Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
MOF Alm.del Bilag 638
Offentligt
2901886_0001.png
Dato
Side
3. september 2024
1 af 1
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris ønsker at give Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg en
orientering om indsatsen med at begrænse brugen af antibiotika i dansk griseproduktion.
DANMAP har netop offentliggjort forbruget af antibiotika til grise for 2023, hvor der er tale om en
stigning set i forhold til forbruget i 2022. Stigningen i 2023 var forventet som følge af udfasningen af
medicinsk zink, hvor griseproducenterne har arbejdet på at tilpasse deres produktion og få
implementeret den nyeste viden på området.
Heldigvis ser det ud til at forbruget allerede er stagneret i 2024, og kurven igen kan vendes. Vi
følger løbende med i udviklingen af antibiotikaforbruget, og vi har i årevis arbejdet målrettet for at
nedbringe det. Vi er ærgerlige over, at forbruget af antibiotika til danske grise steg i 2023, men det
var desværre forventeligt set i lyset af en række forhold: udfasningen af medicinsk zink, at der
benyttes relativt flere antibiotika med en højere massefylde end andre antibiotikagrupper, samt at
ny EU-lovgivning pålægger dyrlæger at følge lægemidlers produktbeskrivelser frem for deres
faglige vurdering af, hvor længe en antibiotikabehandling er nødvendig.
Vi arbejder hele tiden på at reducere antibiotikaforbruget i et tæt samarbejde med producenter,
praktiserende dyrlæger og rådgivere. Vi har store aktuelle indsatser, hvor der arbejdes med bedre
smittebeskyttelse, bedre sundhedsstyring, lige som vi har gang i en reduktionsplan for sygdommen
PRRS. Alle initiativer, som skal sikre sundere dyr og dermed også mindre brug af antibiotika. Med
det udgangspunkt arbejder vi tæt sammen med Fødevarestyrelsen om, hvordan vi kan nå de
ambitioner, der er i Fødevare- og veterinæraftalen, som blev vedtaget i foråret.
I den forbindelse vil vi gerne understrege vigtigheden af at de øvrige elementer i Fødevare- og
veterinæraftalen bliver udmøntet hurtigst muligt, herunder revideret antibiotikavejledning, lettere
adgang til brug af autovacciner og bedre EU-lovgivning, så dyrlægernes faglige vurdering af
antibiotikabehandlingen igen bliver grundstenen i behandlingen af dyrene.
Antibiotikaforbruget er fortsat lavt sammenlignet med andre lande. I 2022 var salget af antibiotika til
danske husdyr cirka det halve af EU-gennemsnittet.
Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris følger udviklingen tæt og står naturligvis til rådighed for
yderligere oplysninger.
Med venlig hilsen
Erik Larsen
Bestyrelsesformand Sektor for Gris
Landbrug & Fødevarer
M +45 4092 6730
E
[email protected]