Kulturminister Jakob Engel-Schmidt
Folketingets Kulturudvalg
Nykøbing Falster den 5. februar 2024
Journalnr.: 30401-009-008
Vedr. museumsreformen
Kære kulturminister og kulturudvalg
Der har fra flere sider i årevis været et stort ønske om at skabe en gennemsigtig
statstilskudsfordeling. Det er derfor positivt, at der nu foreligger en rapport, som vi kan
forholde os til. Det er positivt, at der lægges op til et mere fleksibelt tilskudssystem, hvor nye
museer kan tildeles statsanerkendelse.
Men der er meget, der bekymrer.
Der lægges i rapporten op til, at en meget stor del af det samlede statstilskud bliver tildelt
på baggrund af egen indtjening og besøgstal ud fra en trappemodel, der beregnes årligt.
Det betyder, at det ellers så gode samarbejde mellem landets statsanerkendte museer,
kan blive konkurrencepræget. Her risikerer samfundet at miste de gode tværgående
samarbejdsrelationer mellem museerne. Det medfører også en stor usikkerhed i
budgetlægningen, og det vil udgøre et væsentligt problem, da rigtig mange
museumsopgaver planlægges over en årrække.
Når vi ser på de oplistede modeller, vil Museum Lolland-Falster i to af tre modeller tabe
statstilskud; i den ene af dem op til 42 procent. Det er meget voldsomt, især fordi
statstilskuddet er det grundlæggende tilskud sammen med de kommunale tilskud. Det
faste statstilskud betyder således meget for, hvor høj den øvrige egen indtjening kan blive.
Det er et fast fundament for at kunne udvikle for eksempel fondsprojekter, som kan
medvirke til en højere omsætning og et øget besøgstal.
Vi ser med bekymring på, at modellerne ikke tager højde for hverken fusioner eller tidligere
amtstilskud. Det gamle Storstrøms Amt gav et solidt amtstilskud til museerne og støttede
derved kulturarven og ikke mindst en arbejdsfordeling mellem museerne. Guldborgsund-
og Lolland Kommune støttede op omkring en sammenlægning af de tre statsanerkendte
kulturhistoriske museer, så Lolland-Falster kunne få et stærkt museum, som blandt andet
kunne løfte arkæologien i forbindelse med anlæggelsen af den faste forbindelse til
Tyskland. Vi fulgte således daværende kulturminister Brian Mikkelsen stærke opfordring til
fusioner. Det kan se ud til, at vi som egn nu straffes for tidligere tiders opbakning til en
styrket museumsdrift og fremsynede museumspolitik.
Vi savner i den grad parametre i modellerne, der afspejler museernes lovbefalede
arbejdsopgaver og ikke kun deres evner til og muligheder for at skaffe mange besøgende
og store egenindtægter. Muligheden for at få mange gæster igennem kasseapparaterne
er ikke ens for alle. Det er ikke alle museer, der er placeret i tætbefolkede område med
stor turisme eller har nogle unikke muligheder via deres specielle samlinger.