Høringssvar vedr. nedrivningsansøgning for Toldbodgade 8-10, Afholdsforeningens
Alderdomshjem.
Vi skal fra By og Land Viborg anmode forvaltningen om at sætte beslutning om nedrivning i bero, indtil
bygningens tilstand er reelt belyst og fagligt velfunderet. Vi finder den byggetekniske vurdering for
mangelfuld til, at en oplyst beslutning kan træffes. Der savnes en fagligt velfunderet vurdering af
bygningen udført af restaureringskyndige rådgivere. Vi vil tilskynde bygningens ejer til at søge kyndig
rådgivning i historiske bygninger, så bygningens muligheder kan afsøges.
Vi finder det ligeledes bekymrende, at en offentlig forvaltning, kommunen, agter at blåstemple
nedrivning af en værdifuld kulturarv på foranledning af en anden offentlig forvaltning, regionen. Det
kan danne en meget uheldig præcedens. Her er ikke tale om en ruin, men en bygning som har været i
brug indtil for nylig. Hvilken nedrivning vil forvaltningen i givet fald sige nej til i fremtiden?
Vi mener, at offentlige bygningsejere bør gå foran med det gode eksempel i denne slags sager.
Vi minder om, at nedrivning af et hus med så høj bevaringsværdi kun bør ske i yderste konsekvens og
på et sagligt og veldokumenteret grundlag. Det afspejler sagsfremstillingen desværre ikke.
Som faglig begrundelse for nedrivningsansøgning foreligger en “Byggeteknisk vurdering” dateret
29.8.2023, udarbejdet af et rådgivende ingeniørfirma. I notatet opstilles en række problemstillinger
ved bygningen af både konkret byggeteknisk og mere spekulativ art. Vi finder notatets vurderinger
tvivlsomme, grænsende til usaglige, og det undrer os, at man ikke har søgt råd hos en
restaureringskyndig arkitekt eller ingeniør, som kan oplyse om de faktiske forhold og relevante
myndighedskrav.
1. Bygningen fremstår jf. notatet uden nævneværdige sætningsskader. Citeret: “Udvendig
gennemgang viser en muret facade uden de store sætningsskader”
Alligevel vurderes kamtakkerne på vestgavlen at være i “akut nedstyrtningsfare,” hvorfor der
hurtigt må gøres “nærmere undersøgelser” og rekvireres en landinspektør til at undersøge
facadens kæntring.
Bemærkninger:
Forvaltningen bør kræve en nærmere og kyndig vurdering. Hvis gavlen er i
akut nedstyrtningsfare, så bør den vel af hensyn til borgernes sikkerhed straks afstives og
indkørsel til parkeringspladsen forhindres? Da dette ikke er sket, må det antages, at
“nærmere undersøgelser” af landinspektøren har vist, at den ikke er i fare for at styrte
sammen alligevel?
Forvaltning og borgere må have klarhed over, om der er nedstyrtningsfare eller ej - hurtigst
muligt. Vi finder det forbavsende, at et hus uden større sætningsskader skulle være i akut
nedstyrtningsfare.
Kommunen bør tilskynde til, at huset vedligeholdes, og at kamtakkerne fastgøres og
istandsættes, hvis de er i dårlig stand.
Der er masser af eksempler på historiske huse opført i sammenlignelig byggeskik, som er
bevaret og istandsat til ændret anvendelse. Med notatets argumentation er det umuligt at
renovere en hvilken som helst historisk bygning, hvad der naturligvis ikke er sandt. Her
savnes i den grad restaureringsindsigt.
2. Klimaskærmens udvendige tilstand: Fugerne og nogle af stenene er slidte. Tagets
understrygning er nedslidt og taget er derfor utæt. Spærene vurderes i notatet dog i
nogenlunde god stand.