Til høringsparterne på vedlagte liste
Kontor/afdeling
Havvind
Dato
14-02-2024
J nr.
2023 - 3854
Høring over lovforslag: Formel lukning af åben dør-ordningen og sikring af rammer
for test af VE-anlæg på havet
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet sender hermed vedlagte lovforslag om formel
lukning af åben dør-ordningen og sikring af rammer for test af VE-anlæg på havet i høring.
Baggrund og indhold
Lovforslaget følger op på regeringens udmelding fra den 19. december 2023 om, at åben
dør-ordningen lukkes for nye kommercielle ansøgninger. Baggrunden for lovforslaget er
behovet for at lukke formelt ned for åben dør-ordningen ved lov, da det i 2023 blev afklaret,
at det ville være i strid med EU’s statsstøtteregler at meddele nye
forundersøgelsestilladelser til kommercielle projekter under den gældende åben dør-ordning.
Lovforslaget indebærer, at VE-lovens regler bringes i overensstemmelse med EU-retten ved
at lukke for muligheden for at ansøge om, og få meddelt, forundersøgelsestilladelse til et
kommercielt projekt under ÅD-ordingen. Lovforslaget sikrer samtidig de lovmæssige rammer
omkring de projekter og ansøgninger, som Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har, i
samarbejde med relevante ministerier, vurderet ikke er i strid med EU-retten.
Formålet med lovforslaget er herudover at sikre, at der fortsat er adgang for test af VE-
anlæg på havet. De gældende regler for test af VE-anlæg på havet følger den gældende ÅD-
ordning med tre tilladelser og en godkendelse. VE-loven indeholder således ikke i dag
særskilte regler for testprojekter af VE-anlæg på havet, hvorfor lovforslaget indeholder nye
regler for disse fremadrettet.
Lovforslaget er sendt i høring hos de høringsparter, der fremgår af vedlagte høringsliste.
De modtagne høringssvar vil blive offentliggjort på Høringsportalen. Ved afgivelse af
høringssvar samtykkes til offentliggørelse af høringssvaret, herunder afsenders navn og
mailadresse. Det bemærkes, at høringsvar vil blive oversendt til Folketingets Klima-, Energi-
og Forsyningsudvalg.
Det foreslås, at loven skal træde i kraft d. 1. juli 2024.
/embdp/cap
Energistyrelsen
Carsten Niebuhrs Gade 43
1577 København V
Niels Bohrs Vej 8
6700 Esbjerg
T: +45 3392 6700
www.ens.dk
Side 1/2