Kære Klimaordførere.
Jeg håber, I vil tage jer tiden til at læse dette lille oplæg. En bøn kan man også kalde det.
Vi bliver jo nødt til at sætte vores lid til, at I leder os den rigtige vej og passer på os.
Så I må ikke ignorere det her scenarie.
Jeg tror nemlig på forskerne i denne sag, og jeg har beskæftiget mig med klimaforandringer og
udslip af drivhusgasser, siden min mor i 80´ erne tog det på sig som en hjertesag. Den sag har jeg
overtaget.
Vi står foran et sandsynligt farvel til det Danmark, vi kender med grønne bøgeskove og fire
årstider. Vi er jo ikke fredet i det her lille land, og vi risikerer vel at få boomerangen lige tilbage i
nakken, hvis nutidens vismænd har ret i, at havstrømmene bukker under indenfor de næste 15 år
og efterlader vores del af verden iskold. De vismænd har før haft ret. Jeg tror desværre, de har ret.
Derfor skriver jeg til jer.
Og ikke for at I skal berolige mig. Men for at sige, vi er mange, der gisper efter, at I tager
fløjlshanskerne af og giver os nogle markant andre retningslinjer for vores tilværelse.
Vi ved det jo godt. Det er alt sammen, fordi den moderne verden har levet over evne og ikke har
lyttet til advarslerne men i stedet er fortsat ud af en gal tangent. Vi har været forblændede af vores
muligheder.
Men nu står vi et nyt sted. Og hvis man står på klippekanten, kan man enten kaste sig ud, skide
på det hele og nyde suset så længe det varer - eller trække sig væk fra ulykken.
Først må vi erkende, at vi har været på forkert kurs, og så må vi droppe de mange undskylninger
for, hvorfor vi som nation ikke kan være dem, der starter med at lægge os fladt ned, tvunget af
omstændighederne og beslutte os for at skrue helt ned for den motor, der stadig og konstant
sender tonsvis af CO2 ud i atmosfæren.
For det er det, der skal til.
Nogle skal starte og skal udvise det allerstørste mod, der nogensinde er vist.
For at redde det, vi har. Og netop fordi en istid, forårsaget af kollaps af havstrømme, vil ramme os
i Nordeuropa, så er det vel ikke mindst i vores interesse at trykke på bremsen?
Det bliver dyrt, svært og ubarmhjertigt. For I skal tage nogle nødvendige beslutninger. Gøre det
der skal til. I ved jo godt, at det betyder en stopper for den måde, vi bygger på, forbruger på,
transporterer os på, spiser på.
Men vi er nødt til det. For vi har ikke de teknologiske værktøjer endnu. Vi har brug for et time-out
på alle parametre. Nu. Ikke om 10 år.
Så her kommer bønnen ind.
Jeg trygler om jeres lederskab, også selvom det måske vækker minder om noget, vi ellers ikke vil
sammenlignes med. Men det er ikke spor sjovt at leve i en rig del af verden, hvor vi har alle
muligheder og er frie til at gøre, præcis hvad vi vil, hvis konsekvensen er, at vi i næste årti skal til
at leve i et polarklima, og hvor det land, vi alle holder af, bliver ganske ukendeligt.
Så der er et massivt ansvar på jeres skuldre, men I må ikke være bange for at sætte de
nødvendige begrænsninger. Please. Frivillighed er desværre ikke gangbart i denne nødsituation.
Kald til samling. Vis verden at her i Danmark har vi taget en kovending.
For I gør os en fatal bjørnetjeneste, der risikerer at fjerne tæppet helt under os allesammen, hvis
ikke I tager affære. Jeg er urolig og forundret over, at den allersidste forskning og røde alarm
allerede er langt nede på TV2 s nyhedsflade, og resten af aviserne slet ikke har berørt emnet. Vi er
totalt useriøse.
Så kære klimaordførere. Med tanke på hvor resolutte, I var under Corona. Hvis jeg havde jeres
magt, ville jeg indkalde til et krisemøde med forskere og vismænd og med vores partnere i
Norden, EU og ledere fra resten af verden. Lægge paraderne og vise vejen frem. Det her lyder
som en Hollywood katastrofefilm af værste skuffe, hvor verdens frelse står på spil.
Det er måske bare mere sandt end sjovt er.
Tak for jeres tid og husk. Jeg skal ikke beroliges. Jeg fatter alvoren. Det håber jeg også, I
efterhånden gør.
Venlig hilsen
Christiane B. Nielsen. Vanløse.
Mor til to og bonusbedste til to små, der også skal have en chance her i Danmark.