Ørsted d. 24/3-2024
Hej kære udvalg
Jeg er solcelleejer på den gl. ordning. Den går ud på, at vi der købte solceller inden udgangen af
2012, og fik dem installeret i løbet af 2013, kunne få nogle fordele, for at fremme udbredelsen af
solceller i danmark.
Fordelene bestod bl.a. i, at det hvert år til nytår blev gjort op, hvor meget strøm vi havde brugt i
løbet af året, og hvor meget strøm vi havde produceret. Enten skulle vi betale eller have penge for
det overskydende strøm. Vi var garanteret 60 øre pr Kwh de første 10 år, og 40 øre pr Kwh de
næste 10 år, hvilket var en god pris dengang. Vi skulle selvfølgelig betale div. gebyrer og
transportafgifter (dog ikke elafgift af det vi producerede selv). Med denne ordning kunne vi
“gemme” strøm, vi producerede om sommeren og om dagen, og så bruge det om vinteren og om
aftenen, når solen ikke skinnede. Det var alletiders ordning, og pga. den investerede vi ca
100.000 kr i solceller.
Vi er en familie på 5, men da børnene flyttede hjemmefra, brugte vi jo mindre strøm. Vi tændte el-
vandvarmeren og sparede på træpillerne. På den måde passede vores forbrug nogenlunde med
vores produktion på årsbasis. Dermed var købsprisen og salgsprisen i princippet den samme.
Men - i 2020 blev vi tvunget til at overgå til timeafregning. Det vil sige at, det strøm du ikke har
brugt inden for en time, bliver solgt til nettet. Firmaet Vindstød A/S står for afregningen, der sker
månedligt. Samtidig skal vi købe strøm af Energi Fyn, når solen ikke skinner. Begrundelsen for
dette var, at EU krævede, at vi skulle betale momsen af den strøm, vi købte tilbage. Vi blev oplyst,
at det ville koste mellem 200-500 kr om året i moms. Vi tænkte, at det er der vel ikke noget at
gøre ved, hvis reglerne er sådan.
Men i 2022 gik verden af lave, og krigen brød ud i Ukraine, med tårnhøje energipriser til følge.
Pludselig gik det op for os, at vi faktisk var sat til at betale ca 25000 kr i aconto-el, så fik vi
slukket el-vandvarmeren samt sparede alt hvad vi kunne på strømmen, som regeringen
opfordrede os til. Både for vores egen og for samfundets skyld.
Og nu en lille forklaring: Når solen skinner, d.v.s. midt på dagen og om sommeren, er elprisen ofte
lav, fordi der bliver produceret meget strøm. “Vindstød A/S” er så vidt vides et privat firma, der
køber strømmen af os til spotpris, og mon ikke de sælger den videre med en lille fortjeneste - de
skal jo også leve. Samtidig skal vi faktisk købe strømmen tilbage om aftenen, hvor der er et stort
forbrug og strømmen derfor er dyrest. Denne strøm køber vi af Energi Fyn, som også er et firma,
der giver overskud. Vi sælger billigt og køber dyrere, og samtidig har vi en overproduktion, fordi vi
sparer på strømmen.
Nu har vi fået et brev fra Energistyrelsen, hvori der står, at de ikke kan håndtere de høje el-priser!
Og da vi kun er blevet lovet 60/40 øre pr Kwh, skal vi betale differencen tilbage til Energistyrelsen
(staten). Dette selvom at vi som sagt afregner med to selvstændige virksomheder, der hver især
har overskud. For mig lugter det langt væk af, at der er nogle jurister, der har øjnet chancen for at
score ekstra penge i statskassen.
For os er det indtil videre kun 2500 kr det drejer sig om. Det kommer vi nok over. Men det er det
faktum, at vi oprindeligt blev lovet én ganske bestemt ordning i 20 år, og da Energistyrelsen
troede, at vi havde glemt det, ændrede de denne ordning til deres egen fordel.
Kan man godt tillade sig at ændre vilkårene så drastisk?