Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2023-24
KEF Alm.del Bilag 237
Offentligt
2845059_0001.png
Troen på klimaet
En Hvidbog
Søren Hansen
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
Troen på klimaet
En Hvidbog
Søren Hansen
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
Forfatter: Søren Hansen
Dækdesigner: Fortungrafik
ISBN:
© Klimarealisme.dk
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
Indholdsfortegnelse
Indledning .......................................................................................................................7
DEL 1: Troens grundlag
–
klima og energi ...................................................... 11
1.1
1.2
1.3
1.4
1.5
1.6
2.1
2.2
2.3
2.4
2.5
2.6
3.1
3.2
3.3
3.4
3.5
3.6
3.7
3.8
3.9
3.10
Drivhusgasserne ..................................................................................... 11
Den globale opvarmning ..................................................................... 17
Klimamodeller ......................................................................................... 21
Naturlige faktorer .................................................................................. 27
Den grønne omstilling .......................................................................... 33
Konklusion ................................................................................................ 42
Politiske mål ............................................................................................. 44
Energiomlægningen .............................................................................. 52
Landbruget ............................................................................................... 62
Ændringer i levevis og adfærd ......................................................... 69
Aflad............................................................................................................. 74
Konklusion ................................................................................................ 78
IPCC og COP-møderne .......................................................................... 80
Climategate ............................................................................................... 86
Tipping points ......................................................................................... 91
Sammenkædning med ekstremt vejr ............................................. 97
CO
2
som planteføde ............................................................................ 102
Påstanden om konsensus ................................................................ 107
Lavere videnskabelig standard? ................................................... 113
Forskning i ”benægteri”
................................................................... 116
Sindelagskontrol og censur............................................................. 120
”Faktatjek”
............................................................................................. 126
5
DEL 2: Troens konsekvenser ................................................................................ 44
DEL 3: Forsvar for troen......................................................................................... 80
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
3.11
4.1
4.2
4.3
4.4
4.5
4.6
4.7
Konklusion..............................................................................................131
Rollen som ”foregangsland”
............................................................133
Den lave indsigt ....................................................................................138
Den juridiske vej ..................................................................................141
Undertrykkelse af fri debat..............................................................146
Accept af negative konsekvenser ..................................................152
Fanatiske klimaforkæmpere ...........................................................155
Konklusion..............................................................................................160
DEL 4: Politikere, medier og offentligheden ................................................133
Afslutning ...................................................................................................................162
6
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
Indledning
I 1970-erne gik denne bogs forfatter i gymnasiet og gennemførte sin
uddannelse på Danmarks Tekniske Højskole. Det var netop i den
periode, hvor marxismen hærgede i undervisningssystemet og
samfundet. Næsten alle hoppede med på vognen, der blev udgivet
stribevis af bøger om overgangen til det socialistiske samfund, og
aviserne var fulde af stof, der betragtede Verden fra en
venstreorienteret synsvinkel. Hele samfundsdebatten var gennemsyret
af tankerne.
Der var stor sympati for de lande, hvor man havde ”realiseret den
socialistiske samfundsmodel”. Måske ikke så meget Sovjetunionen, den
var trods alt lidt for tæt på, og Stalins uhyrligheder var nok lidt for godt
kendte. Men så kunne man drømme om mønsterstater som Kina,
Albanien eller Nicaragua, for bare at nævne et par eksempler.
Anderledestænkende blev udskammet som ”borgerlige”, ”reaktionære”
eller det, der var værre. Revolutionen ville komme uanset hvad, og
paradisiske tilstande ville blive resultatet.
Argumenter om at det ville blive svært i praksis at gennemføre
socialismen, og at alle forsøg i virkeligheden
–
med Sovjetunionen i
spidsen
–
var endt i forfærdelig undertrykkelse, politistatsmetoder og
almindelig økonomisk forarmelse, prellede totalt af på fortalerne for
det marxistiske tankegods. Selv veluddannede og -informerede
mennesker nægtede at se realiteterne i øjnene. Alle løb i samme
retning, og ekstremister dukkede op, klar til at kæmpe for sagen med
vold.
Men hvorfor gik det sådan? Undertegnede er af den opfattelse, at det
hurtigt kom til at dreje sig om en tro. Når først troen havde sat sig fast,
og det kunne gå hurtigt for den enkeltes vedkommende, så var der
ingenting, der kunne overbevise den troende om, at vedkommende tog
fejl eller var på vildspor. Socialismen havde måske fejlet i praksis hist
og pist, men det ændrede ikke på, at den var den eneste vej for
menneskehedens fremtid.
En person, der har en sådan stærk tro, viser sig hurtigt at være
uimodtagelig for modsatrettede argumenter. Man når også det punkt,
7
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
hvor man automatisk vil betragte enhver ny situation med
udgangspunkt i den socialistiske overbevisning, eller ”bevidsthed”, som
man yndede at kalde det.
Tilstanden varede op gennem 1980-erne, og det var tiden f.eks. med
fodnotepolitikken, hvor et flertal i Folketinget forsøgte at undergrave
Danmarks medlemskab af NATO, igen i sympati for den grundlæggende
idé bag Sovjetunionen og et udbredt had til USA, der blev opfattet som
arnestedet for modstand mod socialismen.
Murens fald i 1989 blev en skelsættende begivenhed. Hvor man havde
ofret uanede kræfter på at forske i ”overgangen fra det kapitalistiske
system til socialismen”, var der nu lande i Østeuropa, der i
praksis ville
tage turen den anden vej. Det kom bag på mange af socialistisk
observans her i landet, og troen døde da heller ikke bort. Den
manifesterede sig f.eks. stadigvæk i medierne med Danmarks Radio i
spidsen.
Nu fylder troen på socialismen ikke så meget, til gengæld er der i de
senere år dukket en ny tro op, der i øjeblikket breder sig som en
steppebrand.
Klimaet.
Med klimaet har de mennesker, der har behov for at tro, fået den ideelle
nye platform. Igen står Verden over for en uundgåelig fremtid. Denne
gang er det ikke overgangen til socialismen, men i stedet den grønne
omstilling. Verden er i stor fare, klimaet er ved at gå amok, og kun ved
hurtigt at stoppe brugen af kul, olie og gas
–
de såkaldte fossile
brændstoffer -
kan vi ”redde” kloden fra
undergang. Vi må hurtigst
muligt opføre enorme mængder af vindmøller og solceller, og først
derefter bliver alt godt igen.
Troen er nu så stærk, og så vidt udbredt, at der ikke mere er den
mindste tvivl om, at vi har en ”klimakrise” –
eller ligefrem
”klimanødsituation”. Et udvalg af klimaforskere er gået i spidsen, og
efter dem løber store dele af den akademiske verden, herefter kommer
medierne, politikerne og her på det sidste også erhvervslivets folk. Alle
prædiker klimakrise og nødvendigheden af grøn omstilling. Forsøg på
at sætte de grundlæggende ideer til diskussion bliver afvist kontant.
Videnskaben er ”afgjort”, vi må og skal i gang med de vindmøller og
solceller. I mellemtiden skal vi omlægge vores vaner, færre flyrejser,
8
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
mindre kød på middagsbordet og andre forsagelser i troens navn. Og
inden for de seneste år er ekstremisterne dukket op igen, med diverse
aktioner, der heldigvis endnu ikke er blevet direkte voldelige. Det
kommer dog nok også.
Bogen her vil anskue klimasagen som en tro. Ikke som videnskab, fordi
ideerne om en klimakrise for længst har forladt realiteternes verden.
Der er et stigende indhold af drivhusgasser i atmosfæren og den globale
temperatur er forøget lidt de sidste godt 100 år, men springet derfra og
til at tale om en eksistentiel krise eller Jordens snarlige undergang er
helt uden belæg i den seriøse videnskab. Samtidigt er troen på, at vi
bare kan udfase de fossile brændstoffer i løbet at et par årtier uden
større negative konsekvenser for menneskeheden - ja netop - en tro.
Det vil ikke kunne lade sig gøre, uden at resultere i katastrofer tifold
værre, end hvad klimaet måtte kunne påføre os.
I de følgende kapitler vil vi se nærmere på klimavidenskaben. Det
forunderlige er, hvordan troen gennemsyrer de videnskabelige
resultater. Alle normale regler og fremgangsmåder for forskning er her
suspenderet og erstattet af forvredne konklusioner baseret på
misbrugt statistik og fortielse af fakta, der peger i en anden retning. Der
findes også et ”videnskabeligt” grundlag for den grønne omstilling, hvor
håbet om, at det vil gå godt, overskygger alle de realiteter, der klart
peger i en anden retning.
Troen har udmøntet sig i internationalt vedtagne mål for reduktioner
af CO
2
-udledningerne. Man bilder hinanden og resten af verden ind, at
vi kan styre Jordens temperatur, og der er fastsat grænser for, hvor
meget den må stige. Der blev truffet en aftale i Paris i 2015 om en
stigning på 1,5 grader, men tallet er grebet ud af den blå luft, og ingen
lande har rigtigt taget det alvorligt efterfølgende, idet de påkrævede
tiltag er totalt urealistiske at gennemføre i praksis. Men målet, og troen
på målet, lever i bedste velgående. Alt over 1,5 grader vil være en
katastrofe.
Konsekvenserne af den grønne omstilling og forsøgene på at begrænse
vores udledninger af drivhusgasser vil være gennemgribende og
enorme for samfundet. Enhver tro på, at vi kan gennemføre tiltagene
uden en voldsom nedgang i vores velstand og velfærd, er en farlig
illusion.
9
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
Da klimasagen grundlæggende bygger på tro og ikke ægte videnskab,
har man grebet til en stribe vidtgående tiltag for at beskytte troen. Her
vil man genfinde uhyggeligt mange elementer fra Middelalderens
kristendom og andre store religioner gennem tiderne.
I slutningen af bogen kigger vi på det massive medløberi i
offentligheden, medier, politikere og andre aktive meningsdannere.
Politikernes indsats er her bemærkelsesværdig. Da regeringen tiltrådte
i 2022, blev der i fuldt alvor sat nye ambitiøse mål for CO
2
-
udledningerne i Danmark, nu taler man endda om reduktioner på
over
100% allerede i 2045. At det i enhver henseende er totalt urealistisk, er
ikke noget, der må debatteres offentligt. Til gengæld får den nye klima-
ekstremisme masser af opmærksomhed og sympati for sine
synspunkter.
Den Vestlige Verden generelt, og en håndfuld lande især (her i blandt
Danmark), befinder sig i en meget risikabel situation, hvor en fanatisk
tro på nogle fantasifostre er godt på vej til at nedbryde vores samfund
og civilisation. Resten af Verden kigger på med undren, og det er
sikkert, at de ikke har tænkt sig at følge vores selvdestruktive kurs.
Bogen her skal derfor ses som et spagt forsøg på at råbe befolkningen
op, inden det er for sent.
10
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
DEL 1: Troens grundlag – klima og energi
1.1 Drivhusgasserne
Jordens atmosfære er det lag af luft, der strækker sig fra jordoverfladen
og ud til rummet, hvor der er vakuum. Atmosfærens faste bestanddele
er ilt og kvælstof, og hvis vi ser bort fra vanddampen, udgør de ca. 99%
af molekylerne i luften. I daglig tale kalder vi det luft, men i mere
videnskabelige sammenhænge kalder man det gasser. Den
tredjestørste komponent i atmosfæren er vanddamp. Den har dog ikke
noget fast indhold lige som ilt og kvælstof, den varierer med
temperaturen, vejr og vind og hvor på Jorden, vi befinder os. Hertil
kommer argon med ca. 1% og endeligt, med langt under en promille,
kuldioxid (CO
2
), metan, lattergas, svovldioxid osv.
Solens stråler tilfører atmosfæren en masse energi, der medfører en
opvarmning af luften, landjorden og havet. Vores klode ville hurtigt
blive meget varm, hvis ikke vi kunne slippe af med den energi igen, og
det kan vi da også i form af infrarød stråling eller varmestråling. Alle
genstande udsender varmestråling, hvis omgivelserne er koldere.
Nu er det sådan, at hvis der kun var ilt og kvælstof i atmosfæren, ville al
solenergien få lov til frit at blive udsendt til verdensrummet igen, og
vores planet ville være bitterligt kold at bebo. Temperaturen ville være
langt under frysepunktet overalt, og der var næppe meget biologisk liv.
Men her kommer de såkaldte drivhusgasser ind i billedet.
Drivhusgasser har den egenskab, at de holder på varmen i atmosfæren.
De bremser noget af varmestrålingen væk fra jorden og sender den
tilbage. Effekten er, at Jordens temperatur bliver ca. 33 grader højere,
og så har vi de behagelige omgivelser, som vi kender til. Vanddamp, CO
2
,
metan og lattergas er de vigtigste drivhusgasser, og vanddamp er langt
den mest betydningsfulde. Den tegner sig alene for omkring 90% af den
samlede drivhuseffekt. Fig. 1.1 viser skematisk hvordan
drivhusgasserne fungerer.
Indholdet af CO
2
i atmosfæren har holdt sig nogenlunde konstant inden
for de seneste par millioner år. Indholdet måles i milliontedele, også
kaldet ppm. En ppm CO
2
betyder således, at der er et CO
2
-molekyle pr.
million molekyler af de andre luftarter. I hele perioden efter ophøret af
11
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0012.png
den sidste istid for 11.000 år siden har indholdet af CO
2
ligget omkring
280 ppm. Først da vi mennesker for alvor begyndte at bruge de fossile
brændstoffer, begyndte indholdet at stige og ligger nu omkring 420
ppm. Til sammenligning kan der være op til 5 procent vanddamp i
luften, det svarer til 50.000 ppm.
Fig. 1.1: Effekten af drivhusgasserne (grå felt) ifølge gængs klimavidenskab
Men CO
2
er ubestrideligt en drivhusgas, og den bidrager til at
opretholde temperaturen på kloden. Ud af drivhusgassernes bidrag til
den globale temperatur på 33 grader celsius tegner CO
2
sig for ca. 3
o
C.
Vanddampen tager sig af resten. Metan og lattergas forefindes i langt
mindre mængder og yder kun beskedne ekstra bidrag, mere herom
senere.
Der er ingen uenighed i klimavidenskaben, selv blandt de ”troende”, i at
drivhuseffekten af CO
2
er aftagende pr. ppm, jo mere man tilfører. Hvis
man slet ikke havde noget CO
2
i atmosfæren og så tilførte 100 ppm, ville
de give en temperaturstigning på ca.
1,1 grad.
Tilfører man 100 ppm på
nuværende tidspunkt, ville stigningen kun være 0,2 grader, se fig. 1.2.
De 280 ppm for 150 år siden bidrog således til Jordens temperatur med
ca. 2,4 grader. På nuværende tidspunkt har CO
2
forøget opvarmningen
med yderligere 0,6 grader. I klimavidenskaben taler man meget om den
temperaturforøgelse, man vil få, når indholdet af CO
2
er fordoblet, dvs.
når det når niveauet 560 ppm. Ud fra tallene på fig. 1.2 kan man regne
12
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0013.png
ud, at de næste 140 ppm CO
2
ville give en temperaturstigning på ca. 0,4
grader celsius.
Fig. 1.2: Effekten af stigende mængder CO
2
på den globale opvarmning. Gengivet fra
Happer & Lindzen
Vi kan således sammenfattende sige, at det forøgede indhold af CO
2
har
givet et bidrag til opvarmningen på 0,6 grader nu, og ved en fordobling
af indholdet bliver temperaturstigningen i alt ca. 1 grad. De tal er jo
meget mindre, end hvad klimaforskningen optræder med. Fra 1850 til
nu er temperaturen ifølge FN’s klimapanel,
IPCC, steget med 1,1 grad.
Stigningen er udelukkende et resultat af effekten fra drivhusgasserne
fratrukket et kølende bidrag fra partikler (f.eks. sod
–
også udsendt af
mennesker) i atmosfæren, se fig. 1.3. Drivhusgasserne har således
ifølge IPCC bevirket en stigning på 1,5 grader, mere end det dobbelte af,
hvad CO
2
kan have forårsaget.
Det er her, at troen kommer ind i billedet. Menneskets udledninger af
CO
2
er årsagen til hele opvarmningen, og derfor må videnskaben
opfinde en mekanisme, der forstærker effekten. Her har man
selvfølgeligt kastet sig over vanddampen, og teorien er nu ganske
simpelt, at mere CO
2
i luften medfører en forøget mængde vanddamp
og vupti, så har vi den samlede opvarmning på de 1,5 grader. Man kan
13
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0014.png
godt se, hvorfor klimaforskerne griber til dette kunstgreb. Hvis CO
2
-en
kun tegnede sig for under halvdelen af opvarmningen, så måtte det
betyde, at andre, naturlige, faktorer spillede en meget større rolle. Så
ville den forventede opvarmning fra CO
2
-en i fremtiden også blive
meget mindre, og der ville ikke være nogen grund til at skubbe på for
en grøn omstilling.
Fig. 1.3: IPCC (AR5): De forskellige faktorer for den globale opvarmning i perioden
1951-2010. Kun menneskeskabte udledninger har haft nogen indflydelse
Mekanismen med vanddamps forstærkning er derfor helt afgørende for
at kunne opretholde troen. Teorien går ud på, at de højere
temperaturer i luften og havet medfører mere fordampning af
havvandet og derved kommer der mere vanddamp i atmosfæren. Det
er dog en påstand, der er meget svær at underbygge i praksis. Vandet
gennemfører et større kredsløb, hvor det fordamper, fortættes til skyer
og falder ned igen som regn. Skyer virker kølende på Jorden, fordi de
bortkaster mere af sollyset direkte.
Mængden af vanddamp i luften svinger meget med vejr og vind, og
lokalt vil den kun i mindre omfang følge temperaturen.
Klimaforskernes teori er, at fugtighedsprocenten i luften forbliver
konstant, så en højere temperatur medfører mere vanddamp. Men
luftfugtigheden er jo alt andet end konstant, som vi selv ved, man kan
have sommerdage med fugtig varme og andre, der er tørre.
14
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0015.png
Vanddampens forstærkende effekt er afgørende for klimaforskningens
dystre spådomme om fremtiden. Vi så, at CO
2
-en i sig selv ved en
fordobling til 560 ppm kun ville give en samlet stigning på godt en grad
siden førindustriel tid. Men klimaforskerne advarer om stigninger på
mellem 3 og 6 grader, og ifølge Paris-aftalen fra 2015, skal vi helst holde
os under 1,5-2 grader. Så hvis vanddampen ikke spiller den tildelte
rolle, er der ingen klimakrise, og grundlaget for troen bortfalder.
Målinger
viser faktisk, at indholdet af vanddamp i atmosfæren ikke er
stigende, p.t. og derfor mangler den påkrævede drivhuseffekt.
Klimaforskerne hævder imidlertid, at der ikke findes nogen naturlige
mekanismer, der kunne give den opvarmning, som vi er på jagt efter.
Som vi så på fig. 1.3, spiller de naturlige processer ifølge IPCC
overhovedet ingen rolle i den stigning. Man peger på som argument
herfor, at f.eks. variationerne i solens indstråling er alt for små til at
kunne forklare stigningen i Jordens temperatur.
Men der er mange seriøse forslag i klimavidenskaben til sådanne
mekanismer, og nogle af dem hænger sammen med skyer og
skydannelsen.
Flere skyer giver mere direkte tilbagekastning af sollyset
og køler derfor Jorden. En nedgang i skydækket vil omvendt føre til
højere globale temperaturer. Skydækket er svært at måle, men meget
tyder på, at det faktisk har været faldende de seneste 100 år og derfor
kan være årsagen til en del af temperaturstigningen. Der er nævnt flere
naturlige mekanismer, der kunne føre til ændringer i skydækket.
Det påpeges også, at modellen for drivhusgasserne og atmosfærens
energibalance er alt for primitiv. I
virkeligheden
er der snarere tale om
et stort overskud af energi i troperne, og denne føres med luft eller vand
nordpå eller sydpå mod polerne, hvor den så afgives som stråling. Ved
polerne er der koldt og meget lidt vanddamp til stede, se fig. 1.4.
Så er der også de små drivhusgasser, primært metan og lattergas. De
udledes i betydelige mængder som følge af menneskelige aktiviteter.
Metan kommer fra husdyr, fra udvinding og håndtering af naturgas
samt fra rismarker og våde områder i det hele taget. Lattergas er
primært et produkt fra kvælstofgødskning af marker med afgrøder.
Metan og lattergas virker pr. molekyle meget kraftigere end CO
2
, men
de er forholdsvis kortlivede i atmosfæren. Hertil kommer, at de kun
findes i meget små mængder, 1-2 ppm. Indholdet af begge er steget over
de seneste 30-40 år, men de giver kun et beskedent bidrag til
15
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0016.png
drivhuseffekten og kan slet ikke træde i stedet for vanddamp som
forstærkende element.
Fig. 1.4: Jordens udveksling af energi med Verdensrummet. Solindstrålingen primært
ved Ækvator, varmetransport mod nord og syd og udstråling undervejs og ved
polerne, efter
Javier Vinós
Sammenfattende må det slås fast, at den globale opvarmning, som vi
har haft og frygter for i fremtiden, kun kan lade sig gøre, hvis man giver
vanddamp en helt udokumenteret rolle som forstærkning af CO
2
-ens
effekt. Men opretholdelsen af troen på klimakatastrofen kræver dette
kunstgreb.
16
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
1.2 Den globale opvarmning
I afsnit 1.1 blev det nævnt, at den globale temperatur er steget 1,1
grader celsius siden 1850, inden menneskeheden begyndte at udlede
store mængder af CO
2
. Men hvor ved vi egentligt det fra? Jordkloden er
stor og består af høje bjerge, varme ørkener, dybe skove, kolde
polaregne, byer og land. Og samtidigt er 70% af Jordens overflade
dækket af havet.
En global temperatur må jo være et eller andet gennemsnit af de
målinger, man har foretaget. Man kunne tænke sig, at Jordens overflade
opdeles i små celler og så måler man temperaturen i hver. Hvis man gør
det hver dag gennem de 170 år, kan man få et bud på stigningen i den
globale temperatur. Nemt bliver det stadigvæk ikke, man skal tage
gennemsnittet af meget forskellige tal, der måske ikke repræsenterer
deres celler særligt godt. Forskellen mellem den varmeste og den
koldeste temperatur kan være over 100 grader. f.eks. hvis man
sammenligner Antarktis med Kuwait.
Nu er problemet selvfølgeligt, at man ikke har så detaljerede og
velfordelte målinger, hverken i nutiden og slet ikke i datiden. I 1850 var
der kun ca. 10 faste vejrstationer på Jorden, og langt oppe i det 20.
århundrede var fordelingen af stationer meget skæv. Der var mange
f.eks. i Europa og Nordamerika, hvorimod der var langt færre i Afrika,
store dele af Asien og i Sydamerika. Til søs var det endnu værre, her
brugte man i gennem mere end 100 år målinger fra skibe rundt
omkring, og der var store områder, f.eks. i det sydlige Atlanterhav eller
Stillehav, hvor der stort set aldrig kom skibe. Først inden for de sidste
20 år er man begyndt at opsætte faste netværk af bøjer fordelt over
havet, hvorved man får mere regelmæssige og pålidelige målinger.
Vores viden om den nøjagtige temperaturstigning siden 1850 er
således noget usikker, fordi vi reelt ikke ved, hvad temperaturen var
den gang. På den anden side er der ikke nogen tvivl om, at der har været
en opvarmning.
Troen på CO
2
som eneste kilde til opvarmningen fordrer, at der har
været en stigning i temperaturen i takt med det voksende indhold. Så
enkelt ser det imidlertid ikke ud, når man kigger på måleresultaterne
fra de enkelte vejrstationer, der har været i drift i 100 år eller mere.
Mange stationer viser f.eks., at temperaturerne i 1920-erne og 1930-
erne var lige så varme som i dag, og det harmonerer jo ikke så godt med
17
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0018.png
troen. Man har da grebet til at
redigere
i de gamle målinger, primært
således at de gamle temperaturer bliver sænket og de nyere måske
hævet en smule. Derved får man en mere jævnt stigende global
temperaturkurve, der bedre passer til udviklingen i atmosfærens CO
2
-
indhold. Påskuddene til justeringerne kan være mange, det drejer sig
om ”nyfortolkninger” af de gamle målinger og ”harmonisering” mellem
stationer. Sidstnævnte vender vi tilbage til. Fig. 1.5 viser en typisk kurve
med årlige temperaturer fra 1850 og fremefter.
Fig. 1,5: Kurve for den globale temperatur siden 1850. Kilde
HadCRUT
For godt 40 år siden begyndte man også at måle temperaturen fra
satellitter. De måler lufttemperaturen fra jordoverfladen og nogle km
op. Fordelen med satellitterne er indlysende, målingerne bliver meget
mere systematiske og dækker stort set hele kloden. Så siden 1979 har
vi globalt dækkende målinger, som vi kan stole på.
Imidlertid er der opstået nogle problemer i den forbindelse, fordi
satellitterne viser en mindre stigning i temperaturen over årtierne end
målingerne baseret på vejrstationer, bøjer og skibe. Fra 1979 til nu er
stigningen ifølge satellitterne kun ca. 2/3 af, hvad man måler ved
jordoverfladen. Hertil kommer, at satellitmålingerne ikke viser en jævn
stigning, svarende til udviklingen i CO
2
-indholdet, men derimod er der
noget, der ligner en lang pause i opvarmningen i årene 1998-2014. Fig.
1.6 viser en sådan satellitkurve, fra 1979 og fremefter.
Der er en interessant forklaring på denne uoverensstemmelse, som
ikke er velset blandt dem, der tror på klimakrisen. De mest troværdige
vejrstationer er selvfølgeligt dem, der har stået på samme sted i meget
lang tid, 100 år eller mere. De giver således en ubrudt række af
18
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0019.png
målinger, der helt klart kan dokumentere enhver ændring i
temperaturen. Faktisk kigger man ofte på ændringerne i stedet for de
absolutte temperaturer, fordi det er nemmere at tælle ændringerne
sammen fra en stribe stationer og så udregne gennemsnitsændringen,
det man også kalder
anomalien.
Fig. 1.6: Den globale temperatur målt med satellitter siden 1979. Fra UAH v.
Dr. Roy
Spencer
Men hvis en vejrstation virkeligt skal give et pålideligt billede af
temperaturen gennem tiderne, kræver det, at dens omgivelser ikke har
forandret sig. Stod den midt på en græsmark for 100 år siden, skulle
den helst stadigvæk stå midt på marken i dag. Det gør vejrstationerne
desværre ikke i praksis. Nogle er blevet flyttet til nye steder, og andre
har fået deres omgivelser ændret, græsmarken er blevet bebygget, og
nu er der huse, veje og masser af asfalt og beton i omgivelserne. Det
giver en forhøjet temperatur, dels pga. de menneskelige aktiviteter,
men også fordi asfalt og beton opvarmes af solen om dagen og derefter
afgiver varmen om natten, hvorved en vejrstation på stedet vil
registrere den højere nattemperatur, og dermed en højere
middeltemperatur for hele døgnet.
Fænomenet
kaldes en varmeboble,
og i praksis er en uhyggelig høj procentdel af stationerne ramt af dette.
Hertil kommer, at man har nedlagt en del stationer, typisk dem, der lå i
mere øde områder, hvor vedligehold var for besværligt. For ikke at
afbryde deres måleserie, har man ”erstattet” deres tal med
middelværdien af målinger fra de to nærmeste stationer, der så tit
19
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0020.png
ligger i hver sin by og allerede viser forhøjede temperaturer. Så
stationen på landet bliver nu også registreret med større opvarmning.
Der er gjort
forsøg
på at få afklaret, hvor stor betydning varmeboblerne
har, og noget tyder på, at de kan forklare størstedelen af forskellen
mellem satellitmålingerne og de jordbaserede tal.
Nu begynder det at blive problematisk for troen. Efter et betydeligt pres
er to ud af tre udbydere af satellitmålinger gået med til at indføre
korrektioner
på deres tal, hvorved de viser en stejlere
temperaturstigning, og får varmepausen 1998-2014 udglattet noget.
Men den 3. kurve er stadigvæk baseret på de rå målinger fra
satellitterne, den udsendes af UAH, University of Alabama, Huntsville
(se. fig. 1.6).
Klimatroen fordrer en støt stigende opvarmning siden 1850. Man vil
også helst have temperaturforskellen mellem nutiden og 1850 til at
være størst mulig. Men for at nå derhen har det krævet en god del
manipulation med data. Hertil kommer, at opvarmningen helst skal
være accelererende, i takt med stigningen i CO
2
-udledningerne. Det
hævdes opvarmningen også at være, men kigger vi på fig. 1.6, er der
ikke nogen acceleration at se. Kurven tager nogle bratte udsving og de
hænger sammen med naturlige vejrfænomener hvor vinde, tryk og
temperaturer ud over havene svinger. Fig. 1.6 viser tydeligt pausen i
temperaturstigningen fra 1998 til 2014, derefter kommer der et par
toppe, og så flader temperaturen ud igen. Toppene hænger sammen
med det vejrfænomen i Stillehavet, som kaldes en El Niño, som typisk
omfordeler varmen mellem havet og luften, og derved får det til at se
ud som om, der er en kraftig opvarmning. I 1998 og 2010 var der
tilsvarende forekomster af El Niño. Den høje globale temperatur falder
igen, når man forlader El Niño-tilstanden og går over til dens
modstykke La Niña. Disse naturlige svingninger i klimaet har intet med
drivhusgasser at gøre.
Sammenfattende må vi sige, at temperaturen er steget, men det er
uklart med hvor meget, og der er ikke spor af nogen acceleration her i
løbet af de seneste årtier.
20
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
1.3 Klimamodeller
Det helt afgørende element i klimatroen er overbevisningen om, at
udledninger af flere drivhusgasser vil føre til en katastrofal
temperaturstigning, der igen vil medføre farlige klimaforandringer i
form af flere storme, oversvømmelser, tørke osv.
Men hvordan ved klimaforskerne noget om effekten af CO
2
i fremtiden,
og hvordan kan de vide, hvor varmt det bliver om 20, 50 eller 100 år?
Grundlæggende
bruger
de
samme
fremgangsmåde
som
meteorologerne anvender, når de skal forudsige vejret de næste par
dage eller den næste uge. De har komplicerede computermodeller, der
regner på ændringer i atmosfæren, vind, vanddamp, skyer osv.
Vejrmodellerne dækker kun et lille område af planeten, f.eks. Danmarks
luftrum og derfor kan de regne på små detaljer. I praksis inddeler man
atmosfæren i små celler og kigger så på hvordan temperatur, lufttryk
og skydannelse fra en celle påvirker nabocellerne, og dette gentages
celle efter celle i hele området. Man kan køre beregningen igennem
f.eks. en gang pr. time eller halve time i den kommende tid, og på den
måde kan man simulere, hvordan vejret vil udvikle sig over de
kommende døgn.
Disse vejrmodeller virker ganske fint, ofte rammer meteorologerne
rimeligt rigtigt i deres forudsigelser om regn, blæst og temperaturer i
de kommende døgn. Men jo flere dage ud i fremtiden, man forsøger at
køre sine beregninger, desto større er risikoen for at computeren
begynder at tage fejl, og resultaterne bevæger sig ud i en forkert
retning.
Ikke desto mindre kom nogen på ideen med at bruge den samme
metode til at forudsige Jordens globale klima - og det mange år frem i
tiden. Her løb man straks ind i alvorlige vanskeligheder. De enkelte
celler, der skulle regnes på, kunne ikke mere være så små, at man kunne
få alle detaljerne med. I stedet måtte en celle være op til 100 x 100 km
og måske et par hundrede meter i højden, se fig. 1.7. Man har siden
starten arbejdet på at sætte cellestørrelsen ned, men den er stadigvæk
alt for grov til, at man kan simulere f.eks. skydannelse.
Når hele kloden skal dækkes, bliver udregningerne meget sværere. En
model gennemfører et sæt beregninger, der dækker alle cellerne hele
vejen rundt om Jorden. Derefter tager den de beregnede resultater og
21
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0022.png
bruger som grundlag for næste runde af beregninger. Typisk vil man
gennemføre en beregning pr. time i tiden, så hvis modellen skal kigge
på 100 år frem i tiden, bliver det til knap en million runder af
beregninger, og da der let kan være omkring 2 millioner celler, bliver
der til måske 2.000 milliarder komplicerede beregninger ved hver
kørsel. Det kan selv på superhurtige computere tage en måned eller
mere at gennemføre.
Fig. 1.7: Princippet i klimamodellerne. Efter
Encl. Britannica
Problemet er nu, hvis nogle resultater begynder at løbe skævt og bliver
brugt i næste sæt udregninger, så kan det gå helt galt, og man kan ende
i fysisk umulige tilstande. For at undgå dette, indsætter forskerne en
masse begrænsninger og faste værdier i modellerne. Med disse har man
så mulighed for at justere på sin model. Man er også nødt til at lægge tal
ind for de ting, som modellerne ikke kan beregne. Her er som nævnt
skydannelse og nedbør et stort problem, fordi de finder sted i en skala,
22
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0023.png
der er meget mindre end selv de bedste klimamodellers cellestørrelser.
Her må forskerne lægge nogle antagelser ind, og netop her har de i fat i
noget, der betyder
kolossalt meget
for den resulterende forudsete
opvarmning, som vi så i kapitel 1.1.
Når klimamodellen er færdigprogrammeret, skal den indjusteres, så
man kan stole på, at den simulerer klimaet korrekt. Her bruger man den
historiske periode, hvor man allerede har gode temperaturmålinger,
jfr. fig. 1.5. Man deler perioden op, og tager f.eks. tiden 1920-1970 til
indjustering af modellen. Den skal give resultater, der stemmer godt
overens med de målte temperaturer i denne periode. Når man er
tilfreds med resultatet, lader man så modellen på egen hånd simulere
de næste 50 år, 1970-2020, hvor man jo allerede kender facit. Hvis det
ikke forløber tilfredsstillende, har man i princippet mulighed for at
justere lidt mere, selvom det reelt ikke er meningen, at man skal gøre
det. Men hvis man ellers er tilfreds med testperioden, kan man slippe
modellen løs og lade den simulere tiden frem til f.eks. år 2100. Her har
man lagt ind, hvor meget CO
2
man forudsætter, at atmosfærens indhold
vil stige med år for år. Der kan også blive indsat data for de andre
drivhusgasser og for menneskehedens påvirkning af naturen, fældning
af skov eller plantning af mere, dræning af vådområder osv. osv.
Modelkørslernes resultater er ofte udtrykt ved den såkaldte
ligevægtsfølsomhed,
som er den beregnede opvarmning ved en
fordobling af atmosfærens CO
2
-indhold,
dvs. fra de ”førindustrielle”
280 ppm til 560 ppm. Det indhold forventer man at nå hen i mod
slutningen af det 21. århundrede. I nogle tilfælde regner man endnu
længere frem i tiden og med endnu højere CO
2
-indhold.
Nu kommer vi til en af de virkeligt forunderlige kendsgerninger i
klimaforskningen. Klimamodellerne er meget dyre at udvikle, og de
kræver kostbare computere til kørslerne. Man skulle så tro, at
klimavidenskaben ville gå sammen om at udvikle maks. en håndfuld
modeller i forsøget på at opnå de bedst mulige resultater. Det er
imidlertid ikke tilfældet. En lang række store universiteter har sat en
ære i at have deres egne modeller, og derfor er der mellem 50 og 100
forskellige
modeller derude. De er blevet udviklet uafhængigt af
hinanden, og forskerne har selv hver gang valgt, hvordan de vil justere
modellerne ind.
Resultatet er, måske ikke så overraskende, at modellerne er rygende
uenige om, hvor stor følsomheden er, og hvad den giver af opvarmning.
23
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0024.png
Allerede i testperioden, i de seneste 30-50 år, varierer modellernes
resultater voldsomt meget fra hinanden, se fig. 1.8
–
og det er dog ellers
en periode, hvor facit er kendt.
Fig. 1.8: Temperaturen omkring Ækvator som simuleret ved 73 modelkørsler,
sammenholdt med de faktiske målinger med balloner (grønne cirkler) og satellitter
(blå firkanter). Efter
Dr. Roy Spencer.
Det er endnu værre fat med deres bud på den fremtidige opvarmning.
De er enormt uenige om, hvad ligevægtsfølsomheden måtte være.
Modellerne fra den nyeste generation kommer således her med bud for
temperaturstigningen ved de 560 ppm CO
2
på mellem 1,8 og 5,7 grader
celsius, se fig. 1.9.
Man spørger jo sig selv, hvad det er for en videnskab, der skal prøve at
forudsige en meget vigtig faktor, nemlig den fremtidige opvarmning, og
så fortæller os, at vi kan vælge frit mellem alt fra 1,8 til 5,7 grader!
Paris-aftalen (se kapitel 2.1) taler om 2 graders opvarmning som
grænsen, vi skal holde os under for at undgå klimakatastrofen. Hvis nu
den fremtidige opvarmning viser sig at være de 1,8 grader, så har vi jo
reelt ikke noget problem og behøver ikke at kaste os ud i en kostbar
grøn omstilling. Omvendt, hvis de 5,7 grader er nærmere sandheden, så
vil klima-alarmisterne bekymre sig voldsomt.
24
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0025.png
Fig. 1.9: Ligevægtsfølsomheden for den nye generation af klimamodeller,
CMIP6,
efter
N. Scafetta
IPCC har løst problemet ved at vælge en værdi ca. midt i mellem de to
grænser. Tanken er åbenbart, at da man har 100 forskellige resultater,
der givetvis alle sammen er forkerte, så må man tage noget, der ligner
gennemsnittet og stole på det. Selv IPCC finder dog, at det er lidt for
langt ude med de nye modeller, så man har forholdsvis arbitrært lagt
sig fast på et interval fra 2,5 til 4,0 grader, med 3 grader som det mest
sandsynlige.
Alt det her er jo ikke videnskab i klassisk forstand. Men ligesom mange
religioner vælger at se bort fra åbenlyse umuligheder i troen, så gør det
samme sig gældende for klimaet. Man er ikke specielt interesseret i at
finde mere pålidelige tal. Det er vigtigere, at CO
2
-udledningerne fortsat
ser ud til at føre til en katastrofe, så der vedbliver med at være et behov
for at holde liv i klimasagen og arbejde for den grønne omstilling.
Sammenfattende må det slås fast, at hele forudsætningen for
klimakrisen og den nødvendige grønne omstilling igen er mere en tro,
end det er nagelfast videnskab. Grundlaget er beregninger, foretaget af
computere, der reelt ikke er i stand til at udføre opgaven. Der er alt for
mange usikkerheder og tvivl, og der er alt andet end et éntydigt
resultat. Temperaturen vil stige med 1,8 eller 5,7 grader hen imod år
25
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2100, eller måske noget tredje, indenfor eller udenfor intervallet. Hvad
kan vi bruge det til?
