Notat vedr. foretræde til kulturudvalget - Frøslevlejren
30.11.2022, Padborg
Frøslevlejrens umistelige plads i Danmarkshistorien skal sikres.
Med de 3 mio. kr. som Frøslevlejren fik tildelt af Folketinget som en engangsbevilling på
Finansloven for 2023, har det været muligt at påbegynde arbejdet med at fremtidssikre den
tidligere Gestapofangelejrs barakker. Vedligeholdelsen af disse karakteristiske bygninger er
forudsætningen for at bevare Frøslevlejren og fastholde de museer og organisationer der i dag
befinder sig på stedet. Bevillingen var derfor det første afgørende skridt for at vi ikke må opgive
Frøslevlejrens plads som et nationalt klenodie, hvor vi kan mindes, ære og forstå de danske
modstandsfolk og deres bevæggrunde i kampen for at komme fra fangeskab til frihed. Dermed har
vi fundamentet for at arbejde videre.
Frøslevlejren blev opført af den danske stat i 1943-44 for at sikre, at de danske modstandsmænd
og -kvinder ikke endte i de frygtede tyske KZ lejre. Lejren er et vidnesbyrd om, at den danske stat i
en svær situation forsøgte at værne om de almindelige borgere, der tog kampen op imod
besættelsesmagten og den uretfærdighed den stod for. Mænd og kvinder fra
modstandsbevægelsen i alle kroge og hjørner af landet sad i Frøslevlejren i de sidste måneder af
krigen. Frøslevlejren er derfor en vigtig del af Danmarkshistorien og vores fælles erindring om
anden verdenskrig og dens efterspil.
Ud over Nationalmuseets afdeling rummer museumskomplekset udstillinger fra Beredskabet,
Hjemmeværnet, Danmarks veteraner og Amnesty International, og dermed fortællingen om,
hvordan vi som samfund har arbejdet for fred og frihed. Men som museumskompleks lever lejren i
dag ikke op til den moderne museumsgæsts forventninger – og den indfrier ikke de potentialer,
som det historiske sted rummer. I kraft af lejrens nationale betydning vurderer vi, at staten har et
ansvar for at sikre, at fremtidens generationer ikke går glip af at lære om og forstå, hvorfor
almindelige danskere var villige til at betale så høj en pris for bevarelsen af demokratiet.
Efter Frihedsmuseet brændte i 2013 bidrog et enigt folketing 80 mio. kr. til ikke blot
genopbygningen, men også udviklingen af et moderne museum. Frøslevlejren ønsker derfor at
staten også engagerer sig i at støtte et uhyre vigtigt sted hvor historien udfoldede sig i
virkeligheden, og som kan agere vigtigt bagtæppe for en læring der peger fremad. Alle der har
været her ved, at det autentiske sted besidder en styrke, som man ikke kan nybygge sig til.
Frøslev betyder noget lokalt og nationalt
Aabenraa Kommune har investeret over 15 mio. kr. i de seneste år for at gribe nogle få af de
mange muligheder der er for at opdatere og udbygge Frøslevlejren til et sted, hvor historien kan
opleves og formidles på en tidssvarende måde. Opdateringer der har gjort det muligt allerede i
2023 at afprøve nye formidlingstiltag for at åbne op for nye grupper af besøgende, sætte fokus på
fortællingerne og skabe bevidsthed omkring stedet nationalt. Populariteten blandt publikum
underbygger vores analyser af potentialet: De oplever, at de geopolitiske hændelser, der er i spil i
verdenen i dag, og deres påvirkning af almindelige menneskers hverdag, genspejles af de
fortællinger Frøslevlejren viderebringer.