Kære kulturminister, kære Jakob
København 20.03.24
Tak. Så enkelt kan det siges. Tak fordi du sammen med regeringspartierne sidste år hjalp os med både en
flerårig finanslovsbevilling samt midler fra det kulturelle udlodningsaktstykke.
Midlerne har haft en afgørende betydning for os og for, at vi har kunnet udføre de opgaver, vi så gerne vil,
og har kunnet nå flere brugere, end det ellers havde været muligt.
Derfor har 2023 også været en spændende og positiv rejse, vi gerne deler med dig og regeringens kulturord-
førere, der også stod bag midlerne – med dette brev også en stor tak til dem.
Skal vi præsentere 2023 i tal, så var det året, hvor vi gav 101 koncerter med ca. 30.000 publikummer, og med
cirka 550 radiotransmissioner, der havde estimerede 9,4 mio. lyttere og seere nationalt og internationalt. Tal
der også imponerede os, da vi så dem første gang og samtidig gjorde os ydmyge over, at ensemblet har så
stor en rækkevidde. Til sammenligning havde vi i 2022 74 koncerter med ca. 18.000 publikummer og cirka
486 radiotransmissioner.
Sammen med vores øgede basis-finansiering, tilskriver vi det en meget skarpere udvælgelse og programlæg-
ning. Eksempelvis gav vi i slutningen af februar en udsolgt koncert med et program, som i musik fortalte
historien om den svenske dronning Kristina, der i 1654 abdicerede og rejste til Rom, hvor hun konverterede
til katolicismen. Gennem hele hendes liv var hun en stærk mæcen, og det er derfor muligt at følge hendes
rejse og liv musikalsk.
Foruden i de klassiske koncertsale optrådte vi sidste år også på museer, hospitaler, hospices og kvindehjem
for at nævne nogle mere atypiske steder. Når vi nævner dette, er det for at understrege, hvor vigtigt det er
for os at række ud til brugergrupper, som ikke selv opsøger klassisk musik – og da slet ikke barokmusik.
Vores outreach-strategi har fokuseret på at nå børn og unge. Det har vi gjort ved at indgå samarbejder med
uddannelsesinstitutioner og ved at møde dem, hvor de er. Tillad os at dele et enkelt eksempel med dig, som
startede med, at vi spurgte os selv:
hvordan lyder klassisk musik anno 2024, hvis vi lader de unge be-
stemme? Spørgsmålet er interessant, fordi der i dag hersker et stort skel mellem rytmisk og klassisk musik,
som vi i Concerto Copenhagen ønsker at udfordre. Derfor inviterede vi musikstuderende i alderen 15–30 år
fra RIA Kollektivet i Roskilde og Kulturskolen Roskilde ind i vores musikalske rum over tre sessioner, hvor
vi inspirerede dem til at komponere med ud fra deres egne forudsætninger i regi af vores seneste outreach-
initiativ Co:ZY. Resultatet kan man se – og høre – på vores hjemmeside.
Der er tale om et pilotprojekt, som
vi gerne vil gentage og udbygge og kombinere med workshops for de unge i at lave små videoer til SoMe,
som viser deres arbejde med musikken.
Med vores øgede tilskudsgrundlag når vi længere ud, end det ellers havde været muligt, og vi håber derfor,
at det også i år vil være muligt at få støtte fra det kulturelle udlodningsaktstykke. Sammen med finanslovs-
midlerne giver de os mulighed for at gennemføre vores strategi og når flere med vores arbejde