26
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0027.png
1.4 Naturlige faktorer
Vi har set, hvordan IPCC udelukkende anser de menneskeskabte
udledninger
–
af drivhusgasser og partikler
–
som årsagen til de seneste
150 års opvarmning. Hvis andre
–
naturlige - årsager var medvirkende,
så ville det betyde, at den fremtidige opvarmning forårsaget af
drivhusgasserne ville være mindre og dermed mindre katastrofal. Det
ville ikke harmonere godt med troen på klimakrisen.
Det rejser imidlertid en række spørgsmål, som har givet
klimaforskningen betydelige forklaringsproblemer. Det er jo velkendt,
at klimaet i fortiden har varieret voldsomt. I de sidste 2 millioner år har
vi skiftevis haft istider med meget lave temperaturer, og så mere
kortvarige mellemistider, med temperaturer på niveau med de
nuværende eller lidt varmere. Hvordan skulle drivhusgasser kunne
fremkalde så store variationer?
Fig. 1.10: Temperaturen de seneste 10.000 år som målt i grønlandske iskerner. Kilde:
Joannenova
Selv i vores nuværende mellemistid har temperaturen svinget
betydeligt ifølge klassisk lærdom. Det var varmt i vikingetiden, hvor
nordboerne koloniserede Grønland og kunne dyrke korn der. Det blev
så bitterligt koldt 500 år senere, i det vi kalder Den Lille Istid, hvor
svenskekongen som bekendt gik over isen på bælterne mellem Fyn og
Sjælland og endte med at belejre København. Det var de år, hvor
27
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0028.png
Themsen i London frøs til, og folk arrangerede markeder ude på isen.
Den Lille Istid sluttede reelt først omkring 1850, hvor den nuværende
opvarmning begyndte.
Længere tilbage i tiden havde man Den Romerske Varmeperiode og
Bronzealder-varmen igen afbrudt af køligere tidsrum. Den varmeste tid
lå måske 6.000-7.000 år tilbage, hvor temperaturerne var betydeligt
højere end i dag. Fig. 1.10 viser en temperaturkurve baseret på
iskernemålinger i Grønland. Vandet i isen fordampede fra
Atlanterhavet langt mod syd, og målingerne er derfor udtryk for
temperaturen i et område, der er meget større end Grønland og anses
for at være ganske repræsentative for den globale temperatur.
Fig. 1.11: Rekonstruktion af temperaturen på den nordlige halvkugle i de seneste
1000 år, også kendt som ”Hockeystaven”.
I hele denne periode var atmosfærens indhold af CO
2
meget konstant,
det lå nede omkring de 280-300 ppm. Hvordan kan det hænge sammen
med temperaturerne, hvis det kun er CO
2
, der styrer? Det kan det ikke
umiddelbart, og derfor måtte der skrappere midler til for at forsvare
troen. Der blev simpelthen iværksat forskning med det formål at
udjævne temperaturkurverne i fortiden. Man startede med de seneste
1000 år, hvor der i 1998-99 blev udgivet en helt ny
rekonstruktion
af
fortidens temperaturer, se fig. 1.11. Her er både Middelaldervarmen og
Den Lille Istid pist forsvundet og erstattet af en næsten flad og let
faldende temperatur, frem til år 1900, hvor den så stiger stejlt opad.
28
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0029.png
Kurven fik hurtigt
tilnavnet ”Hockeystaven”, fordi det lange forløb fra
1000-1900 ligner skaftet på en hockeystav og de sidste 120 år bladet.
Hermed var det dokumenteret, at i hvert fald de seneste 1000 år var det
kun drivhusgasserne, der betød noget for den globale temperatur.
Fig. 1.12: Hockeystaven ført 12.000 år tilbage i tiden af
Marcott et al.
Hockeystaven blev af forskellige forskere ført meget længere tilbage i
tiden, fig. 1.12, og efterhånden kunne man se, at temperaturen lige
siden ophøret af den sidste istid - 11.000 år tilbage i tiden - havde været
helt konstant, indtil vi mennesker for alvor begyndte at udlede CO
2
. Den
nuværende temperaturstigning blev erklæret at være ”uden
fortilfælde”.
Hockeystavene blev dog hurtigt udsat for voldsom
videnskabelig kritik.
De var fremkommet ved de såkaldte proxymålinger, hvor man kigger
på træers årringe, aflejringer i søer eller havet, vækst af koraller og
andre ting, der menes at variere i takt med temperaturen. Man har
kombineret mange af disse måleserier og derefter ved kompliceret
statistisk behandling fået dem kombineret sammen til én kurve. Netop
valget af proxyer og de statistiske metoder har været meget
omdiskuteret, man vil ofte ende med kurver, hvor der ikke rigtigt er
nogen udsving, hvilket jo er ideelt til at skabe skaftet på hockeystaven,
men kun i mindre grad afspejler realiteterne.
Bladet opnår man derpå ved at bruge de målte temperaturer gennem
de seneste 150 år. De to kurver bliver splejset sammen, og så har man
29
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0030.png
den færdige hockeystav. Det er dog ikke god
videnskabelig praksis
sådan at kombinere to vidt forskellige målemetoder. Sammenhængen
mellem de to vil altid være meget usikker, og flere af hockeystavenes
ophavsfolk er blevet afsløret i regulært snyd (jfr. kapitel 3.2).
Men der er jo også hele Jordens historie, før vores mellemistid startede
for de 11.000 år siden. Ved iskernemålinger har man konstateret, at
CO
2
-indholdet i atmosfæren tilsyneladende varierede i takt med
temperaturen, under istiderne kunne CO
2
-en nå ned under 200 ppm, og
det er betænkeligt nær de grænser, hvor planter holder op med at gro.
De er jo afhængige af CO
2
-en
som næring. I sin film, ”En ubekvem
sandhed” viste Al Gore en kurve, der gav indtryk af, at variationerne i
CO
2
-en således styrede temperaturen mellem istider og mellemistider.
Det er dog helt udelukket, at CO
2
-variationerne, f.eks. mellem 200 og
300 ppm kunne have givet ændringerne i den globale temperatur på
mere end 10 grader celsius, som man jo havde fra bunden af en istid til
toppen af mellemistiden. Den nutidige stigning på godt 100 ppm har
givet maks. 1�½ grad. Og samtidigt ser det faktisk ud til, at ændringerne
i CO
2
-indholdet kom
efter
ændringerne i temperaturen, med måske op
til 800 års forsinkelse. Det er der også en umiddelbar naturlig
forklaring på, idet verdenshavene optager mere CO
2
, når de bliver
koldere og afgiver den igen, når temperaturen stiger. Det er jo også
svært at se, hvad der ellers skulle have forårsaget ændringerne i CO
2
-
indholdet uafhængigt af andre ting og helt uden menneskelig
indblanding.
Men troen på at CO
2
spiller hovedrollen og har spillet den siden tidernes
morgen, fører klimaforskningen ud i helt absurde krumspring. For ca.
55 millioner år siden havde man en kortvarig meget varm periode her
på Jorden, kendt som det Paleocæn-Eocæn Termiske Maksimum,
PETM. Her var den globale temperatur helt oppe på 11-12 grader
højere end i dag. Her vil man selvfølgeligt gerne skyde skylden på CO
2
eller evt. metan, der jo også er en drivhusgas. Man har sat
klimamodellerne på opgaven, men selvom man puster CO
2
-indholdet
helt op til 4800 ppm, kan man stadigvæk ikke opnå de påkrævede
varmegrader. Det førte så til en teori om, at højere temperaturer kunne
forstærke virkningen af det samme indhold af CO
2
, ud over hvad
ligevægtsfølsomheden
tilskriver. Den ide fandt vej ind i IPCC’s rapport
fra 2021 (afsnit 7.4.3.2). Hvor den ekstra effekt skulle komme fra, var
uvist og det hele dybt uvidenskabeligt, men hvis det er dét, der skal til
for at redde troen, så er det dét, man gør.
30
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0031.png
Generelt er det en meget tvivlsom påstand, at CO
2
skulle have styret
klimaet gennem hele Jordens historie. Indholdet i atmosfæren har
varieret meget, for 500 millioner år siden var der måske 5000 ppm i
atmosfæren, det tal faldt så gradvist, men stærkt ujævnt gennem
tiderne frem til i dag. Temperaturerne har fulgt et helt andet mønster,
se fig. 1.13.
Fig. 1.13: Udviklingen i temperatur og atmosfærens CO
2
-indhold de seneste 500 mio.
år. Efter
Nasif Nahle
Hvis man dropper besættelsen af CO
2
, er der masser af helt
naturlige
fænomener, der fint kan forklare klimaet på jorden gennem de seneste
500 millioner år. Grundlæggende er der variationerne i Jordens
kredsløb omkring solen. Kredsløbet ændrer sig fra at være næsten
cirkelformet til at være mere elliptisk, hvilket giver større eller mindre
forskelle mellem årstiderne. Hertil kommer, at Jordens hældning, dvs.
den akse som den roterer omkring, også ændrer sig langsomt over
mange tusinde år. Alle disse ændringer i Jordens bevægelser kendes
som Milankovitch-cyklusserne og det er for længst påvist, at de har
været styrende for Jordens klima. I tilgift har vi så haft vulkanudbrud,
der normalt virker kølende, men nogle af dem har været af gigantisk
omfang, som har ændret hele klimaet grundlæggende. Med
mekanismer som vist på fig. 1.4 er det lykkedes at påvise, hvordan
Milankovitch-cyklusserne har kunnet stå for skift mellem istider og
mellemistider og andre store forandringer i klimaet gennem tiderne.
31
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0032.png
Variationerne i solens aktivitet har kun en lille direkte effekt på Jordens
temperatur. Men
indirekte
er der påvist langt større effekter, fordi
solens magnetfelt skærmer Jorden fra den kosmiske stråling. Når
magnetfeltet er svagt, ved lav solaktivitet, kommer der flere kosmiske
stråler ind i Jordens atmosfære, og de fremmer skydannelsen, der igen
virker kølende på Jorden, som vi har set. Når solaktiviteten er stærk,
reduceres den kosmiske stråling og Jorden bliver varmere, meget mere,
end den direkte effekt af solens stråling.
Naturen kan således sagtens selv klare klimaforandringerne, uden at
CO
2
spiller nogen særlig rolle. Selv de nuværende variationer, med
opvarmningen i perioden 1910-1940, den lette afkøling de næste 30 år
og derefter igen opvarmning, der dog fladede ud omkring
årtusindskiftet, harmonerer også fint med de naturlige cyklusser.
Sandsynligvis har drivhuseffekten fra CO
2
bidraget til den nuværende
opvarmning, men hvor meget er uklart.
Men det er jo slet ikke godt nok for klima-troen, at CO
2
kun har spillet
en mindre rolle. Det vil jo gøre fremtidige udledninger langt mindre
farlige, og dermed vil den grønne omstilling ikke være nødvendig. Det
er simpelthen ikke acceptabelt. Og derfor har videnskaben tyet til alle
de
mærkelige teorier og ”rekonstruktioner” af fortidens klima.
32
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0033.png
1.5 Den grønne omstilling
I følge klimatroen er der kun en ting, der kan afværge katastrofen. Vi ma
hurtigst muligt nedtrappe vores forbrug af de fossile brændstoffer, og
derved nedsætte de arlige udledninger af CO
2
. Ved siden af skal vi med
hensyn til metan og lattergas nedbringe antallet af husdyr og brugen af
kunstgødning i landbruget.
Hvis bare indholdet af drivhusgasser kommer langt nok ned, vil den
globale opvarmning stoppe, og evt. kan vi sænke temperaturen en
smule, hvis vi ligefrem netto begynder at tage CO
2
ud af atmosfæren,
f.eks. ved opsugning og deponering i undergrunden. Der er en tyrkertro
pa, at vi kan ”styre” Jordens temperatur ved at regulere pa atmosfærens
indhold af drivhusgasserne, og hele IPCC’s virke gar ud pa at definere
grundlaget for denne styring. Der er ligefrem udregnet tal for, hvor
meget mere, vi kan tillade os globalt at udlede, før
temperaturstigningen nar de farlige grænser, som klimaforskningen
har opstillet (jfr. kapitel 2.1).
Reelt ved ingen, om drastiske nedskæringer af vores CO
2
-udledninger
ville have nogen effekt overhovedet pa udviklingen i den globale
temperatur. Vi ved heller ikke, om det vil give synlige udslag i
atmosfærens indhold af CO
2
. Vi ved ikke, om temperaturen vil fortsætte
med at stige, lige sa lidt som vi ved, om den pludseligt kunne begynde
at falde pa trods af et fortsat voksende CO
2
-indhold i luften.
Men alt det bekymrer ikke folk i troen. De er ikke i tvivl om, at vi hurtigst
muligt skal nedsætte CO
2
-udledningerne, og maden at gøre det pa er
ved at fa vindmøller og solceller til at levere stort set al vores energi.
Vandkraft kan supplere de steder, hvor den er veletableret, men nye
projekter er mere tvivlsomme pga. lokale miljøhensyn. Biomasse
betragtes som CO
2
-neutral de fleste steder, men det er en
sparsom
ressource, der kun kan give et mindre bidrag til den globale
energiforsyning i fremtiden. Kernekraft er ogsa CO
2
-neutral, men de
fleste klima-troende viger tilbage fra den, den er for ”farlig” at tage i
drift.
Sa landskaberne skal dækkes af solceller og vindmøller. Nu er det jo
velkendt, at leverancerne fra disse to energikilder ikke er specielt
palidelige, se fig. 1.14. Om natten og i overskyet vejr kommer der ingen
eller meget lidt strøm fra solcellerne, og vindmøllernes produktion
varierer mellem nul og 100% af det, de er designet til.
33
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0034.png
Fig. 1.14: Produktion time for time fra de danske havvindmøller, landvindmøller og
solceller i uge 30, 2022. Forbruget er den sorte kurve. Efter
Energy-Charts
Der er nu skabt en række myter omkring energiforsyningen fra sol og
vind. F.eks. hævdes det, at der altid er blæst ude over havet, sa
havvindmøller vil grundlæggende levere en stabil mængde elektricitet.
Intet er mere forkert, selv i hele Nordsøen kan det være vindstille pa en
gang – og det kan vare ved i flere uger i værste fald, og sa far man bare
ikke noget strøm sa længe.
En beslægtet myte er, at hvis man ser pa et stort nok geografisk omrade,
vil der altid være enten sol eller vind et eller andet sted, og herfra kan
man sa dække resten af omradet. i praksis vil den løsning kræve en
meget stor overkapacitet i hver region, sa den kan forsyne resten af
omradet, og nogle meget kraftige forbindelseskabler mellem
regionerne. Men heller ikke den løsning vil virke i praksis, selv den
samlede produktion fra sol og vind i hele Europa kan svinge voldsomt,
og det kan vare i dagevis, hvor den er pa et meget lavt niveau, se fig.
1.15.
I elektricitetsforsyningen er det helt uomgaeligt, at produktionen i
hvert sekund svarer nøjagtigt til forbruget, man kan ikke ”gemme” lidt
strøm i ledningsnettet, og man kan heller ikke levere en smule ”for lidt”,
34
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0035.png
det ville øjeblikkeligt føre til udfald og strømsvigt for forbrugerne. Vind
og sol leverer helt uafhængigt af forbruget, og kan kun i mindre grad
reguleres. Især hvis der ikke er ret meget vind og sol, er det helt umuligt
at regulere forsyningen op, hvis forbruget kræver det.
Fig. 1.15: Produktionen fra sol og vind i hele Europa, september 2022.
Energy-Charts
I praksis fungerer Europas elforsyning stadigvæk ved, at der er massiv
backup fra – primært – fossilt fyrede kraftværker, hvor især dem, der
kører pa gas, kan reguleres hurtigt, sa de bade følger forbruget og
samtidigt udjævner svingningerne i produktionen fra sol og vind. I
december 2022 var Tyskland i en situation, der meget fint illustrerer
problemet. Landet havde pa det tidspunkt installeret 65 gigawatt
vindkraft og 65 gigawatt solceller. Til sammen mere end det dobbelte af
det gennemsnitlige elforbrug. Men i de første 16 dage af maneden
leverede de to energikilder sa lidt, at Tyskland matte gribe til
omfattende brug af kul og naturgas for at skaffe strøm nok, fig. 1.16.
Lige nu dækker elektricitet typisk omkring 20% af samfundenes
energiforbrug. Det meste af resten kommer fra afbrænding af fossile
brændstoffer, til transport (benzin og diesel), opvarmning af bygninger,
procesvarme i industrien osv. Hvis vi for alvor skal nedbringe
udledningerne af CO
2
, kræver det, at store dele af disse aktiviteter
omlægges til elektrisk energiforsyning. Vi skal f.eks. have elbiler pa
vejene og varmepumper til opvarmning af husene. Det vil gøre
fremtidens behov for elektricitet meget større, end vi har i dag, og igen
betyder det, at der skal installeres endnu flere vindmøller og solceller.
35
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0036.png
Men det medfører ogsa, at problemerne med disse energikilders
ustabilitet bliver meget mere alvorlige.
Fig. 1.16: Tysklands elforsyning, december 2022. I perioden 1-16/12 ydede sol og
vind næsten intet, og der matte bruges store mængder af brun- og stenkul, samt gas.
Fra
Energy-Charts
Det har man til en vis grad erkendt i klimakredse, og som løsning peger
man pa nødvendigheden af at kunne lagre strøm. Ideen er, at nar
forholdene er gunstige, vil vindmøllerne og solcellerne producere
meget mere strøm, end der er brug for, og hele overskuddet kan sa
lægges pa lager, og senere trækkes ud igen, nar der er behov for det.
Den mest oplagte og nærliggende løsning til lagringen er selvfølgeligt
batterier. Det er for sa vidt en velafprøvet teknik, og der er da ogsa
allerede installeret enorme batteriparker til understøtning af
strømforsyningen. Saledes kan man læse om batterier pa op til 1600
megawatt-timer (MWh) og det lyder jo rigtigt godt. De er desværre
temmelig dyre, priser pa nyligt indgaede kontrakter ligger pa
400-500
US$ pr. kilowatt-time (kWh) i kapacitet. Et 1600 MWh batteri vil derfor
koste op i mod 800 millioner dollars eller 5 milliarder danske kroner.
36
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0037.png
Det lyder maske ikke sa afskrækkende, indtil man erkender, at 1600
MW ville dække Danmarks nuværende strømbehov i ca. 24 minutter!
Man kan sagtens have en uge eller mere, hvor sol og vind producerer
meget lidt, sa hvis batteriet skal sikre en stabil forsyning, ma det rumme
strøm nok til mindst 7 døgn. I det tilfælde skulle batteriet til dækning af
Danmarks behov være pa ikke mindre end 672.000 MWh, eller mere
end 500 gange større, end de batterier, der bygges i dag. Prisen ville
ryge op over 1600 milliarder kr. I praksis viser det sig, at hvis
batterierne skal dække variationerne mellem arstiderne ogsa, skal de
formentligt være
3-4 gange
større, sa kapaciteten er i nærheden af en
maneds forbrug. Sa ville vi komme op pa 6400 milliarder kr., ca. 3 gange
Danmarks arlige bruttonationalprodukt. Selv hvis batteripriserne faldt
til det halve, er beløbet stadigvæk helt uden for rækkevidde.
Og det her er kun Danmarks situation, hvis hele Verden skulle følge
eksemplet, ville behovet for batterier blive sa stort, at konstruktionen
af dem ville kræve langt
mere
af de nødvendige mineraler og andre
ressourcer, end der kan skaffes her pa Jorden.
Med batterier er man oppe imod naturlovene, strøm er bare ikke nem
at lagre. Derfor er der heller ikke mange, selv blandt de troende, der for
alvor ser batterier i stor skala som en del af den CO
2
-frie fremtid. I stedet
har de kastet deres kærlighed pa fremstilling af brint eller de sakaldte
elektrobrændsler, ogsa kendt som Power to X.
Brint er det letteste grundstof, vi har, det er en gas, der udmærker sig
ved at fylde utroligt meget. Ved stuetemperatur og atmosfærisk tryk
fylder et kg brint ikke mindre end 11 kubikmeter. Et kg. luft fylder til
sammenligning ca. en kubikmeter. Brint er saledes vanskelig at lagre og
handtere. I praksis opbevarer man den enten flydende, sa skal man ned
pa minus 253 grader eller ogsa under tryk, typisk op til 700 bar. Selv
her fylder brinten meget, et kg ved 700 bar vil kræve en tank pa ca. 30
liter.
Men brint har den fordel for klimasagen, at den kan fremstilles ud fra
almindeligt postevand ved hjælp af elektrisk strøm. Strømmen kan
komme fra vindmøller, og sa kan vi omdanne f.eks. vores
overskudselektricitet til brint. Brinten kan lagres og senere konverteres
tilbage til strøm, nar der er behov for det. Brint kan transporteres i
rørledninger frem til eventuelle forbrugere, ligesom naturgassen i dag.
37
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0038.png
Man kan dog ikke sende brinten igennem det eksisterende naturgasnet,
da den er alt for tynd.
Brint har en del ulemper, den fylder meget, og der er ogsa en betydelig
eksplosionsrisiko forbundet med den. Det logiske næste skridt er derfor
at omdanne brinten til andre, lettere handterbare, brændstoffer. Her er
metanol, ogsa kendt som træsprit, en oplagt mulighed. Med metanol vil
vi have et flydende brændstof, der kan opbevares pa tanke uden større
risiko og handteres lige som benzin og diesel. For at kunne fremstille
metanol skal vi ud over brinten bruge kulstof, og det mest nærliggende
vil selvfølgeligt være at opsamle kulstof i form af CO
2
, enten fra
skorstene, pa f.eks. biomassefyrede kraftvarmeværker, eller evt. direkte
fra luften. Fidusen ved disse metoder er, at brugen af metanolen
efterfølgende ikke giver anledning til et nyt udslip af CO
2
.
Vi kan nu vælge at bruge metanolen som energilager til at dække
perioderne uden sol og vind. Metanolen bliver imidlertid ikke gratis.
Der er store energitab forbundet med processen, saledes, at hvis vi
tager en MWh strøm fra vindmøllerne, lagrer den i form af metanol og
efterfølgende producerer strøm igen, vil vi fa maske
0,3 MWh
ud af det.
Man kan indvende, at da strømmen fra vindmøllerne i princippet er
gratis, betyder den slags tab ingenting. Men de betyder alligevel, at vi
skal have op til det tredobbelte antal af vindmøller og tilsvarende større
kabler til transport af strømmen. Vores metanolanlæg skal ogsa være
meget stort, sa det kan handtere hele mængden af overskudsstrøm, nar
det blæser godt. Til gengæld kommer vores anlæg ikke til at køre sa
mange procent af tiden over aret.
En yderligere vanskelighed er, at metanolfremstilling er en kompliceret
kemisk proces, der for at lykkes i stor skala skal køre meget stabilt og
uden afbrydelser. Det harmonerer meget darligt med en
strømforsyning, der er variabel, som den man far fra sol og vind. Det er
endnu ikke eftervist noget sted, at man kan fa det til at lykkes med et
acceptabelt resultat. De fa metanolprojekter, der er planlagt, er vist nok
alle koblet op til det ordinære elnet, og dermed garanteret en stabil
strømforsyning. Et andet problem er, at der er et betydeligt
varmeforbrug ved siden af elektriciteten, ikke mindst til CO
2
-
opsamlingen. Her skal bruges biomasse eller endnu mere metanol.
Et alternativ til metanolen ville være ammoniak, som kan fremstilles ud
fra brint og luftens kvælstof. Fordelen er her, at man ikke skal skaffe
noget kulstof, mens ulempen er at ammoniak er en gasart, ildelugtende
38
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0039.png
og meget giftig. Der vil straks være flere handteringsproblemer, hvis
den skal bruges som brændstof. Og ammoniaksyntese kræver ogsa en
meget stabil strømforsyning. Energitabene ved den proces er enorme.
Australien havde planer om at opføre en 10 gigawatt stor
vindmøllepark. Strømmen skulle bruges til ammoniakproduktion, og
ammoniakken skulle eksporteres til Indonesien, der sa skulle fyre med
den pa et kraftværk. De 10 gigawatt ville i sidste ende kunne give 1
gigawatt hos indoneserne, et tab pa
90%.
En helt anden vedvarende energikilde er biomassen. Man kan fælde
træer eller høste halm og andre planter og brænde dem af i kraftværker
eller bruge dem til fremstilling af brændstoffer, biogas eller bioetanol.
Det praktiseres allerede i betydeligt omfang.
Fig. 1.17: Vedvarende energis andel i Danmarks samlede energiforbrug, 2010-2021.
Biomasse (inkl. biogas) tegner sig for 65% af den vedvarende energi. Graf fra
Danmarks Statistik
Danmark bryster sig af allerede nu at have opnaet en reduktion i CO
2
-
udledningerne pa 40%, men den er primært pa grund af et meget stort
forbrug af biomasse, se. fig. 1.17. Vi er dog langt fra selvforsynende med
biomasse. I vores kraftvarmeværker brænder vi halm og træflis, som for
størstedelens vedkommende er af lokal oprindelse. Men hertil kommer
enorme mængder af træpiller, som næsten udelukkende er importvarer.
Vi importerer træpiller fra de Baltiske Lande, USA og Canada m.v.
Biogas fremstilles i Danmark primært fra gylle og andre
affaldsprodukter fra landbruget og industrien. Det er fornuftigt nok,
39
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0040.png
men hvis man ønsker at udvide produktionen betragteligt, ma man
gribe til kannibalisering, f.eks. ved brug af halm eller energiafgrøder i
direkte konkurrence med andre anvendelser, f.eks. kraftvarme eller
fødevareproduktion. Omdanner man halm til biogas og efterfølgende
fyrer med den i et kraftværk, vil man have tabt halvdelen af
energiindholdet.
Alt i alt er biomasse en stærkt begrænset ressource, der kun i ringe
omfang kan erstatte de fossile brændstoffer.
Af øvrige vedvarende energikilder kan nævnes vandkraft og geotermi.
Begge er karakteriseret ved at de er meget afhængige af de lokale
landskaber og geologi. Vandkraft kræver bjerge, sa man kan operere
med store højdeforskelle, og der skal bruges kolossale mængder af
vand. De fleste lande har ikke de muligheder. Geotermi er ogsa meget
tvivlsomt. Fa steder, f.eks. Island, er stærkt vulkanske og der er høje
temperaturer fa meter under jordoverfladen. Men de fleste andre steder
skal man bore flere kilometer ned for at fa lidt lunkent vand, og udbyttet
star i de fleste tilfælde slet ikke mal med de risici man løber med
investeringerne. Tre ud af fire projekter i Danmark er saledes ind til
videre slaet fejl.
Fig. 1.18: Verdens forbrug af primære energikilder, 1900-2021, efter
Our World in
Data
40
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0041.png
Sammenfattende ma man konkludere, at den vedvarende energi
baseret pa sol, vind og de øvrige kilder ikke alene kan sta for
energiforsyningen. De lagerløsninger til sol- og vindenergi, der er pa
bordet, er slet ikke teknisk modne endnu, og meget tyder pa, at de enten
vil være prohibitivt dyre eller teknisk umulige at gennemføre i en skala,
der kan bruges i en national energiforsyning. Det samme gælder
storstilet fremstilling af brændstoffer ud fra solcellernes og
vindmøllernes elektricitet. Alligevel lægges der store planer for CO
2
-
reduktioner pa 70, 80 eller sagar 110% inden for fa ar. Baseret pa tro?
Pa verdensplan er man ikke naet ret langt med den grønne omstilling,
Sol og vind har haft nogen fremgang, men leverer kun nogle fa procent
af Verdens energi, se fig. 1.18. Der lægges pres pa de ulande, der gerne
vil forbedre deres befolkningers levestandard, for at fa dem til at ga
direkte til løsninger baseret pa sol og vind. Men opførelsen af en stribe
vindmøller og nogle solceller giver jo ikke nogen stabil – og dermed
brugbar – elforsyning. At de vedvarende energikilder pa fa ar skulle
være i stand til at overtage store dele af den globale energiforsyning, er
totalt urealistisk ikke mindst pga. manglende radighed over de
nødvendige materialer.
Kobber
er her en nøglekomponent, hvor der
forudses stor mangel i løbet af fa ar.
Men hvad siger videnskaben? Der er et stort forskningsomrade, der
kigger pa energiløsninger baseret pa sol- og vindkraft.
Fremgangsmaden er som regel brug af store computermodeller, der
f.eks. kan sammenligne løsninger og finde gennemsnitspriser pr. kWh
pa den leverede strøm. Modellerne er taknemmelige, de kan justeres og
f.eks. tillade alt for stor import fra nabolandene, nar det kniber med
blæsten, eller regne med urealistisk korte perioder uden sol og vind.
Gar man resultaterne efter i sømmene, finder man som regel aspekter,
der bare ikke har noget med virkeligheden at gøre, f.eks. at man har
ignoreret, at vindstille kan ramme meget store omrader samtidigt.
Her kommer troen ind i billedet igen. Ædrueligt set er en hurtig grøn
omstilling komplet umulig. De tekniske løsninger findes ikke, og de
praktiske forhindringer er reelt uoverstigelige. Men alligevel tror
forskerne indenfor både klima og energi på, at løsningerne er
realistiske og kan erstatte fossile brændstoffer i løbet af meget kort tid.
41
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0042.png
1.6 Konklusion
I de foregående kapitler har vi set, hvordan hele klimavidenskaben
hviler på et meget spinkelt grundlag. Temperaturen er steget en smule
de seneste 150 år og samtidigt har menneskehedens udledninger af CO
2
medført et forøget indhold i atmosfæren. Disse to kendsgerninger er
ubestridelige, men sammenhængen mellem dem er straks mere
usikker.
Klimavidenskaben har så etableret et kolossalt maskineri af
computermodeller, temperaturkurver i fortid og nutid og en vældig
teoretisk konstruktion, hvor man er nået frem til, at CO
2
er og har været
den eneste faktor, der betyder noget for Jordens temperatur og klima.
En væsentlig del af dokumentationen er netop computermodellernes
resultater. Men, som mere ædruelige forskere har udtalt mange gange,
modelberegninger er ikke forskning, og det, der kommer ud af
computeren, er aldrig bedre end det, forskerne stoppede ind i den.
Den eneste grund til, at alt det her accepteres, er den grundlæggende
og vidt udbredte tro på CO
2
’s skadelige virkning og menneskehedens
skyld. Troen er så stærk, at man gladelig verfer realiteterne til side,
nægter at acceptere statistiske resultater, der peger på noget andet, og
i stedet bærer over med al manglen på logik og fornuft.
I den forbindelse kan nævnes den lange række af myter, som
klimasagen garneres med, f.eks. om korallernes og isbjørnenes
forestående bortgang, den arktiske havis, der snart forsvinder,
tilfældene af oversvømmelser, storme osv., der nu tilskrives
”klimaforandringerne”. Alt det har ingen forbindelse til virkeligheden,
men ligger uden for denne bogs rammer, og vil kun blive sporadisk
berørt i det følgende. Læseren må i stedet henvises til f.eks. Johannes
Krügers fremragende bog ”32
Myter om Klimaet…”.
Hvis man ikke er farvet af troen, må man anse klimaforskningens
forudsigelser om fremtiden som endog meget tvivlsomme. Der er i
realiteten ikke meget, der tyder på, at vi styrer mod en voldsom stigning
i den globale temperatur og dertil hørende udvikling i ekstremvejr,
eller hvad man nu kan finde på. Virkningen af CO
2
er slet ikke så
afgørende, og derfor vil de fortsatte udledninger, som uundgåeligt vil
komme, ikke betyde alverdens for klimaet.
42
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
Klimaforskningens krumspring ville være forholdsvis harmløse, hvis
ikke det var fordi, de medfører alle kravene om en lynhurtig grøn
omstilling, hvor man vil omlægge vores energiforsyning til
energikilder, der aldrig vil blive i stand til at løse opgaven. Undervejs
har man travlt med at nedbryde vores forsyning fra de fossile
energikilder, til ubodelig skade for masser af mennesker, ikke mindst i
den 3. Verden. At den grønne omstilling ikke kan lade sig gøre, nægter
man at se i øjnene, i stedet har man en blind tro på, at det nok skal gå.
Troen er i højsædet hele vejen igennem, og i de følgende afsnit skal vi
kigge på en lang række tilfælde, der netop blotlægger konsekvenserne
af klimasagen anskuet som tro og ikke videnskab.
43
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0044.png
DEL 2: Troens konsekvenser
2.1 Politiske mål
Udsigten til en farlig ophedning af Jorden har naturligvis ført til krav og
ønsker om handling. På en eller anden måde skal toppen tages af den
fremtidige opvarmning. Klimaforskningen havde i starten ikke noget
konkret bud på, hvilken temperaturstigning, der ville være acceptabel,
men man skulle selvfølgeligt helst holde sig under 3-4 grader i forhold
til ”førindustriel tid”, dvs. 1850. Den eneste løsning, der kunne anvises,
var en nedtrapning af forbruget af kul, olie og gas, for derved at
nedbringe udledningerne af CO
2
til atmosfæren.
Fig. 2.1: Scenarier i IPCC’s rapporter med forventet temperaturstigning i perioden
frem til 2100. Fra
UK Met Office
Gennem årene blev retorikken i f.eks. IPCC’s rapporter skærpet, og man
begyndte at opstille forskellige scenarier for de fremtidige udledninger
44
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0045.png
(fig. 2.1). IPCC pegede så på de fremtider, hvor opvarmningen efter
klimamodellernes udregninger kunne forventes at holde sig inden for
acceptable rammer. På det grundlag kunne man definere de
reduktioner i vores forbrug af fossile brændstoffer, der ville blive
nødvendige. Det var meget løst og uforpligtende alt sammen. Tilmed så
det i starten af 2000-tallet ud til, at opvarmningen næsten var gået i stå,
trods et stigende udslip af drivhusgasser hvert år. Måske overdrev
klimamodellerne klimaets følsomhed over for CO
2
, og måske var der
slet ikke noget problem? Troen begyndte at vakle i den brede
offentlighed.
I årene op til klimamødet i Paris i 2015 blev der i klimavidenskabelige
kredse talt meget om målet for opvarmningen på maks. 2 grader.
Ophavsmanden lagde ikke skjul på, at netop de to grader var valgt, fordi
det var et tal, der var nemt at huske for politikere. Det endte så med at
blive
oplægget
til Paris-mødet. Man burde holde sig under 2 graders
opvarmning i forhold til 1850. Politikerne ved mødet greb bolden, og i
en sen nattetime undervejs blev de enige om, at 2 grader var for meget,
man burde hellere satse på 1,5 grader. Det blev et meget snævert mål,
fordi stigningen på det tidspunkt allerede var omkring 1 grad, så reelt
var der kun en halv grads opvarmning til rådighed. At holde sig under
1,5 grader ville således kræve meget voldsomme nedskæringer i
brugen af fossile brændstoffer, man talte om halveringer på globalt plan
allerede inden 2030.
Efterfølgende blev IPCC bedt om at skrive en
rapport
over
konsekvenserne ved opvarmning til hhv. de 2 og de 1,5 grader samt
anvise, hvordan de kunne opfyldes. IPCC gik grundigt til værks og
opstillede ”budgetter” for vores restmængde af tilladte udledninger.
Her kunne man gå flere veje. Hvis man f.eks. ville holde sig under 1,5
grader hele tiden, skulle der en meget hård opbremsning til, og IPCC
erkendte selv, at den måske var urealistisk. Man kunne så i stedet vælge
en langsommere nedtrapning, der i første omgang ville få temperaturen
til at stige over grænsen på 1,5 grader, men efterfølgende kunne man
så ved et massivt omfang af CO
2
-opsamling og deponering bringe
temperaturen ned igen.
CO
2
-opsamling er for så vidt ikke en del af den grønne omstilling, men
den spiller en stor rolle i forbindelse med opnåelse af klimamålene. I
praksis vil man opsamle CO
2
-en f.eks. fra skorstenen på et kraftværk og
derpå pumpe den ned i et eller andet geologisk lag dybt nede i
undergrunden, hvor CO
2
-en så forhåbentligt bliver. Da vi jo planlægger
45
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0046.png
at lukke alle de fossilt fyrede kraftværker, skal opsamlingen nok være
fra et biomassefyret værk. En tredje mulighed er at opsuge CO
2
direkte
fra atmosfæren omkring os.
Tankegangen bag CO
2
-opsamling og deponering er besnærende enkel.
Menneskehedens årlige udledninger er p.t. ca. 36 milliarder tons CO
2
pr. år. Hvis vi nu årligt kunne fjerne 18 milliarder tons, så ville vores
problem med udledninger af drivhusgasser være halveret, og det uden
at vi behøvede at nedsætte eller omlægge vores energiforbrug
overhovedet!
CO
2
-opsamling fra skorstene er faktisk velkendt teknologi, fordi man
bruger CO
2
til diverse industrielle formål. En anden kilde er fra
oprensning af naturgas, der ofte indeholder en del CO
2
. Det største
anvendelsesområde for CO
2
er ubetinget, at man pumper den ned i olie-
og gasførende lag og derved kan få drevet meget mere brændstof ud
gennem sine borehuller. CO
2
-opsamling er dyr i omkostninger og
energi, men gevinsten i form af ekstra olie og gas er langt større, så det
er en god forretning.
Det bliver jo noget andet, hvis man bare vil deponere CO
2
-en for at
slippe af med den. Man får de fulde omkostninger til investeringer og
det efterfølgende betydelige energiforbrug i form af varme og strøm.
Her er opsamling fra luften et særligt stort problem. Der er så lidt CO
2
i
en kubikmeter luft, at man for at kunne opsamle tilstrækkelige
mængder skal bruge et enormt anlæg, og selve processen med at skille
CO
2
-en fra luften er også meget energikrævende.
Indtil nu er der kun ganske få forsøgsanlæg i drift med teknologien, og
de har haft mange børnesygdomme og skyhøje omkostninger. Man
regner med, at i fremtiden vil man kunne komme ned på måske
1000
danske kroner
pr. ton CO
2
bortskaffet. Nu kan vi se, at drømmen om at
fjerne de 18 milliarder tons vil blive en dyr fornøjelse
–
og det er jo en
årlig udgift, der er tale om. Det værste ved ideen er imidlertid, at der
absolut intet økonomisk udbytte er ved den. Det har ingen
pengemæssig værdi for nogen, at vi kaster ressourcer ind i CO
2
-
bortskaffelse. Det bliver enten et anliggende for regeringerne, og så skal
skatteyderne betale, eller det bliver virksomhederne, der skal betale i
form af afgifter, og så bliver det forbrugerne, der må holde for. Uanset
hvad, bliver vi bare fattigere. Når der således intet økonomisk udbytte
er overhovedet, tjener aktiviteten kun som en udleven af troen.
