29. november 2023
Anmodning om foretræde for Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Emne: CO2-lagring på land – hensynet til lokalbefolkningen?
Undertegnede foreninger har fulgt CCS gennem årene og har tilsammen opnået stor faglig indsigt herom. Vi
repræsenterer et væsentligt udsnit af borgere og sommerhusejere i området omkring Havnsø (Kalundborg
og Odsherred kommuner) samt Miljøbevægelsen NOAH og har fulgt den tidligere og nuværende regerings
bestræbelser for at etablere CCS i Danmark, herunder de fire aftaler om CCS indgået af en bred forligskreds
blandt Folketingets partier.
Der er som bekendt udpeget fem områder på land (Havnsø, Stenlille, Rødby, Gassum og Thorning) og 3
kystnære (Inez, Lisa og Jammerbugt) som kommende CO2-lageroperatører kan byde på ved det
forestående udbud, som Energistyrelsen forventer at åbne i december 2023 efter politisk godkendelse.
Det er slående, at der forud for de fire politiske aftaler ikke har været en debat om, hvad de mennesker,
der kommer til at bo oven på disse kæmpe ”omvendte søer” af CO2, mon synes om det? Vi er oprørte over,
at det politisk tilsyneladende slet ikke har været et prioriteret ønske, at borgerne skal kunne se sig selv i
den grønne omstilling, når det gælder CO2-lagre på land.
CO2-lagre kan ikke sidestilles med vindmøller eller solceller, som beboere kan være imod af forskellige
grunde. Disse kan pilles ned igen, når de er udtjente, og man kan undlade at opstille nye.
Med et CO2-lager er det anderledes, idet CO2'en helst skal forblive i undergrunden i årtusinder. Derved
bliver et CO2-lager et risikovilkår for nuværende og kommende generationer, som efter vores mening
kræver et særligt hensyn. Vi er ikke betryggede ved de forsikringer, som myndighederne giver for lagrenes
sikkerhed, når vi sammenligner med uafhængige internationale rapporter. Ved vores borgermøde 4.
november 2023 i Havnsø fremgik det med al tydelighed, at befolkningen ikke ved, hvad der er ved at ske i
deres område, og når de bliver oplyst om forligskredsens planer, er de imod at skulle bo oven på
Hovedstadsområdets CO2-affald og ikke mindst CO2-affald importeret fra hele Europa.
Ved et foretræde ønsker vi med udgangspunkt i området omkring Havnsø at gøre opmærksom på oversete
aspekter for lokalbefolkningerne i de udpegede områder.
Med venlig hilsen
På vegne af
Miljøforeningen Ren Nekselø Bugt
Miljøforeningen Havnsø-Føllenslev
Miljøbevægelsen NOAH
Palle Bendsen