Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del Bilag 18
Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
MOF Alm.del - Bilag 260
Offentligt
Den 7. oktober 2016
MFVM 144
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om behandling af forslag fremsat i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1144/2014 om
oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter gennemført i det indre
marked og i tredjelande og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 3/2008
(komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen fremlægger hvert år én programpakke om godkendelse af ansøgninger om støtte fra
EU's salgsfremmeordning. Den nuværende danske praksis er at stemme for sådanne ansøgninger
under forudsætning af, at den samlede programpakke vurderes at have fokus på danske prioriteter
som fødevarekvalitet, økologi, dyrevelfærd, fødevaresikkerhed, fremme af sundere ernæring, samt
støtte til at vinde indpas på vækstmarkeder. En ny EU informations- og salgsfremmeordning er
trådt i kraft, og i den forbindelse foreslås det at opretholde den nuværende praksis, således at
Danmark fortsat kan stemme for programpakkerne, som fremlægges i medfør af den nye ordning,
såfremt disse understøtter danske prioriteter. Programpakker i medfør af den nye
salgsfremmeordning ventes for første gang fremlagt i den 19. oktober 2016. Sagen skønnes ikke at
påvirke ikke beskyttelsesniveauet i Danmark og i EU.
Baggrund
Kommissionen fremsætter hvert år forslag om godkendelse af ansøgninger om støtte til
salgsfremmetiltag. Forslagene fremsættes med hjemmel i artikel 11 i Rådets forordning (EF) nr.
1144/2014.
Forslaget behandles i en undersøgelsesprocedure i komitéen for fælles markedsordninger. Afgiver
komitéen en positiv udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen forslaget. Afgiver
komitéen en negativ udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen ikke forslaget, idet
Kommissionen inden for to måneder kan forelægge komitéen et ændret forslag eller indenfor en
måned kan forelægge forslaget for appeludvalget. Afgives der ikke nogen udtalelse med kvalificeret
flertal, kan Kommissionen vedtage forslaget/indenfor to måneder forelægge komitéen et ændret
forslag eller indenfor en måned forelægge forslaget for appeludvalget.