NOTAT
J.nr. 2021-622
Ref. JOMUW
Den 23. juni 2023
Statusredegørelse 2022 – implementering af biocidaftalen
2022-25
Indledning
Biocidaftalen for 2022-25 blev indgået i januar 2022 og danner en ramme for de danske myndigheders
arbejde på biocidområdet. Biocidmidler er beregnet til at bekæmpe organismer, der er skadelige for
menneskers eller dyrs sundhed eller for materialer. Produkterne er i kraft af deres iboende egenskaber
giftige og kan indebære risici for menneskers sundhed og miljøet. Biocidmidler dækker over en lang
række desinfektionsmidler, herunder hånddesinfektion og algemidler, insektmidler,
konserveringsmidler, træbeskyttelse, bundmaling til skibe, samt mere potente midler som rottemidler.
Aftalen er den første politiske aftale, der udelukkende omhandler biocidområdet, som tidligere har
være en del af den danske indsats på kemikalieområdet.
Aftalen indeholder fire hovedområder: 1) reguleringen af biocider i EU, herunder vurdering og
godkendelsen af aktivstoffer, og påvirkning af EU-reguleringen, 2) sikker brug af biocider i hjemmet og
på arbejde, herunder vejledning om anvendelse til borgere og professionelle, 3) virksomhedsrettet
vejledning, og 4) målrettet og effektiv kontrol.
I dette notat gives en status for Miljøministeriets, Miljøstyrelsens og Fødevarestyrelsens
implementering af biocidaftalen i 2022 fordelt på de fire områder, ligesom der kort angives prioriteter
for området i 2023, under hver overskrift.
1. Fokuseret regulering – nationalt og i EU
Rammen for reguleringen af biocider er EU's biocidforordning. Den regulerer godkendelsen af både
aktivstoffer og konkrete produkter. Forordningen er fortsat under indfasning, og der udestår således
fortsat vurdering af en lang række aktivstoffer på EU-niveau. Vurderingen af stoffer varetages af
medlemsstaterne og godkendes på EU-niveau, mens produktgodkendelser varetages af landenes
myndigheder og hovedsageligt sker på nationalt plan. Hertil kommer, at producenter kan søge om
godkendelse af produkter i hele EU på én gang, såkaldte EU-godkendelser.
En stor del af den danske indsats på biocidområdet er således fokuseret på denne del, hvor der er
behov for at følge vurderingen af stoffer tæt med henblik på at kunne sætte et solidt aftryk på
reguleringen. Konkret arbejdes der på to niveauer: et fagligt og et politisk. Det faglige niveau varetages
af Miljøstyrelsen, som kompetent myndighed under biocidforordningen, og styrelsen deltager i en
række fora, der vurderer stoffer og udarbejder faglige vejledninger til godkendelse af produkter, mv.
Det politiske niveau består af møder i den stående komité for biocidholdige produkter, hvor
Miljøministeriet deltager. På møderne i komitéen besluttes bl.a. godkendelser, fornyelser, ikke-
godkendelser mv. af aktivstoffer, ligesom der diskuteres mere principielle emner med relevans for
biocidreguleringen, samt godkendelser af biocidprodukter, som gives på EU-niveau.
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk