Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2023-24
KEF Alm.del Bilag 222
Offentligt
Folketingets medlemmer
Energiministeren
Energiministeriet
Energistyrelsen
Lejre 6. marts 2024
Åbent brev vedr. TERMONET / ”kold fjernvarme”
TERMONET ER OGSÅ VEDVARENDE ENERGI
Energistyrelsens fortolkning af varmeforsyningsloven tilbage i 2016 lod forstå, at også
”kold fjernvarme eller TERMONET” var omfattet af varmeforsyningslovens § 2 stk. 1.
Efterfølgende har Energistyrelsen i juli 2022 indikeret, at termonet måske ikke
sorterer under varmeforsyningsloven. Denne juridiske usikkerhed hæmmer og er i
virkeligheden en reel hindring for udviklingen af termonet.
Vi er tre mindre bysamfund i Lejre Kommune, som tilsammen repræsenterer flere end
1.500 potentielle TERMONET interessenter. De tre mindre bysamfund er: Gevninge,
Kirke Hyllinge og Kirke Saaby.
Vi er godt i gang med at forberede etablering af TERMONET / kold fjernvarme i hver af
de tre landsbyer. Vi har til nu oplevet stor interesse fra såvel boligejere som
virksomheder og tillige fra Lejre Kommune for at komme med i en kommende
kollektiv varmeforsyning, baseret på termonet-teknologien. Interessen og
opbakningen er stor fra såvel naturgasopvarmede, olieopvarmede som
varmepumpeopvarmede ejendomme.
Vi er nu så langt i forberedelserne af etablering af de tre store termonet, med op mod
500 interessenter i hvert, at det viser sig særdeles uhensigtsmæssigt, at forholdet til
Varmeforsyningslovens § 2 stk. 1 ikke er afklaret. Den manglende afklaring betyder i
første omgang, at vi er uden mulighed for at afklare den nødvendige finansiering for
at projekterne kan realiseres. I sidste ende kan det komme til at betyde, at
projekterne må opgives. Såfremt det bliver resultatet, kommer de mange boliger og
kommunale institutioner ulykkeligvis på gyngende grund hvad angår varmeforsyning,
idet omkostningerne ved etablering af traditionel fjernvarme langt overstiger et
realiserbart niveau. Derfor vil hver enkelt være henvist til individuelle løsninger når /
hvis naturgasforsyningen ophører i 2030 til 2035, som meldt ud i regeringsgrundlaget.
Og det er hverken samfundsøkonomisk optimalt, eller optimalt for den enkelte
husejer.
Landet over findes snesevis af mindre bysamfund, som enten allerede er, eller snart
kommer i samme situation som vi tre småbyer i Lejre Kommune. Der er således et
enormt potentiale for at reducere udledningen af klimaskadelige gasser til
atmosfæren, såfremt TERMONET – eller kold fjernvarme – kan blive et realistisk
alternativ til individuel opvarmning, idet TERMONET er baseret på, at den jord de
uisolerede varmeslanger er lagt i opvarmes primært af solen og den dybere liggende
jordvarme, kombineret med opsamling af spildvarme fra en række kilder i
1
KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 222: Henvendelse af 6/3-24 fra 3 mindre bysamfund i Lejre Kommune vedr. lovforslag om fremme af vedvarende energi
2834996_0002.png
lokalområdet. Spildvarmen opsamles fra eksempelvis vandværker, køleanlæg i
dagligvarebutikker, mælkekøleanlæg på landbrugsejendomme samt lokal service og
industri.
Såvel i anlægsfasen som i et TERMONETS levetid (forventelig mere end 50 år) er
miljøprofilen – herunder klimaprofilen - langt bedre end et traditionelt
fjernvarmeanlæg. Produktionen af isolerede stålrør medfører langt højere udslip af
klimaskadelige gasser end de uisolerede plastslanger der anvendes i TERMONET..
Vores analyser har til nu vist, at omkostningerne ved etablering af traditionel
fjernvarme er ca. 65% højere end ved etablering af TERMONET. Det er således
samfundsøkonomisk at foretrække TERMONET som løsning i mindre bysamfund, som
reelt er for små til at etablere traditionel fjernvarme.
Vi opfordrer derfor Folketinget, Energiministeren, Energiministeriet og Energistyrelsen
til snarest at træffe de nødvendige beslutninger, således det klargøres at TERMONET /
kold fjernvarme på linje med traditionel fjernvarme fortsat fremadrettet er omfattet af
Varmeforsyningslovens § 2 stk. 1.
Med venlig hilsen
Steen Fogde
Sæbyvej 10
4070 Kirke Hyllinge
[email protected]
Preben Hjulgaard
Grønager 29
Gevninge
4000 Roskilde
[email protected]
Jesper Reumert
Omøvej 11
4060 Kirke Saaby
[email protected]
2