Kirkeudvalget 2023-24
KIU Alm.del Bilag 58
Offentligt
7. august 2024
Til Kirkeministeren og Folketingets Kirkeudvalg
Folkekirkens forhold er på det seneste kommet til debat, hvor bl.a. en række
politikere har vist sig parat til at se nærmere på strukturer, administration og
ledelsesforhold, som kan trænge til forbedring.
Det er både en nødvendig og glædelig debat. Nødvendig, fordi der er mange
forhold i det kirkelige, som kunne trænge til at blive efterset og justeret,
glædelig fordi meget tyder på en usædvanlig grad af politisk parathed til at
få foretaget mere end blot mindre justeringer eller kortsigtede løsninger.
Baggrunden for vores henvendelse er, at to af os (Hildebrandt og Wold) i
januar 2023 skrev en kronik i Kristeligt Dagblad, hvor vi prøvede at udpege
nogle af de ledelsesmæssige udfordringer, der findes i Folkekirken.
Efterfølgende blev der afholdt en høring i Marmorkirken om samme tema
med deltagelse af bl.a. nogle kirkeordførere, formanden for Præsteforeningen
og en række ansatte og repræsentanter for menighedsråd. Endelig har alle tre
undertegnede afholdt nogle samtaler om temaerne, lige som vi senest har
haft en dialog med biskop Henrik Stubkjær.
På baggrund af ovenstående vil vi gerne foreslå, at der oprettes muligheder
for at eksperimentere med løsninger på en række af de områder, der trænger
til forbedring. Det, vi navnlig tænker på, er:
Lettelse af den store administrations- og ledelsesopgave, der
påhviler menighedsrådene. Her tænkes navnlig på opgaverne som
formand, kasserer og kontaktperson. Her kunne man tænke i
forbedrede muligheder for at inddrage rådgivning og midlertidig
tilkobling af faglig ekspertise for at hjælpe med særlige opgaver.
En hjælp, der kan tilkaldes, hvis rådet oplever en særlig vanskelig
tid. Navnlig mindre råd er meget sårbare over for sygdom eller
anden frafald af nøglepersoner.
KIU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 58: Henvendelse af 7/8-24 fra Mikkel Wold, Sognepræst Folkekirken om de ledelsesmæssige udfordringer, der findes i Folkekirken
2894695_0002.png
Obligatoriske lederuddannelseskurser af personer med
ledelsesansvar. Her tænker vi ikke blot på menighedsrådene, men
også på ledelsen af præsterne (provster og bisper). Hvor
vanskelige ledelsesopgaver skal løses af personer, der i nogle
tilfælde ikke har ledelseserfaring, kan mange fejl formodentlig
undgås, hvis der indføres uddannelsesmuligheder for de enkelte
grupper.
Udvikling og udarbejdelse af et ledelsesgrundlag, der er fælles for
alle niveauer i Folkekirken. Et værdibaseret ledelsesgrundlag, som
vil kunne give den legitimitet og retning for ledelse og samarbejde,
der er så efterspurgt i debatten.
For at give de bedste muligheder for at udvikle ideer og mere og måske især
mindre traditionelle løsninger på de steder, hvor vi har erfaring for, at
menighedsråd og alle ansatte i kirken – fra graver til biskop, for nu at tage det
hele med – løber ind i vanskeligheder, kunne det være velgørende, om man
gav mulighed for etablering af ’friprovstier’ og evt. ’fristifter’, hvor nye
former for ledelse og organisering kunne afprøves. Vi forestiller os, at hver
enkelt stift kunne operere med et eller to ’friprovstier’ og at man på landsplan
evt. kunne tillade et eller to stifter at eksperimentere med modeller, der
kunne vise sig gavnlige. Der skal selvfølgelig sættes tidsmæssige rammer for
forsøgene, som kunne evalueres f.eks. i regi af Folkekirkens Uddannelses- og
Videnscenter.
Vi vedlægger den omtalte kronik.
Med venlige hilsener på vegne af nedenstående
Steen Hildebrandt, prof. em.
Jesper Hartvig Thomsen, konsulent
Mikkel Wold, sognepræst Marmorkirken
KIU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 58: Henvendelse af 7/8-24 fra Mikkel Wold, Sognepræst Folkekirken om de ledelsesmæssige udfordringer, der findes i Folkekirken