Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Ministeren
Dato
8. februar 2024
J nr.
2023 - 5421
Orientering om at bekendtgørelse vedr. repowering sendes i høring
Til udvalgets orientering fremsendes høringsbrev og udkast til bekendtgørelse om
en forenklet og hurtig ansøgnings- og tilladelsesproces for repowering af bestående
elproduktionsanlæg på havet.
Formålet med bekendtgørelsen er at fastsætte regler om en forenklet og hurtig
ansøgnings- og tilladelsesproces for repowering af bestående elproduktionsanlæg
på havet. Reglerne forsimpler og øger transparensen for ansøgnings- og
tilladelsesprocessen ved at præcisere hvilke ansøgninger, der kræver ny tilladelse
samt ved at fastsætte minimumskrav til indhold i ansøgning til Energistyrelsen.
Når der foretages repowering af elproduktionsanlæg på havet, er der tale om
ændringer af et bestående projekt med henblik på at erstatte kapacitet eller øge
anlæggets produktivitet eller kapacitet. Definitionen af repowering rummer
projektændringer, som varierer i størrelse fra mindre, tekniske ændringer som
eksempelvis softwareopdateringer til større repowering-projekter, herunder f.eks.
fuld udskiftning af møller. Det er en forudsætning, at der kan siges at være tale om
ændringer af et bestående projekt, og at der således ikke er tale om et nyt
anlægsprojekt. Nye anlægsprojekter kræver nye forundersøgelses-, etablerings- og
elproduktionstilladelser, og derfor skelnes der mellem repowering og en
projektændring der er så væsentlig, at der er tale om etablering af et nyt
elproduktionsanlæg.
Repowering adskiller sig i øvrigt fra administrativ forlængelse af
elproduktionstilladelsen (levetidsforlængelse) for et anlæg, da disse begrænser sig
til en forlængelse af driftsperioden ud over den oprindelse elproduktionstilladelse.
Bekendtgørelsen sendes i ekstern høring den 4. marts med frist for høringssvar
den 5. april. Jeg vil ved udstedelsen af bekendtgørelsen oversende endelig
bekendtgørelse samt høringsnotat til udvalget.
Med venlig hilsen
Lars Aagaard
Klima-, Energi- og
Forsyningsministeriet
Holmens Kanal 20
1060 København K
T: +45 3392 2800
Side 1/1
www.kefm.dk