Bekendtgørelse om Trossamfundsregistret
I medfør af § 11 og § 21, stk. 2, i lov nr. 1533 af 19. december 2017 om trossamfund uden
for folkekirken, fastsættes:
Kapitel 1
Definitioner
§ 1.
Betegnelsen Trossamfundsregistret anvendes i denne bekendtgørelse som betegnelse
for det digitale register over trossamfund, der er registreret som anerkendte trossamfund i
Danmark, og menigheder, forsamlinger og kredse m.v., der er omfattet af et trossamfunds
anerkendelse.
Stk. 2.
Betegnelsen menighed anvendes i denne bekendtgørelse som betegnelse for
menigheder, forsamlinger og kredse m.v., der er omfattet af et trossamfunds anerkendelse i
medfør af § 8 i lov om trossamfund uden for folkekirken.
Stk. 3.
Trossamfundsregistret tilgås via Kirkeministeriets hjemmeside.
§ 2.
Betegnelsen årsregnskab anvendes i denne bekendtgørelse som betegnelse for
overblik over de økonomiske aktiviteter, som et trossamfund og en menighed har foretaget i
regnskabsåret.
Kapitel 2
Trossamfundsregistrets formål, indretning og førelse
§ 3.
Trossamfundsregistret har til formål at sikre en lettere adgang til indsigt i, hvilke
trossamfund der er anerkendt, og hvilke menigheder der er omfattet af et trossamfunds
anerkendelse, samt indsigt i deres økonomiske og organisatoriske forhold.