Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
MOF Alm.del Bilag 163
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Den
Sagsnummer: 2021-1298
./.
Vedlagt fremsendes til udvalgets orientering grundnotat om Kommissionens forslag til gennem-
førelsesretsakter om etablering af europæiske positivlister for materialer i kontakt med drikkevand,
fremgangsmåder for test og accept af stoffer samt procedurer for optag eller fjernelse af stoffer på
positivlisterne i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) nr. 2020/2184
(Drikkevandsdirektivet)
(komitesag)
Forslagene forventes sat til afstemning på et møde i komitéen d. 15. december 2023.
Forslagene forventes at påvirke beskyttelsesniveauet i EU positivt, da kravet til blyindholdet i materialer i
kontakt med drikkevand vil skærpes som følge af forslaget, mens beskyttelsesniveauet forventes uændret i
Danmark, da evt. negativ påvirkning af beskyttelsesniveau i form lempeligere krav til visse kemikalier, smag
og lugt opvejes af den positive påvirkning af beskyttelsesniveauet i form af indførelse af en lang række nye
grænseværdier for afsmitning af flere stoffer.
Regeringen agter at støtte forslagene, idet der arbejdes for, at afsmitningen af fire PFAS stoffer, cobolt og
arsen skærpes, og udløbsdatoen for brug af materialer med bisphenol A forkortes.
Med venlig hilsen
Magnus Heunicke
/
Henrik Hedeman Olsen
MOF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 163: Grundnotat om Drikkevandsdirektivet, komitesag
2795672_0002.png
Den 7. december 2023
MIM 148-23
GRUNDNOTAT til Folketingets Europaudvalg
om Kommissionens forslag til gennemførelsesretsakter om etablering af
europæiske positivlister for materialer i kontakt med drikkevand,
fremgangsmåder for test og accept af stoffer samt procedurer for optag eller
fjernelse af stoffer på positivlisterne i henhold til Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) nr. 2020/2184 (Drikkevandsdirektivet) (komitesag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag til gennemførelsesretsakter om etablering af europæiske
positivlister for stoffer i materialer i kontakt med drikkevand, fremgangsmåder for test og accept af
stoffer samt procedurer for optag eller fjernelse af stoffer på positivlisterne. Der er tale om tre
retsakter, som er fremsat med hjemmel i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) nr.
2020/2186 (Drikkevandsdirektivet). Forslagene etablerer de første positivlister med udløbsdatoer
over stoffer og materialer, der må anvendes i materialer og produkter i kontakt med drikkevand,
samt hygiejnekrav til optag af fremtidige stoffer til opdateringen af positivlisterne og endelig
beståelseskriterier for, hvorvidt materialer i kontakt med drikkevand overholder positivlisterne og
dertilhørende testkrav om bl.a. lugt, smag og mikrobiel vækst. Forslagene forventes sat til
afstemning på et møde i komitéen d. 15. december 2023. Forslagene forventes ikke at have væsentlige
økonomiske konsekvenser for erhvervslivet, og der kan være mindre administrative besparelser for
erhvervslivet forbundet med harmoniseringen af området. Forslagene forventes ikke at have
væsentlige statsfinansielle konsekvenser. Forslagene forventes at påvirke beskyttelsesniveauet i EU
positivt, da kravet til blyindholdet i materialer i kontakt med drikkevand vil skærpes som følge af
forslaget, mens beskyttelsesniveauet forventes uændret i Danmark, da evt. negativ påvirkning af
beskyttelsesniveau i form lempeligere krav til visse kemikalier, smag og lugt opvejes af den positive
påvirkning af beskyttelsesniveauet i form af indførelse af en lang række nye grænseværdier for
afsmitning af flere stoffer. Regeringen finder dog, at visse krav til afsmitning af fire PFAS stoffer,
cobolt og arsen bør skærpes, samt at der bør stilles højere krav til parametre som lugt og smag, og
udløbsdatoen for brug af materialer med bisphenol A bør forkortes. Regeringen agter at støtte
forslagene, idet der arbejdes for, at afsmitningen af fire PFAS stoffer, cobolt og arsen skærpes, og
udløbsdatoen for brug af materialer med bisphenol A forkortes.
