En drivhusgasafgift på udledningerne fra landbruget
Det Internationale Sekretariat
Sammenfatning
Nærværende notat sammenligner de modeller til en drivhusgasafgift, der blev
præsenteret på udvalgets høring om en drivhusgasafgift på landbrugets ud-
ledninger den 23. november 2023 på Christiansborg. Dette sker efter ønske
fra Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget.
Det er ikke alle oplægsholdere, der anbefaler en afgift, hvorfor de heller ikke
præsenterede en afgiftsmodel på høringen. Landbrug & Fødevarers position
er, at landbruget skal reducere udledningen af klimagasser svarende til det
specifikke reduktionsmål for land- og skovbrugssektoren, der blev indgået
med »Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug fra 2021«. Landbrug & Fø-
devarer er imidlertid samtidig stærkt kritiske over for en drivhusgasafgift på
de biologiske processer, hvilket skyldes de ifølge Landbrug & Fødevarer
store risici, der er forbundet med afgiften.
SEGES Innovation har oplyst til de økonomiske konsulenter i Folketinget, at
de ikke forholder sig til, om der skal være en afgift eller ej, men alene er opta-
gede af at tilvejebringe viden og værktøjer, der kan bidrage med at reducere
landbrugets udledning af drivhusgasser.
Det Økonomiske Råds formandskab (de økonomiske vismænd/vismæn-
dene), Klimarådet, CEPOS, CONCITO og Økologisk Landsforening anbefaler
derimod alle, at der indføres en drivhusgasafgift eller et klimaprissignal på
landbrugets udledninger.
Klimarådet, CONCITO, Økologisk Landsforening og vismændene skriver i det
materiale, de økonomiske konsulenter har fået tilsendt, at det er vigtigt, at
rammen og sigtepunktet for afgiften i 2030 annonceres snarest. Ikke mindst
fordi en snarlig annoncering vil medvirke til udvikling af afgiftsgrundlaget.
Med henblik på at afbøde konsekvenserne for landbruget anbefaler de, at af-
giften gradvis indfases frem mod 2030. For at sikre klare rammevilkår anbe-
faler Klimarådet, at det snarest annonceres, at afgiften efter 2030 gradvis
skal stige hen imod 2050, såfremt målet om klimaneutralitet skal nås.
CEPOS påpeger, at en omkostningseffektiv omstilling kræver, at afgiften ret-
tes mod det mest restriktive reduktionsmål, hvilket ifølge Klimarådet og
CEPOS’s vurdering er EU’s 2030-mål for byrdefordelingssektoren.
5. februar 2024
Birgitte Lange
Økonomisk konsulent
+45 3373 3335
Kathrine Lange
Økonomisk Chefkonsulent
+ 45 3373 3323
Side 1 | 75