46
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0047.png
Nu kan vi vende tilbage til IPCC’s fremskrivninger. På fig. 2.2 er vist
nogle eksempler. Man ser, hvordan vi i nogle tilfælde skyder over
temperaturmålet, men i årene derefter
–
ved hjælp af CO
2
-opsamlingen
- kommer vi tilbage på sikkert territorium igen.
Fig. 2.2: Scenarier for den fremtidige udvikling ifølge
IPCC,
afhængigt af hvor hurtigt,
det lykkes at nedbringe CO
2
-udledningerne
Her bør man måske lige stoppe op og undre sig over troen på, at vi
mennesker kan styre temperaturen så præcist. Udgangspunktet her er,
at ved at justere på mængden af forbrugt brændstof kan vi ændre
temperaturen nøjagtigt, som vi vil. Vi kan yderligere finjustere
temperaturen ved at skrue lidt op eller ned for CO
2
-opsamlingen. Når
man imidlertid tænker på, hvor kompliceret Jordens klima er, og de
store huller der findes i vores viden, så er det imponerende, at
størstedelen af den videnskabelige verden er faldet for de tanker. Tænk
blot på usikkerheden, der kommer til udtryk ved klimamodellernes
dybe uenighed om fremskrivningen af Jordens temperatur. Den er helt
glemt, når vi opstiller vores ”kulstofbudgetter” her. Men den ville jo
også bare forplumre billedet og forstyrre troen.
Paris-aftalen udmundede som sagt i målet om maks. 2 graders stigning
i den globale temperatur, og helst 1,5. Alle Verdens lande fik derefter til
opgave at komme tilbage i løbet af det følgende år med deres forslag til
reduktioner i deres udledninger. 2030 blev anset for at være
47
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0048.png
skæringsdatoen for, hvornår udledningerne skulle være nedsat i første
omgang, og længere ude i fremtiden skulle der så være en dato for,
hvornår det forjættede nul i udledninger forventedes at blive nået.
EU spillede ud med et mål på en 40%’s reduktion i
2030. Andre lande
kom med forslag, men nogle af de store udledere, f.eks. Kina og Indien
tøvede med at forpligte sig til ret meget. Da IPCC året efter gjorde status,
var der sammenlagt kun tilsagn om ca. halvdelen af det nødvendige for
at nå målene. Det skal her understreges, at Paris-aftalen ikke på nogen
måde forpligtede nogen, det var alt sammen kun hensigtserklæringer.
Påstandene om, at det var en epokegørende aftale for klimaet, er
således stærkt overdrevne.
I Danmark var man indstillet på at følge
EU’s mål med de 40%,
men i
forbindelse med folketingsvalget i 2019 gik der pludseligt overbud i
sagen, og man endte meget hurtigt med et voldsomt ambitiøst mål om
70% reduktion (i forhold til 1990-udledningerne) i 2030 og 100% i
2050. De tal blev skrevet ind i Klimaloven, der blev vedtaget med stort
flertal. Efterfølgende blev Klimarådet bedt om at skrive en redegørelse,
der kunne anvise veje til at nå disse mål.
Klimarådets første
rapport
derom udkom i marts 2020 og var på mange
måder et sobert stykke arbejde. Man opdelte virkemidlerne i to
kategorier. Dels de kendte, og dels dem, der krævede nyudviklet
teknologi. Sidstnævnte blev betegnet ”teknologi i udviklingssporet”. De
”kendte” teknologier,
f.eks. udbygning med vindmøller og solceller,
flere elbiler, begrænsninger i landbruget m.v. ville bringe os op på ca.
60% reduktion. For at nå helt frem til de 70% skulle der bl.a. satses
kraftigt på CO
2
-opsamling, endnu flere elbiler, omlægning af
befolkningens fødevarevaner og hertil noget brint og lagring af
elektrisk strøm.
Det var ikke lige realistisk alt sammen. Bemærkelsesværdigt nok fik
Klimarådet kritik for at involvere så meget uprøvet teknologi i
planerne, primært fordi det jo gav en usikkerhed mht. opfyldelse af
målene. Det var målene, der var i fokus, ikke om midlerne overhovedet
ville virke, eller om de ville have for store negative konsekvenser for
samfundet.
Vi har allerede i kapitel 1.5 set, hvor svær en grøn omstilling og
udfasning af fossile brændstoffer vil være i praksis. Specielt fordi vi
reelt ikke har nogen teknologi til lagring af store mængder strøm fra
48
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0049.png
vindmøllerne og solcellerne. Alligevel spiller netop de løsninger -
sammen med CO
2
-opsamlingen - en afgørende rolle i forbindelse med
opfyldelsen af målene allerede i 2030!
Hvorfor gør vi alt det her? Det vil koste enorme summer for samfundet
og gå ud over både velstand og velfærd. Danmarks drivhusgas-
udledninger udgør ca. 0,1% af de globale. Hvorfor skal vi så påtage os
de byrder, da de jo ingen effekt vil have på den globale opvarmning?
Svaret er naturligvis, at Danmark skal være ”foregangsland” for resten
af Verden. Bare vi på papiret når et CO
2
-udslip på nul eller mindre, så
vil det inspirere resten af Verden til at følge vores eksempel. Det er
begrundelse nok til, at politikerne og klimaforkæmperne så hårdnakket
insisterer på denne selvskadende enegang, de tror fuldt og fast på, at
den simpelthen vil ”redde” Verden. Derfor kan man høre de
mærkeligste udsagn, hvor der f.eks. klages over, at udbygningen med
vindmøller ikke går hurtigt nok, og klimaet derved bringes i fare.
Danmark har på nuværende tidspunkt som nævnt nået en reduktion på
40%, dels som resultat af udbygningen med solceller og vindmøller,
men især på grund af det store forbrug af biomasse, jfr. fig. 1.17. Når
man afbrænder biomasse, frigives der store mængder af CO
2
, men da
træer og planter i princippet vokser op igen og derved opsuger en
tilsvarende mængde CO
2
, så regner man
de udslip som værende ”CO
2
-
neutrale”.
Det stilles der store spørgsmålstegn ved, fordi Danmarks og
EU's forbrug af træer langt overstiger den tilsvarende vækst af nye
træer i de eksporterende lande. Så i hvert fald midlertidigt vil der være
et ekstra bidrag til atmosfærens CO
2
-indhold fra vores forbrug af
biomasse.
Hertil kommer, at Danmarks forbrug af biomasse pr. indbygger ifølge
Klimarådets
beregninger
langt overskrider, hvad man på verdensplan
ville kunne tillade sig at bruge. Man kan regne ud, hvor stor den årlige
vækst af biomasse er pr. menneske i Verden, og her ligger Danmarks
forbrug omkring det tredobbelte. Det betyder igen, at andre lande ikke
bare kan følge vores eksempel, for så meget biomasse er der ikke
globalt til rådighed.
Vi har opbygget en stor kapacitet af solceller og vindmøller, tilsammen
godt det dobbelte af vores gennemsnitlige forbrug. De er dog ikke i
nærheden af at dække Danmarks elforbrug, pga. de store svingninger i
produktionen fra disse kilder. Vores elforsyning er rasende ustabil og
49
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
bliver kun reddet, fordi vi har flinke naboer, primært Norge og Sverige
som sælger os deres vand- og kernekraft-baserede strøm, når vores
vindmøller og solceller ikke leverer nok. Men sådanne naboer findes
kun få steder på Jorden. Og hvis alle efterhånden primært satser deres
elforsyning på vindmøller, så vil en periode med vindstille over f.eks.
det halve Europa frembyde alvorlige problemer for alle. Der er jo ingen
naboer at hente noget strøm fra.
Når vi har overskud af strøm, eksporterer vi den, ofte til meget lave
priser, ind i mellem er prisen endda nul, eller vi betaler ligefrem
naboerne for at tage den. Ved vindstille, der ofte rammer hele
Nordeuropa samtidigt, importerer vi strøm til høje priser. Alt i alt
bevirker det, at vores elektricitet i gennemsnit bliver meget dyrere, end
den behøver at være, og det medfører selvfølgeligt et tab for samfundet.
Klimarådet har erkendt, at en fortsat udbygning af sol- og
vindkapaciteten kun kan give mening, hvis man har muligheder for
lagring af strømmen eller fremstilling af flydende brændstoffer, Power
to X. Som vi så i afsnit 1.5 har det dog lange udsigter. Det samme gælder
CO
2
-opsamling i stor skala - en teknologi, der slet ikke er moden endnu.
Endeligt er der for Danmarks og EU’s vedkommende også det problem,
at en masse energitung industri er blevet udflaget, primært til Asien. Vi
bruger stadigvæk alle de producerede varer, men køber dem nu fra
f.eks. Kina. Efter reglerne tæller udledningerne fra denne fremstilling
med i producentlandets regnskab og ikke i vores.
Sammenfattende må man spørge, om alt det Danmark gør, virkeligt
berettiger os til at kalde os et ”foregangsland”?
Reelt er der på de to seneste klimamøder
(”COP26” og ”COP27”) sket
det, at de fleste lande uden for Europa og måske USA mere eller mindre
har opgivet Parisaftalens ambitiøse klimamål. Deres regeringer vægter
befolkningens ve og vel højere, og de er vel ikke specielt nervøse for
”klimakrisen”, der jo, som vi har set, mere er tro end videnskab.
Der er heller ikke noget, der tyder på, at det vil lykkes for Danmark og
de europæiske lande at nå målene for nedbringelse af CO
2
-udslippene.
Der skal for meget til, bl.a. ud- og ombygningen af el-systemerne i takt
med den større andel af sol og vind og de nødvendige store
overkapaciteter af disse kilder. Alene ideen om at have op i mod en
million elbiler på de danske veje om blot 7-8 år inkl. den nødvendige
50
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
ladekapacitet vil langt overskride mulighedernes grænser. Det er heller
ikke troligt, at al den nødvendige teknologi, der skal nyudvikles, vil
være moden nok til indsættelse i den massive skala, der skal til. Hele
opgaven med den grønne omstilling er simpelthen for stor og
formentligt teknisk umulig, både på kort og på længere sigt.
Men det får ikke de danske politikere og meningsdannere til at ryste på
hånden. De tror stadigvæk fuldt og fast på, at Danmark skal ”redde”
Verden ved at opfylde klimaplanerne, der åbenlyst bliver mere og mere
urealistiske i takt med, at årene går.
51
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0052.png
2.2 Energiomlægningen
Menneskeheden er stærkt afhængig af de fossile brændstoffer. De
dækker omkring 82% af Verdens energiforbrug. Kernekraft og
vandkraft tegner sig for 11% mens biomasse, mest i form af lokal
afbrænding af træ eller gødning fra husdyr i alt står for 2%. Sol og vind
tegner sig i visse lande for en pæn procentdel af elektricitets-
forsyningen, men denne er jo kun en mindre del af det samlede
energiforbrug, og heraf udgør sol og vind globalt knap 4% (fig. 2.3).
Fig. 2.3: Verdens energiforbrug 2021. Vedvarende energi udgjorde kun 6,7% og heraf
var en stor del biomasse. Efter
Forbes.
De fossile brændstoffer, især olie og gas, udgør også råvarerne til en
lang række produkter, som vi heller ikke kan undvære i hverdagen.
Plastik fylder kolossalt meget i vores liv, mens vi også er afhængige af
en lang række kemikalier. Hertil kommer f.eks. gødning til landbruget i
form af ammoniak.
De fossile brændstoffer har bragt os til den tilværelse, vi
har i dag.
Den
gennemsnitlige levealder er næsten fordoblet, og procentdelen af
fattige er faldet drastisk. Der er mad nok til alle, selvom Verdens
52
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0053.png
befolkning er vokset voldsomt i løbet af de seneste 100 år. Hvis nogen
sulter i dag, er det resultatet af en skæv fordeling, ikke en
grundlæggende mangel på fødevarer.
Brugen af fossile brændstoffer har tilladt mennesker at slå sig ned og
bo komfortabelt på stort set hele jordkloden, og vores velstand og
teknologi har muliggjort, at vi er godt rustede mod tilfælde af
ekstremvejr, storme, oversvømmelser, tørke osv. Vi evner at bygge
gode huse og holde dem varme om vinteren og tilpas afkølede om
sommeren, og de beskytter os mod regn og blæst. Skulle uheldet
alligevel være ude, har vi etableret beredskaber, der hurtigt kan træde
hjælpende til og begrænse skaderne. Nødhjælp kan bringes ud uanset
hvor på kloden. Vores hospitaler, der ikke kunne eksistere uden en
stabil energiforsyning (og adgang til udstyr og kemikalier fremstillet af
råolie eller gas), er med til at redde eller forlænge millioner af liv.
Antallet af dødsfald pr. år relateret til vejret er
styrtdykket
siden år
1900.
En udfasning af de fossile brændstoffer er derfor noget, der skal
gennemtænkes omhyggeligt. Hvordan sikrer vi os, at vi ikke skaber en
masse problemer i form af huller i energiforsyningen og mangel på
livsnødvendige produkter, som f.eks. kunstgødning, hospitalsudstyr,
osv.?
I den forbindelse er det meget bekymrende, at der gøres så store
politiske anstrengelser for at standse efterforskningen og udviklingen
af nye olie- og gasfelter. Den danske regering forsømmer aldrig nogen
lejlighed til at prale af det stop, der er indført for ny efterforskning i
Nordsøen. Man har ligefrem dannet en
”klub”
af lande med et smart
navn og tilhørende forkortelse,
Beyond Oil and Gas Alliance - BOGA
(”Hinsides Olie og Gas Sammenslutningen”), hvor man kan signalere sin
klima-dyd. Ideen beror på en fundamental fejlopfattelse af olie- og
gasindustrien. Hvis produktionen bare skal opretholdes på det
nuværende niveau, kræver det en kontinuerlig efterforskning og
udbygning. Felter tømmes, nogle hurtigt, andre langsommere, men de
har kun en begrænset levetid. I de senere år har der været pres på f.eks.
de finansielle institutioner for at få dem til at ophøre med at medvirke
til investeringer i olie- og gasindustrien. Resultatet var et for lavt
investeringsniveau gennem nogle år, og konsekvenserne viste sig
allerede før Ukrainekrigen i form af begyndende brændstofmangel og
stigende priser. Læren her er, at så længe vi er afhængige af de fossile
brændstoffer, må vi ikke lægge hindringer i vejen for deres udvinding.
53
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0054.png
Som afløsning for kul, olie og gas er det mest udbygning af sol- og
vindenergien, der tales om. Man forestiller sig, at de to kilder i løbet af
forholdsvis få år kan erstatte det meste af den rolle, som de fossile
brændstoffer spiller. Sol og vind kan ikke producere andet end
elektricitet. Da kun ca. 20% af Verdens energiforbrug dækkes ved
elektricitet, står vi tilbage med de resterende 80 procent, hvor andre
løsninger må på bordet.
Transport tegner sig i dag for en stor del af forbruget af fossile
brændstoffer. Derfor er der naturligvis en stor fokus på, hvordan man
kan få transporten over på vedvarende energi.
EU har proklameret, at salg af fossilt drevne personbiler skal ophøre
allerede i 2035. Det bliver svært at nå, lige nu udgør elbilerne kun godt
en procent
af bilparken. Der skal sælges mange flere elbiler i de
kommende år, og her vil man nok løbe ind i problemer. Elbiler er meget
dyrere end benzin- og dieselbiler, og der er ikke noget, der tyder på, at
de bliver markant billigere. Det andet store problem med elbiler er
deres rækkevidde, der kun ligger på det halve eller mindre af de fossilt
drevne. Nogle elbiler udstyres med større batterier, men derved bliver
de meget tunge og endnu dyrere.
Elbiler kræver store mængder af specielle metaller, herunder kobber
og litium, og hertil kommer - i hvert fald på nuværende tidspunkt -
kobolt som et andet kritisk materiale. Disse metaller forudses allerede
nu at blive en mangelvare i de kommende år, og det vil drive priserne i
vejret, og dermed bliver elbilerne ikke billigere, men snarere dyrere.
Der tales om ny og helt anderledes batteriteknologi, der kan eliminere
behovet for de kostbare materialer, men hidtil er det ikke lykkedes at
udvikle noget, der matcher litiumbatteriernes effektivitet, målt pr.
vægt- og volumenindhold. En evt. ny teknologi vil tage mange år at
implementere i stor skala, og vil næppe kunne gøre den store forskel
inden 2035.
De mange elbiler skal jo lades op, og det betyder, at der skal opstilles et
meget stort antal ladestandere, og der skal være tilstrækkeligt med
strømforsyning til disse. I dag kan elnettet i Danmark ikke umiddelbart
håndtere, hvis man opsætter ladefaciliteter til f.eks. 1 million elbiler og
forventer, at mange af dem kan levere en hurtig opladning. Husejere
kan naturligvis pålægges at lade op derhjemme, og her behøver lade-
54
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0055.png
effekten ikke at være så stor, fordi der er god tid. Men til beboere i
lejligheder og til folk på rejse skal der være et geografisk dækkende
netværk af muligheder for hurtig opladning. Det kommer til at medføre
omfattende anlægsarbejder og store investeringer.
Et reelt uløst problem er de større køretøjer, lastbiler og busser, hvor
batterier bliver for dyre og for tunge og giver en uacceptabelt kort
rækkevidde.
Her er især
busdriften
et problem, da elektriske busser har kort
rækkevidde, især om vinteren, og reelt ikke kan overholde en rimelig
køreplan. Der må derfor være Power to X-brændstoffer eller evt. brint
til rådighed som brændstof. At omlægge busdriften generelt til
sporvogne, eller på moderne dansk ”letbaner”, er næppe en realistisk
mulighed. Der har været tre store projekter i nyere tid i Danmark, og de
har alle tre været plaget af massive budgetoverskridelser, forsinkelser
og generelt dårlig økonomi i driften.
Jernbanenettet kan naturligvis elektrificeres fuldt ud, og derved kan
man slippe af med de dieseldrevne tog.
Det er langt værre med flytrafikken. Elektriske fly eller brint som
brændstof er udelukket af tekniske grunde. Der er konstrueret
batteridrevne fly, men da batterierne er så tunge, sammenlignet med
en brændstoftank, får flyene en helt urealistisk
kort rækkevidde.
Brint
skal opbevares i tryktanke, der også fylder og vejer meget i forhold til
tanke med flybenzin. Til flyvemaskiner er det således kun flydende
brændstoffer, der fungerer, og de skal så være fremstillet ud fra
elektricitet fremover.
Skibsfarten er heller ikke uproblematisk. Skibe på langfart kan ikke
slæbe batterier med, uden at det betyder et alt for stort tab af
lasteevnen og i øvrigt vil være uhyggeligt dyrt. Også her vil Power to X
være den eneste realistiske mulighed.
Elektrificeringen skulle også efter planerne overtage opvarmning af
bygninger, primært ved brug af varmepumper. Man kigger ligeledes på
løsninger, hvor industriens procesvarme i stigende grad skal
fremskaffes elektrisk.
Elektrificeringen vil medføre en kraftig forøgelse af det gennemsnitlige
elforbrug. En voldsom udbygning med sol og vind vil også give en
55
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
stærkt fluktuerende produktion af strøm, med meget høje maksimum-
værdier. Hele ledningsnettet skal derfor udbygges kraftigt. Det gælder
både transporten væk fra vindmølleparker (hvoraf mange formentligt
vil være til havs) og solcelle-anlæg, men også fordelingen ud til
forbrugerne. Det nuværende elnet i de fleste lande ville som nævnt slet
ikke kunne klare opladning af millioner af elbiler oven i det nuværende
forbrug. Der forestår således en kolossal opgave med udbygning af
ledningsnettet. Det er en delikat sag, fordi det betyder, at hele landet
skal graves op på et eller andet tidspunkt. Det bliver en uhyrlig opgave,
tænk bare på hvor meget besvær, vi har i dag, selv med mindre
kabelomlægninger i jorden, og hvor lang tid arbejderne tager.
En hurtig grøn omstilling indebærer således ikke bare, at der hastigt
skal opstilles en masse nye vindmøller og etableres nye solcelleparker,
men en langt større udfordring vil være den gennemgribende
opgradering af elnettet. Det er svært at forestille sig, hvordan den
opgave kan løses i løbet af de få år, der efter planerne er til rådighed.
Vi har set, at den svingende elproduktion fra sol og vind kræver en
masse tiltag for at sikre, at forbrugerne har en stabil forsyning.
Danmark bliver lige nu reddet af naboskabet til Norge og Sverige og så
har vi bevaret de gamle kul- og gaskraftværker, som der har været god
brug for i vinteren 2022-23, hvor forsyningerne af gas fra Rusland
ophørte. I størstedelen af Europa er situationen den samme, Tyskland
har i samme vinter brugt uanede mængder af både stenkul og brunkul,
der jo ellers anses for at være uhyre klimaskadelige. Tyskland har i
lange perioder fået uendeligt lidt ud af sin enorme kapacitet af solceller
og vindmøller (fig. 1.16).
Med en yderligere udbygning af sol og vind vil denne situation ikke
blive afgørende forbedret. Vi vil fortsat have perioder af måske flere
ugers varighed, hvor sol og vind giver alt for lidt, og der vil være behov
for alternative energikilder.
Hertil kommer den tunge energikrævende industri, der ikke kan
fungere uden regulære brændstoffer. Det gælder f.eks. fremstilling af
stål, cement, tegl, kemikalier osv. Her har man brug for at skabe meget
høje temperaturer, som er en smal sag at nå ved afbrænding af kul, olie
eller gas, men ikke kan lade sig gøre med elektricitet.
Så på en eller anden måde vil der også i fremtiden være et stort behov
for flydende eller faste brændstoffer. Vi har set, at biomasse, og heri
56
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0057.png
inkluderet biogas, måske teknisk kunne løse mange af opgaverne, men
biomasse vil være en begrænset ressource, der ikke kan træde i stedet
for de fossile brændstoffer i alle de roller, hvor der er behov for at
brænde noget.
Svaret på alle de problemstillinger er selvfølgeligt brint og/eller Power
to X. Løsning for den tunge trafik, luftfarten, skibstrafikken, den
varmekrævende industri og backup i elforsyningen skal i alle tilfælde
være baseret på brændstoffer, der er flydende eller på gasform og
fremstillet ud fra elektricitet. Vi kan vælge mellem brint, ammoniak,
metanol og alle de andre muligheder. Disse produktionsmetoder
indebærer, som vi har set, imidlertid meget store energitab, hvorved vi
bliver nødt til at installere umådeligt mange flere vindmøller og
solceller og bliver tvunget til en endnu større udbygning af kapaciteten
af ledningsnettet.
Der vil være nogle teknologiske udfordringer med at erstatte kul til
f.eks. stålfremstilling eller silicium (til solceller). Stål har man forsøgt at
fremstille med brint som varmekilde, det bliver selvfølgeligt meget
dyrere, end hvis man bruger kul, men det hævdes, at det kan lade sig
gøre. Helt undvære kul kan man nok ikke, der skal blandes kulstof i
jernet for at få stålets egenskaber.
Ser man nøgternt på det, kan man hurtigt konkludere, at en sådan
omkalfatring af hele vores energiforsyning vil være totalt umulig at
gennemføre inden 2050
–
eller bare delvist at gennemføre inden 2030.
Det er en meget større opgave, end folk forestiller sig. Tyskland har
udbygget sin sol- og vind-baserede energiforsyning voldsomt i
perioden 2010
–
2020 og har brugt omkring 400 milliarder EUR på
opgaven. Resultatet er, at andelen af fossile brændstoffer i Tysklands
energiforsyning er faldet fra
79 til 77%.
På ti år! Hvordan skulle man så
kunne reducere med 40%, dvs. ned til en andel på 40-50% i løbet af de
næste 8 år? Eller helt ned på nul på yderligere 20 år? Det kommer jo
ikke til at ske.
Men der er en stærk tro på den grønne omstilling, og man har i de
europæiske lande ikke været blege for at forcere lukning af fossilt
fyrede kraftværker. Tyskland arbejdede tilmed ihærdigt på at få lukket
sine kernekraftværker, der ellers er ”CO
2
-neutrale”,
men alligevel en
torn i øjet på alle, der tror på den grønne omstilling.
57
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
Tyskland lukkede sine kulkraftværker på stribe og for lige at kunne
klare elforsyningen, satsede man så på gaskraftværker, der var fleksible
og som kunne udglatte svingningerne i produktionen fra sol og vind.
Gas udsender kun ca. halvt så meget CO
2
som kul, og derfor belastede
forbruget af gassen ikke klimaregnskabet så meget.
Den strategi led et brat skibbrud med Ukraine-krigen og den
efterfølgende nedlukning af russiske gasforsyninger til Europa.
Tyskland har ladet sine tilbageværende kulkraftværker køre på fuld
kapacitet, og endda taget nogle lukkede værker tilbage i drift igen.
Begivenhederne i 2022 har givet en forsmag på, hvor svært det er at
udfase de fossile brændstoffer uden at have noget, der realistisk kan
afløse dem.
I de kommende år vil vi nok se fortsatte forsøg på udbygning af
kapaciteten af solceller og vindmøller. Samtidigt vil der være pres på
for at få lukket flere og flere af de fossilt fyrede kraftværker.
Udbygningen af elnettet vil gå langsomt, alt for langsomt til at kunne
honorere kravene til det fremtidige elforbrug. Resultatet vil være lokale
overbelastninger af elnettet og tilhørende strømsvigt
–
blackouts.
Samtidigt vil der i perioder med lidt eller ingen sol og vind være
problemer med at levere strøm nok til nettet.
Her har myndighederne allerede taget hul på næste skridt, hvilket
består i tilpasninger af forbruget. Tanken er, at samfundet,
virksomhederne og befolkningen, skal justere deres forbrug efter
forsyningen
–
og ikke omvendt, som det har været ind til nu. Det lyder
besnærende, f.eks. hvis der skulle blive lidt vindstille, må folk afstå fra
at oplade elbilen og i øvrigt begrænse strømforbruget i hjemmet. Det
har fået et fint navn: ”fleksibelt forbrug”
(se også kapitel 2.4).
Men det er en farlig illusion, at det grundlæggende problem med sol og
vinds ustabilitet kan løses med fleksibelt forbrug. Der skal meget mere
til. Samfundets grundlæggende funktioner skal køre videre uanset
hvad, hospitaler, trafiklys, offentlig transport (tog og metro) og
beredskabernes biler skal kunne lades op, hvis de er elektriske. Man
kan heller ikke stoppe industrien i tide og utide pga. perioder med
vindstille af kortere eller længere varighed. Et moderne samfund kan
ikke eksistere på de betingelser. En nøgtern analyse viser, at fleksibelt
forbrug højst kan justere den samlede efterspørgsel med ca. 10% - op
eller ned, det rækker jo ikke meget, hvis forsyningen fra sol og vind
svigter totalt. Hertil kommer, at situationen med forbruget ikke kan
58
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0059.png
opretholdes i dagevis, folk skal jo f.eks. have strøm på deres biler for at
kunne komme på arbejde. Men fraværet af sol og vind kan til gengæld
godt vare i dagevis.
Et andet skridt, der tales om i fuldt alvor, er rullende strømafbrydelser,
der skal aflaste elnettet. Regionsvis vil landene derefter få afbrudt
strømmen, måske et par timer, og så kan man sidde der i mørket og
afvente, at der kommer lys igen. De rullende strømafbrydelser, også
kaldet brown-outs, er ikke uden komplikationer. Hvordan sikrer man
sig, f.eks., at trafiklys og kommunikation fortsat fungerer, for ikke at tale
om at alle hospitaler må udstyres med nogle seriøse nødgeneratorer,
hvis de ikke kan undtages fra strømafbrydelsen.
Der mumles så om brint og Power to X, der vil løse alle problemerne.
Disse teknologier indebærer dog som nævnt meget store energitab, er
ikke rigtigt eftervist i stor skala endnu, og vil under alle
omstændigheder ikke komme til at spille nogen rolle inden 2030, og
formentligt kun en lille rolle i 2050.
Det kan allerede nu forudses, at fortsat klima-agitation vil medføre
bygning af flere vindmøller og solceller, som dårligt kan indpasses i
ledningsnettet, samt et voldsomt pres for at få lukket flere fossilt fyrede
kraftværker. Brugen af biomasse bliver betragtet med skepsis, fordi
den manglende ”bæredygtighed” efterhånden er ved at stå klart for
politikerne og offentligheden. Samtidigt er der for Danmarks
vedkommende det problem, at vi ikke fortsat kan satse på hjælpen fra
Sverige og Norge. Der bliver bygget flere og flere forbindelseskabler
mellem Skandinavien og Tyskland, Holland og England, og disse lande
vil snildt kunne aftage alt, hvad svensk og norsk vandkraft kan levere.
Det vil drive priserne op og forøge risikoen for en reel mangel på strøm
i Nordeuropa.
Næste trin mod afgrunden er så det bredt omfattende
strømsvigt,
hvor
et meget stort område, f.eks. hele Danmark, det meste af Tyskland og
de sydlige dele af Norge og Sverige bliver ramt på samme tid. Uden
strøm går samfundet totalt i stå. Folk vil hverken have lys, vand eller
varme i deres huse. Alle butikker vil være tvunget til at lukke, det
samme gælder arbejdspladserne. Internettet og enhver anden
kommunikation, f.eks. mobiltelefoner, vil være ude af drift. Hvordan
ringer man så efter en ambulance?
59
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
Strømsvigtet kan blive langvarigt, fordi et elsystem primært baseret på
sol og vind ikke kan trække sig selv i gang igen. Det kan man med fossilt
fyrede kraftværker, men i tilfælde af vindstille skal der være nok af
dem, ellers bliver de lynhurtigt overvældet af et alt for stort træk. Først
hvis perioden med vindstille ophører, er der en chance for at komme i
gang igen. Norge og Sverige, der jo har deres vandkraft - og Sverige
måske et par kernekraftværker, kan komme hurtigere i gang, hvis de
afbryder alle forbindelser sydpå, og de kan ikke koble os til, før vi stort
set igen selv kan dække vores eget behov for strøm.
Flere dage uden strøm kan ende i en meget ubehagelig situation, hvor
folk, der mangler fornødenheder, vil gribe til selvtægt og kriminalitet.
Et sammenbrud af samfundsordenen vil kunne indtræffe allerede efter
få dage.
En vidtgående grøn omstilling, især hvis den skal gennemføres hurtigt,
vil føre til omfattende lukninger af industrien, især den energitunge del.
Det vil efterfølgende medføre mangel på varer. I Europa er f.eks. dele af
gødningsindustrien allerede lukket ned pga. de høje gaspriser,
konsekvensen kan meget vel være mangel på gødning i landbruget og
deraf afledte tab i høstudbytterne, der igen vil drive priserne på
fødevarer op. I vinteren 2022-23 bevirkede den generelle
energimangel i Tyskland således et stort tab af arbejdspladser i
industrien, og de forventes ikke at komme tilbage, de pgl. virksomheder
er enten lukket eller flyttet til Asien.
I skrivende stund ser det ud til, at størstedelen af Verden uden for
Europa, (dele af) USA og Australien slet ikke tager klimasagen så
alvorligt som vi gør. Kina var så småt begyndt at begrænse brugen af
kul, men efter nogle måneder med mangel på elektricitet, der
nødvendiggjorde rationering og nedlukning af produktionen i
virksomhederne, sadlede den kinesiske regering om og satte fuld fart
på kulminedriften og udbygning med nye kulkraftværker på stribe (fig.
2.4). Indien, Vietnam, Indonesien og andre lande i området følger trop.
Samtidigt satses der på kernekraft i stor skala. I Afrika er der også stor
utilfredshed med ideen om at opbygge elforsyningen baseret på
upålidelig sol og vind. Man ønsker den stabile forsyning, som er en
forudsætning for landenes udvikling, og som kun kan leveres fra fossilt
fyrede kraftværker og evt. kernekraft.
Sammenfattende må man konkludere, at Europa efter en hel eller delvis
grøn omstilling vil være fattigere, præget af ustabil elforsyning, mangel
60
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0061.png
på energi og varer, og der er en berettiget frygt for, at det kan føre til
politisk uro eller det, der er værre. Hvorfor skulle folk dog finde sig i at
få deres tilværelse ødelagt pga. nogle vanvittige ambitioner blandt
politikerne om at være ”foregangsland” i en retning, som resten af
Verden slet ikke finder nødvendig? Skal politikerne og toneangivende
meningsdanneres tro smadre hele vores tilværelse?
Fig. 2.4: Udviklingen af Kinas forbrug af primære energikilder. Bemærk den
voldsomme stigning i kulforbruget. Ref.
Our World in Data
61
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0062.png
2.3 Landbruget
Landbruget er kommet voldsomt i søgelyset,
når klimaet skal ”reddes”.
Landbruget tegner sig for en stor del af Danmarks udledninger af
drivhusgasser. Omregnet til CO
2
-ækvivalenter (se nedenfor) udgør
landbrugets andel i alt godt 14 millioner tons eller næsten 40%, se fig.
2.5.
Fig. 2.5: Landbrugets udledninger af drivhusgasser ifølge
Klimarådet 2018
s. 55
Landmændene bruger brændstof til deres maskiner og strøm og varme
til de indendørs aktiviteter. Her kan erhvervet naturligvis omstille sig
lige som det øvrige samfund, man kan elektrificere aktiviteterne, og
hvis strømmen herefter kommer fra vind og sol, vil landbrugets CO
2
-
udledninger falde i takt med det omgivende samfunds.
Men landbruget har desværre nogle helt egne problemer, idet det
antages, at husdyrhold og gødskning af markerne leder til store
udledninger af drivhusgasser hhv. metan og lattergas. Som vi så i
kapitel 1.1 er indholdet af disse gasser i atmosfæren meget beskedent,
men det er stigende, se fig. 2.6, og gasserne har, molekyle for molekyle,
en meget kraftigere virkning end CO
2
. Til gengæld er de meget mere
kortlivede i atmosfæren, især metan nedbrydes hurtigt og omdannes til
CO
2
.
62
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0063.png
Fig. 2.6: Udviklingen i atmosfærens indhold af metan og lattergas i godt 30 år. Fra
Phys.org
Drivhuseffekten af et molekyle metan er umiddelbart 83 gange
stærkere end for CO
2
’s vedkommende, men da den gennemsnitlige
levetid i atmosfæren kun er ca. 10 år, har man vedtaget, at indholdet af
metan skal ganges med en faktor 23, hvorefter man kan sammenligne
direkte med CO
2
. En ppm ekstra metan vil således give en ekstra
drivhuseffekt svarende til 23 ppm CO
2
. Man taler her om den
ækvivalente mængde CO
2
, også benævnt CO
2
e. Nu er det totale metan-
indhold i atmosfæren kun omkring 2 ppm og den årlige tilvækst ca.
0,006 ppm, jfr. fig. 2.6. Det ville så svare til en stigning i det ækvivalente
CO
2
-indhold på 0,14 ppm, hvilket tilsvarer ca. 7% af den årlige tilvækst
i atmosfærens CO
2
-indhold.
Metan-indholdet er ikke steget jævnt, der var faktisk en periode
omkring år 2000-2005, hvor indholdet slet ikke steg og endda faldt et
par år. Går man længere tilbage i tiden, vil man se, at indholdet er
svingende, så naturlige faktorer spiller også en rolle. Men i de sidste 100
år er niveauet nået højere op, end det har været de foregående 800.000
år.
Ingen ved reelt, hvor den nuværende stigning i atmosfærens metan-
indhold kommer fra. Metan er jo hovedbestanddelen i naturgas, og
derfor slipper der meget metan fri fra udvinding og bearbejdning af olie
og gas. Metan dannes også i våde, iltfattige områder, som f.eks. moser,
sumpe, og for den sags skyld rismarker. Men hertil kommer, at
63
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0064.png
drøvtyggere, primært kvæg og får, udleder metan i forbindelse med
deres fordøjelse. Hvor meget metan en given ko udleder, ved man
naturligvis ikke noget om. Det afhænger af, hvad den spiser, og hvordan
dens fordøjelse fungerer. Man har gennemført forsøg med køer stillet
ind i et plastiktelt, hvor al metanen blev opsamlet og derefter målt. På
basis af den forskning har man så opstillet tommelfingerregler eller
med et finere ord: ”Standarder”,
for hvor meget en ko udleder i løbet af
et år. Målingerne viste en enorm variation, faktisk
en faktor 10,
i
udledningen pr. ko, og disse standardtal er derfor behæftet med meget
stor usikkerhed.
Nu er det en smal sag at tage et sådant standardtal og gange det med
antallet af køer i Danmark, og så har vi et tal for størstedelen af dansk
landbrugs metan-udledninger. Der kommer et mindre bidrag fra får og
biogasanlæg, men kvæget tegner sig for broderparten. Ingen aner
naturligvis, om tallene har noget som helst med virkeligheden at gøre.
Men de årlige metan-udledninger svarer her i Danmark
–
på papiret -
til ca. 4 millioner tons CO
2
, så det er en stor post i klimaregnskabet.
Derfor er der højlydte krav om at ”gøre noget” ved landbruget og den
eneste reelle mulighed synes at være en drastisk reduktion af
kvægholdet. Det vil naturligvis gå hårdt ud over produktionen af mælk
og andre mejerivarer, men det falder godt i tråd med troen. Vi må
bringe ofre og lægge vores madvaner om i mere klimavenlig retning ved
at spise mindre kød og færre mejeriprodukter. At det meste i realiteten
eksporteres, er en anden sag, reelt vil effekten af tiltagene i bund og
grund gå ud over nationalregnskabet og føre til tab af arbejdspladser i
landbruget og forarbejdningsindustrien.
Det er værd at pointere, at det ikke er vores husdyrhold, der forårsager
stigningen i atmosfærens metan-indhold. Som sagt nedbrydes metanen
over en gennemsnitlig periode på 10 år, og hvis antallet af dyr er
uforandret, vil den årlige udledning fra år 10 og fremefter blive
modsvaret af nedbrydning i samme størrelsesorden. Over årene har
Danmarks kvægbestand faktisk været faldende, se fig. 2.7. Derfor har
udledningen også været faldende. En yderligere reduktion i antallet af
kvæg vil i første omgang medføre en ekstra reduktion i udledningerne,
men efter 10 år vil den igen jævne sig ud, og man får således ikke fat i
årsagen til den stigning, der har været, jfr. fig. 2.6.