MOF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 163: Grundnotat om Drikkevandsdirektivet, komitesag
Baggrund
Kommissionen har fremsat forslag til gennemførelsesretsakter om (i) etablering af europæiske
positivlister for stoffer i materialer i kontakt med drikkevand, (ii) fremgangsmåder for test og accept af
stoffer samt (iii) procedurer for optag eller fjernelse af stoffer på positivlisterne.
Forslagene er fremsat med hjemmel i artikel 11, stk. 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
nr. 2020/2184 af 16. december 2020 om kvaliteten af drikkevand (Drikkevandsdirektivet).
Forslagene er fremsat i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16.
februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere
Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelsers artikel 5.
Forslaget behandles i en undersøgelsesprocedure i komiteen om drikkevandsdirektivet. Afgiver
komitéen en positiv udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen forslaget. Afgiver
komitéen en negativ udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen ikke forslaget, idet
Kommissionen inden for to måneder kan forelægge komitéen et ændret forslag eller inden for en
måned kan forelægge forslaget for appeludvalget. Afgives der ikke nogen udtalelse med kvalificeret
flertal, kan Kommissionen inden for to måneder forelægge komitéen et ændret forslag eller inden for
en måned forelægge forslaget for appeludvalget. Afgiver appeludvalget med kvalificeret flertal en
negativ udtalelse om forslaget, kan Kommissionen ikke vedtage forslaget. Afgiver appeludvalget med
kvalificeret flertal en positiv udtalelse, vedtager Kommissionen forslaget. Afgiver appeludvalget ikke
nogen udtalelse med kvalificeret flertal, kan Kommissionen vedtage forslaget.
Forslagene forventes at blive sat til afstemning på møde i komitéen om drikkevandsdirektivet d. 15.
december 2023.
Formål og indhold
Det blev ved vedtagelsen af drikkevandsdirektivet i december 2020 besluttet, at der i medfør af
direktivets artikel 11 skal etableres et fælles EU-system om hygiejnekrav for materialer i kontakt med
drikkevand, som skal overholdes for at kunne markedsføre et produkt i kontakt med drikkevand i EU.
Det fælles EU-system vil blive etableret ud fra seks retsakter. Nærværende rammenotat omhandler de
tre første retsakter, der vedrør:
1. metoder til afprøvning og accept af udgangsstoffer, sammensætninger og bestanddele, der skal
indgå i de europæiske positivlister (Forslag 1)
2. etablering af de første europæiske positivlister over udgangsstoffer, sammensætninger og
bestanddele, der er godkendt til brug ved fremstilling af materialer eller produkter, der
kommer i kontakt med drikkevand (Forslag 2).
3. procedurer og metoder til test og accept af færdige materialer, som anvendes i produkter, der
kommer i kontakt med drikkevand (Forslag 3).
De tre forslag beskrives samlet i nærværende rammenotat.
Forslagene har til formål at etablere hygiejnekrav til materialer i kontakt med drikkevand, som EU-
systemet vil blive baseret på. Ved hygiejnekrav menes krav til, hvilke stoffer der må anvendes i
materialer i kontakt med drikkevand, og krav til hvor høje koncentrationer af disse stoffer et materiale
må afsmitte til drikkevandet. Herudover omfatter forslag 3 hygiejnekrav krav til begrænsning af
mikrobiel vækst på materialet og materialets påvirkning af drikkevandets lugt, smag og farve.
Materialer i kontakt med drikkevand er materialer, som bl.a. metallegeringer og plastikmaterialer,
som anvendes i produkter, der indgår i vandforsyningsledningen fra indvindingen af drikkevandet og
frem til vandhanen.
