udvidelse af det såkaldte Al Capone-samarbejde. Desuden foreslås det at

udvide straffelovens § 81 a ved at indsætte et nyt stykke om skærpelse af

straffen for visse former for alvorlig økonomisk kriminalitet begået i

relation til den dømtes tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen

står bag omfattende og alvorlig kriminalitet. Det foreslås også at udvide

straffelovens § 79 c, så der kan idømmes et nattelivsforbud for grov

narkotikakriminalitet og overtrædelser af lov om euforiserende stoffer.

Hertil foreslås det at udvide muligheden for konfiskation af formuegoder i

straffelovens § 76 a, dels ved at ophæve den nugældende værdigrænse for

konfiskation af formuegoder og dels ved at udvide personkredsen til også at

omfatte andre personer end ægtefæller eller samlevere, som den skyldige

har en særlig tæt relation til. Endvidere foreslås det i retsplejeloven at udvide

politiets muligheder for hemmelig ransagning til også at omfatte visse

former for alvorlig økonomisk kriminalitet. Det foreslås herudover i

retsplejeloven at udvide den tidsmæssige udstrækning af forsvarerpålæg.

Lovforslaget indeholder

for det femte

en række forslag om bl.a. ændringer

af retsplejeloven med henblik på at sikre myndighederne flere og bedre

værktøjer i kampen mod banderne. Det foreslås således at ophæve forbuddet

UDKAST

mod at bruge civile agenter. Desuden foreslås det at udvide politiets

muligheder for at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden m.v. til

også at omfatte visse former for alvorlig økonomisk kriminalitet. Det

foreslås endvidere at bemyndige justitsministeren til at fastsætte regler om

optagelse af telefonsamtaler og om kontrol af optagelser, herunder at dette

kan ske uden retskendelse, i kriminalforsorgen. Endelig foreslås det i lov

om tv-overvågning at udvide afstandskravet for tv-overvågning.

Lovforslaget indeholder

for det sjette

et forslag, der skal styrke indsatsen

over for bandernes grænseoverskridende kriminalitet. Det foreslås således

at indføre en ny bestemmelse i straffeloven, hvorefter personer, der er dømt

for visse former for grænseoverskridende kriminalitet, kan idømmes et

forbud mod at rejse til og opholde sig i bestemte lande.

2. Lovforslagets baggrund

Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at det skal være

endnu sværere at være bandemedlem i Danmark. Bandernes brutale vold og

samfundsundergravende kriminalitet skal have betydelige og mærkbare

konsekvenser. Der skal sættes ind over for bandernes økonomiske

kriminalitet. Politiet skal have de redskaber, politiet har brug for, til effektivt

at kunne efterforske og bekæmpe bandernes kriminalitet og holde

lokalsamfundene trygge. Samtidig skal der tages bedre hånd om unge på

kanten af bandekriminalitet. De hårde tiltag skal gå hånd i hånd med

forebyggelsen.

Bandepakke IV indeholder på den baggrund 44 initiativer, der over en bred

kam sikrer et strammere greb om banderne. Initiativerne er opdelt i seks

fokusområder: Fødekæden, strammere greb og større retfærdighed, våben,

forretningen, flere og bedre værktøjer til myndighederne og

grænseoverskridende kriminalitet.

En del af initiativerne har ophæng i myndighedernes anbefalinger i

serviceeftersynet af bandepakkerne af 7. februar 2022 (Serviceeftersynet),

jf. Folketingstidende 2021-22, Alm. del, bilag 159. Serviceeftersynet

indeholder en overordnet gennemgang af relevante initiativer i bandepakke

I-III og 12 bandeinitiativer fra august 2017 samt så vidt muligt en vurdering

af effekten af og eventuelle udfordringer ved indsatsen relateret til

initiativerne og områder med forbedringspotentiale. Det fremgår bl.a. af

Serviceeftersynet, at det er Rigspolitiets, Rigsadvokatens og Direktoratet for

Kriminalforsorgens vurdering, at de initiativer, der er gennemført som led i

bandepakkerne, i høj grad understøtter indsatsen mod bandekriminalitet på

tværs af relevante myndigheder. Serviceeftersynet viser dog også, at der på

UDKAST

visse områder er udfordringer og et potentiale for at styrke indsatsen

yderligere.

Det bemærkes, at det følger af den politiske aftale om Bandepakke IV, at

der inden udgangen af 2027 skal gennemføres et serviceeftersyn af tiltagene

i aftalen med henblik på at følge implementeringen og anvendelsen af de

enkelte tiltag i forhold til de udfordringer, som samfundet står over for med

hensyn til bekæmpelsen af bandekriminalitet.

Endelig bemærkes, at begreberne bande, bandegruppering m.v., og

bandemedlemmer m.v. anvendes som en fællesbetegnelse, der omfatter de

forskellige dele af bandemiljøet, herunder rockere, medmindre andet er

angivet i lovforslaget.

3. Lovforslagets hovedpunkter

3.1. Fødekæden

3.1.1. Fokuseret SSP-samarbejde skal afskærme brødre til

bandemedlemmer fra bandemiljøet

3.1.1.1. Etablering af en retlig ramme med henblik på at sikre øget

informationsdeling i SSP-samarbejdet

3.1.1.1.1. Gældende ret

Det følger af retsplejeloven § 115, stk. 1, nr. 1, at politiet kan videregive

oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold til andre myndigheder,

hvis videregivelsen må anses for nødvendig af hensyn til det

kriminalitetsforebyggede

samarbejde

(SSP-samarbejdet).

Efter

retsplejelovens § 115, stk. 2, kan en myndighed – i samme omfang som

nævnt i stk. 1 – videregive oplysninger om enkeltpersoner til politiet og

andre myndigheder, der indgår i de former for samarbejde, som er nævnt i

stk. 1. Oplysningerne må i forbindelse med de nævnte former for samarbejde

ikke videregives med henblik på efterforskning af straffesager. Det

bemærkes i den forbindelse, at myndighederne ikke er forpligtet til at

videregive oplysninger, jf. retsplejelovens § 115, stk. 4.

De oplysninger, der kan videregives efter bestemmelsen, omfatter efter

praksis bl.a. fortrolige oplysninger vedrørende børns og unges stofmisbrug

eller væsentlige sociale problemer. Det kan også være fortrolige oplysninger

vedrørende den unge fra politiets sagsstyringssystem (POLSAS), herunder

oplysninger om verserende sigtelser, allerede pådømte forhold eller om

eventuel tilknytning til kriminelle grupperinger.

Formålet med indførelse af bestemmelsen var at skabe en mere klar

retstilstand for myndighedernes adgang til – uden samtykke fra den,

oplysningerne angår – at drøfte bestemte børns og unges problemer som led

UDKAST

i en kriminalitetsforebyggende indsats, jf. Folketingstidende 1989-90, tillæg

A, spalte 3852. Forinden indførelse af bestemmelsen var udveksling af

sådanne oplysninger navnlig baseret på de almindelige regler i

forvaltningsloven om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger fra en

forvaltningsmyndighed til en anden.

Det fremgår af bemærkningerne, at der i forbindelse med gennemførelsen

af forvaltningsloven var usikkerhed om reglernes anvendelse på SSP-

samarbejdet, jf. Folketingstidende 1989-90, tillæg A, spalte 3849-50.

Justitsministeriet udarbejdede på den baggrund et notat af 11. december

1986 om forvaltningslovens betydning for SSP-samarbejdet, hvori

ministeriet bl.a. anførte, at den konkrete afvejning, der efter bestemmelsen

i § 28, stk. 2, nr. 3, skal foretages, kunne føre til, at hensynet til den unge

eller forældrenes interesse i, at oplysningerne ikke videregives, måtte vige

for hensynet til den unges tarv, herunder den unges fremtid. I FOB nr.

88.233 redegjorde Folketingets Ombudsmand over for Københavns

Kommune og Det Kriminalpræventive Råd nærmere for sin opfattelse af

forvaltningslovens betydning for SSP-samarbejdet, hvor ombudsmanden

bl.a. gav udtryk for, at forvaltningsloven måtte forstås således, at barnets

eller den unges problemer i almindelighed skulle løses gennem en målrettet

indsats fra socialforvaltningen, og at videregivelse uden samtykke derfor

som altovervejende hovedregel ikke burde ske i forbindelse med SSP-

samarbejdet. Der blev herefter over for Justitsministeriet udtrykt ønske om,

at det i forbindelse med et lovgivningsinitiativ blev sikret, at SSP-

samarbejdet ikke kom i fare.

Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen er der behov for, inden en konkret

kriminalitetsforebyggende indsats påbegyndes, at myndighederne helt

uformelt kan udveksle visse foreløbige oplysninger om barnets eller den

unges forhold for at få klarlagt, om der er grundlag og behov for en

kriminalpræventiv indsats, jf. Folketingstidende 1989-90, tillæg A, spalte

3851. Myndighederne kan i den forbindelse i fællesskab vurdere, hvilke

initiativer der vil være mest hensigtsmæssige for at hjælpe de pågældende

børn og unge ud af de øjeblikkelige problemer omkring kriminalitet.

Retsplejelovens § 115 tilsigter således at give myndighederne mulighed for

at gennemføre sådanne drøftelser, uden at et samtykke fra børn og unge eller

deres forældre er nødvendigt for at videregive oplysningerne.

Det er efter retsplejelovens § 115 en betingelse for videregivelse af

oplysninger i SSP-samarbejdet, at videregivelsen må anses for nødvendig af

hensyn til det kriminalitetsforebyggede samarbejde. Om dette er tilfældet,

vil bero på en konkret og individuel vurdering. Ved vurderingen skal der

UDKAST

bl.a. lægges vægt på kategorien af oplysningerne, jf. Justitsministeriets

vejledning om behandling af personoplysninger i SSP-samarbejdet af

december 2018. Derudover er det vigtigt at overveje, hvor mange

oplysninger det er nødvendigt at udveksle, for at den aftalte indsats kan

iværksættes. Det vil i den forbindelse spille en rolle, hvilken type indsats

der drøftes at iværksætte. Det vil eksempelvis i højere grad være nødvendigt

at dele personoplysninger og særligt oplysninger af følsom karakter i

tilfælde, hvor en individuel indsats over for den enkelte unge drøftes,

sammenlignet med tilfælde hvor en generel indsats over for hele årgangen

på en skole påtænkes iværksat.

De oplysninger, der deles i SSP-samarbejdet m.v., vil som det klare

udgangspunkt være undergivet tavshedspligt efter forvaltningslovens og

straffelovens almindelige regler. Det følger således af forvaltningslovens §

27, stk. 1, nr. 1, at den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har

tavshedspligt, jf. bl.a. straffelovens § 152, med hensyn til oplysninger om

enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold. Efter straffelovens

§ 152 straffes den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv,

og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil

den pågældende i den forbindelse har fået kendskab, med bøde eller fængsel

indtil 6 måneder.

3.1.1.1.2. Justitsministeriets overvejelser

Det følger af den politiske aftale om Bandepakke IV, at aftalepartierne er

enige om et fokuseret SSP-samarbejde med henblik på at afskærme brødre

til bandemedlemmer fra bandemiljøet.

Rigspolitiet har oplyst, at politiet i dag – på trods af muligheden for at

videregive oplysninger efter retsplejelovens § 115 – har visse

betænkeligheder ved at dele oplysninger om enkeltpersoners tilknytning til

bandemiljøer m.v. med f.eks. kommunale myndigheder. Baggrunden herfor

er bl.a., at denne type oplysninger er meget sensitive og ofte vil have

betydning for politiets arbejde med forebyggelse, efterforskning og

forfølgning af banderelateret kriminalitet. Der er derfor hos politiet i dag en

særlig opmærksomhed på, at oplysningerne i praksis alene videregives, når

det er strengt nødvendigt.

Rigspolitiet har således oplyst, at oplysninger om, at et barns eller en ungs

familiemedlemmer er dømt for bandekriminalitet, ikke automatisk tilgår

SSP-aktørerne. Endvidere har Rigspolitiet oplyst, at det ikke aktuelt er

muligt præcist at angive, hvilke oplysninger der indgår i SSP-samarbejdet,

idet dette er udtryk for lokal praksis, som er afstemt efter sammensætningen

UDKAST

af det konkrete samarbejde samt omstændighederne i øvrigt, herunder

tilstedeværelse af bandegrupperinger m.v. i området. Oplysninger om

relevante personer tilgår på den måde ikke systematisk de kommunale

samarbejdspartnere efter ens praksis i hele landet.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at det lokale SSP-samarbejde udgør en

vigtig brik i det kriminalpræventive arbejde i forhold til børn og unge, og at

det – for at kunne iværksætte en effektiv forebyggende indsats over for

udsatte børn og unge – er nødvendigt at behandle og videregive

personoplysninger, herunder oplysninger om enkeltpersoners tilknytning til

bandemiljøer m.v., myndighederne imellem.

Det er afgørende for SSP-samarbejdet i almindelighed og for iværksættelsen

af en effektiv forebyggende indsats over for udsatte børn og unge i

særdeleshed, at de involverede myndigheder i videst muligt omfang

udveksler nødvendige oplysninger med hinanden. I modsat fald vil det være

svært for de relevante aktører at opfange faresignaler og

udviklingstendenser i kriminaliteten tilstrækkeligt tidligt til, at der kan gøres

en reel indsats for at hindre, at udsatte børn og unge f.eks. rekrutteres til

banderne.

Der er på denne baggrund efter Justitsministeriets opfattelse behov for at

etablere en specifik retlig ramme for behandlingen af oplysninger om

enkeltpersoners tilknytning til bandemiljøer m.v., der skal sikre, at politiet i

videre omfang end i dag deler sådanne oplysninger i regi af SSP-

samarbejdet. Den retlige ramme for behandlingen af oplysninger om

enkeltpersoners tilknytning til bandemiljøer m.v. vil samtidig skulle sikre,

at efterforskningsmæssige hensyn og lignende tilgodeses i forbindelse med

informationsdelingen. Det skal således sikres, at politiet på en

efterforskningsmæssigt betryggende måde f.eks. kan dele oplysninger i

SSP-samarbejdet om, at et barns eller en ungs familiemedlemmer er dømt

for bandekriminalitet eller oplysninger om en eventuel tilknytning til

bandemiljøet.

3.1.1.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 5 i retsplejelovens § 115, hvor den retlige

ramme for behandlingen af oplysninger om enkeltpersoners tilknytning til

bandemiljøer m.v. i SSP-samarbejdet beskrives nærmere. Det foreslås i

bestemmelsen at anføre, at politiets videregivelse af oplysninger som led i

SSP-samarbejdet kan omfatte oplysninger om enkeltpersoners tilknytning

til bandemiljøer, herunder oplysninger om, at et familiemedlem er dømt

efter straffelovens § 81 a, og at medarbejdere, der som led i SSP-

UDKAST

samarbejdet bliver bekendt med sådanne oplysninger, har tavshedspligt med

hensyn hertil. En sådan tavshedspligt følger allerede af gældende ret, men

den foreslåede ordning har til formål at tydeliggøre, at denne type

oplysninger skal behandles med en særlig følsomhed i kommunerne.

Det forudsættes, at politiet – når videregivelsen af oplysningerne må anses

for nødvendig af hensyn til det kriminalitetsforebyggende samarbejde, og

der ikke er efterforskningsmæssige hensyn eller øvrige hensyn til politiets

arbejde til hinder herfor – som udgangspunkt deler oplysninger i regi af

SSP-samarbejdet om, at et barns eller en ungs familiemedlemmer er dømt

for bandekriminalitet eller oplysninger om en persons (eventuelle)

tilknytning til bandemiljøet. Der vil i den sammenhæng alene kunne ske

deling af oplysninger fra f.eks. politiets sagsbehandlingssystem (POLSAS),

herunder oplysninger om sigtelser og domme, men ikke fra Politiets

Efterforskningsstøttedatabase (PED). Der lægges ikke op til at ændre på, at

myndighederne ikke er forpligtet til at videregive oplysninger i SSP-

samarbejdet.

Efter en konkret politifaglig vurdering vil politiet – ligesom i dag – kunne

videregive oplysningerne i en sådan form, at det kan give kommunen en

risikoindikation for barnets eller den unges bandetilknytning, uden at

specifikke oplysninger fra f.eks. efterforskningsarbejdet tilgår kommunen.

I øvrigt vil delingen af oplysninger i SSP-samarbejdet i alle tilfælde fortsat

skulle ske efter en konkret og individuel vurdering, der tager udgangspunkt

i sagens samlede omstændigheder, herunder karakteren af bekymringen,

hvorvidt barnet eller den unge allerede er kendt for at være i risiko for

rekruttering til bandemiljøet, samt hensynet til igangværende

efterforskninger eller fortrolige oplysninger hos politiet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

3.1.1.2. Øget fokus på banderelationer i den kommunale indsats

over for børn og unge

3.1.1.2.1. Gældende ret

Det følger af § 20, stk. 1, i barnets lov, at kommunalbestyrelsen skal træffe

afgørelse om en børnefaglig undersøgelse i følgende situationer 1) når der

er grund til at antage, at det er en alvorlig eller kompleks sag, herunder hvor

der er overvejelser om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet

efter §§ 46 eller 47, 2) når et barn eller en ung har været udsat for overgreb

eller ved mistanke herom, og 3) når et barn eller en ung har haft ophold i en

boform efter §§ 109 eller 110 i lov om social service med en forælder på

UDKAST

grund af vold i hjemmet, og den pågældende forælder afbryder opholdet for

at vende tilbage til et voldeligt miljø med barnet eller den unge.

Bestemmelsen indebærer, at kommunen i de nævnte situationer har pligt til

at iværksætte en børnefaglig undersøgelse. Beslutningen om at iværksætte

børnefaglig

undersøgelse

træffes

ved

afgørelse.

Kommunalbestyrelsens afgørelse om iværksættelse af en børnefaglig

undersøgelse kan påklages efter § 144 i barnets lov.

Det følger af § 20, stk. 2, i barnets lov, at kommunalbestyrelsen endvidere

kan iværksætte en børnefaglig undersøgelse, når kommunalbestyrelsen i

øvrigt vurderer, at det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges

støttebehov.

Bestemmelsen betyder, at kommunalbestyrelsen har mulighed for – men

ikke pligt til – at iværksætte en børnefaglig undersøgelse i andre situationer

end de i stk. 1, nr. 1-3, oplistede, hvis kommunalbestyrelsen konkret

vurderer, at det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges

støttebehov. Formålet er at give kommunalbestyrelsen fleksibilitet af

hensyn til at sikre den rette belysning af barnets eller den unges støttebehov.

Børn, unge og deres forældre vil på et hvilket som helst tidspunkt i et

sagsforløb kunne anmode om en børnefaglig undersøgelse, hvis de mener,

at der er behov for yderligere undersøgelser af barnets behov.

Kommunalbestyrelsen skal iagttage almindelige forvaltningsretlige

proportionalitetshensyn og må således ikke iværksætte en børnefaglig

undersøgelse, hvis en mindre omfattende afdækning efter § 19 i barnets lov

vurderes at være tilstrækkeligt.

Efter § 20, stk. 3, i barnets lov skal den børnefaglige undersøgelse afsluttes

senest 4 måneder efter, at kommunalbestyrelsen bliver opmærksom på, at et

barn eller en ung kan have behov for særlig støtte. Hvis undersøgelsen

undtagelsesvis ikke kan afsluttes inden 4 måneder, skal

kommunalbestyrelsen udarbejde en foreløbig vurdering og snarest herefter

afslutte undersøgelsen.

Såfremt kommunalbestyrelsen på baggrund af en indledende screening efter

§ 18 vurderer, at det ikke er nødvendigt at igangsætte en børnefaglig

undersøgelse efter § 20 i barnets lov, har kommunalbestyrelsen fortsat

mulighed for at iværksætte en afdækning efter § 19 i barnets lov.

Det følger således af § 18, stk. 1, i barnets lov, at kommunalbestyrelsen i

alle sager, hvor det må antages, at et barn eller en ung har behov for hjælp

UDKAST

og støtte efter loven, skal screene, om der er tale om 1) en problemstilling,

der ikke kræver yderligere afdækning af barnets eller den unges støttebehov,

2) en problemstilling, der kræver yderligere afdækning af et eller flere

forhold af betydning for barnets eller den unges støttebehov eller 3) en

problemstilling, der kræver en børnefaglig undersøgelse af barnets eller den

unges støttebehov.

Endvidere følger det af § 19, stk. 1, i barnets lov, at hvis

kommunalbestyrelsen på baggrund af en screening efter § 18 vurderer, at

der er behov for at afdække et eller flere forhold af betydning for et barns

eller en ungs støttebehov, skal kommunalbestyrelsen foretage den

nødvendige afdækning med inddragelse af de fagfolk, som allerede har

viden om barnets eller den unges og familiens forhold. Det følger af § 19,

stk. 2, at afdækning efter stk. 1 så vidt muligt skal gennemføres i samarbejde

med barnet, den unge og forældremyndighedsindehaver.

Det følger af § 22, stk. 1, i barnets lov, at en børnefaglig undersøgelse skal

tilrettelægges ud fra en helhedsbetragtning og skal afdække udfordringer og

ressourcer hos barnet, den unge, familien og netværket.

Kommunalbestyrelsen skal som led i undersøgelsen inddrage de fagfolk, der

allerede har viden om barnets eller den unges og familiens forhold. Det

betyder, at kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge undersøgelsen ud fra en

helhedsbetragtning, så den kommer hele vejen rundt om barnets, den unges

og familiens situation med henblik på at belyse både udfordringer og

ressourcer hos barnet eller den unge og familien. Undersøgelsen skal ske

med inddragelse af relevante fagpersoner, der er omkring barnet, den unge

eller familien. Relevante forhold at belyse vil efter omstændighederne

kunne være udvikling, trivsel og adfærd, familieforhold, skoleforhold,

sundhedsforhold, fritidsforhold og venskaber m.v.

Det følger desuden af § 22, stk. 2, at den børnefaglige undersøgelse så vidt

muligt

skal

gennemføres

samarbejde

med

forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år.

Kommunalbestyrelsen har dog mulighed for at gennemføre den

børnefaglige undersøgelse i de særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt at

indlede et positivt samarbejde med forældremyndighedsindehaver eller den

unge. Det kan f.eks. være tilfælde, hvor det ikke er muligt at opnå et positivt

samarbejde med forældremyndighedsindehaver, f.eks. hvis den pågældende

har meget stor modstand mod den børnefaglige undersøgelse eller afviser

kommunens forsøg på dialog.

UDKAST

Herudover følger det af § 22, stk. 6, i barnets lov, at den børnefaglige

undersøgelse skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er

grundlag for at iværksætte støtte efter, jf. §§ 32, 46 eller 47, og i givet fald

hvilken.

3.1.1.2.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser

Det følger af den politiske aftale om Bandepakke IV, at aftalepartierne er

enige om et fokuseret SSP-samarbejde med henblik på at ”afskærme brødre

til bandemedlemmer fra bandemiljøet”.

Som en del heraf er der behov for at, kommunerne har et øget fokus på

banderelationer i den kommunale indsats over for børn og unge i udsatte

positioner. Det skal således fremgå klart af lovgivningen, at kommunerne

bl.a. skal lægge vægt på, om barnet eller den unges nære familiemedlemmer

er dømt for bandekriminalitet ved vurderingen af, om der skal igangsættes

en børnefaglig undersøgelse. Det forudsættes, at det bør indgå som et

væsentligt og tungtvejende element i vurderingen. Det skal være med til at

sikre en mere effektiv forebyggende indsats over for udsatte børn og unge i

risiko for rekruttering til banderne.

Kommunerne vil ikke i alle tilfælde skulle igangsætte en børnefaglig

undersøgelse, hvis der er viden om, at nære familiemedlemmer er dømt for

bandekriminalitet. Der kan f.eks. være særlige situationer, hvor barnet eller

den unge kun har meget begrænset kontakt med det dømte familiemedlem.

3.1.1.2.3. Den foreslåede ordning

For at sikre en mere effektiv forebyggende indsats over for udsatte børn og

unge i risiko for rekruttering til banderne, foreslås det at fastsætte, at

kommunerne ved vurderingen af, om der skal iværksættes en børnefaglig

undersøgelse, bl.a. skal lægge vægt på, om barnets eller den unges nære

familiemedlemmer er dømt for bandekriminalitet. Det forudsættes, at det

skal indgå som et væsentligt og tungtvejende element i vurderingen.

Den foreslåede ændring af barnets lov § 20, stk. 2, vil betyde, at kommunen

ved vurderingen af, hvorvidt det er nødvendigt af hensyn til barnets eller

den unges støttebehov at igangsætte en børnefaglig undersøgelse, vil skulle

lægge betydelig vægt på, om barnet eller den unge har nære

familiemedlemmer, der er dømt efter straffelovens § 81 a.

Det vil med den foreslåede bestemmelse ikke være et krav, at kommunerne

iværksætter en børnefaglig undersøgelse, hvis der er viden om, at nære

familiemedlemmer er dømt for bandekriminalitet. Det skyldes, at

kommunerne skal tage udgangspunkt i, hvorvidt det er nødvendigt af hensyn

UDKAST

til barnets eller den unges støttebehov, jf. § 20, stk. 2, 1. pkt., i barnets lov,

og der kan således forekomme særlige situationer, hvor det ikke vurderes

nødvendigt, uanset at barnets eller den unges nære familiemedlemmer er

dømt for bandekriminalitet.

Forslaget vil ikke indebære ændringer i, hvornår kommunalbestyrelsen skal

eller kan beslutte at gennemføre en børnefaglig undersøgelse efter barnets

lov.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 8, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

3.1.2. Videregivelse af fortrolige oplysninger om personer over 18 år til

forældre og andre med lignende tætte relationer

3.1.2.1. Gældende ret

Det følger af retsplejelovens § 115 a, at politiet kan videregive fortrolige

oplysninger vedrørende personer, der er fyldt 18 år, til forældre eller andre,

herunder familiemedlemmer, der har lignende tætte relationer til den

pågældende person, hvis videregivelsen må anses for nødvendig som led i

en kriminalitetsforebyggende indsats over for personen.

Kerneområdet for retsplejelovens § 115 a er personer i aldersgruppen 18-25

år, som har en løsere tilknytning til kriminelle grupperinger, jf.

Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 112 som fremsat, side 52.

Bestemmelsen er dog ikke begrænset hertil, så længe videregivelse kan

anses for nødvendig som led i en kriminalitetsforebyggende indsats over for

en person.

Politiet kan efter retsplejelovens § 115 a ikke alene videregive fortrolige

oplysninger om enkeltpersoner til vedkommendes forældre, men også til

andre, herunder familiemedlemmer, med lignende tætte relationer til

pågældende. Det beror på en konkret vurdering, om f.eks. en onkel har en

så tæt relation til en ung person, at den kan sammenlignes med relationen

mellem en person og vedkommendes forældre, jf. Folketingstidende 2013-

14, tillæg A, L 112 som fremsat, side 53. Det antages imidlertid, at dette i

praksis først og fremmest vil forekomme i forhold til andre

familiemedlemmer. Der vil således kun helt undtagelsesvist være den

forudsatte tætte relation mellem en ung person og eksempelvis en

klubmedarbejder, sportstræner eller underviser.

Det er efter retsplejelovens § 115 a en betingelse, at videregivelsen er

nødvendig som led i en kriminalpræventiv indsats over for den pågældende.

Politiet kan således alene videregive de oplysninger, som er nødvendige for,

at forældre m.v. kan opnå en sådan viden om kriminalitetens omfang og

UDKAST

karakter, at de vil være i stand til at vurdere situationen og have mulighed

for at påvirke den pågældendes adfærd, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg

A, L 112 som fremsat, side 53. Politiet skal endvidere i hvert enkelt tilfælde

vurdere, om det konkret er nødvendigt at videregive de pågældende

oplysninger, for at forældrene m.v. har mulighed for at påvirke den unges

adfærd. Politiet skal desuden vurdere, om der er grund til at antage, at netop

den person, hvortil videregivelsen sker, vil kunne påvirke den unge i en

positiv retning og derved bidrage til at forhindre, at den unge udvikler eller

fortsætter en kriminel adfærd, herunder udbygger sin tilknytning til en

kriminel gruppering.

Der gælder ikke nærmere formkrav til politiets videregivelse af oplysninger.

Politiet kan således vælge den måde, der efter politiets opfattelse vil være

mest effektiv i forhold til formålet med videregivelse af oplysningerne.

Adgangen til at videregive oplysninger omfatter fortrolige oplysninger om

den pågældende. Det kan f.eks. være oplysninger vedrørende den unges

stofmisbrug eller væsentlige sociale problemer. Det kan også – og i praksis

formentlig navnlig – omfatte oplysninger om strafbare forhold, herunder om

den unges kriminelle adfærd eller tilknytning til kriminelle grupperinger.

3.1.2.2. Justitsministeriets overvejelser

Det er Rigspolitiets vurdering, at adgangen til at videregive fortrolige

oplysninger efter retsplejelovens § 115 a er et nyttigt redskab i det

bandeforebyggende tværsektorielle samarbejde i relation til unge over 18 år.

Det er endvidere Rigspolitiets erfaring, at videregivelse af oplysninger kan

tjene til at aktivere den unges netværk.

I praksis anvendes retsplejelovens § 115 a bl.a. i forbindelse med politiets

opsøgende arbejde i forhold til exitforløb, hvor der eksempelvis

gennemføres hjemmebesøg og/eller bekymringssamtaler hos forældre til

personer over 18 år, der er registreret som bandemedlem eller har en nær

tilknytning til bandemiljøet. Bestemmelsen anses i praksis også som særligt

anvendelig i det kriminalpræventive arbejde med personer, der befinder sig

i periferien af eller er på vej ind i en gruppering.

Flere kommuner har over for Justitsministeriet udtrykt ønske om, at der

indføres en tilsvarende adgang for kommunerne til at videregive fortrolige

oplysninger som led i den kriminalitetsforebyggende indsats.

Det følger af den politiske aftale om Bandepakke IV, at aftalepartierne er

enige om, at kommunerne skal kunne videregive fortrolige oplysninger om

personer over 18 år til forældre og andre med lignende tætte relationer.

UDKAST

Justitsministeriet vurderer, at indførelse af en sådan adgang for

kommunerne vil kunne styrke den forebyggende indsats mod kriminalitet i

kommunerne yderligere for så vidt angår unge over 18 år. Det skyldes, at

kommunerne med den foreslåede ændring vil få adgang til at inddrage

personer, der vurderes at have den unges tillid, og som samtidig vurderes at

have de nødvendige ressourcer til at kunne adfærds- og holdningspåvirke

den unge i en positiv retning.

3.1.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at udvide retsplejelovens § 115 a således, at der indføres en

tilsvarende adgang for de sociale myndigheder til at videregive fortrolige

oplysninger vedrørende personer, der er fyldt 18 år, til forældre eller andre,

herunder familiemedlemmer, der har lignende tætte relationer til den

pågældende person, hvis videregivelsen må anses for nødvendig som led i

en kriminalitetsforebyggende indsats over for personen.

Det foreslås i den forbindelse at præcisere, at kerneområdet også i sådanne

tilfælde vil være personer i aldersgruppen 18-25 år, som har en løsere

tilknytning til kriminelle grupperinger. Videregivelse af oplysninger efter

bestemmelsen er dog ikke begrænset hertil, så længe videregivelse kan anses

for nødvendig som led i en kriminalitetsforebyggende indsats over for en

person.

Der lægges ikke i øvrigt op til at foretage ændringer af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

3.1.3. Forbud mod rekrutteringsfremmende handlinger rettet mod

børn og unge

3.1.3.1. Gældende ret

Kriminelles rekrutteringsfremmende handlinger rettet mod børn og unge er

ikke særskilt kriminaliseret i dansk ret.

Det følger af straffelovens § 23, stk. 1, at den for en lovovertrædelse givne

straffebestemmelse omfatter alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har

medvirket til gerningen. Straffen kan nedsættes for den, der kun har villet

yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et allerede fattet forsæt, samt

når forbrydelsen ikke er fuldbyrdet, eller en tilsigtet medvirken er

mislykkedes.

Det indebærer, at en person, der hverver en anden til at begå en strafbar

handling (eller på anden vis ved tilskyndelse, råd eller dåd medvirker hertil),

UDKAST

efter omstændighederne vil kunne straffes for medvirken til den begåede

lovovertrædelse.

Samtidig indeholder straffelovens § 81 bl.a. regler om, at det ved straffens

fastsættelse skal indgå som en skærpende omstændighed at inddrage

mindreårige i kriminalitet.

Det følger således af § 81, nr. 9, at det i almindelighed skal indgå som en

skærpende omstændighed, at gerningsmanden har fået en anden til at

medvirke til gerningen ved tvang, svig eller udnyttelse af dennes unge alder

eller betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende

indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold. Ung alder omfatter

i den forbindelse personer, der ikke var fyldt 18 år på gerningstidspunktet.

Efter § 81, nr. 10, skal det endvidere i almindelighed indgå som en

skærpende omstændighed, at gerningsmanden har medvirket til kriminalitet

udført af et barn under 15 år. Det følger af bemærkningerne til

bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 164 som fremsat,

side 5, at den navnlig har til formål at imødegå, at personer over den

kriminelle lavalder »spekulerer i« at lade børn under den kriminelle lavalder

udføre kriminelle handlinger for selv at undgå at pådrage sig et strafansvar.

Bestemmelsen omfatter bl.a. situationer, hvor gerningsmanden ved trusler,

løfter om belønning, opfordring, rådgivning eller ved at stille redskaber til

rådighed har medvirket til en kriminel handling foretaget af et barn under

den kriminelle lavalder.

3.1.3.2. Justitsministeriets overvejelser

Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at partierne er enige

om, at rekruttering af børn og unge til kriminalitet skal gøres ulovligt.

Initiativet har til formål at bidrage til at tage bedre hånd om unge på kanten

af bandekriminalitet.

Det er en afgørende forudsætning for bekæmpelsen af bandekriminalitet at

få brudt fødekæden til banderne. Her udgør bandernes rekruttering af børn

og unge en central udfordring. Dels understøtter bandernes rekruttering af

børn og unge de kriminelle og samfundsskadelige aktiviteter, der udspringer

af bandemiljøet. Dels kan det at blive rekrutteret til en kriminel gruppering

have langsigtede negative konsekvenser for den unges fremtidige tilværelse,

ligesom tidlig deltagelse i kriminalitet kan øge risikoen for mere alvorlig

kriminalitet på længere sigt.

Det er derfor vigtigt, at der kan sættes effektivt ind over for bandernes

rekruttering af børn og unge. Det er Justitsministeriets vurdering, at en

UDKAST

kriminalisering af rekrutteringsfremmende handlinger rettet mod børn og

unges involvering i bandekriminalitet bør omfatte overtrædelser af

straffeloven, lov om euforiserede stoffer, våbenloven og knivloven.

Afgrænsningen til disse love svarer til det foreslåede styrkede

opholdsforbud og nye kontaktforbud for banderelateret kriminalitet. Der

henvises herom til pkt. 3.2.1.3.

3.1.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffeloven, hvorefter den, der

er fyldt 18 år og tidligere er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig

retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af straffeloven, lov

om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven, og som foretager en

handling, der er egnet til at bidrage til, at en person under 18 år involveres i

kriminalitet omfattet af disse love, straffes med fængsel indtil 4 år. Det

bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke vil være afgrænset til

bandekriminalitet.

Bestemmelsen vil omfatte handlinger, der er egnede til at bidrage til, at en

person under 18 år involveres i kriminalitet omfattet af straffeloven, lov om

euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven.

Omfattede handlinger vil f.eks. være handlinger, som er egnet til at bidrage

til at give en person under 18 år forudsætningerne for at begå kriminalitet

omfattet af de pågældende love. Det vil ikke være en betingelse, at den

pågældende handling i sig selv er egnet til at give en person under 18 år

samtlige forudsætninger for at begå kriminalitet omfattet af de pågældende

love. Det afgørende vil være, at handlingen er egnet til at bidrage hertil. Det

vil ligeledes ikke være en betingelse, at personen under 18 år ikke ville have

været i stand til at begå den pågældende kriminalitet, hvis gerningspersonen

ikke havde udført den pågældende handling.

Omfattede handlinger vil således f.eks. være instruktion, rådgivning og at

stille redskaber til rådighed. Derudover vil eksempelvis belønning og

opfordring også kunne være omfattet. Hvilke handlinger, der konkret er

egnede til at bidrage til, at en person under 18 år involveres i kriminalitet,

vil afhænge af omstændighederne, der knytter sig til handlingerne.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at kriminalisere rekrutterings-

fremmende handlinger rettet mod personer under 18 år. Det foreslås derfor,

at gerningsindholdet skal være fuldbyrdet, når gerningspersonen har udført

en handling, som er egnet til at bidrage til, at en person under 18 år

involveres i kriminalitet. Det vil således ikke være en betingelse, at personen

under 18 år efterfølgende overtræder straffeloven, lov om euforiserende

UDKAST

stoffer, våbenloven eller knivloven. Det afgørende vil være, om

gerningspersonens handling er egnet til at give den pågældende

forudsætninger for at begå overtrædelser af disse love.

Det bemærkes dog, at det i praksis forventes at kunne være forbundet med

vanskeligheder at løfte bevisbyrden i tilfælde, hvor personen under 18 år

ikke efterfølgende begår overtrædelser af de omfattede love.

I forhold til den almindelige medvirkensregel, jf. straffelovens § 23, vil der

efter den foreslåede bestemmelse ikke skulle føres bevis for, at

gerningspersonens handlinger har ført til, at en person under 18 år begår

eller medvirker til en bestemt eller nærmere konkretiseret strafbar handling

eller forsøger herpå.

Endelig foreslås det, at der skal kunne straffes efter den foreslåede

bestemmelse, hvis gerningspersonen har udvist uagtsomhed med hensyn til

spørgsmålet om den unge eller barnets alder. Gerningspersonen vil i disse

tilfælde skulle straffes med en forholdsmæssig mindre straf.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 15, og bemærkningerne hertil.

3.2. Strammere greb og større retfærdighed

3.2.1. Styrket opholdsforbud og nyt kontaktforbud

3.2.1.1. Gældende ret

3.2.1.1.1. Opholdsforbud

Det følger af straffelovens § 79 a, stk. 1, at den, som idømmes ubetinget

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter

for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, ved dommen kan

gives opholdsforbud efter stk. 2. Det samme gælder den, som idømmes

ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter for overtrædelse af straffeloven, lov om

euforiserende stoffer eller lov om våben og eksplosivstoffer, og som har

tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og

alvorlig kriminalitet, når overtrædelsen har relation til den dømtes

tilknytning til gruppen.

Efter straffelovens § 79 a, stk. 1, 1. pkt., kan et opholdsforbud for det første

gives, hvis en person idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden

strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en lovovertrædelse,

der er omfattet af straffelovens § 81 a, jf. herom pkt. 3.4.2.1.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at det forudsættes, at en

person, som idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig

UDKAST

retsfølge af frihedsberøvende karakter for en lovovertrædelse, der er

omfattet af straffelovens § 81 a, i almindelighed vil skulle gives et

opholdsforbud, uanset hvilken af de i § 81 a nævnte bestemmelser den

pågældende dømmes for overtrædelse af.

Efter straffelovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt., kan et opholdsforbud for det andet

gives, hvis en person idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden

strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af

straffeloven, lov om euforiserende stoffer eller lov om våben og

eksplosivstoffer, og som har tilknytning til en gruppe af personer, der

tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, når overtrædelsen

har relation til den dømtes tilknytning til gruppen.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at straffelovens § 79 a, stk.

1, 2. pkt., forudsættes anvendt, hvis der foreligger to eller flere

overtrædelser, der opfylder betingelserne i bestemmelsen, uanset hvor lang

den eller de ubetingede frihedsstraffe er. Bestemmelsen forudsættes

ligeledes anvendt, hvis der foreligger en enkelt overtrædelse, som opfylder

betingelserne, og som samtidig fører til en ubetinget frihedsstraf af mindst

3 måneders varighed. Vedrører en dom flere lovovertrædelser, hvoraf det

ikke er alle, som er omfattet af straffelovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt., skal der

foretages en konkret vurdering af, om den overtrædelse, der er omfattet af

bestemmelsen, i sig selv ville have medført en ubetinget frihedsstraf af

mindst 3 måneders varighed.

Der henvises til Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 35 som fremsat, side

Det fremgår desuden af forarbejderne til bestemmelsen, at udtrykket

»gruppe af personer« skal forstås i overensstemmelse med udtrykkets

anvendelse i straffelovens § 81 a. Som en gruppe anses derved ikke kun

formaliserede grupper med en fast struktur og rollefordeling medlemmerne

imellem, et fast tilholdssted og navn eller lignende. Bestemmelsen omfatter

også mere løse grupperinger, hvis gruppen dog virker med et fælles sigte

eller mål og/eller har et fast reaktionsmønster i bestemte situationer, f.eks.

at personerne i gruppen som regel bliver alarmeret og instrueret via telefon-

eller sms-kæder i forbindelse med bestemte voldelige eller truende

begivenheder, som indtræffer.

Det forudsættes i den forbindelse, at gruppen for at være omfattet af

bestemmelsen ikke alene er opstået og fungerer i anledning af de forhold,

der er til pådømmelse under den konkrete straffesag, jf. Folketingstidende

2017-18, tillæg A, L 35 som fremsat, side 5.

UDKAST

Herudover skal personerne knyttet til den pågældende gruppe »tilsammen

stå bag omfattende og alvorlig kriminalitet«. Dette omfatter ifølge

forarbejderne tilfælde, hvor de personer, som har tilknytning til gruppen,

samlet set er dømt for lovovertrædelser af en sådan grovhed eller i et sådant

omfang eller antal, at den samlede kriminalitet inden for gruppen må anses

for omfattende og alvorlig. Dette gælder, uanset om de enkelte

lovovertrædelser er begået af en eller flere personer, som har tilknytning til

gruppen.

Ved vurderingen af, om de personer, som har tilknytning til gruppen,

tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, skal der navnlig

lægges vægt på, om de pågældende er dømt for overtrædelser af

straffeloven, lov om euforiserende stoffer eller lov om våben og

eksplosivstoffer. Øvrige lovovertrædelser kan dog efter omstændighederne

også tillægges vægt i denne vurdering. Der kan endvidere lægges vægt på,

om overtrædelserne har ført til idømmelse af ubetingede fængselsstraffe

eller andre strafferetlige retsfølger af frihedsberøvende karakter. Det skal

ligeledes tillægges betydning, hvor lang tid der er gået, siden forholdene

blev begået. Hvis forholdene er begået af personer, der må anses for ledende

eller toneangivende figurer inden for gruppen, skal dette ligeledes tillægges

betydelig vægt, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 35 som fremsat,

side 5.

Desuden skal den dømte have »tilknytning« til den pågældende gruppe af

personer. Det indebærer ifølge forarbejderne, at den pågældende skal have

et tilhørsforhold til gruppen som sådan. Det blotte bekendtskab med

enkeltpersoner fra den pågældende gruppe falder således uden for

bestemmelsens anvendelsesområde. Opholdsforbud kan gives til personer,

uanset om den pågældende i gruppens egen selvforståelse er fuldgyldigt

medlem eller har status som f.eks. »prospect«, »supporter«, »hangaround«

eller »probationary«. Det afgørende er, at den dømte har den beskrevne

tilknytning til gruppen, jf. Folketingstidende 2017-20, tillæg A, L 35 som

fremsat, side 6.

I Østre Landsrets dom af 29. januar 2020 i sag S-838-19, offentliggjort i

Ugeskrift for Retsvæsen 2020, side 1389, fortolkede retten straffelovens §

79 a, stk. 1, 2. pkt., således, at den dømtes tilknytning skal foreligge på

tidspunktet for rettens domsafsigelse. Den tiltalte blev på den baggrund

frifundet for anklagemyndighedens påstand om opholdsforbud, da retten

fandt, at den tiltalte ikke længere havde tilknytning til en bandegruppering

på tidspunktet for rettens domsafsigelse.

UDKAST

Endelig skal lovovertrædelsen have »relation til den dømtes tilknytning til

gruppen«. Det indebærer ifølge forarbejderne, at opholdsforbud ikke kan

idømmes i sager, hvor lovovertrædelsen ikke har nogen sammenhæng med

den pågældendes tilknytning til gruppen. Som mulige eksempler nævnes

vold eller voldtægt, der eksempelvis er begået i et parforhold, uden at det

har nogen sammenhæng med den dømtes tilknytning til den pågældende

gruppe, jf. Folketingstidende 2017-20, tillæg A, L 35 som fremsat, side 6.

Efter straffelovens § 79 a, stk. 2, forstås der ved opholdsforbud et forbud

mod at færdes og opholde sig i et eller flere nærmere afgrænsede områder,

hvor den pågældende lovovertrædelse er begået, eller hvor den gruppe af

personer, jf. § 81 a eller stk. 1, 2. pkt., som den domfældte er tilknyttet,

opholder sig.

Et opholdsforbud indebærer således, at den dømte ikke må færdes eller

opholde sig i et eller flere nærmere afgrænsede områder, hvor den

pågældende lovovertrædelse er begået, eller hvor den gruppe af personer,

som den domfældte er tilknyttet, opholder sig.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at udtrykket »færdes eller

opholde sig« omfatter enhver fysisk tilstedeværelse inden for det

pågældende område, herunder at passere igennem området. Et

opholdsforbud indebærer således, at den blotte tilstedeværelse i det

pågældende område uden politiets tilladelse udgør en overtrædelse, selv om

der er tale om helt kortvarige ophold.

Et opholdsforbud skal som udgangspunkt omfatte den eller de kommuner,

hvor den pågældende lovovertrædelse er begået. Herudover kan der gives et

opholdsforbud i den eller de kommuner, hvor den gruppe af personer, som

den dømte er tilknyttet, opholder sig.

I vurderingen af den nærmere afgrænsning af opholdsforbuddet, herunder

om forbuddet skal omfatte mere end én kommune, f.eks. både den

kommune, hvor forholdet er begået, og den kommune, hvor gruppen

opholder sig, skal der navnlig lægges vægt på karakteren, omfanget og

grovheden af den begåede kriminalitet.

Der skal endvidere lægges afgørende vægt på, hvor forbuddet mest effektivt

forhindrer, at den pågældende genoptager sine kriminelle aktiviteter.

Er der tale om mindre alvorlig kriminalitet, som f.eks. alene har givet

anledning til en kortere ubetinget fængselsstraf, og vurderes et geografisk

bredt fastlagt forbud dermed ikke at stå i rimeligt forhold til den begåede

UDKAST

kriminalitet, kan opholdsforbuddet indskrænkes geografisk til et eller flere

mindre områder, som ikke hindrer den dømtes sædvanlige ophold og færden

de steder, hvor den dømte har sin bopæl og sine sædvanlige legitime

gøremål, men som hindrer den dømte i at opholde sig og færdes, hvor den

eller de pågældende lovovertrædelser er begået, og/eller hvor den gruppe af

personer, som den dømte er tilknyttet, opholder sig.

Den præcise afgrænsning af opholdsforbuddet afhænger i øvrigt af en

konkret proportionalitetsvurdering.

Der henvises til Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 35 som fremsat, side

Det følger af straffelovens § 79 a, stk. 4, at opholdsforbud gives på tid fra 1

til 10 år regnet fra endelig dom, samt at opholdsforbuddet forlænges

tilsvarende ved udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge

af frihedsberøvende karakter.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at den tidsmæssige

udstrækning af opholdsforbuddet afhænger af de konkrete omstændigheder

i sagen. Opholdsforbuddets længde skal således afspejle den begåede

kriminalitet, herunder grovheden og omfanget af denne kriminalitet. Der bør

herved lægges afgørende vægt på længden af den idømte straf eller

karakteren af den foranstaltning m.v., som idømmes.

Ved fængsel i indtil 1 år eller ved ungdomssanktioner efter straffelovens §

74 a forudsættes opholdsforbuddet som udgangspunkt fastsat til mellem 1

og 4 år. Ved fængsel i mere end 1 år, men ikke over 4 år, eller ved

foranstaltninger efter straffelovens §§ 68 og 69 forudsættes

opholdsforbuddet som udgangspunkt fastsat til mellem 3 og 6 år. I sager,

hvor den idømte fængselsstraf er på mere end 4 år, men ikke over 8 år,

forudsættes opholdsforbuddet som udgangspunkt fastsat til mellem 5 og 8

år. Ved fængsel i 8 år eller derover eller ved forvaring efter straffelovens §

70 forudsættes opholdsforbuddet som udgangspunkt fastsat til mellem 7 og

10 år.

Fastsættelsen af længden af opholdsforbuddet beror i øvrigt på domstolenes

konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i

sagen, og det ovenfor anførte vil kunne fraviges i op- eller nedadgående

retning (inden for den fastsatte ramme på 1 til 10 år), hvis der i den konkrete

sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.

UDKAST

En person, der er idømt et opholdsforbud, kan ved en senere dom idømmes

yderligere opholdsforbud, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Et sådant

yderligere opholdsforbud får ligeledes virkning fra endelig dom, og der er

ikke noget til hinder for, at der er et geografisk og/eller tidsmæssigt overlap

mellem flere idømte opholdsforbud.

Ved udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter forlænges opholdsforbuddet tilsvarende. Det

indebærer, at et opholdsforbud forlænges i tid i den periode, hvor den dømte

udstår den fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, som blev idømt

sammen med opholdsforbuddet, samt forlænges i tid med den periode, hvor

den dømte udstår øvrige fængselsstraffe eller andre strafferetlige retsfølger

af frihedsberøvende karakter, når udståelsen finder sted, mens et

opholdsforbud har virkning.

Der henvises til Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 35 som fremsat, side

6-7.

Efter straffelovens § 79 a, stk. 5, 1. pkt. kan den dømte 3 år efter løsladelsen

eller udskrivningen forlange, at anklagemyndigheden indbringer

spørgsmålet om forbuddets opretholdelse for retten. Når særlige

omstændigheder taler for det, kan justitsministeren dog tillade, at

indbringelse for retten sker tidligere, jf. § 79 a, stk. 5, 2. pkt.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at der ved vurderingen af,

om forbuddet bør ophæves, navnlig skal lægges vægt på, om den dømte

eksempelvis har gennemført et exit-forløb og har forladt det kriminelle miljø

og i øvrigt ikke har begået ny kriminalitet, jf. Folketingstidende 2017-18,

tillæg A, L 35 som fremsat, side 7.

Der kan være særlige tilfælde, hvor en person, der er idømt et

opholdsforbud, har et særligt anerkendelsesværdigt formål med at færdes

eller opholde sig i det område, som forbuddet vedrører.

I visse tilfælde følger det af Danmarks internationale forpligtelser, herunder

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), at der skal være

mulighed for konkret at gøre undtagelse fra et idømt opholdsforbud.

Politiet kan derfor meddele tilladelse til færden eller ophold i et område

omfattet af et opholdsforbud, hvis det af særlige grunde må anses for beføjet,

jf. straffelovens § 79 a, stk. 3. Justitsministeren har i medfør af straffelovens

§ 79 a, stk. 6, ved bekendtgørelse nr. 1168 af 20. november 2019 om

UDKAST

tilladelse til færden eller ophold i et område omfattet af et opholdsforbud

efter straffelovens § 79 a fastsat nærmere regler om sådanne tilladelser.

Overtrædelse af et opholdsforbud efter straffelovens § 79 a, stk. 1, straffes

med fængsel indtil 2 år, jf. straffelovens § 124 a, stk. 1.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at straffen for overtrædelse

af et opholdsforbud i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsættes til

ubetinget fængsel i 60 dage. Strafferammen indebærer, at bødestraf ikke kan

anvendes.

Fastsættelsen af straffen beror på domstolenes konkrete vurdering i det

enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne

strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den

konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf.

herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel

10.

Hvis den dømte i forbindelse med overtrædelse af et opholdsforbud også

samtidig begår en ny lovovertrædelse, bør dette i almindelighed anses for

en strafskærpende omstændighed ved udmålingen af straffen for den nye

lovovertrædelse.

Der henvises til Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 35 som fremsat, side

3.2.1.1.2. Kontaktforbud

Straffeloven indeholder ikke i dag en generel bestemmelse om, at retten kan

idømme kriminelle bandemedlemmer et forbud mod at søge at kontakte

personer, der har tilknytning til samme gruppe af personer som den dømte.

Det følger dog af straffelovens § 79 b, stk. 1, at retten i forbindelse med dom

for visse terrorforbrydelser kan give den dømte et forbud mod at færdes og

opholde sig i et eller flere nærmere afgrænsede områder (opholdsforbud)

og/eller et forbud mod at søge at kontakte personer, der er dømt for en eller

flere af de angivne overtrædelser (kontaktforbud).

Efter straffelovens § 79 b, stk. 3, 1. pkt., forstås der ved et kontaktforbud et

forbud mod at søge at kontakte personer, der er dømt for en eller flere af de

overtrædelser, der er nævnt i stk. 1.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at udtrykket »kontakte«

omfatter enhver personlig, skriftlig, telefonisk og digital kontakt med

personer, der er omfattet af det pågældende forbud, jf. Folketingstidende

UDKAST

2019-20, tillæg A, L 130 som fremsat, side 9. Et kontaktforbud indebærer,

at en hvilken som helst kontakt, både skriftlig og mundtlig, med de

omfattede personer uden politiets forudgående tilladelse, udgør en

overtrædelse.

Et kontaktforbud indebærer for det første et forbud mod personlig kontakt

med personer, der er omfattet af forbuddet, herunder fysisk fremmøde på

den pågældendes bopæl, opholdssted eller andre steder, hvor den

pågældende opholder sig midlertidigt. Forbuddet indebærer også et forbud

mod personlig kontakt, hvis den dømte tilfældigt møder en person, der er

omfattet af forbuddet, på f.eks. gaden, i biografen eller hos fælles bekendte.

Kontaktforbuddet indebærer endvidere et forbud mod skriftlig kontakt i

form af breve eller lignende analoge kommunikationsformer. Forbuddet

omfatter ligeledes telefonisk kontakt, som foregår ved anvendelse af

telefonnettet, herunder fremsendelse af en tekst- eller billedbesked (f.eks.

sms’er og mms’er) samt telefax. Herudover omfatter forbuddet en hvilken

som helst kontakt, som foregår gennem internettet eller et lignende system

til spredning af information. Som eksempler nævnes e-mail, internetchat,

internettelefoni og sociale medier, herunder Facebook, Instagram og X.

Et kontaktforbud indebærer desuden, at den dømte ikke må »søge at«

kontakte personer omfattet af forbuddet. Forbuddet er derfor overtrådt, når

den dømte f.eks. har afsendt en e-mail, skrevet en besked på en Facebook-

profil eller lagt en besked på en telefonsvarer med forsæt til at opnå kontakt

til en person omfattet af forbuddet. Det er en fuldbyrdet overtrædelse af

kontaktforbuddet, selv om e-mailen eller beskeden ikke kommer frem til

den tilsigtede modtager.

Kontaktforbud omfatter ikke nærmeste familiemedlemmer, i det omfang det

strider mod Danmarks internationale forpligtelser. Kontaktforbud omfatter

endvidere ikke andre indsatte, som den, der har et kontaktforbud, er placeret

på afdeling med under afsoning af en frihedsstraf, imens de opholder sig i

en af kriminalforsorgens institutioner, jf. straffelovens § 79 b, stk. 3, 2. og

3. pkt. Politiet kan dog meddele tilladelse til kontakt med en person omfattet

af et kontaktforbud, hvis det af særlige grunde må anses for beføjet, jf.

straffelovens § 79 b, stk. 4.

Kontaktforbud gives på tid fra 1 til 10 år regnet fra endelig dom, og der føres

tilsyn hermed af politiet, jf. straffelovens § 79 b, stk. 5 og 6. Politiet kan

bl.a. i den forbindelse uden retskendelse skaffe sig adgang til den dømtes

bolig og andre lokaliteter, som den dømte råder over, og foretage

undersøgelser heraf, ligesom politiet uden retskendelse kan foretage

UDKAST

undersøgelser af f.eks. breve, computere og andre genstande, som den

pågældende råder over og om nødvendigt medtage disse med henblik på

undersøgelse af indholdet, jf. stk. 6. Politiet kan desuden videregive

oplysninger til den dømte om, at en person er dømt for en af de angivne

bestemmelser, hvis det er nødvendigt for at håndhæve et meddelt

kontaktforbud, jf. stk. 8 og straffelovens § 79 d.