I den Vestlige Verden er bestandene af køer og får også faldet, mens der
måske har været stigninger i den 3. Verden. Denne stigning er dog i
64
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0065.png
mange tilfælde ledsaget af et fald i antallet af vilde drøvtyggere, bøfler,
bisoner, antiloper osv.
Fig. 2.7: Udviklingen i den danske kvægbestand 1920-2018. Kilde:
Danmarks Statistik
Metan spiller en pudsig rolle i de ”klimabudgetter”, der er opstillet for
de fremtidige udledninger af drivhusgasser for at sikre, at den globale
temperatur ikke når op over grænserne på enten 1,5 eller 2 grader. Det
hænger sammen med, at lige efter en udledning af metan vil den
påvirke klimaet med ikke bare de 23, men med de 80 gange CO
2
’s effekt.
Hvis vi derfor igangsætter projekter med reduktion af metan, vil der i
første omgang være en betydeligt større mængde af den i atmosfæren,
og derved kunne man let ryge over de 1,5 grader, i hvert fald
midlertidigt. Det anses jo for at være en meget farlig situation, idet f.eks.
Klimarådet
klart har pointeret de store risici, der er forbundet med
enhver overskridelse af denne grænse.
Igen må man undres over styrken i troen. 1,5 grader er ok, 1,6 grader
er livsfarligt. Det er temperaturer, vi dårligt nok kan måle og slet ikke
beregne os frem til som funktion af et givent udslip. Der er usikkerhed
på mængderne af metan fra landbruget, usikkerhed om deres funktion
i klimaet og absolut ingen viden om, hvorvidt en reduktion vil have
nogen som helst effekt.
Lattergas er en forbindelse mellem kvælstof og ilt, og dannes primært i
forbindelse med gødskning af marker med nitratgødning eller
ammoniak. Kvælstofgødningen er helt uundværlig, hvis man vil sikre et
65
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0066.png
fornuftigt udbytte på markerne. Lattergas er kun til stede i atmosfæren
i ganske små mængder, godt en sjettedel af metan-indholdet. Men
lattergassen er en kraftigt virkende drivhusgas og derfor i de troendes
sigtekorn.
Lattergasindholdet i atmosfæren har ligesom for metans
vedkommende været stigende i de senere år (fig. 2.6), men historisk set
har der været tale om meget større variationer, og det nuværende
niveau er ikke væsentligt højere, end det har været adskillige gange i
løbet af de seneste 800.000 år, jfr. fig. 2.8.
Fig. 2.8: Atmosfærens lattergasindhold de seneste 800.000 år. Fra
N
2
OLEVELS.org
Kvælstof har været et stort emne i dansk landbrugspolitik i mange år,
fordi man mener, at gødskningen fører til udvaskning af overskydende
kvælstof, der i sidste ende når ud til havet, hvor det forårsager iltsvind.
Derfor har man sat snævre grænser for, hvor meget landmændene
måtte bruge af gødningen, og resultatet har været, at man nu mange
steder faktisk har
forarmet jorden
og reduceret høstudbytterne og
kvaliteten af afgrøderne. Hvede, f.eks., ender i adskillige tilfælde med et
for lavt proteinindhold.
Der foreligger igen forsøg fra marker, hvor man prøver at måle
udslippet af lattergas, men de målinger er behæftede med om muligt
endnu større usikkerheder end metan-målingerne på kvæg. Alligevel er
66
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0067.png
der opstillet standardtal, hvoraf sammenhængen mellem den
formodede lattergasudledning og mængden af kunstgødning fremgår.
På den baggrund har man udregnet at det danske landbrugs
udledninger igen svarer til knap 4 mio. tons CO
2
-ækvivalenter pr. år
(fig. 2.5), og det skal der naturligvis gøres noget ved.
I praksis er den eneste udvej at nedsætte forbruget af kunstgødning,
enten ved at gødske mindre over det hele, eller ved at udtage jord fra
dyrkningen. I begge tilfælde bliver resultatet en mindre produktion af
fødevarer, tab af beskæftigelse osv., og det uden at vide om det
overhovedet har nogen effekt på klimaet.
Et tredje aspekt i forbindelse med landbruget og klimaet er de såkaldte
lavbundsjorde. Det er marker, der naturligt er lavtliggende og befinder
sig tæt på grundvandsspejlet. De er blevet drænet kunstigt og har vist
sig at være meget frugtbare til landbrug. Jorden her indeholder meget
store mængder af kulstof, og teorien går nu på, at ved dyrkning af
marken vil denne kulstof blive frigivet som CO
2
. Det giver således et
ekstra årligt bidrag til landbrugets udledninger af drivhusgasser. Her
pusler regeringen med at pålægge landmændene at ophøre med
dyrkningen af disse jorde, nedlægge dræningen og lade dem udvikle sig
til vådområder igen. Effekten af disse tiltag kan igen omsættes til nogle
teoretiske tal for nedbringelsen af drivhusgas-udledningerne. Man ser
dog behændigt bort fra, at de nyskabte vådområder muligvis vil give
anledning til et forøget
udslip af metan.
Politikerne diskuterer ihærdigt, hvordan man skal bære sig ad med at
begrænse landbrugets udledninger af drivhusgasser. Den foretrukne
model er en fast afgift pr. ton CO
2
(inkl. ækvivalenter) udledt, den skal
økonomisk motivere landmændene til at nedbringe deres udslip. Det er
ofte sådan man gør, når man vil motivere folk eller virksomheder til at
bevæge sig i en ønsket retning. Problemet med landbruget er, at der
ikke findes noget økonomisk bæredygtigt alternativ, og landmændenes
eneste mulighed vil således være at reducere produktionen, både mht.
husdyr og planteavlen.
Det vil jo være en katastrofe for erhvervet og for Danmark som helhed.
Tabte indtægter, tabt eksport, tab af arbejdspladser og færre fødevarer
til rådighed for udlandet, i en tid, hvor Verden ikke har for meget mad
til sin hastigt voksende befolkning.
67
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
Det hævdes, at ved at omlægge produktionen af fødevarer fra animalsk
til plantebaseret kan man brødføde mange flere mennesker. Det er
både rigtigt og forkert. I Danmark bruger vi en del god landbrugsjord
til dyrkning af foder til dyrene. Men i de fleste andre lande lader man i
stedet kvæget og fårene gå på jorder, der ikke rigtigt kan anvendes til
noget andet, fordi de er ujævne, stenede eller generelt af dårlig kvalitet.
Men der kan gro græs på dem, og dyrene kan spise græsset.
’Troen på klimakrisen er så stærk, at man er parat til at verfe alle den
slags argumenter til side. Det er afgørende, at vi ”gør noget”, uanset om
det har nogen effekt på klimaet eller ej
–
og uanset omkostningerne for
samfundet i øvrigt.
68
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2.4 Ændringer i levevis og adfærd
Vi skal alle hjælpe til med at løse klimakrisen. Det er ikke nok, at
elforsyningen omlægges til sol og vind. Det vil slet ikke kunne bringe
CO
2
-udledningerne ned på bare i nærheden af nul. Der skal mere til, og
vi vil alle blive berørt af ændringerne, på den ene eller den anden måde.
Som nævnt har EU vidtrækkende planer om, at hele den benzin- og
dieseldrevne bilpark skal udskiftes med elbiler. Salg af nye diesel- og
benzindrevne biler skulle således ophøre allerede i 2035.
Men elbiler har store problemer, dels med rækkevidden og dels med
deres høje pris. Elbiler i dag købes primært af velhavende folk, og ofte
som bil nr. to til de kortere ture. I enkelte lande er elbiler vidt udbredt,
f.eks. i Norge, men det skyldes massiv statsstøtte i form af tilskud og
afgiftsfritagelse.
Vi må således se i øjnene, at vores biler i fremtiden bliver betydeligt
dyrere, end de er nu, og det betyder, at mindre velbeslåede købere får
svært ved at have bil. Samtidigt er bilen en så integreret del af manges
tilværelse, at de ikke kan undvære den. Bor man uden for storbyerne,
er der ingen offentlig transport, der kan sikre den nødvendige mobilitet
for folk på arbejdsmarkedet eller som har mindreårige børn. En
forceret omstilling til elbiler vil derfor få store sociale og
samfundsmæssige konsekvenser. Elbilernes kortere rækkevidde vil
også gøre tilværelsen mere besværlig for folk med et stort
kørselsbehov.
Som nævnt kan udbygningen af den påkrævede ladekapacitet også
blive et stort problem. Den kan næppe gennemføres i fuldt omfang i
tide, og det vil betyde, at opladning bliver en alvorlig hindring for
manges mobilitet og dermed endnu en forringelse af befolkningens
transportmuligheder med dertil hørende økonomiske tab for
samfundet.
Praktiske problemer med folks transport vil de klima-troende
imidlertid ikke beskæftige sig med, for dem er det meget vigtigere at få
nedbragt CO
2
-udslippet fra alle de biler.
Mobiliteten i den kollektive trafik bør som minimum opretholdes og
sikkert også udbygges. Her er det igen et problem med de elektriske
busser, at de som nævnt er ufleksible og har kort rækkevidde.
69
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
Generelt vil fremtiden efter en grøn omstilling indebære at transport
bliver meget dyrere og mere besværlig, og folks mobilitet vil blive
kraftigt nedsat. Troende, der ofte er bosat i de større byer, kan slet ikke
se noget problem her, de har jo offentlig transport og kan ellers bare
tage cyklen. Men disse muligheder eksisterer ikke for mange andre
mennesker, der vil se deres liv forringet på flere måder.
Flyvning vil i fremtiden, som vi har set, skulle baseres på Power to X-
brændstoffer. Det vil voldsomt fordyre luftfarten og forhindre mange
mennesker i at rejse. Det bekymrer dog heller ikke de klima-troende,
de ser det som positivt, at almindelige mennesker med mindre
indkomster fremover forhindres i at flyve på ferie eller på besøg hos
venner i udlandet.
Med hensyn til fremstilling og salg af varer er der også kommet et islæt
af klimahensyn, som kun kan forventes at blive værre i fremtiden.
Plastik er ugleset, bl.a. fordi det er fremstillet ud fra fossile
brændstoffer, primært olie. Folk gør sig ikke klart, hvor stor vores
afhængighed af plastprodukter er, vi er omgivet af dem i hverdagen og
på arbejdspladserne. Enhver idé om at begrænse brugen af dem vil have
alvorlige konsekvenser for vores liv og velstand. Ideen med at erstatte
dem med ”naturlige” eller ”miljøvenlige” produkter, f.eks. træ, er
håbløst naiv. Selv en elbil indeholder masser af plastik. Plastik bruges
f.eks. til emballering af fødevarer, og spiller her en rolle, som mange
ikke er opmærksomme på. Med moderne pakninger kan man forlænge
den tid, hvor varerne kan holde sig friske og derved reduceres
madspildet, da f.eks. supermarkederne ikke mere får så mange ting, der
ender med at overskride sidste salgsdato. Derfor er det oplagt, at der
skal satses endnu mere på den slags emballering og her er det plastik,
f.eks. i form af folie, der spiller hovedrollen.
I en strålende politisk gestus blev det forbudt for butikkerne at levere
varerne i gratis plastikposer. Her følte de europæiske regeringer
virkeligt, at de havde gjort noget for klimaet og miljøet. Det har de så
ikke, bl.a. fordi poserne som oftest blev genbrugt til andre formål, ikke
mindst til samling af skrald og køkkenaffald. Nu køber folk i stedet
dedikerede poser til det formål, og antallet af poser, der produceres, er
næppe faldet så meget, som man drømmer om.
Bortskaffelse af plastikaffald er ikke noget problem, så længe man har
et velfungerende affaldsforbrændingssystem, som vi har det i Danmark.
70
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
Al energien i olien udnyttes således, den har bare været en lille omvej
omkring plastik først.
Men her vil vi i forbindelse
med løsningen af ”klimakrisen” givetvis løbe
ind i masser af restriktioner i vores hverdag efter diverse påhit fra
forskere eller politikere, og gode velegnede varer vil blive skiftet ud
med ting af dårligere kvalitet
–
men som i stedet anses for at være
”bæredygtige” eller ”klimavenlige”.
Et af de groveste indgreb mod befolkningen kommer imidlertid til at
finde sted på fødevareområdet. Som nævnt er specielt husdyrholdet i
landbruget i søgelyset. Især kvæghold fører til store og påstået farlige
udledninger af metan. Derfor skal oksekød og mælkeprodukter
begrænses, f.eks. ved at de pålægges høje afgifter. Det samme gælder i
større og mindre grad de andre slags kød. I stedet skal vi alle sammen
overgå til en mere plantebaseret kost, den er meget bedre for klimaet
og i øvrigt sundere. Den skal helst også være økologisk dyrket.
Men hov, nu er vi jo ovre i spørgsmål om ren tro. Mennesket er fra
naturens hånd indrettet som altfortærende, (omnivore) og den
proteinrige kost fra kød og fisk har spillet en meget stor rolle i vore
forfædres ernæring
–
før landbruget for alvor tog fat. Men i vore tider
er det blevet på mode at være vegetar, eller sågar veganer, og det anses
derfor at være mere ”sundt”. Det er naturligvis baseret på ”forskning”,
men det er videnskab på niveau med klimavidenskaben. Troen kommer
først, og derefter bliver resultaterne tilpasset.
Men almindelige mennesker skal forhindres i at spise kød og
mælkeprodukter. Den slags fødevarer skal afgiftsbelægges og være så
dyre, at i hvert fald de fattige ikke længere har råd til dem. Igen ser vi
hvordan klima (og her også miljøhensyn) skal veje tungere end
befolkningens levestandard.
Særligt interessant er snakken om økologi. Økologisk landbrug regnes
for finere og mere miljøvenligt end konventionelt, og økologiske
fødevarer anses også for at være sundere. Sidstnævnte påstand er der
imidlertid gennemført mange undersøgelser af, og det er de færreste,
der kan påvise, at de økologiske varer er bedre rent ernæringsmæssigt.
Men med økologi kommer de troende virkeligt ind i et dilemma.
Udbyttet fra økologiske marker er lavere pr. hektar end konventionelt
71
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0072.png
dyrkede. Det betyder, at der til en given fødevareproduktion skal
bruges et større areal til økologi end til almindeligt landbrug.
Derfor må økologisk landbrug betragtes som mindre klimavenligt end
konventionelt. Det fremgår af de finurlige beregninger, som udføres til
CO
2
-regnskaberne i forbindelse med anvendelsen af landarealer. Urørt
natur og fornuftigt skovbrug vil således opsuge CO
2
, der derved kan
trækkes fra i regnskabet. Landbrugsarealer er i bedste fald CO
2
-
neutrale eller bevirker en mindre udledning. De lavere høstudbytter pr.
arealenhed er derfor at betragte som en klimabelastning - og det
trækker ned i regnskabet.
Så hvad nu? Økologi eller klima? I de fleste tilfælde fejes
problemstillingen ind under gulvtæppet, og man lader som om, at
økologisk fødevareproduktion er klimavenlig. Ærligt er det ikke, men
godt for roen i troen.
Anvendelse af kvælstofgødning i landbruget fører, som vi har set, til et
øget udslip af lattergas. Derfor skal landbruget også af klimahensyn
nedsætte sit forbrug af gødning. Resultatet vil blive faldende udbytter
og stigende priser, som vil havne hos den almindelige forbruger. Det er
ikke en ubegrundet påstand, faktisk er der mange landmænd, der efter
nogle års økologisk drift
går tilbage
til konventionel, simpelthen fordi
deres jord blev for udpint, og udbyttet ikke mere stod mål med
omkostningerne.
Som konsekvens af klimatroen kan vi derfor forvente et mindre udbud
af fødevarer og højere priser med deraf afledt forarmelse af
befolkningen.
Den stensikre konsekvens af den grønne omstilling er en ustabil
energiforsyning med stor fare for strømsvigt og generel mangel på
energi. I vinteren 2022-23 fik vi en forsmag på, hvordan
myndighederne kunne tænkes at reagere på den situation. I Tyskland
blev det dekreteret, at der skulle spares på både belysning og
opvarmning. Rumtemperaturerne skulle generelt sænkes, både privat
og på arbejdspladserne. Brusebade skulle gøres kortest muligt. En tysk
minister gik skridtet videre og talte i fuldt alvor om, at folk skulle nøjes
med at tage bad én gang om ugen, det gjorde man jo førhen, og så måtte
vi vænne os til, at folk lugtede lidt mere.
72
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
I Schweiz blev der forberedt nødplaner for vinterens elforbrug. Schweiz
har malet sig selv op i en krog ved at nedlægge store dele af sin egen
elproduktion og satse på import fra Tyskland. Da nu Tyskland stod i en
akut mangelsituation pga. bortfaldet af den russiske gas, blev eksporten
til Schweiz truet. Schweizernes planer indeholdt således lister over
aktiviteter, der ville blive forbudt, selv i private hjem, herunder brug af
tv-apparater, computerspil og opladning af elbilen. Det var jo lettere
grotesk.
En forhastet grøn omstilling, der ødelægger den stabile
energiforsyning, kan således betyde store afbræk i folks tilværelse.
Hertil kommer alle indskrænkningerne i folks frihed og muligheder i
den desperate og håbløse kamp mod drivhusgasserne. Alle vil ende
med at se drastiske ændringer i deres liv, og de fleste i negativ retning.
Og det hele skyldes en tro
–
på klimakrisen
–
uden bund i virkeligheden.
73
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2.5 Aflad
Hvis man virkeligt tror på klimakatastrofens komme, vil mange
mennesker få et stort behov for at gøre noget. Det er ikke nok bare at
stemme på de rigtige politikere en gang hvert fjerde år og så lade være
med at brokke sig over stigningerne i energipriserne og
indskrænkninger i sortimentet af fødevarer. Nogle vil kaste sig over
aktiviteter i foreninger, eller i forbindelse med aktivistiske gerninger,
f.eks. demonstrationer, eller det, der er værre. Mere herom i Del 4.
Men for det enkelt menneske
–
eller den enkelte virksomhed er der
andre muligheder, der dels kræver et minimum af aktiv indsats og
samtidigt giver en god samvittighed.
Det mest udbredte er køb af de såkaldte kulstofkreditter, også kendt
som klimakompensation. Det har udviklet sig til en kolossal forretning
i løbet af de seneste år. Der er nogen, der tjener formuer på den
forretning.
Ideen bag en kulstofkredit er at kompensere for et udslip af CO
2
. Har
man f.eks. foretaget en flyrejse har man jo en andel i flyets udledninger
af CO
2
i forbindelse med turen. Det kan nøje udregnes, hvor meget hver
passager således er skyld i. Lad os sige at passager X har forårsaget et
udslip på 2 tons CO
2
. Nu gælder det om at finde en aktivitet, der virker
modsat, dvs. fjerner de to tons fra atmosfæren. Den mest nærliggende
aktivitet er plantning af et træ. I forbindelse med sin vækst vil det over
årene binde adskillige tons CO
2
. Passager X kan nu betale for, at nogen
planter et eller flere træer, hvorefter udslippet er neutraliseret
–
på
papiret i hvert fald.
Der er således opstået store virksomheder, der ikke bestiller andet end
at plante træer, og som finansieres af de beviser på plantningen, som
sælges til passager X og tilsvarende. Disse beviser er, hvad man forstår
som kulstofkreditter. Salget er naturligvis ledsaget af behørige
certifikater, og passager X kan jo hænge sit op på væggen i sin
dagligstue. Hermed kan X godtgøre at synden er sonet og alting er gjort
godt igen. X har i hvert fald ikke bidraget til den globale opvarmning.
En anden mulighed er at betale til projekter, hvor man
–
på papiret i
hvert fald, forhindrer skovrydning rundt omkring i troperne.
Projekterne hjælper f.eks. de lokale bønder med at etablere sig andre
steder eller med aktiviteter, der ikke fordrer rydning af ny skov. Man
74
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0075.png
kan også understøtte de lokale myndigheder med fredning af
skovområder. Der opstilles så dokumentation for, hvor mange træer,
der er blevet reddet på den måde, og dermed de sparede tab af CO
2
.
Køberne af kreditterne får derefter papir på, at de har en andel i denne
nedsættelse af udledningerne.
Lyder det bekendt? Ja. I Middelalderens katolske kirke havde man et
tilsvarende system. Hvis man havde syndet over for Gud, var man i fare
for at ryge i Helvede efter sin død. Den skæbne kunne nu undgås ved at
købe et afladsbrev fra kirken. Det kostede penge, men med brevet i
hånden kunne man igen have ren samvittighed og ingen grund til at
frygte Helvedets pinsler.
Afladshandelen var en kæmpe forretning for kirken, og det var
efterhånden gået for vidt og endte med at være en af grundene til, at
Reformationen fik vind i sejlene. Den protestantiske kirke har aldrig
praktiseret aflad.
Men i forbindelse med klimaet er der ind til videre tale om en hurtigt
voksende forretning. Det er primært virksomheder, der køber aflad og
tit i stor skala. Målet er, at de kan hævde, at hele deres forretning slet
ikke belaster klimaet. Det kunne man jo i teorien gøre, hvis man altid
kun fik sin strøm fra vindmøller og solceller, og hele firmaets bilpark
var elektrisk. Men ingen kan reelt sikre sig kun at få strøm fra
vedvarende energi, der vil være en andel, der er fossilt fremstillet, og
den vil belaste strømforbruget med en vis mængde CO
2
. Her er det så,
at virksomheden kan betale for plantning af nogle hundrede hektarer
skov, og derefter modtage certifikater på en mængde CO
2
svarende til
den udledte.
Andre muligheder, der er ved at komme frem, er at betale firmaer, der
arbejder med opsugning og deponering af CO
2
. Her kan man jo
simpelthen betale for det antal ton, som ens strømforbrug har udledt.
Det førnævnte anlæg
på Island,
som ikke har nogen særligt stor
kapacitet, og meget høje omkostninger, ca. 5.000 kr./ton, har efter
sigende allerede solgt hele mængden de næste mange år.
Der har også været tale om, at man kunne betale for projekter, f.eks. i
store kvægbedrifter, der på én eller anden måde kan nedbringe
udledningerne af metan.
75
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0076.png
Der er store penge i afladsforretningen. Det forlyder, at alene Bill Gates,
der er glad for sit privatfly, årligt betaler ca.
30 millioner kr.
for
kulstofkreditter. I Californien er det samlede beløb, der indtil 2022 er
brugt til formålet, over
3,7 milliarder
dollars.
Men hvordan kan man nu sikre sig, at ens afladspenge virkeligt fører til
den aftalte reduktion i atmosfærens CO
2
-indhold? Svaret er ganske
enkelt, at det kan man ikke. Plantning af ny skov foregår mange steder,
og det er nærliggende for ejerne at supplere deres indtægter med
afladspenge. Det kræver bare en omdefinering af projektet på papiret,
så det ser ud som om at plantningen udelukkende gennemføres af
hensyn til klimaet. Undersøgelser har imidlertid vist, at op omkring
80%
af projekterne faktisk var aktiviteter, der ville være blevet udført
under alle omstændigheder, så ejerne greb bare chancen for at score
den ekstra gevinst. En del af programmerne bestyres af FN, som jo
notorisk er berygtet for korruption og svindel.
At plante træer for at binde CO
2
er ikke uproblematisk. Træerne skal jo
helst blive stående i mange år, for at holde på CO
2
-en. Hvis de f.eks. kun
får lov til at stå i 20 år og derefter bliver fældet og solgt som brænde,
bliver al CO
2
-en jo frigivet igen, og så har man bare udskudt
opvarmningen fra den i de 20 år. Så der er strikse regler, og helst skal
træerne blive stående i
100 år.
Det forhold gav så anledning til et andet problem. En af de få seriøse
aktører inden for feltet betragtede afladsordningen som en forsikring,
og her lægger man jo altid en reserve ind. Det betød i praksis, at
selskabet plantede 15% flere træer, end der strengt taget ville være
nødvendigt. Så længe mindre end de 15% gik tabt i den efterfølgende
100-årige periode, ville kundens penge stadigvæk sikre den lovede
bortskaffelse af klimagassen. Imidlertid befinder vi os i Californien, der
i nogle år har været hårdt ramt af skovbrande, og derved var nogle af
de nye træer brændt
–
hvilket naturligvis fører til en omgående
frigivelse af al den bundne CO
2
. Nu var situationen den, at mere end
15%
af selskabets træer var brændt på den måde, og så var man jo i
knibe.
Hele situationen er intet mindre end absurd. Troen driver folk til at
acceptere afladssystemet, og store virksomheder, der burde holde sig
for gode til den slags, gør en dyd ud af at de tilstræber at være
”klimaneutrale” gennem køb af tilstrækkeligt meget aflad. Samtidigt
76
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
bruger de privatfly og andre stor-udledende aktiviteter uden
hæmninger. Hvem kan, seriøst, tro på den slags?
77
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2.6 Konklusion
Vi må jo desværre erkende, at klimatroen kan få meget voldsomme
følger for menneskeheden. Målene, der er opstillet for nedskæringerne
i brugen af kul, olie og naturgas, vil medføre drastiske konsekvenser for
hele verdenssamfundet og vil reelt drive udviklingen baglæns. Vi har
opnået et helt uset niveau af velstand og velfærd, og det er bredt ud over
rekordmange mennesker her på Jorden. Relativt set er der i dag færre
fattige mennesker, end der nogensinde har været. Men hele denne
fremgang har i høj grad været baseret på den stabile energiforsyning
fra de fossile brændstoffer, der i øvrigt også er råvarer til en lang række
produkter, som samfundet heller ikke kan fungere uden.
Hidtil er der anvendt enorme summer på opførelse af vindmøller og
solceller, men de har kun opnået en andel på få procent af Verdens
energiforsyning. De fossile brændstoffer udgør stadigvæk ca. 80% af
vores energi, og det vil være totalt umuligt at bringe det tal væsentligt
længere ned inden 2030 eller 2050, som planerne ellers tilskriver. Jo
mere ihærdigt det forsøges at bringe tallet ned, desto mere fattigdom
vil der blive i Verden.
Danmark kan isoleret set nok nå lidt videre, men ikke uden stærkt
stigende økonomiske omkostninger. Rollen som ”foregangsland” vil
komme til at koste os dyrt. Man ser allerede i dag, hvordan alle
elementerne i den grønne omstilling kræver tilskud fra staten, enten
direkte eller indirekte, og det vil kun blive værre, f.eks. hvis man for
alvor begynder at satse på de kunstige brændstoffer, brint og Power to
X. CO
2
-opsamling og deponi er ren tilsætning og det er kun staten, der
kan betale, med deraf følgende forarmelse af samfundet.
Transportsektoren er et område for sig. Her skal vi alle køre i elbiler, så
det bør jo være nemt nok. Man skal bare have udskiftet hele bilparken
ud i løbet af få år. Løsningen er dog vanskelig i praksis, bl.a. fordi elbiler
er meget dyrere end almindelige biler, og med de fremtidige træk på
ressourcerne er der ingen grund til at tro, at priserne vil falde. Hertil
kommer, at batteridrift til større køretøjer, lastbiler og busser ikke
rigtigt vil fungere, fordi de nødvendige batterier bliver alt for tunge.
Men resultatet af forsøg på en omfattende indsats inden for
transportområdet vil igen være, at livet bliver dyrere og mere
besværligt, især for de mindre velstående segmenter af befolkningen.
78
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
Ved siden af det fossile brændstofforbrug er der opstillet separate mål
for landbruget, her er der især fokus på udledningerne af metan og
lattergas. Om de overhovedet spiller nogen rolle for klimaet er, som vi
har set, yderst tvivlsomt, men for at få det teoretiske papirbaserede
klimaregnskab til at se godt ud, kræver det drastiske indgreb over for
landbruget. Produktionen af både husdyr og planteafgrøder skal ned,
måske til det halve eller værre endnu, og det vil koste store tab, både
økonomisk og i beskæftigelsen i landbruget og fødevareindustrien.
Dette kan ikke ende med andet, end at Danmark bliver mindre
velstående.
Det er erkendt, at vi ikke når i mål, med mindre at hele befolkningen
medvirker aktivt. Med en blanding af tvang og frivillighed skal vi alle
lægge vores tilværelse om. Vi skal ændre vores kostvaner, mindre kød
og flere planteprodukter, vi skal køre mindre i bil og flyve meget
mindre. Vi skal i dagligdagen aktivt forsøge på at spare på energien,
f.eks. ved at holde lavere temperaturer i vores hjem om vinteren. For
mange, der tror på klimakrisen, er dette et helt naturligt element i
troen. Alle religioner har retningslinjer for ”korrekt” og ”ukorrekt”
adfærd, og der ligger en tilfredsstillelse i at underkaste sig reglerne og
retningslinjerne
–
og ikke mindst i at overvåge, at andre også gør det.
Alle disse voldsomme indgreb i folks tilværelse vil ofte medføre en del
politisk modstand, men heldigvis har man fundet metoder til at skåne
det mere velhavende og toneangivende segment af befolkningen fra
indskrænkningerne i de personlige muligheder og levestandarden. Det
gøres ved den såkaldte klimakompensation, hvor man kan betale penge
for at eliminere de CO
2
-udledninger, som éns levevis ellers giver
anledning til. Det er det begreb, man i mange religioner kender som
aflad.
Et samfund efter den grønne omstilling vil slet ikke ligne det, vi har i
dag. Man må så spørge, om vi virkeligt er så sikre på den tilstundende
klimakatastrofe, at alle disse tiltag bliver nødvendige? Vi har allerede i
Del 1 set, at klimavidenskaben er temmelig tvivlsom, og ikke giver
megen grund til at tro, at tingene vil gå så galt, som der spås. Men man
tror på det, og i mangel af håndgribelige beviser må man så i stedet
gribe til et aktivt forsvar for troen. Her glider videnskaben i baggrunden
og andre metoder må på bordet. Herom handler Del 3.
79
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
DEL 3: Forsvar for troen
3.1 IPCC og COP-møderne
FN’s klimapanel, IPCC (Intergovernmental
Panel on Climate Change),
betragtes af mange som en uvildig instans, hvis’ opgave er at
sammenfatte hele klimavidenskaben og gøre status over alt, hvad vi
ved. Det er en misforståelse. IPCC blev specifikt oprettet for at belyse
sammenhængen mellem udledningerne af drivhusgasser og den
globale opvarmning. Der er derfor ikke tale om, at IPCC skal
–
eller vil
–
kigge på al forskningen indenfor klimaet. Når organisationen således
udarbejder skriftligt materiale, har den frie hænder til kun at basere det
på de videnskabelige arbejder, der underbygger klimatroen. Og det gør
den så.
IPCC’s hovedaktivitet består i at udgive rapporter om klimaet.
Hovedudgivelserne er de såkaldte vurderings-rapporter (Assessment
Reports),
af hvilke der ind til nu er udsendt 6 stk. Den første rapport,
også kendt som FAR (First
Assessment Report)
udkom i 1990. Siden er
de efterfølgende rapporter blevet udsendt med 5-7 års mellemrum.
Vurderingsrapport nr. 6 (AR6) blev udgivet i 2021 og 2022.
Rapporterne udarbejdes ved, at der udpeges en lang række
hovedforfattere til hver del, og de allierer sig så igen med yderligere
hjælpeforfattere til at få skrevet hvert kapitel. Netop valget af forfattere
er en væsentlig garant for, at rapporterne kun kommer til at indeholde
oplysninger, der er i overensstemmelse med klimatroen. I rapporterne
finder man således ingen citater fra forskere, der har publiceret artikler
med et modstridende budskab. De kommer normalt slet ikke til orde i
IPCC’s rapporter, eller i bedste fald bliver de nævnt i forbifarten
og
afvist med det samme.
Teksterne, der skal indgå i rapporten, bliver stillet bredt til rådighed i
forskningsverdenen, og i princippet kan alle reagere på dem med
påpegning af fejl og forslag til rettelser. Mange forskere har dog oplevet,
at hvis deres tilbagemeldinger gik imod troens dogmer, blev de
ignoreret og fik ingen indflydelse på den endelige tekst.
Når udkastet til en rapport er færdigskrevet, skal der udarbejdes det
såkaldte Sammendrag for Beslutningstagere (Summary
for
80
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0081.png
Policymakers).
Her bliver et udkast fremstillet og sendt til
repræsentanter for alle lande i Verden. De skal så i fællesskab blive
enige om ordlyden, linje for linje. Det er en meget tung proces, og den
kan føre til mange interessante afvigelser fra teksten i hovedrapporten.
I nogle tilfælde skærpes retorikken i Sammendraget, det var f.eks.
tilfældet med den anden del af
AR6.
I andre tilfælde udvandes nogle af
budskaberne, det er især, når emnet er den fortsatte brug versus
udfasning af de fossile brændstoffer. Her vil olieproducerende lande
ofte stille sig på bagbenene, ligesom mange lande i Asien ikke ønsker at
ophøre med brugen af kul lige foreløbigt.
Når Sammendraget er skrevet færdigt, bliver det udsendt med store
fanfarer. Der er masser af bevågenhed fra mediernes side og ligeledes
politikernes. Få mennesker får nogensinde kæmpet sig ind i den
underliggende vurderingsrapport. Den bliver i øvrigt færdigredigeret
efter udsendelsen af Sammendraget, bl.a. med det formål, at der ikke
skal være for store uoverensstemmelser mellem de to. Det er jo en
interessant proces, fordi Sammendraget er et politisk og ikke
videnskabeligt dokument. Men nu skal de politiske vedtagelser gøres til
videnskab i hovedrapporten, der således bagefter heller ikke er
videnskabelig mere.
Fig. 3.1:
Temperaturen de seneste 1000 år ifølge IPCC’s første rapport
Retorikken i vurderingsrapporterne er blevet skærpet betydeligt
gennem årene. Den første rapport (FAR) nævnte, at menneskeheden
var skyld i stigningen i atmosfærens CO
2
-indhold, og at det muligvis var
en medårsag til temperaturstigningen. Den medtog en ofte gengivet
illustration, der viser både Den Middelalderlige Varmperiode og Den
Lille Istid, fig. 3.1.
81
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
Den anden rapport (SAR)
brugte udtrykket at der var en ”skelnelig”
sammenhæng mellem CO
2
og temperaturen. Den tredje rapport (TAR),
der udkom i 2001 blev totalt domineret af den nys lancerede
hockeystav-kurve (jfr. kapitel 1.4) over temperaturudviklingen, og nu
fik begrebet ”menneskeskabt global opvarmning” fuld fokus.
I fjerde og femte rapport (AR4 og
AR5)
blev retorikken skærpet
yderligere, men hockeystaven gled i baggrunden. Dels havde den været
udsat for megen kritik, og dels var varmepausen fra 1998-2014 noget,
der tyngede i AR5. Den blev nævnt og forsøgt bortforklaret bl.a. med, at
al varmen forsvandt ned i havet, og ville komme frygteligt tilbage
senere.
Den nyligt udkomne
AR6
havde ikke det problem. Temperaturen var i
forbindelse med El Niño-erne i 2016 og 2018 begyndt at stige igen, og
selvtilliden hos IPCC fejlede ikke mere noget. Hockeystaven blev
prominent gengivet som en af de første illustrationer, og herefter kom
en figur, der viste, hvordan de menneskeskabte udledninger
–
af hhv.
drivhusgasser og partikler (aerosoler) stod for 100% af den
temperaturstigning, der havde været siden 1850 (se fig. 3.2).
Til gengæld måtte folkene bag AR6 erkende det stigende problem med
klimamodellerne, der viste alt for store opvarmninger, både i nutiden
og i fremtiden. Hidtil havde man brugt gennemsnittet af alle
modellernes bud på temperaturstigningen ved en fordobling af
atmosfærens CO
2
-indhold. Det tal var steget støt gennem tiden, og den
nye 6. generation af modeller havde et gennemsnit på knap 4 grader
celsius. AR6’s forfattere greb
som nævnt i kapitel 1.3 ind og valgte 3
grader i stedet for. Det var bemærkelsesværdigt.
AR6 er et monstrøst stykke arbejde. Den blev udsendt i tre dele, hver
især på op imod 3000 tætskrevne sider med referencer til tusindvis af
videnskabelige artikler. Der var nedsat en separat arbejdsgruppe
(Working
Group)
for hver del. WGI-delen handlede om den
videnskabelige baggrund for klimasagen. WGII handlede om de
forventede følger af klimaforandringerne, og hvad man kunne gøre for
at afhjælpe dem. WGIII drejede sig så om, hvordan man kunne
forebygge klimaskaderne
–
primært ved grøn omstilling. Her er det
interessant, hvor let rapporten tager på udfordringerne med at indrette
en energiforsyning primært baseret på sol og vind, jfr. kapitel 2.2.
82
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0083.png
Fig. 3.2: Indflydelsen af de enkelte faktorer på klimaet, iflg.
IPCC’s seneste rapport
(AR6)
IPCC har undervejs også udgivet de såkaldte sær-rapporter om diverse
emner. En af de mere epokegørende var som nævnt rapporten fra 2018,
der som opfølgning på Paris-mødet skulle redegøre for
konsekvenserne af en global opvarmning på hhv. 1,5 og 2,0 grader. Det
var et rent bestillingsarbejde, og IPCC honorerede opgaven med at
påvise, hvordan 2 grader ville være meget værre end 1,5 grader. Bl.a.
ville stort set alle korallerne uddø ved de 2 grader, hvor kun 70% ville
forsvinde, hvis vi nåede de 1,5 grader (hvilket kun er 0,4 grader højere
end nutiden, hvor korallerne trives i bedste velgående).
83
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
I rapporten kunne man også læse tal for de forventede omkostninger til
udbedring af klimaskader, og her fremgik det faktisk, at
omkostningerne ved de 2 graders temperaturstigning ikke var så
slemme endda, og man kunne hurtigt regne ud, at de var væsentligt
mindre, end hvad en grøn omstilling ville koste. Den problemstilling
kom der dog ikke nogen fokus på.
Siden starten af 1990-erne begyndte man også at afholde de årlige
klimatopmøder
–
COP-møderne, hvor COP står for
Conference of the
Parties.
Her samledes delegationer fra næsten alle lande i hele Verden
til 2 ugers drøftelser, og diverse statschefer og kendisser fløj ind i
privatfly og deltog noget af tiden.
På COP-møderne drøfter man forskellige aspekter af klimasagen og der
bliver vedtaget nye initiativer, der indebærer nedsættelse af
arbejdsgrupper om dette og hint. Private virksomheder sender
delegerede, der mest udfører lobbyarbejde for deres nye geniale klima-
reddende opfindelser. Hovedformålet med COP-møderne, der støt er
vokset i omfang (det seneste, COP27 havde op i mod 40.000 deltagere),
er at bekræfte hinanden i troen og opretholde fortællingen om den
farlige menneskeskabte globale opvarmning.
