Notat fra DPA til Folketingets Kulturudvalg
København, 13. maj 2024
DPA foreslår en investering i professionelle sangskrivere, komponister, producere og
tekstforfattere inden for hele spektret af de populære musikgenrer.
Investeringen vil komme de professionelle musikere til gode, fremme diversitet, talentudvikling
og internationalisering af dansk musik. Og så har den store kommercielle potentialer og vil gøre
den danske musikeksport relevant i samtiden.
Et fagligt mødested for musikbranchens professionelle
I Stockholm har man etableret
The Node,
som er et mødested for upcoming og professionelle
producere og sangskrivere, hvor de har adgang til studier, øvelokaler, mødefaciliteter og
eventlokaler. Dertil tilbydes brugerne hjælp og støtte inden for områder som entreprenørskab,
markedsføring og rettigheder.
The Node er etableret på initiativ af SKAP (den svenske pendant til DPA), Björn Ulvaeus fra
ABBA, familien til den afdøde svenske musiker AVICII og Stockholms Administration.
DPA vil etablere en hub, der vil være en pendant til The Node, i København. Ambitionen er at
styrke både talentudvikling, diversitet og eksport for danske musikskabere.
En hub, der skal gribe nyuddannede og fremme professionelle
DPA foreslår etableringen af en hub, som man kender fra andre uddannelser, der kombinerer
erhverv, uddannelse og produktionsfaciliteter. Modellen er bl.a. kendt fra Viborg, hvor der i og
omkring Animationsskolen er vokset et stærkt og internationalt anerkendt miljø for animation.
Det vil sikre, at projektet tager ansvar for nyuddannede og hjælper dem ind i branchen og
hjælper dem med at etablere sig som selvstændige.
Et velfungerende eksempel på et tilsvarende setup er
Pop Academy Baden,
der ligger i
Mannheim i Tyskland. Her kombineres studier i sangskrivning, artist, musiker og manager med
musikbranchen. De tyske hits, der i dag er på den tyske hitliste, har som tommelfingerregel altid
en person med, der er eller har været en del af Pop Academy Baden.
Hub’en vil sætte tidssvarende rammer om musikken
De fleste danske studier og øvelokaler er indrettet til den måde, man lavede musik på indtil for
få år siden. Nemlig at musik blev skrevet og indspillet på instrumenter og af bands – dvs. flere
personer. Som konsekvens af digitaliseringen er skabelsen af musik i stort omfang blevet
digitaliseret og mere individuel. Der er simpelthen færre instrumenter og bands, men mere
teknologi. Det stiller helt nye krav til, hvad studier kan og skal, og hvordan de bygges.