Overtrædelse af kontaktforbud efter straffelovens § 79 b, stk. 1, straffes med

fængsel indtil 2 år, jf. § 124 a, stk. 1. Strafferammen indebærer, at bøde ikke

kan anvendes. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at straffen for

overtrædelse af et kontaktforbud i førstegangstilfælde som udgangspunkt

skal fastsættes til ubetinget fængsel i 60 dage, jf. Folketingstidende 2019-

20, tillæg A, L 130 som fremsat, side 11.

Straffeloven indeholder derudover en bestemmelse om kontaktforbud til

prøveløsladte bandemedlemmer under visse nærmere omstændigheder.

Efter straffelovens § 39, stk. 3, skal der således ved løsladelse på prøve af

en person, som er dømt for overtrædelse af straffelovens § 191 eller § 192 a

eller for en forbrydelse, der har været forbundet med forsætlig vold eller

trusler, som er idømt fængsel i 1 år eller derover, som ikke er udvist ved

dom, og som af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer,

hvor de pågældende personer tilsammen står bag omfattende og alvorlig

kriminalitet, fastsættes, hvis ikke særlige omstændigheder taler herimod,

vilkår om, at den pågældende i prøvetiden ikke opholder sig sammen med

eller på anden måde har kontakt med andre med tilknytning til den

pågældende gruppe, medmindre der er tale om nærtstående, eller der er tale

om ophold eller kontakt som led i varetagelsen af et anerkendelsesværdigt

formål. Ved prøveløsladelse af disse personer fastsættes således som

udgangspunkt skærpede vilkår om, at den pågældende i prøvetiden ikke

opholder sig sammen med eller på anden måde har kontakt med andre med

tilknytning fra den pågældende gruppe. Kriminalforsorgen fører tilsyn med,

om den prøveløsladte overholder de nærmere fastsatte vilkår.

Det følger herudover af § 48, stk. 2, nr. 5, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v.

(straffuldbyrdelsesloven), at tilladelse til udgang kan betinges af, at den

indsatte under udgangen undergiver sig vilkår som nævnt i straffelovens §

57. Det følger af straffelovens § 57, nr. 1, at der kan fastsættes vilkår om, at

den dømte overholder særlige bestemmelser vedrørende opholdssted,

arbejde, uddannelse, anvendelse af fritid eller samkvem med bestemte

personer. Ved udgangstilladelse til bandemedlemmer samt personer med en

løsere tilknytning til bandemiljøet fastsættes således som udgangspunkt

skærpede vilkår om, at den pågældende under udgang i) ikke i løbet af

UDKAST

udgangen har samvær med personer, som har tilknytning til bandemiljøet,

herunder elektronisk kontakt, f.eks. via sociale medier, ii) ikke opsøger

lokaliteter, f.eks. klubhuse, værtshuse, private adresser og

forretningsadresser m.v., der regelmæssigt anvendes som mødesteder for

personer med tilknytning til bandemiljøet, iii) ikke deltager i hverken

offentlige eller private arrangementer, hvor personer med tilknytning til

bandemiljøet står som arrangør, eller hvor det må forventes, at personer med

tilknytning til bandemiljøet vil deltage, og iv) udgangsadressen ikke under

udgang bruges som samlingssted for personer, som har tilknytning til

bandemiljøet. Vilkåret gælder ikke, såfremt der er tale om nærtstående

personer med tilknytning til bandemiljøet.

3.2.1.1.3. Varetægtsfængsling

Det følger af retsplejelovens § 762, stk. 1, at en sigtet kan

varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at den pågældende

har begået en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, såfremt

lovovertrædelsen efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller

derover, og 1) der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde

til at antage, at den pågældende vil unddrage sig forfølgningen eller

fuldbyrdelsen, eller 2) der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte

grunde til at frygte, at den pågældende på fri fod vil begå en ny

lovovertrædelse af den foran nævnte beskaffenhed, eller 3) der efter sagens

omstændigheder er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil

vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at fjerne spor eller advare

eller påvirke andre.

Varetægtsfængsling kan dog ikke anvendes, hvis lovovertrædelsen kan

ventes at ville medføre straf af bøde eller fængsel i højst 30 dage, eller hvis

frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af

sigtedes forhold, sagens betydning og den retsfølge, som kan ventes, hvis

den sigtede findes skyldig, jf. bestemmelsens stk. 3.

Efter retsplejelovens § 762, stk. 2, kan der endvidere ske såkaldt

retshåndhævelsesarrest. Det følger af bestemmelsens stk. 2, nr. 1, at en sigtet

kan varetægtsfængsles, når der foreligger en særligt bestyrket mistanke om,

at den pågældende har begået en lovovertrædelse, som er undergivet

offentlig påtale, og som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover,

og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed

skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.

Efter bestemmelsens stk. 2, nr. 2, kan en sigtet ligeledes varetægtsfængsles,

når der foreligger en særligt bestyrket mistanke om, at den pågældende har

UDKAST

begået en overtrædelse af straffelovens § 119, stk., § 119 b, § 123, § 134 a,

§ 192 a, stk. 2, § 218, § 222, § 225, jf. § 216, stk. 2, § 218 eller § 222, § 235,

stk. 1, §§ 242-246, § 250, § 252 eller en overtrædelse af straffelovens § 232

over for et barn under 15 år eller overtrædelse af et forbud meddelt af politiet

i medfør af lovgivningen om politiets virksomhed til en person, der har

udvist en særlig utryghedsskabende adfærd eller ved sin adfærd bidraget til

at skabe særlig utryghed, såfremt lovovertrædelsen efter oplysningerne om

forholdets grovhed kan forventes at ville medføre en ubetinget dom på

fængsel i mindst 60 dage, og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at

kræve, at sigtede ikke er på fri fod.

3.2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

Det fremgår bl.a. af en evaluering af 31. januar 2022, som Rigspolitiet og

Rigsadvokaten har foretaget af opholdsforbuddet i straffelovens § 79 a, at

politiet har gode erfaringer med opholdsforbuddet, og at forbuddet kan

udgøre et effektivt redskab for politiet til at fjerne banderne fra deres

nærmiljø.

Samtidig viser evalueringen dog også, at der er visse udfordringer forbundet

med opholdsforbuddet. Bl.a. er bandegrupperinger meget dynamiske og

mobile, herunder i forhold til deres opholdssted. Enkelte politikredse er

således bekendt med, at gruppers opholdssted er blevet flyttet til steder

placeret uden for det geografiske område, der er omfattet af

opholdsforbuddet.

Derudover vurderer Rigsadvokaten i evalueringen, at der kan være visse

bevismæssige udfordringer forbundet med at få en tiltalt idømt et

opholdsforbud efter straffelovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt. Det skyldes, at

domstolene på baggrund af ordlyden af bestemmelsen i visse tilfælde har

lagt til grund, at bandetilknytningen skal være gældende på domstidspunktet

og ikke på gerningstidspunktet. Bandetilknytningen på domstidspunktet kan

dog være vanskelig at bevise, navnlig hvis den tiltalte har været

varetægtsfængslet i en længere periode op til dommen. Dette fremgår også

af Serviceeftersynet.

Det fremgår desuden af Serviceeftersynet, at Rigspolitiet ser en øget tendens

til besiddelse af knive m.v. i det offentlige rum, jf. herom også pkt. 3.3.1.2.

og 3.4.2.2. Rigsadvokaten og Rigspolitiet bemærker i Serviceeftersynet, at

straffelovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt., kan overvejes udvidet til også at omfatte

knivlovsovertrædelser.

UDKAST

Som det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, er

aftalepartierne enige om at styrke opholdsbuddet, og at indføre et forbud

mod kontakt med andre bandemedlemmer fra egen bandegruppering.

Justitsministeriet finder, at initiativerne bør gennemføres ved at nyaffatte

straffelovens § 79 a, således at bestemmelsen kommer til at indeholde et

styrket opholdsforbud samt et nyt kontaktforbud.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at opholdsforbuddet bør styrkes på tre

punkter.

For det første bør kredsen af love, der kan medføre et opholdsforbud i

medfør af straffelovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt., udvides til også at omfatte

knivloven, for at imødegå den øgede tendens til besiddelse af knive m.v. i

det offentlige rum.

For at imødegå bevismæssige udfordringer forbundet med at få en tiltalt

idømt et opholdsforbud i medfør af straffelovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt., bør

det for det andet fremgå klart, at det er den dømtes tilknytning til en gruppe

af personer på gerningstidspunktet og ikke domstidspunktet, der er

afgørende for, om der kan gives et opholdsforbud efter straffelovens § 79 a.

For det tredje bør muligheden for at varetægtsfængsle personer for

overtrædelse af opholdsforbud efter straffelovens § 124 a, stk. 1, jf. § 79 a,

herunder i førstegangstilfælde, udvides. Det skal medvirke til at sikre, at

personer ved overtrædelse af et opholdsforbud hurtigere fjernes fra gaden.

Justitsministeriet vurderer, at dette også bør gælde for overtrædelse af det

foreslåede kontaktforbud. Justitsministeriet vurderer desuden, at dette også

bør gælde for overtrædelser af opholdsforbud og kontaktforbud efter

straffelovens § 124 a, stk. 1, jf. § 79 b.

Justitsministeriet finder endvidere, at personkredsen, som kan idømmes et

opholdsforbud efter straffelovens § 79 a, stk. 1 – med de foreslåede

ændringer ovenfor – ligeledes skal kunne idømmes et kontaktforbud.

Kontaktforbuddet bør udformes således, at den dømte ikke må søge at

kontakte personer, der har tilknytning til samme gruppe af personer, som

den dømte på gerningstidspunktet havde tilknytning til.

Kontaktforbuddet vil have til formål at forebygge ny banderelateret

kriminalitet. I tilfælde hvor en lovovertrædelse er omfattet af straffelovens

§ 81 a, eller hvor en angiven lovovertrædelse har relation til den dømtes

tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og

alvorlig kriminalitet, vil et idømt kontaktforbud således bl.a. kunne

UDKAST

medvirke til at sikre, at en dømt ikke fastholdes eller falder tilbage i det

kriminelle miljø gennem kontakt med personer fra den gruppering, som den

dømte var tilknyttet på gerningstidspunktet. Herudover vil kontaktforbuddet

kunne imødegå de nuværende udfordringer forbundet med

opholdsforbuddet, der udspringer af, at bandegrupperinger er dynamiske og

mobile, herunder i forhold til deres opholdssted. Kontaktforbuddet vil

således kunne betyde, at bandemedlemmer fra samme gruppering med

opholdsforbud ikke sammen vil kunne tage ophold et andet sted uden for

det område, der er dækket af opholdsforbuddet, ligesom de ikke i øvrigt vil

kunne have kontakt på anden vis.

3.2.1.3. Den foreslåede ordning

3.2.1.3.1. Styrket opholdsforbud og nyt kontaktforbud

3.2.1.3.1.1. Anvendelsesområde

Det foreslås at nyaffatte straffelovens § 79 a med henblik på dels at udvide

anvendelsesområdet for bestemmelsen til også at omfatte overtrædelse af

knivloven, dels at give domstolene mulighed for at idømme

bandemedlemmer et forbud mod kontakt til personer, der har tilknytning til

samme gruppe af personer som den dømte. Med den foreslåede nyaffattelse

vil det endvidere fremgå klart, at det er den dømtes tilknytning til en gruppe

af personer på gerningstidspunktet og ikke domstidspunktet, der er

afgørende for, om der kan gives et opholdsforbud og fremover også et

kontaktforbud.

Efter den foreslåede § 79 a, stk. 1, vil den, som idømmes ubetinget

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter

for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, ved dommen

kunne gives et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud. Det samme gælder

den, som idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge

af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af denne lov, lov om

euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven, og som på

gerningstidspunktet har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen

står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, når overtrædelsen har relation

til den dømtes tilknytning til gruppen.

Et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud vil kunne idømmes sammen med

en helt eller delvis ubetinget fængselsstraf. Forbuddene vil endvidere kunne

idømmes sammen med en anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende

karakter. Dette omfatter anbringelsesdomme og behandlingsdomme efter

straffelovens §§ 68 og 69, hvor der sker frihedsberøvelse, forvaring efter

straffelovens § 70 og ungdomssanktioner efter straffelovens § 74 a.

UDKAST

Der vil derimod ikke kunne gives forbud i sager, hvor straffen alene er bøde

eller betinget fængselsstraf. Ligeledes vil der ikke kunne gives forbud i

sager, hvor den pågældende er idømt en anden strafferetlig retsfølge, som

ikke er af frihedsberøvende karakter, f.eks. dom til ambulant behandling

eller til tilsyn efter straffelovens §§ 68 og 69.

Forbuddene vil skulle idømmes af domstolene efter en konkret vurdering af,

om et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud vil være egnet og nødvendigt

for at forebygge ny banderelateret kriminalitet ved at sikre, at de omfattede

personer ikke fastholdes eller falder tilbage i det kriminelle miljø.

Såfremt domstolene efter en konkret vurdering finder, at den dømte skal

idømmes forbud, vil den pågældende som udgangspunkt skulle gives både

et opholdsforbud og et kontaktforbud. Forbuddene vil dog efter

omstændighederne også kunne gives enkeltvis. Dette gælder f.eks., hvis

betingelserne for kontaktforbud er opfyldt, mens betingelserne for

opholdsforbud ikke er opfyldt, fordi der ikke vurderes at være et nærmere

afgrænset område, hvor den pågældende lovovertrædelse er begået, eller

hvor den gruppe af personer, som den dømte på gerningstidspunktet havde

tilknytning til, opholder sig. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis et

klubhus i en politikreds er nedlagt, men gruppen af personer fortsat opholder

sig i kredsen, uden at det er muligt at definere området konkret som et

nærmere afgrænset område.

Det forudsættes, at en person, som idømmes ubetinget fængselsstraf eller

anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en

lovovertrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, i almindelighed vil

skulle gives et opholdsforbud og et kontaktforbud efter den foreslåede

bestemmelse i § 79 a, stk. 1, 1. pkt., uanset hvilken af de i § 81 a nævnte

bestemmelser den pågældende dømmes for overtrædelse af.

Det forudsættes derudover, at den foreslåede § 79 a, stk. 1, 2. pkt., for det

første anvendes, hvis der foreligger to eller flere overtrædelser, der opfylder

betingelserne i bestemmelsen, uanset hvor lang den eller de ubetingede

frihedsstraffe er. Bestemmelsen forudsættes ligeledes anvendt, hvis der

foreligger en enkelt overtrædelse, som opfylder betingelserne, og som

samtidig fører til en ubetinget frihedsstraf af mindst 3 måneders varighed.

Vedrører en dom flere lovovertrædelser, hvoraf det ikke er alle, som er

omfattet af straffelovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt., vil der skulle foretages en

konkret vurdering af, om den overtrædelse, der er omfattet af bestemmelsen,

i sig selv ville have medført en ubetinget frihedsstraf af mindst 3 måneders

varighed.

UDKAST

Forslaget indebærer, at kredsen af lovovertrædelser i straffelovens § 79 a,

stk. 1, 2. pkt., udvides til også at omfatte overtrædelser af knivloven.

Med den foreslåede affattelse, vil det således være muligt at give personer,

som på gerningstidspunktet har tilknytning til en gruppe af personer, der

tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, et opholdsforbud

og/eller og et kontaktforbud for overtrædelser af knivloven, når de øvrige

betingelser i bestemmelsen er opfyldt.

Anvendelsen af et opholdsforbud og/eller kontaktforbud efter den

foreslåede § 79 a, stk. 1, 2. pkt., vil i den forbindelse forudsætte, at den

dømte på gerningstidspunktet har tilknytning til en gruppe af personer, der

tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, og at overtrædelsen

har relation til den dømtes tilknytning til gruppen. Det foreslås, at de

gældende regler herom videreføres, idet det dog foreslås, at det gøres klart,

at tilknytningen vil skulle foreligge på gerningstidspunktet, for at

domstolene kan idømme et opholdsforbud og/eller kontaktforbud.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 6, og bemærkningerne hertil.

3.2.1.3.1.2. Opholdsforbud

Et opholdsforbud vil efter den foreslåede § 79 a, stk. 2, indebære, at den

dømte ikke må færdes og opholde sig i et eller flere nærmere afgrænsede

områder, hvor den pågældende lovovertrædelse er begået, eller hvor den

gruppe af personer, som den dømte på gerningstidspunktet havde

tilknytning til, opholder sig.

Udover udvidelsen af anvendelsesområdet i den foreslåede § 79 a, stk. 1, 2.

pkt., jf. herom pkt. 3.2.1.3.1.1., foreslås det, at de gældende regler for så vidt

angår de øvrige betingelser for at meddele et opholdsforbud efter

straffelovens § 79 a videreføres. Det samme gælder for så vidt angår

virkningen af et opholdsforbud. Der henvises herved til pkt. 3.2.1.1.1. for

en nærmere gennemgang heraf.

3.2.1.3.1.3. Kontaktforbud

Med forslaget vil der efter de samme betingelser, som vil gælde for at

idømme et opholdsforbud, kunne idømmes et kontaktforbud. Et

kontaktforbud vil efter den foreslåede § 79 a, stk. 3, indebære, at den dømte

ikke må søge at kontakte personer, der har tilknytning til samme gruppe af

personer, som den dømte på gerningstidspunktet havde tilknytning til.

UDKAST

Det forudsættes, at et kontaktforbud som udgangspunkt vil skulle omfatte

kontakt med alle personer, der har tilknytning til samme gruppe af personer,

som den dømte på gerningstidspunktet havde tilknytning til.

Udtrykkene »gruppe af personer« og »tilknytning« vil skulle forstås på

samme måde som i den foreslåede § 79 a, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, jf. herom

pkt. 3.2.1.3.1.1. og pkt. 3.2.1.1.1.

Udtrykket »gruppe af personer« vil således skulle forstås i

overensstemmelse med udtrykkets anvendelse i straffelovens § 81 a, jf.

herom pkt. 3.2.1.1.1. Det forudsættes i den forbindelse, at gruppen for at

være omfattet af bestemmelsen ikke alene er opstået og fungerer i anledning

af de forhold, der er til pådømmelse under den konkrete straffesag.

Desuden vil den dømte skulle have »tilknytning« til den pågældende gruppe

af personer. Det vil indebære, at den pågældende skal have et tilhørsforhold

til gruppen som sådan. Det blotte bekendtskab med enkeltpersoner fra den

pågældende gruppe vil således falde uden for bestemmelsens

anvendelsesområde. Kontaktforbud kan gives til personer, uanset om den

pågældende i gruppens egen selvforståelse er fuldgyldigt medlem eller har

status som f.eks. »prospect«, »supporter«, »hangaround« eller

»probationary«. Det afgørende vil være, at den dømte har den beskrevne

tilknytning til gruppen.

Det forudsættes, at et kontaktforbud vil skulle omfatte kontakt med alle

personer, der på ethvert givent tidspunkt har tilknytning til samme gruppe

af personer, som den dømte på gerningstidspunktet havde tilknytning til. Det

gælder, uanset om den dømte på et senere tidspunkt ophører med at have

tilknytning til gruppen. Kontaktforbuddet er herved dynamisk og vil også

omfatte kontakt med personer, der bliver tilknyttet samme gruppe af

personer på et senere tidspunkt end den dom, hvorved forbuddet er givet. På

samme vis vil kontakt med personer, der ikke længere vurderes at have en

tilknytning til samme gruppe af personer, ikke være omfattet af

kontaktforbuddet, ligesom kontaktforbuddet ikke vil gælde for kontakt med

personer fra en anden gruppe af personer, som den dømte eventuelt måtte

skifte til efter gerningstidspunktet.

Et kontaktforbud vil ikke skulle omfatte den dømtes nærmeste

familiemedlemmer, i det omfang det vil stride mod Danmarks internationale

forpligtelser, herunder artikel 8 i EMRK om retten til bl.a. familieliv, jf. den

foreslåede bestemmelse i § 79 a, stk. 3, 2. pkt. Ved nærmeste

familiemedlemmer forstås normalt personens ægtefælle, faste samlevende,

forældre, børn og søskende.

UDKAST

Herudover vil et kontaktforbud i henhold til den foreslåede bestemmelse i §

79 a, stk. 3, 3. pkt., ikke skulle omfatte andre indsatte, imens den dømte er i

kriminalforsorgens varetægt, og hvor kriminalforsorgens opgaveudførelse

medfører, at kontaktforbuddet ikke kan overholdes.

Den foreslåede ordning vil medføre, at et kontaktforbud ikke vil være

overtrådt, hvis en indsat, som ved dom er givet et kontaktforbud, har kontakt

med andre indsatte, der har tilknytning til samme gruppe af personer som

den dømte, imens den pågældende er i kriminalforsorgens varetægt, og hvor

kriminalforsorgens opgaveudførelse medfører, at kontaktforbuddet ikke kan

overholdes.

Udtrykket »kontakte« vil skulle forstås på samme måde som i straffelovens

§ 79 b, stk. 3, om kontaktforbud for visse terrorforbrydelser og omfatter

enhver form for personlig, skriftlig, telefonisk og digital kontakt med

personer, der er omfattet af det pågældende forbud. Et kontaktforbud vil

således indebære, at en hvilken som helst kontakt – både skriftlig og

mundtlig – med de omfattede personer uden politiets forudgående tilladelse,

jf. dog nedenfor, vil udgøre en overtrædelse. Da enhver kontakt med

personer omfattet af kontaktforbuddet indebærer en overtrædelse af

forbuddet, vil enhver ny kontakt med en person omfattet af forbuddet udgøre

en ny overtrædelse. Dette gælder også, selvom det måtte være den samme

person, vedkommende har – eller har forsøgt at opnå – kontakt med flere

gange.

Et kontaktforbud vil for det første indebære et forbud mod personlig kontakt

med personer, der er omfattet af forbuddet, herunder fysisk fremmøde på

den pågældendes bopæl, opholdssted eller andre steder, hvor den

pågældende opholder sig midlertidigt. Forbuddet vil også indebære et

forbud mod personlig kontakt, hvis den dømte tilfældigt møder en person,

der er omfattet af forbuddet, f.eks. på gaden, i biografen eller hos fælles

bekendte.

Kontaktforbuddet vil endvidere indebære et forbud mod skriftlig kontakt i

form af brev eller lignende analoge kommunikationsformer. Forbuddet vil

ligeledes omfatte telefonisk kontakt, som foregår ved anvendelse af

telefonnettet, herunder fremsendelse af en tekst- eller billedbesked (f.eks.

sms’er og mms’er). Herudover vil forbuddet omfatte en hvilken som helst

kontakt, som foregår gennem internettet eller et lignende system til

spredning af information. Som eksempler kan nævnes e-mail, internetchat,

internettelefoni, onlinespil med chatfunktion og sociale medier, herunder

Facebook, Instagram, X, Snapchat og TikTok.

UDKAST

Et kontaktforbud vil desuden indebære, at den dømte ikke må »søge at«

kontakte personer omfattet af forbuddet. Forbuddet vil derfor være

overtrådt, når den dømte f.eks. har afsendt en e-mail, skrevet en besked på

en Facebook-profil eller lagt en besked på en telefonsvarer med forsæt til at

opnå kontakt til en person omfattet af forbuddet. Der vil i givet fald foreligge

en fuldbyrdet overtrædelse af kontaktforbuddet, selv om e-mailen eller

beskeden ikke kommer frem til den tilsigtede modtager.

Det er endvidere en betingelse for, at et kontaktforbud efter den foreslåede

§ 79 a, stk. 1, er overtrådt, at den dømte søger at »kontakte personer, der har

tilknytning til samme gruppe af personer som den dømte«. Dette vil

indebære, at kontakten vil skulle være rettet mod en eller flere konkrete

personer, der er omfattet af forbuddet.

Der kræves forsæt til alle elementer i den foreslåede § 79 a, stk. 3, jf.

straffelovens § 19. Der kræves således forsæt med hensyn til, at den person,

som den dømte søger at kontakte, er tilknyttet samme gruppe af personer,

som den dømte på gerningstidspunktet havde tilknytning til.

Med henblik på at undgå bevismæssig tvivl om, hvorvidt en person i det

konkrete tilfælde er tilknyttet samme gruppe af personer, som den dømte på

gerningstidspunktet havde tilknytning til, og med henblik på at sikre, at den

dømte har tilstrækkeligt kendskab til den omfattede personkreds for

kontaktforbuddet, forudsættes det, at straf for overtrædelse af forbuddet i

tilfælde, hvor tilknytningen til grupperingen ikke er klar – f.eks. på grund af

manglende forudgående kendskab eller fravær af tydelige kendetegn – vil

kræve en forudgående advarsel fra politiet om, at kontakt med personen af

politiet vurderes at udgøre en overtrædelse af forbuddet.

3.2.1.3.1.4. Meddelelse af tilladelse

Der vil kunne være særlige tilfælde, hvor en person, der er idømt et

opholdsforbud, har et særligt anerkendelsesværdigt formål med at færdes

eller opholde sig i det område, som forbuddet vedrører. Tilsvarende vil der

kunne være særlige tilfælde, hvor en person, der er idømt et kontaktforbud,

har et særligt anerkendelsesværdigt formål med at kontakte en person, som

er omfattet af forbuddet.

Det foreslås på den baggrund i § 79 a, stk. 4, at politiet vil kunne meddele

tilladelse til henholdsvis færden eller ophold i et område omfattet af et

opholdsforbud og kontakt med en person omfattet af et kontaktforbud, hvis

det af særlige grunde må anses for beføjet. Det foreslås endvidere i stk. 11,

at justitsministeren ved en bekendtgørelse fastsætter nærmere regler om

sådanne tilladelser.

UDKAST

3.2.1.3.1.5. Tidsmæssig afgrænsning

Det foreslås i § 79 a, stk. 5, at et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud

gives på tid fra 1 til 10 år regnet fra endelig dom.

Den tidsmæssige udstrækning af forbuddene vil skulle afhænge af de

konkrete omstændigheder i sagen. Forbuddenes længde vil således skulle

afspejle risikoen for ny banderelateret kriminalitet, ved at den dømte

fastholdes eller falder tilbage i det kriminelle miljø. Forbuddenes længde vil

endvidere skulle afspejle den begåede kriminalitet, herunder grovheden og

omfanget af denne kriminalitet. Der bør herved lægges afgørende vægt på

længden af den idømte straf eller karakteren af den foranstaltning m.v., som

idømmes.

Det forudsættes, at et opholdsforbud og et kontaktforbud – der i

almindelighed vil skulle gives sammen, jf. pkt. 3.2.1.3.1.1. – fastsættes for

den samme tidsmæssige periode, idet dette udgangspunkt dog vil kunne

fraviges under hensyntagen til de konkrete omstændigheder i sagen.

Ved fængsel i indtil 1 år eller ved ungdomssanktioner efter straffelovens §

74 a forudsættes forbuddene efter den foreslåede § 79 a, stk. 1, som

udgangspunkt fastsat til mellem 1 og 4 år. Ved fængsel i mere end 1 år, men

ikke over 4 år, eller ved foranstaltninger efter straffelovens §§ 68 og 69

forudsættes forbuddene som udgangspunkt fastsat til mellem 3 og 6 år. I

sager, hvor den idømte fængselsstraf er på mere end 4 år, men ikke over 8

år, forudsættes forbuddene som udgangspunkt fastsat til mellem 5 og 8 år.

Ved fængsel i 8 år eller derover eller ved forvaring efter straffelovens § 70

forudsættes forbuddene som udgangspunkt fastsat til mellem 7 og 10 år. Det

gælder, uanset om et opholdsforbud og et kontaktforbud gives sammen, eller

om der alene gives et opholdsforbud eller et kontaktforbud.

Fastsættelsen af længden af forbuddene vil i øvrigt bero på domstolenes

konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i

sagen, og det ovenfor anførte vil – inden for den fastsatte varighed på 1 til

10 år – kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den

konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf.

herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel

10.

En person, der er idømt et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud, vil ved

en senere dom kunne idømmes et yderligere forbud, hvis betingelserne

herfor er opfyldt. Et sådant yderligere forbud får ligeledes virkning fra

endelig dom. Der er i den forbindelse ikke noget til hinder for, at der er et

UDKAST

geografisk, personmæssigt og/eller tidsmæssigt overlap mellem flere idømte

forbud.

Det foreslås, at ved udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig

retsfølge af frihedsberøvende karakter forlænges forbuddene tilsvarende.

Ordningen vil indebære, at forbuddene forlænges i tid med den periode, hvor

den dømte udstår den fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter, som blev idømt sammen med forbuddene, samt

forlænges i tid med den periode, hvor den dømte udstår øvrige

fængselsstraffe eller andre strafferetlige retsfølger af frihedsberøvende

karakter, når udståelsen finder sted, mens forbuddene har virkning.

3.2.1.3.1.6. Tilsyn

Det foreslås i § 79 a, stk. 6, at politiet fører tilsyn med dømtes overholdelse

af forbud efter den foreslåede § 79 a, stk. 1.

Formålet med tilsynet er at sikre, at den dømte overholder meddelte forbud

efter den foreslåede § 79 a, stk. 1. Tilsynets nærmere udførelse vil derfor

afhænge af, om den dømte er meddelt et opholdsforbud og/eller et

kontaktforbud.

Tilsynet vil skulle omfatte den samme tidsmæssige periode som forbuddene.

Tilsynet vil dermed gælde under den dømtes afsoning af straf, en eventuel

prøvetid og perioden efter endelig løsladelse af den dømte.

Det bemærkes, at det vil afhænge af en konkret vurdering, om – og i givet

fald i hvilken udstrækning – politiets adgang til at føre tilsyn bør udnyttes.

En række forskelligartede hensyn, herunder af efterforskningsmæssig

karakter, vil således kunne tale imod, at politiet foretager et tilsyn.

I tilfælde, hvor den dømte er meddelt et opholdsforbud, vil politiets tilsyn

kunne gennemføres som led i politiets almindelige opgavevaretagelse,

herunder politiets almindelige patruljeringsopgaver.

I tilfælde, hvor den dømte er meddelt et kontaktforbud, vil politiet som led

i tilsynets gennemførelse uden retskendelse kunne skaffe sig adgang til den

dømtes bolig og andre lokaliteter, som den dømte råder over, og foretage

undersøgelser heraf. Tilsvarende vil politiet uden retskendelse kunne

foretage undersøgelser af breve og andre papirer og genstande, herunder

computere, telefoner og andet IT-udstyr, som den dømte råder over, og om

nødvendigt medtage disse med henblik på undersøgelse af deres indhold.

Formålet med politiets tilsyn er at sikre muligheden for en effektiv kontrol

med, at den dømte overholder det meddelte kontaktforbud og dermed at

UDKAST

forebygge ny banderelateret kriminalitet ved, at den dømte fastholdes eller

falder tilbage i det kriminelle miljø. Tilsynet er herved af forebyggende og

kontrollerende karakter, og de indgreb, som foretages som led i tilsynets

gennemførelse, har derfor ikke karakter af straffeprocessuelle indgreb.

Justitsministeriet vurderer på denne baggrund, at det ikke er nødvendigt at

stille krav om, at politiet i forbindelse med gennemførelsen af tilsynet med

et meddelt kontaktforbud indhenter retskendelse fra domstolene. Det

foreslås derfor, at kravet om retskendelse i grundlovens § 72 fraviges.

Politiets gennemførelse af tilsynet med et meddelt kontaktforbud vil

derimod være omfattet af § 1 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens

anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (retssikkerhedsloven).

Dette indebærer, at retssikkerhedslovens bestemmelser om forvaltningens

gennemførelse af tvangsindgreb uden for strafferetsplejen skal iagttages i

forbindelse med gennemførelsen af tilsynet.

Hvis den dømte i forbindelse med et tilsyn med rimelig grund mistænkes for

at have begået et strafbart forhold, vil retsplejelovens bestemmelser om

straffeprocessuelle tvangsindgreb skulle iagttages, jf. retssikkerhedslovens

§ 9, stk. 1. Politiet vil i en sådan situation som udgangspunkt skulle indhente

en retskendelse for at foretage en ransagning af den dømtes bolig, computer,

telefon eller andet IT-udstyr, medmindre øjemedet dermed forspildes, jf.

retsplejelovens § 796, stk. 3.

Tilsynet vil efter den foreslåede § 79 a, stk. 7, skulle udføres så skånsomt,

som omstændighederne tillader, og gennemførelsen af tilsynet vil skulle stå

i rimeligt forhold til tilsynets formål.

Det foreslås i § 79 a, stk. 8, at politiet vil kunne videregive oplysninger til

den dømte om, at en person har tilknytning til samme gruppe af personer

som den dømte. Det bemærkes, at der er tale om en fakultativ mulighed,

hvorfor videregivelse kan undlades, hvis det af politimæssige hensyn

vurderes uhensigtsmæssigt, f.eks. hvis det vil obstruere en igangværende

efterforskning, eller hvis videregivelse vil kompromittere politiet

moniteringsindsats inden for de områder, der er undergivet systematisk,

politimæssig monitering. Videregivelse må desuden kun ske i det omfang,

det er nødvendigt for at håndhæve et meddelt kontaktforbud efter stk. 1, jf.

stk. 3.

Det foreslås i den forbindelse, at anvendelsesområdet i § 79 d, stk. 1, udvides

til også at omfatte videregivelse af oplysninger i medfør af den foreslåede §

79 a, stk. 8. Den foreslåede ordning indebærer, at det tydeliggøres, at de

UDKAST

oplysninger, som politiet vil kunne videregive i medfør af den foreslåede §

79 a, stk. 8, bl.a. omfatter fotografier af de pågældende personer.

Den dømte har tavshedspligt med hensyn til de i stk. 8 nævnte oplysninger,

jf. den foreslåede § 79 a, stk. 9. Straffelovens §§ 152 og 152 c-f finder i den

forbindelse anvendelse, hvilket indebærer, at den dømte ved enhver

uberettiget videregivelse eller udnyttelse af oplysningerne vil kunne straffes

med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Det foreslås, at justitsministeren ved en bekendtgørelse fastsætter nærmere

regler om politiets gennemførelse af tilsyn og klage herover, politiets

videregivelse af oplysninger samt den dømtes tavshedspligt, opbevaring og

behandling af sådanne oplysninger og straf af bøde for overtrædelse af disse

regler.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 6 og 8, og bemærkningerne

hertil.

3.2.1.3.1.7. Indbringelse for retten

Det foreslås i § 79 a, stk. 10, at den dømte 3 år efter løsladelsen eller

udskrivningen vil kunne forlange, at anklagemyndigheden indbringer

spørgsmålet om opretholdelse af et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud

for retten. Når særlige omstændigheder taler for det, vil justitsministeren

dog kunne tillade, at indbringelse for retten sker tidligere.

Ved vurderingen af, om forbuddene bør ophæves, vil der navnlig skulle

lægges vægt på, om den dømte eksempelvis har gennemført et exit-forløb

og har forladt det kriminelle miljø og i øvrigt ikke har begået ny

banderelateret kriminalitet.

Såfremt forbuddene ophæves, bortfalder politiets tilsyn med dømtes

overholdelse af forbuddene ligeledes.

3.2.1.3.1.8. Straf

Det foreslås, at overtrædelse af et opholdsforbud og/eller et kontaktforbud

efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 a, stk. 1, straffes med

fængsel indtil 2 år, jf. straffelovens § 124 a, stk. 1.

Det forudsættes, at straffen for overtrædelse af forbuddene i

førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsættes til ubetinget fængsel i 60

dage. Hvis der er flere forhold til samtidig pådømmelse, vil dette skulle

indgå som en skærpende omstændighed ved straffens fastsættelse.

UDKAST

Fastsættelsen af straffen vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det

enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne

strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den

konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf.

herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel

10.

Hvis den dømte i forbindelse med overtrædelse af et forbud også samtidig

begår andre lovovertrædelser, bør dette i almindelighed anses for en

strafskærpende omstændighed ved udmålingen af straffen for den nye

lovovertrædelse. Dette gælder eksempelvis i tilfælde, hvor en person, der er

idømt

opholds-

og/eller

kontaktforbud,

begår

andre

straffelovsovertrædelser, f.eks. vold, i et område omfattet af

opholdsforbuddet og/eller med personer omfattet af kontaktforbuddet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 14, og bemærkningerne hertil.

3.2.1.3.2. Varetægtsfængsling

Det foreslås, at anvendelsesområdet for retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2,

udvides, så der fremover også vil kunne ske varetægtsfængsling, når der

foreligger særligt bestyrket mistanke om, at den sigtede har overtrådt et

forbud efter straffelovens § 79 a, stk. 1 og § 79 b, stk. 1, jf. straffelovens §

124 a, stk. 1, herunder i førstegangstilfælde, hvis lovovertrædelsen efter

oplysningerne om forholdets grovhed vil kunne ventes at medføre en

ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage, og hensynet til

retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.

Den foreslåede ordning vil indebære, at straffelovens § 124 a, stk. 1, tilføjes

til kredsen af lovovertrædelser, der giver adgang til varetægtsfængsling på

grund af hensynet til retshåndhævelsen.

Ændringen vil medføre, at der i de situationer, hvor de øvrige betingelser i

retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, også er opfyldt, vil kunne ske

varetægtsfængsling ved overtrædelse af et opholdsforbud og/eller et

kontaktforbud efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 a om

banderelateret kriminalitet og ved overtrædelse af et opholdsforbud eller et

kontaktforbud efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 79 b om

visse terrorforbrydelser.

I lyset af karakteren af de foreslåede bestemmelser i straffelovens §§ 79 a

og b om opholds- og kontaktforbud vil det være en forudsætning for, at der

kan ske varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, for

overtrædelse af bestemmelserne, at anklagemyndigheden kan godtgøre, at

UDKAST

det konkret groft vil forstyrre den offentlige orden, hvis ikke

varetægtsfængsling finder sted. Det vil f.eks. efter omstændighederne kunne

være tilfældet, hvis overtrædelsen sker under en omfattende, verserende

bandekonflikt, og overtrædelse af opholds- og/eller kontaktforbuddet kan

virke så stødende på befolkningen, at det groft vil kunne forstyrre den

offentlige orden. Endvidere vil f.eks. gentagne overtrædelser af et idømt

opholds- og/eller kontaktforbud efter omstændighederne groft kunne

forstyrre den offentlige orden.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 9, og bemærkningerne hertil.

3.2.2. Forbrydelser af ydmygende karakter

3.2.2.1. Gældende ret

Det fremgår af straffelovens § 80, stk. 1, at der under hensyntagen til

ensartethed i retsanvendelsen ved straffens fastsættelse skal lægges vægt på

lovovertrædelsens grovhed og på oplysninger om gerningsmanden. Ved

vurderingen af lovovertrædelsens grovhed skal der bl.a. tages hensyn til den

med overtrædelsen forbundne krænkelse, jf. stk. 2, 1. pkt.

Det følger endvidere af straffelovens § 81, at det i almindelighed skal indgå

som en skærpende omstændighed ved straffastsættelsen, såfremt en af de i

bestemmelsen nævnte skærpende omstændigheder foreligger. Det skal

eksempelvis indgå som en skærpende omstændighed ved straffastsættelsen,

at gerningen er udført af flere i forening, jf. § 81, nr. 2.

En overtrædelses ydmygende karakter er ikke eksplicit nævnt som en

skærpende omstændighed i straffeloven.

Rigsadvokaten har gennemgået en række domme om vold og andre strafbare

handlinger med ydmygende elementer i perioden fra oktober 2020 til marts

2022. Gennemgangen viser bl.a., at domstolene i væsentligt omfang allerede

i dag betragter ydmygelse som en skærpende omstændighed ved fastsættelse

af straffen.

3.2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

Overfald og andre strafbare handlinger med ydmygende elementer er et

fænomen, der er set i en række sager i Danmark over de senere år. Der er

f.eks. set tilfælde, hvor unge mennesker tvinges til at kysse

gerningspersonens sko, overhældes med urin eller tvinges ned på knæ for at

sige undskyld, imens det hele filmes og derefter lægges på sociale medier,

så ydmygelsen efterfølgende forstærkes. I flere sager er det grupper af unge,

der begår disse handlinger sammen.

UDKAST

Der bør sættes ind over for denne tendens ved at sende et tydeligt signal om,

at kriminelle handlinger, der har ydmygende karakterer, er uacceptable.

På den baggrund fremgår det af den politiske aftale om Bandepakke IV, at

partierne er enige om at skærpe straffen for vold og ulovlig tvang af

ydmygende karakter med 50 pct. i forhold til, hvad straffen er i dag.

3.2.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der tilføjes et nyt nummer i straffelovens § 81, hvorefter en

gernings ydmygende karakter i almindelighed skal indgå som en skærpende

omstændighed.

Det forudsættes i den forbindelse, at straffen for vold, jf. straffelovens §§

119, 244 og 245, og ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260, af ydmygende

karakter skærpes med 50 pct. i forhold til, hvad straffen er i dag. Skærpelsen

vil således skulle fastsættes i forhold til det gældende niveau, hvor

domstolene allerede i dag ved straffastsættelsen har tillagt ydmygelsen vægt

som en skærpende omstændighed. Det indebærer, at f.eks. en sag om vold

af ydmygende karakter, der efter gældende ret ville blive straffet med

fængsel i 60 dage, fremover som udgangspunkt vil skulle straffes med

fængsel i 3 måneder.

For andre forbrydelser end vold og ulovlig tvang er der ikke forudsat en

tilsvarende skærpelse. For sådanne forbrydelser forudsættes det således, at

straffen skærpes i overensstemmelse med det gældende niveau for

strafskærpelser i forbindelse med pådømmelse af forbrydelser med

ydmygende elementer. Baggrunden herfor er navnlig, at det antages, at et

særskilt ydmygende element oftere indgår i overtrædelser af §§ 119, 244,

245 og 260 end øvrige forbrydelser.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering

i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne

strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den

konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf.

herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel

10.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 10 og 11, og bemærkningerne

hertil.

3.2.3. Fratagelse af børne- og ungeydelsen for dømte bandemedlemmer

3.2.3.1. Gældende ret

UDKAST

Der udbetales for børn og unge under 18 år en skattefri børne- og

ungeydelse, jf. § 1, stk. 1 og 2 i lov om en børne- og ungeydelse, hvis

betingelserne i lovens § 2 er opfyldt, herunder, at den person, der har

forældremyndigheden over barnet eller har taget barnet i pleje med henblik

på adoption, er fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1.

For børn under 15 år udbetales børneydelsen med en fjerdedel i hvert

kvartal, jf. lovens § 5, stk. 3. Ydelsen udbetales første gang for det kvartal

efter det kvartal, hvori barnet er født. Børneydelsens størrelse afhænger af

barnets alder. For børn under 3 år er beløbet 20.496 kr. årligt, for børn

mellem 3 og 6 år er beløbet 16.224 kr. årligt, og for børn og unge mellem 7

og 14 år er beløbet 12.768 kr. årligt (2024-niveau).

For unge mellem 15 og 17 år sker udbetalingen månedsvist, og sidste gang

for den måned, hvor den unge fylder 18 år. I den måned, hvor den unge

fylder 18 år, udbetales ydelsen forholdsmæssigt, svarende til antallet af dage

fra månedens begyndelse til og med fødselsdagen i forhold til antallet af

dage i måneden, jf. lov om en børne- og ungeydelse § 5, stk. 4. For unge

mellem 15 og 17 år er beløbet 12.768 kr. årligt (2024-niveau).

Udbetalingen af børne- og ungeydelsen sker som udgangspunkt til

forældremyndighedsindehaveren. For forældremyndighedsindehavere med

fælles forældremyndighed over barnet udbetales børne- og ungeydelsen

med halvdelen til hver af forældremyndighedsindehaverne, jf. lov om en

børne- og ungeydelse § 4, stk. 1.

Er forældremyndighedsindehaverne ikke bopælsregistreret i CPR på samme

bopælsadresse, vil børne- og ungeydelsen som udgangspunkt blive udbetalt

med halvdelen til hver af forældremyndighedsindehaverne. Hele ydelsen

kan dog udbetales til den ene forældremyndighedsindehaver, hvis begge

forældremyndighedsindehavere erklærer, at de er enige heri, jf. børne- og

ungeydelsesloven § 4, stk. 2, nr. 1, eller den ene

forældremyndighedsindehaver

dokumenterer,

det

ved

samværsafgørelse eller et forlig er bestemt, at barnet skal være mindst 9 ud

af 14 dage hos denne, og barnet ikke efterfølgende bopælsregistreres hos

den anden forældremyndighedsindehaver, jf. lov om en børne- og

ungeydelse § 4, stk. 2, nr. 2.

Hvis en forælder har forældremyndigheden alene over barnet, udbetales hele

børne- og ungeydelsen til denne, jf. lov om en børne- og ungeydelse § 4,

stk. 5.

UDKAST

Er en forælder, der har forældremyndighed over barnet og har ret til at få

udbetalt børne- og ungeydelsen, indsat i en institution under

Kriminalforsorgen, vil denne forælder som udgangspunkt fortsat modtage

børne- og ungeydelsen og vil dermed fortsat kunne varetage den

økonomiske forsørgelse af barnet. I nogle situationer vil børne- og

ungeydelsen kunne udbetales til en anden end den indsatte

forældremyndighedsindehaver, jf. lov om en børne- og ungeydelse § 4, stk.

2, 4, 6 og 7.

Der gælder i dag en karantæneordning i ydelsessystemet, som omfatter

bandekriminelle, som ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf

eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en

overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a. Karantæneordningen

medfører, at den dømte i en 3-årig karantæneperiode efter udstået straf højst

vil kunne modtage en række forsørgelsesydelser på integrationsniveau, at

karantæneperioden på 3 år ikke medregnes ved beregning af optjening af

retten til uddannelseshjælp eller kontanthjælp, og at den dømte vil blive

udelukket fra en række forsikringsbaserede ydelser i den 3-årige

karantæneperiode.

3.2.3.2. Skatteministeriets overvejelser

Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at dømte

bandemedlemmer skal kunne fratages børne- og ungeydelsen.

Fratagelse af børne- og ungeydelsen for dømte bandemedlemmer er ét

blandt flere initiativer, der skal være med til at sikre, at bander kan mærke,

at samfundet ikke tolererer deres kriminalitet og utryghedsskabende adfærd.

3.2.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at personer, som ved endelig dom er idømt ubetinget

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter

for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, fremover skal

udelukkes fra ret til udbetaling af børne- og ungeydelsen i en 3-årig

karantæneperiode, uanset om personen i øvrigt opfylder betingelserne for

udbetaling af børne- og ungeydelsen efter lov om en børne- og ungeydelse.

Det bemærkes, at det med lovforslaget foreslås at udvide straffelovens § 81

a ved at indsætte et nyt stykke om skærpelse af straffen for visse former for

alvorlig økonomisk kriminalitet begået i relation til den dømtes tilknytning

til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig

kriminalitet. Den foreslåede ordning vil således også omfatte overtrædelser

af den foreslåede § 81 a, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 13.

UDKAST

Den foreslåede ordning er en udvidelse af den 3-årige karantæneordning,

for personer som idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig

retsfølge af frihedsberøvende karakter for en lovovertrædelse, der er

omfattet af straffelovens § 81 a, der allerede er gældende i ydelsessystemet.

Tilsvarende den gældende karantæneordning foreslås det, at

karantæneperioden for så vidt angår børne- og ungeydelsen regnes fra det

tidspunkt, hvor den dømte har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig

retsfølge af frihedsberøvende karakter.

Udbetaling af børneydelsen foreslås at ophøre fra det kvartal, der følger efter

det kvartal, hvor den dømte har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig

retsfølge af frihedsberøvende karakter. Udbetaling af ungeydelsen ophører

fra den måned, der følger efter den måned, hvor den dømte har udstået

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende

karakter.

I den 3-årige karantæneperiode foreslås det, at den dømtes del af børne- og

ungeydelsen

som

udgangspunkt

udbetales

til

den

anden

forældremyndighedsindehaver eller til den eller de personer, der har taget

barnet i pleje. Udbetaling Danmark kan også bestemme, at den dømtes del

af børne- og ungeydelsen skal udbetales til barnet eller den unge selv.

Efter den 3-årige karantæneperiode foreslås det, at børne- og ungeydelsen

automatisk udbetales til den dømte på ny, hvis denne opfylder betingelserne

i lov om en børne- og ungeydelse i øvrigt.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 7, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

3.2.4. Begrænsning af bandemedlemmers adgang til offererstatning

3.2.4.1. Nedsættelse eller bortfald af offererstatning ved

bandetilknytning m.v.

3.2.4.1.1. Gældende ret

3.2.4.1.1.1. Den nuværende ordning

Efter lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser

(offererstatningsloven), yder staten (Erstatningsnævnet) erstatning og

godtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af bl.a.

straffeloven, jf. lovens § 1.

Udmålingen af offererstatning følger de samme principper som den

almindelige erstatningsret. Det vil sige, at erstatningen udmåles efter de

poster, som dækkes efter erstatningsansvarsloven. Der kan således ydes

erstatning for bl.a. tabt arbejdsfortjeneste, erhvervsevnetab og

UDKAST

helbredelsesudgifter, samt godtgørelse for svie og smerte, godtgørelse for

varigt mén og tort- eller krænkelsesgodtgørelse, jf. erstatningsansvarslovens

kap. 1 og § 26.

I tilfælde af skadelidtes død ydes erstatning efter lovens § 2 for forsørger-

tab, overgangsbeløb og begravelsesudgifter i overensstemmelse med

erstatningsansvarslovens §§ 12-14 a og godtgørelse til efterladte efter

erstatningsansvarslovens § 26 a.

Hensynet bag offererstatningsordningen er at hjælpe ofre for forbrydelser,

som efter de almindelige erstatningsregler ellers ville have vanskeligt ved at

få erstatning fra gerningspersonen, idet gerningspersonen i de fleste tilfælde

ikke er i stand til at betale erstatningen, ligesom erstatningsansvaret normalt

ikke dækkes af en ansvarsforsikring, jf. Folketingstidende 1975-76, tillæg

A, spalte 2490.

Efter offererstatningslovens § 6 a finder dansk rets almindelige regler om

skadevolderens erstatningsansvar, herunder om nedsættelse eller bortfald af

erstatning på grund af skadelidtes eller afdødes medvirken til skaden eller

accept af risikoen for skaden, tilsvarende anvendelse ved afgørelser om

erstatning efter denne lov.

Begrebet

medvirken

er et overordnet begreb som omfatter de forskellige

medvirkenstilfælde.

Egen skyld

er kendetegnet ved et krav om, at skadelidte

har handlet culpøst. Der kan udvises forskellige grader af egen skyld, og

typisk medfører egen skyld en skønsmæssig nedsættelse af erstatningen.

Accept af risiko

er kendetegnet ved, at skadelidte udviser en passiv adfærd

over for en væsentlig og kendt risiko for skade. Tidligere var konsekvensen

af accept af risiko bortfald af erstatning, men adfærden kan i dag også

medføre nedsættelse.

Det følger af fast retspraksis, at det afgørende i medvirkensbedømmelsen

inden for voldshandlinger er skadelidtes deltagelse – f.eks. i et slagsmål.

Hvis skadelidte eksempelvis har provokeret skadevolder fysisk inden

voldsepisoden eller ligefrem deltaget i eller accepteret et slagsmål, kan det

afskære skadelidte fra at opnå erstatning. Der bør her lægges vægt på

proportionaliteten mellem skadelidtes forudgående handling og

skadevolders voldshandling.

Højesteret har ved dom af 9. december 2019 i sag BS-20121/2019,

offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2020, side 819, konkret haft

lejlighed til at forholde sig til grænserne for de almindelige

UDKAST

erstatningsretlige principper om egen skyld og accept af risiko i en sag om

offererstatning.

I sagen havde skadelidte været udsat for et drabsforsøg. Han var på åben

gade blevet skudt i hovedet af en ukendt gerningsperson. Han overlevede,

men pådrog sig betydelige skader.

Erstatningsnævnet havde ladet erstatningen bortfalde med den begrundelse,

at ”[ansøgeren] – uanset om han var medlem af [bandegrupperingen] eller

blot tilknyttet bandegrupperingen – har færdedes i et særdeles farligt miljø.

[Ansøgeren] findes endvidere at have været bevidst om dette, henset til at

han på skadestidspunktet var iført en skudsikker vest.”

I sin afgørelse henviste Erstatningsnævnet bl.a. til det anførte i betænkning

nr. 1019/1984 om retskrav på erstatning til ofre for forbrydelser, side 62,

vedr. rimeligheden af bl.a. erstatning til ofre, der har udsat sig for en særlig

risiko, hvoraf følgende fremgår:

”Den, som f.eks. melder sig ind i en rockerbande for at deltage i

voldsudøvelse, kan dog heller ikke efter den almindelige erstatningsret

antages at ville få erstatning, såfremt han i forbindelse hermed selv udsættes

for påregnelige skader som følge af vold.”

Erstatningsnævnet henviste desuden til det i betænkning nr. 1019/1984

anførte om nævnets praksis i tilfælde, hvor skadelidte har optrådt

provokerende eller har udsat sig for en særlig risiko ved at opsøge steder,

der i almindelighed må opfattes som et farligt miljø, hvoraf følgende

fremgår af betænkningens side 40-41:

”Tankegangen, at den, der bevidst indlader sig på en risikabel adfærd, som

man fra samfundets side ønsker at modvirke, ikke kan kræve erstatning for

endog alvorlige personskader, som den pågældende pådrager sig i

forbindelse med den farefulde adfærd, er ikke ukendt inden for den

almindelige erstatningsret.”

Byretten fandt ved sin dom af 21. december 2017 ikke grundlag for at lade

erstatningen bortfalde, men nedsatte erstatningen med 1/3.

Efterfølgende blev sagen anket af Erstatningsnævnet. Østre Landsret udtalte

efterfølgende i sin dom af 30. januar 2019, at efter offererstatningslovens §

6 a og dens forarbejder ”skal skadelidte stilles på samme måde, som

skadelidte ville være stillet over for skadevolderen.”

UDKAST

På baggrund af en vurdering af bl.a. skadernes omfang og karakter samt

”skyldgraden på begge sider”, var landsretten enig med byretten i, at

erstatningen ikke skulle bortfalde, men at den imidlertid burde nedsættes

med 1/2.

For Højesteret bestred Erstatningsnævnet det af landsretten anførte om, at

skadelidte i en sag mod nævnet skal stilles på samme måde, som skadelidte

ville være stillet over for skadevolderen. Til støtte herfor gjorde nævnet bl.a.

gældende, at skadelidte ved at deltage i banderelateret virksomhed under en

verserende konflikt mellem to bander havde sat sig uden for den særlige

offentligretlige beskyttelse, der følger af offererstatningsloven, uanset

hvorledes forholdet mellem ham og skadevolder måtte bedømmes efter

erstatningsretten.

Højesteret fandt, at der hverken var grundlag for bortfald eller nedsættelse

af erstatningen. Højesteret tiltrådte, at lovændringen i 1985 indebærer, at

skadelidte over for staten skal stilles på samme måde, som skadelidte ville

være stillet over for skadevolderen, og at det gælder, uanset om

skadevolderen er kendt eller ukendt, jf. lovens § 6, stk. 1, nr. 1. Højesteret

gengav de ovennævnte faktiske forhold, herunder at skadelidte var blevet

skudt i hovedet på en gade, som var kontrolleret af en bandegruppering, og

at skadelidte var involveret i hashhandel på gaden. Skadelidte var udstyret

med en walkie-talkie og en skudsikker vest på skadetidspunktet, og var selv

ubevæbnet. Der var på daværende tidspunkt en konflikt mellem

bandegrupperingen, som kontrollerede gaden, og en anden

bandegruppering. Chefen for politiets bandeenhed havde forklaret i

landsretten, at skadelidte formentlig var et tilfældigt offer, og at han ikke

var registreret som medlem af bandegrupperingen, men alene som en

person, der var i radius af bandegrupperingen. Højesteret udtalte, at der

under disse omstændigheder i en erstatningssag mod skadevolderen ikke

ville ske nedsættelse eller bortfald af erstatningsansvaret som følge af

medvirken til skaden eller accept af risiko for skade. Der var herefter ikke

grundlag for at lade skadelidtes erstatningskrav mod staten nedsætte eller

bortfalde, og Erstatningsnævnet skulle dermed anerkende, at de skader, som

ansøgeren blev påført ved skudepisoden, skulle erstattes i medfør af

offererstatningsloven.

På baggrund af dommen kan det formentlig udledes, at skadelidtes adfærd

efter de almindelige erstatningsretlige regler skal være konkret knyttet til

selve den skadevoldende strafbare handling for at kunne give anledning til

nedsættelse eller bortfald af skadelidtes erstatningskrav mod staten.