De enkelte lande har dog tydeligvis forskellige interesser, således
møder mange ulande op med ønsker om økonomisk støtte til grøn
omstilling, eller som kompensation for klimaskader. Penge fra de rige
Vestlige lande er altid godt, og hvem siger, at de bagefter skal bruges til
noget, der har med klimaet at gøre?
Troen på klimakatastrofen vil man gerne have slået fast i en slagkraftig
sluterklæring, og forhandlingerne om denne giver altid stigende
spænding og drama hen mod mødernes afslutning. Allerhelst vil man
naturligvis træffe bindende beslutninger, der kan forpligte landene til
handling, der skal sikre en reduktion af drivhusgas-udledningerne.
Efter flere tilløb lykkedes det i 2015 ved COP-mødet i Paris at få skrevet
i sluterklæringen, at Verden skulle begrænse den fremtidige
temperaturstigning til maks. 2 grader og helst maks. 1,5 grader.
Landene fik et år til at udarbejde og fremlægge deres planer for
omlægninger af energiforsyningen, så målet kunne nås.
Paris-aftalen var dog, som alle andre COP-aftaler, ikke bindende for
nogen, og da landene (ikke alle lande) kom tilbage med deres tilsagn,
84
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
viste det sig, at det slet ikke var nok. CO
2
-budgettet ville blive
overskredet voldsomt.
Sådan er det gået med hvert eneste COP-møde. En masse snak og til
sidst en meget vandet sluterklæring uden forpligtelser. COP26 i
Glasgow i 2021 endte med et forsøg på at få skrevet ind i teksten, at kul
skulle ”udfases”, det blev i sidste øjeblik ændret til ”nedfases”, hvad det
så måtte betyde. COP27 i november 2022, i Egypten, endte også totalt
resultatløst, på nær at man for første gang nævnte begrebet erstatning
for ”tab og skader”. Ideen er, at de rige Vestlige lande, der gennem
tiderne har udledt flest drivhusgasser, skal betale store pengebeløb til
de fattige lande som kompensation for alle de klimaskader, de har lidt
og kommer til at lide under. Sluterklæringen taler dog ikke om hvordan,
hvornår og hvor meget der skal betales, og der går nok mange år, før
man kommer de spørgsmål nærmere.
COP-møderne tjener intet fornuftigt formål, andet end at fungere som
vækkelsesmøder for klima-troen.
85
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0086.png
3.2 Climategate
Klimaforskningen var som nævnt lidt i krise i årene op til 2010.
Hockeystav-kurven over temperaturen i fortiden var under hårde
angreb, og fraværet af temperaturstigninger siden 1998 på trods af den
fortsatte forøgelse af atmosfærens CO
2
-indhold var et voksende
problem. Hertil kom, at de bedste temperaturkurver for 1900-tallet
baseret på termometer-målinger viste et forløb, der ikke harmonerede
med, at CO
2
skulle styre temperaturen 100%. Kurverne viste en
stigning fra 1910 til 1940 og derpå et fald frem mod 1970, i modstrid
med det konstant stigende CO
2
-indhold.
Kritikerne af hockeystaven havde mange gange bedt om at få udleveret
forskernes data og computerprogrammer til den statistiske
behandling. Her havde de oplevet en ekstrem uvilje til at udlevere noget
som helst, der kom mange undskyldninger men ingen data. Det samme
gjaldt de store globale temperaturkurver, der jo er stykket sammen af
millioner af enkeltmålinger og igen fortolket af klimaforskere i
forbindelse med en storstilet statistisk behandling. Det er jo ellers
normal kutyme i forskningsverdenen, at man lægger sine data frem, så
alle kan arbejde med dem og efterprøve resultaterne. Men ikke i
klimaforskningen
–
og med god grund fordi det viser sig, at mange af
resultaterne, f.eks. hockeystaven, ser yderst tvivlsomme ud. Men de ser
ud som de gør, fordi de er i overensstemmelse med klimatroen.
Den påstand fra min side kunne bare være u-underbygget gætteri, hvis
det ikke var for
Climategate.
I 2009 havde hackere fundet vej ind i
computerne på et engelsk universitet,
University of East Anglia,
der har
et toneangivende klimainstitut
CRU.
Hackerne
offentliggjorde
derefter
en lang række udvekslinger af e-mails
mellem CRU’s forskere og folk fra
andre klimainstitutter, primært i USA, heriblandt hockeystavens fædre.
Det var artige ting, der kom frem her. Det viste sig, at tilbageholdelsen
af data skete med fuldt overlæg, for at ”klimabenægtere” ikke skulle få
fingre i dem. Det var vanskeligt at gennemføre i praksis, fordi der er
regler om aktindsigt både i USA og i England (Freedom
of Information
Act),
og da universiteterne er offentlige institutioner, er de omfattet af
reglerne. Men Climategates korrespondenter brugte alle mulige tricks,
og det lykkedes at tilbageholde de fleste data med mere eller mindre
ufine metoder.
86
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0087.png
Et af de mere bemærkelsesværdige tilfælde, der blev afsløret ved
Climategate, var ”hide
the decline”,
”skjul nedgangen”. Det drejer sig om
hockeystaven, der jo som nævnt i vid udstrækning er baseret på de
såkaldte proxyer, f.eks. årringe i træer. Man er her nødt til at opstille en
teori for sammenhængen mellem f.eks. årringenes tykkelse
–
eller
veddets tæthed
–
og omgivelsernes temperatur. Forskerne fandt nogle
meget gamle træer, der stod på steder, hvor det blev antaget, at
temperaturen på én eller anden måde afspejlede den globale. Man
borede kerner ud af træerne og målte årringene. Enkelte af kernerne
viste noget, der med lidt god vilje gav en hockeystav med et jævnt forløb
op gennem tiden og den afsluttende opvarmning. Man mange viste ikke
noget til sidst. Forsøg på at inddrage andre proxyer, f.eks. kemisk
sammensætning af koraller eller aflejringer i drypstenshuler
medvirkede til at udjævne det lange skaft på hockeystaven men bidrog
ikke til den afsluttende opvarmning.
Fig. 3.3. De oprindelige proxymålinger brugt til temperatur-rekonstruktioner.
Bemærk den orange kurve efter år 1900. Fra
Climate Audit
Opvarmningen efter 1850 kan man jo få i rigt mål ved at inddrage de
målte temperaturkurver (passende redigeret), men hvis man seriøst vil
bruge dem sammen med proxymålingerne, skal man have en lang
periode, hvor de to datasæt overlapper hinanden. Det er nødvendigt,
fordi man herved får en dokumentation for, at proxyerne i bund og
87
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0088.png
grund viser det samme som temperaturmålingerne og derfor er til at
stole på også længere tilbage i tiden, hvor vi ikke har nogen målinger.
Det vidste hockeystavens skabere godt, og de påstod, at overlappet
fandtes helt frem til 1980.
Nu bliver det interessant, fordi det viser sig, at en af de vigtigste
proxykurver faktisk ikke viste nogen stigning fra 1940 og fremefter.
Den viser tværtimod et kraftigt fald frem til år 2000, se fig. 3.3. Det er
jo ikke så godt, fordi hvis proxyen ikke kan vise den nuværende
temperaturstigning, så kan man jo alvorligt tvivle på, hvorvidt den
overhovedet giver et sandfærdigt billede af fortidens
temperaturvariationer. Det kunne jo f.eks. være grunden til, at den ikke
viser noget spor af Den Middelalderlige Varmeperiode.
Fig. 3.4: Temperaturkurverne fra fig. 3.3, efter bortskæring af sidste del af den orange
(Briffa et al.) Kilde:
Climate audit
I den officielle version af kurven, fig. 3.4, er dette bidrag imidlertid
beskåret, så den ikke er vist efter 1940. Af e-mailkorrespondancen
fremgår det, at denne beskæring er foretaget med fuldt overlæg, fordi
det ellers ville forstyrre billedet og underbygge tvivlen om
hockeystaven.
I en
anden mail
offentliggjort som et led i Climategate påpeger
skribenten, at det er vigtigt at ”slippe af med Middelaldervarmen”.
88
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0089.png
Fig. 3.5: Målte temperaturer på den nordlige halvkugle,
reference
fra 1998
En torn i øjet var temperaturudviklingen i det 20. århundrede. Før
hockeystaven blev udsendt, kunne man se kurver som vist på fig. 3.5.
Her var der en stigning i temperaturen fra ca. 1890 til 1940, men
derefter et betydeligt fald igen frem til omkring 1975. Det harmonerede
jo dårligt med udviklingen i atmosfærens CO
2
-indhold. Det steg
langsomt i perioden frem til 1940 og derefter noget hurtigere
–
men nu
var temperaturen faldende. Forskeren bag fig. 3.5 kom i løbet af
nullerne på bedre tanker og sendte nu
e-mails ud
om, hvordan man
kunne slippe af med den ”top” omkring 1940. Han fremførte bl.a., at det
kunne gøres ved en justering af havtemperaturen i perioden, en
reduktion på f.eks. 0,15 grader ville hjælpe på billedet, men ikke se alt
for påfaldende ud.
Fig. 3.6: ”Moderne” temperaturkurve, samme periode som fig. 3.5.
Kilde:
HadCRUT
Fig. 3.6 viser forskerens instituts nuværende sammenlignelige kurve
(for den nordlige halvkugle). Der er stadigvæk et svagt fald i
89
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0090.png
temperaturen fra 1940 til 1970, men kun ca. 0,3 grader, hvor faldet på
fig. 3.5 er op imod en grad.
De lækkede e-mails understreger ofte, at når der fuskes med tal og
statistik, er det fordi, det tjener
sagen.
Den er så vigtig, at almindelige
videnskabelige principper kan fraviges. Tilsvarende kan man forfølge
kollegaer, der tænker anderledes:
”Jeg
opgav forsker XX for et stykke tid siden. Jeg ved ikke, hvad hun tror,
hun har gang i, men det hjælper ikke sagen, eller hendes videnskabelige
troværdighed.”
Forskerne bag Climategate udgav mange artikler og deltog også i
fagfællebedømmelsen af andre forskeres arbejder. Her var de meget
kritiske over for resultater, der modsagde klimafortællingen, og de
lagde pres på tidsskrifternes redaktører for at få dem til at afvise den
slags artikler. En særlig opgave var at holde de kritiske bidrag ude af
IPCC’s rapporter. IPCC har
ved hver store vurderingsrapport en
deadline for, hvornår artikler skal være publiceret, for at de kan komme
i betragtning. Ved således at få udsat offentliggørelsen kunne man
forhindre uønskede artikler i overhovedet at komme i betragtning.
Citat fra
en e-mail:
”Jeg
kan ikke se nogen af disse to artikler i den næste IPCC-rapport. YY og
jeg skal nok holde dem ude på én eller anden måde, selv hvis det bliver
nødvendigt for os at omdefinere begrebet fagfællebedømmelse!”
Climategate endte med en stribe undersøgelser, hvor det blev
konkluderet, at de afslørede forskere ikke havde gjort noget forkert, og
at den globale klimakrise var et lige så alvorligt problem, som den hele
tiden havde været. Var det igen troen, der fik overtaget blandt
undersøgelseskomiteernes medlemmer?
Climategate illustrerer nok bedre end noget andet, hvad der driver hele
klimasagen. De involverede
–
og her taler vi om højt kvalificerede
videnskabsfolk
–
er fuldt og fast overbeviste om
sagen.
De mener
derfor, at det berettiger dem til at gribe til uvidenskabelige og ufine
metoder, dels for at holde anderledestænkende fra døren og dels for at
kunne opretholde bevidstheden om klimakrisen i den brede
offentlighed.
90
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0091.png
3.3 Tipping points
Under den lange varmepause i perioden 1998-2014 var folks vilje til at
tage klimasagen alvorligt ikke så stor. Herregud, temperaturen steg jo
slet ikke, eller kun meget langsomt, så var der nogen grund til at være
bange? Forudsigelser om, at det hele ville blive meget slemt om 50 år,
med smeltet is, havstigninger og varmere temperaturer kunne ikke
rigtigt skræmme nogen. Den tid den sorg, mente folk.
De klimatroende måtte skrue op for truslerne for igen at fange folks
opmærksomhed. Det første middel, der blev taget i brug, var så
begrebet
tipping points,
eller på dansk ”væltepunkter”. Ideen er
grundlæggende, at selv en lille temperaturstigning kan få meget
drastiske følger, der ikke derefter kan rettes op igen. Det skulle ske ved,
at der indtræffer noget, der forstærker sin egen virkning, fig. 3.7.
Fig. 3.7: Illustration af væltepunkt Fra
TIPES
Det klassiske eksempel er afsmeltningen af Grønlands indlandsis.
Indlandsisen tjener to formål. Dels holder den på en masse vand og dels
reflekterer den sollyset og virker derfor afkølende på Jorden. Hvis nu
en lille temperaturstigning får lidt af isen til at smelte, så falder
tilbagekastningen af sollyset, og det medfører mere opvarmning, der
igen vil lede til hurtigere afsmeltning af isen og så har vi den onde cirkel.
I løbet af få år kan hele Grønland smelte, og verdenshavene stige med
6-7 meter. Omvæltningen er ikke reversibel, dvs. hvis begivenheden
indtraf pga. en stigning i den globale temperatur på 0,5 grader, så vil
isen ikke komme tilbage, hvis vi efterfølgende ved hjælp af hidsig CO
2
-
opsamling får temperaturen kølet ned igen med de 0,5 grader. Det vil
tage tusindvis af år at få genetableret den grønlandske indlandsis, der
91
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0092.png
jo er op til 3 km tyk. (At vi så slet ikke kan ”styre” temperaturen på den
måde er en anden sag jfr. kapitel 3.1.)
Nu var det påvist, at helvedet på Jorden ikke var noget, der først ville
komme om mange år, det ville kunne dukke op allerede inden for få år.
Tipping points fik stor fokus, på Niels Bohr Instituttet blev der oprettet
et fireårigt forskningsprojekt, kaldet
TiPES
(Tipping
Points in the Earth
System)
finansieret af EU-forskningsmidler. Og, hvad der næppe var
overraskende, man fik hurtigt identificeret nogle truende tipping
points. Dels regnskoven i Amazonas, dels afsmeltningen i Grønland og
endeligt truslen om at Golfstrømmen i Atlanterhavet vil bremse op eller
ændre forløb. TiPES skriver:
Risikoen for hurtige overgange i klimaet kræver nøjagtige vurderinger og
forudsigelser af tipping points og udvikling af varslingssystemer og
strategier for afværgelse. Klimavidenskaben er dog endnu ikke
velforberedt på sådan et scenarie. Teorien om pludselige klima-
overgange er stadigvæk i sin spæde barndom. Forståelsen af pludselige
ændringer i fortidens klima er ufuldstændig.
For at fremme en skarpere fokus på tipping points, vil det kræve
medvirken fra politiske økonomiske og videnskabelige interessenter, som
f.eks. IPCC og klimaforskningen generelt.
Her er vi startet med en teori om noget slemt, der kan ske i
overensstemmelse med klimatroen. Vi har ikke rigtigt nogen beviser
for, at det forholder sig sådan, men dem må vi prøve at finde. Og i
mellemtiden skal politikerne sende flere penge, og IPCC skal skrive
noget mere om det i de kommende rapporter.
Det er jo en noget bagvendt form for forskning, hvor man starter med
en politisk ønskelig konklusion (”der findes tipping points”) og derefter
begynder at finde beviser på den. Med klimavidenskabens vidt
udstrakte brug af computermodeller er det jo umiddelbart ikke nogen
svær opgave, det er bare et spørgsmål om at programmere maskinerne
på den rigtige måde og fodre dem med de rette data.
Det minder undertegnede lidt om de mennesker, der af religiøse grunde
fastholder, at Jorden kun er 10.000 år gammel, som det fremgår af
bibelen, og derefter farer ud i landskabet for at finde ”beviser” på den
tro.
92
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0093.png
Fig. 3.8: Bud på væltepunkter fra forskningen. Fra
Nature.com
Der er på nuværende tidspunkt
identificeret
en stribe mulige tipping
points, mere eller mindre fantasifulde, se fig. 3.8. Grønland har vi
allerede nævnt, hvor det hævdes, at afsmeltningen af indlandsisen er
”accelererende” og allerede ved en global opvarmning på 1,5 grader
over ”førindustrielt niveau” vil afsmeltningen ikke mere være til at
standse. Det harmonerer så ikke helt godt med den faktiske afsmeltning
i de senere år, der ifølge DMI nærmest ser ud til at bremse op, se fig. 3.9.
Ud over Grønland er der fokus på Antarktis, hvor især den vestlige del
(syd for Sydamerika) er i søgelyset. Her findes nogle store gletsjere, der
periodisk kælver enorme isbjerge ud i havet. Teorien går nu på, at
varmere havvand underminerer disse gletsjere, der delvist flyder på
93
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0094.png
vandet, og derved kan proppen, der holder isen tilbage, blive nedbrudt,
og resultatet bliver et meget større skred i isen, og det kan igen føre til
en stigning i Verdenshavene på 2-3 meter på kort tid.
Fig. 3.9: Udviklingen i Grønlands indlandsis 1986-2022. Den røde kurve er den totale
ændring, i milliarder tons/år. Kilde:
DMI.
Man overser her behændigt, at temperaturen i Antarktis reelt ikke er
steget de seneste 60 år. Gletsjerne i Vestantarktis er beliggende ovenpå
en del aktive vulkaner, og de bevirker ind imellem, at der kommer skred
i tingene. Men det er et fænomen, der har stået på i millioner af år, og
det har jo intet med drivhusgasser at gøre. Vi kan ikke forhindre den
afsmeltning ved at reducere vores CO
2
-udslip.
Skovene højt mod nord, lige syd for de arktiske egne, er også truede af
temperaturstigningerne. Det lyder jo lidt mærkeligt, fordi højere
temperaturer allerede har bevirket at trægrænserne flytter nordpå og
de skovklædte arealer vokser. Men tipping point skulle her være noget
med at bestandene af insekter ændrer sig, og der er et forøget omfang
af skovbrande. Det er jo mærkelige påstande, hvis man tænker på
situationen ved ophøret af sidste istid, hvor skovene hastigt udbredte
sig nordpå, og alting blev beboeligt igen for mennesker og dyr.
Selvfølgeligt sker der forandringer, hvis temperaturen ændrer sig, men
hvorfor skulle det være til det værre?
94
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
Men troen kræver igen, at alt, hvad der har med den globale
opvarmning at gøre,
skal
være negativt.
Et andet tipping point er forekomsterne af metan i permafrosten. Når
isen tør op, vil metanen blive frigivet, og det giver en forstærket
drivhuseffekt, der igen bevirker mere opvarmning, og så løber det hele
løbsk. Det er der heller ikke meget praktisk belæg for, og man overser
behændigt, at den stigende mængde vegetation i områderne medfører
en kraftig opsugning af CO
2
, der langt hen ad vejen modvirker effekten
af metanen.
Vi har allerede nævnt korallerne, der forudses at blive udryddet ved en
temperaturstigning på kun 2 grader. Der peges på voldsomme tilfælde
af blegning i de senere år. Men som allerede nævnt er koraller hårdføre
dyr, der har været på Jorden i hundreder af millioner år og overlevet
alle mulige skift i klimaet. En behersket opvarmning på et par grader vil
absolut ingen indflydelse have, og i øvrigt måtte man i 2022 konstatere,
at udbredelsen af levende koraller på The Great Barrier Reef ud for
Australiens østkyst var rekordstor.
Der er megen tale om, at Golfstrømmen op i gennem Atlanterhavet
skulle være ved at blive svækket, det vil få vidtrækkende betydning for
klimaet mange steder, og der spekuleres endda i at det kunne tage livet
af regnskoven i Amazonas og omdanne den til savanne. Igen er der stor
uenighed i videnskaben om Golfstrømmen, det er jo den, der bevirker
at f.eks. Skandinavien er meget varmere end områder på samme
breddegrader i Nordamerika. Temperaturen så langt mod nord som
Svalbard har været stigende igennem årene, og det kan kun skyldes en
velfungerende Golfstrøm.
De store havstrømme varierer over tid, det har de altid gjort, og at de
skulle blive påvirket af en let opvarmning, er svært at forestille sig. Men
hvis man ønsker, at der skal være en sammenhæng, er det en smal sag
at få sine computermodeller til at vise det.
IPCC udtrykker i den seneste vurderingsrapport en generel skepsis
over for tipping points, de bliver betragtet som begivenheder med lav
sandsynlighed og ”lav tiltro” (AR6
WGI, afsnit 1.4.4.3 og s. 1534). At det
globale klima skulle kunne tippe over i noget helt andet, f.eks. en totalt
isfri klode (”hot-house
Earth”),
betragtes som helt udelukket. Der kan
højst blive tale om mere lokale fænomener, som f.eks. ødelæggelsen af
Amazonas-regnskoven. Sandsynligheden er lille, men tilfældene anses
95
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
alligevel for at være af interesse, da de kan illustrere, hvor galt det hele
kan gå.
IPCC er således lidt forsigtig med tipping points, nok set i lyset af deres
noget tvivlsomme videnskabelige status. Men det er jo også ligegyldigt,
tipping points er opfundet for at skræmme befolkningen til at acceptere
den grønne omstilling, og det har jo i et vist omfang været en succes.
96
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0097.png
3.4 Sammenkædning med ekstremt vejr
Snakken om tipping points fængede ikke så meget i den brede
offentlighed. Der var stadigvæk tale om trusler, der måske ville vise sig
en gang i fremtiden. Man havde behov for noget, der foregik her og nu.
Hvad var da mere nærliggende end de vejrkatastrofer, Jorden
hjemsøges af hvert år i form af oversvømmelser, tørke, orkaner og
hedebølger? Kunne det ikke tænkes, at klimaforandringerne allerede
havde medført, at de var blevet meget værre?
Det er jo åbenlyst ikke nogen nem opgave at finde ud af, hvorvidt en
given orkan var kraftigere eller gjorde mere skade som følge af, at vi har
et højere indhold af CO
2
i atmosfæren og dermed en lidt højere global
temperatur. En måde at gøre det på er ved at bruge de store
klimamodeller, og sætte dem til at regne på et tilfælde, hvor orkanen
bliver simuleret, men med en lidt lavere baggrundstemperatur. Det er
et stort arbejde, og en eventuel videnskabelig artikel med
fagfællebedømmelse og hele processen vil formentligt først blive
udsendt et år efter orkanen, og da er den naturligvis totalt glemt i
offentligheden.
Der var derfor brug for at få nogle videnskabelige resultater på bordet
hurtigst muligt efter begivenheden, ja, gerne samtidigt med at den
rasede. Dette behov har jo åbenlyst intet med videnskab at gøre. Vi
bliver ikke klogere af at få resultater lynhurtigt, men når formålet er at
få overskrifter i medierne, der kæder f.eks. en oversvømmelse sammen
med atmosfærens stigende CO
2
-indhold, så er det igen et udslag af troen
og behovet for at forsvare den og styrke den i folks bevidsthed.
Der blev således nedsat grupper af forskere, hvis’ opgave var at
gennemføre disse hurtige sammenkædninger. Så snart der skete noget,
ville de træde sammen og få gang i computerne. Allerede efter kort tid
ville de være i stand til at udtale sig om sagen, og resultatet var jo stort
set altid, at den pågældende hændelse enten var voldsommere eller
optrådte med større hyppighed, end man kunne forvente ved et
”normalt” klima. Man lægger ikke skjul på, at det er sådan
det skal være.
Her er fra indledningen til en
artikel
om tørke:
Klima-sammenkædnings-videnskaben forsøger at afdække årsagerne til
ekstreme begivenheder og især den mulige rolle spillet af
menneskeskabte klimaforandringer.
97
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0098.png
Resultaterne af arbejdet bliver udsendt i form af pressemeddelelser.
Nogle af dem ender måske senere i en artikel i et videnskabeligt
tidsskrift, men det er jo slet ikke formålet med indsatsen. Derfor er det
også ligegyldigt med fagfællebedømmelsen, den er kun et forsinkende
led og kunne endda føre til, at resultaterne viste sig ikke at være
videnskabeligt holdbare.
Fremgangsmåden har været en bragende succes. I løbet af få år har man
fået udbredt en bevidsthed blandt medier, politikere og
meningsdannere om, at ekstreme vejrbegivenheder er blevet meget
værre. Her er et eksempel fra et tilfældigt indlæg i en dansk avis, hvor
et teatermenneske skriver:
…. verden føles forandret.
Skovbrande, oversvømmelser og
temperaturstigninger er blevet mainstream. Ingen sobre mennesker
benægter længere, at klimaet er forstyrret af os.
(WA 20/1-23)
Fig. 3.10: Udviklingen i orkaner hhv. globalt (blå) og nordlige halvkugle, 1972-2022.
Kilde:
G. Alimonti et al.
De store oversvømmelser i Pakistan i sommeren 2022 blev fremhævet
gang på gang i medierne og den offentlige debat. Her var et klokkeklart
eksempel på en menneskeskabt katastrofe. Løsningen er selvfølgeligt,
at vi hurtigst muligt nedbringer vores CO
2
-udslip ved hjælp af den
grønne omstilling. Mellem linjerne kan man læse, at hvis vi bare gør det,
så bliver Pakistan aldrig oversvømmet mere.
98
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0099.png
Succesen for sammenkædningen er overvældende, og derfor bliver den
også forsvaret indædt, hvis nogen tillader sig at rejse tvivl om den.
En måde at anskue problemstillingen på er jo ved at se på
vejstatistikkerne, der i mange tilfælde går mere end 100 år tilbage i
tiden. Hvordan ser det f.eks. ud med oversvømmelser i Pakistan
gennem årene? Her viser det sig generelt, at nutiden ikke på nogen
måde skiller sig ud. Der er ikke kommet flere orkaner (fig. 3.10), ikke
flere oversvømmelser eller tilfælde af tørke (fig. 3.11). Alle
fænomenerne varierer voldsomt fra år til år, men der er ikke nogen
tendens, der f.eks. følger udviklingen i den globale temperatur eller
stigningen i atmosfærens CO
2
-indhold.
Fig. 3.11: Områder globalt ramt af tørke 1950-2017, rød er ekstrem tørke, gul
moderat, i % af Jordens samlede areal. Kilde:
CRU-data
Dette budskab er der selvfølgeligt sobre forskere, der har forsøgt at
fremføre, dokumentationen ligger jo lige for i form af de nationale og
globale vejrstatistikker. Men fra folkene bag sammenkædnings-
studierne bliver den slags mødt med raseri og krav om censur. I en
meget omtalt sag forlangte klimaforskere, at
en artikel
med
vejrstatistikker skulle trækkes tilbage. Det er jo et ret usædvanligt
skridt, der normalt kun kommer på tale, hvis en artikel indeholder
forfalskede resultater eller regulær svindel. At det skulle være tilfældet
her, kunne kritikerne slet ikke dokumentere. I stedet prøvede de med
vrede sætninger som
denne her:
99
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
Artiklen giver indtryk af at være skrevet specielt for at agitere for, at der
ikke er nogen klimakrise, i stedet for at give en objektiv, omfattende og
opdateret vurdering … Forfatterne ignorerer IPCC’s rapport, der udkom
få måneder, før de indleverede deres artikel
Pudsigt nok indeholder den pågældende IPCC-rapport (AR6 WGI) ikke
noget, der strider i mod ovennævnte artikel.
Klimaforskernes pres på tidsskriftet endte med, at dette forsynede
artiklen med en advarselsetiket:
Redaktionens note: Læsernes opmærksomhed henledes på at
konklusionerne i dette manuskript i øjeblikket er omdiskuteret.
Tidsskriftet er i gang med at undersøge sagen.
Det videnskabelige grundlag for sammenkædningen betragtes ellers
som temmelig tvivlsomt. Man prøver at programmere computeren med
detaljer om den pgl. hændelse, f.eks. kraftig regn, der fører til
oversvømmelser. Derpå lader man computeren regne på en
klimamodel, som er indlagt på forhånd, og nu kan man gennemføre
beregninger med forskellige niveauer af CO
2
i atmosfæren som
forudsætning. Det gode ved metoden er jo, at man kan blive ved med at
prøve
–
og justere på sine input - indtil modellen kommer ud med de
ønskede resultater.
Vi har allerede kigget på modellerne (kapitel 1.3) og set deres mange
svagheder. De bliver ikke bedre af, at man prøver at regne på fiktive
situationer med lave CO
2
-indhold i en nutidig sammenhæng.
Sandsynligheden for, at resultaterne reelt har noget med virkeligheden
at gøre, er beskeden.
Men som forsvar for klimatroen har sammenkædningen været en
enestående succes. Pludseligt kan folk, der ikke ved bedre, se en
umiddelbar sammenhæng mellem klimasagen og den globale
opvarmning på den ene side, og så farlige vejrbegivenheder, der bliver
blæst op i medierne, på den anden.
Ekstreme vejrhændelser medfører som regel store tragedier med
dødsfald og tab af materielle værdier. Det ville selvfølgeligt være
fantastisk, hvis vi kunne forhindre den slags i at ske i fremtiden. Og nu
har sammenkædningsvidenskaben anvist os vejen. Den lover
naturligvis ikke, at uvejret helt vil forsvinde, men det er alligevel det,
100
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
offentligheden er bragt til at tro på. Man kommer til at tænke på
fortidens kvaksalvere, der solgte slangeolie og andet godt og lovede, at
alle køberens helbredsproblemer ville blive løst.
101
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0102.png
3.5 CO
2
som planteføde
CO
2
er en naturlig og helt uundværlig bestanddel i Jordens atmosfære.
CO
2
er den vigtigste byggesten i planternes vækst, og i CO
2
-frie
omgivelser vil de hurtigt dø. Klima-agitationen har imidlertid bibragt
mange mennesker den opfattelse, at CO
2
er ”forurening” på niveau med
fabriksrøg, tungmetaller og pesticidrester.
Mere ædruelige personer vil så forsvare klima-troen med, at CO
2
bør
forblive på niveauet fra før 1850, dvs. de 280 ppm. Det er kun CO
2
herudover, der er ”forurening”. Som vi allerede har set, er
de 280 ppm
jo ikke noget naturgivent tal, indholdet har svinget meget i Jordens
geologiske fortid og tilbage i Kultiden var det oppe på flere tusind ppm.
Livet stortrivedes den gang.
En plante fungerer på den måde, at den får vand og mikro-
næringsstoffer gennem rødderne nede i jorden. Den opsamler CO
2
gennem porer i bladene, og ved hjælp af energi fra sollyset forbinder
den vand, CO
2
og de små næringsstoffer (bl.a. fosfor og kvælstof) til
plantemateriale og udskiller ilt fra CO
2
-en. Ilten er så den, der holder os
dyr i live.
Fig. 3.12: Ændring i bladdækket globalt 2000-2014. Kilde:
NASA
Det forekommer jo indlysende, at hvis der er mere CO
2
i luften omkring
planten, bliver det lettere at opsuge de nødvendige mængder. Omvendt,
med mindre CO
2
i luften bliver det sværere, og kommer
102
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0103.png
koncentrationen ned omkring 150 ppm, er der planter, der ikke
længere kan overleve. Drivhusgartnere kender godt sammenhængen,
og i mange tilfælde tilsætter de ekstra CO
2
til deres væksthuse, således
at indholdet måske når op på 1000-1200 ppm. Det er på ingen måde
skadeligt for mennesker, og giver pænt hurtigere vækst af planterne.
Men hvilken effekt har det forøgede indhold i atmosfæren så haft? Det
er steget fra de 280 til ca. 420 ppm. Mærker vi noget til det? NASA har i
flere omgange offentliggjort billeder af Jorden, hvor man har analyseret
udviklingen i mængden af blade globalt. Resultaterne viser helt klart, at
Jorden er blevet grønnere, se fig. 3.12. Bladdækket er forøget i langt de
fleste egne af Jorden. I nogle lande kan det være resultatet af
genrejsning af skov og andre menneskeskabte aktiviteter, men f.eks.
store øde områder i Sibirien er også blevet grønnere, og det kan næsten
kun være en følge af det øgede CO
2
-indhold.
Fig. 3.13: Ændringer i fødevareproduktionen pr. arealenhed, 1961-2020 for en stribe
afgrøder, i %. Kilde:
Our World in Data
Generelt har Verdens fødevareproduktion været kraftigt voksende de
seneste 100 år (fig. 3.13). Det har været afgørende for evnen til at
103
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0104.png
brødføde den hastigt voksende befolkning. Væksten i høstudbytterne
skyldes kun i mindre grad, at der er inddraget flere arealer til landbrug.
Der er en meget større effekt af de forbedrede plantesorter og bedre
dyrkningsmetoder, her i blandt mere målrettet brug af gødning. Det
øgede CO
2
-indhold har givetvis også bidraget, men hvor meget er svært
at bedømme.
De stigende høstudbytter er helt umulige at komme uden om, men
klimaforskningen har spillet ud med resultater, der viser, at udbytterne
ville have været
endnu større,
hvis ikke det var for den globale
opvarmning. De resultater er naturligvis fremkommet på basis af
beregninger med computermodeller. Skal man le eller græde?
Der er udført en lang række laboratorieforsøg med plantevækst i luft
med forskellige indhold af CO
2
. De viser næsten alle, at der er en gavnlig
effekt på væksten (hvad gartnerne kun kan være enige i), men også at
planterne bliver mere modstandsdygtige mod f.eks. tørke. Det hænger
sammen med bladenes
porestørrelse.
Den kan planten regulere i takt
med behovet for CO
2
. Når der er mere CO
2
i luften omkring planten, kan
den formindske porestørrelsen og stadigvæk få tilstrækkeligt med CO
2
.
Den mindre porestørrelse betyder så til gengæld, at planten mister
mindre vand ved fordampning gennem porerne, og således bliver mere
hårdfør over for tørke. Andre forsøg har også vist, at planter er mere
modstandsdygtige over for hedebølger, hvis de gror i en atmosfære
med mere CO
2
.
Man skulle tro, at vi alle kunne samles om den opfattelse, at CO
2
i denne
henseende faktisk er godt for noget. En grønnere planet, øgede
høstudbytter og bedre tørkeresistens burde da være entydigt positivt.
Men nej, klimatroen fordrer, at alt, hvad der har med menneskeskabte
CO
2
-udledninger at gøre, pr. definition skal være negativt. Man vil ikke
give troens modstandere så meget som et halmstrå her. Derfor er der
udført masser af forskning omkring plantevækst og forhøjede CO
2
-
indhold, og her er resultaterne altid negative.
Det lyder jo lidt mærkeligt, fordi hvorfor skulle de 280 ppm netop være
det optimale for planterne? Der mumles noget om, at evolutionen har
tilpasset planterne til netop dette indhold
–
det gælder i øvrigt også
menneskerne og dyrene, der muligvis også vil lide fysisk skade, hvis de
skal opholde sig i luft med mere end 280 ppm. Vi er tilbage til filosofien
104
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0105.png
omkring hockeystav-kurven, hvor alt i fortiden var 100%
stabilt og ”i
balance”, lige indtil vi begyndte vores udledninger af CO
2
.
Men sådan er naturen jo ikke indrettet. Klimaet har aldrig været i
balance, og dyr og planter er opportunister, der tilpasser sig ændringer
lynhurtigt, især hvis de indebærer fordele, f.eks. med hensyn til
mulighederne for at skaffe føde. Og CO
2
er netop planternes føde, så de
tager selvfølgeligt begærligt for sig af retterne.
Men hvordan har klimatroende forskere så båret sig ad med at påvise,
at CO
2
er skadelig for planternes vækst? Det gør de primært ved at lade
forsøgene simulere det fremtidige klima, som de nu tror, det vil være
–
eller som computermodellerne har fortalt dem det. I forsøgene bliver
planterne derfor ikke blot udsat for højere CO
2
-indhold i luften, men det
bliver kombineret med højere temperaturer eller mindre vand til
rådighed. Det skal simulere fremtiden med varme og tørke. Specielt de
mindre vandmængder giver jo som oftest det ønskede resultat,
vandmangel er altid et alvorligt problem for planterne.
Men der er jo ikke nogen entydige beviser på, at fremtiden bliver
præget af mere tørke. Den kan i mange egne lige så godt indebære mere
nedbør, hvad klimamodellerne jo også i nogle tilfælde forudser. Over de
seneste 100 år er den globale nedbør faktisk steget lidt, og der er meget
få egne, der systematisk er blevet mere tørre.
Forskningen med kombination af flere
–
tilfældigt valgte
–
faktorer er
af meget ringe værdi. Resultaterne siger intet om CO
2
-ens indflydelse
men fortæller kun, at f.eks. vandmangel er skidt for planterne. Det
vidste vi godt i forvejen.
Det bliver værre endnu. Et hold forskere ville
undersøge
nogle planter
i vådområder ved kysterne. Her satte man igen CO
2
-indholdet op til
højere værdier, end vi har nu. Men man kombinerede den situation med
et simuleret stigende havniveau. Det betød, at planterne periodisk blev
overskyllet med saltvand, hvilket skulle efterligne tidevandet, der jo
ifølge klimatroen bliver højere og højere, som årene går.
Ikke overraskende brød planterne sig ikke om at bliver overskyllet med
saltvand, og det satte efter en tid deres vækst helt i stå. Igen havde
”videnskaben” påvist CO
2
’s skadelige indflydelse på plantevæksten.
105
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
Her er vi jo ude i et helt absurd tilfælde. Der er da givetvis mange
planter, der ikke kan tåle at blive oversvømmet, og slet ikke med
saltvand, men det har jo intet med virkningen af forhøjede CO
2
-indhold
at gøre. Havstigninger er en helt anden problemstilling, og her skal man
huske på, at siden slutningen af sidste istid er havet steget med mere
end 120 meter og plante- og dyrelivet har klaret sig fint.
Der er her tale om en forskning, der på ingen måde lever op til god
videnskabelig praksis. Hvis man vil undersøge sammenhængen mellem
to fænomener, her stigende CO
2
-indhold i luften og planternes vækst,
kan det ikke nytte noget at blande andre faktorer ind ved siden af, f.eks.
vandingen. Gør man det, får man ikke nogen viden om CO
2
-ens effekt,
idet alt hvad man ser, sagtens kan være
–
og formentligt er
–
en følge af
den påførte tørke. Forskerne kunne redde situationen lidt ved at gøre
opmærksom på, at det handler om planternes vækst i et fremtidigt
tænkt klima. Men det gør man jo ikke. Man offentliggør og udbreder
resultaterne som dokumentation for CO
2
-ens indflydelse. Med et pænt
udtryk kan det vist karakteriseres som uhæderligt. Men hvad er dog
motivet, der driver de forskere? Er det igen bare et forsvar for
klimatroen?
