24. oktober 2023
Til Folketingets Kulturudvalg
Notat forud for foretræde
om museumsreformen 1. november 2023
Af Thomas Bloch Ravn, museumsdirektør og Kitt Boding-Jensen, chef for
Værtskab og Historiefortælling, Den Gamle By i Aarhus
Museumsreformen er i støbeskeen, og efter alt at dømme vil den denne gang
kunne blive en realitet. Reformen vil i så fald efter alt at dømme komme til at
spille en afgørende rolle i forhold til at definere det danske
museumslandskab og museernes udviklingsmuligheder mange år frem i
tiden.
Derfor vil vi gerne som repræsentanter for et af landets mest besøgte museer,
som udgør en meget vigtig del af danskernes fælles hukommelse, gerne give
reformen et par ord med på vejen, inden de afgørende søm slås i.
BEDØM MUSEERNE PÅ DET, DE LEVERER
Vi anbefaler stærkt, at statens støtte til museerne grundlæggende kommer til
at afhænge af, hvad de leverer. Ikke af, hvem der ejer dem, og hvor de ligger.
Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at museer er
langsigtede organisationer, så vi håber meget, at I vil sætte det lange lys på og
undgå kortsigtede modeller.
Støt både de museer, der når bredt ud, og dem, der finder nye veje
–
og vær
opmærksom på, at det godt kan være de samme.
Sørg også for, at der er stærke museer i alle egne af Danmark. Men lad være
med at smøre smørret så tyndt ud, at der ikke er råd til de fyrtårne, som kan
ses på lang afstand, og som er elsket af mange.
Uddybende kommentarer til hovedbudskabet
Der er kun én museumsverden, og den omfatter både de statsejede og de
statsanerkendte museer. At betragte de statsejede som en særlig kategori
uden for nummer afspejler ikke den virkelige verden, og ser man på, hvad
museerne leverer, findes der både statsejede og statsanerkendte museer, der