UDKAST

Det må derfor antages, at hvis f.eks. en skadelidt på grund af sin

bandetilknytning opsøges og udsættes for grov vold af personer fra en anden

bande, der ved overfaldet ønsker at markere sig i forhold til skadelidtes

bande, kan skadelidtes bandetilknytning ikke i sig selv medføre nedsættelse

eller bortfald af skadelidtes erstatningskrav.

Såfremt der i en konkret sag måtte være grundlag for nedsættelse af

skadelidtes erstatningskrav, vil det bero på en konkret vurdering i hvilket

omfang, der skal ske nedsættelse som følge af egen skyld. Der vil i den

forbindelse typisk ske nedsættelse med de almindelige brøker fastlagt ved

retspraksis, dvs. 1/3, 1/2 eller 2/3.

3.2.4.1.1.2. Den tidligere ordning

Den oprindelige lov om erstatning fra staten til personer, der har lidt tab m.v.

som følge af lovovertrædelser, findes i lov nr. 277 af 26. maj 1976 om

erstatning fra staten til ofre for forbrydelser. Loven blev gennemført på

grundlag af lovudkastet i betænkning nr. 751/1975, der blev afgivet af et

udvalg under Justitsministeriet. Loven hjemlede en billighedserstatning til

ofre for forbrydelser. Det fremgik således af de dagældende bestemmelser i

§§ 1-3, at ”Staten kan yde erstatning…”.

Som opfølgning på folketingsbeslutning den 27. maj 1983 om erstatning til

ofre for forbrydelser nedsatte Justitsministeriet den 15. september 1983 en

arbejdsgruppe med henblik på at afsøge muligheden for ændring af den

dagældende ordning med ”billighedserstatning”, således at skadelidte ville

få et retskrav på erstatning. Arbejdsgruppen foreslog i betænkning nr.

1019/1984 om retskrav på erstatning til ofre for forbrydelser, at ordningen

ændredes til et retskrav. Ændringen blev efterfølgende gennemført ved lov

nr. 233 af 6. juni 1985.

Inden lovændringen i 1985 fandtes der i det dagældende § 8, stk. 1, en særlig

egen-skyldsregel. I forhold til de almindelige regler om erstatning fra

skadevolderen om egen skyld og accept af risiko gav reglen en udvidet

adgang til nedsættelse eller bortfald af erstatningen fra staten.

Efter det dagældende § 8, stk. 1, kunne erstatningen nedsættes eller

bortfalde, hvis skadelidte havde medvirket til skaden, eller skaden var

opstået under sådanne forhold, at erstatning ikke fandtes rimelig.

Det fremgår af betænkning nr. 1019/1984 om retskrav på erstatning til ofre

for forbrydelser, at Erstatningsnævnet efter de dagældende regler lod en

ansøgers erstatning nedsætte eller bortfalde, hvis skadelidte ved sin adfærd

havde medvirket til skaden ved at have accepteret risikoen for skaden eller

UDKAST

havde udvist egen skyld, men også i et videre omfang end efter den

almindelige erstatningsret.

Erstatningsnævnet inddelte groft sagt sagerne om medvirken i tre

kategorier:

Slagsmålssager,

hvor ansøgeren i situationen havde fremprovokeret volden,

f.eks. ved at opsøge og provokere skadevolder og/eller selv at have udøvet

vold. Kerneområdet var slagsmål i nattelivet og i øvrigt sager, som var tæt

på at være omfattet af straffelovens § 13 eller § 248 eller anden

strafnedsættelsesgrund begrundet i ansøgerens adfærd.

Bandesager,

hvor skaden knyttede sig til ansøgerens tilknytning til en

bandegruppering. Kerneområdet var vold udøvet som led i en voldelig

konflikt mellem to grupperinger.

Farligt miljø-sager,

hvor ansøgeren uden at have en egentlig tilknytning til

en kriminel gruppering færdedes i et farligt og kriminelt miljø.

Kerneområdet var narkotikahandlere og andre, som rutinemæssigt begår

kriminalitet af en art, som indbyder til voldelige sammenstød med andre.

Der henvises i øvrigt til betænkning nr. 1019/1984 om retskrav på erstatning

til ofre for forbrydelser, kapitel 2, side 22 ff., hvor Erstatningsnævnets

praksis før lovændringen beskrives uddybende.

Der var i den af Justitsministeriet nedsatte arbejdsgruppe ikke enighed om

løsningsmulighederne i forhold til særreglen i § 8, stk. 1, jf. betænkningens

side 63-65.

Flertallet fandt ikke grundlag for at opretholde særreglen, i det omfang den

gav mulighed for at lade erstatning fra staten nedsætte eller bortfalde i videre

omfang end efter de almindelige erstatningsretlige regler om egen skyld og

accept af risiko. I stedet foreslog flertallet, at der skulle indsættes en ny

bestemmelse i lovens § 6 a om, at dansk rets almindelige regler om

skadevolderens erstatningsansvar tilsvarende finder anvendelse ved

afgørelser om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser.

Flertallet lagde bl.a. vægt på, at den gældende regel kunne føre til afgørelser,

der måtte være svære at forstå for offeret, som kunne blive stillet forskelligt

over for skadevolder og over for staten. Derudover lagde flertallet vægt på,

at en ophævelse af § 8, stk. 1, kunne føre til, at sagerne i nogle tilfælde kunne

blive afgjort hurtigere, da Erstatningsnævnet ikke ville indgå i vanskelige

bevisspørgsmål, der ifølge flertallet desuden i nogle tilfælde kunne opfattes

som en efterfølgende moralsk bedømmelse af offerets almindelige adfærd.

UDKAST

Samlet set var det flertallets vurdering, at fordelene ved en ophævelse af

særreglen vejede tungere end de ulemper, der kunne tænkes at være

forbundet med, at staten i nogle tilfælde ville skulle betale erstatning i videre

omfang end hidtil.

Mindretallet fandt, at særreglen i § 8, stk. 1, burde omformuleres, således at

man opretholdt og lovfæstede Erstatningsnævnets hidtidige praksis.

Mindretallet lagde vægt på, at en ophævelse af § 8, stk. 1, ville pålægge

staten at udbetale erstatninger i tilfælde, hvor det ville give stødende

resultater. Dette kunne navnlig være tilfældet, hvor offeret havde udvist

provokerende opførsel under indflydelse af beruselse, især i

værtshusmiljøer, og hvor Erstatningsnævnets praksis tidligere førte til afslag

på erstatning. Derudover var det mindretallets opfattelse, at der også ville

være behov for en begrænsning i forhold til den almindelige erstatningsret,

hvor skade er sket i forbindelse med bandefejder eller familieopgør, eller

hvor offeret i særlig grad har udsat sig for skade ved sin omgang med et

kriminelt miljø.

På baggrund af flertallets vurdering ophævede man særreglen i § 8, stk. 1.

Samtidig indførtes § 6 a, der henviser til dansk rets almindelige regler om

skadevolderens erstatningsansvar.

3.2.4.1.2. Justitsministeriets overvejelser

Offererstatningsordningen er et vigtigt redskab, der er med til at sikre, at

ofre, der uskyldigt og uforvarende udsættes for vold eller overgreb,

kompenseres for den skade, de er påført.

Som det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, er

aftalepartierne dog enige om, at bandemedlemmers adgang til

offererstatning skal begrænses.

Det forekommer ikke rimeligt, at staten – via offererstatningsordningen –

skal understøtte en person i tilfælde, hvor den pågældende ved sin

tilknytning til et kriminelt miljø sætter sig ud over og modarbejder

samfundet og i den forbindelse kommer til skade.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at skadelidte i sådanne tilfælde har sat

sig uden for den særlige offentligretlige beskyttelse, der følger af

offererstatningsloven, uanset hvordan forholdet mellem skadelidte og

skadevolder må bedømmes efter de almindelige erstatningsretlige regler.

3.2.4.1.3. Den foreslåede ordning

UDKAST

Det foreslås, at der indsættes et stk. 2 i offererstatningslovens § 6 a,

hvorefter der kan ske nedsættelse eller bortfald af erstatning, hvis skadelidte

gennem sin adfærd har udsat sig for en særlig risiko for den pågældende

skade.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Erstatningsnævnet i et videre

omfang end efter de almindelige erstatningsretlige regler om

skadevolderens erstatningsansvar kan lade erstatning nedsætte eller

bortfalde i visse sager.

Ordningen adskiller sig således fra de almindelige erstatningsregler om egen

skyld og accept af risiko, da skadelidtes adfærd ikke skal være konkret

knyttet til den skadevoldende strafbare handling for at kunne give anledning

til nedsættelse eller bortfald af skadelidtes erstatningskrav mod staten.

Bestemmelsen vil finde anvendelse i situationer, hvor »skadelidte gennem

sin adfærd har udsat sig for en særlig risiko for den pågældende skade.«

Ved dette forstås tilfælde, hvor skadelidte er medlem af eller har tilknytning

til en bande, samt tilfælde, hvor skadelidte færdes i et farligt og kriminelt

miljø, hvor der rutinemæssigt begås kriminalitet af en art, som indbyder til

voldelige sammenstød med andre. I disse tilfælde har skadelidte således

udvist en særlig risikobetonet adfærd.

Eksempelvis vil bestemmelsen finde anvendelse, hvis et bandemedlem

bliver udsat for grov vold af personer fra en anden bandegruppering.

Bestemmelsen vil f.eks. også finde anvendelse, hvis en skadelidt, der sælger

narkotika i sin lejlighed, udsættes for røveri af personer, der vidste, at

skadelidte var i besiddelse af store pengebeløb pga. narkotikasalget. Det vil

også være tilfældet, hvis en skadelidt i øvrigt på gerningstidspunktet var i

færd med at begå kriminelle handlinger, f.eks. ved at sælge narkotika i det

offentlige rum, og i den forbindelse bliver udsat for grov vold.

Der vil således i et vist omfang være tale om en genindførelse af

retstilstanden fra før lovændringen i 1985, som er beskrevet nærmere under

pkt. 3.2.4.1.1.2. ovenfor.

Det bemærkes, at Erstatningsnævnet, som led i nævnets sagsoplysning, i

medfør af offererstatningslovens § 14 har mulighed for at afkræve andre end

ansøgeren, der har kendskab til forholdene, oplysninger, der må anses for

nødvendige. Erstatningsnævnets vurdering af, om der foreligger en

straffelovsovertrædelse,

sagen

dermed

omfattet

UDKAST

offererstatningsloven, foretages på grundlag af det materiale og de

oplysninger, nævnet modtager fra politiet.

Det må forventes, at der vil kunne være oplysninger om personers

tilknytning til bandemiljøet, som politiet ikke ønsker at videregive til

Erstatningsnævnet på grund af oplysningernes karakter eller af

efterforskningsmæssige hensyn. Politiet vil i disse tilfælde ikke vil være

forpligtet til at videregive oplysningerne til Erstatningsnævnet. Den

foreslåede ordning vil derfor kunne indebære, at en erstatningssøgende kan

opnå adgang til (fuld) erstatning, selv om politiet er i besiddelse af

oplysninger omkring bandetilknytning, fordi politiet ikke vurderer, at

sådanne oplysninger af efterforskningsmæssige hensyn eller andre

tungtvejende hensyn bør indgå i den administrative afgørelse.

Spørgsmålet om nedsættelse eller bortfald af erstatning i medfør af den

foreslåede bestemmelse vil derfor oftest bero på oplysninger fra en eventuelt

underliggende straffesag eller politiets efterforskningsmateriale i øvrigt.

Erstatningsnævnet er som forvaltningsmyndighed underlagt de almindelige

forvaltningsretlige regler og principper, herunder forvaltningslovens regler

om partshøring. Skadelidte vil således i forbindelse med en afgørelse om

nedsættelse eller bortfald af et erstatningskrav mod staten efter

omstændighederne blive partshørt af Erstatningsnævnet, og skadelidte vil

dermed få mulighed for at fremkomme med en udtalelse, før sagen afgøres.

Det følger af offererstatningslovens § 2, at der ydes erstatning m.v. efter

erstatningsansvarslovens §§ 12-14 a (om forsørgertabserstatning,

overgangsbeløb og begravelsesudgifter) og § 26 a (om godtgørelse til

efterladte), hvis skadelidte afgår ved døden.

Det forudsættes, at hvis afdøde har udsat sig for en særlig risiko for den

pågældende skade, som defineret ovenfor, vil Erstatningsnævnet i medfør

af den foreslåede ordning ligeledes have mulighed for at begrænse de

efterladtes adgang til erstatning efter offererstatningsordningen. Hertil kan

det oplyses, at det er fast antaget i retspraksis, at afdødes egen skyld efter de

almindelige erstatningsretlige regler også kan bevirke nedsættelse eller

bortfald af de efterladtes krav på erstatning.

Den foreslåede ændring vil bevirke, at skadelidte i visse tilfælde stilles

forskelligt over for gerningspersonen og over for staten, jf. nærmere herom

pkt. 3.2.4.2.3.

UDKAST

Bestemmelsen vil dog ikke påvirke muligheden for, at skadelidte eller i

givet fald skadelidtes efterladte kan rejse et civilt krav om erstatning over

for gerningspersonen efter de almindelige erstatningsregler.

Tilsvarende vil ordningen ikke påvirke muligheden for, at en skadelidt, som

f.eks. er medlem af en bande, kan tildeles offererstatning, hvis

vedkommende i anden forbindelse udsættes for en straffelovsovertrædelse,

og hvor skaden ikke har forbindelse til den pågældendes tilknytning til

bandemiljøet, dvs. hvor der er tale om en rent tilfældighedspræget hændelse.

Det vil dog have formodningen imod sig, at der er tale om en rent

tilfældighedspræget hændelse, når offeret er bandemedlem eller i øvrigt

befandt sig i et farligt og kriminelt miljø.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 5, nr. 1 og 2, og bemærkningerne

hertil.

3.2.4.2. Mulighed for begrænsning af offererstatning i sager, hvor

erstatningskravet er afgjort ved dom

3.2.4.2.1. Gældende ret

Det følger af offererstatningslovens § 11 a, stk. 1, at når skadelidtes krav på

erstatning og godtgørelse fra skadevolderen er afgjort ved dom, ydes

erstatning efter loven med det beløb, som er fastsat ved dommen, jf. dog §§

7-10.

Udgangspunktet er således, at en dom i en straffesag eller i en civil sag er

bindende for Erstatningsnævnet. Hovedreglen skyldes, at nævnet efter de

gældende regler skal følge de almindelige erstatningsretlige regler, herunder

om udmåling af erstatning og godtgørelse samt om nedsættelse eller bortfald

på grund af egen skyld og accept af risiko, jf. offererstatningslovens § 6 a.

Hvis der i en forudgående dom er taget stilling hertil, er denne vurdering

efter hovedreglen bindende for Erstatningsnævnet, og nævnet er derfor som

udgangspunkt afskåret fra at foretage en vurdering, der adskiller sig fra den

vurdering, der blev foretaget ved dommen. Erstatningen fra staten skal i

disse tilfælde derfor som den altovervejende hovedregel ydes med det beløb,

som er fastsat ved dommen.

Hovedreglen i stk. 1 gælder dog ikke, hvis skadevolderen under sagen må

anses for at have anerkendt kravet eller dets størrelse, jf. stk. 2. Desuden kan

Erstatningsnævnet begrænse erstatningen efter reglerne i lovens §§ 7-10, jf.

henvisningen hertil i stk. 1. Henvisningen til §§ 7-10 indebærer bl.a. at

hovedreglen i § 11 a, stk. 1, ikke finder anvendelse, hvis skaden godtgøres

af skadevolderen, eller hvis lovovertrædelsen ikke er anmeldt rettidigt til

politiet.

UDKAST

Der henvises i øvrigt til betænkning nr. 1019/1984 om retskrav på erstatning

til ofre for forbrydelser, kapitel 5, afsnit 5.3.2, side 70 ff.

3.2.4.2.2. Justitsministeriets overvejelser

Det er Justitsministeriets opfattelse, at Erstatningsnævnet – med henblik på

at sikre det fornødne samspil med det foreslåede § 6 a, stk. 2, som affattet

ved dette lovforslags § 5, nr. 2 – ligeledes bør have mulighed for at begrænse

ansøgerens erstatningskrav i tilfælde af bandemedlemskab m.v., selv om

ansøgerens erstatningskrav skulle være fastsat ved dom.

Justitsministeriet finder det således ikke hensigtsmæssigt, at

Erstatningsnævnet i fremtiden vil være bundet af et fastsat erstatningskrav i

en dom, der er afsagt på baggrund af de almindelige erstatningsregler, når

nævnet i medfør af det foreslåede § 6 a, stk. 2, vil have mulighed for at

begrænse offererstatningen i et videre omfang end efter de almindelige

erstatningsregler. Det ville således forekomme uhensigtsmæssigt, hvis

Erstatningsnævnets mulighed for at begrænse erstatning i et videre omfang

end efter de almindelige erstatningsregler skulle afhænge af, om der er

afsagt dom i sagen, og om der i den forbindelse er taget stilling til et

eventuelt erstatningskrav.

Erstatningsnævnet bør således – uanset om ansøgerens krav på erstatning

fra skadevolderen skulle være afgjort ved dom –vurdere, om

offererstatningen skal begrænses, hvis skadelidte gennem sin adfærd har

udsat sig for en særlig risiko for den pågældende skade, som defineret ved

dette lovforslags § 5, nr. 2.

Justitsministeriet er bekendt med, at det fra skadelidtes synsvinkel kan

forekomme stødende, såfremt Erstatningsnævnet – når retten efter en

egentlig prøvelse af sagen har udmålt erstatningen i forhold til

skadevolderen – efterfølgende anlægger en anden vurdering.

Justitsministeriet finder imidlertid, at hensynet til, at statskassen – via

offererstatningsordningen – ikke skal betale fuld erstatning i disse sager, i

særlige tilfælde vejer tungere end hensynet til et offer, der gennem sin

adfærd har udsat sig for en særlig risiko for skade.

3.2.4.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der i § 11 a, stk. 1, indsættes en henvisning til § 6 a, stk. 2,

som affattet ved dette lovforslags § 5, nr. 2.

Hensigten med ændringen er, at offererstatning til de personer, som er

omfattet af det foreslåede § 6 a, stk. 2, skal kunne begrænses i videre omfang

end efter de almindelige erstatningsregler, selv om kravet skulle være afgjort

UDKAST

ved dom. En sådan retsafgørelse vil være afsagt efter de almindelige

erstatningsregler, og hvis der findes grundlag for at begrænse

offererstatningen i videre omfang end efter de almindelige erstatningsregler,

vil Erstatningsnævnet derfor kunne træffe afgørelse om at begrænse

offererstatningen, uanset om spørgsmålet om begrænsning af erstatningen

er blevet vurderet ved en forudgående dom i en civil sag eller i en straffesag.

Den foreslåede ændring af offererstatningslovens § 11 a, stk. 1, er en

forudsætning for at kunne gennemføre initiativet om at begrænse bl.a.

bandemedlemmers adgang til offererstatning i alle sager som

Erstatningsnævnet behandler.

Den foreslåede ændring angår alene adgangen til offererstatning efter den

statslige offererstatningsordning. Dette indebærer, at skadelidte

eksempelvis stadig vil kunne rejse et civilt krav om erstatning mod

gerningspersonen med henblik på at opnå ”fuldstændig” erstatning efter de

almindelige erstatningsregler.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 5, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

3.2.5. Tryggere møde med retssystemet for vidner og ofre

3.2.5.1. Udvidelse af muligheden for at dokumentere indenretlige

afhøringer under hovedforhandlingen

3.2.5.1.1. Gældende ret

I overensstemmelse med princippet om bevisumiddelbarhed finder

bevisførelsen i straffesager som hovedregel sted umiddelbart for den

dømmende ret under hovedforhandlingen. Retssager forhandles mundtlig,

og skrift anvendes kun i det omfang, i hvilket loven særlig bestemmer det,

jf. retsplejelovens § 148, stk. 1.

Det følger af retsplejelovens § 168, stk. 1, at enhver som udgangspunkt har

pligt til at afgive forklaring for retten som vidne. I overensstemmelse med

bevisumiddelbarhedsprincippet

sker

vidneforklaringer

under

hovedforhandlingen.

En undtagelse til bevisumiddelbarhedsprincippet findes i retsplejelovens §

747, stk. 2, om anticiperet bevisførelse. Bestemmelsen blev nyaffattet ved

lov nr. 1561 af 20. december 2006. Efter retsplejelovens § 747, stk. 2,

afholdes der efter anmodning retsmøde, når det er påkrævet for at sikre

bevis, som det ellers må befrygtes vil gå tabt, ikke uden væsentlig ulempe

eller forsinkelse vil kunne føres for den dømmende ret eller må antages at

være af betydning for efterforskningen eller af hensyn til en offentlig

interesse. Bestemmelsen giver dermed bl.a. mulighed for at foretage

UDKAST

indenretlige afhøringer forud for hovedforhandlingen – det vil sige

afhøringer, som foretages i retten forud for straffesagens hovedforhandling

– når det er påkrævet for at sikre bevis, f.eks. når det frygtes, at beviset ellers

ville gå tabt. Formålet med den indenretlige afhøring er således at foretage

bevissikring.

Retsplejelovens § 747, stk. 2, anvendes bl.a. med henblik på at sikre

forurettedes eller andre vidners forklaring i sager, hvor der er grund til at

frygte for repressalier eller trusler mod vedkommende, jf. eksempelvis Østre

Landsrets kendelse af 12. november 2020 i sag nr. S-2898-20, offentliggjort

i Tidsskrift for Kriminalret 2021, side 185, hvor retten fandt, at der pga.

risiko for afstraffelse og trusler mod forurettede var mulighed for, at han

ikke ville være i stand til eller have ønske om under sagens videre

forfølgning at afgive en troværdig forklaring.

Det er ved indførelsen af retsplejelovens § 747, stk. 2, forudsat, at afgørelsen

om anticiperet bevisførelse ikke i sig selv berører bevisførelsen ved

hovedforhandlingen. Vidner skal således indkaldes til at afgive forklaring

under hovedforhandlingen, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, L 44

som fremsat, side 1526.

Et vidne, herunder den forurettede ved forbrydelsen, der har afgivet en

indenretlig forklaring i medfør af retsplejelovens § 747, stk. 2, skal derfor

som udgangspunkt afhøres på ny under hovedforhandlingen.

Retsplejelovens § 871, stk. 2, indeholder en opregning af dokumenter, der

kan benyttes som bevismidler, og som skal oplæses under

hovedforhandlingen.

Bestemmelsen

fraviger

bevisumiddelbarhedsprincippet, da den bl.a. giver mulighed for under

hovedforhandlingen at oplæse forklaringer fra vidner m.v., der er afhørt

under efterforskningen, uden at de afhøres for den ret, der skal dømme i

sagen, herunder vidneforklaringer, der er afgivet efter retsplejeloven § 747,

stk. 2, om anticiperet bevisførelse.

Det følger således f.eks. af retsplejelovens § 871, stk. 2, nr. 3, at tilførsler til

retsbøger om forklaringer, som vidner eller skønsmænd har afgivet, kan

benyttes som bevismidler under hovedforhandlingen, når disse personer

enten er døde eller af anden grund ikke kan afhøres på ny eller de i medfør

af § 174, jf. § 207, er afhørt ved en anden ret end den, der nu behandler

sagen, eller de er afhørt, uden at tiltalte har været til stede, jf. § 855, stk. 2,

eller når den nu afgivne forklaring afviger fra den tidligere, eller når et vidne

nægter at afgive forklaring, og tvangsmidler efter § 178 ikke bør anvendes

eller forgæves er anvendt.

UDKAST

Det er retten, der afgør, om betingelserne i retsplejelovens § 871, stk. 2, nr.

3, er opfyldt, og om tilførsler til retsbøger dermed kan benyttes som

bevismiddel under hovedforhandlingen, herunder i hvilket omfang der kan

ske dokumentation af vidneforklaringer efter bestemmelsen, eller om vidnet

skal afgive forklaring for retten, evt. under anvendelse af vidnetvang, jf.

retsplejelovens § 178.

Hvis betingelserne i retsplejelovens § 871, stk. 2, nr. 3, ikke er opfyldt, kan

retten bestemme, at dokumentet kan dokumenteres i medfør af

retsplejelovens § 871, stk. 4. Efter denne bestemmelse kan retten

undtagelsesvist tillade, at dokumenter, som indeholder erklæringer eller

vidnesbyrd, benyttes som bevismiddel.

Når dokumenter, der er nævnt i retsplejelovens § 871, stk. 2, nr. 3, oplæses,

skal grunden meddeles af rettens formand og tilføres retsbogen, jf.

retsplejelovens § 873, stk. 2.

I visse tilfælde kan politiets afhøring af en person optages på video med

henblik på anvendelse af optagelsen som bevis under hovedforhandlingen

efter retsplejelovens § 872, jf. retsplejelovens § 745 e, stk. 1. Dette gælder

for bl.a. voldtægtsofre, jf. stk. 1, nr. 5. Ved indsættelsen af stk. 1, nr. 5, i §

745 e blev det forudsat, at dokumentationen af den videooptagne forklaring

skete på den måde, at forurettede møder i retten og bliver spurgt, om

vedkommende kan vedstå sig sin optagne forklaring og besvarer eventuelle

supplerende spørgsmål. Der henvises til Folketingstidende 2021-22, tillæg

A, L 14 som fremsat, side 24 f. og 66.

3.2.5.1.2. Justitsministeriets overvejelser

Den daværende justitsminister nedsatte i december 2021 et offer- og

vidnepanel, som skulle undersøge behovet for at styrke ofres og vidners

møde med retssystemet. I den første fase af arbejdet har panelet haft fokus

på at undersøge, hvordan der kan sikres en bedre beskyttelse af ofre og

vidner til organiseret og banderelateret kriminalitet. Der henvises til Offer-

og vidnepanelets anbefalinger om forholdene for ofre og vidner i sager om

organiseret og banderelateret kriminalitet, jf. Retsudvalget 2022-23, Alm.

del, bilag 202.

Offer- og vidnepanelet vurderede, at det forhold, at der ofte kan gå lang tid

fra den pågældende har været offer eller vidne til en kriminel handling til

det tidspunkt, hvor der afgives forklaring under straffesagens

hovedforhandling, kan være med til tidsmæssigt at udstrække frygten for

repressalier samt forøge ubehaget ved at afgive vidneforklaring.

UDKAST

På denne baggrund anbefalede panelet, at fremgangsmåden ved indenretlige

afhøringer ændres, så afhøringen under hovedforhandlingen begynder med

en dokumentation af ofrets eller vidnets indenretlige forklaring, og at den

resterende afhøring fokuseres på supplerende spørgsmål. Anbefalingen skal

sikre, at ubehaget ved at skulle afgive (ny) forklaring for retten under

straffesagens hovedforhandling mindskes.

Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at partierne er enige

om at gennemføre panelets anbefalinger fra første fase for at sikre et

tryggere møde med retssystemet for vidner og ofre.

3.2.5.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at retsplejelovens § 871, stk. 2, nr. 3, ændres, så det bliver

muligt at dokumentere indenretlige afhøringer af vidner under

hovedforhandlingen i straffesager, når det vurderes, at afhøring af vidnet

under hovedforhandlingen vil udsætte vidnet for unødigt ubehag.

Med den foreslåede ændring af bestemmelsen lægges der op til, at

fremgangsmåden for dokumentation af en indenretlig afhøring under

hovedforhandlingen ændres, således at afhøringen af vidnet under

hovedforhandlingen, såfremt vidnet er indenretligt afhørt i medfør af

retsplejelovens § 747, stk. 2, begynder med en dokumentation af vidnets

indenretlige forklaring, og at den resterende afhøring fokuseres på

supplerende spørgsmål.

Det vil – som efter gældende ret – være retten, der afgør, om betingelserne

i retsplejelovens § 871, stk. 2, nr. 3, er opfyldt, herunder i hvilket omfang

der kan ske dokumentation af vidneforklaringer efter bestemmelsen, og i

hvilket omfang vidnet skal afgive forklaring for retten.

Dette svarer til den fremgangsmåde, der er beskrevet i pkt. 3.2.5.1.1.

vedrørende dokumentation af videooptagne forklaringer i sager omfattet af

retsplejelovens § 745 e, jf. § 872.

Med den foreslåede ændring af bestemmelsen lægges der op til, at

fremgangsmåden for dokumentation af indenretlige afhøringer under

hovedforhandlingen ændres, således at afhøringen af vidnet under

hovedforhandlingen begynder med en dokumentation af vidnets

indenretlige forklaring, og at den resterende afhøring fokuseres på

supplerende spørgsmål.

Det vil – som efter gældende ret – være retten, der bestemmer, i hvilket

omfang der skal ske dokumentation af den tidligere forklaring. Retten vil

UDKAST

således også kunne bestemme, at der ikke skal ske dokumentation af

forklaringen, men at vidnet i stedet skal afgive forklaring.

Dette svarer til den fremgangsmåde, der følges i dag ved dokumentation af

videooptagne forklaringer i voldtægtssager, jf. retsplejelovens § 745 e, stk.

1, nr. 5, og § 872.

Forklaringen og den supplerende forklaring vil i øvrigt ske efter de

gældende regler om vidneforklaringer i straffesager.

Der henvises i øvrig til lovforslagets § 2, nr. 14, og bemærkningerne hertil.

3.2.5.2. Mulighed for at føre øvrige tiltalte i en straffesag ud af

retslokalet under afhøring af vidner

3.2.5.2.1. Gældende ret

Efter retsplejelovens § 853, 1. pkt., skal tiltalte personligt være til stede i

retten under hele hovedforhandlingen, indtil sagen er optaget til dom,

medmindre andet er bestemt i loven. Rettens formand kan dog tillade tiltalte

at forlade retten, før sagen er optaget til dom, hvis det findes ubetænkeligt,

at tiltalte ikke er til stede, jf. 2. pkt.

Det følger af retsplejelovens § 856, stk. 1, at rettens formand uden for de

tilfælde, der er nævnt i bestemmelsens stk. 2, nr. 2, kan beslutte, at tiltalte

skal forlade retslokalet, mens et vidne eller en medtiltalt afhøres, når

særegne grunde taler for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan

opnås.

Bestemmelsen anvendes bl.a. i tilfælde, hvor et vidne f.eks. føler ubehag

ved at være i samme lokale som tiltalte, og hvor retten vurderer, at hensynet

til at opnå en uforbeholden forklaring fra vidnet bør tilgodeses ved, at tiltalte

forlader retslokalet under vidnets forklaring, jf. Folketingstidende 2010-11,

tillæg A, L 124 som fremsat, side 5.

Retsplejelovens § 856, stk. 1 (den dagældende § 848, stk. 1) er fortolket af

Højesteret i kendelse af 27. april 1995 i sag nr. 170/1995, offentliggjort i

Ugeskrift for Retsvæsen 1995, side 590/2 ff., hvor Højesteret fandt, at

bestemmelsen efter sin ordlyd måtte forstås således, at det alene er hensynet

til at opnå en uforbeholden forklaring fra medtiltalte og vidner, der kan

begrunde, at en tiltalt udelukkes fra at overvære disses forklaringer. Da der

i sagen ikke fandtes at være oplyst særegne grunde til at antage, at der vil

være større mulighed for at få en uforbeholden forklaring fra nogen

(med)tiltalt, hvis en eller flere af de øvrige tiltalte ikke overværer

UDKAST

vedkommendes forklaring, tog Højesteret ikke anklagemyndighedens

anmodning om, at de medtiltalte skulle forlade retssalen, til følge.

Retsplejeloven giver mulighed for, at der kan rejses tiltale mod flere

personer under samme sag.

Efter retsplejelovens § 705, stk. 1, bør samtidig forfølgning mod samme

sigtede for flere forbrydelser eller mod flere sigtede, som deltager i en eller

flere forbrydelser, ske under én sag, hvis dette kan ske uden urimelig

forhaling eller vanskelighed. Efter retsplejelovens § 707, stk. 1, kan retten

forene flere selvstændige straffesager til én sag med parternes samtykke.

Samtykke kræves dog ikke i de tilfælde, der er nævnt i retsplejelovens §

705, stk. 1.

Det fremgår ikke direkte af ordlyden af retsplejelovens § 856, stk. 1, at

rettens formand har mulighed for at beslutte, at de øvrige tiltalte i en

straffesag kan føres ud af retslokalet, når et vidne eller en medtiltalt skal

afgive forklaring, i tilfælde hvor de øvrige tiltalte i sagen ikke er tiltalt for

det forhold, som vidnet eller medtiltalte skal afgive forklaring om.

3.2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

Offer- og vidnepanelet vurderede i sine anbefalinger, jf. herom pkt.

3.2.5.1.2., at muligheden for at føre den tiltalte ud, mens et vidne afgiver

forklaring, kan øge trygheden og mindske ubehaget hos vidnet.

Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at partierne er enige

om at gennemføre panelets anbefalinger fra første fase for at sikre et

tryggere møde med retssystemet for vidner og ofre.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at det bør præciseres i

retsplejelovens § 856, stk. 1, at der også er mulighed for, at rettens formand

kan beslutte, at øvrige tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne eller en

medtiltalt afgiver forklaring.

3.2.5.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at retsplejelovens § 856, stk. 1, præciseres, så det kommer til

at fremgå direkte af bestemmelsens ordlyd, at rettens formand kan beslutte,

at en eller flere tiltalte i samme sag skal forlade retslokalet, mens et vidne

eller en medtiltalt skal afgive forklaring, når særegne grunde taler for, at en

uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås.

Den foreslåede præcisering vil indebære, at retten kan bestemme, at en eller

flere tiltalte i en straffesag kan føres ud af retslokalet, når et vidne eller en

medtiltalt skal afgive forklaring, herunder i tilfælde, hvor den tiltalte ikke er

UDKAST

tiltalt i det forhold, som vidnet skal afgive forklaring om, hvis det konkret

vurderes at særegne grunde taler for, at en uforbeholden forklaring ellers

ikke kan opnås. Dette kriterium svarer til gældende ret, jf. pkt. 3.2.5.2.1.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 13, og bemærkningerne hertil.

3.3. Våben

3.3.1. Større konsekvens for ulovlig besiddelse af knive og blankvåben

m.v.

3.3.1.1. Gældende ret

Knivloven indeholder nærmere regler om, hvornår knive og blankvåben

m.v. kan besiddes lovligt. Der skelnes i knivloven mellem besiddelse af

knive og blankvåben m.v. på bopælen samt andre ikke offentligt

tilgængelige steder og på offentligt tilgængelige steder.

3.3.1.1.1. Besiddelse af knive og blankvåben m.v. på bopælen og

andre ikke offentligt tilgængelige steder

Det er som udgangspunkt lovligt at besidde knive og blankvåben m.v. på

bopælen og andre ikke offentligt tilgængelige steder. Det følger dog af

knivlovens § 2, stk. 1, at der er en række knive og blankvåben m.v., der ikke

kan erhverves, besiddes, bæres eller anvendes lovligt uden politiets

tilladelse. Knivlovens § 2, stk. 1, gælder således både for knive og

blankvåben m.v., der besiddes på bopælen samt andre ikke offentligt

tilgængelige steder og på offentligt tilgængelige steder. Knivlovens § 2, stk.

1, omfatter følgende:

skarpe eller spidse våben, hvis klinge overstiger 12 cm,

knive med tværstillet greb beregnet til stød,

springknive og springstiletter,

faldknive og faldstiletter,

foldeknive med todelt skæfte, hvis klinge kan foldes ud ved brug af

én hånd (butterflyknive),

6) knive, der er konstrueret til at hænge om hals eller skulder, og som

fra denne placering kan trækkes ved brug af én hånd,

7) kastestjerner, kasteknive, kasteøkser og lignende og

8) kårdestokke og andre blankvåben, der fremtræder som en anden

genstand.

Det følger af knivlovens § 2, stk. 2, at dolke og knive, hvis klinge overstiger

12 cm, uanset knivlovens § 2, stk. 1, nr. 1, kan anvendes i erhverv, til

husholdningsbrug eller til brug ved jagt, lystfiskeri, sportsudøvelse eller til

et andet lignende anerkendelsesværdigt formål, hvis de er udformet hertil.

UDKAST

For at få tilladelse til at besidde knive og blankvåben m.v., der er omfattet

af knivlovens § 2, stk. 1, skal der indgives en ansøgning til politiet, som

foretager en vurdering af, om der er tale om besiddelse til et

anerkendelsesværdigt formål. Det fremgår af § 19, stk. 1, i bekendtgørelse

nr. 179 af 22. februar 2018 med senere ændringer om knive og blankvåben

m.v., at en blankvåbentilladelse gives med en gyldighedstid på 5 år, dog 10

år for samlertilladelser. Tilladelsen kan til enhver tid tilbagekaldes, jf.

knivlovens § 5, stk. 1.

Ulovlig besiddelse af knive og blankvåben m.v. straffes efter knivlovens §

7, stk. 1, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Ifølge bemærkningerne

straffes ulovlig besiddelse af knive og blankvåben m.v. omfattet af

knivlovens § 2, stk. 1, på bopælen og andre ikke offentligt tilgængelige

steder i første- og andengangstilfælde som udgangspunkt med en bøde på

mellem 1.000 kr. og 3.000 kr. afhængig af typen af kniv eller blankvåben

m.v. jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, L 97 som fremsat, side 3126.

Det fremgår i den forbindelse af Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om

sanktionspåstande i våbensager, pkt. 5.6.2., at anklagemyndigheden i sager

om overtrædelse af knivlovens § 2, stk. 1, nr. 1, 2, 7 og 8, skal nedlægge

påstand om en bøde på 1.000 kr., mens der i sager om overtrædelse af

knivlovens § 2, stk. 1, nr. 3-6, nedlægges påstand om en bøde på 3.000 kr.

Det fremgår endvidere, at der i andengangstilfælde udmåles samme

bødestraf som i førstegangstilfælde, og at der i tredjegangstilfælde skal

nedlægges påstand om en frihedsstraf.

3.3.1.1.2. Besiddelse af knive og blankvåben m.v. på offentligt

tilgængelige steder

Det følger af knivlovens § 1, at det er forbudt på offentligt tilgængelige

steder, uddannelsessteder, i ungdomsklubber, fritidsordninger og lignende

at bære eller besidde knive og blankvåben m.v., medmindre det sker som

led i erhvervsudøvelse, til brug ved jagt, lystfiskeri eller sportsudøvelse eller

har et andet lignende anerkendelsesværdigt formål.

Ved offentligt tilgængelige steder forstås steder, hvortil der er almindelig

adgang, herunder veje, parker, offentlige transportmidler, restaurationer

(herunder diskoteker, værtshuse og lignende), butikker og butikscentre i

åbningstiden, forlystelsessteder og offentlige kontorer, jf. lovforslag nr. 107

af 27. februar 2016, side 13. Ud over offentligt tilgængelige steder finder

bestemmelsen også anvendelse på uddannelsessteder, ungdomsklubber,

fritidsordninger og lignende, uanset om der er offentlig adgang til det

pågældende sted eller ej.

UDKAST

Opregningen i knivlovens § 1 er ikke udtømmende, jf. ordene ”eller andet

lignende anerkendelsesværdigt formål”. En kniv vil således også kunne

besiddes som led i en anden lovlig fritidsaktivitet. Det gælder f.eks. for

personer, der dyrker fritidsaktiviteter (vandreture, skovture, sejlture,

spejderaktiviteter m.v.) og i den forbindelse anvender kniv, jf.

Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 107 som fremsat, side 14. Herudover

er der en række andre tilfælde, hvor det ud fra formålet med bestemmelsen

er tilladt at være i besiddelse af en kniv på offentligt sted. Her tænkes

navnlig på situationer, hvor det i forbindelse med transport af en kniv fra ét

sted til et andet ikke kan undgås, at kniven medbringes på (passerer)

offentligt område. Kniven kan f.eks. være købt i en forretning, hvorefter den

skal bringes hjem til bopælen. Der kan endvidere foretages ophold eller

ærinder undervejs, når dette ud fra en samlet vurdering af

omstændighederne må anses for rimeligt. I denne vurdering vil bl.a. kunne

indgå formålet med og stedet for opholdet og ærindet, varigheden heraf,

knivens placering og troværdigheden af besidderens forklaring om

omstændighederne omkring besiddelsen af kniven. F.eks. vil et ophold med

henblik på at tanke benzin eller foretage indkøb på vej i sin bil til eller fra

den aktivitet, hvor kniven skal anvendes, normalt ikke udgøre en

overtrædelse af loven, hvis kniven forbliver i bilen. Det samme gør sig

gældende, hvis en netop indkøbt husholdningskniv medbringes på den

videre indkøbstur i en taske eller lignende eller ligger i bilen, mens der

foretages andre ærinder. Derimod vil det som udgangspunkt være en

overtrædelse af § 1, hvis en kniv, der opbevares på en lettilgængelig måde,

f.eks. i en lomme, medbringes på en restaurant.

Hvorvidt kniven m.v. besiddes som led i et anerkendelsesværdigt formål vil

i alle tilfælde bero på en konkret vurdering af de nærmere omstændigheder,

jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 107 som fremsat, side 14. Ved

denne vurdering vil der skulle lægges vægt på knivens art,

anvendelsesområde og den situation, hvorunder kniven besiddes. Det vil

f.eks. kunne tale imod, at besiddelsen af kniven har et anerkendelsesværdigt

formål, hvis kniven er udformet på en måde, så den uanset størrelsen er

særligt egnet som angrebs- og stikvåben, eller at personen, som besidder

kniven, tidligere er straffet for flere overtrædelser af våbenlovgivningen, jf.

Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 107 som fremsat, side 15.

Generelt vil det forhold, at besiddelsen af en kniv sker i et kriminelt miljø,

tale imod, at kniven skal bruges til et anerkendelsesværdigt formål. Det

gælder især, hvis der ikke foreligger omstændigheder, som understøtter, at

den skal bruges til et lovligt gøremål. Derudover vil der være situationer,

hvor besiddelse af knive – også små foldeknive – som det helt klare

UDKAST

udgangspunkt aldrig vil være berettiget. Det gælder f.eks. til visse større

fodboldkampe eller i nattelivet, hvor der er nærliggende risiko for, at der

kan opstå tilspidsede situationer af potentielt voldelig karakter, jf.

Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 107 som fremsat, side 14.

Der kan herudover også forekomme andre steder eller situationer i det

offentlige rum, hvor det som udgangspunkt ikke vil være

anerkendelsesværdigt at medbringe en kniv, uanset knivens størrelse og art.

Der tænkes her på tilfælde, hvor der generelt må antages at være en forøget

risiko for, at der kan opstå konfrontationer eller tilspidsede situationer, og

hvor der samtidig ikke ses at være hensyn, der taler for, at en kniv skal kunne

medbringes. Som eksempel kan det nævnes, at knive som udgangspunkt

ikke har noget at gøre til f.eks. demonstrationer, større koncerter eller

forsamlinger m.v.

Det bemærkes dog, at der for så vidt angår små almindelige lommeknive,

multiværktøjer (schweizerknive) og proptrækkere med indbygget kniv i

praksis vil være en formodning for, at knive af denne type skal anvendes til

et anerkendelsesværdigt formål, medmindre der er konkrete

omstændigheder, som taler imod, at dette er tilfældet, jf. Folketingstidende

2015-16, tillæg A, L 107 som fremsat, side 15. Det er således tilladt at være

i besiddelse af disse på offentligt tilgængelige steder, såfremt der er tale om

gøremål af dagligdags, fredelig eller praktisk karakter.

Ud over det generelle forbud i knivlovens § 1 følger det af knivlovens § 2,

stk. 1, at det kræver tilladelse fra politiet at erhverve, besidde, bære eller

anvende en række nærmere anførte farlige knive og blankvåben m.v.,

herunder på offentligt tilgængelige steder. Der henvises til pkt. 3.3.1.1.1. for

en nærmere beskrivelse heraf.

Ulovlig besiddelse af knive og blankvåben m.v. efter knivlovens §§ 1 eller

2 straffes efter lovens § 7, stk. 1, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Det følger af bemærkningerne, at ulovlig besiddelse af knive og blankvåben

m.v. på offentligt tilgængelige steder uden anerkendelsesværdigt formål i

førstegangstilfælde som udgangspunkt straffes med en bøde på 3.000 kr. for

så vidt angår knive og blankvåben m.v., som ikke samtidig er omfattet

knivlovens § 2, stk. 1, jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 107 som

fremsat, side 18. Er kniven samtidig omfattet af knivlovens § 2, stk. 1, er

straffen som udgangspunkt en bøde på 5.000 kr.

I andengangstilfælde fastsættes straffen som udgangspunkt til ubetinget

fængsel i 7 dage, når gerningspersonen i førstegangstilfældet blev idømt en

bøde. Der kan forekomme tilfælde, hvor ubetinget frihedsstraf i

UDKAST

andengangstilfælde er urimeligt henset til de omstændigheder, hvorunder

kniven m.v. har været medbragt. Det er forudsat, at der i sådanne tilfælde er

mulighed for at idømme en bøde, jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L

107 som fremsat, side 18.

Hvis der tidligere er idømt en frihedsstraf på fængsel i 7 dage for et

førstegangstilfælde, vil straffen i andengangstilfælde som udgangspunkt

skulle fastsættes til ubetinget fængsel i 14 dage.

I tredjegangstilfælde fastsættes straffen for ulovlig besiddelse af kniv m.v.

efter knivlovens § 1 som udgangspunkt til ubetinget fængsel i 40 dage, når

gerningspersonen i andengangstilfældet er idømt fængselsstraf. Der vil i

tredjegangstilfælde og derover kun i helt sjældne tilfælde kunne tænkes at

foreligge sådanne særligt formildende omstændigheder, at udgangspunktet

om frihedsstraf kan fraviges.

I fjerdegangstilfælde og derover vil det være op til domstolene på baggrund

af de konkrete forhold i den enkelte sag at beslutte, hvorledes straffen bør

fastsættes. Det forudsættes dog, at der som udgangspunkt fastsættes en

passende skærpet straf i forhold til ovennævnte strafpositioner.

3.3.1.1.3. Besiddelse af knive og blankvåben m.v. under

skærpende omstændigheder

Ulovlig besiddelse af knive og blankvåben m.v. under skærpende

omstændigheder straffes efter knivlovens § 7, stk. 1, med bøde eller fængsel

indtil 2 år.

Der vil i almindelighed kun foreligge skærpende omstændigheder, hvis en

person bærer kniv på steder eller under omstændigheder, hvor der er

nærliggende risiko for, at der kan opstå tilspidsede situationer af potentielt

voldelig karakter, herunder tilfælde, hvor en person bærer kniv i aften- og

nattetimerne i restaurationsmiljøet m.v. eller ved visse fodboldkampe,

byfester og koncerter, jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 107 som

fremsat, side 19. I denne forbindelse skal der lægges vægt på, om

besiddelsen ved den pågældende type af begivenhed erfaringsmæssigt

bidrager til at skabe farlige situationer. Risikoen for tilspidsede situationer

af potentielt voldelig karakter kan f.eks. også følge af uoverensstemmelser

eller konflikt mellem bander eller lignende, hvor to eller flere grupper af

personer, der har en indbyrdes konflikt, mødes, f.eks. i forbindelse med

retsmøde eller lignende.

Det følger af knivlovens § 7, stk. 2, 1. pkt., at det ved fastsættelse af straffen

for overtrædelse af knivlovens § 1 særlig skal anses for skærpende, at

UDKAST

gerningspersonen flere gange tidligere er straffet for overtrædelse

knivlovens § 1. Det gælder tilsvarende i tilfælde, hvor overtrædelsen af § 1

begås under skærpende omstændigheder af en person, der tidligere er idømt

fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 eller 2, § 119 b

eller §§ 123, 216, 237, 243-246, 266 eller 288, jf. knivlovens § 7, stk. 2, 2.

pkt.

Et førstegangstilfælde, hvor besiddelse af kniv eller blankvåben m.v. sker

under skærpende omstændigheder, straffes som udgangspunkt med

ubetinget fængsel i 7 dage, jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 107

som fremsat, side 18-19. Er gerningspersonen tidligere idømt en

fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 eller 2, § 119 b

eller §§ 123, 216, 237, 243-246, 266 eller 288, og besiddes kniv eller

blankvåben m.v. under skærpende omstændigheder, fastsættes straffen i

førstegangstilfældet som udgangspunkt til ubetinget fængsel i 40 dage.

Det vil bero på domstolenes vurdering af de konkrete forhold i den enkelte

sag, om der foreligger sådanne skærpende omstændigheder, at der skal

udmåles en frihedsstraf i stedet for en bøde.

Straffen i andengangstilfælde afhænger, uanset om besiddelse af kniv eller

blankvåben m.v. sker under skærpende omstændigheder, af den idømte straf

i førstegangstilfældet.

Er gerningspersonen tidligere idømt ubetinget fængsel i 7 dage for en

førstegangsovertrædelse af knivloven, straffes andengangstilfældet som

udgangspunkt med ubetinget fængsel i 14 dage. Hvis gerningspersonen,

foruden tidligere at være idømt ubetinget fængsel i 7 dage for et

førstegangstilfælde, tidligere er idømt fængselsstraf for overtrædelse af

straffelovens § 119, stk. 1 eller 2, § 119 b eller §§ 123, 216, 237, 243-246,

266 eller 288, og har begået andengangstilfældet under skærpende

omstændigheder, fremgår det af Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om

sanktionspåstande i våbensager, pkt. 5.6.3., at anklagemyndigheden som

udgangspunkt skal nedlægge påstand om ubetinget fængsel i 50 dage. Det

gælder også, når der i førstegangstilfældet blev idømt en bøde. Det

bemærkes herved, at forarbejderne ikke indeholder en nærmere angivelse af

strafniveauet i denne situation, idet det dog fremgår, at personer, der

tidligere er dømt for overtrædelse af de i knivlovens § 7, stk. 2, 2. pkt.,

nævnte bestemmelser, i anden- og tredjegangstilfælde vil kunne straffes

tilsvarende hårdere, hvis de igen besidder en kniv under skærpende

omstændigheder, jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 107 som

fremsat, side 10.

UDKAST

Er der tale om et andengangstilfælde, hvor der tidligere er idømt ubetinget

fængsel i 40 dage for en førstegangsovertrædelse, vil det være op til

domstolene på baggrund af de konkrete forhold i den enkelte sag at beslutte,

hvorledes straffen bør fastsættes, jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L

107 som fremsat, side 19. Det forudsættes dog, at der som udgangspunkt

fastsættes en passende skærpet straf i forhold til ovennævnte strafpositioner.

Det fremgår i den forbindelse af Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om

sanktionspåstande i våbensager, pkt. 5.6.3., at anklagemyndigheden, hvor

andengangstilfældet sker under skærpende omstændigheder, og

gerningspersonen tidligere er idømt fængselsstraf for overtrædelse af

straffelovens § 119, stk. 1 eller 2, § 119 b eller §§ 123, 216, 237, 243-246,

266 eller 288, nedlægger påstand om ubetinget fængsel i 60 dage.

Hvis overtrædelsen begås under særligt skærpende omstændigheder, kan

overtrædelsen efter omstændighederne være omfattet af straffelovens § 192

a, stk. 2, der har en strafferamme på 6 år.

3.3.1.1.4. Særligt formildende omstændigheder

Reglerne om knive og blankvåben m.v. var forud for knivlovens

ikrafttræden den 1. juli 2016 reguleret i våbenloven. Ved lov nr. 500 af 17.

juni 2008 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, våbenloven og lov om

fuldbyrdelse af straf m.v. (Styrkelse af indsatsen mod ulovlige skydevåben

og knive på offentligt tilgængelige steder) blev våbenlovens § 10, stk. 3,

nyaffattet, således at en overtrædelse af forbuddet mod besiddelse af kniv

på offentligt tilgængelige steder kunne straffes med fængsel indtil 2

år, under særligt formildende omstændigheder dog med bøde. Af

bemærkningerne til bestemmelsen fremgår, at hvis der foreligger særligt

formildende omstændigheder, kan der i førstegangstilfælde idømmes bøde i

stedet for fængsel. Der kan således forekomme tilfælde, hvor en frihedsstraf

i førstegangstilfælde vil forekomme urimelig henset til de omstændigheder,

hvorunder kniven har været medbragt, jf. Folketingstidende 2007-08 (2.

samling), tillæg A, L 171 som fremsat, side 5988.

Det fremgår endvidere, at sådanne særligt formildende omstændigheder

navnlig kan tænkes at foreligge i tilfælde, hvor en person oprindeligt har

haft et anerkendelsesværdigt formål med at bære eller besidde kniv på et

offentligt tilgængeligt sted, men på grund af f.eks. et svinkeærinde eller en

forglemmelse efterfølgende er kommet i en situation, hvor det ikke

(længere) er lovligt at bære eller besidde den pågældende kniv, jf.

Folketingstidende 2007-08 (2. samling), tillæg A, L 171 som fremsat, side

5989. Der kan således efter omstændighederne foreligge særligt

formildende omstændigheder, hvis der f.eks. er tale om en person, som efter

UDKAST

en arbejdsdag, fisketur, spejdertur eller lignende, hvor vedkommende

lovligt har båret eller været i besiddelse af en kniv, foretager et

restaurationsbesøg med kniven i lommen eller tasken i stedet for at tage

direkte hjem og dermed overtræder forbuddet mod at besidde kniv på

offentligt tilgængelige steder uden et anerkendelsesværdigt formål.

I 2016 blev reglerne om knive og blankvåben m.v. udskilt fra våbenloven,

og besiddelse m.v. af sådanne våben har således siden været reguleret i

knivloven. Der eksisterer i knivloven ikke en egentlig bestemmelse om

adgang til at fastsætte en bødestraf for personer, der under særligt

formildende omstændigheder ulovligt besidder en kniv under

omstændigheder, der efter de gældende regler vil give en fængselsstraf.

Det fremgår dog af bemærkningerne, at der for så vidt angår ulovlig

besiddelse af knive og blankvåben m.v. på offentligt tilgængelige steder kan

forekomme tilfælde, hvor ubetinget frihedsstraf i et andengangstilfælde vil

være urimeligt henset til de omstændigheder, hvorunder kniven m.v. har

været medbragt, og at det er forudsat, at der i sådanne tilfælde er mulighed

for at idømme en bøde, jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 107 som

fremsat, side 18. Der vil i tredjegangstilfælde og derover kun i helt sjældne

tilfælde kunne tænkes at foreligge sådanne særlig formildende

omstændigheder, at udgangspunktet om frihedsstraf kan fraviges.

Det bemærkes, at fastsættelse af straffen fortsat vil bero på domstolenes

konkrete vurdering i det enkelte tilfælde på baggrund af samtlige

omstændigheder i sagen, og at det angivne strafniveau vil kunne fraviges i

op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger

skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige

regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Det er Justitsministeriets vurdering, at adgangen til at idømme en person

bøde i stedet for fængsel for besiddelse af knive og blankvåben m.v. på et

offentligt tilgængeligt sted, når der foreligger særligt formildende

omstændigheder, fortsat gør sig gældende i samme omfang som beskrevet i

bemærkningerne til våbenloven, jf. Folketingstidende 2007-08 (2. samling),

tillæg A, L 171 som fremsat, side 5989.

Det bemærkes, at såfremt der foreligger formildende omstændigheder, kan

straffen endvidere nedsættes eller bortfalde i medfør af de almindelige regler

i straffeloven. Det følger således af straffelovens § 83, at straffen kan

nedsættes under den foreskrevne strafferamme eller bortfalde under i øvrigt

formildende omstændigheder, når oplysninger om gerningen,

gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor.

UDKAST

Ved straffens fastsættelse kan det endvidere indgå som en formildende

omstændighed, at gerningsmanden har handlet i undskyldelig uvidenhed om

eller undskyldelig misforståelse af retsregler, der forbyder en handling, jf.

straffelovens § 82, stk. 1, nr. 4.

3.3.1.2. Justitsministeriets overvejelser

Det fremgår af Serviceeftersynet, at Rigspolitiet vurderer, at straffelovens §

81 a har haft en reducerende virkning på antallet af sager, hvor personer

tilknyttet kriminelle grupper besidder skydevåben i det offentlige rum.

Rigspolitiet bemærker derudover i Serviceeftersynet, at der blandt

bandemedlemmer ses en øget tendens til besiddelse af knive m.v. i det

offentlige rum, hvilket kan skyldes strafskærpelserne på skydevåben, og at

bandemedlemmerne af den grund oftere gør brug af knive m.v. frem for

skydevåben.