Hvis det er tilfældet, må man igen spørge sig selv, hvorfor hele
klimasagen har behov for at blive forsvaret så indædt. Hvorfor skal alt
i forbindelse med vores forbrug af fossile brændstoffer absolut være
negativt? Det er jo en unuanceret indstilling til tingene, som man ikke
vil genfinde inden for de fleste andre områder inden for politik og
videnskab.
106
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
3.6 Påstanden om konsensus
Et af de mere kuriøse forsvar for klimatroen er påstanden om
”konsensus” i videnskaben. Der er simpelthen så stor enighed om, at vi
står over for en klimakrise, at det ikke mere er til diskussion. Det er jo
en ret usædvanlig indstilling til begrebet videnskab. Langt det meste
forskning består i, at man observerer, måler, vejer og indsamler data og
derpå opstiller teorier, der skal forklare sammenhængen i tingene.
Derefter prøver man at eftervise sine teorier, mens andre forskere
måske vil prøve at modbevise dem. Der er en løbende diskussion,
udveksling af synspunkter, og resultatet er, at vi alle gradvist bliver
klogere og får mere indsigt.
Den berømte filosof Karl Popper opstillede sin beskrivelse af den
videnskabelige metode. Han erklærede, at en videnskabelig teori aldrig
kan bevises, men derimod kan den modbevises, eller falsificeres, som
det kaldes. Hvis en teori er udformet på en sådan måde, at der ikke er
nogen mulighed for at falsificere den, er den ikke videnskabelig.
Det banale og ofte brugte eksempel er teorien om, at alle svaner er
hvide. Den kunne opstilles af zoologer for flere hundrede år siden, og
uanset hvilken svane de fandt, var den altid hvid, og dermed var teorien
underbygget
–
men ikke bevist. Da man så begyndte at sende folk til
Australien, opdagede man, at dér findes der sorte svaner, og så var
teorien falsificeret.
Inden for fysikken troede man i lang tid på Newtons love om
tyngdekraften, de styrer begivenhederne her på Jorden og
himmellegemernes bevægelser. Der var konsensus herom, indtil
Einstein kom til og kunne påvise, at i mere ekstreme tilfælde gælder
Newtons love ikke. Dermed var teorien om Newtons altomfattende
gyldighed falsificeret, og forskningen i fysik og astronomi kunne
komme videre.
Et andet eksempel fra naturvidenskabens verden er Wegeners teori om
kontinentaldriften, hvor verdensdelene bevæger sig i forhold til
hinanden på jordkloden. Amerika driver således fra Europa og Afrika,
hvorved Atlanterhavet bliver bredere, og Indien bevæger sig nordpå og
kolliderer med det asiatiske fastland, hvorved Himalaya bliver drevet
op i højderne. Wegeners teori blev mødt med hånlatter af en enig
videnskab, men mange år senere måtte man erkende, at han havde ret.
Den konsensus holdt således heller ikke.
107
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0108.png
Når vi derfor får at vide, at der er konsensus inden for
klimavidenskaben, bør alarmklokkerne ringe. Videnskab er ikke et
demokrati med flertalsafgørelser, men derimod opstilling af teorier og
falsificering af dem efterfølgende.
Klimavidenskaben har generelt et problem her, fordi mange af dens
resultater er forudsigelser om, hvad der vil ske 50 eller 100 år frem i
tiden. Kun hvis det viser sig, at temperaturen ikke stiger så meget som
forventet, kunne man sige, at dermed er teorien om menneskeskabt
global opvarmning falsificeret. Men det er jo lang tid at vente, og i øvrigt
kommer klimavidenskaben med alle mulige forskellige forudsigelser.
Temperaturen vil stige meget eller lidt. Der bliver mere regn eller
mindre regn, flere storme eller færre storme osv. Så uanset hvad der
sker, vil der altid være en forudsigelse, der nogenlunde holder.
Sammenkædningen mellem global opvarmning og ekstremvejr, som vi
så i kapitel 3.4 er jo 100% baseret på computermodelberegninger. De
kan hverken bevises eller falsificeres, og er derfor reelt slet ikke
videnskab.
Det er måske derfor, at netop klimavidenskaben har et behov for at
påberåbe sig konsensus. Behovet for ”enighed” i videnskaben må være
udtryk for en fundamental usikkerhed, da mange af aspekterne mere er
udtryk for tro end videnskab. Men der kan også være tale om en tro, der
er så stærk, at al modstand bare skal fejes af banen.
Det er interessant at se, hvordan hele ideen om konsensus opstod.
Nogen fik den idé at lodde stemningen i forskningen, et tiltag der jo i sig
selv er bemærkelsesværdigt. Hvornår har nogen loddet stemningen
omkring evolutionsteorien eller solsystemet?
Siden 2008 er der gennemført en stribe undersøgelser af holdningerne
til klimakrisen blandt (klima-)forskere. Resultaterne er udgivet i
videnskabelige tidsskrifter. Det er åbenlyst, at formålet med
undersøgelserne ikke var at finde ud af hvor mange, der reelt deler
tankerne om klimakrisen. Formålet var helt klart at bevise, at der er et
overvældende flertal for teorierne om de katastrofale menneskeskabte
klimaforandringer. Her en smagsprøve fra indledningen til
en artikel:
Omfanget af den videnskabelige konsensus om menneskeskabte
klimaforandringer er af stor interesse for samfundet. Hvis der stadigvæk
108
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0109.png
er en betydelig ægte videnskabelig tvivl om, hvorvidt moderne
klimaforandringer er menneskeskabte, vil det svække opbakningen til
nedbringelse af drivhusgas-udledningerne. I modsætning hertil vil en
bred konsensus i den fagfællebedømte litteratur gøre alle de argumenter
ugyldige, som ellers hævder, at der stadigvæk er en væsentlig debat i
videnskabens
verden
om
realiteten
af
menneskeskabte
klimaforandringer.
Så formålet er klart at påvise, at der er en konsensus, og at al diskussion
om nødvendigheden af den grønne omstilling dermed bør forstumme.
Det er vist et tydeligt tegn på, at det er den brændende tro, der driver
værket og ikke sædvanlig videnskabelig nysgerrighed og ønske om at
gøre os alle klogere.
Forskerne bag undersøgelserne brugte forskellige metoder. Én af disse
var at udsende
spørgeskemaer
til en lang række videnskabsfolk, som
man anså for at være relevante for klimaforskningen. Her var der typisk
kun nogle få spørgsmål, f.eks. om CO
2
medfører global opvarmning, og
om CO
2
er den primære årsag til den nuværende temperaturstigning.
I de fleste tilfælde var svarprocenterne små, måske 20-30% vendte
tilbage, og af disse var det typisk 2/3, der kunne svare ja til
spørgsmålene. Det giver jo en reel opbakning til konsensus på omkring
20%, men man gjorde så forskellige tiltag for at pynte på resultatet. Alle
dem, der ikke havde svaret, blev ikke talt med, og man sorterede i dem,
der havde svaret, således at nogle nejsigere blev filtreret fra. I én
undersøgelse endte man med, ud af godt 6000 personer oprindeligt,
kun at medtage svarene fra omkring 150 forskere, der pudsigt nok alle
havde været medforfattere til en IPCC-rapport. Blandt dem var der så
over 97% konsensus om klimakrisen.
En anden fremgangsmåde var at gennemtrawle sammendrag
(”abstracts”) fra et stort antal videnskabelige artikler, der formodedes
at have noget med klimaet at gøre. Man kiggede her efter specifikke
vendinger som ”global opvarmning” og ”globale klimaforandringer”. I
et tilfælde
fra 2013
fandt man således knap 12.000 artikler skrevet over
en 20-årig periode. Derefter satte man et hold unge klima-aktivister til
at gennemgå sammendragene og bedømme dem på en skala fra 1 til 7,
hvor 1 var udtryk for en stærk overbevisning om klimakrisen og 7 var
en total afvisning af menneskeligt ansvar. Punkt 4 på skalaen var
interessant, fordi det dækker over artikler, der hverken giver udtryk for
det ene eller det andet
– de er ”neutrale”.
109
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0110.png
Resultatet var, at 66% var neutrale, 33% mente at der var en
menneskeskabt opvarmning i ét eller andet omfang, og knap 1 procent
afviste tanken totalt. Forfatterne til artiklen smed så de 66% væk og fik
at 1 ud af 33 var imod, hvilket ville sige, at der var 97% for.
Man gjorde sig dog efterfølgende den ulejlighed at udsende et
spørgeskema til alle artiklernes forfattere. 20% svarede tilbage. Især
var der interesse for svarene fra de neutrale artiklers ophav, her viste
det sig, at kun godt halvdelen støttede konsensus. Det var ikke så godt,
fordi det ville ødelægge det flotte resultat på 97% og undersøgelsens
fædre snoede sig derfor udenom med følgende forklaring:
Man bemærker det store antal sammendrag, der ikke giver udtryk for
nogen stillingtagen til menneskeskabt global opvarmning. Det er, hvad
man kan forvente i en konsensus-situation, hvor videnskabsfolk generelt
fokuserer deres diskussioner på spørgsmål, der stadigvæk er tvivl om eller
er ubesvarede, frem for ting som alle er enige om.
En anden undersøgelse,
fra 2021
var mere ambitiøs. Denne gang blev
der brugt 3 søgeord: ”global opvarmning”, ”globale klimaforandringer”
og ”klimaforandringer”. Man søgte i alle artikler siden 2012 og fik ikke
færre end 88.125 hits. Ud af dem valgte man i første omgang 3000, som
så blev underkastet en nærmere analyse. Nogle blev fjernet på forhånd,
som åbenlyst irrelevante. Resten blev bedømt efter samme 7-trins-
skala, som blev brugt i 2013-undersøgelsen, og resultatet fremgår af fig.
3.14. Igen er 2/3 neutrale, et lille mindretal er imod konsensus og
resten mere eller mindre for. Af de ikke-neutrale er ikke mindre end
99% således for.
Forskerne gik videre og afsøgte alle sammendragene for et udvalg af
klimaskeptiske udtryk, i alt 150. Det gav en stribe sammendrag med et
eller flere af disse udtryk, og af disse udvalgtes de 1000 ”værste”. En
gennemgang af disse viste, at 210 artikler alligevel støttede konsensus,
762 var hverken for eller i mod og 28 imod. Hermed konkluderes, at ud
af 88.125 artikler var kun 28 i mod konsensus, og dermed var langt over
99,9% for.
Igen har forfatterne indregnet alle de neutrale artikler som værende for
konsensus. Det sker her med følgende forklaring:
110
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0111.png
Mens [andre] har defineret konsensus ret snævert som udtalt eller
indforstået enighed, kan man bruge en bredere definition, der forstår
konsensus som en manglende indvending mod et fremherskende
synspunkt eller forståelse.
Fig. 3.14: Bedømmelsen af 2718 videnskabelige artikler, ifølge
Lynas et al.
Så med mindre man råber og skriger imod en sag, anses man for at være
fuldstændigt enig i den. Det er jo en interessant betragtning. Der er
ellers masser af videnskabelige artikler om klimaet, der belyser
forskellige del-elementer uden overhovedet at forsøge på at tage
stilling til, hvorvidt der er en klimakrise eller ej. Mange seriøse forskere
ønsker ikke at tage stilling, men er på ægte videnskabelig vis bare
interesseret i at forøge vores viden og erkendelse. Da de derfor havner
i den neutrale kategori, bliver de uden videre medtaget som en del af
en konsensus om en klimakrise.
Et andet interessant aspekt er, at mange artikler om klimaet givetvis
slet ikke blev fanget i søgningerne efter de to eller tre nøgleord. Hvis
man f.eks. har skrevet en artikel om udviklingen af en gletsjers
udbredelse, behøver man jo ikke at nævne ”global opvarmning” eller
tilsvarende i sit sammendrag. Det vil man måske være mere tilbøjelig
111
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
til at gøre, hvis man hører til blandt de stærkt troende i klimasagen,
men så er konsensus-undersøgelsen jo allerede skævvredet på forhånd.
Metoden med spørgeskemaer er selvfølgeligt ikke bedre. Med
svarprocenter nede omkring 20, har man slet ikke fat i et flertal af
forskerne, og igen er der grund til at formode, at mange af dem, der er
motiveret til at svare, netop har deres motivation fra troen på
klimakrisen. Deres synspunkter kan i hvert fald på ingen måde bare
overføres til det store flertal, der undlod at svare.
Som formentligt den eneste videnskab i nutiden opererer
klimaområdet med konsensus blandt forskerne. Det giver ingen
mening, og en Karl Popper må rotere i sin grav. Men som i alle
trossamfund er der et stærkt behov for, at alle er enige og retter ind,
ellers kan fundamentet skride under troen. Videnskab er det ikke.
112
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0113.png
3.7 Lavere videnskabelig standard?
I klimavidenskaben er der mange delområder, der hver især har
indebåret omfattende forskning og mange videnskabelige artikler. Et af
de mere bemærkelsesværdige er diskussionen om selve den
videnskabelige metode. Udgangspunktet er her sammenkædningen af
ekstremvejr og klimaforandringerne, som vi stiftede bekendtskab med
i kapitel 3.4, hvor man har slækket voldsomt på den videnskabelige
standard for hurtigt at få resultaterne ud. Det er selvfølgeligt gjort i den
gode sags (læs: Tros) tjeneste.
Men kan man forsvare sådan at sænke standarderne og så stadigvæk
kalde det videnskab? Her er det, at forskerne introducerer et nyt
begreb: ”Fortællingen” (engelsk:
Story line).
Med Fortællingen skiftes der angrebsvinkel. Der tages udgangspunkt i
termodynamikken, og man kigger på, hvordan tingene formentligt
hænger sammen. Højere temperaturer giver mere vanddamp, der kan
resultere i mere nedbør. De højere temperaturer tilfører også
atmosfæren og havet mere energi, der kan gøre storme og orkaner
kraftigere. Nu er det hele jo meget nemmere. Tag en orkan, der er
braget i land på USA’s østkyst. Den vil få tilført mere energi og derfor
være kraftigere, end den ville have været, hvis den globale temperatur
var lavere. Eller se på oversvømmelserne i Tyskland i 2021. Mere
vanddamp har givet mere regn og derfor større vandmasser.
Fortalerne for Fortællingen medgiver, at metoden kan betyde, at
klimaforandringerne får skylden for flere hændelser, end de i
virkeligheden har. Men det er en fejl på den forsigtige side, hellere
sammenkæde for mange end for få af begivenhederne, så politikerne
kan komme i gang med at bygge diger og opføre vindmøller. Det
påpeges også, at anvendelse af Fortællingen som metode vil gøre det
lettere for de aktivister og andet godtfolk, som anlægger sag an mod
f.eks. de store olieselskaber i forbindelse med klimaforandringerne,
(som om at det skulle være en god ting…),
jfr. kapitel 4.3. Med
Fortællingen kommer man ud over sammenkædningens problem med
den gængse tankegang gående ud på, at manglende beviser betyder
manglende sammenhæng.
Modstanden i videnskabelige kredse mod Fortællingen bunder ofte i
forskernes frygt for at slå falsk alarm og dermed lide skade på deres
omdømme. Men her er de troende ikke i tvivl. Problemet med
113
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0114.png
forskernes omdømme er ubetydeligt sammenholdt med de risici,
samfundet løber, hvis der ikke blæses alarm nok:
[Forskernes frygt for deres omdømme] er kun blevet værre i
klimavidenskaben på grund af eksternt pres fra klimaskeptikere og -
”benægtere”, som åbenlyst og gentagne gange har anklaget
klimaforskerne for at overdrive truslen.
Der er frygt for, at klimaforskerne som følge heraf er meget forsigtige
med at konkludere, og der henvises til IPCC’s anden vurderingsrapport
(SAR), hvor man som tidligere nævnt (se kapitel 3.1) kun ville
konkludere, at der var en ”skelnelig” indflydelse af CO
2
på den globale
temperaturstigning. Det er dog imidlertid mange år siden, at man var
så forsigtig!
At benytte Fortællingen som metode strider i mod 400 års
videnskabelig praksis. Men klimavidenskaben finder det åbenbart
acceptabelt pga. Forsigtighedsprincippet. Dette princip er jo kendt
f.eks. i miljøforskningen og vurderingen af potentielt farlige kemiske
stoffer. Her skal enhver tvivl komme miljøet og sundheden til gode, og
det har jo bl.a. resulteret i
absurd lave grænseværdier
for f.eks.
grundvandets indhold af fremmedstoffer.
De klimatroende forskere trækker også det gamle juridisk inspirerede
argument
op af hatten. Hvor et forskningsresultat helst skal kunne
betragtes som 95% sikkert (dvs. 5 procents usikkerhed), så slås der til
lyd for, at man kan gøre som f.eks. i retten i erstatningssager, hvor 51%
sandsynlighed bør være nok. Det er jo rent nonsens, fordi så kan man
ligeså godt opgive at forske og bare kaste en mønt.
Det fremføres, at kun Fortællingen kan bringe klimaforskningen videre.
Om alternativet, den nuværende (Karl Popper-inspirerede) metode kan
man læse følgende:
Forskere, der følger den gængse norm, vil næsten altid nå frem til et
budskab om, at de enkelte vejrbegivenheder ikke har sammenhæng med
klimaforandringerne
–
eller i hvert fald kan vi ikke sige noget om det. Kort
sagt efterlader det indtrykket, at vi ikke ved noget, hvilket styrker
klimamodstandernes påstande om, at klimavidenskaben er omgærdet af
stor usikkerhed, tvivl eller utilstrækkelighed, og den generelle indstilling
blandt mennesker er at ignorere trusler, der ikke står lige for døren.
114
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
Den klippefaste tro på klimakrisen berettiger således til en generel
fravigelse af al god videnskabelig praksis, og i stedet får
klimavidenskaben et figenblad i form af Fortællingen, hvorved den kan
give alarmismen fuld skrue og stadigvæk kalde sig videnskab.
Men Fortællingen er ikke videnskab og kan aldrig blive det. Selvom man
synes, at der kan være noget om snakken, når der f.eks. tales om, at
øgede temperaturer giver mere energi til orkaner, er det jo ikke noget
videnskabeligt grundlag. Hvad er det for mekanismer, der driver
orkanerne og regulerer deres styrke? Det må man nødvendigvis have
afklaret først, inden man kan udtale sig om årsag og virkning. Netop om
orkanerne er der en del, der tyder på, at drivkraften primært er
temperaturforskellen mellem de tropiske og de polære egne, og den
forskel har været faldende som følge af den globale opvarmning, der jo
primært har givet temperaturstigninger i områderne nær Arktis.
Og sådan er det selvfølgeligt hele vejen igennem. Man kan ikke lade
følelser eller synsninger overtage den sunde videnskab. I meget gamle
dage var ”Fortællingen” f.eks. at Solen bevægede sig rundt om
Jorden
og derved skabte nat og dag. Fordi Fortællingen ikke fik lov til at råde,
blev vi klogere på det punkt.
115
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0116.png
3.8
Forskning i ”benægteri”
Her har vi igen et af de mere forunderlige elementer i forsvaret for
klimatroen. En stribe forskere har beskæftiget sig med
”klimabenægteri”, hvad er det, der driver nogle mennesker til at afvise
”sandheden” om klimaet, og hvordan gør de i praksis?
Det er jo ikke noget, man bruger tid på inden for andre grene af
naturvidenskaben. Der er ikke hele forskningsområder inden for
astronomi eller geologi, der helliger deres kræfter på at forske i
tilhængerne af den flade Jord og alt deres sludder. Der er heller ikke
biologer eller palæontologer, der bruger tid på at forske i folkene bag
teorierne om intelligent design eller religiøse ideer om, at Jorden kun
er 10.000 år gammel, som der står i Bibelen. Alle den slags får lov til at
være i fred, da der ikke er nogen videnskabelig interesse i deres ideer.
Med klimaet er det anderledes. Her opdeles videnskaben i dem, der
følger IPCC’s tanker, og så dem, der er i mod, og som får påsat etiketten
”klimabenægtere”. Klimavidenskaben kunne så vælge at tage kampen
op i en åben dialog, men som vi skal se i de følgende kapitler, er man
meget uvillig til at gøre det, man vil hellere gribe til censur og
undertrykkelse, hvor det er muligt (jfr. kapitel 3.2 om Climategate). Til
gengæld ofrer man gerne tid og kræfter på at ”forske” i modstandernes
motiver, tankesæt, baggrund osv.
I en
artikel
kan man således læse følgende:
Skeptikere, modstandere og benægtere har på forskellige måder
modarbejdet bestræbelser på at mobilisere samfundet mod
klimaudfordringerne. I gennem tiden har forskere forsøgt at udvikle mere
præcise definitioner på disse grupper for at få et bedre indblik i
motivationen for deres indsats og konsekvenserne af deres indflydelse i
forbindelse med klimaforandringer.
Der er jo ingen tvivl i forskernes sind om tingenes rette tilstand:
Mange nævner, at det at være skeptisk, er en indbygget og nødvendig del
af videnskabelig forskning. Men når den skeptiske indstilling bruges til at
beskrive yderligtgående synspunkter på klimaforandringer, er det
mindre positivt.
116
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0117.png
Skeptikerne er oftere drevet af ideologi end af videnskabelige fakta,
eller også er de betalt af olie- og gasindustrien, eller kommer fra
konservative tænketanke, fremføres det.
Forskerne opdeler, ganske videnskabeligt, ”benægteri” i tre kategorier:
•
•
•
Åbenlys, blank afvisning af beviser
Fortolkningsmæssig, benægteri på basis af vurdering af
forskningsresultater
Konsekvensbetinget, benægtelse pga. de tiltag, der bliver
nødvendige, hvis man accepterer problemet (læs: Grøn
omstilling).
Om en
”benægter-gruppe” hedder det:
Den forsøgte at modarbejde ideen om, at CO
2
er forurening, og derved at
protestere mod lovgivning, der tilstræbte en reduktion i udledningerne.
Disse aktiviteter blev finansieret af kulindustrien.
Netop definitionen af CO
2
som ”forurening” har været et stort
diskussionsemne i USA, fordi hvis CO
2
betragtes således, vil det give den
Amerikanske Miljøstyrelse (EPA) vidtgående beføjelser til at gribe ind i
klimarelaterede problemer, f.eks. elværkernes valg af brændstof.
Klimaaktivister i EPA
kunne således få frit spil til at forsvare deres tro.
Der er også blevet forsket flittigt i hvem, de klimaskeptiske er. Her fra
et
resumé
om emnet:
Den typiske klimaskeptiker er en ældre, hvid, konservativ mand. [Man]
fandt også en stærk korrelation mellem klimaskepsis og højrepopulisme,
nationalisme, skepsis over for indvandring, kort uddannelse og at bo på
landet. De konservative mænd hævder også hyppigere… at medierne
overdriver klimaforandringer.
Forskningen har så også udpeget hvilke partier, den slags benægtere
normalt vil støtte eller ligefrem være medlemmer af. Ikke overraskende
befinder de sig alle på højrefløjen.
Videnskaben har afdækket, at der er sket et skift mellem de tre
ovennævnte kategorier. I stedet for at afvise klimaforandringerne helt,
griber benægterne mere til angreb på den grønne omstilling, som de
117
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0118.png
forsøger at forsinke, eller evt. fremføre, at den er helt umulig. Nogen har
kaldt denne strategi
Klimaskepsis 2.0,
og om den kan man læse
følgende:
Klimaskepsis 2.0 viser sig for det første i en undervurdering af de
ødelæggelser og omkostninger, som opvarmningen vil medføre.
For det andet bliver tiltag, der er helt nødvendige for at afbøde
opvarmningen, afvist som værende urealistiske.
For det tredje viser den sig som politisk pseudo-handling, hvor
slagkraftige ytringer om handlekraft og 'Danmark som internationalt
foregangsland' ikke leder til politiske tiltag, der giver sikre og store CO
2
-
reduktioner.
Og for det fjerde viser den sig i en inkonsistent retorik, som begrænser det
politiske mulighedsrum for danske klimaambitioner
–
for eksempel i form
af antagelser om, at yderligere dansk enegang på klimaområdet vil være
skønne spildte kræfter.
Det lyder jo for så vidt meget fornuftigt, men det går slet ikke for de
klimatroende. Her er nogle eksempler på formuleringer fra
en
videnskabelig artikel
om netop den forsinkende indsats:
Vores bekymring er at agitationen for at forsinke tiltag vil forvirre og
tage modet fra ambitiøse klimahandlinger. Derfor haster det med at gøre
noget ved det problem.
Klimabenægterne hævder, at den grønne omstilling vil have negative
følger for mange fattige mennesker, hvilket vil føre til social
uretfærdighed. Herom hedder det:
Appellen til social uretfærdighed flytter de sociale konsekvenser op foran
i diskussionen om klimapolitikken, idet den omtaler omstillingen til
vedvarende energi som byrdefuld og en stor omkostning for samfundet:
”Vi kan ikke tillade, at klimabeskyttelse skader velstanden og
beskæftigelsen”. Men er andre elementer af uretfærdigheden inddraget i
den argumentation, f.eks. hvis vi ikke gør nok ved klimaforandringerne?
Vi er langt forbi det stadium, hvor man overhovedet kan diskutere
problemer med den grønne omstilling, eller nødvendigheden af den.
Det er givet på forhånd, og er udgangspunktet for forskningen her. Man
er også fuldt og helt overbevist om, at vi sagtens kan undvære de fossile
brændstoffer, de kan udfases i løbet af få år. Bjørn Lomborg giver ellers
udtryk for det modsatte synspunkt og får lidt hug med på vejen:
118
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0119.png
”At stoppe brugen af de fossile brændstoffer hurtigst muligt, som mange
miljøaktivister forlanger, ville bremse den vækst, som ellers har løftet
milliarder af mennesker ud af fattigdom,” [udtaler Lomborg]. At lægge
vægt på ulemperne ved klimahandling på denne måde trækker således
opmærksomheden væk fra de skader, som klimatiltagene netop
forhindrer…. Det er både muligt
og ønskeligt at forebygge farlige
klimaforandringer.
Troen udleves totalt, man gider end ikke at prøve på at sætte sig ind i,
hvorvidt f.eks. Lomborg måske alligevel har lidt ret.
En anden meget videnskabelig
undersøgelse
kigger på
mediedækningen i årene 2005-2019. Man har gennemgået et mindre
udvalg af et meget stort antal artikler i diverse aviser for at se, hvor
enige de er i troen på klimaet og den nødvendige grønne omstilling.
Specifikt nævner man her konflikten med det almene princip inden for
journalistik, at dækningen skal være alsidig. Det betyder jo i teorien, at
klimarealistiske synspunkter også skal optræde i artikler om emnet.
Men det er ifølge forfatterne her hverken ønskeligt eller nødvendigt,
fordi der jo er konsensus om klimasagen:
Vi fokuserer på menneskeskabte klimaforandringer som et område hvor
der er en klar enighed blandt relevante eksperter og forskere. Det er
videnskabeligt påvist at 97% af alle forskere er enige om, at menneskene
har bidraget til klimaforandringerne.
Artiklen har udvalgt både venstre- og højreorienterede aviser og kan
konkludere:
Aviserne med betydeligt mindre præcis klimadækning har alle en
højreorienteret politisk indstilling, mens de venstreorienterede aviser har
den mest præcise klimadækning.
Der er som nævnt en kolossal litteratur inden for området her, hvilket
man kan overbevise sig selv om ved at kaste et blik på referencelisterne
i ovennævnte videnskabelige arbejder. Udgangspunktet er klokkeklart
baseret på klimatroen, og ethvert udtryk for divergerende synspunkter
betragtes som ”forkerte” eller ”ukorrekte”, uden at det er
nødvendigt
overhovedet at sætte sig ind i, hvad der argumenteres for. Troen ligger
fast og alle, der giver udtryk for andre holdninger er ”benægtere”. Eller
er ”kættere” et bedre udtryk?
119
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0120.png
3.9 Sindelagskontrol og censur
I kapitel 3.6 om ”konsensus” så vi, hvor
kompliceret og usikkert det kan
være at fastslå, om en artikel er for eller imod klimatroen, eller om den
befinder sig et sted ind midt i mellem. Forskerne kunne få computerne
til at identificere kolossale antal af artikler, der kunne være af interesse
for sådan en undersøgelse, men en manuel gennemgang af samtlige
indslag ville være en helt uoverkommelig opgave. Man forsøgte sig så
med en eller anden udvælgelsesproces, der kunne være mere eller
mindre repræsentativ til det statistiske arbejde.
I kapitel 3.8 drejede det sig derpå om at få identificeret
”klimabenægtere”, igen ved analyser af det, de havde skrevet eller sagt.
Hvis man ikke ved hvem, der rent faktisk er benægter, kan man jo ikke
forske i dem.
Den indlysende løsning på ovennævnte vanskeligheder ville
selvfølgeligt være at få en computer til at analysere teksterne og ved
hjælp af kunstig intelligens eller noget andet smart at få bedømt, om de
er udtryk for klimabenægteri eller ej. Og den løsning er der så
selvfølgeligt nogen, der har kigget på.
Et seriøst ment videnskabeligt arbejde blev præsenteret i en
artikel.
Her definerede forfatterne et større udvalg af udsagn, der er tegn på
klimabenægteri. Udsagnene blev opdelt i kategorier, og derefter blev
det hele fodret ind i en computer. Med kunstig intelligens tyggede
computeren herefter på ikke færre end 250.000 benægter-artikler og -
opslag dels fra nogle konservative tænketanke, dels på en række
klimabenægter-hjemmesider. Alle artiklerne er, hvor muligt, indpasset
i de definerede kategorier, hvorefter man kunne udføre statistik på
dem. Formålet var bl.a. at se, om der var nogen udvikling i benægteriet
i løbet af de seneste 20 år.
Forskerne havde defineret de følgende fem hovedkategorier for
benægteri:
1. Global opvarmning sker ikke
2. Menneskets drivhusgasser er ikke skyld i opvarmningen
3. Klimaforandringerne fører ikke til noget dårligt
4. Løsningerne på klimakrisen virker ikke
5. Klimasagen og klimavidenskaben er upålidelige
120
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0121.png
Fig. 3.15: Første tre hovedkategorier af klimabenægteri, kilde:
Cook et al.
121
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0122.png
Fig. 3.16: Fjerde og femte hovedkategori af klimabenægteri, kilde:
Cook et al.
122
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
De fem hovedpunkter blev derefter opdelt i en masse underpunkter
med konkrete udsagn, jfr. fig. 3.15 og 3.16. Mange af disse udsagn kan
man sagtens stille spørgsmål ved. Er de overhovedet et symptom på
benægteri? Man bemærker f.eks. nogle af udsagnene i kategori 4, hvor
det anses for uvederhæftigt f.eks. at nævne, at sol og vind er variable
energikilder, eller at CO
2
-opsamling ikke er gennemprøvet teknologi.
Det er også forkert at påpege, at der er rigeligt af de fossile
brændstoffer, og at de er billige. Og man kan slet ikke sige noget positivt
om kernekraft. Disse udsagn er jo fuldt i overensstemmelse med
virkelighedens Verden, og alligevel skal de udråbes til at være falske.
Situationen er ganske tankevækkende. Kategorierne 1, 2 og 3 kan man
endda forstå, fordi hvis benægtere kom igennem med den slags
synspunkter, ville hele klimasagen falde til jorden med det samme. Men
at beskyttelsen af troen også skal omfatte den grønne omstilling, og at
det simpelthen bare ikke skal være acceptabelt at betvivle, at man kan
opbygge en stabil energiforsyning baseret på ustabil vind og sol, er
alligevel bemærkelsesværdigt. Ingen ved jo reelt, om de løsninger
nogen sinde kan bringes til at fungere, men alligevel må man ikke på
nogen måde diskutere dem.
Fra artiklens eksempelsamling kan vi nævne følgende:
”Der
har kun været 3 store orkaner i maj måned i Atlanterhavet. De fandt
sted i 1908, 1951 og 1970”.
Dette udsagn hører til hovedkategori 1, bl.a.
fordi der tales om ekstreme vejrbegivenheder i fortiden. Klart
klimabenægteri!
”En
anden rekord blev slået i Vladivostok, som registrerede den laveste
absolutte minimumlufttemperatur i mere end 130 års observationer af
vejret.”
Snak om koldt vejr eller sne skal kodes i hovedkategori 1
(gruppe 1.3).
I mange områder af Finland var både sommer- og vintertemperaturer i
en stor del af Den Middelalderlige Varmeperiode betydeligt varmere, end
de er nu.”
Omtale af klimaforandringer i fortiden eller varmere perioder
før den moderne globale opvarmning hører til hovedkategori 2 (gruppe
2.1.4).
Artiklen nøjes, efter at have analyseret de 250.000 artikler, med at
offentliggøre kurverne med tendenser over tid. Fig. 3.17 viser et
123
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0124.png
eksempel. Her er der tale om, hvordan de 5 hovedkategorier har
udviklet sig i forhold til hinanden over de seneste 20 år for de
konservative tænketankes vedkommende.
Fig. 3.17: Udvikling over tid for de 5 kategorier (jfr. fig. 3.15 & 3.16) i forhold til
hinanden. Fra
Cook et al.
På fig. 3.17 er der to ting, der er bemærkelsesværdige. Den ene er, at
udsagn, der betegner klimavidenskaben som utroværdig, ligger
væsentligt over de andre i hyppighed, undtagen kategorien vedr.
løsninger. Den anden ting er, at den mest signifikante stigning netop
gælder kategorien ang. løsningerne, dvs. den grønne omstilling.
Man kunne affærdige hele øvelsen her som det smukkeste
–
skatteyderbetalte
–
spild af tid. Men ophavsfolkene til artiklen røber i
interviews, at de har meget større ambitioner. Værktøjet her kunne
bruges til i real tid at tjekke alt, hvad der offentliggøres, f.eks. på
Facebook, og hvis en sætning rammer en af kategorierne i fig. 3.15 eller
3.16, kunne der straks skrides ind med censur, blokering, eller hvad
man nu kunne finde på.
Nu bliver det mere alvorligt. De tre sætninger nævnt som eksempler
ovenfor er jo på ingen måde faktuelt forkerte, og de kunne optræde i
selv den mest seriøse videnskabelige artikel. Alligevel ville øksen falde,
de ville blive stemplet som benægteri og kunne ende med at blive
bortcensureret.
124
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
Det ville være et yderst effektivt forsvar for klimatroen. F.eks. på de
sociale medier eller sågar andre mediers kommentarspor kunne man
indsætte sådanne filtre, der automatisk fjernede alle udsagn, der
lignede benægteri. Derved vil befolkningen aldrig nogen sinde blive
udsat for ideer eller tanker, der strider mod troen, og dermed kunne
enhver diskussion blive undgået.
Det ville jo reelt gøre (klima-)videnskabeligt arbejde umuligt. Ingen
ville kunne vide sig sikker på, om man havnede i én eller anden
censurklemme eller ej. Et udsagn skulle ikke mere bedømmes på, om
det rent faktisk var sandt eller falsk, men derimod censureres efter
vilkårlige og uigennemskuelige kriterier. Ville man gøre sådan inden for
nogen anden gren af videnskaben?
125
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
3.10
”Faktatjek”
Vi er endnu ikke nået frem til drømmetilstanden skitseret i kapitel 3.9.
Men det betyder ikke, at der ikke allerede i dag bliver udfoldet store
anstrengelser for at holde klimabenægteri ude af de sociale medier. Der
har jo altid været en vis interesse for at holde de værste vildskud væk
fra f.eks. Facebook eller Twitter, dels skrupskøre konspirationsteorier
og dels påviselige usandheder. Disse fænomener florerede meget i
forbindelse med hele Covid-pandemien, hvor der f.eks. blev spredt
historier om at vaccinerne i virkeligheden er giftstoffer, som
magthaverne vil have sprøjtet ind i folk, for bedre at kunne kontrollere
dem
–
eller det, der er værre.
Gennem årene har forskellige organisationer sat sig for at fungere som
faktatjekkere. De ville gennemgå en artikel eller et opslag og derefter
bedømme, om indholdet var i strid med etableret viden. De udsender
typisk en bulletin med deres afgørelse, og derefter kan udbyderne af de
sociale medier beslutte, om der skal gribes ind over for et opslag, der
har fået en negativ etiket.
F.eks. Facebook har for længst automatiseret denne proces, således at
enhver artikel, der er fanget i faktatjekkernes net, automatisk får påsat
advarselsetiketter eller sågar helt bliver slettet. Facebook vil så i nogle
tilfælde udstede advarsler til ejerne af Facebook-siden, og i
gentagelsestilfælde kan der blive tale om lukning.
Klimasagen har, som vi har set i de forrige kapitler, brug for alt det
forsvar, den kan få. Derfor er det naturligvis nærliggende, at
faktatjekkere kaster sig over emnet og går på jagt efter klimabenægteri.
Facebooks samarbejdspartner globalt er et foretagende ved navn
Climate Feedback. De gennemgår stribevis af artikler, videoer og andre
indslag om klimaet og påsætter etiketter som ”ikke troværdig”,
”forkert”, eller i den milde ende: ”Delvist sandt”.
Climate Feedback brugte tidligere en række frivillige videnskabsfolk,
der blev nøje udvalgt for at sikre, at de havde den rette indstilling til
sagen. Herefter blev de inviteret til at kommentere på artikler eller
opslag, som redaktørerne havde udvalgt. Redaktionen sluttede så af
med at konkludere, og der var aldrig nogen tvivl om resultatet: Enhver
publikation, der gik imod klimasagen blev bedømt negativt, fik påsat en
tilsvarende etiket, og derpå trådte den automatiske censur på de sociale
medier i kraft.
126
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0127.png
Climate Feedback er ikke alene derude, f.eks. har det lidt hendøende
franske pressebureau, Agent France-Presse kastet sig over tilsvarende
aktiviteter. I starten af 2023 gik det således ud over et Facebook-opslag
fra Bjørn Lomborg, hvor han med solid statistik i hånden påpegede, at
antallet af isbjørne i Arktis har været stigende de seneste 30-40 år,
selvom havisens udbredelse i samme periode har været vigende. Efter
AFP’s aktion,
ville forsøg på at dele Lomborgs opslag føre til, at læseren
blev mødt af advarselsetiketter. Lomborgs graf blev stemplet
”vildledende”.
