Kulturudvalget 2023-24
KUU Alm.del Bilag 29
Offentligt
Skagen den 20. november 2023
Kære Kulturminister, Kulturordførere og Kulturudvalg
Først og fremmest vil vi gerne kvittere for det arbejde, Kulturministeren har igangsat med
anbefalerne til en reform af tildeling, fordeling og kriterier for samme omkring de statsanerkendte
museers muligheder for statsligt tilskud. Som det fremgår af afsnit 7.3 i regeringsgrundlaget fra
december 2022 vil regeringen blandt andet reformere forældet lovgivning, rydde op i tilsandede
strukturerer og styrke kulturlivet i hele landet. Som en del af dette arbejde vil regeringen blandt
andet gennemføre en museumsreform, der åbner for flere statsanerkendte museer og gennemsigtig
fordeling af museumsmidlerne.
Vi hilser en sådan reform meget velkommen, Den er i den grad nødvendig, og det haster med at få
den gennemført. Overordnet er visionerne i rapporten fine og rigtige, men der er brug for en åben og
seriøs debat om, hvad der er de rette parametre for fordelingen af statsstøtten.
Behov for flere parametre
Der er væsentlige mangler i anbefalingerne og væsentlige mangler omkring de historisk skæve
fordelinger.
Vi vil gerne påpege nogle af disse her:
Samlingsvaretagelse
Der er stor forskel på museernes samlinger – både hvad angår antal, omfang og kategorier.
Skagens Kunstmuseers statsstøtte er så lav, at der er brug for et væsentligt løft for at kunne gå fra
samlingsvaretagelse til samlingsudvikling. Vi mener, at der skal være stabilitet og rimelighed i
forholdet mellem de krav, der stilles til opbevaring, sikring og bevarelse af samlingerne og den
statsstøtte, som tildeles.
Bygningsmasse
Skagens Kunstmuseer råder over 11 bygninger, hvoraf de 7 er fredede. Vores mange bygninger er
dyre at drifte og de kræver tilmed en meget stor og kostbar bevaringsindsats. Blandt vores
bygninger er Havehuset, som er en af Skagens ældste bygninger og var Anna og Michael Anchers
første hjem. Hertil kommer bl.a. de to kunstnerhjem Anchers Hus og Drachmanns Hus.
Internationale samarbejder
Skagens Kunstmuseer har et stort fokus på dette af flere grunde.
-
Det er meget givende med eksterne øjne på vores samling.
-
Der er en stor international interesse for at samarbejde med os. Det skyldes bl.a. den
kendsgerning, at skagensmalerne rakte ud i verden og de er således med til at gøre
Skagens Kunstmuseer og vores samling særdeles relevant og vedkommende for museer
rundt om i verden.
Det er en særdeles vigtig opgave for vores museum og særdeles vigtigt for landet som helhed,
men det er også meget ressourcekrævende.
Vi vil opfordre jer til at inddrage disse, for museumsverden, så vigtige elementer i jeres drøftelser
og overvejelser.
KUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 29: Henvendelse af 21/11-23 fra Flemming Vogdrup, næstformand for Skagens Kunstmuseers bestyrelse, om kommentarer til anbefalingerne til museumsreform
2784679_0002.png
En fusion uden økonomiske midler
Vi er også nødt til at gøre jer opmærksom på hvad der er sket siden sidste reform, som jo fandt
sted i 2013. Da gik Skagens Kunstmuseer fra et årligt tilskud på omkring 2,2 millioner kroner til et
tilskud på bare 1,8 millioner kroner. Det i sig selv var og er et stort problem for os.
Siden da, i 2014, er Skagens Museum fusioneret med de to kunstnerhjem, Anchers Hus og
Drachmanns hus. Det var da vi ændrede navn til Skagen Kunstmuseer.
I rapporten bliver der talt om, at museer, der er fusioneret, får høje tilskud! Dette er ikke tilfældet.
De to kunstnerhjem var ikke statsanerkendte, de modtog ingen midler fra hverken stat eller
kommune før fusionen, og vi fik ikke flere midler fra staten i forbindelse med fusionen. Begge
kunstnerhjem er i dag statsanerkendte, uden at vi har fået tildelt midler, der berettiger dette.
Kort sagt så driver Skagens Kunstmuseer tre museer, forvalter en samling på +20.000 værker og
skal vedligeholde 11 bygninger for et statsligt tilskud på 1,8 million kroner. Denne tildeling er stort
set brugt med udgangen af januar måned.
Vi håber og tror på, at I i jeres drøftelser og endelig beslutning vil tage højde for og rette op på
denne åbenlyse skævhed.
Vi vedhæfter bilag, som viser udviklingen i vores indtægter.
For god ordens skyld står vi naturligvis til rådighed for yderligere oplysninger, ligesom vi gerne vil
invitere jer her til Skagen, så I ved selvsyn kan opleve vores 3 unikke museer.
Skulle I ikke have tid til dette, stiller vi gerne op ved et eventuelt samråd eller møde.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen for Skagens Kunstmuseer og Frederikshavn Kommune
På vegne af disse
Bjarne Kvist
Bestyrelsesformand for Skagen Kunstmuseer
E-mail<.
[email protected],
tlf. 2860 6460
Birgit S. Hansen
Borgmester i Frederikshavn Kommune