Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
MOF Alm.del Bilag 452
Offentligt
2859686_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 6669
Den 30. april 2024
Til Miljø- og Fødevareudvalget sendes hermed en orientering om evalueringen af incitamentsordning til
mærkning af katte i mark- og vejfredsloven.
Som følge af ændringer i mark- og vejfredslov ved lov nr. 845 af 10. maj 2021 skal internaterne ikke
længere fremlyse indleverede katte. Det vil sige, at internaterne ikke længere skal bekendtgøre offentligt,
eksempelvis på deres hjemmeside eller sociale medier, at en ejerløs kat er blevet indleveret. I stedet skal
ejere af vildfarne katte, der er mærkede, kontaktes, inden 24 timer efter katten er indleveret. Ejeren har
derefter 24 timer til at reagere. Sker det ikke, mister ejeren ejendomsretten til katten. Er katten ikke
mærket med ejeroplysninger, kan den uden videre beholdes eller videreformidles.
Formålet med ændringerne har således været at give katteejerne et incitament til at mærke deres katte
og dermed aflaste katte- og dyreinternaters kapacitet og administrative opgaver.
Virkningen af denne incitamentsordning er af Landbrugsstyrelsen blevet evalueret som følge af, at det
af lovbemærkningerne til ændringsloven fremgår, at incitamentsordningen skulle evalueres to år efter,
den trådte i kraft.
Landbrugsstyrelsen har udsendt orienteringsbreve og spørgeskemaer til i alt 37 høringsparter bestående
af: Katteregistre, internater, forsikringsselskaber, Dyrlægeforeningen, dyrevelfærdsorganisationer mv.
samt en gruppe af øvrige organisationer. 13 af de 37 på høringslisten har afgivet svar.
Evalueringens konklusioner:
For så vidt angår effekten af incitamentsordningen oplyser Dyrlægeforeningen, at der i den første
måned efter regelændringen var opmærksomhed på at få mærket og registreret sin kat, men at der
var tale om en hurtigt aftagende effekt. Desuden bemærkes, at effekten var koncentreret hos ejere
af allerede mærkede katte, mens der ikke kunne spores effekt hos ejere af ikke-mærkede katte.
Denne vurdering deles af de resterende høringsparter.
For så vidt angår oplysning og mærkningsordning giver Det Danske Katteregister, Dyrenes
Beskyttelse, Dyreværnet, Kattens Værn, Inges Kattehjem og Dyrlægeforeningen alle udtryk for, at
der generelt mangler viden om vigtigheden af at få sin kat mærket og registreret. Disse
høringsparter ønsker, at den frivillige mærkningsordning erstattes af en obligatorisk ordning om
mærkning og registrering af katte, som det kendes fra Sverige.
Fødevarestyrelsen oplyser, at kontrol af mærkning af katte samt sanktionering for manglende
mærkning, kræver, at den enkelte kat har en ejer, som kan identificeres. Da katte løber frit, vil det
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Holbergsgade 6
1057 København K
Tlf. 38 10 60 00
• CVR
41956011
• EAN
5798000880016
[email protected]
www.fvm.dk
MOF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 452: Evaluering af ændring af Lov om mark- og vejfred, fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri
være vanskeligt at identificere den ansvarlige ejer. Yderligere oplyser Fødevarestyrelsen, at et krav
om mærkning af katte forudsætter, at der etableres et offentligt, lovreguleret register over katte.
Fødevarestyrelsen vurderer således, at en obligatorisk mærkningsordning for katte vil medføre en
omkostningsfuld kontrol, der ikke i praksis vil give de ønskede resultater.
EU-Kommissionen har fremsat et forslag til en ny forordning, der skal forbedre velfærden for både
hunde og katte. I forslaget lægges blandt andet op til at forbedre muligheden for at spore hunde og katte,
som er handlet i EU, ved at stille krav om registrering af dyrene, når de videreformidles til nye ejere.
Forslaget behandles på rådsmøde ultimo juni 2024.
Af dyrevelfærdsaftalen ”Sammen om dyrene” indgår desuden et initiativ om en styrket indsats for katte.
Herigennem er der afsat 2,0 mio. kr. i 2025 og 2026 samt 0,7 mio. kr. i 2027. Midlerne skal bl.a. bruges
til at støtte de frivillige organisationer, som den evaluerede incitamentsordning også havde til hensigt at
aflaste.
Fødevarestyrelsen har derudover i april 2024 lanceret kampagnen ”Klar til Kat” på styrelsens
hjemmeside og sociale medier. Denne kampagne skal give råd og vejledning til potentielle og nye
katteejere, herunder vigtigheden af mærkning og registrering af katten.
Jacob Jensen
/
Paolo Drostby
2