Her i Danmark kan vi også være med, vi har en hjemlig faktatjekker-
side ved navn
Tjekdet,
som i princippet foretager sig det samme, og som
også ind i mellem udsteder ”domme”, som de sociale medier retter ind
efter. Tjekdet favner bredt og kigger også på alle mulige andre historier
i medierne, og langt fra alle ender med nogen klar bedømmelse. Tjekdet
forekommer således noget mere sober end f.eks. Climate Feedback.
Alligevel er der eksempler på, at Tjekdet har gået klimatroens ærinde.
Et interessant
eksempel
var historien om vejrkortene i fjernsynet, hvor
man kunne konstatere, at de havde ændret farve gennem årene.
Tidligere var farverne på landområderne primært grønne, men så gik
man over til at bruge flere farver, med rød for høje temperaturer og blå
eller violet for lavere. En sommerdag med 25 grader ville således for
nogle år siden være vist med landjorden grøn på vejrkortet, men nu vil
den være et sted mellem orange og brun. Det ser jo meget mere
dramatisk ud, og understreger den farlige globale opvarmning.
Et opslag, der viste to vejrudsigter på tysk tv, hhv. 2017 og 2022
illustrerede forskellen smukt. Opslaget gik viralt, og Tjekdet kom på
banen. Konklusionen var, at den pgl. tv-station havde skiftet udbyder af
kort, og derfor var farverne anderledes. Derfor var historien ”helt eller
delvist falsk” og billedet blev blokeret på Facebook. Samtidigt måtte
Tjekdet dog erkende, at også andre tv-stationer (i forskellige lande)
havde gennemført tilsvarende ændringer af deres vejrkort.
Og man må spørge sig selv, hvorfor i alverden må Facebooks brugere
ikke se to autentiske vejrkort, brugt med 5 års mellemrum? Er det fordi
klimapropagandaen og manipulationen ikke må afsløres?
Hvad faktatjek angår, er situationen langt værre for Climate Feedback.
Den klimatro synsvinkel går klart igennem alt, hvad de udgiver, og man
127
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0128.png
går ikke af vejen for at fordreje kendsgerningerne eller nøje udvælge de
data, der støtter troen. Indslagene stykkes som nævnt ofte sammen af
flere sagkyndiges bidrag. Disse genbruges så ved andre lejligheder,
hvor en tilsvarende argumentation er påkrævet. Her tages
bidragsyderne således undertiden til indtægt for en argumentation
mod tekster, de aldrig har set. Det betyder også, at man ofte ser, at de
samme argumenter og de samme grafer går igen den ene gang efter den
anden.
Fig. 3.18: Udviklingen i naturbrande 1985-2015 i det vestlige USA opdelt i brande
”uden klimaforandringer” og brande med.
Kurven viser akkumulerede tal år for år.
Fra
Climate Feedback
Fig. 3.18 viser en graf, der skal forestille at vise udviklingen i
naturbrande i det vestlige USA. Den viser jo en frygtindgydende
stigning i perioden fra 1985 til 2015. Den er ovenikøbet opdelt i den
stigning, der skyldes naturlige årsager, og den del der kan tilskrives
menneskeskabte klimaforandringer. Kigger man nu imidlertid nøjere
efter, vil man opdage, at grafen viser det
akkumulerede
areal år for år.
Det betyder at tallet for 1986 er summen af 1985 og 1986 og de
følgende år lægges så efter tur til denne total. Så skal kurven jo gå opad,
men den siger til gengæld ikke noget om nogen udvikling over årene.
Opdelingen i ”menneskeskabte” og ”naturlige”
bidrag er naturligvis det
pure opspind. Om man har brugt klimamodeller eller kaffegrums til at
finde fordelingen er uklart, men der er ikke noget videnskab i det.
En
anden graf,
der ofte bruges af Climate Feedback, viser en
alarmerende udvikling vedr. orkanerne. Igen har vi en kurve, der viser
en stejl stigning fra 1980 og fremefter, se fig. 3.19. Ellers bliver det ofte,
128
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0129.png
ganske korrekt, anført, at der ikke har været nogen stigninger i hverken
antal eller intensitet af orkanerne gennem de sidste 100 år eller mere,
jfr. fig. 3.10. Det er man ikke så glad for hos Climate Feedback, og derfor
har man valgt at illustrere sagen med fig. 3.19. Den viser
forholdet
mellem kraftige og mindre kraftige orkaner. Der er blevet flere kraftige
orkaner i forhold til de svagere. Men årsagen er, at antallet af svagere
orkaner har været
faldene
gennem årene, og så bliver procentdelen af
de kraftige naturligvis højere.
Fig. 3.19:
Climate Feedbacks
udlægning af udviklingen i orkaner, jfr. fig. 3.10.
Det skal nævnes at Climate Feedback tilsyneladende har forladt deres
praksis med at have flere bidragydere til hvert indslag. På nuværende
tidspunkt ser det mere ud til, at der kun er én forfatter til mange af dem.
Men graferne og argumenterne er de samme.
Agent France-Presse havde som nævnt fat i Bjørn Lomborg, der omtalte
det forøgede antal af isbjørne over de seneste 50 år. Klimatroen fordrer
ellers her, at isbjørnene er i tiltagende nød, fordi havisen omkring
Nordpolen får mindre og mindre udbredelse, og isbjørnene skal bruge
isen som udgangspunkt for at jage sælerne, der igen bruger isen til at
føde og passe deres unger på. Isbjørnen er således blev et symbol på
klimasagen, her er der et synligt bevis på, hvor skadelige
129
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0130.png
klimaforandringerne har været. Agent France-Presse fik tilmed
indflettet den centrale troserklæring i deres
domfældelse:
FN har påvist at havisen smelter, og den seneste rapport om
klimaforandringerne beskriver, hvordan menneskene bidrager til den
globale opvarmning ved at forbruge fossile brændstoffer.
I realiteten er bestanden af isbjørne
vokset støt,
siden man stoppede
jagten på dem en gang i 1970’erne. Havisens udbredelse er faldet, især
om sommeren, men isbjørnene er mest afhængige af havis i
forårsmånederne, og her har der ikke været problemer. Om sommeren
spiser bjørnene meget lidt, men går i land og hviler sig.
Agent France-Presse fik imidlertid fat i en enkelt pensioneret biolog,
der beredvilligt luftede sine teorier om isbjørnens tilbagegang. Den
blev forklaret ved, at der tilbage i 1960’erne i virkeligheden var
mange
flere isbjørne, end vi troede, og flere, end der er nu. Det blev så
grundlaget for at Bjørn Lomborgs opslag fik stemplet ”vildledende” og
det blev blokeret fra f.eks. Facebook. Lomborg tog derpå til
genmæle,
og kunne forklare, at hans opslag var baseret på seriøse forskningsdata
fra 1970’erne og frem til nutiden.
Det er jo bemærkelsesværdigt, at den slags indlæg ikke må læses på de
sociale medier. En åben og fri debat, hvor fakta udveksles, og vi alle
bliver klogere, er slet ikke ønskelig, når det drejer sig om klimaet. Her
skal alt, hvad der taler i mod troen på de farlige klimaforandringer, helst
censureres eller undertrykkes på anden vis.
130
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
3.11 Konklusion
I denne del har vi stiftet bekendtskab med hele det vældige kompleks,
der er stablet på benene for at forsvare klimatroen. I modsætning til
stort set alle andre videnskaber er der her et enormt behov for at
forsvare sig, og alle midler tages i brug. Man har kraftig støtte, f.eks. fra
FN gennem organisationen IPCC, og pengene flyder, så det er muligt at
fabrikere gigantiske rapporter med jævne mellemrum. Samtidigt
afholdes der årlige møder, med titusindvis af deltagere, hvor formålet i
store træk går ud på at bekræfte hinanden i troen.
Climategate viste klart, at hovedpersonerne bag den klima-alarmistiske
tro ikke går af vejen for at manipulere og småsvindle med data. Det er
en tendens, der går igen i bestræbelserne på at overbevise
offentligheden om risikoen for væltepunkter (tipping points) og
sammenkædningen
af
klimaforandringerne
med
storme,
oversvømmelser, tørke og naturbrande. Her indrømmes det åbenlyst,
at der ikke primært er tale om videnskab, som skal forøge vores
erkendelse og viden om Verden. Nej, aktiviteterne har klare politiske
formål, vi skal have ”mobiliseret” offentligheden, så den accepterer, at
der er en klimakrise og et behov for en grøn omstilling.
Der er heller ikke meget videnskab over dæmoniseringen af CO
2
i
enhver henseende. Selvom den virkeligt medførte en farlig global
opvarmning, kunne den jo sagtens ved siden af have en gunstig
indflydelse på planternes vækst, hvilket gavner høstudbytterne og
naturens trivsel. Men nej, CO
2
skal kun have en negativ indflydelse
uanset i hvilken sammenhæng. Det er jo også bemærkelsesværdigt. Ser
man f.eks. på sundhed, hvor forskellige typer fødevarer kan have både
positive og negative indflydelser, lægger man sig jo ikke fast på enten
det ene eller det andet, men accepterer, at billedet er mere broget.
Den tilgang duer ikke i klimavidenskaben, her er der til gengæld
konsensus, der er enighed blandt alle klimaforskere i hele Verden om
klimakrisen. Forskning har påvist, at troen bakkes op af stort set alle.
Den forskning har så også vist sig at være mere end tvivlsom, de
statistiske metoder er ikke, hvad man normalt ville bruge, men igen
indrømmes det åbenlyst at
sagen,
dvs. troen er så vigtig, at det er
nødvendigt
at resultaterne bliver ”konsensus” –
helst med 99%
opbakning. Er der nogen andre grene af videnskaben, hvor man
bekymrer sig om konsensus blandt forskerne? Er hele ideen om
konsensus ikke det stik modsatte af den videnskabelige metode, hvor
131
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
ideer fremsættes, diskuteres, testes og videreudvikles i en løbende
proces?
Men igen inden for klimaforskningen støder man på røster, der
fremfører, at man bør slække på netop de videnskabelige principper,
igen i troens tjeneste, fordi
sagen
er så vigtig.
Som enhver religion med respekt for sig selv opererer klimatroen også
med begrebet kætteri. Her benævnes de formastelige
”klimabenægtere” og der forskes ligefrem i, hvem de er og hvad, der får
dem til at forkaste troen.
Klimabenægterne anses for at udgøre en fare, og der forskes i at finde
metoder til at identificere og afsløre dem, f.eks. gennem hvad de
skriver. Kan man identificere opslag eller artikler som benægteri, er det
logiske næste skridt at skride ind med automatisk censur, hvilket
allerede foregår på de sociale medier som f.eks. Facebook.
Således er der opbygget et vældigt forsvar for klimatroen, et forsvar der
koster uanede kræfter og ressourcer og som skal sikre, at vi fortsætter
ned ad den forkerte sti med klimapanik og grøn omstilling, der vil gøre
mere skade end gavn. Hvor godt det lykkes, kigger vi på i 4. og sidste
del af denne bog.
132
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0133.png
DEL 4: Politikere, medier og offentligheden
4.1
Rollen som ”foregangsland”
Danmarks udledninger af drivhusgasser svarer til ca. en promille af de
globale. Det betyder selvfølgeligt, at uanset hvad vi gør med vores
energiforsyning, har det ingen indflydelse på atmosfærens indhold af
drivhusgasser eller den globale temperatur. Spøgefugle har nævnt, at
hvis vi lykkes med at opnå ”klimaneutralitet” i 2050 vil det til den tid
have bevirket at den globale temperatur er 0,001 grader lavere, end
den ellers ville have været.
Alligevel taler vores politikere og meningsdannere om vores klimamål,
som gjaldt det liv og død, ikke bare for os, men for hele Verden. Her er
en
smagsprøve
fra nogle medlemmer af en klima-aktivistisk forening,
der kommenterer på den danske regerings hidtidige indsats på
området:
For regeringen havde nu forstået, at jo længere vi udsætter de nødvendige
forandringer, desto mere ondt kommer det senere til at gøre på os
allesammen. At vejen mod de mål, vi skal nå i 2030 og 2050, bliver
hårdere for hvert kilo CO₂-ækvivalenter,
vi sender ud i atmosfæren, og at
konsekvenserne af klimaforandringerne bliver større og mere
ødelæggende jo længere, vi lader stå til.
Man får klart det indtryk, at forfatterne tror, at Verden vil gå under, hvis
Danmark ikke isoleret opnår sine klimamål. Men det er jo ikke tilfældet.
Tværtimod vil en opfyldelse af målene kræve så hårdhændede tiltag, at
der for alvor kan tales om ”ødelæggende konsekvenser”, men det
spekuleres der overhovedet ikke på.
Danmark har som tidligere beskrevet et klimamål, der siger 70%
reduktion i 2030 målt i forhold til udledningerne i 1990. Undervejs er
der et delmål for 2025, der siger 50-54%. Danmark skal slutteligt opnå
at være ”klimaneutralt” i 2050, dvs. en 100% reduktion.
Klimarådet blev som nævnt i kapitel 2.1 sat til at skrive en rapport om
mulighederne for at opfylde disse mål, og den udkom i marts 2020.
Klimarådet afviste ikke, at 2030-målet kunne opnås, men der skinnede
133
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
alligevel en del skepsis igennem, da meget af den nødvendige teknologi
stadigvæk var helt uprøvet (dvs. ikke opfundet endnu).
Regeringen begyndte at lægge planer, og bl.a. kom de berømte
energiøer på tavlen. Den ene er en kunstig ø langt ude i Nordsøen, der
skal danne samlingspunkt for en masse vindmøller. Præcist hvad der
skal ske på den ø er uklart, der tales om samling og videretransmission
af strøm, men også om fremstilling af brint eller Power to X ude på øen.
Prisen er meget høj, øen inkl. 10 GW havvindmøller forventes at koste
over 200 milliarder kr. Regeringen har været smart nok til ikke at
skynde sig for meget med at komme i gang, nu taler man om, at øen først
vil stå klar i 2033, og så er ethvert bidrag fra den til 2030-målet
naturligvis forpasset.
Der er også lovet/afsat milliardbeløb i statsstøtte til Power to X og CO
2
-
opsamling osv. Til gengæld er udbygningen med vindmøller næsten
gået i stå, mange af projekterne strander på lokale miljøhensyn. Det går
lettere med opstilling af solcelleparker, uagtet at solenergien ikke er
særligt velegnet til vores breddegrader.
På den ene side er der således begejstring for sagen, mens man alligevel
tøver med de store kostbare initiativer, af frygt for vælgernes reaktion?
Allerede nu vil denne forfatter gerne spå, at klimaplanen for 2030 ikke
opfyldes, vi vil endda ende langt fra de forjættede 70%. Men det ønsker
ingen at indrømme offentligt.
Men hvorfor gør vi det? Hvorfor kaster vi energi og ressourcer ind på
et mål, der er urealistisk og som absolut ingen forskel vil gøre for
Jordens klima? Svaret er som nævnt, at Danmark skal være
”foregangsland”. Vi skal vise alle de andre lande i hele Verden, at man
godt
–
på papiret - kan nå ned til meget lave udledninger. Når de andre
lande ser det, vil de klappe i hænderne og straks sætte sig for at gøre
det samme, og
så
har vi reddet Jordens klima!
Her slipper de klimatroende totalt jordforbindelsen. Hvis vi virkeligt
skal være et foregangsland, er det jo ikke nok, at vi
–
på papiret
–
har
opnået nogle reduktioner, eller et nul i udledninger. Vi skal jo have
benyttet nogle metoder, som de andre lande kan lære af og kopiere. Her
er der straks flere ting, der springer i øjnene.
Vi har set, at vores elforsyning kun kan opretholdes, fordi vi har
mulighederne for import og eksport, primært fra nabolandene Sverige
134
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0135.png
og Norge, der har en masse vandkraft til rådighed. Men det er jo ikke
noget, langt de fleste lande kan satse på, og derfor kan de løsninger ikke
umiddelbart kopieres.
Hertil kommer vores kraftige satsning på biomasse, der jo i princippet
–
på papiret
–
ikke giver nogen udledninger af drivhusgasser, når den
brændes af i kraftvarmeværker. Vi har slet ikke nok selv, men
importerer som nævnt millioner af tons træpiller hvert år. Vores
forbrug kan slet ikke betragtes som ”bæredygtigt” og gør os på ingen
måde til noget foregangsland.
Men politikerne og medierne ignorerer disse ubehagelige
kendsgerninger og taler videre om, at Danmark skal ”redde” Verden
med sine klimamål. Den nytiltrådte trepartiregering begyndte endda at
tale om at skærpe klimamålene. Hvorfor ikke 80% reduktion i 2030 og
100% allerede i 2045? Og nu mens vi var i gang, hvad så med et negativt
udslip i 2050, svarende til 110%’s nedgang? Sidstnævnte skulle opnås
primært ved opsamling af CO
2
, enten fra luften eller biomassefyrede
kraftværker og derpå deponering i undergrunden. Lagt sammen med
Klimarådets forslag fra 2020 ville vi derved nå op på bortskaffelse af
over 8 millioner tons pr. år.
CO
2
-opsamling praktiseres ikke endnu nogen steder på en teknisk og
økonomisk fornuftig måde, og uanset hvor godt det går, vil det altid
være en ren udgift. Det bliver staten, der skal betale, og nogle private
aktører tjener muligvis på det, men det tilfører ikke samfundet den
mindste værdi. Det er kun troen på klimakatastrofen
–
og troen på at
den kan afværges ved sådanne ekstreme tiltag, der kan få politikerne til
at støtte den slags aktiviteter.
Blandt Klimarådets opgaver er udsendelse af årlige opfølgnings-
rapporter om, hvor godt det går med at nå klimamålene. I
en rapport
fra 2023 satte Klimarådet sig imidlertid for at gå videre, og kigge på, om
de danske klimamål overhovedet ville sikre den globale
temperaturstigning fra at overstige de 1,5 grader celsius. Klimarådet er
selvfølgeligt godt klar over, at Danmark ikke alene kan sikre denne
temperaturgrænse, og i stedet har man kastet sig over nogle teoretiske
beregninger. Man har taget de forventede samlede danske udledninger
ved opfyldelsen af 2030- og 2050-klimamålene og divideret dem med
Danmarks befolkningstal, hvorved man får udledningen pr. person.
Derefter kan man gange det tal op med Verdens befolkning og se, hvor
mange gigatons CO
2
det ville blive til. Tallet kan derpå sammenlignes
135
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0136.png
med de ”kulstofbudgetter”, som IPCC bl.a. har opstillet (jfr. kapitel 3.1),
hvis vi skal holde den globale opvarmning under de 1,5 grader.
Nu ser man, hvordan Danmarks tal direkte kan bruges til at konstatere
om vi ”redder” klimaet eller ej. Klimarådet finder så desværre, at vores
klimamål nok er i den lave ende, hvis temperaturstigningen skal holdes
under 1,5 grader. Således vil det være
mere ”sikkert”, hvis vi sætter et
mål om 80% reduktion i 2030 og 100% allerede i 2045.
Fig. 4.1: Energistyrelsens fremtidsplaner for regulérbar el-kapacitet 2022-2050.
Energistyrelsen udsender ligeledes rapporter, hvor der gøres status på
den grønne omstilling. Man regner på scenarier med en kraftig
udbygning af vind og sol og nedlæggelse af de fleste af vores
traditionelle kraftværker, se fig. 4.1. Energistyrelsen er klar over, at
vind og sol er variable, men man vil alligevel ikke helt acceptere
problemets omfang. I en
rapport
skriver man (om Danmark):
… den
geografiske spredning af store havvindanlæg
på sigt vil være så
stor i Danmark, at ydelsen potentielt kunne skaffes alene med VE-anlæg,
hvis der rettidigt stilles de rigtige krav til anlæggene.
Med andre ord ignorerer Energistyrelsen, at vindstille ofte rammer
hele landet samtidigt, og selvom vi har vindmøller i alle landsdele og på
havet i Østersøen, Indre farvande og Nordsøen kan møllerne i perioder
være nede på at producere under 1 % af deres kapacitet.
136
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0137.png
Energistyrelsens svar er generelt, at vi skal klare os, dels med import
og eksport, dels med ”fleksibelt forbrug”. Vi har imidlertid allerede set,
at især ved en kraftig elektrificering af samfundene og ditto udbygning
af deres sol- og vindenergi, vil overskuddene og underskuddene af
strøm blive så store
–
samtidigt i hele Nordeuropa
–
at de ikke kan
kompenseres ved udvekslinger over landegrænserne.
”Fleksibelt forbrug” kan realistisk set kompensere for måske maks. 10
% af forbruget, og det hjælper jo ikke noget, hvis solen er gået ned, og
der er vindstille.
Energistyrelsen har udgivet en anden
rapport,
der er skrevet til
Energinet, eldistributøren i Danmark. Heri løftes sløret bl.a. for den
påtænkte kraftige udbygning af Power to X-produktion, hvor der tales
om allerede i 2030 at have en kapacitet på 4-6 GW. Her har
Energistyrelsen reelt ikke nogen idé om hvordan, der skal skaffes
pålidelig strøm til alt dette, men nøjes med at skrive:
Det bemærkes, at analyseforudsætningerne som udgangspunkt ikke
inkluderer forventninger til tiltag, der kan sikre effekttilstrækkeligheden,
såfremt der opstår udfordringer som følge af lukninger af elproducerende
værker.
Det betyder jo i realiteten at Energinet selv må finde ud af, hvordan de
sikrer den stabile forsyning.
Det er bemærkelsesværdigt, at offentlige institutioner, der burde
besidde al den ekspertise, man kan opdrive, kan forfalde til den slags
virkelighedsfjerne skriverier. Formålet med de drastiske omlægninger
er naturligvis igen grundtanken om, at Danmark skal være
foregangsland, men det bliver vi jo ikke, hvis vi kører vores
energiforsyning og dermed hele samfundet totalt i sænk.
Det ignoreres imidlertid, og igen må det være et udslag af, at man er
stærke i troen, og den overskygger alt. Man skal her erindre sig, at
”troen” ikke kun omfatter klimakatastrofen men også den grønne
omstilling, der heller ikke må drages i tvivl.
137
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0138.png
4.2 Den lave indsigt
I betragtning af klimasagens potentielt voldsomme konsekvenser for
menneskeheden i form af en grøn omstilling, der ikke lever op til
forventningerne, er der forbløffende lidt debat om emnet. Tværtimod
vil selv højtuddannede personer efterplapre de værste eksempler på
klimapropaganda uden at have sat sig ind i sagen og uden i øvrigt at
have megen forståelse for naturvidenskab, energi eller samfundet i
øvrigt.
I et interview fik en journalist fra et seriøst
dagblad
sig selv til at sige
følgende om klimakrisen:
Millioner er på flugt, Afrika oplever ekstrem tørke, Australien og
Californien brænder, Great Barrier Reef er næsten væk, iskapperne
smelter, selv i Europa dræber oversvømmelser hundredvis af mennesker.
Der er endnu ikke nogen ”klimaflygtninge” i ordets bogstavelige
betydning. Tørken i Afrika er et lokalt problem, der ændrer geografisk
placering år for år. Antallet af brande i Californien og Australien er for
nedadgående i de seneste år og har i øvrigt aldrig haft noget med
”klimaforandringer” at gøre, de er primært en følge af dårligt
vedligehold af naturen. Korallerne har vi allerede omtalt i kapitel 3.3,
de trives fint.
I en
anmeldelse
af en bog, der i øvrigt ikke havde noget med klimaet at
gøre, kunne man læse:
Vores samfund kommer til at ændre sig radikalt i vores levetid. Enten
fordi vi omkalfatrer det for at afværge de værste klimaforandringer, eller
fordi vi tvinges til at leve med deres gyselige følger.
Her er et andet
eksempel,
endda fra en videnskabsjournalist:
… verden … erkender, at klima-
og miljøkrisen er klodens fundamentale
udfordring, og at risikoen for krig, konflikt og fødevaremangel blot vil
stige yderligere uden en kraftig fod på klimabremsen.
Og endeligt en
professor i statskundskab
på slap line:
Sikringen af klimaet bør altid være i en prioriteringsliga helt for sig.
Alternativet til sikringen af temperaturstigninger på maksimalt 1,5-2
138
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
grader celsius, som bestemt i Parisaftalen i 2015, er ganske uoverskuelige
for kloden som helhed. Det er potentielt meget ødelæggende for verden,
som vi kender den. Nedbringelsen af udslippet af klimagasser er på en helt
anden måde en klodeeksistentiel, politisk nødvendighed, end de fleste
andre politikområder er.
Tørke. Ørkendannelser i ellers frugtbare områder. Uudholdelige
temperaturer. Menneskegrupper på flugt. Gletsjere, der forsvinder.
Vandmangel. Alt det, som vi så småt er begyndt at ane i horisonten, vil
kun fortsætte i et accelererende tempo, hvis vi ikke sætter drastisk ind
verden over og giver klimaet politisk førsteprioritet.
Det er propaganda på fakta-tjekker-niveau (se kapitel 3.10). Men folk
ved ikke bedre. Mange mener, at CO
2
er giftig og en ”forurening”, de er
ikke klar over CO
2
-ens rolle i de naturlige kredsløb. Mange har hørt om
”farlige” havstigninger, men ved ikke hvor meget, havet reelt er steget
f.eks. de seneste 100 år (ca. 20 cm). Folk har totalt glemt, at vi også
havde storme og oversvømmelser tidligere og mener nu i ramme alvor,
at de seneste begivenheder udelukkende skyldes vores CO
2
-
udledninger. Al ædruelig statistik peger ellers som nævnt på, at der ikke
er sket nogen forværring f.eks. med antallet og voldsomheden af
orkaner.
Den brede offentlighed tror, at polerne smelter, og isbjørnene er ved at
uddø. Intet er fjernere fra sandheden, hvad man kan forvisse sig om ud
fra de officielle
statistikker. Der tales om ”forsuring” af verdenshavene,
hvor alle skaldyr vil blive opløst i ”syren”. Det er ligeledes det glade
vrøvl, havet er stadigvæk basisk (det modsatte af ”surt”) og skaldyrene
lider ingen nød overhovedet.
Paris-målene for klimaet på hhv. 1,5 og 2 grader accepteres som
grænser, der er mejslet i granit. Alt over 2 grader vil bevirke Jordens
undergang. At det er menneskets udledninger af CO
2
, der er
eneansvarlig for miseren, er heller ikke til diskussion. De fossile
brændstoffer dæmoniseres over en kam. Brugen af dem har kun
medført dårlige ting, i form af ”forurening” og ”klimaforandringer”.
Meget få vil stoppe op og tænke over, at vi netop skylder kul, olie og gas
hele vores samfund og velstand, som beskrevet i kapitel 2.2.
Men den kolossale gavn vi har og har haft af de fossile brændstoffer
ignoreres stort set fuldstændigt i den offentlige debat. Deltagerne tror,
at det vil være en smal sag at udfase kul, olie og gas 100 % og erstatte
det med ”vedvarende energi”. De fleste forestiller
sig, at denne primært
139
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
består i solceller og vindmøller, men der er også nogle, der mener, at vi
fortsat skal bruge biomasse i et vist omfang, omend den over årene
anses for mindre og mindre ”bæredygtig”. Kernekraft er også ved at
vinde ind i debatten, omend modstanden er arg, især fra toneangivende
personers side.
Fossile brændstoffer dækker ca. 80% af Verdens energiforbrug (jfr. fig.
1.18). Vores totale anvendelse af energi er stigende og forbruget af kul,
olie og gas stiger med. Enhver snak om, at vi snart kan nedbringe
forbruget, f.eks. med 40% inden 2030 er helt utopisk. Men det er
derimod ikke desto mindre, hvad der fremføres fra mange sider, det er
jo ”nødvendigt” for at ”redde”
klimaet.
Den grønne omstilling er ikke gennemført ved, at vi opstiller nogle flere
vindmøller og solceller, og så i øvrigt alle sammen begynder at køre i
elbiler. Vi har allerede set (kapitel 2.2), at en så omfattende omstilling
af bilparken til batteridrift er helt urealistisk.
Strømmen skal komme fra sol og vind, samfundet skal elektrificeres
yderligere, men ingen taler om, hvordan vi gør i praksis, givet hvor
ustabile og upålidelige de strømkilder er. Flere vindmøller vil altid være
bedre! Hvis man endeligt nævner noget om svingningerne i disse kilder,
bliver det straks verfet væk med besværgelser om samarbejde med
nabolandene og ”fleksibelt forbrug”. Hertil kommer lagring, i form af
batterier, brint eller Power to X. Og alt det vil være stablet på benene
allerede i 2030, for at opfylde 70%-målene og i 2050 har vi ikke andet,
da vi dér er ”klimaneutrale”.
Der er en vis modstand mod vindmøller og solceller, men den kommer
altid fra de kommende naboer til projekterne. De har haft en betydelig
succes med at stoppe opførelsen af vindmøller, især de kystnære eller
dem på land. Men hver gang det sker, begrædes det af de toneangivende
meningsdannere, det bringer jo den grønne omstilling og klimaet
–
og
dermed hele Verden
–
i fare.
Men der er ingen tvivl om, at den største trussel mod vore samfund lige
nu er forsøgene på en forhastet og ugennemtænkt grøn omstilling,
baseret på myter og
–
tro.
140
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0141.png
4.3 Den juridiske vej
Hvis indsigten i offentligheden og i medierne er lav, er den om muligt
endnu lavere ved domstolene, hvor der nu anlægges klima-sager mod
regeringer eller virksomheder. Det er ofte aktivist-organisationer, der
står bag, da det kræver mange penge og ressourcer at anlægge en sag.
De får så stråmænd til at stå for selve sagsanlægget
–
som ofre
–
og
engagerer de dygtigste advokater. De anklagede virksomheder eller
regeringer er så også nødt til at stille op med dyre advokater, og derpå
kan forestillingen begynde.
Det bemærkelsesværdige ved de retssager er, at hverken de to parters
advokater eller dommerne har nogen som helst indsigt i klimasagen. De
kan højst lade sig vejlede af de strømninger i opinionen, som blev
omtalt i kapitel 4.2. Det borger jo ikke for, at der kommer nogen specielt
saglige afgørelser ud af anstrengelserne.
Her er nogle
eksempler
på sager: En bonde i Peru sagsøgte det tyske
energiselskab, RWE. Bonden (der næppe var alene om sagsanlægget)
hævdede, at klimaforandringer havde bragt hans fremtid i fare, pga.
risiko for oversvømmelser fra en sø af smeltevand. Da RWE har udledt
CO
2
i forbindelse med dets aktiviteter, var selskabet medansvarligt for
hans forværrede situation.
Beboerne i en landsby i Alaska sagsøgte Exxon Mobil, fordi de mente, at
klimaforandringer havde ledt til erosion af en kyststrækning, og derved
forværret deres forhold.
De fik hjælp af den nye gren af klimavidenskaben, Sammenkædningen,
(engelsk:
Attribution Science),
som vi allerede har stiftet bekendtskab
med (kapitel 3.4) og som netop fokuserer på, hvordan man kan etablere
en forbindelse mellem lokale vejrrelaterede begivenheder og
klimaforandringer
–
og videre til drivhusgasudledninger. Det er en
”videnskab” der vist nok oprindeligt blev skabt med henblik på
juridiske søgsmål.
De her nævnte sager gik imidlertid ikke så godt, De fleste var baseret
på enten havstigninger eller ændringer i det lokale vejrlig. I begge
tilfælde er det svært specifikt at hænge dem op på den globale
temperaturstigning, som igen delvist hænger sammen med
drivhusgasudledninger. Herfra er der så yderligere langt til at kunne
tilskrive et bestemt firma (måske i en helt anden verdensdel) ansvaret
141
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0142.png
for den forvoldte skade. Det er så tynd en forbindelse, at man i alle
normale juridiske områder ville afvise den og dermed undlade at holde
sagsøgte ansvarlig. Mange af sagerne er da også ind til videre blevet
afvist ved domstolene.
Seks unge portugisere, der kalder sig
Duarte Agostinho,
har ved den
Europæiske Menneskeretsdomstol fået rejst en sag mod 33 europæiske
regeringer (inkl. bl.a. Rusland) for at få dem til at garantere, at
opvarmningen på 1,5 grader (som anbefalet af Paris-aftalen) ikke
overskrides. Kun derved er de garanteret et liv, fordi klimaet vil forblive
trygt og sikkert. Specielt klagede de over hedebølger, tørke og
skovbrande i Portugal i de senere år og mente, at disse begivenheder
hang sammen med den ”utilstrækkelige klimapolitik” ført af de 33
lande.
I denne sag har aktivisterne stillet fire krav: 1) en yderligere reduktion
i udledning af drivhusgasser, 2) drastisk sænkning af eksporten af
fossile brændstoffer, 3) drastiske midler for at sikre passende
kompensation for importerede varers udledninger og 4)
forholdsregler, der skal tvinge virksomheder, der opererer i flere lande,
til at nedsætte udledningerne i hele deres forsyningskæde.
I alle fire tilfælde skal udledningerne hurtigt bringes ned på nul, for at
forhindre ”klima-nødsituationen”. Hvis aktivisterne vinder, agter de at
bruge dommen til at anlægge yderligere retssager mod de nationale
regeringer for at gennemtvinge den nødvendige handling.
Regeringerne vil få det svært, fordi Menneskeretsdomstolens
afgørelser jo ikke kan appelleres nogen steder hen. Der er i skrivende
stund (marts 2023) stadigvæk ikke faldet nogen afgørelse i sagen.
Holland er et af de steder, hvor klimaaktivister har haft stor succes med
deres søgsmål. En organisation ved navn
Urgenda
slæbte således den
hollandske stat i retten og forlangte, at landets udledninger af CO
2
skulle nedbringes, fordi de ellers udgjorde en trussel mod
befolkningens
”ret
til
liv”
ifølge
den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention. Sagen gik hele vejen gennem det
hollandske retssystem og endte i Højesteret, hvor regeringen blev dømt
til at sørge for at nedbringe udslippene med 25% inden 2020.
Regeringen har prøvet at indføre nogle af de beordrede tiltag, hvilket
har kostet hollænderne mange penge og ikke haft den mindste
indflydelse på klimaet.
142
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0143.png
I 2021 blev olieselskabet Shell også dømt i retten i Holland. Sagen var
rejst af klimaaktivister, og de hævdede, at Shells aktiviteter ville
ødelægge deres fremtidige muligheder for et godt liv. Takket være
nogle mindre gennemtænkte paragraffer i hollandsk lov lykkedes det
faktisk at få Shell dømt til inden 2030 at skulle nedbringe sine og sine
kunders CO
2
-udledninger med 45 procent.
Dommen
indeholdt en række passager vedrørende videnskaben bag
klimaforandringerne, der klart viser, at dommerne ikke har nogen stor
klimaforståelse. Citater fra dommen i kursiv:
CO
2
er den primære drivhusgas, der sammen med andre drivhusgasser
fastholder varmen som Jorden udsender i atmosfæren. Det er hvad man
kalder drivhuseffekten, der vil blive kraftigere jo mere CO
2
, der ender i
atmosfæren. Derefter vil Jorden blive varmet op.
Det er klimavidenskab på staveplade-niveau.
Der er en direkte lineær sammenhæng mellem menneskeskabte
drivhusgas-udledninger, delvist forårsaget af brug af fossile
brændstoffer, og den globale opvarmning.
Det er svært at få øje på nogen ”lineær” sammenhæng mellem den
temperaturkurve, vi har for de seneste 50 år og så det relativt støt
stigende indhold af CO
2
i atmosfæren. Situationen er meget mere
kompliceret, og som vi har set, må det betragtes som stærkt tvivlsomt,
at CO
2
skulle have været hovedårsagen.
Efter således at have afsløret sin manglende indsigt i
klimaspørgsmålene (andet end på rudimentært aktivist-niveau)
forvilder dommen sig ind i, hvordan opvarmningen skal stoppes. Det
bliver det ikke bedre af:
I klimavidenskaben, det område af videnskaben, der beskæftiger sig med
klimaet og klimaforandringer
–
og i det internationale samfund har der i
et stykke tid været konsensus om, at Jordens gennemsnitstemperatur ikke
bør stige mere end 2 grader celsius sammenlignet med
gennemsnitstemperaturen i den førindustrielle tid.
Vi har set hvordan 2-graders målet blev vedtaget rent politisk. Det er
ikke nogen grænse, der er videnskabeligt begrundet. Men hvor skulle
en aktivistisk dommer vide det fra?
143
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
Derpå giver domstolen den fuld gas:
I de sidste par år har yderligere indsigt vist, at en sikker
temperaturstigning ikke bør overstige 1,5
o
C svarende til et indhold af
430 ppm drivhusgasser i år 2100. Drivhusgasindholdet lige nu er 401
[sic]
ppm.
Den totale resterende kapacitet af drivhusgasudledninger kendes også
som kulstofbudgettet. Pt. udledes der 40 Gt CO
2
om året. For hvert år vi
udleder denne mængde, bliver kulstofbudgettet reduceret med 40 Gt. Hvis
de globale udledninger er højere, bliver budgettet nedsat med mere end
40 Gt. I 2017 var der et kulstofbudget på 580 Gt CO
2
tilbage
–
efter det
bedste estimat
–
for at have en 50 % chance for en opvarmning på 1,5
o
C.
Nu, 3 år senere, er 120 Gt CO
2
brugt fra budgettet, hvilket betyder, at 460
Gt CO
2
er tilbage. Med uændrede udledninger vil kulstofbudgettet være
opbrugt inden for en overskuelig tid.
Vi har tidligere omtalt kulstofbudgetterne, og den fantastiske tro på at
vi mennesker kan ”styre” den globale temperatur så præcist (kapitel
2.1).
Dommen kommer herefter ind på alle skaderne, vi vil opleve som følge
af temperaturstigningen. Det er selvfølgeligt mere ekstremvejr, dvs.
tørke, oversvømmelser, storme osv., trusler mod samfund og
økosystemer (korallerne vil forsvinde). Om havstigningerne kan man
læse følgende:
Risiko for død, personskader, dårligt helbred eller ødelagte levebrød i
lavtliggende kystområder og udviklingslande på små øer, og andre små
øer, pga. stormflod, oversvømmelser af kysterne og havstigninger.
Her er grundantagelsen igen, at folk bare bliver i deres byer, mens
vandet stiger op over bordhøjde i deres huse. Der gøres ikke noget for
at afbøde skaderne. Sådan er Verden jo ikke i virkeligheden.
Dommen fortsætter med at nævne, at det er de fattige lande, der vil
blive ramt hårdest, og kombinationen af flere hændelser kan gøre det
hele værre. Vi får også den om væltepunkterne til sidst.