Det fremgår endvidere af den politiske aftale om Bandepakke IV, at

partierne er enige om at der skal være større konsekvens for ulovlig

besiddelse af kniv.

På denne baggrund lægges der op til at skærpe straffen for ulovlig besiddelse

af knive og blankvåben m.v. samt at gøre det til en skærpende

omstændighed, at kniven bæres på f.eks. uddannelsesinstitutioner,

ungdomsklubber eller på ungdomsskoler.

Idet der i praksis kan forekomme tilfælde, hvor idømmelse af en

fængselsstraf for ulovlig besiddelse af kniv m.v. må anses for urimeligt

henset til de omstændigheder, under hvilke kniven m.v. har været besiddet,

f.eks. hvis det er åbenlyst, at besiddelsen skyldes en fejl eller en

forglemmelse, lægges der endvidere op til at præcisere, at der for personer,

som under særligt formildende omstændigheder ulovligt besidder en kniv

m.v. under omstændigheder, der efter de foreslåede regler vil give en

fængselsstraf, kan fastsættes en bødestraf.

3.3.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at ændre »der« til »som« i knivlovens § 7, stk. 1. Der er tale om

en ændring af bestemmelsens ordlyd, der alene har til formål at give

mulighed for i bemærkningerne at komme med en tilkendegivelse om

strafniveauet for ulovlig besiddelse af knive og blankvåben m.v.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

3.3.1.3.1. Besiddelse af knive og blankvåben m.v. på bopælen og

andre ikke offentligt tilgængelige steder

UDKAST

Det foreslås, at besiddelse af knive og blankvåben m.v., der er omfattet af

knivlovens § 2, stk. 1, på bopælen og andre ikke offentligt tilgængelige

steder, uden behørig tilladelse fra politiet, som udgangspunkt vil skulle

straffes med en bøde på 5.000 kr. i førstegangstilfælde og 7.500 kr. i

andengangstilfælde, når der ikke foreligger skærpende omstændigheder,

uanset typen af kniv eller blankvåben m.v. Ved tredjegangstilfælde vil

straffen – ligesom i dag – skulle være en frihedsstraf.

3.3.1.3.2. Besiddelse af knive og blankvåben m.v. på offentligt

tilgængelige steder

Det foreslås, at ulovlig besiddelse af knive og blankvåben m.v. på offentligt

tilgængelige steder uden anerkendelsesværdigt formål som udgangspunkt

vil skulle straffes med en bøde på 10.000 kr. i førstegangstilfælde, når der

ikke foreligger skærpende omstændigheder, uanset typen af kniv eller

blankvåben m.v. Det foreslås desuden, at straffen i andengangstilfælde også

skærpes, således at andengangstilfælde, hvor den pågældende tidligere er

idømt bødestraf for et førstegangstilfælde, som udgangspunkt straffes med

ubetinget fængsel i 14 dage. Ved tredjegangstilfælde vil straffen – ligesom

i dag – skulle være ubetinget fængsel i 40 dage.

3.3.1.3.3. Besiddelse af knive og blankvåben m.v. under

skærpende omstændigheder

Det foreslås, at ulovlig besiddelse af knive og blankvåben m.v. på

ungdomsskoler, uddannelsesinstitutioner, ungdomsklubber og i den

offentlige transport altid skal være at anse for besiddelse under skærpende

omstændigheder, uanset at der ikke foreligger nærliggende risiko for, at der

kan opstå tilspidsede situationer af potentiel voldelig karakter.

Da det må formodes, at en andel af de personer, der opholder sig på

ungdomsskoler, uddannelsesinstitutioner og ungdomsklubber – og eventuelt

er i besiddelse af knive og blankvåben m.v. – er under 18 år, lægges der op

til at præcisere, at det uanset den pågældendes alder altid skal anses for

skærpende, at gerningspersonen har besiddet kniven m.v. på

ungdomsskoler, uddannelsesinstitutioner, ungdomsklubber og i den

offentlige transport. Det vil dog fortsat være sådan, at det ved straffens

fastsættelse i almindelighed skal indgå som en formildende omstændighed,

at gerningspersonen var under 18 år ved gerningens udførelse, jf.

straffelovens § 82, stk. 1, nr. 1.

Endvidere foreslås det at skærpe straffen for ulovlig besiddelse af knive og

blankvåben m.v. under skærpende omstændigheder, således at

overtrædelser som udgangspunkt vil skulle straffes med ubetinget fængsel i

UDKAST

14 dage i førstegangstilfælde og ubetinget fængsel i 30 dage i

andengangstilfælde, hvor den pågældende tidligere er idømt 14 dages

fængsel for et førstegangstilfælde.

3.3.1.3.4. Særligt formildende omstændigheder

Der lægges op til at præcisere, at der for personer, som under særligt

formildende omstændigheder ulovligt besidder en kniv m.v. under

omstændigheder, der efter de foreslåede regler vil give en fængselsstraf, kan

fastsættes en bødestraf.

Som anført ovenfor kan knive og blankvåben m.v. efter gældende ret

besiddes lovligt på offentligt tilgængelige steder, når besiddelsen sker som

led i erhvervsudøvelse, til brug ved jagt, lystfiskeri eller sportsudøvelse eller

har et andet lignende anerkendelsesværdigt formål, jf. knivlovens § 1. Det

er f.eks. som led i fritidsaktiviteter, hvor det i forbindelse med transport af

en kniv fra ét sted til et andet ikke kan undgås, at kniven medbringes på

(passerer) offentligt område, jf. nærmere under pkt. 3.3.1.1.2.

Der lægges op til i bemærkningerne til knivlovens § 7, stk. 1, at tydeliggøre

den mulighed, der allerede i dag følger af gældende ret, for at idømme en

person bøde frem for fængselsstraf i tilfælde, som ikke falder under

undtagelsen i knivlovens § 1 om »anerkendelsesværdigt formål«, men hvor

der alligevel gør sig særligt formildende omstændigheder gældende, der

taler imod rimeligheden af, at vedkommende efter de foreslåede regler

idømmes en fængselsstraf.

Det vil navnlig være i tilfælde, hvor en person oprindeligt har haft et

anerkendelsesværdigt formål med at bære eller besidde en kniv på et

offentligt tilgængeligt sted, men på grund af f.eks. et svinkeærinde eller en

forglemmelse efterfølgende er kommet i en situation, hvor det ikke

(længere) er lovligt at bære eller besidde den pågældende kniv.

Det foreslås i den forbindelse at præcisere, at der efter omstændighederne

kan foreligge særligt formildende omstændigheder, hvis der f.eks. er tale om

en person, som efter en arbejdsdag, fisketur, spejdertur eller lignende, hvor

vedkommende lovligt har båret eller været i besiddelse af en kniv, foretager

et restaurationsbesøg med kniven i lommen eller tasken i stedet for at tage

direkte hjem og dermed overtræder forbuddet i knivlovens § 1. Det vil også

kunne være tilfældet, hvis en person efter en arbejdsdag, fisketur, spejdertur

eller lignende, hvor vedkommende lovligt har båret eller været i besiddelse

af en kniv, ved en fejl medbringer kniven på en ungdomsuddannelse, hvor

vedkommende skal hente sit barn. Ligeledes vil der kunne foreligge særligt

formildende omstændigheder, hvis der f.eks. er tale om en person, som efter

UDKAST

en arbejdsdag, fisketur, spejdertur eller lignende, hvor vedkommende

lovligt har båret eller været i besiddelse af en kniv, befinder sig i et offentligt

transportmiddel med kniven i lommen eller tasken uden at have et

anerkendelsesværdigt formål hermed. Det kan eksempelvis være i tilfælde,

hvor en person på grund af en forglemmelse ikke har efterladt kniven på

arbejdet men i stedet taget den med sig i en lomme på vej hjem i det

offentlige transportmiddel. Det kan endvidere være i tilfælde, hvor en

person efter en fisketur eller lignende befinder sig i et offentligt

transportmiddel med kniven i tasken og – i stedet for at tage direkte hjem –

foretager et svinkeærinde eller lignende. Det bemærkes i den forbindelse, at

såfremt personen tager direkte hjem, vil der som udgangspunkt ikke være

tale om ulovlig besiddelse af kniv på et offentligt tilgængeligt sted, idet der

i sådanne tilfælde vil foreligge et anerkendelsesværdigt formål med

besiddelsen, når transport af kniven fra ét sted til et andet ikke kan undgås,

jf. nærmere herom under pkt. 3.3.1.1.2.

Der lægges op til, at et forhold, hvor der foreligger sådanne særligt

formidlende omstændigheder som beskrevet, i førstegangstilfælde straffes

med en bøde på 3.000 kr. og i andengangstilfælde med en bøde på 10.000

kr.

Det vil i den forbindelse som udgangspunkt ikke have betydning for

strafudmålingen, at forholdet er begået under skærpende omstændigheder,

der udspringer af, at kniven ved en fejl eller forglemmelse enten er medbragt

et sted, der i sig selv indebærer, at besiddelsen anses for at være begået under

skærpende omstændigheder, som eksempelvis en ungdomsskole, eller et

sted eller under omstændigheder, hvor der er nærliggende risiko for, at der

kan opstå tilspidsede situationer af potentielt voldelig karakter, hvis sagens

omstændigheder i øvrigt taler for, at der gør sig særligt formildende

omstændigheder gældende.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering

i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne

strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den

konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf.

herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel

10.

3.3.2. Fordobling af strafferammen for våbenlagre

3.3.2.1. Gældende ret

3.3.2.1.1. Straffelovens § 192 a

UDKAST

Våbenloven indeholder nærmere regler om, hvornår skydevåben og andre

våben og eksplosivstoffer kan besiddes lovligt. Ulovlig besiddelse m.v. af

sådanne genstande straffes efter våbenlovens § 10. Hvis våbenbesiddelsen

er sket under særligt skærpende omstændigheder, skal overtrædelsen tillige

henføres under straffelovens § 192 a.

Det følger af straffelovens § 192 a, stk. 1, at den, der overtræder

lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller artikel 4, stk. 1, i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 258/2012 af 14. marts 2012 om

gennemførelse af FN’s våbenprotokol m.v. ved under særligt skærpende

omstændigheder at indføre, udføre, transportere, erhverve, overdrage,

besidde, bære, anvende, tilvirke, udvikle eller med henblik på udvikling

forske i skydevåben (straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1) eller andre våben

eller eksplosivstoffer, når våbnet eller eksplosivstofferne på grund af deres

særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade

(straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 2), straffes med fængsel fra 2 år indtil 8 år.

Den, der i øvrigt overtræder lovgivningen om våben og eksplosivstoffer

under særligt skærpende omstændigheder, straffes med fængsel indtil 6 år,

jf. straffelovens § 192 a, stk. 2.

Efter straffelovens § 192 a, stk. 3, skal det ved fastsættelse af straffen for

ulovlig besiddelse af skydevåben efter stk. 1, nr. 1, indgå som en skærpende

omstændighed, at skydevåbnet besiddes på offentligt tilgængeligt sted.

Besiddes der samtidig ammunition, der kan affyres med skydevåbnet, skal

dette indgå som en yderligere skærpende omstændighed ved

straffastsættelsen.

Efter straffelovens § 192 a, stk. 4, skal det ved fastsættelse af straffen for

ulovlig besiddelse af andre våben eller eksplosivstoffer efter stk. 1, nr. 2,

indgå som en skærpende omstændighed, at våbnet eller eksplosivstoffet

besiddes på offentligt tilgængeligt sted, hvor mennesker færdes eller

opholder sig. Besiddes der samtidig anordninger, der kan bringe våbnet eller

eksplosivstoffet til sprængning, skal dette indgå som en yderligere

skærpende omstændighed ved straffastsættelsen.

For så vidt angår forståelsen af besiddelsesbegrebet i straffelovens § 192 a

kan der henvises til Højesterets dom af 22. januar 2020 i sag nr. 136/2019,

offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2020, side 1254, hvor Højesteret

udtalte, at besiddelsesbegrebet i straffelovens § 192 a må forstås bredt, og

at det beror på en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder,

herunder den pågældendes tilknytning til og mulighed for at råde over

skydevåbnet, om der foreligger besiddelse.

UDKAST

3.3.2.1.2 Straf for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1,

nr. 1

Straffelovens § 192 a, stk. 1, er senest ændret ved lov nr. 494 af 22. maj

2017.

For så vidt angår ulovlig besiddelse m.v. af skydevåben, der ikke på grund

af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade

(f.eks. enkeltskudsvåben, halvautomatiske våben og repetervåben), efter

straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, er det ved den nævnte lovændring

forudsat, at der tages udgangspunkt i følgende strafpositioner, jf.

Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 139 som fremsat, side 8 f.:

Straffen for besiddelse m.v. uden ammunition, der kan affyres med

skydevåbnet på ikke offentligt tilgængeligt sted, forudsættes i

førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsat til ubetinget fængsel i mindst

2 år. Det forudsættes endvidere, at straffen i gentagelsestilfælde som

udgangspunkt fastsættes til ubetinget fængsel mellem 2 år og 4 måneder og

2 år og 8 måneder.

Straffen for besiddelse m.v. med ammunition, der kan affyres med

skydevåbnet på ikke offentligt tilgængeligt sted, forudsættes i

førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsat til ubetinget fængsel i 2 år og

3 måneder. I gentagelsestilfælde forudsættes straffen som udgangspunkt

fastsat til ubetinget fængsel mellem 2 år og 8 måneder og 3 år.

Straffen for besiddelse m.v. uden ammunition, der kan affyres med

skydevåbnet på offentligt tilgængeligt sted, forudsættes i

førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsat til ubetinget fængsel i 2 år og

3 måneder. I gentagelsestilfælde forudsættes straffen som udgangspunkt

fastsat til ubetinget fængsel mellem 2 år og 8 måneder og 3 år.

Straffen for besiddelse m.v. med ammunition, der kan affyres med

skydevåbnet på offentligt tilgængeligt sted, forudsættes i

førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsat til ubetinget fængsel i 2 år og

6 måneder. I gentagelsestilfælde forudsættes straffen som udgangspunkt

fastsat til ubetinget fængsel mellem 3 år og 3 år og 6 måneder.

For så vidt angår ulovlig besiddelse af særdeles farlige skydevåben (f.eks.

fuldautomatiske skydevåben) efter straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, er det

ved lovændringen forudsat, at der tages udgangspunkt i følgende

strafpositioner, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 139 som fremsat,

side 9 f.:

UDKAST

Straffen for besiddelse m.v. uden ammunition, der kan affyres med

skydevåbnet på ikke offentligt tilgængeligt sted, forudsættes i

førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsat til ubetinget fængsel mellem

2 år og 8 måneder og 3 år. Det forudsættes endvidere, at der i

gentagelsestilfælde sker en betydelig skærpelse af straffen.

Straffen for besiddelse m.v. med ammunition, der kan affyres med

skydevåbnet på ikke offentligt tilgængeligt sted, forudsættes i

førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsat til ubetinget fængsel mellem

3 år og 3 år og 6 måneder. Det forudsættes endvidere, at der i

gentagelsestilfælde sker en betydelig skærpelse af straffen.

Straffen for besiddelse m.v. uden ammunition, der kan affyres med

skydevåbnet på offentligt tilgængeligt sted, forudsættes i

førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsat til ubetinget fængsel mellem

3 år og 3 år og 6 måneder. Det forudsættes endvidere, at der i

gentagelsestilfælde sker en betydelig skærpelse af straffen.

Straffen for besiddelse m.v. med ammunition, der kan affyres med

skydevåbnet på offentligt tilgængeligt sted, forudsættes i

førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsat til ubetinget fængsel mellem

3 år og 6 måneder og 4 år. Det forudsættes endvidere, at der i

gentagelsestilfælde sker en betydelig skærpelse af straffen.

3.3.2.1.3. Straf for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1,

nr. 2

For så vidt angår ulovlig besiddelse m.v. af andre våben end skydevåben

(f.eks. panserværnsraketter, morterer, håndgranater, bomber og miner) eller

eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til

at forvolde betydelig skade, jf. straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 2, er det ved

ændringen af § 192 a, stk. 1, ved lov nr. 494 af 22. maj 2017 forudsat, at

straffen i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsættes til ubetinget

fængsel mellem mindst 2 år og 8 måneder og 3 år, uanset om de pågældende

våben og eksplosivstoffer besiddes på et offentligt eller ikke offentligt

tilgængeligt sted. Det forudsættes endvidere, at der i gentagelsestilfælde

sker en betydelig skærpelse af straffen, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg

A, L 139 som fremsat, side 9.

3.3.2.1.4. Straf for besiddelse af flere våben på samme sted

(våbenlagre)

Forarbejderne til straffelovens § 192 a, stk. 1, indeholder ikke nærmere

fastsatte strafpositioner for våbenlagre.

UDKAST

Det er imidlertid forudsat i forarbejderne, at der i sager om ulovlige

våbenlagre – det vil sige tilfælde, hvor flere ulovlige våben m.v. opbevares

det samme sted – skal udmåles en væsentligt strengere straf end de

udgangspunkter, der er angivet for straffen for ulovlig besiddelse m.v. af et

enkelt våben. Ved strafudmålingen kan der desuden bl.a. lægges vægt på

våbnenes art og på antallet af de opbevarede våben, jf. Folketingstidende

2008-09, tillæg A, L 211 som fremsat, side 8072.

Til illustration af strafniveauet i sager om overtrædelse af straffelovens §

192 a, stk. 1, ved besiddelse af et våbenlager kan der bl.a. henvises til

Højesterets dom af 13. august 2019 i sag nr. 41/2019, offentliggjort i

Ugeskrift for Retsvæsen 2019, side 3547, hvor tiltalte blev fundet skyldig i

på offentligt tilgængeligt sted i sin bil at have været i besiddelse af 12

pistoler, hvoraf to kunne indstilles til fuldautomatisk skudafgivelse, uden

tilhørende ammunition. Højesteret fastsatte straffen til fængsel i 6 år, idet

det i skærpende retning blev tillagt betydning, at besiddelsen skete med

henblik på videreoverdragelse, og at våbnene var beregnet til anvendelse i

det organiserede kriminelle miljø.

Der kan desuden henvises til Højesterets dom af 22. januar 2020 i sag nr.

136/2019, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2020, side 1254, hvor

tiltalte blev fundet skyldig i forsøg på besiddelse af et våbenlager bestående

af syv pistoler, en riffel, to maskinpistoler, en revolver og en betydelig

mængde ammunition og magasiner til våbnene, jf. straffelovens § 192 a, stk.

1, nr. 1, samt for at have været i besiddelse af en revolver på offentligt

tilgængeligt sted, jf. straffelovens § 192 a, stk. 3. Højesteret fastsatte straffen

til fængsel i 8 år, idet det i skærpende retning blev tillagt betydning, at

revolveren var besiddet på offentligt tilgængeligt sted, og at besiddelsen

havde baggrund i en verserende bandekonflikt, hvorfor straffen skulle

fastsættes efter strafskærpelsesbestemmelsen i straffelovens § 81 a, jf.

herom pkt. 3.4.2.1.

3.3.2.2. Justitsministeriets overvejelser

Den nuværende strafferamme på fængsel fra 2 år indtil 8 år i straffelovens

§ 192 a kan gøre det vanskeligt ved fastsættelsen af straffen i tilstrækkelig

grad at afspejle, hvor alvorligt man i samfundet ser på meget grove

overtrædelser af våbenlovgivningen i forbindelse med sager om besiddelse

af flere våben på samme sted (våbenlagre).

Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at partierne er enige

om, at strafferammen for våbenlagre skal fordobles.

3.3.2.3. Den foreslåede ordning

UDKAST

Det foreslås, at der i straffelovens § 192 a indsættes et nyt stk. 3, hvorefter

straffen efter stk. 1 kan stige til fængsel indtil 16 år, hvis overtrædelsen

består i besiddelse af flere skydevåben, andre våben eller eksplosivstoffer

på samme sted (våbenlager).

Med den foreslåede bestemmelse lægges der op til en væsentlig skærpelse

af straffen for besiddelse af våbenlagre. Det forudsættes, at strafniveauet

forhøjes med en tredjedel i forhold til den straf, der i dag ville blive fastsat

af domstolene i sådanne sager, således at straffen for besiddelse af

våbenlagre i tilfælde, der i dag ville blive straffet med fængsel i 6 år,

fremover som udgangspunkt vil skulle fastsættes til fængsel i 8 år.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering

i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og de angivne

strafniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i

den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder,

jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens 10.

kapitel.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 17, og bemærkningerne hertil.

3.3.3. Styrket indsats mod gas- og signalvåben

3.3.3.1. Gældende ret

Våbenloven indeholder nærmere regler om, hvornår skydevåben og andre

våben og eksplosivstoffer kan besiddes lovligt. Ulovlig besiddelse af våben

og eksplosivstoffer m.v. straffes efter våbenlovens § 10, stk. 1. Hvis der er

tale om besiddelse af våben og eksplosivstoffer m.v. under særligt

skærpende omstændigheder, vil overtrædelsen tillige kunne være omfattet

af straffelovens § 192 a, jf. også nærmere herom ovenfor pkt. 3.3.2.1.1.

Det følger af våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 1, at det er forbudt uden tilladelse

at indføre eller fremstille, herunder samle, skydevåben samt genstande, der

fremtræder som skydevåben og som følge af konstruktionen eller det

anvendte materiale kan ombygges hertil. Det bemærkes i den forbindelse, at

overtrædelser af våbenlovgivningen, der begås med omdannede gas- og

signalvåben, efter gældende ret sidestilles strafmæssigt med overtrædelser,

der begås med funktionsdygtige originale skydevåben. Omdannelse af gas-

og signalvåben anses således efter gældende ret som udgangspunkt for

omfattet af forbuddet mod at fremstille skydevåben, jf. § 1, stk. 1, nr. 1.

Det følger videre af våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 8, at det er forbudt uden

tilladelse at indføre eller fremstille, herunder samle, signalvåben og

kombinerede gas- og signalvåben. Et kombineret gas- og signalvåben er et

UDKAST

våben, hvortil der kan anvendes både gasammunition og signalammunition.

Det bemærkes, at bestemmelsen ikke omfatter udstyr, der alene er

konstrueret til affyring af nødraketter og nødblus.

Det primære formål med at inddrage signalvåben og kombinerede gas- og

signalvåben under våbenlovens bestemmelser var, at disse våben findes i

forskellige udformninger, der oftest har en betydelig lighed med egentlige

skydevåben, og at de under visse omstændigheder kan være farlige.

Inddragelsen under våbenlovens almindelige kontrolordning har derfor til

formål at begrænse udbredelsen af disse våben.

Det følger desuden af våbenlovens § 2, stk. 1, at det er forbudt uden

tilladelse ved overdragelse at erhverve genstande eller stoffer, der er

omfattet af forbuddet i § 1, eller at besidde, bære eller anvende sådanne

genstande eller stoffer.

Overtrædelser af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer straffes efter

våbenlovens § 10 og – hvis der er tale om overtrædelser under særligt

skærpende omstændigheder – tillige efter straffelovens § 192 a.

Efter våbenlovens § 10, stk. 1, straffes den, der overtræder lovens §§ 1 eller

2, med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende

omstændigheder fængsel indtil 2 år.

Det følger af Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om sanktionspåstande i

våbensager, punkt 5.5., at anklagemyndigheden i sager om besiddelse af et

gas- og signalvåben på bopælen og andre ikke offentligt tilgængelige steder

uden skærpende omstændigheder skal nedlægge påstand om en bøde på

4.000 kr., mens besiddelse af et gas- og signalvåben på et offentligt

tilgængeligt sted betragtes som en skærpende omstændighed, hvor

anklagemyndigheden vil nedlægge påstand om en skærpet bøde eller

frihedsstraf.

Hvis der f.eks. er tale om et ladt våben, eller der i øvrigt foreligger én eller

flere skærpende omstændigheder, vil anklagemyndigheden i hver enkelt sag

foretage en konkret vurdering med henblik på at afgøre, om der skal

nedlægges påstand om en skærpet bøde eller frihedsstraf.

Hvis der imidlertid er tale om besiddelse af et uladt signalvåben eller

kombineret gas- og signalvåben, og der i øvrigt ikke foreligger skærpende

omstændigheder, vil anklagemyndigheden ifølge Rigsadvokatmeddelelsen

efter en konkret vurdering kunne nedlægges påstand om bøde.

UDKAST

Efter straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, straffes den, der overtræder

lovgivningen om våben og eksplosivstoffer ved under særligt skærpende

omstændigheder at bl.a. indføre og tilvirke eller udvikle skydevåben, med

fængsel fra 2 år indtil 8 år.

Omdannede gas- og signalvåben anses som udgangspunkt for at udgøre

skydevåben omfattet af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1. Omdannelse af

gas- og signalvåben er således omfattet af forbuddet mod at tilvirke

skydevåben efter straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, når dette sker under

særligt skærpende omstændigheder.

Hvorvidt en lovovertrædelse med skydevåben sker under særligt skærpende

omstændigheder, jf. straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, afhænger bl.a. af det

pågældende skydevåbens farlighed, hvilket fastlægges med udgangspunkt i

våbenlovgivningens regulering af skydevåben, som er baseret på en generel

vurdering af våbnenes farlighed.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret for så vidt angår straffelovens

§ 192 a henvises til pkt. 3.3.2.1.1.

3.3.3.2. Justitsministeriets overvejelser

Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at aftalepartierne er

enige om, at indsatsen mod gas- og signalvåben skal styrkes.

Rigspolitiet har oplyst, at det er politiets vurdering, at bandemiljøet står bag

en væsentlig del af alle ulovlige våben i Danmark, herunder omdannede og

ikke-omdannede gas- og signalvåben.

For så vidt angår ikke-omdannede gas- og signalvåben er det politiets

vurdering, at formålet med besiddelse af sådanne våben i bandemiljøet er at

omdanne de pågældende gas- og signalvåben til fuldt funktionsdygtige

skydevåben og/eller at benytte våbnene til at begå kriminelle handlinger,

herunder vold, røveri, trusler, intimidering og lignende.

Lokal omdannelse af gas- og signalvåben til anvendelse i bandemiljøet er

ifølge politiet observeret i Danmark, og politiet vurderer, at denne tendens

vil fortsætte, da bl.a. omkostninger til anskaffelse og/eller produktion af

sådanne skydevåben er væsentligt reduceret i forhold til anskaffelsen af

originale skydevåben. Ligeledes er risikoen mindre ved denne våbentype,

idet strafferammen for indsmugling af gas- og signalvåben er lavere

sammenholdt med strafferammen for indsmugling af skydevåben og/eller

omdannede gas- og signalvåben.

UDKAST

Det er på den baggrund Justitsministeriets vurdering, at der er behov for at

skærpe staffen for besiddelse af (ikke-omdannede) gas- og signalvåben med

henblik på at slå hårdere ned på bandernes indsmugling og/eller besiddelse

af sådanne våben. Formålet hermed er således at begrænse bandernes

indsmugling og/eller besiddelse af sådanne våben med det formål at

omdanne de pågældende gas- og signalvåben til fuldt funktionsdygtige

skydevåben og/eller at benytte våbnene til at begå kriminelle handlinger.

For så vidt angår omdannelse af gas- og signalvåben er dette efter gældende

ret som udgangspunkt omfattet af forbuddet mod henholdsvis at fremstille

og tilvirke skydevåben, jf. våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 1, og straffelovens §

192 a, stk. 1, nr. 1. Det er Justitsministeriets vurdering, at der er behov for

at tydeliggøre dette i lovgivningen samt at præcisere, at overtrædelser af

våbenlovgivningen, der begås med omdannede gas- og signalvåben,

strafmæssigt skal sidestilles med overtrædelser, der begås med

funktionsdygtige originale skydevåben.

3.3.3.3. Den foreslåede ordning

3.3.3.3.1. Ikke-omdannede gas- og signalvåben

Det foreslås at skærpe straffen for at indføre, fremstille, besidde, bære og

anvende gas- og signalvåben efter våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 8, jf. § 2, stk.

1, jf. § 10, stk. 1.

Det foreslås for det første at skærpe straffen for besiddelse af gas- og

signalvåben på bopælen og andre ikke offentligt tilgængelige steder, når der

ikke foreligger skærpende omstændigheder, ved at hæve det gældende

strafniveau til det dobbelte i forhold til den straf, der i dag fastsættes af

domstolene for besiddelse af gas- og signalvåben uden skærpende

omstændigheder på bopælen og andre ikke offentligt tilgængelige steder, jf.

våbenlovens § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 8. Dette vil indebære, at besiddelse

af et gas- og signalvåben på bopælen eller andre ikke offentligt tilgængelige

steder uden skærpende omstændigheder, der som udgangspunkt i dag

straffes med en bøde på 4.000 kr., fremover som udgangspunkt vil skulle

straffes med en bøde på 8.000 kr.

Det foreslås for det andet at præcisere, at besiddelse af et gas- og

signalvåben på et offentligt tilgængeligt sted skal betragtes som en

skærpende omstændighed i forbindelse med straffens fastsættelse.

Det foreslås for det tredje at indsætte et nyt stk. 3 i våbenlovens § 10,

hvorefter det ved fastsættelse af straffen for overtrædelser af våbenlovens

§§ 1 og 2 for så vidt angår gas- og signalvåben skal anses som en skærpende

omstændighed, at den pågældende tidligere er idømt fængselsstraf for

UDKAST

overtrædelse af visse bestemmelser i våbenloven, knivloven eller

personfarlig kriminalitet. Det foreslås, at straffen i sådanne tilfælde vil

skulle fastsættes til ubetinget fængsel i 7 dage i førstegangstilfælde. Det vil

både gælde i tilfælde, hvor overtrædelsen begås på bopælen og andre ikke

offentligt tilgængelige steder samt på offentligt tilgængelige steder.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

3.3.3.3.2. Omdannede gas- og signalvåben

Det foreslås at ændre »samt« til »og« i våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 1, og

»der« til »som« i våbenlovens § 10, stk. 1, 1. pkt. Der er tale om ændringer

af bestemmelsernes ordlyd, der alene har til formål at give mulighed for at

præcisere bemærkningerne til bestemmelserne for så vidt angår omdannelse

af gas- og signalvåben. Det foreslås endvidere at ændre »tilvirke« til

»fremstille« i straffelovens § 192 a, stk. 1. Der er tale om en ændring af

bestemmelsens ordlyd, der har til formål at give mulighed for at præcisere

bemærkningerne til bestemmelsen for så vidt angår omdannelse af gas- og

signalvåben. Ændringen har endvidere til formål at bringe bestemmelsens

terminologi bedre i overensstemmelse med våbenloven, herunder denne

lovs § 1.

Konkret foreslås det at præcisere, at overtrædelser af våbenloven, der begås

med omdannede gas- og signalvåben, strafmæssigt skal sidestilles med

overtrædelser, der begås med funktionsdygtige originale skydevåben. Det

foreslås endvidere at præcisere, at omdannelse af gas- og signalvåben til

skydevåben er omfattet af forbuddet mod at fremstille skydevåben, jf.

våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Det foreslås desuden at præcisere, at omdannede gas- og signalvåben som

udgangspunkt skal anses for at udgøre skydevåben omfattet af straffelovens

§ 192 a, stk. 1, nr. 1. Omdannelse af gas- og signalvåben vil således være

omfattet af forbuddet mod at fremstille skydevåben efter straffelovens § 192

a, stk. 1, nr. 1, når dette sker under særligt skærpende omstændigheder.

Endelig præciseres det, at omdannelse af gas- og signalvåben omfattet af §

192 a, stk. 1, nr. 1, strafmæssigt skal sidestilles med fremstilling af

funktionsdygtige originale skydevåben.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 16, samt § 4, nr. 1 og 2, og

bemærkningerne hertil.

3.4. Forretningen

3.4.1. Tværfaglige efterforskningsgrupper

3.4.1.1. Gældende ret

UDKAST

3.4.1.1.1. Efterforskning

Retsplejeloven indeholder ikke i dag en generel bestemmelse om etablering

af tværfaglige efterforskningsgrupper til efterforskning af sager, hvor der er

grund til at antage, at overtrædelsen er et led i organiseret kriminalitet.

Efter retsplejelovens § 742, stk. 2, iværksætter politiet efter anmeldelse eller

af egen drift efterforskning, når der er rimelig formodning om, at et strafbart

forhold, som forfølges af det offentlige, er begået.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at efterforskning er

karakteriseret ved, at den skal klarlægge, om betingelserne for at pålægge

straf eller anden retsfølge er til stede, tilvejebringe de oplysninger, der er

nødvendige til sagens afgørelse, herunder personlige oplysninger,

mentalundersøgelse og lignende samt forberede sagens behandling ved

retten, jf. betænkning nr. 622/1971 om efterforskning i straffesager m.v.,

side 9.

Efterforskning foretages af politiet. Undertiden er rettens medvirken dog

nødvendig for at gennemføre foranstaltninger, der kræver retskendelse, eller

for at foretage indenretlige afhøringer. Der er ikke i retsplejeloven hjemmel

til, at politiet kan overlade efterforskningskompetencen til andre

myndigheder som f.eks. Skatteforvaltningen eller til private som f.eks. et af

anklagemyndigheden antaget revisionsfirma. Dette er dog ikke til hinder

for, at andre myndigheder eller private i et vist omfang kan være involveret

i efterforskning og stille materiale til rådighed for politiets efterforskning.

Politiet samarbejder således allerede i dag med en række myndigheder om

efterforskning af konkrete sager. Der er bl.a. indgået en samarbejdsaftale

mellem Rigspolitiet, Rigsadvokaten og Skatteforvaltningen. Det følger

heraf, at myndighederne bl.a. kan samarbejde om fælles kontrolaktioner,

udveksling af oplysninger og sagkyndig bistand fra én myndighed til en

anden.

3.4.1.1.2. National Enhed for Særlig Kriminalitet og det operative

samarbejde

Det følger af retsplejelovens § 110 a, stk. 1, 1. pkt., at National Enhed for

Særlig Kriminalitet (NSK) for hele landet varetager efterforskningen og

strafforfølgningen af forbrydelser, hvor der er grund til at antage, at

overtrædelsen har et særlig betydeligt omfang, er et led i organiseret

kriminalitet, indebærer komplekst samarbejde med udenlandske

retshåndhævende myndigheder, er udført ved anvendelse af særegne

metoder eller på anden måde er af særlig kvalificeret karakter.

UDKAST

Det følger endvidere af retsplejelovens § 110 a, stk. 3, at justitsministeren

kan fastsætte nærmere regler om, hvilke kriminalitetsområder der er

omfattet af stk. 1.

I henhold hertil er det fastsat i § 1, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 2645 af

28. december 2021 om National Enhed for Særlig Kriminalitets

kompetenceområde og det operative samarbejdes behandling af andre

kriminalitetsområder end hvidvask og terrorfinansiering, at NSK varetager

efterforskning og strafforfølgning vedrørende økonomiske forbrydelser,

herunder overtrædelse af lovgivning, der regulerer erhvervslivets eller de

finansielle markeders forhold, når der kan være grund til at antage, at

overtrædelsen har et særligt betydeligt omfang, er et led i organiseret

kriminalitet, er udført ved anvendelse af særegne forretningsmetoder, eller

på anden måde er af særlig kvalificeret karakter.

Det følger endvidere af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 3, at NSK også

varetager efterforskning og strafforfølgning vedrørende organiseret

kriminalitet, herunder navnlig bandekriminalitet, narkotikahandel og -

smugling, ulovlig våbenhandel samt menneskehandel og -smugling, når der

kan være grund til at antage, at overtrædelsen har et særligt betydeligt

omfang eller på anden måde er af særlig kvalificeret karakter.

Efter retsplejelovens § 110 b oprettes under ledelse af NSK et operativt

samarbejde til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering eller andre

kriminalitetsområder fastsat i medfør af 110 b, stk. 8.

Tilsynsmyndighederne i henhold til lov om forebyggende foranstaltninger

mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven) samt

Skatteforvaltningen deltager i det operative samarbejde, jf. § 110 b, stk. 2,

1. pkt. Hertil kan virksomheder og personer omfattet af hvidvasklovens § 1

deltage i samarbejdet, jf. § 110 b, stk. 4. Det er dog kun muligt, hvis

myndighedens, virksomhedens eller personens deltagelse har betydning for

opgaven med at forebygge eller bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering

eller andre kriminalitetsområder fastsat i medfør af stk. 8.

Der er i medfør af retsplejelovens § 110 b, stk. 1, oprettet det Operative

Danske Informations- og efterretningsnetværk (ODIN) mellem

myndigheder og private underretningspligtige virksomheder. Formålet med

ODIN er, at myndigheder og private aktører ved fælles indsats bliver bedre

til at forebygge og bekæmpe alvorlig og kompleks hvidvask,

terrorfinansiering og fjernovergreb.

100

UDKAST

Ved deltagelse i ODIN kan myndigheder, uanset tavshedspligt fastsat i

anden lovgivning, videregive oplysninger til myndigheder, virksomheder og

personer, der deltager i samarbejdet, jf. § 110 b, stk. 3. Deltagende

myndigheder og virksomheder er dog under ansvar efter straffelovens §§

152-152 e forpligtet til at hemmeligholde oplysninger, som modtages i

forbindelse med samarbejdet, jf. § 110 b, stk. 5. Denne tavshedspligt gælder

også videregivelse til den fysiske eller juridiske person, som oplysningerne

vedrører, uanset en eventuel retlig forpligtelse til at videregive

oplysningerne til den pågældende i henhold til anden lovgivning, jf. § 110

b, stk. 6. Det følger af § 110 b, stk. 7, at oplysninger omfattet af tavshedspligt

efter samtykke fra den myndighed, der har afgivet oplysningerne, kan

inddrages i den modtagende myndigheds sagsbehandling. Foreligger der

samtykke, finder de regler, der i almindelighed gælder for den modtagende

myndighed, og som i medfør af bestemmelsens stk. 5 og 6 er fraveget, på

ny anvendelse.

3.4.1.1.4. Tavshedspligt m.v.

Efter straffelovens § 152 kan den, som virker eller har virket i offentlig

tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige

oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab,

straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Ifølge straffelovens § 152, stk. 3, er en oplysning fortrolig, når den ved lov

eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt

er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til

offentlige eller private interesser.

Straffeloven indeholder ikke en nærmere angivelse af, hvilke offentlige eller

private interesser der – i tilfælde hvor tavshedspligten ikke er gjort til

genstand for særregulering – kan medføre, at en oplysning må anses for at

være fortrolig, hvorfor den nærmere afgrænsning i væsentlig grad beror på

normer uden for straffeloven.

Blandt disse normer er forvaltningslovens § 27, hvor der er foretaget en

opregning af de fleste af de hensyn, der efter en konkret vurdering kan føre

til, at en oplysning er fortrolig og dermed undergivet tavshedspligt.

Det følger bl.a. af forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1, at den, der virker

inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jf. straffelovens § 152

og §§ 152 c-152 f, med hensyn til oplysninger om enkeltpersoners private,

herunder økonomiske, forhold. Af lovens § 27, stk. 4, nr. 1-3, fremgår det,

at den, der virker inden for den offentlige forvaltning, endvidere har

tavshedspligt, jf. straffelovens § 152 og §§ 152 c-152 f, med hensyn til

101

UDKAST

oplysninger, som det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde for at varetage

væsentlige hensyn til: 1) forebyggelse, efterforskning og forfølgning af

lovovertrædelser samt straffuldbyrdelse og beskyttelse af sigtede, vidner

eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning, 2)

gennemførelse

offentlig

kontrol-,

regulerings-

eller

planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til

skatte- og afgiftslovgivningen og 3) det offentliges økonomiske interesser,

herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed.

Efter skatteforvaltningslovens § 17 skal skattemyndighederne under ansvar

efter straffelovens §§ 152, 152 a og 152 c-152 f iagttage ubetinget tavshed

over for uvedkommende med hensyn til oplysninger om en fysisk eller en

juridisk persons økonomiske, erhvervsmæssige eller privatlivet tilhørende

forhold, som de under varetagelsen af deres arbejde bliver bekendt med. Den

særlige tavshedspligt efter skatteforvaltningslovens § 17 er ubetinget og

omfatter hele ministerområdets lovgivning, bortset fra lovgivning der ikke

er lovgivning om skatter i bred forstand.

Som følge af den særlige tavshedspligt i skatteforvaltningslovens § 17 er

skattemyndighedernes muligheder for videregivelse af oplysninger

begrænset.

”Uvedkommende” i skatteforvaltningslovens § 17 fortolkes restriktivt i

forhold til private. Det betyder bl.a., at oplysninger, der er omfattet af den

særlige tavshedspligt, ikke må videregives til private, bortset fra den, der har

afgivet oplysningen, eller den, som oplysningen vedrører, medmindre der

foreligger særskilt lovhjemmel til videregivelsen.

For så vidt angår videregivelse af oplysninger til andre myndigheder er det

i skatteforvaltningsloven § 17 forudsat, at videregivelse af oplysninger

vedrørende juridiske personer er omfattet af de almindelige regler herom i

forvaltningslovens § 28 og § 31, og videregivelse af personoplysninger er

omfattet

reglerne

databeskyttelsesloven

databeskyttelsesforordningen samt eventuelle regler i særlovgivningen.

For Erhvervsstyrelsens ansatte er det i hvidvasklovens § 63, stk. 1, fastsat,

at disse er under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e og er forpligtet til

at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem

tilsynsvirksomheden. Det samme gælder personer, der udfører

serviceopgaver som led i tilsynets drift, og eksperter, der handler på

Erhvervsstyrelsens vegne. Dette gælder også efter ansættelses- eller

kontraktforholdets ophør. Erhvervsstyrelsen kan dog efter hvidvasklovens §

63, stk. 3, nr. 3, videregive fortrolige oplysninger til andre offentlige

102

UDKAST

myndigheder, herunder anklagemyndigheden og politiet, i forbindelse med

efterforskning og retsforfølgning af mulige strafbare forhold omfattet af

straffeloven, hvidvaskloven eller anden tilsynslovgivning.

Hertil kommer revisorlovens § 48, hvoraf det fremgår, at Erhvervsstyrelsens

ansatte ligeledes er under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e og er

forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab

til gennem tilsynsvirksomheden. Tavshedspligten omfatter desuden

personer, der udfører serviceopgaver for styrelsen, enhver, der er

beskæftiget med, og som inddrages i arbejdet med en kvalitetskontrol,

eksperter, der handler på styrelsens vegne, og personer, der ledsager

styrelsen ved gennemførelse af en undersøgelse. Dette gælder også efter

ansættelses- eller kontraktforholdets ophør. Erhvervsstyrelsen kan som

udgangspunkt kun anvende fortrolige oplysninger i forbindelse med

tilsynshvervet til pålæg af sanktioner, eller hvis styrelsens afgørelser

påklages til højere administrativ myndighed eller indbringes for

domstolene. Erhvervsstyrelsen kan dog efter revisorlovens § 48, stk. 4,

videregive fortrolige oplysninger til bl.a. andre myndigheder, herunder

anklagemyndigheden og politiet, til brug for varetagelsen af deres opgaver

efter deres respektive lovgivninger.

Endelig er Erhvervsstyrelsens ansatte tillige omfattet af lov om

kapitalmarkeder, som omhandler børsnoterede virksomheder. Det fremgår

af § 224, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, at Erhvervsstyrelsens ansatte på

samme måde er under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e i straffeloven

og er forpligtet til at hemmeligholde oplysninger, som de får kendskab til

gennem behandling af sager omfattet af styrelsens kontrol med reglerne om

finansielle oplysninger i årsrapporter og delårsrapporter i årsregnskabsloven

for udstedere af omsættelige værdipapirer med hjemsted i Danmark. Dette

gælder også efter ansættelses- eller kontraktforholdets ophør. Det fremgår

dog af § 225, stk. 1, nr. 2, i lov om kapitalmarkeder, at lovens § 224, stk. 1,

ikke er til hinder for, at fortrolige oplysninger videregives til offentlige

myndigheder i forbindelse med efterforskning og retsforfølgning af muligt

strafbare forhold omfattet af straffeloven eller tilsynslovgivningen.

3.4.1.1.5. Politiklageordningen

Politipersonale eller andet personale i politiet og anklagemyndigheden, som

varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til

retshåndhævelse og strafforfølgning, er omfattet af politiklageordningen –

dvs. omfattet af Den Uafhængige Politiklagemyndigheds kompetence i

forhold til at behandle adfærdsklager og efterforske strafbare forhold begået

i tjenesten.

103

UDKAST

Det fremgår af forarbejderne, at politipersonale i denne sammenhæng

omfatter det politiuddannede personale i politiet og politiets jurister, jf.

Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 88 som fremsat, side 9. Civilt

personale i politiet og ansatte ved den centrale anklagemyndighed vil være

omfattet, når de varetager politimæssige opgaver og opgaver, der relaterer

sig til retshåndhævelse og strafforfølgning. Det fremgår af forarbejderne, at

der ved »personale i politiet« forstås ansatte i politiet, hvor politiet således

er ansættelsesmyndighed, samt at der ved »personale i

anklagemyndigheden« forstås ansatte i anklagemyndigheden, hvor

anklagemyndigheden

således

ansættelsesmyndighed,

jf.

Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 222 som fremsat, side 49 f. Det

fremgår også af forarbejderne, at politimæssige opgaver afgrænses efter

politilovens § 2. Til politimæssige opgaver knytter sig først og fremmest

forebyggelse, efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold samt

beføjelser, der er knyttet til ordenshåndhævelse. Dette indbefatter f.eks.

civilt personales bevishåndtering, kriminalteknisk efterforskning,

efterforskning af økonomisk kriminalitet og it-kriminalitet m.v. Med

opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning, forstås

navnlig anklagemyndighedens varetagelse af opgaver inden for

strafferetsplejen

med

hensyn

til

strafforfølgning,

herunder

retssagsbehandling, gennemførelse af straffeprocessuelle skridt eller

tvangsindgreb over for borgerne og borgerrettede opgaver i forbindelse med

f.eks.

straffuldbyrdelse

foranstaltningsændringssager,

jf.

Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 222 som fremsat, side 28 f.

Herudover behandler Politiklagemyndigheden sager om adfærdsklager og

strafbare forhold begået i tjenesten af forsvarspersonale, når personalet yder

bistand til politiet, jf. retsplejelovens §§ 1019 r og 1020 m.

Personale ansat i andre myndigheder, herunder Erhvervsstyrelsen samt told-

og skatteforvaltningen, er ikke omfattet af politiklageordningen.

Politiklagemyndigheden behandler adfærdsklager efter reglerne i

retsplejelovens kapitel 93 b. Begrebet »adfærdsklage« omfatter bl.a. klager

over magtanvendelse og anden hårdhændet behandling i forbindelse med

anholdelse, under opløb og lignende, klager over myndighedsmisbrug,

f.eks. i forbindelse med anholdelse eller ransagning, klager over anden

ukorrekt fremgangsmåde under udførelsen af tjenesten og klager over

uhøflig tiltale eller anden ukorrekt personlig optræden, jf. Folketingstidende

2009-10, tillæg A, L 88 som fremsat, side 9.

104

UDKAST

Politiklagemyndigheden efterforsker også sager om strafbare forhold begået

af politipersonale i tjenesten eller andet personale i politiet og

anklagemyndigheden, som varetager politimæssige opgaver eller opgaver,

der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning, i henhold til

retsplejelovens kapitel 93 c.

Politiklagemyndigheden efterforsker sådanne sager i overensstemmelse

med retsplejelovens almindelige regler om forfølgning af strafbare forhold,

medmindre der er fastsat særlige regler i kapitel 93 c.

Politiklagemyndigheden er i den forbindelse tillagt de beføjelser, som ellers

tilkommer politiet efter retsplejeloven, ligesom de personer,

efterforskningen retter sig mod, har samme retsgarantier i retsplejeloven,

bl.a. med hensyn til advokatbistand.

Uden for politiklageordningen falder strafbare forhold, som er begået af

politipersonale eller andet personale i politiet og anklagemyndigheden, som

varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til

retshåndhævelse og strafforfølgning, uden for tjenesten.

3.4.1.2. Justitsministeriets overvejelser

Det såkaldte Al Capone-samarbejde blev etableret som led i

implementeringen af Bandepakke III og har til formål at styrke indsatsen

mod bl.a. banders misbrug af offentlige ydelser og unddragelse af betaling

af gæld til det offentlige gennem et styrket samarbejde mellem de relevante

myndigheder.

Al Capone-samarbejdet består af en række tværsektorielle stående task

forces, der har fået til opgave hurtigt at håndtere konkrete sager, hvor

myndighederne bliver opmærksomme på bandemedlemmer, som udviser en

adfærd, der giver grund til at mistænke, at de pågældende uretmæssigt

modtager offentlige ydelser eller lever på en måde, der ikke harmonerer med

det forhold, at de samtidig har forfalden gæld til det offentlige. De nævnte

task forces er forankret i de enkelte politikredse, og lokalenhederne afholder

møder, hvor Skatteforvaltningen og relevante kommuner deltager. Som led

i samarbejdet foretager lokalenhederne en nærmere undersøgelse af

konkrete personer på baggrund af politiets måludpegning, og udtagne

fokuspersoner vurderes efterfølgende af Skatteforvaltningen med henblik på

bl.a. eventuel skattemæssig regulering af indkomst og i de relevante

kommuner med henblik på eventuel frakendelse af offentlige ydelser.

I Serviceeftersynet vurderer bl.a. Rigspolitiet og Skatteforvaltningen, at Al

Capone-samarbejdet generelt er velfungerende og udgør et nyttigt redskab i

indsatsen mod bandekriminalitet. Rigspolitiet og Skatteforvaltningen

105

UDKAST

vurderer dog også, at den økonomiske, herunder skatteøkonomiske,

kriminalitet i bandemiljøet er stigende i både omfang og kompleksitet. På

denne baggrund vurderer Rigspolitiet og Skatteforvaltningen, at det kan

overvejes at udvide det eksisterende Al Capone-samarbejde, herunder ved

at inddrage flere myndigheder i samarbejdet og udvide samarbejdets

fokusområder.

Som det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, er

aftalepartierne enige om at udvide Al Capone-samarbejdet, herunder ved

etablering af en national, tværgående efterforskningsgruppe, der målrettet

og med primær fokus på bandemiljøet, skal efterforske sager om bl.a.

organiseret skatte- og afgiftssvig.

Justitsministeriet finder, at der bør tilvejebringes et lovgrundlag, hvorved

der kan etableres tværfaglige efterforskningsgrupper under ledelse af NSK

for derved at styrke og effektivisere efterforskningen af sager om

organiseret økonomisk kriminalitet gennem fælles viden og dataadgang

samt gennem konkret samarbejde i sagerne. Herved styrkes bekæmpelsen

af særligt komplekse former for kriminalitet, som forudsætter et tæt og

operativt samarbejde mellem de relevante myndigheder.

Det

Justitsministeriets

vurdering,

tværfaglige

efterforskningsgrupper bør forankres i NSK. Herudover bør

efterforskningen forestås under politiets ledelse med deltagelse af

Skatteforvaltningen og Erhvervsstyrelsen samt andre relevante

myndigheder. Endvidere bør politiklageordningen udvides, så den også

omfatter personale fra andre myndigheder, når de deltager i tværfaglige

efterforskningsgrupper.

Lovgrundlaget skal bl.a. sikre klare rammer for deling og videregivelse af

nødvendig data fra samtlige relevante myndigheder som led i

efterforskningssamarbejdet, herunder i relation til tavshedspligt og

udveksling af oplysninger. Med forslaget vil myndighederne derved langt

hurtigere end i dag kunne identificere og dele relevante og nødvendige

oplysninger, der kan have betydning for efterforskningssamarbejdet.

De nærmere rammer for etablering og drift af de tværfaglige

efterforskningsgrupper vil blive fastsat af NSK.

De tværfaglige efterforskningsgrupper vil supplere muligheden for efter

retsplejelovens § 110 b, stk. 1, jf. stk. 8, at oprette et operativt samarbejde

om andre kriminalitetsområder f.eks. overtrædelser af organiseret

kriminalitet,

herunder

banders

økonomiske

kriminalitet.

106

UDKAST

Efterforskningsgrupperne vil således kunne indlede efterforskning på

baggrund af resultater fra et operativt samarbejde.

3.4.1.3. Den foreslåede ordning

3.4.1.3.1. Oprettelse af tværfaglige efterforskningsgrupper

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i retsplejelovens § 110 c,

hvorefter NSK kan oprette tværfaglige efterforskningsgrupper med

deltagelse af Erhvervsstyrelsen samt Skatteforvaltningen som led i

efterforskningen af forbrydelser omfattet af retsplejelovens § 110 a, stk. 1,

1. pkt. NSK kan desuden beslutte, at andre myndigheder, end dem der er

nævnt i 1 pkt., kan deltage i en efterforskningsgruppe, jf. stk. 1. Det

forudsættes, at efterforskningsgrupperne oprettes efter behov.

En tværfaglig efterforskningsgruppe forudsættes at have fokus på sager med

relation til bandemiljøet og vil skulle efterforske sager om bl.a. organiseret

skatte- og afgiftssvig. Arbejdet vil dog også kunne omfatte organiseret

økonomisk kriminalitet mere bredt. Det forudsættes, at en tværfaglig

efterforskningsgruppes arbejde ligger inden for NSK’s kompetenceområde,

jf. retsplejelovens § 110 a, stk. 1, 1. pkt. og § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr.

2645 af 28. december 2021 om NSK’s kompetenceområde og det operative

samarbejdes behandling af andre kriminalitetsområder end hvidvask og

terrorfinansiering.

Den foreslåede ordning vil indebære, at Erhvervsstyrelsen samt

Skatteforvaltningen kan deltage i tværfaglige efterforskningsgrupper. NSK

kan desuden beslutte, at andre myndigheder, end dem der er nævnt i 1 pkt.,

kan deltage i en efterforskningsgruppe, jf. stk. 1. Det forudsættes i den

forbindelse, at myndighedens deltagelse har betydning for opgaven med

efterforskning af organiseret kriminalitet.

Det foreslås i § 110 c, stk. 2, udtrykkeligt at regulere ledelses- og

ansvarsforhold, og hvilke regler der skal gælde, når øvrige myndigheder

deltager i en tværfaglig efterforskningsgruppe. Det foreslås således, at

myndigheders deltagelse i en tværfaglig efterforskningsgruppe sker under

NSK’s ledelse, samt at udførelsen af opgaver som led i deltagelsen sker i

overensstemmelse med de regler, der gælder for politiets varetagelse af de

pågældende opgaver.

Den foreslåede ordning indebærer, at deltagere i en tværfaglig

efterforskningsgruppe på tværs af myndigheder vil kunne sidde sammen og

foretage efterforskning ved at dele og videregive oplysninger, hvis

oplysningerne har betydning for efterforskningen. NSK vil således kunne

107

UDKAST

lade deltagere fra andre myndigheder afdække og undersøge konkrete spor

og beviser m.v.

At deltagelse sker under NSK’s ledelse indebærer, at det er politiet, der har

instruktionsbeføjelsen i forhold til eventuelle efterforskningsskridt. Det

indebærer, at den operative ledelse af efterforskningen forestås af NSK.

NSK forestår herudover sikkerhedsgodkendelse af deltagerne i tværfaglige

efterforskningsgrupper. Det bemærkes, at de deltagende myndigheder i

øvrigt fortsat vil have ledelsesretten i forhold til det respektive personale,

der deltager i efterforskningsgruppen. Deltagerne i en tværfaglig

efterforskningsgruppe fra øvrige myndigheder vil således fortsat være ansat

ved den respektive myndighed og vil i løsningen af opgaver, der ikke

vedrører deltagelse i den tværfaglige efterforskningsgruppe, ikke være

under instruktionsbeføjelse m.v. af NSK.

Det er ligeledes NSK, der er ansvarlig for efterforskningen, herunder

behandler anmodninger om og bærer et eventuelt erstatningsansvar efter

reglerne i retsplejelovens kap. 93 a om erstatning i anledning af strafferetlig

forfølgning eller på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler.

At opgaveløsningen sker i overensstemmelse med de regler, der gælder for

politiets varetagelse af de pågældende opgaver, indebærer, at de deltagende

personer fra øvrige myndigheder vil være underlagt de samme regler, som

gælder, hvis det i stedet havde været politipersonale, der varetog

efterforskningen. Dette omfatter både regler, der er fastsat i lovgivningen og

regler, der er fastsat administrativt. Omfattet er således bl.a. reglerne i

retsplejeloven, politiloven og regler udstedt i medfør heraf samt politiets

interne sikkerhedsbestemmelser, vejledninger m.v.