2
MOF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 163: Grundnotat om Drikkevandsdirektivet, komitesag
Forslag 1 indeholder specifikke krav til informationer om et stof for, at det kan vurderes, om stoffet
kan optages på de europæiske positivlister. De specifikke krav, der ligger til grund for en vurdering er
bl.a. informationer om stoffets anvendelsesformål, fysiske/kemiske egenskaber,
nedbrydningsprodukter og toksikologiske egenskaber. Forslag 1 indeholder forslag om, at stoffer, som
afsmitter under 0,1 µg/l til drikkevandet, ikke skal undergå en vurdering, før det kan anvendes i
materialer i kontakt med drikkevand. Denne undtagelsesmulighed gælder ikke for særligt
problematiske stoffer, hvilket både omfatter stoffer, der er optaget på den såkaldte kandidatliste under
REACH, og alle andre stoffer, som har en tilsvarende harmoniseret klassificering, dvs.
kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske, kategori 1A eller 1B, ii)
hormonforstyrrende stoffer for menneskers sundhed i kategori 1, iii) persistente, bioakkumulerende og
toksiske, iv) meget persistente og meget giftige, v) persistente mobile og toksiske eller vi) meget
persistente og meget mobile i henhold til forordning (EU) 1272/2008. Disse stoffer kan tillades,
såfremt der er foretaget en risikovurdering med en beregnet maksimal værdi for afsmitning (MTC
tap
),
som tager højde for udsættelse fra andre kilder end drikkevand med en passende allokeringsfaktor.
Forslag 2 indeholder etableringen af de første europæiske positivlister over stoffer og materialer, der
må anvendes i materialer i kontakt med drikkevand, herunder hvilke koncentrationer af specifikke
stoffer, der må afsmitte fra materialer i kontakt med drikkevand. I tilfælde, hvor ingen grænseværdi
for afsmitning er angivet, gælder, at anvendelsen af stoffet eller materialer ikke må afsmitte stoffer i
højere koncentrationer end 0,1 µg/l, med undtagelse af de særligt problematiske stoffer, som angivet
ovenfor, for hvilke der skal foretages en separat risikovurdering. Grænseværdierne på positivlisterne
baserer sig på vurderinger fra Det Europæiske Kemikalieagentur, ECHA, som er foretaget dels ud fra
tilgængelige oplysninger om testkravene indeholdt i forslag 1 og dels ud fra fælles standarder og
tilgængelige fælles grænseværdier i drikkevandsdirektivet. Eventuelt nationalt fastsatte krav, som er
skrappere end direktivets, indgår dermed ikke i grænseværdierne, der indgår i forslag 2.
Forslaget til de første europæiske lister udgør omkring 2.000 stoffer og materialer, som baserer sig på
indspil fra medlemslande og viden fra lovgivningen om fødevarekontaktmaterialer. Formålet med de
første positivlister er at have et udgangspunkt at starte det nye EU-system ud fra, som ikke ville kunne
baseres på tomme lister. ECHA er ansvarlige for håndteringen af de europæiske positivlister og har
foretaget en screening af stoffer og materialer indmeldt fra medlemslandene, hvor ECHA har vurderet,
at nogle stoffer eller materialer ikke kunne leve op til kravene under forslag 1, hvorfor disse ikke er
optaget på positivlisterne.
Forslag 2 indeholder også en udløbsdato for, hvornår stofferne og materialerne på positivlisterne skal
vurderes igen. Producenterne af materialer i kontakt med drikkevand skal derfor sørge for at levere de
påkrævede informationer i en ansøgning til ECHA inden udløbsdatoen, da stoffet eller materialet ellers
vil udgå af positivlisterne og herefter ikke må anvendes i materialer eller produkter i kontakt med
drikkevand. De foreslåede udløbsdatoer følger anbefalingen fra ECHA på baggrund af en vurdering af
fareegenskaberne for de specifikke stoffer, kvaliteten af den underliggende risikovurdering, hvornår
risikovurderingen senest er ajourført og behovet for en forskudt gennemgang af stofferne og
materialerne på listen.
