Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
MOF Alm.del Bilag 460
Offentligt
2862800_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024 - 2838
Den 6. maj 2023
Til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Tak for samrådet den 2. maj 2024.
Jeg vil indledningsvis igen understrege, at jeg tager denne sag meget alvorligt. Der er desværre noget,
som tyder på, at Fiskeristyrelsens forvaltning af motorkraftområdet ikke har været tilfredsstillende.
Derfor er der også sat gang i en grundig gennemgang af hele motorkraftområdet, så der kan blive ryddet
op, og vi politisk kan få afklaring på, om noget ikke er foregået efter reglerne. Samtidig hilser jeg det
velkomment, at Rigsrevisionen sideløbende hermed også gennemgår området med uvildige øjne.
Som opfølgning på samrådet vedlægger jeg Fiskeristyrelsens notat af 19. juni 2023 om sanktionspraksis.
Det omtalte notat er bestilt i forbindelse med en henvendelse, som jeg modtog fra
interesseorganisationen Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri PO den 24. maj 2023. Ministeriet
modtager løbende mange henvendelser fra forskellige interesseorganisationer, som der bliver taget
forvaltningsmæssigt og politisk stilling til. Jeg har vedlagt henvendelsen samt mit svar af 21. juni 2023.
Departementet vurderede, at Fiskeristyrelsens notat af 19. juni 2023 ikke var fyldestgørende. Der var på
den baggrund hen over efteråret 2023 et forløb med yderligere dialog mellem Fiskeristyrelsen og
departementet, da der var behov for at få afklaret en række spørgsmål til notatet. Drøftelserne drejede
sig blandt andet om kontrol af nedbremsningsforbuddet, muligheden for kontrol af fiskeri i
motorkraftbegrænsede områder og Fiskeristyrelsens sanktionspraksis på området. Disse drøftelser har
løbende fundet sted gennem efteråret 2023. Jeg har bedt departementet om at stramme op på interne
procedurer, så faglige afklaringer internt i Fødevareministeriet ikke tager unødig lang tid, som det kan
virke til i denne sag.
I forlængelse af drøftelserne mellem Fiskeristyrelsen og departementet besluttede Fiskeristyrelsen i
januar 2024 som bekendt at igangsætte en grundig gennemgang af hele motorkraftområdet. Denne
gennemgang vil også omfatte de spørgsmål, som er omtalt i Fiskeristyrelsens notat af 19. juni 2023 og
de efterfølgende drøftelser mellem styrelsen og departementet. Gennemgangen vil ikke alene omhandle
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Holbergsgade 6
1057 København K
Tlf. 38 10 60 00
• CVR
41956011
EAN 5798000880016
[email protected]
www.fvm.dk
MOF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 460: Opfølgning på samrådet 2/5-24 om motorkraft i fiskeflåden, fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri
2862800_0002.png
forhold specifikt vedrørende Limfjorden, men hele området, hvor det er relevant i forhold til
forvaltningen af reglerne om motorkraft.
Fiskeristyrelsens gennemgang forventes at foreligge inden sommerferien i år, og jeg vil i forlængelse
heraf invitere medlemmer af Miljø- og Fødevareudvalget til en teknisk gennemgang af denne.
I de kommende forhandlinger om opfølgningen på Fiskerikommissionens anbefalinger vil jeg desuden
lægge op til en drøftelse af den fremtidige kontrol af motorkraft og de generelle rammer for
muslingefiskeri.
Jeg kan oplyse, at der i perioden 2013-2022 i gennemsnit er fisket efter muslinger på 42,4
kvadratkilometer ud af Limfjordens samlede areal på ca. 1500 kvadratkilometer. Det svarer til under tre
pct. af fjordens areal.
Samtidig har DTU Aqua vurderet, at muslingefiskeri ikke umiddelbart har en betydende effekt på
udvikling af iltsvind i Limfjorden. Desuagtet, som jeg også understregede på samrådet, hvis
Fiskeristyrelsens forvaltning ikke har holdt sig inden for de politisk vedtagne rammer, vil jeg tage
initiativ til, at DTU Aqua foretager en faglig vurdering af eventuelle konsekvenser for havmiljøet som
følge af den i så fald ukorrekte forvaltning. Viser en sådan vurdering, at en eventuel ukorrekt forvaltning
af reglerne har haft negative konsekvenser for havmiljøet, vil jeg foreslå politiske initiativer, der
kompenserer havmiljøet herfor.
Jeg ser frem til den videre dialog med Miljø- og Fødevareudvalget om denne sag.
Med venlig hilsen
Jacob Jensen
2