Det bemærkes, at myndigheder, der deltager i en tværfaglig

efterforskningsgruppe ikke får adgang til eller kan overlades kompetence til

tvangsindgreb efter retsplejeloven. Politiet vil ligeledes heller ikke kunne

bemyndige myndighederne dertil. Tvangsindgreb efter retsplejeloven vil

således altid skulle foretages af politiet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

3.4.1.3.2. Myndigheders videregivelse af oplysninger

For at sikre klare regler på området foreslås det i den nye bestemmelse i

retsplejelovens § 110 c at regulere myndighedernes videregivelse af

oplysninger til de øvrige myndigheder, der deltager i en tværfaglig

efterforskningsgruppe.

108

UDKAST

Det fremgår derfor af den foreslåede § 110 c, stk. 3, at de myndigheder, der

er nævnt i stk. 1, uanset tavshedspligt fastsat i anden lovgivning kan dele og

videregive oplysninger, der kan have betydning for efterforskningen, til de

myndigheder, der deltager i efterforskningsgruppen, jf. stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at personale fra

Skatteforvaltningen og Erhvervsstyrelsen samt eventuelle

myndigheder, jf. stk. 1, 2. pkt., uanset tavshedspligten fastsat i

lovgivning kan dele og videregive oplysninger med hinanden

myndighederne i en tværfaglig efterforskningsgruppe.

NSK,

andre

anden

og til

Den foreslåede ordning vil indebære, at myndighederne i en tværfaglig

efterforskningsgruppe vil kunne dele, videregive og modtage oplysninger,

som skal bruges i en konkret straffesag. Endvidere vil myndighederne kunne

dele, videregive og modtage oplysninger selv om oplysningerne på

tidspunktet for deling ikke nødvendigvis skal bruges i en konkret straffesag.

Det bemærkes, at den foreslåede ordning ikke er til hinder for at

Skatteforvaltningen, Erhvervsstyrelsen og andre myndigheder fortsat

bidrager til øvrige efterforskninger som hidtil.

3.4.1.3.3. Tavshedspligt for deltagere

Det foreslås indsat i retsplejelovens § 110 c, stk. 4, at personer, der deltager

i en tværfaglig efterforskningsgruppe, jf. stk. 1, er forpligtet til under ansvar

efter straffelovens §§ 152-152 e at hemmeligholde oplysninger, som

modtages som led i arbejdet i en tværfaglig efterforskningsgruppe.

Den foreslåede bestemmelse skal bl.a. sikre, at myndigheder, der modtager

oplysninger som led i deltagelsen i en tværfaglig efterforskningsgruppe, er

forpligtet til at bevare tavshed herom. Det gælder bl.a. i forhold til

oplysninger, som personer, der deltager i en tværfaglig

efterforskningsgruppe måtte modtage fra NSK samt eventuelle oplysninger

fra Skatteforvaltningen, som er underlagt den særlige tavshedspligt i

skatteforvaltningslovens § 17 eller eventuelle oplysninger fra

Erhvervsstyrelsen, som er underlagt særlig tavshedspligt efter

hvidvasklovens § 63, revisorlovens § 78 og/eller kapitalmarkedslovens §

224, jf. pkt. 3.4.1.1.4. Dette skyldes, at der vurderes at gælde særlige hensyn

under efterforskning af forbrydelser omfattet af den foreslåede § 110 c, stk.

Hvad angår oplysninger, der allerede er offentligt tilgængelige eller ikke i

sig selv er fortrolige, indebærer den foreslåede § 110 c, stk. 4, at personer,

der deltager i en tværfaglig efterforskningsgruppe, er forpligtiget til at

109

UDKAST

bevare tavshed om det forhold, at der er sket en behandling af de

pågældende oplysninger som led i efterforskningsgruppens arbejde.

Den foreslåede bestemmelse udgør en særlig tavshedsforskrift i forhold til

oplysninger, der deles i forbindelse med efterforskningsgrupper, og

indebærer, at oplysningerne som udgangspunkt ikke må videregives, jf. dog

stk. 6. Dette gælder også inden for myndighedens egen koncern eller

organisation.

Den særlige tavshedsforskrift indebærer bl.a. en begrænsning i retten til

aktindsigt i sådanne oplysninger efter § 35 i lov om offentlighed i

forvaltningen. Den særlige tavshedsforskrift indebærer herudover

begrænsninger i adgangen til at anvende og videregive de oplysninger, der

er omfattet af tavshedspligten i den foreslåede § 110 c, stk. 4, i forhold til

oplysninger, der er omfattet af den almindelige tavshedspligt, jf.

forvaltningslovens § 27.

Det bemærkes, at oplysninger, der deles og videregives i en

efterforskningsgruppe vil være omfattet af retsplejelovens regler om

aktindsigt i straffesager. Efter lovens § 729 a, stk. 3, og 729 b, stk. 2, skal

sigtede og dennes forsvarer således have adgang til at gøre sig bekendt med

det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen

angår.

Det fremgår endvidere af den foreslåede bestemmelse i § 110 c, stk. 5, at

tavshedspligten i § 110 c, stk. 4, også gælder i forhold til den fysiske eller

juridiske person, som oplysningerne vedrører, uanset en eventuel retlig

forpligtelse til at videregive oplysningerne til den pågældende i henhold til

anden lovgivning, jf. dog stk. 6. Dette drejer sig navnlig om

forvaltningsretlige og databeskyttelsesretlige regler.

Bestemmelsen fastslår, at tavshedspligten også finder anvendelse over for

de personer og virksomheder, som oplysningerne vedrører. Herved fraviges

bl.a. forvaltningslovens § 9 om partsaktindsigt, § 19 om partshøring og § 24

om begrundelsespligt.

De foreslåede bestemmelser i retsplejelovens § 110 c, stk. 4 og 5, om

tavshedspligt

medfører

endvidere,

oplysningspligten

databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 1-4, ikke finder anvendelse,

jf. forordningens artikel 14, stk. 5, litra d, for så vidt angår oplysninger, som

de pågældende myndigheder modtager i forbindelse med deltagelsen i

efterforskningen, jf. den foreslåede § 110 c, stk. 1. Desuden kan sådanne

oplysninger i medfør af databeskyttelseslovens § 22, stk. 2, nr. 4, undtages

110

UDKAST

fra indsigtsretten af hensyn til bl.a. at undgå at skade forebyggelsen,

afsløringen, efterforskningen eller retsforfølgningen af strafbare handlinger

eller fuldbyrdelsen af strafferetlige sanktioner. Der henvises i den

forbindelse til pkt. 5.3.

Det følger af den foreslåede § 110 c, stk. 6, at oplysninger omfattet af stk.

4, efter samtykke fra den myndighed der har afgivet oplysningerne, kan

inddrages i den modtagende myndigheds sagsbehandling. Foreligger der

samtykke, finder de regler, der i almindelighed gælder for den modtagende

myndighed, og som i medfør af stk. 4 og 5 er fraveget, på ny anvendelse.

Den afgivende myndigheds samtykke efter bestemmelsen er ikke underlagt

særlige formkrav. Samtykke vil således bl.a. kunne meddeles mundtligt,

f.eks. på et møde i regi af en tværfaglig efterforskningsgruppe, jf. den

foreslåede § 110 c, stk. 1. De relevante myndigheder vil herefter kunne sikre

den fornødne dokumentation af samtykket og dets omfang ved at gøre notat

herom som led i deres respektive sagsbehandling, jf. offentlighedslovens §

13, stk. 2.

Herefter vil tavshedspligten efter bestemmelsens stk. 4 og 5 ikke længere

finde anvendelse for de pågældende oplysninger, og den videre behandling

af oplysningerne vil i stedet være omfattet af de almindelige regler, der

gælder for den modtagende myndighed, jf. den foreslåede § 110 c, stk. 6, 2.

pkt. Endvidere vil de fravigelser af forvaltningsprocessuelle rettigheder,

som den særlige tavshedsforskrift indebærer, ikke længere gælde.

Eksempelvis vil NSK’s videre behandling af oplysninger om en persons

økonomiske forhold modtaget fra Skatteforvaltningen alene være reguleret

af den lovgivning, politiet er underlagt, herunder navnlig forvaltningsloven,

retsplejeloven, retshåndhævelsesloven og politiloven. Dette gælder

ligeledes, hvis oplysningerne må anses som tilvejebragt af en tværfaglig

efterforskningsgruppe til brug for en konkret straffesag.

Som et andet eksempel vil Skattestyrelsens videre behandling af

oplysninger om en persons økonomiske forhold modtaget fra NSK alene

være reguleret af den lovgivning, som Skatteforvaltningen er underlagt,

herunder navnlig forvaltningsloven og skatteforvaltningsloven.

Tilsvarende vil bl.a. forvaltningslovens regler om partshøring,

partsaktindsigt, begrundelse m.v. samt oplysningspligt og indsigtsret efter

databeskyttelsesreglerne finde anvendelse for myndighedernes videre

behandling af oplysningerne.

3.4.1.3.4. Udvidelse af politiklageordningen

111

UDKAST

Når personale fra andre myndigheder deltager i en tværfaglig

efterforskningsgruppe, sker det under NSKs ledelse og efter de regler, som

gælder for politiets varetagelse af de pågældende opgaver.

Det foreslås, at der indsættes to nye bestemmelser i retsplejelovens kapitel

93 b og 93 c (om politiklageordningen), som indebærer, at

Politiklagemyndigheden vil få kompetence til at behandle sager om

adfærdsklager og strafbare forhold for personale fra andre myndigheder,

som deltager i tværfaglige efterforskningsgrupper efter den foreslåede § 110

c, når de varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til

retshåndhævelse og strafforfølgning, som led i deres deltagelse i en

tværfaglig efterforskningsgruppe.

Den foreslåede ordning indebærer, at kompetencen til at behandle klager

over adfærd udvist af personale fra andre myndigheder under deltagelse i en

tværfaglig

efterforskningsgruppe,

flyttes

fra

den

relevante

ansættelsesmyndighed til Politiklagemyndigheden, når personalet varetager

politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til retshåndhævelse og

strafforfølgning. Det vil f.eks. kunne være i tilfælde, hvor disse personer

beskyldes for uhøflig optræden, urimelig sprogbrug, korruption eller

lignende.

Den foreslåede ordning indebærer endvidere, at kompetencen til at

efterforske og påtale sager om strafbare forhold begået af personale i andre

myndigheder under deltagelse i en tværfaglig efterforskningsgruppe, når de

varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til

retshåndhævelse og strafforfølgning, flyttes til Politiklagemyndigheden og

den civile anklagemyndighed – som udgangspunkt statsadvokaten.

Det foreslås, at »politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til

retshåndhævelse og strafforfølgning« afgrænses som i gældende ret for så

vidt angår andet personale i politiet og anklagemyndigheden, jf. herom pkt.

3.4.1.1.5.

Klageordningen omfatter udelukkende forhold, der er begået, når de

pågældende deltager i en tværfaglig efterforskningsgruppe, og ikke forhold,

der er begået uden for efterforskningsgruppe. Det vil afhænge af en konkret

vurdering, om en handling er foretaget i eller uden for

efterforskningsgruppen.

Deltagere i en tværfaglig efterforskningsgruppe fra andre myndigheder vil

således som udgangspunkt alene være omfattet af Politiklagemyndighedens

112

UDKAST

kompetence i den periode, hvor de deltager i efterforskningsgruppen, og

hvor de pågældende således er under politiets ledelse.

Det bemærkes, at der ikke er tilsigtet nogen ændring af gældende ret for så

vidt angår politipersonale eller andet personale i politiet og

anklagemyndigheden, som varetager politimæssige opgaver eller opgaver,

der relaterer sig til retshåndhævelse og strafforfølgning, når disse deltager i

tværfaglige efterforskningsgrupper efter den foreslåedes § 110 c.

3.4.2. Udvidelse af anvendelsesområdet for straffelovens § 81 a

3.4.2.1. Gældende ret

Det følger af straffelovens § 81 a, stk. 1, at den straf, der er foreskrevet i

straffelovens §§ 119, 119 b, 123, 192 a og 244, § 244, jf. § 247, § 245, §

245, jf. § 247, § 246, jf. § 245, § 246, jf. § 245, jf. § 247, § 252, stk. 1, §

260, stk. 1, § 261, stk. 1 og 2, § 266, § 285, stk. 1, jf. § 281, § 286, stk. 1, jf.

§ 281, og § 288, kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen har

baggrund i eller er egnet til at fremkalde en konflikt mellem grupper af

personer, hvor der som led i konflikten enten anvendes skydevåben eller

anvendes våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles

farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller begås

brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180. Efter § 81 a, stk. 2, skal det

ved fastsættelse af straffen for overtrædelse af straffelovens § 180, § 183,

stk. 2, og § 237 i almindelighed indgå som en særdeles skærpende

omstændighed, hvis lovovertrædelsen har baggrund i en konflikt som nævnt

i stk. 1.

Det er en betingelse for at anvende straffelovens § 81 a, at lovovertrædelsen

har baggrund i eller er egnet til at fremkalde en konflikt mellem grupper af

personer, hvor der enten anvendes skydevåben eller anvendes våben eller

eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til

at forvolde betydelig skade, eller begås brandstiftelse omfattet af

straffelovens § 180.

At lovovertrædelsen har »baggrund i« en konflikt indebærer, at den person,

der har begået lovovertrædelsen, helt eller delvis har været motiveret af at

ville deltage i eller reagere på en eksisterende konflikt mellem grupper af

personer. Det er i den forbindelse uden betydning, om der tillige er andre

motiver for angrebet, herunder f.eks. personlige uoverensstemmelser, hævn

for tidligere krænkelser, fornærmelser eller lignende.

Ved vurderingen af, om en lovovertrædelse »er egnet til at fremkalde« en

konflikt, kan det bl.a. tillægges betydning, om en eller begge grupper i

almindelighed er kendt for at besidde skydevåben m.v., herunder om de har

113

UDKAST

et kendt reaktionsmønster ved konflikter med andre grupper, hvori det bl.a.

indgår, at der anvendes skydevåben m.v. eller begås brandstiftelse, jf.

Folketingstidende 2016-2017, tillæg A, L 190 som fremsat, side 13. Det kan

også tillægges betydning, om gerningspersonen eller personer fra en af

grupperne eksempelvis er eller har været i besiddelse af ulovlige

skydevåben m.v., skudsikre veste eller lignende genstande, der tyder på, at

de pågældende er beredte på en konflikt med anvendelse af skydevåben m.v.

eller regner med at kunne møde modstandere, som er i besiddelse af

skydevåben m.v. Der vil ligeledes kunne lægges vægt på den aktuelle

situation i de to grupper, herunder f.eks. om der er en anspændt stemning

mellem grupperne, en uenighed om kriminelle markeder m.v. eller en

aggressiv adfærd i øvrigt, og om den omhandlede lovovertrædelse i den

sammenhæng kan være egnet til at fremkalde en konflikt i straffelovens §

81 a’s forstand. Det er i den forbindelse ikke en betingelse, at der forud for

den aktuelle forbrydelse er anvendt skydevåben m.v.

Begrebet »konflikt« skal forstås bredt. Enhver uoverensstemmelse eller

uenighed mellem to eller flere grupper vil kunne udgøre en konflikt i § 81

a’s forstand. Det er uden betydning for vurderingen af, om en konflikt er

omfattet af straffelovens § 81 a, hvad der er årsagen til konflikten, og hvad

konflikten drejer sig om. Det er ligeledes uden betydning, om konflikten er

begrundet i et eller flere forhold.

Der skal endvidere være tale om en konflikt mellem »grupper af personer«.

Det vil sige, at der skal være mere end én person på hver side i konflikten.

Som grupper anses ikke kun formaliserede grupper med en fast struktur og

rollefordeling medlemmerne imellem, et fast tilholdssted og navn eller

lignende. Bestemmelsen omfatter også mere løse grupperinger, forudsat at

gruppen virker med et fælles sigte eller mål og/eller har et fast

reaktionsmønster i bestemte situationer, f.eks. at personerne i gruppen som

regel bliver alarmeret og instrueret via telefon- eller sms-kæder i forbindelse

med bestemte voldelige eller truende begivenheder, som indtræffer.

Straffelovens § 81 a omfatter tillige forsøg på og medvirken til de opregnede

forbrydelser, jf. straffelovens § 21 og § 23.

Straffelovens bestemmelser om strafudmåling findes i 10. kapitel, der bl.a.

indeholder almindelige regler om straffens fastsættelse og regler om

skærpende og formildende omstændigheder. Bestemmelsen i § 81 a

udelukker ikke anvendelse af de almindelige regler om strafudmåling,

herunder de i § 81 anførte strafskærpelsesgrunde. Det gælder både med

114

UDKAST

hensyn til forhold, der måtte blive henført under § 81 a, og med hensyn til

forhold, der efter en konkret vurdering ikke måtte blive det.

Efter straffelovens § 79 a, stk. 1, kan den, som idømmes ubetinget

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter

for en overtrædelse, der er omfattet af § 81 a, ved dommen gives

opholdsforbud efter stk. 2. Det samme gælder den, som idømmes ubetinget

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter

for overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer eller lov om

våben og eksplosivstoffer, og som har tilknytning til en gruppe af personer,

der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, når

overtrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til gruppen.

For en nærmere beskrivelse af opholdsforbud efter straffelovens § 79 a,

herunder definitionerne af begreberne »gruppe af personer, der tilsammen

står bag omfattende og alvorlig kriminalitet«, og »når overtrædelsen har

relation til den dømtes tilknytning til gruppen«, henvises til lovforslagets

pkt. 3.2.1.1.1.

Efter straffelovens § 38, stk. 1, afgør justitsministeren eller den, der

bemyndiges dertil, om den dømte skal løslades på prøve, når to tredjedele

af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået. Det følger af § 38, stk. 5,

at prøveløsladelse ikke kan ske, hvis den dømte af politiet skønnes at have

tilknytning til en gruppe af personer, som aktivt er involveret i en verserende

voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, og politiet oplyser, at

der inden for den gruppe, som den dømte skønnes at have tilknytning til,

som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er anvendt våben

eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er

egnet til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet

af § 180.

Efter straffelovens § 41, stk. 1, afgør justitsministeren eller den, ministeren

bemyndiger dertil, om den dømte skal løslades på prøve, når 12 år af en straf

på livstid er udstået. Efter § 41, stk. 3, kan prøveløsladelse ikke ske, hvis

den dømte af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer,

som aktivt er involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden

gruppe af personer, og politiet oplyser, at der inden for den gruppe, som den

dømte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt

skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af

deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller

er begået brandstiftelse omfattet af § 180.

3.4.2.2. Justitsministeriets overvejelser

115

UDKAST

Strafskærpelsesbestemmelsen i straffelovens § 81 a finder i dag anvendelse

for en række nærmere oplistede lovovertrædelser, der bl.a. vil kunne indgå

i banderelaterede konflikter. Det er ved anvendelse af bestemmelsen en

betingelse, at lovovertrædelsen har baggrund i eller er egnet til at fremkalde

en konflikt mellem grupper af personer, hvor der som led i konflikten

anvendes skydevåben m.v., eller begås brandstiftelse efter straffelovens §

180.

Det fremgår af Serviceeftersynet, at Rigspolitiet vurderer, at straffelovens §

81 a har vist sig at være et meget centralt værktøj i bekæmpelsen af alvorlig

kriminalitet i forbindelse med bandekonflikter. Det er i den forbindelse

Rigspolitiets vurdering, at bestemmelsen har haft en reducerende effekt på

antallet af sager, hvor kriminelle grupper besidder skydevåben i det

offentlige rum. Rigspolitiet bemærker derudover i Serviceeftersynet, at der

blandt bandemedlemmer ses en øget tendens til besiddelse af knive m.v. i

det offentlige rum, hvilket kan skyldes strafskærpelserne på skydevåben, og

at bandemedlemmerne af den grund oftere gør brug af knive m.v. frem for

skydevåben.

Det fremgår også af Serviceeftersynet, at det er Rigspolitiet og

Skattestyrelsens vurdering, at den økonomiske, herunder skatteøkonomiske,

kriminalitet i bandemiljøet er stigende i både omfang og kompleksitet.

Som det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, er

aftalepartierne enige om, at bandernes knivoverfald skal have hårdere

konsekvenser. Aftalepartierne er herudover enige om, at der skal kunne

gives dobbelt straf for bandernes økonomiske kriminalitet.

Med henblik på at imødegå tendensen til, at kriminelle grupperinger i

stigende grad benytter sig af knive m.v. til at begå voldelige overfald mod

rivaliserende grupperinger, finder Justitsministeriet, at anvendelsesområdet

for straffelovens § 81 a, stk. 1 og 2, bør udvides, så bestemmelsen også kan

finde anvendelse, når overtrædelsen har baggrund i eller er egnet til at

fremkalde en konflikt mellem grupper af personer, hvor der som led i

konflikten anvendes knive og blankvåben m.v.

For at svække det økonomiske grundlag for bandegrupperinger er det

desuden Justitsministeriets opfattelse, at straffen for overtrædelse af

straffelovens § 289, stk. 1 (særligt grove overtrædelser af skatte-, told-,

afgifts- eller tilskudslovgivningen eller af § 289 a om EU-svig m.v.),

straffelovens § 290, stk. 2 (hæleri af særligt grov beskaffenhed) og

straffelovens § 290 a, stk. 2 (hvidvask af særligt grov beskaffenhed) – på

samme måde som straffen for de i straffelovens § 81 a, stk. 1, nævnte

116

UDKAST

overtrædelser – bør kunne forhøjes indtil det dobbelte, hvis

lovovertrædelsen har relation til den dømtes tilknytning på

gerningstidspunktet til en gruppe af personer, der tilsammen står bar

omfattende og alvorlig kriminalitet.

3.4.2.3. Den foreslåede ordning

3.4.2.3.1. Udvidelse af anvendelsesområdet for § 81 a, stk. 1 og

2, til at omfatte anvendelse af knive og blankvåben m.v.

Det foreslås at udvide anvendelsesområdet for straffelovens § 81 a, stk. 1 og

2, så disse dele af bestemmelsen også kommer til at omfatte konflikter, hvor

der anvendes knive og blankvåben m.v. Det vil betyde, at den straf, der er

foreskrevet i de straffelovsovertrædelser, der er opregnet i bestemmelsens

stk. 1 og 2, også kan forhøjes, hvis lovovertrædelsen har baggrund i eller er

egnet til at fremkalde en konflikt mellem grupper af personer, hvor der som

led i konflikten anvendes knive og blankvåben m.v.

Med begrebet ”knive og blankvåben m.v.” forstås knive og blankvåben

omfattet af knivlovens §§ 1 og 2.

Forslaget vil for det første betyde, at straffelovens § 81 a, stk. 1 og stk. 2,

fremover også vil kunne finde anvendelse, når en af de

straffelovsovertrædelser, der er oplistet i bestemmelserne, har

baggrund

i en

konflikt mellem grupper af personer, hvor der som led i konflikten anvendes

knive og blankvåben m.v.

Forslaget vil derudover betyde, at straffelovens § 81 a, stk. 1 og stk. 2,

fremover også vil kunne finde anvendelse, når en af de lovovertrædelser,

der er oplistet i bestemmelserne er

egnet til at fremkalde

en konflikt af den

nævnte art. Ud over de nuværende elementer, der kan lægges vægt på i

forbindelse med vurderingen af, om en lovovertrædelse er egnet til at

fremkalde en konflikt, vil det med forslaget således også fremover bl.a.

kunne tillægges betydning, om en eller flere af grupperne i almindelighed

er kendt for at anvende knive eller blankvåben m.v., herunder om de har et

kendt reaktionsmønster ved konflikter med andre grupper, hvori det bl.a.

indgår, at der anvendes knive og blankvåben m.v. omfattet af knivlovens §§

1 og 2.

Endvidere vil det kunne tillægges betydning, om gerningspersonen eller

andre personer fra en af grupperne er eller tidligere har været i ulovlig

besiddelse af eller har anvendt knive eller blankvåben m.v. omfattet af

knivlovens §§ 1 og 2, der kan tyde på, at de pågældende er beredte på en

konflikt med anvendelse af knive og blankvåben m.v. eller regner med at

kunne møde modstandere, som er i besiddelse af knive og blankvåben m.v.

117

UDKAST

Der er ikke med ændringen ud over ovennævnte tilføjelser i øvrigt tilsigtet

ændringer i forståelsen af begreberne i bestemmelsen, herunder begrebet

»konflikt«, ligesom begrebet »grupper af personer« i øvrigt skal forstås i

overensstemmelse med gældende ret, jf. nærmere herom ovenfor under pkt.

3.4.2.1.

Som konsekvens af udvidelsen af § 81 a, stk. 1, foreslås det tillige at udvide

straffelovens § 38, stk. 5, og § 41, stk. 3, således at prøveløsladelse ikke kan

ske, hvis den dømte af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af

personer, som aktivt er involveret i en verserende voldelig konflikt med en

anden gruppe af personer, og politiet oplyser, at der inden for den gruppe,

som den dømte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten enten er

anvendt knive og blankvåben m.v., skydevåben eller er anvendt våben eller

eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til

at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af § 180.

Der henvises i den forbindelse til lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, og

bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 12, og bemærkningerne hertil.

3.4.2.3.2. Strafskærpelse for visse former for økonomisk

kriminalitet

Det foreslås at tilføje et nyt stk. 3 i straffelovens § 81 a, der indebærer, at

straffen for overtrædelse af straffelovens § 289, stk. 1, § 290, stk. 2 og § 290

a, stk. 2, kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis den dømte på

gerningstidspunktet har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen

står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, og overtrædelsen har relation

til den dømtes tilknytning til gruppen.

Det vil således være en betingelse for at anvende den foreslåede

bestemmelse, at den dømte på gerningstidspunktet har tilknytning til en

gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig

kriminalitet. Derudover vil det være en betingelse, at overtrædelsen har

relation til den dømtes tilknytning til gruppen. Begrebet »gruppe af

personer« skal forstås i overensstemmelse med begrebets anvendelse i

straffelovens § 81 a, stk. 1. For så vidt angår betingelserne om, at den

pågældende skal have »tilknytning« til den pågældende gruppe af personer,

at denne gruppe »tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet«,

og at overtrædelsen skal have »relation til den dømtes tilknytning til

gruppen«, skal disse begreber forstås i overensstemmelse med anvendelsen

af begreberne i straffelovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt., jf. nærmere herom pkt.

3.2.1.1.1.

118

UDKAST

Det bemærkes, at det i en række tilfælde vil være forbundet med

vanskeligheder at løfte bevisbyrden for, at den konkrete lovovertrædelse er

begået i relation til den dømtes tilknytning til en gruppe af personer, der

tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet.

Det forudsættes med forslaget, at strafniveauet for de oplistede

overtrædelser i almindelighed fordobles sammenlignet med strafniveauet

for tilsvarende overtrædelser, der ikke omfattes af bestemmelsen.

Fastsættelsen af straffen for vil fortsat bero på domstolenes konkrete

vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det

angivne strafniveau kan fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i

den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder,

jf. de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Bestemmelsen i den foreslåede § 81 a, stk. 3, udelukker ikke anvendelse af

de almindelige strafskærpelsesgrunde i § 81, hverken med hensyn til

forhold, der måtte blive henført under § 81 a, stk. 3, eller med hensyn til

forhold, der efter en konkret vurdering ikke måtte blive det. Selv om

betingelserne for at anvende § 81 a, stk. 3, ikke er opfyldt i en konkret sag,

kan der således efter almindelige strafudmålingsprincipper foreligge (andre)

skærpende omstændigheder i sagen, f.eks. at gerningen er særligt planlagt

eller led i omfattende kriminalitet.

Der er med forslaget ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændring i

anvendelsesområdet for straffelovens § 81 a, stk. 1 og 2.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 13, og bemærkningerne hertil.

3.4.3. Nattelivsforbud

3.4.3.1. Gældende ret

Det følger af straffelovens § 79 c, stk. 1, at den, som idømmes fængselsstraf

eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for

overtrædelse af straffelovens §§ 119, 119 b, 123, 134 a og 192 a, § 244, stk.

1, §§ 245 og 246, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 261, stk. 1, og §§ 266, 288

og 291, af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller af lovgivningen

om knive og blankvåben, ved dommen kan gives et forbud mod at færdes

og opholde sig i nattelivet (nattelivsforbud), jf. straffelovens § 79 c, stk. 2.

Et nattelivsforbud kan idømmes sammen med både en ubetinget og betinget

fængselsstraf samt i forbindelse med en anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter. Det fremgår af forarbejderne, at der normalvis

skal være tale om betinget eller ubetinget fængselsstraf på 30 dage eller

derover, før et nattelivsforbud er relevant, men at et nattelivsforbud også

119

UDKAST

efter omstændighederne kan være relevant, hvis der idømmes en lavere

straf, hvor der f.eks. er tale om, at den pågældende gentagne gange tidligere

er dømt for ligeartet kriminalitet eller for kriminalitet, der er begået i

nattelivet. Der henvises til Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 189 som

fremsat, side 8 og 35.

Det fremgår også af forarbejderne, at et nattelivsforbud alene vil være

relevant, hvor forholdet, der giver anledning til forbuddet, er begået i

nattelivet eller i tilknytning til den dømtes færden i nattelivet. Det vil således

være relevant at idømme et nattelivsforbud, hvis forholdet er begået i aften-

og nattetimerne eller på anden vis er begået i tilknytning til den dømtes

færden i nattelivet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor forholdet er begået en

tidlig morgen i forlængelse af, at den pågældende har opholdt sig på en

natklub, bar eller lignende. Der henvises til Folketingstidende 2020-21,

tillæg A, L 189 som fremsat, side 8 og 35.

Ved dom af 27. februar 2023 i sag nr. 2582-22, optrykt i Tidsskrift for

Kriminalret 2023, side 192 ff., fastslog Vestre Landsret, at en overtrædelse

af straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, om vold i gentagelsestilfælde,

der blev straffet med fængsel i 40 dage, ikke opfyldte betingelserne for at

idømme et nattelivsforbud, bl.a. fordi volden blev begået midt på

eftermiddagen til Grøn Koncert.

Der kan desuden henvises til dom af 18. januar 2023 i sag nr. 2429-22,

optrykt i Tidsskrift for Kriminalret 2023, side 122 ff., hvor Vestre Landsret

fastslog, at en overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1,

om vold i gentagelsestilfælde, der blev straffet med fængsel i 60 dage,

opfyldte betingelserne for at idømme et nattelivsforbud, bl.a. på grund af

karakteren af den udøvede vold, og fordi den blev udøvet omkring kl. 17.40

på et serveringssted.

Det fremgår endvidere af forarbejderne, at et nattelivsforbud skal idømmes

af domstolene efter en konkret vurdering af, om et nattelivsforbud vil være

egnet og nødvendigt for at forebygge nye lovovertrædelser af lignende

beskaffenhed ved at sikre, at den dømte i en periode ikke kan færdes og

opholde sig i nattelivet. Domstolene skal i den forbindelse vurdere, om det

må antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny ligeartet kriminalitet.

Det vil som udgangspunkt altid være tilfældet, hvis der er tale om

gentagelsestilfælde. Der henvises til Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L

189 som fremsat, side 8 og 35 f.

Ved dom af 24. februar 2023 i sag nr. 54/2022, optrykt i Ugeskrift for

Retsvæsen 2023, side 2054 ff., fastslog Højesteret, at et nattelivsforbud var

120

UDKAST

egnet og nødvendigt for at forebygge nye overtrædelser af lignende

beskaffenhed, selv om den tiltalte ikke tidligere var straffet for ligeartet

kriminalitet i nattelivet eller i tilknytning til nattelivet. Den tiltalte, der blev

straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af straffelovens § 244, stk.

1, jf. § 247, stk. 1, om vold i gentagelsestilfælde, var imidlertid tidligere

flere gange straffet for ligeartet kriminalitet uden for nattelivet, herunder for

overtrædelse af straffelovens §§ 119, 123, 261 og 288.

Det fremgår dog også af forarbejderne, at et nattelivsforbud kan gives i

førstegangstilfælde, hvis det kan antages, at der er fare for, at den dømte vil

begå ny ligeartet kriminalitet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor

forbrydelsen er af grovere karakter, hvorved den dømte har demonstreret en

vis voldsparathed. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis forholdet er begået af

flere i forening, er begået over for flere ofre, eller der er tale om flere

voldelige overfald af samme offer. Det kan også være tilfældet, hvis den

pågældende har været i besiddelse af særligt farlige våben. Der henvises til

Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 189 som fremsat, side 36.

Ved dom af 28. marts 2023 i sag nr. 1469-22, optrykt i Ugeskrift for

Retsvæsen 2023, side 2826 ff., fastslog Vestre Landsret, at der var fare for,

at den tiltalte, der ikke tidligere var straffet, ville begå ny kriminalitet,

hvorfor vedkommende blev idømt et nattelivsforbud. Retten lagde vægt på

voldens karakter sammenholdt med længden af den idømte fængselsstraf,

uanset at den tiltale ikke tidligere var straffet, og uanset at volden var begået

over en periode på få minutter. Den tiltalte blev straffet med fængsel i 3

måneder for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 2, for

vold mod flere personer, herunder en dørmand.

Der kan desuden henvises til dom af 25. maj 2023 i sag nr. 0423-23, optrykt

i Tidsskrift for Kriminalret 2023, side 294 ff., hvor Vestre Landsret fastslog,

at der ikke var grundlag for at idømme et nattelivsforbud, selv om den

tiltalte, der ikke var tidligere straffet for ligeartet kriminalitet, blev straffet

med fængsel i 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, om

grov vold. Retten lagde vægt på, at den tiltalt e ikke tidligere var straffet for

vold, og at den aktuelle episode fremstod som enkeltstående og spontan,

uanset voldens omfang og karakter.

Det fremgår desuden af forarbejderne, at et nattelivsforbud endvidere skal

være proportionalt med den begåede kriminalitet. Den tidsmæssige

udstrækning af et forbud skal i den forbindelse indgå i

proportionalitetsvurderingen. Det må antages, at et nattelivsforbud meddelt

for en periode på omkring 3 måneder almindeligvis vil være proportionalt,

121

UDKAST

hvis der idømmes en betinget eller ubetinget fængselsstraf i omegnen af 30

dage, også i førstegangstilfælde. Vedrører en dom flere lovovertrædelser,

hvoraf det ikke er alle, der er omfattet af § 79 c, stk. 1, skal der foretages en

konkret vurdering af, om den overtrædelse, der er omfattet af bestemmelsen,

i sig selv kan begrunde et nattelivsforbud. Der henvises til Folketingstidende

2020-21, tillæg A, L 189 som fremsat, side 8, 10 og 35 ff.

Ved nattelivsforbud efter § 79 c, stk. 1, forstås et forbud mod at færdes og

opholde sig på serveringssteder, hvorfra der foregår salg af stærke drikke til

nydelse på eller ved salgsstedet, og hvortil der er offentlig adgang, og i

nattelivszoner udpeget i medfør § 6 b i lov om politiets virksomhed, jf.

straffelovens § 79 c, stk. 2, 1. pkt.

Det fremgår af forarbejderne, at udtrykket »serveringssteder, hvorfra der

foregår salg af stærke drikke« skal forstås som i restaurationsloven og

således omfatter steder, hvorfra der serveres drikkevarer med 2,8 pct.

volumen alkohol eller derover til nydelse på eller ved salgsstedet. Det

fremgår dog af § 79 c, stk. 2, 3. pkt., at serveringssteder efter 1. pkt. ikke

omfatter servering i tog, busser, fly eller skibe i fart, herunder i international

rutefart, eller servering ved enkeltstående arrangementer.

Det fremgår endvidere af forarbejderne, at udtrykket »offentlig adgang«

skal forstås i overensstemmelse med § 2 i bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni

2005 om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af

enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed m.v., samt politiets adgang til

at iværksætte midlertidige foranstaltninger (ordensbekendtgørelsen) og

således omfatter områder, hvortil der er almindelig adgang. Det betyder, at

f.eks. en bar eller en restaurant i en hotellobby er omfattet af et forbud, selv

om den dømte ikke bor på hotellet, hvis der er almindelig adgang dertil.

Der henvises til Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 189 som fremsat,

side 8 og 9.

Ved nattelivszoner udpeget i medfør af § 6 b i lov om politiets virksomhed

forstås et afgrænset geografisk område, hvor et nattelivsforbud efter

straffelovens § 79 c, stk. 1, finder anvendelse. Det fremgår således af § 6 b,

stk. 2, i lov om politiets virksomhed, at udpegning af nattelivszoner efter

bestemmelsens stk. 1 kan ske, hvor der i det pågældende område er en tæt

koncentration af natklubber, barer, caféer og lignende med åbningstid efter

kl. 24, og udpegningen af en nattelivszone vurderes at være egnet til at

imødegå lovovertrædelser i aften- og nattetimerne.

122

UDKAST

Det følger af straffelovens § 79 c, stk. 2, 2. pkt., at et nattelivsforbud efter

1. pkt. gælder i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5.

Politiet kan meddele tilladelse til, at den dømte færdes og opholder sig i

nattelivszoner omfattet af straffelovens § 79 c, stk. 1, jf. stk. 2, hvis det af

særlige grunde må anses for beføjet, jf. stk. 3.

Som eksempler på tilfælde, hvor der vil foreligge »særlige grunde«, som

kan begrunde en tilladelse til færden eller ophold i et område, som er

omfattet af et nattelivsforbud, kan nævnes tungtvejende hensyn til den

pågældendes eller dennes nærmeste pårørendes helbred, der forudsætter

kontakt også i det tidsrum, nattelivsforbuddet gælder i, jf. Folketingstidende

2020-21, tillæg A, L 189 som fremsat, side 37.

Det fremgår af straffelovens § 79 c, stk. 4, at et forbud efter stk. 1 gives på

tid op til 2 år regnet fra endelig dom. Ved udståelse af fængselsstraf eller

anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter forlænges

forbuddet tilsvarende.

Efter straffelovens § 124 a, stk. 2, straffes overtrædelse af et nattelivsforbud

efter § 79 c, stk. 1, med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Det er forudsat i bemærkningerne til straffelovens § 124 a, stk. 2, at straffen

i førstegangstilfælde som udgangspunkt vil skulle fastsættes til bøde på

10.000 kr. og i andengangstilfælde og derover som udgangspunkt til fængsel

i 30 dage, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 189 som fremsat, side

40.

Fastsættelsen af straffen vil dog bero på domstolenes konkrete vurdering i

det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne

strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den

konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf.

herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens 10.

kapitel.

3.4.3.2. Justitsministeriets overvejelser

Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at partierne er enige

om, at straffelovens nattelivsforbud også skal kunne forhindre salg af

euforiserende stoffer.

Initiativet har til formål dels at bekæmpe kriminelle banders handel og

indtjening på narkotikakriminalitet, dels at modvirke bandernes udnyttelse

af f.eks. unge til at begå kriminelle handlinger, som f.eks. handel med

123

UDKAST

narkotika på bestemte steder i nattelivet, samt at sætte yderligere ind over

for bl.a. utryghedsskabende adfærd og kriminelle aktiviteter i nattelivet.

3.4.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at udvide anvendelsesområdet for nattelivsforbud efter

straffelovens § 79 c, stk. 1, til at omfatte overtrædelse af straffelovens § 191

og lovgivningen om euforiserende stoffer.

Et nattelivsforbud vil, ligesom efter de gældende regler, skulle idømmes af

domstolene efter en konkret vurdering af, om et nattelivsforbud vil være

egnet og nødvendigt for at forebygge nye lovovertrædelser af lignende

beskaffenhed ved at sikre, at den dømte i en periode ikke kan færdes og

opholde sig i nattelivet. Domstolene vil i den forbindelse skulle vurdere, om

det må antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny ligeartet

kriminalitet.

Det vil, ligesom efter de gældende regler, som udgangspunkt altid være

tilfældet, hvis der er tale om gentagelsestilfælde, forudsat at den tidligere

kriminalitet er straffet med fængsel.

Nattelivsforbud vil dog også kunne gives i førstegangstilfælde, hvis det kan

antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny ligeartet kriminalitet.

Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor forbrydelsen er udført af flere i

forening, er særligt planlagt eller er led i omfattende eller systematisk

kriminalitet. Det vil endvidere kunne være tilfældet, hvis den pågældende

dømmes for videreoverdragelse eller besiddelse med henblik på

videreoverdragelse til flere personer, af en større mængde euforiserende

stoffer eller mod et betydeligt vederlag.

Der foreslås ikke i øvrigt ændringer af straffelovens § 79 c om

nattelivsforbud.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 7, og bemærkningerne hertil.

3.4.4. Udvidelse af muligheden for konfiskation af formuegoder m.v.

3.4.4.1. Gældende ret

3.4.4.1.1. Værdigrænsen i straffelovens § 76 a

Det følger af straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., at udbyttet ved en strafbar

handling eller et hertil svarende beløb helt eller delvist kan konfiskeres.

Savnes der fornødent grundlag for at fastslå beløbets størrelse, kan der, jf.

2. pkt., konfiskeres et beløb, som skønnes at svare til det indvundne udbytte.

Straffelovens § 76 a vedrører såkaldt udvidet udbyttekonfiskation.

Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 411 af 10. juni 1997 og er senere

124

UDKAST

ændret. Bestemmelsen hjemler til forskel fra § 75, stk. 1, konfiskation af

formuegoder, uden det er et krav, at det kan bevises, at der er tale om udbytte

fra en konkret strafbar handling. Konfiskation kan dog ikke ske, hvis den

pågældende sandsynliggør, at et formueaktiv er erhvervet på en lovlig måde

eller for lovligt erhvervede midler, jf. § 76 a, stk. 4.

I modsætning til hvad der gælder for konfiskation af udbytte efter

straffelovens § 75, stk. 1, forudsætter § 76 a, at det formodede udbytte er i

behold. Det er angivet ved anvendelsen af fællesbegrebet »formuegoder«,

som indebærer, at konfiskationen skal rette sig imod identificerbare

pengebeløb, værdipapirer, løsøre, fast ejendom m.v., jf. Folketingstidende

1996-97, tillæg A, L98 som fremsat, side 2504.

Efter straffelovens § 76 a, stk. 5, er der dog også ved udvidet konfiskation

adgang til i stedet for konfiskation af bestemte formuegoder at konfiskere et

beløb svarende til deres værdi eller en del heraf.

Efter straffelovens § 76 a, stk. 1, kan der foretages hel eller delvis

konfiskation af formuegoder, der tilhører en person, som findes skyldig i en

strafbar handling, når 1) handlingen er af en sådan karakter, at den kan give

et betydeligt udbytte, og 2) den efter loven kan straffes med fængsel i 6 år

eller derover eller er en overtrædelse af lovgivningen om euforiserende

stoffer.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, der indførte straffelovens §

76 a, at »formuegode« skal forstås således, at bestemmelsen navnlig

forudsættes anvendt over for større pengebeløb eller andre likvide

formueværdier, som den skyldige ikke kan give nogen fornuftig forklaring

på, f.eks. værdipapirer, indeståender på bankkonti (eventuelt i udlandet)

eller kontantbeløb (f.eks. opbevaret under mistænkelige omstændigheder

ved nedgravning eller gemt på loftet). Det fremgår endvidere, at der ikke

foreslås nogen fast minimumsgrænse for konfiskationskravets størrelse,

men at mindre værdier – i datidens prisleje i størrelsesordenen ca. 50.000

kr. – ikke skal være omfattet. Bestemmelsen kan dog ifølge forarbejderne

også anvendes over for andre formuegoder i form af f.eks. fast ejendom eller

biler, men på dette område vil der ifølge forarbejderne formentlig jævnligt

være anledning til at operere med en lidt højere mindstegrænse, hvis

formuegodet har været i den skyldiges besiddelse i lang tid, og det ikke har

en luksuspræget karakter. For så vidt angår disse formuegoder er det

forudsat, at bestemmelsen således især anvendes over for liebhaverboliger,

dyre biler, lystfartøjer og lignende mere eksklusive formuegoder. Over for

mindre luksusprægede formuegoder forudsættes konfiskation at ville kunne

125

UDKAST

komme på tale, hvis et formuegode (som f.eks. en fast ejendom eller en bil),

der sædvanligvis lånefinansieres, efter de tilgængelige oplysninger må anses

for købt for kontante midler, f.eks. fordi der ikke er tinglyst pantehæftelser,

jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, L98 som fremsat, side 2503 f.

Som eksempel på retspraksis, hvor der under henvisning til forarbejdernes

beløbsgrænse på ca. 50.000 kr. (1997-niveau) er sket afvisning af

konfiskation efter straffelovens § 76 a, kan der henvises til Vestre Landsrets

dom af 29. maj 2013 i sag nr. S-1432-12, offentliggjort i Tidsskrift for

Kriminalret 2013, s. 789/2, ff., hvor et kontantbeløb på 70.500 kr. fundet

hos tiltalte ikke blev konfiskeret efter straffelovens § 76 a. Derimod blev

5.000 kr. konfiskeret som skønnet fortjeneste ved overdragelse af kokain, jf.

§ 75, stk. 1, 2. pkt.

Efter retsplejelovens § 802, stk. 1, kan genstande, som en mistænkt har

rådighed over, beslaglægges, såfremt 1) den pågældende med rimelig grund

er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og 2)

der er grund til at antage, at genstande kan tjene som bevis eller bør

konfiskeres, jf. dog bestemmelsens stk. 2, eller ved lovovertrædelsen er

fravendt nogen, som kan kræve den tilbage. Efter stk. 2 kan gods, som en

mistænkt ejer, beslaglægges, såfremt 1) den pågældende med rimelig grund

er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og 2)

beslaglæggelse anses for nødvendig for at sikre bl.a. et krav på konfiskation

efter straffelovens § 76 a, stk. 5.

Betegnelsen »gods« i retsplejelovens § 802, stk. 2, skal forstås som

»formueaktiver«. Der er ikke forudsat en værdigrænse, og betegnelsen må

derfor antages at omfatte alt, der har en værdi, som kan tjene til sikkerhed

for de i § 802, stk. 2, nævnte krav, jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A,

L41 som fremsat, side 873, samt til betænkning nr. 1223/1991, side 22.

Bortset fra, at der ikke her gælder en værdigrænse, må »gods« således

antages at svare til betegnelsen »formuegode«, der anvendes i straffelovens

§ 76 a.

Genstande kan beslaglægges efter retsplejelovens § 802, stk. 1, med henblik

på konfiskation efter straffelovens § 76 a, stk. 1-3; og gods kan beslaglægges

efter retsplejelovens 802, stk. 2, med henblik på værdikonfiskation efter

straffelovens § 76 a, stk. 5.

3.4.4.1.2. Personkredsen omfattet af straffelovens § 76 a

Efter straffelovens § 76, stk. 1, kan konfiskation, jf. § 75, stk. 1 (om

konfiskation af udbytte), ske hos den, hvem udbyttet er tilfaldet umiddelbart

ved den strafbare handling. Har denne person efter den strafbare handling

126

UDKAST

foretaget dispositioner over udbytte, kan det overdragne eller dets værdi

konfiskeres hos erhververen, såfremt denne var bekendt med det

overdragnes forbindelse med den strafbare handling eller har udvist grov

uagtsomhed i denne henseende, eller hvis overdragelsen er sket som gave,

jf. § 76, stk. 4.

Udvidet konfiskation efter straffelovens § 76 a kan efter bestemmelsens stk.

1, foretages hos den, der findes skyldig i en nærmere angiven strafbar

handling, jf. pkt. 3.4.4.1.1.

Det fremgår af straffelovens § 76 a, stk. 2, at der under betingelser som

nævnt i stk. 1, kan foretages hel eller delvis konfiskation af formuegoder,

som den pågældendes ægtefælle eller samlever har erhvervet, medmindre 1)

formuegodet er erhvervet mere end 5 år før den strafbare handling, som

danner grundlag for konfiskation efter stk. 1, eller 2) ægteskabet eller

samlivsforholdet ikke bestod på tidspunktet for erhvervelsen.

Bestemmelsen kan anvendes, uanset at ægteskabet eller samlivsforholdet

efterfølgende er opløst eller ophørt, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A,

L 98 som fremsat, side 2504.

Bestemmelsen omfatter ikke andre slægtninge end ægtefæller, f.eks. den

skyldiges børn eller forældre. Bestemmelsen omfatter heller ikke f.eks. den

pågældendes kæreste, hvis ikke kæresten bor sammen med den skyldige.

Efter straffelovens § 76 a, stk. 3, 1. pkt., kan der under betingelser som

nævnt i stk. 1 foretages hel eller delvis konfiskation af formuegoder

overdraget til en juridisk person, som den pågældende alene eller sammen

med sine nærmeste har en bestemmende indflydelse på. Det samme gælder

efter 2. pkt., hvis den pågældende oppebærer en betydelig del af den

juridiske persons indtægter. Konfiskation kan dog ikke ske, hvis

formuegodet er overdraget til en juridisk person mere end 5 år før den

strafbare handling, som danner grundlag for konfiskation efter stk. 1.

Muligheden for udvidet konfiskation hos ægtefæller, samlevere og juridiske

personer i straffelovens § 76 a, stk. 2 og 3, er i bestemmelsens forarbejder

begrundet med, at det meget nære interessefællesskab mellem henholdsvis

den skyldige, ægtefællen, samleveren og den juridiske person gør det

rimeligt at udstrække pligten til at redegøre for, hvor formuen stammer fra,

til disse personer, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, L 98 som fremsat,

side 2504.

127

UDKAST

Afgrænsningen af begrebet »nærmeste« i straffelovens § 76 a, stk. 3,

forudsættes foretaget i overensstemmelse med det tilsvarende begreb i

retsplejelovens § 171 om, hvem der er fritaget for den almindelige pligt til

at afgive forklaring i retten, som følger af lovens § 168, stk. 1, jf.

Folketingstidende 1996-97, tillæg A, L 98 som fremsat, side 2507 og 2516.

Efter forarbejderne til retsplejelovens § 171 skal det i hvert enkelt tilfælde

afgøres, hvem der er at anse som »nærmeste«. Det bemærkes endvidere, at

udtrykket i hvert fald omfatter ægtefælle, slægtninge i lige linje og søskende,

adoptiv- og plejebørn samt adoptiv- og plejeforældre. Under hensyntagen til

forholdene i den enkelte familiekreds vil bestemmelsen yderligere kunne

omfatte samlevere, forlovede, andre slægtninge, som den pågældende er

nært knyttet til, samt nært besvogrede, jf. betænkning nr. 316/1962 om

vidner, side 50.

Konkurslovens indeholder i § 2 en definition af begrebet »nærtstående«, der

forstås som bl.a. »ægtefæller, slægtninge i op- og nedstående linje,

søskende, de nævnte personers ægtefæller og andre personer, der har stået

hinanden særligt nær« (nr. 1). Definitionen er bl.a. relevant for, hvornår

dispositioner kan kræves omstødt (jf. reglerne i lovens kapitel 8) og

habilitetskravene til bl.a. at virke som kurator (jf. lovens § 238).

3.4.4.2. Justitsministeriets overvejelser

Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at partierne er enige

om at udvide muligheden for konfiskation af formuegoder.

Kriminalitet må ikke kunne betale sig. Den nuværende værdigrænse er til

hinder for, at der kan ske konfiskation af f.eks. designermøbler, der ikke

overstiger værdigrænsen. Det foreslås derfor at afskaffe værdigrænsen.

Det må desuden ikke være muligt at bringe udbytte fra kriminalitet i

sikkerhed hos andre for at omgå muligheden for konfiskation.

Politiet har set eksempler på, at ægtefæller – med henblik på at omgå statens

mulighed for at foretage udvidet konfiskation af formuegoder hos

ægtefællen – bliver skilt og derefter registreret med forskellige

bopælsadresser.

Tilsvarende vil der kunne forekomme situationer, hvor personer, uden at

have været gift, er kærester og har en tæt relation, uanset at de ikke bor

sammen.

I sådanne situationer vil det meget nære interessefællesskab, der begrunder

udvidet konfiskation hos andre end den tiltale, også kunne være til stede,

128

UDKAST

hvorfor det efter Justitsministeriets opfattelse er rimeligt, at disse personer

skal redegøre for, hvor formuen stammer fra.

Det foreslås derfor ydermere at udvide den personkreds, der kan være

genstand for udvidet udbyttekonfiskation.

3.4.4.3. Den foreslåede ordning

3.4.4.3.1. Ophævelse af værdigrænsen i straffelovens § 76 a

Den nugældende værdigrænse fremgår ikke af ordlyden i straffelovens § 76

a, men derimod af bestemmelsens forarbejder. Det foreslås derfor overalt i

bestemmelsen at ændre »formuegoder« til »formueaktiver«. Der er tale om

en ændring af bestemmelsens ordlyd, der alene har til formål at give

mulighed for i bemærkningerne at ophæve den forudsatte værdigrænse. Der

tilsigtes ikke herved nogen ændring af, hvilke aktiver der kan være omfattet

af bestemmelsen.

Begrebet »formueaktiv« vil omfatte alle de aktivtyper, der i dag er omfattet

af bestemmelserne, men således, at der ikke vil gælde en værdigrænse.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

3.4.4.3.2. Udvidelse af personkredsen omfattet af straffelovens §

76 a

Efter gældende ret kan der efter straffelovens § 76, stk. 4, ske konfiskation

hos den, som udbytte ved en strafbar handling er overdraget til. Tilsvarende

kan der ske konfiskation af det overdragnes værdi. Bestemmelsen

forudsætter, at erhververen enten er bekendt med det overdragnes

forbindelse med den strafbare handling eller har udvist grov uagtsomhed i

denne henseende, eller at overdragelsen er sket som gave.

Herudover kan der efter straffelovens § 76 a, stk. 2 og 3, ske udvidet

konfiskation af formuegoder, eller, et beløb svarende til deres værdi eller en

del heraf, hos den skyldiges ægtefælle eller samlever eller juridiske

personer, som den skyldige sammen med sine nærmeste har en

bestemmende indflydelse på, jf. stk. 5. Dette indebærer, at de nævnte

personer skal sandsynliggøre, at deres formue er erhvervet på lovlig vis, jf.

stk. 4.

Det foreslås at ændre straffelovens § 76 a, stk. 2, således at bestemmelsen

også omfatter andre personer end ægtefæller eller samlevere, som den

skyldige har en særlig tæt relation til.

Ændringen vil medføre, at der vil kunne ske konfiskation af formuegoder

tilhørende eksempelvis den skyldiges kæreste, uanset at de ikke bor

129

UDKAST

sammen, hvis de efter en konkret vurdering har en særlig tæt relation.

Tilsvarende vil der kunne ske konfiskation af aktiver hos den pågældendes

børn, forældre eller søskende, hvis de efter en konkret vurdering har en

særlig tæt relation.

Det må afgøres efter en konkret vurdering, om den pågældende har en særlig

tæt relation til den skyldige. Det afgørende vil være, om de pågældende har

et sådant interessefællesskab, at det er rimeligt at pålægge dem at redegøre

for, om formuen er erhvervet lovligt. Der vil eksempelvis kunne lægges

vægt på, om den pågældende ejer aktiver sammen med den dømte eller har

hel eller delvis fællesøkonomi med den pågældende eller med en gruppe af

personer.

»Særlig tæt relation« skal forstås mere snævert end »nærmeste« i

retsplejelovens § 171, stk. 1, og »nærtstående« i konkurslovens § 2, nr. 1.

En familiemæssig tilknytning vil således ikke i sig selv være nok til, at der

foreligger en særlig tæt relation. En særlig tæt relation vil dog have mere for

sig, hvis der eksempelvis er tale om personer med fælles bopæl, f.eks.

hjemmeboende børn, end hvis der eksempelvis er tale om bedsteforældre

eller lignende, som den dømte måske ikke bor sammen med og måske ikke

ser jævnligt. Vurderingen må dog i alle tilfælde fortages konkret for hvert

enkelt tilfælde.

Tilsvarende vil der kunne lægges vægt på, om personer, der tidligere har

boet sammen, men som er flyttet fra hinanden, opretholder et

kæresteforhold.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 4 og 5, og bemærkningerne

hertil.

3.4.5. Udvidelse af politiets muligheder for hemmelig ransagning

3.4.5.1. Gældende ret

Politiet kan efter reglerne i retsplejelovens kapitel 73 foretage ransagninger

som led i efterforskningen af strafbare forhold.