Dommen er primært baseret på sagsøgernes udlægning af IPCC’s
rapporter, og der er ingen overvejelser i retning af, hvad der sker med
144
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
vores samfund, hvis forsyningen af fossile brændstoffer reduceres så
hurtigt. Hvis det kun er Shell, det går ud over, så er skaden naturligvis
mindre, men det betyder derefter, at andre landes energiproducenter
vil overtage leverancerne.
Misbruget af domstolene og den juridiske magt i klimasagen er
skammeligt og ildevarslende. Der er netop tale om et misbrug, både fra
sagsøgernes side, men også fra medløbende dommere, der kæder
enkelte virksomheders aktiviteter sammen med troen på
klimakatastrofen. Den slags kan føre til et nedbrud i respekten for
lovgivningen og dens håndhævelse og dertil hørende social uro. Skal vi
igen bare acceptere generel forarmelse i troens navn?
145
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0146.png
4.4 Undertrykkelse af fri debat
De store medier i Europa og USA er generelt stærkt præget af
medløberi, når det drejer sig om klimaet. Vinklen vil næsten altid være,
at vi står over for en klimakatastrofe, og den kan kun løses
–
og Verden
derved reddes
–
ved en omfattende grøn omstilling, der bringer os til
netto-nul. Det vil være tilgangen i det store flertal af de journalistiske
indslag samt debatindlæg, der offentliggøres. Man ser massevis af
eksempler på artikler, der egentligt handler om noget andet end
klimakrisen, men som alligevel lige får indflettet noget undervejs om
den farlige globale opvarmning og alle dens skadevirkninger.
Udbygning med vindmøller betragtes også som éntydigt positivt.
I Danmark har vi de to landsdækkende og helt eller delvist offentligt
ejede tv-stationer, DR og TV2. På deres hjemmesider finder man mange
artikler om klimaet, nogle gange i forbindelse med udsendelser, men
andre gange bare som nyheder. Her kan man være sikker på, at det altid
er de samme eksperter, der kommer til orde, eksperter der fuldt og fast
tror på de farlige klimaforandringer og velsignelsen ved den grønne
omstilling. Her en smagsprøve fra
DR:
I Dansk Industri pointerer klimadirektør Anne Højer Simonsen, at
konsekvenserne af klimakrisen ikke er et problem, der ligger ude i
fremtiden.
- Det er et problem, som vi allerede oplever nu. Og det er derfor også
vigtigt, at vi agerer med det samme. Det viser den nye rapport fra
Copernicus med al tydelighed, siger hun og tilføjer:
- Hvis vi fortsætter med det tempo, vi har lige nu, så vil CO
2
-udledningerne
stige med 11 procent over 2010-niveau frem mod 2100. Det betyder en
temperaturstigning på 2,2-3,4 grader.
Anne Højer Simonsen siger, at løsninger med vedvarende energi skal
indfases hurtigst muligt.
- Og dem har vi masser af på hylderne i Danmark. Det er derfor en
nøgleopgave for dansk erhvervsliv at vise, hvordan det skal gøres i
praksis.
Den person, der citeres, er endnu en af medløberne, uden den mindste
selvstændige refleksion, og DR har slugt både sammenkædningen,
modelresultaterne og myterne om grøn omstilling råt.
146
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0147.png
Her er et andet eksempel fra en længere
kommentar,
der blev bragt i en
landsdækkende avis. Anledningen var oversvømmelsen i Tyskland i
2021:
Denne sommer står tilbage som en forsmag på klimakollapsets
omkostninger. Menneskelige, sociale og økonomiske.
Den nølende danske tilgang
[mht. klimamålene, red.]
er dømt til at spille
fallit. Det fuldstændig altafgørende er at sikre flest muligt reduktioner i
vores udledninger
–
hurtigst muligt.
Status er, at vi står med en døende klode med enorme indre og ydre
blødninger. Til at begynde med skal en ensartet CO
2
-afgift stoppe
blødningen.
En ”døende klode”?
Der stilles ikke store krav til den journalistiske standard i medierne,
bare budskabet er i overensstemmelse med klimatroen. Der var en
interessant vandrehistorie om de store oversvømmelser i Pakistan i
2022. De blev selvfølgeligt tilskrevet ”klimaforandringerne”. Historien
her blev flittigt viderekolporteret af medierne efter tur, og selv højt
ansete
videnskabsjournalister
gengav den ukritisk. Påstanden var, at
oversvømmelserne på et tidspunkt havde dækket en tredjedel af
Pakistans areal. Det lyder jo dramatisk, men hvis man tænker efter bare
i et halvt minut, så er påstanden nok ikke så sandsynlig. Pakistan er et
land præget af bjerge og ørkener, og de bliver ikke oversvømmet uanset
hvad. Det rigtige tal viste sig da også kun at være
knap 8%.
Men
efterfølgende var der ingen af de toneangivende medier (på nær BBC),
der følte sig tilskyndet til at udsende berigtigelser. Herregud, den
forkerte påstand tjente jo ”sagen”. Der er heller ikke nogen fakta-
tjekkere, der er rykket ud med en berigtigelse af tallet på de 33%
oversvømmelse.
Der findes jo en del personer, der som regel kalder sig selv
klimarealister, men som omverdenen og medier hellere betegner som
”klimaskeptikere” eller det, der er værre, jfr. kapitel 3.8. De har utallige
gange forsøgt sig med læserbreve eller længere indlæg til medierne,
først og fremmest aviserne og deres hjemmesider. Langt de fleste af
disse indlæg bliver afvist, som oftest uden begrundelse. Det er jo ikke
fordi, der står noget forkert eller videnskabeligt ukorrekt i disse mange
indlæg, og i enhver anden sammenhæng ville de blive set som et indslag
i den løbende debat om samfundets anliggender. Men ikke vedr.
147
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0148.png
klimaet, her bliver de undertrykt i massivt omfang, tilsyneladende fordi
de går i mod troen.
Et eksempel er denne forfatters forsøg i januar 2023 med en kronik til
Berlingske. Den handlede om de stærkt ambitiøse
–
og reelt urealistiske
–
danske klimamål om 70 og 80 procents reduktioner allerede i 2030
og gennemgik alle de praktiske vanskeligheder ved den dybtgående
omstilling af energiforsyningen og hele samfundet, det ville medføre.
Kronikken påpegede, som sandt er, at man længe inden 2030 vil ramme
muren og må opgive målene, og spørgsmålet er så, hvor meget, det vil
have kostet af tab for samfundet i mellemtiden.
Det var måske nok en diskussion værd, og det gjorde undertegnede
opmærksom på i den ledsagende e-mail. Svaret, der indløb efter kun 40
minutter, skal her gengives i sin helhed:
Vi har netop bragt en kronik med næsten identisk indhold, så vi springer
over denne gang.
Den identiske kronik viste sig at være offentliggjort godt 3 uger
tidligere, det var en meget spag kritik af den grønne omstilling og i
øvrigt en kraftig agitation for kernekraft.
At avisen ikke ønsker at gentage sig selv, er al ære værd, men
tilsyneladende gælder det kun for indlæg, der går imod klimatroen. Det
lykkedes således Berlingske i løbet af 14 dage i samme januar at
offentliggøre ikke færre end 3 kronikker, alle tre skrevet af lobbyister,
der plæderede for flere penge i statsstøtte til Power to X. Ingen smalle
steder på avisen der.
Klimarealister har også forsøgt sig med indsigelser og protester, når
medierne gik for vidt. I en kronik i Berlingske, skrevet af to kendte
klimaprofeter blev der gået hårdt til netop klimarealisterne på et helt
usagligt grundlag. En
smagsprøve:
Klimamodellernes fremskrivninger af klimaets sandsynlige udvikling
anfægtes stadig (uden videnskabeligt grundlag), hvilket er et essentielt
element i klimabenægternes argumentation og præsentation af
klimadebatten (for eksempel klimarealisme.dk). Kritikken spiller ingen
rolle i den sammenhæng, da FN’s klimapanel i stor detalje har
vurderet
både styrker og svagheder ved disse fremskrivninger.
148
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0149.png
Foreningen Klimarealisme, der blev direkte nævnt i teksten kom da på
banen, kontaktede Berlingske og forlangte at få offentliggjort et svar.
Det kom der lang tids tovtrækkeri ud af, da debatredaktøren så åbenlyst
helst ikke ville have noget kritisk om klimatroen i sin avis. Det endte
med et læserbrev, der blev puttet ind mellem de andre.
DR havde på sin hjemmeside en
artikel
hvori man blandt andet kunne
læse følgende om klimakrisen:
Den nye statusrapport
United in Science
…. slår
også fast, at
klimaforandringerne allerede har femdoblet antallet af vejr- og
klimarelaterede katastrofer de seneste 50 år.
Fig. 4.2: Den ofte fremlagte graf fra EM-DAT med antallet af naturkatastrofer 1970-
2022. Fra
Our World in Data
Rapporten var blevet udsendt af blandt andet Verdens Meteorologiske
Organisation (WMO), der fuldt og helt går ind for klimatroen.
Påstanden om 5-doblingen gik Verden rundt og blev bl.a. fremført med
eftertryk af FN’s generalsekretær António Guterres. Imidlertid er der
ikke tale om nogen 5-dobling.
Kurven,
der stammer fra en institution
ved navn EM-DAT, se fig. 4.2, viser en stigning i perioden 1970-2000 og
derpå et voldsomt spring op til niveauet fra 2000-2020. Efter år 2000
er niveauet i øvrigt let faldende. Stigningen fra 1970-2000 forklares af
EM-DAT selv
som et udslag af forbedret og mere fintmasket
149
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0150.png
indrapportering, der er ingen grund til at tro, at der er tale om et forøget
antal hændelser i realiteten. Det voldsomme spring omkring år 2000
skyldes ene og alene en større
ændring i praksis
for opgørelsen. Så reelt
er der ikke nogen stigning over årene og ikke skyggen af nogen 5-
dobling.
En klimarealist
kontaktede så DR
og foreslog, at de burde udsende en
berigtigelse af artiklen. Det ville de ikke, sagen greb om sig i omfang, og
Lytterne og Seernes Redaktør, der fungerer som klageinstans, blev
involveret. Udgangen på sagen var ganske interessant. DR erkendte, at
klageren havde ret, men afviste alligevel at udsende nogen berigtigelse,
men henvisning til, at man havde været i god tro, da artiklen blev
skrevet, da kilderne normalt ansås for at være troværdige. Her er det
tydeligt, at DR gik mere op i at redde ansigt end i at informere læserne
korrekt. Det hænger selvfølgeligt også sammen med, at en berigtigelse
ville have kollideret med den grundlæggende klimatro.
Vi har her set eksempler på mediernes villighed til at publicere de mest
ekstreme udsagn, bare de er på klimatroens side. Til gengæld er der
meget lidt vilje til at give plads til de modsatte synspunkter.
Det samme gælder debatprogrammer i fjernsynet vedrørende klimaet,
specielt hos DR. Det er flere gange sket, at folkene bag programmerne
har opfordret folk til at komme med forslag til deltagere. Til sidst ender
det dog altid med, at næsten alle debattørerne har den rigtige indstilling
til troen. Et
eksempel
var et program i serien ”DR Debatten”, hvor
Clement Kjersgaard var vært, og emnet var landbruget og
drivhusgasserne. Her deltog nogle politikere, hvoraf to var kendt som
klimafanatikere, 2 klimaaktivister, der brillerede med deres
afgrundsdybe uvidenhed, en repræsentant for en landbrugs-
organisation, han var mest interesseret i flere støttekroner til biogas,
og endeligt en enkelt borgerlig politiker, der tillod sig at tvivle på
nødvendigheden af den grønne omstilling. Hun fik ikke meget taletid.
Men der var ingen sagkyndige af klimarealistisk observans til stede.
Et
senere program
i samme serie var et andet godt eksempel. Her var
der en diskussion om vindenergien, hvor alle deltagerne var meget
positive på nær en enkelt politiker, der spagfærdigt forsøgte at holde
fast i, at de økonomiske ofre ved en grøn omstilling ikke må være for
store. En professor fik her
–
helt uimodsagt
–
lov til at sige, at der ingen
problemer var med at etablere en stabil elforsyning baseret på sol og
vind. Diskussionen fokuserede ellers på hastigheden af udbygningen
150
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
med nye vindmøller, og der var tæt på enighed om, at det gik for
langsomt.
En aktivist fik sagt, at vi står foran et klimakollaps, og der var almindelig
konsensus om, at vi kun har 7 år til at halvere vores CO
2
-udledninger.
Aktivisten og en industri-repræsentant diskuterede opsamling og
deponering
af
CO
2
,
hvor
sidstnævnte
så
de
store
forretningsmuligheder. Aktivisten var uenig, fordi det slet ikke var et
tiltag, der gjorde ondt nok. Ingen rejste spørgsmålet om, hvordan vi skal
betale for denne opsamling, det er jo ellers en gigantregning, der vil
ende hos skatteyderne og forarme samfundet.
I det hele taget er den slags udsendelser blottet for enhver diskussion
af klimatroens mere grundlæggende dogmer. Holdningen i DR er
tydeligt nok, at det løb er kørt, videnskaben er ”afgjort” og derfor vil vi
hellere høre på folk uden indsigt, men med de konforme meninger.
151
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
4.5 Accept af negative konsekvenser
Klimakrisen anses for at være så alvorlig, at vi alle må bringe ofre for at
afhjælpe den. Der er mange politikere, der er nervøse for deres genvalg,
og derfor helst vil foregøgle os, at hele den grønne omstilling kan
gennemføres uden tab af velstand eller velfærd. Men det virker ikke
troværdigt i lyset af de signaler, der ellers udsendes.
I løbet af 2022 steg energipriserne meget voldsomt i Europa. Årsagen
påstås ofte at være Putins invasion i Ukraine, men i realiteten var
prisstigningerne allerede startet inden da. Den efterfølgende
gasmangel pga. afbrydelsen af forsyningerne fra Rusland gjorde det kun
værre. Mange mennesker, der f.eks. var afhængige af gas til opvarmning
af deres boliger, blev ekstremt hårdt ramt. De måtte stort set opgive at
opvarme deres huse for stadigvæk at have råd til mad. Specielt i
Tyskland og England gik det galt, i sidstnævnte land talte man om
millioner af ”energifattige”. I Danmark delte regeringen i al hast en
”varmecheck” ud til –
viste det sig
–
ret tilfældige borgere.
Regeringerne tog aktive forholdsregler for at spare på energien.
Rumtemperaturerne i offentlige bygninger blev sat ned, svømmehaller
blev lukket og mange gadelamper og belysning af bygninger slukket.
Det skinnede igennem, at disse forholdsregler selvfølgeligt skyldtes den
akutte mangel på gas pga. balladen med Rusland, men de kunne sagtens
også tjene en større sag: Klimatroen. En fremtid, hvor vi skulle
nedbringe forbruget af fossile brændstoffer
– for at ”redde” klimaet,
kunne sagtens indebære permanente sparetiltag i stil med disse.
Elforsyningen er meget sårbar over for fluktuationerne i produktionen
fra sol og vind. For at klare sig igennem perioder med en meget lille
produktion er der visioner om mere drastiske tiltag til styring af
forbruget. Der tales f.eks. om rullende strømafbrydelser, såkaldte
brownouts,
hvor områder efter tur får afbrudt elforsyningen helt. Der
er også tale om via ”intelligente” elmålere, at gribe direkte ind i den
enkelte husstands anvendelse af strømforbrugende apparater.
Som nævnt (kapitel 2.4) havde Schweiz detaljerede planer for de
elforbrugende aktiviteter i hjemmene, som skulle stoppes i tilfælde af
akut energimangel.
152
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0153.png
I England, hvis elforsyning er særligt hårdt ramt af de mislykkede
forsøg på grøn omstilling, talte man om at betale kunderne for at
undlade at bruge strøm i spidsbelastningsperioder.
Vores samfund er eller opbygget på basis af en stabil energiforsyning,
og i særdeleshed at der kontinuerligt er strøm til rådighed. Uden den
går samfundet hurtigt i stå.
Energimangel rammer befolkningerne hårdt. Jo færre penge, der er til
rådighed i husholdningen, desto større andel af midlerne bruges
normalt på energi. Hvis energipriserne så stiger voldsomt, kommer folk
for alvor i klemme. Kulde forøger sygeligheden og dræber mennesker.
Man har ved videnskabelige
undersøgelser
konstateret en betydelig
overdødelighed i perioder med høje energipriser. Folk får flere tilfælde
af astma eller lungebetændelse, og et forholdsvis større antal dør af det.
Det er jo en lidt paradoksal situation, fordi formålet med den grønne
omstilling ellers er at redde liv ved at undgå fremtidige
klimakatastrofer. Men hvis omkostningen ved de forebyggende tiltag
allerede nu indebærer tab af menneskeliv, så er det en noget tvivlsom
affære.
Hele miseren skyldes grundlæggende, at man kraftigt undervurderer
betydningen af de fossile brændstoffer for vores samfund, liv og
helbred. De er ikke sådan umiddelbart at skære ned på, eller at erstatte
med noget, der fungerer meget dårligere som energiforsyning.
Men det ignorerer man helst, og mange klimatroende vil også mene, at
det er ok, at befolkningens levevilkår forringes, fordi klimasagen i deres
optik overtrumfer alt. Vi skal vænne os til, at vores levestandard og
muligheder bliver ringere i fremtiden
–
et nødvendigt offer på troens
alter.
Hertil hører også andre indgreb i vores hverdag og liv. Et nærliggende
element er den totale omlægning af vores kostvaner. Kødproduktion
giver som nævnt i kapitel 2.3 i teorien anledning til store udslip af
drivhusgasser, især metan, og derfor bør vi spise meget mindre kød og
i stedet flere grøntsager. Det skulle også være ”sundere” ifølge nogle
guruer inden for området. Mange mennesker har ikke specielt lyst til at
frasige sig kødet, og over for dem skal der tages probate midler i brug.
De kan rammes på pengepungen med høje afgifter, men de kan også
blive udsat for en regulær udskamning. Man mener simpelthen, at
153
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
indtagelse af kød skal males op som socialt uacceptabelt lige som f.eks.
tyveri.
Her ser vi igen flere interesser, der falder sammen. En broget flok af
dyrevelfærdsaktivister, vegetarer, miljø- og klimaforkæmpere kan her
finde en fælles mission. Vi har tidligere (kapitel 2.4) været inde på de
økologiske fødevarer, som naturligvis anses for at være noget ubetinget
godt.
Det er jo ”grønt” og rigtigt.
Imidlertid er økologisk
landbrugsproduktion som nævnt
mindre ”klimavenlig” end
konventionelt landbrug.
Nogle gange er det ikke så nemt at have den rette tro.
Men hele fødevaresituationen er igen et eksempel på, hvordan det
anses for fuldt acceptabelt at påtvinge andre mennesker ændringer i
deres levevis og i den forbindelse at gøre dem fattigere. Samtidigt har
vi set, at specielt kød fra græsædere faktisk giver et væsentligt tilskud
til ernæringen af Verdens befolkning, så globalt er det ikke nogen god
idé at forsøge at nedbringe husdyrholdet.
Men i klimaets navn forventes vi at bringe ofre. Vi skal ikke køre så
meget i bil og vi skal helst helt holde op med at flyve. Vi skal indskrænke
vores forbrug i enhver henseende, og gå ind for genbrug og ”cirkulær
økonomi”. Det er gamle tanker, der bunder i nogle misforståede ideer
om, at Jordens ressourcer er stærkt begrænsede, og nu har ideerne fået
en vældig renæssance med fremkomsten af klimasagen.
154
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0155.png
4.6 Fanatiske klimaforkæmpere
Når en politisk bevægelse har været i gang længe nok, begynder
ekstremistiske tilhængere at dukke op. De ønsker at ”kæmpe” for sagen,
og midlerne bliver mere og mere voldsomme, som tiden går. Vi så det
samme med den store marxistiske bølge, der skyllede ind over Europa
i 1970-erne. Det endte som bekendt med terrorgrupper i forskellige
lande, Rote Armee Fraktion i Tyskland, De Røde Brigader i Italien og
vores helt egen Blekingegadebande her i Danmark.
Indtil nu er der ikke blevet begået egentlige terrorhandlinger i klimaets
navn. Der har været tilfælde af demonstrationer, blokering af trafikken
og aktioner med rød maling, der blev sprøjtet ud over bygninger og
pladser. Men der er stemmer, der agiterer for egentlig sabotage, og her
er der tale om, at man vil ramme olie- og gasinstallationer med bomber.
Greta Thunberg, den svenske teenager, der pjækkede fra skolen hver
fredag for at sidde foran rigsdagsbygningen i Stockholm, blev
efterhånden et ikon for hele klimaaktivismen. Hun blev ret hurtigt en
del af en større propagandamaskine. Det interessante ved det er, at
hendes egen faktiske viden om klimaet er
yderst begrænset.
Hun indgår
aldrig i nogen nærmere debat om spørgsmålene, f.eks. om
”farligheden”
af den nuværende temperaturstigning, den nytte vi har haft af de fossile
brændstoffer ind til nu, eller hvor realistisk en grøn omstilling
overhovedet er.
På trods af (eller på grund af?) denne totale mangel på indsigt er
Thunberg blevet inviteret til at holde tale i store internationale
forsamlinger, f.eks. FN’s klimakonference i 2018 (COP24) og FN’s
klimatopmøde i 2019. Sidstnævnte foregik i New York, og Thunberg fik
skabt opmærksomhed ved at rejse derover som passager i en luksus-
sejlbåd.
Det var her, hun fik lejlighed til at udspy sit ”Hvor vover I?”, ”I
har stjålet min fremtid!”. Efterfølgende har hun holdt taler til både det
engelske og det franske parlament, samt Europa-parlamentet. Det er
bemærkelsesværdigt, at lederne i den vestlige Verden overhovedet vil
acceptere at bruge tid på den slags, men det må igen være et udslag af
troen
–
eller frygt for troen.
Efterfølgende har Thunberg deltaget i COP25 og COP26-møderne, ved
sidstnævnte karakteriserede hun det, der kom ud af de møder, som
”bla
bla bla”. Det er nok noget af det mest fornuftige, hun har udtalt
offentligt.
155
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0156.png
Thunberg og hendes følgere har holdt sig til fredelige demonstrationer,
med optog, plakater og opslag i medierne. Andre går mere hårdt til den.
Extinction Rebellion er selvudnævnt spydspids for klimakampen, og på
deres velredigerede
hjemmeside
kan man læse deres
programerklæring:
Livet på Jorden er i krise. Vores klima ændrer sig hurtigere end
videnskabsfolkene forudså og der er meget på spil. Tab af biodiversitet.
Fejlslagen høst. Social og økologisk kollaps. Masse-uddøen. Vi er ved at
løbe tør for tid, og vores regeringer har fejlet. Extinction Rebellion blev
skabt for at løse det problem.
Extinction Rebellion kræver handling nu, bl.a. skal alle udledninger af
CO
2
ophøre allerede i 2025.
Extinction Rebellion har gennemført utallige aktioner, hvor de har
blokeret trafikken på tæt befærdede strækninger i kortere eller
længere tid. En yndet fremgangsmåde er at lime sig fast til asfalten eller
til bygninger, hvorved det er mere vanskeligt for politifolk at fjerne de
blokerende aktivister. Man har også forsøgt sig med andre metoder, der
ofte involverer kunstigt blod. På et tidspunkt havde man således fået fat
i en brandbil, og den skulle sprøjte store mængder af rød væske på
Finansministeriets bygning i London.
Ud fra organisationens hjemmeside og andre udtalelser er det
åbenbart, at de heller ikke besidder den store viden om klimaet, men
bare kritikløst viderekolporterer de værste påstande, man kan finde på
nettet. F.eks. kan man læse, at allerede nu er halvdelen af alle dyrearter
uddøde, hvor det rigtige tal snarere er i brøkdele af en promille.
En anden organisation med iøjnefaldende demonstrationer er ”Just
Stop Oil”. Grundlagt af nogle amerikanske millionærer, heraf en arving
til Getty-formuen, der som bekendt blev skabt i oliebranchen. På deres
engelske hjemmeside kan man læse følgende
overskrifter:
Fossile brændstoffer dræber os. Sammen kan vi kræve forandringer. Ikke
flere nye olie- og gasprojekter.
En amerikansk gren af foretagendet skriver
således
på sin hjemmeside.
156
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
Milliarder af mennesker vil dø af sult i de kommende årtier, i takt med at
eliterne fylder vores atmosfæriske ”gaskammer” med fossile
brændstoffer
for at få magt og profit. Vores fødevareforsyning vil bryde sammen.
Milliarder vil blive tvunget fra deres bopæle og hjemlande. Det betyder
krig, hungersnød og voldtægter på en global skala. Og sammenbruddet
kommer også her.
Videnskaben er klar: Brugen af fossile brændstoffer må standses
øjeblikkeligt, hvis vi skal have håb om at overleve. I stedet for at føre an i
omstillingen spiller vores regering hasard med vores fremtid baseret på
uprøvede teknologier og ønsketænkning … mens den stilfærdigt
fortsætter med at finansiere og fremme den fossile død.
Hvis man virkeligt tror på den slags, er det måske ikke så mærkeligt, at
man finder på at troppe op på et stort museum og hælde tomatsuppe
på uerstattelige malerier, hvorefter man limer sig fast til væggen og
råber virkelighedsfjerne slagord. Demonstranterne er ganske unge
mennesker, og de har ingen viden selv om klimaet, samfundet eller den
rolle, vores energiforsyning spiller. Hvis de fuldt og fast tror på deres
egen propaganda, kan man godt forstå deres holdninger, og i øvrigt
også de vidt udbredte tilfælde af klima-angst som huserer i de kredse.
Men ingen videnskab forudser, at Jorden går under, hvis vi ikke straks
ophører med brugen af olie. Selv de mest forbenede klima-troende
videnskabsfolk vil stadigvæk mene, at vi har tid, og at konsekvenserne
af den globale opvarmning ikke bliver altødelæggende, som der råbes
op om her.
Desværre har agitation som ”Just Stop Oil” nogle meget kedelige
bivirkninger for ulandene, der forsøger at hæve levestandarden og
velfærden for deres befolkninger. Det kan kun lade sig gøre ved en
massiv udbygning af brugen af fossile brændstoffer, primært for at
sikre en stabil elforsyning, men også for at skaffe energi til en
–
helt
nødvendig
–
voksende industriproduktion. Men agitationen har haft
succes, bankerne og de store finanshuse, samt regeringerne i den
Vestlige Verden, tøver med at give finansiel støtte til den slags projekter
i ulandene.
Man kan med sindsro i den forbindelse konkludere, at forsøgene på at
forebygge fremtidige dødsfald som følge af klimaforandringerne
allerede nu koster menneskeliv, pga. et dårligere fungerende
157
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0158.png
sundhedsvæsen i ulande, der er afskåret fra at få en stabil og brugbar
energiforsyning. Men det ansvar vil aktivisterne nok ikke tage på sig.
Andre klima-aktivistiske grupper har valgt at handle i det skjulte. En er
de såkaldte
Tyre Extinguishers,
”Dæk-slukkerne”, hvor lokale grupper
om natten piftede dæk på parkerede biler. Det har vi også set her i
Danmark. De aktionerende gik efter de onde SUV-biler, men der røg
nogle elbiler med i købet, det kan jo være svært at se forskel i mørket.
Verden har hidtil været forskånet for egentlige sabotagehandlinger,
men det skorter ikke på opfordringer. En svensk universitetslærer i
human økologi, Andreas Malm, har således igennem en del år ført sig
frem med kritik af de fredelige demonstrationer, som f.eks. Greta
Thunberg er fortaler for. Malm vil have sabotage af olieinstallationer,
kraftværker osv., og har beskrevet det i en bog med titlen:
How to Blow
Up a Pipeline: Learning to Fight in a World on Fire, ”Sådan
sprænger man
en rørledning i luften
–
om at lære at kæmpe i en verden af flammer”,
som den danske oversættelse kom til at hedde.
Malm udtaler bl.a.
følgende:
Hvis vi ikke engang kan få vores stater til at stoppe med [udledningerne],
så er det meget klart, at vi er meget langt fra målet. Vi skal gøre mere. Jeg
vil ikke have æren for det her argument, for det ligger i luften, at der skal
være en eller anden form for eskalering af vores indsats. Hvad det
indebærer, kan være kontroversielt, men fordi situationen er så alvorlig,
må vi tage det næste skridt.
Men hvis man engagerer sig i ødelæggelse af de installationer, som
ødelægger planeten og slår mennesker ihjel, og som er kilde til
skovbrande, tørke og oversvømmelse, så kan det være, man kan
kommunikere med folk og vinde opbakning. Det kan måske inspirere
andre og bryde den ødelæggende lammelse, som præger
klimaengagementet nu. Vi har brug for at komme af med den her fælles
fornemmelse af, at hele den fossile infrastruktur er naturgiven. At det er
noget, som vi bare skal acceptere og lære at leve med. Hvis folk ser, at man
kan ødelægge de her ting og lukke dem, så kan det give dem en konkret
følelse af, at man kan opnå noget.
Bogen og hele Andreas Malms virke er gennemsyret af en blind tro på
klimakatastrofen og meget lidt indsigt i videnskaben, energiforsyning
og samfundenes indretning. Man kan vist med rette frygte, at der vil
158
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
være nogle naive og uvidende sjæle, der tager hans opfordringer op og
forsøger sig med ødelæggelser af den energiinfrastruktur, vore
samfund hviler på.
159
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
4.7 Konklusion
Klimatroen har gennemsyret samfundet, fra toppen blandt politikere
og regeringsmedlemmer og ned til bunden i form af klima-aktivister og
ligesindede. Politikerne er for længst ophørt med selvstændigt at danne
sig en mening om sagen, og de gør intet forsøg på at sætte sig ind i de
nærmere begrundelser for, hvorfor det er nødvendigt at ofre milliarder
og velstand på nogle tiltag, der i sig selv ikke bibringer samfundet nogen
værdi overhovedet.
Den grønne omstilling er teknologisk ikke noget fremskridt, den vil
erstatte en velfungerende energiforsyning, med noget, der er meget
ringere og dyrere i ressourcer og omkostninger. Men den drages kun
meget lidt i tvivl.
Man accepterer også umiddelbart, at vi som almindelige mennesker
skal lægge vores livsstil om, f.eks. mht. valg af fødevarer, transport og
muligheder for at realisere vores drømme.
Sagen
overskygger alle
andre hensyn og tilsyneladende er man f.eks. ved at acceptere, at den
vil føre til økonomisk ruin for måske halvdelen af det danske landbrug.
Regeringen forsøger at opretholde en illusion om, at alt kan
gennemføres uden en nedgang i velstand og velfærd, det er jo totalt
urealistisk, og på et eller andet tidspunkt bliver politikerne ramt af
virkeligheden.
Medierne er næsten 100 % med på vognen og yder deres bidrag ved at
kvæle en åben og ærlig debat om emnet. Ingen andre store
samfundsanliggender slipper på denne måde for at blive endevendt i
pressen og medierne, og sådan skal det selvfølgeligt også være i et
pluralistisk demokrati. Men ikke når det drejer sig om klimaet, så er en
fri debat ikke ønskelig. Den ville jo frembringe synspunkter, der går
imod troen.
Klimatroen medfører også accept af vanvittige retssager, hvor hele den
juridiske verden spændes for vognen og misbruges til at fremme
politiske mål, der igen er affødt af troen. Der er kun spage protester,
selvom vi allerede har set eksempler på totalt absurde domme.
I lyset af ovenstående er det ikke så mærkeligt, at unge mennesker
bliver stærkt påvirket og dels bliver bange og utrygge, dels føler et stort
behov for at gøre noget. Den propaganda, de bliver fodret med, er, som
vi har set, helt ude på overdrevet, men igen en naturlig følge af en tro,
160
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
der er stærk nok til at få sådant et overdrev af fanatisme. Det er jo et
fænomen, som de fleste religioner også er belemret med.
161
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
Afslutning
Vi har nu set en udlægning af klimasagen, som beskriver den mere som
en tro end som udtryk for realiteter baseret på solid videnskab. Del 1
viste klart, hvor svagt videnskaben faktisk står, når man kigger den
nærmere efter i sømmene. Der manipuleres med resultaterne, og der
fremføres påstande, som enhver med bare lidt naturvidenskabelig
indsigt umiddelbart må stille sig tvivlende overfor.
Del 2 viste, hvor alvorlige følgerne af en grøn omstilling kan blive for
menneskehedens velstand og trivsel. Der er tale om store
omkostninger, både for rig og for fattig.
I Del 3 og 4 har vi så kigget nærmere på alle de aktiviteter, der
omgærder troen, aktiviteter, som man normalt ikke finder i forbindelse
med videnskabelig virksomhed, i form af censur, undertrykkelse,
manipulation og aktivisme på forskellige planer. Det er ret enestående
fænomener i forbindelse med videnskab.
Men er denne bogs udlægning af klimasagen eller -troen ikke fordrejet
i forhold til virkelighedens verden? Det fik undertegnede faktisk
efterprøvet i forbindelse med en lille udveksling i Weekendavisen i
efteråret 2022. Anledningen var den meget lange omtale af
klimabenægteri, som er refereret i kapitel 3.8. Denne forfatter
indsendte et svar og
–
helt undtagelsesvist
–
blev det bragt i avisens
følgende udgave, næsten helt uforkortet. Heri blev gjort et forsøg på at
forklare, hvorfor klimarealister generelt er skeptiske over for
klimasagen. Et par citater:
Grundlæggende hviler hele klimasagen på et par absurde antagelser. For
det første skulle alle naturlige klimaforandringer være ophørt for cirka
150 år siden, og derefter er det kun indholdet af kuldioxid (CO
2
) i
atmosfæren, der styrer temperaturen, vejret, tørke, oversvømmelser og så
videre. For det andet skulle en ændring i en meget lille bestanddel af
atmosfæren
–
som CO
2
jo er
–
kunne medføre alle disse drastiske
konsekvenser, som man udmaler.
Stort set hele klimaforskningen er da også enig om, at CO
2
ikke på egen
hånd kan have så drastiske effekter. Derfor har man opstillet den teori, at
virkningen forstærkes af vanddamp, som på mystisk vis gør alting værre.
Netop her finder man klimaforskningens allerstørste svaghed. De store
162
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
2845059_0163.png
computermodeller, der bruges til at beskrive klimaet og spå om den
fremtidige opvarmning, kan kun meget dårligt simulere vanddampen og
skydannelsernes effekt, og netop sidstnævnte er en afgørende faktor for
den globale temperatur. Ændringer i skydækket har en meget større
effekt end ændringer i atmosfærens indhold af CO
2
.
Det fik så to garvede klimaforskere, hhv. universitetsansat professor og
lektor, til at forfatte
et svar,
som avisen offentliggjorde ugen efter. Det
var jo med spænding, at man begyndte at læse, ville hele den
klimarealistiske fortælling nu blive skudt ned? Det blev den så ikke.
Om det første udsagn, at alle klimaforandringer de seneste 150 år
tilskrives drivhusgasserne har d’herrer følgende kommentar:
Vi er to forskere, der har været i faget i mange årtier og har aldrig
bemærket denne påstand
–
hverken fremsat mundtligt eller skriftligt i
faglitteraturen, og den er i øvrigt i direkte modstrid med det, stort set alle
klimaforskere har vidst i mere end 100 år.
Det er jo en besynderlig kritik, al den stund at IPCC selv tilskriver
drivhusgasserne hele temperaturstigningen siden 1850, jfr. fig. 3.2.
Om vanddamp og skydannelser skrives der følgende:
I litteraturen er det veldokumenteret, at klimamodellerne ikke har noget
problem med vanddamp
–
der jo er noget helt andet end skyer. Det er
faktisk alment kendt, hvordan man håndterer denne gas. Og vandets
kredsløb er også velbeskrevet i modellerne.
… det er en udokumenteret påstand, SH kommer med, når han
skriver, at
effekten af ændringer i skyforholdene skulle være en meget større effekt
end CO₂-påvirkningen.
Det bør pointeres, at de modeller, der i dag anvendes til vejrforudsigelser,
er mere eller mindre identiske med klimamodellerne. Hvis disse modeller
var bare ganske lidt forkerte, hvad angår vanddamps bidrag til
drivhuseffekten samt skyers rolle i strålingen, ville prognoserne med
varierende vejr fra dag til dag og uge til uge simpelthen blive målbart
dårligere, end de trods alt er. Med andre ord har vi ganske godt styr på
atmosfærens fysik, og vore dages klimamodeller gør således deres arbejde
med at beskrive skyerne ganske rimeligt
–
om end ikke perfekt.
163
 KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 237: Supplerende henvendelse af 2/4-24 fra Foreningen Klimarealisme om den nuværende planøkonomiske klima- og energipolitik
Her er vi ude i et udsagn, der jo bevisligt er forkert. Vejrmodeller og
klimamodeller er måske bygget op på samme måde, men de
fintmaskede vejrmodeller dækker kun små lokale områder. Hvis man
vil dække hele Jorden med én model, får den netop de enorme
cellestørrelser, der slet ikke kan simulere detaljer som skydannelse og
regn. Var det her et forsøg på at redde troen ved at binde offentligheden
noget på ærmet?
Undertegnedes indlæg beskrev derefter den grønne omstilling, og hvor
stor en trussel den udgør mod vores energiforsyning og samfund i
øvrigt. Her var d’herrer naturligvis fagligt på udebane og
måtte nøjes
med lidt besværgelser, hvor yderligere kommentarer vist ikke er
nødvendige:
Og det er jo rigtigt, at i et hvilket som helst lokalt område vil der være
afbrud i elproduktionen fra vindmøller og solanlæg. Men pointen er, at i
den grønne omstilling skal der indgå energilagring og den simple ting, at
man ikke skal være afhængig af kun én eller to energikilder. Det optimale
vil være en kombination af flere kilder. For eksempel vil geotermi kunne
bidrage substantielt til opvarmning i fjernvarmeanlæg. Forbrænding af
biomasse produceret af naturen i vækstsæsonen er ikke en ubetydelig del
af energiforsyningen.
Så nej, klimaforskningen har ikke nogen god sag. I øvrigt er avisens rolle
i udvekslingen her ganske interessant. De lagde svaret på min
kommentar på hjemmesiden, hvor det stadigvæk kan findes. Det skete
imidlertid aldrig med min kommentar, den dukkede kun op i den trykte
udgave af avisen. Overflødigt at nævne, at en yderligere duplik fra min
side naturligvis ikke blev bragt. Nok var nok for Weekendavisen.
Og hermed slutter vi gennemgangen af hele klimasagen og overlader
det til læseren at bedømme, om det grundlæggende drejer sig om en
tro, der er på vej til at føre os ud i store ulykker, eller om forfatteren her
tager fejl?
_ _ _ _ _
164