Åbent brev til Kirkeminister Louise Schack Elholm:
Ræk hånden i vejret og bliv leder i Folkekirken
Kære Louise Schack Elholm,
Forestil dig at være på en arbejdsplads, hvor faglige kompetencer ikke er en faktor, når man
skal vælge personaleleder. Forestil dig, at din leder muligvis intet aner om HR og ledelse, ikke
ved noget om dit konkrete arbejde, om jura, konfliktløsning, lønforhandling, MUS-samtaler,
mødeledelse, it, økonomi, stillingsbeskrivelser, jobsamtaler, ferieindberetning,
sygedagpenge, overenskomster osv. Forestil dig en arbejdsplads, hvor du som nyvalgt
uprøvet leder ikke har så meget som en HR-ansat at læne dig op ad, når du skal lede, føre
tilsyn og indkalde til tjenstlige samtaler. Forestil dig en arbejdsplads hvor frivillige, ulønnede
mennesker med eller uden kompetencer ansætter, leder og afskediger ansatte, som er
uddannede til at udføre et bestemt arbejde. Forestil dig en arbejdsplads, hvor hele ledelsen
måske udskiftes hver fjerde år. Forestil dig en arbejdsplads, hvor der ingen armslængde er
mellem den folkevalgte bestyrelse og medarbejderne, forestil dig en arbejdsplads, hvor
ledelsen ikke er til stede i dagligdagen.
Det lyder som fri fantasi eller politisk samfundssatire á la Jonathan Swift. Men sådan en
organisation er du, Louise Schack Elholm, politisk leder af. Sådan en arbejdsplads er
Folkekirken. Der er INGEN krav overhovedet til personaleledelsen i Folkekirken. Det ENESTE
spørgsmål, der stilles, når den lokale personaleleder skal vælges er - hold nu godt fast:
”Hvem har lyst til at prøve det?”. Og det publikum man spørger, er ofte 70 plus. Udvælgelsen
foregår ikke efter en samtale baseret på en motiveret ansøgning, som er praksis på de fleste
arbejdspladser. Næ nej, det er meget sjovere. Udvælgelsen af personalelederen i Folkekirken
foregår ud fra det gode gamle princip om håndsoprækning. Ofte sker der ikke engang en
egentlig udvælgelse, da der ikke altid er nogen, der rækker hånden i vejret. Hvis man er
”heldig”, er der måske en enkelt, der tør række hånden i vejret og sige ja til at prøve kræfter
med den fuldstændigt absurde uriaspost, det kan vise sig at være, når man bliver
kontaktperson i en kirke.
Siden menighedsrådsloven blev indført i 1903, er alt ansvar for kirkens drift og ledelse
uddelegeret til de frivillige menighedsråd, og der er sket meget få justeringer i løbet af de
sidste 120 år. Hvorfor? Ja, det kan man blive ved med at spørge sig selv om. Debatten kører
konstant om det dårlige arbejdsmiljø i Folkekirken. Argumenterne om, at det er vigtigt, at
ledelsen foregår demokratisk og lokalt, er bestemt valide og gode.
MEN kan principper som lokal forankring og demokrati retfærdiggøre, at man gambler med
de ansattes trivsel? Er det ansvarligt at udsætte de ansatte på en statslig arbejdsplads for
denne vilkårlighed, når det kommer til personaleledelse? Eller er det rimeligt over for de
frivillige kræfter, der bare gerne vil gøre noget godt for deres lokalsamfund? Og kunne det
muligvis være en væsentlig medvirkende faktor til det dårlige psykiske arbejdsmiljø, som
mange ansatte og frivillige oplever rundt omkring i Folkekirken?
Hvis man ser på det udefra, kan det til forveksling ligne et socialt eksperiment. Hvor længe
kan dette eksperiment få lov at forsætte? Hvor længe kan Folkekirken blive ved med at lukke