Som udgangspunkt skal den person, der har rådighed over den lokalitet eller

genstand, som ransages, gøres bekendt med ransagningens foretagelse og

grundlaget herfor, jf. retsplejelovens § 798, stk. 2 og 3.

Som en undtagelse hertil bestemmer retsplejelovens § 799, stk. 1, 1. pkt., at

såfremt det er af afgørende betydning for efterforskningen, at ransagningen

foretages, uden at den mistænkte eller andre gøres bekendt hermed, kan

retten ved kendelse træffe bestemmelse herom og om, at reglerne i § 798,

130

UDKAST

stk. 2, 1.-4. pkt., og stk. 3, fraviges, hvis efterforskningen angår en forsætlig

overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller en overtrædelse af

straffelovens § 125 a, § 180, § 183, stk. 1 og 2, § 183 a, § 186, stk. 1, § 187,

stk. 1, § 191, § 192 a, § 192 b, stk. 1-3, § 237, § 262 a, § 262 b, § 286, stk.

1, jf. § 276, § 286, stk. 1, jf. § 276 a, § 288 eller § 289.

Efter retsplejelovens § 799, stk. 1, 2. pkt., kan hemmelig ransagning ikke

foretages af husrum, andre lokaliteter eller genstande, som nogen, der efter

reglerne i § 170 er udelukket fra eller efter reglerne i § 172 er fritaget for at

afgive forklaring som vidne i sagen, har rådighed over.

Det følger af retsplejelovens § 799, stk. 2, at en række bestemmelser finder

anvendelse på de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1, 1. pkt. Det drejer sig om

retsplejelovens § 783, stk. 3 og 4, § 784, § 785 samt § 788.

Det betyder bl.a., at retten i ransagningskendelsen skal fastsætte et

tidspunkt, inden for hvilket indgrebet kan foretages, jf. § 783, stk. 3. Dette

tidsrum skal være så kort som muligt og må ikke overstige 4 uger ad gangen.

Forlængelsen sker ved kendelse.

Dog kan politiet i medfør af retsplejelovens § 783, stk. 4, foretage indgrebet

uden forudgående retskendelse, hvis indgrebets øjemed ville forspildes,

såfremt retskendelse skulle afventes. I så fald skal politiet snarest muligt og

senest inden 24 timer fra indgrebets iværksættelse forelægge sagen for

retten. Retten afgør ved kendelse, om indgrebet kan godkendes, samt om det

kan opretholdes, og i bekræftende fald for hvilket tidsrum.

Burde indgrebet efter rettens opfattelse ikke være foretaget, skal retten give

meddelelse herom til Rigsadvokaten. Indgreb, der efter rettens opfattelse

ikke burde være foretaget af Politiets Efterretningstjeneste, indberettes til

Justitsministeriet, jf. retsplejelovens § 783, stk. 4, 4. og 5. pkt.

3.4.5.2 Justitsministeriets overvejelser

Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at aftalepartierne er

enige om at udvide politiets muligheder for hemmelig ransagning.

Det er politiets vurdering, at muligheden for at udføre hemmelig ransagning

i sager om overtrædelse af straffelovens § 286, stk. 2, jf. § 279 (bedrageri af

særlig grov beskaffenhed), § 286, stk. 2, jf. § 279 a (databedrageri af særlig

grov beskaffenhed), § 290, stk. 2, jf. stk. 1 (hæleri af særlig grov

beskaffenhed), og § 290 a, stk. 2, jf. stk. 1 (hvidvask af særlig grov

beskaffenhed) kan give efterforskningsmæssig værdi i forhold til

bevissikring og beslaglæggelse af værdier og dermed også i forhold til

131

UDKAST

bevisførelsen i forbindelse med retsforfølgningen. Det kan således være

afgørende for bevisførelsen i en straffesag at få fastlagt, at f.eks. kontanter

hidrører fra kriminelle forhold, og hvor store summer der er håndteret af de

mistænkte. I den forbindelse vurderer politiet, at hemmelig ransagning ofte

vil være eneste mulighed for at sandsynliggøre omfanget af bl.a. hvidvask,

hvilket kan have betydning for vurderingen af forbrydelsens omfang og

udmåling af straf. Der er således tale om sagstyper, hvor bevisindsamlingen

sker, mens kriminaliteten pågår, hvorfor hemmelig ransagning kan være

særligt afgørende. Det gælder f.eks. bevissikring af kommunikation mellem

mistænkte på IT-udstyr, som i mange tilfælde slettes løbende og ikke kan

indsamles ved f.eks. aflytning.

På den baggrund er det Justitsministeriets vurdering, at politiets muligheder

for hemmelig ransagning bør udvides til også at omfatte visse former for

alvorlig økonomisk kriminalitet, da det i denne type af sager kan være af

afgørende betydning for efterforskningen, at ransagning kan foretages, uden

den mistænkte eller andre gøres bekendt hermed.

3.4.5.3 Den foreslåede ordning

Det foreslås, at retsplejelovens § 799, stk. 1, 1. pkt., ændres, således at

politiet vil få mulighed for at foretage hemmelig ransagning hvis

efterforskningen angår overtrædelser af straffelovens § 286, stk. 2, jf. § 279,

§ 286, stk. 2, jf. § 279 a, § 290, stk. 2, jf. stk. 1, og § 290 a, stk. 2, jf. stk. 1.

Den foreslåede ændring indebærer, at politiets mulighed for at foretage

ransagning, uden at den mistænkte eller andre gøres bekendt hermed,

udvides, således at indgrebet kan foretages ved de nævnte

straffelovsovertrædelser.

Der foreslås ingen ændringer af de øvrige betingelser for ransagning efter

retsplejelovens § 799.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 12, og bemærkningerne hertil.

3.4.6. Udvidelse af den tidsmæssige udstrækning af forsvarerpålæg

3.4.6.1. Gældende ret

Efter retsplejelovens § 729 a, stk. 3, har forsvareren i straffesager adgang til

at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug

for den sag, sigtelsen angår. Forsvareren skal have udleveret kopi af

materialet, i det omfang det uden ulempe kan kopieres. Forsvareren må ikke

uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til sigtede eller

andre. Politiet skal give samtykke hertil, hvis det findes ubetænkeligt.

132

UDKAST

Efter retsplejelovens § 729 a, stk. 4, kan politiet, hvis det er nødvendigt af

hensyn til fremmede magter, til statens sikkerhed, til sagens opklaring, til

tredjemand, herunder til et vidnes sikkerhed, eller til efterforskningen af en

anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes

med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse

af straffelovens kapitler 12 eller 13, give forsvareren pålæg om ikke at

videregive de oplysninger, som forsvareren har modtaget fra politiet

(forsvarerpålæg). Hensynet til sagens opklaring omfatter bl.a. hensyn til

sikring af krav i sagen. Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet

forklaring under hovedforhandlingen.

Afgørelser efter retsplejelovens § 729 a, stk. 4, træffes under

efterforskningen af politiet. Politiets afgørelse kan indbringes for retten, jf.

retsplejelovens § 746, stk. 1, hvorefter retten afgør tvistigheder om

lovligheden af politiets efterforskningsskridt. Bortfalder det hensyn, der

begrunder begrænsningen i forsvarerens adgang til at videregive

oplysninger til sin klient, på et tidligere tidspunkt, skal politiet af egen drift

ophæve pålægget.

At et forsvarerpålæg ikke kan udstrækkes længere, end til tiltalte har afgivet

forklaring under hovedforhandlingen, har navnlig til formål at sikre, at

tiltalte i straffesager kan varetage deres interesser på et oplyst grundlag.

Retsplejelovens § 748 indeholder regler om forsvarerens og den sigtedes

beføjelser ved retsmøder, der afholdes i forbindelse med efterforskningen.

Det følger af retsplejelovens § 748, stk. 6, at hvis sigtede har været

udelukket fra at overvære et retsmøde, skal retten, hvis sigtede er til stede,

og ellers politiet snarest gøre ham bekendt med, hvad der er tilført retsbogen.

Hvis de særlige hensyn, som har begrundet udelukkelsen, fortsat er til stede,

kan sigtede dog af retten afskæres herfra, ligesom retten kan pålægge

forsvareren ikke at give sigtede underretning om, hvad der er passeret i

retsmødet. Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring

under hovedforhandlingen.

3.4.6.2. Justitsministeriets overvejelser

Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at partierne er enige

om at udvide den tidsmæssige udstrækning af forsvarerpålæg. Initiativet har

til formål at bidrage til, at der tages et opgør med bandernes økonomiske

kriminalitet.

En øget kompleksitet i den organiserede kriminalitet indebærer, at politiet i

stigende grad foretager finansielle efterforskninger. Formålet med

133

UDKAST

finansielle efterforskninger er at sikre krav i sagen, f.eks. ved

beslaglæggelse og konfiskation af udbytte fra økonomisk kriminalitet.

De gældende regler om den tidsmæssige udstrækning af forsvarerpålæg

tager ikke i tilstrækkelig grad højde for de særlige hensyn, som gør sig

gældende i forbindelse med politiets finansielle efterforskninger. Finansielle

efterforskninger kan foretages både forud for tiltalerejsning, under

hovedforhandlingen og efter, at der er afsagt dom, og vil kunne pågå, indtil

alle krav i sagen er sikret, herunder med henblik på konfiskation, dækning

af erstatningskrav, bødekrav og sagsomkostninger.

Som eksempel kan nævnes en sag, hvor hovedforhandlingen strækker sig

over en længere periode, og hvor politiet efter hovedforhandlingens start

bliver opmærksom på et aktiv, som bør beslaglægges. I et sådant tilfælde vil

politiet ikke efter gældende ret kunne give forsvarerpålæg med hensyn til

oplysninger om denne efterfølgende del af efterforskningen, hvorfor tiltalte,

senest når den pågældende har afgivet forklaring under hovedforhandlingen,

vil kunne blive bekendt med oplysningerne og dermed have mulighed for at

træffe foranstaltninger, der hindrer beslaglæggelse af aktivet. En lignende

problemstilling kan opstå for andre efterforskningsskridt og efter, at der er

afsagt dom.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at forsvarerpålæg bør kunne

udstrækkes til efter, at den tiltalte har afgivet forklaring under

hovedforhandlingen, når det er nødvendigt af hensyn til sikring af krav i

sagen og ikke giver anledning til væsentlige betænkeligheder for

varetagelsen af den pågældendes forsvar.

3.4.6.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at forsvarerpålæg efter retsplejelovens § 729 a, stk. 4, skal

kunne udstrækkes til at gælde så længe, det er nødvendigt af hensyn til

sikring af krav i sagen, hvis det ikke giver anledning til væsentlige

betænkeligheder for varetagelsen af den pågældendes forsvar.

Det foreslås desuden at indføre en særlig bestemmelse om indbringelse for

retten af forsvarerpålæg efter retsplejelovens § 729 a, stk. 4, som udstrækkes

til efter, at tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlingen.

Det foreslås således, at retten efter begæring fra forsvareren træffer

afgørelse om, hvorvidt et forsvarerpålæg, der også gælder efter, at tiltalte

har afgivet forklaring under hovedforhandlingen, kan opretholdes.

134

UDKAST

Det foreslås endvidere, at retten på begæring skal kunne bestemme, at der

ikke skal gives sigtede underretning om retsmøder angående

forsvarerpålæg, der er udstrakt til efter, at tiltalte har afgivet forklaring under

hovedforhandlingen, som den sigtedes forsvarer har indbragt for retten, hvis

det er nødvendigt af hensyn til sikring af krav i sagen. Retten vil desuden

kunne bestemme, at sigtede skal være udelukket fra at overvære sådanne

retsmøder helt eller delvis, hvis det er nødvendigt af hensyn til sikring af

krav i sagen.

Endelig forslås det, at pålæg efter retsplejelovens § 748, stk. 6, skal kunne

udstrækkes til at gælde så længe, det er nødvendigt af hensyn til sikring af

krav i sagen, medmindre det giver anledning til væsentlige betænkeligheder

for varetagelsen af den pågældendes forsvar.

Den tidsmæssige udstrækning af forsvarerpålæg efter retsplejelovens § 748,

stk. 6, vil herefter svare til den forslåede tidsmæssige udstrækning af

forsvarerpålæg omfattet af retsplejelovens § 729 a, stk. 4.

De foreslåede muligheder for at udstrække forsvarerpålæg til efter, at tiltalte

har afgivet forklaring under hovedforhandlingen, vil alene kunne anvendes,

hvis det i den konkrete sag ikke giver anledning til væsentlige

betænkeligheder for varetagelsen af den pågældendes forsvar. Oplysninger

om finansielle efterforskninger med henblik på sikring af krav i sagen, må

dog antages i almindelighed ikke at have betydning for sigtedes muligheder

for at varetage sit forsvar.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 4, 5 og 6, og bemærkningerne

hertil.

3.5. Flere og bedre værktøjer til myndighederne

3.5.1. Ophævelse af forbuddet mod at bruge civile agenter

3.5.1.1. Gældende ret

Retsplejelovens §§ 754 a-754 e indeholder nærmere regler om politiets brug

af agenter som led i efterforskningen af lovovertrædelser. Bestemmelserne

blev indført ved lov nr. 319 af 4. juni 1986 og er senere ændret ved navnlig

lov nr. 436 af 10. juni 2003, hvor muligheden for anvendelse af civile

agenter blev indført, og lov nr. 967 af 26. juni 2020, der vedrørte politiets

muligheder for efterforskning på internettet, og indførte den nugældende

retstilstand.

Ved agentvirksomhed forstås, at politiet som led i efterforskningen af en

lovovertrædelse foranlediger, at der tilbydes bistand til (første led) eller

træffes foranstaltninger med henblik på at tilskynde nogen til (andet led) at

135

UDKAST

udføre eller fortsætte lovovertrædelsen, jf. § 754 a, stk. 1. Ved første led

udgår initiativet til aktionen fra politiet eller agenten. Er initiativet udgået

fra den mistænkte, kan det første led ikke bringe aktionen ind under

agentbegrebet. Det andet led omfatter derimod også tilfælde, hvor initiativet

er udgået fra den mistænkte. Andet led forudsætter i stedet, at der er tale om

et tilrettelagt arrangement og ikke en tilfældigt opstået situation, jf. »træffes

foranstaltninger«, og at dette arrangement specifikt tilsigter at fremme

lovovertrædelsens udførelse eller fortsættelse ved at tilskynde nogen hertil.

Der henvises til betænkning nr. 1023/1984 fra Justitsministeriets

strafferetsplejeudvalg, side 157 f.

Den nedre grænse for agentvirksomhed fastlægges i retsplejelovens § 754

a, stk. 2, hvorefter foranstaltninger, der træffes med henblik på at tilskynde

nogen til at udføre eller fortsætte en lovovertrædelse, ikke omfattes af

agentbegrebet, hvis politiet ikke herved påvirker væsentlige

omstændigheder ved lovovertrædelsen, eller hvis en sådan tilskyndelse

alene består i politiets erhvervelse af rettigheder, genstande eller andet

materiale, der i et nærmere bestemt omfang er udbudt på internettet.

Bestemmelsens første led blev indført ved lov nr. 436 af 10. juni 2003 og

tager navnlig sigte på såkaldte kontrollerede leverancer, jf.

Folketingstidende 2002-03, tillæg A, L 218 som fremsat, side 6751.

Bestemmelsens sidste led om erhvervelse af genstande udbudt på internettet

blev indsat ved lov nr. 967 af 26. juni 2020.

Den øvre grænse fastlægges i retsplejelovens § 754 b, stk. 1, hvorefter

agentvirksomhed efter § 754 a, stk. 1, ikke må bevirke en forøgelse af

lovovertrædelsens omfang eller grovhed. Dette benævnes undertiden også

som »provokationsforbuddet«. Den omstændighed, at politiet har

overskredet grænserne for lovlig agentvirksomhed, kan efter bestemmelsens

forarbejder ikke fritage hovedmanden for strafansvar udover i helt særlige

tilfælde. Dog vil det ifølge forarbejderne være naturligt, at retten ved

strafudmålingen tager hensyn til overskridelse af provokationsforbuddet

ved eventuelt at nedsætte straffen eller – navnlig ved mindre alvorlige

lovovertrædelser – efter omstændighederne ved at træffe bestemmelse om

strafbortfald. Der henvises til Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr.

1023/1984, s. 193 f.

Som eksempel fra retspraksis kan henvises til Østre Landsrets dom af 1.

august 2023 i sag nr. S-1434-23, offentliggjort i Tidsskrift for Kriminalret

2023, side 449 ff., der vedrørte køb af 3 pistoler og ammunition på en

krypteret kommunikationstjeneste. Landsretten mente ikke, at tiltalte af en

udenlandsk politiagent var blevet provokeret til at købe mere end en pistol,

136

UDKAST

og provokationsforbuddet var derfor ikke overtrådt. Det var et stridspunktet

i sagen, om provokationsforbuddet var overtrådt derved, at tiltalte havde

foreslået levering til sit hjem, men at politiagenten havde foreslået levering

på et offentligt sted, hvilket tiltalte accepterede. Landsretten fandt efter en

samlet vurdering af forløbet i forbindelse med handlen ikke, at der var sket

en overskridelse af provokationsforbuddet.

Som yderligere eksempel kan nævnes Højesterets dom af 15. november

2001 i sag nr. II 106/2001, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2002,

side 340 ff., der angik indførsel af kokain og forsøg herpå. Højesterets flertal

udtalte vedrørende forhold 10, at forsøget på at indførslen af kokainen var

fremkaldt af en person, der var agent for det østrigske politi, og at agentens

adfærd ville have været i strid med provokationsforbuddet, hvis den havde

været udøvet på initiativ af dansk politi. Flertallet udtalte endvidere, at det

ved den strafferetlige vurdering ikke kunne tillægges betydning, at

provokationen var foretaget af en udenlandsk myndighed uden medvirken

af dansk politi, samt at overskridelse af provokationsforbuddet efter

forarbejderne til agentreglerne ikke skal fritage gerningsmanden for ansvar,

medmindre der foreligger særlige omstændigheder, men at der eventuelt

kunne tages hensyn hertil ved strafudmålingen. Flertallet fandt ikke

grundlag for strafbortfald i den konkrete sag, men udtalte, at mængden af

kokain i forhold 10 var væsentligt større end i de øvrige forhold, og at det

derfor ikke kunne udelukkes, at agentens overskridelse af

provokationsforbuddet havde forøget lovovertrædelsens grovhed. Flertallet

tiltrådte derfor, at agentvirksomheden var tillagt betydning ved

strafudmålingen. En enkelt dommer ville frifinde de tiltalte for det nævnte

forhold.

Agentvirksomhed må efter retsplejelovens § 754 b, stk. 2, 1. pkt., alene

udføres af polititjenestemænd og ansatte i politiet med særlige

efterforskningsmæssige kvalifikationer. Den sidstnævnte persongruppe

blev tilføjet til bestemmelsen ved lovændringen i 2020. På baggrund af bl.a.

en utrykt byretskendelse lægges i forarbejderne til loven fra 2003 til grund

som gældende ret, at også udenlandske tjenestemænd, der udøver

politimyndighed, vil kunne virke som agenter, jf. Folketingstidende 2002-

03, tillæg A, L 218 som fremsat, side 6709 f. Efter § 754 b, stk. 2, 2. pkt.,

kan civile personer dog efter aftale med politiet yde bistand til at udføre eller

fortsætte den lovovertrædelse, der efterforskes, når den bistand, der ydes, er

yderst beskeden i forhold til lovovertrædelsen.

Den bistand, som civile personer lovligt kan udføre som agenter, vedrører

ifølge forarbejderne til retsplejelovens § 754 b, stk. 2, 2. pkt., den situation,

137

UDKAST

hvor politiet tager initiativ til at foranledige, at nogen tilbydes bistand til at

udføre eller fortsætte lovovertrædelsen, der efterforskes (første led af

agentbegrebet). Bestemmelsen tager sigte på de tilfælde, hvor en person

efter aftale med politiet søger kontakt i miljøet med henblik på at introducere

en politiagent og i den forbindelse medvirker til den lovovertrædelse, der

efterforskes, ved at tilbyde sin bistand til at udføre eller fortsætte

lovovertrædelsen. Der kan eksempelvis være tale om, at personen efter

aftale med politiet udgiver sig for at være mellemmand for en opdigtet køber

af narkotika (politiet) og i den forbindelse afgiver bestilling på en vareprøve.

Det er endvidere ved indførelsen af retsplejelovens § 754 b, stk. 2, 2. pkt.,

forudsat, at den aktivitet, som en civil person lovligt kan udføre (dvs. den

lovovertrædelse, som bistanden indebærer) – når betingelserne for

agentvirksomhed i øvrigt er opfyldt – skal sættes i forhold til den

lovovertrædelse, der efterforskes. Det følger heraf, at meddelerens bistand

(f.eks. størrelsen af vareprøven) kan være mere omfattende ved

efterforskning af meget alvorlige lovovertrædelser, f.eks. meget betydelige

kvanta narkotika. At bistanden skal være yderst beskeden indebærer

imidlertid ikke, at bistanden ikke konkret må være afgørende i forhold til

opklaringen af den lovovertrædelse, der efterforskes. I sager om

efterforskning af alvorlig narkotikakriminalitet vil det efter det oplyste ofte

forholde sig således, at hovedmanden ville få mistanke til, at politiet er

involveret, hvis ikke den civile person først har bestilt en vareprøve.

Der henvises til Folketingstidende 2002-03, tillæg A, L 218 som fremsat,

side 6711 f. og 6751 f.

Under Folketingets behandling af lovforslaget, der indførte retsplejelovens

§ 754 b, stk. 2, 2. pkt., blev det af Justitsministeriet understreget, at

bestemmelsen alene tager sigte på tilfælde, hvor der er behov for at

introducere en politiagent i det kriminelle miljø, som politiets efterforskning

er rettet mod, og at de handlinger, som den civile person kan foretage,

vil omfatte tillidsskabende handlinger, der sigter på at fremme

politiagentens muligheder for at komme til at virke. Det blev ligeledes

fremhævet, at det således er udelukket, at en civil person kan bistå politiet

på en måde, som er omfattet af agentreglerne, hvis dette ikke sker i

sammenhæng med en planlagt politiagentaktion. Der henvises til pkt. 2 i

Justitsministeriets svar på spørgsmål nr. 9 af 9. maj 2003 fra Folketingets

Retsudvalg til lovforslag nr. L 218 som fremsat den 23. april 2003, jf.

Retsudvalget 2002-03, bilag 12.

138

UDKAST

Det blev endvidere understreget, at det kendetegnende for den yderst

beskedne bistand, som en civil person efter bestemmelsen vil kunne yde, er,

at den civile persons bistand alene består i enkle, klart afgrænsede

handlinger, som politiet kan give præcise instruktioner om. Som eksempler

nævnes arrangering og deltagelse i møder mellem sælgeren af et kvantum

heroin og en politiagent. Tilsvarende understreges det, at det ikke vil være

lovligt for den civile person aktivt at deltage i forhandlingerne om

narkotikahandlen eller i øvrigt at handle som køber af stoffet. Der vil i

sidstnævnte eksempel i så fald være tale om egentlige agenthandlinger, som

kun kan udføres af polititjenestemænd og ansatte i politiet med særlige

efterforskningsmæssige kvalifikationer, jf. retsplejelovens § 754 b, stk. 2, 1.

pkt. Der henvises til Justitsministeriets svar på spørgsmål nr. 6 af 8. maj

2003 fra Folketingets Retsudvalg til lovforslag nr. L 218 som fremsat den

23. april 2003, jf. Retsudvalget 2002-03, bilag 26.

Som eksempel fra retspraksis vedrørende brug af civile agenter kan henvises

til Højesterets dom af 12. december 2017 i sag nr. 91/2016, offentliggjort i

Ugeskrift for Retsvæsen 2018, side 1169 ff. Sagen angik indførelse og

videreoverdragelse af kokain. I sagen havde en udenlandsk civil agent

medvirket ved at deltage i direkte og indirekte forhandlinger med de tiltalte

under møder i Colombia og København, og han havde tillige telefonisk

kontakt med to af de tiltalte i perioden mellem to møder i Aarhus. Højesteret

fandt ikke, at provokationsforbuddet i retsplejelovens § 754 b, stk. 1, var

blevet overtrådt, og der var derfor ikke grundlag for at frifinde de tiltalte

eller at lade straffen bortfalde. Højesteret tiltrådte imidlertid, at den civile

agent var gået ud over, hvad der var yderst beskedent, jf. § 754 b, stk. 2, 2.

pkt., hvilket blev tillagt betydning ved strafudmålingen.

Politiet må i øvrigt kun bruge agenter, herunder civile agenter, når

betingelserne for at anvende agenter i retsplejelovens § 754 a, stk. 1, i øvrigt

er opfyldt. Betingelserne er, 1) at der foreligger en begrundet mistanke om,

at lovovertrædelsen er ved at blive begået eller forsøgt, 2)

efterforskningsskridtet må antages at være af afgørende betydning for

efterforskningen, og 3) at efterforskningen angår en lovovertrædelse, som

efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller en

overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 1 eller 2, § 279, jf. § 285, § 279 a,

jf. § 285, § 281, jf. § 285, § 290, stk. 1, eller § 290 a, stk. 1, af lovgivningen

om euforiserende stoffer eller af lovgivningen om våben og

eksplosivstoffer, i det omfang overtrædelsen begås ved brug af internettet.

Agentvirksomhed sker efter rettens kendelse, jf. nærmere retsplejelovens §

754 c, stk. 1, 1. pkt. Efter stk. 2, 1. pkt., anføres i rettens kendelse de

139

UDKAST

konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for

foranstaltningerne er opfyldt. Forsvareren skal underrettes om foretagen

agentvirksomhed, såfremt der rejses tiltale i sagen, jf. retsplejelovens § 754

d, 1. pkt. Forsvarer har herefter mulighed for at begære rettens efterfølgende

prøvelse af agentvirksomhedens lovlighed, jf. retsplejelovens § 746, stk. 1.

Rettens efterfølgende prøvelse kan evt. ske i forbindelse med hovedsagen,

jf. betænkning nr. 1023/1984, s. 181 ff., og eksempelvis Højesterets dom af

15. februar 2023 i sag nr. 48/2022, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen

2023, side 2003ff., og Østre Landsrets dom fra august 2023 nævnt ovenfor.

Kravet om rettens godkendelse af agentvirksomhed efter retsplejelovens §

754 c indebærer, at anklagemyndigheden over for retten skal redegøre for,

hvori den civile persons bistand vil bestå, og at retten skal godkende, at

omfanget heraf holder sig inden for grænserne i § 754 b, stk. 2, 2. pkt. Der

kan henvises til bl.a. pkt. 2 i Justitsministeriets svar på spørgsmål nr. 9 af 9.

maj 2003 fra Folketingets Retsudvalg til lovforslag nr. L 218 som fremsat

den 23. april 2003, jf. Retsudvalget 2002-03, bilag 12, samt til pkt. 2 i

Justitsministeriets svar på spørgsmål nr. 40 af 27. maj 2003 fra Folketingets

Retsudvalg til samme lovforslag, jf. Retsudvalget 2002-03, bilag 74, optrykt

som bilag 3 til Retsudvalgets tillægsbetænkning af 3. juni 2003 over

lovforslaget, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg B, side 1865 ff. (side

1869).

Er der en forsvarer for den sigtede allerede på det tidspunkt, hvor det

kommer på tale at gøre brug af en civil agent, vil denne skulle orienteres om

retsmødet i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens § 748, stk. 2.

Reglerne om agenter finder efter retsplejelovens § 754 e ikke anvendelse

ved efterforskning af overtrædelser af straffelovens 12. kapitel, §§ 111-115

og § 118.

Nærmere

retningslinjer

agentvirksomhed

findes

rigsadvokatmeddelelsens afsnit om meddelere og civile agenter,

offentliggjort som cirkulære nr. 9125 af 1. januar 2022.

I den enkelte politikreds skal en agentansvarlig godkende, at en person kan

anvendes som agent. En civil agent vil normalt være en person, der i

forvejen fungerer som meddeler for politiet. Godkendelsen foretages bl.a.

ud fra en bedømmelse af den pågældendes tilknytning til det kriminelle

miljø, tidligere domme m.v. Den konkrete bistand sker på baggrund af et

godkendt, skriftligt oplæg. Der skal desuden udpeges en kontrollant, der

skal kontrollere samarbejdet med den civile agent, og varetage den

overordnede polititaktiske styring af anvendelse af agenten; og der skal

140

UDKAST

fastsættes retningslinjer om løbende kontrol af politiets håndtering af den

civile agent og om afrapportering vedrørende den civile agents virksomhed.

Kontrollanten skal i den forbindelse danne sig et indtryk af den civile agent

og dennes personlighed. Der henvises til pkt. 2.2 i Rigsadvokatmeddelelsens

afsnit om meddelere og civile agenter, offentliggjort som cirkulære nr. 9125

af 1. januar 2022, samt bemærkningerne til dette punkt i afsnittets bilag 1.

Det fremgår endvidere af pkt. 2.2.3 i afsnittet, at der skal kobles en anklager

til den konkrete efterforskning, og at denne skal inddrages i alle drøftelser,

beslutninger m.v., der indebærer en juridisk vurdering og/eller stillingtagen,

herunder spørgsmålet om, hvorvidt den civile agents bistand holder sig

inden for det godkendte oplæg. Det fremgår desuden bl.a. af pkt. 2.2.4 i

afsnittet, at politiet bl.a. skal orientere en person, der benyttes som civil

agent, om, at de handlinger, som han foretager efter aftale med politiet, er

straffri, men at andre kriminelle handlinger, han begår eller har begået, vil

blive påtalt på samme måde som andres tilsvarende kriminalitet, og at han

ikke kan forvente vederlag eller andre former for belønning for sit

samarbejde med politiet, men at der efter gældende regler er mulighed for

at erstatte positive udgifter, han har haft, og for at yde den pågældende en

dusør. Herudover fremgår det at, oplysninger modtaget fra den civile agent

ligesom tilkendegivelse fra politiet til agenten skal kunne dokumenteres, jf.

afsnittets pkt. 2.2.5.

Normalt vil en civil agent være en person, der tillige fungerer som meddeler

for politiet. Der kan f.eks. ske det, at en meddeler fortæller politiet om

planlagte kriminelle handlinger, hvor den pågældende selv har en rolle at

spille og derfor har mulighed for at agere civil agent. Der henvises til

Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om meddelere og civile agenter, bilag 1,

bemærkningerne til pkt. 2.2.1. Det pågældende afsnit i

Rigsadvokatmeddelelsen indeholder i pkt. 2.1 en række forskrifter om brug

af meddelere, hvoraf det bl.a. fremgår, at der skal udpeges en kontrollant,

som skal danne sig et indtryk af meddeleren og hans pålidelighed (pkt.

2.1.3).

3.5.1.2. Strafferetsplejeudvalgets tidligere overvejelser om brug

af civile agenter

Justitsministeriets strafferetsplejeudvalg har tidligere overvejet muligheden

for brug af civile agenter, jf. betænkning nr. 1023/1984, side 177 ff.

Udvalget fremhæver, at der er nogen betænkelig knyttet til at anvende civile

personer (privatpersoner), herunder udlændinge, som agenter for politiet, og

at betænkelighederne stiger, såfremt den pågældende står i et særligt

afhængighedsforhold til politiet. Udvalget fremhæver, at man vil kunne

141

UDKAST

frygte, at en sådan person i misforstået iver efter at foretage, hvad han tror,

politiet vil være særligt tilfreds med, handler ubesindigt og herunder

overtræder provokationsforbuddet eller udsætter sig selv eller andre for fare.

Udvalget overvejede generelt at forbyde civile personers anvendelse som

agenter, men fandt en sådan regel for restriktiv. Det var i den forbindelse

afgørende for udvalget, at den meddeler, hvis oplysninger danner grundlag

for aktionen, som regel ikke vil være politimand, men ofte vil tage en vis

del i selve agentvirksomheden, navnlig på den måde, at han introducerer

agenten for den eller de formodede hovedmænd. Det var var herudover

afgørende for udvalget, at muligheden for at anvende en civil person som

agent i særlige tilfælde kunne være en forudsætning for at skaffe bevis i en

sag.

Udvalgets forslag indeholdt derfor ikke et fuldstændigt forbud mod

anvendelse af civile agenter, men indebar derimod, at det blev forbudt at

lade agentvirksomhed udføre af civile personer, der på grund af

afhængighedsforhold til politiet eller andre omstændigheder må befrygtes

ikke at ville udføre opgaven på betryggende måde med hensyn til

overholdelse af provokationsforbuddet. Dette ville ifølge udvalget især

kunne være tilfældet med hensyn til personer, der har verserende

straffesager af ikke ubetydelig karakter, strafafsonere og personer, for hvem

politiets behandling af løbende sager af anden art, f.eks. bevillingsmæssige

sager eller sager om opholdstilladelse, vil være af væsentlig betydning.

Udvalgets mindretal foreslog, at en række persongrupper af hensyn til den

abstrakte risiko for udnyttelse af et afhængighedsforhold skulle udelukkes

fra at virke som agenter:

1) Personer, der selv mistænkes for strafbart forhold, med hensyn til

hvilket en straffesag verserer.

2) Personer, som er idømt frihedsstraf, der ikke endeligt er afsonet.

3) Personer, som i øvrigt kan befrygtes at stå i et afhængighedsforhold

til politiet.

Mindretallet ville dog efter omstændighederne ikke afvise flertallets

lovudkast, idet dette gav mulighed for at udelukke de nævnte personer, som

agenter, hvor der virkelig er behov herfor.

Udvalget understregede endvidere, at en vurdering af, hvorvidt politiet

overskrider den nedlagte grænse, må foretages dels ved politiets

forudgående tilrettelæggelse af aktionen og dels ved den retlige kontrol.

142

UDKAST

Der henvises endvidere til udvalgets forslag til retsplejelovens §§ 754 b og

754 c, jf. betænkning 1023/1984, side 196, og bemærkningerne hertil på side

206 f.

Justitsministerens lovforslag byggede på Strafferetsplejeudvalgets forslag,

men under Folketingets behandling blev forslaget til agentregler ændret

således, at der blev indført et almindeligt forbud mod anvendelse af civile

agenter. Der blev i bemærkningerne til ændringsforslaget vedrørende civile

agenter henvist til, at det efter forslagsstillernes opfattelse ikke var muligt at

afgrænse en kreds af civile personer, som på en betryggende måde kunne

anvendes som agenter, og at muligheden for at anvende personer, der ikke

var polititjenestemænd, som agenter derfor burde afskæres. Der henvises til

ændringsforslag nr. 5 til § 1 og bemærkningerne hertil, jf. Folketingets

Retsudvalgs betænkning som afgivet den 13. maj 1986, jf.

Folketingstidende 1985-86, tillæg B, sp. 1561 og 1563 f., over lovforslag nr.

L 8 som fremsat den 2. oktober 1985.

I denne affattelse blev retsplejelovens § 754 b, stk. 2, vedtaget ved lov nr.

319 af 10. juni 1986. Det nugældende 2. pkt., der tillod brug af civile agenter

i begrænset omfang, blev indført ved lov nr. 436 af 10. juni 2003, jf. pkt.

3.5.1.1.

3.5.1.3. Justitsministeriets overvejelser

Kriminalitet begået i bandemiljøet og lignende kriminelle miljøer er typisk

kendetegnet ved, at toneangivende personer i miljøet ikke selv involveres

direkte i udførelsen af de kriminelle handlinger. Det vil således typisk være

andre personer, der udfører forskellige handlinger som transport,

opbevaring eller bortskaffelse af effekter.

Det vil derfor styrke politiets arbejde med især bandekriminalitet, men også

anden alvorlig kriminalitet, herunder den grove og organiserede

økonomiske kriminalitet, hvis politiet i sådanne tilfælde kan gøre brug af

civile personer til agentvirksomhed.

I dag kan civile personer kun anvendes som agenter under en efterforskning,

hvis den bistand, der ydes, er yderst beskeden i forhold til overtrædelsen.

Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at partierne er enige

om at udvide muligheden for at anvende civile agenter.

En udvidelse vil give politiet bedre muligheder for at kunne bekæmpe

alvorlig kriminalitet og især bandekriminalitet og grov organiseret

økonomisk kriminalitet.

143

UDKAST

Justitsministeriet er opmærksom på, at brugen af civile agenter indebærer

en øget risiko for, at agentvirksomheden kan komme til at bevirke en

forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed, dvs. overtræde

provokationsforbuddet.

De pågældende civile personer vil heller ikke have samme uddannelse og

erfaring som polititjenestemænd og ansatte i politiet med særlige

efterforskningsmæssige kvalifikationer; og politiet vil ikke have samme

tilsyns- og instruktionsbeføjelser overfor civile personer, der antages som

agenter, som overfor ansatte i politiet.

Brugen af civile agenter har tidligere været drøftet i Justitsministeriets

strafferetsplejeudvalg, og det er ministeriets opfattelse, at et forslag om

udvidelse af agentreglerne derfor bør tage udgangspunkt i udvalgets

overvejelser og forslag, der indeholder en mulighed for at gøre brug af civile

agenter, hvis dette kan ske på betryggende måde, jf. pkt. 3.5.1.2.

Gennemførelse af Strafferetsplejeudvalgets forslag vil indebære en

ophævelse af den bestemmelse i retsplejeloven, der som udgangspunkt

forbyder brug af civile agenter. I stedet vil der blive stillet krav om, at

agentvirksomhed ikke må udføres af civile personer, der ikke på grund af

afhængighedsforhold til politiet eller andre omstændigheder må befrygtes

ikke at ville udføre opgaven på betryggende måde, herunder hvis der er

risiko for, at der vil blive handlet i strid provokationsforbuddet i § 754 b,

stk. 1.

Dette vil efter Justitsministeriets opfattelse være en fleksibel ordning, hvor

den civile agent kan foretage de samme handlinger, som en

polititjenestemand, men hvor der til gengæld stilles krav til, hvilke civile

personer der kan benyttes som agent.

Justitsministeriet har i den forbindelse overvejet, om det bør stilles præcise

krav til, hvilke handlinger den civile agent skal kunne foretage sig.

Eksempelvis at den civile agent kun må yde bistand, der består i anskaffelse

eller bortskaffelse af ulovlige effekter.

Sådanne krav vil imidlertid ikke altid kunne dække alle de handlinger, der

kan være behov for at foretage; og de vil desuden kunne vise sig forældede,

hvis der sker en ændring i kriminalitetsbilledet. Endvidere ville sådanne

krav skulle beskrives i relativt brede vendinger, hvis de skal dække alle de

risici, der kan være forbundet med anvendelse af civile agenter.

144

UDKAST

Justitsministeriet finder derfor, at et forslag om udvidelse af agentreglerne

ikke bør stille andre krav til den bistand, den civile agent må yde, end hvad

der i øvrigt gælder for agentvirksomhed.

I stedet bør risikoen forbundet med brug af civile agenter, som beskrevet,

ske ved, at der stilles krav til de personer, der anvendes, således at det sikres,

at der ikke anvendes personer, der indebærer en risiko for, at

provokationsforbuddet i retsplejevens § 754 b, stk. 1, overtrædes.

I den forbindelse må der tages højde for, at civile agenter ofte vil være

personer med tilknytning til kriminelle miljøer, og som derfor i forvejen er

eller har været involveret i kriminelle aktiviteter i et eller andet omfang. Som

civile agenter bør derfor kun anvendes personer, som politiet har et så godt

kendskab til, at det vurderes, at de forsvarligt kan virke som civile agenter,

og at det vil være muligt at kontrollere den pågældende. I praksis vil der ofte

være tale om personer, der allerede virker som meddelere for politiet, og

som politiet derfor har kendskab til.

Justitsministeriet finder, at de betingelser, som Strafferetsplejeudvalgets

mindretal har stillet til de personer, der skal virke som civile agenter, er et

godt udgangspunkt for vurderingen af, hvilke personer der kan virke som

civile agenter. Det centrale er dog, om politiet overfor retten kan godtgøre,

at man har valgt en person, som man ikke har grund til at tro vil overtræde

provokationsforbuddet, og som kan kontrolleres.

Ikke en hvilken som helst mistanke for et strafbart forhold bør udelukke, at

en person kan anvendes som civil agent. Det må bero på en konkret

vurdering af, om det strafbare forhold er af en sådan karakter, at eksempelvis

provokationsforbuddet kan befrygtes overtrådt, og det ikke er muligt at

kontrollerer den civile agent.

Der findes allerede i dag forskrifter om, hvordan politiet skal håndtere civile

agenter. Politiet vil således allerede efter gældende ret skulle kunne sikre, at

anvendelsen af den civile agent er forsvarlig, og at personen kan

kontrolleres.

I forhold til Strafferetsplejeudvalgets forslag lægger Justitsministeriet

endvidere op til, at det udtrykkeligt kommer til at fremgå af loven, at brugen

af civile agenter sker efter aftale med politiet, og at ikke kun en overtrædelse

af provokationsforbuddet kan begrunde, at opgaven ikke kan udføres på

betryggende måde. Eksempelvis vil det forhold at den civile agent udsættes

for alvorlig fare, ikke nødvendigvis indebære en overtrædelse af

provokationsforbuddet, men bør alligevel være en grund til at en civil agent

145

UDKAST

ikke må benyttes. Det er dog generelt forbundet med fare at virke som civil

agent, hvilket må tages i betragtning ved vurderingen af

agentvirksomhedens forsvarlighed.

Ligesom i dag bør brugen af agenter, herunder civile agenter, kræve

forudgående retskendelse efter reglerne i retsplejelovens § 754 c, ligesom

retten efterfølgende vil kunne kontrollere, om brugen af agenten har holdt

sig inden for reglerne. Politiet vil ved indhentelse af retskendelsen skulle

redegøre for, at anvendelsen af en civil agent er forsvarlig, samt at

vedkommenende kan kontrolleres, herunder hvordan kontrollen i praksis vil

skulle foregå.

I lyset af den beskrevne øgede risiko, der er forbundet med brug af civile

agenter, finder Justitsministeriet i tillæg til Strafferetsplejeudvalgets forslag,

at der, inden retten træffer afgørelse om anvendelse af en civil agent, bør

beskikkes en indgrebsadvokat for den eller de personer, der kan blive berørt

af agentvirksomheden. Dette svarer til retsstillingen ved eksempelvis

telefonaflytning.

Beskikkelse af en indgrebsadvokat bør ske i alle tilfælde, hvor der anvendes

civile agenter, dvs. også i tilfælde, hvor der efter de gældende regler kan

anvendes civile agenter uden beskikkelse af en indgrebsadvokat. Dette skal

ses i lyset af, at der med forslaget lægges op til en væsentlig udvidelse af

muligheden for at anvende civile agenter

Det forudsættes, at Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om meddelere og civile

agenter, jf. pkt. 3.5.1.1., vil blive udbygget med retningslinjer, der yderligere

sikrer, at provokationsforbuddet ikke vil blive overtrådt.

3.5.1.4. Den foreslåede ordning

Det foreslås at retsplejelovens § 754 b, stk. 2, hvorefter det som

udgangspunkt er forbudt at anvende civile agenter, erstattes af en

bestemmelse om, at civile personer efter aftale med politiet kan udføre eller

fortsætte den lovovertrædelse, der efterforskes, når foranstaltningerne

udføres af civile personer, der ikke på grund af afhængighedsforhold til

politiet eller andre omstændigheder må befrygtes ikke at ville udføre

opgaven på betryggende måde, herunder hvis der er risiko for, at der vil

blive handlet i strid med provokationsforbuddet i § 754 b, stk. 1.

Den foreslåede ændring vil give politiet mulighed for at anvende civile

agenter uanset begrænsningerne i den gældende bestemmelse i

retsplejelovens § 754 b, stk. 2, 2. pkt., herunder selv om, at den bistand, der

146

UDKAST

ydes, ikke er yderst beskeden i forhold til den lovovertrædelse, der

efterforskes.

Den foreslåede bestemmelse stiller dog skærpede krav til kredsen af civile

personer, der kan yde bistanden.

Bestemmelsen stiller således krav om, at den civile person, der skal virke

som agent, ikke på grund af afhængighedsforhold til politiet eller andre

omstændigheder må befrygtes ikke at ville udføre opgaven på betryggende

måde, herunder hvis der er risiko for, at der vil blive handlet i strid med §

754 b, stk. 1. Henvisningen til stk. 1 indebærer, at det ikke må befrygtes, at

provokationsforbuddet vil blive overtrådt, dvs. at der ikke må ske en

forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed.

Det må vurderes konkret, om provokationsforbuddet må befrygtes overtrådt

ved anvendelse af en konkret person som civil agent. Det kan eksempelvis

indgå i denne vurdering, at der er tale om personer, der selv mistænkes for

strafbart forhold, med hensyn til hvilket en straffesag verserer, personer,

som er idømt frihedsstraf, der ikke endeligt er afsonet, eller personer, som i

øvrigt kan befrygtes at stå i et afhængighedsforhold til politiet.

Der vil dog i vurderingen skulle tages højde for, at personer, der skal kunne

anvendes som civile agenter i kriminelle miljøer, ofte vil være en del af dette

miljø og derfor ofte vil være involveret i kriminelle aktiviteter i et eller andet

omfang. Ikke en hvilken som helst mistanke om, at en person har begået et

strafbart forhold vil derfor udelukke denne fra at virke som civil agent. Det

afgørende vil være, om den konkrete mistanke indebærer en risiko for, at

provokationsforbuddet må befrygtes overtrådt, eller for, at

agentvirksomheden i øvrigt ikke vil blive udført på betryggende måde. Som

civile agenter bør derfor kun anvendes personer, som politiet har et så godt

kendskab til, at det vurderes, at de forsvarligt kan virke som civile agenter,

og at det vil være muligt at kontrollere den pågældende

Herudover vil eksempelvis det forhold, at den civile person udsættes for

alvorlig fare, der ikke står mål med det forhold, der efterforskes, være en

omstændighed, der kan medføre, at det kan befrygtes, at opgaven ikke blive

udført på betryggende måde, uanset at provokationsforbuddet ikke

overtrædes. Der vil i vurderingen skulle tages højde for, at civil

agentvirksomhed i almindelighed er forbundet med fare. Det kan dog

hænde, at der i forbindelse med en konkret efterforskning er fare, der ligger

så meget uden for det almindeligt accepterede ved civil agentvirksomhed, at

en civil agent konkret ikke bør anvendes.

147

UDKAST

Herudover vil der skulle tages hensyn til den bistand, som den civile agent

skal yde. Hvis bistanden er beskeden, vil der alt andet lige være mindre

risiko for, at provokationsforbuddet overtrædes.

Denne del af den foreslåede ændring svarer med visse tilpasninger til

Strafferetsplejeudvalgets udkast til § 754 b, stk. 2, jf. betænkning nr.

1023/1984, side 196, og samme bestemmelse i det af Justitsministeriet

fremsatte lovforslag, jf. lovforslag nr. L 164 som fremsat den 6. juni 1985,

jf. pkt. 3.5.1.2. De eksemplificerede personer nævnt ovenfor svarer til de af

mindretallet nævnte, jf. betænkningen, side 179.

Forslaget indebærer ingen ændringer af de gældende øvre og nedre grænser

for, hvornår der er tale om agentvirksomhed, eller af reglerne om

forudgående og efterfølgende domstolskontrol. Politiet vil ved indhentelse

af retskendelsen skulle redegøre for, at anvendelsen af en civil agent er

forsvarlig samt at vedkommenende kan kontrolleres, herunder hvordan

kontrollen i praksis vil skulle foregå.

Det foreslås herudover at ændre retsplejelovens § 754 c, så der beskikkes en

indgrebsadvokat, før retten træffer afgørelse om anvendelse af en civil

agent. Dette svarer til, hvad der i dag gælder ved bl.a. telefonaflytning, jf.

§§ 784 og 785.

Er der en forsvarer for den sigtede allerede på det tidspunkt, hvor det

kommer på tale at gøre brug af en civil agent, vil forsvareren som efter

gældende ret skulle orienteres om retsmødet og have mulighed for at

overvære det efter reglerne herom i retsplejelovens § 748.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 7 og 8, og bemærkningerne

hertil.

3.5.2. Udvidelse af politiets mulighed for at foretage indgreb i

meddelelseshemmeligheden m.v.

3.5.2.1. Gældende ret

Retsplejelovens kapitel 71 indeholder bestemmelser om politiets mulighed

for at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden m.v., herunder

telefonaflytning og teleoplysning, jf. § 780, stk. 1, hhv. nr. 1 og 3. De

nærmere betingelser for at foretage sådanne indgreb findes i §§ 781 og 782.

Det følger af retsplejelovens § 783, stk. 1, at indgreb i

meddelelseshemmeligheden sker efter rettens kendelse, og at det i kendelsen

skal anføres, hvilke telefonnumre, lokaliteter, adressater eller forsendelser,

som indgrebet angår, samt de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det

148

UDKAST

støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt. Hvis den mistænkte f.eks.

skifter telefon og/eller simkort, skal der således som udgangspunkt

indhentes en ny retskendelse om aflytning af det nye telefonnummer.

Som undtagelse til retsplejelovens § 783, stk. 1, følger det af bestemmelsens

stk. 2, 1. pkt., at såfremt efterforskningen angår en overtrædelse af

straffelovens kapitel 12 eller 13 eller §§ 123 eller 180, § 183, stk. 2, §§ 191

eller 192 a, § 233, stk. 1, §§ 237 eller 245, § 246, jf. § 245, § 252, stk. 1, §

261, stk. 2, eller §§ 262 a, 262 b eller 288, kan der i rettens kendelse om

telefonaflytning eller teleoplysning, jf. § 780, stk. 1, hhv. nr. 1 og 3, ud over

bestemte telefonnumre anføres den person, som indgrebet angår (den

mistænkte). En såkaldt kendelse på person giver dermed politiet mulighed

for at iværksætte aflytning af alle telefonnumre, hvorfra der er bestemte

grunde til at antage, at der gives meddelelser til eller fra den mistænkte.

Politiet behøver således ikke løbende at indhente nye retskendelser, hvis den

mistænkte f.eks. ofte skifter telefonnummer eller telefon.

Politiet er forpligtet til snarest muligt efter udløbet af det tidsrum, inden for

hvilket indgrebet kan foretages, at underrette retten om de telefonnumre,

som indgrebet har været rettet imod, jf. retsplejelovens § 783, stk. 2.-4. pkt.

En kendelse på person forudsætter i alle tilfælde, at retsplejelovens øvrige

betingelser for at iværksætte indgreb i meddelelseshemmeligheden er

opfyldt.

Reglerne om kendelse på person finder også anvendelse på observation ved

hjælp af fjernbetjent eller automatisk virkende tv-kamera efter

retsplejelovens § 791 a, stk. 2, observation i bolig eller husrum efter

retsplejelovens § 791 a, stk. 3, og teleobservation efter retsplejelovens § 791

a, stk. 5, jf. henvisningen til retsplejelovens § 783 i § 791 a, stk. 8.

3.5.2.2. Justitsministeriets overvejelser

Organiserede kriminelle begår i vid udstrækning økonomisk kriminalitet,

herunder tyveri af særlig grov beskaffenhed, hvidvask af særlig grov

beskaffenhed, skatte-, told-, afgifts- og tilskudsunddragelse af særlig grov

karakter, og er involveret i kvalificeret handel med dopingmidler. Samtidig

er de erfaringsmæssigt sikkerhedsbevidste og forsøger at sløre deres

handlinger ved at anvende flere forskellige kommunikationsmidler,

herunder f.eks. ved hyppigt at skifte telefon og/eller simkort.

Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at politiets mulighed

for telefonaflytning bør udvides. På den baggrund bør politiet have

mulighed for at indhente kendelse om indgreb i meddelelseshemmeligheden

149

UDKAST

m.v. på person efter retsplejelovens § 783, stk. 2, 1. pkt., ved efterforskning

af de nævnte forbrydelser.

3.5.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at retsplejelovens § 783, stk. 2, 1. pkt., ændres, således at

politiet vil få mulighed for at indhente kendelse om indgreb i

meddelelseshemmeligheden m.v. på person ved efterforskning af sager om

tyveri af særlig grov beskaffenhed, hvidvask af særlig grov beskaffenhed,

skatte-, told-, afgifts- og tilskudsunddragelse af særlig grov karakter og ved

kvalificeret handel med dopingmidler.

Den foreslåede ændring vil indebære, at politiets adgang til at indhente

kendelse om indgreb i meddelelseshemmeligheden m.v. på person udvides,

således at indgrebet kan foretages ved flere straffelovsovertrædelser om

økonomisk kriminalitet.

Der foreslås ingen ændringer i de øvrige betingelser for indgreb i

meddelelseshemmeligheden, jf. retsplejelovens regler herom.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 11, og bemærkningerne hertil.

3.5.3. Optagelse af telefonsamtaler i kriminalforsorgen

3.5.3.1. Gældende ret

De indsattes adgang til at føre telefonsamtaler i kriminalforsorgens

institutioner er reguleret i straffuldbyrdelseslovens § 57.

Det fremgår af § straffuldbyrdelseslovens 57, stk. 1, at en indsat, i det

omfang det er praktisk muligt, har ret til at føre telefonsamtaler.

Bestemmelsen omfatter både indsatte i de åbne og lukkede fængsler samt

personer, der afsoner fængselsstraf i arresthusene, men ikke

varetægtsarrestanter.

Adgangen til at føre telefonsamtaler kan nægtes, hvis det findes nødvendigt

af bl.a. ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til at forebygge

kriminalitet eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved

lovovertrædelsen, jf. stk. 2.

I lukkede institutioner optages, påhøres eller aflyttes telefonsamtalen uden

retskendelse, medmindre dette ikke findes nødvendigt af de i stk. 2 nævnte

hensyn. Såfremt samtalen optages, påhøres eller aflyttes, skal

samtaleparterne forinden gøres bekendt hermed. Optagelser af

telefonsamtaler slettes, senest 6 måneder efter at de er foretaget, jf. § 57, stk.

3. Der gælder ikke noget krav om indhentelse af retskendelse ved optagelse,

påhør eller aflytning.

150

UDKAST

For telefonsamtaler til og fra en indsat, som af politiet skønnes at indtage en

ledende eller koordinerende rolle i en gruppe af personer, som tilsammen

står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, følger det af stk. 4, at

samtalerne skal optages, påhøres eller aflyttes, medmindre det er åbenbart,

at det ikke er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af

hensyn til at forebygge kriminalitet. Der gælder således en lavere tærskel

for nødvendigheden af hensyn til ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde

for denne gruppe indsatte end for andre.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 5, skal telefonsamtaler til og fra en

indsat, som er dømt for overtrædelse af en af de forbrydelser, der er nævnt i

straffelovens 12. eller 13. kapitel, eller som kriminalforsorgen skønner at

være radikaliseret, ekstremistisk eller i risiko for at blive det, optages,

påhøres eller aflyttes, hvis dette skønnes påkrævet af ordens- eller

sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod

radikalisering og ekstremisme eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.

Det fremgår af § 57, stk. 6, at telefonsamtaler med de i § 56, stk. 1, nævnte

personer og myndigheder m.v. ikke optages, påhøres eller aflyttes.

Personkredsen omfattet af § 56, stk. 1, er justitsministeren, direktøren for

kriminalforsorgen, domstolene, herunder Den Særlige Klageret,

Procesbevillingsnævnet, anklagemyndigheden og politiet, Folketingets

Ombudsmand,

medlemmer

Folketinget,

Den

Europæiske

Menneskerettighedsdomstol, Den Europæiske Torturkomité, FN's

Menneskerettighedskommission, FN's Torturkomité, den advokat, der har

været beskikket for eller valgt af den pågældende som forsvarer i den

straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen, eller i en verserende

straffesag, og advokater, der i medfør af retsplejelovens § 733 er antaget af

justitsministeren til at beskikkes som offentlige forsvarere.

Straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 7, 1. pkt., indeholder en bemyndigelse

for justitsministeren til at fastsætte regler om gennemførelse af de indsattes

ret til at føre telefonsamtaler. Bemyndigelsen gælder også for regler om

optagelse af telefonsamtaler efter stk. 3-5 og om kontrol af optagelserne, jf.

bestemmelsens 2. pkt.

