Anmodning om foretræde for Kulturudvalget
Marts 2024
Branche- og interesseorganisationen Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner søger om foretræde for
Folketingets Kulturudvalg ved snarest givne lejlighed med ønske om at fremlægge to vigtige sager for udvalget,
og vi vil meget gerne svare på spørgsmål fra udvalget i den forbindelse.
1. De fem landsdelsorkestre – Aarhus Symfoniorkester, Aalborg Symfoniorkester, Sønderjyllands
Symfoniorkester, Odense Symfoniorkester og Copenhagen Phil – Hele Sjællands Symfoniorkester har
gennem de seneste 10 år oplevet en vedvarende nedskæring i de offentlige tilskud, som ikke har holdt
trit med den generelle pris- og lønudvikling på området. En beregning viser, at der i denne periode er
opstået en underfinansiering på mindst 15 millioner kroner. Orkestrene har imødegået denne udvikling
ved at nedlægge i alt 17 musikerstillinger og reducere deres administrative kapaciteter. Dette på trods af
en rekordhøj samlet indtjening gennem billetsalg og fondsstøtte på 53 millioner kroner i 2023. De fem
orkestres samlede omsætning var cirka 310 millioner kroner, hvoraf det samlede offentlige tilskud
udgjorde 255 millioner kroner, fordelt med 161,1 millioner kroner fra staten og 94,4 millioner kroner fra
kommunerne.
Orkestrene er nu i en alvorlig økonomisk knibe. Allerede nu er musikerkapaciteten i orkestrene for lav til
at opfylde musiklovens forpligtelser og hensigten om at præsentere et alsidigt repertoire, da en
betydelig del af det symfoniske repertoire – både klassiske og moderne værker – er skrevet til orkestre
med 80-100 medlemmer. Orkestrene har i øjeblikket i gennemsnit 63 medlemmer. En fortsat reduktion i
besætningerne, som vil være den uundgåelige konsekvens, vil yderligere øge udgifterne til eksterne
freelancemusikere til mange koncerter og forøge det generelle arbejdspres samt nedslidningen af det
fastansatte personale - både musikere og det administrative/tekniske personale. De store, kendte og
elskede værker forsvinder gradvist fra koncertsalene og fra vores bevidsthed. Det samme gør sig
gældende for opførelsen af populære film- og gamingkoncerter, som ligeledes kræver et stort antal
musikere. Vi står overfor et tab af kulturarv.
Vi søger støtte fra Folketingets Kulturudvalg til en investering i orkestrenes fremtid på yderligere 15
millioner kroner årligt fra Finansloven.
2. Reform af musikloven samt rammebetingelser og støttestruktur til musiklivet bærer generelt præg af at
være fastfrosset uden reel mulighed for at fremme den nødvendige udvikling - hverken organisatorisk
eller kunstnerisk. Der er flere faktorer, der gør sig gældende her.
a. Finansieringskilderne til musiklivets professionelle orkestre og ensembler - der tæller blot 700
fastansatte musikere og et ukendt antal freelance musikere - er delt mellem finansloven, Statens
Kunstfond, kommuner, kirker og Forsvaret, og der er kun ringe eller ikke-eksisterendefaglig
og/eller politisk koordination imellem disse kilder.
Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner
Vartov, Farvergade 27D, 1 sal
1463 København K
CVR 38523120
0045 51291379
www.deoo.dk