Forslag 3 indeholder specifikke testkrav til materialer i kontakt med drikkevand og dertilhørende
beståelseskrav for, at materialet eller produktet kan antages at leve op til kravene til materialer i
kontakt med drikkevand, herunder krav til at materialet ikke forårsager mikrobiel vækst eller påvirker
drikkevandets smag eller lugt. I forslaget indgår en EU-standard til kvantificering af smag og lugt, hvor
en værdi på 1 angiver, hvor der ikke kan smages forskel på en kontrol og selve prøven.
Beståelseskravene i forslaget lyder, at en værdi på 2 accepteres for produkter, med en stor kontaktflade
til drikkevandet (store rør til vandforsyning), og en værdi på op til 16 accepteres for produkter, med en
3
MOF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 163: Grundnotat om Drikkevandsdirektivet, komitesag
mindre kontaktflade (mindre rør inde i ejendomme). Der findes i dag ingen lovfastsat grænseværdi for
smag og lugt.
Forslag 3 indeholder derudover testkrav til afsmitning af organisk kulstofindhold (TOC), som kan
påvirke den mikrobielle balance i drikkevandet. I forslaget indgår et testkrav på 0,6 mg/l for små rør
og 1,5 mg/l for store rør, hvortil der medregnes en omregningsfaktor, under antagelsen af, at
koncentrationen af afsmitningen fortyndes ved installering og ibrugtagen. Grænseværdien for TOC er
0,5 mg/l.
Forslag 3 indeholde endelig testkrav af de endelige materialer ud fra en risikobaseret tilgang, hvor
produkter, som har en mindre kontaktflade og kontakttid til drikkevandet, ikke skal omfattes af alle
testkrav i forslaget men kun udvalgte testkrav, da en differentiering af testomfanget af materialer og
produkter er hensigtsmæssig ift. et proportionalitetsprincip.
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig om forslagene til gennemførelsesretsakter.
Nærhedsprincippet
Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger til en allerede vedtaget retsakt. Det er derfor
regeringens vurdering, at det følger heraf, at forslagene er i overensstemmelse med
nærhedsprincippet.
Gældende dansk ret
I dag reguleres markedsføring og salg af byggevarer i kontakt med drikkevand ved Bekendtgørelse nr.
1007 af 29/06/2016 om markedsføring og salg af byggevarer i kontakt med drikkevand, som ændret
ved bekendtgørelse nr. 656 af 31/05/2023.
Konsekvenser
Lovgivningsmæssige konsekvenser
En vedtagelse af Kommissionens forslag til et fælles EU-system for materialer i kontakt med
drikkevand betyder, at den gældende bekendtgørelse om byggevarer i kontakt med drikkevand
ophæves, når de nye EU-regler finder anvendelse.
Kommissionens forslag til gennemførelsesretsakt under drikkevandsdirektivet har direkte retsvirkning
i Danmark og skal ikke implementeres i dansk ret.
Økonomiske konsekvenser
Forslagene skønnes ikke at have væsentlige statsfinansielle eller administrative konsekvenser for det
offentlige, idet medlemsstaternes opgave bl.a. vil være at sikre, at eksperter er repræsenteret i
Kemikalieagenturet,
hvilket
allerede
er
tilfældet
for
Danmark.
Finansiering
af
overensstemmelsesvurderingsorganer forventes at indebære en mindre statslig udgift på 0,1 mio. kr.
varigt. Forslaget skønnes ikke at medføre væsentlige erhvervs- eller samfundsøkonomiske
konsekvenser, idet erhvervet samlet skønnes at få en besparelse ved harmoniseringen, idet gentagelse
af disse tests i forskellige EU-lande undgås. Det kan dog ikke udelukkes, at små og mellemstore
virksomheder, der kun opererer i få EU-lande, vil opleve en mindre omkostningsstigning i forbindelse
med certificering og optag af stoffer på positivlisterne, såfremt de anvender stoffer og materialer, som
andre producenter ikke allerede har indsendt informationer om.