Det fremgår af forarbejderne til bemyndigelsen til at fastsætte regler om

optagelse og kontrol af optagelsen af telefonsamtaler, at kontrol skal forstås

sådan, at en medarbejder efterfølgende lytter til en afspilning af den optagne

telefonsamtale. I modsætning hertil skal det at »påhøre« en telefonsamtale

forstås sådan, at den ansatte er til stede i samme lokale som den indsatte, der

fører samtalen, og således kan høre, hvad den indsatte, men ikke

151

UDKAST

samtalepartneren, siger. Det at »aflytte« en telefonsamtale skal forstås

sådan, at den ansatte under samtalen ved brug af en ekstra telefon eller andet

elektronisk udstyr lytter til samtalen i sin helhed, jf. Folketingstidende 2011-

12, tillæg A, L 9 som fremsat, s. 13.

Der er med hjemmel i bl.a. straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 7, fastsat

regler om de indsattes ret til at føre telefonsamtaler, jf. bekendtgørelse nr.

179 af 31. januar 2022 om adgangen til at telefonere for indsatte, der udstår

fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner

(telefonbekendtgørelsen).

Efter telefonbekendtgørelsens § 2, stk. 1, kan adgangen til at føre

telefonsamtaler nægtes, hvis dette findes nødvendigt af ordens- eller

sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til at forebygge kriminalitet eller af

hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen, jf.

straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 2.

Afgørelser efter telefonbekendtgørelsens § 2, stk. 1, træffes af

kriminalforsorgsområdet, jf. § 5, stk. 1. Efter § 5, stk. 2, kan

kriminalforsorgsområdet under hensyn til forholdene i den enkelte

institution fastsætte regler om den praktiske gennemførelse af de indsattes

ret til at føre telefonsamtaler, herunder om begrænsninger med hensyn til

hyppighed og varighed af de indsattes telefonsamtaler under hensyn til de

personaleressourcer, der medgår til at påhøre eller aflytte samtalerne.

Begrænsninger kan ligeledes fastsættes under hensyn til de

personaleressourcer, der medgår til at optage og kontrollere telefonsamtaler

efter reglerne i straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 4 og 5, jf.

telefonbekendtgørelsens § 6, stk. 4, 1. og 2. pkt.

Det fremgår af telefonbekendtgørelsens § 12, stk. 1, at de indsattes

telefonsamtaler i lukkede fængsler påhøres eller aflyttes i overensstemmelse

med reglerne herom i straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 3, bortset fra de

situationer, hvor de indsattes telefonsamtaler optages, påhøres eller aflyttes

i overensstemmelse med reglerne i straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 4 og

5, og de situationer, hvor de indsattes telefonsamtaler optages i

overensstemmelse med reglerne i telefonbekendtgørelsens § 13.

Efter stk. 2 kan der ved telefonsamtaler, der påhøres eller aflyttes af

personale i institutionen, stilles krav om, at samtalen skal føres på et sprog,

som den, der skal påhøre eller aflytter samtalen, forstår. Hvis forholdene

taler derfor, kan der dog anvendes tolk.

152

UDKAST

Det fremgår af retsplejelovens § 776, 1. pkt., at justitsministeren fastsætter

nærmere regler om behandlingen af varetægtsarrestanter. § 776 indeholder

derudover en række andre bemyndigelser til at fastsætte nærmere regler

vedrørende forhold for varetægtsarrestanter.

Det fremgår af forarbejderne til den oprindelige bemyndigelsesbestemmelse

i retsplejelovens § 776, hvorefter justitsministeren kunne fastsætte nærmere

regler om fængselsordenen for varetægtsarrestanter og om deres

behandling, herunder om deres rettigheder og pligter, og om den bistand,

der kunne ydes dem for at begrænse de erhvervsmæssige, sociale og

personlige ulemper, som fulgte af varetægten, at varetægtsreglerne bør

betrygge sigtedes processuelle rettigheder (samkvem med forsvareren,

brevveksling med retten etc.) og udformes således, at der sker mindst muligt

afbræk i sigtedes personlige forhold og i hans forbindelse med omverdenen,

herunder navnlig hans familie, og det bør ske under hensyntagen for det

principielle synspunkt, at varetægt er en midlertidig, omend nødvendig,

foranstaltning, hvorved sigtedes person tages i forvaring under sagen, men

ikke nogen anteciperet straf. Desuden fremgår det, at bestemmelserne om

varetægtsfanger skal indeholde almindelige sikkerheds- og ordensmæssige

regler, og at anbringelse af varetægtsarrestanter nødvendigvis må ske i

institutioner, hvor der må herske en vis »husorden«, og hvor det undertiden

kan være nødvendigt at have farlige personer. Endelig fremgår det, at

udgangspunktet ved formuleringer og fortolkninger af de fastsatte regler om

behandling af varetægtsfanger må være, at de kun skal være undergivet de

indskrænkninger, der er nødvendige enten af hensyn til de øjemed, der har

motiveret varetægten, eller af hensyn til fængselsordenen. Der henvises til

betænkning nr. 728/1974 om anholdelse og varetægt, side 51.

Retsplejelovens § 776 er bl.a. hjemmelsgrundlaget for den udstedte

bekendtgørelse nr. 1130 af 17. august 2023 om ophold i varetægt

(varetægtsbekendtgørelsen).

Der er i kapitel 23 (§§ 72-76) i varetægtsbekendtgørelsen fastsat regler om

varetægtsarrestanters telefonsamtaler.

Det fremgår af varetægtsbekendtgørelsens § 72, stk. 1, at en

varetægtsarrestant kan få tilladelse til at føre telefonsamtaler,

hvis

forbindelse gennem brevveksling ikke uden væsentlig ulempe kan afventes

og i det omfang, det er praktisk muligt. I stk. 2-5 er der dog fastsat en række

undtagelser til retten til at kunne føre telefonsamtaler efter stk. 1.

153

UDKAST

Det fremgår således af stk. 3, at kriminalforsorgsområdet kan nægte en

varetægtsarrestant at føre telefonsamtaler, hvis dette findes nødvendigt af

ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.

Efter stk. 4 påhøres eller aflyttes telefonsamtaler uden retskendelse af

kriminalforsorgsområdet, medmindre dette ikke findes nødvendigt af de i

stk. 3 nævnte grunde. Såfremt telefonsamtalen påhøres eller aflyttes, skal

samtaleparterne forinden gøres bekendt hermed. Afgørelse om påhør eller

aflytning træffes af kriminalforsorgsområdet.

Det fremgår af stk. 5, at der ved telefonsamtaler, der påhøres eller aflyttes

af kriminalforsorgsområdet, kan stilles krav om, at samtalen skal føres på et

sprog, som den, der påhører eller aflytter samtalen, forstår. Hvis forholdene

taler derfor, kan der dog anvendes tolk.

Af bekendtgørelsens § 74 fremgår det, at telefonsamtaler kan afbrydes, hvis

dette i det enkelte tilfælde findes påkrævet af ordens- eller

sikkerhedsmæssige hensyn.

Endelig fremgår det af § 76, at kriminalforsorgsområdet under hensyn til

forholdene i den enkelte institution kan fastsætte regler om den praktiske

gennemførelse af varetægtsarrestanters ret til at føre telefonsamtaler,

herunder om begrænsninger med hensyn til hyppighed og varighed af

telefonsamtaler under hensyn til de personaleressourcer, der medgår til at

påhøre eller aflytte samtalerne.

Varetægtsbekendtgørelsen indeholder således i dag ikke hjemmel til at

optage varetægtsarrestanters telefonsamtaler, herunder at udføre

efterfølgende kontrol heraf.

Det fremgår af retsplejelovens § 774, at hverken institutionens personale

eller andre må benyttes til at udforske varetægtsarrestanter. Af

bemærkningerne til bestemmelsen fremgår, at bestemmelsen alene vedrører

den aktive udforskning, hvilket i første række vil sige positive handlinger

med det formål at indhente oplysninger om eller fra arrestanten, f.eks. til

brug under efterforskningen, jf. Folketingstidende 1977-78, tillæg A, spalte

2397.

3.5.3.2. Justitsministeriets overvejelser

Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at aftalepartierne er

enige om et forstærket efterretningsbillede i kriminalforsorgen.

154

UDKAST

I visse lukkede institutioner har kriminalforsorgen mulighed for at optage

de indsattes telefonsamtaler, ligesom kriminalforsorgen har mulighed for at

aflytte samtalerne.

Kriminalforsorgens aflytningssystem er på nuværende tidspunkt ikke

udbredt til alle lukkede fængsler/afdelinger og arrester og er

funktionalitetsmæssigt begrænset og ressourcetungt at anvende, hvilket

indskrænker antallet af samtaler der aflyttes.

En øget understøttelse og videreudvikling af kriminalforsorgens telefoni- og

aflytningssystem forventes at kunne bidrage til at minimere indsmugling af

ulovlige effekter, herunder euforiserende stoffer, og samtidig til at afdække

og minimere trusler mod orden og sikkerhed i kriminalforsorgens

institutioner samt potentielle konflikter i bandemiljøet. Systemet skal kunne

transskribere samtaler på dansk, engelsk og arabisk og samtidig integreres

med kriminalforsorgens efterretnings- og analyseplatform KrimIntel.

Efter Justitsministeriets opfattelse er optagelse af telefonsamtaler et indgreb,

hvis hjemmel bør fremgå udtrykkeligt af retsplejeloven, navnlig når der

gives adgang til indgreb uden retskendelse. Justitsministeriet finder det i den

forbindelse mest rigtigt at fastsætte i loven, at påhør, aflytning og optagelse

af varetægtsarrestanters telefonsamtaler kan ske uden retskendelse.

3.5.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der i retsplejelovens § 776 indsættes et

9. pkt.,

hvorefter

justitsministeren fastsætter regler om påhør, aflytning og optagelse af

varetægtsarrestanters telefonsamtaler samt om kontrol af optagelserne.

Bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler svarende til

straffuldbyrdelseslovens § 57, herunder bestemmelsens stk. 3 om, at

telefonsamtaler optages, påhøres eller aflyttes, medmindre dette ikke findes

nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til

beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen, og bestemmelsens stk.

4, om, at telefonsamtaler til og fra en indsat, som af politiet skønnes at

indtage en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe af personer, som

tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, optages, påhøres

eller aflyttes, medmindre det er åbenbart, at det ikke er nødvendigt af

ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge

kriminalitet. Det vil blive fastsat, at optagelserne slettes, senest 6 måneder

efter at de er foretaget.

Der vil med hjemmel i den foreslåede bemyndigelse desuden blive fastsat

regler svarende til straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 6, om, at

155

UDKAST

telefonsamtaler med de i straffuldbyrdelseslovens § 56, stk. 1, nævnte

personer ikke optages, påhøres eller aflyttes. Derudover vil der blive fastsat

regler om, at samtaleparterne forinden, telefonsamtaler optages, gøres

bekendt hermed. Afgørelse om optagelse vil skulle træffes af

kriminalforsorgsområdet. Endvidere vil der blive fastsat regler om, at

personale i den konkrete institution kan stille krav om, at samtalen føres på

et sprog, som den, der skal påhøre, aflytte eller kontrollere samtalen, forstår.

Endelig vil der blive fastsat regler om, at optagelse af telefonsamtaler og

kontrol af optagelserne ikke vil kræve retskendelse. Som det fremgår

ovenfor, vil optagelse ske efter afgørelse fra kriminalforsorgsområdet, der

vil skulle påse, at optagelse er nødvendig af ordens- eller sikkerhedsmæssige

hensyn. Med den foreslåede bemyndigelse ændres der ikke på, at hverken

kriminalforsorgens personale eller andre må benyttes til at udforske

varetægtsarrestanter, jf. retsplejelovens § 774, hvorfor optagelse og kontrol

ikke vil være et straffeprocessuelt indgreb.

Det foreslås, at der i retsplejelovens § 776 indsættes et

10. pkt.,

hvorefter

påhør, aflytning og optagelse samt kontrol kan ske uden retskendelse.

Som det fremgår ovenfor, vil optagelse skulle ske efter afgørelse fra

kriminalforsorgsområdet, der vil skulle påse, at optagelse er nødvendig af

ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. Med den foreslåede bemyndigelse

ændres der ikke på, at hverken kriminalforsorgens personale eller andre må

benyttes til at udforske varetægtsarrestanter, jf. retsplejelovens § 774,

hvorfor optagelse og kontrol ikke vil være et straffeprocessuelt indgreb.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 10, og bemærkningerne hertil.

3.5.4. Udvidelse af afstandskravet for tv-overvågning

3.5.4.1. Gældende ret

Det fremgår af § 1, stk. 2, i lov om tv-overvågning, at udtrykket tv-

overvågning er defineret som vedvarende eller regelmæssigt gentagen

personovervågning ved hjælp af fjernbetjent eller automatisk virkende tv-

kamera, fotografiapparat eller lignende apparat. Tv-overvågning i lovens

forstand omfatter både tilfælde, hvor overvågningen er forbundet med

optagelse af billeder på videobånd, film eller lignende, og tilfælde, hvor

sådan billedoptagelse ikke finder sted, og hvor overvågningen alene har

karakter af en umiddelbar iagttagelse på tv-skærm eller lignende.

Efter tv-overvågningslovens § 1, stk. 1, må private ikke foretage tv-

overvågning af gade, vej, plads eller lignende område, som benyttes til

almindelig færdsel.

156

UDKAST

Tv-overvågningslovens § 2, stk. 1, nr. 1-5, indeholder en række undtagelser

til lovens generelle forbud mod privates tv-overvågning af områder, som

benyttes til almindelig færdsel.

Efter tv-overvågningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, litra b, kan

pengeinstitutvirksomheder,

spillekasinoer,

hotel-

restaurationsvirksomheder, engrosvirksomheder, hvorfra der foregår salg og

udlevering af varer, samt butikscentre og butikker, hvorfra der foregår

detailsalg, foretage tv-overvågning af arealer, som ligger i umiddelbar

tilknytning til egne indgange og facader, når tv-overvågningen er klart

nødvendig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.

Efter tv-overvågningslovens § 2 c, stk. 1, kan en kommunalbestyrelse efter

drøftelse med politidirektøren med henblik på at fremme trygheden foretage

tv-overvågning af gade, vej, plads eller lignende område, som benyttes til

almindelig færdsel, og som ligger i umiddelbar tilknytning til en

restaurationsvirksomhed.

Endelig følger det af tv-overvågningslovens § 2 d, stk. 1, at offentlige

myndigheder kan foretage tv-overvågning af arealer, som ligger i

umiddelbar tilknytning til egne bygningers indgange og facader, når tv-

overvågningen er klart nødvendig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.

Visse erhvervsdrivende og offentlige myndigheder kan således i nogle

tilfælde foretage tv-overvågning af arealer, som ligger i umiddelbar

tilknytning til egne bygningers indgange og facader. For

kommunalbestyrelser kan der foretages tv-overvågning af områder, som

benyttes til almindelig færdsel, og som ligger i umiddelbar tilknytning til en

restaurationsvirksomhed.

Afstandskravet (i umiddelbar tilknytning) blev for erhvervsdrivende, der

foretager tv-overvågning efter lovens § 2, stk. 1, nr. 3, litra b, hævet fra op

til ca. 10-15 meter til op til ca. 30 meter ved lov nr. 802 af 9. juni 2020, jf.

Retsudvalgets betænkning over forslag til lov om ændring af lov om tv-

overvågning, Folketingstidende 2019-20, tillæg B, L 102, side 3. Ligeledes

blev afstandskravet (i umiddelbar tilknytning) for offentlige myndigheder

og kommunalbestyrelser, der foretager tv-overvågning efter henholdsvis

lovens § 2 c, stk. 1, og § 2 d, stk. 1, fastsat til op til ca. 30 meter, jf.

Retsudvalgets betænkning over forslag til lov om ændring af lov om tv-

overvågning, Folketingstidende 2019-20, tillæg B, L 102 side 4 og 5.

3.5.4.2. Justitsministeriets overvejelser

157

UDKAST

I mange tilfælde er billeder fra tv-overvågning helt afgørende for politiets

mulighed for hurtigt at kunne identificere og lokalisere potentielle

gerningsmænd, bl.a. i forbindelse med kriminalitet begået af

bandemedlemmer. Derfor har rækkevidden af det areal, som både visse

erhvervsdrivende samt offentlige myndigheder og kommunalbestyrelser må

foretage tv-overvågning af, stor betydning i forhold til politiets opklaring af

forbrydelser.

Det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, at aftalepartierne er

enige om at udvide afstandskravet for tv-overvågning fra ca. 30 meter til ca.

100 meter.

På denne baggrund og med henblik på bl.a. at styrke politiets indsat mod

bandekriminalitet, er det Justitsministeriets opfattelse, at der er behov for at

udvide afstandskravet i tv-overvågningsloven. Ved at udvide afstandskravet

og dermed området for tv-overvågning får politiet således efter

Justitsministeriets opfattelse yderligere redskaber, der vil kunne lede til en

hurtigere og mere effektiv opklaring af kriminalitet, hvilket samlet set kan

medvirke til at skabe mere tryghed og sikkerhed i samfundet.

3.5.4.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at ”umiddelbar” udgår i tv-overvågningslovens § 2, stk. 1, nr.

3, litra b, § 2 c, stk. 1, og § 2 d, stk. 1. Ændringerne har til formål at udvide

det område, der kan tv-overvåges i.

Det foreslås således, at tv-overvågningen fremover kan ske af arealer i

tilknytning til visse erhvervsdrivende og offentlige myndigheders egne

bygninger og indgange og facader, når tv-overvågningen er klart nødvendig

af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse. Det foreslås endvidere, at

kommunalbestyrelsen efter drøftelse med politidirektøren kan foretage tv-

overvågning af gade, vej, plads eller lignende områder, som ligger i

tilknytning til en restaurationsvirksomhed.

Forslaget indebærer, at afstandskravet for visse erhvervsdrivende og

offentlige myndigheder, når de foretager tv-overvågning af området

omkring egne indgange og facader, samt for kommunalbestyrelser, der efter

drøftelse med politidirektøren foretager tv-overvågning af vej, gade, plads

eller lignende, som ligger i tilknytning til en restaurationsvirksomhed, vil

blive udvidet fra op til 30 meter til op til 100 meter.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 6, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

158

UDKAST

3.6. Grænseoverskridende kriminalitet

3.6.1 Rejseforbud

3.6.1.1. Gældende ret

Straffeloven indeholder ikke i dag en generel bestemmelse om, at retten kan

give personer, der dømmes for grænseoverskridende kriminalitet, forbud

mod at rejse til og opholde sig i bestemte lande.

Straffeloven indeholder i §§ 79 a-79 c bestemmelser om, at den, der dømmes

for nærmere bestemte forbrydelser, under visser omstændigheder ved

dommen kan gives opholds-, kontakt- eller nattelivsforbud, jf. herom pkt.

3.2.1.1.1., 3.2.1.1.2. og 3.4.3.1.

Det følger af straffelovens § 236, stk. 1, nr. 5, at retten kan give

udrejseforbud til personer, der dømmes for visse seksualforbrydelser.

Udrejseforbuddet indebærer et forbud mod at forlade Danmark i et nærmere

bestemt tidsrum.

Et udrejseforbud kan gives, når det efter karakteren af det begåede forhold

og oplysningerne om den dømtes person må antages, at der er fare for, at

den dømte vil begå ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed i udlandet,

og at forbuddet vil være egnet til at forebygge denne fare.

Et udrejseforbud kan idømmes, selv om den lovovertrædelse, der er til

pådømmelse, ikke har tilknytning til udlandet. Det afgørende er, om det efter

karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om den dømtes person

må antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny lovovertrædelse af

lignende beskaffenhed i udlandet, og at forbuddet vil være egnet til at

forebygge denne fare.

Derudover indeholder straffelovens § 114 j regler om forbud mod indrejse

og ophold uden tilladelse i visse konfliktområder, hvor en terrororganisation

er part i en væbnet konflikt.

3.6.1.2. Justitsministeriets overvejelser

Organiseret kriminalitet begrænses ikke af landegrænser. Den organiserede

kriminalitet i Danmark er også internationalt forankret gennem kriminelle

grupper og netværk, der udøver deres kriminelle forretninger på tværs af

landegrænser, og politiet har i flere sager identificeret danske kriminelle

netværk og grupper med stærke relationer til udlandet. Udviklingen viser

samtidig en stigning i voldsparathed og kynisme på tværs af landegrænser,

hvor skyderier, drab og anvendelse af sprængstof er en del af det

internationale kriminalitetsbillede. Politiet er derudover bekendt med, at

159

UDKAST

bandemedlemmer rejser til udlandet bl.a. for at undslippe dansk politis

monitering, begå kriminalitet m.v.

Det nuværende efterretningsbillede viser således en tæt kobling mellem

danske og svenske kriminelle netværk og grupper, der begår kriminalitet på

tværs af landegrænser, og der konstateres løbende rejseaktivitet mellem de

nordiske lande og Spanien. Danske organiserede kriminelle er – ud over

tilstedeværelsen i Spanien – også i højere grad rykket til Marokko, hvorfra

de styrer og koordinerer en anseelig del af indsmuglingen af narkotika til

Skandinavien.

Som det fremgår af den politiske aftale om Bandepakke IV, er

aftalepartierne enige om at indføre et rejseforbud til personer, der er dømt

for grov grænseoverskridende kriminalitet.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at der bør indføres et nyt

rejseforbud, der kan gives til personer, der dømmes for overtrædelse af

straffelovens §§ 191 (grov narkotikakriminalitet), 191 a (grov kriminalitet

med dopingmidler) og 192 a (grov våbenkriminalitet). Derudover finder

Justitsministeriet, at forbuddet bør kunne gives til personer, som idømmes

ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter for overtrædelse af straffeloven, lov om

euforiserende stoffer, lov om forbud mod visse dopingmidler eller

våbenloven, og som på gerningstidspunktet har tilknytning til en gruppe af

personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, når

overtrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til gruppen.

Det er Justitsministeriets vurdering, at rejseforbud alene bør kunne gives til

personer, som på gerningstidspunktet har dansk indfødsret eller bopæl i den

danske stat. Personer, der ikke har denne tilknytning til Danmark, skal

således ikke forhindres i at rejse til et andet land.

3.6.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at personer, der dømmes for overtrædelse af straffelovens §§

191, 191 a og 192 a, ved dommen skal kunne gives et rejseforbud. Det

samme foreslås at skulle gælde personer, der idømmes ubetinget

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter

for overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer, lov om forbud

mod visse dopingmidler eller våbenloven, og som på gerningstidspunktet

har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende

og alvorlig kriminalitet, når overtrædelsen har relation til den dømtes

tilknytning til gruppen.

160

UDKAST

Rejseforbud efter den foreslåede ordning vil alene kunne gives til personer,

der på gerningstidspunktet har dansk indfødsret eller bopæl i den danske

stat.

Idømmelse af rejseforbud vil desuden være betinget af, at det begåede

forhold har forbindelse til udlandet. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis

forholdet vedrører indsmugling af narkotika eller våben fra udlandet.

Derudover vil betingelsen kunne være opfyldt ved strafbare forhold begået

som led i en grænseoverskridende konflikt mellem kriminelle grupperinger.

Eksempelvis vil kriminalitet begået i forbindelse med en konflikt mellem en

dansk og en svensk bande udgøre forhold med forbindelse til udlandet.

Betingelsen vil desuden kunne være opfyldt, hvis kriminaliteten har

forbindelse til en udenlandsk kriminel gruppering, herunder en udenlandsk

afdeling af en kriminel gruppering.

Det bemærkes, at det i en række tilfælde uden mere direkte tilknytning til

udlandet må forventes at være forbundet med vanskeligheder at løfte

bevisbyrden for, at der kan idømmes et rejseforbud.

Det vil endvidere være en betingelse, at det efter karakteren af det begåede

forhold og oplysningerne om den dømtes person må antages, at der er fare

for, at den dømte vil begå ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed med

forbindelse til de pågældende lande, og at rejseforbuddet vil være egnet til

at forebygge denne fare. Et rejseforbud vil således alene kunne omfatte det

eller de lande, som det begåede forhold har forbindelse til.

Idømmelse af et rejseforbud vil indebære, at den dømte ikke må rejse til eller

opholde sig i det eller de lande, som forbuddet omfatter, medmindre politiet

giver tilladelse til det. Det forudsættes i denne sammenhæng, at der

fastsættes nærmere regler om sådanne tilladelser i en bekendtgørelse.

Muligheden for konkret at gøre undtagelse fra et idømt rejseforbud vil skulle

administreres i overensstemmelse med Danmarks internationale

forpligtelser, herunder EMRK, jf. herom pkt. 4.2.

Det foreslås, at rejseforbud kan gives på tid fra 1 til 5 år regnet fra endelig

dom. Ved udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter vil rejseforbuddet forlænges tilsvarende.

Den tidsmæssige udstrækning af rejseforbuddet vil afhænge af de konkrete

omstændigheder i sagen. Rejseforbuddets længde skal således bl.a. afspejle

den begåede kriminalitet, herunder grovheden og omfanget af denne

161

UDKAST

kriminalitet. Der bør herved lægges afgørende vægt på længden af den

idømte straf eller karakteren af den foranstaltning m.v., som idømmes.

Det foreslås, at den dømte 3 år efter endelig dom kan forlange, at

anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om rejseforbuddets

opretholdelse for retten. Ved udståelse af fængselsstraf eller anden

strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter foreslås det, at den 3-

årige periode forlænges tilsvarende. Det foreslås endvidere, at

justitsministeren i særlige tilfælde kan tillade, at indbringelse sker tidligere.

Ved vurderingen af, om forbuddet bør ophæves, vil der f.eks. kunne lægges

vægt på, om den dømte har gennemført et exit-forløb og har forladt det

kriminelle miljø og i øvrigt ikke er dømt, tiltalt eller sigtet for ny

kriminalitet. Er rejseforbuddet udstedt efter det foreslåede § 79 e, stk. 1, 2.

pkt., vil der endvidere kunne lægges vægt på, at gruppen, som den

pågældende var tilknyttet, ikke længere eksisterer, uden at den er erstattet af

en ny gruppe, idet dette dog ikke i sig selv kan føre til ophævelse.

Endelig foreslås det, at overtrædelse af et rejseforbud skal kunne straffes

med fængsel indtil 2 år.

Det bemærkes, at et rejseforbud ikke vil kunne sikre mod, at en person med

et rejseforbud rejser til lande omfattet af forbuddet. Håndhævelsen af

rejseforbuddet vil være afhængig af, at politiet bliver bekendt med den

pågældendes rejse, f.eks. i forbindelse med moniteringen af personer i

bandemiljøet, eller fordi politiet bliver opmærksom på rejsen i andre

sammenhænge.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 9 og 14, og bemærkningerne

hertil.

4. Forholdet til grundloven og Danmarks internationale forpligtelser

4.1. Styrket opholdsforbud og nyt kontaktforbud

4.1.1. Grundlovens §§ 78 og 79

Efter grundlovens § 78 har borgerne ret til uden forudgående tilladelse at

danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.

Et opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 a vil

indebære, at den dømte ikke må færdes eller opholde sig i et eller flere

nærmere afgrænsede områder, hvor den pågældende lovovertrædelse er

begået, eller hvor den gruppe af personer, som den dømte på

gerningstidspunktet har tilknytning til, opholder sig. Et kontaktforbud efter

den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 a vil indebære, at den dømte

162

UDKAST

ikke må søge at kontakte personer, der har tilknytning til den samme gruppe

af personer, som den dømte på gerningstidspunktet havde tilknytning til.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil den foreslåede bestemmelse ikke

udgøre et indgreb i strid med foreningsfriheden efter grundlovens § 78. Der

er herved bl.a. lagt vægt på, at den foreslåede ordning er en generel ordning,

som bl.a. har til formål at forebygge ny banderelateret kriminalitet.

Justitsministeriet har derudover lagt vægt på, at et opholdsforbud og

kontaktforbud alene kan idømmes som led i en straffedom, hvorved der

idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter.

Justitsministeriet har herudover lagt vægt på, at politiet efter den foreslåede

§ 79 a, stk. 4, i straffeloven kan meddele tilladelse til færden eller ophold i

et område omfattet af et opholdsforbud og til kontakt med en person

omfattet af et kontaktforbud, hvis det af særlige grunde må anses for beføjet.

Der henvises i øvrigt nærmere til det under pkt. 3.2.1.3.1.7. anførte, hvoraf

det bl.a. fremgår, at en dømt kan forlange nødvendigheden af et forbuds

fortsatte opretholdelse indbragt for retten, jf. den foreslåede bestemmelse i

straffelovens § 79 a, stk. 10.

For så vidt angår grundlovens § 79 bemærkes, at det er almindeligt antaget

i den statsretlige litteratur, at grundlovens § 79, 3. pkt., om, at forsamlinger

under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den

offentlige fred, ikke udtømmende gør op med de indgrebsmuligheder, der

er over for forsamlinger. Det er således bl.a. antaget, at der – i det omfang

der er hjemmel hertil i anden lovgivning – uafhængigt af grundlovens § 79,

3. pkt., kan foretages indgreb af hensyn til andre væsentlige offentlige eller

private interesser, forudsat at der ikke dermed er tilsigtet et indgreb i

forsamlingens ytringstilkendegivelse som sådan, jf. bl.a. Poul Andersen,

Dansk Statsforfatningsret (1954), side 700 ff. og 706 ff., Alf Ross, Dansk

Statsforfatningsret (3. udgave v. Ole Espersen, 1980), side 773 ff., og Henrik

Zahle, Dansk Forfatningsret 3 (3. udg., 2003), side 131 f.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil den foreslåede bestemmelse ikke

udgøre et indgreb i strid med forsamlingsfriheden efter grundlovens § 79.

Der er herved bl.a. lagt vægt på, at den foreslåede ordning ikke er rettet mod

meningstilkendegivelser, og at formålet med den foreslåede ordning er

således at varetage tungtvejende hensyn til bl.a. den offentlige orden og

forebyggelse af kriminalitet.

163

UDKAST

Der henvises i øvrigt nærmere til det ovenfor anførte for så vidt angår

grundlovens § 78 samt det under pkt. 3.2.1.3.1.4. anførte, hvoraf det bl.a.

fremgår, at politiet efter den foreslåede § 79 a, stk. 4, i straffeloven kan

meddele tilladelse til færden eller ophold i et område omfattet af et

opholdsforbud og til kontakt med en person omfattet af et kontaktforbud,

hvis det af særlige grunde må anses for beføjet.

4.1.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Den foreslåede ordning med indførelsen af kontaktforbud samt politiets

tilsyn med dømtes overholdelse af forbud efter straffelovens § 79 a, stk. 1,

vil kunne indebære indgreb i de rettigheder, der er reguleret af EMRK, i

forhold til den dømte. Der vil navnlig være tale om indgreb i de rettigheder,

der følger EMRK artikel 8 om retten til privatliv og familieliv.

Efter artikel 8, stk. 1, i EMRK har enhver ret til respekt for sit privatliv og

familieliv, sit hjem og sin korrespondance.

Retten til privatliv og familieliv er imidlertid ikke absolut. Der kan gøres

indgreb i retten til privatliv og familieliv, hvis indgrebet er foreskrevet ved

lov og er nødvendigt i et demokratisk samfund (opfylder kravet om

proportionalitet) til varetagelse af nærmere bestemte anerkendelsesværdige

formål, herunder af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige

tryghed, for at opretholde den offentlige orden, for at forebygge

forbrydelser, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at

beskytte andres rettigheder eller friheder, jf. EMRK artikel 8, stk. 2.

Det foreslåede kontaktforbud indebærer, at den dømte ikke må søge at

kontakte personer, der har tilknytning til samme gruppe af personer som den

dømte på gerningstidspunktet har tilknytning til.

Som det fremgår af pkt. 3.2.1.3.1.3. ovenfor, forudsættes det, at et

kontaktforbud som udgangspunkt skal omfatte kontakt med alle personer,

der har tilknytning til samme gruppe af personer, som den dømte på

gerningstidspunktet havde tilknytning til. Et kontaktforbud vil indebære, at

en hvilken som helst kontakt – både skriftlig og mundtlig – med de

omfattede personer uden politiets forudgående tilladelse vil udgøre en

overtrædelse. Kontaktforbud vil dog ikke skulle omfatte den dømtes

nærmeste familiemedlemmer, i det omfang det ville stride mod Danmarks

internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8.

Endelig vil den foreslåede ordning med politiets tilsyn med dømtes

overholdelse af forbud efter den foreslåede § 79 a, stk. 1, indebære, at

politiet som led i gennemførelsen af tilsynet med et kontaktforbud uden

164

UDKAST

retskendelse vil kunne skaffe sig adgang til den dømtes bolig og andre

lokaliteter, som den dømte råder over, og foretage undersøgelse heraf.

Politiet vil endvidere uden retskendelse kunne foretage undersøgelse af

breve og andre papirer og genstande, som den dømte råder over, og om

nødvendigt medtage disse med henblik på undersøgelse af deres indhold, jf.

forslaget til straffelovens § 79 a, stk. 6.

De nævnte indgreb vil være foreskrevet ved lov, jf. forslaget til straffelovens

§ 79 a, stk. 1 og 6. Justitsministeren vil endvidere fastsætte nærmere regler

om politiets gennemførelse af tilsyn, jf. forslaget til straffelovens § 79 a, stk.

11, nr. 2.

Det foreslåede kontaktforbud har bl.a. til formål at forebygge ny

banderelateret kriminalitet. I tilfælde hvor en lovovertrædelse er omfattet af

straffelovens § 81 a, eller hvor en angiven lovovertrædelse har relation til

den dømtes tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag

omfattende og alvorlig kriminalitet, vil et idømt kontaktforbud således bl.a.

kunne medvirke til at sikre, at en dømt ikke fastholdes eller falder tilbage i

det kriminelle miljø gennem kontakt med andre personer, der har tilknytning

til samme gruppe af personer som den dømte. Ligeledes er formålet med

tilsynet at sikre, at den dømte overholder meddelte forbud efter den

foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 a, stk. 1, og dermed at forhindre,

at de omfattede personer fastholdes eller falder tilbage i en kriminel

løbebane gennem kontakt med andre personer, der har tilknytning til samme

gruppe af personer som den dømte. Forslaget vil således varetage hensynene

til den offentlige tryghed, opretholdelse af den offentlige orden,

forebyggelse af forbrydelse og hensynet til at beskytte andres rettigheder og

friheder.

Justitsministeriet vurderer, at forslaget ikke går videre, end hvad der er

nødvendigt for at varetage de nævnte hensyn.

Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at kontaktforbuddet, herunder den

tidsmæssige udstrækning heraf, idømmes af domstolene efter en konkret

vurdering. Dette vil bl.a. bero på en konkret vurdering af, om et

kontaktforbud vil være egnet og nødvendigt for at forebygge ny

banderelateret kriminalitet.

Der lægges endvidere vægt på, at kontaktforbuddet idømmes som led i en

straffedom, hvorved der idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden

strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter som følge af navnlig

banderelateret kriminalitet, og hvor der gør sig særligt tungtvejende hensyn

165

UDKAST

gældende i forhold til bl.a. at mindske risikoen for nye lovovertrædelser af

lignende beskaffenhed.

Herudover har Justitsministeriet lagt vægt på, at den pågældende kan

forlange nødvendigheden af kontaktforbuddets fortsatte opretholdelse

indbragt for retten, jf. den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 a, stk.

10.

Endelig skal det for så vidt angår politiets tilsyn med de meddelte forbud

bemærkes, at tilsynet skal udføres så skånsomt, som omstændighederne

tillader det, ligesom gennemførelsen af tilsynet skal stå i rimeligt forhold til

tilsynets formål, jf. den foreslåede § 79 a, stk. 7.

Som anført ovenfor vil et kontaktforbud ikke skulle omfatte den dømtes

nærmeste familiemedlemmer, i det omfang det ville stride mod Danmarks

internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Det bemærkes

endvidere, at det i visse tilfælde følger af Danmarks internationale

forpligtelser, herunder EMRK, at der tillige efter afsigelse af dommen,

hvorved der idømmes kontaktforbud, skal være mulighed for konkret at gøre

undtagelse fra et idømt kontaktforbud. Med den foreslåede ordning tages

der højde for, at der efterfølgende konkret kan foreligge sådanne

tungtvejende hensyn, at der skal meddeles tilladelse til, at den pågældende

efter omstændighederne kan tage kontakt til personer, som kontaktforbuddet

vedrører. Således kan politiet meddele konkrete tilladelser til kontakt med

en person omfattet af et kontaktforbud, hvis det af særlige grunde må anses

for beføjet. Det bemærkes i den forbindelse, at tilladelsesordningen

forudsættes administreret således, at der meddeles tilladelse, når Danmarks

internationale forpligtelser, herunder EMRK, kræver det. Der henvises i

øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede § 79 a, stk. 4, om den foreslåede

tilladelsesordning.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at den foreslåede

ordning kan gennemføres inden for rammerne af EMRK.

4.2. Rejseforbud

Efter artikel 8, stk. 1, i EMRK har enhver ret til respekt for sit privatliv og

familieliv, sit hjem og sin korrespondance.

Efter artikel 2, stk. 2, i 4. tillægsprotokol til EMRK har enhver frihed til at

forlade et hvilket som helst land, herunder sit eget.

Disse rettigheder er imidlertid ikke absolutte. Der kan gøres indgreb i de

nævnte rettigheder, hvis indgrebet er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i

166

UDKAST

et demokratisk samfund (opfylder kravet om proportionalitet) til varetagelse

af nærmere bestemte anerkendelsesværdige formål, herunder den nationale

sikkerhed, den offentlige tryghed, for at opretholde den offentlige orden

eller for at forebygge forbrydelse, jf. EMRK artikel 8, stk. 2, og artikel 2,

stk. 3, i 4. tillægsprotokol til EMRK.

Det foreslåede rejseforbud vil kunne udgøre et indgreb i retten til privatliv

og familieliv efter EMRK artikel 8 og i retten til at forlade et hvilket som

helst land efter artikel 2 i 4. tillægsprotokol til EMRK.

Det nævnte indgreb vil være foreskrevet ved lov og forfølge vægtige hensyn

til bl.a. forebyggelse af grænseoverskridende grov og banderelateret

kriminalitet. Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at forslaget ikke

går videre, end hvad der er nødvendigt for at varetage disse hensyn.

Det bemærkes i den forbindelse, at et rejseforbud efter den foreslåede § 79

e idømmes af domstolene og er betinget af, at det begåede forhold har

forbindelse til udlandet, at der er fare for, at den dømte vil begå ny

lovovertrædelse af lignende beskaffenhed med forbindelse til det eller de

lande, som forholdet har forbindelse til, og at rejseforbuddet vil være egnet

til at forebygge denne fare.

Det bemærkes i øvrigt, at den foreslåede ordning giver mulighed for, at

politiet, hvis der foreligger særlige grunde, kan give tilladelse til at rejse og

opholde sig i et land omfattet af rejseforbuddet, hvis dette f.eks. måtte være

påkrævet af hensyn til Danmarks internationale forpligtelser, herunder

EMRK. Hertil kommer, at domstolene har mulighed for i det konkrete

tilfælde at undlade at træffe afgørelse om et rejseforbud, hvis hensynet til

Danmarks internationale forpligtelser taler for det, at spørgsmålet om

rejseforbuddets opretholdelse vil kunne begæres prøvet ved domstolene

efter 3 år fra endelig dom, dog således at perioden forlænges ved udståelse

af fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende

karakter, og at justitsministeren, når særlige omstændigheder taler for det,

kan tillade, at indbringelse for retten sker tidligere.

Det er på den baggrund Justitsministeriets vurdering, at den foreslåede

ordning kan gennemføres inden for rammerne af EMRK artikel 8 og artikel

2 i 4. tillægsprotokol til EMRK.

167

UDKAST

5. Forholdet til databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven

5.1. Videregivelse af fortrolige oplysninger om personer over 18 år til

forældre og andre med lignende tætte relationer

Det følger af retsplejelovens § 115 a, at politiet kan videregive fortrolige

oplysninger vedrørende personer, der er fyldt 18 år, til forældre eller andre,

herunder familiemedlemmer, der har lignende tætte relationer til den

pågældende person, hvis videregivelsen må anses for nødvendig som led i

en kriminalitetsforebyggende indsats over for personen. Med lovforslaget

lægges der op til at udvide retsplejelovens § 115 a således, at der indføres

en tilsvarende adgang for de sociale myndigheder til at videregive sådanne

oplysninger.

Den foreslåede udvidelse af bestemmelsen i retsplejelovens § 115 a

indebærer en behandling (videregivelse) af personoplysninger, som skal

leve op til kravene i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Den foreslåede udvidelse af bestemmelsen udgør en udvidelse af en national

særregel for behandling af personoplysninger.

Med den foreslåede udvidelse af bestemmelsen i retsplejelovens § 115 a vil

de sociale myndigheder kunne videregive almindelige personoplysninger

(f.eks. navn), følsomme personoplysninger (f.eks. helbredsoplysninger,

herunder oplysninger om den unges eventuelle stofmisbrug eller væsentlige

sociale problemer) og oplysninger vedrørende strafbare forhold (f.eks.

oplysninger om den unges kriminelle adfærd eller tilknytning til kriminelle

grupperinger).

Databeskyttelsesforordningen indeholder et nationalt råderum

fastsættelse af særregler om behandling af personoplysninger.

for

For så vidt angår almindelige personoplysninger følger det af

databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 2 og 3, at der er mulighed for

at opretholde og indføre mere specifikke bestemmelser for at tilpasse

anvendelsen af dele artikel 6, stk. 1. Det gælder bl.a. artikel 6, stk. 1, litra e,

hvorefter behandling af almindelige personoplysninger kan ske, hvis det er

nødvendigt af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller

som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige

har fået pålagt.

Det er vurderingen, at videregivelsen af almindelige personoplysninger efter

den

foreslåede

bestemmelse

kan

ske

medfør

databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, idet behandlingen af

personoplysninger efter den foreslåede bestemmelse vil være nødvendig af

168

UDKAST

hensyn til offentlig myndighedsudøvelse, som de sociale myndigheder

varetager.

For så vidt angår følsomme personoplysninger følger det af

databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra g, at der må behandles

følsomme personoplysninger, såfremt behandlingen er nødvendig af hensyn

til væsentlige samfundsinteresser på grundlag af EU-retten eller

medlemsstaternes nationale ret og står i rimeligt forhold til det mål, der

forfølges, respekterer det væsentligste indhold af retten til databeskyttelse

og sikrer passende og specifikke foranstaltninger til beskyttelse af den

registreredes grundlæggende rettigheder. Det er således muligt efter

forordningens artikel 9, stk. 2, litra g, at fastsætte regler for myndighedernes

lovlige behandling af følsomme personoplysninger.

Det er vurderingen, at videregivelsen af følsomme personoplysninger efter

den

foreslåede

bestemmelse

kan

ske

medfør

databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra g. Det er vurderingen, at

den foreslåede hjemmel til videregivelse af fortrolige oplysninger, vil leve

op til kravene i forordningens artikel 9, stk. 2, litra g, idet udvekslingen af

oplysninger efter retsplejelovens § 115 a er begrundet i hensynet til den

kriminalitetsforebyggende indsats, som vurderes at være en væsentlig

samfundsinteresse. Det vurderes, at udvekslingen af oplysninger står i

rimeligt forhold hertil. Der lægges i den forbindelse vægt på, at

udvekslingen af oplysninger er undergivet en række begrænsninger,

herunder at videregivelsen alene kan ske, når den vurderes at være

nødvendig som led i en kriminalpræventiv indsats over for den pågældende,

jf. nærmere nedenfor.

De nærmere betingelser for behandling af personoplysninger om strafbare

forhold følger af databeskyttelsesforordningens artikel 10 og

databeskyttelseslovens § 8. Videregivelse af oplysninger om strafbare

forhold i medfør af retsplejelovens § 115 a vurderes at kunne ske inden for

rammerne af databeskyttelseslovens § 8, stk. 2, nr. 3, jf. § 8, stk. 1, idet

videregivelsen vurderes at være nødvendig for de sociale myndigheders

opgaver i relation til den kriminalitetsforebyggende indsats.

I forbindelse med vurderingen af, om retsplejelovens § 115 a bør udvides til

også at omfatte de sociale myndigheder, har Justitsministeriet lagt vægt på,

at Rigspolitiet har oplyst, at politiets adgang til at videregive fortrolige

oplysninger efter retsplejelovens § 115 a er et nyttigt redskab i det

bandeforebyggende tværsektorielle samarbejde, og at videregivelse af

oplysninger kan tjene til at aktivere den unges netværk. Det er i den

169

UDKAST

forbindelse Justitsministeriets vurdering, at samme gavnlige effekt

formodes at kunne opnås ved en udvidelse af bestemmelsen til også at

omfatte de sociale myndigheder. Justitsministeriet har endvidere lagt vægt

på, at flere kommuner har udtrykt ønske om, at der indføres en tilsvarende

adgang for kommunerne til at videregive fortrolige oplysninger som led i

den kriminalitetsforebyggende indsats. Kommunerne har i den forbindelse

henvist til, at en tilsvarende adgang vil give kommunerne mulighed for at

indgå i en dialog med den unges forældre om kriminalitetsforebyggende

tiltag.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at indførelse af en adgang til

videregivelse af oplysninger i medfør af retsplejelovens § 115 a for

kommunerne vil kunne styrke den forebyggende indsats mod kriminalitet i

kommunerne for så vidt angår unge over 18 år. Det skyldes, at kommunerne

med den foreslåede ændring vil få adgang til at inddrage personer, der

vurderes at have den unges tillid, og som samtidig vurderes at have de

nødvendige ressourcer til at kunne adfærds- og holdningspåvirke den unge

i en positiv retning.

Det bemærkes, at den foreslåede adgang til videregivelse

personoplysninger er undergivet en række begrænsninger.

For det første kan videregivelsen alene ske, når den vurderes at være

nødvendig som led i en kriminalpræventiv indsats over for den pågældende.

De sociale myndigheder kan således alene videregive de oplysninger, som

er nødvendige for, at forældre m.v. kan opnå en sådan viden om

kriminalitetens omfang og karakter, at de vil være i stand til at vurdere

situationen og have mulighed for at påvirke den pågældendes adfærd.

Myndighederne vil endvidere i hvert enkelt tilfælde skulle vurdere, om det

konkret er nødvendigt at videregive de pågældende oplysninger, for at

forældrene m.v. har mulighed for at påvirke den unges adfærd. Det

bemærkes, at kommunerne ikke vil kunne videregive oplysninger om

banderelaterede forhold, som er modtaget fra politiet, idet det er afgørende

for politiet, at politiet til enhver tid selv kan afgøre, om sådanne oplysninger

kan deles. For nærmere om vurderingen af, hvornår det er nødvendigt at

videregive oplysninger, herunder hvilke oplysninger der er nødvendige at

give, henvises til afsnit 3.1.2.1.

For det andet kan videregivelsen alene ske til en forælder eller en anden,

herunder et familiemedlem, der har lignende tætte relationer til den

pågældende, når der er konkrete grunde til at antage, at netop den forælder

m.v. vil kunne påvirke den pågældende unge i en positiv retning. Det beror

170

UDKAST

på en konkret vurdering, om f.eks. en onkel har en så tæt relation til en ung

person, at den kan sammenlignes med relationen mellem en person og

vedkommendes forældre. For nærmere om vurderingen af, hvornår nogen

har en sådan tæt relation til den unge, at der kan videregives oplysninger

efter bestemmelsen, henvises til afsnit 3.1.2.1.

Det bemærkes endvidere, at udvidelsen af bestemmelsen alene angår »de

sociale myndigheder«, hvilket skal forstås i overensstemmelse med

retsplejelovens § 114, stk. 1, og § 115, stk. 1, nr. 2. Det er således alene de

sociale myndigheder, som – foruden politiet – får mulighed for at videregive

oplysninger efter den foreslåede bestemmelse.

Overordnet vurderes den foreslåede udvidelse af retsplejelovens § 115 a at

stå i et rimeligt forhold til de legitime mål, der forfølges, samt respektere det

væsentligste indhold af retten til databeskyttelse.

Justitsministeriet skal i forlængelse heraf bemærke, at det forudsættes, at de

grundlæggende principper i databeskyttelsesforordningen iagttages i

forbindelse med den behandling af personoplysninger, der måtte ske i

medfør af den foreslåede bestemmelse. De oplysninger, der videregives

efter retsplejelovens § 115 a, må således ikke viderebehandles på en måde,

der er uforenelig med formålet med behandlingen af personoplysninger,

ligesom de pågældende oplysninger, der videregives, skal være

tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold

til formålet med behandlingen af oplysningerne.

5.2. Styrket opholdsforbud og nyt kontaktforbud

Med de foreslåede bestemmelser i straffelovens § 79 a, stk. 6, 8 og 11,

forudsættes det, at politiet vil foretage en behandling af personoplysninger.

Efter Justitsministeriets vurdering kan de foreslåede bestemmelser

gennemføres inden for rammerne af retshåndhævelsesloven med senere

ændringer, der gennemfører retshåndhævelsesdirektivet.

Politiets behandling af personoplysninger efter de foreslåede § 79 a, stk. 6,

8 og 11, vil således skulle ske i overensstemmelse med

retshåndhævelsesloven.

Politiets behandling vil kunne omfatte behandling af såvel ikke-følsomme

som

følsomme

personoplysninger

omfattet

henholdsvis

retshåndhævelseslovens §§ 9 og 10.

Efter retshåndhævelseslovens § 9 kan behandling af ikke-følsomme

personoplysninger ske, når behandlingen er nødvendig for at forebygge,

171

UDKAST

efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde

strafferetlige sanktioner, herunder for at beskytte mod eller forebygge

trusler mod den offentlige sikkerhed.

Retshåndhævelseslovens § 10, stk. 1, indeholder et almindeligt forbud mod

behandling af følsomme personoplysninger i form af race eller etnisk

oprindelse,

politisk,

religiøs

eller

filosofisk

overbevisning,

fagforeningsmæssigt tilhørsforhold, genetiske data, biometriske data med

det formål entydigt at identificere en fysisk person, helbredsoplysninger

eller oplysninger om en fysisk persons seksuelle forhold eller seksuelle

orientering. Efter lovens § 10, stk. 2, må sådanne følsomme

personoplysninger dog behandles, når det er strengt nødvendigt og sker af

hensyn til retshåndhævelsesformål, herunder for at beskytte den

registreredes eller en anden fysisk persons vitale interesser, eller hvis

behandlingen vedrører oplysninger, som tydeligvis er offentliggjort af den

registrerede.

Herudover vil de grundlæggende principper i retshåndhævelseslovens § 4,

om den dataansvarliges behandling af oplysninger, herunder om indsamling,

ajourføring og opbevaring m.v., skulle iagttages. Behandling af oplysninger

skal bl.a. ske i overensstemmelse med »god databehandlingsskik« og under

hensyn til oplysningernes karakter, jf. retshåndhævelseslovens § 4, stk. 1.

Dette indebærer, at behandlingen skal være rimelig og lovlig. Indsamling af

oplysninger må endvidere kun ske til udtrykkeligt angivne og saglige

retshåndhævelsesformål, og senere behandling af oplysningerne må ikke

være uforenelige med disse formål, jf. bestemmelsens stk. 2. Efter lovens §

4, stk. 3, skal de oplysninger, som behandles, være relevante og

tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af

de formål, hvortil oplysningerne indsamles, og de formål, hvortil

oplysningerne senere behandles.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at politiets behandling af

personoplysninger efter de foreslåede bestemmelser i straffelovens § 79 a,

stk. 6, 8 og 11, vil være i overensstemmelse med retshåndhævelseslovens

§§ 4, 9 og 10, idet behandling af personoplysninger i medfør af de foreslåede

bestemmelser må anses for at være nødvendigt eller strengt nødvendig med

henblik på at forebygge ny banderelateret kriminalitet. Der er endvidere lagt

vægt på, at det fremgår af den foreslåede § 79 a, stk. 7, i straffeloven, at

politiets tilsyn efter den foreslåede § 79 a, stk. 6, skal udføres så skånsomt,

som omstændighederne tillader, og at gennemførelsen af tilsynet skal stå i

rimeligt forhold til tilsynets formål. Tilsynet vurderes således at opfylde

172

UDKAST

kravene til rimelighed og proportionalitet i retshåndhævelseslovens § 4, stk.

1 og 3.

Med den foreslåede § 79 a, stk. 8, i straffeloven, forudsættes det, at dømte

med et meddelt kontaktforbud kan modtage oplysninger fra politiet om, at

en person har tilknytning til samme gruppe af personer som den dømte.

Det er Justitsministeriets vurdering, at den dømtes behandling af

personoplysninger efter den foreslåede bestemmelse som udgangspunkt vil

være at anse som en behandling, der foretages af en fysisk person som led i

rent personlige aktiviteter, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 2, stk. 2,

litra c. Den dømtes behandling af personoplysninger vil dermed som

udgangspunkt falde uden for databeskyttelsesforordningens og

databeskyttelseslovens anvendelsesområde.

Den dømte vil desuden efter den foreslåede § 79 a, stk. 9, i straffeloven,

have tavshedspligt med hensyn til de i stk. 8 nævnte oplysninger, som den

dømte modtager fra politiet. Straffelovens §§ 152 og 152 c-f finder i den

forbindelse anvendelse, hvilket indebærer, at den dømte ved enhver

uberettiget videregivelse eller udnyttelse af oplysningerne kan straffes med

bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Den dømte vil således alene have ret til

at videregive oplysningerne, hvis én af undtagelserne i straffelovens § 152

e er opfyldt.

Den dømte kan efter Justitsministeriets vurdering behandle

personoplysningerne på en sådan måde, at behandlingen uanset

udgangspunktet ikke kan karakteriseres som en rent personlig aktivitet i

databeskyttelsesforordningens forstand. Dette vil betyde, at behandlingen i

så fald skal ske inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen og

databeskyttelsesloven, og at den dømte vil være dataansvarlig for

behandlingen. Det må eksempelvis antages ikke at være en rent personlig

aktivitet, at den dømte offentliggør de pågældende oplysninger på

internettet, hvorved oplysningerne bliver til gængelige for et ubestemt antal

personer. En sådan offentliggørelse, som ikke tjener et sagligt formål, vil

desuden efter Justitsministeriets opfattelse kunne udgøre en overtrædelse af

databeskyttelsesforordningen

databeskyttelsesloven,

jf.

databeskyttelseslovens § 41, stk. 1, nr. 4, og stk. 2, nr. 2.

5.3. Tværfaglige efterforskningsgrupper

Med den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 110 c, stk. 3, foreslås

det, at myndigheder, der deltager i tværfaglige efterforskningsgrupper, jf.

den foreslåede § 110 c, stk. 1, uanset tavshedspligt i anden lovgivning kan

dele og videregive oplysninger til myndigheder, der deltager i en tværfaglig

173

UDKAST

efterforskningsgruppe, hvis oplysningerne kan have betydning for

efterforskningen.

Det forudsættes, at tværfaglige efterforskningsgrupper oprettes under NSK

med deltagelse af Erhvervsstyrelsen og Skatteforvaltningen. Hertil kan NSK

beslutte, at andre myndigheder kan deltage i efterforskningsgrupperne.

I efterforskningsgrupperne vil der kunne deles og videregives oplysninger

til de andre deltagende myndigheder, hvis oplysningerne kan have

betydning for efterforskningen. Dette indebærer, at der f.eks. vil kunne deles

cpr-numre, adresser, oplysninger om strafbare forhold, oplysninger om

økonomiske forhold, oplysninger om ejerforhold m.v.

Den foreslåede ordning i retsplejelovens § 110 c, stk. 3, skal sikre den

nødvendige fortrolighed omkring oplysningerne, der kan være af sensitiv og

personhenførbar karakter, og hvor fortrolighed som udgangspunkt vil være

nødvendigt af hensyn til efterforskningen og myndighedernes bekæmpelse

af kriminalitet.

Spørgsmålet om, hvorvidt der må behandles personoplysninger, er som

udgangspunkt reguleret i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, om

behandling af almindelige ikke-følsomme personoplysninger, artikel 9, stk.

2, om behandling af følsomme personoplysninger og databeskyttelseslovens

§ 8 om behandling af oplysninger om strafbare forhold samt

databeskyttelseslovens § 11 om behandling af personnumre.

Databeskyttelsesforordningen indeholder et nationalt råderum

fastsættelse af særregler om behandling af personoplysninger.

for

Efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 2 og 3, er det muligt at

opretholde og indføre mere specifikke bestemmelser for at tilpasse

anvendelsen af dele af artikel 6, stk. 1. Det gælder bl.a. artikel 6, stk. 1, litra

e, hvorefter behandling af almindelige ikke-følsomme personoplysninger

kan ske, hvis det er nødvendigt af hensyn til udførelse af en opgave i

samfundets

interesse

eller

som

henhører

under

offentlig

myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt.

