UNIVERSITY OF COPENHAGEN
DEPARTMENT OF VETERINARY AND ANIMAL SCIENCES
Til Miljø- og Fødevareudvalget
Frederiksberg, den 30. april 2024
Invitation til at se udstillingen
Produktionsdyr. Et galleri for det muliges kunst,
på
Københavns Universitet
Kære medlemmer af Miljø- og Fødevareudvalget
Miljø og fødevarer er til debat – mange vidt forskellige løsninger foreslås, og desværre er
der en tendens til, at samtalerne hurtigt ender i skyttegravskrige, hvor ingen bliver klogere
eller ønsker at nærme sig hinanden. Denne svære samtale om, hvor vi skal hen med vores
fødevareproduktion i Danmark – særligt den animalske produktion – er temaet for en
udstilling, som vi har lavet på den gamle Kgl. Veterinær og Landbo-højskole, der nu er en del
af Københavns Universitet.
Udstillingen hedder ”Produktionsdyr. Et galleri for det muliges kunst” og er siden åbningen i
maj 2023 allerede blevet set af landmænd, politikere, styrelser og ministerier,
brancheorganisationer, NGOere, forskere, gymnasie- og universitetshold samt nysgerrige
borgere. Vi vil gerne – også på opfordring fra andre besøgende – invitere jer til en
rundvisning i udstillingen, idet den giver et fordomsfrit – og måske et anderledes – kig ind i
de udfordringer og muligheder, som folk i forskellige dele af branchen arbejder med netop
nu. Vores ønske er, at et besøg i udstillingen kan skabe grundlag for en kvalificeret samtale
om udvikling af miljø- og fødevarepolitikken i Danmark.
Nedenfor kan I læse lidt mere om, hvad I kan se, hvis I har lyst til at få en rundvisning (af 45-
60 minutters varighed afhængig af hvad I ønsker, og hvor meget snakken går). I så fald må I
meget gerne melde nogle datoer tilbage. Vi er på Frederiksberg Campus – ikke langt fra
Christiansborg.