4
MOF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 163: Grundnotat om Drikkevandsdirektivet, komitesag
Det bemærkes, at afledte nationale udgifter som følge af EU-retsakter afholdes inden for de berørte
ministeriers eksisterende bevillingsramme, jf. budgetvejledningens bestemmelser herom.
Beskyttelsesniveauet og andre konsekvenser
Samlet set skønnes forslagene at forbedre beskyttelsesniveauet af drikkevandet, da der fastsættes
grænseværdier for en lang række stoffer, hvor der ikke på nuværende tidspunkt er nationale
grænseværdier. En vedtagelse af forslaget skønnes at skærpe beskyttelsesniveauet i EU for bl.a. bly,
idet grænseværdien på EU-niveau sænkes fra 10 til 5 ug/l, hvilket svarer til den nuværende danske
grænseværdi. Beskyttelsesniveauet vurderes at forringes for arsen, cobolt, fire PFAS stoffer (PFOA,
PFOS, PFHxS, PFNA), idet grænseværdierne lempes i forhold til eksisterende danske grænseværdier.
Det bemærkes dog, at det ikke forventes, at disse stoffer har tekniske egenskaber, der kan udnyttes i
materialerne, og derfor ikke vil blive brugt i materialerne, men alene vil kunne forekomme som en
utilsigtet forurening. Endvidere baserer grænseværdien for bisphenol A sig ikke på seneste
videnskabelige vurdering af stoffets toksicitet. Endelig vurderes, at forslagene kan medføre en
forringelse af drikkevandskvaliteten, hvad angår smag og lugt, idet forslaget indeholder lempeligere
krav til lugt og smag, end hvad danske vandforsyninger anvender i praksis.
Høring
Retsakterne har været i skriftlig høring i EU-Miljøspecialudvalget. Der er indkommet høringssvar fra
Dansk Industri (DI), KL og Veltek.
DI og Veltek har ingen kommentarer til rammenotatet.
KL bemærker, at de støtter op om forslag til skærpelse af grænseværdien for fire PFAS stoffer, cobolt
og arsen, men gør opmærksom på, at grænseværdien for bly på 5 µg/l i drikkevand jf.
drikkevandsdirektivet først træder i kraft fra 2036, at grænseværdien for sum af PFAS kun vedrør 20
PFAS-forbindelser og ikke 22, som indgår i det danske kvalitetskrav, samt at de to hormonforstyrrende
stoffer fra direktivets observationsliste ikke er medtaget i forslaget, og endeligt at REACH-
lovgivningen ikke påkræver deklarering af stoffer på kandidatlisten, hvis indholdet er under 0,1 %.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Der forventes at være et kvalificeret flertal for forslaget blandt medlemsstaterne.
Man er fra dansk side bekendt med en offentlig tilkendegivelse fra Finland, Sverige og Estland, som
ønsker testkrav for bly-afsmitning i metalmaterialer lempet, således at rørtyper med brug af en
bestemt legeringstype kan fortsætte.
Regeringens generelle holdning
Det er regeringens generelle holdning, at dansk drikkevand skal være i høj kvalitet, og at materialer i
kontakt med drikkevand ikke bør forringe kvaliteten af drikkevand betydeligt.
Regeringen finder, at harmoniseringen af regler for produkter i kontakt med drikkevand er positivt for
handel i EU, samt at beskyttelsesniveauet samlet set forbedres ved at fastsætte grænseværdier for en
lang række stoffer.
Regeringen finder dog, at visse krav til afsmitning af fire PFAS stoffer, cobolt og arsen bør skærpes,
samt at der bør stilles højere krav til parametre som lugt og smag, og udløbsdatoen for bisphenol A bør
forkortes.
5
MOF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 163: Grundnotat om Drikkevandsdirektivet, komitesag
Regeringen agter at støtte forslagene, idet der arbejdes for, at afsmitningen af fire PFAS stoffer, cobolt
og arsen skærpes, og udløbsdatoen for brug af materialer med bisphenol A forkortes, således at
grænseværdien for bisphenol A nedsættes i overensstemmelse med den nyeste videnskabelige
dokumentation.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Forslagene har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
6