Behandling af ikke-følsomme personoplysninger efter den foreslåede

bestemmelse i retsplejelovens § 110 c, stk. 3, kan ske inden for rammerne

af forordningens artikel 6, stk. 1, litra e. Det skyldes, at behandlingen af

oplysningerne for myndighederne i tværfaglige efterforskningsgrupper, vil

være nødvendig af hensyn til efterforskning af forbrydelser omfattet af

retsplejelovens § 110 a, stk. 1, 1. pkt.

174

UDKAST

Den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 110 c, stk. 3, fastsættes som

national særregel for behandling af almindelige personoplysninger inden for

rammerne af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 2 og 3, jf. artikel

6, stk. 1, litra e.

Efter databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra g, er det muligt at

opretholde og indføre regler for lovlig behandling i overensstemmelse med

artikel 9. Det er således muligt efter forordningens artikel 9, stk. 2, litra g,

at fastsætte regler for myndighedernes lovlige behandling af følsomme

personoplysninger.

I de tilfælde, hvor myndighedernes behandling af følsomme oplysninger

omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 9 er nødvendig i en

efterforskning, jf. den foreslåede § 110 c, stk. 1, vil dette også kunne ske i

medfør af de foreslåede bestemmelser. Det vurderes, at der med de

foreslåede bestemmelser vil være hjemmel hertil, idet behandlingen i

sådanne tilfælde vil være nødvendig af hensyn til en væsentlig

samfundsinteresse og ske på grundlag af national ret, jf.

databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra g. Dette understøttes af

de vigtige målsætninger om at gøre op med bandernes økonomiske

kriminalitet. Den foreslåede bestemmelse har således til formål at styrke og

effektivisere efterforskningen af sager om organiseret økonomisk

kriminalitet gennem fælles viden og dataadgang samt gennem konkret

samarbejde i sagerne. Herved styrkes bekæmpelsen af særligt komplekse

former for kriminalitet, som forudsætter et tæt og operativt samarbejde

mellem de relevante myndigheder. De foreslåede bestemmelser vurderes

således at kunne fastsættes inden for rammerne af forordningens artikel 9,

stk. 2, litra g.

De nærmere betingelser for behandling af personoplysninger vedrørende

straffedomme

lovovertrædelser

eller

tilknyttede

sikkerhedsforanstaltninger er reguleret i databeskyttelsesforordningens

artikel 10 og databeskyttelseslovens § 8. Behandlingen af oplysninger om

strafbare forhold i medfør af lovforslaget vurderes at kunne ske indenfor

rammerne af databeskyttelseslovens § 8, stk. 1, eftersom det vurderes

nødvendigt for varetagelsen af myndighedernes opgaver som deltagere i

efterforskningsgruppen. Derudover vurderes videregivelsen af oplysninger

om strafbare forhold i efterforskningsgruppen at kunne ske efter

databeskyttelseslovens § 8, stk. 2, nr. 3, eftersom videregivelsen vurderes at

være nødvendig for udførelsen af myndighedernes opgaver, når de deltager

i efterforskningsgruppen.

175

UDKAST

Overordnet vurderes de foreslåede bestemmelser at stå i et rimeligt forhold

til de legitime mål, der forfølges, samt respektere det væsentligste indhold

af retten til databeskyttelse. Dette skyldes bestemmelsernes

formålsafgrænsning i forhold til emnerne for efterforskningsgrupper, jf. den

foreslåede § 110 c, stk. 1, og de begrænsninger for anvendelse af udvekslede

oplysninger, der foreslås fastsat i retsplejelovens § 110 c, stk. 6. For

nærmere om bestemmelsernes anvendelsesområde og begrænsningerne i

anvendelsen af oplysninger, henvises der til bemærkningerne til

lovforslagets § 2, nr. 1.

Det følger herudover af databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra

g, at der i forbindelse med fastsættelsen af nationale regler skal sikres

passende og specifikke foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes

grundlæggende rettigheder og interesser. Det vurderes, at disse

foranstaltninger og garantier bl.a. er sikret gennem organiseringen af

efterforskningen, som sker under ledelse af NSK og den særlige

tavshedspligt i den foreslåede § 110 c, stk. 5.

For så vidt angår behandlingen af personoplysninger for politiet og

anklagemyndigheden inden for en tværfaglig efterforskningsgruppe

vurderes denne at kunne ske efter retshåndhævelseslovens § 9 og § 10, stk.

Den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 110 c, stk. 3, vil således

udgøre hjemlerne for de deltagende myndigheders behandling af

personoplysninger i en efterforskningsgruppe, jf. den foreslåede § 110 c,

stk. 1. De deltagende myndigheder vil således i medfør af den foreslåede

bestemmelse i retsplejelovens § 110 c, stk. 3, kunne behandle

personoplysninger (herunder følsomme personoplysninger, oplysninger om

strafbare forhold og oplysninger om personnummer), uanset tavshedspligt

fastsat i anden lovgivning, når oplysningerne kan have betydning for

efterforskningen af forbrydelser omfattet af retsplejelovens §110 a, stk. 1,

1. pkt.

Herudover bemærkes det, at de øvrige bestemmelser i

databeskyttelsesforordningen og -loven samt retshåndhævelsesloven,

herunder de grundlæggende principper i forordningens artikel 5 og

retshåndhævelseslovens § 4, også skal iagttages, når der behandles

personoplysninger i medfør af de foreslåede bestemmelser.

Efter databeskyttelsesforordningens artikel 13 og 14 er den dataansvarlige

ved indsamling af personoplysninger som udgangspunkt forpligtet til at

meddele en række oplysninger til den registrerede, dvs. den person som

176

UDKAST

oplysningerne vedrører. Oplysningspligten efter forordningens artikel 13

finder anvendelse i tilfælde, hvor oplysningerne indsamles hos den

registrerede, mens artikel 14 finder anvendelse i tilfælde, hvor

oplysningerne indsamles hos andre end den registrerede. I dette tilfælde vil

oplysningspligten efter artikel 14 finde anvendelse, eftersom oplysningerne

indsamles hos NSK, der leder den respektive tværfaglige

efterforskningsgruppe.

Efter databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 5, litra d, finder

oplysningspligten efter artikel 14 ikke anvendelse, hvis og i det omfang

personoplysningerne skal forblive fortrolige som følge af tavshedspligt i

henhold til EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, herunder

lovbestemt tavshedspligt.

De foreslåede bestemmelser i retsplejelovens § 110 c, stk. 4 og 5, om

tavshedspligt for oplysninger modtaget i forbindelse med deltagelsen i en

tværfaglig efterforskningsgruppe, jf. den foreslåede § 110 c, stk. 1, medfører

således, at oplysningspligten efter databeskyttelsesforordningens artikel 14

ikke finder anvendelse herfor.

Efter forordningens artikel 15 har den registrerede som udgangspunkt ret til

indsigt i personoplysninger vedrørende den pågældende, der behandles af

den dataansvarlige. Efter databeskyttelseslovens § 22, stk. 2, nr. 4, kan der

ske undtagelse fra indsigtsretten af hensyn til bl.a. at undgå at skade

forebyggelsen, afsløringen, efterforskningen eller retsforfølgningen af

strafbare handlinger eller fuldbyrdelsen af strafferetlige sanktioner. Det

vurderes, at denne undtagelse vil kunne finde anvendelse, når der søges

indsigt i oplysninger, der behandles som led i en efterforskningsgruppe.

Med hensyn til politiet og anklagemyndigheden, der deltager i en tværfaglig

efterforskningsgruppe, følger oplysningspligten af retshåndhævelseslovens

§ 13, stk. 2 og indsigtsretten af retshåndhævelseslovens § 15. Undtagelse fra

oplysningspligten og indsigtsretten vurderes at kunne ske inden for

rammerne af retshåndhævelseslovens §§ 14 og 16, hvorefter oplysninger,

der modtages i forbindelse med en tværfaglig efterforskningsgruppe, som

udgangspunkt vil kunne undtages fra oplysningspligten og indsigtsretten af

hensyn til bl.a. at undgå at skade forebyggelsen, afsløringen,

efterforskningen eller retsforfølgningen af strafbare handlinger eller

fuldbyrdelsen af strafferetlige sanktioner.

Justitsministeriet vurderer, at bestemmelserne kan fastsættes inden for

rammerne af databeskyttelsesforordningens artikel 23, stk. 1, hvorefter

medlemsstaterne ved lovgivningsmæssige foranstaltninger kan begrænse

177

UDKAST

rækkevidden af forordningens bestemmelser om de registreredes rettigheder

m.v., herunder indsigtsretten efter forordningens artikel 15, når det er

nødvendigt og forholdsmæssigt af hensyn til bl.a. forebyggelse,

efterforskning eller retsforfølgning af strafbare handlinger eller fuldbyrdelse

af strafferetlige sanktioner, herunder beskyttelse mod og forebyggelse af

trusler mod den offentlige sikkerhed, samt kontrol-, tilsyns- eller

reguleringsfunktioner, herunder opgaver af midlertidig karakter, der er

forbundet

med

offentlig

myndighedsudøvelse

samt

retshåndhævelsesdirektivets artikel 13, stk. 3 og artikel 15, stk. 1.

5.4. Udvidelse af afstandskravet for tv-overvågning

Databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven gælder for enhver

form for behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning,

jf. databeskyttelseslovens § 2, stk. 4. Dette medfører, at behandlingen af

personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning af gade, vej, plads eller

lignende, som benyttes til almindelig færdsel, er omfattet af

databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven. Dette gælder både

for private og offentlige myndigheder, herunder kommuners behandling af

personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning.

Efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, kan der ske behandling af

almindelige personoplysninger, hvis der findes et grundlag i artikel 6, stk.

1, litra a-e. Derudover kan der efter databeskyttelsesforordningens artikel 9

ske behandling af følsomme personoplysninger, hvis der findes et

behandlingsgrundlag i artikel 9, stk. 2, litra a-j. Oplysninger om strafbare

forhold kan behandles efter databeskyttelsesforordningens artikel 10, hvis

der f.eks. er hjemmel til behandlingen i national ret.

Efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 2, og 3, kan

medlemsstaterne opretholde eller indføre mere specifikke bestemmelser for

at tilpasse anvendelsen af forordningens bestemmelser om behandling med

henblik på overholdelse af artikel 6, stk. 1, litra c og e, når grundlaget for

behandling fremgår af EU-retten eller national ret.

Det gældende afstandskrav for tv-overvågningsloven er op til ca. 30 meter,

jf. Retsudvalgets betænkning over forslag til lov om ændring af lov om tv-

overvågning, Folketingstidende 2019-20, tillæg B, L 102, side 3. Det

fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at behandlingen af almindelige

personoplysninger havde hjemmel i artikel 6, stk. 1, litra e, at behandlingen

af følsomme personoplysninger havde hjemmel i artikel 9, stk. 2, litra g, og

at behandlingen af oplysninger om strafbare forhold havde hjemmel i artikel

10, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 102, som fremsat, side 17-18.

178

UDKAST

Med lovforslagets § 1, nr. 1, foreslås det at øge afstandskravet for tv-

overvågning fra op til ca. 30 meter til op til ca. 100 meter. Afstandskravet

øges med henblik på at udvide politiets muligheder for at efterforske

kriminalitet, eftersom billeder fra tv-overvågning kan være helt afgørende

for politiets mulighed for hurtigt at kunne identificere og lokalisere

potentielle gerningsmænd. Det er Justitsministeriets vurdering, at

udvidelsen er nødvendig af hensyn til samfundets interesse.

Det vurderes, at lovforslaget og behandlingen af almindelige

personoplysninger i medfør heraf fortsat vil kunne ske på grundlag af

databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, idet behandlingen

vurderes at være nødvendig af hensyn til opgaver i samfundets interesse.

For så vidt angår lovforslagets bestemmelser og behandlingen af særlige

kategorier af personoplysninger i medfør heraf er det vurderingen, at der

med lovforslaget fortsat vil være hjemmel til behandlingerne i

databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, litra g, jf. artikel 6, stk. 1,

litra e, idet behandlingen som nævnt vil være nødvendig af hensyn til

væsentlige samfundsinteresser og har hjemmel i national ret.

For så vidt angår lovforslaget og behandlingen af personoplysninger om

strafbare forhold i medfør heraf er det vurderingen, at tv-

overvågningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, litra b, § 2 c, stk. 1, og § 2 d, stk. 1,

fortsat vil udgøre hjemmel i national ret til behandling af

personoplysningerne, og at behandlingen derfor kan ske inden for rammerne

af databeskyttelsesforordningens artikel 10.

Herudover skal det bemærkes, at de grundlæggende principper i

forordningens artikel 5 altid vil skulle iagttages i forbindelse med

behandling af personoplysninger, herunder når der indsamles og behandles

personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning. Det indebærer f.eks.,

at tv-overvågningen skal ske i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra

c, hvorefter personoplysninger skal være tilstrækkelige, relevante og

begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de

behandles.

Det bemærkes i den forbindelse, at de øvrige bestemmelser i

databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven også skal iagttages,

når personoplysninger behandles efter lovforslagets bestemmelser.

Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 35, stk. 1, at hvis en type

behandling, navnlig ved brug af nye teknologier og i medfør af sin karakter,

omfang, sammenhæng og formål, sandsynligvis vil indebære en høj risiko

179

UDKAST

for fysiske personers rettigheder og frihedsrettigheder, foretager den

dataansvarlige forud for behandlingen en analyse af de påtænkte

behandlingsaktiviteters konsekvenser for beskyttelse af personoplysninger.

Det fremgår af databeskyttelsesforordningens artikel 35, stk. 3, litra c, at en

konsekvensanalyse vedrørende databeskyttelse navnlig er påkrævet i

tilfælde, som indebærer en systematisk overvågning af et offentligt

tilgængeligt område i stort omfang.

Artikel 35, stk. 7, beskriver de nærmere krav til indholdet af en

konsekvensanalyse.

Af artikel 35, stk. 10, følger det, at hvis en behandling i henhold til artikel

6, stk. 1, litra c eller e, har et retsgrundlag i EU-retten eller i den

medlemsstats nationale ret, som den dataansvarlige er underlagt, og denne

ret regulerer den eller de pågældende specifikke behandlingsaktiviteter,

finder stk. 1-7 ikke anvendelse, hvis medlemsstaten allerede har foretaget

en generel konsekvensanalyse vedrørende databeskyttelse i forbindelse med

vedtagelsen af dette retsgrundlag. Dette medfører, at det ikke vil være

nødvendigt for hver enkelt dataansvarlig at foretage en særskilt

konsekvensanalyse, når der er foretaget en generel konsekvensanalyse i

forbindelse med vedtagelsen af loven.

Som det fremgår ovenfor, har lovforslagets bestemmelser om behandling af

personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning hjemmel i

databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, jf. artikel 6, stk. 2 og

Justitsministeriet har på denne baggrund foretaget en fornyet, generel

konsekvensanalyse på linje med artikel 35, stk. 10, af de ændringer i

adgangen til at foretage tv-overvågning, som lovforslaget indebærer.

Justitsministeriet har ved vurderingen taget udgangspunkt i kravene fastsat

i artikel 35, stk. 7.

For så vidt angår de planlagte behandlingsaktiviteter og formålene med

behandlingen, herunder de legitime interesser der forfølges af den

dataansvarlige, indebærer lovforslaget, at der kan indsamles

personoplysninger i form af tv-overvågning.

Formålet med indsamlingen af personoplysninger er overordnet

kriminalitetsbekæmpelse, herunder at øge mulighederne for at politiet kan

efterforske og afsløre bandekriminalitet og generelt styrke politiets indsats

mod denne kriminalitet. Indsamlingen giver således efter Justitsministeriets

180

UDKAST

opfattelse politiet yderligere redskaber, der kan lede til en hurtigere og mere

effektiv opklaring af kriminalitet. Det er Justitsministeriets opfattelse, at der

er tale om legitime formål, jf. artikel 35, stk. 7, litra a og artikel 5, litra b.

For så vidt angår, om behandlingsaktiviteterne er nødvendige og står i

rimeligt forhold til formålene, jf. artikel 35, stk. 7, litra b, bemærkes, at der

i nogle tilfælde vil kunne ske en videregivelse af personoplysningerne. Efter

tv-overvågningsloven er det bl.a. fastsat, hvornår billed- og lydoptagelser

med personoplysninger, der optages i forbindelse med tv-overvågning, må

videregives, jf. lovens § 4 c, stk. 1-3, herunder at visse videregivelser

forudsætter forudgående tilladelse fra Datatilsynet. Ifølge tv-

overvågningslovens § 4 c, stk. 1, nr. 3, må tv-overvågningsoptagelser f.eks.

kun

videregives,

hvis

videregivelsen

sker

til

politiet

kriminalitetsopklarende øjemed. Der er således allerede efter tv-

overvågningsloven tale om en afgrænset kreds af modtagere, samt en

lovfastsat afgrænsning af, i hvilke tilfælde der vil kunne ske en videregivelse

af personoplysningerne.

Endvidere har behandlingen af personoplysninger i medfør af lovforslaget

hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, eftersom

kriminalitetsbekæmpelse anses for at være en opgave i samfundets interesse.

Billeder fra tv-overvågning kan i mange tilfælde være et afgørende redskab,

der gør politiet i stand til hurtigt at kunne identificere og lokalisere

potentielle gerningsmænd. Tv-overvågningsloven blev af denne grund

heller ikke udformet som et absolut forbud mod privates tv-overvågning, da

der, som det fremgår af lovens forarbejder, jf. Folketingstidende 1981-82

(2. samling), tillæg A, side 3832, som fremsat, i en række tilfælde vil være

legitime modhensyn, herunder navnlig af kriminalpræventiv art, som kan

begrunde, at tv-overvågning bør kunne finde sted. Det vurderes, at der er

behov for at øge afstandskravet og dermed mulighederne for at anvende

dette redskab.

Afstandskravet udvides for private og offentlige myndigheder i de tilfælde,

hvor der foretages overvågning, der er klart nødvendig af hensyn til

kriminalitetsbekæmpelse. Dette medfører, at der fortsat vil skulle foretages

en nødvendighedsvurdering (klart nødvendigt) forud for, at der kan

foretages tv-overvågning. For kommunalbestyrelser skal overvågningen ske

med henblik på at fremme trygheden, og derudover kan overvågningen kun

ske efter drøftelse med politidirektøren.

Forslaget om udvidelse af afstandskravet indebærer indsamling af en øget

mængde personoplysninger. Henset til, at det kan være vanskeligt at forudse

181

UDKAST

netop hvilke arealer, der vil være udsat for kriminalitet, vurderes det ikke at

være muligt at afgrænse tv-overvågningen til eksempelvis specifikke

områder, da en indskrænkning af områder eller arealer, hvor der foretages

tv-overvågning, ikke nødvendigvis vil kunne fungere som et effektivt

redskab i efterforskningen af kriminalitet.

Samlet er det vurderingen, at lovforslaget er i overensstemmelse med artikel

5, litra c, hvorefter personoplysninger bl.a. skal være begrænset til, hvad der

er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de behandles, og at

behandlingsaktiviteterne er nødvendige og står i rimeligt forhold til

formålene, jf. artikel 35, stk. 7, litra c.

For så vidt angår de registreredes rettigheder og frihedsrettigheder,

sikkerhedsforanstaltninger og mekanismer, som kan sikre beskyttelse af

personoplysninger, bemærkes, at der gælder en række lovfastsatte

begrænsninger og rettigheder for de registrerede, der kan begrænse de risici,

der kan være forbundet med øget indsamling af personoplysninger hos bl.a.

private aktører.

Tv-overvågningslovens § 4 c, stk. 4, fastsætter en begrænsning ift., hvor

længe tv-overvågningsoptagelser må opbevares. Af bestemmelsen fremgår

det således, at optagelser som udgangspunkt skal slettes senest 30 dage efter,

optagelserne

foretaget.

Enhver

behandling

tv-

overvågningsoptagelser

skal

–

overensstemmelse

med

databeskyttelsesforordningens

princip

dataminimering

opbevaringsbegrænsning, jf. forordningens artikel 5, stk. 1, litra c og litra e

– begrænses til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de

behandles, hvilket væsentligt begrænser risikoen for de berørte fysiske

personers rettigheder og frihedsrettigheder. Der er således grænser for,

hvornår der må foretages overvågning, og hvor længe overvågningen må

opbevares.

Derudover er der en række rettigheder efter databeskyttelsesforordningen,

som ligeledes gælder, når der indsamles personoplysninger efter tv-

overvågningsloven, herunder oplysningspligten og retten til indsigt.

Justitsministeriet har derudover generelt tillagt det vægt, at de foreslåede

bestemmelser knytter sig til tv-overvågningsloven, der i forvejen indeholder

visse begrænsninger for anvendelse af optagelser fra tv-overvågning.

Det er Justitsministeriets samlede vurdering, at risikoen for fysiske

personers rettigheder og frihedsrettigheder, som de foreslåede ændringer af

tv-overvågningsloven medfører, når de vurderes i lyset af de garantier m.v.,

182

UDKAST

der er beskrevet ovenfor (den såkaldte residualrisiko), generelt er begrænset

til et acceptabelt niveau. Justitsministeriet finder således ikke, at der generelt

vil foreligge en høj residualrisiko for de berørte fysiske personers

rettigheder og frihedsrettigheder som konsekvens af de foreslåede

ændringer.

Justitsministeriet finder det endvidere relevant – som et supplement til de

forhold, der er tillagt vægt ved den generelle konsekvensanalyse – at den

yderligere behandling af personoplysninger, der vil kunne finde sted som

følge af de foreslåede ændringer af loven, i det hele vil være omfattet af

databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

På samme vis finder Justitsministeriet det relevant, at enhver behandling af

personoplysninger indsamlet ved brug af tv-overvågning er underlagt

Datatilsynets uafhængige tilsyn, jf. databeskyttelseslovens kapitel 10. Det

følger af forordningens artikel 77, at enhver registreret har ret til at klage til

Datatilsynet, hvis den registrerede finder, at behandlingen af

personoplysninger vedrørende vedkommende overtræder denne forordning.

Datatilsynet vil endvidere kunne føre tilsyn med enhver tv-overvågning

omfattet af de foreslåede ændringer og efter omstændighederne benytte de

beføjelser, der er tillagt Datatilsynet efter databeskyttelsesforordningens

artikel 58, over for en dataansvarlig.

6. Konsekvenser for opfyldelsen af FN’s verdensmål

Lovforslaget har til formål over en bred kam at sikre et strammere greb om

banderne, hvilket vurderes at understøtte delmål 16.4 for så vidt angår delen

om, at bekæmpelse af alle former for organiseret kriminalitet skal styrkes.

Hertil kommer, at lovforslaget indeholder forslag, der skal tage et opgør med

bandernes økonomiske kriminalitet, hvilket vurderes at understøtte delmål

16.4 for så vidt angår delen om, at inden 2030 skal ulovlige penge- og

våbenstrømme væsentligt reduceres, og indsatsen for inddrivelse og

tilbagelevering af stjålne værdier skal styrkes.

Lovforslagets formål vurderes ligeledes at understøtte delmål 16.1 om at

alle former for vold og voldsrelateret dødsfald skal reduceres væsentligt

overalt. I den forbindelse vurderes lovforslagets forslag, der skal bidrage til

at tage bedre hånd om unge på kanten af bandekriminalitet, og forslagene

der skal sikre et strammere greb, hårdere konsekvens og større retfærdighed,

samt forslagene, der skal begrænse og slå hårdere ned på bandernes ulovlige

våbenbrug, navnlig at være relevante og væsentlige.

183

UDKAST

7. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

7.1. Økonomiske konsekvenser for det offentlige

Bandepakke IV skønnes at være forbundet med udgifter på ca. 132,5 mio.

kr. i 2024, 186,2 mio. kr. i 2025, 186,9 mio. kr. i 2026 og 186,7 mio. kr.

årligt i 2027 og frem (2024-pl). Bandepakken er finansieret på finansloven

for 2024, samt ved forhøjede gebyrer og omprioriteringer inden for

Justitsministeriets og Skatteministeriets eksisterende økonomiske rammer.

For så vidt angår de økonomiske konsekvenser og kapacitetsbehov i

kriminalforsorgen bemærkes det generelt, at skønnene er behæftet med

væsentlig usikkerhed. Det bemærkes desuden, at ovenstående samlede

udgiftsskøn også omfatter initiativer, som ikke gennemføres ved dette

lovforslag. De enkelte initiativer i nærværende lovforslag, som medfører

økonomiske konsekvenser, er beskrevet enkeltvist nedenfor.

Lovforslagets § 2, nr. 2, og § 8, nr. 1, om et fokuseret SSP-samarbejde, der

skal afskærme brødre til bandemedlemmer fra bandemiljøet, forventes at

medføre varige merudgifter for politiet på i alt ca. 10,2 mio. kr. årligt fuldt

indfaset. Udgifterne kan henføres til en styrkelse af den forebyggende

indsats for at imødegå rekruttering af børn og unge samt træk på

bandeindikationslisten. I tillæg hertil forventes der udgifter på ca. 0,2 mio.

kr. i Social-, Bolig- og Ældreministeriet til udarbejdelse af vejlednings- og

informationsmateriale. Det forventes herudover, at forslaget vil kunne

medføre meropgaver for kommunerne og dermed merudgifter.

Lovforslagets § 1, nr. 15, om forbud mod rekrutteringsfremmende

handlinger rettet mod børn og unge forventes at medføre varige merudgifter

for politiet, anklagemyndigheden, domstolene og kriminalforsorgen på i alt

ca. 16,3 mio. kr. årligt fuldt indfaset, som kan henføres til en øget

sagstilgang til straffesagskæden og et øget kapacitetsbehov. Forslaget

skønnes at øge kapacitetsbehovet i kriminalforsorgen med ca. 18 pladser

årligt.

Lovforslagets § 1, nr. 6 og 14, og § 2, nr. 9, om et styrket opholdsforbud

forventes at medføre varige merudgifter for politiet, anklagemyndigheden,

domstolene og kriminalforsorgen på i alt ca. 1,5 mio. kr. årligt fuldt indfaset,

som kan henføres til en øget sagstilgang til straffesagskæden og et øget

kapacitetsbehov. Det styrkede opholdsforbud skønnes at øge

kapacitetsbehovet i kriminalforsorgen med ca. 1 plads årligt.

Lovforslagets §1, nr. 6, 8 og 14, og § 2, nr. 9, om et nyt kontaktforbud

forventes endvidere at medføre varige merudgifter for politiet,

184

UDKAST

anklagemyndigheden, domstolene og kriminalforsorgen på i alt ca. 6,5 mio.

kr. årligt fuldt indfaset, som kan henføres til det tilsyn, der vil skulle føres

med overholdelsen af et kontaktforbud, en øget sagstilgang til

straffesagskæden og et øget kapacitetsbehov. Et nyt kontaktforbud skønnes

at øge kapacitetsbehovet i kriminalforsorgen med ca. 3 pladser årligt.

Lovforslagets § 1, nr. 10 og 11, om forbrydelser af ydmygende karakter

forventes at medføre varige merudgifter for kriminalforsorgen på ca. 2,1

mio. kr. årligt fuldt indfaset, som kan henføres til et øget kapacitetsbehov.

Forslaget skønnes at øge kapacitetsbehovet i kriminalforsorgen med ca. 2

pladser årligt.

Lovforslagets § 7, nr. 1, om fratagelse af børne- og ungeydelser for dømte

bandemedlemmer forventes at medføre ikke-nævneværdige mindreudgifter

til børne- og ungeydelse, idet det vil vedrøre en meget begrænset

personkreds. I tillæg hertil vurderes det, at ændringen vil medføre

omkostninger for Udbetaling Danmark på ca. 0,6 mio. kr. i 2024 og ca. 0,3

mio. kr. årligt fra 2025 og frem til implementering, herunder it-udvikling,

systemtilpasning samt løbende drift. Forslaget vil endvidere kunne medføre

meropgaver for kommunerne og dermed merudgifter.

Lovforslagets § 5, nr. 1-3, om begrænsning af bandemedlemmers adgang til

offererstatning forventes at kunne medføre mindreudgifter til udbetaling af

erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, som ikke kan opgøres nærmere.

Det forventes desuden, at forslaget vil kunne medføre begrænsede

merudgifter for Erstatningsnævnet og domstolene, som det ligeledes ikke er

muligt at opgøre nærmere.

Lovforslagets § 3, nr. 1, om større konsekvens for ulovlig besiddelse af

knive og blankvåben m.v. forventes at medføre merudgifter for politiet,

anklagemyndigheden, domstolene og kriminalforsorgen på i alt ca. 3,7 mio.

kr. årligt fuldt indfaset, som kan henføres til de foreslåede strafskærpelser,

herunder et øget kapacitetsbehov. Forslaget skønnes at øge

kapacitetsbehovet i kriminalforsorgen på ca. 2 pladser årligt. Derudover

forventes forslaget at medføre øgede bødeindtægter.

Lovforslagets § 1, nr. 17, om fordobling af strafferammen for våbenlagre

forventes at medføre varige merudgifter for kriminalforsorgen på ca. 5,4

mio. kr. årligt fuldt indfaset, som kan henføres til et øget kapacitetsbehov.

Forslaget skønnes at øge kapacitetsbehovet i kriminalforsorgen med ca. 7

pladser årligt.

185

UDKAST

Lovforslagets § 1, nr. 16 og § 4, nr. 1-3, om en styrket indsats mod gas- og

signalvåben

forventes

medføre

varige

merudgifter

for

anklagemyndigheden, domstolene og kriminalforsorgen på i alt ca. 2,8 mio.

kr. årligt fuldt indfaset, som kan henføres til de foreslåede strafskærpelser,

herunder et øget kapacitetsbehov. Forslaget skønnes at øge

kapacitetsbehovet i kriminalforsorgen med ca. 1 plads årligt. Derudover

forventes forslaget at medføre øgede bødeindtægter.

Lovforslagets § 2, nr. 1, om etableringen af tværgående

efterforskningsgrupper er en del af et udvidet Al Capone-samarbejde, som

samlet forventes at medføre varige merudgifter for politiet,

anklagemyndigheden, Gældsstyrelsen, Skattestyrelsen, Erhvervsstyrelsen

og Finanstilsynet på i alt ca. 38,8 mio. kr. årligt fuldt indfaset. De øvrige

dele af det udvidede Al Capone-samarbejde vil blive gennemført

administrativt.

Lovforslagets § 1, nr. 12, om udvidelse af anvendelsesområdet for

straffelovens § 81 a forventes at medføre varige merudgifter for politiet,

anklagemyndigheden, domstolene og kriminalforsorgen på i alt ca. 19,4

mio. kr. årligt fuldt indfaset, som kan henføres til de foreslåede

strafskærpelser, herunder et øget kapacitetsbehov. Forslaget skønnes at øge

kapacitetsbehovet i kriminalforsorgen med ca. 20 pladser årligt.

Lovforslagets § 1, nr. 13, som også vedrører udvidelse af

anvendelsesområdet for § 81 a forventes at medføre varige merudgifter for

politiet, anklagemyndigheden, domstolene og kriminalforsorgen på i alt ca.

3,3 mio. kr. årligt fuldt indfaset, som kan henføres til de foreslåede

strafskærpelser, herunder et øget kapacitetsbehov. Forslaget skønnes at øge

kapacitetsbehovet i kriminalforsorgen med mindre end 1 plads årligt.

Lovforslagets § 1, nr. 7, om nattelivsforbud forventes at medføre varige

merudgifter for politiet, anklagemyndigheden, domstolene og

kriminalforsorgen på i alt ca. 4,3 mio. kr. årligt fuldt indfaset, som kan

henføres til en øget sagstilgang til straffesagskæden og et øget

kapacitetsbehov. Forslaget skønnes at øge kapacitetsbehovet i

kriminalforsorgen med ca. 2 pladser årligt.

Lovforslagets § 1, nr. 3-5, om udvidelse af muligheden for at foretage

konfiskation af formuegoder m.v. forventes at medføre varige merudgifter

for politiet, anklagemyndigheden og domstolene på i alt ca. 2,0 mio. kr.

årligt fuldt indfaset. Derudover forventes forslaget at kunne medføre et

merprovenu, som følge af de udvidede muligheder for at foretage

konfiskation, som det dog ikke er muligt at opgøre nærmere.

186

UDKAST

Lovforslagets § 2, nr. 12, om udvidelse af politiets muligheder for hemmelig

ransagning forventes at medføre varige merudgifter for politiet,

anklagemyndigheden og domstolene på i alt ca. 7,7 mio. kr. årligt fuldt

indfaset, som kan henføres til indhentelse af kendelser og en eventuelt øget

sagstilgang i straffesagskæden.

Lovforslagets § 2, nr. 4-6, om udvidelse af den tidsmæssige udstrækning af

forsvarerpålæg vurderes at kunne medføre begrænsede varige merudgifter

for anklagemyndigheden og domstolene, som kan henføres til behandlingen

af kendelser ved domstolene. Det er ikke muligt at opgøre merudgifterne

nærmere.

Lovforslagets § 2, nr. 7 og 8, om at ophæve forbuddet mod at bruge civile

agenter forventes at medføre varige merudgifter for politiet på ca. 1,0 mio.

kr. årligt fuldt indfaset, som kan henføres til bl.a. kontrol og dokumentation

af ordningen samt koordinering med landets politikredse.

Lovforslagets § 2, nr. 11, om udvidelse af politiets mulighed for at foretage

indgreb i meddelelseshemmeligheden m.v. forventes at medføre

begrænsede mindreudgifter for politiet, anklagemyndigheden og

domstolene, idet politiet ikke løbende skal indhente nye kendelser om

indgreb i meddelelseshemmeligheden m.v., hvis en mistænkt f.eks. skifter

telefon og/eller simkort. Det er ikke muligt at opgøre mindreudgifterne

nærmere.

Lovforslagets § 2, nr. 10, om optagelse af telefonsamtaler i

kriminalforsorgen forventes at medføre varige merudgifter for

kriminalforsorgen på ca. 6,7 mio. kr. i 2024, 5,0 mio. kr. i 2025 og 4,8 mio.

kr. årligt fra 2026 og frem, som primært kan henføres til en øget

understøttelse og videreudvikling af kriminalforsorgens telefoni- og

aflytningssystem, herunder til IT-anskaffelser.

Lovforslagets § 6, nr. 1, om udvidelse af afstandskravet for tv-overvågning

forventes at medføre varige merudgifter for politiet og anklagemyndigheden

på i alt ca. 4,9 mio. kr. årligt fuldt indfaset, som kan henføres til anvendelsen

af tv-overvågning i efterforskningen og en øget sagstilgang i

straffesagskæden. Forslaget forventes ligeledes at medføre begrænsede

merudgifter for domstolene, der ikke kan opgøres nærmere.

Lovforslagets § 1, nr. 9 og 14, om indførelse af et nyt rejseforbud forventes

at medføre varige merudgifter for politiet, anklagemyndigheden og

domstolene, som kan henføres til behandlingen af rejseforbud og

efterfølgende indbringelser for retten. Det er ikke muligt at opgøre

187

UDKAST

merudgifterne nærmere, idet det ikke er muligt at estimere antallet af sager,

hvori det vil være relevant at nedlægge påstand om et rejseforbud.

7.2. Implementeringskonsekvenser for det offentlige

Lovforslagets § 7, nr. 1, om fratagelse af børne- og ungeydelser for dømte

bandemedlemmer

vurderes

mindre

omfang

have

implementeringskonsekvenser primært i form af behov for it-udvikling og

systemtilpasning.

Lovforslagets § 5, nr. 1-3, om begrænsning af bandemedlemmers adgang til

offererstatning vurderes, at kunne medføre en forlængelse af

sagsbehandlingstiden i de sager, hvor skadelidtes krav på erstatning og

godtgørelse fra skadevolderen er afgjort ved dom.

Lovforslagets § 2, nr. 1, om oprettelse af tværfaglige efterforskningsgrupper

vurderes i mindre omfang at have implementeringskonsekvenser primært

ved at skabe mindre tidskrævende arbejdsgange, ved at myndighederne kan

videregive og dele oplysninger i tværfaglige efterforskningsgrupper.

Lovforslaget vurderes ikke i øvrigt at have

implementeringsmæssige konsekvenser for det offentlige.

væsentlige

Lovforslaget vurderes overordnet at være i overensstemmelse med

principperne for digitaliseringsklar lovgivning, herunder princip 5 om tryg-

og sikker datahåndtering, der er nærmere beskrevet under lovforslagets pkt.

5, hvor det fremgår, at behandlingen af oplysninger kan finde sted inden for

rammerne af databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Det bemærkes, at lovforslagets § 1, nr. 6, om et nyt kontaktforbud kan anses

for en fravigelse af princip 1 om enkle og klare regler, da den omfattede

personkreds i det foreslåede kontaktforbud er dynamisk. Dette vurderes at

være hensigtsmæssigt for at sikre, at den dømte ikke fastholdes eller falder

tilbage i det kriminelle miljø gennem kontakt med andre personer, der har

tilknytning til samme gruppe af personer, som den dømte på

gerningstidspunktet, hvilket kan ændre sig med tiden. Hertil kommer, at det

for at sikre klare regler er foreslået, at politiet vil kunne give en forudgående

advarsel, hvor den dømte vil blive oplyst om, at kontakt med en person af

politiet vurderes at udgøre en overtrædelse af kontaktforbuddet. Det

bemærkes ligeledes, at kontrollen med overholdelse af det foreslåede

kontaktforbud kan anses for en fravigelse af princip 3 om muliggørelse af

automatisk sagsbehandling, da en digital understøttelse af kontrollen kan

blive besværliggjort samt en fravigelse af princip 7 om forebyggelse af snyd

og fejl, da kontrol kan ske ved, at politiet medtager den dømtes IT-udstyr til

188

UDKAST

undersøgelse. I den forbindelse bemærkes det, at det bl.a. henset til et

effektivt tilsyn vurderes mest hensigtsmæssigt, at administrationen af den

foreslåede ordning ikke alene sker digitalt. Der vil således være behov for,

at der kan føres fysisk kontrol med overholdelsen af forbuddet henset til

dettes karakter. Hertil kommer, at det vurderes mest hensigtsmæssigt, at

administrationen af den foreslåede ordning sker på samme vis som for andre

tilsvarende ordninger, herunder opholds- og kontaktforbud efter

straffelovens § 79 b.

8. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske og administrative

konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Principperne for agil erhvervsrettet regulering vurderes ikke relevante for

lovforslaget.

9. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget vurderes at have begrænsede administrative konsekvenser for

borgerne.

Det bemærkes, at lovforslagets § 1, nr. 6, om et nyt kontaktforbud, vil

indebære, at politiet som led i gennemførelsen af et tilsyn med et meddelt

kontaktforbud uden retskendelse vil kunne skaffe sig adgang til den dømtes

bolig og andre lokaliteter, som den dømte råder over og foretage en

undersøgelse heraf. Dette vurderes at være nødvendigt for at sikre en

effektiv håndhævelse af den foreslåede ordning. Hertil kommer, at politiets

tilsyn vil skulle udføres så skånsomt som omstændighederne tillader og at

gennemførelsen skal stå i rimeligt forhold til tilsynets formål. Endelig

vurderes det mest hensigtsmæssigt, at administrationen af den foreslåede

ordning sker på samme vis som for andre tilsvarende ordninger, herunder

opholds- og kontaktforbud efter straffelovens § 79 b.

Lovforslagets § 5 nr. 1-3, om begrænsning af bandemedlemmers adgang til

offererstatning kan indebære, at det samlede beløb, skadelidte modtager fra

den statslige offererstatning, i nogle tilfælde vil være lavere end i dag.

Forslaget vil dog ikke påvirke borgernes adgang til at gøre krav om

”fuldstændig” erstatning m.v. efter erstatningsansvarsloven gældende

direkte over for gerningspersonen.

Lovforslagets § 2, nr. 15, indebærer, at behandlingen af eventuelle klager

over deltagere fra andre myndigheder i en tværfaglig efterforskningsgruppe,

som varetager politimæssige opgaver eller opgaver, der relaterer sig til

retshåndhævelse og strafforfølgning, omfattes af politiklageordningen.

189

UDKAST

Borgere skal dermed i dette tilfælde rette henvendelse til Den Uafhængige

Politiklagemyndighed.

Lovforslagets § 2, nr. 11, om udvidelse af politiets mulighed for at foretage

indgreb i meddelelseshemmeligheden m.v., vil indebære, at politiet ikke

løbende

skal

indhente

nye

kendelser

indgreb

meddelelseshemmeligheden m.v., hvis en mistænkt f.eks. skifter telefon

og/eller simkort. Dette vil indebære, at politiet vil få lettere adgang til at

foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden m.v.

10. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.

11. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige konsekvenser.

12. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter ud over hvad der fremgår

under pkt. 4. og 5. samt nedenstående.

12.1. Rejseforbud

Det følger af artikel 21, stk. 1, i Traktaten om Den Europæiske Unions

Funktionsmåde, at enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig

frit på medlemsstaternes område med de begrænsninger og på de

betingelser, der er fastsat i traktaterne og i gennemførelsesbestemmelserne

hertil.

Bestemmelsen er for så vidt angår retten til udrejse fra en medlemsstat

nærmere udmøntet i artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2004/38/EF om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at

færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område m.v.

(opholdsdirektivet), hvoraf det følger, at uden at dette berører de

bestemmelser for rejsedokumenter, der gælder ved national grænsekontrol,

har alle unionsborgere, der er i besiddelse af et gyldigt identitetskort eller

pas, ret til at forlade en medlemsstats område for at rejse til en anden

medlemsstat.

Unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til indrejse i en

medlemsstat er nærmere udmøntet i opholdsdirektivets artikel 5, mens retten

til ophold i en anden medlemsstat er reguleret i direktivets kapitel III og IV.

Det følger heraf, at unionsborgere og deres familiemedlemmer har ret til at

indrejse og tage ophold i andre medlemsstater i indtil tre måneder. Under

190

UDKAST

nærmere betingelser har unionsborgere og deres familiemedlemmer ret til at

opholde sig i andre medlemsstater i mere end tre måneder.

Medlemsstaterne kan begrænse den frie bevægelighed og ophold for en

unionsborger eller et familiemedlem uanset nationalitet af hensyn til den

offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, jf. opholdsdirektivets artikel 27,

stk. 1. Efter opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, skal foranstaltninger truffet

af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed være i overensstemmelse

med proportionalitetsprincippet og kan udelukkende begrundes i

vedkommendes personlige adfærd. Et rejseforbud udgør et indgreb i retten

til fri bevægelighed, som skal ske i overensstemmelse med betingelserne i

opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2.

Den foreslåede ordning er begrundet i hensyn til den offentlige orden og

sikkerhed. Der henvises om hensynene bag den foreslåede ordning til pkt.

3.6.1.2. Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at den foreslåede

ordning, herunder rejseforbuddets varighed, ikke går videre end nødvendigt

for at varetage disse hensyn.

Det bemærkes i den forbindelse, at den foreslåede ordning er betinget af, at

det begåede forhold har forbindelse til udlandet, at der er fare for, at den

dømte vil begå ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed med

forbindelse til det eller de pågældende lande, og at et rejseforbud er egnet til

at forebygge denne fare.

Hertil kommer, at politiet, hvis der foreligger særlige grunde, kan meddele

tilladelse til at rejse til og opholde sig i et land omfattet af et rejseforbud,

ligesom domstolene har mulighed for i det konkrete tilfælde at undlade at

træffe afgørelse om et rejseforbud, hvis hensynet til Danmarks

internationale forpligtelser taler derfor, herunder det EU-retlige

proportionalitetskrav.

På den baggrund er det samlet set Justitsministeriets vurdering, at den

foreslåede ordning er i overensstemmelse med EU-retten.

13. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 9. februar 2024 til den 8. marts

2024 (29 dage) været sendt i høring hos følgende myndigheder og

organisationer m.v.:

Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, Samtlige byretter,

Aalborg Universitet (Juridisk Institut), Aarhus Universitet (Juridisk

Institut),

Aarhus

Retshjælp,

Advokatrådet,

Advokatsamfundet,

191

UDKAST

Akademikerne, Amnesty International, Ankenævnet for Forsikring,

Ankestyrelsen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, ATP, Barnets Tarv Nu,

Bevismiddeltilsynet, Bueskydning Danmark, Business Danmark, Børne- og

Kulturchefforeningen (BKF), Børne- og Ungdomspædagogernes

Landsforbund (BUPL) , Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår,

Civilstyrelsen, Copenhagen Business School (Juridisk Institut), Danmarks

Jægerforbund,

Danmarks

Lærerforening

–

DLF,

Danmarks

Våbenhandlerforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Erhverv,

Dansk Firmaidræt, Dansk Flugtskydningsforbund, Dansk Folkeoplysnings

Samråd, Dansk Industri, Dansk Land- og Strandjagt, Dansk Militaria

Forening, Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark), Dansk Sportsskytte

Forbund, Danske Advokater, Danske Familieadvokater, Danske Regioner,

Danske Socialrådgiverforening, Datatilsynet, De Anbragtes Vilkår, Den

Danske Dommerforening, Den Sociale Retshjælps Fond, Den Uafhængige

Politiklagemyndighed

Det Etiske Råd, Det Kriminalpræventive Råd, DGI

Skydning,

Digitaliseringsstyrelsen,

Dommerfuldmægtigforeningen,

Domstolsstyrelsen, Erhvervsstyrelsens Område for Bedre Regulering,

Erstatningsnævnet, Faggruppen af Socialrådgivere i Kriminalforsorgen,

Familieretshuset, FAU, Forsikring & Pension, Finn Nørgaard Foreningen,

Foreningen af Fængselsinspektører og Vicefængselsinspektører,

Foreningen

Offentlige

Anklagere,

Foreningen

Udlændingeretsadvokater,

Foreningen

Danske

Herregårdsjægere,

Forældrelandsforeningen (FBU), FRIDA Forsikring Agentur A/S, Frie

Gadejurister, Fundamentet, Fængselsforbundet, Gadejuristen, Hjælp

Voldsofre, HK Politiet og Anklagemyndigheden, HK Stat, HK-

Landsklubben, Institut for Menneskerettigheder, Jagttegnslærerforeningen,

Justitia, Kommunale Velfærdschefer (Tidl. FSD og Socialchefforeningen),

Kommunernes

Landsforening

(KL),

Kriminalforsorgsforeningen,

Københavns Retshjælp, Københavns Universitet (Juridisk Fakultet),

Landsforeningen

Forsvarsadvokater,

Landsforeningen

Socialpædagoger, Landsforeningen Børn og Forældre, Landsforeningen

KRIM, Lev Uden Vold, LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud,

Mellemfolkeligt Samvirke, OAK Foundation Denmark, Odense Retshjælp,

Offerrådgivningen i Danmark, Patienterstatningen, Politiforbundet, Red

Barnet, Red Barnet Ungdom, Retspolitisk Forening, Røde Kors,

RådgivningsDanmark, SAVN, Sikkerhedsbranchen, Skydebaneforeningen

Danmark, Social- og Boligstyrelsen, Socialpædagogernes Landsforbund,

SSP-Samrådet, Syddansk Universitet (Juridisk Institut), Ungdommens

Røde Kors, VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for

Velfærd, Vaabenhistorisk Selskab.

192

UDKAST

Herudover har udkastet til lovforslag i perioden fra den 9. februar 2024 til

den 8. marts 2024 været sendt i høring hos Grønlands Selvstyre via

Rigsombudsmanden i Grønland.

14. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej,

anfør »Ingen«)

Økonomiske

Enkelte dele af lovforslaget forventes Bandepakke IV skønnes samlet at

konsekvenser for at

medføre

begrænsede være forbundet med udgifter på ca.

stat, kommuner mindreudgifter for staten. Det drejer 132,5 mio. kr. i 2024, 186,2 mio. kr.

og regioner

sig om lovforslagets § 2, nr. 11, om i 2025, 186,9 mio. kr. i 2026 og 186,7

udvidelse af politiets mulighed for at mio. kr. årligt i 2027 og frem (2024-

foretage

indgreb

i pl). Bandepakken er finansieret på

meddelelseshemmeligheden,

finansloven for 2024, samt ved

lovforslagets § 5, nr. 1-3, om forhøjede

gebyrer

begrænsning af bandemedlemmers omprioriteringer

inden

for

adgang til offererstatning, samt Justitsministeriets

lovforslagets § 7, nr. 1, om fratagelse Skatteministeriets

eksisterende

af børne- og ungeydelser for dømte økonomiske rammer.

bandemedlemmer.

For så vidt angår de økonomiske

konsekvenser og kapacitetsbehov i

kriminalforsorgen bemærkes det

generelt, at skønnene er behæftet

med væsentlig usikkerhed. Det

bemærkes desuden, at ovenstående

samlede udgiftsskøn også omfatter

initiativer, som ikke gennemføres

ved dette lovforslag.

Implementerings Lovforslaget vil kunne skabe mindre Lovforslaget vil i mindre omfang

konsekvenser for tidskrævende arbejdsgange ved at kunne skabe behov for it-udvikling

stat, kommuner myndighederne kan videregive og og systemtilpasning. Hertil vil

og regioner

dele oplysninger i tværfaglige lovforslaget kunne medføre en

efterforskningsgrupper.

forlængelse af sagsbehandlingstiden

i de sager, hvor skadelidtes krav på

erstatning og godtgørelse fra

skadevolderen er afgjort ved dom.

193

UDKAST

Økonomiske

Ingen.

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative Ingen.

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative Ingen.

konsekvenser for

borgerne

Ingen.

Lovforslaget vil indebære, at politiet

som led i gennemførelsen af et tilsyn

med et meddelt kontaktforbud uden

retskendelse vil kunne skaffe sig

adgang til den dømtes bolig og andre

lokaliteter, som den dømte råder over

og foretage en undersøgelse heraf.

Desuden kan lovforslaget indebære,

at det samlede beløb, skadelidte

modtager

fra

den

statslige

offererstatning, i nogle tilfælde vil

være lavere end i dag. Borgere vil i

nærmere

angivne

tilfælde

forbindelse

med

tværfaglige

efterforskningsgrupper

rette

henvendelse til Den Uafhængige

Politiklagemyndighed. Hertil vil

politiet få lettere adgang til at

foretage

indgreb

meddelelseshemmeligheden m.v.

Ingen.

Klimamæssige

konsekvenser

Ingen.

Miljø-

og Ingen.

naturmæssige

konsekvenser

Ingen.

Forholdet til EU- Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter, ud over hvad der fremgår

retten

af pkt. 4., 5. og 12., hvorefter det er Justitsministeriets vurdering, at

lovforslaget er i overensstemmelse med EU-retten.

Er i strid med de

principper

for

Nej

194

UDKAST

implementering

af erhvervsrettet

EU-regulering/

Går videre end

minimumskrav i

EU-regulering

(sæt X)

195

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Straffelovens § 38 indeholder regler om prøveløsladelse, når to tredjedele af

straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået. Det følger af straffelovens §

38, stk. 5, at prøveløsladelse ikke kan ske, hvis den dømte af politiet skønnes

at have tilknytning til en gruppe af personer, som aktivt er involveret i en

verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, og politiet

oplyser, at der inden for den gruppe, som den dømte skønnes at have

tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er

anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige

karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse

omfattet af § 180.

Det foreslås i § 38,

stk. 5,

efter »enten er anvendt« at indsætte »knive og

blankvåben m.v.,«, således at prøveløsladelse endvidere ikke kan ske, hvis

den dømte af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer,

som aktivt er involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden

gruppe af personer, og politiet oplyser, at der inden for den gruppe, som den

dømte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten er anvendt knive

og blankvåben m.v. omfattet af knivlovens §§ 1-2.

Ændringen er en konsekvens af udvidelsen af anvendelsesområdet for

straffelovens § 81 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 12. Der henvises i øvrigt

til pkt. 3.4.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Side 196/342

UDKAST

Straffelovens § 41 indeholder regler om prøveløsladelse af livstidsdømte,

når 12 år af en straf af fængsel på livstid er udstået. Det følger af

straffelovens § 41, stk. 3, at prøveløsladelse kan ikke ske, hvis den dømte af

politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, som aktivt er

involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af

personer, og politiet oplyser, at der inden for den gruppe, som den dømte

skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt

skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af

deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller

er begået brandstiftelse omfattet af § 180.

Det foreslås i § 41,

stk. 3,

efter »enten er anvendt« at indsætte »knive og

blankvåben m.v.,«, således at prøveløsladelse endvidere ikke kan ske, hvis

den dømte af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer,

som aktivt er involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden

gruppe af personer, og politiet oplyser, at der inden for den gruppe, som den

dømte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten er anvendt knive

og blankvåben m.v. omfattet af knivlovens §§ 1-2.

Ændringen er en konsekvens af udvidelsen af anvendelsesområdet for

straffelovens § 81 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 12. Der henvises i øvrigt

til pkt. 3.4.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Efter straffelovens § 76 a, stk. 1, kan der på nogle nærmere angivne

betingelser ske konfiskation af formuegoder, der tilhører en person, som

findes skyldig i en strafbar handling (udvidet udbyttekonfiskation). Efter

stk. 2 og 3 kan der tilsvarende ske konfiskation af formuegoder, der tilhører

den pågældendes ægtefælle, samlever eller en juridisk person, som den

pågældende alene eller sammen med sine nærmeste har en bestemmende

indflydelse på. Efter stk. 5 kan der ske konfiskation af et beløb svarende til

formuegodets værdi eller en del heraf.

Straffelovens § 76 a omfatter ikke konfiskation af mindre værdier, hvilket i

forarbejderne til bestemmelsen er forudsat at være formuegoder med en

værdi på ca. 50.000 kr. i 1997-prisniveau. For en nærmere beskrivelse af

gældende ret henvises til pkt. 3.4.4.1.1. i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Det foreslås i

§ 76 a, stk. 1

2, stk. 3, 1. pkt.,

samt i

stk. 5,

at ændre

»formuegoder« til »formueaktiver«. Det foreslås endvidere i

stk. 2, nr. 1,

Side 197/342

UDKAST

stk. 3, 3. pkt.,

at ændre »formuegodet« til »formueaktivet«. Endelig foreslås

det i

stk. 4

at ændre »formuegode« til »formueaktiv«.

Der er tale om en ændring af bestemmelsens ordlyd, der alene har til formål

at give mulighed for i bemærkningerne at ophæve den forudsatte

værdigrænse.

Den foreslåede ændring vil indebære, at den i bestemmelsen forudsatte

værdigrænse afskaffes. Straffelovens § 76 a vil herefter omfatte alle aktiver,

der har en økonomisk værdi.

Der tilsigtes i øvrigt ikke nogen ændring af gældende ret i forhold til, hvilke

aktiver der er omfattet af straffelovens § 76 a, stk. 2, eller af betingelserne

for at kunne anvende bestemmelsen. Dog ændres personkredsen i

bestemmelsens stk. 2 med lovforslagets § 1, nr. 4 og 5.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.4. i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 4 og 5

Efter straffelovens § 76 a, stk. 1, kan der på nogle nærmere angivne

betingelser ske konfiskation af formuegoder, der tilhører en person, som

findes skyldig i en strafbar handling (udvidet udbyttekonfiskation). Efter

stk. 2 og 3 kan der tilsvarende ske konfiskation af formuegoder, som den

pågældendes ægtefælle eller samlever har erhvervet, medmindre 1)

formuegodet er erhvervet mere end 5 år før den strafbare handling, som

danner grundlag for konfiskation efter stk. 1, eller 2) ægteskabet eller

samlivsforholdet ikke bestod på tidspunktet for erhvervelsen. Efter stk. 5

kan der ske konfiskation af et beløb svarende til formuegodets værdi eller

en del heraf.

Det foreslås med lovforslagets § 1, nr. 4, at ændre straffelovens

§ 76 a, stk.

så »eller samlever« i bestemmelsens indledende del ændres til »samlever

eller andre med en særlig tæt relation til den pågældende«.

Ændringen vil medføre en udvidelse af personkredsen hos hvem, der kan

ske udvidet konfiskation.

Der vil med den foreslåede ændring eksempelvis kunne ske konfiskation af

formuegoder (hvilket med lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås ændret til

»formueaktiver«) tilhørende den skyldiges kæreste, uanset at de ikke bor

sammen, hvis de efter en konkret vurdering har en særlig tæt relation.

Side 198/342